Skip to main content

Full text of "Bidrag til den danske Literaturs Historie"

See other formats 


Google 


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover. 


Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 


Usage guidelines 
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 


public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 





We also ask that you: 


+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual 
personal, non-commercial purposes. 





and we request that you use these files for 


+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 


+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 


+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 






About Google Book Search 


Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 
at/http://books. google. com/] 














Google 


Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 


Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 


Retningslinjer for anvendelse 


Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 


Vi beder dig også om følgende: 


e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 


e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 


e Bevar tilegnelse 
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 


e Overhold reglerne 
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 


Om Google Bogsøgning 
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på|http: //books.google.com| 




















| BEQUEST | 
| ———— or MICHIGAN 
EL GENERAL LIBRARY. 2 





























FROM THE LIBRARY OF 
CHRISTIAN JENSEN 























Bidrag 
Den danſke Literaturs 
Siſtorie 


af 
FOO NS 
Re IM, Peterfen. 





III. 


Det lærde Tidsrum 
1560—1710. 





Udgivet 
af 
Den Danffe hiftoriffe Forening. 


Kjøbenhavn. 
Trykt i det Berlingſte Bogtrpkkeri ved N. H. Stenderup. 
1855—586. 





UN FSTEz 





NEP EET RK 


DUNNING 
HILL 
12-14.39 
39883 
Indhold, 
åndledning. 
Side 
S$ !. Literaturens Behandling i Almindelighed. Danmarks polis 
tiſte Stilling. Kongerne. Adelen........................ 3 
- 2. Siuderinger og lærde Siftelfer. Studeringer ved fremmede 


Univerfiteter. Kjobenhavns Univerfitet. Sorg Akademi. 
Ridderakademi i Kjøbenhavn. De lærde Skoler. Gym: 
nafter. Lærde Slægter. (Bibliotheker. Bogtrpkkerier).. 35 


Forſte Afdeling. 
Cheologien i fin lærde og folkelige Form. 


Theologiens Stilling. Kirkens indre og yvre Forholde. 
Læren og dens Behandling. Orthodoxien og dens Bes 
varing. Cenſur ........... .... ................... ..... 63 
Tbeclogieng lærde Behandling. Forfattere: Profesſorer, 
Geiftligheden og andre Lærde. Forfolgelſer: theologiſte 
og politiſte ... ........ serve eee ..... menes ......... 73 
Theologiens lærde Behandling fortſat. Det theologiſte 
Syſtem: Niels Hemmingſen. Jeſper Brochmand. Andre 
Eyftemet vedkommende Skrifter: Thbeologiſt-politiſte; Fejdes 
ſtrifter mod Katholikker og Reformerte. Moralen. Skrift⸗ 
fortolkningen. Kirkelige Oldſager og Kirkens Hiſtorie. 
Gejſtlig Veltalenhed i det latinſte Sprog................. 89 
Theologiens folkelige Literatur. Overſattelſer af den hellige 
Skrift. Pſalmer og Pſalmeboger. Poſtiller og Prædifener. 
Gejftlig Veltalenbed. Andagtsliteratur. Tidsbilleder af 
Præſteſtanden: Henrik Gerner. Peder Vandal. Jens Dineſen 
Jerſin. Erik Pontoppidan den Xldre.................... 146 
Overtroens Literatur........... .......... .......... ..... W 


* 


10. 


12, 


13. 


vw 


Anden Aſdeli 


Be almindeligere og, Årengere Videnfhaber,- ſamt 
i, iſet den klasſiſkt. 








Sive 


Filoſofi. Logit og, Fyit. Snveré, Krag. Peber Sørenfen. 
Rasmus Baren mms Frasen 
Mathematit og ,Afrenemi…… De aldſte Matfematitere. 
Tyge Brahe. Sephie Brahe. Peder Jalebſen dlemloſe. 
Cort Arelſen, Chas, Offen Morſing— Chriſten Sørenfen 
Longberg. Audre Matbematifere… ; Badmué Bartholin. 
Ole Chriſtenſen Romet, Kalentorierz Claus Berg« Ravi» 
ganen: Bagge Vandel. Kronologi: Rielo Helvader. 
Lagevidenſtaben. Kemi Raturbiftorie, ifærBotanit Jo⸗ 
banned Pratenfig, Anders $emvig, Jehannes Francifci, 
Anders Cpriftenfen, Øelllus, Safcerives ;, Jørgen. Fuiren; 
Veder Diverif Papugt. , Bartbolingrne, og, ben, Bartbolinfte 
Stole. Oluf Vormy Simon Paulli; Sle Bor. Riels 
Stenfen eller Sicudz datot BVinsføv, Dite Sperling ben 
Eldre; Peber Kylling. Danſte fægebeger og lignende 
Sfrifter.… 
Filolegi. Oſſerlandſte Sprog. Niels Pederſen Dreloſe. 
Morten Povelſen Grum. Tdeedor Petreus, o il. Klaeſiſte 
Sprog: Graſte Filoleger. Niels Krag. Rasmus Viundiag 
o. fl. Latinſte Fileleget. Alders og Niels Kraz. Ole 
Berch o. fl. Nyere Latinſt Pecſi. Erasmus Latus. Willich 
Weſthov o. fl. Dauſte Overſattelſer af klasſiſte Skrifter 
Birgitte Thott 0. fl (Nyere Sprog) seek. 














Ctedie Afdeling. 


Be mere hjemlige Bidenfkaber, danſk £ovkyndighed, 
Hiſtorit, Oldſaget og Sprog. 


Danſt Levtyndighed og bens Forbeld til ven fremmede. 
Niels Hemmingſen. Ctaus Plum. Chriſten Oſterſen Veile. 
Peder Lauritſen Scavenius. Henrik Ernſt. Adelen: Niels 
Kaas. Jatob Biornſen. Arild Ovitfeld. Peder Galt. 
Jens Bielle. Fra 1660: Jens Dolmer. Peder Reſen. Pe— 
der Lasſen. Rasmus Binding. Oito Sperling den Yngre. 
Hentit Weghorſt. Cprifian Helper. Povel Nielſen Refens 
palm. Chriſtian ven Femtes Danſte og Norſte Lov… 
Danſt og Norſt Hiſterie. Danmart: De ælnfte Forſog. Hi— 
ſtoriogtaferne Hans Svanning og Anders Sorenſen Vedel. 
Gode Lauridſen. Morten Pederſen. Chriſten Linved. Hans 


199 

















14. 


15. 


16. 





Side 


Mogenfen. Arild Hoitfeld. Hiſtoriografer fra Niels Krag 
til Chriſtian Reitzer. Blandede hiſtoriſke Skrifter. Reiſe⸗ 
bøger. Hans Nanſtu. Skrifter fremkaldte ved Tidens Be» 
givenheder: Ove Øjeddes og Jens Munks Rejſer; Skrifter 
om Kjøbenhavns Belejring Niels Helvad og Hans Hanfen 
Skaaning. Jens Lauridſen Volf og Arent Berntſen. Hans 
Nielſen Strelov. Sens Sorenſen Nor⸗Niéſum. Peder Re⸗ 
ſen eg Niels Slange. Norge: Arnold de gine. Jens 
Mortenſen. Lucas Debes. Abſalon Pederſen. Brodrene 
Ramus. Bonden Laurids Hanſen. Peder Clauſen ..... 
Danſt Oldkyndighed. Forſte Forſog: Hernan Chytraus, 
Bertel Knudſen, Laurids Asſerous. Ole Vorm. Johan 
Meier. Guldhornet. Bartholinerne. Matthias Schacht. 
Birkeroderne. Otto Sperling den Ingre. Terpagerne. 
Oldnordiſt Sprog og Literatur: Arngrim Jonſen. Ole 
Vorms Forbindelſe med Thorlak Skuleſen og Brynjulf 
Sovendſen Runolf Jonſen, Magnus Olafſen og Gudmund 
Anderſen. (Povel Hallſen). Forholdet til Sverrig. Hiſto⸗ 
rieſtrivning fortſat: Kongelige Fortolkere og Antikvarer. 

Thormed Torfæus. (Politiſte Tidender) . 
Danſt Sprog. Moderemaalets Stilling: Povel Colving. 
Peder Syv. Rasmus Bartholin, Søren Lintrup. Sprogs 
forſtning: Etymologiſte Underſogelſer: Peder Vandal. Ber—⸗ 
tel Knudſen. Torkild Baden. Hans Nyfted. Peder Vinslov. 
Ordboger: Jon Turſen. Matthias Pors. Povel Colding, 
o. fl.; Matthias Moth. Chriſten Jenſen. Sproglarer: 
Erik Pontoppidan. Peder Syv. Henrik Gerner, 0. fl. 
Danſt Stil: Hang Nyſted. Sprogets Tilſtand: Det foræl: 
rede: Lovſproget, Ordſprog og Kjæmpevifer ; det alminde: 
lige Sprog. Literaturens Hiſtorie. Profodier; Hang 
Mikkelſen Ravn, Søren Povelſen Judidær, o. is (Mufikken: 

Matthias Schacht)...................................... 


Fjerde Afdeling. 
Bin danſke Pochi. 


Poefien i Almindelighed. Poetiſte Wmner: Lejlighedsdigte. 
Selſtabsrim: Impromtuer, Leverrim. (Anagrammer). Pus: 
holdningsrim. Hiſteriſte og beſtrivende Digte (Jakob Mad: 
fen Kjøbenhavn, Heurik Gerner, Peder Syv). Efterligninger 
af den ældre Poeſi (Rimkronniken. Dodedandſen, Kjæmpe: 
bogen, Danevirkeviſen). Gudelig Digtning: Feſtviſer, Over: 
fættelfer af det gamle Teſtamente, Pſalmer, NMedRader (Jevo 


… 430 





VI 


i Side 
Madſen Gettorp. Thomas Villumfen. Hans Chriſtenſen 
Sthen. Frederik Brandt). Raturdigte (Samuel Bugge. 
Hieronimué Juftefen Man), Overgang til verdslig Digt« 
ning (Jens Sten Sebeftev. Dorthe Engelbrektsdatter. Pe⸗ 
ver Daſs). Verdeoligt Epos (Povel Pederſen). Verdelig 
Lyrik (Peder Syv. Søren Terfelfen), Satire (Søren Han= 
fen Tvilling. Hans Laurenberg. Hans Hanſen Skonning. 
Matthias Vorm Jakob Vorm). Folfebøger… 6409 
17. De ſtorſte Tyrigfe Digtere: Anders Arrebo. Thomas Kingo. 
Anders Bording 
18. Den bramatifte Peeſi Dramaeté Overgang fra Latinen 
til Modersmaalet, fra geiſtligt til verdeligt. Hans Chri. 
flenfen Stben, Peder Jenfen Hegelund. Hieronimus Juftes 
fen Rang. Peder Thøgerfen. Hang Thomfen Stege. 
Anders Kieldſen Thybo. Jens Kieldſen. Erik Pontoppidan. 
Mogens Skeel. Jens Chriſtenſen Lønbor; 
Tilbageblit og Fremblit. . 
Rettelſer og Tillæg .… 





617 



















Det lærde Tidsrum 
(1560—1710) 
eller 
Anden Periode, Adelsperioden 
(1560—1660) 
og 
Credie Periode, Indledning til Holbergs Tidsalder 
(1660—1710). 





Indledning. 


1. Literaturens Bebandling i Almindelighed. Danmarks politiſte 
Stilling. Kongerne. Adelen. 


J forrige Tidsrum have vi, maaſtee mer end tilborligt, 
bvælet ved mange Enkeltheder, der i fig felv kunde ſynes 
ubetydelige; men Tiden var ny og i Færd med at danne 
fig, Sfrifterne ere derhos fjelbne. Her maatte Fuldftæn- 
bighed attraas, om ben end ikke overalt kunde naas. For: 
holdet er nu anderledes. Stoffet vorer, og ſtulde Betragt- 
ningen af Literaturens Frembringelfer i ſamme Forhold gaa 
i det enfelte, vilde den næften tabe fig i Mangfoldigheden, 
og Overſigten forfvinde. Blandt be ny Bærter, der veds 
blive at flyde op paa Brædden af Tidens Strøm, er det 
fun værdt at beſtue bem med Omhu, ber hæve fig over 
Overfladen, og farves i Lyſet. De vignede Urter, ber ere 
blevne til Tang og ingen Livskraft have, ſtulle fun tjene til 
at fuldftændiggjøre Billedet af Tidens aandige Tilftand. 
Literaturen omfatter ogſaa her to Hoveddele: den ſtren— 
gere Videnſtab og ben mere folfelige Behandling; men de 
ere iffe længer affondrede fra hinanden ved et faa ftort 
Skillerum. Betragtningen maa berfor famle dem, og vil 
derved vife, hvorledes fnart den ene, ſnart den anden er 
ben meſt herffende og overvejende. Videnſtaben føres, og 
dens Udvikling er et af de vigtigſte Fenomener, der kommer 
1" 





4 Det lærde Tidsrum. Jndlebning. 


tilſyne i næften alle Retninger. Fremſtillingen deraf maa 
forſoge at følge denne Udvikling fra bens forſte næften uſhnlige 
Begyndelſe til ben Vært, ben endelig har naaet. Wen hver 
Videnſtab har fin egen Hiſtorie, og benne tilfommer bet at 
meddele bet mangfoldige og bet enfelte, ja endog bet, ſom 
har haft et Maal, men ille naaet bet. For os, ber maatte 
have bet hele for Øje, maatte Henvisninger trede iſteden 
for Uvførelfen af bet entelte; og disſe vare fan meget 
mere nodvendige, ſom noget af bet betydelige muligvis 
fan ligge ſtjult i bem. Leſeren vil derved vinde en almin⸗ 
delig Overfigt, og bet maa Bero paa ham felv, hvorvidt 
han mu vil gaa videre i bet enfelte Fag. Saa var i vet 
mindſte Formaalet. En ftørre Udforlighed maatte derimod 
attraas ved ben nationale Literatur, og den blev: her fun 
indffrænfet, dels ved ben Betragtning, at en Del beraf alle— 
rede er ubførlig behandlet, belg af ben, at en anden Del 
deraf er i fit Omfang ftor, i fit Udbytte ringe; her maatte 
enkelte Literaturbillever og Henvisninger til bet overflodige 
Stof træde iſteden for bet hele. Valget var undertiden til— 
fælbigt, og enhver ny Bearbejder vil fra benne faa ſted— 
moderlig behandlede Periode have nok at brage for Lyfet. 

Saavel ved ben videnſtabelige, ſom ved ben folfelige 
Literatur have disſe Bidrag fun gjort ben trykte Literatur 
til fit Diemed. Haandſtrifter har jeg medtaget, naar jeg 
ftøbte paa bem; men at lade hele ben haandſtriftlige Lite— 
ratur træde ind med i Formaalet, faa længe ber endnu 
iffe haves nogen ordnet Overfigt over ben tryfte, har aldrig 
lunnet være min Henſigt. Enhver, ber ved Øjefynet vil 
overtyde fig om, hvor meget ber er, tryft og utryft tilſam⸗ 
men, maa fpørge fig felv, hvor mange Aar han vil anvende 
til at giennemgaa bet, og i hvor mange Aar han vil bevare 
Sandſen derfor. Det, ber ifær nedtrykler Sindet, er ilke 





Almindelige Bemarkninger. 5 


be ſtuffede Haab, thi enhver veed jo, at de høre Livet til, 
og ſtore Forventninger nærer vel ingen, men den ſtore Unøj- 
agtighed hos de fornødne Hjælpemidler og de mange derved 
fpildte Timer, ben Nødvendighed at maatte gjennemfee eller 
giennemfæfe meget, der intet indeholder, og Ængftelfen for, 
fom en vankende Chiffonnier i be ftore Grusdynger at 
overſee en enfelt Perle. 

Overſigten vinder ved Formen. Det almindelige og 
bet færegne kunde ved mange Lejligheder afſondres fra hin⸗ 
anden, bet literaturhiſtoriſte fra bet litererhiſtoriſte. Med 
Henſyn dertil har jeg ikke ſtyet den Møje, endog flere Gange 
at omarbejde Stoffet. Det almindelige vil finde fine Læfere ; 
men anbre ville ty til det, ſom er henlagt i Anmærfningerne, 
maaſtee juſt de, der ville trænge dybere ind i Stoffet, og 
engang gjøre bisfe Bidrag overflødige. Bogtitler kunde 
endnu ikke undværes. Sjeldne, næften forglemte Sfrifter 
maatte atter drages frem. Det var tjenligt, at have de 
videnſtabelige Hovedværfers Titler ved Haanden. De folfes 
lige Skrifters, hvor Titelen ſedvanlig meddeler næften hele 
Indholdet, haves faa godt ſom ingenſtedss. Og mangen 
Gang maatte vel ogſaa et Skrift omtales, ſom lover noget, 
om bet faa lun var for at fige, at det intet holder. 

Ogſaa med Henfyn til den literaturhijtorijfe Behandling 
var Omarbejdelſe fornøden. Hvad der oprindelig opftod ſom 
Samlinger til lutter mindre Tidsrum, vifte fig ved den 
endelige Afflutning uden Sammenhæng. Thi naar Nefors 
mationstiden vifte fig næften ſom gold for Videnſtaben, faa 
begyndte denne nu at forme fig. De ſtrengere Videnſtaber 
naaede allerede nu en Højde, der gjorde Danmarks Navn 
berømt i Europa. Theologien blev ſyſtematiſt. Fedrelan⸗ 
dets Hiſtorie, Oldgranſtningen, Dyrkningen af det gamle 
nordiſte Sprog og ſelve Modersmaalets videnſtabelige Be⸗ 





6 Det lærde Tidorum. Indledning. 


handling begyndte. Ja, ſelve ben banffe Poeſi, ber fun i - 
to Retninger var bevaret, og iøvrigt næften forgaaet under 
Tidens Tryk, begyndte en ny Lobebane. Denne Fremgang 
var uafbrudt fremſtridende; Overſigt funde iffe vindes ved 
lutter afbrudte Aſdelinger i amintre Tidsrum. Det blev 
nødvendigt, ut følge hvert Fag i bets Ubvifling, jaa at ben 
kunde overſtues i hele Tiden fra Reformationens. Befceſtning 
indtil ben ny Tid, ber indtraadte med Holberg. De minbre 
Tidsrum, hvert for fig, vilde adſplitte iſteden for at forbinde; 
verfor er her to eller, om man vil, tre Perioder forenebe 
under eet, Det hele ſtrider ind Begyndelſen af bet 
attende Aarhundrede, før at tage med hoad ber hører det 
foregaaende til; og bet vil atter med Holberg ſtride tilbage 
til Slutningen af bet fyttende, for at medtage hvad ber 
hører til bet følgende. Stoffets Natur maa her være bet 
overvejende. 

Behandlingen og Ordningen af be enfelte Fag har endnu 
fine ſtore Vanſteligheder. Ved Videnſtabens Begyndelſe 
funne mange Ting have Betydning, ſom Fortegnelſer, 
Haandboger o. desl., ber ſiden ſynke hen ſom blotte Hjælpe- 
midler, og ſom Literaturens ſenere Hiſtorie ingen Opmært- 
ſomhed vil yde. Det er nodvendigt at ſee Videnſtaben blive til, 
endog i ubetydelige Spirer; og ben afbrudte Ræffe af beſtandig 
ny Forſog, ſelv om de mislyffes, tør iffe overfees. Ord— 
ningen maa blive mere mekaniſt end theoretiſt; thi hvad ber 
endnu iffe var blevet Hart i Tidens Bevidſthed, kunde heller 
iffe trede op i Fremftillingen. Al Videnſtab udgaar fra 
Filofofi over Videnſtaben, men ſelve Filofofien begyndte fun 
at blive til, man kunde næften fige, i fine Vildfarelſer. 
Hvert Fag arbejder for fig til fit færegne Maal, uden at 
forbindes til een almindelig Kultur. Literaturens Hiſtorie 
maa berfor fremftille bem ſom be vare, fom Enkeltheder uden 





Danmarks politife Stilling. 7 


fælles Enhed. Lider ben derunder, faa giver ben netop et 
Billede af Tiden, af megen Tomhed i en uendelig Overflodighed. 

Tiden imellem Palladierne og Holberg er dog ingen⸗ 
[unde ufrugtbar. Hvilfe Navne møde os iffe før Holberg, 
engang fejrede, og uden Grund aldeles ſtudte tilſide. Niels 
Hemmingſen og Jeſper Brochmand, Bartholinerne og Ole 
Borm, Niels Stenfen og Tyge Brahe, Sophie Brahe og 
Birgitte Thott, Anders Sorenſen Vebel, Anders Arøbo og 
Thomas Kingo, og veb Siden af bem i hver Retning mindre 
lyſende Stjerner, ere vel værd at mindes, og hvis deres 
Frembringelſer ere forglemte, at mindes paa ny. Men 
naar bet er indlyſende, at det er juft i deres Omgivelſer be 
blive ftore, fan kunne de heller iffe betragtes for fig alene. 
Imedens bet ſaaledes for mange maaſtee vilde være tilfreds⸗ 
ftilende at dvæle alene ven Videnſtabens eller Nationalitetens 
Heroer, vil det for andre heller iffe være uden Interesſe 
at fjende nogle af bem, der have holdt det gamle Liv ved⸗ 
lige, imedens hine ſtabte et nyt og fremfaldte en ny Bes 
vægelfe i Literaturen. 

Forend jeg begiver mig til min Gjerning, aflægger jeg 
min ærbøbigfte Talfigelfe til den Mand, fom jeg, gaagende 
paa vildene Mark uden Katalog til Ledeftjerne, har maattet 
gjøre faa megen Ulejlighed. Uden Fabricius veed jeg iffe, 
Hvorledes bet ſtulde have gaaet mig; jeg havde vel opgivet 
bet hele. 


Tidens Hiftorie er faa befjendt, at Hentydninger dertil 
ere tilſtrekkelige. Efter fin politiſte Stilling var Danmark 
under Chriftian ben Tredies Cfterfølgere i Fremgang. Dits 
marſten erobreg, og Syvaarskrigen med Sverrig, hvor lidet 
heldbringende den end var for Norden, udviklede Landets 
Kræfter og lagde en Kraft for Dagen, hvis Minder have 





8 Det færde Tide rum. Jadledniug. 


næret Aarhundreder. Den danſte Abel gif foran, og førte 
til Sejer til Lands og til Bands. Daniel Rantzau og 
Herluf Trolle ere uforgjængelige Navne. Neſten under hele 
benne Krig hjemſogtes imidlertid Landet af Peſt, og under 
ben fees allerede Landmagten og Somagten i ben Mobjæt= 
ning, hvori be fænge efter ſtulde ftaa, Sejrene til Lanbé 
vindes for ſtorſte Delen ved fremmede, lejede, tyſte Tropper, 
ber bidroge til at bane bet tyjfe Sprog Indgang" hos be 
lavere Klasſer. Frederik ben Anden var næppe nogen ub- 
mærket Mand, og alligevel er hans Regjeringstid velgjørenbe 
og hæverlig. Chriſtian ben Fierde er ſtor, men allerede 
unter ham gaar bet i politift Henſeende tilbage. Kalmar⸗ 
frigen er endnu heldig 1611, og Fremgangen fætter alle 
Forfattere i Bevægelfe i Rim og Proſa, paa Latin og Danſt. 
Vedels Svigerſon, Gode Lauridſen, ſamler Cfterretninger i 
Proſa, Anders Arobo giver en Relation paa Vers; Præjten 
Gang Bang udſender Krigsſang og Bøn, Claus Lyſtander 
triumferer paa Rim; Bertel Knudſen deklamerer polemiſt, 
og Villich Veſthovs Melybria forfvarer Krigens Retmes— 
ſighed. Literaturen gjenlyber paa fin Maade af Stolthed 
og Haab. Men i Trevivenarsfrigen venter Lyffen fig fra 
Danmark. Sverrigs Helt fordunkler ben. Fremmede Tropper 
hærge Landet, og Freden til Lybef 1629 er ydmyhgende. 
Endnu mere Freven til Bromſebro 1647, der fræver Af- 
ſtaaelſe af flere Landſtaber, og endda fun er Forløber for 
ben Tid, ba Danmarks Rige laa indenfor Kjøbenhavns 
Volde. Hiſtorien oplhſer Tidens dobbelte Brøft. Den 
Enemagt, ſom Adelen havde vundet efter Reformationen, 
vogte til Overvelde, og dens Overmod, ber altfor tydelig 
vijte fig allerede i Chriftian ben Fjerdes ſidſte Dage, maatte 
fremkalde bens Undergang. Denne indre Broſt var ulægelig. 
Den ydre næften endnu mere. Unionens Opløsning frem= 





Danmarks politiffe Stilling. 9 


kaldte allerede et bøbeligt Had imellem Nordens tvende 
Hovedfolk, der vare beftemte til Brodre; Hadet blev til 
nagende Iverſyge, ber føbte fordærvelige Krige. Hvilfen 
ftørre Ddeleggelſe fan der gives, end ben, hvormed Norden 
fønderriver fig felv. Dette Had gjennemtrænger alt, ogſaa 
Literaturen; felv i ben rene Videnſtab har bet hjemme, ſom 
om bet var en mebføbt Natur. Allerede nu er bet fart, 
at ingen Forening af de nordiſte Literaturer var tenkelig. 
Derimod bejle begge Magter, ligeſom i politiſt Henſeende, 
ogfaa i aandig til Europas Gunſt; Danmar ifær. Forſt 
Tyſtland, faa Holland og Frankrig og endelig England blive 
Gjenſtande iffe blot for politifte Forbindelfer, men ogſaa 
for be Lerdes Beſog. Til Lylfe er Virkningen tillige gjen= 
fidig; Danmark er ikke blot modtagende; bet fender fine 
ypperſte Mænd ud i Europa, hvor de førft modtage ny 
Anſtuelſer, faa udvide Videnſtaberne eller endog fremkalde ny. 

Den danſte Abdel vilde nødig til ben ſidſte Krig med 
Sverrig; ben anede vel iffe blot Fædrelandets Ulykke, men 
ogſaa fit eget Fald. Ved denne ødelæggende Krig blev 
Landets Velftand for en Tid lang hemmet, faa at der blev 
ligefom en ſtor Orken imellem det, der var før, og det, der 
fulgte efter. Der foregik ved den en ftor Vending i Landets 
politiſte Magt og Indflydelſe, ber fnart maatte fremfalde en 
bobbelt Forandring i den verdslige og aandige Magt. Vel 
fremkaldte ogfaa denne Tid Mænd, fom Literaturen har 
fejret, og ſom derhos felv have medvirket i den, fom Henrik 
Gerner og Hang Nanſen; ſaavel ſom Sfilbringer af de for 
Kjøbenhavn uforglemmelige Begivenheder, af Anders Hjør- 
ting, Henrik Vallensbef, Vitus Bering, Ole Bord, o. fl. ; 
men ben tabte en Del af fit Opland ved Afſtaaelſen af Lands 
flaberne paa hin Side Sundet. Forſog paa at vinde dem 
tilbage mislykkes, og Sverrigs Kongemagt forbinder fig med 


10 Det færde Tinérum. Judledniag. 





Gejftligheren, for med Jver og Kraft at ubflette bereg 
Danſthed i Lovgivning og Sprog. Inden trebive Aar er 
Skaane indlemmet i Sverrig, Derved faldt en Perle ud 
af den danſte Krone; iffe blot forbi bet er et frugtbart og 
velfignet Landſtab, men forbi ber til bet kuyttede fig celd⸗ 
gamle danſte Minder, fordi bet i Middelalderen var Kul⸗ 
turens Hovedſede, og ved Reformationen «havde medvirket 
fraftig til at grundlegge ben nt Kirle. Bed Tabet af Lan⸗ 
bene paa hin Side Ørejund ubeluftes Danmark fra Udvi⸗ 
delſe ad denne Side, ja valtes maaſtee allerede ben Tanfe, 
ſom Sverrig ſiden forfulgte, at rive felve Norge berfra; i 
alt Fald maatte Tanken udſlettes om, at danſt Sprog, hvortil 
ber engang var nogen Ubfigt, nogenſinde kunde vinde Herre⸗ 
bømmet over hele Norden. Mobvægten mod Hertugdom⸗ 
merne blev tabt; deres Forbindelfe med Tyſtland ſtred 
fremad, Stridighederne imellem ben fongelige og Gottorpjte 
Linie bleve, formedelſt Forholdet til Sverrig, Grundlag til 
my Krige; og imedens bet gamle danſte Sprog paa hin 
Side blev unflettet, gif bet tyſte ind, og nedſatte fig i 
Slesvig. Ogſaa i venne Henfeende var ben danſte Adels 
Fald, ved Enevoldsmagtens Indforelſe 1660, af ſtor Betyd— 
ning; og Regjeringsforandringen danner overhovedet en ilke 
Blot politiſt Grendſe. Kongemagten udvides, Stændernes 
Stilling omſtiftes; Borgerſtanden ftiger efterhaanden op i 
Adelens Sted, og Geijſtligheden bliver felv et verdsligt Red— 
ſtab. Adelen ſynker med fin ſidſte Fortreder, Corfitz Ulfeld, 
ber knælkes, fordi han iffe fan bøje fig faa myg fem bang 
Svoger Hannibal Sehejted, og ender ſom Landsforreder, medens 
to ny Clementer hæve fig, Borgerſtanden og ben borgerlige 
Gejſtlighed, ber finte fine Fortredere i Kjøbenhavns Borge— 
mefter Hang Nanfen og Sællandé Biffop Hans Svane. 
Denne Statéomvæltning fremkalder Bevægeljfe i Moders— 


Songerne. 11 


maalet, i Tale og Skrift. Den fremkalder mange Skrifter, 
faafom be af og om ben Ulfelbffe Slægt; andre drages 
efterhaanden frem af Arkiverne. Der findes vel Spor til, 
at det er en ny Udvikling ber foreftaar; men Forandringen 
foregaar fun langſom. Souverainiteten er faa ny, at den 
ilfe vover ſtrar at vife fig uden Maſte; den rykker faa langs 
fom frem, at Kongeloven førft 1709 bliver offenlig bekjendt⸗— 
gjort. Borgerſtanden feer rigtignok allerede i Vintapper⸗ 
fønnen fin førfte og ftore Fortreder; men han fvimler paa 
Højden, og ſtyrter pludſelig ned. For at befæfte Folles 
herredømmet, der i Tidens Længde ilfe fan ſtaa ene uden 
at nedbryde fig felv, ffaber han ifteden for ben gamle Abdel 
en ny; med ben kommer Rang, og med Nang Rangſygen, 
og faa ere vi allerede midt inde i Holberg. Ikke blot til 
Hove, men ogfaa i de lavere Stænder vife fig ny Anſtuelſer 
i Tæenkning og Tro, ny Sæder og Skikke, ifær franſte; men 
be flefte Frembringelſer i Literaturen have endnu faa megen 
Lighed med be foregaaende, at de maa anſees for deres 
gortjætteljer eller Fuldendelſer. 

Om Kongernes pg Hoffets Forhold til Literaturen med⸗ 
deles nogle Bemærkninger, der man fuldftændiggjøres ved 
Literaturen felv. Frederik den Anden (1559—1588), 
omgivet af en danſtſindet Adel, var en Beffytter af Rets 
troenhed, Videnſtab og Lerddom; han anlagde en Skole i 
Sorø, ftiftede Kommunitetet, fremmede Univerſitetets Virk—⸗ 
ſomhed, bar Omhu for Kirken, og førgede for Præfteftandens 
Indkomſter. Det tildrog ham Navnet af Præftefongen. 
Præftefongen er bød, ſagde Hofmanden paa Koldinghus. 
Under hans Regjering lagdes allerede Grunden til den kjen— 
belige Danſthed, der udmærkede Chriſtian den Fjerdes. 
Med Omhu for Lerddom forbandtes Krigerhæder, der har 
en. vidunderlig Kraft til at vokke alt hvad der lever i Folket. 


12 Det færve Tiderum. Indledning. 





Men hvilfet Sprøg han og hans Hof hyldede, fan ber næppe 
være Tvivl om. Det var Plattyſt. Han havde af ber ælbre 
Svaning lært Latin, men hans Dpbragelfe var noget forfømt ; 
heller iffe fan man vide, hvilfet Sprog han, foruden Djeſproget, 
talte med ben ſmulle Sophie Hardenberg; det er vitterligt, at 
han ffrev Danft, men maar han, under fit lyſtige Hofliv paa 
Koldinghus, ſom bet hedder i Vifen, fif fig med fine Svende 
et godt Rus, har han uden Tvivl føgt fin Moro i platthſt 
Stjemt. De Kanoner, han efter Stettinerfreden 1570 lod 
ftøbe af de fvenffe Kobberpeuge, gav Han en thſt Inbjfrift. 
Baade hang egne og Dronningens Symboler vare tyſte. 
Et Fragment af en tyſt Reineke Foſs ſtal have hørt til deres 
Haandbibliothel. Selv gjorde ham Uddrag af bet gamle 
Teftamente paa Thſt. Ved hans Dodoleje holdtes tyſt 
Predilen og tyſt Pſalmeſang, ſom han felv fulgte med. Den 
ferme Dronning Sophie blev paavirket af ben grunddanſte 
Adel, og Vedel tilegnede hende 1591 fine Kjæmpevifer, for— 
medelſt den gjentagne Interesſe hun havde viiſt for bem; 
men hun hyldede naturligvis fit Modersmaal, og be talrige 
Breve og Forhandlinger, ber haves fra hende og hendes 
Hof, ere næjten alle i bette Sprog. Chriſtian ben Fjerde 
(1588—1648), udmarket ved fin Perſonlighed, ſom Lovgiver, 
ſom Søfriger, fom Avlsmand og Bygmeſter i det ftore, 
var tillige ben Konge, under hvem ben banffe Udvikling tog 
fin Begyndelſe. Skyggeſiderne i hang Liv, og be ere, des— 
værre, iffe faa faa, vare nermeſt en Følge af Tiden og 
hans politiſte Stilling, iffe af hang egen Natur og hang 
kraftige Billie. Han beſad en ejendommelig Lune og Humor, 
en levende Eresfolelſe, en utrættelig og aldrig forfagt 
Omhu for Rigets Lyffe og Hævder. Det ftore og bet ſmaa 
ved hans Regjering, bet ophøjede og bet raa, er faa vit— 
terligt, at bet iffe behøver at udføres. Som Bevis paa 





Kongerne. 13 


Hoffets Pragt og Odſelhed er bet nok at minde om Kongens 
Kroning og ben udvalgte Chriftian ben Femtes Bryllup. J 
Mangel af andre Skueſpil opførte Kongen dem felv med fin 
Adel til Moro for Folfet, og vifte fig den ene Dag ſom 
Pave med fine Kardinaler, ben anden fom Dronning med 
hele fin Fvindelige Hofftat lige indtil Staldfarlene. Som 
Skibsbygmeſter har han efterlabt fig egenhændige Tegninger 
og Modeller (vide Gehejmearkivet). Han var Studenternes 
Ben, Videnſtabernes UYnder, Handelens Fremmer (vide 
Regenſen, Sors Akademi, Borſen) o. ſ. v. Foretagelſes⸗ 
aand vifte han ved to Opbagelfesrejfer til de fjernefte Egne 
af Nord og Syd, Jens Munks til Grønland (1615 og 1619), 
Ove Geddes til Oftindien (1618). Allerede vred hans Op⸗ 
bragelfe vifte ben danſte Adel fin Omhu for Modersmaalet ; 
ben frævebde en danſt Mand til Tugtemefter ifteden for ben 
tyffe, der var givet ham. Den Undervisning, han fif i bet 
latinffe Sprog, var frugtbringende (man har bevaret hang 
Stilebog fom en Relikvie), og mindre ſtadelig for Mobergs 
maalet, end ben tyſke. Sit latinffe Symbolum har han 
anbragt overalt. Han talte dette Sprog hele Timer efter 
hinanden med fremmede Gefandter. Han lod præbdife for 
fig til Hove paa Latin, konfiterede paa Latin, og blev afloſt 
paa Latin. Tyhſt og Danſt vare næppe ben Gang Øjenftand 
for grammatift Undervisning; de kom ham imode fra Livet. 
Gan blandede alle tre Sprog imellem hinanden i fine egens 
hænbdige Breve, ben ftørfte Samling nogen danſk Konge har 
efterladt; ſnart taler han om „den geweſener Konning af 
Behmen,“ fnart om be ,,infinita mala,“ ber vilde komme af, 
at Kejſeren „illo modo aut alio vilde detrahere Førfterne 
noget, og bet ad alios usus henvende”; men Modersmaalet 
er dog altid det Sprog, hvori han baade ſtriver og taler 
ofte ligeſaa kraftig, ſom naivt, altid ejendommelig. For⸗ 





14 Det færde Tiderum. Indledning. 


handlingerne med Kirſtine Munk vife, hvor meget Mobers- 
maalet var i Brug ogfaa i Kongens private Liv. Ogſaa 
Dronningen Anna Cathrine (ſtjondt hun fod Luthers tyſte 
Poſtil fæfe for fig, lod den tyſte Vfalter tryffe udenlands, 
o. desl.) yndede det danſte Sprog, og leſte gjerne ,, Bibelen 
og Pſalteren og andet ſaadant“ deri; juſt derfor tilegnebe 
Hans Povelſen Reſen hende finDverfættelfe af Savanarola's 
Det gyldne Griff (1610). Frederif ben Tredie (1648— 
1670) havve faaet em lærd Opdragelſe, og var Erlebiſtop i 
Bremen førend han blev Konge. Tyſt og Latin laa ham 
derfor nærmere end Modersmaalet. Det førite benytteve 
han i fin Dagbøgs bet andet hudede har meget. Han var 
Danmarks lærdejte Konge, Bivaanebe, ja deltog i latinſte 
Difputationer, og fane gjerne, at [man ffrev Supliffer til 
ham paa Latin. Han anftilleve felv (1668) en examen 
rigorosum med en Profesfor i Theologien, Mauritz Köning, 
og kreerede ham derpaa til Doktor. De latinffe Prævifener, 
ber under Chriſtian ben Fjerde bleve holdte til Hove for 
Kongen og Raadet, bleve nu til fafte og ftaaende. Før, 
figer Nyerup, var bet et Hoveri, ſom be theologiſte Pro— 
fesforer maatte ſtiftes til; nu blev det til en faſt Guds— 
tjenejte i Slotéfirfen, og ber blev anfat en latinſt Hofpreſt 
eller Hoforator. Jens Birkerods Samlinger (Syntagma 
concionum latinarum, 1688) indeholde, foruden bem, ber 
holdtes for Studenterne i Rundekirke, ogſaa nogle, ſom vare 
holdte paa Slottet for Kongen. Kongens Forkjcerlighed for 
Naturvidenſtaberne (Alchymien) kaldte ben bekjendte Burrhi 
eller Burro til Danmark (1667—1670), o. ſ. fr. Medens 
Kong Frederik ſaaledes havde Lerddom og Latin for ſig, 
tillod hang Godmodighed, at Hoffet tyffeve fig; han ſtrev 
ogſaa felv paa Tyſt i fin Dagbog. Der tvivles cm, at 
Dronningen Sophia Amalia fra Brunsvig-Lüneburg forſtod 


Kongerne. 15 


Danſt; og Kronprindſen fil en aldeles tyſt Opbragelfe, 
indtil Torfæus, ifølge den bekjendte Anekdote, gav Anledning 
til at han lærte fit Fædremaal. „Frederik den Tredie fpurgte 
Zorfæus, fom han meget elſtede, om han havde feet og talt 
med Kronprindſen. Han ſparede Nej. Kongen befalede ham 
at gaae bid. Da Torfæus kom ind, tiltalte Chriftian ham 
paa Tyſt. Torfæns kunde det, men vilde af Patriotisme 
ifle tale bet. Han bukkede og gif. Noget efter ſpurgte 
Kongen Torfæud: Har bu feet Prindſen? Ja. Hvad ſagde 
han? Jeg veed ikke. Cfter nogle Spørgsmaal og Svar kom 
Sandheden ub, og Prindſen lærte Danſt, ſom han til den 
Tid ikke funde, fordi man da alminbelig talte Tyſt til Hove.” 
Derimod veg for denne Dronnings Indflydelſe det forhen 
herſtende plattyſte Hofſprog for en mere hojtyſt Dialeft, 
hvilfet vel ogfaa var en Fremgang, om juft ingen danſt. 
Men overhovedet vege be forhen herſtende, tildels latinſte, 
Hofforlyſtelſer, Kongen uagtet, nu for Hoffefter i de nyere 
Sprog. Der opførtes tyſte Skueſpil (Waldluſt o. desl.) 
Den tyſte Bæver og Meſterſanger Chriſtopher Haffner blev 
forſtreven med fin Drosſel, og forlyſtede i fjorten Dage 
Hoffet med fine tyſte Sange. Men ogſaa Italienſt og Spanſt 
kom til Hove. Dronningens Pragtlyſt indførte Hofjfuefpil 
med Dandſe og italienffe Sange. Forhen funde man fee 
paa de fremmede Geſandter, ber ifær havde Anfeelfe og 
Indflydelſe, Hvorledes Lerddom og Latin var agtet højeft; 
nu hvorledes de nyere Sprog og Poeſi fortrængte Latinen 
og den grundmurede Lerddom. Blandt hine var den franſte 
Geſandt Charles Dancey eller Dancæus uden Tvivl ben 
mærfværbigfte; han var her omtrent i fyrrethve Aar, var 
felv lærd og elftet af Lærde og Ulærde (f i &jøbenhavn 1589); 
men Hiſtorien omtaler fra denne Tid flere: den engelſte 
Daniel Rogers, den ſtotſte Petrus Junius, o. fl. Nu var 





16 Det lærte Tids rum. Indledning. 


ben bekjendteſte Grev Rebolledo, Herre til Yrjan, ſpanſt 
Geſandt i Danmark fra 1648 til 1661, en lerd Mand og 
yndet Digter, ber felv har beſtrevet en Del af al venne 
Herlighed ved bet danſte Hof. Hans Selvas Dauicas inve- 
holde et hiſtoriſt-genealogiſt Digt om Danmarls Konger, 
og hans Digtfamling Ocios er tilegnet Dronning Sophia 
Amalia. Om Chriftian ben Femte (1670—1699) er 
bet næften blevet til em almindelig» Tradition, at ber iffe 
taltes andet end Tyſt ved Hoffet, og at Kongen felv end 
iffe forſtod Dauſt. Eſter Griffenfelds Fald var han jo 
ogſaa omgiven af tyſt Hofflæng, og ved be hyppige Hoffor= 
lyſtelſer fom bet danſte Sprog uden Tvivl ſjelden tilorbe. 
At bet tyſte Hoffprog betragtedes ſom Landets officielle 
Sprog fees ydermere deraf, at ber paa ben ved Kongens 
Rejſe i Norge oprejſte Støtte blev fat en tyſt Indſtrift. 
Det var desuden allerede forhen herſtende blandt Kjøbenhavns 
Borgerſtand, ber for en ftor Del vare Tyſtere. Griffenfelds 
Faber var jo en tyſt Vinhandler, ber ſtrev fine Livsopteg= 
nelfer paa Tyft; ligeſom Borgerkapitainen Farver Nifolai 
Rens ved Regjeringsforanbringen ffrev i fin Bibel: Muß 
effen ift ein bå Kraut. Men Kongen havde bog lært Danft, 
og forftod, efter Molesworth, foruden fit eget Sprog, Høj= 
tyſt, Plattyſt og Franff. Hans egne Dagbøger, ber findes 
i Gehejmearfivet, oplyfe, at han ifær benyttede fig af Tyſt 
og Danſt, bet ſidſte, naar han ſtrev om Søetaten, bet 
førfte, naar noget ſtulde meddeles Konſeilet og Miniftrene. 
Han ſtrev bet ene imellem bet andet, begge lige flette. Ofte er 
ben ene Sætning danſt, ben næfte tyſt; naar han har ſtrevet 
et Styffe paa Danſt, tilføjer han Notabenerne paa Tyſt, 
Kjønnet løber han gjerne furr i, o. f. fr. Imidlertid er 
han, uden at vibe beraf, kommen forud for Tiden, og følger 
be ſeneſte Sproggranſteres Regel, at ſtrive fremmede Ord 





Kongerne. 17 


efter Udtalen: sperans (for sperance), at bygge en Sutering 
(sousterrain), o. desl. Dronningen Charlotte Amalias Inde 
flydelfe var næppe ftor. Hun var reformert, og indkaldte 
ben veltalende Jean de Ia Placette, den førfte Bræft ved den 
franffe Menighed i Kjøbenhavn. Hendes afſondrede Stilling 
gjorde hende bet faa meget lettere, med Kjcerlighed at vende 
fig til Landets Sprog; og om den haves flere Vidnesbyrd. 
Thomas Kingo, ber tilegnede hende ben anden Part af fit 
Aandelige Sjungechor 1681, yttrer fig ftærkt imod dem, der 
lave haant om Modersmaalet, og, fordi de iffe ville forftaa 
bet, indbilde fig, at bet er et Vadmels Sprog, ſom be iffe 
gide tage paa fin Silketunge; men figer derimod om Dron⸗ 
ningen, at hun „med en fri og fuld Kjærlighed iffe alene 
elſter vort Lands Folk, men ogſaa vort Sprog, at hun har 
vænnet fig til at tale med vort Land, førend hun tog Kronen; 
og at hun gjør mange af dem tilffamme, der maaſtee i tres 
bive Aar har ædt Fædrelandets Brød, og har bog iffe villet 
lære tredive danſte Ord"; hvorved han tydelig nok figter til 
bet tyſte Hofflæng, der omgav Kongen. Henrik Gerner til⸗ 
egnede hende „Landſens Moder og de Danſtes Elſtkerinde“ 
fin Poſtil 1684, thi „hun lader fig faa vel befalde de Danſtkes 
Tungemaal, at hun holder bet faa Fjært fom fit Fædrene- 
maal, hvilfet udvifes derved, at Hendes Maj. baade læfer, 
hører, forftaar og taler fom en danſt Fyrſtinde de Danſtes 
Skrifter, og forlyfter fig i de Danſtes Prævifener.” Derfor 
tilegnede ogfjaa Peber Syv hende fine Kjæmpevifer 1695. 
Under denne Konge ophører endelig ben lærde, den latinffe, 
Periode. Cfter Frederik den Tredies Død kunde ingen længer 
med Latin fomme frem til Hove. Danmark fulgte ben 
almindelige Strøm; og der foregif et ſtort Omfving i Leves 
maade, Sæber, Sfiffe og Literatur. Det franjfe Sprog, 
ber ved Freden til Nimvegen (1678) allerede var blevet den 
2 





18 Det færde Tidsrum. Indledning. 


curopæifte Diplomatis Organ, blev fnart et uundverligt 
Dannelſesmiddel for ben fine Hofmand og ben rige Borger⸗ 
føn. Ludvig ben Fjortendes Herredemme ftrafte fig ille Blot 
til Franferig og Spanien. „Den dyrt erhværvebe, byrt betalte 
politiſte Overvægt beherſtede ogſaa bet nordlige Europa, ber, 
naar bet modſtod Magtens, gav efter for Sedernes Zud⸗ 
flyvelje. Som Herre over ben almindelige Bevægelje, ſom 
Hover for den europeiſte Civilifation, begynbte Franferig 
paa Ruslands, Preusſens, Sverrigs og Danmarks ſociale 
Opdragelſe.“ Kongerne i Nord vilde ogſaa have Feter og 
Maitresſer, dandſe i Balletter, ſpille Paſtoraler, holde 
Poeter, og vandre ab ben ſamme ellatante Vej, ſom Ludvig 
ven Fjortende havde aabnet bem.” (Chasles.) ,,/ Danmark, 
ber før havde været faa frygteligt for Sverrig, var bet iffe 
længer for nogen.” (Le siæcle de Louis XIV.) Medens 
glimrende Soſejre end iffe funde tilbagevinde Riget en Fod— 
bred af be tabte Lande, og ber i Forholvet til Gottorp 
ulmede Tønder til ny Krige, optog Hoffet franſt Sprog, 
franſte Moder, og be fordervede Seder, ber fulgte med 
Begge. Foruden be tyſte Hofpræfter, fom Kongen allerede 
Havde, fif han ogſaa en franft (1693), Caſp. Antoine be 
Bois-Clair, en Mand, ber gjennemgif alle ben vejtlige Kri— 
ſtendoms Facer. Fodt i Lyon, var han fra ben fatholjfe 
Kirke gaaet over til ben reformerte, og ba han 1690 ankom 
til Kjøbenhavn, antog han ben lutherſte. Den ny Periode, 
ſom man efter dens ydre Emblemer ogſaa har Faldt Parhyk— 
perioden og Fiſtebenſtjorternes, var allerede i Gang; men 
bet vil være bedſt at betragte denne, naar ben har gjort fin 
fulde Virfning paa Literaturen. 

Om ten danſte Adels Utilbojelighed til Krigen med Sverrig, 
fee Fryxell, Beråttelser ur sv. bist. 12, 4. 

Om det danſke Sprogs Skjabne i Skaane har jeg allerede talt 





Kongerne. 19 


ved en anden Lejlighed. Her kunde man marke fig de vigtigſte Skrifter 
fra Overgangstiden. Peder Vinſtrups Oratio Synodica de academiis. 
Londini Scanorum. 1668. 4., der ifær handler om det ny Univers 
fitet i Lund, indeholder ellerg intet merkeligt. Sammes Inaugurations 
Pradicken 1668, den 28 Januar. Malmes. 4. ved Univerſitetets 
Indvielſe er aldeles danſt. Naar hørte Brugen af det danſte Sprog 
i Skrifter ganſte op? 

Om Frederik den Anden fan, foruden Reſens Kronike og andre 
ſtorre hiſtoriſte Skrifter, efterfees: En førgelig Ligpredicken Salig 
Frederich den Anden til en Chriſtſalig amindelſe (etc.) Aff Anders 
Soffrinſon Vedel (etc.) Kbh. 1588. 4. Oratio de vita et morte 
serenissimi Friderici II. (etc) ab Andrea Lavrentio in Acad: 
Hafniensi Proſessore. Hafniæ. 1588. 4. Leichpredigt (ete.) von 
Chriſtophorus Knoff, Hofprediger. Spø. 1588. 4. Parentalia 
piis manibus divi Frederici Secundi (etc.) in celeberrima Wite- 
bergensium Academia publice recitata a M. Marco Simone 
Hatherslebiensi.  Witeb. 1589. 4. (lat. Vers). Joh. Caselli, 
Friderici II Regi Daniæ Ad regni Senatores Ermstaæfioc. Rostochii 
1592. 4. Das Preißwürdigſte Gedächtniß Friedrid des Andern (etc.) 
von Johann Lauerentzen. Kph. 1693. 4, o. fl. 

Eiliche Pfalme und Sprüche, welche — Friderid der Ander — 
aus dem Pfalter gejogen im Jahre 1586. Kurzlich vnd einfaltig 
erklert durch S. Kön. Mayt. Hoffprediger M. Christoſerum Knoff, 
Kph. 1586. 4. og (med den bedende Konges Portræt) 1693. 4. 
Udført efter Kongens Befaling, men fun Sprogene ere famlede af ham. 

Etzliche Außerleſene und vornehme Sprüche und Sentenzen aus 
den Sprüchen Solomonis und Jeſus Syrach Zuſammengebracht Durch 
(ete.) Herrn Friderich der Ander (ete.) Uden Tid og Sted. 12mo. 
Formodenlig Joh. Lauerentzens Optryk, ſiden det er uden Aar; thi 
i den originale Edition ſtod der (ifølge en ſtreven Bemærfning foran 
i Exemplaret i Hjelmftjernes Samling) paa Titelbladet: Gedruckt 
zu Koppenhagen durch Laureng Benedict 1583, hvilfet ſtemmer overens 
med Reſen i Fortalen til Frederik den Andens Krønile. To Exem⸗ 
plarer deraf omtales; det ene af Reſen, ſom figer, at Kongen Deri 
havde ſtrevet: Anno 1584 gaf jeg denne Bog Mefter Hans min 
Sons Tuctemeſter til Ny Aar her paa Skanderborg: Mein Hoff 
nung (etc); Bet andet i nysngvnte Bemarkning (af Langebek), 


9% 





20 Det færde Tidorum. Judfebning. 


nemlig: „Af denne forſte Edition Havde Capitain Teilman fra 
Endrupholm 1767 et Eremplar med: fig til Kisbenhavn, ſom han 
vilde give til Geheimeraad Totlis Bibliothek. Foran paa et rent 
Blad havde Kong Frederic MIN (IT) med egen Haand ſtrevet folgende: 
Anno 1584 gaff ieg denne Boch Jorren Ernſt Worrum tyl nüe 
Aar her paa Schandebor. Mein (ete. med Kongens Navnetrek og 
Navn). Exemplaret var forghldt pan Snittet, indbundet i gront 
Flojel og beflaget i Giornerne med Sølv, og midt paa begge Sider 
(Kongens Napvnetrak) med Krone paa af Sølv.” Det var altſaa 
iffe en enfelt Gang at Frederik den Anden benhttede Modersmaalet. 

Om den franſte Geſandt Dancæus D. Mag, 2, 185, Lange= 
beliana, S. 22, 0. fl. 

Om Chriſtian den Fjerde ſee de bekſendte Skrifter af Slange, 
Schlegel, Nyerup, o. ſ. v. Zwerg S. 594, G. 2. Badens Bidrag 
til Sædernes og Oplheningens Giſt. i Minerva, Okt. 1802. S. 36, 
Jens Lauridſen Volf, Danmarckes Riges Lof, S. 218 (Fefter ved 
Kroningen.) Kong Chriſtian den Fjerdes egenhandige Breve, efter 
Driginalerne af Molbech. To Gaandſtrifter, der begge føre Titelen 
Alithia, funne tjene til Crempel paa denne Tids hojtravende Smags 
loshed. Det ene, paa Kongens Bibl. Thottfte Saml. Nr. 873. 4. 
af Jens Schaffbo, 1592, er tilegnet den udvalgte Konge og Res 
gjeringsraadet, vel fpæffet mod Latin og allegorifte Perſoner, og inde⸗ 
holder, foruden nogle Vers til Kongen, „huad ſtielsmiß der er imellem 
den Himmelſke Herre oc Koning, oc deße verdflige Herrer oe Konger”; 
„den ſtore ftielsmes, ſom er imelm den himmelſte herres fal oc 
gieſtebod, oc deße verdens herre ſal oc gieftebud"; „bvad ſkielsmeß der 
er imelm en Gudfryctige, ædel dffuerigsmand oc en Tyrann,“ o. f. v. 
Det andet er i ſamme Smag, men endnu mere hojtravende. Dette 
fører ogſaa Titelen Kongefpejl og er af Mag. Johannes Damgaard 
Vendelbo 1597. To Exemplarer deraf findes i famme Samling 
Nr. 874 vg 875. 4. og et i Karen Brahes Bibl. i Odenfe, hvorom 
findes Oplysninger af Rohmann i det fynſte Fjerdingaarsſtrift For 
Literatur og Kritik, 5 B. 1 $. 1847. Det hedder, at Damgaard, 
for at gjennemgaa Skriftet med den unge Konge, maatte blive hos 
ham i fjorten Dage; men nogen ſmagloſere Forberedelfe til det konge⸗ 
lige Kald fan man næppe forejtille fig. 

Om Frederik den Tredies Lærddom og Kjærlighed til Videns 


Kongerne. 21 


ſtaberne, Skueſpil til Hove, m. m., fee Nyerups Frederik den Tredie. 
Burro udgav i Danmark fine Epistolæ duæ. Hafn. 1669. 4. 
ESee videre Nyerups Fred. den Tredie &. 396, og Werlauffs Efter⸗ 
retninger om Borros Ophold ved det danſte Hof, i Herholdt og 
MRanſa's Saml. til en danſt Medicinalhift. 1, 152, famt om hans 
Epistolæ duæ, fft. &. 187, og hans Hypocrates chymicus. Coloniæ 
1690. fit. S. 190. 
Nebolledos ovennævnte Skrifter ere: Selvas Danicas D'El Conde 
Don Bernardino de Rebolledo Senior de Yryan. En Coppen- 
hagen 1655. 4., med Dronningens Portræt. Ocios del Conde de 
Rebolledo, Senor de Irian. Tomo primiero de sus obras Poeticas 
que da a luz el Licenciado Isidro Florez de Laviada. En 
Amberes 1660. 4., med Forfatterens og Dronningens Portrætter 
(fmuf var bun). Man har ogſaa af ham to Samlinger af gudes 
lige Sange: Selua sagrada. En Colonia Agrippina. 1657. 4. 
Idilio sacro. En Amberes 1660. 4. (hvori hans Portræt). 
See isvrigt Nyerups Fred. den Tredie, &. 408. Beders Saml. 
til Danm. Hiſt. under Fred. den Tretie 1, 12. Da disfe Strifter 
iffe ere almindelige, vil jeg af Selvas Danicas, hvis førfte Bog 
indeholder en Art Rimkronnike fra Song Dan til Frederik den Tredie, 
afſtrive Slutningen af det ved Dronningens Portræt der, faavel ſom 
i Ocios, anbragte Vers, Al Artifice d'el Retrato, ſom Exempel 
paa hans Smiger: 
O quan en vano suda tu porfia 
En formar el retrato de SOFIA! 
Suprema Magestad, Deidad humana, 
Que si la juzga Venus es Diana, 
Y si a Diana retratar procura, 
Ofenderå de Venus la Hermosura. 
Chriſtian den Femtes Dagbøger med Indledning af Molbed i 
Nyt hiſt. Tidsfir. 18. 2. $. 1847; og Sammes Afh. om Chris 
ftian den Femte forſtod Danſt, i Nyt hiſt. Tidsſtr. 2 B. 2 $. 
Et artigt Exempel paa Sprogblandingen til Hove yder en Bes 
retning i Nova literaria maris Balthici 1699, S. 150, om Høj: 
tideligheten ved Kongens Fodſelsdag. Den blev fejret med en Tale 
af Univerfitetets Rektor, Chr. Reitzer, og ved en Hoffeſt, om hvilken 
det hedder: Sed et ludi scenici (vulgo Opera) in honorem Regii 


me srnenen GG UUPIGO, qui Italice, Diana, quæ 
i Germanicé, et Neptunus, qui Danict loqueba 
urium, qui Dialecto Germaniæ infcrioris uteba 
ocali, pro salute Regia tandem junclis vocih 
ant. Der kunde maaffee gives dem, der vilde 
en Ridder af det blaa eller hvide Baand kunde tage 
ido. For os er det noget karakteriſtiſt, at Merki 
og fun Neptun talte Danſt. 
den franſte Indflydelfe jf. I. Møller i Nyt theolog 
Den var allerede i fuld Bang 1674; thi Simon 
da imod franſt Mode og Levemaade, franſk Dra; 
de for Klimact, 0. f. v. (Simonis Paulli Anatomi 
h Bedenden uber cin Königl. Reitpferd. Anden Udg. ; 
S. 30.) 
ogſaa om Hoffproget, Molbech, Det danſtke Skrift 
i Nyt hiſt. Tidsftr. 1 8. S. 569. 
srummet før Enevoldsmagtens Indforelſe er 
[dels blomſtrende Tid. Lg hvilfen Abel! 
nbre Nationer kunne vife Mage til den i Dar 
gt? Disſe Ord ville uden Tvivl være mange 
; thi man er i vore Dage bleven vant til, jeg 


for, at forhaane vor gamle Adel og at riv 
Tidens Afſtum. Men bet er øm fraværet" 





Adelen. 23 


luffe Øjnene til for ben Heder og Glands, ber omgiver 
denne nu forgaaede Abel næften paa hvert Blad i Hiſtoriens 
Xarbøger. Det er en ſtor Uretfærdighed, at tillægge en Stand 
alene hvad ber var fælles for alle, for dens Misbrug af 
Magten at overfee dens gobe Brug, og at tillægge den i fin 
Velmagt den Brsde, fom førte dens Undergang med fig. 
Bar ben tyſte Adel og den borgerlige, ſom afløfte hin 
gamle banffe, da virkelig bedre, og var Bondeſtandens Til- 
ftand efter Enevoldsmagtens Indforelſe ypperligere, end før? 
Mærmeft er det Hofadelen og bet Slæng, ber forenede fig 
med ben, fom hine Bebrejdelfer ramme, og den fra Hertugs 
dommerne indfomne, hvis Raahed næften overgik alle Fore- 
ſtillinger, og ſom den overhovedet delte med den tyſte Abel; 
men med dem have vi her intet at gjøre. Den gamle 
uafhængige danſte Adel paa be ftore Gaarde banner en ganſtke 
anden Slægt; og uden at betragte den fan der iffe vet 
vindes nogen Indſigt i denne Tids Literatur. Den havde 
fine Fordomme. Den tilegneve fig Magten i Landet, ſom 
Jortiden havde givet den, og hævdede fin Net til at vælge 
og at indffrænfe Kongen. Den ftrenge Lverholdelfe af 
dens Forrettigheder, ber var en Følge af ben ffarpe Af— 
grændsning imellem Stænderne, fom er et af Tidens frem- 
tredende Særfjender, ſremkaldte blandt andet de tyranniſtke 
Jagtlove, der bleve overholdte uden Maade og Barmhjertig- 
hev. Med al fin Gudfrygtighed havde den uden Tvivl megen 
Kjærlighed til timeligt Gods, men jeg gad vidſt, i hvilfen 
Stand be timelige Formaal, al Kriſtendom uænfet, iffe ere 
de overvejende; og havde den ſtore Beſiddelſer, ſaa tjente 
ben vel ogſaa Staten uden Løn. Der gaves nof ben Adels— 
bame, ber iffe funde begribe, at ben Ufri kunde være ſtabt 
af famme Ler, ſom hun, ja endog tvivlede om, at nogen 
Ufri kunde fomme i Himmerig, i bet mindfte iffe i den Sal, 


24 Det lærde Tidorum. Indledning. 


hvor Adelhoben med Palmer i Gænberne ſtod nedenfor Lam= 
mets Throne, og fang Pſalmer evinbelig, 9. ſ. fr. Men 
danſt i Sind og Sfind var benne Abel, og bette Sindelag 
bevarede ben, faa lenge den var til, ved at flutte fig tæt 
fammen. Disſe Slægter fif juſt en Dvermagt over be thſte 
berved at be ivelig forbandt fig med hinanden: Bille med 
Brahe og Brahe med Trolle; og over be andre Stænber ved 
at undgaa Blandingen meb bem. Loven frævebe det, og 
Sgtejtab med em Ufri var iffe tilladt; derved gif Adels⸗ 
værbigheben og Ejendemmen tabt; ben abelige Jomfru, (fur 
Prinſesſer vare Frøfener indtil henved 1700), ver blev 
forført af en Ufri, Borger eller Bonde, blev indmuret. Alle 
disſe Forhold maa tages: fonr be maatte være, for at lunne 
give ben gamle banffe Adel bem uvisnelige re, ben har 
vunbet igjennem fine udmerkede Mænd. From og gudhen⸗ 
given, villig til at offre Liv og Blod for Fædrelandet, rig, 
mægtig, dannet, ja lærd, Beſtytter af, Modersmaalet og 
næften ben enefte Stand, ber bevarede dets Sfatte, ſaaledes 
var denne Adel i fine gode Dage. Næften alle havde til— 
bragt en Del af bereg Ungdom, ſtundum mange Aar, paa 
Rejfer og Studeringer udenlands, fævvanlig med en eller 
anden borgerlig Mand til Hovmeſter; i bem og deres Kreds 
ſamledes berfor al ben Kundſtab og Lerddom, ber laa uden= 
for ben egenlige Univerſitetslreds. Naar be vendte hjem, 
levede be paa bereg Gaarde for bereg Undergivne eller for 
Videnſtaberne; eller de traadte ind i Statstjeneſten, i Kolle— 
gicrne og Rigets Raad, ſom Dommere paa Herredagen 
tilligemed Kongen, eller ſom Lensmend (Amtmænd) og 
Landsdommere i Provinferne, eller ſom overſte Befalings— 
mænd i Gæren og paa Flaaden; og be ubgjorde ſaaledes 
Stammen for hele ben højere Embedsſtand. Hyppig bleve 
be, hvor unge be end vare, ſendte til fremmede Hoffer, og 





delen. 25 


hevdede bereg Lands Ære, fom hin unge Mand, ber fvarebde 
Kromvel, fom bebrejdede ham hang Ungdom, at han dog var 
æfbre end Kromvels Republik. Iblandt bem vare de indflydels 
ſesrige Statsmend, der ofte havde Landets Ere og Belftand i 
deres Hænder, og fom under trykkende Forhold beſtjermede ben 
lærde Præft, ben vindſtibelige Borger og den trællende Bonde. 
I alle Stillinger vare de Beffyttere og felv Dyrkere af frem⸗ 
mede Sprog og af Landets Hiſtorie; ja, de flefte beſade en 
faa omfattende theologiſt Lærddom, at man maa forbavſes 
derover, og, Faa faa Unbtagelfer nær, hang be med bræns 
dende Iver ved ben lutherſte Lære. De forenede i fig al 
ben lærde Kundſtab, der var til, med al den folkelige. Ikke 
fjelden toge de famme Mænd Afſted med Verden i latinſte 
Bønner, ſom under hele deres Liv havde fremmet folfelige 
Skrifter; og over nogle i det mindfte holdtes Ligtaler paa 
Latin, fom over fongelige Perfoner. De oprettede Bogſam⸗ 
linger iffe blot i Hovedſtaden, men rundt om i Provinferne, 
og ber ſavnedes næppe et for den Tid rigt og velforfynet 
Bibliothek paa nogen anfeelig Families Hovedgaard; de lode 
gamle Mindesmærfer famle og afſtrive, ja udgave dem til 
dels ſelv, o. f. fr. Juſt fordi de felv vare lærde, agtede de Lerd⸗ 
bom, hvor ben end fandtes. Naar vore folfelige Hiſtorieſtrivere 
næften iffe vide andet om dem at fige, end at de undertryk 
fede be lavere Stænder, have de ba aldeles glemt, hvorledes 
ben rige Adelsmands Søn, der var født til yvre Ære, og 
ben fattige Bondeſon, der ſtundum havde tilbragt fin Ungdom 
bag Ploven, famledes paa Rejſer, ved Univerfitetet, paa 
Uranienborg, for at læffe deres Tørft af ſamme Kundſtabs⸗ 
filde, ftundum for at dele Udodelighed med hinanden. Under 
denne Adel ordnede fig, altid med Ydmyghed, ofte med ſand 
Hengivenhed, Gejftlighed og Borgerſtand. Neſten i ethvert 
Skrift, og ifær i alle danſte, finder man derfor en Til 





26 Det lærde Tidsrum. Indledning. 


egnelfe til en eller anden Adelsmand eller hang Frue, ofte 
til begge, hvori Forfatteren figer, at det er dem, ber have 
fremkaldt Sfriftet, og det er dem, han onſter at tekkes til 
Guds Xre. Denne Egide var nødvendig for at et Sfrift 
kunde komme for Dagen eller trives og komme frem i Verden. 
Du maa være faa brav fom du vil, figer Simon Paulli i 
en Tilegnelfe til Chriſten Thomeſen til Stougaard, uden 
Patroner fejler du beftandig imod Strømmen (certe sine 
Mæcenatibus aut Patronis, eliamsi virtute ambias recteque 
facias, non magè proficies tamen quam si adverso amni 
rapidissimo natandum tibi siel). Endelig vare iffe blot 
Mændene, men tillige deres ligefaa lærde og gudfrygtige 
Damer, medens hine ifær vendte deres Hu til Statslivet og 
andre verdslige Forretninger, iffe mindre virffomme i Guds 
og i Videnſtabens Tjenefte. De beſtyttede og dyrkede felv 
Videnſtab og Poeſi; iffe ſjelden beſade de en ufæbdvanlig 
Kundſtab i be klasſiſte Sprog, og erhværvede fig en Lerddom, 
ber efter Kvindens nærværende Stilling er utrolig. Latin 
ſtreve de med Ferdighed, og gjorde korrekte og ſirlige latinſte 
Vers. De forftode iffe blot Greſt og Latin, men ogſaa 
Hebraiſt, og af de nyere Sprog ifær Hollandſt, Engelſt, 
Franſt og Tyſt. De fordybede fig i aandelige Betragt⸗ 
ninger, og gave bem i Trykken. Stundum ſtreve de Folis 
anter, men ifær yndede de og bevarede hiſtoriſte Mindes— 
merker, og lagde Vind paa Fadrelandets Hiſtorie og gamle 
Viſer. Juſt i denne Kreds af adelige Fruer og Jomfruer 
havde Kjæmpeviferne hjemme og bleve de bevarede. Endelig 
oprettede de paa og ved deres Gaarde Hofpitaler for Fats 
tige, Skoler for deres eget Kjon og for adelige Drenge og 
for Almuen. 

Fra disſe abelige Slægter udgik en færegen lille Gren 
af vor Literatur: Ligpræbdifenliteraturen, der fra denne Tid 





Adelen. 27 


er faa betydelig, at ben ſamlet udgjor en lille Bogſamling. 
Undertiden findes der af een Mand, fom af Biffop Hans 
Mikkelſen i Fyn, iffe færre end 35. Deres æfthetiffe Værd 
er i Almindelighed faare ringe; men ved den da brugelige 
Meddelelſe af de faafaldte Teftamenter, Omrids af den 
Afdødes Levuetslob, blive de til ligeſaa mange Kilder til 
ben danſte Adels Hiſtorie. De ere fædvanlig i Moders⸗ 
maalet, men ogſaa paa Latin, og da Adelen lagde faa megen 
Bind paa de nere Sprog, faa at nogle endog anvendte bem 
til Omgangsſprog, findes ogſaa det tyſte benyttet dels til 
Ligtaler, dels ved andre højtidelige Lejligheder. 

Den gamle danſte Adels Fortjenefter af Literaturen 
burde gjøres til Gjenftand for et eget Skrift. Her maa 
vi lade 08 nøje med at nævne nogle af be Mænd, ber ſom 
Beſtyttere af Videnſtaberne eller deres Dyrkere have efter- 
ladt fig hiſtoriſte Minder. Til de allerede i forrige Tidsrum 
nævnte: Herluf Trolle og Johan Fris flutte fig de bekjendte 
Etatémænd Niels Kaas, Chriſtian Fris til Borreby, 
Chriftian Fris til Kragerup, Ciler Hardenberg, Peder 
Oxe, „vir åd promouenda literarum studia natus“, Chris 
ftopher Valkendorf til Glorup, Chriften Thomeſen Sehe—⸗ 
ſted til Stougaard, Peder Reetz til Tygeſtrup, Joachim 
Gersdorf, hvis betydelige Bibliothek blev indlemmet i det 
Kongelige, o. fl. Af de mange andre, mere eller mindre 
merkelige, tildelg nu forglemte, kunne, fom Bevis paa, at 
næften hver Slægt har fine, følgende bemærkes: Chriſtian 
Barnekov til Birkholm, og hang Søn Hang Barnekov til 
BVivfføfle. Erik Bilde. Jens Bille til Hvidkilde, hvis 
Son Sten Jenfen til Billesholm i Skaane er bekjendt af 
fin Sfjæbne i Kalmarkrigen, og ſom formodenlig i fit Fængfel 
ffrev den Samling af uandelige Sange, der findeg i Haand- 
flrift i Karen Brahes Bibliothek. Jakob Bjørnfen til 





28 Det lærde Tidsrum. Indledning. 


Stenalt og hang Frue Anne Krabbe. Tyge Brahes Bros 
berføn Fall Brahe. Niels Fris til Hesſelager og hans 
Frue Vibekke Gyldenſtjerne. Deres Søn Jeſper Fris til 
Orbeklunde (f 1643) beſogte paa fin Udenlandsrejſe Ægypten, 
hvor han i Nærheden af Cairo beſaage Pyramiderne, ſamt 
„mange egyptiſte Mumier og balſamerede Corper af be 
gamle egyptiſte Longer, ſom der ligge begravne.“ Rime⸗ 
ligvig hjembragte han be to Sarkofager, hvoraf den ene har 
Indſtrift med Hieroglyfer, fom bleve brugte til Vaffetruge 
i Svendborg og Kjerteminde, førend be bleve bragte til 
Kjobenhavn. Niels Fris til Favrfiov og Mogens Fris til 
Friſenborg. Admiralen Peder Galt. Fall Gjø til Skjersø, 
og Markus Gjø, med hvem Slægten uddode 1698. Sigvard 
Grubbe. Henrik Gyldenſtjerne til Skovsbo, der overs 
fatte Jeſus Syrach. Joſt Høgs Søn Stygge Høg, og Joſt 
Søg (f 1694), hvis Bibliothek tildels blev kjobt til bet 
Kongelige. Axel Jul til Volftrup, af Lilie-Julerne; Joſt 
Jul, af Stjerne-Julerne; Ove Jul til Villeftrup. Kjeld 
Krabbe til Brusgaard; Crif Krabbe til Buſtrups Sonneſon 
Erik Krabbe, og hang Søn Otto Krabbe. Eiler Kraufſe. 
Holger Parsberg og Chriftopher Parsberg, befjendte af 
hiſtoriſte Skrifter. (Frederik Rangau til Asdal; den lærde 
Henrik Rantzaus Sønneføn Henrik Rantzau, bekjendt af fine 
Rejſer til Oſterlandene; og Generallieutenant Johan Rantzau, 
FT 1708. Chriſtian Ditlev Reventlov.) Jørgen Roſen— 
krands (f 1596), ber i fit Levnet fører os tilbage til Frands 
Vormordſens, Jørgen Mynters og Oluf Gyldenmunds Dage; 
hans Son Holger Roſenkrands den Lærde (+ 1642), 
ber iſer fra Aaret 1627 levede paa fin Gaard Roſenholm, 
"hvor han havde ligefom en Planteffole for unge Adelsmend, 
og paa en Sal over Hornflet Kirke oprettede det berømte 
Bibliothek, fom hans Søn Erik Roſenkrands, en Under af 


Adelen. , 29 


Kemi (F 1681), forøgede; Gunde Roſenkrands (+ 1675), 
lærd Theolog, bekjendt af fin politiſte SHjæbne og Forfatter 
til latinſte politiſte Sfrifter (1644—1660) og ſindrige gudes 
lige; Jørgen Roſenkrands, Overhofmeſter i Sorø (f 1675), 
eg hans Søn Jens Roſenkrands til Ovitzovholm, hvor 
han havde et Bibliothek, (f 1695). Den af fin Apologia 
nobilitatis Daniæ beljendte Oluf Roſenkrands, (f 1685). 
Jørgen Seefelb (f 1662), hvis berømte Bibliothek paa 
Ringſtedkloſter paa over 26000 trykte og haandſtrevne Bøger 
af ben fvenfle Konge Karl Guftav blev ſtjenket til Corfig 
Ulfeld og adſplittedes. Chriften ST eel til Fufinge og Vallo, 
hvis merkelige Statsffrifter nu efterhaanden udgives, og 
hans Sønner Otto Skeel, Forfatter til latinſte Skrifter 
(1652—1695), og Mogens Skeel, Dverfætteren af Opitz' 
Judith; famt Jørgen Steel til Broholm og. Arreffov. Otto 
Skram til Hammergaard, Ridder af den hellige Grav 
(+ 1606). Jakob Ulfeld til Selsø og Kogsbolle, befjendt 
af fin moſtovitiſte Rejfje; hans Søn Jafob Ulfeld til Ulfelds— 
holm, ber foretog Rejſer til Konſtantinopel, Palæftina og 
Ægypten, og efterlod et Kompendium af den danſte Hiftorie ; 
blandt hang talrige Afkom vare Laurids Ulfeld til Harrids— 
levgaard (f 1659), hvis Bibliothek blev indlemmet i det 
Kongelige, og Corfig Ulfeld, der ved fin politiſte Sfjæbne 
tillige har faaet en rummelig Plads i Literaturen. Holger 
Ulſtand eller Ulfstand til Hiffeberg. Lave Urne, Lunds- 
dommer i Sfaane (f 1623), „in omni literatura et præsertim 
musica supra modum peritus, hvis Muteter vel endnu i 
Lunde⸗Skole retineres,“ hedder det i en gammel Optegnelfe ; 
Axel Urne til Kjellerup (+ 1653) ,,en mærfelig Mathematicus, 
præclare de literis meritus''; Chriftopher Urne til Aasmarke 
(f 1663), der ifær beffjæftigede fig med theologiſte Studier; 
Chriftian Urne, 0. fl. 





30 Det lærde Tiderum. Indledning. 


Blandt be abelige Damer kunne nævnes, foruden 
Sophie Brahe og Birgitte Thott, ber ſenere omtales, nogle, 
ber ere befjendte, dels ved Sfoler, ſom Birgitte Gjø og 
hendes Lærling Sibylle Gyllenftjerne, Jomfru Helvig Krabbe 
og hendes Søfter Karine, Birgitte Brod, Tyge Brahes til 
Taaſtrup; bels ved at ſamle hiſtoriſte Merkeligheder, Slægte= 
bøger og Viſer, ſom Eliſabeth Brokkenhus, Vibekke Podebuſt, 
Eliſabeth Bryſte, Anne Kruſe, Anne Krabbe, Mette Gjø, 
Chriftenfe Jul, Sophie Belov; dels ved gubelige Sfrifter, 
fom Anne Hardenberg, Edel Roſenkrands, Pernille Rofen= 
krands, Karen Bille, Sophie Bilde, Sophie Brahe ben 
Dngre, Sophie Thott, Kirſtine Munk; dels ved Lerddom, 
ſom Sophie Roſenkrands, Suſanne Jul, Anne Margrete 
Ovitzov. Audre have i flere Henſeender tilvendt fig Cfter« 
tidens Opmærffomheb, ſom Kongedatteren Eleonore Chriftine 
Ulfeld. Karen Brahe anlagde et pan danſte Skrifter rigt 
Bibliothek. Suſanne Gjø, en Datter af Falk Gjø og Karen 
Bille, var gift med Preben Brahe til Hvedholm og Engels= 
holm; beres Datter, Karen Brahe, Frue til Oſtrupgaard 
og Batronesfe for bet adelige Jomfrukloſter i Odenſe, fif 
en Bogfamling af fin Mofter Anne Gjø til Hvidkilde (+ 1681), 
hvilken hun beftanbig forøgede; ben beftob ifær af danſte og 
tyſte Bøger, og var paa Hvedholm; hun fljænfebe ben til bet 
adelige Jomfrukloſter i Odenſe, hvor ben tildels endnu findes. 

Den gamle Adel ſank, og afløftes af en ny; bens 
Minder, fom vi have føgt at gjenkalde, udſſettedes. Bircherod 
figer i fine Dagbøger ved Mar 1683, at han ſamlede paa 
Bidrag til bens Hiſtorie, men bet var næppe raabeligt, 
mener han, at tænke paa bette Verks Fuldforelſe, „mens 
bet ſynes ſom avita nobilitas var odiosa.“ Den ny Adel 
maa vi give Tid til at ubvifle fig; dens Forhold til Litera⸗ 
turen optages berfor i Holbergs Tidsalder. 





Adelen. 31 


Om Adelen og dens Fortjeneſter af Videnſtaberne findes Op⸗ 
lysninger dels i de befjendte Skrifter til dens Hiſtorie, Adelslexi⸗ 
formet, Hofman, Klevenfelds Samlinger, Pontoppidani Theatr. 
nobil. Dan., Bert. Canuti Pro nobilitate Danica ostendenda pro- 
dromus, Haandfir. pan det Kgl. Bibl., o. desl., dels i Bidrag til 
titeraturens Hiſtorie, fom Vinding. Acad. Hafn., Thuras Strifter, 
Berlauff, Det Kgl. Bibl. Hiſt. 0. desl., men nogen ſamlet Udſigt 
haves iffe. Nogle artige Bidrag ere mig meddelte af Regiftrator 
Kall⸗Rasmusſen. Flere kunne endnu ſamles, dels af Ligpradikener, 
dels af andre ſamtidige Skrifter, f. Cr. Peder Hegelunds Epigram- 
mata Philippi Melanthonis selectiora, Joh. Sadolins Epigram- 
maton liber unus, qui Regum Danicorum Chorus inscribilur, 
& hvis Tilegnelſe de meſt anſete Mænd (til 1569) omtales, og 
mangfoldige andre. Fortegnelſe over Elægtebøger og Ligpradikener 
findes i Adelslexikonnet, derfor bemærfes de iffle her, og jeg anfører 
Tun nogle af de Eteder, hvor der findes Oplysninger, ſom man ikke 
Der juſt føger, eller ſom ere mindre befjendte og dog markelige. 

Chriſtian Barnekoo: Diss. politica de clarigatione et mani- 
festis. Argentorati 1648. 4., findes paa Kongens Bibl. 

Sten Billes Aandelige Sange, Haandſtr. i Karen Brahes 
Bibl. Nr. 257. 4. (D. Pfalmed. &. 30.) 

Sefper Fris: D. Mag. 2, 131. Brev fra Zoega til A. 
Kal i Genealog. og biogr. Ardiv 1, 411—444, Samt faavel 
om hans fom om andres Rejſer: Vedels Simonfens Nationalhiſt. 
2,2, 168: Rordiſte Oſterlandsfarere i det 16de og 17de Aarhundrede. 

galt Gjs fendte Tyge Brahe vidtløftige Kommentarier over 
Aabenbaringen. (Klevenfelds Saml.) 

Markus Gjs: Melchiors Herlufsholm, S. 123. 

Henrik Gyldenſtjerne: Af Jeſus Syrach i danffe Rim. Kbh. 
1635, haves et defekt Exemplar i Hjelmſtjernes Samling. Den 
fuldſtendige Titel og en kort Prove, efter et Exemplar i Karen 
Brahes Bibl., findes i Vedel⸗Simonſens Saml. til Elvedgaards 
Hiſt. 1845. &. 128. 

Frederik Rantzau: Brev til Chriſtian Fris til Kragerup 1622, 
om Eproget pan Oſel, Original i Gehejmearkivet (efter Kall⸗Rasmusſen). 

Rofenfrandferne: D. Mag. 3, 99. Erik R. Thom. Bartholini 
Acta medica 2, 15. 3, 1. D. Atl. 4, 340. Det Roſenholmſte 





32 Det lærde Tidérum. Indledning. 


Archivs Undergang i Molbechs Nord. Tidsfir. 1, 163. Samt 
Oſterlandsfareren Abſalon Roſenkrands hos Vedel⸗Simonſen. 

Jorgen Seefeld og hans Bibliothek: Werlauff i Nyt hiſt. 
Tidsſtr. 6, 204. 

Otto Elram: Beffrivelfe over hans Rejfer, 1587—1592 i 
Gamle Kongel. Saml. Nr. 3084. 4. (Paa Danſt). 

Jakob Ulfeld til Ulfeldsholm: Rejfebeftrivelfe i Haandſtrift, den 
Thottſte Samling Nr. 1294. 4. (Paa Danft). 

Cm de adelige Damer ere, foruden de nyere Skrifter af Schönau, 
Bird o. fl., ifær at merke: Matthias Schacht de eruditis Daniæ 
mulieribus, i Nova liter. maris Balth. 1700, S. 209. CSøren 
Lintrups Scholion de scriptoribus, qui ſoeminas celebrarunt 
eruditas, fit. 1701. S. 108. Alb. Thura, Gynæceum Daniæ 
literalum. Alton, 1732. Et Haandførift af Sperling den Yngre, 
ſom Thura omtaler, er vel iffe til. | 

Sibylle Gyldenſtjerne: En Lægebog af hende, ſtreven 1580, 
var i Reſens Bibl. (Schoönau). 

Om Helvig Krabbe og hendes Soſter, to Jomfruer fromme i 
Norre⸗Jutland, fom holdt Skole der, og hos hvem opdroges Kield 
Krabbe, den Lærde, Lucas Krabbe, o. ſ. v., fee Verſene bag Gettorps 
Jeſu Chrifti Pines og Dods SHiftorie. 

Birgitte Brod: Brochmands Ligtale. Kbh. 1640. 4. 

Eliſabeth Brokkenhus menes 1589 at have forfattet den Danſte 
Rimkronnike, fom Jørgen Holft udgav 1646. fol. (Bangs Sams 
linger, 5 St.) 

Eliſabeth Bryſte ſtrev en danfi Slægtebog (D. Mag. 2, 192). 

Anne Krabbbe, g. m. Jakob Bjørnfen til Stenalt, efterlod 
et Haandſkrift med Afbildninger af danffe Konger. 

Sophie Belov efterlod en Slægtebog og en Vaabenbog. 

Anne Hardenberg: Haandſtrift i Karen Brahes Bibl. (Vedels 
Simonſen, Saml. til Hagenſkovs Hiſt. &. 54). 

Sophie Thott overfatte Gunde Roſenkrandſes Erindring til fine 
Sonner om Nadveren paa Danſt, Haandfør. i den Thottfle Saml., 
Nr. 104. fol. 

Anne Margrete Quitzov beffrev fit Levnet i et latinſt Vers til 
Sperling 1683 (tryft i Birds Billedgalleri). 

Eleonore Ulfeld ffrev i Maribo Geltinders Pryd, den førfte 





Adelen. 33 


Part, Som melder om fornuftige Striibare Regierende Heltinder, 
Haandfør. i Karen Brahes Bibl. (Fra Bibliotheksasſiſtent Peterſen 
bar jeg baft det til Gjennemſyn.) 

Karen Brahe: om hendes Bibliothek figer Schacht (+ 1700): 
Bibliotbecam insignem librorum imprimis danicorum et germa- 
nicorum in prædio avito Hvedholm instructam servat ct auget, 
Eee ogſaa Bircherods Dagbøger ved Molbed, Aar 1681, S. 210. 
237. Linds Fortegnelfe. Kbh. 1725. 4. efter Nyerup, for en 
Del forfattet af Jakob Birkerod, Kalkar cm Odenſe Bibliotheker. 

See ievrigt om adflillige af de nævnte Forfattere og For⸗ 
fatterinder Vorm og Nyerup. 

Brochmand beſogte Juſt Høg pan hans Aderſte; hans Huftru 
var gaaet fra ham, og hans Forlosningstid tilftundede. Da talede 
Brochmand til ham paa Latine, og han foarede med meget facte 
Maal pan Latine. (Brochmands Ligtale over Juſt Hog. Kbh. 
1647. 4. €. 49.) 

Lægen Fabricius og Præften Mefter Niels fatte fig ved Anne 
Hugs Eottefeng, og talede med hinanden paa det tyſte Sprog; da 
Begyndte det falige Guds Barn „liudeligen paa Tydſte Sprock“ 
meget ſmukt at læfe de forrige Sentenſer. (Ligpradiken over Anne 
Hsg. Kbh. 1648. S. 57—58.) Oberſtl. Feng Sten Sehfted 
holdt ved Grevinde Vedels Ligbegjængelfe 1694 en Tale over hende 
paa Tyſt, men Sognepræften holdt fin for Alteret paa Danſt. 
(BVedel:Simonfens Saml. til Elvedgaards Hiſt. 2, 24.) 

Til Ligprædifenerne ere ofte føjede Vers, hvoraf man fan fee, 
hvor vidt de hæderlige Mænd, der talte ypperlig Latin, havde bragt 
det i danſt Poeſi. Chriften Skeel f. Er. rimede ſaaledes over 
Juſt Høg: 

O Danmard fee, med Klag” oc Væ 
Den er nu lagt i Mulde, 

En Rigens Mand, aff Adels Stand, 
Hvo ſorg' oc ſuck' en fulde? 


Jeg figer, Vinden figer, 
Naar Gud flig vijf oe Gamle 

(Der baade bor, dertil oc tør 
Landets Gaffn fremm'), vil ſamle. 


34 Det færde Tivérum. Indledning. 


Her er Juſt Goeg, ſounden ſom Røg, 
Den Edie Here oc Pille, 

Som Rijg't til beft”, Gud oc fin Naſt' 
Elſtte baad' aarl' ve filde (ete.) 


For iffe at gjøre Adelen Uret, maa man bemærfe, af denne 
poetiſte Stil iffe blot var adelig; den. findes. hyppig ogſaa hos 
Arobo og andre ben Tids gøde Digtere, og giver et tydeligt Crempel 
paa, hvad den gamle, forliggede Sætning, at. Brugen er Stilens 
hojeſte Grundfætning," der endnu gaar igjen og fpøger i vore Skoler, 
ev for en Uting. Den flette Brug gielder iffe fænger, end til dem 
bliver afløft af em bedre. 

Man funde næften friftes til at fige, at vi ingen Danmarks 
Hiſtorie have for den nyere Tid. De ældre Forfaffere tabe" fig & 
tom Smiger for Magten, de nyere, hoillet er vor Tids Særtjende, 
rive ned. Vor Adels Giſtorie er ifær. ufuldfommen, og vi fynes i 
den iffe at være fomne videre, end til det hiſtoriſte Skelet. Min 
Unftuelfe af dens Forhold til Literaturen maatte jeg derfor felv 
danne mig, og fandt iffe meget andet for mig, end det Forfvar for 
Ariſtokratiet under Frederil den Anden, fom findes i Kolderup⸗Roſen⸗ 
vinges Saml. af gamle Domme, Fortalen til 3. D. S. VII 
Fr. Hammerich's Danmark under Adelsvalden er endnu ikke kommen 
faa langt, og jeg fan netop fun naa at fee 1 D. 2 G., hvor jeg 
S. 200 finder udtalt: „Mangen Herre fad trolig ved fin Bog, eller 
tog fig med Nidtjærhed af Rigets Sager, og i den følgende Menneftes 
alder (efter Chriſtian den Tredie) ſtulde Danmarks gjævefte Mænd 
i alle Retninger fremgaa af Adelens Rakker. Da kunde Adel og 
Præfteftand vife, at Folkelivet for Ojcblikket i dem havde fin Blomſt.“ 
Det er netop det, der beſtandig har forefvævet mig, naar jeg 
udhævede Adelens og Praſteſtandens afgjørende Fortjenefter af 
vor Literatur, 


„Stwderinger udenlands. 35 


2. Studeringer og larde Stiftelſer. Studeringer ved fremmede 
Univerfiteter. Kjøbenhavns Univerfitet. Sorø Akademi. Ridder⸗ 
akademi i Kføbenfavn. De lærde Skoler. Gymnaſier. Lærde 
Slægter. (Bibliotheker. Bogtrykkerier.) 


Den Forbindelſe, hvori Danmark var traadt med Thyſtk⸗ 
land ved Reformationen, blev iffe hævet, men Wittenberg tabte 
noget af fit Overherredomme i theologiſt Henſeende, og Stude⸗ 
ringerne, der udbredte fig i andre Retninger, tyede til andre, 
tildels langt fjernere Lerddomskilder. Man fan, efter Wer⸗ 
lauff, fljelne imellem to Tidsrum: bet ene fra 1613, ba 
vor eldſte Univerſitetsmatrikel begynder, til Aarhundredets 
Midte eller Trediveaarskrigens Slutning, det andet fra denne 
til 1700. Et af be meft beføgte Univerfiteter var i bet 
førfte Tidsrum Roſtock. Beliggenheden var bekvem, de andre 
tyſte Univerfiteter vare under Trediveaarskrigen enten for- 
labte eller mindre tilgjængelige. De Norſte og Slesvigerne 
havde endnu længe før tyet derhen, og Roſtock var maaffee 
ben eneſte Univerfitetsftab i Udlandet, hvor de Norſte havde 
et eget Herberge (regentia S. Olavi). J famme Tid, ſom 
ber i Roſtock ſtuderede 84 Nordboer, ſtuderede der i Witten⸗ 
berg 10, i Helmſtad 5, i Gieſſen 4, i Greifswalde 4, i Leipzig 
2, i Frankfurt an der Ober 2, i Heidelberg 1. For at fee, 
hvor paafaldende Forfljellen var bleven, maa man erindre, 
at ber fra 1538 til 1565 i Wittenberg havde ſtuderet 128 
Danffe. I bet andet Tidsrum havde Roſtock ligeledes be 
fleſte danſte Studerende, nemlig 47, medens Wittenberg 
havde 17, Jena 14, Leipzig 10, Königsberg 8, Greifswalde 
4; og i ſamme Tid ſtuderede i Franeker 6, i Leiden 2. 
Roftod havde ſaaledes Overvægten, og medens man før, for 
at faa theologiſte Nødder knækkede, tyede til Wittenberg, faa 
vendte man fig nu med naturvidenffabelige (f. Cr. den navns 
kundige Sild) til Roſtockk. Men de Studerende opholdt fig 

8* 


ea eee PTY 


be borgerlige Studerende, ſom havd 

Medicin, Filofofi og Lovkyndighed for 

ben ftore Tour i Europa, bejøgte Fre 

Montpellier, og derefter Italien, hvor 

tilbage, ſtundum i flere Aar. Antallet 

i Padua var fra 1566—1644 iffe minder 
1542—1709 vare endog 26 af dem offic 
Holland og England ſynes forſt fen 
Adelen rejſte vel ogfaa til England, men 
ſtudere. Men Holland udviklede ſnar 
ningskræefter, Filologien og Medicinen. 

Univerſitetet i Leiden og Uddannelſen a 
giſte Skole, blev Holland beſogt af man 
banffe Studerende, og det følgende vil 
lands berømte Anatomer traf de medic 
fig. Indvirkningen fra England paa vi 
rede Tjendelig efter 1660; men ftadig ( 
bog at være begyndt fenere. Hang Be 
rejſte 1672 til England for at ſtudere iC 
En Fortegnelfe over Danſte og Norjfe, d 


fra 1000 1" 


mø, mr maner mt rupee mø 7 unger mrmer 
ømning af tyſte Studenter, ber ifær lagde Bim paa, 
jenvej til Embeder, at blive Hovmeſtere i be fornemſte 
er, tiltog beſtandig, indtil man i Holbergs Tidsalder 
ben ene bitterlige Klage efter ben anden over disſe 
mte Fremmebe, ber toge Brodet af Munden paa 
$ Børn. 

ift. Anm. til $. N. Claufens Tale om Danmarks Univerfitet 
rdiſt Hojſtole, &. 24, og andre Bemarkninger meddelte af 
f Er. Læti Fortale til De republica Noribergensium. 
i Rejfer oplyſes ifær af Ligprædifener, ſom Brochmands over 
Skiel, Kbh. 1646. 4. S. 30, Sammes over Juft Goeg 
ſaa beføgte Spanien, og 1614 England). Kbh. 1647. 4. 
. Danſte Studerende i Padua i Suhms Saml. 2, 3, 6. 
m af den beljendte Oluf Bagger i Odenfe, der ogſaa hed 
ſtuderede i Padua 1599. (Vedel⸗Simonſen, Odenſe Bys 
, 87. 130.) Den hollandffe filologiſte Stole hos J. Moller, 
iands Levnet i Hiſt. Kalender 3, 199. Fortegnelſe over danfte 
ende i Oxford i Fr. Sneedorfs Breve (Saml. Sr. 1, 521). 
eorgij Ernesli Reilzeri Dani Parænesis ad liberales disci- 
studiorum celeberrimæ Academiæ Patauinæ iniliis præmissa. 











- very ve ve 


Studeringerne hjemme fremmedes 
verfitet, der endnu bevarede meget af 
nelfens Aand affpejler fig i Sfilfene vi 
fævning og Vehøvling, fom ved et . 
allegoriſte i disſe Sfiffe har fit tilfv 
hyppige Brug af allegoriffe Fremftillin, 
De hyppige Forbud mod Svir og Kla 
Klæeder vidne cm, at be ofte fandt S 
gerne vare ogſaa den Gang ftrenge; di 
efterfomne. Selv ved Klædedragten u 
ſtarpe Affondring. De Studerende ve 
Skolerne maatte bære forte Kleder, 
eller grønne; netop det famme fom Nie 
Paſtor indffjærper Preſterne. 

Univerſitetets gyldne Tid ſtal have 
den Anden. Han forordnede 1569, a 
til Præft, med mindre han havde ſtude 
Univerfitet, og havde han ftuderet ud 
bog examineres af de Fjøbenhavnife +£- 





Kjøbenhavns Univerfitet. 39 


t var næften Tun Filologien, ber banede fig Vej fra 
and. Under Chriftian ben Fjerde ſtete i flere Gens 
ber Fremgang. En færegen Prof. blev anfat i Meta⸗ 
1 1619 (Jens Dineſen Jerfin) uden mærfelige Frugter. 
le ſaakaldte Ny Statuter, Novellæ constitutiones, bleve 
te 1621; i hvilfe blandt andet forbødes ben ſtadelige 
teren. Efterſom vi forfare, hedder bet, at en ftor Del 
Brofesforerne den meſte Tid med Dicteren henbringer, 
. be af andre autoribus ſammenflikket haver, dermed deres 
t Umage at ſpare, og Tiden ſaaledes at henſlide, — ba 
cdi Univerſitetet iffe i Synderlighed til nogen professoris 
sold, meden alene Gud til Xre og Ungdommen til Fors 
melſe er anftiftet, ville vi naadigſt herefter ſaadan unyttig 
teren dennem befalet have at indſtille. Og i en Ordi- 
o Lectionum omtrent fra denne Zid (1621) forefomme 
forſte Spor til Forelæsninger paa Danſt, men naturligs 
fun for de ſaakaldte Empirici (Bartſtere, modſat Stu- 
si), for hvilke der ſtulde holdes Foredrag paa Danſtk og 
attes Lærebøger med terminis danicis. Det latinſte Sprog 
jørft fin egen Prof. 1630 (Jafob Matthiæ). Hiſtorien 
fin egen Prof. 1638 (Peder Spormand). En Prof. i 
itomi, Kirurgi og Botanik blev førft anſat 1639 (Simon 
sli). Under den lærde Frederik den Tredie maatte der 
1 gives Profesſorerne en gjentagen Jrettefættelfe, og bet 
ſtarp, fordi de forfømte deres Difputationer. Men der—⸗ 
bleve de da fri i Univerfitetets Trængfelsaar under Krigen 
”7—1660. Derefter kom Univerfitetet atter til Lræfter, 
1 lidende under de famme Mangler, fom før: Difputas 
terne, hvortil Profesſorerne vare forpligtede, og ſom ved 
wærvelfen af be akademiſte Grader var et nødvendigt Re⸗ 
it; Profesſorernes Overgang fra bet ene Fag til bet 
et, felv be meſt heterogene, hvilket var ben enefte Vej 


40 Det færde Tidsrum. Indledning. 


til at ftige i Jubtægter; og enbelig det theologiſte Fafultets 
Forrang, hvorved ifær bet filoſofiſte blev tilfivejat, vare 
ligeſaa mange Hindringer for ef grundigt og tillige ſmag⸗ 
fulot Studium. Griffenfeld lagde imidlertid ſom Unlver⸗ 
ſitetets Patron Grunden til et friere Studium og em mere 
almindelig Dannelſe blandt be Stuberende. Der faafalbte 
Anden Cramen blev indført 1675. Som Grund + bertil 
beraaber Forordningen fig paa ben Forfaring, at ben ſtuderende 
Ungdom alene beflittede fig paa attestationem theologicam, 
uden tilforn at have be fornøbne Fundamenter in philoso- 
phia et artibus, Under Chriftian ben Femte indførtes til⸗ 
lige Beghndelſen til ben theolegiſte Cmbedseramen, Univer⸗ 
fitetets Bibliothek forøgedes efterhaanden ved føngelige Ga— 
ver; Salen bertil over Runbelirfe blev indviet 1657, og bet 
vorte ifær fra 1660. 

Profesſorerne Havde hidtil ved deres Lerddom vundet 
Anſeelſe hos Adelen, ber forſtod at paaftjønne ben. Deri 
flete et Sfaar ved Souverainiteten; og ba Rangfygen tog 
Overhaand, blev Rang næften en Fornodenhed. Profesſorerne 
føgte om at faa Rang 1673, ba to af bem (Thomas Bar⸗ 
tholin og Villum Vorm) ved et Bryllup paa Bryggernes 
Laugshus Havde maatte vige Fordandſen for to unge Se— 
frefærer, ber nylig havde gaaet paa deres Kollegier. Grif⸗ 
fenfeld afflog bereg Begjering, fom be forſt fif opfyldt efter 
hang Fald 1679. Før ſloges be adelige Damer om Fors 
fæbet i bereg Stoleſtader; nu gif bet efterhaanden over til 
Borgerfolk, ja til Profesſorernes Tjeneftepiger, ber vifte en 
ligeſaa honet Ambition. 

Hos os ſom over hele Europa dannede Univerſitetet en 
latinſt Koloni eller Planteſtole, der udſendte ſine Elever over 
hele Landet, ſaa at dets Dannelſe ſtulde udgaa fra dette 
Grundlag. Modersmaalet maatte lide derunder. Det taaltes 


' Kjøbenhavns Univerfitet. 41 


iffe i ben lærde Kreds. Selv ved Bordet paa Kommunitetet 
taltes Fun Latin. Naar en Alumnus havde betraadt Byg⸗ 
ningen maatte han fun tale Latin eller Greſt. Brugte nogen 
Modersmaalet, blev han mullteret efter fine Bordfellers 
Stjøn; men gjorde han det oftere, uden at lade fig vife til 
rette, ſtulde de theologiſte Profesforer fratage ham Bordet. 
„Derſom nogen paa een Gang figer mere end tre Ord i 
Modersmaalet, uden i Forvejen af en eller anden gyldig 
Grund at have bedet om Tilladelfe, flal han for hver Gang 
erlægge en Hvid.” „Derſom nogen ved offenlig Diſputation 
forfeer fig grovelig imod den latinſte Grammatik, flal han 
ftødes fra Kloſteret.“ At komme berufet til Ovelſerne ftrafs 
febes mindre end en latinſt Bommert. 

Denne hyppige Brug af Latinen, ligefom fra Barnsben 
af, gif naturligvis over i Livet, ifær i Gejſtlighedens, ber 
ftob i mindre Berørelfe med andre end med deres Ordens⸗ 
brøbre. En Præjt i Guldbjerg i Fyn førte fra 1660 af fin 
Kirkebog paa Latin, og ligeledes ubftævdte han paa Latin de 
Skudsmaal for fine Sognefolk, fom ſendtes til en anden Præft. 

Henved Holbergs Tid indtraadte den Uſtik, at de offen⸗ 
lige Diſputatſer, nemlig for Graderne, under en Profes⸗ 
ſors Præfidium, hvorved disſe Ovelſer bog i det mindſte 
bleve ligeſom en almindelig Ovelſe for hele ben lærde Stat, 
næften ganſte ophørte. De fejrede maaffee deres Afſteds⸗ 
gilde ved den ftore Promotion 1675, hvor vor Frue Storm⸗ 
klokke og Univerfitetets Klokke kappedes om at ringe Stadſen 
ind, og hvor Hans Hojgrevelige Excellens, Rigens Kanceler, til- 
ligemed begge Majeſteter, lod fin Naades Sol ſtinne. Senere 
bleve Difputereøvelferne næften fun til Kampovelſer for hvert 
enkelt Kollegium. Alumnerne paa Kollegierne, de ſom nøde 
Stipendier 0. desl., vare nemlig ifølge Fundationerne og 
Statuterne, for at nyde disſe Beneficier, forpligtede til aars 


42 Det larde Tidérum, Indledning 


lige Diſputationer. Følgen var, at ber Aar for Mar ophhn⸗ 
gedes en Hob af deslige trylte Programmer, ber iffe vare 
Tryffeomfoftningerne værb. Næppe, figer Raupach, Taber 
noget tyſt Univerfitet aarlig i hvert Lærbbomsfag faa mange 
Diſputatſer tryffe, fom bet Kjøbenhavnffe. De Stipenbier, 
hvis Stiftelſe havde bet æblefte Formaal, bleve fanlebes 
Drivefjedre til Spilfægterier, hvor ber iffe var Tanfe om 
at udvikle en perſonlig Overbevisning, men i det højejte at 
glimre ved Færbigheb i Latinen, hvor Rollerne, ſom ved et 
Skueſpil, vare fordelte, enbog faa at de maatte ombyttes, 
faa at naar Præjes havde paataget fig at forjvare een Me⸗ 
ning, maatte Oppønens antage ben mobfatte, o. f. fr. Denne 
uvidenſtabelige Stilling" maa man ſtille fig levende for Øje, 
naar man vil forftaa bet bittre Had, hvormed Holberg. for 
fulgte disſe Øvelfer. 


Udførligere, fre Nyerups Hiſt. ftat. Skildr. Univerſitetet: Saderne, 
€. 169. 27, 111. Holbergs Danfte Stat, 1752, &. 199. Fors 
ordningen 1569, Beckmann , Communitatis reg. Havn. hist. 
S. 178. Forelæsninger, ny Profesfurer, Difputatfer, Nyerup, S. 51. 
56. 59. 75. 78. 80. 82. 157. Holbergs Danſte Stat, S. 172. 
Anden Cramen, Nyerup &. 187. Badens Univerſitetsjournal 1793. 
S. 49. Theologift Atteſtats, Helweg, Den danſke Kirkes Hiſt. 1, 519. 

Univerfitetsbibl. Nyerup, S. 88. 95. 140. 199. Pontoppid. 
Annal. 3, 405. Werlauff, Det Kong. Bibl. Hiftorie (fre Regiſtret). 

Profesforernes Rang, Nyerup, S. 189. Pontoppid. Annal. 4. 
591. Strid om Stoleftader og Konſiſtorii conelusum 1713, at 
Tjeneſtepigerne fulde tage Plade i deres Stoleftader i vor Frue 
Kirke efter deres GHusbonders senium academieum, Bircherods Dags 
bøger, S. 145. Werlauff, Antegnelſer til Holbergs Lyſtſpil, 1, 101. 

Latinens Herredemme, Beckmann, S. 19. 27. 30. 39. 44. 3 
Badens Univerfitetsjournal, 1793, S. 61. Kirkeboger og Skudsmaal 
paa Latin, Vedels Simonfen, Saml. til Elvedgaards Hiſt. 1845. 
6. 163. 166. 

Grader og Diſputerovelſer: Beffrivelfe over Promotionen 1675 








Kjøbenhavns Univerſitet. , 43 


i Gundrups Biografiſte Efterretninger, 1 $., Doctores theol. Skole⸗ 
program, Roeskilde 1854. S. 1. Geraf fees ogſaa Erbodigheden 
for Majeftæten: over Kongens og Dronningens Stole vare Pulpiturer 
behængte med rødt Damaſt, „och bleff forbuden, at ide nogen motte 
gaa der op, effterfom det var offuer Majesteternis hoffueder.“ 
Raupach de rei sacræ et literariæ in Dania statu, anført hos 
Helweg, den danffe Kirkes Hiſt. 1, 507. 

See derhos om Univerfitetet i Almindelighed: C. Bartholins 
Oratio de ortu, progressu et incrementis Acad. Hafa, Hafniæ 
1620. 4., ſamt Vinding og Thura. (Jak. Bjørnfen de ortu et 
progressu Academiæ Havniensis, ſom ſtaar foran Krags Rameæ 
scholæ, og fom hos Nyerup kaldes ſaaledes, indeholder intet nyt.) 

Og om enkelte Perioder i Univerfitetets Hiſtorie ifær: Uddrag 
af Actis consistorii i den fvenffe Krig 1658 — 1660, i I. Badens 
Univerſitets⸗Journal 1794, &. 141 og 1795, S. 161. Engelstofts 
gragmenter om Brochmands Reftorat 1658—1659, i Stand. 
Mufeum 1803, 2, 121, (jf. Nyerup om Univerfitetet, S. 159). 
Schlegel de statu rei liter, et acad. præsertim sub Christ. V. 
et Frider. IV (Acta literaria Univ, Haſn. 1772—73.) 

Samtidige Skrifter: Nic. Theophili Theses de privilegiis 
Studiosorum, Hafn. 1603. 4. (See Nyerup om Univerfitetet, &. 37). 

De officiis Studiosorum regiæ Academiæ Hafniensis Sev 
Actus solennis Recitationis Legum ejusdem, Hafn. 1611. Af 
Knud Bieſte, med en Indledning af Univ. Rektor H. P. Reſen. 
Heraf fees ikle blot hvad der krevedes af de Studerende, men ogſaa 
Studiernes Tilftand. De theologifte Forelæsninger maatte ifær høres; 
alumni regii vare forpligtede dertil. Ved Jura anbefales ogſaa de 
Danſke Love. Af Sprogene vare Hebraiſt og Graſt vigtige ſom 
Scripturarum claves; men for Alle Latin en uundgaaelig Nødvendig: 
hed; Modersmaalet nævnes iffe. Et Carmen seculare flutter Bogen. 
(See isvrigt Nyerup om Univerfitetet, &. 101.) 

Georg. C. Dibvadii Commonefactio de disciplina, quæ 
legibus Academiæ præscribitur, earum recitationi præmissa. 
Hafn. 1597. (Det lader fom om han ret vilde fare lss paa de 
Studerendes Ladhed og Ufædelighed, men det taber fig dog i Citater 
af de Gamle og i almindelige Formaninger.) 

Olai Wormii Baccalaureus philosophiæ, seu de nomine, 


v rr me VHVE Aoiemeſter BD 
Hører i de ſtorre.) 
Som Exempel paa de Vers, Promotionerne fr 
» tage Th. Bangii Laurus Danica eller ſammes 
elſe af Peder Jensſon Roiffilde: Danſte Laur⸗Kra 
Latinen paa Danſke Rijm af P. G. R. Kbh. 
dler om Magiſter⸗ eller Meſternavnet, og beghnder 

Magistri Humanissimi 

Et Lauré florentissimi: , 

Ved Lærdoms Klarhed ſtinnende, 

Bed Dyders glang naffnkundige (etc.) 


Det var iffe nok, at der var en beſtandig lat 
ndet; ber blev ogſaa midt i Landet anlagt en 
kt ben Anden havde allerede 1586 ftiftet en ade 
ors; Chriftian den Fjerde ftiftede tillige 1623 et 

ben abelige Ungdom. „Skole og Akademi be 
en af hinanden.” For den abelige Ungdom 
n af be nyere Sprog en væjfenlig Fornoden 
dersmaalet blev iffe regnet til bem. Afademiets 
ge Betjente indfljærpes det i Fundatſen, at vej 
til Gudsfrygt og andre Dyder, „desforuden 
je bet banffe Sprog, Meden be dennem or» | 


ft.f — 


Sors Akademi. Ridderafademi i Kjobenhavn. 45 


og begge paa Tyſt;“ „og ſtulle de, ſom ikke ſtudere, være 
forpligtede til at høre bem, ſom germanice profitere.“ Denne 
Stiftelfe var ſaaledes efter fin oprindelige Tendens at ligne 
meb vore Herregaarde, der i faa mange Aarhundreder have 
dannet lignende Oaſer midt i den ftore danſte Hede. 

Sorg Akademi gif tilbage under Krigen. Det blev 
ophævet 1665, faa at Fun Solen blev tilbage. Der gjordes, 
rimeligvis af ben ny Adel, der ligeſaa vel fom den gamle 
vilde have fit Alademi, et Forſog paa Oprettelſen af et 
Ridderakademi i Kjøbenhavn. Det blev oprettet 1691, ind⸗ 
viet 1692, og fif fin Fundats 1695. Men bet kunde næppe 
holdes i Sang under Chriftian den Femte, og blev ophævet 
af Frederik ben Fjerde 1710. 

Fundatſen for Sors Akademi i Pontoppidans Annal. 3, 744. 
Den ældfte Plan, meddelt af Molbed i Hiſt. Tidsſtr. 6, 301. 
Derhos D. Atlas 3, 63. Tauber, Træf af Sors Akademies ældre 
Hiſt. i Blandinger fra Sors 1, 159. Men ifær Tauber, Udfigt 
over Sors Akademies Forfatning 1623—1665. Program 1827. 
fol. Om Modersmaalet ifær S. 23. Heri findes ogſaa Fortegnelfer 
over de Adelige, der ftuderede i Sors. Malling, Om Sors Aca⸗ 
demie, i Collin, For Hiftorie og Statiſtik, 1, 3. Molbech, Bidrag 
til en Skildring af Sorses Stiflelfe i Stephanii Tid 1632, hvori 
Udtog af Stephanii Haandffrift om Sors Kloſter, i Stand. Lit. 
Selſt. Skr. 18316 — 17, S. 443. Nyerup, Min Pillegrimsrejſe til 
Sors, i Iris og Hebe. 1807. 1,1. Om Akademiets Tilſtand 
efter den ſvenſte Krig, og Forflaget at flytte det, fee Malling, 
Afiftyffer, i Ry D. N. 4, 216. 

Albert Thura's Haandſtrift Umbra Sorana agtede hans Sen 
Laurids Thura at udgive. Indholdet angives i Kisbenh. Nye Tidender 
om Lærde og curieufe Sager for 1753, Nr. 14. Et Stylle af 
dette Skrift, om Akademiets Ophævelfe og Paulini Epigram: Sora, 
per anagram. Rosa, findes i D. Atl. 6, 340. Wadskiær, 
Hilaria Sorana. Præcedit epistola, quæ Equestrium Academia- 
rum usum Soranamque, cum Antiqvam, tum Recentiorem, leviter 
atlingit. Hafn, 1751. 4. 





46 Det lærde Tiderum. Judledning. 


Samtidige Strifter om Sors, der dog fun give faa Dplpss 
ninger: Nic, Car. Duropii Sora, ad Justinum Høeg. Hafn. 1635. 
4. (Lat. Hexametre om Sors ſom Kloſter og Akademi.) Magni 
Frisii Soræ Encomium, Soræ 1643, 4, (hvori nogle faa Bemærts 
minger om det gamle Sorø.) Fr. Guern. Coleri Sora per ana= 
gramma Rosa. Soræ 1651. 4, har jeg iffe feet. Othon. Schel, 
Academiæ Soranæ Encomium, Soræ 1652, 4. Canuti Sehested, 
Facies Sorana. Soræ. 1657, 4. (Taler ved Akademiet.) Sertil 
fan vel ogſaa henføres: Joh. Raue, Summa studiorum pro nobi= 
litate Danica. Soræ, 1642. 4,, men jeg har iffe feet det. Geller 
iffe Chr. Andreæ (Mylius), Ocellus Sorensis anagrammate repræ= 
sentatus. Hafn. 1644. 4, 

Det adelige Afademi t Kjøbenhavn, Academia equestris paa 
Nytorv, omtales ſom en Forflytning fra Sors, en migratio. Hos 
bergs D. Stat, S. 246, Birlerods Dagbøger, S. 254. 295. 
Helweg, Den danſte Kirfes Hift. 1, 492. Om bet haves: Gasparo 
Ringelmanno, Applausi festivi (ete.) Colti nel famoso Pindo 
della nuova Academia Equestre di Copenhagen (ete.) Copenb. 
1695. fol. (En oratio elegantissima,) 





Om Latinffolen fan man af be opbevarede Cfterretninger 
danne fig en temmelig tydelig Foreſtilling. Sfolegangen var 
uforholdsvis lang; Lærlingen begyndte fyv Aar gammel, 
og gif i Skole til han var langt over tyve, eller til han, 
fom Holberg figer, funde rage fig to Gange om Ugen. Til 
benne langvarige Skolegang bibroge be hyppige Afbrydelſer 
formedelſt Skolens Forbindelfe med Kirfen, og i bet mindſte 
paa nogle Steber, fordi be fattige Difciple maatte gaa ud 
paa Lanbet ut tigge. Det ber i benne lange Tid lærteg 
var egenlig fun at ſtrive og tale Latin; dertil ſigtede næften 
alt, og denne Undervisning dreves ganſte mefanift. For at 
inbøve bet daglige Sprog maatte Pædagogerne danne latinſte 
Samtaler, om et Marked, Fuglefangſt, Boldſpil, o. desl.; 
eller ber opgaves Cleverne et proverbium eller et Par Vere, 
ſom „havde en fljøn Forjtand om gode Sæber"; eller et 





De lærde Soler. 47 


mme, hvori de kunde faa Lejlighed til at anbringe de Ord 
og Talemaader, be forhen havde lært. Derfor dreves ogſaa 
Læsningen af Plautus og Terents; og juft derfor bleve af 
Peblingene opførte latinſte Komedier, exercitia comica. Det 
var maaſtee det enefte morſomme ved en Undervisning, ber 
maa have været en Tortur for Lærling og Lærer; faa meget 
mere fom ben ensformige, nodtorftige Undervisning havde 
et tilſvarende Ydre, en Raahed i Sæber hos mangen Lærer, 
ber hos mangen Lærling gif over til en endnu ftørre. 

Den latinffe Grammatiks Sfjæbne vifer nogenlunde 
Skolens. Da den ſtulde være paa Latin, maatte der anvendes 
allehaande Kunſter, for at bringe Lærlingen til at huſte bet 
han endnu iffe kunde forſtaa. Hiſtorieſtriveren Niels Krag uds 
arbejdede en latinſt Grammatik 1578, og føgte beri at komme 
Hukommelſen til Hjælp ved allehaande schemata, versus 
memoriales og flige Kunſter. Jens Dinefen Jerfin, ben 
Tid Informator for Chriftian Ulrif og Hans Ulrik Gylden⸗ 
løve, medens be opholdt fig i Sorø, fif 1619 kongelig Be⸗ 
faling at udarbejde en latinſt Sproglære. Den var beſtemt 
til Skolebrug; Rektor og Profesforer gave ben ogſaa en 
Slags Anbefaling, baade for ben ſimplere Methodes Skyld, 
og forbi Forklaringerne, til ftor Lettelfe for Ungdommen, 
vare affattede i Modersmaalet; men i Skolerne kunde den 
ilke finde Indgang, wagtet dygtige SIolemænd indſaae bet 
rette. Af Hans Mikkelſen Ravn's Admonitio de scholis bene 
constiluendis fra omtrent 1650 feer man, at ben blev for⸗ 
jaget fra Skolerne, uagtet „Danſten, ſom hiſt og her er 
indſtroet deri, gjør ben fatteligere for Børnene,” og „det 
kunde ſynes at fremme Videnſtabelighed, hvis der blev ude 
arbejdet en Grammatik i det danſte Sprog.” „Det har 
man for længe ſiden gjort i Tyſtland, og ſaavel Lærere ſom 
Lærlinge befinde fig vel derved.” Men en ſaadan Tante 





48 Det lærte Tidbérum. Indledning 


maatte gjentaget og gjentages neſten i hundrede Har, førend 
ben kunde blive fil Virkeligheb. Jens Jeuſen Sjørring, 
Præft i Halmſtad, gav 1661 en latinſt Grammatit paa Dank, 
fom han begynder meb bem Bemærfning, at man iffe flel 
»lære Danfte Børn ben Grammaliske Kouſt paa latine, naar 
mand forſt begynder derpaa, men mand ſtal lære bem den 
paa Danſte, og paa deris Meders Maal, ſom be forftaar.t 
Men uben Følge. Bernhard Siveré udgas en Grammatica 
latina 1675, fom han tilegnede Griffenfeld, og omarbejdede 
pan Dauſt 1684, men heller iffe ben kunde vinde Jubgang i 
Sfolen. Han udgav et Sfrift om be tvende Sfolemethober, 
ven gamle og ben ny, men ba han intet udrettede, ſhnes 
han at have tabt Modet. Han føgte Beforbring, og lunde 
ingen faa. Saa henfaldt han til Melanfoli, og ffrev' fine 
Salighedsmidler 1684, en pietiſtiſt Bog, ſom bet Stiſtrupſte 
Legat uddeler; men den Gang fandt man Kjætteri deri, og 
han maatte tilbagefalde fine Ord. Han dode fom gammel 
Student 1696. Imidlertid vedblev man at give ny Gramma— 
tilfer og ny Oplag af be gamle, indtil ben totale Reform, 
ſom Skolerne undergik 1739, da bet blev befalet, at alle 
Lærebøger ſtulde udarbejdes paa Danſt. Da fif man 1741 
en latinſt Grammatik paa Danft af Lundhof, ber imidlertid 
(figefom be anbre Lærebøger) fun var en Overfættelfe af en 
tyſt, og fun indførtes indtil videre, Det blev overdraget en 
bekjendt Skolemand Jakob Stenſen, Rektor i Herlufsholm, 
at udarbejde en anden, men han fraſagde ſig det. Endelig 
fil man Ancherſens 1751, ſom holdt ud til Jakob Badens 
1782. Og hermed kunne vi vel tage Afſted med grammatica 
latina, med minbre dens Indflydelſe paa Modersmaalet 
ſtulde gjøre Krav paa vor Opmerkſomhed. 

Det kunde endda være, at man med Jver i be førfte 
Børneaar brev Latinen; bet var ben eneſte Maade, hvorpaa 





De lærde Soler. 49 


e Lerdes Sprog unde blive dem til Modersmaal. Men 
eros blev Brugen og Øvelfen af det rette Modersmaal 
He blot tilſideſat, det blev ftillet i i Skammekrogen og Brus 
en deraf ftraffet fom anden Uterlighed; den Tids Skolelove 
plyſe det. Danſt Sprog taaltes hverfen ved Undervisning 
fler ved Samtale eller ved Bordet, hvor Lærlingerne fif fri 
toft, eller ved beres Lege og andre Sammenkomſter (in 
chola, platea vel alio aliquo scholastico congressu, hedder 
et i Odenſe Skolelove). Brugen beraf blev ftraffet med Ris, 
ligejom naar Børnene havde ftimet eller flaaets, ſom noget 
iftiffeligt, noget utilbørligt, noget uſommeligt“ (Lovene for 
herlufsholm.) Der var beftemt en Tid, ante et post meri- 
liem, da disſe Daniloqui flulde vapuleres, altero denudato 
mmero. Thi tre Slag af Riſet paa ben bare Skulder 
kr Straffen for de Ældre; om de &maa hedder bet: detectis 
talibus pro more puniendi sunt. (Leges mensales for 
Dbenfe 1588.) Taffe maa vi vel Gud, at bette Herredomme 
hk Ende; thi det har været afſtyeligere og mere aandsdræs 
bende end man foreftiller fig. Thomas Lund, der ubgav en 
Grammatica melrica 1627, ogſaa mærkelig ved fin Dedikation 
til Treenigheden og til Chriftian den Fjerdes Sønner, Fres 
derik og Ulrik, taler ogſaa i den om hine „plagosi Orbilii, 
podicibus magis quam codicibus inspiciendis delectati.“ 
Fra Chriftian den Fjerdes Tid ſpores der dog iffe blot 
en Begyndelſe til Latinens Indfirænfning, men overhovedet 
til en bedre Behandling af Undervisningen. Blandt de 
Etolemænd, der herved toges paa Rand, var Hans Pederſen 
Kallundborg (Neftor i Kallundborg 1630, i Malmø 1639, 
i Roeskilde 1641, afløft af Sønnen 1669, + 1671). Der 
udkom en Anordning om Sfolernes ny Reformats 1604, 
gjældende for begge Riger; og allerede nu befalede Kongen, at 
Univerfitetet ſtulde førge for Udarbejdelſe af ny Lærebøger, 
4 





50 Det lærde Tidsrum. Indledning. 


endog paa Danfi. Der anordnes i et Sfolereglement 
(1631—32), at Veblingene i forſte Leltie ſtulde lære at 
leſe Danſt, nemlig Luthers Katechismus, ſom be ſtulde lære 
udenad; og i anden Lektie at ſtrive Dauſt, med flere bethde⸗ 
lige Fremſtridt. Men Hvor laugſom bet maatte gaa ber= 
med, om bet end blev efterkommet, dan man flutte deraf, 
at der ilke var nogen Bog til i Mobersmaalet, der kunde 
Benyttes ved felve be Øvelfer, ſom Latinen frævebe, Regle⸗ 
mentet anordner, at naar Lærlingerne havde faaet negen 
Ovelſe i Julius Cæjar og Curtius, funde man give bem 
Stil for af Arild Hbitfelds dauſte Krønnife, for at fee hoillen 
Fremgang de havbe gjort.  Hvilfen hiſtoriſt Stil var iffe 
vet! Kongens gjentagne Anorduinger, f. Cr. om ny Lære= 
Bøger, bleve heller iffe efterlomne, hoillet man iffe ſaa meget 
bør tilſtrive Uvillighed fra Vedlommendes Side, fom de næjter 
uovervindelige Vanfteligheber ved Udforelſen og Landets for— 
tryfte Tilftand. 

Stolen havde fra forrige Tidsrum beholdt fin egen latinſte 
Gudstjeneſte, fin daglige Otteſang og Aftenſang med latinſte 
Hymner og Reſponſorier. Der gjordes flere Forføg paa at 
indffrænfe eller afftaffe ben. Ved Herlufsholms Skole anord⸗ 
nedes, at naar tre Pſalmer vare ſungne paa Latin, fulde 
et af Børnene leſe et Kapitel af Bibelen paa Danſt, og ber= 
paa ſtulde ſynges Te deum paa Danſte, fom falig Gr. Herlof 
bet haver udſet. Skolereglementet fra 1631—32 gjør endog 
et mere almindeligt Forføg paa, at afffafje Latinen. Efter— 
ſom, hedder bet, bet Latinſte iffe endnu forſtaas af alle be 
Difciple, ber de Sognedage gan i Kor, og endnu mindre 
af Almuesfolk, ſynes bet meſt pasfende, at denne Guds— 
tjenefte blev holdt i i Modersmaalet. Maaſtee var bette Regle— 
ment lun et Forflag, ingen Anordning. J alt Fald vifte 
Skolens latinſte Gudstjeneſte fig langt mere fejglivet, end 





De lærde Sfoler. 51 


ten almindelige; thi ved denne bleve de latinſte Timer (noræ), 
ſom Prælater og Kanniker fang, afſtaffede 1640, men fulos 
lommen hævet blev den latinſte Skolegudstjeneſte ikke førend 
i Chriſtian den Syvendes Dage, i Viborg 1772, i Aarhus 
1777, i Odenſe 1783, da ber ingen Opbyggelſe længer var 
veb ben og heller ingen Legfolk indfandt fig i Kirken for at 
bivaane ben. 

En levende Fornemmelſe af at Latinffolen maatte 
indſtrenkes vifte fig allerede under Chriſtian den Femte. 
Bed Reſtript af 2 December 1682 udnævntes en Kommisſion 
til at underføge de lærde Skolers Tilftand. Regjeringen 
fandt, at der her i Riget i de mindre Kjøbftæder fandtes en 
flor Del unyttige latinſte Skoler, der iffe kunde naa de fores 
fatte metas og dog vare aflagte med ftore og anfeelige bene- 
ficiis, hvorved de rette ftore Skoler forringedes og Landet 
blev opfyldt med mange unhttige ingeniis. Den mener der⸗ 
for, at der i deres Sted ffulde indrettes „visfe danffe Skoler, 
hvor Ungdommen i Catechismo og Børnelærdom, ſamt Reg⸗ 
nen, Skriven, Bogholderi og Sofarten kunde underviſes“. 
Det tiljfriveg Dr. Hang Leth, der var Medlem af Kommis- 
ſionen, at ben tilſigtede Neduftion iffe fandt Sted. Der 
fortælles nemlig, at Folk til Hove foreflog Kongen at ophæve 
Frederiksborg Skole, thi der kunde for dens Kapital holdes 
et helt Kompagni Ryttere; men Leth gjorde Kongen opmærkfom 
paa de mange berømmelige Mænd, ber vare udgaaede fra 
denne Efole, og nævnte iblandt bem Kingo, hvorpaa Kongen 
udbrød: Cr der kommen ſaadanne Mænd derfra, hvorledes 
tør vi da ruinere den? Og ved de andre Smaaſtoler beraabte 
Leth fig paa fig felv; han havde gaaet i ben lille Sfole i 
Grenaa, og havde dog opnaaet den Værdighed han nu beflæbte. 
Kongen opgav Planen. 

Endelig bør en Skolemand nævnes, Nordmanden Hans 

4" 





52 Det lærde Tidérum. Indledning. 


Whitte, der havde haft en Skole i Kjøbenhavn førend han 1714 
blev Bræft i Norge, og ved Theori og Praxis vidnede om, 
at der i Skoleundervisningen, ved Grendſen af Tidsrummet, 
var fleet en betydelig Fremgang, ved hvilfen Modersmaalet 
tillige toges med fom et Sprog, hvori der ſtulde underviſes. 


Om de lærde Skoler i Almindelighed er Nyerups Sift. flat. 
Skildr. 3 D. 1 Halvpart, Skolerne, den vigtigfte Kilde, da Vorm 
Skolehiſtorie iffe gaar fan langt. Men en ny Bearbejdelfe, efter at 
faa mange nyere Bidrag ere komne for Lyfet, er meget at onſte. 
Thuras Valvæ scholarum Danici regni apertæ, GHaandſtrift pen 
Univerſitetsbibl, Addit. Nr. 205. 4. gaar til 1738 (Dahls Pros 
gram om Frederiksborg Skole, 1, 15). 

Skoleundervisningens Afbrydelſe: Difciplenes hyppige Bandring 
paa Landet gav tillige Anledning til Svir og Lediggang. De blæe 
ofte liggende der tre Dage, under allehaande Paaſtud, at be ſtulde 
fynge for Lig, det flette Vejrligt o. desl. (Bendz, Bidrag til Horſent 
Skoles Hift. Program 1848, &. 51). En fongelig Befaling af 
1699 oplyſer den flette Skolediſciplin; den omtaler ſom Fakta, 
hvorledes Ungdommen er hengiven til for megen Frihed, ſoger Drik⸗ 
og Daabelhuſe; og naar de kaldes derfra med nogen alvorlig Diſtiplin, 
forløbe de Skolen, og enten uden Teſtimonia begive fig til andre 
Skoler eller undvige vore Riger og deponere andre Steder, eller lade 
fig under Militair antage og Bogen flet forlade. (Hübertz, Alt⸗ 
ſtykker vedk. Aarhus, 2, 180.) Jakob Jakobſen Volf, Rektor i 
Oslo, ſiger i Tilegnelſen til de to Tragedier, han uddrog af KEneiden, 
at der iffe var Tid til at giennemgaa den bel, præserlim ex huius 
scholæ conditione, vbi tota fere schola per anni quadrantem 
quotannis dimittitur, dum scholares tenuioris conditionis pro 
more qui iam dudum in hoc Noruegiæ regno inoleuit, Eleemo- 
synas in literarum subsidium ruri parochiatim solicité quærunt 
et colligunt, 

Den latinſkte Grammatik: Nyerup, bift. ſtat. Skildring, Skolerne 
S. 25. 95. 114. 186. 332, og Librorum etc. notitia, G. 26. 
27—28. Nic. Kragii Grammaticæ latinæ præcepta. Hafn. 1578. 
Tilegnet Niels Kaas. (Der findes i hele Bogen fun en halv Snes 
danſte Ord og et Par Talemaader paa Danſt). Jersini Gram- 





De lærde Soler. 538 


lat. Hafn. 1624. 1704. Af Ravns Admonitio, et Haand⸗ 
der var i det Kgl. Danffe Selſtabe Saml. Nr. 47. 4., 
Uddrag hos Nyerup, S. 114. SHjøring, Methodus docendi 
saticam latinam Danice facillima, i. e. En ſaare læt Maade 
e den Danſte Ungdom grammalicam latinam med paa Danſte. 
1661. Sivers, Grammatica latina. Hafn. 1675. 4. 
sis reformata. Hafn. 1682. Grammatica latina minor 
Hafn. 1684. (Det er den paa Danſt.) Tvende Skole⸗ 
der, den gamle oc dend Ry (uden Sted -og Aar. 1692.) findes i 
bibl. i Roeskilde. (Uddrag hos Nyerup, om Skolerne, &. 333.) 
Forbud mod Modersmaalet og Skolediſciplin: Skolelove for 
ihavn, af Olaus Theophilus, hos Nyerup; for Herlufsholm 
„S. 40; for Frederifsborg i Bendtſens Efterretninger; for 
e hos Ryerup og i Mülertz Aktſtykker; for Ribe i Terpager, 
Cimbricæ. Scholæ Flensburgensis Administratio. Rectore 
Sperlingio. Witeb. 1589. indeholder tillige De scholis 
ndis et conservandis Oratio, ſamt Skolelovene, hvori ogſaa 
) mod Modersmaalet. Henrichſen, Bidrag til Skoletugtens 
Program fra Odenſe 1853. Thomas Lund hos Nyerup, S. 
[00. Hans Bog hedder Grammatica metrica nova. Hafn, 
Dedikationen hedder: S. S. et Individuæ Trinitati, Deo 
Deo Filio, et Deo Spir. S. Euergeta suo adorando Nec 
Seren. (etc.) Christiani IV, Filiis (etc.) Til den hører 
Reliqviæ Grammaticæ poeticæ 1627. 
Skolereglementer 1631—32: Nyerup, S. 89. 92. $. P. 
idborgs Levnetébeffrivelfe af A. N. Ryge. Kbh. (1759). 4. 
Skolens lat. Gudstjeneſte: Nyerup, S. 39. 87. Pontopp. Annal. 
Daͤn. Bibl. 2, 81. Engelstoft, Lithurgiens Hift. i Danmark, S. 88. 
Skolereduktionen: Rothe, Chriſtian den Femtes Reſtr. S. 406. 
p, S. 131. Zwerg, S. 661. Helweg, Danſke Kirkes Hiſt. 1, 463. 
5. Whittes, tre Diss. philologicæ ere: De lingris tradendis. 
1706. 4. De Woifgangi Ratichii in lingvis tradendis 
do. Hafn. 1706. 4. De auctoris medicinæ mentis in lingvis 
idis methodo. Hafn. 1707. 4. Han unterføger deri, an 
t tradenda vernacula sit, an peregrina; hvorledes begge, ſom 
og Modersmaalet, kunne forbindes; oplyſer, hvor nødvendigt 
at lære Modersmaalet ved Undervisning, Fremgangsmaaden 


54 Det larde Tidérum. Indledning. 


dermed, 0. f. fr. Gertil føjede han: Ser Obfervafioner Sm Lærer 
Kunſtens rigtige og frugtbare Øvelfe J Ungdommens Undervisning 
(etc.) Kbh. 1707, 4., forLæferen,…,,fom ej felv and demme på 
vore i det Latinſte Sprog forarbejdede og udgangne Tractater.“ 
Forberedelſe Til en udførlig Underretning Om En filfer Orden og Maade 
til det latinſte Sprog at lære. Kbh. 1708. (En latinſt Grammatit 
for Begyndere paa Danſt, og lagt an paa en gradvis Fremgang.) 

Til Stoleftrifter fra denne Tid høre: Olaus Theophilus de 
scholarum origine ét utilitate. Hafn. 1574, anført af Lyffander, 
men maaſtee iffe til. Sammes Paræneses seu præcepliones 
sapientes (elc,) ex Grecis simul et Latinis autoribus in vsum 
Scholarum triuialium conscriptæ. Hafn, 1573, 4. J Stutningen 
er Sfoleundervisningen og dens Behandling. (See Nyerup, hiſt. 
ſtat. Skildt. Skolerne, &. 20.) Caspari Georgij Hammermulleri 
Oratio in natalem Domus Regentianæ Røoésehildensium habita 
Rotschildiæ die 19 Octøbris 1642. Hafn: 1643. 4. (uden hiſtoriſt 
Indhold). Brevis tractatus continens officia, discipulis ad doe- 
trinam conseqvendam necessaria, a Jano Dionysio Jersino. Hafn. 
(1607). 4. (Aſſtedsſtrift til Diſciplene i Herlufsholm. Traktaten 
er i latinſte Herametre). Eliæ Na Oratio valedictoria de 
clariss, scholæ Otheniensis Rectoribus. Hafn, 1699. Begynder 
med Canutus Besche og ender med Thomas Bircherod, (Manden 
er ligefaa højtravende paa Latin fom i Modersmaalet), jf. Nova 
liter. maris Balth. 1699, S. 155. Albert Thura, Lykonſtnings 
Tale til Colding Skoles Indvielſes Høptiid. 1732. Kbh. 4. (Talen 
er danſte Vers, men derefter findes: Hiſtoriſt Beretning om Colding 
Stole.) Georgius Lundius, Oratio de molestiis scholæ (etc). 
Flensburgi 1705. 4, Og Oratio de eo, quod in pios gratosque 
merito conferantur beneficia, cum adjeclis versiculis. Flensb. 
1705, 4. (De tillagte Vers ere pan Tyſt, Graſt og Gebraiſt. 
Forf. omtales i Cimbr. liter. 1, 367.) 








Et nyt Bevis paa ben Fremgang, ber i bet mindſte 
attraaedes under Chriſtian ben Fierdes Regjering, ere be 
Gymnaſier, ber oprettedes ſom et Mellemled imellem be 
lcerde Sfoler og Univerfitetet. De ere at anſee fom be 
førjte Forjøg paa at indføre Realia i ben lærde Undervis— 








Gymnaſier. Almueſtoler. 55 


ning. Wen be bragtes fun langſom i Gang, og varede fort. 
De flulle allerede være paabudne 1618; men det aldſte, det i 
Obdenfe, ber ogſaa længft varede ved, blev førft oprettet 1621, 
og paa ny funderet 1639. Andre bleve oprettede i Roeskilde, 
Aarhus, Ribe, Lund og Chriftiania, alle i ſamme Aar 1636. 

Kverup, hiſt. ſtat. Skildr, Skolerne, &. 102. Om Odenfe 
Smmajium Haves et markeligt Skrift: Statua honoris erecta 
Gymnasio Othiniensi cura G. Hannæi, 1692. consummavit L. 
Luja, IHIafn. 1724. S. 11 udtaler Forfatteren fin Glæde over 
Daniam, septentrionis coronam, Fioniam, corculum Daniæ, Othi- 
niam, Fieniæ ocellum. S. 18 nævnes den ældfte lector theologiæ 
Nicolaus Brunius 1539, om hvem man ifle veed andet end 
Ravnet, og hans Cfterfølgere. Derpaa følger Gymnaſiets Hiſtorie 
fra 1621 - 1722. 

Om den danſte Sfole i Kjøbftæderne og Almueſkolen paa 
Landet mangle tilftræffelige Oplysninger. Man finder hift 
og her omtalt, at der i be Kjobſtæeder, hvor ingen Latinftole 
bar, fandtes en danſt Skole, og flere Adelsmænd oprettede 
Almueſtoler paa deres Godſer, hvilfe kunne anſees ſom Fors 
løbere for Fremgangen under Frederik ben Fjerde; men Under⸗ 
disningens Beſtaffenhed har næppe ftaaet meget over bet 
forrige Tidsrums. 

Ved Siden af Adelen dannede fig en lærd Stand i og 
udenfor Univerfitetet, udgaaet fra Borger: og Bondeſtanden. 
Der findes i den ogſaa eneftaaende Mend, fom fra ringe 
Fodſel ved Geniets Kraft hævede fig til Videnſtabens højefte 
Verdighed; men ligefom ved Adelen udviflede ber fig tillige 
hele Slægter, hvor Lerddommen ligeſom gift i Arv. Nogle 
af bem vandt ved videnffabelige Opdagelſer Navnkundighed 
over hele Europa. De havde for ſtorſte Delen føgt Lerddom 
ved Udenlandsrejſer, ſnart ſom Hovmeftere for adelige Yngs 
linge, fnart paa egen Haand. Naar de kom hjem, beftege 
de enten Kathedret, der undertiden ventede paa bem, og vir⸗ 


56 Det lærde Tiderum. Indledning · 


lede ved lærde Skrifter, eller be udmærkede fig fonn Sole 
mænd, eller be henſade i Preſtelald, og dyrlede her, lige 
ſom under Adelens Øjne, be Videnſtaber, ſom Univerfitetet 
lagde liden Vind paa, og holdt derved adſtilligt i Live, ber 
ellers vilde være forgaaet, ifær Naturvidenftab og. Slb= 
granſtning. 


Nogle af disfe Slægter, der ftrafte fig langt ned i Tiden, ere 
faa fremragende Fenomener i vor Literatur, at en Overſigt over 
dem, forfaavidt de vedfomme den, vil Jette Indfigten i det følgende. 

Den beromteſte af disfe Slægter er Bartholinerne. Stam⸗ 
faderen Bertel Jeſperſen, hvis Fader hed Jeſper Pallefen, var føbr i 
Bigum i Jylland, blev. Præft I Kjøbenhavn og i Malms, og giftede 
fig med en Præftedatter fra Sfaane. Han forfattede adſtiullge 
gudelige Sfrifter (1591—1611) og døde 1613. 

Hans Søn Cafper eller Jeſper Berthelfen eller Bartholin f. i 
Malms 1585, blev Prof. i Medicinen 1613. En heftig Sygdom 
Bevægede ham til at ſtudere Theologi, og han blev Prof. i Theolo⸗ 
gien 1624. Det er vor bersmte Anatom. + i Sors 1629. 
Hans fer Sønner: 1) Bertel, f. 1614, kongelig Antikvar, + 1690. 
2) Thomas, f. 1616, Prof. i Anatomi og Medicin 1648. Det 
ev den anden berømte Anatom. + paa Hagefted 1680. 3) Albert, 
f. 1620, Rektor i Frederifsborg, + 1663. 4) Jakob, f. 1623, 
Orientaliſt, + i Heidelberg 1653. 5) Rasmus, f. 1625, Prof. i 
Medicinen 1657. + 1698. 6) Cafper, Dr. juris, + 1672, har i 
Literaturen gjort fig mindre befjendt. 

Af dette Kuld efterlod Thomas Bartholin fig atter fire Sønner: 
1) Caſper eller Jefper B., f. i Kjøbenhavn 1655, Prof., Generals 
profurør, adlet, + 1738. 2) Chriſtopher, f. 1657, Landedommer, 
+ 1714. 3) Thomas Thomaſen B. den Ældre, f. i Roeskilde 
1659, Prof. i Politik og Fædrelandets Hiſtorie, kongelig Antikvar, 
Artivfefretær, Prof. i Lovfyndighed, + 1690. 4) $ans, f. 1665, 
Prof. i Theofogien, + 1739. 

Endelig havde Thomas Thomafen B. en Cen af famme Navn: 
Thomas Thomafen B. den Yngre, f. 1690, Generalprokuror, Juftis 
tiarius i Højefteret, + 1737. 

Slagten vedligeholdt fig indtil vore Dage. 





Lærde Slægter. 57 


Den Bormſke Slægt flammer fra. Johan Vorm, f. i Arne 
beim i Geldern, + fom Raadmand i Aarhus 1601. Sans Een 
Billum Vorm var Borgemefter i Aarhus; og dennes Søn er den 
beremte Oluf Vorm, f. i Aarhus 1588, + 1654. Oluf Vorm 
havde to Sonner: 1) Villum Vorm, f. 1633, Kongelig Hiſtorio⸗ 
graf, + 1704. 2) Matthias Vorm, f. 1636, Præfident i Ribe, + 1707. 

Billum Vorm havde to Sønner: 1) Dluf $. f. 1667, + 1708. 
2) Chriſten V., f. 1672, Biſtop i Sælland, + 1737. 

Oluf 3. havde en Son, Villum V., f. 1698, Asfesfor i 
Hofretten, + 1737. 

Matthias Vorm havde to Sønner: 1) Caften V., f. i Ribe 
1676, Præfident i Ribe, + 1750. 2) Oluf V., Lektor i Aarhus. 

Denne Oluf V. var Fader til Jens V., f. 1716, Rektor i 
Aarhus, + 1790, den fidfte af den mandlige Slægt. Hans Soſter 
Margrete var gift med Chriſten Bagge, og deres Sen var Oluf 
Vorm, f. 1756, + 1809. 

Slegten Thura. Peder Lauridfen Holſt var Kirurg i Skjel⸗ 
ſtjer. Hans Son Laurids Pederfen, Laurentius Petræus, f. 1598, 
Kektor i Herlufsholm, og 1630 Praſt i Nykjobing paa Falfter, 
+ 1655, antog Navnet Tura eller Thura (peira, Klippe). Hans 
Datter Margrete blev gift med Mag. Laurids Mortenſen Vidſted, 
Præft i RNalffov, + 1674. 

Af hans Sonner beholdt den ene Tilnavnet Vidfted: Morten 
Lauridfen Vidſted, Degn paa Amager; Den anden Navnet Thura: 
Laurids Lauridfen Thura, f. i Nakſtov 1657, Biffop i Ribe, + 1731. 
Denne havde fre Sønner: 1) Albert Thura, f. i Kjobenhavn 1700, 
Rektor i Kolding, 1726 Præft til Lejrffov, + 1740). 2) Diderik 
Thura, f. i Aarhug 1704, Kommandor i Soetaten, 4. 1788. 3) 
Laurids Thura, f. i Aarhus 1706, Generalmajor, + 1759. 

Elægten Colding og Vinding. Jens Povelſen var Raad: 
mand og Tolder i Kolding. Hang Son Povel Fenfen Colding, f. 
1581, var Praſt til Vindinge (nu QOvislemark) i Sælland, 
Rektor i Herlufsholm, + 1640. 

Gan havde tre Sønner, 1) Hans Vinding, f. 1609, Prof. i 
Odenſe, + 1655; 2) den berømte Rasmus Binding, f. 1615, Etats⸗ 
raad, + 1684; og 3) Peder V. 

Hans V. havde en Son Peder V., f. i Odenſe 1637, Asfesfor 





58 Det færde Tidorum. Indledning · 


i Kancelliet, + 1654, Rasmus V. havde em Sen Povel B., f. 
1658, Ctatsraad, 4 1712; og derne atter en Son Rasmus V. 
den Yngre, til Biftrup, $ 417272 

Slægten Vinslov. Jakob Vinslov var Præft i Gjøngeherred. 
Hans Son var Peder Binslov, f. i Vinslev i Skaane 1636, Præft 
i Odenſe, og i Præfte, + 1705. 

Blandt hans fire Sønner er Jafob (Benignus) Vinelev den 
berømte Anatom, f. i Odenſe 1669, + i Paris 1760. De andre 
vare: Hans V., Goſpitalforſtander i Slagelfe, + 1740; Ludvig 8, 
Praſt i Norge, + 1710; Riels Bruns B., Dr. med., + 1711. 

Slægten Birferod, Herman Jenſen, Borger i SHelfinger, 
havde en Sen Jens Germanſen, der blev Præft i Birkerod. San 
havde to Sonner: 1) Jens Birkerod, f. 1623 i Birkered, Prof. 
og Præft i Kjøbenhavn, 4 1686. 2) Jatob Birferod, f. 1624 i 
Varberg, Prof. i Theologien i Sdenfe, + 1688. 

Jens Birkerod havde atter to Sønner: 1) Johannes B., f. 
1663, Prof., + 1720. 2) Jens B., f. 1664, Biſtop i Chriſtian⸗ 
fand, 4 1720. 

Jatkob Birkerod havde tre Sønner: 1) Jakob B., ſom druknede 
i Seine 1685. 2) Jens B., f. 1658, Biftop i Aalborg, + 1708. 
3) Thomas Broder B., f. 16651, Prof. ved Gymnaſiet i Odenfe, + 1731. 

Clægten Baden. Ernſt von Baden var Borgemefter i Horſens 
og Toldforvalter i Nørrejylland og gift med cen Soſter til res 
biffop Svane. Hans Sonner vare: Laurids von Baden, Reftor i 
Horfens, Præft i Aarhus Stift, 4 1689; og Jafob Baden, Præft 
i Herslev i Skaane, derefter i Holbek. 

Hans Søn Torkild Baden, f. 1668 i Herslev i Skaane, 
Rektor i Golbek, Forf. til Roma danica, + 1732. 

Hans Søn Jakob Baden, f. i Holbek, var Rektor i Vording⸗ 
Borg, + 1738. 

Hans Sønner: Jafob Baden, f. i Vordingborg 1735, Prof. 
eloquentiæ, + 1804, og Torfild Baden, f. i Vordingborg 1734, Gods⸗ 
infpeftør, + 1805; famt den forftnævntes Sønner: Guſtav Ludvig Baden 
og Torkel Baden, der i den nyere Literatur ere nokſom bekjendte Forfattere. 

Slagten Vandal. Johan Vandal, Biffop i Ribe, gift md 
en Grundith, havde en Son Iver Bandal, Borger i Ribe, der havde 
to Sonner: 1) Jens Bandal, Aquavallinus, Praſt i Magſtrup ved 


Lærde Slægter. 59 


Haderslev. 2) Hans Vandal, f. 1579, Biffop i Viborg, + 1641. 

Jens Vandal havde atter tre Senner: 1) Peder V., Aqua- 
vallinus, f. 1602, Præft i Magftrup, + 1659. 2) Hans Vandal, 
Raadmand i Ribe. 3) Bagge Vandal (eller Vandel) Navigations: 
direktor, + 1683. 

Biffoppen i Viborg Hans Vandal havde to Sønner: 1) Hans 
Vandal, f. 1624, Biſtop i Sælland, + 1675. 2) Predbjørn Vans 
dal, f. 1635, Præft i Korſor, + 1699. Og en Datter Karen, der 
blev gift med en Kjøbmand i Nyborg, fra hvilfe nedſtamme Johan 
B. og dennes Son Peder Fris V., Præfter i Vindinge; den fidftes 
Son Johan V. anlagde Bogtrykkeriet i Aalborg, + 1797; hvis 
Son Peder Fris V. ligeledes var Bogtrykker i Aalborg. 

Biffoppen i Salland Sans Vandal havde to Gønner: 1) Hans V., 
f. 1656, Prof. i Theologien, + 1710. 2) Johan Ernſt V., f. 1666, 
Sognepræeſt i Nyborg, + 1714. 

Den førftnævnte, Hans Bandal, havde atter fo Sønner: 1) 
Johan Frederik V., f. 1686, Prof. i Metafyſik, + 1717. 2) Hans 
V., f. 1694, Præft paa Amager, + 1757. 


Man har ofte forflaret denne Lerddommens Forplant- 
ning i visſe Slægter, ijær ved Univerfitetet, ſom en Følge 
af en raa Nepotisme; og ben fan vel have haft fin Andel 
beri. Men den har bog en biybere Grund i Tideng hele 
Tankegang, Stateng Inddeling i visſe Kaſter; ligeſom Feno— 
menet i det hele taget naturligere og ſmukkere forklares af 
be ſimple Sæber, den ſtorre Gudsfrygt, ben ſtrenge Ops 
tugtelfe, Moderens Kjcerlighed til fin Mands Stand, Fade: 
rens til Videnſtaben, og bet naturlige Onſte, at deres Søn 
maatte arve disſe Goder. Og udenfor hine mere impofante 
lærde Kredſe, hvor mangen grundlærd Mand har ber ikke i 
denne abſtruſe Lerddoms Tid levet for Videnſtaben i fin ftille 
Vraa, uden at fljænfe fine Medborgere nogen betydelig Frugt 
af fine Granſtninger, ſom Eftertiden i det mindfte nu finder 
værd at omtale, men ftaaende fom et Slags Vidunder for 
fin Omgivelfe, der hverken begreb hans Færd eller fattede 





60 Det lærde Tidorum. Indledaing. 


ben Fortryllelfe ber var kommen over ham, og giorde ham 
ligeſom til en Fremmed idenne Verden. Veb at betragte 
Literaturen kan man iffe faa nøgen ret Foreſtilling om benne 
Lerddomsfylde, ber fun brøb ub i ſporadiſte Strifter, og ofte 
havde Tiden imod fig. Men be hiſt og her forefommenbe 
Beretninger om deslige Mend, form Peder Vandal, Morten 
Wolfsburg, Jørgen Urfin o. fl., væffe Forbauſelſe, og 
oplyſe Lerddommens Forplantning fra Faber til Søn. Om 
Wolfsburg f. Cr. fortæller Borm, at han blev oplært hjemme 
af fin Faber, em Preſtemand i Fyn, og i fit tiende Mar af 
ham blev dimitteret til Univerfitetet. Engang viſiterede Biz 
ffoppen, og Faberen bab ham overhøre hane unge Søn; 
men da Drengen iffe blot begyndte at tale Græjt, men enbøg 
talte Woliſt og i andre Dialefter, afbrod Faderen ham: 
Saa jævnt, min Søn, at Biffoppen fan forſtaa bet (simpli- 
citer, mi fili, ut intelligat episcopus). 

Hvor Lerddom faa rundelig fandtes hos Mendene, maatte 
ogſaa noget falde af til deres Damer, til Profesſorers og 
Preſters Dottre. For at anffueliggjøre bet, faar jeg ogſaa 
anføre nogen af bem. Thomas Bartholin ben Eldres 
Datter Margrete lærte Latin af fin Faber, men var ogſaa 
danſt Poetinde, og opvartede, ligeſom hin befjendte Lærde i 
vore Dage gjorde med Majeftæten, Peder Schumacher med 
et Berg, ſtrevet med Runer. Anne Margrete Bredal, 
Datter af Jens Bredal, Præjt til Skadde i Aarhus Stift, 
blev fom Barn oplært af fin Fader (avulsam de mammis 
et jam lallare incipientem Musis me meus sacrificavit pa- 
rens dilectissimus, figer hun i fit Levnet) og ſtuderede til 
fit tyvende Aar. I fit femtende Aar forfattede hun en latinſt 
Oration til Kong Chriftian ben Femtes Salving, hvilfen hun 
forſt reciterede i fine Foreldres Hus og derpaa ſendte Kon— 
gen. Gun var to Gange gift, og havde i fit førfte Ægte 





Lærde Slægter. 61 


„i hvilfet hun fødte otte Børn, megen Gjenvordighed; 
andet Xgteſtab med Erik Bredal, Rektor i Horſens, 
iebe hun hvert Ojeblik, hun havde tilovers, til Muſerne 
epla interdum idonea studiis obsequendi occasione, me 
ad partes revocabant Musæ, me, inquam, cui nihil 
ius erat aul eril unquam (non pudor est fateri) quam 
ria Musarum mellitissima). Lisbeth Rhuman, hvis Fa⸗ 
var prof. eloquentiæ, (f 1707, over 70 Aar gammel) 
ligeledes en god Latiner (om man faa tør fige om en 
ne), og ſtrev endnu i fin Alderdom latinſte Vers. Helene 
egrete Fris, hvis Fader var Borgemeſter i Ribe, blev i 
ſpede Alder undervift i Latin af Dr. Otto Sperling, og 
be i fit fjette Aar et tyſt Vers til Dorthe Engelbrekts⸗ 
er, ba denne fjette Gang 1699 udgav fit Aandelige Sang⸗ 
aareoffer. Det gjorde faa megen Opfigt, at det omtales 
n Tids lærde Tidende. Sed quid multa? Synger ikke 
hæbrebde Poet Bording i fit Digt, faldet Scutum Gynæco- 
nas eller Lærde Kvinders Forſvar imod Momum, hvilfet 

tilegnede Jomfru Margrete Juel Jensdatter (æva- 
spatixåg Min Viis er at være ret adelig from), ſynger 
ikke deri om en fynſt Pige, der, fjorten Aar gammel, 
fomhelft man flog det græffe Teftament op for hende, 
ig kunde overfætte og fortolfe det paa Latin; bog have 
fen han eller Thura eller Schönau kunnet udfinde Navnet 
bette fynſte Vidunder 7). Men ligemeget, navngivne 


Bording ſynger: 
Jeg har af Fyn cen Pige kjendt, 
men Navnet veed jeg ikke, 
fom fund" bet græffe Teftament 
forklare ret til Prifte, 
og give paa Latin faa Mar, 
fom nogen ſtuld' begiere; 
om hun var den Tid fjorten Aar, 
da var det iffe mere. 





62 Det lærde Tibérum. Indledning. 


eller navnloſe, ſaameget fee vi, at benne Tid, endnu mere 
end vor, var frugtbar paa lærde Damer; og Schacht, begej⸗ 
ftret af fit mune, flutter med rette fin Diatribe med be Orde 

Vivant litera! Vivant fæminæ in Dania literatæ! 

Vormernes Stamtavle i Bangs Sami. 1, 214. Slægten 
Thura i Laurids Thuras Optegnelfe £ D. Mag. 5, 217, Burman 
Beder, Nachrichten von dem Geſchlechte Baden. Kph. 1832. 

Margrete Bartholins Runevers findes hos Schönau. Anne 
Margrete Bredals Oration hedder Spes Daniæ Christianus quintus 
unctus,  Hafniæ 1671. 4. Helene Margrete Frifes Vers omtales 
i Nova literaria Maris Balth. 1700, &. 82. Det fyder faa: 


Im Norden wohnt die id nicht feb”, 

Die weltberühmte Dorotbe. 

Soll id) noch laͤnger ſehn auf Erden, 

Wuͤnſch' id als Dorothe gu werden. 
Men mnet om de lærde Damer er faa rigt, at jeg iffe her tør 
tænfe paa at udføre det. 

De ſtore og anfeclige Bibliotheker, hvilke tildels allerede 
tre nævnte, ſom Joachim Gerdedorfs, Holger Roſenkrandſes, Jens 
Roſenkrandſes, Jørgen Seefeld, Karen Brahes, krave ogſaa deres 
egen Hiſtorie. 

Angaaende Bogtrykkerierne maa jeg henvife til de i fors 
rige Tidsrum anførte Skrifter. Til de markeligſte, fom tildels i ter 
følgende omtales, høre: Anders Vedels i Ribe (Terpager, Ripæ 
Cimbr. 6. 705. Lackmanni Annal. typogr. selecta quædam 
capita S. 46), Tyge Brahes paa Hven (Brahes Skrifter, Aslron. 
instaur. Mechanica og Epistolarum Astronom. lib, 1, Lackmann, 
S. 37), fans Skaanings i Aarhus, den tyſte Bogtrykker Valentin 
Kuͤhns i Chriſtiania, det forſte i Norge (Pontoppid. Annal. 3, 194), 
Biſtop Peder Vinſtrups i Lund (Lackmann, S. 50), Biffop Thomas 
Kinges i Odenſe (Lackmann, S. 51). 





Fiteratürens fjiftørie. 


Forſte Afdeling. 
Chcsløgien i fin lærde søg følkelige form. 


% Theolegiens Stilling. Kirkens indre og pore Forholde. Læren 
og dens Behandling. Orthodoxien og bens Bevaring. Cenſur. 


Theologien, naar derved forſtaas hele den kriſtne Læres 
Behandling, banner endnu bet vigtigſte Grundlag for Lite- 
raturen; Videnſtaben har iffe frigjort fig fra dens Ledebaand. 
Derfor maa Betragtningen over Literaturen begynde med 
Kirken og Kirkeleren og med den Aandsdannelſe, ber i dem 
aabenbarer fig, thi den er overvejende. Det var en Følge 
af Reformationens Fuldendelſe, og er jo i fig felv naturligt, 
at bet religiøfe Clement danner Midtpunktet af al Aandsyttring. 

Tiderne omſtiftes. Den Plads, ſom det politiſte eller 
Statsideen indtager i vore Dage, indtog ben Gang det reli— 
giøfe eller ben friftelige Idee. Paa nogle faa Yttringer nær 
af politiſt Bevægelfe, af enkelte Angreb paa Adelens Overs 
magt, der maatte gaa forud for Enevoldsmagtens Indforelſe, 
dreje Folkets vigtigfte og almindeligſte Interesfer fig om de 
kriſtelige Troslærdbomme. Det ſtjonnes ogſaa uf denne Litera⸗ 
turgrens Størrelfe; ben overgaar alle de andre i Omfang. 

Men iffe blot dens Omfang, ogſaa deng Indhold og 
mange andre Henſyn vanffeliggjøre dens Behandling. Naar 
bet, ſom billigt er, maa overlades den lærde Theolog felv 
at give en videnffabelig Fremftilling af dens Udvifling, maa 


eve es wvuus, We IT oberlade ti 
en derved befeſtet Overbevisning om Kirker 
t Kirkelerens Oprindelſe, o. ſ. fr., thi der 
teljerne af Kriſtendommen fig i mangfoldige? 
Den gjennem disſe Modſetninger, der alle 1 
t fande, at have vundet No i det ene og en 1 
de menneſtelige Vildfarelſer, der alle hige e| 
lBedommelſen lettelig ſtaa Fare for, enten at i 
trenghed imod bet, der iffe anderledes kunde 
ed altfor megen Hengivenhed at hylde det, de 
"forfejlet. Begge disſe Yderligheder maa und. 
r maa jeg gjentage: at Kriſtendom og Kirfelær 
lo falde fammen; at navnlig Proteſtantismen 
n gaar ud paa at hævde Cvangeliet, fan ha! 
ir fejlet ved at gjøre fin Fortolfning af Guds: 
ie faliggjørende; at Evangeliets Fortolkning ifl 
n Gang troede, er noget ſtilleſtagende, men bef 
ridende, og at denne Fremffridning vil ende mi 
fle Kriſtendoms Livsſporgsmaal, hvorledes ben 
Verden er at forſtaa, hvorledes dens tradit 
ndelfe er at fortolke, hvorvidt non f«-5- MX" " 





Theologiens Stilling. 65 


ind til Jeſu egen Lære, thi det er Kriſtendommen; at denne 
Betragtning, hvig Clementer ligge i Cvangeliet, vil ende 
med en af dogmatiſt Kløgt uafhængig Anſtuelſe af Kriſten⸗ 
demmens Veſen, af hint ufynlige Gudgrige, der i Tidens 
Lob aldrig har lavet fig være uden Vidnesbyrd. J dette 
nujynlige, uverdslige, uomftiftelige og uforgjængelige Guds— 
rige, ſom Kriſtus forfyndte med Ord og virfeliggjorde i fit 
Liv, i dette Fredens og Naadens Evangelium, bet enefte 
fante, er bet den Troendes Formaal i alle Forhold at fjende 
Guds Billie og at opfylde den; i det ere Troen og Haabet 
og Sjærligheden virkeliggjorte i Livet; i det gaar Vejen 
igjennem Lidelfe, Kamp og Sejer til det evige Liv. Til 
denne rene Anſtuelſe var hin Tiv iffe kommen, og der ſtal 
iffe fræves af den hvad den ikke funde hde; den maa frem⸗ 
ftiles i fine Forholde og efter fine Evner, og ber udtales 
ingen Dabel over ben, fordi den fremjtilles ſom den var, 
fom ben funde være; ogſaa bør hver enkelt Mand ſtee fin 
fulde Ret, ja hans Fortjenefte vil jo vife fig faa meget ftørre, 
jo mere den fees i fine Omgivelſer. Men bet vilde være en 
Fornægtelfe af Sandhed, at give denne Tid Ros for noget, 
forbi det maaſtee endnu hyldes, eller at antage for en Frem⸗ 
Kridning hvad der i fig felv var en Stilftand eller Tilbagegang. 

Ikke blot Kirfelærens Forhold til Kriſtendommen er at 
betragte, men ogſaa bens Forhold til Videnffaben. Det fan 
iffe mere betvivles hvad der faa tit er fagt, og faa ofte fors 
gjæves, at ogſaa Videnſtaben danner en Kirke, ligefaa from 
og hellig fom den, der udgiver fig for Krifti, at begge disſe 
Aabenbaringer iffe modſige hinanden, men ere een og ben 
ſamme, „at Bidenffaben iffe fører fra Religionen, men til 
ben, at al Sandhed leder til Gud ſom dens evige Kilde.” 
Men bet fan heller iffe nægtes, at Reformationens fenere 
Udvilling iffe derom havde nogen Anelfe, og at der er noget 

5 





66 Det lærde Tidsrum. Theologi. 


i bet, fom man faa ofte har bebrejbet ben, at , medens 
Bruddet imellem Lutheraner og Reformerte blev ulægeligt, 
og be tre Kirkers Had ſteg til bet højefte, gif bem ebangeliſte 
Frihed tabt,” „at fri Forſtning paa ny blev forbudet,” „at 
Naturvidenſtabens Opdagelſer bleve bedomte efter Tros— 
Tærdomme,” „at Menneſtehedens helligſte Interesſer ubartebe 
til Stoleſtridigheder, hvorved Jveren for bet veſenlige i 
Kriſtendommen blev fjølnet,” o. f. fr. Dverhovebet, at Theo⸗ 
logien og Naturvidenffaben gif hver fin Vej, iſteden for at 
forenes i et fælles Halleluja, hoillet er bet værfte ber Tan 
figes om bem begge. 

Uden at have klaret fig disſe tvenbe her anthdede For= 
holde vil en objeftiv Opfatning af be foregaaende Tiders 
aandige Færd være vanſtelig at vinde; jeg har derfor ſtreebt 
efter at have bem begge for Øje. 

Det fremſtridende i ben danſte Kirfe, thi frem gif ben 
i flere Henſeender, i Lerddom og formel Behandling, blev 
bog tilſidſt en Tilbagegang og Stilſtand. Det er bet førgelige 
ved Tingen. Iſteden for ben livsfriffe Bevægelfe, ber ved 
Beghndelſen af Reformationen var faren hen over Folke— 
literaturens ſtaaende Vande, indtraadte en beſtandig ftærfere 
dodgiorende Stagnation. Hvad ber forhen havde været 
Legmands Sag, og, ſom Povel Cliæfen fagde, gif om ſom 
et levende Ord imellem Skindere og Toldere, vendte nu for 
en Tid lang tilbage til be Lerdes Kreds. Fra Menigheden 
udgik ingen Anſtuelſe, maatte ingen udgaa; fra Præfterne 
ingen anden, end ben een Gang for alle antagne. Selv Biden= 
ſtaben maatte bøje fig under Kirken og dens mislyffebe For= 
tolfning af Bibelordet; Tyge Brahes unaturlige Verdens= 
ſyſtem udgik tildels derfra. Der manglede Kirken de væfen« 
ligſte Betingelfer for Udvikling i Sandhed: Selvftændighed 
i Tænfning og Frihed i dens Meddeling. Det var en 





Theologiens Stilling. 67 


følge af Kirkens daværende Stilling; og maaſtee det var 
tøbvendigt, at Theologiens Afmagt maatte komme tilfyne, 
or at Videnſtaben funde vinde Paaſtjonnelſe. 

Allerede ved Reformationens Indforelſe 1536 (od det fig 
orudſee, at ben danſte Kirke endnu i lang Tid vilde blive 
iffængig af den nordtyſte, at den vilde blive en Bilægger, 
ver ingen Varme gav uden veb den Ild, ber blev lagt i fra 
jen anden Eide i Sachſen. Al deng indre Beftræbelfe gik 
sb paa, ſom Troens endelige Norm at vinde en Tilſtand, 
per var og kunde vedblive at være en Stilſtand. Derfor 
lagdes ber Bind paa en faſt Zroslære og dens ydre Ves 
hjendelſe. Derfor maatte alt holdes borte eller udjages, der 
lunde forſtyrre denne Enhed. Der laa eller udviklede fig i 
elve Lutheranismen en beftandig Frygt for at falde tilbage, 
en Frygt, ſom ben fande Tillid iffe føler, en Angſt for at 
jorføres ved Omgang med anbre, en Angft, der aldrig over⸗ 
alder ben rene Uſtyldighed; og endelig en ſtundum næften 
jormodig Overbevisning om nu for beftandig at have fundet 
jen rette Vej til Himmerige. Derfor maatte den, efter at 
Ronfesfionen havde vundet Lovskraft (hvad enten man vil 
venføre det til 1569 eller til 1574), ængftelig overholde dens 
Sætninger og Ord; udenfor bem var der Fare. Og iffe 
blot Fare for Kirken, men ogſaa for dens ydre Forudfæt- 
ning, Staten. Kjetteri blev anfeet for ben uundgaaelige 
Bej til Statens Opløsning. J Virkeligheden var ber ogſaa 
nogen Grund til i Frihedens Brug at fee Frihedens Miss 
brug. Thi iffe alene dannede ber fig, ſtrax ved Løgrivelfen 
fra Katholicismen, ved Siden af ben lutherffe Kirke en 
anden, ber truede med at gjøre fig ligeſaa uafhængig; men 
bet fri Ord fremfaldte i Tyſtland felv en hel Sværm af 
allehaande Partier, Gjendøbere, Saframenterere og andre 
Sværmere. Af dem tyede ogſaa en Del ind til Danmark. 

. ps? 


(2 


8 Det færde Tiderum. Theologi. 


Ligeſom Rettroenheden i Tyſtland blev en Fyrſteſag, faa 
blev. ven mu ogſaa i Danmark en Kongeſag. Allerede i 
Peder Palladii Dage foges be alvorligſte Forholesregler for 
at finde disſe Sefterere, hvor be forſtak fig i Lanbet, og at 
faa dem ubjagebe. En Forordning, ber udgik Miffelsdag 
15 fatte Straf paa Ære, Liv og Gods baade for Svær 
merne felv og for hver ben, ber huſede og helede bent eller 
gav vem Ophold hos fig. Paa bet alvorligſte blev bet 
befalet alle Gejftlige, hemmelig og aabenbare at ranfage, 
om ver fandtes nogen i flig ufriftelig Mening og Sværmeri, 
famt, hvis ve fandtes, at angive bem for ben verdslige Bo 
righed. Det ſhues neſten, ſom om man paa ben Maabe 
fil Landet fejet vent, thi hvorledes kunde ellers Niels Hem⸗ 
mingſen fige i fin Ligtale vover Song Chriſtian ben Tredie: 
Hvor blev vel nogen Vederdober eller Sværmer huſet her 
i Riget? Men Hvor længe varede Freden? Under Kong 
Frederik ben Anden udgik atter en Fororbning 1569, ſom 
vifer, at Fremmede, ber fom hiv for at nevfætte fig, maatte 
fremlægge Atteſt fra Superintendenten, at be vare exami— 
nerede og rigtig befundne; i andet Fald maatte be inden 
tre Dage rømme Kongens Riger og Lande. Derhos blev 
jo Kirken felv hjemſogt af indre Kjætterier, ber fatte felve 
Kongens Samvittigheb i heftig Bevægelfe. Striden om 
formula concordiæ blev forplantet hertil. Kongen plagedes 
af Skrupler, indtil han endelig engang om Natten ftob op, 
lod fin Kammerjunker tænte Ild, og ſagde: Jeg har fanget 
en Djævel, fom jeg vil brænde; hvorpua han flog Bogen i 
Ilden. Bar Friſindigheden ftørre under Chriftian ben Fjerde? 
Literaturen vil oplyſe, hvorledes juſt under denne Konge ben 
Frygt grangivelig vogte, at menig Mand ſtulde faa Nys om 
eller blande fig i, eller endog give et Ord i Laget med ved 
be Lerdes Stridigheder. Naar Striben om Nadveren blev 














Theologiens Stilling. 69 


ret varm i ben lerde Verden, udgik ber ogſaa Kongebud 
til Bræfterne, for at forebygge Almuens Deltagelſe beri. 
Og Frygten for, at noget Stenk af Calvinisme fulde udbredes 
blandt menig Mand, frævede en uafladelig Aarvaagenhed. 
Efter ben fynſte Biſtop Hans Knudſen Vejles Afſettelſe 
maatte to Profesſorer giennemrejſe Fyns Stift for at renſe 
bet for Kicettere. Hvorledes muatte bet da gaa Katholicis- 
men? Jeſper Brochmands Underſogelſe (1627) om et Guds 
Barn uden Sfabe for fin Sjæl fan antage ben katholſte Re— 
ligion, vifer at Kirken ogſaa fra ben Side maa have lidt 
Anfægtninger. Og endnu 1674 ſamledes efter Griffenfelds 
Befaling flere anfeete Gejftlige i Kolding for at befvare bet 
Sporgsmaal: om bet er muligt, uden fin Sjælg Spilde, 
offenlig at befjende den rommerft-fatholfte Religion, og om 
ingen Moderation beri fan være at bruge? De fvarebe Nej. 
Stod bet i Forbindelfe med Stenos Tilbagekaldelſe til Fodre— 
landet? Det maa imidlertid bemærkes, at alt bette og lig— 
nende Forfølgelfer var en Følge af Kirkens Kamp; da denne 
var udſtridt, ba Rettroenheden havde formet fig og faaet fin 
Skilkelſe, vendte ogſaa Kirken iffe blot tilbage til Ro, men 
til Hvile, ber for Aanden maaſtee var endnu mere bræbenbe, 
end Striden havde været. 

Men iffe blot be ydre Omgiveljer, ſelve Lerens indre 
Beſtaffenhed ſynes at have frævet, at den blev beffyttet af 
en faſt værnende Mur imod be Anfald, for hvilke den ellers 
maatte være udſat. Det er fornødent at bemerke bette, for 
at forſtaa Literaturen, for at indſee, hvorfor ben ſtedſe bornert 
holder fig indenfor ſtarpt afſtukne Grændfer, medens man 
ſtulde tro, at et friere Blik ud i bet uendelige anderledes 
maatte have hævet Sjælen og udvidet Synskredſen. Ler— 
bommen var, i det mindfte for enhver naiv, uſtyldig, gud— 
hengiven Natur, faa haard, at et eufoldigt Gemyt næppe 


syre meg vve guest vy uy ÆTJIIICNIE ET I 
8 Hiftorie, dens Lovkyndighed, bens Statsr 
turfundffab, dens Alt. Den antog fun een 
Menneſteheden: et Syndefald og en Forløsn 
idte ogſaa Theologerne en anden ſtor Menneſteh 
> Oldtid, men den vedkom ikke deres Gud, og var 
"udeluft fra Himmerige. Og Naturens Hiftorie 
g. Men behøvede end ikke Skriften at bring 
ftemmelfe med dem, faa maatte dens egn: 
, for at forebygge Misforſtaaelſer, fortolkes 
Ten fig. Saaledes blev Konfesſionen til Gu! 
ir ben talte, ſagde ben iffe blot: vi tro, me 
demme. At lære Menigheden disſe Konfesſi 
ger, at faa ben til at befjende bem, at fige 
= Bræfternes Sag. Denne Kundſtab og denne 
"bet førfte; hvor ben iffe var, kunde Guds 
m Vandel iffe findes. At vinde denne Ind 
fe iffe nogen Alfarvej, ſom menig Mand hu 
nm mere bannede Adel og en Del af be la 
de hele Syſtemet inde; for Legmænd blev bet 
hed en tillært Tro. De mindre Dannede fl 


Theole giens Stilling. 71 


Denne Lære, ſom Kirken indprentede fig ſelv, og gjorde til 
et Kjendetegn paa Kriſtendommens Bekjendere, er nokſom 
befjendt, og bet vil være nok at udhæve nogle Grundſtrog 
beraf. Naiv, naturlig Godhed var for den noget veders 
ftyggeligt. Hele Verden, men ijær Menneffenaturen var 
i Bund og Grund fordærvet (a vertice capilis usque ad 
plantam pedis, a summo fastigio rationis usque ad infmum 
sensum nec mica nec scintilla boni, quod Deo conditori 
gratum et acceptabile esse possit). Forſtanden var blind, 
Billien ond. Syndens Kilde var at føge i en perfonlig 
Billie, ber laa udenfor Gud og udenfor Menneffet; og denne 
Djævel omgav alle paa alle deres Veje. Alt ſaadant fandt 
villige SØren; og man finder oftere udtalt, at denne For⸗ 
ſtandens Formørlelje ifle blot fandt Sted i religiss Hen⸗ 
ſeende; „ved Adams Fald miftede vi ogſaa den Kundſtab, 
ſom Beftaar i at fjende Kreaturernes Art og Natur.” Hvilfe 
Foreſtillinger! Det Afguderi eller den Gudsfordunkling, der 
havde brevet Katholicismen til Guds Moders Tilbedelſe, gik 
nu forftærlfet over paa Kriſtus ſelv. Den hiftoriffe Kriftus 
maatte fuldftændiggjøres paa uhiſtoriſt Vig, hvorved al 
hiſtoriſt Virkelihhed og al fund Fortolfning gif tilgrunde. 
Som allejted8nærværende findes han og maatte han findes 
hele bet gamle Teftamente igjennem; „er han der iffe, faa 
maa han være der, faa flal han være der.” Ja, „vi vide 
ifte noget af Gud, uden for faa vidt han er aabenbaret i 
Kjedet; Kriſtus er Gud felv; de ere ſaaledes forenede, at 
uden ham var Gud flet iffe til,” hvilket, at ſette Skabningen 
for Skaberen, er den rabifale Forvanſtning af Jefu Lære. 
Af disſe og deslige Trosfætningerg Indprentning hentede 
Andagtsliteraturen fin Fylde, og dens Beviſer vare Bibelſprog. 
En Gang anvendt maatte denne Fylde fnart vorde tom; og 
Bibelfprogene, ber Lag paa Lag dyngedes paa hinanden, 


oxijcudte og tilvante, den ſtolaſtiſte; og 
forhen beffjæftigede fig med be meſt minw 
udflekkede Unterføgelfer om Guddommens 
faa gif Anvendelſen af dette Tankens Ha 
paa de Troslerdomme, ber (aa indenfor & 
raade, en endnu fnævrere Kreds. 

J nøje Forbindelfe med denne Orthode 
Kreds, indenfor hvilken den bevægebe fig, fta 
frihed hemmende Cenfur, ber juft med He 
overgivet i Gejftlighedens Haand. Dens Hi 
af anbre behandlet. Den begynder med Fre 
velmente Forordning af Aaret 1562, hi 
af alle i Tyffland trykte danſte Bøger for 
at hindre Fjætterfi Lære, belg for at fore 
Sprogs Fordærvelfe; hvorhos forordnes, at 
ingen banffe Bøger ſtulde ſelges nogenfte 
med minbre be vare prentede i Kjøbenhav! 
lærde udi Univerfitetet overfeete. De H— 
theologiſte Fafultet, ber ſaaledes var et 


hvis Magt og Behandling iffe var opmu 
FINK Fauwbsss mm 





Forfatterne. 73 


Imod Theologernes Tilfyn med Presſen: De Typographiæ 
tione et de prælorum legilima inspectione libellus brevig 
ilis. Per Matthæum Ivdicem. Coppenhagii 1566. Under 
nelfen: Vuismariæ in exilio die Paschatis 1564. 

Chriſtian den Tredies Forordning 1555 i Krags Chriftian den 
e, 2, 240; jf. Heiberg, Palladii Levnet, S. 138. Frederik 
ndens Forordning 1569 i Pontoppidans Annal. 3, 416. 420. 
" Articuli viginti quinque ere ogſaa tryfte i Slutningen af 
. Mafii Dania orthodoxa, fidelis et pacifica. Hafn. 1689. 4. 
gel om de fymbolffe Bøgers Indførfel, i Skandin. Muſeum 
. 2, 151, Mødet i Kolding 1674 hos Zwerg, S. 639 og 6593. 
grvederil den Andens Cenfurforordning i Pontoppid. Annal. 
32, jf. Badffiær, Lineamenter af Bogtrykkerk. Hift. under 1562. 
iøvrigt Rohmanns Udfigt over Trykkefrihedens Hiſtorie. 


bdeologiens lærde Behandling. Forfattere: Profesſorer, Geijſt⸗ 
igheden og andre Lærde. Forfolgelſer: theologiſte og politiſte. 


Stoffet til den lærde Theologis Behandling er faa lidet 
bejdet, at bet førfte Forføg nødvendig maa gaa tilbage 
e raa Clementer, og meddele en Overſigt over For- 
me, for at bane Vejen for dem, ber attraa en ſtorre 
ftændighed, og over de af dem behandlede Xmner, for 
live ben dybere Granſtning Anledning til en udførlig 
tftilling af Theologiens daverende Standpunkt. 
De nærmefte Forfattere ere be theologifte Profesſorer 
Univerjitetet. Wen ben theologijfe Profesſur attraaedes 
m af alle Lærere ſom den meſt anfete og den bedſt løn- 
Lærerne ftege i Almindelighed op til den igjennem 
ndre Fag; derfor fun det ikke antages, at alle attraaebde 
af videnſtabelig Kjærlighed eller virkede til at fremme 
ved ny Anſtuelſer. Deri hindredes desuden alle ved 
Baand, ſom felve bereg Stilling paalagde bem. Til 
, ber have vedblevet at virfe ved Univerfitetet, og have 


——2—2 pg mæmse= Vesuvs | a/s" 


ladf en Aarhus, Jacobus Matthiæ (1580- 
lende og lærd Exegetiker. Hans Olſen 

langendorphius (1586 —96), Exegetiker. Den 
mn og Skjebne befjendte Jørgen Dybvad 

fat.) Tyge Brahes bekjendte Diſcipel C: 
onradus Aslacus (1607— 1624), Dogmatiker 
fer. Anatomen Cafper Bartholin, ver | 
ygdom 1623 gif over til Theologien (1624— 
rifter iſer virfede gjennem Modersmaalet. 

iels Pederſen Øreløfe, Nic. Petræus Auril 
1.) Filofoffen Hans Rasmusſen Brodmant 
wrientaliften Thomas Bang (1652—61.) Jak 
ic. Canutius (1653—60.) Rasmus Hanſen 

1660—64.) Nu begyndte Tyſte at gaa ind i 
janiel Pfeiff (1662, forhen Præjt til tyſt 

inſt var Orientaliſten Chriften Nold (1664— 
ter indſat 1675—83.) Tyjferen Georg W 
sorg (1667—76.) Den ſom Filolog, Theo 
aler lige befjenvte Jeng Birkerod (1668— 
sandal, Søn af Biſtoppen i Sælland $ 


Forfatterne. 73 


Grund deri, at nogle ilke have gjort fig bekjendte ved Skrifter, 
hvortil høre Hans Hemmingſen (1570—75, affat) og den 
gamle fortjente Sfolemand Niels Povelſen Skandorf (1639— 
45); men ifær deri at be theologiſte Profesſorer gif over i 
anbre Stillinger. 

Sellands Biffopper anføres her alle, ſtjondt iffe alle 
fave virket veb lærde Skrifter. Efter Peder Palladius 
fulgte Hans Albertſen, Joh. Alberti (Prof. i Theol. 1558, 
Biffop i Scelland 1560—69.) Niels Hemmingſens Ven, 
Povel Madſen, Paulus Maithiæ (Biffop i Ribe 1562, i 
Sælfanb 1569—90), befjendt i Striden om formula con- 
cordiæ. Peder Jenfen Vinſtrup (1591—1614), ber forſte 
Gang efter Kongens Befaling udelod Exorcismen ven Daaben. 
En af Kirkens ypperſte Stridsmend var Hang Vovelfen 
Reſen, Joh. Pauli Resenius (Prof. i Theol. 1591, Biftop 
it Sælland 1615—38.) Efter tvende Udenlandsrejſer, den 
førjte med den unge Frederik Roſenkrands, ben anden paa 
fyv Aar, paa hvilfe hun tillige lagde fig efter Mathematik 
og Muſik, vandt han fom Prof. i Theologien Chrijtian den 
Fjerdes Indeſt, og begyndte en Raekke af Stridigheder i 
Kirken, hvilfe han ſom Biffop veb fin Iver og Myndighed 
gav overflødig Næring. J Anledning af fin Bibeloverfæt- 
telfe Tom han i Strid med den hebraiſte Prof. Iver Stub, 
og nogle Aar efter i en endnu heftigere med Præften til 
Nikolai Kirke, Ole Kock (1614.) Kort efter denne Strid 
(iffe 1597) kaldtes han af Kongen til Sællands Bifpeftol. 
Ved lærde Skrifter, der ifær have kirkehiſtoriſt Interesſe, 
og ved danſte, der vife Fremgangen i Brugen af Moders— 
maalet, hævdede han Lutherdommen, levendegjorde ben i 
Folket, og banede ſaaledes Bejen for Jeſper Rasmusſen 
Brochmand (Prof. i Theol. 1615, BViffop i Sælland 
1639—52), der ſom Skaber af bet herffende theologiſte 


Ven ſormedelſt fin Deltagelfe i Cnevolbsm« 
nokſom befjendte Biffop og Ærfebiffop Han: 
eller Svaning (en Datterſon af Hiſtorieſtriv 
ning ben Ældre, f. i Horſens, Prof. i Th 
valgte Biftop i Sælland 1655—68.) Dri 
Bandal (ver nedftammede fra ben ælvre 8 
Nibe, Prof. i Theol. 1655, Biffop i Sællc 
iſer befjendt af Striden med Jeſuiten Henrik 
Underſogelſe om Kirkens og Statens Forhold. . 
(der nedſtammede fra den bekjendte Oluf B 
hvem atter nedſtammede Frederik Bagger til 
Lund, deponerede i Greifswalde, efter en Re 
Sognepræft til Frue Kirke i Kjøbenhavn, fun 2! 
Biſtop i Selland 1675 — 93), ifær bekjendt af 
imod Huguenotterne. Henrik Borneman (S 
Kancelliſekreter, Biffop i Sælland 1693—171 
ingen lærte Sfrifter, men , tilførte endnu gar 
Tid". Endelig høre til denne Tid nogle Sfrifi 
Vorm (Bijfop i Sælland 1711— 37.) 

J den Tanke, at Kirkens lærdefte Mæn 


431 at hoffnk, nν— 





Forfatterne. 77 


ERXrkebiſſoppers Hiſtorie. Jafob Holm (Biffop i Aalborg 
1587 -1609.) Den danſte Dramatiker Peber Hegelund 
(Biffop i Ribe 1595—1614.) Niels Lauridſen Arctander 
(Norbagge, Hofpræbdifant, Biffop i Viborg 1595—1616), 
mere bekjendt ved danſte Skrifter. Iſak Gronbek (Præft i 
Sjøbenhavn, anklaget for Kryptocalvinisme, Bijfop i Thrond⸗ 
hjem 1596 — 1617.) Sans Mikkelſen (Hofprævdifant, Biſtop 
i Fyn 1616—51) frugtbar paa Ligpræbifener. Jens Dinefen 
Jerfin (Biſtop i Nibe 1629—34), ber formedelft fine ops 
byggelige danſte Sfrifter nærmere flal omtales. Peder 
Pederſen Vinſtrup (Broder til Biſtoppen i Selland, Peder 
Jenfen Vinſtrup, Biffop i Skaane 1636--79.) Frands 
Nielſen Roſenberg (Biffop i Viborg 1642—58.) Grit 
Bredal (Biffop i Throndhjem 1643— 72.) Henning Stood: 
fleth (Biffop i Aggershus 1646—64.) Jens Pederſen 
Skelderup (Biſtop i Bergen 1649—65.) Niels Randulf 
(Bijfop i Bergen 1665 —1711.) Maurits Kånig eller 
Köning (Prof. i Thevl. 1666, Biffop i Aalborg 1668 — 72.) 
Matthias Foſs (Biffop i Aalborg 1672—83.) Erik Pont: 
oppidan den EXldre (Biffop ti Throndhjem 1673—78), 
end mere befjendt ved mangehaande andre Sfrifter. Chris 
ftopher Sletter (Prof. i Theol. 1672, Biftop i Throndhjem 
1678—88.) Jens Birkerod (Prof. i Theol. 1692, Biffop 
i Aalborg (1693—1708.) Chriſtian Rudolph Muller (tyſt 
Hofprædikant, Biffop i Fyn 1703—12.) Endelig høre til 
denne Zid nogle tidligere Sfrifter af de ſenere Biſtopper, 
ben lærde Søren Lintrup, Vartholomæus Deichman, 
Hans Trellund, Andreas Wöldike og Chriſtian Ra- 
mus, famt Jafob Værup og Ole Borneman. 

Den lærde Thevlogi fandt naturligvis fine vigtigſte 
Bearbejdere ved Univerfitetet eller i i dets Nerhed. Det bes 
Fræfter fig, naar man betragter den øvrige Gejjtlighed eler 





78 Det Tærde Tidsrum. Lærd Thbeologi. 


anbre lærbe Mænd, og bereg Bearbejdelſer af larde theo= 
logiſte Wmner. Naar man unbfager Diſputatſer, ber i 
Almindelighed have lidet videnftabeligt Værd, ere Arbejderne 
fun faa og be bethdelige endnu færre. Til ve theelogiſte 
Lærere udenfor Univerfitetet høre ifjær: ben banffe Digter 
Thomas Villumfen (Leftor i Theol. i Lund, + 1602.) 
Halvor Gunnerſen, Gunnarius (Leltor i Thesl. i Dslo, 
F 1608.) Niels Morteuſen Skelderup (Prof. i Theol. i 
Sorø, f 1640.) Tyſterne Johan Cluver (Prof. i Theol. 
og Præft i Sorø, F 1638) og Joadim Krakewitz (ligeſaa, 
F 1642.) Michael Leigh (Leftor i Thecl. i Chriſtiansſand.) 
Jalob Birker od (ber var Prof. veb Univerſitetet og derefter 
Prof. i Theol. i Odenſe, f 1688.) Morten Fris (1719 
Prof. i Theol. i Kiel.) Ogſaa andre Profesſorer ver Univer⸗ 
ſitetet have givet fig af med Theologi, ifær de i bet hebraiſte 
Sprog, fom Johan Saſcerides (f 1594), i Ethik, ſom 
Søren Pederſen Kallundborg (f 1657), og i Filofofi, 
ſom Johan Frederik Gandal (f 1717), Anders Frølund 
(t 1731.) Samt Henrik Crnft i Sorø (f 1665.) Laurids 
Edinger i Odenſe (f 1691.) Ligeledes Skolemend, ſom: 
Erik Losſius (Rektor i Bergen 1537.) Anders Pederſen 
Romdorph (Reftor i Ribe, + 1649.) Torlild Rasmusſen 
Grænov (Konrektor i Kjøbenhavn, Rektor i Frederilsborg, 
F 1730.) Samt andre Stuberende, ſom: Laurids Madſen 
(1578.) Hans Chriftian Oveſen, Ovenius (1613—14.) 
Nordmanden Laurids Halvordſen (1620.) Jørgen Dyb— 
vad ben Yngre (1626.) Povel Chriſtenſen Herslov (1706.) 

Endelig mode ber i Præfteftanden iffe faa Navne, men 
be flefte have fun udgivet tidligere Diſputatſer eller faa 
lærde Arbejder. Nemlig: Rasmus Katholm (Præft i 
Kjøbenhavn, f 1582.) Hans Rasmusſen (Præft i Helfing= 
Borg, 1581.) Anders Pederſen (Præft i Sellaud, 1582.) 


Forfatterne. 79 


Henrik Mikkelſen fra Haderslev (Præft til St. Hans i 
Odenſe 1610—39.) Hans Lauridfen Zeuthen (Vræft til 
Et. Knuds Kirke i Odenſe 1617—28.) Jonas Petrejus 
(Præft i Norge, 1617.) Sevald Thomæfen (Præft i Norge, 
1622.) Nordmanden Chriften Jenſen (Prof. ved Gym⸗ 
naftet i Odenſe, Præft i Vejle, tilſidſt Hofpræft 1627—35.) 
Anders Thomæfen (Bræft i Sælland 1639.) Enod Jakob⸗ 
ſen (Præft i Sælland, f 1640.) Sveder Povelſen Kitting 
(Præft i Aalborg, f 1643.) Knud Hanſen (Slotsprædikant 
paa Andvordſtov, Ff 1647.) Jørgen Sadolin (Præft i 
Laaland, f 1650.) Johan Jakob Beverlin (Præft i Skaane 
1655.) Peder Vandal (Præft i Magftrup ved Haderslev, 
+ 1659.) Ferdinand Payngk (Præft i Jylland, f 1660.) 
Morten Kejtom, Cheitomæus (Præſt i Sælland, f 1671.) 
Hans Svaning ben Yngre (Præft paa Samsø, fF 1675.) 
Niels Anderſen Vandſtad, Hydropolitanus (Præft i Sel⸗ 
land, + 1677.) Anders Erikſen Stenkelſtrup (Præft i 
Laaland, f 1678.) Jeſper Hammermüller (Præft i 
Slagelſe, f 1682.) Hans Bredal (Præft i Sarkjobing, 
+ 1682.) Slesvigeren Rasmus Bysſing (Præft paa Chri⸗ 
ftianshavn, f 1686.) Nordmanden Gerhard Miltzov (Præft 
i Norge, f 1688.) Peder Claufen Ramloſe (Præft i 
Kjøbenhavn, f 1697.) Maturin Caſtenſen (Preſt i Ribe 
Stift, 1700.) Nordmanden Ivar Leganger (Præft i 
Norge, f 1702.) Johan Brunsmand (Reltor i Herlufs⸗ 
holm, Præft ved Vartov, fF 1707.) Ludvig Vinsløv (Præft 
i Norge, + 1710.) Gang Jakobſen Hvalføe (Præft i Fyn, 
+ 1712.) Henrik Nielfen Hjerrild (Præft i Kjøge, f 1713.) 
Jørgen Urſin (Præft i London, f 1727.) Niels Galthen 
(Præft i Jylland.) Morten Cafper Wolfsburg (Præft i 
Jylland og i Fyn, f 1729.) Matthias Blod (Stiftsprovft 
i Fyn, f 1729.) Peder Hunderup (Præft t Kjøbenhavn, 


- mr & Fovæv 9 


Morten Fris (fenere Prof. i Theologien 
Til den lærde Theologis Forfattere høre | 
e lærte Adelsmend, fom Holger eg Gi 
nds, dels andre verdslige Embedsmend, 
us Borneman, dels nogle Fanatikere, ſom 
rids Nielſen eller Kloſter-Laſſe (f 16: 
tele (f 1715.) 


Som mere fremmede for danſt Literatur maa de 
ranſte Hofpradikanter betragtes, ſaavel ſom andre, 
benyttede Latinen, ſtreve paa Toft eller Franſt, 

: af dem haft megen Indflydelfe. Foruden Heft. & 
ſpredikant 1686) bemærkes derfor: Joſva Sſchw 
, Hofprædifant 1681—84.) Franz Julius Lut 
ifant 1704, + 1712), ſom ,, forbedrede Public: Em 
u, og dannede en ny Sekt, ſom man faldte de 
narſteren Chriftian Matthiæ (Prof. i Theol. og $ 
0—39.) Johan Hieronimus von Petkum (P 
Ridderakademiet i Kjøbenhavn 1697.) Bernhard M 
Petri tyſte Kirke omtr. 1602—32.) " Simon 
faa 1632—51.) Sieronimus Bueck (ligeſaa 

an Laſſenius (ligeſaa 16706—92) berømt for fin 
Gortfætteren af hans Bibl. Kern: Johan Jaoben 


. , 


Forfolgelſer, theologifte. 81 


1693.) Jean la Placette og Philip Menard (franffe Praſter 
ved reformert Kirke.) Blandt disfe er Bois⸗Clair markelig ved fine 
Forſvarsſtrifter: Lettre justiſicative. A Copenhague 1693. 4. 
(det Aar da han blev Lutheraner; heri findes ogſaa Efterretninger 
om hans tidligere Sfjæbne.) Nouvelle defense, å Copenh. 1693. 4. 
(imod de om ham udfpredte Rygter.) Og Epistre aux fideles 
sujets de sa majesté le roy, ou aux fideles professeurs de la 
religion evangelique Lutherienne (uden Titelblad; imod en livre 
satyrique af en franft Reformert, Mr. de Gisscy, hvilken Bog blev 
brændt af Boddelen paa Nytorv den 9 Januar 1699. jfr. Zwerg., 
6. 721); famt ved fin Prædifen Discours evangelique ou 
predication Lutherienne sur le mystére de la purification 
de la Vierge Mere de Dieu. Prononcé å la Cour 1696. 

Paa Hollandfø og Tyſt ſtrev Fanatiferen, Johannes Lyferus 
fra Leipzig, og Kjobenhavneren Holger Paulli. 

Endelig berigedes vor Literatur af andre Fremmede, der opholdt 
fig ber midlertidig, ſom Johannes Herbinius (1670), famt af 
nogle, der gif over til den lutherſte Lære: Den graſte Archidiakonus 
fra Cypern, Matthæus Mutte (1638.) Den fpanffe Adelsmand 
Anton de Sandoval (1657.) Dominikanermunken Giacomo 
Minius (1691.) 

Til at levendegjøre fig Kirkens Tilſtand, vil det 
fremdeles være tjenligt, at betragte be Mænd, ber fors 
medelſt deres Lære vare udſatte for Forfolgelſer, af hvilfe 
nogle virkede ved Sfrifter. Det vil deraf ſtjonnes, at bet 
var en ftridende Kirke. Kirken og Regjeringen vare lige 
enbrægtige i at bandlyſe hvilketſomhelſt Kjætteri. Den i for- 
rige Tidsrum nævnte Iver Bartholin (PBræft i Stege, 
fængflet i Sorø 1567—1571; Befalingsmand over Sorø 
og Ringſted Kloſter, + 1583) blev anklaget af fin Lensmand, 
fordi han ven Daaben havde udeladt Exorcismen; fenere 
befalede Kongen bet felv. Han led i fit Fengſel i Sorø 
megen Nød. Danmarks lærdejte Theolog, Niels Hem—⸗ 
mingfen, blev, fom vi fiden ffulle fee, uden Lov og Dom 
affat for Kryptocalvinisme. Derpaa udgik ber ftrenge og 

6 


2y 
ager. En heftig Strid rejſte ſig imellem 

eſen og Preſten Ole Koch (f. i Bergen; 

omkirlen i Bergen, derefter ved Domfirfen i 

æft til Nikolai Kirke i Kjøbenhavn 1606—1 

(m 1619.) Sagen blev afgjort ved Lander 
14. Forhandlingerne give marlkelige Oply 
n havbe felv Forfævet. Reſen var en dy: 
er, fan at Koch iffe kunde ftaa fig; og Ko 
eſens Velynder, forbløffede ham ydermere 

TT Mundkampen, ikke blot paa Latin, men 
anſt. Koch beraabte fig iffe alene paa lærd 
faa paa Kjøbenhavns Borgere. „Ja, raabte K 
der" (vor Tids Hr. Sorenſen) ,, haver bedr 
age paa en Pot tyſt Ol, end at judicere 

ager.” Koch blev affat og forvift fra Kong 
nde. Blandt be Grunde, hvorfor han ble 
faa ben, at han paa Præbileftolen havde 
tlebning til Tvivl og Tvift. (Palam ex sug 
e nostra Hafuia talia declamitavit, atque it: 
dit vulgo ac simplici populo dubitationun 


Forfslgelſer, theologiſte. 83 


en Mulighed, at Hedningerne kunde blive ſalige. Han kom 
til at berøre denne ulyklelige Gjenſtand ved Apokalypſens 
ſyvende Kapitel, hvor det hedder: Derefter faae jeg, og fee, 
en ſtor Skare, hvilfen ingen kunde tælle, af alle Hedninger 
og Stammer og Foli og Tungemaal, fom ſtode for Thronen 
og for Lammet udi lange hvide K&læder og med Palmegrene 
i deres Hender. „Det paaminder os om Hedningers Sa- 
lighed.” „Kan nogen indlukkes i denne Hob af be Hedninger, 
fom vare til for Chrifti Fodſel, og intet vidjte enten om 
Chriſto eller Troen? Item, de arme Hedninger, ſom endnu 
intet ere oplyfte, og endnu ingen Smag have af det evans 
geliffe Sandhedsord, mon og nogen af dem blive ſalige?“ 
„Skulde Gud labe faa mange hundrede Maal tufende Mens 
neſter fodes til Verden, for at fordommes?“ Dette Sporgs⸗ 
maal, bet finder han ſelv, er vel ikke ſynderlig nyttigt; 
imidlertid vil han dog anføre lærde Mænds Mening. „Kjende 
Hedningerne iffe Gud, faa Fjender Gud dem; be have ingen 
Synd af at de iffe vide.” „De maa talfe Gud, hvis Bil 
faar ere bedre, end be arme forblindede Hedningers, og 
ſtulle lade ham raade at gjøre af fit hvad han vil: at give 
big Saligheden formedelſt Befeglingen, og at give en anden 
Saligheden uden Beſegling.“ Bogen havde gjennemgaaet 
bet theologiſte Falultets Cenfur. Forfatteren var villig til 
at falde fine Orb tilbage; det var jo fun en beffeden Yttring 
af en tvivlfom Mening. Det hjalp altſammen ille; han 
miftede fit Kald. Luthers Frifind var iffe mere til; ingen 
mindede om hang bekjendte Yttring (i Tiſchreden). Da ben 
lærde Holger Roſenkrands fane, hvorledes Læren om 
Tilegnelſen af Kriſti Vœerdſtyld gav Anledning -til Tryghed 
i Synden, [od han Markgreve Albrechts Fürſtenſpiegel trykke 
i Aarhus, thi han havde hang Haandſtrifter liggende ti fit 
Bibliothek paa Roſenholm, og omtalte juft derfor, menes ber, 
6 








84 Det lerde Tiderum. Lard Theologi. 


i Fortalen ben Lerdom, ſom Marfgreven i fang Tib harde 
hyldet, at ogſaa ben, ber i og formebeljt Guds Naade øver en 
god Gjerning, bliver retfærbiggjort. Denne Pftring oprørte 
Superintendenten i Slesvig og Holſten, Stephan Klotz, ber 
beſtyldte Roſenlrands for Papisme, Armenianisme, Oſian⸗ 
drisme, Socianisme, o. m. desl. Kongen fatte fit theo⸗ 
logiſte Fakultet i Bevægelfe; bet erflæreve fig mob Roſen⸗ 
trands. Da tilftrev Kongen ham et egenhændigt Brev, hvori 
han yttrede fin Fortrydelſe øver hans fælfomme Mening om 
en Saliggiorelſe formedelſt Øjerninger alene, og befalede 
ham at gienkalde fit flette Skrift, ſamt i Fremtiden at afholde 
fig fra flig Lerdom, ba man ellers nof ſtulde bringe ham 
hen paa et Sted, hvor han fulde lade faabant fare. Ders 
ved blev bet bøg; i bet mindſte er ingen Gjenlaldelſe befjenbt. 
Men fangt værre gif bet Jørgen Lauridſen Fris, Preſt 
til Sevel i Ribe Stift, en for Reſten lærd og retſtaffen 
Bræftemand, ber havde forvilvet fig ind i antinomiſtiſte Sæt« 
ninger: Den ved Daaben erholdte Naade, mente han, kunde 
iffe forſtertſes, Synderen fulde derfor iffe angerfuld vende 
fig til Gud, men leve i falig Tryghed fom ben, ber var 
retfærdiggjort. Og benne farlige og fordommelige Lerdom 
forfyndte han. Sognets Patronesſe, ben af fin Kjæmpevife« 
ſamling befjendte Chriftenfe Jul, advarede ham; Provſten 
ligeſaa; bet hjalp ilke. Da forlangte hun ham afſat, hvilket 
flete i Landemodet i Varde 1642. Dommen gif bog fun ud 
paa, at han fulde miſte fit Kald, ikke den gejftlige Verdig— 
hed, ja havde endog ben formildende Klauſul: med mins 
bre ben høje Ovrighed vilde eftergive ham. Fris appellerede 
Sagen, men bet var at falde fra Dynen i Halmen. Paa 
en Synode i Kjøbenhavn 1643 ſamledes efter kongelig Be— 
faling Danmarks Biffopper med be theologiſte Profesſorer 
for at bømme i hans Sag. Dommen blev ftabfæftet med 


Forfolgelſer, politiſte. 85 


bet Tillæg, at bet var raadeligt, hvis Kongen paalagde ham 
at gienkalde fine raa og grove Bildfarelfer, ſaafremt han 
vilde have fit Ophold i Riget. Kongen jtadbfæftede Dommen, 
og opfyldte fine Theologers Onſte at gjøre Bold paa Mandens 
Samvittighed. Fris: vilde ikke gienkalde; faa blev han kaſtet 
i Fengſel. Gientagne Formaninger frugtede ikle, han vilde 
ile; faa blev han næjte Aar fat paa Bremerholm blandt 
be øvrige Slaver og ſmedet i Lænfer. Der gif han et Aar, 
indtil idelige Forbønner hos Kongen endelig bevirkede, at 
han fil Lov til at leve hos fin Slægt i Jylland. Det ffete 
i Chriftian ben Fjerdes Dage; Sællands Biſtop Jeſper 
Brochmand var en af Theologerne. 

Til at oplyſe Kirkens Bevægelfer tjene fremdeles Efter⸗ 
retningerne om de dels fremmede Sekterere, dels indfødte 
Mænd, der ved at hylde og udbrede Sektmeninger udſatte 
fig for Forfølgelfe. Deres Skrifter ere imidlertid fædvanlig 
tyſte eller danſte, og oplyfe fun Læren ved deres Modſetning. 
Blandt bisfe Mænd er ben mærfeligfte Jerſins Svigerføn, 
Niels Svendfen Chronich (Rektor i Kolding; 1639 
Lektor i Theologien i Chriſtiania), der omtrent 1653 blev 
affat, fordi han i nogle Brædifener forhaanede Lereembedet, 
og ta han fiden i Kjøbenhavn holdt gudelige Forfamlinger 
(collegia privata pietatis), blev mistænft for Veigelianisme. 
Gan blev fat i Fængfel paa Dragsholm Slot, men befriet 
af de Svenſte 1658 rejfte han til Amſterdam, hvor han bøde. 

Nær beflægtet med ben theologiffe Forfølgelfe er endelig 
ben politiſte. Dommene indfatte i Almindelighed Angreb 
paa Religionen. Den politiffe Anſtuelſe af Staten gif, 
ligefom alt andet, ud fra den religiøje; og naar en Mand 
fejlede i Politikken, faa vifte det fig gjerne, at han hyldede 
calvinffe Sætninger. Det politiffe Fritænferi, der hos os 
aabenbarede fig, og naturligvis iffe ſtod ganſte ifoleret, men 


æget ØRILED I vhuand, DADDE ladet fin Dani 
ra tryffe udenlands, og ber indført „Allehond 
es Rige Fan were til Spot, Vlempe cd Fora 
naboelig venlig Correſpondentz och Enighed. 
nt 1595 af Univerſitetet; Skriftet undertryk 
ve gjenfalde fine Yttringer. Den forhen næ 
tifer og Theolog, Jørgen Dybvad, en af 
igſens Fjender, blev tiltalt for fine fri Pt 
ſputatſer. Han havde advaret imod at fætte 
ve for at vinde be Stores Gunft; bitterlig a1 
ngeres Nød, og ment, at ifteden for at forøg 
de man formindſte dem, o. begl. Heller iffe 
ne Udtryk iagttaget Sommelighed; en Kardina 
bt mancipium, nogle af Paverne bestiæ; f 
kede fig iffe for en privat Mand. Ydermere 
let et efter kongelig Befaling af Sællands Bif 
ſtript om PBræftelalds Befættelfe; det angik he 
"et Angreb paa Majeftæten. Bed fine Pl 
nde havde han angrebet Adelens Privilegier. 
it (1607) og børve i førgelige Omftændighed 
n. CBriftonher Buhnan | finskaker au fr 





Det theologiſte Syſtem. 89 


logea recognita. Hafniæ. 1666. &. 176. 347. Vorms Lex. 
2, 125. Pontoppid. Annal. 4, 515. Helweg, Den danſke Kirkes 
filt, 1, 421. Om Riels eller Frederik Gram, der blev afſat 
ig delte i Slaveriet, fee Odin Wolffs Fournal, 1811, 2, 157. 


3 Theologiens lærde Behandling fortfat. Det theologifte Sp: 
ftem: Niels Øemmingfen. Jeſper Brochmand. Andre Syftemet 
vedkommende Skrifter: Theologiſt-politiſte; Fejdeſtrifter mod Ka⸗ 
tholitfer og Reformerte. Moralen. Skriftfortolkningen. Kirkelige 
Oldſager og Kirkens Hiſtorie. Gejſtlig Veltalenhed i det latinſte 
Spreg. 

Naar man feer tilbage til den meddelte Fortegnelſe, 
spftaar naturligvis det Onſte, at en Theolog vil beflæbe 
dette Skelet med Kjød og Blod, og ved at drofte Sfrifterne 
give et Fart Billede af Literaturen fom den var. Det overs 
gaar mine Cvner, jeg føler heller ingen Tilbojelighed dertil, 
og attraar fun at meddele noget af det, jeg har fundet, i 
en hiſtoriſt Fremſtilling. 

I den danſte Kirke yttrede fig, ſom i Tyſtland, tvende 
Retninger, en mildere ſom Melauchthons og en ſtrengere 
fom Luthers. Den forſte fandt en Tid lang betydelig Ind⸗ 

gang, og vifte fig iblandt andet ved en ftørre Tilnærmelfe 
til Calvinismen; den anden vandt derimod Overhaand, og 
opryffebe den førfte fra Roden af. Dette aabenbarer fig i 
det theologiſte Syſtem og dets tvende Førere, Niels Hems 
mingfen og Jeſper Brochmand. 

Niels Hemmingfen, Nicolaus Hemmingius, f. ben 
12 (22) Maj 1513 i en Landsby ved Nyſted paa Laaland, 
miftede tidlig fin Fader, en fattig Bondemand, Hemming 
Nielfen, og hans Farbroder, Hans Nielſen, ber var Lands⸗ 
byſmed, tog ham til fig. Førft ſtulde Drengen da have 
været Smed, men Niels havde et muntert Hoved og Lyft 


enn dd bål Ar, 
om ham og hans Tegnebog Nyerup i Norſte Bi 
nyeſte Saml. 1,44. Lutfens : Pontoppid. Collegiun 
Jver Bartholin: Pontoppidan, Annal. 3, 40 
D. Mag. 1, 79. 6,336. Pontoppid. Annal. 
Reſen og Koch: Pontoppid. Annal. 3, 612. Pro 
tionis theologicæ inter M. Olaum Cocum Ad 
Johannem Resenium. 21. Febr. 1614. præsid 
Daniæ, i Thottſte Haandſtriftſ. Nr. 96 fol. Ham 
Pontoppid. Annal. 3,127. Niels Mikkelſen Aalbi 
Annal. 3,595. En kaart oc Nyttig Forklaring, 
hannis Obenbaring (etc.), Kbh. 1611. 4. ér en 
Stedet findes i Forklaringen over 7 Kap. Bladet 
Oplag 1627. 4. udelod han det ulykkelige Sted; ja 
endog, Bladet 58, fin forrige Mening. (G. L. Bad 
Aneldoter i Athene 4, 128). Holger Rofenfrands: 
Das ift Schrifften ond Sendſchreiben des (etc.) Her 
gunfften, Marggraffen gu Brandenburg (etc.) Gedru 
1636. 4. Sagen udførlig i Pontoppid. Annal. 3, 
Jørgen Fris: J. Møller, Fefper Brochmands Levnet 
der 3, 225. Akterne i Dån. Bibl. 2, 210. Ponto)| 
338. 352. Og overhovedet Helweg, D. Kirkchiſt. 
Niels Svendſen Chronich: Pontoppid. Annal. 
423. Wolffs Journal, Juni 1811. Niels Svendfe 
Danſk. i That. G-- 07 


Det theologiſkte Syſtem. 89 


Logica recognita. Hafniæ. 1666. &. 176. 347. Vorms Ler. 
2, 125. Pontoppid. Annal. 4, 515. Gelweg, Den danſte SKirfes 
Gil. 1, 421. Om Riels eller Frederik Gram, der blev afſat 
og døde i Slaveriet, fee Odin Wolffs Journal, 1811, 2, 157. 


& Theologiens lærte Bebandling fortfat. Det theolog iſke Sys 
ftem: Niels Hemmingſen. Jeſper Brochmand. Andre Syftemet 
vedtommende Skrifter: Theolegifspolitifte; Fejdeffrifter mod Ka⸗ 
tholiffer og Reformerte. Moralen. Skriftfortolkningen. Kirkelige 
ODidſager og Kirkens diſtorie. Geiſtlig Veltalenhed i det latinfte 
Epres 
Naar man ſeer tilbage til den meddelte Fortegnelſe, 

opſtaar naturligvis bet Ønfle, at en Theolog vil beflæve 

bette Stelet med Kjod og Blod, og ved at drofte Skrifterne 
give et Hart Billede af Literaturen fom den var. Det overs 
gaar mine Evner, jeg føler heller ingen Tilbojelighed bertil, 

og attraar fun at meddele noget af bet, jeg har fundet, i 

en hiſtoriſt Fremſtilling. 

I ven danſte Kirke yttrede fig, ſom i Tyſtland, tvende 
Retninger, en mildere ſom Melauchthons og en ſtrengere 
ſom Luthers. Den forſte fandt en Tid lang betydelig Inde 
gang, og vifte fig iblandt anbet ved en ftørre Tilnærmelfe 
til Calvinismen; den anden vandt berimob Overhaand, og 
opryllede den førfte fra Roben af. Dette aabenbarer fig i 
bet theologiſte Syftem og dets tvende Førere, Niels Hem⸗ 
mingfen og Jeſper Brochmand. 

Niels Hemmingſen, Nicolaus Hemmingius, f. den 
12 (22) Maj 1513 i en Landsby ved Nyſted paa Laaland, 
miftede tidlig fin Faber, en fattig Bondemand, Hemming 
Nielſen, og hans Farbroder, Gang Nielſen, ber var Lands- 
byſmed, tog Ham til fig. Forſt ſtulde Drengen da have 
været Smed, men Niels Havde et muntert Hoved og Lyft 





læ mv 70 PE VÆRN 


Grekeren Mag. Bente i tre Aar; og brog t 

berg med nogle faa Dalere i Lommen, fe 

toge fra ham paa Vejen, og uden Ubdfigt 1 

Men i Wittenberg, hvor han blev indjfreven 

1537, fandt han fornemme og rige Lands 

gav privat Undervisning og Vejledning, elle 
modighed underftøttede ham. Selv nævner 

Johannes Urne. Snart vandt han Yndeft hi 
ber allerede nu forudſagde, at han vilde blive 
Efter at have ftuderet under ham i fem Aa 
hjem med hans Anbefaling, blev indſtreven v 
Univerfitet 1542, Aaret efter Prof. i det 

næfte Aar Prof. i Dialeftiffen med Befaling 
over bet hebraiſte Sprog; 1547 derhos valgt 
for Helliggeiftes Menighed; 1553 blev han Pro 
1557 doctor theologiæ og summus theologus. 
abffillige unge Adelsmænd i hang Hu8; n 
ham allerede nu, i en højere Betydning, Danr 
lige Lærer, universalis Daniæ præceptor. 
blev han valgt til Univerfitetets Rektor: fin 


Li. v. 





Niels Hemmingſen. 91 


Gan udarbejdede nemlig ſtriftlige Grundlag til fine Foredrag, 
og efter at have Holdt bem, gjennemgif og forbedrede han 
bem paa np, førend han ubgav dem. Paa denne Maabe 
blev Univerfitetet til en Velſignelſe, iffe blot for Bræfteftanden 
i Danmark, men tillige for fremmede Theologer; thi han 
ſtrev, ifølge Tidens Mebfør, paa Latin, og har af ftørre 
Sfrifter fun udgivet eet i Modersmaalet. 

Efter hans Diſputats pro gradu (Assertiones de tra- 
ditionibus, ceremoniis ac ritibus humanis in ecclesia. 1552) 
fremfalbte hang Stilling ſom Prof. i Dialektikken og Preæſt 
et Sfrift om den gejftlige Veltalenhed, ſom han tilegnede 
Kong Chriftian den Tredie, og fiden gav en mere udvidet 
gorm (De methodis et ratione concionandi. 1555.) Den 
Ufred, ſom Sakramentererne havde fremkaldt i ben danſte 
Kirke, ſynes at være ophørt ved Forordningen af 1555. 
Wen Dr. Albert Hardenberg i Bremen vakte en ny Strid 
om Altarens Saframente 1556, hvori Kongen felv tog levende 
Del. Da maatte Niels Hemmingſen paa Univerfitetet8 
Vegne forfatte en Erflæring (Tabella de coena domini 1557), 
ber tillige blev underſtreven af begge Palladierne og ſamtlige 
Profesſorer ved Univerfitetet. Hemmingſen holdt fig i fin 
Underſtrift til Kirkens autoriſerede Lære; men den mildere 
Melanchthonſte Anſtuelſe ſlumrede rimeligvis allerede den 
Gang i halv Bevidſthed i Melanchthons Diſcipels Bryſt. 
Den udviflede fig maaſkee end mere efter Prof. Joh. Mac⸗ 
dabæi mundlige Yttringer ved Hemmingſens Difputats for 
ben theologiffe Doktorgrad (den 27 September 1557) til 
en endnu ftørre Klarhed. Macchabeus døde i ſamme Aar; 
men efter at Hemmingſen mundlig havde foredraget denne 
friere Anſtuelſe ved Univerfitetet, traadte den mere og mere 
frem i hans Sfrifter. Blandet med Kirkens Lære findes 
ben, fom en begyndende Spire, allerede i hang førfte bogs 


92 Det lærde Tiderum. Lærb Theologi. 


matiſte Syſtem, Enchiridion theologicum (Witeb, 1557: 
ut sit confirmatiø moui testamenti, hoc est foederis gratiæ 
et remissionis peceatorum, ut sit recordatio immolationis 
corpuris et sanguinis Christi in eruce pro nobis); Ugeſaa 
i hang Catechismi qvæstiones (1560), ſom afhaudle Troens 
Lærbomme i Spørgsmaal og Svar, ſom om han attranede 
en Forfoning imellem begge Meninger. Det vafte endnu 
ingen Opmarkſomhed, og han vedblev uanfægtet af ubgive 
fine velgjørende Strifter. Næjte Aar ubfom hans Poſtil 
(Postilla seu Enarratio Evangeliorum etc. 1561), hvis An⸗ 
ledning han felv angiver i Fortalen til Preeſterne: For fjorten 
Aar fiven havde han privat bifteret Lerlingerne i fit Hus 
(domesticis meis discipulis) nogle Sfolier til Sønbags 
Evangelierne, ſom han flet iffe tænfte paa at udgive; men 
be bleve udbredte blandt flere og føgte med Begjerlighev. 
Efter nogle Præfters Begiering lod han bem nu forøgede 
Tomme for Lyſet. Kansleren Johan Fris havde gjort fig 
megen Umage med at faa denne Poftil udgivet paa Danſt, 
hvilket bog forſt ſenere lykkedes, med Forfatterens Tilladelſe, 
ved Reravii Overfættelfe (1576). Paa Synoden i Odenſe 
1586 blev denne latinſte Poſtil anbefalet Preſterne. Frem= 
ſtillingen er jævn og Har, og mere end eet Sted maa endnu, 
ifær med Henſyn til Cregefen, have Interesſe for Theologer. 
Aaret efter udgav han fin Paſtor (Pastor sive Pastoris 
optimus vivendi agendique modus. 1562), fom han tilegnede 
Biſtoppen i Skaane, Tyge Asmundſen, efter hvis Onſte han 
havde ſtrevet den. Det er ben førfte egenlige Paftoraltheo= 
logi, ber ubfom i Danmar; og ben har for vor Tid ijær 
hiſtoriſt Interesfe, da ben giver et levende Billede af Præften 
og hang Stilling, hang offenlige og private Liv, Levemaade, 
Omgang 0. f. v. paa hin Tid. Den yder mangfolvige 
Bidrag til Sæbdernes Sfilbring og Stendernes Forholde. 





Niels Hemmingſen. 93 





Ogſaa Klædedragten og andre ydre Ting behandles. Præftens 
Dragt maatte hverken være hvid eller rød eller grøn eller 
blaa, men enten fort eller af en anden mørt Farve. Det 
lan man foreftille fig: var han hvid, faae han ud fom en 
Møller; var han rød, ſom en Soldat; var han grøn, ſom 
en Jæger; var han blaa, ſom en Matros. Hver Stand 
fit! Der omtales ogſaa ben ſmukke, ben Gang almindelige, 
Skik, at ber ved Gjæftebud ogſaa fremfattes Borde for de 
Fattige med ligeſaa ypperlige Retter fom for de øvrige 
Gjæfter; en Skik, ſom Præfterne, hver i fin Kreds, burde 
anbefale. Et lignende Skrift ubgav han fenere (De officio 
Pastoris evangelici. 1566) foruden abffillige andre af mere 
bogmatift eller eregetifi Indhold; ſaaſom Kommentarer til 
Pauli Breve (in epistolam Pauli ad Romanos, efter Til 
egnelfen 1562; in vtramque epistolam Pavli apostoli ad 
Corinthos, efter Tilegnelfen 1564) og til nogle af Pſalmerne 
(Enarratio Psalmi vigesimi qvinti, 1867; Enarratio Psalmi 
Octvagesimi qvarti. 1569) o. ſ. v. Hang literære Frugt⸗ 
barhed paa denne Tid er vidunderlig. 

Jmidlertid maa Hemmingſens Mening om Nadveren 
allerede have vaft nogen Opfigt. Han vilde iffe lægge Skjul 
paa ben, men gav endog en populær Fremftilling af Tros⸗ 
læren i Modersmaalet, hvori ogſaa Læren om Nadveren 
fremftilles fart og hjertelig fra fin aandelige Side. Dette 
Skrift, Lifſens Vej, 1570, er endnu et af ben danſte Lites 
raturs mærfeligfte Frembringelſer. Tilegnelſen ffrev han 
Mortensdag til Bjørn Kaas til Starupgaard, Rigsraad og 
Høversmand paa Malmø Slot, og hans Husfrue Chriftenfe 
Nielsdatter, under hvis Navn han vilde lade Bogen udgaa 
til en Taknemmelighed for deres mangfoldige Velgjerninger, 
nfiden ben Tid, figer han, eders fromme Broder, ærlig og 
velbyrbig Niels Kaas kom til mig, at jeg hannem flulde 





94 Det lærde Tibsrum. Færd Theologi. 


lære, fom er 21 Sar ſiden.“ Dels i Tilegnelſen, dels i 
Bogen felv angiver han Grundene til dens Udgivelſe. Dette 
vil jeg lave være ſtrevet, hedder bet i Slutningen, alle Danfte 
til Undervisning og Formaning; desligeſte ogſag ſom min 
Troes og Lerdoms Befjenbdelje, ſom jeg haver befjenbt og 
lært udi venne Kjøbenhavns Sfole hart ved 30 Mar: Be 
dendes alle chriſtne Leſere, at be om min Sfrift domme 
ville af Guds Ord og iffe af bet, fom hovmobige og ufor« 
farne Aander ville foregive.” Auders Sørenfen Vedel aver= 
fatte Bogen paa Latin (hortatu ipsius autoris). Denne 
Overfættelfe, Viavitæ, udlom 1574, (Tilegnelſen til Henning 
Valkendorf og Niels Sfave er ſtreven 1573.) Forfatterens 
Henſigt, ved dette Sfrifti Modersmaalet at appellere fra be 
lærde Theologer til hele bet danſte Foli, blev uden Tvivl 
opnaaet. Foredraget beri er jævnt belærende, Sproget for 
ben Tid ret godt og Stilen tydelig. Han holder fig imid= 
lertid næften overalt i Forſtandens Region, og yder fun faa 
Spor af en mere poetiſt Fremſtilling, ſom man nok efter 
nogle af hang Anftuelfer kunde vente. Heller iffe vifer han 
nogen Digtergave i ben tilføjede Ny Viſe, , udi hvillen fore— 
gives, hvorfor Verdens Frelſer ſtulde være Mand og Gud, 
ſtreven Jomfru Birrethe Rofenfparre til Undervisning.” Slut⸗ 
ningen banner Tredive Artikler om Bornetugt; Item en 
gammel Mands Raab til fit Barn. I Bogens Fremſtilling 
om Nadveren forflarer han ben ſom ,,et Sacramente under 
udvortes ſynlige Tegn, ſom vor Herre Chriſtus indfatte alle 
fine til en evig Amindelſe, at han haver givet fit Legeme 
udi Døben og udghdet fit Blod paa Korſens Galge for 
mange til Syndernes Forladelſe.“ „Det er et Vidnesbyrd, 
at be, fom den ret bruge, inkorporeres og indplantes i vor 
Herres Jeſu Chrifti Legeme, faa at de ere hang Aandelige 
Lemmer. Det er vor Aandelige Opfodelſe i Chrifti Legeme; 


Niels Hemmingſen. 9J 


thi ligefom vi aftoes med Chriſti Blod, og igjenfødes ved den 
hellig Aand udi Daaben, faa fødes vi Aandelige, fom renſede og 
igjenfødte. Det er et Vidnesbyrd om den ny Pagt, fom Gud ha⸗ 
ver gjort med Menneffet om Syndernes Forladelſe. Det er en 
Paamindelſe om den hemmelige og Aandelige Tilhobebindelfe, 
at de, fom med en chriſtelig Tro og Forfæt bruge det, blive et Le⸗ 
geme og Lemmer tilfammen udi vor Herres Jeſu Chrifti Legeme. 
Det er en driftelig Kjærlighed, at al chriſten Menighed med. 
Hjerte, Mund og Gjerninger bevife hverandre alt gobt. 
Hvo fom intet fornemmer af denne Kierlighed i fit Hjerte, 
og iffe haver Forfæt, at ville gjøre fin Neſte, bet er fin 
egen Lem, godt, han maatte faft heller være fra Sacras 
mentet. Det er et Pant og Vidnesbyrd om ver Opftans 
belfe, bet er os et Pant og en Fæjtepenning paa det evige Liv.” 

Efter nogle andre, i anden Henfeende ret mærfelige, 
latinſte Etrifter, ifær en Bog om Ægteffab og Skilsmisſe 
(Libellus de conjugio, repudio, divortio. 1572), fom han 
ſtal have ſtrevet, da han formedelſt fin Huſtrus forargelige 
Levnet maatte flille fig fra hende, og hans ſaakaldte Xgte⸗ 
ſtabsbog (De conjugio expetendo, inchoando, absolvendo, 
prudenter, pie, quiete, christiana institutio. 1572) udgav 
Hemmingſen fit Hovedſtrift: Syntagma institutionum chri- 
stianarum, 1574, det førfte fuldftænbige theologiſte Syſtem, 
hvilfet tillige gav ham Sæbe blandt Europas berømtefte 
Theologer. Det er tilegnet Univerfitetets daværende Rektor 
Dr. Joh. Franciſcus fra Nibe (anno 1574, ætatis autem 
meæ sexagesimo primo.) Det er en Gjeld, fom vore Theos 
loger endnu ſtylde vor Kirkes Hiftorie, at give en lærd Sams 
menligning imellem det kortere Enchiridion og bet ubførlige 
Syntagma, men ifær imellem disſe og det ſenere theologiffe 
Syſtem. Alle Hoveddogmer findes hos Niels Hemmingſen, 
fædvanlig i forte og Mare Sætninger, men hverken den fej—⸗ 


96 Det færde Tiderum. Lard Theologl. 


dende Henſigt, ber ſiden giver fig tilfjenbe, effer be intrifate 
Sporgsmaal, ber rimeligvis juſt berfor ſiden bleve jan bp 
pige. 3 Syntagma ubvifler han ogjaa Begrebet Saframent 
og hvorlunde vet maa forflares. nanbelig (spiritualiter.) 
Derhos findes her Hovebftedet af hang Lære de coena 
domini, en meget udførlig og Mar Udviffing af, aft Safras 
mentet er „indſtiftet til en Ihulommelſe af Chrijti Død (Coena 
domini est sacramentum institutum in memoriam corporis 
Christi traditi pro nobis)"; at bet ér „en aandelig Forbin« 
delſe med Chriſtus og em aandelig Forbindelſe imellem alle 
dem, ſom nybe bet (haud applicatio corporum physica, 
sed spiritualis eopulatio per fidem,)" 

Der gives i Hemmingſens Sfrifter dels lejlighedsvis, 
dels i færegne Bøger adſtillige Oplysninger til Sævernes 
og Overtroens Hiftorie. Allerede i Egteſtabsbogen findes 
deslige Hentydninger. Men han behandlede ogſaa den over⸗ 
troiſte Side af den Tids Kriſtendom i eget Skrift, ber fan 
anſees ſom et Tillæg til bet theologiſte Syſtem. Ved Siden 
af Troen paa Kriſtus herſtede Troen paa Djævelen. J fin 
Admonitio de superslitionibus magicis vitandis, 1575, 
meddelte han med fin fædvanlige Klarhed hele det diaboliſte 
Syſtem. Det vifer noffom, at han iffe blot havde en faft 
Overbevisning om Djævelens Tilværelfe, men ogſaa om 
hans Magt til at indvirke fordervelig paa Menneſtets legem⸗ 
lige og aandelige Natur. Han oplyſer, hvori denne Magi 
eller Djævelens Indflydelſe beftaar, Maaden, hvorpaa han 
fætter ben i Værk, hvorfor Gud tillader disſe Djæveleng 
Øjerninger, 0. f. fr. Da Evangeliets Lys for omtrent 40 
Aar ſiden beghndte at flinne her i Riget, og Læren blev 
renſet ved Guds fromme Tjenere, ba ophørte ogfaa alle hine 
Djævelens Bedrag, og Ordets himmelſte Lys adſpredte al 
hin Overtro, ligeſom ven opgaaende Sol i Øjten forjager 





Niels Hemmingſen. 97 


Nattens Morke. Men da Menneſtene efterhaanden begyndte 
at tjedes ved Evangeliet, faa vendte lidt efter lidt Overtroen 
tilbage. Og vi føres nu ind i dens uendelige Rige. J 
bette Skrift og dets danſte Bearbejdelſe lærer man at fjende 
Djævelens Sakramenter, ber dels er mange Slags Tegn, 
Figurer og Billeder, dels Misbrug af allehaande Ting (faas 
ſom Salt, Jord, Band, Papir, Bor, Traad, Sar, Saald, 
Negle, Haar, dode Menneffergs Hovedpander, Tænder og 
Ben, Mesſevin, Døbevand, Vor af Kirkelys, Jord af en 
Kirkegaard, Kirkensgle, o. ſ. v.), ſaavel ſom alle Magiens 
Urter og Underarter. Ved ben magiffe Spaadomsgave 
omtaler han Sans Bogbinder. Flere Exempler oplyſe 
Overtroens Beffaffenhebd, f. Cr. at Epilepſi kunde helbredes 
bed at bære en Seddel med be hellige tre Kongers Navne om 
Halſen. Til Slutning meddeles en Undervisning for Præ- 
fterne, hvorledes de nu have at forholde fig, dels med at 
værge fig felv imod Trolddom, dels med at behandle Here 
og Troldmend og bem, ber anflages for at være det. Hem⸗ 
mingſen ſtod vel i mange Ting over fin Tidsalder; Hexe— 
prøven med Band forfafter han; naar Hexene fige, at de i 
forandrede Skikkelſer ſamles paa et Sted og holde Sjæfte- 
bud, faa er bet pur Indbildning 0. desl. Men i Troen 
paa Trolddoms Virkelighed var han ligeſaa faft, fom nogen 
anden, og i Straffen derfor ligeſaa ftreng. Dem, ber overs 
bevifes om, ved forbudne Kunſter at have ſtadet Menneſter, 
Dyr eller Seden, bør Øvrigheden ikke ſtaane. Melius est, 
ut pereat unus, quam unitas. Heri var han iffe mere barm⸗ 
hjertig, end hang Samtid. 

Ved fin Lære om Nadveren havde Hemmingſen fluttet 
fig til fin ophøjede Lærer Melanchthons Tilhængere, men 
juft dem og andre Kryptocalviniſter gif man paa Jagt efter 
i Thyſtland. Raden maatte ogſaa komme til ham. En af 

7 W 





98 Det færde Tidsrum. Lard Theologi. 


ben Tids omflaffenbe theologiſte ventyrere, Johan Olden⸗ 
dorp fra Gaberéfev, beføgte ham 1562, og giorde fig til af 
at have befejret ham ſom andre. Men em farligere Gjæjt 
var Jalob Anbreæ, ber i Anlebning af Formula concordiæ 
fom hertil 1569, øg i Gemmingfen ventede ſig em farlig 
Modſtander. Han ffrev ham til fra Kolding; Hemmingſen 
fvarede ham med fin Trosbeljendelſe i bet farlige ”Bunit 
cathegorice, clare, sine cothurno, I Svaret ligger tydelig 
hans Mening, bog ſaaledes at ingen kunde fomme ham for 
nær derfor. Men Salob Andrece, ber ille blot fanbt Sem 
mingjen, men mange anbre danſte Theologer anftufne af 
Giften, maa have flaaet Larm i Tyſtland. Og Calvins 
Tilhængere i Sachſen beraabte fig netop paa Hemmingfen. 
Slaget maatte berfor ramme ham. Churfyrſten Auguſt af 
Sachſen, en Svoger til Kong Frederik ben Anden, ſendte 
benne en Denunciation af 4 Juni 1575; og om Morgenen 
efter af Kongen havde modtaget ben, Klokken 5 aarle bleve 
be Hojlerde og Præfterne faldte op paa Slottet. I Kans= 
leren Niels Kaaſes og Rigéraaben Jørgen Roſenkrandſes 
Nærværelfe foreholdt Rigshofmeſteren Peber Ore be Ind— 
kaldte Churfyrſtens Klage, og tilholdt bem alle, Theologer 
og Bræfter, ifølge Kongens Befaling, at ſtrive og lære 
simpliciter de coena Domini juxta Augustanam confessionem, 
faafremt be iffe vilde ftraffes paa Liv og Blod; og Hem— 
mingſen befalede han at tilbagekalde ben Artiffel de coena 
domini i hans Syntagma. Hemmingſen ſvarede: „Det bliver 
mu i Morgen otte Dage et Mar ſiden, at jeg blev Faldt til 
Frederiksborg til min naadigſte Konge; ba befalede Hans 
Majeftæt mig og mine Medbrodre, at vi intet ydermere 
ſtrive eller diſputere ſtulde om bet hellige Saframente; hvad 
allerede ſtrevet var ſtulde da holdes mig tilgode. Til dette 
kongelige Løfte, fom jeg udi Gr. Kanslerens Nærværelfe 


Niels Hemmingſen. 99 


haver bekommet, holder og forlader jeg mig endnu ganſte, 
og er paa det ydmygeligſte begjerendes, at Hans Majeftæt 
ville værviges for Guds Skyld at holde mig det famme fin 
Raades Tilfagn, og iffe tvinge mig fattige gamle Mand til 
nogen Revocatz. Hvad jeg haver lært eller ſtrevet, bet 
haver jeg gjort med en god Samvittighed. Jeg haaber 
min Tid bliver iffe længe; tfi bet ev mit annus climacte- 
ricus og 63 Aldersaar, og forventer jeg daglig en naatig 
gorløsning. De Theologer i Sachſen, ſom beraabe fig paa 
mig, gjøre Uret. Der er en Artiffel i min Bog, fom de 
ſtode fig paa; den vil jeg gjerne udflette, men jeg fan intet 
ffrive eller indfætte i i dens Sted. Thſtland er ftort, har 
mange Theologer og mange Meninger. Hver retter fig efter 
fin Fyrſtes og Herres Billie. Men i disſe Lande er Kongen 
en regjerende Monark, hvem vi næft Gud og vor Samvit⸗ 
tighed have alene at fvare. Og efterdi der dog fun er een 
Gud og een Sandhed, ſynes det ubilligt, at man ſtal blafre 
for Hver Bind og underſtrive hvad fremmede og urolige 
Hoveder ville optænfe og angive. Min Bog huver ingen 
Oprør foraarfaget endnu, men jeg taffer Sud og fongelig 
Majeftæt, at her er Enighed udi Kirker og Skoler, og ben 
ene lærer fom den anden.” Da tog Jørgen Roſenkrands 
Ordet: „Ja, faa formerke vi da, ſagde han, efterdi I figer, 
at her er Enighed, at disſe andre Theologer her ftaa ere 
ligefjaa gode fom J.“ „Jeg taler intet om bisfe anbre, 
fvarede Dr. Niels, men fiden min Bog gif ud, er iffe lært 
anderledes end tilforn.” „Saa høre vi da, ſagde Rofenfrands, 
at J lærer i Sfolerne tværtimod bet her præbifes udi Kir⸗ 
kerne.” „Hvad Bræfterne prævife, ſvarede Dr. Niels, falder 
iffe mig hjem, men jeg haver albrig lært eller diſputeret 
anderledes udi be 30 Aar jeg haver været her ved Univers 
fitetet, end jeg haver mundlig hørt af Philippo Melanchthone 
ur ås 





100 Det færve Tidorum. Lerd Theologi. 


og andre færbe Mend, ſom have formet oe ben rette og 
reformerede Lærdom paa Fode, og ben Tid jeg Bltv promo« 
veret in doctorem haver Dr; Macchabæus diſputeret bette 
ſamme Argument, vg er bet defenderet og blevet gobt'og 
ret Fjendt af alle.“ Nu tog Biſtoppen Dr. Povel SMlabjen 
Ordet; han var Hemmingſens Ven, og indlod fig nær 
mere i Sagen, Derhos forſbarede han fine Kirker, og 
mente, bet var bedſt man lod ſaadanne høje og hellige Sager 
baade med Mund og Haand uoverffaſtede, troede enfolbelig 
og gav Guds Ord ren. Peber Ore flutteve Forhanblingen 
med et venligt og trøftende Ord til Hemmingſen. Zi Dage 
efter maatte alle Fjøbenhavnfte Lærere atter møbe og under⸗ 
ſtrive em Forpligtelſe til, under Straf paa Liv og Gabs, 
intet videre af ville røre deune Lærbom eller auderledes ent 
ben Augsburgſte Konfesſion angiver. — Niels Hemmingſen 
unberjfrev: subscribo et approbo ex sincero corde. Dermed 
ſtulde man tro, at Stormen var gaaet over. Men be tyſte 
Theologer vare iffe tilfreds. Forargelſen var jo givet offen⸗ 
lig; offenlig maatte ben affones. Neſte Aar ſtrev Chur⸗ 
fyrſten atter til Kongen, og forlangte, at Hemmingſen maatte 
tilholdes at give et Tilbagekald; Kongen maatte ellers betragtes 
ſom en Beffytter af Heterodoxi. Det var for Kongen en 
horribel Tanke. Han paalagde Konſiſterium at ſtaffe Hem— 
mingſens Gjenkaldelſe, ſaaledes at Univerſitetet kunde blive 
befriet for enhver Mistanke. Det var et haardt Slag for 
Oldingen. Hans Ven Biſtoppen og Profesſorerne, der 
næften alle vare hang Diſciple og Tilhængere, foreſtillede 
ham iffe blot ben Straf, han ved en Bægring vilde paadrage 
fig felv, men tillige ben ftore Fare, for hvilken han vilde 
ubfætte bet hele Univerfitet. Da underſtrev han endelig 
Revofationen. I ben forefom be viſtnok for uundgaaelig 
nøbvenbige anſeete Udtryk: substantialiter, vere et realiter, 





Niels Hemmingſen. 101 


verum corpus et verus sanguis, med bet Tillæg: ita ut 
verus cibus et verus potus sit, quo homo pascitur, reficitur 
et vivificatur ad vitam æternam. Men for at frelfe fin 
Samvittighed, tilføjede Hemmingfen mundlig en Kommentar, 
hvorved han vilde bringe fin virkelige Mening, det fom han 
altid havde lært, i Overensſtemmelſe med Formularens Ord, 
hvorlunde bet nemlig dog ingen legemlig Nydelſe var, men 
at forſtaa paa aandelig Vig fom et Pant og Forvisning om 
Guds Naade til Sjælens Salighed. Og da de andre ikke faa lige 
vilde tage denne hang Forklaring for gyldig; da de fvarebde, at 
hvis han mente noget andet, end det han havde ſtrevet, fan kom 
bet paa hang egen Regning, Menneffene funde fun domme efter 
hans Ord — faa gav han bem Papiret med de Ord: Domini, 
ibi habetis scriptum, facite quod vultis, ego aliter non 
sentio. Nu ſtulde Profesſorerne vel paa felve Revokationen 
have bemerket, at han i Grunden mundlig atter havde revos 
ceret den; men de gjorde det iffe, og fendte den fom ben 
var til Kongen. Fra Kongen blev ben atter fendt tilbage 
til bet theologiſte Fakultet, ſom atter prøvede, ſamtykkede og 
unberfirev ben. Forargelſen var ifær givet paa Latin for 
hele Kirkens Aaſyn, men i Livſens Vej havde Hemmingſen 
for bet danſte Folk yttret det ſamme; han maatte derfor 
famme Mar for Almuen udftæde en Befjendelfe paa Danſt. 
Den var faa fpagfærdig, at enhver kunde underffrive ben; 
nemlig at Chrifti Legeme, der var hengivet for 08, og hang 
Blod, der var udgydt for mange til Syndernes Forladelfe, 
tilvisfe var tilftede og blev uddelt og modtaget i Sakramentet. 
Da Kongen havde modtaget Revobationen, gav han fig til- 
freds, ja anbefalede endog Hemmingſens Postilla; men de 
tyſte Theologer ſſumrede iffe. Nu vifte de, at Giften ſtak 
ogſaa i den. Og deri havde de Ret; ved Skjertorsdag 
hedder det nemlig: deinde significat hæc cæna nos spiri- 


102 Det lærde Tiderum. Lærb Theologi 


tualiter ali et sustentari corpore el sangvine Christi. Derhes 
paaſtode be, af Hemmingſen vebblev mundlig at foretrage 
fin Lære. Noget Bevis berfor er aldrig ført; men f fig 
felv er det vel iffe ganſte uſandſhuligt. Han fulgte maaftee 
fin Lærer Melanchthons Crempel, ber troede, at Sandheden 
lidt efter lidt maatte bane fig Vej. Og hvor let maatte 
iffe hang Mening, ber jø iffe bencegtede Luthers ligefrem, 
men fun gav ben em højere Udtydning, under hans Foredrag 
ved et eller andet upaaagtet Ord komme til at ſtinne igjen= 
nem. Den hele Beſthldning Fjender man imidlertid kun af 
hang Modſtanderes Paaſtand; og nogen Underſogelſe derom 
fandt iffe Sted. JBeghndelſen af Auguſt 1579 ſtres nemlig 
Churfyrſten atter til Kongen: at Hemmingſen nu ſom før 
gav Calvins Mening Medhold, nægtede ben ſubſtantiale 
Nærværelfe, og, fin Revokation uagtet, vedblev at bruge 
fine gamle Frafer og Sætninger i fine Leftioner; og efter« 
ſom han endda, ved Forelæsning og Difputering, i Univerfitetet 
holdtes i fin fulde Anfeelfe og Myndighed, faa var Kongen 
og Danmarks Rige i ftor Mistanke hos be tyffe Herrer, 
at Hang Majeftæt ſtulde befordre en ſaadan Mening og 
intføre ben i fine Kirfer. Det var mere end Frederik ben 
Anden kunde bære. Mu gav han uden Underſogelſe, uden 
Lov og Dom, Niels Hemmingſen ſin Afſted ſom Profesſor 
og Præft, og befalede ham inden tre Dage at begive fig til 
Roeskilde, hvor han fif et Kanonikat til fin Underholdning ; 
og Forventningen om hang Tilbagefalvelfe gif iffe i Opfyl— 
delſe. Nu kunde ba Jakob Anbreæ ſende fin Formula con- 
cordiæ herind, fom Kongen beg 1580 „ſſog i Ilden“. Og 
Zeloternes Haan og Spot, for hvilken Kirkens gamle Lærer 
mere end cen Gang havde været udſat, kunde nu have fit fri 
Løb. Et bidſt Nidvers fra en tidligere Tid, 1574, tillægges 
Dr. Joh. Amerinus fra Nibe, maaſtee bet ber indtil vore 








Niels Hemmingſen. 103 


Dage er opbevaret pan Laaland. At Hemmingſen felv veb 
en hvas Tunge bidrog til at fremfalde deslige Angreb, er 
ber liden Grund til at antage efter hang Sfrifter. Der 
tillægges ham, men uden behørig Hjemmel, en Satire om 
Biffopperne, hvoraf fun lidet er befjendt. Der anføres 
nøgle Ord af den, ber iffe vife noget bittert Sind, nemlig 
om Hemmingſens Ven Biſtoppen Povel Madſen: Paulus 
amat Musas. 

3 fit Liv havde Hemmingſen haft megen Gijenvordighed. 
Hans Søn, Hans Hemmingſen, flægteve Moderen paa; 
han blev Prof. i Theologien 1570, men affat 1575 for⸗ 
medelſt forargeligt Levnet. Fra fin forſte Huftru blev Hem⸗ 
mingfen flilt; hans anden Huftru, Maren Madsdatter, 
fulgte ham til Roeskilde, og med hende levede han lyffelig 
til hendes Død 1582. 70 Aar gammel giftede han fig tredie 
Gang mer Birgitte Larsdatter, der overlevebe ham. Bed 
benne Tid, 1583, ſtal han Have forfattet fit Skrift Immanuel, 
ber forſt udkom efter hang Død, og ſom menes iſcer at være 
ffrevet imod Jakob Anbreæ. En Afvegrling i hans ensformige 
Liv var Kong Jakob den Førftes Beføg i Roeskilde 1590; 
ben lærde Konge talte med ham om Præbeftinationen, og 
forærede ham en forgyldt Solvpokal til en Erindring. Endnu 
i fin høje Alderdom vedblev han at udgive Skrifter (1590— 
1597), ſaaſom: Antidotum adversus pestem desperationis 
1590, og Tractatus de gralia universali 1591, ſom H. P. 
Reſen ſiden tog fig af. Disſe Skrifter ere ogſaa overfatte 
paa Danff. Samt Kommentarer, til Johannes? Evangelium, 
(1590 og 1591), og til be førfte Davids Pſalmer (Enarratio 
Viginti et vnius Psalmorum Davidis 1592), hvis Fortolt- 
ning ved Univerfitetet han blev forhindret fra temporum 
iniuria. J Tilegnelfen til Niels Kaas (Roschild. 24 Juni 
1591) omtaler han dennes Broder Bjørn Kaas, ber blev 





104 Det færde Tibérum. Lard Theologi. 


anbefalet at være blaudt hans Diſciple (ante annos 41 
meque tum ætalis. meæ annum 37 egresso.) 3 fine fidfte 
Leveaar var han aldeles blind. Aaret før fin Død, ben 4 
Februar 1599, blev han af Chriſtian den Fierde Faldet op 
paa Slottet, for at afgive ham ſin Befjendelfe om Mabveren. 
Denne Bekjendelſe (Nogle Sporgsmaale om Chrifti Legems 
og Blods Saframente øg Svar bertil) ſtal have været ud⸗ 
bredt i Haandſtrift. Ham bøbe ben 23 Mai 1600, og bles 
begravet i Roesfilbe Domfirfe, fulgt tif Graven af fine 
Diſciple, Profesſorer og Preſter. Hans Billede forejtiller 
ham paa Kathedret med em Bøg i Haanden, omringet af 
fine Tilhorere, og berøver: Qui ad justitiam erudiunt multos 
ut stellæ fulgebunt, Dan. 12. 

Nogle af Niels Hemmingſens Ligpræbifener, ſom be 
over Otte Rub, Herluf Trolle og Birgitte Gjø, lunde, efter 
3. Møllers Bemærfning, „have opfordret til nogen Begejfts 
ring; men han giver i ben hiftoriffe Del fun en jævn og 
enfoldig Beretning om ben Afdodes Liv og Levnet, og i ben 
parænetiffe Del afhandler han friftelige Almenſetninger paa 
ben vebtagne Maade.” Heller iffe i hang Pſalmer fommer 
nogen poetiſt Begejftring eller Originalitet tilfyne. Han har 
opſat Skoleordinanſen for Herlufsholms Sfole. 

Niels Hemmingſen ſtildres ſom en Mand af et mildt, 
fredeligt, muntert og behageligt Væfen, ligefrem og uden 
Bram. I fine latinffe Sfrifter vifer han Skarpſindighed 
uden Haarkloveri, Fylde uden Overflod, Klarhed i Frem— 
ftillingen og Fynd i Udtrykket, og giver em obieltiv Frems 
ſtilling af hvad ber bevæger fig i hans Indre. Han fræver 
Gud til Vidne, at han intet gjør hverken af Lyſt til Strid 
eller for at vinde Menneffegunft, men af ren og oprigtig 
Kjærlighed til Sandhed; og Sandheden vil fejre (veritas 
tandem vincei.) Som Lærer flal han, naar han ilke biftes 





Niels Hemmingſen. 105 


rede, have haft et tiltreklende Foredrag; ſom lærd Theolog 
var han Europas Lærer, og ſom mere populær Skribent for 
Præfteftanden en BVelfignelfe for fit Fædreland. Kriſten⸗ 
ſtendommens Veſen fætter han mere i det Indre end i det 
Ydre, og foretrælfer Aanden for Bogſtaven. Ikke blot Nad— 
veren opfattede han ſom en Handling med aandig Betydning, 
men ogſaa Daaben. Han bidrog til at afſtaffe den SHE at 
nedſenke Barnet i Bandet, iſteden for blot at beftænfe bet 
bermed; thi det var nok at holde faſt ved Daabens aandes 
lige Betydning. Derfor dvæler han ikke heller faa meget 
ved ben ydre Gudstjeneſte, fom ved den Grundtanke, at en 
Kriſtens hele Liv er en Guds⸗-Tjeneſte. Alle menneſtelige 
Handlinger ſtulle føres tilbage til Guds Erkjendelſe og Guds 
Dyrkelſe. Derfor lægger han Bægt paa den kirkelige Vielfe 
ved Xgteſtabet; det er Religionen, der helliger enhver verdslig 
Gjerning, og forvandler den til en Gjerning i Gud. (Foruden 
mange andre Steder i hang Sfrifter fan man fee i hang 
Syntagma Affnittene Cultus dei og Bona opera.) Neret 
ved de Gamles Sfrifter og ved Selvtænfning berover, 
hævebe han fig overhovedet, Hvor ſtreng orthodox han end 
var, til Auſtuelſer, fom man førft finder udtalte med Klarhed 
et Aarhundrede efter. 

Blandt hang Difciple vare Kansleren Niels Kaas og 
Hiſtorieſtriveren Anders Sorenſen Bebel. 

Til de Kalumnier, for hvilfe Niels Hemmingſen var 
udfat, har jeg iffe taget noget Henſyn. Ikke blot hans 
Avindsmand, Iver Bartholin, men adffillige andre fanatiſte 
Bræfter overvældede ham dermed. Enhver fremragende 
Mand var ubfat for deslige Bagvaffelfer; alle flage derover ; 
Kingo blev Heller iffe ffaanet. Men jeg haaber, at ingen 
vil fæfte Lid til fligt, og at ingen retſindig Hiftorieffriver 
vil gjentage deslige Beviſer paa Tidens utrolige Raahed 


ovsyvinenes Natur, en ugrundel 
tvivles om, hvorvidt det er tillad: 
ydre Tvang, at aflægge en Befjen: 
Hjerte falder tilbage; men ber f 
Hemmingſens Vedholdenhed veb fin 
førft ved fremſtridende Forſtning he 
han ben ikke noget Djeblik. Hang 
for, at han iffe tog Honorar for | 
er bet vitterligt. De vigtigſte havde 
Klasſe af Roms forbudne Bøger. 


Om Niels Hemmingſen, fee Giesfin, 
Annal. 3, 539. Nyerup, Hift. ſtat. Ski 
D. Pſalmed. S. 15; men iſar hans Levi 
Kalender 2, 325, og Hemmingſens Paſtoral 
S. 8. Bos de tvende fidftnævnte findes 
hans Fodeſted (i Herritslev Sogn, der beft 
fun cen, Egholm, er tilbage; i een af de 
D. Atl. 3, 304, hvor hans Fodefted efter 
Barfods Fortællinger af Fadrel. Hift. har Er 
hans Fodſelsdag og Fodſelsaar (der af Hel 
omtaler det, fom foran er bemarket, i fine 
Kaas Emmikſena Cca 


Niels Hemmingſen. 107 


familia meas conditiones perspexit, et liberali stipendio me 
aliquot annos Vuilterbergæ sustentauit. 

Om tabella de cæna domini og Hemmingſens Underſkrift, 
fe foruden Pontoppid. Annal. Chriſtian den Tredies Breve i Dån. 
Bibl. 5, 185. Heiberg, Palladii Levnet, S. 139, Paulli, 6. 
33. Anm. 

Med Striden imellem Lutheranisme og Calvinisme fan jævnføres 
den, der førtes i Sverrig, og ſom Dronning Chriftines Lærer Joh. 
Mattfiæ gav Anledning til 1644, i det han ved fit Skrift Idea 
boni ordinis in ecclesia Christi tilfigtede en Forening af begge 
Bekjendelſer. Han fif deg iffe fin Affled, men maatte tage den. 
(Fryzell, Beråttelser ur sv. hist, 9, 38 og 14, 100.) 

Semmingſens talrige Skrifter omfatte alle Theologiens Dele, 
paa Kirkehiſtorien nær. Bidrag til deres Ordning give I. Moller 
pg Paulli. De udkom enfeltvis, men de vigtigfte ere ſamlede i hans 
Opuscula iheologica. Genevæ 1586. fol. De bleve ſnart overfatte 
paa Tyſt; og det fynes at have været ham fjærere, fordi det er et 
meget ordrigere Sprog, endſtjsndt han finder det tilbørligt, at alle 
Chriſtne have gudelige Bøger i deres Maal. (Fortalen til Niels 
Lauridfens Overf. af Hemmingſens Bog om Guds Naade, og til 
Haagen Laurentfens af Brentii Prædikener. Paulli, S. 31. Anm.) 
Adſtillige bleve overfatte paa Danſk. Livſens Vej paa Jolandſt, 
Holum 1575. 

For de Læfere, der, uden at være lærde Theologer, onſte nogen 
Indfigt i Niels Hemmingſens Skrifter, meddeles nogle Bemarkninger 
om nogle af de vigtigfte, med nogle Prøver af hans Foredrag, og 
om de danfle Overſattelſer. 

De methodis et ratione concionandi. Rostock. 1555. findes 
i em mere udvidet Form i hans Opuscula theologica, &. 1: De 
methodis libri duo, quorum prior quidem omnium methodorum 
universalium et particularium, quarum usus est in philosophia, 
brevem ac dilucidam declarationem; posterior vero Ecclesiasten 
siue methodum theologicam interpretandi concionandique continet. 
Det var for fin Tid en gylden Bog. 

Catechismi quæstiones. Havn. 1560, i Opusc. theol, S. 
174. Heri hedder det om Nadveren: Qv. Quænam munera sunt 
in hac cæna invisibilia? R. Verum corpus et verus sangvis 


sorem evæpvsin p 
gnificat nos uniri et incorporari corpori Christ 
raliter juxta hæc Pauli verba 1 Cor. 10, 1 

Postilla seu Enarratio Euangeliorum in d 
festis, in gratiam piorum Ministrorum Euan 
afn. 1561. Francof. 1580 og fl., i Opusc. t 
aa Danſt af Rasmus Hanſen Reravius. Kbh. 1 
300. fol. (i Hjelmftjernes Samling.) Fortaler 
verfættelfe er af Niels Hemmingſen felv. Bogen I 
ng egen Foranſtaltning. „Og paa det at det I 
s (tørre Gavn haver jeg mange Steder videre fi 
r tilforn udi den latinſte og tyſte Poftilla, og til 
ges Evangelia.“ Tilegnelſen oplyſer, at disfe Til 
ner og andre Stykker, ffrev N. Hemmingſen paa La 
erav dem for at overfætte dem paa Danſt. 3 
ilegnelfe til Chriſtopher Valckendorp til Glorup (| 
rhos, at forſt havde N. Hemmingſen ſtrevet og d 
iple denne Poſtil 1547, mange fine Nænds Børn, 
m han den Tid havde hjemme i fit Sus. Da begi 
blive ſaare almindelig baade blandt Studenterne, 
uderede her i Kjøbenhavn, og desligejte blandt P 
teder her i Riget. Og for den Slyld forbedrede I 
det Aar 1555. Deraf blev hun da end mere bel: 
r den ſmukke Maade og Viis her bruges at lære rt 


fan Non fafins CM. + om - 





Niels Hemmingſen. 109 


Mænde og Præfters Ben og Begjering udgaa pan renten her i 
Kjebenhavn anno 1561, Saa blev hun ftrar det andet Mar efter 
tryft paa ny i Wittenberg, og blev ſtrax udfæt af Latinen paa 
Tytſte. Siden haver hun været tit og ofte trykt i Tyſtland baade 
paa Latine og Tyſte og folgt i mange tufende Exemplarer. Kans⸗ 
leren Johan Fris havde gjort meget for at faa den paa Danſt, og 
allerede for ti Aar fiden handlet med en tyſt Bogeførere, fom havde 
fin Handel her i Riget med Bøger, at han flulde ſamme Poſtil 
lade udfætte paa" Danſt og prente. Nu tilftædte N. Hemmingſen, 
at Baltzer Kaus, der paa fin Befoftning havde ladet den prente paa 
Latin, ogſaa maatte befofte og lade den prente paa Danſt. (jf. 
Berlauff, Blandede Bidrag i Athene 2, 232.) See ogſaa Paulli, 
S. 23. Som Exempel paa Fortolkningen henviſes til Dominica 
nona post trinitatis. Luc. 16: Forklaringen over Evangeliet om 
den utro Husfoged. 

Pastor sive Pastoris optimus vivendi agendique modus. ” 
Hafa. 1562 og ofte derefte. I Opusc. theol. S. 90. Den 
indeholder: 1) Vita pastoris privata et solitaria. 2) Instructio, 
juxta quam pastor suam domum et familiam regat: Valget af 
Huftru, Borneopdragelſe, Forholdet til Tyende, o. f. v. 3) De 
conversalione pastoris politica et externa. 4) Officium seu 
legitima pascendarum ovium Christi ratio, hele det præftelige 
Embede. See om dette Skrift I. Møller i Hemmingſens Levnet, 
og i Ryt theol. Bibl, 20, 254, ſamt Paulli &. 35. Som 
Exrempler paa Foredraget meddeles heraf to Steder, et om Klade⸗ 
dragten, det andet det mærtelige Sted i Affnittet de conviviis 
(Opusc. theolog. &. 122. 128.) 

Militi convenit, vestem gestare brevissimam et jam in hac 
morum corruplione non datur apud multos vitio, si vela cali- 
garum infra genua se etiam extendant. Hic si oblonga uteretur 
veste, meritd se aliis deridendum propinaret. Nautæ congruit, 
laxas et dependentes gestare caligas, et veste talari absque 
omni plicatura uti. Hic si mititis vestem sumeret, zd 79870v 
suæ personæ non servaret; nisi forte levitas isti generi homi- 
num decorum afferat.  Mulieri nobili si sinuoso syrmate 
terram verrit, hodie non datur vitio. Si idem faceret pastoris 
uxor, maximum probrum esset. Cum nobilis se catenis 


mms meee sst wi TIGendl ; 
modum, imo multo magis decet pastorem, 
suæ personæ et officio conveniens. Relinquat i 
nates non tegentem, velaque caligarum ; relin« 
natos illos et oblongos pileos; relinquat nau 
relinquat nobilibus matronis sua syrmata, suas 
ricum, margaritas, annulos, et reliquum ornatu 
major est, quam ut stultitia et levilas mundi 
possit. Relinquat et civibus suum decorum. 
vestis forma, pretium et color. Forma — co 
feriat occipitium, ut in multis videmus. Manic. 
transverst, et rursus filis sericis connexæ — 
in decoro spectandus est, Nec alba, nec rub 
nec cærulea congruunt pastori, sed nigra potius 
qui minime ad pompam facere videtur. Verum 
el laudala exempla adhibeantur in consilium (et 
Convivia amicitiæ causa instituta a Græcis di 
propterea quod in eis mutua fovebatur charitas 
etiam dicuntur convivia, quæ pauperibus refocillar 
qualia solent in Lolandia patria mea crebro fi: 
illic aut nuptias celebrant, aut puerperia, aut al 
convivia, pauperibus mensas aplant, ſereula 
minus lauta quam aliis conviviis. Ac si quis c 
peres non admitteret, aut non benigne tractar 


XVX 





Niels Hemmingſen. 111 


farer til det Gamle og Ny Teſtamentes Bøger. I Comm. in 
epistolam divi Jacobi apostoli. Hafn. 1563. tilegnet Frands 
Brockenhus til Egeſkou, findes quæstiones de usuris et bonis 
Ecclesiasticis, fom han ſtrev efter Kansleren Joh. Friſes Begjering. 
Af Komm. in epistolam Pavli ad Philippenses. Vitebergæ 1564. 
ſees, at han i det Aar miftede fin Moder, matrem charissimam, 
der blev 80 Aar gammel, efter at have været Enfe i 28 Aar. 
Komm. in vtramque epistolam Pauli ad Thessalonicenses. Vileb, 
1566 er tilegnet Biſtoppen i Fyn Nic. Casp. Vibergius, der havde 
ydet hans Moder Pleje. Komm. in epistolam ad Hebræos. Viteb. 
1568 er tilegnet Niels Kaas, der for ferten Aar fiden var en af 
bans ypperſte Difciple. Af dogmatiſt Indhold er; Historia Domini 
åihesv Christi dei et hominis, regis coeli et terræ maximi et 
jauictissimi, unici Ecclesiæ Dei Monarchæ, summi æternique 
Sacerdotis, ducis de Bethlehem illustrissimi, triumphatoris regni 
tenebrarum gloriosissimi, ac datoris uitæ æternæ liberalissimi: 
ex principio Euangelij Johannis. Hafniæ 1562, hvis Titel alene 
vifer, at felv iffe han gif fri for Tidens højtravende Smag. 

Liffjens Ven: Det er, En vis oc Chriſtelig Vnderuiſning, om 
huad det Mennifle flal vide, tro oc giore, ſom det euige Liff vil 
indgaa. Screffuen, Alle Danſte oc andre ſom Danſk maal forftag 
unde, til ſalig onderuifning. AF Niels Hemmingſen, D. Kbh. 
1570. (Paa Kongens Bibl., den anden Udg. 1599 ogſaa paa 
Univerſitetsbibl.) Folgende Prøver meddeles bogftavret: 

(Af Fortalen eller Tilegnelfen). Det førfte gode oc gaffn ſom 
Guds børn, det er den Chriſtne Kirde haffuer, er at Gud er vdi 
dem lige ſom en alderklariſte Sol. Thi ligeruis ſom der er ſtin, 
verme oc liffactighed vdi alle Creatur ſom ere vdi Verden, af denne 
Col, ſem vi fee vdi Himmelen, Saa er aff Gud fom er fin Kirckis 
Sol, Elin (det er en Kar Guds kundſtab) Verme (det er brendendis 
affecter oc begæringer, vdi Troen, Haabet oc kierlighed) oe Liffs 
actighed (det ere atffillige huſpalelſer, ved huilde en trofaft Siel 
liffactig gioris, værguegis oc frydis. 

Denne Sol lige ſom hun oprinder vdi deris hierte, ſom frycte 
Gud, faa gaar hun neder for alle dem, ſom foracte Gud, oc her 
leffue vdi legemlig tryghed. Derfaare er det raadeligt at Guds born 
lade icfe denne Sol formørdis vdi fig aff forfømelfe til at læfe, 


& 


were vest AJ DU, ut | 


beholde wi vdi vore Bierter denne Sol (det 
ord) da ledſager hun off hen ind i det falige 
Her hoff er at betencke huad alle de £ 
denne Guddommelige Sol, ved Guds ord ide 
treffue de vdi allerftørft vanuittigheds morckh 
oc kiende Gud, der hoſſ ocſaa forſkreckis de vt 
bange famuittighed, for Syndens ſtyld. Oc 
vdi mange bleffuen fan follsff, at hun intet føl 
ner hun alligeuel en gang (bleffue det ide før 
fører Menniflit i Mißtroſt, huildit er den fi 
tendis land, ſaa at det Menniffe vilde fig at 
(Om Chriſti Perſon, S. 78). Det $ 
faaregaff, der Chriſtne Menniſke flulle vide o 
Chriſto, er at hand er en perfon, oc huorfaar 
at hand fulde være en perfon. É 
At Hand er en perſon oc ide tuende perſon 
natur, beuife iblant mange, disfe effterfølgendis 
Johannes i det førfte Capitel ſiger: Orde 
Guds Søn bleff Menniffe, der Hoff fetter han 
herlighed, fom Guds enbaarne Sons. Haffde 
perfoner, da haffde hand ſagd, wi fane deris h 
herlighed. Mathei vdi det tridie Capitel lydd 
røft offuer Jeſum Marie Søn, der hand vaa 





Niels Hemmingſen. 113 


ſtulde være en perſon oc ide tuende perſoner, ſom der er vdi hannem 
tuende naturer, er mange dræbelige fager, aff huilde ieg vil nogle 
opregne. 

Den førfte, vor Meglere Gud oc Mand flulde være en perſon, 
paa det hand funde gisre Gud oc Menniften til it, derfor er hand 
Faderen tilfsiet met ſand Guddom, oc Menniffen met ſand Manddom, 
at hand faa kunde tilhaabe binde Gud oc Menniſken. 

Den anden, Den ſom ſtal være Meglere imellem dem fom ere 
wens, hand kand intet vdrette, om hand tilhenger den ene, oc er wens 
met den anden, derfor er det tilbørligt at en Meglere er begge parter 
anbengendis, for denne fag ſtyld, er vor Meglere Jeſus Chriſtus, 
met fin Guddommelige natur tilføiet Gud, ſom vaar fortørnet met 
vor Epnd, oc met Menniftelig natur tilfsiet Menniſten, paa det 
hand hunde ſammen binde begge parter, ſom vaare wens, det er Gud 
oc Menniften, met den focietet oc wenſtab hand haffde met begge 
parter, ſom Ireneus figer vdi fin tredie Bogs tiuende Capit: huor 

- hand lærer, huorfaare Guds Søn haffuer annammit Menniflelig 
natur, oc er bleffuen ſant Mennifte. Det vaar tilbørligt (figer hand) 
at den fom er Meglere imellem Gud oc Menniſken, at hand forligte 
dennem, for den enighed oc naturlige fryndſtab hand. haffuer met 
begge parter, fan at hand funde vdrette at Gud anammede Menni⸗ 
flet, oc Menniftet gaff fig onder Gud. (etc.) 

(Om Troen paa Chriftus, &. 125). Denne Chriftelige Trois 
tette art ev, huor paa huert Menniſte land vide, om hand haffuer 
en falig Tro. Forſt, at hun lader fig føle vdi hiertit. Der næft, 
at hun lader fig fee oc beuife vdi gierninger. Det tredie, at hun 
lader fig proffue vnder Kaarſſit. Det fierde, at hun offueruinder 
Berden. Det femte, at hun bliffuer faft indtil enden, hues ende, 
ſom Petrus figer at være Sialſens falighed. 

Forſt fagde ieg at en Chriftelig Trois art er, at hun lader 
fig føle vdi Hiertit, faa at der folis en wſigelig huſualelſe imod 
Louens forbandelfe, imod Dodſens mact, oc Dieffuelens grumme 
tyrannj, At der folis en wſigelig glæde aff Syndernis forladelfe, At 
der følis en Aandelig tryghed, om Guds Naade oc venſtab, At der 
felis Chriſti neruærelfe, oc den hellig-MAands Tempel vdi Menniffens 
hierte, At der folis den hellig ATands krafft, ſom op ueder Troen 
til at bede, At der folis en brendelig begæring, til at gjøre Guds 


8 


wuv haſſuer befalit. Oc henger til 
tienijte, huor aff bun kaldis pur oc 
Det Førfte er, at gierningen 
være befalit aff Gud. Det Andit er 
aff Troen til Jeſum Chriſtum. D 
gisris offuer alt Gud til ære, fag 
fin lhdactighed mod fin Himmelfte $ 
„Pauens meſſer, vigilier, roſenkrantze 
indført vnder belligheds fin? omen 
hdre Gudstjeneſte, indprenter han, 
kommer an paa, men paa det Sind, 4 
En Gudfryctig tieniſte pige, oc en an 
baade gisre deris Boſtruer eng tieniſte 
der, ja vndertiden det ſom meget rin, 
Gud, hun gior ſin gierning aff Troer 
ning, ſom vil at Tienere ffulle være d 
Bgudeligis gierning, endog hun uduor 
icke Guds tieniſte, for hun er beſmittet 
— Til Slutning forklarer han Bonnen 
at ſtamfutte den Dieffuels vildfarelſe, fc 
Verden om helgens paakaldelſe. — En 
men vdi Hiertet en brendelig begæring o 
Vedels latinſte Overſattelſe, Vja v 
1380. er optaget Onner 11. — 


Niels Hemmingſen. 115 


overſat af J. M. B. Kbh. 1653, under Titel: Om Ecteſkab At 
1. Betencke. 2. Beghnde. 3. Fuldkomme. 4. Leffve udi. 1. Vijſlige. 
2. Rrlige. 3. Gudfryctige. 4. Rolige. En Chriſtelig underwjſning. 
Nids Hemmingſon D. Heri findes artige Oplysninger til Tidens 
Sader og Overtro. Hvorledes f. Er. Brudefollene følges ind med 
Blus, der følger dem Mænd og Kvinder, Svende og Jomfruer; men 
her burde dem, ſom ſtaa Brylluppet fore, at tage vare, at ſpodſte 
Epillemend eller andre med uheviſt Tale ikke komme i Brudekam⸗ 
meret, men aleneſte hevifir Folk med kyſter Snak, med alvorlig Bøn 
og aandelige Pfalmer. Førend den Krig imellem Danmark og Everrige 
begyndte, horte man et Barn græde udi Moders Liv fer Uger førend 
det blev født, her udi Kjøbenhavn. Herom ſagde hver fin Mening. 
Comme mente, at det var for Forældrenes Skyld, ſom vare dog 
fromme og gudfrygtige; „men der jeg det hørte, fagde jeg: Det 
Barn ſtal enten fødes til ftor Sorg og Braad i Verden, eller det 
bemærfer menig Mands Braad og Sorg. Der dette Barn nu født 
var og blev døbt, døde det efter det havde levet i 24 Timer, og 
lod aldrig af at græde. Hvoraf man kunde betænfe, at den Graad 
flere ikke for Barnens (Barnets) Skyld, men for det ganſte Riges 
Skyld, fom Gud vilde ftraffe med den Fejde.” 

Argumentum indubium, quo quilibet facere sui periculum 
potest, an Christiani hominis nomine dignus sit. Hafn. 1572, 
Paa Danſt af Anders Rasmusſen Gryderup: It vijt oc faſt Tegen, 
huor paa huer kand kiende fig felff, huad heller hand er Guds Barn 
beller ey. Af den danffe Overſattelſe angiver C. Brandt i fin Ud⸗ 
gave af Jacobi laspari Epithalamium illustr, D. Francisci a 
Lotheringia (1760. 4.) tre Udgaver: 1573 in 12. et postea 
1577. it 1633. 

Syntagma institutionum christianarum. Ilaſn. 1574 og oftere, 
i Opusc. theolog. S. 617. 

Admonitio de superstitionibus magicis vitandis in gratiam 
sinceræ religionis amantium. Hafn. 1575. i Opusc. iheolog. 
S. 911. Som Erempel paa hvor ſyſtematiſt han ogſaa heri gaar 
tilperks, henviſes til Genera magicæ superstitionis (i Oktavudg. 
Bladet G 3), nemlig divinatio magica, der atter ſteer per somnia, 
per sortes, per signa, per responsa, der igjen bar mange Under: 
arter. Og alt dette udføres nøjere; f. Cr. somnia sunt alia 


8" 


— grene sagt Eero 


(fåelingen sortes findes Stedet om fans Bogbind 

udicri sunt, qui joco et voluptatis gratia tantur 

ihil serio tribuitur, ut si jubeam ut aliquis lib 
igal versum quotum velit, et inde ego aliqui 
co pronuncio, et ille joco accipit. Verum si 
co ex sorte ludicra prædictum est, nihil tame 
ibuendum, sed aliis causis. Erasmus Roteroda 
im familiaris fuit Johannes Bibliopegus nation 
xulabat cum Christierno Il. olim rege Daniæ, ser 
t Bibliopegus cultro aperiret librum Iliados Hor 
ret quotum versum lateris dextri eligeret. Bibli 
btemperat; librum cultro aperit; nominat quotum 
uo facto Erasmus joco prædixit Bibliopegum præd 
ucturum, sed malam, quam tandem propter impr 
eserturus.  Huic prædictioni eventus tristissimi 
uem tamen aliam causam habuisse necesse est. 

rte hunc eventum procuravit, ul viam sibi facei 
sandas hujusmodi prædictionum vanitates, — $ 
jelbredelfer forefommer (Bladet M 2): Ut securus 
ersus Epilepsiam qui sic magice est sanatus, jub 
are ad collum nomina trium regum, Balthasar, 
aspar, unde hos lepidos versus fabricarunt : 


Caspar fert Myrrham, Melchior Thne  Ralikhas- 





Nielé Hemmingſen. 117 


demme flal om den ſtore oc gruelige Guds Befpottelfe, ſom ſteer 
met Troldom, fignelfe, Manelfe (ete) Item 33 Propositiones 
mod Troſdom: Der til 33 Propositiones om Spaadom. EScreffuet 
paa Latine aff (etc.) D. Niels Hemmingſſon Oc vdfæt paa Danſte, 
aff Rafm. Hanſſon (Reravius). Nu igien paa ny bekoſted (etc.) 
Aff N. P. Kbh. 1618. Det er ingen tro Dverfættelfe af Hemming⸗ 
ſens Bog, men indeholder mere, tildels efter to af hans tidligere 
Diſputatſer. Fortalen, der iffe er af ham, giver ogſaa endnu flere 
Bidrag til Overtroens Hiſtorie. F. Er. Somme fly til gamle Kier⸗ 
linger, ſom ffulle met en traad, ſom de dertil ſynderlig ſpundet 
haffne, om Sondagen under Hoymeſſe, maale dem tuert oc endelangs, 
oc fiden met deres vedtagne ord primfigne dem. Item, naar mand 
faar Kaaldefiuge, da føger mand til dem der flulle ſtriffue for, huilde 
der ſomme ſtriffue et Ord, oc ſomme et andet, ſomme ſtriffue Ca- 
lamitas, fomme Kalamaris, oc andet faadant Gackerj, huildet mand 
ſtal paa atflillige Tider æde vdi fig. Somme ſtriffue en lang remfe, 
at henge paa Halfen, faa fom den: De nj Shſtre de vdrede, de 
tre i Efter, de tre i Bejter etc. — Saaledes var Almuens Læges 
hjælp paa den Tid. 

Antidotum adversus pestem desperationis. Servestæ 1590. 
Hafn. 1595. Paa Danff af Jakob Albretfen Horſens: En Præ- 
servative Oc falig Lægedom, imod den farlige oc forgifftige Siælens 
fiuge, ſom er miſhaab eller fortuilelſſe. Kbh. 1593. 

Tractatus de gralia universali (etc,) Hafn, 1591 og oftere. 
Paa Danfi af Niels Arctander: Tractat om Guds Naade. 
Keh. 1593. 

Immanuel siue Catholica institutio, de Domino nostro lesv 
Christo, vero Deo, et vero homine (etc,) Francofvrti 1615. 
Under Fortalen Ad Lectorem: Cantabrigiæ Pridie Calend. Maij 
1615. Robertus Alensonus. 

Pſalmen Hvo ſom Chriſti Kors vil bære, ſtreven for Birgitte 
Gjs ved Herluf Trolles Død, er optagen i D. Pſalmed. Nr. 77. 

Af Skoleordinanſen for Herlufsholms Skole findes Uddrag hos 
Nyerup om Skolerne. 

Om Oldendorp og hans Dagbog Pontoppidans Annal. 3, 385. 
Brevverling med Jakob Andrew i Dån. Bibl. 1, 58. Hemmingſens 
Soar til ham i Pontopp. Annal. 3, 427. 


ſtrift 0, 137. 

Om Hemmingſen hedder det i hans Gravſt 
admirabili facetiarum lepore ac sale mire pe 
morum temperie, ut non eloquio, non cultu, 
convictu, fastum ullum ostenderet. Om han 
Erasmus Lætus blandt andet: 


Acri censura pensitat hoc quod 
Pensitat, et nullis subacerbis vocibus 


Scribendo. (If. Paulli, S. 32.) 


Niels Hemmingſens Calvinisme havde 
Univerfitetet og Kirken. Hvad han havde c 
han trolig, og fremmede dets Vært. Hg 
Diſciple. Seellands Biſtop Povel Madſen 
Zilhængere og Venner. Blandt dem, ber n 
hyldere hans Mening, vare Jakob Mabfei 
Stub, Iſak Gronbek, Jonas Venuſinus, Co 
Da Jakob Madſen fik Befaling at tilkjende 
om Hemmingſens Lære, fvarede han, ut h 
Kriſtus var nu under et ſynligt Tegn tilſtede 


famme Maade, fom ba han ved deng Udv 
fine Diſcivpſe Rſtonon far Bh avreser ali sk sk 08. 


WEM ort VUjpte avymmuvg ve [yvr 1000 + spyt, 
hans Faber var Raadmand og ſiden Borgemeſter. Fra 
Slole fom han til Herlufsholm, hvis Rektor var ben 
tte Filolog Johannes Alanus (Hans Jenfen fra Ala i 
nd), en Plejeſon af Birgitte Gjøl. Brochmand gif til 
rſitetet 1601, og blev ſamme Aar Lærer ved Herlufs— 
iSfole, men rejfte efter to Aars Forløb med fin Moders 
'ftøttelfe udenlands. J fem Aar ſtuderede han, ifær 
log Filoſofi, i Leiden og Franeker. Hvitfeld kaldte 
tilbage 1608, og fatte ham til Reftor ved Herlufsholms 
:… Men allereve 1610 blev han faldet til Prof. pæbago= 
ved Univerfitetet; 1613 blev han Prof. i vet greſte 
g, og udgav dels nogle af fine Disfertationer, dels 
ige Sfrifter. 1615 blev han Reſens Eftermand ſom 
i Theologien; men fil næfte Aar Befaling at foreſtaa 
unge Prins Chriſtians Opdragelſe. Forſt 1620 vendte 
ilbage til Univerſitetet; og fra denne Tid til han blev 
inds Biſtop yttrede han fin ſtorſte literere Virlſomhed 
14638). Hvad Niels Hemmingſen ſom Lærer ved 





— veg 9 
ftrengt lutherſt Syſtem, formet efter 

Dogmatik.” Det var (nemlig Kvartudgave 
endnu hundrede Aar efter Forfatteren 

Brug, „ſom den bekvemmeſte Haandbog vet 
paa Kommunitetet, ja endog indtil Kloſter 
ganifation 1777.” Wen „for den frier 
theologiſte Granſtning, ſom paa hin Tid beg 
af Hugo Grotius og Georg Calixtus (Jor 
Sonderjyde), havde Brochmand ikke Øje.” ( 
3. Møller. Men det egenlig dogmatiſte 
Theologerne, og fun, hvis nogen vil gjøre f 
med, hvilfe Stridspunkter der ben Gang 
henviſe f. Cx. til Affnittet om Synden, de pe: 
1, 163), hvor ber blandt andet underſo— 
egenlig blev forført? Om Adams Synd 
Evas? Om Synden forplantedes fra Adam o 
eller fra Adam alene? Om Jomfru Maria 
Synd? Om ben menneſtelige Sjæl, ligefor 
over fra Forælbrene eller om den af Gud (di 
i det allerede dannede Legeme? (med Henſon ti 


— 





Jeſper Brochmand. 121 


tilladt? (2, 52); om en Preſt maa drive Agerdyrkning og 
Koæegavl? (2, 350), o. m. desl. J Bogens Slutning om 
bet evige Liv, de vita æterna, underføges blandt andet: om 
be Døde ved Opftandelfen famles i Kanaan? om ver i Ryg⸗ 
raden findes et lille Ben, ſom iffe raadner, og hvorfra derfor 
Orftandelfen udgaar? (2, 600). Her opfaftes ogſaa bet 
Spørgsmaal, hvilfet Sprog der vel bruges af de Salige i 
bet andet Liv. Sprogforſtjellen Hører op, ifølge 1 Kor. 
13, 8; men i hvilfet Tungemaal de Hellige prife Gud, derom 
ere Meningerne delte. Der er ifær tre Hovedmeninger. 
Den førfte, fom er den antageligſte (receptior), er, at de 
Hellige bruge det hebraiſte Sprog, thi bet er det førfte, 
Patriarker og Profeter have brugt det, og de Hellige i Apocal. 
19, 4 bruge de hebraiſte Ord Amen, Alleluja. Deslige 
Meninger have forplantet fig lige ned til vore Dage. 
Brochmands andet Hovedffrift er et polemiſt Værk. 
Chriftian den Fierdes Svoger, Markgreve Chriftian Vilhelm 
af Brandenburg, antog Katholicismen, og Jefuiterne udgave 
en Bog for at forfvare bette Skridt. Efter Kongens Ves 
faling giendrev Brochmand det Stykke for Stylke (1634). 
Og va Jefuiterne fvarede i en Apologi, tilegnet Chriftian 
ben Fjerde og den unge Prins, ſtrev han ogfaa derimod 
efter Kongens Onſte et udforligt Verk (1646). Disſe med 
megen Bitterhed og med de behørige Skjecldsord ſpekkede 
Skrifter ere ikke blot merkelige ſom Tidsbilleder; de føre 
os ind i de daværende Theologers Anſtuelſer af Kirkens 
Oprindelſe og Udvikling; de føre og ind i de meſt ſpecielle 
Dogmer, lige til Marias ubefmittede Undfangelſe. De indes 
holde tillige Bidrag til Opfatningen af Luther og hang 
Gjerning, ſom Jefuiterne angribe, men Brochmand forfvarer. 
Forfatterne bevæge fig, ſom man fan tænke, frem og tilbage 
i lutter Cirkler, ſom de beffrive hver om fit Centrum; ilkke 





122 Det lærde Tidorum. Lard Theologi. 


desmindre, ſtulde man tro, maa bisje Sfrifter for Theologen 
have Interesſe fom Forløbere for en af vor Tids Under 
føgeljer: Forholdet imellem Katholicisme og Proteſtantisme. 

Blandt Brochmands øvrige latinſte Skrifter man bet 
her være nok at bemærfe be udforlige exegetiſte, blaudt hoille 
jeg udhever: Im Jacobi epistolam commentarius (1658), 
med Henſyn til Læren om Øjerningerne. 

Sine danſte Skrifter begyndte han med Eu gubelig 
Unbervisning, omvet Guds Barn, uten fin Sjæls ftørfte 
Stade og Saligheds Fordærvelje, fan antage ben papiſtiſte 
Religion (1627). Naturligvis benægtes bet; thi den Fatholfte 
Kirke antager, at Guds Ord ille indeholder alt bet, former 
fornødent til Salighed, at kun Preſter og Munfe maa dæje 
i Guds Ord, famt Helgentilbedelſe, Mesfeofjer o. fj. fr. 
Dernæft Et Chriften Menneſtes aandelige Kamp (1653), 
ber ifær gaar ud paa at indprente: „Lad Gud ubtryffeligen 
forſtaa (thi han veed bet altfor vel tilforn), at du er af big 
felv ganffe udulig og udygtig til at tænfe, endſige, til at 
gjøre noget ſom godt er”; og „Jeſu Blod renfer big af 
Synd; Jefu Saar læger din Samvittigheds Smerte; Jeſu 
Dod er vin Sjæls Hvile.” Men hang Hovedſtrift er Sabba= 
tens Helliggjørelje eller Huspoſtillen (Vinterparten 1635, Som⸗ 
merparten 1638), ter „i over ti Oplag er bleven fortæret af 
fer Generationer, og fom endnu af menig Mand i Danmark 
og Norge foretræffeg for mange anbre til huslig Opbyggelſe.“ 
Det er en Art Homilier, hvori ber, ſom det hedder i Bogen 
felv, efter Hvert Evangelium følger en gudelig Betænfning 
og fort Forklaring. Hele Terten gjennemgaas kortelig, 
Meningen deraf forklares paa en ganſte jævn, hjertelig og 
naiv Maade, og alting belægges med en god Del Bibelſprog. 
Thi Forfatteren lægger ifær Vind paa at vife, „hvorledes 
man løber an, naar man viger fra Guds Ord, enten til 


Jeſper Brochmand. 123 


hojre eller venſtre Side,“ og indprenter fine Leſere: „Giver 
grangiveligen Agt, hvorledes alting gaar urigtig til, naar 
bi udi de guddommelige Tingeſter og udi de høje Troens 
Artikle ville gaa, iffe efter Guds ufejlbar Ord, men efter 
den daarlige Fornuft.” (Paaſtedags Evangeliet). 
Brochmand deltog med Iver i Kirkens Kampe. Som 
Profesſor i Theologien havde han Del i Sagen mod ben 
fynffe Biffop Hans Knudſen Vejle, og gjennemrejfte tilliges 
med Elias Cifenberg Stiftet, for at underføge hvor megen 
Forargelſe der var given. Han erflærede fig ogſaa, tilligemed 
bet theologiſte Fakultet, imod Holger Roſenkrands, uagtet 
denne var hang Ben, formedelft hang Mening om gode 
Gjerninger; ligeſaa imod den ſtotſke Gejſtlige, Johannes 
Duræué, der gjorde Forſlag til en Forening af begge de 
proteſtantiſte Kirker. Som Biffop fortſatte han denne fin 
Virkſomhed. Han havde Forfædet i det Nationalmode, ber 
bømte Jørgen Fris fra Sevel. - Han ivrede mod alle Levs 
ninger af Katholicismen. Efter hang Forflag bleve de latinſte 
Korſange i Kirken afſtaffede 1640, faa at hele Gudstjeneſten 
fra nu af var danſt. Iſteden for den ftiltiende Uddeling af 
Saframentet, ber hidtil havde været Brug, blev efter hans 
Forſlag de nu brugelige Ord ven Nadveren (Kriſti fande 
Legeme og fande Blod) indførte 1646. I tretten Aar var 
han Sellands Biffop. Efter i fine ſidſte Aar at have haft 
en Fejde med Corfitz Ulfeld i Anledning af Chriftian den 
Bjerdes Skilsmisſe fra Kriſtine Munk og Sagen med Dina, 
bøde han Paaſkemandags Morgen 1652, „efter at have levet 
66 Aar 32 Uger og 2 Dage.” Han var gift med Cecilie 
eller Sille Blankenberg, ber var opdraget i Kansleren Chri- 
ftian Frifes Hus; ingen af bereg Børn overlevede ham. 
Gan havde, ligejom Niels Hemmingſen, allerede fom Pros 
fesfor, men ijær ſom Biffop, en Planteffole for unge Stu— 


== >” 


befjendt af Fortællingen om den Herrema 
Zjener efter ham for at fljælde ham ud; di 
fit Ærende med Undfeelfe, bad Brochman 
at hilſe fin Herre, og gav Tjeneren en 
fin Ulejlighed. 


Om Bemmingſens Tilhængere fee Pontopt 
om Jakob Madfen, 3, 507. 

Om Brochmand fee Binding, Acad. Haun 
Kilder hos Ryerup, men ifær Brochmands Levn 
Gift. Kalender 3, 196 og Bedemmelſe af hans 
248. 252. Brochmands Skrift: Gudelige Unde 
Chriſti Pine og Ded, førfte Gang trykt Kbh. 16 
Kbh. uden Aar, beghnder med Biffop Brodmani 
hvori hans Levealder angives. Ligpradiken af & 

Manus domini sive institutio pia de pest« 
1625. Paa Danſt af Engelbrecht Jorgenſen: 
Peſt. K6g. 1630. 

Universæ theologiæ systema. Hafn. 1( 
Ulmæ 1658 fol. er her benyttet. Om Skrivema 
tholin De libris legendis, diss. 5, &. 158. £ 
Kommunitetet, Beckman S. 62. 

Jeſuiternes Skrift paa ny udgivet under 


Uj e 
wvaæritatic D…. - 





Skriftfortolkningen. 125 


ſtorſte flade oc Saligheds fordærffuelfe kand den Papiftiffe Religion 
antage. Kbh. 1627. haves en ny Udgave af Engelbreth. Kbh. 
1853, dog ej fuldftændig og med Anmarkninger. 

It Chriſten Menniftis Aandelige Kamp. (etc.) Kbh. 1627. 1653. 
1735. (3 Univerfitetsbibl. Exemplar af den ſidſte Udgave er tilſkrevet, at 
den før er trykt, 1653. 8., men er meget rar at bekomme. Saa meget 
mere den ældfte.) Af denne Bog funde man tage nogle Exempler pag 
Behandling og Stil til Sammenligning med Mynſters Betragtninger. 

Sabbati Sanctificatio, Det cer, Godelig Betendning oc fort 
Forklaring offuer alle Evangelier oc Epistler (etc.) Kbh. Vinter⸗ 
parten uden Aar (under Tilegnelfen den 1 Nov. 1635), Sommers 
parten 1638. og meget oftere i alle Formater. 

Om Brochmand og Holger Rofenfrands, fee Pontoppid. Annal. 
3, 803. 4, 279. 330, og I. Moller, S. 218. Om Duræus Ponts 
oppid. Annal. 4, 297. 

Blandt de Adelige, der vare i Brochmands Hus, vare ogſaa 
Hans Fris, hvis Selvbiografi findes i D. Mag. 4, 131, og Axel 
Skeel, der af fin Moder blev fendt til Kjøbenhavn 1633, og forblev 
med fin tilforordnede Præceptor hos Brochmand paa to Aars Tid, 
og kom derfra til Sors til Mefter Niels Skielderup, Danſk 
Cognepræft og Logicæ professor. (Brochmands Ligtale over Axel 
Skeel. Kbh. 1638. 4. &. 33.) 


Efter Betragtningen af de to Mænd, ber gave det 
theologiſte Syſtem fin i lang Tid herffende Form kunne de 
kortere Lærebøger, der i Almindelighed fun ere forfortede 
Øjentagelfer, næppe have nogen ſynderlig Interesfe uden 
for Theologer. Heller iffe de enkelte ftørre og mindre Af— 
handlinger have for vor Tid noget tiltræffende, med mindre 
de enten bibrage til at oplyſe Tidens Tilftand eller Moders 
maalets Stilling. Imidlertid funne dog udhæves blandt de 
bertil hørende Forfattere Cort Axelſen, Jakob Madſen, 
H. P. Refen, H. G. Maſius, Hans Bandal og Hang Bars 
tholin, med hvilke den gamle Sfole vel omtrent uddøde. 

Med Shſtemet ſtaar Sfriftfortolfningen i nøje For⸗ 
bindelſe. Det var et rigt Æmne; men ben gif iffe faa 


bet, alt hvad ber gif ud paa at ſpir 
Striften, hvilfet var det famme fom at 
Det er næppe fandfynligt, at mange i d 
ftanet paa et andet Trin, end Reſen 0; 
findes dog Yttringer af en friere Anftu 
med Afſty dreves tilbage. „Imod Hf 
vidnede en Præft, at da han engung be 
bøje &næ ved Jeſu Navn, havde Bijfop) 
end faa viig, fom de andre; og da % 
Pauli Ord, at i Jefu Navn ffulle alle Kn 
og under Jorden, fvarede Biffoppen: £ 
i Himmelen og Djævlene i Helvede, be: 
bøje fig og ære Jefum, nemlig paa aant 
ogſaa vi bøje &næ i Aanden og iffe paa 
foer Kansleren Chriſten Friis op, og 
fvarede bu derpaa bin Biffop? At de aa 
bøje &næ paa deres Maade, og vi paa ! 
Det var Net, fagde Kansleren. Men 
Biffop Dr. Reſen, vendte fig til Biftoppe! 
om han iffe mente, at der ogfaa i Hir 





&ejvdeffrifter. 127 


Legeme er en Trope, faa vifer han, hvorlunde Theologerne 
holdt paa Ordet; thi alle, figer han, Matthæus, Markus, 
Lukas, Paulus, tilfjendegive paa ingenſomhelſt Maade, at 
ber er en Trope deri, men at det er ganſte egenlig og bogs 
flavelig at forſtaa. Det er en egen Fortolkningskunſt, ved 
ethvert poetiſt Udtryk at kræve af ben Talende, at han ffal 
fige: Læg nu vel Mærfe til, at her taler jeg figurlig. Der 
var ingen Poeſi flabt i disſe Mænd. Til be betydeligere 
Forfattere høre, foruden Niels Hemmingſen og Jeſper Broch⸗ 
mand, ifær Jørgen Dybvad, Joh. DI. Slangendorp, Jak. 
Matthice, Lor. Halv. Sthen, Hans Svane, Jak. Birkerod, Joh. 
Brunsman, Hans Bandal, Mid. Leigh, og Søren Lintrup. 

Syſtemet har et vidt Omfang, bet droftede ogſaa Dog⸗ 
merne med Henſyn til Kjættere og de fjendlige Kirker. J 
Forbindelſe dermed ſtaa derfor ogſaa de hyppige Fejpeſtrifter, 
dels mod Katholikker, dels mod Reformerte, hvis Henſigt 
netop var at hævde Syſtemet og dets enkelte Lerdomme. 
Brochmand, H. P. Reſen, Antifvaren Ole Vorm, H. H. Reſen, 
Hans Vandal, H. Gotfr. Maſius, Jens Birkerod, Barthol. 
Deichman, o. fl. ſtreve mod Katholikkerne; Chriſten Nold 
imod Steno. Disſe Skrifter vare paa Latin. Det er 
berfor et Særfyn, at Prof. i Thevlogien, Hang Vandal, 
ffrev imod den Calvinſte Lærdom paa Danſk, med den 
Erkjendelſe, ſom han felv udtaler, at ,, bet ilfe er nok 
alene med de Lerdes Tungemaal, fom paa vores høje Sole 
brugelig er, ved Lesninger, Difputeringer, Samtaler og 
Skrifter at oplære og beftyrfe bem, fom i Fremtiden flulle 
lære antre, men man maa møde Faren hvor ben ſynes 
ftørft, og med vort eget Lands Tungemaal tale og ſtrive om 
disſe Ting for de Ulærde og Enfoldige af alle Stænder og 
begge Kjøn.” 

til bet theologiſte Syſtem hørte fremdeles ben politiffe 





128 Det færde Tidsrum. Lard Theologi 


Betragtning af Øvrighebene Oprindelſe, Hvis gibbommelige 
Indſtiftelſe beklreftedes ved Striftens Ord, at de vare 7 
Guder, Engle, o. ſ. b., og bette blev ſom et Dogma afa 
handlet i Brochmands Syſtem (Affnittet de magistratu poli= 
tico), ſamt ſpecielt behandlet af andre, iſer af Biſtep Sans 
Vandal, „hvis udforlige og lerde Værk, eter Helweg, 
vidner iffe blot om hans Lerddom, men tillige om Zivens 
politiffe og ſtatslirkelige Betragtningsmaade: Kongemagten 
ſom en guddommelig Naabegave, ber iffe beror pan Foltets 
Valg, men paa Salbelſen. Den ybre Rirfes Styrelje hører 
til Kongens Myndighed, men den indre aandelige Myndighed 
tilhører Præfteftanden. ved Synoder. Gruudtanken er væjenlig 
ben famme ſom i Brochmands Syſtem, ja i hele ben prote= 
ſtantiſte Kirke.“ Herved fif ben theologiſte Strib men be 
Reformerte ct eget Anftrøg; for bem var ben vemofrafijfe 
Forfatning ligeſaa naturlig, fom ben monarfifte for Luthe⸗ 
ranerne, og Statéideen blev til en Bibelſag. Calvinismen 
hyldede Statsmagtens Udſpring fra Folfet, men denne Lære 
var for Lutheranerne en Vederſtyggelighed (et pestiferum, 
perniciosum et portentosum dogma); for bem udgik Øvrig« 
hedens Magt fra Gud. Den valdigſte &jæmpe var H. G. 
Maſius (tildels underftøttet af andre, ſom Sigfr. Bentzen); 
mob ham ſtrev Hubert Moſanus (Joh. Chr. Becman); og 
ba ben befjenbte friſindige Oplyſer, Chriſtian Thomaſius, 
blandede ſin Spog ind i Striden, tog den en ſaa alvorlig 
Vending, at Maſius i ſin Indignation eller Fortvivlelſe 
bevcegede Kongen til at lade Thomaſii Modſtrift brænde ved 
Boddelen. Henimod Souverainitetens Indforelſe gif be 
politiffe Betragtninger over fra Kirken til be verdslige 
Stender; men for at have hele Gangen unber et, fan man 
her tillige mindes hvad ber forhen er anført om Dybvaderne 
og Nold, famt endelig Striven imellem Povel Tſcherning 





Ethik. Kirkehiſtorie. 129 


og Oluf Roſenkrands, og den ſidſtes Apologi 1681, der 
paadrog ham en Hojeſteretsdom, ſom vel kunde afftrekle 
andre fra at følge hang Fodſpor. 

Ethikken ſtod ligeſom imellem Theologien og Filofofien, 
og vidſte næppe ret, til hvilken Side den ſtulde Holde fig. 
Om bens Uafhængighed vidner vel, at ben havde fin egen 
Brofesfur, men ber tænktes næppe nogen ſtarp Grendſe 
imellem ben kriſtelige og ben filofofiffe. Afhandlinger og 
Lærebøger haves af C. J. Bang (fra Ydſtad), Caſp. Bars 
tholin, Prof. i Cthiffen S. P. Kallundborg, Jens Birkerod, 
R. H. Brochmand, E. Pontoppidan og Mich. Leigh. 

Kirkelige Oldſager og Kirkens Hiſtorie udgjorde iffe 
noget felvftændigt Fag, men ber findes bog flere Bidrag 
bels til de hebraiſte Oldſager og Joſephus, dels til Kjectter⸗ 
hiftorien, Kirkemoderne o. desl., famt ben ældre banffe 
Kirkes Hiſtorie. De vigtigfte Forfattere ere: Joh. O. 
Slangendorf, J. Dybvad, Jeſp. Brochmand, Chr. Nolo, 
Jens Birkerod, H. Vandal (Chiliasmen), Chr. Vorm 
(Hebraiſte Antikviteter hos Tacitus og Martial), J. Urſin, 
P. J. Brinch (Joſephus.) De hyppige Reformationsfeſter 
gave ifær Anledning til afademiffe Bidrag til Lutheranismens 
Hiſtorie, ved hvilfe Luthers Forherligelfe naturligvis er et 
af de hyppigſte Æmner. Et ftort, men iffe fuldendt, kirke⸗ 
hiſtoriſt Arbejde for Danmark paatænftes af en Mand, ber 
iffe var Theolog, Thomas Thomefen Bartholin (1685 
prof. juris, + 1690), ber ifølge kongelig Reſtript 1687 fil 
gamle Brevffaber fra Statsarkiverne, for at kunne tage 
Afſtrifter deraf; underftøttet af den unge Islceender Arne 
Magnusfen, tilvejebragte han af dem og fra bet fongelige 
Arkiv en betydelig Samling, ber tildels endnu haves. 

De vigtigſte danſte Arbejder ere af Cort Axelſen, Povel 
genſen Colving og Jonas Ramus. 

9 





TT vve MWUL Dave beftjæftige 
have helſt bvælet bed den mør 
enfidigt. Om Præfteng Inddra 
der ret markelige Ittringer. 
ogſaa et Skrift, der rimeligvi 
vakt Forargelſe, og mere ſee 
Chriſtian den Sjiettes Dage; ner 
ſaakaldte Gejftlige Fiſtaler, der 
Pligt (thi hvem andre ſtulden 
„Spejdere og Beforere“ i den 
„hemmelig Indſeende og lovlig £ 
heden til Hjælp. 

Den gejftlige Veltalenhed i 
endnu en ikke uanſeelig Del af £ 
Prætifener holdtes dels for Stud 
latinſte Ligtaler ikke blot over 
ogſaa over andre anſeelige Ma 
Skrifter angaa dels Veltalenhe 
praktiſte Udovelſe. Til forſte € 
Bal. Madſen Aarhus; Samlinger 
A. M. Colbina & . 





Theologiſte Skrifter. 131 


var en Sjeldenhed, Kildeſtudium forſemtes, og faa kunde forſtaa 
Skriften, ſelv ved Hjælp af en Kommentar. Hvorledes det ſtulde 
være, fremſtiller han paa en vet tiltalende Maade: Det førfte der 
krevedes var den hellige Skrift, det andet den hellige Skrift, og det 
tredie den hellige Skrift, nemlig førft i Modersmaalet i Barndommen, 
faa i Kilderne felv, og faa i Kommentarerne. Om Filoſofien yttrer 
han, at han beflager at have fpildt faa mange Aar paa den 
verdslige Visdom. Der anføres ogſaa de Skrifter, fom han i hvert 
Fag anſaae for de bedfte. 


Dogmatiſke Sfrifter og Difputatfer haves naturligvis paa Latin 
i ftor Mængde, foruden af de ovennævnte Forfattere, iſer af Iver 
Berthelſen, Halvor Gunnerſen, Joh. Cluver, J. P. Skelderup, 
Jak. Knudſen, Hans Mikkelſen, Holger Roſenkrands, Claus Jenſ. 
Varberg, Joh. Zoega, Matth. Foſs, Eſ. Fleiſcher, Ludv. Vinslov. 
En vigtig Materie var Exorcismen (Dän. Bibl. 4 St. jf. Rohmann, 
Crorcismens Hiſtorie i Danmark.) Ved at udhave et Par af disfe 
Skrifter haaber jeg at tilfredsjtille de Læfere, der iffe gjøre den 
lærde Theologi til Hovedfag. 

Cort Arelfen (Conrad Aslakſen): Physica et Ethica Mosaica, 
vi antiqrissima, ita vere christiana, dvobus libris comprehensa. 
Hanoviæ 1613. Et udførligt Strift tilegnet Chriſtian Fris til 
Baareby, og delt i to Afdelinger: Physica Christiana og Ethica 
Christiana. I den forſte afhandles f. E. Verden, Skabelſen, Laos 
om Englene ere flabte i Guds Billede, om de førfte Mennefter ſpiſte 
Kjsd, hvorledes Ejælen forenes med Legemet; i den anden Syndens 
Oprindelſe, 0. f. fr. 

H. P. Reſen var frugtbar paa thevlogiffe Afhandlinger, ifær 
i Form af Difputatfer, blandt hvilke bemerkes hans Forfvar for 
Niels Hemmingſen imod Joh. Piſcator. Men vi have en færegen 
Grund til at dvæle ved hans Efrift De sancta fide in verum 
deum et quem ille misit, Jesum Christum — cum veri cate- 
cbismi Lutheri vindiciis simul (etc.) Libellus Apologeticus. 
Hafn. 1614. Paa Danſk: Cm den Hellige Tro til den fande 
Gud (etc.) ved Hans Povellfen Reſen. Kbh. 1614. Anledningen 
til dette Skrift gav Striden med Ole Koch; thi uagtet denne paa 
Kirkemodet i Kolding blev fordømt, befalede Kongen dog Refen, at 


og' 


ever CS STYRE, SET AT TE 


omtales ogſaa Nadveren og Indftiftelfesordene; 
tolkning forkaſtes. Ved Treenigheden gjør — 
Bryderi nok; han tilſtaar, at det er en Anthro 
vi her bruge det Ord Perſon, iffe fordi at St 
at Skriften figer iffe derimod (non quod sc 
forte an per Panim, Deut. 5, 7. sed quo 
Bladet 33.) Dg det tilſtaas paa flere Steder 
fitetet, i Stolen, bruges Udtryk, fom man iffe | 
hos Almuen, o. f. fr. Skriftet blev dog give 
Lægfolf. Derom hedder det i Slutningen af den 
Paa Latine maatte det flee for Difputatfernes 
med blev det og anſcet for godt, at ſaadant flul 
det bedſte og næjte det kunde gjøres, efter den 
falder iffe fan let pan vort Sprog, der ej er 
forne udi faadanne høje og vanſkelige Ting. 3 
os endnu en Markelighed, den fproglige; det vi 
det paa den Tid var at faa flige Underføgelfer 
maalet. Det var iffe muligt, til de abſtrakte 
Ord; de maatte omffrives. Ordet hypostasis 
(Den danf fe Overf. S. 44) ved ſubſiſtenz eller 1 
vnderſtendige Perſonlige værelfe; men hvad flul 
tænfe fig ved det? For ydermere at oplhſe dett 
Steder i Tert og Overſattelſe. Den latinffe, £ 


. 
ømt nmåf — ⸗ —— 





Theologiffe Skrifter. 133 


Fornufftige beffuelfe, gisre fig facit oc regnſtab paa, ſom Luther 
taler der om, kand komme her ved, end figer, nogen anden, fordi 
det fom hører hid egnligen, bør at holdis for det ſom Troen ſtal 
fatte, offuer all vidffabs fubtilighed effter Fornufftens maade, naar 
den end ſpitzis paa det neyeſte, at vi maa ſtundum forundre off paa 
de ſtarpiſte Philosopher, oc Vijfemeftere, Platone, fan vel ſom andre, 
Men ingen tid følge dem, i faadan Ting. Den latinffe, Bladet 
89: ut qui scrutando volet non errare, nec a Majestatis gloria 
opprimi (heic quoque) id fide tangat, et apprehendat filium Dei 
in carne manifestum. Heic enim splendor gloriæ paternæ tangit 
objectum, et fit radius reflexus, illuminans omnem hominem 
venientem in hunc mundum. Den danfte, S. 139: Saa at huo 
ſom dette rærteligen vil grandffe oc offuerveye, oc ide fare vild, eller 
flet forfærtis oc vndergaa, for Mayeſtetens Herlighed oc ære, (her 
ogſaa) Hand maa niet Troen gribe dette an, Oc faa flal hand 
befatte Guds Son, fom er aabenbaret i Kiodet. Thi her ſtinner 
oc ſticker nu Faderens Herligheds Glantz vd, paa det ſom ſattis der 
imod, cc der aff bliffuer en Straale eller giffel, ſom blinder faa om 
tilbage igien, oc opliufer huert det Mennifle, fom kommer i denne 
Berten. (Her manglede et Ord ſom Øjenftand, og en tilbagekaſtet 
Straale maatte omſtrives fom den, ter blinker fan om tilbage igjen. 
Saaledes overalt.) — Til ſamme Tid hører vel ogſaa: Jesu Christi 
Teſtamente. Om det højverdige Herrens Nadveris Sacramente (etc.) 
6. P. R. Kbh. uden Aar. J Unioerſitetsbibliothekets Exemplar 
bemærfes, at dette Skrift ogſaa er trykt paa Latin 1614, hvilket 
hverfen Vorm eller Nyerup angive. Skriftet indeholder Læren om 
Nadveren i Sporgsmaal og Svar, med dertil hørende Afhandlinger. 
Dertil er føjet: Peder Palladii En daglig og perſonlig Bekiendelſe 
(etc.) 1551, og En Chriſtelig Vnderuiſſning oc Lærdom, vdi 
Sporſſmaal befattet, — naar mand vil gaa til Alterens Sacra: 
mente (etc.), af M. Jon Turſon, Cannicke i Lund. — Derhos har Reſen 
virket til Udbredelſen af den ſande Lære ved at udgive og behandle 
flere Skrifter, dels af Peder Palladius, dels af Luther felv. 

For Kurioſitetens Skyld nævner jeg M. Christiani Andreæ 
(Chriſten Anderſen Mylius) Eusebie prodeambulans 1 Thes. 5. 
(FHafn.) 1648. (Om Guds Vaſen.) 

Til dogmatiſte Skrifter paa Danſt fan en ftor Del af Andagts⸗ 





134 Det lærde Tibérum. Lerd Theologi. 


literaturen henføres, men der findes dog nogle Skrifter, ber 1 ſtrengert 
Forftand høre hertil, ifær af Sans Mogenfén, Niels Uretander (Our 
Treenigheden 1598), Dle Jafobfen (Den Augeburgſte Confedfion' 
1618), flere af H.P. Reſen, E. N. Randulf (Klar, rictig ve 
grundelig Beviiſning, at Jeſus Chriſtüs er Pijrit, Saarsfejt, Ded se 
Begrafven, ide paa Ven femte Dag om Byen ſom kaldis Torßdag 
Men paa den fjette Dag, fom er Fredagen De Enfoldige til 
Effterretving aff Guds Ord Vdfort ve forklaret. bh 1651), 
Villads Nielſen, Rasm. N. SKrufe Man kan ogſaa "henføre "hertil 
nogle af Caſp. Bartholins Pradikener, for virfelig have været holdte, 
ſom Undervijßning Om Chriſto, Gans begge Maturer, deris "Sens 
fonlig Forening ve Felliched, ſamt der ved meddelte Saſue 
Kbh. 1631. 

Endelig hunde den Tids Katechismer og Forklaringer, *— 
Hielmſtjernes Samling indeholder en ſtor Del, give” Anledning 
en, maaſtee endda ikke fan uvigtig, Afhandling. "De Forfattere)” der 
høre hertil, ere blandt andre: Halvor Gunnerſen (Praſtepinen 1602. 
Nyerups Morſtabsl. S. 302), I. M. Veile, H. P. Reſen, Gunde 
Roſenkrands (Saligheds Vei 1651), Ant. Mufæus. Chr. Steph. 
Bang (f. i Aalborg 1580, + i Oslo Hofpital 1678), der 1650 
forftrev Bogtrykkeren Valentin Kühn fra Tyftland til Chriftiania, og 
udgav en Forklaring over Luthers Catechismus. Chriſtiania 1650—62, 
fom efter Vorm og Nyerup udgjorde 10 Tomer i Kvart. Paa den 
kobberſtukne Titel af den jeg har feet ftaar, at den er „udi VIE 
Tomis forfattet,” i den trykte Titel: „Vdi III Tomis,” men af 
hvilfe den forſte rigtig nof for fin Vidtloftigbeds Skyld er delt i 
flere Bind. Denne forfærdelige Kvart er maaftee da kun en Begyndelfe. 





Blandt Indledninger til den hellige Skrift bemarker jeg: Jac. 
Matthiæ Ad scripturam sacram discendam et docendam intro- 
ductio (etc. Udg. af Andreas Krag.) Basileæ 1589. 4. Striftet 
indeholder: 1) de phrasihus Hebraicis. De tropis sacræ seripturæ. 
De figuris dictionis in soni repetitione. De figuris sententiæ in 
logismo.  Figuræ sententiæ in dialogismo. 2) Dialeclica sacræ 
scripturæ. 

Blandt Kommentarer til det gamle Teſtamentes Bøger, udhaver 
jeg: Jac, Matthiæ Ecclesiastes (cic. Udg. af Andreas Krag.) 






Theologiſte Skrifter. 135 


Basileæ 1589. 4., der indeholder en Javnforelſe med andre Sens 
tenſer, dels klasſiſte, dels Kirkeſtribenternes, ogſaa de nyere, ſom 
Palingenins. 

Rogle af disſe Skrifter ere meget voluminøfe, ſom Biffop 
Svanes Commentariorum in Danielem pars prior, Havn. 1654. 
fol, og Tomi posterioris pars prima og secunda. Havn. 1666. 
fol. om hvis Værd Theologerne ikle ere enige. 

Til Forfatterne over det ny Teftamente høre, foruden de ovenfor 
anførte, Halvor Gunnerſen, C. Bartholin, Joh. Cluver, Niels Paaſte, 
Jørgen Sadolin, M. Keitom, L. Edinger, AX. P. Romdorph, M. 
C. Wolfsburg og J. F. Vandal. Blandt Niels Hemmingſens ud⸗ 
hæver jeg Kommentaren til Brevet til Hebræerne, formedelſt Attring⸗ 
erne om de forffjellige Meninger og Forvirringen i Kirken. Og ſom 
en Kuriefitet: Elias Naur, /TaFnuætodoyia is ayve (etc.) sive 
Mactati Agni, Crucifizi Christi, Passionis historia, Notis Ana- 
lyticis et Philologicis quam brevissime illustrata, in Regii, quod 
Othenis Danorum floret, Gymnasii usum Hafn. 1697, En 
Lærebog med Billeder, en illuftreret Lærebog. 

De danfle hertil hørende Skrifter ere ikke mange, da de flefte 
mere have Andagten end den lærde Behandling af den hellige Skrift 
for Øje. Dog fan hertil henføres N. M. Aalborgs Overfættelfe 
af Enchiridion Biblicum Leonhardi Hutteri. Bibelffe Haandbog, 
huor vdi forteligen forfattis huert Capittels indhold i den ganſke 
hellige Skrifft. Den meenige Mand til nytte, nu paa Danfte vdfet. 
Kbh. uden Aar. Tilegnet Rigets Raad, Admiral og ſtrenge Ridder 
Albert Schiel til Fuſinge, fom han titulerer ,eders Magnificentze.” 1617. 
Til det gamle Teſtamente haves: « 

P. J. Bord: En liden Tractat Om Moſe Bøger. Kbh. 
1619. (Undervisning om Bogernes Oprindelſe, o. ſ. v) 

ør. Chr. Schnell: Sacrum Trifolium Eller En fort og Een⸗ 
foldig Forklaring over de tre forſte Capitler aff forſte Moſis Bog. 
K65. 1707. 

Peder Vandal, Præft i Magſtrup: Paraphrasis Danica in 
prophetam Jonam. 4. (Cremplaret i Hjelmftjernes Samling 
mangler Titelblad.) Beftaar af Textens Ord overfatte paa Danſt, 
faa en Parafraſe deraf, og endelig Lerdomme, ſom deraf uddrages, 

Man kunde ogſaa hertil henføre Overfættelfer af Pſalmerne, 


memeeever -  wup. vvuvuragen ATT 4 
Lærere i ben Chriſten Kirde, oc her til ſamm 
(i et ret godt Sprog). 

Peter Vandal, Præft i Magftrup, foret 
Forſog af den Slags, en Overfættelfe og Pa 
nn Teſtamente, hvori der dog ikke findes noge 
uden ſom Indflud i Parafrafen. Den Plyndri 
Menighed led i den fvenfte Krig, hindrede ha 
hele; men der haves i det mindfte: Petri Wi 
danica in sanctum sancti Matthæi Evangelium, 
hellige Evangelium, udaff Hofvetſprock oc Tu 
ESyriſte Verſion Korteligen cc eenfoldeligen paa 
Paa Autoris egen bekoſtning. Schleßwig 1654 
tager jeg af Slutningen af Parafraſen til Mai 
Fodſel: Maria ,, blev befunden at være fructſon 
Mands Krafft, Virckning oc Forarbeidning, uden 
delſe; effterfom den hellig Tand Mirackel⸗vijs 
under Jomfrue Marie Bryſt oc Hierte, ce hellig 
oc Forkrenckelſe, oc virdet oc forarbejdet den f 
deraff bleff undfanget oc fod.“ Parafraſens Wi 
Bjergprædifen. — Paraphrasis Danica in episto 
sios. Det er: S. Povels Sendebreff til de Ep 


favsdåå 22 


Theologiſte Skrifter. 137 


de fleſte af Bibelens Bøger, men de bleve forſt 1740 og derefter 
udgivne af hang Søn. 

For Kurioſitetens Skyld tilføjer jeg en herhen hørende Overs 
fættelje: En Tre⸗dobbelt Stierne, En Himmel⸗Stierne, En Lufts 
Stierne, En Morgen Stierne, Samlet til et Mode udi en Barfels 
Stue, Uddraget af Matth. 2. 1. 2. ved en fornemme Høgslærd 
Engelſtmand, og translateret af C. Sassius. Kbh. 1692. Under 
Tilegnelſen ſtaar: Conrad Sassius. (Ved en Fejltagelfe ftaar dette 
Efrift hos Nyerup tillige under Chriſtian Casſius.) 


De theologiſte Fejdeffrifter funne næppe nu have ſynderlig In⸗ 
teresſe uden for Theologer; jeg ſtal derfor fun dvæle ved nogle enkelte, 
og for Reſten henvife til de ovennævnte Forfattere, famt til Magnus 
Matthiæ (og Mag. Jak. Schroͤters Modſtrift), til Jørgen Dybvad 
den Yngre, Niels Vandſtad, P. AX. Burkard, Jorgen Rhodius fra 
Aarhuus og Soren Lintrup. 

Cm Hans VBandals Stridsffrift mod Henrik Kirchners Nordſtern 
(en katholſt Lærebog, Pſalmebog og Bønnebog) fee Nyerup ſamt 
Helwea, Den danſte Kirkes Hiſt. 1, 440. 

Maſius ffrev mod Katholikkerne: Defense de la religion Lu- 
tberienne. Franeſ. 1685. m. m. See Pontoppid. Annal. 4, 643. 
Selweg, Den d. Kirkes Hiſt. 1, 485. 

J Hjelmſtjernes Samling findes: Georgii Joh. Rhodii Arhu- 
sini Communionis domesticæ enodatio. Iaſn. 1689. 4. Imod 
Bossvet, Traité de la communion sous les deux especes. Med 
en Fortale af Maſius. (Vorm har baade Forfatteren og Skriftet). 

En ſaregen Interesſe har Nolds Diſputatſer mod Steno: 
Disputatio prior contra Plur. Reverend. Dn. Nicolai Sthenonis 
Episcopi Titianvpolitani Scrutinium Reformatorum, Præside 
Chr. Noldio (etc.) Hafniæ. 1678. 4. og Disputatio posterior, 
1679. 4. (jf. Helveg, Den d. Kirkes Hift. 1, 455). I Scrutinium 
Reformatorum (Florentiæ 1677. 4. paa Tyft Hannover 1678. 
4.) havde Steno betragtet Kirfelærerne, de fatholffe og de reformerende, 
og med Henjyn til Lærens Anvendelſe i Livet ophøjet de førfte og 
nedtrykt de ſidſte. Derimod tog Nold til Gjenmæle, med ſamme 
Ro og Sindighed, ſom Steno, ſaa det er ikke ham dennes Klage 
rammer, at hans Modſtandere fvarede ham med Cljældsord. Derimod 


eres Anſsgning blev 1680 fendt til Biftopi 
Søren Glud, Erik Grave og Hans Roſing. 
findes i den Thottſte Saml. Nr. 1589. 4. Ku 
(Minerva 1790. 3, 146. Falleſens Theol. Qu 
jf. Falfters Amoenitates, 3, 1.) See Helw 
Hiſt. 1, 457. 

Hans Vandals danſke Skrift: Sandfærdi: 
ning om den Calvinſke Lærdoms U⸗rigtighed (etc.; 
mange Henfeender markeligt, da det ikke blot i a 
Udtryk bekjemper Calvinismen, men virkelig forf 
Lægmand i de calvinffe Dogmers hiftorifte Oprin 
handling, og ſaavel med Skriften fom fornuftige € 
Exempler, der ere tagne ud af Livet, heldig be 
figer ban (S. 271) „vi luffe ikke ganſte Fornuft 
forfafte alt det fund menneſkelig Forftand dem 
theologifte Materier; ingen indbilde fig det om 
tænfe, at Gud har gjort os fornuftige Kreaturer u 
mindre tænfe vi, at han, naar ban lærer og | 
himmelſte Tings Kundſkab, handler med os, fom me 
hvilfe man ikke fan overtale med fornuftige Ord.” 
Strid” om Nadveren anvender han den ſamme $ 
fin Hypotyposis: „Enhver ſom læfer og foritaa 
feer vel at råro (ſom vi udlægge dette) ide far 
alleene (ſom faldis Zorn) men at Net øv ar så 


' Theologiſte Skrifter. 139 


fegremme os efter dennem i udvortis Kircke⸗Ceremonier, og deſlige 
Stycker, fom ere i vor Magt at efterlade. Der ſtal de finde 08 
ofvervundne af Kierlighed, hvor vi ellers hafve Ret til at ſtaae imod 
indtil Doden. O, hvor glædeligt og lyckſaligt var dette, om det 
flede! Vore Hierter bløde i 08, voris Indvolde liude i 08 af inderlig 
Nedlidenhed ofver det ftore Saar, ſom faalænge har været aaben 
og uslægt i Guds Kircke, ved den u⸗lyckſalige U > eenighed, fom af 
dennem er beghndt og hidindtil continuerer imellem 08 og dennem.” 

Paa Danſt overfatte man ogſaa alleflags Skandſkrifter og 
Satirer mod Katholifferne. Com Exempler paa dem vil jeg anføre 
et Par: Tuende fandfærdige Tidende. Den Førfte er Fefuitternis 
Erekranz, Det er Hiſtoriſte beretning Huorledis den Jeſuit Robertus 
Bellarminus (etc.) haffuer vdi fit Engelkyſte Leffnet beſoffuet ide 
flere end 1642. Quindes Perſoner (etc. etc.) Den Anden. Huor⸗ 
ledis Fefuitterne haffue til Motzheim ageret en Comedi: De der 
vilde riffue oc flide Herr D. Luther formedelft en Dieffuel (etc) 4 
Blade. 4. En Satire i Alerandriner er: Lacrymæ Crocodilinæ 
Det er Hierte⸗breckende Taare Over den Magtigſte, Prægtigfte, Jns 
digſte, Myndigſte, Harligſte, Værdigfte og Allerhelligfte Innocentium, 
Fordum Dominus mundi, Vicarius proſundi, Pave i Rom (etc.) 
Sorgeligen fort for Jubel⸗Aared affalden. Anno 1699. Forfattet 
af en Italiener, funden i Capitolio og fordanflet af Bertel Kierſtin. 
Trykt Aar 1699. 4. 

Som Modfætning fan endelig bemærkes de Skrifter, ſom udgaves 
af Katholikker, der antoge den lutherſte Lære. Til dem høre flere 
Epistolæ af Don Antonius de Sandoval, blandt hvilke jeg udhæver 
Epistola ad Fridericum Ill. (ete.) Havniæ 1669, hvori der findes 
omftændedlig Cfterretning om Sandovals Familie, og fom tillige 
hares paa Danſt. Kbh. 1669. 

Om Bertel Erikſen eller Herman Kratman, en danſk Mand, 
der blev Katholik og udgav en katholſt Haandbog, fee Henvisningerne 
hos Nyerup. 


Blandt de politife Skrifter ere iſer mærkelige: 

Biſtop Hans Vandal: Juris regii &rvæsvdrtvov et solutis- 
simi (etc.) lib. 1—6. Havn. 1663—72. 4. Fil Grund lægger 
han ifær 1 Samuel, 8, 11—17. Den Lære, at Magten oprindelig 





140 Det lærde Tiderum. Lard Theologi. 


hviler hos Folfet, er et pestifernm,… perniciosum et porlentosum 
dogma. Kongerne ere jordiſte Guder. Man maa iffe mobdfætte. fig 
felv den meſt tyranniffe og raſende Øvrighed. (lib… 5, cap, 6, &. 
790 fag.) See ogſaa Helweg, Den d. Kirfes Hift. 1, 412.09 
Schiern's Bemærkninger i Sonus Danſte Tideftr. 1, 186. 

S. G. Maſius: Diss. De Interesse principum circa religionem 
evangelicam, Havn, 1687, 4, (ogfaa i hans Dissertationes aca= 
demicæ. ed. Lintrup, Hamburgi 1719. 4) Samt Orihodosia 
Lutherana de origine imperii divina et immediata in Epist, ad 
Rom, XIII. v. 1—2 fundata. Hafniæe 1688, 4. Sfær i den 
førfte hævder han (cap. 4 fgg.) den lutherſte Lære imod Katholifferne 
og de Reformerte, øg (cap. 7) Umullgheden af nogen Kirfeuniom 
Og Ben i den ſidſte opſtillede Sætning: Majestatem esse immediate 
a Deo, non radicaliter in populo fremtaldte juſt Thomafti Modftanb. 
Derhos Das Treue Lutherthumb, entgegen geſehet der Sule Calviui, 
QWomit des Vermummeten Huberti Mosani Bericht von der. weltlichen 
Obrigkeit, fo er gegen D. Masii Interesse Principum neulich her⸗ 
ausgegeben, widerleget wird. Sampt einem Catalogo Errorum 
Becmanniorum (ete.) von M. D. E. P. P. (Mafius). Kph. 1690. 
4. Og en hel Del andre Skrifter og Modſkrifter. Blandt dem 
have nøgle, formedelft Thomaſii Deltagelſe i Striden, en mere als 
mindelig literer Interesſe; ſaaſom Siegfried Bentzen: Christianus 
minime Christianus oder das Eben⸗Bild Chriſtian Thomaſii, darin 
deſſelben Un⸗Chriſtliche vnd Leichtfertige Critique aber vieler vorneh⸗ 
men und gelehrten Leute, Inſonderheit uͤber des D. Masii Perſon 
und Schrifften, Mus deſſelben Monath-Geſchwaͤtzen und Liederlichen 
Gedancken entworffen. Ratzeburg, 1692. 4. Forfatteren vil ogſaa 
felv bruge en ſatyriſt Stil, og Thomaſius, nostri temporis Lucianus, 
Pecus Arcadiorum, etc. bliver frygtelig medtaget, thi ban ſtiller 
ved Siden af den kriſtelige Cvangeliffe Religion ikke alene de andre 
kriſtelige, men ogſaa den tyrtiffe, jodiſte og hedenſte, i det mindſte 
i Læren om Lydigheden og Reſpekt mod den høje Øvrighed. See 
ogſaa Zwerg, S. 705. Det er med Overlæg, at jeg fremkalder 
Mindet om disfe og lignende Stridsſtrifter; thi hvis en Mand vilde 
have Taalmodighed til at gjennemlæfe og overveje dem alle, vilde 
han kunne give 08 ct levende Billede af den daværende ftridbare 
Kirke, endnu mere talende end alt hvad der hidtil derom er ſamlet. 


Theologiſte Skrifter. 141 


Denne Kamp paa Liv og Død er i Videnſkabens Hiſtorie ligeſaa 
interesſant ſom det blodigfte Slag er i Staternes. 


Foruden de ethiffe Lærebøger findes der en Del dertil hørende 
Lejlighedsſtrifter. Deriblandt Oratio ethica secunda De Virtute 
Morali recitata a Bartboldo Ivaro Mull Dano. Helmæstadii 
1591. 4., fom jeg forgjæves føger hos Vorm og Nyerup. Den 
frugtbare Diſputator Hans Been, Joh. Nicolaides Beenius, udgav 
ogſaa: Diraque fortuna moderate ferenda.  Hafn. 1693. 4., 
vel ſpæklet med danſte Vers. 


Til de kirkehiſtoriſte Forfattere kunne ogſaa henføres Thom. 
Bang (hvis Arbejder dog ifær ſlaa ind i det fproglige), Cl. Faſting, 
Joh. Dan. Ramus.  Ogfaa Søren Lintrup begyndte fin Virkſomhed 
i denne Retning. Reformationsſtrifter haves af Caſp. Bartholin 
(De Luthero Panegyricus, hvori Luther ſammenlignes med Elias), 
6. P. Reſen (Jubilæus Christianus og Lutherus triumphans, om 
Reformationen i Danmark), J. D. Jerſin (Lutherus Thauma- 
turgus) o. fl. 

Prof. Jens Birkerods Lumen historiæ sacræ veteris et novi 
Testamenti (ete.) Haſn. 1687. fol. indeholder kronologiſte Ta⸗ 
befler med oplyſende Anmarkninger og danner fom et Kompendium 
i Kirkchiſtorien. 

Cm Th. Bartholini junioris Collectanea ad historiam patriæ, 
Haandſtrift paa Univerfitetsbibl., fee Werlauff, Efterretninger om 
Urne Magnusfen, i Nord. Tidsftr. for Oldk. 3, 58. 

Blandt de danſke Efrifter, der vedkomme Kirkens OD fager 
og SHiftorie, funne iſer markes: 

Niels Jorgenſen, Praſt i Malmøs, overfatte H. Bynting, de 
monetis et mensuris sacræ scripturæ. Det er: En vis oc ret 
Affregning oc Befcriffuelfe, Om allehaande Mynt oc Maade, i den 
Hellige Scrifft, affſet paa danffe Oc effter vor danſte Mynt oc 
Maade affregnet. Kbh. 1587. (Norſte Vid. Selſt. Bibl. S. 51.) 

A. M. Bud eller Colding: Jeraeliternes verdslige Lov og 
Skikke. Kbh. 1605. 4. (SJce under Lovfyndighed.) 

Chr. M. Rhode:  Historilogium Sacrum, Hiſtoriſche Be⸗ 
ſeriffuelſe Paa huis befynderlig vdi Iſrael oc Juda (etc.) Fra 





142 Det lærde Tidsrum. Lard Theologl. 


Samuel indtil det Babhloniſche Fengoſell fig tildraget haffuer (etc) 
Abbh. 1609, 

Nik. Helduader: Elevsinia Sacra. Det er: Cen fort od) cms 
foldig Forklaring, offuer voris Kirder se gode Gamle Ceremonier st 
vduortis Chriftelige Guds Tienifte Kbh. 1610. (Om Kitty 
ningen, dens Dele, ms mit.) 

P. I. Colding: Kircke⸗Hiſtorie De Sandrue Beſtriffuelſe Om 

den ftore od) vnderlige Religions forandring, ſom ſtede vdi vøre For 
aldris tijd, vdi det Romerſte Rige, formedelſt det ſande Suangeij 
Obenbaring od Pradicken (ete.) Pen Danſte ſammenſtreffuen ves: 
Povel Jenſon Colding, Euangelij Tiener til de Dreſſelbergers Bin 
dinge i Sieland. Kbh. 1614, 4. Tilegnet Vilhelm Dreſſelberg 
til Vindinge, Landedommere vdi Sieland, og Riels Krag til ge 
krog, Landedommer vdi Jutland, Det er en jævn Fortælling om 
Neformationen i Tyftland fra Luthers Begyntelfe indtil Rigsdagen & 
Augsburg, uden Kilder eller lard Behandling, ,i rt for hane Tider 
godt, rent og flydende Foredrag" (Molbech om Drdbogsarke 
i Ny D. Mag. 5, 243). 
, Af Cort Axeclſen haves en Reformationshiſtorie paa Latin og 
Danff, nemlig Conradi Aslaci Bergensis Oratio de religionis per 
D. M. Lutherum reformatæ origine et progressu in Germania, 
et ejusdem in hisce regnis Daniæ et Norvegiæ ab anno 1517 
ad annum 1617 (etc.) plantatione (etc.) recitata in Academia 
Hafniensi in Jubilæo Evangelico, Anno 1617. Haſn. 1621. 4. 
Og famme paa Danſt: Theologifte oc Hiftoriffe beffriffuelfe Om 
den Reformerede Religion (ete.) Menige Mand til gaffn paa Dauſte 
vdſat, mangefteds forbedret oc formeeret. Kbh. 1622. 4. Tils 
egner Hans Glad Lagmand og to Bormejtere i Bergen, af Kort 
Axelſon Bergensis, Den kronologiſte Tabel gaar til 1620. 

Jens Chriftenfen Bang: Lutherus Sexi-partitus, Eller D. 
Luthers forſte fire Ark. Det er Doct. Luthers Herkomſtis (etc.) 
Beſtrivelſe. Kbh. 1690. 1707. (efter Matheſius.) 

P. I Bring: Det Gamle Teftamentes 4000 Aars Chronos 
logie og Iſraelitiſte Hiftorie. Kbh. 1701, (Nova liter, maris 
Balth. 1703, &. 20.) 

G. $. Skonning: Anser Martiniana Eller Sanct Mortens 
Gaas (etc.) Paa ny overſeet og med ſmucke Concepter forbedret (etc.) 








Theologiſte Skrifter. 143 


1705.  (Aarfagen, hvorfor te arme uffyldige Gjæs faa ganffe ynke⸗ 
ligen hver St. Mortens Aften vorde dødet og aftagne.) 


Bed Prætteftandens Stilling er der ifær to Cider, paa hyilke 
jeg henvender Opmærffomheden: Præften ſom verdslig Embedsmand 
og Præften ſom Sjæleførger. Der er to Sætninger, der uden Tvivl 
ret godt forligedes med hinanden under Kirkens ældre Form, den 
ene: Præften er Guds Tjener, den anden: Praſten er Menighedens 
( Statens) Tjener; men ſom nu (fan Tidspunktet nogenlunde angives ?) 
begyndte at fomme i Strid med hinanden. Paa Grandſen af Tidss 
rummet aabenbarer det fig i Literaturen, navnlig i Morten Reenbergs 
Sermo ad Clerum in synodo Roschildensi, 1709. Og et marke⸗ 
ligt Tidens Tegn er de ovennævnte Gejſtlige Fiſtaler. Dette Skrift 
hedder: Quæstio, det er: Spørfmaal, om det er imod en Chriſten 
Kierlighed oc Oprictighed at der forordnis i den Chriſtne Menighed 
Observatores eller Beførere, fom ſtulle giffue flittelige act paa dem, 
der modvillige offuertræde Guds oc Kongens Low: Dec, om Nogen 
med en god Samvittighed kand fig ſaadan Beftilling paatage? Item, 
om det er ret eller eh, at mand hemmelige befører, for deris til⸗ 
borlige Øffrighed, dem der faa ſynde? Imod Nogles Klafferj ſtilled 
oc fremſet, Af Nelaus Povelſſon Neſted, P. T. K. S. Kbh. 
1626. 4. (I Hjelmftjernes Samling.) Han befvarer disſe Sporgs⸗ 
maal befræftende, og bevifer det af den hellige Skrift. Nemlig af 
1) Guds Befaling, 2) Helliges lovlige Exempler, 3) Lærde Mænds 
Samthkke, 4) Gud Diſtiplins Forfremmelfe, 5) Ovrighedens Hjælp 
og Bijtand i deres bejværlige Kuld, 6) Det Gode, fom følger deraf, 
7) Det Dude, ſom foraarfages i Menigheden, om dette forſommes, 
8) Endelig den Straf, der ſtal komme over dem, herudi findes fors 
fømmelige. Hans Bibelfortolkning er magelos. 


Til den gejftlige Veltalenheds Theori hører ifær et Skrift af 
Jak. Madfen Aarhus: Doctrina de concionandi ratione et cavssis 
eloqventiæ, sev potius ratio discendi docendique in scholis et 
ecclesiis, publice prælecta in academia Hafniensi a D. Jacobo 
Matthiæ.  Nunc ed. opera et studio Andreæ Kragii Ripensis. 
Basileæ (1589). 4. Det flal være ligeſom en parva Rhetorica 
ecclesiastica, i Modfætning til den profane Veltalenhed; han vil 





144 Det lærde Tiderum. Lard Teologi. 


deri udvikle hvad be have tilfælles, vad de hellige Talere have fars. 
eget for fig og hoad der er, fælles for valle gejftlige Zalere  "Hueb 
vore Tider have tilfælles med de gamle og hvad færeget for fig. 
Til den Kundſtab, ſom den gejſtlige Veltalenhed: kraver, regner han 
de førft Lingvæ, popularis cognitio, hvilfer Udeveren maa befite 
Baade ſom concionalor bonns og ſom civis danicussr Danica 
nostræ vernaculæ studium cum Jingyæ, latinæ studio  conjun= 
gendum est, Den. førfte Del indeholder. temmelig almindelige Sing 
efter Cicero og andre. Den anden Del i. Almindelighed er Auven⸗ 
delſen af Rhetorik og Dialektik, hvor man da finder, den orde Bad 
deling i Diſtinktioner. Den, forſte Del af Dialeftifen free 
Inventio argumentørum,  quæ, decem sunt: aussa Eflidens, 
Eflectus, Subiectum,  Adiunctum, Dissenfaneum, «Comparstum, 
Divisio, Deſinitio, Nomen, Testimonium. Vil man f. Cr. betragte 
Personæ MHumanæ (S. 100), faa er her 1) Caussa procreans, 
vt sunt parentes; 2) Effecta, vt res gestæ, dicta, facta, inventa, 
scripta; 3) Subiecta, patria; 4) Adiuneta, ut sunt sexus, 
educalio, vilæ genus, animi, corporis et fortunæ bona, ætas, el 
mors, Men med Genſhn til Ordningen: Sed horum locorum 
numerus et ordo pro personæ eujusque natura et commoditate 
institui potest. Et quia Patria vni personæ cum multis per- 
sonis communis cst, vel primo loco ante parentes poni potest, 
vel cum parentibus coniungi, et effecta inter adiuncta ipsa 
explicari possunt hoc ordine: patria, parentes, nativilas, sexus, 
educatio, vilæ genus, animi, corporis et fortunæ bona, res 
gestæ, dicta, facla, ætas, mors, et quæ mortem consequuntur, 
Vt quoad fieri potest, narratio historica sit, et series temporum 
conseruelur, Man feer heraf, at det er temmelig almindelige Ting, 
ſom derhos oplyſes ved idelige Anføreljer af Cicero og andre klas⸗ 
fifte Forfattere. Uagtet Skriftet ſaaledes for fin Tid viſtnok har 
ftiftet megen Nytte, føger man dog i disfe Almenfætninger forgjæves 
en Anvendelſe paa den danfte Veltalenhed, der vilde have givet em 
klarere Indfigt i dens daværende Tilftand hos os. Forf. har liges 
ſom maattet bryde Iſen, og har derfor iffe funnet være faa opmærffom 
paa Farten. S. 67 findes en Bekraftelſe paa, at Chriftian den 
Tredie føgte Mænd, der kunde prædife paa Tyſt. Her anføres nemlig 
Philippus Melanchton, lib. epistolarum 2 pag. 117 ad Doctorem 





Theologiſte Skrifter. 145 


Erhardum Snephium: Rex, inquit, Danicus petiuit mitti in 
Academiam Hafniensem Lectorem Theologicum, qui Germanice 
eoncionari posset. 

Samlinger af latinſte Taler haves af Biffosperne i Salland 
6. Albertſen 1563—66. Povel Madfen 1578—89. P. J. Vinftrup 
1592—1612. — Desuden funne ifær markes: 

Cort Axelſen: Tychonis Brahei de Disciplinis Mathematicis 
eratio, recilata in Academia Haffnensi (etc.) Cui additur Ora- 
fionum et sacrarum Homiliarum in eadem Academia habitarum 
decas una. Hafn. 1610. Blandt dem udhæver jeg: De sacræ 
seripturæ Canone ejusque constitutione, IlIomilia de præstantia, 
perfectione, utilitate sacrarum litterarum (Kjatternes Beftridelfe 
er her Sovedſagen: Scriptura valet ad refellendos Ponliſicios. 
Valet ad refutandos Anabaptistas et Enthusiastas.) 

Jens Birkerod: Conciones latinæ in præcipua ſesta anniver- 
aaria. Cum appendice trium concionum, in arce Regia Haf- 
niensi coram august. rege Frederico III. habitarum. Franco- 
farti et Lipsie 1688. (Den førfte Samling er efter Nyerup 
Segensprædifener.) 

Flere Samlinger haves af Joh. Saſcerides, And. Mikk. Colding 
eller Bud) (Nyerup anfører fejlagtig Titlerne paa Danſk), og Franz 
SBårger. 

Derhos haves i Haandſtrift: Conciones dictatæ Othoniæ a ma- 
gistro Georgio Simonis Anno partus salutiferi 1571. (Kallffe Saml. 
Rr. 524. 4. anført hos Paulli, N. Hemmingſens Paftoralth. S. 127). 

Enkelte latinſte Taler haves iſer af Mogens Madſen, Biſkop 
i Skaane, Hans Rasmusſen (Ligtale over Hans Skougaard), H. O. 
Slangendorf (Ligtale over Frederik den Anden, paa Danſtk af N. H. 
Saxild), N. Chr. Spentrup, Chriſten Jenſen (Ligtale over Dronning 
Sophie), Matth. Zoega, P. P. Vinſtrup (Ligtale over Holger Ro⸗ 
ſenkrands), Peder H. Trane, L. M. Scavenius (Ligtale over Chriſtian 
den Fjerde), I. I. Beverlin (Lovtale over Biftop Vinſtrup i Skaane), 
Jens Roſenkrands (over Chr. Th. Sehefted), Matti Fof (Ligtale 
over Erkeb. Svane, og over Frederif den Tredie), B. Sekman 
(Ligtale over Frederik den Tredie), P. A. Burkard, Povel Vinding, 
Henr. Borneman (Ligtale over Chriftian den Femte), Ole Vorm 
den Yngre. 

jo 


mmvevvs yube Jeet, at bane fig Vej igjenn 
men muatte her ftøde paa mange Hindring 
hantling frævete nøjagtige, ſtarpe og beſtem 
end ilfe be latinſte vare tilſtrekkelige, men 
aldeles i Modersmaalet, og de førfte Forſog 
mislykkes. En væfenlig Sag for de Lær 
ningen af Katholikker og Reformerte, men 
danſte Sprog ikke bruges, ſom Modſtande 
i Begyndelſen var man endog angſt for 
forſtaa noget deraf, og førft efterat man ha 
vendigheden af ut indvie ogſaa ben veri, 
heldige Forføg i Modersmaalet. Men hell 
anſees for en almindelig Folkeejendom. 2 
Tilfældet med en anden Rakke af Efrifter, | 
henhorte til Kirkens daglige Brød: Overj 
hellige Sfrift og dens enfelte Bøger, Pſalm 
og Præbifener og en betydelig Samling &! 
og aſtetiſte Sfrifter. Hele denne Del af vi 
i fin Tid faa aldeles optaget Folkets Tande, | 


fom de Udannede, fan der i det minbfte ma 
føg paa at ain⸗ a+ mm | 


Bibeloverfættelfer. 147 


Rort før Frederil ben Andens Dod var Oplaget af Chriftian 
ben Trebieg Bibel (3000 Exemplarer) udſolgt; og Kongen 
øverbrøg bet baværende theologiſte Falultet, Biffoppen Povel 
Madſen og Profesforerne Anders Lauridſen og Hans Olſen 
Slangerup, at beførge en ny Udgave. Befalingen udgik 1587, 
og paa halvandet Aar, hedder bet i Forerindringen, var 
Arbejdet fuldendt. Bibelen udkom 1589. fol. Chriſtian den 
Fierde befalede bet theologiſte Fakultet at beførge en paa 
nh gjennemfeet Udgave, men da be andre undſloge fig, blev 
bet overdraget til Biſtoppen Hans Povelſen Refen alene. 
Gan overfatte efter Grundſprogene, og gav førft en Over⸗ 
fættelfe af bet Ry Teſtamente, berefter hele Bibelen 1607. 
Sprogets Behandling var iffe helbig, og Prof. i bet hebraiſte 
Sprotz, Iver Stub, lod i fine Diſputatſer om Jobs Bog 
to Kapitler af denne aftryffe med fin egen og Biſtoppens 
Dverfættelje, iffe til Gunſt for denne. Han blev ftævnet 
for Konſiſtorium, og hans Foretagende udlagt ſom Eftertryk, 
ſtridende mod det Mandat, der var givet Neſen. Manden, 
hois Kryptocalvinisme med bet ſamme kom for Dagen, blev 
bømt fra fit Embede 1609, og døve af Græmmelfe 1611. 
Evaningé. Bibel er Reſens Overfættelje paa ny giennemſeet 
af Prof. Svaning eller Svane, famt ben yngre (Hans Hanſen) 
Reſen og ben yngre (Peder Pederſen) Vinſtrup. Forbedrin⸗ 
gerne. tillægget iſer Reſen. Den uvfom 1647. Hermed 
ftandfere disſe Overfættelfer. En Plan til en ny blev under 
Frederik ben Tredie atter optagen 1683, og Udføreljen overs 
Draget til Biſtoppen Hans Bagger og de theologiſte Prof. 
Chriſten Nold, ber ſom Orientaliſt ſtulde være Hovedmanden, 
og Iver Birkerob. Men Nold dode ſamme Aar, Birkerod 
tre Mar efter, og Overſettelſen blev opgivet. 

Pontoppid. Annal. 3, 584. P. W. Becker, Diss. de Resenii 
versione danica S, S. 1831. Helweg, Den danſte Kirkes Hiſt. 

lot 








148 Det lærde Tiderum. Fdollelig Theologi. 


1, 427. 467. Bircherods Dagbøger S. 122. 226. 227. Katalog 
til Hjelmſtjernes Bogfamt 1,3. 

Blandt Bibelens enfelte Bøger udgaves ifær Dverfættelfer af 
Jeſus Syrach. De markellgſte ere af Niels Lauribfen Afretander” og 
af nØenrid Gyldenſtierne til Magaard" (pan danfte Bend, men 
lidet bevendte). 


Pſalmedigtningen ſtulde t Grunden henføres til den forijte 
Poeſi, ligeſom Præediken ſtulde høre under Veltalenheden. 
Men en lavere Fordring fremlaldte den, bem at belære. 
Efterhaanden ſom Præbifen nærmejt gil ub paa. at gjentage 
og bibelfæfte Trosartillerne, jant ogſaa Pſalmen ned til fven 
fortere Sum at fige paa Vers og i Sang hoad Predilen 
havde lært. At Begejſtring af og "til var tilſtede vijer 
Poeſiens Hiſtorie, men ved ben idelige Gjentagelſe maatte den 
ſlides itu. Tidens Tilbagegang viſte ſig ogſaa her. Jo mere 
hin frejdige Tro og hint levende Haab, hvormed Reforma— 
tionen begyndte, maatte vige for Indprentuingen af Troens 
Artikler, deſto mere aftog Pſalmedigtningen i Friſthed og Liv. 
«Digteren bræler nu iffe mere eller iffe gjerne ved Gleden 
over bette Liv, ved cn frejbig Modtagelſe af Herrens Hjem⸗ 
føgelje, men neſten uafladelig ved hin Verden og Tivsalde= 
rens Grundtanke, Jeſu Vunders Kraft til ben evige Salighed.“ 
„Afſnittene om Ponitenſe, Kors og Modgang blive altid 
længere, medens Feſtpſalmerne blive til lange, flæbende Be— 
tragtninger, ifteben for fyndige Udtryk af ben Tro, ber 
overvinder Verden, og bet Haab, ber iffe beffjæmmeg.” 

Den i forrige Tidsrum nævnte fans Thomisſon, en 
Preſteſen fra Gygom (f. 1532, + 1573) udgav ben førfte 
almindelige Kirkepſalmebog. Han ſamlede dertil fra Aaret 
1557, medens han var Rektor i Ribe, og fuldførte fit Arbejde, 
efter at han 1561 var bleven Sognepreſt til Frue Kirke i 
Kjøbenhavn. Den udkom efter Kongens Bevilling og Be 





Pſalmeboger. 149 


faling 1569. (Fortalen er aftrykt i Pſalmed. 2, XIII). Til 
be gamle Pſalmer fojede han henimod 150 ny, tildels overſatte. 
Den blev i Brug henved halvandet hundrede Aar indtil 
Kingos afloſte ben (1699), og oplevede naturligvis mange 
Oplag. Men faavel i Tyſtland fom fer kom ber beſtandig 
ny Pſalmer til, og Udgivelſen af Pſalmeboger blev, ifær 
fra Aaret 1640 af, en Boghandlerſpekulation. Der udkom 
ſaaledes en Rekle af Pſalmeboger uden offenlig Foranſtalt- 
ning: En ny og fuldkommen Pſalmebog af Jochum Moltke 
1640, fremdeles af Jørgen Holſt 1643, af Peder Jenſen 
Morſing i Sorø 1653, af Chriſtian Casſuben 1661, af 
Chriſtian Gertſen 1677, af Daniel Paulli 1680, af Hang 
Hof i Chriſtiania 1686. En udforligere Karalteriſtik af disſe 
ny Pſalmer er iffe fornoden, da ben danſte Pſalmedigtning 
giver et anſtueligt Billede deraf. De bleve for en ſtor Del 
til ordrige og vandede Dverfættelfer, hvis hele Værd ſynes 
at beſtaa beri, at de vare lange, og imedens Længden vogte 
med Mængben, indvirkede tillige Tidens Smagloshed og ben 
mod visſe Punlter ftileve Retning, for hvis Skyld de endnu 
mangen Gang yndes og drages frem. Snart gjentager en 
Pſalme i hver Linie Jefu Navn (Pſalmed. Nr. 274), fnart 
taber Andagten fig i Allegori (Pſalmed. Nr. 250) o. f. fr. 
Endog Niels Hemmingſens Trøftefang til Birgitte Gjø 
Gſalmed. Nr. 77) giver fig fun til at opregne be kriſtelige 
Dyder. Størfte Delen ere ogſaa af Eftertiden forglemte, 
og fun enfelte have holdt fig. (Som: Mit Barn, frygt 
ben fande Gud, Nr. 273. Hjertelig mig nu længes, Nr. 399.) 

Ved offenlig Foranftaltning blev ber fremdeles førget 
for Melodier. Det blev ved fongelig Befaling 1565 over= 
braget til Niels Jeſperſen, Biſtop i Fyn (f. i Viborg 1519, 
Biffop i Fyn 1560, + 1587), hvis Gradual bog førft udkom 
1573. Adſtillige andre, ber yndede Mufiffen, virkede tillige 


agrjævejind  SYUHUSRS, 
Frederid den Anden — haver 
Latine og Danſte, at bruge i Ki 
1606. fol. Aarhus hos Hans H 
ere fun de, der brugtes ſom introit 

Kingos Gradual, En Ny 
behørige Noder og Melodier.  £ 
Pſalmer.) 


Pratum spirituale det ér $ 
brugelig ere vdi Danmar oc Nor 
aff Kong. Many. Vicc-Capelmeste 
4. Tilegnet Chriftian den Femte, h 
Pſalmer med femb Stemmer flulde 
underviſt Chriſtian den Femte felv ; 
bøger med: Cantus, Altus, Tenor, B 

(Arrebos) K. Davids Pfalter, 
oc nogle Melodier oc Toner (etc.) Al 





Andagtsliteraturen har til 
Plads i Literaturen. Enkelte a 
ved Dybde i Opfatningen, vet 
gribende Varme eller levende 3 


en varig Nydelſe. Der er vig 
Den i sovs PM 


e 06. Behandlingen er altfor bred, flæbende og lang⸗ 
„Stilen ubehjcelpelig, Sproget raat og udannet. Det 
vi af bem kunne nyde, ere enkelte vellykkede Steder. 
ar vi af og til træffe noget artigt, noget pikant, ja 
ſindrigt eller ſublimt, faa glæbe vi os derved, thi bet 
r 06, ogſaa her at fee, hvorlunde ben æble Natur 
igjennem felv ben meft baroffe Omgivelſe. En anden 
T bet, maar vi betragte bem fom Tidsbilleder; ba 
ogſaa be, flette faavel ſom gode, et bybere Studium. 
an i Præbifenliteraturen fee Tiderne med deres Om⸗ 
r fra ben meft orthodore til den meſt rationaliſtiſte, 
mn alle gjenlyde Sprogets Tilftand og Folkets Smag. 
ræfternes Mangel paa Dannelſe og Menighedens 
ge Trang fremlaldte Poſtillerne. De kunne henføres 
Arter. De førfte og ælbfte vare nermeſt ſtrevne for 
cne; de fenere vare beregnede paa Husandagten, thi 
r ved Sygbom eller paa anden Maade var hindret 
beføge Kirken, undlod iffe at læfe bet Dagen tib 
e Gvangelium med Forflaring hjemme. Behandlingen 
oſe to Arter forſtjellig. Den førfte er kortere, fyn⸗ 





(we vy eſter frævebe Trangen langt 
ubarbejdelfer ikke kunde tilvejebringet 
Overſettelſer; men ſnart afløjte den « 
ben anden, og nogle udkom i flere O. 
Den gejftlige Veltalenheds Udvikl 
henføre til tre Perioder: ben førfte, 
ganſte gif i Poftillernes Ledebaand; d 
forfattede deres Præbifen, om end efter v 
ftørre Frihed og Selvjtændighed, i deres. 
ben trebie, ba Cfterligning af fremm 
forvandlede Veltalenheden til mislylkket 
ben æflbfte Tid fan man flutte fig til af 
Dannelſe. De flefte, ber jo iffe havde I 
vare næppe i Stand til i Modersmaa 
Ferdighed at kunne udtrykke deres egn: 
bet med Klarhed og Fynd var harta 
ordinanſen forudſatte ogfaa, at ber vilde 
paa Landet, der ikke ſelv kunde bearbejd 
bet tilladt at læfe af en danſt Poſtil £ 
Sognefolk baade Evangelii Udvikling 


Børnelærks… 2 &æ& vue 


YPræbiten. Gejftlig Veltalended. 153 


Ord og uden Bog (reliqua memoriter et sine libro ex 
gratia dei dicenda), og hvo ber iffe kunde forkynde Ordet 
uden at fæfe Præbifen op af Bogen, maatte forfyne fig med 
en Kapellan, ber kunde bet. Dette betydelige Fremffridt 
Blev imidlertid Hemmet paa en anden Maabe. Thi Menigs 
hedens Tarv frævebde fnart, at be famme Troens Ord, og 
intet ubenfor bem, bleve indprentede. Paa flere Synoder 
(i Roesfilbe 1566, i Odenſe 1578 og 1585) tilholdes derfor 
BPræfterne at holde en Aargang, eller over ben aarlige Test 
altid at præbile eng, altid at foredrage bet ſamme med be 
famme Ord (ut pastores concionum suarum dominicalium 
certam aliquam habeant methodum sibi conscriptam, qua 
quotannis uli possunt, ut eadem de iisdem semper, propter 
auditorum captum, dici queant.) Og i denne Henſeende 
anbefaledes fom Mønter Niels Hemmingſens Poſtil. (Sim- 
pliciter el eadem, tum materia, tum forma, explicetur 
Evangelium, uno tamen, qui imitandus sit, selecto autore, 
præcipue llemmingio; oportet enim semper eadem de iisdem 
dicere.) Denne Methode har, ſom befjendt paa nogle Steder 
holdt fig lige til vore Dage ; men hvorledes ber af ben kunde 
fremkemme nogen Veltalenhed, nogen Griben af Ordets Kraft, 
nogen frugtbar Anvendelſe paa Livet, er vanſteligt at indſee. 
Beſad Bræften noget Snille, nogen naturlig Veltalenhed, maatte 
Be jo aldeles fløves, naar han Aar ud og Aar ind ſtulde fige 
bet ſamme. Imidlertid fulgte Præfterne heller iffe denne Me— 
thode overalt og ved alle Lejligheber. Men naar Taleren be= 
gynbte at viſe fin Selvftændighed, faa maatte ogſaa bet 
enfibige i hang Dannelfe ret fomme for Dagen. Hvad han 
Havde lært var lærd Theologi; bet han kunde meddele var 
Lærefætningen og bens Skriftſteder; han meddelte altſaa 
hvad han kunde, af fit eget Kunbffabsvælv bragte han livet 
eller intet over paa Predikeſtolen. Af fin logiſte Dannelſe 








156 Det lærve Tiderum. Bolfelig Theologi. 


vivifioner, hvis Samling var ſom det tørre Sant, naar man 

aabner Haanden, og lader Hvert lobe fin Vej. "Deraf gjorte 

man imidlertid em Remſe fammenvævet fax net og tæt, 

at den klingede af futter artige Talemaader, allegoriſte gud⸗ 

fald, forte Alluftoner paa fange bibelſte og Almuen betjene 

Hiſtorier. Sensus litteralis form t Tider Betragtning, alle 

gorijfe mysteria og ſelvdigtede Udleggelſer boriſtyllede "al 

Soliditet, ligefom ben nette og koueiſe Talemaade al Tyde- 

lighed“ (ete.) „Denne Præbifemaabe, ſom Euglenderne itle 
længe holdt vedlige, blev i Tang" Tiv hojligen abmireret eg 
imiteret her i Danmark Derom vidner ben førte Mængbe 

af trylte Ligpræbifener, om hvilfe man Fan higen Sapidt 
demorsos ungues, sed et dementiam seculi. Det er bibelft 
og efter Anſeelſe futter Guds Ord, artig ſammenrimet, men 
Gud veed hvad Lys det finde give en aandelig Blind eller 
hvad Kraft en Svag.” — „Saadant Dukketoj, ſpillende 
Koncepter, Alluſioner, Allegorier, Paronomaſier og deslige, 
ſom Biſtop Hersleb kalder et aandeligt Taſtenſpilleri, ſigter 
ſnarere til at dempe end at opvælke ben alvorlige Andagt.“ 
„Imidlertid fif denne Predikemaade her til Lands faa alminde⸗ 
ligt Bifald, at intet vejede op imod ben, og alle unge Prœdi—⸗ 
kantere ſorgede iffun for at fanfe fig et Magazin af ſaakaldte 
Koncepter eller bibelſte Artigheder. Dermed fyldte be bereg 
Sondagspreædiken. De Tilhørere, ſom vel havde læft Bibelen, 
begrebe nogenledes hvad bet vilde fige, og fyntes, at bet 
ſmagede af ingenio, og vifte, at Preſten havde gjort fig 
Umag, hvilfet var aft. Den ftore og enfoldige Hob fab og 
gabede derved, menende, bet var en lærd og „hojtrabende“ 
Prediken, ſom ingen kunde forſtaa fig paa, endſtjondt ben 
holdtes i hang Modersmaal. Denne fordervede Smag 
florerede hos os henved 100 Aar" (1650—1750.) Altſaa 
næften til ben moralſte Prediken, ſom beghndte Overgangen 


Prævilen. Gejſtlig Veltalenhed. 157 


til Rationalismen. Det er imidlertid fandfynligt, at begge 
Maaber, ben bogmatiff-afhandlende og den allegoriff-hen- 
tydende en Tid lang have gaaet ved Siden af hinanden, 
foruden mange andre Variationer efter Smag og Behag. 
Man finder de forunderligfte Ting om hin Tids Prædiken. 
Birkerod anfører ved Aaret 1671 et Exempel paa den førfte 
Maade: „J St. Knuds Kirle i Odenſe gik Soguepræftens 
Uftenjangspræbdifen meften Del ud paa descriptionem vitæ 
æternæ, ſaaſom han ved Anledning af de adſtillige Tunges 
maal, med hvilfe Apoſtlene talede, recenſerede vidtløftigen 
be Lærbes Meninger om hvad Tungemaal vi ſtulle bruge 
ubi bet tilfommente Liv.” Pontoppidan anfører ſom Exempel 
paa Kunſtthemata en Præbifen af en vig renomeret Kjøb- 
ftedpræft, fom paa en Søndag, ber juft indfaldt paa Mortens 
Aften, in exordio talte om St. Martini Flugt i Gaaſeſtien, 
og „af bette exordio inducerede han schematice i Sondagens 
Evangelium det Thema: Gaaſeſtegens Vendelſe ſom et Sind— 
billede paa Synderens Omvendelſe.“ Og en gammel Landsby⸗ 
præft ſtrev til Hans Leth: . Bi have nu hørt med allerhøjefte 
Beſthrtelſe, hvorledes en herlig højlærd Mand haver føgt at 
erhværve fig den højefte Drigheds Naade og Gunſt ved en 
ny Mode at præbile, nemlig paa Nim, og man fornemmer 
med Vemodighed, at der lader fig finde ſaadanne Prædikantere, 
ber beflitte fig paa at predike paa Moden. Det haver ſaa⸗ 
ledes taget Overhaand, at en ftor Del af vore Candidati 
theologiæ bringer intet andet tilbage fra deres Tid og 
Midler henfatte paa Akademiet, end ftore Paketer af ſaadanne 
ſammenrapſede Præbifener paa Moden.” Alt dette maa 
haves for Øje, naar man vil forftaa Holbergs Tid. 
Blandt Kirkens veltalende Mænd ere fun de fra ben 
fenere Tid ret befjendte. „Niels Hemmingſen var iffe vel 
talende uden i bet latinſte Sprog.” Brochmand var i fin 





158 Det færde Tivérums Follelig Theblogt 


Tiv unmærfet. Ole Vind (f; 1590; Sognepræfttil Frue Kirle 
og Stiftsprovft 1642; Hofpredilant 1645; $ 1646) 
Befjendt for fin Frimodighed; han holdt en Prædifen fra 
Kirte mod Hoffets Seder bg. fit Befaling "at gjentage, den 
for Kongen. Efter af have gjentaget de haardeſte 
deri, befræftebe han dem med et ſtarit Slag paa Vræbile« 
ftolen, i bet han udbred Det var, / Guts Dod! be fjamme 
Ord jeg talte i Frue Kirle. Millel Henritſen Tiſtorf (f. 
Odenſe; 1652 Slotspræſt, 1660 til Nilolai Kirke; + 1701) 
„pasſerede for den koſteligſte Predilant i Danmark." Dang 
Sorenſen Leth, kongelig Konfesſionarius (f. 1625, $ 1688)/ 
fom. hindrede be lxxde Sfolers »Nedlæggelje, blev jujt fer 
fine Talegaver fra fit Preſtelald Ringe og Herringe i om 
kaldet til Hove 16581), Maar han præbifede, var Gaugen 
ind til Kirken ſaaledes proppet med Folk, at man iffe kunde 
trænge fig igjennem.” Peder Jeſperſen, kongelig Konfesſio— 
narius, oratorum phoenix (f. i Norge 1647, ſtuderede i 
Leiden, Utrecht, Oxford og Cambridge; 1670 Præft til 
Stenſtrup i Fyn) blev 1688 formedelſt fin Veltalenhed faldet 
til Konfesſionarius (f 1714.) Tilbage ſtode heller iffe be 
tyſte Bræbdifanter: Johan Lasſenius (f. i Pommern 1636; 
1676 Præjt til Petri Kirte, + 1692) „tiltrak med fin theatralſte 
Veltalenhed faa mange, at Kirken maatte udvides.” Det 
var ham, ſom ſpillede Bolt med fit Lommetørflæbe ; og fom gif 
med fin Ligffjorte paa for Kongen. At Præften ivrebe mod 
ve flette Seder var i fin Orden. Stundum blandede han 
fig ogfan i Politiklken. Eſaias Fleiſcher (f. i Kjøbenhavn; 
1665 Præft til Helliggeiftes Rirfe, + 1697) kaldte 1679 
Freden til Lund, ſom han ffulve taffe for, en ſtiden og 
ſtammelig Fred; blev berfor ſuſpenderet af Biſtop Bagger, 
„og fprang ber ſiden gode Penge for hannem til bem, ber 
talte hans Sag i Lave.” Hvad ber for Ligprævifener 





Andagtsftrifter. 159 


vankede i Betaling og Foræringer, fees af Jak. Madſens 
Tegnebog. 


Pontoppidans Collegium pastorale, S. 185. 186. 325 - 326. 
J Neller, Udfigt over den gejftlige Veltalenhed i Danmark efter 
Reformationen i Nyt theol. Bibl. 20 B. Bircherods Dagbøger, S. 
134. Brevet til Leth i Gamle Kgl. Saml. Nr. 123 fol. anført 
hos Helweg, Den danſte Kirkes Hiſt. 1, 454. 

Ole Bind hos Zwerg, &. 588. Mikkel Tiſtorf i Bircherods 
Dagbsger, S. 152. Hans Leth hos Zwerg, S. 659 og Birdes 
rods Dagbøger, S. 159. Peder Fefperfen hos Zwera, S. 666. 
Jeb. Lasfenius i Pontoppid. Annal. 4, 662. Vorms Ler. og 
Geimeg, Den danffe Kirkes Hiſt. 1, 491. Eſaias Fleiſcher i Bir⸗ 
cherods Dagb. S. 201. Jak. Madſens Tegnebog i D. Mag. 1, 218. 


Foruden Skrifter, ber fulde væffe eller gjenkalde An⸗ 
bagten i Kirken, behøvedes der endelig en betydelig Del Ans 
dagtsliteratur for Huſet. Da den ſtrenge Rettroenhed havde 
fjernet alt hvad der kunde friſte til en hiſtoriſt eller filoſofiſt 
Granſkning over Religionens Myſterier og Livets dybere 
Hemmeligheder, maatte der i det mindfte førges for, at be 
gjængfe og tilladte Tanker idelig og idelig bleve gjentagne ; 
eg i denne Retning vare Adelsmanden og Almuesmanden 
lige modtagelige. Denne Del af Literaturen tør vi derfor 
heller ikke forbigaa. „Af de theologiffe Syſtemer lærer man 
at Fjende de Lerdes Sysler, men onſter man at Fjende hvad 
ber levede og rørte fig i Folfet, Adelige og Uadelige, ba 
maa man gjøre Bekjendtſtab med hvad ber for en ſtor Del 
udgjorde Mæringen, og berfor atter giver Udtrylkket for Fol⸗ 
lets aandelige Liv,” Det gjør unægtelig Andagtsliteraturen. 
De dertil hørende Sfrifter danne imidlertid en temmelig 
broget Blanding, ſom det er vanſteligt nof at farafterifere. 
Grundtonen er Andagten (Forløsningen), Akkorderne Skrift⸗ 
ſprogene. Lutherdommen er naturligvis herſtende, men den 





160 Det larde Tiderum.  Føltelig Thesfogi. 


ſtrider ogſaa ud ſnart til Pietieme,  fnart til em enemægtig 
Hylding af Blodtheologien. Fra førft af er ben jævn og 
blot belærende, men ſenere føgte den at forhøje: Unbagten 
ved allehaande pilante Venbinger, uventebe Alfegorier og 
ſindrigladende Lignelſer; og var ben forhen bred, faa blev 
ben mu ſmaglos. Derhes brager ben Staten og. Folfet nd 
under Betragtninger, altid med bibelſte Tiſtande for Øjet, 
eller ben dvxler ved Familielivet og bets. Tiljftanbe.  Dver= 
hovedet fnytter fig til ben, alt fom ben vorer, faa gobt' form 
alt hvad Livet Frævebe Omſorgen for Sjælen ſtaar ille 
ene; Omſorgen for, Legemet, før ben timelige Belſrd fer 
Husholdningen, Bejrførholdene o. desl. gil ind meb i'be 
gudelige Betragtninger; og i mange Huébibliothefer ſtode 
uden Tvivl gudelige Traftater og Lægebøger og Bondepraltila 
ved Siden af hinanden. 

Jjær til denne Literaturgrens Særegenheder høre be 
unberlige Titler. Holberg gjør fig Iyftig over bem. „Titler 
paa Bøger, figer han, have ſamme Virkning, ſom Tjære paa 
Hjul; hine komme et Skrift, bette en Vogn til at løbe. 
Men bette Lands Sfribentere have hidindtil ladet fee liden 
Kapacitet ubi denne Kunſt; thi naar man unbtager nogle 
faa, fom Nyt Skind paa Merians Tromme, Bibelſte Stue 
uhr, Cn from Chriſtens Nathue, fammenfyet mev kraftige 
Sprog af ben Hellige Sfrift, Solens blodrede Nedgang, 
Duen i Klippens Rif, Ovrigheds Pegefinger, Lyſtmad, For= 
ælbre= og Borne⸗-Confect, Fandens fire Dottre, Catechetiſt 
Melk, Catechismi Poſtbud og Brefdrager og andre ſaadanne 
ſindrige Titler, ſaa ere de andre kun torre og mavre. Man 
maa og ſee til, at Titlen opfylder den forſte hele Side af 
Skriftet, faa at den giver tilkjende iffe alene alt hvad bet 
indeholder, men endogſaa hvad bet iffe indeholder.” — Flere 
Crempler ere: Gudfrygtige Enkers, faber- og moderloſe Børns 


Andagtsſtrifter. 161 


Apothek og Nofengaard; Troens Beſtandighed og Tommel- 
finger; ben Perſekarret tredende Jeſus; Rachels Barfelfeng 
(en Ligprædifen); Himmelens Provianthusnøgel; Aandeligt 
Figenplaſter; Guds Hærffarers Herres Krigsartikle; Bibelſte 
Birak; Himmelffe Haveſelſtab; Enkens Taare og Torklede; 
De tretten aandelige Politiforordninger, o. ſ. v. En anden 
Sceregenhed er ben Maade, hvorpaa Forfatterens Navn 
angives ved Begyndelſesbogſtaverne i Titelens Slutning eller 
ved et Anagram. Hans Olufſen Nyſted eller Johannes Olai 
Neapolitanus ſtriver i ſit Levnet: Symbolum mihi fuit Jesu 
Ope Nitor, jeg lider og ſtoler paa, at min Jeſus hjælper 
mig, og i hans Navn beder jeg Herren Om Naade, for- 
ventende Naade og Miſtundhed Ser Oven Ned; og han 
har ſaaledes Udtryk nok for fit latinſte og danſte Navn. 
Lignende findes overalt. 


Holbergs 126 Cpijtel til et collegium politicum paa Landet; 
if. Riegels, Chriftian den Femte, S. 811—812. Nyſted hos Bendz, 
Bidrag til Horſens Skoles Hiſt. Program 1848, S. 52. Bibelſke 
Stueuhr (etc.). Commenteret ved en og "anden Sparetime og evul- 
geret af den ſom ilke aflader at holde faft ved Chriſti Dyrebare 
Sandheder Koh. uden Aar (i Hjelmftjernes Samling) er fra en 
langt fenere Tid, men fan være Exempel paa at Smagen holdt fig. 
Det ev Rim til hvert Klokkeſlet belagte med Skriftſteder. 

Ligefom den danffe Pfalmedigtning ved udvalgte Prøver har 
givet et ypperligt Bidrag til vor Literatur Hiſtorie, kunde maaſtkee 
nogen have Lnft til at give lignende Prover af Andagtsliteraturen, 
for at opinfe ſaavel Smagens ſom Sprogets Tilſtand; eller i det 
mindſte at flaffe fig en Foreſtilling om Omfanget og Beffaffenheden 
ved at efterfee en Del af disſe Skrifter. Som Vejledning meddeles 
derfor en Fortegnelfe over de vigtigfte Forfattere. 

Poftiller haves ifær af P. Tidemand, A. B. Dallin (Pan: 
gratii Poſtil. 1598. Tilegnet Dronning Anna Cathrine, „at E. F. 
Naade kunde haffue nogen dis ydermere Aarſage oc Offuelſe, til at 
lære, forſtaa oc gierne lide vort Maal”), P. AX. Medelby, N. M. 


1 


, rer ovnene, K. Sbid, Fi" Der 
R. Bredal, R. H. Reravius, R. Hemmingſi 
Anderſen Neſtoed (Vita bominis. Bnderu 
leffned ete. Kbh. 1571. Blandt Univer 
L. Berthelfen, Rigsraad Jak. Ulfeld, Dig: 
H. Thomeſen, Rasm. Lauridſen, H. Mogenſen 
B. Melchiorſen, M. J. Skaauing, A. J. M 
Povel Madſen, I. Jorgenſen, R. L. Arctander,“ 
Ganfen, Bogtrykkeren Mads Vingaard, A. B. 
ſtrup, Bertel Jeſperſen, Jorgen Erikſen, Bogtr 
(Vedel⸗Simonſen, Odenſe Bys Hiſt. 3, 132), 
Alb. Horſens (Fandens fire Dottre), Jak. 
Peder Lauridſen (Adſtad: En Bog om Endr 
Hustaffle oe Spegel, Om Aandelig Stat, Verd 
Stat, Kiobſtets Stat, Skibs ſtat, Krigs ſtat, 
ſtat, oc Tieneris ſtat, Vedragen aff dem offur 
Dauids CExxxiij Pſalme. Ved Peder Lauritzſon, 
nere. Kbh. 1600. I SHjelmftjernes Saml. M 
A. M. Bud) eller Colding, J. J. Venufinus, Ge 
(Præft i Skaane. Mangler hos Nyerup; det 
Ekrift findes i Hjelmftjernes Saml.), I. G. Pfrei 
H. Guimnarſen, N. Lauridfen, Sal. M. Veile (! 
Crone, Program fra Odenſe 1851), X. M 
Lange, $. P. Reſen, Anne Krabbe. Mar PP: 





Andagtoftrifter. 163 


Sirbaiſtjernes Sauil.? manglet hos Nyerup), A K. Ihbo, Sans Knuds 
ſen(Eicas:: Polliot Prodilener, Hvis! Titet er: Guds Borns daglige 
Memorial oc Chriſtelige Betændelfe. Abh. 1027; med ek ret: markelig 
og: artig Fortabe til Dronning: Sophie), J. Koch, I. I Mariager 
Godfrygtige Enkers Apothek), Oigelbr. Jorgenſen, R. Helvad, A. 
SJ Langebek, S. D. Kid" &. M. Foftet; O. L. Throndhjem eller 
Arcunder "(Sd Faders Dotire. Pontoppid. Aand. 3, 797); P. 
J. Ærageliad, J. D. Ferfin, Chr. Ferring; Lo Chr. Mod; P. Mads 
fon; M. Zonæfen, Sev. Thomteſen (Herbergers Hbroscopia. Ittringer 
om. Sprogtet), NR. P. Dinis, N. M. Skalderup, Chr. St. Bam, 
Beghandleren Joach. Moltke, Sv. I. Trellufaborg, Ludvig Munthe, 
FJ. U. Cant, Boghandleren Ror⸗Nisſum, A. Hjerting, P. Vandal i 
Megftrup, P. R. Skaͤning (ſaaledes ſtriver han fig), N. ESv. Chro⸗ 
nich, M. Kejtom, Mette Gjs, Chr. Aug. Erikſen, M. Humble, J. 
6. Trige, P. Jenſen, Herman Holſtein (Brunupolitanus, i Helſiugor: 
Soliloqvia de passione Christi. Hvorledis ethvert Chriſtet Memiſte 
vor Herres Lidelſe oc Dod ſtal betencke, ved Martinum Mollerum. 
Aff Tydſten udfat paa Danſte Tungemaal. Kbh. 1647. Tilegnet 
Shia. Vind fil Rorholm. Mangler hos Nyerup), Kirſtine Munk, 
6. & Lmde, R. P. Ravn, Th. Vegner, H. R. Yfted (Davids 
gåften Klenod, Om ten dumme Due iblant de Fremmede langt 
bortg . Cvrs 1648. 1649. Til ten udvalgte Prins: Chriſtian 
den Femtes: Enke Magdalene Sybille; Prinfens Død omtales), Jor⸗ 
gem Rofenkrands (Davids Salige eller Gud faandige Mand + lignet 
mod fn. Bsgudelige eller Gud suljge Mand, udført oc forklarit aff 
Cen ſom venter Jeſu Rjgis Somme. Kbh. 1671), N. Chriſtenſen, 
Gunde: Rofentrams, IM. Trigelfen, Villads Nielſen (Himmeriges 
Barnemoder; Noglen til. Guds Hjerte; Troms Beſtandighed og 
Fommeffinger; Catechismi Poſtbud; Rachels Barſelſeng), Alb. Ravn 
( Ginmtiſte Herredag), Birgitte Thott, Maren Jerſin, Erik Pont⸗ 
oppidan, Samurl Bugge, L. M. Scavenius, Underbibliothekar VP. 
N. Mehrn, Eliſabeih Thott, Renteſtriver M. J. Fechtel, P. Laus 
ridſen, Skibskaptaln P. Pederſen, Engellenderen Daniel Collins 
(Nova liler. maris Balth. 1698, &. 115), Chr. Ped. Abel, P. 
J. Golding. — Efter 1660: G. Miltzov, Th. Thueseng, Arnold de 
Fine, J. Pederſen, J. B. Koneke, Boghandleren Chr. Casſuben, O. 
S. Lemvig, Erik Rofenfrands (Sialens Frelſe ved Dodſens jdelig 


11" 





164 Det lærde Tidorum falfelig Theologi 


Betractelfe Oe Guds Ords liuſende Lyete frimodelig at vandre igien 
nem Dodſens Mødt til det evige Liffs Sius. Alle troende Guds 
Born til Lardom ve Troſt forfattet Aff den Som med) dennem aff 
Guds Naade daglig” vinter det Evige Niges Kronc. K66. 1666), 
Peder Miller (Bimmelſte Havefelftab, m.m), E. Edvardſen, Bog: 
handleren Chr. Geriſen, P. A. Samſing, K Jenſen, LM. 
£L. von Baden (Bendz, Bidrag" til Borſens Skoles) Siſt. Progt. 
1848, S. 49), M'$: Borde) Th. Bartholin, J. FJ Mint," 
handteren Daniel Paullt, "Pernille ”Mofentrands, "9. Gerſurt, Joh. 
Brunsmand, Hans Bagger, J. Borchardſen, G. CE) Mand (Ebriſti 
Krybbe etc. ved den Som fan leenge vil tilbede Barnet i fin Achlbe 
paa Jorden indtil hand omfider abig udi Gimmelen mag fer Sar 
Eget Milde Anſigt. Lund 1676. Sproget er "aldeles danſth 

. $. Vindetilde, Fr. Køln) &. P. Grendften, Sophie Bilde) Pet. 


PRT 





(Catedismi Børns aandelig Mel oe Thggemad), M. Leigh, M. Chr. 
Ravn, $. Brychman, Lægen $. Olſen, Chr. L. Nyborg, G. Bindes 
tide, Borgemeſter M. Brun, Cl. A. Trundhjem, Ravigationsdirefter 
Bagge Vandel, 2. Pontoppidan, P. Bed, J. Giesſing (Enkens 
Taare og Tørflæde), H. 2. Stevener, R. J. Muus (Duen i Klips 
pens Rif), Digteren T. Renberg, Chr. P. Herslev (Tretten aandelige 
Molitiforordninger. Nova liter. maris Balth. 1703, &. 136), 
Chriftenfe Fris, R. N. Kruſe, M. Roftod, P. Toxen (Solens 
blodrøde Nedgang. Nova liter, maris Balth. 1703, &. 115. 234), 
S. Ild, Jens Thomfen Bang (PasfionssTander. Kbh. 1691. 4. 
J Hjelmftjernes Samling; mangler hos Nyerup), €. Saſs (Nova 
liter, maris Balih. 1704, S. 216), 2. G. Hylling (Dum i Mliß⸗ 
pens Rif. Nova liter. maris Balth. 1704, &. 273), S. Colding 
(Den blodige Brudgoms Kiarlighed Til fin blod⸗ſhndige Brade 
Gerlighed. Kbh. 1693), Henr. Borneman, £. J. Odislin, A. Mas 
ſaus, O. I. Due (Nova liter. maris Balth. 1700,-6; 84), E. 
E. Raur (Langfredags Spejl i et Spectakel leic.) Af en Chriften 
der til fin Siæles Ankerhold J Ehriſti Lidelſer ilke bil "forglemme 
Eet Eeniſte Naglegab. Endnu oplagt Kbhe 1750. Sans Skrifter 
i Nova liter. maris Balth. 1700, S. 86. 703,6. 185),g. 
A. Summer (Nova liter, maris Balib. 469976. 160) M. Rote, 





Andagisſtrifter. 165 


H. I. Hvalføe, (De Bedendes aandelige Kjæde af 41 Led. Nova 
liter. maris Baltb. 1703, S. 20), Inger Sonberg, P. Witt, Jak. 
Raſch (Nova liter. maris Balth. 1700, S. 206), H. Fosf, J. 
M. Guulbech (Nova liter. maris Balth. 1703, S. 20), Chr. 
Dreier, Ellen Opdal (Nova liter. maris Balth. 1703, &. 115), 
S. J. Hørning (Nova liter. maris Balth. 1703, &. 114), $. 
O. Ryſted (Bidrat af Engeddi Plantebed. Nova liter. maris Balth. 
1703, &. 114), I. Hoe (Nova liter, maris Baltb. 1704. S. 
384), Chr. Fr. Mavors, relegeret Student (Nova liter. maris Balth. 
1704, &. 87), I. Godfen (Nova liter, maris Balih. 1704, 6. 
384), Fr. Chr. Schnel, And. Hof, Hofpitalsforftander H. Vinslov, 
Kvæferen Chr. Meidel, L. Vinslev, Hans Bang. 

Denne Fortegnelfe, der endda iffe er fuldftændig, lan, hvor 
tjedſommelig den end feer ud, i det mindfte oplyfe hvad denne Tid 
levede i og levede for; derom Fan enhver overbeviſe fig, der blot vil 
leſe en tiende Del af disſe Forfatteres Skrifter. Derimod er det 
ile faa let i Korthed at give en Fremſtilling af Indholdet og Be⸗ 
handlingen. 

Man finder i Pradikenerne de utroligſte Modfætninger. J 
Biffop Hans Baggers Bededagsprædifener (S. 85) forekommer: 
Er da Menniffen bleven ſom Bæfter og deres Huſe ſom Bæfternes 
Hytter? Naar Manden bliver til et Svin, fan bliver hans Hus til 
en Evinefti. Gud føger tir efter Menniffen, men finder intet uden 
Eſeler, enddog det var aldrig i Guds Tanker, at fordi han blev 
et Menneſte, derfore flulde Menniften blive ſom Baſter, ja værre 
end Baſter; thi fan figer Herren: hører, J Himle, og du Ford, 
mær? (etc.) J. Moller har allerede bemerket om Peder Jeſperſens 
Ligtale over Niels Jul, at den paa 411 Cider i lille Folio citerer 
over 2000 Bibelſprog, taber fig i engelff Smag og paa hver Side 
har franffe Ord; og dog faar den nordiffe Natur Overhaand i 
Slutningen: Saa far nu vel, du redelige Jul, og hav tufind Taf 
for hver Dag, du har været her, for hver tro Tjenefte, du har gjort 
din Konge og dit Fadreneland! Far evindelig vel, du ftridbare Helt, 
og gak ind i de evige Fredsboliger, hvor der er Fred uden Fejde, 
Glade uden Sorg, Ære uden Misundelfe, Lys uden Morke, en meget 
ftille fagte Ro. Gud lade 08 finde dig der, og der ſamles med 
dig til evig Tid uden Ende! 





166 Det larde Tiderum. doltelig Theologi. 


Endnu ſtorre er Mangfoldigheden ·i de egenlige Andagteſtriſfn 
Snart udtaler fig) den inderlige, trohjertige De ſom Ar Benene 
ſberſens Liffſens Keone ASO der sande forf af mat 
tilbage til katholſte Wegender / for Ex⸗rom · Jonatit· Hjerte ſomhe 
varmen lod ſtjate te mange Ethttec og hoot ber fan da ſtot da 
Ravn Jefus"y" friet. ſohet Forf ut gloc Forchreit tie ofre 
ferens Lenet, Havnlig Lidelſeshiſtorien, endnit Hirtére> indtrendende ved 
at tilføje Bilder fort Radnnis Hanſen RET Paeftonaie auh 
1573. 4, hvor Bonnerne "indtag Berk ene Eide] "illant tere Robderr 


Den anden. J⸗ Mangel af· Robberte fyldte Seer er BER 


og Lignelfer, allegoriſte aandelige Mæitationer nog Betrenitirtrifjert] 
f. Er. Che Ch Filer ae Sejrderdt reterriagtag 
Kbh. 1633, bvor dem Fugt Phænfe figner med Chriſtae TED Ben 
ſeender; den kriſtne Kirte med eet ſtreWenſcender or rn 
J ſammes Gyldene Tantecting, derne udgloettillige niede hann Tro⸗ 
ſteſtole og En Aundelig Guldkiade K66 530419 lever man ithe wer 
hvad man ſtal ”betæitfe naat Motgenſtiernen oprinder⸗ grade rand 
horer Hanen gale” ete men / ogſac adr mand ”dråder i Kladerneyn 
naar Di” toer Dig," haar mand kemmrer ORE Ooau“nLSnalt / 
forenedes begge Dele, faaꝰat Ekriftſtebernec tnynedes ind Taehe alle⸗n 
gorift Krande opthſt med: Kobberejindg detfſerit fot Tr teten, 
Avinden. &7 Cru Alle 'Chriftelige" oc tydelige Joimftuers aen 
(ete.). Befereffuen- aff Mi TueaMartini… ét" Dianne Aue 
narij' (BHabermands) Fot tale Kbh 10094.Rlegnetfenſe revenut· 
Dec. 15093. Udgivet af Bogtthkkeren Bude Ben Øe ftumũ 
ſtilles tyve Utter (med ret gede Treefnit), fontette til Tiger tange? 
Dyder, "og Urternes Cjenftaber”unbenterr," fad godk rdr Tab ge 
gjøre, daa Dyderne · Eua flat DE foreriks & en Krands. 7, ØB Rega 
mu aff Guds Måde ſpaheret OT EA Nandelſgr ÅFeteg dare, "ber 
plodet der Tiue flag 8" vethltendie Dydedtomſtetl!· tilvnige Jomfruet 
ſom vorte i try: Bied, paa Devens Rod de⸗ſtilcket· De wi Mee 
mu til, ot gisre en Medal af dem, ni ro bie tor ØRET bil BRS 
met wi kunde · tilftrkmett binde dein.thi Jbrnfouetehleyenicke U trenẽ 
oe pryde fig: met Fare Blake Detfbe er" ber forakben ar 
oe berede oehFoeſt en Bohel der MAE wi tilkende de, Fade Er 
diſſe Dyder ftulle ſtinne. Fot de Andet, kit thi globe Kraͤndenfaſſt tel 
Cilde, met Guldſnorer "oc Solfffnorer, DEF er "at HM ended 








Jet 50 Zeftamensa: er ingenlunde den eneſte Gjenſtand før Be⸗ 
hgen;. det gamle med ſin rige og mangfoldige Hiftorie gav et 
Stof til Mnvendelfe, og Tiden havde ligeſom udelukt fig felv 
dens Hiſtorie, for, næften ene og alene at leve i Jodernes. 
lex derpaa ere: De beſynderlige Hiſtorier, Sententzer oc Ex⸗ 
s fom -findis i den hellige Serifft, om Offrighed, Kald, Regi⸗ 
x. Beſtilling (etc). Ved Riels Nielſen Colding. Kbh. 1567. 
eft. ſtaar Moralen, Kongers og MMurigheds Pligter, ſaa de 
fr: Exempler af Bibelen. Niels Hemmingſens Fortale anbe⸗ 
Zogen. Lignende er; Kongelig Najeftæt ved. Propheten Jere⸗ 
Affmaled Aff Guds, Naturens oc alle Menniſters Lov forklaret 
Aff Lueas Jacobſen Debes. Kbh. 1673. 4.. Følgende Prøve 
Hk. af der ſidſte: Det Menneſtelige Kion iblant alle Legomlige 
T giffne aff Bud oc Naturen, Haffver inted EXdelere, inted 
arere, inted; underligere, inted Lierere end form Ønene. Thi 
ere. liuſens middeler, elle. tingiſters leffvende ſpegeler, Sindets 
Eegemets ledſager (d. e. Vejviſere), tanckernis obenbarere, 
ede. tilſtyndere, huilcke ſaa ſom Vegtere for det gandfle Legeme 
fe pan den højejte plads udi Legemed, udi hvilde, i denne voris 
5 forkrenckelighed, mand alleniſte, fremfor i de andre Lemmer, 
mer. en liden tefning aff det Menneſtelige Legemis fuldkommenhed 








168 Det lærte Tider: dollelig Theologi. 


Thi ligefom Stole fane paa Beene oc ere…derfore ſaa ſtadige ei 
mand tryggeligen kand fætte fig paa denn. Saa haffver. oe hvert 
Embede fin Stoel til et Vidnißbiurd om det) ſammezð hvorpaa Se⸗ 
lomons Stol beſtrives og alt bliver forflaret, «hvorfor, det var ſea 
og hvad der betyder, Ja end ilke ſaa almindelig em Gjenſtand, far 
Krigens Retmasſighed og rette Forelſe, kunde udføres uden ved bel 
af Moſeboger. Saaledes ſ. Ex— Herrens Stridsfovs.Denter.… 20 
(ett.) Efter Originalen, udi det Gehraiſte Sprog/ aff den Gellige 
Skrifft ydermere forllatet (ete.) Aff en ſom tienet Den 
rers Campt Dommernes Forſte (Arnold Ganſen de Fine). Koh 1662. & 
De aldſte Skrifter ere. de bedſte. Troen fyldte Hjertet; ogs 
levende Bekymring forat nogen ſtulde forfejle «dem, bragte For⸗ 
fatterne til idelig at indprente det ene fornødne 1 Men da der dille 
mere var Tanfe om Toiol, gjældte det om, tillige rat giere den 
talkelig, og den ſamme Smag, der gjorde. ſig gjaldende i Den Firfeligt: 
Veltalenhed, trængte. ind overalt. Eet Crempel mag være sne 
Morten Rhodes Chriſti Legeme, Det cer: den Stridende Chriſten 
Kircke under et Menniftis Geftalt. Kbh. 1699. 4. (jf. Nova liter. 
maris Balth. 1700, &. 52) begynder med Lyfønftninger paa Vers 
til Hjertet, Kong Frederik den Fjerde, Bryſtet, Dronningen, hvorvaa 
følger Tilegnelfe til Lungen, Conrad Reventlou (etc.) Man ſtulde 
tro, at der ingen Skriftſteder behøvedes til at godtgisre, at Solen 
fidder paa Himmelen og at Blomſterne ſtaa paa Marken. Ilte 
desmindre begynder Tilegnelfen ſaaledes: „Solen fidder paa Himmelen 
(Pi. 19, 5), Blomfterne ftaar paa Marken (Pſ. 103, v. 15) 
Skherne udbreder fig i Luften (Job. 26. v. 9) aft til den Ende, et 
maar Gulen gaar op med Heede, gisr Greffet vißned, Blomſtred der 
paa falder af, og den dejlige Skikkelſe fordervis: Da ſtal Skyerm 
temperere Solens Heede og være cen Skygge for Gerden (Eſa. 25 
v. 5): at Blomfterne kand fettis i Landet, Figentraerne udſtyde 
fmaa Fiigen, og Biintræerne ſmaa Druer (Geyſ. 2. v. 12. 153)" 
(etc.) Bor Sol, det er Kongen, de Mænd, han har tilegnet Bogen, 
maa vel faldes Skyer, „Solens og Kongens Skyher, ſom hver Dag 
ſtaar omkring Kongens Stol, og betekker Korner: figefom Slkyernt 
betetfer Golen.” ” Paa lignende Maade gjennemgaar Vogen ſelv 
alle Legemets Dele, og. ſammenligner dem”, medi Kirken Govedet er 
Chriſtus, Hjernen er Chriſti Viisdom, Panden er Gettens Low, 





Andagisftrifter. 169 


Dinene er Propheterne, Neſen er Patriarkerne, ſom ved deres 
Offringer tilførte Herren en behagelig Lugt. „Neſt Hovedet ſidder 
Paffen i det naturlige Legeme, og den fammenbinder Hovedet og 
demmerne, fag at de ej kand adſtillis, faa haver og det Aandelig 
Bennifte fin Hals, fom er Guds Forjættelfer.” Som Lungen ligger 
snkring Hiertet i det naturlige Menniſte, faa fidder ogſaa Kongens 
Deheime Raad, ſom den aandelig Lunge, Kongen, det aandelig Hierte, 
aermeſt.“ , Com Lungen i fig felv er fvampagtig og drager Manden 
til ſig, og giver den fra. fig igien, faa bør og den Mandelig Lunge 
at være imod fit Legeme, flarpfindig og ſnart til at fatte og igien 
give fra fig og meddele gode Raad.” . Som Bud har fat Leveren 
udi det naturlige Legeme, fan har og det Aandelig Legeme fin Lever, 
nemlig Bifcoper, Theologi og ſaadanne Lærer, de bør at være cen 
fever af Forftandighed, af Lærdom, af Fromhed og af Hellighed.“ 
Maven er den gemene Almue. Efter den følger: „Laarene. Com 
Maven iffe foris af egen Magt, men bæres paa tvende Stolper og 
Stotter, nemlig de tvende Laar, Been og Fødder, faa tiener det ikke 
ten gemeene Mand at raade og ſtyre fig felf, aandelig viis, men 
bæres paa tvende Aandelig Stotter, Laar og Been, ſom ere Under: 
Rettens Betienter.“ J den Emag er hele Bogen, fom er cenfureret 
og anbefalet af H. Gerner og Joh. Vandalinus. Og hos nogle 
udartede denne Tankeklogt endelig til en Ordſkvalm, hvori Tanken 
gif under. Titelen paa cer af Helvaders Skrifter maa være nok 
til at give en Foreſtilling derom: Morsus Diaboli Eller Den bittere 
ſandhed, om Judas Iſchariots Chriſti Forræders Compagni oc 
Gildehus: til huildet henhører, alle falſte forrederſte, lognactige Ore⸗ 
fuder, Trappedrager, Spitzhoffder, Bagvaſter, Beklicker, Ridders, 
Talerckenſlickere, Dyentienere, Paraſiter, Calunmianter, Wrenſkander, 
Pasquillen ſtriffrer oc dicter. Kbh. 1689. 

Til disſe Skrifter høre ogſaa Overſattelſer af vidtudbredte 
Andagtebeger, ſaaſom af M. J. Skaaning: Savonarola, En Eynderis 
Epehel (ett.) Kbh. 1582. 1587. 1607; af J. J. Venuſinus: Th. 
a Kempis, De imitando Christo. Om Chriſti Effterfolgelſe, oc 
ſocitdis wi ſtulle forſage all Verdens forfengelighed. Kbh. 1599 
paa Kongens Bibl.) 1626 (paa Univerſitets⸗Bibl.) ff. Holms 
Sverſæettelſe met Nudelbachs "Indledning. Kbh. 1848. v. fl. Samt 
af. Th. Mactholin: Hugo Grot, Om den Chriſten Troes Sandhed 





170 Det Tærte Tidsrum: |Folfelig Theologi 
etc.) Af det LSatinſte sfverfats) ogyomarigeftede Forklatei RK. 


1678. 0. fl armumng athenerne) mm md retn 
For at gide mogle Billeder af bin Tide Geſtlighed/ 
meddele vi freiudeles aegle Bemerkuinger om enfelte Mæn, 
hvis Liv er gaaet amni højft forfljelligerheningeruss Dige 
Tidsbilleder lunne naturligvis forøgedsron; & mage 
Alle ville da mindes Frdrelaudets / Cidelſer og · Frelje⸗ 
naar vi nevne Henritk DThoa e en Gerners Haus Fader 
Thomas Gerner war Renteſtriver Kiabenhabn / hvon Sonnen 
blev fodt 16290 Han gil i Kiebenhavns Stole. 151652; Al 
han Hører i Herlufsholm , men 16540 tib 1656, foretog han 
en Udenlandsreiſe til Holland og Euglandaa Strag efter fiæ 
Hiemkomſt blevnhau Preſt i Birlerod. Sea dSelteg ran 
Auſlaget mot Kronborg, ſom foretoges af den danſte ugenier 
Oluf Steuvinkel,Hans Roſtgaard paa Krogerup og den 
engelſte Oberſt Rilard Hutchinſon, ber par i wanſt jeneſte, 
og ſom Henrik Gerner, der forſtod Engelſteu havde gjort 
Behjendtſtab med.Auſlaget blev. robet.“ Gernetn derhavde 
været Bud imellem Hutchinſon og Stenvinfel, ;bken fængflety: 
pint og tømt. til Døden, Dagen war )fat , iver, 19 Anguſt 
1659, Kiſten var færdig og alting beredt til hane Henrettelſen 
ba han otte Timer før ben befternte Tid blea benaadet, men: 
han blev fat i. et. haardt Fengſel, ogs maatte betale foæve; 
Loſepenge. Et af de Jern han bar hængersmeb,, em Minde 
tavle i. Birferød Kuke. Af Struerne, for mon ſatten pac 
hans Negle, Bur han Merke ſin Libstid.“ 16090blevthem 
Provſt i Ljunge-⸗Kronborg Herred; 1008 ie. Vi 






San forjøgte. fig itte Blot, ſom Digter Rå, reg il; 
hører ifær hertil. fom Forfatter» til; Hellige, Dages, hellige. 
Tanfer, og toende i: ſit Slags eneſte Skrifter. vm Regieriugs⸗ 
kunſten og om en god Husholdning.” Seto hans Dverſcettelfe 


Henrik Gerner. 171 


af Heſiod fan henføres. hertil. efter. fit Formaal. Han er i 
fn Opfatning, ſom man fan tænfe, gammeldags, men fører 
et gobt'Eprogiog em ulige bedre Stil end be flefte af hans 
Jævulige;' fan er originalsog vhbſindig; Skriftſteder gjcelde 
hem Aaturligviofom. Meviſer; men han har ogſaa klasfiſte 
Henthdninger. I Fortalen til Striftet: om Regjeringolunften 
ytitrer han: at! da Vud øf: abegribelig Barmhjertigheb havde 
foranbt: ban Liver/ han, fode mdi Fejdes Tid af vove Fjender 
var befeglet til:Døben';: fan har han ikke kuunet føre over 
fit Hjerte at begrave fit "Bimbo: i Jorden ſont ham haver 
veret/ betroet. Hegi ſſriver ikke, ſiger han, for de Selvvife 
og! Kløe ,:.15£ deres. Hierne er. langt ſtarpſindigere til at 
udgrankefie wet: fem er bybers; det jeg og'ffulde være' glad 
at fee, Den. jeg gider. dette for de Gemene, Hvilfe amore 
Sprog siftøi fan forſtaa. Det ſjunes, at/ vor Nation, ſaavel 
form andre! elſter Boger udi deres eget. Sprog, hyvillet er 
at. fre af ve mange Bøgev:;,. ſom bliver af fremmede Tunge⸗ 
maal fordanſtede. Det ſjunes og, efterdi vi verterer fan 
mange: fremmede, digeſon der ej: (fulde findet noget godt hos 
os felt, uden di. ffulle laane det af andre. Jeg ſiger ikke, 
at vette Skrift) er godt, men: vil formane andre til at give 
noget bebre. Udi denne Materie gives derfor den gunftige 
Læfev' en liden original og. ej'forbanffet Traktat.” 

er foruden: Giesſintz låne ure i -Hans Roſtgaards Levnet. 
Puffendurfy Historia -:Caroki"Gustavi; lib. 68:52... Øvntoppidan, 
Marmors: Dan: 4, 214. 2, 196 Schonau, S. 502. D. Digtek. 
Sigt, 3::147… Den. Afſtedotale, Gerner vilde hapg, holdt paa Retter⸗ 
ſtedet, i Minerva 1807. 4,61. | 

Gellige Dogis Sellige Tanker (ete.) over Evangelierne. Kbh. 

1684. fol" der” Fpiſtlerne. Kbh. 1693. "fol. J Wtcverſene 
anagretamatiſere⸗ finns Navn: Kierne tegner” (thi Hand Bop er en 
Kjrrnchogheller! Regne I fæller) eller Gerne Neger: (Korneg) eller 
Gernere ANMegnere. Peder Syv ender, fit mød: : 
























Men Gerner tegnes op for 

Did mig Stil og Søs, far 

J Rerre Ri 

Gf. Peder Paars.) .. 
J Giesſings Tochoniana 2, urne 


Evangelierne og Epiſtlene ev udgangen i to 
og fra forſte den udfom har tabt * 
faa Mark. vo der har BE at pradil: 
eller nogen fan forftan, ham Bam; 

raiſonneret over en Bog, ſom jeg maa b 


Saa meget havde Sprog og Smag forandret 
De Wirfis Politica Practico=: z 
Thomaſen Gerner Guds oe Menighebens * 
Kbh. 1662. fol, (1 Bog om. Kongen; 2 
øejitlige Politi, 4 om Underdanerne.) De 
Practico-sacra (etc. fom forri 
Bryggen og Bagen, men om em En 
Husbond, en god Husmoder og Huftru, om Bon 
i Hjelmftjernes Sami. ed 


Til de ved Lerddom uvmærfebe Preſter hører ijær 
Peder Vant al, Præft i Magſtrup ved Haderslev (f. 1602), 
en gruntlærd Mand og nidfjær Preſt, men næften en Frems 
med i denne Verden. Efter at have gjennemgaaet et langt 
lerdt Studium hjemme og udenlands, begyndte han i Kjoben ⸗ 
havn at holde offenlige Forelæsninger over be oſterlandſte 
Sprog; men efter to Maaneders Forløb blev han ved fin 
Faders Dod faldet til Preſt fom hans Cfterfølger (1628). 
Paa en Holm ved Vræftegaarben i Magſtrup byggede han 
fig et Hus med fire Stofværf. I bet nederfte havde han 
fit Sovefammer, i bet andet fin Bogſamling med fjelbne 
greſte, hebraiſte og arabiſte Haaudſtrifter, i bet tredie fit 
Naturaliekabinet, i det fjerde fit aſtronomiſte Obſervatorium 


Peter Vandal. 173 


med bertil hørende Inſtrumenter. Her var han beſtandig, 
naar hans Embede ikke kaldte ham, og lod ſin Kone bringe 
fig Ol og Mad, ſom han betalte hende med en Dytting 
baglig. Med fine egne Husſager var han faa lidet bevant, 
at han ikle ljendte fine egne Hefte. Engang, fortælles der, 
bab en af hans Sognefolf ham at laane hans Heſte til at 
gaa for Brudevognen ved hans Datters Bryllup. Da Fader 
ſagde Nej, henvendte Bonden fig til Preſtekonen, ſom gav 
Tillavelfe dertil. Da nu Vandal felv fulgte med Brudes 
flaren, og fane, hvorledes be efter Sedvane kjorte med 
Bruden i fuld Galop, raabte han til fine Naboer: Jo, jeg 
falde nof laane bem mine Heſte! Da be fvenffe og polſte 
Tropper holdt ilde Hus her i Landet, brugte Kirkerne til 
Stalde, og forjoge Præfterne, blev ogſaa Vandals ftille Liv 
forſtyrret og hans Samlinger adſpredte. Han flygtede til 
Haverslev, og ſtal være død ber 1659. Hvor mangen 
anden Præftemand, om hvem vi ingen Efterretning have, 
har ikke, fom denne, maaffee med Kundſtaber, der egnede 
fig for Kathedret, levet hen i endnu ringere Kaar, i fin 
tarvelige Bolig, hvor en fnæver Stue, lav til Loftet, paa 
een Gang var Dagligſtue, Studereværelfe og Soveværelfe, 
uberørt af Tidens Fordærvelfe, til Velſignelſe for fin Menig- 
hed, med fin ligefaa tarvelige og vindſtibelige Huſtru. Han 
havde bejlet til hende i Gudsfrygt, og veb fit Bryllup, fom 
Niels Hemmingſen figer, i Bønnen bedet Guds Søn at for⸗ 
vandle ham Livets Band til Bin (ut aspera, quæ forte 
inciderint in ista nova societate, velit mollire et aquam in 
vinum convertere, hoc est, tenues ipsorum facultates sua 
benedictione prosequi et augere). Og Gud gav fin Bel: 
ſignelſt, om ikke ved Overftodighed af verdsligt Gods, faa 
veb en liforgjængelig' Rigdom pan gudfrygtige Born. 





174 Det lærte Tiderumdholtelig Theologi. 


Peder Vandal / i Vormis Lext, CimbryTliter. vd PM. Rid 
Semmingſens Ord findes; i; hans Pastor 7 Affnittet Qualis met 
dyucenda, sw 40 end de MV øjne sriffearmt te po bre 

Jens Diwefenn3erfim/ hvis Faber var Bræjo 
Jerſie i Kjoge, (31587), gikei Herlufsheſns Sltole hv 
ven ſom latinſt Digter beromte Willichius Beſthovius mr 
Reftor, og bleve ſiden Horer ved ſanme Etolenn Efter 
Udenlaudsrejſe iAarene 1607 1610 blev an Reltor 
Sorø, og ſtrev ſin latinſte Grammatik, der ſenere udtem 
Efter nogle Aars Forlob rejſte han atter udenlande mid 
Mogens Krabbe, og Blev efter ſin Hiemlomſt 1619 Profel 
Metafyſik ved) Univerſitetet, men fit titlige Befaling! font 
Informator for” Gyldenloverne vat” opholde ſig med dem 
Sorg, Her foregil en meerkelig Smftiftning anset 
Hidtil havde han været” munter og Tusglad,”jari Forhold 
til fine Omgivelfer fan fritcenkerſt, at dn han blev bragt i 
Forſlag til bet levige Kald ved Frue Kirbe inEjobenhadn, 
yttrede Jeſper Brochmand, hvad man ſtulde irket' ben Atheiſt; 
nu gav "en Begivenhed ved LErlkebiſtop Abſaleus Gravi 
Sorg hang Sind en ganfte anden Retning.Ham var ef 
Elfter af Muſik, og plejede cm Aftenen med fin. Sat at gaa 
hen i: Kirlen. Da faldt bet ham engang: ind ut beſoge Ab⸗ 
ſalons Grav og ligeſom give ham en Serenade. Men hwäd 
enten ham nu havde et Syn eller hvad det bar, ufva den 
Stund af var han iffe mere bet ſamme Memnefte ſomfor. 
Hans muntre Veſen blev næften til dyb Mefanfoli; "øg'4 
hans Grundſcetninger foregik ber en hel Foranbring… Hau 
blev Preſt til Frue Kirke 1625, og tiltraadte bette Embede 
næfte Aar. Haus anbdægtige Præbifener vandt meget Bifald, 
og mangt et ængftet Hjerte tyede til ham, for at faa Trøft. 
Selv havde han indre Anfægtninger. Tunge Familietab 
forøgebe hans Tungſind. „Da bet behagede ben naabige 


Jens Dineſen Serfin. 175 


Gud, figer han (i Fortalen til Troens Lamp og Sejer), 
imod al min Tanfe, Mening og Forjæt, iffe alene at falde, 
men og at fremſtyde mig til at lære og præbife hans Søns 
Cvangelium til vor Frue Kirke i. Kjøbenhavn, da lod han 
mig lære hvad Friftelfjerne ere. Hvorledes og hvor længe 
ban derudi holdt mig varm, det er hannem alene bekjendt.“ 
Gan vil iffe derom andet formelde end Glæden over Sejer⸗ 
vinbingen. Heraf begyndte han des nøjere at mærle paa 
Ordet og randſage derudi og kom dybere ind ide Helliges 
Magemaals Forſtand, hoillet tilforne havde voret ham ilkun 
ſom en Parabel eller Snak, naar han det leſte. Og efter⸗ 
fom han kunde betænle, at der maatte viſt flere være faas 
danne Anfægtninger undergivne, og kunde vide af fit eget 
Hjertes Tanker, hvorledes de dog ſtammede fig faadant for 
noget Menneſte at aabenbare, ſaa tog han Aarſag efter⸗ 
haanden noget om ſaadanne Anfegtninger i fine Prædikener 
at røre, i Synderlighed af de Evangelier i Faften om Chriſti 
Friſtelſe SØrfen og ben Cananæiffe Kvinde, Derved 
erlangebe ban ogſaa bet ſom han efterſogte, at mange 
Djertens Tanker bleve dermed udlokkede og ham aabenbarede, 
og han fandt, fig felv iffe til liven Trøft, at mange af bem, 
jom han mindſt formente, laa ſjuge med' ham udi eet Spital. 
„Der, flintter han, funde jeg ba førft fornemme og forſtaa, 
bet jeg med Forundriug tilforne randſagede, hvorfore Gud 
lod mig i Begyhndelſen paa bet hellige Embede ſaaledes for⸗ 
uroliges endogſaa af Djævelens Nævehug, ſom er, at mig 
vederfores dermed det ſamme, for hvilfet St. Povel takker 
Gud fan inderlig, 2 Cor. 1, at Gud lod mig finde alle» 
haande baade Trængjel og Trøft for andres Troſtes og 
Saligheds Skyld.“ 1629 blev Jerſin Biffop t Ribe, og 
her forfattede han fine vigtigfte Skrifter. Det var i Tredive: 
aarskrigens Tid, ba ber faaes mange Gære i Luften, faldt 





176 Det lærte Tidsrum. Bolfelig Theologi. 


Blodregn, o. desl. Da vifte ver fig den forſte Sønbag t 
Advent i Aaret 1630 paa en Vinbuesrube T VBorgemeſtern 
Ditlev Hanſens Hus en Jubffrift; ſom man aldrig før Hate 
feet. Man har ven Tobberftuffen; ber ſtod, men vendt par 
Hoveret: C: Che efter Beim Bron. „Den vifte fig med 
klare og fuldlomne Bogſtaver, naar Duggen famlebe par 
Nuden veb 8 Slet om Morgenen; maar man vaſtete 
eller torrede Duggen af, faa forfvandt den, men naar Ruden 
blev dugget, kom den atter frem. Man provede at føre 
ven af, ja endog at ſture Ruden, bet hjalp iffé. "Den form 
atter tilfyne, og altid omvendt.” Det fatte hele Byen i 
Bevægelfe. „Det Tegn have Folf mere forundret fig ver, 
og eftertænft det, end noget andet.“ Biſtop Jerſin Holbt 
flere Vrævifener derom, og ſtrev i der Anledning 1031 fin 
Traftat om Mirafler, Tegn og Aabenbaringer. Stjendt 
hans Præbifen og felve Sfriftet gaar ud paa at befjæmpe 
Overtroen, yttrer han bog deri: „Om denne Strift vil jeg 
iffe vift beterminere og fige af hvem ben er ſtreven, enten 
af Guds Befaling eller Fandens Bedregeri. Dog vil jeg 
fnarere tro bet Satans end Guds Værk at være; thi bet 
er uden al Difputation, at bet er Satan en ringe Kunft, be 
Bogftaver paa Glasſet i Vandet (Duggen) at brage, og 
dennem uformerkt tufend Gange at formere” (lade bem 
Tomme tilfyne igjen). Derefter ubgav han to meget yndede 
aſtetiſte Sfrifter: Vera via vitæ, En rigtig Vej, fom fører 
til bet evige Liv, 1633. Denne Bog har han fornemmelig 
ſtrevet „for be ryggesloſe, ftolte og ſtive Menneſter, ſom 
bedrager fig felv i deres Tro, bem til Advarſel og Frygt.” 
Den forkynder og indprenter, at Troen iffe ſtal være bøb, 
men levende, og Forlosningen er intet uden Poenitenſe og 
Omvendelſe. „Det S. Peder figer om Djævelen, han 
Løber og fvermer omfring fom en brølendes Løve, er iffe at 


Jens Dineſen Jerfin. 177 


forſtaa, ligeſom Satan flulde iffun løbe omkring ſom en 
Løve eller Hunt, ufjunlig, og ſnyfte her iblant os i Verden, 
men han er og inde i et Menniftes Hjerte, Mund og Sjæl, 
eg taler til hannem ofte, uanfeet han det ilke felv far mærke.” 
Det andet Skrift, Troens Kamp og Sejer, 1635, har han 
„ordnet og beſtikket for de enfoldige, bløte og fjuge Sams 
dittigheder, til Trøft for bem, ſom have en ſonderknuſet 
Hand og ere befværede, og haver Lægedom behov, dem alene 
til Bederivægelfe.” Derhos har han haft de Lærere for 
Øje, over hville Gud ved Ovrigheden har beſtikket ham til 
en Tilſynsmand, „at de kunde felv vide med de Anfegtede 
ret at omgaas, og flulle iffe efter 3068 trøfterige Exempler 
spirare verba desperationis, og føre det ud til Fortvivlelje, 
fom hører til Trøft og Salighed, men at be fan, ſom Chriſtus 
paaminder Peber, conversi convertere fratres suos.” Det 
var en Opoffring paa hans Side at ſtrive i Modersmaalet. 
„Men, ſiger han, jeg haver bet befunden og forfaren, at de 
Enfoldige og de, ſom enfoldigſt forſtaar Chriſtum, og veed 
intet mere end deres Modersmaal, haver ofte be döbeſte 
Anfegtninger og derudover denne Undervisning meft fornøden. 
Derfore haver jeg ben paa vores danſte Maal ffrevet, ends 
bog jeg det med mindre Umage og med ftørre Anſeelſe paa 
Latine kunde forfærdiget.” Med mindre Umage! Jerfins 
Virkſomhed ſom Biffop varede fun i faa Aar. Hang Ans 
fægtninger toge til. Paa en af fine Bifitatsrejfer fif han 
endog et faa ſterkt Anfald, at han iffe kunde erindre et enejte 
Bibelſprog til at dæmpe det med. Han Hagede fin Nød 
for fin Kudſt, og bad ham fige ham et. Kudſten fagde: 
Kjære Herre, faa elſtede Gud Verden (etc.); og da blev 
Biſtoppens matte Sjæl opfyldt med en ſaadan himmelſt 
Glæve og Troſt, at han tog dieſe Ord til fit Valgſprog, 


hvorfor de ogſaa ſtaa i hans Gravſtrift. Om Sommeren 
12 





178 Det lærve Tidorum. Bollelig Theologi. 


1634 viſiterede han i Mebolben Kirke, og lom ber i Ds 
ſtrid med en Mand i Menigheden, hvorved hau ſels blev 
hidſig, og bet endte med, at Manden gav ham ef Ørefigen. 
Deraf rejfte fig en Sag. Jerfins Fjender tilhove toge Bom 
den i Beſtyttelſe, faa at Biſtoppen blev. mødt til ſels at 
rejſe til Kjøbenhavn; men han naaede ille fænger ent til 
Nyborg, hvor han dede i Borgemefteren Peder Mieljens 
Hus i Oftober 16834, 4 fit 47 Mar. Hans Blllede fintes 
foran hans Gubelige Strifter. 

Jerſin havde et dybt Gemt. Gan trænger overaft ind 
i Kriſtendommens Væjen, en levende Tro, ber virfeliggjer 
fig i Livet, Smiler ab hans Enfoldighed, I verbelige Tiende⸗ 
Sjæle, men haver Agt for: bet højere Aandens Lin, form 
aabenbarer fig igjennem be tvivlraadige Tanfer. Han var, 
om iffe ben forſte, i bet mindſte en af de forſte, ver ſtillede 
fig imod ben herſtende Overtro med en faa faft Iver, at 
han berfor blev miskjendt. Men hildet i Tidens Anſtuelſer 
og derfor ube af Stand til at gjennemflue fit Stof, forvil⸗ 
dede han fig i fin egen Granſtning. Der var for ham, ſom 
for alle, en Dobbelthed, en Dualisme, i den aandige Verden, 
en lige ftærf Tro paa Gud, Kriſtus, og paa Djævelen; han 
vilde derfor drage Grendſen, ben ſtarpe Grendſe, imellem 
Guds og Djævelens Øjerninger, og formaaede bet ilke. 
Ikke desmindre ville hang Sfrifter ſtedſe blive uforgjængelige 
Minder; be give mangfoldige Bidrag til at oplyfe Overtroens 
Tilſtand, og indeholde mangt et velfignet Ord for et i Ver—⸗ 
ben forvildet og vankelmodigt Hjerte. 

Jerſin var tre Gange gift, og havde tre Sønner. fans 
Datter Maren blev gift med Niels Svendſen Cronid (1636 
Reftor i Kolding, 1639 Leftor i Theologien i Chriftiania), 
ber omtrent 1653, formeveljt nogle Præbifener, hvori han 
forhaanede Lereembedet, maatte opgive fin Stilling. fan 





Jens Dineſen Jerfin. 179 


g ned til Kjøbenhavn, hvor han holdt gudelige Forſamlinger 
ollegia privata pietatis); men mistænkt for Veigelianisme 
ev han ftævnet for Konſiſtorium, og 1655 dømt til at 
mme Landet. Efter fongelig Befaling blev han imidlertid 
nfat paa Dragsholm Slot, og fad der indtil de Svenſte 
friede ham 1658. Han dede i Amſterdam. Maren Jerfin 


lgte ham i hang Landflygtighed. 


Jerfins Levnet foran Tvende opbyggelige Skrifter. Pontoppid. 
mal. 3, 156. Terpager, Ripæ Cimbricæ, det ſidſte Blad eller 
spendir. (Indſtriften paa Ruden.) 

Om Chronichs Sag Pontoppid. Annal. 4, 395. 414. 423. 
olfs Journal, Juni 1811. 

?”EsdvAhsov referens peregrinationem et fæditalem Baccha- 
liorum, conscr. a Jano Dionysio Jersino. Hafn, 1607. 4. (Fre 
øde. En Art Eclog i latinffe Herametre, Samtale imellem 
rus og Candidus, imod Faſtelavnslyſtigheder, de rommerſke og de 
bærende.) 

Orationes duæ Academicæ. Prior: Lutherus Thaumaturgus 
a de miraculis Lutheri in gratiam Jesuitarum. Posterior: 
Me-Irenicum. Hafn. 1621. 4. (Ved Miraklerne mener han 
e dem Luther har gjort, men dem Gud har ladet ſtee ved ham, 
d Papiſterne.) 

Tractat om Mirakler, Tegn og Aabenbaringer. Kbh. 16032 

meget oftere. Vera via vitæ, En rigtig Vej, ſom fører til det 

ge Liv. Kbh. 1633 og oftere. "Troens Kamp og Sejer. Kbh. 
135 og oftere. De tvende fidfte ere ſamlede i Tvende opbyggelige 
krifte. Koh. 1730. Alle tre famlede i Gudelige Skrifter. 
mte Gang befordret til Trykken. Kbh. 1716. - 

Tractat om Mirafler er tilegnet Provſter og Præfter i Ribe 
tift (Julii 1631). Thi der i Stiftet var flcet flere Tegn, ſom 
r forftyrret de Enfoldiges og Frommes Hjerter, i blandt hvile 
" fornemfte er den Skrift i Ditleff Hanſens Byfogdens Vindue. 
mfor har han taget Aarſag at gjøre en enfoldig Undervisning for 
xgerſtabet fammefteds, i Ugen ſom det Evangelium indfaldt om 

førfte Tegn Jeſus gjorde i det Bryllup til Cana. Men efterdi 
. 12" 





180 Det larde Tiderum, Holtefig Theologl 


han befandt i fin Bifitation, at Folk gav fig mere Derefter, md 
efter den ordentlige Gudstjenefte, at der opſtod her og der Foll, fem 
berommede fig af Sjuner og Tegn, ja at hans Pradilenet enteg 
blev graveret med ftør calumnia paa mange Steder, ar han ftulte 
have approberet af den Overdaad i Klædedragten og foragtet ale 
Guds Tegn, og derover ſtulde være fommen i ftor Perifel og Fare; 
faa har han agtet det ikke alene for raadſomt, men og fornøden af 
lade famme Præbdifener ĩen faldkemmen Tractat ubgea. 

For at forſtaa dette, hvorledes Jerſin hos fine Jævnfige kunde 
gjælde for en Fritænfer, maa man laſe Fortalen til ſamme Skriſt, 
thi der oplyſer han, at de Tegn og underlige Gjerninger, ſom mån 
anſaae for ligeſaa mange gubdommelige Advarsler, vare idel Brbrag. 
Chriſti Ord i Matth. 14 (om Verdens Undergang og Chriſti Sifs 
kommelſe) de afmaler og beſtriver os ref vores Tider, udi hoille vi 
mu fever, Thi hvad er det andet, ſom hver Mand mu feber og 
gaber efter, hvorledes Chriſtus kommer til. dem i et hoidt Barns 
Lignelſe, til den anden ude paa Marken dompendes meder af en blaa 
Sky, til den tredie i det Hus og det Kammer, og haver ſonderlige 
Samtale og Mabenbaring med det vanfundige Barn, med den ufors 
ftandige vanvittige Piges eller Kvindes-Perfon, ſom hverken før eller 
fiden veed noget ret forftandigt om Gud at fige eller lære, er og 
undertiden af et uſtikkeligt Levnet fandfærdeligen berygtet; hvad er 
det andet, end det Herren figer, der ſtal opſtaa falfte Chriſti, item 
de flal fige: See, han er i Orken, han er paa Marken, han er i 
Kammeret (etc) En Del af ſaadan Snak er jo befunden idel 
optænft og digtet Løgn at være af nogle letfardige uforftandige Pers 
ſoner, ſom dermed have villet gjøre fig et Navn og Tillob og Ans 
hang, iffe uden deres Baade. For nogle Mar fiden lod fig en Piges⸗ 
Perſon hertil bruge i Korsør. Der hun blev fordret af Kgl. Maj. 
til Frederifsborg og der paamindet, befjendte hun ſom det var, idel 
Digt og Løgn at være. Den Kvinde i Viborg Stift, for to Aar 
fiden, udi Gellomherred, hvad Anſkrig gjorde hun med fin Aaben⸗ 
baring, at endog Prædifeftolene ſtulde fyldes dermed; hun er jo ſiden 
gaaet derfra igjen, utvungen. End det Pigebarn udi Aarhus Stift, 
nu i disfe forgangne Dage, hvilfet Holger Roſenkrands til Roſen⸗ 
holm tog til fig, hvad Ry gif der af hende, at man fom løbende 
mange Milevejs at høre faadan en hellig Prophetinde, og ganſte 





Jens Dinefen Jerfin. 181 


>) vidfte af hende at ſige. Det er dog altſammen befunden 
ed og Bedrageri at være. Hvad Tillsb, Anhang og Kredit 
den af mange Menneſter! Løb de ifle dertil mange Milevejs? 
r ganffe Dage? tilfpurgte hende i Stykkeviis hvad Gud paa 
I mishagede? Bar de ikle og ftrar færdig, pan hendes Tale, 
sag og Knive at fare over deres SKlæder? Siger mig nu, 
r i vore Dage haver beviijt ſaadan Andagt og Fyrighed imod 
Ord! Bifer mig en enefte, der nogle Milevejs vil løbe til en 
et Guds Tjenere! Hvor hører man nogenſteds, at Tilhørerne 
porge deres Ejæleførgere til Raads og efter deres Ord ere 
at affljære den hedenſte Forhud, fom hine efter en falſt Djæs 
brophetintes løgnagtige Mund haver været færdig og fyrig til 
ſtjere Huer, Hatter, Trøje og Skjorte (etc.) 
zkriftet felv oplyſer tilfulde, hvorledes enſidige theologiſte Stu⸗ 
g formel klasſiſt Dannelſe uden Naturkundſkab efterlader et 
Rum i den menneſkelige Sjal, der fyldes med Nonſens. For 
fte fremftilles, at Gud alene gjør virkelige Mirakler. Og de 
derpaa, 1) at en Ting befommer en anden Natur, ſaaſom 
MNofes Kjæp blev til en Slange, Støvet paa Jorden uden 
Rorelſe blev til levendes Lus, Vandet blev i Cana til Vin. 
2) Tingen mifter, imod al Natur, fin egen Kraft og Virk⸗ 
ſaaſom Solen er aldrig ftille, men den ſamme Sol ftaar dog 
Joſva til Villie; den flytter fig 10 Grader tilbage; den miſter 
jefte Middagstid fit Stin. Det er alt mod Solens Natur. 
3) Tingen befommer noget andet ædeligere og mægtigere Kres 
Art og Egenffab og Udretning (Effekt), ſaaſom Aarons Kjæp 
s igjen, bærer Blomſter og Mandel; Bileams Eſelinde bekommer 
me menneſktelig Maal og Tale, men ogſaa Diſcretion og For⸗ 
de fem Brød fan forflaa imod Naturen at mætte faa mange 


s» OM... MM . æt åd gs. . add — 2 Rn cann må aÅ ne sÅ 4 





182 Det lærve Tidsrum, Foltkelig Theolegi. 


paa denne Dag, at alle de ſeldſomme Sændelfer, ſom ſig begiver me: 
vanſtabte Fodſelet, med Aabenbaringer, med Blod, i Band, par 
Klader, i Maden og med Tegn paa Himmelen, ſtulle aldeles intet 
have paa fig, eller Gud aldeles derforuden at være, ſaa at de fle 
uden al Eftertankelſe Mulle gaas forbi. Men bog er bet og vig 
derhos, og fan iffe nægtes, at Fanden haver ſin Finger i mange 
Stykker, og ſpoger og giver fig udk mange Gjerninger for Gud, og 
vil tros for Gud, da det dog er Satan felv fra Gelvede.“ For 
det andet handles om Djævelens Magt til at udrette underlige Gjet · 
ninger, hvorledes han aber Gud efter, og hvad han føger dermed: 
Han fan iffe gjøre fandfærdige Mirakler, men det er futter Stogleri 
og Ojensforblindelſe. Gan fan rande over bet mægtige dens Ele 
ment, og ligeſom det var Gud fold flyde den i Tordens og Lymilde 
Lignelſe ned af Luftens han fan rejſe Storm paa Havet, frembringe 
Jordſtjalo (etc.). Langt mere fan han da virke i de foagere Ele⸗ 
menter, fom i Skov og Mark, i Kvæg, + Mermeftens Legemery 4 
Luftens Forgift, i Jordens Ufrugtbarhed, i Sadens Fordærvelfe, i 
Fiſtenes Fordrivelfe og deslige mere, alt naar Gud vil flaa hannem 
noget lss. (Det oplyfes ved mange Exempler af Skriften og den 
verdslige Hiſtorie.) For det tredie, hvorvidt vi fan gjøre Forſtjel 
paa Guds og Djævelens Gjerninger, og hvad paa denne Tid deraf 
for Satans Vark er at agte. Alle de Mabenbaringer, med hvilke 
Folk haver løbet paa nogle Mars Tid, at den haver ſeet Chriſtum 
komme faldende ned af Skyerne i den og den Lignelfe; den haver 
feet og talet med ham fom med et lidet Barn; den haver været 
inde i Himmelen og feet Gud, og ved at afmale ham paa al Skik⸗ 
kelſe, alt det og deslige mere er idel Djævelens Værk, om end nogle 
ſaadanne Mabenbaringer kunne i Sandhed være nogle Enfoldige fore⸗ 
komne. Det famme ev at demme om de narriſte Englers Aaben⸗ 
Baringer, ſom fortælles; ſaaſom den haver feet Guds Engel fom en 
Gaas, den ſom et Barn med et lidet krollet Haar, den ſom et Ans 
figt med Hænder og Fødder liggende i Graven, uden al anden Ge— 
ftalt. Er noget faadant feet af dem, da haver det været Satan, 
thi det ftemmer aldeles intet overens med masculis et heroicis 
angelorum apparitionibus, hvilfe i Skriften er antegnet. Alle de 
Aabenbaringer, ſom taler iffun om det udvortes man haver i Moder 
og Klædedragt, ſom man nu ved fan meget af at ſige allevegne, 





Grit Pontoppidan den BEfbre. 183 


om fe, om Hoſebaand, om Kraver, Huer, Hatter, Folder, Borer, 
Enorer, blaa Stivelfe og mere ſaadant, hvillet er altfammen uden⸗ 
for Menneftens Hud og Kjed, udenfor Hu og Hjerte, det er alt⸗ 
feommen Djævelens Spøgeri (etc. etc.) J denne Afdeling ſlaar han 
derfor med ſamme Svøbe de Mægtige ſaavel ſom de Ringe, og ſtaaner 
ingenlunde Preſterne, ſom i deres Pradiken lempe fig efter Tilhorernes 
Begjerlighed. 

Af Preſtens Prædifen fan man lære at Fjende en Tidsalder 
faavel fom en enlelt Menighed. Derfor har jeg ved dette Uddrag 
villet gjøre opmærfjom paa, hvillet Æmne en Biffop dengang valgte, 
naar Aanden rer fom over ham, og hvorledes han behandlede det. 
Sen hvis nogen vil lære at fjende Djævelen tilgavns, faa maa han 
endnu leſe Fortalen til Troens Kamp og Sejer om Satans Fris 
ſtelſer. Man flulde ikke tro, at Satan var faa mægtig og alvidende 
fom han virkelig er. „Satan veed hvad baade du og jeg gjør inde 
i vor inderfte Kammer, han fan og høre hvad jeg taler med mig 
felv i min Seng om Nattetid“, etc. 

Maren Jerfin udgav: Sjelens Skat (etc) For mange Aar 
fiden aff en oprictig Guds elffere, førft i det Spanſke Sprock 
beffreffoen, oc nu paa ny offverſat aff Naderlandſt paa Danſte, aff 
en Guds Begiærerinde: M. J. D. J. Kbh. 1653. I en ftor 
Skov og Udorken boede en hellig og andægtig Mand; hans Navn 
var Begierer. Han tog fig for at gjennemrejfe den hele Verden 
for at naa den fuldkomne Viished og Guds SKierlighed. Han lod 
en Faarehyrde vife fig Vejen til en Ridder, fom hed Guds Kierlighed. 
Udenfor ftod en Portnerſte, der hed Forfængelig re. Begiereren 
banfede pan med en Jernhammer, ſom hed Langmodighed; faa kom 
Portneren, og hans Navn var Guds Frygt (etc. etc.) Ligeſaa 
fmagløfe ere Chronichs Tre aandelige Sange. Kbh. 1649 — unds 
tagen for Liebhavere. 


Erik Erikſen Pontoppidan (ben Ældre), f. i Broby i 
Fyn 1616, gif i Odenſe Skole, kom til Univerfitetet 1635, 
og rejjte udenlands 1641—1642. Derefter blev han Hov⸗ 
mefter hos Kansleren Chriftian Friſes Søn, der ftuderede i 
Sorø; 1649 blev han Slotspræft til Kapellet i Andvordſtov, 
og ubgav i denne Tid Præbifener og andre theologiſte Skrifter; 





184 Det larde Tiderum. » Bolfelig Theologi. 


1665 blev han Præft i Kjøge, og til denne Tid hører fans 
Grammatica danica; 1678 blev han Biſtop i Throndhiem, 
+ 1678. Om hans iudre Liv finber jeg” ingen anbre og 
lysninger end bem haus Sfrifter give, men han er en jaa 
mærfelig Mand i vor Literatur, at han fortjener em færlig 
Omtale. Her vælger jeg ham til at oplhſe ben. Retning, 
ber taber fig i FJeſu Blod. Den finder i Frelferens hele 
Liv en Daab, og bet em firdobbelt: Banddaaben, Aaudens 
Daab, Leredaaben og Bloddaaben, og bvæler med Forljær= 
lighed ved ben ſidſte 


Gudelige oc gaffnlige Betændninger offer Vor Frelſers Jeſu 
Chriſti hellige oe Gojvardige Bloed⸗daab udi Faſte⸗Pradiclener til 
boed oc bedring troe oe troſt andragne aff Erick Erideſon Pants 
oppidan K. M. Slotzpradikant til Antvorſtow. Abh. 1658. 

Teratologia ceu Appendix. Det er Kort oe Eenfoldig For⸗ 
Haring offver de Tegen, Som flede i oc effter Vor Frelfers Jesu 
Christi Lidelſe, Til Gudelig oc gaffnlig efftertændning for Herrens 
hellige Meenighed udi Fafte 1652 (etc.). Kbh. 1653. 

Bor højplagede Frelfers Jesu Christi Bloed⸗Daab Til gudelig 
oe gaffnlig Brug Riim⸗viis oc Sangesviis (etc). Kbh. 1653. 

Det førfte af disſe Sfrifter, der fan være nok til en Prøve, 
er tilegnet fer adelige Fruer. For dem gjennemgaar han Brudens, 
den kriſtne Kirkes Brudgoms Egenſtaber efter Hejſangen. Deri⸗ 
blandt: „Chriſtus er hvid oc ſtinnendis, thi hand er uden al Synd 
oc Smitte. — Hand gjør vore Purpursrøde ſynder hvide ſom Sneen, 
oc vi fane de hvide Rætfærdigheds Klader udaff hannem, at vi funne 
vandre med hannem der udi, oc udi Helligheds oc Herligheds hvide 
Dragt med de Eldſte, ſom ftaae i de fange hvide Kjortle, komme 
til at tjenne Gud Dag oc Mat i hans Himmelſte Tempel oc at 
ligne hannem, hvis Anſict ſtinnede ſom Soelen, oc hvis Klæder 
bleffve hvide fom Liuſed, i hans forvandling paa Thabor Bierg. 
Han er rød. Hand haffver tocd fin Kaabe i Viindrueblocd, oc 
hand ev rodere i Øjnene end Viin; Hans Klader ere befprengte med 
rødt, ſom dends der traader i en Vünperſe; oc ere beftendte med 
Sejer, det er, med Blocd til Sejers Tegn. Hans gandſte Legeme 





Erik Pontoppidan den fore. 183 


haſver væred rødt aff Bloed, effterfom hand ſpeedte de bloedige draaber, 
fom fulde i hobetal paa Jorden; hand bleff hudfletted fra Top til 
Taae; den hvaffe oc diybſtickende Toerne⸗krone blef fat hannem paa 
Goffveded, fan Bloedet rand offver Øjne oc Ører, offver Kind oe 
Krop; Sans Hendder oc Fodder bleffoe igjennemborede oc naglede 
til Korſed, oc hans Side der effter med Spyded aff den u⸗barm⸗ 
bjertige Stridemand bleff obned, faa vore ſynders røde oc usreene 
Bloed der ved er affſtylled, oc vi ere forloſte, ide med forfrændelige 
ing, Shlff eller Guld, men med Chriſti dyrebare Bloed, ſom et 
u⸗eſtyſdigt oc u⸗beſmitted Lams.“ 

Hvorledes han indprenter, at vi ſtulle tænde paa Jeſu, ſom 
bar dend ſpottelige Purpurkaabe, oc fom en pærfed Drybe (Drue) 
udgaff Purpurſafft, fit røde oc Roſenfarffvede Bloed“, maa følgende 
Proeve være nof til at viſe: „Chriſtus Jeſus, dend Aandelige Him⸗ 
melſte Bruudgom, kalder fin Bruud, den Chriſtne Kircke, fin Due i 
Kippens Rif, ſom udi Salomons Hojeſang andrages. Hand kalder 
hinde fin Due, dulle eller dullicke, fordi hun er eenfoldig, oprictig, 
ſactmoedig, fredſommelig, kydſt oc yngelſom, ligefom Duen. Hand 
kalder hinde en Due i Klippens Rif, fordi hun henflyer til hannem, 
ſom er ſaligheds Klippe, oc figer med David: Herren er min Klippe (etc.) 
Gun ſoger Skjul oc flonfel, Roe oc Hvile, Beffyttelfe oc beflers 
melfe i Klippens Rif oc Huller, ded er i dend Herres Jeſu Chriſti 
hellige Saar oc Ribler. — Bi flulle være eenfoldige oc oprigtige, 
usftangefærdige (xéqœro⸗:), usflyldige oc u⸗ſtadelige, ſom Duer. — 
Bi flulle være ſactmedige, form Duer. — Vi flulle være kydſte, ſom 
Duer, at vi holde vor Bruudgom Chriſto Jeſu troe oc lofve, oc 
ide beblende os med Djefvelen oc Verden, oc mand flal med Duen 
altid hafve noged at beftille, oc ide være orckeloss. Duen er forrigs 
nem, oc førger, naar hun hafver mijt fin Mage: faa flulle vi 
ocſaa fude oe førge offver vore ſynder. Duen elſker reene ftæder: 
faa ſtal mand oc elffe ded, ſom rent er, oc ide henkaſte fig i Syn⸗ 
dens u⸗reene Ssle. — En Due, udi Usvæer oc ftoer Storm, føger 
luun (is. logn) oc læ udi Klippens Rif: fan kunne vi imoed Guds 
Vredes ſtorm, imoed Diefvelens bruſen, imoed Lowens ftrenge [nyd oc 
larm, oc imoed ſyndens baardtrængendis anfald, finde luun oe læ ſtjul 
oc ffunfel, udi dend Herres Chriſti bloedige Ribler, Toerne⸗ſtungede 
Hofved, Hendders oc Fodders Naglegab oc udi hans obnede Side" (etc. etc.) 





180 Det færde Tiderum. (Follelig Theologi. 


7. Overtroens Literatur. 

Af vet foregaaende have vi allerede lert at hjeude ben 
frijtelige Oplysnings Tilſtand. Der er to Siber, fra hrille 
man ijær fan fære at hjende ben: af Sæbernes Hiſtorie og 
Overtroens Literatur. Om Sæberne viſe vi hen til Tidens 
Hiſtorie; ben oplyſer tilfulde, hvor udannede be vare, og den 
har godtgjort til Overmaal, hvilfen Raahed ber ſtrommede ind 
fra Tyſtland, ved hvis Hoffer ben havbe fine Plauteſtoler 
Overtroens Literatur hører herhen; thi ben udgiorde en Del 
af vet theologiſte Syſtem. Kundſtaben derom er vigtig for. 
vet folgendes Skyld; thi vi finde ven i fuld Flor paa Hol 
bergs Tid; han befjæmpebe ben næften i alle fine Strifter 
Den banner endelig et vigtigt Affnit i Menneſtehedens og 
Kriſtendommens Hiſtorie. Det er en førgelig Kjenbsgjerning, 
at Lutherdommen iffe befjæmpede, men nærebe og beforbrete 
ben. Denne Overtro havde ſaaledes iffe fin Rod i Dans 
mark; ben laa i Tiden, og ben er endnu til, om ben end 
har iført fig finere Klæver og indhyllet fig i en fordærvet 
Kulturs inderſte Folder. 

Naar man gjiennemleſer hin Tids Skrifter, ſtaar denne 
Overtro, denne Ugudelighed, jeg mener denne Fornegtelſe 
af ben ſande Guds Veſen, i mangehaande forfærdelige Skil- 
kelſer for ben opmærffomme Betragter. Den har fin Grund 
dels i faljte Anſtuelſer af Naturen, dels i urigtige Fore= 
ſtillinger om Gud; begge forene fig i ſamme mangelfulde 
Opfatning af ben guddommelige Lære. 3 ben faa Spiren, 
og ben fandt ogſaa hos os Gartnere nof, ber vilde pleje og 
udville ben. Livsanſtuelſen havde tabt al Natur og Friſthed. 
Trosſyſtemet gif netop ud paa Livets Fordommelſe, Mens 
neſtenaturens totale Fordærvelje. Gud var en beſtandig 
fortørnet Gud ; og han delte Gerrebømmet over Verden med 
Djævelen. Alle naturlige Begivenheder ſtredes be om; alle 





Overtroens Literatur. 187 


lanbeplager vare Straffedbomme; naturlige Sygdomme 
etragtedes fom Djævelens Bærl. Den menneſtelige Skjcebne 
ihttebes til Himlens Begivenheder; for at udforffe den, 
engav man fig til Stjernetyderi og Nativitetftilling. Troen 
ma lykkelige og ulyftelige Dage fremkaldte Ængftelighed ved 
thvert Skridt i Livet. Der faaes Tegn og underlige Gjers 
inger iffe blot paa Jorden, i Misfoftre, i Storm og i 
terbfljælv, men ogſaa paa Himlen; ved Kometer og Blod⸗ 
egn preædikede Gud i fin Vrede for ben ſyndige Slægt. 
iteraturen oplyſer, at Bræfteftanden i Almindelighed, fljøndt 
laſsſiſt dannet og theologiſt oplært, iffe ftod over Hoben; 
g bet er ſande Lysglimt, naar man finder enkelte Und⸗ 
igelfer derfra, ſom Henrik Gerner, der i fin Heſiod yttrer 
g kraftig mob Troen pan Tyge Brahes Dage og Aftrologt. 
De himmelſte Lys,“ figer han, ,, har dereg Gang og Ves 
illing af Gud bem forordnet til at gjøre Forſtjel paa Tis 
erne, men iffe til at regjere Menneſterne, eller enten lyk⸗ 
ifig eller ulykſalig gjøre deres Gjerninger.“ Redſomſt 
ttrer denne Ugudelighed fig ven Troen paa Djævelen og 
ans Øjerninger, hang Ord og Saframenter, og i bens 
følger: Troen paa Befættelfe, Forgjørelfe og anden Trold⸗ 
om, gruelig Tortur og Doden paa Baalet. Denne Heres 
ærfølgelfe og disſe Hexeprocesſer tiltoge ifær efter Refor⸗ 
tattonen, og Kirkens Lærere fremmede og befordrede dette 
gudelige Veſen, fom en Gjerning i Guds Navn. 

Meget af denne Overtro gif naturligvis over fra Las 
jolicismen; ber vare Levninger, ſom Præfter og Biſtopper 
æften forgjæves føgte at udrydde. Der var faa ftort Til 
jb til Biftrup Kirke af galne og ſyge Menneffer, at den 
adelig, for at raade Bod derpaa, maatte nedrives. Der 
tiftes endnu Korg ved de hellige Kilder, ber paa visſe Dage 
leve beføgte formedelft beres undergjørende Kraft. Som 





186 Det lærde Tidsrum. Follkelig Theologi. 


7. ODovertroens Literatur. i 
Af bet foregaaende have vi allerede lært at Fjende den 
kriſtelige Oplysnings Tilſtand. Der er to Sider, fra hpille 
man ifær fan lære at Fjende ben: af Sedernes Hiſtorie og 
Overtroens Literatur. Om Sæbderne vife vi hen til Tidens 
Hiſtorie; den oplyfer tilfulde, hvor udannede de vare, og ben 
har gobtgjort til Overmaal, hvilken Raahed der ſtrommede ind 
fra Tyſtland, ved hvis Hoffer den havde fine Planteſtoler. 
Overtroens Literatur hører herhen; thi ben udgjorde en Del 
af tet theologiſte Syſtem. Kundſtaben derom er vigtig for 
bet folgendes Skyld; thi vi finde den i fuld Flor paa Hol⸗ 
bergs Tid; han befjæmpebde den næften i alle fine Skrifter. 
Den bunner endelig et vigtigt Affnit i Menneſtehedens og 
Kriſtendommens Hiftorie. Det er en førgelig Kjendsgjerning, 
at Lutherdommen iffe befjæmpede, men nærede og befordrede 
ben. Denne Overtro havde ſaaledes iffe fin Rob i Dams 
mark; ben laa i Tiden, og den er endnu til, om den end 
har iført fig finere Klæder og indhyllet fig i en fordærvet 
Kulturs inderſte Folder. 
| Naar man gjennemlæfer hin Tids Sfrifter, ftaar denne 
Overtro, denne Ugudelighed, jeg mener denne Fornægtelje 
af ben ſande Guds Veſen, i mangehaande forfærdelige Skil⸗ 
felfer for ben opmærffomme Betragter. Den har fin Grund 
dels i falſte Anfluelfer af Naturen, dels i urigtige Fores 
ftillinger om Gud; begge forene fig i famme mangelfulde 
Opfatning af ben guddommelige Lære. J den laa Spiren, 
og ben fandt ogſaa hos 08 Gartnere nof, ber vilde pleje og 
udvikle ben. Livsanſtuelſen havde tabt al Natur og Friſthed. 
Trosſyſtemet gif netop ud paa Livets Fordemmelſe, Mens 
neſtenaturens totale Fordærvelfe. Gud var en beftandig 
fortørnet Gud; og han delte Herredømmet over Verden med 
Djævelen. Alle naturlige Begivenheder ſtredes de om; alle 





Overtroens Literatur. 187 


andeplager vare Straffedomme; naturlige Sygdomme 
etragtedes ſom Djævelens Bærl. Den menneſtelige Stjæbne 
iyttedes til Himlens Begivenheder; for at udforſte den, 
engavd man fig til Stjernetyderi og Nativitetſtilling. Troen 
aa lykkelige og ulykkelige Dage fremfaldte Ængftelighed ved 
ihvert Skridt i Livet. Der ſaaes Tegn og underlige Gjers 
inger iffe blot paa Jorden, i Misfoftre, i Storm og i 
zordſtjcelv, men ogſaa paa Himlen; ven Kometer og Blod⸗ 
egn prædikede Gud i fin Brede for ben ſyndige Slægt. 
iteraturen oplyſer, at Præfteftanden i Almindelighed, ftjøndt 
lasfiff dannet og theologiſt oplært, ikke ſtod over Hoben; 
g bet er ſande Lysglimt, naar man finder enkelte Und⸗ 
sgelfer derfra, ſom Henrik Gerner, der i fin Heſiod yttrer 
g Fraftig mod Troen pan Tyge Brahes Dage og Aftrologi. 
De himmelſte Lys," figer han, „har deres Gang og Bes 
illing af Gud bem forordnet til at gjøre Forſtjel paa Tis 
erne, men iffe til at regjere Menneſterne, eller enten lyk⸗ 
lig eller ulykſalig gjøre deres Gjerninger.“ Redſomſt 
ttrer denne Ugudelighed fig ved Troen paa Djævelen og 
ang Øjerninger, hans Ord og Saframenter, og i dens 
ølger: Troen pan Befættelfe, Forgjørelfe og anden Trold⸗ 
om, gruelig Tortur og Døden paa Baalet. Denne Heres 
mfølgelje og disſe Hexeprocesſer tiltoge iſer efter Refor⸗ 
lationen, og Kirkens Lærere fremmede og befordrede dette 
gubelige Bæjen, fom en Gjerning i Guds Navn. 

Meget af denne Overtro gif naturligvis over fra Ka⸗ 
jolicismen; ber vare Levninger, ſom Præfter og Biſtopper 
æften forgjæves føgte at udrydde. Der var faa ftort Til 
ib til Biſtrup Kirke af galne og ſyge Menneffer, at ben 
adelig, for at raade Bod derpaa, maatte nedrives. Der 
zjſtes endnu Kors ved de hellige Kilder, der paa visſe Dage 
leve beſogte formedelft deres undergjørende Lraft. Som 





188 Det færde Tidsrum. doltelig Theolegi. 


Middel mod Sygdomme brugtes endnu allehaande fatholffe 
Amuleter (Angeſter, agni dei) o. f. fr: 

Meget havde fin Grund i mangelfuld Naturlundſtab, 
og Sirfens Lærere belte denne Mangel meb alle. Var man 
fig end bevidſt, at Begivenhebder i Naturen havbe fine naturs 
lige Aarfager, fan gjælbte det bog om, ogſaa her at hævde 
Bibelens bogſtavelige Autoritet. De vare tilligemed Krig, 
Peſtilenſe, Dyrtid og Misvært ligeſaa mange guddommelige 
Advarsler; og overalt Beviſer paa, at Verdens Ende var 
nær, „Det er iffe at tvivle paa, ſiger Niels Hemmingſen, 
at Foragt for ben ſande Guds Dyrfelje er Aarſag til, at 
be ubarmbjertige Tyrfer have rejft fig imod Kriſtenheden.“ 
„J Aaret 1561 ſaaes ber paa Himlen et Meunefte fors« 
fæjtet med en Tornefrone paa Hovedet, og ber regnede Blod. 
Disſe himmelſte Syn, figer han, har Gud fat ber, for at 
indbyde os til Poenitenſe.“ Paa fin Rejſe til Tyftland 
ſtriver Chriſtian den Fjerde, at man havde feet et gloende 
Sværd over Prindſen af Oraniens Kvarteer, og imellem 
begge Lejre hørt et Skrig af mange Tuſende; i Mekelnborg 
faae man tre Sole, udi ben mellemfte var et rødt Kors; 
ni Bøhmen Haver ber bidtes nogle fmaa Fugle med en 
Adeler, hvilken de ſtulle have overdyflit.“ For at fluffe 
Ildebrand brugte en Præft at fafte en levende rod Hane 
ind i Ilden; ben Kunſt havde han lært i Leipzig, og mente 
iffe der var noget ondt deri; bet ene Clement bæmpebe bet 
andet. Hvilfe Foreftillinger havde denne Slægt om Nerve— 
fygbomme eller Vanvid? Mette Hardenberg, ber var gift 
med Rigsraaden Predbjørn Gyldenftjerne til Vosborg, faldt 
i Aaret 1597 i en fvær Sygdom, under hvilfen ben onde 
Aand forfulgte hende i mere end fer Uger, og flog hende og 
drog hende, faa hendes Krop fad i bet blodige Kjod; item 
flog han hendes Median og Lungeaare, faa at hendes Ærmer 


Dvertroens Literatur. 189 


løbe fulde af Blod, og ſtak hende udi hendes Skinneben, 
faa be fab ubi Ribler og Saar. Ved en Nattevandring til 
Vallø blev hun helbredet. „Dette beljender hendes Huss 
bonde og hun felver, enbbog hun gider ilke gjerne talet 
derom, fom fan; men han vil iffe bølge bet, men figer, at 
han vil have bet ub paa Tryf.” Et naturligt Morke bliver 
paa een Gang til Trolddom. Det haver fig tildraget, ſiger 
en gammel Fortælling, 1567 udi St. Nikolai Kirke i Kjøben« 
havn, at en gammel ublevet Kvinde vilde lade fig vie med 
hendes ſyvende Mand. Alle vilde fee ben unge Mand men 
ben gamle Brud, faa ber blev en ftor Bulder, Oplob og 
Trængfel, at Præften næppe kunde have Fred og Ro til at 
vie bem ſammen, men ben ene ruſted og tuſted ben anden. 
Der ben gamle Kvinde bet merkede, blev hun vred og ſagde, 
faa be, ber omfring var, bet hørte: Jeg flal faa eder i Dag 
otte Dage andet at tage vare end mig. Ingen gjorte fig 
nogen Tanker berom eller lagde bet paa Hjertet; men Søns 
bagen berefter gjorde hun bet faa med Trolddomskunſt, at 
ber til Højmesfe blev et ſtort Morke og Oprør udi Kirken, 
at ingen kunde merke, hvor bet fom fra; berved bleve alle 
forffræffebe, og ſogte i en ſaadan Mangfoldighed til Dørene, 
at Kapper og Kaaber ginge udi Løbet; en Part blev fnuget, 
traadt og trængt, at de langſommelig Tid bet iffe forvinde 
lunde, og mange gave fig ud af Vinduerne. Da Almuen 
var fommen fig noget af Stræffen, erindrede be fig hine 
Ord af ben gamle Kvinde forgangen Søndag, ba hun ſtod 
Brud; hvilfe Ord de angave for Øvrigheben, hvorefter fun 
Blev taget fat og fængflet; og blev hun, efter at have gaaet 
til Vefjendelfe om bette og andet mere ondt hun havde 
ubrettet, tilligemed anbre flere, fom hun udlagde, her for 
Kjøbenhavn brændt. Paa ſamme Sondag var ber i en 
Kirke i Stokholm en lignende Skrek og Speltakkel. 








190 Det lære Tidsrum. Foltelig Theofogi. 


Enhver ber har menneffelig Folelſe i Bryſtet, maa føle 
fit Hjerte bæve ved Tanken om, at Troen paa bette Uvæjen 
udgjorde en veſeulig Artiffel i den Tids Kriftendom; og 
enhver, der er befjælet af Evangeliets Mand, maa 'befjende, 
at denne Lære, Dogmerne maa faa være hvilfe be ville, 
iffe hører Guds Rige til) Allerede Palladius opmuntrer i 
fin Viſitatsbog Menighederne tilsat angive be Jorbemøbre, 
ber befattede fig med at ſigne og mane eller nogen Slags 
Trolddom, „for at 100 Læs Brænde kunde blive anſtaffede 
til deres Opbræendelſe,.“ Han "fortæller, hvorledes man i 
Jylland og Smaalandene jagede efter bem, ſom efter Ulve, 
faa at ber nylig paa Als og i ve ſmaa omliggende Lande 
var fanget og brændt 52'Here. Den eldſte befjendte Here= 
proces er fra Aaret 1546, ben næfte, ber omtales, fra 1548; 
be i Ribe begynde med 1572, og fra nu af til 1700 ere de 
ſerdeles hyppige. Troen derpaa tager iffe af, men til; og 
under mangfolbige verlende Former, dels latterlige, dels 
gruelige, vedblive disſe Djævelens Aabenbarelſer. Snart 
vifte han fig for Hexen i en Rottes Skilkelſe, fnart havde 
hun ham i fine Gjemmer fom en Dukke. Hexene breve 
Trolddom ved Vorborn, ſom be føgte at faa bøbte; ved 
Daaben ſtulde derfor Børnene, efter Palladii Forftrift, blottes 
til Navlen, for at Preſten kunde overtyde fig om, at be iffe 
vare af Vor. Brudeſengen blev forheret ved om en Tors⸗ 
bag at tage en Edderkop fra ben, og foge ben i Mælf, ſom 
man fif Bruden til at briffe, Kongens Skibe forhexedes, 
faa be fif Modvind. Chriſtian den Fjerde og hans Hof— 
præfter vare faa vel inde i flige Sager, at be brugte ben 
ene Ger imod ben anden, for at komme efter, hvem ber 
havde forgjort Fru Vibeke. En ftaffels Sfomager i Odenſe 
flutteve en Pagt med Djævelen, fom han underſtrev med fit 
Blod. Chriſtenſe Kruchow blev formebeljt Trolddom henrettet 


Overtroens £iteratur. 191 


i Obenfe, og af hendes Midler blev ftiftet Legatum decollatæ 
virginis, 0. f. fr. Naar Nyerup figer, at jo mere man læfte 
i Bibelen, deſto mere overtroiſt blev man, faa har han der⸗ 
med angivet, hvorledes en bornert Sfriftfortolfning frem⸗ 
Talbte alle disſe Forvildelſer. Læren om Djævelen, Befættelfe, 
Crorcisme 0. f. fr. udgjorde et ſammenhengende Syftem, 
ber havde fin førfte og ſidſte Hiemmel i ben Hellige Skrift. 
Moſe Lov havde fagt: Du flal iffe lade en Troldkone leve; 
og Mofe Lov var Kirkens juridiſte Cvangelium. Brochmand 
afhandler (Universæ theologiæ systema 1, 106, o. fl. Ste⸗ 
ber) om ber gives Spøgelfer og hvad bet er, be Steder, 
Hvor be vife fig, ben Maade, hvorpaa be fordrives; og har 
desuden behandlet denne Materie i et færeget Sfrift (1629). 
Han figer vel, at Chriſtus Har ødelagt Djævelens Rige; iffe 
desmindre forkynder han bet næften paa hvert Blad. Han 
fremftiller Tegnene paa be Befatte; vet førfte er occultorum 
revelatio, af ſaadanne Ting, fom iffe funne vides af menne« 
flelig Kløgt; bet andet er Kundſtab i Sprog, ſom man aldrig 
har fært; bet tredie er ufæbvanlige Skrig, Aaſhns Fordrejelſe, 
mere end menneſtelig Styrke og beslige legemlige Tegn. 
Som Middel berimod anbefales, at faa ben Beſatte til at 
fremfige bet Apoſtoliſte Symbolum, Herrens Løn og be 
anbre Lerdomme, ſom Katechismus indeholder, at tale med 
Ham om Chriſti Blod, hvormed vi ere gienfodte, men for 
Reſten at ftille bet i Herrens Haand. Saa afmægtige vare 
be, ber ved Haandspaalæggeljen havde mobtaget ben hellig 
Mand. Og et Kirkeritual, ſom en Samling af be ypperſte 
Gejſtlige forfattede, og Kongen fanftionerebe 1686, hylder 
Beſcettelſen, og havde paa Nyerups Tid endnu Lovskraft. 

Denne Del af Literaturen naager fin Fuldendelſe i &jøge 
Husfors og Vefættelfen i Thiſted. Bed bet forſte Skrift er 
Johan Brunsmand bleven navnfunbig. Han hørte til 





192 Det lærde Tiderum. Follelig Theolegi. 


en tyſt Familie, ber var indvandret til Throndhiem, hvor 
hans Fader var Hofpitalspræft. Han er fodt i Throndhiem 
1637. Da han 1658 ſtulde være Student, var Throndhjem 
juſt afftanet til Sverrig, faa han maatte tage til Uppfala, 
hvor han ſtuderede Filologi og Theologi. Efter Freden føg 
han til Kjobenhavns Univerſitet, og var Reltor i Herlufs 
holm 1668—1677. $ venne Tid falder hand Sfrift om 
Kioge Huskors. Det ſynes ſom om han fulgte alle Tidens 
aandige Bevegelſer; fax og denne. Stkriftet indehelder 
Fortælling om, hvorledes Djævelen hele Aar igjennem, 
1607—1608, altſaa fænge før Brunsmand blev ſodt, Hjem« 
føgte en formuende Borger i Ktjoge, Hans Barſticers Hus, 
fnart i Skikkelſe af en Høne, fnart ſom en Skruptudſe, fnart 
fom en brun ſtumphalet Rotte. En Dreng blev beſat af 
ham, og mange anbre vidunderlige Gjerninger ſtete, og derfor 
maatte en fattig Borgerenfe, Johanne Thomeſes, og nok en 
Kvinde ende paa Baalet. Der var Trang hos visſe Foll 
til at opfriffe denne gamle Hiſtorie. Sfriftet gjorde Lytte. 
Det hørte til hin Tids originale Romaner, ber fatte Fantaſi 
og Folelſe i Bevegelſe, ligeſom i vore Dage be franfte. 
Theologiæ Dr. et Prof. Chriſtian Kortholt i Kiel opmuntrede 
Brunsmand til at udgive bet paa Latin fom en Modvegt 
mod Atheiſter og Sadduccer. (Sane amantur hodie opu- 
scula talia a piis, ut qvæ in ruborem dant Atheos et Sad- 
ducæos nostros, quorum omnia ut stultorum plena). Det 
udkom ogfaa in exterorum gratiam. Ligeledes pan Tyſt. 
Da ber vare nogle, fom endnu tvivlede, udgav Brunsmand 
en ny Erklæering, Hvori han gobtgjorbe Sandferdigheden 
af Bogens Indhold. Der er ingenting faa flet, at ber jo 
Tommer noget gott ud deraf. Semler læfte benne Bog i 
fin Ungdom, og bens Læsning, figer han felv, var Anledning 
til, at han i Theologien gif ud fra friere Synspunkter. 











Overtroens Literatur. 193 


Ved Befættelfen i Thiſted 1696 begynder noget Lys at 
bryde frem. Præſten Mag. Oluf Bjørn vilde hævne fig 
paa en rig Borgerfone, ber havde nægtet ham fin Datter, 
og føgte at faa hende beſtyldt for Hexeri. En fattig Kvinde, 
Maren Spillemanbe, fif han indbildt, at hun var befat; fort 
efter et Pigebarn paa ni Mar; Troen greb om fig, og efters 
haanden maeldte ber fig tolv, ber vare i ſamme Kaſus. Med 
bem brev Mefter Bjørn fit Spil, tilligemed to Studenter, 
han fif i Ledtog med fig. Den ene var den berygtede Povel 
Rytter. En fornem Mand ber i Byen, ber havde begaaet 
en Forſommelſe i fit Embede, anſaae fig, efter be Beſattes 
Udſigende, for forhexet, og lod en Kone, Anne Chriſtens i 
Skinderup, tiltale for Retten, at hun havde forgjort ham 
og taget hang Hufommelfe fra ham. Dorigheden lod fig 
blænde. Herredsfogden i Thy begyndte en Hexeproces imod 
nogle af bem, fom be Befatte havde angivet, og bømte en 
enfolbig udlevet Kvinde til Baal og Brand. Biſtop Bir⸗ 
kerod rejjte endelig felv til Thiſted, og anede Uraad. Der 
Begyndte en Underſogelſe i Aalborg. Det medicinſte Fafultet 
erklærede bet hele for Bebrageri; ber blev nebfat en Kom⸗ 
misſion, for at oplyſe Bedrageriet, og dens Dom blev endnu 
mere fljærpet ved Hojeſteretsdommen af 26 Febr. 1698. 
Bræften blev affat; Povel Rytter, hvis Navn Holberg ſiden 
brugte, blev relegeret fra Univerfitetet, men fif fenere endog 
Plads paa Kommunitetet, hvor hans Kamerader ſyntes godt 
om ben Driſtighed, hvormed han bragte ben flette Koſt, be 
fil, til Biſtoppen. 

Ved Enden af Aarhundredet trængte ſaaledes Viden⸗ 
ſtaben igjennem. Kun Preſteſtanden havde Vanſtelighed ved 
at fætte fig ind i denne ny Tingenes Orden. En ſamtidig 
Bræft ſtriver i denne Anledning: „Det er iffe uværdigt at 
obſervere, at udi disſe Tider findes mange, ej alene blandt 

18 





194 Det lærbe Tidsrum. Folfelig Theologi. 


Statiſter, men endog iblandt andre og ſtuderede Folf, Gejſt⸗ 
lige og Verdolige, ſom ſtatuere, at ber er ingen Trolddoms 
Kunſt, Troldfolk, legemlig Befættelfe til. Andre gjøre bet 
grovere og fige, at Chriſtus iffun kurerede naturlige Styg- 
bomme, naar ber ftaar, at han ubbrev Djævle, Nogle fige, 
at bet er intet andet end Judbildninger, Tungfinbighed og 
melancholſt Blod og mere ſaadant. Eudſtjondt be iffe alle 
ere lige grove i bereg Ord og Tale, faa tror jeg bøg ſom 
en fattig fimpel Jbiot, at beres Mening, faa mange fom be 
ere, er bygt paa eet Fundament, ſom er Atheismus og Sad⸗ 
bucæismus." Og hos Aluuen holdt Troen fig. Endnu 
1790 forekommer en Forſtrivelſe til Djævelen med eget Blod 
til evig Ejendom in optima forma juris; men nu indfinder 
han fig iffe længer, og honorerer iffe ben ubftævte Vexel. 

Naſten alle hertil hørende Skrifter ere mu forglemte, og nogle 
indeholde dog klare Bevifer paa Oplysningens Tilſtand. Derfor 
bemarkes: 

Iver Bertelſen, Læfemefter i Kjobenhavn: Formaning til en 
chriſtelig oc alvorlig Poenitentze. Kbh. 1561. (Nyerups Excerpter 
i Athene, 1, 430. Tilegnet Marine Mabdatter, Niels Hemmingſens 
Suſtru. 1555 blev feet et Kors i Luften med de Ord: Gjører 
Poenitentſe! 1556 ſaaes en Komete. „Disſe ere de rette Tegn for 
den yderfte Dommedag.“) 

Adſtillige Hiſtorier vandrede ind fra Tyffland; deriblandt En 
Prophecie Aff en Enfoldig Bonde Daatter, ſom bleff henrykt i Aan⸗ 
den Anno 1580; af Schlichtenberger. (En Pige, der var ffindsd 
i 22 Timer, fortalte de Syner hun havde haft.) 

Hans Lauridfen: Eiælebog. Kbh. 1587. (Nyerup i Rahbeks 
Læsning i blandede Emner 3, 514: „Brochmand taler i fit Sys 
ftem om Djævelens kjareſte Opholdsfteder, men hans Kundſkab fynes 
tarvelig og ufuldftændig. Af denne Bog funde han have faaet des 
tailleret Kundſtab om hvor hver Art af Djavelſtab reſiderer.“) 

Johan Pederfen Flensborg, Borger i Steen: Vaag op! Kbh. 
1595. 4 (Om en befat Pige i Oslo). Jf. Ludvig Hansſen Munthe: 
En Sandferdig Beretning, Om nogle felfomme oc Vnderlige Fod⸗ 


Overtroens Literatur. 195 


feler vdi Bergen Stifft (ete.) Kbh. 1641. (Efter Indberetning fra 
Præfter). Og endnu et Skrift af N. S. Chronich. 

Mogens Nielſon K. Forklaring Offuer den gamle Kirckeſang 
Et Lidet barn faa lyſteligt (ete.) Foræret Erlig od) welbiurdig Frue 
Catharine Sparre, boendis h Suendborrig (Ente efter Peder Sands 
bierrig). Wittebergh 1613. (Fortalen Handler om Naturunder. 
»Bilt du haffue meget godz oc rigdom (er det at tuile paa), Da 
fad en dragis billede udgraffue h en Rubin, od bær den altid hoß 
dig.” „At du ide ſtal fange bræd paa dine syne, da lad en delig 
Jomfru med en Lampe h Gaanden udfette y en Cryſtal.“ „Er dette 
ide underligt? visfeligen ingen kand andet ſige.“ „Forſtaar du min 
ven ide ſaadant, ſom mu er fagdt od) dog h Naturen haffuer fin 
aarſag, Huor meget mindre kand du aff dig ſelffuer begribe de Him⸗ 
melſte ting fom offuer gaar alle alle Menniſters Fornufft, gudz ord.“) 

G. Dibvadius: Magicæ superstitionis vanitas et scelus, Hafn. 
1605. (Rofes i fin Tid, men jeg finder intet for og markeligt deri.) 

Hans Nielſen, Sognepræft: Sorgeligt Spectadel oc Vundertegn 
Nu nyligen feet paa et nyfødt Pigebarn vdi Mørdøne (etc.) vdi 
Gladfare Sogn, til et yndeligt Skueſpeil for alle dem, ſom gienftris 
digen imod Guds aluorlig Trufel, holde hart ved deris np Noder, 
høne Toppe oc forargelige Klædedragt. Kbh. 1625. 4. med Aftegs 
ning. (Det var et „tidigt oc fuldfommet” Pigebarn, paa hvilfet 
man faae bag paa Hovedet „icke viden Hiertens vemodighed“ en 
høj bred rund Bue af Kjod, noget i Højden ſpidsagtig, „i Munſter 
ſom hine virdede Huer, eller met Staaltraae opreiſte Sorgehatte“ 
og andre faadanne forargelige Huer, ſom nu af Kvindefjønnet, Adel 
og Uadel, bruges. For fyv Aar fiden advarede Gud allerede paa adſtil⸗ 
lige Steder med toppede Foftre; forgjæves paamindte Øvrigheden, at 
Kvinderne ſtulde lade Topperne fare eller afviſes fra 
Skrifteſtolenz ja, det blev paa Torve og Gader af chriſtelig 
Dvrighed beftillet, at faadanne Huer og Hatte med Toppe og Bøjler 
ved een og anden bleve nogle aftagne og ſonderſtaarne dem til Spot). 

Peder Nielſen, Sognepræft: Blods Tegn i Grefted i Bolboe 
Gerret. Kbh. 1625. (Der regnede Blod ned af Luften i et tørt Kjær 
udenfor Herredsfogdens Port, og han og andre, fom det ſaae, vidner 
at det var naturligt Blod. Og fer Dage efter faldt der atter Blod 
i Praſtens Abildhave. „Gud forbarme fig offuer oß!“) 

13" 











196 Det færde Tidsrum. Folfelig Theologi. 


Vnderlig oc ofuer naturlig Fodfel, feet i Nagffou 1628. Oc 
Blodtegn Som nylig er feet udi Fyen i Vindinge Preſtegaard, deſ⸗ 
Tigefte oc udi Siæland udi Bliftorp Sogn 1629. Kbh. 1629. 
(Indeholder navngivne Præfters Vidnesbyrd derom.) 

N. SHelvader: Tractatus physico-theologicus Eller En een⸗ 
foldig oc Chriftlig Betendelfe ve Advarſel om Jordſtiel (etc.) Kbh. 
1632. 4. (Paa Danſt mangler den hos. Nyerup. Gan forklarer 
Jordffjælv af Dampe i Jordens Indre, og ſammenligner det med 
nÆnftoll, fom fang alletid aff Spudene, Lath oͤth, Lath vth.“ Disfe 
Dampe fomme af Stjernerne, ſom „haffue deris eflecter oe gemenſtab 
cum inferioribus corporibus" og ifær ,,ex Saturno, ſom er fold 
oc tør i eſſecterne.“ Anvendelſe gjøres paa den ſtinkende Soffærs 
dighed og fremmed Klædedragt. Naar et hoffærdigt Menneffe ved 
Døden afgaar, ftaar Fanden tilrede og fætter alle disſe ny Noder 
paa et andet hoffærdigt Beſt. ,, Som møligen fleed er paa en Sted, 
der Fanden tog itt af de vide oc ſide Halsfraffuer fra en Tos, oc 
fette den om Halſen paa Stads Tyrren eller Bullen.“ — Det var 
en af de naturkyndige Præfter.) 

K. P. Colding: Examen magiæ licitæ. Groningæ, 1643. bes 
rører iffe os Danſte i Sardeleshed. 

Er. Hanfen: Fontinalia sacra. En fort Beretning om Be⸗ 
lenæ Kilders Oprindelfe, Brug oc Mißbrug (etc.) Kbh. 1650. 
(Nyerups Excerpter i Athene 1, 425. For Sandhed 1, 50; jf. 
Brochmands Synodal. hos Zwerg, &. 203). 

Janus Johannis Othinianus De spectris, Hafn. 1673. 4. 
(Ryerup om Overtro, i Dagen 1822, Nr. 293 og 299). 

Janus Mundelstrup, Specimen gentilismi adhuc superstitis, 
1684. (Ryerup om Overtro, i Dagen, 1825 Nr. 24). Heri 
forekommer ogſaa Gadeild paa Balborgsdag; Gadebasfe bliver 
den, hvis Styffe Brænde faar Ilden til at blusſe højeft i Vejret; 
hver Karl faar en af Byens Piger til Gadelam. 

Sixtus Aspach, De variis superstitionibus diss. 1697. (Ryes 
rup i Rahbefs Læsning i bl. %Emn. 4, 485). 

Magnus Hosom, De templi Kippengensis vicinique medicati 
fontis origine diss, Hafn. 1707. (Nyerup om Overtro, i Dagen 
1823. Nr. 286). 

Johan Brunsmand, Kisge Huskors. Kbh. 1674 og oftere. 





Overtroens Literatur. 197 


Energumeni Coagienses. Lugd. Batav. 1693. Das geaͤngſtigte 
SKåge. Leipg. uden Aar. En ny Erklæring om Kisge Huskors. 
Kbh. 1700. (See Brunsmands Levnet i Programmet foran hans 
Diss. de accentualione hebræa. Hafn, 1708. D. Pfalmed. 1, 50. 
Hans Skrifter i Nova liter, maris Balth. 1699, &. 57. Lürdorphs 
Anm. i Reenbergs Poet. SÉr. 2, 75. Nyerups Morftabslæsn. &. 205.) 

Kort oc fandfærdig Beretning om den viidsudraabte Befettelfe 
udi Tifted (etc) Kbh. 1699. (Nova liter, maris Balth, 1699, 
6. 272). (See Pontoppid. Annal. 4, 703. Holbergs Udv. Str. 
3, 468. 21, 232. Bircherods Dagbøger, fee Regiſteret. Mads 
Farftrup og Lars Axelſens Dagbøger ved Beder, S. 128. 132. 
.138—148, SKommisfionens Forhandlingsprotokol paa Univerſitets⸗ 
Bibl. jf. den Thottfte Saml. Nr. 1588. 4. Helweg, Den danſte 
Kirkes Hiſt. 1, 499. Om Povel Rytter Werlauff i Bones Hols 
bergiana 3, 175 og Nyt hiſt. Tidsſtr. 6, 326.) 

Den Hiftorie om Snode Præjtegaard paa Langeland og dene 
Tilſtand 1711 (hvorom Andreas Schumacher har givet en Efter⸗ 
retning, Kbh. 1757) hører da ogſaa til Satans og onde Mennes 
ſters Gjerninger. Og til Overtroslæren maa vel ogſaa regnes 
Praſtemanden Marſtrands Haandſtrift om Apocalypſen og Daniels 
Profetier, hvori ban ſtinbarligen har beviiſt, at Verden fulde have 
forgaaet 1792. (Nyerups Lurdorphiana S. 138.) 

See isvrigt G. 2, Baden, Bidrag til Sadernes og Oplysnin⸗ 
gens Hiſtorie efter Reformationen, i Minerva, Okt. 1802. (Præfter 
ſlukkede Ilden ved en rød Hane, Acta consistorii 1621). De 
Gejjtliges Sæder: Paulli, N. Hemmingſens Paſt. &. 26. Nyerup 
om Overtro, i Dagen for 1822, 1823, 1825 og i Rahbeks Læsning 
i blandede Wmner 3, 4 og 5. D. (om Befættelfen i Thiſted 5, 
347). Opfatning af Naturen: i Gemmingſens Postilla, Francof. 
1580, S. 346, Dominica xx1 post irinit. hedder det: Coneit 
natur aliquando deus per tempestates, terræmotum, horrendos 
aspectus in coelo, quales visæ sunt ante destructionem Jerusa= 
lem: ut comelæ instar gladiorum, quales vidit bæc ætas per- 
multos, quotum admonitu, nisi egerimus poenitentism, in poenas 
ineidemus gravissimas. Hoc anno, qui est a nativilate Christi 
1561, visus est in coelo vir cruci affixus, habens in capi 
coronam spineam, Pluit sanguis, et alia multa quotidie con-pi- 











198 Det lærte Tivsrum. Follkelig Theologi. 


ciuntur. Quoties ergo offeruntur nobis hujusmødi visa eoelestia, 
sciamus deum invitare mos ad poenitentiam his symbolis iræ 
suæ. Gemmingſens Ligtale over Chriftian den Tredie hos Krag, 
1,415. Senrik Gerner, Hesiodus, &, 146—153. Chriſtian 
den Fjerdes Syn paa Rothenburg, (Chriſtus med Tornekrone ſom 
han lod afmale og bevare paa Kunſtkamret) Iwerg, S. 553, og 
Morten Madſen Leiels Treuherhige Miſſive. Chriſtian den Fjerdes 
Breve, ved Molbech 1, 190, Om Biſtrup Kirke, Anm. til Lage 
Urnes Teftament i D. Mag. 3 Rakke 3 B. 3, $: S. 221. 
Nyerup, Udfigt over Gereprocesfer + Morden, i Skandin. Lit. 
S. Skr. 19 og 20 B. Dav. Grønlund om de i Ribe for Hereri 
brændte Menneſter. Viborg, 1789. Samt Palfadii Bijitatsbog i 
Heibergs Palladii Levnet &. 76 og Synodalia S. 175. Mette 
Hardenberg, Ny D. Mag. 2, 320: Den gamle Brud, i Wolffs 
Encomium regni Daniæ S. 382, Pontoppid. Annal. 3, 409. 
Og endnu andre i D. Mag. 6, 24. Pontoppid. Annal. 3, 302. 
Krags Chriftian den Tredie 1,312. Ny D. Mag. 1,379. Chriſtian 
Den Fjerdes Breve, ved Molbed 1, 96. 259. Pontoppid. Annal. 3, 
830. Fru Vibekke, D. Mag. 1, 155. Forſtrivning 1790 i Birds 
ners Saml. Sfr. 3, 85. En Samling af Syner og Befættelfer 
paa Univerfitetsbibl. Roftgaards Samling, Nr. 3. 4. Danfte 
Samlinger i Geheimearfivet, Nr. 221 indeholder ogſaa mange Bidrag. 


199 


Anden Afdeling. 


Be almindelige og Årengere Videnſkabtr, ſamt SFiloløgis 
ifær den klasfifke. 
8. Filoſofi. Logik og Fyfil. Anders Krag. Peder Sorenſen. Ras— 
mus Bartholin. 

Medens Theologien blev ſtaaende indenfor fit ſtarpt 
afftængeve Syſtem, begyndte Videnſtaben at udbrede fine 
Straaler imod Norden. Der opſtode Anelfer om en Filoſofi 
forftjellig fra Middelalderens; Naturvidenſtaben vendte fig 
til Erfaringen, og ny Oppdagelſer bragte banffe Mænds 
Berommelſe ud over hele Europa. Disſe Opbagelfer, ber 
tilhørte hele Verden, vafte fornyet Opmæerkſomhed for Fæbres 
landet felv, og i alle Retninger begyndte Erfaringer at ſamles, 
Granſtninger at udbrede fig over Landets og Folfets Old⸗ 
fager, Hiftorie, Sprog og Poefi. Alle disſe Fremſtridt, der 
ſynes at ſtaa afſondrede hver for fig, danne en ſammen⸗ 
hængende Kjcede, hvis Lev gribe ind i hinanden. Det er 
Videnſtabens Gjenføbelfe i Danmark. 

Men bet er befjendt, at ſpede Børn have noget uhyg⸗ 
geligt ved fig og visſe naturlige Unoder; be ſtrige førend 
be tale. Mange pleje berfor at fee med en vig Foragt paa 
Videnſtabens Beghndelſe; og bet er fandt, at ber næppe 
findes meget iblandt Barnets Legetøj, Hvorfor ben modne 
Mand og ben næften udlevede Olding fan have Brug. De 
fleſte, om iffe alle, videnſtabelige Sfrifter fra benne Tid 
have derfor nermeſt fun litercrhiſtoriſt Interesſe. Hvor 
meget maatte der ille blive til, gaa forud og gaa tilgrunde, 
ſiger Tieck, forend Sebaſtian Bach kunde forfatte en Fuga; 
Bpor meget, kunde man tilføje, førend et filoſofiſt Skrift, 








200 Det lærde Tids rum. Filoſofi. 


tiltræffende ved Indhold og Behandliug, lunde ſtrives pan 
Danſt. Zmidlertid ere ber tø, ber paa nt drage bette for= 
gaaebe frem: Vibenffabsmænbene, hver i fit Fag, hvem bet 
er om at gjøre, at fjende bereg Videnſtabs Hiſtorie endog 
i bens mindſte Enkellheder; og Yndere af Literaturens Hi— 
ſtorie, der i bet mindſte i bet ſtore ſoge Kundſtab om Viden⸗ 
ſtabernes Oprindelſe, Fremgang og Omſving. De ſidſte 
ere naturligvis bem, ſom vi nermeſt maa have for Øje. 

Filoſofiens Udvilling fan, ſaavidt jeg ſtjonner (thi her 
vandrer jeg uden nogenſomhelſt Vejledning), betragtes fra 
tre Sider: dels i og for fig, dels i Forbund med Theologien, 
dels i fit Forhold til Medicinen og andre praftiffe Viden ⸗ 
ſtaber. Oprindelig forbunden med Teologien var ben ufri. 
3 fin Selvudvikling betyngedes ben af de Ariftoteliffe Lenker, 
og bet vigtigfte Omfving i bens Hiſtorie er Forſogene paa 
at affafte bem. Forbunden med Medicinen var ben fra 
førft af hildet i en upraktiſt Spekulation, indtil Europas 
ny Syftemer efterhaanden førte ben ind paa en mere frugt⸗ 
bar Bane. 

Vi ville førft betragte Forholdet til Theologien, thi bet 
er fnart fattet, fordi bet var ufrugtbart. Den ſtolaſtiſte 
Filoſofi beſtod, ſom befjendt, juft i Filoſofiens Forening med 
Theologien, det vil ſige, dens Underordning. Dens Stof 
var givet; over det maatte Spefulationen udbrede fig, men 
iffe fornægte bet. Den maatte forklare Stoffet (Dogmerne) 
faa godt ben kunde, men ben maatte iffe ſelv ſtabe; dertil 
var ben udygtig. Det theologiffe Syſtem maatte derfor 
fornægte al Filofofi i højere Betydning, og ber kunde iffe 
være Tanfe om bereg Forening i nogen højere Enhed. Kort 
og fyndigt er bet ubtryft i Brochmands Syſtem: „Filoſofien 
og Theologien, figer han, ere total forſtjellige; ben førfte 
erhværves ved menneffelig glid (humana industria), ben 





Bilofefiens Forhold til Theologien. 201 


anden ved Guds Naade (gratia divina); ben førftes Princip 
er Fornuften, den andens den guddommelige Aabenbaring; 
den forſtes Indhold er den naturlige Kundſtab, den andens 
er Kundſtaben om be Ting, ber ere bet dyriſte Menneſte 
aldeles ubefjendte; ben førftes Maal (finis) er verdslig 
Lyffaligheb, ben andens ben evige Salighed.“ Ved førfte 
Øjefaft feer bette ſmult nof ud, men i Grunden er bet en 
Gunge. Thi ber ligger deri, at Livet er dobbelt; bet tæns 
kende Liv er forbømt, bet troende fører til Salighed. Naar 
Gud ilfe aabenbarer fig i ben menneſtelige Tante, men i 
et givet Ord og bette Ords givne Fortolfning, faa fan Theo= 
logien ba heller iffe have noget Samfund med Filoſofien, 
uden forſaavidt denne fan være en Vejledning til at bruge 
fin Forftand, at ordne fine Emner, til ben Kunſt at bifpus 
tere derover, en Methobelære, ben ynkeligſte af al Viden, 
ber fun lægger Lænfer paa Aanden iſteden for at give ben 
Vinger. Forgjæves have berfor flere Mend forføgt at be— 
ftemme Fornuftens Anvendelſe i Theologien: Niels Hem— 
mingſen, Digteren Thomas Villumſen (1586), Biſtoppen i 
Skaane P. P. Vinftrup (1633); Underſogelſen udartede 
til Fejde imod Calviniſterne, f. Ex. hos Chriſtian Stenbuch 
(de usu principiorum rationis ac philosophiæ iu contro- 
versiis iheologieis, 1663. 4.). Paa Grænbfen af Tidsrummet 
mindede Ludv. Vinslov (de philosophiæ rationisque in theo- 
logia usu el abusu, 1707) atter om at Fornuften var noget 
værd, at Filoſofi ogſaa er fornoden i Theologien, at be have 
visſe principia og dogmala tilfælles; men deres ſande For⸗ 
hold kunde iffe fomme til nogen Klarhed. 

Filoſofien var i fin ſtolaſtiſte Form gaaet over fra For= 
tiden. Den beſtjæftigede fig med noget Metafyfijt (de Entis 
quidditate et de Entis affeclionibus), noget Pſhchologi (Sjæ- 
lens Natur, Sjælens Forbindelſe med Legemet, Sjælens Sæbe), 





202 Det færde Tidorum. Filofefi. 


men iſer vedblev ben ſom Logif at væreet Hicelpemiddel forben 
videnſtabelige Form og Difputerøvelferne indtil Tidsrummets 
Slutning. Det var Logif i fin meſt trivielle Sfiffelje, en 
Art Forftandsøvelje; ber ſom alle af ben Art altid og alle 
vegne ubarte. Det gif ub pæn at Hørve Tanfen i Styffer, 
iſteden for at forbinde. Det var en ftreng methodiſt Orden, 
ber ſaaledes blev inbpræntet, at al Frihed og Lethed, al 
Popularitet og Poeſi blev jaget. paa Flugten. Man begyndte 
men Melanchthons Løgif, udvidede og forøgebe ben, og gav 
endelig, mere eller mindre felvjtændige, egne Bearbejdelſer; 
men bet blev gjerne ven Diſputatſer og Lærebøger, i hvilfe 
Syllogismerne neſten altid udgjøre Hovedingredienſen. Det 
Sprog, hvortil denne Logik egnede ſig, var Latinen; deſto 
mærleligere er Hans Povelſen Reſens Forføg paa at 
overfætte den paa Danſt; ſom næften alle forſte Forſog 
maatte bet mislykkes. 

3 venne klasſiſte Tid, ſtulde man tro, ber maatte have 
været en aaben Udvej, nemlig at forlade Middelalderen og 
vende tilbage til ben græffe Oldtid, til Ariſtoteles felv og 
til Plato; fra Cicero maatte man jo føres tilbage til bem. 
Der var fun eet Sfridt at gjøre, at gaa over fra Ariſtoteles 
til Plato, fra Forſtanden til Ideerne, men ingen gjorde bet; 
i bet mindſte betraabte fun faa Mænd, fom Niels Hemming= 
ſen, denne Vej, ben var farlig. Det man formaaede var 
efterhaanden at følge Europas Fremſtridt. Dertil findes 
nogle Spor, iffe mange. 

Der dannede fig i Franfrig en Filofofi, ſom Coufin 
falder Gjenfsdelſens (la philosophie de la rénaissance). 
Den fatte fig op imod Ariftoteles, bet vil ſige Middelalderens 
Ariſtoteles, og blev livet agtet af fine Cfterfølgere, men 
„uden ben vilde Tankens bill des droits iffe have været 
mulig.” De flefte, ber hørte til ben, „vare iffe blot ben ny 


Anders Krag. 203 


Mands Profeter, men tillige dens Martyrer.” Blandt disſe 
Mænd er Petrus Ramus, Pierre de la Ramée, en af be 
mærteligfte. Af fimpel Fodſel gif han fra en ringe Stilling 
over til Læreftolen, blev forfulgt og fordreven berfra, og 
faldt tilbage. Baade ſom Proteſtant og Platoniker faldt 
Han ved Snigmord for fin Modſtander Charpentier i Bars 
tholomæugnatten (1572). „Han beſad ſtjonne Kundſtaber, 
en ophojet Aand, megen Dybde og en megtig Originalitet. 
Han indforte den ſokratiſte Visdom i Frankrig, og var den 
forſte, ber paa Franſt ſtrev en bialeftift Traktat (1565).“ 
Til ham ſluttede fig Anders Krag, Broder til Hiſtorie⸗ 
ſtriveren (f. i Ribe 1558, Doftor i Medicinen i Montpellier 
1585, Prof. ved Univerfitetet 1587, + 1600). I to Skrifter 
(Rameæ scholæ et defensio Petri Rami, 1582, og Aristo- 
telica et Ramea, 1585) gjorde han be danſte Lærde befjendte 
med ben Tante, at forlade ben ſtolaſtiſte Filoſofi; og efter at 
have gjennemgaaet en Del af Ariſtoteles' Metafyſik, overſatte 
han og ubgav til be Studerendes Brug Platos Parmenides 
(1598), for at give bem Smag paa denne Forfatter (ut 
temperarem Aristotelis subtilitates et argutias elegantiå, 
gravitate et majjestate Platonica, figer han i Tilftriften), og i 
bet minbfte med ben Henſigt at holde Forelæsninger derover. 
3 et fjerde Sfrift (Laurea Monspeliensis, 1586) gav han 
et levende Billede af Tilftanden ved Univerfitetet i Mont— 
pellier, hvor mange Kvæftioner, Problemer, Konſultationer, 
Orationer og Præleftioner ber ſtulde til, førend man i flere 
Dage, Formiddag og Eftermiddag, fra Grad til Grad kunde 
Tomme til Doftorgraben. Han gav en bitter Satire paa 
ben lærde Mundkamp, ber ſynes at have behaget ham faa 
meget. Derefter beſtjceftigede fig i bet mindſte nogle, ſom 
3. I. Venuſinus (1602—3), med Plato, men benne Benbing 








204 Det færde Tiderum. diloſoß. 


ſhnes ſnart at have tabt fig i ben gamle Skolemethode, ber 
ventede paa nt) Jucifamenter ubenfra: 

Citer hin forte Dvergangsffole begyndte ny Forføg i 
Europa „at klare Ertjendelſens Kilde og at loſe Filoſofiens 
evige Problemer.” Erfaringens Vej var allerede betraadt 
af Baco af Verulam (f 1626); Fornuften eller ben fyefu- 
lative Udviklings banedes af Descartes (fF 1650), bem mathe⸗ 
matiſte Methodes af Leibnitz (f 1716). Ogſaa i Danmarf 
begyndte man at lytte til disſe ny Anſtuelſer, godt og vel, 
om iffe endog til Spineza (f 1677). Descartes, ſom Dron⸗ 
ning Chriftine traf til Sverrig, funbde ille blive ubetjendt i 
Danmark. Maurits Kontng (f. i Norge 1687) gif i 
Viborg Stole; rejfte udenlands og gjorde fig befjendt. med 
ben Carteſianſte Filofofi, og havde efter fin Hiemkomſt 1663 
allerede vaft Opfigt ved fine filofofiffe Forelæsninger. Kong 
Frederik ben Tredie yndede ham, og ſamme Dag, fom han 
ved et Kongebrev 1667 affatte Chriften Nold ſom Prof. i 
Theologien, beſtikkede han Koning til hans Eftermand. Neſte 
Aar gjorbe han ham til Dr. bullatus og Biſtop i Aalborg. 
(f 1672). Men hvorvidt Køning fan antages at have dannet 
nogen ny Sfole, maa jeg lade uafgjort, ba hang hertil 
hørende Skrifter iffe findes paa vore Bibliotheker. At ben 
Carteſianſte Filoſofi iffe gif i Glemme, fees af adſtillige 
Skrifter hvori ben berøres, f. Cr. hos B. Sivers (1680), 
af Jørgen Seerup fra Ribe, ber tog ben i Forfvar (Re- 
natus Descartes ab Atheismo vindicatus, 1679), og Søren 
Sørenfen Glud, ber bifputerebe imod ben, imod Verdens— 
dannelſen ven Monader (de principiis Cartesii, 1684. 4.), 
men noget Sfrift af ftørre Betybning vides ben iffe at have 
fremkaldt. Spekulationen ſynes aldrig at have tiltalt bet 
danſte Letſind. Kun faa gave fig af med Plato, ſom Jens 
Birferod den Yngre (Tun Tiuarov 1682—83). 


Peder Sorenſen. 205 


Naturfiloſofien eller ben ſpekulative Betragtning af Nas 
turen var heller iffe til udenfor Theologien. Den praftifte 
Lægefunft derimod valte Spefulationen i bet mindſte hos en= 
Telte Mænd. Peber Sorenſen, Petrus Severinus (f. i Ribe 
1542, hvor hang Faber var Raadmand) var fun tyve Mar 
gammel, da han fif Tilladelſe til at holde offenlige Foredrag 
ved Univerfitetet (over Poeſien), men Videlyſt brev ham til 
fremmede Lande. Efter at være bleven Magifter 1562, 
rejfte han til Franferig, hvor han ſtuderede Naturvidenſtaberne 
og Lægefunften. Han vendte to Gange hjem, og foredrog 
meb megen Beunbring Læren om Meteorerne; men brog 
atter og atter til Italien, og blev en af Europas berømtefte 
Læger. Dette bevægede Frederik den Anden til at kalde 
ham hjem 1570 fom fin Livlæge, i hvillen Stilling ban blev 
til fin Død, af Peſten, ben 28 Juli 1602. Paa Hjemvejen 
gjennem Frankerig blev han Doktor 1571, ſamme Aar ſom 
han i Baſel udgav fin Idea medicinæ philosophicæ, hvori 
han føgte at hævde Paracelſus imod Galen, ben metafyſiſte 
Betragtning imod Erfaringstheorien. Han giftede fig 1583 
med Drude Thor Smedem, og hang udbredte Praxis ſaavel 
ſom hans mange Modſtandere og Fiender afvendte hans Hu 
fra at udgive Skrifter. I et Brev til Piſtorius yttrer han: 
Natura silentium amat, et Deus contentiosos execratur, 
Satis superque Theologorum vicem hisce temporibus do- 
luimus. Tacitè pasci, qvielé vivere tutius est. Gang Crus 
bition var for den Tid beunbringsværbdig, hans Dannelſe 
klasſiſt; han efterlod mange ufuldendte Haandſtrifter; men 
ogſaa denne Mand var fun et forbigaaende Fenomen, ber 
under ben herſtende Empiri forbavſer Betragteren, men næppe 
har efterladt noget varigt Spor i Videnſtaben. 

Til Filoſofien regnedes Fyſikllen. Den beſtod tildels i 
en Eklekticisme, hvor Ariſtoteles ſaae fig omgivet af manges 








206 Det færde Tiderum. Bilofofi. 


haande anbre Filoføfer, f. Cr. i Carl Jørgenjen Bangs Com- 
pendium Naturalis scientiæ, ex oeto libris physice avscul- 
tationis Aristotelis et aliis philosophis decerptum, (Witeb. 
1599. 4. ved hvis Ubførelje & Wittenberg Danſte og Norſte 
ved hver Afdeling vare Reſpondenter); mén for ſtorſte Delen 
fun i Kompendier, ber indeholdt bet almindeligſte om Naturen 
og Naturfenomenerne: Varmen, Lyfet, Tyngden, ben magne⸗ 
tijfe Kraft; Verdensſyſtemet, Elementerne, Jordlloden; Luf⸗ 
tens Natur, Kilders og Floders Oprindelſe af Regnen, o. 
desl., for at tjene til Vejledning ved Foredraget. En Fore⸗ 
ſtilling derom under eet fan man faa af Caſp. Bartholius 
Systema physicum (fra 1618 fgg.) Hvo ber vilde drive 
bet videre, opfattede alt bette i fine: logiſte Dijtinftioner og 
Subdiviſioner, og opſtillede bet i Tabeller, ver næppe mt 
fan tiltræffe nogen uden ved fit kurioſe Udſeende; f. Ex. Halvor 
Gunnarſens Physica in tabulas juxta Analysin logicam 
methodicé digesta. 4. Før 1660 fynes ingen Fremgang 
Heri at have fundet Sted, og felv efter denne Tid, medens 
Kemien og be vidunderlige Reſultater, ber af ben ventedes, 
beſtjceftigede alle, ber vare faa rige, at de kunde blive fattige, 
gjorde fun cen Mand Cpofe ved fin grundige Naturforſtning. 
Rasmus Bartholin fom fra Herlufsholms Sfole til 
Univerfitetet 1642, ſtuderede Medicin under Oluf Vorm, 
og brog 1646 til Holland, hvor han tillige lagde fig efter 
Mathematik. Efter et fort Ophold hjemme rejſte han atter 
1647 til Holland, England, Franferig og Italien, hvor han 
i Padua blev Doftor i Medicinen 1654. Cfter fin Hjem= 
komſt 1657 blev han Prof. i Medicinen (f 1694). Tidlig 
(1644—63) begyndte han at udgive mathematiſte og aſtro⸗ 
nomiſte Skrifter, og henvendte fig derpaa til Naturens 
Studium ad Erfaringens Vej. Han anſtillede Jagttagelſer 
(de figuris corporum, de figura nivis, de poris corporum, 





Rasmus Bartholin. 207 


de attractione, de experimenlis), og var derved ben førfte, 
ber opbagebe Straalebrydningen ved ben islandſte Bjergs 
Fryftal (eller Dobbeltſtenen: Experimenta crystalli Islandici 
disdiaclastici Quibus mira et insolita refractio detegitur. 
Hafn. 1669. 4.), hvis Love fiben nøjere udvilledes af 
Huygens (Traité de la lumière 1690) og af Newton (Optice). 
De flejte af disſe Underſogelſer udgav han i en Samling 
(De naluræ mirabilibus Quæstiones academicæ. Hafn. 1674. 
4.) hvori han tillige for uſilkre Hypotheſer foretræffer princi- 
pia cerla et evidentia, clara et perspicua, befræftede ved 
Erfaring og Experimenter (de physica Cartesiana), og op⸗ 
muntrer ad rimanda naturæ arcana dulcedine experimen- 
torum (de poris corporum); ſamt mobfætter fig Diſputeer⸗ 
øvelferne og ben herſtende Misbrug af Logiffen. Endelig ud⸗ 
bredte han Kundſtaben om Carteſii mathematiſte Opdagelſer. 


Ph, F. Hane, Commendatio academica de ingeniis gentium 
borealium philosophicis. Rostoch. et Lips. 1724. 4. nævner 
vel adſtillige Mænd, der beftjæftigede fig med Filoſofien, men giver 
ingen Vejledning til nogen dybere Indſigt. Nogle Yttringer af I. Møller 
om Filoſofiens Tilftand i Almindelighed findes i Hiſt. Kalender 2, 164. 

Til de ældre Skrifter hører Doctrina de ralione docendi, 
discendique artes et disciplinas: public prælecia in Academia 
Hafniensi; a D. Jacobo Matthiæ Arhusiensi. Nvnc edita opera 
et studio Nicolai Petri Arhus. et hæredum. Basileæ 1590. 
(Paa Univerfitetsbibl. findes et Exemplar, der i fin Tid bar været 
et Pragteremplar, og viſt aldrig før har været leſt.) Tilegnet Christ. 
Holck de Ronnehafhve. Det vifer, hvorledes de hpperſte Mænd tænfte 
fig Videnſtabens filofofiffe Behandling, efter at den, ſom det hedder, 
var reven ud ex Scholaslica barbarie. Bogen deler fig i to Dele, 
af hvilfe Bidenffaben, ars, beftaar: 1. Præceplio. 2. Methodus. 
Præceplio enim arlis materia est, methodus forma. Under den 
forſte aſhandles præceplio vera, vtilis (unpttig, ociosa, er f. Cr. 
den Underføgelfe om Tiden var for Verden, Egget før Hønen), 
affirmata, catholica, 0. f. v. med Anvendelfe paa de forſtjellige 








208 Det lærde Tidsrum. Filofofi. 


Videnſtaber. Optima methodus est præceptionum dispositio, a 
generalibus ad specialia progrediens; hvorpaa udvifles quid est 
generale et speciale? og alt oplyſes ligeledes med Exempler. Den 
Forfatter, han ifær anfører, er Ariſtoteles, men ogſaa Pato, Galen, 
Cicero, o. f. v., og af Nyere Vives og Melanchthon. 

Samme Forfatters De litteris libri duo. Basil. 1588 har 
jeg iffe kunnet overfomme, og maa derfor lade det uafgjort, hvor 
vidt det hører hertil 

Andre Forfattere ældre end 1600 ere: Claus Gammer, prof. 
dialectices + 1585 (1569—1582), fans Guldſmed (1575), 
Peder Haagenſen (1581), Gans Rasm. Skomager (1581—1604), 
$. O. Slangendorf (Commentariolus in secundum tractatum 1. 
libr, ”Avalvuxåv Arislotelis. Hafn, 1585), Holger Roſenkrands 
den Yngre (de loco et tempore, Røst. 1592, 4.), Lage Chriftenfen 
(1597—1601, fre Bendz, Bidrag til Gorſens Skoles Hiſt. Program 
1848, &. 47), Riels Paaſte (1598). Derhos Alcinoi Philosophi 
Ad doctrinam Platonicam introduetio. Hafn, 1574. efter Thura 
(Conspectus etc. &. 47) af Jørgen Dybvad. 

Anders Krag: Vinding, Acad. Haun. &, 154, Bartholini 
Cista medica, S. 112, Herholdt og Manſa, Saml. til Medicinal⸗ 
hiſt. 1, 35. Nyerup, Univerfitetet S. 43. 

Rameæ scholæ: et defensio Petri Rami: contra Georgii 
Liebleri calvmnias, in epitomen octo librorvm acroamaticæn 
aspersas.  Detegyntyr et dissipantvr Liebleri errores: Ramus a 
calumniis, ex sententia legvm æqvissimarvm, verilalis, ivstitiæ, 
sapientiæ, liber pronvntiatur: cavssam dicente Andrea Kragio 
Ripensi: Dano. Basileæ 1582. (Saaledes er Titelen paa denne ſjeldne 
Bog, der ogfaa er anført i Suhms Saml. 1, 3, 143). J Fors 
talen ophøjer han Petrus Ramus, nostrorum temporum Plato. 
Modſtanderen var Georgius Lieblerus Physicus Tubingensis. 
Jacobus Biorno Danus anbefaler Forfatteren. Bogen felv følger 
Trin for Trin Lieblers Skrift imod Rami Scholæ Physicæ, men 
Har fun Interesfe for Filoſofiens Hiſtorie. Krag gjentager hvad 
SP. Ramus allerede havde fagt (jf. Tennemans Geſch. der Philoſ. 
9, 421 Anm.) om den ariftotelifte Filoſofis Unptte. 

Arislotelica et Ramea: de insidiosis sophistarum simvla= 
tionibus, institutiones breves! qvibus additur disceptatio, in qua 








diloſofiſte og kyſiſte Skrifter, 209 


utramque institulionem ad Catholicas de materia et forma artium 
leges posse referri, demonstratur: opera et studio Andreas 
Kragii Ripensis Dani.  Basilew (1583). 4. Tilegnet Absalon 
Juell de Mcelgard, „lumen quoddam in Dania", — Bogen giver 
et Udtog førft af Ariſtoteles, dernæft af Ramus de insidiosis simula- 
tionibus sophistarum, og ender derpaa med en Underſogelſe, ſaa⸗ 
ledes ſom Titelen angiver. Denne Underføgelfes Indhold angiver 
han ſelv ſaaledes: reliquum est ut fidem faciam omnes tam 
Aristotelis quam Petri Rami simulationes, sine crimine, posse, 
ad quatuor illas de materia et forma artium leges, reduci. 
Facto itaque initio ab Aristotele, probabilibus, meo iudicio (si 
quid ego iudico) rationibus assequi conabor, omnes in genere 
insidiosas simulationes ab Aristotele et institulas et obseruatas 
contra leges bonis arlibus præfinitas peccare. De hinc finibus 
sophistarum quinque ordine in manus sumtis, contra quam 
legem speciatim et maximt quilibet eorum pugnet expromam: 
idque non aliunde, sed ex ipso Aristotele adduclis exemplis 
testatum faciam,  Atque hæc meæ disceptationis pars prima 
erit, Altera pars itidem Rami ordine Rameos Elenchos ad 
nosiras leges reducet: exemplisque inibi repertis illustrabit: 
ut tandem conspicuum fiat et apertum nihil esse harum institu- 
tionum in alterutro nostrorum philosophorum, quod quatuor 
legum imperio non sit deditum: et mandalis stet. (ete.) 

Platonis Parmenides sev de ideis: Latine seorsim editus, 
et brevioribus notis illustratus, uberius prælectionibus publicis 
explicandis. Hafniæ 1598. 4. med en Tilſkrift til de Studerende. 
Noterne ere fun Marginalbemarkninger. 

Laurea Monspeliensis (etc.) Basil. 1586, 4. med en Fors 
tale til de Studerende i Kjøbenhavn. Skriftet har ogſaa en typo⸗ 
grafiſt Markvardighed. Det er trykt af Sebaſtian Henricpetri med 
m Typer, og Krag har faaet ham til at bruge nyſtobte IJ og j. 
Quam (rationem) a. P. R. (Petro Ramo) feliciter inceptam, 
felicius a Cl. V. Doctore Jacobo Matthiæ, Academiæ vestræ 
professore Theologiæ, perſeciam, tanquam veram, necessariam, 
naturalem agnosco et amplector, 

Af Venufinus anføres hos Nyerup Secunda in Timæum Platonis 
exercitalio, Haſa. 1603. 4. Om bette Skrift er til, vides ilke. 


14 

















210 Det lærde Tidsrum. diloſofi. 


Tun Tircrov Sive in Philosophi Platonis (ete.) "Timæum 
De Novo orbe non nøvo Sehediasma, authore Jano Bircherodio 
Juniore.  Altdorfi Nøricorum 1683. 4. vifer, at man gav fig af 
med Plato, men er iffe noget filoſofiſt Skrift; det er, om man vil, et 
Cupplement til Rudbecks Atlantica, hvori der viſes, at det er Amerika 
der menes, og Salomons navigatio Ophiritiea hører ogſaa hertil 

Da en Del af de til Filofofien i Almindelighed, Metafyſikken, 
Logikken og Pſychologien hørende Skrifter ille have været at fan, 
og det heller iffe hav været mig muligt at gjermemfæfe alle dem, 
der haves, men det døg er utvivlfomt, at der nogle af disſe føres 
fomme enkelte Sætninger og Affnit, der ſammenſtillede ville oplhſe 
Tidens Tænfning, fan omtaler jeg fun ſom Preve nogle Sfrifter, 
og henvifer iøvrigt til vedkommende Forfattere, En eller anden af 
vore Filofofer kunde maaſtee engang tage fig for at behandle Filo⸗ 
fofiens Hiftorie i Danmark. Er denne Giſtorie iffe et vigtigt Led 
i den menneftelige Aands Udviklingshiftorie og oplyſer den ille Mas 
tionalfarafteren? 

Gans Povelfen Refen var en af dem, der efterkom Chriſtian 
den Fjerdes to Gange, 1604 og 1614, udgaaede Befaling at der 
ſtulde forfattes bedre Lærebøger. Han udgav Parva Logica Philippi 
et Aristotelis, Selecta et ordinata (etc.). Pro junioribus. Haſo. 
1605. Initia parvæ Logicæ et Rhetoricæ.  Hafn, 1610. 0. fl. 
Det er Lærebøger, fom ingen anden Vard have end at de oplyſe 
Videnſtabens Tilftand. Den førftnævnte handler 1) om Logica i 
Almindelighed. 2) De notionum simplicium apprehensione topica. 
Derunder cap. 10 de nomine. F. Cy. Est autem Nominum duplex 
oy£osg sev aſſectio, prima singulorum, quæ Ciceroni Interpre- 
tatio dicitur: altera plurium inter se, quæ ab eodem principio 
varid deducuntur, et Aristoteli cvgosyæ, Ciceroni conjugata dicta 
sunt. Interpretatio alia est Nominis simplicis sev proprii, quæ 
considerari potest tum ratione Jécswg, tum originis: alia avtem 
Translati sev figurati, Ratione Jéøsæg Interpretatio dici poterit 
Nomenclatura sev versio ex una lingva in aliam, Ut, dsaAéyomas 
id est dissero, disputo: altercari et riaari, lingva Germanica 
Zancken et Danice At ſtiendes oc trette. Msadsxtxn si quærimus 
Germanicam ejus appellationem, sit sane Vnterredekunſt, Vnter⸗ 
richtekunſt, Danice En Kunſt beftedenlig art forfpøre fig mett andre, 


diloſofiſte og fyfiſte Strifter. 211 


oc at underviiſe andre. 3) De comprehensione Logica: Et pri- 
mum De diacrisi Axiomatica (etc.). 4) De Diacrisi Syllogistica, 
Et primum de Argumentatione et Syllogismo (etc) Gerunder 
findes alle Eyllogismer med deres Navne, og det udgjør naturligvis 
en ftor Del af Bogen. 5) De methodo, Herunder findes en Teg⸗ 
ning, der foreftiller Rota methodica Inventionis Logicæ Generalis. 
Derefter de forſtjellige Methoder: Analytica, Apodictica (ete.), 
De methodo, qua falsum deprehenditur; primum de Fallaciis 
in dictione, f. Er. . 

Album est Qvalitas: 

Pomum est Album: 

Ergo pomum est Qvalitas; 
og de Fallaciis extra dictionem, hvilke ere fyv Slags. Endelig 
de Ordine, den ſtrenge methodifte Orden. 

Langt markeligere er imidlertid denne Mands Forføg paa at 
fordanfte Logiffen i: Den lidlle Logices Begyndelfer, fordeligen at 
bruge, lige effter Latinen, For den femte Lectie i Børne ſcholer i Dans 
mard ele. Oc ellers i almindelighed. Prentede i Kisbinghaffn, 1610. 
(Ryerup, om Sfolerne, S. 93.) Et Par Crempler deraf ville 
oplyſe den Tids filoſofiſte Sprog: Parva Logica, p. 1. cap. 4. 
De Categoriis seu Prædicamentis. Et talis quidem est Appre- 
hensio separatarum notionum, quam ut Tyrones tanto rectius 
animo conciperent, placuit Aristoteli ab ipsa prima Philosophia 
summa rerum genera zagadesypmætixæg ad societatem Legicorum 
elementorum arcessere; quæ ipsi vocantur xærnyogsas, vulgo 
prædicamenta, Ciceroni Attributiones (eie.) Paa Danft: Om 
Pradicamenter. Saadan er den befattelfe paa Notioner fom ere 
adſtilde huer for fig, men at de vnge, fom lære, kunde fatte den 
des rettere, fiuntis det godt, at hedndrage de offuerſte Genera oc 
arte for de andre ting, til de Logiſte Elementers oc beghndelſers 
ſelſtab, huilcke der kaldes Prædicamenta, d. e. fynderlige fræmfagn, 
hos Ciceronem Attributiones, d. e. tilleggelſer, for der aff kand 
Harligen actis, huilde fordiſaa de ere rummere end andre, kunde 
attribueres oc tillegges, eller prædiceres oc fræmfiges om dem ſom 
ere ſneffrere. Parva Logica, p. 1. cap. 5. Substantia est ens, 
quod per se subsistit, nec recipit magis et minus in eodem 
gradu asscensus aut descensus rationalis, sed sustinet Aecci- 


ne 














212 Det lærde Tidsrum. Bifofofi. 


dentia, et sæpe quidem contraria: in qua diversæ Species Dis- 
paratæ dicuntur et non contrariæ. Paa Danff: Substantia, et 
Vaſen er en varendis ting, ſom haffuer underftændighed ved fig ſelff, 
oc ilke lider, at det figis mere eller mindre at være til, Men opholder 
tilfald, vdi huilcket atſtillige ſlaug figes at være disparater atſtillige 
at ligne oc ide coutrarier tuert imod huer andre Diriditur vero 
Substantia in tenuissimam, quæ vøeatur Spiritus, quo ereaturæ 
invisibiles et rationales ac immortales, Angeli et animæ nostræ 
pertinent: EL crassiorem seu sensibus subjectam, quæ Corpus 
vulgo dicta est. Paa Danſt: Et Vaſen ſom tyndeſt forefommer, 
kaldis Aand, huort hedn der høre Engle oc Siele, De den ſom er 
fætter, et Legom. 

Endnu udførligere har man det hele Apparat, thi andet kan 
det dog iffe kaldes, i: Desdicendi et disserendi ratione libri tres. 
opera Conradi Aslaci Bergensis. Herbornæ Nassovioram, 1622. 4. 
Bogen tilegnede han Joh. Sparre de Sparrisholm og Otto Brahe 
de Nesbyholm, thi for deres Skyld og til deres Brug begyndte han 
derpaa i Heidelberg for 25 Mar fiden; da han blev Faldet ad pæda- 
gogicum munus ved Univerfitetet 1600, forøgede han den. Fore⸗ 
læsningerne ftandfede 1619 formedelſt Peſten, og han lagde den 
fidfte Haand derpaa 1620. Han udgav den efter fine Tilhsreres 
Dufte; og den giver da en Foreſtilling om Videnftabens Behandling 
ved Univerſitetet. De to førfte Bøger handle de dicendi ratione, 
nemlig de rerum inuentione et tractatione, og de verborum puri- 
tale, elegantia, ornatu, naturligvis det latinſte Sprogs. Tredie 
Bog de disserendi seu disputandi ratione, hvad dissertatio seu 
aispuialio er, dens fines, theses, media (etc.). Heri afhandles 
tillige Syllogismerne. Og faa er det tillige opftillet i Tabeller. 

Bernhard Sivers' Indledning var egenlig en privat Udarbejdelfe 
for to af Grev Ablefelds Sønner: Introduclio in philosophiam 
veterem et novam. Pro tyronibus. Hafn, 1680, Det er forte 
Hovedfætninger af Filoſofiens Dele: Metafyſik, Theologi, Logik, 
Ethik og Fyſik. Han fjender Carteſius, men har iffe benyttet andet 
af ham, end i Physica Inddelingen af Materia Cartesiana i sub- 
tilissima, subtilis et crassa. Hans nærmefte Henſigt var at 
fimplificere Methoden, og derfor tager jeg af ham et Exempel paa 
de møjfommelige og pedantiſte Slutningsmaader, hvormed hine alvor⸗ 





diloſofiſte og fyfiſte Skrifter. 213 


lige Mænd plagede fig felv og andre: De modis syllogismorum, 
Prima Figura habet quatuor Modos: Barbara, Celarent, 
Darii, Ferio, Secunda itidem quatuor: Cesare, Came- 
stres, Festino, Baroco. Tertiasex: Darapti, Felapton, 
D is, Datisi, Bocardo, Ferison. In hisce quatuor- 
decim Modis observantur vocales quatuor: A, E, I, 0, quarum 

Asserit A, negat E, sed slant generaliter ambæ: 

Asserit I, negat O, sed particulariter ambæ. 

Lad 08 til yderligere Oplysning tage de fire forſte „Naturlige 
Ratiocinations maader“ paa Danſt af Refens lille Bog: 

Saa bliffve her udaff 4. maader udi en naturlig connexién 
oc fammenbindelfe effter fornufftens viis. 

Den førfte, der bejais almindelig, ſom haffuer 3. axiomater, 
universaler oc affirmerede, d. e. almindelige oc bejaede, hvilde de 
Betegne ved 3. 4. i det ord Barbara. 

Den anden ſom negeris oc benegtis, almindelig, hves tegn er 
E. til med for den negerede unversål, d. e. benegtede almindelige, i 
det ord Celarent. 

Den tredie, speciål affirmerede oc bejaede, vdi Darii, at I. 
ſtal være particulår affirmerede oc bejaede. 

Den fjerde, speciål negerede oc benegtede, i det ord Ferio, at 
O. at (er) fat for den particulår negerede oc benegtede, Com 

Bar Hvert Djur er et væfen, 

ba Gbvert Menniffe ev et Djur, 

ra Saa er da hvert Menniſte et væfen. 
Ce Intet Djur er en ſteen, 

la Hvert Menniſte ev et Djur, 

rent Saa er da intet Mennifte en ſteen. 


Da AU ſlembed ftal flyis, 
ri Nogen vellyſt ev flem, 
i Saa ſtal da nogen vellyft flyis. 


Fe Ingen naturlig lovg maa omftifftis, 
i Den lovg ſom forbjuder Hoor i Ecteſtat er naturens lovg, 
0 Saa maa da den lovg ſom forbjuder Hoor i 
Ecteſtat ide omftifftis, ete. 
D Holberg, hvilken Augias⸗-Stald Havde du iffe at rydde! 














214 Det færde Tiderum. diloſoſi. 


Om Mauritz Pederfen Koning har Helweg allerede pttret: „hans 
Etrifter ere for fan og ubetydelige til af man af dem Fan fjende 
hans filofofifte Talent og ejendommelige Retning.” De hertil hørende 
maatte være: Nova quædam sed vera et genuina Logices prin- 
cipia,  Christianiæ uden Mar. 4. Disp. de principiis logi 
Hafn. 1663. 4. Disp. de rerum principiis et mechanica semi= 
num Liturgia, Haun. 1663. 4. Det fidfte er kun tre Blade Thefes 
med en hiſtoriſt Fremftilling af Meningerne derom; begge de forſte 
har jeg forgjæves føgt paa vore Bibliotheker. 

Andre Forfattere ere: Fra 1600 1660: Caſp. Bartholin, 
Jeſp. Brochmand, Enoch Jakobſen, Chr. Hanfen, L. Holm, Rektor i 
Lund (de philosophiesa bumanæ rationis libertate. Hafn. 1610. 4.), 
Chr. Stub (Technologia seu arlis delineatio generalis. Giessæ 
1613. Ej hos Nyerup), Germ. Nielſen, Elias Eiſenberg (de unione 
animæ cum corpore. Hayn. 1618. 4), Ole Vorm, $. R. Broch⸗ 
mand, H. G. Reſen, Ambr. Rhodius (Dialogus de transmigratione 
animarum Pythagorica, Hafn. 1638.), Joh. Zoega, Bernhard 
Ulrich (Logica brevissima sed maxime perspicua. Soræ 1647. 
Ej hos Ryerup), Joh. Rane i Sors, Chr. Munthe, G. P. Kallund⸗ 
borg, $. J. Viborg, $. Vindekilde, Jens J. Birkerod (Theſes), 
J. R. Reimer, Chr. Nold (Leges Distinguendi seu de virtute et 
vitio distinctionis opus. Franequeræ 1657. Vesalie 1685. Lo- 
gica recognita, Hafn. 1666. Udførlig Logif). — Cfter 1660: 
Chr. Stenbuch, N. Benson, Job. Brunsmand, Cl. Langſted, Mog. 
Vingaard (Vindemiæ Ontosophicæ, de autoritate divina in Phi- 
losophieis et inprimis in Ontosophicis. Hafn. 1691. af ringe 
Betydning), Hans Bagger, G. Bonſach, And. Stenkelſtrup, Mich. 
Leigh, J. N. Mundelſtrup, O. Judicher, Hans Bartholin, Soren 
Pederſen Glud, Fr. Claudianus, Laur. Luja (de utilitate et neces- 
sitate Matheseos in Philosophia, Havn. 1692. 4.), P. A. Nyborg, 
Gent. Weghorſt i Sors, F. A. Klyne, Mat. Caftenfen (de aſſec- 
tibus animæ. Hafn. 1692. 4. etc.), Jotg. Urfin (Anatomia mon- 
strorum logicorum. Hafn. 1692. 4.), J. D. Ramus, P. Blicher 
¶ Theſes), Ludv. Vinslov (Anima locata sive de sede animæ 
rationalis in corpore. Hafn. 1704). De Lærebøger, der brugtes 
ved Kommunitetet, anføres hos Bedman S. 63. 67. 

Petrus Severinus: Bariholini Cista medica, S. 114. 127. 





diloſofiſte og fyſiſte Skrifter. 215 


Dån. Bibl. 8, 469. Herholdt og Manfa, Saml. 1, 14. Samt 
i et Cremplar af hans Idea i Univerſitetsbibliotheket et haand⸗ 
ſtrevet Uddrag Ex intimatione Io, Paul. Resenii, hvori det hedder: 
venit in Academiam Hafniensem, in qua ante annum ætatis 20 
docuit (artem) poéticam; og hans Levnet foran Ambrosii Rhodii 
Disputationes supra Ideam medicinæ philosopbicæ Petri Severini. 

Idea Medicinæ philosophicæ, ſundamenta continens totius 
doctrinæ Paracelsice, Hippocraticæ et Galenicæ, Authore Petro 
Severino Dano, philosopbo et medico. Ad Fridericum II. Daniæ 
et Septentrionis Regem. Basileæ 1571. 4. Til Slutning et Vers 
af Johannes Pratensis, fom fun findes i denne Udgave. — Erfurti 
1616. 8. Boghandleren figer i Fortalen, at alle i Baſel trykte 
Exemplarer vare udfolgte, og han kunde iffe forffaffe fine Kunder 
noget Cremplar. De opmuntrede ham til at udgive Bogen paa ny: 
„in nobilissimo Petri Severini opere certare modestiam cum 
eruditione, rerum varielatem cum styli elegantia methodique 
dexteritate et ideo luce publica dignissimum esse, frmiter asse- 
verantes.“ — Hagæ Comitis 1660. 4. 

J Tilegnelfen til Kongen taler han om Anledningen til dette 
Skrift og fine alvorlige Studier: Quia vero in operibus artis sæpe 
deprehendi Theoremata Galenica (multo minus Remedia) in diffi- 
cillimorum morborum curationibus satisfacere non posse, et 
passim per Germaniam Medicamenta quædam Paracelsica jactari 
audirem: cæpi scripta ipsius diligentius perlegere. De vare ham 
Dunfle. At certe, quanto obscuritas major apparuit, tanto plus 
erevit desiderium et diligentia. Itaque assiduitate, vigiliis, in- 
defesso studio, laboribus, peregrinationibus, sumptibus et peri- 
culis, ohjectas difficultates superare contendi, J Bogen ſelv 
bemarker han, hvorledes hin Theophraſtus Paracelfus havde omftiftet 
hele Medicinen. Behandlingen vil nu blive anderledes, end den hidtil 
har været i Skolen. Allerede Grakeren Theophraſt omtaler det 
vitale principium in natura, cujus virtute vivunt vigentque omnia, 
Paracelſus giver det mange Mavne, men det er fun cet; det er ogſaa 
spiritus. Det er en natura radicalis, vitæ principium, actionum 
ſons, fæcunditatis autbor, og bliver under alle Omſtiftelſer det 
famme. Det findes i Planter, Dyr og Mineralier, og i det ligger 
al Lægebom: in quo omnis omnium morborum medicina viget. 








216 Det larde Tidsrum. Bilofofi. 


Mange tro, at denne Materie iffe er til færftilt, men. fpivituel, 
uſhnlig, himmelſt, fljult, Det er fandt, at den er ſpirituel, men 
Virkningen er reciprof: ex spiritibus corpora produci et rursus 
corpora in spiritus resølyi, Den er ogſaa coelestis, i Stjernerne. 
Aabenbarelſen ſteer i sal, sulphur, mereurius. In. illis tribus 
individuis omnes omnium corporum differentiæ, proprielates, 
conditiones maniſestissime conspiciuntur, Der er sal animale, sul- 
phur animale, mereurius animal der er sa) vegetabile ø. f. fr. 
igjennem alle tre Raturriger. Derefter gjør han Anvendelſe paa Syg⸗ 
dommenes Oprindelſe, Ratur, Udbredelſe, Forplantelfe og Lægedom. 
Underſogelſen af de tre principia beſtemmer deres helbredende Kraft. Her 
(cap. 12) nævner han flere Gange fin libellus de nominibus et rehus. 

Epistola ad Paracelsum, Basil. 1572. hør jeg iffe fundet. 

Ar Severins Skrifter ille have været uden Eftervirkning ſees 
af de nysanførte Disputaliones supra Ideam medicinæ philosophicæ 
Petri Severini (etc.), Quibus løca illius libri obscura et diffi- 
cilia illustrantur, adversarii refutantur et multi discursus ex 
intimis Naturæ adylis deprompli moventur Authore Ambrosio 
Rhodio Kemberg - Saxone, Gymnasii Christianensis, quod Nor- 
vegiæ est, Prof. Phys. et Mathem. ejusdemque loci Medico 
ordinario. Hafniæ 1643. 4, Forfatteren, der var flygtet for Krigen 
i Tyſtland, tilegnede Chriſtian den Fjerde fit Skrift, og taler i 
Tilegnelſen om Naturens Forvandlinger. Efter at have ftuderet 
Ariſtoteles og Galenus, traf han paa Severins Idea. Hic novum 
mihi exhibitum fuit Philosophandi genus, ab Aristotele et Galeno 
in plurimis diversum, cum Paracelso in mullis consentiens. 
Visa sunt mihi primo introilu mera ænigmata, et polissimum 
circa Elementorum doctrinam, quæ ne Oedipo solvenda putavi, 
Sed pergenti novus illuxit Sol, nebulas animo suffusas paulatim 
discutiens. Gavisus sum magna animi alacritate dubia superans, 
et ægre ferens injuriam tanto viro ab adversariis suis illatam, 
Ut optimum Naturæ et Mundi Interpretem admiratus sum, et 
Reipublicæ Literariæ numquam intermoriturum decus et orna- 
mentum colere cæpi. Efriftet er i Form af en Samtale. — 
Dgfaa den berømte Skotte, Livlage i Paris, Bill. Davisfon gav 
udførlige Kommentarer til Severins Idea: Commentariorum in sub- 
limis Philosophici et incomparabilis Viri Petri Severini Dani 











diloſoſiſte og fyfife Skrifter. 217 


Ideam medicinæ philosophice propediem proditurorum Prodro- 
mus. Hagæ-Comitis 1660. 4, og Commentaria in Idæam Me- 
dicinæ philosophicæ Petri Severini, Hagæ-Comitis 1663. 4. 

To Breve fra Vorm til Fridericus Severinus, fra 1620 
(Vormii Epistole &. 52—53) omtale, at Kansleren Chriftian Fris 
onſtede, at han vilde udgive hans Faders Manuffripter; det er iffe 
ſteet. Vorms Mening om P. Severini Elementer berøres ogſaa 
S. 778, men han udfætter det til en anden Gang. 

Friedlånder (Vorleſungen iber die Geſch. der Heillunde, &. 299) 
yttrer om denne Mand: „Den gråften Ruhm unter den Jingern 
des Paracelſus erwarb ſich Peter Severin, aus Ribe in Jitland. 
Gelehrter als die iibrigen trug er in feiner Idea medicinæ philosophicæ 
in befferer Schreibart und mit vieler Waͤrme die Anſichten ſeines 
Lehrers, doch ungenügend und mangelhaft, vor, indem er das dort 
bildlich ausgedridre in woöͤrtlicher Bedeutung nahm, und das wahrhaft 
SPrågnante paracelſiſcher Ideen nicht faßte.“ 

Anders Skytte (Toxotius), £ivlæge hos Enkedronning Sophie 
C 1630) udgav ſom Doktordiſp. Theoremata et problemata 
philosophiatrica. Basil. 1603. 4, Dette Strift hører maaſtee 
hertil, men jeg har iffe fundet det. 

Erasmus Bartholin (hos Vinding, &. 420) har været fan 
lidet paaſtjonnet, at Nyerup end ikke har optaget ham blandt Univers 
fitetets udmærfede Mænd, men han har i mere end een Henfeende, 
hvilket ogſaa det danſke Sprogs Hiſtorie vil vife, banet Vejen for 
Holberg. Andre ſyſiſte Forfattere ere (foruden de ovenfor, &. 206, 
nævnte Halvor Gunnarfen og C. J. Bang fra Ydftad), $. R. Stos 
mager, Caſp. Bartholin (under hvem en Erasmus Ericus Assenius 
Danus dijputerede i Baſel; Diſputatſen Assertiones physicæ findes 
ved Casp. Barthulini Janitores logici. Mafn. 1622. i Hjelmftjernes 
Saml., hvis Systema physicum beftaar af Physicæ generalis 
præcepta; Physicæ specialis præcepta; de mundo; de terra, 
aére et igni; de aqvis etc.), Ole Vorm (Liber Aureus Philo- 
sophorum Aquilæ Aristotelis de mundi fabrica (ete.) Nova 
analysi, notis, commentariis (ele,) illustratus, Rostoeh. 1625.), 
$. P. Refen, Jak. Finke, F. N. Roſenberg, $. R. Brochmand, 
R. G. Brochmand, G. FJ. Biborg, Thom, Bartholin, I. G. Lemvig, 
Billum Vorm, Meldior Ramus, P. Zitſcher, Ole Vorm den 








218 Det lærde Tidsrum. Fileſoſi. 


Yngre (Lapis glossopetra, Hafn. 1686. 4. bvori ogfaa Etenet 
Skrift de solido intra solidum omtales €. 12), Caſp. Thom. 
Bartholin. 

Danſke Elrifter over filoſefiſte MAmner i ſtrengere Forſtand 
gives der næppe; derimod have flere forſogt af udbrede Kundſtaben 
om mærlelige Maturfenomener iblandt menig Mand, og len bas 
Livet anvendte filofofiTe Betragtning bar, hvor fmagles den end 
var, uden Tvivl tiltruftet mange. Exempler ere: 

Geologia Norvegica, Det er: En fort Vnderviſning, om det 
viitbegrebne Jordſtelff, Som her udi Norge, ſteede — 1657 — rå 
Mickel Pederſon Eſcholt Aggersh: T. Chriſtiania 1657. 4. tilegnet 
Chriſtianie Stads reſpektive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det 
indeholder ikke blot en Beffrivelfe af Fordffjælvet, men fyſiſt, bhiſtoriſt 
og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om ForNfljelss 
Aarſager og Betydninger. De naturlige Aarſager, Ilden i Jorden 
Indre og de udviklede Dampe etc. afhandles udførlig; hiſtoriſt anfered 
en Del marbkelige Fordfljælv, og den theologiffe Betydning er (om 
fædvanlig. Aarſag og Folge hænge naturligvis ikke ſynderlig ſammen; 
f. Ex. paa Jordſtjelvet Mar 400 fulgte Fejden imellem Kong Ernie 
i Danmark og Kong Bjørn i Sverrig (etc.); paa de mange Jord⸗ 
ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulykker og den Pelagianſte Edt 
(etc.); efter det ſtore Fordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne 
fra den danſte Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, 
at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og urørlig; nat 
den nu ryſter, ffjælver og bæver, faa maa der være ſynderlig og 
færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar 
Menniftens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfoldt 
med Menniſkens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. 
Det var Tidens fire Idee. 

Tidlig begyndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af 
Bibelen, dels af de græffe Viſe og andre klasſiſte Forfattere. Hertil 
fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes 
Græciæ. Skone ſprog, merdelige Sententzer, ſom ere foregiffne aff 
de Siu Vjje Mænd, ſom ogſaa findes ved Peder Hegelunds 86 
aff Bibelſte Ordfprod. Kbh. 1627. Deri findes tillige biftorift 
Beretning om de fyv Viſe: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, 
Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelſe til Filoſo fiens Hiſtorie 


— + 


le oc Latinſte Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4, 
: Palle Rofentrang til Krænderup og hans Frue Fru Eliza— 
ung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visſe 
fer, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom 
Ingen Nagekniff faa ſkarplig Skerer 
Com Bønder gior, naar de bliffuer Herrer. 

i har fit Afſnit, men han har ogſaa færffilt udgivet: Ars 
toria Eller Hydler Konſt, Om Hycklere, Oyentiener, Fuch⸗ 
zer, Credenher, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas 
Midelifter oc Spiſſiſter: Guorledis ſaadanne meſterligen vide, 
mis Spitzfundighed, oc adſtillige Gycklerſte Griff, at erverbe 
erdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels 
Bertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur 
mx, Det er: Vunderlige oc adſtillige naturlige Tingeſters Bes 
lſe, Remlig: Om Menniſten: Item, om wuderlige Bierge i 
1: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wnderlig Art oc 
: Med mere andet forunderligt ſom medfølger. Derneſt. En 
8 Papiſtiſte Løgn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. 
ad laſe (ett.) Aarhuf 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beate 
, Jørgen Krufis til Hiermidtzleff⸗ Gaard, hans Huffrue. Det 
ler den raa Forundring over Naturens underlige Øjerninger, 
Frohaftiffea ned Fartællinner am alfons Minunhere hnia Gifder 








218 Det lærde Tidsrum. Filoſofi. 


Yngre (Lapis glossopetra. Hafn. 1686. 4. Hvori ogſaa Etna 
Skrift de solido intra solidum omtales S. 12), Caſp. Thom. 
Bartholin. 

Danſke Efrifter over filofofiffe Emner i ſtrengere Forftand 
gives der næppe; derimod have flere forføgt at udbrede Kundſkaben 
om markelige Naturfenomener iblandt menig Mand, og den pa 
Livet anvendte filoſofiſſe Betragtning har, hvor ſmaglss ben em 
var, uden Tvivl tiltruffet mange. Exempler ere: 

Geologia Norvegiea. Det er: En fort Vnderviſning, om det 
viitbegrebne Jordſtelff, Com her udi Norge, fleedee — 1657 — ve 
Mickel Pederſon Eſcholt Aggersh: T. Chriftiania 1657. 4. tilegnet 
Chriſtianie Stads reſpektive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det 
indeholder ikke blot en Beſkrivelſe af Fordfljælvet, men fyſiſt, hiſtoriſt 
og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om ForNfljelns 
Aarſager og Betyhdninger. De naturlige Aarſager, Ilden i Jordem 
Indre og de udviklede Dampe etc. afhandles udførlig; hiſtoriſt anfores 
en Del markelige Fordfljælv, og den theologiſte Betydning er ſom 
fædvanlig. Aarſag og Folge hænge naturligvis ikke ſynderlig ſammen; 
f. Er. paa Jordffjælvet Mar 400 fulgte Fejden imellem Kong Snie 
i Danmark og Kong Bjørn i Everrig (etc.); paa de mange Jord⸗ 
ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulykker og den Pelagianſte Edt 
(etc.); efter det ſtore Fordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne 
fra den danffe Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, 
at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og ursrlig; naar 
den nu ryſter, ſtjelver og bæver, faa maa der være ſynderlig og 
færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar 
Menniftens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfyldt 
med Menniſkens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. 
Det var Tidens fire Idee. 

Tidlig begyndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af 
Bibelen, dels af de græffe Viſe og andre klasſiſte Forfattere. Hertil 
fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes 
Græciæ. Skone fprog, merdelige Sententzer, ſom ere foregiffne aff 
de Siu BVjfe Mænd, ſom ogfaa findes ved Peder Hegelunds ABS 
aff Bibelffe Ordſprock. Kbh. 1627. Deri findes tillige hiſtoriſt 
Beretning om de fyv Viſe: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, 
Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelſe til Filoſo fiens Hiſtorie 





Danffe Skrifter. 219 


Danſt); derhos Sentenfer af andre naffnkundige og Viſe Philo⸗ 
8, udtagen aff Laertio. 

Klokkeren i Aarhus Hans Hanfen Skonning, hvis brogede 
fter det er vanffeligt at henføre til beſtemte Fag, udgav Colle- 
i Philosophorum. BGedenſte Philoſophie eller Vijsdom. Vdi 
len findis adſtillige, marckelige oc varckelige Bedrifft, Ordſprog 
ale, aff vjfe Hedninge oc Philoſophis foregiffuet: AF adſkillige 
oſte oc Latinffe Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4. 
tet Palle Roſenkrantz til Srænderup og hans Frue Fru Eliza⸗ 
Lung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visfe 
iffer, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom 

Ingen Ragekniff faa ſtarplig Skerer 
Som Bonder gior, naar de bliffuer Herrer. 

ret har fit Affnit, men han har ogſaa ſarſkilt udgivet: Ars 
latoria Eller Hyckler Konſt, Om Hydlere, Oyentiener, Fuch⸗ 
ner, Credentzer, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas 
„Mickeliſter oc Spiſſiſter: Huorledis ſaadanne meſterligen vide, 
deris Spitzfundighed, oc adflillige Hycklerſte Griff, at erverbe 
Verdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels 
» Bertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur 
der, Det er: Vunderlige oc adffillige naturlige Tingeſters Be⸗ 
uelfe, Remlig: Om Menniffen: Item, om wuderlige Bierge i 
en: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wuderlig Art oc 
io: Med mere andet forunderligt fom medfølger. Derneſt. En 
elig Papiſtiſte Legyn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. 
g ad læfe (etc.) Aarhuß 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beatæ 
w, Jorgen Krufis til Hiermidtzleff« Gaard, hans Hußfrue. Det 
jkker den raa Forundring over Naturens underlige Gjerninger, 
tilfredsſtilles ved Fortællinger om alffens Vidundere, hvis Kilder 
eg i Margen. Heri findes ogſaa Bemærfninger om Dyrenes 
dfslelſe af Bejrliget (S. 228), Dyrenes Troffab mod Menne⸗ 
(6. 239), Antipathia og Sympathia imellem Dyrene (5. 284). 





218 Det larde Tiderum. Filoſoſi. 


Angre (Lapis glossopetra, Hafn. 1686. 4. hvori ogſaa Stenos 
Efrift de solido intra solidum omtales 'S. 12), Cafp. Thom. 
Bartholin. 

Danſtke Skrifter over filoſofiſte Wmner i ſtrengere Forſtand 
gives der næppe; derimod have flere forføgt at udbrede Kundſtaben 
om mærkelige Naturfenomener iblandt menig Mand, og den pan 
Livet anvendte filofofiffe Betragtning har, Hvor ſmaglos den end 
Var, uden Tvivl tiltrukket mange,” Exempler ere: 

Geologia Norvegica, Det er: En fort Vnderviſning, om det 
viitbegrebne Jordſtelff, Som her udi Morge, frede — 1657 — ved 
Mickel Pederſon Eſcheolt Aggersh: T. Chriftiania 1657. 4. tilegnet 
Chriſtianiæ Stads reſpeltive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det 
indeholder iffe blot em Beſtrivelſe af Jordſtſalvet, men fyſiſt, hiſtoriſk 
og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om Fordftjælvs 
Aarſager og Betydningetr. De naturlige Aarſager, Ilden i Jordens 
Indre og de udviflede Dampe ete. afhandles udførlig; hiſtoriſt anføres 
en Del mærkelige Jordſtjelv, og den theologiſte Betydning er ſom 
ſadvanlig. Aarſag og Følge hænge naturligvis iffe ſynderlig ſammen; 
f. Er. paa Jordſtjalvet ar 400 fulgte Fejden imellem Song Snie 
i Danmark og Kong Bjørn i Sverrig (etc.); paa de mange Jord⸗ 
ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulhkker og den Pelagianſte Sekt 
(etc); efter det ſtore JFordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne 
fra den danfte Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, 
at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og urørlig; maar 
Ven nu ryſter, ſtjelver og bæver, faa maa der være ſynderlig og 
færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar 
Menniſtens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfyldt 
med Menniſtens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. 
Det var Tidens fire Wee. 

Tidlig beghndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af 
Bibelen, dels af de græfte Viſe og andre klaoſiſte Forfattere. Hertil 
fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes 
Græciæ, Skone ſprog, merdelige Sententzer, fom ere foregiffne aff 
de Siu Viſe Mænd, ſom ogſaa findes ved Peder Hegelunde ABE 
aff Bibelffe Ordfprod. Kbh. 1627. Deri findes tillige hiſtoriſk 
Beretning om de fyv Bife: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, 
Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelfe til Filoſo fiens Hiſtorie 





Danſte Skrifter. 219 


paa Danſt); derhos Sentenfer af andre naffnkundige og Viſe Philo⸗ 
ſophis, udtagen aff Laertio. 

Klokkeren i Aarhus Hans Hanfen Skonning, hvis brogede 
Ekrifter det er vanfteligt at henføre til beftemte Fag, udgav Colle- 
gium Philosophorum. Gedenſte Philoſophie eller Vijedom. Vdi 
huilcken findis adſtillige, marckelige oc værdelige Bedrifft, Ordſprog 
ve Tale, aff vjſe Hedninge oe Philoſophis foregiffuet: AF adſtillige 
Gradſte oc Latinffe Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4. 
tilegnet Palle Rofenfrang til Krænderup og hans Frue Fru Eliza⸗ 
Beth Lung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visſe 
Rubrilker, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom 

Ingen Ragekniff faa ſtarplig Skerer 
Som Bender giør, naar de bliffuer Herrer, 
Shkleri har fit Afſnit, men han har ogſaa færffilt udgivet: Ars 
Adulatoria Eller Ghckler Konſt, Om Hydlere, Oyentiener, Fuch⸗ 
ſchwentzer, Credenher, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas 
niſter, Mickeliſter oc Spiſſiſter: Huorledis ſaadanne meſterligen vide, 
med deris Spitzfundighed, oc adſtillige Gycklerſte Griff, at erverbe 
ſig Verdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels 
hører hertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur 
Wunder, Det er: Vunderlige oc adſtillige naturlige Tingeſters Be⸗ 
ſtriffuelſe, Nemlig: Om Menniſten: Item, om ronderlige Bierge i 
Verden: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wuderlig Art oe 
Natur: Med mere andet forunderligt ſom medfølger. Derneſt. En 
drabelig Papiſtiſte Løgn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. 
Lyſtig ad læfe (etc.) Aarhuß 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beatæ 
Bylow, Jørgen Krufis til Hiermidtzleff· Gaard, hans Gußfrue. Det 
udtrykker den raa Forundring over Naturens underlige Gjerninger, 
Der tilfredoſtilles ved Fortællinger om alffens Vidundere, hvis Kilder 
angives i Margen. Heri findes ogſaa Bemarkninger om Dyrenes 
Forudfølelfe af Vejrliget (S. 228), Dyrenes Troffab mod Mennes 
ſten (S. 239), Antipathia og Sympathia imellem Dyrene (S. 284). 





220 Det larde Tidsrum Mathematit og Ufronomi. 


9, Matbematif og Aronomi. De ælde Matbematifere. Tyge 
Brabe. Scpbie Brahe. Peter Jakobſen Flemloſe. Cort Arelfen. 
Elias Olſen Morſing. Chriſten Sørenfen Longberg. Anbre 
Mathematifere. Ragmus Bartholin. Ole Chriſtenſen Ro— 
mer. Kalendarier: Clans Berg. Ravigation: Bagge Vandel. 
Kronologi: Niels Helvader. 

Førend vi gaa dybere ind i Naturvidenſtabernes Krebs, 
ſom vi allerede have betraadt, et Par Ord om bem: De 
have iffe uden Grund fan aldeles optaget Menneſtehedens 
Interesſe, at be neſten forbunfle alle andre. Det er for 
Mængden maaftee iſcer ben praftijfe Anvendelſe, ber gjøres 
af deres forbauſende Opdagelſer, hvorved be have tilbraget fig 
faa almindelig Beunbring; men ben, ber tænker dybere og 
ſtuer videre, agter bem, elſter beur og haaber paa bem af 
langt vigtigere Grunde. Det er dem, ber engang ſtulle 
loſe Livets Gaader, hvis Forklaring hidtil ab faa mange 
Veje er forføgt uden afgjørende Held. Forholdet imellem 
ben overſandſelige Verden og den fanbfelige vinder ved bem 
en evident Klarhed, og hvad be Bifejte have forkyndt ſom 
Livets Grundlære, Forſagelſe af Verden, dens Lyfter og 
Begierligheder, antager en videnſtabelig Form og ftøtter fig 
paa uimobfigelige Grunde. Der ffal iffe mere tvivles om, 
at Sandheden er ideel og ben ſandſelige Erfaring udenfor 
Ideernes Rige, felv i fine yndigfte Særffuer (Fenomener), 
Tun et legende Barn, ſom vore Sandſer avle og vor Fantaſi 
opbrager til højere Formaal. Regnbuens Farver ere Band 
og Sollys; Tordenen ruller iffe, bet er Vanddampe, ber 
briſte. Der ſtal iffe mere tvivles om, at ber igjennem hele 
Naturen gaa evige uforanderlige Love, mere evige end Tiden, 
og iffe omftiftelige med ben. Naar be berøre hinanden, 
opſtaa Perturbationer, men over bem alle herjfer Fornuften. 
Men naar alle vide, hvilfet Lys Naturvidenſtaben allerede 
har tændt i alle andre Fag, faa fan iffe heller nøgen tvivle 





Raturvidenſtaberne. 221 


om, hyvorlunde bet vil vore. Allerede nu ſtal ber, udenfor 
en vis ſnever Kreds, ber ſvinder ind mere og mere, iffe læns 
ger tales om en menneffelig Fuldkommenhedsſtand før et 
Syndefald i theologiſt Betydning; allerede nu ſtulle end iffe 
Theologerne tale om Mirakler paa gammel Vis ſom momen⸗ 
tane Ophævelfer af Naturens Love. Naturvidenſtaben ſtaar 
for bem ſom Cheruben med fit flammende Sværd, og har 
brevet bem ud af deres Paradis. Verden ſtrider fremad, 
ben er vorden klarere, lyſere, bedre. Baalene ere flufte, 
og Sandhedens beſtedne Kjerte tør finne. Som en lance 
flammigére brænder ben befto ſterkere, jo mere ben ubfættes 
for Stormen. Men bette vifer fig fun, naar man betragter 
Menneſtehedens Fremffridt i Hiſtoriens ſtore Udflag (Reſul⸗ 
tater), ligeſom Opdagelſerne forſt da komme ret tilſyne, 
maar bereg enfelte Trin ſamles og beſtues nedenfra opad, 
opad til Spidſen. Enhver ber ſtuderer Naturvidenſlaberne 
Fun i deres uendelige Enkeltheder, ſom intet Øje fan overſee 
og ingen Hukommelſe rumme, uden at have Maalet for Øje, 
taber fig felv i bem, og vorder ilke oplyſt i bet hele. Hvert 
Punkt ſtal blive lyſt, men fun ved Refler af bet almindelige 
Sollys. Derfor blev Videnſtabens Hiſtorie til for at ſamle 
be adſpredte Straaler, for at opklare Vejene i Labyrinthen, 
og ben vebbliver at udfolde fig felv, at vinde ftørre Klarhed, 
for at oplyfe andre. 

Dette forejvævede mig, ba jeg betragtede Naturviden⸗ 
ſtabernes Oprindelſe i Danmark i deres førfte Spirer, og 
jeg følte det ftærfere, end nogen Fan foreholde mig, at alt 
hvad derom kunde ffrives var et Segment uden Centrum. 
De afrevne Brubftyffer fra et enfelt Land forubfætte beſtandig 
en overſtuende Kundſtab om bereg Supplementer fra alle 
Lande, fra ben hele Jord og næften fra alle Tidsaldere; og 
var Danmark bet Land, hvormed nogen kunde begynde enlelt⸗ 





222 Det færve Titérum. Mathematit og Afronomi. 


vis? Laa iffe Begynbeljen udenfor bet? og gif bet iffe glip 
af Fortfættelfen ? Var bet i Danmark be ftore Naturkhudige 
trivedes? Hvad vilbe jeg formaa at byde mine Læfere? 
Iſteden for verdensvigtige Opdagelſer og aandrige Bemært- 
ninger om bem, Navne: pan Navne og Bogtitler? — Men 
alle visfe Spørgsmaal vare ubillige. I Videnſtabens Hiſtorie 
ſtulle nogle af disſe Navne være jaa uforgjængelige ſom ben. 
felv; andre Mænd, ber virfebe under fax ugunftige Forhold; 
ſtulle i bet mindſte af os hæbres med bet Vidnesbyrd, at be 
have brudt ben forſte Jordſtorpe og braget ve forſte Furer 
igjennem ben; og eet er ber, ber ligger bagved be tørre 
Titerære Bemærkninger, hvilfet ingen vil overfee: at vi ber 
vare med, og at vi vare noget: Og var bette iffe ef Varſel 
for hvad vi engang vilde blive, at Rudlkjobing og Huſum ſtulde 
møbes i Kjøbenhavn, Danmark og Slesvig, hvis loſe politifte 
Væv aldrig kunde knyttes, forbinde fig i en højere Enhed. 

De mathematiſte Videnſtaber gjorde, ifær formedelſt ben 
Opmoerkſomhed flere af Europas Fyrſter vifte Aſtronomien, 
overordenlige Fremſtridt. Aſtrologien blev endnu hyldet, 
men fra den vendte Tanken fig til den Henryffelje at beſtue 
og fatte Himlens Begivenheder for bereg egen Skyld, og 
ben egenlige Mathematik maatte fom nødvendigt Hjælpemiddel 
berveb tillige blive til et ilke blot praktiſt Studium. Be— 
gynbeljen feer rigtig nok tarvelig ud. Den førfte Profesſor 
i Mathematif ved Univerfitetet, Anders Pederſen Kjoge 
(Coagius, Reftor ved Kjøbenhavns Skole, prof. matheseos 
1562—1578, f 1580) indffræntede fig. endnu til Themata. 
Lægen Johannes Pratenſis (f 1876) dirkede felv Aſtro⸗ 
nomien (Prognosticum astrologicum, 1566), og var en god 
Ven af Tyge Brahe. Baade Læge og Mathematifer var 
Ligeledes Thomas Finke (f. i Flensborg 1561). Fra 
Flensborg Stole gif han til Univerfitetet i Straßburg, hvor 





Tyge Brabe. 223 


han ſtuderede i fem Aar. Han beføgte berefter be meft anfeete 
Univerfiteter, iblandt andre bet i Padua, til hvis Bibliothel 
han lagde Grundvolden. 1585 blev han Doftor i Medicinen i 
Baſel. Cfter fin Hjemfomft blev han Livlæge hos Hertugen 
af Holſten⸗Gottorp, men 1590 blev han faldet til Kjøbenhavn 
ſom prof. matheseos, hvilken Profesſur han foreſtod fra 
1591—1602; 1603 blev han Prof. i Medicinen, + 1656. 
Hans Strifter dele fig i aſtronomiſte, mathematiſte og medi⸗ 
cinffe, og han havde i fin Tid et iffe ringe Navn, fom han 
bog ifær fyldte den almindelige Uvidenhed. Men imedens 
disſe borgerlige Mænd fun fulgte be flagne Veje, udgik 
Tyge Brahe med egen Genius og ufædvanlig Begejſtring 
fra Adelen, for at ftille fig imellem Europas beromteſte 
Aſtronomer. 

Om Mathematikerne fee Matth. Anchersen (Prof. math. 1709), 
Oratio de mathematicis Danorum, 1709, i Din. Bibl. 8, 702. 
Det er nok det eneſte, og tarveligt nok. Thomas Finke: Vinding, 
S. 160. Bartholin, Cista medica &. 584. Moller, Cimbr. 
liter. 3, 249. Möllmann de illustribus etc. viris Flensburgo 
oriundis, S. 5. Giesfing, 2, 1. Hors Notitſer i Oſts Archiv 
1828. 1, 299. Gans mathematiſke Skrifter hos Käſtner, Geſch. 
der Mathem. 1, 629. I Geometriæ rotundi libri 14. Basilea 
1583. 4. tilegnet Frederik den Anden, udtaler han felv, at Petrus 
Ramus var hans Lærer: aperuit mihi vir hic mentis oculos. 

Tyge Brahe tilhører ligeſaa meget Curopa fom Dans 
mark. Aſtronomiens Hiſtorie har udførlig berettet hang 
Levnet, og ubviflet hang Fortjenefter af Videnſtaben. Her 
er fun et fort Omrids fornødent. I vor Literatur er han 
eneftaaende. Hans Faber var Otte Brahe til Knudſtrup i 
Skaane; ber blev han født ben 13 Dec. 1546, men han 
Blev opfoftret hos fin Farbroder Jørgen Brahe til Toftrup, 
ber var gift med Inger Dre, en Soſter til Peber Oxe, og 
Han blev af dem tiblig beftemt til Studeringer, naturligvis 





224 Det færde Tiderum. Mathematit og Aſtronomi. 


for at blive Statsmand. Men Hans Livs Beſtemmelſe 
yttrede fig tidlig; da han i fit trettende Mar 1559 kom til 
Kjøbenhavns Univerfitet, tildrog en Solformorkelſe ben 21 
Auguſt 1560 fig hans Opmerkſomhed; i en Alder af ferten 
til fytten Aar begyndte han at optegne fine Obſervationer. 
Paa fin Udenlandsrejſe 1562 Havde han Anders Sørenfen 
Vedel til Hovmeſter, og bet er Befjendt, hvorledes han i 
Smug maatte fortjætte fine Yndlingsſtudier, der iffe ſtemmede 
med Hovmeſterens Inſtrur. Gar ſtuderede i omtrent tre 
Aar Jura i Leipzigs men fortſatte iffe desmindre fine Jagt⸗ 
tagelfer. Med fine yderſt ſimple Hjælpemidler iagttog han 
ved Saturné og Jupiters Konjunktion i Auguſt 1563, at 
Regningen iffe ſtemmede med Virkeligheden. Efter Jørgen 
Brahes Død 1565 vendte han hjem, men fun for at ordne 
fine Anliggender. J April 1566 drog han til Wittenberg, 
men Peſten forjog ham berfra til Roſtock, og her kom han 
i December i en Trætte med Manderup Parsberg, ber i 
en Duel hug Enden af hang Næfe, faa han maatte ſiden 
erftatte den ved en funftig Blanding af Guld og Sølv. 
Allerede nu vandt han Navnkundighed ved fine Jagttagelfer 
og Beundring ved fine Inftrumenter; 1569 drog han til 
Augsburg, hvor Peter Ramus beføgte ham, og beſtuede 
bem med Forunbring. Tidlig havde han ogſaa begyndt paa 
Kemiens Studium. Efter Faderens Dod 1571 opholdt han 
fig dels paa fin Fedrenegaard Knudſtrup, dels Hog fin 
Morbroder Sten Bilde, Lensmand paa Herridsvad Kloſter. 
Her iagttog han en Aften 1572 en uſcdvanlig Stjerne i 
Kasſiopeia, ber lod fig fee til ind i næfte Aar. Da han 
i Foraaret 1573 kom til Kjøbenhavn, havde endnu ingen 
ber feet ben, og bette gav Anledning til hang forſte Skrift. 
Peder Oze opmuntrede ham til at udgive bet, og Johannes 
Pratenſis beſorgede Udgivelſen beraf (De nova stella). 





Tyge Brahe. 225 


Samme Aar giftebe han fig, til liden Opbyggelſe for ſin 
adelige Slægt, med en borgerlig Pige, ogſaa heri en Særs 
ling. Efter Kong Frederik ben Andens Begjering holdt han 
i Slutningen af næfte Aar, 1574, nogle Forelæsninger for 
unge Adelsmænd, ſom han begyndte med en Indledning 
om be mathematiſte Videnſtabers ide og Verd. Næfte 
Foraar foretog han en ny Udenlandérejfe, og beſogte Land⸗ 
greve Vilhelm af Hesſen, ber felv var en ivrig Dyrfer af 
Aſtronomien, og ſom anbefalede ham til Frederif ben Anden. 
Gan beſogte Sweit og Italien, og agtede at nedſette fig i 
Baſel; men Kongen vilde iffe tabe en Mand, ber allerebe 
giorde Danmark faa megen Ære, og forleneve ham med 
Øen Hven. Han begyndte i Auguſt 1576 Opførelfen af 
Uranienborg og Stjerneborg, hvormed forbandtes Anlæg af 
en Papirsmolle, Bogtryfferi, o. desl. Dette var uden 
Tvivl bet [yffeligfte Tidsrum i hans Liv. Omgivet af hen= 
givne Difciple levede han paa fin Ø, uden at deltage i 
Politik, ſom han aldrig havde yndet, ene for fin Videnſtab, 
og enſede lidet Adelens Tilbojeligheder, Drik og Elſtov, 
Spil og Jagt, ber albrig havde fængflet ham, endnu mindre 
ben Spot, ber ſtundum møbte ham og hans videnſtabelige 
Sysler, fom en Adelsmand uværbige. (Elegia in Uraniam). 
Heller iffe fatte han Pris paa fit Adelſtab, Nedſtamningen 
fra Braher og Bilder: 
Nil tamen his moveor. Nam quæ non fecimus ipsi, 
Et genus et proavos, non ego nostra voco. 
3 be 21 Mar, han levede her, anvendte han til fine Byg= 
ninger og Inbretninger, foruden ben rigelige fongelige Under⸗ 
ftøttelfe, ber tilflod ham, over en Tønde Guld af fine egne 
Midler. 1582 ubtænfte han bet Verdensſyſtem, ber bærer 
hans Navn; 1595 fif han fin Himmelglobus færdig, hvorpaa 
ber havde været arbejdet i 25 Aar. Hæbret af fremmede 
15 





226 Det larde Tiderum. Matfematif og Ufronomi. 


Konger, Fyrfter og Lærde lod han flere af fine Stifter 
tryffe paa Uranienborg. Under. Frederil den Auden blev 
han derhos paa mange Maader begunftiget; men allerede 
under Wellemregjeringen i Chriftian den Fjerdes Minbre= 
aarighed begtyubte ;Regjeringens Maade at ſorduntles; og 
efter Song Jakob ben Forſtes Beſeg paa Hven 1500 er bet 
Hart, at han var misfornøjet med Forholdene iſit Febre⸗ 
Tand, og ſtolt ſom han var tvøftedesfig med, at hele Berden 
ſtod ham aaben og Himlen havde. han overalt. (omme søolum 
forti patria, et cælum undique: supra est)… Der var op⸗ 
lommen adſtillige Fortredeligheder med Bonderne paa Hven, 
ſom klagede over Undertryllelſe. Thge Brahes Orthodori 
ſynes heller ille at have veret vel funderet; ben Præft, han 
havde antaget, udelod Exorcismmen ved Daaben. Hans Sind 
ſynes ogſaa at være bleven forbittret ved ben Sag, ber 
førtes for Konſiſtorium imellem ham og Kannifen i Lund, 
Gellius Saſcerides, ber i flere Aar havde været i hans Hus, 
forlovede fig med hans Datter Magdalene, og, til ſtor 
Sfandal, flog op med hente. Rigshofmeſteren Chriſtopher 
Vallendorf var i det mindſte iffe hans Ven. De Forleninger, 
han efterhaanden havde faaet, bleve ham efterhaanden fra= 
tagne. Avind forfulgte ham. 1396, da han havde miftet 
ben aarlige Underſtottelſe m. m., ſtrev han: 
Ut me turbet Eris, turpisque calumnia turpet, 
invidiam superat spe melioris Eros. 

I Slutningen af ſamme Mar ſtrev han til Kansleren Chris 
ftian Fris, og bab ham udvirke hos Kongen, at denne 
vilde beſtjerme hang aſtronomiſte Indretninger og late ham 
beholde vet ham fratagne Len i bet mindſte til næfte Maj. 
Kansleren meddelte ham fort et Afſlag og Kongens Ord, at 
han iffe vilde anvende noget derpaa (ex regio ærario aliquid 
umptuum in istorum instrumentorum conservatioaem im- 





Tyge Brahe. 227 


pendere, sibi non esse integrum). Da opgav Tyge Brahe 
fit Fædreland. Forſt flyttede han med fin Familie over til 
fin Gaard (Vartov i Farvergaden). Det var i Slutningen 
af April 1597. 3 ſamme Maaned vare Kansleren Chriftian 
Fris og Arel Brahe fendte over til Hven, for at underſoge 
Bondernes Klagemaal, og Præjten paa Hven blev fat under 
Tiltale, forbi han ikke havde holdt fig Ordinanſen efterrettelig 
med Daabens Ord. Han blev derfor forvift med Kongens 
Ugunſt; faa og fordi han iffe havde ftraffet og paamindet 
Tyge Brahe, ver i atten Aar iffe havde været til Gudsbord, 
men med en Biflopperfte ligget i et ondt Levnet. Saa kaldte 
man hans Huftru, fordi hun var af borgerlig Fodſel, endſtjondt 
be uden Tvivl vare ægtevicde og hun førte ham otte Børn. 
Medens Tyge Brahe var i Kjøbenhavn, ſendte Chriftopher 
Valkendorf to Mænd til Hven, for at underſoge de aſtro— 
nomiſte Indretninger og Inftrumenter. Den ene var ben 
mathematiſte Profesſor Thomas Finke. De erklærede, at 
Tyge Brahes Inſtrumenter vare nogle unhttige Redſtaber 
og Indretningen paa Hven en ſtadelig og altfor koſtbar Ku⸗ 
rioſitet (ii autem, vulgari duntaxat sphæræ cognilivne im- 
buti, et, qui organa vocarentur, usurparentur, inservirent, 
nescii, ila locuti ad graliam sunt, ut declararint, Tychonis 
studia nihili omuino pendenda, ac esse non modo inutilia, 
sed noxiæ etiam curiosilatis, efter Gasſendi). Saa led 
Valkendorf ved Byfegden i den fraværende Konges Navn 
Tyge Brahe forbyde at fortfætte fine Obfervaticner paa et 
Taarn, man havde overladt ham paa Veſtervold, og be 
chymiſte Øveljer han foretog i fin Gaard i Farvergaden. 
Da ſejlede Tyge Brahe til Roſtock; og ftrar blev hans bedſte 
Forlening ham frataget. Fra Roſtock ſtrev han den 10 Juli 
1597 til Kongen, hvorpaa han fil Kongens eget haarde, 
man kunde fige, uforſtammede Svar af 8 Oktober, ber i 
16* 





228 Det færde Tiderum. Mathematit og Afronomi. 


alt Fald vidner om Kongens højefte perſonlige Unaabe. 
Brevet var vet ſamme ſom en Landsforvisning. Der fore 
fommer til Slutning ben Yttring> Bi derhos Os erindrer, 
Hvorledes du adſtillige Snaf om vor, fjære Herre Faber 
haver iblandt Epiſtler ladet udgaa, dig felu til Forvid og 
Forkleinering.“ Noget ſaadant maa verre forebragt Kongen, 
og have vaft hang. perſonlige Moillie. Da Peſten udbredte 
fig i Roſtoch, drog Tyge Brahe til Statholderen i Holſten, 
ben lærde Henrik Rautzow, ben overlod ham Slottet Wandes ⸗ 
borg (Wandsbelh), hvor han. atter i Oltober beghndte fine 
Obſervationer, og fatte fit Bogtrykleri i Gang Her udgav 
han 1598 en Beſtrivelſe ober ſine Iuſtrumenter og Byg⸗ 
ninger, ſom han tilegnede Keiſer Rudolph ben. Anden. Kej— 
ſeren indbød ham til fig med Anſcettelſe ſom hans Mathema⸗ 
tifer; han modtog Tilbudet, og kom til Bohmen i Midten 
af Aaret 1599. Saaledes var Tyge Brahe da for beſtandig 
ſtilt fra fit Fædreland; men Livet i Prag var nok iffe ſynderlig 
hyggeligt, og bet varede helfer iffe længe. Kejſeren overdrog 
ham at forbedre be Pruteniſte (be preusſiſte af Kopernicus 
forfattere) aſtronomiſte Tavler, men Tyge Brahe foreſtillede, 
at bette grundigere og hurtigere vilde ſtee, naar Kejſeren 
paa nogle Aar vilde kalde den bekjendte Aſtronom Keppler 
til Prag. Kejſeren bifaldt bet, og Tyge Brahe indbod ham. 
Keppler kom, han ſtulde være Tyge Brahe underordnet, 
men be pasſede iffe ſammen. „Tycho, ſtrev Keppler til fin 
Lærer Mäſtlin, er en Mand, fom man iffe fan leve med, 
uden at udfætte fig for de ſtorſte Fornermelſer.“ Keppler 
var heftig, han forløb fig og maatte gjøre Afbigt. Og hvor 
meget kunde ifte forbittre Tyge Brahes Sind, og gjøre ham 
endnu vanffeligere, end han af Naturen var. En ftor Sørg 
var det for ham, at hans Medarbejder iffe vilde gaa ind 
paa bet Verdensſyſtem, ſom nu engang var blevet ham fjært; 


Tyge Brahe. 229 


»hver elffer fit,” ſtrev Keppler i Randen paa et af fine 
Skrifter i denne Anledning; men enhver Jagttagelfe paa 
Obſervatoriet overthdede ham om, at Tyge Brahe havde 
Uret og Copernicué Ret. „Jo mere, figer han, Tycho Brahe 
ærgrer fig derover, befto mere glæber jeg mig.” Forgjæves 
føgte Tyge Brahe at redde ſit Syſtem; han bab Keppler at 
inbrette fine Forklaringer af Fenomenerne efter bet, han maatte 
føje fig og iffe tage bet faa nøje med nogle Minuter; endog 
paa fit yberfte bad han derom. Forgjceves. Saa ſtuffede 
alt ham. Dette Forhold blev endnu værre ved Familielivet. 
Kepplers Kone var ogſaa af Abel, og hun mente, at hun 
var ligeſaa god fom Tyge Brahe. Begge Mænd leve des— 
uden ved Forholdet til Kejſeren, ber albrig havde Penge. 
Ja, bet gaar aldrig ben godt, ber ſlaar Haanden af fit 
Fæbreland, hvis der ellers er noget gobt i ham. Kun Døden 
lunde loſe Knuden, faa at begge disſe ypperlige Mænd, hver 
paa fin Maade, kunde blive fri. Tyge Brahe døve i Prag 
ven 24 Oktober 1601. Han havde været i Selffab hos en 
Miniſter og af Undſeelſe holdt Urinen; deraf udviklede fig 
hang Dodsſygdom. Den var ſmertelig; men naar han fra 
fit Delirium vendte tilbage til Bevidſthed, gjentog han ofte: 
at jeg iffe ſtal have levet forgjæves (ne frustra vixisse videar). 

Det Verdensſyſtem, fom Tyge Brahe udtenkte, har iffe 
holdt fig, faa livet fem dets Grunde, hvoriblandt var, hvad 
ogſaa flere af hang Samtidige yttre, at ben plumpe dorſte 
Jord iffe var fliffet til den tredobbelte Bevægelfe, ſom Co— 
pernicus vilde tillægge den, og ſom derhos ſtred mod ben 
hellige Skrift. Heller iffe opgav han ben Tillid til Aſtro— 
logien, ſom han delte mev fin Samtid, hvor ofte den end 
Blev ſtuffet, ſom ben Gang da han i Roftod 1566, i fuld 
Tro til fin Videnſtabs Ubedragelighed, lod offenlig opſlaa 
nogle Hexametre om Maaneformorkelſen ben 28 Oltober, i 








230 Det færde Tidsrum. Mathematit og Ufronomi. 


hville han ſpaaede ben tyrfifte- Kejſer Solimans Dør. Spaa- 
bommen gift Opfhldelſe, men forud, thi Kejſeren var dod, 
førend Formorkelſen indtraf. Heller) ille tænfer nogen mu, 
uden for Spøg, paa Tyge Brahes Dage. Men i Ajtrono= 
miens Hiſtorie er hang Minde uforgjængeligt: Hans Jagt⸗ 
tagelſer dannede em ny Epoche; han renſede bem fra Re— 
fraltionens Fejl: Han efterlod en Fortegnelſe over Fix⸗ 
ftjernerne, nøjagtigere end de hidtilverende. Gan" opdagede 
Maanens Bariation og” flere Egenheder ved bene "Bane: 
Gan godtgjorde, at Kometerne ille vare Meteorer ivor 
Atmosfære, men Himmellegemer. Men vigtige” vare iſcer 
hans Uddannelſe og Opfindelſe af be aſtronomiſte Inſtru⸗ 
menter, og be med dem i mere end 30 Aar gjorte Jagttagelfer 
af Planeternes Bevcegelſer. Efter hans Dod opſtod ber em 
ny Tvift imellem hang Arvinger og Keppler. Keppler, ber 
nu frit kunde bevæge fig, og ſom indſaage Vigtigheden af 
disſe Jagttagelſer, vilde have dem; Arvingerne og Longo— 
montan paa bereg Vegne nægtede ham Adgang dertil. Endelig 
maatte de udlevere ham dem til Brug paa Obſervatoriet. 
Ved at forbinde dem med ſine egne opdagede han, at Planeten 
Mars bevægebe fig i en Ellipſe, i hvis ene Brendpunkt 
Solen fab, og bekjendtgjorde denne fin Opdagelſe 1609 
(Astronomia nova). Den forſte Kepplerſte Lov var funden, 
og uden Ophold ſtred Vivenffaben fremad. J Tilegnelſen 
af fit Sfrift til Keiſeren omtaler han ogſaa Tyge Brahe: 
„Hidtil kunde Aſtronomerne iffe faa Bugt med Krigsguden, 
men ben fortræffelige Hærfører Tycho har i tyve Aars Natte⸗ 
vaagen iagttaget hans Krigslijter, og ved Hjælp af Moder 
Jords Løb omgif jeg alle hang Krumninger.“ Tyge Brahes 
Fejltageljer forfvinde ſaaledes ganſte ved Siven af hang 
rene videnſtabelige Sands; hang Vervensfyftem hindrede 
ham iffe fra at anftille Jagttageljer, „der i Nojagtighed 





Tyge Brafe. 231 


overgik alt hvad ben praftiffe Aſtronomi til ben Tid havde 
frembragt,” og paa denne Grundvold opførtes ben nyere 
Aſtronomi: Tyge Brahe gav Jagttagelfen, Keppler udledte 
Loven, og Newton opfattede Lovens Grund. Ved et høj» 
tibeligt Jubilæum hædrede Kjøbenhavns Univerfitet 1663 
Tyge Brahes Fortjenefter, og Rasmus Bartholin opmuntrede 
ved Fornyelfen af hang Minde be Studerende til flittigere 
end hidtil at betragte Himlens Bevægelfer (Consideratio astro- 
nomica conjuncuonis magnæ Saturni et Jovis anni 1663); 
og endnu ftaar han vel for de Studerende, fom for menig 
Mand, i det mindſte fom et fjeldent Meteor i Fædrelandets 
Hiſtorie. 

Kilderne hos Nyerup. Blandt dem er Gasfendi en af de 
vigtigfte, og handler tillige om hans Obſervationer. Foruden Dån. 
Bibl. 9, 229 ogſaa i 3 Stuͤck hans Brev til Vedel fra Aaret 1599 
om hans Skjabne efterat han havde forladt Danmark. Af D. Mag. 
og Dån. Bibl. beſtaar Weſtrits (Mengels) Lebensbeſchreibung. Kph. 
1756 —57. Derhos: Moller, Cimbria liter. 2, 103, udførlig efter 
alle den Gang befjendte Kilder; jf. 3, 250. Niceron durch Baumgarten, 
11,217, med Henvisning til Kilderne. P. Refen, Synopsis vitæ Ty- 
chonis Brahe, i Henning Witte, Memoriæ Philosoph. Decas 1, Sven 
Bring, Monumenta Scanensia, S. 234 (om T. Brahes Giftermaal 
med Chriſtine 1573, hvilket omtvivles; men Stedet felv vifer det 
ugrundede deri). O. Bolffs Hiſtor. Ordbog, 11, 118. Bangs 
Saml. 2 B. (af Malthe). P. Pederfen, Thcho Brahes Liv og 
Levnet, udg. af Trykkefrihedsſelſt. 1838. 

See ogſaa, foruden Käſtner, Geſch. der Mathematik 2, 377, 
Bosfut, Geſch. der Mathem. dur Reimer, 2, 70. 81. Bumboldt, 
Kosmos, Schumachers Overf. 2, 284. 3, 56. 90. 92 og Anm. 
3, 3. Freih. von Breitſchwert, Joh. Kepplers Leben und Wirken. 
Stuttgardt 1831. D. E. F. Apelt, Joh. Kepplers astronomische 
Weltansicht, Leipz, 1849, 4. 0. lign. Str. 

Om Tyge Brahes Obfervationer i Haandſtr. paa det Kongel. 
Bibl. fre Werlauff, Bibliothefshijt. S. 50 med Tillæg og S. 195. 

Facfimile af hans Haandftrift i Schumacher, Observatio- 





232 Det lærde Tidsrum, Mathematit og Aftronomi. 


nes Cometæ anni 1585 Uraniburgi habitæ a Tychone Brahe; 
Altonæ 1845. 4, 

Hos 08 har ifær J. & Heiberg. fornhet T. Brahes Minde: 
Ogſaa de Svenffe have tænft paa ham. Sce Fornlemningar af 
Tycho Brabes Stjernebørg och Uranienborg pås in Hvén, afz 
tickte åren 1823 och 4824. Stockh. 1824: 

Af Tyge Brahes, Skrifter kunne adſtillige ogſaa have Interesſe 
for andre end Aſtronomer. Blandt andre: 

De nova et nullius ævi memoria prius visa stella, iam 
pridem Anno a nato Christo 1572 mense Nouembrj primum 
conspecta, contemplatio mathemalica. Hafa. 1578. 4. Foran 
findes Joh. Pratenfis' Brev og T. Brahes Svar Stjernens aſtro⸗ 
logiſte Betydning har ogſaa fit Affnit. Bogen indeholder tillige 
andre markelige Ting, deriblandt Elegansvin Vraniam eletia 

Tychonis Brahei de. Diseiplinis Mathematicis øratio puhiet 
recitata in Academia Haffnensi anno 1574 setnune primum 
edita. Cui additur Orationum et sacrarum Homiliarum in eadem 
Academia habitarum decas una, studio et opera Cunradi Aslaci 
Bergensis. Hafniæ 1610. Bogen er tilegnet Sten Brahe til Knud⸗ 
ftrup, Tyges Broder. Derpaa følger en Metaphrafis af Davide 
forſte Pſalme, forſt paa Latin, faa paa Graſt. Hvad der her 
vedfommer os er Tyge Brahes Tale ved Begyndelfen af hans Fores 
læsninger. Han begynder med Mathematifens to Dele og deres 
Dyrkning hos de Gamle, Den guddommelige Plato vifte alle dem 
Bort, der vare ufyndige i Geometrien, ſom uſtikkede til at fatte Re— 
ften af Filoſofien. Arque hine factum esse judico, quod veteres 
philosophi ad tantum eruditionis fastigium conscenderiut, 
quod Geometria å prima pueritia imbuti erant, dum nos 
plurimos, eosque optimos adolescentiæ annos Grammatice 
et lingvarum studiis, que hi å matre vullo negotio hause- 
runt, infeliciter impendimus, Derfra gaar han over til Aſtro⸗ 
nomien, dens Oprindelfe og Ypperlighed; omtaler fort dens Hiſtorie, 
det Copernicanſte Syſtem og den tredobbelte Bevægelfe, ſom det 
tillægger Jorden. Han fører Beviſer for Aſtrologiens Paalidelighed 
af Guds Visdom; ſtulde han have ſtabt disfe Stjerner for intet 
med deres kunſtige Bevægelfer; nej, De fere ſtabte for Menneſtenes 
Skyld, til Tegn for dem. Fremdeles: der er Mnalogi imellem det 








Tyge Brahe. 233 


menneſtelige Legemes fyv Govedlemmer og de fhv Planeter: Øjertet 
Solen, Hjernen Maanen, Leveren Jupiter, Nyrerne Venus, Lungen 
Merkurius, (etc.) Men faa fan ingen med fund Sands (sanæ mentis) 
mægte, at de himmelſte Legemer have Indflydelſe paa de menneſtelige. 
Og det befræftes ved Erfaringer. Slutningen oplyſer hvad hans 
Forelæsninger flulde gaa ud paa, nemlig Aſtronomiens anden Del, 
Planeternes Bevægelfer, ex Tabulis Prutenicis (ete.) (jf. Ryerup, 
Univerfitetet, S. 47). 

Tychonis Brahei Dani Astronomiæ instauratæ progymnas- 
mata. Quorum hæc Prima pars de restitutione motuum Solis 
et Lunæ Stellarumque inerrantium iractai. Et præterea de 
admiranda nova stella Anno 1572 exorta luculenter agit. Xldſte 
Udgave 1602 (Nyerup far 1603). 4. og 1610. 4. Excudi 
primum cæpta Vraniburgi Daniæ, ast Pragæ Bohemiæ absoluta. 
Af Arvingerne tilegnet Rudolph den Anden. Heri hedder det, at 
T. Brahe, foruden det han havde af Kongen, pan disſe Studier 
anvendte ex proprio peculio ultra centena thalerorum millia. 
Ifolge det tillagte Appendix er Bogen ſtreven imellem 1582 og 
1592, og fenere noget tillagt, andet omtrykt. Som anden Del af 
dette Værk er at betragte De mundi ætherei recentioribus phæ- 
nomenis. Liber Secundus, Vraniburgi 1588. 4. Samt med 
ſamme Titel: Excudi primum cæptus Vraniburgi Daniæ, ast 
Pragæ Bohemiæ absolutus. 1610. 4. (Om Kometen 1577). 

Epistolarum astronomicarum libri, Quorum Primus hie 
illustr, et laudat, principis Gvlielmi Hassiæ Landtgravii ac ipsius 
Mathematici Literas vnaque Responsa ad singulas complectitur, 
Vraniburgi 1596, 4. J Fortalen taler han om fine Inftrunienter 
og Arbejder, og hvad han i 20 Aar har præfteret; udforligere Be⸗ 
ſtrivelſe med Afbildninger af ven, Uranienborg etc. fintes S. 219 
paa Tyſt, S. 231 paa Latin. Brevene ere fra 1587 til 1596, 
og indeholde mange Oplydninger til hans eget Liv og Virkſomhed, 
ſamt Forholdet til andre Mænd; ſaaſom S. 74 Yttringer om Cos 
pernicus og hans Epftem; S. 104 Anbefaling for Gellius Saſcerides 
1588; €. 115 Falk Gjs, in latinis et græcis literis eruditissimus”; 
6. 149 om Ursus Dithmarsicus (Reimar); S. 168 om Papir⸗ 
møllen, fom han vilde bygge, i Movember 1589; &. 199 i Auguſt 
1591 om Regjeringsraaderne; hvorledes han lever privat paa fin 





234 Det lærde Tiderum. Mathematit og Ufronomi. 


O uten at blande fig i Politik, ſom han aldrig har holdt af; Frygt 
for Fremtiden, men med Guds Hjælp vil han fee alt æquis oculis o. ſ. v. 

Astronomiæ instauratæ Mechaniea. Wandesburgi 1598, fol. 
Noribergæ 1602. fol, Det er hang Inſtrumenter med kolorerede 
Kobbere og Forklaringer, ſamt hans Portræt, Kort over Hven og 
Tegninger af Uranienborg. Ogſaa om hans Levnet og Virkſomhed, 
hvad ban hidtil bar udrettet og hvad der endnu ſtaar tilbage. 

Et danſt Vers af T. Brahe, der fan tjene. til Prøve paa hans 
danſte Poeſi, ev trykt iD. Mag. 3, 19. 

Tyge Brahes Soſter Sophie Brahe (f. 1556) hvis 
Liv er lige romantiſt ved Lerddom og Kjærlighed, var endnu 
ſom Ungmø, efter Tyge, Brahes. egne Ord, fin Broder bes 
hicelpelig med at iagttage en Maaneformorkelſe i Dec. 1573, 
thi ſaadanne Ting Havde hun af Naturen Lyſt til. Hun 
blev gijt med Otte, Thott til Crifsholm i Skaane; beres 
Søn var Tage Thott. Paa Uranienborg forlovede hun fig 
med Erik Lange fra Engelsholm i Jylland. Begge fatte 
deres Midler til paa Kemi. Hun vilde brage til fin Broder 
i Prag, men han var allerede dod. Efter tolv fange For— 
lovelſesaar ægtedve hun udenlands Erik Lange 1602, og 
giennemgik mange Øjenvorbighever, indtil hun efter hang 
Dod venbte tilbage til Crifsholm, og levede hos fin Søn. 
(f 1643, iffe 1648). Alchymiſten Eril Lange ffal have bygget 
Latinſtolen i Horſens 1589. 

Blandt Tyge Brahes Difciple ere følgende ifær befjendte : 

Peder Jakobſen Flemloſe (f. i Flemloſe i Fyn 
omtr. 1554) drog fom mange anbre til Hven, for at uddanne 
fig „og lod fig paa ti ſamfulde Mar bruge i T. Brahes 
aſtronomiſte Obſervationer, medicinſte og pyronomiſte Sager 
eller chymiſte Deſtillering“; nemlig otte Aar paa Hven og to 
Aar udenlands. Paa Hven forfattede han et danſt Skrift, 
en jordiſt Aſtrologi om Vejrets Kjendetegn, trykt "i Tyge 
Brahes Bogtryfferi paa Hven af Hans Gaſchiz, Bogprenter 





Peder dlemloſe. Chriſten Longberg. 235 


Paa Uranienborg, 1591. Kong Frederik den Anden havde 
nemlig ftor Lyft og Attraa til at vide og forfare Sammen⸗ 
hængen med Vejrligets Foranbringer, og havde felv, naar 
han vandrede eller var paa Jagt, gjort Jagttagelfer derover ; 
han befalede ba T. Brahe, at han af fine Bøger og egen 
Erfaring ſtulde ſtrive Kongen en Bog derom; men da han 
felv havde højere Studier og Idretter at varetage, paalagde 
han Flemloſe bet. Kongen døbe imidlertid før Bogen blev 
færbig. Da Flemloſe havde forladt Hven, praftiferebe han 
fom Læge, og var i nogle Aars Tid Medicus hos Arcel Gyl- 
benftjerne, Statholder paa Axelhus. Han fil af Chriftian 
ben Fjerde et Vifarie i Roeskilde Kapitel; men da han laa 
i Kjøbenhavn, for med kongelig Underſtottelſe at tage til 
Baſel, hvor han vilde tage Doktorgraden, dode han haſtig 
1598 (eller 1599.) 

Cort Arelfen, Conradus Aslacus, allerede omtalt 
ved Theologien og Filofofien, fom i Huſet hos Tyge Brahe 
paa Hven 1590, men rejfte udenlands 1593; og har udgivet 
aftronomifte Sfrifter paa Latin. . 

Elias Olſen Morfing, Elias Olai Cimber, var 
ligeledes Amanuenſis hos Tyge Brahe, men om hans Levnets⸗ 
omftænbigheber er intet bekjendt. 

Den berømtefte af Tyge Brahes Lærlinge er Chriſten 
Sorenſen Longberg, Longomontanus, (f. i Landsbyen 
Longberg af ſimple Bonderfolk 1562). Da hans Faber dode 
1570, tog hang Farbroder Jens Povelſen fig af ham, men 
ba han ingen Formue havde til at lade ham ſtudere, raadte 
Han ham til at tage hjem til fin Moder og med fine Soſtende 
at beførge hendes Avlsdrift. Ved at overhænge fin Moder 
fil han bog Lov til om Vinteren at faa nogen Undervisning 
hos Præften, men om Sommeren maatte han vende tilbage 
til Bondegjerning. Ved Pinſe 1577 tog han endelig fine 





236 Det larde Tidsrum. Mathemotil og Aſftronomi. 


Bøger, befalede fig Gud i Vold, og vanbrede, uden fine 
Slægtninges Vidende, be tolv Mil til Viborg. 3 Viborg 
Sfole gif han i elleve" Mar, og færte, foruden be jæbvanlige 
Slkolekundſtaber, Beghndelſesgrundene af Mathematiffen af 
Matthias Hvas, ber veb ben. Tid fom hjem fra Witten⸗ 
berg. Ser og tyve ar gammel form. han 1588 til Univers 
fitetet, og vandt Profesſorernes Yndeſt, ſaa at be næjte Mar 
anbefalede ham til Tyge Brahe, hos hvem har var paa 
Hven indtil 1597 (,0ctemuali assistentia”). Han fulgte 
ham forſt til Wandsbet, ſiden til Bohmen, hvor han opholdt 
fig et Aar om. Derhos beſegte han flere af Tyſtlands 
Univerfiteter, og blev. Magifter i Roſtock. Paa flere Steder 
føgte man at beholder ham, og Kejſer Rudolph vilde endog 
have ham til Tyge Brahes Cfterfølger; men han foretrak 
fit Fedreland. Han blev Reftor i Viborg 1603, Prof. ved 
Univerſitetet 1605, i Mathematiffen 1607. Det var, efter 
hans egen Bemærfning, Chriftian Fris til Borreby, ber 
laldte ham tilbage til Aſtronomien, gav ham i to Aar Ophold 
i fit Hus, og tilligemed Kansleren Chriſtian Fris udvirkede 
hans Anfættelfe ved Univerfitetet. Fra 1609 af udgav han 
en Ræffe af latinſte Diſputatſer, og efterhaanden flere ftørre 
mathematiſte og aftronomiffe Skrifter. Han var gift med 
Dorothea, en Datter af Jeſper Berteljen eller Bartholin i 
Malmø (f 1637). Selv dede han 1647 og blev begravet 
i Frue Kirke. Han naaede iffe fin Lerers Beromthed, men 
vandt bog et ftort Navn, hvilket Prof. linguæ græcæ Meſter 
Hans Chriftopherfen har udtrykt i et Anagram: M. Chri- 
stianus Severinus Longomontanus Cimber indeholder nemlig : 
Astronomus magni vere es nunc inclitus orbis. 

Sophie Brahe: D. Mag. 2, 194. 3, 12, 24. 4, 270. 271. 
P. J. Resenii Inscript, Hafniens., S. 410. 0. fl. hos Nyerup. 
Hendes udførlige og ſtjonne latinſte Digt til Erik Lange er udgivet 


Peber dlemloſe. 237 


af Peder Refen, aftrykt hos Schsnau, &. 238. Hun har ogſaa 
efterladt Slagtebsger. Erik Langes Soſter Margrete, + 1622, gift 
med Jens Kaas til Borgaard, og fiden med Tyge Brahes Broder, 
Knud Brahe, har overfat nogle gudelige Skrifter af Franſt. Blandt 
Damerne i Tyge Brahes Hus var da ogſaa Live Lauridsdatter, der 
fun indtog en tjenende Stilling, men beftjæftigede fig med Medicin, 
Chirurgi, aftrologiffe Spaadomme, o. desl., og ugift opnaaede en 
Alder af 123 Aar. + i Kjøbenhavn 1698. (Nova liter, maris 
Balth, 1698, &. 142. Käſtner, Geſch. der Mathematik, 2, 408. 
Bircherods Dagbøger, S. 344. 350.) 

Peder Jakobſen Flemlsſe: D. Mag. 2, 206. Et Styhtkke af 
Fortalen til hans Aſtrologi er aftryft &. 272. Samt Fortalerne, 
T. Brahes (under Flemføfes Navn) og Longbergs foran Elementiſk 
og jordiſt Aſtrologi. Kbh. 1644. Longbergs Fortale figer, at 
Flemlsſe døde paa Rejfen til Bafel i Kjøbenhavn for fem og fhrre⸗ 
tyve Mar fiden. | Denne Fortale er ſtreven den 13 Dec. 1643. 
Sommelius 2, 417. 

Denne Mands Skrifter ere nu fan fjeldne, at de her nærmere 
maa omtales: 

Æcloga de eclipsi solari anno 1574. mense Novembri 
futura, et tempore plenilunij ecliptici anno 1573. conspecti, 
Succularum (Hyadernes) ortu obiter descripto, breuique Melibæi 
pastoris querela, qui de funesta sui gregis clade conquerens, 
defectus luminarium in cælo præuia esse signa filij Dej ad 
iudicium venturi, interpretatur, Hvic addita esi precatio ad 
Devm, pro conseruatione elementaris regionis tempore propositi 
Solis deliquij. Autore Petro Iacobo Flemlossio. Hafniæ 1574. 4. 
( Gjelmſtjernes Samling). Paa Titelbladet en Tegning af Fors 
morkelſen. Tilegnet Tyge Brahe. Hvad Titelen allerede forkynder, 
bekræfter Tilegnelfen ydermere. — Disſe Himmelens Begivenheder, 
Solens Formørfelfer, ere betydningsfulde. — Quæ etsi veras in 
natura caussas habent, certisque motuum cæli legibus fiunt: 
tamen non sunt superbé ridenda, tanquam &onuov quoddam 
aut iuxta Epicureorum decreta temerè aspernanda. Præsertim 
cum nos de magnis et gravissimis rebus admoneant, nempå 
de ira Dej aduersus peccatum et de tristibus pænis hoc conco= 
mitantibus, Nam procul dubio hæc stupenda naturæ miracula 








238 Det lærde Tidsrum. Mathematik og Aſtronomi. 


in sublimj cælo ideo maximé in prima omnium rerum con- 
ditione diuinitus ordinata sunt, atque hominum conspectui 
manifesit obiecta: vt essent indices irascentis Dej, ac minantis 
digna supplicia his, qui securé in enormibus delictis perseue- 
rant: præuiaque signa tristium, quas peccando attrahimus, cala- 
mitatum. Dette oplyſes nu ved hiftoriffe Exempler, blandt andet ved 
Formorkelſen 1502, hvorpaa der i to Aar fulgte: blodige Krige, o. f. v. 
Men hvor ofte det end har truffet ind, vil næppe nu nogen tro pas, 
hvad han mener ingen Kriften bør tvivle om, at vore Bønner kunne 
forandre Naturens Love, posse cælestia fata a Deo mitigari, auerti 
et tolli ad pias preces. Slutningen af Eclogen, en Samtale 
imellem Moeris og Meliboeus i latinſte Hexametre, gaar ud paa, 
ſom Titelen figer, at Formorkelſen er Varſel for Kriſti Somme. 
Slutningsbonnen er groſke Hexametre. Det aſtronomiſte Indhold 
er, ſom heraf ſees, ubetydeligt. 

En Elementiſch oc Jordiſch Astrologia Om Lufftens forandring 
oc hues der vnder begribis, tagen aff de Tingeft ſom for Dane 
fees oc forfares, ve huer mand letteligen kand af merde oc tilforn 
vijde: Huilcken holder paa alle Aar ret oc er vdi alle Land gaffnlig. 
Tilſammen dragen aff Peder Jacobſon Flemlss, paa Hucen. (Ned 
T. Brahes Portræt paa Titelbladet). Vraniborg 1591. Kbh. 1644. 
En fjelden Bog. Ancherſen forærede et Exemplar deraf til det Danſte 
Selſkab. Der findes tv Exemplarer i Hjelmſtjernes Samling; begge 
folge hinanden Side om Side, Linie for Linie, ja Bogſtav for Bogs 
ftav uden mindſte Afvigelfe, endog med ſamme Trykfejl; men i ht 
ene mangler Titelblad, Fortale, Wrevers, og Begyndelſen af Bogen 
felv, nemlig Indholdsangivelſen, der findes i det andet, ſom er Longs 
bergs Udgave eller Aftryk fra Aaret 1614. J forſtnævnte Exem⸗ 
plar mangler ligeledes den Slutning, ſom ſtaar i det andet: Forſt 
Tryckt paa Vraniborg. Cum Gratia & Privilegio. Anno 1591. 
Nu paa ny, Prentet I Kiobenhaffn M. DC. XXXXIV. Det førjte 
ev vel da den oprindelige Udgave fra 1591, ſom fiden er forfynet 
med en ny Tilegnelfe af Boghandleren Jorgen Holſt, ny Fortale af 
Lungberg og den tilføjede Slutning. Imidlertid ſiger Jorgen Holt: 
at Bogen ofte af mange fornemme Foll er efterføgt, og dog ej var 
mangeſteds at bekomme; derfor har han, efterat den ham af en god 
Ven fom en ſynderlig Raritet var meddelt, taget fig fore paa fin 





Peber Flemloſe. 239 


egen Befoftning den at lade trykke. Det har han da gjort med en 
Nojagtighed, hvortil man i vore Dage ikke vil finde Mage. 

Flemlsſes Fortale er iffe fireven af ham felv, men Tyge Brahe 
bar, efter Flemlsſes Bortrejfe, dikteret og tilſagt Longberg den, under 
Peder Flemlsfes Ravn. 

Bogen indeholder lutter Kjendetegn paa Vejrets Forandringer, 
tagne af Solens og Maanens Udſeende, Luften, Vandet, Dyrene o. f. v. 
Det er en flor Samling af Erfaringer, fremftillede uden overtroiſte 
Tilſetninger, og derfor og formedelft fin Sjeldenhed fortjener den 
uden Tvivl at optrykkes. F. Cr. 

Er der en blyfarffuit, morck eller rodactig ring om Sulen, 
eller hof hinde, et eller flere Solulffue blegactig farffuede, naar hun 
et nys opgangen, eller vil ſtrax gaa ned, da er der Hegn eller Bleſt, 
oc vndertijden begge ſſes (Slags) for haanden. 

En Solulff er, naar der ſtaar en moget jeffn oc allewegne ens 
tyd oc tet fin, ved den ene, eller flere ſijder hoß Solen, huilcken 
anmanumer lige fom it Spegel Solens Glang oc Skin til fig, faa 
det finnes for Menniſken, at vere Solens billede oc effterlignelfe. 

Saadant fees ocſaa ſomme tijder hoß Maanen, oe fielden hoß 
de ſtorſte Stierner. 

— Ciunis der en krone met atflillige farffue, ſom vdi en Regnbue 
omfring brendendis Lius om Natten, oc deris eyene fom det feer, 
tre huercken aff druckenſtaff, eller anden vnaturlig flade forhindret, da 
tempereris oc vendis Lufften til Fuctighed. 

— Om det murler, knager eller brøler hult i Marcken oc Luff⸗ 
ten, oc der fornemmes ingen Aarſage der til, da horis der it vig 
tegen fil ſtormendes Regn. 

— Naar loff, dun oc andre ſaadanr eingefte, flye hid oc 
did vdi ſtille Wairligt, da haffue de ſtormens tegen met dennem. 

— Driffuer ſpindelweben, oc anden ſaadan flock, wordentlige 
hid oc did i Lufften, foruden nogen vig Aarſage, da ere de ſtormens 
met Regn blandet viſſe forlobere. 

— Diſligeſte Bierne, naar de ſamble oc fatte (maa Sandſtene 
met deris beene oc fødder, til at betynge fig met, da frycte de den 
næruerendis Storm, fom ſtrax kommer. 

Flemloſes DOverfættelfe af Mufæi Skrift om den melantoliffe 
Djævel, 1575, omtales i næfte Afſnit. 





2383 Det lærde Tidsrum. Mathematit og Aftronomi. 


in sublimj cælo idéo maximå in prima omnium. rerum con— 
ditione diuinitus ordinata sunt, alque hominum conspectui 
manifestå obiecta: vt essent indiees irascentis" Dej, ae minantis 
digna supplicia bis, qui securå in enormibus -delietis) perseue⸗ 
rant: præuiaque signa tristium, quas peceando attrabimusy cala= 
mitatum. Dette oplhſes nu ved hiſtoriſte Exempler, blandt andet ved 
Formorkelſen 1502; hvorpaa der i1tor Mar fulgte blodige Arige, o. ſv. 
Men hvor ofte det end har truffet ind, vil næppe nu nogen tro paa, 
hvad ban mener ingen Kriſten ber tvivle om, at vore Bonner kunne 
forandre Naturens Love, posse cælestia fata a Deo mitigari aueru 
et tolli ad pias preces. Slutningen af Eclogen, em Samtale 
imellem Moeris og Meliboeus i latinſte Gexametre, gaar ud par, 
fom Titelen figer, at Formorkelſen er Varſel for Ktriſti Komme 
Slutningsbonnen er graſte Gexametre. Det aſtronomiſte Indhold 
er, ſom heraf ſees, ubetydeligt. 

En Elementiſch oc Jordiſch Astrologia Om Lufftens forandring 
oc hues der vnder begribis, tagen aff de Tingeft ſom for Danen 
fees oc forfares, oc huer mand letteligen kand af merde oc tilforn 
vijde: Huilden holder paa alle Nar ret oc er vdi alle Land gaffnlig. 
Tilſammen dragen aff Peder Jacobſon Flemlos, paa Hucen. (Med 
T. Brahes Portræt paa Titelbladet). Vraniborg 1591. Kbh. 1644, 
En fjelden Bog. Ancherſen forærede et Exemplar deraf til det Danſte 
Selſtab. Der findes to Exemplarer i Hjelmſtjernes Samling; begge 
følge hinanden Side om Side, Linie for Linie, ja Bogſtav for Bogs 
ftav uden mindſte Afvigelfe, endog med ſamme Tryffejl; men i det 
ene mangler Titelblad, Fortale, revers, og Beghndelſen af Bogen 
felv, nemlig Indholdsangivelſen, der findes i det andet, fom er Long⸗ 
Bergs Udgave eller Aftryk fra Aaret 1644. J førftnævnte Exem⸗— 
plar mangler ligeledes den Slutning, ſom ftaar i det andet: Forſt 
Tryckt paa Braniborg. Cum Gratia & Privilegio. Anno 1591. 
Nu paa ny, Prentet JKiobenhaffn M. DC. XXXXIV. Det førfte 
er vel da den oprindelige Udgave fra 1591, ſom fiden er forſynet 
med en ny Tilegnelfe af Boghandleren Jørgen Holft, ny Fortale af 
Longberg og Pen tilføjede Slutning. Imidlertid figer Jørgen Holſt: 
at Bogen ofte af mange fornemme Folk er efterføgt, og dog ej var 
mangejteds at bekomme; derfor har han, efterat den ham af en god 
Ven ſom en fynderlig Raritet var meddelt, taget fig fore paa fin 





ever dlemloſe. 239 


egen Bekoſtning den at lade tryffe. Det har han da gjort med en 
Nojagtighed, hvortil man i vore Dage iffe vil finde Mage. 

Flemløfes Fortale er iffe ſtreven af ham felv, men Tyge Brahe 
Bar, efter Flemlsſes Bortrejfe, dikteret og tilfagt Longberg den, under 
Peder dlemloſes Navn. 

Bogen indeholder lutter Kjendetegn paa Vejrets Forandringer, 
tagne af Solens og Maanens Udſeende, Luften, Bandet, Dyrene o. f. v. 
Det er en ſtor Samling af Erfaringer, fremftillede uden overtroiſte 
Tilfætninger, og derfor og formedelſt fin Sjeldenhed fortjener den 
uden Tvivl at optrykkes. F. Cr. 

Er der en blyfarffuit, mord eller rødactig ring om Solen, 
eller hof hinde, et eller flere Solulffue blegactig farffuede, naar hun 
er nys opgangen, eller vil ftrar gan ned, da er der Regn eller Bleſt, 
oc vndertijden begge flæs (Elags) for haanden. 

En Solulff er, naar der ftaar en moget jeffn oc allewegne ens 
ty oc tet ſty, ved den ene, eller flere fijder hoß Solen, huilcken 
annanumer lige fom it Spegel Solens Glang oe Skin til fig, fan 
det fiunes for Menniſten, at vere Solens billede oc effterlignelſe. 

Saadant ſees ocſaa ſomme tijder hoß Maanen, oe fielden hoß 
de ſtorſte Stierner. 

— Ciunis der en krone met atſtillige farffue, ſom vdi en Regnbue 
omfring brendendis Lius om Natten, oc deris stene ſom det feer, 
tre huerden aff drudenffaff, eller anden vnaturlig flade forhindret, da 
tempereris oc vendis Lufften til Fuctighed. 

— Om det murler, knager eller brøler hult i Marcken oc Luff⸗ 
ten, oc der fornemmes ingen Aarſage der til, da horis der it vig 
tegen til ſtormendes Regn. 

— Naar loff, dun oc andre ſaadanr eingeſte, flye hid oc 
did vdi ſtille Wairligt, da haffue de ſtormens tegen met dennem. 

— Driffuer ſpindelweben, oc anden ſaadan flod, wordentlige 
hid oc did i Lufften, foruden nogen vig Aarſage, da ere de ſtormens 
met Regn blandet viffe forløbere. 

— Difligefte Bierne, naar de famble oc fatte ſmaa Sandſtene 
met deris beene oc fødder, til at betynge fig met, da fryete de den 
neruerendis Storm, ſom ſtrax kommer. 

Flemloſes Overfættelfe af Mufæi Skrift om den melankoliſte 
Djævel, 1575, omtales i næfte Afſnit. 








240 Det lærde Tidbérum. Mathematit og Aſtronomi. 


Cort Arelfen: De natura coeli triplicis libri tres. Sigenæ 
Nassov. 1597, tilegnet T. Brahe. (Athene 1818, &, 420.) 

Elias Morfing eller Cimber? Diarium Astrologicum et Me- 
tbeorologicum anni 4586. Et des comela quodam rotundø 
omnique cauda destilutø, qui amno proxime elapsø (1585) men= 
sibus Octobri et Nouemhri conspiciebatur — per Eliam Olai 
Cimbrum Nobili viro Tychoni «Brahe »im Astronomicis exereitijs 
inseruientem. Excusum im Officina Vranihvrgiea (1586 ſtaar 
under Tilegnelfen til den udvalgte Chriſtian, den 4.). 4. (Borm 
har gjort fo Skrifter deraf 

Chriften Longberg: Vinding,” S. 212. RNiceron durch Baum⸗ 
garten 14, 191. Tortalen til Flemløfes Aſtrologi, 1644. Nyerup, 
Univerfitetet S. 127. Portræt af Simon de Pas (efter Nyerup): 

Cyclometria ex Lunulis reciproct demonstrata, unde tam 
Areæ, qvam Perimétri eireuli exacta dimensio, ét im mumeros 
diductio ſeqrula est, hattenus ab ømnibus Matbematicis suniet 
desiderata. Ad Christianum Quartum. Inventore Christiano 
S. Longomontano Regio Mathematum Professore. Haſn. 1612. 4, 
og oftere. (Kaͤſtner, Geſch. der Mathem. 3, 57. 58). Udgivet 
efter Opmuntring af Chriftian Fris til Borreby. Han antager 
heri at have løft en af de Gordiſte Knuder: Cyclometriam eqridem 
seu Qvadraturam circuli exhibeo, nunc primum post bis mille 
annos, aut ed amplius, intra quos a præcipuis fere in Orbe 
Mathematicis tentata est, absolute, ut in hoc Tractatu apparebit, 
inventam, Med hiftoriff Oplysning om de forrige Forføg. Hertil 
hører en Rakke af Skrifter, tildels af hans Modſtander Johannes 
Pellius. Men det er nødvendigt at gaa til Skrifterne ſelb; Nye⸗ 
rups Titler ev utilſtrakkelige. 

Astronomia Danica. Amstel. 1622. 4. og oftere (Badens 
Univerfitetsjourn. 1793, &. 156). Han falder den Astronomia 
Danica, ut puta in Dania simul nata ac elaborata. J Tils 
egnelfen, ſtreven 1620, omtaler han fit Ophold paa Hven og fin 
Unfættelfe ved Univerfitetet for 15 Aar fiden. 

Denne Mands Skrifter behøve uden Tvivl et nøjere Gjennemfyn. 
Vorm og Nyerup ſtemme iffe overens med hinanden, og nogle af 
deres Angivelſer iffe med de virkelige Skrifter. Blandt dem jeg 
har feet anfører jeg endnu et formedelft en Ittring om den hellig 











Chriften Longderg. Mathematifere. 241 


Mand ſom Arithmetifer; Vorm har det: Coronis Problematica ex 
Mysteriis Trium Numerorum, Senarii, Septenarii et Octonarij, 
in suis Qvadratis ritd inter se collatis, concinnata: Quibus Linea 
Circularis Reclæ multifariam in Numeris æquatur, Hafniæ 1637. 
4. Heri figer han: Neque quisquam admirari debet Qvadratos 
certorum Numerorum, et ipsorum debitam ad invicem compara- 
tionem, tantas res efficere posse, siquidem etiam in sacris pa- 
ginis haut infrequens est, Numeros qvosdam in suos Qvadratos 
a Spiritu S. convenienter resolvi, ut Septenarius numerus pro 
anno Sabbatario positus, in suum Quadratum quadraginta novem, 
pro anno jubilæo, Levit 25. v. 8 et 9. Item Numerus Dode- 
narius in suam potentiam, quippe centum quadraginta quatuor. 
Apoc. 21. v. 16 et 17. 


Tyge Brahe var et Særfyn. Slige Kometer komme 
farende fra et andet Solſyſtem, og virfe mere eller mindre 
paa be regelmæsfig gaaende Planeter; naar be ere forfvundne, 
fortfætte disſe deres jævne Gang. Univerſitetet, ber iffe 
havde fremkaldt, kunde heller iffe fuldende hans Verk; og 
ver hengaar ſaaledes en Tid, ber er beſtjceftiget med Themata 
til Ovelſe, med Difputatfer, med Lærebøger og deslige 
Skrifter, medens fun enfelte Mænd tillige henvende bereg Op⸗ 
meerkſomhed paa bet ny Fenomen. Til bisfe Forfattere høre: 
De mathematiſte Profesforer Hans Rasmusſen Skomager 
(f. 1551, + 1614), Chriften Hanſen fra Ribe (f. 1567, 
Biſtop i Aalborg, f 1642), begge fun bekjendte ven Diſpu— 
tatſer. Den formedelſt fine Pttringer om Adelen domfeldte 
Chriftopher Dybvad. Theologen H. P. Reſen og Medi⸗ 
cineren C. Bartholin den Eldre. Peder Bertelſen Kjerul, 
Kærulius (prof. pædag. 1615—1621). Hans Laurenberg 
(f. 1590 i Roftod, 1623 prof. math. i Sorø, + 1658). Peber 
Sporman (f. 1608, prof. historiarum et geogr. 1635, 
41661). Erit Olſen Torm (f. 1607, prof. math. 1635—45, 
f 1667). Jørgen From (f. 1605, prof. math. 1647, + 

16 





242 Det færve Tibsmm: Malhematit og Aftronomi. 


1651). Vilhelm Lange (f. 1624, prof. math-.1650—1660, 
F 1682). Claus Nielſen Les leus fra Yſtad (omtr. 1650): 
Jørgen Eilerſen, Hilarius ff) 16016, Reltor t Kjøbenhavn, 
F 1686). Chriftian Sten buch (f 1625,"prof. Tinguæ hebr. 
F 1665); og ben allerede veb dyſilken omtalte Rasmus 
Bartholin (f 1694), ber fra pet, empiviffe Studium tillige 
vendte Opmærkſomheden hen, paa. Carteſius og ben. analytiſte 
Kunſt. Ved Forbindelſen med Frautrig valtes endelig atm 
Opdager i venne Bartholins Lærling," Ole Romer 


Chr. Dybvads Skrifter, anførte; hos Nyerup men ej nojagtig 
lægge Cuclides til Grund, ſaaſom C: Dibvadii) in Geomeiriam Ev= 
elidis prioribus sex Elementorum librisveomprehensam (Demon 
stratio Linealis. Ad Christian IVs Ærnkemii Geldriw 16084 
4. C. Dibvadii imvGeometriam (ete ſom forrtige)-Demonstratio 
Numeralis. Ad Christianum Friis Cancelariam Regium. Lvgdvni 
Batavorum 1603. 4. C. Dibvadii in Arithmeticam rationalium 
Evclidis Septimo, Octavo et Nono Elementorum libris compre- 
hensam Demonstratio. Ad Jacobum I. Magnæ Britanniæ etc. 
Regem. Arnbemiæ Geldriæ 1605. 4. 

Om betydelige Fremftridt vidne H. P. Reſens Arithmetik, der 
blev ſtreven 1586, og Geometri 1587, og formodentlig ſtyldes det 
ifær ham, at Chriftian den Fjerde befalede, at Elementerne flulde 
foredrages i alle Skoler. Disſe Lærebøger bleve fenere udgivne : 
Scholia succincta et facilia in Arithmeticam Gemmæ Frisii, 
tradita et conscripta olim in schola privata å Joh. Pavl. Rese- 
nio, Et nunc tandem edita in usum scholarum puerilium per 
Petr. Nic, Gælstrupium. Witeb. 1611. tilegnet Jafob Ulfeld, der 
havde været begges Lærling. luitia Geometrica, seu in Euclidem 
Isagoge compendiosa. Una cum Logistica Astronomica brevissima. 
Tradita olim in Schola privata å Joh. Paul. Resenio, Et nune 
edita pro junioribus a Joh. Christoph. Knopfio. Witteb. 1612. 
tilegnet Chriftian den Fjerdes Søn Chriſtian. Begge med Figurer 
indfatte i Texten. 

Joh. Laurenberg føgte ſom Digter at forfriffe den tørre Viden⸗ 
ſtab. Efter den førfte Udgave af hans Gromaticæ libri tres, Hafn, 








Mathematiſte Sfrifter. 243 


1639. 4. findes hans Ocium Soranium sive Epigrammata, con-= 
tinentia varias Historias et res scitu jucundas, ex Græcis La- 
isque scriptoribus depromptas et exercitationibus Arithmeticis 
accommodatas. Hafn. 1640. 4. indeholdende 61 graſte og latinfte 
Cpigrammer, med tilhørende hiſtoriſte Anefdoter og deres mathematiſke 
Opløsning; en ret kuriss Bog. Ligeledes er hang Arithmelica, 
peculiaribus observationibus et exemplis historicis illustrata, 
Hidem Algebræ principia, Soræ 1643. 4. mærkelig ved de af den 
gamle Hiftorie tagne Exempler. 

Til T, Brahes Levnet og aftronomifte Meninger hører E. O. 
Torms Disqvisitionis Mechanicæ continuatio, in qva de Instru= 
mentorum Numero, Usu, et præcipue de Globo Tychonico disse- 
ritor et disputalur, Haſo. 1645, 4. 

Dafaa Jørgen Froms Skrifter imod Morinus ere markelige 
med Øenfyn til Aſtronomiens Fremgang. 

C. R. Lesleus: versa Planorum Geometria (ete.) per 
Claudium Nicolai Eistadium. Lubecæ 1650. 4. tilegnet Chriſten 
Thomſen til Stougaard. Geomeiria sive Ars metiendi simul 
Tractatus de quadratura Circuli et Quæstiones nonnullæ discursu 
dignissimæ de motu terræ et cometis (etc.) opera Claudij Nicolai 
Leslei. Lubecæ 1661. 4. Men her lob Theologi og Mathematik 
Sovederne mod hinanden, hvilket fees af: Anatome quæstionum 
paradoxarum Claudii Nicolai Leslei de motu terræ, animå ho- 
minis a sola matre, et Servatore Jesu die Jovis passo, Lubecæ 
anno superivre typis exscriptarum, obviå industriå instituta per 
Johannem J. Windefontanum Ecel. Steenlåse et Vixöe Past. 
Hafn, 1662, 4. hvis Forfatter drager ſtærkt tilfeldts imod Mathe⸗ 
matikeren, der afviger fra den kriſtne Lære om Kriſti Ded og Ops 
ftandelfe, om Sjælens Oprindelfe, der efter den hellige Skrift ogſaa 
ſtyldes Faderen, og om Solens Opgang og Nedgang, der fan ofte 
omtales i Guds Ord til Gude Ere! 

De vigtigite af Rasmus Bartholins Skrifter ere: Damiani 
Philosophi Heliodori Larissæi de Opticis libri 2. nunc primum 
editi et Animadversionibus illustrati. Parisiis 1657. 4. En ſmut 
Udgave af den græfte Tert med latinſt Overſættelſe. Francisi a 
Schooten Principia Matheseos vniversalis sev Introductio ad 
Geometrie methodum Renati Des Cartes, Lugd. Batav. 165f. 


16" 











2 











244 Det lærde Tiderum. Matfematit og Ifronomi. 


4. Tilegnelſen til Chriſtian Themſen til Stasgaard. ,,Recentiores 
artem quandam excogitarunt, quam. vøcant Analyticam, cujus 
principia tradit hoe opuseulum. Leidæ 1650." Fortalen beremmer 
Des Bartholin fil Undervisning af SCooten, Prof. i Mas 
thematikken i Leiden; dte ham far han dare Bogen, og Svein 
bar gjennemſeet dem) Diøristice senllægqustidnum determinstites 
duabus melbodis propøsitæs Haoniæ 11663. 7742) tilegnet» Peder 
Reedts til Tygeſtrud· Kmpirica stadia si pergat probare fantum 
otiosa juventus, sterilis fiet, pbilesophis.. Partem, hane Geome= 
triæ, ob summam édifficultatem hactenus sepultam, ita angixus 
sum perseqvi, ut peritis in bae Arte ét ad intima Analytices 
sacra admissis, confide mom displiære, cam verd illi rependet 
gratiam brevitas, quam rerhosa ftset éoiimendålis,« 16) 





Uden Tvinf have flere Mænd. Fejtjæftiget; ſig med Aſtrenomii 
og Mathematik; folgende mævnes,, forsat; deres, Vigtighed for Biden 
ſtaben nøjere fan underføges: Albert Mejer 1551 (fe Myerup). 
Serman Jørgenfen, Hermannus Georgij (Euclidis rudimenta 
Musices. Hafn. 1576). Gjete Lauridſen, Ægidius Laurentii, 
1596 Rektor i Ribe, 4 1627 (Oratin de Cometarum genere -et 
subjecto, Servestæ 1593). En af de markeligſte er Hans Lang, 
f. i Asfrns, 1566 Rcfror i Odenſe, Prof. ved Gymnaſiet; Praſt 
i Horne, + omtr. 1604. (Langeb. Script. rer, Dan, 1, 35. 
Blochs Fyenſte Gejftligh. 1, 277. Knud Bieſte ſtal bave udgivet 
en Parentatio in obitum Joh. Langii. 4. men den findes ikke paa 
det Song. Bibl). Cbriſten Lund, (Prof. ved Gymnaſiet i Odenſe 
1628). Peder Hanſen Trane, Rektor i Kolding, + 1658 (De uti- 
litate Matheseos. Aarh. 1654. Suhms Saml. 1, 3, 150). Sigis-⸗ 
mund Såjtner (Vestibulum Pyroboliæ seu Compendium Artii- 
leriæ. Francof, 1671. fol, Barthol. Acta med, et pbilos, 1,302). 
6. S. Glud den Yngre, Prof. i Mathem.; Praſt i Bergen, + 1696. 
Lægen Peder Deichman. Lucas Bejelin fra Roſtock. Søren Kjerulf, 
Praſt i Kjeng. Samt M. Meibom fra Tonningen, Prof. i Sors. 





Ole Chriftenfen Rømer (f. i Aarhus ben 25 Sep⸗ 
tember 1644) var Søn af en Kjøbmand, ber ved fin Død 
efterlod ham nogle Bøger og Inftrumenter henhørende til 


Ole Rømer. 245 


Gøvæfenet; 1662 kom han til Univerfitetet, lagde fig efter 
Mathematik, og vandt ifær Rasmus Bartholins Yndeſt. Da 
Aſtronomen Picard blev ſendt til Norden, for at anftille 
Obſervationer, blev han opmærlfom paa ben iffe ganſte unge 
danſte Lærde, og tog ham 1671 med til Frankrig. Her 
giorde han fnart Lytte, Han opholdt fig i Frankrig t ti 
Mar, fra 1671—1681, og vandt et europæift Navn; blev 
Lærer i Mathematik for Kronprinſen, beltog i Anlægget af 
bet kunſtige Vandſpring i Verſailles, og var Medhjælper ved 
Picards og Casſinis aſtronomiſte Obſervationer. I Aftros 
nomiens Hiſtorie blev hans Navn udodeligt ved ben Ops 
dagelſe han herved fom til at gjøre: Lyſets Forplantning og 
Hurtighed (diffusio luminis successiva). Ved beſtandige 
Jagttagelſer af Jupiters Drabanters Formorkelſe blev han 
opmærffom paa jvigeljer, ſom han forklarede af Lyſets 
Bevegelſe, og beregnebe deraf i November 1675 ben Tid, 
ſom Lyfet bruger til fin Forplantning, en af be merkeligſte 
Opdagelſer i Himlens Fyſik, ber fnart blev et væfenligt 
Moment i de aftronomiffe Theorier. Efter at han 1676 
var bleven prof. matheseos designatus ved Kjøbenhavns 
Univerfitet, blev han endelig hjemkaldt 1681, for at tiltræve 
fin Profesſur. I Aarene 1687—88 foretog han efter fongelig 
Befaling en Rejſe til Tyſtland, Franfrig, England og Hol— 
land; og blev efter fin Hjemfomft Asſesſor i Højefteret, ſamt 
1705 Politimeſter og Borgemeſter i Kjøbenhavn, i hvilfen 
Stilling han lagde Planen til en bedre Indretning af Politis 
væfenet, indførte ny Maal og Vægt, 0. desl. Sine aftros 
nomiſte Obfervationer fortfatte han beſtandig, dels paa Runde 
Taarn, dels omtrent fra Aaret 1690 af i fit eget Hus, og 
forfærdigede derhos aſtronomiſte Maſtiner, ſom Machina 
planetarum, ber fremſtiller Planeternes Gang, og Machina 
ecclipsium, ber viſer Solens og Maanens Formorkelſer. 








246 Det tarde Tidsrum. Mathematik og Afronomi. 


En ftor Del af hans Obſervationer forgik Ht Rjøbengaone 
Ildebrand 1728. Han har ertjendt Firſtjernernes Barallare, 
et af be Fenomener, ber iſcer tjener til at befræjte bet coper⸗ 
nicanſte Syſtem. Slutningen af et Skrift derom ſtrev han 
i fit Dodsaar. Han dode den 10 September 1710. Hen 
var to Gange gift; begge Gange med en Bartholin. 


Rcigers Program foran P. Horrebovii Basis Astronomiæ, i 
Horrebovii Opera måthematico=pbysica 3, 1. "Hans Maſtiner 
fit. Journal des Scavans før 10681, S. 41, "for 1683, S. 58 
Pontoppid. Gesta et vestigia Danorum 1, 393. Ddin Wolffs 
Hiſt. Ordbog 10, 160. Baeſtrivelſe over. hans Inſtrumenter hos 
J. F. Ramus, disp. de instrumentis,astrønomicis…,Hafn. 1713. 4. 
Hans vigtigfte aftronomiffe Jagttagelfer i Horrebovii Opera, t… 3, 
ifær de paralaxi orbis annui, 3, 61; de Råmeri demonstratione 
diffasionis luminis ”stecessivæ, 3, 1157 Brevverlingen derom med 
Huygens, 3, 126, og Copernieus triumphans, 3, 241. jf. Bosfat, 
Geſch. der Mathematik, durch Reimer, 2, 100. Hans Brevvexling 
med Meier og Leibnitz i lIorrehoxii Opera, 2, 120. Brunsmands 
Brev til Rømer om Kalenderen, 1700, fit. 2, 167. Rømers Brev 
om SKalenderreformen i Wolffs Journal, Sept. 1816. Olufsen, 
Considerationes de conaminibus, quæ ad Astronomiam practicam 
reformatam instituit incl. Roemerus, i Tentamen de longitudine 
speculæ Havniensis, Program 1850. 4. Om Lyſets Hajtighed 
Humboldt, Kosmos, Schumachers Overſ. 3, 70 med tilhørende 
Anm. &. 32. 








Sfrifter i Modersmaalet med ren videnſtabelig Tendens 
kunde naturligvis næppe blive til. Aſtronomien tilbod imid— 
lertid et Æmne, ſom felv menig Mand man have læjt om 
med Begjerlighed, nemlig Kometerne; om bem udkom ber 
adſtillige danſte Sfrifter, baade originale, fom af Morten 
Pederſen Alban, Forfatteren til Abſalons Herkomſt, 1581, 
og Overjætteljer. Om Solformorkelſer 1654 udkom Traf= 
tater af Enevold Randulf og Iver Ved. Adolph (eller Alfſen). 
I andre theoretiffe Forſog, ſom be geometriſte af Jørgen 





Danſte Sfrifter. Bagge Vandel. 247 


Mohr og Arnold Bondeſen, ligger ben praftiffe Tendens til 
Grund. Det var ligefrem Tilfældet mer Navigationsbøger, 
hvoraf flere endnu ere til… Den vigtigfte Forfatter er 
Bagge Vandel, en Broderſon af Biſtop Vandal i Viborg 
(f. i Magſtrup ved Haberslev 1622), ber 1649 blev For⸗ 
ftander for den af ham oprettede kongelige Navigationsſtole 
ti Kjobenhavn, F 1683. Han har udgivet adſtillige danſte 
Navigationsſtrifter fra 1649—83, Almanaffer for Aarene 
1655—84 og Marinekalendere 1673. Andre haves af fans 
Knudſen 1641, Tyge Chriftenfen 1642, N. Lerwigh og 
Anders Miffelfen 1697; ſamt Jørgen Raſch, forſte Beſtyrer 
af Navigationsſtolen paa Møn, 1702. Om danſt Matrifel- 
regning udkom et Sfrift af Jørgen Dineſen Orendorph, 
1687, ber 1692 blev Prof. ved Ridderakademiet i Kjøbenhavn. 
Endelig gav Kalendervæfenet Anledning til en Del Skrifter, 
i hvilfe ber optoges mangehaande andre Gjenſtande, fnart 
hiſtoriſte Oplysninger, ſnart Beſtrivelſer over Dyrenes Leve⸗ 
maade, ſnart Regler for Vejrliget, eller Anvisninger til 
Plantning, Saaning, Ympning, Syltning o. desl. Nogle 
ere formedelſt deres Elde mærfelige, iſer Calendarium perpe- 
tuum 1592 af Claus Berg (f. 1546; 1578 Kannit i Oſlo, 
og 1590 Decanus capituli); andre ere Boghandlerſpekula⸗ 
tioner, ſom Jens Lauridſen Volfs 1648 (med Afbildning af 
Prins Chriſtian ben Femtes Guldhorn). Og Bogtrylleren, 
f. Cr. Laurids Benedicht 1594, fandt rimeligvis endnu en 
god Næring i Troen paa Aſtrologi, o. desl. 


Blandt disſe Skrifter ere følgende forekomne mig i en eller 
anden Genſeende markelige: 

Øm ben ny Stierne oc Comete, ſom fig haffuer ladet til ſiune 
vdi Nouembris maanet Aar 1572. Sereffuet ved Georgium Buſch 
Norinbergensem, Boendis til Erfurt, Oc nu vdſat paa Danſte. 
Kbh. 1573. 4. Under Tilegnelfen: Raſmus Hansſon Reravius. 





248 Det lærve Tidsrum. Mathematit og Aftronomi. 


Tilegnet Borgemeſtere, Raadmand og Byfoged + Kbb., hvis Revne 
man her fan finde med deres. Bomærfer. Det er Tyge Brabes ny 
Stjerne, fom han ſaae den 11 Rovember, Buſch den 175 Suſch 
anſaae den for en Komet, og udlægger naturligvis dens Bethdeing 

En nyttig Vnderuiſſning, Om den Comet, ſom dette Aar 1577 
in Nouembrj, forſt haffuer ladet fig ſee· Beſereffnen ved Georzium 
Christophorum Dihuadium, Profesſor siden hellige Serifft. Abh 
1578. 4. Tilegnet Frederik den Anden Den indeholder tte Sthtker 
1) hvad et chriſtet Menneſte ſtal tenke, naar han ſter ſaadaune Tezu 
fom denne gruelige Comet; 2) fortæller. han, paa hvilfe Tider andre 
Cometer have brændt og hoad derefter; ſteet erz 9) følger hans 
Mening og jucheium om denne Comei, at vis alle ydermere mar” for⸗ 
aarſages til aluerlig Penitenz og dyriftelige Boner. Dioſe Forvarsler 
ere undertiden pudſige nok 4500 var ſeet en Eomet/ og det bar 
tilforn blev i Cracow født em Kalb med to Goveder 11506 ſtiu⸗ 
nede en Comet og ſamme Mar døde Carl den Femtes Fader. 

Kort Forklaring offuer den my Comet (ete.) 1618, ved Johan= 
nem Hoppenervum Roſtoch. Mathematum stodiosum. Førft trykt 
til Roſtock nu i Gelfingør 1619. 4. 


Euclides Danicus, Bestaende in twee Declen: Het eerste 
Deel: Handeldt van de'Meetkonstige Werckstucken , begreepen 
in de ses eerste Boecken Euclidis. Het tweede Decl; Geeſt 
aenleyding om verscheyde Werckstucken te maecken, als van 
Snijding, Raecking, Deeling, Perspeclive en Sonnewijsers (etc.) 
Door Georg Mohr W”Amsterdam 1672, 4. Tilegnet Chriſtian den 
Femte. Samme Skrift paa Danff: Euclides Danicus Beſtaaende 
udi Too Decle (ett.) Amſterdam 1672. 4. 

Arnold Bondesſons Deliciæ Geometriæ compendiosæ eller en 
fort begreben Forlyftelfe udi Geometrien og Maalekonſten. Kbh. 1704. 


Bagge Vandel: Rapdologia Neperi konſtig og lattelig med 
nogle Talſtokke at regne, paa vort Danffe Sprog fremftillet. Kbh. 
1678. 0. fl. 


Et Calendarium perpetvum Eller en euig Almanach: Indes 
holdendis Mars tallid, de Rommerſte naffne paa Maanidz dagerne, 
ſom kallis Kalendæ, Sondags Bogſtaffuer, Gyldentallet, Cisio lanus, 





Danſte Skrifter. 249 


om de vrørlige Fefter oc hellige dage det ganſte Mar om Kring, 
Solens opgang oc nedgang, dagens oc Nattens lengd, vdi huer Maanet. 
De Solens indgang i de tolff himmelſte tegener. Med en forklaring 
oe Mandelige vthdning paa en huer Maaned) Naffn, De huad vy 
ferdelis haffue aff ſamme Maaneders naffne ad Lære. Andſtellet oe 
rettet effter den Poli elevation oc høghed, ſom er offuer Oſlo i 
Norrig. Aff Claus Berrig Cannick i Oſlo. Prentet i Roſtock 
1592 4. Tilegnet Axel Gyldenſtiern til Lyngbygaard, Norges Riges 
Statholder ett. S. Oluffs dag den 29 Juli 1592. Efter Maaue⸗ 
derne, der udgjøre det meſte af Bogen, følger Aaret og dets fire 
Tider, der giennemgaas hver for fig med ſmaa Vers derimellem. 
Til Slutning: Huorfedis mand flal det ganffe Aar omfring dømme 
om veirliget, baade aff de ting fom ere paa himmelen, i Sfyerne, 
Bandet, oc paa Jorden. F. Cr. „Om bøge berge og ſtore klinter 
fiunis ad ſkiolle meget høgt i veiret, lige ſom ftulle naae op under 
ſtyerne, oc kand ide ſee toppen paa dennem, er regen ad foruente.“ 
„Om bet kurrer i bugen paa hundene, de æde gres, oc lapper ſtinge 
hart, oc quindfolck foffue hos rodjen, er regn forhanden.“ 

Det var da den forſte Folkekalender. Om Forfatteren fre 
Claus Bergs Beretning om fin Faderne⸗Herkomſt i D. Mag. 1,23. 

Diarium sive Calendarium ecclesiasticum, politieum et 
oeconomieum perpetuum. Det er: En evigvarende Kircke, Polis 
tift oe Huußholdnings Calender (etc.) Stjlet oc ſammenſkrefvet ved 
Jens Laurigfon W. Boghandler i Kisbenhafn. Kbh. 1648. 4. Delt 
i tre Parter: 1) Almindelig Almanak; 2) Beftrivelfer om hver 
Maancd; 3) Nyttige oc ſtjonne Chronologier, deri ogſaa de nordifte 
Landes fra Syndfloden til nærværende Aar. o. f. v. Forfatteren 
figer om fig felv, at 1648 er hans 61 Aars Alder og det 40 
Aar efter at han deponerede. 

Johan Brunsmands almindelige og ftedfevarende Kalender. 
Kbh. 1688. 

Om danſte Almanakker fee Fortegnelfen hos Vorm, 3, 1016. 
J Gielmſtjernes Samling (efter Katalogen) Almanakker fra 1570— 
1739; i de aldſte Peder Hegelunds Optegnelſer. Samt hos 
Nyerup: Magdalene Zeger (+ 1568) gift med Thomas eger, 
Prof. i Medicinen, der døde 1544. A. P. Kjøge (1566). Erik 
Dybvad. Hans Lyffander (1580). Chr. Stenbuch (1618—49). 





250 Det færde Tiderum. Mathematit og Aſtronomi. 


Thom. R. Walgeſten (1651—82). Caſten Bagge (1686 08) 
Laur. Schive (1701—12). 

Der fan maaffee endnu i Reguebøger: findes et og. andet. mærker 
ligt. Forfattere ere: Anders Olfen i Kjøbenhavn. Hans Lang 
(1576). Morten Rielſen i Viborg (1584). Riels Ganſen (1599). 
Niels Mitfelfen i Kolding. Johan Vtrecht, en Thſter, Organift i 
Marhus. Genrik Gardner Phafodinusy en Tyſter AKjobenhavn. 
Tyge Hanfen i Throndhiem. Chriſten Olſen Viborg i Malm 
Præften Anders Hanſen Bonde. Miltkel Nielſen Ruder i Odenſe. 
Arnold Bondeſen. Joach. Schweder i Chriſtiania. Saren Matthi— 
ſen, Klokker ved Trinitatis Kirke, og hans Regnebog er da endnu i 
Folfemunde; Oldgranſterne have ſtrevet ham paa det forte Bræt 
formedelſt hans Raſeri imod de gamle Stene. 

Italienſt Bogholderi kjendte man ogſaa, ſiden Berthel Petraus 
har givet Grunden deraf (1674) 

Kronologien leder os endelig til ſerſtilt at omtale em 
frugtbar Sfribent og iffe umærfelig Mand Niels Helvad, 
Helvaderus (f. 1564 i Hellevad ved Aabenraa, Hvor hang 
Faber var Præſt). Han gif i Haderslev Skole, berpaa i 
adſtillige andre, og deponerede 1587 ved Univerſitetet i Ro— 
ftod. Han blev Preſt efter fin Faber 1591, men efter Cal- 
vinifternes Tilſtyndelſe uven Lov og Dom affat 1609, indſat 
igjen 1611, og atter afffebiget. Den altformaaente Johan 
von Wowern, hvis Nativitet han havde ſtillet uheldig, til 
lægges ifær hang gjentagne Fordrivelſe. (Ich ſoll und will 
ifm eine wiederumb ſtellen, ſagde han, ber Teufel ſoll ihn 
holen.) Helvad opholdt fig i Svendborg fra 1613 til 1615. 
Kong Chriftian ben Fjerde lærte at kjende ham perfonlig, 
og udnævnte ham 1615 til kongelig Kalendariograf. Han 
beholdt Kongens Gunſt, fulgte ham endog paa nogle af hang 
Rejſer, og levede for Reſten i Kjøbenhavn til fin Død ben 
23 Auguſt 1634. Han ſtildres fom ,,en flittig og lærd Mand, 
en begavet Taler, behagelig og munter i Omgang, fuld af 
Iyftige og vittige Indfald.“ Hans Sfrijter paa Latin, Tyſt 





Niels Helvav. 251 


og Danſt bevarede længe deres Anſeelſe; og nogle finde 
„hans Sprog bjærvt, livligt og for fin Tid flydende, om 
end Tonen er heftig og ſtundum bidende”, men han flakker 
endnu mere om i Videnſtaben, end han gjorde i Livet, fan 
at bet hartad er umuligt at fige, til hville Fag hans Skrifter 
høre. Naar han begynber en. hiſtoriſt Behandling, taber 
han fig i fit uendelige Stof, og blander alt imellem hin⸗ 
anden. Som populær Sfribent har han derfor virket betybelig 
paa fin Samtid, men ber manglede ham ſom hele hans 
Tidsalder Smag, og hans Sfrifter, blandt hvilfe en Del 
ere hiſtoriſte, ere for os næften fun Kurioſiteter, ber ſynke 
endnu dybere, forbi Sprogforanbringen har gjort mangt et 
Udtryk, ber paa hans Tid endnu var æbelt, til næbdelt og plat. 


Gelvads Selvbiografi med Langebeks Tillæg i Videnſt. Selſt. 
hiſt. Almanak for 1775—76. Moller, Cimbr. liter, 1, 243. 
D. Pfafmedigtning, Forfatterne 4, 30. Nyerup om Gelvaderi 
Spaadom Frands Rantzows Død angaaende i Minerva 1804, 1, 1. 
Hvor ogſaa hang Prognostica Astrologiea omtales. 

Som Exempler paa hans Skrivemaade kunne tjene: 

Reſolution oc Forklaring paa den Ny Comet oc Wuanlige 
Stierne, ſom bleff ſeet vdi Novembri oc Decembri Maaned 1618. 
Kbh. 4. Forſte Capitel. De Motiver oc Principal aarſager, huor⸗ 
faare Gud lader Cometer oc andre gruelige Spectackel fee paa Him⸗ 
melen. Andet Capitel. Om Cometers Skabning, oprindelfe oe 
herkompſt (etc.) 

Calendariographia sacra, Jeſu Levnets Calender (etc.) Dis⸗ 
ligeſte alle Helgeners Hiſtorier (etc.) Kbh. 1618. 4. 

Sylva chronologica, hiſtoriſcher Wald» und Umbbkreis des bal⸗ 
thiſchen Meeres. Gamb. 1624 og 1625. 4. En Skoo, ſiger 
Behrmann (i Fortalen til Chriſtian den Andens Hift.) af mange 
Slags Træer og Buſte: politifte Begivenheder, Fodſler og Dødes 
tilfælde, Ammeſtue⸗ og Trolddomshiftorier, Efterretninger om her⸗ 
ſtende Sygdomme, om Vejrliget, om Overſosmmelſer, 0. ſ. v. 





252 Det lærte Tidsrum, Medicin og Naturhiſtorie. 


10, Lægevivenffaben. Kemi, Naturhiſtorie, iſer Botanik. Johannes 
Pratenſis, Auders Lemvig, Johannes Franciſei, Anders Chriſtenſen, 
Gellius Saſcerides; Jørgen Fuiren; Peder Diderik Papugt 
Bartboliger ne, eg ben Bartholinſſe Stole. Oluf Borm; 
Simon Paulliz Ole Borch. Niels Stenſen eller Steueg 
Jakob Vinslov. Otto Sperling ven fore; Peber Kylling. 
Danſte Legeboger og lignende Strifter. 


Den lærde Dhrkning af Medicinen, ſom Morſing havde 
beghndt, fortſattes Sluiningen af vet ſextende Aarhundrede, 
og opnagede i bet følgende europteiſt Beromthete De tid 
ligere Læger virklede iſer praktiſt, og deres Virtſomhed for 
Videnſtaben kan kun anſees fon en Indledning til de ſeneres 
udodelige Værfer)]” Peber Severinus er foran omtalt. 
Johannes Pratenſis (F.P Aarhus, Vrof. 1571, Finder 
en Forelæsning 1576), hols Fader Philippus a Prato fra 
Normandiet for fil” Danmark med Chriftian den Andens 
Gemalinde Jfabella, fjende vi fom en Ben og Velynder af 
Tyge Brahe, ſamt ſom Aſtrolog; Han udgav et Sfrift om 
Mevicinen (De ortu, progressu et partibus artis medi- 
cinæ. Hafn. 1572, 4,), og er tillige bekjendt ſom latinſt 
Digter. Hang Cftermanv, Anders Lemvig (f. 1538, 
Doft. i Medicinen i Bafel, Prof. i Medicinen 1577, + 1603), 
hvis Fader Jens Anderſen havde faaet et Rejſeſtipendium 
til Rom, for at befjæmpe Lutheranerne, men paa Tilbage= 
vejen blev faa indtaget i Luther og Melauchthon, at han 
gif over til den ny Lære, var ligeledes ifær bekjendt ſom 
Tatinjt Digter, og udgav ſom Læge fun en Difputats. Den 
ſom poeta laureatus i forrige Tidsrum omtalte Hans 
Frandſen, Johannes Francisci (Prof. i Medicinen 1561, 
+ 1584), foredrog, efter adffillige andre Forelæsninger, for 
at begynde fra Grunden af, Anatomien, men behandlede fun 
Oſteologien efter Galen, og gav Overfættelfer af Hippokrates 
(1571) og Galen (1572—73). Hans Cfterfølger Anders 
Chriſtenſen, Andreas Christiani (f. i Ribe 1551, Doft. 





BEfore Læger. 253 


i Mebicinen i Bafel, Prof. i Medicinen 1584, Forſtander 
i Sørg, + 1606) Forfatter til flere medicinſte Diſputatſer 
(1583—1593), og en Haandbog, udgivet i Baſel (Enchi- 
ridion medicum, 1608), var ben førfte, ber forføgte Dis— 
feftioner, men bet var endnu en faa uvant Ting, at ba bet 
Tom ub iblandt Publikum vilde ingen. fliffelige Folk gaa 
tilbordg med ham; han maatte berfor fee ſig om efter em 
anden Virkekreds. Gellius Saſcerides (f. i Kjøbenhavn 
1562) kom tretten Aar gammel til Univerſitetet, opholdt ſig 
i Wittenberg 1578—1581, berefter. hos Tyge Brahe i fer 
Aar. fan ſtuderede Mathematif, men. brog til Italien for 
at lægge fig efter Medicinen, og blev Doftor i- Medicinen i 
Baſel 1593. Han fom hjem ſamme Aar, og blev Medikus 
i Skaane, 1603 Prof. i Medicinen i Kjøbenhavn, + 1612. 
Hans Sfrifter ere fun Difputatfer; men han er bleven 
bekjendt af hin forargelige Strib mer Tyge Brahe, med hvis 
Datter Magdalene han havde forlovet fig. 

Kilder til Lagrvidenſtabens Hiſtorie: ' 

Th. Bartholini Cista medica. Haſn. 1662. Sammes Epi- 
stolarum medicinalium a Doctis vel ad Doctos seripiarum. Cen- 
turia 1—4, Hafn, 1663—67. (Ogſaa Brevverling med Frems 
mede. Blandt de Danſte ifær: Ambroſ. Rhodius, Birgitte Thott, 
Genrik Fuiren, Joh. Rhodius, Mid. Lyſer, Ole Vorm, Peder 
Schumacher, Peder Vinſtrup, Thomas Finke, Vilhelm Vorm, Jak. 
Birkerod, Riels Steno, Ole Borch, Fred. Hammerich o. fl. prak⸗ 
tiferende Læger. Uden Tvivl den vigtigſte Brevſamling naſtefter den 
Vormſte.) Sammes De Danorum medicina domestica, Hafo. 1666. 
(Rig paa vigtige og interesfante Efterretninger, dels vedkommende 
Videnſtaben felv, dels medicinale Indretninger.) 

Skielderup, Historia studii anatomici, Program 1811. 4. 
Herholdt, Selecta ex historia artis medicæ, Program 1812. 4. 
(Fra Reformationen. Udtog om danſte Læger i Engelstofts Ans 
naler 1812). Sammes Archiv for Lagevidenſtabens Giſtorie i Dans 
mark. 1823. fun 1 $. (P. E. Miller om Lagevidenſtaben i 





254 Det lærde Tiderum. Medicin og Naturhiſtorie 


Nordens Oldtid. De aldſte danſke Læger og Chirurger. Barbeer⸗ 
laugets Statuter 1577 paa Danſt). GSerholdt og Manſa, Sam⸗ 
linger til den danſte Medicinalhiſtorie. 1833—35; fm 1 Bind. 
Jørgen Gorb (Pſeudoenhm), biographiſte og literere Notitſer om 
Læger under Frederik den Tredies Regjering, i Oſt's Archiv for 
Pſychol. etc. 9—10 B.  (Finfe og Vorm.) 

G. 2 Baden, Lægevidenffabens Giſtorle. Chriſtiania 1823. 
og Sammes Udſigt over Chirurgiens Tilftand i Danmark fra 1539 
til det chirutgiſte Akademies Oprettelſe 1785. Abh. 1829: 

Perſon⸗ og Bogfortegnelſe: A. Kall, De dactoribus'Medicinæ 
qui gradum in Universitate Havniensi eapesserunt. Program 
1770. fol. Paa Tyſt i Todes Medieiniſch dirurg· Bibl. 18 
Chr. E. Mangor, Bibliotheca Danorum medica eller. Fortegnelfe 
over danffe medicinſte Skrivter i Phyf. oekonom. Bibl. 10 9. (tik 
1589). M. Winther, Bibliotbeca Danorum medica, 1832 (af 
ringe Værd). 

Til Naturvidenſtabernes Hiftorie: 

M. T. Brimid, Om Natuwidenſtabernes Fremgang ſiden 
Univerſitetets Stiftelſe, i Sammes Dyrehiſtorie og Dyreſamlingen 
udi Univerſitetets Natur-Theater, 1 $. 1782. fol., og ſamme Afh. 
paa Franſt i Sammes Literatura danica scientiarum naturalium, 
1783, hvori ogſaa Bibliotheca patria scriptorum scieatias natu- 
rales tractantium, hvori Forfatterne ere ordnede kronologiſt. — 
Chr. Fris Rottboll, Afh. om en Del rare Planter etc. med en fort 
Indledning om Urtelærens Tilftand i Danmark, i Videnſt. Selſt. 
Skr. Gamle Saml. 10 D. S. 393. — I. £. Steffens Overſ. af 
Wildenows Lærebog i Botanifen, 1794, Tillæg om Botanikens Stjæbne. 

Joh. Pratenſis: Dän. Bibl. 8, 470. Bariholini Cistæ 
medica, S. 54. Nyerup, Univerfitetet, S. 41. Herholdt og Manſa, 
Saml. til den danſte Medicinalhiſtorie, 1, 148. 

Anders Lemvig: Bartholini Cista med. S. 133. Gerholdt 
og Manfa, Saml. 1, 44. 151. 

Joh. Franciſci: Barthol. Cisla med., &. 68. Moller, Cim- 
bria liter. 1, 184. Skielderup, Program 1811, S. 4. Et danſt 
Erevers til Vedel i Overſ. af Saxo (Ry danſte Tilſtuer 1807, 
Nr. 63). Striftet Galeni de ossibus liber. Havn, 1579 408. 
Nyerup, Univerfitetet, S. 40. 





Cafper Bartholin. 255 


Anders Chriſtenſen: Barihol. Cista med. S. 146. Skielderup, 
Program, S. 4. erholdt og Manfa, Saml. 1, 14. 

G. Safcerides: Vinding, Acad. Haun, S. 209. Barthol. 
Cista medica, S. 171. Striden med Tyge Brahe, D. Mag. 
2, 285. 291. 

Ogfaa Botaniffen fandt ſom Hjælpevidenftab tidlig fine 
Dyrere blandt Lægerne. Jørgen, Fuiren (f. i Kjoben⸗ 
havn 1581, Doltor i Medicinen i Baſel 1606, Læge i 
Kjøbenhavn, F 1628) foretog efter fongelig Befaling en 
botaniſt Rejſe, paa hvilfen han ſamlede og beffrev en Del 
indenlandſte Planter. Hvad beraf er bevaret er bog fun en 
mager Index plantarum indigenarum, ber næften fun inde⸗ 
holder Navne paa Planter, fundne omfring Throndhiem, i 
Bleking, Gotland og Skaane. 

Bartholini Cista mediea S. 272, hvor ogſaa hans Index 
plantarum indigenarum er indført. Rottboll, &. 399. 

Som fongelig Chymikus nævneg 1613 Peder Diderik 
Payngke(f. i Gufum omtr. 1575, + 1645) 

Cimbria liter, 1, 482. Et mindre Sfrift i Cista medica 
S. 362, jf. S. 352; og et Baandſtrift med fatinffe og tyffe 
chhmiſte og medicinſte Recepter i Gamle Kong. Saml. Nr. 272. 
fol. erholdt og Manfa, 1, 154. 

Et nyt Tidsrum begyndte med Cafper Bartholin 
(f. i Malmø 1585), ber, efter at have ftuberet to Aar ver 
Kjøbenhavns Univerfitet, 1604 rejfte over Roſtock til Witten⸗ 
berg, hvor han blev Magifter 1605, og lagde fig efter Filo= 
fofien. Han beſogte derpaa flere Steder i Tyſtland, Holland, 
Frankrig, og brog endelig til Bafel, for at høre be berømtefte 
medicinſte Lærere. J Baſel blev han Doftor i Medicinen 
1610, og udgav næfte Aar i Wittenberg fine Institutiones 
anatomicæ (1611), bet forſte anatomiſte Grundlag, ber op⸗ 
levede flere Oplag, og idelig blev forøget og forbebret, ifær 





256 Det lærde Tidérum. Medicin og Raturbiftorie. 


af hans Søn Thomas Bartholin, Uventet blev han 1611 
ved en Strivelfe fra Chriftian Fris faldet til prof. dloqvemiæ 
ved Univerſitetet, ægtede 1612 Anne Finfe, blev 1613 Prof. 
i Mevicinen efter Gellius Saſcerides; og udgav en Rælfe 
af mindre og ftørre Skrifter, ijær vedlemmende Filoſoſi, 
Fyſik og Legevidenſtaben (deriblandt em Difp. de philoso- 
phiæ in medicina usu. 1613. 4.) Ogſaa Anatomien vedblev 
han at byrfe, men ba Kadavere vare vanffelige af overfomme, 
maatte han iſcer anſtille Underſogelſer paa Dyr. I Aaret 
1623 faldt han i em heftig Sygdom, og lagte fig nu af 
Religioſitet efter Theologien, Hvori han blev Profesſor 1624, 
3 fine ſidſte Leveaar Bejfjæftigede han fig ifær med be danſte 
theologiſte Arbejver, der allerede forhen ere omtalte. Lager= 
bring omtaler ſom et Bevis paa hans tidlige „ron uti natur- 
laran,“ hvorlunde han i fin Barndom, førend han kunde 
tale noget andet Sprog, af felve Naturen uben Lærer talte 
Hebraiſt; men naar man betænfer hans uſtromtede Guds— 
frygt i hele hans Liv, og hvorledes Barndom og Alderdom 
gjerne ſympathiſere, ſtulde man fnarere beri finde et Varſel 
om ben Gtilling, hvormed han endte, 


Foruten de hos Nyerup anførte Kilder (Sommelius har den 
fidftanførte Bemærfning) Skielderups Program 1811, &. 5. Bend, 
Haandbog i den Almind. Anatomi. 1846—47, &. 464 (Capsulæ 
atribilariæ). 

De studio medico inchoando, continuando et absolvendo 
Consilium. Haſn. 1628. ev en fort Vejledning ſtreven for Peder 
Chariſius, og angiver de vigtigfte Forfattere i hvert Fag af Medicinen. 

Gt anfeeligt Navn fom Læge, men endnu mere ſom 
Oldgranſter, vandt Oluf Borm (f. i Aarhus 1588). Fra 
Aarhus Stole gif han til Gymnaſiet i Lüneburg, og opholdt 
fig i tre Mar i Geldern; efter et fort Ophold hjemme drog 
han atter udenlands, blev 1605 indſtreven fom Student i 





Oluf Borm. 237 


Marburg, og ſtuderede i abffillige Aar i Giesſen, Strasburg, 
Bafel, og fra Enden af 1608 i Padua. Derefter rejfte han 
i Italien og Franfrig, men blev fun to Maaneber i Varig, 
da Byen kom i Bevægelfe veb Henrik ben Fjerdes Mord. 
Fra Holland vendte han hjem 1610, og blev indſtreven ved 
Kjøbenhavns Univerfitet; men drog atter udenlands, blev 
Doftor i Medicinen i Bafel 1611, et Aar efter Bartholin, 
og tog faa over Holland til England, hvor han beføgte 
Univerfitetet i Oxford. Efter fin Hjemfomft blev han anſat 
ved Univerfitetet, 1613 ſom pæbagogift Prof., 1615 i bet 
græfte Sprog, 1621 i Fyſik. Til benne Tid høre abffillige 
af hans Difputatfer. Da Cafper Bartholin 1624 fratraabte 
fit Profesſorat i Medicinen, blev Vorm hans Eftermand, 
og virkede ſom Læge og Lærer i 30 Mar. Blandt hang 
medicinſte Sfrifter findes en ftor Mængde Afhandlinger af 
Blandet Indhold; og ben egenlige Sygdomslere afhandlede 
han i en lignende Næffe (Institutionum medicarum lib. 
1—5). I Anatomiens Hiftorie er hans Navn bevaret i 
Ossa Vormiana; han var iffe ben førfte Opbager beraf, 
men vifte bem 1628 for fine Tilhørere i Menneſtets og flere 
Dyrs Kranier, og har ſelv beffrevet bem i et Brev til 
Thomas Bartholin 1643. Hans Fortjenejter af danſt Old⸗ 
tyndighed flulle ſiden omtales. 

Vorms Muſeum eller Samling af Kunſtſager og Natur= 
merlvcerdigheder var en faa uſedvanlig Sjeldenhed, at bet 
iffe blot tildrog fig Beundring i Hjemmet, men ogſaa vandt 
Navnkundighed udenlands. Kong Frederik ben Trebie beſogte 
det ofte, dels alene, dels med Fremmede. Kardinal Mazarin 
ſendte jævnlig Vorm Foræringer dertil. Samlingen kom 
efter Vorms Dod til Kunſtkammeret. 

Vorm ſtod i Brevverling med en ſtor Del af ben Tids 


Lærde i og udenfor Norden. Hvad beraf er levnet findes 
17 





258 Det lærde Tidsrum. Medicin og Naturbiftorie. 


i hans Epistolæ. Efter et langt og virffomt Liv dode han 
1654. I hans Dodeſtund ſaaes en klar ſinnende Stjerne 
over hans Hus, ſom derpaa ſtjod ned imod Øften, og pPludſe⸗ 
lig ſſultes. Han blev begravet I Frue Kirke. Han var tre 
Gange gift: 1615 med Thomas Finkes Datter, Dorothea 
(f 1628); 1630 meb Suſanne, em Datter af ben ſtaauſte 
Biſtop, Matthias Jenfen, (f 1637); 1639 med en fjøben= 
havnſt Borgers Datter, Magdalene Motzfeld 


Foruden de hos Nyerup nævnte Kilder: Hans Levnet foran 
Vormii Epistolæ (1, x vm”Gtjerten). — Barthol, ”Cista med. 
S. 579. Stiederup/ Program 4811,78) 9)" (Gorbs) Ole Vorm, 
i Oſt's Archiv 1828, 1, 361; hvor der anfores endnn flere Ailder 
og tildels Indholdet af hans meditinſte Skrifter. Ossa Vorriana 
i Bartholini Epistolæ medicinales, centuria 4, S. 1223 99 i 
Thom. Bartholini Anatome, Lugd. Batay. 1673, S. 704 (præter 
hæc ossa triquetra alia in sutura lambdøoidea invenit Olaus 








Worm, utrumque Cranii tabulatum perforantia, a paucissimis 
hactenus animadversa), iffe at tale om nyere Anatomier, f. Er. 
Meckels Handbuch, 1816, 2, 101. Om Vorms Fortjenefter af 
Botanikken, Rottboll S. 397. 

Controversiarum medicarum exercitalio prima- decima oc- 
tava, 1624—1652. 4. 

Institutionum medicarum epitome in gratiam tyronum sepo- 
sitis controversiis in methodicum systema succincte digesta. 
Hafa. 1640. 4. 

Man har bebrejdet Vorm hans Lettroenhed ſom Naturkyndig; 
og det ev fandt, at han i Skriftet Historia animalis, quod in 
Norvagia qvandoque e nubibus decidit (etc.) Hafn. 1653. 4. 
(med Afbildning af Muſen Leming og dens Skelet) virkelig antager, 
at disſe Dyr avles i Skyherne og regne ned af Luften. Jf. Wunder⸗ 
zeitung von Meufen, fo in Norwegen aus der Lufft auff die Erde 
und Øeufer gefallen vnd geregnet find (etc.) Biffen 1580. 4. altſaa 
langt tidligere. 

Den vigtigfte lærde Brevverling fra denne Tid er Olai Vormii 
et doctorum virorum ad eum Epistolæ, ſom Gram beførgede 





Simon Paulli. 259 


udgivne. Hafn. 1728, men dette Oplag blev for det mefte fortæret 
i Ildebranden 1728; det danſte Selſtab gav en ny Udgave 1751. 
Desuden findes Breve fra Vorm i Bartholini Epistolæ medi- 
einales, centuria 1—2, og andre medicinffe Bidrag i Barthol, 
Cista medies. 
Musæum Wormianum (ete.) Udgivet af hans Søn Billum 
Vorm. Lugd. Batar. 1655. fol, 


Den forſte Profesſor i Anatomi og Botanik var Simon 
Paulli (f. i Roftod 1603), Hvis Faber, Henrik Paulli, 
Prof. i Medicinen i Roſtock, var bleven Livlæge hos Dron⸗ 
ning Sophie paa Nyfjøbing Slot. Han deponerede i Roſtock 
1621, og gjorte berpaa en Rejſe paa Dronning Sophies 
Befoftning. Efter fin Hiemkomſt 1625 levede Han i en tre 
Aars Tin ſom Hovmefter for nogle Adelige i Sorø. Paa 
en ny Udenlandsrejſe blev han Doftor i Medicinen i Witten= 
Berg 1630. Efter at have levet ſom praftiferenre Læge i 
Lybef, blev han Prof. i Medicinen i Roftod 1635. Men 
han længtes beſtandig efter fit ny Fedreland, og attraaede 
en Anſettelſe ber; bet lykkedes ham ifær ved Anbefaling af 
hang Svigerfader, ben kongelige Lirlæge Jafob Fabricius, 
faa at han 1639 blev Prof. i Anatomi, Kirurgi og Botanik, 
ſamt Stadsphyſikus i Kjøbenhavn. Der manglede et Anatomi— 
kammer. Det blev opført 1644, beftanende af et Amphi— 
theater eg fire ſmaa Værelfer. Hans Sfrifter vife ham ſom 
praktiſt Anatom, og indeholde adſtilligt, ber iffe blot oplyſer 
Anatomiens Hiſtorie, men ogſaa ben Tids Leremaade og 
Seder. Han overlod fit Profesſorat til Thomas Bartholin 
1648, fif et Kanonikat i Aarhus, blev fenere Livlæge, og 
vebblev i en høj Alder at virfe ved Sfrifter næften til fin 
Dod 1680, ben 23 April. 

Endnu mærfeligere er denne Mand ſom Forfatter til 


ben førfte videnſtabelige Botanik, der udlom paa Danſt: Flora 
Uld 





260 Det færde Tiderum. Mediein og Naturhiſtorie. 


Danica. Det er: Dauſt Vriebog (ete.) Kbh. 1648. 4 
Samt Tegninger over Planter, i fire Parter 1647; 4% 
Bogen er baade en Urtebog, og, ba Planternes medicinſte 
Egenſtaber anføres, tillige em Legebog. Tilegnelſen til 
Frederif ben Tredie er pan Latin. Sfriftet blev til efter 
fongelig Foranſtaltning. Chriſtian ben Fjerbe befalede nemlig 
1645 Collegium medicum, at bet ſtulde være betænft, em 
Herbarium paa Danſte, ben gemene Mand til Bedſte, at 
forfær! og i Tryffen lade udgaa.“ Men , Simon Paulli, 
fom førft her paa det kongelige Alademi profiterer Botanica, 
ba han var en indfødt Thſt, var iffe bet dauſte Sprog jan 
mægtig, at han torde vove fig til faadant Værk. Hur fred 
bet berfor paa Latin, og for af bet, han ſaaledes havde 
ſtrevet, kunde desbedre blive fordanſtet, tog han fin Diſcipel, 
Niels Knopf til Hjælp (Nicolaum Knopfium, Hieronimi 
filium Alstedensis)", Bogen inddelte han i fire Parter efter 
Urternes Blomſtretid. De danſte Navne har fornævnte hang 
Difcipel haft Umage med at ſammenſtrive og udforſte; „thi 
bet er faa beffaffet dermed, at en Urt udi adſtillige Provins 
cier og Lantébyer kaldes med fær og ſynderlige Navne.” 
„Om be giftige Urters Krafter har han fun handlet en ringe 
Ting eller og flet intet,” for at hindre Misbrug. „Og med 
god Mancer og varligen haver han ſtrevet om be Urter, 
fom enten foraarſage Misfodſel eller og andre Sfjelmftyffer 
enten fremme, hindre eller ſtjule kunde, og gjøre en Haar— 
hore til en dydig Pige igjen, naarſomhelſt hun vel mere 
end tre Gange haver fortjent at være ftrugen til Lagen.” 
For at faa Kobbere eller Afbildninger af Planterne, hen— 
vendte han fig til ſin „fornemme Ven, Balthaſar Moretus, 
Bogtrykker og Bogforer til Antwerpen; thi han, om ellers 
mogen i Europa, haver be fortrefligjte, artigſte og netteſte 
Figurer, udi Træ udſtaarne, hvormed baade Lobelius, ſaavel 











Simon Paulli. 261 


ſom Clufius og Dodoncus, ere exornerede og beprydede.“ 
Moretus overlod Forlæggerne, Boghandlerne Moltke og 
Holſt, disſe Figurer for billig Pris. De beffrevne Urters 
Antal ſtal være 374. Skjondt Bogen, ifølge fin Tendens, 
meſt indeholder forte Bemærkninger, findes ber bog enkelte 
udforlige Artifler, f. Cr. om Tobak og Tobafjmøgen eller, 
ſom bet kaldes, Tobaksdrikken, ber baade indeholde hiſtoriſte 
Bemerkninger og tillige kunne tjene til Prøver paa ben 
Tids naive Fremftilling og Stil. 
Linée opkaldte efter ham Slægten Paulina. 


Vinding. Acad. Haun. S. 355. Vorms Ler. 2, 172. Moller, 
Cimbria liter. 2, 616. Nicerons Memoiren durch Baumgarten 3, 
108. Brünnich, Naturv. Fremgang, S. XI. Rottbøll, S. 400. 
Ctielderup, Program 1811, &. 11. Den allerførfte Anatomiæ 
P. P. ved Kjobenhavns Alademi Falder han fig felv i Fortalen til 
fin tyſte Overſ. af C. Bartholins Anatomi. Hans Portræt findes 
foran hans //agexBams seu digressio de vera unica ac proxima 
causa ſehrium (ete.) Argentorati 1678. 4. 0. fl. E€t. Han oms 
taler fig ſelb og fine Studier i Epistola parænetica ad Th. Bi 
thulinum (1673). 4. og i Fortalen til Anatomiſch- und Medieiniſch 
Bedenden uͤber ein Königl. Reitpferd. Frankfurt 1674. 4. Heri oms 
taler han ogſaa de Forføg der gjordes paa at omvende 
ham til Katholicismen af , ein vornehmer Sacrificus oder 
Kirchberr, den id) doch nicht nennen will,” til Taf for, at han og 
Ole Bord) havde fureret ham for befværlige Sygdomme. 

Quadripartitum (botanicum) de simplicium medicamentorum 
facultatibus. Rostochii 1639, 4, 1640. 4 og oftere (Norſte 
Videnſt. S. Bogcatalog, S. 135), udgivet da han endnu var Prof. 
i Roftod. Ved Udgaven Francof, ad Mænum 1708. 4. findes 
hans Portræt, og bag den hans Levnet af Job. Bagger. Hoveds 
indholdet er Beftrivelfe over Planter og deres Anvendelſe. 

Oratio introductoria. Cum Galenum de ossibus, ad Sceleton, 
publice in Collegio Finckiano esset interpretaturus. Naſn. 1641. 
4. (efter Fortalen, fireven 1640), er Nøglen til Medicin, Anatomi 
og Botanik. Talen felv er iffe af medicinſt Indhold, men begynder 









262 Det lærve Tiderum. Mediein og Naturbiftorie. 


med en Lovtale over Chriftian den Fjerde. De meſt blomſtrende 
Akademier i Tyſtland vare nu øde San forer imod Uden⸗ 
landérejfer, da de Studerende nu funde have det hjemme mom 
itinere sed studio, solum et industria opus est.” 

Mnatomifammeret: Programma. (etc.) ad ornatissimos Dn, 
Studiosos, cum prima yice in Theatro Anatomico analomen esset 
auspicaturus, Anno 1644. Havn. 4. Dgſaa bag hans tyffe Dverf. 
af Bartholins Instit. anat. "Jf. ”Pheatram Antomieum Hafniæ 
noviler extruetam anno då 644; |Halng45 CEatinſte Serametre af 
Michagl kirstenius, Morayus, jen medicinſt Student, fra Mahten). 

Commentarius de abusu Tabaci. (ete.) et, herbæ Thee (etc.) 
quæ ipsissima est Chamæleagnos Dodonci, Danice Pørf (ete.) 
Argentorati 1665. 4. 1681. 4. Vigtig til at opløfe det Omfving, 
der foregik i Levemaaden. Det ihkkedes ham ikke hvad han haabede, 
universam Europam repurgars olicluussſmo, fædissimio;' revera brato 
ac barbaro Americano medicamento, Tabato mempe; og Bota⸗ 
nikerne fmile over, at The flulde være det ſamme fom Pors; men 
faavel i derte fom flere af denne noget ſnakſomme Mands Skrifter 
findes bift og her Bemarkninger, ſom iffe fan let forefomme anden= 
fteds. Han figer ſaaledes (anden Udg. S. 33) at The „er kommen 
for Orde fom Konge hanfder.” 


Hvad Simon Paulli havde beghndt bragtes til Fulb= 
kommenhed af Danmarks derømtefte Mnatom, Thomas 
Bartholin (Søn af Cafper Bartholin og Anne Finfe, f. 
i Kjøbenhavn 1616). Han fif Privatundervisning i bet 
Fuirenffe Hus, og havde Povel Moth, ber ſiden blev fonge« 
lig Livlæge, til Lærer. Til Univerfitetet fom han 1634, og 
ſtuderede i tre Aar Filologi, Filvfofi og Theologi. Kun 21 
Mar gammel forberedte han fig tillige, førend han reiſte 
udenlands, hos Oluf Vorm, ver efter hans Fabers Døb 
(1629) var bleven hang Formynder, og gjorde fig bekjendt 
med Anatomiens ny Opdagelſer, Vlodcirfulationen (opdaget 
af Hervey 1628) og Melkekarrene (opdagede af Aſelli 1622); 
1637 rejfte han udenlands, og ſtuderede Medicin og Anas 





Thomas Bartholin. 263 


tomi i Leben, ifær under Walceus. I et Brev til Borm 
fra Aaret 1639 taler han ogſaa om, at han i to Hunde 
havde iagttaget Mælfefarrene. Foruden Mebicin lagde han 
fig tillige efter Filologi, ja begyndte endog paa Arabiſt, 
hvorved han fif Adgang til be arabiffe Lægeffrifter. Her 
forberedte han tillige ben ny Udgave af hang Faders Insti= 
tutiones anatomicæ, ſom Walæng tillov ham at berige med 
to af fine Breve (de motd chyli og de motu sangvinis). 
Fra Leyden rejfte han 1640 til Paris, og tilbragte Sommeren 
1641 i Montpellier, hvor han optraabte fom Forfvarer af 
ben ny Lære om Blodets Omløb. Men vigtigere endnu er 
hans Ophold i Padua, hvor han blev i to Mar (fra Oftober 
1641 til Oftober 1643); herfra udbredtes nemlig hans lærbe 
Berommelſe over Italien; han blev endog 1642 valgt til 
Proreltor og Syndikus ved Univerfitetet. 1643 drog han til 
Rom; næfte Aar til Neapel. Da han juft var ifærd med 
at gaa over til Sicilien, fif han fra Alademiet i Mesſina 
en Indbydelſe til at mobtage ben filoſofiſte Lærerpoft, hvilket 
han af Kjærlighed til fit Fedreland afflog. Fra Sicilien 
tog han til Malta, men forhindredes fra at rejfe til Rghpten, 
ba Peſten rafebe der. Paa Tilbagevejen beføgte han Bafel, 
hvor han blev Doftor i Medicinen 1645. Over Leyden kom 
han enbelig hjem 1646, og blev efter Chriften Longbergs Dod 
i Cftober 1647 i hang Sted udnævnt til Prof. i Mathema— 
tiffen, men fif ſnart benne for ham lidet pasſende Profesſur 
ombyttet med Simon Paullis. Allerede i Vinteren 1648 
foretog han Disſektioner paa menneftelige Lig. Nu indtræver 
bet vigtigfte Tivépunft af hang videnſtabelige Liv: Jagt⸗ 
tageljen af Bryſtgangen (ductus thoracicus) hos Menneſtet 
og Opdagelſen af de lymfatiſte Kar (vasa lymphatica) forſt 
hos Dyr, ſiden hos Menneſtet. Herover Fom han i en 
heftig Trætte med Oluf Rudbeck, Prof. i Uppfala; begge 





264 Det lærde Tidérum. Medicin og Naturbiſtorie. 


tilegnede fig ben forſte Opdagelſe, ba be havbe gjort bem 
uden Meddelelſe fra hinanden. PVecqvet havde opdaget Bryft= 
gangen med dens Ciſterne, men befjenbigjorve førjt fin Op⸗ 
dagelſe 1661. Oluf Rudbek, ber 1650 opholdt fig” ſom 
Student i Leyden, lededes til ſamme Opbagelje, og iagttog 
i bet følgende Aar paa flere Indvolde be lymfatiſte Kar; 
han kaldte bem vasa aquosa, og vifte fine Opdagelſer til 
flere i Holland; rejjte ſiden til Sverrig, hvor han ligeledes 
gjorde flere befjendt med fit ny Fund, foretog endeg em 
Disfeftion i felve Dronning» Cbriftines Nærværelje, og led 
Afbildninger ſtilke i Kobber, hville vare færbige 1652, men 
han udgav førft fit Arbejde 1653. Uncegtelig tiffommer 
derfor Prioriteten ham. Thit Bartholin! figen ſelb, at ban 
forſt blev opmærffom paa be lymfatiſte Kar 1651 i Decem= 
ber, og efter Simon Paulli ſtete den egenlige Opdagelſe 
forſt i Februar 1652 (Anno 1652 mense Februario, socio 
laborum viro Cl. Michaele Lysero). Bartholin fortfatte 
utrættelig fine Underſogelſer, om disſe Kar fandtes hos 
Menneftet. „Syv menneſtelige Lig ſtuffede hans Haab; 
ved bet ottende lykledes det” 1654. Hans forſte Skrift 
derom udkom 1652, og han fif derved Forſpringet i ben 
lærde Verden. Han vedblev desuden i ben ene Afhandling 
efter ben anden at berige be allerede gjorte Erfaringer; han 
ſtod i nøje Forbindelſe med de beromteſte Lærde, igjennem 
hvilke ben ny Opdagelſe udbredtes over hele Europa, og 
tilegnedes Bartholin. Skjondt Rudbeck var den forſte Op— 
bager, var ſaaledes Bartholin ven forſte, ber udbredte Lunds 
flaben om et nyt og vigtigt Syſtem; ham tillagdes derfor 
iffe uden Grund Fortjeneften, indtil ben nyeſte Tid endelig 
ogſaa har givet Rudbeck ben Ære, ber tilfommer ham. 
Citer Oluf Vorms Død 1654 blev Bartholin Univerfi= 
tetets Reftor, men han aftraadte denne Verdighed til Peder 





Thomas Bartholin, 265 


Sporman, og flytteve formedelſt Peſten i nogen Tid til 
Roeskilde, hvor han med fin Familie fandt et fiffert Til 
flugtſted hos Niels Trolle. Sfjøndt han fun var 40 Aar 
gammel, onſtede han for fin Helbreds Skyld, ber ved be 
anftrængende Forføg, fom den ny Opdagelſe frævebe, havde 
lidt meget, at fritages for nogle af fine Forretninger, og 
Blev ba 1656 fritaget for fine offenlige Forelæsninger paa 
Anatomikammeret. Derimod fuldendte han i be følgende 
Aar flere medicinſte Arbejder, og holdt nogle mevicinffe Fore⸗ 
lægninger 1660—1661. 3 Aaret 1661 blev han (fun 45 
Aar gammel) fom prof. honorarius fritaget for alle Forret 
ninger ved Univerfitetet, og abftillige ælbre Kilder ſige, at 
han da flyttede til fin Gaard Hageſted, men indtil i Midten 
af Aaret 1664 maa han endnu have boet i Kjøbenhavn. 
Med ben hollandſte Anatom Lubvig de Bils blev han ind= 
viflet i en lærd Fejde. Han berigede ben medicinſte Litera= 
turs Hiſtorie med fin Cista medica; anſtillede fyſiologiſte 
Forſog paa Dyr, og begyndte Udgivelſen af fin medicinſte 
Brevverling. Fra Aaret 1665 levere han paa Hageſted i 
Otium, men vedblev at udgive Skrifter. Han hæbreve fin 
gamle Lærer Povel Moth, der dode 1670, med en Ligtale. 
Samme Aar (ben 2 Juni 1670), medens han opholdt fig 
i Hovedſtaden, brendte hang Gaard Hageſted, hvorved mange 
af hang Unberføgeljer, „tot annorum lucubrationes,“ og 
Arbejder, ber ſuart ſtulde have feet Lyſet, forgif. Han har 
felv givet en Fortegnelfe derover (De bibliothecæ incendio 
diss. ad filios. llafn. 1670. &. 56). Tredie Gang blev han 
Univerſitetets Rektor 1671—1672, og maa altſaa ben Gang 
have opholdt fig i Kjøbenhavn. 3 fine ſidſte Aar 1673—1680 
ſamlede han og udgav bet ved hans Dod ſtandſede Vært, Acta 
medica et philosophica, 1673 - 80. 4., ber tillige indeholder 
naturhiſtoriſte Afhandlinger, og ſom udbredte Danmarks 





266 Det larde Tidsrum. Medicin og Maturbiftorie. 


lægevidenſtabelige Underſogelſer over Europa. 1675 blev 
Han udnævnt til Hojeſteretsasſesſor, men undſtyldte ſig med 
fin legemlige Svaghed. Flerde Gang Blev han Univerfitetets 
Reftor i Juni 1680, men dode famme Mar i December/ og 
ſtulde ſaaledes ,fmyffet med Purpur og Scepter forlabe 
Verden.” 1649 habde han. giftet. fig, med en Datter af 
Borgemeſteren i Kjøbenhavn Chriſtopher Hanſen, Elſe hed 
hun (f 1675); og! treſindstyve Aar gammel giftede hau ſig 
anden Gang med Magdalene Rhode, mer med hende havde 
han ingen Børn. Hans Portret findes foran Cista mediea 
og flere af hans Strifter; ogſaa færjfilt. Hans Frugtbarheb 
fom Forfatter fejredes af en venetianſt Gejſtlig (Balthasar 
Bonifacius, Archidiaconus Tarvisinus) med: be: Dyb 

Hujus scripta viri quicunque recenset et annos, 

Tot poterit libros, quot numerare dies; 
og han har iffe blot givet be ypperligſte Bidrag til Læge= 
videnſtabens Hiſtorie i Danmark, men tillige beriget næften 
alle Lægevivenffabens Dele med egne Jagttagelſer, og ſamlet 
andre Samtidiges, ber ellers for ftørjte Delen vilde være 
tabte, Selv om Anatomiens Annaler iffe opbevarede hans 
Minde, vilde han berfor for 08 blive uforglemmelig. 


Foruden de hos Nyerup anførte Kilder: 

Skielderup, Program 1811, &. 16; G. 2. Baden, Lægevidens 
ſtabens Hift., S. 204; men ifær J. G. Jacobſen, Om Thomas 
Bartholin, i Herholdts og Manſas Saml., 1, 251. Om Barthos 
Ting Opdagelfer og Striden med Rudbeck, fee Skielderup, S. 20. 
Bendz, Haandbog i den almindelige Anatomi, 1846—47, S. 71. 
109. 315. Kort omtales den i den interesſante Udfigt over Oluf 
Rudbecks Levnet i Fryxell, Berått, ur sv. hist. 20, 159. Ops 
dagelſen 1652 omtales af Simon Paulli i Anatomiſch- und Mes 
diciniſch Bedencken uͤber ein Königl. Reitpferd. Frankf. 1674. 4.. 
i hvilfet Aar ogſaa Fortalen er ſtreven, S. 10. 

Brevet til Vorm i Epistolæ medicinales, Centuria 1. S. 3. 





Thomas Bartpolin. 267 


Anatomia Caspari Bartholini parentis, novis observationibus 
et figuris locupletata,  Lugd. Bat, 1641. Blandt de mange 
andre Udgaver har jeg benyttet Th. Bartholini Analome. Lugduni 
Batavorum 1673, hvor han omtaler fin Opdagelfe S. 133: 
Certum est ramulos ex hepate progredi, sicut depingit Asellius, 
Walæus, Highmorus, sed falsum est, lacteos illos 
esse, aut chylum ad hepar vehere, quod ævroyng nos Hafniæ 
deteximus; liquore enim ichoroso seu seroso pellucent, qui ex 
hepate pellicitur, quæ nos vocavimus primi Vasa lym- 
phatica, alii, ut Ol, Rudbeck, Ductus Hepatieos Aquosos (ete. ). 
jf. &. 142. Opdagelſen omtales ogſaa af Caſp. Thomefen Bartholin 
i Speciminis Historie Anatomicæ corporis humani. Disp. 1—2. 
Hafn, 1686—88, 4., nemlig 1, 13. Ligeledes paa mange andre 
Steder af Th. Bartholin felv, blandt andre i Elias Wallner's tyſte 
Overſ. af Anatomien. Nürnberg 1677. 4. (i Fortalen og &. 683). 
Denne tyſte Dverfættelfe har Th. Bartholin felv tilegnet Dronning 
Charlotte Amalie, og taler i Tilegnelfen om Overſattelſerne af hans 
Anatomi i andre Sprog: „ja, der groſſe Mogoll, aus fonders 
lider Begierde, deß Menſchen Weſen gu wiſſen, hat es in die In: 
dianiſche Sprache durch einen fremden Medicum vertiren laſſen.“ 
Er nogen ſaadan Overſattelſe til? 

En Rakke Disfertationer indeholde det fremſtridende i Bartho⸗ 
lins Underſogelſer om de lymfatiſte Kar, hvilfen ogſaa er udgivet 
ſamlet. Dertil hører iſer Vasa lymphatica in Homine nuper 
inventa, Hafn, 1654. 4. (hos Nyerup 1664), og Spicilegium 
secundum ex vasis lymphaticis, Halm. 1660. 4. Her fan man 
fæfe Fortællingen om de mislhklede Forføg, indtil det endelig lykledes 
at fee Karrene paa en Nordmand, der var død af en peftagtig 
Smitte. Til at oplyſe Forholdet til Rudbed hører fremdeles et 
Stkrift af Bogdan: Insidiæ struclæ CI, V. Thomæ Bartholini 
Vasis Lymphaticis ab Olao Rudbekio Sveco in suis Ductibus 
Hepaticis et Vasis glandularum serosis Arosiæ editis detectæ a 
Martino Bogdan Drisna Marchico,  Francofurti uden Mar. 4. 
Tilegnet Niels Trolle 1654, Heri hedder det (Bladet C 2), at B. 
opdagede de lymfatiſte Kar i Pierre Bourdelot's Nærværelfe i Des 
cember 1651, men henforte dem da til Aſellii Malkekar; 1652 
anftillede han nøjere Underføgelfe; 1653 beffrev han dem offenlig 





268 Det lærde Tidorum. Mebicin og Raturhiftorie. 


under Navn af Vasa lymphaticaz — tandem MDCLIII Cal. 
Maij publice deseripta nomine Vasorum Lymphaticorum doanni 
Riolano Anatomico Parisiis et puhlieo eommodo consecravits 
Skriftet tager ſtarpt fat paa Rudbeck og hans formentlige Op⸗ 
dagelſer (Bladet D 3). See ogfaa Barthol. Epist. medie, centun 
S. 547: Bartholin til Bogdan Pro Lymphaticorum prima 
inventione; og S. 562: van Gorne til Bartholin De Vasis Rud- 
beckii. „Tu tamen primus nobis anton existis, quangqusm 
fatendum est, D. Rudbeckium omnivm primd ea. mihi demon= 
strasse,” Hertil hører ogſaa Th. Bartholini Defensio Lacteorum 
et Lymphatieorum advérsus Joannem Riolanum Celeberrimam 
Lutetiæ Anatomicum. Accedit Cl. V, Guilielmi Harvei de Venis 
Lacteis sententia expensa ab eodem Th, Bartholino. Halm 
165 4. Dette Skrift tilegnede ban Niels Trolle, der i Peſten 
havde givet ham og Familie et ſillkert Tilflugtfted i Roeskilde: — 
Hele denne Opdagelfe giver et Bidrag til lignendes Hiftorie; 4 fig 
felv er Tingen iffe noget ſynderlig ſtort, men af en ringe Spire 
udvifler fig en vidtomfattende Sandhed; Karrene fees førft hos Dør, 
af Bartholin hos Mennefter; det er iffe Malkekar, men de føre 
Lymfe; disſe Kar udgjøre et helt Syſtem, og faa forſt er Op⸗ 
dagelſen færdig. 

Om Ildebranden, ber fortærede faa mange Mars Studier til 
den praftiffe Anatomi, efter egne og andres Jagttagelſer, taler han 
ogfan i fit Skrift De Anatome practica, ex cadaveribus mor- 









bosis adornanda consilium, Cum Operum Autoris hactenus 
editorum Catalogo, Hafn. 1674. 4., hvori han med Genſhyn til 
WEmnet udtaler: Ex malis moribus bonæ leges nascuntur. Ex 
morhosis corporibus salutaria præcepta fMuunt. 

Overhovedet de denne Mands talrige Skrifter mange Bidrag, 
iffe blot til at oplhſe Lægevidenffabens daværende Tilſtand i Europa 
og til dens Hiſtorie i Danmark, men ogſaa hiſt og her Oplysninger 
om Tidens Anſtuelſer og Tænfemaade. I hans allerede nævnte 
Epistolarum medicinalium a Doclis vel ad Doctos scriptarum, 
Centur. 1—4, Haſfn. 1663—67. findes hans Brevverling med 
neſten alle den Tids færde Læger. IJ Cista medica, Hafn. 1662, 
Accedit ejusdem Domus Anatomica Hafniensis hrevissime de- 
scripta. Hafn, 1662. med Motto Fuimus Troes; i Historiarum 








Thomas Bartholin. 269 


Anatomicarum Rariorum Centur. 6. Haſn. 1657 fag. (Beghndelſen 
paa Toft af Georg Seger. Kph. 57.) 0. fl. meddelte han ypperlige 
Bidrag til den danſte Lægefunfts Hiſtorie. Og i Skriftet De 
medicina Danorum domestica Dissertationes 10. Cum ejusdem 
Vindiciis et Additamentis. llaſo. 1666. gif han tillige tilbage 
til dens ældre Hiſtorie. Han ender Fortalen med: Scripsi in præ- 
dio meo Hagested Anno Christi MDCLXV. XX. Octobris, qvi 
anno seculi hujus sexto decimo mihi natalis fuit; og taler om, 
Hvorledes enhver Mand bør dyrfe fit eget Lands Frembringelſer: 
Vitium est mortalium propria fastidire, qvia qvotidiana; at 
sapiens qvotidianis, qvia propria, sobrie utitur et prudenter. 
Indholdet er: Diss. 1. Berommelſe over Danmark og dets Frems 
bringelfer. 2. De medicis Danorum inventis (hvorunder anføres 
Læger og Botanifere). 3. De morbis Danorum eurandis. 4, 
De morborum Daniæ popularium remediis inqrilinis. 5. De 
Pharmacopæa Danica. 6. De victu Danorum domestico, 7. 
De potu Danorum consvelo. 8, De medicorum Danorum dig= 
nitate (Fortegnelfe over ældre Læger). 9. De erroribus Danorum 
in Medicina et Diæta, 10, De erroribus Danorum circa Me- 
dicos. Samt pro Medicina Danorum Vindiciæ (Lægefunften i 
det gamle Norden). Ogſaa her (diss. 2, &. 50) taler han om 
fin Opdagelfe og hans derved fvæffede Helbred: Post Anatomes 
hujus (Faderens) reformatæ editionem primam, duo nova pror- 
susque inaudila antea el invisa Vasa favens Natura diligentiæ 
nostræ benigne revelavit, propler qvæ Hecatomben immolare 
æquum ſuit. Anno enim reparatæ salutis MDCLI. Lacieum 
Thoracicum Ductum cum annexis glandulis lumbaribus Lacteis 
primus in cadaveribus hominum observare contigit, 
qvem in solis brutis Pecquetus ductum invenerat. Post paulo, 
iisdem intento alia vasa circa Hepar et arlus occurrunt nulli 
ante mortalium, quod scirem, visa aut descripta, qvæ 
Vasa Lymphatica appellavi, qvia liqvorem lymphæ lim- 
pidæ similem continent vehuntqve; de qvibus brevissime com- 
mentatus sum orbemque literatum ad novas cogita= 
tiones et suppositiones in Medicina excitavi (etc,) 

Naar han i Skriftet: De insolitis partus humani viis Dis- 
sertatio nova, Haſn. 1664. anfører en Del markelige Fodſels⸗ 











270 Det lærde Tidarum. Medicin og Raturhiſtorie. 


hiſtorier med Forklaringer, venter man næppe iblandt dem at finte 
de Christi nativitate: miraculoaza med den Bemærfning: non exclu= 
dimus viam naturalem, hvillet oplyfes af Lucas, 2 Cap; eller 
de Dionysii nativitate ex ſemore Jovis. Slutningen handler de 
obstetricam scientia, Hvilfet vel er noget af det forſte å dette Fag 

Gvilke Foreftillinger gjorde denne Mand fig om. Forholdet 
imellem Himmel og Jord? Det oplyſes blandt andet af Striftetz 
De cometa consilium medieum, em Monstrorum nbpér in D 
natorum historia, + Haføb, 166511 Simlen ver ogſaa underkaſtet 
Avling og Fordærvelfe, generationiset corruptioni, hvillet sfanufers 
af Tyge Brahes ny Stjerne, af Solpletterne o desl. Himfen ſtaar 
i Forbindelfe med Sygdomme, Sygdoms Zilftande og andre Ting 
paa Jorden.  Mulieres nmostræ. solstitio instanle nec tela sua 
mundant, nec soli exponunt, ne corrumpanlur, De me ipso 





testari possum, solstitiorum tempore ad omnia consuelå munia 
imutilem esse, et quasi morbo ”instante lassari. Forsan dech- 
nantis Elatis sunt præsagia, annis et viribus sensim ad occasum 
vergentibus. Memini Senem Christianum Longomontanum, 
Astronomum magnum, Aflinem nostrum, multis ante suprema 
fata annis, solstitio hyberno, filias generosque extra urbem 
habitantes, cætera sanum adhuc et valentem, quotannis ad se 
convocasse, et tanquam extremus immineret vitæ dies, ultimum 
singulis vale dixisse. Franciſcus Verulamius faldt pludfelig i Be— 
fvimelfe ved Maaneformorkelſe, ſtjendt han forud iffe vidſte det 
mindſte om, at den ſtulde indtræffe, 0. f. v. Himlen lider ogſaa 
af Jordens Uddunftninger; deraf komme Kometer og andre underlige 
Forbindelfer imellem Himmel og Jord. Kometen er et flet Varſel, 
quia apostema hoc cæleste ex pravis universi excrementis col- 
lectum — quia et se et universum pulidis scatere humoribus 
indicat, quibus evacuandis non unus abscessus suſſieit. Sca⸗ 
Tiger og Gaffendi maa fige hvad de ville, Kometer ſtaa i Forbindelfe 
med Sygdomme og Begivenheder paa Jorden. Vanſtabningers Fodſel 
ſtaar ligeledes i Forbindelfe med Himlens Begivenheder. 

Blandt hans fyſiſt⸗naturhiſtoriſte Skrifter kunne flere endnu 
have Interesſe, f. Ex. De Luce Animalium libri 3. Admirandis 
historiis rationibusque novis reſerti. Lugd, Batav, 1647. og 
nyere Udgave: De Luce hominum et brutorum (ete.) Haſo. 1669. 








Den Bartholinſte Stole. 271 


Diss. de cygni anatome ejusque cantu, Hafn, 1668. udg. af hang 
tretten Yar gamle Son Cafp. Thom. Bartholin. 


En faa udmerket Mand ſom Thomas Bartholin maatte 
ſamle omfring fig og efterlade mange Difciple. Michael 
Lyfer (f. i Leipzig 1626, 1657 Medikus paa Laaland, + 
1659) var hang Proſeltor, og uden hans Hjælp, ſagde Rub= 
bed, kunde han intet opvage. Martin Bogdan (f. i 
Neumark; drog ſiden til Bern) deltog i Striben med Rudbeck. 
Oluf Vorms Søn, Vilhelm Worm, mevbelte Bartholin 
anatomiſte Jagttagelſer paa fin Udenlandsrejſe. Til denne 
Skole hørte ogſaa: Henrik Møiniden (f. i Malmø 1631, 
+ 1695), Chriſten Oftenfeld (f. i Viborg 1619, 1656 
Prof. i Medicinen, + 1671) og Bartholins Søn, Caſper 
Thomeſen Bartholin (f. 1655, allerede 1674, fun 20 
Mar gammel, Prof.) Efter en Udenlandérejfe paa tre Aar 
Holdt han Forelæsninger over Anatomi og Fyſik, blev Doftor 
i Medicinen 1678, og har udgivet mange, ifær anatomifte, 
Skrifter (allerede fra fit Ophold i Paris 1676 til 1708); 
men berefter gif han ind. i andre Stillinger og blev adlet 
1731 (f 1738). Bartholins berømtefte Lærlinge ere imid⸗ 
lertid Ole Bord) og Niels Stenſen. 


Skielderups Program 1811, 6.23. Vilh. Vorm: Bartholini 
Epist. med., centuria 2, 505, 514. €. Th. Bartholin: Foruden 
Giesſings Jubellærere 2, 1, 51 ogſaa Skielderup &. 32. Specimen 
historie Anatomicæ partium corporis humani ad Recentiorum 
mentem accommodatæ novisque observationibus illustratæ. Amstel, 
1701. 8. (hos Nyerup Ultrajecti 1701. 4.) De diaphragmatis 
nova structura 1676 i Bartholini Acta med. vol, 4. observ. 3. o. fl. 

Af Lyſer haves Michaelis Lyseri Culter anatomicus. Hoc 
est: Methodus brevis facilis ac perspicua artificiost et compen- 
dioså humana incidendi cadavera, 5 Udg. Lugduni Batav. 1731. 
(hvillen Udgave Nyerup iffe anfører). 





272 Det færde Tidérum) Medicin og Naturhiſtorie 


Ole Bord, Olaus Borrichius (f. ben 7 April 1626 i 
Sonder-⸗Bork i Ribe Stift, hvor hans Faber, Oluf Clauſen, 
var Præft) gif i Kolding og Ribe Stole, og fom til Untver= 
fitetet 1644; han lagde fig efter Medicin, og hørte ijær The⸗ 
mas Bartholins og Simon Paullis Forelæsninger, men havde 
tillige megen Kjærlighed til Filoſofi, Filologi og Poeſt 1650 
blev han Hører ved Kjøbenhavns Sfole, og fil: uventet af 
Frederif ben Trebie, efter Kansleren Chr. Thomejens ns 
Befaling, et Kanonifat i Lund. Jørgen Roſentrauds tilbør 
ham Reftoratet i Herlufsholm, men han undſlog fig af Kjærs 
lighed til Medicinen og Lyſt til at rejſe. Sine førjte mebi⸗ 
cinffe Crfaringer gjorde han i Pejten i Kjøbenhavn. Ejter 
Kjøbenhavns Belejring blev Han 1660 befigneret til Prof. 
i Filologi, Semi og Botanik, og rejſte ſamme Aar udenlands. 
Over Hamborg tog han til Holland, hvor han blev i nogle 
Aar (1661—63), og ſtiftede Bekjendtſtab med mange anfeete 
Lerde, ifær berømte Anatomer, og ben befjendte ventyrer 
Borro. Da VJVoachim Gersdorf bøde, fulgte han dennes 
Sønner, hvis Informator han havde været, over Flandern 
til London (1663); be gjennemrejfte flere af Englands Lands 
ſtaber, og fom i Auguſt til Franfrig. Fra Paris vendte 
Gersdorfs Sønner tilbage, men Bord) fortfatte fin Rejſe, 
tog ben medicinſte Doktorgrad i Anjou, og beſogte Mont= 
pellier, ,velus illud Medicinæ domicilium“; derpaa drog han 
til Italien, hvor han ifær opholdt fig i Bologna og Rom; 
paa ſidſte Sted tilbragte han Vinteren (1665—66), og gjorde 
en Udflugt til Neapel, for at fee bet brændende Veſuv. J 
Rom havde han ofte Samtaler om femiffe Gjenſtande men 
ben fvenffe Dronning Chriftine. 1666 vendte han tilbage 
til Fædrelandet, tiltraadte fin Profesſar, og praftifereve ſom 
Læge. Bed flere af fine Sfrifter, ijær filologifte og kemiſte, 
havde han be Stuberende for Øje. Til be ſidſte høre De 





Ole Borch. 273 


orlu et progressu Chemiæ (1668); Conspectus scriptorum 
chemicorum libellus posthumus, eller Kemiens Hiftorie i en 
Overſigt over Kemikerne fra Trismegiftus til hang egne 
Dage 0. fl. Ogfaa ſom Botanifer har han Fortjenefter ved 
fin grundige Behanbling (f. Ex. De experimentis botanicis). 
Gan ſamlede fig betydelige Midler, men giftede fig aldrig. 
Det hedder vel, at han undlod bet, ut eo philosopharetur 
expeditius; men Pontoppidan fortæller en anden Anledning 
til hang ugifte Stand: Da han havde ftabfæftet det bekjendte 
Ordſprog: dat Galenus opes, beſluttede han fig til at ind⸗ 
træbe i Ægteftanden, og forlovede fig med en Jomfru af 
Familien W., men hun var mere forelffet i hans Penge, 
end i ham felv. Engang beføgte han fin Brud; hun og 
hendes Moder fulgte ham til Dørs, og ba han hinfebe, 
forbi han var lam paa ben ene Fod, hinkede hun efter ham, 
i bet han gif. Det ſtete vel bag hang Ryg, men han blev 
bet vaer i et Spejl, og havde nu faaet nof af Udſigterne 
i Egteſtanden; han hæveve i Tide Forbindelſen, og beſluttede 
at forblive ugift. Det kom Stubenterne tilgode; han ſtiftede 
fig et uforgjængeligt Mindesmerke i Collegium Mediceum 
(ben 29 Juli 1689), ſom han iffe vilde have falbt med fit 
Navn, endſtjendt bet nu i Almindelighed bærer bet. En 
fmertelig Stenfygbom endte hang Liv ben 3 (hos Vorm 
ben 13) Oftober 1690. 

Foruden andre hos Nyerup angivne Kilder, hans Selvbiografi 
med Mules Fortfættelfe i Rostgardii Deliciæ poétarum Danorum 
2, 371; og i Conspectus scriptorum chemicorum libellus post- 
humus. Havn, 1696. 4. 1697. 4. Skielderups Program 1811, 
6. 28. Rottboll, S. 404. Pontoppidans Menoza, 3, 493. 
Forbindelfen med Borro i Werlauffs Cfterretninger om denne, hos 
Herholdt og Manfa, 1, 162. 

Borchs Disſ. de ortu et progressu Chemiæ fremfaldte en 
Strid med Hermann Conring. Hertil hører: Hermanni Conringii 

18 





274 Det lærde Tiderum. Medicin og Naturhiſtorle. 


De Hermetica Medicinaslibri duo. Anden Udg. Helmestadii 1669. 
4., der flutter med Apologeticus adyersus calumnias,et insecta= 
tiones Olai Borrichii, Samt Bordé Hermetis,  Ægyptiorum. et 
Chemicorum sapientia ab Hermanni Cønringii animadyersionibus 
vindicata. Hafn. 467474, 

Hans mangefidige Virkſomhed oplhſes af hans Dissertatidnes 
seu Orationes academitæ 'selectioris' sargumentis Com Pauli/Vin= 
dingii oratione parentali. in, obitum - Børrichii« …,Edid, ;Sever, 
Lintrupius. To Temer. Hafn… 1715. 

Paa fin Rejſe ſendte ban angtomiſte —— til Bartholin 
(Bartbolini Epist, medie, Centuria 3, &. 360. 374. 416. Cent. 
4, S. 70, 446. 510) San mettelte * Bidrag til den patho⸗ 
logiſte Anatomi (Aeta med. ebpbilos, Halm, 1; 173) løg! disfeterede 
offenlig Dyr (Acta med, 19 6). | Til hans, botaniſte Skrifter hører 
De usu indigenarum plantarum »in mmedicina; | Havn«11688. 

Borchs iffe udgivne Rejſejournal, hvori han. beretter, hvad der 
under hans Ophold i Touloufe blev fortalt ham om, Vaninis 
Proces, ſtal være anført af Arpe i hans Apologia pro Jul. Cæs. 
Vanino. Cosmopoli 1712. 8. Cr denne Rejfejournal til? og 
hvor findes den? 








Niels Stenfen, Nicolaus Steno, Stenonis (ſaaledes 
ffriver han felv) eller Stenonius, f. i Kjøbenhavn d. 10 
Januar, efter Lutherſt Regning, men efter Katholilkernes Stil 
d. 20, (altſaa iffe d. 1 Jan.) 1638 (iffe 1631), er næjt Tyge 
Brahe ben overordenligſte Mand i bette Tidsrum, ber bog 
er faa rigt paa ubmærfede Bidenffabsmænd. Hans Faber var 
Guldſmed hos Chrijtian ben Fjerde, og var yndet af ham 
dels ſom Kunſtner dels fom ivrig Lutheraner. Om fin Barn« 
bom fortæller Stenſen felv, at han allerede i fin ſpede Alder 
iffe havde Sands for Omgang med fine Jevnaldrende, men 
derimod med Begjerlighed lyttede til be Ælores alvorlige 
Samtaler; og at han fra fit tredie til fit fjette Aar giennemgik 
en farlig Sygdom, ber maa have bidraget til at forøge hang 
Ulyft til Barnets ſedvanlige Sysler. I en ung Alder 


Niels Stenfen eller Steno. 275 


ſtuderede han Mebicin og Anatomi unter Simon Paulli og 
Thomas Bartholin; og brog berefter med Anbefalingsbrev 
fra Thomas Bartholin forſt til Amſterdam, Hvor han hørte 
Gerhard Blaſius, og derpaa til Leiden, for tillige at ſtudere 
Filofofi og Kemi. Her traabte han fnart i Forbindelſe med 
ben udmerkede Auatom Silviug (De la Boe), med Van-⸗Horne 
og anbre berømte Lærde; og ſendte Cfterretninger om fine 
ny Opbagelfer til Thomas Bartholin. Kun omtrent 23 Aar 
gammel opdagede han 1660 ben efter ham opkaldte Sten« 
ſonſte Spytfanal (ductus Stenonianus) eller Ubføringsgangen 
fra Ørefpytfjertlerne, ſom Needham allerede kjeudte; men 
Stenſen „iagttog den, fandfynligvig uden at fjende noget til 
Needhams Opdagelſe, hos Faaret; hos ſamme Dyr opbagebe 
han forſt Udforingsgangene fra Taarefjertlerne, og en egen 
Tille Druefjertel i Neſehulen hos Faaret, Hunden og flere 
antre Dyr.” Efter en Udflugt til flere Steder i Holland, 
fortfatte han fine Underſogelſer, og var 1662 forſte Opbager 
af Svedkjertlerne (glandulæ sudoriparæ), hvorved Læren om 
Uddunſtningen fif et ganfte nyt Udſeende. Sine Opdagelſer 
Befjendtgjorve han i Sfrifter, udkomne i Leiden 1661 og 
folgende Aar. J Danmark vafte be megen Beunbring ; 
Thomas Bartholin anbefaleve ham i be varmefte Udtryk til 
Kongen, og lovede fig i ham en herlig Berigelſe for bet 
danſte Anatomikammer. I Holland fremkaldte derimod Sten⸗ 
feng Fremtræden en heftig Strid med Prof. Gerhard Blaſius 
i Amſterdam. Bartholin føgte at forlige bem, men, ſom 
bet ſynes, med lidet Held. Fra bisfe forſte Underſogelſer 
gif Stenfen over til Muſtlerne og Hjertet, men afbrodes 
ved Cfterretningen om fin Moders og andre Slagtningers 
Død 1664 (hans Faber var allerede bøb før 1662), ber 
Bevægebe ham til et fort Ophold i Kjøbenhavn, hvorefter 
han atter brog udenlands. Dette hang Ophold i Danmark 
18% 








276 Det færre Tidsrum. Medicin og RNaturhiſtorie. 


Befræftes iffe blot ved Thomas Bartholins Vidnesbyrd, at 
Stenſen havde forevijt ham ſine Opbagelfer (vidimus' sin- 
gula ab ipso demonstrata), hvilfet iffe Tan henføres til nogen 
anden Tid, men ogſaa af Steuſens egue Breve)” Hau dreg 
til Paris, og ſtuderede Anatomi under Thebenot, hos hvem 
han boede, og Kemi under Borel han "opholdt fig fer 1665, 
og vafte ligeledes her megen Opſigt ved den Maade, hvor⸗ 
paa han foretog Seftioner, og ved fine fy Opdagelſer, blandi 
hvilke iſer hans Underſogelſer om Hjernen fremhæves: Men 
Bosſuet virkede tillige ſaa meget pad Ham, at han beghudte 
at tænfe over religiøje Ting; thi hidtil ſiger han havde 
Naturens Studium optaget mig ſag aldeles, at jeg ifte habde 
Tid til Religionsunderſogelſer“ De ſhnes, font en Jeſuit 
i Køln allerede forud 1664 havde forføgt at omvende ham. 
Men benne hans ny Stemning fom iffe til noget Udbrud før 
i Jtalien; 1666 fom han til Livorno, hvor em Procesſion 
paa Kriſti Legemsfeſt vendte hang grublende Sind til reli= 
gioſe Betragtninger: „var det Herrens Legeme, der ſaa 
hojtidelig bares til Skue, eller var bet iffe; Hvis bet var, 
hvorfor tilbad da iffe han, ligeſom alle be andre?“ Og ba 
han endelig endnu i ſamme Aar kom til Florenz, egenlig 
Tun for at lære bet italienffe Sprog i fin Renhed, men ber 
tog ſtadigere Ophold, ba Storhertug Ferdinand ben Anden 
af Toffana anfatte ham fom Lærer i Anatomien ved Akademiet 
bel Cimento, kom han tilfælvig i Bekjendtſtab med en Nonne 
Maria Flavia bel Nero, ber tog fig faa ivrig af hans Om⸗ 
vendelſe, at hun gjerne vilde hengive fit Liv for at frelfe 
hans Sjæl. Geſandten fra Lucca Arnolfini's Gemalinde 
og hendes Skriftefader Savignani fuldendte bet begyndte 
Vært, faa at han enbelig ben 3 Nov. 1669 gif over 
til Katholicismen. J disſe Mar fordybede han fig i theo— 
logiſte Granſtninger, ber tilſidſt bleve eneherſtende. Hau 





Riels Stenfen eller Steno. 277 


lov fig iffe nøje med Samtaler om Religionen med lærde 
Mænd, men vilde fee med egne Øjne. „Han ſtuderede 
felv ven hellige Skrifts originale Vidner og be ældfte For⸗ 
fattere, nemlig ved Hjælp af ældgamle græfte og hebraiſte 
Haandſtrifter, for iffe uden Prøve at ftole paa be latinſte 
Overſcettelſer.“ Ikke desmindre fortfatte han ogſaa fine 
Naturgranſtninger, og bet ſynes, ſom han var beſtemt til 
ſtedſe at gaa over fra den ene til den anden, og ſtedſe at 
bane ny Veje: 1666 blev ber fanget en lamia eller canis 
carcharia (Haj), ſom gav ham Anledning til ny Dyrſtudier; 
og han befjenbtgjorte disſe neſte Aar 1667 i Forbindelſe 
med fin Myologi. Men fra Anatomien af Menneſtet og 
Dyr gif han endelig over til Granſtning over Jordens Indre, 
og blev Sfaber af en ny Videnffab, Geologien. 

Hidtil laa benne endnu fun i be raa Elementer. Zoo— 
logien og Geognoſien ſtode afſondrede hver for fig; „Zoolo⸗ 
gerne ljendte ikke til Bjergene, og Geognoſterne vare ubeljendte 
med Dyrenes Naturhiſtorie.“ Det var nødvendigt, iffe blot 
at forene bem, men tillige at betragte Dannelſen af Jord⸗ 
lagene og bereg Indhold, Mineralierne og deres Lejer, 
Bjergene og bereg Dannelfe, Planternes og Dyrenes Fore— 
fomft, ogſaa be forgangnes; fort, at danne en Theori for 
ben hele Jord, fom forhen for dens Individer. Ved Under— 
ſogelſen af nogle fosſile Hajfiſtteender og deres Leje ledtes 
Stenſen til Betragtninger over Toſtanas Jordbund, og derfra 
til Slutninger om Jordſtorpen i Almindelighed. De førfte 
Frugter deraf gav han ſom en Indledning i fit Sfrift de 
solido intra solidum naturaliter contento, 1669; bet var 
Tun en Forløber til en Theori, ber aldrig fuldſteendig blev 
udviklet, men bet var faa rigt paa Ideer, at en hel Viden⸗ 
flab laa deri. Der forløb et Aarhundrede, førend disſe Ideer 
paa ny optoges og udvidedes. fan gif ud fra Jagttagelfe, 





278 Det larde Divérum. Mediein og Naturhiſtorie. 


og drog ſunde Slutninger deraf, medens hans Efterfølgere 
vendte tilbage til Moſes Slabelſeshiſtorie og tomme Hypo—⸗ 
thefer; hans Ideer ſſumrede upaaagtede, men Rutiden (Wer⸗ 
ner og hans Samtidige) har paa mø draget dem frem og 
erfjendt bem. Udenfor Danmark have; de vundet Udodelighed; 
vi maatte vel da blues; om itke vi⸗ Lerbe eller Læge, ſtaffede 
os en Foreſtilling om denne vor Landsmands Fortjeneſte. 
Stenſen var „den forſte, ber indette Strift adſtiller be pri⸗ 
mitive Bjerge, der ere celdre end Planter og Dr og berfor 
aldrig indeholde organiſte Levninger, fra de ſelundeere Bjerge, 
ber have dannet ſig over de forſte og) ere opfyldte med disſe 
Levninger (turbidi maris sédimentå sihn mvicem. imposita). 
Gan betragter disſe ſekundeere Låg! fonn 7erws Afſcetning af 
Vandet, og fremſtiller et Syſtem for Dannelſen af Dalene 
og Formationen af Lagene. Ved at betragte Toſtanas Dans 
nelſe fremſtiller han fer ſtore Jordepofer, i hvilfe Havet 
periodiſt overjvømmebde Lanbet, og atter drog fig tilbage.” 
3 Forbindelſe dermed „meddeler han merkelige Jagttagelfer 
over Konchyliernes Dannelſe og Vært, om Kryſtallernes 
Bygning" o. desl. Han vil oplyſe, hvorledes man i ſelve 
Naturlegemet ſtal gjenfinde dets oprindelige Sted og Dannel= 
ſesmaade; og fra et enfelt Lands Formation gaar han over 
til hele Jordklodens. Skriftet tilegnede han Storhertugen 
Ferdinand den Anden; „det er et Arbejde, ſom han agter 
at udvide og udfore nøjere; han maa nu gjøre bet kortere, 
ba han vil vende hjem til fit Fædreland, og har opfat Ud 
forelſen, indtil han kommer tilbage derfra. Den udforlige 
Afhandling vil han ba ſtrive paa Jtalienff, efterſom bet bes 
Hager Storhertugen, og for at bet berømte Akademi, hvoraf - 
ogſaa han er Medlem, fan fee, at han iffe er uværdig til 
ben ham forundte re.” „Han har intet imod at udſette 
bette fit Arbejde, thi han haaber paa fin foreſtaaende Rejſe 





Niels Stenſen eller Steno. 279 


at vinde endnu flere Oplysninger.” Denne Rejſe blev frem⸗ 
Taldt af Kong Frederik ven Tredies Onſte at anfætte ham 
ſom Profesſor i Anatomien (hvortil vel hang Ord figte: 
cujus nutui obedire lex naturæ iubet, magna in me meos- 
que promerita hortantur); og Indbydelſen maa være udgaaet 
1667 eller 1668; i ſidſtuevnte Mar finde vi ham i Færd med 
at ville vende hjem, men ben Gang blev han holbt tilbage. 
Nu, 1669, forlob han Toſtana; i Juni 1669 ſendte han fra 
Innsbruck (Oeniponte) Storhertug Ferdinand en anatomiſt 
Unberføgelfe. Samme Aar eller i Begyndelſen af neſte 
Tom han uden Tvivl til Danmark, men Opholdet her blev 
meget fort. Naturvidenſtabens BVeffytter og Velynder Fre— 
berif ben Tredie dode 1670, og i ſamme Aar venbte Stenſen 
tilbage til Florenz efter Indbydelſe fra Ferdinand ben Andens 
Cfterfølger Cosmus ben Tredie, Et Bar Aar opholdt han 
fig i Florenz, beſtjceftiget med allehaande Underſogelſer, indtil 
en ny Indbydelſe fra Fedrelandet, bevirket af Griffenfeld, 
1672 atter kaldte ham tilbage fom Prof. i Anatomien med 
Tillavelfe til at øve fin Religion i Stilhed. Han forlod 
Italien (efter Manni og Fabronius) i Maj 1672. Anatomi—⸗ 
fammeret havde i mange Aar ſtaaet lukket; nu blev han 
anfat derved ſom Prof. og holdt fin Indledningstale 1673. 
Det menneſtelige Lig, fagde han, har noget uhyggeligt, ja, 
ſom Dodens Billede, for nogle noget mobbybeligt og afffræfs 
kende, men bet fømmer fig iffe at blive ſtaagende ved be ydre 
ſandſelige Judtryk, men at trænge ind til bet Indre, Ogſaa 
ben blomſtrende Eng bliver endnu ſtjonnere for ben, ber 
giennemſtuer Plantens indre Bevægeljer. (Pulchra sunt 
quæ videntur, pulehriora quæ sciuntur, pulcherrima quæ 
ignorantur). Det er Anatomiens ſande Maal, fra bet vids 
underlig byggede Legeme at hæve Tanken til Sjælens Højhed 





280 Det lærde Tiderum. Medicin og Maturfiftorie. 


og Skaberens Herlighed, og med et fordemsfrit Sint at 
ſtjelne imellem bet falſte og Sandhed. 

Det er ſandſynligt, at Stenſen, uagtet fit berømte Navn 
og fin rene Kjærlighev til Bidenſtaben, ſom Katholit vieſe 
Kredſe maatte være: ilde auſeet og en Torm ivØjet paa be 
rettroende Lutheraner· Dog traadte, ſaavidt vides, kun een 
af bem offenlig op imod ham. Dohan Brunsmand, den 
Gang Reltor i Herlufsholm, udgab ſamme Aar, ſom Steuſen 
begyndte fin Virkſemhed (1673), en Bogyfalvet Frands 
Spires Fortvivlelſe ( det var en venetiauſt Retslcerd, der var 
bleven Lutheraner, men ſiden for Inlviſitlonen forncegtede 
fin Overbevisning); og det traf ſig nu ſaa (eaxsu aceidit), 
at ba han ſendte nogle Exemplarer om fil Velynvere, ſendie 
han ogſaa et til Stenſen, ver ven Gang boede hos fin Soſter 
i Kjobenhavn. Dette antog nu Stenſen, men der var jo 
viſtnok ille noget om, ſtulde vere ham en Paamindelſe om, 
hvorledes bet vilde gaa ham felv (ut se suæ consimilis ad- 
moneret ruinæ), eg ſtrev derfor i Slutningen af November 
et Brev til Brunsmand, fom denne nogle Maaneder efter 
beſparede. Brunsmand vilde ham ifte noget; naar han 
Betæntte, at Stenſen havde levet adſtillige Aar i Italien og 
ber offenlig havde fornægtet fin Fedrenetro, og efter fin 
Hjemfomft til Fedrelandet meſt føgte Omgang med bet 
Slags Folk, fandt han bet iffe underligt, at han vifte fig iffe 
udygtig til at ſtjelde Proteſtanterne ud, og traf fig ſelv af« 
malet i Frands Spires Hiſtorie. Deslige Stiklerier fore— 
komme vel hiſt og her, men for Reſten ere disſe Breve 
theologiſte Stridsſtrifter om Retferdiggjorelſen ved Kriſtus 
o. m. desl., Steuſens kortere, Brunsmands udforligere. 

Efter et Par Aars Forlob forlod Stenſen for ſtedſe ſit 
Fæbreland, Cosmus ben Tredie kaldte ham til Hovmeſter 
for ſin Son. Han kom (efter Manni) tilbage til Florenz 





Riels Stenfen eller Steno. 281 


1674. Han lod fig præftevie 1675. Ved benne Tid var 
bet vel, at han gjorde en Pillegrimsgang med bare Fodder 
og beſtandig tiggende fig frem fra Florenz til Loretto. Da 
Hertug Johan Frederik af Hannover havde antaget ben la⸗ 
tholſte Religion, fif han en vicarius aposlolicus i Neder⸗ 
ſachſen til Skriftefader, efter hvis Død (3. Møller formoder 
1678 eller 1679) Stenfen blev hans Eftermand ſom vicarius 
apostolicus generalis i Nordtyſtland, hvortil Innocens ben 
Ellevte ſiden føjede Danmark, og fif ſom Biſtop in partibus 
Titel af episcopus Titiopolitanus (efter et fordums Biſpe⸗ 
fæbe i Jfaurien). Han opholdt fig nu dels i Hannover, dels 
i Hamborg; og føgte i flere Sfrifter at forfvare fin Apoſtaſi, 
hvilke fremkaldte Modſtandere fra alle. Sider, blandt andre 
hos 08 Chriften Nolo. For Videnſtaben var han tabt, men 
han varetog fit ny Kald med ſamme Jver. Til enhver 
vigtig Beſlutning forberedte han fig med tre Dages Faſte, 
i bet han hemmelig lod ben ham beſtemte Kjodſpiſe uddele 
til be Fattige. Sine Vifitatfer foretog han tilfods, fæbvan= 
lig fyv (tyſte) Mil om Dagen. Han folgte fin Ejendom, 
fin Ring, fin Vogn, for at gjøre vel; men uagtet af fin 
Uegennyttighed var han idelig udſat for Forfølgelfer, iffe 
Blot af Lutheraner, men ogſaa af Katholilkerne. Storher⸗ 
tugen tilbøb ham Bifpeftolen i Livorno 1684, men han afflog 
ben. Gan døre i Schwerin ben 25 November 1686 i en 
Ulver af 48 Mar, og efterlod iffe faa meget, ſom han kunde 
begraves for. Liget blev efter Pavens Befaling bragt til 
Gamborg, og berfra til Søs til Florenz, hvor bet blev henſat 
i ben ved Storhertugernes Begravelſeskapel berømte S. 
Lorenzolirke, i hvilken der blev opført et Mindesmærke for 
ham med en latinſt Indſtrift. 

Som Anatom er Stenſen bekjendt for vore Literatorer, 
og be gjentage vore ældre Legers: at han var Anatomiens 





282 Det lærte Tiderum. Medicin og Maturbiftorie. 


Prydelſe og Lyſt, at han ille var oplært, men født til Anatom. 
Som Geolog er bet mig ille beljendt at nøgen af vore ælbre 
Literatorer have emtalt ham. Forſt be nyere Raturfynbige 
ere blevne opmærffomme paa ham ſom „den egenlige Slaber 
af en videnſtabelig Geognoſi 

Stenſens Apoftafiv er en for, Theologiens Hiſtorie vig⸗ 
tigere Gjenftand, end for Literaturens > Almindelighed. J. 
Møller har meddelt de dertil horende Altſtyllerz men det 
forefommer mig uſemmeligt og uværdigt,” naar han ſlaar 
paa, at én ung fmuf Nonne lunde indtage én Mand pad 
80 Aar, Det er aabeubart, at ban forlød ſin Fæbrenetro, 
fordi Proteſtantismen ille tilfredsſtillede hans; dybe Siud, 
fordi han i ben ikke ſaae nogen Furbebringri Livet og fordi 
den oprindelige Kirke greb ham med fin Martyrdom. Uden 
Tvivl var denne Apoſtaſi en Forvildelſe, men dens Motiver 
og bet Martyrliv ben fremkaldte ſtal beſtues med Ærbøvighed, 
og iffe drages ned i bet gemene Livs Sfære, Naar han 
felv taler om hvad ber bevægede ham til at forlade ben lu— 
therſte Lære, nægter han iffe, at Omgangen med Katholikker 
har bidraget dertil, nemlig nogle af hans katholſte Venners 
hellige Levnet, hvilfet han faa meget mere nævner, fom han 
fra Barndommen af var vant til at holde fig til ve Flores 
Alvor. Men tre Ting have ifær bevæget ham dertil: Studiet 
af ben cartefianffe Filoſofi, Mængven af ve friftne Sekter, 
ber fra et og ſamme Princip udlede modſigende Lerdomme, 
og manges verdslige, iffe kriſtelige, Levnet (et multorum 
modum vivendi politicum). 

Stenfen var, efter Manni, Grandonkel til ven berømte 
Jalob Vinsløv, ber ligeledes gif over til Katholicismen. 
Slegtſtabet maa have fundet Sted igjennem Stenſens Soſter; 
fan der om hende tilvejebringe8 nøjagtigere Efterretning? 

En ny Udgave af denne Mands hos os lidet befjendte 


Niels Stenſen eller Steno. 283 


Skrifter vilde være en Vinding for Videnſtabens Hiſtorie 
og en uforgiængelig Ære for Danmark, ber hidtil mere end 
tilbørlig har overladt Fremmede at førge for fine ypperſte 
Sonners Eftermele. 


Moller, Cimbria liter, 2, 867. Strobel, Neue Beytraͤge zur 
£iteratur 5, 373. (Korte, men rigtige Angivelſer). Wolfs Hiſt. 
Ordbog 10, 365. J. Møller, Brochmands Levnet i Giſt. Kas 
lender 3, 196, og Authentiſte Efterretninger om N. Stenos Dver⸗ 
gang til den katholſte Kirke, i Theol Bibl. 20, 230. jf. Kofods 
Conwerſationslex. (i Supplementet) 27, 354. Stielderups Program 
1811, &. 29. Brimid, Naturvid. Fremgang, &. XVII. Pont⸗ 
oppidan omtaler ogſaa Steno i Gesta et vestigia Danorum extra 
Daniam 3, 314, men hans Angivelſer ere unsjagtige, og han taler 
ifær om Striden imellem Steno og Brunsmand. 

Fremdeles: Vita del letteratissimo Monsig. Nicolo Stenone 
di Danamarka (ete.) da Domenico Maria Manni. Firenze 1775. 
(Univerfitetsbibliothefers Cremplar havde A. Chr, Hwiid faaet i 
Rom, og forærede det til Fr. Chr. Winslow 1785). Aarſagerne 
til hans Apoftafi findes: hos Angelo Fabbroni i t. 2 af Lettere 
inedite d”uomini illustri, hvoraf J. Møller har meddelt flere 
oplhſende Breve i danft Overfættelfe. Stenos Levnet i Angeli Fa- 
bronii Vilæ Italorum doctrina excellentium, t. 3. (Dette vigtige 
ESkrift findes ikke i vore Bibliotheker, men i Herlufsholms Skole⸗ 
bibliothet. J. Møller har benyttet det, og jeg har ligeledes haft 
det til Laans derfra). La vie de Nic, Stenon Danois, Evéque 
de Titiopolis par Mr. Rose, gentilhomme de Livonie, Haand⸗ 
ſtrift i My Kongel. Saml. Nr. 2124. 4. (hvorpaa Bibliotheks⸗ 
Asſiſtent Peterfen har gjort mig opmærffom) handler fun om Slut⸗ 
ningen af hans Liv. Forfatteren, ſom han omvendte fra Lutheras 
nismen til Katholicismen, færte førft at Fjende ham i Hannover 1678, 
og beretter udførlig hans Levemaade og Død. 

En temmelig udførlig Skildring af Stenos Fortjeneſter ſom 
Anatom og Geolog udgjør det væfenlige Indhold af hans nysanførte 
Levnet af Fabronius. Om hans Opdagelfer af Spytfanalen o. f. v. 
fee Bendz. Haandbog i den almindelige Anatomi, S. 557. 560. Bendz 
henviſer til Clericus et Mangetus, Bibliotheca anatomica. ed. sec, 











284 Det færde Tidsrum, Medicin og NMaturfiftorte 


Genevæ 1699. fol. 2, 777. 787. 790. Om Svedkjertlerne, fee. 
famme Haandbog, S. 493. Jf. Sammes Haandbog 4 den pbys 
ſiologiſte Anatomi af. de danſte Guspattedyr, 4; 63—66.: 

De prima ductus salivalis exteriotis imrentione ſtriver Stene 
til Bartholin den 22 April 1661. . Thom. Barthol. Epist,… medie 
centuria 3, &. 86. Variæ in oculis et,naso observationes novæ 
meddeler han den 12 Sept. 1661 ſſt. S. 224. Sudorum origo 
ex glandulis den O Fans 1662, ſſt. S. 202. Om Striden med 
Blaſius handle flere Breve, S. O5. 184. Amieus erit Blasius 
et amicus quoque Stenonius, ſtriver Bartholin. Namque 

Jurgia externis. ihimiea durant, 

Quos amor -velus tenuit, lenebit. 
Om denne Strid, at Blaſius vilde tilegne fig Opdagelſen af ductus 
salivalis, taler ogſaa Ole Borch ſſt. S. 8376. 304. og Bartholin 
S. 405 (controversia vix merelur ·tantum dissidium). Blaſu 
Fremſtilling af Sagen, hvori han om. Steno udbryder: 0. maliliosum 
animum! findes fit. &. 158. Til Forjvar for Blafius udgav 
Nic. Hoboken Novus ductus salivalis Blasianus. Uitraj. 1663, 
hvorpaa Steno fvarede med en Prodromus, i hvilfen han vifer, at 
Blaſius er en Ignorant og iffe i Stand til at gjøre nogen ny Ops 
dagelſe, ſamt oplyſer, at den ductus salivalis, ſom han tror at 
have opdaget, er noget ganffe andet end den Steno har beſtrevet. 
(Efter Le journal des scavans de Van 1665, Amsterd, %r. 12, 
€. 156). 

Anledningen til denne Strid gav Stenos forſte Sfrift: De 
glandulis oris et vasis inde prodeuntibus nuper observatis. 
Leidæ 1661. 4. Flere fra de naſtfolgende Mar anføres hos 
Nyerup. 

Stenos tidligere anatomiſte Opdagelfer anføres af Th. Bars 
tholin i De medicina Danorum domestica, Diss, 2, 6. 51: 
In Anatomicis multa præclara Stenonius noster orbi proposuit 
descripsitque, in primis Vasa salivalia exteriora, Vasa buccarum, 
Vasa sublingvalia minora, Vasa palati, meatum anteriorem & 
naribus in palatum, Vasa Epiglottidis, narium, vias å palpebris 
in nares, Vasa palpebrarum, Lymphaticorum insertiones, in- 
gressumque vitelli in intestina pullorum, et qvotidie indefessa 
manus et ingenium curiosum nova parlurit. Vidimus sin- 





Riels Stenſen eller Steno. 285 


gula ab ipso demonstrata, et patriæ gratulati sumus 
de fausto Anatomes progressu, Præterea musculorum fabricam 
prorsus novam et elegantem, cordisque dissectionem non sine 
admiratione apud eundem vidimus, quod ita nervoså retexuit, 
ut fibrarum omnium complexum instar cochleæ circumvolutum 
et ex mucrone iterum sursum adscendentem intueremur, nihilque . 
dubitaremus cum Hippocrate Cor musculum verè vocare, 

Ole Borchs og Th. Bartholins Bersmmelfer over Steno og 
hans ny Opdagelſer ere næften uudtømmelige. Bord) ffriver: Sistit 
se jam tandem Stenonii tractatulus, qui utinam se Tibi cæte- 
risque probet Patronis, et famæ primordia feliciter auspicetur. 
Dignum sane ingenium est, quod in spem patriæ adolescat, cui 
si post exactos aliquot in his sacris annos publica Anatomes 
cura Hafniæ commendetur, sperabo haud dubie ulteriora adhue 
salutaris illins studii incrementa, Viracissimis est e propinqvo 
oculis, indefessus labore, judicio non infelix, etiam in huma- 
nioribus exercitus cultusque. Barthol. Epist, medic. centuria 3, 
8. 417. Bartholin ſtriver: Tandem quoque Stenonii nostri 
Observationes Anatomicas accepi, oppido curiosas, novas et 
eruditas, quas Ser. Regi nostro ostendi, cui Majestati placuit 
subditi sui diligentia expositis per me variis inventorum noro- 
rum usibus et plenis authoris landibus, Theatri nostri gloriæ 
aliquando inservaturi, ſſt. &. 496. Germed fan ſammenlignes 
hans egne Attringer om Bartholins Gunft. ſſt. centuria 4, S. 2. 

Endnu i Slutningen af April 1663 var han i Leiden, thi 
derfra ſtrev han til Bartholin om Nova musculorum et cordis 
fabrica. Barthol. Epist. medie. centuria 4, &, 414. jf. S. 329. 
Derefter ophører Brevvexlingen. Stenos Skrift De musculis et 
glandulis observationum specimen cum epistolis duabus 
Anatomicis. Havn. 1664, 4. vidner, ſom J. Møller har bemarket, 
ved Trykkeſtedet om hans Ophold der i ſamme Mar, men afgjørende 
ere de to tilføjede Breve, det førfte ad Guilielmum Pisonem de 
anatome Rajæ, dateret Hafn. Anno 1664. 24 April. st. v., hvori 
Det ogſaa hedder: Placuit namque Celeberrimo viro D. Simoni 
Paulli, Regio Medico et Prælato Aarhusiensi, Præceptori Pa- 
rentis loco venerando, ad Rajæ seclionem 21 Martii proxime 
elapso me admillere; det andet ad Paulum Barbeite de vitelli 














286 Det Tærve Tidorum. Medicin og Naturhiſtorle. 


in intestina pulli transit. Hafa, 42 Jun. ste vr 1An, 1664, 
J Marts til Juni 1664 opholde han ſig altſaa i Kjøbenhavn 
Bogen er tilegnet Frederik dem Tredie; > tib hvem han ſiger: Quæ 
mihi bactenus in Anatémicis- videre cøntigity his. paucisteom= 
prehensa, quam hamillime ofler6'y og den indeholder mange Dp⸗ 
lysninger om hans davarende · Anſtuelſer, deriblandt som Vjertet: 
Cor innati calidi sedefh ,animæ thromumyuduin ipaamn nonnulſi 
animam voluerunte Gorm solem, imd'Regem | safutarunty cum 
tamen ubi rem rityexåminayveris,) von nisi) must hu msis' 
inventurus. o. få v, 

Stenos Fader var dod for BI Maj 1662 puf da omtaler 
han ham i et Brev til Bartholin/ og figer » beat memdriæ parenti. 
Barth. Epist. medie, centurid! 476475. ( 

Efter fine forſte atiatomiffe Underſogelſer var han paarBejen 
til at opgive Anatomien, For at vende tilbage til Gæmetriem; form 
han havde anvendt iffe liden Tid paa, quodque non ut primarium 
sed ut unicum (studium) tractassem, nisi angusta domi res 
utilia jucundis præferenda non tam svasisset, quam imperasset.«£ 
Men berømte Mænds partim minæ satis acerbæ, partim scripta 
parum amiea nette fam til at begynte igjen. Barthol. Epist. medic, 
centuria 4, S. 103. (i Auguſt 1662). 

Gangen i fine Studier angiver han felv i Tilegnelſen til Stor⸗ 
hertug Ferdinand den Auden af Skriftet de solido intra solidom 
naturaliter contento ſaaledes: Glandulis totius cerporis enu- 
merandis intentum mira cordis fabrica in sui serutinium abri- 
piebat; coeptos de corde conatus Meorum mortes interrum- 
pebant. Ne musculis minutim describendis inhærerem, pro- 
digiosæ magnitudinis Canem tua Maria nobis oblulerunt ; jam- 
que totum deditum præsentibus experimentis ad alia inuitat, 
cuius nutui obedire lex Naturæ iubet, magna in 
me Meosque promerita hortantur. 

Stenos Ophold i Paris omtales i Le journal des scavans 
de Van 1665, par Hedouville, Amsterd. Nr. 12, &. 153 i 
Anmaldelſen af hans Sfrift De musculis: Ce scavant Danois est 
presentement å Paris, ou il fait tous les jours des dissections 
en presence de beaucoup de personnes curieuses; et il en a 
fait dans l'Escole de Medecine, od il 8'est fait admirer de tout 





Niels Stenfen eller Steno. 287 


le monde par ses nouvelles découvertes, car il a cela de parti= 
culier, qu'il rend la pluspart de ces choses si sensibles, qu'on 
est obligé d'en demeurer convaincu, et d'admirer qu'elles ayent 
på échapper å tous les Analomistes qui Pont precedé, Men naar 
Steno anfeer Hjertet for en Muftel, finder Anmalderen: Cela va å 
renverser ce qu'il y a de plus constant dans la Medecine. 

Discours de Monsieur Stenon sur Panatomie du Cerveau. 
A Messieurs de I"Assemblée, qui se fait chez Monsieur The- 
uenot, a Paris 1669 med Kobbere. (Udgivet efter Stenos Af⸗ 
rejfe af Boghandleren Robert de Ninville). Paa Latin opera 
et studio Guidonis Fanoisii.  Lugd. Batav. 1671. Ogfaa for 
den, der iffe er Anatom, er dette lille Skrift artigt at laſe, 
nemlig hans Bemærkninger om vor Uvidenhed om Øjernens Indre, 
Maader at anatomere den paa og Fejltageljerne hidtil; Meningerne 
om Øjernens Dele fom Sæde for Gjæleevnerne; Des Cartes, der 
betragter den fom en Maſtine, der fremkalder alle Handlinger (actions), 
men denne hans Maſtine ev ilfe bygget ſom det virkelige Mennefte; 
Anatomiens Tilftand og Forffjel imellem Dyrenes Hjerne og Menne⸗ 
ſtets. Baade den latinſke og franfte Udgave findes i Kongens Bibl. 

Om den Tid, da Steno offenlig antog Katholicismen, ſom 
Fabroni henfører til 1667, fan man næppe nære nogen Tvivl, naar 
man læfer Maria Flavias udførlige Beretning (overſat hos J. Møller), 
hvorledes han 1666 kom til Florenz, at der hengik to Aar og mere 
med hendes Samtaler for at vinde ham, uden at ban tog nogen 
Beflutning, at han paa den Tid blev faldt tilbage til fit Fædreland 
og allerede var ifærd med at gaa ombord i Livorno, men at Kar⸗ 
dinal Leopold hindrede det, ved at foregive, at Skibene allerede vare 
fejlede bort, 0. ſ. v. Hvorledes turde de nemlig flippe ham, førend 
de ved en offentlig Befjendelfe havde ham ganfte vis. 

Nic, Stenonis Elementorum myologiæ specimen seu Musculi 
descriptio gcometrica, Cui accedunt Canis Carchariæ dissectum 
caput et dissectus Piscis ex canum genere. Ad Sereniss. Fer- 
dinandum II. Magnum Etruriæ Ducem, Florentiæ 1667. 4. 
Amstelod. 1669. 8. (Mathematikkens Anvendelſe paa Muftellæren.) 

Nicolai Stenonis de solido intra solidum naturaliter con- 
tento dissertationis prodromus. Ad serenissimum Ferdinandum Il. 
Magnum Etruriæ ducem. Florentiæ 1669. 4.  Superiorum 





288 Det færve Tiderum. Medicin og Naturhiſtorie. 


permissu. 76 Sider, med Figurer og deres Forklaring (Paa 
Kongens Bibl.). Lugd, Batav. 1679. 8. (Paa: Univerfitetsbibl.). 
Striftet ſtal være overfat pan Engelſt 1671. Det er, ſom Tis 
telen ogſaa viſer, kun en Forløber, men han angiver Indholdet af 
felve den paatænfte Disſertations fire Dele. Blandt andet hedder. dets 
Secunda parte resolvilur problema universale, unde singularom 
difficultatum enodatio dependet, quod est: dato cørpore 
certa figura prædito, et juxta leges Naturæ pro= 
ducto, in ipso cøonpore ærgumenta inveniri, Jocum 
et modum produgtionis detegentiag, hvilfe Ord ban ſelb 
Bar udmærfet. Slutningen. indeholder de fer Govedforandringer, ſom 
Toſtana har giennemgaget (sex distinetæ Etruriæ ſacies)/ og betragter 
derpaa hele Jordkloden. Ger omtaler. han ogſaa Naturens Dvers 
ensſtemmelſe med Skriften, hvillet, efter nhere Naturkyndiges Be⸗ 
markning, har hindret ham noget i hans Granſtnings Frihed. Ude 
førlige Oplysninger og Uddrag af dette Skrift findes hos Audoin, 
Brogniart et Dumas, Annales des sciences naturelles, t. 25, 
6. 337 ((Fragmens géologiques tirés de Stenon etc., af Elie 
de Beaumont, hvor dog Sverrig antages for Stenos Fædreland) ; 
Bos Alex, Humboldt, Essai géognostique sur le gisement des 
roches dans les deux hémisphéres, Paris 1823. S. 38 (ogſaa 
anført i nysnævnte Annaler) i Anledning af Stenos Bemærkninger 
i den ældfte Udg. S. 2. 17. 28. 63. 69 og Fig. 20—25; hos 
C. Voigt, Lehrbuch der Geologie und Petrefactenkunde, 2 B. 1847. 
S. 384 (tildels efter Beaumont); hos Fr. Hoffmann, Geſch. der 
Geognoſie. 1838. &. 40; Keferſtein, Geſch. und Literatur der Geo⸗ 
gnofie. 1840. &. 17 (hvor han dog fortere omtales); og uden Tvivl 
i flere lignende Skrifter. 

Alle ere de enige i at henføre Steno til de ingenisſe Mænd, der 
ere et Aarhundrede forud for deres Tid og hvis Opdagelſer forſt 
faa Plads i Videnſtaben efter deres Dod; Hoffmann falder ham der 
Schöpfer der modernen Geognoſie; de flefte af hans Cfterfølgere 
bleve endog langt tilbage efter denne ſtabende Genius. J, der fætte 
en re i at fylde Katalogen med mange Bogtitler, feer, faa lidet 
behøves der til Udødelighed, naar dette lidet er noget i fin Art for⸗ 
trinligt og ſtort. 

Sit Ophold i Florenz omtaler Steno med de Ord: Vidi id 








Niels Stenfen eller Steno. 289 


Florentiæ inter alia rara naturæ miracula, quibus Principam 
Medicæorum in promovenda studia amor qvotidianam occasionem 
mihi summa cum benignitate exbibebat, qvo tempore illorum 
liberalitas meæ necessitati non modo sufficientia, sed et com- 
moda media et honorifica clementer sappeditabat. (Barthol. Acta 
medica 1, 205). Og hans Fædreland! 

Nicolai Stenonis De vitulo hydrocephalo ad ser, Magnum 
Etruriæ ducem Ferdinandum Il. epistola. Oeniponti (Innsbrug) 
anno 1669 mens. Junio. (Barthol. Acta medica 1, 249.) 

Griffenfeld bevirfede hans Hjemkaldelſe under Chriftian den Femte. 
Barthol. Acta med. vol, 2, hvortil Fortalen er ſtreven 1674, er 
tilegnet Griffenfeld, til hvem Bartholin figer: Theatrum Anatomicum 
tuis auspiciis animam recepit Stenonio, magno illo Prosectore, 
nuper tua benevolentia sublevato, subtili manu et modesto ore 
per viscera animalium hominumque grassante, 

Nic. Stenonis Proæmium demonstrationum anatomicarum 
in theatro Hafniensi anni 1673. (Barthol. Acta medica, 2, 359.) 

Epistolæ duæ adversariæ Nicolai Stenonii (ete.) et Johannis 
Brunsmanni (ete.) Accessit Historis Francisci Spiræ Desperantis 
Breviarium, (Hafn.) 1680. Altſaa fenere udgivne. — Anledningen 
til dem fortælles foran Brevene ſelb. (See ogſaa Dån. Bibl. 6, 363). 

Biffop var han vel 1677, thi Strobel meddeler 5, 374 et 
Brev fra den daværende evangeliſte Præft Joh. Fabricius i Venedig, 
Hvor han traf Steno 1677, og Hvori han falder ham faa. Fabri⸗ 
cius figer om ham, at han var: a mundano ſastu opibusqve ter- 
renis, et si quid aliud est rerum caducarum, alienissimus, In 
discursibus modestum se præbet et diserium (etc.) 

Til Sfrifterne om Stenos Apoſtaſi høre: hans Epistola de 
propria conversione. 1675, famt Defensio et plenior elucidatio 
epistolæ de propria conversione, Hannoveræ 1680. 4. med Con- 
tinuatio (ifær Forfoar mod Prof. Bajer i Jena), hvori de ovenfor 
anførte Bevæggrunde til hans Overgang findes &. 10 fag. Dernæft 
hans Scrutinium Reformatorum. Florentie 1677. 4. Paa Toft, 
Hannover 1678. 4., og Defensio et plenior elucidatio Serutinii 
Reformatorum. Hannoveræ 1679. 4. hvilfe Skrifter vedkomme 
Siriden med Chr. Nod. Andre Skrifter indeholde mere theofogifte 
Unterføgelfer, fom hans Occasio Sermonum de religione cum 


19 











290 Det lærde Tidsrum. Medicin og Naturhiſtorie. 


Johanne Sylvio. Hannoyeræ 1678. 4. (hans Difputats med derne 
Theolog, da han førfte Gang efter fin Omvendelſe kom tilbage til 
Amſterdam); og Examen. objectionis "circa diversas Scripturas 
sacras et earum interpretationes) fanquam Divinas' så diversis 
Ecclesiis proposilas, Domino Josnni Sylvio per >lifteras ammo 
1670 transmissum,Hannoveræ 1678. 4. 

Medens det maa overlades Theologerne, heraf at uddrage hvad 
der af de ſpecielle Underſogelſer end nu kan komme Videnſtaben tilgode, 
ſtal jeg forſoge af Serutinium heſormalorum at meddele en mere 
almindelig Foreſtilling om, hvad Steuo, til fan ftor Forargelſe for 
fine theologiſte Landsmænd, havde mod Reformationen.” Han Betragter 
Kirkens Lærere i tor Afdelinger: de katholſte, der iſar have foretaget 
fig efter Kirkens Lære og Stik at forbedre Menneſtenes Levnet og 
Sader; De reformerende, der vel ogſaa ville forbedre Menneſtets Levnet, 
men fom tillige vil forbedre Kirfens Lære) efter den hellige Skrift 
De førfte roſer ham: de have begyndt med deres eget Levnets For⸗ 
bedring, have ført et ſtrengt og indgetogent Liv (han fætter fig da 
Langt tilbage i Tiden), have gjort Bod for deres Synder, o. f. fr. 
De fidfte derimod have ingen anden Forandring gjort i deres Levnet, 
end at de have forvandlet det ftrengere til er frit; de have ophævet 
Kirkens Tugt og de Løfter, de havde gjort Gud, Armods, Lydigheds 
og Kyſtheds; og i det hele have de iffe levet anderledes, end ſom en 
Hedning ogſaa kunde efter fin verdslige Visdom; ja, de have iffe 
blot forandret deres egen Levemaade og gjort den ret fri og ubændig, 
men ogſaa, ifær ved Fyrfternes Hjælp, foreprædifet andre den ſaa⸗ 
kaldte kriſtelige Frihed. De have delt fig i mange Partier, der alle 
kalde fig apoftolifte; de foregive vel, at de have indført den rene 
apoftoliffe Lære og Sakramenternes rette Brug, men derom ligge de 
felv i idelig Strid med hinanden, bære Afſth for hinanden, og fors 
dømme hinanden. Praſteſtanden have de nedværdiget. Reformationen 
fige de ſtal udgaa fra cen Kilde, men iffe deſto mindre ſtille de fig 
fra den, og flille fig indbyrdes ad. Men alt dette ftrider imod den 
evangeliſte Lere. 

Stenos Fodſelsdag og Fedſelsaar er angivet efter Manni. 
Fabroni har ogſaa: IV. Id. Januarias an. MDCXXXVII (10 
Jan. 1638). Fabroni angiver fom hans Dedsaar 1687, og det 
anſeer J. Moller for det rette, da han anfører Grapſtriftenz men 


!Jatob Vinslov. 291 


det ftrider mod alle andres Angivelfer, ogſaa mod Roſes Gaandſtrift, 
hvori der nøje angives naar han blev ſyg og dede. Gravffriften hos 
Fabroni eller rettere Indftriften paa Monumentet angiver heller ilke 
hverken naar han blev født eller døde, men flutter mød: Florentia 
sibi restitui saltem in cineribus voluit A, D. MDCLXXXVII. 
Fabroni anfører vel, efter et Brev fra Kerchting, at Steno døde 
den 25 Mov. 1687, men ogſaa det maa være en Fejltagelfe. En 
Maaneds Tid funde heller iffe være tilſtrakkelig til i Vintertiden at 
føre Liget til Florenz og at opføre Monumentet. 

Cimbr. liter, anfører en Mængde Steder, hvor Stenos Be⸗ 
rommelſe ſom Anatom omtales, deriblandt: Ingens anatomes orna- 
mentum. Barthol. de cygno, G. 43. Anatomes delicium. Barthol. 
Epist. medic. centuria 3, S. 133. Homo ad studiom non tam 
eductus quam totus natus Anatomicum, Sim. Paulli, Quadri- 
partitum Botanicum. 1667. 4. &. 628. 

Com Geognofiens Skaber omtales Steno hos Jorgenſen, 
Overſigt over Forverdenens Dyr og Planter. Skoleprogram fra 
Gorſens. 1853. (jf. I. Moller i Theol. Bibl. 20, 267); men en 
udførlig danſt Fremftiling af hans Fortjenefter af denne Videnſtab 
tør uden Tvivl engang ventes, for at ogſaa vi, uten at maatte ty 
til Fremmede, kunne faa Oplysning om hvad det var, ſom disſe 
faa højlig beundre. 

Fortegnelfe over Stenos opera edita et inedita findes hos 
Fabronius. 

Paa Kongens Bibl. findes to Breve fra Steno til Prof. 
Grævius i Utrecht 1670, hvis Indhold er ubetydeligt, men de ere 
egenhændige. 


Naar man har beftjæftiget fig med Stenos indholdsrige 
Liv (og jeg har flere Gange været langt mere greben beraf, 
end ber i de nysanforte Bemerkninger har kunnet fomme 
tilfyne), vender Tanken fig umiddelbar til hang Slægtning 
Jakob (Benignus) Vinsløv (f. i Ovenfe 1669, + i Paris 
1760) ver tillige var ham beflægtet i videnſtabelig Granft« 
ning og ydre Sfjæbne. Han beponerebe 1687, ſtuderede 


forſt Theologi, men derefter Medicin og Anatomi, udgav i 
19% 








292 Det lærde Tiderum. Medicin og Maturbiftorie. 


Kjøbenhavn et Var Diſputatſer (1694—96), og rejſte derpaa 
udenlands paa kongelig Befoftning. Efter et Ophold i Hol⸗ 
land fif han Befaling af fin Belhuder Geheſmeraad Moth 
at brage til Paris, hvor han anfom 1698. Samme Aar 
anfom en anden ung danſt Studerende (den yngre Oluf 
Vorm), og be to unge Mend gave ſig til hoer Aften at 
ſamtale om Religionen. Deres Henſigt var at befceſte ſig 
ſeld i deres Fedrenetro, og Binslov ſom den, ber anfanes 
for ben meſt øvede Diſputator, ſtulde overtage det vanſteligſte 
Parti, Forfvaret for Katholicismen. For mu desbedre at 
kunne fætte fig ind deri, ſtuderede han med Iver flere latholſte 
Forſvarsſtrifter, iſer Bosſuets; men det belom ham ilde, 
thi han blev felv derved ſaa overbeviſt om Katholielsmens 
Sandhed, ifær i Forhold til begge de reformerede Kirker, at 
han offenlig gif over til ben 1699, og af Begejftring for 
Bosſuet (Jaques-Bénigne Bossuet) endog vilde ligne ham i 
Fornavn. Følgen beraf var, at Fæbreland, Slægt og Benner 
floge Haanden af ham; han miſtede fit Rejſeſtipendium, al 
Underſtottelſe fra fin Slægt, og vilde maaffee have gaaet 
tilgrunde, hvis iffe hans egen Dulighed, nogen Unberftøttelfe 
fra Storhertug Cosmus i Florenz og Bosſuets Yndeſt havde 
banet ham Vejen til europæift Navnkundighed. Da han 
albrig mere faae fit Fædreland, faa lidet ſom bet mindedes 
ham med Kjærlighed, hører han ſom fortrinlig Læge og 
Anatom Franfrig til; men ogſaa vi bør i bet mindſte fjende 
noget til denne Mand, da vi fenere med Holberg ſtulle møbe 
ham i Paris. 


Foruden Vinslovs andre hos Nyerup anførte Biografier, Nhe⸗ 
rup om de lærde Vinslover i Skandin. Liter. Selft. Sr. 1815. 
1, 171. Helweg, Den danſke Kirkes Hift. 1, 508. Haandførift 
om hans Omvendelfe i Gamle Kgl. Samling, Nr. 113. fol. Bendz, 
Authentiſtke Efterretninger om hans Overgang til den katholſte Kirke, 





Otto Sperling. Peder Kylling. 293 


Skoleprogram fra Gorſens 1846. (Vinslevs egen Fortælling S. 20). 
Sans Expusition anatomique de la structure du corps humain 
udkom forſte Gang i Paris 1732. 

Botaniffen blev fremdeles fremmet ved Otto Sperling 
ben &Ælbre (f. i Gamborg 1602), ber med Fuiren foretog 
botaniſte Rejſer 1622—1623, og derpaa rejfte til Italien, 
hvor han i Padua blev Doftor i Medicinen 1627. Han 
flyttede fra fin Gaard Jernloſe i Selland, fom han havde 
faaet med fin Huſtru, 1637 til Kjøbenhavn, og blev fongelig 
Botanifer 1638, Stadsmedikus i Kjøbenhavn 1641. Han 
fulgte med Ulfeld paa hans Geſandtſtabsrejſer, og blev fore 
medelſt fin Forbindelſe med benne Slægt nodt til at forlade 
Kjøbenhavn 1652; efter Ulfelds Fald blev han greben udenfor 
Gamborg 1664, og dode fom Fange i Kaſtellet 1681. 

En indført Mand var derimod Peber Kylling (f. i 
Asſens, Fodſelsaaret ubekjendt), der blev Student 1660, og, 
efter at have endt fine Studeringer, 1666 agtede at være 
Preſt, men ba bet glippede, lagde fig efter Botaniffen. 
Gehejmeraad Moth, ber blev opmerkſom paa hans Iver 
for benne Videnſtab, ſtaffede ham Beſtalling ſom kongelig 
Botaniker 1682 med en Løn af 300 Ror. Han boede 
allerebe ben Gang paa Valkendorfs Kollegium, og fif fin 
Tiv forlænget, imod at han om Sommeren fulde botanifere 
med be Studerende; paa bet øverfte Loft fil han fig derhos 
et Kammer indrettet til fine Samlinger. Han levede her 
ugift, fordybet i fine Planter og maaſtee i mange andre 
Tauker, ſom Verden havde liden Brug for, omtrent i 16 
Aar fra 1680 til fin Død 1696. Hvad han har efterladt 
Verden er fun Fortegnelſer paa Planter, men faa Lande 
havde ben Gang lignende, faa at hang Viridarium „endnu 
paaſtjonnes fom et rart og Lyſet værdigt Værk,” ber inde⸗ 
holder næften tre Gange faa mange Urter fom Simon Paullis 





294 Det lærve Tidsrum. Medicin og Nalurhiftorie. 


Flora. For fin Samtid var han en Særling, og den gottebe 
fig over ham i hang Grav. Taler han nu med Schouw og 
vandre be med hinanden uſhnlige for alle i ben botaniffe 
Have, naar Soljtraalen aabner Blomſternes Kroner, eller 
finde be ſammen under Himmelens Palmer, og mindes hvor= 
ledes ber af en Pril vorder en Ceder, der oberſthgger Liba⸗ 
nons Bjerge. 


Otto Sperling: Moller, Cimbria liter, 4, 646. Rotthell 
S. 410. De nyere Skrifter om) denne hiſtoriſt mærkelige. Mand 
hos Nyerup. 

Hortus Christianæus,. Hafn. 1642, og 4 Simonis Paulli Vi- 
ridaria varia 1653, med. Zillæg i Bartholini Cista mediea, S 462. 
Kun latinſte Navne. 

Peder Kylling: Rottboll S. 406. 

Gyldenlund seu Catalogus Latino-Danicus Plantarum 404. 
Hafn. 1684. Kun de latinſte og danſte Ravne. 

Viridarium Danicum. Hafn. 1688. 4. Fortegnelfe paa vildt⸗ 
vørende Planter i Danmark; deres latinſte, danſte og tyſte Navne, 
Voxeſteder og Blomftringstid. Blandt dem, der have meddelt ham 
indenlandſte Planter, ſtaa overſt Henrik Gerner og Peder Syv. 

Plantæ quædam domesticæ raræ, i Barthol. Acta med. 2, 345. 





Foruden ovenſtaaende Mænd have adftillige andre, dels Pros 
fesforer, dels praktiſerende Læger, ogſaa nogle Præfter, beriget vor 
medicinſke Literatur, om det end fun var med en Diſputats for Doktor⸗ 
graden. Mange af disfe Skrifter ere viſtnok fun Ojeblikkets Børn, 
men faalænge ingen Mand af Faget har gjennemſeet dem alle, fan 
det iffe vides, hvad der endnu i et eller andet fan være frugtbart 
for Videnftaben. Nogle af disfe Mænd ere ogſaa markelige ved 
deres Stilling i Livet eller deres Sfjæbne; adſtillige ere fremmede, ifær 
Tyſtere, og det lod fig vel tænfe, at en hijtorift Udſigt over dem 
i Forhold til de indfødte vilde give interesſante Oplysninger til 
Lægevidenftabens Udvikling i Danmark. Ogſaa her viſer det fig, 
at Faderens Kjærlighed til Faget forplantedes i Slægten. Til den 
ældre Tid høre: Chriftian den Tredies Livlæge Jal. Bording, 
Prof. 1557, og hans Cen Ph. Bording. Joh. Warwick eller 


Audre Læger. 295 


Rigenhagen ffal være født i Franfrig, og blev 1564 faldet fra 
Wittenberg ſom Frederif den, Andens Livlæge, men faldt i Unaade 
og levede i Armod i Malms; han udgav Von der Peſtilenz. Kph. 
1577 (hvorom fee Athene 1813, &. 412 og Herholdt og Manfa, 
1, 9). Peder Jverfen, Petrus Ivo, fra Viborg blev Doftor i 
Medicinen i Bafel 1591, Jens Mule ligeſaa 1593, og fulgte 
Hertug Hans til Moſtov. Peder Severinus havde en Son Frederik 
Severinus, der var praftiferende Læge i Kjøbenhavn. Livlagen 
Jak. Gafebard havde en Sen af ſamme Mavn, der blev Præft, 
men ogſaa har leveret en medicinft Afhandling til Bartholins Cista 
medica. — Fremdeles bemarkes:  Livlægen Chr. Bording. B. 
Adami. H. R. Stomager. H. Paaſte. Livlægen N. Fofs. Hans 
Anderſen, Johannes Andrew, ber endog beføgte Konſtantinopel 
(aliquando fuit Constantinopoli medicinam faciens, Wormii Epist, 
Fortalen S. XLII, og de imellem dem vexlede Breve, 1, 120. 124.) 
£ivlægen H. Arniſeus og hans Søn Fr. Arniſeus. J. Burſerus, 
Prof. i Sors (ogſaa Botanifer; om hans Urteſamling, der findes i 
Uppfala, Brinnid, Naturv. Fremgang S. X). V. Laurenberg (Bos 
tanik). Gede Jenfen, Ægidius Johannis. Tancred Lejel, Lælius, 
praftiferende Læge i Kjøbenhavn, der afflog det ham tilbudte Pros 
fesforat (Zwerg, &. 553 og Cista medica). Livfægen P. Bilde. 
$. Cuſterus. Ambroſ. Rhodius. S. Hofman. J. Scheel. G. Dies 
terich og hans Broder H. C. Dieterich. Joh. Rhodius (de Aeia 
diss. ad Cornelii Celsi mentem. Patavii 1639, 4. tilegnet Kans⸗ 
leren Chr. Fris til Kraagerup. Anden Udg. ex Autographo autoris 
auctior et emendatior ed, Th. Bartholin, Accedit de ponderibus 
et mensuris ejusdem autoris diss. et Vita Celsii. Hafn. 1672. 
4. Scribonii Largi Compositiones medicæ. Johannes Rhodius 
recensuit, nolis illustravit, lexicon Seribonianum adiecit. Patavii 
1655. 4.). Povel Moth, hvis Fader Matthias Moth nedfatte 
fig i Flensborg, praftiferede i Flensborg, Lybek og Odenſe, indtil 
han 1651 blev faldet til kongelig Livmedikus (+ 1670), og er 
ydermere markelig ſom Fader til Povel Moth, Matthias Moth og 
Sophie Amalie Moth, Grevinde af Samss. (Cimbr. liter. 1, 
420. Mållmann De illustribus quibusdam in rep, liter, viris 
Flensburgo oriundis. 1731. 4. S. 14. Zwerg, &. 673). Liv⸗ 
lægen Jak. Fabricius. Chr. Stougaard. J. Timmermand. N. Wich⸗ 














296 Det larde Tidsrum. Mediein og Maturpiftorie. 


mand. M. Kirſtein. G. Kruck, Prof. i Sors. Abefo. Payngt. 
P. Gegerfeld. L. Pouch. Praſten J. Leganger. D. Echof. P. von 
der Stylle (Handbuch der Chirurgiæ. Kph. 1651.) G. Seger. 
J. Nielſen. J. F. Treubler. O. Fjelfe eller Fjelfefrone Chr. 
Oſtenfeld, Profcsſor. Chriſtopher Basies" til Fraugdegaard. 
Eril Roſenkrands (Kemi, Dån. Bibl. 8, 499). — Og nu, omtrent 
fra 1660, tiltager Antallet beſtandig: J. Cortnumi, Prof. i Sors. 
C. Kolichen. $. de Moinichen. Fr. Semmerid. J. Sahn 
Hannæus, Digteren Fr. Brandt (Bartholini Aela wed. 3, 99). 
$. Grube. Brødrene Matthias og Holger Jacobaus, Sønner. 
af Biffoppen Jakob Madſen i Aarhus (Skielderups Program 1811, 
S. 34). Jak. Birkerod. D. Proften. J. B. Wille eller 
Willius (De morbis castrensihus. Hafn, 1676. 4. Herholdt og 
Manfa 1, 67.) P. Brand Eſſt. S 68). JM. Stiger 5 
Mule, Profesfor. J. Irgens. S. Viborg. G. N. Grim, Læge 
paa Ceylon. M. Gerfurt. FJ. Woldenberg (Herholdt og Manfa, 
S. 68). B. Omeis. Livlagen J. G. Brechtfeld. G. Kus. 3. 
Friſius. M. Scerup. Villum Vorm, Profesſor. Den beremte 
Chirurg Adam David Aspach, hvis Bolig paa Hjørnet af Norre⸗ 
gade og Kladeboderne længe var bekjendt undef Navn af Asbachs 
Hus (Zwerg, S. 655.). N. D. Heitmiller. F. Reenberg. D. M. 
M. Grotius. I. I. Bohme. P. S. Ebeling. $. Bonſach. D. Deswig. 
J. Gofſtetter. N. Erikſen. O. Vorm den Angre. Praſten Guds 
mand Poſcolan (Flora Medicea Hafniaca Anni 1691 seu de viri- 
bus plantarum in horto Collegii Medicei. Hafn, 1691. 4. Bes 
ſtrivelſe over Planterne og deres Egenſtaber). N. Grimberg (Ob- 
servationes medicæ, Amstelod. 1689. Recepter). H. Cbeling. 
Chr. Lahme. A. Kahle. D. Szentkereſti. Chr. de Hemmer. 
P. Deichman. R. Wagner. I. Mahraun. Jak. Raſch, Leftor i 
Theologien. E. de Moinichen. J. J. Woht. D. Madai. M. F. 
Chr. de Stromberg. D. Wagner. H. Köne. IJ. Bing. J. Lodberg. 
Praſten J. Roſenvinge. E. F. Dobelius. S. Garman. N. B. 
Vinslov, Broder til Jak. Vinslev. 

Endelig hører hertil vore Apothekers Hiſtorie. Blandt de 
Dertil hørende Skrifter bemerkes Dispensatorium Hafniense, jussu 
superiorum a Medicis Hafniensibus adornatum. Hafn. 1658. 4, 
udg. af Thomas Bartholin. Mere findes blandt hans, O. Borche 


Danffe Lægetøger o. lign. 297 


o. fl. Skr., f. Er. Olai Borrichii Lingua Pharmacopæorum. Hafa. 
1670. 4. (Anvisning til Apothekerordenes rette Udtale og Betoning, 
der vel endnu fan være brugelig ſom en Hjalpebog). 

Om en amerikanſt Aloe i Haven ved Gottorp haves flere las 
tinfte og tyſte Skrifter af I. D. Maior 0. a. 1665 føg. 


Lægebøger og lignende Sfrifter i Modersmaalet befibbe 
ingenlunde nu be Cgenffaber, Elden og Sprogets Ejen⸗ 
dommelighed, ber gjorde Kundſtaben om be tidligere neſten 
nøbvenbig for enhver danſt Sprogkjender. Man vedblev at 
optrykke be forrige, iſer Henr. Smiths, og fun faa vovebe 
fig til ny Forjøg, der næppe ere nogen Berigelſe for Biden» 
ſtaben, men dels ved Behandlingen af Sproget, dels for—⸗ 
medelſt en og anden hiſtoriſt Bemerkning, f. Cc. om Brugen 
af Tobak, endnu kunne tilbrage fig nogen Opmarkſomhed. 
De vigtigfte ere af Hans Chriſtenſen Bartſker og 
Niels Mikkelſen Aalborg. 


Peder Jakobſen Flemlofes Overſattelſe af Mufæi Underuiſning 
oc gode raad af Guds ord, imod den Melancholiſke Dieffuel. Kbh. 
1575. tilegnet Marcus Hefs, Borgemefter i Kjebenhavn, (fre Nherup 
i Athene 1, 428) hører tildels hertil; og Niels Arctander's Jeſu 
Syrachs aandelige og naturlige Legedom (etc.) Kbh. 1586, forfaas 
vidt han taler om Uforfarne Læger og uforſtandige BarMfjærere 
(Ryerup har anført Stedet i Athene 1, 409). Men egenlige Læges 
Bøger om Sygdomme, Lægemidler og tildels Lægeplanter ere: 

Hans Chriftenfen Bartſter og Borger i Ribe: En Liden Bog 
om alle haande Siugdom, ſom Menniſten mangfoldeligen kand veder⸗ 
fares, formedelſt voris Forſte, forelders ſyndfald, wdi Paradis (etc. 
etc.). Schleßwig 1596. 4. Tilegnet Jakob Seefelt til Wiſebirig. 
Samt En Lidel wuderuiſning meget nyttelig oe troſtelig, ſom vel 
fornøden er, huorledis Menniſten flal holde oc ſticke fig, naar denne 
forgifftige Pejtilenge folde Siuge beginder at fprede fig wd iblant 
Menniften (etc.) Schleßwig (1578. 12.) 1596. 4. Tilegnet Mans 
derup Parsberg til Hagesholm. — Som Prøve pan Sproget udtegner 
jeg af det forſte Skrift følgende af Affnittet om Legemets Dele: 








298 Det larde Tidsrum. Medicin og Raturhiſtorie 


To gange ere i Menniſtens Mund eller Hals, Igennem den. ene gaar 
Menniffens Mad oc ØM i magen, Igennem den anden gaar Menniz 
ſtens Mander oc Luet (3; Luft) Lungen, fordi. at Lungen er 
lige ſom en Belle eller Puſter, der forderer ot giffner Siertit em 
kaald Luct fom ved Manden wodryffuer haden aff Galſen, paa ſamme 
hul er en Log ſom gaar op oc til, effter ſom mand, drager. fine 
Mander, veer (d. e. Vejr) oe Luct til (fig, oc lucker fig. tilsiger, naar 
mand tager Spiſe oe Dride til fig, oc lucker fig; op, naar man fader 
fine Aande, paa det, at Menniſten ſtal icke quogne, beſuimme eller tide. 

Niels Michelſen Aalborg; Praſt til Bremerholm: Medicin, Eller 
Læge-Boog, Deelt vdi fem ſmaa Bøger (ete.) Anden gang tryckt, 
formeret oc forbedret. Abh. 1635. Tilegnet Chriſtopher Arme til 
Aaßmarck og hans Husfrue Fru Sophia Lindenow. 1033. Heraf 
handler den Tredie Bog Om nogle ſynderlige Wriers Kraffterz og 
Fjerde Bog om Lagdom Som hoert Menniſte altijd haffuer hos ſig 
ſelff (det vil ſige Lægemidler af det menneſtelige Legeme felv), ſom 
Begynder med Kong Chriſtian den Tredies Raad mod Fallendſoot, og 
indeholder flere kurisſe Ting. Naar Rogtobak førft blev indført ved 
Wallenſteins Indfald i Danmark, er dette Skrift vel det førfte, hvori 
den omtales, da Simon Paullis Urtebog forſt udfom 1648. 

Der gives ogſaa nogle ſpecielle Afhandlinger, ſom Vilhelm Pes 
derſen Trellunds om Blodſot. Kbh. 1652. 4. Adſtillige Overfættelfer, 
ſom af Genrik Folſter, Chirurg i Odenſe: Chr. Skorers Tractat 
øm Fontaneller. Kbh. 1686; af en Unævnt: Clie Beynons Barm⸗ 
hiertige Samaritan (etc) paa Danffe udfat. Kbh. 1696. 0. fl. 

Markeligere er: Et Edrue Lefnets Gafn oc Nytte. Beſtrefven 
af Luigi Cornaro (etc.) Af det Italianſte Sprock udſat af en hvers 
Tieniſt Berede. Kbh. 1696. (under Fortalen 1658). Overſatteren 
er Thomas Bartholin. 

Til Dyrenes Naturhiſtorie: 

Peder Terpagers Overſattelſe af Wolferd Sengverds Skrivt 
Om De Apuliſte Edderkoppe. Kbh. 1702. Om Tarantelen og Hel⸗ 
bredelſen af dens Bid ved Dands. Bogen er ogſaa markelig ved 
fin Fortale, hvori han beklager Modersmaalets Tilfidefættelfe og 
anfører Adſtilliges Klager derover, iblandt andre Rasmus Bartholin. 

Endelig funne her nævnes Skrifter, der vedfomme Husholdning, 
Gavevaſen 0. desl. 


Danſte Lægebøger 0. lign. 299 


Niels Miftelfen Aalborgs Gußholdnings Calender. Kbh. 1622, 
anden Gang 1632. og Ry Husholdnings Calender. Kbh. 1639. 
tildels ogſaa af medicinſt Indhold. 

Hans Hervigt, Badſtuemand i Roeskilde: En nyttig Bog om 
Bjer (d. e. Bier) (etc.) Kbh. 16419. 4. hvis Beſtrivelſe over Biernes 
Naturel og Levemaade i det mindfte er artig nof. 

Hans Rasmusſen Blod, Urtegaardsmand : Horticultura Danica, 
Bvorledis en zirlig oc nyttig Vrte⸗Gawe i Dannemarck kand anrettis, 
beprydis oc ved Mact holdis. Kbh. 1647. 4. Samt Chriſtian 
Gartners Horticultura (etc.) Kbh. 1694. tilegnet Peder Tønder til 
Donnes. Trundhiem 1692, Den førfte for Danmark, den anden 
for Norge. ODgfaa i fit Slags artige Bøger. 

Morten Anderſen Horſens overfatte 1601 de to førfte Bøger af 
Geresbad de re rustica, Om Bondeværk og Havedyrkelſe. (Prøver 
af Baandſtriftet, der tilhørte det danfte Selftab, i D. Mag. 1, 53.) 


11. Filologi. Oſterlandſte Sprog. Niels Pederſen Dreløfe. Morten 
Povelfen Grum. Theodor Petræus, o. fl. SKlasfiffe Sprog: 
Græffe BFilgloger. Niels Krag. Rasmus Vinding 0. fi. 
Latinſte Filologer. Anders og Niels Krag. Ole Bord o. fl. 
Ryere Latinſt Poefi. Cragmus Lætus. Willich Weſthov o. fl. 
Danſte Overfættelfer af klasfiſte Skrifter. Birgitte Thott 
o. fl. (Nyere Sprog). 


At be lærde Sprog dyrkedes med Iver var en ligefrem 
Følge af Videnſtabernes Tilſtand i Europa. Modersmaalet 
lunde ingen Modvegt banne, og be nyere europæiffe Sprog 
beghndte førft i Slutningen af Tidsrummet at bane fig Ind⸗ 
gang i Danmark, bet tyſte naturligvis undtaget, ber allerede 
her havde hjemme. Theologien frembrog iffe blot det hebraiſte 
Sprog og med bet be øvrige oſterlandſte, men tillige bet 
græffe; og bet rommerſte Tungemaal var bet eneſte Organ 
for enhver videnſtabelig Behanbling og Meddelelſe. Dan— 
mark, ber, efter Raupachs fra Joh. Moller optagne Bemerk⸗ 








300 Det lærde Tidérum. Filologi. 


ning, allerede fra gammel Tid af i fin Saro beſad Latinen 
fom fin Ejendom, maatte fax meget mere hylde den alminde⸗ 
lige Anſtuelſe. 

Ingen har, faavidt vibes, forføgt at give en Fremftilling 
af bet filologiſte Studiums Udvilling og Fremgang i Danmark, 
uagtet de klasſiſte Sprog idelig have været dyrlede meb For= 
fjærlighen, og Stubiet af de oſterlandſte i den ſenere Tib 
beſtandig har tiltaget. Der er bog to Sider, fra hwille 
en ſaadan Fremftilling maatte have vundet almindelig Suter= 
esſe; nemlig, i hvilfet Forhold” Filologien i DanmarF har 
ftaaet til ben almindelig europeiſte, til be. øvrige. filelogifte 
Sloler, navnlig ben. hollandſte, Brevverling og andre Med⸗ 
delelſesmaader imellem danſte Lærde og fremmede, fremmede 
Filologers Ophold i Danmark, o. ſ. fr.; derneſt, i hvilfet 
Forhold ben nyhere filologiſte Skole i Danmark ſtaar til ben 
ældre, om ber deri fan ſpores en gradvis ſelvſteendig Frem⸗ 
gang indenfor Danmarks Grendſer, eller om ben nyere 
Filologi fun lidet har befymret fig om vor egen danſte, men 
paa ni) uddannet fig udenfra ved fremmede Filologers Ar= 
bejder. Førend disſe Underføgeljer ere nogenlunde udførlig 
behandlede, fan ber i en almindelig Betragtning af Litera= 
turen iffe ventes andet end en Overfigt, ber gjør opmærffom 
paa be vigtigſte Forfattere, uden at kunne trænge ind i eller 
udtomme Stoffet. 

Hjælpemidlerne ere faa og tarvelige. Til oſterlandſt Sprog 
og Literatur gives der, ſaavidt vides, ingen ſamlet Overſigt. Til 
de klasſiſte fun nogle Fortegnelfer, men ingen organift Udvikling. 
Hertil høre: 

Particula historiæ literariæ Danorum, in quo de studio 
philologico ejusque cultu et progressu in Dania primo disserit 
Albertus Thura. Haſn. 1722. 4. Sammes Conspectus Danorum, 
qui partim commentariis suis eruditis, partim quoque versio- 
nibus danicis, de linguæ Romanæ et Græcæ scriptoribus hac- 





Oſterlandſte Sprog. 3801 


tenus optime et præclarissime meruerunt. Hafn. 1740, J 
Fortalen omtales de Forfattere, der have fØrevet om klasſiſt Literatur 
i Almindelighed. Bogen felv er ordnet efter de gamle Forfattere. 
Et Appendir handler om Saxo Grammatikus. 

Gt Tillæg hertif er P. A, Wedel, Merita Danorum in latinis 
seriptoribus edendis atque illustrandis. Specimen inaugurale. 
Havniæ 1790. Ligeledes ordnet efter de gamle Forfattere. 

J S. Lintrups Fortale til Chr. Falsteri Supplementum 
lingvæ latinæ. Flensb. 1717. findes ligeledes nogle hertil hørende 
Bemærfninger; ſaavel fom i nogle andre Strifter, der handle om 
Literaturen i Almindelighed (Raupad 0. lign.) 

Fortegnelfe over danſte Overſattelſer af de klasſiſte Forfattere 
af G. L. Baden. Kbh. 1816. men ifær af Chr. Thaarup. Kbh. 
1822. Ny Udg. Kbh. 1836. Program fra Helſingor. (I fit Slags 
fortrinlig.) 


De oſterlandſte Sprogs Dyrkning ſtaar, ſom allerede 
bemærket, i nøje Forbindelſe med Theologien, men hævede 
fig efterhaanden til egen Selvſteendighed. Det er naturligvis 
endnu fun be veftlige, ber komme i Betragtning. Med Indien 
aabnedes vel en Forbindelſe allerede under Chriftian ben 
Fjerde, men Migfionærernes Sprogarbejder udkom førft i 
bet følgende Tidsrum (Ziegenbalg 1716). 

Om be ældfte Forfattere vides iffe meget. Den under 
Filofofien nævnte Lage Chriſtenſen fra Ribe lagde fig 
ſom Student efter be øfterlandffe Sprog, men har ingen 
bertil hørende Skrifter efterladt ſig. Jakob Villumſen 
fra Neſtved udgav derimod i Wittenberg (1569) et Elemen- 
tale hebraicum. Iver Stub, Prof. i bet hebraiffe Sprog 
1594, fjende vi alt af Striben med Reſen (Ex libro Job. 
1603—7). Cort Arelfen, Prof. i bet græffe og hes 
braiſte Sprog 1602, udgav en Grammatica hebræa (Hafn. 
1606. 1608.) German Nielfen, Hermannus Nicolai 
(f. i Førsløv i Sælland 1570) Prof. i bet hebraiſte Sprog 








302 Det færde Tidstum. Filologi. 


1610 (4 1629) auſtillede en Sammenligning imellem be ars⸗ 
mæiffe Dialefter indbyrdes og med Hebraiſt (1627). Dgjea 
Veftphaleren MartinTroft, ver fra Helmſtad fom til Sorø, 
og derfra brog til Roſtock, udgav en hebraiſt Grammatit 
(1627). Men ſom ben egenlige Grundlægger til dette Studium 
ved Univerſitetet auſees Niels Pederſen Dreloſe, M- 
colaus Petræus Aurilesius (f. i⸗Oreloſe i Seellaud 1601), 
ber fra Herlufsholms Stole kom til Univerfitetet 1021, og 
paa fine Udenlandsrejſer blandt andre hørte Bol, Burterph. 
Gan var gift med en Datter af Sellands Biſtop Pebder 
Vinſtrup, blev 1626 Prof. i de oſterlaudſte Sprog, 1630 i 
Theologien (f 1684), og udgav: flere grammatiſte og lexi⸗ 
lalſte Arbeider (1626—83): Denne Begyudelſe blen men 
Held fortſat af Sfofemændene Hans Pederſen Kallund— 
borg, Calundanus (f. 1605, efterhaanden Reftor i Kallund⸗ 
borg, Malmø og Roeskilde, + 1669) og Søren Pederſen 
Kallunbborg (f. 1607, Reftor i Roeskilde, + 1657). Mere 
mavnfunbig blev Morten Povelſen Grum (f. i Lund 1615, 
Mag. og Slotépræft 1651, gift med en Datter af Biſtop 
Brochmand, men fun 37 Aar gammel + ven en haſtig Døb 
1652). Han havde gjort en Udenlandsrejſe til Polen, ſiden 
til Holland, England og Franfrig, hvorfra han vendte tilbage 
til Leiden og ber opholdt han fig i nogle Aar. Efter fin 
Hiemkomſt levere han længe i Stilhed (ignotus diu negle- 
ctusque delituit), indtil Kong Frederik den Tredie blev ops 
meerkſom paa hans ufævvanlige Lerddom. Men Doden 
overraſtede ham, faa at han iffe fif noget udgivet. Hang 
Haandſtrifter, ber vare i Roſtgaards Bibliothek, indeholdt 
Samlinger til en arabiſt Ordbog og Sproglære. Sakob 
Bartholin (Søn af Cafper Bartholin ben Xldre, + i 
Heidelberg 1653) udgav Rabbinſte Sfrifter (1651). Thomas 
Bang (ber nedſtammede fra Oluf Bang i Middelfart, f. i 


SDfterlandfle Sprog. 303 


Flemloſe 1600) blev 1630 Prof. i be oſterlandſte Sprog, 
1652 i Theologien, og 1656 Univerſitetsbibliothekar (+ 1661), 
og ubgav iffe blot Difputatfer, men ogſaa ftørre til ben hes 
braiſte Literaturs Udvikling hørende Sfrifter (Coelum orientis 
et prisci mundi, 1657). Den ved Mathematikken omtalte 
Chriſtian Stenbuch, Prof. i bet hebraiſte Sprog 1655 
(f 1665), udgav derimod fun Difputatfer. Den forhen om⸗ 
talte Prof. Theol. Chriſten Nold udgav enbelig fit længe 
forventede ſtore Værk om be hebraiſte Partikler (Concor- 
dantiæ particularum Ebræo-Chaldaicarum. Hauniæ 1679. 4.) 
et af ben Tids vigtigfte Bidrag til Ordbogen. Men ben ſtorſte 
dalevende Orientalift var uden Tvivl Theodor Petræus, 
en Borgerføn fra Flensborg, ber fra Flensborg Skole tog 
til Univerfitetet i Leiden. Anbefalet af Superintendenten 
Steph. Klog til Kong Frederik den Tredie, fif han kongelig 
Underſtottelſe til en Rejſe i Øfterlandene, og beføgte Greken⸗ 
land, Syrien, Palæftina og Egypten. Gan opholdt fig flere 
Aar i Cairo. Han lagde fig efter Arabiſt, Perſiſt, Armeniſt, 
Koptiſt og Ethiopiſt, og udgav efter fin Hjemfomft omtrent 
1653 i Leiden flere Frugter af fin Rejſe, nogle af be hjems 
bragte Haandſtrifter; 1660 tog han til England, opholdt fig 
i to Aar i London, og vendte berpaa tilbage til Holland, 
overalt fun levende for fit Yndlingsſtudium. Frederik ben 
Tredie onſtede at anfætte ham ſom Prof. i be orieutalſte 
Sprog, men han afflog bet ſaavel fom alle anbre Tilbud 
om faft Anfættelje. Han havde levet faalænge i Barbariet, 
ſagde man, til han felv var bleven en Barbar. Hans fu 
ſtod i alt Fald beftandig til en ny Rejſe til Øften. Da 
han iffe kunde tilvejebringe Omfoftningerne dertil, tog 
han til Kjøbenhavn 1669, og fatte fin Lid til Frederik 
ben Trebie, men Kongens Død i Begyndelſen af bet 
neſte Aar tilintetgjorde hang Haab. Han levede imidlertid 








304 Det lærbe Tiderum. Filologi. 


i Kjøbenhavn med Huſtru og fo Børn uden mogen offenfig 
Unfættelfe indtil fir Ded 1673. Hans efterlabte Haanb= 
ſtrifter ſolgte hans Enfe af Trang til Kurfyrſten af Branden⸗ 
Burg Frederik Vilhelm 1682 for 1000 Rolx. Nøjere Dp= 
lysninger maa tilvejebringes om benne, hvad enten han var 
en Særling, der fun rugede over fine Skatte, eller iffe, i 
vor Literaturs Hiſtorie mærfelige Mand. Var han ben førte 
eller en af ve førffe, der bragte Kundſtab om Wtbiopift og 
Koptiſt til Curopa? Laurids Fris (en Preſteſon fra Tønder 
egnen, 1666 PVræft i Brede i Ribe Stift, verbi divini im 
jensi administer falder han fig felv, + 1684) 
ubgav et Sfrift om den hebraiſte Proſodi, hvori hau bene 
fører be hebraiffe Vers til de klasſiſte Verfearter (Prosodiæ 
Hebraicæ epitome bipartita. Hafn. 1671. 4, hvis anven 
Afdeling er vera poéseos Propheticæ ratio ac elegans 
carminum Hebraicorum fabricatio). Imidlertid vedbleve 
Danſte og Nordmend at fortjætte og udbrede Stubiet, ifær 
af Hebraiſt og Arabiſt; fom Anders Jverſen Bord (Refs 
tor i Throndhjem, f 1709. De antiqvitate punctorum Hebrai- 
corum 1682, 4.) Præften Jørgen Urfin (f 1727), hvis 
Dispp. de scholis et academiis Hebræorum udkom ſamlede ſom 
Anliquitates hebraicæ scholastico-academicæ 1697. Den 
fenere fom Prof. i Mathematiken befjenvte Matthias An— 
cherſen (f. i Kolding 1682, + fom Biſtop i Ribe 1741), ber 
tidligere (1704—7) hjemme og udenlands havde ftuberet be 
femitiffe Sprog, anſaaes for en af vore bedſte Orientalifter. 
Anders Frølund, Prof. i bet hebr. Sprog 1709, ſtrev 
tidligere Difputatfer om hebraiſte Oldſager (1695—99). Det 
vil ſaaledes af bet foregaaende være indlyſende, at Studiet 
af be oſterlandſte Sprog, hvis Dyrkning i Danmark i hvert 
Aarhundrede har tildraget fig Curopas Opmaærkſomhed, alle⸗ 
rede tidlig har haft ſin Rod i ſelve Landet. 





ecelesia Br 


Ofſterlandſte Sprog. 805 


Nic. Petræus: Vinding. Acad. Haun. &. 306. 

Morten Grum: Zwerg, S. 629 (Haandftrifterne anføres S. 
631). Pontoppid. Annal. 3, 119. 

Hans Pederfen Kallundborg: hans Lcvnet af A. N. Ryge. 

Theod. Petræus: Moller, Cimbria liter. 1, 489. Lackmann, 
Annal. typograph. selecta quædam capita, 6. 82. Mållmann, 
de illustribus quibusdam viris Flensburgo oriundis, S. 16. 

Laurentius Frifius: Cimbr. liter. 1, 199. Han falder fig 
Holsatus paa Titelen af Prosodiæ hebr, epitome. . 

Matth. Ancherſen: Cimbr. liter. 1, 19. $ans Poéma Abu- 
Ismaelis Tograi arabicum. Traject. ad Rhen. 1707, hvoraf Op⸗ 
Taget forgik paa Vejen til Kjøbenhavn paa 50 Exemplarer nær, 
findes i Hjelmftjernes Samling . 

At Kundftaben og Færdigheden var ftørre end i vore Dage, er 
upaatvivleligt, men adſtillige Ytringer deraf vare dog fun Legetøj. 
Halvor Gunnarfen gav i fine Flores sapientiæ divinæ. Rostochii 
1596. en Extrakt af Epiſtler og Evangelier i danfte, latinſke, græfte 
og hebraifte Vers. Ligeſaa Capita doctrinæ christianæ (etc.) Den 
Chriftelige Lerdoms befynderligfte Hoffuit Artickle, ſammendragen 
forſt paa Danſte: Oc nu paa Latine, Greffe oc Hebraiſte vdfætte, 
Vngdommen till offuelſe oc vnderuiſning. Rostochii 1599. Biftop 
Jerſins Søn Chriſtian Jerfin lykonſtede Frederik den Tredie til fin 
Thronbeftigelfe med en Oratio gratulatoria syriaca. Witeb. 1649. 
fol. Peder Claudianus ligeſaa Chriftian den Femte med Carmina 
gratulatoria syriace, græce et danice, Christian. 1671. fol, 
Peder Krog, der tilfidft blev Biffop i Throndhjem, ſkrev Lejlighedss 
vers paa ni Sprog, f. Cr. et Bryllupsvers paa Hebraift, Kaldaift, 
Ehyriſt, Arabiſt etc. 1674. Rektor i Nykjobing Hans Thomſen 
Fiſcher gratulerede Fyns Biſtop Chr. Rud. Miller paa Gebraiſt 
1705. etc. Sligt var næppe værdt at nævne, naar det iffe oplyſte 
Tidens Smag, der vifer fig eng overalt. 

Petri Wintheri Principia etymologica linguæ sanctæ. Haſn. 
1689. ſom Vorm anfører og ſom findes i Gjelmſtjernes Samling, 
mangler hos Nyerup. 

De ovennævnte Forfatteres Skrifter have nærmeft fun Interesſe 
for Mænd af Faget; imidlertid vil der ogſaa her findes et og andet, 
Dev enten oplyſer den herſtende Foreftilling, at det hebraiſte Sprog 

20 








306 Det lærde Tidsrum. Filologi. 


var det ældfte i Verden, eller giver Bidrag til Tidens. almindelige 
Sproganſtuelſe. Dertil hører blandt andre en Diss. de lingua 
Eberina prima et post ykærrocvygvorv primaria contr. Huetium. 
Hauniæ 1704. 4. hvis Forf. iffe findes angivet. Men ifær Tho⸗ 
mas Bangs Coelum orientis et prisci mundi triade exercit: 
num literariarum repræsentatum. Haſa. 1657. 4. eller med Titel: 
Exercitationes philologieo-philosopbicæ, De ortu et progressu 
literarum. Cracoviæ 1691. 4, Ferſte Aſdeling handler om Bog⸗ 
ſtavſtriftens Oprindelſe, om Adam har opfundet. den eller hans Efter⸗ 
fommere før Syndfloden; meget udførlig omhandles liber Henochi; 
ogſaa underføges, om der gives literæ coelestes et angelicæ, Au⸗ 
den Afdeling de literatura patriarchali ete. meddeler tillige de aldſte 
Alfabeter. Tredie Afdeling beftrider den Mening, at de hebraiſte 
Bogſtaver ſtulde være opfundne af Esdra. 





De klasſiſte Sprog tilførte alle; fra bem udgik af 
Dannelſe, og udenfor dem var ingen tænkelig. Hvis Theo= 
logien fan anſees for den Lofteſtang, ber bevægede alt, faa 
var navnlig Latinen bet enefte Organ, ben eneſte Sprogform, 
Hvori bet var muligt fom en almindelig Ejendom at labe 
Lerddommen yttre fig. Den var de Lerdes Modersmaal, 
og ſom Sprog bet ypperſte af alle. Denne aldeles robfæftebe 
Overbevisning møder man overalt. „Man ſtulde iffe, hedder 
bet, kalde bet ben italiffe, latinſte, rommerſte Tunge, men 
med bet langt mere pasſende Navn, ben menneſtelige (sed 
multo aptiori nomine, humana).“ „Iblandt alle Sprog, 
figer Ole Bord, indtager Latinen ben ypperſte Plads, og 
uendelig er Nytten, ben yder i Mufernes Lampe; ben er 
bet ſamme for ben Lærbe, ſom Kollen fordum var for Here 
tules (inter linguas autem primò nomen suum profitetur 
Latina, quam suadent infinitæ utilitates in palæstris Musa- 
rum maximé urgeri, quippe tam utilem erudilo, quam 
clava olim erat Herculi).” Derfor var bet nodvendigt, at 
trænge ind i bette Sprogé inderſte Folder og at tilegne fig 





Alasſiſte Sprog. 307 


bet i dets mindſte Enkeltheder; og berfor var iffe blot Les⸗ 
ning af ben latinſte Poeſi, men ogſaa bens Udøvelfe faa 
fornøben for alle, , Latin, vedbliver han, fan man iffe 
forftaa uden Poeſien; uven Poeſi er ingen Grammatif, 
ingen Orthographi paalidelig. Uden Poeſien fan respublica 
literaria ligeſaa lidet beſtaa, fom Himlen uden Stjerner eller 
Legemet uden Sjæl.” 

Imod denne almindelige Overbevisning hævebe fig fun 
enkelte Stemmer, fævdvanlig uden at blive hørte. Nogle mente 
nemlig, at ben evige og pedantiſte Dyrkning af Gramma⸗ 
tilfen hindrede ben ſtrengere Videnſtabs Opkomſt; til bem 
hørte Tyge Brahe, hvis Yttring derom forhen er anført. 
Andre faldt bet iffe ind at nægte Latinens Overherredomme, 
men dens Eneherredomme fanbt be ſtadeligt; bet var bem, 
ber fom Rasmus Bartholin, Peder Syv 0. a., ber fenere 
ſtulle omtales, hevdede Modersmaalets Rettigheder veb Siden 
af bet rommerſte Tungemaal. Det tredie Slags var nogle 
Fanatikere, ber anfane Klasſikernes Studium for fordcerve⸗ 
ligt for ben friftelige Tro. Man træffer mere end een 
Gang benne Tanke ubtalt med Skarphed. „Hedenſte Bogers 
Læsning, ſtrev en Filolog, Reltoren i Horſens, Mag. Grit 
Bredal, til Biffoppen i Aarhus, hedenſte Bogers Læsning 
burde udryddes af be chriſtne Skoler, og alene Herrens Bog 
(udi Hvilfen hverken fattes bet ene eller bet andet, Eſaias 
34 C. 16 V.) med nogle forte og grundige medilamentis 
Blive læft i deres Sted; thi ba bleve be Unge minbre for⸗ 
giftede af hedenſte Løgne og Blasphemier.“ Men uagtet 
deslige Yttringer uden Tvivl bleve anfeete for Blasfemi 
imod Verdensſproget, og europciſt Beromthed vejede op 
imod ſaadanne Sfumlerier hjemme, blev Frygten for at 
Hedenſtab ſtulde befmitte Troens Renhed iffe uden Virkning, 


og Sfolemænd ſaavel ſom Digtere bleve lige forlegne med 
20" 





308 Det færde Tidorum. Filologi. 


be hedenſte Guders Navne. Hvorledes flulbe be faa bem 
udryddede af be klaeſiſte SFolebøger og af ben friftelige 
Poeſi, hvorledes fulde be opfylde ben bem givne Forſtrift 
(Quæ in profanis autoribus occurrunt spurcæ locutiones 
pietali adversæ, penitus eliminentur; Deorum etiam. genti= 
litium nomina expungantur), ber endog gif ind i Recesſen 
af 1643: „De, ſom lære Ungdommen i Sfolerne, figer ben, 
ſtulle lægge bereg ftørfte Vind paa, at be Unge have baglige 
exercilia og Ovelſer, ſom tjene vettelig til en ſand Gub= 
frygtighen, og at be lære at fy be hedenſte Afguders Navne, 
ſom finves i mange Bøger, ber endnu ere i Brug, i Særbe= 
leshed udi Poeſi og andet fligt, hvorudi be hedenſte Afguders 
Navne ofte indføres, i den Sted Gud alene og hans hellige 
Ravn burde at bruges.” Lylkelige vare de Poeter, ber ſom 
Arobo „ſtrev før fligt blev vor Tids Poeter forbøbet af 
Ovrigheden.“ 

Dette Træf viſer os allerede Tidens Splidagtighed fra 
gen Side: ben rette Tro udelukkede ben levende Poeſi, og 
i Grunden blev berfor ben klasſiſte Oldtid i fin hojeſte An— 
ſtuelſe for denne Slægt, ber hang i Bogftavet overalt, en 
lutket Bog. Det ſamme aabenbarer fig uden Tvivl, naar 
man betragter pen Maade, hvorpaa Sprogftubiet i Alminde-⸗ 
lighed blev brevet, og ben Anvendelſe, ber gjordes deraf. 
Det ſtal iffe nægtes, at ber hos enkelte Mænd vifte fig en 
Indſigt og en Sprogferdighed, hvorom man næppe nu fan 
gjøre fig nogen Foreftilling, men de bevægede fig fun indenfor 
ben mefaniffe Sprogkundſtabs Kreds, og vare udenfor ben 
fremmede for alle højere Ideer, al fri Anſtuelſe af Verden, 
og for bet mefte fremmede i deres eget Fædreland. Den 
ftore Mængde vandt en ydre Færbigheb, fom ingen Inb= 
flydelſe havde paa Sindet, og berfor gif tabt i Livet. Selv 
maar be betragtebe Videnſtabernes indbyrdes Forhold. og 


Alasſiſte Sprog. 309 


Sprogvidenffabens Forhold til bem, har bet i det minbfte 
iffe hos be ERldre lykkets mig at ftøbe paa Afhandlinger, 
ber indeholdt andet end almindelige, endog trivielle Fores 
ftillinger. De ere at undſtylde, thi Livets poetiffe Side 
var endnu iffe gaaet op for nogen. Derimod mangler ber 
iffe Crempler paa ſmagloſe, [latterlige Overdrivelſer, hvortil 
enfibig Fordybelſe i Sproget lettelig fører, paa Pedanteri, 
ber ſynes at være ſammenvoxet med Lerddommen felv, 
Tigefom be fammenvorne Tvillinger, af hvilke fnart ben 
ene, fnart ben anden maa give efter for fin Medbroders 
Bevægelfer. Profesſoren i bet hebraiffe Sprog holdt engang 
en Oration ved Reformationsfeſten, „og var hang Tale mere 
hebraiſt end latin, faa at fun faare faa af auditoribus kunde 
forftaa ben.” Selve te Lerdes Navne fif hos os, fom i 
alle Lande, hvor klasſiſt Erudition var fremherſtende, et 
latinſt Tilſnit, faa at vi undertiden funne være i Tvivl om 
deres danſte Oprindelſe; en Søn af en Smed (faber) hed 
f. Ex. Fabricius, Ørn blev til Aquilinus, Bi til Melissæus, 
Skytte til Toxotes, Væver til Textorius, Grundtvig til Fun- 
disinus, 0. f. v. Og man lan giennemlefſe adſtillige Af= 
handlinger, Brevverlinger o. desl. fra denne Tid, uben at 
finde ftort andet end firlige latinſte Talemaader, ber afløfe 
hinanden ſom hos Saxo, men ere tomme paa Indhold. 
Man vil ba tilſtaa, at Holberg livagtig har ſtildret hine 
Pedanter, ber ingen Tilværelje hjendte uden den lærde, ingen 
Tænfning uden i Syllogismer, og ingen Anelfe havde om 
Poeſi, uden forſaavidt ben kunde ſtanderes. Forgjæves laa 
den klasſiſte Oldtid for disſe Mend med ſine kornrige Agre, 
fine frodige Enge; naar be vandrede igjennem bem, plukkede 
be fun Partifler og hoſtede fun Ordar. 

Latinens Bersmmelſe: Josuæ Arndii Judicium de studio lingvæ 
latinæ. Hauniæ 1646, (Forf. var fra Meklenborg; hos Vorm findes 








310 Det færde Tiberium. Filologi. 


han). Fortalen til Olai Borrichii Parnassus in nuce, Skriftet felv 
er en Samling af Vers, der oplyſe Ordenes Accent, o. desi. altſaa 
fun en mager Anbefaling, Erit Bredal hos Tauber, Hist. scholæ 
Arhus. & 57—80, De hedenſte Guders Ravne hos Nyerup, 
Skolerne, S. 98; Pontoppid. Annal. 3, 786; Fortalen til Arøbos 
Sexaemeron. Den hebraiſte Prof. Mag. Georgius Johannis i Birche⸗ 
røde Dagbøger S. 148. De Lærdes Navne i Blochs Bidrag til 
Roeskilde Domftoles Gift. 4, 42, + Program fra 1846. 

Til de Strifter, der handle om Filologiens Bigtighed for andre 
Videnſtaber, horer den fremmede Johannis Cunradi Dielerichi Dia- 
tribe de usu, abusu et neglectu lectionis seriptorum secularium 
et anltiquitatis. Hafniæ Danorum 1638, 4., hvis Tilegnelfe og 
Fortale ogfaa ere ſtrevne i Kjøbenhavn. Det gaar ifær ud paa 
Filologiens Vigtighed for Theologien, og Hvorledes Sfriften fan ops 
lyſes af SKlasfiferne, men ev fun en fprænglærd Søgen efter alt 
hvad der funde findes, ſom havde Lighed med det friftelige. For 
Theologien var det en Nodvendighed at opføge Kriſtus i det gamle 
Teſtamente, hvor han ſom Mesſias let maatte findes; men hvilken 
Roes var det iffe for Filologien, der ogſaa fandt ham hos Virgil, 
in Eclog. 4. v. 5: Magnus ab integro seclorum nascitur ordo 
ete, (S. 121). 





Naar man iffe tager Henſyn til de i Europa navnfuns 
bige Filologer, Pontanus, Meurſius 0. a., ſom Danmark 
ſogte at tilegne ſig, men kun til dem, ſom det foſtrede i ſit 
eget Stjød, vil man endda have Anledning nof til at erfare, 
Hvor tiblig og med hvilfen Iver de gamle Sprog bleve dyr⸗ 
leve. Greſt maatte vel i mange Henſeender ftaa i Skygge 
for Latinen, for hvis Skyld det i Skolerne blev fat tilſide, 
og ſom vibenffabeligt Organ kunde ber iffe være Brug for 
bet; derimod anvendtes bet meget tidlig ſom Middel til at 
lægge Lerddom for Dagen. Det er maaftee iffe muligt, 
nøjagtig at angive, naar greſte Typer indførtes her i Landet; 
men be findes ved Beghndelſen af Tidsrummet (f. Cx. i Jon 
Turſens Vocabularium, 1561). De græffe Smaaffrifter, 





SKlasfife Sprog. Græft. 311 


ifær Lejlighedsvers, fom tidlig forekomme og vedbleve at 
Tomme frem, vidne vel iffe om nogen dybſindig Tænfning 
eller poetiſt Gejft, men bog om en ſtor Sprogfcerdighed, ber 
fun ved megen Ovelſe kunde erhværves. Saadanne findes 
af Niels Lauridſen fra Ribe, Broder til ben latinſte Digter 
Amerinus (1574), Hang Lauridſen, Præft i Vordingborg 
(1574), Jafob Holm, Reftor i Viborg (1574), Anders 
Chriftenfen Vejle (1576), Niels Pederſen fra Skaane (1578), 
Vilhelm Ulrikſen (1630—33), Niels Bang, Biffop i Fyn 
(1638), Grit Pontoppidan ben libre (1641), Elias Reſen, 
(1650) og fenere endnu flere. Men Palmen bærer uden 
Tvivl Peder Jenſen Vinſtrup, hvis græeſte Mesſiade blev 
til henved to hundrede Aar før Klopſtock teenkte paa fin. Til 
be Forfattere, ber have efterladt mindre og ftørre Arbejder, 
dels om Sproget, dels om Literaturen, høre iſer: Den ſom 
latinſt Digter befjendte!Jens Sabolin (1574). Jak. Madſen, 
Prof. i bet græffe Sprog 1575 (Adhortatio ad lingvam 
græcam discendam, 1577). fang Olſen Slangendorf (Ci- 
ceronis lib. sec. de officiis græce translatus. 1578. Demo- 
sthenis Olynthiaca prima. 1530). Den af fin latinſte Gramma= 
til og ſom Hiſtoriker betjendte Niels Krag, Prof. i bet 
græffe Sprog 1592 (De republica Lacedæmoniorum libri 4. 
1593). Peder Jverfen Bord, Reftor i Herlufsholm omtr. 
1593 -95 (De vocibus Græcorum encliticis, ſamt Agapeti 
ad Justinianum Paræneses. 1594. og Xenophontis Hercules 
carmine græco. 1595). Hans Jenſen Alan (fra Ala i Hal⸗ 
Tand) Prof. i bet greſte Sprog 1608. Johan Frederikſen 
fra Flensborg, Reftor i Kjøge, Malmø, og prof. poeseos 
i Roeslilde (Marogovic Persica ex Herodoli Thalia. 1622). 
Truels Nielfen Aslovius (Prosodia græca. 1625). fans 
Chriſtopherſen, Prof. i det græffe Sprog (1632). De nys⸗ 
anførte Skolemend Søren Pederſen Kallundborg og Hang 





3812 Det lærde Tivørum. dilolegi. 


Pederſen Kallundborg (Grammatiſte Arbejder 1638 og 1660): 
Chriſtopher Munthe (1641). Jørgen Eilerſen (omtr. 1650). 
Niels Aagaard, Prof. i Sorø (De Digammate. 1655), Den 
ſom Mathematifer og Digter befjenbte Haus Laurenberg 
i Soro efterlod em Beſtrivelſe med Sorter over bet gamle 
Græfenland, ver bleve udgivne efter hans Død (1660). Og 
Difputerøvelferne gave vel em og anden Profesſor Lejlighed 
til at Tomme frem med flere Underſogelſer, fon S. S. Glud 
(De Homero a Marone superato, 1691). Men fem For= 
gjængere for Grams Crubition have ijær Bindingerne ved 
betjendte Sfrifter vundet et uforgjængeligt Navn: Rasmus 
Vinding, en Søn af Povel Jenſen Colbing (f. i Bindinge 
i Selland 1615, Reftor i Sorø, 1648 Prof. i vet græfjfe 
Sprog, 1661 i Hiſtorien, og endelig ſom en af be anfeetejte 
Lovkyndige + 1684); hang Søn Povel Ginding (f. 1658, 
Prof. i det greſte Sprog 1681, og berefter ligeledes i de 
hojeſte juridiſte Embeder, + 1712); og Sonneſonnen Rasmus 
Vinding ben Yngre til Biſtrupgaard (f 1727). Endelig 
hører til denne Skole Povel Vindings Lærling Lauride 
Pederſen Lund (f fom Vræft 1745), ber udgav nogle af 
fin Lærers Forelæsninger (Compendium bibliothece græcæ 
ex prælectionibus Vindingianis. 1704). 


Jon Turſens Vocabularium omtalt af Molbech om Ordbogs⸗ 
arb. i Ny D. Mag. 5, 242. 

Hvor meget der af de ældfte Forfatteres Skrifter endnu er til 
fan jeg iffe angive; men nogle maa man i det mindſte gjøre fig bes 
Ejendt med for at faa en Foreſtilling om Behandlingen. f. Gr. In lau- 
dem gloriosæ ascensionis salvatoris nostri lesv Christi carmen 
triumphale a Nicolao Petri Scano. Hafniæ 1578. 4. tilegnet 
Magnus Matthiæ, i elegiſte Vers paa Graſt og Latin, findes i Hjelms 
ftjernes Saml. (Mangler hos Nyerup). 77594 115 Aeioioxoviciç 
Oratiuncula metrico-græca, publice in Auditorio majori Academiæ, 
quæ Hauniæ est, Regiæ memoriter pronunciata ab Elia Johannis 





Alasſite Sprog. Græf. 313 


Resenio. Hauniæ 1650. 4. otte Blade, forudfætter vel, at der 
vare Tilhørere, ſom forftod det. Vinſtrups græfte Mesfiade har 
følgende Titel: to xyescroi macyovrog Aingov xo0mocærngiov. 
Parapbrasis (etc.) historiæ passionis et mortis (etc.) lesv Christi 
Carmine heroico Græco scripta, Viterbergæ 1576. 4. Allerede 
Begyndelfen, tænfer jeg, vil vife, at denne Mesfiade, ſaavel ſom de 
andre, fra Klopftods til Baſtholms Lovtale — ere Uting. Den 
begynder faaledes : 

Avdga por évvens påon Vædéa, ås påka oa 

tåjjos Aemdedglæv usgonæv insg, åvdgousov 18 

õlousvov yevos, drxtisæv åggvoaTo udydæv. 

Nic. Cragii Ripensis de Republica Lacedæmoniorum libri 4. 
uden Sted 1593. 4. tilegnet Niels Kaas Hafniæ 1593, en ſmuk 
udførlig Afhandling om Landet, Folfet, Sproget, Statsforfatningen, 
Indretninger, Sader og Sfiffe, er fun en Del af en ftørre Rakke 
politiſte Afhandlinger, ſom han agtede at udarbejde (Gram i Fors 
talen til Krags Chriftian den Tredie, S. 30), og ftaar derved i 
Forbindelfe med hans andre Skrifter: Uddragene af Heraclidæ Pon- 
tici de Politiis cum interpretatione Latina. 1593. 4, tilegnet 
Frederik Rofenfrands. Ex Nicolai Damasceni vniversali historia. 
1593. 4. tilegnet Holger Roſenkrands. 

Johannis Friderichi Mayoporsæ Persica. Lips. 1622 (fom 
Cimbr. liter. 1, 197 iffe anfører) findes i Hjelmftjernes Samling. 
Nic. Agardi Digamma, Soræ 1655. 4. er en udførlig Af⸗ 
handling om dette Bogftav. 

Joh. Laurenbergii Græcia antiqua. Edid. Sam. Puſendorſ. 
Amstelodami 1660. i aflang Format, indeholder 31 ganſte net 
udførte Landfort med latinſt Forklaring til hvert. 

Om Vindingerne fer Rasmus Vindings Levnet af Søren Jonæfen. 
Kbh. 1684. Nyerup, Univerfitetet, S. 174; og Henvisningerne i 
hans Ler. 

A. Bussæi Poésis epica ex mente Aristotelis et interpretum 
delineata, Amstel. 1704. omtales i Nova liter. maris Balth. 1704, 
6. 372. 











Af bet latinſte Sprogs almindelige Brug og ben rom⸗ 
merſte Literaturs Anſeelſe ſtulde man have ventet ftørre og 





314 Det færde Tibérum. Filologi. 


ypperligere Værfer, end ber forholdevis kommer tilfyne i 
Literaturen. Men maaffee juſt ben praftiffe Auvendelſe har 
virfet hertil. Diſputeres ſtulde ber, og Strifter om Sproget 
og Literaturen ſtyldte derfor ofte benne uheldige Form fin 
Tilværelje; Stolebøger ſtulde man have, og benne ydre For⸗ 
nodenhed førte til Udgaver af klasſiſte Skrifter. Hvor alle 
maatte benytte og med Hjerteng Glæbe benyttede et givet 
Tungemaal, ber iffe maatte forandres, iffe mobtage nogen 
ny Udvilling, ſtode ogſaa alle omtrent paa ſamme Niveau, 
og bleve ftaaende; hvor faa mange vare veltalende, er bet 
vanffeligt at udpege nogen ſom ben hpperſte i Ordets Bring. 
Der var Harmoni i denne Tid; thi ben faſtſtagende Latinitet 
var, om man faa tør ſige, Sprogets dogmatiſte Syſtem, 
ſom alle hyldede og alle befjendte i Tale og Sfrift, og ſom 
een Gang for alle var uforanderligt og uforbedreligt, Ciceros 
Ord ſom Guds Ord, hvert i fin Kreds, og den latinſte 
Grammatik var Sprogets ſymbolſte Bog. Til den bekjendte 
alle fig, Profesſorer, Skolemend og Preſter; bereg vigtigſte 
Forretning i Livet var at indprente den og dens enkelte Sæt= 
ninger i andre; bet højefte, ber kunde fremkalde nogen For— 
andring i bette ensformige Liv, var en eller anden Tvift 
om, hvorledes bette eller hint grammatiffe Dogma maatte 
forſtaas eller anvendes i Sproglivet (ut eller quod eller 
quin, ut ne, ut non, ut qui, ut si, 0. desl.) 

Da ber iffe mangler paa Hjælpemidler til at faa en 
Foreftilling om ben latinſte Grammatiks Behandling (be vig= 
tigſte Forfattere ere Niels Krag, J. D. Jerfin, Thomas 
Bang, Hieronimus Wei, Hans Rhode, Joh. Brunsmand, 
Anv. Busſcus) og Ordbogerne i en anden Henfigt omtales 
ved bet danſte Sprog, faa vil bet her være tilftræffeligt, 
at nævne nogle af be Mænd, ber have ffrevet om Sproget 
og Literaturen, eller behandlet dets Hiſtorie og Olbfager… 


Alaeſiſte Sprog. Latin. 315 


Men her ſynes Opmerkſomheden i ben ælbdfte Tid næften 
ganſte at være lænfet til Stolen og til Theſes (f. Cr. Iver 
Stubs 1590—92) eller, naar ben fordybede fig i en Hasfift 
Forfatter, ligeſom at være befat af ben logiſte Dæmon. 
Anders Krag opløfte ſaaledes (1583) Horatſes ars poé- 
tica i Ramiſt Dialektik og Rhetorik, ved Styffe for Styklke 
at meddele førft dens resolutio dialectica, faa dens resolutio 
rhetorica. Og Hans Rasmusſen Skomager, ber gav en Ind⸗ 
ledning til Sproget (Introductio ad lingvam latinam, 1608), 
behandlede Cicero paa en lignende Bis (Oratio Ciceronis 
pro Archia logice resoluta. 1590). Andre benyttede be 
gamle Forfattere til at ubbrage Talemaaber, Synonymer 
eller Sentenfer og lignende. Niels Krag udgav ſaaledes 
Differentiæ Ciceronis (a Grammatico quodam in Dania olim 
conscriptæ. 1589), og ſamlede felv Sentenfer af Lioius og 
Salluſt (Titi Livii Patavini sententiose dicta, ex libris histo- 
riarum ejus excerpia. Accesserunt Sententiæ Sallustianæ. 
1582). Ligeſaa Chriſtopher Dybvad af Seneca (Senecæ 
sententiose dicla et Sententiæ ex Senecæ tragoediis collectæ. 
1597). Ogfaa endnu langt fenere Joh. Stephanius (Similia 
et senlentiose dicta Quintiliani. 1641) og Crif Pontoppidan 
(Similitudines Ovidianæ collectæ et aliqua ex parte in alium 
sensum translatæ. 1643). Denne analeftiffe Smag var, 
ſom man iblandt anbet feer af Pontanus (hvis Analectorum 
libri tres uvfom 1599) iffe hjemmeføbt i Danmark, men en 
Cfterligning af Fremmede. Det vilde ogfaa være en Under—⸗ 
føgelfe værdt, hvilfen Indflydelſe Meurſierne, ben af 
fine Udgaver og antifvariffe Jagttagelfer bekjendte Henrik 
Ernft, ſamt Johannes Raue, i Sorø, have haft paa 
be danſte Filologer. Thi man finder vel af Danſte adſtillige 
Skrifter, ifær Difputatfer, imellem 1600 og 1650, men næppe 
betydelige, fom af Wolfgang Rhuman (omtr. 1610, ber bog 








316 Det larde Tidsrum. Filologi. 


bdvælede i Rhetoriffen), Peder Gelſtrup (1627), JafobMabfen 
Aarhus (De usu philologia in omni sludiorum genere, 1635), 
Chriftian Brochmaun (ber bøg holdt fin ubetvbelige Oratio 
de Cavsis decrementi veteris imperii Romani i Leiber 1688), 
Chrijten Stougaard (De lingua latina 1639), Jørgen From 
(De legendis cum fructu latinis scriptoribus. 1643), B. 
Bartholin (De latini sermonis purilate. 1645. om Sprogets 
Forandringer). Men Bertel Bartholin prof. eloquentiæ 
1645, ver efter at have behandlet Sproget i Almindelighed 
(De latini sermonis puritate, 1645) udgav en antagelig 
antikvariſt Underſogelſe (De pænula autiquorum, 11655, 
1670), og Rasmus Enevoldſen Broch mand prof. elo- 
quentiæ 1646, ber behandlede Literaturens Hiſtorie fra 
Auguſt til Trajan (De præcipuis latinæ linguæ scriptoribus ete. 
1646), ere faa godt ſom eneſtagende; og bet er førft omtrent 
fra 1650 ber i bette Studium ſpores mere felvftændige Frem⸗ 
ſtridt, indtil bet endelig i Ole Bord naaer fin ftørfte 
Hojde. Doct. Olaus Borrichius (at quantus vir!) Con- 
siliarius Cancellariæ et in Academia Hafniensi Philologiæ, 
Medicinæ, Chemiæ, Botanices, et Poéseos Professor lauda- 
tissimus, nec unquam sine laude el elogio a Danis pariter 
ac Exteris memorandus, for at bruge Thuras Orb, behandlede 
i fine nokſom befjendte Sfrifter Sprogets grammatiſte En— 
Teltheber (Parnassus in nuce, 1654. De quantilate penul- 
timæ denominativorum in inus el verbalium in icis, 1682), 
Sprogets Hiſtorie (Cogitationes de variis linguæ latinæ 
ælatibus, 1675, famt Analecia, 1682), Oldſager (De an- 
liqua urbis Romæ facie, 1683) og Literaturen (Conspectus 
præstantiorum scriptorum linguæ latinæ, 1679. De poétis, 
1676—81). Før og efter ham ere ber vel adſtillige andre, 
fom Niels Aagaard (In Cornelium Tacitum. Soræ 1650), 
Chriſten Oſtenfeld (Pharus latinitatis), Henrik Holſt (Joh. 


Latinſt Poeſi 317 


Freinshemii Phædrus, 1664), Chriſtopher Sletter (Pro- 
scenium Terentianum, 1667), Jørgen Cilerfen (Quintiliani 
instit. 1668), Povel Munkgaard? (1672), Arnold Rhuman 
(Romæ Atticæ suburbium, 1679. om Rommernes Afhængighed 
af Græferne), Iver Bring (1683), Nordmanden Jens 
Miltzov (Pileus libertatis, 1688—93), Anders Bord, Rektor 
i Throndhjem (Observationes circa linguam latinam, 1692. 
Vindiciæ latinitatis purioris, 1706), Peder Jafobfen Bring 
CImperii romani ortus et progressus, 1697), Søren Pederſen 
Glud (Specimen elegantiarum lingvæ latinæ e Tullio inprimis 
decerptum, 1703), Dle Borm ben Yngre (Cogitationes de 
lingva latina ejusque autoribus, 1703), Joh. Dan. Ramus 
(De ancilibus Romanorum, 1706). Men ingen have, ſaa— 
vidt vides, opnaaet nogen lignende Navnkundighed før Søren 
Lintrup og Chriftian Falfter. 

Beftjæftigeljen med ben rommerſte Literatur blev ber« 
næft iffe ftaaende ved Nydelſen af ben alene, men gif over 
til Sprogets egen Anvendelſe i Orationer, Epiſtler og ifær 
Poemer. Og herved bliver bet mig levende, hvad en Del 
af mine Læfere allerede vil have fundet, hvor overilede 
nogle af mine Anſtuelſer ſtundum have været; thi jeg har 
mere end een Gang fagt, at denne Tid iffe var poetiſt, men 
hvad ere be Store og Smaa Poeter hos Erslev at regne 
imod ben Dynge af latinſte Poeter, ber ligger for mig; ba 
jeg ſamlede Andagtsliteraturen og ingen Ende kunde fee paa 
ben, troebe jeg, at hvad benne Slægt levede i og levede 
for var gudelige Traftater, Bønnebøger og Pſalmer, men 
tænfte iffe ben Gang paa, hvorledes alle mulige religiøfe 
%mner, Profeten Jonas, Johannes ben Døber, Jefu Liv, 
Fodſel og Opſtandelſe, Dybden og Sjælens Udodelighed 0. f. fr. 
bleve behandlede i latinſte Hexametre, elegiſte og faffiffe 
Vers; jeg ankede paa, at Lerddommen blev ufrugtbar og gif 








318 Det Tærve Tidérum, Filologi. 


iffe over i Livet, uagtet ber jo intet lunde ffee i Himlen og 
paa Jorben uden at de Lærbe føge ben ftørfte Del beri, og. 
udgiode deres Sympatbi i ſtore Poemer og ſmaa Epigram⸗ 
mer. Ingen Komet kunde viſe fig paa Himlen, ingen Konge 
jalves eller bø, ingen færd Mand gifte fig eller fan Børn, 
ingen blive Magifter eller Doftor, ingen blive Hører eller 
Rektor ved en Stole eller forlade fin Stilling, ingen Sole 
blive indviet, ingen udgive en Bog, ingen færd Familie 
holde Jul, o. f. fr. uden at Muſerne, iffe blot de ni; men 
i Sneſevis, indfandt fig bervev. Endelig bannebe ben fatinfte 
Poeſi et Digterlag, ber fan betragtes ſom Forløber for bet 
danſte. Johannes Francifei, og Jens Sabolin eller 
Viberg fortſatte deres Virlſomhed. —I famme Smag dig⸗ 
tede Anders Lemvig. Hans Lauridſen, ſom Niels Hem—⸗ 
mingfen gav Tilnavnet Amerinus (f. i Aalborg omtrent 
1550, Læge i Ribe, + 1605), udgav Begynbelfen til en Digt« 
ſamling. Navnkundig blev Rasmus Glad, Cimbrius Eras- 
mus Michaelius Lætus (f. i Ingvorſtrup i Jylland, + i 
Kjøbenhavn 1582), ber, hvis man maa fammenligne faa 
fjerne Tider med hinanden, havde noget Baggefenft i fin 
Skjcebne. Efter at være bleven Magiſter ved Kjøbenhavns 
Univerfitet 1546, rejfte han udenlands, beføgte Franfrig og 
Italien, og blev Doftor i Theologien i Wittenberg 1559. 
Efter fin Hjemfomft blev han 1560 Prof. i Theologien; men 
1572 fif han kongelig Tilladelſe til, medens en anden Prof. 
varetog hans Embede, atter at drage udenlands. Paa benne 
fin anden Rejfe dode hang Huſtru, Marie Stemp, i Franke 
furt am Main 1573, og han brog nu fra Sted til Sted, 
fra Land til Land, og opholdt fig nu i Tyſtland, nu i Ita⸗ 
lien og Sveitz, overalt digtende eller udgivende, i Gamborg, 
Kiin, Nürnberg, Baſel, Pavia, overalt føgende ben Rø, 
ſom han ilfe funde finde. Da han iffe vendte tilbage, miſtede 





Latin Poefi. 319 


han fin Profesſur, og drog enbelig hjem for at bø. Om 
hans talrige Digtninger ere Meningerne delte; men hang 
Samtid ſammenlignede ham med Virgil. Willich Weſt— 
how, comes palatinus et poéta laureatus Cæsareus (f. i 
Bofow i Stiftet Lübeck 1577) ſom ſtuderede ved tyffe Uni« 
verfiteter og derefter foretog en Rejſe, fom til Bergen, hvor 
hans Faber blev Præft ved ben tyffe Kirke, og derfra til 
Kjøbenhavn omtrent 1600. Paa en ny Udenlandérejfe føgte 
han ved Digte at erhværve bet fornødne for fig felv, fin 
Tjener og fin Hund, og begyndte fin Bane i Leipzig 1603 
med Cpigrammer mob Rittershufius og Taubmann. Men 
bette Forføg befom ham faa ilde, at han endnu i ſamme 
Aar vendte tilbage til Danmark, og blev Reftor i Herlufs⸗ 
holm 1604, Dette Embede frafagbe han fig 1608, giftede 
fig 1611 med en abelig Jomfru Anne Sparre, og blev af 
Kejſeren 1613 udnævnt til comes palatinus. Chriſtian den 
Fierde beſtillede ham til Informator for Hertug Chriftian af 
Brunévig 1615, og gav ham et Kannonikat i Lund 1619. 
Her dode han 1643 i en Alder af 66 Aar. Han udgav en 
hel Del Digte (1603—40) og man ſammenlignede ham med 
Horats, men Borm finder hans Vers maabelige. Den Gang 
kunde Digtergaven meddeles ſom anbre aandige Gaver; thi 
han kreerede atter Johan Frederikſen fra Flensborg, 
prof. poéseos i Roeskilde, til poeta laureatus. Henrik 
Albertſen, faldet Hamilton (f. i Kjøbenhavn 15..) 
drog i fin Ungdom udenlands og opholdt fig i Giesſen, hvor 
Han udgav bet enefte Digt, ſom Roſtgaard har fundet værbt 
at optrykte. Efter fin Hjemfomft blev han Sefretær i det 
tyſte Kancelli, men drog atter udenlands, og dode i Ægypten. 
Af ham haves foruden andre Digte en Digtſamling (Mus- 
sæa adolescentiæ Venus. Giessæ 1610.) En i flere Ret⸗ 
ninger frugtbar, men lidet ſmagfuld Forfatter, ber iffe blot 





320 Det lærde Tiderum. Filologi. 


var latinſt Digter, men ogſaa Oldgranſter og danſt Sprog» 
granffer, var Bertel Knudſen Aquilonius, eller, ſom han 
felv ogſaa anagrammatiſt ſtrev fit Navn, Libertus Miquo- 
nius, eller Bertillus Canutius Toxotes (f. i Kongſted Preeſte- 
gaard i Selland 1588) der gif i Herlufsholms Skole, rejſte 
udenlands, var Reftor og Preſt + Malmø, derpaa Preſt 
paa Landet i Skaane (f 1650). Haus Laurenberg 
(Daphnorinus) i Sorø udgav ber fin Satyra. Soræ 1630. 
1636., ber er vigtig til Sammenligning med hane plattyfte, 
ogſaa paa Danſt udgivne, Satirer. Chriſten Aagaard 
Ef. i Viborg 1616, prof. poeseos 1647, Reltor + Ribe, 
Preſt til Veſtervedſted), hvis ſtorre Lejlighedsdigte (Laurus 
Cimbrica 1644 og Threni hyperborei 1648) vandt meget 
Bifald; blandt hans Carmina varia er en Ode de perfidia 
Grimhildæ erga fratres. Vitus Bering Ci Biborg 
1617) prof. poeseos 1650, ber ſom ſaadan ogſaa maatte 
behandle ben poetiffe Kunſt (De artis poélice natura, 1650), 
ſtal nærmere omtales ved ben danſte Hiftorie. Som latinſt 
og banff Digter vandt Johannes Olavius (f. i Ran— 
berg 1624) paa fin Tid megen Anfeelfe. Han blev af Gunde 
Roſenkrands kaldet til at ordne hans Bibliothek, brog til 
Holland mev hang Sønner 1655, og blev derefter Preſt i 
Randers, (f 1698). Ole Bord behandlede iffe blot Poe— 
ſiens Theori og Hiſtorie, men udøvede ben felv, dels i en 
Mængde Lejlighedsdigte (Carmina varia), blandt hvilke be 
til Burro ogfaa have literær Interesſe, dels i ftørre hiſto— 
riffe Digte (Amagria vindicata, Arctos pullata, Arctos re- 
spirans). Jakob Henrik Paulli (atlet Roſenſchild), ber for— 
uden Lejlighedsdigte udgav verbélige og aandelige Digte 
(Epigrammatum libellus. Argent. 1664. Hymnologia sacra. 
Hafn. 1698, tildels Overfættelfer af tyſte Pſalmer), omtales 
ved danſt Hiftorieffrivning. Johannes Hopner (f. i 





Latinſt Poefi. 321 


Kjøbenhavn 1642) rejfte et Bar Har, efter at han havde 
deponeret ved Univerfitetet, udenlands og blev Licentiatus 
juris i Orleans 1666. Samme Mar rejfte han hjem og 
levede ubeluffende for Videnſtaberne til fin Døb 1675. Han 
gav betydelige Legater til Univerſitetet. Hans latinſte Digte 
ere dels minbre Lejlighedsdigte (Carmina varia), dels ſtorre 
(fom Titan Arctous, til Chriftian ben Femtes Salving). 
Henrik Harder (f. i Flensborg 1642) hvis Faber var 
Frederik ben Tredies Verleftiffer, kom ti Mar gammel til 
Kjøbenhavn, og ftuberebe ber. Han fulgte ſom Legations⸗ 
fefretær med Chriftopher Lindenow til England, men forlod 
England 1670, og faae fig vibere om. Efter fin Hjemfomft 
Blev han Hovmefter for Grev Niels Friſes Børn, men bøbe 
tidlig 1683. Han anſaaes for en ypperlig latinſt Digter. 
Blandt Bang Digte ere be merkeligſte: Panegyris heroica 
in P. Griffenfeld, Epigrammatum libri tres, Hafnia liberata 
1660. Naar man ved Siden af bisfe ftørre Digtere ftiller 
en Legion af Lejlighedsdigtere, og atter ved Siden af begge 
ben danſte Poeſis tilfvarende Frembringelſer, vil man forſt 
erholde et ret levende Billede af bette Aarhundredes aandige 
Ferd. 


En Reviſion af de anførte Forfatteres Skrifter er ogſaa her 
nødvendig; Thura og Wedel give hojſt ufuldkomne Oplysninger. 
Udgaver af Autorer, tilmed Optryk af fremmede (de kunne fees hos 
Thura og Wedel), have fun Interesfe for Filologer. Der findes 
adſtillige i Bibliothekerne. Ligeſaa ville en Del Skolebsger, Hvori 
de latinſte Talemaader ere overfatte paa Danſt, nu fun være vigtige 
for Modersmaalet. De findes for en Del hos Thura. 

Skrifter fom følgende kunne næppe nu have anden Interesfe 
end literarhiſtoriſk: 

Q. Horatii Flacci Ars poética ad P. Rami Dialecticam et 
Rhetoricam resoluta, Studio Andreæ Kragii Ripensis Dani. 
Basileæ. 4. Tilegnet Niels Kaas 1583. I Tilegnelfen angiver 

21 





322 Det lærde Tidsrum. Filologi. 


han Skriftets Henfigt og ſynes ille lidet ſtolt deraf: primus in 
Arte poética Horatii mon crebram sed continuam et. perpetuam 
Dialeclicam, ut Grammatieam, sum pro vi demonsiratarus. 

Ciceronis Oratio pro Arcbia poéta logice resoluta — a 
Johanne Erasmo Hafniensi. Hafn. 1590, 4. tilegnet Niels Kaas 
og Hak Ulſtand. Som forrige aftrhkter han Texten Stylfe for 
Stykle, og til hvert følger Forklaringen. Om Forf. og denne Bogs 
foregivne Undertryllelſe, fee Rherup £ Minerva 1790; 3,291. 

Casp. Hammefmulleri Swwoyne trium librorum Ciceronis 
de officiis XX XIII tabulis pro. intelligenda rerum serie (etc.) 
ila comprehensa ut magnorum loco commentariorum esse possit. 
Hafn. 1651. fol. tilegnet en Del Troller. Her er ingen Tert, men 
Det er lutter Tabeller. 

Den ſom danff Digter befjendte Jakob Jakobſen Wolf udgav: 
Tragoediæ dvæ, qyarum prima- Didonis: salteraTyrni ex Vir= 
gilij Æneide transeriptæ, Uaſa. 1591. 4, Det er Excerpter af 
JÆneiden, beftemte til at give Skolens yngre Diſciple Lyft til Virgil 
Deraf flabte han to ſaakaldte Tragedier, hver afdelt i fem After. 
J førfte Scene af Dido f. Er. optræde Juno, Rolus og Koret. 
Juno figer Rneidens 1, 36—49 og 65—75, hvorpaa Æolus ſvarer 
med v. 76—79, og faa fortæller Koret Stormvejret v. 82— 91, 
o. f. fr. igjennem begge Tragedier. 

Om Iſak Gronbeks Sfrifter fre D. Mag. 1, 79. 6, 336. 
Ser forekommer iffe hans Apophtegmatum ethicorum et politi= 
corum ex Tacili operibus ecloge. Franekeræ 1593. ſom Vorm 
i Tillægget anfører efter Pontani Chorographia. 

Gabrielis Ackeleye XXV Exercitationes sive Politico- 
philologici Discursus in Librum C. Cornelij Taciti de moribus 
Germanorum Veterum. Soræ 1646, er ingen egenlig Kommentar 
til Tacitus, men en politiſt Betragtning om Regjering 0. desl. 

Joh. Meursii F. De coronis, Soræ Danorum 1643. 4, 
findes i Hjelmſtjernes Samling. 

P. Frid, Kragelund de Scytala apud Cornelium Nepotem. 
Hafn. 1697. 4. anføres hos Thura, Wedel og Vorm. 

Her fan tillige bemærfes de Bøger om gode Sæder 0. desl. 
der paa ny bleve udgivne til Skolernes Bedſte; ſaaſom Joh. Ludov. 
Vivis Valentini ad veram sapientiam introductio.  Hafn, 1599. 








Latinſt · danſte Skoleboger. 323 
Joan. Casæ Flor. Galateus sev de morum honestate et ele- 
gantia libellus, Ad quæstiones succinctas in usum Scholarum 
revocatus per Petrum Andream Hafnianum Collegam docentium 
in Scola Roschildensi.  Hafn. 1602. (J Form af en Samtale 
imellem en Olding og en Yngling). 

Endnu mærfeligere ere de, ſom tillige udgaves med danſt Overs 
fættelfe, fordi man her ikke fan være i Tvivl om mangt et dunkelt 
danſt Ords Betydning, og feer, hvor forlegen Overfætteren mangen 
Gang har været med at faa Latinen udtryft. F. Cr. en omflaat 
foarer til homo sordidus; et bileg til mantile (Serviet); klogen, 
at fløgis til vomitus; med en ftiffue eller med en merling til furcå 
funiculove; eller med Haandloven til volave; manibus gesticulari 
overfættes at gogle oc fantafere med Hænderne. Hertil hører Cato 
de moribus; Latino-Danicus. Hafn. 1657. Samt De civilitate 
morum puerilium per Des. Erasm. Roterodam, libellus. Om 
Goffuiſthed i Borneſeder. Ved Defid. Raßm. Roterdam En liden 
Båg. Cum interpretatione Danica, porro, et quibusdam Scholiis 
Longolii &c, Hafniæ 1623, (paa Univerſitetsbibl), 1689, (paa Kons 
gens Bibl.) Af denne, der er trykt i to Spalter, vælger jeg ſom 








Prøve: 
De corpore. 

Ut ergo bene compo- 
situs pueri animus un- 
dique relueeat (relucet 
autem potissimum in 
vultu) sint oculi placidi, 
verecundi, compositi, non 
torvi,quod est irueulentia: 
non improbi quod est 
impudentiæ: non vagi 
et volubiles, quod est 
: non limi, quod 
est suspici osorum, et in- 
sidias molientium, nec 
immodict diducti, quod 
est stolidorum; nec sub- 
ind conniventibus genis 





Om Legemet. 

DErfor paa det at en vng Drengs 
velftidede find tand ſtinne oc liuſe her⸗ 
foor (lade ſig tilſiune) allevegne (men 
det ſtinner oc liuſer herfoor allermeſt 
vdi (anledet) Anſictes geſtalt oc ſtickelſe) 
da ſtal Oyene være ſmucke roelige oc 
ſtille, blufærdige, ftidelige, ide grumme, 
huilcket ſiunis forfærdeligt (at være) ide 
arrige oc Skalckagtige, huilcket ſtaar 
wblueligen, ide vilde, færendis hijd oc 
dijd, huildet hører Gallindſtab til; ide 
tuerſeendis, huilcket kommer dem til 
ſom haffue Mißtancke til andre, oc 
dennem, ſom omgaaes med Forraderij 
(Stelmftyder,) ide wmaadeligen vdvijde, 
huildet hører Gede til, at mand eg 

LIN 


324 


ac palpebris, quod est 
inconstantium, nec stu= 
pentes quod est attoni= 
torum, id quod est in So= 
erate notatum: mee ni= 
mium acres, quod est ira⸗ 
cundiæ signum: non innu⸗ 
entes et loquaces, quod 
impudentiæ (es!) signum, 
sed animum sedalum ac 
reverenter amicum "præ! 
Nee enim 
temeré dietum est å pri= 


se ferentes. 


scis sapientibus: Animi 
sedem esse in oeulis. 
Picture quidem veteres 
nobis loquuntur, 
singularis cujusdam mo- 
destiæ fuisse, semiclusis 
oculis obtueri quemad- 
modum apud Hispanos 
quosdam semipetis 
tueri blandum haberi vi- 
detur et amicum: Itidem 
ex picluris discimus olim 
contractis strictisque la- 
biis esse, probitatis fuisse 
argumentum. 


olim 


in- 





Det lærde Tidsrum. Filologi. 


heller drager Øyene dybe ind vdi Hos 
ffuedet, Klipper, eller Bluncker med Dyne⸗ 
logene, huilcket fommer de wſtadige oc 
fetfærdige til, ey ſtirrendis eller forrhete 
vdi dyb forundring, huildet hører de For⸗ 
firedede til, det ſom mand haffuer feet 
paa Soeratem: ey heller formeget ſtarp⸗ 
ſtendio, brendendis eller bluſſendis, huil⸗ 
det er et tegen til idſindighede ide 
nickendis eller fladdrendis, Huildet er et 
tegen til woͤluferdighed; men ladendis 
til ſiune et ſtille, ſacte ve venlige find 
med tuct oc æris bevijfning: Thi der 
er icke forvden aarſag ſagdt aff de gamle 
vijſe: Sindſens ſtad at være i Oyene. 
De gamle malinger ſige oſſ end oc, at 
det vdi foordum tid haffuer værit holdt 
for en ſynderlig tuet, at fee paa en 
med halff tilluckte Ohen, lige ſom hoſſ 
nogle Spanier at ſtiude lidet vd aff Øye 
enden, naar mand feer paa nogen, ſiunis 
at holdis fiert oc venligt. 

De lære wi aff malinger, at det has 
ffuer varit et vjſt tegen til fromhed vdi 
foordom tidt, at indfnibe oc ſammen⸗ 
drage læberne. 


Om de latinſke Poeter findes” Oplysninger, foruden hos Bord 


de poétis diversis, ogſaa hos Th. Bartholin de medicis poétis, 
Men Hovedftriftet for de fenere er Fr. Rostgardii Deliciæ Poétarum 
Danorum, i hvis førfte Del der tillige findes Levnetsbeſtrivelſer af 
Hamilton, Vitus Bering, Chriſten Aagaard (ogfaa Cimbr. liter. 2, 1), 
Joh. Hopner og Senrik Harder. Proſessores poéseos anføres i 
Wielands My Tidender om lærde og curieuſe Sager, 1732, Rr. 26. 
J Summers Miscellanea, Hafn. 1758. findes ogſaa nogle Car- 
mina Viti Beringii og Henrici Harderi, fom ej findes hos Roſtgaard. 





Latinſte Poeter. 325 


Cragmus Lætus: Cimbr. liter. 1, 413. Pontoppidans Ans 
mal. 3, 382. 449. 493. 

Billig Weſthow: Cimbr. liter. 1, 723. 

Bertel Knudſen har udgivet en betydelig Samling af latinſte 
Breve, hvori han (f. Cr. i. Epistolarum selectarum Centuriæ 
quinque. Rostochii 1623. S. 89. 101) gjør fig iffe lidet til 
af fin latinſte Stil, men Indholdet er ubetydeligt, Et Gaandſtrift 
i Stokholm: Bertilli Canuti de magnitudine Danica Panegyricus 
omtales af Molbech, Haandſtr. i Stokholm, i Hiſt. Tideftr. 4, 138. 
jf. Vormii Epist. 1, 44. Gans Digtfamlinger (ſom Lysvvm ivve- 
nilivm liber septimus. Hafn. 1611. 4., liber oetarus. Hafa. 
1612. 4., Poematiorum liber 28. Portuæ 1616. 4.) indeholde 
iffe blot Dpipsninger om ham felv, men ogſaa Vers til mange af 
den Tids meſt befjendte Mænd. 

Joh. Olavius: Dån. Bibl. 7, 373, hvor ogſaa hans utrykte 
Ctrifter anføres. Bartholin. de scriptis Danorum, S. 85. Schoͤnau, 
S. 56. Wielands Ny Tidender, 1732, Mr. 18. Bircherods Dags 
bøger, S. 301. Anm. D. Digtet. 3, 320, Bord (Diss. ult. 
de poélis, S. 170) rofer ham meget ſom latinſt Digter: Epi- 
.grammata splendent candore, gratia, acumine, Epica insurgunt 
magnifice. Elegi audent feliciter, sueco utique et sangvine 
pleni. 

Blandt Digtene felv ere nogle markelige ved Valget af Emnet. 
Nogle have hentet det hos de Gamle; ſaaſom: 

Willich Weſthow tog af Iſocrates Sætninger om Kongen, fatte 
dem i Vers, og tilegnede dem den endnu unge udvalgte Chriſtian 
den Femte, i det Haab at der nok vilde komme en Dag, da han 
kunde forftaa dem, nemlig Isocratis Oratio de legitimo regis oſſicio 
latinis heroici metri versibus reddita. Hafn. 1610. 4. 

Peder Hanſen Asminderød: Carmen continens paraphrasin 
epigrammatis Virgiliani de litera pythagorica Y, in schola Ro- 
schildensi recitatum, — Witebergæ 1577, 4. Isocratis Oratio 
ad Demonicum carmine beroico latino. Hafn. 4, (Det ſidſte 
har jeg iffe feet). 

Jakob Bonnus fra Ribe: ”AvaAvasg Historica vaticinii Fir- 
miani de imperio occidentali in Orientem transferendo, Car- 
mine contexia. Witebergæ 1596. 4. ”Avaygagyøj seu Dis- 








326 Det færde Tidexum. dilologi. 


cursus historicus de Intaphernis vxoris voto, quod apud Hero= 
dotum lib. 3 extat. 4. 

Anders Madfen Slangerup: Elegiacum de strenis antiquorum. 
Hafn. 1603. 4. tilegnet "to Præfter i Roeskilde. 

Andre valgte dem nyere Hiſtorie; ſaaſom: 

Prof. Jak. Madſen forſogte at omfætte Sar Gramm a⸗ 
tikus paa latinſte Vers, men det blev ved forſte Bog? "Historica 
præcipua libri primi Saxonis'Grammatici carmine reddita. Witeb, 
1568. 4. 

Halvard Gunnarfen, Chronieon Carionis Philippicum ver- 
sibus Heroicis comprehensum: P. 18. Rostoch, 1596) 4. 
At ligne med de danſte Hiſtorierim 

Da Roſtgaards Samlinger tilgjængelig, vil enhver af denne 
kunne ſtaffe fig en Foreſtilling om denne Tatinfte Poeſt i dens bedre 
Skikkelſez jeg vil derfor kun meddele nogle Prover af den ældre 
Erasmus Lætus. 

C. (2: Cimb.) Erasmi Michaelii Læti Colloquiorum mora- 
lium libri 4. Basileæ 1573. 4. tilegnet Hertug Carl af Calabrien 
og Lothringen. Det er, ſom Titelen ſiger, allehaande moralſte Lærs 
Domme, men de ere udviklede i Samtaler mellem Planter, ogſaa 
Dyr og Fugle. Saaledes f. E. handler et colloquium imellem 
Bellis og Mentha om: Quid sit Bonum, nescire quem malum 
latet. Et colloquium imellem Gallus og Felis vifer: Nihil esse 
adulatore noxius. Et imellem Ferula og Cupressus: Animo, 
non sexu imperia gubernari, hvor han da iffe glemmer Dronning 
Margrete; 0. f. fr. Ja endog Tybris og Gudius (Gudenaa i 
Jylland) afhandle: Ingenio magnos uiuere, hvorved da de jyſte 
Stader ogſaa fomme til Omtale. Meget Vid har Digteren her 
anvendt, ſom jeg formoder, i gode latinſte Vers; og en Fornemmelſe 
deraf har han felv haft, ſtjondt en utaknemmelig Efterſlagt iffe 
aldeles har fadet hans Spaadom gaa i Opfyldelfe. Han flutter ſaaledes: 

Hæc super Arboribus Fluuijsque ferisque uagisque 
Alitibus cecini: duris quo tempore bellis 
Inuisas Fridericus opes, et culmina regni 





Sectatur fugientis: ubi omnes Suecia uires 
Viribus opposuit studiumque eludere certat, 
Colloquijs equidem tum pectora talibus, et me 





Latinffe Poeter. 827 


Mulcebam diclis, quæ mutua fundere possent 

Aut fluuij, aut stirpes, aut grato animantia sensu. 

Cum mihi decursum properarit terminus æuum, 

In cineresque dabit resolutos corporis artus: 

Parte tamen meliore mei coniunetus Olympo 

Aspiciam nostri florere palatia regni. 

Tum uerå, si quid perituro restet ab orbe, 

Diuinos inter referat me fama Poetas, 

Nostraque perpetuo monumenta inscribat honori. 

C. Erasmi Michaelii Læti de re nautica libri 4. Basileæ 

1573. 4. tilegnet Republikken Venedig. Et Læredigt om Sejladfen, 
en hidtil ny Materie, hvis Indhold fees af Beghndelſen: 

Nautica res, pelagique labor, tumidoque profundo 

Insula sparsa: rates quæ primum causa, quis vsus 

Extulit: Oceano quæ prælia gesta, quibusque 

Moribus altisonos conscendit Nauita fluctus 

Subseruitque liis, farcitque in lintea ventos: 

Materies delecta siet, quæ versibus addat 

Quos mihi non dubios cumularit Phæbus honores. 

Som Prøve paa Behandlingen tages følgende af førfte Bog: 

Quòd si forté tibi succisis demere libros 

Arboribus curæ est, libeatque ita cortice prorsus 

Detracto nudos æquare securibus artus: 

Auratis spectes Aries cum cornibus annum 

Inferat, ac primos huc vertat Apollinis ignes. 

Tum certé incumbas operi: qudd Vere redundet 

Succus, et haud tenues sub cortice ſouerit vndas. 

Nam sudore quidem minimo tum carpere librum 

Ut te posse putes, ita postea forsitan ipsum 

Si conere, parum videas succedere: cum se 

Fructibus insinuat, trahiturque in germina succus. 

Mox etenim solidæ lignorum blandula carni 

Incumbit tunica, et lento ceu glutine stringit, 
Siecior ipsa etiam et toto spoliata liquore, 

Ut sua non duci per fila æqualia possit. 
Det forftaar fig da af fig felv, at de danffe Lande omtales og de 
danſte Sohelte, Herluf Trolle, 0. ſ. fr. 





328 Det færde Tidérum. Filologi. 


Men ogſaa hans hiftoriffe Digte ere mærkelige, F. Cr. 

De republica Nøribergensium Jibri 4, — Francoforti -ad 
Moenum 1574. 4. tilegnet Staden Nürnberg. Fortalen indeholder 
flere mærkelige Ting: Berommelſe over. Poeſien og dens Brug i 
Skolerne, flere berommelige Adelsmand og Lærde; deriblandt Syn= 
ningii labor, humanitas et infucata bonitas; Paulini; qui 
recens ohijt Roskildiey placiditas dexteritasque vel in vitæ con= 
uersatione, vel in NMinisterij vsu; mén iſcer en udførlig og ſmut 
Skildring af Kong Chriftian den Tredie 

Romanorum Cæsares lialici. Francoforti- ad Moenum 1574. 
4. tilegnet Kejſer Maximilian den Anden. Indeholder de rommerſte 
Kejſere fra Julius Cæfar til Diocletian og Maximian i en Skildring 
over hver, omtrent ſom i de danſke Rimfrønniter 

Hiſtoriſt mærkelige ere desuden mange andre af dieſe Digte: 
F. Er. Andreæ Ly Hodoeporicon sive lter Romanum. 
Willeb. 1568. 4. aftrykt i Nic. Reusneri- Hodoveporicorum sive 
itinerum lib. 7. Basil. 1580. i fjerde Bog. Han vandrede paa 
fin Fod fra Wittenberg til Rom, og handler i Slutningen om 
Mærfværdighederne i Rom. 

Ogſaa med Genſyn til den funftige Behandling møder man 
Bevifer paa Tidens Smag. F. Cr. i Claus Friſes Reformationés 
digt Jubilum Evangelicum, Hafn. 1630. 4. ender hver Linie med 
Ordet Eccho; i Henrik Harders Canum cum catis certamen (hos 
Roſtgaard), der beſtaar af over 90 BVerslinier, begynder hvert Ord 
med c ligefom Digtets Titel. Enhver vil mindes de tilfoarende 
middelalderlig⸗latinſte og de ſenere franfte. 

Som Bevis paa, hvorvidt Smagløsheden kunde gaa, meddeles 
noget af Titelen paa Georg Meilands, en Tyfters, Fatum Jesu 
Christi. Hafn. 1629, 4.: Fatum quod — sustinuit Omnipoten- 
tissimus, Invictissimus — Princeps atque Monarcha Dn, Jesus 
Christus, Dynasta a Seculo, Imperator coronatus cælestium, 
electus et immortalis Rex totius orbis terrarum amphitheat 














, 
Sacrosancli regni nonnumquam Augustus, — Elector veritatis, 
Archidux vitæ, — Comes Provincialis Galilææ, Liber Baro 
Nazareth — — noster clementissimus Patronus, ter-optimus- 





maximus, carissimus, benignissimus et ſidelissimus DEUS. 
Endelig den hartad uendelige Mangde af mindre Digtſamlinger, 





Latinſte Poeter. 329 


ifær Epigrammer, og Lejlighedsdigte, der haves af næften enhver 
betjendt Mand, hvad ſtal jeg gjøre med dem? Forbigaas kunne de 
ifte, thi de kaſte Lys over Literaturens Tilftand i det hele, danne et 
nødvendigt Sideſtykke til den danfte Poeſis Hiſtorie, og de indeholde 
derhos faa mange hiftoriffe Oplysninger, at ifær de aldſte omhyggelig 
maa efterſees af enhver, der lægger fig efter Perfonalbiftorien. Men 
Det maa her være nof at gjøre opmarkſom paa de Forfattere, der 
kunne anſces ſom mindre befjendte, eller Digte, der i en eller anden 
ØGenfeende ere mærfelige; faafom Erasmus Augustinus (1561), 
Isaacus Mauritius Gilleleianus (1561—70), Joh. Pratenſis og 
Rasmus Katholm (1563), Nicolaus Theophilus (1563), Skue⸗ 
ſpildigteren Peder Hegelund (hvis Epigrammata Philippi Melan= 
thonis selectiora. Francof, ad Moenum 1583. 4 ogſaa for Theos 
logen ere mærfelige), Anders Jenſen Mariager (1568), Evyagsouxov 
carmen illustr, Dom. Dorotheæ Daniæ elc. reginæ, a Severino 
Knevs Coldingensi. (Witebergæ 1568, 4.), Nicolaus Olaus Hal- 
vegius (Oratio de necessaria scholarum conservatione et studiis 
doctrinarum in his fideliter propagandis, carmine Elegiaco scripta 
et recilata, cum susciperet gubernationem scholæ Roschildensis. 
Vitebergæ 1569. 4.), Jonas Colding (1572), Thorbjørn Nielſen 
(1572), Hans Pederfen Horfens (1573), Hans Lauridfen (1574), 
Johannes Nicolai eller Jens Nielſen Hat, Biſtop i Oslo (De por- 
tentoso cometa, qui anno 1577 apparuit. Rostochi 1577 og 78. 
4. Idyllion de cordis humani pressura et anxietate, quå misera 
piorum in hac præsenti vita conditio cvnfodrxdg exprimitur. 
Rostochii 1586. 4. Paa et Kobber er det arme, ſtjondt flammende, 
Gierte iffe i nogen idylliſt Tilftand, det er formelig fat i en Presfe), 
Lægen Jat. Hafebard (1577), Niels Sorenſen eller Nicolaus Severi- 
nus Arhusiensis (1578), Laurids Madſen eller Laurentius Matihiæ 
Nyburgensis (1578. 1585), Niels Berthelfen (1581), Jat. Jat. 
Wolf (1582), Peder Frandfen eller Petr, Frantzius F. Hafniensis 
(1582), Matthias Pors (1584), Chr. Machabæus Alpinas og 
Iv. Stubæus (1588), Jørgen Olſen Horſens (1593. De ærumnis 
magistrorum ; aeced. Pythagoræ carmina aurea. Rostoch. 1613. 
4.), Morten Anderſen Skavbo eller Scavenius, comminister Felsing= 
burgensis (De passione ete. Ode Sapphica. Hafn. 1594. 4.), 
Frands Jørgenfen (1598), Niels Trygonius (1606), Johan Monrad 





330 Det lærde Tidsrum. Filologi. 


(1608), Lægen Freds Sorenſen (1608), Enoch Jakobſen fra Roes⸗ 
tilde (Epigrammatum, liber primus de rebus theoløgicis ét phi= 
losophicis,  Hafniæ 1609. 4. indeholder Perſonaloplhoninger), 
Genrik Miffelfen fra Gaderslev (Carmen de homine. Hafoiæ 1610- 
4. tilegnet Du. Vilbelmo Doppio et Dn. Andreæ Ovenio, Musicis 
svavissimis), Morten Budolphi Hiarbed) (1613), Truels Nielſen 
(1615), Povel Kyſe (1616), Frands Nielſen Mofenberg (1617), 
Regel Regelſen (1618), Anders Bremer (1618), Che Pederſen 
Tiftad (om Peſten 1623), Knud Ganſen Falfter (1627), Smud: 
Ganſen Bed) (1628), Claus Fris (1629), Niels Safs (16333; 
Lægen Job. Skerbek (1633, fe Cimbr. liter. 1, 583. Målmanm 
de illustr, viris Flensburgo  oriundis, S. 17), Zacharias Lund, 
Seefelds Bibliothekar (1634. 1643), Peder Kongsbach (1635), 
Thomas Bang (Laurus Danica. 1641, 4, everſat af Profodiens 
Forfatter, Peder Jenſen Roeskilde: Danſte Laurkrants), Chriſten 
Anderſen (1642—1654), Claus Jenſen Warberg (1612), Johan 
Pouch (1643), Peder Pederſen Vinſtrup (Cornicen Danicus 1644. 
fol. Paa Danft af Peder Hermanſen. 1647. 4.), Michael Kirſtein 
fra Måbren, der opholdt fig hos Simon Paulli (Poëma heroicum 
in Theatrum anatomicum, 1644. 4.), Genrik Wallensbek (For⸗ 
fatteren til Diarium obsidionis Hafniensis 1660. 4.), Ole 
Fielle eller Fielfetrone (om Peften. 1655. See ogſaa Sommelius 
2, 383), Chriften Ørn (1655), Georg Huber, Mufitus (1669), 
Jens Sorenſen Bergendal (1670), Chriftian Paulli (1670), Lægen 
Chr. Fr. Paullini (1671), Lars Jenfen Horſens (1675), Cafper 
Jakobſen Weiſer i Skaane (befjendt af fine Lykonſtningsvers til Carl 
den Ellevte og Chriftian den Femte), Mid. Leigh (1680), fans 
Nielſen Aquilinus (1681, fom giver gode Bidrag til Anagrammernes 
Giſtorie og tillige har en Sphinx Hieroglyphica, det er Rebus, 
men med daarlige Figurer), Jens Milgov (1688), Rudolph Burres 
næus, Reftor i Bergen (1699), Phil. Haqvart (1699), Jakob 
Anderſen Hummer (1706). 

Nordmanden Niels Thomſen, Præft til Toten og Provſt, uds 
gav Cestus Sapphicus etc. Christian, 1661. aflang Nodeformat. Ex 
Calcographia Michaelis Thomasonii. Canutus Sevaldi Christiania 
Norveg. seulps. Det er en Samling af Rebus i ſapphiſte Vers, 
alle om Giftermaal og Ægteftab, med fine Kobbere. F. Cr. Stropha 7: 


Latinſte Poeter. 331 


Portugallus Bulgarus atque Danus 

Graja nondum passa virum Lacena 

Dum decus spårat capuli, et cora ipso 

Fungier opiat. 

Det underftregede er her udtryft med Figurer: gallus, en ane, 
bulga, en Vad⸗Seck, anus, Gammel Kierling, Raja, Rode, assa, 
Svede⸗Benck, acæna, Staff Spig i Enden at drive Øren i Ploug 
med, spira, Kringle, lungi, Sopper (tre Svampe). Disfe Figurer 
kunne tillige oplyfe den Tids Skikke. Man feer her, hvorledes en 
Evedebænt fane ud; ligeſaa en Plob (Str. 8), en Roßbaar (Str. 9), 
en Junge i en Brond (Str. 11), en Lut (Str. 12), en Rok (Str. 
18), en Lire og et Terningſtob (Str. 22), en Find⸗Stoffvel (Str. 24), 
o. ſ. v. Til Slutning findes en Tabel: Idea dispositionis car- 
minis logica, hvori han giver en logiſt Opftilling af hele Indholdet. 
Der findes ogſaa en Fortegnelfe paa hans Skrifter; deriblandt Arndts 
Christianismus. 

Georg Huber, Styrus, powta laureatus cæsareus, Muſikus i 
kongel. Kapel, udgav foruden flere mindre en Mercurius Latino- 
Poéticus. 1672. 4, Disfe politifte Efterretninger i latinſte Vers 
er Sideſthkke til Bordings Danffe Merkur. 

Om hertil ogſaa høre A. 2. Græsferus (1628), Mogens 
Gungov (1633), Ric. Scribonius fra Beftphalen (1636), Joh. 
Laurentius Misnius (1636), Mid. Ulich, Muſikus (1660), p. O. 
Svegning (1670) og Chriftian den Femtes Kammertjener Fr. Weig⸗ 
bers (1685), vides iffe. 

Naar man feer tilbage til denne Poeſi, dens aandige Formaal 
og Frugter, "og ved Siden af den til den danffe, hvor finder man 
Ta noget, der vifer hen imod Holberg, den Pol, omkring hyilken 
fnart Literaturen fulde dreje fig. Næppe noget, der indeholder nogen 
Anelſe om ham, det ſtulde da være den epigrammatiſke Poeſi, der 
endnu levede i ham, fom i Lesſing. Saa er der maaffee fun cen 
Mand, i hvem man funde føge hans Forbillede. Satiren var gam⸗ 
mel i Danmark (foruden de omtalte ældre, findes der en fra Chriſtian 
Den Fjerdes Tid i Suhms Ry Saml. 3, 4, 369), men i den ældre 
Tid var den, ſom altid i fin Begyndelfe, perſonlig og derfor raa. 
Hans Willumſen Laurenberg, Mathematikeren i Sors, gav den fit 
ædlere Præg. Summer og Græmmelje lagde ham i Graven. Mathjes 








332 Det færde Tidsrum. Filologi. 


matik, Satire og Melankoli have ofte i Livet været hinandens tro 
Folgeſpende. Daphuorini querimonia, en Bon til Kongen, inde⸗ 
holder Klager over hans Forfatning: i Sors har, ingen Dag. feet 
ham ledig, imedens han havde Kræfter, mu er han for tidlig gammel, 
afmægtig og ſyg. Den ſenere Udgave af hans Satire er Joh: 
Laurenbergii Satyra elegantissima, qua rerum bonarum abusus 
et vilia quædam seculinperstringuntur, anno: 1636 editay ejus= 
demque Qverimonia de suo et Academiæ Søranæ statu,… In 
horum temporum usum recudi fecit D. G. Morhofius. Kilonii 
1684. 4. Slige Ting forældes iffe; vi ville derfor fade ham flumre 
i Ro, indtil Holberg figer til ham: ftaa op af Graven! 

Danſte Overfættelfer af Hasfijte Skrifter beghndte temmes 
lig tidlig med ufulbfomne Forſog, ber imidlertid, ere. vigtige 
for Modersmaalets Hiſtorie. Saadanne Forſog gjordes 
indtil Midten af bet ſyttende Aarhundrede af Jafob Henrikſen 
(omtr. 1575), Peder Hegelund (1588), Peder Jverfen 
Bord (1599), Johannes Sylvius (1602), Peder Jenſen 
Roeskilde (1639); famt en Cverfættelje af Rſop (1646), 
og af Ciceros Breve (1656); indtil et vellykket proſaiſt 
Forføg i bet ftore i denne Henſeende gjorde Epoke. Chriſten 
Thott til Boltinggaard i Fyn ægtere 1605 Sophie Belov. 
Deres Datter var Birgitte Thott (f. 1610, 1632 gift 
med Otte Gjøe til Turebygaard, + 1662), ben lærbefte blandt 
be lærde Damer. Hun ejede ct ſtort Bibliothek, var færbig 
i de nyere Sprog, og endnu mere i be klasſiſte. Ved Over— 
fætteljen af Senecas Skrifter, bet ftørfte danſte Sprogverk, 
fom denne Tid har frembragt, famt af Cebetis Tavle og 
Epictets Haandbog (1658—1661) har hun iffe alene lagt 
bette for Dagen, men tillige en for den Tid overordenlig 
Ferdighed i Modersmaalet. Overſettelſen af Seneca, ſom 
hun tilegnede „det loflige Fruen-Timmer“ og alle dem af 
Kvindekjonnet, ſom elffe Dyd og Forſtand, er neſten for fin 
Tid et Vidunder. En Kvinde udførte hvad næppe nogen af 





Danſte Dverfættelfer af Klasſiſte Strifter. 333 


be dalevende Mænd havde kunnet. Vanſteligheden ved fit 
Arbejde følte hun tilfulde og undſtylder, at hun iffe faa 
nøje har funnet følge Latinen, men maattet vige fra Ordene 
for at gjøre Meningen Har. Der er ſtor Forftjel imellem 
vort Sprog og Latinen, og Senecæ Stil er fremfor andres 
fort og mørk; „hans Koncepter ere faa høje og hans Maade 
at tale paa fan dyb, at ben, ſom meget lærd var, ſtulde 
have nok dermed at ſtaffe.“ Hun overvandt disſe Vanſte— 
ligheder, og hendes Samtidige give hende den Roes, „at 
Latinen følges vel og Danſten falder net,” og , man ſtulde 
vel holde Overfættelfen for en Original, faa fyndig, firlig, 
flydende og naturlig er hendes danſte Stil.” Thomas 
Bartholin har udtalt hendes Berommelſe (illustre feminarum 
sidus, sexus miraculum) i to Breve, tre Cpigrammer og 
et danſt Vers; Oluf Vorm falder hende ligeledes med rette 
fit Kjons og fit Aarhundredes Prydelſe (sexus tui rarum 
decus et seculi nostri ornamentum eximium); og Henrik 
Ernft, ber gav Overfættelfen fin Approbation, „onſter af 
ganſte Hjerte Danmar til Lykke, og glæder fig med hende, 
ſigendes Io triumphe, Dania peperit decimam Musam.“ 
Hun vilde ved bette Værk emancipere fit Kjen, og fri bet 
fra ben Tro, at bet fulde være beftemt til Vankundighed. 
„Lader bet iffe, figer hun til bem, afholde eder fra at læfe 
(bet), hvorudi Klogſtab indeholdes, at I ere af bet Fvindelige 
Kjon, for hville Lærdom agtes for unyttig, om iffe ſtadelig. 
Thi ſtal Visdommen holdes for farlig hos ſomme Menneſter, 
mere end hos ſomme, ba veed jeg iffe, om bet fan beviſes, 
Vankundigheden at være nogen gavnlig. Ere vi, fom menes, 
faa ſtrobelige, at vi kunne iffe vel bære Forſtand, ba kunne 
vi vel mindre regjere 08 ved Uforftand. Ere vi Menigheden 
livet til Tjenefte, maar vi ere bedſt, ba kunne vi vel iffe 
andet, end udi ben være forhadede og foragtede, naar vi 





334 Det færde Tiderum. Filologi. 


ere flet vanfunbige, og, ſom vel fnarefte følger med Uforftand, 
uſtikkelige og fortrædelige. Seer man nogen, ber misbruger 
Videnſtab og Kunſt til bet Onde, ba er bet ſandelig ille 
Visdommens, men enten ben forfrænfeve Naturs Styld, ber 
hos ſomme, desværre, af begge Kjon er faa ſterk, at den 
ligeſom Edderloppen udſuger Forgift af be ſundeſte Urter, 
ſom Bierne uddrage Honning af, og til det værjte mis⸗ 
bruger bet fom er bet edelſte; eller og maaſtee ben udi 
Ungdommen altfor ſtore forundte Frihed bet volder, at ingen 
Undervisning eller Lærdom ben, der haver faaet Bane at 
gjøre ilde, ſiden derfra fan afholde. — Den, ber haver lært 
noget, hun fan og vide, at hende fattes. meget, hvorfor. hun 
iffe tør agte fig felv for viis. Og af be Biſes forejfrevne 
nyttige Lerdomme og Love kunde enhver bebre, end af en 
tvungen Vankundighed, lære med Lyft, at holde fig inden 
ben kvindelige Blufærbigheds, Sagtmodigheds, tilborlig Lydig⸗ 
heds og al Skikkeligheds Grendſer. Mit Raad var derfor 
bette, at man elſtede Forſtand højere end Ævelftene, ſom 
fun give en falſt Glands fra fig, i ben Sted Dydens og 
Visdommens Sfin er herligt ſom Solens Ljus, og at man 
Holdt bet for fømmeligere at ſmykke fin Sjæl med Dyb og 
Fornuft, end at pryde fit Legeme med foftelige Klæver.” 
Fra 1660 tiltage Overjætteljerne, dels af Digterværfer, 
dels af Hiſtorieſtrivere; nemlig af Hans Daberg (Cornelius 
Nepos 1669), Henrik Gerner (Heſiod 1670), Matthias Moto 
(Ovids Forvandlinger), Laurids Arelſen (Batrachomyomachien 
1679), Mitfel Chriſtopherſen Ravn (Virgils Georgica 1680), 
Samuel Hanſen Wallenberg (Salluſt 1687), Frands Mif- 
kelſen Ugilt eller Vogelius (Thuchdides 1693), Mogens 
Vingaard (Florus og Curtius 1699), Chriſtian Roſe (Ovids 
Heroider 1703), Peder Jakobſen Brinch (Plinii Lovtale over 
Trajan 1704), Anders Thraue (Virgils Ecloger 1709). 


Danſte Overfættelfer af Hasfife Skrifter. 335 


En Del af disſe Overfættelfer blev imidlertid liggende i 
Haandſtrift, og fane aldrig Lyfet, og bet iſcer de ſtorre. 
De profaifte have naturligvis tabt deres Bærd, uden for= 
ſaavidt de oplyſe Modersmaalets Tilſtand. Sproget i bem 
er i bet hele jævnt og roligt, hvorved de danne en paa— 
faldende Mobfætning til be hojtravende og ſpulſtige Fortaler. 
De poetiffe derimod udgiore en vigtig Afdeling i ben danſte 
Poeſis Hiſtorie. 


Af Jakob Genrikſen Odenſe's Danfte Riim oc Udlaggelſe paa 
Catonis Diſticha, findes Uddrag hos Gans Bang, Regnekonſtens 
Bog. Odenſe 1575. Kbh. 1576. 

Peder Hegelunds Septem Sapientes Græciæ er omtalt ved Filoſofien. 

Af Peder Jverfen Bord) haves et Skrift, der fan henføres 
hertil, forfaavidt ſom deri findes nogle Uddrag af Arrian og Plutarch, 
nemlig: Nogle Herlige og Skonne Sende Breffue, Imellem Alex- 
andrum Magnum Oc Didymum De Brachmaners Konge vdi Indien. 
De nogle Skonne Sporſmaal, ſom hand dennem faarefatte. Nu 
npligen vdſat paa Danffe, Af Vincentii Speculo Historiali, 
Arriano, Glyca oc Plutarcho. Ktbh. 1599. 4. Tilegnet Oluff 
Morthenſon, Borgemefter i Kiobenhawen, aff Peder Iffuerſſon Borrick. 
Efter Brevene folge Uddrag af Arrians 7 Bog og af Plutarch in 
Alexandro om Brachmanerne; men det ev fun forte Støtter. — 

Dette Skrift, om hvis Tilværelfe Chr. Thaarup endnu tvivler 1836, 
findes i Hjelmſtjernes Samling (Nr. 1939. 4.), og udgjør tolv Blade. 

Af Joh. Shlvius fra Haderslev anføres i Cimbr. liter, 1, 
672 (efter Lyschander, Catal. Scriptorum Danicorum), ſamt hos 
Vorm og Nyerup, men hverfen hos Thura eller Thaarup: Musæi 
poéma de Hero et Leandro de lingva græca danice translatum, 
pupiiisque Sigv. Beckii consecratum, Hafn. 1602. 4. Det findes 
iffe i vore Bibliothefer. Derimod haves: Alexander Magnus, Det 
er, En Rye Kronicke Om Kong Alexander den Store (etc). Beſtre⸗ 
ffuen Aff Joh. Syl. Hattersléb. Kbh. 1630. 4. (I Hjelmftjernes 
Samling, Nr. 1938. 4.) Prøve i Nyerups Morftabslæsn. &. 40. 

Preder Jenſen Roeskilde: Bucolica, Det er Vergilii Hyrdevers 
Paa Danſte Rjm faa egentligen udfette, at den Latinſte Tert, der 








336 Det færde Tlosrum. Filologi. 


ved letteligen kand forftanes (ett.) Kbh. 1639. Tilegnet Chriſtopher 
og Axel Valkendorf til Glorop. For at Skolebornene kunde des 
lettere forſtaa Virgil, har han ,, ved den Guddommelig Mands biſtand, 
ſom iblant andet metdeler end ocſaa gaffuer at udlegge Tungemaal; 
oc effter gode Venners tilffyndelfe, udſat ſamme Bufslifte Materie 
paa Danſte Rim, jefnt ud ved et flag, faa egentligen ve korteligen, 
ſom allerbeft til den enfoldige Meenings forftand ſtee kunde, at en 
Diſcipel, uden fin Skolemeſters eller Horers vidtløftig befværing, 
kand ſelff den latinſte Text letteligen forſtaa, oc føre fig til nytte 
ve forbedring, ide aleniſte at imitere Vergilium til at giere gode 
Latine Verß; Men ocſaa effter dette mit lidle Verck at giore letgaaende 
Danffe Rim, til vort Faderne Sprods re oc Prydelſe.“ „Aff 
Veſter Haſings Praſtegaard, Mitfommers Dag" 1638. Ætatis 
An, 63. (I den anden Udgave, Kbh. 1680. mangler Tilegnelfen.) 
Nyerup har meddelt em Prøve i D. Digtet. Giſt. 3, 17. 
Begyndelfen af forſte Ecloge er: 
DV Tityre, fom ligger nød 
J Efyggen under Bogen bråd, 
En Gyrde⸗vjſe pønfer paa, 
Met Piben aff det tynde Straa. 
Vi Mantuaner flippe maa 
Bort Fædrneland, fra Afling gaa: 
Men du dig ftunder Tityre, 
J Skyggen lærer Sfovene 
At quad' igien met rede klang 
Skon⸗Amarhllis føde fang. 
Slutningen: 
Du dog i Nat kant bliffu' hos mig 
De paa en Loffſeng huile dig: 
Jeg har den mode Abild-fruct, 
For dig Caftaner legges ſmuckt, 
Der til aff god forraadighed 
Skal Oft frembaris ſod oc feed. 
Vel an, de Tag nu ryge viit 
J Byerne mod Nadvers tiid: 
Nu vil den Sol til bierge gaa, 
Den mørde Nat 08 falder paa. 





Danſte Overfættelfer af klasſite Skrifter. 337 


Af Berelfangen i ſyvende Ecloge (v. 53): 

Corydon. 

De Trar ftaar fuld aff Enebar, 

Aff landene Caftanier; 

De Æble ligge ftrødde viit, 

Huert flags hen under Træet fit; 

Nu frydes afting fiern oc nær: 

Men vil min kiar' Alexis bær 

Slet disfe bierge flytte fraa, 

Da tør flal fees huer Flod oc Aa. 
Thyrsis. 

Den Mard er tør, de Vrter ſmaa 

AF lufftens hede faſt forgaa, 

De Bacchus mißundt bar aff had 

Guert Vinbierg all fin ſtugg' aff blad: 

Men naar min Phyllis kommer ftøn, 

Da ſtal huer ſtow oc marck ſtaa grøn, 

De Juppiter ſtal fare ned 

Met lyſtig regn til Fructbarhed. 


Gos Jørgen Holft udfom: ÆSOPI Leffnet oe FABELER: 


Tilſammenſkreffven førft paa græffe Sprod, af Maximo Planude 
Mund i Conftantinopel. Siden paa Franføffe Sprock transfererit 
paa ny, De nu igien af gradſt oc franſoſte Sprod paa Danſte 
offverfæt. I Kisbenhafn hos Jørgen Holft Bogh. Prentet Aar 
1646. (Nyerup, Morftabslæsn. S. 14). Bogen beſtaar af to 
Dele: Eſopi Levnet og Fablerne, de fidfte med anden og mindre 


Tryt. 


Slutningen af Fortalen (yder ſaaledes: Læfere, da med en 


godvillig Anſict annamme den min Translation, ide alleenifte ved 
oß flitteligen corrigerit oc mange ſteds formeret oc forbedret, ſaa 
vel med Fabeler ſom ocſaa nu paa danſte Sprock transfererit, aff 
en ung Perſon, fød udi Rochille i Franckerige, hvilcen haffver af 
uberammet Mod hafft Lyft til at ſtrifve diffe Fabeler, fra det forſte 
endtil Enden (etc.) Findes fun i Univerſitetsbibliotheket. 


Thura anfører, at mange af Ciceros Breve vare overfatte af 


en Anonym 1656. 8. De fenere Literatorer have gjentaget hans Bes 
mærkning, men uden at opføge Skriftet. Det er uden Tvoivl 





338 Det lærte Tidsrum. Filologi. 


følgende (i Hjelmftjernes Saml.): Institutio epistolica exemplis 
Epistolarum Ciceronis, Imitationum Junii tradita. Hafniæ 1654. 
Denne Skolebog blev af en Skolemand overfat paa Danſt under 
følgende Titel: Anledning Om Breffve oc Miffiver at ſtriffve efter 
Exempler aff Cicerone, ve Junii anviifning at føre fig de ſamme 
til Brug. (etc.) Kbh. 1656. J Fortalen hedder det; Diffe Ciee= 
ronis Miffiver, oc Junii anviifning at føre fig de famme til Brug, 
tre flitteligen dreffne i den offverfte Lectie udi Sorse Stole, oc mig 
famt flere Med⸗diſcipler, den tid, paa det hønefte anbefaled — De 
aff den Aarſage haffver jeg oe fæft de ſamme for ungdommen, udi 
Skoletieniſten mig til betroed. Men at jeg den tid kunde nogenledis 
giffve bequemme Danſte paa Latinen, da haffver jeg for mig fer 
Tranſlaten eller offverſettelſen udi Pennen forfatted. Nu mine egne 
Sonner behoffve ſaadant, er det oplet blant forige Schartecher, oc 
til Trycken udſtreffven, ſom her forefindis: Ar de oc flere kunde 
ſelff gennemløbe Latinen, der faaledis er udfat paa Danſte, oe dis 
ringere umage faavelfom harm tilfehe deris Sfolemeftere. Cy at 
bemelde den nytte fom der aff kand fomme, til at være ferdig baade 
i Munden oc i Pennen med vort Moders Maal, hvildet er 
nu bleffven meſt Latin, oc half Francoſch hos de 
fleſte. 

Birgitte Thott: Schönau S. 1376. Thom. Bartholini Epist. 
medic, centur, 1—2, 6. 442: De edendo Seneca vulgari. Hafniæ 
20 Dec. 1661; og &. 715 De morte illustris Cancellarii Thomæi, 
Samt Vormii Epist. 2, 1102. 

Lucii Annæi Seneræ (etc.) Strifter (etc.) Nu paa voris Danſte 
Maal ofverfat Af Den fin Naſte dermed at tiene Begierer Trolig. 
Sors 1658. fol. Hun overfatte efter Pariferudgaven 1625. fol. 
(efter Fortalen og Dauw, Hor du danffe Mand, S. 10.) 

Epicteti liden Haandbog Som vjfer, huorledis mand Sindets 
Rolighed, ved det, mand om det tjmelige ret finner, oc det ey 
mißbruger, kand erlange. Efter Hieronymi Wolfii version aff 
Grædiffen paa Latine, paa Danfte ofverfat. Kbh. 1661. Under 
Fortalen: (hvorom jeg) Beder Trolig. Samt: Cebetis den The- 
baners Taffle, Bed huilden, ligeſom ved en Malning, ftilles os for 
Oyne, huorledis Mennifterne aff Laſterne forraades, oc ftyrtes udi 
Forderfvelfe. Oc Tuert imod Huorledis mand aff Dyderne, føres 





Danſte Overfættelfer af Hasfite Sfrifter. 339 


til en lhckſalig Stand, oc frjgjøres fra alt Ont. Effter Hieronymi 
Wolfii version, aff Grædiffen paa Latine gjort, nu paa Danſte 
ofverfat. Kbh. 1661. 

Da Overfættelfen af Seneca iffe er nogen Sjeldenhed, vil jeg 
fom Prøve paa hendes Skrivemaade vælge et Par mindre Stykker 
af de tvende andre Skrifter: Cpictets Haandbog Kap. 61. Naturen 
er en ringe Ting nock, Begierligheden er ufornohelig. Legemets For⸗ 
nedenhed, bør at være det Maal, en huers Formue oe Indkomſt ſtal 
hafve henſeende til, ligeſom Foden det Maal, Skoen ſtal være giort 
effter. Om du da blifver der ved, faa rammer du den rette Maade; 
Derfom du gaar der ofver, da vilt du blifve ført hen, flige fom den 
Der føres ned ad, uden at hafve hold paa fig felff. Saaſom naar 
du giør dig Tander om andet, end din Fods Fornodenhed, i det du 
lader gisre dine Sko, da blifve de førft forgyldte, fiden aff Purpur, 
oc endelig borderet. Thi den ſom en gang gaar ofver Maalet, hans 
nem kand fiten ingen Grændfer holde. — Beghndelſen af Cebetis Taffle: 
Der vi ginge, oc ſpaherede i Saturni Tempel, oc beffuede de atſtil⸗ 
lige Foræringer, fom der vare giffne til; da ſaae vi for ved Hellig⸗ 
dommen, en Taffle ſom djd var helliget, paa huilcken var malet, oc 
affbildet nogle fremmede Emhlemata, huis Forſtand, oc Betydning, 
vi ide kunde udlede. Thi der paa var ide malet nogen Bye eller 
Leyr, men der var affmalet et Gierde, inden for huildet vare tu 
andre Gierder, det ene mindre end det andet. Paa det yderſte Gierde, 
var oc en Dør, hos huilden der ſiunteſt at ſtaa en ſtor Forſamling 
aff Fold. Oc inden for Gierdet, fane mand en ſtor $ob Quindes 
Perſoner. Bed Indgangen paa den famme Der, oc hos Gierdet, 
ftod en gammel Mand, huilcken, ſom det fiunteft aff hans Facter oc 
Lader, gaff den Hob fom gid ind noget tilfiende. Der vi nu ide 
kunde forſtaa 06 paa huad dette ffulle være, Vi derfore blefve ſtaaende 
en Tjdlang, ligeſom udi Forundring ofver, huad dette ſkulle betyde: 
da fagde en gammel Mand, fom ftod der hos: det er ingen Under, 
J fremmede, at I ſtaar i Tuiffl om denne Maling: Thi, end oe 
faa aff denne Stads Indbyggere, vide, eller forftaa fig paa dette 
Emblema (etc.) 

Hans J. Daberg: Cornelius Nepos gemeenligen Æmilius Probus 
Kaldet, Handlende om Fornemme Herrers Liff oc Leffnet. KbH. 1669. 

22· 





340 Det færde Tidsrum. Filologi. 


Tilegnelfen til Frederik den Tredie beghnder ſaaledes: Effterat det 
var berammet udi den Gimmelſte Raadſtue, formedelſt nogle deris 
affnſiuge oc miſundelige affecters ſterde Vinde, at udføre min uſtiul⸗ 
dige Siel paa ufædvantlige forfølgelfers bruſende haff (etc.) 

Senrit Gerner: Hesiodus Fordanſtet De Vdi Rijm offverfat. 
Kbh. 1670. er mere en Dverførelfe end. en Doerſattelſe. Bogen 
er tilegnet hans Provſt og Herredsbrodre. Efter at have talt om 
de klasſiſte Sfribenter i Almindelighed, figer han om Geſiod, at han 
firev vel udi fir Sprog, fan og flirev. han det af Naturens Lys og 
fine Fædres Tradition, ſom meget ſmager af Gud og ej ubekvem⸗ 
melig overensſtemmer med den G. Skrift, maar de mørke hedenſte 
Ord med Flid efterſees. Gan har næften ogſaa, om jeg fam maa 
fige, forfriftnet Heſiod, dels i Oberſattelſen, dels ved Anmarkningerne. 
Slutningen er af ham felv; derom ſiger han: at Seſiod til en Be⸗ 
flutning paa fine Gjerninger haver føjet en liden Traktat om lykke⸗ 
lige og ulhkkelige Dage udi Menniſkens Gjerninger, hvilke jeg haver 
fat tiffide, ſom iffe fynderlig 08 tjenlige, og i den Sted fremſat 
Aarſens Tiders Gjerninger, fom de udi vort Land bedft ere befvems 
melige. Denne Del af hans Bog har uden Tvivl været meget 
brugt af de fjære Brødre til deres Husholdning og Avling; i mit 
Exemplar findes udtegnet, at man ſtal flagte Svin i Ry, kjebe 
Flyndre fidft i Juni, Urter at farve med, 0. m. m. J Fortalen 
Hedder det: „Dend gamle Fesiodus hafver nock veret ſaalenge i 
Danmard, at hand hafver mott (ært at endten tale eller ſtrifve Danſk: 
Hvad Aarfag der har veret til at mand ide haffver vift aff hannem 
at fige almindelig, kand jeg ide eigentlig mu fige, uden faa er at 
det har veret cen Aarſag, at det Danfte Sprog er ringe actet af 
Fremmede, oc ringere aff fine egne. Men effterfom hans Kledning, 
ſom Hand førte med fig aff Græcia endnu er til, dog heelforſlid, 
faa at ide mange ftistter om dend, ja mange veed ide, om hand 
Har været til i Verden: Da haffver jeg giffvet hannem cen ny Danſt 
Dract, dog dend eh er giort paa dend ny Mode, effterfom hand er 
een gammel Mand, oc jeg er ingen Kjobſted⸗Skreder.“ 

Da Nyerup (D. Digtet. Hift. 3, 149) har meddelt Prøver 
af Slutningen, vil jeg tage et Stykke af Beghndelſen; nemlig af 
Pandoras Skabelſe: 





Danſte Overfættelfer af klasſiſte Strifter. 341 


Derneſt bleff med haft befalet 
At Mercurius fin fliid 
Giore ſtulle uforhalet 
At hun udi all ſin jid 
Hunde Hierte haffve kunde 
De tyffvis (d. e. Tyvs) Sader alle ſtunde. 


Ordet var nepp' ud aff Munden 
Førend alle var bereed, 

Galte Fanden (Vulkan) ftrar paa ſtunden 
Ferdig var oc til fortræd 

Strax cen Jomfru heel begierlig 

AF cen Jordklimp giorde herlig. 


Armbond, Halfbond Gyldenſmycke 
Bleff hun prydet med ſaa ſmuct, 
Effter Jovis eget tyde 
Aff Minerva uden tuct. 
Charites oc Suada laante ' 
Der til Kæder, intet ſtaante. 


Horæ med de gylden Locker 
Sancked Blomſter Himmelblaa 
Rode Roſer, Brandgul Klocker 
Sette hende Kronen paa 
Men Minerva Kroppen pyndtet, 
Dend ſtoed fom dend nys var Myndtet. 


Uden til var hun nu Prydet, 

Men hun indentil var tom 
At hun kunde bliffve ydet 

Strax Mercurius til kom 
Gand i Bryſtet falſthed ſette 
Sledſthed, Evig oc Løgn til rette. 


Roſten Bleff om fider giffvet 
Aff Gudindernis Herold. 





Det lærde Tidsrum, — Filologi. 


Kladerne var” herſt ud ſtiffvet, 

De Pandora Naffnet bold: 
Hver Gud gaff der til fin Gaffoe, 
Der aff hun oe Mafn monn' hafve. 


Der mt dette Suidd var ferdig 
D8 til flade Dag oc Rat, 
Fandtis ingen meere værdig 
Til at føre frem dend Skatt, 
End Mercurius hin Snare 
Hand den Sag beſt kunde klare 


Hand oc icke taffved” lenge 
For hand fig paa Reyſen gaff, 
Epimetheus var til Senge 
Ingen Gieſter vifte aff. 
Meente fig at være fider 
Ganſte frj fra falſtheds Strider. 


Men Prometheus trecken vifte, 
De fin Broder ftrengt forbød 
At han fig ey ſtulle driſte 
At annamme Sendings brød (Den forbodne Fruct) 
Men det fort tilbage ſende, 
Dec det for fin Fiende kiende. 


Men mod Buddet hand dog giorde, 
Tog det an ſom ſticket bleff, 
Enddog at hand ide burde 
Følge det ſom andre ſtreff. 
Men omfider med fin Skade 
Fandt hand fig hos tomme Fade. 


Menniftet tilforne leffde, 
Uden Arbeyds Moeyſomhed, 

Udi herlig Glæde forde, 
Uden ſiugdoms Farlighed, 


Danfle Overfættelfer af Hasfiffe Strifter. 343 


Paradjſis Fryd oc Glæde 
Var dets daglig PerlesKæde. 


Men nu Sorgen Siugdom føder 
Siugdom Alder foftrer op 
Alderen de graa Haar møder, 
De een faldet Hoffvet Top, 
Maa vi fige, at de Dage 
Kand 08 ide vel behage. 


Der den Jomfru var annammed, 
Tog hun frem fin Buddike, 
Logget aabnet usforffammet 
Der i var cen Leddide 
Fuld aff Ondt oc all U-lyde, 
Dend flep ud hvor er vor Lyde? 


Cen Ting eene bleff tilbage, 
Menniſtet til ſtorſte Troſt, 
Haabet ſom os monne drage 
Til vor Gud med ftørfte Lyft 
Det bleff under Bredden ftille 
Cffter Jovis gode Billie. 


Man tænfer vel engang paa at udgive den gode gamle Henrik 
Gerners udvalgte Skrifter. 

Laurids Axelſen, Forf. til en betjendt Dagbog (+ 1717), overs 
fatte Batradjompomadien. Gaandſtriftet var i Lüxdorphs Biblios 
thek, og udfom i to Udgaver 1724. Prøver af den ene, hvori 
Forfatterens Navn ligger i Ordene: Liv og Aande, ere meddelte i 
D. Tilffuer 1805, Nr. 40. Det mefte af den anden, hvori Fors 
fatterens Navn ligger i Ordene: Lyftig Arbejde, er optrykt i Dagen 
1816, Nr. 274 0. fl. Rv. til Nr. 312 og 1817 Rr. 5, men ej 
fuldendt. (See ievrigt Henvisningerne i Thaarups Fortegnelfe, 1822, 
6. 60, 1836, S. 19.). Senere udfom atter en Udgave, Kbh. 
1736, hvori de Ord, der angive Overſatterens Navn mangle; nemlig: 
Muuſenes og Froernes Striid, Beftreven [Som der menes] Af den 








344 Det færde Tiberum. Filologi. 


gamle og vidtberomte Gradſte Podt Homero; Men nu udſat paa 
Danffe Riim Ved Hans Hidp, Som haver givet alle Ting. (nemlig: 
Liv og ande). 

Milkel Chriſtopherſen Ravn, Corvinus, fra Bleking (Præft i 
Skaane. Sommelius 2, 104) tog fig for at vverfætte Virgils 
Georgica, et driſtigt Foretagende, i et Sprog ſom Modersmaalet 
da var, hvilfet vil blive fan meget klarere, naar man betænfer, hvor 
længe de Franffe anſaae deres Sprog for umodent dertil, og at 
Delilles Overſattelſe forſt udfom 1770, Sfriftet hedder: Publ. 
Virgilii Maronis Georgica, celler Bonde-Verks Fire Bøger Paa 
Danſte Riim overfatte, iffe behagelig nok efter Duſte, iffe fuldfommen 
nof treffed efter Autboris Pottiffe Sødhed, men enfoldeligen fore⸗ 
filet af Mikkel Chriſt. Raun. Abh. 1680. Bogen, der blandt 
andre er tilegnet Biffoppen i Skaane Knud Hahn, den befjendte 
Udrydder af det danſte Sprog i Sfaane, giver et Bevis paa, at de 
ſtaanſte Præfter endnu hang ved deres Modersmaal. Den poetiſte 
Indledning begynder han ſaaledes: 





Goh⸗underlig Natuur og alle Tings Regenter 

Com alle Verdens Diur en Undersart indprenter, 
Jeg mig forundre maa du faa regiere kand, 
At mand forglemmer ey fir Fode⸗ſted og Land: 

Om Mattergalen end fra Fode⸗buſt forvildes 

Og blant en Stingestorn med Snare-baand omhildes, 
Saa tenfer hand dog paa et Frelſe-bud at faa 
Og onſter hiertelig fin Honning-buft at naa. 

Hvad got? hvad Euffersfaft ? hvad yndig Siale⸗liſe 

Kand din natuurlig Melk af Moder⸗bryſt fremviſe? 
Du rører vores Ciæl med Krafte-fuld Magneet 
Før Fodſel, førend vi af Ohe vorder feet. 


Af Overfættelfen meddeler jeg nogle mindre Prøver af fors 
ſtjellig Art. 
(lib. 1, v. 43. Vere novo gelidus etc.) 
Naar Jis om Vaarens Dag fig paa graa⸗topped Høje 
Ved Veſtens liflig Kyß og fruſſen Klimp lår bøje, 
Da paa din Tvillingsftud begynd et Mag at binne, 
En blanfeft Plouge⸗kniv lad og i Furre ſtinne, 





Danſte Overfættelfer af klasſiſte Skrifter. 345 


Paa Vaar og Cfterhøft din toſſe plohed Ager 
Dig efter Billie fig til hpper ring mager, 
At Laden fyldes op og Veggen ud maa brøfte 
Ja bugne buged ud af Ax⸗forghlded hofte. 

(lib. 1, v. 240. Mundus ut ad Scythiam etc.) 
Gom Himlen ftiger op ad Scyth- og Riphæ-Fielde 
Ved Liby Synder⸗Land faa gaar den ned om qvelde. 
Paa Iffen altid her os Norre⸗Polen rider, 

Det Under-Jordes Styx mod Sonder-Axel ftrider. 

Den ftore Slange fees ſom Flod med Biorne jafte, 
Com frøgter for fin Labb i Ocean at Vaſte; 

Men der, fom nogle meen, ſtal enten Mat regiere 

Og med fit ftedfe Mørk i ſtummel Vraa loſſere, 

Og eller did fra 08 Aurora deilig gange 

Der med fin Skinne-Dragt ſom Guld⸗baardyred prange. 
Naar den forlefled Sool til os af Oſten render, 

Da Hesperus hos dem det Aften-Bluß optender. 

(ib. 1, v. 373. Nunquam imprudentibus imber etc.) 
Regn daarer ingen Mand: Naar Stove-Regn vil komme, 
Da op af nederft Dal de Lufte-Traner bromme: 

Da Ovien gloer i Sly med vit opſpiled Snude 

At drage Luften ind og ud igien at ſprude: 

Da Qviddre⸗Svalen fees med Vinge Vand at røre 

Dg Frøen Klagemaal ved Aae lår vaanlig høre, 

Da Myrer eget Egg ad fine ſmale Veye 

Af inderft Hecde-Braa med Fyrighed udfehe: 

Da Regne-⸗Buen Vand ved Sole-ftraaler drager 

Ja Raune fader Rov, i Flod ad Luft op jager; 

Da Fugl fra viden Søs i Caystri Vaange føger 

Ved Mofen Asiam og Spiſe fig opfnøger, 

Og dypper fig faa ned faa "den, faa den, i Bølge, 

At Draaber Perle⸗viiß ad Ryag kand anden følge, 

Nu reifer Hovet op, nu ned i Bunde dufte, 

Og med forfenglig Fljd fig under Vande bukke. 

Den fiedfom Krage og om Regnveir propheterer, 

Naar hun faa for fig felv paa tørren Sand ſpaherer: 





346 Det færde Tidsrum. Filologi. 


Den bitte Pige⸗ſnut om ſilde Nattestjde 

Ved Enur: og Skrammel⸗Rokk kand Regne-Vejrlig vide 

Af Oliens Sprøtte-Gnift udi den Bluſſe⸗Lampe 

Dg naar Figurer paa den Taande fees ſom Svampe. 
(lib. 4, v. 45. Tu tamen et Jevi ete.) 


Paa fpruffed Kube⸗tag Tad Kliſtre-dyndet flyde, 

Med ynke Blomſter⸗blad det oven paa bepryde, 
Tilfted ey Taxe⸗vert hos HGonningshuus at ftande, 
Og brend ey Krebſe⸗ſtall: Ved Kier og Moſe⸗Vande, 
Ved ſuure Stinke-poll, ved hule Skrummel⸗kante 

Og ved et Eecho-ſted Bjsfuber iffe plandte. 


Samuel Hanfen Wallenberg (dette er Mandens Ravn): C. 
Sallustii Crispi Giſtorie Om dend Romerſte Borgeris Catilinæ, og 
de Numidiers Kongis Sugurthæ Kriger mod de Romere. Kbh. 1702. 
Men C. Bartholins Approbation, der for Reſten juft iffe anbefaler 
Dverfættelfen, er dateret Hafn, d. 12. Dec. 1687. Overfættelfen 
er altſaa fra denne Tid, for Overfætteren blev Degn paa Chriſtianss. 

Mogens Vingard: Lucius Annæus Florus, Det er Roms 
Opkomſt, Tiltagelfe og merfelige Bedrifter Fra Romulus Indtil 
Octavius Augustus Cæsar, Kbh. (under Tilegnelſen 1699). 
Q. Curtius Rufus Sampt Joan. Freinsheims Tilleg om de tu 
ſtore Monarchers Darii og Alexandri Magni Bedrifter P. 1. Kbh. 
1704. (Nova liter. maris Baltbici 1705, &. 46, hvor dog 
Tilleg om er blevet til Billegan). Fortalen til Florus begynder 
han ſaaledes: 

Gad min Fordanſtet Florus: fad dig fee; lad dig laſes; lad 
dig bonſes paa baade i dine Stafvelſer og i dit Danffe; lad dig 
eftertændes, om du kommer ofver ens i din Meening med den Ro—⸗ 
merſte Florus, og fortryd ide paa, om du finder retfindig, tilborlig 
og retdemmende Modſigelſe (etc.) Gad og ud, og hent mig nogle 
Senge ind, at, ligefom du ved mig vorder kiendt hos andre, du og 
mod mig vil erfiende det: Saa ſtalt du og fnart faa en Kamerate 
Curtius til dig (etc.). Slutningen af denne Fortale indeholder 
adſtillige Bemarkninger om Reiſtrivningen; f. Cr. „Preſt med 
endel e og ide med æ: thi det kommer af mgsogvrns"; „og bør 








Danſte Overfættelfer af Hasfide Striftert. 347 


ſtrifves med g. og ide med c“. — Fortalen til Curtius beghnder 
med: Ger fommer Jeg en Romaner Q. Curtius Rufus frem i det 
Danſte Tungemaal, at ſtrifve om Alexander Konge i Macedonien, 
ſom fiden for fine høje Daader blef faldet den STOre (etc. Pan 
denne Maade bliver han ved at indføre Curtius talende, fom om 
Han endnu levede). Udgaverne af Ehlvii Alerander Magnus omtales. 


Chriſtian Rofe (Kantor i Odenſe, D. Digtet. Hiſt. 4, 111. 
142,) overfatte Ovids Heroider, og havde i Sinde at give fig i 
Færd med Birgils Eneide, ifølge Fortalen til: P. Ovidii Nasonis 
Heroum et Heroidum Epistolæ; det er: Elſtende Forſt⸗inders 
Sorge⸗ og Klage⸗Breve, og Elſtende Førfters og Forſtinders Kiers 
ligheds Breve. Af det Latinske Sprog i lige mange Vers Overs 
fat. Kbh. 1703. 4. Med Anmarkninger, tildels paa Latin. (Nova 
liter, maris Balth. 1704. &. 219.). Da Rahbek allerede har 
givet Prøver deraf, henfætter jeg fun et Stykke med Overſatterens 
Retſtrivning, af 10 Heroide, Ariadne til Theseum: 


Jeg har de vilde Diur ej faa Tyranniſt funden, 
Com dig; Hvo verre var end du at lite paa? 
Det Bref du las, er fendt fra ſamme ftrand og grunden, 
Hvorfra du uden mig er feet til Sejls at gade; 
Der, ſom min føde Søvn mig Stadel har bedraget, 
Og din Forræder, fom i Sovne daaret mig. 
Det var om Morgenen, før Solen blef opdaget, 
De qvidrend? Fugle end i Skoven ſtiulte fig. 
Jeg var half doſig, fov og vaaget ej tilfulde, 
Dog fraulet op paa Knæ, og fandt mig runden om, 
Mig ingen forefom, jeg over alt for fulde, 
Ut lede i min Seng, mig ingen forckom. 
Ekrek driver Sevnen bort, jeg fpringer op i harme, 
Dg ſegner Magteslos igien ned paa min Seng, 
Jeg flog mig for mit Bryſt, med Haand i Haand mon larme 
Og ref i Gaaret, fom af Sovnen fad i fleng. 
Det Maansliuft var, jeg ftod og allevegne glaned, 
Dog intet uden Haf og Bandet for mig fane, 
Cnart hid, fnart did igien jeg løb omkring og flaned, 
Os fanden hindrede hver Trin jeg vilde gane. 





348 Det færde Tidsrum. Filologi. 


Imidlertid, hvor jeg mød Raab og Sfrig har faret, 
Der lydde Steenene med ſamme Raab og Røft; 

Saa tit jeg Thestus! ſtreg, faa tir mig Steden fvaret, 
Mig ſiuntes Steden felv at ville give Trøft. 

For ftod et Bierg, nu ſtaar kun nogle grønne Trunbtes 
Thi Klippen meſtendeels i Bandet er ædt af; 

Der krob jeg op, mit Haab mig fan langt ſthrcke undte, 
Paa det jeg kunde fee ud paa det vilde Haf. (etc.) 


Peder Jakobſen Bring: Forftelige Dyders Spehel i den priis⸗ 
værdige Keyſer Trajano, Foreftillet ved C. Plinii ypperlige Panegy= 
ricum til ſamme Keyſer, Mu everſat £ Danfte Sprog og ved Sum⸗ 
marier og Anmerckninger forflaret. Kbh. 1704. (Nova liter. 
maris Balih. 1704, S. 219). J Fortalen figer han, at ban 
har beflittet fig pan em god reen danſt Tale, efter vort Sprogs 
Egenſtab, ubeblandet med fremmede Ord,” og han har virkelig i 
Dverfættelfen undgaaet de franſte Ord, ſom forekomme i Tilegnelſen. 
Man fordanffede den Gang de latinſte Embedsnavne, ſom Raadsherre 
(Senator), Borgemeſter (Konſul). 

Andreas P. Thrane: Dend Mantuanſte Hyrde-Comoecdie, udi 
De Ti Acter og Hyrde⸗Discourser forfatted (etc.) Af Latinen 
paa Danffe Elegiaca translaterit. Kbh. 1709. med en højtravende 
Tilegnelſe til Gref Chriftian af Danne-Skiold. Denne Overfættelfe 
er i det bele for føgt og fmagløs til at komme videre i Betragt⸗ 
ning; det maa derfor være nof at henfætte Beghndelſen af Ottende 
Act, Kaldet Pharmaceutria : 


En hyrtig Hyrde-Sang jeg engang artig hordte, 
Som Gyrden Damon, og Alphefibæus førdte: 
En Koe forundrede fig over deris Tvift, 
Saa hun forglemte flet at gnafve Urte-Qvift. 
Forbauſed Lofferne blef over denne Stemme: 
Ja alle Floder og ſtod ftille, maatte glemme 
Sit forig vanlig Løb, og ſtolte Bolge⸗gang: 
Jeg fiunger Damons og Alpheſibæi Sang. 


Desuden omtales eller haves i Gaandſtrift adſtillige, endog 
Betydelige Overfættelfer, af hville bemarkes: Margrete DOuigov har, 


Danſte Overfættelfer af klasſiſte Strifter. 349 


efter Thura, overfat to Bøger af Cicero de officiis, og de tre 
førfte af Cæsar de bello Gall., men de vare ej beftemte til Trykken. 
Ligeledes ſtal Chriftian Ring have overfat Cic. de officiis. En 
Overſattelſe af Sulpitius Severus af Henrik Hanſen, Præft i Skambh, 
1639, havde Thura. En Overfættelfe af Terenſes Eunuch paa danſte 
Vers, efter Vandal forfattet i Ribe, brændte i Slotsbranden 1794, 
(Prøver deraf i Vandals Fortale til Ny originale Stuefpil 2, 4). 

En Overfættelfe i Profa af Terenſes Andria, Eunuchus, Heaus 
tontimorumenos, Adelphi, Hechra og Phormio findes i den Thottſte 
Gaandſtriftſamling, Mr. 1048. 4. Ved Enden ſtaar: Marfoinss 
holmb Den 9 May: Ao. 1676. 

Matthias Moth, den danſte Ordbogforfatter, overſatte Ovids 
Forvandlinger i Alexandriner før 1680; findes i Haandſtr. paa det 
Kgl. Bibl. i Ny Kgl. Saml. Nr. 57. fol. i to Bim. (Molbech 
om danſte Ordbogsarbejder i Ny D. Mag. 5, 248). 

En meget flittig Overfætter var Frands Miffelfen Ugilt 
(Præft til Aakier i Aarhus Stift) eller Frands Mikkelſen Vogelius 
(Præft til Aaſted og Scherum i Vendſhsſel, f. i Ugilt 1640, + 
1702), thi disfe to ere uden Tvivl cen og ſamme Mand (jf. Vorm 
3, 870 og Thura, Conspectus, S. 74). J Nova liter. maris 
Balib, 1698, S. 212, hedder det om ham: Franciscus Ugildt, 
pastor ecclesiarum Aakier (ete.) dioeceseos Aarhusiensis Thu- 
eydidis 8 libros de bello Peloponnesiaco & lingua græca in 
Danicam transtulit, et Pauli Vindingii (etc.) censurå approbatos, 
publicis typis destinavit. Idem quoque Herodoium, Xenophontem 
et Diodorum Siculum, Danicè versum, prælo parat. (See ogſaa 
Nov. lit. mar. Balth, 1699, 6. 209. 1705, 6. 46 og Kancellies 
raad Deichmanns Brev til Suhm i Suhms Saml. Skr. 15, 314). 
Hans Thuchdid, med Bindings Approbation 1693, findes i den 
Thottſte Saml. Nr. 1305. 4. under Titel af Thuchdidis Otte 
hiſtoriſte Bøger om den Peloponneſiſte Krig, anfanget 30 Julii 
1683, fulddrefuen 1 Febr. 1686; og lader fig ret godt læfe. 

For endelig at tage Afſted med den gamle Verden, fan der 
endnu, foruden de egenlige Overſattelſer af klasſiſte Forfattere, 
Bemærfes, at man ved en anden Slags Skrifter føgte at bringe 
Lærddommens Frugter ud iblandt menig Mand ved af de Gamle, 
ofte paa anden og tredie Haand, at ſamle Hiftorier, Myther, Natur⸗ 








350 Det færde Tiderum. Filologi. 


undere, moralffe Sentenfer og Ordſprog, o. desl. og dels for fig, 
dels blandet med nyere Mærfværdigheder af Giſtorien og Naturen at 
fende det i en broget Blanding ud f Verden. Et Exempel paa 
denne Slags Sfrifter ér (Roſtockeren) P. Laurenbergs Acerra 
philologica eller Tre Gundrede Nyttelige Hiftorier, fordanſtede af 
Jens Sanderſen, Præft + Gjentøfte, Kbh. 1639. (Linde For⸗ 
tegnelſe over Karen Brahes Bibl. S. 144. J det Cremplar, ſom 
Conferenceraad Wegener af fin ſjeldne Samling har haft den Godhed 
at laane mig, mangler Titelbladet), De gamle SHiftorieffrivere, 
Filoſofer og Digtere have maattet levere Bidrag dertil, og hvo fan 
Beregne, hvor megen Gabn og Moro der i em vid Kreds er bleven 
udbredt ved disſe Fortællinger, der næften alle tillige have en moralft 
Tendens. Man finder her f. Cr. Ariſtomenis ſelſomt Liff oc 
Endeligt; Den Samtale, fom er falden imellem den vinge Herculem, 
oe Vellyſt oe Dyd; Om Polycratis ſtore Lyde; Horatii Coclitis 
Nidderlige Gierninger; Diogenis Liff oc Bedrifter; De Siuff vjſe 
Meſtere af Græcia; re Charites eller Gratiæ; Ennij Lignelſe om 
Lercken oc hendis Vnger etc. etc. og derimellem Amerikas Opdagelfe; 
Om det at Menniftet vender Anſictet op i Vejrit; Biergenis Hohhed, 
ve huor hoyt Skyerne ere fra Jorden; Haffjens Dybhed etc. ete. 
Det er vanſteligt at finde en fort Prøve iblandt disſe Hiſtorier, der 
næften alle have noget underholdende ved fig; jeg tager derfor fun et 
Par andre Brudftyffer: Om enten Cgit vaar før eller Hønen. 
Plutarchus vdi fin Diſtrede eller Bordſprock gier et Sporßmaal, 
nemlig om Egit er ældre oc haffuer værit til før end Hønen? Som 
han vilde faa megit fige. Er det et Eg, da maa det være giort 
aff en Høne, derfore gaar Hønen fore: Tuert imod, en Høne, den 
maa være vdliggen af Eget, derfor gaar Egit fore. Dette Sporß⸗ 
maal fiunis Latter værd, oc vfornøden, naar mand anſeer det fan 
flet hen: Men det betyder megit, nemlig, den ftore Tuiſt oe Strid, 
om Verdſens Evighed oc Wendelighed. (Derpaa Ariftoteles og 
Skriften). — Om Solen danher paa Paaffedag. Den gemeene 
Mand troer ide alleene her hof 06, men mand finder det oc ſtrefuen 
i ſomme Postiller, at paa den lyſtige Paaſtedag, ſkulle den gode 
Soel paa Himmelen, imod Aftenen, naar hun gaar vnder, dantze, 
oc giøre trende Frydeſpryng, efrer de Ord i den 19 Pfalm. Exul- 
tavit ut Gigas, ad currendam viam suam. Der udofuer pleher 





Nyere Sprog. 351 


Vnge oc Gamle om Aftenen, naar Solen gaar ned, at ſpatere 
vden for Porten, i haabetal, at fee, huorledis Solen danger. Naar 
de mu hafue feet faa længe paa den, indtil bun blifuer dennem for 
Syene brun, blaa oc mør, merne de vift, de hafue feet Solen 
dantze. Dette er en ſtor Daarlighed oc Mißtro. (Thi ophøjede 
den fig eller fatte fig ned, maatte den ganſte Verden fig tillige ops 
høje og knage; og hvis det var fan, at Solen danfede den hellige 
Paaſtedag, fan behøvede man da iffe at difputere fan meget om, 
naar den indfalder). 

De nyere Sprog lærtes praktiſt paa Rejfer eller hjemme 
ved antagne Sproglærere. Det enefte, der for Literaturen ved deres 
Dyrkning fan være af Bigtighed, er de Skrifter, der bidrage til at 
oplyſe, naar de bleve faa almindelige, at der behsvedes en grammatiſk 
Undervisning deri, Det tyffe Sprog var maaſtee et af dem, der 
fenejt behandledes med ſtrengere Videnftabelighed. Der var allerede 
1646 en tyſt Hofpoct Adam Frederik Werner; en tyſt Grammatik 
blev overfat af F. A. Klhne 1696. Franſt Sprog indfaldtes ifær 
ved Adelens Dannelſe i Sors, og blev fiden hjemme til Hove. 
Daniel Matras blev 1623 Prof. i det franfte og italienfte Sprog 
i Sorø, og udgav adſtillige hertil hørende Skrifter 1625—56. 
S. S. Bachkeger virfede igjennem Modersmaalet 1660, og fra den 
Tid fan Brugen af det franffe Sprog anfees for temmelig almin⸗ 
delig. J. S. de Dampierre var franſt Sprogmefter hos Dronning 
Charlotte Amalie 1672. Jean Sterpin blev Sprogmefter hos Kans⸗ 
leren P. Reedtzes Sønner, (indſtreven fom Student 1662, Unders 
bibliothekar ved Univerſitetsbibliotheket, afſat 1670), og medtog til⸗ 
lige det engelſte Sprog. Til Udbredelfen af dette bidrog Henrik 
Gerner; Nordmanden Fr. Bolling var engelſt Sproglarer, og udgav 
en Grammatif med Ordbog. Kbh. 1678, og Chriften 2. Nyborg 
(Feltpræft, + 1702) Addresſe til det Engelſte Sprogs Læsning. 
Kbh. 1698 (Nova liter, maris Balth. 1698, &. 165). G. B. 
Lopez var italienſt Sprogmefter hos Dronning Charlotte Amalie, og 
udgav nogle italienſte Lejlighedsſtriftet 1676—77. At Grev Res 
Bolledo gjorde os befjendt med Spanſt, er allerede omtalt, og det 
gav vel Anledning til, at Carl Rodrigues blev anſat ſom Prof. i 
det franſte, ſpanſte og italienfte Sprog i Sors og 1669 ved Kjøbens 
havns Univerfitet. Han udgav Fundamenta lingvæ hispanicæ. 









Glottico Dissertatio 
tilegnet Frederik den Tredie og det vant 
Uden Sted, 1653. 4. (men her hedd 
Boéthii). Fra Børommelfe over Latin 
den er Moder til Franſt, Italienſt og 

øg Castiliana, af hwilke der gives en ki 
følger en fvulftig Bersmmelſe over di 
Sirener, det er Orphei Muſik, det er 
deres Hjælp fan man gjennemrejfe hele 

Sprog er en uforlignelig Gerlighed. 1 
cum Matre Romanå Lingvarum exo 
quoddam Vinculum est omnium Eu 
conversatio, societas, commercia , inte 
lingvis et religione etiamnum differer 
qrarum beneficio, 
in toto Mundo, ubicunque voluerit, c« 
eunque commeare, ubicunque peregrin 
Weteres equidem Hominem, quot cal 
Corda dixerunt (elc.). 





353 


Tredie Afdeling. 


De mere hjemlige Videnſkaber, danſk £ovkyndighed, Giftories 
Oldſager og Sprog. 


12, Danſt Lovkyndighed og dens Forhold til ben fremmede. Niels 
Demmingfen. Claus Plum. Chriſten Ofterfen Vejle. Peder 
Lauridfen Scavenius. Henrik Ernſt. Adelen; Niels Kaas. Jakob 
Bjørnfen. Arild Hvitfeld. Peder Galt. Jens Bjelfe. Fra 1660: 
Jens Dolmer. Peder Refen. Peder Lasſen. Ragmué Binding. 
Otto Sperling den Jagre. Henrik Weghborſt. Chriſtian Reiger. 
Povel Nielſen Roſenpalm. Chriſtian den Femtes Danſte og 
Norſte Lov. 

Lovkyndigheden lader fig henføre til forrige Afdeling, 
men ben betragtes her, fordi vort nærmefte Formaal fun er 
ven danſte, ber tillige ftaar i faa nøje Forbindelfe med vor 
Hiſtorie og Modersmaalet; og dens Hiſtorie er allerede faa 
udforlig og omhyggelig bearbejdet, at et Omrids deraf maa 
være tiljtræffeligt for Literaturens almindelige Hiſtorie. 

Den danſte Lovkyndighed, behandlet ſom Videnſtab, 
maatte i lang Tid ſtaa tilbage for fremmede. Den rom⸗ 
merſte og fanoniffe Ret vare allerede indkomne i Middel- 
alderen, og ben juriviffe Dannelſe lænfebe fig til bem. Dette 
tiltog beſtandig. Ved Stiftelfen af Kjøbenhavns Univerfitet 
flete deri ingen Forandring. De juridiſte Profesſorer ſtyldte 
ben rommerſte Net bereg Dannelfe, og be flefte vare frem= 
mede, Tyffere, ber liden eller ingen Interesſe kunde have 
for be danſte Folkelove. Lovkyndigheden, ben rommerſte, fil 
veb Univerfitetsfundatfen 1539 fin Profesſor, og ber blev 
givet Løfte om Anfættelfe af een til; men bet flete førft un« 
ber Freberif ben Tredie. Ved Reformationen tabte be paves 
lige Love deres Kraft, men, beſynderlig nok! og lige imod 
Luthers Mening, traabte nu ifteben for bem Moſe Lov. I 
bens Mand bleve be nt danſte Love tildels nedſtrevne. Strif« 

23 





nær, i alt hvab ber vedkom Slægtlebben: 
ja endog i andre, ſom angaa Samvittighe 
af Theologerne, ber ſtulde føre ct Slag 
juridiſte Forelæsninger. Videnffaben r 
flrænfes i fin Teenkefrihed. 

Miels Hemmingfen gav bet førft 
ſtem i Raturretten (de lege naturæ 1562 
til Grundbegrebet; men derefter hvilede 
denſtaben⸗ · Øen forſte danſtfodte Prof. 
Pin. i Kjebenhavn 1688, 1649). 
mel bom hafi til Univerfitetet, og beſogte 
europelſte Lande; tre Aar ſtuderede han 
paa Gießen/ Heidelberg o. fl. St.; var 
beſogte Fråntrig og Btalien, og "vendte 
Belgien; hvorpaa hån blev anfat ver UW 
Strifter' ere Difputaffery men efter hans 
Chrifjten Afterjen Vejle (Herredsfo 
NRaadmand i Roesfilde) fit Glosſarium. 
indeholber dels et Regiſter over be gan 
dels en Orbbog'ueb Forklaring over Lot 


Før 1660. 3855 


at ubgive ben anden, og endnu ba han laa paa bet fibfte 
flet ved Sengen havde Bud hos ham, og meb ſtor Attraa 
reviderede bet fibfte af ſamme Værk. Det har i lang Tid 
ubgjort ben vigtigfte Hjælp "tilat forftaa be gamle "Love; 
men Mandens etymologiffe Kundſtab overftiger naturligvis 
iffe hin Tids, og ben unøjagtige Tert i be trylte Lovudgaver 
maatte ofte føre ham vild. Cfter Claus Plum fulgte atter 
en Roſtolker, men endelig blev endnu en juridiſt Profesſor 
anfat 1657, og bet en danſt Mand, Peber Lauridſen 
Scavening (en Søn af Biſtop Soavenius, f. i Roeskilde 
1623, prof. juris 1657, + 1685), men heller iffe han holdt 
Forelæsninger over be danſte Love, og han blev allerede 
1660 Generafprofurør. De Studerende, ber følte Mangelen, 
indgave (1658) en Anføgning til Kongen, at ber maatte paa⸗ 
lægges en af be juridiſte Lærere eller anfætteg en Doktor 
juris til at holde Forelæsninger over be banffe Love, eller 
i bet mindſte til at oplhſe Overensftemmelfen og Forſtjellen 
imellem ben danſte Ret og ben rommerſte. Det blev iffe 
bevilget. „Det tyffe Jurifteri var alt i Vejen“ (K. Ander). 
Heller iffe fra Sorø var meget at vente. Det var. tyft, og 
be ber anfatte juridiſte Profesſorer gave fig iffe af med 
danſt Lovſtudium. Heurik Eruft (f. i Helmſtädt 1603, 
+ 1665) var prof. juris her fra 1635 til 1660, ba han kom 
til Kjøbenhavn, og blev en af Medarbejderne paa Chriſtiau 
ben Femtes Danſte Lov. 

Det var ſaaledes ben danſte Abdel, ber før Enevolds⸗ 
magtens Indforelſe fornemmelig gav fig af med be gamle 
danſte Love; be afffreve bem ſtundum med egen Haand 
eller lode bem afſtrive. Skjondt ogſaa beres Formaal nær« 
meſt var bet aftive Statsliv, vare be iffe blinde for Big» 
tigheden af videnſtabelig danſt Lovfynbighed. Adelen næs 
rede endog Skinſhge over, at Borgerlige ſtulde lægge fig 

98" 





(ove. oven veijenoie amuu peve 
fra 1622—24 danſt Minifter i Sverri 
efterlod i Haandſtrift en danſt Lovhiftori 
omtrent 1632, hvori han blandt andet 1 
Loves Oprindelſe og hævder deres Origi 
Rigelansler Jens BVjelfe (f. paa Oſte 
forfattede et Lovglosfarium paa fin V 
Vers, ber bog maa nævnes formebelfi 
over mørke Gloſer og juridiſte Kunſtudtrt 
Langmant i Stavanger, gav en Indho 
Lov 1650. 

En danſt Mand, Haus Lauridf: 
med at afffrive fvenffe Love og at overf: 
(omtr. 1590). 

Vev Enevoldsmagtens Indforelſe 1 
Loblyndighed en ftor Foranbring. Vet 
ben lærte Borgerſtaud. Borgerlige fu 
mere i Overretterne, ja fan Adgang 
Statens hojeſte Embeder ſtode bem aabi 


rende Bevis derpaa ér Kongelovens For 
ed rn AERO RE MAR CO 





Efter 1660. 357 


gynbte forſt paa ny med Chriftian Stub (1716); og bet 
ny juridiſte Studiums Skaber, And. Hoyer, blev førft an⸗ 
ſat 1734. 

Blandt de borgerlige Mend, ber høre til denne Tid, 
ere be vigtigfte: Jens Dolmer, ber udgav ben norſte 
Hirdſtraa med danſt Overfættelfe (1666). Peber Reſen 
(prof. juris 1662; Preſident i Kjøbenhavn, + 1688), ber 
udgav Dolmers Hirdſtraa og tilføjede Vitherlagsretten (1675), 
og flal have været i Begreb med at udgive fin Forelæsning 
øver danſt Lovkyndighed (Jurisprudentia Romano-Danica). 
Peder Lasſen (f. 1606 i Randers, + 1681), ber efter 
mange Aars Rejfer blev Licent. juris i Bafel 1636, 1660 . 
Asſesſor i Hojeſteret og endelig Juftitiarius; en Mand, ber 
er minbre befjendt ved Skrifter end ved fin Deltagelfe i 
bet danſte Lovarbeide. Over fin Deltagelje i Griffenfelds 
Dodsdom følte han faa ftærfe Samvittighedsnag, at han 
vilde bræbe fig felv og fin Huſtru. Den ſom Filolog, Lite« 
rator og Jurift lige anfete Rasmus Vinbing (f 1684). 
Den fom Oldgranſter bekjendte Otto Sperling ben Yngre 
(1692 prof. juris ved bet adelige Akademi i Kjøbenhavn, 
f 1715), hvis Historia juris Danici imidlertid er forgaaet. 
Henrik Weghorft (f. i Kiel 1653, vimitteret fra Kjoben⸗ 
havns Sfole; 1692 Prof. i Moralen ved bet ridderlige 
Akademi i Kjøbenhavn, og prof. juris ved Univerfitetet, 
F 1722), og Chriſtian Reitzer (f. i Kjøbenhavn 1665; 
prof. juris fra 1693 til 1722. + 1736). 

Griffenfeld og flere af disſe Lovfyndige, Scavenius, 
Lasſen, Vinding, deltoge i Udarbejdelſen af Chriftian den 
Femtes Danffe og Norſte Lov, ber danne et nyt Kurſus i 
vor Lovhiftorie. Frederik den Tredie gav allerede Befaling 
bertil i ſamme Maaned ſom Cnevoldsalten var bleven under⸗ 
ſtreven af Stænderne, ben 26 Jan. 1661. Kommisſionen 





358 Det lærde Tidsrum, Lovtyndighed. 


beſtod af 22 Mend, Adelige, Lerde og Borgerlige "De 
maatte giennemgaa alfer Eldre Love,' Recesſer og Fororb= 
ninger, før Loven lunde redigeres. Arbeldet var neſten 
færdigt i Frederil ben Tredies Tid, men. afbrøbes i nogen 
Tid, og optoges paa mp 1671—1680. Atter revideret blev 
endelig Danfle Lov .givetibtn;15 April (publiceret ben 23 
Jimi) 1683, Norſte Lod den 15 April 1687." Til Grund 
for Danſte Lov "Tagves" Rasmus Bindings Ubkaſt, fulbført 
1667, og atter omarbejdet 1669, faa bet ſtal være ham vi 
ifær ſtylde Lovens fynbige og tydelige Stil. Fortalen, er 
af Povel, Nielſen, sem fattig Student, ber gif Kancelli⸗ 
vejen, og tilſidſt ſthrede det hele Kancelli; 11679 adlet under 
Navn af Roſenpalm. Norſte Lov] blev), ſaavidt muligt, 
Tempet efter den 'banfte. 

Fortalen til danſte Lov ophæver be forrige Love, og 
Loven felv er Har og tydelig. Man ſtod berfor nu i bem 
Formening, at man herefter næppe mere behøvede at ſtudere 
Lovlyndighed. Selv Danmarks befjendte Dadler, Moles= 
worth, figer, at med Henſyn til Retfærdighed, Korthed og 
Fynd veed han intet i Verden, ber kommer denne Lov nær; 
ben er ſtreven i Landets Sprog met faa ftor Tydelighed, 
at enhver ber fan læfe og ſtrive, hvor ulærd han end, er, 
ſtrax fan forjtaa fin Sag og føre den, hvis han. vil, uden 
Sagforer. En lignende Roes ijtemme alle fjern og nær. 
En anden Fremmed finder ben endog faa Mar og nøjagtig, 
ſom om ben bar bifteret af S. Povel. Til BVogtrytfereiig 
Berominelſe figee, at ben kom ub uden Tryffejl. ' 


Det juridiſte Studium i Almindelighed: G. 8. Baden, Den 
danſte og norfte Loothndigheds Hift. 6. 27. 32—38. SKolderupsRofens 
vinge, D. Retshiſt. &. 73. Doctores juris i Hundrups Biogra= 
phifte Efterretninger, 2. $. 1855. 

Om Mofe 2ov: Jac. Ulfeldii Hist. dan. hos Westphalen, 


Juridiſte Skrifter. 359 


Monum. 3, 487. SKofods Ander, Anvisning for en danft Juriſt 
(anden Udg. 1777) Anhanget: Den proteftantiffe Kirkes Mening 
om Mofe Lovs almindelige Forbindtlighed og dens Indflydelfe i vores 
danſte Lov, S. 102. Anders Buch's eller Colding's Skrift: Verdſlige 
Low oc Skicke, effter hulide Gud ſelff hafde befalet Jsraels Fold oc 
Menighed at ftyris oc Regaris (ete.) Kbh. 1605, 4. 1631. 4. 
er den mofaiffe Lov ordnet efter Indholdet. Exemplaret af anden 
Udgave i Hjelmftjernes Samling vifer, at det har været benpttet til 
Anvendelſe paa den danſte Ret, da der i Margen er tilſtrevet mange 
Steder af ældre og nyere danffe Love. 

Niels Hemmingſen de lege naturæ apodictica methodus. 
Viteh. 1562, (Den ældfte Udgave findes i Stiftsbibllotheket i 
Roeskilde; jeg har benpttet Udgaven 1566 i Hjelmftjernes Samling.) 
Deafaa i Opuse. theol. S. 226. jf. Schlegel, Naturrettens Grund⸗ 
fætninger, anden Udg. 1, 24. Paulli, N. Hemm. Paſtoralth. S. 
20. Schlegel regner denne Bog blandt de ubetydelige, ſom den 
viftnof er for den praftiffe Jurift; men det er dog mærkeligt, at en 
danſt Theolog hundrede Aar for Puffendorf fremſtillede Naturens 
Lov: fom Guds Lov og ſom den rette Kilde til alle menneffelige 
Love, en Anſtuelſe, der er faa ophøjet over hele hans Samtids. 
Bogen tilegnede han (1562) Erik Krabbe til Buſtrup formedelſt 
dennes Fortjenefter af de danſte Love. Anledningen dertil gav hans 
Forelæsninger over Pauli Brev til Rommerne. Gan gaar ud fra 
Socrates Platonicus, Ea demum lex legis nomen ritè sortitur, 
quæ non solum auctoritatem principum el magistratus habet 
(han var fangt fra at anfee dem for Guder og Engle), uerum 
eliam, idque multo magis, ralione firma et immota nititur. Hæc 
ratio aliunde peti non debet, quam ex duobus, nempe, ex 
natura ipsa, et fine legis. In natura ipsa sunt semina 
guædam iusti et honesti, præterea iudicium, quo iusta et 
honesta iniustis et turpibus præferantur. Eæ his seminibus 
oriuntur leges, quæ destinantur incolumitati reipublicæ, non 
aberranti ab ultimo fine, ad quem omnia referri oportet. Quæ- 
cunque leges isto pacto sunt extructæ, solæ merentur leges 
dici, ct non quæuis Tyrannorum decreta aut potentum placita. 
Efter derpaa at have omtalt den Lov, fom en Kejſer gav, at en 
Mand maatte tage to Huſtruer, vedbliver han: Quicunque ergo 








360 Det lærde Tidsrum. Levlyndlghed. 


isti impuro decreto øbtemperarunt , non exeusantur Imperatoris 
autoritate, sed a lege riafuræ, gquæest et Dei, damnantur, 
Nam et a natura aberrarunt, et Deum naturæ opificem contem= 
Scrunt ingrati, Denne Naturens Low funde han rigtignet |ifte ſaa 
lige forene med Syndefaldet, hoillet han var langt. fra at ville fade 
falde, thi hvad vilde der iffe ſaa falde medz men der var efter det 
dog blevne nogle Gnifter tilbage, -fonn man maatte talke Gud for. 
Quare agnoscenda est hæce luæ, et gratiæ Dev agendæ 
sunt, quod ipse håe luce natiram lumanam ovnanerit, ae 
etiam post lapsum igniculos qpuosdam in nature veliquerit, 
qui dum excitantur cogitatione pulcerrima uirfttum ac legum 
harmonia, et ueluti ædificatio quædam agnoseitår, ” Dette Forføg 
var nyt: Nullus tamen adhue, quod sciam, hæt elementa utra— 
didit, et oslehdit viam progressus demonstratiui vin hae nobilis 
sima naluræ, ut ita dicam, arté, quod sane summis illis uiris 
(de græffe og rommerſte Filoſofer og i vor Tid Melanchton) haud 
fuisset diffcile, si naturæ principia, et inde conclusionum ex= 
tructiones, ea tractare methodo proposuissent, quam nos sequi- 
mur, Ben han haaber, det vil være gavnligt: Hinc enim futurum 
spero, ut non amplius Ethicæ ac iurisprudentiæ sludiosi ferant 
istam quorundam contumeliam, qui negant doctrinam de mori- 
bus et legibus demonstrati posse, uidebunt cnim clarissime 
non minus legis naturæ conclusiones destitui euidentibus 
demonstrationibus, quam artem Euclidis, quam quidam so- 
lam demonstrationibus niti, falso contendunt, Kun eet Sted vil 
jeg endnu anføre af Bogen felv, fordi det fan ſmukt udtaler dens 
Tendens: Non ergo sensu brutorum præcipites ruere nos decet 
in ea, quæ primo aspectu dulcia et iucunda videntur. Nam 
cum coguitio sensiliua, quæ est opus animæ sentientis, tantum 
retinet nos in ijs quæ sensibus arrident, nos contra cogitare 
debemus, quo animæ gradu a bestijs distamus. non enim s0- 
lum cum stirpibus crescimus et vegetamur, et cum brutis ani- 
mantibus senlimus, verum etiam cum angelis mente præditi 
sumus, Quare guo mens mos vocet spectandum est, Dg 
Hvorhen fører den? Til Guds Crfjendelfe og Guds Dyrkelſe: ag- 
nilio Dei ac agniti Dei celebratio. Ægnoscere Deum et ag- 
nitum colere, proprijssima actio hominis est. Quare homo 





Juridiſte Strifter. 361 


merito feliæ et bentus est, quando in hac actione occupatur: 
contra miser et infeliæ cum ab hac est alienus. Dgfaa i 
Enchiridion theologicum har Hemmingſen et Afſnit Contractus, 
hvori han fremftiller nogle Grundfætninger af Jus naturale. 

Claus Plum: Winding, Acad. Haun. S. 273. Oſterſon 
Vejles Gloſſar: Glossarium Juridicam Danicum. Det er Alle 
Gamble Danſte Glofers rette Forklaring, ſom findis udi te Sfonfte, 
Sielandſte oc Judſte Lowboger (etc.) af Chriſten Oſterſon Raad⸗ 
mand udi Roskild. Kbh. 1641. 4.  Glossarium juridicum Da- 
nico-Norvegicum (etc.) Aff Chriſten Oſterſon Weylle. Kbh. 1652, 
4. Kbh. 1665. 4. og uten Aar, 4. Som Exempel paa. hans 
Smag og Ordforklaringer anføres: I Tilegnelfen til anden Udgave 
figer han: „Det fiunis vel at Ryctet flulde hafve fit Naffn aff 
Rygen: Et got Naffns Luet er behagelig, det onde Ryete gider Gud 
ide luctet, oc det ftiender hos Menniften ſom Antiochi fule Legeme,” 
Af Staanfte Lov anfører han: Judthesdere, og fan iffe faa noget 
ud af dette ubefjendte Ord, der iffe er andet end: inkte dere, intet 
af de Ting. Ikke desmindre maa han endnu beſtandig raadfores. 
See om dette Skrift: Lüxdorphs Rettelfer og Forbedringer, i Kbh. 
Selſt. Str. 6 D. og Kofod-Anchers Saml. Str. 1, 408. 

Peder L. Scavenius: Binding S. 419. Nyerup, Univerfitetet, 
6. 171. De Studerendes Anføgning: K. Anders Anvisn. for en 
danſt Jurift, &. 65. Om de borgerlige Jurifters Stilling ſtriver 
Vorm til B. Bartholin 1642: Utinam patriæ tibi perspectus 
esset status, utinam conditio Jureconsultorum apud nos tibi 
explorata — Degunt hic quidam nostratium plane inglorii, nul- 
lius rei administrationi admoti, indies aulam sollicitantes, sed 
frustra. Vormii Epist. 2, 792. Riels Kaas: Den Rette Judſte 
Lowbog (etc. med Chriſtian den Tredies Reces, o. fl.) Kbh. 1590. 
4. K. Unders Saml. Skr. 1, 340; den latinſte Overſ. 1, 355. 
Om GSvitfelds Norſte Hirdffraa. Kbh. 1594. 4. fre Nyerup, Giſt. 
ſtat. Skildr. 2, 185. Peter Galts Lovhiſtorie: Arnæ-Magn. Nr. 
289. fol. K. Anders Saml. Str. Fortalen 1, XIII. Jens 
Bjelke: Den danfte oc norſte Lougs ſummariſte Indhold (etc.) udi 
Vers oc rytmice forfattet. Med en Taffle eller Regiſter derhoes 
paa alle de danfte oc norſte morke Gloffer oc juridiffe terminis (etc.) 
per I. B, C. R. N. Kbh. 1634. 4. „Den ev faa flet ſtiliſeret 





362 Det færde, Tiderum. » Lovtyndighed 


og pedantiſt fom mulig; fulde af franſte, thſte og latinſte Ord 
heiratz boigtidz congaudium we, fellids frolocken“ o. ſa v. Men 
Ordforklaringen er ikle altid at foragte: Arildotid forllarer han om 
den Tid man forſt har) vidſt at bruge Arr (Plod) og Ild. Udſtud 
er Tilforordnede til at xeſolvere ſig pan em Sag pag andres Vegne 
Pufefæ, Betaling til, Præften for han vier Foll ſammen. Buſtebarn 
er Frillebarn. Siunerol, quasi Begravelſeol, fordum holdt, for som 
nogen Baartegn eller Gjenfard ſtulde komme fra de Dede, tilat 
vide hvad de ville begiere eller hvad deres Forvandter ſtulle veder⸗ 
fares. (Nyerups Excerpter i Athene 1, 404.) Samt: Dun Norſte 
Lougs, Des Summariſte Indhold) Kbh. 1657. 4. Ligeledes paa 
Rim og med et Regiſter paa alle: de danſte oe, norſte morke Gloſſer 
oc juridiſte Terminis·Fe Cr Te, It flyde Jord, ſaa ſom en 
ende af en Agger eller nogit fligt, oe i nogen Maade, kommer offver 
eens med det ſom kaldig Stuub i den Jyſte Lov. Forklaringer af 
gamle Ord findes ogſaa i Gelvaders Formular-Bog o. fl. lignende 
Skrifter. Jakob Rafds ubetydelige Skriſt hedder: Norſte Lovs 
Memorial Efter den Maade forfattet med Get Ord over hvert. Cas 
pitel, ſaaſom den: Bog er der kaldes Memoriale Bihlieeom. Khh. 
1650. 4. Det mærfeligfte deri er Attringen om Norſte ove 
Fortrinlighed. 

Gans Lauritzon omtales af Schlhter i Fortalen til Wesigdtar 
lagen S. XVI. XIX, Uplandsl. S. XLI.  Sådermanaal,.&. 
XXXVI-XXXVII; paa fidfte Sted bang Overf. af Sõdermanna- 
laghens Kyrkbalk i et Papirshaandſtr. i Gl. Kongl. Sami. Nr. 
3124. 4., og med famme Haand fynes Arnæ-Magn. Nr. 23. 4. 
Der indeholder Fortalen til Iyſte Lov m. m. at være ſtreven. 

Hvitfelds, Dolmers og Reſens Hirdſtraa etc, fee det udførlige 
om. disfe Skrifter i Nyerups Hift. ſtat. Skildr. 2, 185, 189. 190. 
Samlede haves Lovene under Titel: Leges antiquæ aulicæ Norva- 
gorum et Danorum ex bibliotheca Petri Johan. Resenii. Reſens 
Jurispr. Romano-dan; anføres hos Vinding, Acad. Haun. S. 428. 
Peder Laffen: Gofman, 2, 3. Sammes Fundationer paa de Legata 
ſtiftede af. Peder Laſſen, ſamt hans Liv og Levnet. Kbh. 1753. 4. 
Dito Sperling: Cimbr. lit. 2, 840. Wolffs Hiſt. Drab. 10, 351. 
Om hans Historia juris Danici, in qua Jura Saxonica ex Da- 
nicis derirare molitus. est, fre Acla literaria Uniy. Hafn. &. 174. 





Juridiſte Skrifter. 363 


Danſte Lov: Kbh. 1683. 4. Paa Latin af Weghorſt. 
1694. 4. Pan Toft af Camme: 1699. Paa Latin af 
Peder Hojelſe. 1710. 4.  Kofods Under om det danfte og norſte 
Lovarbejde under Frederif den Tredie og Chriſtian den Femte, i 
Krohgs Juridiſt Urfiv Nr. 1, S. 66. Badens Lovkynd. Hik. S. 
58. Sammes Danſk⸗norſt jurid. Ord⸗ og Saglex. S. 182. Roſen⸗ 
palm hos Zwerg &. 340. Anm. — Rorſte Lov tillægges ifær Vilhelm 
Vorm og Chriſtian Stokfleth. Rherup, Univerſitetet, S. 188. Om 
disſe Loved Forhold til hinanden, ſee K. Anders Awisn. for en 
danſt Juriſt, S. 76. 

Ligeſom man fatte de gamle Loves Indhold paa Rin, gjorde 
man bet ſamme med Chriſtian den Femtes Danfte Lov. Dertil 
hører: Christioni Qvinti Eller dend Danſte LovsBogs Indhold, 
Forfatted Capitel- og Riimviis i Fyrretyve Linier (etc. etc.) Vel⸗ 
meent, endſtiont iffun med em flet Penne s fe) (det er Peder 
Ravn). 4. 

Blandt de juridiſte Skrifter paa Latin bemærkes her fun med 
Genſhn til Goher og Holberg Behandlingen af Slagtleddene ſom en 
vigtig jurdift Sag for den Tid. Dertil høre: Henricus Weghorst, 
Comparatio juris Danici et communis in eausis matrimonialibus. 
Hafniæ 1693. 4. Labyrinthus graduum cognationis. Hauniæ 
1702. 4. Chr. Reitzer, De consangvinitatis et aflinitatis pro- 
prietatibus, graduumque computatione. Hauniæ 1701. 4. 

Da Literatorerne iffe have brudt fig fynderlig om vore aldſte 
Juriſter, anføres her nogle, der dels have værer Profesforer, dels 
Have beflædt vigtige juridiſte Embeder, felv om de i Literaturen ikke 
Have gjort fig bekjendt uden ved deres Diſputatſer. Mogle Adels⸗ 
mænd bør ogſaa endnu tilføjes. Til de fidfte høre: Golger Rofens 
krands (13594); Rigsraad Otte Krag (1636); Corfit Rofenfrands, 
+ i Madrid 1653 (1645. 1649); Gunde Rofenfrands, bekjendt af 
fine politiſte Skrifter. Profesſorer vare: ben i forrige Tidsrum 
nævnte Albert Knopher, prof. juris 1549 (1573); Ricolaus Theo⸗ 
philus fra Flensborg, prof. juris 1581, føl. Bibliothekar 1589, 
+ 1604 (Difp. 1584 fgg. Cimbr. liter, 1, 680. Nyerup, Unis 
verfitetet, &. 36); Leonhard Medner fra Lüneburg, prof. juris 1605 
(Diſp. 1607 føg. Nyerup, Univerfitetet, S. 120); Johan Muller 
fra Roftod, prof. jaris 1649, ſiden Borgemefter i Flensborg; Goss 





364 Det færde Tiderum.  Siftorie. 


mus Borneman, f. i Gaderslev, prof. juris 1667 (Diſp. 1669. 
Cimbr. liter. 1, 59). . Derhos: Povel Thrane, Rektot iDoels 
(De dignitate et præstantia studii jurisprudentiæ. Genevæ 1606. 
4.); Johannes Faber, licent, juris (1653), prof. eloqu. t Sør. 
Samt Hans Th. Pauelſen (hos G. 2. Baden Pauſen), danſt Reſt⸗ 
Dent i Lybek (1639. 1643); Pre Binding, fil Lammehave (166275 
Niels Benson, Genetalproturer (1669); Thomas B.v. Jesſen, 
Overſetretar i tyfte Kancclli (167 1)3. Jver Gerbholm, Asfesfor i 
Hofretten i Norge (1673); Peder Bengon, Mylius, Landsdommer 
(1708). 


13, Danft og Norſt Hifterie, Danmar: De aldſte Forſog. Hiftsi 
riograferne Hang Gyanimg og Anders Sørenfen Bebel, 
Gode Lauridſen. Mørsen Pederſen. Chriſten Linved. Hang Mo— 
genſen. Arild Hyftrelv. Siſftoriografer fra Niels Krag 
til Chrifian Reiger. Blandede |biftorifte Strifter. Rejfebøger. 
Hang Nanſen. Shifter fremfaldte ved Tidens Begivenheder; 
Ove Gieddes og Jens Munts Reiſer; Skrifter om Kjøbenhavns 
Belejring. Niels Helvad og Hang Hanſen Gfaaning. Jens 
Lauridſen Volf og Arent Berntfen. Hang Nielſen Strelov. 
Jens Sorenſen Nor-Nisſum. Peder Reſen og Niels 
Glange. Norge: Arnold be Fine. Jens Mortenſen. Lucas 
Debes. Abſalon Peverfen. Brødrene Ramus. Bonden Laus 
Tids Hanſen. Peder Clauſen. 

Naar bet antages for Hiſtorieſtrivningens, ligefom for 
Naturforſtningens, Maal, at opfatte Fenomenernes, Begiven⸗ 
hedernes, ydre Birfeligheb i bereg indre Sammenhæng, 
famt at give Fremftillingen deraf i et rent og edelt Sprog, 
vilde det viftnof være urimeligt at vente og ubilligt at 
fræve denne Fordring opfyldt ved vor Hiſtorieſtrivnings 
Begyhndelſe. Vel manglede der hverfen paa Underſtottelſe af 
Kongerne og Regjeringen, heller iffe paa Opmuntring fra 
ben magthavende Adel; alle vare de fig vel bevidſte, at et 
Folk uven Hiſtorie er en Sfabning uden Bevidſthed. Hi— 
ftorieffriverne havde for en Del ogſaa Midler til ved Rejſer 
og paa andre Maaber at tilvejebringe hiſtoriſte Samlinger. 





Diſtorieſtrivningen & Afmindeligheb. 365 


Men i Følge hele Tidsalderens Dannelſe havde endnu bet 
lærde Sprog en afgjort Overvægt over Modersmaalet, ber 
var for udyrket til paa en værdig Maabe at gjengive bet 
vundne Udbytte. Ikke uben en vig Veemod fan man 
berfor betragte ben Bej, ber foreligger. Her, ven Fæbres 
landets Hiſtorie, hvor juft noget ſtulde gribe og forfrifte, 
forcedle Sindet, noget, ber dybt var trængt ind i Folfet, og 
midt under ftore Bedrifter, thi de vare der, ſtulde fremkalde 
en Begejſtring, ber gienklang i Sproget, høres hartad fun 
fremmede Alkorder, ber overdøve be hjemlige Toner. Imid⸗ 
lertid begynder allerede nu, næften ſamtidig, paa Latin og 
i Modersmaalet vor Hiſtorieſtrivning at udvikle fig; og 
Kampen imellem begge, i hvilken Modersmaalet endnu ligs 
ger unber, er bet førfte, ber maa tilbrage fig Opmerkſom⸗ 
heden for den, ber fluer udb over hele Tiden. 

Stiller man fig, for med Øjet at følge Parallelerne, 
paa be enfelte Standpunkter, faa lader altſaa Hiftorieftriv« 
ningen fig adſtille i to Rælfer: ben latinſte og ben danſte, 
og ber kunde maaffe gives bem, fom ville foretræffe at følge 
begge disſe Ræffer hver for fig med omtrent ſamme Udfor⸗ 
Lighed, bvilfet heller iffe frembyder ſtore Vanſteligheder. 
Det er imidlertid iffe her mit Øjemed. Det er et befjenbt 
Fenomen, at ber i alle Literaturer gives ftore Tidsrum, 
ber ere at betragte ſom blotte Giennemgangspunkter. Man 
var kommen ind paa en Bej, ber fortfat iffe kunde føre til 
noget; et Maal fvævebe Tiden for Øje, fom bet iffe var 
værbt at fomme til. Det fan med Rette ſiges at være 
Tilfældet med ethvert Folks Hiftorie, ber af Folkets egne 
Børn ffrives i et fremmed Tungemaal. Fæbrelandets 
Hiſtorie er iffe udeluffende for Lærde, men ben Gang 
maatte ben endnu være bet, For enhver lærd Mand var 
Latinen og iffe bet folfelige Tungemaal at anfee for Mos 





366 Det lærde Tidorum. Hiftorie. 


dersmaal, og ſelde Feedrelandets Hiftorie og Oldſager 
maatte fortlares, ilte for Follet, der ĩ Aaudens Rige Ule 
var til, men for ve hjemlige og freuumede Lerde eller endeg 
for fremmede Nationer) Men denne latinſte Hiſtorieſtrivniug 
eller. Hiſtorieforſtniug er nu nat: betvagte ſem⸗ dodt 60885) 
bet forholder fig ille med den, ſom med hine Videnſtabsſag⸗ 
hvis Opdagelſer ere lige udodelige, uanſeet i hvilfet Sprog 
be ere meddelte. Hiſtorien ſtal være; Follets Ejendom, 
maar ben iffe ev det, er den lun til for den lærde) Verden⸗ 
og det er” derfor endnu kun den, der til Brug bed deres 
Studier brager de forældede Forfattere freut, for at efterſee 
et eller andet. Ingen læfer dieſe hiſtoriſte Verlker, og bet 
nytter ille ftort at. opfriſte deres Minde, ingen mil leeſe 
dem uden den Lærde,» Ligeſaa lidet tør man anmode nogen 
om, naar han iffe har et færligt Djemed, at gjennemlæfe 
ben Rælfe af. latinſte hiftoriſte og antifvariffe Afhandlinger, 
ber enten mu ere glemte eller gjorte overflødige. For den 
Lævbe er ingen Auvisning hertil fornøden, ba Dverfigter 
fagvis allerede er til. Om Forfatterne i Modersmaalet fan 
bet derimod antages, at nogle ere minbre bekjendte, at de 
vel: ſtaa paa Bogliſterne, men nu ere forſvundne af bereg 
Bevidſthed, ſom iffe have gjort Hiftorien til bereg Fag, og" 
bet er Synd at lade bem gaa tabte, ber engang have paa⸗ 
kaldt Fædrelandets hellige Navn. Hele bette Tidsrum er 
bog, ogſaa med Henfyn til Hiftorien i Modersmaalet, fun 
en Indledning. Det fom endnu fun an pua at famle Be— 
givenheder; Fremftillingen er i bet hele uden Kritik, uden 
Farve, uben Veltalenhed. Kritiffen blev førft til med Gram, 
ben hiſtoriſte Behandling med Holberg. 

J vet jeg henvifer bem, ber ønffe færlig Kundſtab om 
be enkelte Fag, til be hiſtoriſte Bibliotheker, ſtal jeg derfor 
fun forføge, mindre med Henſyn paa Selvyttring end paa 





De ælbfte Forſos . 367 


Sammenſtilling af bet adſplittede, under eet at ſamle en 
Ubfigt over vor Hiſtorieſtrivnings Fremgang, i hvilfen hin 
Kamp imellem ben latinſte og danſte, famt begges Udbytte 
vil fomme tilſthne, og hvorved Forfatternes Perſonligheder, 
forfaavidt ber ved bem ev noget fremtræbende, vil fafte et 
oplyfende Stjær over bet hele. ' 

Sjæfpemidler: N. P. Sibbern, Bibliotheca histories Dano- 
Norvegica, mid Supplementet hos Westphalen. G. 2. Baden, 
Danſt⸗norſt hiſt. Bibliothek. Nyerup om Giſtoriograferne i Tillægget 
til Vedels Den danffe Kronike at beſtrive. Vedel⸗Simonſens Ind⸗ 
ledning til Nationalhiſtorien. . 

De førfte adſpredte Forføg før 1600 angaa dels hiftos 
riffe Underſogelſer om de nordiſte Folf, dels Kongeræfter, 
Genealogier og lignende mere ſpecielle Wmner. Til disſe 
Forfattere høre: Hans Lyſkander fra Bram i Skaane, 
Johannes Lyschander Bramensis, Broder til Hiſtoriografen 
(t i Ungarn 1582), ber efterlod et Skrift om be eldſte 
Folk og Steder i Norden (Antiquitatum Danicarum Ser- 
mones XVI) ubgivet af Torm 1642. Cornelius Hams⸗ 
fort ben Yngre (Læge i Odenſe, F 1627), ber iblandt 
andet 1585 ffrev fin danſte Longeræffe (Series regum Daniæ), 
fom fan tilegnede fin Ven, ben allerede omtalte Hang 
Lang fra Asſens, ligeſom han en Elſter af Fædrelandets 
Hiſtorie. Anders Fofs (Biſtop i Bergen, + 1607) af 
Stephanius ogſaa anført blandt Saromastiges. Mogens 
Madſen, Magnus Matthiæ (af Frauds Vormordſen faldet 
til Lærer ven Sfolen i Landskrone og Medhjælper hos 
ben gamle fans Spandemager), Biffop i Sfaane 1589 
(f 1611), i hvilken Stilling han havde Lejlighed til at 
forfatte be Lundſte Biſtoppers Hiſtorie (Series episcoporum 
ecclesiæ Lundensis), ber førft 1710 blev udgivet af TH. 
Bartholin. 





368 Det larde Tidsrum Siſtorie. 


Den forhen omtalte Jonas, Colding, Jonas Goldin⸗ 
gensis, udgav fin forogede Descriptio) Daniæ! 1596, et Kom⸗ 
pendium, ſom Henrik Belov, Hovedemand paa Koldinghus, 
havde givet Anledning til)" og ſom han ſtrev paa Bati for 
at gjøre Fremmede Befjénbte meb hang Fedrelandb Storhed 
Matthias Anderſen Pors, Mauhias Porsins- (Reftorsøg 
Sognepreſt til Demlirlen i, Ribe, hvor, han byggede Gaarden 
Porsborg, afſat 1616) giorde Uddrag af Saxo 1685; Nord⸗ 
manden Erik Folder, Hans Slangerup vw. "fl "gave 
fig af med Levnetsbeſtrivelſer, iſſer Adelens mn Endelig til⸗ 
drog Rigsraaden Jakob Ulfeld den Eldre til. Selss og 
Kogsbolle (f 1503) ſig ved fin Moffovitiffe, Rejſe (Hodae= 
poricum Ruthenicum,,1608;,Legatio Moscovitiea 1627 
landets Opmcerlſomhed, og den optoges ſenere i Reſens 
Frederik ben Audens Kronike. 

Den forhen anførte latinſte Digter, Rasmus Glen; 
Erasmus Lælus, gav ftørre og mindre Partier af: Fædre 
landets Hiſtorie i metriſt Form ((Margareticorum libri. Ms 
Rerum Danicarum libri. XI.) og lan før den fenere Tid 
Bruges fom en hiſtoriſt Kilde; men denne Behandling af 
Hiſtorien fom et Epos, med Muſens Paafaldelfe, med fjerne - 
Digresfioner og Perſonerne indførte talende, ftemmer kun 
lidet med, det ſimple profaiffe Indhold og bet brede i For⸗ 
tællingen.… Indhold og Form mobfige hinanden. ' 

Anders Fofs: hans: Stamtavler, fordanſtede „Ditleff Holck 
til Gohgaard, til ære oc. willie aff Jacob Mattſon.“ (Kjøbenhavn). > 
1592. fol. 

Om Civitatum quarundam Schaniæ deseriptio, der tillægges 
Magnus Matthiæ, fre Wegeners Hiſt. Cfterr. om Vedel, S. 157, 

Matthias Pors, om hvem Cfterretningerne ere temmelig afvi⸗ 
gende (Cimbr. liter, 2, 656. P. N. Thorup, Hiftorifte Efterret⸗ 
ninger om Ribe Cathetralffole. Ribe 1846. &. 85, Bendz, Bis 
brag til Horfens Skoles Hift. Program 1848) nævnes her formedelſt 





Hans Svaning. 369 


Hans Scite et sententiose dieia Saxonis, 1585, fom jeg bog iffe 
Har været faa heldig at finde. 

Erik Folder om Niels Kaas manglede paa begge Bibl. 

C. Erasmi Michaelii Læti NMargereticorum (ete.) Libri 
decem. Francof. ad Moenum 1573. 4. Tilegnet Dronning Eli⸗ 
ſabeth af England. Rerum Danicarum libri undecim,  Francof, 
1573. 4. Tilegnet Frederik den Anden. Skrevet paa Rejfer, uden 
Hjælpemidler, under Sorgen over hans Kones Død, 0. f. v. Den 
gamle danffe Adel omtales med Hæder. SHijtorien felv begynder med 
Cyndfloden og Noah. 

Den egenlige Hiftorieffrivning maa imidlertid antages 
at have taget fin rette Begyndelſe med ben førfte fongelige 
Hiſtoriograf, Hans Svaning, Johannes Svaningius. Fodt 
af Bonderfolk i Svaninge i Fyn omtrent 1503 var han i 
fin Barndom halt, faa han næppe kunde gaa, men fom fig 
ved et plubfeligt Fald. Han gif i Kjøbenhavns Skole under 
Rektoren Chriftiern Morfing. Som fattig Student fjøbte 
han engang en gammel Kjole, og fandt, ba han, for at ſpare 
Sfræberlønnen, felv ſprettede ben op, i Sommen af ben 
en Sum Penge, ſom Øvrigheden bab ham beholde, da ber 
ingen Ejer fandtes dertil, og han blev ſaaledes fat i Stand 
til at ende fine Studeringer i Kjøbenhavn og ved fremmede 
Univerfiteter. Chriſtian ben Trebie antog ham 1540 til 
Lærer for fin Søn Frederik, ſiden Frederik ben Anden, at 
han ſtulde lære ham danſt Sprog og banffe Sæder; og ba 
han i tretten Mar havde foreftaaet bette Kald, blev han 
Degn i Ribe Domfapitel og kongelig Hiſtoriograf 1553. 
Vaa fongelig Befoftning rejſte han 1579 omfring i Riget, 
for at opføge hiftoriffe Dokumenter i Byerne, paa Herres 
gaardene og i Kloſtrene. Han doede i en høj Alder, over 
firfindstyve Mar gammel, ben 20 Geptember 1584. Han 
var gift men Maren Sørensdatter, en Datter af Søren 

- 





8370 Det lærte Tidexum. Oiſtorie. 


Jafobfen, Stage; WBorgemeſter eller Raadmand i Ribevtg 
Havde nieb hende før Sonner gun Deure. ye 
Svaning boghudte ·allerede paa "en · Beſtrivelſe vvet Dan» 
martk og” en Danmarks Biftotte "hvoraf til” udget endnu 
tilt Daanbſtrift. Dete navnlig. Tilfældet med Kg J 
ven Forſtes Hiſtorie " Ubgivet blev Song- Hanjes, Hifterie 
(1560). Det. vigtigfte, af haus Strifter,, Chriſtign den Una 
vens Hiſtorie, blevnaf Hvitfelos benhttet i Haandſtrift/ og blev 
forſt ſenere udgivet (165840 Hans Forſog blee," ſom⸗ vet 
gjerne gaar ſtreengt bedonite⸗ Hverten gjorte haus Efler⸗ 
følger Vebel meget "af hans hiſtoriſte Samlinger (iistbrica 
schediasmata), Heller itfe har ben yngre. Slægt fundet fi ig. 
opbygget ved Chriftian ben Andens Hiſtorie. Han var, ſige 
be, medens han gifvi Latinffolen, og ſtuderede i Kiebenhadu, 
fra fit tiende. til fit, tyvende Aar Dijenvidne til: Begivens 
hederne i Hovedſtaben. Hvad -han ſaaledes kunde mindes fra. 
ſin Ungdom og; hente fra Stridsſtrifter ſammenſatte Han for! 
Olding. Kronologien er derfor næften allevegne fåtpe; Fog” 
Begivenhederne: ſnart urigtige, ſuart ftilleve'i jet falfE Lys 
og. i ſter Uorden kaſtede imellem hinanden. Han firere 
merker Gram, efter. Frederik den Andens Befaling; og ham 
taalte iffe, at der blev tale mildt oin sen Konge,hvis Efter⸗ 
kommere endnu gjorte Fordring paa. Riget. Han erfiger 
Gram fremdeles,enſtop. Meftor isat forvanſte baade Ting 
og-Tiper,: hvortil Behrman fojer: og iſer Navne. Mandewnn 
med fin, Kritik betragter Barnets :Raideteby ogurhfter pan, 
Hovedet. Men Aarstal og' Nawne kunne rettet 5. hwad⸗ ſtal 
der blive af,” naar: ben felvlloge Hiſtoriker drejer afler Be⸗ 
givenheder hen til en falſt Idee? — 
Foruden Kilderne hos Nherub og Vorm: Den yngre Svanintit 
Chronologia: Danits, Prolegomene, S. 29. Wegenet, Vebels Leb 
net, anden Udg.n S. 101. 111. Gram om Chriſtian den Andens 





2 gone nn] 0 st 


Reformativnsforføg." Bebtmani i Fortulen stile Chriftian den Andens 
Giſt. jf. Schlegels Semm. gr, Dan Geſch. 2; 47:49. bv 68. 
qajertanea ; af hislpriam / Cbristophori Secundi ;et:Christiani 
hvis, fine Del, Evaning efter 6, fonere, Paateghing ane 

Gaandftrift, i Gam le Sgt. Fan, Kr. 


rr. anm. und de nord. Rigers Forening, 2, 
265; y be hun rank ig hår Ene. 3 —1 —328* 
tetet i ppſal bmtales Rålig | Butt; "dd vilde" brige det pak Fobe, 
seriplis-literistad.M. Nicalaem:Maghi):iqi tanvvik mecam eodem 
tempore, liloris bonis Viteberge operam ; dedit…. ; Begge Gaand⸗ 
ſeriffer, der. ffutte, fig tif hinanden, mag, Huderfages, nøjere. - 

… Under, Petri Parvi Rogæfontapi, Nayn udg, Refutatio.calum. 
niarum cujusdam Johannis Mi Acgessit Chronicon sipe 
å. Gee foruden 
de hos Rhetud anførte” Gram i Fortalen fil "Cimbr, i 
Dafe ti Suhm i Suhins Sem. Sr, 16, 238 

Christiernus II. "Daniæ Rex. VE" vetéti prottacitis Mscpi" 
Joan. Swaningi, Specalam' Regis Magni,: Crutlelis, Incencis, 
Exulis, Exemplum -cæferiø, jf. — Samml zur Dén. Geſch. 
2, 4, 63. —— 

rv; Omtrent | igefaastibtig Font: WB Paa Latin 
beghndte Behandlingen i Modersmaalet,nien adſtilligt deraf 
er uden Tvivl ganet tabt!i Tiders Treengfel. Den 'f forrige 
Tidsrum omtalte Jon Turſen ſholede flittig med Fævres" 
landets Hiſtorie. SfeolgeLyſtander overſatte ham Caro paa 
Danſt (translulit Saxonom Grammatieum ex" Latino in Das 
nieum)/ havde Samlinger tildanſte Ofdfager (contessit 
varia Amtiquitaluor Daniæ fragmenta); hvoraf nun intet Spor 
findes, udarbejdede ben: fvenfte Krigs Aarboger under Fre 
berif ben Anden eller Sywaarskrigens Hiſtorie (Annales belli 
Suetici), hvoraf noget er til i Haaabſtrift, og gav en Skild⸗ 
ring af Kriſtendommens Indforelſe i Danmark (de rel. 
Christianæ propagatione in Dania!, Denne hans danſte 

. FF 




















farin nr arrede må rv 











372 Det larde Dids rum. Oiſtorie 


Kirkelronnile, forfattet 1565, og ijær udarbejdet efter Saro 
er nu efter bet ſamtidige Haaudſtrift udgivet af Branbt. 


Af en ubefjendt Forfatter haves pan flere Steder I Saandførift, 
bandt andre i Roſtgaards Samling paa Univerſitetobibl REGL. 4. 
Annales regum Oldenburgicæ familiæ (1448-1548) 1,0 bent 
ſtrevet, noget tør, men iffe vigtig Aarbog"; . Til hwillen Tid den 
hører vecd jeg iffe. (Dr. Fr. Gammerich bar givet, mig denne 
Meddelelſe.) 

Om Jon Turſens hiſtoriſte Skrifter fee Brandt i Kirtchiſt. 
Samt. 2, 276 og Kirtckronniten fold &. 290," Vedel havde M. Forn 
Danſte Kronnike in fol, fra Kong Dan til Valdemar Eger.” Syr— 
aarskrigens Giſtorie findes i Gaandfle. med Vedels Randglosſer i 
Gamle kgl. Saml. Mr. 868. ſol. (Vedels Randglosſer ere ubethde⸗ 
lige) og andre Afſtrifter under de. følgende Mummere Ne. 8650, fol. 
har paa Bindet: Anne, Rönnow. At Jon Turfen er Forfatteren, 
er dog næppe mer end Formodning. 


Med Anders Sorenſen Vebel eller Vejle, Velleius, 
(ført i Bejle ven 9, efter nogle ben 3, Rovember 1542) 
begynder ben rette danſte Hiftorieftrivning. Hans Faber 
Soren Sørenfen var Kjøbmand og Raadmand, en ftreng 
Mand, ber hver Aften [od fine Sønner fomme for fig, for 
at gjøre Rede for hvad de ben Dag havde tænft og fore 
taget fig; for Ulydighed og andre Fejl maatte be revfe fig 
felv næfte Morgen, men havde be fortiet noget, revfebe 
Faderen bem ſyvdobbelt med Ris paa bet blotte Legeme. 
Vedels Farbroder, Hans Sorenſen, var Chriftian ben» Tre 
dies og Frederik ben Andens ,,Støffelmadjer". 1);  Cfter: at 
have gaaet i Vejle Latinffole under Rektoren Niels Bredal, 
kom Vedel i em Alder af femten Aar til Ribe, hvor Meſter 


1) Formobenlig ven tyſte, thi Kong Frederil havde ogſaa fin „fraut⸗ 
zoſche · Ekomager. Og ligefom Kongerne havde fine tyfte og 
franfte Hofpraſier, vavde be vel ogfan fine tyffe og frahffe 
Sto vlemagere. 





Anders Sorenſen Vedel. 373 


Hanse Thomæfen, Pſalmebogens Udgiver, var Reltor, og 
Han kom i Huſet hos Mefter Jens Pederſen Grundith, ber 
Havde været Rektor, men 1554 var bleven Gognepræft ved 
Domtirfen. Ved hans private Undervisning fil Vedel Smag 
paa Hiſtorien, faa at han næppe atten Mar gammel havde 
udarbejdet em Ubfigt over Fædrelandets Hiftorie og genealo⸗ 
giffe Tabeller. Med Peber Hegelund, Borgemefteren Jens 
Hegelunds Søn, indgik han Venſtab. J Begyndelſen af 
Aaret 1561 blev Hans Thomæjen Reltor i Kjobenhavn, og 
fort efter Sognepræft til Frue Kirke; ſamme Mar kom Vebel 
og Hegelund til Univerfitetet. Hegelund blev optaget i. Niels 
Hemmingſens Hus; men Bebel fulgte 1562 med den unge 
Tyge Brahe ſom Hovmefter paa hang Udenlandsrejſe. Cf- 
ter at have opholdt fig i Leipzig og Wittenberg vendte han 
tilbage over Roftod 1565. Samme Dag fom han kom til 
fin Faders Hus i Vejle, bøde Grunbith i Nibe af Veften; 
øg endnu ſamme Aar drog Vedel atter'til Wittenberg, Hvor 
han blev Magifter og udgav Grundiths Similitudiaes (1567). 
Gfter fin Hjemfomft blev han 1568 „ved gode Venners For⸗ 
handling“, figer han, Slotéprævifant Hos Frederik ben An⸗ 
ben. I denne fin Stilling havde han Lejlighed til at fomme 
til Bords og til Ords med Rigets ypperſte Mænd , den 
gamle Kansler Johan Fris, ber allerede havde opmuntret 
Gvaning til at behandle Fædrelandets Hiſtotie, Peder Ore, 
Niels Kaas, Bjørn Anderſen, ber var gift med Kanslerens 
Broderdatter Fru Karine, 0. fl. Det var en ſmuk Skik ben 
Gang, at man ved Bordet efter Bordbønnen gif over, iffe 
til Byſnak, men, efter Luthers Forbillede, til videnſtabelige 
og andre underholdende Samtaler. Blandt andet hørte 
Bedel her Chriſtopher Valkendorf fortælle Begivenheder fra 
Grevens Fejde; og Fru Karine fortalte, Hvorledes Chris 
ſtophers Broder, Axel Valkendorf, ofte plejede at lulke fig 








374 Det narde Tideram⸗· Hifiorie. 


inte og at bede lenge, eg da hang Seſtre ſpurgie ham, 
Hvorfor han giorde det, ſoarede bd dem: Foruudrer eder 
iffe derever, tjærelSøftreh Hdr bi ent ille audet et bere 
Gud om, end detodlene,T at bem vindere ar triſtei 
igang fra vere! Verden ſaa attend veg! senat 
bede om faa lengelbisfeve. Faa Dage efternfalst epe 
Fallenberg Hede! Dittegan Bedel Auledniug til de latinſte 
Digte, hvoraf det ene var en Samtele imellen Viaior cy 
Pietas, ſom han ogſaanoderſatte pua DN VEND uk 
Bedel tilbords hos Peder DreynKansferem mat! der vgſac. 
Samtalen faldt paa Platina's Vuæ summorum pomicum, 
fom Ishan Fris ſagde om Tet det var den forſie Bog⸗ han 
leſte i Rom; og han havde ſden ſtor Lyſt til Ven, fordi ven 
gear; Sandheden nærmere end andre Pavens Haendſtrivere 
ag: Øjentjenere.: En Del. deraf var: allerede ; overfåt pak 
banfte VBers af Siſtoppen i Aarhus, Mefter More Lang 
E I55..Bedel forfatte: hans Arbejde, og; ubgan tet 
famlet under Titef af: Antichristus remanus eller. de ronuerſte 
Baters |Lainet:og Øjerninger (1571).: Tit og - ofte talte 
Johan Fris da ogfeg om Saxo Grammaticus. . 9 "Mkrét 
1570 gav han Bebel en flor Beg, hoori ber var den Owver⸗ 
fættelje af Saxo, fom- Chriſtiern Pederſen havbe forfaret. 
De talte. længe-om ben og" prøvere Cverfætteljen, men ven 
behagede dem ille; det var mere en Omftrivelfe serv! rek 
SDverfættelfje., Mruingen' vat ofte iffe ret dræbt (truffet), 
ja ofte ganſte forfejfet. Fris opfordrede Vedel til / at fe 
bedre den eller til af give:en ny, men dertil Fjendte Bam fik 
ille fliltelig: eller dulig· Came Sprog tar ham. for' vimfie 
ligt… ,Cubhog; figer. han, her Haver altib, Gud være: loven, 
været famnulfe lærde Nitbermændémænd udi Niget, ſom: kaude 
Baade vel forſtaa, leſe, tale-og- firive god Latme; faa have 
de alligevel. bellaget; at Gagonis: Latine er· meget tang dg 


Anders Sorenſen Bedels 875 


bø; og-at ibev, vil megen Tid:og Beſindelſe til, naar han 
ſtal føjes, om man: vil… ellers vet jorſtaa hans Mening.” 
Gupnu i ſamme Yar blev. Johan Frie fyg: paa" Bejen ;fta 
Myfjøbing Slot; han: dode i: December, og»fjorten Dage 
efter: haldt Vedel ſin Ligtale -aven. fam (1571). Efter Kaus⸗ 
lerens Dod mente hen nu, ſat ingen: flulbertale Ham noget 
uil om at befatte fig: meb: vore. danſte Hiftorier meni itke 
mange: Dage efter opfardrede Peder Oxe ham pan ny dg 
hvad kunde har andet gjøre end ſamthlke. Dog havde bå 
et andet Arbejde under Gænber > font han ogfaavaviombebet 
etvubføre, memlig sen my Udgave af Ha Michael.nu Den 
udkom ſamme · Aor (1571). ,… Da: han deri, font Wegener 
hemærler ,sille. blot. førte Bogſtaveriagen · noget mormere til 
fu Tire Form, men ogfaa ombyttede enfelte:Ord; ber fyntes 
Bam forceldede, med. nyere eller efter; haus Mening hel⸗ 
digere, fan er en Sammeuligning imellem, ben ældre og 
myere: Udgave vigtig for Sprogets Ubviklingehiſtoris. Efter 
en god Bens . Begjering udgad han: ſrenideles De. fyb 
Bifes Sprog og Sentenfer (Lbhi: 2672 , iffe 1671 - og: iffe 
Å Ribe), ſom han tilegnede Eiler Gunbbe,: Cfter Riels 
Hemmingſens Opfordring (hortatu ipsins -auloris) overſatte 
han Lipſens Vej pan Latin; den war: færdig: 1573:0g.. udlom 
mæfte Aar. Peder Oxe og flere Stormeend wedblede imib⸗ 
Jertip: at opmuntre ham til biftarifte Arbejder. Med Henfyn 
dertil havde han allerede 1570: faaet "Løfte paa det førfte 
ledige Kanonilat i Nibe; fans:Thomæfen: dode 1813, derveb 
blev et ledigt, hvilfet Bedel erholdt; Det vav en Opforbring 
tilsat; fuldende 'Overfættelfen: af. Saxornn Han. arbejbibe paa 
hen. fra Foraaret 1573 ;til. Fordaret 15759 men au mangs« 
leve · Papir. Hans: gobe Ven Tyge Brahe opfordrede derfor 
bet latinſt Digt de dauſte Kvinder tilvat offre deres Linnev, 
at vore Forfæbres Hævder ille ſtulde forgaa. Endelig paa⸗ 





morr mv, ven Dude 1 et mt 
en Vanſtabning. At giengive hi 
Del laante og opſtruede Taleme 
endnu udyrket Sprog, vilde ilke 
om bet lyſtedes, maatte bet bliv 
Arbejde; en tro Dverfættelfe, i C 
dommelighed, vilde ingen kunne 
en Dmftrivning tilbage, en Omfæ: 
af Saros Ord, men fun af ham 
flettes uedvendig Saros Individu 
treder iſteden; og fan mange da 
haft, ſaa mange Gange er hans Ind 
i deres. Saaledes ogſaa med V 
80 Aar gammel, ba han foretog fi 
den Gang ilke have anftillet byberi 
At forbedre Gnzo, at rette hans h 
juſt itte for Øje, ſtjondt adſtillige var 
bar ham om at gjøre. at faa en g 
ſiger felv: Aeg vil bette fige med g 
forbedret og forrigeret: Latinen udi 
lebe tin Aaen 2 mm + 





Anders Sorenſen Bedel. 377 


udelader noget af ben Tatinffe Original, undertiden giver 
bet anderledes, ja endog gjør Saxonis Mening tvivlfom. 
De talrige Ordſprog har han paa nogle Steder ombyttet 
fortræffelig med danſte (Bar er broberløs Bag; Stalket er 
Bordags Glæbe); paa andre har han intet tilſvarende fundet 
(fom Pauci tacentis egestatem æstimant, Faa fjende Tiendes 
Tarv) og giver ba en flæbende Omſtrivning (Faa ere de, 
ſom noget gjøre ben, fom felv tier og dyller fin Trang). 
Gan havde Sands for ben gamle Poeſi, men han vovebe 
ille at give fig i Kaſt med Saxos gamle Digte; han giver 
fun Meningen i jævn Proſa. Overhovedet er bet Hart, at 
han fun vilde gjøre ben gamle Saro tilgjængelig for fin 
Tiv i hiſtoriſt Henſeende; han bortſtar berfor, figer I. Baben 
til hans Forſvar, de overfløbige Prydelſer, formildede be 
haarde Omſtrivninger, og brugte overhovedet al ben Frihed, 
fom en faaban Original og et ſaadant Modersmaal frævede. 

Overfættelfen af Sarxo var imidlertid fun et Forarbejde. 
Man ventebe fig noget langt ftørre af Bebel, nemlig en 
Fortfættelfe af Saxo, en Danmarks Hiſtorie. Nogle Uger 
efter at Overfættelfen var ubfommen, ſpurgte Peder Ore 
ham pan Kongens Vegne, „om han vilde underſtaa fig at 
forfølge vor danſte Kronnike fra ben Tid, ſom Saro aflod, 
indtil disſe nærværende Aar.” „Hvorudi, figer Bebel, jeg 
da haver vejgret mig, fom billigt var.” Peder Ore bøbe i 
Oltober 1575, og faa var han da fri fra ben Side; men 
han blev friftet pan. ny. Henimod Enden af Maret vare 
Niels Kaas, Jørgen Roſenkrands og flere af Rigets hojeſte 
Embedsmend famlebe paa Koldinghus. Peder Hegelund 
aflagde et Beſog hos bem juſt paa en Tid, ba. Bebel var 
bleven faa farlig ſyg, at Mygtet fagde, han var bøb. Da 
ubraabte Niels Kaas: Hvad. flal ber nu blive af Saros 
Gortfættelje? Ja, fagbe Jørgen. Rofenfrands, bet er meget 





378 Det lærde Tiderum. » Siftørie. 


at bellage, at dette gavnlige og for Feodrelandet særefukse 
Arbejde ſaaledes ſtal afbrydee 3 December) ſtrev Hegelund 
Vedel til, og fortalte ham, hvillen hoj Pris alle ſatte paa 
ham, ogdet Laudets ypperſte og cedleſte Mend Deolige 
Yttringer kunde ille blive uden Ondflydelſe paa hans Des 
flatning at ſtrive ſit Fodrelands Hiſtorie, dog gad ham intet 
Løfte derom forendai forſte Halvdel af Aaret 1578.3Sati 
fil han, ved Kougebrey af 10.Ouni, Lofte paa Hiſtorio⸗ 
grafen Hans Svaniugs Præfatiir ved Ribe Domlirle nefter 
hans Afgaug, dog ſaa; athvio det var det forſte, der blev 
ledigt, ſtulde en anden have bet, ſom allerede havde faret 
Løfte derpaa, smendBebel, ſtulde bas forſorges mede det neeſte. 
Forinden ſtulde han forſt hiemſoges af en ſtor Gjienvordighed 
Gan (havde 1576 Arolovet fig med Hans Svanings Datter 
Martine; og iholdt Bryllup . med hende. i Ribe dem 80 Guul 
1677. Nogle Uger efter førte "han, hende. med fig”. til Sj 
beuhavn, men: hans: Glode var kort. Da han med fin ange 
Huſftru næfte Aar i Slutningen. af. Juli: beſogte Miben, tiden 
Ban: ſamme Dag fom de anlom angreben af / en hitſig Feber 
og døbe Dagen: efter fan halvſhttende Max: gummel. ;Vebelg 
Benner: føgte at opmuntre ham ved at meddele ham ialleflage 
hiſtoriſte Suger ng: Mindesmoerler, men hans ftore Sorg 
fremlyfer af. hang Brev: til ben davcerende longelige Sekretcet, 
Urilo, Hvitfelb… 1, Jeg: fortæres, ſtriver hau, af ben bittrefte 
Sorg, og feer mig: forgjævdes om eftev: nøgen Troſtuden 
naarv jeg vender Tanken bort; fra denne vor Elendes Fods 
fæfigelighen stil: Beſtuelſen af det evige din: Studeringer) 
bev, forhen: vare! min: højefte Løft; rore mig mu lidet, ogs van 
du hos augn vilde bu; fee, hdoxledes "mine 'Mufer: førge 
S famme: Sar. overgav han ſimidlertid fix maaſteetidligere 
forfattede batinſte Afhandling om den danſte Hiſtorieſtrivning 
(Commetntarius: ée sscribendå: historia Danica). tib Miela 





Anders Gøtenføn Dedelt 3 Sv9 


[dal og havbde flere hiſtoriſte, Ronologiſter ogs: ſproglige Ar⸗ 
bejder for, af hville det vigtigſte var Udgaven af Adam frå 
Bremens Ristoria: ecclesiastica. " En gammel;Pergaments⸗ 
leder deraf havde han faret "fra Hloftabibkothelet:4 Sorø, 
men Forfatteren henete man" ikkenniiDer fandts Inn: (HG 
gyndelfesbogſtavet af hans Navn, og”: at! han bar Lammniik 
VBremen; 060 Sammenligning met :Gelmold' uw fandt Bebel, 
hwem vet dar, og udgav dette vigtige Skvift (15790; 5 Ur 
gaden; ber. hører til. de 'fjeldne Bøger; Vilomfſtebſen sære 
et' levende Minde: out Unglverente hiſtwriſte enes og 
Gærddom;. . :.…. I OUT due Hu Ginn ipod 

rr Endelig "funde Vedel (1582) "bx" ham Auguft 1679 
babe faget ubetinget Løfte paa Gvaningt Bodlatuv eft 
bennes Død, fihtte til Nibe," "Sar havde: | (1590) tro⸗ 
lovet fig mæ Mette Hansdatter, en Datter df Biffopper/i 
Nibe ; i Hans: Laugefen, der var en Svigerſoönaf Hads 
Tavſen: Kongen gav ham Tilladelſe til at" tiltræde: et Ka⸗ 
nonikat 1. Ribe, og han fil et yverligere Tillæg: faa: to: dar. 
Han / holdt Bryllup i Ribe i Anguft 1591; hano Spiger⸗ 
fiber. overlod ham en Gaard 1: Sfålegaben: paa bet; faar 
baldte Liliebierg, Saalebes Dar vet. verdslige. ordnet; dg 
nu: er det ſmukt at: fee, hvorledes hau med ſtedſe tiltagende 
Iver ſorberedte fig og hengav fig dl ſin aaudige Gjerning; 
Maalet for hang Liv, GOjenſtanden for: alle hans Tanfer: 
Ligefonr' Suhm foreſtilkeden ſig ſeld Vanſtelighebverne ved at 
ſtribe ben: danſte Hiſtorie, ſaubedes ſogke Vedel ogfaas sat 
Hare: for: fig odd det var 'hans; havde at igjøre, Den 
nhsauforte latinffe Afhandliug overſatte hans paa Danſt 
(Om ben dauſte Hiſtorie at. beftrind) ; ſom om han: derved 
vilde! viſe,at Mebersmaalet ſtulde væve "det: Cprog:… han 
diſde btuge. Han udviklede heri, nævmeft uden Tvibdl' for 
fig: ſelver Hvorledes: Hiftorieftriveren: forſt maa: udbaſte fin 


uyyto INDJÆLdES udi Hiſtorien, 9. f 
bet fart, hvorledes han beffjæftiged 
arbejder, og ſtedſe vandt faftere Fodfœſ 
lige Betragtning over Dijtorieftrivni; 
Korografien. Sin Dygtighed i dem 
bed et Kort over Island med en kort 
Wegener, si næften et Var Aarhundre 
det bedſte Kort over denne markelige £ 
ban ; fin Opmærtfombev Paa de fyre 
Bigtighed, bvilfet bar en ganſte ny og 
Os ille uden Forargelſe for ſine San 
af, betragte Saxo med kritiſte Hit. 
tagender oplhſes før en Del ved nogle 
ef hyilke bes. ene. er utrykt (Methodus 
historiam Danicam), ben anden, ſom 
Kaas Mbgivet i Slesvig (Oratio de.c 
regni, Paciæ. 1684). Denne ſaakaldte 
Vrudſtylle af et ſtorre ethnografiſt Vært 
dels ved fine ny Anſtuelſer, dels ved 
hvorledes hans Mod Doger under 9: 


—2 


Hubers Sorenſen Bebel. 381 


be paa ſamme Øjenftand, Fedrelandets Hiftorie; og Bebel 
fralægger fig udtrylkelig (i Brevet til Hvitfeld) at han 
flulbe have faaet fine Samlinger til Danmarks Hiſtorie af 
Svaning. Endelig fif han efter Svanings Død (ben 20 
Geptember 1584) ben faa længe forventede Prælatur, ber 
ſiden i en fang Aarrelle blev betragtet fom den kongelige 
Hiſtoriografs faſte Beſolding; men en Udnævnelfe til Hi— 
ftoriograf findes bog iffe, i bet mindſte haves ingen Beſtalling. 
Flere Gange havde han føgt om Underſtottelſe og Biftand 
til Nejfer i Landet. Det opnaaedes iffe. Han gjorde der⸗ 
for et Forføg paa egen Haand. I Begyndelſen af Juni 
1586 brog han fra Nibe, og i Slutningen af famme Maaned 
var han paa Uranienborg hos Tyge Brahe, juſt paa den 
Tid, ba Dronning Sophie aflagte et Beføg der. Bed 
Bordet gjorde Tyge Brahe Dronningen opmærffom paa, at 
Bedel havde famlet gamle danſte Viſer; Dronningen bad 
ham om bem, og bette blev Anledningen til ben merkelige 
Samling af Kjcempeviſer, fom Vedel ſiden udgav. Han 
opholdt fig ogſaa i Skaane, og indhentede iblandt andet 
Oplysninger om Malmø. Efter at være fommen hjem i 
Auguſt, brevverlebe han ydermere med be Mænd, han havde 
føgt Oplysninger hos, og fuldendte 1587 en almindelig 
danſt Kronologi, ſamt be danſte Kongers Genealogi. 
Prøver deraf meddelte han bag fin Ligpræbifen over Fres 
berif ben Anden, ſom han holvt i Nibe, men udgav i 
Kjøbenhavn under fit Ophold ber 1588. Han tog nemlig 
dertil, for: under MWindreaarsregieringen at faa Tilladelſe 
til at gjennemrejfe Landet, og indgav fin. Beglering derom 
til Jørgen Roſeukrands; uden fongelig Underſtottelſe kunde 
han naturligvis ingen Udgang faa 'til Arliverne. I denne 
Begjering omtaler han Vigtigheden af en almindelig Lands⸗ 
beſtrivelſe ſom Judledning til Hiſtorien, og Hvor godt 








382 Det færde Fiber (Hiftotie. 


det var' med” egne Øjnenatihade»feet>'de] mærfeligerStebery" 
famt hvor fornødent det var ſat opſoge ogbenhjtte be Di⸗ 
plomer og andre Gftørretiiinger der euduu⸗ tunde finesse) 
Efter fuldendt Reife bilde han dargive en almindelig Tavle 
og uogle andre mindre Tavler paa) hvert Laud og Ror· D 
for fig (et danſt⸗ Atlas )3 mg! endelig haabede ham jargon 
trent paa et Aars Tit, sat fuldende ſin Hiſtorie Og effterdi⸗ 
yttrer ·¶ han/ mange »forlænges! efter Hiſterien ref vens Part 
mene, at jeg er forelangfom dernied/ vilde jeg gierne at be 
beſindede hva der horer til at ſtrive en fuldlommen (fulde 
ftændig) Hiſtorie ſom af ingen Mand paa noget Spragner 
tilforn beſtreven, ſom det udi Sandhed haver fig med vor 
Kronnike, udi hvillen megen Vanſtelighed med Marat beregue 
og maunge andre drabelige hojvigtige Sthller ſorefalde, ſom 
ille funne: faa: haſteligen overfares, men bør med god Be⸗ 
ſindighed at indfores udi Hiſtorien, ſom bet fig bør, faa vet? 
fibfte kan jvare til det førte, og bet førfte komme over. et 
meb bet ſidſte.! Sin Begjering opnaaede han; han fifitonges: 
ligt Pasboxd (af 16 Juli 1588). til en Rejſe pan et” Mars 
igjennem ;Rigeti og' Fyrſtendommet Slesvig Holſten,n foratn 
opføge hiftorifte: Dolumenter. Rejſen varede henimod to Mary" 
han; enbte ben: ind: %:Maret: 1590. Hvor ſtort Udbyttet Hads 
været ,: Tan ilke med "Silferhed beftemmed; men bet ſvarere⸗ 
ile til fang Forventning, og, iffej at tale; om Reiſers Laug⸗⸗ 
fomfjed: og Befvcerligheder paa: be Tiber Chun omtaler felv 
hvorledes hau 1588 borlos maatte blive liggende paa Kal- 
lundborg Slot hos Hat Holgerſen), lagdes der ham adſtil⸗ 
lige andre Vauſteligheder i. Vejen. Naar han ſenere talten 
derom, ſagde han: „jeg maatte næppe ftedes. ind paa Ka⸗ 
pitlet at fee deres Brevlifter, end ſige faa noget ud af demzu 
bet er Kloſterforſtanderne vel vitterligt.” "Han ſamlede imid⸗ 
lertid iffe blot Diplomer, men optog: tillige allehaande Ud⸗ 


Anders Soreuſen Bebel. 15 388: 


mevdinger,: før at: beftemuie Stedernes Bolhøjbe 5: Afftande, 
os desk .Gfter- fin Hiemlomſt ffrew Vedel ben mbførbige'Fors 
tale tififir Kronnike, -og gik, font han hade, foreſat fig, sover: 
til ·den endelige Udarbeidelſe af fit Berk. Forarbejderae 
våresetidte; Arbeldet ſelv/ var forhaanden. At bet, fom han: 
ograndre mende, ſtulde endes paa et Hav eller. 107: var em" 
fangvinf Forpentning. Naar han fane. paa ſine Samlinger⸗ 
Tunde bette Haab ftaa for: ham; hvo hat ilke firagi Beghudelfen 
feet fin Gjerning ſom fuldendt; og i dette Aaudeſhu, ider udvider 
Sjælen, vundet Kraft. til at fuldføre. bem: Men bette: Hach 
maatte ſnart tage af, naat:han gif ind i' Hiſtoriens enkelte 
Wangfoldigheder. Der laa Anftøbsftene ,. der Sten før 
Sten maatte ryddes af Bejen; og felv ben Taule, at han: 
flælbe flynbe: fig, maatte finfe ham. . Derhos maa han alles 
rede: veb. denne Tid. have mærfet Bagtalelſens Tand gnave: 
præ fig, ſtjondt der iffe bør tillægges: hans HYttringer mere 
Vægt end. ber ligger i bem. Der udkom næften intet Skrift 
pag denne Tid, uden at Forfatteren i Fortalen Hager over 
og. veœrger fig imod Bagtalere og. Skumlere; men Bebel 
maatte: mere eud nogen anden bære udſat for falſte Domme; 
hon. fob i fin: Tid ſom en Abnormitet. For hele: ben. lærde 
Bevden var dette danſte Veſen en foragtelig Ting ;:og for 
dem, ber gave fig af med Modersmaalet, var utter bet hes 
venfte:Væjen en Forargelſe. Han maatte. ſaaledes høre 
Dadel fra'begge Sider. Han ſtod heri over fin Tid, og 
juſt derfor ſtal han hedres. Ordene i hans Fortale, ber 
ingenlande maa udlægges fom et Bevis paa, at han. troede 
fig beluret af Fjender, og derfor intet udgav, maa forklares 
efter ben Gammenhæng, hvori de ſtaa. , Denne usle Skrive 
fyge, figer han, denne hiſtorieſtrivende Pobel foragter jeg; 
jeg er omgiven af ſerſindede og avindſyge Menneſter, ſom 
nok ville komme frem, og paa mig forny deres Mynt, efter⸗ 











384 Det lærde Tidsrum. Hiftorie, 


fom der nuomſtunder intet er ſaa ret ſagt eller faa vel gjort, 
at bet jo ved Klaffertunger flamferes og vanrhgtes“. Netop 
ven ſidſte Øttring forelommer hos alle; og Sammenhængen, 
hvori hang Ord ſtaa, viſer, at han: iffe. ventebe ſig andet 
end Anfalv, forbi han mu Tom. med» disſe Fabler, med bette 
Træværk, og iffe med aandelige Sange. — Imidlertid ſtred 
Arbejdet fremad; hvad der er os levnet deraf, beviſer det. 
Medens han ſaaledes ille i noget Dieblit tabte fit Maal af 
Øje, beſorgede ham; andre Arbejder udgivne, der længe havde 
været forberedte. Et Familieanliggende gav ham Anledning 
til at udgive Synningii i, forrige; Tidsrum omtalte mærke 
værbige Sfrift om be filoſofiſte Studiers Fornodenhed for 
Theologen (1591). … Det er. ben. førfte Bog, ber "blev 
tryft i hang eget Bogtrykkeri, til hvis Oprettelfe han for 
mogle Mar ſiden Havde faaet Privilegium. Han havbe 
fin egen Bogtrylker, Hans Brun. Dronning Sophie min» 
bebe ham om.be gamle danſte Bifer, han havde lovet bende; 
Han gav hende bem nu, iffe i en Afſtrift, men i en trykt 
Bog, hvilfet jo var langt fømmeligere; og denne Udgave af 
Kjcempeviſerne, ber urfom i Midten af famme Mar, var, 
hvad ber end fan indvendes imod ben, bet førfte i fit Slags, 
var nof til at bevare hans Navn, faa længe danſt Sprog 
og danſte Gange ere til. Ingen af disſe Sfrifter lunde være 
nogen væfenlig Hindring for $rønnifens Fremme. Om han 
ogſaa ſtrax havde begyndt Udgivelſen deraf, bet vilde heller 
iffe have hjulpet. Det var iffe hans Opjættelfe eller Sen⸗ 
brægtighed, ber var ben rette og ſande Hovedgrund til hang 
Fald. Sagen var ligefrem, at Hofgunſten havde vendt fig, 
at ber var en anden, ber fulde have hans Beſtilling. De 
hiſtoriſte Kjenbsgjerninger lægge det for Dagen. Regjeringen 
i Chriftian ben Fjerdes Mindreaarighed er intet Glandspunkt 
i vor Hiſtorie. De regjerende Herrer ſynes at have haft 


Anders Sorenſen Vedel: 385 


fvage Øjne; be Lys, ber ben Gang brændte i flar Lue i 
Literaturen, ſtare bem i Øjnene. Cnny Generation fteg op, 
og ben gamle maatte vige. Tyge Brahe blev tilſideſat, og 
tænfte allerede 1591 paa at forlade fit Fædreland; ham ſtod 
hele Europa aaben. Det kunde iffe være Tilfældet med en 
Mand, fom Vebel, ber havde fin Rod, fin Bært alene i 
Fcedrelandet. Hans Frimobigheb var, ligeſom Tyge Brahes 
Stolthed, maaſtee gaaet vel vidt, og bet er ille ufandfynligt, 
at ben unge Konge ogſaa var bleven indtaget imod ham. 
9 fin Ligtale over Frederif ben Anden havde fan ſom en 
højere Herres Tjener aabenlyſt og for alle forftaaelig om⸗ 
talt Aarſagen til hang Livs Forfortelfe (ved Drif), „ſom 
næppe nogen anden ſtulde have gjort”. Hans Ord vare: 
„Hans Naade var altid af Naturen i fig felv en før, karſt, 
tibig Mand, og iffe nogen Tid, bet man veeb af at fige, 
haft nogen ſynderlig ſtor Krankhed, faa hans Naade gif 
dermed til Sengeleje. — Man mener vel, at derſom H. N. 
kunde haft Aarſag, for fremmede Forſters og udlendiſtke Le— 
gaters og andre fine gobe Mænds baglige Omgjængelfe, 
at holde fig fra den alminbelig ſtadelig Drik, ſom nu over 
al Verden, iblandt Førfter og Adel og ben menige Mand 
altfor meget gjængs er, da ſyntes for menneftelige Øjne og 
Tanfer, at H. N. kunde levet mangen god Dag fænger. 
Men bette er nu forgjæves at diſputere om. Doden vil 
Have en Aarſag.“ At en ſaadan Yttring maatte berøre Kon⸗ 
gens Omgivelfe og fortørne felve ben unge Konge, er øjen« 
fynligt. Men t alt Fald ſtod ber em anden Mand frem 
ſom Vedels Medbejler, ligeſom Vedel i fin Tid var ſtaaet 
frem mod ben gamle Svaning; og et haardt Slag ramte 
ben Mand, ber ubenfor fit Fæbreland intet havde, hvortil 
han lunde hælde fit Hoved, hvorved han kunde vederlvcege 
fin Mand, og fom var fit Modersmaals Prydelſe. Niels 
25 








386 Det larde DiderumOiddrie. 


Krag, ber ligeledes var fodt i Ribe, og var em Slægtnitig 
af Beder Hegelund, havde ſtüderet i Wittenberg og var ved 
et" franſt Univerſitet 1888Bleven doctor” juris efter ſin 
Hjemlomſt blev han 1589 udnevnt· til extraordinær Pro⸗ 
fesfor i Hiſtorien/ 192 til Profi detgreſte Sprog» Da 
han t næfte Mar fretv vffeuligt Ereude "blev fentt) ti Stor 
land, fatte han fig bed ſin raſte Feerde imod Bothwell, sn 
benne vilde bryde sinn i Kongens Veerelſe i megen Gunſt 
hos Kong Jalobz og vandt megen Auſeelſe hos Kongens 
lærbe Mænd," ifær' hos Petrus Junius. 9) Begyndeljemsaf 
Aaret" 1598 kom denne til Danmatiymøg kom vofte formen 
med Niels Krag vg Venuſinusr De talte engang” om Buda 
nans Skotlauds Hiſtorie og bes Fejl) ham habde begaaet, 
naar "ham berorte danſte /og morſte Sager; men det tunde 
undſtyldes, ba be Danſte felv havde været jan forſommelitze 
"fat ſtrive veres Lands Hiſtorie. Petrus Junius Ytirede, 
at berfor burde de tvende danſte Mænb, der jørfelv havbe 
Evner og Kundſtaber dertil, tage fig deraf, men kſcerhen⸗ 
veudte han fig til Krag. De regjerende Herrer: fil Kund⸗ 
ſtab om bende Samtale, og Krag blev udſeet dertil. Naar 
man: nu betragter, hvorledes denne Sag blev bragte pan 
Bane, faa tænfer jeg bet ver tydeligt, hvor lidet bet kunbe 
Have nyitet, om Bebel end havde udgivet fin. Hiſtorieznſhan 
unde dog ille være den rette: Mand, thi til. hvad Nytte 
tunde en danſt Hiſtorie i Modersmaalet være for: de frem⸗ 
mede Lærde; de kunde jo iffe læfje ben, Bedel havde dog 
endnu en Beſthtter, Kausleren Niels Kaas, men hansbøbe 
ben 29 Juni: 15945: vg famme Dag udgik ber et. Kongebud 
til Adelen i Danmarfiog Norge, ſiden til de andre Stænber, 
at be ſtulde meddele &rag hvilfe Dokumenter og Antikviteter 
ber hos bem maatte findes, efterbi han havde paataget ſig 
bet Hværv at ſtrive vor. danſte Hiſtorie og vore Lougers 


unter si Sorenſen Badel. 7 887 


Bedrift, Sſaa at, vi, ſaavel form andre Nationer, kunde have 
en ordenlig Hiftorie og Krønnike; "Bebel føgte at; værge fig. 
Han aejſte tid; Kjøbenhavn. di3ukss. ben AGde war ſhan paa 
Slottet, men her forlyndte Hritfeld og Fris ham den Veſluuning 
der var: tagen? eudnu et Aar / maatte han nyde den Preelatur, 
der var tillagt ham, naar⸗han lovede ai meddele / Rrag· de 
Altſtyller;han· havde; ſamlet, Niels Kaas / blev begravet 
den · 288de; "Bebel: bivadnebe: digbegjængelfen:, ;og meppe bar 
han dommen vel udenfor Sjøbenhavng. Borte; føren Krag, 
den Bite fil: fin Beſtalling.nS Følge bem: ſtulde han: førft 
forfatte Chriftian den Tredies jog Fredrik den Andens 
Hiſtorie (Grunden fees let); derpaa flulbe han / beghnde med 
ben ældre” Hiſtorie fra Kong Frode len fat, Orden hog 
fupplere og fortfætte Saro zualt paa Latin, — Dette. Arbejde 
fulde: være færdigt pan ſex Mar'seller om muligt" før. 
Derhos fil han Lofte pan en Prolatur i⸗NRibennn Vedel 
kunde fovubfee fin Stjebne. Hans Svigerfader. Biſtoppen, 
dode Auguſt 15043 "ba ſogte hate" Bifpebømmet:- Preſterne 
ſamledes til Valget, men RigBraabet: ſendte bem Befaling 
at vælge: Wefter Frands: Nielſen, Leftor:i Theologien i Roeb⸗ 
Tilde; han undſlog fig. Efter flere Forhandlinger fil endelig 
Peder Hegelund med 'flere Vræfter: Befaling: wet ånbfinbe: fig 
i Kjobenhavn; og - her: beftemte Rigsräadet ; Hegelund til 
Biſtop -1595… Vedel fif derimod i: Foraaret 1595 Befaling 
fra Rigsraadet at udlevere -aft. hvad han: havde modtaget af 
Niels: Kaas eller ſeld famlet''pag fir Rejſe. ;-Forgjæves 
gjorde han Modforeſtilliuger i Breve til. Lensmanden paa 
Riberhus, Valdemar Parsberg, og hans Velhnder Albert 
Fris. „Det han "Havde. faaet af Niels Kaas og i Kloft- 
rene, yttrede han. iblandt andet, var lidet eller intet; bet 
meſte han befab var famlet veb hans egen Læsning. Og 
bet, mente han, var jo hans virkelige Ejendom; ben Danne⸗ 
25% 








388 Det, lærde Tidorum. Siftorie. 


mand Niels Krag burde bog, ille forlange ;hans, Sven," 
Et endnu ſtarpere Kongebud Taf 21 Maj, paabod, at Ud⸗ 
leveringen ſtulde ſtee, ille blot af Vedels, men, egſaa af 
Svanings Samlinger. Afleveringen beghndte Aarsdagen 
efter Niels Kaaſes Død, og den forſte varede i ſire Mag— 
neder. Krag fil. dernceſt, den 8 Juli, Brev paa Vedels 
Prelatur, rejſte ſeld til Ribe, lod fit Songebrenslæfe i Ka⸗ 
pitlet, og. modtog» ſeld den anden Aflevering, Ved denne 
Lejlighed afpresſede han Bebel endnu nicerleligere Samlinger 
til den nyere Hiſtoriez og endda havde han, ille faaet not 
Der udgift. et endnu ſtarpere Kongebud den 18.Oltoher, mt 
Vedel ſtulde aflevere; hvad han endnu havde til Kongens 
Sefretær. Sigvard, Ved. Til ham, maotte han da afgive 
fine egne. fuldftændige Udarbejdelſer, endog Planen. tål,;bet 
hele Vœrl. Dybt bøjebe han fig under, ben. mægtige. Haand, 
ber havde lagt fig paa ham. Ilke uden Bevægelfe; fan man 
læfe "Slutningen af; den Beretning. Han, indſendte om Af-⸗ 
Ieveringeu: hvorledes han haaber, at be trylte Hijtorjes 
bøger, ſom Han i tredive Aar havde ſamlet og kigbt, ſor 
fine egne. Penge, vilde man dog ille begiere af ham; fle 
desmindre flal hang ganſte Liberi ſtaa hans naadigſte Herre 
Prins og hans Naades tilforordnede Regjeringsraad, gabet 
fare, og paa bet underdanigſte meddeles, om. be heraf. noget 
begiere; ſamt med hvillen Ængftelighed han frygter for,,at 
enduu en. ellex auden beſtreven Lap Papir ſtulde habe und⸗ 
gaaet hang Opmcerkſonhed. „Disſe forſtrevue Dolumenten, 
figer, han, exe de Dolumenter, Breve pg. Handel, fom jeg 
her udi Riget haver ;i min Tid kunnet ſamle og. opſage 
med hvis ſom jeg ſely ſtrevet haver, og nu overqntvordet 
fra. mig; efter. kongelig Majeſtcets Befaling, og ille med min 
Bidſtab haver. noget - ſaadant ydermere i min Verre fag 
fandt hjælpe mig Gubi fHimmerig! uden hois prentet; Srøne 


Anders Sorenſen Bebel. 389 


nifer jeg haver i mit Liberi, og hvis jeg haver nogen 
beholden Øjenpart af den Del, jeg Haver antvordet fra 
mig. Findes ber nogen ringe Ting, enten Vers, Digt, 
Viſer, Regiſtere eller faabant andet, ſom fan bog have em 
føje Ting paa fig og fan være henlagt mig uvitterligt 
iblandt mine Bøger, vil jeg gjerne bet mevbele ben Danne⸗ 
mand D. Niels Krag, faafnart jeg bet finder.” 

Det er i Korthed Indholdet af Vedels litercere Liv i 
femten Mar indtil hans Fald (1580—1595). Han var ba 
54 Yar gammel, og levede endnu i tyve Aar. Nogle Aar 
af denne Tid havde han tilbragt pan Rejfer, adſtillig Tid 
paa Brevverlinger, ben mefte i fin Studereſtne; alle til eet 
Ojemed. Da han havde overfat Sagv, uͤndſlog han ſig 
forſt for at forfatte en fuldſtendig Danmarks Hiſtorie ſom 
en Øjerning, ber overſteg hang Kræfter. Efter at have 
gjort abftillige Samlinger, fattede han Iveen levende for 
Øje, og faae ben ligeſom virfeliggjort for fig. I Fantafien 
maa alt hvab ftort er være til, før bet fan ubføres. Han 
talte derfor derom ſom noget, ber fnart var eller kunde 
Blive færdigt. Men til Jværffættelfen kreevedes Forarbejder, 
Samling af Stof, ber hidtil var ubearbejdet. Han erhværv« 
ede bet. Der var fun eet Forarbejde, Saxo, og bet endda 
fun for en ganffe fort Tid, thi over Halvdelen af Saxo 
maatte underkaſtes en giennemgribende Kritik. Alt bet laa 
i Bedels Plan, og han begyndte paa Udforelſen. Hele 
Vartier beraf vare i bet mindſte færdige, ba Regieringen paa 
een Gang berøvede ham alle hans Arbejbes Frugter. Hvad 
han havde udarbejdet og hvad han kunde have udarbejdet, 
bet lader fig vanſtelig afgjøre; thi alle hans hiftoriffe Sam⸗ 
Tinger bleve ſplittede ab til alle Sider. Af bet, fom han 
maatte af meb, og fom han ſilkert nodig vilde af med, hang 
egne Udarbejdelſer, ben almindelige Kronologi, Svend Tves 








390 Det larbe Tisrumviſtorie. 


ſticege Hiſtorir ag" Fotlſeettelſen daf Saro til Chriftopher den 
Anden, er kun Svend Tveſtfcegs Bedrifter filligemer Fore 
talen til den danſte Kroönnile fenere ubgivet (af "SVN Lane] 
rentſen, 1705. Möogel fine" radon frit An ad 

Om Bebels · te Lebeaar ER lildet betjendt Heil 
havde miftet fit Maalebg FEDTET DE Kender "ds nogle⸗ 
at han fil WRresobtejdning/ men det prinder fig pha] pha 
Beretning af en Prerſteſon "fra Siſerbeknder ſiger, at hau 
Blev indfat·i fine forrige Berbigheber (itzmitatihus fræse] 
og kriumferede Boe fine REB Ej tere Hehelunde Kalender 
vidner derimod/ ſaahelfom alle andre Omnſtcendigheder· ¶ Bebel 
beholdt fit Kanbnitkat men⸗Préelaturen 70 folk Hari habbe 
miſtet, fik han ilte mk) SE Hand ingen Beſtalliugz havbe 
fon" Hiſtbrivzraf/ſaa behobede man if at "tage den fra 
Huth; abuudfckitenhactnihten relvenilte lBeſtilling!! vie se 
habe været latrebligt efternal matt "håbve tåger” affe Htitis 
Samlinger fl fan” Han blev flere Gange!valgt HER 
vcerge gg eg beh fin Alder⸗bpeibꝰ at Ble Kapfttets 
Genide) BE bteͤbberlete fed "flere Leerbe, Fork" Tyge 
Greb Engllenbertn Cumbeit; uden Tort” famleberog 
abardejdebe hhan bzfaa ibgeten· Etkenvernes Hiftorie vg 
Bibrag' tit Klamarkrigen; ett” ham oudgavintttbinere. o Dte 
får hans ſtrevne Samlinger bleer ſplittede dd) Bun af ve 
gatile Folkeviſer blev⸗ ber bevaaret er! DEL) "hobe Werte 
Gjøe ubgav bei fuürſtel Batt (Tragicn 1637). Bebel ibpbe 
ben 13 Februar 1616;-$ Huſtru⸗ 1633. "ga eftetlob 
fre Dottre bg ſet Sonmer, ber "Hade tir kaltig Efterſſcegt, 
fom enbnil Atter er bød: romted 5% VEL SDEDTTE LENE 

"Ste Bebels Skrifter aunbt et optihtig og cetlig Guwbs- 
ſtygt 7 vſtriften øver haus Biblĩothet "Begyndte red 37 Deb 
åt "Miisis 'Sacer est hit ”Iochs;"vg endte Faa" Bebraſt meb: 
nennielohitũ feolantꝰ tk Der br Hud ebinbelig0 gJrflte 


















Anders Sørenfen Vebel. + 394: 
religiøje. Meuinger, hælbebe han: tif. Rielg Hemmingſens Ans, 
flueffen.…. De, Firfelige Feſtdage iagttog han nøje, og afholpt 
figs: ds; Faſtetiden fra: Kjodſpiſer; og. bet, er; et. Familieſagn, 
ber iffe modſiges af; Tidsaanden, at han Langfuebgg; ing, 
fine: Bør, iab 4 fit Studerelanumer, os piffebe bent. meb 
Rig ail Blods,ellexr, Jom Wegener ſmullere ſiger, feb. bens 
iſin kaiſtelige Mibljærheb, fornemme, ben. Hybflettebe;Breljers 
Lidalſex. Kanniferne i. Ribe ſagde pm ham: Bi, fave ,.s 
Senior, her ser frak iog gudfthatig, Hpg og Angbfnålh,, der 
giexne gabner fin milde, Han for, ſygeog, fattiag. iMehe 
megneffer.,; men. ogſaa haendheper Sandhed, tør pel. ſtga 
paa. Retten og ſige Nej. fox Uret. Ct. lignende Pidneshhrd 
giver. Bertel; Kaudſen ham: yed hans Dod, ihet, Bro 
Paulus. Martinjug..i Lund. .(Senex. fuit;, ingenj 
alacri:, sine ſueq aut fraude, pietatis amaps ;. virtutis. 
vidus et. conslans. culior el longiore vita dignus 
omhyggelig fom i Livet var, hau i at.føge, og hæp' Sendho 
i videnſtabelige Underſogelſer. Fornden ſine hiſtoriſte Stue 
bier; og. til deres Fremme par han, ogſaa opnyerffom, paa 
ſproglige Oplysninger, og paa nogle. fanbanne Semærtninger 
ſtrev han: intet ex ubetydeligt, intet, maa overſezs. (oide⸗ 
pHÆæQOV ,,… osv. rægapgorgteav). Denue Afverling med 
Arbejde laldte han: at give fig. til Hvile. . Hans Hiertes 
Eufoldighed udtaler fig, endelig/i hans Sprag; beh. en elſtelig 
Noturlighed og Simpelhed, ped gr, Æroftplpigheb,. ber J 
—5 fig fif Kraft ag Oajhed. rr rr 
FTil ret at bedomme Vedels Foxtieneſter af whiler ann en 
er der nodvendigt at fee ham i alle, hang Omgivelſer; det 
fortrinlige. vil. ba, hæve fig frem, .ag,; Manglerne træbe til- 
bage, forbi be, vare mubgaaelige.. Gant. ftørfte Fortjenefte 
et hans danſte Sind og hang, Qjærligheb til Mobersmaalet. 
Deri overgaar han. alle fine Samtidigg. Men. i, fig lelv 
























392 Det lærde Tidorum. Hiftorie. 


ftaar hang Sprog: løg y Stil under Chriſtiern Pederſens. 
Det danſte Sprog. havde lenge ligget brak, iſcer i hiſtoriſt 
Henfeende, en ſtor Del deraf var odelagt, næfjten tabt, og 
Vedel ſtulde nu finde eller; ſtabe Udtryk for sen; Hel Del 
Foreſtillinger og Ting/ ſom ingenvhavbde. Med al ſin Kicr⸗ 
Lighed maatte han da hildes i de Suarer, ſom Satin og 
Tyſt og Tidens Vidtloftighed lagde pPaa hamp ſom paa 
alle. Dog er den Roes heller ille vinge, at voere den ferſte 
i ſin Samtid." Den Om, hdormed hau forberedte: ſig til 
og vilde: anvende på fin Hiſtories Udarbejdelſe, har jeg 
allerede føgt at oplhſe.Hau var ille heri langſommere, 
end! han maatte vere, end bet lidet behaudlede Stof krebede. 
Det var en alvorlig, dybſtudig loleriſt Mand, der maaſtee 
behøvede Tid for at faa. Bugt med BVanſteligheder men 
Fan havbe ogſaa disſe for fig. Det var iffe Stylverber 
han vilde frembringe; han foragtede „denne hiſtorieſtcivende 
Pobel“. Levuniugerne af haus lingviftifte Arbejder. oplyſe vs 
Dit bet Savn han følte paa Sprogarbejder; Han. ſamlede 
iolandſte Ord, danſte forældede Ord, ſogte at "forklare beres 
Oprindelfe, opteguede Egennavne, QRunealfabeter:;, Rune⸗ 
indſtrifter; han havde ille aft dette, hau vilde have tilveje⸗ 
Fragt bet; hois han havde kunnet. Det foreſdcevede ham, 
at Kundſtab "i: det islaudſte Sprog var nodvendig, for. nogen ⸗ 
lunde heldig at komme igiennem ben gamle Hiftoriey; men 
Hvorledes ſtalde han: hiſtoriſt kunne anvende et Studien, 
ber førft 'fenere blev. til. Det hiſtoriſte Stofs Ktilder møre 
enten ubekjendte eller: utilgieengelige eller ubearbejbebes Han 
udgav jo ſelv førft Adam fra Bremen. Modersmaaletj ſom 
bet da var, bar vanſtkeligt at behandle. Krag, derſtrev paa 
Latin, i et Sprog, ſom bet var let at behandle, g vmn 
Begivenheder, hois Stof: var. ket tilgjængeligt, anvendte otte 
Aar tilat ndarbejde de førfte ſexten Har: af Chriſtian⸗ aen 





Anders Sorenſen Vedel. 203 


Tredies Regjering; og lom Heller /illke videre. Saa hjert 
det end vilde have været 06, for bet dauſte Sprogs. Slkhld 
at. have ejet/ i bet mindſte ſtorre Dele af: Fædrelandets Hi⸗ 
ſtorie bearbejdede af: Vedel med ben: inderlige Kjærlighed til 
flajGjerning, ſom han overait lægger; for Dagen, ſaa kunine 
viadog Tet 'fljørne; at: denne; Gjerningniſcern dvitift, Sens 
fænve:' maatte blive. meget. ufulbfommer,fels naar fan 
nertmeve ſig den nyeve Did. : At han endøgrunber gunflige 
bre Omftændighuber nogenſinde vilde hate fulbført Fit Veerk, 
er Het ſaubſynligt. Han vilde ille fave fuldført det, forbi 
Haw:ttfe lunde, fordi ingen pat ben Tid⸗kunde bet, fordi et 
Arbejde efter den Plan, ber. førefvævede Han; ille kunde 
ftembringes, hvetken i: femten eller tyve Hav, fordi det. var 
sem Umulighed. favbe fan fuldført bet umulige, ja, faa havde 
Han'I Sandhed været en ſtor Mand; men en tro Sjæl var 
Vedel, en ſtor Mand. var han ikle. Deter moget andet. 
Han beſad ilke den Uafhæengigheds⸗ og Frihedsfvlelfe, uden 
Bvilfe en Hiſtorieſtriver iffe fan. virfe; Dev var noget for⸗ 
Ingt i. Tiden, han delte vens Broſt og var ikke hævet over 
bens Fordom. Den ljendte lidet til det Liv, fom kommer 
indeufra og indenfra Holdes vedlige, ag! uden hvilet. intet 
ſtort Vcerl fan frembringez. Min bet wilde bog. være 
ubilligt at bebrejde ham det mere endede andre Forfattere. 
'Jvelig er det iffe dem, ber paa egen. Haand, äf en uimod⸗ 
ſtaaelig indre Drift fatte: Ideer og føge Midler til at ud⸗ 
føre: bem; bet er be høje: Patroner, ber have opforbret bem 
til alt hvad be gjøre; bet er under: beres Binget. de th, for 
at finde Fremgang for'beres Gjerning ;:og maar Gunften flyver 
"Bort, faa: er bet»tillige: forbi med Arbejdets Fremme. Bed 
Niels Kaaſes Døv var Vedels Virkſomhed lammet. 
Detn har været lagt Bedel til. Laſt, at han altfor Tet 
ved andre mindre Arbejder lod fig afdrage fra fin egenlige 





394 Det lcerde Tidorum. diſtorie. 


Livsgjerming; men⸗ for denne kunde det ingen veſenlig Hine 
bring være, atnhanviffe umdſlog ſig for Liveto nermeſte 
Krav: Denne ſtore Mening omhaus Lerddom og Talenter⸗ 
hedder det, giorde Folfytilbøjelige til at foreleegge ham de 
forunderligſte Opgaver. Hans /hoie Patroner forlangte big 
præbiféner Digte Epitafier mo desl.,ja fan vidt gil beds 
med de Ting ;»fom man troede vatumnerforbve! af ham ads 
Kongen felv tilſendte ham vent Sild |af forunderligt Uofeenbe 
og” forlangte haus Betcenluing derover· Han ſtulde haver 
haft: Kraft til at unddrage fig ſligt MOg hvorfot det Barer 
flige Ting, fom for hin Tid vare ſaa vigtige for. vor Smag 
ting; nogen virfeligsFørftyrving nog kunde ham unddrage fig) 
verfra 2: "Noget "hørte til, hane borgerlige Stillinge ni Naar 
en anſeelig Mand, en god / Ben dode, maatte han faar itte 
flvive, kt Ligvers / over Ham? Sommeligheden krovedendet.¶ 
Naar. Dromningen forlangte, Folleviſer, ſtulbe fan: faa laxe 
være at give fig; af. med dem? Og kunde hann fafte ren 
Sild bort, ſom hans Konge ſendte fam, og. ſom⸗atte re 
Lærde i Bevægelfe neeſten Hele Eutopa over? Dieſe Silda- 
Biftorier ere hderligere Beviſer paa Tidens ejendommelige 
Smag. Holberg fortæller pda fin Made, at: ben: Albalby 
Blev fanget en Sid i Dreſundaf uſeedvanlig Størrelfe mg 
færegen Slabniug; thi ben havde et Hoved ſom et Menneſtes 
og pan! Jafen en Rrone ſom en Munkekrone, vg dens Kleder 
af Shjcel vare daunede ſom en: Munlkekaabe, faa man ſlalde 
tnle, at Munkene, der efter Reformationen ille fandt eres 
Regning: ved at vcere pan Landet, "havde ſogt Voxgerſtab 
i Havel blandt be ſtaanſte Sild. Kongen lod. denne Fiſt 
Begravet Kjøbenhavn, og fendte: en Afridsning af: bem tål 
Kejſer Cartii Spanien. Frederik den "Anden var i deune 
Henſeende ilke bedre oplyſt end Chriſtian den Tredie.Vedels 
Sild er eñ afi beste, ber. bleve: fangede svøb Kyſten/ af 





Anders Socenſen Bebel. 395: 


Norge⸗ 1587.) Slarpfynede Foll unde pan: kens EAhjceh· lNreſe 
Bogftaver, og udbragte det Ord tincemini Disfe Silb 
blevenforte ned til Kjøbenhavn, og; ba Ktongenuvät ovresi; 
Oylland, ſendte oderutil hamu!⸗ Da ihan / ſaat ben med Ond · 
ſtriften, blegnede fan ogrudbrob ⸗· Ded bethder· min reiler 
min Kones Dode (qui, derrore rpereulsus .stafim, palleseity 
et profett i: Hoe:ostentum vel; iel uxorig mørs æsthii 
Denbleod ogſaaſendte til "HE færde Brofesforerst iRojted 
men: ingen kunbe ret uubtyder ibn. Nøgle mente; bet 
var Varſel for: Fifteriernes Aftagelſs, santres fon Krig/ mob! 
Tyrferne, og andre; at / Domuedatz vav forhannben.:: Bebel 
ſelb -figerit' fla Ligprtediken iovevri Fyeberifi denn Andenzni 
Slutningen af Førfte Def; Hvor Hair: opforbrer til Ponitenſe: 
„Den inderlige Sild, ſomblev fangen i Møtge og fendt 
hid itili8vug. Maj. til Hatterſleff um udi· Deceubri Money 
(Anno 1587) fibftr forfeven:; og pc. Mi lodemigeſWDeunc til 
Honde: flitte, er uden Tdivl om fynverlig, Brevbrageve, med 
den Krone! og". be gamle Gottiſte Bogſtave for herpas 
endnu ſynes, man vel ſtee, forubeni sandet. "fremtfarne iD 
tødhingy at Fiftene' I Havet ſtulle? fattes og⸗ forfvinde ;foin 
Gad truer hos Profeten“. Det var ham gm ligefan kraftig 
Opfordring til Bov og) Bebring'; form BEsbregm, fon sbet 
Barnver! .bfev' føbt; . Obenfe',, ube alle Ærme. 'øg Benen, 
og deolige Varsler," ſom han ; juft ved famme Lejlighed oms 
tall "Da Kongen ille faudtſig tilfrebeftiltet ved ber For⸗ 
Having; manga ham, fendie han Bad, om overalt i To 
land, om nogen: funbe fortoffe dioſe Karalterer, tilligemed 
bem pan Jer anden Sild, ſom div: fanget ſamme Dag“ og 
Bragt til Kongen af:en Borget i Marftranbs»i Øen: franfte 
Geſandt, Kongen 'af Navurras Geſandt, ſogte efter. Kongeus 
Befaling Oplysning derom i Paris, og daulylledesn vet 
endelig” et ſocermerſt Franſtmand, „efter tre Dages Faſte 








396 Det færde Tidorum. Diſtorie. 


øg ivrige Bønner til Gut og hans Son“, at leſe Ibs 
ſtrifterne: Paa den ene Sild ſtode Vici flumini vervum, 
paa ben auden: Wai veri poeuti, poculi, poculi (bet. 
ſidſte udtryft ved em, tre, Gange gientaget Figur af et 
Beger). 14 — 

Til at oplhſe Vedels hiſtoriſte Færd) tjener ogſaa haus 
Udgivelſe af Kempeviſerne. Man" finder” ham ogſaa her 
omgivet af ,Fiovorne Menneſter“, der paa Har vilbe forny 
deres Mynt“. Det afholdt ham iffe fra at. nbgive bem." 
Det han frygtede, for, og bet var tildieſe ingen ugrunbet 
Frygt, var, at disſe Viſers Udgivelſe vilde ; blive udlagt 
fom et Forſog paanat fortrænge Guds Ord og at ſeette 
dem iſteden for "hellige Pſalmer? Det er velgiorende for 
Bedels Minde, naar man ret fætter fig ind i, iblandt hvilke 
Menneſter han levede. Men bet er ogſaa veberfvægende 
at. fee hvad ber ved. disſe Viſer fortryllede ham; bet var, 
iffe det, ber. fœngſlede bem, ber fang Pſalmer. Det var. 
den vidunderlige Poeſi, ber var i dem, at maar man. bem 
ilkun leſer, ba bragé be med Magten et Menneſtes Tanker 
fra al anden Ulyſt og Melanfoli, iffe at tale om den 
fubtilige og ſode Melodi, ſom be fjunges med.” Med Hen« 
fyn. dertil var hang Behandling halv tro, omtrent ſom ved 
Overſcettelſen af Saxo. „Ligervis, figer han, ſom vi have 
funden bem for os, faa levere vi bem fra os igjen. Men 
er her noget rettet og forbedret, enten paa Rimen eller 4 
anden Maade, med ben ringe Fortegnelfe ſom er lagttil 
hver Vife, det fan være en føje Ting, og Meningen er 
bog bleven ben, fom var tilforn.” Ingenlunde ville vi ba 
gaa i Rette med ham, fordi hang Behandling ille ſvarer 
til vore Foreftillinger. Selve hans Fejl viſe Attraa efter 
Sandhed og Skjonhed. 


Anders Sorenſen Vedel. 397 


See om Vedel, Cimbr. liter, 2, 904. Zwerg, 6.484. Nyerup om 
Giftorieffr. S. G8,. Paludans Magazin for Lidende 1, 35. P, R. 
Thorup, Bidrag til Kundſtab om de Mænd, ſom ere udgangne frø 
Ribe Caihedrafftole. Ribe 1824. &. 82. Sammes Efterretninger 
angaaende Bhen Ribe. Syvende Saml. 1889. med Gtundtegning 
af Ribe, Terpager, Ripæ Cimbrice S. 541. 654. Dån, Bibl. 
9, 266. D. Mag. 2; 174, 185.241. BidebSimonfen,. Saml. 
til Elvedgaards Hiſt. 3, 65. Di Pfalmedigtn. Forfatterne 1, 21. 
o. fl. Men nærmeft er ovenſtaaende j. alt det faktifte et, ofte. ord⸗ 
tet, Uddrag af Wegeners Hiſtoriſte Efterretninger om A. S. Vedel, 
anden Udg. Da et Omrids af denne · Mands Liv og Virkſonihed 
er en væfenlig Del af Literaturens Giſtorie, Hvem ſtulde jeg bø 
heller følge, end ben hiftoriffe Forfatter, der, ligeſom Walter Stott 
paa fir Bis, har udpresſet Pomeranſen indtil den ſidſte Draabe. 
J Anftuelfen af Vedels Fald har jeg. derimod ikke kunnet følge We⸗ 
gener, Naar han antager, at Vedels Sendrægtighed, „denne evige 
Opſattelſe, og at han flet intet lod udkomme af fin Hiftorie, ganſke 
vift var den rette og egenlige Hovedgrund til hans Fald”, fan fores 
tom dette mig iffe at være en tro Opfatning af Forholdene; hvor⸗ 
imod J. Mollers Ord, at „Vedel havde tabt Gofmendenes Gunft 
og kunde derfor iffe længer være Rigehiſtoriograf“, netop: udtrykte 
det, ſom altid havde ftanet for mig. I Dverensftemmelfe dermed 
har jeg forføgt at. ſtildre Vedels Stilling; thi der ber og ſtal ifte 
uden afgjorende Grunde falde end iffe den mindſte Skygge paa nogen 
brav Mands Minte. Til Vedels Karafteriftif: Wegener S. 214. 
248. 227. Bertilli Canuti Epistolæ selectæ, S. 363. Vedels 
Sprog: J. Badens Skoleprogrammer: Symbola åd augeridas lin 
guæ. vernaculæ copias e Saronis Grammatici interpretatione da- 
Dica, Hafa. 1780. 4.. J Fortalen ſiger han om Vedel: eujus 
sermo purus, proprius, alque ut illo lewpore venustus et ele- 
gans, mira quoque narralionis svavitate lectores adeo delinet et 
moratur, ut ne quidem qui possint ad latinum Saxonem recur- 
rere vellent, Derpaa det ovenfor anførte. J. Moller, Jeſper 
Btochmands Levnet, S. 251. Udfigt over Ven gejftlige Veltalenhed 
t Nyt theolog. Bibl. 20,254. Da J. L. Geiberge Udfigt over den 
danſte ſtjonne Literatur iffe er i Boghandelen, meddeles hane Mening 
med Henfyn til den Plade Vedel indtager i Literaturen: Danſt Lis 








898 Det lærde Divsrnm. Diftorie. 


teratur fan antages at beghnde med Vedels Overſattelſe af Caro 
1575, Det er. bet. forſte Mationafdærh, hoormed Sproget fot en 
Tid faſtholdtes paa et beſtemt Udbiklingspunkt. Bele dets daværende 
MNigdom "benyttedes og opbevatedes deri, hvotimod Vedels Samuing 
af Folleromancer ſnarere varet! Arkiv for det forbigangne Bedels 
Digte ere ubethdelige zo ille den / ſtjenne Litefatir ,»memLiteraturenlkt | 
Almindtlighed begynder med ham. Wedels Danſt er ſimpti kraft ⸗ 
fuld,/tjcrnefuld·Den tyſte Indflydelſe ſtandſedes ved Chriſtiern 
Pedetſen, men ifær ved VedelDet var de forſte, der harde Stik 
Om Vedels Skrifter henwiſer jeg til deres udforlige Duntale 
hos Wegener. Nappe behover jeg at nævne den vidt udbredte, iſct 
ved Cand. J. Levins Fottjenefte 1315 46 udkomat nørlldgave af 
Dvetſœttelſen af "Sar Forholdet imellem Originalen · og Ouer⸗ 
ſattelſen kunde give Anledning UK ce) interesſant Betragtniug: For 
Post Hosgen, Livienst leſer han⸗ heldig: Post hos Ger· Lavlcus 
for altum equum: album equum, en Leſemaade, ſom Jr Grimm 
Har: optaget, o; f. v. … Derimod fæfer han endnu sirtvallimos” agros 
for Krivallinos, d f. v. Det. Sted hos Saro, hvor der tales om 
iDfføret til Frø" Fråbloth> Sveones vocant, er hos Bebel: blecet 
fif: den Affgud/ Fts, ſom de Suenſke falde Blod, 0: ſ. 4" FJ. Oratio 
pPinegyricd oblaia "Frederico El: Haſo. 1580. ..4;: forefomttet, 
Bladet B;; det: mærfelige Eted: Pertingit .fructus huius Boatitudicus 
mom ad .Tylenser tantum, guns Telemarchios :essé réputøs in 
Noruegiay.sed ipsos quoque Åslandos. ni 
" Om "Methodus "seu ratio scribendi bistoriam Darieat fre 
Wegener S. 103. 131. Om Commentarius de scribenda: histø= 
rav Dadioa· ſſt· Si 102. 269. . Ryerup udgas der 1787, hær 
mærmeft med Henſyn stil head der kunde have meſt Interesſo ved 
Suhms Udnævnelfe til "Diftoriografs efter baardſtriſtet er dend 
gidet af C.E. Secher. rt asbest 
Om Bedels øvrige: Haandſtrifter fre Wegemer 6.79.) 804 
83—84.- 218 fgg. 256 fgg. 258. Om Planen til og Udfortlſen 
af Hans danſte Hiftorie, G. 140. 172. 223 fog. De: linguiftifte 
Samlinger S. 227—228. (jf. Sibbern S. 161. Nova literaria 
maris Balthici 1698 6. 247.) i 
Adjunkt King i Ribe har i Bladet Fædrelandet ſer 1854; 
Nr. 54, meddelt Oplysninger om Et hidtil ubekjendt Strift øf 








Anders Sorenſen Vedel.. 899 


Bedel, memlig::en- Dberfættelfe af fyr Pfalmer af Petrarcha · (Titelen 
mangfer), Prentet i Kbh. af Andrea Gutteruip. Fortalemser ſtrwen 
i Kjøbenhavn: 6. Eoffrins Dag 1577… Prover deraf ere meddelte. 
Dverføttelfar.er i Profa. Dette Skrift findes i. Kongens Bibl. i 
Gieltuſtjernes Samling i em ſenere Udgave: Siu Gudelige Penitende 
Pſalmer, Som ere ſtreffne aff der heplærde oc naffnkundige, Fren- 
disco Peirareha Florenuno, mére end for tu hundrede Har: forleden, 
mit vdi Paffucdominet:  Ru nylige; forbanffet Anno M. P. XCIIl. 
Ci famme Bind ſomt Jacob Mattſon Kiobenhaffns den LI: Penis 
tentz Pſalme. Bibliothefsasfift. Peterſen har cjort "mig" opmær font 
derpaa). 

Iblandt Vedels andre Skrifter bemarkes med Genſhn til: Sprog 
og Behandling iſar hans Ni Pradikener: Den XCPſalme: Moſes 
Guds Mands Bøn (etc.) M. D. XCII. See: Wegener S. 53. 189. 
JTilegnelſen til Had Holgersſon omtales Vedels Deheld paa Kal⸗ 
lundborg Slot. 

Om Sildene: Tillagget til wedele Sigpræditen over Frederik 
ten Anden, 1588, hvor det i Kronologien under 1587 hedder: „En 
Sild met ſeldſame Bogftaffue paa, bleff tagen i Norge, oc førd til 
Songdig Maieftat." Holbergs Danm. Gift. (Udv. Skrifter 16, 
431). ” Pontoppid:-Unnal. 3, 509. Schlegels Gange 1, 67. 130. 
Nyerups. Excerprer i Athene 1, 422; Munkeſilden eller Sildemunken, 
Somunken faldet, der ogfansorktales i Busfæi Relatien om en Havs 
mand (Bangs Saml. 1, 532), har: Prof. Steenſtrup oplyſt at: sære 
en Blakſprutte (fre hans Afh. i Steenſtrups Danſt Maanedſtrift 
Januar 1855). - Udførlig handles der om den Sild; "der blev ſendt 
Bebel, i følgende Skrift: Dirinorum characterum- halgeum drarum, 
in liltore Nortvregico, Anno 1587 eaptarum vera lectio ab om- 
nibus hvevsque ignorata, Nec non prophetiea explicatio, anno 
qvidem superiore scripta, nunc primum vere in lucem edita. 
In qva præcipua fert omnia prædicuntur, quæ ad annum vsque 
1628. in totlo orbe terrarum ſutura sunt,  Aatipante - Franco 
Christi servo avtore. Anno 1591. 4. Uden Zryffefted. Under 
TZulegnelſen til den udvalgte Fyrfte Chriſtian den Fjerde: Colingæ 
30 Nouembris 1590. Forfatteren maatte flygte fra Paris, kom 
endelig til Danmark, og forfattede fit Skrift i Kjøbenhavn. Om 
Indſtrifternes Læsning figer han, efter at have omtalt fin Forbes 





400 Det lærte Tiderum. Siſtorie. 


redelfe dertil: Tertia igitun ieiunij; die vigesima Septembris mouo 
stilo anni 1588 nocte media aperlis mentis oeulis per somminm 
legi characteres, quos frater = salis appositå in suo librø ex⸗ 
presserat, — (Bed denne nejagtige Angivelſe maa man ·iwiſt aarlig 
tænfe pan en lignende fra bore” Dage af Runamoindſtriften. ). Skriftet 
findes i. Hielmſtjernet Sunset €1458,14.) Eibbern omtaler det 
S. 141, ' mint bent Amu dwrrig 
Define Sildeſtrift —* atabeſt jaftige · de Lerde og Adelen 
Chriſten Ferring trfin Skriffuerkunſt ESGO fortalen at· der var 
Skrift paa en Sild. der blev fangen bMiteſund 1614den bø 
ſendt til Leusmanden Preben Gyldenſtiern ſom den ſtrar lod afmale 
og mange got Folbytilftide" (hau har et Teeſnit af den) og han 
Har felv haft én anden Sild i Gerndeder blev fangen · Orteſund 
1618, med Skrift paa begge Sider; pad dem ene med rode Bogſtaver. 





At ber, ſtulde udgaa Mænd fra Vedels hiſtoriſte Slole, 
er, efter alle de Forholde vi mu have lært at kjende, lidet 
ſandſhnligt. De maatte i alt Fald føges i hans nærmefte 
Krebs. Men felv ber opdage vi næppe andre, end Jane 
Svigerſon, Gode Lauribfen, Ægidius Laurentii — i 
Ribe 1568, Reftor i Ribe 1596, Erkedegn veb Kapitlet; 1605, 
+ 1627), ber bøg iffe har opnaaet noget hiſtoriſt Navn. 
Hans Cfterretninger om Kalmarkrigen ere mere em Samling, 
end en Bearbejdelſe. 

Andre Mænd gave fig paa egen Haand af med ttilnbre 
Arbejder i Modersmaalet, blandt hvilke be mærfeligfte en e: 
Morten Pederſen, Alban (f. i Grenaa 1536, S6beb i 
Sorg, Preſt i Roeskilde, + 1596), ver forfattede Abſalons 
Herkomſt (1589), og Chriſten Lauridſen Linveb (i fin 
Ungdom en af Dronning Dorotheas Sangere, ſiden Preeſt 
i Bergens Stift), ber atter overfatte Carions Verdenshiſtorie 
(1595) nærmeft efter Herm. Bonni latinſte Overſcettelſe. 3 
Haandſtrift henligger Hans Mogenſens (Præft til Gjene 
nerup i Sfaane, ſiden Biffop i Throndhjem) Overfættelfe af 








Morten Peberfen. 401 


Philip de Comines' Memoirer, ber tillige ſom et Sprogs 
vært i bet mindſte tilbels burde ubgives; bet er fra 1574. 


Gode Lauridfen: P. R. Thorup, Hiftoriffe Efterretninger om 
Ribe Cathedralſtole. 1846. S. 88. Ny D. Mag. 2, 9. 

Horten Pederſen: Biſtops Abſolons De Her Eſbern Snaris 
Gerrekomſt oe Adelige Stamme: Deſligeſte Sore Cloſters forſte 
&Fundat oc Fundatores. Sammenſereffuen met fid aff Morten 
Pederſon, den 50. Abbet -i Gore Cloſter (det 412. Mar, efter 
Gore. Cloſter bleff Funderit,) oe nu Soguepreſt til Roſtilde Dom⸗ 
tirde, Auno Domini 1572 (etc. ete.) Kbh. 1589. 4. Tilegnet 
Kapittelsherrerne til Roſtild og Lunde Domkirker. „Jeg troer, at 
ſamme hans (Abſalons) Geneslogj oc for" Sore Cioſters funda- 
tion met andet ſaadant, ſom her antegnet er, ingen ſtede ere bes 
fereffne, vden hvis Jeg for nogle Aar ſiden metdelte den fromme 
SGoyhlarde Mand M. Anders Veyle, fom vor Saxonem da, ſaadan 
fom den nu findis, lod vdgaa paa vort danſte Tungemaal. Bilde 
Jeg derfor ogſaa lade dette tryde paa Danſte for andre Velbyrdige 
ve fromme Foldis Skyld, ſom Latinen ide forftaar, oc lenge her 
effter haffue ftundet, oc dette tit oc offte aff mig baade i deris 
ſeriffuelſe oc ſamtale, begæret.” Skriftet, der er vigtigt for Perſonal⸗ 
hiſtorien, har illuminerede Kobbere over de adelige Vaabener. 

Chr. Laur. Linved: Cronica Johannis Carionis. Hvor vdi 
findis beſtreffuen Tiden oc Marene, oc huad der vdi ſteet er fra 
Verdſens beghndelſe (etc.) Forbedret aff Philippa Melanthone. Oc 
nu npligen vdfet paa Danffe, oc forbedret aff Phi Scriffter aff 
Chriſten Lauritzon Linued, Guds Ords Tienere vdi Vig i Sogn vdi 
Bergenhuſſ Stiet i Norge. Igennemlaſt, Corrigiret oc Prentet i 
Klobenhaffn, aff Laureng Benedicht. Vic, Ros. 1595. 4. 

Hans Mogenſens Dverfættelfe af Comines findes i Haandffrift 
i Stofholm, fee Molbech i Giſt. Tideftr. 4, 133. Et Baandſtrift 
paa det Kgl. Bibl. indeholder fun Kong Ludvig den Ellevtes Hiftorie. 
Et fredie var i det hiftoriffe Arkiv under Ordenskapitlet, erhværvet 
ved Prof. Beder, nu i Gehejmearkivet; det indeholder baade Ludvig 
ten Ellevtes og Carl den Ottendes SHiftorie, men Begyndelfen 
mangler og Slutningen af Regifteret. 











402 Det larde Tidorum. Hiftørie. 


Hvad Vedel ille lunde naa ad ber langſomme Granſt⸗ 
nings Vej udforte Danmarls Rigékansler, Arild Hoitfeld, 
paa en nemmere Maade. Han gav" ſin Hiſtorie Harbogs- 
formen, og ſatte den iſcer ſanumen af Dolunienter, for han 
funde lade. fine. Skrivere afſtrive, Arild Hvit feld ail 
Oddersberg (f. 1549 paa Bergenhus, hvor haus Fader, 
Chriſtopher Hvitfeld til Berredsgaard bar · Befalinge mand) 
rejſte i fin Ungdom efter Adelens Slik udenlands,og ſteg 
ſiden i Statstjeneſten fra Sefrefær til Rigsraad 1586 og 
Rigsfansler 1595 (7 1600).Han beghndte med Udgivelſe 
af ældre Love og hiſtoriſte Arbejder, og haus hiſtoriſte Hoved⸗ 
vært maa ligeledes betragtes mere fom em Samliug eud eu 
pragmatiſt Bearbejdelſe. Som Rigets Kausler havde han 
Adgang til Arkivet, og kunde derved erholde mange vigtige 
Alktſtykker. Disſe indſtjod han imellem hvad han kunde ſamle 
af andre Kilder, og ordnede bet hele kronologiſt. Saalebes 
flabte han et ftort Værk, ber, fine mangfoldige Mangler 
uagtet, næften maa anſees for et Underverk: Danmarfs 
Riges Kronike ſamt Biſpekroniken (1595—1604).… Sin 
Virkſomhed fuldendte han med Udgaven af inoth (3602). 
Medens han felv i be faa Aar, ba han forfattede de olden⸗ 
borgſte Kongers Hiſtorie, tillige hyppig blev brugt i Stats⸗ 
fager, lov han fine Haandſtrivere ubføre Afffrifterne af be 
mangfoldige vigtige Altſtylker, ber endnu gjøre hang Skrift 
til et uundværligt Arliv for vor Hiſtorie, uagtet Udforelſen 
paa mange Steder er unsjagtig. Meget af Hiſtorien ſelv 
har han vel ogſaa ladet andre uddrage af de latinſte Kilder, 
og faa ſelv ordnet bet kronologiſt. Ved at vælge en ſaadan 
Fremgangsmaabe kunde han i faa fort Tid fee fit Værk 
fuldendt. Ordenen deri paalagbe ham heller iffe nogen 
Tvang. Han ſamlede førft be oldenborgſte Kongers Hiſtorie 
i omvendt Orden: Forſt udgav han Chriſtian ben Tredies 


Arild Dvitfeld. 403 


Hiſtorie (1595; Tilegnelſen er ſtreven ben. 8 Oltober, i 
famme Maaned, ſom Vedel i Sigvard Becks Overværelfe 
afleverede fine ſidſte Altſtykker og Skrifter); han gjorde bet 
af Taknemmelighede før deune Kouges Velgjerninger mob 
hans Forfæbre, og for derved, at tilegge og tilritze“ andre, 
at be efter denne. hans Anvioning vilde: hoermere forfare og 
unberføge denne Konges Gjerninger og Bebrift'y"' og ſiden 
paa Latine en mere ſirlig og fuldkommen Hiſtorie om ham 
lade fomme. for Dagen. Derpaa fulgte. Chriſtian ben Audens 
Hiſtorie (1596), thi hau Havde ſat fig foret fin Roligheb, 
ſiden har var fommen: fra den' Baglige Hoftjeneſte, og ved 
hans ringe Helbred, at forbinde og -fætte tilrette hvad han 
paa abffillige Tider havde ſamlet. Frederik den Førftes 
Hiſtorie (1597) og Chriftian den Forſtes (1599) ubgav han 
efter at han var kommen at bo paa Dragsholm Slot (1597) 
ubi bebre Ro end han havde tilforn. Ligeſaa bar han fig 
ab med Fortiden; han begyndte iffe. forfra, men med Knud 
ben Sjette, fortſatte Saxo i tre Bind (1600, 1601, 1603) 
og gav faa (1603) Hiſtorien fra Dan til: Knud "den Sjette. 
Kirkens Hiſtorie eller Biſpekroniken fluttede det hele (1604). 
Gfter pan denne Maabe at have fuldendt fit. Sredéløb eller 
Omlob, foretog han uden Tvivl Frederik ben Andens His 
ftorie, ſom han iffe fil uvgivet. Ved Behandlingen af ben 
ælbre Hiftorie var han, efter hang egne Ord, blot Samler. 
„Udi den ſidſte (bet vil fige, ben forſte) Part at ſammen⸗ 
fætte, figer han, er mig hænbtes bet, ſom times Skippere 
og Styrmend, at, naar ve fejle paa ubeljendte Steber, 
maa be løbe varlige, indtage og fætte paa deres Sejl, løbe 
paa Lob og Kvintin, at de iffe ſtulle fomme paa Grund 
og farlige Steder: faa haver jeg og her maat gjort. Jeg 
haver her fulgt hvad jeg haver fundet for mig 408 
Authores, intet af mit tilfat eller tillægget.” Derover er 
26* 








404 Det lærve Tidsrum.” Hiftorie. 


ba ſamme Vært mere kontraheret end de antre) Sare har 
han iffe fulgt i alt, kun⸗i det, ſom troligt var vil nogen 
læje Fabel og Æventyr; fan maahan ſoge dem paa andre 
Steder. Dette oplyſer nokſom, "hvor forſtjellig Hoitfelds 
Hiſtorie er fra Vedels Plaue Ligeledes ſtaarrhans Breve, 
vidtløftige Sprogder⸗ er» fuldtid fremmede og underlige 
Oro, langt tilbage for Bedels;men for Hoidtfeld var i Folge 
hans Formaal, Sproget ogſaa en ren Bitingr»N, Jeg agter 
føje om Stilen, figevi hair) Sandhed hadere helleroilke megen 
Ords Brydning og ESmylle behoff/men beſtaar· alene ved 
Simpelhedeog figrfelogysimplex enim veritatia e⸗t mario, 
ut dieitur.“ Men denne Simpelhed vers juſt beſtaar M8- 
turlighed, har han ingenlunde met vopna ſaaſnart han 
felv meddeler nogen Betcenkning, oderfylder fan Stier are 
Gynonymer og Øjentagelfer,: I Anſtuelfer et Abelsenanden 
Hvitfeld og ven borgerlige Bedel naturligvis himmelridt for⸗ 
fljellige; Hoitfeldeer ligrſom en aftrylt Typer af en gaͤnmel 
ægte Adelsmand, der ſeer alting fra denne Starte Sins- 
punft, og ingen Anelſe har om Follefrihed. HOvorfral Hoti⸗ 
feld har hentet fit Stof, fan for en ſter Del ſees af haus 
Skrift; men. hvor. meget eller lidet han har benyttet kndres 
tidligere Udarbejdelſet finder jeg ikke fuldftcendig oplys Wen 
Tvivl har hau benhttet flere mæften udenAfvigelfenn Hrad 
ueforelſen angaar, fan ber fur t "fan Titfæbse. finte in 
Gammenligning Sted med andre. Gram har anftillet an 
ſaadan imellem Hvitfelds Behaudling af Chriſtian den Trevies 
Hiſtorie og Krags: Krag er fort og tydelig, Hvitfeld: falder 
befværlig ved unyttig Vidtloftighed; Krag er udforlig, Hot 
feld bryder af i Utide; Krag er rig, Hvitfeld mager; Hvit-⸗ 
feld, fom dog havde Adgang til alt i Kongens Arkiv, forbis 
gaar næften veb hvert Aar mange betydelige Ting. Smidlertid 
er en ftor Mængde Diplomer og Cfterretninger reddede fra 


Arild Hvitfelv. 405 


Undergang i Hvitfelds Kronnike; "ben er Frugten af mange 
Mars flittige. Samling: og af em levende Kjerlighed til Fæbres 
landet. „Mange fremmede Nationer, figev: Hvitfeld, have 
længe foryentet, / at nogen ſtulde ogſaa lade vore dauſte His 
ſtorier fonane. før Dagen, for, åt Udleendiuger kunde vide 
hvab.-der imidlertid er forhandlet, og. ſteesudi doette Rige; 
mew; ingen / har dem /ſligt Arbejde turdt underſtandet at fore⸗ 
tage, en Part: ledige og tomme par Dolumenter, Breve, 
Aunaler, en ſiller Kronologi og: hvis ſom "hører til at ſtrive 
en Hiſtorie, andre velſindede og Atilvogne“ dertil, men. ube⸗ 
lvemme til at ſtrive, herom og; blattebe for politiſt Judicium. 
Jeg haver udaf lang: Forfarenhed og Brug til Hove:tilvejes 
Bragt adſtillige Dekumenter, ſom hos Riget hunde findes ; 
beéligefte udi langſommelige Tider fantlet hos Kapitle, Adelen 
og andre her i Riget, baade indenlands og udenlands, mange 
Dokumenter og meget, ſom hører til en Hiſtorie at ſtrive, 
oppalt dertil af naturlig Lyſt og af Kjærlighed til mit Foderne⸗ 
Tand, ſom Gub haver os alle-indgivet, thi vi ille ere føbte, 
fom Plato mærfeligen figer, os ſeld til Gavn, men ere en 
Del pligtige vor Faderneland, en Del vore Venner. Med 
ftor Møde og Umage haver jeg. brudt Iſen for andre, og 
felv gjørt: chronologiam temporum og Hiſtorien.“ Og hvad 
han minder Kongen om gienſige vi til Nutiden: bet er et 
Arbejde „af en fvag ſtrobelig Mand, udarbejdet til Hove”. 
Vaa bette Trin ſtod den danſte Hiſtorieſtrivning i Moders⸗ 
maalet; det gialdt forſt om, og det er jo meget naturligt, 
at faa ſamlet faa mange Kjendegierninger ſom muligt, lige 
meget hvem ber forhen havde optegnet eller ſogt at bearbejde bem. 


A. Hvitfed: Hofman, 1, 14. Wolffs Hift. Ordb. 7, 229 
». fl. Schlegels Slange 2, 247. 249. 291. Gram i Fortalen til 
Krag, S. 62. Sibberns Dom om Gvitfeld: Chronicon (etc.) tanta 
congessit diligentia, fide et gidadndsba, judicioque adeo accu-= 











406 Det lærde Tidsrum. Hiftorie. 


rato conscripsit ar disposuit, ut lieet erroribus chironologicis et 
mnemonicis haud gareaty Jocum ymibilominus. «principem (inter. 
monumenta Daniæ, historica. et. mole et ,præstantia, ſacile hacte= 
nus (1716) tueatur., Her betragtes, hans, Vært ſom en fe 
Udarbejdelfe. „J Vedels" Samlinger findes, et Brudftnffe Des 
marts SHiftorie fra 1241—1982; "Sang" Evenin anfees ”for' dor⸗ 
fatter; Vedel bar ſtrebet Rettelſer vg Tillag dertil?” Sammientigner 
man det med Svitfelds Eril Plodpenning ſaa finder] man hele Stht⸗ 
fer ordret overensſtemmende, og Afpigelſen beſtaar meſt i, at Gvit= 
feld har indſtudt Aliſptter SBegener, Giſt, Eire om Bebel; 
S. 222, Her hentydes fil en mere. fammenftytfet. Adarbejdelfe. 
Brugen af tabte Kilder og Meddelelſe af Attſigtter fynes at være 
Hovedfortjeneften. En itd forllg Kritik er onftetig. Flenborgeen 
Andreas Kellinghuſen taler inet latinſt Haandſtrift, fom Worsaae har 
Bragt med-fra Dublin, om flere Saaudſkrifter deriblandt vm Fre⸗ 
derik den Andene Kronike af Hoitfeld, men han, frygter den er taht“ 
Wegener ſſt. S. 221— 22. jf. om Kellinghuſen Cimpbr, lit. 1; ,290. 
Blandt danſte Gaandfkriftet i Stokholm findes (efter Molbe 
Gift. Tidsſtr. 4, 139) Manuffriptet til Hvitfelds Sconife af al EN 
ſtian den Anden med Forfatterens egenhærivige Rettetgét” og Lilleg. 

Ekrifter: Udgaver af Andrew Sundnis leg. provine. Seite 
Hafn, 1590: 4, Norſte Hirdſttac, tidfat pan Danſt. Küh. 1594. 4. 
(Nyerups Giſt. ftat..Gfildr. 2, 185). Jens Mortenſens Worſke 
Krenike. Kbh. 1594, lnothus. Hafa, 1602, HEELET 

Danmarckis Rigis Kronicke. Kbh. 1595—1604.. 40 Tommer. 
4. Senere Udg. Kbh. 1650. 2 Tomer. fol, Om. Udgaverne, og 
Fejlene, ifær i Folioudgaven, findes en Del Bemarkninger. aj iadorph 
og Langebek i Lürdorphiana S. 118—134. ' 





Fra Modersmaalet vendte Hiſtorieſtrivningen tilbage til 
Latinen. Hint forføgte af og til at gjøre fig gjældende, 
men bet lylkedes iffe. Det vil fljønnes af følgende Udfigt 
over be fongelige Hiſtoriografer, hvem bet nærmeft paalaa 
at famle til eg at udarbejde Landets Hiſtorie. 

Vedel var Frederif ben Andens Hiſtoriograf; Chriftian 
ben Fjerde havde, alt i alt, iffe færre enb otte, men 





Diſtoriografer. Mielé Krag. 407 


Mængben giør bet iffe. Niels Pederſen Krag var bleven 
Vedels Efterfolger, og nu ſtulde Hiſtorieſtrivningen gaa for 
fig. Derover forfømte han fine afabemiffe Forretninger. 
Hans Kolleger knurrede, forſt i Smug, faa aabenbart; til⸗ 
ſidſt lode de ham i Konſiſtorio hore, at han forſomte ſit 
Embede, og bebrejdede Rektor, at han ſaa længe havde 
feet igjennem Fingre dermed: Krag ſvarede, at bet var em 
anben Sag meb ham, end méd be anbre, han havde fuldt 
Arbejde meb fin Hiftorie, og forreften var bet ham en (et 
Sag at ubvirfe en kongelig Tilladelſe til bet, ſom be faa 
uartig lobe ham høre, Det gjorde han ogſaa. Et Konge 
brev af 16 Oftober 1595 paalagbe Profesſorerne, naar 
Krag var i et offenligt rende eller havde anden For 
retning, at varetage hang Embede ved Univerfitetet. Dette 
kongelige Reſtript ophcevede ben akademiſte Lov. Hvad 
Profesſores iffe før havde været vrede, faa bleve be nu. 
Der blev en Brummen i ben lærde Kube. De vilde have 
Sagen for Rigets Raab, og ivrig var iſer Iver Stub, 
ber, fom Gram figer, var en lærd, men tillige en ſtivſindet 
Mand, hvilfet iffe var nogen god Egenſtab i be Dage. 
Rektor havde ondt veb at ſtille bem tilfrerg, faa at be faldt 
tilføje. Krag fif fin Villie; hver Gang han forlob Byen 
maatte en anden Profesſor lefe for ham. Han drog forſt 
over til Skaane, for at raadfore fig med ben lærde Biſtop 
Magnus Matthiæ; og at han med Alvor og Omhu gav fig 
til fin Øjerning, er ber ingen Grund til at tvivle om. 
Men netop hans bipfomatifte Dygtighed var en betydelig 
Hindring for hans hiſtoriſte Virkſomhed. Han blev hyppig 
brugt til Geſandtſtaber; 1597 blev Han ſendt til Polen, 
1598—99 til England, 1600 til Kongresſen i Embden, 1601 
atter til Polen. Overalt vifte han fig ſom en fuldendt 
Hofmand, hvilfet man maa ftille fig levende for Øje, for 





408 Det færve Tidsrum. Diftørie. 


at giennemſtue hans Forhold til den jævne, troſtyldige, 
ærlige Vebel, Medens hau berovede denne Judtomſter og 
Ære, forſtod han med Finhedn at ſige Bedels VBeu⸗ Dyge 
Brahe Smiger, ver kunde tages for Spot. 13 England 
holdt Har) i. Dronning Eliſabethsn og Parlamentets Ner⸗ 
værelje en Oration og ſendte Dronningen den med en Tul⸗ 
ſtrift, Hvori han ophojede heudes Ynbe og Dejlighed ſom 
om har "havde talt· til en Ungmo z Droumingen "dansen 
Gang en gammel Pige, jeg tror paa 66 Man Geſandt⸗ 
ſtabets Ojemed opnaaede Han ilter liner Kø Grad Eliſa⸗ 
beths Yndeſtz hun løv ham kalde, giorde Undſtylduing ſor 
fin flette Latin, ſtjemtede med ham, gav ham em” højere 
Rang, end ve engelſte Herrer vilde tilſtaa hatit) og forærede 
ham ved Afſteden "én prægtig . Guldtkſcede. Da han 60, 
var kommen hjem fra' Polen, bled han Univerfiteters' Rektor, 
ved Fvilfen. Leflighed, Ham: til 'Wre, Kong! Chriſtian ben 
Fjerve fets) hans Brober Wirif og en Mori Del laf Sige 
raadet og andre høje. Herrer vare tilftedev. 9 Sluttingen 
af Aaret døve: Forſtanderen For Sorø: Aludemi, Hano Sk 
Telfen, og dette Embebe, det vcerdigſte ogfordelagtigſte, 
ſom nogen ſtuderet Mand, der ilke var af Adel,“ Bande 
erholbe", ſit an Krag, for at han i Roligher finde: fuldeude 
fin Hiſtorie. Men det var: ilke Guds Billie,” Han mar 
næppe kommen til Ro før han døde, allerede i; Maj 1602. 
Gan Havde taget Arbejdet fra Bedel, vor Herre) støg; fn 
ham fra Arbejbet, og ſaaledes blev ber intet af Dannntke 
Hiſtorie. Han fil fun de førfte forten til fytten Hari "af 
Chriſtian ben Tredies Regjering (1533—1550) ubdarbejbet, 
og be fer Mar, i hvilfe' han ſtulde have fuldendt det Hele, 
fra ben ældfte Tid indtil Frederik den Andens Dod, ſtrakte 
itte til. Det vilde være urimeligt, at lægge ham bet til 
Laft. Hvo ber vil paaſtaa, figer Gram, at han burde 


Piftoriografer. Niels Krag. 409 


have holdt fit Løfte, at han, fine andre Forretninger uagtet, 
burde have gjort mere, han fælder en altfor Marp Dom 
over en, andens Flid, og maa. i: fornuftige: Folls Øjne an⸗ 
ſees for En, ber-iffe.:veed hvad det er at frise em ged 
Hiſtorie, seller endnu ille har ſaaet Indſigt i, hvillen Flid 
og Umage der mas: anberdes derpag, bhig: der flal fomme 
noget godt og xetſlaffent / ud deraßhaMDette Forſvar for 
Krag er det hdermere for. Vedel. Gram ag. Holberg bes 
rømme begge ſtrags Latin, Gram tillige hane Kjærlighed til 
Sandhad, Men Halberg! er mere, gvantfernde, Krage 
Hiſiorie, bemerler fan, er udført udi en god fatinft Stil, 
men det er oagſaa alt hyad man derom. fan ſige.Den figner 
mere en Lobſang, end en upartiſt Hiſtorie. Guftan den 
dorſte Havde ille altid Uret, og, hans Gierninger blive dog 
idelig. fværtede, Det er Hart, at vor Autor fører: fig mere 
op fom en Advokat end ſom en⸗Hiſtoxieſtriver. Moftillige 
ſmaa og lidet magtpaaliggende Ting-sere- vidtløftigere- uds 
førte, men vigtige Ting ere Fun lofelig omtalte eller gauſte 
forglemte, Reformationen i Kirlen· vg Univerſitetets Stif⸗ 
telſe blive ille nævnte, men, disſe tvende Voſter ere bøg be 
ftørfte Sirater udi denne Konges Hiſtorie.nn Heller iffe be 
Konftitutioner, fom:ere gjorte udi Fyrſtendommerae, Slesvigs 
Holſtens Deling, item ben navnkundige Forening. <(unio et 
commuuio), ſom fiben. Haver givet Auledning "tik ſaa ftore 
Tviftigheder. og uden hvilfen ben paafolgende Hiſtorie iffe 
fan. forſtaas. Det hele ſtere Volumen burde have ſaadan 
Titel: En Samling af abflillige Disfertationer, hvoriblandt 
findes et Fragmentum af Chriftian ben Tredies Hiſtorie 
ved Krag, Det er ille alt Guld, ſom glimrer. Herved 
maa bog bemerkes, at Krag iffe fil fit Arbejde fuldført, iffe 
kunde lægge ben fibfte Haand derpaa, og at bet Holberg 
bedemmer er bet hele Verk. Stephanins fortfatte Krag 








410 Det færde Tidsrum. Hiftørie. 


indtil Chriftian den Tredies Død; bet var egenlig Meur⸗ 
ſius, ſom Stephanius vilde fortſette, men da begge brøbe 
af paa ſamme Sted, faa ſlutter Stephanii Fortſcettelſe ſig 
ligeſaa godt til Krags Arbejde, og er —— —— 
udgivet af Gram renid sove 

Krags Efterfolger ſom kongelig sande dar —— 
(eller Fens) Jakobſen Benufinus, ſaa laldet efter ſin Fodee 
Hven. Fra Preſt til Helliggejſtes Kirleblev hans faldet til 
Prof. ved 7 Univerfitetet , søg "Blev 1602 efter Krags Dod 
prof. eloquentiæ et · hislorariuin ſamt · fongelig> Hiſtoriograf⸗ 
og fif ſom ſaadan / Kongebrev paa Delanatet ä Ribe. Efter 
at have ledſaget Chriſtian den Fjerde fil England ſom ⸗ Hi⸗ 
ſtoricus, blev han 1607 Forſtander i Soro, A608. Dette 
Forſtanderſtab ſhnes at: have været dødeligt for) Hiſtorie⸗ 
ſtriverne. Det var en lærd" og. ſtarpſindig Mand, ber! bes 
gynbte at anvende en ftrængere hiſtoriſt Kritik, og berfor af 
Stephanius blev. fat imellem Saxomasliges; men han for⸗ 
dybede ſig fåa meget i Oldſager og gamle Fabler at han— 
flet iffe fom til at ſtrive nogen Hiſtorie. Gan var for fin, 
Samtid en Art Vidunder, og man tillagde han Trolbdoms⸗ 
Funfter. :I/fin Ungdom, hedder bet hos Reſen, fil. han en 
Ring, hvori der var en ond Aand, ber hjalp ham til: at 
Blive Prof. i Kjobenhavn og Forjtander i Sorø; hvorn han. 
end kaſtede den hen, felv' i Havet, følte den ulykkelige Manb, 
ben altid igjen paa fin Finger. Og hans Endeligt var dere 
efter; han blev funden kvalt i Brønden i Sorø. 

Det laver til, at Norge ogſaa ved denne Tib havde 
fin egen Hiſtoriograf; thi hvorledes kunde ellers Knud Urne 
efter Henrik Hoyers Død 1617 efter fongelig Befaling 
tage hang , mange og vigtige” Haandſtrifter, vedklommende 
Norges Hiftorie, i fin Baretægt, og aflevere bem pan Liberiet 
(Univerſitetsbibliotheket). Det danſte Hiſtoriografembede ſtod 


Diſtoriografer. Claus Lyftanver. 411 


derimod i en Del Aar ledigt, indtil Clans Chriftopherſen 
Lyſkander fif bet; han var en Skaaning (f. omtr. 1557 
i Vram), var Bræft i Herfogle og; 1616 . tillige. kongelig 
Hiftoriograf, :+: 1628. Sin hiſtoriſte Smag vifte han bed 
flere rimede hiſtoriſte Arbejder, og han gjorde. 4; fu danſte 
Kongers Slægtebog (1622). et. nyt, : men: misfylfet,: Forſog 
paa atter at'anvenbe Modersinaalet. Jeg" vil ikke lægge 
nøgen Sten til bem; ver allexede ere kaſtebe paa ham. 
Gram ſtrev i fit Eremplar, at bet bar.ensaf/bde flettefte 
Bøger han fjenbte (librorum; qui unquam iu ve historica 
prodierunt, si non: pessimus, certe ex pessimis), og. Suhm 
yttrer, at alt Hvad Dumdriſtighed og :Uvidenheb fan tilveje 
bringe er—deri forenet. - De harmes begge…dver, at han 
fulgte be Gullandſte Kronniker og andre Fabler. Der findes 
bog hos Lyſtander, hvor upaalidelig han ent er; navnlig i 
hans Bidrag til ben danſte Literaturhiſtorie (de seriptoribus 
Danicis), Cfterretninger der kunne benyttes ; der ubtaler fig 
endog hift og her en levende. Kjærlighed. .til Feedrelandets 
Hiftorie, og hans Afmagt tjener til at: væfte en højere Paa⸗ 
ſtjonnelſe af Vedel. 

Paa famme Tid havde Danmark en anden Diftoriograf 
ubenfor Landet, ber, medens Lyffander ſtrev hjemme paa 
Danſt, ſtulde ſtrive for Fremmede paa Latin. Johan 
Iſakſen Pontanus (f. 1571 i Helfingør, hvor hans Faber, 
en Hollænber, var hollandſt Konſul) havde førft gaaet i 
Skole i Helfingør, ſiden i Amſterdam, ſtuderede i Franeker 
og Leiden, og var i tre Aar hos Thge Brahe paa Hven. 
Gan havde i flere Mar været Prof. i Hiſtorien ved Gym⸗ 
nafiet i Harderwyck, ba Kansleren Chriftian Fris 1618 an« 
befalede ham ſom danſt Hiftoriograf, men han vendte tilbage 
til Harderwyck, hvor han bøbe 1640. Hans Historia Danica 
er ſtreven paa gob Latin, Indholdet er taget af Hvitfeld, faa 








412 Det larde Tiderum.  Hiftorie. 


at han iffe uden Grunde er faldet Hvitfeldius' Latinus, søg 
ſom Fremmed, funde han-ille opfatte vor Oldtids Ejen⸗ 
dommeligheder, men maaſtee han juſt derfor giorde vor 
Hiſtorie mere tilgjængelig for Fremmede. yHæbretyblev han 
dog ogſaa hos os, og der Fannilfe velsfiges noget ſtorre til 
hans Ære, end. det beljendte Bersz fo .CEMIN mhge 

Pontanus, Danøss, Trojanos seripait Uomerus, [| 

Magnus hic est. Græcis, major at,ille Gothis. . 

Eiter Lyſtanders Dod ble, HansiStephanitsynber 
var Forſtauder i, Sorø, Hiſtor iograf, mmen han var allerede 
va en Mand paa 0 Aar og: dode lort efter· Saa thede 
man alter til en Fremmed, Bohn Meur ſius (Ef. 1570 
1610 Prof. i. Leiden) varren mf Hollands beromte Filologer, 
ſom Chriſtian den Fjerde, tildels for iffe at ſtaa tilbage før 
Guſtaf Adolph, 1625 laldte til Prof. i Hiſtoxien i Sorø, 
hvor hau dode 1639; Foruden Udgaven af. Elnoth (1631) 
ſtred han en, Historia DPauica, der ingen Værd; far vi fig 
felv, men ſom Gram ferſhnede med Anmerkniuger. Disſe 
viſe paa een: Gang: bet; mangelfulde ved: Meurſii Arheide æg 
Grams ilke juſt ſmagfulde Lerddom; thi hvad kan pære 
urimeligere, end at flripe gode, fortræffelige, ypperlige Fur 
mærfninger til en flet Bog iſteden for felv at ſtrive en god 
Hiſtorieforſteren (andre læfe ille deslige Bøger). er nu nadt 
til at-læfe Tingen to Gange, førft det flette oppe i — 
fan bet gode nede i Anmærfningerne. 

Endelig fremſtod en Maud, Stephan Hanſen PR 
phanius (Søn af nysnævnte fans St., f. i Kjøbenhavn 
1599) ber vel iffe ſom felvftænbig Hiſtorieſtriver, men ſom 
Udgiver af Svend Aageſen og Garo har udedelige Fortjenefter 
af vor Hiſtorie. Han deponerede fra Herlufsholm, og blev 
efter en Udenlandsrejſe 1624 Reftor i Slangerup. Derpaa 
rejfte han atter udenlands, og var allerede nu beftjæftiget 











Hiftoriografer. Stephan Stephanius. 413 


med Gazo. Han havde, kort for Meurſil Dod, 1639, ba 
Han blev Prof. t "Hiftorien i Sorø ; "faaet: Beftalling paa at 
følge efter haut ſom Hiſtoriograf; men "ert. forløben- Tyfter, 
figer man, habde nær' døbet afi med Gabebet.Efter en 
utrættelig ;Bitfomfjed! i: ti Aut; med Udgaven: af · Svend 
Magefen (1642), af Saro (1644; Anmortkniager til Sapo 
(1645) og Fortfættelfe af ·Chriſtran · den Zrebies Hiftorie, 
bøbe han Altfot tiblig 1660, "Øg" eflerlad et flirt" Bibliothek 
og en⸗ Del Haandſtrifter, der af hans Enter Thalla Sta⸗ 
phens⸗, efter ven Vnderhanblintz med: Magaus Dutei /bleve 
folgte til Grev be la Gardie og: førte til SverrigeChriſtian 
ben Tredies Hiſtorie blev udgivet afn hansSvanin g ben 
Yngre: (Provſt paa Samas, 3670), Borfaltereri" HE Chro- 
nologia' danica. ; ” % 

Dette var, naar man tere" femit; øger: med, Chris 
ſtian ben Fjerdes otte Hifforiogtafer, ligeſaa mange, figer 
Vedel-Simonſen; fom hans. fterniænd' flderi havde. Den 
følgenve Tid havde andre Anſtuelſer. Stephänil Bibliothelk 
og Haanvſtriſter git til Soerrignmen tit Lytte, vedbliver 
Nyerup, fil: manen Hiſtoriograf, deri hoerken behøvede Bis 
bliotheler eller Arliver, hverken Botzer eller Haanbſtrifter.“ 
Det var den latinſte Digter Vitus Bering ogſaa kalbet 
Orosius Annilo (f. i Viborg 1617, hobr hans Fader var 
Borgemeſter). Han rejſte udenlanbs 1639, og Blev ved fit 
latinſte Digt om bet Oſterrigſte Hus 416481. faa anſeet, at 
Rejferen tilbød ham et Adelsbrev; 1650-blev han Brof. i 
Hiſtorien i Sorø og fongelig Hiftoriograf; Har forlod imid⸗ 
lertid Sorø 1652, og drog over til'Sfaane, for paa Sfaberfø 
Gaard at arbejde i Ro paa Danmarks Hiſtorie. Da Skaane 
Blev afftaaet til Sverrig, vendte han tilbage til Kjøbenhavn 
1661, og gif ind fom Asſesſor i Kammerkollegiet og i Højefte« 
ret. + 1675. Hans hiſtoriſte Skrifter (Obsidio Hafniensis 





414 Det lærde Tidsrum. Diſtorie. 


og Florus Danicus)” bleve ”førft udgivne» efter hans Døb: 
Ved Siden af Vering virkede en Thſter, Simon Paullis 
Søn Jakob Henrit Paulli (ablet Rofenfdild), ber 1664 
blev Prof. i Hifforien i. Sorø og af Bartholin falbes fonges 
lig Hiſtoriograf, men han brugtes i Geſandtſtaber, og, ubgav 
fun Stridoſtrifter mod Ulfeld og Hauiborgerne⸗Endelig 
blev Ole Vorms Son, Billum Vormr(f A633.4704) 
kongelig Bibliothelar og Hiſtoriograf 1078, men han har 
fun efterladt fig” mindre Arbeſder. Efter Vorm fulgte Chri 
ftian Reiter (f. 1665, + 1736), ber blev fongelig Si 
ftoriograf 1705, men ved Slutningen af Tidsrummet traadte 
over i juridiſte Embeder, og mere er beljendt af ſit Biblie⸗ 
thel og Bekoſtningen af Torfci Norſte Hiſtorie end af egne 
Slrifter. 





Om disſe Mænd, iſar de latinſte Forfattere, hewwiſer jeg til 
de bekjendte Kilder, og tilføjer fun nogle Bemarkninger. i 

N. Krag: Foruden Kilderne hos Nyerup, Wegener Hiſt. Efterr. 
om Vebel, &. 200. Kongebrevet 1595, &. 220. Tyge Brahes 
Brev til Vedel i Din: Bibl. 3, 188. Efter Nyerups Lex. bled 
Krag Forftander i Sors 1598, men efter Vorm 1601. Gram om 
Krags Hiſt. i den danſte Overſ. Fortalen S. 46. 61. og om dens 
Fortfættelfe S. 102. Holbergs Dom i hans Cpiftler, den 328 og 
ifær den 419 Cpiftel. Den danffe Overf. af Krags Annaler. Kbh. 
1776—79. 4. er af Jakob Orslef, Anmarkningerne og Korrekturen 
beførget af Sandvig. Gerved fan tillige bemarkes det Gaandſekrift 
af Chriftian den Tredies Hiſtorie, fom heri er benyttet og ſom oms 
tales S. 5. Et Haandffrift i fol. af Nic. Kragii Annalium liber 
findes i Stokholm (efter Molbech i Hiſt. Tidsftr. 4, 139). 

JF. J. Venuſinus: Wegener, Hiſt. Efterr. om Vedel, S. 221. 
Pontoppid. Annal. 3, 582. Gram i Fortalen til Krag, &. 13. 
47. Suhm, Krit. Hift. 2, 821. Reſen (Atlas) i Dån. Bibl. 3, 
27. Dabhls Cfterretninger om Frederifsborg Stole. Program 
1836. S. 18. 

De bistoria, Hafn. 1604. 4, er fun Theſes; og De fabulay 


Viftoriografer. 415 


quæ pro historia sæpissime venditatur. Haſa. 1605. 4. fandt 
jeg ille. ' É 
Gaandſtrifter i Stokholm: En danſt Krønike pan Rim; en 
hiſtoriſt Viſe om Kalmars Indtagelfe; Om Goern, m. m. (See 
Molbech i Giſt. Titeftr. 4, 138). Den Hveenfte Kronike paa 
Danſt er aftrykt i Svend Grundtvigs Gamle Folfebifer, 1, 36. 

6. Boher: Vedels Simonfen, Rationalhiſt. Indichn. S. 113. 

C. Ch. Lyſtander: Gans Anfættelfe ſom Giſtoriograf i Slægtes 
bogen, Fortalen S. XXII. D. Digtet. Hift,.2,,194 Gram i 
Fortalen til Krag, S. 48. 52; og hos Shånau, Lærde Fruentim⸗ 
mer, S. 893. Suhm om Vanſtelighederne ved at ſtrive den danſte 
Sif. &. 42. 

Rimede hiſt. Arbejder: Gronlands Kronike. Kbh. 1608. 
Chriſtian den Fjerdes calmarſte Triumph. Kbf. 1611. 4. Chriſtian 
den Fentes Udvælgelfess og Ghldingehiſt. Kbh. 1623. 4. 

Synopsis bistoriarum Danicarum (etc) Forfatted vdi De 
Danſte Kongers Slectebog Saa meget mand aff Gamle oc Sands 
ferdige Danske, Cimberske, Gothiske, Italianske, Hispanske, 
Frantzoske, Engelske, Scotske, Longobardiske, Normanniske, 
Polske, Tiuiske, Saxiske, Frisiske etc. Historier, Antiquiteter 
oe Documenter haffuer at forfare (etc) . Kbh. 1622. fol. Af 
Dette Skrift, fom nu fagtens fun faa tage i Haanden, henfætter jeg 
fom Prøve paa hans Stil et Par Sætninger. Af Fortalen: De 
det er ſom viiß Mand haffuer ſagt; At et vel forordnet oc flores 
rendis Kongerige er vden en Historico, lige ſom et faafteligt ot vel 
vdſtafferet Billede vden liff oc malende: Thi det haffuer vel en practig 
oc ſtadtzelig anfeelfe: Men naar mand vil vide, huem det er, eller 
huorledis det er fommet til fine mange fmyder oc herlighed, da kand 
det (Som en død ftod oc ſten) huercken male, tale eller gisre nos 
gen rede for fig, oc bliffuer derforre ide andet end en død oc fors 
glemmelige malning. Slutningen: Morosos et mordicos calumnia- 
tores (ſom inted er til maade oc mynſtrer alle ting, oc kand ide 
fette deris eget daarlige Sind til rette) lader man fig inted angaa; 
sic fuit, sic est, sic erit. Det er Verdens viiß, at huem der 
bygger hof vejen, bekommer mange Oyne oc mynſtre Meftere, der 
iblant lader Zoilus oe Apelles Gudere fig gierne finde: Men er 
nod at tedis Gud oc got Fold. 








416 Det lærde Tiderum. Hiftørie. 


Lyſtander omtaler fine Arbejder i de to Breve, ſom findes i 
Jac. Ulfeldii Legatio Moscovitica.  Francof. 1627, 4. 

I. I. Pontanus: Den i hans Rerum Daniearum Historia 
indførte Chorographiea Daniæ descriplio er forſynet med Sorter. 
Med Henfyn hertil fan bemærfes, at han den 14 Febr. 1622 fil 
Brev at fuldbringe fin Danſte Hiftorie og bringe Kongen den, famt 
Den 10 Auguſt 1622 at beførge ny Sokort med Danfte Ravne. 
¶ Dieſe Breve findes, efter Conf. Wegeners Meddelelſe, i Sallandſte 
Tegnelſer, Rv. XXII. Føl. 15 og 90). Og at Regieringen vedblev at 
Benvende fin Opmarkſomhed paa Korter, fees af det Pas, ſom Job. 
Laurenberg fif den 10 Maj 1639 at omrejſe ber i Riget, en Carta 
eller Landtafle derefter at fade ſtikke. J Synderlighed ville mk, 
att Preſterne ſtulle føre hannem paa alle de Kirketaarne hand det 
begierer.“ (Eigeſaa Sall. Regift. XX. Fol. 76). 

J. Meurfius: Om hans Forhold til Svaning og Krag fæ 
Gram i Fortalen til Krag S. 50 og Behrman i Fortalen til Chris 
ſtian den Andens Hiſt. 

Grams Tanfer om hans Hiftories Værd maa man laſe i For⸗ 
talen til Meursii Opera omnia. ed. Jo, Lamius. Florentiæ 1741. 
fol. S. viii, i Grams Brev til Lamius: Erat sine controversia vir 
magnus et eruditus in primis Jo, noster Meursius, sed in regni 
nostri historia, quam jussu regis scribendam suscepit, plane 
hospes, Quid ergo fecit? Compilavit decessorum svorem 
scrinia — — Friderici I, vero res gestas condere nemo tum 
temporis adgressus erat, præter Arnoldum Witſeldium, Danica 
usum lingua, quam neutiquam intelligebat Meursius, (ete.) 
Den ſmukt udftyrede Udgave med Grams koſtelige Anmarkninger i 
famme Varks 9 Tome. Florentiæ 1746. er forfynet med Kobbere 
over Mynter, Ornamenta Archiepiscopi Absalonis og Kort over 
Danmark. 

St. Stephanius: Stephanii Levnet i Grams Fortale til Krag 
S. 104, og om hans Fortfættelfe af Krag S. 102. Gan ſtrev 
til Vorm 1642: Nescio sane qvod astrum Germanis (antam 
felicitatem hac tempestate temperet et afflet, Danis in imo sub- 
sellio relictis. (Vormii Epist. 1, 239). Joſt Gøg fil Br 
at udnævne ham til Histor, Reg. iftedenfor Meurſius den 5 Robb. 
1639, og de Højlærde i Kbh. fil Brev om Dofumenter, han ſtulde 





Oiſtorlografer. 417 


have til Rigens Hiftorie at beſtrive, den 20 Nvbr. f. A. (Sall. 
Tegnelſer XXVI. Fol. 505. 520 b. Meddelt af Conferenceraad 
Wegener.) Om hans Bibliothek og Gaandſtrifter findes Oplysninger 
af Molbech i Athene 6, 538 og Fortegnelfe over Haandſtrifterne i 
Stokholm i Hift. Tideſtr. 4, 137; om Salget ifær i et Brev fra 
Klemming i Stokholm til Werlauff (den 24 Dec. 1850). Da 
dette Brev fun er trykt i faa Exemplarer (KalsRasmuéfen har 
meddelt mig det), meddeles ſom Uddrag deraf: Dronning Chriſtine 
befalede Magnus Durél at fjøbe Bibliothelet ; hun vilde iffe gaa 
højere end til 2000 Rdr., funde han faa det for ringere, ſtulde han. 
Enken, der var i ſtark Betryk for Penge, folgte ham Bibliotheket 
for 1700 Rdr. og en Kiſte Haandffrifter for 200 Rdr. Forhand⸗ 
Tingen derom varede over et Mar (1651—52). J Begyndelfen af 
Aaret 1652 fil han Bibliotheket i 10 ſtore Kiſter og den med 
Manuftripter. Gofmeſteren paa Sors, Fall Gje, og te Højlærde 
der føgte at forhindre Salget, da de iffe vilde af med Bibliotheket. 
Det åhre budne migh åtskillige iutefinter, men iagh år gladb 
iagh har alt hår i mine klor, ſtriver han fra Helſingor den 13 
Febr. 1652 til Grev Magnus Gabriel de la Gardie. Da „det 
ſchreffne teh“ (Manuftripterne) allerede var fendt bort, kom Gof⸗ 
meſteren til Enken, og „regjerede ilde“ med bende, men , førend nogen 
aff dem her paa Steden feule faa et Blad deraff, ſtriver hun, føre 
ſchulle ieg brende det i Iden“. Grev de la Gardie var den virfes 
lige Kjøber. Klemming meddeler Fortegnelfe paa Gaandſtrifterne i 
Uppfala; om Caro findes der iffe noget. 

Forloberne for Udgaven af Sarg ere ret artige Smaaarbejder. 
Bovedvarket er nokſom betjendt. 

V. Bering: Bille Hehbergs Golbergiana, Fortalen, Bladet i 2. 

Fortuna Austriace domus ete. Argent. et Patav. 1648. 
fol. var iffe paa det Kongel. Bibl. Obsidio Hafniensis 1676. 4. 
med Kobbere og Kort, og Florus Danicus. Othiniæ 1698. fra 
Kingos Bogtryfferi, ere begge udførlige hiſtoriſte Arbejder. Den 
fidfte gaar fra Song Dan til Chriftopher af Bajern. Det var 
efter Ordre han beffrev Krigen med Sverrig (Duvalls Brev fra 
1662 i P. V. Beders Saml. til Danm. Hift. under Frederik den 
Tredie 1, 276). Under Navn af Orosius Annilo udgav han fin 
Diss, de bello Dano-Anglico. Parisiis uten Mar. 4, om hin 

27 





418 Det larde Tidorum. diſtorie 


berygtede Begivenhed i Bergens Havn, med en temmelig: lang Ands 
Tedning om Englands og Danmarks Forhold, 

V. Vorm: Nova liter, maris Balth. 1704. &. 275. Wer⸗ 
lauffs Bibliothelshiſt &. 63. 


Ved Siden af Hiſtoriograferne httrede det hiſtoriſte Liv 
fig ogſaa hos anbre i det rommerſte Tungemaal;, men det 
er næppe muligt i, be Skrifter, rfomstilfælbige Ouſtendig · 
heder fremfaldte, at opdage; nøgen ledende Traad, nogen 
indre Sammenheng. De maa derfor overlades til den lerde 
Hiſtorieforſtning, og jeg ſtal kun gjøre opmcerkſom paa nogle 
Retninger. De latinſte Digtere, fandt fig ogſaa tiltrukne af 
Hiſtorien, ſom Vejthov og Paullini. De unge Mend, der 
rejſte udenlands, holdt Taler. og Diſputatſer ved fremmede 
Univerſiteter, hvilfe undertiden med HGenfym til emnets 
Valg funne være mærkelige; f. Cr. Biſtop Brochmands Søn 
Chriftian Brochmands Oralio de causis detrimemi Imperii 
Romani. Adelen, ber ſiden virkede i høje Embeder, beftjæf« 
tigede fig gjerne tidligere med Hiſtorien, ſom ben vidtbereiſte 
Rigskansler Jakob Ulfeld til Ulfeldsholm, ber i Haaud⸗ 
ſtrift efterlod fit Compendium historiæ regum Daniæ; og 
Gehejmeraad Otto Skeel. De endnu brugelige latinſte 
Ligtaler tilføre naturligvis ogſaa Hiftorien;- ”Nærmeft 
maatte be hiſtoriſte Profesſorer have været, men deres 
Virkſomhed har meſt været praktiſt; mærfes kunne bog. i 
Kjøbenhavn Peder Sporman (1635—60), Johannes 
Birkerod (1699—1720); i Sorø Laurids Bording 
(1652), Rasmus Hanſen Brochmand (1654—60), og 
ven juridiſte Prof. Henrik Ernſt (1635—60). Ogſaa 
nogle af Diſputatſerne og lignende Skrifter her hjemme 
Tunne være merkelige ved deres Æmne, ſom Rasmus Hanſen 
Brochmands De historiæ legitimæ notis, Sebaftian Lauren⸗ 
bergs de America priscis cognita, Mogens Hoſums de 





Reiſeboger. 419 


templo Kippingensi in Falſtria. Nogle gave fig af med 
Saxo, ſom Henrit Hjerrild, eller med Danmarks Oldtid, ſom 
Søren Ljunge og Frederik Lysholm; eller med de nordiſte 
Folk udenfor Norden, ſom Chriſtian Aarsleb (Cimbria 
Romæ reconciliata), hvis undertrhite Ristoria Frederici 
secundi er et af Tidens mærfeligfte Fenomener; eller be 
fandt, ſom Teit Bilde (Titus Bulichius, Oratio de regno 
Daniæ), at man ligeſaa vel burde holde en koblale over 
Danmark, ſom over andre Lande. 

Foruden ben egenlige Hiſtorieſtrivning opftob en anden 
Fornøbenfeb. De hyppige Udenlandsrejſer frævede Bes 
ftrivelfer over be Lande, ber ifær bleve beføgte. Disſe 
Beſtrivelſer gif efterhaanden over fra bet latinſte Sprog til 
be nyere. Pontanus havde allerede udgivet et Skrift 
over Frankerig, ber ben Gang maa have tildraget fig al- 
mindelig Opmerkſomhed (Itinerariom Galliæ Narbonensis 
cum universæ fere Galliæ descriptione philologica et po- 
litica. 1606), og i ſproglig Henſeende endnu fan benyttes ; 
han meddeler nemlig beri en Samling af be galliffe Orb, 
ber forekomme hos be klasſiſte Skribenter, og anftiller Be⸗ 
tragtninger derober. Peder Eiſenberg ſtrev for to af 
Caſper Markdaners Sønner, ber ſtulde rejſe til Frankerig, 
fin Reiſebuchlein 1623, og tog tillige England med, hvis be 
ſtulde fomme derhen; i bette Strift finder man, foruden 
Rejſerouten, Stævdernes Afſtande, Merkeligheder o. desl., 
faa ben er iffe uvigtig til at oplyſe Tilſtanden paa ben 
Tid. Ogſaa Rejferne udenfor Europa maatte naturligvis 
tilbrage fig almindelig Opmerkſomhed, f. Cr. Rigsraaden 
Henrik Rantzau til Roſenvolds Reiſebuch 1669 eller 
Dagbog over hang Rejfe til Jeruſalem, Cairo og Cons 
ftantinopel. 

De hiſtoriſt⸗geografiſte Strifter i Modersmaalet om« 

27 





420 Det Tærde Tidsrum. Hiftorie. 


trent imellem 1600—60 vidne endnuu mindre end be latinſte 
om nogen planmædfig Virtſomhed. De fleſte ere fremfomne 
mere af en buntel Folletraug, end af nogen viberiffabelig 
Anſtuelſe. Deſto mærfeligere er det, åt der, iffe længe 
efter Forføgene i Landets egen Hiſtorie, 1633 gade en al⸗ 
mindelig Verdensbeſtrivelſe af Hans Nanſen f. Flene 
borg 1598), ber uden færd Danuelſe ved ſine Handelerejſer 
formodentlig blev opmertſom paa et ſaadaut Strifte Big« 
tighed, og efterat have nedſat fig i Kjøbenhavn méblagve bet 
i Modersmaalet, eudnu førend han 1639 blev Raadmand; 
benne udmerkede Mands ſenere Deltagelſe ĩ Sonverathis 
tetens Indforelſe er nokſom betjendt. Skriftet, ſom Han Tod 
gjennemfee af Longomontanus, indeholder tillige aſtronomiſt⸗ 
fyſiſte Betragtninger, og fortjener faa meget mere af frem⸗ 
brages paa ny, ſom det ſynes at henføre til de forglemte 
og henlagte Sager. Andre Sfrifter fremkaldtes ved Tids⸗ 
Begivenheder, ſom ben af Jonas Carifſius (+ 1619) gwne 
Beretning om Chriftian ben Fjerbes Rejſe omkring be norſte 
Kyſter 1599; men ifær Sfrifterne om be under Chriftian 
ben Fjerde foretagne Opdagelſesreiſer: Ove Gjevdes' til 
Oſtindien, hvis Efterretninger forſt fenere ere komne for 
Lyſet, og Bejffriveljen over Nordmanden Jens Munke 
Rejſe, ber udkom 1624. Ved Kjøbenhavns Belejting de 
Befjendte og hyppig benyttede Sfrifter af Anders Hjørs 
ring, Præft til Vartov (Lejrkrands 1660, og Lejrpofiti 
1661), og Henrik Wallensbek, Kapellan til Holmens 
Kirke (Diarium 1660), ſaavelſom mindre Beretninger af 
Johan Monrad 0. fl. Samt Peder Witts Dagbog fra 
1700. Endelig funne hertil henføres politiſte Strifter, 
Cfterretninger, Breve o. desl. af Herluf Trolle, Johau 
Fris, Chriften Steel, Chriſtopher Parsberg, Fred. Gabel 
v. fl. ſamt ſelde Chriftian ben Fjerdes Almanalker og Breve. 


Danſte hiſtoriſte Strifter. 421 


Den frugtbare Niels Helvad har i ſine brogede 
Skrifter optaget allehaande Samlinger, f. Ex. i Calendario- 
graphia 1618 (danſte Helgener, Reformationen, Biſpegodſet 
o.desſl.) og i Encolpodium 1634 (danſte Kirler, Herreder, 
Kongehiſtorie o. desl.). Ligeſaa Hans Hanjen Sons 
ning (Øfterlandfte Beſtrivelſe 1641; Taxtebog 1647 eller 
Ubreguing paa Lanbgilbe). Men mærkelige ere ifær: Jens 
Lauridſen Bolf, Boghandler (Danmarks Riges Lov 1654) 
og Nordmanden Arent Berntſen, Byffriver og Raad⸗ 
mand i Kjøbenhavn (Danmarks og Norges frugtbare Her⸗ 
lighed 1656). En almindelig Geografi udkom endelig t 
Heurik Oveſen Pfluges Danſte Pillegrim 1707. 

Da ben Gullandſte Krønnife 1683 af Hans Nielſen 
Strelov (f. i Visby, Præft og Superintendent paa Gul 
Tand), ſtiondt merkelig i fit Slags, tun er en Udvidelſe af 
hin berygtede Hypothes, faa bliver der af egenlig hiſto⸗ 
riſte Arbejber fun faa at nævne, ſom be af Boghandleren 
eng Sørenfen Nor-Nisſum udgivne Smaagarbejder 
(1645—60); Kongernes Stamtavler og Billeder af Erik 
Olſen Torm (Prof. i Mathematikken, Stiftsprovft, + 1667), 
og af Boghandleren Jørgen Holft med danſte Vers af 
Søren Terfelfen, o. desl. 

Forſt efter en lang Hvile vaagner endelig en Fortfætter 
af Hvitfeld, Peber Reſen (Søn af Biſtop Hans Hanfen 
Reſen og Sonneſon af Hans Povelſen Reſen, f. i Kjoben⸗ 
havn 1625, doctor juris i Padua, 1664 Borgemeſter og 
1672 Preſident i Kjøbenhavn, adlet 1680, + 1688). Denne 
ogſaa af Oldforſtningen meget fortjente Mand udgav, til 
dels efter Hvitfelds Haandſtrift, Frederil ben Andens Kro⸗ 
nike 1680, et Skrift, ber rigtignok er blottet for kritiſt 
Behandling, og med famme Udforlighed fortæller alle Hof⸗ 
fefter, ſom Slaget ved Svarteraa, men desuagtet ved fin 








422 Det lærve Tivørum. Diſtorie 


Udforlighed og Trohjertighed leenge har været: og vel endnu 
er en Moro for mange. Af Reſens Beſtrivelſe over Dau— 
mart (Atlas Danicus) udtom fin Kobberne; af Striftet ſels 
ere kun Brudſthller trykte. 

Endelig hører Niels Slange (f. 1657 i Sioteiſ 
hvor hans Fader, den fra. Rigsdagen 1660 betjendie Veder 
Villadſen, var Bræft; 1681 Sefretær + Dauſte Kancelli, ITM 
Asſesſor i Kaneellilollegiet og. Højefteret) adlet, + 1737) til 
benne Tid ver ſin Hiſtorie oin Regleringsſoraudringen 16605 
men hans Chriftian ben Fjerdes Hiſtorie, fuldendt af Gram, 
falder i ben neſte, den Holbergſte Tidsalder. 


Jakob Ulfeld der yngre "Hofman, 2,296, Schonau S. 282 
Hans Compendium" (og Westpiislen 3) 4867 Paa Danſt ofre 
P. Rothe, 17652. 34. 

Peder Eiſenberg: Itinerarium Galliæ et Anglie Reiſebüch-⸗ 
lein. Darinn die Reiſe in Franckreich undt Engellandt vnd was am 
den Vornembſten Ohrtern Dieſer Beyden Loͤblichen Königreichen Denck-⸗ 
wuͤrdiges zu ſehen beſchtieben iſt. Lipzigk 1023. Tilegnet Caſpar 
Marddaner, Hauptmann auff Coldinghauſen. England er dog kan 
ganſte fort behandlet, faa man vel deraf tør ſlutte, at man” ende 
iffe gik dybt ind i Landet, men kun gjorde en Udflugt over: Kanalen. 

Genrik Rantzau: Cimbr. liter, 1, 526. Dero Kån." Mag. 
Friderici Tertii Reichraths Herrn Heinrich Rantzowen, Rittern, Gerrn 
gu Schöneweidt, Magaard, Mågelfier, Roſenwold, Jens -Gaard etå 
Reiſebuch auff Jerufalem, Cairo in Ægypten "und Conſtantinopell. 
Sph. 1669. 4. Dagbog fra Februar 1623, hvori det mærfdligfte 
er Beftrivelfen over Stederne i Jeruſalem og Cairo, ſamt Vora⸗ 
miderne. 

Hans Nanſen: Cimbr. liter. 1, 457. Bernhard; Mohmann, 
de illustribus in republica literaria viris Flensburgo oriendis, 
6, 15. 0. fl. Compendium Cosmographicum. Det er: En fort 
Beſtriffvelſe ofver den gandſte Verden, Hvor vdi Formeldis om 
Himmelen, Soel oc Maane, ſampt de andre Planeter ot Stierner, 
deris Bevægelfe og Lob, fan oc de fire Elementer huis der vdi er 
befattet, Jorden met fine mange Kongeriger Lande oc fornemſte Stader. 


Danffe hiſtoriſte Sfrifter. 423 


Difligefte om Sisen oc Sisfarten, ſampt Stiernernis oc Solens 
Declination, met andre Vijdſtaber der til tienlig. Saa oc en liden 
Gronofogia om det fornemfte ſom i Verden fig haffuer tildraget. 
Paa ny igiennemſeet oc forbedret. Kbh. 1638. 1646, De førfte 
Udgaver, Kbh. 1633. 1635. har jeg iffe ſeet. De hyppige Oplag 
vife, hvor meget Bogen har været fæft. Der gaar en ſmuk gudelig 
Tone igjennem Skriftet. Et Par mindre Stykker maa give Læferen 
en Foreftilling om Gtilen : 

(Ved de fire Elementer). Ilden er det sffoerfte oc lattiſte 
Clement, Thi det fom er læt, vil gierne være ofven, er hed oc tør 
Matur, dog Heeden mieft, Thi Ilden ev det heediſte Clement. Om 
vel flint den ID ſom wi dagligen bruger, er en læt oc fubtiil ting, 
faa er den dog ide det Clement, Thi den Ild er ide lutter reen, 
mens haffuer en tilſet Materie, nemlig Lufften ſom opholder det, 
Men Ildens rette Clement er gantſte reen oc ſubtil vden nogen Tils 
fættelfe, at den er gantfte dørgfictig, foruden nogen Farffue. 

(Ved Torden og Lynild). Tordenſlaget ſteer før end Liunilden, 
enddog at Liunilden ſees før af of end vi høre flaget, thi Skyerne 
faar endelig formedelſt Tordenen at riffuis fra hin anden, før end 
Liunilden kand komme der igiennem, men at Liunilden fees før end 
Torden høris, det volder at Siunen i flige Sager er meget flarper 
end Hørelfen, Thi naar du ftaar vdi en ſtou, oc feer en hugge eller 
bande fangt fra, da fer du førft at hand flaar eller hugger til, 
mens fiden der effter hører du førjt-Liuden ſom Ørfen gifver, lige 
faa kand du fee Liunilden ſtrax i det Oyheblick det ſteer vdi, mens 
Tordens Bulder kommer fiden igiennem Luften til din Horelſe. 

Jonas Garifius (Navnet af Kariſe i Salland): Schlegels 
Samml. 1, 4 St. 

Dve Gjedde: Schlegels Samml. 1, 2—3 Gt. 

Jens Munk: Navigatio Septentrionalis. Det er: Relation 
Eller Beſcriffuelſe, om Seyglads oe Reyſe, paa denne Nordveſtiſke 
Passage, fom nu kaldis Nova Dania: Igiennem Fretum Christian 
at Opføge (ete.) Met Bemelding om alle Circumstantier, Curs, 
Kaaſe og Tilfald (etc.) aff Jens Munk paa Gen oc Hiemfarten 
met flid Observeret Oc paa Kong. Majeſt. Naadigſte Behaug vdi 
Tryck Publiceret. Kbh. 1624, 4. Anden Gang og med hans 
Levnet formeret. Kbb. 1723. 8. 








424 Det lærde Tidsrum.  Hiftorie. 


Foruden de beljendte Sfrifter "om - Kjøbenhavns. Belejring bes 
markes: Grundelig oe Sandfardig / Beretning Om den General Storm 
Eller Attaque, Svenſten giorde om Natten mellem den, 10. oc 14. 
Februarij, til den Kongelig Resideniz Stad Klobenhaffn (ete. ) Abh. 
1660. 4. Thi beraf Fan man fee, hvorveverføldt rige ſproget da 
allerede var med fremmede Ord, ſom communieerey|-passere,, mainti- 
nere, soustinere, assistire,  repousire,'pconfusiomy combat, sproæ= 
sentz, animering, søldatesque, eſſeet. vietorie — udi 
conspect ( Paaſhn) * ſ. v· 

Peder Witt, 8. 8. Minist. Candidat; Guds Vognborg Om 
Dend Kongelig —— Danſte Flode Og Kongle Reſidentz⸗ Sted 
Kiobenhafn (etc) "Kbh. uden Aar. Tilegnet Ferdinand Wilhelm, 
Hertug til Bårtenberg og Theck, Kiebenhafn den 30 » Norembr, 
Anno 1700. J derfølgende:Dplag 17871091 1742 fer Tilegnelſen 
udeladt: … Dagbogen) gaar frø 25 April til 16 September 1700. 
Geri omtales: Bombarderingen der 21 Juli Mpfordring til Studen⸗ 
terne i Auguſt, deres Inddeling i 5 Kompagnier og deres Faner; 
Løfte om Frihed. for Bønderne fra Vaarnedſtab, hvis de fig imod 
Fienden mandelig udvifte; Freden til Travendal den 24 Mugu. 5 

Gans Ganfen Skonning: Geographia histeriea - orientalis. 
Det er Auſtillige Oſterſte Landis oe Ders met deß Folckis Be⸗ 
ſtriffvelſe: Remligen Tyrders, Joders, Grakers, Eghpters, Jodla⸗ 
ners, Perſianers oc andre flere Landſtabers underlige Sæder, Tro, Ke⸗ 
Tigion, Lower oc felfom Lands Mancer. Aff betrode 06: fornemme 
Geographicis Autoribus med Fijd tilhobe ſamlit, de i Daeſten 
publicerit (etc,) Aarhus 1641. 4. En ganſte kuriss Gamling. 

Jens Lauridſen Wolf: Encomion Regni Daniæ. Det er Dan⸗ 
mardes Riges Lof (ete. etc.) Kbh. 1654. 4. Tilegnet Frederik den 
Tredie, hvem han fortæller Verdens fyv Underværfer. Ikke blot en 
Beftrivelfe over Danmark, dets Stader, Slotte, o. ſ. v. men en 
Skatkiſte af allehaande Fortællinger om Kroninger, Hefftuefpil, 
Mommerier, 0, desi. mr, 

Arent Berntfen: Danmardis oc Norgis Fructbar Herlighed 
(etc. etc.) Kbh. 1656. 4. Tilegnet Frederif den Tredie og Dens 
marks hojviſe Raad. Ikke blot Beffrivelfe, men tillige den. vigtigfte 
Kilde til Kundſtab om Jordegods, Markeſtjel, Gartkorns Beregning, 
Maal og Vægt, o.f.v. Det er derfor tillige en vigtig Sprogkilde. 





Danſte hiſtoriſte Strifter. 425 


Genrif Oveſen Pfluge: Den Danſte Pillegrim, Eller en AL 
mindelig Geographift Og der hos fort Historift Beftrivelfe Over 
Den hele Befiendte Verden (etc.) af vitberomte og velberejſte Mænds 
Skrifter fampt egen liden Erfarenhed — Gammendraget af Senrich 
Dvefen Øflug. Kbh. 1707. 4. Han var Fowalter for Grubbes⸗ 
holms og Norholms Gaarder og Gods. J et Vers til ham, under 
Fortalen og under hans Portræt hedder han Pfluge 

Hans Nielſen Streloo Suthelender, Sognepreſt til Wald oc 
Houffgren Sogner paa Guthiland, Cronica Guthilandorum, Den 
Guthilandiſte Cronica (ete.) Kbh. 1633. 4; Tilegnet Chriſtian 
den Fjerde. - $an omtaler fine Forgjængere og Hjælpere, Nicolaus 
Petweus, Niels Skabow, Glotsftriver i Jens Bildes Tid, Super⸗ 
intendenten David Billefeld, der ſendte hvad han havde fundet til 
Roftod til D. David Chytraus, Detlef Hold, Fald Lyfte, o. fl. 
Kronologiſt gaar Skriftet til 1627. S. 168 findes Stedet om 
Gullændernes Spotvifer over Valdemar Atterdag og om Mies 
Guldfmed. 

Jens Sorenſen Nor⸗Niſſum, Boghandler i Roeskilde: En fort 
Danſte Krønide (erc.) Kbh. 1645 og oftere. Da M. Erit Dluf⸗ 
fon, Prof. i Kbh., for en fort Tid firm Har fadet udgaa vores 
danſte Kongers Effigier, med det mærfeligfte under hoer Konge ved 
Dag og Tid, faa har han fulgt hans Regning, og derhos føgt hos 
Hvitfeld hvad ham fyntes nytteligſt at være, „paa det at en huer 
kunde haffue ſamme liden Skrifft dehendig Hos fig at kaſte op effter“. 
Stephanii Fortale er ſtreven i Sorse den 18 Juli 1646. 

En hiſtoriſte Beſtriffoelſe om en Ercebiſtop udi Lund ſom hede 
GG. Jens Grand (ete.) Anden Gang tilhaabe ſamlet og til trycken bes 
fodret. Kbh. 1650. Samt Catalogus Eller Regiſter paa Biftopp. 
i Roesk. fra den førfte til vor Tid. SKbå. 1649. Han tænfte, 
man funde vel i Fremtiden „en Giſtories Beſtriffvelſe (ammendrage” 
om Roestilde By. Men hans Bolig brændte i Ildebranden den 7 
Julij 1647, faa han fan iffe fade tryffe ftore Bøger. 

En fort Beftrivelfe over de førfte Kirker. Kbh. 1660 og den 
af ham udgivne mebicinffe Traftat En liden Vandtaffle (om alles 
flags Bande, efter Alfabetet) Kb. 1641. ere mindre betydelige. 
Overhovedet er det fun Smaaſtrifter, ſom han tænkte at tjene fig 
in Skilling ved. 





426 Det lærte” Tiderum. Hiftorie. 


Peder Hanſen Reſen: Foruden Kilderne hos Ryerup ſee Nherup, 
Univerſitetet, S. 1800 Sit Bibliothel teſtamenterede han fil Um⸗ 
verfitetsbibl. Sec Bibliotheca regiæ Academiæ Hafniensi; donata, 
Havn, 1685, 4. med bens Levnet af ham felv, … Frederik den 
Andens Krønife. Kbh. 1680. fol. Atlas Davicus. Hafa. 1677. 
fol. See Kofod Anders Saml. St. 2, 718; og om det deraf 
udgivne fee Nyerup, 

Herved bemærkes, at flere 'Saandffelfter i Srotfolm, mi, Ehbatrs⸗ 
krigen vedkommende, anfores af Rolbech ØE Sine", jag 


Sun fordi de ere paa Danft, anføres: En liden Tyrdifte Kø 
nicke om Threns Herfomft, beghndelſe "oe Regemente/ De om de 
otte Tyrckiſte Konger, oc deris forſte Kehſer (ett IN AF gode 
Scribentere tilſammen draget oe: fordanſtet/ Aff Erlend Nielſen 
Staaning (Orlandus Nicolaus Schanus), Guds) Orde Tiener til 
Lyby oc Jebiert Kircker i- Salling», Kbh: 1616. Tilegnet Brødrene 
Hans Lyde til Krabbisholm, Iffuer og Axel Lyde til Eſtier. Gvad 
der af den almindelige Hiftorie den Gang iſar beftjæftigede Folk var 
Tyrken og Paven. — Cric Tileman (Lieutenant paa 'Fæftninger 
Chriftiansburg), En liden enfoldig Beretning om det Landſtab Svinea 
etc.) Kbh. 1697. — En liden og fort Dog gruelig Hiftotie Om 
de ſidſte Kriger, ſom af den Tartariſte Nation er ført imod Sinen⸗ 
ferne; førft paa Latin fammenfat af cu Jesuviter, ved Rafn. Map- 
tino Marlinio, fiden Paa det Danffe Sprog overfat af Gøfren 
Ludvigføn Lem (Lem) Berga-Norvego. Kbh. 1700. Tile gnetfen 
og Fortalen ere fulde af latinſte og franſte Ord; og Stilen bøj 
travende, f. Cr. „Tager til tacke med dette mit førfte Hanegal, oc 
træder ide paa min forſte studeringers Ympe med muffornøjede 
Fodder.“ rele 

Endelig henvendes Opmarkſomheden paa andre endnu ilke uds 
givne Haandſtrifter, ſom Eleonore Chriſtine Ulfelds Heltinders Pryd, 
Den forſte Part, ſtreven da hun borde paa Maribo Kloſter, og indes 
holdende, efter et Forfvar for Kvinden, adſtillige Heltinders Hiſtorie 
i en temmelig broget Blanding; Journal over Prinds Jørgens Rejfe 
af Chriſten Lodberg (1663, Prof. i Hiſtorien i Sors, Biſtop i 
Ribe, + 1693) 0. lign. 


Norſte Hiftorie. 427 


Norge fil ogſaa fin Hiſtoriograf, Arnold de Fine 
(f. i Gelfingborg 1614, Rektor i Bergen, 1672 Biftop i 
Thronbbhjem, + fjamme Aar), der 1671 blev Biceſuperinten⸗ 
bent i Throndhijem, for at kunne fulbende fin norſte Hiftorie. 
Han havde beffjæftiget fig dermed i tolv Aar, uden at bringe 
bet til videre end Samlinger, og bet endda fun til. Olaf 
Trygveſens Tiv. Arnoldus de Fine, ſagde Griffenfeld, 
scripsit librum sine fine. . Gan fan betragtes ſom en For⸗ 
lober for Torfæué, thi han vilde overjætte Snorre paa 
Latin, Da han hyldede ben Gullandſte Hypotheſe o. desl., 
nbeflager man iffe Tabet af hang Samlinger.” 

Formedelſt Forbindelfen imellem Rigerne beftjæftigebe 
nogle Danſte fig ogſaa med Norges Beſtrivelſe, ſom Bog« 
handleren Jens Lauridſen Volf (1651), og bets Hiſtorie, 
fom Jens Mortenſen Pilt (f. i Skaane, Amauuenſis 
hos Hvitfeld, Rektor i Herlufsholm, Præft i Slangerup, 
F 1595). Lucas Debes (f. i Stubbekjobing 1623, Preſt 
og Reftor i Thorshavn, + 1676) gav fin Beſtrivelſe over 
Færøerne (1673). Men ifær vifte indføbte Nordmænd 
allerede nu ben levende Kjærlighed til deres Lands Topo- 
grafi og Hiftorie, ber i be følgende Aarhundreder beſtandig 
har tiltaget. Foruden latinſte topografiſte Skrifter fan ifær 
bemarkes en Norges Beftrivelfe af Abſalon Pederſen 
Beyer (Reftor i Bergen, Præft paa Bergenhus, + omtr. 
1574) og de beftandig vorende Arbejder af Brodrene Mel— 
chior Ramus og Jonas Ramus (1682 Preſt paa Norder⸗ 
houg i Ringerige, gift med ben fjæffe Anna Kolbjornſen, 
+ 1718), hvis Norvegia antiqva et ethnica (1689. 4.) 
fenere af ham felv blev overſat og forøget. 

Det eldſte Forſog man kjender paa en Overſettelſe af 
Heimskringla er endnu utryft, nemlig Beghndelſen bertil af 
Laurids Hanſen, Bonde paa Kongsgaarden Skough. 








428 Det larde Tiderum, Hiftorie. 


Peder Clanfen; Undalinus EGf. 1545 i Egerſund, 1566 
Praſt til Undal, Kannik ved Stavanger Domtirfe og Provſt 
over Liſtelen, + 1623) efterlod deriniod ille Blot ren Be— 
ſtrivelſe ober Norge, ber endnu har Værd, men tillige fin 
efter ben norſte Statholder Axel Gyldenſtjernes Begjering 
forfattede Overſcettelſe af Snorre, hvilfe forſt bleve, udgidne 
efter haus Dode Sſin Dverjættelje er: han, omtreut ſom 
Vevel, mere Omſtriver end Overſcetter z paa mange Steder 
gav han et Udtogz ligeſem Vedel” udelsd han de gamle 
Slaldes Vers. 


Arnold de Finer" Slagten, Zwerg S. 474. Sommelius 2, 
407. Om hans Arbejder Werlauff i Ny D. Mag. 3, 414 

Jens Laurigføn Wolff -Bogfører:. ;Norrigia illustrata Eller 
Norges med fine Underliggende Lande og Ders (Færs, Island og 
Grønland) Korte og Sandfardige Beſtrifvelſe. Under Tilegnelfen 1651, 

Jens Mortenſen: Norſte Kongers Kronicke oc bedrifft, indtil 
vnge Kong Haagens Tid (et.) Vdſet aff gammel Norſte paa Danſte. 
Kbh. 1594. Efter Fortalen (Slangerup 1594) fil han denne 
Norſte Kronicke af Arild Hvitfeld, da han „vaar hes hannom, nogen 
tid fiden, for omgengelſis fyld, vdi tieniſte.“ Den begynder form 
Anglingaſaga, og er Uddrag af Snorre, forſtjelligt fra. Peder 
Clauſens. 

Lucas Jakobſen Debes: Færoæ et Færoa reserata Det er 
Færsernis oc Færsefte Indbyggeris Beſtrifvelſe (ett.) Kbh. 1673. 
Baade hiſtoriſt og beffrivende. Det fidfte Affnit, Om Spøgelfe oe 
Satans AUnfectelfe, indeholder Bidrag til Overtroens Hiftorie. 

Laurids Ganfen: Werlauff om Ole Vorms Fortjenefter, i Nord. 
Tideſtr. for Oidk. 1, 349. Haandffriftet Arnæ-Magn. Nr. 98. fol. 

Meder Clauſen: Vorms Fortale til Norſte Kongers Kronile. 
Vormii Epist. 1, 314. 317. 380. Fortalen til Folioudgaven af 
Seimskringla. Werlauff om Ole Vorms Fortjenefter &. 347. 

Snorre Sturleſons Norſte Kongers Chronica. Vdſat paa 
Danfte aff G. Peder Clausſon, fordum Sognepræſt i Vndal (etc.) 
Abh. 1633. 4. Tilegnet Chriftopher Wrne til Aasmarck af De 
Vorm, der udgav den med to Tillæg, det ene af Peder Clauſen, 


Rorfle Hiftorife Sfrifter. 429 


det andet en Fortfættelfe, meſt efter Hvitfeld. Samt: Rorriges 
De Omliggende Ders fandfærdige Beſeriffuelſe (etc.) Kb. 1632. 4. 

Gaandſtriftet til Norges Beſtrivelſe blev af Biffop Wegner i 
Stavanger fendt til Kansleren Chriſtian Fris, af hvem Forlæggeren 
fil det. Vorm maa have haft Del i Udgivelfen. At derme af 
Wegner nedſendte Norges Beftrivelfe iffe var af ham, har Rordahl 
oplhſt i Æt Non-Ens, i Minerva, Februar 1788, S. 186. 

Peder Clauſen Har ligeledes forfattet den forſte fyfiſte Beftris 
velfe over Rorge (singularis physica) eller rettere Beſtrivelſe over 
norſte Landdyr, Fiſte og Fugle Haandſtriftet blev ſendt til Vorm; 
Han efterlod det i fit Dedsbo; Bartholin tog det derfra til fin 
Gaard Hagefted, hvor det brændre med hans Bibliothel. (Sibbern 
6. 344. Erik Pontoppidans Glossarium Norvagicum, dortalen 
S. 24). 

Uddrag af Snorre paa Latin er Norwegia monarchica et 
christiana, auctore Christiano Jacobi Lårn (Orn). Ex Msc. 
edita. Tychopoli 1712, . 

Norſt Korografi fortfattes af Ivar Leganger (+ 1702) 0. a. 
(fee Jesſens Morge); og naturhiftorifte Beſtrivelſer f. Er. af Dis 
derif Bring (Naturæ admirator falder han flg) i Prodromus 
& Norvegia sive Descriptio Loufodiæ. Amstel. 1683, ifær 
diſte og Fugle. 

Chriſten Staphenſen Bang (den Gang Soguepræft i Romme⸗ 
dal paa Øedmarfen) udgav Descriptio Civitatis Christianensis, 
Ded er: Christiania Stadsbeftrifuelfe (etc.) Prentet i Ghriftiania 
aff Balentin Kuhn, 1651. 4. De faa hiſtoriſte og beſtrivende 
Bemarkninger drukne i et Hav af gudelig Snak, thi Bogen, en fvær 
Kvart, fulde egenlig have været „en liden Præfation udi en af 
hans Catechetifte Bøger.” 

Mærkelig er derimod, ſom en rig Samling og ſom Kilde til 
Holbergs Bergens Beffrivelfe, Edvard Edvardſens (1663 Kon⸗ 
rektor i Bergen, + 1694) Haandffrijt, GL Kgl. Saml. Mr. 992. fol. 

Jonas Ramus: Nori regnum hoc est Norvegia antiqva et 
eihniea.  Christianiæ 1689. 4. Jfær om Rorges aldſte Hiftorie 
fra Nor til Harald Haarfager. — Rorriges Beſtrivelſe (etc.) Kb. 
4. (1715). Indholdet ifær hiſtoriſt. — En almindelig Kronologi 
er: Guds Riige blandt Verdens Riger, Udi en fort Extract af Kircke⸗ 





Ditnorbit Sprog”og Ritcrature 
Borm Zorbintelfe med Thorlat Stu, 
Runolf Jouſen, Magnug Olafſen og 
(Povel Hallſen.) Forholdet til Sverri 
Piftorieftrivning fortſat: Kongelige 
Thormod Torfæug. UPolitifte Tiden 
iMed Hiſtorieſtrivningen ſtaar C 
Dorbiadelſe, og dennes Fremgang aff 
Del af Kundſtaben om det gamle n 
Vibeuſtabofags forſte Morgenrobe, 
bette Tidsrum, maa derfor kaſte nog 
ſtorieſtrivnlugens Tilſtand. Selv var 
mørte; og bevfor maatte ben eldſte Hiſ 
Dem udgik ilte fra Norden felv; "de: 
medSverriz/ ja ſelo med Norge, for 
om 38landft før tinge, Den dannede 
ſelvſttenvigt Fag ;" Naturens Studium 
ſaget Havde eibnu ilte ſtilt ſig fra hin 
der ſaurlede paa Antikviteter, Havde 4 
kabinet; det fom forſt ſatte dem i Be 
ſtabens laveſte Drivefjeder, Nysgierrigh 


Olvgranfiningens Begpudelfe. 431 


og ſaae ifær paa Naturens Banffabninger, ber felv for 
Lægerne havde noget tiltræffende. Og ligeſaa lidet ſom be 
unde læfe Naturens Runer, begribe, hvorfor en Komet 
vifte fig paa Himlen eller hvorfor en Kalv blev føbt med 
to Hoveder, ligeſaa lidet kunde de tolfe bet gamle Nordens 
Guder. Næften alt maatte gaa ud paa at famle; lutter 
Enteltheder maatte ber førft til; faa eller ingen kunde for⸗ 
binde bem, altſaa heller ikle forſtaa bem. Men berfor: flal 
vor Ærbøbigheb iffe være mindre for be Mænd, ſom gif 
ad de ubetraadte Beje og brode ny Baner der, hvor vi 
nu gaa med Tryghed. 

Den forſte Begynbelje til Oldgranſtning har maaſtee 
taget Vejen fra Holften til Sønderjylland og derfra til bet 
øvrige Danmark. I bet mindſte gjorde. ben lerde Henril 
Rantzau (f 1599) bet førfte Forſog paa at udgive Runes 
monumenter, en Tegning af Jellingehoje og ben ene Ind⸗ 
ſtrift. Slesvigeren Paulus Cypræus (Kupferſchmidt, 
Prof. ved Gymnaſiet i Slesvig, + 1609) omtaler be gamle 
Danſtes Begravelſesmaader og beffriver Udgravningerne af 
Høje ven Slesvig 15d4 og 1588, famt Danevirke og Mine 
besmærferne ved Jellinge. Herman Chytræus (f. i 
Skaane, RNeftor i Halmſtad) foretog 1598 en Fodrejſe i 
Skaane, Halland og Bleking, for at ſamle Mindesmerker. 
Uden Tvivl have ogſaa nogle af Bræfterne, ſom Maurids 
Højer i Jellinge og Thorbern Hafebard i Lund, famt en 
og anden Befalingsmand, fom Iver Bartholin paa Ringſted 
Kloſter, enten felv ſamlet eller beffyttet de tilværende Old⸗ 
tidsminder. Hiſtorieſtriverne, ifær de, der fordybede fig i 
ben eldſte Hiſtorie, kunde iffe heller undgaa at berøre 
bette Studium, ſom be iffe kunde gjennemtrænge. Vedel 
taler om Vimminghojſtenen (Vedmanshojſtenen), ſom han 
nøjere vilde beffrive i Danmarks Beſtrivelſe, og i hans 





rum paa dens Mage i Jæmteland 
Varianter): 

Tral ſtal fange Magt, 

og Edlinge blive forag 

Kirker ſtulle blive til F 

Gerremand ſtulle blive ; 

og Præfter til Bender, 

og Bønder til Vidunder 

Danſt ſtal fange Tyſtes 

men væ big, Danmarf, | 

Dg end ſtaar Stenen i) 

Osſaa Hvitfeld taler i fin Fortale 
Gravhøje, Offerhojenes Retning n 
Gravhøjenes fra Syd mod Nord, £ 
ben fenere Brendalder, ja meddele 
phanius meddelte Vorm det bekjendte 

Benantius Dortunatus, ſom Vorm 
ben egenlige Staber af bet nordiſte 
Ben, der blandt alle fine Samtidige 
i bet ſtore, er Ole Vorm. — 
ningen beghudt med Upplænberen Job 


rn - 


Die Berm, 433 


gang til be Store, hans Forbinbelfer med Lærbe gave ham 
Lejlighev til at tilfredeſtille fin Yadlingetilbojeligheb. Men 
vi ftøbe tillige her, ſom overalt, paa be fornemme Ves 
ynderes mægtige Baavirfning; han lagde fig efter bereg 
Opmuntring (instinctu et rogatu majorum) efter nordiſte 
Olbſager. 9 bet han ſels begyndte at forſte, opmuntrede 
han tillige andre. Han brevverfebe med Bertel &nubfen 
Aquilonius (1619—30), ber ogſaa lagde fig efter Mutes 
Tæsning, og beklagede at ber manglebe gotifte Typer i alle 
Bogtryklerier. Efter deres Opmuntring foretog Laurids 
Asſerous (f. i Staane, Preeſt i Bleking) en Rejſe i 
Selland, for at ſamle Indſtrifter. Vorm var ben førfte 
Opmuntrer dertil. Frugten var en Samling, ber udkom 
1621, men ber er ingen Runeindſtrifter deriblandt, og hvor 
tinge Kundſtaben var viſer Tillægget bertil, et Brev fra 
Aquilonius til Vorm. Det famme fljønnes af Aquilonii 
Breve, hvori han ſtriver til Borm om Tryggeveldeſtenen og 
Sellingeftenene; paa ben ene leſer han: Harald Konge 
bygget Kirke Kapel (etc.). Vorm fif nu tillige Regjeringens 
Unberftøttelfe; ber udgik 1622 kongelig Befaling til Biſtop⸗ 
perne i Danmark og Norge, at be Gejftlige ſtulde indſende 
Beretninger om Oldfager. Saadanne inbfom fra 16283—26, 
hville han fiben benyttede. Bertel Kuudſen foretog efter 
fongelig Befaling en antikvariſt Rejſe i Skaane, Bleking 
og Halland. Det blev ogſaa paalagt Vorm felv at gjøre 
en runologiſt Rejſe i Fedrelandet, men „den blev næppe 
foretagen i nogen betydelig Udſtrekning.“ Endelig begyndte 
han igjennem Presfen at meddele Frugterne af alle dieſe 
dorarbejder.  Chriftian Fris til Kragerup havde meddelt 
ham en gammel danſt Kalender, flreven med Runer paa 
VPergament, fra et Bibliothek i Jylland. Dette Fund frem⸗ 
kaldte hans ældfte antifvariffe Skrift (Fasti Danici 1626). 
28 





uucoj, otte Aar efter Tryggeveldeſ 
Aar udkom hans Runer, et theoretiſt S 
med et Tillæg om ven aldſte nordiſte 
nica Literatura antiquissima), ber 
have været færdig. Ogſaa hans ful 
Forklaring over danſte Runeindftrifter 
ſynes allerede at have været udarbej 
forſt elleve Mar efter fom for Lyfet (1€ 
tillige ben 1641 udgivne Afhandling 
cornu aureo), ber blev mobtaget mi 
Gfter hans Mening var bet fra Song 
Dage, og Figurerne vare moralſte 
Prof. juris i Sorø, Henrik Ernſt, 
bet. var vendiſt. Det fremkaldte en 
bem. Vorm fanbt bet uforſtammet 
iffe ſtulde være danſt. Ligeledes + 
Mindesmeerker, ifær de tvende meb 9 
vælter, fom findes i Runehaandſtrift 
(Regum Daniæ series duplex et limit 
Sveciam descriptio, 1642), og fluttet 


CIVET MEE 


Ole Vorm. 435 


at opvife, og ſom endnu beſtandig maa raabfpørges ſom 
den ældfte Kilde. Forſte Bog indeholder en Art Karaftes 
riſtik af Mindesmerkerne og Oplysninger om gamle Slikke, 
fom Kongevalget, o. desl., ſamt Beffrivelfer over Lejre og 
Danevirke. Det er endda iffe ilde. De fem andre Bøger 
indeholde felve Runeindſtrifterne med hiſtoriſte Oplysninger 
og bereg Læsning, i aft 139. Ved hvert af be danſte 
Landſtaber forudſtikkter han en Udſigt over Steberne, ifær 
laant af Hans Lyſtander. De hiftorifte Efterretninger, hvor 
upaalidelige be end monne være, ere uundværlige. Ind⸗ 
ſtrifterne fom ben ældfte Læsning ere ligeledes vigtige, og 
endnu undertiden meget oplyſende. Men Forflaringerne 
felv ere ofte mislytfebe, ſtundum flette, abſurde. Det kunde 
iffe være anderledes. Tegningerne fif Vorm fra anbre, ber 
fjelben befabe ben fornodne Kundſtab, og han maatte idelig 
fee med andres Øjne. ØGjætninger tilfredsſtillede ham iffe 
(non conjecturis acqviescimus, ftriver han til Reuther, sed 
literatam reqvirimus expositionem), men ſelv funde han 
fom ven, ber maatte bryde Vejen, iffe beſidde be fornodne 
Kundſtaber, og fra andre kunde han iffe heller faa gode 
Oplysninger. gIslcenderne, ſom han ifær havde ventet fig 
herlige Bibrag af, gave ham ingen; nogle af bem tilſtode 
oprigtig bereg Ukyndighed, andre holdt det tilbage, fom be 
vidſte, for ilke at blive misteenkte for Trolddom; ben lærde 
Arngrim Jonfen kaldte felv alt bet han kunde faa af hans 
Landsmend om Runefager for Sfygge og Røg; og naar 
Vorm raabførte fig med ham om Rammruner, faa maatte 
han tilſtaa, at han felv fun kunde tale om bem ſom eu 
Blind" om Farverne (ut cæcus de colore);. det er vel 
heller iffe blot Smiger eller Beſtedenhed, naar han beder 
Vorm ilke at vente Oplysninger af ham, ſom beri er 
blindere end Muldvarpe (a me talpis cæciore). Naar 
28" 





WunetmDtrifter, og fiden Arngrim 

ingen paa den hele O, af hvem 

Oplysning. Bures Bemærfninger t 
ber var Stinføge imellem begge 3 
undgik fan alle Henſyn til be fven 
fig alene til be danſte og norffe, ft 
Overenéftemmelfen imellem alle tre 9 
Geller iffe om Skriftens Hiſtorie ha 
Har doreftilling; Vorm anſaae Rur 
Bogſtrift, og Runeafſtriften af Saar 
beraf. Nordens Hiſtorie var i fine 
lidet bearbejdet, at ber let maatte 
ubjemlede Gjætninger; og ben Tilb⸗ 
oderalt at finde hiſtoriſte Verſoner, 
meget mere ſom ben endnu iffe ganft 
lede maatte den; naar f. Cr. Ordet u 
Stroftenen blev til Navnet Thord, og 
tit en Thord Thott, Stamfader for & 
Magnnſens Dom over Borms og ha: 
forklaringer: ,De Monumenter, ſom 


Ole Vorm. 437 


Videnſtaben, forfvinder nogenſinde fporløs og unyttig for 
Literaturen, hverken Tyge Brahes eller Ole Vorms. Efter⸗ 
flægten ſtal indſee deres Fejl, men paaſtjonne deres For⸗ 
tjeneſte. Vilhelm Lange ſtriver fra Leiden 1649 til Borm: 
Vore Forfæbre ſorgede ſom Rommerne for Hiſtoriens Efter⸗ 
mæle; vi derimod, ber faa vel forſtaa alle fremmede Sprog, 
kunne hverken læfe eller forjtaa vor Fedreneſtrift. Du, ypper⸗ 
lige Mand, har reddet vort Fæbrelande og vore Forfæbres 
Hæver fra Undergang. Alle burde rejfe Støtter for big og 
bringe big Krandſe og andre Gaver. 

Vorms Runeſamling blev haandſtriftlig fortſat af Jo⸗ 
han Berntſen Meier (f. i Haderslev, Informator for 
Bring Ulrik, 1640—45 Reftor i Ribe, 1650 Konrektor ved 
Gymnaſiet i Bordesholm, f omtr. 1660), ber ellers er 
betjendt ſom latinſt Digter. 


Vormii Epistolæ. Nyerup, Giſt. ſtat. Skildr. 4, 21. 80. 
men ifær Werlauff, Den nordiffe Urdæologis Hiſtorie indtil Ole 
Vorms id, i Stand. Literat. Selſt. Sr. 1807, iſte B. og 
Samme, Ole Vorms Fortjenefter af det nordiffe Oldſtudium, i 
Nord. Tidsſtr. for Oldkynd. 1 B. 2 6. Ueber die Runenmuͤnzen 
i Schlegels Samml. zur Dån. Geſch. 2, 2, 16. 

German Chyhtraus: Hermanni Cbytræi Wejani Monumenta 
præcipua, quæ in Schania, Hallandia et Blekingia inveniuntur, 
Observata et cum historica brevi enarratione illustrata 1598, i 
Sven Bring, Monumenta Scanensia, S. 278. (Om Baandſtriftet 
Rerum Danicarum opusculum, Rolbech, Haandſtr. i Stofholm i 
Gift. Tideftr. 4, 138). 

Ole Vorm: Brevverlingen med Bertel Knudſen i Vormii Epist. 
1, 41-51. Vorm omtaler Bureus og tabella illa Svetica S. 46. 
48. Laurentii Asseroi Inscriptionum Selandicarum Daniæ Anti- 
grapha. In fine adjuncta Bert. Canuti De Monumentis antiquis 
Epistola (ſtrevet 1618). Haſn. 1621. Tilegnet Chriftian Fris 
til Kragerup. Lædereæ 15 Octobr. 1621. Bertel Knudſen ſkriver 
(Vormii Epist. 1, 43) til Vorm: Nomen et laudes tuas in 





quod haberi a nostratibus potest de I 
297) og dette befræftes af den hele Bre 

De her benyttede Bemarkninger om 
hos Berlauff, Om Vorms Fortjenejter, 
333. 203. 312, 293. Arne Magnu 
Saml. 3, 110. Vorms Samlinger, den, 
talen til Vormii Epist. S. XXVIII. 0. 
Musei Vormiani initia et incrementa,) 
lyeninger om hans Skrifter, fee ifær om 
der Havde givet Bidrag dertil; og hans eg 
Qrvantos fecerim sumptus in hisce co 
effari non audeo; sed qvid inde comm 
pessum ibunt omnia (1, 500). (Bl 
ogſaa Dr. Dietrich Helwig, der i Regiſter 
Øm Trykningen af Skrifter Brevverlinge 
milller i Vormii Epist. 2, 768 0. f. v. 

Johan Meier: Moller, Cimbr. liter 


329, * N. Thorup, Hiſt. Efterr. om! 
S. 103. 






Foruden Runefortolkningen beſtja 
allehaaude andre Oldſager uden derom 
vare med at udgrave Høje, ſom Pet 





Peder Vinſtrup. Bartholinerne. Matthias Schacht. 439 


ſtande, men ogſaa Danmarks Navn og bets Wlbe, Julen 
9. desl. Vorm havbe fremkaldt en Bevægelfe, ber udbredte 
fig i mange Stromme uden at forene fig til nogen plans 
mesſig, til eet Maal ſigtende Virkſomhed. 

Det 1639 fundne Guldhorn beftjæftigeve Biſtoppen 
Peder Pederſen Vinſtrup, ber i et latinſt Digt i ele— 
giffe Vers gav en Forflaring over Figurerne derpaa; be 
forklares zumxæåg om Danmarks Tilſtand og den fvenffe 
Krig; ſamt Preſten i Roesfilbe og Provſt i Sommeherred, 
Enevold Nielfen Randulff, ber i famme Aar (1644) 
ubgav en lærd Afhandling, om Horn og Guld, med Fi— 
gurernes Forklaring, Hornets Xlde, Brug, o. f. v. for 
enbelig at lande i Danmarks Ælbe. Begge give, efter 
Vorm, en hiſtoriſt Beretning om Fundet. 

Ved Samling af danſte Mynter, ifær jyſte og fynſte, 
lagde Hans Mule (f. i Odenſe 1605) et Grundlag til dette 
Studium, ber forſt blev udgivet efter hang Dod (1669). 

Blandt be øvrige Forfattere bemærkes iſcer Bartho« 
linerne: Thomas Bartholin, ben berømte Anatom (de 
armillis, præsertim Danorum. 1647), ber tillige meddelte ben 
førjte Runemynt (en Gulemynt funden i Selland); Tho— 
mas Bartholin den Yngre, ber dels ubgav nogle hiſtoriſte 
Afhandlinger (de Longobardis, 1676; de Holigero Dano, 
1677), dels fit berømte antikvariſte Skriſt om de Danſtes 
Foragt for Doden (Antiquitatum Danicarum etc. libri tres, 
1689), ber i mange Tider var en Tilflugt for dem, ber 
føgte Oplysning om Nordens gamle Poeſi 0. desl. Hans 
Søn Thomas Bartholin gav en temmelig fprænglærd 
Afhandling (de Danici regni nomine, 1710). 

Under trange Kaar virkede af indre Lyft i flere Ret— 
ninger Matthias Henrikſen Schacht, f. ben 29 April 
1660, bimitteret til Univerſitetet 1678. Han beføgte Riel, 


Ierteminde, men tillige Muſikus fo: 
holm, i begge Stillinger lige flittig ; 
tilbringe Natten med Muſik, forſomte 
om Dagen; og han fandt endda $ 
arbejde Efterretninger, uden Tvivl 
mærkelige mufifaljte Forfattere, tilbe: 
eller Muſilſtole, men ogſaa at lebe ef 
bem, at ftubere Literaturhiſtorie, o. 
leves, ſom en fenere vrovſt udtryt 
Blden, end han behøvede”, At han 
Han pønfede paa, er let forklarligt; 
for ſin Tid godt. Geller ikle fom 1 
Kaar, hvorunder han virfebe, lad 
engang falde hang Navn tilbage; fe 
om lærde Kvinder i Danmark, vil be: 
De flittige Birkeroder høre fren 
parrene Hans Birkerod (1699 Vri 
og Sens Birkerod (bøb ſom Biftop 
Dakob Birkerod (ber brufnede 16£ 
Birkerod (bøb ſom Biftop i Aalbo 


Birleroderne. Otto Sperling. 441 


bodighed for”; hans Afhandling om Aarſagen til vore Old⸗ 
fagers Undergang (1701) indeholder tillige Oplysninger til 
danſte Skrifters Sfjæbne. 

Fremdeles høre hertil Iver Hertz holm (f. 1635, 
+ 1693), men ifær Otto Sperling den Yngre (f. i Chris 
ftiania 1634). Som fpæbt Barn fom han mev fin Faber til 
Danmark, og blev opbraget i Kjøbenhavn, men han ſtuderede 
ſiden i Helmſtädt. Da Faderen 1652 maatte forlabe Dans 
mark, belte Sonnen formobenlig hans Stjæbne; 1655 var 
Han Informator for en Søn af Guftav Wrangel, Stats 
holder i Svenſt Pommern; 1658 rejfte han, og blev efter 
fin Gjemfomft Informator for Corfits Ulfeldts yngfte Søn. 
Gan føgte Griffenfelds Gunſt, blev 1674 doctor juris i 
Siel, og rejfte atter udenlands ſom Hovmeſter for en von 
Buchwalds Sønner 1681. 3 Varig ordnede han Colberts 
Bogſamling, og fif derfor en aarlig Penſion indtil Colberts 
Dod to Aar efter. Endelig blev han 1687 Asſesſor i ben 
Glülſtadſte Overret, og 1690 faldet til Kjøbenhavn, hvor han 
1692 blev anfat ſom Profesſor ved bet ny Ridderlige Alademi. 
Fra bet afgif han 1698, men blev atter anfat fra 1701 til 
1710, ba Ufavdemiet blev ophævet. Efter mange Øjen« 
vordigheder paa fine fibfte Dage dode han i en høj Alder 
1715. Til hans ſidſte Ophold i Kjøbenhavn høre hans vig⸗ 
tigſte Skrifter, ber dels ere hiſtoriſte, dels arfæologifte, dels 
afhaudle Myntvæfenet (ſom Teslameutum Absalonis; de 
nomine Konning; de nomine et festo Jul; de numo Sve- 
cico per errorem Sevenensibus adscripto), men ſom albrig 
bleve ordnede til noget fammenhængende Hele, og han efter⸗ 
lod derhos Haandſtrifter, „et Ocean af Lerddom“, ber 
venter paa en ordnende Haand. Mærfelig er han ders 
hos for ben Hare Indſigt, han vandt og udtalte, om 
bet islandſte Sprogs Vigtighed for ben nordiſte Hiſtorie. 








442 Det færde Tidsrum. Oflvfynbigbed. 


Treſindstyve Aar gammel lagde han fig efter bet, thi ban 
forudſaae, hvilfe Frugter bette Studium engang vilde falde 
for Lyfet. (1692 ſtrev han: — in Islandieis pérdiscendis 
me nunc totum esse Historiæ causa,  Fructus aliquando 
apparebit, et miraberis, ex gelido axe, ex insula. tam 
remola, veritatem repeli, tanquam ex puteo Demoecriti.) 

Endelig have Terpagerne: Peber Terpager og hans 
Søn Laurids Terpager, hvis literere Virlſomhed fort⸗ 
fættes i den Holbergſte Tidsalder, dels ved Optegnelſer af 
Indſtrifter, dels ved arfæologifte Afhandlinger, allerede nu 
givet Bidrag til Oldkyndigheden. 


P. P. Binftrup: Cornicen Danicus seu Carmen de aures 
cornu in Cimbria invento 1639 (éte, etc.) Raptim eonseripeit 
ille qui ad cæleste mokerevuæ tendit Per Portam Witæ a 
servatore Jesu commendatum. (1644). fol, Med Afbildning. 
Vorm figer derom: Episc. Lundensis Winstrupius, qui quamvis 
stridula quandoque canat avena, huic tamen tempestati haud 
incongrua quædam protulisse videtur, (Vormii Epist, 2, 887.) 
See ogſaa Werlauffs Indledning til Grams Afh. om det 1734 
fundne Guldhorn, i Annal. for nord. Oldk. 1853. &. 145. 

Digtet fandt ftrar en Overfætter i Peder Hermanſen: Den 
danſte Hornblæfer (etc.) Forſt ſtreffuet paa Latine med en Ziirlig 
oc herlig Stijl udi Martij Maanedt 1644. AF en Belbefiendt oc 
Vijtberomt Hohlerd Mand, ſom beftreff fit Naffn med Frelſerens 
Ord, ſom findis Matth. 7. v. 13. 14. Men effter manges begie⸗ 
ring fortoldet, oc vdfat Paa Danſte Tungemaal af en Gom Paa 
Herren Haaber vdi famme Aar 1644. 4. Overſattelſen er ilke 
fuldt faa firlig og herlig, og vifer hvor langt Modersmaalet ſtod 
tilbage i fin poetiſte Form. Den begynder med 

Mit Sind mig nu tildrifuer at blæfe i et Horn, 

Mens de andre blas Allarm, et faare lidet korn. 

Det er ey et Gyrde Horn, Konger thi det epde, 

Naar de, udi gammel Tjd vilde føre Feyde. 


Om Skruen (der blev tilfat) hedder det: 


Artæologiſte Strifter. 443 


Men huorfor en Guld⸗Skrue bleff ſtrax giort til vort Gorn, 
Guilcken det en haffde før, den Tjd det var forlorn? 

De huorfor prydes Skruen med Prindzens ſtore Naffn, 
Ridt i Rigens Krone ftion, oc huad er der aff Gaffn? 
Mon det betyde ſtal at Riget ſtal forsgis? 

Det fand jeg eh fige om det ſtulde forſogis. 

Danmard har en behoff Forøgelfe, Forbedring, 

Det noyes med fig felff, har nock i fin Befuæring: 

Det er et mactigt Rige, behoffuer ey Tilfæt, 

Det er aff re, Herlighed, offuer maade mæt. 


E. N. Randulf: Tuba Danica, hoc est dissertatio theo= 
logica de aureo cornu in Cimbria invento (etc.) Havn, 1644, 
fol, Vorm ffriver til Forfatteren: At a rege aliquo Christiano 
elaboratum ut credam hoc cornu nondum mihi persuadere valeo. 
(Vormii Epist. 2, 887). 


$. Mule: Bibliotheca Muleniana. Hafn. 1670. 4. hvori 
ogfaa Th. Bariholini Oratio in obitum Joh. Mulenii. Haſn. 
1669. 4. 

Th. Bartholin: Variæ antiquitates Daniæ i Acta medica 
2, 97, deriblandt Nummus aureus med Afbildning og Forklaring 
over Runeindſtriften. (Suhm, Danm. Hift. 4, 569, anfører den 
fom den førfte.) 

M. $. Schacht: Hans Levnet i Nova liter. maris Balthici 
1702, &. 82. Cm denne Mande Fodeſted herſter der en beſhn⸗ 
derlig Forvirring, om det var Biborg i Jylland eller Biborg i Fins 
Tand eller Visby paa Gulland? Hjersing de claris Viburgensibus 
6. 9 forfafter Pontoppidans og Vorms Beretning, at han var 
født i vort Viborg, da Thura ved 1660 iffe har nogen Genrik 
Schacht ſom Reftor; han falder Faderen Rector scholæ Viburgensis 
et designatus Gothlandiæ episcopus, og mener, at det var Biborg 
i Finland; af ſamme Mening var Casparus Lund, Pastor Ståfrin- 
gensis. I Præftearfivet i Kjerteminde findes et Baandſtrift af 
Provſt Nikolai Seidelin Bøgh, Sognepræft i Kjerteminde fra 1746 
til 1778, der, fom man fan fee af Nyerup, ogſaa havde flere Jern 
i Ilden end han behøvede. Hvad han har optegnet om Schacht er 





yan, ſom ban dog er den beromteſte 5; 
endnu hans Skilderi i min Stue, bve 
fommerne”, Har noget Wenneſte tankt 

De mange utrykte Strifter, Schach 
liter, maris Balth. 1698, &. 186. 
haves fun Uddrag deraf: af hans Bra 
hans Schediasma de eruditis mulierib; 
209; af hans Observatio de ansere 
nato, ſſt. 1700, S. 253; og endelig 
antiquitatibus quibusdam e tumulis 
Cartemundam et vicina loca effossis, f 
Aftegning. Deriblandt er en Kniv, hvo 
han fæfer: Fur borur blota. 

J Baandſtrift haves hans Musicus 
ningen af Mffnittet om Danft Sprog. 
Storicarum de Gronlandia Collectanea 
fol. 775. 4. 

Flere af Birkerodernes Strifter om 
marie Balthici: Th. Birkerod for Ware 
Siftop Jens Sirferod 1699 &. 81; og 
Elephantino 1705, &. 116. Som Crer 
den Gang gif til, fan man tage Joh, B 
quisitiones antiquitatum Patriæ Daniæ g 
171R 4 —… mm — 





Dmnordik Sprog. 445 


O. Sperling den Yngre: Foruden Moller, Cimbr. liter. 2, 
849 ogſaa Wolffs Hiſt. Ordbog 10, 351. Werlauff, Efterretninger 
om det Kgl. Bibl 6. 78. 82. om ham og hans Haandſtrifter. 
Echlegels Samml. zur Dån. Geſch. 2, 2, 20. 

Gom Exempel paa Udbyttet af Laurids Terpagers Afhandlinger 
henwiſer jeg til den fun 20 Gider ftore eller rettere lille Diss. de 
sacris veterum Danorum vigiliis. Hafn. 1705. 4. hvor man 
faar en De at vide om Julen, der har Navn af Julius Cæfar 
eller af et Hjul eller det ſtulde nok ſtrives Jol, Glædens Tid, at 
jøgle, det er ludere; ſamt Hvorledes den holdtes. De vigiliis festi 
circumcis, Christi hedder det, at der holdtes Gilder, med Bin, 
ſom kaldtes potus S. Jani, og deraf kommer vel den endnu paa 
mange Steder herſtende Skik at fende hinanden Vinum Hippocrati= 
cum, quod vern. dicimus Luttendrant; ogſaa om den Stik at flyde 
Nytaar ind. Ligeſaa om Legene og andre Sfiffe paa Helligtrekongert 
Dag 0. ſ. v. — Prodromus Asylographiæ Danicæ (etc.) Havn, 
1706. 4. eller om Barfreder, det er Frifteder i Kirker, Kloſtere, 
Borge, et vift Gus i Byerne og paa Landet, indeholder Bevisfteder. 

Der gives naturligvis flere fpecielle Ting, ſom iffe her ere oms 
talte; ſom Skrifter om Myntvæfenet (f. Er. af Jens Goppener), 
Kunſtſager, o. desl. 





Oldkyndighedens Tilſtand, navnlig Runeindſtrifternes 
Forklaring, vidner om en ſtor Ukyndighed i bet gamle Sprog. 
Derfor maatte der odes faa megen Tid og Flid og fan 
mange Befoftninger anvendes, førend man kunde fomme til 
Bevidſthed om, at denne Sprogkundſtab var nodvendig og 
maatte erhværves. Men Hvorfra og hvorledes? Beghn⸗ 
delſen maatte ſtee ved en fornyet Kundſtab om bet gamle 
geland. Det var hartad blevet et ubefjendt Land for 38- 
Tænderne felv. Kun meget faa iolandſte Studenter vare 
hjemme i deres Fodelands Sprog og Literatur. Deres 
Studeringers hojeſte Maal var et Preſtekald, og naar de 
Tom hjem, fandt de fun liden Opforbring for fig til at 





" 


verosug jordel, iffe videnſtabe 
arbejdere „eo fine, at han ti 
Befordring”; Maguus Cflaffer 
Interesſe for ben eddiſte Litera 
i Færd med ben af Fojelighed 
„det var ilfe andet, ſtrev han 
ſom bet iffe var verdt at fpil 
maatte jo adlyde fin Øvrighed, 
i bet” (meræ ibi nugæ et min 
dantur horæ, nisi magistratui 
animos delectandi ministerium & 

Kundſtaben om bet gamle £ 
gamle islandſte Literaturs Reſtau 
Vidalinernes Stamfaver (f. 15 
hvoraf Tilnavnet Vidalin). Han 
verfitet 1585, og opholdt fig de: 
Rektor i Holum og tillige Præ 
modtage Biſpeembedet, og bød 
ubgav efterhaanden Efterretning 
(1593—1643: Brevis commentari 


e 


Arngrim Jonſen. 447 


Arngrim om Oplysninger til bet gamle Sprog, og be traadte 
i en levende Brevvexling med hinanden (fra 1626 til Arns 
grims Dod); og i over tyve Aar gif Arngrim ſaaledes 
Vorm tilhaande med at flaffe ham Haandſtrifter og Ops 
lysninger, faa at Vorm felv figer, at han ved Arngrims 
Dod næften tabte Lyften .til bette Studium. Det var ogſaa 
Arngrim, ber gav Vorm bet Haandſtrift af Snorres Edda, 
ber endnu er befjendt under Navn af bet Vormſte (codex 
Vormianus), og fom ingen af be ISlænbere, ber ba vare 
i Kjøbenhavn, kunde forſtaa. Maaſtee ber ved Siden af 
benne Mand ogſaa bør” nævnes Bonden Bjørn Jonſen 
paa Gaarden Sfardéaa (f. 1574, + 1656), hvis Annal⸗ 
famling (fra 1400 til 1646) maatte bibrage til at væffe 
Opmerrkſomheden for Landets Hiſtorie. 

Endnu tidligere begyndte Vorms Brevverling med Bi= 
flop Thorlak Skuleſen, ben islandſte Bibeloverſcetter 
(f. 1597, + 1666). Han brevverlede nemlig endnu førend 
han blev Biffop med Krag og Vorm (fra 1622 indtil Vorms 
Død), og meddelte benne iblandt andet de førfte Underſogelſer 
om ben islandſte Poeſi. 

Med Brynjulf Svendfen (f. 1605, 1632 Konrektor 
i Roeskilde, 1639 Biſtop i Sfalholt; + 1675) havde Vorm 
allerede ſtaaet i Forbindelſe, medens Brynjulf opholdt fig i 
Danmark; efter Arngrims Dod brevverlebe han ifær med 
ham, og fif af ham Oplysninger til Saxo, fom bleve bes 
nyttede af Stephanius, til Runologien o. desl. Men ifær 
Blev Brynjulf en Befordrer af den islandſte Literatur ved 
Oppdagelſen af bet Haandſtrift af Sæmunds Edda, fom han 
fendte ned til Kong Frederik den Tredie, og ſom endnu 
bærer hang Navn (LL, lupus loricatus). Øen Plan man 
havde, at Falbe ham til Danmark ſom Hiſtoriograf efter 








448 Det lærde Tiddrum. Sfbnorbig. 


Stephanii Dod, ſtrandede paa hans Afflag, men han deb ⸗ 
blev at nedſende Haandſtrifter 

De Solendere, ber opholdt fig i Danmart, virfeve 
fremdeles ven af udgive be forſte Forføg til ſproglige Hjælper 
midler, og beghudte Udgivelſen af gamle islandſte Skrifter, 
ijær Edda. Til dem høre iſer: Runolf Jonfew comtr. 
1644 Reftor i Holum; 1649 drog han til Kjebenhavn, og 
blev Magifter; ſom Reltor i Chriſtiauſtad i Staane 4 i 
Peſten 1654), Udgiver: af den forſte islandſle Sproglære 
(1651) eller rettere” de førfte Begyndelſesgrunde dertil og 
fun omfattende Formleren, naturligvis ven meget ufuld⸗ 
lommen Stiffelje… Dette Forſog, ſom han kaldte det nyefte 
Crecentissima), bevarede i mange Tider fit Navn, thi efter 
bet ubfom ingen trykt islandſt Grammatik før Vejfebningen 
af Raſt 1811. Magnus Olafſen (f. 1573, 1621 Rektor 
I Oolum, 1622 Preſt i Lanfaas; + 1636), ber dels gav 
en Overfættelfe af Snorres Edda, ſom Reſen berryttebe, 
bels en Afhandling om ben islandfle Poeſt, men ifær er 
mærtelig ved fin Gamling til em ielandſt Ordbog, ber forſt 
fenere blev ubgivet af Borm (1650). Det var, efter Wer⸗ 
lauffs Bemærkninger, ilke Henſigten at levere en fufoflænbig 
Orbog; det var en Samling af de ſjeldneſte Udtryf i Bets 
øg Brofa; enfelte Artifler ere endog faa ubførlige, at de 
kunne anfees for antitvariffe Exkurſer. Det er en Gær 
egenhed, at alle islandſte Ord ere tryfte med Muner, i Følge 
Borms Formening, at bet dar ben gamle Bogſtrift. Gud⸗ 
mund Anderſen, Gudmundus Andreæ, var ben førfte 
Bearbejver af de eddiſte Digte, og tillige mærkelig ved fin 
Stjcebne. Det var en fattig Bondeſon fra Mibfjord, ber 
gif i Holum Stole; men da han iffe havde Raad ti at 
rejſe til Kjøbenhavn, levede han fom Bonde, og ernære 
fin Moder, ber var Enke. Imiblertid fortfatte han fine 


Gudmund Anderſen. 449 


Studeringer paa egen Haand, og forfattede en Afhandling 
om Polygami eller rettere, om bet var tilladt en gift Mand 
at holde en Medhuſtru; han beſvarede dette Spørgsmaal 
med Ja, og fandt bet iffe forbudet, Hverken i bet gamle 
Teſtamente eller det ny. Det var vift aldrig faldet ham 
ind, at ville have to Koner, ba han funde have Bryderi 
nok meb cen, men han vilde øve fin Lærbbom, og mebbelte 
anbre fit Haandſtrift. Det var en farlig Sag; han blev 
inbjtævnet for Stordommen og domt; Biſtoppen Thorlak 
Stulefen angav Skriftet for Stiftamtmanden Henrik Bielke, 
ber lod Gudmund fængfle, og førte ham med fig til Kioben⸗ 
havn, hvor den arme Synder blev fat i Blaataarn paa 
" Slottet. Ubekjendt, fattig, uden nogen Velynder, ber kunde 
tage fig af ham, blev han ſiddende hen nogen Tid, uden at 
hang Sag blev tagen for, men han havde bog faaet Lov 
til at gaa nogenlunde frit om i Taarnet. En Nat gif 
han noget omfring og betragtede be tindrende Stjerner, 
men for at fee Himlen endnu nøjere, ftrafte fan fig fan 
langt udb, at han tabte Ligevægten og ftyrtebe ned. Uden 
at være kommen til Skade var han falden i Nærheden af 
be kongelige Borns Rammer, og ba han hverfen kjendte 
Vej eller Sti i Slottet, føgte han den førfte den bebfte 
Dør, for at finde nogen, ber kunde hjælpe ham tilbage 
igjen til fit Fængfel. Midt om Natten fom han ſaaledes 
ind i Barnefammeret; Kvinderne oploftede et Forferdelſes⸗ 
ſtrig, da be fane en daarlig Hævt Mand, ber talte et ube⸗ 
tjendt Sprog (thi han kunde den Gang hverken Tyft eller 
Danſt); be gjorde Anffrig, og Fangevogteren førte ham 
endelig tilbage til Taarnet. Neſte Dag hørte Kong Fre 
derik noget om ben Støj, ber havde været om Natten, lod 
Gudmund bringe for fig, og lod ham fortælle fin Sfjæbne. 
Det var hans Lyffe. Kongen tog fig af Sagen. Han lod 
29 





mev LVU af Carl Guſtaf beſtikket 
F 1663). Det theologiſte Fakultet 

og erklærede, at Gudmund ingen & 
Kongen; han blev frigivet, blev St 
Patroner ved fin Flid og Lerddom, 
og Ole Vorm. Vorm havte allere 
ba han ellers vilde være omfommen 
en af hang Landsmænd paa Isla 
fendte ham igiennem Vorm 1649 Vs 
Alt vendte fig ſaaledes til bet bei 
1650, men faa Aar efter dode han 

lom iffe til felv at udgive noget, 1 
Gavamaalj bleve udgivne af Nefer 
islandſte Ordbog (1683). Den va 
denne Slags, og derved blev bet ir 
ubfom 1814. 

I Sverrig var Oldforſtning frem 
Gabriel de la Gardie og be lærde £ 
Nubbed. Opmerkſomheden paa Isla 
ved Stephanii Haandſtrifter og SJørge 


But i e 


== 





Forholdet til Sverrig. 451 


ham til Viſings Skole og berfra til Univerfitetet i Uppfala, 
og opbrog ſaaledes en islandſt Tolk for be fvenfte Lærde. 
1661 blev han fendt til Island for at ſamle Haandſtrifter, 
og fom tilbage med et rigt Bytte. Flere af hang Landsmænd 
tyede ligeledes til Sverrig, hvor be fandt mere Unberftøttelfe 
og Paaſtjonnelſe. Gudmund Olafſen kom til Kjøbenhavn 1668, 
hvor Grev Gyllenftjerne var for at hente Carl ben Ellevtes 
Brud; han fil ogſaa Iélænderen derover 1681. Gudmunds 
Broder, Helge Olafſen, kom til Stockholm 1682, og blev 
næfte Aar ſendt til Island, for at hente Haandſtrifter. Jon 
Eggertſen, ber 1680 rejfte til Kjøbenhavn, beføgte ſiden fin 
Landsmand, Gudmund Olafſen, i Stokholm, og blev mis— 
tænkt for at have ført gamle islandſte Haandſtrifter over 
med fig; da han fom tilbage, blev han fat i Blaataarn, og 
maatte ſidde der i tre Aar, indtil han ved ben fvenffe Mis 
niſters Mægling blev fri, og han rejfte faa til Sverrig. 
Flere JIslænbdere opholdt fig i Stokholm; og Tingen gif 
faa vidt, at „ſvenſte Magnater pan Carl ben Ellevtes Tid 
lobe deres Børn lære Islandſt ſom et Sprog, der kunde 
udbrede Lys over be gamle fvenffe Love.” Den ſidſte, ber 
paa denne Tid var anfat ved Antikvitets⸗Arkivet, var Guds 
mund Gubmunbfen (f 1697). Den Jver, ber ſaaledes vifte 
fig i Sverrig, bevægede iffe ben banffe Regjering til at bes 
forbre ben, men til at udſtede et Forbud mod Udforſel af 
islandſte Haandſtrifter til Sverrig. Chriſtian den Femte 
ſendte 1685 Befaling til Landfogden paa Island, Chris 
ſtopher Heidman, at ſamle log nedſende Haanbffrifter, og 
paalagde ham, alvorlig at paaſee, „at aldeles ingen ſtrevne 
Hiſtorier eller andre deslige Traftater om Landet vorder 
derfra til Fremmede forhandlede eller udførte.” Hvad ſtal 
man tænfe om bet? Danſte Haanbffrifter kunde fælges til 


99% 


føsne smuterpres regius var en isle 
aren Crifjen (+ 1659), ver bog 
Svartes Hiſtorie paa Latin. Den 

var Bertel Bartholin, en Søn af & 
t 1690), men han gav fig fun 

Den næfte. interpres regius var bi 
ſtriver Torfæus, ver hvem Olbforfi 
fig til den latinſte Hiſtorieſtrivning. 

Thormodus Torfæus (f. 1636 paa 
fra. Besfeftab), Hvis Slægt nedſte 
tormfen den Rige (f omtr. 1430), 

Manden i Guldbringeſhoſel, en vel 
tilſidſt blev. dømt fra. Embede og ri 
holt Stole, og blev dimitteret 1654 
Univerfitet formedelſt Beften var ft 
Student, 1655. Da han 1657 havd 
flats; rejfte. ban hiem. Naſte So 
atter: fejle til. Kjobenhavn, men Sl 
Krigen med Sverrig lobe ind til Chꝛ 
bragte Vinteren i Norge, Om For« 





Thormov Torfæné. 453 


Eftermand af Stiftamtmanden paa Island, Henrik Bjelte, 
og ben fongelige Jægermefter, Johan Diepholt, der havde 
Indflydelſe til Hove. Kong Frederif ben Tretie anfatte 
Ham 1660 med 300 Ror., fri Bolig paa Slottet og andre 
Fordele. Kongen førte felv Opfigt med Arbejdet, kom 
jævnlig paa Torfæi Studerekammer, lod fig forelægge hvad 
ber bar udarbejdet, og gav felv mundlig Befaling, hvad ber 
ſtulde foretages. 1662 blev han ſendt til Island, for at 
forffaffe endnu flere Hjælpemivfer, og kom atter ned om 
Hoſten. Udbyttet af hans Overfættelfesarbejbe er en Ræfte 
Foliobind paa bet Kgl. Bibliothef. Ved benne Tid fattede 
Han ogſaa Ideen til ben ſaakaldte islandſte Hypothes, ber 
opſtiller en danſt Kongeræfte forſtjellig fra Saxos. Engang 
yttrede han for en af Miniſtrene, at man af Islændernes 
gamle Sfrifter kunde bevife, at Dan iffe var den førfte 
danſte Konge, men Skjold. Dette Kjætteri, at ville afvige 
fra Saro, forebragte Minifteren Kongen, ber befalede Tors 
fæus at udarbejde et Sfrift derom. Det blev bog førft 
fuldendt 1663, og 1664 overleveret Kongen, ber modtog 
bet med Velbehag. Det gjorde ogſaa, felv medens bet 
endnu var utryft, Opfigt i ben lærde Verden. Det var 
en ny Lærebygning. De gamle Konger bleve fatte af og 
ny indſatte. Et Udtog deraf blev ogfaa overfat paa Danſt 
(af Frands Miffelfen Ugilt). Torfæné Havde imidlertid 
ogfaa fine Misundere; be mente, at man kunde fpare hang 
Befolbing ved at give ham et andet Embede. Han blev 
derfor 1664 Kammererer (Oppebærer af be fongelige Jud⸗ 
Fomfter) i Stavanger Stift; og næfte Aar giftede han 
fig med Enken efter Forvalteren paa Udſten Kloſter Iver 
Nielſen Lem, Anne Hansdatter, fæbvanlig faldet Stange 
land, efter en Gaard i Karmſund, fom hun ejeve (41695). 
Embedet gav ham iffe ftørre Indtægter, men mange For⸗ 


ned til Kjøbenhavn, og blev 1667 

fuldendte nu Dverfættelfen af Gra 
ben Tredies Død 1670 blev han c 
uden Embedoſtilling fra 1670 til 1 
indtraf ben ulykkelige Begivenhed, 

Har af hané Liv. Han rejfte nem 
gaaende en Arveſag, ſtrandede paa 
og maatte ved Overfarten fra Aarl 
vel var ligeſaa farlig ſom fra Kal 
mebelft ſteerl Storm med fit Følge 
tilbragt et Bar Dage uden Spiſe 
Havn paa Samss. Der var flere 
en af bem gjorde allehaande Optoje 
i Kammeret, hvor Torfceus ſelvande 
mu kunde myrde bem, hvis han vil 
flygtede Torfæus ind i et andet $ 
Manden i Huſet (ſom bet ſynes), 

og løb indb paa Torfceus, ber med 
til fin Kaarde, ſom han havde lag 
og faarebe Manden bøbeligt. Han bl 


Tbormod Torfaus. 455 


fandt, at Gjerningen iffe havde været Nøbværge, men ba 
Drabsmanden, fom ben falder en Perſon veb Navn Thors 
mund Torfvefon, iffe havde haft animum occidendi, meget 
mere føgt Fred, var bet for haardt at ftraffe ham pan 
Livet; ben mente, at han burde ſtaa aabenbar Sfrifte, og 
betale 100 Daler til Helliggejſtes Kirle. Kongen ſtadfceſtede 
bet. Torfæué maatte ba, henimod ben Tid ba han vilde 
forlade Kjøbenhavn, i Oltober 1673 ſtaa aabenbar Skrifte, 
men efter Biſtop Vandals Tilladelſe flete det ude i Chris 
ſtianshavns Kirle. Uagtet al ben Mildhed, hvormed Tors 
fæus blev behandlet, berøvede denne Sag ham bog alt 
Mob til at henvende fig til Kongen om nogen Befordring 
til Fremme for videnſtabelige Arbejder. Forſt 1682 fattede 
han atter Mod, og tog til Kjobenhavn; efter indgiven An⸗ 
føgning fif han ben 23 September 1682 Beſtalling ſom 
Hiſtoriograf for Norge med en Beſolding af 600 Ror., og 
fort efter Rang med professores ordinarii, hvilket Lürdorf 
næften imod hans Billie af egen Drift udvirkede. Han fit 
tillige Lov til at tage be islandſte Antikviteter paa begge 
be tjobenhavnſte Bibliotheker med fig til Afbenyttelſe. De 
bleve førft leverede tilbage 1704. I bette Aar beføgte 
Kongen ham, og tilbragte en Nat i hans Hus. Ved denne 
Leilighed vifte han Kongen Haandſtriftet til fit Hovedværf, 
Norges Hiſtorie. Imidlertid fandt man, at ogſaa han ars 
bejdede for langſomt, og formindſtede hang Indtægter med 
200 Ror., naar han intet leverede; ja engang beſtemtes 
endog, at Kongen herefter ingen Løn vilde give ham, men 
fun en Gave, maar han enten forevifte et færdigt Sfrift 
eller udgav noget. Betragter man imidlertid NRæffen af 
hang udgivne Sfrifter (De rebus gestis Færvensium, 1695; 
Historia Orcadum, 1697; Series regum Daniæ, 1702; Vin- 
landia antiqua, 1705; Gronlandia antiqua, 1706; Historia 





mener umuve han flg anden Gan 

CHistoria rerum Norvegicarum) i 
bøde ben 31 Januar 1719. Sim 
Latin; fit Balgfprog paa Greſt m 

daodavsiv, 
Blandt Torfæi Haandſtrivere 
uss· uyc,. 

EF Torſai Slrifter, der, for fin: 
den Dag i Dag nceſten fom. Kildeſ 
aß den lerde Hiſtoriler, lide af Mar 
fladbe, ban: hente ben. Gan famled 
at drofte. Da: hans Venuer giorde 
meget fabelagtige han optog, fade ;1 
af ſin Gjerning. forſvinde. Det er v 
Bitølnger derom, ; Set Brev fil Ba 
faq omtrent 40 alt det er Fable 
iſcernn dette Aarhundrede; holbe: ber] 
hans Rant, og ndſlette alt det, fom 
bela Slulde alt ub, faa havde 
gicves.Hiſtorien blev-ilfe fulbftænt 


Tune mer 





Tbormod Torfæné. 457 


i det fjortende Sekulum. Da bliver min Hiftorie kun liden. 
Gaa gaar ogſaa bet hele om Nor og Gorr og alle be Slægt« 
regiſtre Pokler i Vold. Jeg fan førive hvad jeg finder for 
mig, og enhver maa tro deraf faa meget fom Han vil. Men 
til at kasſere alt dette behøves en egen Afhandling ex pro- 
fesso. Derved bliver ogſaa et ftort Staar i Gare. Og 
overalt, jeg fan altid. førfvare mig med Diodorus Siculus, 
fom ogfan haver ſtrevet historism mythicami" "' Hvad vilbe 
benne Mand have fagt, hvis nvgen habde gjort ham op⸗ 
merkſom paa, at Saxos forſte Bøger ere'uipthiffe? Han 
havde en god Tro til ham. I et Bred til Arne Magnus- 
fen fra Aaret 1692 ſtriver Han: Amloda Gaga er vel ej 
ftor; bog ftaar ber, at han er ſpanſt, bet maa vel være 
forffrevet: for danft. Men det er med den, ſom med alle 
Fabler, at loea rerum gestarum ere iffe beſtemte. Sazo 
haver formobenlig haft bedre Kundſtab derom. Jeg tror 
ham ogſaa bedre om Asmund Berferfabana, at han er føbt 
paa Hedemarken i Norge, og Asvit i Bigen, end i Tarta= 
riet” (etec.) Den Gramſte Kritik var endun ilke kommen 
til Verden. Men med Henſyn til det hele ville vi holde 
os til den ligefaa billige fom grantſeende Holbergs Dom, 
ber rigtig nok noget blev' paavirket ved Forholdet til Høyer: 
Holberg indrommer, at der i Torfæi Norſte Hiftorie er 
mange Ting, ber iffe interesſere en Leſer, og berfor ingen 
Sted burde have i Kongernes Hiſtorie. De Notſte og: Jes 
kenberne have overgaaet alle Nationer' i at ſtride og antegne 
alt uden Forſtjel. Holberg holder heller ikle af Torfæi ſtore 
Lettroenhed; mauge af de anførte Miraller og Jærtegn burde 
været ubeladte. Men med alt: bet holder han Torfei ſtore 
Krønnite. for en af. be. anſeeligſte og prægtigfte Hiſtorier, 
fom nogen Tid er fommen for Lyfet. Den fortjener med 
al Rette at laldes et tredive Aars Værk og at anſees for 





458 Det lærde Thoérum. diſtorie. 


et Arbejde, ber ubforbrer mere end cen Mands Krefter. 
Hvis noget Strift er originalt, faa er bette bet, thi bet er 
grundet paa utallige Manuſtripter, forfattede ſaavel i ſolut 
Stil, fom paa Vers, af Sfribentere, ſom meſtendels have 
været øjenfynlige Vidner til bet, fom de have antegnet. Og 
ſaaſom alt (alle Kilderne) er ſtrevet paa bet gamle nordiſte 
Sprog, ſom nu omſtunder ingen uden Islænbere. forſtaar, 
faa fan man fige, at ingen uden Torfeus i "begge Riger 
kunde forfærbige ſaadant Skrift. En flor Lyffe for Publico 
var, at Mutor naaede en” fan hoj Alder; thi ellers Havde 
bet ej funnet blive færdigt, helſt fom bet er forfattet. udi 
firlig Latin, hvillet borttager megen Tid. 

Med ſamme Billighed for Øje ville vi fee tilbage pan 
hele ben latinſte Hiſtorieſtrivning, ber i Torfæus naaede fin 
Hojde, for plubfelig at dale. 

Den tredie antiquarius regius var Iélænderen Hannes 
eller Jon Thorleiffen (1681; + 1682), ber 1679 havde 
fuldendt en Samling islandſte Ordſprog, fom omtales i 
Fortalen til Peder Syvs. Den fjerde og ſidſte var den 
veb Kirkehiſtorien omtalte Thomas Thomeſen Bartholin. 


Werlauff, Oluf Vorms Fortjenefter, S. 340. 354. Samme 
om Arne Magnusſen, i Mord. Tideftrift for Oldkynd. 3, 53. 87. 
89. 93. Vedel⸗Simonſen, Nationalhiſt. Indledningen S. 16. 
Magnus Olaffens Ittring i Vormii Epist. 1, 358. Jolandere i 
Gverrig: Sv. fornskriftsållsk. årsmåte 1847, S. 3. Forbudet 
mod islandſte Gaandſtrifters Udforſel: Werlauff, om Arne Magnus⸗ 
ſen, S. 92. 94. 

Arngrim Jonſen: Brevverlingen med Vorm i Vormii Epist. 
1, 293. Vorm ſtriver om Arngrim 1650: sed, eo extineto, 
periit etiam apud me harum Antiquitatum ardor (Vormii Epist. 
2, 1102). Grams Fortale til Krag, S. 17. 

Om codex Vormianus fee Vormii Epist. 1,166. 301. Paa 
forſte Sted figer Vorm: Edda non facile habetur, difficilius in- 





Thormod Torfæus. 459 


telligitur. Velustissimum in membranis exaratum exemplar, 
quod apud me vidisti, ab Arngrimo habeo; sed ab ipsis Islan- 
dis, hic degentibus, non. intelligitur. 

Bjørn paa Skardsaa: Finn Magnufen i Gronlands Mindess 
marker 1, 79. Det vil maaſtee forekomme nogle befynderligt, at 
en Bonde gav fig af med flige Ting, men vi have hos 06 et lig⸗ 
nende Exempel: Bonden Peder Lauridfen Dørftjet (f. 1630, + 1707) 
i Vendſysſel, hvis Diplomafſkrifter, hvoraf nogle findes i Gebejmes 
arfivet, og hvis Breve til Biſtop Birferod i Aalborg, hvoraf Myerup 
har meddelt Uddrag, vidne om en ufædvanlig Kjærlighed til Hiftorien. 
Svend Grundtvig har gjort mig opmærffom paa, hvorledes denne 
Mand, ſtjondt han iffe kjendte Edda, har bevaret jyſte Traditioner 
om eddiſte Foreftillinger. 

Thorlaf Skuleſen: F. Johannæi Hist. ecel. Isl. 3, 715. 
Brevvexling med Vorm i Vormii Epist. 1, 95, 

Brynjulf Gvendfen: F. Johanoæi Hist. eccl. 3, 602. Vorms 
Ler. 2, 453 (hans Færdighed i Graſt). Brevvexling med Vorm i 
Vormii Epist, 2, 1036. Conjectanea in Saxonem, Vormii Epist. 
2, 1053. Observationes in Danicam literaturam Ol. Vormii ſſt. 
6. 1056. 

Om Eddaerne og den islandffe Poefi maa handles i den gamle 
nordiſte Literaturs Hiſtorie. Om Runolf Jonſens, Magnus Olaf⸗ 
ſens og Gudmund Anderſens Skrifter fre Fortalen til Raſts Vej⸗ 
ledning til det isl. Sprog, 1811. S. XXXIV. XXXVIII. Werlauff 
i Annal. for nord. Oldk. 1853, &. 344. 347. Af Runolf Jonſen 
haves, foruden Recentissima antiquissimæ linguæ Septentrionalis 
incunabula, id est Grammaticæ Islandice Rudimenta. Haſo. 
1651. 4. (hvoraf Univerfitetsbibl. ejer to Exemplarer, det ene med 
tilſtrevne Anmærfninger) tillige: Lingvæ Septentrionalis elementa 
tribus assertionibus adstrueia. Hafn, 1651. 4. ſom indeholder 
1) at det gamle iolandſte Sprog er det ſamme fom det ny; 2) en 
Afhandling om Runerne; 3) at Samund Frode har indført de 
punfterte Runer. 

Com Tillæg til Runologien bemærkes derhos den førft nu uds 
komne Afh. af P. Sejdelin om Bent Bildes Runeffrift fra 1547, 
i Annal. for nord. Old. 1854, &. 206. 

Magnus Olafſen: Brevverling med Vorm, Vormii Epist. 1, 351. 


øg Separataſtryttet deraf: Thormod Ti 
John Erichſen. Kbh. 1788. En Del 
i Jon Loptſons Enkomiaſt. Kbh. 178 
Arnæ-Magn. Nr. 282-285. fol. € 
Torfeus, dels topografiffe om Norge, de 
Breve til ham i Arnæ-Magn. %r. 251 
Hafn, 1778. 4. &. 410. Berlauffs £ 
sågur. 1848. 1, XXVIII, Derhos on 
Breve hos Erichſen i Separataftrhkket S 
foran Separataftrykket. Werlauffs Efti 
nusſen i Rord. Tidsſtr. for Oldk. 3, 
eccl, 3, 572. Solbergs Epiſtlet, Epiſt. 
Series Dynastarum et Regum Dår 
ointrhkt Titel Universi Septentrionis A 
4705. 4.' Torfæana, udg. af Suhm. 
Pan Danſt af Frands Milkelſen Ugilt 
1684 (Deichmanns Brev til Suhm i Gu 
Om Historia rerum Norvegicarum 
fol. ſee Werlauffs Bibliothekshiſt. S. 74, 
Jon Thorleifſen: Werlauff om Arne 
Ger ved Slutningen af Giſtorien be 
flittige enfelt udkomme politiſte Efterretnin 
Toft, f. Ex Rouigrad det ſtore Befaſtel 
Tidende Cete.d bh 4504 4 man. 





Dang Sprog. 461 


15, -Dang Sprog. Modersmaalets Stilling; Povel Colbing. Peber 
Syv. Rasmus Bartholin, Søren Lintrup. Sprogforſt⸗ 
ning: Etymologiſte Underſogelſer: Peder Vandal. Bertel Knud⸗ 
ſen. Tortild Baden. Hans Nyſted. Peder Vinslsv. Ordbøger: 
Jon Turſen. Matthias Pors. Povel Colding, 0. fl.; Matthias 
Moth. Chrifſten Jenfen. Sproglarer: Erik Pontoppidan. 
Peder Syv. Henrit Øerner, o. f. Danſt Stil: Daus 
Ryftev. Sprogets Tilſtand: Det forældede: Lovſproget, Ordſprog 
og Kjæmpevifer; bet almindelige Sprog. Literaturens diſtorie. 
Proføvier: Hans Miffelfen Ravn, Søren Povelſen Jubidær, 
v. fl. (Muſitten: Matthias Schacht). 

Modersmaalets Stilling var iffe heldig. Den fore 
gaaende Skildring har allerede lagt bet for Dagen. Res 
formationen havde Faldt bet til Live, men den. færde Theologi 
ſtjod bet fra fig; Videnſtaben forfmaaebe bet, og be Forføg, 
ber gjordes paa at anbringe det i ben, vare enten forte og 
forbigaaende eller uheldige. Forſt maatte bet ftaa tilbage 
for Latinen; ſiden maatte bet bugne under Indflydelſen af 
be nyere Sprog. Der behøvedes allehaande gunſtige Om⸗ 
ſtendigheder, for at give bet Mæle, perſonlig Gunſt til 
Hove eller hos Magthaverne, og fun under ben mægtige 
Adels beſthttende Vinger kunde bet gjøre fig gjældende. Det 
ſtjod op, nu hiſt og nu her, ſom en vild Urt, uden Dyrk 
ning og uden Pleje, Men benne bets fortryfte Tilſtand 
føltes; idelige Klager over dets Tilſideſcttelſe, og Bemeerk⸗ 
ninger om dets Dygtighed til at træde ind i be levende 
Sprogs Nætfe, mangle iffe, og gjentage fig idelig. Heller 
iffe var ber nogen Tid, ba jo Kjærligheben til Moberss 
maalet gjennem enkelte Mænd httrede fig i Øjerning. Selv 
under alle Hine ugunftige Omftænbigheber have vi bog (for 
at benytte Pſalmedigtningens Ord) „en uafbrudt Ræffe af 
Mænd, der i fortrinlig Grab kunne figes at have værnet 


serrvv, T 1637, Søren Poveljen, 
F 1703, pg ere da naaede til Ve 
terup.” Heller iffe kunde be my 
Europa blive uden Virkning paa 
Statsmendene. Virkede de end he 
Moversmaalets Brug i de højere : 
tillige enfelte tænffomme og fævrel 
mertſomhed paa deres eget Sprog, 
bet dyrke det og bruge det. Kur 
tales til hele Follet. Gejſtligheden 
at lade Follet beltage i Kirkens Anli 
firew. fin Erflæring om Huguenotte 
BVaubal fin Bog om ben calvinffe 
denten Matthias Moth var grunddai 
forte Regjering almægtige Griffenfel 
Dannelſe, Statsklogt og Kundſtab 
Sprog overgik alle andre. Medens 
lang Aarrelle, ifær i gudelig Retni 
henvendte endelig enkelte Mænd fig 
ſiſte Sprog til Betenkning over M 


—ERE 





Modersmaalets Stilling. 463 


Klager. Vi ville iffe dvæle ved alle; men vælge exempelvis 
to, begge Sproggranſtere, af hvilfe ben ene paa Latin, ben 
anden paa Danſt, have udtalt hvad ber rørte og maatte 
røre fig i alles Hjerter. I Fortalen til Dictionarium Her- 
lovianum udbryder Povel Jenſen Colding allerede 1626: 
„J Sandhed, I gjøre Fæbrelandet Uret! Hvad findes ber 
da i bet latinſte Sprog eller i noget andet, ber jo ligeſaa 
bekvemt fan udtrykkes paa Danſt? (Mangle vi Ord for vore 
egne og hjemlige Ting? og har Naturen ſtabt 08 ſtumme 
ſom Fiſte? Og be fremmede Ting, have be ba ftørre Ejen⸗ 
dommelighed og Stjønhed end vore egne?" Og i fine Be— 
tænfninger over bet cimbriffe Sprog figer Peder Syv 1663: 
„Nogle maaſtee mene, at ber var vel andet, i bet latinſte 
og græffe Sprog, hvorpaa jeg heller burde at anvende Tiden; 
men mig bør jo førft at vide mit Federneland og dets Sprog 
nogen %re. Enddog man flal beflitte fig paa be bebfte 
Sprog, bet hebraiſte, græfte og latinſte, hvillet hør be Lærde 
til, faa og paa bet franſte, vælffe, hvilfet de i Synderlighed 
ſtulle gjøre, ſom ville rejfe eller omgaas med mange: far 
bør bet dog enhver at vide fit Federneland ben Skyldighed 
og lade fee fin Flid udi fin Moders Maal til Grunde at 
forſtaa og med Vindſtibelighed at forbedre; i Henſeende, at 
ve, fom anvende ftor Umage paa fremmede Sprog, mer 
lade fit eget ligge og foragte bet, ere be Husholdere iffe 
ulige, ſom med fin egen Sfabe ere omhyggelige at vide og 
beftiffe fremmed Handtering, men i deres eget ere be blinde 
og uagtfomme; enten at Menneſtene kjedes ved fit eget og 
have Lyſt til fremmed, eller og forbi be ere begjerlige efter 
at vide for meget og berfor glemme fig felv. Man vil 
heller vide mange Ting, end faa vel; man vil være Mefter 
i fremmede Sprog, og haver iffe endnu lært fit eget; vi 
foragte os felv, og derfor foragtes.“ Endnu mærfeligere er 


Tor maven TIL Den falſte go 
faa om Nodvendigheden og Ga 
Dyrkning og ben JIndflydelſe d 
kets Opbragelfe og Liv; bet 1 
ber maa Ubdvifles; vi ſtulle ba 
men hæbre bet, og blive lykkeli 
turen har givet 08 felv. Forſt 
vi benytte Hvad Naturen har 
ftræfter til, maa man ty til & 
fræver bet, Fornuften byder bet, 
Den, ber agter fremmede Sprog 
fig ligeſaa daarlig ad, ſom den, 
Middagen, naar Solen ſtinner, l 
og tænder Lys for at fee. Move 
Naturen og fuget ind med Moder 
Bverfen ver Studering eller Ku 
vaagen, men bet er givet enhver 
Belgjerning af Naturen og lære 
Den almindelige Forfjærlighed for | 
end en ſtyg Bane og en falft x 


Manet rs 


Moderemaalets Stilling. 465 


liges Frygt, til at ſtandſe ben vilde Glæbe, til at under⸗ 
tryfte Lidenffaber og Brede. Og faa langt, fom vi kunne 
følge Hiſtorien, fra Ende til anden, finde vi aldrig, at 
Brugen af Modersmaalet har manglet. Det gielder her 
iffe blot om de Lærde, men ogſaa om Almuen. Det er: iffe 
nok med disſe græffe og latinſte Sfrifter, ſom be Lærde 
maa kjende; alles og de Enkeltes Tarv maa haves for 
Øje, iffe alene ve Lerdes, men ogſaa menig Mands, iffe 
enkelte Stænders, men hele Fædrelandets; ingen fan und⸗ 
tages fra ben almindelige Længfel efter et Lyffeligt Liv. 
Hvis nogen (over eder Visdommens Skatte, ville eders 
Gjæle da iffe attraa bem? Mange hige derefter. Hvis 
nogen tilfiger eder Rigdom, vil ben iffe være eder kjcer⸗ 
fommen? Alle feer jeg lytte derpaa. I ønffe at nogen 
ſtal tilbyde eder Heder? Alle komme I løbende. Men jeg 
lover eder baade Visdom og Rigdom og Hader og Ære, 
jeg lover eder alle et roſomt Liv, naar Modersmaalet 
byrfes med Alvor, naar 3 i Fedrenes Sprog meddele hvad 
ber fører til ben hojeſte Dyb, naar I iffe ſelv fvigte. 
Lediggang og Fattigbom ere be vigtigfte Aarſager til Sta⸗ 
ternes Undergang, men be kunne iffe udryddes paa nogen 
bedre Maabe, end ven Modersmaalets Dyrkning. Slulle 
vi vende vor Hu til Fremmede, medens vi lade vore egne 
Medborgere henfalde til Orkesloshed? Skulle vi viſe Utak⸗ 
nemmelighed imod vort eget Land, medens vi unde Frem⸗ 
mede Del i vore Goder og meddele bem vore Oppdagelſer? 
Nej, ved at tjene vort Fædreland, gavne vi netop Viden⸗ 
flaben og ben hele Verden. Thi hvad ber hidtil alene har 
været be Lerdes Sag, bet flal ba blive alles; hvad ber 
Hidtil havde Bærd ved fin Sjeldenhed, bet flal ftige i Pris 
ved bets almindelige Nytte; hvad ber hidtil iffe kunde vindes 
ved nogle faa Lærde, bet flal iffe blive liggende, ſtjult og 
30 





I] 


|. Tort SMUVE IULLETE 0 
Stand til at gjøre den rette 
Det er en almindelig menneſtel 
Naturen, og at vælte fig egen 
alle Folfeflag møbe vi bet felvfe 
belfen have be befværet fig or 
Fattigdom og Uformuenhed, me 
have de ſiden bragt det til Rig 
at det mere er Menneſtenes 
bærer Stylben. Alt ufædvantig 
lende, ifær i Sproget; men vet 
fig, og de, ber have faa ſtor € 
felv uden videre deraf efterhaant 
30 nyere noget er, deſto rigtige 
blive; af anbreg Fejlgreb hente 1 
bor egen Eftertanke 5 og ber er; 
hvorved vort Sprog fan Blive ri 
greſte, ber gjælbe for be rigeſte. 
ben Eiendommelighed, at det egn 


fætninger, en Fordel, fom mang: 
de maa th fif fram. nm. “ 





Modersmaalets Stilling. 467 


eget! [aber 06 holde be fremmede Orb i Ære, naar vi fun 
iffe med dem befmitte vort eget Sprogs Renhed! Greken⸗ 
land, hvis ftore Mænd Cfterflægten fylder faa meget, ſtal 
paa enhver Maade lovpriſes; Rommerne ſtulle beholde ben 
ftore Berommelſe, at have gavnet ved ypperlige Sfrifter ; 
Franſtmendene flulle altid nybe Æren for, at be have førft 
forføgt at overfætte be gamle latinfte Forfattere i deres 
Sprog; og Jtalienerne, Hvis Flid og BVindſtibelighed for« 
tjene den ſtorſte Roes, maa gaa forud for alle anbre! 
Det være langt fra 08 at ville nægte noget Folk, ber ved 
ny Opfindelſer har indlagt fig Verdens Berommelſe, ben 
fortjente Heder; men imellem Lovprisninger over bem vil 
ber tilvisſe ogſaa blive en Plads for vor Ære, naar vi 
førge for, at vi iffe ere be enefte, ber forfømme bereg 
Modersmaal. Derfor beder og befværger jeg alle gode 
Mænd og Fedrelandets Benner at lægge fig bet paa Hjerte, 
hvor mange og ſtore Goder ber gaa tabte for Fædrelandet, 
naar Modersmaalet ringeagtes, og hvor vigtigt bet er, 
at Kunſter og Videnſtaber behandles i Fedreneſproget, lige 
ſom Fedrelandet allerede Har feet og med Taknemmelighed 
paaffjønner, at bet er fleet med bet, ſom vedkommer vor 
Frelſes Sag, og meget andet, fom allerede længe har været 
udgivet i Modersmaalet. Kjærlighed til Fædrelandet, Sam⸗ 
fvem med Venner, vore Nermeſtes Fornodenheder befværge 
eder, at I iffe forholde eders Medborgere hvad ber ved 
eders Arbejde, Beftræbelfer og Forføg er vundet. Længe 
not have vi tyet til Fremmede, lab 08 nu ſelv bringe til 
Virkelighed hvad ber er forføgt af andre! Lab 08 bruge Nas 
turené Gaver og veb vor Øjerning vife, at vi iffe ſtaa til- 
bage! — Det kunde være artigt at vide, hvilfen Virkning 
denne Tale har gjort i be Lerdes Kreds; men, ſaavidt der 
vides, findes ber iffe noget Spor beraf, og Latinen vedblev 
go 


ur mave, en vig Tr 
uendelig ſejg. Slagene få 
ben modſtridige Masſe en 
findes der dog paa, at 
ganſte dode til Jorden, elle 
hos enlelte Mend fremlaldt 
Livet hvad ber for hin Tale 
Lintrup, den i faa mang 
Lintrup, en af Holbergs La 
i Bergen 1702 havde lagt S 
fleſte Urbejver, femten Aar 


mier, lærde LKollegier, Biblio 
Mend, nhlig udgivne Skrifter 
Opdagelſer o. desl. men det 
Næppe længer end til næfte Son 


Ronikrse … 





Modersmaalets Stilling. 469 


tifftaa, lebe under Tidens Tryk, og bet gif bem ilke bebre hos 
os end i anbre Lande. Sprogforfferne vare ilde farne. Ka⸗ 
tholicismen havde Fvalt ten gamle Literatur, Reformismen 
i fit andet Stadium havde helft feet, at end iffe bens Lev⸗ 
ninger kom for Dagen. Afrevne fra bet gamle Sprog 
manglede Forfferne, be faa ber vare, ethvert Tilknytnings⸗ 
punft for deres Forſtning. Skoler vare ber ingen af uden 
Latinffoler, bet var ber førget for; og naar ber endelig i 
bem lertes noget Danſt, faa var bet en tarvelig Begynbelfe. 
De maatte hente Sproget ub af Bøgerne, ſom derhos vare 
fjelone, men Hvorledes bet var fommet ind i bem, vidſte be 
itfe; eller be maatte hente bet ud af Folkets Mund (felv 
havde be aldrig lært bet), men Almuens Tale var ofte ufor⸗ 
Harlig, thi ben havde jnft fin Rod i bet gamle. Saaledes 
indtraf bet Fenomen, ber ellers kunde tyftes beſynderligt, 
at bet lærte Sprogs Dyrkning fremkaldte Modersmaalets 
lerde Behandling, at denne maatte fremmes derved, at lingua 
latina fif en prof. eloquentiæ (et Fenomen, ber fenere gien⸗ 
toges under Jakob Baben) og at Kjøbenhavns Univerfitet 
fif en prof. poéseos, ber faa endelig ogſaa tog den danſte 
Poeſi under fine Vinger. En alminbelig videnſtabelig Sprog⸗ 
Betragtning maatte gaa forud, førend ber kunde tenkes paa 
Modersmaalets grammatiffe Sammenhæng; og naar Op« 
merkſomheden for benne var vaft, maatte be førfte Forſtere 
nodvendig føre ben hen til bet enefte be fjenbte. Den førfte 
Behandling af danſt Sproglære bærer ogſaa tydelige Bræg 
af denne fin Oprindelſe. Den handlebde om Modersmaalet 
paa Latin, og bevægebe fig helſt indenfor latinſte Sprogs 
fenomener. Det falder mig iffe ind at dadle ben; ben fulgte 
ben enefte Vej, ber var banet; og var ben i meget faa 
langt tilbage, faa maa Grunden for ftørfte Delen føges i 
felve Filologiens flette Tilſtand. Det klasfiſte Studium, 


ø 


mer er Derfor rimeligt, at 
herſtende Stof der var at be 
og ſaa komme vi atter til Tid 
maalets herſtende Stof var d 
alt, ftaar ben religiøje Udvitt 
bens Stitfelfe og dens Form 
med ben fproglige. Er Tro 
trøje, faa bevæger Sproget f 
indffrænfebe Kreds; er Troen 
faa følger Sproget med i all 
gelſer. Naar Troen er bunde 
ſporger om Forftand eller Fo 
kunne fremkalde ny Foreſtilling 
Ideer ? Menneſtets Natur er a 
enefte Opvæffelfe fun har en idel 
Sætninger, ber ſtulle tages for 
ere, huſtes ſom be ere, og ove 
uforandrede, lige ufattelige, faa 
ben mangler Stof til en fri Ber 
højere aandigt Liv. Filoſofi og 9 





Modersmaalets Stilling. 471 


paa fine Sfjend, og bliver uartigt, fom hin forfaldne Sas 
tirifer, thi at ſpoge med Anſtand har ingen lært bet; bet 
taler fun om at angre Synder, ſom maaſtee ingen har bes 
gaaet; og ſtal bet endelig engang tenke felv, filofofere, faa 
have vi jo feet, hvorledes bet vrænger Mund og gebærber 
fig. Men maar bet nu virkelig forholder fig faa, at ben 
herſtende, af hin Tid ſelvfrembragte Del af danſt Literatur 
var Andagtsboger i alle mulige Former, ben ene mere ſmag⸗ 
løs end ben anden, var uendelige Pſalmer med bet ſamme 
Stof, var endnu uendeligere Ligpræbifener, hvori Bibelſprog 
ere dragne paa Snor fom en reformeret Roſenkrands; lidt 
Hiſtorie til en Afverling, ligeſaa tør og uden nogen felv« 
opløftende Tanke; og en Poeſi, der udenfor gubeligt Indhold 
næften overalt ſank ned til den raa Form; hvorfra ſtulde ba 
Sproget hente Nering og Fylde, Styrke og Flugt? Saa— 
ledes ſtod bet til under hin gamle danſte Adel, før Ene— 
voldsmagten brod dens Stamtræer itu; med en i Sandhed 
agtværbig Kjærlighed fremmede ben Modersmaalet, men ben 
kunde iffe fremme bet uden paa fin Maabe; ben kunde iffe 
føre bet op af hin dybe Brønd, hvori ben felv fab og kiggede 
Stjerner, fun paa en lille Strimmel af Himlen, fun en 
ringe Del af Herrens Bærfer og underfulde Gierninger. 
Kun hvad ber oplofter Tanfen og udvider Hjertet falder 
Sprogets fljulte Kræfter til Live. Derefter, omtrent ved 
1660, indtræve forandrede Forhold. De politiſte antage en 
ny Skilkelſe. Ved Rigsdagen møbe Stænderne, Bonde⸗ 
ſtanden undtagen, og Borgeren taler med i Modersmaalet 
om Landets Anliggender; men bette, ſom man ſtulde vente, 
alt overſtraalende Blaalys blev fnart fluffet ub. Iſteden 
for den beftjermende Adel, hvis Grunddannelſe var mode 
tagen igjennem Latinen, men fom bog i fine bedſte Mænd 
bevarede fit danſte Sind, traadte en ny Abdel eller borgerlige 





472 Det lærde Tidsrum. Den Sprog. 


Mæcenater, ber fulgte med Europas begyndende 1lbuiilllng 
igjennem be nyere Sprog. Som Følge: deraf foælles Gør 
tineng Herrebømme, men bet franffe Sprog "indtager: hen 
aabne Plads, iffe bet gamle Modersmaal. Bed Afſtaacſſen 
af Skaane og de andre Laudſtaber paa hin Side: af Sauuut 
formindſtedes bet dauſſe Sprogriges Omfang. "Dem -fiblle 
Begivenhed, fljøndt oftere omtalt, man ogfea her henøsies 
formedelſt dens Følger, Det danſte Sprog blev. mt ink 
firænfet til Øerne og Nørrejylland, og alt Daab. forfvanbt 
om en vedvarende ſproglig Forbindelfe - med Skaaue her 
dannede Overgangsleddet imellem be. ſtreugere Dialekter smed 
Nord og be blødere pas be danſte Der. Den enfle: Ses 
giering fane dybere end ben banffe; ben vilde ilke blot. er 
hværve disſe Lande, men ogfaa tilegne fig bem; den aulagbe 
juft derfor et nyt Univerfitet i Lund, og indførte, uden 
Barmhiertighed, ſvenſt Sprog i Kirke og Skole. Der for⸗ 
løb næppe et halvt hundrede Aar, førend denne Forvandling 
var fulbendt og bet forhenværende danſte Skriftſprog oms 
byttet med det fvenffe; imedens Danmark paa ben anden 
Side, uben at mærke Uraad eller i det mindſte uden et 
rande Bob derpaa, ſaae bet højtyffe trænge ind og fortrænge 
bet danſte Sprog i dets eldgamle Enemerker i Sonder⸗ 
jylland. Fra denne Tid af miſtede Danmark fit Fobfæfte i 
Norden. Fra nu af vil og maa det beſtandig tabe. 3 ben 
Traktat, hvorved Skaane blev afftanet, laa allerebe, ſom 
jeg forhen har ſlaget paa, Tabet af Norge, og i Norges 
Tab laa, at Danmark, for lidet til at være nok, vilde og 
ſtulde blive en Fællesftat med Tyſtland. Naar man tager 
Bægten af ben ene Vegtſtaal, maa den anden nøbvenbig 
ſlaa over til ben mobfatte Side. Men jeg foregriber her 
Tiden; vi ſtulle efterhaanden fee det altfammen Tomme. 
Norges Tab droges i Langdrag ved de politiffe Omftændige 





Modersmaalets Stilling. 473 


heder, og imidlertid forſinkede bet, ber i fig felv maatte 
anfees for en Fordærvelfe for Modersmaalet, ben overs 
vælbenbe franſte Indflydelſe, Indvirkningen fra Tyftlanb, 
iſcer i alle højere Kredſe og hos be Lærde. Det er vans 
fleligt at fige, naar denne franffe Indflydelſe egenlig tog fin 
Begynbdelfe; den var hos 08 ælbgammel og havde i Grunden 
albrig hørt op. Parisklerfene afloſtes af Læger og Statés 
mænd; og hele den europæiffe Udvikling maatte nodvendig 
føre 08 med fig; Tyſtland var ben endnu tidligere under⸗ 
given. Ludvig ben Fjortendes Tidsalder gjorde det franſte 
Sprog til Europas Tungemaal. Frederil ben Tretie var 
endnu Latiner og Chriftian ben Femte nærmeft tyſt; men 
udenom bem dannede fig en ftor Kreds af ben franffe Lis 
teraturé Tilhængere. Den gamle Adel Havde Holdt paa 
Modersmaalet; ben ny fværmebe iffe derfor, og brød fig 
kun lidet om Sprogrenhed. Før rejfte ben Lærde ub, og 
fom hjem fom en belæsfet Bi med Latin, nu med Franſt; 
ben rige Borgerføn begyndte allerede at fætte en re i at 
have glemt fit Modersmaal; hos alle dem, ber reve fig løg 
fra ben gamle Orthodoxi, var ben videnſtabelige Dannelſe 
allerede naturaliſtiſt, og kunde Fun erhværves igjennem bet 
Sprog, hvori den var nedlagt; et Sprog, ſom vort, hvori 
ber aldrig havde været filofoferet, ſtulde have haft uover⸗ 
vindelige Vanſteligheder med at gjengive ben. Det er ſaa⸗ 
ledes iffe Holberg, der inbførte Franſt i Modersmaalet; 
bet var før ham; allerede ved 1640 (Wichmann 1644) møbe 
vi Klager berover, og ved 1700 finde vi Bøgerne overfyldte 
dermed. Hvad ber paa een Gang, ligefom et nyt Kilde⸗ 
væld, fpringer op i Literaturen, maa naturligvis længe før 
i adſpredte Aarer have haft fit fljulte Løb. Endelig var 
venne Indflydelſe af en ſaadan Beſtaffenhed, at bet maatte 
være let og belvemt at give efter for ben. Havde bet været 





474 Det lærde Tiderum. Danft Sprog 


Modersmaalets grammatiffe Form, ber ſtulde omfliftes; far 
Havde bet været em ganſte anben Sag; bet funbe ille fle 
uden Modersmaalets Undergang. Men nu var bet Tum 
nogle Ord, ver fulde ombyttes. En ſtor Mængde gode 
gamle danſte Ord liendte man fig iffe mere ved, og di Have 
ogſaa nu næften ganfte glemtidem, enten fordi Gienſtandene, 
hvortil be hørte, bleve fatte til Side, eller fordi Maaben 
at tænke paa ganſte havde forandret ſig. Hvad: var na 
turligere, naar man vandt ben uh Tenlemaade igjennem et 
fremmed Sprog, end at benytte de fremmede Ord, ligeſom 
SHaanvværferen gjør med fit Rebſtabz og naar den latiuſte 
Dannelſe ſtod i ven nærmejte Forbindelſe med be romanfte 
Sprog, fan vare vi ſom gode Latinere jo ogſaa halve Ro— 
manere, og fulgte, maar Latinen endelig ſtulde opgives; det 
fom [aa ben og vor hidtilvcerende Dannelfe nærmeft. Alle 
Huller i Ordforraadet maatte altſaa af fig felv ftoppes med 
franſte Ord; ved Tabet af det gamle Sprog var ber op⸗ 
ſtaaet en Tomhed, ber maatte udfyldes. At tænfe ſeld var 
faa befværligt. Netop en lignende Overgang maatte fenere 
indtreede. Da Latinen endelig havde maattet opgive fit 
Overherredomme, ba bet franſte Veſen var blevet til em 
Parodi, ba bet germanſte Sprog udviklede fig og overtog 
berf videnſtabelige Dannelfe, faa laa bet 06 endnu nærmere, 
øg faa gif vi over til bet. At vende tilbage til bet gamle 
var i fig felv ugjørligt, og lykkedes forſt og kunde fun fættes 
i Vaerk ved, tilbelg og med de fornøbne Genfyn, at Falbe 
Oldtiden felv tilbage i Folkets Bevidſthed. 

Dette er omtrent Gangen, ligeſom Hovedtanken, i vort 
Sprogs Ubdvifling. Bi ſtulle nu i bet enfelte betragte Des 
gyndelſen Dertil, ben Maade, hvorpaa bet lærde Tidsrum 
ab Forſtningens Vej i forſtjellige Retninger forføgte at op⸗ 
lyſe Modersmaalet. Sprogforſtningen kom efterhaanden til 


— 
— 


Sprogforſtning. Torkild Baben. 475 


Bevidſthed, men den manglede naturligvis Klarhed, og ledtes 
næften alene af et dunkelt Inſtinkt. Om bet danſte Sprogs 
Oprindelſe kunde man næppe gjøre fig nogen tydelig Fore⸗ 
ſtilling, ba Kundſtaben om bet gamle Sprog var ingen eller 
faare ringe; og man maatte allerede føle fig nogenlunde 
tilfredéftillet, naar man kunde føre Modersmaalet tilbage 
til Hebraiſt, Greſt og Latin. At udlede bet af Hebraiſt 
var ben eldſte, meget yndede, Foreftilling, og adſtillige 
Mænd, blandt andre Peder Vandal i Magftrup (1651) 
tilfatte deres Sprogfræfter med at finde Lighed imellem nogle 
hundrede hebraiffe og danſte Ord. Da bet Sprog, fom vor 
Herre talte med vore førfte Forældre i Paradis, blev anfeet 
ſom Moder til alle Tungemaal, maatte ber ogſaa i vort 
findes Levninger deraf. Bertel Knudſen Aquilonius ans 
ſtillede udførlige Underſogelſer om bet danſte Sprogs Lighed 
med Græff og Latin; men disſe Afhandlinger ere fun mær« 
kelige, fordi man af bem feer, at enfelte Forffere iagttoge 
Ligheden, ſtjondt be iffe vare i Stand til at forflare ben. 
Deres fornemſte Vejledning var Ordenes Bogſtavlighed; og 
bet er allerede meget, at ber iagttages en Bogſtavovergaug 
ſom Aſpirationen og 8 (ds og Salt). Rimeligvis er bette 
ben førfte Anelfe om Sprogenes Naturlove, men bet varede 
længe, førend disſe Forſog bleve fortſatte. Meſt befjendt 
iblandt disſe Forffere er Torkild Baben (f. 1668 i Hers⸗ 
løv i Skaane, hvor hans Faber Jakob Baben var Præft; 
Rektor i Holbek, + 1732). Han ſammenlignede Moders« 
maalet med bet latinſte Sprog i et Sfrift (Roma danica 
1699), ſom ,, maatte finde en gunſtig Modtagelſe, forbi Op- 
jtillingen af en Mengde Ligheder imellem bet ſimple, lidet 
agtede Modersmaal og bet hæbrebe Rommerſprog havde 
noget overraſtende og mere end morende; bet fvarebde til 
Tidens Lyft at finde Sprogharmonier.“ Men Behanblingen 








476 Det lætte TRéram… Den Sprog. 


er uden Kriti. Det gaar meft nd paa at finde Doerecns 
ftemmelfer i Vendinger og Talemaanber, ſaaſom: et gåbt 
Hover, i (for) alle Folls Øjne, en god Def, et opg 
Sind, 0. desl.; men hverken tænker Har pad; at vioſe Til 
maader ere faa naturlige, at de findes i alle Sprog, belber 
ifte bemærker han, at en god Del "af bem han anfører tie 
frem ere indfomne i Modersmaalet fra Latinen, og HE gs 
rindelig høre bet til. Lignende Sprogunderføgeljer beſtſceſ 
tigede Hans Olufſen Nyſted, Sohannes Olsides -Nespølk 
tanus (f. i Throndhjem; 1691 Rektorei Horſens, 16600 
Bræft, + 1740), men hang Arbejder, der fun ere Stam⸗ 
linger, bleve ikke trykte. En Blanding af hiſtoriſte sg ſprog⸗ 
lige Bemerkninger findes hos Beder Vinslov (f. IVinsloo 
i Skaane 1636, Konrektor i Odenſe, Bræft til Frue Kirke: i 
Odenſe, fenere i Præftø, + 1705), der ogſaa ſamlede til et 
Lexicon Scanicum. 

Til den danſte Ordbogs Oplysning maa man en Tib 
lang hente Stoffet fra de latinſte Ordbøger og ben i dem 
tilføjede danſte Overſettelſe. Til be tidligfte Arbejder af 
benne Slags, af Chriftiern Pederſen og Henrik Smith, 
flutter fig Jon Turſens Vocabularium latiuo-danieum 
(1561) med Fortale af Niels Hemmingſen, der allerede ev 
omtalt i forrige Tidsrum, tilligemed Tillægget dertil, ber 
indeholder nogle faa Bidrag til bet danſte Lovfprog. Til 
be fenere høre iſer: Matthias Pors, hvis Nomenklatur, 
fom han udgav paa fin Udenlandsrejſe (1594), bog fun 
" åndefolder Subftantiver, ordnede efter Betydningen, og et 
danſt Ordregiſter. Derimod haves betydelige Ordbøger af 
ben bekjendte Skolemand, Forfatteren til den danſte Kirke⸗ 
hiſtorie, ſom foran er nævnet, Povel Jenſen Colding 
(f. i Kolding 1581; 1605 Rektor i Aalborg, 1608 Præft 
til Vindinge i Sælland, 1622 til Herlufsholm), hvis Ety- 


Drobøger. Matthias Moth. 477 


mologicum latinum (1622) er et latinſt⸗danſt Lexikon, ber 
ſom faabant indeholder en ſtor Rigdom af danſte Ord og 
Udtryk; og hvis Dictionarium Herlovianum (1626) er ben 
forſte danſt⸗latinſte Ordbog. Peder Syvs Ven, Laurids 
Kol (fr. Lars Kol paa Rosnes) ſtal have ſamlet et danſt⸗ 
latinſt Lexilon, ligeſom Peder Syv beghndte at udgive et 
ſaadant. Og endelig ere be øvrige, for Latinens Skyld ud⸗ 
givne Skoleboger ligeleves danſte Sproglilder, ſom be af 
Hiſtorieſtriveren Stephanius og af Hans Rhode (f. 
paa Als 1625; 1660 Konreltor i Odenſe, 1661 i Aarhus, 
+ 1679). 

Den førfte, ber udkaſtede Planen til og tildels udar⸗ 
bejdede en fuldſteendig Ordbog over det danſte Sprog, var 
ben ſom Velynder og Beforbrer af al danſt Videnſtabelighed 
betjendte Stormand, Matthias Moth, en Søn. af Livs 
lægen Povel Moth og Broder til Sophie. Amalie Moth, 
ber 1677 blev Grevinde af Samsø; (f. fom der menes i 
Odenſe efter 1642, adlet 1679, 1684 Overfefretær i bet 
danſte Kancelli, afſtediget ftrar efter Chriftian ben Femtes 
Død 1699, + 1719). Han begpudte, unter fine vigtige 
offenlige Forretninger, at famle til fin Ordbog 1680, og 
arbejdede felv; 1697 havde han ubfaftet fin Plan: hvert 
Ord ſtulde gives med latinſt Overfættelfe, og Ordbogen 
ſtulde tillige omfatte Provincialismer. Dertil vilbe han 
have Bibrag fra alle Dele af Landet, hvilfe hane Stilling 
Let kunde forftaffe ham. Efter fin Afſtedigelſe føgte han at 
udføre Arbejbet næften alene; men ber blev fun trykt et Bar 
Folioſider ſom Prove. Samlingen af hans Haanudſtrift, den 
Gang 60 Foliobind, ber 1753 af Arvingerne blev følgt til 
Kongen, henſtod i Gehejmearkivet indtil ben 1784 blev af« 
leveret til det Kgl. Bibliothek. I fin Skrivemaade var 








ſamlet, fom han felv figer, udaſ 
ſom udaf adſtillige gamle Norſte 

Adſtillige ælbre grammatiſt 
været til paa Latin, men inge 
Peder Syv nævner ſom Forfatte 
Kol, Stephen Spodsbjerg. Den 
matif, ligeledes paa Latin, er a 
ban ben Eldre (Grammatica d: 
gudfrygtige Bræjt og Biſtop, for 
har han tilegnet Prins Chriſtia 
at nu efter Souverainitetens In! 
Sprog at dyrkes omhyggeligere 
man af Fortalen, ber er ſtreve 
allerede var forfattet for tyve Ac 
nemſeet og forøget. Nihil enim 
summatum esse potest. 3 andi 
matiffer (han anfører af dem €& 
bør iffe ſtaa tilbage; ogſaa bet 
gantias. At dyrke og brive fremn 
men vort eget bør iffe forfømme 


Sproglære. Erik Pontoppidan. 479 


Ger er det rætte maal, vor tales Rorderſtjerne 
Og pennens Ratteſnoer. Gvad fattes nu vort ſprog 
Til dets fuldlommenhed? En rigtig Glofebog. 
Bel an, fornemme Ven, fom har af egen hjerne 
Udartet dette førft, bliv ved, giv føden Kjerne 
Af haarden nød, du æj med fremmed Kalv og plog 
Gar pløged, men her til varſt cene Mefter klog, 
Gar baned væjen førft, dig følge vi faa gjerne. 
Dend ſtoere Kejſer Karl førft lærde fligt de Tydfte, 
Men vor Pontoppidan føreev dette for de Iydffe, 
(Saa faldes Cimbrer nu) vel op, kom bid Danſt mand, 
Kom Gote, Norſt og lær at tale ræt og ſtrive. 
Men Erik arerig!) og Stoer her for ſtal blive, 
Gaa længe Danſten pen og tunge røres kand. 


Som bet førite fuldſtendige Forſog af denne Art, ber 
vovede fig frem for Lyſet, fortjener dette Skrift alle danſte 
Sproglerdes Opmærffomfer. Det gaar naturligvis ifær 
ud paa at iagttage de almindeligſte Fenomener og nogene 
lunde at ordne bem; men Ordningen er meſt mekaniſt, og 
fun bet ydre, meft i Øjne faldende ved Fenomenerne kunde 
Forfatteren fjende, iffe deres indre Grund. Det beftaar 
af flere Afdelinger: Observationes orthographicæ, hvorunder 
hører Cognatio literarum; Observationes etymologicæ eller 
Formlæren; og Observationes syntacticæ. Det forſte Af« 
fnit ifær er behandlet med en vig Lerddom; derunder fore 
ftaar han iffe blot ben egenlige Retſtrivning, men afhandler 
tillige Lydenes Slegtſtab, og benytter dertil Sammenlig« 
ning med andre Sprog, Hebraiſt og Finſt og Islandſt paa 
ben ene Side, Tyſt og andre nyere paa ben anden. Det 
forftaar fig, at han har benyttet latinſte og græfte For= 
fattere: Priſcianus, Lactantius, Plato. Sammenligningen 
er iffe giennemgribende, føger fun Overensſtemmelſe imellem 


1) Etieus, Eraricus Procop. Hist. Got, I. 8. 








480 Det lærte Thøram. Dank Sprog. 


enlelte Fenomener, men allerede denne Jagttagelje er mæ 
kelig nok. Viſt nok vife flere Bemærkninger, hville veflenbe 
og uflare Foreſtilliuger man havde om Retſtrivniugen, f. Ga 
om bet underſtottende e (e brevissimam, quod ojtjesime 
sono effertur), Hvortil enbog henføres Ord fom Bue, Due, 
Skrue; Selvlydeforboblingen gaar enheg vdidere enb- za 
Men paa ben anden Side har han mange ſunde Bemærk 
ninger, udſprungne af em nfilbet og af Banen'uaffængig 
Naturlighed. Han flifler f. Er. Selvlyden I og Meblyben 
Jod, og bruger til ben ſidſte det latinſte ftore J, bet dauſte 
Tille j havde man; og ſtriver iffe blot jeg, jager, men ogfer 
Bjerg, hjort. Ved Tvelydene bemærker han allerede, at: em 
Del maa udtages berfra og ſtrives med j og d: lav, Sion, 
Navle, og ligeſaa Maj, Kejſer, ej, nej. Meget Flygtig be⸗ 
mærler han, at bet hyppig anvendte haffuer, leffuer o. ſ. v. 
ſom nogle endog gjorde til et Treſtavelſesord (Haf-fuser) 
er urigtigt, hvor almindelig end Brugen var; thi det, ſom 
her udtales, er Medlyden v og iffe Selvlyden nm, og f efler 
ff er irreptitium (han ſtaar faaledes lige ven Brugens Op⸗ 
rindelſe, ben dobbelte Betegnelfe af bet gamle f og bet 
ny 5). „Germanice dicitur haben, loben, inde mutato b 
in v est haver, lover.” Men, vebbliver han, herved er 
endnu at bemærke, quod v in f Euphoniæ gratia inierdum 
mutatur, ut dicatur et scribatur Haft pro havt ab haver, 
ſtrift pro ſtrivt à ſtriver, brift pro brivt å briver, gift, 
tilgift, pro givt, lifligt pro livligt å liv. Om ø bemærter 
han, at nogle anfee bet for en Tvelyb, ſammenſat af o 
øg €, men bet lyder iffe fom oe, og maa med famme Ret 
henføres til de enfelte Selvlybe fom 4. Brugen af ſmaa 
Bogftaver i Navneords Beghndelſe hylder han naturligvis; 
men han vil ogſaa have Stavelfernes naturlige Afdeling 
iagttaget, ſom Mand⸗en, Preſt⸗e, Fife, ung⸗e, ſtreng⸗ere, 


Sproglære. Erik Pontoppidan. 481 


ſtund- um o. ſ. o. Derhos forefomme abflillige andre Ves 
mærfninger, ſom at ickun er fammentruffet af iffe uden; at 
o forandres til e i alſtens, for als⸗kjons, o. desl. Han 
har endog et eget, men meget kort, Afſnit om Betoningen; 
et længere derimod om Bogſtavernes Slegtſtab, ſom yttrer 
ſig derved at de gaa over til hinanden. Overgangene ere 
her iagttagne ſom Fenomener, endog be ſjeldnere, fom fra 
a til ⸗ (Hane, Høne; t. nackend, nagen, nøgen), men bet 
forſtaar fig, at de iffe ere nøjagtig flilte ad, men blandede 
fammen, Omlyd og Aflyb imellem hinanden. Herunder 
indfatter han tillige Overgange fra andre Sprog, ifær fra 
Greſt og Latin, til Danſt og fra Tyſt til Danſt: „borg 
vel borrig est a græco mwgyog, turris; bæk est a græco 
vocabulo any, fons; ag contracte qe, jonice et æolice 
Bne, latine ver, danice Baar.” Altſaa har han allerede bes 
mærfet Fralyden (bie Lautverſchiebung), hvis Opdagelſe og 
videnſtabelige Udvifling ellers med rette tillægges Jacob 
Grimm. Ja, han har iffe været langt fra, iffe blot loſelig 
at have iagttaget ben, men at have feet dens Regelrethed; 
f. Cr. ben regelrette Overgang fra c til h: ,,cornu, quod 
ex hebræo pp, peperit Germanis et Danis Horn; calamus, 
culmus dedit Germanis et nobis alm; cutis, Haut, Hud; 
collum, Hals; caput, Haupt, Hoved.” Paa lignende Maade 
har han Overgangene I, t, d; ꝙ, f, b, p, o. ſ. v. Kun 
berveb, at han blander Crempler af allehaande Sprog imellem 
hinanden, iſteden for at tage Hver Klasſe for fig, har han 
hindret fig felv fra at fee ind i den hele Theori, ligeſaa 
vidunderlig og beunbringsværbig, ſom be himmelſte Loves. 
I ben anden Afdeling, Obserrationes etymologicæ, har 
Han blanbet to Ting: ben egenlige Formlære og Orddan⸗ 
nelſen, og har berfor heller iffe kunnet fyldeſtgiore nogen af 
bem. Til Formlære havde han fun ben latinſte ſom For⸗ 
st 








482 Det lærte Thtram: Da⸗k Sprog. 


billede; hvor bet berfor gielder sat at oplyfe”bet givne 
Fenomen af ben gamle Bøjning, ber flaar bet let fejl fot 
ham. Gt træffende Erempel berpaa er deth maar hau be 
merker, at ber er Intetfjønsord, fom i: Gjeformen tåge 
Fællesfjønnets Artiltel til fig, fom Dyrene, Faarens, Sufiiss 
pro Dyrets, Faarets, Huſets, idque propter-&uptromismi 
ut videtur. Man feer, hvilken! Flid han: far gjort: fig 
at forfiffre fig om Fenomenets Birfelighed; i Tilløggets hår 
fører han nemlig en ſtor Mængde Exempler af: ber dauſte 
Bibeloverſæettelſer: Gjufens "Faber, - Korſens Død, "Life 
Forſte, Ordens Gjorere, Huſens Herte, Tiſtamentens ri" 
Lammens Sang, -Rjøvfens Sande; Menniſtens Søn ; Dar 
nens Faber, Brøbene Forraad, Landſens Gode, Aarfens 
Beghndelſe, Dyrens Billede, Haffens Sand, Legemens Læs,” 
Hjertens Glæve, o. fl. Det var nu alleſammen Intethjons⸗ 
ord, ber i Cjeformen havde ⸗-ens eller -fen8, og bet maatte 
føre ham paa ben Forklaring, at bet ene Kjøn var gaaet 
over til bet andet, en Fejltagelſe, ſom han da ilke er -ene 
om Kjonnet er fam tre Slags: 1) polycænum: en, ben; 
men han bemærker dog, at nogle Ord have han, andre 
hun; altſaa at Kjonnene ilke ere ganfte faldne ſammen i 
Fellestjon. Man ſiger han om Hat, Kjep, Stol, Vogn, 
Fod, Ild, Ovn, Beb, lignum (vidr), Brand, Sko, Sø, 
Skov, Sten o.f.v. Wen hun om en Hue, Bog, Dør, 
Mark, Strand, Vind (vindr; her maa Udtrylkket: hun 
blæfer have vildledt ham), Bro, Bog o. f. 5. 2) neutrum: 
et, bet. 3) commune, og derunder regner han Tillægsord, 
fom ere ens, fomtræt, faldet. Han bemærfer, at Kjørmene 
afvige i Dialefterne; Sællænbderne og Jyderne fige en Sav, 
Fynboerne et Sav; og at man ligeledes finder: en og et 
Steb, en og et Taar, Brugen og Bruget, en og et Cpiftel, 
en og et Tempel. Og derom mener han, at Brugen hos 


Syroglære. Erik Pontoppidan. 483 


be mere dannede Sællænbere bor foretrælfes. De udfor⸗ 
lige Regler for Kjonnet efter Endelſen har han uden Tvivl 
"lært af be tyſte Grammatilker; næften ved hver Regel 
findes halv fan mange Undtagelſer. Blandt de Ord, han 
anfører, er Grippe (ancilla). : Gan veed ogſaa, at Kjynnet 
forandrer ſig efter Bethdningen: en og. et Ark, Egg, Sold, 
Som, Nod, ealamitas og .bos';. hoilket bog un er lutter 
Tilfældighed. Som Nabneords Bøjning antager fam fun 
een, nemlig: Cjeformens, og betragter faa færftift Flertals⸗ 
bannelfen, ſom han oplyſer med mange Erempler; men alting 
er ham her gauſte mekaniſt, da han ilke har nogel ledende 
Princip, og ingen Bevidſthed Har om -Rjørmetd Sammen⸗ 
hæng med Bojningen. Uden videre Oplysning anfører ham 
berfor Flertal paa sn, ſon Øjen, Oren. Heruuder har 
han indført et meget interesſant Afſnit om vanffe Steds⸗ 
navnes Oprindelſe. Ved Gierningsordene har han ingen 
Bevidſthed om be egenlige Boiningsmaader og deres Sam⸗ 
menhæng; han antager to: Activa og RNeutra paa sr, Pas⸗ 
ſiva pan -6. Treſtavelſesdatiderne paa sebejere ham be regel⸗ 
rette, og uregelrette ere altfaa 1) be, ſom udelade e, ſom 
flyer, flyde; hører, horde; tœnke, tænfte; og 2) de med cen 
Stavelſe, ſom kommer, kom, ſamt faabanne ſom ftræfter, 
ſtralte. Her kommer fang Ubefjendtffab med bet gamle 
Sprog ret tilfyne; og heller. iffe fan han oplyfe Former 
ſom jeg gif, vi ginge; jeg fprang, vi ſprunge; ja, han ans 
tager endog, at bet hebber: jeg green, vi grinede; jeg 
treen, vi trinede, o. f.v. Former, ſom gaf, ſtat, ſtaa for 
ham fom blotte Uregelretheber. Men hang Bemærfninger 
ere bog mangen Gang rigtige og vejledende, fordi han 
Fjender regelrette Former, ber nu ere forfvuribne, og forbi 
ben davcerende Brug, uden Bevidſthed om Oprindelſen, 


Havde bevaret hvad ber laa denne nærmeft, ſaaſom „ded 
3" 








484 Det lærde Tidérum. Dan Gprog. 


Haver vel lylket fig, alias bed haver vel lylleſt, for; &nillet 
han anfører Birgitte Thott& Seneca - ſom Hjemmels; subst 
Haver billigen ſjuntiſt Plaloni; hannem at ave: fattigt Sne 
ords ljus“. 3 Observatiosmes syntaolicæ: findeq allereden ea 
lille danſt Syntar, ber for ben Tid er al Sire -vørk, sØ8 
beri indblander han adſtillige audre -Demærlpinger;: font 
Forſtjellen imellem. to og. tu, tree/ og tri; Tillægsfornner 
paa -eé (ſom jeg er. begierendis), Naturudtryk far Dyreres 
Stemme (ſom Oren bøger, Koen røber, ; Kreften: ſtronnen 
Kragen gulper, Revmen faver) 9::besl« Endelig ude helder 
Slutningen af Bogen en Samling af danſte Kanſterdmer 
rigtig nok nu tage fig underlig ub, men ere Vevis pansret 
Nodvendigheden beraf føltes ſtrax ba Forſtningen vengnehes 
Crempler ere: litera vocalis, ſelblydendis Bogſtav ( Selviid), 
litera cousonans, medlydendis Bogſtav (Medlyd), hypben, 
Binde⸗ſtreg, circumllexus, en Teddel fom en Huusgavl, 
artieulus, Sfeloerb, nomen, Navnord, verbum, Tidexd, 
genus, Slavg, genus neutrum, Hverfenflgvg, 'æasculiomer, 
Hanſlavg, numerus singularis, Sær-tal, pluralis, Mær-tal, 
casus, Endelſe⸗fald, nominativus, Nevne-⸗endelſe-fald, ge- 
nilivus, SÆjesenbdelfe-fald, dativus, Give⸗endelſe-fald, acou- 
sativus, Anflagesendelfe-fald eller Sage⸗endelſe-⸗fald, abla> 
tivus, Tagesenbelfe-fald, comparatio, Forligning, positirus, 
Grunbtrin, comparativus, Mellemtrin, superlativus, Over⸗ 
trin, pronomina demonstrativa, Auviisningse For-Navnord. 
Skulle nu flere forbindes, faa fremfommer undertiden ku⸗ 
riøje Udtryk, ſom decliaatie nominum postpositivum ;øtti= 
culum sibi affisum non habentium, be —— Bøjelfe; 
fom iffe have bagſat Sfel-oerd. 

Allerede hos Pontoppidan finder man noget Vefjendts 
flab med Edda og be islandſte Ordbøger. Oldgranſtningen 
befordrede Sprogforſtningen. Det blev efterhaanden mere 


Sproglære. Peder Syv. 485 


og mere levende for Sprogmendene, at ben, ber vil fri til 
Datteren og vinde hendes Hu, gjør vel i at gjøre fig bes 
fjendt med Moderens hele Færd og Sindelag; derved vil 
han endnu bedre fomme til at fjende Datterens ejendomme« 
lige Noder eller Unober. Til ve Mænd, fom bette fores 
fvævede, og ſom overhovedet til fit Modersmaals Oplys⸗ 
ning ſamlede alle be Hjælpemidler, ber ben Gang kunde 
haves, hører ifær Peder Syv, fom man berfor iffe 
uden Grund har faldt ben danſte Sprogforſtnings Faber. 
Peber Pederſen Syv eller Siuf, Petrus Septimius (f. i 
Landsbyen Syv ved Roeskilde, hvor hans Faber var Feſte⸗ 
Bonde, i Marts eller April 1631; gif i Roeskilde Stole, 
bimitteret 1653, blev Hører veb Kjøbenhavns Stole, 1658 
Reftor i Neftveb, 1664 af Fru Ide Lunge til Valdbygaard 
kaldet til Preſt i Helleſted eller Helſted i Stevnsherred, + 
ben 18 Februar 1702) fif, efter Udgivelſen af den førfte 
Samling af Danſte Orbfprog (1682), den 15 Maj 1688 
Titel af philologus (regius) lingvæ danicæ, „en ganſte 
egen Titel, fom ingen har baaret Hverken før eller ſiden“, 
og hvormed ber ſiden blev forbundet en aarlig Venfion af 
100 Ror. Han var Antifvar, Sproggranſter, Literator, 
Kunſtdommer, endog Digter, og beftjæftigebe fig med alt 
Hvad ber vedkom Sproget, Bogſtaverne og Runerne, Nets 
ftrivningen, Etymologien, Formlæren, Ordbogen, Stilen. 
Hvad han i disſe Retninger har frembragt er rigtig nok 
fun bet førfte Anlæg, fun Anelſer; hverken i Kundſtab eller 
i Smag ragebe han højt frem over fin Tid; men hane 
ſunde Sands, hans famlende Flid, hang utrættelige Kjærs 
lighed til Modersmaalets Frembringelſer og hang forſtende 
Mand vil gjøre hane Navn uforglemmeligt. Nogle Betænf- 
ninger over bet cimbrifte Sprog (1663) ſtrev han i Neſtved 
„blandt be mange og møjfommelige Skoleforhindringer“. 








486 Det lerde Tidørum. Dan Sprog. 


Det er en almindelig Sproghunftiefter ber DibsSr 
punft, og ben indeholbet derfor tiffige: Oplhonkager Al S> 
raturen og Peefin, jaJom Dilleg- tried DELI af" Fals 
egne poetiffe Forføgi Fortaltn vifer, Huller Forigecha 
han var fat-t, i det han wil ſteive on Modirvmarcles, åg 
ben uUndſeelſe, hvormed ham træder; freni mr Eder dg 
Begyndelfe; Han fætter vøg "Forterne, ze 
han forføger er noget agt) men Frygten. fle 'såt Had rel 
Nettor) ſtalde ſhnes 10 nåtføns at aigte Alchivatei hieacic 
i ve llasſiſte Sprog bevæger” Hank bel? tititdeligat tere 
dem. „Ham burvej fo førftet vide Flo / Faderuclaub vig vech 
Sprog nogen ra: Enuiled⸗ hadoi ſatſi taauge Ferie lak 
bemceldte Sprogey, iab /det'vav Bedre:at afftaffo notzteaf· be 
Bøger, end at ſtrive flere; be flere(fleſte) Strenge 
jo fine Bøger af de. forrige, de "give dem - 'alenefte; Jet mt 
Mavn, eller, maar be ville gjøre vet gort, foraudre ve 
Ordene og Orbdeuen, men tale intet om dem, af Woitte ve 
have laant fit.” Ved Retſtrivningen beſtred han iſer Banens 
Sudflydelſe: „Dette maa man altid: høre: - fag gjøreive 
anbre; faa ſtrive de; faa .er. Sfiffen. Men er Vantn imeb 
Fornuften, da er (ben) mere en Uſed end Sced, mure en 
Bildfarelſe end Videnſtab.“ Om Sprogenes Udvilling og 
Sammenhæng giver han en Del indlebende Betragtninger: 
Det ælbfte er det Adamiſte eller Hebralſte; hvorfor eu af de 
Lærde haver ſagt, at vi alle tale eet Sprog, det Hebraiſte, 
bøg forandret. Til bet Cimbriſte hører bet: danſte, ſwenſle, 
norſte, tyſte 0. a. fl. Han holder for, at- be Venber ( Sla⸗ 
verne) havde i Grunden eet: Sprog - met de Cimbrer og 
Tyſte. Det Latinfle er. fattigere paa - Ord end de'andre; 
bet Greſte er rigt. Det Cimbriſte, formedelft - Meengen 
(Mængben) af Enſtavelſesord og ben (for de andre) ube⸗ 
tjendte Forandring og herlige Maade at fætte Ordene til⸗ 


Sproglære. Peder Gyv. 487 


fammen, hvormed bet giver Græffen intet efter, kunde nok 
meb fin egen Rigdom være fornøjet og. med ſtorſte Fer⸗ 
dighed finde be belvemmeligſte Navne til alting, om det 
vilde ret og vidſte at bruge ben. Det Cimbriffe Sprog er 
et af de ælbite, herlommende fra Babel; „hvor de bablede, 
fablede og famblede paa Ordene“. . Det ældgamle eimbriſte 
Sprog kommer mere overens med det hebraiſte, end bet 
greſte og latinſte, og er: derfor ældre end disſe. Man ſtal 
hide, at førend Odin Tom i dieſe Lande, havde vort. Sprog 
ftørre Lighed meb bet hebraiſte end fiber Sprogblandingen 
bar giort, at, bet danſte -og ſvenſte Sprog have mere til⸗ 
fælles mød bet ipfle, men de Norſte og i Synderlighed be 
gsolænder, ſom ere længft borte fra Fremmede og have liden 
Samkvem med dem, have; bet gamle Sprog allerretteſt, 
have, bevaret bet cimbriffe Sprog uden Beblandelſe, For⸗ 
andring eller Forvendelſe. Man fan ille nægte, at vort 
Maal jo haver laant nogle Ord af. det greſte og latiuſte, 
f. Ex. Tempel, Kirke, Skole, Hvilfe eve indførte. med ben 
kriſtelige Tro; men hvo. ber vil ſige, at Neſe, Fader, Fiſt, 
Foll ere fomne afte latinſte Naſus, Pater, Piſcis, Volgus, 
han maa og. fige, at de Cimbrer vidſte iffe at. ncevne deres 
Næfe,; Fader, Fiſt, og vare iffe Foll, men Umelende, 
førend det. latinſte Maal opfom;. hoiffet tilſammen er uri⸗ 
meligt. De Perſer fomme overens med,be Tyſte, iffe alene 
i Seder, men endog ubi Sproget; bet Parthiſte eller Pers 
file Sprog. haver Lighed meget med det græffe og tyſte: 
Faber, . Moder, Baand, Broder o. ſ. v. nævne be ligeſom 
vi. Det Engelſte Sprog er beblandet iffe alene af bet 
cimbriffe, men endog af bet latinſte og franſoſte, og de 
engelſte Bøger, ſom ere flrevne -for 2 eller 300 Aar, ere 
næften i Sariſte Sprog, Der figes af Lyftighed, at ber 
Sprogene bleve. uddelte, komme (fom) be Engelſte noget 








488 Det larde Tibørum, Danſt Sprog. 


forſilde, og maatte derfor af ale aubre⸗laau hogetri Gel 
er bet meft med bet eimbriſte bentængets efterfene ise sflalle 
veri iffe alene Sloſer, men: eudog Mankerkinitalored 
¶ Talemaader) iffe ulige mey ut Sprog ntudooge Matceriu 
at udſige bem er auderledes. Ender, bet Fend Neriagyrnet 
om bet cimbriſte Sproge rette Ophaf og Beghuvella fifelgetslle 
hør 08 Danſte tif (thi vi villedønne niaaneligen strøs fedo), 
da bør bet og ingenlunde 'be'Tyfte for gane adttilegitidig 
bet, fom nogle af dem gjøre. !: Bed Vedvinmelſcacaf reo· 
genes Lighed raader han til Maabehålbs Bim maa ſitte a 
tenle, at be Ord, ſom have nogen Lighed med Fur Syng, 
endeligen ſtulle være konme iderag, md men fla agtesbih⸗ 
e" (benne) Regel: intet Dvd hører egentligt” il bed Speog, 
hvor iffe findes retmæsſig Aarſage“ bertik. En giver fæ, 
at Homerus haver ſtrevet Tyſt, en anden at hans Stilrer 
Hebraiſt, ja hvorfor iffe og Meriſt (Merikauſt) og; Rotvcelſt. 
Det cimbrifte (dauſte) Sprogs Uddyrkelſe ligger Ham meget 
paa Hjerte:. Havde man fun mogle visfe Regler, Hvortil 
man kunde henføre Orbene, og iſer en Mavne=. ellev Gllofe= 
bog (Ordbog) over alle „Udſprungsord“ (Stamord) og be, 
fom af bennem komme. Men bet ſtulde ndfræve Mere end 
et Menneſtes Arbeide. Der ere gjorte franſte Ørammas 
tilfer paa Danſt og Svenſt, men vort eget Sprog ville de 
iffe til. Ydermere flulbe man og, det neſte (næfte) muligt 
var, ſtrive mange og gode Bøger i bette Sprog, Hvor= 
udi be Tyſte paa nogen Tib have merkeligen tiltaget. Det 
fornemfte i bette er, at alting er klart og let at fatte, 
hvilfet man og fan naa udi en flet og uſirlig Tale; men 
flal man vælge iblandt (imellem) to Ting, 400. vil iffe 
Heller age i en god Vogn end gaa i Dref. og Grus med 
ftor Bejværlighen? Hvem vil ilke heller høre og læfe bet, 
ſom artigt er ſammenſat, end bet ſom humper, ſtoder og 





Syroglære. Peter Syv. 491 


t iffe, men han har dog tænkt over Fenomenerne, felv 
ar han ikke fan finde ud af dem: f. Cx. jeg forundrer 
g, Hvi de Cimbrer tælle ti, elleve, tolv, tretten, og ikke 
iſteden eenten, toten, treten. Elleve er kanſtee af een, 
v af fo, mer er bog ſidſt i faa forvirrede, at man ikke 
ed hvorledes dermed „ſider“ tilſammen. End er og dette 
berligt i vort Sprog, at Trebive og Fyrretyve faa kaldes, 
f. v. Men ifjær anvender han det gamle Sprog til at 
lyfe enkelte Ord ;. ofte med Held … ſaaſom: Danevirke af 
k. ttfandfle Ord virke, bet er Bold; Enebærtræ af isl. 
zer; Dimmeluge maaſtee af dimmer, Morkhed; Smideſiner, 
nen, ;bet ev Uffe, et ſtaauſt Ord (isl. sindr); Kindel⸗ 
fe af, bet gamle cimbriffe Ord kindel, det er Lyvs (Lyo); 
nenbag. af løve og to, thi be Gamle og vi endnu da helft 
tetiøg; babe: 06; Stakarl, ſaaſom ſtav⸗bare, fordi han 
uger, Staven. Men ofte løber han ogſaa ſurr i det, f. Er. 
Mawigt, af en ond Vægt, fom duer lidt (isl. vætt); 
jrrn, det er Huſet tro (for Husfrue); Husbond, bet er 
sfeté: Baand, ſom binder og holder tilfemmen i Hufet; 
nbdbeg, Sohntag, at man da ffal forſone fine Synder. 
ser: Han bemærfer, at man ogſaa fan udlede vore Ord af 
mimede Sprog, tilføjer han: Dog ſtal man fee til, at 
m ikke gior alt for meget deraf, faa vet bliver til Gjeck⸗ 
By: f.x. Landslnægt af lancea, fom rettere fan kaldes 
sfom Laundſens Knægt, thi han tjener og ſtal forfvare 
nhet. Escomanni, Cflemænd, faa falder Berderhagen de 
auſte, fordi de førte itfe længer Krig: i Saren end mens 
»Bande Mad i EAſten. 

z Den danſte Sprogkunſt (1685) er den forſte Sprogs» 
re paa. Danſt. Thi efterat det havde behaget Kongen 
ib et naadigt Øje at fee til hang ringe Nemmes Flid i 
et Feœdernelands Sprog og antaget ham til at være 





490 Det lævee Fidørum. Danf-Øpreg. 


Saa fan baade Kornet og Bogen gros i som mi nod 
pa Slet bra fan intet 8 sit mf AM omvd sønn 

jen naar der er al ; 
Copa Fan min nå indl —— AL 
Her fjetes g fremmer * — mvaogti 393 
Men holbte dod alm Danft Barr +07 Fo ala 
Det er hwert Rige: Mre flet, 5 .n'773 asdslrnad dsaa 
Ret ſette ſit Sprog, paa Bomer;E imam 1 unm au 
ses fo. MAD od rr mo et La 
g Bøgftav« og Siavelcerrn "har Hast iffeTadet flys føde] aeg 
Brugen, men tæntt. felt; ligeſom Vontopytdan ; dg elblige 
end denne: Det'fynes ittenat dl habe Avelyvbeuvv Bagftrie 
Behov; æ' et. næppe jen Tielydendk, ag deli fanme tr ab nite 
om oe ($) og andre: fandarne. "Langt inadreericel iel 
anbre af det Slags Toetydende; thi. j. er en. Medlydende vg 
ingen Selolydende, og imellem j og ter „et ſtort Forſthelv, 
enbbog' faa agte det, Det ſamme ſtal man:og dide om 3 
øg u. Om Stavelſernes Fraſtillelſe er bette at mærter 
Medlydende flulle følge be foregaaende og ille de efterfølgende 
Selvlydende, anderledes end i andre Sprog ſæedvanligt er; 
hvilket kommer deraf, at de fleſte Ord ere hos vs af et een⸗ 
ſtavelſes Grundord. Saa at man berfor ſtal Have Ordenes 
Herkomſt i Agt; og ligeſom de ſettes ſammen, jaa ſtulle de 
og ſtilles av, f. Cr. elſt-eligen, Ev⸗angelium. "Thi, det er 
forbi, eftervi, Ti, bet er 10; dog vi iffe ellers bruge; H. pag 
ſaadan Maneer, og gjordes derfor "lidet her fornøden De 
fremmede Ord, ſom ere blevne danſte eller agtes for dauſte, 
ſtal ffrives fuldkommeligen med danſte Bogſtave. Gaa 
lunne vi og paa det fojeligſte danne dem efter vort Sprog, 
i Synberlighed i Endelſen, hvorover be bekomme ftørre Sir⸗ 
lighed; thi have be ligeſom foret Borgerffab hos os, faa 
nmue" (maa) de og være famme Ret undergivne. Nogen 
gjennemført grammatiſt Anvendelſe af bet gamle Sprog Har 









Sproglere. Peder Spv. 491 


han iffe, men fan har bog tænft over Fenomenerne, ſeld 
naar han iffe fan finde ud af bem: f. Et. feg forundrer 
mig, hvi de Cimbrer tælle ti, elleve, tolv, "tretten; og iffe 
ber iſteden eenten, toten, treten. Elleve er. lanſte⸗ af een, 
tolv af to, men er dog ſidſt i faa. forvirrede gr at man ifte 
veed hvorledes dermed „ſider“ ailſammen.End fræog bette 
underligt i vort Sprog; at Tredive og Fytrethve faa laldes, 
o. ſ. v. Men ifær anvender han bet gamle Sprog til at 
oplyfe ienfelte Ord: ofte men Held, faajsm 3;;"Denevirke af 
bet. islandſte Ord vine, det er Bold ;;ionehærtræ af. tel 
ejner; Dimmeluge: maaflee af bimnaær, Morkhes; Smidefiner, 
CGiner, peter Aſte, et ſtaauſt Otd fiskevande), Kindel⸗ 
mesſe af; bet gamle cimbriſte Ord findel, det exLyn (296); 
Loverdag af føve.og. tp, thi be: Gamle; ogs vi<endnu; ba. helſt 
løve: og- bade: 06; Stalarl, ſaaſomſtav-hare, fordi ban 
bruger, Staven. Men ofte løber han ogfan ſurx i, bet, f. Cz. 
Boſswigt, af en ond Vægt, … ſom duer lidt (isl. vætt); 
Huſtru, bet er Hufet tro (for: Husfrue); Dubbond, det ser 
Huſets Baand, ſom binder : og holper: tilſammen i Huſet; 
Søndag, Sohntag, at man da ſtal forſene fine, Shuder, 
SRaar han bemerker, at man ogſaa fan udlede voxe Ord af 
fremmede. Sprog ,: tilføjer han: Dog flal man ſee til, at 
man iffe'gjør alt for meget deraf, ſaa bet bliver til Gjæls 
lexi, f. Er. Bandéfnægt af lancea,- ſom rettere ſaa kaldes 
ſaaſom Lanbfens "Knægt, thi. han tjener og. ffal:: forſyare 
Landet. .Escomanni, Eſtemcend, faa. falber Verderhagen de 
Danffe, forbi: ve førte iffe længer Aig” i Eern end mene 
be hayde Dab i Eſten. 

Den danſte Sprogkunſt (1685) er ten fønfte. Sprogs 
lære paa Danſt. Thi efterat det. havde behaget Kongen 
meb et naadigt Øje at fee til. hans ringe Nemmes Flid i 
vort Fævernelands Sprog og antaget ham til at være 








492 Det lærte Tibérum. Dank Sprog. 


Philologus Danicæ lingvæ, burde bet ham at. begperbe af 
(med) bet førfte, nemlig af Sprogkunſten, ſom han au under 
be Kongelige og Prinſelige Hojheders Navne og -Forfonr 
lader fomme for Lyfet ſom en Forlyftning ;,t Eders Hoj⸗ 
heders de tyngre“ Stuberiuger, fan og ſom et Bitmesbledy 
om Kicerligheden til Fœdernelandet og dets gamle: Nørre 
Helteſprog (fordum Faldet Zotnamal og Runamal), il 
hvillet be Fremmebe endogſaa, udi at oplede Herkemſtog 
Udtydning paa deres Ord, ofte: have Henſeende, Omiſit 
Foretagende yttrer Han: Der ville vel nogle ſige: det han 
lærer vide vi ſelb. Hvo ſtalde ej kunne fia Moders Maal? 
Det er fandt nok om nogle, men iffe om alle, at de rig⸗ 
tigt, vel og firligen vide at bruge. det. Og lab være, at 
Han viſer det, fom er be flefte vitterligt, fan veed man 
ofte noget, men ej engang agter berpaa eller veed at man 
veeb bet. Saaledes erindrer han kun om bet jom be 
felv vide. Ingen beffylber han for fin Vildfarelſe, men 
vil iftun falde enhver til Frihed fra ben onde Banes Ty 
ranni; vil og ingen paatrænge bette. Enhver blive fun 
veb det, fom hannem behager, bog ej at laſte det andet, 
ſom ret og rigtigt er, om det end hannem mishager. Hvad 
gjælver bet, at mange ere ſamtydige i Uret? Haver ben 
onde Bane inbført noget i vort Sprog, ba ffal bet ved gode 
„Lover“ foraudres. Bi ville iffe fare vild, fordi mange gjøre 
vet, eller følge ve flefte og gaa efter Crempler, men efter 
Regle og Fornuften. Fortalen flutter han med Runekapitlet: 
Gejll fa er kvad, hejll fa er fann, 
Rjøtte fa er nam, hejller theirs hlyddu. 
Gan bruger danſte Kunſtord, ſom Selvlydende, Medlydende, 
Skelord (Artiftel), Endelſefald (Kaſus), Tidord (Verbum), 
Middelord (Participium), og for at be kunne forſtaas, giver 
han bem paa Latine, bog ej mere end een Gang. Derimod 


Sproglære. Henri! Gerner. 493 


figer han gauſte naivt: „Sommeſteds gives. en ganſte Mes 
ning paa Latine, at ben bes bebre fan forſtaas.“ Naar 
man feer efter hvad bet ba fan være, fan ſynes bet for os 
at. være meget ſimple Ting; ſaaſom Præsens et imperfecium 
verborum mono-syllabicorum assumunt t vel at in secunda 
persona; Adjeetiva Neutra flunt sæpe adverbia, Reliqua 
Adjectiva' assumunt en. J.øvrigt er Sprøgfæren ſelv tem« 
melig fort, og „Tilhenget“ om Skriverigtighed, hvori han 
beſtrider Gerner, .udgjør mæften bet halve af Bogen. 

Betænfningerne inteholde allerede flere fmaa Ordfam⸗ 
linger, og han famlebe tillige til en danſt⸗latinſt Ordbog, 
hvoraf fun en Prøve udkom (1692). Fortegnelſer over 
gamle danſte Sfrifter findes ligeledes i Betenkningerne, 
men han vilde have udført bet i ben ſaakaldte Danſte Bog⸗ 
lade, hvoraf en Del ſenere er udgivet. Men fan bet end 
vcere tvivlſomt, om alle disſe Forføg ville have filfret ham 
et varigt Navn, faa har han vundet det ved Udgivelſen af 
Danſte Ordſprog (1682. — og ef Danſle Kjæmpe« 
vifer (1695). 

Peder Syvs Medbejler var vreſten BSictere, Hen⸗ 
rit Gerner, dels ved fin Orthografi (1679), dels ved 
fin kortfattede Sproglere (1690); og han lægger ille blot 
i Retſtrivningen mange ſunde Foreftillinger for Dagen, men 
befjæmper tillige med. Held Brugen af de fremmebe franffe 
Ord, ber allerede nu havde. taget Overhaand. Han figer 
Blanbt andet (i Fortalen til Orthografien): , Mange Syge 
tunde fnart hjælpes, derſom de vilde hjælpe: fig ſelv, thi 
en Del foragte Lægen og lade Saaret faa Overhaand, og 
en Del vil. felv være Læger, -enbbog de det ilke forftaar; 
en Del ere faa bevante med Sjugbommen, at be flatter 
Siugdommen fjærere end Helbreden, da. bet bog er bedre 
for ben Sjuge at være karſt, og det er fortræbeligt for be 








494 Det lærde Tidsrum. Dang Sprog. 


Karſte at omgaas be Singe og bem hvis Saar lugte ilde: 
En Del Betlere fvøber: Klude om beres Saar, og em Del: 
om hel Gud, at de kan vinde en Gavez men hvad er 
bog ſaadant andet, end iblandt be Hæberlige foragteligt,- 
og, naar bet bliver. aabenbaret, for be. Berdslige ftreaf⸗ 
værdigt. Dette er dog albrig: fas: ondt, og lader? albrige 
faa ilbe, fom naar et Tungemaal, ber -i fig feks er prægtig,: 
formedelſt ,,VBanactighed" med: Kluderi og fremmede: Bilofer 
overfprænges , hvopudi be Danſte og Tyſte hid til Dage 
haver ladet fig meget: forføre, et tænkende paa, hvor: ſpodſte 
be Franſte, Spanſte og Italiener er deroder,= aft':be: ſtulde 
indføre noget fremmed Ord i deres Tale.“ Det: vilde: blee: 
en latterlig Ting for bem, om be ſtulde leſe et: frauſt Brev: 
med banffe eller tyſte Gloſer formenget. Og bet maa end 
være vel faa latterligt, naar vi udi bet danſte Maal inde 
føre franſte Gloſer, thi mange baade bruger og læfer dem, 
men aldeles iffe forftaa bem.” Derpaa anfører han den 
rommerſte Lov, at ingen af Regjeringens Sendebud ſtulde 
fvare nogen Græfer uden paa Latine, ffjøndt de forſtod og 
talte Greſt, en Sammenligning, ber ligefrem maatte føre 
til ben Tanke, at denne hyppige Brug af fremmede Ord 
er en naturlig Følge og et foleflart Bevis paa et Folks 
Afmægtighed og Underordning under et andet. Han lod 
bet heller iffe blive ved Ord alene, men meddelte en For- 
tegnelfe paa fremmede Ord, fom vi fan untvære, og ſom 
bør at udelukkes, med de danſte, der kunne fættes ifteden. 
Det var altſammen Ord talte i Orken. J fin Sproglere 
(Epitome philologiæ Danicæ), ber tillige indeholder en 
fort Syntax og udforligere Bemærfninger om Verfefunften, 
taler han med Varme om Forbedringen af Modersmaalets 
Behandling: „Vi maa lægge alle forindbildede Meninger 
tilſide; alle vrange Meninger og Baner, faa vidt muligt 





Dank Gil. dans Rygen. 495 


er, afflaffe; lab hver Province fin: Mundart (Sprogart) 
beholde; intet af fremmede Sprog indføre, uden" bet ſom 
allerede Borgerret hos 08 erlauget haber; og ba beghnde af 
raa Rod og udholde til det ſidſte.“ Nemlig fra Under⸗ 
visningen i Slolerne. J Korthed betragter han derpaa bet 
gamle Sprog, Dialefterne; —— Ord; men ile dorſter 
fan han ilke lignes med Syb. 

Disſe Meend have ved "Tteritalffe eller. er. geammatifaffte 
Forføg vundet et Mavn i Literaturen. Andre, blantt hovilke 
Ole Borg er en af be mærfeligfte, have i Forbigaaende 
berørt danſt Sprogkundſtab; og ber gives envelig adſtillige, 
fom ved enfefte Sfrifter, der nn ere forglemte, ogfaa i fin 
Tid have givet beres Stjcrv. Dertil høre: ben ved fine 
Diſputatſers Mangfolbighed befiendte Hans Been (f 1708), 
Erik Olſen Maréløv (Betænfninger om Skriverigtigheden, 
1650), famt anbre Forfattere til Sproglærer ti andre Sprog, 
hvis Udbytte bog er lidet. 

Endelig gav den nysnævnte Hans Olfen Ryfted ved 
Indgangen til ben Holbergſte Tidsalder et Forfjøg. om den 
banffe Stil (Lægmande Talefunft. 1708), bet forſte uden 
Tvivl, og, faa vibt jeg veed, iffe omtalt af nogen; briftigt 
i fin. Tanke, ſnurrigt i fin Udforelſe, men en rig Kilde af 
danſte Ord og Talemaader. 

Molbech, det danſke Skriftſprogs Udvikling I Myt hiſt. Tdeſer. 
1 Bd. 2 £. 1847. D. Pſalmedigtn. i Kingos Levnet, S. 56. 
P. I. Colding, Dictionarium Herlovianum, i Fortalen, ſiger blandt 
andet, om dem, der nedfætte Modersmaalet: Homines, mehercle, 
in patriam injurii nimis! Quid enim est in lingva Latina aut 

*alia, quod non æque commode exprimi potest Danica? Num- 
quid res familiares et domesticæ suis carent notis, aut nos mu- 
tos ereavit natura pisces? Et in exoticis, ubi earundem pro- 
prietas et elegantia major quam in domestica? — Et sicubi 
aliud forte uno aut altero exemplo minus succedat, possumus 





496 Det færde Tivdram, Dark Sprog. 


nos talionis regula defendere, prolalis in medium Denicis,-qæ 
nec ulla Lalinitas pari. orationis gralia assequi: poseit, Deli 
catulos itaque istos bomines per communem -patriam. pørgee 
ipsammet eorum æstimationem aro ef -oblestor,-abstingsat. åatis 
orationum scrupis, ne vel de imperitia lingvarum vel de 'ingenil 
levitate et ostentatione a cordalis viris habeeniar iefames; sem 
tiantque ac loquantur modestius de lingva palzis, qam..nee -sa= 
tiquitate, nec originis splendore, nec: sermonisycepia aC:grer 
prietate, nec pronuncialionis inlegriiate, suavjlale, graviigte, 
addo nec terrarum amplitudine ulli cedit, .Omnes ali gentes 
certatim exornandæ, quæque suæ lingvræ, incembunt. Cur :mo= 
bis non eadem cura ac par studium? — P. Sys Setenfuinger, 
Fortalen og S. 5. 
Erasmi Bartholini De naluræ mirabilibus Quæetiones ea 
demicæ. Hafn. 1664, 4. Den ellevte deri De studie lagsæ 
Danicæ, holdt 1657. UWidrag findes ogſaa Hos Molbech .og i 
Clauſens Tale Om Danmarks Univerfitet ſom nordiſt Gojſtole. Den 
hele Tale burde ſarſtilt aftrykkes med danſt Overſattelſe. Jeg maa 
lade mig nøje med at afſtrive et Par Steder, for at valle Læferens 
Lyft til det hele: Primum igitur oporiet iis frui, quibus nos 
natura donavit; quæ cum non suffecerint, tum demum ad ez= 
lerna confugiendum est. id ipsa natura permillit, id ratio 
svadet, id consveludo recepit. Unde is, qui peregrinas lingvas 
majoris facit, quam propriam, non magis a stultilia vindicabi- 
tur, quam qui visus acumine ex volo pollens, meridie, sole 
lucente, fenestras occluserit, aique candelam accenderit ut videat. 
Quid est autem aliud lingva Vernacula, nisi is sermo, quem a 
paiura ipsa accepimus et cum lacte materno hausimus; quem 
non studio, non arle, non labore, non vigiliis tenemus, sed 
qui unicuique est proprius; quem naturæ beneficio possidemus, 
et quasi ludendo addidiscimus (6. 148). — Neque enim sine 
Pairii sermonis usu quicquam commodé præstari polest, vel ad 
usum vilæ vel ad oblectationem necessarium. Sine illo, nec . 
quæ ignoramus discere, nec quæ scimus alios docere possumus. 
hoc cohortamur, hoc persvademus, hoc consolamur aſſſietos, hoc 
deducimus perterritos a limore, hoc gestientes comprimimus, 
hoc cupiditates iracundiasque restingvimus, Et quoad longis= 








Sprogftrifter. 497 


sime nobis permittunt historiarum monumenta respicere, inde 
usque repetentes, videbimus nulli unquam defvisse usum ver= 
naculi sermonis, (6. 149). — Non sufåcit, omnia ea Græcis 
Latinisque literis conseripia extare, ut a doctis ignorari non 
possint, sed omnium et singulorum necessitatibus subveniendum; 
non dvelorem tantum, sed et plebis, non quorundam, sed uni- 
versæ patrie commodum procurandum; neque ullus hic excipi 
potest a communi desiderio beate vivendi. (&. 150). — Nam 
sapientiæ qui promitieret thesauros, restrisne animis placeret? 
multi eam appetiverunt. Divitias qui sponderet, nonne rem 
gratissimam faceret? omnes arrigere aures video.  Honores 
vultis vobis offerri? accurritis. Ego vero et sapientiam et di- 
vitias et honores et gloriam, vobisque omnibus animum tran- 
quillum polliceor, modå seriò excolatur lingra vernacula; modd 
patrio sermone tradalis ea quibus ad summum perduei virtus 
possit, quam natura in vobis inchoavit; postremo, modd ipsi 
non defueritis, (6. 151). 

Dm Lintrups Societas indagantium fee Nova liter, maris 
Balth. 1705, S. 177. 1706, &. 52. Cimbria liter. 1, 346. 
Zwerg, S. 788. Nyerup, Univerfitetet, &. 248. Beckman, Hist. 
Communit. &. 98. 

Catalogus CCC. Vocabulorum (ete.) Det er En Fortegnelfe 
Paa 300. Danffe Ord oc Glofer, Som ide alleeniſte komme offuer⸗ 
eens med det hellige Ebræiffe Tungemaal, men endog haffue deraff 
deris oprindelfe og beghndelſe. Alle dennem ſom haffue lyſt oc 
Hiærlighed til det hellige Hebræiffe Sprog, oc voris Danſt Faderne⸗ 
lands Tungemaal, til Billie oc Tienifte ſammen ſtreffuit. Aff Peder 
I. Bandal, Jeſu Chriſti Tiener, til Magftrup oe Jegerup Kircker, 
Vdi Hadersleff HussLæfn. Schleßwig tryckt, Anno 1651. Paa 
Autoris egen Bekoſtning, fit Danſte Fæderneland til Mre oe Ties 
niſte. 4to. 

Anbefalingen af Joh. Svaningius SS. Theol. Doct. et in 
Regia Academ. Haſn. P, P. finder Bogen vigtig ogſaa for Moders⸗ 
maalets fyld. Qvo enim quæris lingva propias ad Ebræam 
accedit, eo magis reliquis merito præstare videtur, Nogle far 
Exempler maa oplyſe hans etymologiſte Færd: Abadh, periit, at 
forderffoe, deraff kommer en Abe eller Tobe ſom forderffver fin Sag. 

8 














498 Det lærde Tibsyem, Dank! Sprog. 


— Abal significat.Jagere.et ,perdere, at .førge før. der Fingofom 
er Borte, inde Danicum Abi, Gel, 'thi- det. Che drænes 
diß, er Aarſag til al forg or bedreffudfe, des til hale eiſo mnå 
ſtee voris Forfadre haffve giffoet, dette Ton let Ren. rr sal 
gutta pellucida, egel, Gusegel. ſom fenger ved bags > Age 
gan, Crater, Phiala, en kand, begger,…cu. ſtaelt ſer· påneped 
— Eden, basis, fulcrum, Grundvol, deraff kommer⸗ Bd 3 ocht 
mad oc Gpife er ligefom det naturlige Veffnitzo Acawol· ocſtytte 
Buorfaare det Danſke Ordeſprock (yder, jeg vil ligge sen ged Gjeumdd 
vol, førind jeg dricker, det er, jeg vil æde.vel. + Bøhay sibilst 
viperæ, en Effve blat, eder. oe forgifft. — Or signiser tinde) 
inde at orre, thi de fom ere oplinſte vdi Gud løbe ſig østrig 
noye, med den deel, Gud dennem monne gifføs oe beffære. ++ Zaep by 
årasci, inde at faffe fom en orme, der frøer med, NAcaden ã naar 
den er vrad. — Ciph, cavum, inde æt kiffve, ſam man bær 
Fiſt vdi — Majim, aquæ, inde Maje, eller eng; "fot Tiger 
lawt ved vandet (Made). 

Bertel Knudfen: De danicæ linguæ cum græca mistione 
diatribe. Ob novum scribendi genus auihore spernente amt 
negligente producta per C. Aq. Portuæ (Ilaſniæ) 1640. og De 
danicæ linguæ cum latina mixtione,  Portuæ 1641. Samlede 
i Liberti Aliquonii Interludia et diatribæ.  Portuæ 1644. fan 
ſammenſtiller f. Cr. ayxvåg, ankel, ayxvga, anker, ægøn, som, 
Bavvn, baun, zuyn, kone, æg, haf, pan et andet Sted falt, 
o. f. v. og bemarker, at græffe Ord i hundrede Bis ere danfte. 

Tortild Baden: Roma danica sive Harmonia et affinitas 
linguæ danicæ cum lingua latina. Hafn. 1699. En nt Udgave 
af T. Baden. Hafniæ 1834 gav Anledning til en Fejde med Dver⸗ 
lærer, nu Prof. Dabl; fre dennes Aftvungne Bemærfninger til Roma 
danica. Kbh. 1834. 4. hvori Bogen tillige er bedømt. 

Hans Ryſteds Haandſtrift paa det Kgl. Bibl. Athena cim- 
brica vel Cimbria græca nonnunquam ab Hebero adminieulata 
eller Det græfte og cimbriffe Soſterſprog ſommeſteds af Geber uns 
derſtottet og hielpet, Ry Kgl Saml. Nr. 482. fol. Samt Col- 
lectanea etymologica de lingua danica, fit. Nr. 484. fol. Det 
førfte findes ogſaa paa Univerfitetsbibl. Heri forefommer en ſtor DÅ 
danſte Ord, ordnede efter Alfabetet, med deres ille altid heldige Gtys 


Sprogkrifter. 499 


mologi, f. Cr. at aarke, aͤexeco; og en Rengde Talemaader jævns 
førte med græffe og latinſte, Lighed i Sammenſatninger, o. desl. 
ſom ojentjeneſte, op Fæduodådssa, ordkrig, Aoromæybæ, lvindehader, 
psovyuvne. Gaandſtriftet omtales af Pontoppidan i Fortalen til 
hané Glossarium Norvagicum S. 14, ſaavelſom dets paatænkte 
Udgivelfe ved Falfter, hvorom han henvifer til dennes Cogitat. phi- 
lolog. &. 85. (See ogſaa Dahls Aftvemgre Bemærtn. S. 53.) 

Peder Vinslev:  Spicilegium Arctoum, Haſn. 1695. og 
Farrago Arcioa 8. oogitationes de Taciti Tanfona et Sturlæi 
Tanfæ aliisque Danicam historiam et linguam spectantibus. 
Hafn, 1704, See om ham og disſe Skrifter Sand, Lit. Selft, 
Skr. 1815, S. 139. 145, 151. Om hans Lexicon Scanicum 
fee Nova liter. maris Batih. 1704, &. 384. 

Om Orbbøgerne fee Rolbech om de danffe Ordbogsarbejder, i 
Ny D. Mag. Ste D. Da dette Afſnit ber er behandlet med fan 
ſtor Udførlighed og Omhu, har jeg foran kunnet lade mig nøje med 
en fort Overfigt. 

Matthias Pors: De nomenclaluris romanis, recens Danice 
factis, pari Græcaram recensione libri IV. Francof. 1594. 408 
Molbech, S. 241. Det er latinſte Ord med danſt Overfættelfe, 
ordnede efter Betydningen; f. Cr. larva, Reegrime, Gam; ratio, 
Skel, Fornufft; antiæ, Gili Lande; vultus, Anled; majålis, Galt, 
sucula, Gylt; coriina, Farffuefedel, Lydgryde; vidua, Vidue, Ende, 
o. lign. Dobbeltord af tyſt og nordiſt Oprindelſe. 

Povel Golding: Etymologicam latinum (ete,) addita etiam 
danica interpretatione, in usum patriæ juvenlutis. Rosiochj 
1622. fot. og Dictionarium Ilerlovianum desumptum ex Etymo- 
logico latino. Hafn. 1626. See om dioſe Skrifter Molbech S. 
243, og Werlauff i Annal. for nord. Oldk. 1853, &. 348. For⸗ 
talen til Etymologicum oplyſer, at han allerede for fjørten Aar 
fiden arbejdede derpaa i Aalborg. Ordenen er alfabetiff, men tillige 
etymologiſt, da de afledte Ord ſtaa under Stammen. Exempler paa 
danſte Ord ere: acer, dapper (meb den rette Overgangeform) z 
ægritudo, And (Befymring); under flagellum: Rytæn, Sommer⸗ 
tæn, palmes tenerior ex anniculis sarmentis enatus (isl. teinn); 
arundo, Roer, item Medevoll; balbus, Vaalmundet, Lefp, Stam; 
calcatus paries, Kalket Vag eller Dynnedet (1. tinden) o. ſ. v. 

82 








500 Det lærde Tiaørum,… Dani Sprog. 


Laurids Kol ſtal fave famlet. et feteret AE 
Roſtgaards Papirer hes Molbech, S. 244. 0 flat 12 

Guppig udgaves. tif Skolebrug —* Ramentinborr,: for 
Hadriapi Junii Nomenclator. Kh. 1608, 16105 Ios Eitcho 
rius: Nomenclator Jatino danicus, Hafn, 363498. Nomanelte 
toris latino-danici pars aliera,/ quæ Værba. omninm,coæjygatige 
num exhibet, Hafa. 1638, «fans Shode: Compnii; prbig pjgtes 
danico-latino-germapicus. Hafn. 1672. . ſea Molbed, M 243.. 

Til dette Slags Skrifter hører en latinftsdenft. Ordfortaamrlfe 
i Gjelmftjernes Samling (2049. 8.), fom, Molbech allerede har ane 
ført: Vocahvlotym variorvm expositio atgre colleclig, AR liacra 
Svetica, ad iogenium Puerarum Jusandum, opdige væjgari cum 
eorum Danica interpretatione. Diligenter ag. Adeliler ;enstigaje 
Hafniæ 1576. (Med Bogtryktermærket M -V .(Matthias.;Winitog) 
1530.) — Ved Slutningen: Fromme Læfere- her haffuer du deu 
føje Baag Bdfat oe Fordanſtedt aff Suenſte fattige. ſimpel Børn 
til hielp, findis her nogid ſom ide faa ræt er Fordanſtedt aff Suen⸗ 
ſten da anamme bet dog for gode, De forbædre det huor du. fandt. 
(etc.). Deri findes: ſaties Anlede, vultus Anſicte; saliva, Rege 
eller fpøt; phalanx, Konde fom er emellom ledemod paa fingreng; 
viscera, Indelffuet, exta Indelffuer; Recaluaster, Flenffallit; te- 
masmus, Garde (Hardke] den ſom ide kand haffue fit mag; sup- 
parum, Vennicke; rica, Huiffuel; bulla, Spang; balibeus, Spenger 
Belte; inſurnibulum, Griſle at fette Brød i ognen med; .solium, 
Pald; cubiculum Slaape kammer; verticulum, Rindel; crista, 
Reylebuſt; torax, Traae; hasla, Glauen; pelta, Bedlere; specula, 
Kure taarn; incus, Smede ſtedz gårges, Hol; fidicula, Feyle, liden 
gie eller ſtrenge (eg; gubernacslum, Styre; virtzulium, Telning 
ſom rinner op aff roden, riſſtarz procerus, Ret rag. 

Matthias Moth: udførlig hos Molbech, S. 247. Werlauffe 
Bibliotbefsbijt. S. 221. Torfæus httrer i Torfæana, at med. Unds 
tagelfe af det kongelige Hus var ber intet Menneffe i Verden hen 
elftede højere end Moth. (Brev til Arne Magnusſen i Torfeſens 
Levnet af Erichſen, S. 161.) Holberg (Dauſte Stat, 3 Udg. 6. 
185) taler om Moths og Roſtgaards Ordbøger, og tilføjer: Udi 
Reſenii Bibliothek findes et danſt Lexicon eiymologieum, ſammen- 
ſtrevet af den berømmelige ſallandſte Biftop H. P. Nefen, in ſolio 








Svrogkrifter. 501 


nogle Mar før hans Ded, item et Danſt-⸗latinſt Lexikon in 410, 
Det førfte er uden Toivl' det, ſom Thura (Idea &. 310) falder 
Lexicon etymologieum lingvæ danicæ. - Disfe Gaandſkrifter oms 
tales ogfan i Søren Lintrups Fortale til Chr. Falſters Supple= 
mentum finguæ lafinæ. " Flensb. 1717, ſaavel ſom andre hertil 
hørende Arbejder? Peder Binsløvs Dictionariom Scanicam og Pat- 
tjcula Lexici Daviei, indeholdende L til P; Petøi Warnidalini Ca- 
talogus 300 rocabulorum "Danicoram ex Ebiæa originem du- 
centiam; og et ftort Vatk, form Th. Broder Birkerod atbejdede 
paa, de origine ſinguæ Danicæ eusgqae cum Ebræs et atiis 
orientalibus convenientia. 

Chriften Jenſen: Den Norſte Dictionarium Etler Gloſebog, 
Vdi huilcken indeholdis mange Noͤrſte Gloſet oc daglige Tale, dte 
ſtiige Redſtaber, Fuglis og Fiſtes, faa oc Dinrs Raffne, ſom i 
Norge findis oc kaldis. Item Bondens Seyerserck (Sejerverk) oe 
Aumanach, ſom kaldis Primſtafven med fine Characteribus oc for⸗ 
Haring. lle dem udi Danmarck oc Norge, ſom haffue lyſt at vide 
det Rorſte Lande Vjs og Maal, til en loſtig tjde fordrift oe Kund⸗ 
ſtab, Cottigerit og forfattet. Ved C. J. S. P. A. Kbh. 1646. 
J Fortalen tilegner han den „alle gode Norbagger, ſom ere mine 
Flere Landmend.“ Unter den: Chriſten Jenføn Guds Ovds Tiener 
til Aſtevoſld. Omtalt i Pontoppidans Grammatica danica, S. 54, 
øg i Biſtop Pontoppidans Glossarium Norvagicum, Fortalen S. 
20. Foran ſtaar Primftaven med dens Sommerſide og Vinterſide, 
Tegnene paa den 'og deres Forklaring. Derefter Sloſebogen. Fol⸗ 
gende maa tjene til Crempler: Aabrhen, kaldis ſtindſyg, sive den 
der har den Sotteſhge. — vie, kaldis den blode Dynd pan 
Baffſens Bond, i Strommer og Rarbacker. Vnde avie bon, er 
den grund, ſom ſaadan er. — Affdegning, ſiges: Naar det be⸗ 
thnder at Øyme. — Avll kaldis Jid iSmie, Vnde Ablſtein 
kaldis den Steen Vinden af Belgene blafis giennem tender Ilden. — 
MIL kaldis det inderſte røde veed udi it Fortræ, huilcket ide raadner 
ve forfuler fan ſnart ſom geiten, sive det hderſte. — Baer Paldis 
grene aff Fyrtræ, alias Furtræ, sive Furreloff, ſom giffuis Smaller 
til Føde om Vinteren (etc.). — Brun kaldis em "Kant sive Giorne. 
Vnde. Naar mand feer Himmelen i Synder eller noer tydne, oc 
at fee ud til at Sne eller Regne, da ſiges det: Hand hengie 





vuue piuue Ju 1 mate, 1. e. dioe ſaa ſa 
kaldis en Handfang pan en Kande sive € 
oc jerngreffuer i Gryder, sive Kialer ( 
tænkt pan ved Forklaringen af Guldhornin 
omme ofner ern sive flige fig, Hine Du 
eft rette Mand. — Gyten sive Sprog, k 
bene, sizræir Vſnedig. — Jockel/ kaldis 
fraſt Ichſer under Draaber, oc Dorffvaldo 
Kangelbaldis em Quiſt, ſom mange 
Itera l iden) grad. Klaſe. Eaaſom 3 
Sange.  Rangle, alias aole om en ting? 
Ee⸗oler Im gaat Bær; naar hand raaber 
ugan hand venter Regn, taaber hand Va · 
Mard fok fnart. vær ii vatn sive Vand. 

Fimfoldig/fommenfagt,.Fladbrsd med Oſt⸗ 
Angis undertiden ſor et ſlag under Øret” h 
tteiter: laldis jen. flet. Sar, paa hehe 
Dield, mande kand fee vijt i Martken— 
Seſtelio, tie Vade Gi Mate Mand; 

NAeina taldia et fon fig vel Med, ve fer 

nvelmut forforget, vien Noere ſeg er 
den Dar meget oe. de noget, lige ſom mænd 
ſemurbliffuer frembaaret enten 'for Maalti 
mand effter Bondens Mile moiter far Man 





Sprogſtriſter. bos 


ud. Paa huilde lunder Baade opſettis oc udfettis, maar man vil 
færis. 0. f. v. 

De ældre pan Latin ſtrevne Grammatitter og deres gorfattere 
nævner Peder Syv i Fortalen til fin Sprogkunſt, og figer om dem: 
malle paa Latine, ſom de felv Have. viiſt mig." 

Grif Pontoppidan: Grammalica danica, Hafn, 1668: De 
er underligt af Nyerup, et han figer, Bogen er pan Danſt. I 
Fortalen og &. 325 omtaler fan to andre Bærfer, med hvilfe' han 
vilde oplyſe det danſte Sprog, nemlig en Phosphorus -philologicas 
og et Vocabularium Danico-rhythmicum. Det førfte: Phosphori 
philologici Danicam linguam illustraturi Amarygma, der omtales 
i Fortalen til. Danffe Digte. Hiſt. 2 D. S. XVI, findes paa 
det Kgl. Bibl. i Thortfte Saendſtr. Nr. 1505. 4. 

Peer Go: D. Digtet. Sigt. 3, 95. "Fr Barfod, Peder 
Sho, i Roſenhoffs Juuſtrerede Almanak for 1856, &. 77, med 
pos: Portræt i Træfnit. Chriſtian der Femtes Beftalling for Gr. 
Peder Siuf, at være Philologus lingvæ Danicæ, item om Provſte⸗ 
embedes og Skifters Forſtaanſel og Privilegium paa Bøger at lade 
tryfte, Hafn. d. 15. Maij. 1683, findes i Gehejmearfivet, Sallandſte 
Regiſtre, 1683—84, Folio 194, Mr. 33. nemlig: C5, &. A. 8. 
at Bi allen. haver beſtikket og forordnet, faa og hermed beſtikker 
og forordner Gr. Peder Sluf, Sognepræft til Gelleſted Menighed i 
Gteynsherred her udi. vort Land Salland, til at være Philol. linguæ 
Danicæ, og paa det hand udi fit forehavende Arbejde med Bøger 
til Trykken af fade ubdgan ej yffulle” vorde hindret, have Bi allern. 
forundt hannem, at han for Ørovfteembede, om det hannem kunde 
tilfalde, faa sg for at overvære paa Skifter, maa aldeles "herefter 
fri være, "Dog. alligevel med Provſterne "overalt udi Samkvem nyde 
Gang. og Sade, fan'og være udi de Privilegier delagtig, fom Provs 
ſterne enten allrrede meddelte' ere eller Bi dennem herefter allern. 
meddelendes vorder. Og haver Bi derforuden allern. Bevilget, at de 
Bøger. han udi Trykken agter at fade udgaa (naar de efter Vores 
allernaadigſte førhen udgangne Forordning paa fine tilborlige Steder 
førft ev tenſurtrede) maa trykkes og forhandles, med den Frihed, at 
ej nogen derefter maa underſtaa fig, her udi Vorrs Migér og Lande 
dennem at. eftertrykke seller: imod Hans Billie føde oplægge. (For 
Afſtrift heraf takter jeg C. E. Sejer). Syvs Skrifter i Nova liter, 


504 Det lerde Siden. Dank Sprog. 


maris Baltb, 1703, (..58.… Sengen: Gorterup udtales & fit gg 
vers hans Fortjenefte foaledes: Ark 
Sy har i de banſte Grunde filtet ou 
faa gjæb en Perleſtat i 
Han Ruſten habee af vor egen Ælinge biſtet 
og Dorren bejfig for det danſte Sprog opladt. NEN 
Nogle Betenlaivget sm. det-Ginbrife-Cipragudes SL: "Syge. 


St. 1663. …. Førtegpelfo,::hae: :danffe: Bøger finden, 5588; 1181. 
118. 140. 7 i, mn Anno 











… Den danffe Siprøgs Snit fler, Gramtatica Gant set tilgang 
om dette Øprogs Skrive⸗rigtighed CstcJ-.RbH. 11685. ;:FSFørtalie 
omtaler han ogſaa fine Forgjængere, og iblandt den den Ba DD. 
Erasmus Bariholinpstt sf hertige! Zvectat: de studie Tiogvæ 
Bavicæ. mr vine 

”. PG. Hpceve pag en danft og- fatinfE Ordbog item Specimen 
lexjei Jatigo-danici. Kbh. 1692, J den danſk⸗ latinſte Del er 
tun Bogſtavet A fuldftændigt og endda meget ufuldkomment. Gans 
Samlinger til en danft Ordbog fom i Frederik Roſtgaards Eje 
(Nova liter, maris Baltb. 1703, .6. 58), og i Hjelmftjernes 
Gamling (Kr. 1062, 4.) findes „De to Blade, ſom Frederik Roſt⸗ 
gaard lod trylle, ſom en Prøve af Peder Gyvs Danſte Ordbog. 
in Theairo Sheldoniano. 1694." Det er Beghndelſen af Bogs 
ſtavet A, danſt med latinſt Dverfættelfe. 

Den danſte Boglade i Gaandſtrift paa Univerfi' tetobibl. Rost- 
gardiana, Nr. 151. 4. (Wegeners Efterretn. om Vedel, S. 87), 
hworaf der findes et Uddrag i Suhms Saml. 1, 2,809. 5. 

Genrik Gerner: Orthographia Danica Eller Det Danſke Sproke 
Ekriffverictighed: Item En fort undervjßning om det Engelſke Sprocks 
pronunciauon Saa oc Atſtillige fremmede Ord ſom udd dauſt 
Skriffning usnedvendig oc Sprodet til Foraet brugis, Forklaring. 
Kbh. 1679. Exempler pas fremmede Ord, ſom kunde ombyttes 
med. denffe, ere: accord, fordrag, forligelſemaal, forening; vat 
aecordere, at dagtinges, ſordrages; det accorderer, det: ſtemmer 3: 
tommer ofver æens; aſſront, forhaandfe; alliance, forening; alarm, 
uroe, ſplid, ſtrid, fopm, pr. til ſtrids (til.Vaaben); ambasiådenr, 
ſendebud ; suarnisony borgelehe, 2; befætning; guarantere, ſorſickre ; 


Ebreckerin. 505 


guerre, frigen, ut prisoniers de guerre, fanger paa krigs⸗ maneer 
(SKrigsfanger) 0. ſ. v. 

Epitome Philologiæ Danicæ Eller: Et fort Begrib paa det 
beſte oc gjrligfte Danſte Sprocks Lyſt oc Artighed renſed Det mefte 
mucligt var Fra de ældgamlis Grofhed, Fra de flerfte Mundarters 
Gaardhed, Fra fremmede Sprods Gloſer, oc Fra andre ſtore Vild⸗ 
farelfer (etc) Kbh. 1690. 

Naar Bord (de causis diversitatis linguarum) udvikler den 
forftjellige Opfatning af Naturudtrykkene og Sptogblandingen ved 
Folfevandringer og Naboſtab, faa berører han tillige Modersmaalet, 
og anfører f. Er. danſte Ord, der ikke ere af tyſt Oprindelſe, ſom 
Barm, Bord, Stive, Vindue, Kniv, Jern, Kvinde, Dronning, Mad, 
MI, Stjæg, Væg, 0. f. v. 

Gans Ben: Blandt hans mangfoldige Difputatfer og Theſes 
findes ogſaa et og andet vedkommende danſt Sprog. F. Ex. de 
voce danica Dannemand, non virum præcise Danum sed homi- 
nem probum et modestum significante. (Nova liter. maris Balih. 
1704, €. 55.) 

Erik Olfen Marslev: Johannis Amosi Comenii Vestibulum 
ante auream linguarom januam structum Cum analysi elymo= 
logicå et cum versione Danica Erici Olavii Marslovii,  Acees- 
serunt Quædam orthograpbiæ Danicæ ebservationes. Hafa. 
1678. Ryerup angiver iffe denne Udgave, der findes baade i Kong⸗ 
eng Bibl. og i Univerfitetsbibl., men, en ældre, Soræ 1650 og en 
yngre, Hafn. 1696. Det er latinſte SGæminger med danſk Overs 
fættelfe. Men det markeligſte ved Bogen er Tillægget, fom er paa 
Danſt: Nogle Betænfninger og Regle om Skrive⸗Rictigheden udi det 
Danſte Sprog. Det hedder deri: Mand ſtal ſtrive haver, fever, 
itte hafsver eller hafsfuser (etc.) Mand ſtal gisre forſtjel imellem 
et haart og blet B, og imellem et haart og blet G, og funde 
Der fettes en Prik elder Tegn til at betyde ded haarde B og G, 
hwilket fagnes udi vore Trykkeriet. Blandt Ord med haardt g ans 
føres Byg, Myg, ſyg porcus semicastratus, hvillet fidfte da er 
det underlige Ord (Syd), der forekommer hos Peder Palladius. 
Ordene deler han ſaaledes: Mand⸗en, Hænder, Spandse, Fingser, 
iffe Man ⸗den (etc.) Geri ere ogſaa danſte Kunſtord. 

Peder Anderſen Ryborg udgav em latinſt Donat paa Danſt, 








506 Det lærde Tierika: Bank Sprog. 


fom han ogſaa Falder En Faft Grund Baade udlytet Dane] ſa 
oc Latinſte Tungemaal. $64. 1684. , sr ad mods 193 

Jørgen Jenſen Stibe,. Georgies Johuneis: Ripsnald, år ad 
giver flere latinftsdenfte Lærebøger, 'fom' Grammatiea: mider lstinds 
danica og Syntaxis Latino-Dames. Hafa. "170692. -ritNdneds 
clator Syntacticus Latino=Dasnitus, Hafa. 1708, ber: tr rå Bo 
latinſt⸗danſt Ordbog. 

Af Jean Reutner don Såfehberg; Forige hØspitåin under det 
Weſterleenſte Regement i Notge, Haves eti ubferlig "rift Sproglere: 
Cen nye forbedrit Toft Erammatica, tilet Sprog⸗ Konſt (etc.) 
fremſtillet Udi det Danffe Tangemaal. Kol. 17005 FI Fortalen 
ſiger han til Læferen: Gold mig til Gode, om Jeg "nogle af mine 
Betænkninger om Ekriverigtigheden det Vent ai — — herudi 
fremfsrer; Kierligheden til bet Danſte Ebroz — * bragt o ſhaten 
mig til det, ſom giort er! 

H. O. Nyſted: Rhetoriea laica et pagana Détꝰ ér Læg Måndå 
Tale-Kunst og Bondens Veltalenhed, Forfatted af en, som elsker 
vort Fæderne-Sprogs Held Øg Nethed og heeder Hans Oluf- 
sån Nysted. 866. 1708. (Kg. Bibl.) Rhetorica laica et pa- 
gana. Det er Lægs Mands Tale⸗Kunſt (ett.) Forfatted af (ete.) 
Hans Oluvssån Neopolilan. Kbh. 1727. (Univerſitetsbibl.) Fors 
talen afhandler førft vort Sprogs Lighed i Talebrug med amme; 
Hebraisme, Hellenisme, Latinisme; derpaa grammatiſke Figurer, ſom 
Metatheſis: Ang eller Agn, at avre eller rave, Bornkopper eller 
Bornpokker, Glam eller Galm (clamor), et Skru (norſt Skruv) 
eller et Skur (pergula), et Vidne eller et Vinde (testis); Anti⸗ 
ptoſis: det var mig, men iffe dig; contradietio in adjecto: et Guld⸗ 
horn, en Kackel⸗Ovn, et Rivjern og et Strygjern af Mesſing, fun 
ev forbandet ſnuk; voces hybridæ: Salhund, Marfvin, Veſperkoſt 
(af salum, mare, vespera), en Talfoged (proprie Talea inspeos 
tor) 0. f. v. Af Bogen felv (efter anden Udgave) maa følgende 
dens Begyndelſe tjene til røve: 

Tale:Kunſt er en Færdighed i at holde en Tale, hvormed man 
hos de Paahsrende forhverver fig Troværdighed. 

En Tale beftaner fornemmeligen af tre Parter, Cligefom 
og Treſet Danſk Loſen) nemlig Indgang, Indhold, Slem 
ning. Om disfe tra Parter mane ber ille tenfis, at hvad font 





evrogſtriter. 507 


de tu cents om, det kommer ikke den tredie ved, efterſom 
der imellem dem alle tre bør væve den Eening og Sammenhæng, at 
Hvad fom kortelig fremfættis i den førfte Part, ſom heder Ind⸗ 
gang, det ydermere og med flere Ord maldis om-å den anden 
Part, fom heder Judhold, hvortil den tredie Part, fom * 
Slutning, lægger fin Fisal og figen Amen. kf 

Indgang aabner Dør og Øre. 

Naar mand noget vil fremføre. 

Indhold figer Sagen frem, , , re 

Slutning ender og gaaer hiem. i … 








Ale disſe tre Parter" fpøris og befindie endobſaa i den aller 
enfoldigſte Bondes Tale. For ”Exempel. En Bondemand 
beſtiller hos Praſten en Lig⸗Pradilen over ſin df d mde unge Sen, 
og upbryder ſaaledis. ER 








Ordelird i Hufet,og god * min, gøde Gale Gerger! Jeg 
bar et par Ord at tale med" Cder, og vil unde Eder en Dalers 
Penge. At Manden i denne, fin Talis Indgang nævner det Ord 
Daler, derved. forbereder ban fin Præftes, Gemyht og Øre til Ugt« 
paagivelſe, og ſaaledes retter fig efter WBG Regel 


Indhold. * 

Bor SErre hår taget min lille Son fra mig, og PÆN efterſom 

ban var en kien Dreng og et. vittigt Barn, der kunde laſe baade i 
Catechismo og i Evangeli-Bog, da vil jeg vel;: at I for Penge 
og for gøde Ord vil pradile fit over ham. For Eders Umag los 
ver jeg, (b) ſom billigt er, at give Eder en trind Cron⸗Daler, 
og derhos beder, at jeg til at fane Eder betalt maa have Tid og 
Dag indtil det førftfommende MidelssMarded .er- forbi, thi (0) 
derſom jeg mu ſtrax paa "denne Tid i .Gommerens MUnfang ſtulde 
fælle min Koe, for at. faae nogle. Stillingen - til Cder. og Degnen, da 
baade var jeg af med min Melfning. & dette: Sommeflsb,-' fanog 
maatte fælle mig til Ekade c. Ger befindis den Oratarift 
Bonde i denne fin. Talis Indhold at - bruge flinke Beviisninger, 


ſtens 3; 


2alesfun 
det Ord 
ſamler og 


Lvoriedis B 
orſtrift, j det 
———— betyder 
igientager det meeſte og f 
Tale er behageli, 


ang, ſaaog hår g 
anden Gang. 

Om den, fom verdas har 
ſige ſaaledis 


i FE Spø (Spa) nof 
Vodmel ; beele ty Timer, Der 





Oprogfirifter. 500 


BremersTønde, er fan tyk og pumped, fom der var tre Gvejs 
fer inden i dig. Der vankede MÅ og Mad over en Skov 
Cover en lav Sko?). Der er ingen Ende paa hans Artighed, 
Skalckbed &c. Saa mange Bøger, Knapnaale, Skopinde &c. fom 
der er Ender i rt Les Goe. Han lyger Stocke og Steene 
af ftæd, fortæller undertiden faa ftor en Løgn, at mand i den kand 
hænge en Bul⸗Oxe. Magen til denne Quinde, fan gode Æbler 
fom disſe &c. findes ep i Chriſtenheden. . Det gier jeg iffe, 
om Du end vilde love mig Solen til Maanen. Gan fortiener, 
ſamler, hår og eher Penge ſom Græs. 
En liden Hiftorie. 

Én Gascon (castigatius diceretur fortå Vascon) i hvis 
Paahsr blev med Forundring og Berommelſe talt om en andens 
Mandhaftighed og Stridsbarhed, fagde af Misundelſe, at ſaadant 
noget var iffe faa højt at undre over: Thi fagde han, de Senge⸗ 
Klader, hvorpaa jeg ligger hver Nat, er alleſammen ftoppede med 
idel Knebelbarter, bvilfe jeg af de Perſoner, ſom er faldne for min 
Haand, hår tilhaabeſamlet. 


Saaledes bliver Bogen ved at gjennemgaa alle Talen Figurer 
med Exempler til Oplysning; og men finder her Ravne paa Goj⸗ 
tider, Ordſprog, Talemaader o. ſ. v. F. €r. under Synecdoche 
Totius: Pare⸗Berthel og Muſt⸗Mickel og GaassMorten; under Syn= 
eedoehe Generis: han fom i Gravens Tid, Smal fans, giere 
Knud af fig, hvo kand vide Per Bedkers Lykke; under Synecdoche 
Materiæ: at liebe og æde ficted eller timfed Brød; under Sar⸗ 
kasme: at gifte fig med en Reebſlaaers Dotter, ban har et Svin i 
Tøgr og Viber i Salt; under Metaphora: det vil ej flyde for 
ham, vil ej flyde Spaan for ham, Blod er aldrig faa tyndt, det 
er jo dog tyckere end Band, Mude bryder Steen, naar ID og 
Blaar fommer ſammen, da byt! Morgengaven ligger i Buggen, at 
gaae til Sengs med Hønen og ſtaae op med Soen, Flæftet æder 
Kaalen, at legge fin Frende i fin Pung, at blæfe et Ord i Veggen, 
de Tyſte hår uden Tvil en Strudſis Mave; ſamt Gaader, form 
Tubeen tog Trebeen og flog til Fiirbeen; under Paronomasia: 
Bverfen at bide eller at flide, han er vant ved at bytte og kytte 
hans Uvenner maatte falde ham graa og lade ham gas, at haabe 


for Morten i Kjoge, nu feer det fe 
an da, lad gaae for bovendal. Be 
følgende Kompliment for Bonden: 
figer, jeg Herfter over eder alle; me 
for eder alle; naar en Præft figer, 
da kand Bonden fige, jeg føder eder 
Gom et Bidrag til fprogfige Ur 
endelig bemærtes: Chriſten Ferrings 
Tractat om den Edele og Gederlige 
melfe og Roeß: Oc om hendis rette 
Gellige Strifft oc Lærde Mendes Bogg 
Dragen Aff Chriſten Chriftenfføn So, 
1627. Han meddeler deri nogle, if 
Skriftens Opfindelfe, den forſte Brug 
teri o. dest., hoillet der var det æfdfte 
Kuziefiteter.  &. 89 findes Abgari Bre 
6. 160 handler han om Troltfolt; S 
Gug og Sting. (Efriftet omtales i € 


Naar man fra be theoretiſte 
Sprogets. virkelige Tilſtand, hvora 
ſtendigt og fvagt Billede, faa ere 
at affonbre fra hinanden — 





ovſyroget. 511 


fig tilfjende, men hvor gammel Form og ifær en betydelig 
Del af bet. gamle Ordforraad "enten fuldftænbdig- eller fun 
paa visfe Maader ere bevarede, faa at de afte i et-og alt 
end ilke af ben daverende Slægt kunde forſtaas uden 
Forklaring. bil 

Da Lovſproget udgjør ligeſom et Tungemaal for fig. 
have bets Forandringer nærmeft fun Interesſe for Lovlyn⸗ 
bige, men felv hos bem fynes bet iffe.at have valt megen 
Opmærffomfed. I bet mindſte Have vi om Lovenes Hi⸗ 
ſtorie ftore værdifulde Værfer, medens Fun enkelte Afhand⸗ 
linger have givet fig af med Sproget, og nærmeft med 
Henſhn til bet gamle, fom bet væfenlige Grunblag. For⸗ 
andringerne ere heller iffe faa ftore, og Indflydelſen paa 
bet almindelige Sprog faa liden, at Sproggranffere overs 
hovebet have fundet mindre Anledning til at betragte dem. 
De beſtaa ifær i, at det gamle Ord, ber for bet mefte 
beholdes, forandres efter be ſedvanlige Overgangélove, og 
hvis bet tylles meget forældet, fættes bet ny ſom For= 
Haring ved Giben; forælbebe grammatilalſte Former holde 
fig naturligvis her leugſt, men ombyttes ogſaa ofte med 
ny; Konſtruktionen nærmer fig næften altid til ben gamle, 
Derved fremkommer en ſtundum paafaldende Blanding af 
gammelt og nyt. 

For at anftueliggjøre dette henfættes nogle Sætninger af Jyſte 
Lov efter Kofod Anders Udgave og Udgaven af 1590, Hvori, ſom 
det hedder, Danſten er forbedret: æn vilde hvar man orves at sit 
eghet ok latæ men nytæ jafneth, tha tbyrftæ men ekki logh 
vilh; men vilde huer Mand orffuis eller nohes met fit egit, oc lade 
andre nyde Jeffnit, da torde mand ide Low vrd. — våre ei logh 
å landæ, tha hafthæ then mest ther mest måtæ gripæ; vaare 
ey Lotv i Lande, da haffde huer meft, der meft maatte (kunde) gribe. 
— til huar by å meth reet fyure veghe at gange, the ther af 
areld have tilganget, oc (hem må engi man spille eth mene; 


DT lyve æt Hu al bonden tapæth 
ær han skildugh at væræ angær 
æflær vitnæ, tha væræ ban vith 
ikki at; faar Mand anden nogit at 
eller Foruæd, oc kommer Id vdi d 
andre Bondens Kaaſte, oc Vidne ere 
met bans, Da er hand fyldig at v 
føde fig nohye eller orffuis met Vidne 
naffn i Kion, at hand gielde hannem 
for Hans fyld. 

Under Ordſprogoliteraturen 
mere end der ſtrengt taget hore 
linger findes der Sætninger, di 
egenlig at være bet. Begreberne 
ſtemte, og ere bet tildels endnu, 
GSentens), Wundheld og Talemaa 
dede imellem hinanden, og bet £ 
alle enkelte Tilfælde at brage em 7 
bem, Sedvanlig finder man derfor 
Ordſprog henfort alle deslige korte 
en eller anden almindelig Tanke oa 

m… .. 


Ordſpros. 513 


Ian ille blot være en moralſt, men ogſaa en Livserfaring, 
en Jagttagelſe af visſe Livsforholbe, af visſe Karalterer 
o. desl.; ben poetiffe Indflæbning fan tilſidſt indffrænfe fig 
til ben ybre Form, ber mangen Gang fan forvandle em 
ſimpel Tanfe til et almindeligt fyndigt Ordſprog, og Sæts 
ningen nærmer fig ba Tankeſproget. Tankeſproget er nemlig 
en Lærbom, men uden poetiſt Form. Mange Bælfe ſmaa 
gjøre en ftor Ma er ſaaledes et Ordſprog, thi det er en Lig⸗ 
nelſe. Den befjendte Lovfætning: Med Lov ſtal man Land 
Bygge, har intet andet poetiff, end ben ybre Form (Rim⸗ 
ftavene), og et blot Tanfefprog er: Lær bin Søn at ars 
bejde, ellers lærer bu ham at ftjæle. Af ſamme Mening er 
gamle Søren Povelſen, ber i fin Danſte Proſodi under 
Metaforen figer: „Til denne tropum henføre alle Danfte 
Ordſprog, fordi udi hvert Sprog er en forborgen Lignelſe.“ 
Tag bet poetiſte bort, faa hører Ordſproget op. Poeſien deri 
er faa mangfoldig, fom overalt hvor ben fommer tilfyne; 
fnart giver ben træffende Naturbilleder, ſom: Ingen gjør Ild 
faa nederlig, at jo Røgen ftaar i Vejret; fnart et Billede 
af Dyrenes Verden: Naar Krybben er tom, bides Heſtene; 
fnart af Planternes: Staffet Hør giver fang Traad; fnart 
allehaande andre Jagttagelſer med moralſt Auvendelſe: Tom 
Gæt fan iffe holde fig felv oppe, o. ſ.fr. Mundheld tages 
vel ogſaa undertiden i ſamme Betydning ſom Ordſprog, 
fordi man tit tager dette i Munden; men i fig felv betyder 
Mundheld fun Ord, Udtryk, Talemaaber, fom en eller 
anden Perſon tit bruger, og ved alle Lejligheder anbringer. 
Breſemanns Forklaring er uden Tvivl urigtig. Han angiver 
Forſtjellen ſaaledes: „Ordſprog ere almindelig bekjendte 
Sætninger, ber give en eller anden Lerdom, grundet paa 
Erfaringer; Mundheld derimod figurlige Talemaaber, ber 
ille have til Henſigt at belære, men blot adverbialiter bes 
88 








514 Det lærde Tihøram… Danft Sprog. 


tegne en eller anden Omftænbighed. : Saaledes. er f. Er. 
at plutfe Haar af ben Slaldede, blot; et Mundheld; et Ord⸗ 
ſprog bliver bet derimod, maar bet forandres til: Det: er 
vanſteligt, at pluffe Haar af ben Slaldede. Gt Mundhelb 
er: At Fjøbe Katten i Sellen, men et Ordſprog: Mau 
Tjøber ej gjerne Katten i Sellen. Et Mundheld er: ;Xt 
fætte Ræven til at vogte Gjæs, men et Ordſprog: Det ex 
ej gobt, at fætte Ræven til at vogte Gjæs.” Enhver: fear 
heraf fee, hvilfen nem Sag bet er at forvandle et. Mund⸗ 
held til et Ordſprog. Men. Tingen er, at disſe Cremplér 
ille ere Mundheld, heller iffe Ordſprog, men Talemaåber, 
ordſprogelige Talemaader. Talemaaden bliver juſt orde 
ſprogelig derved, at ber er noget poetiſt i Udtryllet, em 
Lignelſe, noget billedligt deri. Ethvert nogenlunde dannet 
Sprog har en uendelig Mengde af ſlige Talemaader; jo 
flere, jo mere poetiſt Ratur ber er i Follet. De tjene 
derfor faare meget til at oplyſe Sproget, ligeſom Ord⸗ 
ſprogene ſelb. F. Cx. bet nysanforte at fjøbe Katten i 
Seelken; at have noget (en Ræv) bag Øret; at være 
bet femte Hjul til en Vogn; at bære Kappen paa begge 
Sfulbre; at have et godt Mundleder (t. Maulleder); at 
ſpidſe fin Neſe efter noget; at fætte En Kniven paa 
Struben; at tage Fod i Haand eller at tage Benene paa 
Naffen; at fætte en Vind for noget; at ſidde med Livet i 
Haanden; eller naar man iſtedenfor: tidlig oppe, figer: 
før Fanden faaer Sko paa; iſtedenfor at noget varer fort: 
fra Høns fløj op til be fløj ned. Nogle ere faa træffende 
og let forftaaelige, at de give Talen noget ret pikant, anbre 
ligge langt fra Oprindelſen og maa læres ligeſom andre 
fjerne Grundord i Sproget. Juſt berfør er deres be 
og oprindelige Hjem af yderſte Vigtighed, og bet er ſtor 
Skade, at vi næppe kunne angive, hvilke ber ere vore egne, 





Orvvss. 6 


og hvilte ber ere ælbre end 1700. Det gaar. næften lige⸗ 
fan med Ordſprogene felv. Der burde over begge gives et 
udkaſt til deres Hiftorie ved under eet at ſamle bem, ber 
høre. til famme Tidsalder; be mythiſte f. Cr. hvori Loke, 
Thor og andre Gubdevæfener forefomme, ſom: Der fif Loke 
møget at bøbe fine Burxer med, hvilfet figes, naar Garn 
eller fligt er blevet: uredt; Bar ej Torben, lagde Trolde 
Berden øde; Mimmerdug, o. fi v. famt Hentydninger til 
Sætter og Dværge med be dertil hørende Folkeſagn, fom: 
Det var et Spring af en Lerovn (408 Holberg: Det var 
et Spring af et Bryggerkar). Ligeſaa Middelalderens: 
Naar Træl trives, Æbdeling fordrives; Herrelss Brydje 
fanger vel Husbonde; Der vanter iffe Flæft til Hovdrenge; 
vet nopløfelige Munfeløfte i: Der er ingen viet ſammen 
uden Munken og hans Kappe; Præfternes ugifte Stand i: 
Jugen Fjender Vræften bebre end Dejen; Gilderne og 
Sammenſtuddene bertil: At bære ondt Malt til Gilde (at 
bagvaſte); Latinens udbredte Gerrevbømme: Vaare Løgn 
Latine, ba vaare ber mange lærde Foll; Logu og Latin 
gaar Verden omfring ; Lobedegnene: Degne og Duer gjør 
ſtidne Stuer. Ligeſaa be, der udgaa fra Middelalderens 
Helgene, og antyde Aarets Løb, dets Merkedage, Veirliget 
o. desl., ſom: Bodel med Botten tager halve Nytten (af 
Mælfningen); Marie Magdalene fætter Humle paa Tene 
(isl, teinn); og Maanedernes Skudsmaal, ſom: April er 
albrig faa hvas, hun giver jo Løv og Gras. Nogle ere 
hiſtoriſte og ſtylde visſe Begivenheder og Perſoner deres 
Oprindelſe, ſom: Det ſtaar aabent ſom Jørgen Lylkes 
Bung; Det flyder, ſa' Valle, ſom for ſpede Kalve; Rider 
i Rad, ſa' Oluf Daa til fine Hofmend, han havde fun to. 
Slige opſtaa vel ben Dag i Dag, og ere da færdeles merle⸗ 


lige, Hvis be virkelig have deres Ørund i Folfet, ſom: 
sv 


ben tyvende; Doden er haard at g 
han druknede Aalen; At dele fit $ 
Gtige Mænd (ved Ovenfe; be folgt 
op; jf. Mythen om Tjaéfes Sønner) 
Form maa fomme i Betragtning 

finde Sted af bem, ber i denne fe 
Til de meft karalteriſtiſte høre da de 
talende; og give os lyslevende em fl 
eniGcene, De ere, ſom bekjendt, tilde 
nordiſte Forbilleder, ſom hine af Gt 
39:202). .'-Fanden er her meget p 
ogſaa mange andre Perſoner af alle! 
Handlingen er ſom ofteſt greben me 
ev det ogſaa un en Ordleg, et Ordſi 
Bigtj: fa Fanden til Kalſvieren; Det 
fæ Fanden, han ſleg Øjet ud paa: « 
Qruenober, ſa' gal Ane, hun flæ 
ftenenj Det ſtal fmage af noget; fa 
paa fit: Saad; Hvem der nu laa, 
"man Sengeficellen; Jeg: 'fjenver nd 


Ordſprog. 517 


Sommet i Lommen ;. Frænbe er Freude værft, ſa' Ræven, 
Han lob for de røbe Hunde; Det er en Overgang, ſa' 
Ræven, de flaaede ham; . Peder, ſa' Gaaſen, jeg ager, 
Ræven lob med hende ab Skoven; Vee big, fan fort 
du eft, fa? Gryden til Lerpotten; Det har intet pan fig, 
ſa' Pigen, hun føbte et Barn: Mange af disſe ere blevne 
ufuldſtcendige og ligeſom afflidte ved: at gaa igjennem Folle⸗ 
munde; f. Gr. Lylken ser bedre end Forſtanden, fuld⸗ 
ftændig:- Lyffen er bedre end Forftanden, fa? Manden, 
Han laſtede en Sten efter en- fund og rammede fin Stif« 
moder (Holbergs Moralſte Tanker); Man gjør hvad man 
lan, hvor tit hører man iffe bet, fuldftænbig: Man gjør 
hyad man fan, fa? Barnet, bet gjorde i Vuggen. Mange 
ere kun Ordſpil, ſom: Alting har en Ende, uden Polſen, 
den har tø; Smaa Gryder har ogſaa Dren; En gran 
Gaas er altid bedre end to hvide (Stillinger). Ofte ſtilles 
tre; endog. fer Ting ſammen: Rog, Regn og ond Kvinde 
(tre onde Ting -i et Hus); Byg i Blade, Fole i Stabe, 
Kvinde i Gade (flad ej roſes for tidlig). 

Odbad ber giver Ordfproget ve er i Almindelighed 
utabeligt, og holder fig under alle Sprogets Forandringer. 
Dertil hører: Rimet, enten Bogſtavrimet, ſom: Mætter Mave 
i. Maben. vælger; eller Euderimet, ſom: Knaſt i hver Aſt 
(i Gegelunvs. Suſanna: Knart i hver Art) og Fæt i hver 
St. Forælbede Konſtrultioner, hvorved: det: ber ſtal ud⸗ 
hæves faar Vegt, fom Mange Bæffe og fmaa iftedenfor 
Mange og ſmaa Bæffe. Oprindelige Bogftavformer og 
fenere tabte eller omſtiftede grammatitalfte Former, ſom: 
Det tommer op i Tø, Mand fjæler i Gnø, hvor Snø viſer 
hen til ben ældfte danſte Form Snør, ifte Gnær; Naar 
Mus (iffe Muſen) er mæt, er Melet beſt; Den Falſtes 
Lyffe gaar fnart i Style (Flertal for Styller); Bedre er 








318 Det lærde Thøram. Dauſft Sprog. 


tagd end tarveløft mælt. Tillige har en ſtor Mængee 
gamle Ord holdt fig, iſer naav be ikle unde ombytte 


uden at udflette Ordſprogets Form, f. Cr. 47 
En Brand fan ikke længe brende — 
En Kone fan ille længe ſende (isl. senna); 1.) 


Han giver tysſer (to Gange), ber giver i Trang; Tro 
bær Traa (isl. prå) i Leg; Mangen bygger Hus og er 
forſt udfus; Den er iffe flab, ſom Flædie byder; Starre 
og Gekke lyndes vel; Fugle med eng Fedre ſavnes gjeræes 
Fattig Mands Kjcede (isl. kæti) har mange Ulede-:(isl. 
blæti). Ved ſaadanne feer bet farligt ud for Ordſproget, 
naar Forklareren iffe kjender det gamle Sprog; Des Rodes 
be Parthenay overjætter bette: La chaine d'un pauvre 
homme a bien des chainons rompus, ligefom han overs 
fætter at bede (jage) Ulven ved demander quelque chose 
au loup. Jmidlertid bliver Ordſproget ogſaa ſtundum for⸗ 
drejet, fordi ſelve be Indfodte ikke længer forſtaa det: Som 
gaar for Sagn have vi gjort til Der gaar Syn for Sagen, 
og man maa da igjennem Syv eller andre lade fig føre 
tilbage til det oprindelige: Syn er Sage rigeft, hos Syv: 
sjén er sogu rikari.") 
Samlingerne henvife til en lignende Tankegang ſom 
ben, der gaar igjennem bet hele Tidsrum. Det Bibelffe 
og det Klasſiſke gjør fig førft gjældende, indtil det Folkelige 
bryder igjennem, faa at Ordſprog af danſte Skrifter og 
fra Folfets levende Tale blive den vigtigfte Øjenftand for 
Samlerens Omhu. Til Peder Laales forhen omtalte og 
Eliſabeth Krabbes forgaaede Samlinger flutter fig Peder 


1) J Thoraren Loptunges Togdrapa om Knud ben Store (Rkr. 
2, 298): E 
, var of sjån sågu 
slåks rikari. 


Sjæmpeviferned prog. 519 


Hegelunde Bibelſte Ordſprog og Stjønne Sprog af be 
fyv Viſe (1588). Derefter ſamledes Blandinger af Lud⸗ 
vig Poud i Fragſtylker og Ordſprog (1611), og af Bog⸗ 
handleren Nornisſum i Aandelige og verdslige Ordſprog 
(1657) 0. fl. Endelig greb Beder Syv, vejledet af fin 
Sands for bet gamle, Tingen fra ben rette Gibe, og gav 
en Monſterſamling i fine Almindelige Danffe Ordſprog og 
forte Lærbomme. Abſtillige Samlinger henligge endnu t 
Haandſtrift. 

Under Kicempeviſer indbefattes ogſaa mere, end ber 
ligger i Ordet, nemlig hele. den trabitionelle Folleviſe. 
Nogle almindelige Bemeerkninger ere meddelte ver Middel⸗ 
alberen, faa at her fun er Tale om Sproget og ben Plads, 
ſom disfe Viſer indtage i Sprogubviflingen. Og ba fan 
ber vel iffe være Tvivl om, at deres Ulver i Almindelighed 
er langt højere end be ælvfte Haandſtrifters, men ben 
Sprogform, hvori be haves, er iffe ben oprindelige, De 
Have gjennemgaaet flere Ræffer af Tidsrum, og iffe blot 
bet, be have ofte gjennemgaaet flere Dialefter, førend be 
endelig bleve ligeſom ſtaaende faft i Skrift. I beres Sprogs 
form vifer fig berfor et lignende Fenomen fom: i Lovenes. 
Med Henfyn til alt bet, ſom man ellers gjør til Særfjende 
for Sprogeté Tidsrum (hele Lyblærens Bygning), høre de 
til bette; men meb Genfyn til enkelte Sprogformer og en⸗ 
Telte Ord høre be til alle be foregaaende. Hele Sprogets 
herſtende Form, Klang og Tone er ben nærværende Tids, 
men mibt i ben og under ben møber man lutter Øjen» 
ganger fra forrige Tider. Bebel har allerede gjort denne 
Bemerkning, ber ligger faa nær: Derſom ber, figer han, 
ingen anden Marfag var til at læfe bisfe gamle poetiſte 
Digte, faa var denne ene nok: „for Sprogets Skyld, bet 
er, for be herlige gamle dauſte Gloſer og Ord, for hin 








520 Det lærde Tiporum. Dauft Sprog. 


ftjønne Sprog og runde Tale, ſom findes udi vieſs gænie 
Bifer paa ben bedſte Manere; bil nøgen bet. forføge., han 
tage fig en af be ny Digte, fom nu om Stirder -gjøres, 
og ligne bem med en anden af bisfe forbums Digte, ba 
flal man i Sandhed forfare, at bet er. ligefom Dag iføa 
Nat; nu ftaar og ingen anden Stedé til at finde ſaadanue 
dauſte Ord, Sprog (Udtryk og Talemaaber), undtagen Fals 
gamle Ord man fan have af vore danſte Lodbøger og nogle 
faa gamle Skrifter, ſom iffe ret mange findes her I Riget.” 
Men imedens Lovſproget kun indſtreenker fig til. ex. fnæver 
Kreds, udbreder Viſernes fig til be flefte tænder og til 
næften alle Livsforholde; og bet trænger ie mere til. noget 
Bevis, at ingen i et og alt fan forſtaa disſe Bifer uden 
ben nøjefte Iudfigt bet gamle Sprog. Da nu ingen paa 
ben Tid kunde beſidde denne Kundſtab, hverken de abelige 
Damer og andre, der opſtreve Viſerne, eller, i det mindfte 
Inn i ringe Grab, Udgiverne Vebel og Syv, faa fan det 
ufe undre nogen, at den Stiffelfe, Hvori vi have dem, 
ogſaa med Henſyn til Sproget, er faa yderſt ufuldkommen. 
Retſtrivningen gaar ſtundum i Haandſtrifterne til en Yder. 
lighed, der albrig drives fan vidt i trykte Skrifter, og ingen 
Agt fortjener; f. Cr. i Karen Brahes: 

Hyrmdis kiortteell war aff boocke ſtheennd, 

hynndis kaabe aff floffuell bllaa: 
haar haffde hun ſom ſpuonddenn gwld, 
imellom hyndis haarre luo. 
Imen ieg ridder ſtelleff ieenne; 


af Sten Billes: | 
Tii danntzett udtt, oc thii dantzett inndtt, 
oc huer medtt kierriiſte finne (etc.) 


Langt værre er det endnu, naar ben urimelige Bogſtavering 
og anden BVanfynbdighed forſtyrrer ſelve Sprogformerne, 


Det almindelige Sprog. 521 


naar ber f. Cr. ſtrives lieb for løb, trind for ren, og 
utallige lignende. Ifte desmindre er ber fan meget bevaret, 
at ben gamle Sprogform endnu er gjentjenbelig nof, bet 
vil fige, man fan i de allerfleſte Tilfælde tilbagelalde be 
middelalderlige Former, hvor forvanſtede de end monne 
være; fom tu, try (to, tre i Jntetfjønnet), i eller e (jo), 
tjeld (Telt), i gen (i gegn), favn (Sagn), øven (asgua, 
Øjne), hove (haugar, Høje), Sanden (sandr,. Sandet), 
himte (heimta, hente), ftinfe, ſtauk, be ſtunke, o. ſ. v. og 
ligeledes be gamle Ord, hvig rette Hiem er Middelalderen, 
ſom Ord uden be fenere Forftavelfer: at tælle (fortælle), 
at ſomme (forfømme), at hværve (erhværve), at hage 
(behage); Ord med meget forældet Betydning, fom bet 
(for at, bat), bet (for ber, ſom i Svenſt), bo (berede), 
fvælte (bø); ſamt ben ftore Ordſtare, ber nu er forfvunden 
af Skriftſproget og i bet bojeſte fun findes i Dialelterne, 
fom Linde (Bælte), Sved (Blod), Kind (Barn), ſtire (dobe), 
ſide eller febe (sida); og færegne Talemaaber, fom under Ø 
Cover Land) o. ſ. v. Ved alt bette vil ben ftore Mængde 
Barianter af ſamme Wife blive et uforligneligt Hjælpe 
middel; fom i Hagbardeviſen: flyngenbe, ſleffuende, ſlefuet, 
fynen. Men denne Underføgelfe, ber nof er en Sprog⸗ 
mands Opmeerkſomhed værb, fan iffe bringes tilende, førend 
Svend Grundtvigs Udgave er fuldendt. 

Det almindelige Sprog, om jeg faa maa kalde bet i 
Movfætning til be foregaaende, forlode vi i forrige Tids 
rum udſat for en ftært Indflydelſe af Dialekterne paa ben 
ene Give, af Tyften paa den anden, men bet fandtes bog 
i det mindſte hos een Forfatter i em uſcedvanlig Renhed. 
Denne Udvikling flal nu fortættes, og henimod Tids« 
rummets Glutning maa man vente at fee den affluttet, at 
finde et Sprog, der har uddanuet fig faa bidt, at frugtbare 








3522 Det lære Tidbrum::  Sanfi Sprog. 


Skribenter kunde finde et bekvemt Nedſtab for: ſig, vet vg 
prøvet, ſlebet og flarpt. Imiblertib anſeer mar Bebel: for 
Repræfentant for bette Tibsrums Sprog, ligejom Chrifliern 
Pederſen for bet forriges, fljøndt begge virle i Deghubelfer 
af Tidsrummene, ben fibfte bog endnu ſom Bibeloverjætter 
i Slutningen af fit, Bebel derimod hverken felv 'virfenbe 210 
over fit Tidsrums Mibte, heller iffe efterladende fig. nogen: 
Gfterfølger, der kunde beſtemme Sprogformen i bens Slut⸗ 
ning, thi Beder Syvs Sfrifter ere mere forflende ed mb 
øvende. Dette giver Sprogbetragtningen en: færegen. Stiß⸗ 
ling. Man friftes til at blive hængende ved Vedel, og vat 
gjøre ham til mere, end han virkelig var. At antæge, . et 
han i en Overfættelfe af Saxo, ber bog fun var et mede 
ffrænfet ZÆmne, flulde have ubtømt bet baværende Sprogs» 
forraad, maa tykkes underligt, naar det betenkes hvilfe 
mange og tildels ulige ftørre Sfrifter der fyldte Literas 
turen; og at den tyſte Indbflydelfe hørte op mev ham, er 
endnu urimeligere, ba han felv led under ben, og ben efter 
hans Tid blev endnu fordærveligere, juſt fordi ben iffe 
længer ſtak faa ffarpt af imod god Danfi, fom før, men 
føgte at fmælte ſammen dermed. Naar man imidlertid iffe 
gaar ud alene fra Vebel og iffe gjør ham til fin Ledeftjerne, 
faa vil Sprogets Larakteriſtik have fine ſtore Vanſteligheder, 
juft fordt bet ingen Karakter har, men fører: Betragteren 
om paa alle mulige Veje, Gærftræder og Biveje, uden noget 
beftemt Maal og uden nogen Udſigt til at naa bet. Hvabd 
man i Almindeligheb om dette Tidsrum fan fige er fun 
bet, at bet efterhaanden (od det gamle mere og mere falde," 
for efterhaanden at optage det ny, og ſom Følge heraf 
indeholder næften alt hvad Sproget funde mægte, gamle 
Former endnu vedvarende, men ligefan ofte blandede med 
ny, og ligeſaa Ordforraadet, gammelt og nyt imellem hin⸗ 


Det afttinbelige Gprøg… > 523 


anden, hjemligt og fremmed. Undertiden maa man forftam 
Jsfanvft for at kunne fatte Ordet og dets Form, under⸗ 
tiden ere begge ramtyſte. Ofte er Ordets Bethoning, ſom 
bet ſynes, felvinblagt deri, afvigende ſaavel fra bet forrige 
Sprog, fom fra bet følgende, ſtundum faa tilſhneladende 
felvgjort, at man af ben hele Sammenheng man tænfe fig 
til hvad bet ſtal ſige. Hvad der kom ub af denne Forvir⸗ 
ring, ber, om end halvbevidſt, bog ligeſom alt i Berden 
havde fit Djemed, var bette: at man, grammatlkalſt, ved 
efterhaanden at lade bet ælbre Sprogs Særegenheber falve 
gav Sproget omtrent fin nærværende 'grammatifalfte Sti 
kelſe, forkaſtede hvad vi mm heller iffe forftaa, og bevarede 
hvad ogſaa vi nu anfee for befvemmejt; og at man, lexilalſt, 
veb at opgive en ftor Del ældre Ord, ber nu næften iffe 
mere kunde forſtaas uden til Forklaring at have bet ny 
veb Giben, fandt en Tomhed for fig, ber aabnede endun 
mere Indgangen for be fremmebe Sprog. Attraaende Hoveb⸗ 
formaalet for al Anvendelſe af Sproget: at blive forſtaaet, 
gif man en Øjenvej til Maalet. Temmelig vis pan, at 
bet franfte Ord blev forſtaaet af alle Dannede, efterdi bet, 
bviffet man vel maa forubfætte, allerede var blevet alminde⸗ 
ligt i daglig Tale, undgik man af videre Ulejlighed ved at 
Bruge bet; og ber bannebe fig: faalebes til Slutning en 
ligeſom ny Sprogart, ben franff-banffe, hvis Betragtning 
bet er bebft at ubfætte indtil den Holbergſte Tibealber, 
hvori den naaede fin Højde. ' 
Sprogtilſtanden forud har lun været Gjenſtand for 
fan Underføgelfer, og nærmeft fun med Heuſhn til Bedet, 
nemlig ben -ælbre Orbfamling af.I. Baben og ben my af 
C. E. Secher. Det lod næften ſom om ingen vilde gaa 
ind derpaa, forbi ber lom faa lidet ud deraf. Denne 
Kundſtab er vel ogſaa vigtigere. for Granſteren, end for 








524 Det lære Esrum: Dan Sprog. 


ben, ber har Anvendelſen beraf for Dje. Grad. ber menig 
fremſtaar under Forvirring maa underkaftes en ſtreng Kritil, 
førend det fan bruget, og Udbyttet kau i:bdet hele Jigejen 
let, men filtrere og bedre, hentes fra ben føregaaende Tids 
Hvad ber i bette Tibsrum kom frem, men ilke lunde .holbe 
fig, fordi bet iffe ſtod i Harmoni med fine Omgidelfen, ar 
næften at betragte fom en bøb Sat, ſom et Fund, ber. fa 
gleder Oldforſteren, fordi det udfylder en Aabning Rune 
flaben om bet hele. Hvad ber derimod lom frem Ugefoms 
fra ny af, for at afhjælpe en og anden Mangel, det fejebes 
ligeſom bort af ben Holbergſte Tidsalder. De Bemærl, 
ninger, fom her meddeles, have derfor fun, nærmejt.: til 
Henſigt at tydeliggjøre og tildels begrunde hvad ber opens 
for er fagt om Sprogtilftanden i dette Tidsrum. 
Retſtrivningen var i ben ſtorſte Forvirring, omtrent 
fom den altid maa være, hvor den ftaar paa Vendepunlktet 
til em ny Overgang, der eudnu ilke er fleet. Mindet om bet 
gamle varede ved, Tanken ont det ny blev til; begge forenede 
fig og dannede en Overfyldning af Bogſtaver (ſom fv) til 
at udtryffe be fimplejte Lyd. Reformer paatenktes tidlig, 
men ænfedes i lang Tid ille.  Jafob Madſen fra Aarhus 
(1586) og Svendborgeren Iver Stub (1592) anbefalede 
Adſtillelſen af og j, men Bogtrylkerierne vilde iffe følge 
med; Peder Syv gjentog det, og havde, ſaavel ſom Pout⸗ 
oppidan, mange ſunde Anſtuelſer, der gif ud paa at vende 
tilbage til den fimple Natur; han fatte fig endog imod 
Brugen, hvor ben, imod Naturen, vilde afvige fra det 
gamle. „Bogtrykkerne, figer han, fætte ogſaa Subſtantiva 
med ftore Bogſtaver foran, hvilfet er ufornødent.” Naar 
han ivrede imod de fremmede overflødige Bogftaver, faa 
havde det i det mindfte til Følge, at man efterkom det ved 
Sprogets egne, og f. Cr. for haffue fom ud af bet med 





Det afminvelige Sprog. 525 


ver fimple Sfrivemaabe have, for bend og dendne hialp fig 
med ben og denne, 0. f. fr. Selvlybsbetegneljen naaede 
allerede hos Pontoppidan fit Maal: Fordobliug og: under⸗ 
ftøttenve e. Men iffe faa ſjelden endda far Retſtrivningen, 
ſom nærmere vev Kilden, angivet Oprindelfen, ber fenere 
glemtes, ſom felligs (fællevs, fælles: felligs Bo, felligs Op⸗ 
rindelſe). Syv vaklede imellem Skrivemaader ſom rigtig 
eller riktig, men indførte og (for of), hvilket omtrent Havde 
fejret ved 1700, ſaavel ſom agter o. lign. 

Lybfyftemets Behandling fremfaldte uden Tvivl nogle 
af be ftørfte Vanſteligheder, og gav Sfriften faa broget et 
Udſeende; iſcer Selvlydenes, hvis vallende Udtale fun faa 
kunde opfatte med Silkerhed, og endnu færre giengide med 
tilfoarende Tegn. Der maa have været en ftor Kamp 
imellem enfelte Sefvlyve og Tvelybe, førend Udtalen bes 
fæftede fig, f. Cx. imellem a og æ, e og ei. Man finder 
Hyppig Bedræegeri og bebrage afverlende med hinanden; 
Lelighed (Lejlighev), Belelighed (Beſtaffenhed) o. desl., ja 
endog Kiulinger (Kyllinger), Geislinger (Geslinger) o. mang⸗ 
folv. lign. Man vil derfor ilke undre fig over, at finde 
ægte gamle Selblydsformer, ſom traade (træde), imellem be 
nyere. Wen felv med be ellers fafte Medlyde er det ſamme 
Tilfælbet; de komme frem i deres eldſie Form, ſom drybe 
(bryppe), eller omverle, ſom orrje og ørfvis (nøjes), Spurg 
og Spurre, Spegel og Speyel, bapper (med en i Grunden 
rigtig Overgang for tapper), modſommelig og bemøje, o. ſ. 5. 
Alt er fom i' Overgang. . 

Det gamle Kjøn bevarede fig. længe, ſom Sanden, 
denne ftore Siun, medens bet ny tillige gjorde fig gieldende. 

Bøjningslæren, ber intet faft Havde at holde fig til, 
optog hvad den fandt for fig, nu i Tulen, nu i et fremmed 
Strift. Nævneformen. f. Er. var ofte dobbelt, fom en Mars 





526 Det lævde Tiderum. Dauft Sprog. 


fag (af isl. stk) og en Aarſage (af toft Gale).  CGjefsen 
var fnart gammel, - ſnart uden Merke, fnart med titjet 
hané eller deres. Flertallenes Overgangelove vallede, fer 
at mange, ofte mere regelret, daunedes paa sæ," fon. fiber 
fil ser, ſom Kjortle (Kjoler), andre, ſom ſiden ſik ⸗e, Harbe 
cer, ſom Love og Lover, Grave sg Graver; og be ægte 
gamle Flertal, ſom Dotter (for Dottre), Hoffuit (for: Her 
veder) ere ilfe ualmindelige. Datider blandedes imellem 
hinanden: ſom miſte og miſtede, kravde og krevede, Wingbde 
og tvang. Den betingende Maade varede ved, indtil man 
endelig fandt ben overfløbig. Biordene endtes i Flæng paa 
se og sen, og nogle gamle Former, ſom hvort, bare eubun 
levende. Alt er ogſaa her i Overgang, og bet hele fer 
broget ud. Men felv af denne Forvirring lader fig ud⸗ 
brage nøgen Lærdom. Det er i det mindfte ſtundum faldet 
mig ind, om den overdrevne ſtrenge Regelrethed, hvortil vi 
veb at lære be klasſiſte Sprog ere blevne vante, og hvor⸗ 
ved vi ſtundum fpænde Sproget ſom i et Snørliv og fors 
flyde en Del af dets umaadelige Rigdom, virfelig bør 
hyldes, og om ber iffe var mere Natur i at labe Sproget 
bevæge fig med ftørre Frihed indenfor en vig Kreds af lige 
gyldige Former. Digteren gjør det, men alle ere jo Digte 
ere i deres Modersmaal, alle, der ej ere Trælle af Bed⸗ 
tægt, af Skik og Brug og be fnæverhjertede Grammatikeres 
færlige Nykker. Skal Skriftſproget ſom Kunſtſprog da als 
deles fornægte Naturen, eller fun beriges af tyſt Filoſofi og 
franſte Romaner? Ligger Almuens Tale med fine gamle 
Former og ille lige faa nær? — Adſtillige Ord gjorbe fig 
gjældende i en Betydning, fom vi nu have forffudt, fordi 
ben fun vilde forvirre; ſom at læfe (ſamle), overvinde 
(overbevife), ombære (undvære). Andre nordiffe eller aldeles 
naturaliſerede (ſom at forme, konfirmere) gik efterhaanden 





"Det almindelige Sprog . 527 


af Glemme, og forfvanbt endelig af-Sproget. Man ſeer bet 
tfær, dels af Fornodenheden af. at ;fætte det ny ved Given, 
ſom: dermed lod han fig „orrie og nohe“, dels af be For⸗ 
Haringer, ſom Sproglærerne faubt bet nodvendigt at give, 
hos Peder Syv f. Cr. over Ord ſom Bide (Straf), Vant 
(Mangel), Anled (Anſigt), forn (gammel), jæve (tvivle), 
vanbdfygtig . (vatterfottig), ja endog eſte (fordre), times 
(hendes, af Time, Tid); og Gerner anfører ligefrem, fore 
Ord, ber ej maa bruges: Fore (Færd), trosſer (tre Gange) 
9. lign. Imidlertid have bøg nogle af disſe gamle Ord 
Bjulpet fig igjennem" lige inbtil nu, fom Slutningen af 
ſanddru, og ere blevne uforgjængelige Vidner om vort 
Sprogs Oprindelſe. Men imedens disſe gamle Kongemcend 
maatte fortrælfe, kom ber en Del: forløbne tyſte, ifær plat⸗ 
tyſte Ordfnægte, ber dels indbragtes af Forfatterne, dels 
uden Tvivl ogſaa havde bereg Gang hos Almnen, ſom Ort 
(Stev, Flert. Orte og Orter), Underſted (Forſtjel), Be— 
ſmidſighed (Underfundighed), Sku⸗esſen (Skueretter), be⸗ 
ſtuffet (bedraget), møytte og opſtutzige (Krigsfolk), grysſe 
c(hilſe), befatte (forſtaa), beſtede (nbnævne), vute (raſe), be⸗ 
træbe (træffe), formaa (formelde, befræfte), fortogre (for⸗ 
finte), o. desl. Alle deslige Vanſtabninger bleve atter for⸗ 
brevne af be franſte Ariftofrater, ber faa for en Tid bes 
holdt Ordet; men ogſaa nogle af hine frybe endnu omfring 
i Krogene. Natur og Sandhed gives undertiden i Bar 
tiernes Bold; bet gaar med Ord fom med Rigsdagsmeend. 


For endelig endnu mere at anftueliggjere Sprogets Tilftand, 
meddeles nogle Sætninger af forſtjellig Slags. 

(Vedel, Septem sap. Græciæ): Dennem, ſom paa det heigeſte 
opftigede, er det gaaet ligeuiiß ſom det gaar ſtibbrudne Fold udi 
en flor Gtorm oe Buær. Raar ſom Skibet vdi det vilde Gaff 
driffues af en flyffuende Storm oc de fom inden Skibeborde ere, 


528 Det lærde Tidérum, Danſt Sprog. 


gere deris flid, af de mue bliſſ bheſen, om muligt Bend: Ste 

indtil ſaalenge at Skibet flies or Res, it "fol fra.dnk:: 

oc da griber huer til fit bord, et. holde flg sp 

veldige ftore bylger oc driffne fan omfring, indtil pas Bets Rherligi 

gernis mangfoldighed fla dem fra uragget É 

omfomme (etc. Vegener &. 51). ' ruge 
(Af Vedels Bigtale over Johan Frit, 1572). Sefige-. 

Friis, mifte fine Forældre der hand vaar endmn fanme 





É 
1 
(i 
3 


hannem forlode fine Foraldre fas tilige, dog 1 
det kaaſtelige Clenodie, de antuordede hannem. Irhetede Gad, - 
dydig oc from, oc lagde god flid "paa Boplige lonſter, font 
vaar formanede der til aff fine Foreldre. — Hand heffuer oc 
tid ſpared fig ſeiff, eller villet begære forloff fra Goffer⸗tieiſt, da 
man haffde hannem bæft behoff, men indtil fin dødedeg wfortraede⸗ 
figen, i Orloge faa vel ſom vdi Frede tid oc uden Lands fan vel 
ſom hiemme, ladet paa kiende, at han faa det rettelig gierne alting 
maatte gaa vel til. — Oc hand flattede denne Philippi Bog fan 
høpt, at hand haffuer fagd til mange, Der fom jeg vifte mig ide 
flere at bekomme af dette flau, da vilde jeg ide ombære denne for 
Ti tufind Daler. 

(Anders Midjelfen Golding, Tuende Chriſtelige Klenodier. 1595). 
Valerius Max. ftriffuer at der haffuer verit en Forſtandig oe ſtarp⸗ 
findig Konge, huilden der hand annamede den Kongelige Krone, 
førend hand fette den paa fit Hoffuit, da ſtod hand lenge oc helt 
den i fin Haand, oc gaff flittelig act paa den ſamme, oc brød fan 
vd met faadane Ord: O huad er dette mere en æddel end en 
Lydfalig Prydelſe: Oc der ſom nogen gaffue ret act paa sc førs 
ſtode huor ftor Omſorg, Fare oc Elendighed ber Hos henger, oc 
den laa kaſt paa Jorden, da flulde hand ide ville bøye fig, oc. tage 
ende op. — Tenck nu met big ſelff huor megen Graad der haffæer 
verit i Fordom tid, oc endnu er under diſſe Tag: De der ſtal 
bliffue i den effterfølgendis Tid: Oc lad aff at begræde det gantſte 
Menneſtelige flectis wlhcke, lige fom det vaare alt din egen. — Legg 
mt det fom Gud vdkraffuer aff dig, pan Rætferdighebfens Bert, 
met dit gantſte Leffnit paa den anden fide der imod. Gefde mm 
det Menniſtelige Slect verit GBds Low herigt oe lydigt, oc ide 


Det almindelige (Sprog. "529 


faldit der fra, da vaare det aldelis lhckſaligt, oe fulde icke raadue 
ve foruifne ſom Eble oc Blomſter: Men det er affuigit aff Beghn⸗ 
delſen. — Om end flisnt it Aſen fordis i en Lowe hud, oe vilde 
vere en Lewe, faa røber dog hané fange Dern hannom. — Endog 
Træne om Vinteren fiunis wfructſommelige, ia døde, dog naar 
Vinteren er forloben værmer Golen met fin tilfommelfe, Jorden oc 
Træerne, at de bliffue grøne igen oc bere Fruct. — Lige ſom en 
Krigsmand er kisn oc frimodig til Kri, naar hand er omfæt met 
mange fterde Landsknecte, ſom ide lade hannom offuerfaldis oe for⸗ 
derffuis: fan ere Guds Engle ſtickede omkring off, oe beſterme oſſ 
at vi funde mandelige oc ridderlige bliffue beftandige i allehonde Fare. 

(Hvitfeld, Fortalen til Frederik den Førfte. 1597): De Alli⸗ 
geuell at — ſamme Regimente haffuer værit Lideligt oc Tolligt, 
Loug oc Rett er handheffuit, Fredt, Enighedt oc Endreetighed er bes 
holden baade Indenlandts oc met Wolendiſte, At wi ide haffue 
Gud nockſom at Betacke for huis wellſtandt wi haffue ſiddit vdi, 
Fri for Opror oc wduortis Fiender, Saa haffue ligeuell Vnderſaat⸗ 
terne, wi ſelff, oc de, faſt lengre heden feet oc forlangit effter en 
Goyere — Sardelis haffue wi forlengit aff Eders Mahtt: ſelff at 
motte Regieris. — Eders Naade Fattis inted paa Gaffuer, eller 
dyder, ſom hører til Regimente, Indfødt godhed, Fornufft, Fors 
ftand, Mandom, Mode, Arbede, Geſſellighed, Forſuegenhed og andre 
ſaadanne dyder, huilcke ieg ide alle vil Opregne, at ide ſtal ſiunis, 
Jeg fmigrer. — (Fortalen til Chriſtian den Forſte. 1599): Der⸗ 
faare er Øffrighed forſt indfat for, at de ſtulde ſticke deris Vnder⸗ 
faatte, oc dennem fig vnder deris Gerredomme giffuet haffuer, Low, 
Ret, oc dennem beſtytte oc beſterme for Offueruold, deris Ankomſt 
er ide for, at de flulle føre Pract, Prall, Stat, Men for Low oc 
Ret ſtyld, oe fortrengde Menniſter at hielpe til Rette, Dog mange 
BSerrer (dis verre,) mu ide veed andet, end de ere født til den 
re, ide for anden Aarſage ſthyld. — (Fortalen til Chriſtian den 
Enden. 1596): Den Optuetelfe hialp intet paa hannem, ſiden hand 
vdi Fremuerten, fri Billig, fætte al Gude Fryet oc gode Seder tils 
bage. — Det vaar en ftor Grumhed, ide at kunde mættis met 
deris Død, Ligeruis ſom Deden ide burde at være den fidfte Plage 
Menniſten her vdi Verden kunde tillomme, Men end da vute oc 
greſſe paa de dodis Kroppe oc Been. — Den Wenighed kom nogers 

24 








580 Det lærte Tderem. Dent Bprog. 


ledis til Ende, om Affſteden ellers haſſde bleſſen heder i" Rane 
haffde ladit forflæde tu Bodle vdi Dratanter Slednkig. i "Gl 
Sale falt hannom Klenligen ot Spotiſte. — Hand. vader Hodne 
ve Fireſtudden. — De hans Gontrafey et herinen faſt Sadigit. nam 
Den Bleyte, ſom wi falder Vesicala fellis. — (Folteubyeven 1050) 
Boghandlerens Fortale): Kongelige Qvatiteter "st Dydwe n⸗a sag 
flig Aarſag hafver jeg Eders Majeftetis vnderdanigfte Tierac ber 
tendt mig pan, huorlunde Jeg kunde fade erffinne mli Tac acc⸗ 
lighed — Huildet Song Salomon vel eractede — Des "Fee 
i almindelig fig belanger, at vi intet her mad tale om'deld Extra 
ordinarie oc ſerdeelis ſom Gud Salomon effter HE ulk med bes 
gaffde. — (Goitfelde Fortale): vi derfor Indre "dis "Helle ge 
flor Mangel oe Deſect — andre fade dem ilde Sefalte,»foter dan 
feri Saxo hand tracterer — fuldendt oc complerit — divalgelede 
oe udgangne paa Tryck — andre haffve castrerit oc forkortet Man 
tialem. — (Af Bogen): Den Chriſten Religion, ſom efftirfalde den 
Gedenſte, haffver alle de Ceremonier udfluct, fordylget oe nederlagd. 
ſom da brugtis. — Huer Gud haffde fine færdelis Præfte — fan 
lenge Præfterne vilde — Rolff, eller Roe faldet, for hans Hoed⸗ 
hed fyld, at hand vaar voren ſom Stag oc høje Træ, Mur⸗ 
meftere fætte op til Huuß, huorpaa de gisre Lad oe Lætter, at spm 
ſtige. — Da de Danſtis tilfommelfe rhetedis i Landet; ſamlede or 
fambore diffe to Konger dennem — Der de fornamme, at ingen 
Raad vaar til at undfomme, toge de Sind oe Mod til. fg — or 
huilcke offverblefve, maatte være udi deris Fienders minde de villie 

(Ehriſti Efterfolgelſe. 1626): Paa det jeg ide fulde fiunie 
der met at traa effter nogen Forering — fra Eders Foraldre ber 
(ned) arffuet — da ſiuntis mig nyttigt at være, der ſom bogen ct 
bleffue vdſat paa vort Danfte maal — til at fordadige min Semi 
vittighed met — dog veed jeg vel, at trettedrue Hoffueder ide lade 
fig her met nøye — du haffuer felff megen bred, ſom andre mas 
omdrage met dig — til it Effterbilde oc Crempel — ja hand er 
altid fted i Angiſt, ſom føger liſenhed oe effterladenhed — den 
haffuer got at ride (fare), fom Guds Naade bærer — ſtore Kraffter 
oc Dygder — du maat aft være ſaadan ſteffning (Stjæbne) vnder⸗ 
giffuen — denne tids pinactighed er ide værd at forverbe den Glæde 
"ve Gerlighed, ſom ſtal obenbaris i of -— der ſom du end me 


Det almindelige Sprog. 5831 


S. Povel haffde været vndruckt i den tredie Gimmel — huo ſom 
forfader fig paa mig, den lader jeg ide gan arindeſloſt fra mig — 
vocte dig vel, at du ide holder for tæt paa din Begæring — at 
man holder gode Auſlag oc Begæring i Tewele (i Tøjle) — et 
legge der vind paa — du flalt ide end finde en aff de allerleckerſke, 
ſom haffuer jo nogen genvordighed — at huer mand maatte gan 
paa dig oc traade dig ſom Skarnet, der ligger paa Gaden — heller 
elendig oc fattig, end hpper oc rig — min Son, du maat ide være 
vaanden der ved, om end nogen meener eller melder noget ont om 
dig — eft du indvortis from, da tør du ide acte huer flue Ord — 
der er en heller faa lonlig en ſted, ſom kand hæle mig — at angre 
ve tue fig met ydmyghed — lød mig faa tom en liden ftund, at 
jeg begræder min Synd — Kierlighed vaager, oc naar den ſoffner, 
da foffuer den ide — See, der fom mand vilde fige alt det onde 
paa dig, ſom nogit Mennifte kunde allerarrigften dicte, huad flade 
unde du haffue der aff, om du lodft det gaa for offuer, oc actede 
det ide ved en Skeffue — Naturen vil gierne haffue noget ſmuct oe 
feldfamt, ot gruer for det ſom vaagt oc grobt er. 

(Kingos Ligtale over Jakob Birkerod. 1691): Man græder 
billigen over en god Mand maar hand doer, thi hand vaar umiftelig, 
dog ber mand holde Maade i Graaden, fordi hand doer vel, thi da 
er hand jo Ugrædelig. Solen wmorkedes paa Gimmelen, og Egyp⸗ 
terne vaar Leve⸗Keede, de flåde iffe op i tre Dage. Busbonden er 
Soolen paa GuussHimmelen, daler hand i fin Død og formorkes, 
da er LevesLynfet og Lyſten borte, og vi reyſer os ille faa lat 
igien. — Enten vi pufte 06 op, eller tænke viit at flyve, faa felde 
vi dog omfider de ſtore Suinge⸗Feyre og vor Aſte findes i Grav⸗ 
Krogen. — Kiende paa en god Mand er iffe Nafnet faa juſt. 
Gom en er, faa burde hand vel kaldes, mens iffe fom En kaldes, 
Gr hand derfore ſtrax. Titular⸗-Bogen er ilke altid dend rette 
NafnesBog. Der er Underſkeed imellem at faldes oc være det mand 
kaldes. — Det fler vel, at Forældre gisre ald deres Fliid ders 
til, ved Tugt at føre Dyden frem i Slegten, kand dog iffe opnaa 
deris ynſte og Dye⸗Merd hos alle. En kand arte fig der effter, en 
anden udarter. Ploujernet riiſter Jorden at Saden kand ſaaes, og 
med det famme oppløpes Ormen og Oldenborren imod Agermandens 
eller Bondens Tante, ſom fiden fordærver Saden. Siden faldet ere 

ETU 








532 Det færde Tidørain Deam Sprog. 


vi ſom Boxet, Linne og Ledenyge tå at "fuge inde Sjulfens 6 
lede. men, ſom Flinten, ſaa hærdede, at enntanne' Dybe. tt, 


Stammen. — En Mand maa være ſaa kleg for” Gant: DU, fle 
han hverken udi fin hver Degé Slædning, og Bigerger 
fin Religion, fan at Atheiſten og Statiſten deltes muder "enige, 
da fordærver dend førfte dend ſidſte, og flig em Stander Fan 
Lumpen Blandings⸗Art, ſom Fodderne paa Billedet, der frækt ser 
Fald pan. Guds Frøgt er Biledons Begyndelfe. — 

og Indeſter, og iffe Jord⸗drotter eller Selfegere, ben - Gud deg 
gjort 08. Bi fomme i Verden form et Herberg, itt⸗ 
Pillegrime bar mange Huus undervehs men ingenſtede blsmene. 

Ordſprogeliteraturen omhandles udførlig af Nyerup '& Foelelin 
til Peder Syos kjernefulde Ordfprog, 1807, og af Relbech i Som 
talen til Danſte Ordfprog, Tankeſprog og Rimfprog, 1850. — 
Derhos Brefemann, Danſte Ordfprog og Mundheld, 1843. Gorm 
Povelſen Judicher, Prosodia Danica, S. 238. Pontoppidans 
Annal. 3, 553 (Mimmerduga). Refens Atlas i Din. Bibl. 2, 45 
(Folfefagnet til Det var et Spring af en Lerovn). Terpager, Ripæ 
Cimbricæ, S. 429. G. 2. Baden, Bidrag til Sadernes Hiftorke, 
i Minerva Oktober 1802, &. 36. Jakob Birkerod (De Stige 
Mænd, hos Nyerup S. LXIX). Ordet at lyndes forflarer Gram 
i et af fine Breve (Hift. Tidsfør. 4, 283). 

Foruden de af andre anførte fremmede Skrifter, der kunne tjene 
til Oplysning, bemærkes: Mone's Quellen und Forſchungen zur Geſch 
der deutſchen Literatur 1 B. 1 Abth. S. 186: Afſnittet Zur Eite⸗ 
ratur und Geſchichte der Sprichwoͤrter. Von der Sagen, Germania 
6, 96: Beiſpiels-Sprichwoͤrter (de med: fa" den og den). 

Kilderne felv ere to Slags, dels Samlinger, hvis Forfettere 
havde til Genſigt at famle og paa en eller anden Maade af ordne 

Ordſprog og Talemaader, dels andre Skrifter, hvori de lejlighedsvis 
forekomme, og hvis Forfattere iffe vilde ſamle, men bruge og anvende 
dem, De fidfte Kilder fade fig naturligvis iffe angive, de Ordſprog 
jo lejlighedsvis kunne forefomme i ethvert Skrift, men de ere dog 
ifær hyppige i gamle Pſalmer, Folkedigte og Skueſpil. 

Meder Hegelund: A B C aff Bibelſte Ordſprock, det er, be 
kortiſte, lettiſte oc brugeligfte Sprock aff Bibelen efter A B Cfaar 


Ordfprogſamlinger. 533 


Bem. P. H. R. (Under Tilegnelfen Peder Hegelund) Slesvigae 
1588. Formeeret oc Forbedret, P. H. R. Kbh. 1627. jf. D. Digtet. 
Gift. 2, 25. — Tilegnet Ulbret Friſes til Garaldskier's Dottre. 
Efter Ordſprogene følger hiſtoriſte Efterretninger om de danſte 
Konger fra Chriftian den Forſte. Derpaa (i den anden Udgave) 
Sepiem Sapientes "Græciæ, der er omtalt foran under Filoſofien. 
Sauit Arithmologiea Joachimi Camerarij. Bogen flutter med en 
andægtig Ben. 

Af Johan Egenov fra Hadersfev's Gode Gjæftebud af Salo⸗ 
mons Ordſprog, ſom Titelen lyder hos Nyerup, kunde man maaſtee 
vente fig et godt Maaltid; men det er et Andagteſtrift, en Traktat 
over Ordfp. 15 Kap. v. 15, og hedder: Kort Forklaring oc Chris 
ſtelig Forfarenhed aff Konning Salomons Ordſprock. (:) It got 
mod er it ideligt Gieſtebud (etc.) Kbh. 1629. (Univerſitetsbibl.). 

Ludvig Jenſen Pouch: Problemata et Proverbia moralia. 
Det er, Ryttige oc artige Fragſthcker oc Ordſprog, ved forſtandige 
gienfuar vdlagde oc forflarede. L. P. J. 8. R. Item de Siu Viſe 
Meſters i Gracia ſtone Sprog oc Sentenger, Prentet i Kisbenhaffn. 
1611. Auden Udgave: Problemata (etc.), meget nottige at laſe. 
Item De Siu Viſe Meſters (etc.). Prentet i Kiobenhaffn aff Georgio 
Bantſch, 1624. Paa Jens Lauritzſſen W. Bogforers Bekoſtning . 
Nyerup i Fortalen til Peder Syvs kjarnefulde Ordſprog tillægger 
Hegelund Bogen, men har ſiden felv rettet Fejlen under Pouch i 
Literaturlexilonnet. Derimod anføres den i Nyerups Literaturlexikon 
ogſaa under Boghandleren Wolf, fom om det var en anden Bog. 
Den begynder med Spørgsmaal, hvorpaa følge lange Gvar, f. Ex. 
Raar er Guds Hjælp næft? Hvo er god? Fra Mo. 40 forekomme 
derimellem adſtillige danſte Ordfprog, ſom: Mand flal ide haffue 
to Tunger i en Mund; Bedre er tynt ØU end tom Staal; Act 
kommer ide alt i Pung (det gaar ikke altid ſom man vil; ogſaa i 
Hans Steges Cleopatra, 5 Alt, 7 Scene) o. fl. Under Ro. 120 
findes Ordet at flege (ſledſte, det er ſlegſte). Nr. 122: Buorledis 
er mand nu i Verden antagen oc had? Guar. Lige fom mand er 
flyd oc klad. Nr. 140: Guilcken gaffue er bet? Suar. Den 
der giffuis ſtrax, oe ide den der vdloffuis til en anden tid, thi 
den maa mand fliude en hud Kiep effter. Mand pleyer at fige, 
een Ful i haande, er bedre end to i Skowen. — De fige oc, det 








Fald paa. Guds grygt er Biisooms OD! 
og Indeſter, og iffe Jord-drotter eller 
gjort os. Bi fomme i Verden ſom et $ 
Pillegrime bar mange Huus underveys mer 
Ordſprogeliteraturen omhandles udfør 
til Peder Shos Fjærnefulde Ordfprog, 180 

talen til Danfte Didſprog, Tankeſprog 
Derhos Breſemann, Danfte Ordfprog og ! 
Povelſen Judicher, Prosodia Danica, ( 
Annal. 3, 553 (Mimmerdugg). Reſens A 
(Foltefagnet til Det var et Spring af en $ 
Cimbrice, S. 429. G. 2. Baden, Bit 
i Minerva Oftober 1802, &. 36. 3 
Mand, hos Nyerup S. XIX). Ordet 
i et af fine Breve (Hiſt. Tidsftr. 4, 288 
Foruden de af andre anførte fremmet 

til Oplysning, bemarkes: Mone's Quellen 
der deutſchen Literatur 1B. 1 Abth. S. 
ratur und Geſchichte der Sprichwoͤrter. 9 
6; 06: Beiſpiels⸗Sprichwoͤrter (de med: 
Ailderne felv ere to Slags, dels € 
havde til Genſigt at ſamle og paa em el 
Ordſprog og Talemaader, dels andre eh 


kamrene nn his Tarfattere iffe hifde fa 


Ordſprogſamlinger. 533 


Bem. P. H. R. (Unter Tilegnelſen Peder Hegelund) Slesvigae 
1588. Formeeret oc Forbedret, P. H. R. Kbh. 1627. jf. D. Digtet. 
Gift. 2, 25. — Tilegnet Albret Frifes til Garaldekier's Dottre. 
Efter Ordſprogene følger hiſtoriſte Efterretninger om de danſte 
Konger fra Chriſtian den Forſte. Derpaa (i den anden Udgave) 
Septem Sapientes Græciæ, der er omtalt foran under Filoſofien. 
amt Aritbmologica Joacbimi Camerarij. Bogen flutter med en 
andægtig Ben. 

Af Johan Egenov fra Haderslev's Gode Gjæftebud af Salo⸗ 
mons Ordfprog, ſom Titelen lyder hos Nyerup, kunde man maaſtee 
vente fig et godt Maaltid; men det er et Andagteſtrift, en Traktat 
over Ordſp. 15 Kap. v. 15, og hedder: Kort Forklaring oc Chris 
ſtelig Forfarenhed aff Konning Salomons Ordſprock. (:) It got 
mod er it ideligt Gieſtebud (etc.) Kbh. 1629. (Univerſitetsbibl.). 

Ludvig Jenſen Pouch: Problemata et Proverbia moralia. 
Det er, Nyttige oc artige Fragſtycker oc Ordſprog, ved forſtandige 
gienfuar vdlagde oc forklarede. L. P. J. S. R. Item de Siu Viſe 
Mefters i Gracia ſtone Sprog oe Sententer. Prentet i Kisbenhaffn. 
1611. Anden Udgave: Problemata (etc.), meget nottige at laſe. 
Item De Siu Viſe Mefters (etc.). Prentet i Kiobenhaffn aff Georgio 
Gantſch, 1624. Paa Jens Lauritzſſen W. Bogforers Befoftning. 
NRyerup i Fortalen til Peder Syvs kjarnefulde Ordſprog tillægger 
Gegelund Bogen, men har ſiden felv rettet Fejlen under Pouch i 
Literaturlexilonnet. Derimod anføres den i Nyerups Literaturlexikon 
ogſaa under Boghandleren Wolf, ſom om det var en anden Bog. 
Den begynder med Spørgsmaal, hvorpaa følge lange Gvar, f. Gr. 
Naar er Guds Hjælp næft? Hvo er god? Fra Ro. 40 forekomme 
derimellem adſtillige danſte Ordſprog, ſom: Mand ſtal ide haffue 
to Tunger i en Mund; Bedre er tynt Oll end tom Skaal; Act 
kommer ide alt i Pung (det gaar iffe altid ſom man vil; ogſaa i 
Hans Steges Cleopatra, 5 Alt, 7 Scene) o. fl. Under Ro. 120 
findes Ordet at flege (ſledſte, det er ſlegſte). Nr. 122: Buorledis 
er mand nu i Verden antagen oc hed? Suar. Lige fom mand er 
flyd oc Hæd. Nr. 140: Guilcken gaffue er beſt? Suar. Den 
der giffuis ſtrax, oe ide den der vdloffuis til en anden tid, thi 
den mag mand fliude en huid Kiep effter, Mand pleyher at ſige, 
ten Ful i haande, er bedre end to i Skowen. — De fige oc, det 








534 Det lærde Tidsrum. Dank Sprog. 


er bedre en Spurg i hende end en Trane i Skowen. Derpaa følger 
flere problemata med ganſte forte Svar, og fan Effterfølger nogle 
Danſte Spraag, effter Alphabetet, hwillet er den egenlige Ordſprogz⸗ 
ſamling; ved nogle gives Forklaring. Med et nyt Titelblad bes 
ghnder: Septem Sapientes Græciæ. Blandt Drdſpregene fore⸗ 
komme: 

Alle baade hielper, ſagde Soen hun greb it Myg. — Anbad 
loſſ Mand, er handelsſſ, Thi Redſtabet glor glerningen. — Alting 
forkerer fig, vden den vide ende af Goſen, den bliffuer altid offuerſt. 
— Alekant Bin tal god Latin. — Brade Mand er beſt. — Det 
er gaat at haffue Bifpen til Moderbroder. — Det krogis orlig, god 
Krog ſtal bliffue. — Fitting haffuer tabt fin tellebaſſe (uden For⸗ 
Haring). — Hand ſtal være ſpaa, hin anden ſtal klaa. — Guo 
der tager Barnet ved Haanden, hand tager Moderen ved Hiertet. — 
Sengen er Quindernis pradicke ſtol, Gardine prædiden. (Flere i 
Nyerups Fortale til Sy.) 

Om Matras, Proverbes fee Nyerup i Fortalen til Syd, 
6. XXXI 

Jens Sorenſen Norniſſum: En liden Tids s fordriff aff Aande⸗ 
flige oc Verdſlige Ordfprog (etc.) Kbh. 1662. J Fortalen ſiger 
han: at han fiden Anno 1633 har befordret adſtillige ſmaa Bøger 
til Trykken, i Synderlighed ſiden Anno 1636, da han flettede fra 
Kbh. til Roeskilde; 1647 den 7 Juli fed han ſtor Skade i Roes⸗ 
kilde af Ildebrand. Det forſte ABC er Ordſprog af Bibelen, det 
andet ABE verdslige Ordſprog, begge ordnede alfabetiſt efter Be⸗ 
ghndelſen. Det fidfte udgjer næppe 5 Blade. 

Gertil fan ogſaa henføres Hans Jenſen Alan, Catena Metho= 
dica Salamonis, Det er: Salomon adſprecdt, ſamblet aff hans 
Ordſprocker, Prædider, oc Hohſang. Effter Joseph Hals Metho- 
dum. udi Tre Gudelige Konſter. fom ere 

1, Ethica, Leffnits oc Saders 1 Regel 

2. Politica Regierings oc Efter⸗ 

3. Oeconomica Suußholdnings) retning. 
Kbh. 1667. Det Engelſte af Joſeph Hall er lagt til Grund, men 
Ordningen er af Alan. Bogen er tilegnet Frederik den Tredie og 
Sophia Amalia, og Tilegnelſen viſer det allerede da herſtende højs 
travende Sprog; han falder Univerfitetet et „Eenebertræ“, der gaff 


Ordſprogſamlinger. 535 


ham „ſin Skugge“; „Skyggen fødgiorde” hans Rolighed, „oc under⸗ 
vijßning i Portene opfødde hans u⸗moede Studeringer“ etc. etc. 

Peder Syv: Aldmindelige Danfte Ordfproge og forte Lerdomme 
med Foregaaende Underviifning om dennem. Samt Efterfolgende 
Tilbæng af nogle fære, ſom fordum have væred oc endeel endnu ere 
brugelige underffedeligen i disſe Tre Nordiſte Riger (ete.) Kbh. 
1682. Tilegnet Jens Juel til Vorgaard, Frederik Krag og Fre⸗ 
derik Gerſtorf med en Tilegnelſe paa Islandſt, ſom ſlutter med: 

Rita hafi eg latit bad a gamla 
Danſta tungo 
hia fornum Ordskvidum 
med efterlæti of truleil 
P. 6. 
Slutningen er islandſte, norffe og fvenffe Ordſprog med danſt Overs 
fættelfe; famt de gamle Ord med Forklaring, Begge Samlinger 
forenede: Aldmindelige Danſte Ord⸗Sproge og forte Lardommes 
Forſte og anden Deel (etc.) Og derforuden Rets og Rettergangs 
Regler og Sproge (etc.) Kbh. 1688. Tilegnet Chriftian den Femte. 
Gan boede langt fra Bogtrykferiet, faa at de islandſte ille ere heldig 
aftryfte; f. Ex. Morgeru dags avgu; Alt er betra er ein umfan; 
thied veit ef thyr (i Rettelferne Thryr) vita, Alt er bedre det cen 
ved. Almuen veed det ſom 3 vide. — Ordſprogene ere ordnede 
alfabetiſt efter Hovedordet og Indholdet. 

J Søren Povelfens Proſodi findes adffillige Ordſprog 6.233. 
238. og iſer 242. Deriblandt nogle mærkelige, fom Der er Nodde 
hos Bedefaft, det er, Det efterhaanden fortæres ſom det avles; 
Binter, lægger Loft paa Vandet; Det ſtaar ilke til Hund, naar 
Hors flal dø; Gammel Skalk var aldrig god Pilegrim, 0. ſ. v. 

De haandſtrevne Gamlinger omtales udførlig hos Molbech S. 
XLVI; deriblandt Anders Vedels autographum og Peder Syvs 
Paralipomena de proverbiis. Blandt dem udtegner jeg nogle af 
Farrago et synopsis rerum, gestorum, apophtegmatum senten= 
tiarumque aliquot memorabilium, per Paulum Enualdium Ec- 
elessiasten Gamioſtensem Anno 1607 (Thottſte Samling Nr. 
1509. 4): Stadet er Bordags glede. Drne vdklecker ide Due 
vnger. Gom nocd roder, Gaa røder oc Rompeling. Bouff volder 
halff drømme. Der hører vid til vaande. Der hører flerde ben 








536 Det lærde Tihetum. Dank Sprog. 


Hi at bære guode dage Gand væder Jf der toeſtig er Verde 
ſtaar ide ved Stage bunden. Gungrig maffue er lige ſem S. Jer⸗ 
gens tønde. Det er it Dut faar (om ep gidder bære fin fæl Det 
er en flem Øeft ſom eh gidder bære fin Sedel. Sierig Quern 
maall allehonde Korn. Gamle venner oe gamle veje Pleher ingen 
at bedrehe 

Om Anders Jenſen Bredfjærs danſte Ordførog i hans trykie 
Caro, 1602, fee Lurdorphiana S. 115. Udbyttet er ille betydeligt. 

Da Ordfprogmes GrunNag vel fan anſers for omtrent et 
være affluttet med dette Tidsrum og de følgende Samlinger for 
ſterſte Delen gjentage de ældre, vil jeg ber kortelig henviſe til 
Samlinger efter 1700, Hvoref de vigtigfte ogſaa omtales hes Ryes 


J Povel Juls Et lyffaligt Liv (1721) ere en Del Sentenſer 
lagte til Grund for de udwarede Vers. 

Msenfte Mundheld 1735. Af Jomfrulands Pligtige Tienere. 
Reſt Sentenſer. 

Pontoppidans Onde Ordſprog ſom fordærve gode Sæder igjen⸗ 
drevne af Guds Ord. 1739. Nyerup anfører dem alle. Det er 
naturligvis et Produkt af en misforftaget Fromhed. Det fljæve, 
Der ſynes at ligge i Ordfproget, er en Følge af det fljæve i felve 
Livet, ſom Ordſproget gjengiver. Hver er Tyv i fin Ræring er 
ingen Opmuntring til at ftjæle, men fun Udtalelfe af en almindelig 
Livserfaring. 

J Holbergs Moralfte Tanker 1744 forefomme henved 40, S. 
82. 33. 60. 61. 69. 92. 98. 100. 103. 104. 170. 171. 190. 
192. 201. 218. 230. 277. 284. 329. 350. 352. 402. 435. 
489. 504. 543. 544. 546. 594. 

(Des Rodes de Parthenah) Ordbog over danfte Ordſprog 
paa Franſt overfatte. Kbh. 1757. 4. Nyerup og Molbech have 
anført adſtillige andre Exempler paa de pudſige Fejltagelſer, ſom S. 
83: Borger og Buur dem fliller fun en Muur, L'emprunt et la 
prison etc. S. 146: De hænge ſammen ſom WÆrteholm, les isles 
prts de Bornholm; &. 556: Et Trold kiws (fyfer) iffe et andet, 
Un sorcier n'en baise pas un autre. Der er flere endnu; f. Ex. 
S. 53: Bedre er Bonde af Langhalm end ingen, Un lien de ro- 
sea vaut mieux que manquer du lien. 6. 38: Raar du faar 


Gpyrogftrifter. " 587 


arvet Det jeg har pløjet, faar du vide hvad jeg har døjet, Lorsque 
tu hériteras du champ que j'ai labouré, tu scauras ce que j'ai 
enduré (Franſtmanden har læft harvet paa fin Vis), o. ſ. v. 

Hedegaards Ordkvader 1776. Juridiſte af Lovene og Sade⸗ 
regler. 

En Samling findes i Kjsbenhavns Aftenpoft for 1782, Rr. 
7. 9. 10. 11. 12, 13. 14, 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 
25. 26. 27. 29. 

Lundby har efter et Gaandſktrift meddelt 400 i Jris og Hebe, 
November 1796. 

Liebenberg giver en kritiſt Bearbejdelfe af vore Ordfprog i 
Borgervennen for 1794, Mr. 51—54. 1795, Rr. 3. Prøve hos 
Nyerup i Fortalen til €yv. 

J Luxdorphii Carmina 1775 findes S. 122: Proverbia 
Danica Latine reddita, f. Er. 


Muscosus haud fit, sæpius motus, lapis. 
Vos me, ubicunque lubet, jacitote; hoc deprecor unum, 
(Lutra ait) in medias ne jaciatis aquas. 


Rahbel anvender en ſtor Mængde i Danſte Tilſtuer 1798 Kr. 
76. 77. 41806. Rr. 53. 54. 100. 101. jf. Meyer i Ugentlige 
Tillæg til Adresſckontoirets Efterretn. 1767. 

Nyere Gamlinger haves af I. $. Smidth (1822, Bogftavet ), 
Grundtvig, Fenger o. fl. 

Sproget i Pfalmedigtningen bør naturligvis ftilles ved Siden 
af de forrige; der findes i den ligeſaa blandede Former og Ord, 
ſom ſtob (ſtabte), Orte (Steder). See Ordfamlingen i D. Pſalmed. 

Om Retſtrivningen fee Nyerup, Det danſte Sprogs Retſtriv⸗ 
ningstheorier. Kbh. 1805. 

Hvorledes de klasſiſte Sprogs Retſtrivning førte til Anvendelſe 
paa Modersmaalet, ſees af et ypperligt file Skrift af Jacobus 
Matthiæ Arhusiensis: De literis libri duo. Qrorum priore Na- 
tiva pronunciatio asseritur, Posieriore Sophistica confutatur. 
Basileæ. 1586. Tilegnet Kansleren Niels Kaas. Smuft taler ban 
om, hvorlunde Guds Gerlighed aabenbarer fig i Naturen, men ifær 
i Menneſtets Legemes Dannelfe, dets Tale og Taleredffaber. Nam 
in parvis sæpe rebus plus est artis, qram in magnis. J Fors 








538 Det lærte Sihérum., Dasfi Gprog. 


talen gjør han Rede for Ettiftets Auledniag, nemlig: bent Brtjefs, 
tigelfe med Latin, Sraſt og Gebreiſt. Ea enim occarionn pram 
cepia omnia eaxum trium lingvarum Grammalica, eam alia, ium 
etiam de literis, diligeotius expendere ot iater ae conferre copor 
tus sum, Unde animadverti vulgarem: literarpm. dectrinam ho» 
mimum mi arbitrio qvam, najoræ. præscripio. instjiutam eaae 
Diphthongi etiam docirjnam,, in lingva Græca ,et. Lalinp, inyen» 








Animadverti etiam tum ad literas ipsas, tum ad lingva emne 
recte et facile discondas magnopere ulile et necegsarigm esse? 
ut doctrina aliqra lileraram ompibys lingvis communis .extarets 


Eam avtem nullam -veram et .congtaniem; esse. possp:. pisi. 62 
ipsa nature, omnibus hominibus- et gentibus -comænni ,. dæseri= 
batur. an fandt imidlertid iffe noget Skrift derom, der tilfeeds ⸗ 
ftilede Bam. Sange beſtjaftigede han fig da med at komm efter 
den naturlige Daunelſe af Lydene. Hoc ergo naturæ artificium 
hoe scripio explicare, et inde veram, nativam, perspicuam, ſa- 
cilem et omnibus lingvis communem, literarum doctrinam de- 
scribere et publice proponere studui. Haſniæ 1 Augusti 1585. 
Bogen felv handler ifær om Latinen, men medtager. ogfan de mpere 
prog og Modersmaalet. Gan betragter Lydens Dannelſe, efter 
Taleredſtabernes Natur, deres Inddeling, og de enkelte Bogſtaver 
med mange Eteter af klasſiſte Forfattere til- Oplysning. S. 84 
handler han De j in lingva Danica, og medtager her den jyſte 
Udtale: Ante vocalem ut Jact venatio, Jeg qvercus — Et con- 
sona præcedenté, ut Sjel smegma, ljer argilla — Post vocalem, 
ut maj frondes festæ vel verbenæ, måj locus palustris — Atque 
haetenus de Je, (Gaa gammel er derme Benævnelfe for Fod, ſom 
Raft har: optaget) 6: 177: De diphthongo ex vitiosa scripliane 
nats. S. 183 findes den fimple Sætning, at enhver Vokal danner 
en Stavelſe: Quod autem nulla vocalis cum vocali in eadem 
syllaba proſerri possit: ex vera literarum docirina patet: vo- 
calis enim toto ore et certo oris iolius habitu et forma pro- 
fertur. Os avtem non potest uno tempore nisi unum habitom 
indaere- et sustinere. Ac proinde non nisi unam vocalem ano 
tempore proferre (ete. etc.) 

Mindre original og fun handlende om Latinen er: De orthov. 





Literaturens Piftorie. 539 


graphia orationis eruditæ et latinæ, Theses disputandæ — pro- 
side M. Ivaro Stubbæo, prof. pædagog. Respondente Lagone 
Christiano Ripensi. Hafn, 1592, 4, Gan befjæmper blandt andet 
Jakob Madſens Skrivemaade ejjus etc. Men han hylder Udtalens 
Lov, og dadler dem, ber ſtrive Bogſtaver, ſom iffe udtales, quod 
tamen in sua lingva communiter faciunt Galli, Scoti et Angli. 
Hvorfor tager han iffe fine fjære Landemend mød, der den Gang 
ſtulde have havt Vanſtelighed ved at gjøre Regnftab for ethvert unpts 
tigt Bogftav, de have ſtrevet. 

Brugen af ſtore Beghndelſesbogſtaver i Subftantiver var endnu 
Fun i ſin Beghndelſe, baade i tryfte Bøger og Breve (fee f. Cr. 
Brevene i Bircherods Dagboger 1692, &. 249). 

Nogle Bemærfninger om Chriſtian den Fjerdes Retſkrivning 
findes i Schlegels Samml. 2, 2, 75. 

En Underføgelfe, der vel fortjente en færegen Monografi, er 
den om de plattyſte Ord, der ere indkomne i Sproget i forrige og 
nærværende Tidsrum. Mange af dem anſee vi nu iffe for tyfte, 
fordi de ikke ere hejthſte; f. Er. Knappenaal (en Maal med Knap 
eller Hoved, iol. håfudprjénn), platt. Knöpnatel (jf. Matthefons 
Philologiſches Trefefpiel. Hamburg 1752. Vorbericht). 

Gamle Ord: Gyvs Betankninger, S. 84. Gerners Epitome, 
6. 27, jf. de gamle Ord, der forklares i Fortalen til Bordings 
Poetiſte Skrifter. En rig Kilde, ogfan til Beghndelſen af dette 
Tidsrum, er Molbechs Danſt Glosſarium 

Med Opmerkſomheden paa Sproget vaftes tillige In« 
teresſen for Literaturens Hiftorie, men Meddelelſen fom i 
Almindelighed iffe ud over Latinen, og næften alle Sfrifter 
bvælebde veb bet ber førft maatte vindes: hiſtoriſte Med⸗ 
velelfer om Forfattere og Bøger. Da ber allerede har 
været Lejlighed nof til at omtale bisfe litercerhiſioriſte Kil-⸗ 
ber, maa bet her være nok at nævne be vigtigfte Forfattere: 
Flensborgeren Johannes Møller (f. 1661, fra 1685 
Lerer, 1701 Reltor ved Flensborg Skole, + 1725), Al⸗ 
bert og Thomaé Bartholin, Rasmus Binding, 
Vender og Laurids Terpager, Thomas Broder 








340 Det lærte Tem. Desfk Sprog. 


Birkerod, Soren Lintrup, eo. A. De erne uuenen 
Tidender ere ogſaa forhen omtalte. …… É”, 


J. Meller: De vita et scriptis Johannis MofferiFlensbår« 
gensis, udgivet af hans Sonner. - Slesvici 1734, * v Soil 
Fortale til Cimbria literats… . + J 

Søder Kerpøger (amlibe cm Ænsfat, Den. fulde, SDN 
den danſte Boglade (Birdjerods Dagbsger &. 210). vi 

Soren Lintrup: Desværre ere de flefte af denne ypperfige Mands 
Strifter forgaaede, mange Afhandlinger, der oplhſte Literatütens ens 
telte Grene, ifær Teologien og Filoſofien. Derhos Vindiciæ no- 
minis Danici, seu Famå Dånorum literaria conira obirectetores 
exteros, ſtreven 1695; og Oratio de felieitate ae præfogativa 
seculi 17, literaria. anno 1696 cum fasces Rectorales capesse= 
rem, recitata. De omtales S. 38 og 48 i Beliqviæ, incendii 
Bergensis ultimi (etc.) Hafn, 1704. 4. 

Boghandelens og Bogtrykkeriernes Tilftand maa være 
Bjenftand for m Ronografi. Som et utrhkt, iffe umærkeligt, Bis 
Drag bemærkes, at der endnu holdtes Boglader i Kirkerne: Joach. 
Moltke fil Bevilling at holde en offenlig Boglade udi vor Frue 
SKirfe i Kjøbenhavn, og at handle med , uforargelige aufsburgifæe, 
Theologiſche od) Philoſophiſche Materier“, faa og Skolebeget. Hafn, 
8 Decbr. 1628. (Sall. Regift. XVIII. 370. Meddelt af Con⸗ 
ferenceraad SBegener). 


Til de danſte Sprogarbejder flutte fig de danſte Bros 
fobier, dels ved de Sproglevninger, ber hiſt og her oms 
tales, dels ved Bemærkninger, ber berøre grammatiſte 
Regler, Sprogets Renhed o. desl. De tjene derhos ſom 
JZudledning til Poeſien. Den nærmefte Anledning til bem 
udgik fra to Gider, De gamle klasſiſte Berfearter vare en 
Gjenftand endog for Sfoleundervigning; man prøvede paa 
at efterligne dem. 3 be danſte Pſalmer fandt man Fod⸗ 
maalet uordenligt, faa meget mere fom mange vare overe 
fatte, og man føgte i bet mindſte at gjøre bem ligeſaa 
regelrette fom de tyſte. De førfte Forſog paa Efterligniug 





Danſte Proſodier. 541 


af klaoſiſte Fodmaal mislyffebes aldeles. Den førfte, der 
prøvebe paa at ſtrive danſte Hexametre, flal have været 
Bertel Knudſen Aquilonius. Da han vilde danne bem 
efter ben latinſte Proſodis Regler, og altſaa anſaae Bofi« 
tion for almengylbig, faldt ve noget underlig ub, og ved 
Anvendelſen af ben fri Ordſtilling blev bet endnu værre. 
F. Er. bette Hexameter: 

Jeg vil | al Mis | trøft og | Fortvivl | elfe be | grave 
og bette elegiſte Vers: 

Gud mange | Aar dig | giv", lad | fan med | Salighed | aft du 
Nu fan | i no | gen | dine be | gjere Da | ge. 
Pſalmernes Fodmaal naaebe ved Enden af Tidsrummet em 
ſtorre Regelrethed. 

Den ældfte bekjendte Forfatter er Niels Olſen Hal— 
veg (1566 RNeftor i Roeslilde, 1574 Forſtander for Duer 
brodre Kloſter, + 1583), men af hans paa Latin ſtrevne 
Poetil er fun et Var danſte Vers bevarede hos hans Efter⸗ 
følger, Preſten til Befterhæfinge i Fyn, Peder Jenſen 
(f 1641), af hvis paa Latin ſtrevne Haandſtrift, ber i 
fin Tid tilhørte bet danſte Selffab, Nyerup har meddelt 
et Uddrag. Den fortræffelige Sfolemand Hans Mik— 
kelſen Ravn, Corvinus, (f. i Fævejle ved Koldingfiord, 
Hører i Herlufsholm, Reftor i Slagelfe, Præft i Selland, 
f 1663) lærte, fom Nyerup ſiger, Folk at fynge -(i Hepta- 
chordum 1646) og at rime (i Rhythmologia 1649). Det 
førfte af disſe Skrifter er iſer vigtigt og i mange Hen—⸗ 
ſeender tiltræffende. Det er en Mufif- eller rettere en 
Sangſtole, Slutningen en muſilalſt Theori, alt, paa be 
indſtroede Steber nær, paa Latin. Hvad ber bevægede ham 
til at drage Mufiffen frem, ſom be Lerdeſte end iffe havde 
brømt om, var ifær hang fordums Lærer, M. Jafob Ves 
derſen Spjelderup, Reftor i Herlufsholm, og be Slagelfe 








542 Det lærde Bidérum. Dank Sprog. 


Saugere. Biffop Brochmand vifte" ham megen Guuft · i Hed · 
Infsholm, og befordrede ham: til Slagelſe Skole, hvor Sluk 
ningen af Bogen er ſtreven 1646: Gan: gietmemgacx Mas 
fitfens Hiſtorie, ſom han. beghader fra Gam og ve, fon 
mer endelig til Tacitné og de nordiſte Sljalber, ; til. Sares 
Gange, til Kjæmpeviferne (fre Strofer anføres af Sangehe 
Sagt) og meddeler Gfterretninger. om -bamffe Muſilelſtere, 
ligefra Biſtop Gjger i Nibe: (1141). til hans egen ib. 
Blandt bem, ber ex fundamento have ſtuevet om Muoſſklen, 
høre M. Hans Stephauius, Faber til Oiſtorieſtriveren, 
men han har intet udgidet, og M. Hans Sveft, Melton: i: 
Kjøbenhavn, ber har efterladt et Haandſtrift, men ogſas 
udgivet en lille Bog (Pæan danicus. 1619). Da. hak 
giver ben Regel, at alle be Gamles Sange, ſaavel geijſt⸗ 
Lige ſom verdslige, flal ſtanderes efter Fødder, Spondcer 
(Jamber) eller Daltyler, og iffe ved at tælle Stavelſernes 
Autal, maatte han fomme i ftor Forlegenhed med viel· 
merne, hvilfet fees af følgende Grempler: 


Xu | mmifte Gud 7 I Simme | rig 
Bere | Lo de Pris | for al fin | node. 
Paa | Jorden er | fommen ftor | Glæde og | Fred 
Men | niftene | maa vel | glædes der | ved. 
Af hans Rhythmologi udkom et Uddrag 1649, ber ifær gaar 
ub paa at ordne Verfemaalet i Pſalmerne. 

Den førfte udførlige Proſodi paa Danſt er af Gøren 
Povelſen Gottlænder eller Inbidær (f. 1599 paa 
Gulland paa Gaarden Dommerarv, hvoraf hang Tilnavn 
Judichcer, 1627 Reftor i Vordingborg, 1637 Præft i Slan« 
gerup, f 1668). fan udgav en fortere Ertralt af Rimes 
Tonften (1650), men hans udførlige Danſte Nimefunft ud⸗ 
Tom førft efter hans Døb (1671). 3 Fortalen, ſom hau 


” Danfle Proſodier. 543 


ſeld har ſtrevet den 15 Maj 1668, ſamme Har fom han 
bøbe, giver han Oplysning om fig felv og fine Arbejder. 
Hans Faver, Povel Severinfen, Preeſt paa Gulland, fang 
gjerne Hjemme i fit Hus tyſte Sange, foregivendes bem 
rettere efter Melodien at være gjorte end be danſte. Dette 
valte allerede Sønnens Opmærffomheb, medens han ſom 
en liden Dreng gik i Visby Sfole; men endnu mere efter⸗ 
tænfte fan det, medens han gif i Roeskilde og Kjobenhavns 
Stoler; og allermeft medens Han fiuderede i Konigsberg og 
anbre tyſte Stæber, ſamt gjennemfæfte adſtillige tyſte og 
hollandſte Nim. Da han var Skolemeſter i Oringborgs 
Skole, komponerede han undertiden danſte Gange og andre 
Nim, og øvede fine Diſciple veri, efter Kunſten, hviltet 
meget befaldt Biſtoppen D. Hans Reſen ben Eldre, naar 
han i Stolen viſiterede. Ogſaa bu han havde aftaffet 1635 
og begivet fig til Akademiet, for at uddanne fig in Hebræis 
og Mathematicis, var han ofte i Biſtoppens Omgjengelfe. 
Som Sognepræft i Slangerup korrigerede han, efter D. 
Jeſper Brochmands Begjering, 1641 nogle Pſalmer, hvor⸗ 
efter Kongl. Maj. Kapelmeſter, S. Jakob Orn, ſtulde 
udſcette den ganſte Pſalmebog med fire Stemmer og Ge— 
neralbas. F be to næfte Mar korrigerede han derpaa alle 
Sangene i ben forbedrede Pſalmebog, og tænfte at lade fin 
ftore Proſodi udgaa med bem; men efter nogles Begjering 
udgav han forſt em Synopsis. Og efterdi ben korrigerede 
danſte Pſalmebog iffe blev efterfpurgt og for Befoftnings 
Styld trfe haſtig blev trykt, faa forbedrede han nu fin ſtore 
Proſodi. Han ſtrev den paa Danſt, „paa bet han vort 
Modersmaal bismere ære kunde, pan hvilfet, ligeſaa vel 
fom paa Latine, om be allerfubtiligfte Ting ſtrives fan.” 
Men nogen Vanſtelighed gjorde jo rigtig nok „Termini 
dechnici eller Kunſtgloſer, faa vel fom anbre dybtydende 





br" 





544 Det lærde Tiosrum. "Dart Sprog. I 


Ord“, ſom iffe tilforn paa Danfle ge ere. Sin Euer⸗ 
lighed og Omhu for Moderomaalet yttrer Han: por : flere 
Steder. J-førfte Part førfte Kapitel handler han sem: 1 
og ſirlig Danſte. „Vi ville herefter, ſiger Ham; intet feane 
fra Athenienſerne eller /betle af Romanerne ; vi, ville derpaa 
arbejde, at vi funne alle græfte og: latiuſte Orn;: zenbog 
Terwinos technicos eller · Quuſtgloſer par Denfle tet. over⸗ 
ſette.“ "Hvo ſit eget. Modersmaal ilke hoit agter, ſiger 
Han et andet Sted, han burde med raadne Sig af hans 
Fævernelant' af udjages, og aldrig /burde han fee mærbig 
at agtes, at han en Danſt ſtulde kaldes. Thidet er; ſes 
prægtigt, at bet i nogle. Styller de allerypperligſte Tunge ⸗ 
maal overgaar. Fordi vi have flere Monosyllabas eller ſer ⸗ 
ſtavelſes Ord, end .Græferue og Latinerne, derfor. wide 
meb Korthed overgaa. Jtem, fordi" der fiudes Hos: os vlsſe 
og entydige Meninger nieſten i alle Ord, og ifte fitidende, 
ſom ofte hos Hebrxerne er at erfare, verfør 7 di 
Alarhed og Vloher LL: .“ Mobersmaale 2 le 
Sammenfætninger oplyſes ed. mange Erempler⸗ deriblaudt 
nøgle, ſom man ſtulde tro vare gammelnordiſte, men fom 
Han uden Zstol har dannet efter tyft Smag Den Dialett 
ſom Skriftſhroget. nermeſt følger, er i. hans Tanker ben 
ſcellandſte: Der ſtali alle gode danſle Bers bruges ben 
danſte Stil, ſom heri Stedlaudi iblandt de Lære” Btugelig 
er og vore dänſte Bøger med trylles.“ 

De Forantringer eller Freinſtridt, ber fremdeles kunde 
giores i Poeſiens hore Behandling paa en Tid; va man 
faa godt ſom ingen Foreſtilling havde om ve gamle nordiſte 
Fodmaal, og Efterligningen af be klasſiſte mislhlkedes, ind⸗ 
ſtrenke fig næften til Efterligninger af be nyere Sprog. 
Foruden be allerede gjængfe Knyttelvers eller Knuderin 
(versus leonini sen rhopalici), føgte man et efterligne 












Danfte Profodier. 545 


italienſte Triner, Seftiner, o. ſ. v., franffe Rondeauer eller 
Ringeldigt, Sonnetter eller Klingedigt, o. ſ. v. men ifær 
toge Alexandrinerne Overhaand eller en Sammenfmæltning 
af bem og Hexametre. 


Foruden de af Peder Shu og Henrif Gerner meddelte 
Bemærfninger fortjener endelig bet af Matth. Schacht 
efterladte Haandſtrift (Den danſte Sangmeſter, 1687) at 
omtales. Den indeholder nemlig paa Latin en Fortegnelfe 
paa muſikalſte Forfattere, blandt hvilfe Forfatterne til danſte 
Pſalmemelodier ere os be vigtigfte; og paa Danſt en uds 
førlig Fremftilling af Sangkunſten, der maa indeholde vigs 
tige Bidrag til vor Muſiks Hiftorie. 


Dette Affnit, hvis Udbytte er faa ringe, har jeg behandlet 
ganfle fort, da de danffe Proſodier ere udførlig omtalte af Ryerup 
i D. Digtek. Hiſt., Fortalen til 2 Del, og af Rahbel i Fortalen 
til 4 D. jf. Thortſens Metrik 2, 106. 153. 211. 216. 270. 
288. 0. fl. Gt. 

Bertel Knudſen: J Liberti Aliqvonii Interludia et diatribæ. 
Portuæ 1641. findes ogfaa hans Ad poeticam Danicam deductio, 
hvori der tillige er noget Grammatiſt, men det vigtigfte er hans egne 
Efterligninger S. 39 og om Troper S. 63. Nyerup har allerede 
anført Exempler paa de førfte, faa en liden Prøve fan her være nok: 


Båre det her mig let, Vers at påfinde met art, oc 
J vort Mål en gang nogen ny Emuched ophente. 
Viſte oc fåledis Tad at fortiene, foruden 

Spot (fom fig altid dog did vil gierne tilholde 

Com nogit, der er ide gemént tilforne, begyndis) etc. 


Af Meder Syvs Betænkninger S. 102 om Poeteri feer man 
omtrent, hvorledes Udviklingen gif for fig. Her findes Bertel Knude 
ſens elegiſte Vers S. 122. 

$. M. Ravn: Præcepta componendi. Soræ 1644. mangler 
i det Kgl. Bibliothek. Heptachordum Danicum seu Nova Solfi- 
eatio (ete.) cui accessit Logistica Harmonica, musicæ theorethicæ 
vera et firma præstruens fundamenta (ctc.). Hafniæ 1646. 4. 


35 


544 Det lærde høre. set Sprog. I 


Dvb", fon. itfe tilføre paa Denfterghud ersnis indere 
lighed og Omhu- for Mederemadlst =ipitners fonden Åre 
Steder. O. forſte Bart. førfterLapitek Bonditeshen es ver 
og firlig Danſte. „Vi ville herefter, ſigerhac, huenn loane 
fra Athenienfernea ieller / betle · ak Romdhetne svine terpaa 
arbejde, af:viifunke alle ;græfte ogisfatigftes au⸗aadea 
Termincs leelniaoa· uller Nuuſtgloſer pa Deuſte et eva⸗ 
ſette.“ Hoonſit / eget Maderomaal iltoiheit agter; 
han et andet Steb.hau burdel med image; anahn barns 
Sedernelaudẽ fr. adjages . og · aldrigaburde Hans fans naua 
at: agtes, at hansen; Dent ſlalesni chinr garden 
prægtigt, at bet i nogleDtylker de Alevpperligſte unge 
maal overgaar. Forbi, bå have, flere Monosyllakes,aler færs 
ſtavelſes Ord, and⸗Grcelerne / og Latmerne berfar: miribem 
med Korthed overgaa Sterh, fordi: ver findes Jos: * Safe 
dg enthdigel Veninger naſten alle Or, "og 
ſom ofte hos 













dg”, heiteg. Moder em pg — 2* 
Sammenfæjnis ii⸗ red, mange. Creuplene besiblankt 
nogle, ſom man fludbeStro vake :gammelnordifle; men; få 
han uden Doivl huir vannet efter tykt Smag: "Di / Dialert, 
ſom Slriftſyroget naxmieſt. følger, ari. hand, Tanker ben 
ſellandſte: MDer fab i alle gode dauſte Bits bruges ben 
danſte Stil, ſom hert Scedlaudi tone bal ære Btugelig 
er og vore daͤnſte Bøger med trytfes. 

De Fotanbringer eller Freinſttidt, ber fremdeles kunde 
sjøres i Poeſiens ybre Behanbling paa en Tid, va man 
faa godt ſom ingen Foreſtilling havde om'be gamle norviftke 
Fodmaal, og Efterligningen af de klasſiſte mislyllebes, inde 
flrænfe fig næften til Efterligninger af be nyere Sprog. 
Foruden de allerede gjængfe K|nyttelvers eller Knuderim 
(versus levnini sen rhopalici), føgte man mt efterligne 








Danſte Proſodier. 545 


italienſte Triner, Seftiner, o. f. v., franſte Rondeauer eller 
Ringeldigt, Sonnetter eller Klingedigt, o. f.v., men iſcer 
toge Alexandrinerne Overhaand eller en Sammenſmeltning 
af dem og Hexametre. 

Foruden be af Peder Syv og Henrif Gerner meddelte 
Bemærfninger fortjener endelig det af Matth. Schacht 
efterladte Haandſtrift (Den danſte Sangmeſter, 1687) at 
omtales. Den indeholder nemlig paa Latin en Fortegnelfe 
paa mufifalfte Forfattere, blandt hville Forfatterne til banffe 
Pſalmemelodier ere os be vigtigfte; og paa Danſt en ud⸗ 
førlig Fremftilling af Sangkunſten, ber maa indeholde vig⸗ 
tige Bidrag til vor Mufifs Hiſtorie. 

Dette Affnit, hvis Udbytte er fan ringe, har jeg behandlet 
ganfte fort, da de danfte Proſodier ere udførlig omtalte af Ryerup 
i D. Digtet. Hiſt., Fortalen til 2 Del, og af Rahbek i Fortalen 
til 4 D. jf. Thortſens Metrik 2, 106, 153. 211. 216. 270. 
288. o. fl. St. 

Bertel Knudſen: J Liberti Aliqvonii Interludia et diatribæ, 
Portuæ 1641. findes ogſaa hans Ad poeticam Danicam deductio, 
hvori der tillige er noget Grammatiſt, men det vigtigfte er hans egne 
Efterligninger S. 39 og om Troper S. 63. Rhyerup har allerede 
anført Exempler paa de førfte, faa en liden Prøve fan fjer være nof: 


Vare det her mig let, Vers at pafinde met art, oc 
J vort Mål en gang nogen ny Smuched ophente. 
Viſte oc fåledis Tad at fortiene, foruden 

Spot (fom fig altid dog did vil gierne tilholde 

Com nogit, der er ide gemént tilforne, beghndis) etc. 


Af Meder Syhvs Betænkninger S. 102 om Poeteri feer man 
omtrent, hvorledes Udviflingen gik for fig. Her findes Bertel Knude 
ſens elegifte Vers S. 122. 

6. M. Ravn: Præcepta componendi, Soræ 1644. mangler 
i det Kgl. Bibliothek. Heptachordum Danicum seu Nova Solfi- 
eatio (etc.) eui accessit Logistica Harmonica, musicæ theorethies 
vera et firma præsiruens fundamenta (ete.). Hafniæ 1646. 4. 


85 








X Det færdes Benn. ER Sprog. 


Filtoret Ahe iſten ʒ Somers; DE touoo⸗:di ar ens argemikmtn dd 
ris politisk do vuai poco vin varitu igelsbnde indad) 
— 
BØRSTER], 1 aciꝰcado qᷣncon⸗jibuav hoacocrcedao oqũasnii 
anus Nomiooamcarceritꝛ AMON il ANNE] echccuit iu banderne 
ao omtcmo⸗ aod: vapiealiavmtj. d.maua då IngBiieulgdri, ristet 
gnister vreaiiaun ond names Altid civetee 
hen Eangleacrtte duliq Naaqordachos Garoice vx/ecerꝭ 
barbitum Gatkebret, 0. ſ. v. SKjempiiferfelstdereeprergåmte bage 
ningerne kaldte dem 33 Elvericum, at ftemme en Ehzgdanb · 


Gan giver (S. 180)" 1 frei —J — 











tlaring 4 [9 KÅR: 
Motetter, BOSGnE, v ng b 
i en Tønde, 0. f. 

brevissima. 





—— 


Smodi accenligs es, 





debent — conlinepty non — årgumenta lily pro= 
positionem principalern vel alidm iccicm argumenti cireum= 
Søn rEetol)er, Foruden · det · Merup allertde har —— — 
der · i danne Big edflillige. andre; artige; Zing ff GUF aone 
lygiea igxjosersau. Buebaerlea ſEter Auguſt · Bachnorn Prof. Bam 
tatb·ra).idie ·Buclte⸗dlccqcdie / Datieb Art oder Paluicu Brann] jamẽ 
pole (Arriamd / Diterid. af Bern): anførgt hans Sul iS ickheroen 
Cod ert iantham Cjauq bogun). ure 1 nn ms åt 
-ien up. Mottſender ;Prosudia Deniga Ellexi Deaffe Mimi 
i s rbciatterdic. ren grundrittig, Hadevniifningig sus ali:det. (omuens 
fomeoden pt wide, som. dend · ritte Maade ot Mancerjug. gode, de ſtickeer 
lig, Donſta Verthneller⸗ Rin mk gågre. Med Oteguter, Fouklaringer,) 
Enucplern GEſtettaufkninger ve Maufindalſerc; Khh. ka ordren] 
Efterlewetſtie Betejning: leget: Chriſtian De / Fenute neon Chane 
Tote Imelia/cOm:dauſt· GOpuog G..108. 199,7; fm Da Cacuumen⸗ 
ſatpingat dexwiinda om den⸗ gomte zuendiltg Poeſic DO ftrimingenn 
383017, Derſomnogen Hide jen, Danſt. Digter Duchaſtaba 
fonmrafrifeg der kunde maid dend folde s.6en. Giernthryder, Wierte⸗a / 
ting. Bandejod, Eyndefoder, Manmdader, Fredaborah rer Sefnsei 
gifvar. Sargehringet, iPœugeiiu fi» Pꝛuigatomuien, Getgeder Fonauive⸗⸗ 
ſpilder, Kſummerſacdrer, Acutodfeerz Sammerhofvid,nNeodeſtiftra⸗ 














OD VORE uken 1 BAY 


Batnefinbrjs Vendſtabe mes Enten )Eindrhiiniic, Bee 
flæbenj Pactebryden) i rachetſtiftte. Rstupblæfer/oGrtief puder; Stud 
pvalende, Nabaunund ·Pleadrdoeſe Siaddevtaſto · Amichrofver Saren ⸗ 
pande Natderaufſe / Maoieblſſer / Lydemoder, Hoh ſtraaler Arumſprgrt⸗ 
Stoe talend/ Suntigtfode;” Urrhierlizen Sunthelss/ Weenbinverin De· ander 
faadantinſaauviidj dond vveenel· Danfken det taal⸗ kakd/ ood iſtglffter 
duadaionem:boſt⸗ ſtiderynuoumingenoin Ezentſt abrdet ·deſtrijde l finne 
Mit dẽtte. givet haner rumme Aber ¶ Som uCrmnpet fan hane 
sg un tan t Stumilngociucevi . nere sad 


gs minisvl og, md 1131: 
ren, re ret fortere TALER J 


Fra bon det ler Jeg, 299, — 
"San, intet dr igt CLAN OM fee fl gjøre fan, , ) 
(Al fer belt fler det, fom. res af byer, Mand. 
J om m aarlig Kano" blandt foer meget Han 
ØR * gen Havrin —9* 
et — hun vanter, polit SÅ & 
mig, angaar, ig agter det —D 


form ammer 
Mubicqø'Dinivds eller - Danſte: Sangmifter 
—8 Sider · lob.) Tillæg · Avibrum Mibicoruca lcea⸗⸗ 
ialuus. BY firer Futter (ate). Med Gengosu Povtvet · vg / Vaaben: 
Tilegiciſem Mt · Aingorer wunder Dahata lex i Musædid: 
—0 
tets fire Goveddele ere paa Danſe Om Elu⸗nekonſten One tee) 
M-idiſte Mrs agtelse: tiltberiige bong : On · Comiposi· 
tionen; oq · huad Wo Vdd: ſovncacaclig· ſtuibtagisnni agt; Guobl ais ! 
mad oftes Nodernon J æren for: Malulaiunen, Pal ege tele: 
General "Baås Mdi l alcaicen paa æt Ciateornellet· OrtuVerc 
(Baandſttiftet · ihoreilv. Orgtin iſt· Bebggeeen hans jeg! aft? tir: — 
neuiſð; det:vnialot ogfan it Oeidergo Thomas: Ainho⸗ SiT36. 
tante denied Forfattere nain: dn su fsruden "Mer; der 
findes host oroiausl. Idhaanes Atuusmanx Aandelig Singer” 
$497:41620.7 Danſte: Pfalier ev. Melodier· "Johann .Sctråder, > 
Mogistir q6øridamvCapillæ Hog ig: Hafniemsisj uren hand — 
ſitlonor· ere vej ndadone. — i 
Sorsnas;. dpustalsåt muulvur. veligatin ip uod insoribin Bufii 
catiffeftarsfpil. Pr) derici" GR, Hstrs-1695. dn Mas. Kitteliag 
85. 








































— 

































Så 


Arias scripsit in fol. — Laurentius Schråder scripsit laudem 
Musicæ, Haſn. 1639. vid. Alb. Bartholin. De seriptoribus Dan. 
p. m. 97. — Magnus Petri, Danus, opus Musicum condidit cum 
inscriplione Pratum spirituale, continens Missas et Psalmos con- 
svelos in Ecclesiis canepttls dl 3 663 pe? (ogfaa hos Nyerup). 
Efter den Maade, hvorpaa aler om fans Kraft, ſtulde 
man tro, at det af Bern pda nen fif; ondlede om Muſik, men 
det er iffe Tilfældet, Pæan Danicus — resolutione regii Sym- 
boli: Regna firmat pieias (etc,). 1619. 4. ey e 
ling om Danmatks og, Saks: i Å —7 — —72 
den —* Vieutomſt fra —— vebirane Sajfersigjemnens 


REELT 





Det lærde Tidsrum. Danft Gpreg. 













G97 kvdmig 
FELT OLA 


fod meta) 17916, 


FRE 





st 197 tag . mit 
livall sis nun 


EGEN SES LEA 

















anibnet hanne mbunle - 


HELLE mil 








gigh letlte Wüinen 
—W ——— "Bera! (nag —— — 
Amingorinde Diftöriſte og" beſtrivende Digte: (Jatob Madſen. Kis- 
bendavn, Henrit Gerner, Pener:: Gom). Eiterligainger al den 
ældre Poeſi (Rimkronniken, Dodedandſen, Kiempebogen, Danes 
virteviſen). Gudelig Digtning: Feſtviſer, Overfættelfer af det 
gamle Teftamente, Pſalmer, Mesſiader (Jens Madſen Gettorv. 
Thomas Villumſen. Hang Chriſtenſen Sthen. Frederik Brandt). 
Naturdigte (Samuel Bugge. Hieronimus Juftefen Ranch). Overs 
gang til verdélig Digtning (Jens Sten Seheſted. Dorthe Engels 
breftédatter, Peder Daſs). Verdoligt Cvos (Povel Peverfen). 

Verdolig Lyrik (Peder Syv. Søren Terkelſen). Satire (Soren 
Hanſen Tvilling. Hans Laurenberg. Hans Hanſen Skonning. 
Matthias Vorm. Jakob Vorm). dolkeboger. 

Videnſtaben bringer Fenomenerne til Bevidſthed, men 
Kunſten ſtaber. Ideen ifører fig fit Legeme, ber iffe er 
andet end ben virfeliggjorte Idee. Poeſien i Særdeleshed, 
Øjerningen, Væfenet i al Kunſt, fatter i ben virfelige 
Verden den ideale, og denne bliver ved Digterens Begejft« 
ring virkeliggjort i Ordet. Det er et Maal, ber iffe fan 
vindes ved Forſtning og Abftraftion, men, paa famme 
Maade ſom Videnſtaben fuldender fig, fun ved en byb 
indre Bevegelſe i Sjælen, fun ved en Stromning af Sje— 
lens etheriſte Kræfter, ber antændes ved en Gniſt ovenfra, 
og fandfeliggjort lyſer for alle, for ben hele Menneſtehed i 
fin Idee, for bet færegne Folk tillige i fit Sprog. Derfor 
gaar Poeſiens Udvikling uafladelig Haand i Haand med 
Follkets, og udgior netop dens Fuldendelſe. 











550 Det læns BRemE 1 Dån ftp oe. 


randen msi betontery· hvilben Tang foiendlig Au· vt 
Rare inaret onendii ſhoie ſtiltingen rok Porſienen Bafen ve 
lommen til Slærhed gu hvoledes man fr afuintren zit· sder 
til Naturens 1Cftertigning! og werſrar cuali bener' Oboaliferinz⸗ 
font hvorledes bet fiidyrtilsi ·andrei Lande, faa vil mari dif 
en / Tid,it ;hoilfen; Sproget ført fluldertoame ill Bevisſchev 
om fig ſelo iffe vente; smidet sendt Brudſtolteri avledoicf 
gaſtinktet, der aldrigdor zi Forſogel ver hoer: Bang deuven 
Byndteren. hᷣejeve ᷓ lugt.õ· finn flog meet vB ikgtrne] uenige 
lunne hede ben hifrge'Rropin Allt forwdile Frouvſerranger 
nmutzlede: iOvillen Poafin ſtulde· aaun· vrl verde afi er ol 
ber: næffen · handeriglemt! eg ſelxc vg fine Minvitynng itevede / 
ille af · Naturensi⸗ men rafsfæmmevelgdlte nog Lierne 
Efterligning; der harde afflaaret fig fjeld fru: Fil poetlſte 
Udvifling ved at fornægte Naturens Herlighed; "hor vikler 
Digtekunſts Hyper „Momſt, 
Aun var til. ſom afrevne Made 


















der hawoe frafagt ' 
pg hivetn Livets Inberlighed "bort: før” tegiſte 
SMæring før bewl nueurgivnie Lehũt 
ven” aundige "Biler" ri" havtt Sti 


—* men en fikreget near So Brede 
dinen⸗ unden begejftneibebrubn bem hellige? 11 Derfor finde 
4 2 wil 





it 
fmagføjt;, hoqriſ der i Slutningen, ni Tihørvrymet, futter da 
en døgts Bøjtegende og ſvulſtig Digtningy: ;fom: ean gelge laß 
Ind flybetfen fa Syven, Odyllen bliverplunw og "ver Høje 
fil: Bombaft.Mealutte vesmuvreerbet ein Stive hit 





none i Abaatlighen 1 004 


alle HB TE Feraidenac Missing eheber (bis fe Rjølfenmøsbinger) 
tt findeenkoltenllaxe Berlerp nit venne wnaede · Proſa net 
wede enkelten Saraalet ahnbet · tvtger 4855] Ogl Hor meget 
vinendihedrvea. minn smag ſege lauge uven sats RNudej 
noget er der aag, ſom pi · mode oderalts ben iaberligel Skeel 
lighed; stil Mohersutaalet yt sner Hvis Tilſiveſcettolſe⸗ inetup 
Digterne, ijærtubgyder beres 1Ølager og de hade' je: meft 
Grund dextil; ren idelige · Bengſel vefter: et fcobrelanvſt Ub⸗ 
viklingen ber flak omfette det hete! Foll, alle Sttender intil 
den rarelbaarne Vounden dent uforgiengelige 'Overbevdisning] 
akser, ficbedte, Moderamaala xxf noget, ſoui filtaler: Folbet 
pan sen ganſtenaudeni Maade; seiv hoitteioutheint / anvet 
Taugemoal⸗ paa/ Morden⸗ niiaai⸗/ vinde vi da: utler 
Lighed stihibem; om bi nyd, sfljøde fif Sie, ifpiirge Hare 
Af mes 














Sl SAV vanftel gt, at 

von⸗ ——e— bvet! Mobertimateis 
werbele en ar vil Oplysmengli Ingen vil optage ben ise a fad 
Bible, Øjertenk runer: hører Præg af den Tid⸗nde høre; "til Nevlel 
Bidmgpnn, i Borteden Hil, fir Digt Nesbthon 1644, ſom ;han-dile 
egnede Dit, 8 Braby fif, Raghrhohm. taler med, i 
— andre ole fe” Docter, de 

ailin ol Kåde” itte "andel," en J 
nerbe! haffubl iacht RER Eg føle, "meget" windie ffmet HAB 
Ettifnehferne de⸗ Ordena rant "be tere Oeſanblilz bet 
rat befløger at aff fon! mange: ffønne Sense: ſen Danmar folie 
eß Siger åter gh pe — NH atiler gavou⸗e Ghica⸗nſ 
13 —D— — 
men meere haj er fylt J 
mile sed, BRA er vin fem —* ve lg 
BUN EAR DE After SES ar vei År É 
allet rute nr datid Kblkæt. 7 eg fejede at 
apgsmegen Aosden nogen· vind ber / waa, fludte.: Set utan vpragis md 
Horn; fade, fondet ny, hender miuh Det mask haſter mig, tk Reſin 
















aa at man 


KYLE TUSE 





552 Det Lerde Aidorum. a Dauſft Poeſi. 


at den flid: fom jeg ber: paa nvenderii hurde⸗ jeg at·brugeti: aoget 
victigere oc ſtorre. MG: Genre Quduhuad and væve: victigero:· oc 
ſtorre end at føge det huor ved. Gemerne baſte ve Federnelauds 
gode kand forfremis.“ — ESaren Terkelſen .figer .L Foctalen til 
Aſtreæx Sjungedor:: „Er nu: ide: Alting ſaa⸗lige effier Kunſten, 
ſom ieg det gierne ynſtte, da brian, åt: jeg. giffher mig intet: md 
for nogen Pot; heffver ej heller udi vort :Øprog "enten Profodi 
eller Orthographi at gaa effter, fan fom mant:udi. andre Lande vel 
haffver. Min Anſte er derfor dagligen, at Lor MGErre vilde opsæde 
nogle goede Hoffveder, ſom maatte beghnde at legge Haunden paa 
vort goede ældgammel Hoffurd⸗Eprog forend det flet gaar til grunde. 
Bi vide jo viſt nock, nt de TyMle od andre hafve dexis Meal od) 
Sprog aff vort; men nu udarbeide och forbedre de "deris: ſaaltdis, 
at det fugert offvergaar bende det Grodſte od Latijnſte: Men" vi 
derimod lade vort. aandſte ligge od) forgaa; fad ieg frycter, at vort 
Danſke Sprog onmiſider vorder ſaaledis omvendt od lorandret, at 
det bliffuer intet Danſke miere.“ 


Til at oplyſe ben banffe Poeſis Udvikling tjener, ifær 
net tilbørlige: Henſyu til ben klasſiſtes Indflydelſe, ber alles 
rede foran er berørt, ſamt til den tyſte og nederlandſte 
Poeſis Tilſtand; den nordtyſtes Fremſtridt og Forvildelſer 
gientage fig i ben banfte, Tun noget fenere. . 


| Fonden i de almindelige Skrifter om den tyſte Poeſ findes 
der, udførlige, Oplysninger hertil i F. W. Barthold's Geſchichte der 
Fruchtbringenden Geſellſchaft, ſtiftet 1617, ophørt 1680, hvormed 
fan ſammenlignes G. Krauſe's Der Fruchtbringenden Geſelſchaft 
Alteſter Erbſchrein. Tilſtanden er' deir fame fort hos 08: Digtet 
LK rimet · Plev ogjſan den Bang - woverſrelig meget, men ibvilken ſtor 
fedrelandſt· Begiveshed,… hwilken my Tante ; brilken friſt kijgl Folelſe 
kunde aplin⸗ Disterens Bryſt an Det. : dlefte. Aimeri i det. meſt 
over Jagter o. tel. ev neſten ALE Hvad der mægted, ” medens de 
fromme Cjæle finte deres Hvile TMeformiattånskåthuntletete Bange. 
Og Aarſagerne ete de famme.“ Bärthold figer S. YT. i Begyndelſen 
af Affnittet Die deutſche Reimkunſt uar 1617 Fine" free "egene 





rt Soren hiiniidelithed7 1553 


Dichttanſt ſchöͤpft mad: trfũlltiſichnnwie ·aus tinem Bornéy: aus dem 
Geſaumtleben/ des: Wolls, undnjer nachhem.daſſelbe in · Etaat und 
irche, in Kunſt und Wiſſenſchaft, in Gitte. und Geſelligkeit, im. Ge⸗ 
mitøj und Sprache, ſich heſtaltet hat, ift der Musdrad in der Poeſie. 
Aber” in. welcher Duͤdte und Erſtorbenheit trat ¶ dad deutſche Volks⸗ 
leben ins 16 Jahrhundert¶ Die erwaͤrmende Vorſtellung Vatetland 
und Gemeinſtaat war: untergegangtuz jeder fond ſein Vaterland nur 
in der kirchlichen Bekenntnißverwandſchaft; die Glaubenseinigkeit der 
Båter erloſchen in Sebtenhaß, theologiſcher Erboſtheit und polis 
tiſcher Berechnungz die: urſpruͤngliche Kunſt austeartet in Klein⸗ 
meiſterei und Nochäffung ftemder Mufter; die Wiſſenſcheft. in uns 
fruchtbare Pedamerie oder flingenden Prunk; die Gitte in Völlerei 
oder leeres Gezierz de Geſelligkeit dervornehmt oder verſpießbuͤrgert ; 
das Gemuͤth verſunken in Kaiiechtoſinn und Gemrinheit, erſtarrt und 
erhaͤttet unter der Zucht zelotiſcher Sittenprediger, als. der Todfeind 
natårlider Regung, 'erfåtie mir daͤmoniſchen Voturtheilen und Teufels⸗ 
furcht, verſehrt oder angeſteckt oder erkrankt. durch alamodiſchen Un⸗ 
tugenden und after; die Sprache ein trüber, ſchmuhiger Strom, 
traͤgfließend, "du Etande die unſauberheit aud zuſtoßen, nieder⸗ 
zuſchlagen.“Etitke det mad hos 08," tun ſom alt Oienſin 
føagere og bøger, 4 menn rare fk. ma 












FREETARER 
Da ber allerebe haves. Svemftillinger efter. Fibejølgen. af 

vor Poeſis Hiſtorie fra denne Tid i tvende for alle til⸗ 
gjængtfige Verber·, den banſte Digtelunſts Hiſtorie og den 
danſte ſalſnedig ning ſet jeg ved niange Forfattere 
vil jeg, forføge at give en 

big 8 be. poetijte, SWmnuer, eres Vehandling, . og 
- beritilfige- optagede mindre beljenete. Forfattere, for færflilt 
at turné Dvæls: bed! dertrende vigtigfte…" if Sumins gives 











or førte; ver; DA vede fin uoyerſeelige SMængbe maa 
tildrage fig. Dpmœrkſomheden, er, ligejom ved ben latinſte 








584 Det lærde Sikem i Danſt Poeſi. 


Poeſt FLejugher ddigtene hpoxtil Negiweaederni damer 
livet, dermvber den Vcervea: Famifietrebſo mebſegaeve · Tynd 
overflodig Auledning. Dioſen Vers nun eier, ſom 
Moden fræveder te" varenfonf⸗Nytaͤnrdonſter af tildvendig 
Hylding af Pattonen "flå Binvebtebe Sen Op e Aſomhed 
imod Vennen, ö. KEE v.; 73 indtage dk ſürt Hm tilfog i be 
fførre Digtning og PVorfalierne Fie "od: ner lige 
vare nodte til at. lave deni trylle, ihi ve ku: fir —X nzigen 

hun nod 53151 
forvanſtede Afftrifter. "Selv en ſiakkeis Beg funbe,, jom på 
vide, iffe komme til Verden upen. en ælfe SE AS as 
og Anbefalinger i gamle3,9g ybere Sprogz og efter at 
Modersmaalet havde; begentt:et opløfte fit; Haved, ogfaa i 
bet. Mange, ber efleren ifferiere'ibeffentte”-fom Digtere, 
gave her deres Slfærv "tt bet alminbelige Gicctebud, ſom 
Bonderne naar de ſtulle til Gilde. neforelfen bærer aldeles 
Preget af Poeſiens Suſttttziir⸗ Tembed AR Svulſt af— 
loſe hinanden. mme on men 


Lejlighedsdigtere vare alle. Til de mindre beljendtg høre: Svend 
Jenſen Trellufsburg i Halland, 11625; . J. A. Echonvig 1633; 
Rasmus Pederfen Havn" 16409; Peder. Slaudianus .'ller Clauſen, 
1671; Jens ra fem, 4682 (Suhms Ny Eaml. 3, 289); 
Daniel Ramus, 1709. . rr vg 


Et Par Exempler paa Ernagen ve ik ere nof. Under 
Dorthe Engelbrektsdatters Portræt ſatte Thomas Kutgo! mir tt 272 


Hvo vil forundre'flg, at Artighed oge re 1" 

J dette Anfigt ſig'villaͤde ſynlig vere? 5 

At Sindighed den ſeer af disſe Djenſtene 2 
At Kvindens Skjaldiepen fortjener? Läurbtergüene? 
Hun Dorothea ér Vel er Guds egen? Gave, niſ 
Juſt paa et Engltxiit BD! Bål man twec have? 


SEAKSELIEE ENGE DE HERDER IEEE LER 


Og for at den lærde Venn finde: have: godt:af be, overfatte Rek⸗ 





BOL nciligherevca. dr] 12 SE 


toiiutt/ Bolhirg) abob Rn fed, bet pa Orehui an dede Fosfat 
Tolmeftebe se, Minga mid Mext/ detdeghndeꝝ ſasledacc · mail 
me oe live ale faa ed im jane Penne ye nissen 
fi run Adi dit SRivorbfal sl Solen skr bedrhphe on mo das 
rer Rd. Au rytter big sån gnimer 
ai pt — Heren fb DR, ftenrftioe, Gin. sn dom 
(gige — ——— as Rat 
kals in —— KAI AR) —12 pen — Ø) Be) 


re he and Cognepr 
Ten 9 UD: A p — ii 48 m Rolf, fulde 290 anbefale 


— —— Rd ed" — — — ga lin omme Mi oaia 
mos 23 Dj HÆRE Mædelunou i Tornilstsdme ga 
I mign , Roch dtijren dunze Ble ren und luner ne 
sorri molerne ſtedſt myren 791, ogurle — .199 
mt et J — All —— wynd sd sdng 


en; al] I mn mmm 
(; ale, uͤbſtaa Sl ik Ki 


won ng byge od" 4 lig mio fn 15971 

Dem elſter hand fom egne Børn, uangnig ol 
De fremmer dem til befte: 

re ind nett focſogtidilſorn. smed 

¶mSvad! Ebolen (då gede 1 padde nm 

Vecduvei“ aflangt) fattigt! Deng mdk summer 

JEDderiftilsDinde) nidafundenj 170 ans, Vor 

De aftalte om i Dynd oe Sarn, 207 summt hin 


m Str il 
mål Aon vB m Streldeg e til, Mynden —8 ENT) mk y 


Os Bogen up) LYS ri MIR wisnind 2) witin 
nt, sanne mn map. ILA —æe—, Y . 2 
At tyjne der, nagnenſt see Alhromnnet iv ou 
Som FRE eee name sm4 2 
De finner deko, obraſt sags 138 
ron eter denvem ASERERAS småni 18 
At deris Mod aer Ade KDE mon md 
end Sow FRR tionen øn » ng fug 
Den ſtore Roes er flidder ſladr 
Bit timen De ſpinter, borsd for logeks0 5510) md to 19) 2 








HERE MANG 










FRELO) 


F KLek 








556 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


"Det feffnet jer et: ſlabbetatz M ä— 
AF drander Socel oc Cahn: ν j igi 
Oe all den Pract er tiummerdat F 

Wed Rammons ſtolie biuſen lette) enn nj ai 
Ahafv, Bartholins. Den femtende Aprilis Dauſte —— 

og Semit Bornemanns Nytagrtonſte til Griffenfeld, begge" in fol z 
findes i Gieimſtjernes Samling, men dg Bier fe afffteddr "the 
af den Elags. orne 1L 


Det ſelſtabelige tiv anse —* fn Boel. D 
iffe var nogen let Sag at faa en got Sein teſeng 
Drikkeviſe, og hojroſtet Sang vel heler ilie fømmede fig 
for hin Tids Adſtadighed fad morebe Selſtabet få, naar 
den forſte legemlige Appetit dar ftittet, uden Gang og Kauitz 
med, at rime pag. ſtaaende Bob, ifærejter at bet i dreanttig 
var blevet Mode at gjøre Impromtuer. Hvis nogen, da 
røbede Fordighed i at rime, ja, hvis ver endog: 4 å hang: 
Rim var en eller anden lykkelig Tante eller i Udtrykket en 
heltig Vending, med hvilken Ferundriug ſgae itfe ba Sel: 
ffabet paa ham, og hvilken Beundring kunde Yan Ma ikke 
vente fig endog længe efter. Vt: flutte bet med Grund af 
en bekjendt, ofte gjentagen, Anekdete, ſom' bi ogſaa her 
behøve, fordi den oplyſer fan meget: hvorledes nemlig ben 
fejrede Digterinde Dorthe Eugelbreltébater, pan, et Beſog 
i Kjøbenhavn omtrent 1670, var i Selſtab hos Hojeſterets⸗ 
asſesſor Scholler, tilligemed Kingo, altfan i en of. Landets 
højere Selſtabskredſe; og da nu Raven fom til Kingo, der 
ſad ved Siden af hende, ſagde han: | 
Jeg havde rimet nær, men vidſte itke hvad, 
For Mefterinden mig faa nær ved Armen fad; . 
hvorpaa hun ſtrax ſvarede: 


O magelos Poet! Du fald mig ikke faa; 
At Du en Nefter er, al Verden fljønner paa. 


*5 (al UJDTILI 


SÅ 





Fru Tran Recent rigs 5-2 567 


Disſe to Impromtuer, ſiger: Nyerup, gik fra Muñd til Mund 
igjennem et helt Aarhunbrede, dg" ottegnedes i alle Memo⸗ 
randaboger. Saa nojſeimn var Man. ” Den" "Gejften kom iffe 
altid indenfra. 'ven hehobede en ſoniig öjenſland, ſom den 
hinde” gaa ud fra; Derfor opfandt nian, eller eftérlignebe, 
de. ſaakaldie Leverrim, for hvis Styld. ber. ba. maatte være 
Lever paa Bordet. Hvo ver da ilke ſelv kunde finde paa 
noget, tyede uden Toivl til en Samling, ligeſom til et Kon⸗ 
verſationslerikon, og hvor tarvelig denne Poeſt var, feer 
man allerbedſt af den. 


Galffandet Haundrede artige ii Om Severne: Svortetis mand 
med ſor Lyſt oe Kortvil, baade Geiſtlig oc Verſlig om Lever artig 
fand. rime, udi adſtillige ærlige Colaber, Samavem oc Gieſtebud. 
Ruͤ nihlige trykt paa Danſtke, meget Lyſtig oc tortbillig. Kbh. 1689 
og Kb. 1697 (begge i Gjelmſtjernes Samling). De deles iGejſt⸗ 
lige Æg Bert flige, ſom Titelen lover. veſui⸗ ere Er. 


. V 


Den Sover of de en Sonn⸗ ide: er for, 
DD ”ARennifte Peten Eynden og dig bor (etc)! 


J Dem Lever er ide aff en Abor, SNEEN 
. Sofus; bl forklaret. pga.det Bierg Tabor. 


Demme Ledet nionne meget liden være · 
Gude Ord: vi altid ſtuld' elſte oc ære. |" 


dd år) ' ! 


Beyer du eft | en n liden Sem, i J 
Gubs ESon bleff fodi i Bethlehem. ora 


oa TRA Eger IJ Ure i (IEEE be JU .. . DELE EEEE Porta. 
Sever du eft ide aff en Sulen. ETERN LESLIE 
Chriſtus LØ i Jerufalem paa et en 


Denne —— "æde —— LEFRERE? 
Chriſtus for Menniſtens Skyld lod fig fode. 


Og i deslige Rim: fandt: Fromheden ikke noget forargellgt. De 
verdslige ere ſnart fattige; ſnart Aoget nergaacide; (om 





8 Det lærde Bidbønim DER Poe. 


sir om oven du aft ickt aff en Ben] HunchaZ 560) ju liv 204195 
i fe på små saft 
Al mlrS homogen Wang im 
sr ar ie, af LN, BT 36100 spnm 1Mird) para > 
Vertfnß Me ygn ——* (2 må: 1 gilshir 
MINE Å je Hg Fe LDS VU LLE 1123 en sol 14 
— — ele godt minn 
me epe palm mf > m3 å nød 
Denne Lever er ſtjor oc ide ſeh. il Noesce tj 
J Berden findis mangen Hanrch. ( ipsum. 
FU ÆLTEl USKEVS 
Lever, du er ide abb i BA mmatg, 722 
Bi rjme det allerbettz of, fønd,, —— 


33 i HRM Vorſtab⸗ le 







KLA 



























Mener SPeligføn * den — —** Dør: 
de. des Madrignne) Mm u ine Amwtonn uemen fc 









Fole éspiil a" charmé fe min; 
mn du tendre, 
diles' 





og fe dl til hendes et. portræt; da MRaateuil havde * —* 
Cnan. erindrer, at fyn. var Øg): 





Naueuil· en taiaann mon Tinage - 
Aide som. grå dirim signale le pouwir; 
z, .… Je hais mes:geux: daps mon mireir, 
, Je les zime dar .son ouyrage,, 








Heti er "dog er artig Venblug, medens” dk" meſt beunbrede hos 66 - 
lægge en forundtrlig Fattigdom: for "Dagen: "Endnu. rt: Eremnpel⸗ 





ap MhuBholbningetærssrnt 13 Søg 


derpaa vil vi lade Thchonius fardecle nosn Bai tet iHemraf en vis 
ftor Herre og Hofmand pan rfejfordig.Belig Aonp'Chofian den 
demtes Forgemaf proponeret Salig Dr. Kingo, om og vort danſte 
Eprog (hoilket mange holde FT far one fra tt, —— det dog 
virkelig ev under en god Fabrin) kimibe yde MEE —* "net Rim 
det forte tyſte Om: Glückſelig iſſ, ber Das pergiſt, mak, cnidt zu 
ånden i ye (Pest, Ms. Galle BAR efter. byt, Zolent, 
han i den — ØPoefi ufignelig befad, vifte fin Færdighed med det 
Rim ex tempore spe; |] sed oe on me mn mn mm 
smueni — am mine f 
Byffalig er den Mand, 
Der glemmer Hed doithatn mm ud savn 
Hvad han bd Jil mt ut vt 








Der har atskibe veret —* 
ont ail Tags: dann⸗ An ag ra mnerz 
"nå: 


Digtet BDortit, sf 1888, Anahrammets Reſtauurdr 1 rattelk; i dg) 
Tydfferen Froben, + 1612, der behandlede Theorien i "et eget Bær) 
og hvorledes det tilſidſt bl il en f i Mani, tk VEN får 
das Studium der neuere: 37 


ollie "Hungiveljer 







Huſets Gjerning lan uden v 
forvandle ſig til Poeſi, 'men ben fonomi, ber fun belærer 
f. Erl naar bet! breden bedſte Stlalid, naar Koetne fælbe; 
o. desl., hvorledes man ſtal opføre fig hoblſt, b. deöl., mua 
være meget naivt udfort, naar mon i, Poeſiaus Hiſtoxie ſtal 
bvæle længe derved Omidlertid hørte ogſaa den til Dagens 
Fornodenhed. Bieber" er aldrig ſau tyndt, ht vet jo er 
tylkere end Band, og Fromheben var Aldrig faa" ſtoͤr, at 
denne Berdens Moder bleva. glemte over; den anden. Henril 
Gerners! Heſiod tar hert æn Mynſterbog.Ellers forbandt 


P am 





560 Det lærte Tioerum. Denfk Poef. 


man beélige Husholdningsrim med Pſalmebogen, for at 
menig Wand kunde have alt bet fornødne paa eet Sted. 


Maaſkee hertil fan henføres følgende Læredigt: Joris Tarpei 
Custos Til Lifve restilueret; Ciler den Tamme Gaaß Af Sim 
Krop, Duun og Vinger, Og fornemmeligen af den Nafnfundige Pen 
commenderet af Mogens Wingard. Kbh. 1696. (144 Sider). 
3. J. Bircherod ſiger i fin Approbation, at dend, ſaavel for fine 
mette Vers, fom for dend berømmelige Nytte og Brug Gaafen med 
fine Krop, Duun og Fedre i Verden har ſtaffet, og ideligen ſtaffer, 
til mangis Gafn og Lyſt, til tryden befodris.“ Anmarkninger ops 
lyfe Gaaſens Naturbiſtorie. Af en af dem 6. 69 fer man, at 
» Det Indſte Vaaben er ef got gammel Madefad“; jf. Nyerup, Dvers 
tro etc. i Dagen for 1825, Rr. 21. 

Exempel paa de egenlige Okonomibsger Fan være Rasmus 
Hanfen Reravii Oeconomia Eller Vnderuiſning Huorledis en Huss 
fader ſtal flige fig (efter Matheſius) Kh. (1569). D. Digtet. Hiſt. 
1, 282. Citer Nyerup ogfaa i Jens Lauridfen Wolfs Pſalmebog 
(ſom iffe fandtes paa Kgl. Bibl.) En god Huftru anprifes f. Cr. 
fom den 


Der fit Huf varer rettelig, 

Giør ide en Byrenderſke aff fig« 

Cr ey knuburen, mut oc ſtrunck, 

De ey baffuer ftedfe i ermet en mund (ete.) 


Et ulige frugtbarere Æmne er Hiſtorien, og ufor⸗ 
gjængelige hiftoriffe Digte kunde have opftaaet i en fan 
ftjæbnefvanger Tid, naar Evnen havde fvaret til Billien. 
Begivenhederne i bet fongelige Hus kunde vel iffe fremkalde 
andet end Lejlighedsdigte; men hine ftore og ſejerrige Krige 
og ben Hæber, ber omgav Danebrog, burde have frem= 
Faldt nogen Begejftring; hine Trængfler, hvorved Fædre 
landet bragtes fin Undergang nær, burde have fundet Ud— 
tryf for den Sorg, ber boede i Hjertet. Men faavel de 
mindre, ſom be ftørre, felv de af Henrik Gerner, af 


Diſtoriſte Digte. 661 


Kingo, 0. fl. kunne vel have hiſtoriſte Merkeligheder, ſom 
Poeſi ere de, paa nogle enkelte Steder nær, trivielle eller 
opſtruede. De beffrivende Digte, ber gjerne fremkaldtes af 
Digterens Kjærlighed til Stedet, mangle ligeledes ben 
Hiertelighed, der ſtulde have givet bem nogen Ynbe. Og 
be ftørre og minbre hiſtoriſte Rimcyfler tabe fig i en Snak— 
ſomhed, ſom ingen nu fan udholde, eller i en Torhed, ſom 
ingen nu vil kalde Poeſi. Ikke desmindre maa man antage, 
at nogle af be mindre Vifer have været Folfevifer, pasſende 
til Tidens Dannelſe. Melodierne bertil toges ofte af Pſal⸗ 
merne. En Del af disſe Sange vare vel endog, i Mangel 
af Avifer, et Slags Poſtefterretninger, og Forløbere for en 
Merkurius i Alexandriner. 


Naar man vil have Exempel paa noget ret trivielt, fan man 
læfe Gerolden Claus de Vales Rejſe (D. Mag. 1, 273; efter nogle 
af Lyſtander), eller Margrete Veſtenies Levnet (D. Mag. 6, 27). 
Af de andre Forfattere bemærkes: Niels Bredal (Viſen om Chris 
ftian den Tredies Ded, i Syvs Kjæmpevifer). — Rasmus Reravius 
(D. Digtet. Hiſt. 1, 284). — Claus Berg, Viſe om Sophie 
Juls Levnet. Kbh. 1585. fandt jeg iffe. — Ole Pederſen Kongſted 
¶ D. Digtet. Hift. 2, 86). — Jakob Rasmusſen Malms, 1588. — 
Mate Cørenfen, 1589. — Elſebe Brokkenhus (Bangs Samlinger, 
5—6 Gt.). — Siftorieftriveren Lyftander (D. Digte. Hift. 2, 194). — 
Jens Madfen Gettorp: For vore Cfterfommere en Sang under den 
Tone: Af Højheden oprunden er, om den lange Rejfe til Oftindien, 
deſtineret til Offve Geddis og Jfr. Dorothe Wrnis Bryllup i Helfinger 
den 1 Sept. 1622. 4. (Ogſaa bag Jeſu Chrifti Pines og Deds 
Giſt.). — Niels Saxtrup (Naſtovs Belejring 1659). — Valter 
Foldmar 1660. — Jakob Andereſen Scheffer, Raadmand i Mys 
borg: Fynſte Skakſpil ererceret paa Fredrifs Dag den 14 November 
1660 (Nyerup og Rasmusfens Udvalg 1, 79. D. Digtet. Hiſt. 
3, 290); Skakſpil figter til den foenfte Feldmarſtalls Navn; Mes 
lodien maa have været yndet, da den ofte blev brugt. — Claus 
Bang, faldet Dorus, Lejlighedédigter 1670—83 (D. Digtet. Hift. 

86 








962 Det lærde Tier." Dank Poefi. 


3, 272. Klage over FtederikbenTrebles Ddr eds Mampe⸗ 
vifer). — Jens Pederſen, 10700 Nova Hen hide. 
1703, &. 60, hoor Puder Tetpigirk Skuifler dnfådee ;>>flhdes 
iblandt delt: Danieum carmen påhekviteul sd eorhiteh Oh o- 
nem Dietericam Schack "Hav 71675 MP et pkt MIN 3 8. 
fom ej ſtaar hos Serup. — Claudia (iht g te Ko Ntzerrp): 
Lykonſtning til Chriſtianum quintinn "over Rie us Sejbe 1877. 
Alexandriner i Kingos Maneer; vigtig i hiſtoriſt Henfende. Samt 
Det fradrague Forheeng for: Jakob⸗ Buncans Forremingiꝰ pre 
Halmſtedſte Tog 1676. (Findes i en Kvttfamlingtvør efte 
Vers, 4 B., paa unleeiutenviei.). .Pebet laudſanis eller 
Elauſen 16886. FREDE dir nen SL LNS Ford 
Benrik Gernéri Chriſtan ben —— og tr feste 
(D. Digtet. Hift. 3, 154). Efter at have talt: Vm Pants 
righed til at forevige Bedrifter, figer han i Fortalen: , Jeg ſom en 
fattig Mand opreyſer hans Kgl. Maj. Pyramlee af og" pia Papir, 
tj af faa flor Pris ſom Marmor Piller: men af disbebre Sierte og 
variger, ſom jeg mener, end enten Staal eller Alabaſt;69 falder 
faa fin Ilias „dette lidet Evigheds Efrift” ; men der et, desvarre, 
fun rimet Proſa. J Fortalerne findes idelige BSemihdninget Til Ho⸗ 
mer og Herodot, og ved ſamme Lejlighed overfætter han ogſaa ose 
af Homer, f. Ex. af Odyeſeen: SEE ANGEL HEUER ERE: 


SØSLAG —* 


Ulysses dobbelt ce bekled med friet Purpur Tepperi NFL GE 
Med Heffter aff det rede Guld han demem om ſig -Bræppers i" 
Med Smyhcker er de vel befet, udpyndtet oc bardyret 

Der paa er ingen Umag fpart, all Ting 'er vel 'beftgret= 
For paa hans Fodebiad man: feer én Jact⸗Hümd flarpii-Stune, 
Som mod den ſtelffvend⸗pletted⸗Hind fit gab ſlaar opat grine 
Men der paa undrer hver Mand ſig, at ſom de vare gierde 
Ikkun ud aff det bare Guld, da dog der kunde vorde 

Saa Liffve⸗ligt it Arbeyd aff, at Hunden Hinden fiuntis 
Ut qvæle; oc at Hindens Fod at flye for Hunden kiendtis. 


Ved Vismars Indtagelfe findes Hentydning til den nordiſke Mys 
thologi: 


ng mitose nm 2 


sa Asiatigch Fona ARE liden. 
sats llkate, Asgardeleks, der hand chotunde Bujdøisge 11. 
sån ⸗Ela. atihnad bad, Barn søffie; ae rfin Katt, 

ea fremu hand; affudet Doff wild ære Brink att 
Her ifindis oa. jſen. Kata, Fra Kriat Maneer. ſaa aldet.l 
orig art Mur ) Oc; Tab ur bog den. cx. icen /Veldet fetp, 
søn att, sidan keder, mumni did Tin ar 
MS sms Fhrdnd nr pine orme rom 1 omme 
tØitebet, om, Fadyelandaiaxlihedii. Den sonarer Zliae 
Big. GilhsdnAbBen im 5 mdr. 050 pr 3. 
tur AARS RIE DN tøvende hiſſariſke Dioſe ere¶ kun mærfelige - før 
Sprogets Sfyld: Det Gamle og Ry Cimberland (støj; 16844 
J. Anxedning· aft Cheiian den Frat: otte bien kemi til Sie 
——— Er . 


pine: serbere bla: førke ſom sf 
arbit halprbefladnandand med Sutss og nomſooter ki 
Hvor femme —— FAM BBB”, På —E 


rer hodonaFeznpece. ket) ni 
ud satsen billig 
eiu til — $. Jens Juul 
Tyffeligen med Floden fra det Rygiffe Tog i Sædemaaneden bjems 
konnme. Uden / Jareunrzon Bufemes, Bog ms n. ——— Paa tre 
Zetczzaten cuutba "is 










































Dog je. rå fn PR flis Honey. aade Bf 
un Bens fløg detderfox hen i; Bejy: on fire; i Bayd, i 

- Dej: uden begge. flags ſom dos ch fremue kandz. 
Thi Vind .9g, Bend. oå hialp. Den. fagnen, fom mig. mindes, 
Er denda at naarfemheldſt · paa Helgen bloa mon findes 

En Myrgenftjeme, Har«: Planeterne. forgea, ;. ,, .… 

De maa fig paffe bort, og fund" ej længre ſtaa. 
» Jeg tænft alligevel, ſligt hos: ej deert at ſade. 
O gekkelig Spaadom, ſom er fun Drom oc Flede (etc.) 

see 














564 Det lærde Tipgrum… Danſt Poef. 


Ahaſverus Bartholin (D. Digtet, Hilker 3). RIE rr Bats 
thias Vorm 1671 (Wielande Saml. 6, 137.) —=:- Laurids Com; 
mer, 1685. — Peter Børgefen, 1708. — Criftign Prier, 1709; 
og Jens Colding (Sekrands 1715). høre, rttet til. - Pet, mødte Alte 
rums hiſtoriſte Rimere. gh yt: 

Jorgen Pederſen Hegelund, Eognepreft mi Mi dtunber udoev 
Zvente Nye Sange. Den Forſte, Kortelig heſtrifuer den mnkelige 
oc bedrofvelige Judlands Saa vel ſom flere Lampers Tilſiand qe 
Leilighed udi denne Krigstid (etc) 3629. Ren denne BVife, beg 
ſtriver i fine tyve Etrofer ingenting, .og er fun. mærkelig, od Stedet 
den er fra. 

Til te lokale Digtninger høre: Mikkel Wogenſen: "Threnglogia 
Numdalensis Eller Numdal end derpaa (ete.) Kbb. 1627. 4. 
en Klageſang over den ſtore Havsned og Soſkade i Numdals Ben 
1625, med latinſte Anmarkninger. — Hans Mortenfen Maſchius 
(fra Bergen, Praſt i Sondfjord): Norvegia religiosa (etc.) Norrigz 
Gudelig Tildreven beſeer og beklager ſit Herrens Huus, den forfaldne 
Kirke i Trundhiem (etc.) Chriſtiania 1661. fol. med Afbildning 
af Domkirken. I Cremplaret i Hjelmſtjernes Samling. er tilſtrevet 
to af Griffenfelds latinffe Vers til Munkholm. — Claus Hanfen 
Gantzius (Gaas): Cen Klage⸗Dicht Offver det Tilfald i Bergens 
Huus Lehn paa Sundmoer d, 6 Febr. 1679. Kbh. 1681. (En 
Viſe om et Sneftred med Melodi). — Roland Knudſen (Jomfru⸗ 
land). — Laurids Kol: Encomium over Ringſted (D. Digtet. Hiſt. 
3, 105). — Bertel Wichmand (Præft i Særslev i Fyn): Bar- 
tholi Bartholini Wiehmanni Nesbhholm Eller Om Sindſens Ros 
lighed. Sorse 1644. 4. (i Alexandriner). — Jakob Olufſen Abild: 
Skjoldenesholms forte Beſtriffvelſe. ſol. — Mads Roſtock: Den 
gamle Kjobſtad Ribe (D. Digtek. Hiſt. 3, 274). — Mikkel Hanſen 
Jernſtieg: Amagerlands Beſtrivelſe (Bangs Samlinger 4, 537); 
Roeskilde Domkirke fom den var at fee 1685 (Nyerups Program 
Biblia Pauperum). — Ole Judicher (Bremerholm. Kbh. 1695. 
fol.) — Lars Nielfen Randrup (Præft i Randers, + 1707): 
Randers Mard, det er Randers Stads Drifters Beffrivelfe etc. 
(Nyerup og Rasmusfens Udvalg 2, 257). — Jens Synberg 
(Præft i Visby i Thy. Mangler hos Nyerup): Tvende Enfoldige 
Compositier, To Sange, da Visby Praſtegaards eneſte Ladehus 


Dinoritte Dige.” 563 


bianbte 1673: "Til" "sb" UF pøj ent optunden er. Yntelig 

Elias Raur! res" og” TABLE til Bolſtebro med 
Blftorlfre Wihnartuiig. Orkafe 1687. Anført hos Rherup. — 
Bettie” BAGES —— Kbh. 1705. 


[debranden i 










et? HE kvt” eee biſtribenbern 
Siſtot ſte Nimehtt 3 S. Vedel: Fius 
Kara fe de gerntfiger, fra Atpojtterd. kid indtil dette 
SALO, "Bigte, GL 17204, og 
eg — i Sietnſtſeche Eamfing. har 6 været en Fa⸗ 
mitteg Bede foræreké Vet til ſin Sboget Peder Sion (?) 1571; 
Mkdea fria MS. Låg. 4500 "il" Seuérinys Åndreé Ripensis, 
ze Rat Satdbfen, Wit J— Vde: Jodelrenite, til 
— J den hellige Ecirt, de Fole on or vdi Mim Pors 
i od (SM lie, "Hiltrætfende Rimtronnike. 



















Etyferne, &. . 44). — Mitel 
Lux Evange Evangelij Sjus 
i m indtil Luthers 


6 ifte 1614). 

S ohſog hoht tide Erin ingerin fil Veidenhiſtorien, 
fee "ar Pilt Satobfen Briſt Det Hærfværpiggte af Giſtorien fra 
Chri FOA Ingrid”, "SKK, 71703, "4 (Nova liter. maris 
Bali. 1703, (CA 20. For hvert Cefulir 4" Anier Alexandriner 
med Anm.) 

vs Rigeledes til Fal landeze Hide, f. Cr. Peder Chriſtenſen 
Marebed:  Theatrum. regum Danorum. Det er Danſte Kongers 
Epyeyl ct Etuetpit ( Cete.). Kbh. 1661. 1662. Tilegnet Erik Krag 
til Bramming, hans Husfrue Fru Bibefe Roſenkrands og deres Børn. 
Et Vers for hver Konge fra Dan til Frederif den Tredie. — Hans 
Jakobſen Spjelderup, Danmarckis Kongers Rijm⸗-Stock (etc.) Kbh. 
1676. Han har fem Konger i hvert Vers. 








Til ve hiſtoriſte Digte fnytter fig et hiſtoriſt-ſatiriſt, 








366 DRV SR dne ANER. 


ben ſtorſte Digtning Ha veleſe VE Aurhiindrebe Wer hm 
er en Cverfættelfe, men midt elf —** Behanb⸗ 
ling er af. ſamme, Vigtighed Jam em Friginal; uenige 
flotſte: Ridder Devidn Lindſagis: Five 1bøgenssom Monas 
af FORE Maal vovelfat paa: Lane af⸗ Alndero Roberrſouo og 
af Latine paa danſte Rim af Jakob "DELEN RYG BE RS 
havn (Kbh. 15914, fter På fire, MRonaxhjer eller 
Ubfigt over Verdenskiftorige; følges, flerg, Diete: .Sindſay's 
Drøm, en Papegøjes Teftamente og Klagemaal, Kardinalen 
David: Vetshir' Frigor og" HERE Edt, "Begråvetie over 
Dronning Magbekenes Vpvluntzhkelte Phirtier?heEin goi⸗ 
talen til Lindſars Ore erd ilid ubl zbeſt.rilSſt get 
Serfyn i vor Literatur,“en få flor” Dtzmintognbeĩ fri 
Skotland; mener mat "dk denbanſterrglnfesfe! Krat gbi⸗ 
mæfing met Kong Faͤkob ben Sfltte 1585 HE Hade" gwet 
Anlebning; David Linbſay Hade bphoͤldt! fig Sjøbti had; 
hvor hans Landsmand Mae— More var Ptoͤfesfor; Nibrelis 
Robertſomn ſtüberrde invgen Tid ved Kjobenhtivns Ulilberfilet 
nøjere Oplysning er ilke bekjendt. . T 56 
D. Digtek. Hiſt. ig gg: Zwerg S. 600. Nyerup under 
Robertſon. Arrebo og Bording i Molbechs Hiſt: tblegmpår, Saml 
3 H. S. 338. Bogen haves i Aniverſitetsbibl det Exemplar, der 
findes i Hjelmſtjernes Samling, er defekt. 
Som Prepe —A jeg Sltningen af det Sted con Moders⸗ 

maalet, Fol. 13. øge tree. ν—  garaad de seng 

Thi holder ieg det fremmede. maal og Tunge/⸗ 

Mand uden forſtand kand laſe og Huygen 2,7 

Naar man end allerbeft haffuer, pet..lært,. ,< 

En Knappenaal er, def dog eh vært; grov 

Paa Høptider høris,.Guangelim,: 40.0. 19 

Ickun ſom en roſt eller en drum, din: E 

Men huad Preſten fiunger eller figer faa, 

Der ff kand Alnmien intet” forftaag "OTTE NET T 3: 





Lljerlahhes FAR Rs Bred 6 


unt med, puctt, FADERS PAR 163) Fote Fh; 
sanne 3, den, Ben Å Berit, ingen, man sly * 
Idurdili Bog; gb raB — viede” Frank En * 
bedeſſe/well franmedeg aen dk udførlige: Beſditdolſe tjener; og fa så 
gt, obinſer WBG benli en ſtore SHangde, somlerDst og 











tet paa Sy Og; * n⸗ 
hen. ſorftumdht jæbrelaudffe Digtning enduu on ⸗ 
em..; Rirufvønnjeg. len fælt og affreben.,, Døbebandfem 
sjenføbteg;, om gb, iffe, fuſdt. jaa barnlig; font før. Kamle 
iglanpfle — ler ifæn. af, Peber. Syv. og Chris 














neg fremlaldte Efterligninger, 
fnart af fromme Præftemænd, ſom Erik Pontvppibdäan⸗ > 
Din vſtie ¶ Bahmoot af· ſit Øje? 7 
Det Har Ekin o / bragte Frem, 
Stort "Lyd" bak dt fotmodel⸗ 
Bor Gol gikntd om Miedagdtid/ 
En anden Gol fig tede Kid 
Det danſte or til gøbe; ” 


fnart af ubefjendte Digtere, 


£ 















er endnu. mere føste at nærme 





568 Det færde: Tinrun..MDanft Pueſi. 


fig Kjæmpevifetonen. nn: 2abeniiir Haandſtrift henliggende 
Samling af hiſtoriſte Viſer, dem ſaakalvte Kræ mp ebæg, ber 
banner et merkeligt ¶ Nellerzled iimelleu verrgakarenEſainde⸗ 
viſe og Sorterupe elteſauge, kraf fytfelig 3 j "entette "Strofer 
ben rette Tone. ir uern — asped 


7. Er. Begimdelfen af: Agnese —— Bife: 7. 

Agner hand riber tid" "Dinfengen8” gaard 
Dankongens: Eyſter at feſte 8 

Com guld fan flintier hans krußede faar, 
Cont! IR ſaa ſpiller hané helt,” 

Hand haffnet med fig de Kiemper faa tere 

Som brugte dagligt deris hoffverck, un 
Nu tegnet det tel af" ziivo 


Og Begyndelſen af Ranild Jonſens Big: He 


Her Rand hand filer paa Giortsted gaard, 
Hand horde de ſtrandbolger brufet, 
Ce hannem vaar voxet far guult et haar, 
Det vilde hand oc haffue kruſet: W 
Farer fact, giffuer act alt paa enden. ,: 
Men fremfor alt bærer Dannevirke-Viſen, fonr Peder Syv 
fik af Gr. Laurids Kok, „en flittig og vel forfaren Mand 
i vore gamle Sager“, Vidne om, at Mindet om Fortids 
Aand endnu kunde vakke Begejftring for. 


ES HEE år 6! 


fe 


Danmark, dejligt Vang og Vænge, 
Luft med Bølgen blaa, 


Karen Skrams Danfle Rimfrenife, der tildels —* den samle, 
findes i Haandſkrift i Stokholm. (Hiſt. Tidsſtr. 4; 136). 

En Efterligning af Dodedandſen, hvori Døden taler til alle 
Etænder og minder dem om deres Forgjængelighed er Typus Om- 
nium Morientium Det er: Alle Memiſtis dødelig Affmaling, Net 
dette liffuis wſtadighed (etc.) aff Nelaus Poffuelſſon Neſted. P.V. 
K. S. Kbh. 1622. 4. Med nogle Træfnit. Han begynder med 
en Formaning i Proſa, hvorpaa følger et Vers. F. Cr. 


my ØR et gin. mf: der kældre seg. 80 


såuskrilnd Farra ES tatøme) snarere tie 
1.7 Rag, Fit: sone aff. an falls det fta dig; røg hyle yndig par 
høpene,; AbE Hirren bøfler; — forftut ; denne, Slect, pag. hoil⸗ 


; dn em ør vred. herren, Io lø — * g. 








erne ae —— fenge NER 
ſtal gisre Zions Dotters Hoffuit ſtallede. 
Sug opſtolpit Haar paa choffaedit faar: > 
Faqr der eme ſtaldet Pang is sg" 
der din Perls Gnor;: ſaart hey me for, 
n… Bøggis - du. i Dedſens baanda · 
Din ftiffue- Sali, mina: holde daß 
Naar Deden paa dem vil · picke⸗ 
Dine prickede Sko, vilt du det zro, 
Gielpe ma) Doden ide, 
Denne Dodedands, der udgier 34 Blade 
Samling i ſamme Bind, ſamme Forfatters Suspirium Eller 
En Inderlig ve Dyb⸗Hierte Suck fetc.) "for bor" Maddige Herre oc 
Konning, Vdvaalde Pring"-de Rigens - Raad," At huiß ved dennem 
paa tilkommende Hette Dag i: Kiobenhaffn den 17 Juntj Raadſlaaes 
(etc.) maatte fommé' Guds keillge Raft fil Ære (ett .) . Kbh. 
1622. "4." "der: Pak tjene: til Exeiapel paa "den Tibs Kirkebonner. 
Peder Ehws Soreføttelfer: af. gamje Digte findes i hans Kjæmpes 
viſer, Qi dre, heldig er Bildur Danskum. Det er Den danſte 
BIDE (ler Saarte" Præsenterende Én gamle Kiempe Viſe om 
danſte Mand ”tappetbed ve itercenige gierninger ; dielet aff Regner 
Lodbrog (etc.) AF Chriften Bern ſon BBiborg. | 1652." 4. Exr⸗ 
emplaret i Gielmſtjernes Samling . er. væften. oploſt. See Nyerups 
Forelæsning: Bildur Danſtut ¶ Danſſum anſeer han for en Trytfejl) 
en Bogruin, i Minerva, Juni 1819. Det er en Overſattelſe af 
Krekumsl med Oplysninger a —— Sem vprn henſatter jeg 
et t Pax Erofrn dl > 
. . AR: Bugge med an, 
Nu vil vi fh ſpare 
Aff BSierneſtal 
WGaat Ol at Thylle 
De Galſen' at ſthlle 
7 "JF. Othine Cal: 























ST. Det lærde Tinpranq DEDE Poeſi. 


LITT , Dilremndnsæøte 1173914 20: 917) ogillsiftrej 
BIDE SE, — — Inde somt mid mat 70—80g 

TERE » Dg, yil jeg, fyre m ling us3nro%g org 
Ads nflyge min, Xørft. slit 11599109 4540 strad 


nj Zat BYTE FEE i Sotimttint on— ds 

4 ui TO jeg HK SR molnk, 420 nuxn 
rr eter Hidtil Gadd), suolsiS urt igau avſi 
Hand ilader mig ale Tor ogs gin 
rer ner aeg I2l ånd ga 


RL mr ber —A— amn I 333550) 
i, tede vr eg —28* li. jørlenmod 137 vji 
Mit: Liff mm ædes] 10 43 323113j 2 32132 
"ou 3 Leer. deg føre Fratz ore gere 2 
JENTIHHSKE Pors stitene stamme 
,  Sjampebogen, Baandſtrift Pas, Univerfi itgtsbibliotheet. See 
Rherup i Liunges Literatyrs, Kunjts og "Theater blab, Ade i rug Ste. 
99—31. Viſerne ere forſhnede med lange" Simstitte Dblekafierl· og 
eve ſilv liendelig brede og langtrukne. Efter RMerup har! — 
levet omtrent ved Midten af; det 17 Aarhundrede eller heuimode ve 
Sluhjung, ſnareſt det. ſidſte; men alle Formodninger om hyem det 
kanvare ere fun loſe Gjætninger, Det er ligeledes uviſt. om, DE 
figtes til dette Haandſtrift j Konſiſtorii Erkigring 1719 —— 
Udgivelfen af Peder Syvs Kjampeviſer eller Tillæg dertil, af be j 
ntaafte trykkes og Kjærnpevifebogen formeres paa ny.“ —E 
aeſeides Aatbog 1802, 6. 62): It. Barfod udgiver det så.) 


Flat ÆLLLENPUJER: re; så: 


—*9 


irens Sovebæmne var, im idlerkid den gudelige "Digte 
ning, den Boefi, ber „ſom Pasſionsblomſten er, udſprungen 
af Kriſti Blod”. Foruden Arrebo pg Kingo gape ;næften 
alle Digtere fig af med ben i allehagude Former, og der er 
noget ſmult og opbøyggeligt i, at benne gudelige Stemning 
giennemtræenger alt, at Gudbevidſtheden udfylder Lipet og 
derfor dets Billede Poeſien. Men, het bliver derned vanftes 
ligt, hartad umuligt, at drage flarpe Greendſer imellem be 


ap Sacelig Dizuiag⸗roi 12 SKE 


forſtjellige Arter; Digterne fjenttenbermilig og bet gubelige 
gaar fom hin røbe Traad feftr Aaſnnta vãr verdslige. 

Fra Fortiden gif en State ott der oprindelig 
horte Middelalderen til, Fe FS —R bte noget KIR Ek 
Herredomme, fortfattes i Mopgemaghet: ;hine game. eis 
fange ved Julen, Helligtrefonger,,; Meipifse, o. desl., ber 
iſer ubgif fra Sfolen. Glere Rehtoxerigremmebde ved disſe 
Smaadigte Smagen for Gnigreg Muſik hos deres Lærlinge 
og hos Folfet, blandt FE ge An dofen Gettorp 
(Reftor i Landskrone, fil iver — att fl hd etljungby i Skaane) 
tfær bør bemærfes ; Sangene jø fo, mag bebganmes alene efter 
beres Øjemed, be ere ber fizyp le, mhartgis enfoldige. 

Dernæft have Overfættelfør ;edlen,Omffrivninger af be 
mejt poctiffe Bøger i bet gamle Fejtamente bet hele Tids⸗ 
rug ighemehi i Siittenne —9 — Re bling 
i en Siags Omirignit — hon mag HUN FR 
Cr Odenſe/ Leltar j.heologien dr Lante,,t A6OR) »fnart 
enkelte: af disſo falmer: jen nægter: inendelig :…Mængheg 
Seremice Begrerdelfenaß Vertel Wichman⸗VProföten/ Jonke 
af” stn s Meveſlet Soettn ts mit Hee war ud 
bet fal 











(Bræft i after), 1648, Jver Brint (f. i Balbershoug i 
Betgens ·Silft; getopraſt:hrceſt SR Liubenhavn, 
471488), 741605)” Fører NT He. "Det inicerkeltgſte feb 
vieſeForſyg ode Melobler veriebfage nioglel af bek. I» 
Mangfolbigvrꝰ Libetiglven gibelige SGelbbigtnig gea 
be rinebe Obltftzierndver fem hellige⸗Srifftsgnvhholb, yes 
Forfattere De Re SEK evne” re rn øse Er 
på" eh inere Porte VIST ſaniiniufülle "bei biberfte / For⸗ 
trelling· unber vlbfe Stzibpuͤnkber! fom Pebet DERE lunab 








372 Det færde FSI OVRE Poeſi. 


i Nogle Rviribelfe;/ 16507" od det ſcuinn ARB) · nihur· 
Skriftſtederne ſaͤnmen⸗ ; Itihſon!! us um non 573 
Rathel fin Ble 'dilter' feet TY ek SF suuni m97 ma 
Giorde ſig! Ning] fatte fig! offden fab. anet, lift omdlns7 
3 Ja,: Randent kuuſt od Hånd rte de Hass i7 
SEE reb Suintelift hafa ſetuingan nde⸗ girls, i 503 
Derfra hævede: Ditztmingenꝰ Ht ter garde re *og 
Huspſalme, hvortil ver gabesiVidriz! fa ender ut 
aanbelige Sange, der fra⸗ forſtzallige Nelikiger ilter ſiullere 
fig fainmen ĩ mdr sg" førte ERE "ytrer dl ALLE 
feren (Mesſſader).“ ER Péturelig Ret grene 
hvem ver findes ” ndfotlide Efretremiugẽtle Dir STUEN 
ning; høre Bertil: Peder Hegelunvo; Hans!Chriftenſer Skheit 
(157B. 15088. 1592); Niels Zenfen sbiyꝛiabvert Hanfelt 
Helſinger; Niels Lantibſen Atchanter 610077 "Bette LL 
derſen (omtr. 1608); Hans Henrikfen "Hang Proüſt på 
Samso 1611); Sien Jenſen Bille tomt. i sig 
Ran (Præft i Malmo, 1615); Niels Serra 6 1); · Ehri⸗ 
ſten Thomeſen Seheſted'og Motte Kofentrantg ; Cheitobher 
Auguſt Critjen (16244? Sans Povelfen Reſen. Imellen 
Arrebo og Kingö vg derefter: Mabs Bredel Vieble (1682); 
Holger Roſenkrands (168); Niels! Mikfelfer Aalborg (1647); 
Fefver Raemusſen Brochmand; Sereun Povelſen Gotfænber? 
Anders Beberfen Romborf; Peder Matthisſen Ofdid (1648); 
Axel Hanſen 116637; Peder Oluffen Svrgning (16687; öErit 
Erikſen Pontoppidan; Frederik Brandt (1674); Johan Bruns: 
mand (1670. 1687); Jens Pederſen Bergendal (1676); Pe— 
der Moller; Holger Paulli; Diderik Grubbe (1680); Jeſper 
Rasmusſen Rachlov (1684); Elias Eſtildſen Naur (1687); 
Niels Anderſen Bybjerg (Urbimontanus); Søren Jonæfen 
(1693); Niels Chriſtenſen Arctander, o. fl. Blandt disſe 
Forfattere ere ifær to, ber hidtil vare lidet agtede, i den 


mor mMudelig DÅB rr 3,3 574. 


D.Pſfalmsdigtning. HEP Bette, blenge bragne-fren ,… pg de 
ere næften be enefte, ſom vi her; nor bet. iſle gichlderx alene 
om ben jævne Pfalmetonf, men, om, ft Roeſi, Junne tage 
Henſhn til: Hans Khriſtenfe t Aller. Sthenius 
(f. i Roeslilde I544 eller: tidligene) blev sorittren£ 1565 Refs 
tor i Helfingør, dg forenebe fo8.1500: met bette fit Embede 
et, Kapellani, hvorhos, han, fom bet. ebber, 7 med Rugdommen 
ſtulde til Aftenſaug ſynge Diſtayt; 1583.:blen: han. Sogne- 
prœſt i Malmø, var han, endnu var I603; naar han døbes 
vides ille. Han vgr frugtbar, pan, Boxu, byaraf fan havde 
ferten, og paa Digte, og indtager en hæderlig Plade blaudt 
Pſalmedigterne. „Uden Spørgemaal, hedder bet i D. Pſalme⸗ 
digtuning, por han ben, heldigſte i hele bet ſezteude Aarhun- 
drede; ingen: pan; hang Tid og fga efter, ham forſtode at 
ftemme fine aanbefige, Bifer i ben troffylbige, inderlige Tone, 
ber. var, Tidsalderen eller maaſtee rettere er Folfet egen; 
ogſaa hang; Opverſcettelſer (f. Ex. Af Hojheden oprunden gr) 
ere, iffe. en. Rimſmeds ſſlaviſte Overfættelje af Ordene, men 
en fri.og tit flydende Øjengivelfe af Faulfen.", Frede rik 
Brandt (f...1632 paa Al6, hoor Hané Faber vor Præfi) 
havde ſtuderet i Frankfurt, Leipzig og Wittenberg, men. blev 
1658 Præjt i Svindinge i Fyn, og 1676.i Nyfjøbing paa 
Falſter, og var derhos tyſt Slotspræft hos Enledronning 
Sophie Amalie, .f. 1691. Han overfatte: Kiugos Morgen⸗ 
og Aftenpjalmer paa Tyſt, og digtede og ſtrev ifær, i. dette 
Sprog. Hans Sange ftobe engang.i megen. Anſeelſe, au⸗ 
ſaaes for. „ſtioune, velllingende, aandrige og meget gudelige“; 
Holberg, ver ingen Ynder var af gudelig Poeſi, taler paa 
fin Bis om hans „Viſer, ſom ſiunges med Fiol i begge 
Paradiſer.“ Medens Pſalmen enten gientog omtrent paa 
ſamme Vis og med en ydinyg Forundring hine vidunderlige 
Begivenheder i den hellige Hiſtorie, hvor 











Ye 


min 





Det lærde CRerlingsi! DAR Poeſi. 


Fadeten kodes afi ugiftot BOR sag 125250 
Daatter undfangers fn ede Brober, 11 S 
Tjen ene, set herſdeude Bid. 113% 
—— mo 


$) Tree: KL NON Qilsixajid dom på 


KKR o ts 


—* re —J—— 


f. 


See dog vpy Fm fle Dje! Di 305. 
—5 hid Naeraa i snirnit 727; 
ane far? 


mere gå ge En ap — Hilsang uñ 1341 12 AN 


KR 


mu” 1,9 DN l, 11491" kk ⸗ 533140 1931. If —* nziis 
ver, o Øre, favet bru bru 

Jorden fjeldg, Babel hiv pir din mg 

Ugt dig (elv Bjert ”bedfe, Dar 10 


Du af dehgt Bllfmægtet de så nyt 
1903 FNS " I" sl HE: * 
eller med from Jubel fryder ſig ved Forføsningen: sem 
Sjunger, at def giver Klang Tori 14 
Og i Luften yder, SEE * LT 
Jeſus med fin. PÆGNIRL9P VENDE yl 
Skyer gjennembryder.. . —* 
Sjunger med Bafuncts Rs” 70 mr 
Leger nu paa Zimler z u mrs 
Israel har han forlaſt, 
Bi i Glæde, primlerz j.. 
og over den gjenvundte Himmel: 7 SN" i" 
Synden og al erdens Bee 
"]. 


Skjules med min Jordes Bler, 

Saa, nadt Nim Baflin fla iige, 
Jeg af Gräven glad mag føringe, 
Og'da, Fefa, følge digc 

Lige op ad Himmerig; 


8. 


og medens den ogſaa billedlig, men med ſimple og beſtedne 
Billeder, taler til Fantaſien: 


inn GelignDiacig⸗ral 142 575 


Naar jeg hetanter Betis. Eid, og Atund/ uñ 
Som geg af Banff 10 
Mit Gijere ſig ger! fan mongelundnj2 
Som Borgene; Dagen, Aon share pil. 
seler Hang ð lå Gub: 


HEN olim. orm 
Fag fr, f ØM EEI ERE: ER sig sm 


—* br den Sbor eg —* må må 
For Naring de mane: flet Intet fvides 


ENN 


ſaa giver Sthen fin gudeligt KAN A af Kjempe⸗ 
viſen, og fmælter derved ganfte ve bejlig Fortib og Mau⸗ ſammen: 


Main pons 


Jeg gif mig lå Føfent, Zunh, ; 
Jes agted be, Din å 
Ren der mo mg (enes Rn, 7 
Den jeg då efter monne lede; 
neger, Get gåt vsdert lodret ren far olie 


Den ljuſe Dag Fotgangen vri in miu 5 
Og Natten hun hænge 'o8 ' 
O Jeſu Chrifte; dre: tær, 


















eller 








Lad 06 ej gjøre det digtet" 
Ej heller i Sorgen, masxe. 
Glæde os Gud i 
eller … : 
Jeg ſtod pig 1op an .Mohenſtundo 
Jeg klaged min Sorg fag, mangelen 
Sorgen var i min fu , for; Synper mi 
Der ſtod en Engel og lhbbe derpaa; 
Du arme Cynder, hvi Klager du dig fan? 
Sorgen var i min Gu for Synder mine. 








576 Det lærde Tidsrum. Danft Poeſi. 


Næppe fan man heller vente nogen fljønnere elegiſt Strofe 
end den Evaldſte Beghndelſe til Brandts Sorgelvad over 
Henning Valfendorf til Glorup: 


Hvi ſtaar Jeruſalem ſaa ſorgelig nedbeiet? 
Og Sarons Herlighed, ſom var ſaa klar ophøjet, 
Hvi morknes den fan ſaare, 
Og lægges faft i Stev? 
Ya, Zions Datters Taare 
De ſtaa ſom Dugg paa Lov. 


Erindringsrim over Bibelen, „Vers, ſiger Ryerup, faa Gud 
fig maa forbarme“, af Jens Bjelle: Epitome Biblica efter Sum⸗ 
marier offver Bibelen. Kbh. 1633. 4. (D. Digt. Hiſt. 3, 9.); 
af Ove Nimtoft: Breviarium theologico-rythmicum Det er. Kort 
Summariſte Rijm offuer den Hellige Bibel. Aarhus 1637. 4. 
(D. Digtet. Hiſt. 3, 13). Saaſom: 


Jorden var flet øde ce tom 
Guds Mand offr Vandet fuefuet, 
Saa ſtabt' Gud Verden vijd oc rom, 
Saa den er ferdig bleffuet. 


See i svrigt om de Cvangeliffe Rimſtokke D. Pfalmedigtn. i Pſalme⸗ 
hiſt. 2, XXV. 

Peder Hegelund: Artes astusque muliebres. Nogle Qvinde⸗ 
Lift, Loff oc Laſt, Alleeniſte udaff den hellige Bibel: Vdtegnit udi 
Sangpijß aff Peder Hegelund, fordum Skolemeſter udi Ribe. Run 
hab' id) doch einmal erlebt Ne Stund etc. Nu igien paa Ry prens 
tet, Aar 1650. (Ogſaa bag Sfuefpillet Suſanna. D. Digtet. 
Hiſt. 2, 20). 

Gudelige Feftfange: Genethliacon Jesv, Servatori sacrum. 
Scholæ Ripensi præscriptum, Quo Tyrones etiam anniversarios 
Christi natales sie primulum et religiose concelebrant. Auctore 
Matthia Pors. Slesvice 1589. 4. er en danſt Juleſang: 


Blandt Juda Førfter, Song Davids By 
Den ringſt flalt du ep vaere (etc.) 





mnGudelig Bitzining 877 


J det⸗ Exemplar, dernftabesrd.. Efelinſtjrineb/ Samlinne og” ſom · Pors 
felv / har joravet Sen af Diftlpline di Melodick ſWeden! til. 5 Dr 

Jens Madſen Gettorp: Bar,” 1 Frb Shift Mua oc 
Dods Hiftorie vdi Rijm befatted Item Nogle aff Davids Pfalmer, 
vnder adffillige Moder⸗mitnGutfryetighedeliwffüelſer iiſtillede etc.) 
Kbh. 1623474. Indortalen oplyſer hamn Alarfagen / R jåE han uds 
fatte Jeſu Chriſti Pines søg! DedsnViſtorepan Sapphiſte Rim: 
Ham var betroet Skolehjeneſte i mæple;Mab (2 Landsfrone); om 
Faſten, ſom man veed, »fortlares”:delme-Giftorieraf Pradikeſtolen. 
Nu vilde han om Ontdagen i.Men) pro txt, ſjunge den ſamme 
Part med fine Skoleborn, undertiden quatuor, undertiden sex voei- 
bud, ſom ſamme Dig af Phabitanten bléks søkeft dg" fotkkaret Saa 
var og Stik, at de duSkolbn oiniAftenen, "førend den banlttbiedet, 
ſung be ſauumeVets fr cek Sicuihle Sød al retten, oglenb 
ſom ilke alle kunde ffaades ĩKltkin og" der fuld] Lærige Foſten vrede. 
+ rad! denandbe Rime erenanlangenwesnſüün häblt Stolehenefſtt 
ogſaa givet ham Anledning tilbe at ſtiibeThrevet var etik I 
Landsfrone, at hvert Aar p⸗ 
(ſom man falder det), af 
collegis og alle Difcipler É: 
vare Borgerne der fammej iche mej 9 
Csn, de bevifte den Are, vilde d mmelige igjen imod 
dannn danſte ob: font, om: for: fer; Dar Gom. hon mu vidſte 
meget Folk altid at komme tilftede, hvor ſaadant fleev vilde han 
Majgrevernes,Forælare til, Oxe, og Folde til Umderpisning, Ehi did 
Tommer synbertidere de. for xelugleinwer at igan tik Kirkm), fade 
for: Forſamlingen nogle Mim,…opløfe af. den ſom Krandſen havde 
paa: Og gav. ham. Marſag det cforſte Aar 1618 dertil den bes 
hagelige Fred, ſom Guddem forleute. — Nogle "af: hans Venner 
har i forgangne Aar begjeret af ham, at han vilde udſkrive for dem 
ſamme Rim, men det vilde væve: Ham: noget befværligt, thi Gud 
veed, at den haver nok at gjøre, ſom ſtal være baade Præft og 
Bonde; de har da. bedet. bam at lade dem prente. — Den hele 
Samling af mangehaande andre Rim har iøvrigt ingen poetiſt Værd. 

Hertil henhsre: adſtillige Julepſalmer, f. Er. Peder Krabbes 
Smaa Børns Julefang (Pſalmedigtn. Nr. 423); Helligtrefongers 
Viſer, f. Er. den i Nyerup og Rasmusfens Udvalg 1, 278; Skoles 

87 























578 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi. 


peblingernes Sang fft. 1, 267 (D. Pfalmedigtn. 1, 457,- mærkelig 
ved fine Ordſprog), 1, 282; Bryllupsfangen, ſom Diſciplene i Her⸗ 
lufsholms Skole fang ved Bryllupper, fit. 2, 243; Kolding Skoles 
Majmaanedsſang, fit. 2, 247; den hos Terpager i Ripæ Timbricæ, 
S. 723: Hil dig du Dannerfonning kold, fra 1577, jf. Ryerup, 
Skolerne S. 56—57. Rimeligvis have ogſaa Dandſe været les 
fagete med Sang. Der omtales en Tranedands, ſom Skolens Pers 
ſoner dandfede ude paa Engene ved Heflet, et Parti ſtaaendes paa 
de andres Axeler (Roſtock om Ribe. Wegeners Efterretn. om Vebel, 
S. 20.) 

Nyerup anfører af Søren Kjelſen: Traktat om det Julevers: 
En Oxe og Aſen derhos ftod. Kbh. 1643; jeg har ikke fundet den. 


Lverfættelfer af det gamle Teſtamente: Thomas Villumfen : 
D. Digtet. Hijt. 2, 102. Ved Titelen tilføjes: paa danffe Rim 
efter Lobwaſſers Melodier. Bidrag til en danſt Pfalmebiftorie, D. 
Pſalmedigtn. 2, XXIV, yttrer om Bogen: Disfe bladleſe Skygger 
fan være ret markelige i Literaturbiſtorien, men blev aldrig hjemme 
hos Folket. — Af enkelte Davids Pſalmer haves der desuden ads 
ſtillige Overfættelfer, fom af X. X. C., def er Niels Nielſen Col: 
ding: En fort oc renfoldig VMeggelfe, offuer den LIL. Palme. Kbb. 
1566. 12. — Screffuit i Roſtild den 12 Juni 1566. J Slut» 
ningen findes Pſalmen paa Him. — Oluf Lauridſen Trunthiem: 
Mizmor. Eller den XCIV Davids Pſalme (etc.) Kbh. 1636. 
Indeholder Pſalmen paa Vers med nogle forte Bemærkninger. — 
Jens Sorenſen Bergendal, Davids Prophetiſte Harpe⸗Leegs Forſte 
Chor (etc.) Kbh. 1695. (De forſte 42 Pſalmer). 

Berthel Wichman: Jeremie Begradelſe eller Jammers vijfer. 
Poẽtiſt vdſatt. Soroee 1645. 4. Det er fire Jammersviſer og 
Seremiæ Bon i Alexandriner. 

Rasmus Rofing: Den Gradende Jeremias og Siungende Sas 
lomon (etc.) Kbh. 1696, med en Nytaarsgave af tretten Pſalmer. 
Afdelt i Sange. 

Soren Jonæfen: Den Prophet Jonas udi Danſte Vers fors 
fattet. Kbh. 1680. .4. I Alerandriner, men lidet heldig. Be⸗ 
gyndelſen er: 


Gudelig Digtning. 579 


Der Ninos bafde fig ſaa dybt i Syndſens Sole 
Judvelted, at bun ſelff eg meere kunde føle, 

Os ſandſe, at hun var aff Lafter fuul og fort 

v Gnart ſiuncket ned indtil den fvoblet-Pjnesport (ete.) 


Senrik Gyldenſtiernes Ehrach er omtalt. &. 31. 

Laurids Pederſen Thura: Canticum Canticorum Salamonis 
etc. D. Digtek. Hiſt. 3, 21. Da. der her findes Prøv: paa de 
regelrette rimede Viſer, vil. jeg formedelft. Sfriftets Sjeldenhed til⸗ 
foje en anden af de urimede: 





Buuden. 


See min Kieriſt er huid og rod, 
Eu Fendrick, raadr for Lif oc. Død. 
Com fijut Guld hang Hofuet er, 
Haarfoderne er” kruſede, 

Glimmer ſom Rafnefedre. 


fans Ohen ſom Ducehen, 

Com er altid hos Vandbecken, 
Toede i Meld oc renfet, 

Sidde faa, ſmuckt i fuld Anſict: 
Syet er Speil for Hiertet. 


Hans Kindbeen ſom Bied med Vrter, 
De Apoteckers Budicker, 
Hans Læber ſom Lilier, 
Der dryppe nock Nyrrhe, ſom oc 
Er gangbar fie ſteder. 


Laur. Vidſted: D. Digtet. Hiſt. 3, 22. 

Iver Brink: Bruudgommens og Brudens Jeſu Chriſti Og 
Gans Kirkis Aandelige Kiærligheds Sange; Det er Salomons Høje 
Gang (etc.) Kbh. (under Tilegnelſen 1695). Tilegnet de Evan⸗ 
geliſte Chriftne til London. Afdelt i Sange. Forſt gives Ind⸗ 
holdet i Profa, faa Sangen. F. Cr. 

s7 








580 Det lærde Tidsrum. Danfi Poefi. 


Jeg fagde, jeg vil nu opſtaa 
Behænte 
Og led” i hver en Stadens Vraa, 
Sa rende 
Guds Menighed 
Baad” op og need, 
Hver Gad' og Etræde, fom jeg ved 
Til ende. 


Jeg med langt ſtorre Fyrighed 
Da vilde 
Opføge ham, mit Hiertis Meed, 
Livs Kilde; 
Mens af! jeg var 
Nok fnyg og fnar, 
Dog alt mit Arbeid anlagt var 
Kun ilde. 


Jørgen Urjin: Salomons Hoyſang (etc.) Udg. af hans Son 
1740. 4. Bojſangen i Alcxandriner. 

Ogſaa en Digterinde prøvede fine Kræfter; nemlig Eliſabeth 
Pedersdatter Heeboe: Aandelig BrudesHarmonie (etc.) Uddragen 
af Kong Salomons Hoy-Sang (etc.) med Et lidet Tilgift ſammen⸗ 
ſtrefven af cen Ende Paa Det enfoldigfte. Uden Tid og Sted (aps 
proberet 1689). Hver Sang med en proſaiſt Indledning. Med 
Digterindens Portræt og et net Kobber foreftillende Brudgommen og 
Bruden, der kysſes. 

Ulige heldigere er følgende Efterligning af Kjæmpevifetonen: En 
god quindis Beffriffuelfe, af Salamonis Ordſprocks ſidſte Capittel, 
vdfæt paa Rim, aff Lauritz Jensſon, Sognepreſt i Bal par Gul⸗ 
land, oc tilfereffuet, Erlig oc Velbyrdig Quinde, Fru Hilleborrig til 
Juelſtow, Salige Emmicke Kaaſis Effterleffuerſte. Sin gunftige Frue. 
Oc ſiungis met de Noder, ſom Falquor Lomandsſons Viſe. Pren⸗ 
tet Aar 1616. Udgjør 23 Strofer. F. Cr. 

J Huem ſom Lycken vil ſtande bi, 
En dydelig QOvinde at fange, 

Hun er langt bedre ieg fige vil, 
End koſtelig Perler oc mange, 


Gudelig Digtning. 581 


Vel hannem der flig en Quinde til Ecte 
maa finde. — 


Gun omgaas gierne met Hør oc Vld, 
AF Roden paa Tenen at fpinde, 
Gendis Hænder er' altid aff Arbeyd fuld, 
Der met hun Penninge kand vinde. 
Bel hannem der flig en quinde til Ecte 
maa finde. — 


De Fattige reder hun fin Haand, 
Baade Cpife oc Almiffe runde, 
Saa be for Gud oc Menniſte kand, 
Hende roſe i allen ſtunde. 
Vel hannem der flig en Quinde til Ecte 
maa finde. 


Om den gudelige Digtning og navnlig Pſalmedigtningen, dens 
Forhold til Fortiden, Udvikling og Behandling. fee det kritiſte Hovedvark i 
Denne Del af Literaturen, Dr. A. G. Rudelbach Om Pfalmeliteras 
turen, Kbh. 1856, ifær fra &. 262. (Da jeg iffe har kunnet bes 
nytte dette Skrift, maa jeg faa meget mere henvife Læferen dertil.) 

Hans Chr. Sthen: Lyschander de scriptor. Dan. i Weſt⸗ 
phalens Monum. 3, 470. D. Digtet. Hiſt. 2, 83. D. Pfalmes 
digtn. Forf. 1, 26. og i Pſalmehiſt. 2, XXIV. XXVII. Rudelbach 
om Pſalmeliteraturen, &. 292. 302, 307. Facobfen om Stuefpils 
forfattere i Hiſt. Tidsſtr. 5, 529. 

En liden Vandre⸗Bog: Indeholdendis atffillige ſmucke Boner 
ve troſtelige Sange, med nøgle nyttige Ljfs⸗Regle, i artige Rim bes 
fattede (ete.) Componerede oc ſtrefne aff Hans Chriftenføn Sthenio 
Roeschild. Chriftiania 1659. Aflang Format. Heri findes den 
gamle Dagvife og flere ſmukke Pſalmer, fom ere aftryfte i D. 
Pſalmedigtn. Blandt andre Ting: En liden Chriſtelig Betractelfe 
paa min Fødfelsdag fom er den 25 Nov. ætalis 44; Dver de otte 
Børn, fom han fatte Vers over i Helſingor 40 80. 

Lyckens Hiul. En kaart Vnderuiſning, om Lyckens wſtadighed, 
ve Berdens løb, Screffuit oc giort, aff Sans Chriſtenſon 8. Ro- 
schildense, Guds Ore Tienere vdi Helſinger. Fortunam reue- 





— 
Item, den 91 Daudas Pſalme, 
fætte oc fordanſkede aff Bans 
vdi Gelſingor, 1578, Keb. 
til Glorup. (Udgivet i Peſtent 

Irederik Brandt: Cimbr. 
D. Pfalmedigtn. Forf. 1, 48, 

6. 339, Som Øræft i, Fon 
Friederich Brandt, der døde, paa 
(etc) In Daͤniſcher Sprache vi 
gehren, ins Teutſche uͤbergeſehet, 
zu Svenning bej Glorup, Kpb. 1 
lig Forandring af Dauids Dry 
Friederich Branner, > Tilforn pr 
ptentet· i Niobe kfn. (Uden Si 
er er Urvikting i Reb fa "opera 

Dgſaa hans Proſa er brav. D 
Pfalmer. Den førfte er: vil 

den Cal. Belb. Gere Øemling a 

Fander og Ønfte, aff habåede! 

opſat, og tilftrefvet hang Vo jacdl 

garetha Blomme, Anno 1656. 

nedbøjet etc.) Samt: Tilgift £ 

blandt: Verdena Mistanke 








Gudelig Digtning. Mesfiaber. 583 


Minutiæ piarum cogitationum). Kbh. 1681. 82, Lyſtſtoven er 
dels allegorifte, dels afhandlende Betragtninger i Proſa, ſom: Morgen⸗ 
redens Binger, Jomfruen Patientia, Dudaim, Urim oc Thummim, 
o. ſ. v. ulige artigere end de lignende af Chriften Ferring. Et 
Hundrede Sprog og Vers er Epigrammer over gudelige Ting, forte 
paa Latin og faa omſtrevne paa Dauſt. 

Nyerup anfører af ham: Marspiter Leucoreus. Holmis 
1655, 4. fom jeg iffe har fundet. Zwerg, &. 739, anfører Die 
Nordiſche Perle oder Regierungs Hiftorie der Königinn Margarethe; 
Beller iffe den findes, og i Cimbr. liter. tvivles der om, at den er 
kommen ud. Zwerg anfører ogſaa Brandts Bonneſuk ſom Haandſkr. 
i Karen Brahes Bibl. S. 158. 


Mesfiader: Jens Gettorps forhen nævnte Jefu Chrifti Pines 
og Dods Hiſtorie i ſapphiſte Vers er meget jevn; ſaaſom 


Jeg vil din Hiftori, min Broder fiere, 

Jeſu Chrift, opregne: Du mig regære! 

Naderen; din Pijne oe Dod tillige, 
Bil ieg fremfige. 


Gellet iffe er der didere ved: En trøftelig ny Sang om Jeſu Chriſti 
allerhelligſte Pine ve Død, Saa oc ærefuld Opſtandelſe (ete.) af 
Niels Jeſpersſon Skowboe Aalb. Kbh. 1613. 4. (ſom jeg iffe 
finder 608 Nyerup), uden at man deraf fan ſamle nogle gamle Ord. 
Saaſom 


J Haven der Adam Budet brod, 
Met Krop oc Siel field i Guds vred'. 


J Caiphæ Hub, den ypperſte Preſt, 
Vilde hand ſtaae puſt oe ſtore Kindheſt. 


Langt højere ſigtede derimod Elias Eſtildſen Naur (f. 1650 i 
Naur Præftegagrd i Ribe Stift, opfedt hos fin Morbroder, Præften 
i Viſſenberg, Hans Naur, dimitteret 1672, blev 1674 Hører ved 
Odenſe Stole, 1687 Rektor, 1691 Prof. ved Gymnaſiet, efter⸗ 
haanden i Graſt, Theologi og Hebraiſt, + 1728) en from, guds 
hengiven og uegenuhttig Mand, der fom Kingos Samtidige og Sams 


mms uven rageſt 
æde og uadle Udtene, 


var eller ingen giordes 
han ingenlunde været) 
bliver latterligt, 3. & 


Jeg raat 
o Frelſer 
at jeg mi 
i Troen | 


Blandt hang Digtninger 
i det mindſte to Gange , 
Art Mesſiade med indftrø, 
et Sorgeſpil. Kingo har, 
Dertil, Bjennemlæft det og 1 
Derpaag: Jeſu Ord til Diſe 


O vaager, beder, a 
i Friftelfe! Gvor fm 
forknuſes i en Ga 
Det er jø ſtrobeli 


om Gethfemane : 





Gudelig Digtning. Meoſiader. 585 


der Blomſter vare nok for Sjale⸗Vunder⸗Vee 
fan plukkes; men hvo vil dem ſamle eller fee? 
See der er ftened Grus, fom Blode⸗Draaber drikker, 
ſom Jeſus foeder ud, ja byler, flager, bitter; 
al Verden fover deg, og nep en Draabe vil 
med Gjælen fliffe op, og bukke fig dertil. 
D Verden! Verden! hvad! hvad er du Synd-⸗forhardet! (etc.) 


Ved Peders Nægtelfe : 


Den knebre⸗nebbed Stord ſamt Traner, Duer, Svaler, 
de faft til Mennefter med LæresTunger taler, 
ved den beftemte Tid, ſom de juft komme paa, 
at Folk, mens Tiden er, flal og til Herren gaa. 
J det den horned Stud bedſt Ejermanden fjender, 
ſluk⸗ored Aſen til fin Herres Stald og vender, 
for Avne, Klapning og for visfen Ho og Straa, 
Da læres Folk til Gud for Sjale-Mad at gaa. 
Saa mindes Peder af den kamme⸗kroned Hane, 
at han var løbet fra fin Herres Jeſu Fane; 
en Hanes Kykkle⸗Gy og klejnlig Gale⸗Roſt 
erindrer Peder om fit Synde⸗Fald og Broſt. 


Naar han ret vil gjøre Indtryk, bliver han væmmelig; f. Cr. i 
Beftrivelfen over den Dede i Graven: 


De fire Fjelle fan ej vore Lemmer klemme, 

Naar Ejælen iffun er i Jefu Haand og Gjemme; 
ſom Paulus Landet naaer oppaa fin Flyde⸗Fjel, 
faa vi den Himmelhavn, hvor det flal gan os vel. 

Kan af Uhumſthed end de Orme⸗Klaſer fødes 

og vrimle i min Skrot, de ſtal omfider dødes, 
naar intet for dem er foruden Ben og Rad, 

Da fulter de ihjel, og faar ej Smule Mad. 
Fuld ſtakked Tid de fan fig med min Vadſte lafte, 
for de henfalder i mit Etov og mulded Aſte; 

faa jeg flet intet dog fan mifte udaf mit, 

naar jeg er allermeſt omædt og orme⸗bidt (etc.) 





588 Det lærde Tidérum. Danff Poeſi. 


Eet Barn een FADER haffve maae, det kand dig en fallere, 
At Verden håer een FADER da, det maa du conſirmere. 


Hos Nyerup mangler ogſaa Henrik Taulov, hvis Syv Gange 
ſyo aandelige Pſalmer og ligefaa mange Hierteful i danſke Eos 
netter, og det menneſkelige Levnetssbeffrivelfe med adffillige galante 
Viſer paa de rarefte Melvdier nævnes i Nova liter. maris Balth. 
1704, S. 384, og altfaa maa have været til. 

Fra ben gudelige Poefi fan man tænfe fig Overgangen 
til den verdslige paa flere Maader. Det gamle Teftamentes 
hiftoriffe Bøger fremkaldte flere hiſtoriſte Viſer eller Rim— 
kronniker, om Joſef, Ruth, Cfther, o. f. v. der, naar man 
undtager Grundtonen, fan betragtes fom verdslige Digte. 
En anden Maade var Forbindelfen af et ethiſt Formaal med 
Allegorien, fom Hans Tavfen allerede havde anvendt. Niels 
Helvad f. Er. binder fin Roſenkrands ſammen af Bibel: 
fprog og Vers af Davids Pſalmer: førft Bøjelen og Urter 
til at beſmykke ben med, af Bibelfprog, faa nogle Roſer af 
Davids Urtehave, faa „nogle fføne, røde, dubbelte Roſer, 
af Sions Urtehave udſprungne“; derefter „nogle dubelte og 
enfoldige Roſer af adſtillige Farve, af Herrens Paradis til: 
ſammendragne“; og af Bibelfprog fra begge Teſtamenter 
flynger han derpaa ,,ben gyldne Snor om denne Roſen— 
krands“, alt oplyſt med ſmukke Figurer. En trevie Maade 
er Digterens Betragtning af Naturen, næften altid for i 
ben at finde Stof for en ethiſt Lærdom. J fin Ihukommelſe 
af Menniſkens Alder, fom han gjennemguar efter be tolv 
Maaneder, finder f. Cr. ſamme Forfatter overalt Ligheder 
imellem Dyrets og Menneſtets Liv. 

Om Maj f. Cr. finger han: 

Naar Solen gaar til Hvile 
Imod den forte Nat, 


Nattergalen mon ile 
At komme frem fan brat. 


Gudelig "Digtning. 587 


i Malie,” 1637; Rasmus Svendſen 1643 Chriſten Lauridſen Munk, 
1644; Jens Ganſen Trige, 16475 Elias Poulfen: i: Skaane, 1652; 
Erik Bredal, 1664; Jens Poulſen Malmo; Sophie Bilde, 1678; 
Ludvig Pontoppidan, (Juleglæde, i Alexandriner), 1680; Chriften 
Vibhe, 1684; Peder Lellinge, 1685. 1698; Eliſabeth Heeboe, 1687; 
Laurids Gommer, 1687; Ofe Höflund, 1088; Hans Pederſen Ors⸗ 
bjerg, 1688; Daniel Vinther ;"3688; Hans (hos Nyerup Anders) 
Hanfen Bernhoft (Et Guds Barns Forlyſtende Fornojelſe udi ſin 
Gud. Kbh. 1703. er Pſatmierover Kriſtendommens Hovedjtytter. 
Bor Herres Jeſu Chriſti Pines ög Dets Giſtorie Sangviis. Kbh. 
1703, er en Slags Mesſiade i Pſalmer, inddelt i Akter. Under 
Fortalen 1688. Nova liter; maris Balth. 1704. &. 84.) Anton 
Mufæus 1691; Peder Rielſtül! Kfoge, 1693; Niels Jenſen Lyſtrup, 
1693; Samuel Olfen Bem 5 ¶ Dend flungende Tirs s Fordrif 
Eller Korſets Frugt); Jvet' Brink (EnChriſtens Tande s Tønle, 
med Imprimatur fra 16953; Rorten Rhode, omtr. 1699; Niels 
Jakobſen Min 4703; vem Garbve, 1707; Soren Lolk eller 
Lollik: Calighede Vandrebog, after. Kardinal Bona, i 162 Oder, 
1708 (pD. "Digtet. Gift. 4, 77) og ſammes ældre Bearbejder Jens 
Burchard, Sognebraſt i Tranberg paa Samse, 1679, hos Nyerup 
Jens Borbardfen; , Anders Jenſen Borch, 17009. Hvad jeg af bisfe 
har feet er uden Bøf. GBos Nyerup mangler: Chriſtopher Jenſen 
Kaalund,” af. hvem ter haves? daſtalauns finde Eller Jesu Passions 
Code Tanfer (dte), af "den, fom etter, fit Haab til Chrifti IJeſu 
Komme £bh,. 1680. 4.” %f Jens. Biiterons Inwrimatur ſees 
Forfatterens Re 














GBuad Sandet traad ber ſpindes fat,” mu vi om daſte mindes, 
Paa ſindets runde Meglesboldt hvad ranger ſtal opvintes, 

Det lærer 'Chriftue; fom vel vecd voriifierte ve vor Tander, 
Naat hård med Drdets Sammer⸗ſlag paa Hiertes Døre Bander, 
De gifver 08' at ponſe paa ſiu Ord paa Kortzet talet 

J Hvile Hand os ligeſom vor Skabning båer affmalet, 

Hand fører os forft til Gemht, at Sud hand er vor FADER 
Com hafforr; Sfabt, oe dahnet os, hand 08 da en forlader: 
See ickun til Nalurens Bog, det førfte blad ſtal viife, 

Det ingen ting er aff fig ſelff; Men ſtaber fin maa Priife; 








588 Det lærde Tidsrum. Danfi Poef. 


Eet Barn cen FADER haffve maade, det kand dig ey fallere, 
Ut Verden håer een FADER da, det maa du confrmere. 


Hos Nyerup mangler ogſaa Henrik Taulov, hvis Syo Gange 
ſyo aandelige Pfalmer og ligeſaa mange Hierteſuk i danſke So⸗ 
netter, og det menneffelige Levnetssbeffrivelfe med adflillige galante 
Viſer paa de rarefte Melodier nævnes i Nova liter, maris Balth. 
1704, &. 384, og altfaa maa have været til. 

Fra ben gudelige Poefi fan man tænfe fig Overgangen 
til den verdslige paa flere Maader. Det gamle Teſtamentes 
hiſtoriſte Bøger fremkaldte flere hiſtoriſte Vifer eller Rim⸗ 
kronniker, om Joſef, Ruth, Eſther, o. f. v. der, naar man 
undtager Grundtonen, fan betragtes ſom verdslige Digte. 
En anden Maade var Forbindelfen af et ethiſt Formaal med 
Allegorien, ſom Hans Tavſen allerede havde anvendt. Riels 
Helvad f. Er. binder fin Roſenkrands ſammen af Bibel- 
fprog og Vers af Davids Pſalmer: førft Bøjelen og Urter 
til at beſmykke den med, af Bibelſprog, faa nogle Roſer af 
Davids Urtehave, faa „nogle fføne, røde, dubbelte Rofer, 
af Sions Urtehave udſprungne“; derefter ,, nogle dubelte og 
enfoldige Roſer af abffillige Farve, af Herrens Paradis til- 
ſammendragne“; og af Bibelfprog fra begge Teftamenter 
flynger han derpaa ,,ben gyldne Snor om denne Roſen— 
Frands", alt oplyſt med fmuffe Figurer. En tredie Maade 
er Digterens Betragtning af Naturen, næften altid for i 
ben at finde Stof for en ethiſt Lærdom. I fin Ihukommelſe 
af Menniſkens Alder, ſom han gjennemguar efter de tolv 
Maaneder, finder f. Cr. ſamme Forfatter overalt Ligheder 
imellem Dyrets og Menneſtets Liv. 

Om Maj f. Cr. ſynger han: 

Naar Solen gaar til Hvile 
Imod den forte Nat, 


Nattergalen mon ile 
At komme frem fan brat. 


Verdolig Digtning. 589 


Jauch, jauch, bun da mon fjunge 
Alt med fin Stemme ſtark, 
Taf Gud med Hjerte og Tunge, 
Det er hang Guddomsvark. 


Saa mon du dig og rejfe 
J dine Blomſters Aar, 
Med Flid der at udkejſe, 
Til Tredive du naar; 

Unge Jomfruer mange, 

Til dem du ſtynder dig, 
Blandt Fruentimmer ganger, 
Com kvidrer ſodelig. 


Denne Sammenſtilling gjordes ogſaa til udelulkende Gjen⸗ 
ſtand, fom i Samuel Bugge's (f. 1605, Præft i Norge, 
f 1663) Ethica christiana, om Fugles og Dyrs Natur, 
1663, ber beftaar af fire rimede Linier om hvert Dyr, med 
en Afbildning. 


F. Cr. Frøen. 
Et Duchus lignes dit Hjerte og Sind, 
Den ene flyver ud og den anden ind; 
Gaa fan du iffe nøjes med cen af dem, 
Du elffer, men vilt have fire eller fem. 


Bigefaa i Dramatiferen Hieronimus Juftefen Rand's 
Fugleviſe. 


F. Cr. Gin Ugle ſidder i Mork og Mur, 
Om Natten flyver han ud paa Lur, 
Lyſet fan han ej lide; 
Den hader Lyfet, ilde har gjort, 
Om Dagen bliver det vel ſpurt, 
Naar Golen oprinder faa vide. 


Skaden er en Skvalderpoſe, 
Hende fan jeg iffe meget roſe, 
Gun har Bagvaſters Sind, 








590 Det lærde Tiderum. Danfk Poeſi. 


J ærlige Folkes re at hakke, 
Paa hver Mands Ryg at prakke og makle, 
Her ſtaanes ej Mand eller Kvint'. 


FEEr 


Rimeligvis Har bet Brubftytte, der er bevaret få wabne 
Rhythmologi: keg 18: mm ER TUN 
Bremfens Bud fon! red” + Gaard, 
Tranen trær pan Tronitten. 


Ud ſtod Fluen vel fvøbt i Maar, | 
3 Born ig å Brit 7 00 13 md, 


I * I 
og lignende adſpredte Levringer gaa nært rf af 
et eller flere ftørre Dyredigte... 

Blandet og broget, gudelig Øg verdslig, — ros 
mantiſt, ſtundum ſatiriſt, altid. bred, orbrig, uendelig frak 
fom eller bugnende af Cvulft, bliver Poeſien efter at ben 
tyſte Indflydelſe har gjort fig gjælfvende. Til disſe, ſenere 
Digtere høre ifær: | 

Jens Sten Seheſted (Sjenneſt), en uægte Søn 
af Hannibal Schejted (f. i Kjøbenhavn), ber ved fit Gifter⸗ 
maal med Mette Sophie Parsberg 1679 blev Cjer. af Selle— 
bjerg Gaard i Fyn, hvor han døde ſom Oberſtlieutnant 1698 
(ſom det hedder, 55 Aar gammel). Det var en meget. frugt⸗ 
bar Poet, der af ſin Samtid ſtilledes ved Siden af Kingo, 
ja, han var en ført Digter, mene de (posset de illo revera 
dici: poéta nascitur, non fit). Fyns Berommelſe fan vel 
endnu gotte en Fynbo; hang øvrige Digte give Bidrag til 
Sæbernes Skildring. 

Dorthe Engelbrektsdatter (f. i Bergen 1635, hvor 
hendes Fader var Rektor) blev i fit fyttende Aar gift med 
Præften i Bergen, Ambroſius Hardenbech, og opnaaede en 
høj Alder (jf 1716). Som Huftru, Moder og from Danne:s 
kvinde omtaleg hun med Hævder af fin Samtid, og ſom 


Verdolig Digtning. 591 


Digterinde vandt hun et fejret Ravn, hyillet iffe alene bes 
kreftes ved be mange revers, ber ſtiledes til hende, men 
ogſaa ved be mange Oplag af hendes gubelige Digte. Da 
hun (1685) lod fit Taareoffer udgaa, hæbrebe ind hende 
med et Vers, ber begynder med 


Gaar nu, gaar hen, I ni beromteſte Gudinder, 
At bukle eder dybt for en af Nordens Kvinder. 


Men ben Herlighed er for længft visnet; Hendes jevne bis 
belſte Sange ere uden Begejſtring og hendes Lejlighedsvers, 
ver ſtulle være muntre eller endog fatirifte, ere fmagføfe. 
Større poetiffe Anlæg, end denne Rimerinde, og en 
langt ejendommeligere Natur beſad Nordmanden Peber 
Dafs, „Manden med bet herlige Remme og gode naturlige 
Anlæg, hvis Poeſier udmarke fig ved flydende og let Verſi⸗ 
fifation, og med Rette fortjene den Anfeelſe, be tim over i 
hundrede Aar have ſtaaet i, iſer hos Almuen, baade i Dans 
markt og Norge". Af ſtotſt Slægt var Han for Norges AL 
mue omtrent hvad Kingo var for Danmarks højere Kredſe. 
Faderen Peder Don Daſs forlob omtrent 1630 fit Fæbres 
Tand Skotland formedelſt be religiøfe Uroligheder under Carl 
Stuart, nedſatte fig i Bergen, og blev ſiden ved Giftermaal 
Ejer af en Gaard i Helgelands Fogderi. Peder Daſs (f. 
1647) var fun fyv Mar gammel, ba hang Faber bøbe og 
efterlod fin Enke i trange Kaar; han kom ba til fin Mofter, 
ber var gift med Preſten Arctander, og gif i Bergens 
Stole; ved Univerfitetet opholdt han fig kun et Bar Aar 
(1666—68), og maatte ſormedelſt Fattigbom vende tilbage 
til Norge. 1672 blev han Kapellan, 1681 Sognepræft til 
Ranens Præftegjeld, og 1695 til Alſtahoug (f 1708). Det 
var en i fit Kald utrættelig Bræftemand og en livlig Mand, 
ber albrig manglede et godt Svar. Han verlede Rimbreve 








592 Det lærde Tidéram. Danff Pork. 


med Dorthe Engefbreftsbatter, og var vidt befjendt før fine 
Sange, fljøndt be forſt bleve trøfte efter hans Dø. Bed 
deres brede Snakſomhed, ved Valget ål biheifte Riuner 
fanbling, ved deres lokale Faren vg — muntre Ind⸗ 
fald, ved deres hiſt og. her: aArige Beſtrivelfet. egnede be fig 
ganſte til Almuens Tarv. ie es ν 

Det ſtorre Epos forekommer i tre Retninger . audeligt 
ſom Mesſiade, heroiſt alvorligt, og ſom Catire… Det alvor⸗ 
lige heroiſte Epos blev førft. til i Tidgrummete Slutning. 
Hos Seheſted paa Selleberg opholdt, ſig nogen Tid Povel 
Pederſen, faldet Philedor, ſom man. for Reſten fun tjender 
lidet til, men ſom ved at efterligne. ben. tyſte Smag i det 
ſtore bragte ben. Tids romantifte Boefi til bet hoielte. Hans 
Kjerligheds Endrings⸗ og Undringsſpeil foreſtillet udi den 
ſpanſte Herremand Don Pedro af Granadas Levnet, blev 
forfattet 1690—1698, gif i Grams Studenterdage ſom Haand⸗ 
ſtrift om iblandt Studenterne med en Fortale af. Seheſted, 
og blev, da det omſider blev tryft (1724), med Begjerlighed 
fjøbt og leſt. Dette Epos er- vigtigt med Henſyn til Be⸗ 
dommelſen af Kingos poetiſte Stif, og fordi Holberg" i For: 
talen til fine Forvandlinger, i Beder Paars og uhen Tvivl 
flere Steder har det og dets Mager for Øje, naar han 
lader Solen "ftaa' op paa Tyſt. 3. Schlegel dømmer 
iffe umildt Serom: En poetiſk Fortælling, Tiger Hair, af en 
fyrig Poet, der har udſmylkket en Fabel, han ikke har op⸗ 
fundet. Hans Vers have en Inde (Lirblichteit) og under⸗ 
tiden et Eftertryk, ber iffe er at kaſte Vrag paa. Men 
Solen misbruger han til allehaande hojtravende Ting, og 
bliver latterlig.” Schlegel anfører flere Steder, for at bes 
fræfte fin Dom; deriblandt Skildringen af Xtnas Luer: 


Verdslig Digtning. Peder Syv. 593 


Gan faae paa vilden Fjord en røgbeblandet Lue, 
Der ftaf af Landet op fom af en Gelvedgrue, 

Gan hørte Dunner Lyd, forfærdelige Skrald, 

Af ERtna foded Krop, ſom Verden ftod paa Fald. 
Kom faa paa Landet ind, og faae, hvor Funker fløje 
Blandt den opmulmed' Koalm, der ſtjuler Solens Øje, 

Hvor Bjergets Hule Hals Ildſtromme ſphtted ud, 

Og ftrøde Landet om med fmæltet Sten og Grud. 


Efter ligeſom at have udtømt fig i gudelige Æmner, 
vendte Lyrikken fig fremdeles til fremmede Mønftre, og efter⸗ 
lignede bem i andre Retninger. Til Idyllen førte allerede 
be forhen omtalte Overſettelſer af klasſiſte Ecloger; tyſte og 
hollandſte Digtere indførte Leredigtet, Epigrammet, Elſtovs⸗ 
fange og andre Viſer. Peder Syv forføgte allerede flere 
af disſe Retninger; „han er ben eldſte danſte Epigrammatiſt, 
og ben forſte danſte originale Bukoliker“. Scedvanlig har 
man over Sproggranfferen glemt Digteren, men han ind⸗ 
tager bog ſom Poet en iffe ringe Plads. Nogle Crempler 
maa derfor oplyſe hang Smag. 


Jeg kom til Chloris og vild” hende venligt gryeſe; 

Jeg fagde: ſtjonne mes, o at jeg maa dig kyeſe! 
Hun vild" og ſagde nej; hun ſtrabed' og ſtod ſtil. 
Gjet hvad hun tænfer, naar hun vil, og ikke vil. 


Tank paa opftandelfen, naar ſolen fro opſtaar, 
Dg paa din undergang, naar dend til hvile gaar. 


Andet fynes, andet være, 

Andet gjør' og andet lære, 
Andet meen” og andet tale, 
Aldting falſtt med farve male, 
Aldting lov' og aldting hage, 
Aldting tank' og aldting mage 
Til fit gavn blant ond' og gode, 
Det er nu politiſt mode. 





594 Det geme / Fidus, Dark Fort. 








Og aldrig lwiled' udin dem. nd of, 
Jeg tidt mit eget ligge fod, i 
il andres · Gdon jeg" færdig gedde” 
Naar mine”bymænde born vel * 
Stud” efter fveg i" marfen gaa, i 
So tidt, ſo fidt de five vilk, 
ej eenit dennem var ret ſnild! 
Jeg lærde dennent gång ret” 
Dg fagte: Her, gaa. het, øjets, . 
De faar ag geder dr 
(Det er dem beſt) paa⸗ dierge wpznn [LC 
Det andet famon ladgen nød 5 
J dalen/ der ser greßgeng fred: i: 
Jeg færde: dem godt handelen sn 
Til ajerning, hund det var for. ſlav. 
Jeg fiendte dem det vejrlig. og -. 
Naar de ſtuld' uud med deris log, 
Naar det var godt å færde ita 
Naar mand fuld” pm e poden ſpe 
Nu kommer regnen grodefild, 

Nu ſoolſtin, nu dend ſviend uld. 
Jeg viifte dem Tangs' hen paa rad 
Hvad tegn, ſom paa rimſtokken fad. 
De læft? og ref, hwad prent de. faa." 7 
Hver ſpendebog · de kunde fane; + Hi 
De vidſt' at gemeniblade grantz 
Det var min lyſt og ret fikant 
Det fom mig for fo født fo født, 

Com bergefiſt, naar dend er blødt, 

Kand fmage vel med løg og- fmør 

Samt peber. Ga, hvor godt det gjør! 
Com Gpifefommen paa det faad, 

Gom hyedckag' og vildebraad. 



























— 








Berhslig Digtning: Peber" Syv. 595 


Gar. Aal inter deg fan lange su anders 2 
Det træ, fo velfom øren bred! 

Det træ, dend: dblhbugne flok” 
Faa hid! o o en ulige sket 













Eylv. 


Gar. Ja, da rhoidar⸗ fuge fa: 
Skaf fuldt op, jeg "der: hafve må 
Hol biir,todak for: favdltere, I: 
Skaf peng' sg gelt in meßn⸗kvarteers; 
Skaf ſtaf durhundt, du: fem und birw, 
Sonſt flaltu ſtam been faannint lø; 
Hej fat ſtaf pywo du nhbraſt, 
Det dobry er, dui faar "vil 












Eylb. 


3 Stan, Saliter, Zyls 
Jeg er bergjft, ej. 


Har. O broder det er goder Polſt 
Og Thdſt, jamoget og Katolft 
Det ſtood vig mangen daler flet, ” 
For jeg faa: meget. lærde reg 0 sn. 





KlingesVers. 
Til en Gierig. 

En karrig⸗ gierig filts er ſels fin egen fange; 
Hand ſtieler felv fit goods og bøjer bjertet fit 
Til Midas gyldne ſtraf, hav meget og bog lidt. 

J Tryghed frygter fig, i freden er hand bange; 

88" 








596 Det bleve Kasser: ang te 


Jo meer hand haver, jo hants!meer vil2overlange ; 
Hand er fin bodel ſelv5hans hulesntav' er lvit 
For maden, enddog brube der efter raaber tidt. 

O rett' Eriſichton! o'flirensgdftig bange! 

died muerrd 136 
O arme pengepug'! o drage paa det guld, 


Som dosr udaf dend ſobt ber" hider FALLS S fuld. 
Du tænfer, hører heldſt Her lig wink, klank, klorum. 


i on mk, 4 mo myD 
Du anden Evchlio, du Mammons xget barn, 
Det guld, dend gule joord;;det foly Idet blanke ffarn, 
Du elffer over aldt; buer. "plaget: big Stultorum! 


Brollups⸗ digi Theitwaamden ng 

Dend folde norden vind med. bagt og free , tegeygt, 
Nu bort er blomfter sprang, dend Nite fig formerer 

Dend vaar og ſommer br, bå boſtes befte tiid 

Undvigen er, igien er fråften loben hid.” 
Dend fool gaar nederligt, Og üuͤnder bafken ſtrider; 
Slet varmen borter ſig, nu fad i næfen bider, 

Nu Bundens flæg af riim er heſet, hændern? er” 

Og valne, dog hand vel de tr par vanter bær. 
Mand fand nu ikke fee paa agren” uürter ”brate, 
Hvert dyvr, for lyſtigt, er nu ſom nlagt ideale ; 

Ej mere Sylvius pan Galatræ ſtiod 

Kand foffve, ftræffende ſig langs: i engen bled. 
De hyrder hver og een, og de byrdindet bolde 
Forlade flet dend lund, ej - findes i de volde, 

Bag ovnen flae de telt, hport hen ej naar dend kuld; 

Der byttes mangt et kys; Dvert er ſaa gladefuld. 
Hvem kand og hitte nu de rofer deiligt vrede; 7 
Samt nelfer, tuliper? Vong, Hawe, marker øde, 
Dend ſtov har fælded löbv;dei grees er⸗ vider” het," 

Til 06 dend horde En er kommen nu ltzien Cet.) 


Kom, vær ſnat. kom Amor hiid, 
Venus blid, fi re re 
gryder: eder. dende tiid. 0 ae arte 3 





Berbølig Digtning. Soren Zerlelſen. 507 


npymennkolte: 1 ni 
Som mon: volder. 












ur Alting, fø hen i 
smid tud e dead, fr … 


sm | er kommen nu til by. 





frak 4 ne. væv, : : 
Nu Tegær, 
For for hver dl Lod 





ile børme 
Vor Beubgolm | 


Det pr den, afporlig mand, og den lærde Ebregranſter, 
ſom vi ber ſee, ſnart fpøgende fnavt, —8 Erotiker. Goilken For⸗ 
ſtjel fra vore Dage! 


Langt frugtbarere var Bordings Forgjænger Søren 
Terfelfen, om hvis Levnet man bog iffe veed mere, end 


598 De ·Dibsrua:u DER Peuce 


at han var en danſt Mand, war Summertjente" "Bos Chriftian 
ben Fierde, berefter (16387) Lotber i Lyiftab ( Glückſtad) 
og dode før 1661;-fåmt i "bar Medlem af 











Riſt's Svaneorden u! laßon Ban overſatte 
ben franſte Roman Yftreg Urik, Marquis be 
Valromey, og. udgap bg: at-bet Bifald. hen 


vandt tog han Anledning stik. at udgivede -beri:-inbftuøshe 
Gange færftilt, hville han derpaa forøgede nied Dwerſcttelſer 
af andre Digtere, ifær af…Sshan. Rift. sg Gabriel Boigt« 
länder. Denne Samfing kaldes Aftree Sfungechor (Lyfftad 
1648), og han ſiger i Fortalen, ſammenſanket 
en Del af de verdglige i: Kkohe Viſeboger; 
nogle ere ham af go Beuner. med! elte. ogrendnu hos os 
ubefjendte; Johan Rift har ijær gjort ham ſtor Befordring, 
faavel med Viſer, fom med Melodier. Han efterlod i 
Haandſtrift baade Slutningen af venne. Samling og mange 
andre. Naturligvis kunne AMelovierne have bidraget meget 
til ben Indeſt, ſom enfelte af Hans: Bifer Tom i og i lang 
Tid bevarede. Til be yndede Hørte følgente; hvoraf Inds 
holdet og nogle Strofer meddeles -fonr Prøve : . 
Det er faerligt dar Piget ere for ANaſt⸗Viſe. Babr. Bost. 
Fillis ſadadl en Skohte, rn 
Koridon blaſt' i fin Flohte Tb. 
Gisſet ved Den Mare Strand, 
Saa heht, af EC) iii F 
Och fit Roer tj. miere rørte; | 
SÅ dreff Stonten pag 
Fillis, dene ie kunde 
Faa fin Baaberigicu frå Gtunde, 
Endog hun nock bruzte fig; » 
Och fig giorde ſtber Umage 
Fick hun dend bog ej tilbage; ; 
Derfor drabet hunni Wirtper anig⸗l 























BetdeligiiDigtnings,r Seren Zertelfin. 8599 


Aoriden ſtocd beg derGrene, li: iv: 
ig loe ged fig ene. r) 1: 











” ae dr iyd paa Syrdens Flot 
GE "da glemt af vår fin SST 
Saar hiem nirelit· Be ri 


dit, Diger iiue J 
om faa" gierne frigte ville 
ber udi fin egen Skoht: 
Vater Jvell eders Slam] i 

Om. F.vill€ ide: Dandfe 5 
se ornvin Efter Unger s Svendens Fre 
Dernæft udgav "haniDuftis' Natteflage, ber uven Fvivl er 
bet, meft qrigingle⸗ afhang, Digte, fljøndt han til Slutningen 




























ſom Prove. 

3 faa få 
Dafnis tændt 
Ald hans Hiorded 
Ingen Eofn Bos baiuiem bilde boe 
Intet loed fig høre med fir Spil 
Fæ oc Huude:tångdei alle. ſtill 
Alle Fugle vare fom:d Do 
Uden voris lille; Mattergali sr" 
Der om Nat! unger fødelig,.; 
Hand loed der / ot Fiftigt here. fg. 








00 





Eenligheden hannem Huanden bød: 


— pngeft Ciftofs 






Ebdt pige; artig" unge Mir, 





Doetlerde Aderum.. DM Bi Porr 





Daft da: dend" blege Mankerfag . 
Opp i Luften. ſaa ;bebvafoed- ftaa. 5% 
Bed hans Lius oc Sfinn, hand ſtiue id, 

EF SRentifte gt fre harm. fe" 


4 
me 














Gand- begyndt” · at Mage bort, fine: 5 
Norden: oc ej langt fra: fillersd) 
Der for Slottet · been et far faft,: 
Meget fænger”, eud et Steerier fat: 
Hvor man) bøj: oc mange Spir ſe 
Earen ude idel: Vellhſt tere 
Guldet brammer der si hobetal 
Inden for den:ſtore Konger Bal; rs: & 
Diuren' ogſaa, ftore med de fmga" i 
Seer man ter i mange dlocke gan; 
Savgen fatt é Monfter meget ;bold,: 
Trindt omkring med gronne Stofv' oc Vold, 
Ved et Gierd' oc i faa morck em Vraa, 
Hvor oc Maanen ham ej rånite-paa.… 


Der fad Dafnis fuld: af. Kiarlighed, 
Fuld af Harm oc Sorrig mangeled. 
Her udøjte hand fin Klag? oe Ned, 








Galathea, dejlig, flin de gitd, 





Aarſas til det forſte følte; Baand, 
Com mit Hierte gaf udi din Haand, 5. 


Der du (mig. til meget ſtoer BØD 





Eoderend dend ſedeſt · Eucer · dre 
Sod i Snack, og ſed udi din Sang 


Sedi Vaſen, ſod udi din Gang. 


Verdelig ÆG ning Øre drtilſen. "801 


Sod, (omen ”fontkfietijde) ute? dis / Bun E 
Atter ftet me: ofoemudalle und Al ' KK 


— Ehirkum, — FS ſom noge dy 








iD. 
Cfunbum fører, end pi 9 t Ghe 9— 
Stundum jefnet end om Vaterpas 
Standen bib ſour nogen hallen Tir. 
Stundum tamme. end ſom noget Devi 
Etundumi bieſt· om Dalde før! en hver, : 
Stundum iføder!en& ſom ⸗Gonniret. br: 
Stunduin venlig,» fonten. liden Hund, 
Stundum ſtolt for Gafftetvd Fri gras” 
Stundum ſyldt,ſom Ebbem EAN 
Stundum ſicker · føde meget gede" 
Etundums glædelig,” dur 
Altid, forms, Ich det sejsgierne vd 
Altid mig. til 1Zrade;: til. Nod ve" Bun, 
Aitid: mig iniod /ed Mund ;ø6 · Vua 
Altid: imod udg ſaa nieget / ſtieu 




















Endelig har han 
landſte Digter, 

Da disſe Svgrjæftelfer, ildelz est; hoc lolaliſerede, 
faa indeholde be hiſt og- ber Remantningerrder oplyſe Til⸗ 
ftanben i Danmartz· Minder bet Sann for: ddede Aleran⸗ 


i ig af ben hol⸗ 







da 
optogne is Lifsreturen, hører 
tildels til denne Fidise beh fine Ouetſcettelſer af Cat; 
han vil blive omtalt i: Holbergs Tidsalder, 75 

Medens ben gtechuedeLyrit mautik fil for at tilfreves 


— oem 1687— 








6092 Det færde Tiderum. Ond Poeſt: 


ftile ben ftore Trang. til mſikalſt Sang 7 iobfton Dee, ogſau 
i Tidsrummets fidfte Galodel hjemlige vetdelige Bifer! "blant 
hvilfe ve ifær .ere. mærfefige;: ver udgtt ſfräStendernes Fosl 
held og flilvre. Bondens .Forfanings "Com Sremyler Fame 
nævnes: Griffenfelds Drikkeviſe, iſom ban: fle hæve bigtetse 
fine Studenterdage, men: ifæriDen tlagende: Bonde: og Babes 
fogedviſen. De danne Overgangen til Batirens ti 22722222 

Satiren bar inde foregauende Digtninger hift dg: ev 
forekommen fom Iflcet, uren den 'viſte fig! ogſtia fon sen fees 
ſteendig Bæv, dels i ſatiriſte Viſer, delg i de eginligti Se 
tirer og endelig ſom Epos. Dens: Elde Ban næppe angle. 
Perſonlige Nidoviſer, ver maaſtee ſtylde den olduobrdiſte Lyſd 
til Niddigtning fin Oprindelſe, ere meget gumlezf. Er. ben; 
ſom Mefter Jakob Nielſen digtede om: VBiſtop Nels How 
1586, hvorfor han blev affat: og hentettet. Den ſenere 
vebblev at være perſonlig, ”og taber daſen ſtor Del af ſin 
Ziltræfning, Forbi vi ilke forftaa' ben, eg fun hiſt og her 
funne ane ben forborgne Mening. Den almindelige -giver: 
derimod rigtige Bidrag til Særvernes Hiſtorir. De vigtige 
Forfattere ere: 

Soren Hanfen Tvilling (fongelig Sanger, 1634 
Degn pan. Kronborg), der ogſaa'har udgivet et. Pligtanker 
(1626), ſom ligner alle deslige gudelige "Rim, aabnebe: 
Digtevbanen efter. Arreboi en my Retning ved ſin ſatiriſte 
Viſe Quid taa? eller: Hvad kommer det dig: ved (1634), 
ber endun i Nyerups Barndom' blev: fangen af. Bondernéi' 
Fyn og paa ben Tib, da man Turde: fotſtaa alle — 
ninger be deri, maa have: bæret koſtelig. —552 

Den foran ſom Mathematiler og ſaünſt Saneiter om⸗ 
talte Hans Willumfen Laurenberg eller Laurembergeud⸗ 
gav i fine ælbre Dage plattyſte Satirer (Beer Scherzgedichte) 
ber omtrent paa ſamme Tid udkom pua Danſt (FlreSkjeuite⸗ 


Berdøtig Digfningun Haus Lauwenderg. 603 


digte 16524" Hvo dere Hd råder ibn pr er ubetjenbt. 9 
deres ·platthſte Stiffelje høre; be, iſcey fuvm edett Sprogets 
Nalvetet, til en<af, ve mærkeligſte⸗ Irembringelferĩ den⸗ thſte 
Poeſis Hiſtorie ag Formedeht Vnd holdetu ville/ bel five blive 
omtalte ved. Hobberge: GaticenimitirT sobre 1 

rang penfen.Øtankingti Gferbai Stbaaneß vp⸗ 
rettede omtrent ;164 st Bogtryitert i/ Narhus 7 og iblevivms 
trent: 1617, Klobler web Damlirken; ſormedelft Forſommelſe 
i ſit · Embeda aſſat/ 16411,natter inbfat 1649, 1661) bgean 
aſtetiſte Skrifter, oghitreds helv then iſit gangsti Satire/ 
optrykte, Beder / Laabe, od onexhovebeti ſiniPresſo⸗vflittig gad) 
og: Bley; 1648 diltadt; fordi: hatirumberftod. ſig · aiſtrykle Bøger 
og: Baffvilersifom. ille af he Høtlærber Bard reninerebøji'hart 
forbanvi Didalti mediſSatire denigubelige Berberis Børne 
Klagemaalẽ imod: hennarme Juſtitia 541648) 4 og refterlignebe 
endelig deinela Foſs iv ſitiſatiriſte EGpos Kattenes deetter⸗ 
gang; med Hundene (1060). firere i Knittewersraſeſt £ 
34. Rapjtler nelker, SØnge ,rog ferfymet;ligefom hint, med⸗ 
moreljle Betragtninger i. Proje if vid ber senge rom, 
hvad ber fortælles, at bette Digt indeholder Stiflrritr.paé. 
Skonniugs Apindsmand, Biſkoppen · NAarhus Morten Madſen 
Lejel og hans: Familie. 1fanidan bette Migt· maaſtee chave 
haft vogen n Mmondaanedel, Dnterese, forben its Loſere, 
ſom / hadde Noglenndertil, og fomit Vorfattereas Dodsmaabẽ 
fane en) heemende Nemeſiqn/ nigiennem ket Gul han Don⸗ 
lrlens Taern, ihnorfta / Alolleven pil haver fert Forargelfen⸗ 
i. Mipegaarden⸗n ſunrtede hem klaret efter nat Cfriftet var. 
udkommet nev og braf ſmHalsRu æn Digdet, fan enn 
tere Monlelighent man man rbogn ide smimbfte vide, at 
det· er reg, vat Het rille ſlal gaa noge ſonii Mandein, ben: 
efter Titelen fatte Ret iblandet / Raejaridiſte Sttiftern Det 
er illartotlets migs Atfiuder nogeni Buiftnaf Bid beriger 








604 Det lærte Tidsrum.: Danſt: Poeſt. 


imod er det ofte plat, groft, gement; og Vet eſt prisfente 
deri er maaſtee Slutningen: Finis mutoeria, no mnaktii 
Det var bet forſte originale Epos, en'fax ynkelig Betgyn 
belfe, at ben næfte' Sflægtfølge vel kunde kofte: Bus: Paa 
benne hjemlige Sfarnagtighev… os: met GT artig 
Matthias Vorm, en Son af Oluf Vorm⸗f.1636) 
og ſom efter en lang Udenlandsrejſe 1667 bleb Vræfinent:i 
Ribe, 1681 Asſesſor i Hojeſte Ret, og for: Uvecdoms 
Svaghed 1700 afſted Præſidentembebetei Ribé til für Søn 
Caſten Vorm (f 1707) blev i ſin: Tid anfet: før en iaf ve 
heldigſte Digtere, men. gav fig. ifær fun: af hed 'Lejlighesdsi 
vers, hørente til Hofpoefien, "hvorved "han bandt 'Frevent 
ben Tredies Yndeſt. Han hører Hertil: formedelft »toenbe 
moralſk⸗ſatiriſte Digte (Hofmands Spejl og Ris tit Hver 
Mands Rumpe), der have lidet at fige. : 
Jakob Vorm if. i Kirfehelfitget Sælland, hvor hans 
Gader var Præft, 1642; Farfaderen Havde været Præft-t 
Nykjobing i Coréherrcd) hører ikke til den berømte Bormffe 
Slægt. Allerede i fin Ungdom udmarkede fan: fig: ved føri 
trinlige Evner og ufævvanlig Læjelyft, men tillige ved fin 
Spottelyſt. Fra Slagelſe Skole blev han dimitteret . 1663; 
og tog efter tre Aars Forløb theologiſt Atteſtats; udmærkede 
fig ved fine Diſputatſer, tildels derved at han ſtuüderede Cars 
teſius, og vandt ved fine latinſte Prodikener og Skriftet Jus 
regium vocandi pasthres Frederik den Tretics:Yndeft, faa 
at. han fik Løfte paa det theologiſte vektorat i Viborg.Men 
Tiden traf ud, og han maatte 1671 tage til Takke med 
Reftoratet i Slangerup. J ve fer Mar, han: forefted:.det, 
begyndte han allerede at udſprede ſine Satirer.Biſtop 
Bagger var kommen hjem, dar pur ung bleven "Difftop. i 
Sællandb 1675, og bød ham ſaaledes en velkommen Shive. 
Ligefaa Griffenfeld (Studiosus lamentans 1674-75.). Bed 





Bera lig Digtringi⸗·Klkob Vorm 603 


fis: Siifmnaners Giftermaal: med. Kiugo hayde han fanet, denne 
tili Stiffader, og bunde heller ille herrdh Fig; GEn uy Rime⸗ 
kunſt)4 Dieſe Satirer eller rettere ;Pujtvikler, thi han øf 
af. Byſual og: allehnande nrene Kilder, ſpredtes om; ligeſom 
andre Digte paa denne Tid, anynhme, og hanmvedkjendte 
ſigi dem. file; Mterat hån endelig var: blever Brræft i Biborg 
1677;:brøv Unejret løs si; Stolene paarſin Mavnløshen rev 
ban wolitiſte: Satirer i⸗Versrog Prafa ( Hopalogium regium 
pod Varg; ldola Jerobonmi ogVislo Abrahand i Proſa)], 
i ihvilke, han; anfaldt Köngens hojtbetrorde Mend mg endrilke 
flaanede Majeſtchten.n: Bediſen Heitidelighed hos Biſſoppen, 
Soren Gbiden der var giftmed en⸗Soſter til, Grevinden af 
Samsonpa blev her ayver Bordetumdbragt, en. Skaol forude 
Tøngelige Born; Vortz vilde ilke/drille den,ſiogtkaldte dem 
med et uhæberligt Ravn, ; Ba. udgifter: Veafaling et til⸗ 
tele ham for: hans Satixer, Der blev :anftiftet: Qusunder⸗ 
føgelfe, ;og. Borm;,gan fripoſtig. Fiſkalen alle, Nøglerne, for 
ut han kunde ſoge Hufet igjennem; ;fele maatte han⸗blive 
ſiddende i: fin: Studereſtol, thi: næjte Dag flulbe hen predike. 
Øer fandtes ingen: Og :næfte Dag:præbilgde "hast; den ube⸗ 
finvige; ben. dumdriſtige, over 1 -Mofeb, 315 Men Rathel havde 
taget: de Afguders Billeder og. lagt. deun. uuber, Kamelens 
Kleve, .og. fed paardem. Strarſtyndte Fiſtalennſig ud ;ef 
Kirken, Isd; Vorms Sinberkammer iagbue ;iings fandt inen 
forborgen Skuffe under Scedet i. hans Gtol Sativer så Mængde. 
Hvilken Foxfordelſe for Vorm, ber var ligeſag feig og umandig 
i: Modgasg, fom;.opevmobig.j: Lyle: Gan. bley ſman ſuſpen⸗ 
deret; og ;Pragt: til Kaſtellet, i Kjiobenhavn; gen: 2650nuar 
1681: blev; hån. udſtedt af Gojſtligheden og overgivet: til: ben 
perdslige Ret, dor domte ham fra Xre, Lin: og Gods, Hvis 
Kingo, ſom Vorm anraubte i'et Berg, har bidraget til Dom⸗ 
mens Formilvelfe ,. jan led han fønnet med Haun. I fit 





606 Det færde. Tiderum. VDamfl Poeſt 


Fængfel, med Doden for Dje/ ſtted Vormublu⸗ Parodier 
eller de meſt krybenbe Bonſtrifter. Eudelng vleb der befalet, 
at han ſtulde ſendes bort med. ber følte etib, ter gik til 
Trangvebar (i April 1681), e ber aL han have „omvendt 
mange Hedninger ag "ble Fortet fin Betyder pe¶t bhatt 
1693). Det eneſte Lysſtjeer, der falder over Deline Manbe 
Liv, er den Ljedighed nog”; Hetigkwenhedn ans! Huſtta bar 
for ham. Af haus / Eatirer · hkne nl lan mevdels ea 
Brudſtylker. ss. 307 sings sg ιι msg 
. om it qB faa ST Tad DU 33 
At == zyentang 43 5 aan fro um uni usm 
redive Solppenge fæl 
.3 Fre" KO "Mk . ILititt Inle så 
Mer fat ni ert" wvieſt — HELENES KEJSSETSES 
Magaẽ man "Hilde ſnart en —** ADSL RU SE 
Fuld. af Guld, af Solv, af Peuge ner 2 
Gud, lad det:sej; vare Jøngel D 4200 1: 


Kirkenoglen ündertiden I" ** 
Gænger ved et Toſe⸗Laattt75 ..3 
10, eders Søger Baand ved SØEN, 5 3. 7 7 

, Bæltehænges paa et Faar.7 

En Stomagers 1) Eyl og Riſper 

Aan nu gjøre Præfter, Biſper. 


Af Satireu Kingos Kalot. (imod Kingos EnR): 
Jeg veed en Kalot, 
En Gejſtlig at. bære, han nylig har faat, 
,GHur ſidder paa, Toppen hans Hoved far faſt, 
Ban kan den for ingen aftage med Haſt, 
Sun varmer hans Pande, det gjør ham faa godt, 
At bære Kalot. 
Han er jo en Mand, 
Er kommen fra Bonde i ypperlig Stand, 


1) Schumacher, Griffenfeld. 


Verolis Agtoasdollebeger. 60% 





Gawlig har: denne Tid: Bentet; flor, Del af fin poenſte. 
Naring af. Romaner og Follebogen Per: uden ĩ Tvivl ogſaa 
have været læfte i de højere Kredſe. Det er neftenluter 
Overfættelfer, hvis Originaler henhore til en tibligere 2 Ziv, 
men fom nu førft hos 08 træde ind i Likerali 
iffe altid muligt, at beſt 
længe været til i Haand sed 
fen, og mange ereArtzite j bette Sar" ESyhilles Spaadom 
Blev overſat af Millel Pederſen I606. Tilde hiſtoriſt⸗ 
romantiſte høre ifær: Perfeneber. (rimet) sverfal”af Tyſt af 
en Nordmand, Henrik Chriſtenſen 44560).. Doctor Fauft 
(den eldſte bekjendte Udgave: 1588), overſat af Tyſt, og i 
fin Tid meget læft i:flere Udgaver (1074. 1685. 1707). 
Griſeldis, af Toft (1597). Leiſer Octavianus (formod. 
1597). Song Apollon Ty Lauriiis Kronike 
(rimet, 1689), o. fl.” Ar moraliferende, ſom 
Unge Karles og Drenges Spejl (1571)... Eller Samliuger 
af allehaande Hiftorier til Lærdom og; Tidéforbriv, ſom 
Claus Porſes -Ledneté ;Compas (16013). Eller idet er 
fremmede højtravenbe Romaner, ſom Carcel de Amor eller 
Kjcerligheds Fengſel (1636). Aiter ”anbre 'ere allehaande 
Satirer, ihſlige Paafund og Lojer faafom Til Ugelfpeit 
(før 1571); Samtale imellem vor Herre, og Sancte Peder 
(rimet, 1597); Vater Bolle Pæirfens Munkeprædiken (ven 
1700?); Finkeridderen (1703), fom Holberg er faa vred 
paa, o. fl. Xventyr af nordiſt Oprindelſe maa allerede fra 

























608 Det lærde: Tidérum. ;: Danſt Poeſi. 


be celdfte Tiber have vandret fra MNuud til Mund, uden at 
være opſtrevne; nu kom andre fra Syberi; mindre tilteteltende 
i Indhold og Form; og forjoge be ældre fit Almuens tavere 
Kredſe. (Fortunatus" Vang og Duſtehat 1664; Slytten 
Bryde 1710). Robinſonaderne beghnhte men vetes Tet je 
Blomſtringstid falder .i næeſte Tiderum. 


Om de hiſtoriſße Viſer over hine af bet gamle" Settamenke, 
fee D. Pſalmedigtn. i Plafmebift. 2 xxxn.“ 
N. Helvad: Coronuia rosea ie dvaderis et er re Wes 
droffuede Hierters og Bodlerdige Ehndetes Roſenkran "850. 1616. 
4. En Andagtsbog, tilegnet Fru Petronelle Oyldenftierne, gJakob 
Roſenkrandſes til Kierſtrup og, Axreſtav, 8 hendes Dottre. 

Samuel Bugge: Eibiea christiana, Kbh. 1663. 4., giver 
ogſaa Oplysninger om Tidens Tilſtand f. Cr. F 


Krabben. Du haver taget dig for en Enkẽe at ”fæjte, 
Lad hende fare, bet ſtal være dit Bedſte; 

Hvem nogen fæfter fig for en Gaard, 
Det angrer hannen inden Dag og Nar. 


Hieron. Juftefen Rand: Giesfing, 3, 68. D. Digtet. Hiſt. 
2, 41. Fugleviſen Blev trykt efter hans Dod 1617 og oftere Den 
ev aftrykt i Nyerup og Rasmusſens udvalg 1, 444. 

Brudſthkket i Ravns Rhythmokogi.' D. Digtet. Sig. 2, XXVI. 
(if. Nyerup og Rasmusſens Udvalg, 2, 104). 
Dermed fan jævnferes andre Viſer, ſom larnebtyllupdet· i 
"Kragelund fra Beghndelſen af det ſyttende Aurbundrede i Nyerup og 
NRasmus ſens Udvalg 2; 97. Ogſaa horer heri! Lhkkebogen, Som 
ér en kyſtig Selſtabs Bog met mange Lyſtige od Dehlige Rhim, be 
om atſtillige ſlags Fugle oc Diur, ärtig afftegnede (etce.). Kbdh. 
uden Mar. 4. Til hver Dyretegning er et Vers paa fire Linier, og 
paa Titelbladet er en Engel; der kan drejes om og pege: paa et 
Dyrenavn. 

Alle deslige Dyredigte fortjene en ſtorre Opmarkſomhed, end 
der hidtil har veret hdet dem. De gaa igjen hos nyere Digtere, uden 
at man faa lige veed, hvorfra de ere komne. Enhver vil f. Cr. ved 


1.7 i Berbélig Digtning… 7 609 


Sammel Bugges Dunet fomme til r nt tænke pan Baageſene Mein 
Deng: ift ;mie sin, Taubenhaus, og ved, Brudſtyktet om, Broufen, pan 
Poyel Møllers beti⸗ wignelize Digt, Torbiſten os · Ilen 










liter. maris baſimi 

sit.  Poéta ingeniosisåtik 
et Belgi Øm hans udgivne Digte. og mange anbre, der ilke 
bleve” rfte, acmiens tyren adls ét Tecta, "bebber Pet: jus egan- 





! ide dog den fynfte' Bonde 
For Fem, Jeg hat Darintatt ved 
Det ev bam vel at undez. 
Thi han er from og jeg: 
Sør fælger fart, for 
Den, Rug, form, ynperlig et. ”grodt 
v itte findes tlintet (ete.) 










werait Sie iute abh 1677, N 
Saml. 2, 103 og i- Bangs, Saul. 2, 2, 3; 
i der Hopfnerfte Sami, 1, 22. D. Pſalnied Mr. 437—430. etc. 

Dorthe Engelbreftebatfer:…D. Digtet. Gil, 3, 31%; te Reen⸗ 
berge Poetiſte Etrifter, 2 419.- ESchoͤnar 14886. Pſalme⸗ 
diatn.¶ dork. i, 49. jf sr. ;Banfobas Rordiſt Høeftrift 4887, 
Nr. 28.0g Artikles am. Ambroſum Stuh i Fædrelandet, Desember 
1846. Eiter Tidens Skik blev, hendes. Marr, anagrmmungsiferet, 
fu Cr.: Af, der er, det ev, os laggt horte · EScheſteds Sannek, fil 
hende, „den adle, konſtoplyſte og dydfundk omae ;Matrane",..1684,,.0g 
hendes. Svar findes: i Rahbeks Læsning st: blaudede Gys: gt, 5213 
de ere at ligne med hendes og Kingos Impromtuer i det bre, Et 
Chriſteligt Valet fra. Verden, og. Bængfel efter Himmelen, Andraget 
for Gierternis Randſager, Det ſiore Verdens Lius. -K64. 1698. 4. 
er i Alexandriner. KAD 

39 


















610 Det lærde' Tidérunt, Dani Poeſi. 


Peder Daſs: D. Digtek. Hifi 3 VÆ. VD Pfdlincdigin 
Forf. 2, 351. Daſe'es Lednet af Gahs Morten SGomtnike 4 Foriuték 
til Albert Chriſtian Daft'es Udgabe af Nordſands Troniger.“ "So 
1763. . Det. bændte fig Jephta den Gileads' Maid? ev Saftchkt. 3 
Nyerup og Rasmusſensd Advalg' 4; 15. "DD. Pſallnebigec Br: 14 
Den norſte Dalvife i RØerup og Rabmusſens Udbbal. -£, 331: 
Ruth, Eſther og Judith ere "felvftæntige Behandlinger, iein for Tange 
frygter jeg, til at man nu. bil Jøfe dens i nn anes 

Povel Pederſen: Povel Pederſen et Bloragril Danmasks pot 
Literatur, iMinerva, Auguſt 1785776. 33 DD) grev. gg 
202. Hjorte Brev til Nordahl i Bd ran SIDER ag] 
Schlegels Der Fremde, Re. 3927 finer dunk sadler ridR 

Peder Syv: Digtfamlingen: Than Bettiſikitiages vole" bet Tr 
briffe Sprog. ¶D. Digtet. Giſt. 35 093) FE anden ag nt 

Soren Terkelſen: Cimbria ſiter. XR 889.Di Digtek! SD 
3, 25. At han dede for April 1661 ſees af Oer' Zoͤhan Aiſtia 
Paeſion⸗Vjſer. Fordanſtede, oc effter bore bekiendte Danſte Kircken 
Melodier indrettede, aff S. T. S. (ete.) hu effter den El. Sms 
Bed til Trycken forfærdiget aff Hans Hohbedrefvede Effterkeffverſte 
4661 den 10 Apr. Kohe. Tilegnet Gr. Jergen Roſenkrands Hf 
Kieldgaard, Boefmeſter i Soro. Under fit Erevers taler Dif Bros 
ckenhus om Forf: Severin Terdelfer; forrige Sal. Ccic. ) "Christiani 
Qvarti forordnede Cammer Tiener de ſiden“ Velbetrorde Tolder i tidl 
Glyckſtad. Ved Bogen finder jeg ellers intet mærkeligt, med mindre 
nogen ſkulde have Lyſt til at leſe det ſidſte Digt: Klingende Tacke⸗ 
vers (em Somiet til Jeſus Chriſtus). — Roman'i Proſa!““n Dend 
Hyrdinde Aſtrea ved H. Honor: aff Urfe forte Frantzorſt deftreffuen 
(ete.) RNunyligen fordanſtet (ete.) aff Sindet. Tager. Tijt. "TH 
Lyſt. Ein Tijd. Lyckſtad 1045. Aflang Rodeformat. 1646 
ligeſaa. Med nydelige Kobbere. Begge Cremplarer (i Hjelmſtjernes 
Saml. 1078 - 79. 4.) ere defekte. Smagen i den franſke Original 
og dens mange Affedninger har Boileau perſifleret i ſin Dialog Les 
heros de roman (Ocuvres de Boileau avec des éclaircissemens 
historiques. A la Hayc 1729. t. 4.) — Aſtree Siunge-Choer. 
Eller Allehaande artige od) Inftige ny Verdſlige Viſer, med deris 
Melodier. af 8. T. S. Forfte til Tredie Snees. Lyckſtad 1648. 
1653. Aflang Format. (jf. Nyerup og Rasmusſens Udvalg 2, 





Be Vexdsligi Digninge 614 


MναN Sezxi ogſag: GrundeGiftermaal, Det ert Bet forſte 
Bygllugs Beſtrifvetſe, ſom!o blaf holdet 1udi Paradiis iviellun? Wam 
oc Eva:(cit.) Briibar RA. Cab. Pac Dart" udfærdiget af 
EMNE Khoei Doende Qyinber Am sax Mand Det! erxt 
Jarobs Giffteyneaal Fa ect Rede Gar Gimhriſtfogeſtillt 
aj; E. J. Gir Skar 165318bh, Gielwſtjernes Can 1836. 8 
æn gode prittinen Dalle, Miat terKkmatf Mfpvex:ſn hojte 
elſtte Galathee Ubeſtandighedi,» Tillige: beffrifpenge Bunde verdens 
onto: SFoxtrim xfver Mio hſtedr Fobeet. Af Geladeo neUpi ræt 
gader Hundentijm / Frentat. SW Si myte, ageltge Bændes 
Loingt Oclgeermandensaſt. M.D (Mortis Hpitz) Kohr 
Kvh. 1656. (Aflang Format). De hojeſtepriſeligſte ædle Cimbriſte 
Faexe MSyrder 86; Onrdindex, Fenitilleg, op :afpergifves--Hæne exnjoldige 
Dafnißes Natteklage Aff. Deigr. ydmyge si tro flittige Hardes rand; 
Celadom.iEſ jehmſt jeeneg Sanfs11840 dB) . Negge⸗ Digter, hans 
eget æg Æiterliguingon, Fra fpentdei seet ſamlet/ Digr; hue Slutning 
er Randlipeto RAR i Rabbe hr Ro Digtekſ Hiſt. R, 53bemarker⸗ 
at Sarteruptillggher Bord. Wichmand. Oyexſottelſen/ af Martin 
Opitz Lyhne, Feldlchens . encbefſenkelig, Hmſſfæendighed“ pg Er 
Sude DF. aAngang quoa lofe" 4,7 ptterup hur Ret, Bertel: Biga 
mann harzgone riatigendungtidljgere, gci Originalens Vexſeznaab 
opret dette, Digt.) Aaxhiijj Opal: Aguerlgifnuts Bos Fordanſtat 
Fxlig 09, BWelpyhydig rue, en Yam. BR, Site Brahes: ail Neabhe 
ho il re oq Iyſter Banner Mperſptt⸗lſtitilligemed; et. ”Digh,r ſigen 
(ede. . Alexandyinen, til Fei Margte;zt Hrahes, Bioxn Wifeldstil 
Mallerod NRapnſdag/udes bog. tat foxhen,anforte: Bartholi, Bar- 
tholini iehnoni, Reqbybolzu, Gøree 1644. 45 1—,, 3 n Ehriſte⸗ 
lige Hua sut Gollandfte ſi3erderbyſtreffen, Affe ken Hors WEDele 1 
Ridder Herr, Jaboh Fatz HqgFordanſſet aff iF werin Iczckelſen, Far⸗ 
dum, Foller udi; Glyckſtadt· Fortieret, me Kagher ⸗ Plader. Kbh. 
1674. 4. RFoadrelandets (Dawnarts; Berommilſe ⸗ findes S146. 
Naar Havedyrkning anbefales Kvinden, priſes ſom Mønter E. 720 
Jomfru, Mette. Gygße. 0. 2 


Vi have ogſaa ſelv kunnet frembringe deslige halv alvorlige, 
halv ſtjemtſomme Laredigte, eller hvad man flal falde dem, ſaaſom: 
Kierligheds Kierlighed, Det er Gudelige ve lyſtige Betenckninger om 

39" 





612 Det lærde, Tibsmm. Danff Peeſi. 


alle ſlauge Kierlighed (etc) ef Claus Jenfon Weaamdbierg 
Sognepræſt i Radſted Bi, Lotland. Kbh. 16549. 34. Disſe baeren 
opbyagelige eller iyſtige Rim ere i formue: werſch⸗ fem: forſte · Beg 
af Arrebos Hergemeron: "++ BØRSEN UDE 7* 


Menniſter ere de faa, ſom tieitigheb rettelig. tiende,” 
Ferre de være jo. maa, fom. Kierlighed rictig anvende. 


Et Kapitel deri bandler om Ordet Kjeetzbets Emologi. 


ft 

En Efterligning af: Terlelſens Byrdedigte eee vel: S Did 
Sammenſkrefven aff Virgilii Bucolieis, Om Gallo xc hans fieriſte 
Lvcori, hvilden hon forſt falder Galateam ; vr: hendis -Falfifed mod 
hannem (etc) Prentet 1650. Ejunges ligefom: Daphnis. gid -fer 
nogle Dage. Cr 52 Strofer. (Ojelmſtjernes Saml. 1834. - 8.) 

Griffenfelds Drikkeviſe i Rnerip og Rasmusſens Udvalg, 2;- 78. 
Rusticus queribundus eler Den klagende Bonde af cm ellers ube⸗ 
kjendt Niels Hanſen H., trykt 1668 og meget. oftere, aftrykt ſſt. 
1, 235 og i Ryerups Hiſt ſtat Skildring 1, 428. Ladefogedviſen 
1700, Ryerups Hiſt. ſtat. Skildr. 1, 437. 

Folkeviſen efterlignede ogſaa den gamle Kjæmpevije, f. Exc Drude 
og Jeppe, i Nyerup eg Rasmusſens Udvalg, 2, 29. 

En Samling af ældte og nyere Viſer findes i Hjelmitjernes 
Saml. 1353. 8. 

Satiren i Almindelighed: Rahbek om vor poetiſte Sawess Li⸗ 
teratur, i Minerva, 1794. 1797. 

Jakob Nielſen: Pontoppid. Amal. 3, 504. Holbergs Danm. 
Hiſt. (Udv. Ekr. 17, 172). Kolderup-⸗Roſenvinge i D. Nag. 3R. 
3 B. 3 H. S. 175 (Hypotheſer om den Sten, ſom ban deſtyldte 
Biſpen for at bave ſtjaalet). 

Søren Tvilling: D. Digtek. Hiſt. 3, 1. Viſen er aftrykt i 
Nyerup og Rasmusſens Udvalg 1, 162, on TT 

Hans Laurenberg: D. Digte. Hiſt. 3, 84, Af den danſte 
Overſettelſe findes fun et Exemplar i Kuren Brabes Bibl, Det 
bør altſaa udgives. Prøver findes ogſaa i. Rahbbeks Danſte Tilftuer 
1800, Nr. 56, nemlig Indledningen celler, ſom den kaldes, Indholdet, 
og et Emile af det andet: Skjemtedigt, om alamodiſt Klædedragt. 
Roſenkranz, Allgemeine Grſch. der Poeſie, I, 308 yttrer fig ſaaledes 


VWerdslig Digtning. - - 613 


om' de plattøfte: Satirers Varde/ Selten ift es einem” Deutfchen ges 
Tungen mit : foldem Ernſt der". Auffaſſung eine "folde Geiterteit der 
Form zu · verbindon ·Eauremterg richtete ſich beſondero gegen dle das 
mals fo ſehr eingeriſſene Muslånderei in Sprache und Gitte; um den 
Contraſt deg Dqutſe it dem Fremden deſto fuͤblbatet zu machen, 
ſchrieb er —— nite ſcine Satiren: De beer olde bes 
roende Echerjgedi⸗ fe) Nie iſſt der Alexandriner iuſtiger etklungen 
als in dieſem naivt Dialxkt, Per. eine heſtaͤudige Ironie ſeiuer ſteif⸗ 
zirlichen Gedehntheit ausmacht Ogſaa Roux-Ferrand, 6, 397 roſer 
disſe Satirer imod Gallomanien "inde nwhet og deres "details 
pleinis "de ga | bs anni mn 
» Fot at "gøve] Læferen: ett —8* 
henſætter fejn Thgavernt og. et" Fort Prove? Meer Schortz Sedichte. 
1" Van dir MinſchenIwittem Maudel und Manceren:“ 11. Van Al⸗ 
modiſcher KlbersDvadst. ii", Man: vermengder Sprake, und Titeln. 
IV. Ban Poëzte und Rynigedichten. - In Nedderdüdlſch gerimen dörch 
Sans BBilmfen” L,: Soft. (07 PLaurenberg Roſtochitnſis. Gedrücket 
im Jaht 165204 Cone forrige med tilføjet Motto: Kåp my und 
lig my, Röwt My ſo friff' my; Edder id: derhale dy. Gedruͤcket im 
Jaht 16931 ror Forrige, Ret: eenem — fete.)" Vedrůcker 
























De —* tho Wenon, de olde anti . 
EWinneda ſick gar/ offt, bud. kbnnen nbchudol: mveten, 
Dat, do fe wehren junck veri åben, vnd noch Ueen, 
De. fie Kleine fo bøden do geſthnen 
tris Bly sole rer "de geit dos afoknne netter, 

Des andern Dages froherſo kamipt få" balde wedder; 
So deit de Kleder Form: wen fe ewwasigewahrt, 
Eo · moetſe undergabn ben kiempt eine audvet Art, 
De wahrt den od nicht "fang, men is ſe ock bald uöde. 
So bredt Bero hervör dyd als den Morgentöde, 
» Når de wechwiken moet de duͤſtre ſhhwarte Nacht: 
De affgelechte Form werd wedder upgtbracht. 











Ved denne Lejlighed bemerkes Maleren Carl van Mander's Lauwer- 
erants voor alle Lieſſhehbers des Loffwaerden Snuyfftocbacks. 








614 Det lerde Tlaecanie“Vailft Poeſi. 


Wien: Tid og Et”. VCobenti "3665" Sænker” tt fade FRK: 
uden Mar, hwsti der findes vanſt⸗ ere il et at Rn" ELSE RET 
ll Bordimg. (Begge Udgabér I Bjemſtjernes ane i gunmnk 29 
Ghins Hanſen Ekonniug efter tanniner. df 69, 
—*8 S. 86: Zwirg.S ES dt Viſtohpen SØER ae 
og Herremanben "SR Grubbe. "arr vedtoenl 
aatu, 2, 70. 8219 406 'r27 herude 1538! 
189. 196. Man ſeer Bell, dt Årre Smedie ne md 
Ad beleve Dplnwening. bold han Var fa aichen bre forinden Me 
1641 finer "ben, at Min fot nogle Marſtdend Havel fabrt ere 
at oprette et Bogtrhlketi, og Bande bøfad fuaet Priviſeglu pda "al 
trille AirkeGradualenzi1885 fit "fan mn fie Konforter Bebilm 
at anlceage en Pabitmolle Han incal værk deb · 165*0 ift as Så 
alle Kiokkerne vrlngete” for Hand Haufln otat dk orker MEE DE 
Bois den Hans Hårfeli'Clorhing, tie 18aJ hijerbe: ſin lSbrgereh 
(€. 330) er bem; LB får han febrer Hyttgdard! vehnVtiar 
Clan | Ro ruge FL op per: 22 
Som Exempel paa hans aſtetiſte Stifter nebier jeg era 
om Penitenſe, ſtreven „udi den bedrbfforlig Fat fald mdt" Judland 
Mar 1644' og FZortalen bet: Rag 9— du fore ſoffver.⸗ DAarkü⸗ 
1044. 4. 1 FUEN 
Den wegudellge ot ſrbiriae Woertete Bork Ragmäcie Wert 
gang ve Beſkyldninger, "imod ter arie Fit m, "oe "Fe hørte 
Sandheb.“ Aarhus 1648. 4. ” Aller” og EUT SS Sta * 
Digtet. Giſt) SED 
Kattenis Rattergange med Bundene EVE key men 6. 
Skomning Induoner vd Maris" Narhus 650.14 :Niegnet 
Meffert Sefcid til Ref. "Care haner kſenbr bet onbe fordeerventge 
Verden ud en: (anafånmetår Mid, tidl dber 72 Aurt fa Der rende 
Mogle gamle Vrd⸗kan maͤn · da finde hev/ "Tot aff imive hængt ekrgt 
og Gpreen. i Uddrag iD] Digtet." "Gik "inn bet DD 
SRattiad' Bom” Cimbe Bend, 4016; rs vine. Siſt 
3; 101. Haner DIK in Tottſte Guland fee R HR; 3523, "4884 598, 
AL Kallſten⸗ Cam: Rest, æg net es men dine onen *51 
Jakob Bort; Ponoßpit Ennuhnud, 666 Vdrms!Lcunckex 
Odin/ Wolffsr Forn, Maria 7 Full Jog? NRevtuider 187, "lærde 
Titender for 1746, 011, ere. UD ng] ag 





Å 





— Berdolig Diatning 1 57 633 


Heihergs Kingo, Sar204. - Bern. Proces i HBehejmearkivet, 7 Ponts 
oypidqn vog Odin Polff ſigt, at han, vax Beftor så Elagelſe, Vorm 
og Nyerup i Slangerup, Vorme Satirgr,- gm, ; Øøjffenfeld, Hades. 
Gr, Pr Rotho, ; Griffenfelds, ; Hepnet: Studiggus: dapgenfans;,47. 83; 
Sibyhe Spagdom om Rordens Antidrift 1.97 ;;; Gudspg. Belial enc 
1,..1053:99 eftev Bviffenfelgg: Fald Poatgeriptum tratjeum. 2,5. 353 
femt Stugiosus relamentens; radivinps 2,168 og zndeig, Kyllens 
Ubeſtandigkeds Speil 2, 473, Fouys Poeſier og Bidragitil hane 
Lennet -findeg: desuden ij adſtillige Haandſtrifter; fn, i Den, Thottſte 
Symling $1,71523; 4, (Rejjactik, Ufopis i. Proſo, m. mIndlag 
for Konſiſtorium eller, Forſpgr, for hans; Egtirer,: dat, Kaſtellet den 
Janvar 126843hans Dam den 24 Febr.);MRx⸗ 4584. 4. En 
un Rimehunſt 04 1,1 p. I. Nr. 1525. 44, Cher. Jaldes han. Retor: i 
Gbangexup I. Vr. IGBBM.P; "re 4528 4. Fax, Berden, fan vel: 
LyllengecUheſtandighede pel) onnflOApperlige Oplysninger om 

Vormh Lenet og Elgitter findfs mn É Mrof- M.Bamwieriche Sm 
Kingos Forfatterſtab til Pſalmen: Far, Berden, far vel, i Nordif 
—— — IS9ØS ν omme tet ) fund 

at, Sielmſtiernes Sgmil 12943. 8. >: findes. * — pøsartig 
dien Kaldig Ønternes Wieſtebud etc.) Beltrevet pag; Franſoſt og 
dennem til Tieneſte paa Danſke udſat, ſom fig derudi ville forlyſtel 
Khb.d 6u8. (Mm ala; rCaryt-r, En -Fortælfelfe, Hvorledis DE væls 
dioe Jupiter VO, ln Gel ante, Morcurius Lader. indbyder Alle Guderne 
tik en 5 Hyrde.s Feng. rf fat T. S. Æbh. 16983: (Parodi $ 
Alexandriner). Der findes ingen Bort. hos Ryerup hyis Navn: fag 
(vre til disfe Fophogſtaper., em engen ι 

Hin Satirana Meden, ——e— —* Lac.) od 
— —5— Bogtrytlrriet magle, Har after den Sebiornemut 
Madames , KaageeBogs Pøbligatipn sd FOR rirÅuiom, af, magle or 
henført; til denne Bid, (få. Minerva: d797, JanuaxS; 5488, Marta 
S. 344. Juli S. 39. D. Digtek. Sifte 42314,; og lom au Bia 
anes Kogebog tillige Nora liter, ;marignBalthe 4794, 0/88. 

20 Ponraner ag Folregen 3; Myerzwpir har i Ahmindelig Motſtabat 
læsning, 1816, givet en fan udførlig Frmnſtibingai Dens af 
Literaturen…atrdeg de, enteltan Skriften/ fan ghenvife ert 
mr. Gauſt: Den⸗ ſe ſtzbefjeudte Udgape LAB beften dem aldſte 
tuſte Udgaye Srpatf 1587) høgtvægt I arm Brates SBibl⸗ Bye 





616 Det lærde Tibéram, Danſt Poeſi. 


rups Morſkabel. S. 183. og.. Appendix dertii 5:34. okrepyd. 
Annal. 3, 830. Om OQOyprindeiſen og: Ubredelſa fer ZDer Datter 
Fauſt von Heinrich Heine. $amburg;; 1851... 10 or Siri 
delſen føres tilbage til en gammel angelſaxiſt dramatie Vehandling 
af Legenden cm Theophilus pan Sitilien; ſom er: :Myftertimr: Grarks 
den paa Theatret i Franukerig af Ttoubadouren Nutebvcacf We atkr 
benpttedes af den engelſte Digter Matiow, ſom dermet forbandt. kt 
tyfte Saan. E. 57 om Folkebogerne vg densUdboredelſe. ges 
os, fortæller Peder Syo i ſin danſte Boglade, forledtes Skomageren 
i Odenſe Chriſten Pederſen af Fauſtso Crempeb::til: at forſtrive fig 
til Djævelen med fir eget Blod, boorfor han: i Følge: Det Weologiſte 
Fakultets Betænfning (1635) blev henrettet; og "Profesfores vnſtede, 
ligeſom ſiden ved Werthers Leiden, at deslige: Bager: maatte afſtaffet 

Til disſe Skrifter hører ogſaa: En Hiſtotrie om Seifer Aler⸗ 
andri, Konge i Macedonien, Fedſel, Leffnit (ete.) Nu ferſt af 
Tydſten woͤſat aff Peder Pederſeon Galthen. Anno 1584. Tilegnet 
Chriſtian den Fjerde. Wandkiffue 1584. Haandſtrift i Stokholm 
(Hit. Tideſtr. 4, 104); og Haandſtrift blandt te Magneanſte, 
Pr. 190, fol, (Nverup, Morſkabslesn. S. 48). 

Vnge Karlis cc Drengis Speiel (ete.) Vngdommen til gode, 
vdſet pan Danffe, af Raſmus Hansſen (Reravins). Kbb. 1571. 
Tilegnet Bjorn Anderſens Sonner til Stenalt. Denne Bog vaa 
Tyſt antwwordede Poffuel Knuffleck, „Bogeforer et Bogebindre“ i Ly⸗ 
bek ham for 8 Mar ſiden, da ban korrigerede Lutberi Huspoſtil for 
ham, fom Hr. Peder Tidemand fordanſtede. LDverjættelfen tog Bog: 
føreren med fil Lybek, indtil nu i Sommer han var i Kjobenhavn, 
da han antvordede ham len igjen, at han den ſtulde overſce og lade 
komme til renten. (Vare ſaaledes inſte Boghandlere Forlæggere 
til Skrifter, Der tryktes i Kjobenhavn?). Ryerup, Morſtabslæsn. 
S. 208. 

Carcel de Amor: Nyerups Morſkabsl. S. 119. Den tyſte 
Overſæetters Navn er i Udgaven af 1636: Kbeuffſteiner. 

Till Ugelſpeil eller Uglſpil: Nyerups Morftabst. S. 211. 267. 
See J. M. Lappenbergs Udgave af Dr. Thomas Murners Ulen- 
spiegel. Leipzig 1854. (eftev den aldſte trykte Udgave; Strasburg 
1519). É 

En gammeldags Mundes Prædiden Om Hyrden, Faarene og 





i, Anders. Arrebo. 617 


Reguſtabet, Holden af der; færde: Mund: Pater Volle ' Pæirfen. udi 
Jarlov. De Lofthjavende” til: villie .overfat af hey yt ban hey 
— Aftrykt i Nyerups Morſtabslesn. Gis: 278. 
Finkeridderen: Nyerups Morſtabsl. S. 236. item, fon 
; hRyernp: ifte anfører, ar: En Hiſtorie og ;Legende,. Om den drabelige 
og vits forfarne: Sidder. Hex MPolitarpo ef Kyrlarisfa, ; form: Caldis 
Finckeridderen, hoorledis band halftredie hindret Aar . førend: hand 
blef fon, igiermem reyſte mange Lande; og faae vieget underlig Tingeſt: 
pg. paa det ſipſte blef funden af en Moder liggendis for Døden, blef 
vptagen og fod. pas. ny. gien. Ørentet Aax',1703. Samt: Her 
"efter. følger en ſtien og yſtig Hiſtorie; om en gammel: Bondemand 
og hans Con med deris: Aſen. Jordanſtket af Helvadero (Den bes 
kjendte Anekdote rimet). Og: ends 'en ubethdelig Viſe. (Gjelm⸗ 
ſtjernes Saml, 1932. 8.). Samme 1708.… : - 


17. De ſtorſte lyriſte Digtere: Anders Arrebo. Twomas Kingo. 
Anders Bording. a 


| Wllerede af. ben foregagende. Ubfigt er bet klart, at den 
. banffe Poeſiſ for Holberg har gieunemlobet en vid Kreds, og 
ſtiondt vet fortrinlige ikke ſtaar i noget Forhold til Mengden, 
lov der fig maaſkee dog gjøre et Udvalg af enten virkelig 
poetiffe eller i det mindſte ſproglige Markeligheder. Hver 
for fig. ville de forſte næppe efterlade noget betydeligt Ind» 
tryf, men ſammenſtillede kunde de maaſtee dog vekle en 
Foreſtilling om, at der var ingen Tid i Danmark, da poetiſt 
Stemning ganſte var vegen fra Folket. Dette vil ydermere 
befræftes , naar dertil fojes de tre Digtere, ſom alle have 
anſeet for denne jag vpperſte og man dertil i Tanken 
føjer Jørgen Sorlzrup der allerede nu beghndte ſom ſa⸗ 
tiriſt Polemikey, men hvis Heltedigte falde indenfor neſte 
Tidsrum. 

Anders Chriſtenſen Arobo eller Arrebo (f. den 2 


018 Det lærte Tidsrum "Dang Poeſi. 


Jannar 1587.i Mroctjicbitg,:: hupr: HB Faber: car Pueſ 
gjorde .tiblig -Lykfe; Han tog? Magiftergraden 610,1 xg: bled 
allereve- i faumme ; Por, ti ſit Aur, .Slotprœſtui- Bæfte 
Aar udgah han fit: forfte Irhfte Digte Relatioir mar riflen 
ben Fierdes Sejervdinbing:i Smaaland, sægi bermæeft z s Bønged 
lig Digt. over Drouming.: Anna. Catharitke! falige! Fredfatt 
(1612), i hoilke Lejlighebadigte han nilereder vifte nittdbvanlige 
poetiſte Anleg. .1616. blev: han Sognepræſi: til Rifbiai :Sirfe 
i Kjebenhayn, og Aaret efter, &. fit, 30::%ar, NDiſtopi Toros 
hjem. San fom dewp 1618, medent Peſten trafebe Bergen 
eg begyudte ſin Odelceggelſe i ;huoybhjemsrog' udg: Dis 
cember:- Peftpulver, form af alle Gudo Bør bruges: ban 
(1618), en Bøns' og Bebepfulmes: ; S$yénet. af Lykken; mg 
og med poetiſt Stemning, iagttog har: ile Sen: Auftanb, der 
ſommede fig for hang Stilling. J be to førte Aar, medens 
Claus Daa var Lensmand, gif bet imiblerzio⸗ godt; men 
med hans Eftermand, Tage Thott, tom han. Å Strid og fil 
i ham cn arrig Fjende. Nogle. Bonder Hangehe ver utilbørlig 
Merfart af Biſtoppen, men begge Sager havde Lensmanden 
fremkaldt og be gif ham imod, hvorover han naturſiavis blev 
krenket. Og Biſtoppen var endda mere tid uforfigtig. VBed 
Gilber lod han fit Lune raade, „var, form" bet hebder; tffe 
Bange for at flaa Trommen til om Dante," vandfebe ſelv 
med, og fang fine Viſer i Folkeviſernes Tore, uden noje af 
veje fine Udtryk. Det blev forebragt Lensmanden, hang 
Avindsmand, og Rygter om hang Uſgedelighed bleve ſpredte 
ud blandt Folk. : . Da. den fædvantige.: Fremſtilling ilffe er 
ganffe nøjagtig,” ſtjonbt "hans egen Son hat meddelt ben, vil 
bet være nodvendigt af ”gibe Uvdrag df henne Sag, fan 
meget mere, ſom derved oplyſes, hHoprlepes, man endnu den 
Gang i Norge efterlignede Kjempepiſen: noften ſom i gamle 
Dage paa Islanb. Bed et Bryllup paa Hefrie var en ſor⸗ 


BEGÆR: (LSE IT TET SEL STE Sen 619 


buntfen Byfvged i Throntchium, Pewato Leiuttivſemza form ſideiun 
bled affat,vtilteresrog ir fan ufe dorpda nibfpreste:et 
nærgkaendes Riggte Sm, Biſtobveni hvorlobes/ humn. hadde ande 
fetigæjørnentjensegljungeS en! Tetfævbigi Bijørdertiig sings råt 
hugusFavbtisfers 1 bom ligge uht on skinker) Det fofk var 
Bagnaffelfejs:|Bifteppin Haven sorgen dan var 
lol ing Har ·Dag⸗ i · det ker fra⸗ ſit/ Quierſ b NAne Unbet= 
lſteberi gift diem, hvbruder,ieftir hamle idyl 
Sæbe; vareſiflere Bengt pifat figipaau Ounten. af rånæring, 
wori⸗der⸗ laa cto·ſtvinder/ vaugael bgttut med bet i. flere 
Wenneſters:Meorvcvalſendecgil ain / agind GÅ akten ang 
var ben et Gine par Oſterlnat (Hog ſſogberu · Artebo betla· 
gebe ſig / iver in at/ Modvindeniifle· taldze: lægge ſiz, hoorfor 
Værten big ført med) dei: iin: auiuui Miranda e 
dur 57 2 mr hor Bem vand mt pt sd, 









Hov out on P urt” 
in trag, 
—— bund moti 


vad [" ALL! mont Hire fn rer 
cb, SFB Akon manier fanbe Fært Af hin- 
merne afspi, REP 5 FA. 5 IRA sfagezet. (toft 
Papir, 50 har herhag,, nogle, ſpogchhe. hderha os; Gæren 
rafter Hr. Andexs Huſt, pgacatelendeta ø fang, hem 
for se lo, san mit aun go or 
KASERNE: HUSS SEE SGU frede” Sånn, ”Hansil omit on 
5 N orme mee aanginde på dmnmddnis. 
mM un Ut orbifte ſaalcdes nel og Anch 1mrdd 
de n55 Øg for Gord på (Porr, Wind-ſaftennuu MNut: 
mt sun NDfnſdelige Fan 1p8 BAR sgidusasen 3707 ; 
3 und, ekte Nott Zehnað piu Mrgeluud mo] orm dog 
umog imo fat Grenfog armani opr i pin 
nt ma rs DRE hi afs ifange dez Baal i Broe, nog o5" 





ry 


UDINESE IE, 















620 Det lærte Tidsrum. "Dank Poeſi. 


Ni dennem ville packaſte. saas sd 0 Te 
De adelige Praſter og de rige 


Peder Vaurinfen var ogſag her tilſtede, og om ham 
ſtrev han : 342 


Meder Lauribſen ſiger Triaken godNat,, 5 
Sag drager han ad Bjiugnen, i gr gru 0" 
Han haver den Tontetap j fin Øef, .… . 7; 
Der Ol monne i hang als flugne. .4 
De adeliae Drankere og de rige. ” NEN 


såe 


(4Å 


| 2 * 
04 


Wen ra Arrebos Huſtru yttrede fin Waefornofetfe bermet, 
kaſtede Biſtoppen Papiret paa Ilden. Imidlertid künde an 
vel have fært Forfigjtighed for en anden Gang; men ved et 
Bryllup paa Sted kaſtede han fin Samarie, teg- Trommen 
fra Trommeſlageren og begyndte at flaa Dante, drak St. 
Bentes (Venedikts) Minde, dandſede eg ſang Viſer dertil, 
fom Og Dyrene ville vi bede, ja kyoſede et Var af Kvin— 
derne. En fan letſindig Adfæerd bidrog til at Befræfte te 
enenu ffammeligere Logne, ſom Peder Lauridſen udbredte 
om ham, faa at Arrebo felv tilſidſt faae fig nodt til at" for— 
fange Underſogelſe af de urfprerte Rygter: Lensmanden fil 
Befaling at ineftævire Sagen imellem dem for Retten ; omen 
hans Fjenders Beſtyldninger vare ublu; og ta Sager ſtulde 
for og Vidner afbores for Byretten i November 1621, gav 
denne ham ifte Medhold i Vidnernes Afhorelſe, hvorfor ban 
angreb bem med nergagende Talemaader og Stjælvéerd 
Skal vet gaa faa tif, faa gid ingen ærlig Want maa komme 
for Throndhjems Met, og: In feer man nok, hvor hun vider 
ub), og endelig undveg han Retten. Derved forvorrede han felv 
fin Sag. Den blev indftævnet for Rigsdagen i Bergen ben 
31 Juli 1622, Hver Kongen felv var tilſtede med Rigens 
Raad og be tre andre norſke BViffopper. Han blev domt 


ir. tm diederg Aurebß.. 621 


fra fit Embede, formedelſt fine Letjcerdigheds Bedrifter“; 
„Fagter og Geberder, der; ere imod den Hoviſthed og XEr⸗ 
barhed, ſom en Superintendent og Biſtop bør at følge, og 
aldeles intet meb fane" Kalb zemees“. Derhos "fordi han 
havde undvigt Retten og ftjældet paa Byens Ret med anden 
adſtillig Trodſighed; ſamt df en Preſt, Hr. Jørgen Mars 
ſtrand, var indſtevnet, fordi han i et Selſtab havde ſagt om 
hans Fæftemø, at” LEJ ſtulde fee til; hun ilke fif to trinde 
Gider at løbe af medi,” Baad” meré end een Maade havde 
Arrebo ſaaledes fat al Sonimelighed til Side; hvad ber tas 
ler for ham ey imidlertid ille blot hans egen Forfiffring, 
men ogfaa ben "almindelige: Mening, at ber „ingen grov 
Erces“ var begaget, og at bet ſiden gif hans Fjender ilde, 
fordi be havre gjort Uret. Om Tage Thott fortælles, at 
han gif tilſidſt om og tiggede paa Krohuſene i, Kjøbenhavn. 
Arrebo fik mu et otium triste; han begav fig til Malmø, og 
fuldendte fin Cverjættelfe .af Kong Davids Pſalter (1623. 
Auden Udgave med Noder 1627. og oftere). Han tilegnede 
ben norſte Gejftligheb. ven,, og Principalaarfagen til dens 
Udgivelſe var, at han „jo førre jo bedre chriſteligen kunde 
beprecere alt hvis Ung: eller Gammel af hans Converfation 
nogen Tiv eller Sted med Ord eller. Gjerninger kunde offen« 
beret være”, Cnfelte af disſe Pſalmer bleve fnart Kirkeſange 
og optagne i Kingos Pſalmebog; men ifær i Norge gjorde 
be megen Lykke. „En ftor Del af- læge Mænd i Norge, 
figer hans Søn, ere fan kyndige og verferebe i bem, ſom 
vi ere bet hos os i vore. danſte Pſalmer“. Han .attraaebe 
Preſtelald, og fil af Chriſtiau den Fjerde et Benaadnings⸗ 
brev, af 25 Auguſt 1625, gt. han maaßte fag et Bondekald, 
maar han lovlig blev faldet bertil; i September ſamme Aar 
blev han. kaldet af Borgemeſter og Raad i. Malmø, men bet 
Blev iffe bevilget, hvorimob Kongen tillod, at han ,, maatte 








622 Det lærve Zidarimn Danſt Poef. 


kaldes til en af be gemene: Rjøbftæber;, ner: ſom de ile. bagt 
formeget Lyft til Klammer“; 99k hon, fageblev valgt til 
Præft i Vorbingborgarlaghe Rougem ingen Hindringer i 
Bejen. Her levede ham hersårFred: og; Boy agtet og elffet 
af fin Menighed, og arbejvevejitsent Må DP paa fit Hoved⸗ 
vært: Hexacmeron iriy tiniunch. ckincuun Sirbeꝛs forſte Uges 


” sølle sd 


fer Dages prægtige sg; mægti fie Øje ertinger, ber forſt rum 
Tid efter blev udgivet af hans RL: eden Anderſen Arøbo, 
Sogrepræſt til, Rebbebid og Bihirgd di i…ladanduin SEKT 
1661. 4.). Gan dode ben 7 Marts 1637, 50 Aar gammel. 

Rahbek kalder Irtt reb: Be Pen Fauſte 8 ber, ikke 
uden Grund. vt Nagtel —— nøfer, (9 Rons Tid førte 
med fig, (Sprogete,, Cgenhedern vraner, årg ; Matørligvis iffe 
bertil), udmærferihas fig fremfoxalle Samtidige vib naturlig 
Enfolvighed, og ér bend Bram" og" Soutſt, ſom hans 
Efterlommere fatte lag megen Fris paa; [om ugar han. om, 
Chriſtian den dierte [puger : ur > FEER 


FORT 5 
Den tredig, Maji fljen, ... 
Der Sroͤben ſtod ſaa aten,“ HERE 
Rejſer din "Kong" eg erit TODT, 
For Calmar tan med ste, i * 
Lod der ſin Heſie fpringe, F i . 9J 
Hver blinked Ane) hr Klinger” Eee 


mn É” 
i Sam nm - 
== 


eller ved Dronning Anne Catharmes per " 


Jeg fane to dejlig Rofct ftåa 3 
Paa Forſtelige Rode, 5 

Af fonglig Stam ſom Lillen Blaa 
Bær Roſen ſod og mode. 

Af forſtlig Oviſt, jeg ſiger viſt, 
Udſpringe Roſer baade, 

Er plantet i den rige Chriſt 
Og dugget med hans Naade. 


smurt rillødere Arrebo. 








Der i Raadetr vandre kau 
Se) der Usndelige⸗ . 
Pe ise ſtgat vag ren id, 


tters Fade ſidder 










gg ſintke —* Eyndfend bragt Bane, I" 
Blandt deres FEE Gade SD og Ret fane >" 
Men sal Am:Gu til:Gertens. Lop' her fat," J 

ng. tuner dewea ibagde Dag og Nat 5 


faa fører enher lab" ble er set 3 hol 
Proſa. Ja, naar man ved Siden år od 
















D Herre Gud! di 
Mit Raab Val 
Dit Anſigt ds for 
Forborge; Herre 
Bøj dine Øren, 
Naar jeg paafalder, 
Bønhor, mig nagdelise! — 


Com Efyggen foer min? Dage hen,… 
Som Græs, der 
Dog trøfter, dette mig igj: Mm. , 
OD Herre! diue Dage 
Blive fan faſt til. evig Tid, 
Og din Gukommelſe faa blid 
Skal faft og altid vare. 


ſtiller Kingos: 












624 Det lærde Tidérum. Danff Poeſi. 


O Herre! hør min Jammersben, 
Og lad mit Haab dog for dig fomme ind! 
Skjul ej dit Anſigt for din Son 
Oppaa hans Trængfels Dag, men vend dit Sind! 
Boj Øret ned, naar jeg dig raaber paa, 
Skynd dig, benher mig, at jeg Hjælp fan faa! — 


Som Skyggen mod den Aftenſtund, 

Saa mine Dag” er nær ved Undergang; 
Com visſen Urt i Marl og Lund, 

Saa mifter jeg min Kraft og Aandefang. 
Men, Gud! du fidder faft, i hvor der gaar, 
Fra Slægt til Slægt dit Minde evig ftaar; 


faa maa det være et aldeles fordærvet Gemht, der iffe fan 
føle Forffjellen imellem ben gudelige Sang, der er fimpel 
og fyndig ſom Folfefangen, og Pſalmen, ber fornem fætter 
Fyldekalk iſteden for det naturlige Udtryk. Men ikke alene 
bet, at Arrebo i Natur og Santhet ſtundum endog gaar 
foran Kingo, hjemler ham Navn af den danſte Poeſis Faber ; 
bet tillægges ham ifær fordi han i Hexaemeron forføgte en 
ny Poefi, fordt hun havde en Anelſe om en anden Art Digt» 
ning, end Folkeviſen og Pſalmen, fordi han havde en poetiſt 
Fornemmelſe af Guds Aande, der gaar igjennem hele Ver- 
ben, og i enkelte lykkelige Djeblikke gav den fit fulde Udtryk. 
Dette Digt vil derfor hog ben nuværende Slægt, ber finder 
Glede i at tilbagefalde gamle Minder, vinde ben Paaffjøns 
nelfe, fom en lang Fortid nægtede ham. Dets Æmne er 
meget tidlig blevet bearbejdet i den kriſtne Kirke; en græft 
Digter, Georg Pifidas, har allerede behandlet det; ligeledes 
en Spanier Dracontius fra det femte Aarhundrede (Hexaé- 
meron sive de opere sex dierum et creatione mundi); vor 
Anders Suneſen behandlede bet i Middelalderen paa fin 
Vis. Men Arrebog nærmefte Mynſter er den franſte Digter, 


Anders Arrebo. 625 


Guillaume be Saluſte, Seigneur du Bartas, ber, fors 
uden veb en Mængbe anbre tildels ſtorre Digte, i fin Tid 
vandt en iffe ufortjent' Berommelſe ved fit Digt om Verdens 
Stabelſe (La premiér sepmaine), fom han fortfatte indtil 
Opſtandelſen (Lå sech zepiuaine). Kansleren Chriſtian 
Fris til Kragerup opmuntrebe Arrebo til nat give bet danſte 
Sprog og Poeſi Anſeelſe vedeſin rigflydende, Aare og poetiſte 
Vena“, og laante ham, blandt andre Boger, ogſaa ben vidt⸗ 
beromte Bartas' Striſter; og da vidfte han iffe bedre end 
at ſjunge og rime om Etabelſens ſtore Underverk; og ſaa—⸗ 
ledes bleve bide hetoiße Vers og Herrerim de allerforſte 
og eldſte paa vort danſte Sprog, i hvilfe han [yffeligen 
Haver æmuleres…og efterfulgt den italienſte Alexaudrum og 
ven: frantgøffe Bartaſium; men Doden forefom ham, at han 
ille fif, det upgivet.“ Derxhos „paafandt han bet danſte 
Hexameter eller homelende Rim, - hvilfet M. Doh. Cor⸗ 
vinus 4, fin Rhyihmologia Danica, (cap. 6, S. 97) meget 
bexommer og af;igranjore benævner Åroeénsianum.” . $ bette 
ſaglaldier danſte Herxameter er Fortalen, ſom er hang egen, 
os:den · forſte Sang: af. Digtet; f. Cx. om Lyfet: + 

k Lifliger Djentroſt, o Sandheds fljønnefte Moder, 

Phoaphori føde Roſt, og: nærmeft;.Cuglenes Broder. 

1 Prøgtig Darii Sol og da. Spligambis: faa herlig, 

; Ærter. du au, gf. Stol, Du, Kvinde tugtig og ærlig, 

. errens Daatter den ferſte 

os Bjnk, 9 Sarbeber gerſee 

eve, i Alerandri r uden Rim i Midten, 

og med lutter lvindelige Enderim uden Afverling med mand⸗ 

lige.. 3 Begyndelſen overſatte han eller efterlignede, Holdt 

fig nærmere til Bibelſprog og Kommentarer over Moſes, 

ligeſom hang Original, og bliver derved nødvendig endnu 

mere proſaiſt end denne, polemiferer baade fortere og 

40 






























626 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


mindre poetiſt end Bartas, thi den religiøfe Polemik kunde 
ingenlunde blive faa fyndig hos Nordboen, ſom hos Frauſt⸗ 
manden, ber levede midt i dens Stjiod. Tankerne ere ogſaa 
for det meſte tagne af Bartas, ja enkelte ſtore Partier lige⸗ 
frem overſatte; enkelte Lignelfer, der vel tyktes ham for 
briftige, f. Er. ved Skabelſen den om Bjørnen, ber former 
ben udannede Masſe en la lechant, har han ogſaa forbis 
gaaet. Men alt fom han ſtred frem vaagnede mere og 
mere hang egen poetiſte Aand, og han hævede fig til en 
mere ſelvſteendig Digtning. Flere af Dagenes Indledninger 
ere forffjellige fra Originalens, Ordenen er ikke heller den 
famme, og nogle Skildringer af Naturen i Norden ere 
ganffe originale. Men felv gjennem Overſettelſen og Efter⸗ 
ligningen fan man ret godt paa mange Steder flimte ben 
originale Digter, og ved at ftille ham ſammen med hans 
Samtid overtyde fig om, at man virkelig her for førfte 
Gang har et hjemligt Udtryk af verdslig Poeſi i en enkelt 
Retning, Den naturbetragtende. J Arrebo begynder allerede 
Tullin. 

Dette Digts Sfjæbne var ikke heldig. Det faa utrykt 
i fire og tyve Aar efter Forfatterens Død, og ta bet kom 
frem, var en anden Smag bleven Mode; folfeligt var 
bet ikke, og Fun for enkelte fun bet have været noget overs 
rajfente, noget fortryllende; thi aldrig havde de før feet 
fligt i i Medersmaalet. Som Skik var, blev vet, da bet 
førfte og fidfte Gang kom ud, forſynet med adſtillige Hæs 
dersvers; man berommede ,, hang opbyggelige Mevitationer, 
hans fyndige, ja runde og rige, føde og Hare Stil og Tale, 
hans kunſtige, grundige, yndelige og vellhdende Rim”; og 
Bording ifær blev begejftret ved hang Minde; men fenere 
Kunſtdommere ere ham iffe nær fua hulde. Gram fores 
træffer Bording; før Bording er ber iffe forefommet ham 





Aaters Arrebo. 627 


noget taaleligt, noget, ber er værdt at kaſte Øje paa; 
Arrebos Arbejde er iffe noget Bevis derimod, thi bet er 
ingen Original, men paa nogle faa Foranbriuger nær rent 
igjennem en Overfættelfe af Bartas. Han har altſaa iffe 
fammenlignet bem. 3. E. Schlegel erfjender Mangfoldig- 
heden og Rigdommen i hang Beſtrivelſer, ben Ild og Mand, 
ber hører til at være manges Forgjænger; men raaber til, 
heller at begynde med ben fidfte end med ben førfte Bog, 
thi Begyndelfen er fun et theologiſt Sfrift paa Vers, 
Tænger hen bliver bet et virfeligt Digt. Siden ben Tid 
har Arrebo uden Tvivl hvilet, indtil den danſte Digtekunſts 
Hiftorie paa ny vafte hans Minde. Faa af be Nulevende 
have læft ham. 


Følgende Prøve er taget af Beffrivelfen over Fuglene: 


Med rivend' Høgebær, med Falken blaa og hvide, 

Med Glenten ſtadelig, ſom ſvinger over Lide, 

Med Ravn og Mavneflægt vor Mufa ej vil prange, 

Som flet betagen er af liflig' Fugleklange. 

Jeg feer af fugtigt Vand, fom tykke Bier opfløje, 

Det vilde Sangeri, fom flinger i det høje, 

Adſtillig af Color, af Storhed ligemaade, 

For Pilen luftefar, behandige, ja kaade. 

See Svalen vendelet, den drejer op og neder, 

Nu fvirer om og om, fin Sommerviſe kvader, 

Betanker kvidrende, hvor hun vil bo og bygge, 

Ja Unger fin" opklakk' indtil de blive flygge. 

Stor Kunſt med liden Magt det ringe Kreature 

Beteer i Reden fin, fom og i runde Bure! 

Dyndputſen idelig hun af og til beføger, 

Og deraf Hufet fit fra Dag til Dag forøger, 

Til hun det hvæller flet, og Vinduer ej flere 

End eet umuret ſtaar, faa ftort bun felv fan være. 

Naar Huſet er beredt, bun tænfer paa en Dyne, 

Gvad Dun og fedderblødt hun faar paa Mark i Sjune 
i 40" — 


Der føre tireti, tir, tir, man horer vide, 

Sig arter finder ned, mod Jorden zirlig finger, 
Adieu, adieu, adieu, Di, Di, valete ſynger, 

Og iffe hører op, fra Munken vier Ljuſe 

Til Højten ſamled er, Ægidii Nat vil fryſe; 

Og deri Priſen tær for hver en Fugl paa Kvifte, 
Der maa til Maaned Tid fit fede Stemme miſte. 


Følgende er af Beſkrivelſen over Dørene: 


Du Reinsdjur morkegraa paa Fjeldefam og Tinde, 
Du hjortetaffet Heſt for baardfer Lappefinne, 
Du blev en mægtig Pris blandt Djur i folde Lande, 
Paa fneetaft Finne⸗Kirki) mod iiskold Zemble Strand 
Hvad har den husvild Finn, om du ham ifte kladde ? 
Hvem ſtuld' hans Liv fra Ded pan Fjelderyggen redde 
vor faadan foiend' Kuld betager Klipper alle, 
At Vand i Højden kaſt halv Js fan nederfalde; 
Din tyk⸗korthaaret Hud er da hans Hat og Hue, 
Naar han paa Skien gaar i Jagt med Pil og Bue. 
Du eft hans Brakker varm, hans Skindſtak, fnævre Tr 





Anders Arrebo. 629 


Du eſt hans Solv og Guld, hoo Datter ſin vil faſte, 
Da eft du Ko og So, og Brudflat end den bedſte. 

Vil Fjeldmand Nabo næft fort vejs ov'r hundret Mile 
Beſog' i andet Lejr, fan Rein ſom Fuglen ile, 

Og for en Kyrris!) let , try blaa“?) hver Dag oprende, 
Og dermed femte Dag vel ſnart Lyftrejfen ende. — 

O Djur, o ædle Djur, du nyMig Rein, du tamme, 

Men Snee er nordenfjelds du i min Digt ſtal bramme. 
Den vilde Reinsdjur Hov, paa norſte Bjergelide, 

Du maat for overgaa. Jeg feer ved højre Side 

Det Elsdjur taabeligt, fer Aln' udt fin Længe, 

Med brede ſtakked' Horn den Granſkov gjennemtrænge. — 
See der den fnedig Ræv, hvor gaar han Buff om anden! 
See ten flarpfigtig Los, Maar, Sabel, efterhaanden ! 

J ſtyhoj Grannetvp let Egernet opfpringer, 

Den graadig Odder fed fig der i Hylſter ftinger. — 


Cimbr. liter. 1,93. D. Digtet. Hiſt. 2, 209. D. Pſalme⸗ 
digtn. Forf. 1, 38. Om Davids Pfalter 2, XXV. HRudelbad, 
Om Pfalmeliteraturen, S&. 311. Pontoppid. Ann. 3, 200, 730. 
G. Schonnings Beretning om hans Affættelfe, i Norſte Videnſt. 
Selſt. Efr. i det 19 Aarh. 1 Bd. S. 245. (I Følge den har 
Gaardføriveren Mads Pederſen ikke haft noget med denne Sag at 
gjøre; et Bevis paa, hvor uefterrettelige felv nærliggende Beretninger 
funne være). Vorms Brev til Arrebo i Vormii Epist, 1, 55 
(hvor Aaret 1624 er en Trykfejl for 1621). Chriſtian den Fjerdes 
Brev til Kansleren Chriſtian Fris i Molbechs Chriſtian den Fjerdes 
Breve 1, 208 med Anm. Sonnens Fortale til Torcular Christi. 
Arrebo og Bording i Molbechs Hijt. biogr. Samlinger, 3 H. S. 344, 
Georg Piſidas omtales i D. Digtet. Hiſt. 2, 261. Dracontius i 
Velasquez, Geſch. der ſpaniſchen Dichtkunſt, uberf. von Dieze, S. 21. 
Af Bartas er benyttet: Les oeuvres de G. de Saluste, Seigneur 


du Bartas. Derniére edition. Au Paris. 1611. fol. Om Tos 


bias Hübners tyffe Overſattelſe fee Barthold, Die frugtbringende 





1) En liden Slade, gjort ſom en Baad, han fidder i. 
2) Hvert „blaa“ ſtattes for 7 norſte Mile, vidt over dauſte. 





630 Det lærde Tidsrum. Danfk Poef. 


Geſellſchaft, S. 121. Hagvin Spegel, ſiden Erkebiſtop i Uppſal, 
bearbejdede Winet paa Svenſt i Gude Werck od Hwila 1685. 
J. E. Schlegel, Der Fremde Nr. 30. Baade Vorm og Ryerup 
anføre to Udgaver af Hexaemeron, 1641 og 1661. 4. Det maa da 
være en Fejltagelſe. Blandt Mreverfene er Raovns mærkeligt, da 
han deri omtaler Hr. Mikkel, Rimkrsnniken, Reinefe Foſs, og fenere 
Digtere. JF Liunges Maanedsſtrift Hertha, 2 D. 1827 findes 
Prøver af ældre danſte Digtere, deriblandt æf Arrebo's Pfalter. 

Andre Skrifter af Arrebo, udgivne af hans Sen: Torcular 
Christi eller Jeſu Chriſti Pjnis, Dods oc Begraffoelfis Hiſtoria, 
befattet udi femten Pradickener (etc.) Kbh. 1670. 4. Ossa Redi- 
viva Det er Den underbarlige, hoytroſtelige ot aandrige Siun om 
de førre døde Been, ſom Propheten Ezechiel paa: en aaben Mord 
hafver feet liggende (etc.) Udi XV. Prædidener (etc.) Kbh. 1681. 4. 
De have intet færegent. 

Til at oplyſe Forholdet mellem Bartas og Arrebo, ogſaa 
naar denne overſatter, maa tjene en fort Prove af begge: 


Bartas i La sepmaine S. 287. 


Mais en quc] membre humain luisent plus de merveilles 
Qu' és conduits tortuenx des iumelles oreilles, 
Portieres de l'esprit, escvules de nos corps, 

Vrais iuges des accens, huiszieres des thresors 

Dont Dieu nous enrichit, lors que dans son escole 
Ses saints Amhassadeurs nous portent sa parole? 
Et d' autant que tout Son semble tousiours monter, 
Le Tout-puissant voulut les oreilles planter 

Au haut du hastiment, ainsi qu'en deux garites, 
Coquillant leurs canaux, si que les voix conduites 
Par les ohliques plis de ces deux limacons, 
Tousiours de plus en plus en allongent leurs sons: 
Comme Vair de la trompe ou de la saquebute 

Dure plus que celuy qui passe par la flute: 

Ou tout ainsi qu'vn bruit s'estend par les destours 
D'vn escartè vallon, ou court auec le cours 

D'vn fleuue serpentant, ou rompu, sc redouble. 
Passant entre les dents de quelque roche double. 


Anders Arrebo. 631 


Ce qwil fit d'autre part afin qu'vn rude bruit 
Trauersant å droit. fil Pyn et l'autre conduit, 
Nestourdist le cerveau, ains envoyast plus molles 

Par ce courbé Dedale å Vesprit nos paroles: 

Tout ainsi que le Gers qui coule tortueux, 

Par le riche Armaignac, n'est tant impetueux 

Que le Dou, qui sautant de montagne en montagne 
Fend d'vn cours presque droit de Tarbe la campagne. 


Hos Arrebo S. 257 (iffe af de heldigſte Steder): 
Men i hvad Legems Lem ſtal cen vel fre oc høre, 
Saa mangt et Under ſom i et par Folfesøre? 

Den Aands Dørsvæcter troo, den trofaſt Liifs Skild⸗vacter, 
Al Liudens Dommer beſt beffytter vel oc acter, 

Ofvr al den geiftlig Sfat, der Gud os med forærer, 
Naar hand fit hellig? Ord ved fine Tienre lærer. 

De efterdi hver Klang opſtiiger ſtedſ' i været, 

Da haer Gud Øret oc en faadan plats foræret, 
Som tvende Liudeshul paa Legems tinding' bøje! 
Bemuſtlende de rør, faa Liuden fig kand føje 

Sig gjennem piiben flef, alt efter haanden meere, 

At Liuten kunde faa ſmuct langſom op⸗paſſere. 

Ret ſom et Krum⸗horns Skald, oc liud i Sacke⸗piibe, 
End udi Piibe ret, ſtal længere forblifve: 

Com ocſaa raabet højt faa viit ej kand forſpredis 

J platte jæfne mark, ſom naar det buct⸗omledis: 

En Elf der vinder Skaft oc om en Klippe kruuſer, 
De høris længer vejs end ret⸗flodt⸗ vand det ſuuſer. 
Det viifer Nider-Elf, hoos Trundhiem udriverer, 
Med krummer Aaſe⸗buct det Skeen Elf firmerer. 
Det haer oc Herren giort at Liuden ſtark i Øre, 
Skuld' ide Hiernen fvag, fordofve, flade gisre, 

Om øret var gerad. Thi er ved gange krumme 
Den ftærfe Tone fvædt, maae fact til Sindet komme. 








Til Sammenligning med Spegel henfætter jeg, efter Udgaven 
af Guds Werck od) Hwila. Stockh. 1705. 4. S. 197, det Sted 


om Læren: 





war vivieere Dav 
Sang end Bartas felv: 


La gentille alouetto 
Tire lire a lire, et 
Vers la voldte de ci 
Vire, et desire dire, 


For at fætte den rett 
at betragte hans Efterligneꝛ 


Bryd af, ſluk Lyſet ud 
I Morgen tidlig op ti 


med det Forfæt, figer hang 4 


Men hang Studereljus 
Og tændte ham et Ljus 


Det ufuldendte Vark blev opt 
biemb (f. 1642, Præft i 
Sogne i Nørrejylland, fiden 
hvis Heptaemerinon, eller Gyi 
Til st cv — 











Claus Anderſen Thronhjem. 633 


Store Cimber⸗Lands Monarch, Naade⸗Himlens klare Stierne, 

Du Guds Fryctis Skrjn og Arck, Dyde⸗Soel og Vißdoms Kierne, 
Dappre Helt for alle Helter, hoh berømt aff Mandoms Drifft, 
Jeg mig for din Fod nedvelter, og dig fliender dette Scrifft. 


Dernæft er der en meget lærd og højtravende Fortale: Af den vande 
rige Skrifftens Brynd, oc de ftifrindende Schilo Vande, haffver jeg 
aabnit mig Canaler og Vandrender til at beghde min Pen, da jeg 
fid i Sinde, dette mit Heptaemerinon (etc) at ſamle oc fammens 
ſtriffve. Og dette Digt paa 298 Cider er fun førfte Del; den 
anden Tractat, om det evige Livs glædelige Rolighed, ogſaa paa 
Alexandrinſte Rim, var færdig til Tryffen, men ham „paagick for 
megen Befoftning paa en Tjd dem begge at lade trode, og Læferen 
det vjtlofftige Systema Poéticum paa en Tid at kiobe“. 
Begyndelfen af Digtet [yder faa: 


Hvorlunde Mactens Gud den vide Verdens Bygning 
J førften dannede, ved Ord og Overffygning 

Det er O! Arøboe afpenflit ved din Pen, 

Men til Guds HvjleDag jeg mig vil vende hen. 


Jeg har med Aroboe al Verden omfringsagit, 
Omſeglet Ocean, omfvæfvit Himle⸗tagit, 
Jeg vaar i Ormens Hul, i ſumpig Fiſte⸗Hus, 
Dg af Guds Undersværf draf mig Forundrings Rus. 


Mig Larden Aroboe Haandsledde allevegne, 

At ſtue hvad der vaar i Maanens under⸗egne, 
Jeg megit ſield⸗ſynt ſaae paa Gras-beklædde Tofft, 
Men mere da jeg kom til Stiernesfulde Lofft. 


Jo meer i Skabningen min Skaber jeg paagabte, 
Jo mere min Fornufft fin ufle Vjßdom tabte (etc.) 


Han fører os om til alle Gedninger, f. Cr. til Rommerne S. 100: 
Derneſt bleff Romerne Hellenernis Goer⸗Unge (etc.), 


igjennem Joraeliternes Hiftorie og hele Verden rundt. Randen er 
opfyldt med lærde Anmarkninger, deriblandt S. 138, at Theologia 


634 Det lærde Tidsrum. Danfk Poef. 


og Ethica blive Herſterinder over Phyſitam; og meddeler (hvad der 
maaſtee er det mærfeligfte ved Bogen) Uddrag af en ftor Mængde 
Rejſebeſkrivelſer, der for en ſtor Deel vel nu ere übeljendte. 


Medens Arrebo fun er lidet befjendt har Kingos Minde 
vebligeholdt fig i en vid Kreds, ba han greb ſterkere ind i 
Kirkens Liv; og hang Levnet har været Gjenftand for en 
faa uvførlig Behandling, at vi her fun behøve at meddele 
Hovedtrælfene deraf, ifær forfaavidt de oplyſe hans Digte. 
Hans Slægt var fra Skotland. Hans Bedſtefader, Thomas 
Kingo, kom til Danmark (imellem 1586—90) og blev Chris 
ftian den Fjerde Tapetmager; han boede i Helfingør, hvor 
Kong Jakob den Sjette beføgte ham 1590. Hans Syn, 
Hans Kingo, født i Krill i Skotland 1586, var en fattig 
Cilfevæver i Slangerup, gift med Karen Sorensdatter. 
Deres Søn Thomas Kingo (f. i Slangerup den 15 Des 

cember 1634) gif førjt i Latinſtolen i Slangerup, Hvor 
Mag. Hans Aalborg var Rektor, ſiden i Frederiksborg, 
hvor han var i Huſet hos Rektoren, den bekjendte Literærs 
hijtorifer Albert Bartholin. Tyve Aar gammel fom han 
til Univerfitetet 1654, og tog theologiſt Atteſtats 1658, 
famme Aar fom Krigen med Sverrig udbrød. Han forlod 
Kjøbenhavn, og tilbragte Krigsaarene ſom Huslærer, ifær 
hog Fru Lene Rud til Vedbygaard, med hvis Børn han 
tillige undtrvifte nogle Sønner af Karſten Atke, Ejer af 
Møragergaard og VDverinfpeftør over Rentemeſter Henrik 
Møllers Gaarde, til hvilfe hørte Sebygaard ved Tisſo. 
Opholdet i denne Egn og Minder berfra fremkaldte nogle 
af Kingos førfte Digte: Sæbygaards Koklage; et Vinter: 
ſtykke: Nævetud og Knud herud; ſamt Karſten Atkes Afſted 
fra Loveherred. Efter tre Aars Forløb blev han 1661 Per: 
ſonelkapellan hos Preſten til Kirkehelſinge og Drøgfelbjerg 
og Provſt i Leveherred, Peder Jakobſen Vorm. 3 denne 


Thomas Kingo. 635 


Stilling blev han i ſyv ar inbtil 1668; og lod fit førfte 
Digt tryffe: Scebygaards Kollage (uden Tid og Sten, i Følge 
Overſtriften forfattet 1665). Efter Søren Povelſen Gott« 
Tænbers Dod 1668 blev han Preſt i Slangerup, og giftede fig 
med Vorms Enke. „Thi ba Vorms Eftermand, Hr. Frands 
(Konig) var kommen, alkorderede Kingo med ham paa En—⸗ 
kens Vegne (iſteden for Enkepenſion) om en Sum Penge for 
hendes hele Liv (een Gang for alle); og ba Afforden var 
fluttet, bab Han Hr. Frands at trolove ham med Enten.” 
Saaledes fif han noget at fætte Bo med, men hang endnu 
temmelig unge Kone bøde noget over et halvt Mar efter; 
og efter nogle Mars Forløb giftede han fig anden Gang 
med en Forvalters Enke. Medens Kingo var i Slangerup 
vandt han allerede ſtor Berømmelfe fom Digter og Gunſt 
til Hove. Griffenfeld, ber altid var opmærffom paa dyg⸗ 
tige Mænd, maatte fnart bemærfe Kingos ualmindelige 
Gaver, og uben Tvivl fandt han, om iffe ſtrax hos Kongen 
felv, i bet mindſte i hang Omgivelſe andre mægtige Vel— 
yndere. Bi have feet, at be Forbringer, ber gjordes til 
en Digter, iffe vare ſtore. Til denne Tid høre flere af 
hans Lejlighedsdigte, hvori han vifte fine Velyndere ben 
ſtyldige Opmerkſomhed: Troſteſtriftet til Griffenfeld ved 
hans Kones, Catharine Nanſens Død (1672), og et Nyt⸗ 
aarsonſte; Sørgebigtet ved Peder Reetzes Dod (1674) 
o. fl.; men iſcer udgav han en Næffe hiftorijt-patriotifte 
Digte, fmigrende for Kongen eller for Griffenfeld: Krone— 
borgs Bejfrivelfe (1672), Samsøs Beſtrivelſe, tilegnet 
Griffenfeld, Øens Beſidder (1675), Chrijtian ben Femtes 
Ledingstog 1675 og to Anhange vertil (1676—77). Hvad 
ber imidlertid fremfor alt maatte begrunve hang Digternavn 
og fremme hang Lyffe, var hang aandelige Digte. Alles 
rede 1674 ubfom førfte Part af hang Aandelige Sjungechor, 








636 Det lærde Tidsrum. Dang Poef. 


i hvis Tilegnelfe til Kongen (St. Hang Dag 1673) Han 
httrer: „Maa bet behage Eders Kongelige Majeſt., ſom 
tilforne i ſaa ftor Naade haver optaget nogle faa af mine 
forrige Rimſtrifter, at vende fremdeles et naadigt Øje til 
bette mit ringe Arbejde, ſtal jeg derved opegges at anvende 
al mulig Flid til iffe alene den anden Part, men ogſaa 
flere af mit Sjunge-Chor at forfærbdige; jaa vi og her i 
Danmark, faavel fom be Thſte og andre Lands-Folk (af 
hvilfe vi hverfen have behov at laane eller udi Rimekunſten 
det ringefte at eftergive) kunne have Pſalmer og Sange til 
Gudfrygtigheds daglige Ovelſer, ſom iffe ere taad og ude 
laant af deres. Thi be Danſtes Aand er dog ikke faa 
fattig og forknyt, at den jo fan ftige ligefaa højt mod Him⸗ 
melen, ſom andres, alligevel at ben ikke bliver ført paa 
fremmede og ublæntiffe Vinger.” Kingo var felv muſikalſt, 
hvorfor Matthias Schacht ogſaa flutter fin Lifte over danſte 
Muſikkyndige med ham, og han lod med fit Sjungechor 
følge Melodier, tildels laante fra verdslige Sange, vel 
endog, ſom ber menes, fra ſtotſke Folkemelodier. Han 
yttrer derom til Leſeren: „Lad det ej være big underligt 
og urimeligt, at jeg haver fat disſe aandelige Morgen- og 
Aftenfange, tilligemed ben hellige og højopljufte Long Das 
vids Ponitenſepſalmer under Melodier, ſom ellers af mange 
fjunges med forfængelig Ord; jeg haver dermed villet gjort 
be velklingende og behagelige Melodier fan meget mere 
himmelſke og bit Sind (om det big befalder) desmere ans 
bægtigt, at om bu fan lade big undertiden befalde, for en 
Melodies Artigheds Skyld, at gjerne anhore en Sang om 
Sodoma, bu meget mere, om bu eft et ret Guds Barn, 
fulde lave big behage, under ſelvſamme Melodie, at høre 
en Sang om Zion. Jeg veed vel, at ber iffe faa ſtal lade 
fig finde, ſom bette mit ringe Arbejdes fpæve Fofter ſtal 


Thomas Kingo. 637 


ville udkviſte, fordi det iffe er overflæbt med be gamle og 
brugelige Kirke-Sanges Toner, men herudi haver jeg iffe 
vidſt at gjøre mig nogens fær Tanker til en Lov; beſhnder⸗ 
lig fordi jeg finder vore Forfæbre, ſom haver bigtet og 
fammenfat vore Kirke-Pſalmer, at have brugt ben Frihed, 
at be iffe haver bundet fig til en, to eller flere, men frit 
taget allehaande Melodier, endogſaa af lyſtige og verdslige 
Toner, ſom mere end nok er bevisligt. Vil nogen fige, at 
Materien for Melodiens Vanſteligheds Skyld iffe vel ſtal 
kunne leres, ba er bet fun Ord-Nisſer til at kjuſe Børn 
med. Tiden og Brugen lærer alting. En retſindige og 
Billig dommende Læfere vil fortolle det, ſom hang Guds— 
Kjærlighed er; men et vringel-vuren og færfindet Hoved vil 
forflare bet, fom hang Sind og Sæver er”. Biſtop Vandal, 
paa hvem ogſaa Kingo beraaber fig, anbefalede bette Sjunge—⸗ 
chor fom „gejſtrige og bejlige Morgen- og Aftenſange“, og 
bet ſtemmede aabenbar med Tidens Tarv og Trang. Iſteden 
for be for ſtorſte Delen lange og vandede Overfættelfer og 
Omſtrivninger af tyffe Pſalmer, ſom næften hver Dag kom 
frem, fif man nu Sange, hvori der aandede en dybere kri⸗ 
ftelig Folelſe, end ben, ber kunde velkes ved fold Gientagelſe 
af kolde Lerdomme, og be vare derhos oprindelig danſte. 
Ogſaa uden Henfyn til verdslig Anbefaling maatte faa uſcd⸗ 
vanlige Gaver bane Kingo Vejen til Biſpeſtolen. 1677 blev 
han Biſtop i Fyn; Griffenfeld var falven 1676, og han 
Falder Griffenfelds Efterfolger, Rigskansleren Grev Alefeld, 
fin mægtige Befordere. I ve forſte Mar have be biſpelige 
Forretninger rimeligvis optaget en ſtor Del af hans Tid; 
men enbelig ubfom anden Part af Aandelig Sjungechor 
(1681), hvori han overgif alt hvad ber af oprindelig banft 
aandelig Poeſi hidtil var til. Heri findes nemlig be ufor⸗ 
gjængelige Pſalmer: 








638 Det lærde Tidérum. Danf Poeſi. 


Sorrig og Glade de vandre tilhobe, 
Lykke, Ulykke, de gange paa Had, 
Medgang og Modgang hin anden anraabe, 
Solſtin og Skyer de følges og ad. 
Jorderigs Guld 
Er prægtig Muld; 
Himlen er ene af Salighed fuld; 


og hin gribende Afſted med Verden, ber ilke blot har hus 
fvalet ben doende Kriſten, men endog fulgt den paa Vejen, 
ber bilde bøbe fig ſelv: 


Far, Verden, Far vel! 
Jeg kjedes nu længer af være din Tral; 
De Byrder, ſom du mig har boltet oppaa, 
Dem hvifter jeg fra mig og vil dem forfmaa; 
Jeg river mig los, og jeg fjedes nu ved 
Forfangelighed. 


Hvad er det dog alt, 
Com Verden opfminfer med faver Geſtalt? 
Det er jo kun Skygger og ſtinnende Glar, 
Det er jo fun Bobler og ſtrattende Kar, 
Det er jo fun Iſe⸗ſtrog, Skarn og Fortred, 
gorfængelighed. 


Heri gav han ogſaa ben angrende Synder Ord, der løftede 
ham op til Himmeriges Rige: 


Klæd mig derfor af min Dille, 
Klæd mig af min Lyjtes am, 
Klæd mig af al Ondſkabs-Grille, 
Klæd mig af al Lajt og Skam, 
Klæd mig af al Hovmods Pragt, 
Had, Havngjerrighed, Foragt, 
Klæd mig af al Satans Dragt! 


Klæd mig i din Aand og Glæde! 
Klæd mig i min Jefu Tro! (etc.); 


Thomaé Kingo. 639 


og vifte ham Forløferen, hos Guds højre Haand og i Teſta⸗ 
mentets Baand ben ſamme: 


Der er han udi Glæden fød 
Her er han i velfigned Brød; 
Der er han i fin res Kraft, 
Øer i Vindruens figned Saft. 


Denne Samling, efter hvis Fremfomft bet var umuligt at 
Poeſi kunde ubdø i Danmark, tilegnede han med hiertelige 
Ord, ſom allerede forhen er anført, Dronning Charlotte 
Amalie (ben 1 September 1681) med Hentybninger til bem, 
ber maaffee i 30 Aar havde æbt Fæbrelantets Brod, uden 
at ville lære 30 danſte Ord; til dem, ber indbildte fig, at 
bet var et Vadmels Sprog, fom be iffe gab taget paa deres 
Silketunger; til vort gamle danſte Sprogs Skjcebne, at bet 
ſtal agtes haant om af dem, ſom vi agter højt om. At han 
berveb har bet tyſte Hofparti for Øje, ſom ſtyrtede Griffen—⸗ 
feld, og nu havde Kongens Øre, fan ber næppe være Tvivl 
om; Kingo kunde iffe hnde bem, og Hofgunſten vendte fig 
ogſaa imod ham, faa at bet fun maa have været be høje 
Gejftlige, Biffop Hans Bagger og Kongens Konfesſionarius, 
Peder Jeſperſen, af hvem han kunde vente nogen Beſthttelſe, 
der imidlertid ingenlunde kunde være faa kraftig, fom i 
Griffenfelds Dage. Maaſtee man heraf fan forflare fig ben 
vexlende Gunft og Ugunft, ber blev ham til Del. 1682 
blev han Doctor theologiæ bullatus, ber nu iffe var noget 
ufæbvanligt; og i bet følgende Mar 1683, i Hvilfet bet blev 
ham overbraget at famle en ny Pſalmebog, „imod hang 
Tanke og Begjering" ophøjet i Adelſtanden, hvilket heller 
iffe under benne Konge var noget Serſyn. fang Vaaben, 
en Halvmaane med tre Stjerner og berover en Pegaſus, 
ſigtede til hans Digterkald. Det kirkelige Foretagende, ber 





640 Det lærde Tidsrum. Danft Poeſi. 


blev ham overdraget, medforte derimod megen Ulempe. Dem 
Uorden og Ulighed i Kirkeſangen, der havde herſtet hidtil, 
ba hvo ber vilde kunde udgive Pſalmeboger, onſtedes af: 
hjulpne. Men Kingo vilde ilke blot ſamle, men ogfaa ud⸗ 
give Pſalmebogen; ben engelffe Foretagelſessand var over 
ham. Det krevede ſtore Forberedelſer, men lovede ogſaa 
megen Vinding. Han fif fongeligt Privilegium. derpaa; alles 
rede 1680 havde han forffrevet Typer fra Lybef, og anlagde 
et Bogtrykkeri i Biſpegaarden; Ejby Mølle ſtulde være 
Papirsmolle. Efter fer Aars Forløb udkom den forordnede 
Pſalmebog, bog fun Vinterparten (Odenſe 1689); neſte 
Aar en mindre Udgave; be ſtemme ikke ganffe overens, Af 
267 Pſalmer vare 136 ny og af Kingo ſeld, Reſten dels 
gamle, der vare forbedrede, dels nyaf andre Forfattere. 
Skjondt kun den førfte Halvdel var udkommen, udgik ber 
dog en kongelig Forordning, hvorved Kingo fik Eneret til 
Udgivelſen i 20 Aar, og det befaledes, at denne Pſalmebog 
ſtulde indføres i Kirkerne, og hver Sognekirke i Danmark 
anftaffe et Cremplar og betale bet med 6 Mark Danſte. 
Det var en for ben Tid ublu Pris. Næppe en Maaned 
efter at denne Forordning var tinglæft rundt om i Lanbet, 
blev den tilbagekaldt. Der fortælleg, at Frederik Gersdorf, 
ber iffe kunde lide Kingo og havde fit fri Sprog hos Kongen, 
en Dag foreflog Hans Majeftæt tre ny Privilegier: et for 
ham felv paa en ny Katechismus, et for Grev Reventlow 
paa en Abcde, og et for Gyldenløve paa en Davids Pfalter, 
med Paabud til alle Kirker og Skoler, at de fulde fjøbe 
bem; faa vilde de alle tre ſnart komme ud af deres Gield. 
Saa udkom bet fongelige Reffript af 22 Februar 1690, 
hvorved Kingos Privilegium blev erklæret ugyldigt. Faa 
Dage efter, den 4 Marts, fil han rigtignok Rang meb 
virkelige Juſtitsraader, men bet var et daarligt Plaſter for 


Thomas Kingo. 641 


et faa dybt Saar; ifær ba man arbejdede paa at fratage 
Ham bet hele Gværv, ogſaa bet at famile Pſalmebogen. 
Præften til Roeslilde Domtirfe, Søren Jonæfen, Udgiveren 
af Jonæ Vrofeti, fif 1691 Befaling at udarbejde en Kirkes 
pſalmebog; han indſendte fin Samling 1693, men ben blev 
heller iffe antaget. Kingo udtalte fin Krenkelſe og fin Troſt 
1694 i bet befjendte: 


Gak, hudeflettet Bog, du tør vel Plaſter finde 
Og rene Sjæle, fom vil dine Saar forbinde. 


Samme Aar bøbe Kingos anden Huſtru, ber i 23 Aar havde 
belt Be og Bel med ham (ben 19 Maj 1694); og han gif=« 
tede fig tredie Gang med Birgitte Balslev, en Datter af 
ven afdøde Dr. med. Balslev, Asſesſor i Kancelliet og Herre 
til Fraugdegaard, af hvilfen Kingo ſaaledes blev Cjer. Hun 
var 30 Aar gammel, han 60; han elſtede hende allerede 
forud, ſagde man, og holdt Bryllup med hende endnu før 
Aaret var ube (ben 19 December 1694). Det bragte mange 
til at ryſte paa Hovedet; hvorfor ogſaa Jafob Birkerod figer: 
„om deres Forlovelſe og Giftermaal kunde meget ſiges“; meget 
er ber da blevet ſagt. Nogen Erſtatning fif han i Pſalmeſagen, 
ba ber 1696 blev nedſat en Kommisſion til at udarbejde en 
my fuldkommen Pſalmebog, bet vil fige, baade til Kirkebrug 
og til Husandagt. Kommisſionen begjerebe en Del Exem⸗ 
plarer af Kingos Vinterpart; der var altſaa Haab om, at 
hans Arbejde endnu funde komme til Nytte; han rejfte til 
Kjøbenhavn, for perfonlig at tale fin Sag. J Begyndelſen 
af næfte Aar var førfte Del af ben fuldkomne Pſalmebog 
(Kirkepſalmerne) færdig, og den blev ſendt ham i Haand⸗ 
ſtrift. En ſtor Del af hans Pſalmer vare rigtignok forbi« 
gaaede beri; men han fif Cneret paa ti Aar til at lade 
trylle og fælge, ſaavel denne Pſalmebog, fom en Gradual, 
41 





642 Det lærte Tidsrum. Dang Poeſi. 


af hvilke hver Hovedkirke i begge Niger fulde anftæffe et 
Cremplar. De udfom i Odenſe 1699; og Pſalmebogen, ber 
ſaakaldte Kingos Pſalmebog, ber altſaa iffe var af: ham og 
med Uret bærer hans Navn, blev indfort i alle Landets 
Kirker ved Begyndelſen af bet ny Aarhundrede. Den anden 
Del (Huspſalmerne) fif han ved Juletider 1608 med Be— 
faling at lade den trykke paa ſamme Villaar ſom forſte; 
men derpaa maa han ikke have gaaet ind, da ben førft bled 
udgivet længer hen (af Lauerentfen 1703). Da Sagen for 
ledes var endt, gav han fin Vinterpart eu anden Titel: Ea 
ny Kirkepſalmebog, lod den indbinde, og ſendte den ül Sjøb. 
ſteederne for at uddeles til fattige Børn. 

Under denne Pſalmeſag og be Byrder eller Strivigbjever, 
ſom Biſpeembedet førte med fig, digtede han ogſaa adfktillige 
Lejlighedsvers: Geburtsdagſtykke til Chriftian ben Femtes 
Fodſelsdag 1683; ben ſejlende Venus, i Anledning af Kron⸗ 
prinſens Giftermaal; ba Skibet Bring Frederif løb af Banes 
ftoften 1686; Tanker over Skibbruddet ved Soleſand 1690; 
%Wreminde over Caſper Schöller; Trøjtebrev til Niels Jule 
Ente 1697 o. fl. Hang fidſte Digt er formodenlig det han 
firev til Roſtgaards Bryllup 1703. 

Alderen begyndte at virfe paa Kingos hidtil kraftige 
Sundhed; han led meget af Stenſmerter. Under et Ophold 
i Kjøbenhavn i Foraaret 1702 toge be faa ftærft til, at han 
efter fin Hjemfomft fjelden kunde forlade fit Hus og for bet 
mefte maatte holde Sengen. Hang Skriftefader, Made 
Roftod, beſogte ham flittig, og , fandt ham altid fuld af 
Aandens rige Trøjt.” „Naar han blev erindret om Syg⸗ 
dommens Heftighed og Dodens Bitterhed, fagde han, at han 
„fandt (følte) bog iffe faa meget ondt; det kunde jo iffe gaa 
af uden Smerte og Strid, førend de to Fjære Venner, Sjæl 
og Legeme, ſtiltes ad, hvilket hver retfindig Jeſu Difcipel 


Thomas Kingo. 643 


og god Stridsmand taalmodelig ved Guds Naade bør at 
live.” Dagen før han dede udbrod han, i det han vaagnede 
op af en fort Slummer: Herre Gud, i Morgen faa vi en 
dejlig Muſik at høre. Og vet flete faa, ogſaa herneden; 
han bøbe blidt og ſtille Sondag Morgen, ben 14 Oftober 
1703, medens Kirkens Klokker kaldte Menigheden til Hoj⸗ 
mesſe. Liget blev biſat i St. Knuds Kirke ben 29 Novems 
ber, og Biffop Deichman fra Viborg, ber havde været Stifts⸗ 
provft i Odenſe under ham, holdt den Ligprævifen, ber endnu 
Haves. Liget blev ført til Fraugde Kirke. Kingo havde in⸗ 
gen Børn; Slægten dalede igjen. 

Det er gaaet Kingo ſom Young; begge ſtildrede i ftærfe 
Billeder Livets Afmagt, begge beſtyldes for overdreven Kjærs 
lighed til venne Berdens Goder. Young, ber hengav fit 
Gods til Evangellets Udbredelſe, bebrejdede man Gjerrighed, 
og han, hvis Klager over Verdens Forfengelighed (Natte⸗ 
tanker) have gjenlydt til alle Tider, var af Naturen for« 
fængelig og elſtede ren til fin Dod. Om Kingo paaftaar 
man, at han var myndig, ja nogle ere nær veb at fige, at 
bet ber brev ham var fun Begjerlighed efter re og Penge. 
Hans Myndighed flal have vift fig i hans Embedsnidkjcerhed 
imob Bræfterne, i hang Stridigheder med Stiftamtmanden 
Vinterfeld, med Stiftsprovſten Jørgen Karſtens 0. fl. Men 
vifte han Myndighed, faa maa man ogſaa tilſtaa, at ben 
var fornoden; ben Maabe, hvorpaa nogle Præfter tale om 
ham, røber fun bereg egen Raahed; og i alle de Stridigheder, 
ſom vi Fjende noget nøjere til, havde han Retten paa fin 
Side. Om Jørgen Karſtens var Trabiticnen endnu levende 
i min Barndom; ben var ham ftærf imod. At Kingo yn⸗ 
dede en ſtor Virkekreds, er Hart nof; han havde ftærfe Evner; 
at han med Glæbe ſaae fin Velſtand vore, er rimeligt, thi 
han brugte meget, forbi han vilde ubrette meget. Ja, han 

Lig 





644 Det lærde Tidsrum. Danfi Poeſi. 


maa jo have elffet verdsligt Gode, worledes kunde her 
ellers have ſunget faa gribende om Rigdoms Forfængefigher? 
han maa jo have følt Hormoden bruſe i: fit Hjerte, hworledet 
ſtulde han ellerg have kunnet fnufe ben, ligtfom Hans Meſtir 
knuſede Slangené Hoved; han maa jo have elftet: Verden, 
for ret at kunne gjennemtrænges af dens Tomhed. Deich 
man vidner, at havde Gud fyldt hans Kilder, faa fod bar 
bem ogſaa udflyde til andre; han aad iffe fit [Brød alene, 
men lod ogſaa de Faderløfe æbe beraf, og han lod' ingen 
gaa utroſtet fra fig. Der er ogfaa bevaret fljønne Træf om 
hang Uegennyttighed og BVelgjørenfev. Det: mitvft paalide⸗ 
lige af alt er enfoldige Samtidiges Dom vver Digtere, ſon 
de ikke kunne fatte. 

En Mands Overlegenhed viſer ſig deri, at han paa een 
Gang horer fin Tid til og ſtaar udenfor den, over den. 
Naar man anvender det paa Kingo, faa vil vel ingen tvivle 
om, at han var hele fin Samtid overlegen, men fleve ville 
Dog mene, og de have ubtalt bet ſtarpt, at han er iffe en 
Digter for og. For ret at Innne nyde hang Digte, ben 
Kraft og Hojhed, fom be førfte Gang have bragt. til Follets 
Bevidſthed, uden at ſaares af deres tilſhneladende eler virfes 
lige Mangler, er ver viſtnok ogſaa avffillige Ting at betænte 
og at fætte fig ud over. Det betænfe iffe alle. Al Be— 
gyndelfe gaar i det brede, Kunſten er kort og fyndig; Han 
behøver undertiden mange Ord, førend han finder bet rette, 
men hvor uendelig højt ftaar han iffe heri over fin Samtid. 
Hans Levetid falder ind i en Periode, hvor højtravenbe 
Svulſt var bleven Mode, hvor Hoffmanswaldau og Lohen⸗ 
ftein bleve beundreve; bet maa nødvenbig haves for Øje, 
naar man ſtal paaſtjonne Maadeholdet i hans verdslige 
Digte. Denne Tid kjendte hverken Vid eller Smag; maa 
man iffe da forundre fig ever, hvorfra han har faaet faa 


Thomas &ingo. 645 


meget af bem, ſom han virkelig beſidder. Bil nogen tage 
et helt Digt af ham, og fræve, at bet ſtal være godt? nej 
langtfra; bet er nok, at ber findes noget beri, fom er ſand 
Poeſi, fom ben Gang var mageloſt. „Et godt Sted hos en 
Poet, figer 3. E. Schlegel, er ben bedſte Forbøn for et 
flet.” Og fremfor alt maa enhver, ber vil læfe Kingo, 
være hjemme i hans Sprog, og ilfe lade fig ftræmme af 
bet, der iffe Tunde være anderledes. Der var endnu ilfe 
braget ungen ſiller Grendſe imellem edle og uæble Udtryk; 
hvad ber for os er uæbdelt var bet maaſtee iffe ben Gang, 
i bet mindfte iffe i den Grad. Edle og ucedle Udtryk ad⸗ 
ſtilles forſt ved Selſtabets Udvifling; man fan ligne denne 
Udvikling med Bondens Sprog og bet bannebe Selſtabs eller 
hvad man kunde kalde Naturſprog og Kulturſprog. J Natur⸗ 
ſproget ere alle Ord gode, og hver Ting nævnes med fit 
rette Navn;' i bet daunede Selſtab forviſes visſe Begreber, 
og ſtulle be berores, faa føger man et andet Ubtryf. Her 
er bet nu baufteligt at finde Grænbfen imellem Plumphed og 
fljær Natur, imellem Kultur og Snærperi. Men unægtelig 
fan man iffe bebrejbe Digteren, at hans Ord ftøbe 06, naar 
be ilfe havde noget ſtodende for hang Samtid. Nogle Ord 
(fom at patte for bie) findes hos mange ſamtidige Digtere. 
San Digteren gjøre for, at Sprog og Kultur have under⸗ 
gaaet en faa ſtor Foranbring? Naar man lefſer et ſvenſt 
Digt, hvilfe ucedle Udtryk (f. Cr. at fnøfte) fan man ifte 
ber møbe, men be ere fun uæbdle for 08, indtil vi have 
giennemtrængt Sproget. Fremmede Ord gjøre undertiden 
formedelſt deres Velflang eller udtryksfulde Betydning en 
fortræffelig Virkning, men denne gaar iffe blot tabt, men 
Indtryllet af vet, ber før var højt, bliver komiſt, naar bet 
fremmede Ord er funfet ned til ben baglige Tale. Da 
Kingo ſtrev, ſtrommede be fremmede Ord ind, og be bleve 








646 Det lærde Tidsrum. Danſt Poef. 


endnu fejrede fom enhver nykommen Gjæft. Cr det Digs 
terens Skyld, at de nu have tabt deres Glands? Digteren 
dannede ny Ord, Hvortil der endnu intet Udtryf fandtes, 
bet var fornodent; mange af dem ere iffe gagede igjennem, 
ben følgende Tid har ladet dem falde; berfor ftøbe de os 
nu, men deri er Digteren uden Brøbe. "Mange. ældre Ord 
vare endnu gjængfe, i bet mindſte iffe faa foreldede, at jo 
enhver med nogen poetiſt Dannelſe forftod bem; vi forftaa 
bem ikke, ffal Digteren nu undgjelde for vor Uvidenhed? 
Vi forudſcette altſaa, at ben der læfer Kinges Digte for⸗ 
ftaar det Sprog, hvori be ere ſtrevne, og iſteden for ethvert 
uæbelt Ord tænfer fig et ædelt, faa førft fan. det. bedømmes, 
hvad Poeſi ber findes i hans Digt. Men naar der ſaaledes 
ydes Digterens Minde al den Billighed, han har Krav pan, 
vil ber endda, felv i hang gudelige Sange, findes Steder 
nok, hvor Udtryffet virkelig maa forekomme 08 ſaa uævelt, 
at Tanken lider derved, og fun Mangel af en dannet Smag 
funde fremfalde det. F. Cr. naar han i Nær forfagt, men 
beg ilfe fortabt figer: HE 


Hjalpelos er flet min Haand, 
Jeg af Graad er hæs og hikker. 


At hulfe og at hiffe har Sproget bog nok aldrig blantet 
ſammen. Derimod har han aldeles Sproget paa fin. Side, 
naar han bruger Ordformer og Ord, fom i det gamle Sprog 
have bereg rette Hjemmel, og bet er vor. Skyld, maar di 
iffe forſtaa ham; naar han f. Cx. faa Sandſer rimer: hvor 
jeg lidet andſer (anfer), eller ſynger: — 


Da forſte Sol randt op og over Verden ſmiled', 


eller 


Thomas Kingo. 647 


Dg naar at Øjet fig igjen med Bjerget dælder 

Dg fig med Agtſomhed langs ned ad Baflen hælder, 
Der har Natur og Kunſt en dejlig Have fat, 
Og gjort et Paradis hos ſtinden Tornefrat; 

eller 

Mens ſom at Folfefind begyndte mer at hvege 

Dg Konſter grandere paa deres Spil at lege. — 

Da rejftes Vold og Værn hos Havets mægtig Stromme 

Thi Snid og Underfund da havde lært at fvomme. 


Et Bevis "paa Kingos Digterevne ere hang Billeder; 
be fomme ham imøbe overalt, ſtundum i ſaadan Mængbe 
og faa uforvarende, at han falber over bem. Naar han fan 
har grebet bem, endog flere paa een Gang, faa veed han 
iffe at værge fig for dem; de forfølge ham og han bem, 
indtil han endelig faar bem flaaet ihjel. De have været 
udſatte for en ftreng Kriti. „Han traver højt, figer 3. E. 
Schlegel, og fynfer faa dybt ned.” Det er ben Lohenſteinſte 
Smag. „Han ftøber i Trompeten med fuld Mund og uds 
ſpilede Kinder, hang levende Indbildningskraft indgiver ham 
af og til prægtige Tanker, men endnu oftere fun en prægtig 
Klang, og midt imellem be æblefte Toner blander han under⸗ 
tiben en Slang, fom cm han blæfte i et Vægterhorn.” Som 
Exempel berpaa anfører han Beſtrivelſen over Vismars Be— 
lejring ;i'ber beghnder met Kaninen og enber med Kugel⸗ 
ſpringdauds og Tordenffralb; ſom Møvfætning bertil bet 
Berømte Ster vm Bonden: 





em linen, iuu ged i i mange Yar og Dege, 
Der ingen værdiges engang i Gaand at tage, 

Hans kniuehvasſe Kant og gniſterige Krop 

Endog blandt FTruffetræ fig. felv -ej tænder op; 

Men vil man hannem fun mod Jern og Staalet bruge, 
Man hundred” Funker da ſtal af ham ſtod' og fnuge; a⸗ 





648 Det lærde Tiderum. Danſt Poef. 





Han vifer da fin Kraft, at om ban flides. en, 

Han er dog ever, mens der noget. er. igjen⸗ . 
Saa, faa din Bondeſon, om end - hans flette Kote 

Den ſtjuler Hjertet og hans knogelfeere Hofte, i 
Giv hannem fun Gevær, før bam i Marken en, 7 
Han tør fig bilde ind, bene Elægt er d Kong Dan. ” 


For at give Læferen en tybelig toreſtilling om Sofpoefiens 
Beffaffenhed og om Kingos Skrivemaade overhovedet, bil jeg 
hertil føje en ordret Gjengivelfe- af det Sted Hoſianna 
(ber i D. Digtek. Hiſt. kun nævnes); Hvor han ligner 
Kongen med Solen og Dronningen med Maanen ; | 


Der træder Solen frem med Prunk oc KORGE foore 
Strax falder Idmyghed paa baade ſmaa oe Adore, 

De Stierne⸗blink oc braſt forblegned ſpebis ind 

Til Kongen vender fig oc faar et andet Sind. 

J hvert et Himmel⸗Tegn hand Frihed har af løbe, 
Hand kiorer frydig frem oc bruger flur ſin Sosbe, 

Trotz nogen figer nen, oc hindrer hånt en Food, 

En Skorpionen felf tør Stærten vende meod! 

Saa mangt et Naade: blus oc Himmel⸗gunſtig Øre 
Hand pleyer til fit Foll i midler tid at bene, 

Hans Majeſtatiſt Bryſt er Sirkelfuldt af Magt, 

J hver en Straale er en Krafftig virkning lagt. 
Hand oſer Lius oc Lyſt paa alle Stierne⸗flokke, 
Hand bulter offte fig til Jordens vaade Sokke, 

De ſtikker (fliffer?) QOvegnings Krafft i hendis folde Bryſt, 

Naar Vinter⸗Voldsmand hår forkrenked hend' oc kryſt. 
J Luften gisr han reent, naar Storm oc ſtridig Vinde 
Opfværmer mægtelig med Skyer graa oe blinde, 

Hand gior fig mellem⸗Mand oc lader Verden fee 

At ingen maa fee fuurt naar hand vil ene lee. 

J Havets dybe Vom hand tiit fin Spiir nedſtikker, 
De udi Fiſte⸗ſal en Skaale nat opdrikker, 
Saa lofftis Safften op om Thronens gyldne Ring 
De oſis fiden ud til alle tørftig Ting. 


Om 





Thomas Ringo. 649 


Kort fagt: Ihdor Haud er, da er Gand ſelff en Gerre 
Udi fit Regiment, oe intet dog difværre, - 

At Band i alle Ting -hår rigtig Øy' oc Agt, 

Ja priifelig oc vel kand bruge Herrens. Magt. 

De naar hans Throne sgang' mod: Afften monne helde 

De hand ſtal ſtiule lit fix Gimmedligiffne Belde, 

Strax træder i hans Sted hans dehlig DRONNING frem 
Med allehonde: pragt! daa Gimlens vide hiem. 

Ey mindre Eydighed / end før 'er de paa færde, 

Boor EStierne pynter. fig og ſthader at omgerde 
Med glæde MARENS Stoel, og hyor dend gieſte vil 
Da byder hver” fin Tro oc trygge Tienniſt til. 

Lad Affes farved Skh paa bendis Anſigt ride, 

Lad Etorm oc ſtort Veht: kun hefftig om fig ſlide, 
Adſtadig og. ſaa jefnt dend fig dog giennemſtiar, 
De faar ſin Ville frem, end naar dend ſpadiſt er. 

J hendis Herredom er naade, Roe og Hvile, 

Hun tør ad urpe ſelf vel haanlig fre. oc ſwile, 

Hun elle Chreatur fra Arbehd løfer af, 
Gun er de mattis Lif og Rette ſtode⸗Etaf. 

Gun vandrer mangen Mat ce hører Verden brumle, 

De høordan: Menniften..i Mørk oc Daarſtab tumle, 
Hun feer pel mangen- gang et -gifftig..Stiernesftudd, 
Dog hende gior det ry det allermindſte brudd. 

Hun holder alt fit Goff oc Friheds Regimente 

J Rigtighed oc Gang til Gimlen ſelff vil hente, 

Sin anden bedre frem, at fage Spiir i Haand 
NO lige HimmelRæt oc føde friheds Baand. 

San gaar det Aar til Aar, oc ingen Skiffte kiendis 

J det Regierings Par, der. under dem fun vendis 
Det dødelige Kra, ſom ftiger op oc ned, 

De ellers intet ſelf af. flet. Foraudring veed. 


Kingos verdslige Digte ere dels alvorlige, dels ſtjem⸗ 
tende; i de alvorlige ere Hiſtorie og Patriotisme bet frem« 
herſtende; deres Fyſiognomi fjende vi. I -be ſtjemtende 
mangler Lune, ben fine Jrowi og alle deslige for hine ſie ⸗ 





Og ej 
Hvor ma 
Som | 
Er dog e 
Raar & 


Eller endnu Bedre: 


Der Frede 
Udaf T 
Og Bonde 
Og var 
Og hver fi 
Fra øret 
Og Lo 4: 
For Ude 


Carſten Atkes Afſted har 
Forlober for vore fenere 


Mig tyffes, 
Som fort 
Med tuſinda 





Thomaé Singo. 651 


Thi øften for der rejfer op 
Og fig mod Etyen holder 

Den æltes gamle Skove⸗Top, 
Hvis Sindals grønne Folder 

Dg Grene⸗Vaxt gjør flig en Pral 
J Luftens nedrig Beje, 

Gom ben var groct til Gimmel⸗Sal 
Dg EtjernesLoft at feje. 
Der fan man fee fin Lyft oppaa 
Den danſke Diure⸗Konning, 
Den kronet Hjort, i Duggen gan 
Med fin betaffet Dronning. 
Der er den briffesrumpet Raa, 
Den kaade Buftes Føjte; 

Der feer man Lures Niftel gaa 
Gos Raviſen fin Tøjte; 

Der fidder under Buft og Læ 
Den hjerte s tippet Hare, 

Der feer man ned og op i Træ 
De ſnare Egern fare. 

Der hører. man foruden Tal 
SlovsÆnglene at ſjunge, 

Com levend gjør den Love⸗Sal 
Med himmetsftemmed Tunge. 

J Buften har Naturen fat 
Sit Apothek og Kjokken, 

Der groder Jorden ſlig en Skat, 
Den keydderige Froken, 

Ut hvor man ſcer, faa er der fhldt 
J alle Hum og Gange, 

Med Urte⸗Desmer ſmuk forgyldt 
Oppaa de grønne Stange. 
Vil man igjen af Skoven gaa 
Som hen fig bjergesbuffer, 
Dg Ennemarket ned paa ſtraa 

For Djureshave lukker; 


652 Det lærte Tidsrum. Danſt Poeſi. 


Da ret pan Bjergets Ridder⸗Held 
Der feer man Karpen fpringe 
Forinden funftig Demnings Vald 
Og Bjergetse hule Bringe. 
Naar Bjerget da fin ſandig Fod 
J Enge⸗Sletten fleder 
Og ſtjuler ſaa fin grundig Rod, 
Da dejlig Tisſo meder, 
Og ſmiler ad fin gemte Ven 
Med fin Chriſtalle Læbe, :…. 
Og lar fin Solve⸗Side hen 
Om Skoven pdmyg ſocbez 
Saa midt ud af hans klare Bryſt 
En liden Aare rinder, 
Som gjør en Cs med ſtorſte Loft, 
Der fnart er cirkel⸗trinder (0. f. v.) 





Og det er den famme Mand, der beghnder Den fejlende Venus 
ſaaledes: 


Bind op dit forte Slor ved Solv⸗Dagſtjærens Hoved, 
Du ſabel⸗ (ſobel⸗) brune Vat, nof har nu Verden ſovet, 
Frem, Morgenrøde, frem, og Purpur⸗Teppet hæng, 
Mens Solen den ſtaar op fra din fafraned Seng. 


Som epigrammatiſt Digter var Kingo meget frugtbar; man 
henventte fig uten Tvivl ofte til ham, eg var nøjfom. Han 
bevæger fig heljt i Antitheſer; Spidſen er gjerne noget ſtump, 
men undertiden rammer han deg fra bet fjerne. 


F. Er. Opſtrift paa et Anker, ſom i den heftige Storm var 
Kongens Frelfe. 


Gud holdt paa mig, og jeg holdt Chriftian den Femte, 
Der en fortvilet Storm i ØftersEs ham klemte; 
To Rigers Liv og Død paa to Jern⸗Hager laa, 
Jeg derfor ævig her flal til et Minde ſtaa. 





Thomas Ringo. 653 


Paa en vis Herres Speremaal, hvortil Snustobak duede. 
Min Ven, ſpor mig ej ad, 
Hvortil den Salke⸗Mad 
Dg Lugte⸗Etov mon bue; 
Den er af vife Mænd 
For Hjernen dygtig kjend, 
Thi ofte har de Sme. 


Ogſaa ſom lyriſt Viſedigter vandt Kingo et udbredt 
Navn, iſcer ved Chryſillis, da mit Verdens Guld, ſom man 
i fin Tid, ſiger Nyerup, gjerde fuldt faa meget af, ſom i 
vor Tiv af Rungſteds Lytfalighed, og ved Hyrden til fin 
Hyrdinde, eller, fon bet ogſaa kaldes, Kingo til fin Frue. 


Da iffe blot Viſen; men ogſaa Stroferne ere lange, maa det 
være nof, attanføre ar Strofe af den førfte; Gyrden har fundet fin 
Gyrdinde, Aftenen er henrunden og Natten falder paa: 

Naat EtjernesTæppet da blev: lagt 
Og hver en Flod blev fuld 
Af ſtjerneſtukket Guld, 

Og GBhrden ſine Faat faa fagt 
J Aftenføalen drev 
Os Spor i Duggen ſtrev, 

Du da med 
Git af Sted, 
Faar⸗ dlokken du tafde tit, 
ODg beſaae 
"tor og Smaa. 
Gimme s Falkel blusfed frit; 

Stjerne⸗ Rubinen Har 

fin i dit Mælfes Kar, 

Og Perfes Duggen faldt 
Paa Haar og alt. 

Philar, den trofaſt Hund, 

Dpvarted al den Stund, 
Gjorden forſhnet blev, 

Dg Ulven drev. 





654 Det lærde Tidsrum. Danſt Poefl. 


Af Hyrden til fin Hyrdinde meddeler jeg Begyndelſen og Slut⸗ 
ningen, da der gives faa faa originale Digte af denne Slags, og 
vi her finde Kingo felv ſom Elſter: 


Candida hviler i bjertesfjær Gjemme, 
Com Diamanten indfluttet i Gud; 
Candida har i mit Hjerte fin Hjemme, 
Og fom en Perle i Steven fordult. 
Veneris Son, 
Dejlig og ſtjsn, 
Gjør det faaledes, min Tante faar Bøn. 


Sod er dog Skyggen for Manden paa Veje, 
Duftelig Hvile for Storm under Træ; 
Barnet i Vuggen har ſovne⸗ſod Leje, 
Venſtab gisr Møje, men Bryſtet gjør Læ. 
Vintræ med Stang 
Gjør Drue⸗Fang. 
Yndig og dejlig er Candide Gang. 


See mig naar Vaaren taer ſommergron Trøje, 
Luften afkaſter fit iſegraa Skjort, 
Himlen med Skyer beſmyhket til nøje, 
Mulden med grønne Jordklade iført, 
Fuglen gaar ben, 
Taer fig en Ven, 
Ene jeg, Candida, ſidder igjen. 


Seer jeg til Floder og bolgeblaa Flammer, 
Hver af Indbyggerne leger med fin; 
Seer jeg til Dyrenes lovkladte Kammer, 
En tager denne, en anden taer hin. 
Jeg feer vel til 
Paa artig Cpil, 
Ak jeg i Buffen maa ligge dog ftil. 


(Saa kommer Candida ud af Elſtovens Telte.) 





. . Thomas Kingo. 655 


Klar ſom Demanten var Stjæret af Øje, 
Hvid ſom Criſtallen ver dejligfte Kind; 
Cutferfød Tale mit Hjerte mon bøje, 
Andige Fagter betragter mit Sind. 
Gjerteljer Gavn 
J Bennefavn, 
Udi mit Hjerte begraves dit Navn. 


Thi paa din Tale ev himmelſod Melfte, 
Midt paa din Læbe er Roſe og Rips, 
Mt du din Tjener af Øjertet vil elfte, 
Kan jeg vel flue af Bryſtets Hvid Gips. 
O Hjertes Mø, 
For dig at de 
Gjerne jeg vilde i ſalte⸗blaa Ss. 


Gimmel⸗blaa Hvelning har Stjerner ej flere, 
End du har Dyder, min Dufte, min Raa; 
Hvad vif din Tjener da mere begjere, 
End dig at nyde og engang at faa? 
Venus, ſnart fom, 
Luk op din Bom, 
Flh mig i Candidæ Hjerte lidt Rom. 


Lad mig nu vare din Tjener i Tanke, 
Candida, ene mit fjærefte Maal, 
Jeg igjen venlig vil Steven opſanke 
Efter min Venniſtes raſte Fod⸗Saal. 
Kjærefte Del, 
Eiſtelig Sjæl! 
Andigſte Duffe, af Hjertet Far vel! 


Kingos aanbelige Sange, thi med bem maa naturligvis 
enhver Betragtning af hans Digtervirkſomhed fluttes, ere 
dels enkelte Pſalmer for Kirken, dels Pſalmechkler, dele 
aandelige Sange for Huſet. Om dem ere alle enige, at de 

Fag 


656 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


overgan t Kraft og Højhed alt hvad der hidtil af denne Art 
Digtning var til i Modersmaalet. ,,De have et uforgjænges 
ligt Liv i fig, forbi de ere fremgagede af en ſtridende og 
troende Kriſtens virkelige Liv.” „Kingo flabte en ejenbommes 
lig Kirfemesfiade, ber med alle fine fvage Gider iffe blot 
vil ihnkommes, men glæbe og oplive danſte Krifine, naar 
Klopſtocks Skolemesſiade har været længe glemt hos be 
Tyſte.“ „De fjorten Hverdags-Materier, hvor Himlen og 
Jorden, Kirken og Kongeborgen med ſamt det lille venlige 
Skovhus ſpejle fig i Inbføen uden anden Forfljel, end ben 
mattere eller ſterkere Belvening af Morgen⸗ og Aften⸗Roden, 
maa være nok til at gjøre en Stjald udødelig.” 


, Mægtig, dyb jeg hører runge, 
Gamle Barde! i din Sang 
Kirkeklokkens Malmertunge, 
Nordens Davidsharpeklang.“ 


„Hor, hvor fedt dog Kingo leger! — 
Naar hans Harpeflag dig fvoæger, 
Naar fig løsne Stovets Baand, 
Naar du rejfer højt af By 

Paa den klare Toneſtyh, 

Tenk da paa, hvor mange Sjale, 
Com nu for Guds Throne knale, 
Kvagedes faa mangen Gang 

Ved den ſamme Harpeklang!“ 


Naar man læfer Kingos Fortaler, mærfer man ſtrax, 
at der ogſaa her er en himmelvid Forffjel fra de andres 
Proſa. Han fætter fine Ord paa en egen Maade, og fpringer 
pludſelig ind i et Billeve, hvor ingen venter noget, og hans 
Ord ere iffe fremmede, men danſte. Han vilde ogfaa ſom 
Profaifer funne have fremkaldt en ſtor Forbedring, maaffee 


Thomas Kingo. 657 


endog have ſtandſet bet ellerg uftanbfelige Indbrud af Frans 
flen, hvis han havde virfet paa denne Maade. ,, Denne 
Predileſtol, bette Tempel, denne Sfole, figer Deichman, 
Tan bære Vidne, at han talede vel. Hans Hjerte var fuldt 
af Tro, hang Ord fuldt af Kraft.” Men det levende Ord 
er fom Vinden; naar vet har fat Sindet i Bevegelſe, har 
oplivet Aaſhnet og grebet Hjertet, ſaa er det allerede langt 
borte. Selv. om hundrede: høre det, tuſende ſtulle fornemme 
og bevare bet, før bet Fan giennemryſte et Folk. Vi fee 
berfor i Literaturen ingen Virkning af hang Veltalenhed. 
Det enefte proſaiſte Sfrift af Kingo er hans Ligtale over 
Jakob Birkerod; man gjenfjenver ham deri, i be hyppige 
og ftærfe Billeder, ber iffe ere bange for at gan ned i de 
bybe Toner; men Formen er uheldig. Ligtalernes Tid nær= 
mede fig fin Ende; og Vejen til det ny Aarhundredes Kultur 
gif iffe igjennem Kirken. 


Pontoppid. Annal 4, 110. 615. Nova literar, is Bal- 
thici, 1704, &, 220, (Det hedder her, at Kingo førft gif i Stole 
i Aalborg, en Fejltagelfe, der formodenlig er fremkommen deraf, at 
Reftoren i Slangerup hed Aalborg .) Deichmans Ligtale over Kingo. 
Odenſe 1704. fol. med Kingos Portræt. Fortalen og Levnetslobet 
S. 70, D. Atl. 2, 422. Blochs Fynſte Gejſtl. 1, 151. Farftrup 
og Axelſens Dagbog, S. 243. D. Digtet. Hiſt. 3, 170. (hvor 
Fodſelsaaret 1643 er en Trykfejl). D. Pſalmed. Forf. 1, 55. 
Kingos Levnet af Provſt A. C. 8. Heiberg. Odenſe 1852. Birche⸗ 
rods Dagbøger ved Molbech (fee Regiſteret). Wedel⸗Simonſens 
Saml. til Elbedgaards Hiſt. 2, 23 (Birgitte Balslev). 3, 53 
¶ Degnen Hans Kingo, jf. Heiberg, S. 219). Jatob Bircherods 
Familieefterretninger i Kallſte Haandſtr. Mr. 130. fol., efter Med⸗ 
delelſe af Prof. Kall-Rasmuéfen, jf. Heiberg, &. 217. Om Tabet 
af Kingos Portræt, fom fandtes i Odenſe Gymnaſium, Benrichſen, 
Bidrag til Odenſe Cathedralſtoles Hiſt. Program 1846, &. 43. 
Odin Wolff figer i Jafob Vorms Levnet, at Kingo ved fit forſte 
Giftermaal blev befoogret med Griffenfeld; derom vides intet. I. E. 

42 








638 Det lærde Tibsrum. Danſt Poeſi. 


Schlegels Der Fremte, Nr. 38—39. E. G. Vieth's Udgave af 
Kingos Aanderige Morgen⸗ og Aftenpſalmer, med Brandts iyfle og 
Roſes latinſte Overſ. Sors 1768. Modeformat. Kingos Aandelige 
Sjunge⸗Chor. Kbb. 1785. P. A. Fenger's Udgave af Kingos 
Pſalmer og aandelige Sange, 1827, med Kingos Portrat og Vaaben, 
ſamt Grundtvigs Anmældelfe i Theologiſt Maanedſtrift, April 1828, 
og Anmaldelſen i Maanedseſtrift for Literatut, 1, 19, Bøor der platte 
i Sproget fremhæves. M. Hammerich og G. Rote, Kingos Aande⸗ 
lige Sjunge⸗Chor. 1856. Om Kingos Digt til Roſtgaards Bryllup. 
Dån. Bibl. 6, 538. Grundtvig, Roskilde⸗Riim, 1814, &. 143. 146. 
Ingemann, Ved Thomas Kingos Grav, i Krosſings Fylla, 1821. 
Om Ringe ſom Pſalmedigter: Rudelbach om Pfalmeliteraturen, 
S. —329. 

Der er tilſtrekkelig førget for Udgaver af Kingos aandelige 
Digte, medens man msjfommelig maa opføge de verdslige, dele i 
Originaludgaver (tildels, ſom Sabygaards Koklage, trhkte i Dette Lar), 
ſom ere ſtore Sjeldenheder, dels i forældede Samlinger, der ſtundum 
ere næften ulæfelige, dels i Haandſtrifter; og dog ere disfe Digte 
ikke blot vigtige Bidrag til vor Poeſis, men ogſaa til vort Sprogs 
Siftorie. (Man finder f. Cr. hos ham at funde om, der tjener til 
at oplyſe Grimnismaals pytr Pund, Floden ber omgiver Valhal.) 
En fuldſtendig Udgave, i bvillen jeg belſt tenler mig alt det for⸗ 
ældede og ſmagloſe re, ſom fun forftyrrer Indtrykket, og ved 
enhver Digter er noget uvæfenligt og tilfældigt, kaſtet bort, men aft 
det poetiſſe og ſproglige Indre bevaret, en fuldſtendig Udgave af 
gamle Kingo er uden Tviol noget af. det førte, ſom vi ſtylde vor 
Fortid, os ſelv og Cfterflægten. 


Af Kingos Chryſillis findes en Del Stroſer i Nyemp og 
Rasmusſens Udvalg, 2, 38. Thomas Kingo til. fin Frue findes 
i Lirdorphs Saml. 4 B. og i Thotiſte Haandſtr. Rr. 1528. 4. 
Chryſillis og en Del haandſkrevne Vers, den ſejlende Venus og flere 
trykte, paa Univerfitetsbibl. iRoſthaarts Saml. Re. 152. fol: jf. 
Heiberg, S. 165. . 


Om Arrebo eller Kingo er Forf. til Vegiererfent Cifte blot 


de kjobenhavnſte, men de danffe) er endnu iffe opfyft (Ryerup og 
Rasmusſens Udvalg 1, 297). 


Anders Bording. 659 


Kingo har iffe ſtrevet Fortale til Samuel Ilds Overſ. af 
Arndt's Sande Chriſtendom, men, tilligemed Jens Birkerod, givet 
den fin Anbefaling eller Samthkke til Trykken, at Overfætteren bar 
hiulpet til at drage vor neſten i fidfte Blus liggende Chriſtendom 
af fin Uffe, tage Skiallene fra vore Landmends Oyhen, Faares 
flæderne fra Ulvene, Rægrimen og Efabilfenhovedet fra Hyklere, ſom 
im Sand Chriſten Kirke leve ſom usfande Chriſtne.“ (1682.) 

Kingo omtales ogfaa af Engelstoft, Odenſe Sognehiſt. (Nyt 
Giſt. Tidsftr. 6, 75. 87.) 


Blandt bette Tidsrums verdslige Digtere er ben meft 
anfete Anders Bording, ber endog efter en temmelig 
almindelig Mening fordunklede alle de foregaaende. Hang 
Fader, Chriſten Bording, var Livlæge hos Prins Chriſtian 
(den Femte), blev 1613 Stiftélæge i Ribe og var Ærfedegn 
i Kapitlet (f 1640). Sonnen (f. i Ribe 1619) gif i Ribe 
Stole (1626—1637) og lagde fig ved Univerfitetet ifær efter 
ben latinſte Poefi. "I et Var Mar var han Guslærer for 
nogle adelige Jomfruer paa Brusgaard i Jylland, og digtede 
for bem (1647) fin Julejang ; 


Hinen med fire lette Vingtt. 


Derefter opholdt hen fig. hos fin. Brober, Laurids Bording, 
der egſaa var. Poet, i Uldborg Bræftegaard, og blev fnart 
befjenbt formedelſt ſine latinſte og danſte Digte; 1653 tog han 
Magiſtergraden i Sorø; og hans Mavnfunvighed bevæg.be 
Hr. Tage Thott kig Ertksholm til at indbyde Ham HI fig. 
Her lebebe hån" pe fit Ven, Mag. Vitus Bering, til Thotts 
Dod (1658). Saa begav han fig. til Kiobenhavn, hvor han 
i Krigene Fid fr Nee, og ſtuffet i fine: Haab om en ,Anfæt« 
telſe ſtrev fine Forhaabnings⸗ og Forhalingsgriller; endelig 
Blev han, 1667 ,Seltonvi Theologien i Ribe. Til dette Embede 
hørte. :Præftefaldet i Befter» Vetfted;..men da han ingen 
Øvelje havde i at præbife, maatte han dertil holde en anden; 
a2 











660 Det lærde Tiderum. Danſt Pocfi. 


og blev ſnart kjed af fin Stilling. Da han gtter var kommen 
til Kjøbenhavn, fif han. Befaling af Frederik ben. Tredie at 
ubgive ben ældfte banjfe politiſte Tidende, Den danſte Wers 
kurius, ſom han af egen Tilbojelighed og i Følge den gamle 
Regel, at Poeſi gaar forud for Proſa, forfattede paa Vers. 
For dette Arbejde nød han indtil fin Dyb, (1677) en. Penficn 
af Regjeringen. Han blev begravet i Nikolai Kirke. 

Bordings talrige Digte bleve forſt ſamlede og udgivne 
efter hans Dod af Frederik Roftgaard og Peder Terpager 
(Bordings Poetiſte Skrifter, 1735. 4.) " Den førfte Del 
indeholder rebigte, Lykonſtninger, Brudevers, Ligvers, 
Bindebreve, Epigrammer, Aandelige Gange, tildels Over⸗ 
fættelfer af Davids Pfalmer, og Verdslige Viſer: Elſtovs⸗ 
fange, Drikkeviſer, for en ſtor Del Cverfætteljer efter Opitz, 
Rift og Voigtländer. Det er én broget Blanding; thi Ud— 
giverne, bemærfer Gram, vilde iffe tillade at gjøre et delec- 
tum af hang Poeſier, men vilde have optaget Ribbel og Krat, 
ſaavel hvad han ſtrev over en Kokſog en Vortner og til en 
Fruerpige, for at faa hende med fig i Gyldenlund (Char— 
(ottenlunv), ſom hvad han med Flid og Betænkning frembar 
til ftore Herrer; bigfe gove Mend faa derfor tage paa deres 
Kappe hvad Bording derved taber udaf ſin ellers velfortjente 
Eſtime. Den anden Del indeholder Danſte Merkurius, 
rimede Relationer om hvad ber var ſkeet hver Maaned fra 
1666 til 1677. Skjondt ber i denne rimede Tidende findes 
enkelte artige Steder og Tivsffilbringer,” ſtulde man tro, at 
Bording iffe kunde have ſtrevet den, hvis han virfelig var 
Digter; men den Lethed, hvormed han rimede, fortrylleve 
alle, og han blev anfeet for den førjte og bedſte. J ham 
var Maalet nanet, og man ventede faa godt ſom alvrig at 
fee hang Mage. Terpager .hædrevres formedelſt Udgaven 
af Bording: 


Anders Bording. 661 


Restituens orbi primum, quæ sparserat olim 

Carmina Bordingius nulli cessurus Homero. 
Vilhelm Helt ſtiller ham ligeledes ved Siden af Homer; 
begge kunde flumre: 

Jeg vecd dog meget vel, Homerus felv fan flumre; 

Vor danſte Bording med fan undertiden bumre. 
Fred. Roſtgaard taler om „den ſtore danſte Poet Audreas 
Bording, hvis Lige Danmark aldrig ſaae for hans Tid, og 
vel næppeligen ſtal fan at fee efter hannem," og tilføjer: 
„Jeg haver iblandt mine ſtrevne Boger adſtillige af ben 
falig Mands Vers, ftreven med hans egen Haand, fom paa 
mangfolvige Steder ere faa tit forandrede, at ingen ſtulde 
tro bet, om han iffe felv faae bet, at fandan en ftor Mand 
ſtulde have haft faa megen Umage, førend hang Vers kom 
i de rette Kleder.“ Neenberg udhever hang Ferdighed: 


Siig, gode Bording, flig mig dog, 
vo lærte "dig at ſtrive? 

At fpænde hvert et Ord i Aag 
Til Rim der funde blive? 

Naar jeg dig feer faa meſterlig 
Din Digt at ſammenbinde, 

Jeg flutte maa, at Rimet dig 
Vil ret med Forfæt finde. 

Det big fan let fra Pennen gaar, 
Du digter ej faa fage, 

Dig jo et Ord tilrede ſtaar 
Og tage vil fin Mage. 


Selv Holberg 


feer en Hoben Ttoſt i Brandtes Viſer, 
Gt Blad i Bordings Vers mod" alle dem ban priſer. 


Gram ophøjer ham endelig over alle andre Poeter, forbi 
han 1) var færd og vidſte fine studia humaniora og poétas 





662 Det lærde Tidsrum. Danf Poeſi. 


antiquos til Punft og Priffe; og fordi han 2) havde mere 
copiam lingvæ vocum et phrasium lingvæ Danicæ end be 
andre. Dog er bet iffe alene Tungemaal og Ord, iffe 
heller blotte Rim, hvoraf en Poet flal dommes, men for⸗ 
nemmelig Vidſtab, vel og artigen at indrette enhver Slags 
Digt, at fætte den i fin vette "Form, efter Naturens og 
Kunſtens Regler, til at gjøre den behørige Virkning paa 
Folks Hjerter. Af den Grund holder han Bording for den 
førfte danſte Digter, da Aroboes herlige Verk om Skabelſen, 
ſtjondt ogſaa han forſtod fit Haandværk tilgavns, ifær i hans 
fidfte Aar, iffe blev nok udpoleret af Autors ſidſte Haand, 
og forſt fom for Lyfet 1661, ba Bording allerede var paa 
fit fejrejte. EH 
Denne Digterhæbder ſpinder betydelig ind, naar man af 
Digteren fræver mere end lette Berg, nogen Begejjtring og 
Bid. Da liber Bording unver alle fin Tirs Mangler. Han 
formaar fjelven ſelv at undfange den poetiſte Tanke, vg er 
berfor heldigſt, naar den er ham givet; og felv ba falder 
Rimene ham faa lette, fordi han bruger mange Ord til at 
fige et og det famme. Derved blive hang gudelige Digte 
trivielle  F. Cr. i Juleſangen: 
Eja, kommer og beffuer, 
Kommer, Born og gamle Mænd, 
Sommer, Kvinder og Jomfruer, 
Seer det Bam, Gud har 08 fend ! 
Seer hvad Nyt Gud her paa Jorden 
Skabte mod Naturens Orden, 
At en Jomfru Moder var 
Og blev dog en Jomfru Élar. 


Digter Sang og ſtjonne Viſer, 
Dette Barn til Fryd og Ro, 

Og med Simeon beviſer 
Eder i hans Fodſel fro! 


Anders Bording. 663 


Favner, klapper, kysſer, dysſer, 

Vugger, laller, kysſer, tysſer, 
Siunger, at det lille Nor 
Faar fin Sovn og lidet ror. 


Heller iffe fan jeg finte, fom Gram mener, at hans 
Poeſi vinder ved at være til eller om ftore Herrer. Uden 
Dybve løfter han fin Folelſe op i Hyperboler; fom naar han 
forlanger hele Bæltet til Graaden over Joachim Gerss 
dorfs Dod: 


Gold ſtille med dit ſalte Vand, 
O ftride Bælt, hold ftille! 
Du tørt ej føge fremmed Strand, 
Dig bruge vi felv ville. 
Gaa mangen Flod til Havet du 
Ret aldrig fan udrede, 
Os jo behøves flere nu 
Til modelig at græde. 


Derſom Manden, figer I. E. Schlegel, altid regner faa 
rigelig hvad han behøver, hele Bæltet til Taarer, faa vil 
han vel derved [abe Arvingerne forſtaa, at han til at ſtrive 
Ligverfet har brugt for nogle Tuſende Daler Blæk; og han 
onſter med Rette, at Bording mere havde befymret fig om 
Menneſtenes Gemytter, end om beres Fodſels⸗ og Dodsdage. 
Blandt hang ſtjemtſomme Digte har man anſeet Forhaab« 
nings⸗ og Forhalings-Griller for bet bedſte; men ogſaa deri 
er bet fun enfelte Steder, ſom vi nu kunne finde noget 
Fynd i, fon: 


Bil nogen Kræmmer borge mig 
Groft Klæde til en Hue, 
For jeg bersmmes højelig 
Af ædel Mand og Frue? 








664 Det lærde Tiderum. Danſk Poef. 


Nej, Dandfen ej med rode Sko 
lene fan udføres, ; 7 
Der hører andet til end BGo, 
Naar Plogen ret. ftaf tjære, 


eller Slutningen af Studenters Renere: 


Om jeg fun tre Ting. nu [ra 143, 
Da faar jeg Gladlens Tone⸗ 
Begpndelfen dertil er Kaa, 
Det er Kald, Kiortel, Kone. 


JF fine Viſer overgaar han i det mindſte ilfle Terkelſen. 
Der er ſaaledes næppe mere end tø Ting, der nu ville give 
Borving noget Værd. Det ene. er hans Kierlighed til 
Modersmaalet og den Vinding, det fan høfte af hans 
Sfrifter; han elffede bet og ivrede for dets Renhed: 


Jeg ſtal anvende Flid og Kunſt, 
Mit Fadern'maal at ære, 

At det fan vidt, fom jeg formaar, 
Udbredes ſkal og fremmes, 

Og ej, fom nu i mange Aar 
Er ſteet, udyrket glemmes. 

Lad være man det ei fun faa 
Com Thſtk og Bollandſt bryde, 

Det dog fin artig Held fan faa 
Og vel faa artig lyde. 

En ſallandſt Gaas med Flugten fin 
Sig jo faa højt fan fvinge 

Com en af Amftel eller Rhin; 
Bort Maal er ej fan ringe. 

En Danſtk er ej faa dum og flet, 
Har ej faa tyk en Tunge, 

Han jo paa fin Maneer faa let 
Som andre Foll fan fjunge. — 


Anders Bording. 665 


Det er, o danſte Mand, ukvemisg 
Dig fremmed: Ord at laanen“ 
Fra Tybren, Seine, Rhin og. Tems 
Og faa dit Sprog: fothaane. 
En slatter Stjern og dejlig Hud EN 
vot iꝛf ſig fee bepchiee T 
Men fmintes den for meget ud, 
Då ”rhiites den og tydes. 
Bor Moterdmaal, ſaa fremt du dů 
Deri yt fjorde, mægtig, 
Af fin Natur ér jo for fig 
Eaa liflig, rig og prægtig, 
At ingen Tertil betie tor 
urlendiſt Glands og Smmkke, 
"Gom. bende ſaa vanheldig gjør, 
At hun ej tør opdylfes 


Det andet er hang Lethed. Medens de andre ſlide fig 
og Sproget fordcervet, for at finde paa. Rim og at faa 
Ordene til at hænge fammen, rimer han fom om bet var 
hans Natur. Dette Fremffribt maatte jo ogſaa engang 
giøres, at bet kunde ſtaa fom et afgjørende Bevis paa 
Sprogets Kræfter. Det havde man iffe vidſt eller følt faa 
levende før; alting var gaaet trægt og tungt. 

Bordings Død blev et ftort Tab for den banffe Mer— 
furiug. Den ſtulde fortfættes, og det blev overdraget Hof⸗ 
poeten, ben forhen nævnte Ahaſv. Bartholin (en Preſteſon 
fra Højby i Odsherred); men fan flilte fig fan flet derved, 
at Merkurius, ſom Sorterup figer, faldt i Sfarnet og 
forſvandt. 

D. Digtet. Hift. 3, 49. 109. D. Pfalmedigtn. Forf. 1, 47. 
Bordings Levnet af Peder Terpager foran hans Poetiſte Skrifter. 
Meder Vinſtrups Ligtale over Tage Thott. 1666. 4. Odin Wolff 
i Morgenpoſten 1792, Mr. 51. Thorup, Bidrag til Kundſtab om 
Mænd, fom ere udgangne fra Ribe Cathedralſtole. Ribe 1824. 








666 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


S. 9. (han anfører ſom Bordings Fodſelsdag den 21 Famuar, de 
andre have Februar). Arrebo og Bording i Molbechs Hiſt. biograph. 
Saml. 3 $. S. 357. revers til Terpager foran Ripæ Cim- 
bricæ. Helts Poetiſte Skrifter, S. 186. Reenberg i fit Digt 
Forfamling paa Parnas. Fr. Roſtgaard i Smaa Erindrings⸗ 
pofter om danffe Vers, Minerva, Yuli 1790. Grams Brev til 
Brev Chriſtian Rantzau i O. Wolffa Journal 1810, S. 204. jf. 
J. Moller, Mnemoſyne 4, 153. SF. E. Schlegel, Der Fremde, 
Nr. 38. Rahbek, D. Tilſtuer, 1 Xarg. 2. B. 1791, Kr. 54. 
Bordings Scutum Gynæcosophias eller Lærde Kvinders Forfoar 
(Poet. Skr. 1, 1) fan fammenlignes med Holbergs over ſamme 
Wmne. Sarſtkilt udfom Den Cimbriffe Nordens Taare. 1670. 
Kbh. fol. I Wielands Samling, $. B. tillægges Bording Students 
ernes meget Ondt og fildig Godt; men Forfatteren maa have været 
en Fynbo, da han ſynger: 


Thi jeg mig havde ædet fat (mæt) 
Af Sallands Pandetkage; 

Min Attraa var til Fynſte Grød, 
Didhen jeg mig ftrar lifter, 

Thi Fodejorden er dog ſod, 
Naar alting ud er friftet. 


Den Ordfamling, fom Gram har meddelt i Bordings Poet. Skr., 
tjener dels til at opinje, hvilke gamle Ord man paa Grams Tid 
anſaae for faa foreldede, at de behovede Forklaring; ſom Adelhob, 
Edeling, brad, deden og heden, deert (digert), dierf, Forhverf (Er⸗ 
hværv), Glam, Herreſtjold, hvinſur, Jamling, Kæde, Kolf, Leding, 
Mude, Styld, Time og at times, vaabendjærf, Vedermod, Ukvemsord; 
man feer deraf, at Eprogflatte ogſaa en Tid lang kunne ligge ſtjulte 
og derpaa atter komme for Dagens Lys, thi i det mindſte en Del 
af disſe Ord ere nu almindelig bekjendte; dels findes deri adſtillige 
Ord eller Ordformer, der nu ere forfommdne; fom at kyde (Landſtads 
Norſke Follevifer 2, 177: at kyte, oldnord. kyla, lives, Thelem. 
ſtryde, pralc), kykker (lig tvil, hvoraf Kvigſolv, Kvegfand), at ſtarve 
eller flærve (flikke, bode; Peder Syvs Ordſprog: ffærffue der det 
braft, øge der det flap) o. fl. 


Dramaet. i 667 


18. Den bramatiffe Poeſi. Dramaets Overgang fra Latinen til 
Modersmaalet, fra gejftligt til verdoligt. Hans Chriftenſen 
Sthen. Peder Jenfen Hegelund. Hieronimus Juftes 
fen Rang. Peder Thøgerfen. Hang Thomfen Stege. 
Anders Kieldſen Thybo. Jens Kieldſen. Erik Pontoppidan. 
Mogens Steel. Jens Chriſtenſen Lønborg. 


Den dramatiſte Poeſi, ſom Poeſiens Fuldendelſe, ſom 
Poeſien i Forbindelſe med Kunſten, fræver en betydelig Kultur⸗ 
udvilling, og er berfor ligeſom en Gradeſtok for et Folts 
Dannelſe. Enhver ftor dramatiſt Digter er paa een Gang 
et Produft af fit Folk og af Menneſteheden; Nationaliteten 
er i ham udodelig; han foreviger fit Land og fit Folk. Af 
Shakeſpeare feer man allereve, at England er og maatte 
Blive ben oprindelige Grundkilde til hele ben ny europæiffe 
Kultur; han kunde iffe blive til uden i bette Land, og i bet 
Land, hvor han blev til, maatte fodes Mænd, ver i filo— 
fofiff-vivenffabelig Retning gave Europa fin Udvifling. 

Hvor fattige ere iffe vi, og hvor langt tilbage ere iffe 
be Folf ber omgive os! Tyjfland opdrog os i vor Borne— 
lærdom; Frankerig og Italien lærte og Muſik og Sang og 
Dands; men om tragiſt Idee og om lomiſt Vid havde vi 
endnu ingen Anelſe. Vor Dramatiks Karafterijtif for denne 
Tiv er fort: naar ben vilde være rørende, Blev ben komiſt; 
naar ben vilde være komiſt, blev ben grov. Imidlertid 
gjorde vi dog visſe Fremſtridt. For at faa en Overſigt over 
bem kan man betragte Stuefpillet, dels med Henfyn til be 
Steder, hvor det opførtes: i Skolerne, ved Hoffet og for 
menig Mand; dels med Henfyn til Stoffet og dets Behand⸗ 
Ting: Overgangen fra bet gejjtlige Skueſpil til bet verds⸗ 
lige, og Overgangen fra Latinen til Modersmalet. For—⸗ 
fatterne og deres Forſog ere allereve af flittige Samlere, 








668 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi. 


Vandal, Nyerup, Rahbek, Jacobſen, Overſtou, faa udførlig 
behandlede, at vi ogſaa her kunne indſtrenke os til en 
fort Udſigt. 

At der i de lærte Skoler og ved Univerfitetet opførtes 
Skueſpil til Øvelfe, have vi afferede feet i forrige Tidsrum; 
be vare paa Latin (at nogle af bem, ber ba opførteg, vare 
paa Danſt, er fun en los Mening). Det varede ved, og 
man beghndte at opføre danſte. De Vivnesbyrd, ber haves 
derem, ere følgende: J Fundatjen for Kommunitetet for» 
ordnes, at Eleemosynarii ftrag, naar nogen af Terentii 
fabulæ er udleſt, ffulle den publice agtre efter Theologorum 
og Rectoris Villie og Befaling. Thura fortæller, at Frederik 
ben Anden 1574 med fin Søn Chrijtian var i Viborg, hvor 
Diſciplene ſpillede Suſanna for ham, og Kongen gav derfor 
Skolen 30 Læfter Korn. Den Suſanna, ver blev opfort, 
var Betuleji latinſte. Hvor meget man, i det mindſte i nogle 
Skoler, lagre Vind paa disſe Ovelſer, fees af Skolelovene, 
f. E Viborgs fra 1575, hvori det paalægges alle, ikke blot 
at hjælpe til med Opforelſen af Theatret, men ogſaa at fpille 
med: Inter exercitia non postremum locum actio fabularum 
latinarum obtinet, quæ qvando exhibendæ sunt, omnes 
commensales non solum ad theatri exstructionem, sed et 
fabularum actionem sub mulcta semidenarii adsint. Natur- 
ligvis, thi bet var en Sprogovelſe, hvori alle maatte deltage. 
Men at man nu ogfaa, til liden Glade for i vet mindſte 
nogle af Reftorerne, havde begyndt at opføre danſte Stue: 
fpil i Skolerne, fees af Kjøbenhavns Skolelove fra 1573, 
hvori Reftor forbyder bem: omnes licitationes et mercationes, 
exhibitiones fabularum, præsertim Danicarum. Naar man 
har begyndt dermed ere vi iffe I Stand til at angive. Den tits 
ligfte Angivelſe er 1565; derpaa har Lyften til Skueſpil ijær 


Dramaet. 669 


tiltaget efter Freden med Sverrig 1571, hvilfet Hegelund 
antyder i Prologen.til fin danſte Sufanna: 


Vi have holdt ftille udi lang Tid 
Med Leg og Loft, 
Og haft. derimod noget andet til Id 
Og været tyſt. 
Nu fatte vi førft dig, evige Gud Cetc.) 
og ba Hegelund 1576 med bette Stuefpil havde givet et faa 
godt Exempel, blev bet uden Tvivl efterlignet hiſt eg her, 
hyppigere end vi nu vine. Overgangen var nu fuldendt; 
Skolediſciplene ſpillede iffe mere for at øve fig i Latinen, 
men for af more alle. 

Stuefpillene til Hove begyndte ogſaa paa Latin, og be 
Spillende vare Profesſorer og Studenter; 1577 opførte be 
ved en Prinſes Fodſel Goliaths Fald og Den kyſte Suſannas 
opdagede Uſtyldighed. Siden holdt man, ſom under Chriſtian 
ben Fierde, ſtore Optoge, hvori Kongen, Fyrſter og Adelige 
beltøge, men de vare vel ſtumme. Eller man ſpillede Wirth⸗ 
ſchaft, hvori Kongen og Dronningen foreftilleve Vært og 
Vertinde, medens alle Øjæfterne vare Fremmede fra alle 
Verdens og maaſtee Fantafiens Kanter. Eller man opførte 
ved felve Hoffet Operaer og Operetter; indtil Chrijtian ben 
Femte paa Amalienborg indrettede bet Operahus, rer 1689 
brændte ved Opforelſen af Peter Anton Burchards Der vere 
einigte Götterſtreit. Disſe Sfuefpil have for os fun liden 
Interesſe, thi Modersmaalet, naar bet kom med, var heri 
Stifbarn. Blandt Hofdigterne bemærke vi beg Hans Laus 
renberg, ber i det mindſte to Gange (1635 og 1655) big= 
tede tyſte Hofſtueſpil, hvoraf bet ene var bie Geſchichte Arions. 
Her ere vi ba fomne alveleg ud baade fra Kirke og Stole 
og over i den fantaftiffe Mythe. 

Ulige vigtigere vilde bet være, hvis bet kunde oplyſes, 





670 Det lærde Tidsrum. Danſt Poefi. 


hvilfe fremmede Sfuefpiltrupper ber tidligſt vandrede ind i 
Landet, og fpillede for Almuen, og hvilken Indflydelſe te have 
haft til at fremkalde Cfterligninger i i Modersmaalet. De 
have været engelſte, nederlandſte og tyſte. Omrejſende ſaa⸗ 
kaldte engelſte Skueſpillere omtales ved 1600 i Thyſtland, 
ved bet ſaxiſte Hof, i Prag, Berlin, Nüurnberg. Paa det 
ſidſte Sted opførte de 1612 ,ſchöne zum Theil unbekannte 
Comödien und Trauerfpiele mit lieblicher Mufik und allerlei 
wunderlichen wälſchen Tänzen.“ Hos os er Helſingor ben 
Kjobſtad, ber, efter de Efterretninger ber haves, tidligſt blev 
beføgt af fremmede Trupper. Lyſten til Skueſpil maatte 
opſtaa og næres i benne By, hvor faa mange Fremmede 
ſtrommede ſammen. Da Orgelmeſteren i Helfingør var bød 
1578, forffrev man fra Huſum en anden, ved Navn Cajus 
Smediken, faldet Cajus Organiſt, der i næfte Aar 1579 
agerede „en tyſt Spil.” Og 1585 legte be Engelſte i Raad⸗ 
husgaarden med et faa ftærk Tillob, at Folk rev Planke— 
værket ned („red bet neder“). Denne af Jacobfen meddelte 
Efterretning oplyfer, at der længe før Shakſpeares Død 
maa have været en engelſt Stuefpillertrup i Helfingør, og 
man turde maaffee falde paa, at bette kunde ftaa i Forbins 
belfe med, at den engelſte Digter juſt henlægger Scenen i 
Hamlet til benne.By (Elsenor). Men ;begværre ftaar' denne 
Efterretning ganſte ene og afreven fra alle anbre hiſtoriſtke 
Oplysninger. Tyſte og nedexlandſte Trupper gjæftede Kjsben⸗ 
havn; allerede i Begyndelſen af: det: ſhttende Aurhundrede 
ſogte tyſte Studenter om Konfiſtoriums .Tillabetje nl at 
opføre Skueſpil (plattyſte). De ſenere Trupper, ber ftaa i 
nærmere Forbindelſe med. Skueſpillet paa Holbergs Tid, 
ſtulle, forſaavidt be oplyſe noget i. Siteratirren , omtales 
ved denne. 

Endnu længe før de Engelſte, efter hvad ber vides, 


Dramaet. fans Chr. Sthen. 671 


legte i Helfingør, opførtes ber i denne By danſte Sfuefpil. 
Hans Chriftenfen Sthen opførte ſaadanne fra 1565 til 
1574, ved Nytaar, Faſtelavn og Pinſe, med fine Sfolebørn, 
dels paa Raadhuſet, dels paa Kirkegaarden. Af hans Skue⸗ 
ſpil nevnes ingen; men Jacobſen har, ved at ſammenligne 
hans Lærebigt, Lykkens Hjul, hvortil endnu fan føjes hans 
Udtryk i Ligtalen over Mette Ulfstand, bragt bet til al den 
Vished, ber om flige Ting fan haves, at han er Forfatter 
til Slueſpillet Kortvendiug, ber fun er til i Haandſtrift. 
Det hedder Kortt wendingh Super Illud Terentij Omnium 
rerum vicissitudo; og laldtes fan efter Hovedperſonen, ber, 
hver Gang en Perſon har talt, fommer og vender alting 
om, gjør ten Rige fattig og omvenbt. I Grunden er vet 
bog iffe noget Sfuefpil met fremſtridende Handling, men en 
Slags moralft Digt i Monologer. Dog er bet aabenbart, 
at bet var beftemt til Opførelfe, Fortaleren figer nemlig: 

J erlige Fold her ſamblede ere 

Bille i nogen ſtundt tilſtede vere, 

Dr giffue oſs lhude, od) vere ſtille 

Noget euentht vij ether ſige ville: 
Com soll. (Hall vere en. vnderligh tingh 
buore, verdens lob, hun løbber omkring 


Ben Enten af forſte Akt er der en Sang med Dands; 
Nøber'til ben ſtaur bag i' Bogen; efter anden Alt atter en 
gledelig Biſe. En af. dem begynder med: Nu laber 08 
dandfe og. lvxede.· Der: brugtes. Koſtumer; efter at Kort⸗ 
venbig har forlhndt, at fan. mu: vil forvende Perſonerne, 
hedder bet: Hic mutant agenfes suas vestes clam spectato- 
ribus, sic ut comes recipiat.vestes Equitis aurati, Canoni- 
cus scriba, Monachus capeliam;, Sacrificus scholastici et 
sic de aliis juxta ordinem; og faa give fig naturligvis be, 
ber ere blevne ringere, hvorimod be hovere, hvis Kaar ere 





672 Det færde Tiderum. Dang Poeſi. 


blevne bedre. Krigsmanden taler Plattyſt. Kortvending 
holder en lang Tale til Tilhørerne; og faa figer Epilogus: 


F gode fold i haffue nu hortt 
Paa thenne Leg ind ente, 

At alltinng er omſckiffthellig giortt 
De gud fanndt allting mende (ettc.) 


Hvo der vil gjennemlæfe bette Digt, iffe for at gaa paa 
Jagt efter gamle danſte Ord, men i den Tanke at faa en 
ceſthetiſt Nydelſe, maa forud forfyne fig med en god Taal— 
modighed. 

Om Soren Scriffuer veed man, at han overſatte Georg 
Rollenhagens Leg om Abrahams Liv og Levnet, men denne 
Overſettelſe er ilke mere til. Og da denne Mand uden 
Tvivl er ben ſamme ſom Søren &jær, Paludanus, Borge— 
meſter i Kolding, ſaa har han ogſaa overſat Walters Nabal, 
ſom heller ikke findes. Den forſte, der giver os en Fore— 
ſtilling om den Tids dramatiſte Kunſt, er da den allerede 
flere Gange omtalte Peder Jenſen Hegelund Ef. den 
9 Juni 1542 i Ribe, hvor hans Fader var Borgemeſter), 
en Jævnaldrende af Vedel, hvem han fulgte med til Univers 
fitetet 1561. Rektoren i Ribe Dang Zhomæfen, ber brugte 
ham fom Hører i tre Aar, førend han kom til Univerfitetet, 
har uden Tvivl haft megen Indflydelſe paa hans Dannelfe. 
Han rejfte udenlands, og opholdt fig i Leipzig paa ſamme 
Tid ſom Tyge Brahe; vendte derpaa, efter fin Velynder 
Niels Hemmingſens Anmodning tilbage til. Kjøbenhavn, for 
med hang Søn at tiltræde en ny Udenlandſsrejſe i tre Aar. 
Han blev, ligeſom Vedel, Magiſter i Wittenberg (1568). 
1569 blev han Rektor ved Ribe Stole, og ved ſamme Tid 
fom Vedel flyttede til Ribe, 1580 Lektor i Theologien og 
Sognepræjt til Veſter-Vedſted; 1588 blev han Svugnepræft 


Dramaet. Peder Hegelund. 673 


til Domkirken og Provſt; 1595 Biffop, og bøde to Aar før 
Bebel (den 18 Februar 1614). Som Rekltor blev han 
Skueſpildigter; og opførte allerede 1572 danſte Sfuefpil. 
Den latinſte Suſanna af Xyſtus Betulejus eller Betulius 
(Sixtus Birch, Rektor i Augsburg), udkommen Augustæ 
Vindelicorum 1537, blev opført paa Kjobenhavns Slot i 
Anledning af Dronningens Kirkegang efter Prins Chriſtian 
(den Fjerdeg) Fodſel 1577 af Profesſorer og Studenter; 
og Hendes „F. N. [od fig den da vel befalde“. Dette bes 
vægebde Hegelund til at tage den „for Hænder udigjen paa 
ny Stavn at overſee og forbedre den”, efterdi han forrige 
Aar havde ageret den i Nibe, og ,, gjorde den da, efter ſom 
hang ringe Forftand og Tid kunde give fig, paa danſte Rim”. 
Gan tilegnede Dronningen den i Auguſt 1577. Opforelſen 
i Ribe flete ven St. Hansdags Tider paa den Kirkegaard 
øftenfor Domkirken faldet Palladsjord, hvorefter disſe Fores 
ftillinger fif Navn af Palladslege, ved hvilfe det undertiden 
gif noget broget til. Til fin Overfættelfe føjede han et andet 
nyt i originalt) Digt: Calumnia seu Diabola personata, 
Bagtale eller Klafferi, ſom lønligen eller aabenbarlig uds 
ligger (udlægger), fører og forvender altingeft til bet vorſte, 
nogerlunde udſtafferet efter hendes Art og Forſtyldning“. 
Dette Tillæg, der neſten er af ligeſaa ftort Omfang ſom 
Stykket, blev under Opfsrelſen indffudt imellem 4 Aftg 6 
og 7 Scene, og indført for efter det tragiffe at fætte lidt 
Liv igjen i Folf; men for fin Vidtloftigheds Slyld er bet i 
Bogen tryft bagved. Her er Calumnia ogſaa afbilbet; hun 
fører beſtandig Ordet og hendes Beſtrivelſe er iffe ueffen. 
Stykket felv er i fem After. For at fætte Tilffuerne ind i 
Handlingen begynder det med en Prolog af Hegelund; der⸗ 
pan komme alle Perſoner paa een Gang frem, med Pros 
logus og Epilogus tilfammen 40, fordelte i flere Hobe; en 
43 





674 Det lærde Tidérum. Dang Poef. 


ung Dreng træber frem, fortæller paa Vers Indholdet, peger 
med en Stav paa hver Perſon, og forklarer hvad han fore 
ftiler. Saa gaa de alle ud igjen, og Styffet begynder. 
Det er iffe blot Overfættelje, men hiſt og her forandret efter 
Tidens Lejlighed. Skarpretteren f. Cr. taler Danſt, men 
hans Svend Tyſt. Adſtillige Udtryk minde om danſte Ord⸗ 
fprog; her finder man ogſaa bet bekjendte: 


Der Dorren vaar luct, oe Liufet fluct, 
Snart bleff hand glemt, der vde var luct. 


Sproget er i bet hele merkvcerdig danſt. Sceneforandring 
har iffe fundet Sted; men Opførelfen var iffe uden Nes 
præfentation. Man feer Kongen paa fin Throne, Daniel 
omringet af Folket, Suſanne omgivet af fin Slægt. Der: 
hos findes der Kor af Folket i ſaffiſte Vers. Enkelte Steder 
vilde, naar de ikke vare fan brede, heller iffe være uden 
Skjonhed, f. Cx. bet, hvor Suſanne (Fol. 12) taler med 
fine Piger om Naturens Skjonhed. Ler gjøres endog For: 
føg paa at udtrykke Lidenffaben, men desværre falde de for 
og i det komiſte. Overſetteren havde Tanken, men Sproget 
vilde iffe give ben. Da Monologer jo ſtulle være Prove⸗ 
ftenen paa det ret tragiſte, ville vi tage noget af Stytfets 
Begynbelfe, hvor den ene af Suſannes Clffere, en gammel 
Raadsherre, Sedechias Presbyter, er „vdi Haffuen“ alene 
og „klager ved fig ſelff offuer ſin wbequemme Gælne oc 
wtidige Kerlighed“ til den dejlige Suſanne. Slutningen af 
denne Monolog lyver faa: 


Den ſtoniſte Qvinde 
J Buſit hiſſ inde, 
Hun baris mig faar, 
Ihuort ieg gaar. 
En Krig oc Aarlog i mit hierte, 


Dramaet. Peder Degelund. 675 


Retter oc Dage, 
Gior mig ſtor plage: 
Wren oc Kærlighed met ſtor ſmerte 

De ſlaa allarm, 

Mig til ftor harm. 
De gøre tilhobe faa mangtit fted: 
Men ren hoff mig er moren død. 
Naar ren meen den ſtaar vel faft, 
Kærlighed fniger fig ind met haft, 
Voldforer mig hen, lige ſom en Fange, 
Gør mig (veed neppelig huorfaar) bange, 
Den ene mig lader, den anden mig tager, , 
Der aff er ieg baade tynd oc mager: 
Jeg brender, Jeg brender, O gode Lyde, 
Naar ſtal ieg brat denne ID vdflyde? 
Jeg vil: Jeg vil ide: Jeg vil fadet være: 
Jeg fand ide, mod min hiertens Begære. 
O mig gamle Ged oc Flane: 
O tu ſtone Suſanne, Suſane. 


Der blev ben Gang ſpillet tre Dage i Rad, ſaa Skueſpillerne 
maa have angrebet fig; nemlig be tre Stylker: Jephtæ Løfte, 
Abrahams Liv og Levnet af Søren Sfriver, og Suſanna, 
alle tre Overfættelfer. Det fees ogſaa af Epilogen: Epilo- 
gus generalis trium dramatum, Beflutning oc Endtale paa 
Try Lege, ſom bleffue Legte vdi Ribe, Anno 1576, hvori 
bet hebber: 


Bi haffue i try dage mu været Herrer, 
Ja (fandingen at fige) vel eders Rarrer. 
Naar vi nu vort Regiment nedligge, 
Gaffue fomme lidet, ſomme maa tigge. 


Og af ſamme Epilog lærer man, at Byens Indvaanere 
have hjulpet til at forſyne Garderoben; thi ſtrax derpaa 
hedder bet: 

as· 





676 Det lærde Tidérum. Dang Poef. 


Dog liguel alle dem, ſom disfe dage, 
Met vore Perſoner haffde wmage, 
Dennem at vdklade oc ftaffære: 
Vide wi ſynderlig Tad oc ære. 


Der tillægges Hegelund endnu fem andre Slkueſpil, lige: 
leves over bibelffe Æmner (Abraham er maaftee bet af 
Søren Sfriver); be brændte med Reſens Bibliothek 1728. 

Flere Reftorer have i Tidens Løb med deres Sfoles 
bifciple opført Skueſpil, hvoraf naturligvis iffe følger, at 
be have været bramatiffe Forfattere. Iblandt dem nævnes 
Albert Hanſen, Søn af Biffoppen Hans Albertſen, Rektor 
i Selfingør 1576—81; han agerede med fine Perſoner (Dis 
fciple) en SHiftorie 1580. Wen ven førfte original danſte 
Forfatter (thi Hegelunds Calumnia er bog Fun et Mellem⸗ 
fpil) er Hieronimus Juſteſen Rand, Forfatteren til 
Fugleviſen. Af ham haves tre Stykker, Hver i fin Art: 
Kong Salomons Hylding, Samſons Fængjel og Karrig Niding. 
Kong Salomons Holding, en ny lyſtig og nyttig Komedie, 
blev forfattet i Anledning af Chriſtian den Fjerdes Hylding 
i Viborg, og blev opført, i Kong Frederik ben Antené, 
Dronningens, Rigsraadets og Adelens Nærværelfe, paa Ny— 
torvet, der før havde været en Kirkegaard, men nu var blevet 
brolagt, i Viborg ben 15 Juni 1584, og udgivet 1585. 
Anledningen fortæller han felv i Tilegnelſen til Kongen: 
Paa ben ene Side overvejede han denne herlige Hiſtorie, 
hvor frugtbare ben er, og befandt, at ben bod fig felv til 
cen Comæbiebigt med fine Behøringe; paa ben anden Side 
hørte han de gledelige Tidende om Hertug Chriſtians Hyld⸗ 
ing, og tog fig da for at ſamle den, dermed at forære 
(hæbre) Hans Naade og forlhſte i denne hellige Beftilling. 
Og faa, efter Kansleren Niels Kaaſes og Superintendenten 
M. Peder Togerſens Befaling, antvordede han den hen i 


Dramaet. Hieronimus Rand. 677 


Stolen, at vor Skolemeſter, højlærde Mand, M. Peder Høg, 
ben agere ſtulde. Det Bifald ben vandt bevægebe ham nu 
til at lade ben komme Kongen ved Tryk tilheende. I bette 
forſte originale Drama, ſom Forfatteren viſtnok har ud— 
arbejdet „met ſtor vmag oc hoffuit brede”, venter vel ingen 
Plan eller Karalterſtildring o. desl., men bet er danſt og 
Forfatteren hynder danſte Benævneljer. Blandt Perſonerne 
ere Abiſay, Kong Davids Sengejomfru, Kongens Børng 
Tuctemefter, og Bebudere (Herolder). For at friſte lidt 
paa ben kjedſommelige Handling, har han inbført en Nar, 
ber hedder Krage, hvis Spøg, efter vore Foreftillinger, er 
plump, og ber naturligvis heller iffe bryder fig bet mindſte 
om hvor Scenen er, men blaudt anbet figer: 
Gin Viborg Stald begonder at prale. 
Lop, Lop, Haſenkoph — 
Her” Iſegrim, Herre ruſte fil, 
Huad ſtal det vere for it fpil. 
Som Sfuefpil er bet iffe værdt at betragte videre. Intet 
er i fig felv kjedeligere end at lade fig fortælle Indholdet 
af et Skueſpil, ydermere naar bet er faa hult fom i bette; 
men ber findes en hel Del, ſtundum underlige, gamle danſte 
Ord og adſtillige Ordſprog, ſaaſom: 
Den kroger ſnart god krog ſtal bliffue. — 
Naar tuenne hunde tager til ramſſ, 
Vacker gaar fore, men ſnill løber gamſſ, 
med den Randbemærfning: Vader gaar for fnille. 
En fmorder wogen gaar let aff fted, 
En villige hund er god i bred. — 
Deſſ ftiller vand, deſſ dyber grund, 
Lader ide en huer ftrar vide eders rund. — 
Man pleir at ſige, ſom Mand er Klæd, 
Saa er Mand oc antagen oc had, 
med den Randbemarkning: had ſom klad. 





678 Det lærde Tidsrum. Daufk Poeſi. 


Naar koppen er aff, kand gaaſen eh fede. — 
Knart i huer art, fæt i huer æt. — 

Er det ide bedre i visfe end i vente? 

At haffue felff end læde oc fente? 


J Adonias Fortvivlelfe: 


Band ſlap mig af heffte, hand flad fig i ſtiul. 
Saa fant faa hand en Bammende diul 


og til Narren: Pad dig du aſtloſſe Krage vnge. 


Enbelig anvendes allerede her lyriſt Poeſi, et „Engle oc 
Planeter Chor" i faffiſte Vers (4 Alt 7 Scene), faa ber 
har allerede ben Gang rørt fig i ham hvad der brød ub i 
Samſons Fængfel, den førfte danſte Opera, og bet en tra⸗ 
gift: En yndelig Tragedie om ben bræfflige ftærde krigs— 
hældt Samſon. Der ſiges, at ben ffal være udkommen i 
Forfatterens levende Live 1599, men det vil nof fun fige, 
at han vilde have udgivet den. Werlauff har nemlig oplyft 
af Acta consist. Oktober 1598, at han da indfendte en Ko⸗ 
medie (hvad den hed, nævnes iffe) med Begjering at ben 
maatte approberes til Trykken, og Rektor lovede at fee den 
igjennem; men ver blev fvaret ham, at Profesſorerne havde 
andet at beftille, end at læfe Komedier. (De comedia M. 
Hieronimi respondendum, Professores occupatos aliis curis 
gravioribus). Efter hang Død blev den udgivet, men faldt 
juft iffe i de bedſte Hænder; ben haves udgivet af Dang 
Sfonning i Aarhus 1633. Den er i fem After. Af Pro- 
logen feer man, at ber iblandt Tilftuerne var Adel: adel 
og uæbdel jeg her Fan finde; at ven blev opført af Skolen: 
dermed gjør J vor Sfole en Xre; formodenlig ved Pinfe, 
ba: alting glæder fig mod Sommeren. Ogſaa i den findes 
nogle mærfelige Talemaader og Ordſprog, ſom 


Dejglig oc ſmuck med blanden Stierne (Pande) — 


Dramaet. Hieronimus Rand. 679 


Bi funde ham gribe i Skisgens næft — 
" At Han ej faar der af en don — 

For porten ſlaa vi ftang og ſtraa. — 

Der er Lyſte paa huer flags Skind. 


Men ulige mærfeligere er den ved fin æfthetiffe Form. Lige— 
fom den forrige er den iffe blot helt igjennem rimet, men 
kortere Vers afverle med længere ſom i en italienſt Opera, 
og ber indſtydes Sange og Bifer. J anden Alt anden 
Scene ſynger Abiabel med indvortes Glæde; i femte Scene 
canunt puellæ medens be binde Samſon; Bifen om Smeden: 
Vulkan og Venus har afverlende Omfvæb: 


Soff vel mit Hierte, 
Soff uden Smerte. — 
Soff nu mit Hierte, 
Soff nu i Smerte; 


og atter puellæ canunt inter ligandum, og det en tyſt Sang: 


Venus du und dein find 
fein alle beide blind etc.) 


Ligefaa i tredie Aft, fjerde Scene: puellæ concinunt: 
Ad Venus med din kraft (etc.) 


Og endelig ſynges i Møllen flere Møllevifer: 


Den Møller fætter de Sæde i ring (etc.) 
Lykken maa lignes ved Hiul oc Quærn (etc.) 
Kør om, før om 
til Saklen er tom (etc.) 


Narren Krage muntrer ogſaa her Tilbørerne. Da Samſon 
har aabenbaret Dalila, at hans Styrke ligger i hang Haar, 
og ender med 


Nu hænger mit liv paa tungen din, 


680 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


figer Krage: 


Det hænger paa en ſtrobelig Krog 
Den Sksge var den Herre for blog. 
Samſon du var en Herre kiel, 

Nu er du ligefom jeg en Gel. 
Skulde jeg være ene i denne Ret, 
Daß kann nicht ſein, unfern fint dren. 


J disſe Stykker ſtal Ranch ſelv have ſpillet med og over: 
taget Narrens Rolle ſom den vanſteligſte; i det forſte til 
megen Moro for Prinſen. Det moerkeligſte Stykke af denne 
Forfatter er endelig Karrig Niding, efter et laant Emne, 
men med folfelig Behandling, den forſte danffe Folkekomedie 
i den lavere komiſte Smag. Den ældfte nu befjendte Ud⸗ 
gave er fra 1709, men ben ffal allerede være udkommen i 
Aarhus 1633, og blev oftere tryft „i dette Aar”. 

Wed denne Forfatter, der forføgte fig ſom tragiſt, lys 
riſt og komiſt Skueſpildigter, og i fin Tid maa have bes 
ſiddet en ſtor Navnkundighed, fee vi ba denne Digtearts 
Fuldendelſe i bet fertende Aarhundrede. Næeppe friſtes man 
til, med Rahbek, i disſe Digtere at fee den bedre Smags 
Morgenrode, der under Chriftian den Fjerdes fidfte Res 
gieringsaar og end mere under Frederif ben Tredie blev 
formorket af Uvejrsſtyer. Snarere maa man fande hvad 
han paa et andet Sted udtaler, at Forfatterne næften ſamt— 
lige vare Mænd, ſom iffe alene Ariſtoteles' Poetik, men 
ogſaa Græfenlands og Latium herligfte Mønftre, endog, 
om man faa maa fige, ex officio vare nøje befjendte; Mend, 
ber tildels med ualmindelig Aand forenede ualmindelig Crus 
bition; men med al deres Kundſtab til og deres Højagtelfe 
for de Gamles Meſtervoerker vare dog de Tyſtes Faſtnachts⸗ 
fpiele og Sfvledramaer det Mønfter de havde for Øje. Des 
reg klasſiſte Dannelfe havde de lært fom en Lektie, men den 


Dramaet. Hans Stege. 681 


var iffe gaaet ind i deres Sind. Af deres Styffer lære vi, 
hvilke Sfolemeftere be maa have været og hvilfen Slægt be 
fendte ub i Verden. Kun igjennem ven religiøfe Folelſes 
Opvæffelfe kunde danſt Poeſi bane fig Vej og bevares. Aldrig 
havde dramatiſt Poeſi fit Hjem i Norden. Det gamle Norden 
tjendte den ikke. Kun Sydens Varme kunde ubflæffe ben. 

Man ſtulde tro, at de gamle klasſiſte Monſtre maatte 
have indbudet disſe Mænd til Overfættelfe og Efterligning; 
men beraf findes fun faa Spor. En haandſtreven Overs 
fættelfe af Terentſes Eunuchus paa danſte Berg omtrent fra 
1600 brænbte i Slotsbranden med bet Vandalſte Bibliothek. 

Der ſpores ingen fjendelig Fremgang i bet næfte Aar— 
hundrede; man vedblev at overfætte, og be faa danſte Ori— 
ginaler ligne be foregaaende. Peder Thøgerfen (1608 
BVræft til St. Mortens Kirke i Randers, f" 1634) (od, 
medens han var Neftor, Komedier opføre af Difciplene 1607 ; 
han falder fig ludimoderator, og ber opførtes i Maj Kome— 
bier tre Dage efter hinanden. Det er iffe uſandſynligt, at 
man har bentttet ældre danſte Stylfer, ſom Nabal. I en 
Samling af flere Skueſpil tillægges ham Comedia de mundo 
et paupere eller Verden og ben Fattige, der antages for 
original, men er plat og plump. Cn Bonde deri og hang 
Kone har man fammenlignet med Jæppe paa Bjerget. 
Jørgen Jenſen, Medtjener, uværdig, i Guds Ord i 
Faaborg, ſtrev 1607 en Komedie, Kong Salomons Dom, 
ber blev opført af Odenſe Skoles Diſciple ver Hertug Chris 
ſtians Hylding 1610. Mere vides iffe derom. Hang 
Thomſen Stege, Prefſt til Fanefjord paa Møn, behand» 
lede et klasſiſt %&mne, og bet ſynes virkelig, at han benyttede 
be gamle hiſtoriſte Efterretninger til deraf at flabe — en 
danſt Tragebie. 3 faa Fald er hang Tragedie Cleopatra, 
ber ubfom 1609, et mærkværdigt Stylke Arbejde, en Tragedie 








682 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi. 


med romantiffe Sange, netop ſom nu; og det er vel verdt 
at fee, hvorledes han bærer fig ab med at ſtildre Kjærlighed, 
Sorg og Bellyft : 
J forſte Akt, niende Scene, finger Cleopatra ved Bjæftebudet 
en Bife: 
En Hiort faa ieg faſt fpringe, 
Saa hohyt paa gronnen Vold, 
Sorgen fund" ham ey tuinge, 
Thi hand vaar friſt oc bold (etc.) 
Da hun bar endt fin Viſe, figer Antonius: 
Potz felten, en aff forſt' Anfict 
Skal nogen forſtaa denne Dict. 
Thi maa den hen i taaget fare, 
Vort Gieftebud wi tage vare. 
Cleopatra i maa forftaa, 
Ut ieg en god Rus haffuer paa. 


J tredie Akt, ſyvende Scene, figer Antonius til Cleopatra: 
God dag min Pus, min [ilde Sat, 
Huordan er det met eder fat? 
Hui fættiås Haanden onder Kind? 
Jeg troer at de krybe ind. 
Cleopatra, 

Jeg ide veed 

Met god Beſteed, 
Huordan der fig met mig monn' haffue, 
Jeg troer mand maa mig fnart begraffue (etc.) 


Ligeledes maa man tilſtaa, at Digteren gjør ligeſaa 
ftærfe Fordringer til Tilſtuerens Fantaſi, om ikle ftærfere, 
end Shafefpeare: 


J førfte Akt, anden Scene, fender Antonius fin Tjener Dellius 
fra Tarſus i Cilicien til Cleopatra; og fan begynder tredie Scene: 


Dellius. Cleopatra. 
Dellius. At reyſe nu er hoyheſte tid 
Til Alexandriam med flid, 


Dramaet. Erit Pontoppidan. 683 


Min Gerris ærind at fremſla 

For Dronningen Cleopatra. 

Nu feer ieg Staden Gud ſtee ære, 
Gom ieg ſoger met ſtor begiære. 
De feer ieg at Cleopatra 

Vd aff fin Gaffue monne gaa. 
Jeg gaar til hendis Majeſtet, 

De hilfer den met Admyghed. 
Velfart oc Lyd” i alle maade 
Anſter ieg altid eders Maade. 


Cleopatra. Jeg ynſter dig det ſamm' igien, 
Lad mig forftaa min fiere Ven, 
Huor fra du eft? Guad det betyder 
At du med SHilfen mig bepryder? (ete.). 


De følgende Forfattere vedbleve at behandle bibelſte 
%Wmmer med famme kjedſommelige Brede og plumpe Lojer, 
ſom be forrige; og bet fønner iffe Umagen at bvæle fænger 
ved bem. Der er fun cen Nyhed at bemærke. Stole 
fomebierne fremtræde nu i en, biftnof ældre, Anvendelſe, 
i bet be af Skolediſciple bleve opførte, iffe blot ved Konge⸗ 
huſets, men ogſaa ved andre anfeelige Mænds Højtideligheder. 
Af Anders Kjeldſen Tybo (fører i Bergen, 1601 
Preſt i Chriſtianſands Stift) haves Abſalons Hiftorie i fem 
After, 1618. Jens Kjeldſen, Reftor i Ribe 1623—30, 
gav Joſefs Hiftorie i fem After ven Biſtop Jerſins Bryllup 
1630, men den er iffe tryft; Erik Pontoppidan ligeſaa 
Tobice Giftefærd til Flemming Ulfeldse Bryllup 1635, en 
fri Bearbejdelſe efter Cornelii Sconæi latinſte Tobæus, med 
Tilføjelfe af en Nar, faldet Brynke. Styffet fan altid være 
mærfeligt for Mandens Skyld, fom hane „forſte Forſog paa 
Forfatterbanen,“ men er ligeſaa daarligt ſom Reſten. 

Derpaa mode vi en Adelsmand ſom Dramatiker: 








meme gen altid 
Derfom J bluis ey 1 
Saa feer i dendne N 
O Maane fiør e 

Lad dine Veſte et fag 
Stierne haſter 
Forkorter ikke ſaa min 
Jeg agter eh dend Mo 
anden Morgenſtiern 

O Judith ftaa fun du 
Du kanſt foruden Soel 


Ved Slutningen af Sa 
lomedier med bibelſte %mne: 
Sloleperſoner fik den Ere, 
ove), men fun enkeltvis, 9 
ben forandrede Smag og ben 
Sang, fom de fremmede indſt 
Ubbrebte, ogfaa i Folkets fave 


ftenfen Lønborg (f. i Ove 
F 17001 ur. 





Dramaet. Mogens Skeel. Jens Lonborg. 685 


fig i en Del fententiøfe Rim og Moraler. Begge ere ind⸗ 
rettebe paa ſamme Vis, og lave til at være Originaler. 


Exempel paa en Monolog er anden Akt, førfte Scene. Suſanne 
i Haven. 


Deylig er den blide Sommer, 
Enten mand i Marken fommer 
Eller mand i Haven gaar: 
Alting frydis, Fugle ſiunger 
Med Konſt føde Floyhte⸗Tunger, 
Nattergalen Triller ſlaar, 
Ovaget ſpiller udi Marke, 
Fiſte ſpiller udi Parke, 
Træer blomſtris, Grasſet groer; 
Urter Haabe⸗ tal oprinder 
Oyne Fryd og Glæde finder, 
Skionbed allevegne boer. 
Denne ftore Gommers Varme 
Gisrer 06 dog nogen Harme, 
Thi den er us lidelig: 
Solens Lue s hede Straaler 
Det forvolder, at jeg taaler 
Nep et Kladebon paa mig. 
Dog min Have dette lindrer (etc.) 


Om Skueſpil paa Kommunitetet Beckman, Communitatis regiæ 
Hayn, hist. S. 22, der henvifer til Schlegel (Nachricht von dem 
Zuſtande des Dån. Theaters gegen das Ende des 16 Jahrh. i hans 
Dverf. af Slange), Thura, Reſen, Vandal, 0. fl. Terents blev i 
Kommunitetet forelæft og publice opført. See ogſaa Holberg i 
Danm. Gift. (Udv. Sfr. 17, 178) og i den 392 Epiſtel. — 
Stedet hos Thura, Idea hist. liter. &. 77: Anno 1574 ſactum 
est, ut rex clementissimus Fridericus Secundus cum ſilio suo 
hereditario Christiano scholam inviseret; quibus præsentibus 
discipuli et literati Viburgenses Comædiam Susannæ agebant, 
cujus voluptate captus rex pienfissimus (tet var ogſaa en From⸗ 
hede SØvelfe), svasu M. Hieronymi pastoris Viburgensis, viginti 


686 Det lærde Tidérum. Danſt Poeſi. 


lastarum, ut vocant, frumentarios reditus scholæ donavit, ufide 
etiam nunc aluntur discipuli. At det var den latinſte Suſanna, 
der opførtes, og iffe den danſte, fom Nyerup førft antog (Skolerne, 
S. 59) fe Ryerup i D. Digtet. Hiſt. 2, 16. — Leges scho- 
lastice Viburgenses 1575 hos RNyerup, Skolerne, S. 58. 62. 
Kjsbenhavns Skolelove i Olai Theophili Paræneses 1573, ff. 
S. 20. 62. , 

Pontoppidan fortæller, hvorledes Profesforerne in corpore fom 
til Hove, men det tildrog dem nogle unge Adelsmænds Nid, ſom 
ved Johan Skovgaards Bryllup paa Slottet 1574 fil nogle Skjel⸗ 
mer til at fljære Klederne i Stykler paa Profesforernes Ryg. Tre 
Aar efter opførte Profesforerne tilligemed nogle af Etudenterne de 
to ovennævnte bibelſte Hiſtorier. Pontoppid. Annal. 3, 41. 440. 
461. Thura, Idea &. 72. 77. Refen, Frederif den Andens Kron. 
S. 307. 0. fe — Om de gamle Karncvalsfefters Overgang til 
Jahrmaͤrkte, Wirthſchaft 0. desl. findes Oplysninger i Stephan Ar: 
teaga's Geſch. der italiånifden Oper, von I. N. Forkell. Leipzig 
1789. Wirthſchaft beffrives der, (efter Menetrier, Des represen- 
tations en musique anciennes et modernes) 1, 298: Diefer Be⸗ 
ſchreibung zufolge verkleidete fid eine Geſellſchaft von Perſonen in 
Birth, Wirthinn, Knecht und Magd, und die übrigen in Gäſte von 
allerlei Stand und Nation. So wie die verſchiedenen Perſonen nad 
einander auftraten, wurden paffende Unterredungen gehalten und das 
zwiſchen gefungen, gefpielt und getangt. Im Jahr 1670 wurde gu 
Munden ein foldjer Feft gefeyert, melder an Pracht und Koſtbarkeit 
außerordentlich geweſen ſeyn ſoll. Der Fürſt und die Fürſtinn ſpielten 
ſelbſt mit, und die übrigen Rollen waren ſaͤmmtlich mit den angeſe⸗ 
henften Standesperſonen beſetzt. Die Gåfte waren von vierzig ver; 
ſchiedenen Nationen, alle in Nationaltrachten gekleidet, die theils Soldaten, 
theils Pilgrimme, Hirten, Jaͤger, Gårtner, Bauern und Båuerinnen vor: 
ftellten. etc. — De af Overſtou, Den danſte Skueplads, 1,106—7 anførte 
Hofſtueſpil findes i Hjelmſtjernes Samling: Maſquarada die Wald⸗ 
luft (etc.) Im Walde beym Koͤnigl. Schloß Friedrichsburg aller⸗ 
unterthånigft fürgeſtellet im Jahr 1663. fol. Sproget er iyſt; 
imellem Sangene er der ingen Sammenhang; her findes allerede ſom 
Bonde og Bondekone: Hans und Gretchen. Ligeſaa Der Lobwuͤrdige 
Cadmus (etc.) In Deutſche durch Ad. Fried. Werner, und darauff 


Dramaet. 687 


in Welſche Reimen von Hirolamo Pignani; in die Mufic aber ges 
ſetzet, und mittelft vi. muſikaliſchen Aufzuͤgen repræſentiret durch 
Seiner Kånigl. Mayſt. Capelmeiſter Caſpar Förſter. im Jahre 1663. 
fol. Fårfter kaldes, ſom man feer, iffe Capellan, men Capelmeiſter. 
— Gee ogſaa Overſtou 1, 75 om Gelvaderi tyſte Tragedie, der 
blev ageret 1618. — Om Laurenbergs Skueſpil, fee Overſtou 1, 
86. Die Geſch. Arions. Cph. 1655. 4. anføres hos Nyerup. — 
Nyerup anfører ogſaa Johan Tånger, Der Dianens Jagd s Geheim⸗ 
niſſe 1682. 1686. 

Om engelfte Stuefpillere i Tyſtland, fre Barthold, Geſch. der 
Fruchtbringenden Geſellſchaft, &. 30. 48. Eichendorff, Zur Geſch. 
des Dramas. Leipz. 1854. &. 30. Om de tyffe Studenter fee 
Werlauff, Antegnelſer til Holbergs Lyftfpil 1, 190. Overſtou, 1, 
80. J. Meller, Brochmands Levnet i Hiſt. Kalender 3, 241. 

Om Ctuefpil i Helfinger og Hans Chr. Sthen: Jacobſen om 
ESkueſpil og Stuefpilforf. i Gift. Tidsftr. 5, 524—525. 527 Anm. 
533. 534. 502. SKortvending i Arnæ-Magn. Nr. 808. 4. Prøs 
ver hos Jacobſen S. 504 og i D. Digtet. Hift. 2, 108. Overs 
ftou, 1, 41. 

Soren Skriver: Epilogen til Hegelunds Suſanna, jf. Jacobſen 
S. 518. og Uddrag af Gegelunds Almanakker (i P. N. Thorups 
Giſtoriſte Efterretninger om Ribe Cathedralſtole. Ribe 1846 i Ars 
tiflen om Hegelund): 1578 exhibuimus Nabalem, Comoediam sa- 
cram Rodolphi Gvaltheri Tigurini, danica redditam a Severino 
Paludano, Cons. Colding. 

Peder Hegelund: Pontoppid. Annal. 3, 153. Terpaser, 
Ripæ Cimbrice, S. 360. P. N. Thorup, SHiftoriffe Efterretnin⸗ 
ger om Ribe Cathedralſtole. Ribe 1846. S. 79. Werlauff, 
Sophia af Meklenborg, i Hiſt. Tideſtr. 3, 48 (om Opførelfen af 
den latinſte Gufanna). P. T. Vandal, Efterretning om danſte 
Skueſpil i (de Gyldendalfte) Nye originale Skueſpil. 1776. 1 D. 
D. Digtet. Hiſt. 2, 8. D. Pjalmedigtn. Forf. 1, 25. Dverſtou 
1, 50. At han, for Suſanna blev digtet, opførte danſte Skueſpil, 
fees af hans egen Optegnelfe (hos Giesfing 3, 68) til 16 Juni 
1572: exhibuimus Larzari a Christo resuscitati Comoediam da- 
nice. Zitelen er: Srsanna Comicotragædia. En merdelig leeg. 
vdtagen aff Bibelen vdaff Daniels Hiftori, om den ærlig Quindes 








688 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi. 


Suſannæ Kyſtkhed oc vnderlig befrielſe: Allehaande Stater oc beſyn⸗ 
derlig ærlige Quindfolck, Lyſtig ve nyttig af læfe: vdgiord i Danſte 
Rhim aff Peder Jenſſen Hegelund, Scholemeſter vdi Ribe. Er 
Psalm. 2. 37. 39. Impius stridet: Dominus videt et ridet. 
Prentet i Kiobenbhaffn aff Mag Wingaard 1578. 4. I Tilegnelfen 
til Dronning Sophie figer ban: Denne ſamme Leg, met andre, 
bleff nu fort forleden agerit paa Latine vdi eders F. N. Kircke⸗ 
gangs hentid paa Kiobenhaffns Slaat: Oc E. F. R. lod fig den 
da vel befalde. Derfaar ieg ogſaa ftrar tog mig den for hender 
vdigen paa nyſtaffn at offuerfee oc forbedre, effterdi ieg haffde vdi 
fiurd ageret den her vii E. F. N. kobſted Nibe, oc giorde den da, 
effter fom min ringe Forſtand oc Tid kunde giffue fig, paa Danſte 
Rim (etc.) Ribe 1577 den xii dag Augusti. — Thorup anfører 
blandt de Stykker, der opførtes i Hegelunds Reftorat 1571—78 
efter Hegelunds Almanakker: den 28 Juni 1576 Susannam danice; 
og efter Tingbogen 1576 et Vidneforher, at Hans Bardftiær paa 
Et. Hansdag „efter at Palladslegen var aflagt”, det er endt, overs 
faldt Diſciplen Niels Anderſen, og ramte ham med Hammeren af 
en Oxe, ſom han kaſtede efter ham. J den latinffe Fortale taler 
Hegelund om Behandlingen: Kjærlighed til Modersmaalet havde bevæget 
ham til dette Foretagende. Hoc dum pro nostro modulo horis 
subcisivis conarer: libertatem usurpavi a præscripto autoris non- 
nunquam discedendi aut illud amplificandi immutandiqve, dum 
ad nostri seculi mores et homines paullo vellem adducere istud 
propius. — Quin et de gestibus et habitu quarundam perso- 
narum obiter commonefactiunculam unam aut alteram inserui: 
adagia etiam gentis nostræ et scile dicta, qualia a Mimis et 
larvatis illis personis acclamari possunt, alicubi aspersi. Filum 
tamen inuentionis, ipsius Poéctæ Latini — tum et nomina Per- 
sonarum ab ipso indita retinui: unam aut alteram fere mutam 
adjeci: solam tyv <dhæZodÅnv seu Calumniam nimis quam (qua- 
lis quidem illa est) vocalem et obstreperam introduxi: idque 
ideo, ut Epitasin jam ad tristiciam et luctum plane conversam 
festivitate aliqua et punctionibus illa erigeret excitaretque. — 
Hanc itaque opellam conatus nostri (qui neque ingenio neque 
otio abundamus) quam patriæ linguæ primulum damus: can- 
didus lector et actor æqui bonique consulat. 


Dramaet. 689 


Hvor fri Overfættelfen er og at det gribende tragiffe tilhører 
ham, fres ved Sammenligning med Originalen. Monologen, der 
aabner Sthkket, hvoraf det ovenanførte fun er en Del, lyder faa: 


Hev, cæcus ignis ardet imo pectore, 
Miserum me amor uæsanus urit. Aestuat 
Medulla flagrans, uulnus est in uiscere, 
En, totus ardeo miser Cupidinis 

Telo, Nisi hæc mulier medebitur mihi, 
Spes nulla tantum posse leniri malum, 
Finisque flammis nullus insanis erit? 
Miror magis quomodo hoc seni fiat mihi, 
Non ausus sum cælum intueri, et sydera, 
Erumpit oculis ignis, et lapsæ genæ 
Lucem recusant, nil idem dubio placet, 
Ariusque uarie iactat incertus dolor. 


Albert Hanſen: Jacobſen S. 518. 528. 

Hieronimus Juftus eller Juftefen Rand: D. Digtet. Hiſt. 2, 
27, 69. Vandal i Nye originale Skueſpil 1, 23. 33. Giesfing, 
3, 68—69. Watftiær, Poetiſt Skueplads, S. 142. Jacobſen, 
6. 519. Overſtou, 1, 56. K. Salomons Hylding (etc. etc.) 
Kbh. 1585. 4. (Univerfitetsbibl.). Ikke at tale om Ord, ſom nys 
mere, de fæde flyde, en cnifte tytel, wreck' oc heffne, mere oc ide 
minde (mindre), bliffue fraa (komme fig, blive karſt), findes her ogſaa: 


Ved long omſlag, oc ſtone Parabel, 

Betacte fprod, oc ſelſyne Fabel — 

Hui feer i dog faa fæmodig vd? 

Hui falder fød oc rønder hud? — 

Huad er vi andet en hallende tre? — 

Skulde Joab oc hand, de gamle ſteffle, 

Den vnge herre faa offuer teffle. — 

Thi mange er falſt' i biert oc hou, 

Der bygges fan mange trysſe (tryſte) brou. — 

J flulle oc for cters broder flæge (ſlegſte), 

Om i bemerder, at de ville hvæge. — 

Hand taar ide effter riget hibe, 

Guem veed huor verden kand fig ſtribe. — 
4 








690 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi. 


Vi dride der paa fan god en ruſſ, . 

De ſpeler der hoſſ bode zinck oe duſſ. — 

Verden er fuld met ſualder oc. fog, 

Com moe i Soel, ſom damp og røg. — 

Bud giffu' off at findis lydig' se horſum, 

J Hiertet tro, met hænder gorſum 
Saniſons fængfel det er En ynckelig Tragedie om den dræfflige ſteærcke 
krigsheldt Samſon (ett.) Componerit oc ſammen ſtreffuen af S. 
affgangen i Herren M. Hieronhmo Juftføn (etc.) Prentet vdi Aars 
hus bos Hans Hanſon Skonning. 1633. 4. (Univerfitetsbibl. I 
Hjelmftjernes Samling findes en fenere Udgave. Aarhus 1646. 4.) 
Werlauff, Blandede Bidrag til nordiſt Hiſt. og Literatur, i Athene 
2, 225 - 226. — Karrig Riding, det er En lyſtig Leg eller Cos 
moecdie, om en fulten og karrig Hoßbonde, og hans Huſtru: Hvor⸗ 
ledis hand af Cult og Nidſthed, er dragen af Bye med Noglene til 
Mad ce DU fra hende og hans fattige ſmaa Børn og Hubs Fold: 
Men hvad for Uleylighed der udefver foraarſagis, formedelſt den 
Staadere Jeppe Stald, udvifer Comoedien her ydermere. Af M. H. 
J. Kbh. 1709. og Trykt i dette Mar. (I Hjelmjtjernes Samling). 
Indhold og Prøver i D. Digtet. Hiſt, og hos Jacobſen. 

Terentſes Eunuchus: At Overſattelſen er forfattet t Ribe, fTutter 
Vandal af de Ord der ſtaa foran: Xotæ quædam ex prælectioni- 
bus publicis M. Ægidii Laurentii in Schola Ripensi obiter ex- 
cerptæ. Han blev Rektor i Ribe 1596, og Erkedegn i Domkapitlet 
1605; yngre er Haandſtriftet næppe. Udførlige Prøver af Over⸗ 
færtelfen bogs Vandal i Fortalen til Nye originale Skueſpil, 1778. 
2. D. jf. D. Digtet. Hift. 2, 122. — Om Opførelfen af Plauti 
Aulularia fee D. Digtet. Hift. 2. 128. n 

Peder Thøgerfen: D. Digtet. Hiſt. 2,, 123.  Dverffou 1, 69. 
Haandſtriftet findes i Gl. Kong. Saml. Nr. 794. fol. Heri bes 
markes ogſaa: J den lattinſte Leeg (Plauti Aulularia, hvorom der 
fiden ftaar, at den blev opført) Bleff indforrt trende flags ordener, 
Som Dantzindis fremginge. Forſt Aarens fire Tider, Vaar, Som⸗ 
mer, Hoſt, Vinter (hver med ſit Vers, og Morio giver ſin Beſyv 
med). Actus V Scena VIII Indfordis den anden Selſtab (Herz 
kules og Omphale). Den tridie Aarden var te fire Verſens Alder 
(ete.) — Ved Samſons Fengſell af Hieron. Fuftefen ſtaar Aaret 1599. 


Dramaet. 691 


Jørgen Jenſen: D. Digtet. Hiſt. 2, 153. 

Hans Thomfen Stege: D. Digtet. 2, 153. Vandal i Fors 
talen til Nye originale Stuefpil 2 D. Titelen falder noget Tang, 
men det faar iffe bjælpe: Cleopatra Eller En Giſtoriſt Tragoedia, 
om den ſidſte Dronning i Eghpten, ved naffn Cleopatra Oc M. 
Antonio, en Romerſt Keyſer, Huor hefftig kierlighed de haffue hafft 
til buer andre, at de haffue offuergiffuet de ting, deris gode Naffn 
kunde flcet til forfremmelfe, oc leffuet i Druckenſtab, Horeri, Gof⸗ 
færdighed, oc andre Lafter, Gud til ſtor fortørnelfe, dennem ſelff til 
wlycke oc fordommelſe, oc antre, beſynderlige off, i denne Verdens 
Alderdom, til atuarſel oc paamindelſe, at bliffue vife aff deris flade, 
ved en fand Poenitentz oc omuendelfe til Gud i Naadens tid. Sams 
flet oc pan Danſte Rijm vdſat, Aff Hans Thomiſſon, Stege. Ja- 
cobi IV. Staar mod Dieffuelen (ett.) Kbh. 1609. (I Hjelms 
ſtjernes Samling og Univerſitetsbibl.). Den er tilegnet Fru Elis 
fabeth Sophia, Hans Lindenovs Husfrue, til Gavns, og her figer 
han (Bladet d 2): Haffuer derfor paataget mig denne effterfolgendis 
Giſtorie om Cleopatra — at transfundere aff Latine paa Danffe 
tim, dog i flig form oc flid ſamlet, at den bequemmelig kand ageris 
eller legis, oe effrer nogle gode venners raad ladet den vdgaa (ete.). 
Gan roſer derpaa Fru Eliſabeth Sophia, og ligner hende med den 
fromme og dygdrige Octavia, men afbryder derpaa fig felv: Men 
huad figer ieg? Guad er det at ieg ſom er ringe, oc ide ſtaar vel 
foruaret met veltalenbeds Aarer, at ieg paa en gammel ſtuude vil 
fare vd paa E. V. dyads oc fromheds ftore Haff, ſom ide lettelig 
kand offuerfaris til gaffns pan denne tid. — Nyerup flutter af hans 
Attring, at han har kompileret Hiſtorien udaf de gamle latinſke 
Autores, at han iffe har overfat nogen Tragedie, men ſelv deraf 
formet vor danſte; hvilfet befræftes af. det førfte revers af Petrus 
Nicol. Gælstrupius,. der begynder ſaaledes: 


Laus sua quenque manet veterum, retulere ſeroces 
Qui tragicis homines isse redisse modis. 
Laus tua teque manet, soless mutare cothurnis 
Doctå Ægyptiacos qui facis arte pedes. 
Quique peregrino reseras idiomate elausa, 
Ut patrio resonent hæc monumenta fore. 
Mr 














692 Det lærde Tidsrum. Dani Poeſi. 


J Samtalen mellem Dellius og Cleopatra figer Dellius om hende: 


Sin Ord hun legger paa det trent 

Som et velftemmet Inſtrument. 
Overffou 1, 74 anfører af ſamme Forfatter: Iſaks Gifter: 
maal, trykt 1622, men hverfen nævnt af Vandal, Nyerup eller 
Rabbek, heller iffe hos Vorm. Den Hjemmel, ber haves, er, efter 
Prof. Overſtous Meddelelfe, en Opgivelfe af Forftander Bord, ſom 
ejede nogle Blade af Begyndelſen; men, efter. Meddelelſe af Cancellir. 
Fabricius, bar Bord) iffe antegnet dette Strift i fir Exemplar af 
Nyerups Lexicon. 

Anders Tybo: D. Digtet. Hiſt. 2, 154. Overſtou 1, 75. 
Abſalon, Historia sacra (etc.). Kbh. 1618. (I SHjelmftjernes 
Samling). 

Jens Kjeldſen: D. Digtek. Hiſt. 2, 159. Thorup, Hit. Ef⸗ 
terretninger om Ribe Cathedralſtole 1846, S. 96. Udtog hos 
Vandal, 2 D. 

Erik Pontoppidan: D. Digtek. Hiſt. 2, 160. Overſtou, 1, 
76. Juva Jova. Den Gudfryctige Tobic Gifftefær (etc. etc. fee 
D. Digtet. Kbh. 1635. (Defekt Eremplar i Hjelmſtjernes Saml.) 

Mogens Skeel: Martini Opitii Danſttalende Judith Udſatt aff 
Mogens Skeel. Kbh. 1666. 4. (Gjelmſtiernes Saml.). Bagved 
findes nogle Sange af Chriſten Aagaard med Noder. Kbh. 
1666. 4. Sangene ev der iffe noget ved. 

En danſk Komedie til Hove, Overſtou, 4, 118. 

Jens Chriftenfen Lonborg: Overſtou 1, 77.  Tvende Bidbliſke 
Hiftorier om Suſanna og den Forlorne Con, UN en lyſtig Sam: 
tale Rim⸗viis befattede, og ſom Comocdier anrettede af Jens Chri: 
ftenfen Lønborg. Kbh. 1724. findes i Univerſitetsbibl.; Approba⸗ 
tionen af Joh. Bircherod. Jani til., der roſer „elarissimi authoris 
Fliid og naturlig Gave til Danſte Rime-Konſt“ er fra Aaret 1700, 
og at Bogen er udkommen i dette Aar fees ydermere af Anmaldel⸗ 
fen i Nova liter. maris Baltb. 1700, S. 333. — S. 10 og 
oftere forekommer Udtrykket: den gamle Krandt. Overhovedet man 
det ikke glemmes, at alle disfe gamle Stuefpil, der i aſthetiſt Hen: 
feende cre faa ringe, ere vigtige Sprogkilder, og i det mindſte Derfor 
atter bør drages frem for Lyſet. 





693 


Tilbageblik og Fremblik. 


Bi ſtaa nu ved Midten af Literaturens Hiſtorie. Vi 
have endt dens førfte Afdelinger, Katholicismen og Refor⸗ 
mismen; vi have feet bem fpire, udvikle fig og ftørfne. Og 

ligeſom Aarringene i Treets Stamme lære Forſtmanden at 
tjende, „hvorledes Lovſmylket har været, ſundt eller ſygt, 
og hvilfe Trængfler Træet har gienuemgaaget“, ſaaledes ere 
vi i Stand til, i ben affluttede Literatur at flue Folkets 
aanbige Liv. Katholicismen banner een Aarring, Refor« 
mismen en anden. Hvad ber nu femmer er en anden Sfab« 
ning, ligeſom be forrige ubgaaet fra fremmed Indflydelſe, 
men blandet med Folkets Ejendommelighed paa en ganſte 
anden Maade og i ganffe andre Forholde. Det er en ny 
Tin, der endnu iffe er fuldendt. 

Vaa bette Vendepunkt er bet vigtigt, at ſtille fig det 
afflutteve ret for Øje, thi bet ftaar i en ſtarp Mobfætning 
til bet følgende, at betænfe, hvorfra bet gif udb og hvorhen 
bet er fommet, for at bemærfe hvor meget ber i ben fol⸗ 
gende Tid maatte overvindes. Naar bet maa antages, at 
et Folls Dannelſe giver fig tilfjende i tre Ting, i Hiſtorie, 
Filoſofi og Poeſi, disſe Ord tagne i bereg videſte Betydning, 
nemlig ſom Jagttagelſe af Fenomenerne i Menneſtet og i 
Naturen, ſom Underſogelſe om deres bybere Grund og Sams 
menhæng, og fom bereg Gienfodelſe i Idealet, faa maa vi 
tilftaa, at vet forløbne Tidsrum iffe har bragt 08 didhen, 
hvor vi ønffe at komme. Ligeſaa lidet fan bet tilfredsſtille 
bem, ſem mene, at Kulturens Fremſtridt beftaar i, at Iud⸗ 








694 Det lærde Tibérum. 


figten i Guds Væfen og Udfigten over hang Gjerninger be: 
ftandig udvide fig, at begge de hojeſte Yttringer af Menneſte⸗ 
aanden, der gjennemtrænges af Guds Aand, Kriſtendommen 
(Gud ſom Alles Fader) og Bidenſtaben (Sud fom al Zil- 
værelfes Ophav) forene fig i bet Formaal, at ophæve enhver 
Foreſtilling, der bornerer og nebværbiger Gudsideen. Det 
var en fnæver Verdensanſtuelſe, der gav dette Tidsrum fit 
ejendommelige Præg, fin Begrendsning. Det var Tro, en 
dod Tro, Autoritet. Af denne Grundtauke og vens flarpt 
begrendſede Anvendelſe udfpringer alt. "I venne Tro paa 
ben overleverede Bogſtav mangler bet befrugtende, oplivende 
og bevægenbe Element. Alting gives, intet erhværves, iffe 
engang Saligheden. For denne Slægt er bet jodiſte Folfs 
Hiſtorie hele Menneſtehedens Hiſtorie. Cen lever i Moſes 
og Profeterne, i Kong Salomon og Jeſus Syrad, og fætter 
fit Liv til i vem. Den lever i en uafbrudt indbildt Fejde 
med Djævelen, Tyrken og Paven; og bærer et brændende 
Had til fine nærmefte kriſtne Brodre, be Reformerte. 3 
ben ophojede hebraiſte Poeſi feer ben fun Lerdomme; i Li— 
vets Aabenbarelfer fun en" barſt Gubs Optugtningsmidler. 
„Gud, hedder ret, hanbler ſom en klog Husfader, ver har 
megen koſtelig og ædel Bin; naar han gaar ben og lægger 
fig til Søvng, og hans Børn vriffe jaa meget. af ben gode 
Vin, at be blive drukne deraf, og Faderen, naar han igjen 
opſtaar, bliver bet vaer, faa gjør han .et Ris, og kviſter 
Børnene ffarpt dermed”. Denne Tro er faa vidunderlig vid, 
at ben fan rumme hele Coertroen i fig] og faa. vtl den altid 
være, naar Hiſtoriens Poeſi forvandles tif.en før og mono⸗ 
ton Bogſtavſtrift. Raar et Barn. fødes med Falbeler paa 
Hovedet, faa er bet en Advarſel imod ſyndige Moder. 
Paa en Sild fan man læfe Herrens Straffedomme. Ja, 
naar der fortælles (Paulli, Maanedlige Efterretninger 1673), 


Tilbageblit og &remblit. 695 


at et Menneſte, til Straf for fine Synder, paa Hovedet 
nær, ret legemlig, blev forvandlet til en Hund, faa findes 
ilke engang bet utroligt. Vilde derimod nogen fige til denne 
Slægt: al Hiftorie er Trabition, men poetift Tradition er 
ingen Hiſtorie, fan vilde ben have anſeet ben Skriftfortolk- 
ning, fom deraf følger, for en Ugudelighed, for et Indſtud 
af Satan. Raar vi ſaaledes overalt have feet ben hænge 
fig faſt ved en enarmet Vegtſtang, forgjæves ſogende efter 
noget, ber fan give ben Svingfraft, faa begribe vi tillige 
dens Opfattelſe af Statené og Kirkens Idee, bens totale 
Mangel af Filoſofi uden ſom materiel Griben af trivielle 
Tanteformer, bens blot mefanifte Tilegnelſe af Klasficiteten, 
ber gaar ſaa vidt, at ben fan forarges af hedenſte Gudes 
navne i hedenſte Sfrifter, bens næften overalt ſmagloſe 
Giengivelſe af ål Poeſi, ſaavel Oldtidens fom Livets, og 
endelig deus Afrivning fra fin egen Fortid, af hvis Minder 
ben fun har bevaret - nogle halvforglemte forvanſtede Sagn 
og nogle: ynkelig mishandlede Viſer. Hvortil maatte denne 
Tanhkeſtilſtand føre? … Til en Inhumanitet, ber giver fig til⸗ 
fjende i ftive og raa Gæber, i be borgerlige Forhold, i de 
lavere Klasſers Stilling, og iſer i Krigerſtanden, uren Tvivl 
bet raaejte Prodult, ſom Inhumaniteten har avlet paa Jor⸗ 
ben. Pex .bet- forftaar fig: hvad ber berøver disſe Billeder 
noget af deres Morke er ben Bemærfning, at bet, fom vi 
her have, gjengivet, er Totaliteten; over ben ſtaar Inbivis 
bualiteten i mange enkelte udmerkede Mænd, ber til en ans 
ben Tid og-unber:anbre Omgivelſer vilde have udviklet fig 
paa en…ganfle anden Vis; og ben Tanfe, at denne Tros⸗ 
form uden. Tvivl. var nodvendig for ben ftore Grundſtamme 
af Follet, nanv:ben ſtulde bære fine Trængfler; en Udvidelſe 
af Tanken vilde håbe krevet em Lettelſe af Byrderne, ſom 
ingen af Magthaverne vilde eller kunde gaa ind paa, og ben 








696 Det lærde Tidsrum. 


filtre Overbevisning, at f. Cr. Bonden i Følge Guds Billie 
var fodt til et Trælleliv, gav ham en Hengivenhed og Til: 
fredshed med fin Stilling, fom det mindſte Opſping af 
Ligheds⸗ og Frihedsideer ganſte vilde have berøvet ham. Der 
ligger noget beroligende i Begræntsning. Begrændsning af 
alt og i alt, felv det ubetydelige, ſom Dragten, er juſt denne 
Tids meft fremtrædende Særfjende.  Udvidelfen vil komme, 
men ogſaa ben vil føre fin Kamp og fin Strid med fig. 3 
Følge ben Naturlov, at der ingen Stilftand gives, hverken 
aandelig eller legemlig, fee vi ogſaa, at ter allerede nu yt⸗ 
trer fig en dobbelt Trang, en Trang til Folteubvifling og 
en Trang til Selvtænfning. Hin kommer tiljyne i ben bes 
ftandig fremſtridende Agtelfe for Modersmaalet og i ven 
ivrige oppaagnende Dyrkning af Nordens gamle Sprog og 
Fortidens Minder; denne i Videnſtaben, der nu førfte Gang 
fom fri Tænfning fafter fit Lys ind i de Lerdes Kredſe. 
Forſt føge de den op udenlands, i Montpellier og Pavia; 
fan drage de ben indenfor Landets Grændfer, men forſtudt 
ber ffyller den i to mægtige Strømme til Behmen og til 
Italien, ſom Himlens og Jordens Anatomi, medens Dyrets 
og Menneſtets er en fælles eurcpæift Beſiddelſſe. Hjemme 
ſonderlemmes Sproget. Grammatik er jo heller iffe andet 
end Anatomi. Det er rigtignok fun Videnſtabens førjte 
Morgengry. Deng Gang er langfom, og ydmyg dens Fard. 
Det er tilhobe Fun de forſte Skridt paa ben uendelige Vej: 
Opdagelſen af Naturens Love, fom ben ene Side af Guds 
Aabenbarelſe, det uomtviſtelige. 

Naar bet forløbne Tidsrum ikke har tilfredsjtillet os, 
naar Videnſtaben i det fun begynder at fpire, naar ben re— 
ligisſe Stilſtand iffe fan vare vet, fua vende vi og med en 
vig Forventning, med en vig ængftelig Ure, til det folgende. 
Sfulle de neſte hundrede Aar gjøre vor Attraa fyldejt? 


Tilbageblit og dremblit. 697 


Tænder ben neſte Slægt et Lys, i hvilfet vi trygge kunne 
vandre? Bil ben vinde Sandheden, eller vil ben, ligeſom 
hin blev tilbage, maaffee gaa ub over ben? Det ſidſte er 
at vente. Naar Menneſtet har faaet nok af Tro, er blevet 
mæt af Overtro, hvorefter vil bet da hige, uden at faa nok 
af Vantro? Perpendiklen fvinger; naar ben ſtaar ftille, er 
bet Døben. Men uaar Kriſtendommen, „ſom er Berdens 
Lys", iffe fan komme tilfyne igjennem Vantroens matflebne 
Glar, hvad ba? Skal maaſtee Mennefteflægten, og vi med 
ben, frelſes og igjenføbes paa en anden Maade? Skal ben 
Trælbom, ber hvilede paa ben, i Tenkning, i borgerlig 
Stilling, i Familiens Skjod, paa Skolens Vænfe og i Hoj⸗ 
ſtolens Sale, ſtal ven afløfes af Mennefte-Friheb, af Borger« 
Lighed, af Lys i Tanke og Renhed i Daad? Eller er ben 
Morgenrøbe, ber oprinder, fun et Vejrlys, ber fører os ub 
i Egennyttens, i Nihilismens Moſer? Er ben Ild, ber 
tændes, fun fremfommen ved Rivning af Træ paa Træ, 
uden bet lette Tønder, der fan holde ven i Live? Skal 
Ordbram og Svulft fordunkle Sanbheben, ligeſom i ven 
blomſterſtrodte Præediken, fra hvilfen vi ønfte 08 tilbage til 
Niels Hemmingſens Ro og Klarhed? Skal Folkeſtribentens 
trivielle og hule Tirader gjøre c8 kolde om Hjertet, fom be 
træagtige Pſalmetoner, fra hvilfe vi maa ty til Kingo, for 
at Hjertets Fibrer kunne røres? Vi vide bet iffe. Ingen 
har givet 08 nøgen Stilbring deraf. Vi have endnu noget 
at gjøre, at erobre o$ felv. Men hver meget vrangt og 
fljævt og vanartigt der end ſtal komme os imode, bet vide 
vi, at ber vil komme noget, ber ganſte anderledes end før 
ſtal fætte vore inderſte Tænfefræfter i Bevegelſe, ſtal kalde 
Fantaſi og Vid til Live, ſtal væffe vore dybeſte Folelſer, og 
vife 08 hen til be hojeſte Formaal. 

Saa vil ogſaa beraf følge, at Literaturens Hiſtorie ilke 








698 Det færde Tidsrum. Tilbageblik og Fremblit. 


vil fjøre hen ab fin foreſtrevne Bane faa tungt belæsfet ſom 
ben hidtil maatte. Hidtil maatte mangfoldige literære Enkelt⸗ 
heber drages frem, ſom vare lidet befjendte, og paa denne 
Samling af Materialier gives ber ingen Ende. Nu vil vet 
være nok at antyde hvad alle fuune finde. Trælleng Slir 
og Mandens fri Virkſomhed kunne ikke længer drage i Aag 
ſammen, og de behøve bet iffe. Indholdets ſtorre Fylde vil 
ogjaa foræble Formen. Wen tillige, og bet er en Bemaerk⸗ 
ning, ber paa een Gang nedſlaar og oplofter, tillige vil 
Vanſteligheden af Literaturens hiftoriffe Behandling tage til, 
thi nu kommer ben rette Grundighed, iffe Talletg, men 
Tankens. Hvo vil tenke paa, at flilbre vor Literatur i fin 
ny Udvikling uden at have vundet nogenlunde Far, iffe blot 
Kundſtab, men Indfigt i ten almindelige europæiffe Litera— 
turg, men bet er en aarlang Øjerning. Hvo fan vente, at 
kunne fremftille Tiren, dens Maal og dens Midler, dens 
Fortrin og dens Broſt, hvis han ikke fri og frejdig, ene 
med Gud for Øje og uden Menneſtefrygt, har løft for fig 
felv be Grundſporgsmaal, ber bevæge Verden, har levet fig 
ind i bet, ſom ingen Omffliftelfe lider, fljøndt ingen vil bilde 
fig ind, udelukkende at have taget bette Liv i Beſiddelſe. 
Nej ingenlunde. Frihedens Luftning vil kalde alle til Virk— 
ſomhed, og enhver enfelt Stemme er fun ct Opraab til alle. 
Men naar bet ffeer, naar engang Literatureng Hiſtorie, ikke 
blot dens Yderverker, men dens indre Veſen, bliver Alles 
Sag, faa vil ogſaa ben blive et væfenligt Middel til at bes 
fordre Folkets Dannelfe, ved igjennem den ny Tid, der er 
Nutidens Forgaard, at lade bet flue fig felv. 


699 


Rettelſer og Tillæg. 


Middelalderen. S. 33. Bed Eſtild bemærfes hans Plan- 
etus de slatu regni. Daniæ. 

S. 34. Prøver af Anders Suneſens Mexaémeron og Anm. 
dertil ere meddelte af Dr. P. Ch. Kierkegaard i Jllgen's Zeitſchr. 
fir die hiſt. Theol. 1833. Rudelbach har allerede anført det. 

S. 101. Om Lægen Nicolaus senior fee ogſaa Gram i Vis 
denſt. Selſt. Str. ældfte Sami. 4, 267. 

S. 111. Til at oplyſe Sproget i Norge fan bemarkes Erke⸗ 
Biffoppen i Throndhjem Aslak Bolt (f omtr. 1450), hvis Breve 
findes i Ry D. Mag. 1 D. 

S. 125. Den af Laalands Vilkaar meddelte Prøve er naturs 
Tigvis valgt med Henſhn til Sproget og de deri forelommende Ord⸗ 
former. ' 

S. 129. Til Jon Pteſt tilføjes ſom Anm. det tyſte rimede 
Brudftyffe Bom Prieſter Johann, hos Haupt und Hoffmann, Alt⸗ 
deutſche Wälder 1, 308. J Uppfal blev holdt en Diſputats sub 
præsidio Jacobi .Arrhenii De restituto Prester Chan. 1700. 
(Nova liter, maris Balth. 1704, &, 340). 

&. 130. Anm. Et Exemplar af Rimkronniken fra 1495, 
ganffe ſom vort, men finuttere;” Findes Paa Drottningholm. ¶ Reddelt 
af Cand. Brandt) 

S. 144. Om Alani: Materia quædam brevis sed deuota 
de psalterio precelse ac intemerate semper virgiuis Marie 1498. 
Impressa (ac bene correcta) in Christianissimo regno Swecie, 
fee Lackmanni Annal. typograph. selecia quædam capita, S. 25. 

9. 157. Anm. Til Strifter om Literaturens Undergang tils 
føjes: Dreyer, Monumenta Anecdota. Lubecæ et Altonæ 1760. 
4.  Uffnittet De fatis rei diplomatice Cimbricæ. 

S. 191. Anmarkningen udflettes. Men det hele Afſnit om 
Kjæmpeviferne maa desuden omarbejdes. 











700 Nettelfer og Tillæg. 


S. 202. Tillæg til S. 40. føjes til Membranbladene af Earo: 
Om de af Prof. Kall⸗Rasmusſen fundne Brudſtyhkler fee hans Strift: 
Om to nølig fundne Fragmenter af en Codex af Caro. Kbh. 1855. 4. 

Neformationstiden. S. 21. nederſt tilføjes: William and 
Mary Howitt, The literature and romance of northern Europe: 
constituting a complete history of the literature of Sweden, 
Denmark, Norway and Iceland. London 1852. To Dele. Overs 
gangen fra den islandſte Literatur dannes ved Folleſagn og Bifer i 
Norden, navnlig Kjæmpeviferne 1, 296; Overgang fra Middelalderen 
til den nyere Literatur dannes med Arrebo, Bording, Kingo, 1, 322; 
derpaa afhandles Literaturen til den nyeſte Tid indtil 2, 241, boor 
den ſvenſte Literatur begynder. Dette Sfrift vidner om en nøje 
Kundſtab til den nordiſte Literatur, og er formodenlig det forſte, der 
med nogen Fuldftændighed fører Fremmede ind i den. Meſt udførlig 
bebandler det den ſtjsnne Literatur og meddeler af den overfatte 
Prøver. (Ekriftet findes nu i Univerſitetabibl. ſom Gave fra en 
af vor Literatur meget fortjent danſt Mand, Hr. F. S. Bang i 
London). 

S. 40 i Anm. bemarkes ogſaa Nyerup, Hr. Peders Erxcerpt⸗ 
bog i Ribe (Minerva, Octob. 1787). 

S. 41. Quinti Horacii Flacci epistolarum liber (primus). 
åinpressum Lipizk per Melchior Lotter. 1507. 4. (i Hjelm: 
ftjernes Samling, i ſamme Bind fom Olai Theophili Paræneses) 
er endnu trykt med gotiſte Bogſtaver. 

S. 44. overſt. Om det Pergamentshaandſtrift af gudeligt Inde 
hold, der havde tilhørt Dronning Chriftine, fee Kall-Kasmusſens Anm. 
til Lage Urnes Teftament i D. Mag. 3 R. 3 B. 3 £$. S. 242. 

S. 50. Anm. 1. fan tilføjes: Morten Borup og hans Dis 
fciple, efter Tauber, i Minerva, November 1817. 
. 62. Lin. 12, læg: fan at Modellerne vel endog tilſidſt toges. 
. 68. Lin. 10. for 1532 læg 1536. 
. 78. Lin. 23, læg: Niels eller Claus. 
. 96. Lin. 9. De natali Domini et salvaloris nostri Jesv 
Christi Carmen Johannis Håvni Ripensis Dani, pro strena novi 
anni, dicatum nobili iuueni Joanni Oxo ex Dania. Mittebergæ 
1550. 4. findes i Hjelmſtjernes Samling. 

S. 116. Lin. 16 læg: indtil jeg fandt Peder Litles Vidnesbyrd. 


ANG 


Rettelfer og Tillæg. 701 


S. 120. At Chriftiern Pederfen er Forf. til den danfte Kro⸗ 
nife i GL. Kgl. Saml. 828. fol. fee Dr. Fr. Gammerich, Danmark 
under de nordiſte Rigers Forening 2, 205. 209. 

S. 163. Ved Povel Cliefen tilføjes: Paludan⸗Müͤller, Grevens 
Fejde, 1, 112. 114. 

6. 182, Sagnet om Hans Tavfens Fader Tage, at han 
fredede Jern af Torvejord (Myrejern), hvorfor Bønderne, der troede 
at det gif til med Fandens Kunſter, floge ham ihjel, fee Vedels 
Simonſen, Odenſe Byes Hiſt. 3, 73. 

6. 194. Til Tavfens literere Arbejder: Mefter Hans Taufen, 
Euperintendent udi Riber Stigt haver nu ladet berette for 08, hvor⸗ 
ledes at han haver transfererit og udſat Bibbelen paa Danfte, og 
agter med det allerførfte af lade den prente og udgaa udi Tryk og 
lade den fælge fer udi Riget menige Mand til Bedfte (etc.) Ribe 
Fredagen næft efter Søndagen Letare 1543. (Regiſter over Lans 
dene, Nr. 4, &. 382). 

S. 195. Blandt Kilderne til Hans Tavfen tilføjes: Paludan⸗ 
Miller, Grevens Fejde, 1, 110. 

6. 196. Lin. 13 læs: Jeppe eller Jakob Nielſen; og Lin. 14: 
Hans eller Jens Fynbo. 

S. 204. in. 10. Peder Lauridfen var Carmelitermunk. Chron. 
Skibyense &. 583: ordine Carmelitarum. (eddelt af Student 
PaludansMiiller). 

S. 209 nederft. Paa Kongens Bibl. haves nu: En Sermon 
huorledis mand ſtal berede fin hv til døden. Marts Lutther. For⸗ 
danſtet aff Chriſtiern Schrockk. S. M. D. xxx viij. — Prentet i 
Kiobmenhaffuen, aff Hans Wiingaard den Ottende dag vdi Septem⸗ 
bri M. D. xxx viij. Den flutter med et Rim: Døden til Læferen 
(med Træfnit). 

S. 211. Til de der anførte Skrifter hører ogſaa: Chriftelige 
Sporsmaal. En Chriſtelig liden Bog, der vdi findis mange gode 
Raad for vnge Fold. Vddragen aff den Hellige Skrifft, meſt aff 
Salomonſſ od) Jeſu Siracſſ Bøger. Prentet i Kisbenhaffn, hoſſ 
Hans Vingaard. (Efter en Bemarkning foran ev den tryft 1533. 
Gjelmftjernes Saml. 69 8.) 

S. 277—278. Ved Hans Gaas tilføjes: J. 2. Rohmann, 





702 Nettelfer og Tillæg. 


Bemærfninger om Hans Gaas, i For Literatur og Kritik, 3, 97. 
269. (Rohmann mener, at han iffe var Prior i. Svendborg.) 

S. 279. Anm. 2. Zacharias Fafobfen, Kong Sanfes Kronike, 
findes i Karen Brahes Bibl. See Dr. Fr. Sammerid, Danm. 
under de nordiffe Rigers Forening, 2, 207. 

S. 282. Til Herman Veigere: Chriſtian den Tredies Brev til 
Univerfitetet, at German Weher til Trykning af fin Overfættelfe af 
Melancht. Loc, com. maatte faa 100 Ris Papir, af det, ſom 
Kongen havde i Univerfitetet, Halvdelen gratis. Og naar Bogen 
var trykt, ſtulde Dr. Peder fee om dén funde udgaa. (Tegnelſer 
over alle Lande. IV, 544, b. Meddelt af Conferenceraad Wegener). 
Gan var Raadmand i Kiebenhavn, var tilftede paa Modet i Hams 
borg 1336; blev to Gange under Kjøbenhavns Belejring ſendt til 
Nederlandene om Hjælp, og fan paa disfe Rejfer være bleven bekjendt 
med Reineke Fofs.  (PaludansMuller, Grevens Fejde, 2, 219— 
290. 319.) 

Det lærde Tidsrum. S. 8. Lin. Y fra neden, (æå 1645. 

S. 11. Lin. 6 fra neden. Conferenceraad Werlauff bemarker, 
at der ved Praſtekongen næppe betegnedes Frederik den Anden, men 
Chrijtian den Tredie, ſom dede paa Koldinghus. Anckdoten er viſt⸗ 
nok upaalidelig; den tiltraf mig, fordi den antyder, at der var flere 
Præjtefonger end Chriſtian den Tredie. 

S. 32. Lin. 14. Sperlings Haandſtr. om lærde Kvinder maa 
føges iblandt hans Haandſtrifter paa det Kal. Bibl. 

S. 37 nederſt. At danffe Studerende beføgte Polen, fees af 
et Skrift i Hjelmſtjernes Samling: Assertiones ex uniuersa phi- 
losophia, quas in Lycæo Brvnoritano defendit Gulhielmus Cor- 
vinus Danus. Brunori, 4. (Mangler hos Ryerup.) 

S. 57. Lin. 15—16 (æg: Dluf Gorm, f. 1757 (ikke 1756), 
+ 1830. (Erslew.) 

S. 69. Lin. 16. Der har jeg nok baft Steno formeget i 
Hovedet, ſiden jeg funde falde paa, at de fulde gisre faa meget af 
ham. „De Gejſtliges Conference i Kolding 1674 var foranlediget 
ved Projektet om Prins Georgs Valg til Konge i Polen“. (Efter 
denne Oplysning, ſom Werlauff har meddelt mig, bliver altfaa dette 
Sted at forandre). 

ES. 73. sverft. Skriftet Matthæus Fuder eller Richter gaar 


Rettelſer og Tillæg. 703 


ud. „Ban var Prof. i Jena, og dette Skrift vedkommer iffe den 
danſte Literatur. Bogtrykkeren hed Zimmermann, men af det Navn 
har der ingen været i Kjøbenhavn.” Conferenceraad Werlauff talfer 
jeg færdeles for denne Oplysning. Men hvad fan det være for et 
Coppenhagen i Tyftland, hvor der trykledes Bøger? 

S. 81. £in. 14 las: Fanatiferne. 

6. 129. Lin. 11. Blandt Forf. i Ethik tilføjes Genrik Ernſt. 

S. 137. in. 12 fra neden tilføjes: Joh. Bruosmanni Apo- 
logia ecelesiæ Lutheranæ contra quasdam Jacobi Benigni Bo- 
suetti (etc) calumnias. Hafn. 1694. 

6. 139. in. 4 fra neden tilføjes: Foruden de ældre: P. 
Gelstrupii Trifolium politicam, og Nicolai Petræi Aruelæsii (sic) 
Encbiridium politicum, 

6. 140. Lin. 5 fra nøden. Til Strifterne imod Thomaſius 
hører ogſaa: Abgenöthigtes Geſpräch von dem Bande der Religion 
und Societåt, worinnen D. Masii Interesse principum (ete.) Ge⸗ 
gen eines neulichen Seribenten Ernſthaffte Gedancken verthådiget wird, 
Verfaſſet von Petro Schipping. Th. C. 1689. (Hjelmftjernes Saml.). 
— Etriden omtales ogſaa af Fred. Snedorf, Saml. Sfr. 2, 111. 

€. 141. Lin. 6 tilføjes: Petri Eisenbergii Dani Speculum 
vitæ humanæ. In quo miseriæ et calamitates vitæ humanæ ob 
oculos ponuntur et communia eiusdem vilia seu depravati mo- 
res taxantur. Lipsiæ 1614. 

S. 154. nederft. At det iffe blot var i Kjøbenhavn Folk bes 
hevede at valkes under Prædifen, men at Forordningen uden Tvivl 
blev fat i Vark hele Landet over, fees af de Efterretninger, der haves 
fra Aarhus. Aaret efter at Forordningen var udfommen, 1646, 
fil ,,Calcanten (Bælgetræderen) for han haver Infpeftion til dem 
ſom fover under Pradiken i Domkirken“ 4 Dir. Ligeſaa 1647. 
1648 fif Jens Lasſen, „der gaar med Kjæppen i Domkirken“ 10 
Mark. 1649 betalt Jens Lasſen „for fin Umage med de Sovende 
under Pradiken at opvæffe” 1, Aars Len 2!/, Eldir. etc. (Dr. 
Hiberg, Aktſthkler ang. Aarhus 2, 189.) 

S. 169. nederft, kunde blandt Overfættelfer bemærfes: Den 
Sellige Augustini Hand Bog Om Chriſti Beſtuelſe. Item Siælens 
tenlige Samtale med Gud. Ofverſatte af Hans Olufſon (hos Ryes 
rup uden Grund Olſon). Kbh. 1681. med Kobbere. 








104 Retielſer og Tillæg. 


S. 171. nederſt. Blandt Kilderne til Henrik Gerners Levnet 
tilføjes: Farftrup og Arelfens Dagbog, S. 238. 

S. 174. sverft. Blandt Kilderne til Peder Vandal tilfejes: 
P. N. Thorup, Blandede Efterretninger ang. Ribe Cathedralſtole. 
Ottende Fortjættelfe 1837. S. 71. 

S. 183—184. Til Erik Pontoppidan, hvis Ravn ſtulde have 
været udmærfet, fan bemærtes hans, hverfen af Vorm eller. Nyerup 
anførte, Levnet: Vita Erici Bricii Pontoppidani Præsulis Nidro- 
siensis, uden Tid og Sted. a Gjelmftjernes Samling). Han 
døde den 12 Juli 

S. 197. Lin. 10 fra neden (æg: I og 4 D. (om Befættelfen 
i Thifted 4, 347.) 

S. 223. Lin. 2. Udtrykket er ille korrekt. Det var natur: 
ligvis ikke ſelve Univerſitetets Bibl. Ste Kilden i Cimbr. liter. 
3, me 

223. Lin. 2'fra neden, læg: 14 Der. (Age Brahes 
Fedſeha, er angivet efter Cimbr. liter. 2, 103 og Tyge Brahes 
egen Angivelfe, men der menes den 14 og ikke den 13. See D. 
Mag. 2, 172. Etudent Paludan: Muller takker jeg for Denne 
Rettelſe). 

S. 235. Lin. 11. læg: Aggeréhus. en ene Axel har trukket 
den anden efter ſig). 

236. Lin 19. las: og udvirkede hans Anjættdie ved Uni: 
verſitetet. Men' ogſaa den følgende Kansler, Chtiſtian Fris fil Kro⸗ 
gerup, var hans Velynder. (Han nævner dem beage; def var 1620 
han ſtrev, da den fidfte var Kansler. Kilden er Astronomia Da- 
nica. Vigikis et opera Christiani Longomontani. Amsterodami 
1622. 4. Tilegnelfen til Chriſtian den Fjerde). 

S. 244. Blandt de aſtronomiſte Skrifter kan ogſaa bemærkes 
en Diſputats fra Borchs Kollegium af Maturinus Gastanæus. Spe- 
cimen Uranographiæ Gnomonicæ. 1695. 96. 4.- fom endnu ans 
befaler Tyge Brahe imod Copernicus: Terra centrum universi est 
immobile, circa quod sol movetur. 

S. 249 nederſt. Af Student Paludan · Miller har jeg faaet 
en af Dverlærer Krag i Odenſe meddelt Fortegnelſe og Uddrag af 
en Samling danffe Almanakker. Den aldſte er af Helvaderus 
1598, Prentet i Sleßwig. Den for 1685 af Hans Raft, math. 


Rettelſer og Tillæg. 705 


stud., bærer førfte Gang Rundetaarn. J den for 1687 af Caften 
Bagge findes førfte Gang det Kgl. Privilegium af 18 Aug. 1685. 
J Felge Forordningen af 28 Mov. 1699 fil Februar Maaned i 
Aaret 1700 fun 18 Dage, fan mange Mennefter maa have miftet 
Deres Fodſelsdag. Men i svrigt maa jeg henvife dem, der interesſere 
fig for denne Art Literatur, til Samlingen ſelv. 

6. 270. sverft. Der kunde maaſtee ogſaa bemærfes Bartholin 
de latere Christi, jf. Vormii Epist, 2, 995. 

6. 273. nederft. At Ole Bord iffe, fom nogle angive, blev 
dimitteret fra Kolding, men fra Ribe, fees ogſaa af P. N. Thorup, 
Bidrag til Kundſtab om de Mænd, fom ere udgangne fra Ribe Cathe⸗ 
dralſtole. Ribe 1824. S. 7. 

6. 274. in. 16—20 gaar ud. (Borde Rejfejournal i Ry 
Kgl. Gaandſtriftſaml. er benyttet af Werlauff i Afh. om Borro, 
Minerva, Januar 1817, €. 17.) 

S. 274. nederft. Niels Steenſon Hauniensis, Student fra 
Kjøbenhavns Skole 1656, var iblandt de Studerende, der deltoge i 
Kjøbenhavns Forfoar (6. Rørdam, De danſte og norſte Studenters 
Deeltagelſe i Kjøbenhavns Forfoar mod Kari Guſtav, S. 159.) 

S. 281. in. 6—7. Stenos Formand Maccioni døde 1677, 
efter F. Bed, Den romerſte Propagandas nordiffe Misfion, i Steens 
ſtrups Danſt Maanedeftr. Januar 1856. S. 74. 

6. 282 og 290. Stenos Overgang til den katholſte Kirke 
omtales ogſaa i Leibnitzes Theodicee (Tentamina Theodicææ. Fran- 
cof. et Lips. 1739. 8. 100.) Efter at have talt om Auguſtins 
illud Tolle, lege, vedbliver Leibnig: Nicolaus Steno, Danus, vir 
minime malus, Episcopus titularis Titianopolitanus et Vicarius, 
quem vocant, Aposlolicus Hannoveræ locorumque confinium — 
nobis simile quid sibi contigisse reſerebat. — Narrabat ergo 
nobis, ad eligendam Ecelesiæ Romanæ partem magno sibi inei- 
tamento fuisse vocem matronæ cujusdam, Florentiæ sibi e ſe- 
nestra inclamantis: ne perge, qua tendis, Domine, alteri viæ 
insiste! Perculit me (ita nobis inquiebat) vox ista, quia tunc 
Religioni meditandæ intentus eram. Sciebat Matrona quæri a 
Stenone hominem in ea domo, quam ipsa habitabat, cumque 
aberrare via cerneret, eum amici sui conclave edocere volebat. 
— J em dertil føjet Anmærfning hedder det om Steno: In itinere 

45 














106 Rettelſer og Tillæg. 


Italico A. 1675 sacra Romana: amplexes, missis studiis anato- 
micis, totum se. Theolegiæ dedit. A papa Innocentio Xl. ad 
vulgandas Anatom. inventiones.:compulsus est. Obiit Severini 
A. 1686 d. 10 Nov. .annos natas unum. et sexzaginta. V. Otium 
Hannov. p. 97. Bibliotheksasſiſtent Peterſen der har gjort mig 
opmærljom paa dette Sted; har. ſiden meddelt mig følgende: Stedet 
findes i Leibnitii Opera. omnia, ed. . Duiens, Genevæ 1768. 
1, 189; og Leibnitz fagev.i fine Skrifter paa mange Steder Hen⸗ 
ſyn til Stenos videnſtabelige Underføgelfer; hworom fan efterfees 
Indices til nysanforte Udgave af hans Verker, T. H. et VI. Eee 
ogſaa om Leibnitzes Forhold til Steno G. C. Guhraur, Gottfr. 
Wilh. Frehberr von Leibnitz. Gine Biographie. Breslau 1842, 
S. 193. — Buffon, Der. holdt pan Bibelens :Lære om ESyndfloden, 
kritiſerer i fin Histoire neturcde générale et particulière. Paris 
1749. 1, 198 Stenos geologiſte Lære 1'Bogen de solido intra 
solidem elc. Til de nhede Forfattere, der med Beremmelſe anføre 
dette Skrift, hører ogfaa P. Flourens, De la longérilé humaine 
et de la quantité de. vic sur; le globe. 3me edit. Paris 1856, 
S. 203. Oplysninger om Stene og: Vinslov findes i Correspon- 
dance inédite de Mabilløn et de. Montfaucon avec Italie, par 
Valcry. Paris 1847. 3, 255. 258. 259. 272. — Foruden de 
tvende. (6. 291) anførte" egénhændige Brede fra Steno til Grævius, 
er paa Bet ſtore: Kgl Bibl. ſenere⸗fundet et didtlsftigere Brev fra 
ham tår O. Borch, uden: Tid og'Sted,;t bvilfer Stend takker Bud, 
fordi ban har-fort ham':til den kamolſte Kirke, beder for. ſin afdøde 
Slagt og Venner extra ecclesiam, haabende at de in hora mortis 
kunne håve erholdt: abselalioner; og upfordrende til gienſidig Tole⸗ 
rance imellem Katholiller og Lutheraner. J flere: Udraab prifer ban 
dernæft for Bord Katholiciemenso Herlighed, takler ham for meddelt 
Underretning om head: ber hos ham pasferer; og meddeler ham Cars 
dinal Leopold de Medicis Ded. JGehejme⸗Arkivet findes to egen⸗ 
hændige Breve. fra Cteno. til Briffenfeld > Det ene paa Danſt fra 
Florence den 26 April 4672, hvori han takker Griffenfåd for den 
af bam bog Kongen udvirfete Indbydelfe (Sæll. Reg. 13 Febr. 
1672), hvilket ſaaledes ganſte ſtemmer med Angivelſen ovenfor 
(S. 279) at han i Maj 1672 forlod Italien; det andet paa 
Franſt, Copenh. 26 de May 1674, Hvori han gjennem Griffenfeld 


Rettelſer og Tillæg. 707 


udbeder ſig Tilladelſe af Kongen til paa nogen Tid at vende til⸗ 
bage til Italien, for i Folge tidligere Lofte at vere Lærer i Natur⸗ 
filoſofien for Storhertugen af Toſtanas Son, og for endnu dueligere 
at furme vende tilbage, naar Kongen engang maatte behage at falde 
ham. Tilladelſen blev given, og Ordren fra Kongen til at udftede 
Paoſet, hvorom han i fit Brev havde bedet, er af 4. Juli 1674; 
dette ftemmer altſaa ogſaa med Angivelſen ovenfør (S. 280 nederſt), 
at han kom tilbage til Florenz 4674. Unter 8 Jen. 1684 findes 
endelig: Ordre fra Kongen til at udſtede Pas for. Steno for at 
fomme tilbage til Danmark og rejfe der, fnilfet fan, ſaavidt vides, 
ilke har benpttet.- 

S. 329. nederſt. Blandt de latinſte Digtere kunde tilføjes: 
Anders. Jakob(en Skerbek, Praſt i Skerbek 1598. San brugte et 
danſt Eymbolum. (Cimbr. liter, 583. jf. Wezeners Efterret⸗ 
ninger om Vedel, S. 208.) 

S. 330. Lin. 8. Bed Anders Bremer beolſes til Somme- 
lus, 4, 343. Mk cam mer MM gu 
S. 367. Lin. 11. tilføjes: Og: ifær med: HSenfyn "til den Pris 
tiſte Behandling J. Moller, Udlakk til den danffe GHiſtoriographies 
Giſtorie fra de aldſte Tider mdtil Gram, i Skandin. Liter. Selſt. 
etr. 1809. sl sb evt 
6. 416. Lin. FR Gita; im df mf. 8: diem n meddelt Be⸗ 
markning bar Navnet Pontanus fanune Betydning : ſom llelaingo- 
ronus, lwilket oplyſes ved det Sted, for: fan taler: om Helles= 
pontus Danicus, i Recon 'Dankcanan. Hist Amstelod. 1634, 
6. 726. rt føl 
16. 449. 2: 8V. udflettes FN re an —8 det, 
S. 495: "sterft. "i Her bunde tillige ;bavejbæret. Anfart det Sted 
af Gerner, S. 15, om Sproget t.Almindebigikd i: „Naturen, ſom 
Gud haver. ſkabt · og prydet, er i alle fine .Gjermiriger underlig, men 
naar Konſten Tommer til Katten, da bliver der mere; yndelig. Man 
udgraver "Jern, Kobber, Soto; Guld af; Bjengene, og det er under⸗ 
ligt, baade af det der voxer, fan. og hobrdan Det udſindes, men naar 
man renfer det ene- fra det andet, det fine fra det grove, og after 
igien udarbejder af det fine det konſtrige, da er det, yndeligt; thi 
Gud haver givet Belfignelfen i den førfte, men forundt Forſtanden 
hoe den ſidſte. Saa er det med Tungemaalene.“ „Det gamle og 








708 Rettelſer og Tillæg. 


grove maa faaledes udarbejdes, at hoerken Alderdom eller Ungdom 
ſtulle fjendes derpaa, men alting ſtaa ſom i en fuldkommen ſtyrkelig 
Alder.“ 

S. 537. Lin. 23 gjeres tillige opmærffom paa J. Aaſen's 
Samling af Norſte Ordſprog. Chriſtiania 1856. og Bemarknin⸗ 
gerne i Fortalen.