This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual personal, non-commercial purposes.
and we request that you use these files for
+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web at/http://books. google. com/]
Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.
Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage.
Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.
Retningslinjer for anvendelse
Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:
e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.
e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.
e Bevar tilegnelse Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.
e Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.
Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på|http: //books.google.com|
| BEQUEST | | ———— or MICHIGAN EL GENERAL LIBRARY. 2
FROM THE LIBRARY OF CHRISTIAN JENSEN
Bidrag Den danſke Literaturs Siſtorie
af FOO NS Re IM, Peterfen.
III.
Det lærde Tidsrum 1560—1710.
Udgivet af Den Danffe hiftoriffe Forening.
Kjøbenhavn. Trykt i det Berlingſte Bogtrpkkeri ved N. H. Stenderup. 1855—586.
UN FSTEz
NEP EET RK
DUNNING HILL 12-14.39 39883 Indhold, åndledning. Side S$ !. Literaturens Behandling i Almindelighed. Danmarks polis tiſte Stilling. Kongerne. Adelen........................ 3 - 2. Siuderinger og lærde Siftelfer. Studeringer ved fremmede
Univerfiteter. Kjobenhavns Univerfitet. Sorg Akademi. Ridderakademi i Kjøbenhavn. De lærde Skoler. Gym: nafter. Lærde Slægter. (Bibliotheker. Bogtrpkkerier).. 35
Forſte Afdeling. Cheologien i fin lærde og folkelige Form.
Theologiens Stilling. Kirkens indre og yvre Forholde. Læren og dens Behandling. Orthodoxien og dens Bes varing. Cenſur ........... .... ................... ..... 63 Tbeclogieng lærde Behandling. Forfattere: Profesſorer, Geiftligheden og andre Lærde. Forfolgelſer: theologiſte og politiſte ... ........ serve eee ..... menes ......... 73 Theologiens lærde Behandling fortſat. Det theologiſte Syſtem: Niels Hemmingſen. Jeſper Brochmand. Andre Eyftemet vedkommende Skrifter: Thbeologiſt-politiſte; Fejdes ſtrifter mod Katholikker og Reformerte. Moralen. Skrift⸗ fortolkningen. Kirkelige Oldſager og Kirkens Hiſtorie. Gejſtlig Veltalenhed i det latinſte Sprog................. 89 Theologiens folkelige Literatur. Overſattelſer af den hellige Skrift. Pſalmer og Pſalmeboger. Poſtiller og Prædifener. Gejftlig Veltalenbed. Andagtsliteratur. Tidsbilleder af Præſteſtanden: Henrik Gerner. Peder Vandal. Jens Dineſen Jerſin. Erik Pontoppidan den Xldre.................... 146 Overtroens Literatur........... .......... .......... ..... W
*
10.
12,
13.
vw
Anden Aſdeli
Be almindeligere og, Årengere Videnfhaber,- ſamt i, iſet den klasſiſkt.
Sive
Filoſofi. Logit og, Fyit. Snveré, Krag. Peber Sørenfen. Rasmus Baren mms Frasen Mathematit og ,Afrenemi…… De aldſte Matfematitere. Tyge Brahe. Sephie Brahe. Peder Jalebſen dlemloſe. Cort Arelſen, Chas, Offen Morſing— Chriſten Sørenfen Longberg. Audre Matbematifere… ; Badmué Bartholin. Ole Chriſtenſen Romet, Kalentorierz Claus Berg« Ravi» ganen: Bagge Vandel. Kronologi: Rielo Helvader. Lagevidenſtaben. Kemi Raturbiftorie, ifærBotanit Jo⸗ banned Pratenfig, Anders $emvig, Jehannes Francifci, Anders Cpriftenfen, Øelllus, Safcerives ;, Jørgen. Fuiren; Veder Diverif Papugt. , Bartbolingrne, og, ben, Bartbolinfte Stole. Oluf Vormy Simon Paulli; Sle Bor. Riels Stenfen eller Sicudz datot BVinsføv, Dite Sperling ben Eldre; Peber Kylling. Danſte fægebeger og lignende Sfrifter.… Filolegi. Oſſerlandſte Sprog. Niels Pederſen Dreloſe. Morten Povelſen Grum. Tdeedor Petreus, o il. Klaeſiſte Sprog: Graſte Filoleger. Niels Krag. Rasmus Viundiag o. fl. Latinſte Fileleget. Alders og Niels Kraz. Ole Berch o. fl. Nyere Latinſt Pecſi. Erasmus Latus. Willich Weſthov o. fl. Dauſte Overſattelſer af klasſiſte Skrifter Birgitte Thott 0. fl (Nyere Sprog) seek.
Ctedie Afdeling.
Be mere hjemlige Bidenfkaber, danſk £ovkyndighed, Hiſtorit, Oldſaget og Sprog.
Danſt Levtyndighed og bens Forbeld til ven fremmede. Niels Hemmingſen. Ctaus Plum. Chriſten Oſterſen Veile. Peder Lauritſen Scavenius. Henrik Ernſt. Adelen: Niels Kaas. Jatob Biornſen. Arild Ovitfeld. Peder Galt. Jens Bielle. Fra 1660: Jens Dolmer. Peder Reſen. Pe— der Lasſen. Rasmus Binding. Oito Sperling den Yngre. Hentit Weghorſt. Cprifian Helper. Povel Nielſen Refens palm. Chriſtian ven Femtes Danſte og Norſte Lov… Danſt og Norſt Hiſterie. Danmart: De ælnfte Forſog. Hi— ſtoriogtaferne Hans Svanning og Anders Sorenſen Vedel. Gode Lauridſen. Morten Pederſen. Chriſten Linved. Hans
199
14.
15.
16.
Side
Mogenfen. Arild Hoitfeld. Hiſtoriografer fra Niels Krag til Chriſtian Reitzer. Blandede hiſtoriſke Skrifter. Reiſe⸗ bøger. Hans Nanſtu. Skrifter fremkaldte ved Tidens Be» givenheder: Ove Øjeddes og Jens Munks Rejſer; Skrifter om Kjøbenhavns Belejring Niels Helvad og Hans Hanfen Skaaning. Jens Lauridſen Volf og Arent Berntſen. Hans Nielſen Strelov. Sens Sorenſen Nor⸗Niéſum. Peder Re⸗ ſen eg Niels Slange. Norge: Arnold de gine. Jens Mortenſen. Lucas Debes. Abſalon Pederſen. Brodrene Ramus. Bonden Laurids Hanſen. Peder Clauſen ..... Danſt Oldkyndighed. Forſte Forſog: Hernan Chytraus, Bertel Knudſen, Laurids Asſerous. Ole Vorm. Johan Meier. Guldhornet. Bartholinerne. Matthias Schacht. Birkeroderne. Otto Sperling den Ingre. Terpagerne. Oldnordiſt Sprog og Literatur: Arngrim Jonſen. Ole Vorms Forbindelſe med Thorlak Skuleſen og Brynjulf Sovendſen Runolf Jonſen, Magnus Olafſen og Gudmund Anderſen. (Povel Hallſen). Forholdet til Sverrig. Hiſto⸗ rieſtrivning fortſat: Kongelige Fortolkere og Antikvarer.
Thormed Torfæus. (Politiſte Tidender) . Danſt Sprog. Moderemaalets Stilling: Povel Colving. Peder Syv. Rasmus Bartholin, Søren Lintrup. Sprogs forſtning: Etymologiſte Underſogelſer: Peder Vandal. Ber—⸗ tel Knudſen. Torkild Baden. Hans Nyfted. Peder Vinslov. Ordboger: Jon Turſen. Matthias Pors. Povel Colding, o. fl.; Matthias Moth. Chriſten Jenſen. Sproglarer: Erik Pontoppidan. Peder Syv. Henrik Gerner, 0. fl. Danſt Stil: Hang Nyſted. Sprogets Tilſtand: Det foræl: rede: Lovſproget, Ordſprog og Kjæmpevifer ; det alminde: lige Sprog. Literaturens Hiſtorie. Profodier; Hang Mikkelſen Ravn, Søren Povelſen Judidær, o. is (Mufikken:
Matthias Schacht)......................................
Fjerde Afdeling. Bin danſke Pochi.
Poefien i Almindelighed. Poetiſte Wmner: Lejlighedsdigte. Selſtabsrim: Impromtuer, Leverrim. (Anagrammer). Pus: holdningsrim. Hiſteriſte og beſtrivende Digte (Jakob Mad: fen Kjøbenhavn, Heurik Gerner, Peder Syv). Efterligninger af den ældre Poeſi (Rimkronniken. Dodedandſen, Kjæmpe: bogen, Danevirkeviſen). Gudelig Digtning: Feſtviſer, Over: fættelfer af det gamle Teſtamente, Pſalmer, NMedRader (Jevo
… 430
VI
i Side Madſen Gettorp. Thomas Villumfen. Hans Chriſtenſen Sthen. Frederik Brandt). Raturdigte (Samuel Bugge. Hieronimué Juftefen Man), Overgang til verdslig Digt« ning (Jens Sten Sebeftev. Dorthe Engelbrektsdatter. Pe⸗ ver Daſs). Verdeoligt Epos (Povel Pederſen). Verdelig Lyrik (Peder Syv. Søren Terfelfen), Satire (Søren Han= fen Tvilling. Hans Laurenberg. Hans Hanſen Skonning. Matthias Vorm Jakob Vorm). Folfebøger… 6409 17. De ſtorſte Tyrigfe Digtere: Anders Arrebo. Thomas Kingo. Anders Bording 18. Den bramatifte Peeſi Dramaeté Overgang fra Latinen til Modersmaalet, fra geiſtligt til verdeligt. Hans Chri. flenfen Stben, Peder Jenfen Hegelund. Hieronimus Juftes fen Rang. Peder Thøgerfen. Hang Thomfen Stege. Anders Kieldſen Thybo. Jens Kieldſen. Erik Pontoppidan. Mogens Skeel. Jens Chriſtenſen Lønbor; Tilbageblit og Fremblit. . Rettelſer og Tillæg .…
617
Det lærde Tidsrum (1560—1710) eller Anden Periode, Adelsperioden (1560—1660) og Credie Periode, Indledning til Holbergs Tidsalder (1660—1710).
Indledning.
1. Literaturens Bebandling i Almindelighed. Danmarks politiſte Stilling. Kongerne. Adelen.
J forrige Tidsrum have vi, maaſtee mer end tilborligt, bvælet ved mange Enkeltheder, der i fig felv kunde ſynes ubetydelige; men Tiden var ny og i Færd med at danne fig, Sfrifterne ere derhos fjelbne. Her maatte Fuldftæn- bighed attraas, om ben end ikke overalt kunde naas. For: holdet er nu anderledes. Stoffet vorer, og ſtulde Betragt- ningen af Literaturens Frembringelfer i ſamme Forhold gaa i det enfelte, vilde den næften tabe fig i Mangfoldigheden, og Overſigten forfvinde. Blandt be ny Bærter, der veds blive at flyde op paa Brædden af Tidens Strøm, er det fun værdt at beſtue bem med Omhu, ber hæve fig over Overfladen, og farves i Lyſet. De vignede Urter, ber ere blevne til Tang og ingen Livskraft have, ſtulle fun tjene til at fuldftændiggjøre Billedet af Tidens aandige Tilftand. Literaturen omfatter ogſaa her to Hoveddele: den ſtren— gere Videnſtab og ben mere folfelige Behandling; men de ere iffe længer affondrede fra hinanden ved et faa ftort Skillerum. Betragtningen maa berfor famle dem, og vil derved vife, hvorledes fnart den ene, ſnart den anden er ben meſt herffende og overvejende. Videnſtaben føres, og dens Udvikling er et af de vigtigſte Fenomener, der kommer 1"
4 Det lærde Tidsrum. Jndlebning.
tilſyne i næften alle Retninger. Fremſtillingen deraf maa forſoge at følge denne Udvikling fra bens forſte næften uſhnlige Begyndelſe til ben Vært, ben endelig har naaet. Wen hver Videnſtab har fin egen Hiſtorie, og benne tilfommer bet at meddele bet mangfoldige og bet enfelte, ja endog bet, ſom har haft et Maal, men ille naaet bet. For os, ber maatte have bet hele for Øje, maatte Henvisninger trede iſteden for Uvførelfen af bet entelte; og disſe vare fan meget mere nodvendige, ſom noget af bet betydelige muligvis fan ligge ſtjult i bem. Leſeren vil derved vinde en almin⸗ delig Overfigt, og bet maa Bero paa ham felv, hvorvidt han mu vil gaa videre i bet enfelte Fag. Saa var i vet mindſte Formaalet. En ftørre Udforlighed maatte derimod attraas ved ben nationale Literatur, og den blev: her fun indffrænfet, dels ved ben Betragtning, at en Del beraf alle— rede er ubførlig behandlet, belg af ben, at en anden Del deraf er i fit Omfang ftor, i fit Udbytte ringe; her maatte enkelte Literaturbillever og Henvisninger til bet overflodige Stof træde iſteden for bet hele. Valget var undertiden til— fælbigt, og enhver ny Bearbejder vil fra benne faa ſted— moderlig behandlede Periode have nok at brage for Lyfet.
Saavel ved ben videnſtabelige, ſom ved ben folfelige Literatur have disſe Bidrag fun gjort ben trykte Literatur til fit Diemed. Haandſtrifter har jeg medtaget, naar jeg ftøbte paa bem; men at lade hele ben haandſtriftlige Lite— ratur træde ind med i Formaalet, faa længe ber endnu iffe haves nogen ordnet Overfigt over ben tryfte, har aldrig lunnet være min Henſigt. Enhver, ber ved Øjefynet vil overtyde fig om, hvor meget ber er, tryft og utryft tilſam⸗ men, maa fpørge fig felv, hvor mange Aar han vil anvende til at giennemgaa bet, og i hvor mange Aar han vil bevare Sandſen derfor. Det, ber ifær nedtrykler Sindet, er ilke
Almindelige Bemarkninger. 5
be ſtuffede Haab, thi enhver veed jo, at de høre Livet til, og ſtore Forventninger nærer vel ingen, men den ſtore Unøj- agtighed hos de fornødne Hjælpemidler og de mange derved fpildte Timer, ben Nødvendighed at maatte gjennemfee eller giennemfæfe meget, der intet indeholder, og Ængftelfen for, fom en vankende Chiffonnier i be ftore Grusdynger at overſee en enfelt Perle.
Overſigten vinder ved Formen. Det almindelige og bet færegne kunde ved mange Lejligheder afſondres fra hin⸗ anden, bet literaturhiſtoriſte fra bet litererhiſtoriſte. Med Henſyn dertil har jeg ikke ſtyet den Møje, endog flere Gange at omarbejde Stoffet. Det almindelige vil finde fine Læfere ; men anbre ville ty til det, ſom er henlagt i Anmærfningerne, maaſtee juſt de, der ville trænge dybere ind i Stoffet, og engang gjøre bisfe Bidrag overflødige. Bogtitler kunde endnu ikke undværes. Sjeldne, næften forglemte Sfrifter maatte atter drages frem. Det var tjenligt, at have de videnſtabelige Hovedværfers Titler ved Haanden. De folfes lige Skrifters, hvor Titelen ſedvanlig meddeler næften hele Indholdet, haves faa godt ſom ingenſtedss. Og mangen Gang maatte vel ogſaa et Skrift omtales, ſom lover noget, om bet faa lun var for at fige, at det intet holder.
Ogſaa med Henfyn til den literaturhijtorijfe Behandling var Omarbejdelſe fornøden. Hvad der oprindelig opftod ſom Samlinger til lutter mindre Tidsrum, vifte fig ved den endelige Afflutning uden Sammenhæng. Thi naar Nefors mationstiden vifte fig næften ſom gold for Videnſtaben, faa begyndte denne nu at forme fig. De ſtrengere Videnſtaber naaede allerede nu en Højde, der gjorde Danmarks Navn berømt i Europa. Theologien blev ſyſtematiſt. Fedrelan⸗ dets Hiſtorie, Oldgranſtningen, Dyrkningen af det gamle nordiſte Sprog og ſelve Modersmaalets videnſtabelige Be⸗
6 Det lærde Tidorum. Indledning.
handling begyndte. Ja, ſelve ben banffe Poeſi, ber fun i - to Retninger var bevaret, og iøvrigt næften forgaaet under Tidens Tryk, begyndte en ny Lobebane. Denne Fremgang var uafbrudt fremſtridende; Overſigt funde iffe vindes ved lutter afbrudte Aſdelinger i amintre Tidsrum. Det blev nødvendigt, ut følge hvert Fag i bets Ubvifling, jaa at ben kunde overſtues i hele Tiden fra Reformationens. Befceſtning indtil ben ny Tid, ber indtraadte med Holberg. De minbre Tidsrum, hvert for fig, vilde adſplitte iſteden for at forbinde; verfor er her to eller, om man vil, tre Perioder forenebe under eet, Det hele ſtrider ind Begyndelſen af bet attende Aarhundrede, før at tage med hoad ber hører det foregaaende til; og bet vil atter med Holberg ſtride tilbage til Slutningen af bet fyttende, for at medtage hvad ber hører til bet følgende. Stoffets Natur maa her være bet overvejende.
Behandlingen og Ordningen af be enfelte Fag har endnu fine ſtore Vanſteligheder. Ved Videnſtabens Begyndelſe funne mange Ting have Betydning, ſom Fortegnelſer, Haandboger o. desl., ber ſiden ſynke hen ſom blotte Hjælpe- midler, og ſom Literaturens ſenere Hiſtorie ingen Opmært- ſomhed vil yde. Det er nodvendigt at ſee Videnſtaben blive til, endog i ubetydelige Spirer; og ben afbrudte Ræffe af beſtandig ny Forſog, ſelv om de mislyffes, tør iffe overfees. Ord— ningen maa blive mere mekaniſt end theoretiſt; thi hvad ber endnu iffe var blevet Hart i Tidens Bevidſthed, kunde heller iffe trede op i Fremftillingen. Al Videnſtab udgaar fra Filofofi over Videnſtaben, men ſelve Filofofien begyndte fun at blive til, man kunde næften fige, i fine Vildfarelſer. Hvert Fag arbejder for fig til fit færegne Maal, uden at forbindes til een almindelig Kultur. Literaturens Hiſtorie maa berfor fremftille bem ſom be vare, fom Enkeltheder uden
Danmarks politife Stilling. 7
fælles Enhed. Lider ben derunder, faa giver ben netop et Billede af Tiden, af megen Tomhed i en uendelig Overflodighed.
Tiden imellem Palladierne og Holberg er dog ingen⸗ [unde ufrugtbar. Hvilfe Navne møde os iffe før Holberg, engang fejrede, og uden Grund aldeles ſtudte tilſide. Niels Hemmingſen og Jeſper Brochmand, Bartholinerne og Ole Borm, Niels Stenfen og Tyge Brahe, Sophie Brahe og Birgitte Thott, Anders Sorenſen Vebel, Anders Arøbo og Thomas Kingo, og veb Siden af bem i hver Retning mindre lyſende Stjerner, ere vel værd at mindes, og hvis deres Frembringelſer ere forglemte, at mindes paa ny. Men naar bet er indlyſende, at det er juft i deres Omgivelſer be blive ftore, fan kunne de heller iffe betragtes for fig alene. Imedens bet ſaaledes for mange maaſtee vilde være tilfreds⸗ ftilende at dvæle alene ven Videnſtabens eller Nationalitetens Heroer, vil det for andre heller iffe være uden Interesſe at fjende nogle af bem, der have holdt det gamle Liv ved⸗ lige, imedens hine ſtabte et nyt og fremfaldte en ny Bes vægelfe i Literaturen.
Forend jeg begiver mig til min Gjerning, aflægger jeg min ærbøbigfte Talfigelfe til den Mand, fom jeg, gaagende paa vildene Mark uden Katalog til Ledeftjerne, har maattet gjøre faa megen Ulejlighed. Uden Fabricius veed jeg iffe, Hvorledes bet ſtulde have gaaet mig; jeg havde vel opgivet bet hele.
Tidens Hiftorie er faa befjendt, at Hentydninger dertil ere tilſtrekkelige. Efter fin politiſte Stilling var Danmark under Chriftian ben Tredies Cfterfølgere i Fremgang. Dits marſten erobreg, og Syvaarskrigen med Sverrig, hvor lidet heldbringende den end var for Norden, udviklede Landets Kræfter og lagde en Kraft for Dagen, hvis Minder have
8 Det færde Tide rum. Jadledniug.
næret Aarhundreder. Den danſte Abel gif foran, og førte til Sejer til Lands og til Bands. Daniel Rantzau og Herluf Trolle ere uforgjængelige Navne. Neſten under hele benne Krig hjemſogtes imidlertid Landet af Peſt, og under ben fees allerede Landmagten og Somagten i ben Mobjæt= ning, hvori be fænge efter ſtulde ftaa, Sejrene til Lanbé vindes for ſtorſte Delen ved fremmede, lejede, tyſte Tropper, ber bidroge til at bane bet tyjfe Sprog Indgang" hos be lavere Klasſer. Frederik ben Anden var næppe nogen ub- mærket Mand, og alligevel er hans Regjeringstid velgjørenbe og hæverlig. Chriſtian ben Fierde er ſtor, men allerede unter ham gaar bet i politift Henſeende tilbage. Kalmar⸗ frigen er endnu heldig 1611, og Fremgangen fætter alle Forfattere i Bevægelfe i Rim og Proſa, paa Latin og Danſt. Vedels Svigerſon, Gode Lauridſen, ſamler Cfterretninger i Proſa, Anders Arobo giver en Relation paa Vers; Præjten Gang Bang udſender Krigsſang og Bøn, Claus Lyſtander triumferer paa Rim; Bertel Knudſen deklamerer polemiſt, og Villich Veſthovs Melybria forfvarer Krigens Retmes— ſighed. Literaturen gjenlyber paa fin Maade af Stolthed og Haab. Men i Trevivenarsfrigen venter Lyffen fig fra Danmark. Sverrigs Helt fordunkler ben. Fremmede Tropper hærge Landet, og Freden til Lybef 1629 er ydmyhgende. Endnu mere Freven til Bromſebro 1647, der fræver Af- ſtaaelſe af flere Landſtaber, og endda fun er Forløber for ben Tid, ba Danmarks Rige laa indenfor Kjøbenhavns Volde. Hiſtorien oplhſer Tidens dobbelte Brøft. Den Enemagt, ſom Adelen havde vundet efter Reformationen, vogte til Overvelde, og dens Overmod, ber altfor tydelig vijte fig allerede i Chriftian ben Fjerdes ſidſte Dage, maatte fremkalde bens Undergang. Denne indre Broſt var ulægelig. Den ydre næften endnu mere. Unionens Opløsning frem=
Danmarks politiffe Stilling. 9
kaldte allerede et bøbeligt Had imellem Nordens tvende Hovedfolk, der vare beftemte til Brodre; Hadet blev til nagende Iverſyge, ber føbte fordærvelige Krige. Hvilfen ftørre Ddeleggelſe fan der gives, end ben, hvormed Norden fønderriver fig felv. Dette Had gjennemtrænger alt, ogſaa Literaturen; felv i ben rene Videnſtab har bet hjemme, ſom om bet var en mebføbt Natur. Allerede nu er bet fart, at ingen Forening af de nordiſte Literaturer var tenkelig. Derimod bejle begge Magter, ligeſom i politiſt Henſeende, ogfaa i aandig til Europas Gunſt; Danmar ifær. Forſt Tyſtland, faa Holland og Frankrig og endelig England blive Gjenſtande iffe blot for politifte Forbindelfer, men ogſaa for be Lerdes Beſog. Til Lylfe er Virkningen tillige gjen= fidig; Danmark er ikke blot modtagende; bet fender fine ypperſte Mænd ud i Europa, hvor de førft modtage ny Anſtuelſer, faa udvide Videnſtaberne eller endog fremkalde ny.
Den danſte Abdel vilde nødig til ben ſidſte Krig med Sverrig; ben anede vel iffe blot Fædrelandets Ulykke, men ogſaa fit eget Fald. Ved denne ødelæggende Krig blev Landets Velftand for en Tid lang hemmet, faa at der blev ligefom en ſtor Orken imellem det, der var før, og det, der fulgte efter. Der foregik ved den en ftor Vending i Landets politiſte Magt og Indflydelſe, ber fnart maatte fremfalde en bobbelt Forandring i den verdslige og aandige Magt. Vel fremkaldte ogfaa denne Tid Mænd, fom Literaturen har fejret, og ſom derhos felv have medvirket i den, fom Henrik Gerner og Hang Nanſen; ſaavel ſom Sfilbringer af de for Kjøbenhavn uforglemmelige Begivenheder, af Anders Hjør- ting, Henrik Vallensbef, Vitus Bering, Ole Bord, o. fl. ; men ben tabte en Del af fit Opland ved Afſtaaelſen af Lands flaberne paa hin Side Sundet. Forſog paa at vinde dem tilbage mislykkes, og Sverrigs Kongemagt forbinder fig med
10 Det færde Tinérum. Judledniag.
Gejftligheren, for med Jver og Kraft at ubflette bereg Danſthed i Lovgivning og Sprog. Inden trebive Aar er Skaane indlemmet i Sverrig, Derved faldt en Perle ud af den danſte Krone; iffe blot forbi bet er et frugtbart og velfignet Landſtab, men forbi ber til bet kuyttede fig celd⸗ gamle danſte Minder, fordi bet i Middelalderen var Kul⸗ turens Hovedſede, og ved Reformationen «havde medvirket fraftig til at grundlegge ben nt Kirle. Bed Tabet af Lan⸗ bene paa hin Side Ørejund ubeluftes Danmark fra Udvi⸗ delſe ad denne Side, ja valtes maaſtee allerede ben Tanfe, ſom Sverrig ſiden forfulgte, at rive felve Norge berfra; i alt Fald maatte Tanken udſlettes om, at danſt Sprog, hvortil ber engang var nogen Ubfigt, nogenſinde kunde vinde Herre⸗ bømmet over hele Norden. Mobvægten mod Hertugdom⸗ merne blev tabt; deres Forbindelfe med Tyſtland ſtred fremad, Stridighederne imellem ben fongelige og Gottorpjte Linie bleve, formedelſt Forholdet til Sverrig, Grundlag til my Krige; og imedens bet gamle danſte Sprog paa hin Side blev unflettet, gif bet tyſte ind, og nedſatte fig i Slesvig. Ogſaa i venne Henfeende var ben danſte Adels Fald, ved Enevoldsmagtens Indforelſe 1660, af ſtor Betyd— ning; og Regjeringsforandringen danner overhovedet en ilke Blot politiſt Grendſe. Kongemagten udvides, Stændernes Stilling omſtiftes; Borgerſtanden ftiger efterhaanden op i Adelens Sted, og Geijſtligheden bliver felv et verdsligt Red— ſtab. Adelen ſynker med fin ſidſte Fortreder, Corfitz Ulfeld, ber knælkes, fordi han iffe fan bøje fig faa myg fem bang Svoger Hannibal Sehejted, og ender ſom Landsforreder, medens to ny Clementer hæve fig, Borgerſtanden og ben borgerlige Gejſtlighed, ber finte fine Fortredere i Kjøbenhavns Borge— mefter Hang Nanfen og Sællandé Biffop Hans Svane. Denne Statéomvæltning fremkalder Bevægeljfe i Moders—
Songerne. 11
maalet, i Tale og Skrift. Den fremkalder mange Skrifter, faafom be af og om ben Ulfelbffe Slægt; andre drages efterhaanden frem af Arkiverne. Der findes vel Spor til, at det er en ny Udvikling ber foreftaar; men Forandringen foregaar fun langſom. Souverainiteten er faa ny, at den ilfe vover ſtrar at vife fig uden Maſte; den rykker faa langs fom frem, at Kongeloven førft 1709 bliver offenlig bekjendt⸗— gjort. Borgerſtanden feer rigtignok allerede i Vintapper⸗ fønnen fin førfte og ftore Fortreder; men han fvimler paa Højden, og ſtyrter pludſelig ned. For at befæfte Folles herredømmet, der i Tidens Længde ilfe fan ſtaa ene uden at nedbryde fig felv, ffaber han ifteden for ben gamle Abdel en ny; med ben kommer Rang, og med Nang Rangſygen, og faa ere vi allerede midt inde i Holberg. Ikke blot til Hove, men ogfaa i de lavere Stænder vife fig ny Anſtuelſer i Tæenkning og Tro, ny Sæder og Skikke, ifær franſte; men be flefte Frembringelſer i Literaturen have endnu faa megen Lighed med be foregaaende, at de maa anſees for deres gortjætteljer eller Fuldendelſer.
Om Kongernes pg Hoffets Forhold til Literaturen med⸗ deles nogle Bemærkninger, der man fuldftændiggjøres ved Literaturen felv. Frederik den Anden (1559—1588), omgivet af en danſtſindet Adel, var en Beffytter af Rets troenhed, Videnſtab og Lerddom; han anlagde en Skole i Sorø, ftiftede Kommunitetet, fremmede Univerſitetets Virk—⸗ ſomhed, bar Omhu for Kirken, og førgede for Præfteftandens Indkomſter. Det tildrog ham Navnet af Præftefongen. Præftefongen er bød, ſagde Hofmanden paa Koldinghus. Under hans Regjering lagdes allerede Grunden til den kjen— belige Danſthed, der udmærkede Chriſtian den Fjerdes. Med Omhu for Lerddom forbandtes Krigerhæder, der har en. vidunderlig Kraft til at vokke alt hvad der lever i Folket.
12 Det færve Tiderum. Indledning.
Men hvilfet Sprøg han og hans Hof hyldede, fan ber næppe være Tvivl om. Det var Plattyſt. Han havde af ber ælbre Svaning lært Latin, men hans Dpbragelfe var noget forfømt ; heller iffe fan man vide, hvilfet Sprog han, foruden Djeſproget, talte med ben ſmulle Sophie Hardenberg; det er vitterligt, at han ffrev Danft, men maar han, under fit lyſtige Hofliv paa Koldinghus, ſom bet hedder i Vifen, fif fig med fine Svende et godt Rus, har han uden Tvivl føgt fin Moro i platthſt Stjemt. De Kanoner, han efter Stettinerfreden 1570 lod ftøbe af de fvenffe Kobberpeuge, gav Han en thſt Inbjfrift. Baade hang egne og Dronningens Symboler vare tyſte. Et Fragment af en tyſt Reineke Foſs ſtal have hørt til deres Haandbibliothel. Selv gjorde ham Uddrag af bet gamle Teftamente paa Thſt. Ved hans Dodoleje holdtes tyſt Predilen og tyſt Pſalmeſang, ſom han felv fulgte med. Den ferme Dronning Sophie blev paavirket af ben grunddanſte Adel, og Vedel tilegnede hende 1591 fine Kjæmpevifer, for— medelſt den gjentagne Interesſe hun havde viiſt for bem; men hun hyldede naturligvis fit Modersmaal, og be talrige Breve og Forhandlinger, ber haves fra hende og hendes Hof, ere næjten alle i bette Sprog. Chriſtian ben Fjerde (1588—1648), udmarket ved fin Perſonlighed, ſom Lovgiver, ſom Søfriger, fom Avlsmand og Bygmeſter i det ftore, var tillige ben Konge, under hvem ben banffe Udvikling tog fin Begyndelſe. Skyggeſiderne i hang Liv, og be ere, des— værre, iffe faa faa, vare nermeſt en Følge af Tiden og hans politiſte Stilling, iffe af hang egen Natur og hang kraftige Billie. Han beſad en ejendommelig Lune og Humor, en levende Eresfolelſe, en utrættelig og aldrig forfagt Omhu for Rigets Lyffe og Hævder. Det ftore og bet ſmaa ved hans Regjering, bet ophøjede og bet raa, er faa vit— terligt, at bet iffe behøver at udføres. Som Bevis paa
Kongerne. 13
Hoffets Pragt og Odſelhed er bet nok at minde om Kongens Kroning og ben udvalgte Chriftian ben Femtes Bryllup. J Mangel af andre Skueſpil opførte Kongen dem felv med fin Adel til Moro for Folfet, og vifte fig den ene Dag ſom Pave med fine Kardinaler, ben anden fom Dronning med hele fin Fvindelige Hofftat lige indtil Staldfarlene. Som Skibsbygmeſter har han efterlabt fig egenhændige Tegninger og Modeller (vide Gehejmearkivet). Han var Studenternes Ben, Videnſtabernes UYnder, Handelens Fremmer (vide Regenſen, Sors Akademi, Borſen) o. ſ. v. Foretagelſes⸗ aand vifte han ved to Opbagelfesrejfer til de fjernefte Egne af Nord og Syd, Jens Munks til Grønland (1615 og 1619), Ove Geddes til Oftindien (1618). Allerede vred hans Op⸗ bragelfe vifte ben danſte Adel fin Omhu for Modersmaalet ; ben frævebde en danſt Mand til Tugtemefter ifteden for ben tyffe, der var givet ham. Den Undervisning, han fif i bet latinffe Sprog, var frugtbringende (man har bevaret hang Stilebog fom en Relikvie), og mindre ſtadelig for Mobergs maalet, end ben tyſke. Sit latinffe Symbolum har han anbragt overalt. Han talte dette Sprog hele Timer efter hinanden med fremmede Gefandter. Han lod præbdife for fig til Hove paa Latin, konfiterede paa Latin, og blev afloſt paa Latin. Tyhſt og Danſt vare næppe ben Gang Øjenftand for grammatift Undervisning; de kom ham imode fra Livet. Gan blandede alle tre Sprog imellem hinanden i fine egens hænbdige Breve, ben ftørfte Samling nogen danſk Konge har efterladt; ſnart taler han om „den geweſener Konning af Behmen,“ fnart om be ,,infinita mala,“ ber vilde komme af, at Kejſeren „illo modo aut alio vilde detrahere Førfterne noget, og bet ad alios usus henvende”; men Modersmaalet er dog altid det Sprog, hvori han baade ſtriver og taler ofte ligeſaa kraftig, ſom naivt, altid ejendommelig. For⸗
14 Det færde Tiderum. Indledning.
handlingerne med Kirſtine Munk vife, hvor meget Mobers- maalet var i Brug ogfaa i Kongens private Liv. Ogſaa Dronningen Anna Cathrine (ſtjondt hun fod Luthers tyſte Poſtil fæfe for fig, lod den tyſte Vfalter tryffe udenlands, o. desl.) yndede det danſte Sprog, og leſte gjerne ,, Bibelen og Pſalteren og andet ſaadant“ deri; juſt derfor tilegnebe Hans Povelſen Reſen hende finDverfættelfe af Savanarola's Det gyldne Griff (1610). Frederif ben Tredie (1648— 1670) havve faaet em lærd Opdragelſe, og var Erlebiſtop i Bremen førend han blev Konge. Tyſt og Latin laa ham derfor nærmere end Modersmaalet. Det førite benytteve han i fin Dagbøgs bet andet hudede har meget. Han var Danmarks lærdejte Konge, Bivaanebe, ja deltog i latinſte Difputationer, og fane gjerne, at [man ffrev Supliffer til ham paa Latin. Han anftilleve felv (1668) en examen rigorosum med en Profesfor i Theologien, Mauritz Köning, og kreerede ham derpaa til Doktor. De latinffe Prævifener, ber under Chriſtian ben Fjerde bleve holdte til Hove for Kongen og Raadet, bleve nu til fafte og ftaaende. Før, figer Nyerup, var bet et Hoveri, ſom be theologiſte Pro— fesforer maatte ſtiftes til; nu blev det til en faſt Guds— tjenejte i Slotéfirfen, og ber blev anfat en latinſt Hofpreſt eller Hoforator. Jens Birkerods Samlinger (Syntagma concionum latinarum, 1688) indeholde, foruden bem, ber holdtes for Studenterne i Rundekirke, ogſaa nogle, ſom vare holdte paa Slottet for Kongen. Kongens Forkjcerlighed for Naturvidenſtaberne (Alchymien) kaldte ben bekjendte Burrhi eller Burro til Danmark (1667—1670), o. ſ. fr. Medens Kong Frederik ſaaledes havde Lerddom og Latin for ſig, tillod hang Godmodighed, at Hoffet tyffeve fig; han ſtrev ogſaa felv paa Tyſt i fin Dagbog. Der tvivles cm, at Dronningen Sophia Amalia fra Brunsvig-Lüneburg forſtod
Kongerne. 15
Danſt; og Kronprindſen fil en aldeles tyſt Opbragelfe, indtil Torfæus, ifølge den bekjendte Anekdote, gav Anledning til at han lærte fit Fædremaal. „Frederik den Tredie fpurgte Zorfæus, fom han meget elſtede, om han havde feet og talt med Kronprindſen. Han ſparede Nej. Kongen befalede ham at gaae bid. Da Torfæus kom ind, tiltalte Chriftian ham paa Tyſt. Torfæns kunde det, men vilde af Patriotisme ifle tale bet. Han bukkede og gif. Noget efter ſpurgte Kongen Torfæud: Har bu feet Prindſen? Ja. Hvad ſagde han? Jeg veed ikke. Cfter nogle Spørgsmaal og Svar kom Sandheden ub, og Prindſen lærte Danſt, ſom han til den Tid ikke funde, fordi man da alminbelig talte Tyſt til Hove.” Derimod veg for denne Dronnings Indflydelſe det forhen herſtende plattyſte Hofſprog for en mere hojtyſt Dialeft, hvilfet vel ogfaa var en Fremgang, om juft ingen danſt. Men overhovedet vege be forhen herſtende, tildels latinſte, Hofforlyſtelſer, Kongen uagtet, nu for Hoffefter i de nyere Sprog. Der opførtes tyſte Skueſpil (Waldluſt o. desl.) Den tyſte Bæver og Meſterſanger Chriſtopher Haffner blev forſtreven med fin Drosſel, og forlyſtede i fjorten Dage Hoffet med fine tyſte Sange. Men ogſaa Italienſt og Spanſt kom til Hove. Dronningens Pragtlyſt indførte Hofjfuefpil med Dandſe og italienffe Sange. Forhen funde man fee paa de fremmede Geſandter, ber ifær havde Anfeelfe og Indflydelſe, Hvorledes Lerddom og Latin var agtet højeft; nu hvorledes de nyere Sprog og Poeſi fortrængte Latinen og den grundmurede Lerddom. Blandt hine var den franſte Geſandt Charles Dancey eller Dancæus uden Tvivl ben mærfværbigfte; han var her omtrent i fyrrethve Aar, var felv lærd og elftet af Lærde og Ulærde (f i &jøbenhavn 1589); men Hiſtorien omtaler fra denne Tid flere: den engelſte Daniel Rogers, den ſtotſte Petrus Junius, o. fl. Nu var
16 Det lærte Tids rum. Indledning.
ben bekjendteſte Grev Rebolledo, Herre til Yrjan, ſpanſt Geſandt i Danmark fra 1648 til 1661, en lerd Mand og yndet Digter, ber felv har beſtrevet en Del af al venne Herlighed ved bet danſte Hof. Hans Selvas Dauicas inve- holde et hiſtoriſt-genealogiſt Digt om Danmarls Konger, og hans Digtfamling Ocios er tilegnet Dronning Sophia Amalia. Om Chriftian ben Femte (1670—1699) er bet næften blevet til em almindelig» Tradition, at ber iffe taltes andet end Tyſt ved Hoffet, og at Kongen felv end iffe forſtod Dauſt. Eſter Griffenfelds Fald var han jo ogſaa omgiven af tyſt Hofflæng, og ved be hyppige Hoffor= lyſtelſer fom bet danſte Sprog uden Tvivl ſjelden tilorbe. At bet tyſte Hoffprog betragtedes ſom Landets officielle Sprog fees ydermere deraf, at ber paa ben ved Kongens Rejſe i Norge oprejſte Støtte blev fat en tyſt Indſtrift. Det var desuden allerede forhen herſtende blandt Kjøbenhavns Borgerſtand, ber for en ftor Del vare Tyſtere. Griffenfelds Faber var jo en tyſt Vinhandler, ber ſtrev fine Livsopteg= nelfer paa Tyft; ligeſom Borgerkapitainen Farver Nifolai Rens ved Regjeringsforanbringen ffrev i fin Bibel: Muß effen ift ein bå Kraut. Men Kongen havde bog lært Danft, og forftod, efter Molesworth, foruden fit eget Sprog, Høj= tyſt, Plattyſt og Franff. Hans egne Dagbøger, ber findes i Gehejmearfivet, oplyfe, at han ifær benyttede fig af Tyſt og Danſt, bet ſidſte, naar han ſtrev om Søetaten, bet førfte, naar noget ſtulde meddeles Konſeilet og Miniftrene. Han ſtrev bet ene imellem bet andet, begge lige flette. Ofte er ben ene Sætning danſt, ben næfte tyſt; naar han har ſtrevet et Styffe paa Danſt, tilføjer han Notabenerne paa Tyſt, Kjønnet løber han gjerne furr i, o. f. fr. Imidlertid er han, uden at vibe beraf, kommen forud for Tiden, og følger be ſeneſte Sproggranſteres Regel, at ſtrive fremmede Ord
Kongerne. 17
efter Udtalen: sperans (for sperance), at bygge en Sutering (sousterrain), o. desl. Dronningen Charlotte Amalias Inde flydelfe var næppe ftor. Hun var reformert, og indkaldte ben veltalende Jean de Ia Placette, den førfte Bræft ved den franffe Menighed i Kjøbenhavn. Hendes afſondrede Stilling gjorde hende bet faa meget lettere, med Kjcerlighed at vende fig til Landets Sprog; og om den haves flere Vidnesbyrd. Thomas Kingo, ber tilegnede hende ben anden Part af fit Aandelige Sjungechor 1681, yttrer fig ftærkt imod dem, der lave haant om Modersmaalet, og, fordi de iffe ville forftaa bet, indbilde fig, at bet er et Vadmels Sprog, ſom be iffe gide tage paa fin Silketunge; men figer derimod om Dron⸗ ningen, at hun „med en fri og fuld Kjærlighed iffe alene elſter vort Lands Folk, men ogſaa vort Sprog, at hun har vænnet fig til at tale med vort Land, førend hun tog Kronen; og at hun gjør mange af dem tilffamme, der maaſtee i tres bive Aar har ædt Fædrelandets Brød, og har bog iffe villet lære tredive danſte Ord"; hvorved han tydelig nok figter til bet tyſte Hofflæng, der omgav Kongen. Henrik Gerner til⸗ egnede hende „Landſens Moder og de Danſtes Elſtkerinde“ fin Poſtil 1684, thi „hun lader fig faa vel befalde de Danſtkes Tungemaal, at hun holder bet faa Fjært fom fit Fædrene- maal, hvilfet udvifes derved, at Hendes Maj. baade læfer, hører, forftaar og taler fom en danſt Fyrſtinde de Danſtes Skrifter, og forlyfter fig i de Danſtes Prævifener.” Derfor tilegnede ogfjaa Peber Syv hende fine Kjæmpevifer 1695. Under denne Konge ophører endelig ben lærde, den latinffe, Periode. Cfter Frederik den Tredies Død kunde ingen længer med Latin fomme frem til Hove. Danmark fulgte ben almindelige Strøm; og der foregif et ſtort Omfving i Leves maade, Sæber, Sfiffe og Literatur. Det franjfe Sprog, ber ved Freden til Nimvegen (1678) allerede var blevet den 2
18 Det færde Tidsrum. Indledning.
curopæifte Diplomatis Organ, blev fnart et uundverligt Dannelſesmiddel for ben fine Hofmand og ben rige Borger⸗ føn. Ludvig ben Fjortendes Herredemme ftrafte fig ille Blot til Franferig og Spanien. „Den dyrt erhværvebe, byrt betalte politiſte Overvægt beherſtede ogſaa bet nordlige Europa, ber, naar bet modſtod Magtens, gav efter for Sedernes Zud⸗ flyvelje. Som Herre over ben almindelige Bevægelje, ſom Hover for den europeiſte Civilifation, begynbte Franferig paa Ruslands, Preusſens, Sverrigs og Danmarks ſociale Opdragelſe.“ Kongerne i Nord vilde ogſaa have Feter og Maitresſer, dandſe i Balletter, ſpille Paſtoraler, holde Poeter, og vandre ab ben ſamme ellatante Vej, ſom Ludvig ven Fjortende havde aabnet bem.” (Chasles.) ,,/ Danmark, ber før havde været faa frygteligt for Sverrig, var bet iffe længer for nogen.” (Le siæcle de Louis XIV.) Medens glimrende Soſejre end iffe funde tilbagevinde Riget en Fod— bred af be tabte Lande, og ber i Forholvet til Gottorp ulmede Tønder til ny Krige, optog Hoffet franſt Sprog, franſte Moder, og be fordervede Seder, ber fulgte med Begge. Foruden be tyſte Hofpræfter, fom Kongen allerede Havde, fif han ogſaa en franft (1693), Caſp. Antoine be Bois-Clair, en Mand, ber gjennemgif alle ben vejtlige Kri— ſtendoms Facer. Fodt i Lyon, var han fra ben fatholjfe Kirke gaaet over til ben reformerte, og ba han 1690 ankom til Kjøbenhavn, antog han ben lutherſte. Den ny Periode, ſom man efter dens ydre Emblemer ogſaa har Faldt Parhyk— perioden og Fiſtebenſtjorternes, var allerede i Gang; men bet vil være bedſt at betragte denne, naar ben har gjort fin fulde Virfning paa Literaturen.
Om ten danſte Adels Utilbojelighed til Krigen med Sverrig, fee Fryxell, Beråttelser ur sv. bist. 12, 4.
Om det danſke Sprogs Skjabne i Skaane har jeg allerede talt
Kongerne. 19
ved en anden Lejlighed. Her kunde man marke fig de vigtigſte Skrifter fra Overgangstiden. Peder Vinſtrups Oratio Synodica de academiis. Londini Scanorum. 1668. 4., der ifær handler om det ny Univers fitet i Lund, indeholder ellerg intet merkeligt. Sammes Inaugurations Pradicken 1668, den 28 Januar. Malmes. 4. ved Univerſitetets Indvielſe er aldeles danſt. Naar hørte Brugen af det danſte Sprog i Skrifter ganſte op?
Om Frederik den Anden fan, foruden Reſens Kronike og andre ſtorre hiſtoriſte Skrifter, efterfees: En førgelig Ligpredicken Salig Frederich den Anden til en Chriſtſalig amindelſe (etc.) Aff Anders Soffrinſon Vedel (etc.) Kbh. 1588. 4. Oratio de vita et morte serenissimi Friderici II. (etc) ab Andrea Lavrentio in Acad: Hafniensi Proſessore. Hafniæ. 1588. 4. Leichpredigt (ete.) von Chriſtophorus Knoff, Hofprediger. Spø. 1588. 4. Parentalia piis manibus divi Frederici Secundi (etc.) in celeberrima Wite- bergensium Academia publice recitata a M. Marco Simone Hatherslebiensi. Witeb. 1589. 4. (lat. Vers). Joh. Caselli, Friderici II Regi Daniæ Ad regni Senatores Ermstaæfioc. Rostochii 1592. 4. Das Preißwürdigſte Gedächtniß Friedrid des Andern (etc.) von Johann Lauerentzen. Kph. 1693. 4, o. fl.
Eiliche Pfalme und Sprüche, welche — Friderid der Ander — aus dem Pfalter gejogen im Jahre 1586. Kurzlich vnd einfaltig erklert durch S. Kön. Mayt. Hoffprediger M. Christoſerum Knoff, Kph. 1586. 4. og (med den bedende Konges Portræt) 1693. 4. Udført efter Kongens Befaling, men fun Sprogene ere famlede af ham.
Etzliche Außerleſene und vornehme Sprüche und Sentenzen aus den Sprüchen Solomonis und Jeſus Syrach Zuſammengebracht Durch (ete.) Herrn Friderich der Ander (ete.) Uden Tid og Sted. 12mo. Formodenlig Joh. Lauerentzens Optryk, ſiden det er uden Aar; thi i den originale Edition ſtod der (ifølge en ſtreven Bemærfning foran i Exemplaret i Hjelmftjernes Samling) paa Titelbladet: Gedruckt zu Koppenhagen durch Laureng Benedict 1583, hvilfet ſtemmer overens med Reſen i Fortalen til Frederik den Andens Krønile. To Exem⸗ plarer deraf omtales; det ene af Reſen, ſom figer, at Kongen Deri havde ſtrevet: Anno 1584 gaf jeg denne Bog Mefter Hans min Sons Tuctemeſter til Ny Aar her paa Skanderborg: Mein Hoff nung (etc); Bet andet i nysngvnte Bemarkning (af Langebek),
9%
20 Det færde Tidorum. Judfebning.
nemlig: „Af denne forſte Edition Havde Capitain Teilman fra Endrupholm 1767 et Eremplar med: fig til Kisbenhavn, ſom han vilde give til Geheimeraad Totlis Bibliothek. Foran paa et rent Blad havde Kong Frederic MIN (IT) med egen Haand ſtrevet folgende: Anno 1584 gaff ieg denne Boch Jorren Ernſt Worrum tyl nüe Aar her paa Schandebor. Mein (ete. med Kongens Navnetrek og Navn). Exemplaret var forghldt pan Snittet, indbundet i gront Flojel og beflaget i Giornerne med Sølv, og midt paa begge Sider (Kongens Napvnetrak) med Krone paa af Sølv.” Det var altſaa iffe en enfelt Gang at Frederik den Anden benhttede Modersmaalet.
Om den franſte Geſandt Dancæus D. Mag, 2, 185, Lange= beliana, S. 22, 0. fl.
Om Chriſtian den Fjerde ſee de bekſendte Skrifter af Slange, Schlegel, Nyerup, o. ſ. v. Zwerg S. 594, G. 2. Badens Bidrag til Sædernes og Oplheningens Giſt. i Minerva, Okt. 1802. S. 36, Jens Lauridſen Volf, Danmarckes Riges Lof, S. 218 (Fefter ved Kroningen.) Kong Chriſtian den Fjerdes egenhandige Breve, efter Driginalerne af Molbech. To Gaandſtrifter, der begge føre Titelen Alithia, funne tjene til Crempel paa denne Tids hojtravende Smags loshed. Det ene, paa Kongens Bibl. Thottfte Saml. Nr. 873. 4. af Jens Schaffbo, 1592, er tilegnet den udvalgte Konge og Res gjeringsraadet, vel fpæffet mod Latin og allegorifte Perſoner, og inde⸗ holder, foruden nogle Vers til Kongen, „huad ſtielsmiß der er imellem den Himmelſke Herre oc Koning, oc deße verdflige Herrer oe Konger”; „den ſtore ftielsmes, ſom er imelm den himmelſte herres fal oc gieſtebod, oc deße verdens herre ſal oc gieftebud"; „bvad ſkielsmeß der er imelm en Gudfryctige, ædel dffuerigsmand oc en Tyrann,“ o. f. v. Det andet er i ſamme Smag, men endnu mere hojtravende. Dette fører ogſaa Titelen Kongefpejl og er af Mag. Johannes Damgaard Vendelbo 1597. To Exemplarer deraf findes i famme Samling Nr. 874 vg 875. 4. og et i Karen Brahes Bibl. i Odenfe, hvorom findes Oplysninger af Rohmann i det fynſte Fjerdingaarsſtrift For Literatur og Kritik, 5 B. 1 $. 1847. Det hedder, at Damgaard, for at gjennemgaa Skriftet med den unge Konge, maatte blive hos ham i fjorten Dage; men nogen ſmagloſere Forberedelfe til det konge⸗ lige Kald fan man næppe forejtille fig.
Om Frederik den Tredies Lærddom og Kjærlighed til Videns
Kongerne. 21
ſtaberne, Skueſpil til Hove, m. m., fee Nyerups Frederik den Tredie. Burro udgav i Danmark fine Epistolæ duæ. Hafn. 1669. 4. ESee videre Nyerups Fred. den Tredie &. 396, og Werlauffs Efter⸗ retninger om Borros Ophold ved det danſte Hof, i Herholdt og MRanſa's Saml. til en danſt Medicinalhift. 1, 152, famt om hans Epistolæ duæ, fft. &. 187, og hans Hypocrates chymicus. Coloniæ 1690. fit. S. 190. Nebolledos ovennævnte Skrifter ere: Selvas Danicas D'El Conde Don Bernardino de Rebolledo Senior de Yryan. En Coppen- hagen 1655. 4., med Dronningens Portræt. Ocios del Conde de Rebolledo, Senor de Irian. Tomo primiero de sus obras Poeticas que da a luz el Licenciado Isidro Florez de Laviada. En Amberes 1660. 4., med Forfatterens og Dronningens Portrætter (fmuf var bun). Man har ogſaa af ham to Samlinger af gudes lige Sange: Selua sagrada. En Colonia Agrippina. 1657. 4. Idilio sacro. En Amberes 1660. 4. (hvori hans Portræt). See isvrigt Nyerups Fred. den Tredie, &. 408. Beders Saml. til Danm. Hiſt. under Fred. den Tretie 1, 12. Da disfe Strifter iffe ere almindelige, vil jeg af Selvas Danicas, hvis førfte Bog indeholder en Art Rimkronnike fra Song Dan til Frederik den Tredie, afſtrive Slutningen af det ved Dronningens Portræt der, faavel ſom i Ocios, anbragte Vers, Al Artifice d'el Retrato, ſom Exempel paa hans Smiger: O quan en vano suda tu porfia En formar el retrato de SOFIA! Suprema Magestad, Deidad humana, Que si la juzga Venus es Diana, Y si a Diana retratar procura, Ofenderå de Venus la Hermosura. Chriſtian den Femtes Dagbøger med Indledning af Molbed i Nyt hiſt. Tidsfir. 18. 2. $. 1847; og Sammes Afh. om Chris ftian den Femte forſtod Danſt, i Nyt hiſt. Tidsſtr. 2 B. 2 $. Et artigt Exempel paa Sprogblandingen til Hove yder en Bes retning i Nova literaria maris Balthici 1699, S. 150, om Høj: tideligheten ved Kongens Fodſelsdag. Den blev fejret med en Tale af Univerfitetets Rektor, Chr. Reitzer, og ved en Hoffeſt, om hvilken det hedder: Sed et ludi scenici (vulgo Opera) in honorem Regii
me srnenen GG UUPIGO, qui Italice, Diana, quæ i Germanicé, et Neptunus, qui Danict loqueba urium, qui Dialecto Germaniæ infcrioris uteba ocali, pro salute Regia tandem junclis vocih ant. Der kunde maaffee gives dem, der vilde en Ridder af det blaa eller hvide Baand kunde tage ido. For os er det noget karakteriſtiſt, at Merki og fun Neptun talte Danſt. den franſte Indflydelfe jf. I. Møller i Nyt theolog Den var allerede i fuld Bang 1674; thi Simon da imod franſt Mode og Levemaade, franſk Dra; de for Klimact, 0. f. v. (Simonis Paulli Anatomi h Bedenden uber cin Königl. Reitpferd. Anden Udg. ; S. 30.) ogſaa om Hoffproget, Molbech, Det danſtke Skrift i Nyt hiſt. Tidsftr. 1 8. S. 569. srummet før Enevoldsmagtens Indforelſe er [dels blomſtrende Tid. Lg hvilfen Abel! nbre Nationer kunne vife Mage til den i Dar gt? Disſe Ord ville uden Tvivl være mange ; thi man er i vore Dage bleven vant til, jeg
for, at forhaane vor gamle Adel og at riv Tidens Afſtum. Men bet er øm fraværet"
Adelen. 23
luffe Øjnene til for ben Heder og Glands, ber omgiver denne nu forgaaede Abel næften paa hvert Blad i Hiſtoriens Xarbøger. Det er en ſtor Uretfærdighed, at tillægge en Stand alene hvad ber var fælles for alle, for dens Misbrug af Magten at overfee dens gobe Brug, og at tillægge den i fin Velmagt den Brsde, fom førte dens Undergang med fig. Bar ben tyſte Adel og den borgerlige, ſom afløfte hin gamle banffe, da virkelig bedre, og var Bondeſtandens Til- ftand efter Enevoldsmagtens Indforelſe ypperligere, end før? Mærmeft er det Hofadelen og bet Slæng, ber forenede fig med ben, fom hine Bebrejdelfer ramme, og den fra Hertugs dommerne indfomne, hvis Raahed næften overgik alle Fore- ſtillinger, og ſom den overhovedet delte med den tyſte Abel; men med dem have vi her intet at gjøre. Den gamle uafhængige danſte Adel paa be ftore Gaarde banner en ganſtke anden Slægt; og uden at betragte den fan der iffe vet vindes nogen Indſigt i denne Tids Literatur. Den havde fine Fordomme. Den tilegneve fig Magten i Landet, ſom Jortiden havde givet den, og hævdede fin Net til at vælge og at indffrænfe Kongen. Den ftrenge Lverholdelfe af dens Forrettigheder, ber var en Følge af ben ffarpe Af— grændsning imellem Stænderne, fom er et af Tidens frem- tredende Særfjender, ſremkaldte blandt andet de tyranniſtke Jagtlove, der bleve overholdte uden Maade og Barmhjertig- hev. Med al fin Gudfrygtighed havde den uden Tvivl megen Kjærlighed til timeligt Gods, men jeg gad vidſt, i hvilfen Stand be timelige Formaal, al Kriſtendom uænfet, iffe ere de overvejende; og havde den ſtore Beſiddelſer, ſaa tjente ben vel ogſaa Staten uden Løn. Der gaves nof ben Adels— bame, ber iffe funde begribe, at ben Ufri kunde være ſtabt af famme Ler, ſom hun, ja endog tvivlede om, at nogen Ufri kunde fomme i Himmerig, i bet mindfte iffe i den Sal,
24 Det lærde Tidorum. Indledning.
hvor Adelhoben med Palmer i Gænberne ſtod nedenfor Lam= mets Throne, og fang Pſalmer evinbelig, 9. ſ. fr. Men danſt i Sind og Sfind var benne Abel, og bette Sindelag bevarede ben, faa lenge den var til, ved at flutte fig tæt fammen. Disſe Slægter fif juſt en Dvermagt over be thſte berved at be ivelig forbandt fig med hinanden: Bille med Brahe og Brahe med Trolle; og over be andre Stænber ved at undgaa Blandingen meb bem. Loven frævebe det, og Sgtejtab med em Ufri var iffe tilladt; derved gif Adels⸗ værbigheben og Ejendemmen tabt; ben abelige Jomfru, (fur Prinſesſer vare Frøfener indtil henved 1700), ver blev forført af en Ufri, Borger eller Bonde, blev indmuret. Alle disſe Forhold maa tages: fonr be maatte være, for at lunne give ben gamle banffe Adel bem uvisnelige re, ben har vunbet igjennem fine udmerkede Mænd. From og gudhen⸗ given, villig til at offre Liv og Blod for Fædrelandet, rig, mægtig, dannet, ja lærd, Beſtytter af, Modersmaalet og næften ben enefte Stand, ber bevarede dets Sfatte, ſaaledes var denne Adel i fine gode Dage. Næften alle havde til— bragt en Del af bereg Ungdom, ſtundum mange Aar, paa Rejfer og Studeringer udenlands, fævvanlig med en eller anden borgerlig Mand til Hovmeſter; i bem og deres Kreds ſamledes berfor al ben Kundſtab og Lerddom, ber laa uden= for ben egenlige Univerſitetslreds. Naar be vendte hjem, levede be paa bereg Gaarde for bereg Undergivne eller for Videnſtaberne; eller de traadte ind i Statstjeneſten, i Kolle— gicrne og Rigets Raad, ſom Dommere paa Herredagen tilligemed Kongen, eller ſom Lensmend (Amtmænd) og Landsdommere i Provinferne, eller ſom overſte Befalings— mænd i Gæren og paa Flaaden; og be ubgjorde ſaaledes Stammen for hele ben højere Embedsſtand. Hyppig bleve be, hvor unge be end vare, ſendte til fremmede Hoffer, og
delen. 25
hevdede bereg Lands Ære, fom hin unge Mand, ber fvarebde Kromvel, fom bebrejdede ham hang Ungdom, at han dog var æfbre end Kromvels Republik. Iblandt bem vare de indflydels ſesrige Statsmend, der ofte havde Landets Ere og Belftand i deres Hænder, og fom under trykkende Forhold beſtjermede ben lærde Præft, ben vindſtibelige Borger og den trællende Bonde. I alle Stillinger vare de Beffyttere og felv Dyrkere af frem⸗ mede Sprog og af Landets Hiſtorie; ja, de flefte beſade en faa omfattende theologiſt Lærddom, at man maa forbavſes derover, og, Faa faa Unbtagelfer nær, hang be med bræns dende Iver ved ben lutherſte Lære. De forenede i fig al ben lærde Kundſtab, der var til, med al den folkelige. Ikke fjelden toge de famme Mænd Afſted med Verden i latinſte Bønner, ſom under hele deres Liv havde fremmet folfelige Skrifter; og over nogle i det mindfte holdtes Ligtaler paa Latin, fom over fongelige Perfoner. De oprettede Bogſam⸗ linger iffe blot i Hovedſtaden, men rundt om i Provinferne, og ber ſavnedes næppe et for den Tid rigt og velforfynet Bibliothek paa nogen anfeelig Families Hovedgaard; de lode gamle Mindesmærfer famle og afſtrive, ja udgave dem til dels ſelv, o. f. fr. Juſt fordi de felv vare lærde, agtede de Lerd⸗ bom, hvor ben end fandtes. Naar vore folfelige Hiſtorieſtrivere næften iffe vide andet om dem at fige, end at de undertryk fede be lavere Stænder, have de ba aldeles glemt, hvorledes ben rige Adelsmands Søn, der var født til yvre Ære, og ben fattige Bondeſon, der ſtundum havde tilbragt fin Ungdom bag Ploven, famledes paa Rejſer, ved Univerfitetet, paa Uranienborg, for at læffe deres Tørft af ſamme Kundſtabs⸗ filde, ftundum for at dele Udodelighed med hinanden. Under denne Adel ordnede fig, altid med Ydmyghed, ofte med ſand Hengivenhed, Gejftlighed og Borgerſtand. Neſten i ethvert Skrift, og ifær i alle danſte, finder man derfor en Til
26 Det lærde Tidsrum. Indledning.
egnelfe til en eller anden Adelsmand eller hang Frue, ofte til begge, hvori Forfatteren figer, at det er dem, ber have fremkaldt Sfriftet, og det er dem, han onſter at tekkes til Guds Xre. Denne Egide var nødvendig for at et Sfrift kunde komme for Dagen eller trives og komme frem i Verden. Du maa være faa brav fom du vil, figer Simon Paulli i en Tilegnelfe til Chriſten Thomeſen til Stougaard, uden Patroner fejler du beftandig imod Strømmen (certe sine Mæcenatibus aut Patronis, eliamsi virtute ambias recteque facias, non magè proficies tamen quam si adverso amni rapidissimo natandum tibi siel). Endelig vare iffe blot Mændene, men tillige deres ligefaa lærde og gudfrygtige Damer, medens hine ifær vendte deres Hu til Statslivet og andre verdslige Forretninger, iffe mindre virffomme i Guds og i Videnſtabens Tjenefte. De beſtyttede og dyrkede felv Videnſtab og Poeſi; iffe ſjelden beſade de en ufæbdvanlig Kundſtab i be klasſiſte Sprog, og erhværvede fig en Lerddom, ber efter Kvindens nærværende Stilling er utrolig. Latin ſtreve de med Ferdighed, og gjorde korrekte og ſirlige latinſte Vers. De forftode iffe blot Greſt og Latin, men ogſaa Hebraiſt, og af de nyere Sprog ifær Hollandſt, Engelſt, Franſt og Tyſt. De fordybede fig i aandelige Betragt⸗ ninger, og gave bem i Trykken. Stundum ſtreve de Folis anter, men ifær yndede de og bevarede hiſtoriſte Mindes— merker, og lagde Vind paa Fadrelandets Hiſtorie og gamle Viſer. Juſt i denne Kreds af adelige Fruer og Jomfruer havde Kjæmpeviferne hjemme og bleve de bevarede. Endelig oprettede de paa og ved deres Gaarde Hofpitaler for Fats tige, Skoler for deres eget Kjon og for adelige Drenge og for Almuen.
Fra disſe abelige Slægter udgik en færegen lille Gren af vor Literatur: Ligpræbdifenliteraturen, der fra denne Tid
Adelen. 27
er faa betydelig, at ben ſamlet udgjor en lille Bogſamling. Undertiden findes der af een Mand, fom af Biffop Hans Mikkelſen i Fyn, iffe færre end 35. Deres æfthetiffe Værd er i Almindelighed faare ringe; men ved den da brugelige Meddelelſe af de faafaldte Teftamenter, Omrids af den Afdødes Levuetslob, blive de til ligeſaa mange Kilder til ben danſte Adels Hiſtorie. De ere fædvanlig i Moders⸗ maalet, men ogſaa paa Latin, og da Adelen lagde faa megen Bind paa de nere Sprog, faa at nogle endog anvendte bem til Omgangsſprog, findes ogſaa det tyſte benyttet dels til Ligtaler, dels ved andre højtidelige Lejligheder.
Den gamle danſte Adels Fortjenefter af Literaturen burde gjøres til Gjenftand for et eget Skrift. Her maa vi lade 08 nøje med at nævne nogle af be Mænd, ber ſom Beſtyttere af Videnſtaberne eller deres Dyrkere have efter- ladt fig hiſtoriſte Minder. Til de allerede i forrige Tidsrum nævnte: Herluf Trolle og Johan Fris flutte fig de bekjendte Etatémænd Niels Kaas, Chriſtian Fris til Borreby, Chriftian Fris til Kragerup, Ciler Hardenberg, Peder Oxe, „vir åd promouenda literarum studia natus“, Chris ftopher Valkendorf til Glorup, Chriften Thomeſen Sehe—⸗ ſted til Stougaard, Peder Reetz til Tygeſtrup, Joachim Gersdorf, hvis betydelige Bibliothek blev indlemmet i det Kongelige, o. fl. Af de mange andre, mere eller mindre merkelige, tildelg nu forglemte, kunne, fom Bevis paa, at næften hver Slægt har fine, følgende bemærkes: Chriſtian Barnekov til Birkholm, og hang Søn Hang Barnekov til BVivfføfle. Erik Bilde. Jens Bille til Hvidkilde, hvis Son Sten Jenfen til Billesholm i Skaane er bekjendt af fin Sfjæbne i Kalmarkrigen, og ſom formodenlig i fit Fængfel ffrev den Samling af uandelige Sange, der findeg i Haand- flrift i Karen Brahes Bibliothek. Jakob Bjørnfen til
28 Det lærde Tidsrum. Indledning.
Stenalt og hang Frue Anne Krabbe. Tyge Brahes Bros berføn Fall Brahe. Niels Fris til Hesſelager og hans Frue Vibekke Gyldenſtjerne. Deres Søn Jeſper Fris til Orbeklunde (f 1643) beſogte paa fin Udenlandsrejſe Ægypten, hvor han i Nærheden af Cairo beſaage Pyramiderne, ſamt „mange egyptiſte Mumier og balſamerede Corper af be gamle egyptiſte Longer, ſom der ligge begravne.“ Rime⸗ ligvig hjembragte han be to Sarkofager, hvoraf den ene har Indſtrift med Hieroglyfer, fom bleve brugte til Vaffetruge i Svendborg og Kjerteminde, førend be bleve bragte til Kjobenhavn. Niels Fris til Favrfiov og Mogens Fris til Friſenborg. Admiralen Peder Galt. Fall Gjø til Skjersø, og Markus Gjø, med hvem Slægten uddode 1698. Sigvard Grubbe. Henrik Gyldenſtjerne til Skovsbo, der overs fatte Jeſus Syrach. Joſt Høgs Søn Stygge Høg, og Joſt Søg (f 1694), hvis Bibliothek tildels blev kjobt til bet Kongelige. Axel Jul til Volftrup, af Lilie-Julerne; Joſt Jul, af Stjerne-Julerne; Ove Jul til Villeftrup. Kjeld Krabbe til Brusgaard; Crif Krabbe til Buſtrups Sonneſon Erik Krabbe, og hang Søn Otto Krabbe. Eiler Kraufſe. Holger Parsberg og Chriftopher Parsberg, befjendte af hiſtoriſte Skrifter. (Frederik Rangau til Asdal; den lærde Henrik Rantzaus Sønneføn Henrik Rantzau, bekjendt af fine Rejſer til Oſterlandene; og Generallieutenant Johan Rantzau, FT 1708. Chriſtian Ditlev Reventlov.) Jørgen Roſen— krands (f 1596), ber i fit Levnet fører os tilbage til Frands Vormordſens, Jørgen Mynters og Oluf Gyldenmunds Dage; hans Son Holger Roſenkrands den Lærde (+ 1642), ber iſer fra Aaret 1627 levede paa fin Gaard Roſenholm, "hvor han havde ligefom en Planteffole for unge Adelsmend, og paa en Sal over Hornflet Kirke oprettede det berømte Bibliothek, fom hans Søn Erik Roſenkrands, en Under af
Adelen. , 29
Kemi (F 1681), forøgede; Gunde Roſenkrands (+ 1675), lærd Theolog, bekjendt af fin politiſte SHjæbne og Forfatter til latinſte politiſte Sfrifter (1644—1660) og ſindrige gudes lige; Jørgen Roſenkrands, Overhofmeſter i Sorø (f 1675), eg hans Søn Jens Roſenkrands til Ovitzovholm, hvor han havde et Bibliothek, (f 1695). Den af fin Apologia nobilitatis Daniæ beljendte Oluf Roſenkrands, (f 1685). Jørgen Seefelb (f 1662), hvis berømte Bibliothek paa Ringſtedkloſter paa over 26000 trykte og haandſtrevne Bøger af ben fvenfle Konge Karl Guftav blev ſtjenket til Corfig Ulfeld og adſplittedes. Chriften ST eel til Fufinge og Vallo, hvis merkelige Statsffrifter nu efterhaanden udgives, og hans Sønner Otto Skeel, Forfatter til latinſte Skrifter (1652—1695), og Mogens Skeel, Dverfætteren af Opitz' Judith; famt Jørgen Steel til Broholm og. Arreffov. Otto Skram til Hammergaard, Ridder af den hellige Grav (+ 1606). Jakob Ulfeld til Selsø og Kogsbolle, befjendt af fin moſtovitiſte Rejfje; hans Søn Jafob Ulfeld til Ulfelds— holm, ber foretog Rejſer til Konſtantinopel, Palæftina og Ægypten, og efterlod et Kompendium af den danſte Hiftorie ; blandt hang talrige Afkom vare Laurids Ulfeld til Harrids— levgaard (f 1659), hvis Bibliothek blev indlemmet i det Kongelige, og Corfig Ulfeld, der ved fin politiſte Sfjæbne tillige har faaet en rummelig Plads i Literaturen. Holger Ulſtand eller Ulfstand til Hiffeberg. Lave Urne, Lunds- dommer i Sfaane (f 1623), „in omni literatura et præsertim musica supra modum peritus, hvis Muteter vel endnu i Lunde⸗Skole retineres,“ hedder det i en gammel Optegnelfe ; Axel Urne til Kjellerup (+ 1653) ,,en mærfelig Mathematicus, præclare de literis meritus''; Chriftopher Urne til Aasmarke (f 1663), der ifær beffjæftigede fig med theologiſte Studier; Chriftian Urne, 0. fl.
30 Det lærde Tiderum. Indledning.
Blandt be abelige Damer kunne nævnes, foruden Sophie Brahe og Birgitte Thott, ber ſenere omtales, nogle, ber ere befjendte, dels ved Sfoler, ſom Birgitte Gjø og hendes Lærling Sibylle Gyllenftjerne, Jomfru Helvig Krabbe og hendes Søfter Karine, Birgitte Brod, Tyge Brahes til Taaſtrup; bels ved at ſamle hiſtoriſte Merkeligheder, Slægte= bøger og Viſer, ſom Eliſabeth Brokkenhus, Vibekke Podebuſt, Eliſabeth Bryſte, Anne Kruſe, Anne Krabbe, Mette Gjø, Chriftenfe Jul, Sophie Belov; dels ved gubelige Sfrifter, fom Anne Hardenberg, Edel Roſenkrands, Pernille Rofen= krands, Karen Bille, Sophie Bilde, Sophie Brahe ben Dngre, Sophie Thott, Kirſtine Munk; dels ved Lerddom, ſom Sophie Roſenkrands, Suſanne Jul, Anne Margrete Ovitzov. Audre have i flere Henſeender tilvendt fig Cfter« tidens Opmærffomheb, ſom Kongedatteren Eleonore Chriftine Ulfeld. Karen Brahe anlagde et pan danſte Skrifter rigt Bibliothek. Suſanne Gjø, en Datter af Falk Gjø og Karen Bille, var gift med Preben Brahe til Hvedholm og Engels= holm; beres Datter, Karen Brahe, Frue til Oſtrupgaard og Batronesfe for bet adelige Jomfrukloſter i Odenſe, fif en Bogfamling af fin Mofter Anne Gjø til Hvidkilde (+ 1681), hvilken hun beftanbig forøgede; ben beftob ifær af danſte og tyſte Bøger, og var paa Hvedholm; hun fljænfebe ben til bet adelige Jomfrukloſter i Odenſe, hvor ben tildels endnu findes.
Den gamle Adel ſank, og afløftes af en ny; bens Minder, fom vi have føgt at gjenkalde, udſſettedes. Bircherod figer i fine Dagbøger ved Mar 1683, at han ſamlede paa Bidrag til bens Hiſtorie, men bet var næppe raabeligt, mener han, at tænke paa bette Verks Fuldforelſe, „mens bet ſynes ſom avita nobilitas var odiosa.“ Den ny Adel maa vi give Tid til at ubvifle fig; dens Forhold til Litera⸗ turen optages berfor i Holbergs Tidsalder.
Adelen. 31
Om Adelen og dens Fortjeneſter af Videnſtaberne findes Op⸗ lysninger dels i de befjendte Skrifter til dens Hiſtorie, Adelslexi⸗ formet, Hofman, Klevenfelds Samlinger, Pontoppidani Theatr. nobil. Dan., Bert. Canuti Pro nobilitate Danica ostendenda pro- dromus, Haandfir. pan det Kgl. Bibl., o. desl., dels i Bidrag til titeraturens Hiſtorie, fom Vinding. Acad. Hafn., Thuras Strifter, Berlauff, Det Kgl. Bibl. Hiſt. 0. desl., men nogen ſamlet Udſigt haves iffe. Nogle artige Bidrag ere mig meddelte af Regiftrator Kall⸗Rasmusſen. Flere kunne endnu ſamles, dels af Ligpradikener, dels af andre ſamtidige Skrifter, f. Cr. Peder Hegelunds Epigram- mata Philippi Melanthonis selectiora, Joh. Sadolins Epigram- maton liber unus, qui Regum Danicorum Chorus inscribilur, & hvis Tilegnelſe de meſt anſete Mænd (til 1569) omtales, og mangfoldige andre. Fortegnelſe over Elægtebøger og Ligpradikener findes i Adelslexikonnet, derfor bemærfes de iffle her, og jeg anfører Tun nogle af de Eteder, hvor der findes Oplysninger, ſom man ikke Der juſt føger, eller ſom ere mindre befjendte og dog markelige.
Chriſtian Barnekoo: Diss. politica de clarigatione et mani- festis. Argentorati 1648. 4., findes paa Kongens Bibl.
Sten Billes Aandelige Sange, Haandſtr. i Karen Brahes Bibl. Nr. 257. 4. (D. Pfalmed. &. 30.)
Sefper Fris: D. Mag. 2, 131. Brev fra Zoega til A. Kal i Genealog. og biogr. Ardiv 1, 411—444, Samt faavel om hans fom om andres Rejſer: Vedels Simonfens Nationalhiſt. 2,2, 168: Rordiſte Oſterlandsfarere i det 16de og 17de Aarhundrede.
galt Gjs fendte Tyge Brahe vidtløftige Kommentarier over Aabenbaringen. (Klevenfelds Saml.)
Markus Gjs: Melchiors Herlufsholm, S. 123.
Henrik Gyldenſtjerne: Af Jeſus Syrach i danffe Rim. Kbh. 1635, haves et defekt Exemplar i Hjelmſtjernes Samling. Den fuldſtendige Titel og en kort Prove, efter et Exemplar i Karen Brahes Bibl., findes i Vedel⸗Simonſens Saml. til Elvedgaards Hiſt. 1845. &. 128.
Frederik Rantzau: Brev til Chriſtian Fris til Kragerup 1622, om Eproget pan Oſel, Original i Gehejmearkivet (efter Kall⸗Rasmusſen).
Rofenfrandferne: D. Mag. 3, 99. Erik R. Thom. Bartholini Acta medica 2, 15. 3, 1. D. Atl. 4, 340. Det Roſenholmſte
32 Det lærde Tidérum. Indledning.
Archivs Undergang i Molbechs Nord. Tidsfir. 1, 163. Samt Oſterlandsfareren Abſalon Roſenkrands hos Vedel⸗Simonſen.
Jorgen Seefeld og hans Bibliothek: Werlauff i Nyt hiſt. Tidsſtr. 6, 204.
Otto Elram: Beffrivelfe over hans Rejfer, 1587—1592 i Gamle Kongel. Saml. Nr. 3084. 4. (Paa Danſt).
Jakob Ulfeld til Ulfeldsholm: Rejfebeftrivelfe i Haandſtrift, den Thottſte Samling Nr. 1294. 4. (Paa Danft).
Cm de adelige Damer ere, foruden de nyere Skrifter af Schönau, Bird o. fl., ifær at merke: Matthias Schacht de eruditis Daniæ mulieribus, i Nova liter. maris Balth. 1700, S. 209. CSøren Lintrups Scholion de scriptoribus, qui ſoeminas celebrarunt eruditas, fit. 1701. S. 108. Alb. Thura, Gynæceum Daniæ literalum. Alton, 1732. Et Haandførift af Sperling den Yngre, ſom Thura omtaler, er vel iffe til. |
Sibylle Gyldenſtjerne: En Lægebog af hende, ſtreven 1580, var i Reſens Bibl. (Schoönau).
Om Helvig Krabbe og hendes Soſter, to Jomfruer fromme i Norre⸗Jutland, fom holdt Skole der, og hos hvem opdroges Kield Krabbe, den Lærde, Lucas Krabbe, o. ſ. v., fee Verſene bag Gettorps Jeſu Chrifti Pines og Dods SHiftorie.
Birgitte Brod: Brochmands Ligtale. Kbh. 1640. 4.
Eliſabeth Brokkenhus menes 1589 at have forfattet den Danſte Rimkronnike, fom Jørgen Holft udgav 1646. fol. (Bangs Sams linger, 5 St.)
Eliſabeth Bryſte ſtrev en danfi Slægtebog (D. Mag. 2, 192).
Anne Krabbbe, g. m. Jakob Bjørnfen til Stenalt, efterlod et Haandſkrift med Afbildninger af danffe Konger.
Sophie Belov efterlod en Slægtebog og en Vaabenbog.
Anne Hardenberg: Haandſtrift i Karen Brahes Bibl. (Vedels Simonſen, Saml. til Hagenſkovs Hiſt. &. 54).
Sophie Thott overfatte Gunde Roſenkrandſes Erindring til fine Sonner om Nadveren paa Danſt, Haandfør. i den Thottfle Saml., Nr. 104. fol.
Anne Margrete Quitzov beffrev fit Levnet i et latinſt Vers til Sperling 1683 (tryft i Birds Billedgalleri).
Eleonore Ulfeld ffrev i Maribo Geltinders Pryd, den førfte
Adelen. 33
Part, Som melder om fornuftige Striibare Regierende Heltinder, Haandfør. i Karen Brahes Bibl. (Fra Bibliotheksasſiſtent Peterſen bar jeg baft det til Gjennemſyn.)
Karen Brahe: om hendes Bibliothek figer Schacht (+ 1700): Bibliotbecam insignem librorum imprimis danicorum et germa- nicorum in prædio avito Hvedholm instructam servat ct auget, Eee ogſaa Bircherods Dagbøger ved Molbed, Aar 1681, S. 210. 237. Linds Fortegnelfe. Kbh. 1725. 4. efter Nyerup, for en Del forfattet af Jakob Birkerod, Kalkar cm Odenſe Bibliotheker.
See ievrigt om adflillige af de nævnte Forfattere og For⸗ fatterinder Vorm og Nyerup.
Brochmand beſogte Juſt Høg pan hans Aderſte; hans Huftru var gaaet fra ham, og hans Forlosningstid tilftundede. Da talede Brochmand til ham paa Latine, og han foarede med meget facte Maal pan Latine. (Brochmands Ligtale over Juſt Hog. Kbh. 1647. 4. €. 49.)
Lægen Fabricius og Præften Mefter Niels fatte fig ved Anne Hugs Eottefeng, og talede med hinanden paa det tyſte Sprog; da Begyndte det falige Guds Barn „liudeligen paa Tydſte Sprock“ meget ſmukt at læfe de forrige Sentenſer. (Ligpradiken over Anne Hsg. Kbh. 1648. S. 57—58.) Oberſtl. Feng Sten Sehfted holdt ved Grevinde Vedels Ligbegjængelfe 1694 en Tale over hende paa Tyſt, men Sognepræften holdt fin for Alteret paa Danſt. (BVedel:Simonfens Saml. til Elvedgaards Hiſt. 2, 24.)
Til Ligprædifenerne ere ofte føjede Vers, hvoraf man fan fee, hvor vidt de hæderlige Mænd, der talte ypperlig Latin, havde bragt det i danſt Poeſi. Chriften Skeel f. Er. rimede ſaaledes over Juſt Høg:
O Danmard fee, med Klag” oc Væ Den er nu lagt i Mulde,
En Rigens Mand, aff Adels Stand, Hvo ſorg' oc ſuck' en fulde?
Jeg figer, Vinden figer, Naar Gud flig vijf oe Gamle
(Der baade bor, dertil oc tør Landets Gaffn fremm'), vil ſamle.
34 Det færde Tivérum. Indledning.
Her er Juſt Goeg, ſounden ſom Røg, Den Edie Here oc Pille,
Som Rijg't til beft”, Gud oc fin Naſt' Elſtte baad' aarl' ve filde (ete.)
For iffe at gjøre Adelen Uret, maa man bemærfe, af denne poetiſte Stil iffe blot var adelig; den. findes. hyppig ogſaa hos Arobo og andre ben Tids gøde Digtere, og giver et tydeligt Crempel paa, hvad den gamle, forliggede Sætning, at. Brugen er Stilens hojeſte Grundfætning," der endnu gaar igjen og fpøger i vore Skoler, ev for en Uting. Den flette Brug gielder iffe fænger, end til dem bliver afløft af em bedre.
Man funde næften friftes til at fige, at vi ingen Danmarks Hiſtorie have for den nyere Tid. De ældre Forfaffere tabe" fig & tom Smiger for Magten, de nyere, hoillet er vor Tids Særtjende, rive ned. Vor Adels Giſtorie er ifær. ufuldfommen, og vi fynes i den iffe at være fomne videre, end til det hiſtoriſte Skelet. Min Unftuelfe af dens Forhold til Literaturen maatte jeg derfor felv danne mig, og fandt iffe meget andet for mig, end det Forfvar for Ariſtokratiet under Frederil den Anden, fom findes i Kolderup⸗Roſen⸗ vinges Saml. af gamle Domme, Fortalen til 3. D. S. VII Fr. Hammerich's Danmark under Adelsvalden er endnu ikke kommen faa langt, og jeg fan netop fun naa at fee 1 D. 2 G., hvor jeg S. 200 finder udtalt: „Mangen Herre fad trolig ved fin Bog, eller tog fig med Nidtjærhed af Rigets Sager, og i den følgende Menneftes alder (efter Chriſtian den Tredie) ſtulde Danmarks gjævefte Mænd i alle Retninger fremgaa af Adelens Rakker. Da kunde Adel og Præfteftand vife, at Folkelivet for Ojcblikket i dem havde fin Blomſt.“ Det er netop det, der beſtandig har forefvævet mig, naar jeg udhævede Adelens og Praſteſtandens afgjørende Fortjenefter af vor Literatur,
„Stwderinger udenlands. 35
2. Studeringer og larde Stiftelſer. Studeringer ved fremmede Univerfiteter. Kjøbenhavns Univerfitet. Sorø Akademi. Ridder⸗ akademi i Kføbenfavn. De lærde Skoler. Gymnaſier. Lærde Slægter. (Bibliotheker. Bogtrykkerier.)
Den Forbindelſe, hvori Danmark var traadt med Thyſtk⸗ land ved Reformationen, blev iffe hævet, men Wittenberg tabte noget af fit Overherredomme i theologiſt Henſeende, og Stude⸗ ringerne, der udbredte fig i andre Retninger, tyede til andre, tildels langt fjernere Lerddomskilder. Man fan, efter Wer⸗ lauff, fljelne imellem to Tidsrum: bet ene fra 1613, ba vor eldſte Univerſitetsmatrikel begynder, til Aarhundredets Midte eller Trediveaarskrigens Slutning, det andet fra denne til 1700. Et af be meft beføgte Univerfiteter var i bet førfte Tidsrum Roſtock. Beliggenheden var bekvem, de andre tyſte Univerfiteter vare under Trediveaarskrigen enten for- labte eller mindre tilgjængelige. De Norſte og Slesvigerne havde endnu længe før tyet derhen, og Roſtock var maaffee ben eneſte Univerfitetsftab i Udlandet, hvor de Norſte havde et eget Herberge (regentia S. Olavi). J famme Tid, ſom ber i Roſtock ſtuderede 84 Nordboer, ſtuderede der i Witten⸗ berg 10, i Helmſtad 5, i Gieſſen 4, i Greifswalde 4, i Leipzig 2, i Frankfurt an der Ober 2, i Heidelberg 1. For at fee, hvor paafaldende Forfljellen var bleven, maa man erindre, at ber fra 1538 til 1565 i Wittenberg havde ſtuderet 128 Danffe. I bet andet Tidsrum havde Roſtock ligeledes be fleſte danſte Studerende, nemlig 47, medens Wittenberg havde 17, Jena 14, Leipzig 10, Königsberg 8, Greifswalde 4; og i ſamme Tid ſtuderede i Franeker 6, i Leiden 2. Roftod havde ſaaledes Overvægten, og medens man før, for at faa theologiſte Nødder knækkede, tyede til Wittenberg, faa vendte man fig nu med naturvidenffabelige (f. Cr. den navns kundige Sild) til Roſtockk. Men de Studerende opholdt fig
8*
ea eee PTY
be borgerlige Studerende, ſom havd
Medicin, Filofofi og Lovkyndighed for
ben ftore Tour i Europa, bejøgte Fre
Montpellier, og derefter Italien, hvor
tilbage, ſtundum i flere Aar. Antallet
i Padua var fra 1566—1644 iffe minder 1542—1709 vare endog 26 af dem offic Holland og England ſynes forſt fen Adelen rejſte vel ogfaa til England, men ſtudere. Men Holland udviklede ſnar ningskræefter, Filologien og Medicinen.
Univerſitetet i Leiden og Uddannelſen a giſte Skole, blev Holland beſogt af man banffe Studerende, og det følgende vil lands berømte Anatomer traf de medic fig. Indvirkningen fra England paa vi rede Tjendelig efter 1660; men ftadig ( bog at være begyndt fenere. Hang Be rejſte 1672 til England for at ſtudere iC En Fortegnelfe over Danſte og Norjfe, d
fra 1000 1"
mø, mr maner mt rupee mø 7 unger mrmer ømning af tyſte Studenter, ber ifær lagde Bim paa, jenvej til Embeder, at blive Hovmeſtere i be fornemſte er, tiltog beſtandig, indtil man i Holbergs Tidsalder ben ene bitterlige Klage efter ben anden over disſe mte Fremmebe, ber toge Brodet af Munden paa $ Børn.
ift. Anm. til $. N. Claufens Tale om Danmarks Univerfitet rdiſt Hojſtole, &. 24, og andre Bemarkninger meddelte af f Er. Læti Fortale til De republica Noribergensium. i Rejfer oplyſes ifær af Ligprædifener, ſom Brochmands over Skiel, Kbh. 1646. 4. S. 30, Sammes over Juft Goeg ſaa beføgte Spanien, og 1614 England). Kbh. 1647. 4. . Danſte Studerende i Padua i Suhms Saml. 2, 3, 6. m af den beljendte Oluf Bagger i Odenfe, der ogſaa hed ſtuderede i Padua 1599. (Vedel⸗Simonſen, Odenſe Bys , 87. 130.) Den hollandffe filologiſte Stole hos J. Moller, iands Levnet i Hiſt. Kalender 3, 199. Fortegnelſe over danfte ende i Oxford i Fr. Sneedorfs Breve (Saml. Sr. 1, 521). eorgij Ernesli Reilzeri Dani Parænesis ad liberales disci- studiorum celeberrimæ Academiæ Patauinæ iniliis præmissa.
- very ve ve
Studeringerne hjemme fremmedes verfitet, der endnu bevarede meget af nelfens Aand affpejler fig i Sfilfene vi fævning og Vehøvling, fom ved et . allegoriſte i disſe Sfiffe har fit tilfv hyppige Brug af allegoriffe Fremftillin, De hyppige Forbud mod Svir og Kla Klæeder vidne cm, at be ofte fandt S gerne vare ogſaa den Gang ftrenge; di efterfomne. Selv ved Klædedragten u ſtarpe Affondring. De Studerende ve Skolerne maatte bære forte Kleder, eller grønne; netop det famme fom Nie Paſtor indffjærper Preſterne.
Univerſitetets gyldne Tid ſtal have den Anden. Han forordnede 1569, a til Præft, med mindre han havde ſtude Univerfitet, og havde han ftuderet ud bog examineres af de Fjøbenhavnife +£-
Kjøbenhavns Univerfitet. 39
t var næften Tun Filologien, ber banede fig Vej fra and. Under Chriftian ben Fjerde ſtete i flere Gens ber Fremgang. En færegen Prof. blev anfat i Meta⸗ 1 1619 (Jens Dineſen Jerfin) uden mærfelige Frugter. le ſaakaldte Ny Statuter, Novellæ constitutiones, bleve te 1621; i hvilfe blandt andet forbødes ben ſtadelige teren. Efterſom vi forfare, hedder bet, at en ftor Del Brofesforerne den meſte Tid med Dicteren henbringer, . be af andre autoribus ſammenflikket haver, dermed deres t Umage at ſpare, og Tiden ſaaledes at henſlide, — ba cdi Univerſitetet iffe i Synderlighed til nogen professoris sold, meden alene Gud til Xre og Ungdommen til Fors melſe er anftiftet, ville vi naadigſt herefter ſaadan unyttig teren dennem befalet have at indſtille. Og i en Ordi- o Lectionum omtrent fra denne Zid (1621) forefomme forſte Spor til Forelæsninger paa Danſt, men naturligs fun for de ſaakaldte Empirici (Bartſtere, modſat Stu- si), for hvilke der ſtulde holdes Foredrag paa Danſtk og attes Lærebøger med terminis danicis. Det latinſte Sprog jørft fin egen Prof. 1630 (Jafob Matthiæ). Hiſtorien fin egen Prof. 1638 (Peder Spormand). En Prof. i itomi, Kirurgi og Botanik blev førft anſat 1639 (Simon sli). Under den lærde Frederik den Tredie maatte der 1 gives Profesſorerne en gjentagen Jrettefættelfe, og bet ſtarp, fordi de forfømte deres Difputationer. Men der—⸗ bleve de da fri i Univerfitetets Trængfelsaar under Krigen ”7—1660. Derefter kom Univerfitetet atter til Lræfter, 1 lidende under de famme Mangler, fom før: Difputas terne, hvortil Profesſorerne vare forpligtede, og ſom ved wærvelfen af be akademiſte Grader var et nødvendigt Re⸗ it; Profesſorernes Overgang fra bet ene Fag til bet et, felv be meſt heterogene, hvilket var ben enefte Vej
40 Det færde Tidsrum. Indledning.
til at ftige i Jubtægter; og enbelig det theologiſte Fafultets Forrang, hvorved ifær bet filoſofiſte blev tilfivejat, vare ligeſaa mange Hindringer for ef grundigt og tillige ſmag⸗ fulot Studium. Griffenfeld lagde imidlertid ſom Unlver⸗ ſitetets Patron Grunden til et friere Studium og em mere almindelig Dannelſe blandt be Stuberende. Der faafalbte Anden Cramen blev indført 1675. Som Grund + bertil beraaber Forordningen fig paa ben Forfaring, at ben ſtuderende Ungdom alene beflittede fig paa attestationem theologicam, uden tilforn at have be fornøbne Fundamenter in philoso- phia et artibus, Under Chriftian ben Femte indførtes til⸗ lige Beghndelſen til ben theolegiſte Cmbedseramen, Univer⸗ fitetets Bibliothek forøgedes efterhaanden ved føngelige Ga— ver; Salen bertil over Runbelirfe blev indviet 1657, og bet vorte ifær fra 1660.
Profesſorerne Havde hidtil ved deres Lerddom vundet Anſeelſe hos Adelen, ber forſtod at paaftjønne ben. Deri flete et Sfaar ved Souverainiteten; og ba Rangfygen tog Overhaand, blev Rang næften en Fornodenhed. Profesſorerne føgte om at faa Rang 1673, ba to af bem (Thomas Bar⸗ tholin og Villum Vorm) ved et Bryllup paa Bryggernes Laugshus Havde maatte vige Fordandſen for to unge Se— frefærer, ber nylig havde gaaet paa deres Kollegier. Grif⸗ fenfeld afflog bereg Begjering, fom be forſt fif opfyldt efter hang Fald 1679. Før ſloges be adelige Damer om Fors fæbet i bereg Stoleſtader; nu gif bet efterhaanden over til Borgerfolk, ja til Profesſorernes Tjeneftepiger, ber vifte en ligeſaa honet Ambition.
Hos os ſom over hele Europa dannede Univerſitetet en latinſt Koloni eller Planteſtole, der udſendte ſine Elever over hele Landet, ſaa at dets Dannelſe ſtulde udgaa fra dette Grundlag. Modersmaalet maatte lide derunder. Det taaltes
' Kjøbenhavns Univerfitet. 41
iffe i ben lærde Kreds. Selv ved Bordet paa Kommunitetet taltes Fun Latin. Naar en Alumnus havde betraadt Byg⸗ ningen maatte han fun tale Latin eller Greſt. Brugte nogen Modersmaalet, blev han mullteret efter fine Bordfellers Stjøn; men gjorde han det oftere, uden at lade fig vife til rette, ſtulde de theologiſte Profesforer fratage ham Bordet. „Derſom nogen paa een Gang figer mere end tre Ord i Modersmaalet, uden i Forvejen af en eller anden gyldig Grund at have bedet om Tilladelfe, flal han for hver Gang erlægge en Hvid.” „Derſom nogen ved offenlig Diſputation forfeer fig grovelig imod den latinſte Grammatik, flal han ftødes fra Kloſteret.“ At komme berufet til Ovelſerne ftrafs febes mindre end en latinſt Bommert.
Denne hyppige Brug af Latinen, ligefom fra Barnsben af, gif naturligvis over i Livet, ifær i Gejſtlighedens, ber ftob i mindre Berørelfe med andre end med deres Ordens⸗ brøbre. En Præjt i Guldbjerg i Fyn førte fra 1660 af fin Kirkebog paa Latin, og ligeledes ubftævdte han paa Latin de Skudsmaal for fine Sognefolk, fom ſendtes til en anden Præft.
Henved Holbergs Tid indtraadte den Uſtik, at de offen⸗ lige Diſputatſer, nemlig for Graderne, under en Profes⸗ ſors Præfidium, hvorved disſe Ovelſer bog i det mindſte bleve ligeſom en almindelig Ovelſe for hele ben lærde Stat, næften ganſte ophørte. De fejrede maaffee deres Afſteds⸗ gilde ved den ftore Promotion 1675, hvor vor Frue Storm⸗ klokke og Univerfitetets Klokke kappedes om at ringe Stadſen ind, og hvor Hans Hojgrevelige Excellens, Rigens Kanceler, til- ligemed begge Majeſteter, lod fin Naades Sol ſtinne. Senere bleve Difputereøvelferne næften fun til Kampovelſer for hvert enkelt Kollegium. Alumnerne paa Kollegierne, de ſom nøde Stipendier 0. desl., vare nemlig ifølge Fundationerne og Statuterne, for at nyde disſe Beneficier, forpligtede til aars
42 Det larde Tidérum, Indledning
lige Diſputationer. Følgen var, at ber Aar for Mar ophhn⸗ gedes en Hob af deslige trylte Programmer, ber iffe vare Tryffeomfoftningerne værb. Næppe, figer Raupach, Taber noget tyſt Univerfitet aarlig i hvert Lærbbomsfag faa mange Diſputatſer tryffe, fom bet Kjøbenhavnffe. De Stipenbier, hvis Stiftelſe havde bet æblefte Formaal, bleve fanlebes Drivefjedre til Spilfægterier, hvor ber iffe var Tanfe om at udvikle en perſonlig Overbevisning, men i det højejte at glimre ved Færbigheb i Latinen, hvor Rollerne, ſom ved et Skueſpil, vare fordelte, enbog faa at de maatte ombyttes, faa at naar Præjes havde paataget fig at forjvare een Me⸗ ning, maatte Oppønens antage ben mobfatte, o. f. fr. Denne uvidenſtabelige Stilling" maa man ſtille fig levende for Øje, naar man vil forftaa bet bittre Had, hvormed Holberg. for fulgte disſe Øvelfer.
Udførligere, fre Nyerups Hiſt. ftat. Skildr. Univerſitetet: Saderne, €. 169. 27, 111. Holbergs Danfte Stat, 1752, &. 199. Fors ordningen 1569, Beckmann , Communitatis reg. Havn. hist. S. 178. Forelæsninger, ny Profesfurer, Difputatfer, Nyerup, S. 51. 56. 59. 75. 78. 80. 82. 157. Holbergs Danſte Stat, S. 172. Anden Cramen, Nyerup &. 187. Badens Univerſitetsjournal 1793. S. 49. Theologift Atteſtats, Helweg, Den danſke Kirkes Hiſt. 1, 519.
Univerfitetsbibl. Nyerup, S. 88. 95. 140. 199. Pontoppid. Annal. 3, 405. Werlauff, Det Kong. Bibl. Hiftorie (fre Regiſtret).
Profesforernes Rang, Nyerup, S. 189. Pontoppid. Annal. 4. 591. Strid om Stoleftader og Konſiſtorii conelusum 1713, at Tjeneſtepigerne fulde tage Plade i deres Stoleftader i vor Frue Kirke efter deres GHusbonders senium academieum, Bircherods Dags bøger, S. 145. Werlauff, Antegnelſer til Holbergs Lyſtſpil, 1, 101.
Latinens Herredemme, Beckmann, S. 19. 27. 30. 39. 44. 3 Badens Univerfitetsjournal, 1793, S. 61. Kirkeboger og Skudsmaal paa Latin, Vedels Simonfen, Saml. til Elvedgaards Hiſt. 1845. 6. 163. 166.
Grader og Diſputerovelſer: Beffrivelfe over Promotionen 1675
Kjøbenhavns Univerſitet. , 43
i Gundrups Biografiſte Efterretninger, 1 $., Doctores theol. Skole⸗ program, Roeskilde 1854. S. 1. Geraf fees ogſaa Erbodigheden for Majeftæten: over Kongens og Dronningens Stole vare Pulpiturer behængte med rødt Damaſt, „och bleff forbuden, at ide nogen motte gaa der op, effterfom det var offuer Majesteternis hoffueder.“ Raupach de rei sacræ et literariæ in Dania statu, anført hos Helweg, den danffe Kirkes Hiſt. 1, 507.
See derhos om Univerfitetet i Almindelighed: C. Bartholins Oratio de ortu, progressu et incrementis Acad. Hafa, Hafniæ 1620. 4., ſamt Vinding og Thura. (Jak. Bjørnfen de ortu et progressu Academiæ Havniensis, ſom ſtaar foran Krags Rameæ scholæ, og fom hos Nyerup kaldes ſaaledes, indeholder intet nyt.)
Og om enkelte Perioder i Univerfitetets Hiſtorie ifær: Uddrag af Actis consistorii i den fvenffe Krig 1658 — 1660, i I. Badens Univerſitets⸗Journal 1794, &. 141 og 1795, S. 161. Engelstofts gragmenter om Brochmands Reftorat 1658—1659, i Stand. Mufeum 1803, 2, 121, (jf. Nyerup om Univerfitetet, S. 159). Schlegel de statu rei liter, et acad. præsertim sub Christ. V. et Frider. IV (Acta literaria Univ, Haſn. 1772—73.)
Samtidige Skrifter: Nic. Theophili Theses de privilegiis Studiosorum, Hafn. 1603. 4. (See Nyerup om Univerfitetet, &. 37).
De officiis Studiosorum regiæ Academiæ Hafniensis Sev Actus solennis Recitationis Legum ejusdem, Hafn. 1611. Af Knud Bieſte, med en Indledning af Univ. Rektor H. P. Reſen. Heraf fees ikle blot hvad der krevedes af de Studerende, men ogſaa Studiernes Tilftand. De theologifte Forelæsninger maatte ifær høres; alumni regii vare forpligtede dertil. Ved Jura anbefales ogſaa de Danſke Love. Af Sprogene vare Hebraiſt og Graſt vigtige ſom Scripturarum claves; men for Alle Latin en uundgaaelig Nødvendig: hed; Modersmaalet nævnes iffe. Et Carmen seculare flutter Bogen. (See isvrigt Nyerup om Univerfitetet, &. 101.)
Georg. C. Dibvadii Commonefactio de disciplina, quæ legibus Academiæ præscribitur, earum recitationi præmissa. Hafn. 1597. (Det lader fom om han ret vilde fare lss paa de Studerendes Ladhed og Ufædelighed, men det taber fig dog i Citater af de Gamle og i almindelige Formaninger.)
Olai Wormii Baccalaureus philosophiæ, seu de nomine,
v rr me VHVE Aoiemeſter BD Hører i de ſtorre.) Som Exempel paa de Vers, Promotionerne fr » tage Th. Bangii Laurus Danica eller ſammes elſe af Peder Jensſon Roiffilde: Danſte Laur⸗Kra Latinen paa Danſke Rijm af P. G. R. Kbh. dler om Magiſter⸗ eller Meſternavnet, og beghnder
Magistri Humanissimi
Et Lauré florentissimi: ,
Ved Lærdoms Klarhed ſtinnende,
Bed Dyders glang naffnkundige (etc.)
Det var iffe nok, at der var en beſtandig lat ndet; ber blev ogſaa midt i Landet anlagt en kt ben Anden havde allerede 1586 ftiftet en ade ors; Chriftian den Fjerde ftiftede tillige 1623 et
ben abelige Ungdom. „Skole og Akademi be en af hinanden.” For den abelige Ungdom n af be nyere Sprog en væjfenlig Fornoden dersmaalet blev iffe regnet til bem. Afademiets ge Betjente indfljærpes det i Fundatſen, at vej til Gudsfrygt og andre Dyder, „desforuden je bet banffe Sprog, Meden be dennem or» |
ft.f —
Sors Akademi. Ridderafademi i Kjobenhavn. 45
og begge paa Tyſt;“ „og ſtulle de, ſom ikke ſtudere, være forpligtede til at høre bem, ſom germanice profitere.“ Denne Stiftelfe var ſaaledes efter fin oprindelige Tendens at ligne meb vore Herregaarde, der i faa mange Aarhundreder have dannet lignende Oaſer midt i den ftore danſte Hede.
Sorg Akademi gif tilbage under Krigen. Det blev ophævet 1665, faa at Fun Solen blev tilbage. Der gjordes, rimeligvis af ben ny Adel, der ligeſaa vel fom den gamle vilde have fit Alademi, et Forſog paa Oprettelſen af et Ridderakademi i Kjøbenhavn. Det blev oprettet 1691, ind⸗ viet 1692, og fif fin Fundats 1695. Men bet kunde næppe holdes i Sang under Chriftian den Femte, og blev ophævet af Frederik ben Fjerde 1710.
Fundatſen for Sors Akademi i Pontoppidans Annal. 3, 744. Den ældfte Plan, meddelt af Molbed i Hiſt. Tidsſtr. 6, 301. Derhos D. Atlas 3, 63. Tauber, Træf af Sors Akademies ældre Hiſt. i Blandinger fra Sors 1, 159. Men ifær Tauber, Udfigt over Sors Akademies Forfatning 1623—1665. Program 1827. fol. Om Modersmaalet ifær S. 23. Heri findes ogſaa Fortegnelfer over de Adelige, der ftuderede i Sors. Malling, Om Sors Aca⸗ demie, i Collin, For Hiftorie og Statiſtik, 1, 3. Molbech, Bidrag til en Skildring af Sorses Stiflelfe i Stephanii Tid 1632, hvori Udtog af Stephanii Haandffrift om Sors Kloſter, i Stand. Lit. Selſt. Skr. 18316 — 17, S. 443. Nyerup, Min Pillegrimsrejſe til Sors, i Iris og Hebe. 1807. 1,1. Om Akademiets Tilſtand efter den ſvenſte Krig, og Forflaget at flytte det, fee Malling, Afiftyffer, i Ry D. N. 4, 216.
Albert Thura's Haandſtrift Umbra Sorana agtede hans Sen Laurids Thura at udgive. Indholdet angives i Kisbenh. Nye Tidender om Lærde og curieufe Sager for 1753, Nr. 14. Et Stylle af dette Skrift, om Akademiets Ophævelfe og Paulini Epigram: Sora, per anagram. Rosa, findes i D. Atl. 6, 340. Wadskiær, Hilaria Sorana. Præcedit epistola, quæ Equestrium Academia- rum usum Soranamque, cum Antiqvam, tum Recentiorem, leviter atlingit. Hafn, 1751. 4.
46 Det lærde Tiderum. Judledning.
Samtidige Strifter om Sors, der dog fun give faa Dplpss ninger: Nic, Car. Duropii Sora, ad Justinum Høeg. Hafn. 1635. 4. (Lat. Hexametre om Sors ſom Kloſter og Akademi.) Magni Frisii Soræ Encomium, Soræ 1643, 4, (hvori nogle faa Bemærts minger om det gamle Sorø.) Fr. Guern. Coleri Sora per ana= gramma Rosa. Soræ 1651. 4, har jeg iffe feet. Othon. Schel, Academiæ Soranæ Encomium, Soræ 1652, 4. Canuti Sehested, Facies Sorana. Soræ. 1657, 4. (Taler ved Akademiet.) Sertil fan vel ogſaa henføres: Joh. Raue, Summa studiorum pro nobi= litate Danica. Soræ, 1642. 4,, men jeg har iffe feet det. Geller iffe Chr. Andreæ (Mylius), Ocellus Sorensis anagrammate repræ= sentatus. Hafn. 1644. 4,
Det adelige Afademi t Kjøbenhavn, Academia equestris paa Nytorv, omtales ſom en Forflytning fra Sors, en migratio. Hos bergs D. Stat, S. 246, Birlerods Dagbøger, S. 254. 295. Helweg, Den danſte Kirfes Hift. 1, 492. Om bet haves: Gasparo Ringelmanno, Applausi festivi (ete.) Colti nel famoso Pindo della nuova Academia Equestre di Copenhagen (ete.) Copenb. 1695. fol. (En oratio elegantissima,)
Om Latinffolen fan man af be opbevarede Cfterretninger danne fig en temmelig tydelig Foreſtilling. Sfolegangen var uforholdsvis lang; Lærlingen begyndte fyv Aar gammel, og gif i Skole til han var langt over tyve, eller til han, fom Holberg figer, funde rage fig to Gange om Ugen. Til benne langvarige Skolegang bibroge be hyppige Afbrydelſer formedelſt Skolens Forbindelfe med Kirfen, og i bet mindſte paa nogle Steber, fordi be fattige Difciple maatte gaa ud paa Lanbet ut tigge. Det ber i benne lange Tid lærteg var egenlig fun at ſtrive og tale Latin; dertil ſigtede næften alt, og denne Undervisning dreves ganſte mefanift. For at inbøve bet daglige Sprog maatte Pædagogerne danne latinſte Samtaler, om et Marked, Fuglefangſt, Boldſpil, o. desl.; eller ber opgaves Cleverne et proverbium eller et Par Vere, ſom „havde en fljøn Forjtand om gode Sæber"; eller et
De lærde Soler. 47
mme, hvori de kunde faa Lejlighed til at anbringe de Ord og Talemaader, be forhen havde lært. Derfor dreves ogſaa Læsningen af Plautus og Terents; og juft derfor bleve af Peblingene opførte latinſte Komedier, exercitia comica. Det var maaſtee det enefte morſomme ved en Undervisning, ber maa have været en Tortur for Lærling og Lærer; faa meget mere fom ben ensformige, nodtorftige Undervisning havde et tilſvarende Ydre, en Raahed i Sæber hos mangen Lærer, ber hos mangen Lærling gif over til en endnu ftørre.
Den latinffe Grammatiks Sfjæbne vifer nogenlunde Skolens. Da den ſtulde være paa Latin, maatte der anvendes allehaande Kunſter, for at bringe Lærlingen til at huſte bet han endnu iffe kunde forſtaa. Hiſtorieſtriveren Niels Krag uds arbejdede en latinſt Grammatik 1578, og føgte beri at komme Hukommelſen til Hjælp ved allehaande schemata, versus memoriales og flige Kunſter. Jens Dinefen Jerfin, ben Tid Informator for Chriftian Ulrif og Hans Ulrik Gylden⸗ løve, medens be opholdt fig i Sorø, fif 1619 kongelig Be⸗ faling at udarbejde en latinſt Sproglære. Den var beſtemt til Skolebrug; Rektor og Profesforer gave ben ogſaa en Slags Anbefaling, baade for ben ſimplere Methodes Skyld, og forbi Forklaringerne, til ftor Lettelfe for Ungdommen, vare affattede i Modersmaalet; men i Skolerne kunde den ilke finde Indgang, wagtet dygtige SIolemænd indſaae bet rette. Af Hans Mikkelſen Ravn's Admonitio de scholis bene constiluendis fra omtrent 1650 feer man, at ben blev for⸗ jaget fra Skolerne, uagtet „Danſten, ſom hiſt og her er indſtroet deri, gjør ben fatteligere for Børnene,” og „det kunde ſynes at fremme Videnſtabelighed, hvis der blev ude arbejdet en Grammatik i det danſte Sprog.” „Det har man for længe ſiden gjort i Tyſtland, og ſaavel Lærere ſom Lærlinge befinde fig vel derved.” Men en ſaadan Tante
48 Det lærte Tidbérum. Indledning
maatte gjentaget og gjentages neſten i hundrede Har, førend ben kunde blive fil Virkeligheb. Jens Jeuſen Sjørring, Præft i Halmſtad, gav 1661 en latinſt Grammatit paa Dank, fom han begynder meb bem Bemærfning, at man iffe flel »lære Danfte Børn ben Grammaliske Kouſt paa latine, naar mand forſt begynder derpaa, men mand ſtal lære bem den paa Danſte, og paa deris Meders Maal, ſom be forftaar.t Men uben Følge. Bernhard Siveré udgas en Grammatica latina 1675, fom han tilegnede Griffenfeld, og omarbejdede pan Dauſt 1684, men heller iffe ben kunde vinde Jubgang i Sfolen. Han udgav et Sfrift om be tvende Sfolemethober, ven gamle og ben ny, men ba han intet udrettede, ſhnes han at have tabt Modet. Han føgte Beforbring, og lunde ingen faa. Saa henfaldt han til Melanfoli, og ffrev' fine Salighedsmidler 1684, en pietiſtiſt Bog, ſom bet Stiſtrupſte Legat uddeler; men den Gang fandt man Kjætteri deri, og han maatte tilbagefalde fine Ord. Han dode fom gammel Student 1696. Imidlertid vedblev man at give ny Gramma— tilfer og ny Oplag af be gamle, indtil ben totale Reform, ſom Skolerne undergik 1739, da bet blev befalet, at alle Lærebøger ſtulde udarbejdes paa Danſt. Da fif man 1741 en latinſt Grammatik paa Danft af Lundhof, ber imidlertid (figefom be anbre Lærebøger) fun var en Overfættelfe af en tyſt, og fun indførtes indtil videre, Det blev overdraget en bekjendt Skolemand Jakob Stenſen, Rektor i Herlufsholm, at udarbejde en anden, men han fraſagde ſig det. Endelig fil man Ancherſens 1751, ſom holdt ud til Jakob Badens 1782. Og hermed kunne vi vel tage Afſted med grammatica latina, med minbre dens Indflydelſe paa Modersmaalet ſtulde gjøre Krav paa vor Opmerkſomhed.
Det kunde endda være, at man med Jver i be førfte Børneaar brev Latinen; bet var ben eneſte Maade, hvorpaa
De lærde Soler. 49
e Lerdes Sprog unde blive dem til Modersmaal. Men eros blev Brugen og Øvelfen af det rette Modersmaal He blot tilſideſat, det blev ftillet i i Skammekrogen og Brus en deraf ftraffet fom anden Uterlighed; den Tids Skolelove plyſe det. Danſt Sprog taaltes hverfen ved Undervisning fler ved Samtale eller ved Bordet, hvor Lærlingerne fif fri toft, eller ved beres Lege og andre Sammenkomſter (in chola, platea vel alio aliquo scholastico congressu, hedder et i Odenſe Skolelove). Brugen beraf blev ftraffet med Ris, ligejom naar Børnene havde ftimet eller flaaets, ſom noget iftiffeligt, noget utilbørligt, noget uſommeligt“ (Lovene for herlufsholm.) Der var beftemt en Tid, ante et post meri- liem, da disſe Daniloqui flulde vapuleres, altero denudato mmero. Thi tre Slag af Riſet paa ben bare Skulder kr Straffen for de Ældre; om de &maa hedder bet: detectis talibus pro more puniendi sunt. (Leges mensales for Dbenfe 1588.) Taffe maa vi vel Gud, at bette Herredomme hk Ende; thi det har været afſtyeligere og mere aandsdræs bende end man foreftiller fig. Thomas Lund, der ubgav en Grammatica melrica 1627, ogſaa mærkelig ved fin Dedikation til Treenigheden og til Chriftian den Fjerdes Sønner, Fres derik og Ulrik, taler ogſaa i den om hine „plagosi Orbilii, podicibus magis quam codicibus inspiciendis delectati.“ Fra Chriftian den Fjerdes Tid ſpores der dog iffe blot en Begyndelſe til Latinens Indfirænfning, men overhovedet til en bedre Behandling af Undervisningen. Blandt de Etolemænd, der herved toges paa Rand, var Hans Pederſen Kallundborg (Neftor i Kallundborg 1630, i Malmø 1639, i Roeskilde 1641, afløft af Sønnen 1669, + 1671). Der udkom en Anordning om Sfolernes ny Reformats 1604, gjældende for begge Riger; og allerede nu befalede Kongen, at Univerfitetet ſtulde førge for Udarbejdelſe af ny Lærebøger, 4
50 Det lærde Tidsrum. Indledning.
endog paa Danfi. Der anordnes i et Sfolereglement (1631—32), at Veblingene i forſte Leltie ſtulde lære at leſe Danſt, nemlig Luthers Katechismus, ſom be ſtulde lære udenad; og i anden Lektie at ſtrive Dauſt, med flere bethde⸗ lige Fremſtridt. Men Hvor laugſom bet maatte gaa ber= med, om bet end blev efterkommet, dan man flutte deraf, at der ilke var nogen Bog til i Mobersmaalet, der kunde Benyttes ved felve be Øvelfer, ſom Latinen frævebe, Regle⸗ mentet anordner, at naar Lærlingerne havde faaet negen Ovelſe i Julius Cæjar og Curtius, funde man give bem Stil for af Arild Hbitfelds dauſte Krønnife, for at fee hoillen Fremgang de havbe gjort. Hvilfen hiſtoriſt Stil var iffe vet! Kongens gjentagne Anorduinger, f. Cr. om ny Lære= Bøger, bleve heller iffe efterlomne, hoillet man iffe ſaa meget bør tilſtrive Uvillighed fra Vedlommendes Side, fom de næjter uovervindelige Vanfteligheber ved Udforelſen og Landets for— tryfte Tilftand.
Stolen havde fra forrige Tidsrum beholdt fin egen latinſte Gudstjeneſte, fin daglige Otteſang og Aftenſang med latinſte Hymner og Reſponſorier. Der gjordes flere Forføg paa at indffrænfe eller afftaffe ben. Ved Herlufsholms Skole anord⸗ nedes, at naar tre Pſalmer vare ſungne paa Latin, fulde et af Børnene leſe et Kapitel af Bibelen paa Danſt, og ber= paa ſtulde ſynges Te deum paa Danſte, fom falig Gr. Herlof bet haver udſet. Skolereglementet fra 1631—32 gjør endog et mere almindeligt Forføg paa, at afffafje Latinen. Efter— ſom, hedder bet, bet Latinſte iffe endnu forſtaas af alle be Difciple, ber de Sognedage gan i Kor, og endnu mindre af Almuesfolk, ſynes bet meſt pasfende, at denne Guds— tjenefte blev holdt i i Modersmaalet. Maaſtee var bette Regle— ment lun et Forflag, ingen Anordning. J alt Fald vifte Skolens latinſte Gudstjeneſte fig langt mere fejglivet, end
De lærde Sfoler. 51
ten almindelige; thi ved denne bleve de latinſte Timer (noræ), ſom Prælater og Kanniker fang, afſtaffede 1640, men fulos lommen hævet blev den latinſte Skolegudstjeneſte ikke førend i Chriſtian den Syvendes Dage, i Viborg 1772, i Aarhus 1777, i Odenſe 1783, da ber ingen Opbyggelſe længer var veb ben og heller ingen Legfolk indfandt fig i Kirken for at bivaane ben.
En levende Fornemmelſe af at Latinffolen maatte indſtrenkes vifte fig allerede under Chriſtian den Femte. Bed Reſtript af 2 December 1682 udnævntes en Kommisſion til at underføge de lærde Skolers Tilftand. Regjeringen fandt, at der her i Riget i de mindre Kjøbftæder fandtes en flor Del unyttige latinſte Skoler, der iffe kunde naa de fores fatte metas og dog vare aflagte med ftore og anfeelige bene- ficiis, hvorved de rette ftore Skoler forringedes og Landet blev opfyldt med mange unhttige ingeniis. Den mener der⸗ for, at der i deres Sted ffulde indrettes „visfe danffe Skoler, hvor Ungdommen i Catechismo og Børnelærdom, ſamt Reg⸗ nen, Skriven, Bogholderi og Sofarten kunde underviſes“. Det tiljfriveg Dr. Hang Leth, der var Medlem af Kommis- ſionen, at ben tilſigtede Neduftion iffe fandt Sted. Der fortælles nemlig, at Folk til Hove foreflog Kongen at ophæve Frederiksborg Skole, thi der kunde for dens Kapital holdes et helt Kompagni Ryttere; men Leth gjorde Kongen opmærkfom paa de mange berømmelige Mænd, ber vare udgaaede fra denne Efole, og nævnte iblandt bem Kingo, hvorpaa Kongen udbrød: Cr der kommen ſaadanne Mænd derfra, hvorledes tør vi da ruinere den? Og ved de andre Smaaſtoler beraabte Leth fig paa fig felv; han havde gaaet i ben lille Sfole i Grenaa, og havde dog opnaaet den Værdighed han nu beflæbte. Kongen opgav Planen.
Endelig bør en Skolemand nævnes, Nordmanden Hans
4"
52 Det lærde Tidérum. Indledning.
Whitte, der havde haft en Skole i Kjøbenhavn førend han 1714 blev Bræft i Norge, og ved Theori og Praxis vidnede om, at der i Skoleundervisningen, ved Grendſen af Tidsrummet, var fleet en betydelig Fremgang, ved hvilfen Modersmaalet tillige toges med fom et Sprog, hvori der ſtulde underviſes.
Om de lærde Skoler i Almindelighed er Nyerups Sift. flat. Skildr. 3 D. 1 Halvpart, Skolerne, den vigtigfte Kilde, da Vorm Skolehiſtorie iffe gaar fan langt. Men en ny Bearbejdelfe, efter at faa mange nyere Bidrag ere komne for Lyfet, er meget at onſte. Thuras Valvæ scholarum Danici regni apertæ, GHaandſtrift pen Univerſitetsbibl, Addit. Nr. 205. 4. gaar til 1738 (Dahls Pros gram om Frederiksborg Skole, 1, 15).
Skoleundervisningens Afbrydelſe: Difciplenes hyppige Bandring paa Landet gav tillige Anledning til Svir og Lediggang. De blæe ofte liggende der tre Dage, under allehaande Paaſtud, at be ſtulde fynge for Lig, det flette Vejrligt o. desl. (Bendz, Bidrag til Horſent Skoles Hift. Program 1848, &. 51). En fongelig Befaling af 1699 oplyſer den flette Skolediſciplin; den omtaler ſom Fakta, hvorledes Ungdommen er hengiven til for megen Frihed, ſoger Drik⸗ og Daabelhuſe; og naar de kaldes derfra med nogen alvorlig Diſtiplin, forløbe de Skolen, og enten uden Teſtimonia begive fig til andre Skoler eller undvige vore Riger og deponere andre Steder, eller lade fig under Militair antage og Bogen flet forlade. (Hübertz, Alt⸗ ſtykker vedk. Aarhus, 2, 180.) Jakob Jakobſen Volf, Rektor i Oslo, ſiger i Tilegnelſen til de to Tragedier, han uddrog af KEneiden, at der iffe var Tid til at giennemgaa den bel, præserlim ex huius scholæ conditione, vbi tota fere schola per anni quadrantem quotannis dimittitur, dum scholares tenuioris conditionis pro more qui iam dudum in hoc Noruegiæ regno inoleuit, Eleemo- synas in literarum subsidium ruri parochiatim solicité quærunt et colligunt,
Den latinſkte Grammatik: Nyerup, bift. ſtat. Skildring, Skolerne S. 25. 95. 114. 186. 332, og Librorum etc. notitia, G. 26. 27—28. Nic. Kragii Grammaticæ latinæ præcepta. Hafn. 1578. Tilegnet Niels Kaas. (Der findes i hele Bogen fun en halv Snes danſte Ord og et Par Talemaader paa Danſt). Jersini Gram-
De lærde Soler. 538
lat. Hafn. 1624. 1704. Af Ravns Admonitio, et Haand⸗ der var i det Kgl. Danffe Selſtabe Saml. Nr. 47. 4., Uddrag hos Nyerup, S. 114. SHjøring, Methodus docendi saticam latinam Danice facillima, i. e. En ſaare læt Maade e den Danſte Ungdom grammalicam latinam med paa Danſte. 1661. Sivers, Grammatica latina. Hafn. 1675. 4. sis reformata. Hafn. 1682. Grammatica latina minor Hafn. 1684. (Det er den paa Danſt.) Tvende Skole⸗ der, den gamle oc dend Ry (uden Sted -og Aar. 1692.) findes i bibl. i Roeskilde. (Uddrag hos Nyerup, om Skolerne, &. 333.) Forbud mod Modersmaalet og Skolediſciplin: Skolelove for ihavn, af Olaus Theophilus, hos Nyerup; for Herlufsholm „S. 40; for Frederifsborg i Bendtſens Efterretninger; for e hos Ryerup og i Mülertz Aktſtykker; for Ribe i Terpager, Cimbricæ. Scholæ Flensburgensis Administratio. Rectore Sperlingio. Witeb. 1589. indeholder tillige De scholis ndis et conservandis Oratio, ſamt Skolelovene, hvori ogſaa ) mod Modersmaalet. Henrichſen, Bidrag til Skoletugtens Program fra Odenſe 1853. Thomas Lund hos Nyerup, S. [00. Hans Bog hedder Grammatica metrica nova. Hafn, Dedikationen hedder: S. S. et Individuæ Trinitati, Deo Deo Filio, et Deo Spir. S. Euergeta suo adorando Nec Seren. (etc.) Christiani IV, Filiis (etc.) Til den hører Reliqviæ Grammaticæ poeticæ 1627. Skolereglementer 1631—32: Nyerup, S. 89. 92. $. P. idborgs Levnetébeffrivelfe af A. N. Ryge. Kbh. (1759). 4. Skolens lat. Gudstjeneſte: Nyerup, S. 39. 87. Pontopp. Annal. Daͤn. Bibl. 2, 81. Engelstoft, Lithurgiens Hift. i Danmark, S. 88. Skolereduktionen: Rothe, Chriſtian den Femtes Reſtr. S. 406. p, S. 131. Zwerg, S. 661. Helweg, Danſke Kirkes Hiſt. 1, 463. 5. Whittes, tre Diss. philologicæ ere: De lingris tradendis. 1706. 4. De Woifgangi Ratichii in lingvis tradendis do. Hafn. 1706. 4. De auctoris medicinæ mentis in lingvis idis methodo. Hafn. 1707. 4. Han unterføger deri, an t tradenda vernacula sit, an peregrina; hvorledes begge, ſom og Modersmaalet, kunne forbindes; oplyſer, hvor nødvendigt at lære Modersmaalet ved Undervisning, Fremgangsmaaden
54 Det larde Tidérum. Indledning.
dermed, 0. f. fr. Gertil føjede han: Ser Obfervafioner Sm Lærer Kunſtens rigtige og frugtbare Øvelfe J Ungdommens Undervisning (etc.) Kbh. 1707, 4., forLæferen,…,,fom ej felv and demme på vore i det Latinſte Sprog forarbejdede og udgangne Tractater.“ Forberedelſe Til en udførlig Underretning Om En filfer Orden og Maade til det latinſte Sprog at lære. Kbh. 1708. (En latinſt Grammatit for Begyndere paa Danſt, og lagt an paa en gradvis Fremgang.)
Til Stoleftrifter fra denne Tid høre: Olaus Theophilus de scholarum origine ét utilitate. Hafn. 1574, anført af Lyffander, men maaſtee iffe til. Sammes Paræneses seu præcepliones sapientes (elc,) ex Grecis simul et Latinis autoribus in vsum Scholarum triuialium conscriptæ. Hafn, 1573, 4. J Stutningen er Sfoleundervisningen og dens Behandling. (See Nyerup, hiſt. ſtat. Skildt. Skolerne, &. 20.) Caspari Georgij Hammermulleri Oratio in natalem Domus Regentianæ Røoésehildensium habita Rotschildiæ die 19 Octøbris 1642. Hafn: 1643. 4. (uden hiſtoriſt Indhold). Brevis tractatus continens officia, discipulis ad doe- trinam conseqvendam necessaria, a Jano Dionysio Jersino. Hafn. (1607). 4. (Aſſtedsſtrift til Diſciplene i Herlufsholm. Traktaten er i latinſte Herametre). Eliæ Na Oratio valedictoria de clariss, scholæ Otheniensis Rectoribus. Hafn, 1699. Begynder med Canutus Besche og ender med Thomas Bircherod, (Manden er ligefaa højtravende paa Latin fom i Modersmaalet), jf. Nova liter. maris Balth. 1699, S. 155. Albert Thura, Lykonſtnings Tale til Colding Skoles Indvielſes Høptiid. 1732. Kbh. 4. (Talen er danſte Vers, men derefter findes: Hiſtoriſt Beretning om Colding Stole.) Georgius Lundius, Oratio de molestiis scholæ (etc). Flensburgi 1705. 4, Og Oratio de eo, quod in pios gratosque merito conferantur beneficia, cum adjeclis versiculis. Flensb. 1705, 4. (De tillagte Vers ere pan Tyſt, Graſt og Gebraiſt. Forf. omtales i Cimbr. liter. 1, 367.)
Et nyt Bevis paa ben Fremgang, ber i bet mindſte attraaedes under Chriſtian ben Fierdes Regjering, ere be Gymnaſier, ber oprettedes ſom et Mellemled imellem be lcerde Sfoler og Univerfitetet. De ere at anſee fom be førjte Forjøg paa at indføre Realia i ben lærde Undervis—
Gymnaſier. Almueſtoler. 55
ning. Wen be bragtes fun langſom i Gang, og varede fort. De flulle allerede være paabudne 1618; men det aldſte, det i Obdenfe, ber ogſaa længft varede ved, blev førft oprettet 1621, og paa ny funderet 1639. Andre bleve oprettede i Roeskilde, Aarhus, Ribe, Lund og Chriftiania, alle i ſamme Aar 1636.
Kverup, hiſt. ſtat. Skildr, Skolerne, &. 102. Om Odenfe Smmajium Haves et markeligt Skrift: Statua honoris erecta Gymnasio Othiniensi cura G. Hannæi, 1692. consummavit L. Luja, IHIafn. 1724. S. 11 udtaler Forfatteren fin Glæde over Daniam, septentrionis coronam, Fioniam, corculum Daniæ, Othi- niam, Fieniæ ocellum. S. 18 nævnes den ældfte lector theologiæ Nicolaus Brunius 1539, om hvem man ifle veed andet end Ravnet, og hans Cfterfølgere. Derpaa følger Gymnaſiets Hiſtorie fra 1621 - 1722.
Om den danſte Sfole i Kjøbftæderne og Almueſkolen paa Landet mangle tilftræffelige Oplysninger. Man finder hift og her omtalt, at der i be Kjobſtæeder, hvor ingen Latinftole bar, fandtes en danſt Skole, og flere Adelsmænd oprettede Almueſtoler paa deres Godſer, hvilfe kunne anſees ſom Fors løbere for Fremgangen under Frederik ben Fjerde; men Under⸗ disningens Beſtaffenhed har næppe ftaaet meget over bet forrige Tidsrums.
Ved Siden af Adelen dannede fig en lærd Stand i og udenfor Univerfitetet, udgaaet fra Borger: og Bondeſtanden. Der findes i den ogſaa eneftaaende Mend, fom fra ringe Fodſel ved Geniets Kraft hævede fig til Videnſtabens højefte Verdighed; men ligefom ved Adelen udviflede ber fig tillige hele Slægter, hvor Lerddommen ligeſom gift i Arv. Nogle af bem vandt ved videnffabelige Opdagelſer Navnkundighed over hele Europa. De havde for ſtorſte Delen føgt Lerddom ved Udenlandsrejſer, ſnart ſom Hovmeftere for adelige Yngs linge, fnart paa egen Haand. Naar de kom hjem, beftege de enten Kathedret, der undertiden ventede paa bem, og vir⸗
56 Det lærde Tiderum. Indledning ·
lede ved lærde Skrifter, eller be udmærkede fig fonn Sole mænd, eller be henſade i Preſtelald, og dyrlede her, lige ſom under Adelens Øjne, be Videnſtaber, ſom Univerfitetet lagde liden Vind paa, og holdt derved adſtilligt i Live, ber ellers vilde være forgaaet, ifær Naturvidenftab og. Slb= granſtning.
Nogle af disfe Slægter, der ftrafte fig langt ned i Tiden, ere faa fremragende Fenomener i vor Literatur, at en Overſigt over dem, forfaavidt de vedfomme den, vil Jette Indfigten i det følgende.
Den beromteſte af disfe Slægter er Bartholinerne. Stam⸗ faderen Bertel Jeſperſen, hvis Fader hed Jeſper Pallefen, var føbr i Bigum i Jylland, blev. Præft I Kjøbenhavn og i Malms, og giftede fig med en Præftedatter fra Sfaane. Han forfattede adſtiullge gudelige Sfrifter (1591—1611) og døde 1613.
Hans Søn Cafper eller Jeſper Berthelfen eller Bartholin f. i Malms 1585, blev Prof. i Medicinen 1613. En heftig Sygdom Bevægede ham til at ſtudere Theologi, og han blev Prof. i Theolo⸗ gien 1624. Det er vor bersmte Anatom. + i Sors 1629. Hans fer Sønner: 1) Bertel, f. 1614, kongelig Antikvar, + 1690. 2) Thomas, f. 1616, Prof. i Anatomi og Medicin 1648. Det ev den anden berømte Anatom. + paa Hagefted 1680. 3) Albert, f. 1620, Rektor i Frederifsborg, + 1663. 4) Jakob, f. 1623, Orientaliſt, + i Heidelberg 1653. 5) Rasmus, f. 1625, Prof. i Medicinen 1657. + 1698. 6) Cafper, Dr. juris, + 1672, har i Literaturen gjort fig mindre befjendt.
Af dette Kuld efterlod Thomas Bartholin fig atter fire Sønner: 1) Caſper eller Jefper B., f. i Kjøbenhavn 1655, Prof., Generals profurør, adlet, + 1738. 2) Chriſtopher, f. 1657, Landedommer, + 1714. 3) Thomas Thomaſen B. den Ældre, f. i Roeskilde 1659, Prof. i Politik og Fædrelandets Hiſtorie, kongelig Antikvar, Artivfefretær, Prof. i Lovfyndighed, + 1690. 4) $ans, f. 1665, Prof. i Theofogien, + 1739.
Endelig havde Thomas Thomafen B. en Cen af famme Navn: Thomas Thomafen B. den Yngre, f. 1690, Generalprokuror, Juftis tiarius i Højefteret, + 1737.
Slagten vedligeholdt fig indtil vore Dage.
Lærde Slægter. 57
Den Bormſke Slægt flammer fra. Johan Vorm, f. i Arne beim i Geldern, + fom Raadmand i Aarhus 1601. Sans Een Billum Vorm var Borgemefter i Aarhus; og dennes Søn er den beremte Oluf Vorm, f. i Aarhus 1588, + 1654. Oluf Vorm havde to Sonner: 1) Villum Vorm, f. 1633, Kongelig Hiſtorio⸗ graf, + 1704. 2) Matthias Vorm, f. 1636, Præfident i Ribe, + 1707.
Billum Vorm havde to Sønner: 1) Dluf $. f. 1667, + 1708. 2) Chriſten V., f. 1672, Biſtop i Sælland, + 1737.
Oluf 3. havde en Son, Villum V., f. 1698, Asfesfor i Hofretten, + 1737.
Matthias Vorm havde to Sønner: 1) Caften V., f. i Ribe 1676, Præfident i Ribe, + 1750. 2) Oluf V., Lektor i Aarhus.
Denne Oluf V. var Fader til Jens V., f. 1716, Rektor i Aarhus, + 1790, den fidfte af den mandlige Slægt. Hans Soſter Margrete var gift med Chriſten Bagge, og deres Sen var Oluf Vorm, f. 1756, + 1809.
Slegten Thura. Peder Lauridfen Holſt var Kirurg i Skjel⸗ ſtjer. Hans Son Laurids Pederfen, Laurentius Petræus, f. 1598, Kektor i Herlufsholm, og 1630 Praſt i Nykjobing paa Falfter, + 1655, antog Navnet Tura eller Thura (peira, Klippe). Hans Datter Margrete blev gift med Mag. Laurids Mortenſen Vidſted, Præft i RNalffov, + 1674.
Af hans Sonner beholdt den ene Tilnavnet Vidfted: Morten Lauridfen Vidſted, Degn paa Amager; Den anden Navnet Thura: Laurids Lauridfen Thura, f. i Nakſtov 1657, Biffop i Ribe, + 1731. Denne havde fre Sønner: 1) Albert Thura, f. i Kjobenhavn 1700, Rektor i Kolding, 1726 Præft til Lejrffov, + 1740). 2) Diderik Thura, f. i Aarhug 1704, Kommandor i Soetaten, 4. 1788. 3) Laurids Thura, f. i Aarhus 1706, Generalmajor, + 1759.
Elægten Colding og Vinding. Jens Povelſen var Raad: mand og Tolder i Kolding. Hang Son Povel Fenfen Colding, f. 1581, var Praſt til Vindinge (nu QOvislemark) i Sælland, Rektor i Herlufsholm, + 1640.
Gan havde tre Sønner, 1) Hans Vinding, f. 1609, Prof. i Odenſe, + 1655; 2) den berømte Rasmus Binding, f. 1615, Etats⸗ raad, + 1684; og 3) Peder V.
Hans V. havde en Son Peder V., f. i Odenſe 1637, Asfesfor
58 Det færde Tidorum. Indledning ·
i Kancelliet, + 1654, Rasmus V. havde em Sen Povel B., f. 1658, Ctatsraad, 4 1712; og derne atter en Son Rasmus V. den Yngre, til Biftrup, $ 417272
Slægten Vinslov. Jakob Vinslov var Præft i Gjøngeherred. Hans Son var Peder Binslov, f. i Vinslev i Skaane 1636, Præft i Odenſe, og i Præfte, + 1705.
Blandt hans fire Sønner er Jafob (Benignus) Vinelev den berømte Anatom, f. i Odenſe 1669, + i Paris 1760. De andre vare: Hans V., Goſpitalforſtander i Slagelfe, + 1740; Ludvig 8, Praſt i Norge, + 1710; Riels Bruns B., Dr. med., + 1711.
Slægten Birferod, Herman Jenſen, Borger i SHelfinger, havde en Sen Jens Germanſen, der blev Præft i Birkerod. San havde to Sonner: 1) Jens Birkerod, f. 1623 i Birkered, Prof. og Præft i Kjøbenhavn, 4 1686. 2) Jatob Birferod, f. 1624 i Varberg, Prof. i Theologien i Sdenfe, + 1688.
Jens Birkerod havde atter to Sønner: 1) Johannes B., f. 1663, Prof., + 1720. 2) Jens B., f. 1664, Biſtop i Chriſtian⸗ fand, 4 1720.
Jatkob Birkerod havde tre Sønner: 1) Jakob B., ſom druknede i Seine 1685. 2) Jens B., f. 1658, Biftop i Aalborg, + 1708. 3) Thomas Broder B., f. 16651, Prof. ved Gymnaſiet i Odenfe, + 1731.
Clægten Baden. Ernſt von Baden var Borgemefter i Horſens og Toldforvalter i Nørrejylland og gift med cen Soſter til res biffop Svane. Hans Sonner vare: Laurids von Baden, Reftor i Horfens, Præft i Aarhus Stift, 4 1689; og Jafob Baden, Præft i Herslev i Skaane, derefter i Holbek.
Hans Søn Torkild Baden, f. 1668 i Herslev i Skaane, Rektor i Golbek, Forf. til Roma danica, + 1732.
Hans Søn Jakob Baden, f. i Holbek, var Rektor i Vording⸗ Borg, + 1738.
Hans Sønner: Jafob Baden, f. i Vordingborg 1735, Prof. eloquentiæ, + 1804, og Torfild Baden, f. i Vordingborg 1734, Gods⸗ infpeftør, + 1805; famt den forftnævntes Sønner: Guſtav Ludvig Baden og Torkel Baden, der i den nyere Literatur ere nokſom bekjendte Forfattere.
Slagten Vandal. Johan Vandal, Biffop i Ribe, gift md en Grundith, havde en Son Iver Bandal, Borger i Ribe, der havde to Sonner: 1) Jens Bandal, Aquavallinus, Praſt i Magſtrup ved
Lærde Slægter. 59
Haderslev. 2) Hans Vandal, f. 1579, Biffop i Viborg, + 1641.
Jens Vandal havde atter tre Senner: 1) Peder V., Aqua- vallinus, f. 1602, Præft i Magftrup, + 1659. 2) Hans Vandal, Raadmand i Ribe. 3) Bagge Vandal (eller Vandel) Navigations: direktor, + 1683.
Biffoppen i Viborg Hans Vandal havde to Sønner: 1) Hans Vandal, f. 1624, Biſtop i Sælland, + 1675. 2) Predbjørn Vans dal, f. 1635, Præft i Korſor, + 1699. Og en Datter Karen, der blev gift med en Kjøbmand i Nyborg, fra hvilfe nedſtamme Johan B. og dennes Son Peder Fris V., Præfter i Vindinge; den fidftes Son Johan V. anlagde Bogtrykkeriet i Aalborg, + 1797; hvis Son Peder Fris V. ligeledes var Bogtrykker i Aalborg.
Biffoppen i Salland Sans Vandal havde to Gønner: 1) Hans V., f. 1656, Prof. i Theologien, + 1710. 2) Johan Ernſt V., f. 1666, Sognepræeſt i Nyborg, + 1714.
Den førftnævnte, Hans Bandal, havde atter fo Sønner: 1) Johan Frederik V., f. 1686, Prof. i Metafyſik, + 1717. 2) Hans V., f. 1694, Præft paa Amager, + 1757.
Man har ofte forflaret denne Lerddommens Forplant- ning i visſe Slægter, ijær ved Univerfitetet, ſom en Følge af en raa Nepotisme; og ben fan vel have haft fin Andel beri. Men den har bog en biybere Grund i Tideng hele Tankegang, Stateng Inddeling i visſe Kaſter; ligeſom Feno— menet i det hele taget naturligere og ſmukkere forklares af be ſimple Sæber, den ſtorre Gudsfrygt, ben ſtrenge Ops tugtelfe, Moderens Kjcerlighed til fin Mands Stand, Fade: rens til Videnſtaben, og bet naturlige Onſte, at deres Søn maatte arve disſe Goder. Og udenfor hine mere impofante lærde Kredſe, hvor mangen grundlærd Mand har ber ikke i denne abſtruſe Lerddoms Tid levet for Videnſtaben i fin ftille Vraa, uden at fljænfe fine Medborgere nogen betydelig Frugt af fine Granſtninger, ſom Eftertiden i det mindfte nu finder værd at omtale, men ftaaende fom et Slags Vidunder for fin Omgivelfe, der hverken begreb hans Færd eller fattede
60 Det lærde Tidorum. Indledaing.
ben Fortryllelfe ber var kommen over ham, og giorde ham ligeſom til en Fremmed idenne Verden. Veb at betragte Literaturen kan man iffe faa nøgen ret Foreſtilling om benne Lerddomsfylde, ber fun brøb ub i ſporadiſte Strifter, og ofte havde Tiden imod fig. Men be hiſt og her forefommenbe Beretninger om deslige Mend, form Peder Vandal, Morten Wolfsburg, Jørgen Urfin o. fl., væffe Forbauſelſe, og oplyſe Lerddommens Forplantning fra Faber til Søn. Om Wolfsburg f. Cr. fortæller Borm, at han blev oplært hjemme af fin Faber, em Preſtemand i Fyn, og i fit tiende Mar af ham blev dimitteret til Univerfitetet. Engang viſiterede Biz ffoppen, og Faberen bab ham overhøre hane unge Søn; men da Drengen iffe blot begyndte at tale Græjt, men enbøg talte Woliſt og i andre Dialefter, afbrod Faderen ham: Saa jævnt, min Søn, at Biffoppen fan forſtaa bet (simpli- citer, mi fili, ut intelligat episcopus).
Hvor Lerddom faa rundelig fandtes hos Mendene, maatte ogſaa noget falde af til deres Damer, til Profesſorers og Preſters Dottre. For at anffueliggjøre bet, faar jeg ogſaa anføre nogen af bem. Thomas Bartholin ben Eldres Datter Margrete lærte Latin af fin Faber, men var ogſaa danſt Poetinde, og opvartede, ligeſom hin befjendte Lærde i vore Dage gjorde med Majeftæten, Peder Schumacher med et Berg, ſtrevet med Runer. Anne Margrete Bredal, Datter af Jens Bredal, Præjt til Skadde i Aarhus Stift, blev fom Barn oplært af fin Fader (avulsam de mammis et jam lallare incipientem Musis me meus sacrificavit pa- rens dilectissimus, figer hun i fit Levnet) og ſtuderede til fit tyvende Aar. I fit femtende Aar forfattede hun en latinſt Oration til Kong Chriftian ben Femtes Salving, hvilfen hun forſt reciterede i fine Foreldres Hus og derpaa ſendte Kon— gen. Gun var to Gange gift, og havde i fit førfte Ægte
Lærde Slægter. 61
„i hvilfet hun fødte otte Børn, megen Gjenvordighed; andet Xgteſtab med Erik Bredal, Rektor i Horſens, iebe hun hvert Ojeblik, hun havde tilovers, til Muſerne epla interdum idonea studiis obsequendi occasione, me ad partes revocabant Musæ, me, inquam, cui nihil ius erat aul eril unquam (non pudor est fateri) quam ria Musarum mellitissima). Lisbeth Rhuman, hvis Fa⸗ var prof. eloquentiæ, (f 1707, over 70 Aar gammel) ligeledes en god Latiner (om man faa tør fige om en ne), og ſtrev endnu i fin Alderdom latinſte Vers. Helene egrete Fris, hvis Fader var Borgemeſter i Ribe, blev i ſpede Alder undervift i Latin af Dr. Otto Sperling, og be i fit fjette Aar et tyſt Vers til Dorthe Engelbrekts⸗ er, ba denne fjette Gang 1699 udgav fit Aandelige Sang⸗ aareoffer. Det gjorde faa megen Opfigt, at det omtales n Tids lærde Tidende. Sed quid multa? Synger ikke hæbrebde Poet Bording i fit Digt, faldet Scutum Gynæco- nas eller Lærde Kvinders Forſvar imod Momum, hvilfet
tilegnede Jomfru Margrete Juel Jensdatter (æva- spatixåg Min Viis er at være ret adelig from), ſynger ikke deri om en fynſt Pige, der, fjorten Aar gammel, fomhelft man flog det græffe Teftament op for hende, ig kunde overfætte og fortolfe det paa Latin; bog have fen han eller Thura eller Schönau kunnet udfinde Navnet bette fynſte Vidunder 7). Men ligemeget, navngivne
Bording ſynger: Jeg har af Fyn cen Pige kjendt, men Navnet veed jeg ikke, fom fund" bet græffe Teftament forklare ret til Prifte, og give paa Latin faa Mar, fom nogen ſtuld' begiere; om hun var den Tid fjorten Aar, da var det iffe mere.
62 Det lærde Tibérum. Indledning.
eller navnloſe, ſaameget fee vi, at benne Tid, endnu mere end vor, var frugtbar paa lærde Damer; og Schacht, begej⸗ ftret af fit mune, flutter med rette fin Diatribe med be Orde
Vivant litera! Vivant fæminæ in Dania literatæ!
Vormernes Stamtavle i Bangs Sami. 1, 214. Slægten Thura i Laurids Thuras Optegnelfe £ D. Mag. 5, 217, Burman Beder, Nachrichten von dem Geſchlechte Baden. Kph. 1832.
Margrete Bartholins Runevers findes hos Schönau. Anne Margrete Bredals Oration hedder Spes Daniæ Christianus quintus unctus, Hafniæ 1671. 4. Helene Margrete Frifes Vers omtales i Nova literaria Maris Balth. 1700, &. 82. Det fyder faa:
Im Norden wohnt die id nicht feb”,
Die weltberühmte Dorotbe.
Soll id) noch laͤnger ſehn auf Erden,
Wuͤnſch' id als Dorothe gu werden. Men mnet om de lærde Damer er faa rigt, at jeg iffe her tør tænfe paa at udføre det.
De ſtore og anfeclige Bibliotheker, hvilke tildels allerede tre nævnte, ſom Joachim Gerdedorfs, Holger Roſenkrandſes, Jens Roſenkrandſes, Jørgen Seefeld, Karen Brahes, krave ogſaa deres egen Hiſtorie.
Angaaende Bogtrykkerierne maa jeg henvife til de i fors rige Tidsrum anførte Skrifter. Til de markeligſte, fom tildels i ter følgende omtales, høre: Anders Vedels i Ribe (Terpager, Ripæ Cimbr. 6. 705. Lackmanni Annal. typogr. selecta quædam capita S. 46), Tyge Brahes paa Hven (Brahes Skrifter, Aslron. instaur. Mechanica og Epistolarum Astronom. lib, 1, Lackmann, S. 37), fans Skaanings i Aarhus, den tyſte Bogtrykker Valentin Kuͤhns i Chriſtiania, det forſte i Norge (Pontoppid. Annal. 3, 194), Biſtop Peder Vinſtrups i Lund (Lackmann, S. 50), Biffop Thomas Kinges i Odenſe (Lackmann, S. 51).
Fiteratürens fjiftørie.
Forſte Afdeling. Chcsløgien i fin lærde søg følkelige form.
% Theolegiens Stilling. Kirkens indre og pore Forholde. Læren og dens Behandling. Orthodoxien og bens Bevaring. Cenſur.
Theologien, naar derved forſtaas hele den kriſtne Læres Behandling, banner endnu bet vigtigſte Grundlag for Lite- raturen; Videnſtaben har iffe frigjort fig fra dens Ledebaand. Derfor maa Betragtningen over Literaturen begynde med Kirken og Kirkeleren og med den Aandsdannelſe, ber i dem aabenbarer fig, thi den er overvejende. Det var en Følge af Reformationens Fuldendelſe, og er jo i fig felv naturligt, at bet religiøfe Clement danner Midtpunktet af al Aandsyttring.
Tiderne omſtiftes. Den Plads, ſom det politiſte eller Statsideen indtager i vore Dage, indtog ben Gang det reli— giøfe eller ben friftelige Idee. Paa nogle faa Yttringer nær af politiſt Bevægelfe, af enkelte Angreb paa Adelens Overs magt, der maatte gaa forud for Enevoldsmagtens Indforelſe, dreje Folkets vigtigfte og almindeligſte Interesfer fig om de kriſtelige Troslærdbomme. Det ſtjonnes ogſaa uf denne Litera⸗ turgrens Størrelfe; ben overgaar alle de andre i Omfang.
Men iffe blot dens Omfang, ogſaa deng Indhold og mange andre Henſyn vanffeliggjøre dens Behandling. Naar bet, ſom billigt er, maa overlades den lærde Theolog felv at give en videnffabelig Fremftilling af dens Udvifling, maa
eve es wvuus, We IT oberlade ti en derved befeſtet Overbevisning om Kirker t Kirkelerens Oprindelſe, o. ſ. fr., thi der teljerne af Kriſtendommen fig i mangfoldige? Den gjennem disſe Modſetninger, der alle 1 t fande, at have vundet No i det ene og en 1 de menneſtelige Vildfarelſer, der alle hige e| lBedommelſen lettelig ſtaa Fare for, enten at i trenghed imod bet, der iffe anderledes kunde ed altfor megen Hengivenhed at hylde det, de "forfejlet. Begge disſe Yderligheder maa und. r maa jeg gjentage: at Kriſtendom og Kirfelær lo falde fammen; at navnlig Proteſtantismen n gaar ud paa at hævde Cvangeliet, fan ha! ir fejlet ved at gjøre fin Fortolfning af Guds: ie faliggjørende; at Evangeliets Fortolkning ifl n Gang troede, er noget ſtilleſtagende, men bef ridende, og at denne Fremffridning vil ende mi fle Kriſtendoms Livsſporgsmaal, hvorledes ben Verden er at forſtaa, hvorledes dens tradit ndelfe er at fortolke, hvorvidt non f«-5- MX" "
Theologiens Stilling. 65
ind til Jeſu egen Lære, thi det er Kriſtendommen; at denne Betragtning, hvig Clementer ligge i Cvangeliet, vil ende med en af dogmatiſt Kløgt uafhængig Anſtuelſe af Kriſten⸗ demmens Veſen, af hint ufynlige Gudgrige, der i Tidens Lob aldrig har lavet fig være uden Vidnesbyrd. J dette nujynlige, uverdslige, uomftiftelige og uforgjængelige Guds— rige, ſom Kriſtus forfyndte med Ord og virfeliggjorde i fit Liv, i dette Fredens og Naadens Evangelium, bet enefte fante, er bet den Troendes Formaal i alle Forhold at fjende Guds Billie og at opfylde den; i det ere Troen og Haabet og Sjærligheden virkeliggjorte i Livet; i det gaar Vejen igjennem Lidelfe, Kamp og Sejer til det evige Liv. Til denne rene Anſtuelſe var hin Tiv iffe kommen, og der ſtal iffe fræves af den hvad den ikke funde hde; den maa frem⸗ ftiles i fine Forholde og efter fine Evner, og ber udtales ingen Dabel over ben, fordi den fremjtilles ſom den var, fom ben funde være; ogſaa bør hver enkelt Mand ſtee fin fulde Ret, ja hans Fortjenefte vil jo vife fig faa meget ftørre, jo mere den fees i fine Omgivelſer. Men bet vilde være en Fornægtelfe af Sandhed, at give denne Tid Ros for noget, forbi det maaſtee endnu hyldes, eller at antage for en Frem⸗ Kridning hvad der i fig felv var en Stilftand eller Tilbagegang.
Ikke blot Kirfelærens Forhold til Kriſtendommen er at betragte, men ogſaa bens Forhold til Videnffaben. Det fan iffe mere betvivles hvad der faa tit er fagt, og faa ofte fors gjæves, at ogſaa Videnſtaben danner en Kirke, ligefaa from og hellig fom den, der udgiver fig for Krifti, at begge disſe Aabenbaringer iffe modſige hinanden, men ere een og ben ſamme, „at Bidenffaben iffe fører fra Religionen, men til ben, at al Sandhed leder til Gud ſom dens evige Kilde.” Men bet fan heller iffe nægtes, at Reformationens fenere Udvilling iffe derom havde nogen Anelfe, og at der er noget
5
66 Det lærde Tidsrum. Theologi.
i bet, fom man faa ofte har bebrejbet ben, at , medens Bruddet imellem Lutheraner og Reformerte blev ulægeligt, og be tre Kirkers Had ſteg til bet højefte, gif bem ebangeliſte Frihed tabt,” „at fri Forſtning paa ny blev forbudet,” „at Naturvidenſtabens Opdagelſer bleve bedomte efter Tros— Tærdomme,” „at Menneſtehedens helligſte Interesſer ubartebe til Stoleſtridigheder, hvorved Jveren for bet veſenlige i Kriſtendommen blev fjølnet,” o. f. fr. Dverhovebet, at Theo⸗ logien og Naturvidenffaben gif hver fin Vej, iſteden for at forenes i et fælles Halleluja, hoillet er bet værfte ber Tan figes om bem begge.
Uden at have klaret fig disſe tvenbe her anthdede For= holde vil en objeftiv Opfatning af be foregaaende Tiders aandige Færd være vanſtelig at vinde; jeg har derfor ſtreebt efter at have bem begge for Øje.
Det fremſtridende i ben danſte Kirfe, thi frem gif ben i flere Henſeender, i Lerddom og formel Behandling, blev bog tilſidſt en Tilbagegang og Stilſtand. Det er bet førgelige ved Tingen. Iſteden for ben livsfriffe Bevægelfe, ber ved Beghndelſen af Reformationen var faren hen over Folke— literaturens ſtaaende Vande, indtraadte en beſtandig ftærfere dodgiorende Stagnation. Hvad ber forhen havde været Legmands Sag, og, ſom Povel Cliæfen fagde, gif om ſom et levende Ord imellem Skindere og Toldere, vendte nu for en Tid lang tilbage til be Lerdes Kreds. Fra Menigheden udgik ingen Anſtuelſe, maatte ingen udgaa; fra Præfterne ingen anden, end ben een Gang for alle antagne. Selv Biden= ſtaben maatte bøje fig under Kirken og dens mislyffebe For= tolfning af Bibelordet; Tyge Brahes unaturlige Verdens= ſyſtem udgik tildels derfra. Der manglede Kirken de væfen« ligſte Betingelfer for Udvikling i Sandhed: Selvftændighed i Tænfning og Frihed i dens Meddeling. Det var en
Theologiens Stilling. 67
følge af Kirkens daværende Stilling; og maaſtee det var tøbvendigt, at Theologiens Afmagt maatte komme tilfyne, or at Videnſtaben funde vinde Paaſtjonnelſe.
Allerede ved Reformationens Indforelſe 1536 (od det fig orudſee, at ben danſte Kirke endnu i lang Tid vilde blive iffængig af den nordtyſte, at den vilde blive en Bilægger, ver ingen Varme gav uden veb den Ild, ber blev lagt i fra jen anden Eide i Sachſen. Al deng indre Beftræbelfe gik sb paa, ſom Troens endelige Norm at vinde en Tilſtand, per var og kunde vedblive at være en Stilſtand. Derfor lagdes ber Bind paa en faſt Zroslære og dens ydre Ves hjendelſe. Derfor maatte alt holdes borte eller udjages, der lunde forſtyrre denne Enhed. Der laa eller udviklede fig i elve Lutheranismen en beftandig Frygt for at falde tilbage, en Frygt, ſom ben fande Tillid iffe føler, en Angſt for at jorføres ved Omgang med anbre, en Angft, der aldrig over⸗ alder ben rene Uſtyldighed; og endelig en ſtundum næften jormodig Overbevisning om nu for beftandig at have fundet jen rette Vej til Himmerige. Derfor maatte den, efter at Ronfesfionen havde vundet Lovskraft (hvad enten man vil venføre det til 1569 eller til 1574), ængftelig overholde dens Sætninger og Ord; udenfor bem var der Fare. Og iffe blot Fare for Kirken, men ogſaa for dens ydre Forudfæt- ning, Staten. Kjetteri blev anfeet for ben uundgaaelige Bej til Statens Opløsning. J Virkeligheden var ber ogſaa nogen Grund til i Frihedens Brug at fee Frihedens Miss brug. Thi iffe alene dannede ber fig, ſtrax ved Løgrivelfen fra Katholicismen, ved Siden af ben lutherffe Kirke en anden, ber truede med at gjøre fig ligeſaa uafhængig; men bet fri Ord fremfaldte i Tyſtland felv en hel Sværm af allehaande Partier, Gjendøbere, Saframenterere og andre Sværmere. Af dem tyede ogſaa en Del ind til Danmark.
. ps?
(2
8 Det færde Tiderum. Theologi.
Ligeſom Rettroenheden i Tyſtland blev en Fyrſteſag, faa blev. ven mu ogſaa i Danmark en Kongeſag. Allerede i Peder Palladii Dage foges be alvorligſte Forholesregler for at finde disſe Sefterere, hvor be forſtak fig i Lanbet, og at faa dem ubjagebe. En Forordning, ber udgik Miffelsdag 15 fatte Straf paa Ære, Liv og Gods baade for Svær merne felv og for hver ben, ber huſede og helede bent eller gav vem Ophold hos fig. Paa bet alvorligſte blev bet befalet alle Gejftlige, hemmelig og aabenbare at ranfage, om ver fandtes nogen i flig ufriftelig Mening og Sværmeri, famt, hvis ve fandtes, at angive bem for ben verdslige Bo righed. Det ſhues neſten, ſom om man paa ben Maabe fil Landet fejet vent, thi hvorledes kunde ellers Niels Hem⸗ mingſen fige i fin Ligtale vover Song Chriſtian ben Tredie: Hvor blev vel nogen Vederdober eller Sværmer huſet her i Riget? Men Hvor længe varede Freden? Under Kong Frederik ben Anden udgik atter en Fororbning 1569, ſom vifer, at Fremmede, ber fom hiv for at nevfætte fig, maatte fremlægge Atteſt fra Superintendenten, at be vare exami— nerede og rigtig befundne; i andet Fald maatte be inden tre Dage rømme Kongens Riger og Lande. Derhos blev jo Kirken felv hjemſogt af indre Kjætterier, ber fatte felve Kongens Samvittigheb i heftig Bevægelfe. Striden om formula concordiæ blev forplantet hertil. Kongen plagedes af Skrupler, indtil han endelig engang om Natten ftob op, lod fin Kammerjunker tænte Ild, og ſagde: Jeg har fanget en Djævel, fom jeg vil brænde; hvorpua han flog Bogen i Ilden. Bar Friſindigheden ftørre under Chriftian ben Fjerde? Literaturen vil oplyſe, hvorledes juſt under denne Konge ben Frygt grangivelig vogte, at menig Mand ſtulde faa Nys om eller blande fig i, eller endog give et Ord i Laget med ved be Lerdes Stridigheder. Naar Striben om Nadveren blev
Theologiens Stilling. 69
ret varm i ben lerde Verden, udgik ber ogſaa Kongebud til Bræfterne, for at forebygge Almuens Deltagelſe beri. Og Frygten for, at noget Stenk af Calvinisme fulde udbredes blandt menig Mand, frævede en uafladelig Aarvaagenhed. Efter ben fynſte Biſtop Hans Knudſen Vejles Afſettelſe maatte to Profesſorer giennemrejſe Fyns Stift for at renſe bet for Kicettere. Hvorledes muatte bet da gaa Katholicis- men? Jeſper Brochmands Underſogelſe (1627) om et Guds Barn uden Sfabe for fin Sjæl fan antage ben katholſte Re— ligion, vifer at Kirken ogſaa fra ben Side maa have lidt Anfægtninger. Og endnu 1674 ſamledes efter Griffenfelds Befaling flere anfeete Gejftlige i Kolding for at befvare bet Sporgsmaal: om bet er muligt, uden fin Sjælg Spilde, offenlig at befjende den rommerft-fatholfte Religion, og om ingen Moderation beri fan være at bruge? De fvarebe Nej. Stod bet i Forbindelfe med Stenos Tilbagekaldelſe til Fodre— landet? Det maa imidlertid bemærkes, at alt bette og lig— nende Forfølgelfer var en Følge af Kirkens Kamp; da denne var udſtridt, ba Rettroenheden havde formet fig og faaet fin Skilkelſe, vendte ogſaa Kirken iffe blot tilbage til Ro, men til Hvile, ber for Aanden maaſtee var endnu mere bræbenbe, end Striden havde været.
Men iffe blot be ydre Omgiveljer, ſelve Lerens indre Beſtaffenhed ſynes at have frævet, at den blev beffyttet af en faſt værnende Mur imod be Anfald, for hvilke den ellers maatte være udſat. Det er fornødent at bemerke bette, for at forſtaa Literaturen, for at indſee, hvorfor ben ſtedſe bornert holder fig indenfor ſtarpt afſtukne Grændfer, medens man ſtulde tro, at et friere Blik ud i bet uendelige anderledes maatte have hævet Sjælen og udvidet Synskredſen. Ler— bommen var, i det mindfte for enhver naiv, uſtyldig, gud— hengiven Natur, faa haard, at et eufoldigt Gemyt næppe
syre meg vve guest vy uy ÆTJIIICNIE ET I 8 Hiftorie, dens Lovkyndighed, bens Statsr turfundffab, dens Alt. Den antog fun een Menneſteheden: et Syndefald og en Forløsn idte ogſaa Theologerne en anden ſtor Menneſteh > Oldtid, men den vedkom ikke deres Gud, og var "udeluft fra Himmerige. Og Naturens Hiftorie g. Men behøvede end ikke Skriften at bring ftemmelfe med dem, faa maatte dens egn: , for at forebygge Misforſtaaelſer, fortolkes Ten fig. Saaledes blev Konfesſionen til Gu! ir ben talte, ſagde ben iffe blot: vi tro, me demme. At lære Menigheden disſe Konfesſi ger, at faa ben til at befjende bem, at fige = Bræfternes Sag. Denne Kundſtab og denne "bet førfte; hvor ben iffe var, kunde Guds m Vandel iffe findes. At vinde denne Ind fe iffe nogen Alfarvej, ſom menig Mand hu nm mere bannede Adel og en Del af be la de hele Syſtemet inde; for Legmænd blev bet hed en tillært Tro. De mindre Dannede fl
Theole giens Stilling. 71
Denne Lære, ſom Kirken indprentede fig ſelv, og gjorde til et Kjendetegn paa Kriſtendommens Bekjendere, er nokſom befjendt, og bet vil være nok at udhæve nogle Grundſtrog beraf. Naiv, naturlig Godhed var for den noget veders ftyggeligt. Hele Verden, men ijær Menneffenaturen var i Bund og Grund fordærvet (a vertice capilis usque ad plantam pedis, a summo fastigio rationis usque ad infmum sensum nec mica nec scintilla boni, quod Deo conditori gratum et acceptabile esse possit). Forſtanden var blind, Billien ond. Syndens Kilde var at føge i en perfonlig Billie, ber laa udenfor Gud og udenfor Menneffet; og denne Djævel omgav alle paa alle deres Veje. Alt ſaadant fandt villige SØren; og man finder oftere udtalt, at denne For⸗ ſtandens Formørlelje ifle blot fandt Sted i religiss Hen⸗ ſeende; „ved Adams Fald miftede vi ogſaa den Kundſtab, ſom Beftaar i at fjende Kreaturernes Art og Natur.” Hvilfe Foreſtillinger! Det Afguderi eller den Gudsfordunkling, der havde brevet Katholicismen til Guds Moders Tilbedelſe, gik nu forftærlfet over paa Kriſtus ſelv. Den hiftoriffe Kriftus maatte fuldftændiggjøres paa uhiſtoriſt Vig, hvorved al hiſtoriſt Virkelihhed og al fund Fortolfning gif tilgrunde. Som allejted8nærværende findes han og maatte han findes hele bet gamle Teftamente igjennem; „er han der iffe, faa maa han være der, faa flal han være der.” Ja, „vi vide ifte noget af Gud, uden for faa vidt han er aabenbaret i Kjedet; Kriſtus er Gud felv; de ere ſaaledes forenede, at uden ham var Gud flet iffe til,” hvilket, at ſette Skabningen for Skaberen, er den rabifale Forvanſtning af Jefu Lære. Af disſe og deslige Trosfætningerg Indprentning hentede Andagtsliteraturen fin Fylde, og dens Beviſer vare Bibelſprog. En Gang anvendt maatte denne Fylde fnart vorde tom; og Bibelfprogene, ber Lag paa Lag dyngedes paa hinanden,
oxijcudte og tilvante, den ſtolaſtiſte; og forhen beffjæftigede fig med be meſt minw udflekkede Unterføgelfer om Guddommens faa gif Anvendelſen af dette Tankens Ha paa de Troslerdomme, ber (aa indenfor & raade, en endnu fnævrere Kreds.
J nøje Forbindelfe med denne Orthode Kreds, indenfor hvilken den bevægebe fig, fta frihed hemmende Cenfur, ber juft med He overgivet i Gejftlighedens Haand. Dens Hi af anbre behandlet. Den begynder med Fre velmente Forordning af Aaret 1562, hi af alle i Tyffland trykte danſte Bøger for at hindre Fjætterfi Lære, belg for at fore Sprogs Fordærvelfe; hvorhos forordnes, at ingen banffe Bøger ſtulde ſelges nogenfte med minbre be vare prentede i Kjøbenhav! lærde udi Univerfitetet overfeete. De H— theologiſte Fafultet, ber ſaaledes var et
hvis Magt og Behandling iffe var opmu FINK Fauwbsss mm
Forfatterne. 73
Imod Theologernes Tilfyn med Presſen: De Typographiæ tione et de prælorum legilima inspectione libellus brevig ilis. Per Matthæum Ivdicem. Coppenhagii 1566. Under nelfen: Vuismariæ in exilio die Paschatis 1564.
Chriſtian den Tredies Forordning 1555 i Krags Chriftian den e, 2, 240; jf. Heiberg, Palladii Levnet, S. 138. Frederik ndens Forordning 1569 i Pontoppidans Annal. 3, 416. 420. " Articuli viginti quinque ere ogſaa tryfte i Slutningen af . Mafii Dania orthodoxa, fidelis et pacifica. Hafn. 1689. 4. gel om de fymbolffe Bøgers Indførfel, i Skandin. Muſeum . 2, 151, Mødet i Kolding 1674 hos Zwerg, S. 639 og 6593. grvederil den Andens Cenfurforordning i Pontoppid. Annal. 32, jf. Badffiær, Lineamenter af Bogtrykkerk. Hift. under 1562. iøvrigt Rohmanns Udfigt over Trykkefrihedens Hiſtorie.
bdeologiens lærde Behandling. Forfattere: Profesſorer, Geijſt⸗ igheden og andre Lærde. Forfolgelſer: theologiſte og politiſte.
Stoffet til den lærde Theologis Behandling er faa lidet bejdet, at bet førfte Forføg nødvendig maa gaa tilbage e raa Clementer, og meddele en Overſigt over For- me, for at bane Vejen for dem, ber attraa en ſtorre ftændighed, og over de af dem behandlede Xmner, for live ben dybere Granſtning Anledning til en udførlig tftilling af Theologiens daverende Standpunkt. De nærmefte Forfattere ere be theologifte Profesſorer Univerjitetet. Wen ben theologijfe Profesſur attraaedes m af alle Lærere ſom den meſt anfete og den bedſt løn- Lærerne ftege i Almindelighed op til den igjennem ndre Fag; derfor fun det ikke antages, at alle attraaebde af videnſtabelig Kjærlighed eller virkede til at fremme ved ny Anſtuelſer. Deri hindredes desuden alle ved Baand, ſom felve bereg Stilling paalagde bem. Til , ber have vedblevet at virfe ved Univerfitetet, og have
——2—2 pg mæmse= Vesuvs | a/s"
ladf en Aarhus, Jacobus Matthiæ (1580- lende og lærd Exegetiker. Hans Olſen
langendorphius (1586 —96), Exegetiker. Den mn og Skjebne befjendte Jørgen Dybvad
fat.) Tyge Brahes bekjendte Diſcipel C: onradus Aslacus (1607— 1624), Dogmatiker fer. Anatomen Cafper Bartholin, ver | ygdom 1623 gif over til Theologien (1624— rifter iſer virfede gjennem Modersmaalet.
iels Pederſen Øreløfe, Nic. Petræus Auril 1.) Filofoffen Hans Rasmusſen Brodmant wrientaliften Thomas Bang (1652—61.) Jak ic. Canutius (1653—60.) Rasmus Hanſen
1660—64.) Nu begyndte Tyſte at gaa ind i janiel Pfeiff (1662, forhen Præjt til tyſt
inſt var Orientaliſten Chriften Nold (1664— ter indſat 1675—83.) Tyjferen Georg W sorg (1667—76.) Den ſom Filolog, Theo aler lige befjenvte Jeng Birkerod (1668— sandal, Søn af Biſtoppen i Sælland $
Forfatterne. 73
Grund deri, at nogle ilke have gjort fig bekjendte ved Skrifter, hvortil høre Hans Hemmingſen (1570—75, affat) og den gamle fortjente Sfolemand Niels Povelſen Skandorf (1639— 45); men ifær deri at be theologiſte Profesſorer gif over i anbre Stillinger.
Sellands Biffopper anføres her alle, ſtjondt iffe alle fave virket veb lærde Skrifter. Efter Peder Palladius fulgte Hans Albertſen, Joh. Alberti (Prof. i Theol. 1558, Biffop i Scelland 1560—69.) Niels Hemmingſens Ven, Povel Madſen, Paulus Maithiæ (Biffop i Ribe 1562, i Sælfanb 1569—90), befjendt i Striden om formula con- cordiæ. Peder Jenfen Vinſtrup (1591—1614), ber forſte Gang efter Kongens Befaling udelod Exorcismen ven Daaben. En af Kirkens ypperſte Stridsmend var Hang Vovelfen Reſen, Joh. Pauli Resenius (Prof. i Theol. 1591, Biftop it Sælland 1615—38.) Efter tvende Udenlandsrejſer, den førjte med den unge Frederik Roſenkrands, ben anden paa fyv Aar, paa hvilfe hun tillige lagde fig efter Mathematik og Muſik, vandt han fom Prof. i Theologien Chrijtian den Fjerdes Indeſt, og begyndte en Raekke af Stridigheder i Kirken, hvilfe han ſom Biffop veb fin Iver og Myndighed gav overflødig Næring. J Anledning af fin Bibeloverfæt- telfe Tom han i Strid med den hebraiſte Prof. Iver Stub, og nogle Aar efter i en endnu heftigere med Præften til Nikolai Kirke, Ole Kock (1614.) Kort efter denne Strid (iffe 1597) kaldtes han af Kongen til Sællands Bifpeftol. Ved lærde Skrifter, der ifær have kirkehiſtoriſt Interesſe, og ved danſte, der vife Fremgangen i Brugen af Moders— maalet, hævdede han Lutherdommen, levendegjorde ben i Folket, og banede ſaaledes Bejen for Jeſper Rasmusſen Brochmand (Prof. i Theol. 1615, BViffop i Sælland 1639—52), der ſom Skaber af bet herffende theologiſte
Ven ſormedelſt fin Deltagelfe i Cnevolbsm« nokſom befjendte Biffop og Ærfebiffop Han: eller Svaning (en Datterſon af Hiſtorieſtriv ning ben Ældre, f. i Horſens, Prof. i Th valgte Biftop i Sælland 1655—68.) Dri Bandal (ver nedftammede fra ben ælvre 8 Nibe, Prof. i Theol. 1655, Biffop i Sællc iſer befjendt af Striden med Jeſuiten Henrik Underſogelſe om Kirkens og Statens Forhold. . (der nedſtammede fra den bekjendte Oluf B hvem atter nedſtammede Frederik Bagger til Lund, deponerede i Greifswalde, efter en Re Sognepræft til Frue Kirke i Kjøbenhavn, fun 2! Biſtop i Selland 1675 — 93), ifær bekjendt af imod Huguenotterne. Henrik Borneman (S Kancelliſekreter, Biffop i Sælland 1693—171 ingen lærte Sfrifter, men , tilførte endnu gar Tid". Endelig høre til denne Tid nogle Sfrifi Vorm (Bijfop i Sælland 1711— 37.)
J den Tanke, at Kirkens lærdefte Mæn
431 at hoffnk, nν—
Forfatterne. 77
ERXrkebiſſoppers Hiſtorie. Jafob Holm (Biffop i Aalborg 1587 -1609.) Den danſte Dramatiker Peber Hegelund (Biffop i Ribe 1595—1614.) Niels Lauridſen Arctander (Norbagge, Hofpræbdifant, Biffop i Viborg 1595—1616), mere bekjendt ved danſte Skrifter. Iſak Gronbek (Præft i Sjøbenhavn, anklaget for Kryptocalvinisme, Bijfop i Thrond⸗ hjem 1596 — 1617.) Sans Mikkelſen (Hofprævdifant, Biſtop i Fyn 1616—51) frugtbar paa Ligpræbifener. Jens Dinefen Jerfin (Biſtop i Nibe 1629—34), ber formedelft fine ops byggelige danſte Sfrifter nærmere flal omtales. Peder Pederſen Vinſtrup (Broder til Biſtoppen i Selland, Peder Jenfen Vinſtrup, Biffop i Skaane 1636--79.) Frands Nielſen Roſenberg (Biffop i Viborg 1642—58.) Grit Bredal (Biffop i Throndhjem 1643— 72.) Henning Stood: fleth (Biffop i Aggershus 1646—64.) Jens Pederſen Skelderup (Biſtop i Bergen 1649—65.) Niels Randulf (Bijfop i Bergen 1665 —1711.) Maurits Kånig eller Köning (Prof. i Thevl. 1666, Biffop i Aalborg 1668 — 72.) Matthias Foſs (Biffop i Aalborg 1672—83.) Erik Pont: oppidan den EXldre (Biffop ti Throndhjem 1673—78), end mere befjendt ved mangehaande andre Sfrifter. Chris ftopher Sletter (Prof. i Theol. 1672, Biftop i Throndhjem 1678—88.) Jens Birkerod (Prof. i Theol. 1692, Biffop i Aalborg (1693—1708.) Chriſtian Rudolph Muller (tyſt Hofprædikant, Biffop i Fyn 1703—12.) Endelig høre til denne Zid nogle tidligere Sfrifter af de ſenere Biſtopper, ben lærde Søren Lintrup, Vartholomæus Deichman, Hans Trellund, Andreas Wöldike og Chriſtian Ra- mus, famt Jafob Værup og Ole Borneman.
Den lærde Thevlogi fandt naturligvis fine vigtigſte Bearbejdere ved Univerfitetet eller i i dets Nerhed. Det bes Fræfter fig, naar man betragter den øvrige Gejjtlighed eler
78 Det Tærde Tidsrum. Lærd Thbeologi.
anbre lærbe Mænd, og bereg Bearbejdelſer af larde theo= logiſte Wmner. Naar man unbfager Diſputatſer, ber i Almindelighed have lidet videnftabeligt Værd, ere Arbejderne fun faa og be bethdelige endnu færre. Til ve theelogiſte Lærere udenfor Univerfitetet høre ifjær: ben banffe Digter Thomas Villumfen (Leftor i Theol. i Lund, + 1602.) Halvor Gunnerſen, Gunnarius (Leltor i Thesl. i Dslo, F 1608.) Niels Morteuſen Skelderup (Prof. i Theol. i Sorø, f 1640.) Tyſterne Johan Cluver (Prof. i Theol. og Præft i Sorø, F 1638) og Joadim Krakewitz (ligeſaa, F 1642.) Michael Leigh (Leftor i Thecl. i Chriſtiansſand.) Jalob Birker od (ber var Prof. veb Univerſitetet og derefter Prof. i Theol. i Odenſe, f 1688.) Morten Fris (1719 Prof. i Theol. i Kiel.) Ogſaa andre Profesſorer ver Univer⸗ ſitetet have givet fig af med Theologi, ifær de i bet hebraiſte Sprog, fom Johan Saſcerides (f 1594), i Ethik, ſom Søren Pederſen Kallundborg (f 1657), og i Filofofi, ſom Johan Frederik Gandal (f 1717), Anders Frølund (t 1731.) Samt Henrik Crnft i Sorø (f 1665.) Laurids Edinger i Odenſe (f 1691.) Ligeledes Skolemend, ſom: Erik Losſius (Rektor i Bergen 1537.) Anders Pederſen Romdorph (Reftor i Ribe, + 1649.) Torlild Rasmusſen Grænov (Konrektor i Kjøbenhavn, Rektor i Frederilsborg, F 1730.) Samt andre Stuberende, ſom: Laurids Madſen (1578.) Hans Chriftian Oveſen, Ovenius (1613—14.) Nordmanden Laurids Halvordſen (1620.) Jørgen Dyb— vad ben Yngre (1626.) Povel Chriſtenſen Herslov (1706.)
Endelig mode ber i Præfteftanden iffe faa Navne, men be flefte have fun udgivet tidligere Diſputatſer eller faa lærde Arbejder. Nemlig: Rasmus Katholm (Præft i Kjøbenhavn, f 1582.) Hans Rasmusſen (Præft i Helfing= Borg, 1581.) Anders Pederſen (Præft i Sellaud, 1582.)
Forfatterne. 79
Henrik Mikkelſen fra Haderslev (Præft til St. Hans i Odenſe 1610—39.) Hans Lauridfen Zeuthen (Vræft til Et. Knuds Kirke i Odenſe 1617—28.) Jonas Petrejus (Præft i Norge, 1617.) Sevald Thomæfen (Præft i Norge, 1622.) Nordmanden Chriften Jenſen (Prof. ved Gym⸗ naftet i Odenſe, Præft i Vejle, tilſidſt Hofpræft 1627—35.) Anders Thomæfen (Bræft i Sælland 1639.) Enod Jakob⸗ ſen (Præft i Sælland, f 1640.) Sveder Povelſen Kitting (Præft i Aalborg, f 1643.) Knud Hanſen (Slotsprædikant paa Andvordſtov, Ff 1647.) Jørgen Sadolin (Præft i Laaland, f 1650.) Johan Jakob Beverlin (Præft i Skaane 1655.) Peder Vandal (Præft i Magftrup ved Haderslev, + 1659.) Ferdinand Payngk (Præft i Jylland, f 1660.) Morten Kejtom, Cheitomæus (Præſt i Sælland, f 1671.) Hans Svaning ben Yngre (Præft paa Samsø, fF 1675.) Niels Anderſen Vandſtad, Hydropolitanus (Præft i Sel⸗ land, + 1677.) Anders Erikſen Stenkelſtrup (Præft i Laaland, f 1678.) Jeſper Hammermüller (Præft i Slagelſe, f 1682.) Hans Bredal (Præft i Sarkjobing, + 1682.) Slesvigeren Rasmus Bysſing (Præft paa Chri⸗ ftianshavn, f 1686.) Nordmanden Gerhard Miltzov (Præft i Norge, f 1688.) Peder Claufen Ramloſe (Præft i Kjøbenhavn, f 1697.) Maturin Caſtenſen (Preſt i Ribe Stift, 1700.) Nordmanden Ivar Leganger (Præft i Norge, f 1702.) Johan Brunsmand (Reltor i Herlufs⸗ holm, Præft ved Vartov, fF 1707.) Ludvig Vinsløv (Præft i Norge, + 1710.) Gang Jakobſen Hvalføe (Præft i Fyn, + 1712.) Henrik Nielfen Hjerrild (Præft i Kjøge, f 1713.) Jørgen Urſin (Præft i London, f 1727.) Niels Galthen (Præft i Jylland.) Morten Cafper Wolfsburg (Præft i Jylland og i Fyn, f 1729.) Matthias Blod (Stiftsprovft i Fyn, f 1729.) Peder Hunderup (Præft t Kjøbenhavn,
- mr & Fovæv 9
Morten Fris (fenere Prof. i Theologien Til den lærde Theologis Forfattere høre | e lærte Adelsmend, fom Holger eg Gi nds, dels andre verdslige Embedsmend, us Borneman, dels nogle Fanatikere, ſom rids Nielſen eller Kloſter-Laſſe (f 16: tele (f 1715.)
Som mere fremmede for danſt Literatur maa de ranſte Hofpradikanter betragtes, ſaavel ſom andre, benyttede Latinen, ſtreve paa Toft eller Franſt,
: af dem haft megen Indflydelfe. Foruden Heft. & ſpredikant 1686) bemærkes derfor: Joſva Sſchw , Hofprædifant 1681—84.) Franz Julius Lut ifant 1704, + 1712), ſom ,, forbedrede Public: Em u, og dannede en ny Sekt, ſom man faldte de narſteren Chriftian Matthiæ (Prof. i Theol. og $ 0—39.) Johan Hieronimus von Petkum (P Ridderakademiet i Kjøbenhavn 1697.) Bernhard M Petri tyſte Kirke omtr. 1602—32.) " Simon faa 1632—51.) Sieronimus Bueck (ligeſaa
an Laſſenius (ligeſaa 16706—92) berømt for fin Gortfætteren af hans Bibl. Kern: Johan Jaoben
. ,
Forfolgelſer, theologifte. 81
1693.) Jean la Placette og Philip Menard (franffe Praſter ved reformert Kirke.) Blandt disfe er Bois⸗Clair markelig ved fine Forſvarsſtrifter: Lettre justiſicative. A Copenhague 1693. 4. (det Aar da han blev Lutheraner; heri findes ogſaa Efterretninger om hans tidligere Sfjæbne.) Nouvelle defense, å Copenh. 1693. 4. (imod de om ham udfpredte Rygter.) Og Epistre aux fideles sujets de sa majesté le roy, ou aux fideles professeurs de la religion evangelique Lutherienne (uden Titelblad; imod en livre satyrique af en franft Reformert, Mr. de Gisscy, hvilken Bog blev brændt af Boddelen paa Nytorv den 9 Januar 1699. jfr. Zwerg., 6. 721); famt ved fin Prædifen Discours evangelique ou predication Lutherienne sur le mystére de la purification de la Vierge Mere de Dieu. Prononcé å la Cour 1696.
Paa Hollandfø og Tyſt ſtrev Fanatiferen, Johannes Lyferus fra Leipzig, og Kjobenhavneren Holger Paulli.
Endelig berigedes vor Literatur af andre Fremmede, der opholdt fig ber midlertidig, ſom Johannes Herbinius (1670), famt af nogle, der gif over til den lutherſte Lære: Den graſte Archidiakonus fra Cypern, Matthæus Mutte (1638.) Den fpanffe Adelsmand Anton de Sandoval (1657.) Dominikanermunken Giacomo Minius (1691.)
Til at levendegjøre fig Kirkens Tilſtand, vil det fremdeles være tjenligt, at betragte be Mænd, ber fors medelſt deres Lære vare udſatte for Forfolgelſer, af hvilfe nogle virkede ved Sfrifter. Det vil deraf ſtjonnes, at bet var en ftridende Kirke. Kirken og Regjeringen vare lige enbrægtige i at bandlyſe hvilketſomhelſt Kjætteri. Den i for- rige Tidsrum nævnte Iver Bartholin (PBræft i Stege, fængflet i Sorø 1567—1571; Befalingsmand over Sorø og Ringſted Kloſter, + 1583) blev anklaget af fin Lensmand, fordi han ven Daaben havde udeladt Exorcismen; fenere befalede Kongen bet felv. Han led i fit Fengſel i Sorø megen Nød. Danmarks lærdejte Theolog, Niels Hem—⸗ mingfen, blev, fom vi fiden ffulle fee, uden Lov og Dom affat for Kryptocalvinisme. Derpaa udgik ber ftrenge og
6
2y ager. En heftig Strid rejſte ſig imellem
eſen og Preſten Ole Koch (f. i Bergen;
omkirlen i Bergen, derefter ved Domfirfen i
æft til Nikolai Kirke i Kjøbenhavn 1606—1
(m 1619.) Sagen blev afgjort ved Lander 14. Forhandlingerne give marlkelige Oply n havbe felv Forfævet. Reſen var en dy: er, fan at Koch iffe kunde ftaa fig; og Ko eſens Velynder, forbløffede ham ydermere
TT Mundkampen, ikke blot paa Latin, men anſt. Koch beraabte fig iffe alene paa lærd faa paa Kjøbenhavns Borgere. „Ja, raabte K der" (vor Tids Hr. Sorenſen) ,, haver bedr age paa en Pot tyſt Ol, end at judicere
ager.” Koch blev affat og forvift fra Kong nde. Blandt be Grunde, hvorfor han ble faa ben, at han paa Præbileftolen havde tlebning til Tvivl og Tvift. (Palam ex sug e nostra Hafuia talia declamitavit, atque it: dit vulgo ac simplici populo dubitationun
Forfslgelſer, theologiſte. 83
en Mulighed, at Hedningerne kunde blive ſalige. Han kom til at berøre denne ulyklelige Gjenſtand ved Apokalypſens ſyvende Kapitel, hvor det hedder: Derefter faae jeg, og fee, en ſtor Skare, hvilfen ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Foli og Tungemaal, fom ſtode for Thronen og for Lammet udi lange hvide K&læder og med Palmegrene i deres Hender. „Det paaminder os om Hedningers Sa- lighed.” „Kan nogen indlukkes i denne Hob af be Hedninger, fom vare til for Chrifti Fodſel, og intet vidjte enten om Chriſto eller Troen? Item, de arme Hedninger, ſom endnu intet ere oplyfte, og endnu ingen Smag have af det evans geliffe Sandhedsord, mon og nogen af dem blive ſalige?“ „Skulde Gud labe faa mange hundrede Maal tufende Mens neſter fodes til Verden, for at fordommes?“ Dette Sporgs⸗ maal, bet finder han ſelv, er vel ikke ſynderlig nyttigt; imidlertid vil han dog anføre lærde Mænds Mening. „Kjende Hedningerne iffe Gud, faa Fjender Gud dem; be have ingen Synd af at de iffe vide.” „De maa talfe Gud, hvis Bil faar ere bedre, end be arme forblindede Hedningers, og ſtulle lade ham raade at gjøre af fit hvad han vil: at give big Saligheden formedelſt Befeglingen, og at give en anden Saligheden uden Beſegling.“ Bogen havde gjennemgaaet bet theologiſte Falultets Cenfur. Forfatteren var villig til at falde fine Orb tilbage; det var jo fun en beffeden Yttring af en tvivlfom Mening. Det hjalp altſammen ille; han miftede fit Kald. Luthers Frifind var iffe mere til; ingen mindede om hang bekjendte Yttring (i Tiſchreden). Da ben lærde Holger Roſenkrands fane, hvorledes Læren om Tilegnelſen af Kriſti Vœerdſtyld gav Anledning -til Tryghed i Synden, [od han Markgreve Albrechts Fürſtenſpiegel trykke i Aarhus, thi han havde hang Haandſtrifter liggende ti fit Bibliothek paa Roſenholm, og omtalte juft derfor, menes ber, 6
84 Det lerde Tiderum. Lard Theologi.
i Fortalen ben Lerdom, ſom Marfgreven i fang Tib harde hyldet, at ogſaa ben, ber i og formebeljt Guds Naade øver en god Gjerning, bliver retfærbiggjort. Denne Pftring oprørte Superintendenten i Slesvig og Holſten, Stephan Klotz, ber beſtyldte Roſenlrands for Papisme, Armenianisme, Oſian⸗ drisme, Socianisme, o. m. desl. Kongen fatte fit theo⸗ logiſte Fakultet i Bevægelfe; bet erflæreve fig mob Roſen⸗ trands. Da tilftrev Kongen ham et egenhændigt Brev, hvori han yttrede fin Fortrydelſe øver hans fælfomme Mening om en Saliggiorelſe formedelſt Øjerninger alene, og befalede ham at gienkalde fit flette Skrift, ſamt i Fremtiden at afholde fig fra flig Lerdom, ba man ellers nof ſtulde bringe ham hen paa et Sted, hvor han fulde lade faabant fare. Ders ved blev bet bøg; i bet mindſte er ingen Gjenlaldelſe befjenbt. Men fangt værre gif bet Jørgen Lauridſen Fris, Preſt til Sevel i Ribe Stift, en for Reſten lærd og retſtaffen Bræftemand, ber havde forvilvet fig ind i antinomiſtiſte Sæt« ninger: Den ved Daaben erholdte Naade, mente han, kunde iffe forſtertſes, Synderen fulde derfor iffe angerfuld vende fig til Gud, men leve i falig Tryghed fom ben, ber var retfærdiggjort. Og benne farlige og fordommelige Lerdom forfyndte han. Sognets Patronesſe, ben af fin Kjæmpevife« ſamling befjendte Chriftenfe Jul, advarede ham; Provſten ligeſaa; bet hjalp ilke. Da forlangte hun ham afſat, hvilket flete i Landemodet i Varde 1642. Dommen gif bog fun ud paa, at han fulde miſte fit Kald, ikke den gejftlige Verdig— hed, ja havde endog ben formildende Klauſul: med mins bre ben høje Ovrighed vilde eftergive ham. Fris appellerede Sagen, men bet var at falde fra Dynen i Halmen. Paa en Synode i Kjøbenhavn 1643 ſamledes efter kongelig Be— faling Danmarks Biffopper med be theologiſte Profesſorer for at bømme i hans Sag. Dommen blev ftabfæftet med
Forfolgelſer, politiſte. 85
bet Tillæg, at bet var raadeligt, hvis Kongen paalagde ham at gienkalde fine raa og grove Bildfarelfer, ſaafremt han vilde have fit Ophold i Riget. Kongen jtadbfæftede Dommen, og opfyldte fine Theologers Onſte at gjøre Bold paa Mandens Samvittighed. Fris: vilde ikke gienkalde; faa blev han kaſtet i Fengſel. Gientagne Formaninger frugtede ikle, han vilde ile; faa blev han næjte Aar fat paa Bremerholm blandt be øvrige Slaver og ſmedet i Lænfer. Der gif han et Aar, indtil idelige Forbønner hos Kongen endelig bevirkede, at han fil Lov til at leve hos fin Slægt i Jylland. Det ffete i Chriftian ben Fjerdes Dage; Sællands Biſtop Jeſper Brochmand var en af Theologerne.
Til at oplyſe Kirkens Bevægelfer tjene fremdeles Efter⸗ retningerne om de dels fremmede Sekterere, dels indfødte Mænd, der ved at hylde og udbrede Sektmeninger udſatte fig for Forfølgelfe. Deres Skrifter ere imidlertid fædvanlig tyſte eller danſte, og oplyfe fun Læren ved deres Modſetning. Blandt bisfe Mænd er ben mærfeligfte Jerſins Svigerføn, Niels Svendfen Chronich (Rektor i Kolding; 1639 Lektor i Theologien i Chriſtiania), der omtrent 1653 blev affat, fordi han i nogle Brædifener forhaanede Lereembedet, og ta han fiden i Kjøbenhavn holdt gudelige Forfamlinger (collegia privata pietatis), blev mistænft for Veigelianisme. Gan blev fat i Fængfel paa Dragsholm Slot, men befriet af de Svenſte 1658 rejfte han til Amſterdam, hvor han bøde.
Nær beflægtet med ben theologiffe Forfølgelfe er endelig ben politiſte. Dommene indfatte i Almindelighed Angreb paa Religionen. Den politiffe Anſtuelſe af Staten gif, ligefom alt andet, ud fra den religiøje; og naar en Mand fejlede i Politikken, faa vifte det fig gjerne, at han hyldede calvinffe Sætninger. Det politiffe Fritænferi, der hos os aabenbarede fig, og naturligvis iffe ſtod ganſte ifoleret, men
æget ØRILED I vhuand, DADDE ladet fin Dani ra tryffe udenlands, og ber indført „Allehond es Rige Fan were til Spot, Vlempe cd Fora naboelig venlig Correſpondentz och Enighed. nt 1595 af Univerſitetet; Skriftet undertryk ve gjenfalde fine Yttringer. Den forhen næ tifer og Theolog, Jørgen Dybvad, en af igſens Fjender, blev tiltalt for fine fri Pt ſputatſer. Han havde advaret imod at fætte ve for at vinde be Stores Gunft; bitterlig a1 ngeres Nød, og ment, at ifteden for at forøg de man formindſte dem, o. begl. Heller iffe ne Udtryk iagttaget Sommelighed; en Kardina bt mancipium, nogle af Paverne bestiæ; f kede fig iffe for en privat Mand. Ydermere let et efter kongelig Befaling af Sællands Bif ſtript om PBræftelalds Befættelfe; det angik he "et Angreb paa Majeftæten. Bed fine Pl nde havde han angrebet Adelens Privilegier. it (1607) og børve i førgelige Omftændighed n. CBriftonher Buhnan | finskaker au fr
Det theologiſte Syſtem. 89
logea recognita. Hafniæ. 1666. &. 176. 347. Vorms Lex. 2, 125. Pontoppid. Annal. 4, 515. Helweg, Den danſke Kirkes filt, 1, 421. Om Riels eller Frederik Gram, der blev afſat ig delte i Slaveriet, fee Odin Wolffs Fournal, 1811, 2, 157.
3 Theologiens lærde Behandling fortfat. Det theologifte Sp: ftem: Niels Øemmingfen. Jeſper Brochmand. Andre Syftemet vedkommende Skrifter: Theologiſt-politiſte; Fejdeſtrifter mod Ka⸗ tholitfer og Reformerte. Moralen. Skriftfortolkningen. Kirkelige Oldſager og Kirkens Hiſtorie. Gejſtlig Veltalenhed i det latinſte Spreg.
Naar man feer tilbage til den meddelte Fortegnelſe, spftaar naturligvis det Onſte, at en Theolog vil beflæbe dette Skelet med Kjød og Blod, og ved at drofte Sfrifterne give et Fart Billede af Literaturen fom den var. Det overs gaar mine Cvner, jeg føler heller ingen Tilbojelighed dertil, og attraar fun at meddele noget af det, jeg har fundet, i en hiſtoriſt Fremſtilling.
I den danſte Kirke yttrede fig, ſom i Tyſtland, tvende Retninger, en mildere ſom Melauchthons og en ſtrengere fom Luthers. Den forſte fandt en Tid lang betydelig Ind⸗
gang, og vifte fig iblandt andet ved en ftørre Tilnærmelfe til Calvinismen; den anden vandt derimod Overhaand, og opryffebe den førfte fra Roden af. Dette aabenbarer fig i det theologiſte Syſtem og dets tvende Førere, Niels Hems mingfen og Jeſper Brochmand.
Niels Hemmingfen, Nicolaus Hemmingius, f. ben 12 (22) Maj 1513 i en Landsby ved Nyſted paa Laaland, miftede tidlig fin Fader, en fattig Bondemand, Hemming Nielfen, og hans Farbroder, Hans Nielſen, ber var Lands⸗ byſmed, tog ham til fig. Førft ſtulde Drengen da have været Smed, men Niels havde et muntert Hoved og Lyft
enn dd bål Ar, om ham og hans Tegnebog Nyerup i Norſte Bi nyeſte Saml. 1,44. Lutfens : Pontoppid. Collegiun Jver Bartholin: Pontoppidan, Annal. 3, 40 D. Mag. 1, 79. 6,336. Pontoppid. Annal. Reſen og Koch: Pontoppid. Annal. 3, 612. Pro tionis theologicæ inter M. Olaum Cocum Ad Johannem Resenium. 21. Febr. 1614. præsid Daniæ, i Thottſte Haandſtriftſ. Nr. 96 fol. Ham Pontoppid. Annal. 3,127. Niels Mikkelſen Aalbi Annal. 3,595. En kaart oc Nyttig Forklaring, hannis Obenbaring (etc.), Kbh. 1611. 4. ér en Stedet findes i Forklaringen over 7 Kap. Bladet Oplag 1627. 4. udelod han det ulykkelige Sted; ja endog, Bladet 58, fin forrige Mening. (G. L. Bad Aneldoter i Athene 4, 128). Holger Rofenfrands: Das ift Schrifften ond Sendſchreiben des (etc.) Her gunfften, Marggraffen gu Brandenburg (etc.) Gedru 1636. 4. Sagen udførlig i Pontoppid. Annal. 3, Jørgen Fris: J. Møller, Fefper Brochmands Levnet der 3, 225. Akterne i Dån. Bibl. 2, 210. Ponto)| 338. 352. Og overhovedet Helweg, D. Kirkchiſt. Niels Svendſen Chronich: Pontoppid. Annal. 423. Wolffs Journal, Juni 1811. Niels Svendfe Danſk. i That. G-- 07
Det theologiſkte Syſtem. 89
Logica recognita. Hafniæ. 1666. &. 176. 347. Vorms Ler. 2, 125. Pontoppid. Annal. 4, 515. Gelweg, Den danſte SKirfes Gil. 1, 421. Om Riels eller Frederik Gram, der blev afſat og døde i Slaveriet, fee Odin Wolffs Journal, 1811, 2, 157.
& Theologiens lærte Bebandling fortfat. Det theolog iſke Sys ftem: Niels Hemmingſen. Jeſper Brochmand. Andre Syftemet vedtommende Skrifter: Theolegifspolitifte; Fejdeffrifter mod Ka⸗ tholiffer og Reformerte. Moralen. Skriftfortolkningen. Kirkelige ODidſager og Kirkens diſtorie. Geiſtlig Veltalenhed i det latinfte Epres Naar man ſeer tilbage til den meddelte Fortegnelſe,
opſtaar naturligvis bet Ønfle, at en Theolog vil beflæve
bette Stelet med Kjod og Blod, og ved at drofte Skrifterne give et Hart Billede af Literaturen fom den var. Det overs gaar mine Evner, jeg føler heller ingen Tilbojelighed bertil,
og attraar fun at meddele noget af bet, jeg har fundet, i
en hiſtoriſt Fremſtilling.
I ven danſte Kirke yttrede fig, ſom i Tyſtland, tvende Retninger, en mildere ſom Melauchthons og en ſtrengere ſom Luthers. Den forſte fandt en Tid lang betydelig Inde gang, og vifte fig iblandt anbet ved en ftørre Tilnærmelfe til Calvinismen; den anden vandt berimob Overhaand, og opryllede den førfte fra Roben af. Dette aabenbarer fig i bet theologiſte Syftem og dets tvende Førere, Niels Hem⸗ mingfen og Jeſper Brochmand.
Niels Hemmingſen, Nicolaus Hemmingius, f. den 12 (22) Maj 1513 i en Landsby ved Nyſted paa Laaland, miftede tidlig fin Faber, en fattig Bondemand, Hemming Nielſen, og hans Farbroder, Gang Nielſen, ber var Lands- byſmed, tog Ham til fig. Forſt ſtulde Drengen da have været Smed, men Niels Havde et muntert Hoved og Lyft
læ mv 70 PE VÆRN
Grekeren Mag. Bente i tre Aar; og brog t
berg med nogle faa Dalere i Lommen, fe
toge fra ham paa Vejen, og uden Ubdfigt 1
Men i Wittenberg, hvor han blev indjfreven
1537, fandt han fornemme og rige Lands
gav privat Undervisning og Vejledning, elle modighed underftøttede ham. Selv nævner
Johannes Urne. Snart vandt han Yndeft hi ber allerede nu forudſagde, at han vilde blive Efter at have ftuderet under ham i fem Aa hjem med hans Anbefaling, blev indſtreven v Univerfitet 1542, Aaret efter Prof. i det
næfte Aar Prof. i Dialeftiffen med Befaling over bet hebraiſte Sprog; 1547 derhos valgt for Helliggeiftes Menighed; 1553 blev han Pro 1557 doctor theologiæ og summus theologus. abffillige unge Adelsmænd i hang Hu8; n ham allerede nu, i en højere Betydning, Danr lige Lærer, universalis Daniæ præceptor. blev han valgt til Univerfitetets Rektor: fin
Li. v.
Niels Hemmingſen. 91
Gan udarbejdede nemlig ſtriftlige Grundlag til fine Foredrag, og efter at have Holdt bem, gjennemgif og forbedrede han bem paa np, førend han ubgav dem. Paa denne Maabe blev Univerfitetet til en Velſignelſe, iffe blot for Bræfteftanden i Danmark, men tillige for fremmede Theologer; thi han ſtrev, ifølge Tidens Mebfør, paa Latin, og har af ftørre Sfrifter fun udgivet eet i Modersmaalet.
Efter hans Diſputats pro gradu (Assertiones de tra- ditionibus, ceremoniis ac ritibus humanis in ecclesia. 1552) fremfalbte hang Stilling ſom Prof. i Dialektikken og Preæſt et Sfrift om den gejftlige Veltalenhed, ſom han tilegnede Kong Chriftian den Tredie, og fiden gav en mere udvidet gorm (De methodis et ratione concionandi. 1555.) Den Ufred, ſom Sakramentererne havde fremkaldt i ben danſte Kirke, ſynes at være ophørt ved Forordningen af 1555. Wen Dr. Albert Hardenberg i Bremen vakte en ny Strid om Altarens Saframente 1556, hvori Kongen felv tog levende Del. Da maatte Niels Hemmingſen paa Univerfitetet8 Vegne forfatte en Erflæring (Tabella de coena domini 1557), ber tillige blev underſtreven af begge Palladierne og ſamtlige Profesſorer ved Univerfitetet. Hemmingſen holdt fig i fin Underſtrift til Kirkens autoriſerede Lære; men den mildere Melanchthonſte Anſtuelſe ſlumrede rimeligvis allerede den Gang i halv Bevidſthed i Melanchthons Diſcipels Bryſt. Den udviflede fig maaſkee end mere efter Prof. Joh. Mac⸗ dabæi mundlige Yttringer ved Hemmingſens Difputats for ben theologiffe Doktorgrad (den 27 September 1557) til en endnu ftørre Klarhed. Macchabeus døde i ſamme Aar; men efter at Hemmingſen mundlig havde foredraget denne friere Anſtuelſe ved Univerfitetet, traadte den mere og mere frem i hans Sfrifter. Blandet med Kirkens Lære findes ben, fom en begyndende Spire, allerede i hang førfte bogs
92 Det lærde Tiderum. Lærb Theologi.
matiſte Syſtem, Enchiridion theologicum (Witeb, 1557: ut sit confirmatiø moui testamenti, hoc est foederis gratiæ et remissionis peceatorum, ut sit recordatio immolationis corpuris et sanguinis Christi in eruce pro nobis); Ugeſaa i hang Catechismi qvæstiones (1560), ſom afhaudle Troens Lærbomme i Spørgsmaal og Svar, ſom om han attranede en Forfoning imellem begge Meninger. Det vafte endnu ingen Opmarkſomhed, og han vedblev uanfægtet af ubgive fine velgjørende Strifter. Næjte Aar ubfom hans Poſtil (Postilla seu Enarratio Evangeliorum etc. 1561), hvis An⸗ ledning han felv angiver i Fortalen til Preeſterne: For fjorten Aar fiven havde han privat bifteret Lerlingerne i fit Hus (domesticis meis discipulis) nogle Sfolier til Sønbags Evangelierne, ſom han flet iffe tænfte paa at udgive; men be bleve udbredte blandt flere og føgte med Begjerlighev. Efter nogle Præfters Begiering lod han bem nu forøgede Tomme for Lyſet. Kansleren Johan Fris havde gjort fig megen Umage med at faa denne Poftil udgivet paa Danſt, hvilket bog forſt ſenere lykkedes, med Forfatterens Tilladelſe, ved Reravii Overfættelfe (1576). Paa Synoden i Odenſe 1586 blev denne latinſte Poſtil anbefalet Preſterne. Frem= ſtillingen er jævn og Har, og mere end eet Sted maa endnu, ifær med Henſyn til Cregefen, have Interesſe for Theologer. Aaret efter udgav han fin Paſtor (Pastor sive Pastoris optimus vivendi agendique modus. 1562), fom han tilegnede Biſtoppen i Skaane, Tyge Asmundſen, efter hvis Onſte han havde ſtrevet den. Det er ben førfte egenlige Paftoraltheo= logi, ber ubfom i Danmar; og ben har for vor Tid ijær hiſtoriſt Interesfe, da ben giver et levende Billede af Præften og hang Stilling, hang offenlige og private Liv, Levemaade, Omgang 0. f. v. paa hin Tid. Den yder mangfolvige Bidrag til Sæbdernes Sfilbring og Stendernes Forholde.
Niels Hemmingſen. 93
Ogſaa Klædedragten og andre ydre Ting behandles. Præftens Dragt maatte hverken være hvid eller rød eller grøn eller blaa, men enten fort eller af en anden mørt Farve. Det lan man foreftille fig: var han hvid, faae han ud fom en Møller; var han rød, ſom en Soldat; var han grøn, ſom en Jæger; var han blaa, ſom en Matros. Hver Stand fit! Der omtales ogſaa ben ſmukke, ben Gang almindelige, Skik, at ber ved Gjæftebud ogſaa fremfattes Borde for de Fattige med ligeſaa ypperlige Retter fom for de øvrige Gjæfter; en Skik, ſom Præfterne, hver i fin Kreds, burde anbefale. Et lignende Skrift ubgav han fenere (De officio Pastoris evangelici. 1566) foruden abffillige andre af mere bogmatift eller eregetifi Indhold; ſaaſom Kommentarer til Pauli Breve (in epistolam Pauli ad Romanos, efter Til egnelfen 1562; in vtramque epistolam Pavli apostoli ad Corinthos, efter Tilegnelfen 1564) og til nogle af Pſalmerne (Enarratio Psalmi vigesimi qvinti, 1867; Enarratio Psalmi Octvagesimi qvarti. 1569) o. ſ. v. Hang literære Frugt⸗ barhed paa denne Tid er vidunderlig.
Jmidlertid maa Hemmingſens Mening om Nadveren allerede have vaft nogen Opfigt. Han vilde iffe lægge Skjul paa ben, men gav endog en populær Fremftilling af Tros⸗ læren i Modersmaalet, hvori ogſaa Læren om Nadveren fremftilles fart og hjertelig fra fin aandelige Side. Dette Skrift, Lifſens Vej, 1570, er endnu et af ben danſte Lites raturs mærfeligfte Frembringelſer. Tilegnelſen ffrev han Mortensdag til Bjørn Kaas til Starupgaard, Rigsraad og Høversmand paa Malmø Slot, og hans Husfrue Chriftenfe Nielsdatter, under hvis Navn han vilde lade Bogen udgaa til en Taknemmelighed for deres mangfoldige Velgjerninger, nfiden ben Tid, figer han, eders fromme Broder, ærlig og velbyrbig Niels Kaas kom til mig, at jeg hannem flulde
94 Det lærde Tibsrum. Færd Theologi.
lære, fom er 21 Sar ſiden.“ Dels i Tilegnelſen, dels i Bogen felv angiver han Grundene til dens Udgivelſe. Dette vil jeg lave være ſtrevet, hedder bet i Slutningen, alle Danfte til Undervisning og Formaning; desligeſte ogſag ſom min Troes og Lerdoms Befjenbdelje, ſom jeg haver befjenbt og lært udi venne Kjøbenhavns Sfole hart ved 30 Mar: Be dendes alle chriſtne Leſere, at be om min Sfrift domme ville af Guds Ord og iffe af bet, fom hovmobige og ufor« farne Aander ville foregive.” Auders Sørenfen Vedel aver= fatte Bogen paa Latin (hortatu ipsius autoris). Denne Overfættelfe, Viavitæ, udlom 1574, (Tilegnelſen til Henning Valkendorf og Niels Sfave er ſtreven 1573.) Forfatterens Henſigt, ved dette Sfrifti Modersmaalet at appellere fra be lærde Theologer til hele bet danſte Foli, blev uden Tvivl opnaaet. Foredraget beri er jævnt belærende, Sproget for ben Tid ret godt og Stilen tydelig. Han holder fig imid= lertid næften overalt i Forſtandens Region, og yder fun faa Spor af en mere poetiſt Fremſtilling, ſom man nok efter nogle af hang Anftuelfer kunde vente. Heller iffe vifer han nogen Digtergave i ben tilføjede Ny Viſe, , udi hvillen fore— gives, hvorfor Verdens Frelſer ſtulde være Mand og Gud, ſtreven Jomfru Birrethe Rofenfparre til Undervisning.” Slut⸗ ningen banner Tredive Artikler om Bornetugt; Item en gammel Mands Raab til fit Barn. I Bogens Fremſtilling om Nadveren forflarer han ben ſom ,,et Sacramente under udvortes ſynlige Tegn, ſom vor Herre Chriſtus indfatte alle fine til en evig Amindelſe, at han haver givet fit Legeme udi Døben og udghdet fit Blod paa Korſens Galge for mange til Syndernes Forladelſe.“ „Det er et Vidnesbyrd, at be, fom den ret bruge, inkorporeres og indplantes i vor Herres Jeſu Chrifti Legeme, faa at de ere hang Aandelige Lemmer. Det er vor Aandelige Opfodelſe i Chrifti Legeme;
Niels Hemmingſen. 9J
thi ligefom vi aftoes med Chriſti Blod, og igjenfødes ved den hellig Aand udi Daaben, faa fødes vi Aandelige, fom renſede og igjenfødte. Det er et Vidnesbyrd om den ny Pagt, fom Gud ha⸗ ver gjort med Menneffet om Syndernes Forladelſe. Det er en Paamindelſe om den hemmelige og Aandelige Tilhobebindelfe, at de, fom med en chriſtelig Tro og Forfæt bruge det, blive et Le⸗ geme og Lemmer tilfammen udi vor Herres Jeſu Chrifti Legeme. Det er en driftelig Kjærlighed, at al chriſten Menighed med. Hjerte, Mund og Gjerninger bevife hverandre alt gobt. Hvo fom intet fornemmer af denne Kierlighed i fit Hjerte, og iffe haver Forfæt, at ville gjøre fin Neſte, bet er fin egen Lem, godt, han maatte faft heller være fra Sacras mentet. Det er et Pant og Vidnesbyrd om ver Opftans belfe, bet er os et Pant og en Fæjtepenning paa det evige Liv.”
Efter nogle andre, i anden Henfeende ret mærfelige, latinſte Etrifter, ifær en Bog om Ægteffab og Skilsmisſe (Libellus de conjugio, repudio, divortio. 1572), fom han ſtal have ſtrevet, da han formedelſt fin Huſtrus forargelige Levnet maatte flille fig fra hende, og hans ſaakaldte Xgte⸗ ſtabsbog (De conjugio expetendo, inchoando, absolvendo, prudenter, pie, quiete, christiana institutio. 1572) udgav Hemmingſen fit Hovedſtrift: Syntagma institutionum chri- stianarum, 1574, det førfte fuldftænbige theologiſte Syſtem, hvilfet tillige gav ham Sæbe blandt Europas berømtefte Theologer. Det er tilegnet Univerfitetets daværende Rektor Dr. Joh. Franciſcus fra Nibe (anno 1574, ætatis autem meæ sexagesimo primo.) Det er en Gjeld, fom vore Theos loger endnu ſtylde vor Kirkes Hiftorie, at give en lærd Sams menligning imellem det kortere Enchiridion og bet ubførlige Syntagma, men ifær imellem disſe og det ſenere theologiffe Syſtem. Alle Hoveddogmer findes hos Niels Hemmingſen, fædvanlig i forte og Mare Sætninger, men hverken den fej—⸗
96 Det færde Tiderum. Lard Theologl.
dende Henſigt, ber ſiden giver fig tilfjenbe, effer be intrifate Sporgsmaal, ber rimeligvis juſt berfor ſiden bleve jan bp pige. 3 Syntagma ubvifler han ogjaa Begrebet Saframent og hvorlunde vet maa forflares. nanbelig (spiritualiter.) Derhos findes her Hovebftedet af hang Lære de coena domini, en meget udførlig og Mar Udviffing af, aft Safras mentet er „indſtiftet til en Ihulommelſe af Chrijti Død (Coena domini est sacramentum institutum in memoriam corporis Christi traditi pro nobis)"; at bet ér „en aandelig Forbin« delſe med Chriſtus og em aandelig Forbindelſe imellem alle dem, ſom nybe bet (haud applicatio corporum physica, sed spiritualis eopulatio per fidem,)"
Der gives i Hemmingſens Sfrifter dels lejlighedsvis, dels i færegne Bøger adſtillige Oplysninger til Sævernes og Overtroens Hiftorie. Allerede i Egteſtabsbogen findes deslige Hentydninger. Men han behandlede ogſaa den over⸗ troiſte Side af den Tids Kriſtendom i eget Skrift, ber fan anſees ſom et Tillæg til bet theologiſte Syſtem. Ved Siden af Troen paa Kriſtus herſtede Troen paa Djævelen. J fin Admonitio de superslitionibus magicis vitandis, 1575, meddelte han med fin fædvanlige Klarhed hele det diaboliſte Syſtem. Det vifer noffom, at han iffe blot havde en faft Overbevisning om Djævelens Tilværelfe, men ogſaa om hans Magt til at indvirke fordervelig paa Menneſtets legem⸗ lige og aandelige Natur. Han oplyſer, hvori denne Magi eller Djævelens Indflydelſe beftaar, Maaden, hvorpaa han fætter ben i Værk, hvorfor Gud tillader disſe Djæveleng Øjerninger, 0. f. fr. Da Evangeliets Lys for omtrent 40 Aar ſiden beghndte at flinne her i Riget, og Læren blev renſet ved Guds fromme Tjenere, ba ophørte ogfaa alle hine Djævelens Bedrag, og Ordets himmelſte Lys adſpredte al hin Overtro, ligeſom ven opgaaende Sol i Øjten forjager
Niels Hemmingſen. 97
Nattens Morke. Men da Menneſtene efterhaanden begyndte at tjedes ved Evangeliet, faa vendte lidt efter lidt Overtroen tilbage. Og vi føres nu ind i dens uendelige Rige. J bette Skrift og dets danſte Bearbejdelſe lærer man at fjende Djævelens Sakramenter, ber dels er mange Slags Tegn, Figurer og Billeder, dels Misbrug af allehaande Ting (faas ſom Salt, Jord, Band, Papir, Bor, Traad, Sar, Saald, Negle, Haar, dode Menneffergs Hovedpander, Tænder og Ben, Mesſevin, Døbevand, Vor af Kirkelys, Jord af en Kirkegaard, Kirkensgle, o. ſ. v.), ſaavel ſom alle Magiens Urter og Underarter. Ved ben magiffe Spaadomsgave omtaler han Sans Bogbinder. Flere Exempler oplyſe Overtroens Beffaffenhebd, f. Cr. at Epilepſi kunde helbredes bed at bære en Seddel med be hellige tre Kongers Navne om Halſen. Til Slutning meddeles en Undervisning for Præ- fterne, hvorledes de nu have at forholde fig, dels med at værge fig felv imod Trolddom, dels med at behandle Here og Troldmend og bem, ber anflages for at være det. Hem⸗ mingſen ſtod vel i mange Ting over fin Tidsalder; Hexe— prøven med Band forfafter han; naar Hexene fige, at de i forandrede Skikkelſer ſamles paa et Sted og holde Sjæfte- bud, faa er bet pur Indbildning 0. desl. Men i Troen paa Trolddoms Virkelighed var han ligeſaa faft, fom nogen anden, og i Straffen derfor ligeſaa ftreng. Dem, ber overs bevifes om, ved forbudne Kunſter at have ſtadet Menneſter, Dyr eller Seden, bør Øvrigheden ikke ſtaane. Melius est, ut pereat unus, quam unitas. Heri var han iffe mere barm⸗ hjertig, end hang Samtid.
Ved fin Lære om Nadveren havde Hemmingſen fluttet fig til fin ophøjede Lærer Melanchthons Tilhængere, men juft dem og andre Kryptocalviniſter gif man paa Jagt efter i Thyſtland. Raden maatte ogſaa komme til ham. En af
7 W
98 Det færde Tidsrum. Lard Theologi.
ben Tids omflaffenbe theologiſte ventyrere, Johan Olden⸗ dorp fra Gaberéfev, beføgte ham 1562, og giorde fig til af at have befejret ham ſom andre. Men em farligere Gjæjt var Jalob Anbreæ, ber i Anlebning af Formula concordiæ fom hertil 1569, øg i Gemmingfen ventede ſig em farlig Modſtander. Han ffrev ham til fra Kolding; Hemmingſen fvarede ham med fin Trosbeljendelſe i bet farlige ”Bunit cathegorice, clare, sine cothurno, I Svaret ligger tydelig hans Mening, bog ſaaledes at ingen kunde fomme ham for nær derfor. Men Salob Andrece, ber ille blot fanbt Sem mingjen, men mange anbre danſte Theologer anftufne af Giften, maa have flaaet Larm i Tyſtland. Og Calvins Tilhængere i Sachſen beraabte fig netop paa Hemmingfen. Slaget maatte berfor ramme ham. Churfyrſten Auguſt af Sachſen, en Svoger til Kong Frederik ben Anden, ſendte benne en Denunciation af 4 Juni 1575; og om Morgenen efter af Kongen havde modtaget ben, Klokken 5 aarle bleve be Hojlerde og Præfterne faldte op paa Slottet. I Kans= leren Niels Kaaſes og Rigéraaben Jørgen Roſenkrandſes Nærværelfe foreholdt Rigshofmeſteren Peber Ore be Ind— kaldte Churfyrſtens Klage, og tilholdt bem alle, Theologer og Bræfter, ifølge Kongens Befaling, at ſtrive og lære simpliciter de coena Domini juxta Augustanam confessionem, faafremt be iffe vilde ftraffes paa Liv og Blod; og Hem— mingſen befalede han at tilbagekalde ben Artiffel de coena domini i hans Syntagma. Hemmingſen ſvarede: „Det bliver mu i Morgen otte Dage et Mar ſiden, at jeg blev Faldt til Frederiksborg til min naadigſte Konge; ba befalede Hans Majeftæt mig og mine Medbrodre, at vi intet ydermere ſtrive eller diſputere ſtulde om bet hellige Saframente; hvad allerede ſtrevet var ſtulde da holdes mig tilgode. Til dette kongelige Løfte, fom jeg udi Gr. Kanslerens Nærværelfe
Niels Hemmingſen. 99
haver bekommet, holder og forlader jeg mig endnu ganſte, og er paa det ydmygeligſte begjerendes, at Hans Majeftæt ville værviges for Guds Skyld at holde mig det famme fin Raades Tilfagn, og iffe tvinge mig fattige gamle Mand til nogen Revocatz. Hvad jeg haver lært eller ſtrevet, bet haver jeg gjort med en god Samvittighed. Jeg haaber min Tid bliver iffe længe; tfi bet ev mit annus climacte- ricus og 63 Aldersaar, og forventer jeg daglig en naatig gorløsning. De Theologer i Sachſen, ſom beraabe fig paa mig, gjøre Uret. Der er en Artiffel i min Bog, fom de ſtode fig paa; den vil jeg gjerne udflette, men jeg fan intet ffrive eller indfætte i i dens Sted. Thſtland er ftort, har mange Theologer og mange Meninger. Hver retter fig efter fin Fyrſtes og Herres Billie. Men i disſe Lande er Kongen en regjerende Monark, hvem vi næft Gud og vor Samvit⸗ tighed have alene at fvare. Og efterdi der dog fun er een Gud og een Sandhed, ſynes det ubilligt, at man ſtal blafre for Hver Bind og underſtrive hvad fremmede og urolige Hoveder ville optænfe og angive. Min Bog huver ingen Oprør foraarfaget endnu, men jeg taffer Sud og fongelig Majeftæt, at her er Enighed udi Kirker og Skoler, og ben ene lærer fom den anden.” Da tog Jørgen Roſenkrands Ordet: „Ja, faa formerke vi da, ſagde han, efterdi I figer, at her er Enighed, at disſe andre Theologer her ftaa ere ligefjaa gode fom J.“ „Jeg taler intet om bisfe anbre, fvarede Dr. Niels, men fiden min Bog gif ud, er iffe lært anderledes end tilforn.” „Saa høre vi da, ſagde Rofenfrands, at J lærer i Sfolerne tværtimod bet her præbifes udi Kir⸗ kerne.” „Hvad Bræfterne prævife, ſvarede Dr. Niels, falder iffe mig hjem, men jeg haver albrig lært eller diſputeret anderledes udi be 30 Aar jeg haver været her ved Univers fitetet, end jeg haver mundlig hørt af Philippo Melanchthone ur ås
100 Det færve Tidorum. Lerd Theologi.
og andre færbe Mend, ſom have formet oe ben rette og reformerede Lærdom paa Fode, og ben Tid jeg Bltv promo« veret in doctorem haver Dr; Macchabæus diſputeret bette ſamme Argument, vg er bet defenderet og blevet gobt'og ret Fjendt af alle.“ Nu tog Biſtoppen Dr. Povel SMlabjen Ordet; han var Hemmingſens Ven, og indlod fig nær mere i Sagen, Derhos forſbarede han fine Kirker, og mente, bet var bedſt man lod ſaadanne høje og hellige Sager baade med Mund og Haand uoverffaſtede, troede enfolbelig og gav Guds Ord ren. Peber Ore flutteve Forhanblingen med et venligt og trøftende Ord til Hemmingſen. Zi Dage efter maatte alle Fjøbenhavnfte Lærere atter møbe og under⸗ ſtrive em Forpligtelſe til, under Straf paa Liv og Gabs, intet videre af ville røre deune Lærbom eller auderledes ent ben Augsburgſte Konfesſion angiver. — Niels Hemmingſen unberjfrev: subscribo et approbo ex sincero corde. Dermed ſtulde man tro, at Stormen var gaaet over. Men be tyſte Theologer vare iffe tilfreds. Forargelſen var jo givet offen⸗ lig; offenlig maatte ben affones. Neſte Aar ſtrev Chur⸗ fyrſten atter til Kongen, og forlangte, at Hemmingſen maatte tilholdes at give et Tilbagekald; Kongen maatte ellers betragtes ſom en Beffytter af Heterodoxi. Det var for Kongen en horribel Tanke. Han paalagde Konſiſterium at ſtaffe Hem— mingſens Gjenkaldelſe, ſaaledes at Univerſitetet kunde blive befriet for enhver Mistanke. Det var et haardt Slag for Oldingen. Hans Ven Biſtoppen og Profesſorerne, der næften alle vare hang Diſciple og Tilhængere, foreſtillede ham iffe blot ben Straf, han ved en Bægring vilde paadrage fig felv, men tillige ben ftore Fare, for hvilken han vilde ubfætte bet hele Univerfitet. Da underſtrev han endelig Revofationen. I ben forefom be viſtnok for uundgaaelig nøbvenbige anſeete Udtryk: substantialiter, vere et realiter,
Niels Hemmingſen. 101
verum corpus et verus sanguis, med bet Tillæg: ita ut verus cibus et verus potus sit, quo homo pascitur, reficitur et vivificatur ad vitam æternam. Men for at frelfe fin Samvittighed, tilføjede Hemmingfen mundlig en Kommentar, hvorved han vilde bringe fin virkelige Mening, det fom han altid havde lært, i Overensſtemmelſe med Formularens Ord, hvorlunde bet nemlig dog ingen legemlig Nydelſe var, men at forſtaa paa aandelig Vig fom et Pant og Forvisning om Guds Naade til Sjælens Salighed. Og da de andre ikke faa lige vilde tage denne hang Forklaring for gyldig; da de fvarebde, at hvis han mente noget andet, end det han havde ſtrevet, fan kom bet paa hang egen Regning, Menneffene funde fun domme efter hans Ord — faa gav han bem Papiret med de Ord: Domini, ibi habetis scriptum, facite quod vultis, ego aliter non sentio. Nu ſtulde Profesſorerne vel paa felve Revokationen have bemerket, at han i Grunden mundlig atter havde revos ceret den; men de gjorde det iffe, og fendte den fom ben var til Kongen. Fra Kongen blev ben atter fendt tilbage til bet theologiſte Fakultet, ſom atter prøvede, ſamtykkede og unberfirev ben. Forargelſen var ifær givet paa Latin for hele Kirkens Aaſyn, men i Livſens Vej havde Hemmingſen for bet danſte Folk yttret det ſamme; han maatte derfor famme Mar for Almuen udftæde en Befjendelfe paa Danſt. Den var faa fpagfærdig, at enhver kunde underffrive ben; nemlig at Chrifti Legeme, der var hengivet for 08, og hang Blod, der var udgydt for mange til Syndernes Forladelfe, tilvisfe var tilftede og blev uddelt og modtaget i Sakramentet. Da Kongen havde modtaget Revobationen, gav han fig til- freds, ja anbefalede endog Hemmingſens Postilla; men de tyſte Theologer ſſumrede iffe. Nu vifte de, at Giften ſtak ogſaa i den. Og deri havde de Ret; ved Skjertorsdag hedder det nemlig: deinde significat hæc cæna nos spiri-
102 Det lærde Tiderum. Lærb Theologi
tualiter ali et sustentari corpore el sangvine Christi. Derhes paaſtode be, af Hemmingſen vebblev mundlig at foretrage fin Lære. Noget Bevis berfor er aldrig ført; men f fig felv er det vel iffe ganſte uſandſhuligt. Han fulgte maaftee fin Lærer Melanchthons Crempel, ber troede, at Sandheden lidt efter lidt maatte bane fig Vej. Og hvor let maatte iffe hang Mening, ber jø iffe bencegtede Luthers ligefrem, men fun gav ben em højere Udtydning, under hans Foredrag ved et eller andet upaaagtet Ord komme til at ſtinne igjen= nem. Den hele Beſthldning Fjender man imidlertid kun af hang Modſtanderes Paaſtand; og nogen Underſogelſe derom fandt iffe Sted. JBeghndelſen af Auguſt 1579 ſtres nemlig Churfyrſten atter til Kongen: at Hemmingſen nu ſom før gav Calvins Mening Medhold, nægtede ben ſubſtantiale Nærværelfe, og, fin Revokation uagtet, vedblev at bruge fine gamle Frafer og Sætninger i fine Leftioner; og efter« ſom han endda, ved Forelæsning og Difputering, i Univerfitetet holdtes i fin fulde Anfeelfe og Myndighed, faa var Kongen og Danmarks Rige i ftor Mistanke hos be tyffe Herrer, at Hang Majeftæt ſtulde befordre en ſaadan Mening og intføre ben i fine Kirfer. Det var mere end Frederik ben Anden kunde bære. Mu gav han uden Underſogelſe, uden Lov og Dom, Niels Hemmingſen ſin Afſted ſom Profesſor og Præft, og befalede ham inden tre Dage at begive fig til Roeskilde, hvor han fif et Kanonikat til fin Underholdning ; og Forventningen om hang Tilbagefalvelfe gif iffe i Opfyl— delſe. Nu kunde ba Jakob Anbreæ ſende fin Formula con- cordiæ herind, fom Kongen beg 1580 „ſſog i Ilden“. Og Zeloternes Haan og Spot, for hvilken Kirkens gamle Lærer mere end cen Gang havde været udſat, kunde nu have fit fri Løb. Et bidſt Nidvers fra en tidligere Tid, 1574, tillægges Dr. Joh. Amerinus fra Nibe, maaſtee bet ber indtil vore
Niels Hemmingſen. 103
Dage er opbevaret pan Laaland. At Hemmingſen felv veb en hvas Tunge bidrog til at fremfalde deslige Angreb, er ber liden Grund til at antage efter hang Sfrifter. Der tillægges ham, men uden behørig Hjemmel, en Satire om Biffopperne, hvoraf fun lidet er befjendt. Der anføres nøgle Ord af den, ber iffe vife noget bittert Sind, nemlig om Hemmingſens Ven Biſtoppen Povel Madſen: Paulus amat Musas.
3 fit Liv havde Hemmingſen haft megen Gijenvordighed. Hans Søn, Hans Hemmingſen, flægteve Moderen paa; han blev Prof. i Theologien 1570, men affat 1575 for⸗ medelſt forargeligt Levnet. Fra fin forſte Huftru blev Hem⸗ mingfen flilt; hans anden Huftru, Maren Madsdatter, fulgte ham til Roeskilde, og med hende levede han lyffelig til hendes Død 1582. 70 Aar gammel giftede han fig tredie Gang mer Birgitte Larsdatter, der overlevebe ham. Bed benne Tid, 1583, ſtal han Have forfattet fit Skrift Immanuel, ber forſt udkom efter hang Død, og ſom menes iſcer at være ffrevet imod Jakob Anbreæ. En Afvegrling i hans ensformige Liv var Kong Jakob den Førftes Beføg i Roeskilde 1590; ben lærde Konge talte med ham om Præbeftinationen, og forærede ham en forgyldt Solvpokal til en Erindring. Endnu i fin høje Alderdom vedblev han at udgive Skrifter (1590— 1597), ſaaſom: Antidotum adversus pestem desperationis 1590, og Tractatus de gralia universali 1591, ſom H. P. Reſen ſiden tog fig af. Disſe Skrifter ere ogſaa overfatte paa Danff. Samt Kommentarer, til Johannes? Evangelium, (1590 og 1591), og til be førfte Davids Pſalmer (Enarratio Viginti et vnius Psalmorum Davidis 1592), hvis Fortolt- ning ved Univerfitetet han blev forhindret fra temporum iniuria. J Tilegnelfen til Niels Kaas (Roschild. 24 Juni 1591) omtaler han dennes Broder Bjørn Kaas, ber blev
104 Det færde Tibérum. Lard Theologi.
anbefalet at være blaudt hans Diſciple (ante annos 41 meque tum ætalis. meæ annum 37 egresso.) 3 fine fidfte Leveaar var han aldeles blind. Aaret før fin Død, ben 4 Februar 1599, blev han af Chriſtian den Fierde Faldet op paa Slottet, for at afgive ham ſin Befjendelfe om Mabveren. Denne Bekjendelſe (Nogle Sporgsmaale om Chrifti Legems og Blods Saframente øg Svar bertil) ſtal have været ud⸗ bredt i Haandſtrift. Ham bøbe ben 23 Mai 1600, og bles begravet i Roesfilbe Domfirfe, fulgt tif Graven af fine Diſciple, Profesſorer og Preſter. Hans Billede forejtiller ham paa Kathedret med em Bøg i Haanden, omringet af fine Tilhorere, og berøver: Qui ad justitiam erudiunt multos ut stellæ fulgebunt, Dan. 12.
Nogle af Niels Hemmingſens Ligpræbifener, ſom be over Otte Rub, Herluf Trolle og Birgitte Gjø, lunde, efter 3. Møllers Bemærfning, „have opfordret til nogen Begejfts ring; men han giver i ben hiftoriffe Del fun en jævn og enfoldig Beretning om ben Afdodes Liv og Levnet, og i ben parænetiffe Del afhandler han friftelige Almenſetninger paa ben vebtagne Maade.” Heller iffe i hang Pſalmer fommer nogen poetiſt Begejftring eller Originalitet tilfyne. Han har opſat Skoleordinanſen for Herlufsholms Sfole.
Niels Hemmingſen ſtildres ſom en Mand af et mildt, fredeligt, muntert og behageligt Væfen, ligefrem og uden Bram. I fine latinffe Sfrifter vifer han Skarpſindighed uden Haarkloveri, Fylde uden Overflod, Klarhed i Frem— ftillingen og Fynd i Udtrykket, og giver em obieltiv Frems ſtilling af hvad ber bevæger fig i hans Indre. Han fræver Gud til Vidne, at han intet gjør hverken af Lyſt til Strid eller for at vinde Menneffegunft, men af ren og oprigtig Kjærlighed til Sandhed; og Sandheden vil fejre (veritas tandem vincei.) Som Lærer flal han, naar han ilke biftes
Niels Hemmingſen. 105
rede, have haft et tiltreklende Foredrag; ſom lærd Theolog var han Europas Lærer, og ſom mere populær Skribent for Præfteftanden en BVelfignelfe for fit Fædreland. Kriſten⸗ ſtendommens Veſen fætter han mere i det Indre end i det Ydre, og foretrælfer Aanden for Bogſtaven. Ikke blot Nad— veren opfattede han ſom en Handling med aandig Betydning, men ogſaa Daaben. Han bidrog til at afſtaffe den SHE at nedſenke Barnet i Bandet, iſteden for blot at beftænfe bet bermed; thi det var nok at holde faſt ved Daabens aandes lige Betydning. Derfor dvæler han ikke heller faa meget ved ben ydre Gudstjeneſte, fom ved den Grundtanke, at en Kriſtens hele Liv er en Guds⸗-Tjeneſte. Alle menneſtelige Handlinger ſtulle føres tilbage til Guds Erkjendelſe og Guds Dyrkelſe. Derfor lægger han Bægt paa den kirkelige Vielfe ved Xgteſtabet; det er Religionen, der helliger enhver verdslig Gjerning, og forvandler den til en Gjerning i Gud. (Foruden mange andre Steder i hang Sfrifter fan man fee i hang Syntagma Affnittene Cultus dei og Bona opera.) Neret ved de Gamles Sfrifter og ved Selvtænfning berover, hævebe han fig overhovedet, Hvor ſtreng orthodox han end var, til Auſtuelſer, fom man førft finder udtalte med Klarhed et Aarhundrede efter.
Blandt hang Difciple vare Kansleren Niels Kaas og Hiſtorieſtriveren Anders Sorenſen Bebel.
Til de Kalumnier, for hvilfe Niels Hemmingſen var udfat, har jeg iffe taget noget Henſyn. Ikke blot hans Avindsmand, Iver Bartholin, men adffillige andre fanatiſte Bræfter overvældede ham dermed. Enhver fremragende Mand var ubfat for deslige Bagvaffelfer; alle flage derover ; Kingo blev Heller iffe ffaanet. Men jeg haaber, at ingen vil fæfte Lid til fligt, og at ingen retſindig Hiftorieffriver vil gjentage deslige Beviſer paa Tidens utrolige Raahed
ovsyvinenes Natur, en ugrundel tvivles om, hvorvidt det er tillad: ydre Tvang, at aflægge en Befjen: Hjerte falder tilbage; men ber f Hemmingſens Vedholdenhed veb fin førft ved fremſtridende Forſtning he han ben ikke noget Djeblik. Hang for, at han iffe tog Honorar for | er bet vitterligt. De vigtigſte havde Klasſe af Roms forbudne Bøger.
Om Niels Hemmingſen, fee Giesfin, Annal. 3, 539. Nyerup, Hift. ſtat. Ski D. Pſalmed. S. 15; men iſar hans Levi Kalender 2, 325, og Hemmingſens Paſtoral S. 8. Bos de tvende fidftnævnte findes hans Fodeſted (i Herritslev Sogn, der beft fun cen, Egholm, er tilbage; i een af de D. Atl. 3, 304, hvor hans Fodefted efter Barfods Fortællinger af Fadrel. Hift. har Er hans Fodſelsdag og Fodſelsaar (der af Hel omtaler det, fom foran er bemarket, i fine Kaas Emmikſena Cca
Niels Hemmingſen. 107
familia meas conditiones perspexit, et liberali stipendio me aliquot annos Vuilterbergæ sustentauit.
Om tabella de cæna domini og Hemmingſens Underſkrift, fe foruden Pontoppid. Annal. Chriſtian den Tredies Breve i Dån. Bibl. 5, 185. Heiberg, Palladii Levnet, S. 139, Paulli, 6. 33. Anm.
Med Striden imellem Lutheranisme og Calvinisme fan jævnføres den, der førtes i Sverrig, og ſom Dronning Chriftines Lærer Joh. Mattfiæ gav Anledning til 1644, i det han ved fit Skrift Idea boni ordinis in ecclesia Christi tilfigtede en Forening af begge Bekjendelſer. Han fif deg iffe fin Affled, men maatte tage den. (Fryzell, Beråttelser ur sv. hist, 9, 38 og 14, 100.)
Semmingſens talrige Skrifter omfatte alle Theologiens Dele, paa Kirkehiſtorien nær. Bidrag til deres Ordning give I. Moller pg Paulli. De udkom enfeltvis, men de vigtigfte ere ſamlede i hans Opuscula iheologica. Genevæ 1586. fol. De bleve ſnart overfatte paa Tyſt; og det fynes at have været ham fjærere, fordi det er et meget ordrigere Sprog, endſtjsndt han finder det tilbørligt, at alle Chriſtne have gudelige Bøger i deres Maal. (Fortalen til Niels Lauridfens Overf. af Hemmingſens Bog om Guds Naade, og til Haagen Laurentfens af Brentii Prædikener. Paulli, S. 31. Anm.) Adſtillige bleve overfatte paa Danſk. Livſens Vej paa Jolandſt, Holum 1575.
For de Læfere, der, uden at være lærde Theologer, onſte nogen Indfigt i Niels Hemmingſens Skrifter, meddeles nogle Bemarkninger om nogle af de vigtigfte, med nogle Prøver af hans Foredrag, og om de danfle Overſattelſer.
De methodis et ratione concionandi. Rostock. 1555. findes i em mere udvidet Form i hans Opuscula theologica, &. 1: De methodis libri duo, quorum prior quidem omnium methodorum universalium et particularium, quarum usus est in philosophia, brevem ac dilucidam declarationem; posterior vero Ecclesiasten siue methodum theologicam interpretandi concionandique continet. Det var for fin Tid en gylden Bog.
Catechismi quæstiones. Havn. 1560, i Opusc. theol, S. 174. Heri hedder det om Nadveren: Qv. Quænam munera sunt in hac cæna invisibilia? R. Verum corpus et verus sangvis
sorem evæpvsin p gnificat nos uniri et incorporari corpori Christ raliter juxta hæc Pauli verba 1 Cor. 10, 1
Postilla seu Enarratio Euangeliorum in d festis, in gratiam piorum Ministrorum Euan afn. 1561. Francof. 1580 og fl., i Opusc. t aa Danſt af Rasmus Hanſen Reravius. Kbh. 1 300. fol. (i Hjelmftjernes Samling.) Fortaler verfættelfe er af Niels Hemmingſen felv. Bogen I ng egen Foranſtaltning. „Og paa det at det I s (tørre Gavn haver jeg mange Steder videre fi r tilforn udi den latinſte og tyſte Poftilla, og til ges Evangelia.“ Tilegnelſen oplyſer, at disfe Til ner og andre Stykker, ffrev N. Hemmingſen paa La erav dem for at overfætte dem paa Danſt. 3 ilegnelfe til Chriſtopher Valckendorp til Glorup (| rhos, at forſt havde N. Hemmingſen ſtrevet og d iple denne Poſtil 1547, mange fine Nænds Børn, m han den Tid havde hjemme i fit Sus. Da begi blive ſaare almindelig baade blandt Studenterne, uderede her i Kjøbenhavn, og desligejte blandt P teder her i Riget. Og for den Slyld forbedrede I det Aar 1555. Deraf blev hun da end mere bel: r den ſmukke Maade og Viis her bruges at lære rt
fan Non fafins CM. + om -
Niels Hemmingſen. 109
Mænde og Præfters Ben og Begjering udgaa pan renten her i Kjebenhavn anno 1561, Saa blev hun ftrar det andet Mar efter tryft paa ny i Wittenberg, og blev ſtrax udfæt af Latinen paa Tytſte. Siden haver hun været tit og ofte trykt i Tyſtland baade paa Latine og Tyſte og folgt i mange tufende Exemplarer. Kans⸗ leren Johan Fris havde gjort meget for at faa den paa Danſt, og allerede for ti Aar fiden handlet med en tyſt Bogeførere, fom havde fin Handel her i Riget med Bøger, at han flulde ſamme Poſtil lade udfætte paa" Danſt og prente. Nu tilftædte N. Hemmingſen, at Baltzer Kaus, der paa fin Befoftning havde ladet den prente paa Latin, ogſaa maatte befofte og lade den prente paa Danſt. (jf. Berlauff, Blandede Bidrag i Athene 2, 232.) See ogſaa Paulli, S. 23. Som Exempel paa Fortolkningen henviſes til Dominica nona post trinitatis. Luc. 16: Forklaringen over Evangeliet om den utro Husfoged.
Pastor sive Pastoris optimus vivendi agendique modus. ” Hafa. 1562 og ofte derefte. I Opusc. theol. S. 90. Den indeholder: 1) Vita pastoris privata et solitaria. 2) Instructio, juxta quam pastor suam domum et familiam regat: Valget af Huftru, Borneopdragelſe, Forholdet til Tyende, o. f. v. 3) De conversalione pastoris politica et externa. 4) Officium seu legitima pascendarum ovium Christi ratio, hele det præftelige Embede. See om dette Skrift I. Møller i Hemmingſens Levnet, og i Ryt theol. Bibl, 20, 254, ſamt Paulli &. 35. Som Exrempler paa Foredraget meddeles heraf to Steder, et om Klade⸗ dragten, det andet det mærtelige Sted i Affnittet de conviviis (Opusc. theolog. &. 122. 128.)
Militi convenit, vestem gestare brevissimam et jam in hac morum corruplione non datur apud multos vitio, si vela cali- garum infra genua se etiam extendant. Hic si oblonga uteretur veste, meritd se aliis deridendum propinaret. Nautæ congruit, laxas et dependentes gestare caligas, et veste talari absque omni plicatura uti. Hic si mititis vestem sumeret, zd 79870v suæ personæ non servaret; nisi forte levitas isti generi homi- num decorum afferat. Mulieri nobili si sinuoso syrmate terram verrit, hodie non datur vitio. Si idem faceret pastoris uxor, maximum probrum esset. Cum nobilis se catenis
mms meee sst wi TIGendl ; modum, imo multo magis decet pastorem, suæ personæ et officio conveniens. Relinquat i nates non tegentem, velaque caligarum ; relin« natos illos et oblongos pileos; relinquat nau relinquat nobilibus matronis sua syrmata, suas ricum, margaritas, annulos, et reliquum ornatu major est, quam ut stultitia et levilas mundi possit. Relinquat et civibus suum decorum. vestis forma, pretium et color. Forma — co feriat occipitium, ut in multis videmus. Manic. transverst, et rursus filis sericis connexæ — in decoro spectandus est, Nec alba, nec rub nec cærulea congruunt pastori, sed nigra potius qui minime ad pompam facere videtur. Verum el laudala exempla adhibeantur in consilium (et Convivia amicitiæ causa instituta a Græcis di propterea quod in eis mutua fovebatur charitas etiam dicuntur convivia, quæ pauperibus refocillar qualia solent in Lolandia patria mea crebro fi: illic aut nuptias celebrant, aut puerperia, aut al convivia, pauperibus mensas aplant, ſereula minus lauta quam aliis conviviis. Ac si quis c peres non admitteret, aut non benigne tractar
XVX
Niels Hemmingſen. 111
farer til det Gamle og Ny Teſtamentes Bøger. I Comm. in epistolam divi Jacobi apostoli. Hafn. 1563. tilegnet Frands Brockenhus til Egeſkou, findes quæstiones de usuris et bonis Ecclesiasticis, fom han ſtrev efter Kansleren Joh. Friſes Begjering. Af Komm. in epistolam Pavli ad Philippenses. Vitebergæ 1564. ſees, at han i det Aar miftede fin Moder, matrem charissimam, der blev 80 Aar gammel, efter at have været Enfe i 28 Aar. Komm. in vtramque epistolam Pauli ad Thessalonicenses. Vileb, 1566 er tilegnet Biſtoppen i Fyn Nic. Casp. Vibergius, der havde ydet hans Moder Pleje. Komm. in epistolam ad Hebræos. Viteb. 1568 er tilegnet Niels Kaas, der for ferten Aar fiden var en af bans ypperſte Difciple. Af dogmatiſt Indhold er; Historia Domini åihesv Christi dei et hominis, regis coeli et terræ maximi et jauictissimi, unici Ecclesiæ Dei Monarchæ, summi æternique Sacerdotis, ducis de Bethlehem illustrissimi, triumphatoris regni tenebrarum gloriosissimi, ac datoris uitæ æternæ liberalissimi: ex principio Euangelij Johannis. Hafniæ 1562, hvis Titel alene vifer, at felv iffe han gif fri for Tidens højtravende Smag.
Liffjens Ven: Det er, En vis oc Chriſtelig Vnderuiſning, om huad det Mennifle flal vide, tro oc giore, ſom det euige Liff vil indgaa. Screffuen, Alle Danſte oc andre ſom Danſk maal forftag unde, til ſalig onderuifning. AF Niels Hemmingſen, D. Kbh. 1570. (Paa Kongens Bibl., den anden Udg. 1599 ogſaa paa Univerſitetsbibl.) Folgende Prøver meddeles bogftavret:
(Af Fortalen eller Tilegnelfen). Det førfte gode oc gaffn ſom Guds børn, det er den Chriſtne Kirde haffuer, er at Gud er vdi dem lige ſom en alderklariſte Sol. Thi ligeruis ſom der er ſtin, verme oc liffactighed vdi alle Creatur ſom ere vdi Verden, af denne Col, ſem vi fee vdi Himmelen, Saa er aff Gud fom er fin Kirckis Sol, Elin (det er en Kar Guds kundſtab) Verme (det er brendendis affecter oc begæringer, vdi Troen, Haabet oc kierlighed) oe Liffs actighed (det ere atffillige huſpalelſer, ved huilde en trofaft Siel liffactig gioris, værguegis oc frydis.
Denne Sol lige ſom hun oprinder vdi deris hierte, ſom frycte Gud, faa gaar hun neder for alle dem, ſom foracte Gud, oc her leffue vdi legemlig tryghed. Derfaare er det raadeligt at Guds born lade icfe denne Sol formørdis vdi fig aff forfømelfe til at læfe,
&
were vest AJ DU, ut |
beholde wi vdi vore Bierter denne Sol (det ord) da ledſager hun off hen ind i det falige Her hoff er at betencke huad alle de £ denne Guddommelige Sol, ved Guds ord ide treffue de vdi allerftørft vanuittigheds morckh oc kiende Gud, der hoſſ ocſaa forſkreckis de vt bange famuittighed, for Syndens ſtyld. Oc vdi mange bleffuen fan follsff, at hun intet føl ner hun alligeuel en gang (bleffue det ide før fører Menniflit i Mißtroſt, huildit er den fi tendis land, ſaa at det Menniffe vilde fig at (Om Chriſti Perſon, S. 78). Det $ faaregaff, der Chriſtne Menniſke flulle vide o Chriſto, er at hand er en perfon, oc huorfaar at hand fulde være en perfon. É At Hand er en perſon oc ide tuende perſon natur, beuife iblant mange, disfe effterfølgendis Johannes i det førfte Capitel ſiger: Orde Guds Søn bleff Menniffe, der Hoff fetter han herlighed, fom Guds enbaarne Sons. Haffde perfoner, da haffde hand ſagd, wi fane deris h herlighed. Mathei vdi det tridie Capitel lydd røft offuer Jeſum Marie Søn, der hand vaa
Niels Hemmingſen. 113
ſtulde være en perſon oc ide tuende perſoner, ſom der er vdi hannem tuende naturer, er mange dræbelige fager, aff huilde ieg vil nogle opregne.
Den førfte, vor Meglere Gud oc Mand flulde være en perſon, paa det hand funde gisre Gud oc Menniften til it, derfor er hand Faderen tilfsiet met ſand Guddom, oc Menniffen met ſand Manddom, at hand faa kunde tilhaabe binde Gud oc Menniſken.
Den anden, Den ſom ſtal være Meglere imellem dem fom ere wens, hand kand intet vdrette, om hand tilhenger den ene, oc er wens met den anden, derfor er det tilbørligt at en Meglere er begge parter anbengendis, for denne fag ſtyld, er vor Meglere Jeſus Chriſtus, met fin Guddommelige natur tilføiet Gud, ſom vaar fortørnet met vor Epnd, oc met Menniftelig natur tilfsiet Menniſten, paa det hand hunde ſammen binde begge parter, ſom vaare wens, det er Gud oc Menniften, met den focietet oc wenſtab hand haffde met begge parter, ſom Ireneus figer vdi fin tredie Bogs tiuende Capit: huor
- hand lærer, huorfaare Guds Søn haffuer annammit Menniflelig natur, oc er bleffuen ſant Mennifte. Det vaar tilbørligt (figer hand) at den fom er Meglere imellem Gud oc Menniſken, at hand forligte dennem, for den enighed oc naturlige fryndſtab hand. haffuer met begge parter, fan at hand funde vdrette at Gud anammede Menni⸗ flet, oc Menniftet gaff fig onder Gud. (etc.)
(Om Troen paa Chriftus, &. 125). Denne Chriftelige Trois tette art ev, huor paa huert Menniſte land vide, om hand haffuer en falig Tro. Forſt, at hun lader fig føle vdi hiertit. Der næft, at hun lader fig fee oc beuife vdi gierninger. Det tredie, at hun lader fig proffue vnder Kaarſſit. Det fierde, at hun offueruinder Berden. Det femte, at hun bliffuer faft indtil enden, hues ende, ſom Petrus figer at være Sialſens falighed.
Forſt fagde ieg at en Chriftelig Trois art er, at hun lader fig føle vdi Hiertit, faa at der folis en wſigelig huſualelſe imod Louens forbandelfe, imod Dodſens mact, oc Dieffuelens grumme tyrannj, At der folis en wſigelig glæde aff Syndernis forladelfe, At der følis en Aandelig tryghed, om Guds Naade oc venſtab, At der felis Chriſti neruærelfe, oc den hellig-MAands Tempel vdi Menniffens hierte, At der folis den hellig ATands krafft, ſom op ueder Troen til at bede, At der folis en brendelig begæring, til at gjøre Guds
8
wuv haſſuer befalit. Oc henger til tienijte, huor aff bun kaldis pur oc Det Førfte er, at gierningen være befalit aff Gud. Det Andit er aff Troen til Jeſum Chriſtum. D gisris offuer alt Gud til ære, fag fin lhdactighed mod fin Himmelfte $ „Pauens meſſer, vigilier, roſenkrantze indført vnder belligheds fin? omen hdre Gudstjeneſte, indprenter han, kommer an paa, men paa det Sind, 4 En Gudfryctig tieniſte pige, oc en an baade gisre deris Boſtruer eng tieniſte der, ja vndertiden det ſom meget rin, Gud, hun gior ſin gierning aff Troer ning, ſom vil at Tienere ffulle være d Bgudeligis gierning, endog hun uduor icke Guds tieniſte, for hun er beſmittet — Til Slutning forklarer han Bonnen at ſtamfutte den Dieffuels vildfarelſe, fc Verden om helgens paakaldelſe. — En men vdi Hiertet en brendelig begæring o Vedels latinſte Overſattelſe, Vja v 1380. er optaget Onner 11. —
Niels Hemmingſen. 115
overſat af J. M. B. Kbh. 1653, under Titel: Om Ecteſkab At 1. Betencke. 2. Beghnde. 3. Fuldkomme. 4. Leffve udi. 1. Vijſlige. 2. Rrlige. 3. Gudfryctige. 4. Rolige. En Chriſtelig underwjſning. Nids Hemmingſon D. Heri findes artige Oplysninger til Tidens Sader og Overtro. Hvorledes f. Er. Brudefollene følges ind med Blus, der følger dem Mænd og Kvinder, Svende og Jomfruer; men her burde dem, ſom ſtaa Brylluppet fore, at tage vare, at ſpodſte Epillemend eller andre med uheviſt Tale ikke komme i Brudekam⸗ meret, men aleneſte hevifir Folk med kyſter Snak, med alvorlig Bøn og aandelige Pfalmer. Førend den Krig imellem Danmark og Everrige begyndte, horte man et Barn græde udi Moders Liv fer Uger førend det blev født, her udi Kjøbenhavn. Herom ſagde hver fin Mening. Comme mente, at det var for Forældrenes Skyld, ſom vare dog fromme og gudfrygtige; „men der jeg det hørte, fagde jeg: Det Barn ſtal enten fødes til ftor Sorg og Braad i Verden, eller det bemærfer menig Mands Braad og Sorg. Der dette Barn nu født var og blev døbt, døde det efter det havde levet i 24 Timer, og lod aldrig af at græde. Hvoraf man kunde betænfe, at den Graad flere ikke for Barnens (Barnets) Skyld, men for det ganſte Riges Skyld, fom Gud vilde ftraffe med den Fejde.”
Argumentum indubium, quo quilibet facere sui periculum potest, an Christiani hominis nomine dignus sit. Hafn. 1572, Paa Danſt af Anders Rasmusſen Gryderup: It vijt oc faſt Tegen, huor paa huer kand kiende fig felff, huad heller hand er Guds Barn beller ey. Af den danffe Overſattelſe angiver C. Brandt i fin Ud⸗ gave af Jacobi laspari Epithalamium illustr, D. Francisci a Lotheringia (1760. 4.) tre Udgaver: 1573 in 12. et postea 1577. it 1633.
Syntagma institutionum christianarum. Ilaſn. 1574 og oftere, i Opusc. theolog. S. 617.
Admonitio de superstitionibus magicis vitandis in gratiam sinceræ religionis amantium. Hafn. 1575. i Opusc. iheolog. S. 911. Som Erempel paa hvor ſyſtematiſt han ogſaa heri gaar tilperks, henviſes til Genera magicæ superstitionis (i Oktavudg. Bladet G 3), nemlig divinatio magica, der atter ſteer per somnia, per sortes, per signa, per responsa, der igjen bar mange Under: arter. Og alt dette udføres nøjere; f. Cr. somnia sunt alia
8"
— grene sagt Eero
(fåelingen sortes findes Stedet om fans Bogbind
udicri sunt, qui joco et voluptatis gratia tantur
ihil serio tribuitur, ut si jubeam ut aliquis lib igal versum quotum velit, et inde ego aliqui co pronuncio, et ille joco accipit. Verum si co ex sorte ludicra prædictum est, nihil tame ibuendum, sed aliis causis. Erasmus Roteroda im familiaris fuit Johannes Bibliopegus nation xulabat cum Christierno Il. olim rege Daniæ, ser t Bibliopegus cultro aperiret librum Iliados Hor ret quotum versum lateris dextri eligeret. Bibli btemperat; librum cultro aperit; nominat quotum uo facto Erasmus joco prædixit Bibliopegum præd ucturum, sed malam, quam tandem propter impr eserturus. Huic prædictioni eventus tristissimi uem tamen aliam causam habuisse necesse est.
rte hunc eventum procuravit, ul viam sibi facei sandas hujusmodi prædictionum vanitates, — $ jelbredelfer forefommer (Bladet M 2): Ut securus ersus Epilepsiam qui sic magice est sanatus, jub are ad collum nomina trium regum, Balthasar, aspar, unde hos lepidos versus fabricarunt :
Caspar fert Myrrham, Melchior Thne Ralikhas-
Nielé Hemmingſen. 117
demme flal om den ſtore oc gruelige Guds Befpottelfe, ſom ſteer met Troldom, fignelfe, Manelfe (ete) Item 33 Propositiones mod Troſdom: Der til 33 Propositiones om Spaadom. EScreffuet paa Latine aff (etc.) D. Niels Hemmingſſon Oc vdfæt paa Danſte, aff Rafm. Hanſſon (Reravius). Nu igien paa ny bekoſted (etc.) Aff N. P. Kbh. 1618. Det er ingen tro Dverfættelfe af Hemming⸗ ſens Bog, men indeholder mere, tildels efter to af hans tidligere Diſputatſer. Fortalen, der iffe er af ham, giver ogſaa endnu flere Bidrag til Overtroens Hiſtorie. F. Er. Somme fly til gamle Kier⸗ linger, ſom ffulle met en traad, ſom de dertil ſynderlig ſpundet haffne, om Sondagen under Hoymeſſe, maale dem tuert oc endelangs, oc fiden met deres vedtagne ord primfigne dem. Item, naar mand faar Kaaldefiuge, da føger mand til dem der flulle ſtriffue for, huilde der ſomme ſtriffue et Ord, oc ſomme et andet, ſomme ſtriffue Ca- lamitas, fomme Kalamaris, oc andet faadant Gackerj, huildet mand ſtal paa atflillige Tider æde vdi fig. Somme ſtriffue en lang remfe, at henge paa Halfen, faa fom den: De nj Shſtre de vdrede, de tre i Efter, de tre i Bejter etc. — Saaledes var Almuens Læges hjælp paa den Tid.
Antidotum adversus pestem desperationis. Servestæ 1590. Hafn. 1595. Paa Danff af Jakob Albretfen Horſens: En Præ- servative Oc falig Lægedom, imod den farlige oc forgifftige Siælens fiuge, ſom er miſhaab eller fortuilelſſe. Kbh. 1593.
Tractatus de gralia universali (etc,) Hafn, 1591 og oftere. Paa Danfi af Niels Arctander: Tractat om Guds Naade. Keh. 1593.
Immanuel siue Catholica institutio, de Domino nostro lesv Christo, vero Deo, et vero homine (etc,) Francofvrti 1615. Under Fortalen Ad Lectorem: Cantabrigiæ Pridie Calend. Maij 1615. Robertus Alensonus.
Pſalmen Hvo ſom Chriſti Kors vil bære, ſtreven for Birgitte Gjs ved Herluf Trolles Død, er optagen i D. Pſalmed. Nr. 77.
Af Skoleordinanſen for Herlufsholms Skole findes Uddrag hos Nyerup om Skolerne.
Om Oldendorp og hans Dagbog Pontoppidans Annal. 3, 385. Brevverling med Jakob Andrew i Dån. Bibl. 1, 58. Hemmingſens Soar til ham i Pontopp. Annal. 3, 427.
ſtrift 0, 137.
Om Hemmingſen hedder det i hans Gravſt admirabili facetiarum lepore ac sale mire pe morum temperie, ut non eloquio, non cultu, convictu, fastum ullum ostenderet. Om han Erasmus Lætus blandt andet:
Acri censura pensitat hoc quod Pensitat, et nullis subacerbis vocibus
Scribendo. (If. Paulli, S. 32.)
Niels Hemmingſens Calvinisme havde Univerfitetet og Kirken. Hvad han havde c han trolig, og fremmede dets Vært. Hg Diſciple. Seellands Biſtop Povel Madſen Zilhængere og Venner. Blandt dem, ber n hyldere hans Mening, vare Jakob Mabfei Stub, Iſak Gronbek, Jonas Venuſinus, Co Da Jakob Madſen fik Befaling at tilkjende om Hemmingſens Lære, fvarede han, ut h Kriſtus var nu under et ſynligt Tegn tilſtede
famme Maade, fom ba han ved deng Udv fine Diſcivpſe Rſtonon far Bh avreser ali sk sk 08.
WEM ort VUjpte avymmuvg ve [yvr 1000 + spyt, hans Faber var Raadmand og ſiden Borgemeſter. Fra Slole fom han til Herlufsholm, hvis Rektor var ben tte Filolog Johannes Alanus (Hans Jenfen fra Ala i nd), en Plejeſon af Birgitte Gjøl. Brochmand gif til rſitetet 1601, og blev ſamme Aar Lærer ved Herlufs— iSfole, men rejfte efter to Aars Forløb med fin Moders 'ftøttelfe udenlands. J fem Aar ſtuderede han, ifær log Filoſofi, i Leiden og Franeker. Hvitfeld kaldte tilbage 1608, og fatte ham til Reftor ved Herlufsholms :… Men allereve 1610 blev han faldet til Prof. pæbago= ved Univerfitetet; 1613 blev han Prof. i vet greſte g, og udgav dels nogle af fine Disfertationer, dels ige Sfrifter. 1615 blev han Reſens Eftermand ſom i Theologien; men fil næfte Aar Befaling at foreſtaa unge Prins Chriſtians Opdragelſe. Forſt 1620 vendte ilbage til Univerſitetet; og fra denne Tid til han blev inds Biſtop yttrede han fin ſtorſte literere Virlſomhed 14638). Hvad Niels Hemmingſen ſom Lærer ved
— veg 9 ftrengt lutherſt Syſtem, formet efter
Dogmatik.” Det var (nemlig Kvartudgave endnu hundrede Aar efter Forfatteren
Brug, „ſom den bekvemmeſte Haandbog vet paa Kommunitetet, ja endog indtil Kloſter ganifation 1777.” Wen „for den frier theologiſte Granſtning, ſom paa hin Tid beg af Hugo Grotius og Georg Calixtus (Jor Sonderjyde), havde Brochmand ikke Øje.” ( 3. Møller. Men det egenlig dogmatiſte Theologerne, og fun, hvis nogen vil gjøre f med, hvilfe Stridspunkter der ben Gang henviſe f. Cx. til Affnittet om Synden, de pe: 1, 163), hvor ber blandt andet underſo— egenlig blev forført? Om Adams Synd Evas? Om Synden forplantedes fra Adam o eller fra Adam alene? Om Jomfru Maria Synd? Om ben menneſtelige Sjæl, ligefor over fra Forælbrene eller om den af Gud (di i det allerede dannede Legeme? (med Henſon ti
—
Jeſper Brochmand. 121
tilladt? (2, 52); om en Preſt maa drive Agerdyrkning og Koæegavl? (2, 350), o. m. desl. J Bogens Slutning om bet evige Liv, de vita æterna, underføges blandt andet: om be Døde ved Opftandelfen famles i Kanaan? om ver i Ryg⸗ raden findes et lille Ben, ſom iffe raadner, og hvorfra derfor Orftandelfen udgaar? (2, 600). Her opfaftes ogſaa bet Spørgsmaal, hvilfet Sprog der vel bruges af de Salige i bet andet Liv. Sprogforſtjellen Hører op, ifølge 1 Kor. 13, 8; men i hvilfet Tungemaal de Hellige prife Gud, derom ere Meningerne delte. Der er ifær tre Hovedmeninger. Den førfte, fom er den antageligſte (receptior), er, at de Hellige bruge det hebraiſte Sprog, thi bet er det førfte, Patriarker og Profeter have brugt det, og de Hellige i Apocal. 19, 4 bruge de hebraiſte Ord Amen, Alleluja. Deslige Meninger have forplantet fig lige ned til vore Dage. Brochmands andet Hovedffrift er et polemiſt Værk. Chriftian den Fierdes Svoger, Markgreve Chriftian Vilhelm af Brandenburg, antog Katholicismen, og Jefuiterne udgave en Bog for at forfvare bette Skridt. Efter Kongens Ves faling giendrev Brochmand det Stykke for Stylke (1634). Og va Jefuiterne fvarede i en Apologi, tilegnet Chriftian ben Fjerde og den unge Prins, ſtrev han ogfaa derimod efter Kongens Onſte et udforligt Verk (1646). Disſe med megen Bitterhed og med de behørige Skjecldsord ſpekkede Skrifter ere ikke blot merkelige ſom Tidsbilleder; de føre os ind i de daværende Theologers Anſtuelſer af Kirkens Oprindelſe og Udvikling; de føre og ind i de meſt ſpecielle Dogmer, lige til Marias ubefmittede Undfangelſe. De indes holde tillige Bidrag til Opfatningen af Luther og hang Gjerning, ſom Jefuiterne angribe, men Brochmand forfvarer. Forfatterne bevæge fig, ſom man fan tænke, frem og tilbage i lutter Cirkler, ſom de beffrive hver om fit Centrum; ilkke
122 Det lærde Tidorum. Lard Theologi.
desmindre, ſtulde man tro, maa bisje Sfrifter for Theologen have Interesſe fom Forløbere for en af vor Tids Under føgeljer: Forholdet imellem Katholicisme og Proteſtantisme.
Blandt Brochmands øvrige latinſte Skrifter man bet her være nok at bemærfe be udforlige exegetiſte, blaudt hoille jeg udhever: Im Jacobi epistolam commentarius (1658), med Henſyn til Læren om Øjerningerne.
Sine danſte Skrifter begyndte han med Eu gubelig Unbervisning, omvet Guds Barn, uten fin Sjæls ftørfte Stade og Saligheds Fordærvelje, fan antage ben papiſtiſte Religion (1627). Naturligvis benægtes bet; thi den Fatholfte Kirke antager, at Guds Ord ille indeholder alt bet, former fornødent til Salighed, at kun Preſter og Munfe maa dæje i Guds Ord, famt Helgentilbedelſe, Mesfeofjer o. fj. fr. Dernæft Et Chriften Menneſtes aandelige Kamp (1653), ber ifær gaar ud paa at indprente: „Lad Gud ubtryffeligen forſtaa (thi han veed bet altfor vel tilforn), at du er af big felv ganffe udulig og udygtig til at tænfe, endſige, til at gjøre noget ſom godt er”; og „Jeſu Blod renfer big af Synd; Jefu Saar læger din Samvittigheds Smerte; Jeſu Dod er vin Sjæls Hvile.” Men hang Hovedſtrift er Sabba= tens Helliggjørelje eller Huspoſtillen (Vinterparten 1635, Som⸗ merparten 1638), ter „i over ti Oplag er bleven fortæret af fer Generationer, og fom endnu af menig Mand i Danmark og Norge foretræffeg for mange anbre til huslig Opbyggelſe.“ Det er en Art Homilier, hvori ber, ſom det hedder i Bogen felv, efter Hvert Evangelium følger en gudelig Betænfning og fort Forklaring. Hele Terten gjennemgaas kortelig, Meningen deraf forklares paa en ganſte jævn, hjertelig og naiv Maade, og alting belægges med en god Del Bibelſprog. Thi Forfatteren lægger ifær Vind paa at vife, „hvorledes man løber an, naar man viger fra Guds Ord, enten til
Jeſper Brochmand. 123
hojre eller venſtre Side,“ og indprenter fine Leſere: „Giver grangiveligen Agt, hvorledes alting gaar urigtig til, naar bi udi de guddommelige Tingeſter og udi de høje Troens Artikle ville gaa, iffe efter Guds ufejlbar Ord, men efter den daarlige Fornuft.” (Paaſtedags Evangeliet). Brochmand deltog med Iver i Kirkens Kampe. Som Profesſor i Theologien havde han Del i Sagen mod ben fynffe Biffop Hans Knudſen Vejle, og gjennemrejfte tilliges med Elias Cifenberg Stiftet, for at underføge hvor megen Forargelſe der var given. Han erflærede fig ogſaa, tilligemed bet theologiſte Fakultet, imod Holger Roſenkrands, uagtet denne var hang Ben, formedelft hang Mening om gode Gjerninger; ligeſaa imod den ſtotſke Gejſtlige, Johannes Duræué, der gjorde Forſlag til en Forening af begge de proteſtantiſte Kirker. Som Biffop fortſatte han denne fin Virkſomhed. Han havde Forfædet i det Nationalmode, ber bømte Jørgen Fris fra Sevel. - Han ivrede mod alle Levs ninger af Katholicismen. Efter hang Forflag bleve de latinſte Korſange i Kirken afſtaffede 1640, faa at hele Gudstjeneſten fra nu af var danſt. Iſteden for den ftiltiende Uddeling af Saframentet, ber hidtil havde været Brug, blev efter hans Forſlag de nu brugelige Ord ven Nadveren (Kriſti fande Legeme og fande Blod) indførte 1646. I tretten Aar var han Sellands Biffop. Efter i fine ſidſte Aar at have haft en Fejde med Corfitz Ulfeld i Anledning af Chriftian den Bjerdes Skilsmisſe fra Kriſtine Munk og Sagen med Dina, bøde han Paaſkemandags Morgen 1652, „efter at have levet 66 Aar 32 Uger og 2 Dage.” Han var gift med Cecilie eller Sille Blankenberg, ber var opdraget i Kansleren Chri- ftian Frifes Hus; ingen af bereg Børn overlevede ham. Gan havde, ligejom Niels Hemmingſen, allerede fom Pros fesfor, men ijær ſom Biffop, en Planteffole for unge Stu—
== >”
befjendt af Fortællingen om den Herrema Zjener efter ham for at fljælde ham ud; di fit Ærende med Undfeelfe, bad Brochman at hilſe fin Herre, og gav Tjeneren en fin Ulejlighed.
Om Bemmingſens Tilhængere fee Pontopt om Jakob Madfen, 3, 507.
Om Brochmand fee Binding, Acad. Haun Kilder hos Ryerup, men ifær Brochmands Levn Gift. Kalender 3, 196 og Bedemmelſe af hans 248. 252. Brochmands Skrift: Gudelige Unde Chriſti Pine og Ded, førfte Gang trykt Kbh. 16 Kbh. uden Aar, beghnder med Biffop Brodmani hvori hans Levealder angives. Ligpradiken af &
Manus domini sive institutio pia de pest« 1625. Paa Danſt af Engelbrecht Jorgenſen: Peſt. K6g. 1630.
Universæ theologiæ systema. Hafn. 1( Ulmæ 1658 fol. er her benyttet. Om Skrivema tholin De libris legendis, diss. 5, &. 158. £ Kommunitetet, Beckman S. 62.
Jeſuiternes Skrift paa ny udgivet under
Uj e wvaæritatic D…. -
Skriftfortolkningen. 125
ſtorſte flade oc Saligheds fordærffuelfe kand den Papiftiffe Religion antage. Kbh. 1627. haves en ny Udgave af Engelbreth. Kbh. 1853, dog ej fuldftændig og med Anmarkninger.
It Chriſten Menniftis Aandelige Kamp. (etc.) Kbh. 1627. 1653. 1735. (3 Univerfitetsbibl. Exemplar af den ſidſte Udgave er tilſkrevet, at den før er trykt, 1653. 8., men er meget rar at bekomme. Saa meget mere den ældfte.) Af denne Bog funde man tage nogle Exempler pag Behandling og Stil til Sammenligning med Mynſters Betragtninger.
Sabbati Sanctificatio, Det cer, Godelig Betendning oc fort Forklaring offuer alle Evangelier oc Epistler (etc.) Kbh. Vinter⸗ parten uden Aar (under Tilegnelfen den 1 Nov. 1635), Sommers parten 1638. og meget oftere i alle Formater.
Om Brochmand og Holger Rofenfrands, fee Pontoppid. Annal. 3, 803. 4, 279. 330, og I. Moller, S. 218. Om Duræus Ponts oppid. Annal. 4, 297.
Blandt de Adelige, der vare i Brochmands Hus, vare ogſaa Hans Fris, hvis Selvbiografi findes i D. Mag. 4, 131, og Axel Skeel, der af fin Moder blev fendt til Kjøbenhavn 1633, og forblev med fin tilforordnede Præceptor hos Brochmand paa to Aars Tid, og kom derfra til Sors til Mefter Niels Skielderup, Danſk Cognepræft og Logicæ professor. (Brochmands Ligtale over Axel Skeel. Kbh. 1638. 4. &. 33.)
Efter Betragtningen af de to Mænd, ber gave det theologiſte Syſtem fin i lang Tid herffende Form kunne de kortere Lærebøger, der i Almindelighed fun ere forfortede Øjentagelfer, næppe have nogen ſynderlig Interesfe uden for Theologer. Heller iffe de enkelte ftørre og mindre Af— handlinger have for vor Tid noget tiltræffende, med mindre de enten bibrage til at oplyſe Tidens Tilftand eller Moders maalets Stilling. Imidlertid funne dog udhæves blandt de bertil hørende Forfattere Cort Axelſen, Jakob Madſen, H. P. Refen, H. G. Maſius, Hans Bandal og Hang Bars tholin, med hvilke den gamle Sfole vel omtrent uddøde.
Med Shſtemet ſtaar Sfriftfortolfningen i nøje For⸗ bindelſe. Det var et rigt Æmne; men ben gif iffe faa
bet, alt hvad ber gif ud paa at ſpir Striften, hvilfet var det famme fom at Det er næppe fandfynligt, at mange i d ftanet paa et andet Trin, end Reſen 0; findes dog Yttringer af en friere Anftu med Afſty dreves tilbage. „Imod Hf vidnede en Præft, at da han engung be bøje &næ ved Jeſu Navn, havde Bijfop) end faa viig, fom de andre; og da % Pauli Ord, at i Jefu Navn ffulle alle Kn og under Jorden, fvarede Biffoppen: £ i Himmelen og Djævlene i Helvede, be: bøje fig og ære Jefum, nemlig paa aant ogſaa vi bøje &næ i Aanden og iffe paa foer Kansleren Chriſten Friis op, og fvarede bu derpaa bin Biffop? At de aa bøje &næ paa deres Maade, og vi paa ! Det var Net, fagde Kansleren. Men Biffop Dr. Reſen, vendte fig til Biftoppe! om han iffe mente, at der ogfaa i Hir
&ejvdeffrifter. 127
Legeme er en Trope, faa vifer han, hvorlunde Theologerne holdt paa Ordet; thi alle, figer han, Matthæus, Markus, Lukas, Paulus, tilfjendegive paa ingenſomhelſt Maade, at ber er en Trope deri, men at det er ganſte egenlig og bogs flavelig at forſtaa. Det er en egen Fortolkningskunſt, ved ethvert poetiſt Udtryk at kræve af ben Talende, at han ffal fige: Læg nu vel Mærfe til, at her taler jeg figurlig. Der var ingen Poeſi flabt i disſe Mænd. Til be betydeligere Forfattere høre, foruden Niels Hemmingſen og Jeſper Broch⸗ mand, ifær Jørgen Dybvad, Joh. DI. Slangendorp, Jak. Matthice, Lor. Halv. Sthen, Hans Svane, Jak. Birkerod, Joh. Brunsman, Hans Bandal, Mid. Leigh, og Søren Lintrup.
Syſtemet har et vidt Omfang, bet droftede ogſaa Dog⸗ merne med Henſyn til Kjættere og de fjendlige Kirker. J Forbindelſe dermed ſtaa derfor ogſaa de hyppige Fejpeſtrifter, dels mod Katholikker, dels mod Reformerte, hvis Henſigt netop var at hævde Syſtemet og dets enkelte Lerdomme. Brochmand, H. P. Reſen, Antifvaren Ole Vorm, H. H. Reſen, Hans Vandal, H. Gotfr. Maſius, Jens Birkerod, Barthol. Deichman, o. fl. ſtreve mod Katholikkerne; Chriſten Nold imod Steno. Disſe Skrifter vare paa Latin. Det er berfor et Særfyn, at Prof. i Thevlogien, Hang Vandal, ffrev imod den Calvinſte Lærdom paa Danſk, med den Erkjendelſe, ſom han felv udtaler, at ,, bet ilfe er nok alene med de Lerdes Tungemaal, fom paa vores høje Sole brugelig er, ved Lesninger, Difputeringer, Samtaler og Skrifter at oplære og beftyrfe bem, fom i Fremtiden flulle lære antre, men man maa møde Faren hvor ben ſynes ftørft, og med vort eget Lands Tungemaal tale og ſtrive om disſe Ting for de Ulærde og Enfoldige af alle Stænder og begge Kjøn.”
til bet theologiſte Syſtem hørte fremdeles ben politiffe
128 Det færde Tidsrum. Lard Theologi
Betragtning af Øvrighebene Oprindelſe, Hvis gibbommelige Indſtiftelſe beklreftedes ved Striftens Ord, at de vare 7 Guder, Engle, o. ſ. b., og bette blev ſom et Dogma afa handlet i Brochmands Syſtem (Affnittet de magistratu poli= tico), ſamt ſpecielt behandlet af andre, iſer af Biſtep Sans Vandal, „hvis udforlige og lerde Værk, eter Helweg, vidner iffe blot om hans Lerddom, men tillige om Zivens politiffe og ſtatslirkelige Betragtningsmaade: Kongemagten ſom en guddommelig Naabegave, ber iffe beror pan Foltets Valg, men paa Salbelſen. Den ybre Rirfes Styrelje hører til Kongens Myndighed, men den indre aandelige Myndighed tilhører Præfteftanden. ved Synoder. Gruudtanken er væjenlig ben famme ſom i Brochmands Syſtem, ja i hele ben prote= ſtantiſte Kirke.“ Herved fif ben theologiſte Strib men be Reformerte ct eget Anftrøg; for bem var ben vemofrafijfe Forfatning ligeſaa naturlig, fom ben monarfifte for Luthe⸗ ranerne, og Statéideen blev til en Bibelſag. Calvinismen hyldede Statsmagtens Udſpring fra Folfet, men denne Lære var for Lutheranerne en Vederſtyggelighed (et pestiferum, perniciosum et portentosum dogma); for bem udgik Øvrig« hedens Magt fra Gud. Den valdigſte &jæmpe var H. G. Maſius (tildels underftøttet af andre, ſom Sigfr. Bentzen); mob ham ſtrev Hubert Moſanus (Joh. Chr. Becman); og ba ben befjenbte friſindige Oplyſer, Chriſtian Thomaſius, blandede ſin Spog ind i Striden, tog den en ſaa alvorlig Vending, at Maſius i ſin Indignation eller Fortvivlelſe bevcegede Kongen til at lade Thomaſii Modſtrift brænde ved Boddelen. Henimod Souverainitetens Indforelſe gif be politiffe Betragtninger over fra Kirken til be verdslige Stender; men for at have hele Gangen unber et, fan man her tillige mindes hvad ber forhen er anført om Dybvaderne og Nold, famt endelig Striven imellem Povel Tſcherning
Ethik. Kirkehiſtorie. 129
og Oluf Roſenkrands, og den ſidſtes Apologi 1681, der paadrog ham en Hojeſteretsdom, ſom vel kunde afftrekle andre fra at følge hang Fodſpor.
Ethikken ſtod ligeſom imellem Theologien og Filofofien, og vidſte næppe ret, til hvilken Side den ſtulde Holde fig. Om bens Uafhængighed vidner vel, at ben havde fin egen Brofesfur, men ber tænktes næppe nogen ſtarp Grendſe imellem ben kriſtelige og ben filofofiffe. Afhandlinger og Lærebøger haves af C. J. Bang (fra Ydſtad), Caſp. Bars tholin, Prof. i Cthiffen S. P. Kallundborg, Jens Birkerod, R. H. Brochmand, E. Pontoppidan og Mich. Leigh.
Kirkelige Oldſager og Kirkens Hiſtorie udgjorde iffe noget felvftændigt Fag, men ber findes bog flere Bidrag bels til de hebraiſte Oldſager og Joſephus, dels til Kjectter⸗ hiftorien, Kirkemoderne o. desl., famt ben ældre banffe Kirkes Hiſtorie. De vigtigfte Forfattere ere: Joh. O. Slangendorf, J. Dybvad, Jeſp. Brochmand, Chr. Nolo, Jens Birkerod, H. Vandal (Chiliasmen), Chr. Vorm (Hebraiſte Antikviteter hos Tacitus og Martial), J. Urſin, P. J. Brinch (Joſephus.) De hyppige Reformationsfeſter gave ifær Anledning til afademiffe Bidrag til Lutheranismens Hiſtorie, ved hvilfe Luthers Forherligelfe naturligvis er et af de hyppigſte Æmner. Et ftort, men iffe fuldendt, kirke⸗ hiſtoriſt Arbejde for Danmark paatænftes af en Mand, ber iffe var Theolog, Thomas Thomefen Bartholin (1685 prof. juris, + 1690), ber ifølge kongelig Reſtript 1687 fil gamle Brevffaber fra Statsarkiverne, for at kunne tage Afſtrifter deraf; underftøttet af den unge Islceender Arne Magnusfen, tilvejebragte han af dem og fra bet fongelige Arkiv en betydelig Samling, ber tildels endnu haves.
De vigtigſte danſte Arbejder ere af Cort Axelſen, Povel genſen Colving og Jonas Ramus.
9
TT vve MWUL Dave beftjæftige have helſt bvælet bed den mør enfidigt. Om Præfteng Inddra der ret markelige Ittringer. ogſaa et Skrift, der rimeligvi vakt Forargelſe, og mere ſee Chriſtian den Sjiettes Dage; ner ſaakaldte Gejftlige Fiſtaler, der Pligt (thi hvem andre ſtulden „Spejdere og Beforere“ i den „hemmelig Indſeende og lovlig £ heden til Hjælp.
Den gejftlige Veltalenhed i endnu en ikke uanſeelig Del af £ Prætifener holdtes dels for Stud latinſte Ligtaler ikke blot over ogſaa over andre anſeelige Ma Skrifter angaa dels Veltalenhe praktiſte Udovelſe. Til forſte € Bal. Madſen Aarhus; Samlinger A. M. Colbina & .
Theologiſte Skrifter. 131
var en Sjeldenhed, Kildeſtudium forſemtes, og faa kunde forſtaa Skriften, ſelv ved Hjælp af en Kommentar. Hvorledes det ſtulde være, fremſtiller han paa en vet tiltalende Maade: Det førfte der krevedes var den hellige Skrift, det andet den hellige Skrift, og det tredie den hellige Skrift, nemlig førft i Modersmaalet i Barndommen, faa i Kilderne felv, og faa i Kommentarerne. Om Filoſofien yttrer han, at han beflager at have fpildt faa mange Aar paa den verdslige Visdom. Der anføres ogſaa de Skrifter, fom han i hvert Fag anſaae for de bedfte.
Dogmatiſke Sfrifter og Difputatfer haves naturligvis paa Latin i ftor Mængde, foruden af de ovennævnte Forfattere, iſer af Iver Berthelſen, Halvor Gunnerſen, Joh. Cluver, J. P. Skelderup, Jak. Knudſen, Hans Mikkelſen, Holger Roſenkrands, Claus Jenſ. Varberg, Joh. Zoega, Matth. Foſs, Eſ. Fleiſcher, Ludv. Vinslov. En vigtig Materie var Exorcismen (Dän. Bibl. 4 St. jf. Rohmann, Crorcismens Hiſtorie i Danmark.) Ved at udhave et Par af disfe Skrifter haaber jeg at tilfredsjtille de Læfere, der iffe gjøre den lærde Theologi til Hovedfag.
Cort Arelfen (Conrad Aslakſen): Physica et Ethica Mosaica, vi antiqrissima, ita vere christiana, dvobus libris comprehensa. Hanoviæ 1613. Et udførligt Strift tilegnet Chriſtian Fris til Baareby, og delt i to Afdelinger: Physica Christiana og Ethica Christiana. I den forſte afhandles f. E. Verden, Skabelſen, Laos om Englene ere flabte i Guds Billede, om de førfte Mennefter ſpiſte Kjsd, hvorledes Ejælen forenes med Legemet; i den anden Syndens Oprindelſe, 0. f. fr.
H. P. Reſen var frugtbar paa thevlogiffe Afhandlinger, ifær i Form af Difputatfer, blandt hvilke bemerkes hans Forfvar for Niels Hemmingſen imod Joh. Piſcator. Men vi have en færegen Grund til at dvæle ved hans Efrift De sancta fide in verum deum et quem ille misit, Jesum Christum — cum veri cate- cbismi Lutheri vindiciis simul (etc.) Libellus Apologeticus. Hafn. 1614. Paa Danſk: Cm den Hellige Tro til den fande Gud (etc.) ved Hans Povellfen Reſen. Kbh. 1614. Anledningen til dette Skrift gav Striden med Ole Koch; thi uagtet denne paa Kirkemodet i Kolding blev fordømt, befalede Kongen dog Refen, at
og'
ever CS STYRE, SET AT TE
omtales ogſaa Nadveren og Indftiftelfesordene; tolkning forkaſtes. Ved Treenigheden gjør — Bryderi nok; han tilſtaar, at det er en Anthro vi her bruge det Ord Perſon, iffe fordi at St at Skriften figer iffe derimod (non quod sc forte an per Panim, Deut. 5, 7. sed quo Bladet 33.) Dg det tilſtaas paa flere Steder fitetet, i Stolen, bruges Udtryk, fom man iffe | hos Almuen, o. f. fr. Skriftet blev dog give Lægfolf. Derom hedder det i Slutningen af den Paa Latine maatte det flee for Difputatfernes med blev det og anſcet for godt, at ſaadant flul det bedſte og næjte det kunde gjøres, efter den falder iffe fan let pan vort Sprog, der ej er forne udi faadanne høje og vanſkelige Ting. 3 os endnu en Markelighed, den fproglige; det vi det paa den Tid var at faa flige Underføgelfer maalet. Det var iffe muligt, til de abſtrakte Ord; de maatte omffrives. Ordet hypostasis (Den danf fe Overf. S. 44) ved ſubſiſtenz eller 1 vnderſtendige Perſonlige værelfe; men hvad flul tænfe fig ved det? For ydermere at oplhſe dett Steder i Tert og Overſattelſe. Den latinffe, £
. ømt nmåf — ⸗ ——
Theologiffe Skrifter. 133
Fornufftige beffuelfe, gisre fig facit oc regnſtab paa, ſom Luther taler der om, kand komme her ved, end figer, nogen anden, fordi det fom hører hid egnligen, bør at holdis for det ſom Troen ſtal fatte, offuer all vidffabs fubtilighed effter Fornufftens maade, naar den end ſpitzis paa det neyeſte, at vi maa ſtundum forundre off paa de ſtarpiſte Philosopher, oc Vijfemeftere, Platone, fan vel ſom andre, Men ingen tid følge dem, i faadan Ting. Den latinffe, Bladet 89: ut qui scrutando volet non errare, nec a Majestatis gloria opprimi (heic quoque) id fide tangat, et apprehendat filium Dei in carne manifestum. Heic enim splendor gloriæ paternæ tangit objectum, et fit radius reflexus, illuminans omnem hominem venientem in hunc mundum. Den danfte, S. 139: Saa at huo ſom dette rærteligen vil grandffe oc offuerveye, oc ide fare vild, eller flet forfærtis oc vndergaa, for Mayeſtetens Herlighed oc ære, (her ogſaa) Hand maa niet Troen gribe dette an, Oc faa flal hand befatte Guds Son, fom er aabenbaret i Kiodet. Thi her ſtinner oc ſticker nu Faderens Herligheds Glantz vd, paa det ſom ſattis der imod, cc der aff bliffuer en Straale eller giffel, ſom blinder faa om tilbage igien, oc opliufer huert det Mennifle, fom kommer i denne Berten. (Her manglede et Ord ſom Øjenftand, og en tilbagekaſtet Straale maatte omſtrives fom den, ter blinker fan om tilbage igjen. Saaledes overalt.) — Til ſamme Tid hører vel ogſaa: Jesu Christi Teſtamente. Om det højverdige Herrens Nadveris Sacramente (etc.) 6. P. R. Kbh. uden Aar. J Unioerſitetsbibliothekets Exemplar bemærfes, at dette Skrift ogſaa er trykt paa Latin 1614, hvilket hverfen Vorm eller Nyerup angive. Skriftet indeholder Læren om Nadveren i Sporgsmaal og Svar, med dertil hørende Afhandlinger. Dertil er føjet: Peder Palladii En daglig og perſonlig Bekiendelſe (etc.) 1551, og En Chriſtelig Vnderuiſſning oc Lærdom, vdi Sporſſmaal befattet, — naar mand vil gaa til Alterens Sacra: mente (etc.), af M. Jon Turſon, Cannicke i Lund. — Derhos har Reſen virket til Udbredelſen af den ſande Lære ved at udgive og behandle flere Skrifter, dels af Peder Palladius, dels af Luther felv.
For Kurioſitetens Skyld nævner jeg M. Christiani Andreæ (Chriſten Anderſen Mylius) Eusebie prodeambulans 1 Thes. 5. (FHafn.) 1648. (Om Guds Vaſen.)
Til dogmatiſte Skrifter paa Danſt fan en ftor Del af Andagts⸗
134 Det lærde Tibérum. Lerd Theologi.
literaturen henføres, men der findes dog nogle Skrifter, ber 1 ſtrengert Forftand høre hertil, ifær af Sans Mogenfén, Niels Uretander (Our Treenigheden 1598), Dle Jafobfen (Den Augeburgſte Confedfion' 1618), flere af H.P. Reſen, E. N. Randulf (Klar, rictig ve grundelig Beviiſning, at Jeſus Chriſtüs er Pijrit, Saarsfejt, Ded se Begrafven, ide paa Ven femte Dag om Byen ſom kaldis Torßdag Men paa den fjette Dag, fom er Fredagen De Enfoldige til Effterretving aff Guds Ord Vdfort ve forklaret. bh 1651), Villads Nielſen, Rasm. N. SKrufe Man kan ogſaa "henføre "hertil nogle af Caſp. Bartholins Pradikener, for virfelig have været holdte, ſom Undervijßning Om Chriſto, Gans begge Maturer, deris "Sens fonlig Forening ve Felliched, ſamt der ved meddelte Saſue Kbh. 1631.
Endelig hunde den Tids Katechismer og Forklaringer, *— Hielmſtjernes Samling indeholder en ſtor Del, give” Anledning en, maaſtee endda ikke fan uvigtig, Afhandling. "De Forfattere)” der høre hertil, ere blandt andre: Halvor Gunnerſen (Praſtepinen 1602. Nyerups Morſtabsl. S. 302), I. M. Veile, H. P. Reſen, Gunde Roſenkrands (Saligheds Vei 1651), Ant. Mufæus. Chr. Steph. Bang (f. i Aalborg 1580, + i Oslo Hofpital 1678), der 1650 forftrev Bogtrykkeren Valentin Kühn fra Tyftland til Chriftiania, og udgav en Forklaring over Luthers Catechismus. Chriſtiania 1650—62, fom efter Vorm og Nyerup udgjorde 10 Tomer i Kvart. Paa den kobberſtukne Titel af den jeg har feet ftaar, at den er „udi VIE Tomis forfattet,” i den trykte Titel: „Vdi III Tomis,” men af hvilfe den forſte rigtig nof for fin Vidtloftigbeds Skyld er delt i flere Bind. Denne forfærdelige Kvart er maaftee da kun en Begyndelfe.
Blandt Indledninger til den hellige Skrift bemarker jeg: Jac. Matthiæ Ad scripturam sacram discendam et docendam intro- ductio (etc. Udg. af Andreas Krag.) Basileæ 1589. 4. Striftet indeholder: 1) de phrasihus Hebraicis. De tropis sacræ seripturæ. De figuris dictionis in soni repetitione. De figuris sententiæ in logismo. Figuræ sententiæ in dialogismo. 2) Dialeclica sacræ scripturæ.
Blandt Kommentarer til det gamle Teſtamentes Bøger, udhaver jeg: Jac, Matthiæ Ecclesiastes (cic. Udg. af Andreas Krag.)
Theologiſte Skrifter. 135
Basileæ 1589. 4., der indeholder en Javnforelſe med andre Sens tenſer, dels klasſiſte, dels Kirkeſtribenternes, ogſaa de nyere, ſom Palingenins.
Rogle af disſe Skrifter ere meget voluminøfe, ſom Biffop Svanes Commentariorum in Danielem pars prior, Havn. 1654. fol, og Tomi posterioris pars prima og secunda. Havn. 1666. fol. om hvis Værd Theologerne ikle ere enige.
Til Forfatterne over det ny Teftamente høre, foruden de ovenfor anførte, Halvor Gunnerſen, C. Bartholin, Joh. Cluver, Niels Paaſte, Jørgen Sadolin, M. Keitom, L. Edinger, AX. P. Romdorph, M. C. Wolfsburg og J. F. Vandal. Blandt Niels Hemmingſens ud⸗ hæver jeg Kommentaren til Brevet til Hebræerne, formedelſt Attring⸗ erne om de forffjellige Meninger og Forvirringen i Kirken. Og ſom en Kuriefitet: Elias Naur, /TaFnuætodoyia is ayve (etc.) sive Mactati Agni, Crucifizi Christi, Passionis historia, Notis Ana- lyticis et Philologicis quam brevissime illustrata, in Regii, quod Othenis Danorum floret, Gymnasii usum Hafn. 1697, En Lærebog med Billeder, en illuftreret Lærebog.
De danfle hertil hørende Skrifter ere ikke mange, da de flefte mere have Andagten end den lærde Behandling af den hellige Skrift for Øje. Dog fan hertil henføres N. M. Aalborgs Overfættelfe af Enchiridion Biblicum Leonhardi Hutteri. Bibelffe Haandbog, huor vdi forteligen forfattis huert Capittels indhold i den ganſke hellige Skrifft. Den meenige Mand til nytte, nu paa Danfte vdfet. Kbh. uden Aar. Tilegnet Rigets Raad, Admiral og ſtrenge Ridder Albert Schiel til Fuſinge, fom han titulerer ,eders Magnificentze.” 1617. Til det gamle Teſtamente haves: «
P. J. Bord: En liden Tractat Om Moſe Bøger. Kbh. 1619. (Undervisning om Bogernes Oprindelſe, o. ſ. v)
ør. Chr. Schnell: Sacrum Trifolium Eller En fort og Een⸗ foldig Forklaring over de tre forſte Capitler aff forſte Moſis Bog. K65. 1707.
Peder Vandal, Præft i Magſtrup: Paraphrasis Danica in prophetam Jonam. 4. (Cremplaret i Hjelmftjernes Samling mangler Titelblad.) Beftaar af Textens Ord overfatte paa Danſt, faa en Parafraſe deraf, og endelig Lerdomme, ſom deraf uddrages,
Man kunde ogſaa hertil henføre Overfættelfer af Pſalmerne,
memeeever - wup. vvuvuragen ATT 4 Lærere i ben Chriſten Kirde, oc her til ſamm (i et ret godt Sprog).
Peter Vandal, Præft i Magftrup, foret Forſog af den Slags, en Overfættelfe og Pa nn Teſtamente, hvori der dog ikke findes noge uden ſom Indflud i Parafrafen. Den Plyndri Menighed led i den fvenfte Krig, hindrede ha hele; men der haves i det mindfte: Petri Wi danica in sanctum sancti Matthæi Evangelium, hellige Evangelium, udaff Hofvetſprock oc Tu ESyriſte Verſion Korteligen cc eenfoldeligen paa Paa Autoris egen bekoſtning. Schleßwig 1654 tager jeg af Slutningen af Parafraſen til Mai Fodſel: Maria ,, blev befunden at være fructſon Mands Krafft, Virckning oc Forarbeidning, uden delſe; effterfom den hellig Tand Mirackel⸗vijs under Jomfrue Marie Bryſt oc Hierte, ce hellig oc Forkrenckelſe, oc virdet oc forarbejdet den f deraff bleff undfanget oc fod.“ Parafraſens Wi Bjergprædifen. — Paraphrasis Danica in episto sios. Det er: S. Povels Sendebreff til de Ep
favsdåå 22
Theologiſte Skrifter. 137
de fleſte af Bibelens Bøger, men de bleve forſt 1740 og derefter udgivne af hang Søn.
For Kurioſitetens Skyld tilføjer jeg en herhen hørende Overs fættelje: En Tre⸗dobbelt Stierne, En Himmel⸗Stierne, En Lufts Stierne, En Morgen Stierne, Samlet til et Mode udi en Barfels Stue, Uddraget af Matth. 2. 1. 2. ved en fornemme Høgslærd Engelſtmand, og translateret af C. Sassius. Kbh. 1692. Under Tilegnelſen ſtaar: Conrad Sassius. (Ved en Fejltagelfe ftaar dette Efrift hos Nyerup tillige under Chriſtian Casſius.)
De theologiſte Fejdeffrifter funne næppe nu have ſynderlig In⸗ teresſe uden for Theologer; jeg ſtal derfor fun dvæle ved nogle enkelte, og for Reſten henvife til de ovennævnte Forfattere, famt til Magnus Matthiæ (og Mag. Jak. Schroͤters Modſtrift), til Jørgen Dybvad den Yngre, Niels Vandſtad, P. AX. Burkard, Jorgen Rhodius fra Aarhuus og Soren Lintrup.
Cm Hans VBandals Stridsffrift mod Henrik Kirchners Nordſtern (en katholſt Lærebog, Pſalmebog og Bønnebog) fee Nyerup ſamt Helwea, Den danſte Kirkes Hiſt. 1, 440.
Maſius ffrev mod Katholikkerne: Defense de la religion Lu- tberienne. Franeſ. 1685. m. m. See Pontoppid. Annal. 4, 643. Selweg, Den d. Kirkes Hiſt. 1, 485.
J Hjelmſtjernes Samling findes: Georgii Joh. Rhodii Arhu- sini Communionis domesticæ enodatio. Iaſn. 1689. 4. Imod Bossvet, Traité de la communion sous les deux especes. Med en Fortale af Maſius. (Vorm har baade Forfatteren og Skriftet).
En ſaregen Interesſe har Nolds Diſputatſer mod Steno: Disputatio prior contra Plur. Reverend. Dn. Nicolai Sthenonis Episcopi Titianvpolitani Scrutinium Reformatorum, Præside Chr. Noldio (etc.) Hafniæ. 1678. 4. og Disputatio posterior, 1679. 4. (jf. Helveg, Den d. Kirkes Hift. 1, 455). I Scrutinium Reformatorum (Florentiæ 1677. 4. paa Tyft Hannover 1678. 4.) havde Steno betragtet Kirfelærerne, de fatholffe og de reformerende, og med Henjyn til Lærens Anvendelſe i Livet ophøjet de førfte og nedtrykt de ſidſte. Derimod tog Nold til Gjenmæle, med ſamme Ro og Sindighed, ſom Steno, ſaa det er ikke ham dennes Klage rammer, at hans Modſtandere fvarede ham med Cljældsord. Derimod
eres Anſsgning blev 1680 fendt til Biftopi Søren Glud, Erik Grave og Hans Roſing. findes i den Thottſte Saml. Nr. 1589. 4. Ku (Minerva 1790. 3, 146. Falleſens Theol. Qu jf. Falfters Amoenitates, 3, 1.) See Helw Hiſt. 1, 457.
Hans Vandals danſke Skrift: Sandfærdi: ning om den Calvinſke Lærdoms U⸗rigtighed (etc.; mange Henfeender markeligt, da det ikke blot i a Udtryk bekjemper Calvinismen, men virkelig forf Lægmand i de calvinffe Dogmers hiftorifte Oprin handling, og ſaavel med Skriften fom fornuftige € Exempler, der ere tagne ud af Livet, heldig be figer ban (S. 271) „vi luffe ikke ganſte Fornuft forfafte alt det fund menneſkelig Forftand dem theologifte Materier; ingen indbilde fig det om tænfe, at Gud har gjort os fornuftige Kreaturer u mindre tænfe vi, at han, naar ban lærer og | himmelſte Tings Kundſkab, handler med os, fom me hvilfe man ikke fan overtale med fornuftige Ord.” Strid” om Nadveren anvender han den ſamme $ fin Hypotyposis: „Enhver ſom læfer og foritaa feer vel at råro (ſom vi udlægge dette) ide far alleene (ſom faldis Zorn) men at Net øv ar så
' Theologiſte Skrifter. 139
fegremme os efter dennem i udvortis Kircke⸗Ceremonier, og deſlige Stycker, fom ere i vor Magt at efterlade. Der ſtal de finde 08 ofvervundne af Kierlighed, hvor vi ellers hafve Ret til at ſtaae imod indtil Doden. O, hvor glædeligt og lyckſaligt var dette, om det flede! Vore Hierter bløde i 08, voris Indvolde liude i 08 af inderlig Nedlidenhed ofver det ftore Saar, ſom faalænge har været aaben og uslægt i Guds Kircke, ved den u⸗lyckſalige U > eenighed, fom af dennem er beghndt og hidindtil continuerer imellem 08 og dennem.”
Paa Danſt overfatte man ogſaa alleflags Skandſkrifter og Satirer mod Katholifferne. Com Exempler paa dem vil jeg anføre et Par: Tuende fandfærdige Tidende. Den Førfte er Fefuitternis Erekranz, Det er Hiſtoriſte beretning Huorledis den Jeſuit Robertus Bellarminus (etc.) haffuer vdi fit Engelkyſte Leffnet beſoffuet ide flere end 1642. Quindes Perſoner (etc. etc.) Den Anden. Huor⸗ ledis Fefuitterne haffue til Motzheim ageret en Comedi: De der vilde riffue oc flide Herr D. Luther formedelft en Dieffuel (etc) 4 Blade. 4. En Satire i Alerandriner er: Lacrymæ Crocodilinæ Det er Hierte⸗breckende Taare Over den Magtigſte, Prægtigfte, Jns digſte, Myndigſte, Harligſte, Værdigfte og Allerhelligfte Innocentium, Fordum Dominus mundi, Vicarius proſundi, Pave i Rom (etc.) Sorgeligen fort for Jubel⸗Aared affalden. Anno 1699. Forfattet af en Italiener, funden i Capitolio og fordanflet af Bertel Kierſtin. Trykt Aar 1699. 4.
Som Modfætning fan endelig bemærkes de Skrifter, ſom udgaves af Katholikker, der antoge den lutherſte Lære. Til dem høre flere Epistolæ af Don Antonius de Sandoval, blandt hvilke jeg udhæver Epistola ad Fridericum Ill. (ete.) Havniæ 1669, hvori der findes omftændedlig Cfterretning om Sandovals Familie, og fom tillige hares paa Danſt. Kbh. 1669.
Om Bertel Erikſen eller Herman Kratman, en danſk Mand, der blev Katholik og udgav en katholſt Haandbog, fee Henvisningerne hos Nyerup.
Blandt de politife Skrifter ere iſer mærkelige:
Biſtop Hans Vandal: Juris regii &rvæsvdrtvov et solutis- simi (etc.) lib. 1—6. Havn. 1663—72. 4. Fil Grund lægger han ifær 1 Samuel, 8, 11—17. Den Lære, at Magten oprindelig
140 Det lærde Tiderum. Lard Theologi.
hviler hos Folfet, er et pestifernm,… perniciosum et porlentosum dogma. Kongerne ere jordiſte Guder. Man maa iffe mobdfætte. fig felv den meſt tyranniffe og raſende Øvrighed. (lib… 5, cap, 6, &. 790 fag.) See ogſaa Helweg, Den d. Kirfes Hift. 1, 412.09 Schiern's Bemærkninger i Sonus Danſte Tideftr. 1, 186.
S. G. Maſius: Diss. De Interesse principum circa religionem evangelicam, Havn, 1687, 4, (ogfaa i hans Dissertationes aca= demicæ. ed. Lintrup, Hamburgi 1719. 4) Samt Orihodosia Lutherana de origine imperii divina et immediata in Epist, ad Rom, XIII. v. 1—2 fundata. Hafniæe 1688, 4. Sfær i den førfte hævder han (cap. 4 fgg.) den lutherſte Lære imod Katholifferne og de Reformerte, øg (cap. 7) Umullgheden af nogen Kirfeuniom Og Ben i den ſidſte opſtillede Sætning: Majestatem esse immediate a Deo, non radicaliter in populo fremtaldte juſt Thomafti Modftanb. Derhos Das Treue Lutherthumb, entgegen geſehet der Sule Calviui, QWomit des Vermummeten Huberti Mosani Bericht von der. weltlichen Obrigkeit, fo er gegen D. Masii Interesse Principum neulich her⸗ ausgegeben, widerleget wird. Sampt einem Catalogo Errorum Becmanniorum (ete.) von M. D. E. P. P. (Mafius). Kph. 1690. 4. Og en hel Del andre Skrifter og Modſkrifter. Blandt dem have nøgle, formedelft Thomaſii Deltagelſe i Striden, en mere als mindelig literer Interesſe; ſaaſom Siegfried Bentzen: Christianus minime Christianus oder das Eben⸗Bild Chriſtian Thomaſii, darin deſſelben Un⸗Chriſtliche vnd Leichtfertige Critique aber vieler vorneh⸗ men und gelehrten Leute, Inſonderheit uͤber des D. Masii Perſon und Schrifften, Mus deſſelben Monath-Geſchwaͤtzen und Liederlichen Gedancken entworffen. Ratzeburg, 1692. 4. Forfatteren vil ogſaa felv bruge en ſatyriſt Stil, og Thomaſius, nostri temporis Lucianus, Pecus Arcadiorum, etc. bliver frygtelig medtaget, thi ban ſtiller ved Siden af den kriſtelige Cvangeliffe Religion ikke alene de andre kriſtelige, men ogſaa den tyrtiffe, jodiſte og hedenſte, i det mindſte i Læren om Lydigheden og Reſpekt mod den høje Øvrighed. See ogſaa Zwerg, S. 705. Det er med Overlæg, at jeg fremkalder Mindet om disfe og lignende Stridsſtrifter; thi hvis en Mand vilde have Taalmodighed til at gjennemlæfe og overveje dem alle, vilde han kunne give 08 ct levende Billede af den daværende ftridbare Kirke, endnu mere talende end alt hvad der hidtil derom er ſamlet.
Theologiſte Skrifter. 141
Denne Kamp paa Liv og Død er i Videnſkabens Hiſtorie ligeſaa interesſant ſom det blodigfte Slag er i Staternes.
Foruden de ethiffe Lærebøger findes der en Del dertil hørende Lejlighedsſtrifter. Deriblandt Oratio ethica secunda De Virtute Morali recitata a Bartboldo Ivaro Mull Dano. Helmæstadii 1591. 4., fom jeg forgjæves føger hos Vorm og Nyerup. Den frugtbare Diſputator Hans Been, Joh. Nicolaides Beenius, udgav ogſaa: Diraque fortuna moderate ferenda. Hafn. 1693. 4., vel ſpæklet med danſte Vers.
Til de kirkehiſtoriſte Forfattere kunne ogſaa henføres Thom. Bang (hvis Arbejder dog ifær ſlaa ind i det fproglige), Cl. Faſting, Joh. Dan. Ramus. Ogfaa Søren Lintrup begyndte fin Virkſomhed i denne Retning. Reformationsſtrifter haves af Caſp. Bartholin (De Luthero Panegyricus, hvori Luther ſammenlignes med Elias), 6. P. Reſen (Jubilæus Christianus og Lutherus triumphans, om Reformationen i Danmark), J. D. Jerſin (Lutherus Thauma- turgus) o. fl.
Prof. Jens Birkerods Lumen historiæ sacræ veteris et novi Testamenti (ete.) Haſn. 1687. fol. indeholder kronologiſte Ta⸗ befler med oplyſende Anmarkninger og danner fom et Kompendium i Kirkchiſtorien.
Cm Th. Bartholini junioris Collectanea ad historiam patriæ, Haandſtrift paa Univerfitetsbibl., fee Werlauff, Efterretninger om Urne Magnusfen, i Nord. Tidsftr. for Oldk. 3, 58.
Blandt de danſke Efrifter, der vedkomme Kirkens OD fager og SHiftorie, funne iſer markes:
Niels Jorgenſen, Praſt i Malmøs, overfatte H. Bynting, de monetis et mensuris sacræ scripturæ. Det er: En vis oc ret Affregning oc Befcriffuelfe, Om allehaande Mynt oc Maade, i den Hellige Scrifft, affſet paa danffe Oc effter vor danſte Mynt oc Maade affregnet. Kbh. 1587. (Norſte Vid. Selſt. Bibl. S. 51.)
A. M. Bud eller Colding: Jeraeliternes verdslige Lov og Skikke. Kbh. 1605. 4. (SJce under Lovfyndighed.)
Chr. M. Rhode: Historilogium Sacrum, Hiſtoriſche Be⸗ ſeriffuelſe Paa huis befynderlig vdi Iſrael oc Juda (etc.) Fra
142 Det lærde Tidsrum. Lard Theologl.
Samuel indtil det Babhloniſche Fengoſell fig tildraget haffuer (etc) Abbh. 1609,
Nik. Helduader: Elevsinia Sacra. Det er: Cen fort od) cms foldig Forklaring, offuer voris Kirder se gode Gamle Ceremonier st vduortis Chriftelige Guds Tienifte Kbh. 1610. (Om Kitty ningen, dens Dele, ms mit.)
P. I. Colding: Kircke⸗Hiſtorie De Sandrue Beſtriffuelſe Om
den ftore od) vnderlige Religions forandring, ſom ſtede vdi vøre For aldris tijd, vdi det Romerſte Rige, formedelſt det ſande Suangeij Obenbaring od Pradicken (ete.) Pen Danſte ſammenſtreffuen ves: Povel Jenſon Colding, Euangelij Tiener til de Dreſſelbergers Bin dinge i Sieland. Kbh. 1614, 4. Tilegnet Vilhelm Dreſſelberg til Vindinge, Landedommere vdi Sieland, og Riels Krag til ge krog, Landedommer vdi Jutland, Det er en jævn Fortælling om Neformationen i Tyftland fra Luthers Begyntelfe indtil Rigsdagen & Augsburg, uden Kilder eller lard Behandling, ,i rt for hane Tider godt, rent og flydende Foredrag" (Molbech om Drdbogsarke i Ny D. Mag. 5, 243). , Af Cort Axeclſen haves en Reformationshiſtorie paa Latin og Danff, nemlig Conradi Aslaci Bergensis Oratio de religionis per D. M. Lutherum reformatæ origine et progressu in Germania, et ejusdem in hisce regnis Daniæ et Norvegiæ ab anno 1517 ad annum 1617 (etc.) plantatione (etc.) recitata in Academia Hafniensi in Jubilæo Evangelico, Anno 1617. Haſn. 1621. 4. Og famme paa Danſt: Theologifte oc Hiftoriffe beffriffuelfe Om den Reformerede Religion (ete.) Menige Mand til gaffn paa Dauſte vdſat, mangefteds forbedret oc formeeret. Kbh. 1622. 4. Tils egner Hans Glad Lagmand og to Bormejtere i Bergen, af Kort Axelſon Bergensis, Den kronologiſte Tabel gaar til 1620.
Jens Chriftenfen Bang: Lutherus Sexi-partitus, Eller D. Luthers forſte fire Ark. Det er Doct. Luthers Herkomſtis (etc.) Beſtrivelſe. Kbh. 1690. 1707. (efter Matheſius.)
P. I Bring: Det Gamle Teftamentes 4000 Aars Chronos logie og Iſraelitiſte Hiftorie. Kbh. 1701, (Nova liter, maris Balth. 1703, &. 20.)
G. $. Skonning: Anser Martiniana Eller Sanct Mortens Gaas (etc.) Paa ny overſeet og med ſmucke Concepter forbedret (etc.)
Theologiſte Skrifter. 143
1705. (Aarfagen, hvorfor te arme uffyldige Gjæs faa ganffe ynke⸗ ligen hver St. Mortens Aften vorde dødet og aftagne.)
Bed Prætteftandens Stilling er der ifær to Cider, paa hyilke jeg henvender Opmærffomheden: Præften ſom verdslig Embedsmand og Præften ſom Sjæleførger. Der er to Sætninger, der uden Tvivl ret godt forligedes med hinanden under Kirkens ældre Form, den ene: Præften er Guds Tjener, den anden: Praſten er Menighedens ( Statens) Tjener; men ſom nu (fan Tidspunktet nogenlunde angives ?) begyndte at fomme i Strid med hinanden. Paa Grandſen af Tidss rummet aabenbarer det fig i Literaturen, navnlig i Morten Reenbergs Sermo ad Clerum in synodo Roschildensi, 1709. Og et marke⸗ ligt Tidens Tegn er de ovennævnte Gejſtlige Fiſtaler. Dette Skrift hedder: Quæstio, det er: Spørfmaal, om det er imod en Chriſten Kierlighed oc Oprictighed at der forordnis i den Chriſtne Menighed Observatores eller Beførere, fom ſtulle giffue flittelige act paa dem, der modvillige offuertræde Guds oc Kongens Low: Dec, om Nogen med en god Samvittighed kand fig ſaadan Beftilling paatage? Item, om det er ret eller eh, at mand hemmelige befører, for deris til⸗ borlige Øffrighed, dem der faa ſynde? Imod Nogles Klafferj ſtilled oc fremſet, Af Nelaus Povelſſon Neſted, P. T. K. S. Kbh. 1626. 4. (I Hjelmftjernes Samling.) Han befvarer disſe Sporgs⸗ maal befræftende, og bevifer det af den hellige Skrift. Nemlig af 1) Guds Befaling, 2) Helliges lovlige Exempler, 3) Lærde Mænds Samthkke, 4) Gud Diſtiplins Forfremmelfe, 5) Ovrighedens Hjælp og Bijtand i deres bejværlige Kuld, 6) Det Gode, fom følger deraf, 7) Det Dude, ſom foraarfages i Menigheden, om dette forſommes, 8) Endelig den Straf, der ſtal komme over dem, herudi findes fors fømmelige. Hans Bibelfortolkning er magelos.
Til den gejftlige Veltalenheds Theori hører ifær et Skrift af Jak. Madfen Aarhus: Doctrina de concionandi ratione et cavssis eloqventiæ, sev potius ratio discendi docendique in scholis et ecclesiis, publice prælecta in academia Hafniensi a D. Jacobo Matthiæ. Nunc ed. opera et studio Andreæ Kragii Ripensis. Basileæ (1589). 4. Det flal være ligeſom en parva Rhetorica ecclesiastica, i Modfætning til den profane Veltalenhed; han vil
144 Det lærde Tiderum. Lard Teologi.
deri udvikle hvad be have tilfælles, vad de hellige Talere have fars. eget for fig og hoad der er, fælles for valle gejftlige Zalere "Hueb vore Tider have tilfælles med de gamle og hvad færeget for fig. Til den Kundſtab, ſom den gejſtlige Veltalenhed: kraver, regner han de førft Lingvæ, popularis cognitio, hvilfer Udeveren maa befite Baade ſom concionalor bonns og ſom civis danicussr Danica nostræ vernaculæ studium cum Jingyæ, latinæ studio conjun= gendum est, Den. førfte Del indeholder. temmelig almindelige Sing efter Cicero og andre. Den anden Del i. Almindelighed er Auven⸗ delſen af Rhetorik og Dialektik, hvor man da finder, den orde Bad deling i Diſtinktioner. Den, forſte Del af Dialeftifen free Inventio argumentørum, quæ, decem sunt: aussa Eflidens, Eflectus, Subiectum, Adiunctum, Dissenfaneum, «Comparstum, Divisio, Deſinitio, Nomen, Testimonium. Vil man f. Cr. betragte Personæ MHumanæ (S. 100), faa er her 1) Caussa procreans, vt sunt parentes; 2) Effecta, vt res gestæ, dicta, facta, inventa, scripta; 3) Subiecta, patria; 4) Adiuneta, ut sunt sexus, educalio, vilæ genus, animi, corporis et fortunæ bona, ætas, el mors, Men med Genſhn til Ordningen: Sed horum locorum numerus et ordo pro personæ eujusque natura et commoditate institui potest. Et quia Patria vni personæ cum multis per- sonis communis cst, vel primo loco ante parentes poni potest, vel cum parentibus coniungi, et effecta inter adiuncta ipsa explicari possunt hoc ordine: patria, parentes, nativilas, sexus, educatio, vilæ genus, animi, corporis et fortunæ bona, res gestæ, dicta, facla, ætas, mors, et quæ mortem consequuntur, Vt quoad fieri potest, narratio historica sit, et series temporum conseruelur, Man feer heraf, at det er temmelig almindelige Ting, ſom derhos oplyſes ved idelige Anføreljer af Cicero og andre klas⸗ fifte Forfattere. Uagtet Skriftet ſaaledes for fin Tid viſtnok har ftiftet megen Nytte, føger man dog i disfe Almenfætninger forgjæves en Anvendelſe paa den danfte Veltalenhed, der vilde have givet em klarere Indfigt i dens daværende Tilftand hos os. Forf. har liges ſom maattet bryde Iſen, og har derfor iffe funnet være faa opmærffom paa Farten. S. 67 findes en Bekraftelſe paa, at Chriftian den Tredie føgte Mænd, der kunde prædife paa Tyſt. Her anføres nemlig Philippus Melanchton, lib. epistolarum 2 pag. 117 ad Doctorem
Theologiſte Skrifter. 145
Erhardum Snephium: Rex, inquit, Danicus petiuit mitti in Academiam Hafniensem Lectorem Theologicum, qui Germanice eoncionari posset.
Samlinger af latinſte Taler haves af Biffosperne i Salland 6. Albertſen 1563—66. Povel Madfen 1578—89. P. J. Vinftrup 1592—1612. — Desuden funne ifær markes:
Cort Axelſen: Tychonis Brahei de Disciplinis Mathematicis eratio, recilata in Academia Haffnensi (etc.) Cui additur Ora- fionum et sacrarum Homiliarum in eadem Academia habitarum decas una. Hafn. 1610. Blandt dem udhæver jeg: De sacræ seripturæ Canone ejusque constitutione, IlIomilia de præstantia, perfectione, utilitate sacrarum litterarum (Kjatternes Beftridelfe er her Sovedſagen: Scriptura valet ad refellendos Ponliſicios. Valet ad refutandos Anabaptistas et Enthusiastas.)
Jens Birkerod: Conciones latinæ in præcipua ſesta anniver- aaria. Cum appendice trium concionum, in arce Regia Haf- niensi coram august. rege Frederico III. habitarum. Franco- farti et Lipsie 1688. (Den førfte Samling er efter Nyerup Segensprædifener.)
Flere Samlinger haves af Joh. Saſcerides, And. Mikk. Colding eller Bud) (Nyerup anfører fejlagtig Titlerne paa Danſk), og Franz SBårger.
Derhos haves i Haandſtrift: Conciones dictatæ Othoniæ a ma- gistro Georgio Simonis Anno partus salutiferi 1571. (Kallffe Saml. Rr. 524. 4. anført hos Paulli, N. Hemmingſens Paftoralth. S. 127).
Enkelte latinſte Taler haves iſer af Mogens Madſen, Biſkop i Skaane, Hans Rasmusſen (Ligtale over Hans Skougaard), H. O. Slangendorf (Ligtale over Frederik den Anden, paa Danſtk af N. H. Saxild), N. Chr. Spentrup, Chriſten Jenſen (Ligtale over Dronning Sophie), Matth. Zoega, P. P. Vinſtrup (Ligtale over Holger Ro⸗ ſenkrands), Peder H. Trane, L. M. Scavenius (Ligtale over Chriſtian den Fjerde), I. I. Beverlin (Lovtale over Biftop Vinſtrup i Skaane), Jens Roſenkrands (over Chr. Th. Sehefted), Matti Fof (Ligtale over Erkeb. Svane, og over Frederif den Tredie), B. Sekman (Ligtale over Frederik den Tredie), P. A. Burkard, Povel Vinding, Henr. Borneman (Ligtale over Chriftian den Femte), Ole Vorm den Yngre.
jo
mmvevvs yube Jeet, at bane fig Vej igjenn men muatte her ftøde paa mange Hindring hantling frævete nøjagtige, ſtarpe og beſtem end ilfe be latinſte vare tilſtrekkelige, men aldeles i Modersmaalet, og de førfte Forſog mislykkes. En væfenlig Sag for de Lær ningen af Katholikker og Reformerte, men danſte Sprog ikke bruges, ſom Modſtande i Begyndelſen var man endog angſt for forſtaa noget deraf, og førft efterat man ha vendigheden af ut indvie ogſaa ben veri, heldige Forføg i Modersmaalet. Men hell anſees for en almindelig Folkeejendom. 2 Tilfældet med en anden Rakke af Efrifter, | henhorte til Kirkens daglige Brød: Overj hellige Sfrift og dens enfelte Bøger, Pſalm og Præbifener og en betydelig Samling &! og aſtetiſte Sfrifter. Hele denne Del af vi i fin Tid faa aldeles optaget Folkets Tande, |
fom de Udannede, fan der i det minbfte ma føg paa at ain⸗ a+ mm |
Bibeloverfættelfer. 147
Rort før Frederil ben Andens Dod var Oplaget af Chriftian ben Trebieg Bibel (3000 Exemplarer) udſolgt; og Kongen øverbrøg bet baværende theologiſte Falultet, Biffoppen Povel Madſen og Profesforerne Anders Lauridſen og Hans Olſen Slangerup, at beførge en ny Udgave. Befalingen udgik 1587, og paa halvandet Aar, hedder bet i Forerindringen, var Arbejdet fuldendt. Bibelen udkom 1589. fol. Chriſtian den Fierde befalede bet theologiſte Fakultet at beførge en paa nh gjennemfeet Udgave, men da be andre undſloge fig, blev bet overdraget til Biſtoppen Hans Povelſen Refen alene. Gan overfatte efter Grundſprogene, og gav førft en Over⸗ fættelfe af bet Ry Teſtamente, berefter hele Bibelen 1607. Sprogets Behandling var iffe helbig, og Prof. i bet hebraiſte Sprotz, Iver Stub, lod i fine Diſputatſer om Jobs Bog to Kapitler af denne aftryffe med fin egen og Biſtoppens Dverfættelje, iffe til Gunſt for denne. Han blev ftævnet for Konſiſtorium, og hans Foretagende udlagt ſom Eftertryk, ſtridende mod det Mandat, der var givet Neſen. Manden, hois Kryptocalvinisme med bet ſamme kom for Dagen, blev bømt fra fit Embede 1609, og døve af Græmmelfe 1611. Evaningé. Bibel er Reſens Overfættelje paa ny giennemſeet af Prof. Svaning eller Svane, famt ben yngre (Hans Hanſen) Reſen og ben yngre (Peder Pederſen) Vinſtrup. Forbedrin⸗ gerne. tillægget iſer Reſen. Den uvfom 1647. Hermed ftandfere disſe Overfættelfer. En Plan til en ny blev under Frederik ben Tredie atter optagen 1683, og Udføreljen overs Draget til Biſtoppen Hans Bagger og de theologiſte Prof. Chriſten Nold, ber ſom Orientaliſt ſtulde være Hovedmanden, og Iver Birkerob. Men Nold dode ſamme Aar, Birkerod tre Mar efter, og Overſettelſen blev opgivet.
Pontoppid. Annal. 3, 584. P. W. Becker, Diss. de Resenii versione danica S, S. 1831. Helweg, Den danſte Kirkes Hiſt.
lot
148 Det lærde Tiderum. Fdollelig Theologi.
1, 427. 467. Bircherods Dagbøger S. 122. 226. 227. Katalog til Hjelmſtjernes Bogfamt 1,3.
Blandt Bibelens enfelte Bøger udgaves ifær Dverfættelfer af Jeſus Syrach. De markellgſte ere af Niels Lauribfen Afretander” og af nØenrid Gyldenſtierne til Magaard" (pan danfte Bend, men lidet bevendte).
Pſalmedigtningen ſtulde t Grunden henføres til den forijte Poeſi, ligeſom Præediken ſtulde høre under Veltalenheden. Men en lavere Fordring fremlaldte den, bem at belære. Efterhaanden ſom Præbifen nærmejt gil ub paa. at gjentage og bibelfæfte Trosartillerne, jant ogſaa Pſalmen ned til fven fortere Sum at fige paa Vers og i Sang hoad Predilen havde lært. At Begejſtring af og "til var tilſtede vijer Poeſiens Hiſtorie, men ved ben idelige Gjentagelſe maatte den ſlides itu. Tidens Tilbagegang viſte ſig ogſaa her. Jo mere hin frejdige Tro og hint levende Haab, hvormed Reforma— tionen begyndte, maatte vige for Indprentuingen af Troens Artikler, deſto mere aftog Pſalmedigtningen i Friſthed og Liv. «Digteren bræler nu iffe mere eller iffe gjerne ved Gleden over bette Liv, ved cn frejbig Modtagelſe af Herrens Hjem⸗ føgelje, men neſten uafladelig ved hin Verden og Tivsalde= rens Grundtanke, Jeſu Vunders Kraft til ben evige Salighed.“ „Afſnittene om Ponitenſe, Kors og Modgang blive altid længere, medens Feſtpſalmerne blive til lange, flæbende Be— tragtninger, ifteben for fyndige Udtryk af ben Tro, ber overvinder Verden, og bet Haab, ber iffe beffjæmmeg.”
Den i forrige Tidsrum nævnte fans Thomisſon, en Preſteſen fra Gygom (f. 1532, + 1573) udgav ben førfte almindelige Kirkepſalmebog. Han ſamlede dertil fra Aaret 1557, medens han var Rektor i Ribe, og fuldførte fit Arbejde, efter at han 1561 var bleven Sognepreſt til Frue Kirke i Kjøbenhavn. Den udkom efter Kongens Bevilling og Be
Pſalmeboger. 149
faling 1569. (Fortalen er aftrykt i Pſalmed. 2, XIII). Til be gamle Pſalmer fojede han henimod 150 ny, tildels overſatte. Den blev i Brug henved halvandet hundrede Aar indtil Kingos afloſte ben (1699), og oplevede naturligvis mange Oplag. Men faavel i Tyſtland fom fer kom ber beſtandig ny Pſalmer til, og Udgivelſen af Pſalmeboger blev, ifær fra Aaret 1640 af, en Boghandlerſpekulation. Der udkom ſaaledes en Rekle af Pſalmeboger uden offenlig Foranſtalt- ning: En ny og fuldkommen Pſalmebog af Jochum Moltke 1640, fremdeles af Jørgen Holſt 1643, af Peder Jenſen Morſing i Sorø 1653, af Chriſtian Casſuben 1661, af Chriſtian Gertſen 1677, af Daniel Paulli 1680, af Hang Hof i Chriſtiania 1686. En udforligere Karalteriſtik af disſe ny Pſalmer er iffe fornoden, da ben danſte Pſalmedigtning giver et anſtueligt Billede deraf. De bleve for en ſtor Del til ordrige og vandede Dverfættelfer, hvis hele Værd ſynes at beſtaa beri, at de vare lange, og imedens Længden vogte med Mængben, indvirkede tillige Tidens Smagloshed og ben mod visſe Punlter ftileve Retning, for hvis Skyld de endnu mangen Gang yndes og drages frem. Snart gjentager en Pſalme i hver Linie Jefu Navn (Pſalmed. Nr. 274), fnart taber Andagten fig i Allegori (Pſalmed. Nr. 250) o. f. fr. Endog Niels Hemmingſens Trøftefang til Birgitte Gjø Gſalmed. Nr. 77) giver fig fun til at opregne be kriſtelige Dyder. Størfte Delen ere ogſaa af Eftertiden forglemte, og fun enfelte have holdt fig. (Som: Mit Barn, frygt ben fande Gud, Nr. 273. Hjertelig mig nu længes, Nr. 399.)
Ved offenlig Foranftaltning blev ber fremdeles førget for Melodier. Det blev ved fongelig Befaling 1565 over= braget til Niels Jeſperſen, Biſtop i Fyn (f. i Viborg 1519, Biffop i Fyn 1560, + 1587), hvis Gradual bog førft udkom 1573. Adſtillige andre, ber yndede Mufiffen, virkede tillige
agrjævejind SYUHUSRS, Frederid den Anden — haver Latine og Danſte, at bruge i Ki 1606. fol. Aarhus hos Hans H ere fun de, der brugtes ſom introit
Kingos Gradual, En Ny behørige Noder og Melodier. £ Pſalmer.)
Pratum spirituale det ér $ brugelig ere vdi Danmar oc Nor aff Kong. Many. Vicc-Capelmeste 4. Tilegnet Chriftian den Femte, h Pſalmer med femb Stemmer flulde underviſt Chriſtian den Femte felv ; bøger med: Cantus, Altus, Tenor, B
(Arrebos) K. Davids Pfalter, oc nogle Melodier oc Toner (etc.) Al
Andagtsliteraturen har til Plads i Literaturen. Enkelte a ved Dybde i Opfatningen, vet gribende Varme eller levende 3
en varig Nydelſe. Der er vig Den i sovs PM
e 06. Behandlingen er altfor bred, flæbende og lang⸗ „Stilen ubehjcelpelig, Sproget raat og udannet. Det vi af bem kunne nyde, ere enkelte vellykkede Steder. ar vi af og til træffe noget artigt, noget pikant, ja ſindrigt eller ſublimt, faa glæbe vi os derved, thi bet r 06, ogſaa her at fee, hvorlunde ben æble Natur igjennem felv ben meft baroffe Omgivelſe. En anden T bet, maar vi betragte bem fom Tidsbilleder; ba ogſaa be, flette faavel ſom gode, et bybere Studium. an i Præbifenliteraturen fee Tiderne med deres Om⸗ r fra ben meft orthodore til den meſt rationaliſtiſte, mn alle gjenlyde Sprogets Tilftand og Folkets Smag. ræfternes Mangel paa Dannelſe og Menighedens ge Trang fremlaldte Poſtillerne. De kunne henføres Arter. De førfte og ælbfte vare nermeſt ſtrevne for cne; de fenere vare beregnede paa Husandagten, thi r ved Sygbom eller paa anden Maade var hindret beføge Kirken, undlod iffe at læfe bet Dagen tib e Gvangelium med Forflaring hjemme. Behandlingen oſe to Arter forſtjellig. Den førfte er kortere, fyn⸗
(we vy eſter frævebe Trangen langt ubarbejdelfer ikke kunde tilvejebringet Overſettelſer; men ſnart afløjte den « ben anden, og nogle udkom i flere O. Den gejftlige Veltalenheds Udvikl henføre til tre Perioder: ben førfte, ganſte gif i Poftillernes Ledebaand; d forfattede deres Præbifen, om end efter v ftørre Frihed og Selvjtændighed, i deres. ben trebie, ba Cfterligning af fremm forvandlede Veltalenheden til mislylkket ben æflbfte Tid fan man flutte fig til af Dannelſe. De flefte, ber jo iffe havde I vare næppe i Stand til i Modersmaa Ferdighed at kunne udtrykke deres egn: bet med Klarhed og Fynd var harta ordinanſen forudſatte ogfaa, at ber vilde paa Landet, der ikke ſelv kunde bearbejd bet tilladt at læfe af en danſt Poſtil £ Sognefolk baade Evangelii Udvikling
Børnelærks… 2 &æ& vue
YPræbiten. Gejftlig Veltalended. 153
Ord og uden Bog (reliqua memoriter et sine libro ex gratia dei dicenda), og hvo ber iffe kunde forkynde Ordet uden at fæfe Præbifen op af Bogen, maatte forfyne fig med en Kapellan, ber kunde bet. Dette betydelige Fremffridt Blev imidlertid Hemmet paa en anden Maabe. Thi Menigs hedens Tarv frævebde fnart, at be famme Troens Ord, og intet ubenfor bem, bleve indprentede. Paa flere Synoder (i Roesfilbe 1566, i Odenſe 1578 og 1585) tilholdes derfor BPræfterne at holde en Aargang, eller over ben aarlige Test altid at præbile eng, altid at foredrage bet ſamme med be famme Ord (ut pastores concionum suarum dominicalium certam aliquam habeant methodum sibi conscriptam, qua quotannis uli possunt, ut eadem de iisdem semper, propter auditorum captum, dici queant.) Og i denne Henſeende anbefaledes fom Mønter Niels Hemmingſens Poſtil. (Sim- pliciter el eadem, tum materia, tum forma, explicetur Evangelium, uno tamen, qui imitandus sit, selecto autore, præcipue llemmingio; oportet enim semper eadem de iisdem dicere.) Denne Methode har, ſom befjendt paa nogle Steder holdt fig lige til vore Dage ; men hvorledes ber af ben kunde fremkemme nogen Veltalenhed, nogen Griben af Ordets Kraft, nogen frugtbar Anvendelſe paa Livet, er vanſteligt at indſee. Beſad Bræften noget Snille, nogen naturlig Veltalenhed, maatte Be jo aldeles fløves, naar han Aar ud og Aar ind ſtulde fige bet ſamme. Imidlertid fulgte Præfterne heller iffe denne Me— thode overalt og ved alle Lejligheber. Men naar Taleren be= gynbte at viſe fin Selvftændighed, faa maatte ogſaa bet enfibige i hang Dannelfe ret fomme for Dagen. Hvad han Havde lært var lærd Theologi; bet han kunde meddele var Lærefætningen og bens Skriftſteder; han meddelte altſaa hvad han kunde, af fit eget Kunbffabsvælv bragte han livet eller intet over paa Predikeſtolen. Af fin logiſte Dannelſe
156 Det lærve Tiderum. Bolfelig Theologi.
vivifioner, hvis Samling var ſom det tørre Sant, naar man
aabner Haanden, og lader Hvert lobe fin Vej. "Deraf gjorte
man imidlertid em Remſe fammenvævet fax net og tæt,
at den klingede af futter artige Talemaader, allegoriſte gud⸗
fald, forte Alluftoner paa fange bibelſte og Almuen betjene
Hiſtorier. Sensus litteralis form t Tider Betragtning, alle
gorijfe mysteria og ſelvdigtede Udleggelſer boriſtyllede "al
Soliditet, ligefom ben nette og koueiſe Talemaade al Tyde-
lighed“ (ete.) „Denne Præbifemaabe, ſom Euglenderne itle længe holdt vedlige, blev i Tang" Tiv hojligen abmireret eg imiteret her i Danmark Derom vidner ben førte Mængbe
af trylte Ligpræbifener, om hvilfe man Fan higen Sapidt demorsos ungues, sed et dementiam seculi. Det er bibelft og efter Anſeelſe futter Guds Ord, artig ſammenrimet, men Gud veed hvad Lys det finde give en aandelig Blind eller hvad Kraft en Svag.” — „Saadant Dukketoj, ſpillende Koncepter, Alluſioner, Allegorier, Paronomaſier og deslige, ſom Biſtop Hersleb kalder et aandeligt Taſtenſpilleri, ſigter ſnarere til at dempe end at opvælke ben alvorlige Andagt.“ „Imidlertid fif denne Predikemaade her til Lands faa alminde⸗ ligt Bifald, at intet vejede op imod ben, og alle unge Prœdi—⸗ kantere ſorgede iffun for at fanfe fig et Magazin af ſaakaldte Koncepter eller bibelſte Artigheder. Dermed fyldte be bereg Sondagspreædiken. De Tilhørere, ſom vel havde læft Bibelen, begrebe nogenledes hvad bet vilde fige, og fyntes, at bet ſmagede af ingenio, og vifte, at Preſten havde gjort fig Umag, hvilfet var aft. Den ftore og enfoldige Hob fab og gabede derved, menende, bet var en lærd og „hojtrabende“ Prediken, ſom ingen kunde forſtaa fig paa, endſtjondt ben holdtes i hang Modersmaal. Denne fordervede Smag florerede hos os henved 100 Aar" (1650—1750.) Altſaa næften til ben moralſte Prediken, ſom beghndte Overgangen
Prævilen. Gejſtlig Veltalenhed. 157
til Rationalismen. Det er imidlertid fandfynligt, at begge Maaber, ben bogmatiff-afhandlende og den allegoriff-hen- tydende en Tid lang have gaaet ved Siden af hinanden, foruden mange andre Variationer efter Smag og Behag. Man finder de forunderligfte Ting om hin Tids Prædiken. Birkerod anfører ved Aaret 1671 et Exempel paa den førfte Maade: „J St. Knuds Kirle i Odenſe gik Soguepræftens Uftenjangspræbdifen meften Del ud paa descriptionem vitæ æternæ, ſaaſom han ved Anledning af de adſtillige Tunges maal, med hvilfe Apoſtlene talede, recenſerede vidtløftigen be Lærbes Meninger om hvad Tungemaal vi ſtulle bruge ubi bet tilfommente Liv.” Pontoppidan anfører ſom Exempel paa Kunſtthemata en Præbifen af en vig renomeret Kjøb- ftedpræft, fom paa en Søndag, ber juft indfaldt paa Mortens Aften, in exordio talte om St. Martini Flugt i Gaaſeſtien, og „af bette exordio inducerede han schematice i Sondagens Evangelium det Thema: Gaaſeſtegens Vendelſe ſom et Sind— billede paa Synderens Omvendelſe.“ Og en gammel Landsby⸗ præft ſtrev til Hans Leth: . Bi have nu hørt med allerhøjefte Beſthrtelſe, hvorledes en herlig højlærd Mand haver føgt at erhværve fig den højefte Drigheds Naade og Gunſt ved en ny Mode at præbile, nemlig paa Nim, og man fornemmer med Vemodighed, at der lader fig finde ſaadanne Prædikantere, ber beflitte fig paa at predike paa Moden. Det haver ſaa⸗ ledes taget Overhaand, at en ftor Del af vore Candidati theologiæ bringer intet andet tilbage fra deres Tid og Midler henfatte paa Akademiet, end ftore Paketer af ſaadanne ſammenrapſede Præbifener paa Moden.” Alt dette maa haves for Øje, naar man vil forftaa Holbergs Tid. Blandt Kirkens veltalende Mænd ere fun de fra ben fenere Tid ret befjendte. „Niels Hemmingſen var iffe vel talende uden i bet latinſte Sprog.” Brochmand var i fin
158 Det færde Tivérums Follelig Theblogt
Tiv unmærfet. Ole Vind (f; 1590; Sognepræfttil Frue Kirle og Stiftsprovft 1642; Hofpredilant 1645; $ 1646) Befjendt for fin Frimodighed; han holdt en Prædifen fra Kirte mod Hoffets Seder bg. fit Befaling "at gjentage, den for Kongen. Efter af have gjentaget de haardeſte deri, befræftebe han dem med et ſtarit Slag paa Vræbile« ftolen, i bet han udbred Det var, / Guts Dod! be fjamme Ord jeg talte i Frue Kirle. Millel Henritſen Tiſtorf (f. Odenſe; 1652 Slotspræſt, 1660 til Nilolai Kirke; + 1701) „pasſerede for den koſteligſte Predilant i Danmark." Dang Sorenſen Leth, kongelig Konfesſionarius (f. 1625, $ 1688)/ fom. hindrede be lxxde Sfolers »Nedlæggelje, blev jujt fer fine Talegaver fra fit Preſtelald Ringe og Herringe i om kaldet til Hove 16581), Maar han præbifede, var Gaugen ind til Kirken ſaaledes proppet med Folk, at man iffe kunde trænge fig igjennem.” Peder Jeſperſen, kongelig Konfesſio— narius, oratorum phoenix (f. i Norge 1647, ſtuderede i Leiden, Utrecht, Oxford og Cambridge; 1670 Præft til Stenſtrup i Fyn) blev 1688 formedelſt fin Veltalenhed faldet til Konfesſionarius (f 1714.) Tilbage ſtode heller iffe be tyſte Bræbdifanter: Johan Lasſenius (f. i Pommern 1636; 1676 Præjt til Petri Kirte, + 1692) „tiltrak med fin theatralſte Veltalenhed faa mange, at Kirken maatte udvides.” Det var ham, ſom ſpillede Bolt med fit Lommetørflæbe ; og fom gif med fin Ligffjorte paa for Kongen. At Præften ivrebe mod ve flette Seder var i fin Orden. Stundum blandede han fig ogfan i Politiklken. Eſaias Fleiſcher (f. i Kjøbenhavn; 1665 Præft til Helliggeiftes Rirfe, + 1697) kaldte 1679 Freden til Lund, ſom han ffulve taffe for, en ſtiden og ſtammelig Fred; blev berfor ſuſpenderet af Biſtop Bagger, „og fprang ber ſiden gode Penge for hannem til bem, ber talte hans Sag i Lave.” Hvad ber for Ligprævifener
Andagtsftrifter. 159
vankede i Betaling og Foræringer, fees af Jak. Madſens Tegnebog.
Pontoppidans Collegium pastorale, S. 185. 186. 325 - 326. J Neller, Udfigt over den gejftlige Veltalenhed i Danmark efter Reformationen i Nyt theol. Bibl. 20 B. Bircherods Dagbøger, S. 134. Brevet til Leth i Gamle Kgl. Saml. Nr. 123 fol. anført hos Helweg, Den danſte Kirkes Hiſt. 1, 454.
Ole Bind hos Zwerg, &. 588. Mikkel Tiſtorf i Bircherods Dagbsger, S. 152. Hans Leth hos Zwerg, S. 659 og Birdes rods Dagbøger, S. 159. Peder Fefperfen hos Zwera, S. 666. Jeb. Lasfenius i Pontoppid. Annal. 4, 662. Vorms Ler. og Geimeg, Den danffe Kirkes Hiſt. 1, 491. Eſaias Fleiſcher i Bir⸗ cherods Dagb. S. 201. Jak. Madſens Tegnebog i D. Mag. 1, 218.
Foruden Skrifter, ber fulde væffe eller gjenkalde An⸗ bagten i Kirken, behøvedes der endelig en betydelig Del Ans dagtsliteratur for Huſet. Da den ſtrenge Rettroenhed havde fjernet alt hvad der kunde friſte til en hiſtoriſt eller filoſofiſt Granſkning over Religionens Myſterier og Livets dybere Hemmeligheder, maatte der i det mindfte førges for, at be gjængfe og tilladte Tanker idelig og idelig bleve gjentagne ; eg i denne Retning vare Adelsmanden og Almuesmanden lige modtagelige. Denne Del af Literaturen tør vi derfor heller ikke forbigaa. „Af de theologiffe Syſtemer lærer man at Fjende de Lerdes Sysler, men onſter man at Fjende hvad ber levede og rørte fig i Folfet, Adelige og Uadelige, ba maa man gjøre Bekjendtſtab med hvad ber for en ſtor Del udgjorde Mæringen, og berfor atter giver Udtrylkket for Fol⸗ lets aandelige Liv,” Det gjør unægtelig Andagtsliteraturen. De dertil hørende Sfrifter danne imidlertid en temmelig broget Blanding, ſom det er vanſteligt nof at farafterifere. Grundtonen er Andagten (Forløsningen), Akkorderne Skrift⸗ ſprogene. Lutherdommen er naturligvis herſtende, men den
160 Det larde Tiderum. Føltelig Thesfogi.
ſtrider ogſaa ud ſnart til Pietieme, fnart til em enemægtig Hylding af Blodtheologien. Fra førft af er ben jævn og blot belærende, men ſenere føgte den at forhøje: Unbagten ved allehaande pilante Venbinger, uventebe Alfegorier og ſindrigladende Lignelſer; og var ben forhen bred, faa blev ben mu ſmaglos. Derhes brager ben Staten og. Folfet nd under Betragtninger, altid med bibelſte Tiſtande for Øjet, eller ben dvxler ved Familielivet og bets. Tiljftanbe. Dver= hovedet fnytter fig til ben, alt fom ben vorer, faa gobt' form alt hvad Livet Frævebe Omſorgen for Sjælen ſtaar ille ene; Omſorgen for, Legemet, før ben timelige Belſrd fer Husholdningen, Bejrførholdene o. desl. gil ind meb i'be gudelige Betragtninger; og i mange Huébibliothefer ſtode uden Tvivl gudelige Traftater og Lægebøger og Bondepraltila ved Siden af hinanden.
Jjær til denne Literaturgrens Særegenheder høre be unberlige Titler. Holberg gjør fig Iyftig over bem. „Titler paa Bøger, figer han, have ſamme Virkning, ſom Tjære paa Hjul; hine komme et Skrift, bette en Vogn til at løbe. Men bette Lands Sfribentere have hidindtil ladet fee liden Kapacitet ubi denne Kunſt; thi naar man unbtager nogle faa, fom Nyt Skind paa Merians Tromme, Bibelſte Stue uhr, Cn from Chriſtens Nathue, fammenfyet mev kraftige Sprog af ben Hellige Sfrift, Solens blodrede Nedgang, Duen i Klippens Rif, Ovrigheds Pegefinger, Lyſtmad, For= ælbre= og Borne⸗-Confect, Fandens fire Dottre, Catechetiſt Melk, Catechismi Poſtbud og Brefdrager og andre ſaadanne ſindrige Titler, ſaa ere de andre kun torre og mavre. Man maa og ſee til, at Titlen opfylder den forſte hele Side af Skriftet, faa at den giver tilkjende iffe alene alt hvad bet indeholder, men endogſaa hvad bet iffe indeholder.” — Flere Crempler ere: Gudfrygtige Enkers, faber- og moderloſe Børns
Andagtsſtrifter. 161
Apothek og Nofengaard; Troens Beſtandighed og Tommel- finger; ben Perſekarret tredende Jeſus; Rachels Barfelfeng (en Ligprædifen); Himmelens Provianthusnøgel; Aandeligt Figenplaſter; Guds Hærffarers Herres Krigsartikle; Bibelſte Birak; Himmelffe Haveſelſtab; Enkens Taare og Torklede; De tretten aandelige Politiforordninger, o. ſ. v. En anden Sceregenhed er ben Maade, hvorpaa Forfatterens Navn angives ved Begyndelſesbogſtaverne i Titelens Slutning eller ved et Anagram. Hans Olufſen Nyſted eller Johannes Olai Neapolitanus ſtriver i ſit Levnet: Symbolum mihi fuit Jesu Ope Nitor, jeg lider og ſtoler paa, at min Jeſus hjælper mig, og i hans Navn beder jeg Herren Om Naade, for- ventende Naade og Miſtundhed Ser Oven Ned; og han har ſaaledes Udtryk nok for fit latinſte og danſte Navn. Lignende findes overalt.
Holbergs 126 Cpijtel til et collegium politicum paa Landet; if. Riegels, Chriftian den Femte, S. 811—812. Nyſted hos Bendz, Bidrag til Horſens Skoles Hiſt. Program 1848, S. 52. Bibelſke Stueuhr (etc.). Commenteret ved en og "anden Sparetime og evul- geret af den ſom ilke aflader at holde faft ved Chriſti Dyrebare Sandheder Koh. uden Aar (i Hjelmftjernes Samling) er fra en langt fenere Tid, men fan være Exempel paa at Smagen holdt fig. Det ev Rim til hvert Klokkeſlet belagte med Skriftſteder.
Ligefom den danffe Pfalmedigtning ved udvalgte Prøver har givet et ypperligt Bidrag til vor Literatur Hiſtorie, kunde maaſtkee nogen have Lnft til at give lignende Prover af Andagtsliteraturen, for at opinfe ſaavel Smagens ſom Sprogets Tilſtand; eller i det mindſte at flaffe fig en Foreſtilling om Omfanget og Beffaffenheden ved at efterfee en Del af disſe Skrifter. Som Vejledning meddeles derfor en Fortegnelfe over de vigtigfte Forfattere.
Poftiller haves ifær af P. Tidemand, A. B. Dallin (Pan: gratii Poſtil. 1598. Tilegnet Dronning Anna Cathrine, „at E. F. Naade kunde haffue nogen dis ydermere Aarſage oc Offuelſe, til at lære, forſtaa oc gierne lide vort Maal”), P. AX. Medelby, N. M.
1
, rer ovnene, K. Sbid, Fi" Der R. Bredal, R. H. Reravius, R. Hemmingſi Anderſen Neſtoed (Vita bominis. Bnderu leffned ete. Kbh. 1571. Blandt Univer L. Berthelfen, Rigsraad Jak. Ulfeld, Dig: H. Thomeſen, Rasm. Lauridſen, H. Mogenſen B. Melchiorſen, M. J. Skaauing, A. J. M Povel Madſen, I. Jorgenſen, R. L. Arctander,“ Ganfen, Bogtrykkeren Mads Vingaard, A. B. ſtrup, Bertel Jeſperſen, Jorgen Erikſen, Bogtr (Vedel⸗Simonſen, Odenſe Bys Hiſt. 3, 132), Alb. Horſens (Fandens fire Dottre), Jak. Peder Lauridſen (Adſtad: En Bog om Endr Hustaffle oe Spegel, Om Aandelig Stat, Verd Stat, Kiobſtets Stat, Skibs ſtat, Krigs ſtat, ſtat, oc Tieneris ſtat, Vedragen aff dem offur Dauids CExxxiij Pſalme. Ved Peder Lauritzſon, nere. Kbh. 1600. I SHjelmftjernes Saml. M A. M. Bud) eller Colding, J. J. Venufinus, Ge (Præft i Skaane. Mangler hos Nyerup; det Ekrift findes i Hjelmftjernes Saml.), I. G. Pfrei H. Guimnarſen, N. Lauridfen, Sal. M. Veile (! Crone, Program fra Odenſe 1851), X. M Lange, $. P. Reſen, Anne Krabbe. Mar PP:
Andagtoftrifter. 163
Sirbaiſtjernes Sauil.? manglet hos Nyerup), A K. Ihbo, Sans Knuds ſen(Eicas:: Polliot Prodilener, Hvis! Titet er: Guds Borns daglige Memorial oc Chriſtelige Betændelfe. Abh. 1027; med ek ret: markelig og: artig Fortabe til Dronning: Sophie), J. Koch, I. I Mariager Godfrygtige Enkers Apothek), Oigelbr. Jorgenſen, R. Helvad, A. SJ Langebek, S. D. Kid" &. M. Foftet; O. L. Throndhjem eller Arcunder "(Sd Faders Dotire. Pontoppid. Aand. 3, 797); P. J. Ærageliad, J. D. Ferfin, Chr. Ferring; Lo Chr. Mod; P. Mads fon; M. Zonæfen, Sev. Thomteſen (Herbergers Hbroscopia. Ittringer om. Sprogtet), NR. P. Dinis, N. M. Skalderup, Chr. St. Bam, Beghandleren Joach. Moltke, Sv. I. Trellufaborg, Ludvig Munthe, FJ. U. Cant, Boghandleren Ror⸗Nisſum, A. Hjerting, P. Vandal i Megftrup, P. R. Skaͤning (ſaaledes ſtriver han fig), N. ESv. Chro⸗ nich, M. Kejtom, Mette Gjs, Chr. Aug. Erikſen, M. Humble, J. 6. Trige, P. Jenſen, Herman Holſtein (Brunupolitanus, i Helſiugor: Soliloqvia de passione Christi. Hvorledis ethvert Chriſtet Memiſte vor Herres Lidelſe oc Dod ſtal betencke, ved Martinum Mollerum. Aff Tydſten udfat paa Danſte Tungemaal. Kbh. 1647. Tilegnet Shia. Vind fil Rorholm. Mangler hos Nyerup), Kirſtine Munk, 6. & Lmde, R. P. Ravn, Th. Vegner, H. R. Yfted (Davids gåften Klenod, Om ten dumme Due iblant de Fremmede langt bortg . Cvrs 1648. 1649. Til ten udvalgte Prins: Chriſtian den Femtes: Enke Magdalene Sybille; Prinfens Død omtales), Jor⸗ gem Rofenkrands (Davids Salige eller Gud faandige Mand + lignet mod fn. Bsgudelige eller Gud suljge Mand, udført oc forklarit aff Cen ſom venter Jeſu Rjgis Somme. Kbh. 1671), N. Chriſtenſen, Gunde: Rofentrams, IM. Trigelfen, Villads Nielſen (Himmeriges Barnemoder; Noglen til. Guds Hjerte; Troms Beſtandighed og Fommeffinger; Catechismi Poſtbud; Rachels Barſelſeng), Alb. Ravn ( Ginmtiſte Herredag), Birgitte Thott, Maren Jerſin, Erik Pont⸗ oppidan, Samurl Bugge, L. M. Scavenius, Underbibliothekar VP. N. Mehrn, Eliſabeih Thott, Renteſtriver M. J. Fechtel, P. Laus ridſen, Skibskaptaln P. Pederſen, Engellenderen Daniel Collins (Nova liler. maris Balth. 1698, &. 115), Chr. Ped. Abel, P. J. Golding. — Efter 1660: G. Miltzov, Th. Thueseng, Arnold de Fine, J. Pederſen, J. B. Koneke, Boghandleren Chr. Casſuben, O. S. Lemvig, Erik Rofenfrands (Sialens Frelſe ved Dodſens jdelig
11"
164 Det lærde Tidorum falfelig Theologi
Betractelfe Oe Guds Ords liuſende Lyete frimodelig at vandre igien nem Dodſens Mødt til det evige Liffs Sius. Alle troende Guds Born til Lardom ve Troſt forfattet Aff den Som med) dennem aff Guds Naade daglig” vinter det Evige Niges Kronc. K66. 1666), Peder Miller (Bimmelſte Havefelftab, m.m), E. Edvardſen, Bog: handleren Chr. Geriſen, P. A. Samſing, K Jenſen, LM. £L. von Baden (Bendz, Bidrag" til Borſens Skoles) Siſt. Progt. 1848, S. 49), M'$: Borde) Th. Bartholin, J. FJ Mint," handteren Daniel Paullt, "Pernille ”Mofentrands, "9. Gerſurt, Joh. Brunsmand, Hans Bagger, J. Borchardſen, G. CE) Mand (Ebriſti Krybbe etc. ved den Som fan leenge vil tilbede Barnet i fin Achlbe paa Jorden indtil hand omfider abig udi Gimmelen mag fer Sar Eget Milde Anſigt. Lund 1676. Sproget er "aldeles danſth
. $. Vindetilde, Fr. Køln) &. P. Grendften, Sophie Bilde) Pet.
PRT
(Catedismi Børns aandelig Mel oe Thggemad), M. Leigh, M. Chr. Ravn, $. Brychman, Lægen $. Olſen, Chr. L. Nyborg, G. Bindes tide, Borgemeſter M. Brun, Cl. A. Trundhjem, Ravigationsdirefter Bagge Vandel, 2. Pontoppidan, P. Bed, J. Giesſing (Enkens Taare og Tørflæde), H. 2. Stevener, R. J. Muus (Duen i Klips pens Rif), Digteren T. Renberg, Chr. P. Herslev (Tretten aandelige Molitiforordninger. Nova liter. maris Balth. 1703, &. 136), Chriftenfe Fris, R. N. Kruſe, M. Roftod, P. Toxen (Solens blodrøde Nedgang. Nova liter, maris Balth. 1703, &. 115. 234), S. Ild, Jens Thomfen Bang (PasfionssTander. Kbh. 1691. 4. J Hjelmftjernes Samling; mangler hos Nyerup), €. Saſs (Nova liter, maris Balih. 1704, S. 216), 2. G. Hylling (Dum i Mliß⸗ pens Rif. Nova liter. maris Balth. 1704, &. 273), S. Colding (Den blodige Brudgoms Kiarlighed Til fin blod⸗ſhndige Brade Gerlighed. Kbh. 1693), Henr. Borneman, £. J. Odislin, A. Mas ſaus, O. I. Due (Nova liter. maris Balth. 1700,-6; 84), E. E. Raur (Langfredags Spejl i et Spectakel leic.) Af en Chriften der til fin Siæles Ankerhold J Ehriſti Lidelſer ilke bil "forglemme Eet Eeniſte Naglegab. Endnu oplagt Kbhe 1750. Sans Skrifter i Nova liter. maris Balth. 1700, S. 86. 703,6. 185),g. A. Summer (Nova liter, maris Balib. 469976. 160) M. Rote,
Andagisſtrifter. 165
H. I. Hvalføe, (De Bedendes aandelige Kjæde af 41 Led. Nova liter. maris Baltb. 1703, S. 20), Inger Sonberg, P. Witt, Jak. Raſch (Nova liter. maris Balth. 1700, S. 206), H. Fosf, J. M. Guulbech (Nova liter. maris Balth. 1703, S. 20), Chr. Dreier, Ellen Opdal (Nova liter. maris Balth. 1703, &. 115), S. J. Hørning (Nova liter. maris Balth. 1703, &. 114), $. O. Ryſted (Bidrat af Engeddi Plantebed. Nova liter. maris Balth. 1703, &. 114), I. Hoe (Nova liter, maris Baltb. 1704. S. 384), Chr. Fr. Mavors, relegeret Student (Nova liter. maris Balth. 1704, &. 87), I. Godfen (Nova liter, maris Balih. 1704, 6. 384), Fr. Chr. Schnel, And. Hof, Hofpitalsforftander H. Vinslov, Kvæferen Chr. Meidel, L. Vinslev, Hans Bang.
Denne Fortegnelfe, der endda iffe er fuldftændig, lan, hvor tjedſommelig den end feer ud, i det mindfte oplyfe hvad denne Tid levede i og levede for; derom Fan enhver overbeviſe fig, der blot vil leſe en tiende Del af disſe Forfatteres Skrifter. Derimod er det ile faa let i Korthed at give en Fremſtilling af Indholdet og Be⸗ handlingen.
Man finder i Pradikenerne de utroligſte Modfætninger. J Biffop Hans Baggers Bededagsprædifener (S. 85) forekommer: Er da Menniffen bleven ſom Bæfter og deres Huſe ſom Bæfternes Hytter? Naar Manden bliver til et Svin, fan bliver hans Hus til en Evinefti. Gud føger tir efter Menniffen, men finder intet uden Eſeler, enddog det var aldrig i Guds Tanker, at fordi han blev et Menneſte, derfore flulde Menniften blive ſom Baſter, ja værre end Baſter; thi fan figer Herren: hører, J Himle, og du Ford, mær? (etc.) J. Moller har allerede bemerket om Peder Jeſperſens Ligtale over Niels Jul, at den paa 411 Cider i lille Folio citerer over 2000 Bibelſprog, taber fig i engelff Smag og paa hver Side har franffe Ord; og dog faar den nordiffe Natur Overhaand i Slutningen: Saa far nu vel, du redelige Jul, og hav tufind Taf for hver Dag, du har været her, for hver tro Tjenefte, du har gjort din Konge og dit Fadreneland! Far evindelig vel, du ftridbare Helt, og gak ind i de evige Fredsboliger, hvor der er Fred uden Fejde, Glade uden Sorg, Ære uden Misundelfe, Lys uden Morke, en meget ftille fagte Ro. Gud lade 08 finde dig der, og der ſamles med dig til evig Tid uden Ende!
166 Det larde Tiderum. doltelig Theologi.
Endnu ſtorre er Mangfoldigheden ·i de egenlige Andagteſtriſfn Snart udtaler fig) den inderlige, trohjertige De ſom Ar Benene ſberſens Liffſens Keone ASO der sande forf af mat tilbage til katholſte Wegender / for Ex⸗rom · Jonatit· Hjerte ſomhe varmen lod ſtjate te mange Ethttec og hoot ber fan da ſtot da Ravn Jefus"y" friet. ſohet Forf ut gloc Forchreit tie ofre ferens Lenet, Havnlig Lidelſeshiſtorien, endnit Hirtére> indtrendende ved at tilføje Bilder fort Radnnis Hanſen RET Paeftonaie auh 1573. 4, hvor Bonnerne "indtag Berk ene Eide] "illant tere Robderr
Den anden. J⸗ Mangel af· Robberte fyldte Seer er BER
og Lignelfer, allegoriſte aandelige Mæitationer nog Betrenitirtrifjert] f. Er. Che Ch Filer ae Sejrderdt reterriagtag Kbh. 1633, bvor dem Fugt Phænfe figner med Chriſtae TED Ben ſeender; den kriſtne Kirte med eet ſtreWenſcender or rn J ſammes Gyldene Tantecting, derne udgloettillige niede hann Tro⸗ ſteſtole og En Aundelig Guldkiade K66 530419 lever man ithe wer hvad man ſtal ”betæitfe naat Motgenſtiernen oprinder⸗ grade rand horer Hanen gale” ete men / ogſac adr mand ”dråder i Kladerneyn naar Di” toer Dig," haar mand kemmrer ORE Ooau“nLSnalt / forenedes begge Dele, faaꝰat Ekriftſtebernec tnynedes ind Taehe alle⸗n gorift Krande opthſt med: Kobberejindg detfſerit fot Tr teten, Avinden. &7 Cru Alle 'Chriftelige" oc tydelige Joimftuers aen (ete.). Befereffuen- aff Mi TueaMartini… ét" Dianne Aue narij' (BHabermands) Fot tale Kbh 10094.Rlegnetfenſe revenut· Dec. 15093. Udgivet af Bogtthkkeren Bude Ben Øe ftumũ ſtilles tyve Utter (med ret gede Treefnit), fontette til Tiger tange? Dyder, "og Urternes Cjenftaber”unbenterr," fad godk rdr Tab ge gjøre, daa Dyderne · Eua flat DE foreriks & en Krands. 7, ØB Rega mu aff Guds Måde ſpaheret OT EA Nandelſgr ÅFeteg dare, "ber plodet der Tiue flag 8" vethltendie Dydedtomſtetl!· tilvnige Jomfruet ſom vorte i try: Bied, paa Devens Rod de⸗ſtilcket· De wi Mee mu til, ot gisre en Medal af dem, ni ro bie tor ØRET bil BRS met wi kunde · tilftrkmett binde dein.thi Jbrnfouetehleyenicke U trenẽ oe pryde fig: met Fare Blake Detfbe er" ber forakben ar oe berede oehFoeſt en Bohel der MAE wi tilkende de, Fade Er diſſe Dyder ftulle ſtinne. Fot de Andet, kit thi globe Kraͤndenfaſſt tel Cilde, met Guldſnorer "oc Solfffnorer, DEF er "at HM ended
Jet 50 Zeftamensa: er ingenlunde den eneſte Gjenſtand før Be⸗ hgen;. det gamle med ſin rige og mangfoldige Hiftorie gav et Stof til Mnvendelfe, og Tiden havde ligeſom udelukt fig felv dens Hiſtorie, for, næften ene og alene at leve i Jodernes. lex derpaa ere: De beſynderlige Hiſtorier, Sententzer oc Ex⸗ s fom -findis i den hellige Serifft, om Offrighed, Kald, Regi⸗ x. Beſtilling (etc). Ved Riels Nielſen Colding. Kbh. 1567. eft. ſtaar Moralen, Kongers og MMurigheds Pligter, ſaa de fr: Exempler af Bibelen. Niels Hemmingſens Fortale anbe⸗ Zogen. Lignende er; Kongelig Najeftæt ved. Propheten Jere⸗ Affmaled Aff Guds, Naturens oc alle Menniſters Lov forklaret Aff Lueas Jacobſen Debes. Kbh. 1673. 4.. Følgende Prøve Hk. af der ſidſte: Det Menneſtelige Kion iblant alle Legomlige T giffne aff Bud oc Naturen, Haffver inted EXdelere, inted arere, inted; underligere, inted Lierere end form Ønene. Thi ere. liuſens middeler, elle. tingiſters leffvende ſpegeler, Sindets Eegemets ledſager (d. e. Vejviſere), tanckernis obenbarere, ede. tilſtyndere, huilcke ſaa ſom Vegtere for det gandfle Legeme fe pan den højejte plads udi Legemed, udi hvilde, i denne voris 5 forkrenckelighed, mand alleniſte, fremfor i de andre Lemmer, mer. en liden tefning aff det Menneſtelige Legemis fuldkommenhed
168 Det lærte Tider: dollelig Theologi.
Thi ligefom Stole fane paa Beene oc ere…derfore ſaa ſtadige ei mand tryggeligen kand fætte fig paa denn. Saa haffver. oe hvert Embede fin Stoel til et Vidnißbiurd om det) ſammezð hvorpaa Se⸗ lomons Stol beſtrives og alt bliver forflaret, «hvorfor, det var ſea og hvad der betyder, Ja end ilke ſaa almindelig em Gjenſtand, far Krigens Retmasſighed og rette Forelſe, kunde udføres uden ved bel af Moſeboger. Saaledes ſ. Ex— Herrens Stridsfovs.Denter.… 20 (ett.) Efter Originalen, udi det Gehraiſte Sprog/ aff den Gellige Skrifft ydermere forllatet (ete.) Aff en ſom tienet Den rers Campt Dommernes Forſte (Arnold Ganſen de Fine). Koh 1662. & De aldſte Skrifter ere. de bedſte. Troen fyldte Hjertet; ogs levende Bekymring forat nogen ſtulde forfejle «dem, bragte For⸗ fatterne til idelig at indprente det ene fornødne 1 Men da der dille mere var Tanfe om Toiol, gjældte det om, tillige rat giere den talkelig, og den ſamme Smag, der gjorde. ſig gjaldende i Den Firfeligt: Veltalenhed, trængte. ind overalt. Eet Crempel mag være sne Morten Rhodes Chriſti Legeme, Det cer: den Stridende Chriſten Kircke under et Menniftis Geftalt. Kbh. 1699. 4. (jf. Nova liter. maris Balth. 1700, &. 52) begynder med Lyfønftninger paa Vers til Hjertet, Kong Frederik den Fjerde, Bryſtet, Dronningen, hvorvaa følger Tilegnelfe til Lungen, Conrad Reventlou (etc.) Man ſtulde tro, at der ingen Skriftſteder behøvedes til at godtgisre, at Solen fidder paa Himmelen og at Blomſterne ſtaa paa Marken. Ilte desmindre begynder Tilegnelfen ſaaledes: „Solen fidder paa Himmelen (Pi. 19, 5), Blomfterne ftaar paa Marken (Pſ. 103, v. 15) Skherne udbreder fig i Luften (Job. 26. v. 9) aft til den Ende, et maar Gulen gaar op med Heede, gisr Greffet vißned, Blomſtred der paa falder af, og den dejlige Skikkelſe fordervis: Da ſtal Skyerm temperere Solens Heede og være cen Skygge for Gerden (Eſa. 25 v. 5): at Blomfterne kand fettis i Landet, Figentraerne udſtyde fmaa Fiigen, og Biintræerne ſmaa Druer (Geyſ. 2. v. 12. 153)" (etc.) Bor Sol, det er Kongen, de Mænd, han har tilegnet Bogen, maa vel faldes Skyer, „Solens og Kongens Skyher, ſom hver Dag ſtaar omkring Kongens Stol, og betekker Korner: figefom Slkyernt betetfer Golen.” ” Paa lignende Maade gjennemgaar Vogen ſelv alle Legemets Dele, og. ſammenligner dem”, medi Kirken Govedet er Chriſtus, Hjernen er Chriſti Viisdom, Panden er Gettens Low,
Andagisftrifter. 169
Dinene er Propheterne, Neſen er Patriarkerne, ſom ved deres Offringer tilførte Herren en behagelig Lugt. „Neſt Hovedet ſidder Paffen i det naturlige Legeme, og den fammenbinder Hovedet og demmerne, fag at de ej kand adſtillis, faa haver og det Aandelig Bennifte fin Hals, fom er Guds Forjættelfer.” Som Lungen ligger snkring Hiertet i det naturlige Menniſte, faa fidder ogſaa Kongens Deheime Raad, ſom den aandelig Lunge, Kongen, det aandelig Hierte, aermeſt.“ , Com Lungen i fig felv er fvampagtig og drager Manden til ſig, og giver den fra. fig igien, faa bør og den Mandelig Lunge at være imod fit Legeme, flarpfindig og ſnart til at fatte og igien give fra fig og meddele gode Raad.” . Som Bud har fat Leveren udi det naturlige Legeme, fan har og det Aandelig Legeme fin Lever, nemlig Bifcoper, Theologi og ſaadanne Lærer, de bør at være cen fever af Forftandighed, af Lærdom, af Fromhed og af Hellighed.“ Maven er den gemene Almue. Efter den følger: „Laarene. Com Maven iffe foris af egen Magt, men bæres paa tvende Stolper og Stotter, nemlig de tvende Laar, Been og Fødder, faa tiener det ikke ten gemeene Mand at raade og ſtyre fig felf, aandelig viis, men bæres paa tvende Aandelig Stotter, Laar og Been, ſom ere Under: Rettens Betienter.“ J den Emag er hele Bogen, fom er cenfureret og anbefalet af H. Gerner og Joh. Vandalinus. Og hos nogle udartede denne Tankeklogt endelig til en Ordſkvalm, hvori Tanken gif under. Titelen paa cer af Helvaders Skrifter maa være nok til at give en Foreſtilling derom: Morsus Diaboli Eller Den bittere ſandhed, om Judas Iſchariots Chriſti Forræders Compagni oc Gildehus: til huildet henhører, alle falſte forrederſte, lognactige Ore⸗ fuder, Trappedrager, Spitzhoffder, Bagvaſter, Beklicker, Ridders, Talerckenſlickere, Dyentienere, Paraſiter, Calunmianter, Wrenſkander, Pasquillen ſtriffrer oc dicter. Kbh. 1689.
Til disſe Skrifter høre ogſaa Overſattelſer af vidtudbredte Andagtebeger, ſaaſom af M. J. Skaaning: Savonarola, En Eynderis Epehel (ett.) Kbh. 1582. 1587. 1607; af J. J. Venuſinus: Th. a Kempis, De imitando Christo. Om Chriſti Effterfolgelſe, oc ſocitdis wi ſtulle forſage all Verdens forfengelighed. Kbh. 1599 paa Kongens Bibl.) 1626 (paa Univerſitets⸗Bibl.) ff. Holms Sverſæettelſe met Nudelbachs "Indledning. Kbh. 1848. v. fl. Samt af. Th. Mactholin: Hugo Grot, Om den Chriſten Troes Sandhed
170 Det Tærte Tidsrum: |Folfelig Theologi etc.) Af det LSatinſte sfverfats) ogyomarigeftede Forklatei RK.
1678. 0. fl armumng athenerne) mm md retn For at gide mogle Billeder af bin Tide Geſtlighed/ meddele vi freiudeles aegle Bemerkuinger om enfelte Mæn, hvis Liv er gaaet amni højft forfljelligerheningeruss Dige Tidsbilleder lunne naturligvis forøgedsron; & mage Alle ville da mindes Frdrelaudets / Cidelſer og · Frelje⸗ naar vi nevne Henritk DThoa e en Gerners Haus Fader Thomas Gerner war Renteſtriver Kiabenhabn / hvon Sonnen blev fodt 16290 Han gil i Kiebenhavns Stole. 151652; Al han Hører i Herlufsholm , men 16540 tib 1656, foretog han en Udenlandsreiſe til Holland og Euglandaa Strag efter fiæ Hiemkomſt blevnhau Preſt i Birlerod. Sea dSelteg ran Auſlaget mot Kronborg, ſom foretoges af den danſte ugenier Oluf Steuvinkel,Hans Roſtgaard paa Krogerup og den engelſte Oberſt Rilard Hutchinſon, ber par i wanſt jeneſte, og ſom Henrik Gerner, der forſtod Engelſteu havde gjort Behjendtſtab med.Auſlaget blev. robet.“ Gernetn derhavde været Bud imellem Hutchinſon og Stenvinfel, ;bken fængflety: pint og tømt. til Døden, Dagen war )fat , iver, 19 Anguſt 1659, Kiſten var færdig og alting beredt til hane Henrettelſen ba han otte Timer før ben befternte Tid blea benaadet, men: han blev fat i. et. haardt Fengſel, ogs maatte betale foæve; Loſepenge. Et af de Jern han bar hængersmeb,, em Minde tavle i. Birferød Kuke. Af Struerne, for mon ſatten pac hans Negle, Bur han Merke ſin Libstid.“ 16090blevthem Provſt i Ljunge-⸗Kronborg Herred; 1008 ie. Vi
San forjøgte. fig itte Blot, ſom Digter Rå, reg il; hører ifær hertil. fom Forfatter» til; Hellige, Dages, hellige. Tanfer, og toende i: ſit Slags eneſte Skrifter. vm Regieriugs⸗ kunſten og om en god Husholdning.” Seto hans Dverſcettelfe
Henrik Gerner. 171
af Heſiod fan henføres. hertil. efter. fit Formaal. Han er i fn Opfatning, ſom man fan tænfe, gammeldags, men fører et gobt'Eprogiog em ulige bedre Stil end be flefte af hans Jævulige;' fan er originalsog vhbſindig; Skriftſteder gjcelde hem Aaturligviofom. Meviſer; men han har ogſaa klasfiſte Henthdninger. I Fortalen til Striftet: om Regjeringolunften ytitrer han: at! da Vud øf: abegribelig Barmhjertigheb havde foranbt: ban Liver/ han, fode mdi Fejdes Tid af vove Fjender var befeglet til:Døben';: fan har han ikke kuunet føre over fit Hjerte at begrave fit "Bimbo: i Jorden ſont ham haver veret/ betroet. Hegi ſſriver ikke, ſiger han, for de Selvvife og! Kløe ,:.15£ deres. Hierne er. langt ſtarpſindigere til at udgrankefie wet: fem er bybers; det jeg og'ffulde være' glad at fee, Den. jeg gider. dette for de Gemene, Hvilfe amore Sprog siftøi fan forſtaa. Det ſjunes, at/ vor Nation, ſaavel form andre! elſter Boger udi deres eget. Sprog, hyvillet er at. fre af ve mange Bøgev:;,. ſom bliver af fremmede Tunge⸗ maal fordanſtede. Det ſjunes og, efterdi vi verterer fan mange: fremmede, digeſon der ej: (fulde findet noget godt hos os felt, uden di. ffulle laane det af andre. Jeg ſiger ikke, at vette Skrift) er godt, men: vil formane andre til at give noget bebre. Udi denne Materie gives derfor den gunftige Læfev' en liden original og. ej'forbanffet Traktat.”
er foruden: Giesſintz låne ure i -Hans Roſtgaards Levnet. Puffendurfy Historia -:Caroki"Gustavi; lib. 68:52... Øvntoppidan, Marmors: Dan: 4, 214. 2, 196 Schonau, S. 502. D. Digtek. Sigt, 3::147… Den. Afſtedotale, Gerner vilde hapg, holdt paa Retter⸗ ſtedet, i Minerva 1807. 4,61. |
Gellige Dogis Sellige Tanker (ete.) over Evangelierne. Kbh.
1684. fol" der” Fpiſtlerne. Kbh. 1693. "fol. J Wtcverſene anagretamatiſere⸗ finns Navn: Kierne tegner” (thi Hand Bop er en Kjrrnchogheller! Regne I fæller) eller Gerne Neger: (Korneg) eller Gernere ANMegnere. Peder Syv ender, fit mød: :
Men Gerner tegnes op for
Did mig Stil og Søs, far
J Rerre Ri
Gf. Peder Paars.) .. J Giesſings Tochoniana 2, urne
Evangelierne og Epiſtlene ev udgangen i to og fra forſte den udfom har tabt * faa Mark. vo der har BE at pradil: eller nogen fan forftan, ham Bam;
raiſonneret over en Bog, ſom jeg maa b
Saa meget havde Sprog og Smag forandret De Wirfis Politica Practico=: z Thomaſen Gerner Guds oe Menighebens * Kbh. 1662. fol, (1 Bog om. Kongen; 2 øejitlige Politi, 4 om Underdanerne.) De Practico-sacra (etc. fom forri Bryggen og Bagen, men om em En Husbond, en god Husmoder og Huftru, om Bon i Hjelmftjernes Sami. ed
Til de ved Lerddom uvmærfebe Preſter hører ijær Peder Vant al, Præft i Magſtrup ved Haderslev (f. 1602), en gruntlærd Mand og nidfjær Preſt, men næften en Frems med i denne Verden. Efter at have gjennemgaaet et langt lerdt Studium hjemme og udenlands, begyndte han i Kjoben ⸗ havn at holde offenlige Forelæsninger over be oſterlandſte Sprog; men efter to Maaneders Forløb blev han ved fin Faders Dod faldet til Preſt fom hans Cfterfølger (1628). Paa en Holm ved Vræftegaarben i Magſtrup byggede han fig et Hus med fire Stofværf. I bet nederfte havde han fit Sovefammer, i bet andet fin Bogſamling med fjelbne greſte, hebraiſte og arabiſte Haaudſtrifter, i bet tredie fit Naturaliekabinet, i det fjerde fit aſtronomiſte Obſervatorium
Peter Vandal. 173
med bertil hørende Inſtrumenter. Her var han beſtandig, naar hans Embede ikke kaldte ham, og lod ſin Kone bringe fig Ol og Mad, ſom han betalte hende med en Dytting baglig. Med fine egne Husſager var han faa lidet bevant, at han ikle ljendte fine egne Hefte. Engang, fortælles der, bab en af hans Sognefolf ham at laane hans Heſte til at gaa for Brudevognen ved hans Datters Bryllup. Da Fader ſagde Nej, henvendte Bonden fig til Preſtekonen, ſom gav Tillavelfe dertil. Da nu Vandal felv fulgte med Brudes flaren, og fane, hvorledes be efter Sedvane kjorte med Bruden i fuld Galop, raabte han til fine Naboer: Jo, jeg falde nof laane bem mine Heſte! Da be fvenffe og polſte Tropper holdt ilde Hus her i Landet, brugte Kirkerne til Stalde, og forjoge Præfterne, blev ogſaa Vandals ftille Liv forſtyrret og hans Samlinger adſpredte. Han flygtede til Haverslev, og ſtal være død ber 1659. Hvor mangen anden Præftemand, om hvem vi ingen Efterretning have, har ikke, fom denne, maaffee med Kundſtaber, der egnede fig for Kathedret, levet hen i endnu ringere Kaar, i fin tarvelige Bolig, hvor en fnæver Stue, lav til Loftet, paa een Gang var Dagligſtue, Studereværelfe og Soveværelfe, uberørt af Tidens Fordærvelfe, til Velſignelſe for fin Menig- hed, med fin ligefaa tarvelige og vindſtibelige Huſtru. Han havde bejlet til hende i Gudsfrygt, og veb fit Bryllup, fom Niels Hemmingſen figer, i Bønnen bedet Guds Søn at for⸗ vandle ham Livets Band til Bin (ut aspera, quæ forte inciderint in ista nova societate, velit mollire et aquam in vinum convertere, hoc est, tenues ipsorum facultates sua benedictione prosequi et augere). Og Gud gav fin Bel: ſignelſt, om ikke ved Overftodighed af verdsligt Gods, faa veb en liforgjængelig' Rigdom pan gudfrygtige Born.
174 Det lærte Tiderumdholtelig Theologi.
Peder Vandal / i Vormis Lext, CimbryTliter. vd PM. Rid Semmingſens Ord findes; i; hans Pastor 7 Affnittet Qualis met dyucenda, sw 40 end de MV øjne sriffearmt te po bre
Jens Diwefenn3erfim/ hvis Faber var Bræjo Jerſie i Kjoge, (31587), gikei Herlufsheſns Sltole hv ven ſom latinſt Digter beromte Willichius Beſthovius mr Reftor, og bleve ſiden Horer ved ſanme Etolenn Efter Udenlaudsrejſe iAarene 1607 1610 blev an Reltor Sorø, og ſtrev ſin latinſte Grammatik, der ſenere udtem Efter nogle Aars Forlob rejſte han atter udenlande mid Mogens Krabbe, og Blev efter ſin Hiemlomſt 1619 Profel Metafyſik ved) Univerſitetet, men fit titlige Befaling! font Informator for” Gyldenloverne vat” opholde ſig med dem Sorg, Her foregil en meerkelig Smftiftning anset Hidtil havde han været” munter og Tusglad,”jari Forhold til fine Omgivelfer fan fritcenkerſt, at dn han blev bragt i Forſlag til bet levige Kald ved Frue Kirbe inEjobenhadn, yttrede Jeſper Brochmand, hvad man ſtulde irket' ben Atheiſt; nu gav "en Begivenhed ved LErlkebiſtop Abſaleus Gravi Sorg hang Sind en ganfte anden Retning.Ham var ef Elfter af Muſik, og plejede cm Aftenen med fin. Sat at gaa hen i: Kirlen. Da faldt bet ham engang: ind ut beſoge Ab⸗ ſalons Grav og ligeſom give ham en Serenade. Men hwäd enten ham nu havde et Syn eller hvad det bar, ufva den Stund af var han iffe mere bet ſamme Memnefte ſomfor. Hans muntre Veſen blev næften til dyb Mefanfoli; "øg'4 hans Grundſcetninger foregik ber en hel Foranbring… Hau blev Preſt til Frue Kirke 1625, og tiltraadte bette Embede næfte Aar. Haus anbdægtige Præbifener vandt meget Bifald, og mangt et ængftet Hjerte tyede til ham, for at faa Trøft. Selv havde han indre Anfægtninger. Tunge Familietab forøgebe hans Tungſind. „Da bet behagede ben naabige
Jens Dineſen Serfin. 175
Gud, figer han (i Fortalen til Troens Lamp og Sejer), imod al min Tanfe, Mening og Forjæt, iffe alene at falde, men og at fremſtyde mig til at lære og præbife hans Søns Cvangelium til vor Frue Kirke i. Kjøbenhavn, da lod han mig lære hvad Friftelfjerne ere. Hvorledes og hvor længe ban derudi holdt mig varm, det er hannem alene bekjendt.“ Gan vil iffe derom andet formelde end Glæden over Sejer⸗ vinbingen. Heraf begyndte han des nøjere at mærle paa Ordet og randſage derudi og kom dybere ind ide Helliges Magemaals Forſtand, hoillet tilforne havde voret ham ilkun ſom en Parabel eller Snak, naar han det leſte. Og efter⸗ fom han kunde betænle, at der maatte viſt flere være faas danne Anfægtninger undergivne, og kunde vide af fit eget Hjertes Tanker, hvorledes de dog ſtammede fig faadant for noget Menneſte at aabenbare, ſaa tog han Aarſag efter⸗ haanden noget om ſaadanne Anfegtninger i fine Prædikener at røre, i Synderlighed af de Evangelier i Faften om Chriſti Friſtelſe SØrfen og ben Cananæiffe Kvinde, Derved erlangebe ban ogſaa bet ſom han efterſogte, at mange Djertens Tanker bleve dermed udlokkede og ham aabenbarede, og han fandt, fig felv iffe til liven Trøft, at mange af bem, jom han mindſt formente, laa ſjuge med' ham udi eet Spital. „Der, flintter han, funde jeg ba førft fornemme og forſtaa, bet jeg med Forundriug tilforne randſagede, hvorfore Gud lod mig i Begyhndelſen paa bet hellige Embede ſaaledes for⸗ uroliges endogſaa af Djævelens Nævehug, ſom er, at mig vederfores dermed det ſamme, for hvilfet St. Povel takker Gud fan inderlig, 2 Cor. 1, at Gud lod mig finde alle» haande baade Trængjel og Trøft for andres Troſtes og Saligheds Skyld.“ 1629 blev Jerſin Biffop t Ribe, og her forfattede han fine vigtigfte Skrifter. Det var i Tredive: aarskrigens Tid, ba ber faaes mange Gære i Luften, faldt
176 Det lærte Tidsrum. Bolfelig Theologi.
Blodregn, o. desl. Da vifte ver fig den forſte Sønbag t Advent i Aaret 1630 paa en Vinbuesrube T VBorgemeſtern Ditlev Hanſens Hus en Jubffrift; ſom man aldrig før Hate feet. Man har ven Tobberftuffen; ber ſtod, men vendt par Hoveret: C: Che efter Beim Bron. „Den vifte fig med klare og fuldlomne Bogſtaver, naar Duggen famlebe par Nuden veb 8 Slet om Morgenen; maar man vaſtete eller torrede Duggen af, faa forfvandt den, men naar Ruden blev dugget, kom den atter frem. Man provede at føre ven af, ja endog at ſture Ruden, bet hjalp iffé. "Den form atter tilfyne, og altid omvendt.” Det fatte hele Byen i Bevægelfe. „Det Tegn have Folf mere forundret fig ver, og eftertænft det, end noget andet.“ Biſtop Jerſin Holbt flere Vrævifener derom, og ſtrev i der Anledning 1031 fin Traftat om Mirafler, Tegn og Aabenbaringer. Stjendt hans Præbifen og felve Sfriftet gaar ud paa at befjæmpe Overtroen, yttrer han bog deri: „Om denne Strift vil jeg iffe vift beterminere og fige af hvem ben er ſtreven, enten af Guds Befaling eller Fandens Bedregeri. Dog vil jeg fnarere tro bet Satans end Guds Værk at være; thi bet er uden al Difputation, at bet er Satan en ringe Kunft, be Bogftaver paa Glasſet i Vandet (Duggen) at brage, og dennem uformerkt tufend Gange at formere” (lade bem Tomme tilfyne igjen). Derefter ubgav han to meget yndede aſtetiſte Sfrifter: Vera via vitæ, En rigtig Vej, fom fører til bet evige Liv, 1633. Denne Bog har han fornemmelig ſtrevet „for be ryggesloſe, ftolte og ſtive Menneſter, ſom bedrager fig felv i deres Tro, bem til Advarſel og Frygt.” Den forkynder og indprenter, at Troen iffe ſtal være bøb, men levende, og Forlosningen er intet uden Poenitenſe og Omvendelſe. „Det S. Peder figer om Djævelen, han Løber og fvermer omfring fom en brølendes Løve, er iffe at
Jens Dineſen Jerfin. 177
forſtaa, ligeſom Satan flulde iffun løbe omkring ſom en Løve eller Hunt, ufjunlig, og ſnyfte her iblant os i Verden, men han er og inde i et Menniftes Hjerte, Mund og Sjæl, eg taler til hannem ofte, uanfeet han det ilke felv far mærke.” Det andet Skrift, Troens Kamp og Sejer, 1635, har han „ordnet og beſtikket for de enfoldige, bløte og fjuge Sams dittigheder, til Trøft for bem, ſom have en ſonderknuſet Hand og ere befværede, og haver Lægedom behov, dem alene til Bederivægelfe.” Derhos har han haft de Lærere for Øje, over hville Gud ved Ovrigheden har beſtikket ham til en Tilſynsmand, „at de kunde felv vide med de Anfegtede ret at omgaas, og flulle iffe efter 3068 trøfterige Exempler spirare verba desperationis, og føre det ud til Fortvivlelje, fom hører til Trøft og Salighed, men at be fan, ſom Chriſtus paaminder Peber, conversi convertere fratres suos.” Det var en Opoffring paa hans Side at ſtrive i Modersmaalet. „Men, ſiger han, jeg haver bet befunden og forfaren, at de Enfoldige og de, ſom enfoldigſt forſtaar Chriſtum, og veed intet mere end deres Modersmaal, haver ofte be döbeſte Anfegtninger og derudover denne Undervisning meft fornøden. Derfore haver jeg ben paa vores danſte Maal ffrevet, ends bog jeg det med mindre Umage og med ftørre Anſeelſe paa Latine kunde forfærdiget.” Med mindre Umage! Jerfins Virkſomhed ſom Biffop varede fun i faa Aar. Hang Ans fægtninger toge til. Paa en af fine Bifitatsrejfer fif han endog et faa ſterkt Anfald, at han iffe kunde erindre et enejte Bibelſprog til at dæmpe det med. Han Hagede fin Nød for fin Kudſt, og bad ham fige ham et. Kudſten fagde: Kjære Herre, faa elſtede Gud Verden (etc.); og da blev Biſtoppens matte Sjæl opfyldt med en ſaadan himmelſt Glæve og Troſt, at han tog dieſe Ord til fit Valgſprog,
hvorfor de ogſaa ſtaa i hans Gravſtrift. Om Sommeren 12
178 Det lærve Tidorum. Bollelig Theologi.
1634 viſiterede han i Mebolben Kirke, og lom ber i Ds ſtrid med en Mand i Menigheden, hvorved hau ſels blev hidſig, og bet endte med, at Manden gav ham ef Ørefigen. Deraf rejfte fig en Sag. Jerfins Fjender tilhove toge Bom den i Beſtyttelſe, faa at Biſtoppen blev. mødt til ſels at rejſe til Kjøbenhavn; men han naaede ille fænger ent til Nyborg, hvor han dede i Borgemefteren Peder Mieljens Hus i Oftober 16834, 4 fit 47 Mar. Hans Blllede fintes foran hans Gubelige Strifter.
Jerſin havde et dybt Gemt. Gan trænger overaft ind i Kriſtendommens Væjen, en levende Tro, ber virfeliggjer fig i Livet, Smiler ab hans Enfoldighed, I verbelige Tiende⸗ Sjæle, men haver Agt for: bet højere Aandens Lin, form aabenbarer fig igjennem be tvivlraadige Tanfer. Han var, om iffe ben forſte, i bet mindſte en af de forſte, ver ſtillede fig imod ben herſtende Overtro med en faa faft Iver, at han berfor blev miskjendt. Men hildet i Tidens Anſtuelſer og derfor ube af Stand til at gjennemflue fit Stof, forvil⸗ dede han fig i fin egen Granſtning. Der var for ham, ſom for alle, en Dobbelthed, en Dualisme, i den aandige Verden, en lige ftærf Tro paa Gud, Kriſtus, og paa Djævelen; han vilde derfor drage Grendſen, ben ſtarpe Grendſe, imellem Guds og Djævelens Øjerninger, og formaaede bet ilke. Ikke desmindre ville hang Sfrifter ſtedſe blive uforgjængelige Minder; be give mangfoldige Bidrag til at oplyfe Overtroens Tilſtand, og indeholde mangt et velfignet Ord for et i Ver—⸗ ben forvildet og vankelmodigt Hjerte.
Jerſin var tre Gange gift, og havde tre Sønner. fans Datter Maren blev gift med Niels Svendſen Cronid (1636 Reftor i Kolding, 1639 Leftor i Theologien i Chriftiania), ber omtrent 1653, formeveljt nogle Præbifener, hvori han forhaanede Lereembedet, maatte opgive fin Stilling. fan
Jens Dineſen Jerfin. 179
g ned til Kjøbenhavn, hvor han holdt gudelige Forſamlinger ollegia privata pietatis); men mistænkt for Veigelianisme ev han ftævnet for Konſiſtorium, og 1655 dømt til at mme Landet. Efter fongelig Befaling blev han imidlertid nfat paa Dragsholm Slot, og fad der indtil de Svenſte friede ham 1658. Han dede i Amſterdam. Maren Jerfin
lgte ham i hang Landflygtighed.
Jerfins Levnet foran Tvende opbyggelige Skrifter. Pontoppid. mal. 3, 156. Terpager, Ripæ Cimbricæ, det ſidſte Blad eller spendir. (Indſtriften paa Ruden.)
Om Chronichs Sag Pontoppid. Annal. 4, 395. 414. 423. olfs Journal, Juni 1811.
?”EsdvAhsov referens peregrinationem et fæditalem Baccha- liorum, conscr. a Jano Dionysio Jersino. Hafn, 1607. 4. (Fre øde. En Art Eclog i latinffe Herametre, Samtale imellem rus og Candidus, imod Faſtelavnslyſtigheder, de rommerſke og de bærende.)
Orationes duæ Academicæ. Prior: Lutherus Thaumaturgus a de miraculis Lutheri in gratiam Jesuitarum. Posterior: Me-Irenicum. Hafn. 1621. 4. (Ved Miraklerne mener han e dem Luther har gjort, men dem Gud har ladet ſtee ved ham, d Papiſterne.)
Tractat om Mirakler, Tegn og Aabenbaringer. Kbh. 16032
meget oftere. Vera via vitæ, En rigtig Vej, ſom fører til det
ge Liv. Kbh. 1633 og oftere. "Troens Kamp og Sejer. Kbh. 135 og oftere. De tvende fidfte ere ſamlede i Tvende opbyggelige krifte. Koh. 1730. Alle tre famlede i Gudelige Skrifter. mte Gang befordret til Trykken. Kbh. 1716. -
Tractat om Mirafler er tilegnet Provſter og Præfter i Ribe tift (Julii 1631). Thi der i Stiftet var flcet flere Tegn, ſom r forftyrret de Enfoldiges og Frommes Hjerter, i blandt hvile " fornemfte er den Skrift i Ditleff Hanſens Byfogdens Vindue. mfor har han taget Aarſag at gjøre en enfoldig Undervisning for xgerſtabet fammefteds, i Ugen ſom det Evangelium indfaldt om
førfte Tegn Jeſus gjorde i det Bryllup til Cana. Men efterdi . 12"
180 Det larde Tiderum, Holtefig Theologl
han befandt i fin Bifitation, at Folk gav fig mere Derefter, md efter den ordentlige Gudstjenefte, at der opſtod her og der Foll, fem berommede fig af Sjuner og Tegn, ja at hans Pradilenet enteg blev graveret med ftør calumnia paa mange Steder, ar han ftulte have approberet af den Overdaad i Klædedragten og foragtet ale Guds Tegn, og derover ſtulde være fommen i ftor Perifel og Fare; faa har han agtet det ikke alene for raadſomt, men og fornøden af lade famme Præbdifener ĩen faldkemmen Tractat ubgea.
For at forſtaa dette, hvorledes Jerſin hos fine Jævnfige kunde gjælde for en Fritænfer, maa man laſe Fortalen til ſamme Skriſt, thi der oplyſer han, at de Tegn og underlige Gjerninger, ſom mån anſaae for ligeſaa mange gubdommelige Advarsler, vare idel Brbrag. Chriſti Ord i Matth. 14 (om Verdens Undergang og Chriſti Sifs kommelſe) de afmaler og beſtriver os ref vores Tider, udi hoille vi mu fever, Thi hvad er det andet, ſom hver Mand mu feber og gaber efter, hvorledes Chriſtus kommer til. dem i et hoidt Barns Lignelſe, til den anden ude paa Marken dompendes meder af en blaa Sky, til den tredie i det Hus og det Kammer, og haver ſonderlige Samtale og Mabenbaring med det vanfundige Barn, med den ufors ftandige vanvittige Piges eller Kvindes-Perfon, ſom hverken før eller fiden veed noget ret forftandigt om Gud at fige eller lære, er og undertiden af et uſtikkeligt Levnet fandfærdeligen berygtet; hvad er det andet, end det Herren figer, der ſtal opſtaa falfte Chriſti, item de flal fige: See, han er i Orken, han er paa Marken, han er i Kammeret (etc) En Del af ſaadan Snak er jo befunden idel optænft og digtet Løgn at være af nogle letfardige uforftandige Pers ſoner, ſom dermed have villet gjøre fig et Navn og Tillob og Ans hang, iffe uden deres Baade. For nogle Mar fiden lod fig en Piges⸗ Perſon hertil bruge i Korsør. Der hun blev fordret af Kgl. Maj. til Frederifsborg og der paamindet, befjendte hun ſom det var, idel Digt og Løgn at være. Den Kvinde i Viborg Stift, for to Aar fiden, udi Gellomherred, hvad Anſkrig gjorde hun med fin Aaben⸗ baring, at endog Prædifeftolene ſtulde fyldes dermed; hun er jo ſiden gaaet derfra igjen, utvungen. End det Pigebarn udi Aarhus Stift, nu i disfe forgangne Dage, hvilfet Holger Roſenkrands til Roſen⸗ holm tog til fig, hvad Ry gif der af hende, at man fom løbende mange Milevejs at høre faadan en hellig Prophetinde, og ganſte
Jens Dinefen Jerfin. 181
>) vidfte af hende at ſige. Det er dog altſammen befunden ed og Bedrageri at være. Hvad Tillsb, Anhang og Kredit den af mange Menneſter! Løb de ifle dertil mange Milevejs? r ganffe Dage? tilfpurgte hende i Stykkeviis hvad Gud paa I mishagede? Bar de ikle og ftrar færdig, pan hendes Tale, sag og Knive at fare over deres SKlæder? Siger mig nu, r i vore Dage haver beviijt ſaadan Andagt og Fyrighed imod Ord! Bifer mig en enefte, der nogle Milevejs vil løbe til en et Guds Tjenere! Hvor hører man nogenſteds, at Tilhørerne porge deres Ejæleførgere til Raads og efter deres Ord ere at affljære den hedenſte Forhud, fom hine efter en falſt Djæs brophetintes løgnagtige Mund haver været færdig og fyrig til ſtjere Huer, Hatter, Trøje og Skjorte (etc.) zkriftet felv oplyſer tilfulde, hvorledes enſidige theologiſte Stu⸗ g formel klasſiſt Dannelſe uden Naturkundſkab efterlader et Rum i den menneſkelige Sjal, der fyldes med Nonſens. For fte fremftilles, at Gud alene gjør virkelige Mirakler. Og de derpaa, 1) at en Ting befommer en anden Natur, ſaaſom MNofes Kjæp blev til en Slange, Støvet paa Jorden uden Rorelſe blev til levendes Lus, Vandet blev i Cana til Vin. 2) Tingen mifter, imod al Natur, fin egen Kraft og Virk⸗ ſaaſom Solen er aldrig ftille, men den ſamme Sol ftaar dog Joſva til Villie; den flytter fig 10 Grader tilbage; den miſter jefte Middagstid fit Stin. Det er alt mod Solens Natur. 3) Tingen befommer noget andet ædeligere og mægtigere Kres Art og Egenffab og Udretning (Effekt), ſaaſom Aarons Kjæp s igjen, bærer Blomſter og Mandel; Bileams Eſelinde bekommer me menneſktelig Maal og Tale, men ogſaa Diſcretion og For⸗ de fem Brød fan forflaa imod Naturen at mætte faa mange
s» OM... MM . æt åd gs. . add — 2 Rn cann må aÅ ne sÅ 4
182 Det lærve Tidsrum, Foltkelig Theolegi.
paa denne Dag, at alle de ſeldſomme Sændelfer, ſom ſig begiver me: vanſtabte Fodſelet, med Aabenbaringer, med Blod, i Band, par Klader, i Maden og med Tegn paa Himmelen, ſtulle aldeles intet have paa fig, eller Gud aldeles derforuden at være, ſaa at de fle uden al Eftertankelſe Mulle gaas forbi. Men bog er bet og vig derhos, og fan iffe nægtes, at Fanden haver ſin Finger i mange Stykker, og ſpoger og giver fig udk mange Gjerninger for Gud, og vil tros for Gud, da det dog er Satan felv fra Gelvede.“ For det andet handles om Djævelens Magt til at udrette underlige Gjet · ninger, hvorledes han aber Gud efter, og hvad han føger dermed: Han fan iffe gjøre fandfærdige Mirakler, men det er futter Stogleri og Ojensforblindelſe. Gan fan rande over bet mægtige dens Ele ment, og ligeſom det var Gud fold flyde den i Tordens og Lymilde Lignelſe ned af Luftens han fan rejſe Storm paa Havet, frembringe Jordſtjalo (etc.). Langt mere fan han da virke i de foagere Ele⸗ menter, fom i Skov og Mark, i Kvæg, + Mermeftens Legemery 4 Luftens Forgift, i Jordens Ufrugtbarhed, i Sadens Fordærvelfe, i Fiſtenes Fordrivelfe og deslige mere, alt naar Gud vil flaa hannem noget lss. (Det oplyfes ved mange Exempler af Skriften og den verdslige Hiſtorie.) For det tredie, hvorvidt vi fan gjøre Forſtjel paa Guds og Djævelens Gjerninger, og hvad paa denne Tid deraf for Satans Vark er at agte. Alle de Mabenbaringer, med hvilke Folk haver løbet paa nogle Mars Tid, at den haver ſeet Chriſtum komme faldende ned af Skyerne i den og den Lignelfe; den haver feet og talet med ham fom med et lidet Barn; den haver været inde i Himmelen og feet Gud, og ved at afmale ham paa al Skik⸗ kelſe, alt det og deslige mere er idel Djævelens Værk, om end nogle ſaadanne Mabenbaringer kunne i Sandhed være nogle Enfoldige fore⸗ komne. Det famme ev at demme om de narriſte Englers Aaben⸗ Baringer, ſom fortælles; ſaaſom den haver feet Guds Engel fom en Gaas, den ſom et Barn med et lidet krollet Haar, den ſom et Ans figt med Hænder og Fødder liggende i Graven, uden al anden Ge— ftalt. Er noget faadant feet af dem, da haver det været Satan, thi det ftemmer aldeles intet overens med masculis et heroicis angelorum apparitionibus, hvilfe i Skriften er antegnet. Alle de Aabenbaringer, ſom taler iffun om det udvortes man haver i Moder og Klædedragt, ſom man nu ved fan meget af at ſige allevegne,
Grit Pontoppidan den BEfbre. 183
om fe, om Hoſebaand, om Kraver, Huer, Hatter, Folder, Borer, Enorer, blaa Stivelfe og mere ſaadant, hvillet er altfammen uden⸗ for Menneftens Hud og Kjed, udenfor Hu og Hjerte, det er alt⸗ feommen Djævelens Spøgeri (etc. etc.) J denne Afdeling ſlaar han derfor med ſamme Svøbe de Mægtige ſaavel ſom de Ringe, og ſtaaner ingenlunde Preſterne, ſom i deres Pradiken lempe fig efter Tilhorernes Begjerlighed.
Af Preſtens Prædifen fan man lære at Fjende en Tidsalder faavel fom en enlelt Menighed. Derfor har jeg ved dette Uddrag villet gjøre opmærfjom paa, hvillet Æmne en Biffop dengang valgte, naar Aanden rer fom over ham, og hvorledes han behandlede det. Sen hvis nogen vil lære at fjende Djævelen tilgavns, faa maa han endnu leſe Fortalen til Troens Kamp og Sejer om Satans Fris ſtelſer. Man flulde ikke tro, at Satan var faa mægtig og alvidende fom han virkelig er. „Satan veed hvad baade du og jeg gjør inde i vor inderfte Kammer, han fan og høre hvad jeg taler med mig felv i min Seng om Nattetid“, etc.
Maren Jerfin udgav: Sjelens Skat (etc) For mange Aar fiden aff en oprictig Guds elffere, førft i det Spanſke Sprock beffreffoen, oc nu paa ny offverſat aff Naderlandſt paa Danſte, aff en Guds Begiærerinde: M. J. D. J. Kbh. 1653. I en ftor Skov og Udorken boede en hellig og andægtig Mand; hans Navn var Begierer. Han tog fig for at gjennemrejfe den hele Verden for at naa den fuldkomne Viished og Guds SKierlighed. Han lod en Faarehyrde vife fig Vejen til en Ridder, fom hed Guds Kierlighed. Udenfor ftod en Portnerſte, der hed Forfængelig re. Begiereren banfede pan med en Jernhammer, ſom hed Langmodighed; faa kom Portneren, og hans Navn var Guds Frygt (etc. etc.) Ligeſaa fmagløfe ere Chronichs Tre aandelige Sange. Kbh. 1649 — unds tagen for Liebhavere.
Erik Erikſen Pontoppidan (ben Ældre), f. i Broby i Fyn 1616, gif i Odenſe Skole, kom til Univerfitetet 1635, og rejjte udenlands 1641—1642. Derefter blev han Hov⸗ mefter hos Kansleren Chriftian Friſes Søn, der ftuderede i Sorø; 1649 blev han Slotspræft til Kapellet i Andvordſtov, og ubgav i denne Tid Præbifener og andre theologiſte Skrifter;
184 Det larde Tiderum. » Bolfelig Theologi.
1665 blev han Præft i Kjøge, og til denne Tid hører fans Grammatica danica; 1678 blev han Biſtop i Throndhiem, + 1678. Om hans iudre Liv finber jeg” ingen anbre og lysninger end bem haus Sfrifter give, men han er en jaa mærfelig Mand i vor Literatur, at han fortjener em færlig Omtale. Her vælger jeg ham til at oplhſe ben. Retning, ber taber fig i FJeſu Blod. Den finder i Frelferens hele Liv en Daab, og bet em firdobbelt: Banddaaben, Aaudens Daab, Leredaaben og Bloddaaben, og bvæler med Forljær= lighed ved ben ſidſte
Gudelige oc gaffnlige Betændninger offer Vor Frelſers Jeſu Chriſti hellige oe Gojvardige Bloed⸗daab udi Faſte⸗Pradiclener til boed oc bedring troe oe troſt andragne aff Erick Erideſon Pants oppidan K. M. Slotzpradikant til Antvorſtow. Abh. 1658.
Teratologia ceu Appendix. Det er Kort oe Eenfoldig For⸗ Haring offver de Tegen, Som flede i oc effter Vor Frelfers Jesu Christi Lidelſe, Til Gudelig oc gaffnlig efftertændning for Herrens hellige Meenighed udi Fafte 1652 (etc.). Kbh. 1653.
Bor højplagede Frelfers Jesu Christi Bloed⸗Daab Til gudelig oe gaffnlig Brug Riim⸗viis oc Sangesviis (etc). Kbh. 1653.
Det førfte af disſe Sfrifter, der fan være nok til en Prøve, er tilegnet fer adelige Fruer. For dem gjennemgaar han Brudens, den kriſtne Kirkes Brudgoms Egenſtaber efter Hejſangen. Deri⸗ blandt: „Chriſtus er hvid oc ſtinnendis, thi hand er uden al Synd oc Smitte. — Hand gjør vore Purpursrøde ſynder hvide ſom Sneen, oc vi fane de hvide Rætfærdigheds Klader udaff hannem, at vi funne vandre med hannem der udi, oc udi Helligheds oc Herligheds hvide Dragt med de Eldſte, ſom ftaae i de fange hvide Kjortle, komme til at tjenne Gud Dag oc Mat i hans Himmelſte Tempel oc at ligne hannem, hvis Anſict ſtinnede ſom Soelen, oc hvis Klæder bleffve hvide fom Liuſed, i hans forvandling paa Thabor Bierg. Han er rød. Hand haffver tocd fin Kaabe i Viindrueblocd, oc hand ev rodere i Øjnene end Viin; Hans Klader ere befprengte med rødt, ſom dends der traader i en Vünperſe; oc ere beftendte med Sejer, det er, med Blocd til Sejers Tegn. Hans gandſte Legeme
Erik Pontoppidan den fore. 183
haſver væred rødt aff Bloed, effterfom hand ſpeedte de bloedige draaber, fom fulde i hobetal paa Jorden; hand bleff hudfletted fra Top til Taae; den hvaffe oc diybſtickende Toerne⸗krone blef fat hannem paa Goffveded, fan Bloedet rand offver Øjne oc Ører, offver Kind oe Krop; Sans Hendder oc Fodder bleffoe igjennemborede oc naglede til Korſed, oc hans Side der effter med Spyded aff den u⸗barm⸗ bjertige Stridemand bleff obned, faa vore ſynders røde oc usreene Bloed der ved er affſtylled, oc vi ere forloſte, ide med forfrændelige ing, Shlff eller Guld, men med Chriſti dyrebare Bloed, ſom et u⸗eſtyſdigt oc u⸗beſmitted Lams.“
Hvorledes han indprenter, at vi ſtulle tænde paa Jeſu, ſom bar dend ſpottelige Purpurkaabe, oc fom en pærfed Drybe (Drue) udgaff Purpurſafft, fit røde oc Roſenfarffvede Bloed“, maa følgende Proeve være nof til at viſe: „Chriſtus Jeſus, dend Aandelige Him⸗ melſte Bruudgom, kalder fin Bruud, den Chriſtne Kircke, fin Due i Kippens Rif, ſom udi Salomons Hojeſang andrages. Hand kalder hinde fin Due, dulle eller dullicke, fordi hun er eenfoldig, oprictig, ſactmoedig, fredſommelig, kydſt oc yngelſom, ligefom Duen. Hand kalder hinde en Due i Klippens Rif, fordi hun henflyer til hannem, ſom er ſaligheds Klippe, oc figer med David: Herren er min Klippe (etc.) Gun ſoger Skjul oc flonfel, Roe oc Hvile, Beffyttelfe oc beflers melfe i Klippens Rif oc Huller, ded er i dend Herres Jeſu Chriſti hellige Saar oc Ribler. — Bi flulle være eenfoldige oc oprigtige, usftangefærdige (xéqœro⸗:), usflyldige oc u⸗ſtadelige, ſom Duer. — Bi flulle være ſactmedige, form Duer. — Vi flulle være kydſte, ſom Duer, at vi holde vor Bruudgom Chriſto Jeſu troe oc lofve, oc ide beblende os med Djefvelen oc Verden, oc mand flal med Duen altid hafve noged at beftille, oc ide være orckeloss. Duen er forrigs nem, oc førger, naar hun hafver mijt fin Mage: faa flulle vi ocſaa fude oe førge offver vore ſynder. Duen elſker reene ftæder: faa ſtal mand oc elffe ded, ſom rent er, oc ide henkaſte fig i Syn⸗ dens u⸗reene Ssle. — En Due, udi Usvæer oc ftoer Storm, føger luun (is. logn) oc læ udi Klippens Rif: fan kunne vi imoed Guds Vredes ſtorm, imoed Diefvelens bruſen, imoed Lowens ftrenge [nyd oc larm, oc imoed ſyndens baardtrængendis anfald, finde luun oe læ ſtjul oc ffunfel, udi dend Herres Chriſti bloedige Ribler, Toerne⸗ſtungede Hofved, Hendders oc Fodders Naglegab oc udi hans obnede Side" (etc. etc.)
180 Det færde Tiderum. (Follelig Theologi.
7. Overtroens Literatur.
Af vet foregaaende have vi allerede lert at hjeude ben frijtelige Oplysnings Tilſtand. Der er to Siber, fra hrille man ijær fan fære at hjende ben: af Sæbernes Hiſtorie og Overtroens Literatur. Om Sæberne viſe vi hen til Tidens Hiſtorie; ben oplyſer tilfulde, hvor udannede be vare, og den har godtgjort til Overmaal, hvilfen Raahed ber ſtrommede ind fra Tyſtland, ved hvis Hoffer ben havbe fine Plauteſtoler Overtroens Literatur hører herhen; thi ben udgiorde en Del af vet theologiſte Syſtem. Kundſtaben derom er vigtig for. vet folgendes Skyld; thi vi finde ven i fuld Flor paa Hol bergs Tid; han befjæmpebe ben næften i alle fine Strifter Den banner endelig et vigtigt Affnit i Menneſtehedens og Kriſtendommens Hiſtorie. Det er en førgelig Kjenbsgjerning, at Lutherdommen iffe befjæmpede, men nærebe og beforbrete ben. Denne Overtro havde ſaaledes iffe fin Rod i Dans mark; ben laa i Tiden, og ben er endnu til, om ben end har iført fig finere Klæver og indhyllet fig i en fordærvet Kulturs inderſte Folder.
Naar man gjiennemleſer hin Tids Skrifter, ſtaar denne Overtro, denne Ugudelighed, jeg mener denne Fornegtelſe af ben ſande Guds Veſen, i mangehaande forfærdelige Skil- kelſer for ben opmærffomme Betragter. Den har fin Grund dels i faljte Anſtuelſer af Naturen, dels i urigtige Fore= ſtillinger om Gud; begge forene fig i ſamme mangelfulde Opfatning af ben guddommelige Lære. 3 ben faa Spiren, og ben fandt ogſaa hos os Gartnere nof, ber vilde pleje og udville ben. Livsanſtuelſen havde tabt al Natur og Friſthed. Trosſyſtemet gif netop ud paa Livets Fordommelſe, Mens neſtenaturens totale Fordærvelje. Gud var en beſtandig fortørnet Gud ; og han delte Gerrebømmet over Verden med Djævelen. Alle naturlige Begivenheder ſtredes be om; alle
Overtroens Literatur. 187
lanbeplager vare Straffedbomme; naturlige Sygdomme etragtedes fom Djævelens Bærl. Den menneſtelige Skjcebne ihttebes til Himlens Begivenheder; for at udforffe den, engav man fig til Stjernetyderi og Nativitetftilling. Troen ma lykkelige og ulyftelige Dage fremkaldte Ængftelighed ved thvert Skridt i Livet. Der faaes Tegn og underlige Gjers inger iffe blot paa Jorden, i Misfoftre, i Storm og i terbfljælv, men ogſaa paa Himlen; ved Kometer og Blod⸗ egn preædikede Gud i fin Vrede for ben ſyndige Slægt. iteraturen oplyſer, at Bræfteftanden i Almindelighed, fljøndt laſsſiſt dannet og theologiſt oplært, iffe ftod over Hoben; g bet er ſande Lysglimt, naar man finder enkelte Und⸗ igelfer derfra, ſom Henrik Gerner, der i fin Heſiod yttrer g kraftig mob Troen pan Tyge Brahes Dage og Aftrologt. De himmelſte Lys,“ figer han, ,, har dereg Gang og Ves illing af Gud bem forordnet til at gjøre Forſtjel paa Tis erne, men iffe til at regjere Menneſterne, eller enten lyk⸗ ifig eller ulykſalig gjøre deres Gjerninger.“ Redſomſt ttrer denne Ugudelighed fig ven Troen paa Djævelen og ans Øjerninger, hang Ord og Saframenter, og i bens følger: Troen paa Befættelfe, Forgjørelfe og anden Trold⸗ om, gruelig Tortur og Doden paa Baalet. Denne Heres ærfølgelfe og disſe Hexeprocesſer tiltoge ifær efter Refor⸗ tattonen, og Kirkens Lærere fremmede og befordrede dette gudelige Veſen, fom en Gjerning i Guds Navn.
Meget af denne Overtro gif naturligvis over fra Las jolicismen; ber vare Levninger, ſom Præfter og Biſtopper æften forgjæves føgte at udrydde. Der var faa ftort Til jb til Biftrup Kirke af galne og ſyge Menneffer, at den adelig, for at raade Bod derpaa, maatte nedrives. Der tiftes endnu Korg ved de hellige Kilder, ber paa visſe Dage leve beføgte formedelft beres undergjørende Kraft. Som
186 Det lærde Tidsrum. Follkelig Theologi.
7. ODovertroens Literatur. i Af bet foregaaende have vi allerede lært at Fjende den kriſtelige Oplysnings Tilſtand. Der er to Sider, fra hpille man ifær fan lære at Fjende ben: af Sedernes Hiſtorie og Overtroens Literatur. Om Sæbderne vife vi hen til Tidens Hiſtorie; den oplyfer tilfulde, hvor udannede de vare, og ben har gobtgjort til Overmaal, hvilken Raahed der ſtrommede ind fra Tyſtland, ved hvis Hoffer den havde fine Planteſtoler. Overtroens Literatur hører herhen; thi ben udgjorde en Del af tet theologiſte Syſtem. Kundſtaben derom er vigtig for bet folgendes Skyld; thi vi finde den i fuld Flor paa Hol⸗ bergs Tid; han befjæmpebde den næften i alle fine Skrifter. Den bunner endelig et vigtigt Affnit i Menneſtehedens og Kriſtendommens Hiftorie. Det er en førgelig Kjendsgjerning, at Lutherdommen iffe befjæmpede, men nærede og befordrede ben. Denne Overtro havde ſaaledes iffe fin Rob i Dams mark; ben laa i Tiden, og den er endnu til, om den end har iført fig finere Klæder og indhyllet fig i en fordærvet Kulturs inderſte Folder. | Naar man gjennemlæfer hin Tids Sfrifter, ftaar denne Overtro, denne Ugudelighed, jeg mener denne Fornægtelje af ben ſande Guds Veſen, i mangehaande forfærdelige Skil⸗ felfer for ben opmærffomme Betragter. Den har fin Grund dels i falſte Anfluelfer af Naturen, dels i urigtige Fores ftillinger om Gud; begge forene fig i famme mangelfulde Opfatning af ben guddommelige Lære. J den laa Spiren, og ben fandt ogſaa hos 08 Gartnere nof, ber vilde pleje og udvikle ben. Livsanſtuelſen havde tabt al Natur og Friſthed. Trosſyſtemet gif netop ud paa Livets Fordemmelſe, Mens neſtenaturens totale Fordærvelfe. Gud var en beftandig fortørnet Gud; og han delte Herredømmet over Verden med Djævelen. Alle naturlige Begivenheder ſtredes de om; alle
Overtroens Literatur. 187
andeplager vare Straffedomme; naturlige Sygdomme etragtedes ſom Djævelens Bærl. Den menneſtelige Stjæbne iyttedes til Himlens Begivenheder; for at udforſte den, engavd man fig til Stjernetyderi og Nativitetſtilling. Troen aa lykkelige og ulykkelige Dage fremfaldte Ængftelighed ved ihvert Skridt i Livet. Der ſaaes Tegn og underlige Gjers inger iffe blot paa Jorden, i Misfoftre, i Storm og i zordſtjcelv, men ogſaa paa Himlen; ven Kometer og Blod⸗ egn prædikede Gud i fin Brede for ben ſyndige Slægt. iteraturen oplyſer, at Præfteftanden i Almindelighed, ftjøndt lasfiff dannet og theologiſt oplært, ikke ſtod over Hoben; g bet er ſande Lysglimt, naar man finder enkelte Und⸗ sgelfer derfra, ſom Henrik Gerner, der i fin Heſiod yttrer g Fraftig mod Troen pan Tyge Brahes Dage og Aftrologi. De himmelſte Lys," figer han, „har deres Gang og Bes illing af Gud bem forordnet til at gjøre Forſtjel paa Tis erne, men iffe til at regjere Menneſterne, eller enten lyk⸗ lig eller ulykſalig gjøre deres Gjerninger.“ Redſomſt ttrer denne Ugudelighed fig ved Troen paa Djævelen og ang Øjerninger, hans Ord og Saframenter, og i dens ølger: Troen pan Befættelfe, Forgjørelfe og anden Trold⸗ om, gruelig Tortur og Døden paa Baalet. Denne Heres mfølgelje og disſe Hexeprocesſer tiltoge iſer efter Refor⸗ lationen, og Kirkens Lærere fremmede og befordrede dette gubelige Bæjen, fom en Gjerning i Guds Navn.
Meget af denne Overtro gif naturligvis over fra Ka⸗ jolicismen; ber vare Levninger, ſom Præfter og Biſtopper æften forgjæves føgte at udrydde. Der var faa ftort Til ib til Biſtrup Kirke af galne og ſyge Menneffer, at ben adelig, for at raade Bod derpaa, maatte nedrives. Der zjſtes endnu Kors ved de hellige Kilder, der paa visſe Dage leve beſogte formedelft deres undergjørende Lraft. Som
188 Det færde Tidsrum. doltelig Theolegi.
Middel mod Sygdomme brugtes endnu allehaande fatholffe Amuleter (Angeſter, agni dei) o. f. fr:
Meget havde fin Grund i mangelfuld Naturlundſtab, og Sirfens Lærere belte denne Mangel meb alle. Var man fig end bevidſt, at Begivenhebder i Naturen havbe fine naturs lige Aarfager, fan gjælbte det bog om, ogſaa her at hævde Bibelens bogſtavelige Autoritet. De vare tilligemed Krig, Peſtilenſe, Dyrtid og Misvært ligeſaa mange guddommelige Advarsler; og overalt Beviſer paa, at Verdens Ende var nær, „Det er iffe at tvivle paa, ſiger Niels Hemmingſen, at Foragt for ben ſande Guds Dyrfelje er Aarſag til, at be ubarmbjertige Tyrfer have rejft fig imod Kriſtenheden.“ „J Aaret 1561 ſaaes ber paa Himlen et Meunefte fors« fæjtet med en Tornefrone paa Hovedet, og ber regnede Blod. Disſe himmelſte Syn, figer han, har Gud fat ber, for at indbyde os til Poenitenſe.“ Paa fin Rejſe til Tyftland ſtriver Chriſtian den Fjerde, at man havde feet et gloende Sværd over Prindſen af Oraniens Kvarteer, og imellem begge Lejre hørt et Skrig af mange Tuſende; i Mekelnborg faae man tre Sole, udi ben mellemfte var et rødt Kors; ni Bøhmen Haver ber bidtes nogle fmaa Fugle med en Adeler, hvilken de ſtulle have overdyflit.“ For at fluffe Ildebrand brugte en Præft at fafte en levende rod Hane ind i Ilden; ben Kunſt havde han lært i Leipzig, og mente iffe der var noget ondt deri; bet ene Clement bæmpebe bet andet. Hvilfe Foreftillinger havde denne Slægt om Nerve— fygbomme eller Vanvid? Mette Hardenberg, ber var gift med Rigsraaden Predbjørn Gyldenftjerne til Vosborg, faldt i Aaret 1597 i en fvær Sygdom, under hvilfen ben onde Aand forfulgte hende i mere end fer Uger, og flog hende og drog hende, faa hendes Krop fad i bet blodige Kjod; item flog han hendes Median og Lungeaare, faa at hendes Ærmer
Dvertroens Literatur. 189
løbe fulde af Blod, og ſtak hende udi hendes Skinneben, faa be fab ubi Ribler og Saar. Ved en Nattevandring til Vallø blev hun helbredet. „Dette beljender hendes Huss bonde og hun felver, enbbog hun gider ilke gjerne talet derom, fom fan; men han vil iffe bølge bet, men figer, at han vil have bet ub paa Tryf.” Et naturligt Morke bliver paa een Gang til Trolddom. Det haver fig tildraget, ſiger en gammel Fortælling, 1567 udi St. Nikolai Kirke i Kjøben« havn, at en gammel ublevet Kvinde vilde lade fig vie med hendes ſyvende Mand. Alle vilde fee ben unge Mand men ben gamle Brud, faa ber blev en ftor Bulder, Oplob og Trængfel, at Præften næppe kunde have Fred og Ro til at vie bem ſammen, men ben ene ruſted og tuſted ben anden. Der ben gamle Kvinde bet merkede, blev hun vred og ſagde, faa be, ber omfring var, bet hørte: Jeg flal faa eder i Dag otte Dage andet at tage vare end mig. Ingen gjorte fig nogen Tanker berom eller lagde bet paa Hjertet; men Søns bagen berefter gjorde hun bet faa med Trolddomskunſt, at ber til Højmesfe blev et ſtort Morke og Oprør udi Kirken, at ingen kunde merke, hvor bet fom fra; berved bleve alle forffræffebe, og ſogte i en ſaadan Mangfoldighed til Dørene, at Kapper og Kaaber ginge udi Løbet; en Part blev fnuget, traadt og trængt, at de langſommelig Tid bet iffe forvinde lunde, og mange gave fig ud af Vinduerne. Da Almuen var fommen fig noget af Stræffen, erindrede be fig hine Ord af ben gamle Kvinde forgangen Søndag, ba hun ſtod Brud; hvilfe Ord de angave for Øvrigheben, hvorefter fun Blev taget fat og fængflet; og blev hun, efter at have gaaet til Vefjendelfe om bette og andet mere ondt hun havde ubrettet, tilligemed anbre flere, fom hun udlagde, her for Kjøbenhavn brændt. Paa ſamme Sondag var ber i en Kirke i Stokholm en lignende Skrek og Speltakkel.
190 Det lære Tidsrum. Foltelig Theofogi.
Enhver ber har menneffelig Folelſe i Bryſtet, maa føle fit Hjerte bæve ved Tanken om, at Troen paa bette Uvæjen udgjorde en veſeulig Artiffel i den Tids Kriftendom; og enhver, der er befjælet af Evangeliets Mand, maa 'befjende, at denne Lære, Dogmerne maa faa være hvilfe be ville, iffe hører Guds Rige til) Allerede Palladius opmuntrer i fin Viſitatsbog Menighederne tilsat angive be Jorbemøbre, ber befattede fig med at ſigne og mane eller nogen Slags Trolddom, „for at 100 Læs Brænde kunde blive anſtaffede til deres Opbræendelſe,.“ Han "fortæller, hvorledes man i Jylland og Smaalandene jagede efter bem, ſom efter Ulve, faa at ber nylig paa Als og i ve ſmaa omliggende Lande var fanget og brændt 52'Here. Den eldſte befjendte Here= proces er fra Aaret 1546, ben næfte, ber omtales, fra 1548; be i Ribe begynde med 1572, og fra nu af til 1700 ere de ſerdeles hyppige. Troen derpaa tager iffe af, men til; og under mangfolbige verlende Former, dels latterlige, dels gruelige, vedblive disſe Djævelens Aabenbarelſer. Snart vifte han fig for Hexen i en Rottes Skilkelſe, fnart havde hun ham i fine Gjemmer fom en Dukke. Hexene breve Trolddom ved Vorborn, ſom be føgte at faa bøbte; ved Daaben ſtulde derfor Børnene, efter Palladii Forftrift, blottes til Navlen, for at Preſten kunde overtyde fig om, at be iffe vare af Vor. Brudeſengen blev forheret ved om en Tors⸗ bag at tage en Edderkop fra ben, og foge ben i Mælf, ſom man fif Bruden til at briffe, Kongens Skibe forhexedes, faa be fif Modvind. Chriſtian den Fjerde og hans Hof— præfter vare faa vel inde i flige Sager, at be brugte ben ene Ger imod ben anden, for at komme efter, hvem ber havde forgjort Fru Vibeke. En ftaffels Sfomager i Odenſe flutteve en Pagt med Djævelen, fom han underſtrev med fit Blod. Chriſtenſe Kruchow blev formebeljt Trolddom henrettet
Overtroens £iteratur. 191
i Obenfe, og af hendes Midler blev ftiftet Legatum decollatæ virginis, 0. f. fr. Naar Nyerup figer, at jo mere man læfte i Bibelen, deſto mere overtroiſt blev man, faa har han der⸗ med angivet, hvorledes en bornert Sfriftfortolfning frem⸗ Talbte alle disſe Forvildelſer. Læren om Djævelen, Befættelfe, Crorcisme 0. f. fr. udgjorde et ſammenhengende Syftem, ber havde fin førfte og ſidſte Hiemmel i ben Hellige Skrift. Moſe Lov havde fagt: Du flal iffe lade en Troldkone leve; og Mofe Lov var Kirkens juridiſte Cvangelium. Brochmand afhandler (Universæ theologiæ systema 1, 106, o. fl. Ste⸗ ber) om ber gives Spøgelfer og hvad bet er, be Steder, Hvor be vife fig, ben Maade, hvorpaa be fordrives; og har desuden behandlet denne Materie i et færeget Sfrift (1629). Han figer vel, at Chriſtus Har ødelagt Djævelens Rige; iffe desmindre forkynder han bet næften paa hvert Blad. Han fremftiller Tegnene paa be Befatte; vet førfte er occultorum revelatio, af ſaadanne Ting, fom iffe funne vides af menne« flelig Kløgt; bet andet er Kundſtab i Sprog, ſom man aldrig har fært; bet tredie er ufæbvanlige Skrig, Aaſhns Fordrejelſe, mere end menneſtelig Styrke og beslige legemlige Tegn. Som Middel berimod anbefales, at faa ben Beſatte til at fremfige bet Apoſtoliſte Symbolum, Herrens Løn og be anbre Lerdomme, ſom Katechismus indeholder, at tale med Ham om Chriſti Blod, hvormed vi ere gienfodte, men for Reſten at ftille bet i Herrens Haand. Saa afmægtige vare be, ber ved Haandspaalæggeljen havde mobtaget ben hellig Mand. Og et Kirkeritual, ſom en Samling af be ypperſte Gejſtlige forfattede, og Kongen fanftionerebe 1686, hylder Beſcettelſen, og havde paa Nyerups Tid endnu Lovskraft.
Denne Del af Literaturen naager fin Fuldendelſe i &jøge Husfors og Vefættelfen i Thiſted. Bed bet forſte Skrift er Johan Brunsmand bleven navnfunbig. Han hørte til
192 Det lærde Tiderum. Follelig Theolegi.
en tyſt Familie, ber var indvandret til Throndhiem, hvor hans Fader var Hofpitalspræft. Han er fodt i Throndhiem 1637. Da han 1658 ſtulde være Student, var Throndhjem juſt afftanet til Sverrig, faa han maatte tage til Uppfala, hvor han ſtuderede Filologi og Theologi. Efter Freden føg han til Kjobenhavns Univerſitet, og var Reltor i Herlufs holm 1668—1677. $ venne Tid falder hand Sfrift om Kioge Huskors. Det ſynes ſom om han fulgte alle Tidens aandige Bevegelſer; fax og denne. Stkriftet indehelder Fortælling om, hvorledes Djævelen hele Aar igjennem, 1607—1608, altſaa fænge før Brunsmand blev ſodt, Hjem« føgte en formuende Borger i Ktjoge, Hans Barſticers Hus, fnart i Skikkelſe af en Høne, fnart ſom en Skruptudſe, fnart fom en brun ſtumphalet Rotte. En Dreng blev beſat af ham, og mange anbre vidunderlige Gjerninger ſtete, og derfor maatte en fattig Borgerenfe, Johanne Thomeſes, og nok en Kvinde ende paa Baalet. Der var Trang hos visſe Foll til at opfriffe denne gamle Hiſtorie. Sfriftet gjorde Lytte. Det hørte til hin Tids originale Romaner, ber fatte Fantaſi og Folelſe i Bevegelſe, ligeſom i vore Dage be franfte. Theologiæ Dr. et Prof. Chriſtian Kortholt i Kiel opmuntrede Brunsmand til at udgive bet paa Latin fom en Modvegt mod Atheiſter og Sadduccer. (Sane amantur hodie opu- scula talia a piis, ut qvæ in ruborem dant Atheos et Sad- ducæos nostros, quorum omnia ut stultorum plena). Det udkom ogfaa in exterorum gratiam. Ligeledes pan Tyſt. Da ber vare nogle, fom endnu tvivlede, udgav Brunsmand en ny Erklæering, Hvori han gobtgjorbe Sandferdigheden af Bogens Indhold. Der er ingenting faa flet, at ber jo Tommer noget gott ud deraf. Semler læfte benne Bog i fin Ungdom, og bens Læsning, figer han felv, var Anledning til, at han i Theologien gif ud fra friere Synspunkter.
Overtroens Literatur. 193
Ved Befættelfen i Thiſted 1696 begynder noget Lys at bryde frem. Præſten Mag. Oluf Bjørn vilde hævne fig paa en rig Borgerfone, ber havde nægtet ham fin Datter, og føgte at faa hende beſtyldt for Hexeri. En fattig Kvinde, Maren Spillemanbe, fif han indbildt, at hun var befat; fort efter et Pigebarn paa ni Mar; Troen greb om fig, og efters haanden maeldte ber fig tolv, ber vare i ſamme Kaſus. Med bem brev Mefter Bjørn fit Spil, tilligemed to Studenter, han fif i Ledtog med fig. Den ene var den berygtede Povel Rytter. En fornem Mand ber i Byen, ber havde begaaet en Forſommelſe i fit Embede, anſaae fig, efter be Beſattes Udſigende, for forhexet, og lod en Kone, Anne Chriſtens i Skinderup, tiltale for Retten, at hun havde forgjort ham og taget hang Hufommelfe fra ham. Dorigheden lod fig blænde. Herredsfogden i Thy begyndte en Hexeproces imod nogle af bem, fom be Befatte havde angivet, og bømte en enfolbig udlevet Kvinde til Baal og Brand. Biſtop Bir⸗ kerod rejjte endelig felv til Thiſted, og anede Uraad. Der Begyndte en Underſogelſe i Aalborg. Det medicinſte Fafultet erklærede bet hele for Bebrageri; ber blev nebfat en Kom⸗ misſion, for at oplyſe Bedrageriet, og dens Dom blev endnu mere fljærpet ved Hojeſteretsdommen af 26 Febr. 1698. Bræften blev affat; Povel Rytter, hvis Navn Holberg ſiden brugte, blev relegeret fra Univerfitetet, men fif fenere endog Plads paa Kommunitetet, hvor hans Kamerader ſyntes godt om ben Driſtighed, hvormed han bragte ben flette Koſt, be fil, til Biſtoppen.
Ved Enden af Aarhundredet trængte ſaaledes Viden⸗ ſtaben igjennem. Kun Preſteſtanden havde Vanſtelighed ved at fætte fig ind i denne ny Tingenes Orden. En ſamtidig Bræft ſtriver i denne Anledning: „Det er iffe uværdigt at obſervere, at udi disſe Tider findes mange, ej alene blandt
18
194 Det lærbe Tidsrum. Folfelig Theologi.
Statiſter, men endog iblandt andre og ſtuderede Folf, Gejſt⸗ lige og Verdolige, ſom ſtatuere, at ber er ingen Trolddoms Kunſt, Troldfolk, legemlig Befættelfe til. Andre gjøre bet grovere og fige, at Chriſtus iffun kurerede naturlige Styg- bomme, naar ber ftaar, at han ubbrev Djævle, Nogle fige, at bet er intet andet end Judbildninger, Tungfinbighed og melancholſt Blod og mere ſaadant. Eudſtjondt be iffe alle ere lige grove i bereg Ord og Tale, faa tror jeg bøg ſom en fattig fimpel Jbiot, at beres Mening, faa mange fom be ere, er bygt paa eet Fundament, ſom er Atheismus og Sad⸗ bucæismus." Og hos Aluuen holdt Troen fig. Endnu 1790 forekommer en Forſtrivelſe til Djævelen med eget Blod til evig Ejendom in optima forma juris; men nu indfinder han fig iffe længer, og honorerer iffe ben ubftævte Vexel.
Naſten alle hertil hørende Skrifter ere mu forglemte, og nogle indeholde dog klare Bevifer paa Oplysningens Tilſtand. Derfor bemarkes:
Iver Bertelſen, Læfemefter i Kjobenhavn: Formaning til en chriſtelig oc alvorlig Poenitentze. Kbh. 1561. (Nyerups Excerpter i Athene, 1, 430. Tilegnet Marine Mabdatter, Niels Hemmingſens Suſtru. 1555 blev feet et Kors i Luften med de Ord: Gjører Poenitentſe! 1556 ſaaes en Komete. „Disſe ere de rette Tegn for den yderfte Dommedag.“)
Adſtillige Hiſtorier vandrede ind fra Tyffland; deriblandt En Prophecie Aff en Enfoldig Bonde Daatter, ſom bleff henrykt i Aan⸗ den Anno 1580; af Schlichtenberger. (En Pige, der var ffindsd i 22 Timer, fortalte de Syner hun havde haft.)
Hans Lauridfen: Eiælebog. Kbh. 1587. (Nyerup i Rahbeks Læsning i blandede Emner 3, 514: „Brochmand taler i fit Sys ftem om Djævelens kjareſte Opholdsfteder, men hans Kundſkab fynes tarvelig og ufuldftændig. Af denne Bog funde han have faaet des tailleret Kundſtab om hvor hver Art af Djavelſtab reſiderer.“)
Johan Pederfen Flensborg, Borger i Steen: Vaag op! Kbh. 1595. 4 (Om en befat Pige i Oslo). Jf. Ludvig Hansſen Munthe: En Sandferdig Beretning, Om nogle felfomme oc Vnderlige Fod⸗
Overtroens Literatur. 195
feler vdi Bergen Stifft (ete.) Kbh. 1641. (Efter Indberetning fra Præfter). Og endnu et Skrift af N. S. Chronich.
Mogens Nielſon K. Forklaring Offuer den gamle Kirckeſang Et Lidet barn faa lyſteligt (ete.) Foræret Erlig od) welbiurdig Frue Catharine Sparre, boendis h Suendborrig (Ente efter Peder Sands bierrig). Wittebergh 1613. (Fortalen Handler om Naturunder. »Bilt du haffue meget godz oc rigdom (er det at tuile paa), Da fad en dragis billede udgraffue h en Rubin, od bær den altid hoß dig.” „At du ide ſtal fange bræd paa dine syne, da lad en delig Jomfru med en Lampe h Gaanden udfette y en Cryſtal.“ „Er dette ide underligt? visfeligen ingen kand andet ſige.“ „Forſtaar du min ven ide ſaadant, ſom mu er fagdt od) dog h Naturen haffuer fin aarſag, Huor meget mindre kand du aff dig ſelffuer begribe de Him⸗ melſte ting fom offuer gaar alle alle Menniſters Fornufft, gudz ord.“)
G. Dibvadius: Magicæ superstitionis vanitas et scelus, Hafn. 1605. (Rofes i fin Tid, men jeg finder intet for og markeligt deri.)
Hans Nielſen, Sognepræft: Sorgeligt Spectadel oc Vundertegn Nu nyligen feet paa et nyfødt Pigebarn vdi Mørdøne (etc.) vdi Gladfare Sogn, til et yndeligt Skueſpeil for alle dem, ſom gienftris digen imod Guds aluorlig Trufel, holde hart ved deris np Noder, høne Toppe oc forargelige Klædedragt. Kbh. 1625. 4. med Aftegs ning. (Det var et „tidigt oc fuldfommet” Pigebarn, paa hvilfet man faae bag paa Hovedet „icke viden Hiertens vemodighed“ en høj bred rund Bue af Kjod, noget i Højden ſpidsagtig, „i Munſter ſom hine virdede Huer, eller met Staaltraae opreiſte Sorgehatte“ og andre faadanne forargelige Huer, ſom nu af Kvindefjønnet, Adel og Uadel, bruges. For fyv Aar fiden advarede Gud allerede paa adſtil⸗ lige Steder med toppede Foftre; forgjæves paamindte Øvrigheden, at Kvinderne ſtulde lade Topperne fare eller afviſes fra Skrifteſtolenz ja, det blev paa Torve og Gader af chriſtelig Dvrighed beftillet, at faadanne Huer og Hatte med Toppe og Bøjler ved een og anden bleve nogle aftagne og ſonderſtaarne dem til Spot).
Peder Nielſen, Sognepræft: Blods Tegn i Grefted i Bolboe Gerret. Kbh. 1625. (Der regnede Blod ned af Luften i et tørt Kjær udenfor Herredsfogdens Port, og han og andre, fom det ſaae, vidner at det var naturligt Blod. Og fer Dage efter faldt der atter Blod i Praſtens Abildhave. „Gud forbarme fig offuer oß!“)
13"
196 Det færde Tidsrum. Folfelig Theologi.
Vnderlig oc ofuer naturlig Fodfel, feet i Nagffou 1628. Oc Blodtegn Som nylig er feet udi Fyen i Vindinge Preſtegaard, deſ⸗ Tigefte oc udi Siæland udi Bliftorp Sogn 1629. Kbh. 1629. (Indeholder navngivne Præfters Vidnesbyrd derom.)
N. SHelvader: Tractatus physico-theologicus Eller En een⸗ foldig oc Chriftlig Betendelfe ve Advarſel om Jordſtiel (etc.) Kbh. 1632. 4. (Paa Danſt mangler den hos. Nyerup. Gan forklarer Jordffjælv af Dampe i Jordens Indre, og ſammenligner det med nÆnftoll, fom fang alletid aff Spudene, Lath oͤth, Lath vth.“ Disfe Dampe fomme af Stjernerne, ſom „haffue deris eflecter oe gemenſtab cum inferioribus corporibus" og ifær ,,ex Saturno, ſom er fold oc tør i eſſecterne.“ Anvendelſe gjøres paa den ſtinkende Soffærs dighed og fremmed Klædedragt. Naar et hoffærdigt Menneffe ved Døden afgaar, ftaar Fanden tilrede og fætter alle disſe ny Noder paa et andet hoffærdigt Beſt. ,, Som møligen fleed er paa en Sted, der Fanden tog itt af de vide oc ſide Halsfraffuer fra en Tos, oc fette den om Halſen paa Stads Tyrren eller Bullen.“ — Det var en af de naturkyndige Præfter.)
K. P. Colding: Examen magiæ licitæ. Groningæ, 1643. bes rører iffe os Danſte i Sardeleshed.
Er. Hanfen: Fontinalia sacra. En fort Beretning om Be⸗ lenæ Kilders Oprindelfe, Brug oc Mißbrug (etc.) Kbh. 1650. (Nyerups Excerpter i Athene 1, 425. For Sandhed 1, 50; jf. Brochmands Synodal. hos Zwerg, &. 203).
Janus Johannis Othinianus De spectris, Hafn. 1673. 4. (Ryerup om Overtro, i Dagen 1822, Nr. 293 og 299).
Janus Mundelstrup, Specimen gentilismi adhuc superstitis, 1684. (Ryerup om Overtro, i Dagen, 1825 Nr. 24). Heri forekommer ogſaa Gadeild paa Balborgsdag; Gadebasfe bliver den, hvis Styffe Brænde faar Ilden til at blusſe højeft i Vejret; hver Karl faar en af Byens Piger til Gadelam.
Sixtus Aspach, De variis superstitionibus diss. 1697. (Ryes rup i Rahbefs Læsning i bl. %Emn. 4, 485).
Magnus Hosom, De templi Kippengensis vicinique medicati fontis origine diss, Hafn. 1707. (Nyerup om Overtro, i Dagen 1823. Nr. 286).
Johan Brunsmand, Kisge Huskors. Kbh. 1674 og oftere.
Overtroens Literatur. 197
Energumeni Coagienses. Lugd. Batav. 1693. Das geaͤngſtigte SKåge. Leipg. uden Aar. En ny Erklæring om Kisge Huskors. Kbh. 1700. (See Brunsmands Levnet i Programmet foran hans Diss. de accentualione hebræa. Hafn, 1708. D. Pfalmed. 1, 50. Hans Skrifter i Nova liter, maris Balth. 1699, &. 57. Lürdorphs Anm. i Reenbergs Poet. SÉr. 2, 75. Nyerups Morftabslæsn. &. 205.)
Kort oc fandfærdig Beretning om den viidsudraabte Befettelfe udi Tifted (etc) Kbh. 1699. (Nova liter, maris Balth, 1699, 6. 272). (See Pontoppid. Annal. 4, 703. Holbergs Udv. Str. 3, 468. 21, 232. Bircherods Dagbøger, fee Regiſteret. Mads Farftrup og Lars Axelſens Dagbøger ved Beder, S. 128. 132. .138—148, SKommisfionens Forhandlingsprotokol paa Univerſitets⸗ Bibl. jf. den Thottfte Saml. Nr. 1588. 4. Helweg, Den danſte Kirkes Hiſt. 1, 499. Om Povel Rytter Werlauff i Bones Hols bergiana 3, 175 og Nyt hiſt. Tidsſtr. 6, 326.)
Den Hiftorie om Snode Præjtegaard paa Langeland og dene Tilſtand 1711 (hvorom Andreas Schumacher har givet en Efter⸗ retning, Kbh. 1757) hører da ogſaa til Satans og onde Mennes ſters Gjerninger. Og til Overtroslæren maa vel ogſaa regnes Praſtemanden Marſtrands Haandſtrift om Apocalypſen og Daniels Profetier, hvori ban ſtinbarligen har beviiſt, at Verden fulde have forgaaet 1792. (Nyerups Lurdorphiana S. 138.)
See isvrigt G. 2, Baden, Bidrag til Sadernes og Oplysnin⸗ gens Hiſtorie efter Reformationen, i Minerva, Okt. 1802. (Præfter ſlukkede Ilden ved en rød Hane, Acta consistorii 1621). De Gejjtliges Sæder: Paulli, N. Hemmingſens Paſt. &. 26. Nyerup om Overtro, i Dagen for 1822, 1823, 1825 og i Rahbeks Læsning i blandede Wmner 3, 4 og 5. D. (om Befættelfen i Thiſted 5, 347). Opfatning af Naturen: i Gemmingſens Postilla, Francof. 1580, S. 346, Dominica xx1 post irinit. hedder det: Coneit natur aliquando deus per tempestates, terræmotum, horrendos aspectus in coelo, quales visæ sunt ante destructionem Jerusa= lem: ut comelæ instar gladiorum, quales vidit bæc ætas per- multos, quotum admonitu, nisi egerimus poenitentism, in poenas ineidemus gravissimas. Hoc anno, qui est a nativilate Christi 1561, visus est in coelo vir cruci affixus, habens in capi coronam spineam, Pluit sanguis, et alia multa quotidie con-pi-
198 Det lærte Tivsrum. Follkelig Theologi.
ciuntur. Quoties ergo offeruntur nobis hujusmødi visa eoelestia, sciamus deum invitare mos ad poenitentiam his symbolis iræ suæ. Gemmingſens Ligtale over Chriftian den Tredie hos Krag, 1,415. Senrik Gerner, Hesiodus, &, 146—153. Chriſtian den Fjerdes Syn paa Rothenburg, (Chriſtus med Tornekrone ſom han lod afmale og bevare paa Kunſtkamret) Iwerg, S. 553, og Morten Madſen Leiels Treuherhige Miſſive. Chriſtian den Fjerdes Breve, ved Molbech 1, 190, Om Biſtrup Kirke, Anm. til Lage Urnes Teftament i D. Mag. 3 Rakke 3 B. 3, $: S. 221. Nyerup, Udfigt over Gereprocesfer + Morden, i Skandin. Lit. S. Skr. 19 og 20 B. Dav. Grønlund om de i Ribe for Hereri brændte Menneſter. Viborg, 1789. Samt Palfadii Bijitatsbog i Heibergs Palladii Levnet &. 76 og Synodalia S. 175. Mette Hardenberg, Ny D. Mag. 2, 320: Den gamle Brud, i Wolffs Encomium regni Daniæ S. 382, Pontoppid. Annal. 3, 409. Og endnu andre i D. Mag. 6, 24. Pontoppid. Annal. 3, 302. Krags Chriftian den Tredie 1,312. Ny D. Mag. 1,379. Chriſtian Den Fjerdes Breve, ved Molbed 1, 96. 259. Pontoppid. Annal. 3, 830. Fru Vibekke, D. Mag. 1, 155. Forſtrivning 1790 i Birds ners Saml. Sfr. 3, 85. En Samling af Syner og Befættelfer paa Univerfitetsbibl. Roftgaards Samling, Nr. 3. 4. Danfte Samlinger i Geheimearfivet, Nr. 221 indeholder ogſaa mange Bidrag.
199
Anden Afdeling.
Be almindelige og Årengere Videnſkabtr, ſamt SFiloløgis ifær den klasfifke. 8. Filoſofi. Logik og Fyfil. Anders Krag. Peder Sorenſen. Ras— mus Bartholin.
Medens Theologien blev ſtaaende indenfor fit ſtarpt afftængeve Syſtem, begyndte Videnſtaben at udbrede fine Straaler imod Norden. Der opſtode Anelfer om en Filoſofi forftjellig fra Middelalderens; Naturvidenſtaben vendte fig til Erfaringen, og ny Oppdagelſer bragte banffe Mænds Berommelſe ud over hele Europa. Disſe Opbagelfer, ber tilhørte hele Verden, vafte fornyet Opmæerkſomhed for Fæbres landet felv, og i alle Retninger begyndte Erfaringer at ſamles, Granſtninger at udbrede fig over Landets og Folfets Old⸗ fager, Hiftorie, Sprog og Poefi. Alle disſe Fremſtridt, der ſynes at ſtaa afſondrede hver for fig, danne en ſammen⸗ hængende Kjcede, hvis Lev gribe ind i hinanden. Det er Videnſtabens Gjenføbelfe i Danmark.
Men bet er befjendt, at ſpede Børn have noget uhyg⸗ geligt ved fig og visſe naturlige Unoder; be ſtrige førend be tale. Mange pleje berfor at fee med en vig Foragt paa Videnſtabens Beghndelſe; og bet er fandt, at ber næppe findes meget iblandt Barnets Legetøj, Hvorfor ben modne Mand og ben næften udlevede Olding fan have Brug. De fleſte, om iffe alle, videnſtabelige Sfrifter fra benne Tid have derfor nermeſt fun litercrhiſtoriſt Interesſe. Hvor meget maatte der ille blive til, gaa forud og gaa tilgrunde, ſiger Tieck, forend Sebaſtian Bach kunde forfatte en Fuga; Bpor meget, kunde man tilføje, førend et filoſofiſt Skrift,
200 Det lærde Tids rum. Filoſofi.
tiltræffende ved Indhold og Behandliug, lunde ſtrives pan Danſt. Zmidlertid ere ber tø, ber paa nt drage bette for= gaaebe frem: Vibenffabsmænbene, hver i fit Fag, hvem bet er om at gjøre, at fjende bereg Videnſtabs Hiſtorie endog i bens mindſte Enkellheder; og Yndere af Literaturens Hi— ſtorie, der i bet mindſte i bet ſtore ſoge Kundſtab om Viden⸗ ſtabernes Oprindelſe, Fremgang og Omſving. De ſidſte ere naturligvis bem, ſom vi nermeſt maa have for Øje.
Filoſofiens Udvilling fan, ſaavidt jeg ſtjonner (thi her vandrer jeg uden nogenſomhelſt Vejledning), betragtes fra tre Sider: dels i og for fig, dels i Forbund med Theologien, dels i fit Forhold til Medicinen og andre praftiffe Viden ⸗ ſtaber. Oprindelig forbunden med Teologien var ben ufri. 3 fin Selvudvikling betyngedes ben af de Ariftoteliffe Lenker, og bet vigtigfte Omfving i bens Hiſtorie er Forſogene paa at affafte bem. Forbunden med Medicinen var ben fra førft af hildet i en upraktiſt Spekulation, indtil Europas ny Syftemer efterhaanden førte ben ind paa en mere frugt⸗ bar Bane.
Vi ville førft betragte Forholdet til Theologien, thi bet er fnart fattet, fordi bet var ufrugtbart. Den ſtolaſtiſte Filoſofi beſtod, ſom befjendt, juft i Filoſofiens Forening med Theologien, det vil ſige, dens Underordning. Dens Stof var givet; over det maatte Spefulationen udbrede fig, men iffe fornægte bet. Den maatte forklare Stoffet (Dogmerne) faa godt ben kunde, men ben maatte iffe ſelv ſtabe; dertil var ben udygtig. Det theologiffe Syſtem maatte derfor fornægte al Filofofi i højere Betydning, og ber kunde iffe være Tanfe om bereg Forening i nogen højere Enhed. Kort og fyndigt er bet ubtryft i Brochmands Syſtem: „Filoſofien og Theologien, figer han, ere total forſtjellige; ben førfte erhværves ved menneffelig glid (humana industria), ben
Bilofefiens Forhold til Theologien. 201
anden ved Guds Naade (gratia divina); ben førftes Princip er Fornuften, den andens den guddommelige Aabenbaring; den forſtes Indhold er den naturlige Kundſtab, den andens er Kundſtaben om be Ting, ber ere bet dyriſte Menneſte aldeles ubefjendte; ben førftes Maal (finis) er verdslig Lyffaligheb, ben andens ben evige Salighed.“ Ved førfte Øjefaft feer bette ſmult nof ud, men i Grunden er bet en Gunge. Thi ber ligger deri, at Livet er dobbelt; bet tæns kende Liv er forbømt, bet troende fører til Salighed. Naar Gud ilfe aabenbarer fig i ben menneſtelige Tante, men i et givet Ord og bette Ords givne Fortolfning, faa fan Theo= logien ba heller iffe have noget Samfund med Filoſofien, uden forſaavidt denne fan være en Vejledning til at bruge fin Forftand, at ordne fine Emner, til ben Kunſt at bifpus tere derover, en Methobelære, ben ynkeligſte af al Viden, ber fun lægger Lænfer paa Aanden iſteden for at give ben Vinger. Forgjæves have berfor flere Mend forføgt at be— ftemme Fornuftens Anvendelſe i Theologien: Niels Hem— mingſen, Digteren Thomas Villumſen (1586), Biſtoppen i Skaane P. P. Vinftrup (1633); Underſogelſen udartede til Fejde imod Calviniſterne, f. Ex. hos Chriſtian Stenbuch (de usu principiorum rationis ac philosophiæ iu contro- versiis iheologieis, 1663. 4.). Paa Grænbfen af Tidsrummet mindede Ludv. Vinslov (de philosophiæ rationisque in theo- logia usu el abusu, 1707) atter om at Fornuften var noget værd, at Filoſofi ogſaa er fornoden i Theologien, at be have visſe principia og dogmala tilfælles; men deres ſande For⸗ hold kunde iffe fomme til nogen Klarhed.
Filoſofien var i fin ſtolaſtiſte Form gaaet over fra For= tiden. Den beſtjæftigede fig med noget Metafyfijt (de Entis quidditate et de Entis affeclionibus), noget Pſhchologi (Sjæ- lens Natur, Sjælens Forbindelſe med Legemet, Sjælens Sæbe),
202 Det færde Tidorum. Filofefi.
men iſer vedblev ben ſom Logif at væreet Hicelpemiddel forben videnſtabelige Form og Difputerøvelferne indtil Tidsrummets Slutning. Det var Logif i fin meſt trivielle Sfiffelje, en Art Forftandsøvelje; ber ſom alle af ben Art altid og alle vegne ubarte. Det gif ub pæn at Hørve Tanfen i Styffer, iſteden for at forbinde. Det var en ftreng methodiſt Orden, ber ſaaledes blev inbpræntet, at al Frihed og Lethed, al Popularitet og Poeſi blev jaget. paa Flugten. Man begyndte men Melanchthons Løgif, udvidede og forøgebe ben, og gav endelig, mere eller mindre felvjtændige, egne Bearbejdelſer; men bet blev gjerne ven Diſputatſer og Lærebøger, i hvilfe Syllogismerne neſten altid udgjøre Hovedingredienſen. Det Sprog, hvortil denne Logik egnede ſig, var Latinen; deſto mærleligere er Hans Povelſen Reſens Forføg paa at overfætte den paa Danſt; ſom næften alle forſte Forſog maatte bet mislykkes.
3 venne klasſiſte Tid, ſtulde man tro, ber maatte have været en aaben Udvej, nemlig at forlade Middelalderen og vende tilbage til ben græffe Oldtid, til Ariſtoteles felv og til Plato; fra Cicero maatte man jo føres tilbage til bem. Der var fun eet Sfridt at gjøre, at gaa over fra Ariſtoteles til Plato, fra Forſtanden til Ideerne, men ingen gjorde bet; i bet mindſte betraabte fun faa Mænd, fom Niels Hemming= ſen, denne Vej, ben var farlig. Det man formaaede var efterhaanden at følge Europas Fremſtridt. Dertil findes nogle Spor, iffe mange.
Der dannede fig i Franfrig en Filofofi, ſom Coufin falder Gjenfsdelſens (la philosophie de la rénaissance). Den fatte fig op imod Ariftoteles, bet vil ſige Middelalderens Ariſtoteles, og blev livet agtet af fine Cfterfølgere, men „uden ben vilde Tankens bill des droits iffe have været mulig.” De flefte, ber hørte til ben, „vare iffe blot ben ny
Anders Krag. 203
Mands Profeter, men tillige dens Martyrer.” Blandt disſe Mænd er Petrus Ramus, Pierre de la Ramée, en af be mærteligfte. Af fimpel Fodſel gif han fra en ringe Stilling over til Læreftolen, blev forfulgt og fordreven berfra, og faldt tilbage. Baade ſom Proteſtant og Platoniker faldt Han ved Snigmord for fin Modſtander Charpentier i Bars tholomæugnatten (1572). „Han beſad ſtjonne Kundſtaber, en ophojet Aand, megen Dybde og en megtig Originalitet. Han indforte den ſokratiſte Visdom i Frankrig, og var den forſte, ber paa Franſt ſtrev en bialeftift Traktat (1565).“ Til ham ſluttede fig Anders Krag, Broder til Hiſtorie⸗ ſtriveren (f. i Ribe 1558, Doftor i Medicinen i Montpellier 1585, Prof. ved Univerfitetet 1587, + 1600). I to Skrifter (Rameæ scholæ et defensio Petri Rami, 1582, og Aristo- telica et Ramea, 1585) gjorde han be danſte Lærde befjendte med ben Tante, at forlade ben ſtolaſtiſte Filoſofi; og efter at have gjennemgaaet en Del af Ariſtoteles' Metafyſik, overſatte han og ubgav til be Studerendes Brug Platos Parmenides (1598), for at give bem Smag paa denne Forfatter (ut temperarem Aristotelis subtilitates et argutias elegantiå, gravitate et majjestate Platonica, figer han i Tilftriften), og i bet minbfte med ben Henſigt at holde Forelæsninger derover. 3 et fjerde Sfrift (Laurea Monspeliensis, 1586) gav han et levende Billede af Tilftanden ved Univerfitetet i Mont— pellier, hvor mange Kvæftioner, Problemer, Konſultationer, Orationer og Præleftioner ber ſtulde til, førend man i flere Dage, Formiddag og Eftermiddag, fra Grad til Grad kunde Tomme til Doftorgraben. Han gav en bitter Satire paa ben lærde Mundkamp, ber ſynes at have behaget ham faa meget. Derefter beſtjceftigede fig i bet mindſte nogle, ſom 3. I. Venuſinus (1602—3), med Plato, men benne Benbing
204 Det færde Tiderum. diloſoß.
ſhnes ſnart at have tabt fig i ben gamle Skolemethode, ber ventede paa nt) Jucifamenter ubenfra:
Citer hin forte Dvergangsffole begyndte ny Forføg i Europa „at klare Ertjendelſens Kilde og at loſe Filoſofiens evige Problemer.” Erfaringens Vej var allerede betraadt af Baco af Verulam (f 1626); Fornuften eller ben fyefu- lative Udviklings banedes af Descartes (fF 1650), bem mathe⸗ matiſte Methodes af Leibnitz (f 1716). Ogſaa i Danmarf begyndte man at lytte til disſe ny Anſtuelſer, godt og vel, om iffe endog til Spineza (f 1677). Descartes, ſom Dron⸗ ning Chriftine traf til Sverrig, funbde ille blive ubetjendt i Danmark. Maurits Kontng (f. i Norge 1687) gif i Viborg Stole; rejfte udenlands og gjorde fig befjendt. med ben Carteſianſte Filofofi, og havde efter fin Hiemkomſt 1663 allerede vaft Opfigt ved fine filofofiffe Forelæsninger. Kong Frederik ben Tredie yndede ham, og ſamme Dag, fom han ved et Kongebrev 1667 affatte Chriften Nold ſom Prof. i Theologien, beſtikkede han Koning til hans Eftermand. Neſte Aar gjorbe han ham til Dr. bullatus og Biſtop i Aalborg. (f 1672). Men hvorvidt Køning fan antages at have dannet nogen ny Sfole, maa jeg lade uafgjort, ba hang hertil hørende Skrifter iffe findes paa vore Bibliotheker. At ben Carteſianſte Filoſofi iffe gif i Glemme, fees af adſtillige Skrifter hvori ben berøres, f. Cr. hos B. Sivers (1680), af Jørgen Seerup fra Ribe, ber tog ben i Forfvar (Re- natus Descartes ab Atheismo vindicatus, 1679), og Søren Sørenfen Glud, ber bifputerebe imod ben, imod Verdens— dannelſen ven Monader (de principiis Cartesii, 1684. 4.), men noget Sfrift af ftørre Betybning vides ben iffe at have fremkaldt. Spekulationen ſynes aldrig at have tiltalt bet danſte Letſind. Kun faa gave fig af med Plato, ſom Jens Birferod den Yngre (Tun Tiuarov 1682—83).
Peder Sorenſen. 205
Naturfiloſofien eller ben ſpekulative Betragtning af Nas turen var heller iffe til udenfor Theologien. Den praftifte Lægefunft derimod valte Spefulationen i bet mindſte hos en= Telte Mænd. Peber Sorenſen, Petrus Severinus (f. i Ribe 1542, hvor hang Faber var Raadmand) var fun tyve Mar gammel, da han fif Tilladelſe til at holde offenlige Foredrag ved Univerfitetet (over Poeſien), men Videlyſt brev ham til fremmede Lande. Efter at være bleven Magifter 1562, rejfte han til Franferig, hvor han ſtuderede Naturvidenſtaberne og Lægefunften. Han vendte to Gange hjem, og foredrog meb megen Beunbring Læren om Meteorerne; men brog atter og atter til Italien, og blev en af Europas berømtefte Læger. Dette bevægede Frederik den Anden til at kalde ham hjem 1570 fom fin Livlæge, i hvillen Stilling ban blev til fin Død, af Peſten, ben 28 Juli 1602. Paa Hjemvejen gjennem Frankerig blev han Doktor 1571, ſamme Aar ſom han i Baſel udgav fin Idea medicinæ philosophicæ, hvori han føgte at hævde Paracelſus imod Galen, ben metafyſiſte Betragtning imod Erfaringstheorien. Han giftede fig 1583 med Drude Thor Smedem, og hang udbredte Praxis ſaavel ſom hans mange Modſtandere og Fiender afvendte hans Hu fra at udgive Skrifter. I et Brev til Piſtorius yttrer han: Natura silentium amat, et Deus contentiosos execratur, Satis superque Theologorum vicem hisce temporibus do- luimus. Tacitè pasci, qvielé vivere tutius est. Gang Crus bition var for den Tid beunbringsværbdig, hans Dannelſe klasſiſt; han efterlod mange ufuldendte Haandſtrifter; men ogſaa denne Mand var fun et forbigaaende Fenomen, ber under ben herſtende Empiri forbavſer Betragteren, men næppe har efterladt noget varigt Spor i Videnſtaben.
Til Filoſofien regnedes Fyſikllen. Den beſtod tildels i en Eklekticisme, hvor Ariſtoteles ſaae fig omgivet af manges
206 Det færde Tiderum. Bilofofi.
haande anbre Filoføfer, f. Cr. i Carl Jørgenjen Bangs Com- pendium Naturalis scientiæ, ex oeto libris physice avscul- tationis Aristotelis et aliis philosophis decerptum, (Witeb. 1599. 4. ved hvis Ubførelje & Wittenberg Danſte og Norſte ved hver Afdeling vare Reſpondenter); mén for ſtorſte Delen fun i Kompendier, ber indeholdt bet almindeligſte om Naturen og Naturfenomenerne: Varmen, Lyfet, Tyngden, ben magne⸗ tijfe Kraft; Verdensſyſtemet, Elementerne, Jordlloden; Luf⸗ tens Natur, Kilders og Floders Oprindelſe af Regnen, o. desl., for at tjene til Vejledning ved Foredraget. En Fore⸗ ſtilling derom under eet fan man faa af Caſp. Bartholius Systema physicum (fra 1618 fgg.) Hvo ber vilde drive bet videre, opfattede alt bette i fine: logiſte Dijtinftioner og Subdiviſioner, og opſtillede bet i Tabeller, ver næppe mt fan tiltræffe nogen uden ved fit kurioſe Udſeende; f. Ex. Halvor Gunnarſens Physica in tabulas juxta Analysin logicam methodicé digesta. 4. Før 1660 fynes ingen Fremgang Heri at have fundet Sted, og felv efter denne Tid, medens Kemien og be vidunderlige Reſultater, ber af ben ventedes, beſtjceftigede alle, ber vare faa rige, at de kunde blive fattige, gjorde fun cen Mand Cpofe ved fin grundige Naturforſtning. Rasmus Bartholin fom fra Herlufsholms Sfole til Univerfitetet 1642, ſtuderede Medicin under Oluf Vorm, og brog 1646 til Holland, hvor han tillige lagde fig efter Mathematik. Efter et fort Ophold hjemme rejſte han atter 1647 til Holland, England, Franferig og Italien, hvor han i Padua blev Doftor i Medicinen 1654. Cfter fin Hjem= komſt 1657 blev han Prof. i Medicinen (f 1694). Tidlig (1644—63) begyndte han at udgive mathematiſte og aſtro⸗ nomiſte Skrifter, og henvendte fig derpaa til Naturens Studium ad Erfaringens Vej. Han anſtillede Jagttagelſer (de figuris corporum, de figura nivis, de poris corporum,
Rasmus Bartholin. 207
de attractione, de experimenlis), og var derved ben førfte, ber opbagebe Straalebrydningen ved ben islandſte Bjergs Fryftal (eller Dobbeltſtenen: Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici Quibus mira et insolita refractio detegitur. Hafn. 1669. 4.), hvis Love fiben nøjere udvilledes af Huygens (Traité de la lumière 1690) og af Newton (Optice). De flejte af disſe Underſogelſer udgav han i en Samling (De naluræ mirabilibus Quæstiones academicæ. Hafn. 1674. 4.) hvori han tillige for uſilkre Hypotheſer foretræffer princi- pia cerla et evidentia, clara et perspicua, befræftede ved Erfaring og Experimenter (de physica Cartesiana), og op⸗ muntrer ad rimanda naturæ arcana dulcedine experimen- torum (de poris corporum); ſamt mobfætter fig Diſputeer⸗ øvelferne og ben herſtende Misbrug af Logiffen. Endelig ud⸗ bredte han Kundſtaben om Carteſii mathematiſte Opdagelſer.
Ph, F. Hane, Commendatio academica de ingeniis gentium borealium philosophicis. Rostoch. et Lips. 1724. 4. nævner vel adſtillige Mænd, der beftjæftigede fig med Filoſofien, men giver ingen Vejledning til nogen dybere Indſigt. Nogle Yttringer af I. Møller om Filoſofiens Tilftand i Almindelighed findes i Hiſt. Kalender 2, 164.
Til de ældre Skrifter hører Doctrina de ralione docendi, discendique artes et disciplinas: public prælecia in Academia Hafniensi; a D. Jacobo Matthiæ Arhusiensi. Nvnc edita opera et studio Nicolai Petri Arhus. et hæredum. Basileæ 1590. (Paa Univerfitetsbibl. findes et Exemplar, der i fin Tid bar været et Pragteremplar, og viſt aldrig før har været leſt.) Tilegnet Christ. Holck de Ronnehafhve. Det vifer, hvorledes de hpperſte Mænd tænfte fig Videnſtabens filofofiffe Behandling, efter at den, ſom det hedder, var reven ud ex Scholaslica barbarie. Bogen deler fig i to Dele, af hvilfe Bidenffaben, ars, beftaar: 1. Præceplio. 2. Methodus. Præceplio enim arlis materia est, methodus forma. Under den forſte aſhandles præceplio vera, vtilis (unpttig, ociosa, er f. Cr. den Underføgelfe om Tiden var for Verden, Egget før Hønen), affirmata, catholica, 0. f. v. med Anvendelfe paa de forſtjellige
208 Det lærde Tidsrum. Filofofi.
Videnſtaber. Optima methodus est præceptionum dispositio, a generalibus ad specialia progrediens; hvorpaa udvifles quid est generale et speciale? og alt oplyſes ligeledes med Exempler. Den Forfatter, han ifær anfører, er Ariſtoteles, men ogſaa Pato, Galen, Cicero, o. f. v., og af Nyere Vives og Melanchthon.
Samme Forfatters De litteris libri duo. Basil. 1588 har jeg iffe kunnet overfomme, og maa derfor lade det uafgjort, hvor vidt det hører hertil
Andre Forfattere ældre end 1600 ere: Claus Gammer, prof. dialectices + 1585 (1569—1582), fans Guldſmed (1575), Peder Haagenſen (1581), Gans Rasm. Skomager (1581—1604), $. O. Slangendorf (Commentariolus in secundum tractatum 1. libr, ”Avalvuxåv Arislotelis. Hafn, 1585), Holger Roſenkrands den Yngre (de loco et tempore, Røst. 1592, 4.), Lage Chriftenfen (1597—1601, fre Bendz, Bidrag til Gorſens Skoles Hiſt. Program 1848, &. 47), Riels Paaſte (1598). Derhos Alcinoi Philosophi Ad doctrinam Platonicam introduetio. Hafn, 1574. efter Thura (Conspectus etc. &. 47) af Jørgen Dybvad.
Anders Krag: Vinding, Acad. Haun. &, 154, Bartholini Cista medica, S. 112, Herholdt og Manſa, Saml. til Medicinal⸗ hiſt. 1, 35. Nyerup, Univerfitetet S. 43.
Rameæ scholæ: et defensio Petri Rami: contra Georgii Liebleri calvmnias, in epitomen octo librorvm acroamaticæn aspersas. Detegyntyr et dissipantvr Liebleri errores: Ramus a calumniis, ex sententia legvm æqvissimarvm, verilalis, ivstitiæ, sapientiæ, liber pronvntiatur: cavssam dicente Andrea Kragio Ripensi: Dano. Basileæ 1582. (Saaledes er Titelen paa denne ſjeldne Bog, der ogfaa er anført i Suhms Saml. 1, 3, 143). J Fors talen ophøjer han Petrus Ramus, nostrorum temporum Plato. Modſtanderen var Georgius Lieblerus Physicus Tubingensis. Jacobus Biorno Danus anbefaler Forfatteren. Bogen felv følger Trin for Trin Lieblers Skrift imod Rami Scholæ Physicæ, men Har fun Interesfe for Filoſofiens Hiſtorie. Krag gjentager hvad SP. Ramus allerede havde fagt (jf. Tennemans Geſch. der Philoſ. 9, 421 Anm.) om den ariftotelifte Filoſofis Unptte.
Arislotelica et Ramea: de insidiosis sophistarum simvla= tionibus, institutiones breves! qvibus additur disceptatio, in qua
diloſofiſte og kyſiſte Skrifter, 209
utramque institulionem ad Catholicas de materia et forma artium leges posse referri, demonstratur: opera et studio Andreas Kragii Ripensis Dani. Basilew (1583). 4. Tilegnet Absalon Juell de Mcelgard, „lumen quoddam in Dania", — Bogen giver et Udtog førft af Ariſtoteles, dernæft af Ramus de insidiosis simula- tionibus sophistarum, og ender derpaa med en Underſogelſe, ſaa⸗ ledes ſom Titelen angiver. Denne Underføgelfes Indhold angiver han ſelv ſaaledes: reliquum est ut fidem faciam omnes tam Aristotelis quam Petri Rami simulationes, sine crimine, posse, ad quatuor illas de materia et forma artium leges, reduci. Facto itaque initio ab Aristotele, probabilibus, meo iudicio (si quid ego iudico) rationibus assequi conabor, omnes in genere insidiosas simulationes ab Aristotele et institulas et obseruatas contra leges bonis arlibus præfinitas peccare. De hinc finibus sophistarum quinque ordine in manus sumtis, contra quam legem speciatim et maximt quilibet eorum pugnet expromam: idque non aliunde, sed ex ipso Aristotele adduclis exemplis testatum faciam, Atque hæc meæ disceptationis pars prima erit, Altera pars itidem Rami ordine Rameos Elenchos ad nosiras leges reducet: exemplisque inibi repertis illustrabit: ut tandem conspicuum fiat et apertum nihil esse harum institu- tionum in alterutro nostrorum philosophorum, quod quatuor legum imperio non sit deditum: et mandalis stet. (ete.)
Platonis Parmenides sev de ideis: Latine seorsim editus, et brevioribus notis illustratus, uberius prælectionibus publicis explicandis. Hafniæ 1598. 4. med en Tilſkrift til de Studerende. Noterne ere fun Marginalbemarkninger.
Laurea Monspeliensis (etc.) Basil. 1586, 4. med en Fors tale til de Studerende i Kjøbenhavn. Skriftet har ogſaa en typo⸗ grafiſt Markvardighed. Det er trykt af Sebaſtian Henricpetri med m Typer, og Krag har faaet ham til at bruge nyſtobte IJ og j. Quam (rationem) a. P. R. (Petro Ramo) feliciter inceptam, felicius a Cl. V. Doctore Jacobo Matthiæ, Academiæ vestræ professore Theologiæ, perſeciam, tanquam veram, necessariam, naturalem agnosco et amplector,
Af Venufinus anføres hos Nyerup Secunda in Timæum Platonis exercitalio, Haſa. 1603. 4. Om bette Skrift er til, vides ilke.
14
210 Det lærde Tidsrum. diloſofi.
Tun Tircrov Sive in Philosophi Platonis (ete.) "Timæum De Novo orbe non nøvo Sehediasma, authore Jano Bircherodio Juniore. Altdorfi Nøricorum 1683. 4. vifer, at man gav fig af med Plato, men er iffe noget filoſofiſt Skrift; det er, om man vil, et Cupplement til Rudbecks Atlantica, hvori der viſes, at det er Amerika der menes, og Salomons navigatio Ophiritiea hører ogſaa hertil
Da en Del af de til Filofofien i Almindelighed, Metafyſikken, Logikken og Pſychologien hørende Skrifter ille have været at fan, og det heller iffe hav været mig muligt at gjermemfæfe alle dem, der haves, men det døg er utvivlfomt, at der nogle af disſe føres fomme enkelte Sætninger og Affnit, der ſammenſtillede ville oplhſe Tidens Tænfning, fan omtaler jeg fun ſom Preve nogle Sfrifter, og henvifer iøvrigt til vedkommende Forfattere, En eller anden af vore Filofofer kunde maaſtee engang tage fig for at behandle Filo⸗ fofiens Hiftorie i Danmark. Er denne Giſtorie iffe et vigtigt Led i den menneftelige Aands Udviklingshiftorie og oplyſer den ille Mas tionalfarafteren?
Gans Povelfen Refen var en af dem, der efterkom Chriſtian den Fjerdes to Gange, 1604 og 1614, udgaaede Befaling at der ſtulde forfattes bedre Lærebøger. Han udgav Parva Logica Philippi et Aristotelis, Selecta et ordinata (etc.). Pro junioribus. Haſo. 1605. Initia parvæ Logicæ et Rhetoricæ. Hafn, 1610. 0. fl. Det er Lærebøger, fom ingen anden Vard have end at de oplyſe Videnſtabens Tilftand. Den førftnævnte handler 1) om Logica i Almindelighed. 2) De notionum simplicium apprehensione topica. Derunder cap. 10 de nomine. F. Cy. Est autem Nominum duplex oy£osg sev aſſectio, prima singulorum, quæ Ciceroni Interpre- tatio dicitur: altera plurium inter se, quæ ab eodem principio varid deducuntur, et Aristoteli cvgosyæ, Ciceroni conjugata dicta sunt. Interpretatio alia est Nominis simplicis sev proprii, quæ considerari potest tum ratione Jécswg, tum originis: alia avtem Translati sev figurati, Ratione Jéøsæg Interpretatio dici poterit Nomenclatura sev versio ex una lingva in aliam, Ut, dsaAéyomas id est dissero, disputo: altercari et riaari, lingva Germanica Zancken et Danice At ſtiendes oc trette. Msadsxtxn si quærimus Germanicam ejus appellationem, sit sane Vnterredekunſt, Vnter⸗ richtekunſt, Danice En Kunſt beftedenlig art forfpøre fig mett andre,
diloſofiſte og fyfiſte Strifter. 211
oc at underviiſe andre. 3) De comprehensione Logica: Et pri- mum De diacrisi Axiomatica (etc.). 4) De Diacrisi Syllogistica, Et primum de Argumentatione et Syllogismo (etc) Gerunder findes alle Eyllogismer med deres Navne, og det udgjør naturligvis en ftor Del af Bogen. 5) De methodo, Herunder findes en Teg⸗ ning, der foreftiller Rota methodica Inventionis Logicæ Generalis. Derefter de forſtjellige Methoder: Analytica, Apodictica (ete.), De methodo, qua falsum deprehenditur; primum de Fallaciis in dictione, f. Er. .
Album est Qvalitas:
Pomum est Album:
Ergo pomum est Qvalitas; og de Fallaciis extra dictionem, hvilke ere fyv Slags. Endelig de Ordine, den ſtrenge methodifte Orden.
Langt markeligere er imidlertid denne Mands Forføg paa at fordanfte Logiffen i: Den lidlle Logices Begyndelfer, fordeligen at bruge, lige effter Latinen, For den femte Lectie i Børne ſcholer i Dans mard ele. Oc ellers i almindelighed. Prentede i Kisbinghaffn, 1610. (Ryerup, om Sfolerne, S. 93.) Et Par Crempler deraf ville oplyſe den Tids filoſofiſte Sprog: Parva Logica, p. 1. cap. 4. De Categoriis seu Prædicamentis. Et talis quidem est Appre- hensio separatarum notionum, quam ut Tyrones tanto rectius animo conciperent, placuit Aristoteli ab ipsa prima Philosophia summa rerum genera zagadesypmætixæg ad societatem Legicorum elementorum arcessere; quæ ipsi vocantur xærnyogsas, vulgo prædicamenta, Ciceroni Attributiones (eie.) Paa Danft: Om Pradicamenter. Saadan er den befattelfe paa Notioner fom ere adſtilde huer for fig, men at de vnge, fom lære, kunde fatte den des rettere, fiuntis det godt, at hedndrage de offuerſte Genera oc arte for de andre ting, til de Logiſte Elementers oc beghndelſers ſelſtab, huilcke der kaldes Prædicamenta, d. e. fynderlige fræmfagn, hos Ciceronem Attributiones, d. e. tilleggelſer, for der aff kand Harligen actis, huilde fordiſaa de ere rummere end andre, kunde attribueres oc tillegges, eller prædiceres oc fræmfiges om dem ſom ere ſneffrere. Parva Logica, p. 1. cap. 5. Substantia est ens, quod per se subsistit, nec recipit magis et minus in eodem gradu asscensus aut descensus rationalis, sed sustinet Aecci-
ne
212 Det lærde Tidsrum. Bifofofi.
dentia, et sæpe quidem contraria: in qua diversæ Species Dis- paratæ dicuntur et non contrariæ. Paa Danff: Substantia, et Vaſen er en varendis ting, ſom haffuer underftændighed ved fig ſelff, oc ilke lider, at det figis mere eller mindre at være til, Men opholder tilfald, vdi huilcket atſtillige ſlaug figes at være disparater atſtillige at ligne oc ide coutrarier tuert imod huer andre Diriditur vero Substantia in tenuissimam, quæ vøeatur Spiritus, quo ereaturæ invisibiles et rationales ac immortales, Angeli et animæ nostræ pertinent: EL crassiorem seu sensibus subjectam, quæ Corpus vulgo dicta est. Paa Danſt: Et Vaſen ſom tyndeſt forefommer, kaldis Aand, huort hedn der høre Engle oc Siele, De den ſom er fætter, et Legom.
Endnu udførligere har man det hele Apparat, thi andet kan det dog iffe kaldes, i: Desdicendi et disserendi ratione libri tres. opera Conradi Aslaci Bergensis. Herbornæ Nassovioram, 1622. 4. Bogen tilegnede han Joh. Sparre de Sparrisholm og Otto Brahe de Nesbyholm, thi for deres Skyld og til deres Brug begyndte han derpaa i Heidelberg for 25 Mar fiden; da han blev Faldet ad pæda- gogicum munus ved Univerfitetet 1600, forøgede han den. Fore⸗ læsningerne ftandfede 1619 formedelſt Peſten, og han lagde den fidfte Haand derpaa 1620. Han udgav den efter fine Tilhsreres Dufte; og den giver da en Foreſtilling om Videnftabens Behandling ved Univerſitetet. De to førfte Bøger handle de dicendi ratione, nemlig de rerum inuentione et tractatione, og de verborum puri- tale, elegantia, ornatu, naturligvis det latinſte Sprogs. Tredie Bog de disserendi seu disputandi ratione, hvad dissertatio seu aispuialio er, dens fines, theses, media (etc.). Heri afhandles tillige Syllogismerne. Og faa er det tillige opftillet i Tabeller.
Bernhard Sivers' Indledning var egenlig en privat Udarbejdelfe for to af Grev Ablefelds Sønner: Introduclio in philosophiam veterem et novam. Pro tyronibus. Hafn, 1680, Det er forte Hovedfætninger af Filoſofiens Dele: Metafyſik, Theologi, Logik, Ethik og Fyſik. Han fjender Carteſius, men har iffe benyttet andet af ham, end i Physica Inddelingen af Materia Cartesiana i sub- tilissima, subtilis et crassa. Hans nærmefte Henſigt var at fimplificere Methoden, og derfor tager jeg af ham et Exempel paa de møjfommelige og pedantiſte Slutningsmaader, hvormed hine alvor⸗
diloſofiſte og fyfiſte Skrifter. 213
lige Mænd plagede fig felv og andre: De modis syllogismorum, Prima Figura habet quatuor Modos: Barbara, Celarent, Darii, Ferio, Secunda itidem quatuor: Cesare, Came- stres, Festino, Baroco. Tertiasex: Darapti, Felapton, D is, Datisi, Bocardo, Ferison. In hisce quatuor- decim Modis observantur vocales quatuor: A, E, I, 0, quarum
Asserit A, negat E, sed slant generaliter ambæ:
Asserit I, negat O, sed particulariter ambæ.
Lad 08 til yderligere Oplysning tage de fire forſte „Naturlige Ratiocinations maader“ paa Danſt af Refens lille Bog:
Saa bliffve her udaff 4. maader udi en naturlig connexién oc fammenbindelfe effter fornufftens viis.
Den førfte, der bejais almindelig, ſom haffuer 3. axiomater, universaler oc affirmerede, d. e. almindelige oc bejaede, hvilde de Betegne ved 3. 4. i det ord Barbara.
Den anden ſom negeris oc benegtis, almindelig, hves tegn er E. til med for den negerede unversål, d. e. benegtede almindelige, i det ord Celarent.
Den tredie, speciål affirmerede oc bejaede, vdi Darii, at I. ſtal være particulår affirmerede oc bejaede.
Den fjerde, speciål negerede oc benegtede, i det ord Ferio, at O. at (er) fat for den particulår negerede oc benegtede, Com
Bar Hvert Djur er et væfen,
ba Gbvert Menniffe ev et Djur,
ra Saa er da hvert Menniſte et væfen. Ce Intet Djur er en ſteen,
la Hvert Menniſte ev et Djur,
rent Saa er da intet Mennifte en ſteen.
Da AU ſlembed ftal flyis, ri Nogen vellyſt ev flem, i Saa ſtal da nogen vellyft flyis.
Fe Ingen naturlig lovg maa omftifftis, i Den lovg ſom forbjuder Hoor i Ecteſtat er naturens lovg, 0 Saa maa da den lovg ſom forbjuder Hoor i Ecteſtat ide omftifftis, ete. D Holberg, hvilken Augias⸗-Stald Havde du iffe at rydde!
214 Det færde Tiderum. diloſoſi.
Om Mauritz Pederfen Koning har Helweg allerede pttret: „hans Etrifter ere for fan og ubetydelige til af man af dem Fan fjende hans filofofifte Talent og ejendommelige Retning.” De hertil hørende maatte være: Nova quædam sed vera et genuina Logices prin- cipia, Christianiæ uden Mar. 4. Disp. de principiis logi Hafn. 1663. 4. Disp. de rerum principiis et mechanica semi= num Liturgia, Haun. 1663. 4. Det fidfte er kun tre Blade Thefes med en hiſtoriſt Fremftilling af Meningerne derom; begge de forſte har jeg forgjæves føgt paa vore Bibliotheker.
Andre Forfattere ere: Fra 1600 1660: Caſp. Bartholin, Jeſp. Brochmand, Enoch Jakobſen, Chr. Hanfen, L. Holm, Rektor i Lund (de philosophiesa bumanæ rationis libertate. Hafn. 1610. 4.), Chr. Stub (Technologia seu arlis delineatio generalis. Giessæ 1613. Ej hos Nyerup), Germ. Nielſen, Elias Eiſenberg (de unione animæ cum corpore. Hayn. 1618. 4), Ole Vorm, $. R. Broch⸗ mand, H. G. Reſen, Ambr. Rhodius (Dialogus de transmigratione animarum Pythagorica, Hafn. 1638.), Joh. Zoega, Bernhard Ulrich (Logica brevissima sed maxime perspicua. Soræ 1647. Ej hos Ryerup), Joh. Rane i Sors, Chr. Munthe, G. P. Kallund⸗ borg, $. J. Viborg, $. Vindekilde, Jens J. Birkerod (Theſes), J. R. Reimer, Chr. Nold (Leges Distinguendi seu de virtute et vitio distinctionis opus. Franequeræ 1657. Vesalie 1685. Lo- gica recognita, Hafn. 1666. Udførlig Logif). — Cfter 1660: Chr. Stenbuch, N. Benson, Job. Brunsmand, Cl. Langſted, Mog. Vingaard (Vindemiæ Ontosophicæ, de autoritate divina in Phi- losophieis et inprimis in Ontosophicis. Hafn. 1691. af ringe Betydning), Hans Bagger, G. Bonſach, And. Stenkelſtrup, Mich. Leigh, J. N. Mundelſtrup, O. Judicher, Hans Bartholin, Soren Pederſen Glud, Fr. Claudianus, Laur. Luja (de utilitate et neces- sitate Matheseos in Philosophia, Havn. 1692. 4.), P. A. Nyborg, Gent. Weghorſt i Sors, F. A. Klyne, Mat. Caftenfen (de aſſec- tibus animæ. Hafn. 1692. 4. etc.), Jotg. Urfin (Anatomia mon- strorum logicorum. Hafn. 1692. 4.), J. D. Ramus, P. Blicher ¶ Theſes), Ludv. Vinslov (Anima locata sive de sede animæ rationalis in corpore. Hafn. 1704). De Lærebøger, der brugtes ved Kommunitetet, anføres hos Bedman S. 63. 67.
Petrus Severinus: Bariholini Cista medica, S. 114. 127.
diloſofiſte og fyſiſte Skrifter. 215
Dån. Bibl. 8, 469. Herholdt og Manfa, Saml. 1, 14. Samt i et Cremplar af hans Idea i Univerſitetsbibliotheket et haand⸗ ſtrevet Uddrag Ex intimatione Io, Paul. Resenii, hvori det hedder: venit in Academiam Hafniensem, in qua ante annum ætatis 20 docuit (artem) poéticam; og hans Levnet foran Ambrosii Rhodii Disputationes supra Ideam medicinæ philosopbicæ Petri Severini.
Idea Medicinæ philosophicæ, ſundamenta continens totius doctrinæ Paracelsice, Hippocraticæ et Galenicæ, Authore Petro Severino Dano, philosopbo et medico. Ad Fridericum II. Daniæ et Septentrionis Regem. Basileæ 1571. 4. Til Slutning et Vers af Johannes Pratensis, fom fun findes i denne Udgave. — Erfurti 1616. 8. Boghandleren figer i Fortalen, at alle i Baſel trykte Exemplarer vare udfolgte, og han kunde iffe forffaffe fine Kunder noget Cremplar. De opmuntrede ham til at udgive Bogen paa ny: „in nobilissimo Petri Severini opere certare modestiam cum eruditione, rerum varielatem cum styli elegantia methodique dexteritate et ideo luce publica dignissimum esse, frmiter asse- verantes.“ — Hagæ Comitis 1660. 4.
J Tilegnelfen til Kongen taler han om Anledningen til dette Skrift og fine alvorlige Studier: Quia vero in operibus artis sæpe deprehendi Theoremata Galenica (multo minus Remedia) in diffi- cillimorum morborum curationibus satisfacere non posse, et passim per Germaniam Medicamenta quædam Paracelsica jactari audirem: cæpi scripta ipsius diligentius perlegere. De vare ham Dunfle. At certe, quanto obscuritas major apparuit, tanto plus erevit desiderium et diligentia. Itaque assiduitate, vigiliis, in- defesso studio, laboribus, peregrinationibus, sumptibus et peri- culis, ohjectas difficultates superare contendi, J Bogen ſelv bemarker han, hvorledes hin Theophraſtus Paracelfus havde omftiftet hele Medicinen. Behandlingen vil nu blive anderledes, end den hidtil har været i Skolen. Allerede Grakeren Theophraſt omtaler det vitale principium in natura, cujus virtute vivunt vigentque omnia, Paracelſus giver det mange Mavne, men det er fun cet; det er ogſaa spiritus. Det er en natura radicalis, vitæ principium, actionum ſons, fæcunditatis autbor, og bliver under alle Omſtiftelſer det famme. Det findes i Planter, Dyr og Mineralier, og i det ligger al Lægebom: in quo omnis omnium morborum medicina viget.
216 Det larde Tidsrum. Bilofofi.
Mange tro, at denne Materie iffe er til færftilt, men. fpivituel, uſhnlig, himmelſt, fljult, Det er fandt, at den er ſpirituel, men Virkningen er reciprof: ex spiritibus corpora produci et rursus corpora in spiritus resølyi, Den er ogſaa coelestis, i Stjernerne. Aabenbarelſen ſteer i sal, sulphur, mereurius. In. illis tribus individuis omnes omnium corporum differentiæ, proprielates, conditiones maniſestissime conspiciuntur, Der er sal animale, sul- phur animale, mereurius animal der er sa) vegetabile ø. f. fr. igjennem alle tre Raturriger. Derefter gjør han Anvendelſe paa Syg⸗ dommenes Oprindelſe, Ratur, Udbredelſe, Forplantelfe og Lægedom. Underſogelſen af de tre principia beſtemmer deres helbredende Kraft. Her (cap. 12) nævner han flere Gange fin libellus de nominibus et rehus.
Epistola ad Paracelsum, Basil. 1572. hør jeg iffe fundet.
Ar Severins Skrifter ille have været uden Eftervirkning ſees af de nysanførte Disputaliones supra Ideam medicinæ philosophicæ Petri Severini (etc.), Quibus løca illius libri obscura et diffi- cilia illustrantur, adversarii refutantur et multi discursus ex intimis Naturæ adylis deprompli moventur Authore Ambrosio Rhodio Kemberg - Saxone, Gymnasii Christianensis, quod Nor- vegiæ est, Prof. Phys. et Mathem. ejusdemque loci Medico ordinario. Hafniæ 1643. 4, Forfatteren, der var flygtet for Krigen i Tyſtland, tilegnede Chriſtian den Fjerde fit Skrift, og taler i Tilegnelſen om Naturens Forvandlinger. Efter at have ftuderet Ariſtoteles og Galenus, traf han paa Severins Idea. Hic novum mihi exhibitum fuit Philosophandi genus, ab Aristotele et Galeno in plurimis diversum, cum Paracelso in mullis consentiens. Visa sunt mihi primo introilu mera ænigmata, et polissimum circa Elementorum doctrinam, quæ ne Oedipo solvenda putavi, Sed pergenti novus illuxit Sol, nebulas animo suffusas paulatim discutiens. Gavisus sum magna animi alacritate dubia superans, et ægre ferens injuriam tanto viro ab adversariis suis illatam, Ut optimum Naturæ et Mundi Interpretem admiratus sum, et Reipublicæ Literariæ numquam intermoriturum decus et orna- mentum colere cæpi. Efriftet er i Form af en Samtale. — Dgfaa den berømte Skotte, Livlage i Paris, Bill. Davisfon gav udførlige Kommentarer til Severins Idea: Commentariorum in sub- limis Philosophici et incomparabilis Viri Petri Severini Dani
diloſoſiſte og fyfife Skrifter. 217
Ideam medicinæ philosophice propediem proditurorum Prodro- mus. Hagæ-Comitis 1660. 4, og Commentaria in Idæam Me- dicinæ philosophicæ Petri Severini, Hagæ-Comitis 1663. 4.
To Breve fra Vorm til Fridericus Severinus, fra 1620 (Vormii Epistole &. 52—53) omtale, at Kansleren Chriftian Fris onſtede, at han vilde udgive hans Faders Manuffripter; det er iffe ſteet. Vorms Mening om P. Severini Elementer berøres ogſaa S. 778, men han udfætter det til en anden Gang.
Friedlånder (Vorleſungen iber die Geſch. der Heillunde, &. 299) yttrer om denne Mand: „Den gråften Ruhm unter den Jingern des Paracelſus erwarb ſich Peter Severin, aus Ribe in Jitland. Gelehrter als die iibrigen trug er in feiner Idea medicinæ philosophicæ in befferer Schreibart und mit vieler Waͤrme die Anſichten ſeines Lehrers, doch ungenügend und mangelhaft, vor, indem er das dort bildlich ausgedridre in woöͤrtlicher Bedeutung nahm, und das wahrhaft SPrågnante paracelſiſcher Ideen nicht faßte.“
Anders Skytte (Toxotius), £ivlæge hos Enkedronning Sophie C 1630) udgav ſom Doktordiſp. Theoremata et problemata philosophiatrica. Basil. 1603. 4, Dette Strift hører maaſtee hertil, men jeg har iffe fundet det.
Erasmus Bartholin (hos Vinding, &. 420) har været fan lidet paaſtjonnet, at Nyerup end ikke har optaget ham blandt Univers fitetets udmærfede Mænd, men han har i mere end een Henfeende, hvilket ogſaa det danſke Sprogs Hiſtorie vil vife, banet Vejen for Holberg. Andre ſyſiſte Forfattere ere (foruden de ovenfor, &. 206, nævnte Halvor Gunnarfen og C. J. Bang fra Ydftad), $. R. Stos mager, Caſp. Bartholin (under hvem en Erasmus Ericus Assenius Danus dijputerede i Baſel; Diſputatſen Assertiones physicæ findes ved Casp. Barthulini Janitores logici. Mafn. 1622. i Hjelmftjernes Saml., hvis Systema physicum beftaar af Physicæ generalis præcepta; Physicæ specialis præcepta; de mundo; de terra, aére et igni; de aqvis etc.), Ole Vorm (Liber Aureus Philo- sophorum Aquilæ Aristotelis de mundi fabrica (ete.) Nova analysi, notis, commentariis (ele,) illustratus, Rostoeh. 1625.), $. P. Refen, Jak. Finke, F. N. Roſenberg, $. R. Brochmand, R. G. Brochmand, G. FJ. Biborg, Thom, Bartholin, I. G. Lemvig, Billum Vorm, Meldior Ramus, P. Zitſcher, Ole Vorm den
218 Det lærde Tidsrum. Fileſoſi.
Yngre (Lapis glossopetra, Hafn. 1686. 4. bvori ogfaa Etenet Skrift de solido intra solidum omtales €. 12), Caſp. Thom. Bartholin.
Danſke Elrifter over filoſefiſte MAmner i ſtrengere Forſtand gives der næppe; derimod have flere forſogt af udbrede Kundſtaben om mærlelige Maturfenomener iblandt menig Mand, og len bas Livet anvendte filofofiTe Betragtning bar, hvor fmagles den end var, uden Tvivl tiltruftet mange. Exempler ere:
Geologia Norvegica, Det er: En fort Vnderviſning, om det viitbegrebne Jordſtelff, Som her udi Norge, ſteede — 1657 — rå Mickel Pederſon Eſcholt Aggersh: T. Chriſtiania 1657. 4. tilegnet Chriſtianie Stads reſpektive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det indeholder ikke blot en Beffrivelfe af Fordffjælvet, men fyſiſt, bhiſtoriſt og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om ForNfljelss Aarſager og Betydninger. De naturlige Aarſager, Ilden i Jorden Indre og de udviklede Dampe etc. afhandles udførlig; hiſtoriſt anfered en Del marbkelige Fordfljælv, og den theologiffe Betydning er (om fædvanlig. Aarſag og Folge hænge naturligvis ikke ſynderlig ſammen; f. Ex. paa Jordſtjelvet Mar 400 fulgte Fejden imellem Kong Ernie i Danmark og Kong Bjørn i Sverrig (etc.); paa de mange Jord⸗ ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulykker og den Pelagianſte Edt (etc.); efter det ſtore Fordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne fra den danſte Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og urørlig; nat den nu ryſter, ffjælver og bæver, faa maa der være ſynderlig og færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar Menniftens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfoldt med Menniſkens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. Det var Tidens fire Idee.
Tidlig begyndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af Bibelen, dels af de græffe Viſe og andre klasſiſte Forfattere. Hertil fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes Græciæ. Skone ſprog, merdelige Sententzer, ſom ere foregiffne aff de Siu Vjje Mænd, ſom ogſaa findes ved Peder Hegelunds 86 aff Bibelſte Ordfprod. Kbh. 1627. Deri findes tillige biftorift Beretning om de fyv Viſe: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelſe til Filoſo fiens Hiſtorie
— +
le oc Latinſte Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4, : Palle Rofentrang til Krænderup og hans Frue Fru Eliza— ung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visſe fer, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom Ingen Nagekniff faa ſkarplig Skerer Com Bønder gior, naar de bliffuer Herrer.
i har fit Afſnit, men han har ogſaa færffilt udgivet: Ars toria Eller Hydler Konſt, Om Hycklere, Oyentiener, Fuch⸗ zer, Credenher, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas Midelifter oc Spiſſiſter: Guorledis ſaadanne meſterligen vide, mis Spitzfundighed, oc adſtillige Gycklerſte Griff, at erverbe erdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels Bertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur mx, Det er: Vunderlige oc adſtillige naturlige Tingeſters Bes lſe, Remlig: Om Menniſten: Item, om wuderlige Bierge i 1: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wnderlig Art oc : Med mere andet forunderligt ſom medfølger. Derneſt. En 8 Papiſtiſte Løgn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. ad laſe (ett.) Aarhuf 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beate , Jørgen Krufis til Hiermidtzleff⸗ Gaard, hans Huffrue. Det ler den raa Forundring over Naturens underlige Øjerninger, Frohaftiffea ned Fartællinner am alfons Minunhere hnia Gifder
218 Det lærde Tidsrum. Filoſofi.
Yngre (Lapis glossopetra. Hafn. 1686. 4. Hvori ogſaa Etna Skrift de solido intra solidum omtales S. 12), Caſp. Thom. Bartholin.
Danſke Efrifter over filofofiffe Emner i ſtrengere Forftand gives der næppe; derimod have flere forføgt at udbrede Kundſkaben om markelige Naturfenomener iblandt menig Mand, og den pa Livet anvendte filoſofiſſe Betragtning har, hvor ſmaglss ben em var, uden Tvivl tiltruffet mange. Exempler ere:
Geologia Norvegiea. Det er: En fort Vnderviſning, om det viitbegrebne Jordſtelff, Com her udi Norge, fleedee — 1657 — ve Mickel Pederſon Eſcholt Aggersh: T. Chriftiania 1657. 4. tilegnet Chriſtianie Stads reſpektive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det indeholder ikke blot en Beſkrivelſe af Fordfljælvet, men fyſiſt, hiſtoriſt og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om ForNfljelns Aarſager og Betyhdninger. De naturlige Aarſager, Ilden i Jordem Indre og de udviklede Dampe etc. afhandles udførlig; hiſtoriſt anfores en Del markelige Fordfljælv, og den theologiſte Betydning er ſom fædvanlig. Aarſag og Folge hænge naturligvis ikke ſynderlig ſammen; f. Er. paa Jordffjælvet Mar 400 fulgte Fejden imellem Kong Snie i Danmark og Kong Bjørn i Everrig (etc.); paa de mange Jord⸗ ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulykker og den Pelagianſte Edt (etc.); efter det ſtore Fordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne fra den danffe Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og ursrlig; naar den nu ryſter, ſtjelver og bæver, faa maa der være ſynderlig og færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar Menniftens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfyldt med Menniſkens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. Det var Tidens fire Idee.
Tidlig begyndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af Bibelen, dels af de græffe Viſe og andre klasſiſte Forfattere. Hertil fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes Græciæ. Skone fprog, merdelige Sententzer, ſom ere foregiffne aff de Siu BVjfe Mænd, ſom ogfaa findes ved Peder Hegelunds ABS aff Bibelffe Ordſprock. Kbh. 1627. Deri findes tillige hiſtoriſt Beretning om de fyv Viſe: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelſe til Filoſo fiens Hiſtorie
Danffe Skrifter. 219
Danſt); derhos Sentenfer af andre naffnkundige og Viſe Philo⸗ 8, udtagen aff Laertio.
Klokkeren i Aarhus Hans Hanfen Skonning, hvis brogede fter det er vanffeligt at henføre til beſtemte Fag, udgav Colle- i Philosophorum. BGedenſte Philoſophie eller Vijsdom. Vdi len findis adſtillige, marckelige oc varckelige Bedrifft, Ordſprog ale, aff vjfe Hedninge oc Philoſophis foregiffuet: AF adſkillige oſte oc Latinffe Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4. tet Palle Roſenkrantz til Srænderup og hans Frue Fru Eliza⸗ Lung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visfe iffer, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom
Ingen Ragekniff faa ſtarplig Skerer Som Bonder gior, naar de bliffuer Herrer.
ret har fit Affnit, men han har ogſaa ſarſkilt udgivet: Ars latoria Eller Hyckler Konſt, Om Hydlere, Oyentiener, Fuch⸗ ner, Credentzer, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas „Mickeliſter oc Spiſſiſter: Huorledis ſaadanne meſterligen vide, deris Spitzfundighed, oc adflillige Hycklerſte Griff, at erverbe Verdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels » Bertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur der, Det er: Vunderlige oc adffillige naturlige Tingeſters Be⸗ uelfe, Remlig: Om Menniffen: Item, om wuderlige Bierge i en: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wuderlig Art oc io: Med mere andet forunderligt fom medfølger. Derneſt. En elig Papiſtiſte Legyn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. g ad læfe (etc.) Aarhuß 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beatæ w, Jorgen Krufis til Hiermidtzleff« Gaard, hans Hußfrue. Det jkker den raa Forundring over Naturens underlige Gjerninger, tilfredsſtilles ved Fortællinger om alffens Vidundere, hvis Kilder eg i Margen. Heri findes ogſaa Bemærfninger om Dyrenes dfslelſe af Bejrliget (S. 228), Dyrenes Troffab mod Menne⸗ (6. 239), Antipathia og Sympathia imellem Dyrene (5. 284).
218 Det larde Tiderum. Filoſoſi.
Angre (Lapis glossopetra, Hafn. 1686. 4. hvori ogſaa Stenos Efrift de solido intra solidum omtales 'S. 12), Cafp. Thom. Bartholin.
Danſtke Skrifter over filoſofiſte Wmner i ſtrengere Forſtand gives der næppe; derimod have flere forføgt at udbrede Kundſtaben om mærkelige Naturfenomener iblandt menig Mand, og den pan Livet anvendte filofofiffe Betragtning har, Hvor ſmaglos den end Var, uden Tvivl tiltrukket mange,” Exempler ere:
Geologia Norvegica, Det er: En fort Vnderviſning, om det viitbegrebne Jordſtelff, Som her udi Morge, frede — 1657 — ved Mickel Pederſon Eſcheolt Aggersh: T. Chriftiania 1657. 4. tilegnet Chriſtianiæ Stads reſpeltive Øvrigheder, der her navnlig anføres. Det indeholder iffe blot em Beſtrivelſe af Jordſtſalvet, men fyſiſt, hiſtoriſk og theologiſt Fundament og grundelig Beretning om Fordftjælvs Aarſager og Betydningetr. De naturlige Aarſager, Ilden i Jordens Indre og de udviflede Dampe ete. afhandles udførlig; hiſtoriſt anføres en Del mærkelige Jordſtjelv, og den theologiſte Betydning er ſom ſadvanlig. Aarſag og Følge hænge naturligvis iffe ſynderlig ſammen; f. Er. paa Jordſtjalvet ar 400 fulgte Fejden imellem Song Snie i Danmark og Kong Bjørn i Sverrig (etc.); paa de mange Jord⸗ ftjælv 412 fulgte mangfoldige andre Ulhkker og den Pelagianſte Sekt (etc); efter det ſtore JFordffjælv i Danmark 1194 faldt Venderne fra den danfte Krone. Ogſaa her findes i det theologiſte Afſnit, at efter Skriftens Vidnesbyrd var Jorden ftædig og urørlig; maar Ven nu ryſter, ſtjelver og bæver, faa maa der være ſynderlig og færvigtig Aarſag dertil; og det er efter den hellige Skrift: 1) Naar Menniſtens Ondſkab bliver ftor paa Jorden, og Jorden bliver opfyldt med Menniſtens Fortrædelighed; 2) Guds billige og retfærdige Brede. Det var Tidens fire Wee.
Tidlig beghndte man at ſamle Sentenfer og Ordſprog, dels af Bibelen, dels af de græfte Viſe og andre klaoſiſte Forfattere. Hertil fan derfor henføres Anders Sorenſen Vedels Septem Sapientes Græciæ, Skone ſprog, merdelige Sententzer, fom ere foregiffne aff de Siu Viſe Mænd, ſom ogſaa findes ved Peder Hegelunde ABE aff Bibelffe Ordfprod. Kbh. 1627. Deri findes tillige hiſtoriſk Beretning om de fyv Bife: Thales, Solon, Chilon, Pittacus, Bias, Cleobulus, Periander (en tarvelig Begyndelfe til Filoſo fiens Hiſtorie
Danſte Skrifter. 219
paa Danſt); derhos Sentenfer af andre naffnkundige og Viſe Philo⸗ ſophis, udtagen aff Laertio.
Klokkeren i Aarhus Hans Hanfen Skonning, hvis brogede Ekrifter det er vanfteligt at henføre til beftemte Fag, udgav Colle- gium Philosophorum. Gedenſte Philoſophie eller Vijedom. Vdi huilcken findis adſtillige, marckelige oc værdelige Bedrifft, Ordſprog ve Tale, aff vjſe Hedninge oe Philoſophis foregiffuet: AF adſtillige Gradſte oc Latinffe Autoribus colligerit (etc. etc.) Aarhus 1636. 4. tilegnet Palle Rofenfrang til Krænderup og hans Frue Fru Eliza⸗ Beth Lung. De ftærft udtværede Sentenfer ere henforte under visſe Rubrilker, og yderligere indprentede ved Vers; ſaaſom
Ingen Ragekniff faa ſtarplig Skerer Som Bender giør, naar de bliffuer Herrer, Shkleri har fit Afſnit, men han har ogſaa færffilt udgivet: Ars Adulatoria Eller Ghckler Konſt, Om Hydlere, Oyentiener, Fuch⸗ ſchwentzer, Credenher, Reverentzer, Skrabiniſter, Oculiſter, Bafilimas niſter, Mickeliſter oc Spiſſiſter: Huorledis ſaadanne meſterligen vide, med deris Spitzfundighed, oc adſtillige Gycklerſte Griff, at erverbe ſig Verdens Gunſt oc Venſtab. Aarhuß 1640. 4. Kun tildels hører hertil ſamme Forfatters Mirabilia Naturalia Eller Natur Wunder, Det er: Vunderlige oc adſtillige naturlige Tingeſters Be⸗ ſtriffuelſe, Nemlig: Om Menniſten: Item, om ronderlige Bierge i Verden: Trærs, Vrters, Diurs, Fuglis oc Ormis, wuderlig Art oe Natur: Med mere andet forunderligt ſom medfølger. Derneſt. En drabelig Papiſtiſte Løgn om Johanne Chrysostomo. Ex Luthero. Lyſtig ad læfe (etc.) Aarhuß 1639. Kbh. 1657; tilegnet Fru Beatæ Bylow, Jørgen Krufis til Hiermidtzleff· Gaard, hans Gußfrue. Det udtrykker den raa Forundring over Naturens underlige Gjerninger, Der tilfredoſtilles ved Fortællinger om alffens Vidundere, hvis Kilder angives i Margen. Heri findes ogſaa Bemarkninger om Dyrenes Forudfølelfe af Vejrliget (S. 228), Dyrenes Troffab mod Mennes ſten (S. 239), Antipathia og Sympathia imellem Dyrene (S. 284).
220 Det larde Tidsrum Mathematit og Ufronomi.
9, Matbematif og Aronomi. De ælde Matbematifere. Tyge Brabe. Scpbie Brahe. Peter Jakobſen Flemloſe. Cort Arelfen. Elias Olſen Morſing. Chriſten Sørenfen Longberg. Anbre Mathematifere. Ragmus Bartholin. Ole Chriſtenſen Ro— mer. Kalendarier: Clans Berg. Ravigation: Bagge Vandel. Kronologi: Niels Helvader.
Førend vi gaa dybere ind i Naturvidenſtabernes Krebs, ſom vi allerede have betraadt, et Par Ord om bem: De have iffe uden Grund fan aldeles optaget Menneſtehedens Interesſe, at be neſten forbunfle alle andre. Det er for Mængden maaftee iſcer ben praftijfe Anvendelſe, ber gjøres af deres forbauſende Opdagelſer, hvorved be have tilbraget fig faa almindelig Beunbring; men ben, ber tænker dybere og ſtuer videre, agter bem, elſter beur og haaber paa bem af langt vigtigere Grunde. Det er dem, ber engang ſtulle loſe Livets Gaader, hvis Forklaring hidtil ab faa mange Veje er forføgt uden afgjørende Held. Forholdet imellem ben overſandſelige Verden og den fanbfelige vinder ved bem en evident Klarhed, og hvad be Bifejte have forkyndt ſom Livets Grundlære, Forſagelſe af Verden, dens Lyfter og Begierligheder, antager en videnſtabelig Form og ftøtter fig paa uimobfigelige Grunde. Der ffal iffe mere tvivles om, at Sandheden er ideel og ben ſandſelige Erfaring udenfor Ideernes Rige, felv i fine yndigfte Særffuer (Fenomener), Tun et legende Barn, ſom vore Sandſer avle og vor Fantaſi opbrager til højere Formaal. Regnbuens Farver ere Band og Sollys; Tordenen ruller iffe, bet er Vanddampe, ber briſte. Der ſtal iffe mere tvivles om, at ber igjennem hele Naturen gaa evige uforanderlige Love, mere evige end Tiden, og iffe omftiftelige med ben. Naar be berøre hinanden, opſtaa Perturbationer, men over bem alle herjfer Fornuften. Men naar alle vide, hvilfet Lys Naturvidenſtaben allerede har tændt i alle andre Fag, faa fan iffe heller nøgen tvivle
Raturvidenſtaberne. 221
om, hyvorlunde bet vil vore. Allerede nu ſtal ber, udenfor en vis ſnever Kreds, ber ſvinder ind mere og mere, iffe læns ger tales om en menneffelig Fuldkommenhedsſtand før et Syndefald i theologiſt Betydning; allerede nu ſtulle end iffe Theologerne tale om Mirakler paa gammel Vis ſom momen⸗ tane Ophævelfer af Naturens Love. Naturvidenſtaben ſtaar for bem ſom Cheruben med fit flammende Sværd, og har brevet bem ud af deres Paradis. Verden ſtrider fremad, ben er vorden klarere, lyſere, bedre. Baalene ere flufte, og Sandhedens beſtedne Kjerte tør finne. Som en lance flammigére brænder ben befto ſterkere, jo mere ben ubfættes for Stormen. Men bette vifer fig fun, naar man betragter Menneſtehedens Fremffridt i Hiſtoriens ſtore Udflag (Reſul⸗ tater), ligeſom Opdagelſerne forſt da komme ret tilſyne, maar bereg enfelte Trin ſamles og beſtues nedenfra opad, opad til Spidſen. Enhver ber ſtuderer Naturvidenſlaberne Fun i deres uendelige Enkeltheder, ſom intet Øje fan overſee og ingen Hukommelſe rumme, uden at have Maalet for Øje, taber fig felv i bem, og vorder ilke oplyſt i bet hele. Hvert Punkt ſtal blive lyſt, men fun ved Refler af bet almindelige Sollys. Derfor blev Videnſtabens Hiſtorie til for at ſamle be adſpredte Straaler, for at opklare Vejene i Labyrinthen, og ben vebbliver at udfolde fig felv, at vinde ftørre Klarhed, for at oplyfe andre.
Dette forejvævede mig, ba jeg betragtede Naturviden⸗ ſtabernes Oprindelſe i Danmark i deres førfte Spirer, og jeg følte det ftærfere, end nogen Fan foreholde mig, at alt hvad derom kunde ffrives var et Segment uden Centrum. De afrevne Brubftyffer fra et enfelt Land forubfætte beſtandig en overſtuende Kundſtab om bereg Supplementer fra alle Lande, fra ben hele Jord og næften fra alle Tidsaldere; og var Danmark bet Land, hvormed nogen kunde begynde enlelt⸗
222 Det færve Titérum. Mathematit og Afronomi.
vis? Laa iffe Begynbeljen udenfor bet? og gif bet iffe glip af Fortfættelfen ? Var bet i Danmark be ftore Naturkhudige trivedes? Hvad vilbe jeg formaa at byde mine Læfere? Iſteden for verdensvigtige Opdagelſer og aandrige Bemært- ninger om bem, Navne: pan Navne og Bogtitler? — Men alle visfe Spørgsmaal vare ubillige. I Videnſtabens Hiſtorie ſtulle nogle af disſe Navne være jaa uforgjængelige ſom ben. felv; andre Mænd, ber virfebe under fax ugunftige Forhold; ſtulle i bet mindſte af os hæbres med bet Vidnesbyrd, at be have brudt ben forſte Jordſtorpe og braget ve forſte Furer igjennem ben; og eet er ber, ber ligger bagved be tørre Titerære Bemærkninger, hvilfet ingen vil overfee: at vi ber vare med, og at vi vare noget: Og var bette iffe ef Varſel for hvad vi engang vilde blive, at Rudlkjobing og Huſum ſtulde møbes i Kjøbenhavn, Danmark og Slesvig, hvis loſe politifte Væv aldrig kunde knyttes, forbinde fig i en højere Enhed.
De mathematiſte Videnſtaber gjorde, ifær formedelſt ben Opmoerkſomhed flere af Europas Fyrſter vifte Aſtronomien, overordenlige Fremſtridt. Aſtrologien blev endnu hyldet, men fra den vendte Tanken fig til den Henryffelje at beſtue og fatte Himlens Begivenheder for bereg egen Skyld, og ben egenlige Mathematik maatte fom nødvendigt Hjælpemiddel berveb tillige blive til et ilke blot praktiſt Studium. Be— gynbeljen feer rigtig nok tarvelig ud. Den førfte Profesſor i Mathematif ved Univerfitetet, Anders Pederſen Kjoge (Coagius, Reftor ved Kjøbenhavns Skole, prof. matheseos 1562—1578, f 1580) indffræntede fig. endnu til Themata. Lægen Johannes Pratenſis (f 1876) dirkede felv Aſtro⸗ nomien (Prognosticum astrologicum, 1566), og var en god Ven af Tyge Brahe. Baade Læge og Mathematifer var Ligeledes Thomas Finke (f. i Flensborg 1561). Fra Flensborg Stole gif han til Univerfitetet i Straßburg, hvor
Tyge Brabe. 223
han ſtuderede i fem Aar. Han beføgte berefter be meft anfeete Univerfiteter, iblandt andre bet i Padua, til hvis Bibliothel han lagde Grundvolden. 1585 blev han Doftor i Medicinen i Baſel. Cfter fin Hjemfomft blev han Livlæge hos Hertugen af Holſten⸗Gottorp, men 1590 blev han faldet til Kjøbenhavn ſom prof. matheseos, hvilken Profesſur han foreſtod fra 1591—1602; 1603 blev han Prof. i Medicinen, + 1656. Hans Strifter dele fig i aſtronomiſte, mathematiſte og medi⸗ cinffe, og han havde i fin Tid et iffe ringe Navn, fom han bog ifær fyldte den almindelige Uvidenhed. Men imedens disſe borgerlige Mænd fun fulgte be flagne Veje, udgik Tyge Brahe med egen Genius og ufædvanlig Begejſtring fra Adelen, for at ftille fig imellem Europas beromteſte Aſtronomer.
Om Mathematikerne fee Matth. Anchersen (Prof. math. 1709), Oratio de mathematicis Danorum, 1709, i Din. Bibl. 8, 702. Det er nok det eneſte, og tarveligt nok. Thomas Finke: Vinding, S. 160. Bartholin, Cista medica &. 584. Moller, Cimbr. liter. 3, 249. Möllmann de illustribus etc. viris Flensburgo oriundis, S. 5. Giesfing, 2, 1. Hors Notitſer i Oſts Archiv 1828. 1, 299. Gans mathematiſke Skrifter hos Käſtner, Geſch. der Mathem. 1, 629. I Geometriæ rotundi libri 14. Basilea 1583. 4. tilegnet Frederik den Anden, udtaler han felv, at Petrus Ramus var hans Lærer: aperuit mihi vir hic mentis oculos.
Tyge Brahe tilhører ligeſaa meget Curopa fom Dans mark. Aſtronomiens Hiſtorie har udførlig berettet hang Levnet, og ubviflet hang Fortjenefter af Videnſtaben. Her er fun et fort Omrids fornødent. I vor Literatur er han eneftaaende. Hans Faber var Otte Brahe til Knudſtrup i Skaane; ber blev han født ben 13 Dec. 1546, men han Blev opfoftret hos fin Farbroder Jørgen Brahe til Toftrup, ber var gift med Inger Dre, en Soſter til Peber Oxe, og Han blev af dem tiblig beftemt til Studeringer, naturligvis
224 Det færde Tiderum. Mathematit og Aſtronomi.
for at blive Statsmand. Men Hans Livs Beſtemmelſe yttrede fig tidlig; da han i fit trettende Mar 1559 kom til Kjøbenhavns Univerfitet, tildrog en Solformorkelſe ben 21 Auguſt 1560 fig hans Opmerkſomhed; i en Alder af ferten til fytten Aar begyndte han at optegne fine Obſervationer. Paa fin Udenlandsrejſe 1562 Havde han Anders Sørenfen Vedel til Hovmeſter, og bet er Befjendt, hvorledes han i Smug maatte fortjætte fine Yndlingsſtudier, der iffe ſtemmede med Hovmeſterens Inſtrur. Gar ſtuderede i omtrent tre Aar Jura i Leipzigs men fortſatte iffe desmindre fine Jagt⸗ tagelfer. Med fine yderſt ſimple Hjælpemidler iagttog han ved Saturné og Jupiters Konjunktion i Auguſt 1563, at Regningen iffe ſtemmede med Virkeligheden. Efter Jørgen Brahes Død 1565 vendte han hjem, men fun for at ordne fine Anliggender. J April 1566 drog han til Wittenberg, men Peſten forjog ham berfra til Roſtock, og her kom han i December i en Trætte med Manderup Parsberg, ber i en Duel hug Enden af hang Næfe, faa han maatte ſiden erftatte den ved en funftig Blanding af Guld og Sølv. Allerede nu vandt han Navnkundighed ved fine Jagttagelfer og Beundring ved fine Inftrumenter; 1569 drog han til Augsburg, hvor Peter Ramus beføgte ham, og beſtuede bem med Forunbring. Tidlig havde han ogſaa begyndt paa Kemiens Studium. Efter Faderens Dod 1571 opholdt han fig dels paa fin Fedrenegaard Knudſtrup, dels Hog fin Morbroder Sten Bilde, Lensmand paa Herridsvad Kloſter. Her iagttog han en Aften 1572 en uſcdvanlig Stjerne i Kasſiopeia, ber lod fig fee til ind i næfte Aar. Da han i Foraaret 1573 kom til Kjøbenhavn, havde endnu ingen ber feet ben, og bette gav Anledning til hang forſte Skrift. Peder Oze opmuntrede ham til at udgive bet, og Johannes Pratenſis beſorgede Udgivelſen beraf (De nova stella).
Tyge Brahe. 225
Samme Aar giftebe han fig, til liden Opbyggelſe for ſin adelige Slægt, med en borgerlig Pige, ogſaa heri en Særs ling. Efter Kong Frederik ben Andens Begjering holdt han i Slutningen af næfte Aar, 1574, nogle Forelæsninger for unge Adelsmænd, ſom han begyndte med en Indledning om be mathematiſte Videnſtabers ide og Verd. Næfte Foraar foretog han en ny Udenlandérejfe, og beſogte Land⸗ greve Vilhelm af Hesſen, ber felv var en ivrig Dyrfer af Aſtronomien, og ſom anbefalede ham til Frederif ben Anden. Gan beſogte Sweit og Italien, og agtede at nedſette fig i Baſel; men Kongen vilde iffe tabe en Mand, ber allerebe giorde Danmark faa megen Ære, og forleneve ham med Øen Hven. Han begyndte i Auguſt 1576 Opførelfen af Uranienborg og Stjerneborg, hvormed forbandtes Anlæg af en Papirsmolle, Bogtryfferi, o. desl. Dette var uden Tvivl bet [yffeligfte Tidsrum i hans Liv. Omgivet af hen= givne Difciple levede han paa fin Ø, uden at deltage i Politik, ſom han aldrig havde yndet, ene for fin Videnſtab, og enſede lidet Adelens Tilbojeligheder, Drik og Elſtov, Spil og Jagt, ber albrig havde fængflet ham, endnu mindre ben Spot, ber ſtundum møbte ham og hans videnſtabelige Sysler, fom en Adelsmand uværbige. (Elegia in Uraniam). Heller iffe fatte han Pris paa fit Adelſtab, Nedſtamningen fra Braher og Bilder: Nil tamen his moveor. Nam quæ non fecimus ipsi, Et genus et proavos, non ego nostra voco. 3 be 21 Mar, han levede her, anvendte han til fine Byg= ninger og Inbretninger, foruden ben rigelige fongelige Under⸗ ftøttelfe, ber tilflod ham, over en Tønde Guld af fine egne Midler. 1582 ubtænfte han bet Verdensſyſtem, ber bærer hans Navn; 1595 fif han fin Himmelglobus færdig, hvorpaa ber havde været arbejdet i 25 Aar. Hæbret af fremmede 15
226 Det larde Tiderum. Matfematif og Ufronomi.
Konger, Fyrfter og Lærde lod han flere af fine Stifter tryffe paa Uranienborg. Under. Frederil den Auden blev han derhos paa mange Maader begunftiget; men allerede under Wellemregjeringen i Chriftian den Fjerdes Minbre= aarighed begtyubte ;Regjeringens Maade at ſorduntles; og efter Song Jakob ben Forſtes Beſeg paa Hven 1500 er bet Hart, at han var misfornøjet med Forholdene iſit Febre⸗ Tand, og ſtolt ſom han var tvøftedesfig med, at hele Berden ſtod ham aaben og Himlen havde. han overalt. (omme søolum forti patria, et cælum undique: supra est)… Der var op⸗ lommen adſtillige Fortredeligheder med Bonderne paa Hven, ſom klagede over Undertryllelſe. Thge Brahes Orthodori ſynes heller ille at have veret vel funderet; ben Præft, han havde antaget, udelod Exorcismmen ved Daaben. Hans Sind ſynes ogſaa at være bleven forbittret ved ben Sag, ber førtes for Konſiſtorium imellem ham og Kannifen i Lund, Gellius Saſcerides, ber i flere Aar havde været i hans Hus, forlovede fig med hans Datter Magdalene, og, til ſtor Sfandal, flog op med hente. Rigshofmeſteren Chriſtopher Vallendorf var i det mindſte iffe hans Ven. De Forleninger, han efterhaanden havde faaet, bleve ham efterhaanden fra= tagne. Avind forfulgte ham. 1396, da han havde miftet ben aarlige Underſtottelſe m. m., ſtrev han: Ut me turbet Eris, turpisque calumnia turpet, invidiam superat spe melioris Eros.
I Slutningen af ſamme Mar ſtrev han til Kansleren Chris ftian Fris, og bab ham udvirke hos Kongen, at denne vilde beſtjerme hang aſtronomiſte Indretninger og late ham beholde vet ham fratagne Len i bet mindſte til næfte Maj. Kansleren meddelte ham fort et Afſlag og Kongens Ord, at han iffe vilde anvende noget derpaa (ex regio ærario aliquid umptuum in istorum instrumentorum conservatioaem im-
Tyge Brahe. 227
pendere, sibi non esse integrum). Da opgav Tyge Brahe fit Fædreland. Forſt flyttede han med fin Familie over til fin Gaard (Vartov i Farvergaden). Det var i Slutningen af April 1597. 3 ſamme Maaned vare Kansleren Chriftian Fris og Arel Brahe fendte over til Hven, for at underſoge Bondernes Klagemaal, og Præjten paa Hven blev fat under Tiltale, forbi han ikke havde holdt fig Ordinanſen efterrettelig med Daabens Ord. Han blev derfor forvift med Kongens Ugunſt; faa og fordi han iffe havde ftraffet og paamindet Tyge Brahe, ver i atten Aar iffe havde været til Gudsbord, men med en Biflopperfte ligget i et ondt Levnet. Saa kaldte man hans Huftru, fordi hun var af borgerlig Fodſel, endſtjondt be uden Tvivl vare ægtevicde og hun førte ham otte Børn. Medens Tyge Brahe var i Kjøbenhavn, ſendte Chriftopher Valkendorf to Mænd til Hven, for at underſoge de aſtro— nomiſte Indretninger og Inftrumenter. Den ene var ben mathematiſte Profesſor Thomas Finke. De erklærede, at Tyge Brahes Inſtrumenter vare nogle unhttige Redſtaber og Indretningen paa Hven en ſtadelig og altfor koſtbar Ku⸗ rioſitet (ii autem, vulgari duntaxat sphæræ cognilivne im- buti, et, qui organa vocarentur, usurparentur, inservirent, nescii, ila locuti ad graliam sunt, ut declararint, Tychonis studia nihili omuino pendenda, ac esse non modo inutilia, sed noxiæ etiam curiosilatis, efter Gasſendi). Saa led Valkendorf ved Byfegden i den fraværende Konges Navn Tyge Brahe forbyde at fortfætte fine Obfervaticner paa et Taarn, man havde overladt ham paa Veſtervold, og be chymiſte Øveljer han foretog i fin Gaard i Farvergaden. Da ſejlede Tyge Brahe til Roſtock; og ftrar blev hans bedſte Forlening ham frataget. Fra Roſtock ſtrev han den 10 Juli 1597 til Kongen, hvorpaa han fil Kongens eget haarde, man kunde fige, uforſtammede Svar af 8 Oktober, ber i 16*
228 Det færde Tiderum. Mathematit og Afronomi.
alt Fald vidner om Kongens højefte perſonlige Unaabe. Brevet var vet ſamme ſom en Landsforvisning. Der fore fommer til Slutning ben Yttring> Bi derhos Os erindrer, Hvorledes du adſtillige Snaf om vor, fjære Herre Faber haver iblandt Epiſtler ladet udgaa, dig felu til Forvid og Forkleinering.“ Noget ſaadant maa verre forebragt Kongen, og have vaft hang. perſonlige Moillie. Da Peſten udbredte fig i Roſtoch, drog Tyge Brahe til Statholderen i Holſten, ben lærde Henrik Rautzow, ben overlod ham Slottet Wandes ⸗ borg (Wandsbelh), hvor han. atter i Oltober beghndte fine Obſervationer, og fatte fit Bogtrykleri i Gang Her udgav han 1598 en Beſtrivelſe ober ſine Iuſtrumenter og Byg⸗ ninger, ſom han tilegnede Keiſer Rudolph ben. Anden. Kej— ſeren indbød ham til fig med Anſcettelſe ſom hans Mathema⸗ tifer; han modtog Tilbudet, og kom til Bohmen i Midten af Aaret 1599. Saaledes var Tyge Brahe da for beſtandig ſtilt fra fit Fædreland; men Livet i Prag var nok iffe ſynderlig hyggeligt, og bet varede helfer iffe længe. Kejſeren overdrog ham at forbedre be Pruteniſte (be preusſiſte af Kopernicus forfattere) aſtronomiſte Tavler, men Tyge Brahe foreſtillede, at bette grundigere og hurtigere vilde ſtee, naar Kejſeren paa nogle Aar vilde kalde den bekjendte Aſtronom Keppler til Prag. Kejſeren bifaldt bet, og Tyge Brahe indbod ham. Keppler kom, han ſtulde være Tyge Brahe underordnet, men be pasſede iffe ſammen. „Tycho, ſtrev Keppler til fin Lærer Mäſtlin, er en Mand, fom man iffe fan leve med, uden at udfætte fig for de ſtorſte Fornermelſer.“ Keppler var heftig, han forløb fig og maatte gjøre Afbigt. Og hvor meget kunde ifte forbittre Tyge Brahes Sind, og gjøre ham endnu vanffeligere, end han af Naturen var. En ftor Sørg var det for ham, at hans Medarbejder iffe vilde gaa ind paa bet Verdensſyſtem, ſom nu engang var blevet ham fjært;
Tyge Brahe. 229
»hver elffer fit,” ſtrev Keppler i Randen paa et af fine Skrifter i denne Anledning; men enhver Jagttagelfe paa Obſervatoriet overthdede ham om, at Tyge Brahe havde Uret og Copernicué Ret. „Jo mere, figer han, Tycho Brahe ærgrer fig derover, befto mere glæber jeg mig.” Forgjæves føgte Tyge Brahe at redde ſit Syſtem; han bab Keppler at inbrette fine Forklaringer af Fenomenerne efter bet, han maatte føje fig og iffe tage bet faa nøje med nogle Minuter; endog paa fit yberfte bad han derom. Forgjceves. Saa ſtuffede alt ham. Dette Forhold blev endnu værre ved Familielivet. Kepplers Kone var ogſaa af Abel, og hun mente, at hun var ligeſaa god fom Tyge Brahe. Begge Mænd leve des— uden ved Forholdet til Kejſeren, ber albrig havde Penge. Ja, bet gaar aldrig ben godt, ber ſlaar Haanden af fit Fæbreland, hvis der ellers er noget gobt i ham. Kun Døden lunde loſe Knuden, faa at begge disſe ypperlige Mænd, hver paa fin Maade, kunde blive fri. Tyge Brahe døve i Prag ven 24 Oktober 1601. Han havde været i Selffab hos en Miniſter og af Undſeelſe holdt Urinen; deraf udviklede fig hang Dodsſygdom. Den var ſmertelig; men naar han fra fit Delirium vendte tilbage til Bevidſthed, gjentog han ofte: at jeg iffe ſtal have levet forgjæves (ne frustra vixisse videar).
Det Verdensſyſtem, fom Tyge Brahe udtenkte, har iffe holdt fig, faa livet fem dets Grunde, hvoriblandt var, hvad ogſaa flere af hang Samtidige yttre, at ben plumpe dorſte Jord iffe var fliffet til den tredobbelte Bevægelfe, ſom Co— pernicus vilde tillægge den, og ſom derhos ſtred mod ben hellige Skrift. Heller iffe opgav han ben Tillid til Aſtro— logien, ſom han delte mev fin Samtid, hvor ofte den end Blev ſtuffet, ſom ben Gang da han i Roftod 1566, i fuld Tro til fin Videnſtabs Ubedragelighed, lod offenlig opſlaa nogle Hexametre om Maaneformorkelſen ben 28 Oltober, i
230 Det færde Tidsrum. Mathematit og Ufronomi.
hville han ſpaaede ben tyrfifte- Kejſer Solimans Dør. Spaa- bommen gift Opfhldelſe, men forud, thi Kejſeren var dod, førend Formorkelſen indtraf. Heller) ille tænfer nogen mu, uden for Spøg, paa Tyge Brahes Dage. Men i Ajtrono= miens Hiſtorie er hang Minde uforgjængeligt: Hans Jagt⸗ tagelſer dannede em ny Epoche; han renſede bem fra Re— fraltionens Fejl: Han efterlod en Fortegnelſe over Fix⸗ ftjernerne, nøjagtigere end de hidtilverende. Gan" opdagede Maanens Bariation og” flere Egenheder ved bene "Bane: Gan godtgjorde, at Kometerne ille vare Meteorer ivor Atmosfære, men Himmellegemer. Men vigtige” vare iſcer hans Uddannelſe og Opfindelſe af be aſtronomiſte Inſtru⸗ menter, og be med dem i mere end 30 Aar gjorte Jagttagelfer af Planeternes Bevcegelſer. Efter hans Dod opſtod ber em ny Tvift imellem hang Arvinger og Keppler. Keppler, ber nu frit kunde bevæge fig, og ſom indſaage Vigtigheden af disſe Jagttagelſer, vilde have dem; Arvingerne og Longo— montan paa bereg Vegne nægtede ham Adgang dertil. Endelig maatte de udlevere ham dem til Brug paa Obſervatoriet. Ved at forbinde dem med ſine egne opdagede han, at Planeten Mars bevægebe fig i en Ellipſe, i hvis ene Brendpunkt Solen fab, og bekjendtgjorde denne fin Opdagelſe 1609 (Astronomia nova). Den forſte Kepplerſte Lov var funden, og uden Ophold ſtred Vivenffaben fremad. J Tilegnelſen af fit Sfrift til Keiſeren omtaler han ogſaa Tyge Brahe: „Hidtil kunde Aſtronomerne iffe faa Bugt med Krigsguden, men ben fortræffelige Hærfører Tycho har i tyve Aars Natte⸗ vaagen iagttaget hans Krigslijter, og ved Hjælp af Moder Jords Løb omgif jeg alle hang Krumninger.“ Tyge Brahes Fejltageljer forfvinde ſaaledes ganſte ved Siven af hang rene videnſtabelige Sands; hang Vervensfyftem hindrede ham iffe fra at anftille Jagttageljer, „der i Nojagtighed
Tyge Brafe. 231
overgik alt hvad ben praftiffe Aſtronomi til ben Tid havde frembragt,” og paa denne Grundvold opførtes ben nyere Aſtronomi: Tyge Brahe gav Jagttagelfen, Keppler udledte Loven, og Newton opfattede Lovens Grund. Ved et høj» tibeligt Jubilæum hædrede Kjøbenhavns Univerfitet 1663 Tyge Brahes Fortjenefter, og Rasmus Bartholin opmuntrede ved Fornyelfen af hang Minde be Studerende til flittigere end hidtil at betragte Himlens Bevægelfer (Consideratio astro- nomica conjuncuonis magnæ Saturni et Jovis anni 1663); og endnu ftaar han vel for de Studerende, fom for menig Mand, i det mindſte fom et fjeldent Meteor i Fædrelandets Hiſtorie.
Kilderne hos Nyerup. Blandt dem er Gasfendi en af de vigtigfte, og handler tillige om hans Obſervationer. Foruden Dån. Bibl. 9, 229 ogſaa i 3 Stuͤck hans Brev til Vedel fra Aaret 1599 om hans Skjabne efterat han havde forladt Danmark. Af D. Mag. og Dån. Bibl. beſtaar Weſtrits (Mengels) Lebensbeſchreibung. Kph. 1756 —57. Derhos: Moller, Cimbria liter. 2, 103, udførlig efter alle den Gang befjendte Kilder; jf. 3, 250. Niceron durch Baumgarten, 11,217, med Henvisning til Kilderne. P. Refen, Synopsis vitæ Ty- chonis Brahe, i Henning Witte, Memoriæ Philosoph. Decas 1, Sven Bring, Monumenta Scanensia, S. 234 (om T. Brahes Giftermaal med Chriſtine 1573, hvilket omtvivles; men Stedet felv vifer det ugrundede deri). O. Bolffs Hiſtor. Ordbog, 11, 118. Bangs Saml. 2 B. (af Malthe). P. Pederfen, Thcho Brahes Liv og Levnet, udg. af Trykkefrihedsſelſt. 1838.
See ogſaa, foruden Käſtner, Geſch. der Mathematik 2, 377, Bosfut, Geſch. der Mathem. dur Reimer, 2, 70. 81. Bumboldt, Kosmos, Schumachers Overf. 2, 284. 3, 56. 90. 92 og Anm. 3, 3. Freih. von Breitſchwert, Joh. Kepplers Leben und Wirken. Stuttgardt 1831. D. E. F. Apelt, Joh. Kepplers astronomische Weltansicht, Leipz, 1849, 4. 0. lign. Str.
Om Tyge Brahes Obfervationer i Haandſtr. paa det Kongel. Bibl. fre Werlauff, Bibliothefshijt. S. 50 med Tillæg og S. 195.
Facfimile af hans Haandftrift i Schumacher, Observatio-
232 Det lærde Tidsrum, Mathematit og Aftronomi.
nes Cometæ anni 1585 Uraniburgi habitæ a Tychone Brahe; Altonæ 1845. 4,
Hos 08 har ifær J. & Heiberg. fornhet T. Brahes Minde: Ogſaa de Svenffe have tænft paa ham. Sce Fornlemningar af Tycho Brabes Stjernebørg och Uranienborg pås in Hvén, afz tickte åren 1823 och 4824. Stockh. 1824:
Af Tyge Brahes, Skrifter kunne adſtillige ogſaa have Interesſe for andre end Aſtronomer. Blandt andre:
De nova et nullius ævi memoria prius visa stella, iam pridem Anno a nato Christo 1572 mense Nouembrj primum conspecta, contemplatio mathemalica. Hafa. 1578. 4. Foran findes Joh. Pratenfis' Brev og T. Brahes Svar Stjernens aſtro⸗ logiſte Betydning har ogſaa fit Affnit. Bogen indeholder tillige andre markelige Ting, deriblandt Elegansvin Vraniam eletia
Tychonis Brahei de. Diseiplinis Mathematicis øratio puhiet recitata in Academia Haffnensi anno 1574 setnune primum edita. Cui additur Orationum et sacrarum Homiliarum in eadem Academia habitarum decas una, studio et opera Cunradi Aslaci Bergensis. Hafniæ 1610. Bogen er tilegnet Sten Brahe til Knud⸗ ftrup, Tyges Broder. Derpaa følger en Metaphrafis af Davide forſte Pſalme, forſt paa Latin, faa paa Graſt. Hvad der her vedfommer os er Tyge Brahes Tale ved Begyndelfen af hans Fores læsninger. Han begynder med Mathematifens to Dele og deres Dyrkning hos de Gamle, Den guddommelige Plato vifte alle dem Bort, der vare ufyndige i Geometrien, ſom uſtikkede til at fatte Re— ften af Filoſofien. Arque hine factum esse judico, quod veteres philosophi ad tantum eruditionis fastigium conscenderiut, quod Geometria å prima pueritia imbuti erant, dum nos plurimos, eosque optimos adolescentiæ annos Grammatice et lingvarum studiis, que hi å matre vullo negotio hause- runt, infeliciter impendimus, Derfra gaar han over til Aſtro⸗ nomien, dens Oprindelfe og Ypperlighed; omtaler fort dens Hiſtorie, det Copernicanſte Syſtem og den tredobbelte Bevægelfe, ſom det tillægger Jorden. Han fører Beviſer for Aſtrologiens Paalidelighed af Guds Visdom; ſtulde han have ſtabt disfe Stjerner for intet med deres kunſtige Bevægelfer; nej, De fere ſtabte for Menneſtenes Skyld, til Tegn for dem. Fremdeles: der er Mnalogi imellem det
Tyge Brahe. 233
menneſtelige Legemes fyv Govedlemmer og de fhv Planeter: Øjertet Solen, Hjernen Maanen, Leveren Jupiter, Nyrerne Venus, Lungen Merkurius, (etc.) Men faa fan ingen med fund Sands (sanæ mentis) mægte, at de himmelſte Legemer have Indflydelſe paa de menneſtelige. Og det befræftes ved Erfaringer. Slutningen oplyſer hvad hans Forelæsninger flulde gaa ud paa, nemlig Aſtronomiens anden Del, Planeternes Bevægelfer, ex Tabulis Prutenicis (ete.) (jf. Ryerup, Univerfitetet, S. 47).
Tychonis Brahei Dani Astronomiæ instauratæ progymnas- mata. Quorum hæc Prima pars de restitutione motuum Solis et Lunæ Stellarumque inerrantium iractai. Et præterea de admiranda nova stella Anno 1572 exorta luculenter agit. Xldſte Udgave 1602 (Nyerup far 1603). 4. og 1610. 4. Excudi primum cæpta Vraniburgi Daniæ, ast Pragæ Bohemiæ absoluta. Af Arvingerne tilegnet Rudolph den Anden. Heri hedder det, at T. Brahe, foruden det han havde af Kongen, pan disſe Studier anvendte ex proprio peculio ultra centena thalerorum millia. Ifolge det tillagte Appendix er Bogen ſtreven imellem 1582 og 1592, og fenere noget tillagt, andet omtrykt. Som anden Del af dette Værk er at betragte De mundi ætherei recentioribus phæ- nomenis. Liber Secundus, Vraniburgi 1588. 4. Samt med ſamme Titel: Excudi primum cæptus Vraniburgi Daniæ, ast Pragæ Bohemiæ absolutus. 1610. 4. (Om Kometen 1577).
Epistolarum astronomicarum libri, Quorum Primus hie illustr, et laudat, principis Gvlielmi Hassiæ Landtgravii ac ipsius Mathematici Literas vnaque Responsa ad singulas complectitur, Vraniburgi 1596, 4. J Fortalen taler han om fine Inftrunienter og Arbejder, og hvad han i 20 Aar har præfteret; udforligere Be⸗ ſtrivelſe med Afbildninger af ven, Uranienborg etc. fintes S. 219 paa Tyſt, S. 231 paa Latin. Brevene ere fra 1587 til 1596, og indeholde mange Oplydninger til hans eget Liv og Virkſomhed, ſamt Forholdet til andre Mænd; ſaaſom S. 74 Yttringer om Cos pernicus og hans Epftem; S. 104 Anbefaling for Gellius Saſcerides 1588; €. 115 Falk Gjs, in latinis et græcis literis eruditissimus”; 6. 149 om Ursus Dithmarsicus (Reimar); S. 168 om Papir⸗ møllen, fom han vilde bygge, i Movember 1589; &. 199 i Auguſt 1591 om Regjeringsraaderne; hvorledes han lever privat paa fin
234 Det lærde Tiderum. Mathematit og Ufronomi.
O uten at blande fig i Politik, ſom han aldrig har holdt af; Frygt for Fremtiden, men med Guds Hjælp vil han fee alt æquis oculis o. ſ. v.
Astronomiæ instauratæ Mechaniea. Wandesburgi 1598, fol. Noribergæ 1602. fol, Det er hang Inſtrumenter med kolorerede Kobbere og Forklaringer, ſamt hans Portræt, Kort over Hven og Tegninger af Uranienborg. Ogſaa om hans Levnet og Virkſomhed, hvad ban hidtil bar udrettet og hvad der endnu ſtaar tilbage.
Et danſt Vers af T. Brahe, der fan tjene. til Prøve paa hans danſte Poeſi, ev trykt iD. Mag. 3, 19.
Tyge Brahes Soſter Sophie Brahe (f. 1556) hvis Liv er lige romantiſt ved Lerddom og Kjærlighed, var endnu ſom Ungmø, efter Tyge, Brahes. egne Ord, fin Broder bes hicelpelig med at iagttage en Maaneformorkelſe i Dec. 1573, thi ſaadanne Ting Havde hun af Naturen Lyſt til. Hun blev gijt med Otte, Thott til Crifsholm i Skaane; beres Søn var Tage Thott. Paa Uranienborg forlovede hun fig med Erik Lange fra Engelsholm i Jylland. Begge fatte deres Midler til paa Kemi. Hun vilde brage til fin Broder i Prag, men han var allerede dod. Efter tolv fange For— lovelſesaar ægtedve hun udenlands Erik Lange 1602, og giennemgik mange Øjenvorbighever, indtil hun efter hang Dod venbte tilbage til Crifsholm, og levede hos fin Søn. (f 1643, iffe 1648). Alchymiſten Eril Lange ffal have bygget Latinſtolen i Horſens 1589.
Blandt Tyge Brahes Difciple ere følgende ifær befjendte :
Peder Jakobſen Flemloſe (f. i Flemloſe i Fyn omtr. 1554) drog fom mange anbre til Hven, for at uddanne fig „og lod fig paa ti ſamfulde Mar bruge i T. Brahes aſtronomiſte Obſervationer, medicinſte og pyronomiſte Sager eller chymiſte Deſtillering“; nemlig otte Aar paa Hven og to Aar udenlands. Paa Hven forfattede han et danſt Skrift, en jordiſt Aſtrologi om Vejrets Kjendetegn, trykt "i Tyge Brahes Bogtryfferi paa Hven af Hans Gaſchiz, Bogprenter
Peder dlemloſe. Chriſten Longberg. 235
Paa Uranienborg, 1591. Kong Frederik den Anden havde nemlig ftor Lyft og Attraa til at vide og forfare Sammen⸗ hængen med Vejrligets Foranbringer, og havde felv, naar han vandrede eller var paa Jagt, gjort Jagttagelfer derover ; han befalede ba T. Brahe, at han af fine Bøger og egen Erfaring ſtulde ſtrive Kongen en Bog derom; men da han felv havde højere Studier og Idretter at varetage, paalagde han Flemloſe bet. Kongen døbe imidlertid før Bogen blev færbig. Da Flemloſe havde forladt Hven, praftiferebe han fom Læge, og var i nogle Aars Tid Medicus hos Arcel Gyl- benftjerne, Statholder paa Axelhus. Han fil af Chriftian ben Fjerde et Vifarie i Roeskilde Kapitel; men da han laa i Kjøbenhavn, for med kongelig Underſtottelſe at tage til Baſel, hvor han vilde tage Doktorgraden, dode han haſtig 1598 (eller 1599.)
Cort Arelfen, Conradus Aslacus, allerede omtalt ved Theologien og Filofofien, fom i Huſet hos Tyge Brahe paa Hven 1590, men rejfte udenlands 1593; og har udgivet aftronomifte Sfrifter paa Latin. .
Elias Olſen Morfing, Elias Olai Cimber, var ligeledes Amanuenſis hos Tyge Brahe, men om hans Levnets⸗ omftænbigheber er intet bekjendt.
Den berømtefte af Tyge Brahes Lærlinge er Chriſten Sorenſen Longberg, Longomontanus, (f. i Landsbyen Longberg af ſimple Bonderfolk 1562). Da hans Faber dode 1570, tog hang Farbroder Jens Povelſen fig af ham, men ba han ingen Formue havde til at lade ham ſtudere, raadte Han ham til at tage hjem til fin Moder og med fine Soſtende at beførge hendes Avlsdrift. Ved at overhænge fin Moder fil han bog Lov til om Vinteren at faa nogen Undervisning hos Præften, men om Sommeren maatte han vende tilbage til Bondegjerning. Ved Pinſe 1577 tog han endelig fine
236 Det larde Tidsrum. Mathemotil og Aſftronomi.
Bøger, befalede fig Gud i Vold, og vanbrede, uden fine Slægtninges Vidende, be tolv Mil til Viborg. 3 Viborg Sfole gif han i elleve" Mar, og færte, foruden be jæbvanlige Slkolekundſtaber, Beghndelſesgrundene af Mathematiffen af Matthias Hvas, ber veb ben. Tid fom hjem fra Witten⸗ berg. Ser og tyve ar gammel form. han 1588 til Univers fitetet, og vandt Profesſorernes Yndeſt, ſaa at be næjte Mar anbefalede ham til Tyge Brahe, hos hvem har var paa Hven indtil 1597 (,0ctemuali assistentia”). Han fulgte ham forſt til Wandsbet, ſiden til Bohmen, hvor han opholdt fig et Aar om. Derhos beſegte han flere af Tyſtlands Univerfiteter, og blev. Magifter i Roſtock. Paa flere Steder føgte man at beholder ham, og Kejſer Rudolph vilde endog have ham til Tyge Brahes Cfterfølger; men han foretrak fit Fedreland. Han blev Reftor i Viborg 1603, Prof. ved Univerſitetet 1605, i Mathematiffen 1607. Det var, efter hans egen Bemærfning, Chriftian Fris til Borreby, ber laldte ham tilbage til Aſtronomien, gav ham i to Aar Ophold i fit Hus, og tilligemed Kansleren Chriſtian Fris udvirkede hans Anfættelfe ved Univerfitetet. Fra 1609 af udgav han en Ræffe af latinſte Diſputatſer, og efterhaanden flere ftørre mathematiſte og aftronomiffe Skrifter. Han var gift med Dorothea, en Datter af Jeſper Berteljen eller Bartholin i Malmø (f 1637). Selv dede han 1647 og blev begravet i Frue Kirke. Han naaede iffe fin Lerers Beromthed, men vandt bog et ftort Navn, hvilket Prof. linguæ græcæ Meſter Hans Chriftopherfen har udtrykt i et Anagram: M. Chri- stianus Severinus Longomontanus Cimber indeholder nemlig : Astronomus magni vere es nunc inclitus orbis.
Sophie Brahe: D. Mag. 2, 194. 3, 12, 24. 4, 270. 271. P. J. Resenii Inscript, Hafniens., S. 410. 0. fl. hos Nyerup. Hendes udførlige og ſtjonne latinſte Digt til Erik Lange er udgivet
Peber dlemloſe. 237
af Peder Refen, aftrykt hos Schsnau, &. 238. Hun har ogſaa efterladt Slagtebsger. Erik Langes Soſter Margrete, + 1622, gift med Jens Kaas til Borgaard, og fiden med Tyge Brahes Broder, Knud Brahe, har overfat nogle gudelige Skrifter af Franſt. Blandt Damerne i Tyge Brahes Hus var da ogſaa Live Lauridsdatter, der fun indtog en tjenende Stilling, men beftjæftigede fig med Medicin, Chirurgi, aftrologiffe Spaadomme, o. desl., og ugift opnaaede en Alder af 123 Aar. + i Kjøbenhavn 1698. (Nova liter, maris Balth, 1698, &. 142. Käſtner, Geſch. der Mathematik, 2, 408. Bircherods Dagbøger, S. 344. 350.)
Peder Jakobſen Flemlsſe: D. Mag. 2, 206. Et Styhtkke af Fortalen til hans Aſtrologi er aftryft &. 272. Samt Fortalerne, T. Brahes (under Flemføfes Navn) og Longbergs foran Elementiſk og jordiſt Aſtrologi. Kbh. 1644. Longbergs Fortale figer, at Flemlsſe døde paa Rejfen til Bafel i Kjøbenhavn for fem og fhrre⸗ tyve Mar fiden. | Denne Fortale er ſtreven den 13 Dec. 1643. Sommelius 2, 417.
Denne Mands Skrifter ere nu fan fjeldne, at de her nærmere maa omtales:
Æcloga de eclipsi solari anno 1574. mense Novembri futura, et tempore plenilunij ecliptici anno 1573. conspecti, Succularum (Hyadernes) ortu obiter descripto, breuique Melibæi pastoris querela, qui de funesta sui gregis clade conquerens, defectus luminarium in cælo præuia esse signa filij Dej ad iudicium venturi, interpretatur, Hvic addita esi precatio ad Devm, pro conseruatione elementaris regionis tempore propositi Solis deliquij. Autore Petro Iacobo Flemlossio. Hafniæ 1574. 4. ( Gjelmſtjernes Samling). Paa Titelbladet en Tegning af Fors morkelſen. Tilegnet Tyge Brahe. Hvad Titelen allerede forkynder, bekræfter Tilegnelfen ydermere. — Disſe Himmelens Begivenheder, Solens Formørfelfer, ere betydningsfulde. — Quæ etsi veras in natura caussas habent, certisque motuum cæli legibus fiunt: tamen non sunt superbé ridenda, tanquam &onuov quoddam aut iuxta Epicureorum decreta temerè aspernanda. Præsertim cum nos de magnis et gravissimis rebus admoneant, nempå de ira Dej aduersus peccatum et de tristibus pænis hoc conco= mitantibus, Nam procul dubio hæc stupenda naturæ miracula
238 Det lærde Tidsrum. Mathematik og Aſtronomi.
in sublimj cælo ideo maximé in prima omnium rerum con- ditione diuinitus ordinata sunt, atque hominum conspectui manifesit obiecta: vt essent indices irascentis Dej, ac minantis digna supplicia his, qui securé in enormibus delictis perseue- rant: præuiaque signa tristium, quas peccando attrahimus, cala- mitatum. Dette oplyſes nu ved hiftoriffe Exempler, blandt andet ved Formorkelſen 1502, hvorpaa der i to Aar fulgte: blodige Krige, o. f. v. Men hvor ofte det end har truffet ind, vil næppe nu nogen tro pas, hvad han mener ingen Kriften bør tvivle om, at vore Bønner kunne forandre Naturens Love, posse cælestia fata a Deo mitigari, auerti et tolli ad pias preces. Slutningen af Eclogen, en Samtale imellem Moeris og Meliboeus i latinſte Hexametre, gaar ud paa, ſom Titelen figer, at Formorkelſen er Varſel for Kriſti Somme. Slutningsbonnen er groſke Hexametre. Det aſtronomiſte Indhold er, ſom heraf ſees, ubetydeligt.
En Elementiſch oc Jordiſch Astrologia Om Lufftens forandring oc hues der vnder begribis, tagen aff de Tingeft ſom for Dane fees oc forfares, ve huer mand letteligen kand af merde oc tilforn vijde: Huilcken holder paa alle Aar ret oc er vdi alle Land gaffnlig. Tilſammen dragen aff Peder Jacobſon Flemlss, paa Hucen. (Ned T. Brahes Portræt paa Titelbladet). Vraniborg 1591. Kbh. 1644. En fjelden Bog. Ancherſen forærede et Exemplar deraf til det Danſte Selſkab. Der findes tv Exemplarer i Hjelmſtjernes Samling; begge folge hinanden Side om Side, Linie for Linie, ja Bogſtav for Bogs ftav uden mindſte Afvigelfe, endog med ſamme Trykfejl; men i ht ene mangler Titelblad, Fortale, Wrevers, og Begyndelſen af Bogen felv, nemlig Indholdsangivelſen, der findes i det andet, ſom er Longs bergs Udgave eller Aftryk fra Aaret 1614. J forſtnævnte Exem⸗ plar mangler ligeledes den Slutning, ſom ſtaar i det andet: Forſt Tryckt paa Vraniborg. Cum Gratia & Privilegio. Anno 1591. Nu paa ny, Prentet I Kiobenhaffn M. DC. XXXXIV. Det førjte ev vel da den oprindelige Udgave fra 1591, ſom fiden er forfynet med en ny Tilegnelfe af Boghandleren Jorgen Holſt, ny Fortale af Lungberg og den tilføjede Slutning. Imidlertid ſiger Jorgen Holt: at Bogen ofte af mange fornemme Foll er efterføgt, og dog ej var mangeſteds at bekomme; derfor har han, efterat den ham af en god Ven fom en ſynderlig Raritet var meddelt, taget fig fore paa fin
Peber Flemloſe. 239
egen Befoftning den at lade trykke. Det har han da gjort med en Nojagtighed, hvortil man i vore Dage ikke vil finde Mage.
Flemlsſes Fortale er iffe fireven af ham felv, men Tyge Brahe bar, efter Flemlsſes Bortrejfe, dikteret og tilſagt Longberg den, under Peder Flemlsfes Ravn.
Bogen indeholder lutter Kjendetegn paa Vejrets Forandringer, tagne af Solens og Maanens Udſeende, Luften, Vandet, Dyrene o. f. v. Det er en flor Samling af Erfaringer, fremftillede uden overtroiſte Tilſetninger, og derfor og formedelft fin Sjeldenhed fortjener den uden Tvivl at optrykkes. F. Cr.
Er der en blyfarffuit, morck eller rodactig ring om Sulen, eller hof hinde, et eller flere Solulffue blegactig farffuede, naar hun et nys opgangen, eller vil ſtrax gaa ned, da er der Hegn eller Bleſt, oc vndertijden begge ſſes (Slags) for haanden.
En Solulff er, naar der ſtaar en moget jeffn oc allewegne ens tyd oc tet fin, ved den ene, eller flere ſijder hoß Solen, huilcken anmanumer lige fom it Spegel Solens Glang oc Skin til fig, faa det finnes for Menniſken, at vere Solens billede oc effterlignelfe.
Saadant fees ocſaa ſomme tijder hoß Maanen, oe fielden hoß de ſtorſte Stierner.
— Ciunis der en krone met atflillige farffue, ſom vdi en Regnbue omfring brendendis Lius om Natten, oc deris eyene fom det feer, tre huercken aff druckenſtaff, eller anden vnaturlig flade forhindret, da tempereris oc vendis Lufften til Fuctighed.
— Om det murler, knager eller brøler hult i Marcken oc Luff⸗ ten, oc der fornemmes ingen Aarſage der til, da horis der it vig tegen fil ſtormendes Regn.
— Naar loff, dun oc andre ſaadanr eingefte, flye hid oc did vdi ſtille Wairligt, da haffue de ſtormens tegen met dennem.
— Driffuer ſpindelweben, oc anden ſaadan flock, wordentlige hid oc did i Lufften, foruden nogen vig Aarſage, da ere de ſtormens met Regn blandet viſſe forlobere.
— Diſligeſte Bierne, naar de ſamble oc fatte (maa Sandſtene met deris beene oc fødder, til at betynge fig met, da frycte de den næruerendis Storm, fom ſtrax kommer.
Flemloſes DOverfættelfe af Mufæi Skrift om den melantoliffe Djævel, 1575, omtales i næfte Afſnit.
2383 Det lærde Tidsrum. Mathematit og Aftronomi.
in sublimj cælo idéo maximå in prima omnium. rerum con— ditione diuinitus ordinata sunt, alque hominum conspectui manifestå obiecta: vt essent indiees irascentis" Dej, ae minantis digna supplicia bis, qui securå in enormibus -delietis) perseue⸗ rant: præuiaque signa tristium, quas peceando attrabimusy cala= mitatum. Dette oplhſes nu ved hiſtoriſte Exempler, blandt andet ved Formorkelſen 1502; hvorpaa der i1tor Mar fulgte blodige Arige, o. ſv. Men hvor ofte det end har truffet ind, vil næppe nu nogen tro paa, hvad ban mener ingen Kriſten ber tvivle om, at vore Bonner kunne forandre Naturens Love, posse cælestia fata a Deo mitigari aueru et tolli ad pias preces. Slutningen af Eclogen, em Samtale imellem Moeris og Meliboeus i latinſte Gexametre, gaar ud par, fom Titelen figer, at Formorkelſen er Varſel for Ktriſti Komme Slutningsbonnen er graſte Gexametre. Det aſtronomiſte Indhold er, ſom heraf ſees, ubetydeligt.
En Elementiſch oc Jordiſch Astrologia Om Lufftens forandring oc hues der vnder begribis, tagen aff de Tingeft ſom for Danen fees oc forfares, oc huer mand letteligen kand af merde oc tilforn vijde: Huilden holder paa alle Nar ret oc er vdi alle Land gaffnlig. Tilſammen dragen aff Peder Jacobſon Flemlos, paa Hucen. (Med T. Brahes Portræt paa Titelbladet). Vraniborg 1591. Kbh. 1644, En fjelden Bog. Ancherſen forærede et Exemplar deraf til det Danſte Selſtab. Der findes to Exemplarer i Hjelmſtjernes Samling; begge følge hinanden Side om Side, Linie for Linie, ja Bogſtav for Bogs ftav uden mindſte Afvigelfe, endog med ſamme Tryffejl; men i det ene mangler Titelblad, Fortale, revers, og Beghndelſen af Bogen felv, nemlig Indholdsangivelſen, der findes i det andet, fom er Long⸗ Bergs Udgave eller Aftryk fra Aaret 1644. J førftnævnte Exem⸗— plar mangler ligeledes den Slutning, ſom ftaar i det andet: Forſt Tryckt paa Braniborg. Cum Gratia & Privilegio. Anno 1591. Nu paa ny, Prentet JKiobenhaffn M. DC. XXXXIV. Det førfte er vel da den oprindelige Udgave fra 1591, ſom fiden er forſynet med en ny Tilegnelfe af Boghandleren Jørgen Holft, ny Fortale af Longberg og Pen tilføjede Slutning. Imidlertid figer Jørgen Holſt: at Bogen ofte af mange fornemme Folk er efterføgt, og dog ej var mangejteds at bekomme; derfor har han, efterat den ham af en god Ven ſom en fynderlig Raritet var meddelt, taget fig fore paa fin
ever dlemloſe. 239
egen Bekoſtning den at lade tryffe. Det har han da gjort med en Nojagtighed, hvortil man i vore Dage iffe vil finde Mage.
Flemløfes Fortale er iffe ſtreven af ham felv, men Tyge Brahe Bar, efter Flemlsſes Bortrejfe, dikteret og tilfagt Longberg den, under Peder dlemloſes Navn.
Bogen indeholder lutter Kjendetegn paa Vejrets Forandringer, tagne af Solens og Maanens Udſeende, Luften, Bandet, Dyrene o. f. v. Det er en ſtor Samling af Erfaringer, fremftillede uden overtroiſte Tilfætninger, og derfor og formedelſt fin Sjeldenhed fortjener den uden Tvivl at optrykkes. F. Cr.
Er der en blyfarffuit, mord eller rødactig ring om Solen, eller hof hinde, et eller flere Solulffue blegactig farffuede, naar hun er nys opgangen, eller vil ftrar gan ned, da er der Regn eller Bleſt, oc vndertijden begge flæs (Elags) for haanden.
En Solulff er, naar der ftaar en moget jeffn oc allewegne ens ty oc tet ſty, ved den ene, eller flere fijder hoß Solen, huilcken annanumer lige fom it Spegel Solens Glang oe Skin til fig, fan det fiunes for Menniſten, at vere Solens billede oc effterlignelſe.
Saadant ſees ocſaa ſomme tijder hoß Maanen, oe fielden hoß de ſtorſte Stierner.
— Ciunis der en krone met atſtillige farffue, ſom vdi en Regnbue omfring brendendis Lius om Natten, oc deris stene ſom det feer, tre huerden aff drudenffaff, eller anden vnaturlig flade forhindret, da tempereris oc vendis Lufften til Fuctighed.
— Om det murler, knager eller brøler hult i Marcken oc Luff⸗ ten, oc der fornemmes ingen Aarſage der til, da horis der it vig tegen til ſtormendes Regn.
— Naar loff, dun oc andre ſaadanr eingeſte, flye hid oc did vdi ſtille Wairligt, da haffue de ſtormens tegen met dennem.
— Driffuer ſpindelweben, oc anden ſaadan flod, wordentlige hid oc did i Lufften, foruden nogen vig Aarſage, da ere de ſtormens met Regn blandet viffe forløbere.
— Difligefte Bierne, naar de famble oc fatte ſmaa Sandſtene met deris beene oc fødder, til at betynge fig met, da fryete de den neruerendis Storm, ſom ſtrax kommer.
Flemloſes Overfættelfe af Mufæi Skrift om den melankoliſte Djævel, 1575, omtales i næfte Afſnit.
240 Det lærde Tidbérum. Mathematit og Aſtronomi.
Cort Arelfen: De natura coeli triplicis libri tres. Sigenæ Nassov. 1597, tilegnet T. Brahe. (Athene 1818, &, 420.)
Elias Morfing eller Cimber? Diarium Astrologicum et Me- tbeorologicum anni 4586. Et des comela quodam rotundø omnique cauda destilutø, qui amno proxime elapsø (1585) men= sibus Octobri et Nouemhri conspiciebatur — per Eliam Olai Cimbrum Nobili viro Tychoni «Brahe »im Astronomicis exereitijs inseruientem. Excusum im Officina Vranihvrgiea (1586 ſtaar under Tilegnelfen til den udvalgte Chriſtian, den 4.). 4. (Borm har gjort fo Skrifter deraf
Chriften Longberg: Vinding,” S. 212. RNiceron durch Baum⸗ garten 14, 191. Tortalen til Flemløfes Aſtrologi, 1644. Nyerup, Univerfitetet S. 127. Portræt af Simon de Pas (efter Nyerup):
Cyclometria ex Lunulis reciproct demonstrata, unde tam Areæ, qvam Perimétri eireuli exacta dimensio, ét im mumeros diductio ſeqrula est, hattenus ab ømnibus Matbematicis suniet desiderata. Ad Christianum Quartum. Inventore Christiano S. Longomontano Regio Mathematum Professore. Haſn. 1612. 4, og oftere. (Kaͤſtner, Geſch. der Mathem. 3, 57. 58). Udgivet efter Opmuntring af Chriftian Fris til Borreby. Han antager heri at have løft en af de Gordiſte Knuder: Cyclometriam eqridem seu Qvadraturam circuli exhibeo, nunc primum post bis mille annos, aut ed amplius, intra quos a præcipuis fere in Orbe Mathematicis tentata est, absolute, ut in hoc Tractatu apparebit, inventam, Med hiftoriff Oplysning om de forrige Forføg. Hertil hører en Rakke af Skrifter, tildels af hans Modſtander Johannes Pellius. Men det er nødvendigt at gaa til Skrifterne ſelb; Nye⸗ rups Titler ev utilſtrakkelige.
Astronomia Danica. Amstel. 1622. 4. og oftere (Badens Univerfitetsjourn. 1793, &. 156). Han falder den Astronomia Danica, ut puta in Dania simul nata ac elaborata. J Tils egnelfen, ſtreven 1620, omtaler han fit Ophold paa Hven og fin Unfættelfe ved Univerfitetet for 15 Aar fiden.
Denne Mands Skrifter behøve uden Tvivl et nøjere Gjennemfyn. Vorm og Nyerup ſtemme iffe overens med hinanden, og nogle af deres Angivelſer iffe med de virkelige Skrifter. Blandt dem jeg har feet anfører jeg endnu et formedelft en Ittring om den hellig
Chriften Longderg. Mathematifere. 241
Mand ſom Arithmetifer; Vorm har det: Coronis Problematica ex Mysteriis Trium Numerorum, Senarii, Septenarii et Octonarij, in suis Qvadratis ritd inter se collatis, concinnata: Quibus Linea Circularis Reclæ multifariam in Numeris æquatur, Hafniæ 1637. 4. Heri figer han: Neque quisquam admirari debet Qvadratos certorum Numerorum, et ipsorum debitam ad invicem compara- tionem, tantas res efficere posse, siquidem etiam in sacris pa- ginis haut infrequens est, Numeros qvosdam in suos Qvadratos a Spiritu S. convenienter resolvi, ut Septenarius numerus pro anno Sabbatario positus, in suum Quadratum quadraginta novem, pro anno jubilæo, Levit 25. v. 8 et 9. Item Numerus Dode- narius in suam potentiam, quippe centum quadraginta quatuor. Apoc. 21. v. 16 et 17.
Tyge Brahe var et Særfyn. Slige Kometer komme farende fra et andet Solſyſtem, og virfe mere eller mindre paa be regelmæsfig gaaende Planeter; naar be ere forfvundne, fortfætte disſe deres jævne Gang. Univerſitetet, ber iffe havde fremkaldt, kunde heller iffe fuldende hans Verk; og ver hengaar ſaaledes en Tid, ber er beſtjceftiget med Themata til Ovelſe, med Difputatfer, med Lærebøger og deslige Skrifter, medens fun enfelte Mænd tillige henvende bereg Op⸗ meerkſomhed paa bet ny Fenomen. Til bisfe Forfattere høre: De mathematiſte Profesforer Hans Rasmusſen Skomager (f. 1551, + 1614), Chriften Hanſen fra Ribe (f. 1567, Biſtop i Aalborg, f 1642), begge fun bekjendte ven Diſpu— tatſer. Den formedelſt fine Pttringer om Adelen domfeldte Chriftopher Dybvad. Theologen H. P. Reſen og Medi⸗ cineren C. Bartholin den Eldre. Peder Bertelſen Kjerul, Kærulius (prof. pædag. 1615—1621). Hans Laurenberg (f. 1590 i Roftod, 1623 prof. math. i Sorø, + 1658). Peber Sporman (f. 1608, prof. historiarum et geogr. 1635, 41661). Erit Olſen Torm (f. 1607, prof. math. 1635—45, f 1667). Jørgen From (f. 1605, prof. math. 1647, +
16
242 Det færve Tibsmm: Malhematit og Aftronomi.
1651). Vilhelm Lange (f. 1624, prof. math-.1650—1660, F 1682). Claus Nielſen Les leus fra Yſtad (omtr. 1650): Jørgen Eilerſen, Hilarius ff) 16016, Reltor t Kjøbenhavn, F 1686). Chriftian Sten buch (f 1625,"prof. Tinguæ hebr. F 1665); og ben allerede veb dyſilken omtalte Rasmus Bartholin (f 1694), ber fra pet, empiviffe Studium tillige vendte Opmærkſomheden hen, paa. Carteſius og ben. analytiſte Kunſt. Ved Forbindelſen med Frautrig valtes endelig atm Opdager i venne Bartholins Lærling," Ole Romer
Chr. Dybvads Skrifter, anførte; hos Nyerup men ej nojagtig lægge Cuclides til Grund, ſaaſom C: Dibvadii) in Geomeiriam Ev= elidis prioribus sex Elementorum librisveomprehensam (Demon stratio Linealis. Ad Christian IVs Ærnkemii Geldriw 16084 4. C. Dibvadii imvGeometriam (ete ſom forrtige)-Demonstratio Numeralis. Ad Christianum Friis Cancelariam Regium. Lvgdvni Batavorum 1603. 4. C. Dibvadii in Arithmeticam rationalium Evclidis Septimo, Octavo et Nono Elementorum libris compre- hensam Demonstratio. Ad Jacobum I. Magnæ Britanniæ etc. Regem. Arnbemiæ Geldriæ 1605. 4.
Om betydelige Fremftridt vidne H. P. Reſens Arithmetik, der blev ſtreven 1586, og Geometri 1587, og formodentlig ſtyldes det ifær ham, at Chriftian den Fjerde befalede, at Elementerne flulde foredrages i alle Skoler. Disſe Lærebøger bleve fenere udgivne : Scholia succincta et facilia in Arithmeticam Gemmæ Frisii, tradita et conscripta olim in schola privata å Joh. Pavl. Rese- nio, Et nunc tandem edita in usum scholarum puerilium per Petr. Nic, Gælstrupium. Witeb. 1611. tilegnet Jafob Ulfeld, der havde været begges Lærling. luitia Geometrica, seu in Euclidem Isagoge compendiosa. Una cum Logistica Astronomica brevissima. Tradita olim in Schola privata å Joh. Paul. Resenio, Et nune edita pro junioribus a Joh. Christoph. Knopfio. Witteb. 1612. tilegnet Chriftian den Fjerdes Søn Chriſtian. Begge med Figurer indfatte i Texten.
Joh. Laurenberg føgte ſom Digter at forfriffe den tørre Viden⸗ ſtab. Efter den førfte Udgave af hans Gromaticæ libri tres, Hafn,
Mathematiſte Sfrifter. 243
1639. 4. findes hans Ocium Soranium sive Epigrammata, con-= tinentia varias Historias et res scitu jucundas, ex Græcis La- isque scriptoribus depromptas et exercitationibus Arithmeticis accommodatas. Hafn. 1640. 4. indeholdende 61 graſte og latinfte Cpigrammer, med tilhørende hiſtoriſte Anefdoter og deres mathematiſke Opløsning; en ret kuriss Bog. Ligeledes er hang Arithmelica, peculiaribus observationibus et exemplis historicis illustrata, Hidem Algebræ principia, Soræ 1643. 4. mærkelig ved de af den gamle Hiftorie tagne Exempler.
Til T, Brahes Levnet og aftronomifte Meninger hører E. O. Torms Disqvisitionis Mechanicæ continuatio, in qva de Instru= mentorum Numero, Usu, et præcipue de Globo Tychonico disse- ritor et disputalur, Haſo. 1645, 4.
Dafaa Jørgen Froms Skrifter imod Morinus ere markelige med Øenfyn til Aſtronomiens Fremgang.
C. R. Lesleus: versa Planorum Geometria (ete.) per Claudium Nicolai Eistadium. Lubecæ 1650. 4. tilegnet Chriſten Thomſen til Stougaard. Geomeiria sive Ars metiendi simul Tractatus de quadratura Circuli et Quæstiones nonnullæ discursu dignissimæ de motu terræ et cometis (etc.) opera Claudij Nicolai Leslei. Lubecæ 1661. 4. Men her lob Theologi og Mathematik Sovederne mod hinanden, hvilket fees af: Anatome quæstionum paradoxarum Claudii Nicolai Leslei de motu terræ, animå ho- minis a sola matre, et Servatore Jesu die Jovis passo, Lubecæ anno superivre typis exscriptarum, obviå industriå instituta per Johannem J. Windefontanum Ecel. Steenlåse et Vixöe Past. Hafn, 1662, 4. hvis Forfatter drager ſtærkt tilfeldts imod Mathe⸗ matikeren, der afviger fra den kriſtne Lære om Kriſti Ded og Ops ftandelfe, om Sjælens Oprindelfe, der efter den hellige Skrift ogſaa ſtyldes Faderen, og om Solens Opgang og Nedgang, der fan ofte omtales i Guds Ord til Gude Ere!
De vigtigite af Rasmus Bartholins Skrifter ere: Damiani Philosophi Heliodori Larissæi de Opticis libri 2. nunc primum editi et Animadversionibus illustrati. Parisiis 1657. 4. En ſmut Udgave af den græfte Tert med latinſt Overſættelſe. Francisi a Schooten Principia Matheseos vniversalis sev Introductio ad Geometrie methodum Renati Des Cartes, Lugd. Batav. 165f.
16"
2
244 Det lærde Tiderum. Matfematit og Ifronomi.
4. Tilegnelſen til Chriſtian Themſen til Stasgaard. ,,Recentiores artem quandam excogitarunt, quam. vøcant Analyticam, cujus principia tradit hoe opuseulum. Leidæ 1650." Fortalen beremmer Des Bartholin fil Undervisning af SCooten, Prof. i Mas thematikken i Leiden; dte ham far han dare Bogen, og Svein bar gjennemſeet dem) Diøristice senllægqustidnum determinstites duabus melbodis propøsitæs Haoniæ 11663. 7742) tilegnet» Peder Reedts til Tygeſtrud· Kmpirica stadia si pergat probare fantum otiosa juventus, sterilis fiet, pbilesophis.. Partem, hane Geome= triæ, ob summam édifficultatem hactenus sepultam, ita angixus sum perseqvi, ut peritis in bae Arte ét ad intima Analytices sacra admissis, confide mom displiære, cam verd illi rependet gratiam brevitas, quam rerhosa ftset éoiimendålis,« 16)
Uden Tvinf have flere Mænd. Fejtjæftiget; ſig med Aſtrenomii og Mathematik; folgende mævnes,, forsat; deres, Vigtighed for Biden ſtaben nøjere fan underføges: Albert Mejer 1551 (fe Myerup). Serman Jørgenfen, Hermannus Georgij (Euclidis rudimenta Musices. Hafn. 1576). Gjete Lauridſen, Ægidius Laurentii, 1596 Rektor i Ribe, 4 1627 (Oratin de Cometarum genere -et subjecto, Servestæ 1593). En af de markeligſte er Hans Lang, f. i Asfrns, 1566 Rcfror i Odenſe, Prof. ved Gymnaſiet; Praſt i Horne, + omtr. 1604. (Langeb. Script. rer, Dan, 1, 35. Blochs Fyenſte Gejftligh. 1, 277. Knud Bieſte ſtal bave udgivet en Parentatio in obitum Joh. Langii. 4. men den findes ikke paa det Song. Bibl). Cbriſten Lund, (Prof. ved Gymnaſiet i Odenſe 1628). Peder Hanſen Trane, Rektor i Kolding, + 1658 (De uti- litate Matheseos. Aarh. 1654. Suhms Saml. 1, 3, 150). Sigis-⸗ mund Såjtner (Vestibulum Pyroboliæ seu Compendium Artii- leriæ. Francof, 1671. fol, Barthol. Acta med, et pbilos, 1,302). 6. S. Glud den Yngre, Prof. i Mathem.; Praſt i Bergen, + 1696. Lægen Peder Deichman. Lucas Bejelin fra Roſtock. Søren Kjerulf, Praſt i Kjeng. Samt M. Meibom fra Tonningen, Prof. i Sors.
Ole Chriftenfen Rømer (f. i Aarhus ben 25 Sep⸗ tember 1644) var Søn af en Kjøbmand, ber ved fin Død efterlod ham nogle Bøger og Inftrumenter henhørende til
Ole Rømer. 245
Gøvæfenet; 1662 kom han til Univerfitetet, lagde fig efter Mathematik, og vandt ifær Rasmus Bartholins Yndeſt. Da Aſtronomen Picard blev ſendt til Norden, for at anftille Obſervationer, blev han opmærlfom paa ben iffe ganſte unge danſte Lærde, og tog ham 1671 med til Frankrig. Her giorde han fnart Lytte, Han opholdt fig i Frankrig t ti Mar, fra 1671—1681, og vandt et europæift Navn; blev Lærer i Mathematik for Kronprinſen, beltog i Anlægget af bet kunſtige Vandſpring i Verſailles, og var Medhjælper ved Picards og Casſinis aſtronomiſte Obſervationer. I Aftros nomiens Hiſtorie blev hans Navn udodeligt ved ben Ops dagelſe han herved fom til at gjøre: Lyſets Forplantning og Hurtighed (diffusio luminis successiva). Ved beſtandige Jagttagelſer af Jupiters Drabanters Formorkelſe blev han opmærffom paa jvigeljer, ſom han forklarede af Lyſets Bevegelſe, og beregnebe deraf i November 1675 ben Tid, ſom Lyfet bruger til fin Forplantning, en af be merkeligſte Opdagelſer i Himlens Fyſik, ber fnart blev et væfenligt Moment i de aftronomiffe Theorier. Efter at han 1676 var bleven prof. matheseos designatus ved Kjøbenhavns Univerfitet, blev han endelig hjemkaldt 1681, for at tiltræve fin Profesſur. I Aarene 1687—88 foretog han efter fongelig Befaling en Rejſe til Tyſtland, Franfrig, England og Hol— land; og blev efter fin Hjemfomft Asſesſor i Højefteret, ſamt 1705 Politimeſter og Borgemeſter i Kjøbenhavn, i hvilfen Stilling han lagde Planen til en bedre Indretning af Politis væfenet, indførte ny Maal og Vægt, 0. desl. Sine aftros nomiſte Obfervationer fortfatte han beſtandig, dels paa Runde Taarn, dels omtrent fra Aaret 1690 af i fit eget Hus, og forfærdigede derhos aſtronomiſte Maſtiner, ſom Machina planetarum, ber fremſtiller Planeternes Gang, og Machina ecclipsium, ber viſer Solens og Maanens Formorkelſer.
246 Det tarde Tidsrum. Mathematik og Afronomi.
En ftor Del af hans Obſervationer forgik Ht Rjøbengaone Ildebrand 1728. Han har ertjendt Firſtjernernes Barallare, et af be Fenomener, ber iſcer tjener til at befræjte bet coper⸗ nicanſte Syſtem. Slutningen af et Skrift derom ſtrev han i fit Dodsaar. Han dode den 10 September 1710. Hen var to Gange gift; begge Gange med en Bartholin.
Rcigers Program foran P. Horrebovii Basis Astronomiæ, i Horrebovii Opera måthematico=pbysica 3, 1. "Hans Maſtiner fit. Journal des Scavans før 10681, S. 41, "for 1683, S. 58 Pontoppid. Gesta et vestigia Danorum 1, 393. Ddin Wolffs Hiſt. Ordbog 10, 160. Baeſtrivelſe over. hans Inſtrumenter hos J. F. Ramus, disp. de instrumentis,astrønomicis…,Hafn. 1713. 4. Hans vigtigfte aftronomiffe Jagttagelfer i Horrebovii Opera, t… 3, ifær de paralaxi orbis annui, 3, 61; de Råmeri demonstratione diffasionis luminis ”stecessivæ, 3, 1157 Brevverlingen derom med Huygens, 3, 126, og Copernieus triumphans, 3, 241. jf. Bosfat, Geſch. der Mathematik, durch Reimer, 2, 100. Hans Brevvexling med Meier og Leibnitz i lIorrehoxii Opera, 2, 120. Brunsmands Brev til Rømer om Kalenderen, 1700, fit. 2, 167. Rømers Brev om SKalenderreformen i Wolffs Journal, Sept. 1816. Olufsen, Considerationes de conaminibus, quæ ad Astronomiam practicam reformatam instituit incl. Roemerus, i Tentamen de longitudine speculæ Havniensis, Program 1850. 4. Om Lyſets Hajtighed Humboldt, Kosmos, Schumachers Overſ. 3, 70 med tilhørende Anm. &. 32.
Sfrifter i Modersmaalet med ren videnſtabelig Tendens kunde naturligvis næppe blive til. Aſtronomien tilbod imid— lertid et Æmne, ſom felv menig Mand man have læjt om med Begjerlighed, nemlig Kometerne; om bem udkom ber adſtillige danſte Sfrifter, baade originale, fom af Morten Pederſen Alban, Forfatteren til Abſalons Herkomſt, 1581, og Overjætteljer. Om Solformorkelſer 1654 udkom Traf= tater af Enevold Randulf og Iver Ved. Adolph (eller Alfſen). I andre theoretiffe Forſog, ſom be geometriſte af Jørgen
Danſte Sfrifter. Bagge Vandel. 247
Mohr og Arnold Bondeſen, ligger ben praftiffe Tendens til Grund. Det var ligefrem Tilfældet mer Navigationsbøger, hvoraf flere endnu ere til… Den vigtigfte Forfatter er Bagge Vandel, en Broderſon af Biſtop Vandal i Viborg (f. i Magſtrup ved Haberslev 1622), ber 1649 blev For⸗ ftander for den af ham oprettede kongelige Navigationsſtole ti Kjobenhavn, F 1683. Han har udgivet adſtillige danſte Navigationsſtrifter fra 1649—83, Almanaffer for Aarene 1655—84 og Marinekalendere 1673. Andre haves af fans Knudſen 1641, Tyge Chriftenfen 1642, N. Lerwigh og Anders Miffelfen 1697; ſamt Jørgen Raſch, forſte Beſtyrer af Navigationsſtolen paa Møn, 1702. Om danſt Matrifel- regning udkom et Sfrift af Jørgen Dineſen Orendorph, 1687, ber 1692 blev Prof. ved Ridderakademiet i Kjøbenhavn. Endelig gav Kalendervæfenet Anledning til en Del Skrifter, i hvilfe ber optoges mangehaande andre Gjenſtande, fnart hiſtoriſte Oplysninger, ſnart Beſtrivelſer over Dyrenes Leve⸗ maade, ſnart Regler for Vejrliget, eller Anvisninger til Plantning, Saaning, Ympning, Syltning o. desl. Nogle ere formedelſt deres Elde mærfelige, iſer Calendarium perpe- tuum 1592 af Claus Berg (f. 1546; 1578 Kannit i Oſlo, og 1590 Decanus capituli); andre ere Boghandlerſpekula⸗ tioner, ſom Jens Lauridſen Volfs 1648 (med Afbildning af Prins Chriſtian ben Femtes Guldhorn). Og Bogtrylleren, f. Cr. Laurids Benedicht 1594, fandt rimeligvis endnu en god Næring i Troen paa Aſtrologi, o. desl.
Blandt disſe Skrifter ere følgende forekomne mig i en eller anden Genſeende markelige:
Øm ben ny Stierne oc Comete, ſom fig haffuer ladet til ſiune vdi Nouembris maanet Aar 1572. Sereffuet ved Georgium Buſch Norinbergensem, Boendis til Erfurt, Oc nu vdſat paa Danſte. Kbh. 1573. 4. Under Tilegnelfen: Raſmus Hansſon Reravius.
248 Det lærve Tidsrum. Mathematit og Aftronomi.
Tilegnet Borgemeſtere, Raadmand og Byfoged + Kbb., hvis Revne man her fan finde med deres. Bomærfer. Det er Tyge Brabes ny Stjerne, fom han ſaae den 11 Rovember, Buſch den 175 Suſch anſaae den for en Komet, og udlægger naturligvis dens Bethdeing
En nyttig Vnderuiſſning, Om den Comet, ſom dette Aar 1577 in Nouembrj, forſt haffuer ladet fig ſee· Beſereffnen ved Georzium Christophorum Dihuadium, Profesſor siden hellige Serifft. Abh 1578. 4. Tilegnet Frederik den Anden Den indeholder tte Sthtker 1) hvad et chriſtet Menneſte ſtal tenke, naar han ſter ſaadaune Tezu fom denne gruelige Comet; 2) fortæller. han, paa hvilfe Tider andre Cometer have brændt og hoad derefter; ſteet erz 9) følger hans Mening og jucheium om denne Comei, at vis alle ydermere mar” for⸗ aarſages til aluerlig Penitenz og dyriftelige Boner. Dioſe Forvarsler ere undertiden pudſige nok 4500 var ſeet en Eomet/ og det bar tilforn blev i Cracow født em Kalb med to Goveder 11506 ſtiu⸗ nede en Comet og ſamme Mar døde Carl den Femtes Fader.
Kort Forklaring offuer den my Comet (ete.) 1618, ved Johan= nem Hoppenervum Roſtoch. Mathematum stodiosum. Førft trykt til Roſtock nu i Gelfingør 1619. 4.
Euclides Danicus, Bestaende in twee Declen: Het eerste Deel: Handeldt van de'Meetkonstige Werckstucken , begreepen in de ses eerste Boecken Euclidis. Het tweede Decl; Geeſt aenleyding om verscheyde Werckstucken te maecken, als van Snijding, Raecking, Deeling, Perspeclive en Sonnewijsers (etc.) Door Georg Mohr W”Amsterdam 1672, 4. Tilegnet Chriſtian den Femte. Samme Skrift paa Danff: Euclides Danicus Beſtaaende udi Too Decle (ett.) Amſterdam 1672. 4.
Arnold Bondesſons Deliciæ Geometriæ compendiosæ eller en fort begreben Forlyftelfe udi Geometrien og Maalekonſten. Kbh. 1704.
Bagge Vandel: Rapdologia Neperi konſtig og lattelig med nogle Talſtokke at regne, paa vort Danffe Sprog fremftillet. Kbh. 1678. 0. fl.
Et Calendarium perpetvum Eller en euig Almanach: Indes holdendis Mars tallid, de Rommerſte naffne paa Maanidz dagerne, ſom kallis Kalendæ, Sondags Bogſtaffuer, Gyldentallet, Cisio lanus,
Danſte Skrifter. 249
om de vrørlige Fefter oc hellige dage det ganſte Mar om Kring, Solens opgang oc nedgang, dagens oc Nattens lengd, vdi huer Maanet. De Solens indgang i de tolff himmelſte tegener. Med en forklaring oe Mandelige vthdning paa en huer Maaned) Naffn, De huad vy ferdelis haffue aff ſamme Maaneders naffne ad Lære. Andſtellet oe rettet effter den Poli elevation oc høghed, ſom er offuer Oſlo i Norrig. Aff Claus Berrig Cannick i Oſlo. Prentet i Roſtock 1592 4. Tilegnet Axel Gyldenſtiern til Lyngbygaard, Norges Riges Statholder ett. S. Oluffs dag den 29 Juli 1592. Efter Maaue⸗ derne, der udgjøre det meſte af Bogen, følger Aaret og dets fire Tider, der giennemgaas hver for fig med ſmaa Vers derimellem. Til Slutning: Huorfedis mand flal det ganffe Aar omfring dømme om veirliget, baade aff de ting fom ere paa himmelen, i Sfyerne, Bandet, oc paa Jorden. F. Cr. „Om bøge berge og ſtore klinter fiunis ad ſkiolle meget høgt i veiret, lige ſom ftulle naae op under ſtyerne, oc kand ide ſee toppen paa dennem, er regen ad foruente.“ „Om bet kurrer i bugen paa hundene, de æde gres, oc lapper ſtinge hart, oc quindfolck foffue hos rodjen, er regn forhanden.“
Det var da den forſte Folkekalender. Om Forfatteren fre Claus Bergs Beretning om fin Faderne⸗Herkomſt i D. Mag. 1,23.
Diarium sive Calendarium ecclesiasticum, politieum et oeconomieum perpetuum. Det er: En evigvarende Kircke, Polis tift oe Huußholdnings Calender (etc.) Stjlet oc ſammenſkrefvet ved Jens Laurigfon W. Boghandler i Kisbenhafn. Kbh. 1648. 4. Delt i tre Parter: 1) Almindelig Almanak; 2) Beftrivelfer om hver Maancd; 3) Nyttige oc ſtjonne Chronologier, deri ogſaa de nordifte Landes fra Syndfloden til nærværende Aar. o. f. v. Forfatteren figer om fig felv, at 1648 er hans 61 Aars Alder og det 40 Aar efter at han deponerede.
Johan Brunsmands almindelige og ftedfevarende Kalender. Kbh. 1688.
Om danſte Almanakker fee Fortegnelfen hos Vorm, 3, 1016. J Gielmſtjernes Samling (efter Katalogen) Almanakker fra 1570— 1739; i de aldſte Peder Hegelunds Optegnelſer. Samt hos Nyerup: Magdalene Zeger (+ 1568) gift med Thomas eger, Prof. i Medicinen, der døde 1544. A. P. Kjøge (1566). Erik Dybvad. Hans Lyffander (1580). Chr. Stenbuch (1618—49).
250 Det færde Tiderum. Mathematit og Aſtronomi.
Thom. R. Walgeſten (1651—82). Caſten Bagge (1686 08) Laur. Schive (1701—12).
Der fan maaffee endnu i Reguebøger: findes et og. andet. mærker ligt. Forfattere ere: Anders Olfen i Kjøbenhavn. Hans Lang (1576). Morten Rielſen i Viborg (1584). Riels Ganſen (1599). Niels Mitfelfen i Kolding. Johan Vtrecht, en Thſter, Organift i Marhus. Genrik Gardner Phafodinusy en Tyſter AKjobenhavn. Tyge Hanfen i Throndhiem. Chriſten Olſen Viborg i Malm Præften Anders Hanſen Bonde. Miltkel Nielſen Ruder i Odenſe. Arnold Bondeſen. Joach. Schweder i Chriſtiania. Saren Matthi— ſen, Klokker ved Trinitatis Kirke, og hans Regnebog er da endnu i Folfemunde; Oldgranſterne have ſtrevet ham paa det forte Bræt formedelſt hans Raſeri imod de gamle Stene.
Italienſt Bogholderi kjendte man ogſaa, ſiden Berthel Petraus har givet Grunden deraf (1674)
Kronologien leder os endelig til ſerſtilt at omtale em frugtbar Sfribent og iffe umærfelig Mand Niels Helvad, Helvaderus (f. 1564 i Hellevad ved Aabenraa, Hvor hang Faber var Præſt). Han gif i Haderslev Skole, berpaa i adſtillige andre, og deponerede 1587 ved Univerſitetet i Ro— ftod. Han blev Preſt efter fin Faber 1591, men efter Cal- vinifternes Tilſtyndelſe uven Lov og Dom affat 1609, indſat igjen 1611, og atter afffebiget. Den altformaaente Johan von Wowern, hvis Nativitet han havde ſtillet uheldig, til lægges ifær hang gjentagne Fordrivelſe. (Ich ſoll und will ifm eine wiederumb ſtellen, ſagde han, ber Teufel ſoll ihn holen.) Helvad opholdt fig i Svendborg fra 1613 til 1615. Kong Chriftian ben Fjerde lærte at kjende ham perfonlig, og udnævnte ham 1615 til kongelig Kalendariograf. Han beholdt Kongens Gunſt, fulgte ham endog paa nogle af hang Rejſer, og levede for Reſten i Kjøbenhavn til fin Død ben 23 Auguſt 1634. Han ſtildres fom ,,en flittig og lærd Mand, en begavet Taler, behagelig og munter i Omgang, fuld af Iyftige og vittige Indfald.“ Hans Sfrijter paa Latin, Tyſt
Niels Helvav. 251
og Danſt bevarede længe deres Anſeelſe; og nogle finde „hans Sprog bjærvt, livligt og for fin Tid flydende, om end Tonen er heftig og ſtundum bidende”, men han flakker endnu mere om i Videnſtaben, end han gjorde i Livet, fan at bet hartad er umuligt at fige, til hville Fag hans Skrifter høre. Naar han begynber en. hiſtoriſt Behandling, taber han fig i fit uendelige Stof, og blander alt imellem hin⸗ anden. Som populær Sfribent har han derfor virket betybelig paa fin Samtid, men ber manglede ham ſom hele hans Tidsalder Smag, og hans Sfrifter, blandt hvilfe en Del ere hiſtoriſte, ere for os næften fun Kurioſiteter, ber ſynke endnu dybere, forbi Sprogforanbringen har gjort mangt et Udtryk, ber paa hans Tid endnu var æbelt, til næbdelt og plat.
Gelvads Selvbiografi med Langebeks Tillæg i Videnſt. Selſt. hiſt. Almanak for 1775—76. Moller, Cimbr. liter, 1, 243. D. Pfafmedigtning, Forfatterne 4, 30. Nyerup om Gelvaderi Spaadom Frands Rantzows Død angaaende i Minerva 1804, 1, 1. Hvor ogſaa hang Prognostica Astrologiea omtales.
Som Exempler paa hans Skrivemaade kunne tjene:
Reſolution oc Forklaring paa den Ny Comet oc Wuanlige Stierne, ſom bleff ſeet vdi Novembri oc Decembri Maaned 1618. Kbh. 4. Forſte Capitel. De Motiver oc Principal aarſager, huor⸗ faare Gud lader Cometer oc andre gruelige Spectackel fee paa Him⸗ melen. Andet Capitel. Om Cometers Skabning, oprindelfe oe herkompſt (etc.)
Calendariographia sacra, Jeſu Levnets Calender (etc.) Dis⸗ ligeſte alle Helgeners Hiſtorier (etc.) Kbh. 1618. 4.
Sylva chronologica, hiſtoriſcher Wald» und Umbbkreis des bal⸗ thiſchen Meeres. Gamb. 1624 og 1625. 4. En Skoo, ſiger Behrmann (i Fortalen til Chriſtian den Andens Hift.) af mange Slags Træer og Buſte: politifte Begivenheder, Fodſler og Dødes tilfælde, Ammeſtue⸗ og Trolddomshiftorier, Efterretninger om her⸗ ſtende Sygdomme, om Vejrliget, om Overſosmmelſer, 0. ſ. v.
252 Det lærte Tidsrum, Medicin og Naturhiſtorie.
10, Lægevivenffaben. Kemi, Naturhiſtorie, iſer Botanik. Johannes Pratenſis, Auders Lemvig, Johannes Franciſei, Anders Chriſtenſen, Gellius Saſcerides; Jørgen Fuiren; Peder Diderik Papugt Bartboliger ne, eg ben Bartholinſſe Stole. Oluf Borm; Simon Paulliz Ole Borch. Niels Stenſen eller Steueg Jakob Vinslov. Otto Sperling ven fore; Peber Kylling. Danſte Legeboger og lignende Strifter.
Den lærde Dhrkning af Medicinen, ſom Morſing havde beghndt, fortſattes Sluiningen af vet ſextende Aarhundrede, og opnagede i bet følgende europteiſt Beromthete De tid ligere Læger virklede iſer praktiſt, og deres Virtſomhed for Videnſtaben kan kun anſees fon en Indledning til de ſeneres udodelige Værfer)]” Peber Severinus er foran omtalt. Johannes Pratenſis (F.P Aarhus, Vrof. 1571, Finder en Forelæsning 1576), hols Fader Philippus a Prato fra Normandiet for fil” Danmark med Chriftian den Andens Gemalinde Jfabella, fjende vi fom en Ben og Velynder af Tyge Brahe, ſamt ſom Aſtrolog; Han udgav et Sfrift om Mevicinen (De ortu, progressu et partibus artis medi- cinæ. Hafn. 1572, 4,), og er tillige bekjendt ſom latinſt Digter. Hang Cftermanv, Anders Lemvig (f. 1538, Doft. i Medicinen i Bafel, Prof. i Medicinen 1577, + 1603), hvis Fader Jens Anderſen havde faaet et Rejſeſtipendium til Rom, for at befjæmpe Lutheranerne, men paa Tilbage= vejen blev faa indtaget i Luther og Melauchthon, at han gif over til den ny Lære, var ligeledes ifær bekjendt ſom Tatinjt Digter, og udgav ſom Læge fun en Difputats. Den ſom poeta laureatus i forrige Tidsrum omtalte Hans Frandſen, Johannes Francisci (Prof. i Medicinen 1561, + 1584), foredrog, efter adffillige andre Forelæsninger, for at begynde fra Grunden af, Anatomien, men behandlede fun Oſteologien efter Galen, og gav Overfættelfer af Hippokrates (1571) og Galen (1572—73). Hans Cfterfølger Anders Chriſtenſen, Andreas Christiani (f. i Ribe 1551, Doft.
BEfore Læger. 253
i Mebicinen i Bafel, Prof. i Medicinen 1584, Forſtander i Sørg, + 1606) Forfatter til flere medicinſte Diſputatſer (1583—1593), og en Haandbog, udgivet i Baſel (Enchi- ridion medicum, 1608), var ben førfte, ber forføgte Dis— feftioner, men bet var endnu en faa uvant Ting, at ba bet Tom ub iblandt Publikum vilde ingen. fliffelige Folk gaa tilbordg med ham; han maatte berfor fee ſig om efter em anden Virkekreds. Gellius Saſcerides (f. i Kjøbenhavn 1562) kom tretten Aar gammel til Univerſitetet, opholdt ſig i Wittenberg 1578—1581, berefter. hos Tyge Brahe i fer Aar. fan ſtuderede Mathematif, men. brog til Italien for at lægge fig efter Medicinen, og blev Doftor i- Medicinen i Baſel 1593. Han fom hjem ſamme Aar, og blev Medikus i Skaane, 1603 Prof. i Medicinen i Kjøbenhavn, + 1612. Hans Sfrifter ere fun Difputatfer; men han er bleven bekjendt af hin forargelige Strib mer Tyge Brahe, med hvis Datter Magdalene han havde forlovet fig.
Kilder til Lagrvidenſtabens Hiſtorie: '
Th. Bartholini Cista medica. Haſn. 1662. Sammes Epi- stolarum medicinalium a Doctis vel ad Doctos seripiarum. Cen- turia 1—4, Hafn, 1663—67. (Ogſaa Brevverling med Frems mede. Blandt de Danſte ifær: Ambroſ. Rhodius, Birgitte Thott, Genrik Fuiren, Joh. Rhodius, Mid. Lyſer, Ole Vorm, Peder Schumacher, Peder Vinſtrup, Thomas Finke, Vilhelm Vorm, Jak. Birkerod, Riels Steno, Ole Borch, Fred. Hammerich o. fl. prak⸗ tiferende Læger. Uden Tvivl den vigtigſte Brevſamling naſtefter den Vormſte.) Sammes De Danorum medicina domestica, Hafo. 1666. (Rig paa vigtige og interesfante Efterretninger, dels vedkommende Videnſtaben felv, dels medicinale Indretninger.)
Skielderup, Historia studii anatomici, Program 1811. 4. Herholdt, Selecta ex historia artis medicæ, Program 1812. 4. (Fra Reformationen. Udtog om danſte Læger i Engelstofts Ans naler 1812). Sammes Archiv for Lagevidenſtabens Giſtorie i Dans mark. 1823. fun 1 $. (P. E. Miller om Lagevidenſtaben i
254 Det lærde Tiderum. Medicin og Naturhiſtorie
Nordens Oldtid. De aldſte danſke Læger og Chirurger. Barbeer⸗ laugets Statuter 1577 paa Danſt). GSerholdt og Manſa, Sam⸗ linger til den danſte Medicinalhiſtorie. 1833—35; fm 1 Bind. Jørgen Gorb (Pſeudoenhm), biographiſte og literere Notitſer om Læger under Frederik den Tredies Regjering, i Oſt's Archiv for Pſychol. etc. 9—10 B. (Finfe og Vorm.)
G. 2 Baden, Lægevidenffabens Giſtorle. Chriſtiania 1823. og Sammes Udſigt over Chirurgiens Tilftand i Danmark fra 1539 til det chirutgiſte Akademies Oprettelſe 1785. Abh. 1829:
Perſon⸗ og Bogfortegnelſe: A. Kall, De dactoribus'Medicinæ qui gradum in Universitate Havniensi eapesserunt. Program 1770. fol. Paa Tyſt i Todes Medieiniſch dirurg· Bibl. 18 Chr. E. Mangor, Bibliotheca Danorum medica eller. Fortegnelfe over danffe medicinſte Skrivter i Phyf. oekonom. Bibl. 10 9. (tik 1589). M. Winther, Bibliotbeca Danorum medica, 1832 (af ringe Værd).
Til Naturvidenſtabernes Hiftorie:
M. T. Brimid, Om Natuwidenſtabernes Fremgang ſiden Univerſitetets Stiftelſe, i Sammes Dyrehiſtorie og Dyreſamlingen udi Univerſitetets Natur-Theater, 1 $. 1782. fol., og ſamme Afh. paa Franſt i Sammes Literatura danica scientiarum naturalium, 1783, hvori ogſaa Bibliotheca patria scriptorum scieatias natu- rales tractantium, hvori Forfatterne ere ordnede kronologiſt. — Chr. Fris Rottboll, Afh. om en Del rare Planter etc. med en fort Indledning om Urtelærens Tilftand i Danmark, i Videnſt. Selſt. Skr. Gamle Saml. 10 D. S. 393. — I. £. Steffens Overſ. af Wildenows Lærebog i Botanifen, 1794, Tillæg om Botanikens Stjæbne.
Joh. Pratenſis: Dän. Bibl. 8, 470. Bariholini Cistæ medica, S. 54. Nyerup, Univerfitetet, S. 41. Herholdt og Manſa, Saml. til den danſte Medicinalhiſtorie, 1, 148.
Anders Lemvig: Bartholini Cista med. S. 133. Gerholdt og Manfa, Saml. 1, 44. 151.
Joh. Franciſci: Barthol. Cisla med., &. 68. Moller, Cim- bria liter. 1, 184. Skielderup, Program 1811, S. 4. Et danſt Erevers til Vedel i Overſ. af Saxo (Ry danſte Tilſtuer 1807, Nr. 63). Striftet Galeni de ossibus liber. Havn, 1579 408. Nyerup, Univerfitetet, S. 40.
Cafper Bartholin. 255
Anders Chriſtenſen: Barihol. Cista med. S. 146. Skielderup, Program, S. 4. erholdt og Manfa, Saml. 1, 14.
G. Safcerides: Vinding, Acad. Haun, S. 209. Barthol. Cista medica, S. 171. Striden med Tyge Brahe, D. Mag. 2, 285. 291.
Ogfaa Botaniffen fandt ſom Hjælpevidenftab tidlig fine Dyrere blandt Lægerne. Jørgen, Fuiren (f. i Kjoben⸗ havn 1581, Doltor i Medicinen i Baſel 1606, Læge i Kjøbenhavn, F 1628) foretog efter fongelig Befaling en botaniſt Rejſe, paa hvilfen han ſamlede og beffrev en Del indenlandſte Planter. Hvad beraf er bevaret er bog fun en mager Index plantarum indigenarum, ber næften fun inde⸗ holder Navne paa Planter, fundne omfring Throndhiem, i Bleking, Gotland og Skaane.
Bartholini Cista mediea S. 272, hvor ogſaa hans Index plantarum indigenarum er indført. Rottboll, &. 399.
Som fongelig Chymikus nævneg 1613 Peder Diderik Payngke(f. i Gufum omtr. 1575, + 1645)
Cimbria liter, 1, 482. Et mindre Sfrift i Cista medica S. 362, jf. S. 352; og et Baandſtrift med fatinffe og tyffe chhmiſte og medicinſte Recepter i Gamle Kong. Saml. Nr. 272. fol. erholdt og Manfa, 1, 154.
Et nyt Tidsrum begyndte med Cafper Bartholin (f. i Malmø 1585), ber, efter at have ftuberet to Aar ver Kjøbenhavns Univerfitet, 1604 rejfte over Roſtock til Witten⸗ berg, hvor han blev Magifter 1605, og lagde fig efter Filo= fofien. Han beſogte derpaa flere Steder i Tyſtland, Holland, Frankrig, og brog endelig til Bafel, for at høre be berømtefte medicinſte Lærere. J Baſel blev han Doftor i Medicinen 1610, og udgav næfte Aar i Wittenberg fine Institutiones anatomicæ (1611), bet forſte anatomiſte Grundlag, ber op⸗ levede flere Oplag, og idelig blev forøget og forbebret, ifær
256 Det lærde Tidérum. Medicin og Raturbiftorie.
af hans Søn Thomas Bartholin, Uventet blev han 1611 ved en Strivelfe fra Chriftian Fris faldet til prof. dloqvemiæ ved Univerſitetet, ægtede 1612 Anne Finfe, blev 1613 Prof. i Mevicinen efter Gellius Saſcerides; og udgav en Rælfe af mindre og ftørre Skrifter, ijær vedlemmende Filoſoſi, Fyſik og Legevidenſtaben (deriblandt em Difp. de philoso- phiæ in medicina usu. 1613. 4.) Ogſaa Anatomien vedblev han at byrfe, men ba Kadavere vare vanffelige af overfomme, maatte han iſcer anſtille Underſogelſer paa Dyr. I Aaret 1623 faldt han i em heftig Sygdom, og lagte fig nu af Religioſitet efter Theologien, Hvori han blev Profesſor 1624, 3 fine ſidſte Leveaar Bejfjæftigede han fig ifær med be danſte theologiſte Arbejver, der allerede forhen ere omtalte. Lager= bring omtaler ſom et Bevis paa hans tidlige „ron uti natur- laran,“ hvorlunde han i fin Barndom, førend han kunde tale noget andet Sprog, af felve Naturen uben Lærer talte Hebraiſt; men naar man betænfer hans uſtromtede Guds— frygt i hele hans Liv, og hvorledes Barndom og Alderdom gjerne ſympathiſere, ſtulde man fnarere beri finde et Varſel om ben Gtilling, hvormed han endte,
Foruten de hos Nyerup anførte Kilder (Sommelius har den fidftanførte Bemærfning) Skielderups Program 1811, &. 5. Bend, Haandbog i den Almind. Anatomi. 1846—47, &. 464 (Capsulæ atribilariæ).
De studio medico inchoando, continuando et absolvendo Consilium. Haſn. 1628. ev en fort Vejledning ſtreven for Peder Chariſius, og angiver de vigtigfte Forfattere i hvert Fag af Medicinen.
Gt anfeeligt Navn fom Læge, men endnu mere ſom Oldgranſter, vandt Oluf Borm (f. i Aarhus 1588). Fra Aarhus Stole gif han til Gymnaſiet i Lüneburg, og opholdt fig i tre Mar i Geldern; efter et fort Ophold hjemme drog han atter udenlands, blev 1605 indſtreven fom Student i
Oluf Borm. 237
Marburg, og ſtuderede i abffillige Aar i Giesſen, Strasburg, Bafel, og fra Enden af 1608 i Padua. Derefter rejfte han i Italien og Franfrig, men blev fun to Maaneber i Varig, da Byen kom i Bevægelfe veb Henrik ben Fjerdes Mord. Fra Holland vendte han hjem 1610, og blev indſtreven ved Kjøbenhavns Univerfitet; men drog atter udenlands, blev Doftor i Medicinen i Bafel 1611, et Aar efter Bartholin, og tog faa over Holland til England, hvor han beføgte Univerfitetet i Oxford. Efter fin Hjemfomft blev han anſat ved Univerfitetet, 1613 ſom pæbagogift Prof., 1615 i bet græfte Sprog, 1621 i Fyſik. Til benne Tid høre abffillige af hans Difputatfer. Da Cafper Bartholin 1624 fratraabte fit Profesſorat i Medicinen, blev Vorm hans Eftermand, og virkede ſom Læge og Lærer i 30 Mar. Blandt hang medicinſte Sfrifter findes en ftor Mængde Afhandlinger af Blandet Indhold; og ben egenlige Sygdomslere afhandlede han i en lignende Næffe (Institutionum medicarum lib. 1—5). I Anatomiens Hiftorie er hans Navn bevaret i Ossa Vormiana; han var iffe ben førfte Opbager beraf, men vifte bem 1628 for fine Tilhørere i Menneſtets og flere Dyrs Kranier, og har ſelv beffrevet bem i et Brev til Thomas Bartholin 1643. Hans Fortjenejter af danſt Old⸗ tyndighed flulle ſiden omtales.
Vorms Muſeum eller Samling af Kunſtſager og Natur= merlvcerdigheder var en faa uſedvanlig Sjeldenhed, at bet iffe blot tildrog fig Beundring i Hjemmet, men ogſaa vandt Navnkundighed udenlands. Kong Frederik ben Trebie beſogte det ofte, dels alene, dels med Fremmede. Kardinal Mazarin ſendte jævnlig Vorm Foræringer dertil. Samlingen kom efter Vorms Dod til Kunſtkammeret.
Vorm ſtod i Brevverling med en ſtor Del af ben Tids
Lærde i og udenfor Norden. Hvad beraf er levnet findes 17
258 Det lærde Tidsrum. Medicin og Naturbiftorie.
i hans Epistolæ. Efter et langt og virffomt Liv dode han 1654. I hans Dodeſtund ſaaes en klar ſinnende Stjerne over hans Hus, ſom derpaa ſtjod ned imod Øften, og pPludſe⸗ lig ſſultes. Han blev begravet I Frue Kirke. Han var tre Gange gift: 1615 med Thomas Finkes Datter, Dorothea (f 1628); 1630 meb Suſanne, em Datter af ben ſtaauſte Biſtop, Matthias Jenfen, (f 1637); 1639 med en fjøben= havnſt Borgers Datter, Magdalene Motzfeld
Foruden de hos Nyerup nævnte Kilder: Hans Levnet foran Vormii Epistolæ (1, x vm”Gtjerten). — Barthol, ”Cista med. S. 579. Stiederup/ Program 4811,78) 9)" (Gorbs) Ole Vorm, i Oſt's Archiv 1828, 1, 361; hvor der anfores endnn flere Ailder og tildels Indholdet af hans meditinſte Skrifter. Ossa Vorriana i Bartholini Epistolæ medicinales, centuria 4, S. 1223 99 i Thom. Bartholini Anatome, Lugd. Batay. 1673, S. 704 (præter hæc ossa triquetra alia in sutura lambdøoidea invenit Olaus
Worm, utrumque Cranii tabulatum perforantia, a paucissimis hactenus animadversa), iffe at tale om nyere Anatomier, f. Er. Meckels Handbuch, 1816, 2, 101. Om Vorms Fortjenefter af Botanikken, Rottboll S. 397.
Controversiarum medicarum exercitalio prima- decima oc- tava, 1624—1652. 4.
Institutionum medicarum epitome in gratiam tyronum sepo- sitis controversiis in methodicum systema succincte digesta. Hafa. 1640. 4.
Man har bebrejdet Vorm hans Lettroenhed ſom Naturkyndig; og det ev fandt, at han i Skriftet Historia animalis, quod in Norvagia qvandoque e nubibus decidit (etc.) Hafn. 1653. 4. (med Afbildning af Muſen Leming og dens Skelet) virkelig antager, at disſe Dyr avles i Skyherne og regne ned af Luften. Jf. Wunder⸗ zeitung von Meufen, fo in Norwegen aus der Lufft auff die Erde und Øeufer gefallen vnd geregnet find (etc.) Biffen 1580. 4. altſaa langt tidligere.
Den vigtigfte lærde Brevverling fra denne Tid er Olai Vormii et doctorum virorum ad eum Epistolæ, ſom Gram beførgede
Simon Paulli. 259
udgivne. Hafn. 1728, men dette Oplag blev for det mefte fortæret i Ildebranden 1728; det danſte Selſtab gav en ny Udgave 1751. Desuden findes Breve fra Vorm i Bartholini Epistolæ medi- einales, centuria 1—2, og andre medicinffe Bidrag i Barthol, Cista medies. Musæum Wormianum (ete.) Udgivet af hans Søn Billum Vorm. Lugd. Batar. 1655. fol,
Den forſte Profesſor i Anatomi og Botanik var Simon Paulli (f. i Roftod 1603), Hvis Faber, Henrik Paulli, Prof. i Medicinen i Roſtock, var bleven Livlæge hos Dron⸗ ning Sophie paa Nyfjøbing Slot. Han deponerede i Roſtock 1621, og gjorte berpaa en Rejſe paa Dronning Sophies Befoftning. Efter fin Hiemkomſt 1625 levede Han i en tre Aars Tin ſom Hovmefter for nogle Adelige i Sorø. Paa en ny Udenlandsrejſe blev han Doftor i Medicinen i Witten= Berg 1630. Efter at have levet ſom praftiferenre Læge i Lybef, blev han Prof. i Medicinen i Roftod 1635. Men han længtes beſtandig efter fit ny Fedreland, og attraaede en Anſettelſe ber; bet lykkedes ham ifær ved Anbefaling af hang Svigerfader, ben kongelige Lirlæge Jafob Fabricius, faa at han 1639 blev Prof. i Anatomi, Kirurgi og Botanik, ſamt Stadsphyſikus i Kjøbenhavn. Der manglede et Anatomi— kammer. Det blev opført 1644, beftanende af et Amphi— theater eg fire ſmaa Værelfer. Hans Sfrifter vife ham ſom praktiſt Anatom, og indeholde adſtilligt, ber iffe blot oplyſer Anatomiens Hiſtorie, men ogſaa ben Tids Leremaade og Seder. Han overlod fit Profesſorat til Thomas Bartholin 1648, fif et Kanonikat i Aarhus, blev fenere Livlæge, og vebblev i en høj Alder at virfe ved Sfrifter næften til fin Dod 1680, ben 23 April.
Endnu mærfeligere er denne Mand ſom Forfatter til
ben førfte videnſtabelige Botanik, der udlom paa Danſt: Flora Uld
260 Det færde Tiderum. Mediein og Naturhiſtorie.
Danica. Det er: Dauſt Vriebog (ete.) Kbh. 1648. 4 Samt Tegninger over Planter, i fire Parter 1647; 4% Bogen er baade en Urtebog, og, ba Planternes medicinſte Egenſtaber anføres, tillige em Legebog. Tilegnelſen til Frederif ben Tredie er pan Latin. Sfriftet blev til efter fongelig Foranſtaltning. Chriſtian ben Fjerbe befalede nemlig 1645 Collegium medicum, at bet ſtulde være betænft, em Herbarium paa Danſte, ben gemene Mand til Bedſte, at forfær! og i Tryffen lade udgaa.“ Men , Simon Paulli, fom førft her paa det kongelige Alademi profiterer Botanica, ba han var en indfødt Thſt, var iffe bet dauſte Sprog jan mægtig, at han torde vove fig til faadant Værk. Hur fred bet berfor paa Latin, og for af bet, han ſaaledes havde ſtrevet, kunde desbedre blive fordanſtet, tog han fin Diſcipel, Niels Knopf til Hjælp (Nicolaum Knopfium, Hieronimi filium Alstedensis)", Bogen inddelte han i fire Parter efter Urternes Blomſtretid. De danſte Navne har fornævnte hang Difcipel haft Umage med at ſammenſtrive og udforſte; „thi bet er faa beffaffet dermed, at en Urt udi adſtillige Provins cier og Lantébyer kaldes med fær og ſynderlige Navne.” „Om be giftige Urters Krafter har han fun handlet en ringe Ting eller og flet intet,” for at hindre Misbrug. „Og med god Mancer og varligen haver han ſtrevet om be Urter, fom enten foraarſage Misfodſel eller og andre Sfjelmftyffer enten fremme, hindre eller ſtjule kunde, og gjøre en Haar— hore til en dydig Pige igjen, naarſomhelſt hun vel mere end tre Gange haver fortjent at være ftrugen til Lagen.” For at faa Kobbere eller Afbildninger af Planterne, hen— vendte han fig til ſin „fornemme Ven, Balthaſar Moretus, Bogtrykker og Bogforer til Antwerpen; thi han, om ellers mogen i Europa, haver be fortrefligjte, artigſte og netteſte Figurer, udi Træ udſtaarne, hvormed baade Lobelius, ſaavel
Simon Paulli. 261
ſom Clufius og Dodoncus, ere exornerede og beprydede.“ Moretus overlod Forlæggerne, Boghandlerne Moltke og Holſt, disſe Figurer for billig Pris. De beffrevne Urters Antal ſtal være 374. Skjondt Bogen, ifølge fin Tendens, meſt indeholder forte Bemærkninger, findes ber bog enkelte udforlige Artifler, f. Cr. om Tobak og Tobafjmøgen eller, ſom bet kaldes, Tobaksdrikken, ber baade indeholde hiſtoriſte Bemerkninger og tillige kunne tjene til Prøver paa ben Tids naive Fremftilling og Stil. Linée opkaldte efter ham Slægten Paulina.
Vinding. Acad. Haun. S. 355. Vorms Ler. 2, 172. Moller, Cimbria liter. 2, 616. Nicerons Memoiren durch Baumgarten 3, 108. Brünnich, Naturv. Fremgang, S. XI. Rottbøll, S. 400. Ctielderup, Program 1811, &. 11. Den allerførfte Anatomiæ P. P. ved Kjobenhavns Alademi Falder han fig felv i Fortalen til fin tyſte Overſ. af C. Bartholins Anatomi. Hans Portræt findes foran hans //agexBams seu digressio de vera unica ac proxima causa ſehrium (ete.) Argentorati 1678. 4. 0. fl. E€t. Han oms taler fig ſelb og fine Studier i Epistola parænetica ad Th. Bi thulinum (1673). 4. og i Fortalen til Anatomiſch- und Medieiniſch Bedenden uͤber ein Königl. Reitpferd. Frankfurt 1674. 4. Heri oms taler han ogſaa de Forføg der gjordes paa at omvende ham til Katholicismen af , ein vornehmer Sacrificus oder Kirchberr, den id) doch nicht nennen will,” til Taf for, at han og Ole Bord) havde fureret ham for befværlige Sygdomme.
Quadripartitum (botanicum) de simplicium medicamentorum facultatibus. Rostochii 1639, 4, 1640. 4 og oftere (Norſte Videnſt. S. Bogcatalog, S. 135), udgivet da han endnu var Prof. i Roftod. Ved Udgaven Francof, ad Mænum 1708. 4. findes hans Portræt, og bag den hans Levnet af Job. Bagger. Hoveds indholdet er Beftrivelfe over Planter og deres Anvendelſe.
Oratio introductoria. Cum Galenum de ossibus, ad Sceleton, publice in Collegio Finckiano esset interpretaturus. Naſn. 1641. 4. (efter Fortalen, fireven 1640), er Nøglen til Medicin, Anatomi og Botanik. Talen felv er iffe af medicinſt Indhold, men begynder
262 Det lærve Tiderum. Mediein og Naturbiftorie.
med en Lovtale over Chriftian den Fjerde. De meſt blomſtrende Akademier i Tyſtland vare nu øde San forer imod Uden⸗ landérejfer, da de Studerende nu funde have det hjemme mom itinere sed studio, solum et industria opus est.”
Mnatomifammeret: Programma. (etc.) ad ornatissimos Dn, Studiosos, cum prima yice in Theatro Anatomico analomen esset auspicaturus, Anno 1644. Havn. 4. Dgſaa bag hans tyffe Dverf. af Bartholins Instit. anat. "Jf. ”Pheatram Antomieum Hafniæ noviler extruetam anno då 644; |Halng45 CEatinſte Serametre af Michagl kirstenius, Morayus, jen medicinſt Student, fra Mahten).
Commentarius de abusu Tabaci. (ete.) et, herbæ Thee (etc.) quæ ipsissima est Chamæleagnos Dodonci, Danice Pørf (ete.) Argentorati 1665. 4. 1681. 4. Vigtig til at opløfe det Omfving, der foregik i Levemaaden. Det ihkkedes ham ikke hvad han haabede, universam Europam repurgars olicluussſmo, fædissimio;' revera brato ac barbaro Americano medicamento, Tabato mempe; og Bota⸗ nikerne fmile over, at The flulde være det ſamme fom Pors; men faavel i derte fom flere af denne noget ſnakſomme Mands Skrifter findes bift og her Bemarkninger, ſom iffe fan let forefomme anden= fteds. Han figer ſaaledes (anden Udg. S. 33) at The „er kommen for Orde fom Konge hanfder.”
Hvad Simon Paulli havde beghndt bragtes til Fulb= kommenhed af Danmarks derømtefte Mnatom, Thomas Bartholin (Søn af Cafper Bartholin og Anne Finfe, f. i Kjøbenhavn 1616). Han fif Privatundervisning i bet Fuirenffe Hus, og havde Povel Moth, ber ſiden blev fonge« lig Livlæge, til Lærer. Til Univerfitetet fom han 1634, og ſtuderede i tre Aar Filologi, Filvfofi og Theologi. Kun 21 Mar gammel forberedte han fig tillige, førend han reiſte udenlands, hos Oluf Vorm, ver efter hans Fabers Døb (1629) var bleven hang Formynder, og gjorde fig bekjendt med Anatomiens ny Opdagelſer, Vlodcirfulationen (opdaget af Hervey 1628) og Melkekarrene (opdagede af Aſelli 1622); 1637 rejfte han udenlands, og ſtuderede Medicin og Anas
Thomas Bartholin. 263
tomi i Leben, ifær under Walceus. I et Brev til Borm fra Aaret 1639 taler han ogſaa om, at han i to Hunde havde iagttaget Mælfefarrene. Foruden Mebicin lagde han fig tillige efter Filologi, ja begyndte endog paa Arabiſt, hvorved han fif Adgang til be arabiffe Lægeffrifter. Her forberedte han tillige ben ny Udgave af hang Faders Insti= tutiones anatomicæ, ſom Walæng tillov ham at berige med to af fine Breve (de motd chyli og de motu sangvinis). Fra Leyden rejfte han 1640 til Paris, og tilbragte Sommeren 1641 i Montpellier, hvor han optraabte fom Forfvarer af ben ny Lære om Blodets Omløb. Men vigtigere endnu er hans Ophold i Padua, hvor han blev i to Mar (fra Oftober 1641 til Oftober 1643); herfra udbredtes nemlig hans lærbe Berommelſe over Italien; han blev endog 1642 valgt til Proreltor og Syndikus ved Univerfitetet. 1643 drog han til Rom; næfte Aar til Neapel. Da han juft var ifærd med at gaa over til Sicilien, fif han fra Alademiet i Mesſina en Indbydelſe til at mobtage ben filoſofiſte Lærerpoft, hvilket han af Kjærlighed til fit Fedreland afflog. Fra Sicilien tog han til Malta, men forhindredes fra at rejfe til Rghpten, ba Peſten rafebe der. Paa Tilbagevejen beføgte han Bafel, hvor han blev Doftor i Medicinen 1645. Over Leyden kom han enbelig hjem 1646, og blev efter Chriften Longbergs Dod i Cftober 1647 i hang Sted udnævnt til Prof. i Mathema— tiffen, men fif ſnart benne for ham lidet pasſende Profesſur ombyttet med Simon Paullis. Allerede i Vinteren 1648 foretog han Disſektioner paa menneftelige Lig. Nu indtræver bet vigtigfte Tivépunft af hang videnſtabelige Liv: Jagt⸗ tageljen af Bryſtgangen (ductus thoracicus) hos Menneſtet og Opdagelſen af de lymfatiſte Kar (vasa lymphatica) forſt hos Dyr, ſiden hos Menneſtet. Herover Fom han i en heftig Trætte med Oluf Rudbeck, Prof. i Uppfala; begge
264 Det lærde Tidérum. Medicin og Naturbiſtorie.
tilegnede fig ben forſte Opdagelſe, ba be havbe gjort bem uden Meddelelſe fra hinanden. PVecqvet havde opdaget Bryft= gangen med dens Ciſterne, men befjenbigjorve førjt fin Op⸗ dagelſe 1661. Oluf Rudbek, ber 1650 opholdt fig” ſom Student i Leyden, lededes til ſamme Opbagelje, og iagttog i bet følgende Aar paa flere Indvolde be lymfatiſte Kar; han kaldte bem vasa aquosa, og vifte fine Opdagelſer til flere i Holland; rejjte ſiden til Sverrig, hvor han ligeledes gjorde flere befjendt med fit ny Fund, foretog endeg em Disfeftion i felve Dronning» Cbriftines Nærværelje, og led Afbildninger ſtilke i Kobber, hville vare færbige 1652, men han udgav førft fit Arbejde 1653. Uncegtelig tiffommer derfor Prioriteten ham. Thit Bartholin! figen ſelb, at ban forſt blev opmærffom paa be lymfatiſte Kar 1651 i Decem= ber, og efter Simon Paulli ſtete den egenlige Opdagelſe forſt i Februar 1652 (Anno 1652 mense Februario, socio laborum viro Cl. Michaele Lysero). Bartholin fortfatte utrættelig fine Underſogelſer, om disſe Kar fandtes hos Menneftet. „Syv menneſtelige Lig ſtuffede hans Haab; ved bet ottende lykledes det” 1654. Hans forſte Skrift derom udkom 1652, og han fif derved Forſpringet i ben lærde Verden. Han vedblev desuden i ben ene Afhandling efter ben anden at berige be allerede gjorte Erfaringer; han ſtod i nøje Forbindelſe med de beromteſte Lærde, igjennem hvilke ben ny Opdagelſe udbredtes over hele Europa, og tilegnedes Bartholin. Skjondt Rudbeck var den forſte Op— bager, var ſaaledes Bartholin ven forſte, ber udbredte Lunds flaben om et nyt og vigtigt Syſtem; ham tillagdes derfor iffe uden Grund Fortjeneften, indtil ben nyeſte Tid endelig ogſaa har givet Rudbeck ben Ære, ber tilfommer ham. Citer Oluf Vorms Død 1654 blev Bartholin Univerfi= tetets Reftor, men han aftraadte denne Verdighed til Peder
Thomas Bartholin, 265
Sporman, og flytteve formedelſt Peſten i nogen Tid til Roeskilde, hvor han med fin Familie fandt et fiffert Til flugtſted hos Niels Trolle. Sfjøndt han fun var 40 Aar gammel, onſtede han for fin Helbreds Skyld, ber ved be anftrængende Forføg, fom den ny Opdagelſe frævebe, havde lidt meget, at fritages for nogle af fine Forretninger, og Blev ba 1656 fritaget for fine offenlige Forelæsninger paa Anatomikammeret. Derimod fuldendte han i be følgende Aar flere medicinſte Arbejder, og holdt nogle mevicinffe Fore⸗ lægninger 1660—1661. 3 Aaret 1661 blev han (fun 45 Aar gammel) fom prof. honorarius fritaget for alle Forret ninger ved Univerfitetet, og abftillige ælbre Kilder ſige, at han da flyttede til fin Gaard Hageſted, men indtil i Midten af Aaret 1664 maa han endnu have boet i Kjøbenhavn. Med ben hollandſte Anatom Lubvig de Bils blev han ind= viflet i en lærd Fejde. Han berigede ben medicinſte Litera= turs Hiſtorie med fin Cista medica; anſtillede fyſiologiſte Forſog paa Dyr, og begyndte Udgivelſen af fin medicinſte Brevverling. Fra Aaret 1665 levere han paa Hageſted i Otium, men vedblev at udgive Skrifter. Han hæbreve fin gamle Lærer Povel Moth, der dode 1670, med en Ligtale. Samme Aar (ben 2 Juni 1670), medens han opholdt fig i Hovedſtaden, brendte hang Gaard Hageſted, hvorved mange af hang Unberføgeljer, „tot annorum lucubrationes,“ og Arbejder, ber ſuart ſtulde have feet Lyſet, forgif. Han har felv givet en Fortegnelfe derover (De bibliothecæ incendio diss. ad filios. llafn. 1670. &. 56). Tredie Gang blev han Univerſitetets Rektor 1671—1672, og maa altſaa ben Gang have opholdt fig i Kjøbenhavn. 3 fine ſidſte Aar 1673—1680 ſamlede han og udgav bet ved hans Dod ſtandſede Vært, Acta medica et philosophica, 1673 - 80. 4., ber tillige indeholder naturhiſtoriſte Afhandlinger, og ſom udbredte Danmarks
266 Det larde Tidsrum. Medicin og Maturbiftorie.
lægevidenſtabelige Underſogelſer over Europa. 1675 blev Han udnævnt til Hojeſteretsasſesſor, men undſtyldte ſig med fin legemlige Svaghed. Flerde Gang Blev han Univerfitetets Reftor i Juni 1680, men dode famme Mar i December/ og ſtulde ſaaledes ,fmyffet med Purpur og Scepter forlabe Verden.” 1649 habde han. giftet. fig, med en Datter af Borgemeſteren i Kjøbenhavn Chriſtopher Hanſen, Elſe hed hun (f 1675); og! treſindstyve Aar gammel giftede hau ſig anden Gang med Magdalene Rhode, mer med hende havde han ingen Børn. Hans Portret findes foran Cista mediea og flere af hans Strifter; ogſaa færjfilt. Hans Frugtbarheb fom Forfatter fejredes af en venetianſt Gejſtlig (Balthasar Bonifacius, Archidiaconus Tarvisinus) med: be: Dyb
Hujus scripta viri quicunque recenset et annos,
Tot poterit libros, quot numerare dies; og han har iffe blot givet be ypperligſte Bidrag til Læge= videnſtabens Hiſtorie i Danmark, men tillige beriget næften alle Lægevivenffabens Dele med egne Jagttagelſer, og ſamlet andre Samtidiges, ber ellers for ftørjte Delen vilde være tabte, Selv om Anatomiens Annaler iffe opbevarede hans Minde, vilde han berfor for 08 blive uforglemmelig.
Foruden de hos Nyerup anførte Kilder:
Skielderup, Program 1811, &. 16; G. 2. Baden, Lægevidens ſtabens Hift., S. 204; men ifær J. G. Jacobſen, Om Thomas Bartholin, i Herholdts og Manſas Saml., 1, 251. Om Barthos Ting Opdagelfer og Striden med Rudbeck, fee Skielderup, S. 20. Bendz, Haandbog i den almindelige Anatomi, 1846—47, S. 71. 109. 315. Kort omtales den i den interesſante Udfigt over Oluf Rudbecks Levnet i Fryxell, Berått, ur sv. hist. 20, 159. Ops dagelſen 1652 omtales af Simon Paulli i Anatomiſch- und Mes diciniſch Bedencken uͤber ein Königl. Reitpferd. Frankf. 1674. 4.. i hvilfet Aar ogſaa Fortalen er ſtreven, S. 10.
Brevet til Vorm i Epistolæ medicinales, Centuria 1. S. 3.
Thomas Bartpolin. 267
Anatomia Caspari Bartholini parentis, novis observationibus et figuris locupletata, Lugd. Bat, 1641. Blandt de mange andre Udgaver har jeg benyttet Th. Bartholini Analome. Lugduni Batavorum 1673, hvor han omtaler fin Opdagelfe S. 133: Certum est ramulos ex hepate progredi, sicut depingit Asellius, Walæus, Highmorus, sed falsum est, lacteos illos esse, aut chylum ad hepar vehere, quod ævroyng nos Hafniæ deteximus; liquore enim ichoroso seu seroso pellucent, qui ex hepate pellicitur, quæ nos vocavimus primi Vasa lym- phatica, alii, ut Ol, Rudbeck, Ductus Hepatieos Aquosos (ete. ). jf. &. 142. Opdagelſen omtales ogſaa af Caſp. Thomefen Bartholin i Speciminis Historie Anatomicæ corporis humani. Disp. 1—2. Hafn, 1686—88, 4., nemlig 1, 13. Ligeledes paa mange andre Steder af Th. Bartholin felv, blandt andre i Elias Wallner's tyſte Overſ. af Anatomien. Nürnberg 1677. 4. (i Fortalen og &. 683). Denne tyſte Dverfættelfe har Th. Bartholin felv tilegnet Dronning Charlotte Amalie, og taler i Tilegnelfen om Overſattelſerne af hans Anatomi i andre Sprog: „ja, der groſſe Mogoll, aus fonders lider Begierde, deß Menſchen Weſen gu wiſſen, hat es in die In: dianiſche Sprache durch einen fremden Medicum vertiren laſſen.“ Er nogen ſaadan Overſattelſe til?
En Rakke Disfertationer indeholde det fremſtridende i Bartho⸗ lins Underſogelſer om de lymfatiſte Kar, hvilfen ogſaa er udgivet ſamlet. Dertil hører iſer Vasa lymphatica in Homine nuper inventa, Hafn, 1654. 4. (hos Nyerup 1664), og Spicilegium secundum ex vasis lymphaticis, Halm. 1660. 4. Her fan man fæfe Fortællingen om de mislhklede Forføg, indtil det endelig lykledes at fee Karrene paa en Nordmand, der var død af en peftagtig Smitte. Til at oplyſe Forholdet til Rudbed hører fremdeles et Stkrift af Bogdan: Insidiæ struclæ CI, V. Thomæ Bartholini Vasis Lymphaticis ab Olao Rudbekio Sveco in suis Ductibus Hepaticis et Vasis glandularum serosis Arosiæ editis detectæ a Martino Bogdan Drisna Marchico, Francofurti uden Mar. 4. Tilegnet Niels Trolle 1654, Heri hedder det (Bladet C 2), at B. opdagede de lymfatiſte Kar i Pierre Bourdelot's Nærværelfe i Des cember 1651, men henforte dem da til Aſellii Malkekar; 1652 anftillede han nøjere Underføgelfe; 1653 beffrev han dem offenlig
268 Det lærde Tidorum. Mebicin og Raturhiftorie.
under Navn af Vasa lymphaticaz — tandem MDCLIII Cal. Maij publice deseripta nomine Vasorum Lymphaticorum doanni Riolano Anatomico Parisiis et puhlieo eommodo consecravits Skriftet tager ſtarpt fat paa Rudbeck og hans formentlige Op⸗ dagelſer (Bladet D 3). See ogfaa Barthol. Epist. medie, centun S. 547: Bartholin til Bogdan Pro Lymphaticorum prima inventione; og S. 562: van Gorne til Bartholin De Vasis Rud- beckii. „Tu tamen primus nobis anton existis, quangqusm fatendum est, D. Rudbeckium omnivm primd ea. mihi demon= strasse,” Hertil hører ogſaa Th. Bartholini Defensio Lacteorum et Lymphatieorum advérsus Joannem Riolanum Celeberrimam Lutetiæ Anatomicum. Accedit Cl. V, Guilielmi Harvei de Venis Lacteis sententia expensa ab eodem Th, Bartholino. Halm 165 4. Dette Skrift tilegnede ban Niels Trolle, der i Peſten havde givet ham og Familie et ſillkert Tilflugtfted i Roeskilde: — Hele denne Opdagelfe giver et Bidrag til lignendes Hiftorie; 4 fig felv er Tingen iffe noget ſynderlig ſtort, men af en ringe Spire udvifler fig en vidtomfattende Sandhed; Karrene fees førft hos Dør, af Bartholin hos Mennefter; det er iffe Malkekar, men de føre Lymfe; disſe Kar udgjøre et helt Syſtem, og faa forſt er Op⸗ dagelſen færdig.
Om Ildebranden, ber fortærede faa mange Mars Studier til den praftiffe Anatomi, efter egne og andres Jagttagelſer, taler han ogfan i fit Skrift De Anatome practica, ex cadaveribus mor-
bosis adornanda consilium, Cum Operum Autoris hactenus editorum Catalogo, Hafn. 1674. 4., hvori han med Genſhyn til WEmnet udtaler: Ex malis moribus bonæ leges nascuntur. Ex morhosis corporibus salutaria præcepta fMuunt.
Overhovedet de denne Mands talrige Skrifter mange Bidrag, iffe blot til at oplhſe Lægevidenffabens daværende Tilſtand i Europa og til dens Hiſtorie i Danmark, men ogſaa hiſt og her Oplysninger om Tidens Anſtuelſer og Tænfemaade. I hans allerede nævnte Epistolarum medicinalium a Doclis vel ad Doctos scriptarum, Centur. 1—4, Haſfn. 1663—67. findes hans Brevverling med neſten alle den Tids færde Læger. IJ Cista medica, Hafn. 1662, Accedit ejusdem Domus Anatomica Hafniensis hrevissime de- scripta. Hafn, 1662. med Motto Fuimus Troes; i Historiarum
Thomas Bartholin. 269
Anatomicarum Rariorum Centur. 6. Haſn. 1657 fag. (Beghndelſen paa Toft af Georg Seger. Kph. 57.) 0. fl. meddelte han ypperlige Bidrag til den danſte Lægefunfts Hiſtorie. Og i Skriftet De medicina Danorum domestica Dissertationes 10. Cum ejusdem Vindiciis et Additamentis. llaſo. 1666. gif han tillige tilbage til dens ældre Hiſtorie. Han ender Fortalen med: Scripsi in præ- dio meo Hagested Anno Christi MDCLXV. XX. Octobris, qvi anno seculi hujus sexto decimo mihi natalis fuit; og taler om, Hvorledes enhver Mand bør dyrfe fit eget Lands Frembringelſer: Vitium est mortalium propria fastidire, qvia qvotidiana; at sapiens qvotidianis, qvia propria, sobrie utitur et prudenter. Indholdet er: Diss. 1. Berommelſe over Danmark og dets Frems bringelfer. 2. De medicis Danorum inventis (hvorunder anføres Læger og Botanifere). 3. De morbis Danorum eurandis. 4, De morborum Daniæ popularium remediis inqrilinis. 5. De Pharmacopæa Danica. 6. De victu Danorum domestico, 7. De potu Danorum consvelo. 8, De medicorum Danorum dig= nitate (Fortegnelfe over ældre Læger). 9. De erroribus Danorum in Medicina et Diæta, 10, De erroribus Danorum circa Me- dicos. Samt pro Medicina Danorum Vindiciæ (Lægefunften i det gamle Norden). Ogſaa her (diss. 2, &. 50) taler han om fin Opdagelfe og hans derved fvæffede Helbred: Post Anatomes hujus (Faderens) reformatæ editionem primam, duo nova pror- susque inaudila antea el invisa Vasa favens Natura diligentiæ nostræ benigne revelavit, propler qvæ Hecatomben immolare æquum ſuit. Anno enim reparatæ salutis MDCLI. Lacieum Thoracicum Ductum cum annexis glandulis lumbaribus Lacteis primus in cadaveribus hominum observare contigit, qvem in solis brutis Pecquetus ductum invenerat. Post paulo, iisdem intento alia vasa circa Hepar et arlus occurrunt nulli ante mortalium, quod scirem, visa aut descripta, qvæ Vasa Lymphatica appellavi, qvia liqvorem lymphæ lim- pidæ similem continent vehuntqve; de qvibus brevissime com- mentatus sum orbemque literatum ad novas cogita= tiones et suppositiones in Medicina excitavi (etc,)
Naar han i Skriftet: De insolitis partus humani viis Dis- sertatio nova, Haſn. 1664. anfører en Del markelige Fodſels⸗
270 Det lærde Tidarum. Medicin og Raturhiſtorie.
hiſtorier med Forklaringer, venter man næppe iblandt dem at finte de Christi nativitate: miraculoaza med den Bemærfning: non exclu= dimus viam naturalem, hvillet oplyfes af Lucas, 2 Cap; eller de Dionysii nativitate ex ſemore Jovis. Slutningen handler de obstetricam scientia, Hvilfet vel er noget af det forſte å dette Fag
Gvilke Foreftillinger gjorde denne Mand fig om. Forholdet imellem Himmel og Jord? Det oplyſes blandt andet af Striftetz De cometa consilium medieum, em Monstrorum nbpér in D natorum historia, + Haføb, 166511 Simlen ver ogſaa underkaſtet Avling og Fordærvelfe, generationiset corruptioni, hvillet sfanufers af Tyge Brahes ny Stjerne, af Solpletterne o desl. Himfen ſtaar i Forbindelfe med Sygdomme, Sygdoms Zilftande og andre Ting paa Jorden. Mulieres nmostræ. solstitio instanle nec tela sua mundant, nec soli exponunt, ne corrumpanlur, De me ipso
testari possum, solstitiorum tempore ad omnia consuelå munia imutilem esse, et quasi morbo ”instante lassari. Forsan dech- nantis Elatis sunt præsagia, annis et viribus sensim ad occasum vergentibus. Memini Senem Christianum Longomontanum, Astronomum magnum, Aflinem nostrum, multis ante suprema fata annis, solstitio hyberno, filias generosque extra urbem habitantes, cætera sanum adhuc et valentem, quotannis ad se convocasse, et tanquam extremus immineret vitæ dies, ultimum singulis vale dixisse. Franciſcus Verulamius faldt pludfelig i Be— fvimelfe ved Maaneformorkelſe, ſtjendt han forud iffe vidſte det mindſte om, at den ſtulde indtræffe, 0. f. v. Himlen lider ogſaa af Jordens Uddunftninger; deraf komme Kometer og andre underlige Forbindelfer imellem Himmel og Jord. Kometen er et flet Varſel, quia apostema hoc cæleste ex pravis universi excrementis col- lectum — quia et se et universum pulidis scatere humoribus indicat, quibus evacuandis non unus abscessus suſſieit. Sca⸗ Tiger og Gaffendi maa fige hvad de ville, Kometer ſtaa i Forbindelfe med Sygdomme og Begivenheder paa Jorden. Vanſtabningers Fodſel ſtaar ligeledes i Forbindelfe med Himlens Begivenheder.
Blandt hans fyſiſt⸗naturhiſtoriſte Skrifter kunne flere endnu have Interesſe, f. Ex. De Luce Animalium libri 3. Admirandis historiis rationibusque novis reſerti. Lugd, Batav, 1647. og nyere Udgave: De Luce hominum et brutorum (ete.) Haſo. 1669.
Den Bartholinſte Stole. 271
Diss. de cygni anatome ejusque cantu, Hafn, 1668. udg. af hang tretten Yar gamle Son Cafp. Thom. Bartholin.
En faa udmerket Mand ſom Thomas Bartholin maatte ſamle omfring fig og efterlade mange Difciple. Michael Lyfer (f. i Leipzig 1626, 1657 Medikus paa Laaland, + 1659) var hang Proſeltor, og uden hans Hjælp, ſagde Rub= bed, kunde han intet opvage. Martin Bogdan (f. i Neumark; drog ſiden til Bern) deltog i Striben med Rudbeck. Oluf Vorms Søn, Vilhelm Worm, mevbelte Bartholin anatomiſte Jagttagelſer paa fin Udenlandsrejſe. Til denne Skole hørte ogſaa: Henrik Møiniden (f. i Malmø 1631, + 1695), Chriſten Oftenfeld (f. i Viborg 1619, 1656 Prof. i Medicinen, + 1671) og Bartholins Søn, Caſper Thomeſen Bartholin (f. 1655, allerede 1674, fun 20 Mar gammel, Prof.) Efter en Udenlandérejfe paa tre Aar Holdt han Forelæsninger over Anatomi og Fyſik, blev Doftor i Medicinen 1678, og har udgivet mange, ifær anatomifte, Skrifter (allerede fra fit Ophold i Paris 1676 til 1708); men berefter gif han ind. i andre Stillinger og blev adlet 1731 (f 1738). Bartholins berømtefte Lærlinge ere imid⸗ lertid Ole Bord) og Niels Stenſen.
Skielderups Program 1811, 6.23. Vilh. Vorm: Bartholini Epist. med., centuria 2, 505, 514. €. Th. Bartholin: Foruden Giesſings Jubellærere 2, 1, 51 ogſaa Skielderup &. 32. Specimen historie Anatomicæ partium corporis humani ad Recentiorum mentem accommodatæ novisque observationibus illustratæ. Amstel, 1701. 8. (hos Nyerup Ultrajecti 1701. 4.) De diaphragmatis nova structura 1676 i Bartholini Acta med. vol, 4. observ. 3. o. fl.
Af Lyſer haves Michaelis Lyseri Culter anatomicus. Hoc est: Methodus brevis facilis ac perspicua artificiost et compen- dioså humana incidendi cadavera, 5 Udg. Lugduni Batav. 1731. (hvillen Udgave Nyerup iffe anfører).
272 Det færde Tidérum) Medicin og Naturhiſtorie
Ole Bord, Olaus Borrichius (f. ben 7 April 1626 i Sonder-⸗Bork i Ribe Stift, hvor hans Faber, Oluf Clauſen, var Præft) gif i Kolding og Ribe Stole, og fom til Untver= fitetet 1644; han lagde fig efter Medicin, og hørte ijær The⸗ mas Bartholins og Simon Paullis Forelæsninger, men havde tillige megen Kjærlighed til Filoſofi, Filologi og Poeſt 1650 blev han Hører ved Kjøbenhavns Sfole, og fil: uventet af Frederif ben Trebie, efter Kansleren Chr. Thomejens ns Befaling, et Kanonifat i Lund. Jørgen Roſentrauds tilbør ham Reftoratet i Herlufsholm, men han undſlog fig af Kjærs lighed til Medicinen og Lyſt til at rejſe. Sine førjte mebi⸗ cinffe Crfaringer gjorde han i Pejten i Kjøbenhavn. Ejter Kjøbenhavns Belejring blev Han 1660 befigneret til Prof. i Filologi, Semi og Botanik, og rejſte ſamme Aar udenlands. Over Hamborg tog han til Holland, hvor han blev i nogle Aar (1661—63), og ſtiftede Bekjendtſtab med mange anfeete Lerde, ifær berømte Anatomer, og ben befjendte ventyrer Borro. Da VJVoachim Gersdorf bøde, fulgte han dennes Sønner, hvis Informator han havde været, over Flandern til London (1663); be gjennemrejfte flere af Englands Lands ſtaber, og fom i Auguſt til Franfrig. Fra Paris vendte Gersdorfs Sønner tilbage, men Bord) fortfatte fin Rejſe, tog ben medicinſte Doktorgrad i Anjou, og beſogte Mont= pellier, ,velus illud Medicinæ domicilium“; derpaa drog han til Italien, hvor han ifær opholdt fig i Bologna og Rom; paa ſidſte Sted tilbragte han Vinteren (1665—66), og gjorde en Udflugt til Neapel, for at fee bet brændende Veſuv. J Rom havde han ofte Samtaler om femiffe Gjenſtande men ben fvenffe Dronning Chriftine. 1666 vendte han tilbage til Fædrelandet, tiltraadte fin Profesſar, og praftifereve ſom Læge. Bed flere af fine Sfrifter, ijær filologifte og kemiſte, havde han be Stuberende for Øje. Til be ſidſte høre De
Ole Borch. 273
orlu et progressu Chemiæ (1668); Conspectus scriptorum chemicorum libellus posthumus, eller Kemiens Hiftorie i en Overſigt over Kemikerne fra Trismegiftus til hang egne Dage 0. fl. Ogfaa ſom Botanifer har han Fortjenefter ved fin grundige Behanbling (f. Ex. De experimentis botanicis). Gan ſamlede fig betydelige Midler, men giftede fig aldrig. Det hedder vel, at han undlod bet, ut eo philosopharetur expeditius; men Pontoppidan fortæller en anden Anledning til hang ugifte Stand: Da han havde ftabfæftet det bekjendte Ordſprog: dat Galenus opes, beſluttede han fig til at ind⸗ træbe i Ægteftanden, og forlovede fig med en Jomfru af Familien W., men hun var mere forelffet i hans Penge, end i ham felv. Engang beføgte han fin Brud; hun og hendes Moder fulgte ham til Dørs, og ba han hinfebe, forbi han var lam paa ben ene Fod, hinkede hun efter ham, i bet han gif. Det ſtete vel bag hang Ryg, men han blev bet vaer i et Spejl, og havde nu faaet nof af Udſigterne i Egteſtanden; han hæveve i Tide Forbindelſen, og beſluttede at forblive ugift. Det kom Stubenterne tilgode; han ſtiftede fig et uforgjængeligt Mindesmerke i Collegium Mediceum (ben 29 Juli 1689), ſom han iffe vilde have falbt med fit Navn, endſtjendt bet nu i Almindelighed bærer bet. En fmertelig Stenfygbom endte hang Liv ben 3 (hos Vorm ben 13) Oftober 1690.
Foruden andre hos Nyerup angivne Kilder, hans Selvbiografi med Mules Fortfættelfe i Rostgardii Deliciæ poétarum Danorum 2, 371; og i Conspectus scriptorum chemicorum libellus post- humus. Havn, 1696. 4. 1697. 4. Skielderups Program 1811, 6. 28. Rottboll, S. 404. Pontoppidans Menoza, 3, 493. Forbindelfen med Borro i Werlauffs Cfterretninger om denne, hos Herholdt og Manfa, 1, 162.
Borchs Disſ. de ortu et progressu Chemiæ fremfaldte en Strid med Hermann Conring. Hertil hører: Hermanni Conringii
18
274 Det lærde Tiderum. Medicin og Naturhiſtorle.
De Hermetica Medicinaslibri duo. Anden Udg. Helmestadii 1669. 4., der flutter med Apologeticus adyersus calumnias,et insecta= tiones Olai Borrichii, Samt Bordé Hermetis, Ægyptiorum. et Chemicorum sapientia ab Hermanni Cønringii animadyersionibus vindicata. Hafn. 467474,
Hans mangefidige Virkſomhed oplhſes af hans Dissertatidnes seu Orationes academitæ 'selectioris' sargumentis Com Pauli/Vin= dingii oratione parentali. in, obitum - Børrichii« …,Edid, ;Sever, Lintrupius. To Temer. Hafn… 1715.
Paa fin Rejſe ſendte ban angtomiſte —— til Bartholin (Bartbolini Epist, medie, Centuria 3, &. 360. 374. 416. Cent. 4, S. 70, 446. 510) San mettelte * Bidrag til den patho⸗ logiſte Anatomi (Aeta med. ebpbilos, Halm, 1; 173) løg! disfeterede offenlig Dyr (Acta med, 19 6). | Til hans, botaniſte Skrifter hører De usu indigenarum plantarum »in mmedicina; | Havn«11688.
Borchs iffe udgivne Rejſejournal, hvori han. beretter, hvad der under hans Ophold i Touloufe blev fortalt ham om, Vaninis Proces, ſtal være anført af Arpe i hans Apologia pro Jul. Cæs. Vanino. Cosmopoli 1712. 8. Cr denne Rejfejournal til? og hvor findes den?
Niels Stenfen, Nicolaus Steno, Stenonis (ſaaledes ffriver han felv) eller Stenonius, f. i Kjøbenhavn d. 10 Januar, efter Lutherſt Regning, men efter Katholilkernes Stil d. 20, (altſaa iffe d. 1 Jan.) 1638 (iffe 1631), er næjt Tyge Brahe ben overordenligſte Mand i bette Tidsrum, ber bog er faa rigt paa ubmærfede Bidenffabsmænd. Hans Faber var Guldſmed hos Chrijtian ben Fjerde, og var yndet af ham dels ſom Kunſtner dels fom ivrig Lutheraner. Om fin Barn« bom fortæller Stenſen felv, at han allerede i fin ſpede Alder iffe havde Sands for Omgang med fine Jevnaldrende, men derimod med Begjerlighed lyttede til be Ælores alvorlige Samtaler; og at han fra fit tredie til fit fjette Aar giennemgik en farlig Sygdom, ber maa have bidraget til at forøge hang Ulyft til Barnets ſedvanlige Sysler. I en ung Alder
Niels Stenfen eller Steno. 275
ſtuderede han Mebicin og Anatomi unter Simon Paulli og Thomas Bartholin; og brog berefter med Anbefalingsbrev fra Thomas Bartholin forſt til Amſterdam, Hvor han hørte Gerhard Blaſius, og derpaa til Leiden, for tillige at ſtudere Filofofi og Kemi. Her traabte han fnart i Forbindelſe med ben udmerkede Auatom Silviug (De la Boe), med Van-⸗Horne og anbre berømte Lærde; og ſendte Cfterretninger om fine ny Opbagelfer til Thomas Bartholin. Kun omtrent 23 Aar gammel opdagede han 1660 ben efter ham opkaldte Sten« ſonſte Spytfanal (ductus Stenonianus) eller Ubføringsgangen fra Ørefpytfjertlerne, ſom Needham allerede kjeudte; men Stenſen „iagttog den, fandfynligvig uden at fjende noget til Needhams Opdagelſe, hos Faaret; hos ſamme Dyr opbagebe han forſt Udforingsgangene fra Taarefjertlerne, og en egen Tille Druefjertel i Neſehulen hos Faaret, Hunden og flere antre Dyr.” Efter en Udflugt til flere Steder i Holland, fortfatte han fine Underſogelſer, og var 1662 forſte Opbager af Svedkjertlerne (glandulæ sudoriparæ), hvorved Læren om Uddunſtningen fif et ganfte nyt Udſeende. Sine Opdagelſer Befjendtgjorve han i Sfrifter, udkomne i Leiden 1661 og folgende Aar. J Danmark vafte be megen Beunbring ; Thomas Bartholin anbefaleve ham i be varmefte Udtryk til Kongen, og lovede fig i ham en herlig Berigelſe for bet danſte Anatomikammer. I Holland fremkaldte derimod Sten⸗ feng Fremtræden en heftig Strid med Prof. Gerhard Blaſius i Amſterdam. Bartholin føgte at forlige bem, men, ſom bet ſynes, med lidet Held. Fra bisfe forſte Underſogelſer gif Stenfen over til Muſtlerne og Hjertet, men afbrodes ved Cfterretningen om fin Moders og andre Slagtningers Død 1664 (hans Faber var allerede bøb før 1662), ber Bevægebe ham til et fort Ophold i Kjøbenhavn, hvorefter han atter brog udenlands. Dette hang Ophold i Danmark 18%
276 Det færre Tidsrum. Medicin og RNaturhiſtorie.
Befræftes iffe blot ved Thomas Bartholins Vidnesbyrd, at Stenſen havde forevijt ham ſine Opbagelfer (vidimus' sin- gula ab ipso demonstrata), hvilfet iffe Tan henføres til nogen anden Tid, men ogſaa af Steuſens egue Breve)” Hau dreg til Paris, og ſtuderede Anatomi under Thebenot, hos hvem han boede, og Kemi under Borel han "opholdt fig fer 1665, og vafte ligeledes her megen Opſigt ved den Maade, hvor⸗ paa han foretog Seftioner, og ved fine fy Opdagelſer, blandi hvilke iſer hans Underſogelſer om Hjernen fremhæves: Men Bosſuet virkede tillige ſaa meget pad Ham, at han beghudte at tænfe over religiøje Ting; thi hidtil ſiger han havde Naturens Studium optaget mig ſag aldeles, at jeg ifte habde Tid til Religionsunderſogelſer“ De ſhnes, font en Jeſuit i Køln allerede forud 1664 havde forføgt at omvende ham. Men benne hans ny Stemning fom iffe til noget Udbrud før i Jtalien; 1666 fom han til Livorno, hvor em Procesſion paa Kriſti Legemsfeſt vendte hang grublende Sind til reli= gioſe Betragtninger: „var det Herrens Legeme, der ſaa hojtidelig bares til Skue, eller var bet iffe; Hvis bet var, hvorfor tilbad da iffe han, ligeſom alle be andre?“ Og ba han endelig endnu i ſamme Aar kom til Florenz, egenlig Tun for at lære bet italienffe Sprog i fin Renhed, men ber tog ſtadigere Ophold, ba Storhertug Ferdinand ben Anden af Toffana anfatte ham fom Lærer i Anatomien ved Akademiet bel Cimento, kom han tilfælvig i Bekjendtſtab med en Nonne Maria Flavia bel Nero, ber tog fig faa ivrig af hans Om⸗ vendelſe, at hun gjerne vilde hengive fit Liv for at frelfe hans Sjæl. Geſandten fra Lucca Arnolfini's Gemalinde og hendes Skriftefader Savignani fuldendte bet begyndte Vært, faa at han enbelig ben 3 Nov. 1669 gif over til Katholicismen. J disſe Mar fordybede han fig i theo— logiſte Granſtninger, ber tilſidſt bleve eneherſtende. Hau
Riels Stenfen eller Steno. 277
lov fig iffe nøje med Samtaler om Religionen med lærde Mænd, men vilde fee med egne Øjne. „Han ſtuderede felv ven hellige Skrifts originale Vidner og be ældfte For⸗ fattere, nemlig ved Hjælp af ældgamle græfte og hebraiſte Haandſtrifter, for iffe uden Prøve at ftole paa be latinſte Overſcettelſer.“ Ikke desmindre fortfatte han ogſaa fine Naturgranſtninger, og bet ſynes, ſom han var beſtemt til ſtedſe at gaa over fra den ene til den anden, og ſtedſe at bane ny Veje: 1666 blev ber fanget en lamia eller canis carcharia (Haj), ſom gav ham Anledning til ny Dyrſtudier; og han befjenbtgjorte disſe neſte Aar 1667 i Forbindelſe med fin Myologi. Men fra Anatomien af Menneſtet og Dyr gif han endelig over til Granſtning over Jordens Indre, og blev Sfaber af en ny Videnffab, Geologien.
Hidtil laa benne endnu fun i be raa Elementer. Zoo— logien og Geognoſien ſtode afſondrede hver for fig; „Zoolo⸗ gerne ljendte ikke til Bjergene, og Geognoſterne vare ubeljendte med Dyrenes Naturhiſtorie.“ Det var nødvendigt, iffe blot at forene bem, men tillige at betragte Dannelſen af Jord⸗ lagene og bereg Indhold, Mineralierne og deres Lejer, Bjergene og bereg Dannelfe, Planternes og Dyrenes Fore— fomft, ogſaa be forgangnes; fort, at danne en Theori for ben hele Jord, fom forhen for dens Individer. Ved Under— ſogelſen af nogle fosſile Hajfiſtteender og deres Leje ledtes Stenſen til Betragtninger over Toſtanas Jordbund, og derfra til Slutninger om Jordſtorpen i Almindelighed. De førfte Frugter deraf gav han ſom en Indledning i fit Sfrift de solido intra solidum naturaliter contento, 1669; bet var Tun en Forløber til en Theori, ber aldrig fuldſteendig blev udviklet, men bet var faa rigt paa Ideer, at en hel Viden⸗ flab laa deri. Der forløb et Aarhundrede, førend disſe Ideer paa ny optoges og udvidedes. fan gif ud fra Jagttagelfe,
278 Det larde Divérum. Mediein og Naturhiſtorie.
og drog ſunde Slutninger deraf, medens hans Efterfølgere vendte tilbage til Moſes Slabelſeshiſtorie og tomme Hypo—⸗ thefer; hans Ideer ſſumrede upaaagtede, men Rutiden (Wer⸗ ner og hans Samtidige) har paa mø draget dem frem og erfjendt bem. Udenfor Danmark have; de vundet Udodelighed; vi maatte vel da blues; om itke vi⸗ Lerbe eller Læge, ſtaffede os en Foreſtilling om denne vor Landsmands Fortjeneſte. Stenſen var „den forſte, ber indette Strift adſtiller be pri⸗ mitive Bjerge, der ere celdre end Planter og Dr og berfor aldrig indeholde organiſte Levninger, fra de ſelundeere Bjerge, ber have dannet ſig over de forſte og) ere opfyldte med disſe Levninger (turbidi maris sédimentå sihn mvicem. imposita). Gan betragter disſe ſekundeere Låg! fonn 7erws Afſcetning af Vandet, og fremſtiller et Syſtem for Dannelſen af Dalene og Formationen af Lagene. Ved at betragte Toſtanas Dans nelſe fremſtiller han fer ſtore Jordepofer, i hvilfe Havet periodiſt overjvømmebde Lanbet, og atter drog fig tilbage.” 3 Forbindelſe dermed „meddeler han merkelige Jagttagelfer over Konchyliernes Dannelſe og Vært, om Kryſtallernes Bygning" o. desl. Han vil oplyſe, hvorledes man i ſelve Naturlegemet ſtal gjenfinde dets oprindelige Sted og Dannel= ſesmaade; og fra et enfelt Lands Formation gaar han over til hele Jordklodens. Skriftet tilegnede han Storhertugen Ferdinand den Anden; „det er et Arbejde, ſom han agter at udvide og udfore nøjere; han maa nu gjøre bet kortere, ba han vil vende hjem til fit Fædreland, og har opfat Ud forelſen, indtil han kommer tilbage derfra. Den udforlige Afhandling vil han ba ſtrive paa Jtalienff, efterſom bet bes Hager Storhertugen, og for at bet berømte Akademi, hvoraf - ogſaa han er Medlem, fan fee, at han iffe er uværdig til ben ham forundte re.” „Han har intet imod at udſette bette fit Arbejde, thi han haaber paa fin foreſtaaende Rejſe
Niels Stenſen eller Steno. 279
at vinde endnu flere Oplysninger.” Denne Rejſe blev frem⸗ Taldt af Kong Frederik ven Tredies Onſte at anfætte ham ſom Profesſor i Anatomien (hvortil vel hang Ord figte: cujus nutui obedire lex naturæ iubet, magna in me meos- que promerita hortantur); og Indbydelſen maa være udgaaet 1667 eller 1668; i ſidſtuevnte Mar finde vi ham i Færd med at ville vende hjem, men ben Gang blev han holbt tilbage. Nu, 1669, forlob han Toſtana; i Juni 1669 ſendte han fra Innsbruck (Oeniponte) Storhertug Ferdinand en anatomiſt Unberføgelfe. Samme Aar eller i Begyndelſen af neſte Tom han uden Tvivl til Danmark, men Opholdet her blev meget fort. Naturvidenſtabens BVeffytter og Velynder Fre— berif ben Tredie dode 1670, og i ſamme Aar venbte Stenſen tilbage til Florenz efter Indbydelſe fra Ferdinand ben Andens Cfterfølger Cosmus ben Tredie, Et Bar Aar opholdt han fig i Florenz, beſtjceftiget med allehaande Underſogelſer, indtil en ny Indbydelſe fra Fedrelandet, bevirket af Griffenfeld, 1672 atter kaldte ham tilbage fom Prof. i Anatomien med Tillavelfe til at øve fin Religion i Stilhed. Han forlod Italien (efter Manni og Fabronius) i Maj 1672. Anatomi—⸗ fammeret havde i mange Aar ſtaaet lukket; nu blev han anfat derved ſom Prof. og holdt fin Indledningstale 1673. Det menneſtelige Lig, fagde han, har noget uhyggeligt, ja, ſom Dodens Billede, for nogle noget mobbybeligt og afffræfs kende, men bet fømmer fig iffe at blive ſtaagende ved be ydre ſandſelige Judtryk, men at trænge ind til bet Indre, Ogſaa ben blomſtrende Eng bliver endnu ſtjonnere for ben, ber giennemſtuer Plantens indre Bevægeljer. (Pulchra sunt quæ videntur, pulehriora quæ sciuntur, pulcherrima quæ ignorantur). Det er Anatomiens ſande Maal, fra bet vids underlig byggede Legeme at hæve Tanken til Sjælens Højhed
280 Det lærde Tiderum. Medicin og Maturfiftorie.
og Skaberens Herlighed, og med et fordemsfrit Sint at ſtjelne imellem bet falſte og Sandhed.
Det er ſandſynligt, at Stenſen, uagtet fit berømte Navn og fin rene Kjærlighev til Bidenſtaben, ſom Katholit vieſe Kredſe maatte være: ilde auſeet og en Torm ivØjet paa be rettroende Lutheraner· Dog traadte, ſaavidt vides, kun een af bem offenlig op imod ham. Dohan Brunsmand, den Gang Reltor i Herlufsholm, udgab ſamme Aar, ſom Steuſen begyndte fin Virkſemhed (1673), en Bogyfalvet Frands Spires Fortvivlelſe ( det var en venetiauſt Retslcerd, der var bleven Lutheraner, men ſiden for Inlviſitlonen forncegtede fin Overbevisning); og det traf ſig nu ſaa (eaxsu aceidit), at ba han ſendte nogle Exemplarer om fil Velynvere, ſendie han ogſaa et til Stenſen, ver ven Gang boede hos fin Soſter i Kjobenhavn. Dette antog nu Stenſen, men der var jo viſtnok ille noget om, ſtulde vere ham en Paamindelſe om, hvorledes bet vilde gaa ham felv (ut se suæ consimilis ad- moneret ruinæ), eg ſtrev derfor i Slutningen af November et Brev til Brunsmand, fom denne nogle Maaneder efter beſparede. Brunsmand vilde ham ifte noget; naar han Betæntte, at Stenſen havde levet adſtillige Aar i Italien og ber offenlig havde fornægtet fin Fedrenetro, og efter fin Hjemfomft til Fedrelandet meſt føgte Omgang med bet Slags Folk, fandt han bet iffe underligt, at han vifte fig iffe udygtig til at ſtjelde Proteſtanterne ud, og traf fig ſelv af« malet i Frands Spires Hiſtorie. Deslige Stiklerier fore— komme vel hiſt og her, men for Reſten ere disſe Breve theologiſte Stridsſtrifter om Retferdiggjorelſen ved Kriſtus o. m. desl., Steuſens kortere, Brunsmands udforligere.
Efter et Par Aars Forlob forlod Stenſen for ſtedſe ſit Fæbreland, Cosmus ben Tredie kaldte ham til Hovmeſter for ſin Son. Han kom (efter Manni) tilbage til Florenz
Riels Stenfen eller Steno. 281
1674. Han lod fig præftevie 1675. Ved benne Tid var bet vel, at han gjorde en Pillegrimsgang med bare Fodder og beſtandig tiggende fig frem fra Florenz til Loretto. Da Hertug Johan Frederik af Hannover havde antaget ben la⸗ tholſte Religion, fif han en vicarius aposlolicus i Neder⸗ ſachſen til Skriftefader, efter hvis Død (3. Møller formoder 1678 eller 1679) Stenfen blev hans Eftermand ſom vicarius apostolicus generalis i Nordtyſtland, hvortil Innocens ben Ellevte ſiden føjede Danmark, og fif ſom Biſtop in partibus Titel af episcopus Titiopolitanus (efter et fordums Biſpe⸗ fæbe i Jfaurien). Han opholdt fig nu dels i Hannover, dels i Hamborg; og føgte i flere Sfrifter at forfvare fin Apoſtaſi, hvilke fremkaldte Modſtandere fra alle. Sider, blandt andre hos 08 Chriften Nolo. For Videnſtaben var han tabt, men han varetog fit ny Kald med ſamme Jver. Til enhver vigtig Beſlutning forberedte han fig med tre Dages Faſte, i bet han hemmelig lod ben ham beſtemte Kjodſpiſe uddele til be Fattige. Sine Vifitatfer foretog han tilfods, fæbvan= lig fyv (tyſte) Mil om Dagen. Han folgte fin Ejendom, fin Ring, fin Vogn, for at gjøre vel; men uagtet af fin Uegennyttighed var han idelig udſat for Forfølgelfer, iffe Blot af Lutheraner, men ogſaa af Katholilkerne. Storher⸗ tugen tilbøb ham Bifpeftolen i Livorno 1684, men han afflog ben. Gan døre i Schwerin ben 25 November 1686 i en Ulver af 48 Mar, og efterlod iffe faa meget, ſom han kunde begraves for. Liget blev efter Pavens Befaling bragt til Gamborg, og berfra til Søs til Florenz, hvor bet blev henſat i ben ved Storhertugernes Begravelſeskapel berømte S. Lorenzolirke, i hvilken der blev opført et Mindesmærke for ham med en latinſt Indſtrift.
Som Anatom er Stenſen bekjendt for vore Literatorer, og be gjentage vore ældre Legers: at han var Anatomiens
282 Det lærte Tiderum. Medicin og Maturbiftorie.
Prydelſe og Lyſt, at han ille var oplært, men født til Anatom. Som Geolog er bet mig ille beljendt at nøgen af vore ælbre Literatorer have emtalt ham. Forſt be nyere Raturfynbige ere blevne opmærffomme paa ham ſom „den egenlige Slaber af en videnſtabelig Geognoſi
Stenſens Apoftafiv er en for, Theologiens Hiſtorie vig⸗ tigere Gjenftand, end for Literaturens > Almindelighed. J. Møller har meddelt de dertil horende Altſtyllerz men det forefommer mig uſemmeligt og uværdigt,” naar han ſlaar paa, at én ung fmuf Nonne lunde indtage én Mand pad 80 Aar, Det er aabeubart, at ban forlød ſin Fæbrenetro, fordi Proteſtantismen ille tilfredsſtillede hans; dybe Siud, fordi han i ben ikke ſaae nogen Furbebringri Livet og fordi den oprindelige Kirke greb ham med fin Martyrdom. Uden Tvivl var denne Apoſtaſi en Forvildelſe, men dens Motiver og bet Martyrliv ben fremkaldte ſtal beſtues med Ærbøvighed, og iffe drages ned i bet gemene Livs Sfære, Naar han felv taler om hvad ber bevægede ham til at forlade ben lu— therſte Lære, nægter han iffe, at Omgangen med Katholikker har bidraget dertil, nemlig nogle af hans katholſte Venners hellige Levnet, hvilfet han faa meget mere nævner, fom han fra Barndommen af var vant til at holde fig til ve Flores Alvor. Men tre Ting have ifær bevæget ham dertil: Studiet af ben cartefianffe Filoſofi, Mængven af ve friftne Sekter, ber fra et og ſamme Princip udlede modſigende Lerdomme, og manges verdslige, iffe kriſtelige, Levnet (et multorum modum vivendi politicum).
Stenfen var, efter Manni, Grandonkel til ven berømte Jalob Vinsløv, ber ligeledes gif over til Katholicismen. Slegtſtabet maa have fundet Sted igjennem Stenſens Soſter; fan der om hende tilvejebringe8 nøjagtigere Efterretning?
En ny Udgave af denne Mands hos os lidet befjendte
Niels Stenſen eller Steno. 283
Skrifter vilde være en Vinding for Videnſtabens Hiſtorie og en uforgiængelig Ære for Danmark, ber hidtil mere end tilbørlig har overladt Fremmede at førge for fine ypperſte Sonners Eftermele.
Moller, Cimbria liter, 2, 867. Strobel, Neue Beytraͤge zur £iteratur 5, 373. (Korte, men rigtige Angivelſer). Wolfs Hiſt. Ordbog 10, 365. J. Møller, Brochmands Levnet i Giſt. Kas lender 3, 196, og Authentiſte Efterretninger om N. Stenos Dver⸗ gang til den katholſte Kirke, i Theol Bibl. 20, 230. jf. Kofods Conwerſationslex. (i Supplementet) 27, 354. Stielderups Program 1811, &. 29. Brimid, Naturvid. Fremgang, &. XVII. Pont⸗ oppidan omtaler ogſaa Steno i Gesta et vestigia Danorum extra Daniam 3, 314, men hans Angivelſer ere unsjagtige, og han taler ifær om Striden imellem Steno og Brunsmand.
Fremdeles: Vita del letteratissimo Monsig. Nicolo Stenone di Danamarka (ete.) da Domenico Maria Manni. Firenze 1775. (Univerfitetsbibliothefers Cremplar havde A. Chr, Hwiid faaet i Rom, og forærede det til Fr. Chr. Winslow 1785). Aarſagerne til hans Apoftafi findes: hos Angelo Fabbroni i t. 2 af Lettere inedite d”uomini illustri, hvoraf J. Møller har meddelt flere oplhſende Breve i danft Overfættelfe. Stenos Levnet i Angeli Fa- bronii Vilæ Italorum doctrina excellentium, t. 3. (Dette vigtige ESkrift findes ikke i vore Bibliotheker, men i Herlufsholms Skole⸗ bibliothet. J. Møller har benyttet det, og jeg har ligeledes haft det til Laans derfra). La vie de Nic, Stenon Danois, Evéque de Titiopolis par Mr. Rose, gentilhomme de Livonie, Haand⸗ ſtrift i My Kongel. Saml. Nr. 2124. 4. (hvorpaa Bibliotheks⸗ Asſiſtent Peterfen har gjort mig opmærffom) handler fun om Slut⸗ ningen af hans Liv. Forfatteren, ſom han omvendte fra Lutheras nismen til Katholicismen, færte førft at Fjende ham i Hannover 1678, og beretter udførlig hans Levemaade og Død.
En temmelig udførlig Skildring af Stenos Fortjeneſter ſom Anatom og Geolog udgjør det væfenlige Indhold af hans nysanførte Levnet af Fabronius. Om hans Opdagelfer af Spytfanalen o. f. v. fee Bendz. Haandbog i den almindelige Anatomi, S. 557. 560. Bendz henviſer til Clericus et Mangetus, Bibliotheca anatomica. ed. sec,
284 Det færde Tidsrum, Medicin og NMaturfiftorte
Genevæ 1699. fol. 2, 777. 787. 790. Om Svedkjertlerne, fee. famme Haandbog, S. 493. Jf. Sammes Haandbog 4 den pbys ſiologiſte Anatomi af. de danſte Guspattedyr, 4; 63—66.:
De prima ductus salivalis exteriotis imrentione ſtriver Stene til Bartholin den 22 April 1661. . Thom. Barthol. Epist,… medie centuria 3, &. 86. Variæ in oculis et,naso observationes novæ meddeler han den 12 Sept. 1661 ſſt. S. 224. Sudorum origo ex glandulis den O Fans 1662, ſſt. S. 202. Om Striden med Blaſius handle flere Breve, S. O5. 184. Amieus erit Blasius et amicus quoque Stenonius, ſtriver Bartholin. Namque
Jurgia externis. ihimiea durant,
Quos amor -velus tenuit, lenebit. Om denne Strid, at Blaſius vilde tilegne fig Opdagelſen af ductus salivalis, taler ogſaa Ole Borch ſſt. S. 8376. 304. og Bartholin S. 405 (controversia vix merelur ·tantum dissidium). Blaſu Fremſtilling af Sagen, hvori han om. Steno udbryder: 0. maliliosum animum! findes fit. &. 158. Til Forjvar for Blafius udgav Nic. Hoboken Novus ductus salivalis Blasianus. Uitraj. 1663, hvorpaa Steno fvarede med en Prodromus, i hvilfen han vifer, at Blaſius er en Ignorant og iffe i Stand til at gjøre nogen ny Ops dagelſe, ſamt oplyſer, at den ductus salivalis, ſom han tror at have opdaget, er noget ganffe andet end den Steno har beſtrevet. (Efter Le journal des scavans de Van 1665, Amsterd, %r. 12, €. 156).
Anledningen til denne Strid gav Stenos forſte Sfrift: De glandulis oris et vasis inde prodeuntibus nuper observatis. Leidæ 1661. 4. Flere fra de naſtfolgende Mar anføres hos Nyerup.
Stenos tidligere anatomiſte Opdagelfer anføres af Th. Bars tholin i De medicina Danorum domestica, Diss, 2, 6. 51: In Anatomicis multa præclara Stenonius noster orbi proposuit descripsitque, in primis Vasa salivalia exteriora, Vasa buccarum, Vasa sublingvalia minora, Vasa palati, meatum anteriorem & naribus in palatum, Vasa Epiglottidis, narium, vias å palpebris in nares, Vasa palpebrarum, Lymphaticorum insertiones, in- gressumque vitelli in intestina pullorum, et qvotidie indefessa manus et ingenium curiosum nova parlurit. Vidimus sin-
Riels Stenſen eller Steno. 285
gula ab ipso demonstrata, et patriæ gratulati sumus de fausto Anatomes progressu, Præterea musculorum fabricam prorsus novam et elegantem, cordisque dissectionem non sine admiratione apud eundem vidimus, quod ita nervoså retexuit, ut fibrarum omnium complexum instar cochleæ circumvolutum et ex mucrone iterum sursum adscendentem intueremur, nihilque . dubitaremus cum Hippocrate Cor musculum verè vocare,
Ole Borchs og Th. Bartholins Bersmmelfer over Steno og hans ny Opdagelſer ere næften uudtømmelige. Bord) ffriver: Sistit se jam tandem Stenonii tractatulus, qui utinam se Tibi cæte- risque probet Patronis, et famæ primordia feliciter auspicetur. Dignum sane ingenium est, quod in spem patriæ adolescat, cui si post exactos aliquot in his sacris annos publica Anatomes cura Hafniæ commendetur, sperabo haud dubie ulteriora adhue salutaris illins studii incrementa, Viracissimis est e propinqvo oculis, indefessus labore, judicio non infelix, etiam in huma- nioribus exercitus cultusque. Barthol. Epist, medic. centuria 3, 8. 417. Bartholin ſtriver: Tandem quoque Stenonii nostri Observationes Anatomicas accepi, oppido curiosas, novas et eruditas, quas Ser. Regi nostro ostendi, cui Majestati placuit subditi sui diligentia expositis per me variis inventorum noro- rum usibus et plenis authoris landibus, Theatri nostri gloriæ aliquando inservaturi, ſſt. &. 496. Germed fan ſammenlignes hans egne Attringer om Bartholins Gunft. ſſt. centuria 4, S. 2.
Endnu i Slutningen af April 1663 var han i Leiden, thi derfra ſtrev han til Bartholin om Nova musculorum et cordis fabrica. Barthol. Epist. medie. centuria 4, &, 414. jf. S. 329. Derefter ophører Brevvexlingen. Stenos Skrift De musculis et glandulis observationum specimen cum epistolis duabus Anatomicis. Havn. 1664, 4. vidner, ſom J. Møller har bemarket, ved Trykkeſtedet om hans Ophold der i ſamme Mar, men afgjørende ere de to tilføjede Breve, det førfte ad Guilielmum Pisonem de anatome Rajæ, dateret Hafn. Anno 1664. 24 April. st. v., hvori Det ogſaa hedder: Placuit namque Celeberrimo viro D. Simoni Paulli, Regio Medico et Prælato Aarhusiensi, Præceptori Pa- rentis loco venerando, ad Rajæ seclionem 21 Martii proxime elapso me admillere; det andet ad Paulum Barbeite de vitelli
286 Det Tærve Tidorum. Medicin og Naturhiſtorle.
in intestina pulli transit. Hafa, 42 Jun. ste vr 1An, 1664, J Marts til Juni 1664 opholde han ſig altſaa i Kjøbenhavn Bogen er tilegnet Frederik dem Tredie; > tib hvem han ſiger: Quæ mihi bactenus in Anatémicis- videre cøntigity his. paucisteom= prehensa, quam hamillime ofler6'y og den indeholder mange Dp⸗ lysninger om hans davarende · Anſtuelſer, deriblandt som Vjertet: Cor innati calidi sedefh ,animæ thromumyuduin ipaamn nonnulſi animam voluerunte Gorm solem, imd'Regem | safutarunty cum tamen ubi rem rityexåminayveris,) von nisi) must hu msis' inventurus. o. få v,
Stenos Fader var dod for BI Maj 1662 puf da omtaler han ham i et Brev til Bartholin/ og figer » beat memdriæ parenti. Barth. Epist. medie, centurid! 476475. (
Efter fine forſte atiatomiffe Underſogelſer var han paarBejen til at opgive Anatomien, For at vende tilbage til Gæmetriem; form han havde anvendt iffe liden Tid paa, quodque non ut primarium sed ut unicum (studium) tractassem, nisi angusta domi res utilia jucundis præferenda non tam svasisset, quam imperasset.«£ Men berømte Mænds partim minæ satis acerbæ, partim scripta parum amiea nette fam til at begynte igjen. Barthol. Epist. medic, centuria 4, S. 103. (i Auguſt 1662).
Gangen i fine Studier angiver han felv i Tilegnelſen til Stor⸗ hertug Ferdinand den Auden af Skriftet de solido intra solidom naturaliter contento ſaaledes: Glandulis totius cerporis enu- merandis intentum mira cordis fabrica in sui serutinium abri- piebat; coeptos de corde conatus Meorum mortes interrum- pebant. Ne musculis minutim describendis inhærerem, pro- digiosæ magnitudinis Canem tua Maria nobis oblulerunt ; jam- que totum deditum præsentibus experimentis ad alia inuitat, cuius nutui obedire lex Naturæ iubet, magna in me Meosque promerita hortantur.
Stenos Ophold i Paris omtales i Le journal des scavans de Van 1665, par Hedouville, Amsterd. Nr. 12, &. 153 i Anmaldelſen af hans Sfrift De musculis: Ce scavant Danois est presentement å Paris, ou il fait tous les jours des dissections en presence de beaucoup de personnes curieuses; et il en a fait dans l'Escole de Medecine, od il 8'est fait admirer de tout
Niels Stenfen eller Steno. 287
le monde par ses nouvelles découvertes, car il a cela de parti= culier, qu'il rend la pluspart de ces choses si sensibles, qu'on est obligé d'en demeurer convaincu, et d'admirer qu'elles ayent på échapper å tous les Analomistes qui Pont precedé, Men naar Steno anfeer Hjertet for en Muftel, finder Anmalderen: Cela va å renverser ce qu'il y a de plus constant dans la Medecine.
Discours de Monsieur Stenon sur Panatomie du Cerveau. A Messieurs de I"Assemblée, qui se fait chez Monsieur The- uenot, a Paris 1669 med Kobbere. (Udgivet efter Stenos Af⸗ rejfe af Boghandleren Robert de Ninville). Paa Latin opera et studio Guidonis Fanoisii. Lugd. Batav. 1671. Ogfaa for den, der iffe er Anatom, er dette lille Skrift artigt at laſe, nemlig hans Bemærkninger om vor Uvidenhed om Øjernens Indre, Maader at anatomere den paa og Fejltageljerne hidtil; Meningerne om Øjernens Dele fom Sæde for Gjæleevnerne; Des Cartes, der betragter den fom en Maſtine, der fremkalder alle Handlinger (actions), men denne hans Maſtine ev ilfe bygget ſom det virkelige Mennefte; Anatomiens Tilftand og Forffjel imellem Dyrenes Hjerne og Menne⸗ ſtets. Baade den latinſke og franfte Udgave findes i Kongens Bibl.
Om den Tid, da Steno offenlig antog Katholicismen, ſom Fabroni henfører til 1667, fan man næppe nære nogen Tvivl, naar man læfer Maria Flavias udførlige Beretning (overſat hos J. Møller), hvorledes han 1666 kom til Florenz, at der hengik to Aar og mere med hendes Samtaler for at vinde ham, uden at ban tog nogen Beflutning, at han paa den Tid blev faldt tilbage til fit Fædreland og allerede var ifærd med at gaa ombord i Livorno, men at Kar⸗ dinal Leopold hindrede det, ved at foregive, at Skibene allerede vare fejlede bort, 0. ſ. v. Hvorledes turde de nemlig flippe ham, førend de ved en offentlig Befjendelfe havde ham ganfte vis.
Nic, Stenonis Elementorum myologiæ specimen seu Musculi descriptio gcometrica, Cui accedunt Canis Carchariæ dissectum caput et dissectus Piscis ex canum genere. Ad Sereniss. Fer- dinandum II. Magnum Etruriæ Ducem, Florentiæ 1667. 4. Amstelod. 1669. 8. (Mathematikkens Anvendelſe paa Muftellæren.)
Nicolai Stenonis de solido intra solidum naturaliter con- tento dissertationis prodromus. Ad serenissimum Ferdinandum Il. Magnum Etruriæ ducem. Florentiæ 1669. 4. Superiorum
288 Det færve Tiderum. Medicin og Naturhiſtorie.
permissu. 76 Sider, med Figurer og deres Forklaring (Paa Kongens Bibl.). Lugd, Batav. 1679. 8. (Paa: Univerfitetsbibl.). Striftet ſtal være overfat pan Engelſt 1671. Det er, ſom Tis telen ogſaa viſer, kun en Forløber, men han angiver Indholdet af felve den paatænfte Disſertations fire Dele. Blandt andet hedder. dets Secunda parte resolvilur problema universale, unde singularom difficultatum enodatio dependet, quod est: dato cørpore certa figura prædito, et juxta leges Naturæ pro= ducto, in ipso cøonpore ærgumenta inveniri, Jocum et modum produgtionis detegentiag, hvilfe Ord ban ſelb Bar udmærfet. Slutningen. indeholder de fer Govedforandringer, ſom Toſtana har giennemgaget (sex distinetæ Etruriæ ſacies)/ og betragter derpaa hele Jordkloden. Ger omtaler. han ogſaa Naturens Dvers ensſtemmelſe med Skriften, hvillet, efter nhere Naturkyndiges Be⸗ markning, har hindret ham noget i hans Granſtnings Frihed. Ude førlige Oplysninger og Uddrag af dette Skrift findes hos Audoin, Brogniart et Dumas, Annales des sciences naturelles, t. 25, 6. 337 ((Fragmens géologiques tirés de Stenon etc., af Elie de Beaumont, hvor dog Sverrig antages for Stenos Fædreland) ; Bos Alex, Humboldt, Essai géognostique sur le gisement des roches dans les deux hémisphéres, Paris 1823. S. 38 (ogſaa anført i nysnævnte Annaler) i Anledning af Stenos Bemærkninger i den ældfte Udg. S. 2. 17. 28. 63. 69 og Fig. 20—25; hos C. Voigt, Lehrbuch der Geologie und Petrefactenkunde, 2 B. 1847. S. 384 (tildels efter Beaumont); hos Fr. Hoffmann, Geſch. der Geognoſie. 1838. &. 40; Keferſtein, Geſch. und Literatur der Geo⸗ gnofie. 1840. &. 17 (hvor han dog fortere omtales); og uden Tvivl i flere lignende Skrifter.
Alle ere de enige i at henføre Steno til de ingenisſe Mænd, der ere et Aarhundrede forud for deres Tid og hvis Opdagelſer forſt faa Plads i Videnſtaben efter deres Dod; Hoffmann falder ham der Schöpfer der modernen Geognoſie; de flefte af hans Cfterfølgere bleve endog langt tilbage efter denne ſtabende Genius. J, der fætte en re i at fylde Katalogen med mange Bogtitler, feer, faa lidet behøves der til Udødelighed, naar dette lidet er noget i fin Art for⸗ trinligt og ſtort.
Sit Ophold i Florenz omtaler Steno med de Ord: Vidi id
Niels Stenfen eller Steno. 289
Florentiæ inter alia rara naturæ miracula, quibus Principam Medicæorum in promovenda studia amor qvotidianam occasionem mihi summa cum benignitate exbibebat, qvo tempore illorum liberalitas meæ necessitati non modo sufficientia, sed et com- moda media et honorifica clementer sappeditabat. (Barthol. Acta medica 1, 205). Og hans Fædreland!
Nicolai Stenonis De vitulo hydrocephalo ad ser, Magnum Etruriæ ducem Ferdinandum Il. epistola. Oeniponti (Innsbrug) anno 1669 mens. Junio. (Barthol. Acta medica 1, 249.)
Griffenfeld bevirfede hans Hjemkaldelſe under Chriftian den Femte. Barthol. Acta med. vol, 2, hvortil Fortalen er ſtreven 1674, er tilegnet Griffenfeld, til hvem Bartholin figer: Theatrum Anatomicum tuis auspiciis animam recepit Stenonio, magno illo Prosectore, nuper tua benevolentia sublevato, subtili manu et modesto ore per viscera animalium hominumque grassante,
Nic. Stenonis Proæmium demonstrationum anatomicarum in theatro Hafniensi anni 1673. (Barthol. Acta medica, 2, 359.)
Epistolæ duæ adversariæ Nicolai Stenonii (ete.) et Johannis Brunsmanni (ete.) Accessit Historis Francisci Spiræ Desperantis Breviarium, (Hafn.) 1680. Altſaa fenere udgivne. — Anledningen til dem fortælles foran Brevene ſelb. (See ogſaa Dån. Bibl. 6, 363).
Biffop var han vel 1677, thi Strobel meddeler 5, 374 et Brev fra den daværende evangeliſte Præft Joh. Fabricius i Venedig, Hvor han traf Steno 1677, og Hvori han falder ham faa. Fabri⸗ cius figer om ham, at han var: a mundano ſastu opibusqve ter- renis, et si quid aliud est rerum caducarum, alienissimus, In discursibus modestum se præbet et diserium (etc.)
Til Sfrifterne om Stenos Apoſtaſi høre: hans Epistola de propria conversione. 1675, famt Defensio et plenior elucidatio epistolæ de propria conversione, Hannoveræ 1680. 4. med Con- tinuatio (ifær Forfoar mod Prof. Bajer i Jena), hvori de ovenfor anførte Bevæggrunde til hans Overgang findes &. 10 fag. Dernæft hans Scrutinium Reformatorum. Florentie 1677. 4. Paa Toft, Hannover 1678. 4., og Defensio et plenior elucidatio Serutinii Reformatorum. Hannoveræ 1679. 4. hvilfe Skrifter vedkomme Siriden med Chr. Nod. Andre Skrifter indeholde mere theofogifte Unterføgelfer, fom hans Occasio Sermonum de religione cum
19
290 Det lærde Tidsrum. Medicin og Naturhiſtorie.
Johanne Sylvio. Hannoyeræ 1678. 4. (hans Difputats med derne Theolog, da han førfte Gang efter fin Omvendelſe kom tilbage til Amſterdam); og Examen. objectionis "circa diversas Scripturas sacras et earum interpretationes) fanquam Divinas' så diversis Ecclesiis proposilas, Domino Josnni Sylvio per >lifteras ammo 1670 transmissum,Hannoveræ 1678. 4.
Medens det maa overlades Theologerne, heraf at uddrage hvad der af de ſpecielle Underſogelſer end nu kan komme Videnſtaben tilgode, ſtal jeg forſoge af Serutinium heſormalorum at meddele en mere almindelig Foreſtilling om, hvad Steuo, til fan ftor Forargelſe for fine theologiſte Landsmænd, havde mod Reformationen.” Han Betragter Kirkens Lærere i tor Afdelinger: de katholſte, der iſar have foretaget fig efter Kirkens Lære og Stik at forbedre Menneſtenes Levnet og Sader; De reformerende, der vel ogſaa ville forbedre Menneſtets Levnet, men fom tillige vil forbedre Kirfens Lære) efter den hellige Skrift De førfte roſer ham: de have begyndt med deres eget Levnets For⸗ bedring, have ført et ſtrengt og indgetogent Liv (han fætter fig da Langt tilbage i Tiden), have gjort Bod for deres Synder, o. f. fr. De fidfte derimod have ingen anden Forandring gjort i deres Levnet, end at de have forvandlet det ftrengere til er frit; de have ophævet Kirkens Tugt og de Løfter, de havde gjort Gud, Armods, Lydigheds og Kyſtheds; og i det hele have de iffe levet anderledes, end ſom en Hedning ogſaa kunde efter fin verdslige Visdom; ja, de have iffe blot forandret deres egen Levemaade og gjort den ret fri og ubændig, men ogſaa, ifær ved Fyrfternes Hjælp, foreprædifet andre den ſaa⸗ kaldte kriſtelige Frihed. De have delt fig i mange Partier, der alle kalde fig apoftolifte; de foregive vel, at de have indført den rene apoftoliffe Lære og Sakramenternes rette Brug, men derom ligge de felv i idelig Strid med hinanden, bære Afſth for hinanden, og fors dømme hinanden. Praſteſtanden have de nedværdiget. Reformationen fige de ſtal udgaa fra cen Kilde, men iffe deſto mindre ſtille de fig fra den, og flille fig indbyrdes ad. Men alt dette ftrider imod den evangeliſte Lere.
Stenos Fodſelsdag og Fedſelsaar er angivet efter Manni. Fabroni har ogſaa: IV. Id. Januarias an. MDCXXXVII (10 Jan. 1638). Fabroni angiver fom hans Dedsaar 1687, og det anſeer J. Moller for det rette, da han anfører Grapſtriftenz men
!Jatob Vinslov. 291
det ftrider mod alle andres Angivelfer, ogſaa mod Roſes Gaandſtrift, hvori der nøje angives naar han blev ſyg og dede. Gravffriften hos Fabroni eller rettere Indftriften paa Monumentet angiver heller ilke hverken naar han blev født eller døde, men flutter mød: Florentia sibi restitui saltem in cineribus voluit A, D. MDCLXXXVII. Fabroni anfører vel, efter et Brev fra Kerchting, at Steno døde den 25 Mov. 1687, men ogſaa det maa være en Fejltagelfe. En Maaneds Tid funde heller iffe være tilſtrakkelig til i Vintertiden at føre Liget til Florenz og at opføre Monumentet.
Cimbr. liter, anfører en Mængde Steder, hvor Stenos Be⸗ rommelſe ſom Anatom omtales, deriblandt: Ingens anatomes orna- mentum. Barthol. de cygno, G. 43. Anatomes delicium. Barthol. Epist. medic. centuria 3, S. 133. Homo ad studiom non tam eductus quam totus natus Anatomicum, Sim. Paulli, Quadri- partitum Botanicum. 1667. 4. &. 628.
Com Geognofiens Skaber omtales Steno hos Jorgenſen, Overſigt over Forverdenens Dyr og Planter. Skoleprogram fra Gorſens. 1853. (jf. I. Moller i Theol. Bibl. 20, 267); men en udførlig danſt Fremftiling af hans Fortjenefter af denne Videnſtab tør uden Tvivl engang ventes, for at ogſaa vi, uten at maatte ty til Fremmede, kunne faa Oplysning om hvad det var, ſom disſe faa højlig beundre.
Fortegnelfe over Stenos opera edita et inedita findes hos Fabronius.
Paa Kongens Bibl. findes to Breve fra Steno til Prof. Grævius i Utrecht 1670, hvis Indhold er ubetydeligt, men de ere egenhændige.
Naar man har beftjæftiget fig med Stenos indholdsrige Liv (og jeg har flere Gange været langt mere greben beraf, end ber i de nysanforte Bemerkninger har kunnet fomme tilfyne), vender Tanken fig umiddelbar til hang Slægtning Jakob (Benignus) Vinsløv (f. i Ovenfe 1669, + i Paris 1760) ver tillige var ham beflægtet i videnſtabelig Granft« ning og ydre Sfjæbne. Han beponerebe 1687, ſtuderede
forſt Theologi, men derefter Medicin og Anatomi, udgav i 19%
292 Det lærde Tiderum. Medicin og Maturbiftorie.
Kjøbenhavn et Var Diſputatſer (1694—96), og rejſte derpaa udenlands paa kongelig Befoftning. Efter et Ophold i Hol⸗ land fif han Befaling af fin Belhuder Geheſmeraad Moth at brage til Paris, hvor han anfom 1698. Samme Aar anfom en anden ung danſt Studerende (den yngre Oluf Vorm), og be to unge Mend gave ſig til hoer Aften at ſamtale om Religionen. Deres Henſigt var at befceſte ſig ſeld i deres Fedrenetro, og Binslov ſom den, ber anfanes for ben meſt øvede Diſputator, ſtulde overtage det vanſteligſte Parti, Forfvaret for Katholicismen. For mu desbedre at kunne fætte fig ind deri, ſtuderede han med Iver flere latholſte Forſvarsſtrifter, iſer Bosſuets; men det belom ham ilde, thi han blev felv derved ſaa overbeviſt om Katholielsmens Sandhed, ifær i Forhold til begge de reformerede Kirker, at han offenlig gif over til ben 1699, og af Begejftring for Bosſuet (Jaques-Bénigne Bossuet) endog vilde ligne ham i Fornavn. Følgen beraf var, at Fæbreland, Slægt og Benner floge Haanden af ham; han miſtede fit Rejſeſtipendium, al Underſtottelſe fra fin Slægt, og vilde maaffee have gaaet tilgrunde, hvis iffe hans egen Dulighed, nogen Unberftøttelfe fra Storhertug Cosmus i Florenz og Bosſuets Yndeſt havde banet ham Vejen til europæift Navnkundighed. Da han albrig mere faae fit Fædreland, faa lidet ſom bet mindedes ham med Kjærlighed, hører han ſom fortrinlig Læge og Anatom Franfrig til; men ogſaa vi bør i bet mindſte fjende noget til denne Mand, da vi fenere med Holberg ſtulle møbe ham i Paris.
Foruden Vinslovs andre hos Nyerup anførte Biografier, Nhe⸗ rup om de lærde Vinslover i Skandin. Liter. Selft. Sr. 1815. 1, 171. Helweg, Den danſke Kirkes Hift. 1, 508. Haandførift om hans Omvendelfe i Gamle Kgl. Samling, Nr. 113. fol. Bendz, Authentiſtke Efterretninger om hans Overgang til den katholſte Kirke,
Otto Sperling. Peder Kylling. 293
Skoleprogram fra Gorſens 1846. (Vinslevs egen Fortælling S. 20). Sans Expusition anatomique de la structure du corps humain udkom forſte Gang i Paris 1732.
Botaniffen blev fremdeles fremmet ved Otto Sperling ben &Ælbre (f. i Gamborg 1602), ber med Fuiren foretog botaniſte Rejſer 1622—1623, og derpaa rejfte til Italien, hvor han i Padua blev Doftor i Medicinen 1627. Han flyttede fra fin Gaard Jernloſe i Selland, fom han havde faaet med fin Huſtru, 1637 til Kjøbenhavn, og blev fongelig Botanifer 1638, Stadsmedikus i Kjøbenhavn 1641. Han fulgte med Ulfeld paa hans Geſandtſtabsrejſer, og blev fore medelſt fin Forbindelſe med benne Slægt nodt til at forlade Kjøbenhavn 1652; efter Ulfelds Fald blev han greben udenfor Gamborg 1664, og dode fom Fange i Kaſtellet 1681.
En indført Mand var derimod Peber Kylling (f. i Asſens, Fodſelsaaret ubekjendt), der blev Student 1660, og, efter at have endt fine Studeringer, 1666 agtede at være Preſt, men ba bet glippede, lagde fig efter Botaniffen. Gehejmeraad Moth, ber blev opmerkſom paa hans Iver for benne Videnſtab, ſtaffede ham Beſtalling ſom kongelig Botaniker 1682 med en Løn af 300 Ror. Han boede allerebe ben Gang paa Valkendorfs Kollegium, og fif fin Tiv forlænget, imod at han om Sommeren fulde botanifere med be Studerende; paa bet øverfte Loft fil han fig derhos et Kammer indrettet til fine Samlinger. Han levede her ugift, fordybet i fine Planter og maaſtee i mange andre Tauker, ſom Verden havde liden Brug for, omtrent i 16 Aar fra 1680 til fin Død 1696. Hvad han har efterladt Verden er fun Fortegnelſer paa Planter, men faa Lande havde ben Gang lignende, faa at hang Viridarium „endnu paaſtjonnes fom et rart og Lyſet værdigt Værk,” ber inde⸗ holder næften tre Gange faa mange Urter fom Simon Paullis
294 Det lærve Tidsrum. Medicin og Nalurhiftorie.
Flora. For fin Samtid var han en Særling, og den gottebe fig over ham i hang Grav. Taler han nu med Schouw og vandre be med hinanden uſhnlige for alle i ben botaniffe Have, naar Soljtraalen aabner Blomſternes Kroner, eller finde be ſammen under Himmelens Palmer, og mindes hvor= ledes ber af en Pril vorder en Ceder, der oberſthgger Liba⸗ nons Bjerge.
Otto Sperling: Moller, Cimbria liter, 4, 646. Rotthell S. 410. De nyere Skrifter om) denne hiſtoriſt mærkelige. Mand hos Nyerup.
Hortus Christianæus,. Hafn. 1642, og 4 Simonis Paulli Vi- ridaria varia 1653, med. Zillæg i Bartholini Cista mediea, S 462. Kun latinſte Navne.
Peder Kylling: Rottboll S. 406.
Gyldenlund seu Catalogus Latino-Danicus Plantarum 404. Hafn. 1684. Kun de latinſte og danſte Ravne.
Viridarium Danicum. Hafn. 1688. 4. Fortegnelfe paa vildt⸗ vørende Planter i Danmark; deres latinſte, danſte og tyſte Navne, Voxeſteder og Blomftringstid. Blandt dem, der have meddelt ham indenlandſte Planter, ſtaa overſt Henrik Gerner og Peder Syv.
Plantæ quædam domesticæ raræ, i Barthol. Acta med. 2, 345.
Foruden ovenſtaaende Mænd have adftillige andre, dels Pros fesforer, dels praktiſerende Læger, ogſaa nogle Præfter, beriget vor medicinſke Literatur, om det end fun var med en Diſputats for Doktor⸗ graden. Mange af disfe Skrifter ere viſtnok fun Ojeblikkets Børn, men faalænge ingen Mand af Faget har gjennemſeet dem alle, fan det iffe vides, hvad der endnu i et eller andet fan være frugtbart for Videnftaben. Nogle af disfe Mænd ere ogſaa markelige ved deres Stilling i Livet eller deres Sfjæbne; adſtillige ere fremmede, ifær Tyſtere, og det lod fig vel tænfe, at en hijtorift Udſigt over dem i Forhold til de indfødte vilde give interesſante Oplysninger til Lægevidenftabens Udvikling i Danmark. Ogſaa her viſer det fig, at Faderens Kjærlighed til Faget forplantedes i Slægten. Til den ældre Tid høre: Chriftian den Tredies Livlæge Jal. Bording, Prof. 1557, og hans Cen Ph. Bording. Joh. Warwick eller
Audre Læger. 295
Rigenhagen ffal være født i Franfrig, og blev 1564 faldet fra Wittenberg ſom Frederif den, Andens Livlæge, men faldt i Unaade og levede i Armod i Malms; han udgav Von der Peſtilenz. Kph. 1577 (hvorom fee Athene 1813, &. 412 og Herholdt og Manfa, 1, 9). Peder Jverfen, Petrus Ivo, fra Viborg blev Doftor i Medicinen i Bafel 1591, Jens Mule ligeſaa 1593, og fulgte Hertug Hans til Moſtov. Peder Severinus havde en Son Frederik Severinus, der var praftiferende Læge i Kjøbenhavn. Livlagen Jak. Gafebard havde en Sen af ſamme Mavn, der blev Præft, men ogſaa har leveret en medicinft Afhandling til Bartholins Cista medica. — Fremdeles bemarkes: Livlægen Chr. Bording. B. Adami. H. R. Stomager. H. Paaſte. Livlægen N. Fofs. Hans Anderſen, Johannes Andrew, ber endog beføgte Konſtantinopel (aliquando fuit Constantinopoli medicinam faciens, Wormii Epist, Fortalen S. XLII, og de imellem dem vexlede Breve, 1, 120. 124.) £ivlægen H. Arniſeus og hans Søn Fr. Arniſeus. J. Burſerus, Prof. i Sors (ogſaa Botanifer; om hans Urteſamling, der findes i Uppfala, Brinnid, Naturv. Fremgang S. X). V. Laurenberg (Bos tanik). Gede Jenfen, Ægidius Johannis. Tancred Lejel, Lælius, praftiferende Læge i Kjøbenhavn, der afflog det ham tilbudte Pros fesforat (Zwerg, &. 553 og Cista medica). Livfægen P. Bilde. $. Cuſterus. Ambroſ. Rhodius. S. Hofman. J. Scheel. G. Dies terich og hans Broder H. C. Dieterich. Joh. Rhodius (de Aeia diss. ad Cornelii Celsi mentem. Patavii 1639, 4. tilegnet Kans⸗ leren Chr. Fris til Kraagerup. Anden Udg. ex Autographo autoris auctior et emendatior ed, Th. Bartholin, Accedit de ponderibus et mensuris ejusdem autoris diss. et Vita Celsii. Hafn. 1672. 4. Scribonii Largi Compositiones medicæ. Johannes Rhodius recensuit, nolis illustravit, lexicon Seribonianum adiecit. Patavii 1655. 4.). Povel Moth, hvis Fader Matthias Moth nedfatte fig i Flensborg, praftiferede i Flensborg, Lybek og Odenſe, indtil han 1651 blev faldet til kongelig Livmedikus (+ 1670), og er ydermere markelig ſom Fader til Povel Moth, Matthias Moth og Sophie Amalie Moth, Grevinde af Samss. (Cimbr. liter. 1, 420. Mållmann De illustribus quibusdam in rep, liter, viris Flensburgo oriundis. 1731. 4. S. 14. Zwerg, &. 673). Liv⸗ lægen Jak. Fabricius. Chr. Stougaard. J. Timmermand. N. Wich⸗
296 Det larde Tidsrum. Mediein og Maturpiftorie.
mand. M. Kirſtein. G. Kruck, Prof. i Sors. Abefo. Payngt. P. Gegerfeld. L. Pouch. Praſten J. Leganger. D. Echof. P. von der Stylle (Handbuch der Chirurgiæ. Kph. 1651.) G. Seger. J. Nielſen. J. F. Treubler. O. Fjelfe eller Fjelfefrone Chr. Oſtenfeld, Profcsſor. Chriſtopher Basies" til Fraugdegaard. Eril Roſenkrands (Kemi, Dån. Bibl. 8, 499). — Og nu, omtrent fra 1660, tiltager Antallet beſtandig: J. Cortnumi, Prof. i Sors. C. Kolichen. $. de Moinichen. Fr. Semmerid. J. Sahn Hannæus, Digteren Fr. Brandt (Bartholini Aela wed. 3, 99). $. Grube. Brødrene Matthias og Holger Jacobaus, Sønner. af Biffoppen Jakob Madſen i Aarhus (Skielderups Program 1811, S. 34). Jak. Birkerod. D. Proften. J. B. Wille eller Willius (De morbis castrensihus. Hafn, 1676. 4. Herholdt og Manfa 1, 67.) P. Brand Eſſt. S 68). JM. Stiger 5 Mule, Profesfor. J. Irgens. S. Viborg. G. N. Grim, Læge paa Ceylon. M. Gerfurt. FJ. Woldenberg (Herholdt og Manfa, S. 68). B. Omeis. Livlagen J. G. Brechtfeld. G. Kus. 3. Friſius. M. Scerup. Villum Vorm, Profesſor. Den beremte Chirurg Adam David Aspach, hvis Bolig paa Hjørnet af Norre⸗ gade og Kladeboderne længe var bekjendt undef Navn af Asbachs Hus (Zwerg, S. 655.). N. D. Heitmiller. F. Reenberg. D. M. M. Grotius. I. I. Bohme. P. S. Ebeling. $. Bonſach. D. Deswig. J. Gofſtetter. N. Erikſen. O. Vorm den Angre. Praſten Guds mand Poſcolan (Flora Medicea Hafniaca Anni 1691 seu de viri- bus plantarum in horto Collegii Medicei. Hafn, 1691. 4. Bes ſtrivelſe over Planterne og deres Egenſtaber). N. Grimberg (Ob- servationes medicæ, Amstelod. 1689. Recepter). H. Cbeling. Chr. Lahme. A. Kahle. D. Szentkereſti. Chr. de Hemmer. P. Deichman. R. Wagner. I. Mahraun. Jak. Raſch, Leftor i Theologien. E. de Moinichen. J. J. Woht. D. Madai. M. F. Chr. de Stromberg. D. Wagner. H. Köne. IJ. Bing. J. Lodberg. Praſten J. Roſenvinge. E. F. Dobelius. S. Garman. N. B. Vinslov, Broder til Jak. Vinslev.
Endelig hører hertil vore Apothekers Hiſtorie. Blandt de Dertil hørende Skrifter bemerkes Dispensatorium Hafniense, jussu superiorum a Medicis Hafniensibus adornatum. Hafn. 1658. 4, udg. af Thomas Bartholin. Mere findes blandt hans, O. Borche
Danffe Lægetøger o. lign. 297
o. fl. Skr., f. Er. Olai Borrichii Lingua Pharmacopæorum. Hafa. 1670. 4. (Anvisning til Apothekerordenes rette Udtale og Betoning, der vel endnu fan være brugelig ſom en Hjalpebog).
Om en amerikanſt Aloe i Haven ved Gottorp haves flere las tinfte og tyſte Skrifter af I. D. Maior 0. a. 1665 føg.
Lægebøger og lignende Sfrifter i Modersmaalet befibbe ingenlunde nu be Cgenffaber, Elden og Sprogets Ejen⸗ dommelighed, ber gjorde Kundſtaben om be tidligere neſten nøbvenbig for enhver danſt Sprogkjender. Man vedblev at optrykke be forrige, iſer Henr. Smiths, og fun faa vovebe fig til ny Forjøg, der næppe ere nogen Berigelſe for Biden» ſtaben, men dels ved Behandlingen af Sproget, dels for—⸗ medelſt en og anden hiſtoriſt Bemerkning, f. Cc. om Brugen af Tobak, endnu kunne tilbrage fig nogen Opmarkſomhed. De vigtigfte ere af Hans Chriſtenſen Bartſker og Niels Mikkelſen Aalborg.
Peder Jakobſen Flemlofes Overſattelſe af Mufæi Underuiſning oc gode raad af Guds ord, imod den Melancholiſke Dieffuel. Kbh. 1575. tilegnet Marcus Hefs, Borgemefter i Kjebenhavn, (fre Nherup i Athene 1, 428) hører tildels hertil; og Niels Arctander's Jeſu Syrachs aandelige og naturlige Legedom (etc.) Kbh. 1586, forfaas vidt han taler om Uforfarne Læger og uforſtandige BarMfjærere (Ryerup har anført Stedet i Athene 1, 409). Men egenlige Læges Bøger om Sygdomme, Lægemidler og tildels Lægeplanter ere:
Hans Chriftenfen Bartſter og Borger i Ribe: En Liden Bog om alle haande Siugdom, ſom Menniſten mangfoldeligen kand veder⸗ fares, formedelſt voris Forſte, forelders ſyndfald, wdi Paradis (etc. etc.). Schleßwig 1596. 4. Tilegnet Jakob Seefelt til Wiſebirig. Samt En Lidel wuderuiſning meget nyttelig oe troſtelig, ſom vel fornøden er, huorledis Menniſten flal holde oc ſticke fig, naar denne forgifftige Pejtilenge folde Siuge beginder at fprede fig wd iblant Menniften (etc.) Schleßwig (1578. 12.) 1596. 4. Tilegnet Mans derup Parsberg til Hagesholm. — Som Prøve pan Sproget udtegner jeg af det forſte Skrift følgende af Affnittet om Legemets Dele:
298 Det larde Tidsrum. Medicin og Raturhiſtorie
To gange ere i Menniſtens Mund eller Hals, Igennem den. ene gaar Menniffens Mad oc ØM i magen, Igennem den anden gaar Menniz ſtens Mander oc Luet (3; Luft) Lungen, fordi. at Lungen er lige ſom en Belle eller Puſter, der forderer ot giffner Siertit em kaald Luct fom ved Manden wodryffuer haden aff Galſen, paa ſamme hul er en Log ſom gaar op oc til, effter ſom mand, drager. fine Mander, veer (d. e. Vejr) oe Luct til (fig, oc lucker fig. tilsiger, naar mand tager Spiſe oe Dride til fig, oc lucker fig; op, naar man fader fine Aande, paa det, at Menniſten ſtal icke quogne, beſuimme eller tide.
Niels Michelſen Aalborg; Praſt til Bremerholm: Medicin, Eller Læge-Boog, Deelt vdi fem ſmaa Bøger (ete.) Anden gang tryckt, formeret oc forbedret. Abh. 1635. Tilegnet Chriſtopher Arme til Aaßmarck og hans Husfrue Fru Sophia Lindenow. 1033. Heraf handler den Tredie Bog Om nogle ſynderlige Wriers Kraffterz og Fjerde Bog om Lagdom Som hoert Menniſte altijd haffuer hos ſig ſelff (det vil ſige Lægemidler af det menneſtelige Legeme felv), ſom Begynder med Kong Chriſtian den Tredies Raad mod Fallendſoot, og indeholder flere kurisſe Ting. Naar Rogtobak førft blev indført ved Wallenſteins Indfald i Danmark, er dette Skrift vel det førfte, hvori den omtales, da Simon Paullis Urtebog forſt udfom 1648.
Der gives ogſaa nogle ſpecielle Afhandlinger, ſom Vilhelm Pes derſen Trellunds om Blodſot. Kbh. 1652. 4. Adſtillige Overfættelfer, ſom af Genrik Folſter, Chirurg i Odenſe: Chr. Skorers Tractat øm Fontaneller. Kbh. 1686; af en Unævnt: Clie Beynons Barm⸗ hiertige Samaritan (etc) paa Danffe udfat. Kbh. 1696. 0. fl.
Markeligere er: Et Edrue Lefnets Gafn oc Nytte. Beſtrefven af Luigi Cornaro (etc.) Af det Italianſte Sprock udſat af en hvers Tieniſt Berede. Kbh. 1696. (under Fortalen 1658). Overſatteren er Thomas Bartholin.
Til Dyrenes Naturhiſtorie:
Peder Terpagers Overſattelſe af Wolferd Sengverds Skrivt Om De Apuliſte Edderkoppe. Kbh. 1702. Om Tarantelen og Hel⸗ bredelſen af dens Bid ved Dands. Bogen er ogſaa markelig ved fin Fortale, hvori han beklager Modersmaalets Tilfidefættelfe og anfører Adſtilliges Klager derover, iblandt andre Rasmus Bartholin.
Endelig funne her nævnes Skrifter, der vedfomme Husholdning, Gavevaſen 0. desl.
Danſte Lægebøger 0. lign. 299
Niels Miftelfen Aalborgs Gußholdnings Calender. Kbh. 1622, anden Gang 1632. og Ry Husholdnings Calender. Kbh. 1639. tildels ogſaa af medicinſt Indhold.
Hans Hervigt, Badſtuemand i Roeskilde: En nyttig Bog om Bjer (d. e. Bier) (etc.) Kbh. 16419. 4. hvis Beſtrivelſe over Biernes Naturel og Levemaade i det mindfte er artig nof.
Hans Rasmusſen Blod, Urtegaardsmand : Horticultura Danica, Bvorledis en zirlig oc nyttig Vrte⸗Gawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis. Kbh. 1647. 4. Samt Chriſtian Gartners Horticultura (etc.) Kbh. 1694. tilegnet Peder Tønder til Donnes. Trundhiem 1692, Den førfte for Danmark, den anden for Norge. ODgfaa i fit Slags artige Bøger.
Morten Anderſen Horſens overfatte 1601 de to førfte Bøger af Geresbad de re rustica, Om Bondeværk og Havedyrkelſe. (Prøver af Baandſtriftet, der tilhørte det danfte Selftab, i D. Mag. 1, 53.)
11. Filologi. Oſterlandſte Sprog. Niels Pederſen Dreløfe. Morten Povelfen Grum. Theodor Petræus, o. fl. SKlasfiffe Sprog: Græffe BFilgloger. Niels Krag. Rasmus Vinding 0. fi. Latinſte Filologer. Anders og Niels Krag. Ole Bord o. fl. Ryere Latinſt Poefi. Cragmus Lætus. Willich Weſthov o. fl. Danſte Overfættelfer af klasfiſte Skrifter. Birgitte Thott o. fl. (Nyere Sprog).
At be lærde Sprog dyrkedes med Iver var en ligefrem Følge af Videnſtabernes Tilſtand i Europa. Modersmaalet lunde ingen Modvegt banne, og be nyere europæiffe Sprog beghndte førft i Slutningen af Tidsrummet at bane fig Ind⸗ gang i Danmark, bet tyſte naturligvis undtaget, ber allerede her havde hjemme. Theologien frembrog iffe blot det hebraiſte Sprog og med bet be øvrige oſterlandſte, men tillige bet græffe; og bet rommerſte Tungemaal var bet eneſte Organ for enhver videnſtabelig Behanbling og Meddelelſe. Dan— mark, ber, efter Raupachs fra Joh. Moller optagne Bemerk⸗
300 Det lærde Tidérum. Filologi.
ning, allerede fra gammel Tid af i fin Saro beſad Latinen fom fin Ejendom, maatte fax meget mere hylde den alminde⸗ lige Anſtuelſe.
Ingen har, faavidt vibes, forføgt at give en Fremftilling af bet filologiſte Studiums Udvilling og Fremgang i Danmark, uagtet de klasſiſte Sprog idelig have været dyrlede meb For= fjærlighen, og Stubiet af de oſterlandſte i den ſenere Tib beſtandig har tiltaget. Der er bog to Sider, fra hwille en ſaadan Fremftilling maatte have vundet almindelig Suter= esſe; nemlig, i hvilfet Forhold” Filologien i DanmarF har ftaaet til ben almindelig europeiſte, til be. øvrige. filelogifte Sloler, navnlig ben. hollandſte, Brevverling og andre Med⸗ delelſesmaader imellem danſte Lærde og fremmede, fremmede Filologers Ophold i Danmark, o. ſ. fr.; derneſt, i hvilfet Forhold ben nyhere filologiſte Skole i Danmark ſtaar til ben ældre, om ber deri fan ſpores en gradvis ſelvſteendig Frem⸗ gang indenfor Danmarks Grendſer, eller om ben nyere Filologi fun lidet har befymret fig om vor egen danſte, men paa ni) uddannet fig udenfra ved fremmede Filologers Ar= bejder. Førend disſe Underføgeljer ere nogenlunde udførlig behandlede, fan ber i en almindelig Betragtning af Litera= turen iffe ventes andet end en Overfigt, ber gjør opmærffom paa be vigtigſte Forfattere, uden at kunne trænge ind i eller udtomme Stoffet.
Hjælpemidlerne ere faa og tarvelige. Til oſterlandſt Sprog og Literatur gives der, ſaavidt vides, ingen ſamlet Overſigt. Til de klasſiſte fun nogle Fortegnelfer, men ingen organift Udvikling. Hertil høre:
Particula historiæ literariæ Danorum, in quo de studio philologico ejusque cultu et progressu in Dania primo disserit Albertus Thura. Haſn. 1722. 4. Sammes Conspectus Danorum, qui partim commentariis suis eruditis, partim quoque versio- nibus danicis, de linguæ Romanæ et Græcæ scriptoribus hac-
Oſterlandſte Sprog. 3801
tenus optime et præclarissime meruerunt. Hafn. 1740, J Fortalen omtales de Forfattere, der have fØrevet om klasſiſt Literatur i Almindelighed. Bogen felv er ordnet efter de gamle Forfattere. Et Appendir handler om Saxo Grammatikus.
Gt Tillæg hertif er P. A, Wedel, Merita Danorum in latinis seriptoribus edendis atque illustrandis. Specimen inaugurale. Havniæ 1790. Ligeledes ordnet efter de gamle Forfattere.
J S. Lintrups Fortale til Chr. Falsteri Supplementum lingvæ latinæ. Flensb. 1717. findes ligeledes nogle hertil hørende Bemærfninger; ſaavel fom i nogle andre Strifter, der handle om Literaturen i Almindelighed (Raupad 0. lign.)
Fortegnelfe over danſte Overſattelſer af de klasſiſte Forfattere af G. L. Baden. Kbh. 1816. men ifær af Chr. Thaarup. Kbh. 1822. Ny Udg. Kbh. 1836. Program fra Helſingor. (I fit Slags fortrinlig.)
De oſterlandſte Sprogs Dyrkning ſtaar, ſom allerede bemærket, i nøje Forbindelſe med Theologien, men hævede fig efterhaanden til egen Selvſteendighed. Det er naturligvis endnu fun be veftlige, ber komme i Betragtning. Med Indien aabnedes vel en Forbindelſe allerede under Chriftian ben Fjerde, men Migfionærernes Sprogarbejder udkom førft i bet følgende Tidsrum (Ziegenbalg 1716).
Om be ældfte Forfattere vides iffe meget. Den under Filofofien nævnte Lage Chriſtenſen fra Ribe lagde fig ſom Student efter be øfterlandffe Sprog, men har ingen bertil hørende Skrifter efterladt ſig. Jakob Villumſen fra Neſtved udgav derimod i Wittenberg (1569) et Elemen- tale hebraicum. Iver Stub, Prof. i bet hebraiffe Sprog 1594, fjende vi alt af Striben med Reſen (Ex libro Job. 1603—7). Cort Arelfen, Prof. i bet græffe og hes braiſte Sprog 1602, udgav en Grammatica hebræa (Hafn. 1606. 1608.) German Nielfen, Hermannus Nicolai (f. i Førsløv i Sælland 1570) Prof. i bet hebraiſte Sprog
302 Det færde Tidstum. Filologi.
1610 (4 1629) auſtillede en Sammenligning imellem be ars⸗ mæiffe Dialefter indbyrdes og med Hebraiſt (1627). Dgjea Veftphaleren MartinTroft, ver fra Helmſtad fom til Sorø, og derfra brog til Roſtock, udgav en hebraiſt Grammatit (1627). Men ſom ben egenlige Grundlægger til dette Studium ved Univerſitetet auſees Niels Pederſen Dreloſe, M- colaus Petræus Aurilesius (f. i⸗Oreloſe i Seellaud 1601), ber fra Herlufsholms Stole kom til Univerfitetet 1021, og paa fine Udenlandsrejſer blandt andre hørte Bol, Burterph. Gan var gift med en Datter af Sellands Biſtop Pebder Vinſtrup, blev 1626 Prof. i de oſterlaudſte Sprog, 1630 i Theologien (f 1684), og udgav: flere grammatiſte og lexi⸗ lalſte Arbeider (1626—83): Denne Begyudelſe blen men Held fortſat af Sfofemændene Hans Pederſen Kallund— borg, Calundanus (f. 1605, efterhaanden Reftor i Kallund⸗ borg, Malmø og Roeskilde, + 1669) og Søren Pederſen Kallunbborg (f. 1607, Reftor i Roeskilde, + 1657). Mere mavnfunbig blev Morten Povelſen Grum (f. i Lund 1615, Mag. og Slotépræft 1651, gift med en Datter af Biſtop Brochmand, men fun 37 Aar gammel + ven en haſtig Døb 1652). Han havde gjort en Udenlandsrejſe til Polen, ſiden til Holland, England og Franfrig, hvorfra han vendte tilbage til Leiden og ber opholdt han fig i nogle Aar. Efter fin Hiemkomſt levere han længe i Stilhed (ignotus diu negle- ctusque delituit), indtil Kong Frederik den Tredie blev ops meerkſom paa hans ufævvanlige Lerddom. Men Doden overraſtede ham, faa at han iffe fif noget udgivet. Hang Haandſtrifter, ber vare i Roſtgaards Bibliothek, indeholdt Samlinger til en arabiſt Ordbog og Sproglære. Sakob Bartholin (Søn af Cafper Bartholin ben Xldre, + i Heidelberg 1653) udgav Rabbinſte Sfrifter (1651). Thomas Bang (ber nedſtammede fra Oluf Bang i Middelfart, f. i
SDfterlandfle Sprog. 303
Flemloſe 1600) blev 1630 Prof. i be oſterlandſte Sprog, 1652 i Theologien, og 1656 Univerſitetsbibliothekar (+ 1661), og ubgav iffe blot Difputatfer, men ogſaa ftørre til ben hes braiſte Literaturs Udvikling hørende Sfrifter (Coelum orientis et prisci mundi, 1657). Den ved Mathematikken omtalte Chriſtian Stenbuch, Prof. i bet hebraiſte Sprog 1655 (f 1665), udgav derimod fun Difputatfer. Den forhen om⸗ talte Prof. Theol. Chriſten Nold udgav enbelig fit længe forventede ſtore Værk om be hebraiſte Partikler (Concor- dantiæ particularum Ebræo-Chaldaicarum. Hauniæ 1679. 4.) et af ben Tids vigtigfte Bidrag til Ordbogen. Men ben ſtorſte dalevende Orientalift var uden Tvivl Theodor Petræus, en Borgerføn fra Flensborg, ber fra Flensborg Skole tog til Univerfitetet i Leiden. Anbefalet af Superintendenten Steph. Klog til Kong Frederik den Tredie, fif han kongelig Underſtottelſe til en Rejſe i Øfterlandene, og beføgte Greken⸗ land, Syrien, Palæftina og Egypten. Gan opholdt fig flere Aar i Cairo. Han lagde fig efter Arabiſt, Perſiſt, Armeniſt, Koptiſt og Ethiopiſt, og udgav efter fin Hjemfomft omtrent 1653 i Leiden flere Frugter af fin Rejſe, nogle af be hjems bragte Haandſtrifter; 1660 tog han til England, opholdt fig i to Aar i London, og vendte berpaa tilbage til Holland, overalt fun levende for fit Yndlingsſtudium. Frederik ben Tredie onſtede at anfætte ham ſom Prof. i be orieutalſte Sprog, men han afflog bet ſaavel fom alle anbre Tilbud om faft Anfættelje. Han havde levet faalænge i Barbariet, ſagde man, til han felv var bleven en Barbar. Hans fu ſtod i alt Fald beftandig til en ny Rejſe til Øften. Da han iffe kunde tilvejebringe Omfoftningerne dertil, tog han til Kjøbenhavn 1669, og fatte fin Lid til Frederik ben Trebie, men Kongens Død i Begyndelſen af bet neſte Aar tilintetgjorde hang Haab. Han levede imidlertid
304 Det lærbe Tiderum. Filologi.
i Kjøbenhavn med Huſtru og fo Børn uden mogen offenfig Unfættelfe indtil fir Ded 1673. Hans efterlabte Haanb= ſtrifter ſolgte hans Enfe af Trang til Kurfyrſten af Branden⸗ Burg Frederik Vilhelm 1682 for 1000 Rolx. Nøjere Dp= lysninger maa tilvejebringes om benne, hvad enten han var en Særling, der fun rugede over fine Skatte, eller iffe, i vor Literaturs Hiſtorie mærfelige Mand. Var han ben førte eller en af ve førffe, der bragte Kundſtab om Wtbiopift og Koptiſt til Curopa? Laurids Fris (en Preſteſon fra Tønder egnen, 1666 PVræft i Brede i Ribe Stift, verbi divini im jensi administer falder han fig felv, + 1684) ubgav et Sfrift om den hebraiſte Proſodi, hvori hau bene fører be hebraiffe Vers til de klasſiſte Verfearter (Prosodiæ Hebraicæ epitome bipartita. Hafn. 1671. 4, hvis anven Afdeling er vera poéseos Propheticæ ratio ac elegans carminum Hebraicorum fabricatio). Imidlertid vedbleve Danſte og Nordmend at fortjætte og udbrede Stubiet, ifær af Hebraiſt og Arabiſt; fom Anders Jverſen Bord (Refs tor i Throndhjem, f 1709. De antiqvitate punctorum Hebrai- corum 1682, 4.) Præften Jørgen Urfin (f 1727), hvis Dispp. de scholis et academiis Hebræorum udkom ſamlede ſom Anliquitates hebraicæ scholastico-academicæ 1697. Den fenere fom Prof. i Mathematiken befjenvte Matthias An— cherſen (f. i Kolding 1682, + fom Biſtop i Ribe 1741), ber tidligere (1704—7) hjemme og udenlands havde ftuberet be femitiffe Sprog, anſaaes for en af vore bedſte Orientalifter. Anders Frølund, Prof. i bet hebr. Sprog 1709, ſtrev tidligere Difputatfer om hebraiſte Oldſager (1695—99). Det vil ſaaledes af bet foregaaende være indlyſende, at Studiet af be oſterlandſte Sprog, hvis Dyrkning i Danmark i hvert Aarhundrede har tildraget fig Curopas Opmaærkſomhed, alle⸗ rede tidlig har haft ſin Rod i ſelve Landet.
ecelesia Br
Ofſterlandſte Sprog. 805
Nic. Petræus: Vinding. Acad. Haun. &. 306.
Morten Grum: Zwerg, S. 629 (Haandftrifterne anføres S. 631). Pontoppid. Annal. 3, 119.
Hans Pederfen Kallundborg: hans Lcvnet af A. N. Ryge.
Theod. Petræus: Moller, Cimbria liter. 1, 489. Lackmann, Annal. typograph. selecta quædam capita, 6. 82. Mållmann, de illustribus quibusdam viris Flensburgo oriundis, S. 16.
Laurentius Frifius: Cimbr. liter. 1, 199. Han falder fig Holsatus paa Titelen af Prosodiæ hebr, epitome. .
Matth. Ancherſen: Cimbr. liter. 1, 19. $ans Poéma Abu- Ismaelis Tograi arabicum. Traject. ad Rhen. 1707, hvoraf Op⸗ Taget forgik paa Vejen til Kjøbenhavn paa 50 Exemplarer nær, findes i Hjelmftjernes Samling .
At Kundftaben og Færdigheden var ftørre end i vore Dage, er upaatvivleligt, men adſtillige Ytringer deraf vare dog fun Legetøj. Halvor Gunnarfen gav i fine Flores sapientiæ divinæ. Rostochii 1596. en Extrakt af Epiſtler og Evangelier i danfte, latinſke, græfte og hebraifte Vers. Ligeſaa Capita doctrinæ christianæ (etc.) Den Chriftelige Lerdoms befynderligfte Hoffuit Artickle, ſammendragen forſt paa Danſte: Oc nu paa Latine, Greffe oc Hebraiſte vdfætte, Vngdommen till offuelſe oc vnderuiſning. Rostochii 1599. Biftop Jerſins Søn Chriſtian Jerfin lykonſtede Frederik den Tredie til fin Thronbeftigelfe med en Oratio gratulatoria syriaca. Witeb. 1649. fol. Peder Claudianus ligeſaa Chriftian den Femte med Carmina gratulatoria syriace, græce et danice, Christian. 1671. fol, Peder Krog, der tilfidft blev Biffop i Throndhjem, ſkrev Lejlighedss vers paa ni Sprog, f. Cr. et Bryllupsvers paa Hebraift, Kaldaift, Ehyriſt, Arabiſt etc. 1674. Rektor i Nykjobing Hans Thomſen Fiſcher gratulerede Fyns Biſtop Chr. Rud. Miller paa Gebraiſt 1705. etc. Sligt var næppe værdt at nævne, naar det iffe oplyſte Tidens Smag, der vifer fig eng overalt.
Petri Wintheri Principia etymologica linguæ sanctæ. Haſn. 1689. ſom Vorm anfører og ſom findes i Gjelmſtjernes Samling, mangler hos Nyerup.
De ovennævnte Forfatteres Skrifter have nærmeft fun Interesſe for Mænd af Faget; imidlertid vil der ogſaa her findes et og andet, Dev enten oplyſer den herſtende Foreftilling, at det hebraiſte Sprog
20
306 Det lærde Tidsrum. Filologi.
var det ældfte i Verden, eller giver Bidrag til Tidens. almindelige Sproganſtuelſe. Dertil hører blandt andre en Diss. de lingua Eberina prima et post ykærrocvygvorv primaria contr. Huetium. Hauniæ 1704. 4. hvis Forf. iffe findes angivet. Men ifær Tho⸗ mas Bangs Coelum orientis et prisci mundi triade exercit: num literariarum repræsentatum. Haſa. 1657. 4. eller med Titel: Exercitationes philologieo-philosopbicæ, De ortu et progressu literarum. Cracoviæ 1691. 4, Ferſte Aſdeling handler om Bog⸗ ſtavſtriftens Oprindelſe, om Adam har opfundet. den eller hans Efter⸗ fommere før Syndfloden; meget udførlig omhandles liber Henochi; ogſaa underføges, om der gives literæ coelestes et angelicæ, Au⸗ den Afdeling de literatura patriarchali ete. meddeler tillige de aldſte Alfabeter. Tredie Afdeling beftrider den Mening, at de hebraiſte Bogſtaver ſtulde være opfundne af Esdra.
De klasſiſte Sprog tilførte alle; fra bem udgik af Dannelſe, og udenfor dem var ingen tænkelig. Hvis Theo= logien fan anſees for den Lofteſtang, ber bevægede alt, faa var navnlig Latinen bet enefte Organ, ben eneſte Sprogform, Hvori bet var muligt fom en almindelig Ejendom at labe Lerddommen yttre fig. Den var de Lerdes Modersmaal, og ſom Sprog bet ypperſte af alle. Denne aldeles robfæftebe Overbevisning møder man overalt. „Man ſtulde iffe, hedder bet, kalde bet ben italiffe, latinſte, rommerſte Tunge, men med bet langt mere pasſende Navn, ben menneſtelige (sed multo aptiori nomine, humana).“ „Iblandt alle Sprog, figer Ole Bord, indtager Latinen ben ypperſte Plads, og uendelig er Nytten, ben yder i Mufernes Lampe; ben er bet ſamme for ben Lærbe, ſom Kollen fordum var for Here tules (inter linguas autem primò nomen suum profitetur Latina, quam suadent infinitæ utilitates in palæstris Musa- rum maximé urgeri, quippe tam utilem erudilo, quam clava olim erat Herculi).” Derfor var bet nodvendigt, at trænge ind i bette Sprogé inderſte Folder og at tilegne fig
Alasſiſte Sprog. 307
bet i dets mindſte Enkeltheder; og berfor var iffe blot Les⸗ ning af ben latinſte Poeſi, men ogſaa bens Udøvelfe faa fornøben for alle, , Latin, vedbliver han, fan man iffe forftaa uden Poeſien; uven Poeſi er ingen Grammatif, ingen Orthographi paalidelig. Uden Poeſien fan respublica literaria ligeſaa lidet beſtaa, fom Himlen uden Stjerner eller Legemet uden Sjæl.”
Imod denne almindelige Overbevisning hævebe fig fun enkelte Stemmer, fævdvanlig uden at blive hørte. Nogle mente nemlig, at ben evige og pedantiſte Dyrkning af Gramma⸗ tilfen hindrede ben ſtrengere Videnſtabs Opkomſt; til bem hørte Tyge Brahe, hvis Yttring derom forhen er anført. Andre faldt bet iffe ind at nægte Latinens Overherredomme, men dens Eneherredomme fanbt be ſtadeligt; bet var bem, ber fom Rasmus Bartholin, Peder Syv 0. a., ber fenere ſtulle omtales, hevdede Modersmaalets Rettigheder veb Siden af bet rommerſte Tungemaal. Det tredie Slags var nogle Fanatikere, ber anfane Klasſikernes Studium for fordcerve⸗ ligt for ben friftelige Tro. Man træffer mere end een Gang benne Tanke ubtalt med Skarphed. „Hedenſte Bogers Læsning, ſtrev en Filolog, Reltoren i Horſens, Mag. Grit Bredal, til Biffoppen i Aarhus, hedenſte Bogers Læsning burde udryddes af be chriſtne Skoler, og alene Herrens Bog (udi Hvilfen hverken fattes bet ene eller bet andet, Eſaias 34 C. 16 V.) med nogle forte og grundige medilamentis Blive læft i deres Sted; thi ba bleve be Unge minbre for⸗ giftede af hedenſte Løgne og Blasphemier.“ Men uagtet deslige Yttringer uden Tvivl bleve anfeete for Blasfemi imod Verdensſproget, og europciſt Beromthed vejede op imod ſaadanne Sfumlerier hjemme, blev Frygten for at Hedenſtab ſtulde befmitte Troens Renhed iffe uden Virkning,
og Sfolemænd ſaavel ſom Digtere bleve lige forlegne med 20"
308 Det færde Tidorum. Filologi.
be hedenſte Guders Navne. Hvorledes flulbe be faa bem udryddede af be klaeſiſte SFolebøger og af ben friftelige Poeſi, hvorledes fulde be opfylde ben bem givne Forſtrift (Quæ in profanis autoribus occurrunt spurcæ locutiones pietali adversæ, penitus eliminentur; Deorum etiam. genti= litium nomina expungantur), ber endog gif ind i Recesſen af 1643: „De, ſom lære Ungdommen i Sfolerne, figer ben, ſtulle lægge bereg ftørfte Vind paa, at be Unge have baglige exercilia og Ovelſer, ſom tjene vettelig til en ſand Gub= frygtighen, og at be lære at fy be hedenſte Afguders Navne, ſom finves i mange Bøger, ber endnu ere i Brug, i Særbe= leshed udi Poeſi og andet fligt, hvorudi be hedenſte Afguders Navne ofte indføres, i den Sted Gud alene og hans hellige Ravn burde at bruges.” Lylkelige vare de Poeter, ber ſom Arobo „ſtrev før fligt blev vor Tids Poeter forbøbet af Ovrigheden.“
Dette Træf viſer os allerede Tidens Splidagtighed fra gen Side: ben rette Tro udelukkede ben levende Poeſi, og i Grunden blev berfor ben klasſiſte Oldtid i fin hojeſte An— ſtuelſe for denne Slægt, ber hang i Bogftavet overalt, en lutket Bog. Det ſamme aabenbarer fig uden Tvivl, naar man betragter pen Maade, hvorpaa Sprogftubiet i Alminde-⸗ lighed blev brevet, og ben Anvendelſe, ber gjordes deraf. Det ſtal iffe nægtes, at ber hos enkelte Mænd vifte fig en Indſigt og en Sprogferdighed, hvorom man næppe nu fan gjøre fig nogen Foreftilling, men de bevægede fig fun indenfor ben mefaniffe Sprogkundſtabs Kreds, og vare udenfor ben fremmede for alle højere Ideer, al fri Anſtuelſe af Verden, og for bet mefte fremmede i deres eget Fædreland. Den ftore Mængde vandt en ydre Færbigheb, fom ingen Inb= flydelſe havde paa Sindet, og berfor gif tabt i Livet. Selv maar be betragtebe Videnſtabernes indbyrdes Forhold. og
Alasſiſte Sprog. 309
Sprogvidenffabens Forhold til bem, har bet i det minbfte iffe hos be ERldre lykkets mig at ftøbe paa Afhandlinger, ber indeholdt andet end almindelige, endog trivielle Fores ftillinger. De ere at undſtylde, thi Livets poetiffe Side var endnu iffe gaaet op for nogen. Derimod mangler ber iffe Crempler paa ſmagloſe, [latterlige Overdrivelſer, hvortil enfibig Fordybelſe i Sproget lettelig fører, paa Pedanteri, ber ſynes at være ſammenvoxet med Lerddommen felv, Tigefom be fammenvorne Tvillinger, af hvilke fnart ben ene, fnart ben anden maa give efter for fin Medbroders Bevægelfer. Profesſoren i bet hebraiffe Sprog holdt engang en Oration ved Reformationsfeſten, „og var hang Tale mere hebraiſt end latin, faa at fun faare faa af auditoribus kunde forftaa ben.” Selve te Lerdes Navne fif hos os, fom i alle Lande, hvor klasſiſt Erudition var fremherſtende, et latinſt Tilſnit, faa at vi undertiden funne være i Tvivl om deres danſte Oprindelſe; en Søn af en Smed (faber) hed f. Ex. Fabricius, Ørn blev til Aquilinus, Bi til Melissæus, Skytte til Toxotes, Væver til Textorius, Grundtvig til Fun- disinus, 0. f. v. Og man lan giennemlefſe adſtillige Af= handlinger, Brevverlinger o. desl. fra denne Tid, uben at finde ftort andet end firlige latinſte Talemaader, ber afløfe hinanden ſom hos Saxo, men ere tomme paa Indhold. Man vil ba tilſtaa, at Holberg livagtig har ſtildret hine Pedanter, ber ingen Tilværelje hjendte uden den lærde, ingen Tænfning uden i Syllogismer, og ingen Anelfe havde om Poeſi, uden forſaavidt ben kunde ſtanderes. Forgjæves laa den klasſiſte Oldtid for disſe Mend med ſine kornrige Agre, fine frodige Enge; naar be vandrede igjennem bem, plukkede be fun Partifler og hoſtede fun Ordar.
Latinens Bersmmelſe: Josuæ Arndii Judicium de studio lingvæ latinæ. Hauniæ 1646, (Forf. var fra Meklenborg; hos Vorm findes
310 Det færde Tiberium. Filologi.
han). Fortalen til Olai Borrichii Parnassus in nuce, Skriftet felv er en Samling af Vers, der oplyſe Ordenes Accent, o. desi. altſaa fun en mager Anbefaling, Erit Bredal hos Tauber, Hist. scholæ Arhus. & 57—80, De hedenſte Guders Ravne hos Nyerup, Skolerne, S. 98; Pontoppid. Annal. 3, 786; Fortalen til Arøbos Sexaemeron. Den hebraiſte Prof. Mag. Georgius Johannis i Birche⸗ røde Dagbøger S. 148. De Lærdes Navne i Blochs Bidrag til Roeskilde Domftoles Gift. 4, 42, + Program fra 1846.
Til de Strifter, der handle om Filologiens Bigtighed for andre Videnſtaber, horer den fremmede Johannis Cunradi Dielerichi Dia- tribe de usu, abusu et neglectu lectionis seriptorum secularium et anltiquitatis. Hafniæ Danorum 1638, 4., hvis Tilegnelfe og Fortale ogfaa ere ſtrevne i Kjøbenhavn. Det gaar ifær ud paa Filologiens Vigtighed for Theologien, og Hvorledes Sfriften fan ops lyſes af SKlasfiferne, men ev fun en fprænglærd Søgen efter alt hvad der funde findes, ſom havde Lighed med det friftelige. For Theologien var det en Nodvendighed at opføge Kriſtus i det gamle Teſtamente, hvor han ſom Mesſias let maatte findes; men hvilken Roes var det iffe for Filologien, der ogſaa fandt ham hos Virgil, in Eclog. 4. v. 5: Magnus ab integro seclorum nascitur ordo ete, (S. 121).
Naar man iffe tager Henſyn til de i Europa navnfuns bige Filologer, Pontanus, Meurſius 0. a., ſom Danmark ſogte at tilegne ſig, men kun til dem, ſom det foſtrede i ſit eget Stjød, vil man endda have Anledning nof til at erfare, Hvor tiblig og med hvilfen Iver de gamle Sprog bleve dyr⸗ leve. Greſt maatte vel i mange Henſeender ftaa i Skygge for Latinen, for hvis Skyld det i Skolerne blev fat tilſide, og ſom vibenffabeligt Organ kunde ber iffe være Brug for bet; derimod anvendtes bet meget tidlig ſom Middel til at lægge Lerddom for Dagen. Det er maaftee iffe muligt, nøjagtig at angive, naar greſte Typer indførtes her i Landet; men be findes ved Beghndelſen af Tidsrummet (f. Cx. i Jon Turſens Vocabularium, 1561). De græffe Smaaffrifter,
SKlasfife Sprog. Græft. 311
ifær Lejlighedsvers, fom tidlig forekomme og vedbleve at Tomme frem, vidne vel iffe om nogen dybſindig Tænfning eller poetiſt Gejft, men bog om en ſtor Sprogfcerdighed, ber fun ved megen Ovelſe kunde erhværves. Saadanne findes af Niels Lauridſen fra Ribe, Broder til ben latinſte Digter Amerinus (1574), Hang Lauridſen, Præft i Vordingborg (1574), Jafob Holm, Reftor i Viborg (1574), Anders Chriftenfen Vejle (1576), Niels Pederſen fra Skaane (1578), Vilhelm Ulrikſen (1630—33), Niels Bang, Biffop i Fyn (1638), Grit Pontoppidan ben libre (1641), Elias Reſen, (1650) og fenere endnu flere. Men Palmen bærer uden Tvivl Peder Jenſen Vinſtrup, hvis græeſte Mesſiade blev til henved to hundrede Aar før Klopſtock teenkte paa fin. Til be Forfattere, ber have efterladt mindre og ftørre Arbejder, dels om Sproget, dels om Literaturen, høre iſer: Den ſom latinſt Digter befjendte!Jens Sabolin (1574). Jak. Madſen, Prof. i bet græffe Sprog 1575 (Adhortatio ad lingvam græcam discendam, 1577). fang Olſen Slangendorf (Ci- ceronis lib. sec. de officiis græce translatus. 1578. Demo- sthenis Olynthiaca prima. 1530). Den af fin latinſte Gramma= til og ſom Hiſtoriker betjendte Niels Krag, Prof. i bet græffe Sprog 1592 (De republica Lacedæmoniorum libri 4. 1593). Peder Jverfen Bord, Reftor i Herlufsholm omtr. 1593 -95 (De vocibus Græcorum encliticis, ſamt Agapeti ad Justinianum Paræneses. 1594. og Xenophontis Hercules carmine græco. 1595). Hans Jenſen Alan (fra Ala i Hal⸗ Tand) Prof. i bet greſte Sprog 1608. Johan Frederikſen fra Flensborg, Reftor i Kjøge, Malmø, og prof. poeseos i Roeslilde (Marogovic Persica ex Herodoli Thalia. 1622). Truels Nielfen Aslovius (Prosodia græca. 1625). fans Chriſtopherſen, Prof. i det græffe Sprog (1632). De nys⸗ anførte Skolemend Søren Pederſen Kallundborg og Hang
3812 Det lærde Tivørum. dilolegi.
Pederſen Kallundborg (Grammatiſte Arbejder 1638 og 1660): Chriſtopher Munthe (1641). Jørgen Eilerſen (omtr. 1650). Niels Aagaard, Prof. i Sorø (De Digammate. 1655), Den ſom Mathematifer og Digter befjenbte Haus Laurenberg i Soro efterlod em Beſtrivelſe med Sorter over bet gamle Græfenland, ver bleve udgivne efter hans Død (1660). Og Difputerøvelferne gave vel em og anden Profesſor Lejlighed til at Tomme frem med flere Underſogelſer, fon S. S. Glud (De Homero a Marone superato, 1691). Men fem For= gjængere for Grams Crubition have ijær Bindingerne ved betjendte Sfrifter vundet et uforgjængeligt Navn: Rasmus Vinding, en Søn af Povel Jenſen Colbing (f. i Bindinge i Selland 1615, Reftor i Sorø, 1648 Prof. i vet græfjfe Sprog, 1661 i Hiſtorien, og endelig ſom en af be anfeetejte Lovkyndige + 1684); hang Søn Povel Ginding (f. 1658, Prof. i det greſte Sprog 1681, og berefter ligeledes i de hojeſte juridiſte Embeder, + 1712); og Sonneſonnen Rasmus Vinding ben Yngre til Biſtrupgaard (f 1727). Endelig hører til denne Skole Povel Vindings Lærling Lauride Pederſen Lund (f fom Vræft 1745), ber udgav nogle af fin Lærers Forelæsninger (Compendium bibliothece græcæ ex prælectionibus Vindingianis. 1704).
Jon Turſens Vocabularium omtalt af Molbech om Ordbogs⸗ arb. i Ny D. Mag. 5, 242.
Hvor meget der af de ældfte Forfatteres Skrifter endnu er til fan jeg iffe angive; men nogle maa man i det mindſte gjøre fig bes Ejendt med for at faa en Foreſtilling om Behandlingen. f. Gr. In lau- dem gloriosæ ascensionis salvatoris nostri lesv Christi carmen triumphale a Nicolao Petri Scano. Hafniæ 1578. 4. tilegnet Magnus Matthiæ, i elegiſte Vers paa Graſt og Latin, findes i Hjelms ftjernes Saml. (Mangler hos Nyerup). 77594 115 Aeioioxoviciç Oratiuncula metrico-græca, publice in Auditorio majori Academiæ, quæ Hauniæ est, Regiæ memoriter pronunciata ab Elia Johannis
Alasſite Sprog. Græf. 313
Resenio. Hauniæ 1650. 4. otte Blade, forudfætter vel, at der vare Tilhørere, ſom forftod det. Vinſtrups græfte Mesfiade har følgende Titel: to xyescroi macyovrog Aingov xo0mocærngiov. Parapbrasis (etc.) historiæ passionis et mortis (etc.) lesv Christi Carmine heroico Græco scripta, Viterbergæ 1576. 4. Allerede Begyndelfen, tænfer jeg, vil vife, at denne Mesfiade, ſaavel ſom de andre, fra Klopftods til Baſtholms Lovtale — ere Uting. Den begynder faaledes :
Avdga por évvens påon Vædéa, ås påka oa
tåjjos Aemdedglæv usgonæv insg, åvdgousov 18
õlousvov yevos, drxtisæv åggvoaTo udydæv.
Nic. Cragii Ripensis de Republica Lacedæmoniorum libri 4. uden Sted 1593. 4. tilegnet Niels Kaas Hafniæ 1593, en ſmuk udførlig Afhandling om Landet, Folfet, Sproget, Statsforfatningen, Indretninger, Sader og Sfiffe, er fun en Del af en ftørre Rakke politiſte Afhandlinger, ſom han agtede at udarbejde (Gram i Fors talen til Krags Chriftian den Tredie, S. 30), og ftaar derved i Forbindelfe med hans andre Skrifter: Uddragene af Heraclidæ Pon- tici de Politiis cum interpretatione Latina. 1593. 4, tilegnet Frederik Rofenfrands. Ex Nicolai Damasceni vniversali historia. 1593. 4. tilegnet Holger Roſenkrands.
Johannis Friderichi Mayoporsæ Persica. Lips. 1622 (fom Cimbr. liter. 1, 197 iffe anfører) findes i Hjelmftjernes Samling. Nic. Agardi Digamma, Soræ 1655. 4. er en udførlig Af⸗ handling om dette Bogftav.
Joh. Laurenbergii Græcia antiqua. Edid. Sam. Puſendorſ. Amstelodami 1660. i aflang Format, indeholder 31 ganſte net udførte Landfort med latinſt Forklaring til hvert.
Om Vindingerne fer Rasmus Vindings Levnet af Søren Jonæfen. Kbh. 1684. Nyerup, Univerfitetet, S. 174; og Henvisningerne i hans Ler.
A. Bussæi Poésis epica ex mente Aristotelis et interpretum delineata, Amstel. 1704. omtales i Nova liter. maris Balth. 1704, 6. 372.
Af bet latinſte Sprogs almindelige Brug og ben rom⸗ merſte Literaturs Anſeelſe ſtulde man have ventet ftørre og
314 Det færde Tibérum. Filologi.
ypperligere Værfer, end ber forholdevis kommer tilfyne i Literaturen. Men maaffee juſt ben praftiffe Auvendelſe har virfet hertil. Diſputeres ſtulde ber, og Strifter om Sproget og Literaturen ſtyldte derfor ofte benne uheldige Form fin Tilværelje; Stolebøger ſtulde man have, og benne ydre For⸗ nodenhed førte til Udgaver af klasſiſte Skrifter. Hvor alle maatte benytte og med Hjerteng Glæbe benyttede et givet Tungemaal, ber iffe maatte forandres, iffe mobtage nogen ny Udvilling, ſtode ogſaa alle omtrent paa ſamme Niveau, og bleve ftaaende; hvor faa mange vare veltalende, er bet vanffeligt at udpege nogen ſom ben hpperſte i Ordets Bring. Der var Harmoni i denne Tid; thi ben faſtſtagende Latinitet var, om man faa tør ſige, Sprogets dogmatiſte Syſtem, ſom alle hyldede og alle befjendte i Tale og Sfrift, og ſom een Gang for alle var uforanderligt og uforbedreligt, Ciceros Ord ſom Guds Ord, hvert i fin Kreds, og den latinſte Grammatik var Sprogets ſymbolſte Bog. Til den bekjendte alle fig, Profesſorer, Skolemend og Preſter; bereg vigtigſte Forretning i Livet var at indprente den og dens enkelte Sæt= ninger i andre; bet højefte, ber kunde fremkalde nogen For— andring i bette ensformige Liv, var en eller anden Tvift om, hvorledes bette eller hint grammatiffe Dogma maatte forſtaas eller anvendes i Sproglivet (ut eller quod eller quin, ut ne, ut non, ut qui, ut si, 0. desl.)
Da ber iffe mangler paa Hjælpemidler til at faa en Foreftilling om ben latinſte Grammatiks Behandling (be vig= tigſte Forfattere ere Niels Krag, J. D. Jerfin, Thomas Bang, Hieronimus Wei, Hans Rhode, Joh. Brunsmand, Anv. Busſcus) og Ordbogerne i en anden Henfigt omtales ved bet danſte Sprog, faa vil bet her være tilftræffeligt, at nævne nogle af be Mænd, ber have ffrevet om Sproget og Literaturen, eller behandlet dets Hiſtorie og Olbfager…
Alaeſiſte Sprog. Latin. 315
Men her ſynes Opmerkſomheden i ben ælbdfte Tid næften ganſte at være lænfet til Stolen og til Theſes (f. Cr. Iver Stubs 1590—92) eller, naar ben fordybede fig i en Hasfift Forfatter, ligeſom at være befat af ben logiſte Dæmon. Anders Krag opløfte ſaaledes (1583) Horatſes ars poé- tica i Ramiſt Dialektik og Rhetorik, ved Styffe for Styklke at meddele førft dens resolutio dialectica, faa dens resolutio rhetorica. Og Hans Rasmusſen Skomager, ber gav en Ind⸗ ledning til Sproget (Introductio ad lingvam latinam, 1608), behandlede Cicero paa en lignende Bis (Oratio Ciceronis pro Archia logice resoluta. 1590). Andre benyttede be gamle Forfattere til at ubbrage Talemaaber, Synonymer eller Sentenfer og lignende. Niels Krag udgav ſaaledes Differentiæ Ciceronis (a Grammatico quodam in Dania olim conscriptæ. 1589), og ſamlede felv Sentenfer af Lioius og Salluſt (Titi Livii Patavini sententiose dicta, ex libris histo- riarum ejus excerpia. Accesserunt Sententiæ Sallustianæ. 1582). Ligeſaa Chriſtopher Dybvad af Seneca (Senecæ sententiose dicla et Sententiæ ex Senecæ tragoediis collectæ. 1597). Ogfaa endnu langt fenere Joh. Stephanius (Similia et senlentiose dicta Quintiliani. 1641) og Crif Pontoppidan (Similitudines Ovidianæ collectæ et aliqua ex parte in alium sensum translatæ. 1643). Denne analeftiffe Smag var, ſom man iblandt anbet feer af Pontanus (hvis Analectorum libri tres uvfom 1599) iffe hjemmeføbt i Danmark, men en Cfterligning af Fremmede. Det vilde ogfaa være en Under—⸗ føgelfe værdt, hvilfen Indflydelſe Meurſierne, ben af fine Udgaver og antifvariffe Jagttagelfer bekjendte Henrik Ernft, ſamt Johannes Raue, i Sorø, have haft paa be danſte Filologer. Thi man finder vel af Danſte adſtillige Skrifter, ifær Difputatfer, imellem 1600 og 1650, men næppe betydelige, fom af Wolfgang Rhuman (omtr. 1610, ber bog
316 Det larde Tidsrum. Filologi.
bdvælede i Rhetoriffen), Peder Gelſtrup (1627), JafobMabfen Aarhus (De usu philologia in omni sludiorum genere, 1635), Chriftian Brochmaun (ber bøg holdt fin ubetvbelige Oratio de Cavsis decrementi veteris imperii Romani i Leiber 1688), Chrijten Stougaard (De lingua latina 1639), Jørgen From (De legendis cum fructu latinis scriptoribus. 1643), B. Bartholin (De latini sermonis purilate. 1645. om Sprogets Forandringer). Men Bertel Bartholin prof. eloquentiæ 1645, ver efter at have behandlet Sproget i Almindelighed (De latini sermonis puritate, 1645) udgav en antagelig antikvariſt Underſogelſe (De pænula autiquorum, 11655, 1670), og Rasmus Enevoldſen Broch mand prof. elo- quentiæ 1646, ber behandlede Literaturens Hiſtorie fra Auguſt til Trajan (De præcipuis latinæ linguæ scriptoribus ete. 1646), ere faa godt ſom eneſtagende; og bet er førft omtrent fra 1650 ber i bette Studium ſpores mere felvftændige Frem⸗ ſtridt, indtil bet endelig i Ole Bord naaer fin ftørfte Hojde. Doct. Olaus Borrichius (at quantus vir!) Con- siliarius Cancellariæ et in Academia Hafniensi Philologiæ, Medicinæ, Chemiæ, Botanices, et Poéseos Professor lauda- tissimus, nec unquam sine laude el elogio a Danis pariter ac Exteris memorandus, for at bruge Thuras Orb, behandlede i fine nokſom befjendte Sfrifter Sprogets grammatiſte En— Teltheber (Parnassus in nuce, 1654. De quantilate penul- timæ denominativorum in inus el verbalium in icis, 1682), Sprogets Hiſtorie (Cogitationes de variis linguæ latinæ ælatibus, 1675, famt Analecia, 1682), Oldſager (De an- liqua urbis Romæ facie, 1683) og Literaturen (Conspectus præstantiorum scriptorum linguæ latinæ, 1679. De poétis, 1676—81). Før og efter ham ere ber vel adſtillige andre, fom Niels Aagaard (In Cornelium Tacitum. Soræ 1650), Chriſten Oſtenfeld (Pharus latinitatis), Henrik Holſt (Joh.
Latinſt Poeſi 317
Freinshemii Phædrus, 1664), Chriſtopher Sletter (Pro- scenium Terentianum, 1667), Jørgen Cilerfen (Quintiliani instit. 1668), Povel Munkgaard? (1672), Arnold Rhuman (Romæ Atticæ suburbium, 1679. om Rommernes Afhængighed af Græferne), Iver Bring (1683), Nordmanden Jens Miltzov (Pileus libertatis, 1688—93), Anders Bord, Rektor i Throndhjem (Observationes circa linguam latinam, 1692. Vindiciæ latinitatis purioris, 1706), Peder Jafobfen Bring CImperii romani ortus et progressus, 1697), Søren Pederſen Glud (Specimen elegantiarum lingvæ latinæ e Tullio inprimis decerptum, 1703), Dle Borm ben Yngre (Cogitationes de lingva latina ejusque autoribus, 1703), Joh. Dan. Ramus (De ancilibus Romanorum, 1706). Men ingen have, ſaa— vidt vides, opnaaet nogen lignende Navnkundighed før Søren Lintrup og Chriftian Falfter.
Beftjæftigeljen med ben rommerſte Literatur blev ber« næft iffe ftaaende ved Nydelſen af ben alene, men gif over til Sprogets egen Anvendelſe i Orationer, Epiſtler og ifær Poemer. Og herved bliver bet mig levende, hvad en Del af mine Læfere allerede vil have fundet, hvor overilede nogle af mine Anſtuelſer ſtundum have været; thi jeg har mere end een Gang fagt, at denne Tid iffe var poetiſt, men hvad ere be Store og Smaa Poeter hos Erslev at regne imod ben Dynge af latinſte Poeter, ber ligger for mig; ba jeg ſamlede Andagtsliteraturen og ingen Ende kunde fee paa ben, troebe jeg, at hvad benne Slægt levede i og levede for var gudelige Traftater, Bønnebøger og Pſalmer, men tænfte iffe ben Gang paa, hvorledes alle mulige religiøfe %mner, Profeten Jonas, Johannes ben Døber, Jefu Liv, Fodſel og Opſtandelſe, Dybden og Sjælens Udodelighed 0. f. fr. bleve behandlede i latinſte Hexametre, elegiſte og faffiffe Vers; jeg ankede paa, at Lerddommen blev ufrugtbar og gif
318 Det Tærve Tidérum, Filologi.
iffe over i Livet, uagtet ber jo intet lunde ffee i Himlen og paa Jorben uden at de Lærbe føge ben ftørfte Del beri, og. udgiode deres Sympatbi i ſtore Poemer og ſmaa Epigram⸗ mer. Ingen Komet kunde viſe fig paa Himlen, ingen Konge jalves eller bø, ingen færd Mand gifte fig eller fan Børn, ingen blive Magifter eller Doftor, ingen blive Hører eller Rektor ved en Stole eller forlade fin Stilling, ingen Sole blive indviet, ingen udgive en Bog, ingen færd Familie holde Jul, o. f. fr. uden at Muſerne, iffe blot de ni; men i Sneſevis, indfandt fig bervev. Endelig bannebe ben fatinfte Poeſi et Digterlag, ber fan betragtes ſom Forløber for bet danſte. Johannes Francifei, og Jens Sabolin eller Viberg fortſatte deres Virlſomhed. —I famme Smag dig⸗ tede Anders Lemvig. Hans Lauridſen, ſom Niels Hem—⸗ mingfen gav Tilnavnet Amerinus (f. i Aalborg omtrent 1550, Læge i Ribe, + 1605), udgav Begynbelfen til en Digt« ſamling. Navnkundig blev Rasmus Glad, Cimbrius Eras- mus Michaelius Lætus (f. i Ingvorſtrup i Jylland, + i Kjøbenhavn 1582), ber, hvis man maa fammenligne faa fjerne Tider med hinanden, havde noget Baggefenft i fin Skjcebne. Efter at være bleven Magiſter ved Kjøbenhavns Univerfitet 1546, rejfte han udenlands, beføgte Franfrig og Italien, og blev Doftor i Theologien i Wittenberg 1559. Efter fin Hjemfomft blev han 1560 Prof. i Theologien; men 1572 fif han kongelig Tilladelſe til, medens en anden Prof. varetog hans Embede, atter at drage udenlands. Paa benne fin anden Rejfe dode hang Huſtru, Marie Stemp, i Franke furt am Main 1573, og han brog nu fra Sted til Sted, fra Land til Land, og opholdt fig nu i Tyſtland, nu i Ita⸗ lien og Sveitz, overalt digtende eller udgivende, i Gamborg, Kiin, Nürnberg, Baſel, Pavia, overalt føgende ben Rø, ſom han ilfe funde finde. Da han iffe vendte tilbage, miſtede
Latin Poefi. 319
han fin Profesſur, og drog enbelig hjem for at bø. Om hans talrige Digtninger ere Meningerne delte; men hang Samtid ſammenlignede ham med Virgil. Willich Weſt— how, comes palatinus et poéta laureatus Cæsareus (f. i Bofow i Stiftet Lübeck 1577) ſom ſtuderede ved tyffe Uni« verfiteter og derefter foretog en Rejſe, fom til Bergen, hvor hans Faber blev Præft ved ben tyffe Kirke, og derfra til Kjøbenhavn omtrent 1600. Paa en ny Udenlandérejfe føgte han ved Digte at erhværve bet fornødne for fig felv, fin Tjener og fin Hund, og begyndte fin Bane i Leipzig 1603 med Cpigrammer mob Rittershufius og Taubmann. Men bette Forføg befom ham faa ilde, at han endnu i ſamme Aar vendte tilbage til Danmark, og blev Reftor i Herlufs⸗ holm 1604, Dette Embede frafagbe han fig 1608, giftede fig 1611 med en abelig Jomfru Anne Sparre, og blev af Kejſeren 1613 udnævnt til comes palatinus. Chriſtian den Fierde beſtillede ham til Informator for Hertug Chriftian af Brunévig 1615, og gav ham et Kannonikat i Lund 1619. Her dode han 1643 i en Alder af 66 Aar. Han udgav en hel Del Digte (1603—40) og man ſammenlignede ham med Horats, men Borm finder hans Vers maabelige. Den Gang kunde Digtergaven meddeles ſom anbre aandige Gaver; thi han kreerede atter Johan Frederikſen fra Flensborg, prof. poéseos i Roeskilde, til poeta laureatus. Henrik Albertſen, faldet Hamilton (f. i Kjøbenhavn 15..) drog i fin Ungdom udenlands og opholdt fig i Giesſen, hvor Han udgav bet enefte Digt, ſom Roſtgaard har fundet værbt at optrykte. Efter fin Hjemfomft blev han Sefretær i det tyſte Kancelli, men drog atter udenlands, og dode i Ægypten. Af ham haves foruden andre Digte en Digtſamling (Mus- sæa adolescentiæ Venus. Giessæ 1610.) En i flere Ret⸗ ninger frugtbar, men lidet ſmagfuld Forfatter, ber iffe blot
320 Det lærde Tiderum. Filologi.
var latinſt Digter, men ogſaa Oldgranſter og danſt Sprog» granffer, var Bertel Knudſen Aquilonius, eller, ſom han felv ogſaa anagrammatiſt ſtrev fit Navn, Libertus Miquo- nius, eller Bertillus Canutius Toxotes (f. i Kongſted Preeſte- gaard i Selland 1588) der gif i Herlufsholms Skole, rejſte udenlands, var Reftor og Preſt + Malmø, derpaa Preſt paa Landet i Skaane (f 1650). Haus Laurenberg (Daphnorinus) i Sorø udgav ber fin Satyra. Soræ 1630. 1636., ber er vigtig til Sammenligning med hane plattyfte, ogſaa paa Danſt udgivne, Satirer. Chriſten Aagaard Ef. i Viborg 1616, prof. poeseos 1647, Reltor + Ribe, Preſt til Veſtervedſted), hvis ſtorre Lejlighedsdigte (Laurus Cimbrica 1644 og Threni hyperborei 1648) vandt meget Bifald; blandt hans Carmina varia er en Ode de perfidia Grimhildæ erga fratres. Vitus Bering Ci Biborg 1617) prof. poeseos 1650, ber ſom ſaadan ogſaa maatte behandle ben poetiffe Kunſt (De artis poélice natura, 1650), ſtal nærmere omtales ved ben danſte Hiftorie. Som latinſt og banff Digter vandt Johannes Olavius (f. i Ran— berg 1624) paa fin Tid megen Anfeelfe. Han blev af Gunde Roſenkrands kaldet til at ordne hans Bibliothek, brog til Holland mev hang Sønner 1655, og blev derefter Preſt i Randers, (f 1698). Ole Bord behandlede iffe blot Poe— ſiens Theori og Hiſtorie, men udøvede ben felv, dels i en Mængde Lejlighedsdigte (Carmina varia), blandt hvilke be til Burro ogfaa have literær Interesſe, dels i ftørre hiſto— riffe Digte (Amagria vindicata, Arctos pullata, Arctos re- spirans). Jakob Henrik Paulli (atlet Roſenſchild), ber for— uden Lejlighedsdigte udgav verbélige og aandelige Digte (Epigrammatum libellus. Argent. 1664. Hymnologia sacra. Hafn. 1698, tildels Overfættelfer af tyſte Pſalmer), omtales ved danſt Hiftorieffrivning. Johannes Hopner (f. i
Latinſt Poefi. 321
Kjøbenhavn 1642) rejfte et Bar Har, efter at han havde deponeret ved Univerfitetet, udenlands og blev Licentiatus juris i Orleans 1666. Samme Mar rejfte han hjem og levede ubeluffende for Videnſtaberne til fin Døb 1675. Han gav betydelige Legater til Univerſitetet. Hans latinſte Digte ere dels minbre Lejlighedsdigte (Carmina varia), dels ſtorre (fom Titan Arctous, til Chriftian ben Femtes Salving). Henrik Harder (f. i Flensborg 1642) hvis Faber var Frederik ben Tredies Verleftiffer, kom ti Mar gammel til Kjøbenhavn, og ftuberebe ber. Han fulgte ſom Legations⸗ fefretær med Chriftopher Lindenow til England, men forlod England 1670, og faae fig vibere om. Efter fin Hjemfomft Blev han Hovmefter for Grev Niels Friſes Børn, men bøbe tidlig 1683. Han anſaaes for en ypperlig latinſt Digter. Blandt Bang Digte ere be merkeligſte: Panegyris heroica in P. Griffenfeld, Epigrammatum libri tres, Hafnia liberata 1660. Naar man ved Siden af bisfe ftørre Digtere ftiller en Legion af Lejlighedsdigtere, og atter ved Siden af begge ben danſte Poeſis tilfvarende Frembringelſer, vil man forſt erholde et ret levende Billede af bette Aarhundredes aandige Ferd.
En Reviſion af de anførte Forfatteres Skrifter er ogſaa her nødvendig; Thura og Wedel give hojſt ufuldkomne Oplysninger. Udgaver af Autorer, tilmed Optryk af fremmede (de kunne fees hos Thura og Wedel), have fun Interesfe for Filologer. Der findes adſtillige i Bibliothekerne. Ligeſaa ville en Del Skolebsger, Hvori de latinſte Talemaader ere overfatte paa Danſt, nu fun være vigtige for Modersmaalet. De findes for en Del hos Thura.
Skrifter fom følgende kunne næppe nu have anden Interesfe end literarhiſtoriſk:
Q. Horatii Flacci Ars poética ad P. Rami Dialecticam et Rhetoricam resoluta, Studio Andreæ Kragii Ripensis Dani. Basileæ. 4. Tilegnet Niels Kaas 1583. I Tilegnelfen angiver
21
322 Det lærde Tidsrum. Filologi.
han Skriftets Henfigt og ſynes ille lidet ſtolt deraf: primus in Arte poética Horatii mon crebram sed continuam et. perpetuam Dialeclicam, ut Grammatieam, sum pro vi demonsiratarus.
Ciceronis Oratio pro Arcbia poéta logice resoluta — a Johanne Erasmo Hafniensi. Hafn. 1590, 4. tilegnet Niels Kaas og Hak Ulſtand. Som forrige aftrhkter han Texten Stylfe for Stykle, og til hvert følger Forklaringen. Om Forf. og denne Bogs foregivne Undertryllelſe, fee Rherup £ Minerva 1790; 3,291.
Casp. Hammefmulleri Swwoyne trium librorum Ciceronis de officiis XX XIII tabulis pro. intelligenda rerum serie (etc.) ila comprehensa ut magnorum loco commentariorum esse possit. Hafn. 1651. fol. tilegnet en Del Troller. Her er ingen Tert, men Det er lutter Tabeller.
Den ſom danff Digter befjendte Jakob Jakobſen Wolf udgav: Tragoediæ dvæ, qyarum prima- Didonis: salteraTyrni ex Vir= gilij Æneide transeriptæ, Uaſa. 1591. 4, Det er Excerpter af JÆneiden, beftemte til at give Skolens yngre Diſciple Lyft til Virgil Deraf flabte han to ſaakaldte Tragedier, hver afdelt i fem After. J førfte Scene af Dido f. Er. optræde Juno, Rolus og Koret. Juno figer Rneidens 1, 36—49 og 65—75, hvorpaa Æolus ſvarer med v. 76—79, og faa fortæller Koret Stormvejret v. 82— 91, o. f. fr. igjennem begge Tragedier.
Om Iſak Gronbeks Sfrifter fre D. Mag. 1, 79. 6, 336. Ser forekommer iffe hans Apophtegmatum ethicorum et politi= corum ex Tacili operibus ecloge. Franekeræ 1593. ſom Vorm i Tillægget anfører efter Pontani Chorographia.
Gabrielis Ackeleye XXV Exercitationes sive Politico- philologici Discursus in Librum C. Cornelij Taciti de moribus Germanorum Veterum. Soræ 1646, er ingen egenlig Kommentar til Tacitus, men en politiſt Betragtning om Regjering 0. desl.
Joh. Meursii F. De coronis, Soræ Danorum 1643. 4, findes i Hjelmſtjernes Samling.
P. Frid, Kragelund de Scytala apud Cornelium Nepotem. Hafn. 1697. 4. anføres hos Thura, Wedel og Vorm.
Her fan tillige bemærfes de Bøger om gode Sæder 0. desl. der paa ny bleve udgivne til Skolernes Bedſte; ſaaſom Joh. Ludov. Vivis Valentini ad veram sapientiam introductio. Hafn, 1599.
Latinſt · danſte Skoleboger. 323 Joan. Casæ Flor. Galateus sev de morum honestate et ele- gantia libellus, Ad quæstiones succinctas in usum Scholarum revocatus per Petrum Andream Hafnianum Collegam docentium in Scola Roschildensi. Hafn. 1602. (J Form af en Samtale imellem en Olding og en Yngling).
Endnu mærfeligere ere de, ſom tillige udgaves med danſt Overs fættelfe, fordi man her ikke fan være i Tvivl om mangt et dunkelt danſt Ords Betydning, og feer, hvor forlegen Overfætteren mangen Gang har været med at faa Latinen udtryft. F. Cr. en omflaat foarer til homo sordidus; et bileg til mantile (Serviet); klogen, at fløgis til vomitus; med en ftiffue eller med en merling til furcå funiculove; eller med Haandloven til volave; manibus gesticulari overfættes at gogle oc fantafere med Hænderne. Hertil hører Cato de moribus; Latino-Danicus. Hafn. 1657. Samt De civilitate morum puerilium per Des. Erasm. Roterodam, libellus. Om Goffuiſthed i Borneſeder. Ved Defid. Raßm. Roterdam En liden Båg. Cum interpretatione Danica, porro, et quibusdam Scholiis Longolii &c, Hafniæ 1623, (paa Univerſitetsbibl), 1689, (paa Kons gens Bibl.) Af denne, der er trykt i to Spalter, vælger jeg ſom
Prøve: De corpore.
Ut ergo bene compo- situs pueri animus un- dique relueeat (relucet autem potissimum in vultu) sint oculi placidi, verecundi, compositi, non torvi,quod est irueulentia: non improbi quod est impudentiæ: non vagi et volubiles, quod est : non limi, quod est suspici osorum, et in- sidias molientium, nec immodict diducti, quod est stolidorum; nec sub- ind conniventibus genis
Om Legemet.
DErfor paa det at en vng Drengs velftidede find tand ſtinne oc liuſe her⸗ foor (lade ſig tilſiune) allevegne (men det ſtinner oc liuſer herfoor allermeſt vdi (anledet) Anſictes geſtalt oc ſtickelſe) da ſtal Oyene være ſmucke roelige oc ſtille, blufærdige, ftidelige, ide grumme, huilcket ſiunis forfærdeligt (at være) ide arrige oc Skalckagtige, huilcket ſtaar wblueligen, ide vilde, færendis hijd oc dijd, huildet hører Gallindſtab til; ide tuerſeendis, huilcket kommer dem til ſom haffue Mißtancke til andre, oc dennem, ſom omgaaes med Forraderij (Stelmftyder,) ide wmaadeligen vdvijde, huildet hører Gede til, at mand eg
LIN
324
ac palpebris, quod est inconstantium, nec stu= pentes quod est attoni= torum, id quod est in So= erate notatum: mee ni= mium acres, quod est ira⸗ cundiæ signum: non innu⸗ entes et loquaces, quod impudentiæ (es!) signum, sed animum sedalum ac reverenter amicum "præ! Nee enim temeré dietum est å pri=
se ferentes.
scis sapientibus: Animi sedem esse in oeulis. Picture quidem veteres nobis loquuntur, singularis cujusdam mo- destiæ fuisse, semiclusis oculis obtueri quemad- modum apud Hispanos quosdam semipetis tueri blandum haberi vi- detur et amicum: Itidem ex picluris discimus olim contractis strictisque la- biis esse, probitatis fuisse argumentum.
olim
in-
Det lærde Tidsrum. Filologi.
heller drager Øyene dybe ind vdi Hos ffuedet, Klipper, eller Bluncker med Dyne⸗ logene, huilcket fommer de wſtadige oc fetfærdige til, ey ſtirrendis eller forrhete vdi dyb forundring, huildet hører de For⸗ firedede til, det ſom mand haffuer feet paa Soeratem: ey heller formeget ſtarp⸗ ſtendio, brendendis eller bluſſendis, huil⸗ det er et tegen til idſindighede ide nickendis eller fladdrendis, Huildet er et tegen til woͤluferdighed; men ladendis til ſiune et ſtille, ſacte ve venlige find med tuct oc æris bevijfning: Thi der er icke forvden aarſag ſagdt aff de gamle vijſe: Sindſens ſtad at være i Oyene. De gamle malinger ſige oſſ end oc, at det vdi foordum tid haffuer værit holdt for en ſynderlig tuet, at fee paa en med halff tilluckte Ohen, lige ſom hoſſ nogle Spanier at ſtiude lidet vd aff Øye enden, naar mand feer paa nogen, ſiunis at holdis fiert oc venligt.
De lære wi aff malinger, at det has ffuer varit et vjſt tegen til fromhed vdi foordom tidt, at indfnibe oc ſammen⸗ drage læberne.
Om de latinſke Poeter findes” Oplysninger, foruden hos Bord
de poétis diversis, ogſaa hos Th. Bartholin de medicis poétis, Men Hovedftriftet for de fenere er Fr. Rostgardii Deliciæ Poétarum Danorum, i hvis førfte Del der tillige findes Levnetsbeſtrivelſer af Hamilton, Vitus Bering, Chriſten Aagaard (ogfaa Cimbr. liter. 2, 1), Joh. Hopner og Senrik Harder. Proſessores poéseos anføres i Wielands My Tidender om lærde og curieuſe Sager, 1732, Rr. 26. J Summers Miscellanea, Hafn. 1758. findes ogſaa nogle Car- mina Viti Beringii og Henrici Harderi, fom ej findes hos Roſtgaard.
Latinſte Poeter. 325
Cragmus Lætus: Cimbr. liter. 1, 413. Pontoppidans Ans mal. 3, 382. 449. 493.
Billig Weſthow: Cimbr. liter. 1, 723.
Bertel Knudſen har udgivet en betydelig Samling af latinſte Breve, hvori han (f. Cr. i. Epistolarum selectarum Centuriæ quinque. Rostochii 1623. S. 89. 101) gjør fig iffe lidet til af fin latinſte Stil, men Indholdet er ubetydeligt, Et Gaandſtrift i Stokholm: Bertilli Canuti de magnitudine Danica Panegyricus omtales af Molbech, Haandſtr. i Stokholm, i Hiſt. Tideftr. 4, 138. jf. Vormii Epist. 1, 44. Gans Digtfamlinger (ſom Lysvvm ivve- nilivm liber septimus. Hafn. 1611. 4., liber oetarus. Hafa. 1612. 4., Poematiorum liber 28. Portuæ 1616. 4.) indeholde iffe blot Dpipsninger om ham felv, men ogſaa Vers til mange af den Tids meſt befjendte Mænd.
Joh. Olavius: Dån. Bibl. 7, 373, hvor ogſaa hans utrykte Ctrifter anføres. Bartholin. de scriptis Danorum, S. 85. Schoͤnau, S. 56. Wielands Ny Tidender, 1732, Mr. 18. Bircherods Dags bøger, S. 301. Anm. D. Digtet. 3, 320, Bord (Diss. ult. de poélis, S. 170) rofer ham meget ſom latinſt Digter: Epi- .grammata splendent candore, gratia, acumine, Epica insurgunt magnifice. Elegi audent feliciter, sueco utique et sangvine pleni.
Blandt Digtene felv ere nogle markelige ved Valget af Emnet. Nogle have hentet det hos de Gamle; ſaaſom:
Willich Weſthow tog af Iſocrates Sætninger om Kongen, fatte dem i Vers, og tilegnede dem den endnu unge udvalgte Chriſtian den Femte, i det Haab at der nok vilde komme en Dag, da han kunde forftaa dem, nemlig Isocratis Oratio de legitimo regis oſſicio latinis heroici metri versibus reddita. Hafn. 1610. 4.
Peder Hanſen Asminderød: Carmen continens paraphrasin epigrammatis Virgiliani de litera pythagorica Y, in schola Ro- schildensi recitatum, — Witebergæ 1577, 4. Isocratis Oratio ad Demonicum carmine beroico latino. Hafn. 4, (Det ſidſte har jeg iffe feet).
Jakob Bonnus fra Ribe: ”AvaAvasg Historica vaticinii Fir- miani de imperio occidentali in Orientem transferendo, Car- mine contexia. Witebergæ 1596. 4. ”Avaygagyøj seu Dis-
326 Det færde Tidexum. dilologi.
cursus historicus de Intaphernis vxoris voto, quod apud Hero= dotum lib. 3 extat. 4.
Anders Madfen Slangerup: Elegiacum de strenis antiquorum. Hafn. 1603. 4. tilegnet "to Præfter i Roeskilde.
Andre valgte dem nyere Hiſtorie; ſaaſom:
Prof. Jak. Madſen forſogte at omfætte Sar Gramm a⸗ tikus paa latinſte Vers, men det blev ved forſte Bog? "Historica præcipua libri primi Saxonis'Grammatici carmine reddita. Witeb, 1568. 4.
Halvard Gunnarfen, Chronieon Carionis Philippicum ver- sibus Heroicis comprehensum: P. 18. Rostoch, 1596) 4. At ligne med de danſte Hiſtorierim
Da Roſtgaards Samlinger tilgjængelig, vil enhver af denne kunne ſtaffe fig en Foreſtilling om denne Tatinfte Poeſt i dens bedre Skikkelſez jeg vil derfor kun meddele nogle Prover af den ældre Erasmus Lætus.
C. (2: Cimb.) Erasmi Michaelii Læti Colloquiorum mora- lium libri 4. Basileæ 1573. 4. tilegnet Hertug Carl af Calabrien og Lothringen. Det er, ſom Titelen ſiger, allehaande moralſte Lærs Domme, men de ere udviklede i Samtaler mellem Planter, ogſaa Dyr og Fugle. Saaledes f. E. handler et colloquium imellem Bellis og Mentha om: Quid sit Bonum, nescire quem malum latet. Et colloquium imellem Gallus og Felis vifer: Nihil esse adulatore noxius. Et imellem Ferula og Cupressus: Animo, non sexu imperia gubernari, hvor han da iffe glemmer Dronning Margrete; 0. f. fr. Ja endog Tybris og Gudius (Gudenaa i Jylland) afhandle: Ingenio magnos uiuere, hvorved da de jyſte Stader ogſaa fomme til Omtale. Meget Vid har Digteren her anvendt, ſom jeg formoder, i gode latinſte Vers; og en Fornemmelſe deraf har han felv haft, ſtjondt en utaknemmelig Efterſlagt iffe aldeles har fadet hans Spaadom gaa i Opfyldelfe. Han flutter ſaaledes:
Hæc super Arboribus Fluuijsque ferisque uagisque Alitibus cecini: duris quo tempore bellis Inuisas Fridericus opes, et culmina regni
Sectatur fugientis: ubi omnes Suecia uires Viribus opposuit studiumque eludere certat, Colloquijs equidem tum pectora talibus, et me
Latinffe Poeter. 827
Mulcebam diclis, quæ mutua fundere possent
Aut fluuij, aut stirpes, aut grato animantia sensu.
Cum mihi decursum properarit terminus æuum,
In cineresque dabit resolutos corporis artus:
Parte tamen meliore mei coniunetus Olympo
Aspiciam nostri florere palatia regni.
Tum uerå, si quid perituro restet ab orbe,
Diuinos inter referat me fama Poetas,
Nostraque perpetuo monumenta inscribat honori.
C. Erasmi Michaelii Læti de re nautica libri 4. Basileæ
1573. 4. tilegnet Republikken Venedig. Et Læredigt om Sejladfen, en hidtil ny Materie, hvis Indhold fees af Beghndelſen:
Nautica res, pelagique labor, tumidoque profundo
Insula sparsa: rates quæ primum causa, quis vsus
Extulit: Oceano quæ prælia gesta, quibusque
Moribus altisonos conscendit Nauita fluctus
Subseruitque liis, farcitque in lintea ventos:
Materies delecta siet, quæ versibus addat
Quos mihi non dubios cumularit Phæbus honores.
Som Prøve paa Behandlingen tages følgende af førfte Bog:
Quòd si forté tibi succisis demere libros
Arboribus curæ est, libeatque ita cortice prorsus
Detracto nudos æquare securibus artus:
Auratis spectes Aries cum cornibus annum
Inferat, ac primos huc vertat Apollinis ignes.
Tum certé incumbas operi: qudd Vere redundet
Succus, et haud tenues sub cortice ſouerit vndas.
Nam sudore quidem minimo tum carpere librum
Ut te posse putes, ita postea forsitan ipsum
Si conere, parum videas succedere: cum se
Fructibus insinuat, trahiturque in germina succus.
Mox etenim solidæ lignorum blandula carni
Incumbit tunica, et lento ceu glutine stringit, Siecior ipsa etiam et toto spoliata liquore,
Ut sua non duci per fila æqualia possit. Det forftaar fig da af fig felv, at de danffe Lande omtales og de danſte Sohelte, Herluf Trolle, 0. ſ. fr.
328 Det færde Tidérum. Filologi.
Men ogſaa hans hiftoriffe Digte ere mærkelige, F. Cr.
De republica Nøribergensium Jibri 4, — Francoforti -ad Moenum 1574. 4. tilegnet Staden Nürnberg. Fortalen indeholder flere mærkelige Ting: Berommelſe over. Poeſien og dens Brug i Skolerne, flere berommelige Adelsmand og Lærde; deriblandt Syn= ningii labor, humanitas et infucata bonitas; Paulini; qui recens ohijt Roskildiey placiditas dexteritasque vel in vitæ con= uersatione, vel in NMinisterij vsu; mén iſcer en udførlig og ſmut Skildring af Kong Chriftian den Tredie
Romanorum Cæsares lialici. Francoforti- ad Moenum 1574. 4. tilegnet Kejſer Maximilian den Anden. Indeholder de rommerſte Kejſere fra Julius Cæfar til Diocletian og Maximian i en Skildring over hver, omtrent ſom i de danſke Rimfrønniter
Hiſtoriſt mærkelige ere desuden mange andre af dieſe Digte: F. Er. Andreæ Ly Hodoeporicon sive lter Romanum. Willeb. 1568. 4. aftrykt i Nic. Reusneri- Hodoveporicorum sive itinerum lib. 7. Basil. 1580. i fjerde Bog. Han vandrede paa fin Fod fra Wittenberg til Rom, og handler i Slutningen om Mærfværdighederne i Rom.
Ogſaa med Genſyn til den funftige Behandling møder man Bevifer paa Tidens Smag. F. Cr. i Claus Friſes Reformationés digt Jubilum Evangelicum, Hafn. 1630. 4. ender hver Linie med Ordet Eccho; i Henrik Harders Canum cum catis certamen (hos Roſtgaard), der beſtaar af over 90 BVerslinier, begynder hvert Ord med c ligefom Digtets Titel. Enhver vil mindes de tilfoarende middelalderlig⸗latinſte og de ſenere franfte.
Som Bevis paa, hvorvidt Smagløsheden kunde gaa, meddeles noget af Titelen paa Georg Meilands, en Tyfters, Fatum Jesu Christi. Hafn. 1629, 4.: Fatum quod — sustinuit Omnipoten- tissimus, Invictissimus — Princeps atque Monarcha Dn, Jesus Christus, Dynasta a Seculo, Imperator coronatus cælestium, electus et immortalis Rex totius orbis terrarum amphitheat
, Sacrosancli regni nonnumquam Augustus, — Elector veritatis, Archidux vitæ, — Comes Provincialis Galilææ, Liber Baro Nazareth — — noster clementissimus Patronus, ter-optimus-
maximus, carissimus, benignissimus et ſidelissimus DEUS. Endelig den hartad uendelige Mangde af mindre Digtſamlinger,
Latinſte Poeter. 329
ifær Epigrammer, og Lejlighedsdigte, der haves af næften enhver betjendt Mand, hvad ſtal jeg gjøre med dem? Forbigaas kunne de ifte, thi de kaſte Lys over Literaturens Tilftand i det hele, danne et nødvendigt Sideſtykke til den danfte Poeſis Hiſtorie, og de indeholde derhos faa mange hiftoriffe Oplysninger, at ifær de aldſte omhyggelig maa efterſees af enhver, der lægger fig efter Perfonalbiftorien. Men Det maa her være nof at gjøre opmarkſom paa de Forfattere, der kunne anſces ſom mindre befjendte, eller Digte, der i en eller anden ØGenfeende ere mærfelige; faafom Erasmus Augustinus (1561), Isaacus Mauritius Gilleleianus (1561—70), Joh. Pratenſis og Rasmus Katholm (1563), Nicolaus Theophilus (1563), Skue⸗ ſpildigteren Peder Hegelund (hvis Epigrammata Philippi Melan= thonis selectiora. Francof, ad Moenum 1583. 4 ogſaa for Theos logen ere mærfelige), Anders Jenſen Mariager (1568), Evyagsouxov carmen illustr, Dom. Dorotheæ Daniæ elc. reginæ, a Severino Knevs Coldingensi. (Witebergæ 1568, 4.), Nicolaus Olaus Hal- vegius (Oratio de necessaria scholarum conservatione et studiis doctrinarum in his fideliter propagandis, carmine Elegiaco scripta et recilata, cum susciperet gubernationem scholæ Roschildensis. Vitebergæ 1569. 4.), Jonas Colding (1572), Thorbjørn Nielſen (1572), Hans Pederfen Horfens (1573), Hans Lauridfen (1574), Johannes Nicolai eller Jens Nielſen Hat, Biſtop i Oslo (De por- tentoso cometa, qui anno 1577 apparuit. Rostochi 1577 og 78. 4. Idyllion de cordis humani pressura et anxietate, quå misera piorum in hac præsenti vita conditio cvnfodrxdg exprimitur. Rostochii 1586. 4. Paa et Kobber er det arme, ſtjondt flammende, Gierte iffe i nogen idylliſt Tilftand, det er formelig fat i en Presfe), Lægen Jat. Hafebard (1577), Niels Sorenſen eller Nicolaus Severi- nus Arhusiensis (1578), Laurids Madſen eller Laurentius Matihiæ Nyburgensis (1578. 1585), Niels Berthelfen (1581), Jat. Jat. Wolf (1582), Peder Frandfen eller Petr, Frantzius F. Hafniensis (1582), Matthias Pors (1584), Chr. Machabæus Alpinas og Iv. Stubæus (1588), Jørgen Olſen Horſens (1593. De ærumnis magistrorum ; aeced. Pythagoræ carmina aurea. Rostoch. 1613. 4.), Morten Anderſen Skavbo eller Scavenius, comminister Felsing= burgensis (De passione ete. Ode Sapphica. Hafn. 1594. 4.), Frands Jørgenfen (1598), Niels Trygonius (1606), Johan Monrad
330 Det lærde Tidsrum. Filologi.
(1608), Lægen Freds Sorenſen (1608), Enoch Jakobſen fra Roes⸗ tilde (Epigrammatum, liber primus de rebus theoløgicis ét phi= losophicis, Hafniæ 1609. 4. indeholder Perſonaloplhoninger), Genrik Miffelfen fra Gaderslev (Carmen de homine. Hafoiæ 1610- 4. tilegnet Du. Vilbelmo Doppio et Dn. Andreæ Ovenio, Musicis svavissimis), Morten Budolphi Hiarbed) (1613), Truels Nielſen (1615), Povel Kyſe (1616), Frands Nielſen Mofenberg (1617), Regel Regelſen (1618), Anders Bremer (1618), Che Pederſen Tiftad (om Peſten 1623), Knud Ganſen Falfter (1627), Smud: Ganſen Bed) (1628), Claus Fris (1629), Niels Safs (16333; Lægen Job. Skerbek (1633, fe Cimbr. liter. 1, 583. Målmanm de illustr, viris Flensburgo oriundis, S. 17), Zacharias Lund, Seefelds Bibliothekar (1634. 1643), Peder Kongsbach (1635), Thomas Bang (Laurus Danica. 1641, 4, everſat af Profodiens Forfatter, Peder Jenſen Roeskilde: Danſte Laurkrants), Chriſten Anderſen (1642—1654), Claus Jenſen Warberg (1612), Johan Pouch (1643), Peder Pederſen Vinſtrup (Cornicen Danicus 1644. fol. Paa Danft af Peder Hermanſen. 1647. 4.), Michael Kirſtein fra Måbren, der opholdt fig hos Simon Paulli (Poëma heroicum in Theatrum anatomicum, 1644. 4.), Genrik Wallensbek (For⸗ fatteren til Diarium obsidionis Hafniensis 1660. 4.), Ole Fielle eller Fielfetrone (om Peften. 1655. See ogſaa Sommelius 2, 383), Chriften Ørn (1655), Georg Huber, Mufitus (1669), Jens Sorenſen Bergendal (1670), Chriftian Paulli (1670), Lægen Chr. Fr. Paullini (1671), Lars Jenfen Horſens (1675), Cafper Jakobſen Weiſer i Skaane (befjendt af fine Lykonſtningsvers til Carl den Ellevte og Chriftian den Femte), Mid. Leigh (1680), fans Nielſen Aquilinus (1681, fom giver gode Bidrag til Anagrammernes Giſtorie og tillige har en Sphinx Hieroglyphica, det er Rebus, men med daarlige Figurer), Jens Milgov (1688), Rudolph Burres næus, Reftor i Bergen (1699), Phil. Haqvart (1699), Jakob Anderſen Hummer (1706).
Nordmanden Niels Thomſen, Præft til Toten og Provſt, uds gav Cestus Sapphicus etc. Christian, 1661. aflang Nodeformat. Ex Calcographia Michaelis Thomasonii. Canutus Sevaldi Christiania Norveg. seulps. Det er en Samling af Rebus i ſapphiſte Vers, alle om Giftermaal og Ægteftab, med fine Kobbere. F. Cr. Stropha 7:
Latinſte Poeter. 331
Portugallus Bulgarus atque Danus
Graja nondum passa virum Lacena
Dum decus spårat capuli, et cora ipso
Fungier opiat.
Det underftregede er her udtryft med Figurer: gallus, en ane, bulga, en Vad⸗Seck, anus, Gammel Kierling, Raja, Rode, assa, Svede⸗Benck, acæna, Staff Spig i Enden at drive Øren i Ploug med, spira, Kringle, lungi, Sopper (tre Svampe). Disfe Figurer kunne tillige oplyfe den Tids Skikke. Man feer her, hvorledes en Evedebænt fane ud; ligeſaa en Plob (Str. 8), en Roßbaar (Str. 9), en Junge i en Brond (Str. 11), en Lut (Str. 12), en Rok (Str. 18), en Lire og et Terningſtob (Str. 22), en Find⸗Stoffvel (Str. 24), o. ſ. v. Til Slutning findes en Tabel: Idea dispositionis car- minis logica, hvori han giver en logiſt Opftilling af hele Indholdet. Der findes ogſaa en Fortegnelfe paa hans Skrifter; deriblandt Arndts Christianismus.
Georg Huber, Styrus, powta laureatus cæsareus, Muſikus i kongel. Kapel, udgav foruden flere mindre en Mercurius Latino- Poéticus. 1672. 4, Disfe politifte Efterretninger i latinſte Vers er Sideſthkke til Bordings Danffe Merkur.
Om hertil ogſaa høre A. 2. Græsferus (1628), Mogens Gungov (1633), Ric. Scribonius fra Beftphalen (1636), Joh. Laurentius Misnius (1636), Mid. Ulich, Muſikus (1660), p. O. Svegning (1670) og Chriftian den Femtes Kammertjener Fr. Weig⸗ bers (1685), vides iffe.
Naar man feer tilbage til denne Poeſi, dens aandige Formaal og Frugter, "og ved Siden af den til den danffe, hvor finder man Ta noget, der vifer hen imod Holberg, den Pol, omkring hyilken fnart Literaturen fulde dreje fig. Næppe noget, der indeholder nogen Anelſe om ham, det ſtulde da være den epigrammatiſke Poeſi, der endnu levede i ham, fom i Lesſing. Saa er der maaffee fun cen Mand, i hvem man funde føge hans Forbillede. Satiren var gam⸗ mel i Danmark (foruden de omtalte ældre, findes der en fra Chriſtian Den Fjerdes Tid i Suhms Ry Saml. 3, 4, 369), men i den ældre Tid var den, ſom altid i fin Begyndelfe, perſonlig og derfor raa. Hans Willumſen Laurenberg, Mathematikeren i Sors, gav den fit ædlere Præg. Summer og Græmmelje lagde ham i Graven. Mathjes
332 Det færde Tidsrum. Filologi.
matik, Satire og Melankoli have ofte i Livet været hinandens tro Folgeſpende. Daphuorini querimonia, en Bon til Kongen, inde⸗ holder Klager over hans Forfatning: i Sors har, ingen Dag. feet ham ledig, imedens han havde Kræfter, mu er han for tidlig gammel, afmægtig og ſyg. Den ſenere Udgave af hans Satire er Joh: Laurenbergii Satyra elegantissima, qua rerum bonarum abusus et vilia quædam seculinperstringuntur, anno: 1636 editay ejus= demque Qverimonia de suo et Academiæ Søranæ statu,… In horum temporum usum recudi fecit D. G. Morhofius. Kilonii 1684. 4. Slige Ting forældes iffe; vi ville derfor fade ham flumre i Ro, indtil Holberg figer til ham: ftaa op af Graven!
Danſte Overfættelfer af Hasfijte Skrifter beghndte temmes lig tidlig med ufulbfomne Forſog, ber imidlertid, ere. vigtige for Modersmaalets Hiſtorie. Saadanne Forſog gjordes indtil Midten af bet ſyttende Aarhundrede af Jafob Henrikſen (omtr. 1575), Peder Hegelund (1588), Peder Jverfen Bord (1599), Johannes Sylvius (1602), Peder Jenſen Roeskilde (1639); famt en Cverfættelje af Rſop (1646), og af Ciceros Breve (1656); indtil et vellykket proſaiſt Forføg i bet ftore i denne Henſeende gjorde Epoke. Chriſten Thott til Boltinggaard i Fyn ægtere 1605 Sophie Belov. Deres Datter var Birgitte Thott (f. 1610, 1632 gift med Otte Gjøe til Turebygaard, + 1662), ben lærbefte blandt be lærde Damer. Hun ejede ct ſtort Bibliothek, var færbig i de nyere Sprog, og endnu mere i be klasſiſte. Ved Over— fætteljen af Senecas Skrifter, bet ftørfte danſte Sprogverk, fom denne Tid har frembragt, famt af Cebetis Tavle og Epictets Haandbog (1658—1661) har hun iffe alene lagt bette for Dagen, men tillige en for den Tid overordenlig Ferdighed i Modersmaalet. Overſettelſen af Seneca, ſom hun tilegnede „det loflige Fruen-Timmer“ og alle dem af Kvindekjonnet, ſom elffe Dyd og Forſtand, er neſten for fin Tid et Vidunder. En Kvinde udførte hvad næppe nogen af
Danſte Dverfættelfer af Klasſiſte Strifter. 333
be dalevende Mænd havde kunnet. Vanſteligheden ved fit Arbejde følte hun tilfulde og undſtylder, at hun iffe faa nøje har funnet følge Latinen, men maattet vige fra Ordene for at gjøre Meningen Har. Der er ſtor Forftjel imellem vort Sprog og Latinen, og Senecæ Stil er fremfor andres fort og mørk; „hans Koncepter ere faa høje og hans Maade at tale paa fan dyb, at ben, ſom meget lærd var, ſtulde have nok dermed at ſtaffe.“ Hun overvandt disſe Vanſte— ligheder, og hendes Samtidige give hende den Roes, „at Latinen følges vel og Danſten falder net,” og , man ſtulde vel holde Overfættelfen for en Original, faa fyndig, firlig, flydende og naturlig er hendes danſte Stil.” Thomas Bartholin har udtalt hendes Berommelſe (illustre feminarum sidus, sexus miraculum) i to Breve, tre Cpigrammer og et danſt Vers; Oluf Vorm falder hende ligeledes med rette fit Kjons og fit Aarhundredes Prydelſe (sexus tui rarum decus et seculi nostri ornamentum eximium); og Henrik Ernft, ber gav Overfættelfen fin Approbation, „onſter af ganſte Hjerte Danmar til Lykke, og glæder fig med hende, ſigendes Io triumphe, Dania peperit decimam Musam.“ Hun vilde ved bette Værk emancipere fit Kjen, og fri bet fra ben Tro, at bet fulde være beftemt til Vankundighed. „Lader bet iffe, figer hun til bem, afholde eder fra at læfe (bet), hvorudi Klogſtab indeholdes, at I ere af bet Fvindelige Kjon, for hville Lærdom agtes for unyttig, om iffe ſtadelig. Thi ſtal Visdommen holdes for farlig hos ſomme Menneſter, mere end hos ſomme, ba veed jeg iffe, om bet fan beviſes, Vankundigheden at være nogen gavnlig. Ere vi, fom menes, faa ſtrobelige, at vi kunne iffe vel bære Forſtand, ba kunne vi vel mindre regjere 08 ved Uforftand. Ere vi Menigheden livet til Tjenefte, maar vi ere bedſt, ba kunne vi vel iffe andet, end udi ben være forhadede og foragtede, naar vi
334 Det færde Tiderum. Filologi.
ere flet vanfunbige, og, ſom vel fnarefte følger med Uforftand, uſtikkelige og fortrædelige. Seer man nogen, ber misbruger Videnſtab og Kunſt til bet Onde, ba er bet ſandelig ille Visdommens, men enten ben forfrænfeve Naturs Styld, ber hos ſomme, desværre, af begge Kjon er faa ſterk, at den ligeſom Edderloppen udſuger Forgift af be ſundeſte Urter, ſom Bierne uddrage Honning af, og til det værjte mis⸗ bruger bet fom er bet edelſte; eller og maaſtee ben udi Ungdommen altfor ſtore forundte Frihed bet volder, at ingen Undervisning eller Lærdom ben, der haver faaet Bane at gjøre ilde, ſiden derfra fan afholde. — Den, ber haver lært noget, hun fan og vide, at hende fattes. meget, hvorfor. hun iffe tør agte fig felv for viis. Og af be Biſes forejfrevne nyttige Lerdomme og Love kunde enhver bebre, end af en tvungen Vankundighed, lære med Lyft, at holde fig inden ben kvindelige Blufærbigheds, Sagtmodigheds, tilborlig Lydig⸗ heds og al Skikkeligheds Grendſer. Mit Raad var derfor bette, at man elſtede Forſtand højere end Ævelftene, ſom fun give en falſt Glands fra fig, i ben Sted Dydens og Visdommens Sfin er herligt ſom Solens Ljus, og at man Holdt bet for fømmeligere at ſmykke fin Sjæl med Dyb og Fornuft, end at pryde fit Legeme med foftelige Klæver.” Fra 1660 tiltage Overjætteljerne, dels af Digterværfer, dels af Hiſtorieſtrivere; nemlig af Hans Daberg (Cornelius Nepos 1669), Henrik Gerner (Heſiod 1670), Matthias Moto (Ovids Forvandlinger), Laurids Arelſen (Batrachomyomachien 1679), Mitfel Chriſtopherſen Ravn (Virgils Georgica 1680), Samuel Hanſen Wallenberg (Salluſt 1687), Frands Mif- kelſen Ugilt eller Vogelius (Thuchdides 1693), Mogens Vingaard (Florus og Curtius 1699), Chriſtian Roſe (Ovids Heroider 1703), Peder Jakobſen Brinch (Plinii Lovtale over Trajan 1704), Anders Thraue (Virgils Ecloger 1709).
Danſte Overfættelfer af Hasfife Skrifter. 335
En Del af disſe Overfættelfer blev imidlertid liggende i Haandſtrift, og fane aldrig Lyfet, og bet iſcer de ſtorre. De profaifte have naturligvis tabt deres Bærd, uden for= ſaavidt de oplyſe Modersmaalets Tilſtand. Sproget i bem er i bet hele jævnt og roligt, hvorved de danne en paa— faldende Mobfætning til be hojtravende og ſpulſtige Fortaler. De poetiffe derimod udgiore en vigtig Afdeling i ben danſte Poeſis Hiſtorie.
Af Jakob Genrikſen Odenſe's Danfte Riim oc Udlaggelſe paa Catonis Diſticha, findes Uddrag hos Gans Bang, Regnekonſtens Bog. Odenſe 1575. Kbh. 1576.
Peder Hegelunds Septem Sapientes Græciæ er omtalt ved Filoſofien.
Af Peder Jverfen Bord) haves et Skrift, der fan henføres hertil, forfaavidt ſom deri findes nogle Uddrag af Arrian og Plutarch, nemlig: Nogle Herlige og Skonne Sende Breffue, Imellem Alex- andrum Magnum Oc Didymum De Brachmaners Konge vdi Indien. De nogle Skonne Sporſmaal, ſom hand dennem faarefatte. Nu npligen vdſat paa Danffe, Af Vincentii Speculo Historiali, Arriano, Glyca oc Plutarcho. Ktbh. 1599. 4. Tilegnet Oluff Morthenſon, Borgemefter i Kiobenhawen, aff Peder Iffuerſſon Borrick. Efter Brevene folge Uddrag af Arrians 7 Bog og af Plutarch in Alexandro om Brachmanerne; men det ev fun forte Støtter. —
Dette Skrift, om hvis Tilværelfe Chr. Thaarup endnu tvivler 1836, findes i Hjelmſtjernes Samling (Nr. 1939. 4.), og udgjør tolv Blade.
Af Joh. Shlvius fra Haderslev anføres i Cimbr. liter, 1, 672 (efter Lyschander, Catal. Scriptorum Danicorum), ſamt hos Vorm og Nyerup, men hverfen hos Thura eller Thaarup: Musæi poéma de Hero et Leandro de lingva græca danice translatum, pupiiisque Sigv. Beckii consecratum, Hafn. 1602. 4. Det findes iffe i vore Bibliothefer. Derimod haves: Alexander Magnus, Det er, En Rye Kronicke Om Kong Alexander den Store (etc). Beſtre⸗ ffuen Aff Joh. Syl. Hattersléb. Kbh. 1630. 4. (I Hjelmftjernes Samling, Nr. 1938. 4.) Prøve i Nyerups Morftabslæsn. &. 40.
Preder Jenſen Roeskilde: Bucolica, Det er Vergilii Hyrdevers Paa Danſte Rjm faa egentligen udfette, at den Latinſte Tert, der
336 Det færde Tlosrum. Filologi.
ved letteligen kand forftanes (ett.) Kbh. 1639. Tilegnet Chriſtopher og Axel Valkendorf til Glorop. For at Skolebornene kunde des lettere forſtaa Virgil, har han ,, ved den Guddommelig Mands biſtand, ſom iblant andet metdeler end ocſaa gaffuer at udlegge Tungemaal; oc effter gode Venners tilffyndelfe, udſat ſamme Bufslifte Materie paa Danſte Rim, jefnt ud ved et flag, faa egentligen ve korteligen, ſom allerbeft til den enfoldige Meenings forftand ſtee kunde, at en Diſcipel, uden fin Skolemeſters eller Horers vidtløftig befværing, kand ſelff den latinſte Text letteligen forſtaa, oc føre fig til nytte ve forbedring, ide aleniſte at imitere Vergilium til at giere gode Latine Verß; Men ocſaa effter dette mit lidle Verck at giore letgaaende Danffe Rim, til vort Faderne Sprods re oc Prydelſe.“ „Aff Veſter Haſings Praſtegaard, Mitfommers Dag" 1638. Ætatis An, 63. (I den anden Udgave, Kbh. 1680. mangler Tilegnelfen.) Nyerup har meddelt em Prøve i D. Digtet. Giſt. 3, 17. Begyndelfen af forſte Ecloge er: DV Tityre, fom ligger nød J Efyggen under Bogen bråd, En Gyrde⸗vjſe pønfer paa, Met Piben aff det tynde Straa. Vi Mantuaner flippe maa Bort Fædrneland, fra Afling gaa: Men du dig ftunder Tityre, J Skyggen lærer Sfovene At quad' igien met rede klang Skon⸗Amarhllis føde fang. Slutningen: Du dog i Nat kant bliffu' hos mig De paa en Loffſeng huile dig: Jeg har den mode Abild-fruct, For dig Caftaner legges ſmuckt, Der til aff god forraadighed Skal Oft frembaris ſod oc feed. Vel an, de Tag nu ryge viit J Byerne mod Nadvers tiid: Nu vil den Sol til bierge gaa, Den mørde Nat 08 falder paa.
Danſte Overfættelfer af klasſite Skrifter. 337
Af Berelfangen i ſyvende Ecloge (v. 53):
Corydon.
De Trar ftaar fuld aff Enebar,
Aff landene Caftanier;
De Æble ligge ftrødde viit,
Huert flags hen under Træet fit;
Nu frydes afting fiern oc nær:
Men vil min kiar' Alexis bær
Slet disfe bierge flytte fraa,
Da tør flal fees huer Flod oc Aa. Thyrsis.
Den Mard er tør, de Vrter ſmaa
AF lufftens hede faſt forgaa,
De Bacchus mißundt bar aff had
Guert Vinbierg all fin ſtugg' aff blad:
Men naar min Phyllis kommer ftøn,
Da ſtal huer ſtow oc marck ſtaa grøn,
De Juppiter ſtal fare ned
Met lyſtig regn til Fructbarhed.
Gos Jørgen Holft udfom: ÆSOPI Leffnet oe FABELER:
Tilſammenſkreffven førft paa græffe Sprod, af Maximo Planude Mund i Conftantinopel. Siden paa Franføffe Sprock transfererit paa ny, De nu igien af gradſt oc franſoſte Sprod paa Danſte offverfæt. I Kisbenhafn hos Jørgen Holft Bogh. Prentet Aar 1646. (Nyerup, Morftabslæsn. S. 14). Bogen beſtaar af to Dele: Eſopi Levnet og Fablerne, de fidfte med anden og mindre
Tryt.
Slutningen af Fortalen (yder ſaaledes: Læfere, da med en
godvillig Anſict annamme den min Translation, ide alleenifte ved oß flitteligen corrigerit oc mange ſteds formeret oc forbedret, ſaa vel med Fabeler ſom ocſaa nu paa danſte Sprock transfererit, aff en ung Perſon, fød udi Rochille i Franckerige, hvilcen haffver af uberammet Mod hafft Lyft til at ſtrifve diffe Fabeler, fra det forſte endtil Enden (etc.) Findes fun i Univerſitetsbibliotheket.
Thura anfører, at mange af Ciceros Breve vare overfatte af
en Anonym 1656. 8. De fenere Literatorer have gjentaget hans Bes mærkning, men uden at opføge Skriftet. Det er uden Tvoivl
338 Det lærte Tidsrum. Filologi.
følgende (i Hjelmftjernes Saml.): Institutio epistolica exemplis Epistolarum Ciceronis, Imitationum Junii tradita. Hafniæ 1654. Denne Skolebog blev af en Skolemand overfat paa Danſt under følgende Titel: Anledning Om Breffve oc Miffiver at ſtriffve efter Exempler aff Cicerone, ve Junii anviifning at føre fig de ſamme til Brug. (etc.) Kbh. 1656. J Fortalen hedder det; Diffe Ciee= ronis Miffiver, oc Junii anviifning at føre fig de famme til Brug, tre flitteligen dreffne i den offverfte Lectie udi Sorse Stole, oc mig famt flere Med⸗diſcipler, den tid, paa det hønefte anbefaled — De aff den Aarſage haffver jeg oe fæft de ſamme for ungdommen, udi Skoletieniſten mig til betroed. Men at jeg den tid kunde nogenledis giffve bequemme Danſte paa Latinen, da haffver jeg for mig fer Tranſlaten eller offverſettelſen udi Pennen forfatted. Nu mine egne Sonner behoffve ſaadant, er det oplet blant forige Schartecher, oc til Trycken udſtreffven, ſom her forefindis: Ar de oc flere kunde ſelff gennemløbe Latinen, der faaledis er udfat paa Danſte, oe dis ringere umage faavelfom harm tilfehe deris Sfolemeftere. Cy at bemelde den nytte fom der aff kand fomme, til at være ferdig baade i Munden oc i Pennen med vort Moders Maal, hvildet er nu bleffven meſt Latin, oc half Francoſch hos de fleſte.
Birgitte Thott: Schönau S. 1376. Thom. Bartholini Epist. medic, centur, 1—2, 6. 442: De edendo Seneca vulgari. Hafniæ 20 Dec. 1661; og &. 715 De morte illustris Cancellarii Thomæi, Samt Vormii Epist. 2, 1102.
Lucii Annæi Seneræ (etc.) Strifter (etc.) Nu paa voris Danſte Maal ofverfat Af Den fin Naſte dermed at tiene Begierer Trolig. Sors 1658. fol. Hun overfatte efter Pariferudgaven 1625. fol. (efter Fortalen og Dauw, Hor du danffe Mand, S. 10.)
Epicteti liden Haandbog Som vjfer, huorledis mand Sindets Rolighed, ved det, mand om det tjmelige ret finner, oc det ey mißbruger, kand erlange. Efter Hieronymi Wolfii version aff Grædiffen paa Latine, paa Danfte ofverfat. Kbh. 1661. Under Fortalen: (hvorom jeg) Beder Trolig. Samt: Cebetis den The- baners Taffle, Bed huilden, ligeſom ved en Malning, ftilles os for Oyne, huorledis Mennifterne aff Laſterne forraades, oc ftyrtes udi Forderfvelfe. Oc Tuert imod Huorledis mand aff Dyderne, føres
Danſte Overfættelfer af Hasfite Sfrifter. 339
til en lhckſalig Stand, oc frjgjøres fra alt Ont. Effter Hieronymi Wolfii version, aff Grædiffen paa Latine gjort, nu paa Danſte ofverfat. Kbh. 1661.
Da Overfættelfen af Seneca iffe er nogen Sjeldenhed, vil jeg fom Prøve paa hendes Skrivemaade vælge et Par mindre Stykker af de tvende andre Skrifter: Cpictets Haandbog Kap. 61. Naturen er en ringe Ting nock, Begierligheden er ufornohelig. Legemets For⸗ nedenhed, bør at være det Maal, en huers Formue oe Indkomſt ſtal hafve henſeende til, ligeſom Foden det Maal, Skoen ſtal være giort effter. Om du da blifver der ved, faa rammer du den rette Maade; Derfom du gaar der ofver, da vilt du blifve ført hen, flige fom den Der føres ned ad, uden at hafve hold paa fig felff. Saaſom naar du giør dig Tander om andet, end din Fods Fornodenhed, i det du lader gisre dine Sko, da blifve de førft forgyldte, fiden aff Purpur, oc endelig borderet. Thi den ſom en gang gaar ofver Maalet, hans nem kand fiten ingen Grændfer holde. — Beghndelſen af Cebetis Taffle: Der vi ginge, oc ſpaherede i Saturni Tempel, oc beffuede de atſtil⸗ lige Foræringer, fom der vare giffne til; da ſaae vi for ved Hellig⸗ dommen, en Taffle ſom djd var helliget, paa huilcken var malet, oc affbildet nogle fremmede Emhlemata, huis Forſtand, oc Betydning, vi ide kunde udlede. Thi der paa var ide malet nogen Bye eller Leyr, men der var affmalet et Gierde, inden for huildet vare tu andre Gierder, det ene mindre end det andet. Paa det yderſte Gierde, var oc en Dør, hos huilden der ſiunteſt at ſtaa en ſtor Forſamling aff Fold. Oc inden for Gierdet, fane mand en ſtor $ob Quindes Perſoner. Bed Indgangen paa den famme Der, oc hos Gierdet, ftod en gammel Mand, huilcken, ſom det fiunteft aff hans Facter oc Lader, gaff den Hob fom gid ind noget tilfiende. Der vi nu ide kunde forſtaa 06 paa huad dette ffulle være, Vi derfore blefve ſtaaende en Tjdlang, ligeſom udi Forundring ofver, huad dette ſkulle betyde: da fagde en gammel Mand, fom ftod der hos: det er ingen Under, J fremmede, at I ſtaar i Tuiffl om denne Maling: Thi, end oe faa aff denne Stads Indbyggere, vide, eller forftaa fig paa dette Emblema (etc.)
Hans J. Daberg: Cornelius Nepos gemeenligen Æmilius Probus Kaldet, Handlende om Fornemme Herrers Liff oc Leffnet. KbH. 1669.
22·
340 Det færde Tidsrum. Filologi.
Tilegnelfen til Frederik den Tredie beghnder ſaaledes: Effterat det var berammet udi den Gimmelſte Raadſtue, formedelſt nogle deris affnſiuge oc miſundelige affecters ſterde Vinde, at udføre min uſtiul⸗ dige Siel paa ufædvantlige forfølgelfers bruſende haff (etc.)
Senrit Gerner: Hesiodus Fordanſtet De Vdi Rijm offverfat. Kbh. 1670. er mere en Dverførelfe end. en Doerſattelſe. Bogen er tilegnet hans Provſt og Herredsbrodre. Efter at have talt om de klasſiſte Sfribenter i Almindelighed, figer han om Geſiod, at han firev vel udi fir Sprog, fan og flirev. han det af Naturens Lys og fine Fædres Tradition, ſom meget ſmager af Gud og ej ubekvem⸗ melig overensſtemmer med den G. Skrift, maar de mørke hedenſte Ord med Flid efterſees. Gan har næften ogſaa, om jeg fam maa fige, forfriftnet Heſiod, dels i Oberſattelſen, dels ved Anmarkningerne. Slutningen er af ham felv; derom ſiger han: at Seſiod til en Be⸗ flutning paa fine Gjerninger haver føjet en liden Traktat om lykke⸗ lige og ulhkkelige Dage udi Menniſkens Gjerninger, hvilke jeg haver fat tiffide, ſom iffe fynderlig 08 tjenlige, og i den Sted fremſat Aarſens Tiders Gjerninger, fom de udi vort Land bedft ere befvems melige. Denne Del af hans Bog har uden Tvivl været meget brugt af de fjære Brødre til deres Husholdning og Avling; i mit Exemplar findes udtegnet, at man ſtal flagte Svin i Ry, kjebe Flyndre fidft i Juni, Urter at farve med, 0. m. m. J Fortalen Hedder det: „Dend gamle Fesiodus hafver nock veret ſaalenge i Danmard, at hand hafver mott (ært at endten tale eller ſtrifve Danſk: Hvad Aarfag der har veret til at mand ide haffver vift aff hannem at fige almindelig, kand jeg ide eigentlig mu fige, uden faa er at det har veret cen Aarſag, at det Danfte Sprog er ringe actet af Fremmede, oc ringere aff fine egne. Men effterfom hans Kledning, ſom Hand førte med fig aff Græcia endnu er til, dog heelforſlid, faa at ide mange ftistter om dend, ja mange veed ide, om hand Har været til i Verden: Da haffver jeg giffvet hannem cen ny Danſt Dract, dog dend eh er giort paa dend ny Mode, effterfom hand er een gammel Mand, oc jeg er ingen Kjobſted⸗Skreder.“
Da Nyerup (D. Digtet. Hift. 3, 149) har meddelt Prøver af Slutningen, vil jeg tage et Stykke af Beghndelſen; nemlig af Pandoras Skabelſe:
Danſte Overfættelfer af klasſiſte Strifter. 341
Derneſt bleff med haft befalet At Mercurius fin fliid Giore ſtulle uforhalet At hun udi all ſin jid Hunde Hierte haffve kunde De tyffvis (d. e. Tyvs) Sader alle ſtunde.
Ordet var nepp' ud aff Munden Førend alle var bereed,
Galte Fanden (Vulkan) ftrar paa ſtunden Ferdig var oc til fortræd
Strax cen Jomfru heel begierlig
AF cen Jordklimp giorde herlig.
Armbond, Halfbond Gyldenſmycke Bleff hun prydet med ſaa ſmuct, Effter Jovis eget tyde Aff Minerva uden tuct. Charites oc Suada laante ' Der til Kæder, intet ſtaante.
Horæ med de gylden Locker Sancked Blomſter Himmelblaa Rode Roſer, Brandgul Klocker Sette hende Kronen paa Men Minerva Kroppen pyndtet, Dend ſtoed fom dend nys var Myndtet.
Uden til var hun nu Prydet,
Men hun indentil var tom At hun kunde bliffve ydet
Strax Mercurius til kom Gand i Bryſtet falſthed ſette Sledſthed, Evig oc Løgn til rette.
Roſten Bleff om fider giffvet Aff Gudindernis Herold.
Det lærde Tidsrum, — Filologi.
Kladerne var” herſt ud ſtiffvet,
De Pandora Naffnet bold: Hver Gud gaff der til fin Gaffoe, Der aff hun oe Mafn monn' hafve.
Der mt dette Suidd var ferdig D8 til flade Dag oc Rat, Fandtis ingen meere værdig Til at føre frem dend Skatt, End Mercurius hin Snare Hand den Sag beſt kunde klare
Hand oc icke taffved” lenge For hand fig paa Reyſen gaff, Epimetheus var til Senge Ingen Gieſter vifte aff. Meente fig at være fider Ganſte frj fra falſtheds Strider.
Men Prometheus trecken vifte, De fin Broder ftrengt forbød At han fig ey ſtulle driſte At annamme Sendings brød (Den forbodne Fruct) Men det fort tilbage ſende, Dec det for fin Fiende kiende.
Men mod Buddet hand dog giorde, Tog det an ſom ſticket bleff, Enddog at hand ide burde Følge det ſom andre ſtreff. Men omfider med fin Skade Fandt hand fig hos tomme Fade.
Menniftet tilforne leffde, Uden Arbeyds Moeyſomhed,
Udi herlig Glæde forde, Uden ſiugdoms Farlighed,
Danfle Overfættelfer af Hasfiffe Strifter. 343
Paradjſis Fryd oc Glæde Var dets daglig PerlesKæde.
Men nu Sorgen Siugdom føder Siugdom Alder foftrer op Alderen de graa Haar møder, De een faldet Hoffvet Top, Maa vi fige, at de Dage Kand 08 ide vel behage.
Der den Jomfru var annammed, Tog hun frem fin Buddike, Logget aabnet usforffammet Der i var cen Leddide Fuld aff Ondt oc all U-lyde, Dend flep ud hvor er vor Lyde?
Cen Ting eene bleff tilbage, Menniſtet til ſtorſte Troſt, Haabet ſom os monne drage Til vor Gud med ftørfte Lyft Det bleff under Bredden ftille Cffter Jovis gode Billie.
Man tænfer vel engang paa at udgive den gode gamle Henrik Gerners udvalgte Skrifter.
Laurids Axelſen, Forf. til en betjendt Dagbog (+ 1717), overs fatte Batradjompomadien. Gaandſtriftet var i Lüxdorphs Biblios thek, og udfom i to Udgaver 1724. Prøver af den ene, hvori Forfatterens Navn ligger i Ordene: Liv og Aande, ere meddelte i D. Tilffuer 1805, Nr. 40. Det mefte af den anden, hvori Fors fatterens Navn ligger i Ordene: Lyftig Arbejde, er optrykt i Dagen 1816, Nr. 274 0. fl. Rv. til Nr. 312 og 1817 Rr. 5, men ej fuldendt. (See ievrigt Henvisningerne i Thaarups Fortegnelfe, 1822, 6. 60, 1836, S. 19.). Senere udfom atter en Udgave, Kbh. 1736, hvori de Ord, der angive Overſatterens Navn mangle; nemlig: Muuſenes og Froernes Striid, Beftreven [Som der menes] Af den
344 Det færde Tiberum. Filologi.
gamle og vidtberomte Gradſte Podt Homero; Men nu udſat paa Danffe Riim Ved Hans Hidp, Som haver givet alle Ting. (nemlig: Liv og ande).
Milkel Chriſtopherſen Ravn, Corvinus, fra Bleking (Præft i Skaane. Sommelius 2, 104) tog fig for at vverfætte Virgils Georgica, et driſtigt Foretagende, i et Sprog ſom Modersmaalet da var, hvilfet vil blive fan meget klarere, naar man betænfer, hvor længe de Franffe anſaae deres Sprog for umodent dertil, og at Delilles Overſattelſe forſt udfom 1770, Sfriftet hedder: Publ. Virgilii Maronis Georgica, celler Bonde-Verks Fire Bøger Paa Danſte Riim overfatte, iffe behagelig nok efter Duſte, iffe fuldfommen nof treffed efter Autboris Pottiffe Sødhed, men enfoldeligen fore⸗ filet af Mikkel Chriſt. Raun. Abh. 1680. Bogen, der blandt andre er tilegnet Biffoppen i Skaane Knud Hahn, den befjendte Udrydder af det danſte Sprog i Sfaane, giver et Bevis paa, at de ſtaanſte Præfter endnu hang ved deres Modersmaal. Den poetiſte Indledning begynder han ſaaledes:
Goh⸗underlig Natuur og alle Tings Regenter
Com alle Verdens Diur en Undersart indprenter, Jeg mig forundre maa du faa regiere kand, At mand forglemmer ey fir Fode⸗ſted og Land:
Om Mattergalen end fra Fode⸗buſt forvildes
Og blant en Stingestorn med Snare-baand omhildes, Saa tenfer hand dog paa et Frelſe-bud at faa Og onſter hiertelig fin Honning-buft at naa.
Hvad got? hvad Euffersfaft ? hvad yndig Siale⸗liſe
Kand din natuurlig Melk af Moder⸗bryſt fremviſe? Du rører vores Ciæl med Krafte-fuld Magneet Før Fodſel, førend vi af Ohe vorder feet.
Af Overfættelfen meddeler jeg nogle mindre Prøver af fors ſtjellig Art. (lib. 1, v. 43. Vere novo gelidus etc.) Naar Jis om Vaarens Dag fig paa graa⸗topped Høje Ved Veſtens liflig Kyß og fruſſen Klimp lår bøje, Da paa din Tvillingsftud begynd et Mag at binne, En blanfeft Plouge⸗kniv lad og i Furre ſtinne,
Danſte Overfættelfer af klasſiſte Skrifter. 345
Paa Vaar og Cfterhøft din toſſe plohed Ager Dig efter Billie fig til hpper ring mager, At Laden fyldes op og Veggen ud maa brøfte Ja bugne buged ud af Ax⸗forghlded hofte.
(lib. 1, v. 240. Mundus ut ad Scythiam etc.) Gom Himlen ftiger op ad Scyth- og Riphæ-Fielde Ved Liby Synder⸗Land faa gaar den ned om qvelde. Paa Iffen altid her os Norre⸗Polen rider,
Det Under-Jordes Styx mod Sonder-Axel ftrider.
Den ftore Slange fees ſom Flod med Biorne jafte, Com frøgter for fin Labb i Ocean at Vaſte;
Men der, fom nogle meen, ſtal enten Mat regiere
Og med fit ftedfe Mørk i ſtummel Vraa loſſere,
Og eller did fra 08 Aurora deilig gange
Der med fin Skinne-Dragt ſom Guld⸗baardyred prange. Naar den forlefled Sool til os af Oſten render,
Da Hesperus hos dem det Aften-Bluß optender.
(ib. 1, v. 373. Nunquam imprudentibus imber etc.) Regn daarer ingen Mand: Naar Stove-Regn vil komme, Da op af nederft Dal de Lufte-Traner bromme:
Da Ovien gloer i Sly med vit opſpiled Snude
At drage Luften ind og ud igien at ſprude:
Da Qviddre⸗Svalen fees med Vinge Vand at røre
Dg Frøen Klagemaal ved Aae lår vaanlig høre,
Da Myrer eget Egg ad fine ſmale Veye
Af inderft Hecde-Braa med Fyrighed udfehe:
Da Regne-⸗Buen Vand ved Sole-ftraaler drager
Ja Raune fader Rov, i Flod ad Luft op jager;
Da Fugl fra viden Søs i Caystri Vaange føger
Ved Mofen Asiam og Spiſe fig opfnøger,
Og dypper fig faa ned faa "den, faa den, i Bølge,
At Draaber Perle⸗viiß ad Ryag kand anden følge,
Nu reifer Hovet op, nu ned i Bunde dufte,
Og med forfenglig Fljd fig under Vande bukke.
Den fiedfom Krage og om Regnveir propheterer,
Naar hun faa for fig felv paa tørren Sand ſpaherer:
346 Det færde Tidsrum. Filologi.
Den bitte Pige⸗ſnut om ſilde Nattestjde
Ved Enur: og Skrammel⸗Rokk kand Regne-Vejrlig vide
Af Oliens Sprøtte-Gnift udi den Bluſſe⸗Lampe
Dg naar Figurer paa den Taande fees ſom Svampe. (lib. 4, v. 45. Tu tamen et Jevi ete.)
Paa fpruffed Kube⸗tag Tad Kliſtre-dyndet flyde,
Med ynke Blomſter⸗blad det oven paa bepryde, Tilfted ey Taxe⸗vert hos HGonningshuus at ftande, Og brend ey Krebſe⸗ſtall: Ved Kier og Moſe⸗Vande, Ved ſuure Stinke-poll, ved hule Skrummel⸗kante
Og ved et Eecho-ſted Bjsfuber iffe plandte.
Samuel Hanfen Wallenberg (dette er Mandens Ravn): C. Sallustii Crispi Giſtorie Om dend Romerſte Borgeris Catilinæ, og de Numidiers Kongis Sugurthæ Kriger mod de Romere. Kbh. 1702. Men C. Bartholins Approbation, der for Reſten juft iffe anbefaler Dverfættelfen, er dateret Hafn, d. 12. Dec. 1687. Overfættelfen er altſaa fra denne Tid, for Overfætteren blev Degn paa Chriſtianss.
Mogens Vingard: Lucius Annæus Florus, Det er Roms Opkomſt, Tiltagelfe og merfelige Bedrifter Fra Romulus Indtil Octavius Augustus Cæsar, Kbh. (under Tilegnelſen 1699). Q. Curtius Rufus Sampt Joan. Freinsheims Tilleg om de tu ſtore Monarchers Darii og Alexandri Magni Bedrifter P. 1. Kbh. 1704. (Nova liter. maris Baltbici 1705, &. 46, hvor dog Tilleg om er blevet til Billegan). Fortalen til Florus begynder han ſaaledes:
Gad min Fordanſtet Florus: fad dig fee; lad dig laſes; lad dig bonſes paa baade i dine Stafvelſer og i dit Danffe; lad dig eftertændes, om du kommer ofver ens i din Meening med den Ro—⸗ merſte Florus, og fortryd ide paa, om du finder retfindig, tilborlig og retdemmende Modſigelſe (etc.) Gad og ud, og hent mig nogle Senge ind, at, ligefom du ved mig vorder kiendt hos andre, du og mod mig vil erfiende det: Saa ſtalt du og fnart faa en Kamerate Curtius til dig (etc.). Slutningen af denne Fortale indeholder adſtillige Bemarkninger om Reiſtrivningen; f. Cr. „Preſt med endel e og ide med æ: thi det kommer af mgsogvrns"; „og bør
Danſte Overfættelfer af Hasfide Striftert. 347
ſtrifves med g. og ide med c“. — Fortalen til Curtius beghnder med: Ger fommer Jeg en Romaner Q. Curtius Rufus frem i det Danſte Tungemaal, at ſtrifve om Alexander Konge i Macedonien, ſom fiden for fine høje Daader blef faldet den STOre (etc. Pan denne Maade bliver han ved at indføre Curtius talende, fom om Han endnu levede). Udgaverne af Ehlvii Alerander Magnus omtales.
Chriſtian Rofe (Kantor i Odenſe, D. Digtet. Hiſt. 4, 111. 142,) overfatte Ovids Heroider, og havde i Sinde at give fig i Færd med Birgils Eneide, ifølge Fortalen til: P. Ovidii Nasonis Heroum et Heroidum Epistolæ; det er: Elſtende Forſt⸗inders Sorge⸗ og Klage⸗Breve, og Elſtende Førfters og Forſtinders Kiers ligheds Breve. Af det Latinske Sprog i lige mange Vers Overs fat. Kbh. 1703. 4. Med Anmarkninger, tildels paa Latin. (Nova liter, maris Balth. 1704. &. 219.). Da Rahbek allerede har givet Prøver deraf, henfætter jeg fun et Stykke med Overſatterens Retſtrivning, af 10 Heroide, Ariadne til Theseum:
Jeg har de vilde Diur ej faa Tyranniſt funden, Com dig; Hvo verre var end du at lite paa? Det Bref du las, er fendt fra ſamme ftrand og grunden, Hvorfra du uden mig er feet til Sejls at gade; Der, ſom min føde Søvn mig Stadel har bedraget, Og din Forræder, fom i Sovne daaret mig. Det var om Morgenen, før Solen blef opdaget, De qvidrend? Fugle end i Skoven ſtiulte fig. Jeg var half doſig, fov og vaaget ej tilfulde, Dog fraulet op paa Knæ, og fandt mig runden om, Mig ingen forefom, jeg over alt for fulde, Ut lede i min Seng, mig ingen forckom. Ekrek driver Sevnen bort, jeg fpringer op i harme, Dg ſegner Magteslos igien ned paa min Seng, Jeg flog mig for mit Bryſt, med Haand i Haand mon larme Og ref i Gaaret, fom af Sovnen fad i fleng. Det Maansliuft var, jeg ftod og allevegne glaned, Dog intet uden Haf og Bandet for mig fane, Cnart hid, fnart did igien jeg løb omkring og flaned, Os fanden hindrede hver Trin jeg vilde gane.
348 Det færde Tidsrum. Filologi.
Imidlertid, hvor jeg mød Raab og Sfrig har faret, Der lydde Steenene med ſamme Raab og Røft;
Saa tit jeg Thestus! ſtreg, faa tir mig Steden fvaret, Mig ſiuntes Steden felv at ville give Trøft.
For ftod et Bierg, nu ſtaar kun nogle grønne Trunbtes Thi Klippen meſtendeels i Bandet er ædt af;
Der krob jeg op, mit Haab mig fan langt ſthrcke undte, Paa det jeg kunde fee ud paa det vilde Haf. (etc.)
Peder Jakobſen Bring: Forftelige Dyders Spehel i den priis⸗ værdige Keyſer Trajano, Foreftillet ved C. Plinii ypperlige Panegy= ricum til ſamme Keyſer, Mu everſat £ Danfte Sprog og ved Sum⸗ marier og Anmerckninger forflaret. Kbh. 1704. (Nova liter. maris Balih. 1704, S. 219). J Fortalen figer han, at ban har beflittet fig pan em god reen danſt Tale, efter vort Sprogs Egenſtab, ubeblandet med fremmede Ord,” og han har virkelig i Dverfættelfen undgaaet de franſte Ord, ſom forekomme i Tilegnelſen. Man fordanffede den Gang de latinſte Embedsnavne, ſom Raadsherre (Senator), Borgemeſter (Konſul).
Andreas P. Thrane: Dend Mantuanſte Hyrde-Comoecdie, udi De Ti Acter og Hyrde⸗Discourser forfatted (etc.) Af Latinen paa Danffe Elegiaca translaterit. Kbh. 1709. med en højtravende Tilegnelſe til Gref Chriftian af Danne-Skiold. Denne Overfættelfe er i det bele for føgt og fmagløs til at komme videre i Betragt⸗ ning; det maa derfor være nof at henfætte Beghndelſen af Ottende Act, Kaldet Pharmaceutria :
En hyrtig Hyrde-Sang jeg engang artig hordte, Som Gyrden Damon, og Alphefibæus førdte: En Koe forundrede fig over deris Tvift, Saa hun forglemte flet at gnafve Urte-Qvift. Forbauſed Lofferne blef over denne Stemme: Ja alle Floder og ſtod ftille, maatte glemme Sit forig vanlig Løb, og ſtolte Bolge⸗gang: Jeg fiunger Damons og Alpheſibæi Sang.
Desuden omtales eller haves i Gaandſtrift adſtillige, endog Betydelige Overfættelfer, af hville bemarkes: Margrete DOuigov har,
Danſte Overfættelfer af klasſiſte Strifter. 349
efter Thura, overfat to Bøger af Cicero de officiis, og de tre førfte af Cæsar de bello Gall., men de vare ej beftemte til Trykken. Ligeledes ſtal Chriftian Ring have overfat Cic. de officiis. En Overſattelſe af Sulpitius Severus af Henrik Hanſen, Præft i Skambh, 1639, havde Thura. En Overfættelfe af Terenſes Eunuch paa danſte Vers, efter Vandal forfattet i Ribe, brændte i Slotsbranden 1794, (Prøver deraf i Vandals Fortale til Ny originale Stuefpil 2, 4).
En Overfættelfe i Profa af Terenſes Andria, Eunuchus, Heaus tontimorumenos, Adelphi, Hechra og Phormio findes i den Thottſte Gaandſtriftſamling, Mr. 1048. 4. Ved Enden ſtaar: Marfoinss holmb Den 9 May: Ao. 1676.
Matthias Moth, den danſte Ordbogforfatter, overſatte Ovids Forvandlinger i Alexandriner før 1680; findes i Haandſtr. paa det Kgl. Bibl. i Ny Kgl. Saml. Nr. 57. fol. i to Bim. (Molbech om danſte Ordbogsarbejder i Ny D. Mag. 5, 248).
En meget flittig Overfætter var Frands Miffelfen Ugilt (Præft til Aakier i Aarhus Stift) eller Frands Mikkelſen Vogelius (Præft til Aaſted og Scherum i Vendſhsſel, f. i Ugilt 1640, + 1702), thi disfe to ere uden Tvivl cen og ſamme Mand (jf. Vorm 3, 870 og Thura, Conspectus, S. 74). J Nova liter. maris Balib, 1698, S. 212, hedder det om ham: Franciscus Ugildt, pastor ecclesiarum Aakier (ete.) dioeceseos Aarhusiensis Thu- eydidis 8 libros de bello Peloponnesiaco & lingua græca in Danicam transtulit, et Pauli Vindingii (etc.) censurå approbatos, publicis typis destinavit. Idem quoque Herodoium, Xenophontem et Diodorum Siculum, Danicè versum, prælo parat. (See ogſaa Nov. lit. mar. Balth, 1699, 6. 209. 1705, 6. 46 og Kancellies raad Deichmanns Brev til Suhm i Suhms Saml. Skr. 15, 314). Hans Thuchdid, med Bindings Approbation 1693, findes i den Thottſte Saml. Nr. 1305. 4. under Titel af Thuchdidis Otte hiſtoriſte Bøger om den Peloponneſiſte Krig, anfanget 30 Julii 1683, fulddrefuen 1 Febr. 1686; og lader fig ret godt læfe.
For endelig at tage Afſted med den gamle Verden, fan der endnu, foruden de egenlige Overſattelſer af klasſiſte Forfattere, Bemærfes, at man ved en anden Slags Skrifter føgte at bringe Lærddommens Frugter ud iblandt menig Mand ved af de Gamle, ofte paa anden og tredie Haand, at ſamle Hiftorier, Myther, Natur⸗
350 Det færde Tiderum. Filologi.
undere, moralffe Sentenfer og Ordſprog, o. desl. og dels for fig, dels blandet med nyere Mærfværdigheder af Giſtorien og Naturen at fende det i en broget Blanding ud f Verden. Et Exempel paa denne Slags Sfrifter ér (Roſtockeren) P. Laurenbergs Acerra philologica eller Tre Gundrede Nyttelige Hiftorier, fordanſtede af Jens Sanderſen, Præft + Gjentøfte, Kbh. 1639. (Linde For⸗ tegnelſe over Karen Brahes Bibl. S. 144. J det Cremplar, ſom Conferenceraad Wegener af fin ſjeldne Samling har haft den Godhed at laane mig, mangler Titelbladet), De gamle SHiftorieffrivere, Filoſofer og Digtere have maattet levere Bidrag dertil, og hvo fan Beregne, hvor megen Gabn og Moro der i em vid Kreds er bleven udbredt ved disſe Fortællinger, der næften alle tillige have en moralft Tendens. Man finder her f. Cr. Ariſtomenis ſelſomt Liff oc Endeligt; Den Samtale, fom er falden imellem den vinge Herculem, oe Vellyſt oe Dyd; Om Polycratis ſtore Lyde; Horatii Coclitis Nidderlige Gierninger; Diogenis Liff oc Bedrifter; De Siuff vjſe Meſtere af Græcia; re Charites eller Gratiæ; Ennij Lignelſe om Lercken oc hendis Vnger etc. etc. og derimellem Amerikas Opdagelfe; Om det at Menniftet vender Anſictet op i Vejrit; Biergenis Hohhed, ve huor hoyt Skyerne ere fra Jorden; Haffjens Dybhed etc. ete. Det er vanſteligt at finde en fort Prøve iblandt disſe Hiſtorier, der næften alle have noget underholdende ved fig; jeg tager derfor fun et Par andre Brudftyffer: Om enten Cgit vaar før eller Hønen. Plutarchus vdi fin Diſtrede eller Bordſprock gier et Sporßmaal, nemlig om Egit er ældre oc haffuer værit til før end Hønen? Som han vilde faa megit fige. Er det et Eg, da maa det være giort aff en Høne, derfore gaar Hønen fore: Tuert imod, en Høne, den maa være vdliggen af Eget, derfor gaar Egit fore. Dette Sporß⸗ maal fiunis Latter værd, oc vfornøden, naar mand anſeer det fan flet hen: Men det betyder megit, nemlig, den ftore Tuiſt oe Strid, om Verdſens Evighed oc Wendelighed. (Derpaa Ariftoteles og Skriften). — Om Solen danher paa Paaffedag. Den gemeene Mand troer ide alleene her hof 06, men mand finder det oc ſtrefuen i ſomme Postiller, at paa den lyſtige Paaſtedag, ſkulle den gode Soel paa Himmelen, imod Aftenen, naar hun gaar vnder, dantze, oc giøre trende Frydeſpryng, efrer de Ord i den 19 Pfalm. Exul- tavit ut Gigas, ad currendam viam suam. Der udofuer pleher
Nyere Sprog. 351
Vnge oc Gamle om Aftenen, naar Solen gaar ned, at ſpatere vden for Porten, i haabetal, at fee, huorledis Solen danger. Naar de mu hafue feet faa længe paa den, indtil bun blifuer dennem for Syene brun, blaa oc mør, merne de vift, de hafue feet Solen dantze. Dette er en ſtor Daarlighed oc Mißtro. (Thi ophøjede den fig eller fatte fig ned, maatte den ganſte Verden fig tillige ops høje og knage; og hvis det var fan, at Solen danfede den hellige Paaſtedag, fan behøvede man da iffe at difputere fan meget om, naar den indfalder).
De nyere Sprog lærtes praktiſt paa Rejfer eller hjemme ved antagne Sproglærere. Det enefte, der for Literaturen ved deres Dyrkning fan være af Bigtighed, er de Skrifter, der bidrage til at oplyſe, naar de bleve faa almindelige, at der behsvedes en grammatiſk Undervisning deri, Det tyffe Sprog var maaſtee et af dem, der fenejt behandledes med ſtrengere Videnftabelighed. Der var allerede 1646 en tyſt Hofpoct Adam Frederik Werner; en tyſt Grammatik blev overfat af F. A. Klhne 1696. Franſt Sprog indfaldtes ifær ved Adelens Dannelſe i Sors, og blev fiden hjemme til Hove. Daniel Matras blev 1623 Prof. i det franfte og italienfte Sprog i Sorø, og udgav adſtillige hertil hørende Skrifter 1625—56. S. S. Bachkeger virfede igjennem Modersmaalet 1660, og fra den Tid fan Brugen af det franffe Sprog anfees for temmelig almin⸗ delig. J. S. de Dampierre var franſt Sprogmefter hos Dronning Charlotte Amalie 1672. Jean Sterpin blev Sprogmefter hos Kans⸗ leren P. Reedtzes Sønner, (indſtreven fom Student 1662, Unders bibliothekar ved Univerſitetsbibliotheket, afſat 1670), og medtog til⸗ lige det engelſte Sprog. Til Udbredelfen af dette bidrog Henrik Gerner; Nordmanden Fr. Bolling var engelſt Sproglarer, og udgav en Grammatif med Ordbog. Kbh. 1678, og Chriften 2. Nyborg (Feltpræft, + 1702) Addresſe til det Engelſte Sprogs Læsning. Kbh. 1698 (Nova liter, maris Balth. 1698, &. 165). G. B. Lopez var italienſt Sprogmefter hos Dronning Charlotte Amalie, og udgav nogle italienſte Lejlighedsſtriftet 1676—77. At Grev Res Bolledo gjorde os befjendt med Spanſt, er allerede omtalt, og det gav vel Anledning til, at Carl Rodrigues blev anſat ſom Prof. i det franſte, ſpanſte og italienfte Sprog i Sors og 1669 ved Kjøbens havns Univerfitet. Han udgav Fundamenta lingvæ hispanicæ.
Glottico Dissertatio tilegnet Frederik den Tredie og det vant Uden Sted, 1653. 4. (men her hedd Boéthii). Fra Børommelfe over Latin den er Moder til Franſt, Italienſt og
øg Castiliana, af hwilke der gives en ki følger en fvulftig Bersmmelſe over di Sirener, det er Orphei Muſik, det er deres Hjælp fan man gjennemrejfe hele
Sprog er en uforlignelig Gerlighed. 1 cum Matre Romanå Lingvarum exo quoddam Vinculum est omnium Eu conversatio, societas, commercia , inte lingvis et religione etiamnum differer qrarum beneficio, in toto Mundo, ubicunque voluerit, c« eunque commeare, ubicunque peregrin Weteres equidem Hominem, quot cal Corda dixerunt (elc.).
353
Tredie Afdeling.
De mere hjemlige Videnſkaber, danſk £ovkyndighed, Giftories Oldſager og Sprog.
12, Danſt Lovkyndighed og dens Forhold til ben fremmede. Niels Demmingfen. Claus Plum. Chriſten Ofterfen Vejle. Peder Lauridfen Scavenius. Henrik Ernſt. Adelen; Niels Kaas. Jakob Bjørnfen. Arild Hvitfeld. Peder Galt. Jens Bjelfe. Fra 1660: Jens Dolmer. Peder Refen. Peder Lasſen. Ragmué Binding. Otto Sperling den Jagre. Henrik Weghborſt. Chriſtian Reiger. Povel Nielſen Roſenpalm. Chriſtian den Femtes Danſte og Norſte Lov.
Lovkyndigheden lader fig henføre til forrige Afdeling, men ben betragtes her, fordi vort nærmefte Formaal fun er ven danſte, ber tillige ftaar i faa nøje Forbindelfe med vor Hiſtorie og Modersmaalet; og dens Hiſtorie er allerede faa udforlig og omhyggelig bearbejdet, at et Omrids deraf maa være tiljtræffeligt for Literaturens almindelige Hiſtorie.
Den danſte Lovkyndighed, behandlet ſom Videnſtab, maatte i lang Tid ſtaa tilbage for fremmede. Den rom⸗ merſte og fanoniffe Ret vare allerede indkomne i Middel- alderen, og ben juriviffe Dannelſe lænfebe fig til bem. Dette tiltog beſtandig. Ved Stiftelfen af Kjøbenhavns Univerfitet flete deri ingen Forandring. De juridiſte Profesſorer ſtyldte ben rommerſte Net bereg Dannelfe, og be flefte vare frem= mede, Tyffere, ber liden eller ingen Interesſe kunde have for be danſte Folkelove. Lovkyndigheden, ben rommerſte, fil veb Univerfitetsfundatfen 1539 fin Profesſor, og ber blev givet Løfte om Anfættelfe af een til; men bet flete førft un« ber Freberif ben Tredie. Ved Reformationen tabte be paves lige Love deres Kraft, men, beſynderlig nok! og lige imod Luthers Mening, traabte nu ifteben for bem Moſe Lov. I bens Mand bleve be nt danſte Love tildels nedſtrevne. Strif«
23
nær, i alt hvab ber vedkom Slægtlebben: ja endog i andre, ſom angaa Samvittighe af Theologerne, ber ſtulde føre ct Slag juridiſte Forelæsninger. Videnffaben r flrænfes i fin Teenkefrihed.
Miels Hemmingfen gav bet førft ſtem i Raturretten (de lege naturæ 1562 til Grundbegrebet; men derefter hvilede denſtaben⸗ · Øen forſte danſtfodte Prof. Pin. i Kjebenhavn 1688, 1649). mel bom hafi til Univerfitetet, og beſogte europelſte Lande; tre Aar ſtuderede han paa Gießen/ Heidelberg o. fl. St.; var beſogte Fråntrig og Btalien, og "vendte Belgien; hvorpaa hån blev anfat ver UW Strifter' ere Difputaffery men efter hans Chrifjten Afterjen Vejle (Herredsfo NRaadmand i Roesfilde) fit Glosſarium. indeholber dels et Regiſter over be gan dels en Orbbog'ueb Forklaring over Lot
Før 1660. 3855
at ubgive ben anden, og endnu ba han laa paa bet fibfte flet ved Sengen havde Bud hos ham, og meb ſtor Attraa reviderede bet fibfte af ſamme Værk. Det har i lang Tid ubgjort ben vigtigfte Hjælp "tilat forftaa be gamle "Love; men Mandens etymologiffe Kundſtab overftiger naturligvis iffe hin Tids, og ben unøjagtige Tert i be trylte Lovudgaver maatte ofte føre ham vild. Cfter Claus Plum fulgte atter en Roſtolker, men endelig blev endnu en juridiſt Profesſor anfat 1657, og bet en danſt Mand, Peber Lauridſen Scavening (en Søn af Biſtop Soavenius, f. i Roeskilde 1623, prof. juris 1657, + 1685), men heller iffe han holdt Forelæsninger over be danſte Love, og han blev allerede 1660 Generafprofurør. De Studerende, ber følte Mangelen, indgave (1658) en Anføgning til Kongen, at ber maatte paa⸗ lægges en af be juridiſte Lærere eller anfætteg en Doktor juris til at holde Forelæsninger over be banffe Love, eller i bet mindſte til at oplhſe Overensftemmelfen og Forſtjellen imellem ben danſte Ret og ben rommerſte. Det blev iffe bevilget. „Det tyffe Jurifteri var alt i Vejen“ (K. Ander). Heller iffe fra Sorø var meget at vente. Det var. tyft, og be ber anfatte juridiſte Profesſorer gave fig iffe af med danſt Lovſtudium. Heurik Eruft (f. i Helmſtädt 1603, + 1665) var prof. juris her fra 1635 til 1660, ba han kom til Kjøbenhavn, og blev en af Medarbejderne paa Chriſtiau ben Femtes Danſte Lov.
Det var ſaaledes ben danſte Abdel, ber før Enevolds⸗ magtens Indforelſe fornemmelig gav fig af med be gamle danſte Love; be afffreve bem ſtundum med egen Haand eller lode bem afſtrive. Skjondt ogſaa beres Formaal nær« meſt var bet aftive Statsliv, vare be iffe blinde for Big» tigheden af videnſtabelig danſt Lovfynbighed. Adelen næs rede endog Skinſhge over, at Borgerlige ſtulde lægge fig
98"
(ove. oven veijenoie amuu peve fra 1622—24 danſt Minifter i Sverri efterlod i Haandſtrift en danſt Lovhiftori omtrent 1632, hvori han blandt andet 1 Loves Oprindelſe og hævder deres Origi Rigelansler Jens BVjelfe (f. paa Oſte forfattede et Lovglosfarium paa fin V Vers, ber bog maa nævnes formebelfi over mørke Gloſer og juridiſte Kunſtudtrt Langmant i Stavanger, gav en Indho Lov 1650.
En danſt Mand, Haus Lauridf: med at afffrive fvenffe Love og at overf: (omtr. 1590).
Vev Enevoldsmagtens Indforelſe 1 Loblyndighed en ftor Foranbring. Vet ben lærte Borgerſtaud. Borgerlige fu mere i Overretterne, ja fan Adgang Statens hojeſte Embeder ſtode bem aabi
rende Bevis derpaa ér Kongelovens For ed rn AERO RE MAR CO
Efter 1660. 357
gynbte forſt paa ny med Chriftian Stub (1716); og bet ny juridiſte Studiums Skaber, And. Hoyer, blev førft an⸗ ſat 1734.
Blandt de borgerlige Mend, ber høre til denne Tid, ere be vigtigfte: Jens Dolmer, ber udgav ben norſte Hirdſtraa med danſt Overfættelfe (1666). Peber Reſen (prof. juris 1662; Preſident i Kjøbenhavn, + 1688), ber udgav Dolmers Hirdſtraa og tilføjede Vitherlagsretten (1675), og flal have været i Begreb med at udgive fin Forelæsning øver danſt Lovkyndighed (Jurisprudentia Romano-Danica). Peder Lasſen (f. 1606 i Randers, + 1681), ber efter mange Aars Rejfer blev Licent. juris i Bafel 1636, 1660 . Asſesſor i Hojeſteret og endelig Juftitiarius; en Mand, ber er minbre befjendt ved Skrifter end ved fin Deltagelfe i bet danſte Lovarbeide. Over fin Deltagelje i Griffenfelds Dodsdom følte han faa ftærfe Samvittighedsnag, at han vilde bræbe fig felv og fin Huſtru. Den ſom Filolog, Lite« rator og Jurift lige anfete Rasmus Vinbing (f 1684). Den fom Oldgranſter bekjendte Otto Sperling ben Yngre (1692 prof. juris ved bet adelige Akademi i Kjøbenhavn, f 1715), hvis Historia juris Danici imidlertid er forgaaet. Henrik Weghorft (f. i Kiel 1653, vimitteret fra Kjoben⸗ havns Sfole; 1692 Prof. i Moralen ved bet ridderlige Akademi i Kjøbenhavn, og prof. juris ved Univerfitetet, F 1722), og Chriſtian Reitzer (f. i Kjøbenhavn 1665; prof. juris fra 1693 til 1722. + 1736).
Griffenfeld og flere af disſe Lovfyndige, Scavenius, Lasſen, Vinding, deltoge i Udarbejdelſen af Chriftian den Femtes Danffe og Norſte Lov, ber danne et nyt Kurſus i vor Lovhiftorie. Frederik den Tredie gav allerede Befaling bertil i ſamme Maaned ſom Cnevoldsalten var bleven under⸗ ſtreven af Stænderne, ben 26 Jan. 1661. Kommisſionen
358 Det lærde Tidsrum, Lovtyndighed.
beſtod af 22 Mend, Adelige, Lerde og Borgerlige "De maatte giennemgaa alfer Eldre Love,' Recesſer og Fororb= ninger, før Loven lunde redigeres. Arbeldet var neſten færdigt i Frederil ben Tredies Tid, men. afbrøbes i nogen Tid, og optoges paa mp 1671—1680. Atter revideret blev endelig Danfle Lov .givetibtn;15 April (publiceret ben 23 Jimi) 1683, Norſte Lod den 15 April 1687." Til Grund for Danſte Lov "Tagves" Rasmus Bindings Ubkaſt, fulbført 1667, og atter omarbejdet 1669, faa bet ſtal være ham vi ifær ſtylde Lovens fynbige og tydelige Stil. Fortalen, er af Povel, Nielſen, sem fattig Student, ber gif Kancelli⸗ vejen, og tilſidſt ſthrede det hele Kancelli; 11679 adlet under Navn af Roſenpalm. Norſte Lov] blev), ſaavidt muligt, Tempet efter den 'banfte.
Fortalen til danſte Lov ophæver be forrige Love, og Loven felv er Har og tydelig. Man ſtod berfor nu i bem Formening, at man herefter næppe mere behøvede at ſtudere Lovlyndighed. Selv Danmarks befjendte Dadler, Moles= worth, figer, at med Henſyn til Retfærdighed, Korthed og Fynd veed han intet i Verden, ber kommer denne Lov nær; ben er ſtreven i Landets Sprog met faa ftor Tydelighed, at enhver ber fan læfe og ſtrive, hvor ulærd han end, er, ſtrax fan forjtaa fin Sag og føre den, hvis han. vil, uden Sagforer. En lignende Roes ijtemme alle fjern og nær. En anden Fremmed finder ben endog faa Mar og nøjagtig, ſom om ben bar bifteret af S. Povel. Til BVogtrytfereiig Berominelſe figee, at ben kom ub uden Tryffejl. '
Det juridiſte Studium i Almindelighed: G. 8. Baden, Den danſte og norfte Loothndigheds Hift. 6. 27. 32—38. SKolderupsRofens vinge, D. Retshiſt. &. 73. Doctores juris i Hundrups Biogra= phifte Efterretninger, 2. $. 1855.
Om Mofe 2ov: Jac. Ulfeldii Hist. dan. hos Westphalen,
Juridiſte Skrifter. 359
Monum. 3, 487. SKofods Ander, Anvisning for en danft Juriſt (anden Udg. 1777) Anhanget: Den proteftantiffe Kirkes Mening om Mofe Lovs almindelige Forbindtlighed og dens Indflydelfe i vores danſte Lov, S. 102. Anders Buch's eller Colding's Skrift: Verdſlige Low oc Skicke, effter hulide Gud ſelff hafde befalet Jsraels Fold oc Menighed at ftyris oc Regaris (ete.) Kbh. 1605, 4. 1631. 4. er den mofaiffe Lov ordnet efter Indholdet. Exemplaret af anden Udgave i Hjelmftjernes Samling vifer, at det har været benpttet til Anvendelſe paa den danſte Ret, da der i Margen er tilſtrevet mange Steder af ældre og nyere danffe Love.
Niels Hemmingſen de lege naturæ apodictica methodus. Viteh. 1562, (Den ældfte Udgave findes i Stiftsbibllotheket i Roeskilde; jeg har benpttet Udgaven 1566 i Hjelmftjernes Samling.) Deafaa i Opuse. theol. S. 226. jf. Schlegel, Naturrettens Grund⸗ fætninger, anden Udg. 1, 24. Paulli, N. Hemm. Paſtoralth. S. 20. Schlegel regner denne Bog blandt de ubetydelige, ſom den viftnof er for den praftiffe Jurift; men det er dog mærkeligt, at en danſt Theolog hundrede Aar for Puffendorf fremſtillede Naturens Lov: fom Guds Lov og ſom den rette Kilde til alle menneffelige Love, en Anſtuelſe, der er faa ophøjet over hele hans Samtids. Bogen tilegnede han (1562) Erik Krabbe til Buſtrup formedelſt dennes Fortjenefter af de danſte Love. Anledningen dertil gav hans Forelæsninger over Pauli Brev til Rommerne. Gan gaar ud fra Socrates Platonicus, Ea demum lex legis nomen ritè sortitur, quæ non solum auctoritatem principum el magistratus habet (han var fangt fra at anfee dem for Guder og Engle), uerum eliam, idque multo magis, ralione firma et immota nititur. Hæc ratio aliunde peti non debet, quam ex duobus, nempe, ex natura ipsa, et fine legis. In natura ipsa sunt semina guædam iusti et honesti, præterea iudicium, quo iusta et honesta iniustis et turpibus præferantur. Eæ his seminibus oriuntur leges, quæ destinantur incolumitati reipublicæ, non aberranti ab ultimo fine, ad quem omnia referri oportet. Quæ- cunque leges isto pacto sunt extructæ, solæ merentur leges dici, ct non quæuis Tyrannorum decreta aut potentum placita. Efter derpaa at have omtalt den Lov, fom en Kejſer gav, at en Mand maatte tage to Huſtruer, vedbliver han: Quicunque ergo
360 Det lærde Tidsrum. Levlyndlghed.
isti impuro decreto øbtemperarunt , non exeusantur Imperatoris autoritate, sed a lege riafuræ, gquæest et Dei, damnantur, Nam et a natura aberrarunt, et Deum naturæ opificem contem= Scrunt ingrati, Denne Naturens Low funde han rigtignet |ifte ſaa lige forene med Syndefaldet, hoillet han var langt. fra at ville fade falde, thi hvad vilde der iffe ſaa falde medz men der var efter det dog blevne nogle Gnifter tilbage, -fonn man maatte talke Gud for. Quare agnoscenda est hæce luæ, et gratiæ Dev agendæ sunt, quod ipse håe luce natiram lumanam ovnanerit, ae etiam post lapsum igniculos qpuosdam in nature veliquerit, qui dum excitantur cogitatione pulcerrima uirfttum ac legum harmonia, et ueluti ædificatio quædam agnoseitår, ” Dette Forføg var nyt: Nullus tamen adhue, quod sciam, hæt elementa utra— didit, et oslehdit viam progressus demonstratiui vin hae nobilis sima naluræ, ut ita dicam, arté, quod sane summis illis uiris (de græffe og rommerſte Filoſofer og i vor Tid Melanchton) haud fuisset diffcile, si naturæ principia, et inde conclusionum ex= tructiones, ea tractare methodo proposuissent, quam nos sequi- mur, Ben han haaber, det vil være gavnligt: Hinc enim futurum spero, ut non amplius Ethicæ ac iurisprudentiæ sludiosi ferant istam quorundam contumeliam, qui negant doctrinam de mori- bus et legibus demonstrati posse, uidebunt cnim clarissime non minus legis naturæ conclusiones destitui euidentibus demonstrationibus, quam artem Euclidis, quam quidam so- lam demonstrationibus niti, falso contendunt, Kun eet Sted vil jeg endnu anføre af Bogen felv, fordi det fan ſmukt udtaler dens Tendens: Non ergo sensu brutorum præcipites ruere nos decet in ea, quæ primo aspectu dulcia et iucunda videntur. Nam cum coguitio sensiliua, quæ est opus animæ sentientis, tantum retinet nos in ijs quæ sensibus arrident, nos contra cogitare debemus, quo animæ gradu a bestijs distamus. non enim s0- lum cum stirpibus crescimus et vegetamur, et cum brutis ani- mantibus senlimus, verum etiam cum angelis mente præditi sumus, Quare guo mens mos vocet spectandum est, Dg Hvorhen fører den? Til Guds Crfjendelfe og Guds Dyrkelſe: ag- nilio Dei ac agniti Dei celebratio. Ægnoscere Deum et ag- nitum colere, proprijssima actio hominis est. Quare homo
Juridiſte Strifter. 361
merito feliæ et bentus est, quando in hac actione occupatur: contra miser et infeliæ cum ab hac est alienus. Dgfaa i Enchiridion theologicum har Hemmingſen et Afſnit Contractus, hvori han fremftiller nogle Grundfætninger af Jus naturale.
Claus Plum: Winding, Acad. Haun. S. 273. Oſterſon Vejles Gloſſar: Glossarium Juridicam Danicum. Det er Alle Gamble Danſte Glofers rette Forklaring, ſom findis udi te Sfonfte, Sielandſte oc Judſte Lowboger (etc.) af Chriſten Oſterſon Raad⸗ mand udi Roskild. Kbh. 1641. 4. Glossarium juridicum Da- nico-Norvegicum (etc.) Aff Chriſten Oſterſon Weylle. Kbh. 1652, 4. Kbh. 1665. 4. og uten Aar, 4. Som Exempel paa. hans Smag og Ordforklaringer anføres: I Tilegnelfen til anden Udgave figer han: „Det fiunis vel at Ryctet flulde hafve fit Naffn aff Rygen: Et got Naffns Luet er behagelig, det onde Ryete gider Gud ide luctet, oc det ftiender hos Menniften ſom Antiochi fule Legeme,” Af Staanfte Lov anfører han: Judthesdere, og fan iffe faa noget ud af dette ubefjendte Ord, der iffe er andet end: inkte dere, intet af de Ting. Ikke desmindre maa han endnu beſtandig raadfores. See om dette Skrift: Lüxdorphs Rettelfer og Forbedringer, i Kbh. Selſt. Str. 6 D. og Kofod-Anchers Saml. Str. 1, 408.
Peder L. Scavenius: Binding S. 419. Nyerup, Univerfitetet, 6. 171. De Studerendes Anføgning: K. Anders Anvisn. for en danſt Jurift, &. 65. Om de borgerlige Jurifters Stilling ſtriver Vorm til B. Bartholin 1642: Utinam patriæ tibi perspectus esset status, utinam conditio Jureconsultorum apud nos tibi explorata — Degunt hic quidam nostratium plane inglorii, nul- lius rei administrationi admoti, indies aulam sollicitantes, sed frustra. Vormii Epist. 2, 792. Riels Kaas: Den Rette Judſte Lowbog (etc. med Chriſtian den Tredies Reces, o. fl.) Kbh. 1590. 4. K. Unders Saml. Skr. 1, 340; den latinſte Overſ. 1, 355. Om GSvitfelds Norſte Hirdffraa. Kbh. 1594. 4. fre Nyerup, Giſt. ſtat. Skildr. 2, 185. Peter Galts Lovhiſtorie: Arnæ-Magn. Nr. 289. fol. K. Anders Saml. Str. Fortalen 1, XIII. Jens Bjelke: Den danfte oc norſte Lougs ſummariſte Indhold (etc.) udi Vers oc rytmice forfattet. Med en Taffle eller Regiſter derhoes paa alle de danfte oc norſte morke Gloffer oc juridiffe terminis (etc.) per I. B, C. R. N. Kbh. 1634. 4. „Den ev faa flet ſtiliſeret
362 Det færde, Tiderum. » Lovtyndighed
og pedantiſt fom mulig; fulde af franſte, thſte og latinſte Ord heiratz boigtidz congaudium we, fellids frolocken“ o. ſa v. Men Ordforklaringen er ikle altid at foragte: Arildotid forllarer han om den Tid man forſt har) vidſt at bruge Arr (Plod) og Ild. Udſtud er Tilforordnede til at xeſolvere ſig pan em Sag pag andres Vegne Pufefæ, Betaling til, Præften for han vier Foll ſammen. Buſtebarn er Frillebarn. Siunerol, quasi Begravelſeol, fordum holdt, for som nogen Baartegn eller Gjenfard ſtulde komme fra de Dede, tilat vide hvad de ville begiere eller hvad deres Forvandter ſtulle veder⸗ fares. (Nyerups Excerpter i Athene 1, 404.) Samt: Dun Norſte Lougs, Des Summariſte Indhold) Kbh. 1657. 4. Ligeledes paa Rim og med et Regiſter paa alle: de danſte oe, norſte morke Gloſſer oc juridiſte Terminis·Fe Cr Te, It flyde Jord, ſaa ſom en ende af en Agger eller nogit fligt, oe i nogen Maade, kommer offver eens med det ſom kaldig Stuub i den Jyſte Lov. Forklaringer af gamle Ord findes ogſaa i Gelvaders Formular-Bog o. fl. lignende Skrifter. Jakob Rafds ubetydelige Skriſt hedder: Norſte Lovs Memorial Efter den Maade forfattet med Get Ord over hvert. Cas pitel, ſaaſom den: Bog er der kaldes Memoriale Bihlieeom. Khh. 1650. 4. Det mærfeligfte deri er Attringen om Norſte ove Fortrinlighed.
Gans Lauritzon omtales af Schlhter i Fortalen til Wesigdtar lagen S. XVI. XIX, Uplandsl. S. XLI. Sådermanaal,.&. XXXVI-XXXVII; paa fidfte Sted bang Overf. af Sõdermanna- laghens Kyrkbalk i et Papirshaandſtr. i Gl. Kongl. Sami. Nr. 3124. 4., og med famme Haand fynes Arnæ-Magn. Nr. 23. 4. Der indeholder Fortalen til Iyſte Lov m. m. at være ſtreven.
Hvitfelds, Dolmers og Reſens Hirdſtraa etc, fee det udførlige om. disfe Skrifter i Nyerups Hift. ſtat. Skildr. 2, 185, 189. 190. Samlede haves Lovene under Titel: Leges antiquæ aulicæ Norva- gorum et Danorum ex bibliotheca Petri Johan. Resenii. Reſens Jurispr. Romano-dan; anføres hos Vinding, Acad. Haun. S. 428. Peder Laffen: Gofman, 2, 3. Sammes Fundationer paa de Legata ſtiftede af. Peder Laſſen, ſamt hans Liv og Levnet. Kbh. 1753. 4. Dito Sperling: Cimbr. lit. 2, 840. Wolffs Hiſt. Drab. 10, 351. Om hans Historia juris Danici, in qua Jura Saxonica ex Da- nicis derirare molitus. est, fre Acla literaria Uniy. Hafn. &. 174.
Juridiſte Skrifter. 363
Danſte Lov: Kbh. 1683. 4. Paa Latin af Weghorſt. 1694. 4. Pan Toft af Camme: 1699. Paa Latin af Peder Hojelſe. 1710. 4. Kofods Under om det danfte og norſte Lovarbejde under Frederif den Tredie og Chriſtian den Femte, i Krohgs Juridiſt Urfiv Nr. 1, S. 66. Badens Lovkynd. Hik. S. 58. Sammes Danſk⸗norſt jurid. Ord⸗ og Saglex. S. 182. Roſen⸗ palm hos Zwerg &. 340. Anm. — Rorſte Lov tillægges ifær Vilhelm Vorm og Chriſtian Stokfleth. Rherup, Univerſitetet, S. 188. Om disſe Loved Forhold til hinanden, ſee K. Anders Awisn. for en danſt Juriſt, S. 76.
Ligeſom man fatte de gamle Loves Indhold paa Rin, gjorde man bet ſamme med Chriſtian den Femtes Danfte Lov. Dertil hører: Christioni Qvinti Eller dend Danſte LovsBogs Indhold, Forfatted Capitel- og Riimviis i Fyrretyve Linier (etc. etc.) Vel⸗ meent, endſtiont iffun med em flet Penne s fe) (det er Peder Ravn). 4.
Blandt de juridiſte Skrifter paa Latin bemærkes her fun med Genſhn til Goher og Holberg Behandlingen af Slagtleddene ſom en vigtig jurdift Sag for den Tid. Dertil høre: Henricus Weghorst, Comparatio juris Danici et communis in eausis matrimonialibus. Hafniæ 1693. 4. Labyrinthus graduum cognationis. Hauniæ 1702. 4. Chr. Reitzer, De consangvinitatis et aflinitatis pro- prietatibus, graduumque computatione. Hauniæ 1701. 4.
Da Literatorerne iffe have brudt fig fynderlig om vore aldſte Juriſter, anføres her nogle, der dels have værer Profesforer, dels Have beflædt vigtige juridiſte Embeder, felv om de i Literaturen ikke Have gjort fig bekjendt uden ved deres Diſputatſer. Mogle Adels⸗ mænd bør ogſaa endnu tilføjes. Til de fidfte høre: Golger Rofens krands (13594); Rigsraad Otte Krag (1636); Corfit Rofenfrands, + i Madrid 1653 (1645. 1649); Gunde Rofenfrands, bekjendt af fine politiſte Skrifter. Profesſorer vare: ben i forrige Tidsrum nævnte Albert Knopher, prof. juris 1549 (1573); Ricolaus Theo⸗ philus fra Flensborg, prof. juris 1581, føl. Bibliothekar 1589, + 1604 (Difp. 1584 fgg. Cimbr. liter, 1, 680. Nyerup, Unis verfitetet, &. 36); Leonhard Medner fra Lüneburg, prof. juris 1605 (Diſp. 1607 føg. Nyerup, Univerfitetet, S. 120); Johan Muller fra Roftod, prof. jaris 1649, ſiden Borgemefter i Flensborg; Goss
364 Det færde Tiderum. Siftorie.
mus Borneman, f. i Gaderslev, prof. juris 1667 (Diſp. 1669. Cimbr. liter. 1, 59). . Derhos: Povel Thrane, Rektot iDoels (De dignitate et præstantia studii jurisprudentiæ. Genevæ 1606. 4.); Johannes Faber, licent, juris (1653), prof. eloqu. t Sør. Samt Hans Th. Pauelſen (hos G. 2. Baden Pauſen), danſt Reſt⸗ Dent i Lybek (1639. 1643); Pre Binding, fil Lammehave (166275 Niels Benson, Genetalproturer (1669); Thomas B.v. Jesſen, Overſetretar i tyfte Kancclli (167 1)3. Jver Gerbholm, Asfesfor i Hofretten i Norge (1673); Peder Bengon, Mylius, Landsdommer (1708).
13, Danft og Norſt Hifterie, Danmar: De aldſte Forſog. Hiftsi riograferne Hang Gyanimg og Anders Sørenfen Bebel, Gode Lauridſen. Mørsen Pederſen. Chriſten Linved. Hang Mo— genſen. Arild Hyftrelv. Siſftoriografer fra Niels Krag til Chrifian Reiger. Blandede |biftorifte Strifter. Rejfebøger. Hang Nanſen. Shifter fremfaldte ved Tidens Begivenheder; Ove Gieddes og Jens Munts Reiſer; Skrifter om Kjøbenhavns Belejring. Niels Helvad og Hang Hanſen Gfaaning. Jens Lauridſen Volf og Arent Berntfen. Hang Nielſen Strelov. Jens Sorenſen Nor-Nisſum. Peder Reſen og Niels Glange. Norge: Arnold be Fine. Jens Mortenſen. Lucas Debes. Abſalon Peverfen. Brødrene Ramus. Bonden Laus Tids Hanſen. Peder Clauſen.
Naar bet antages for Hiſtorieſtrivningens, ligefom for Naturforſtningens, Maal, at opfatte Fenomenernes, Begiven⸗ hedernes, ydre Birfeligheb i bereg indre Sammenhæng, famt at give Fremftillingen deraf i et rent og edelt Sprog, vilde det viftnof være urimeligt at vente og ubilligt at fræve denne Fordring opfyldt ved vor Hiſtorieſtrivnings Begyhndelſe. Vel manglede der hverfen paa Underſtottelſe af Kongerne og Regjeringen, heller iffe paa Opmuntring fra ben magthavende Adel; alle vare de fig vel bevidſte, at et Folk uven Hiſtorie er en Sfabning uden Bevidſthed. Hi— ftorieffriverne havde for en Del ogſaa Midler til ved Rejſer og paa andre Maaber at tilvejebringe hiſtoriſte Samlinger.
Diſtorieſtrivningen & Afmindeligheb. 365
Men i Følge hele Tidsalderens Dannelſe havde endnu bet lærde Sprog en afgjort Overvægt over Modersmaalet, ber var for udyrket til paa en værdig Maabe at gjengive bet vundne Udbytte. Ikke uben en vig Veemod fan man berfor betragte ben Bej, ber foreligger. Her, ven Fæbres landets Hiſtorie, hvor juft noget ſtulde gribe og forfrifte, forcedle Sindet, noget, ber dybt var trængt ind i Folfet, og midt under ftore Bedrifter, thi de vare der, ſtulde fremkalde en Begejſtring, ber gienklang i Sproget, høres hartad fun fremmede Alkorder, ber overdøve be hjemlige Toner. Imid⸗ lertid begynder allerede nu, næften ſamtidig, paa Latin og i Modersmaalet vor Hiſtorieſtrivning at udvikle fig; og Kampen imellem begge, i hvilken Modersmaalet endnu ligs ger unber, er bet førfte, ber maa tilbrage fig Opmerkſom⸗ heden for den, ber fluer udb over hele Tiden.
Stiller man fig, for med Øjet at følge Parallelerne, paa be enfelte Standpunkter, faa lader altſaa Hiftorieftriv« ningen fig adſtille i to Rælfer: ben latinſte og ben danſte, og ber kunde maaffe gives bem, fom ville foretræffe at følge begge disſe Ræffer hver for fig med omtrent ſamme Udfor⸗ Lighed, bvilfet heller iffe frembyder ſtore Vanſteligheder. Det er imidlertid iffe her mit Øjemed. Det er et befjenbt Fenomen, at ber i alle Literaturer gives ftore Tidsrum, ber ere at betragte ſom blotte Giennemgangspunkter. Man var kommen ind paa en Bej, ber fortfat iffe kunde føre til noget; et Maal fvævebe Tiden for Øje, fom bet iffe var værbt at fomme til. Det fan med Rette ſiges at være Tilfældet med ethvert Folks Hiftorie, ber af Folkets egne Børn ffrives i et fremmed Tungemaal. Fæbrelandets Hiſtorie er iffe udeluffende for Lærde, men ben Gang maatte ben endnu være bet, For enhver lærd Mand var Latinen og iffe bet folfelige Tungemaal at anfee for Mos
366 Det lærde Tidorum. Hiftorie.
dersmaal, og ſelde Feedrelandets Hiftorie og Oldſager maatte fortlares, ilte for Follet, der ĩ Aaudens Rige Ule var til, men for ve hjemlige og freuumede Lerde eller endeg for fremmede Nationer) Men denne latinſte Hiſtorieſtrivniug eller. Hiſtorieforſtniug er nu nat: betvagte ſem⸗ dodt 60885) bet forholder fig ille med den, ſom med hine Videnſtabsſag⸗ hvis Opdagelſer ere lige udodelige, uanſeet i hvilfet Sprog be ere meddelte. Hiſtorien ſtal være; Follets Ejendom, maar ben iffe ev det, er den lun til for den lærde) Verden⸗ og det er” derfor endnu kun den, der til Brug bed deres Studier brager de forældede Forfattere freut, for at efterſee et eller andet. Ingen læfer dieſe hiſtoriſte Verlker, og bet nytter ille ftort at. opfriſte deres Minde, ingen mil leeſe dem uden den Lærde,» Ligeſaa lidet tør man anmode nogen om, naar han iffe har et færligt Djemed, at gjennemlæfe ben Rælfe af. latinſte hiftoriſte og antifvariffe Afhandlinger, ber enten mu ere glemte eller gjorte overflødige. For den Lævbe er ingen Auvisning hertil fornøden, ba Dverfigter fagvis allerede er til. Om Forfatterne i Modersmaalet fan bet derimod antages, at nogle ere minbre bekjendte, at de vel: ſtaa paa Bogliſterne, men nu ere forſvundne af bereg Bevidſthed, ſom iffe have gjort Hiftorien til bereg Fag, og" bet er Synd at lade bem gaa tabte, ber engang have paa⸗ kaldt Fædrelandets hellige Navn. Hele bette Tidsrum er bog, ogſaa med Henfyn til Hiftorien i Modersmaalet, fun en Indledning. Det fom endnu fun an pua at famle Be— givenheder; Fremftillingen er i bet hele uden Kritik, uden Farve, uben Veltalenhed. Kritiffen blev førft til med Gram, ben hiſtoriſte Behandling med Holberg.
J vet jeg henvifer bem, ber ønffe færlig Kundſtab om be enkelte Fag, til be hiſtoriſte Bibliotheker, ſtal jeg derfor fun forføge, mindre med Henſyn paa Selvyttring end paa
De ælbfte Forſos . 367
Sammenſtilling af bet adſplittede, under eet at ſamle en Ubfigt over vor Hiſtorieſtrivnings Fremgang, i hvilfen hin Kamp imellem ben latinſte og danſte, famt begges Udbytte vil fomme tilſthne, og hvorved Forfatternes Perſonligheder, forfaavidt ber ved bem ev noget fremtræbende, vil fafte et oplyfende Stjær over bet hele. '
Sjæfpemidler: N. P. Sibbern, Bibliotheca histories Dano- Norvegica, mid Supplementet hos Westphalen. G. 2. Baden, Danſt⸗norſt hiſt. Bibliothek. Nyerup om Giſtoriograferne i Tillægget til Vedels Den danffe Kronike at beſtrive. Vedel⸗Simonſens Ind⸗ ledning til Nationalhiſtorien. .
De førfte adſpredte Forføg før 1600 angaa dels hiftos riffe Underſogelſer om de nordiſte Folf, dels Kongeræfter, Genealogier og lignende mere ſpecielle Wmner. Til disſe Forfattere høre: Hans Lyſkander fra Bram i Skaane, Johannes Lyschander Bramensis, Broder til Hiſtoriografen (t i Ungarn 1582), ber efterlod et Skrift om be eldſte Folk og Steder i Norden (Antiquitatum Danicarum Ser- mones XVI) ubgivet af Torm 1642. Cornelius Hams⸗ fort ben Yngre (Læge i Odenſe, F 1627), ber iblandt andet 1585 ffrev fin danſte Longeræffe (Series regum Daniæ), fom fan tilegnede fin Ven, ben allerede omtalte Hang Lang fra Asſens, ligeſom han en Elſter af Fædrelandets Hiſtorie. Anders Fofs (Biſtop i Bergen, + 1607) af Stephanius ogſaa anført blandt Saromastiges. Mogens Madſen, Magnus Matthiæ (af Frauds Vormordſen faldet til Lærer ven Sfolen i Landskrone og Medhjælper hos ben gamle fans Spandemager), Biffop i Sfaane 1589 (f 1611), i hvilken Stilling han havde Lejlighed til at forfatte be Lundſte Biſtoppers Hiſtorie (Series episcoporum ecclesiæ Lundensis), ber førft 1710 blev udgivet af TH. Bartholin.
368 Det larde Tidsrum Siſtorie.
Den forhen omtalte Jonas, Colding, Jonas Goldin⸗ gensis, udgav fin forogede Descriptio) Daniæ! 1596, et Kom⸗ pendium, ſom Henrik Belov, Hovedemand paa Koldinghus, havde givet Anledning til)" og ſom han ſtrev paa Bati for at gjøre Fremmede Befjénbte meb hang Fedrelandb Storhed Matthias Anderſen Pors, Mauhias Porsins- (Reftorsøg Sognepreſt til Demlirlen i, Ribe, hvor, han byggede Gaarden Porsborg, afſat 1616) giorde Uddrag af Saxo 1685; Nord⸗ manden Erik Folder, Hans Slangerup vw. "fl "gave fig af med Levnetsbeſtrivelſer, iſſer Adelens mn Endelig til⸗ drog Rigsraaden Jakob Ulfeld den Eldre til. Selss og Kogsbolle (f 1503) ſig ved fin Moffovitiffe, Rejſe (Hodae= poricum Ruthenicum,,1608;,Legatio Moscovitiea 1627 landets Opmcerlſomhed, og den optoges ſenere i Reſens Frederik ben Audens Kronike.
Den forhen anførte latinſte Digter, Rasmus Glen; Erasmus Lælus, gav ftørre og mindre Partier af: Fædre landets Hiſtorie i metriſt Form ((Margareticorum libri. Ms Rerum Danicarum libri. XI.) og lan før den fenere Tid Bruges fom en hiſtoriſt Kilde; men denne Behandling af Hiſtorien fom et Epos, med Muſens Paafaldelfe, med fjerne - Digresfioner og Perſonerne indførte talende, ftemmer kun lidet med, det ſimple profaiffe Indhold og bet brede i For⸗ tællingen.… Indhold og Form mobfige hinanden. '
Anders Fofs: hans: Stamtavler, fordanſtede „Ditleff Holck til Gohgaard, til ære oc. willie aff Jacob Mattſon.“ (Kjøbenhavn). > 1592. fol.
Om Civitatum quarundam Schaniæ deseriptio, der tillægges Magnus Matthiæ, fre Wegeners Hiſt. Cfterr. om Vedel, S. 157,
Matthias Pors, om hvem Cfterretningerne ere temmelig afvi⸗ gende (Cimbr. liter, 2, 656. P. N. Thorup, Hiftorifte Efterret⸗ ninger om Ribe Cathetralffole. Ribe 1846. &. 85, Bendz, Bis brag til Horfens Skoles Hift. Program 1848) nævnes her formedelſt
Hans Svaning. 369
Hans Scite et sententiose dieia Saxonis, 1585, fom jeg bog iffe Har været faa heldig at finde.
Erik Folder om Niels Kaas manglede paa begge Bibl.
C. Erasmi Michaelii Læti NMargereticorum (ete.) Libri decem. Francof. ad Moenum 1573. 4. Tilegnet Dronning Eli⸗ ſabeth af England. Rerum Danicarum libri undecim, Francof, 1573. 4. Tilegnet Frederik den Anden. Skrevet paa Rejfer, uden Hjælpemidler, under Sorgen over hans Kones Død, 0. f. v. Den gamle danffe Adel omtales med Hæder. SHijtorien felv begynder med Cyndfloden og Noah.
Den egenlige Hiftorieffrivning maa imidlertid antages at have taget fin rette Begyndelſe med ben førfte fongelige Hiſtoriograf, Hans Svaning, Johannes Svaningius. Fodt af Bonderfolk i Svaninge i Fyn omtrent 1503 var han i fin Barndom halt, faa han næppe kunde gaa, men fom fig ved et plubfeligt Fald. Han gif i Kjøbenhavns Skole under Rektoren Chriftiern Morfing. Som fattig Student fjøbte han engang en gammel Kjole, og fandt, ba han, for at ſpare Sfræberlønnen, felv ſprettede ben op, i Sommen af ben en Sum Penge, ſom Øvrigheden bab ham beholde, da ber ingen Ejer fandtes dertil, og han blev ſaaledes fat i Stand til at ende fine Studeringer i Kjøbenhavn og ved fremmede Univerfiteter. Chriſtian ben Trebie antog ham 1540 til Lærer for fin Søn Frederik, ſiden Frederik ben Anden, at han ſtulde lære ham danſt Sprog og banffe Sæder; og ba han i tretten Mar havde foreftaaet bette Kald, blev han Degn i Ribe Domfapitel og kongelig Hiſtoriograf 1553. Vaa fongelig Befoftning rejſte han 1579 omfring i Riget, for at opføge hiftoriffe Dokumenter i Byerne, paa Herres gaardene og i Kloſtrene. Han doede i en høj Alder, over firfindstyve Mar gammel, ben 20 Geptember 1584. Han var gift men Maren Sørensdatter, en Datter af Søren
-
8370 Det lærte Tidexum. Oiſtorie.
Jafobfen, Stage; WBorgemeſter eller Raadmand i Ribevtg Havde nieb hende før Sonner gun Deure. ye Svaning boghudte ·allerede paa "en · Beſtrivelſe vvet Dan» martk og” en Danmarks Biftotte "hvoraf til” udget endnu tilt Daanbſtrift. Dete navnlig. Tilfældet med Kg J ven Forſtes Hiſtorie " Ubgivet blev Song- Hanjes, Hifterie (1560). Det. vigtigfte, af haus Strifter,, Chriſtign den Una vens Hiſtorie, blevnaf Hvitfelos benhttet i Haandſtrift/ og blev forſt ſenere udgivet (165840 Hans Forſog blee," ſom⸗ vet gjerne gaar ſtreengt bedonite⸗ Hverten gjorte haus Efler⸗ følger Vebel meget "af hans hiſtoriſte Samlinger (iistbrica schediasmata), Heller itfe har ben yngre. Slægt fundet fi ig. opbygget ved Chriftian ben Andens Hiſtorie. Han var, ſige be, medens han gifvi Latinffolen, og ſtuderede i Kiebenhadu, fra fit tiende. til fit, tyvende Aar Dijenvidne til: Begivens hederne i Hovedſtaben. Hvad -han ſaaledes kunde mindes fra. ſin Ungdom og; hente fra Stridsſtrifter ſammenſatte Han for! Olding. Kronologien er derfor næften allevegne fåtpe; Fog” Begivenhederne: ſnart urigtige, ſuart ftilleve'i jet falfE Lys og. i ſter Uorden kaſtede imellem hinanden. Han firere merker Gram, efter. Frederik den Andens Befaling; og ham taalte iffe, at der blev tale mildt oin sen Konge,hvis Efter⸗ kommere endnu gjorte Fordring paa. Riget. Han erfiger Gram fremdeles,enſtop. Meftor isat forvanſte baade Ting og-Tiper,: hvortil Behrman fojer: og iſer Navne. Mandewnn med fin, Kritik betragter Barnets :Raideteby ogurhfter pan, Hovedet. Men Aarstal og' Nawne kunne rettet 5. hwad⸗ ſtal der blive af,” naar: ben felvlloge Hiſtoriker drejer afler Be⸗ givenheder hen til en falſt Idee? — Foruden Kilderne hos Nherub og Vorm: Den yngre Svanintit Chronologia: Danits, Prolegomene, S. 29. Wegenet, Vebels Leb net, anden Udg.n S. 101. 111. Gram om Chriſtian den Andens
2 gone nn] 0 st
Reformativnsforføg." Bebtmani i Fortulen stile Chriftian den Andens Giſt. jf. Schlegels Semm. gr, Dan Geſch. 2; 47:49. bv 68. qajertanea ; af hislpriam / Cbristophori Secundi ;et:Christiani hvis, fine Del, Evaning efter 6, fonere, Paateghing ane
Gaandftrift, i Gam le Sgt. Fan, Kr.
rr. anm. und de nord. Rigers Forening, 2, 265; y be hun rank ig hår Ene. 3 —1 —328* tetet i ppſal bmtales Rålig | Butt; "dd vilde" brige det pak Fobe, seriplis-literistad.M. Nicalaem:Maghi):iqi tanvvik mecam eodem tempore, liloris bonis Viteberge operam ; dedit…. ; Begge Gaand⸗ ſeriffer, der. ffutte, fig tif hinanden, mag, Huderfages, nøjere. -
… Under, Petri Parvi Rogæfontapi, Nayn udg, Refutatio.calum. niarum cujusdam Johannis Mi Acgessit Chronicon sipe å. Gee foruden de hos Rhetud anførte” Gram i Fortalen fil "Cimbr, i Dafe ti Suhm i Suhins Sem. Sr, 16, 238
Christiernus II. "Daniæ Rex. VE" vetéti prottacitis Mscpi" Joan. Swaningi, Specalam' Regis Magni,: Crutlelis, Incencis, Exulis, Exemplum -cæferiø, jf. — Samml zur Dén. Geſch. 2, 4, 63. ——
rv; Omtrent | igefaastibtig Font: WB Paa Latin beghndte Behandlingen i Modersmaalet,nien adſtilligt deraf er uden Tvivl ganet tabt!i Tiders Treengfel. Den 'f forrige Tidsrum omtalte Jon Turſen ſholede flittig med Fævres" landets Hiſtorie. SfeolgeLyſtander overſatte ham Caro paa Danſt (translulit Saxonom Grammatieum ex" Latino in Das nieum)/ havde Samlinger tildanſte Ofdfager (contessit varia Amtiquitaluor Daniæ fragmenta); hvoraf nun intet Spor findes, udarbejdede ben: fvenfte Krigs Aarboger under Fre berif ben Anden eller Sywaarskrigens Hiſtorie (Annales belli Suetici), hvoraf noget er til i Haaabſtrift, og gav en Skild⸗ ring af Kriſtendommens Indforelſe i Danmark (de rel. Christianæ propagatione in Dania!, Denne hans danſte
. FF
farin nr arrede må rv
372 Det larde Dids rum. Oiſtorie
Kirkelronnile, forfattet 1565, og ijær udarbejdet efter Saro er nu efter bet ſamtidige Haaudſtrift udgivet af Branbt.
Af en ubefjendt Forfatter haves pan flere Steder I Saandførift, bandt andre i Roſtgaards Samling paa Univerſitetobibl REGL. 4. Annales regum Oldenburgicæ familiæ (1448-1548) 1,0 bent ſtrevet, noget tør, men iffe vigtig Aarbog"; . Til hwillen Tid den hører vecd jeg iffe. (Dr. Fr. Gammerich bar givet, mig denne Meddelelſe.)
Om Jon Turſens hiſtoriſte Skrifter fee Brandt i Kirtchiſt. Samt. 2, 276 og Kirtckronniten fold &. 290," Vedel havde M. Forn Danſte Kronnike in fol, fra Kong Dan til Valdemar Eger.” Syr— aarskrigens Giſtorie findes i Gaandfle. med Vedels Randglosſer i Gamle kgl. Saml. Mr. 868. ſol. (Vedels Randglosſer ere ubethde⸗ lige) og andre Afſtrifter under de. følgende Mummere Ne. 8650, fol. har paa Bindet: Anne, Rönnow. At Jon Turfen er Forfatteren, er dog næppe mer end Formodning.
Med Anders Sorenſen Vebel eller Vejle, Velleius, (ført i Bejle ven 9, efter nogle ben 3, Rovember 1542) begynder ben rette danſte Hiftorieftrivning. Hans Faber Soren Sørenfen var Kjøbmand og Raadmand, en ftreng Mand, ber hver Aften [od fine Sønner fomme for fig, for at gjøre Rede for hvad de ben Dag havde tænft og fore taget fig; for Ulydighed og andre Fejl maatte be revfe fig felv næfte Morgen, men havde be fortiet noget, revfebe Faderen bem ſyvdobbelt med Ris paa bet blotte Legeme. Vedels Farbroder, Hans Sorenſen, var Chriftian ben» Tre dies og Frederik ben Andens ,,Støffelmadjer". 1); Cfter: at have gaaet i Vejle Latinffole under Rektoren Niels Bredal, kom Vedel i em Alder af femten Aar til Ribe, hvor Meſter
1) Formobenlig ven tyſte, thi Kong Frederil havde ogſaa fin „fraut⸗ zoſche · Ekomager. Og ligefom Kongerne havde fine tyfte og franfte Hofpraſier, vavde be vel ogfan fine tyffe og frahffe Sto vlemagere.
Anders Sorenſen Vedel. 373
Hanse Thomæfen, Pſalmebogens Udgiver, var Reltor, og Han kom i Huſet hos Mefter Jens Pederſen Grundith, ber Havde været Rektor, men 1554 var bleven Gognepræft ved Domtirfen. Ved hans private Undervisning fil Vedel Smag paa Hiſtorien, faa at han næppe atten Mar gammel havde udarbejdet em Ubfigt over Fædrelandets Hiftorie og genealo⸗ giffe Tabeller. Med Peber Hegelund, Borgemefteren Jens Hegelunds Søn, indgik han Venſtab. J Begyndelſen af Aaret 1561 blev Hans Thomæjen Reltor i Kjobenhavn, og fort efter Sognepræft til Frue Kirke; ſamme Mar kom Vebel og Hegelund til Univerfitetet. Hegelund blev optaget i. Niels Hemmingſens Hus; men Bebel fulgte 1562 med den unge Tyge Brahe ſom Hovmefter paa hang Udenlandsrejſe. Cf- ter at have opholdt fig i Leipzig og Wittenberg vendte han tilbage over Roftod 1565. Samme Dag fom han kom til fin Faders Hus i Vejle, bøde Grunbith i Nibe af Veften; øg endnu ſamme Aar drog Vedel atter'til Wittenberg, Hvor han blev Magifter og udgav Grundiths Similitudiaes (1567). Gfter fin Hjemfomft blev han 1568 „ved gode Venners For⸗ handling“, figer han, Slotéprævifant Hos Frederik ben An⸗ ben. I denne fin Stilling havde han Lejlighed til at fomme til Bords og til Ords med Rigets ypperſte Mænd , den gamle Kansler Johan Fris, ber allerede havde opmuntret Gvaning til at behandle Fædrelandets Hiſtotie, Peder Ore, Niels Kaas, Bjørn Anderſen, ber var gift med Kanslerens Broderdatter Fru Karine, 0. fl. Det var en ſmuk Skik ben Gang, at man ved Bordet efter Bordbønnen gif over, iffe til Byſnak, men, efter Luthers Forbillede, til videnſtabelige og andre underholdende Samtaler. Blandt andet hørte Bedel her Chriſtopher Valkendorf fortælle Begivenheder fra Grevens Fejde; og Fru Karine fortalte, Hvorledes Chris ſtophers Broder, Axel Valkendorf, ofte plejede at lulke fig
374 Det narde Tideram⸗· Hifiorie.
inte og at bede lenge, eg da hang Seſtre ſpurgie ham, Hvorfor han giorde det, ſoarede bd dem: Foruudrer eder iffe derever, tjærelSøftreh Hdr bi ent ille audet et bere Gud om, end detodlene,T at bem vindere ar triſtei igang fra vere! Verden ſaa attend veg! senat bede om faa lengelbisfeve. Faa Dage efternfalst epe Fallenberg Hede! Dittegan Bedel Auledniug til de latinſte Digte, hvoraf det ene var en Samtele imellen Viaior cy Pietas, ſom han ogſaanoderſatte pua DN VEND uk Bedel tilbords hos Peder DreynKansferem mat! der vgſac. Samtalen faldt paa Platina's Vuæ summorum pomicum, fom Ishan Fris ſagde om Tet det var den forſie Bog⸗ han leſte i Rom; og han havde ſden ſtor Lyſt til Ven, fordi ven gear; Sandheden nærmere end andre Pavens Haendſtrivere ag: Øjentjenere.: En Del. deraf var: allerede ; overfåt pak banfte VBers af Siſtoppen i Aarhus, Mefter More Lang E I55..Bedel forfatte: hans Arbejde, og; ubgan tet famlet under Titef af: Antichristus remanus eller. de ronuerſte Baters |Lainet:og Øjerninger (1571).: Tit og - ofte talte Johan Fris da ogfeg om Saxo Grammaticus. . 9 "Mkrét 1570 gav han Bebel en flor Beg, hoori ber var den Owver⸗ fættelje af Saxo, fom- Chriſtiern Pederſen havbe forfaret. De talte. længe-om ben og" prøvere Cverfætteljen, men ven behagede dem ille; det var mere en Omftrivelfe serv! rek SDverfættelfje., Mruingen' vat ofte iffe ret dræbt (truffet), ja ofte ganſte forfejfet. Fris opfordrede Vedel til / at fe bedre den eller til af give:en ny, men dertil Fjendte Bam fik ille fliltelig: eller dulig· Came Sprog tar ham. for' vimfie ligt… ,Cubhog; figer. han, her Haver altib, Gud være: loven, været famnulfe lærde Nitbermændémænd udi Niget, ſom: kaude Baade vel forſtaa, leſe, tale-og- firive god Latme; faa have de alligevel. bellaget; at Gagonis: Latine er· meget tang dg
Anders Sorenſen Bedels 875
bø; og-at ibev, vil megen Tid:og Beſindelſe til, naar han ſtal føjes, om man: vil… ellers vet jorſtaa hans Mening.” Gupnu i ſamme Yar blev. Johan Frie fyg: paa" Bejen ;fta Myfjøbing Slot; han: dode i: December, og»fjorten Dage efter: haldt Vedel ſin Ligtale -aven. fam (1571). Efter Kaus⸗ lerens Dod mente hen nu, ſat ingen: flulbertale Ham noget uil om at befatte fig: meb: vore. danſte Hiftorier meni itke mange: Dage efter opfardrede Peder Oxe ham pan ny dg hvad kunde har andet gjøre end ſamthlke. Dog havde bå et andet Arbejde under Gænber > font han ogfaavaviombebet etvubføre, memlig sen my Udgave af Ha Michael.nu Den udkom ſamme · Aor (1571). ,… Da: han deri, font Wegener hemærler ,sille. blot. førte Bogſtaveriagen · noget mormere til fu Tire Form, men ogfaa ombyttede enfelte:Ord; ber fyntes Bam forceldede, med. nyere eller efter; haus Mening hel⸗ digere, fan er en Sammeuligning imellem, ben ældre og myere: Udgave vigtig for Sprogets Ubviklingehiſtoris. Efter en god Bens . Begjering udgad han: ſrenideles De. fyb Bifes Sprog og Sentenfer (Lbhi: 2672 , iffe 1671 - og: iffe Å Ribe), ſom han tilegnede Eiler Gunbbe,: Cfter Riels Hemmingſens Opfordring (hortatu ipsins -auloris) overſatte han Lipſens Vej pan Latin; den war: færdig: 1573:0g.. udlom mæfte Aar. Peder Oxe og flere Stormeend wedblede imib⸗ Jertip: at opmuntre ham til biftarifte Arbejder. Med Henfyn dertil havde han allerede 1570: faaet "Løfte paa det førfte ledige Kanonilat i Nibe; fans:Thomæfen: dode 1813, derveb blev et ledigt, hvilfet Bedel erholdt; Det vav en Opforbring tilsat; fuldende 'Overfættelfen: af. Saxornn Han. arbejbibe paa hen. fra Foraaret 1573 ;til. Fordaret 15759 men au mangs« leve · Papir. Hans: gobe Ven Tyge Brahe opfordrede derfor bet latinſt Digt de dauſte Kvinder tilvat offre deres Linnev, at vore Forfæbres Hævder ille ſtulde forgaa. Endelig paa⸗
morr mv, ven Dude 1 et mt en Vanſtabning. At giengive hi Del laante og opſtruede Taleme endnu udyrket Sprog, vilde ilke om bet lyſtedes, maatte bet bliv Arbejde; en tro Dverfættelfe, i C dommelighed, vilde ingen kunne en Dmftrivning tilbage, en Omfæ: af Saros Ord, men fun af ham flettes uedvendig Saros Individu treder iſteden; og fan mange da haft, ſaa mange Gange er hans Ind i deres. Saaledes ogſaa med V 80 Aar gammel, ba han foretog fi den Gang ilke have anftillet byberi At forbedre Gnzo, at rette hans h juſt itte for Øje, ſtjondt adſtillige var bar ham om at gjøre. at faa en g ſiger felv: Aeg vil bette fige med g forbedret og forrigeret: Latinen udi lebe tin Aaen 2 mm +
Anders Sorenſen Bedel. 377
udelader noget af ben Tatinffe Original, undertiden giver bet anderledes, ja endog gjør Saxonis Mening tvivlfom. De talrige Ordſprog har han paa nogle Steder ombyttet fortræffelig med danſte (Bar er broberløs Bag; Stalket er Bordags Glæbe); paa andre har han intet tilſvarende fundet (fom Pauci tacentis egestatem æstimant, Faa fjende Tiendes Tarv) og giver ba en flæbende Omſtrivning (Faa ere de, ſom noget gjøre ben, fom felv tier og dyller fin Trang). Gan havde Sands for ben gamle Poeſi, men han vovebe ille at give fig i Kaſt med Saxos gamle Digte; han giver fun Meningen i jævn Proſa. Overhovedet er bet Hart, at han fun vilde gjøre ben gamle Saro tilgjængelig for fin Tiv i hiſtoriſt Henſeende; han bortſtar berfor, figer I. Baben til hans Forſvar, de overfløbige Prydelſer, formildede be haarde Omſtrivninger, og brugte overhovedet al ben Frihed, fom en faaban Original og et ſaadant Modersmaal frævede.
Overfættelfen af Sarxo var imidlertid fun et Forarbejde. Man ventebe fig noget langt ftørre af Bebel, nemlig en Fortfættelfe af Saxo, en Danmarks Hiſtorie. Nogle Uger efter at Overfættelfen var ubfommen, ſpurgte Peder Ore ham pan Kongens Vegne, „om han vilde underſtaa fig at forfølge vor danſte Kronnike fra ben Tid, ſom Saro aflod, indtil disſe nærværende Aar.” „Hvorudi, figer Bebel, jeg da haver vejgret mig, fom billigt var.” Peder Ore bøbe i Oltober 1575, og faa var han da fri fra ben Side; men han blev friftet pan. ny. Henimod Enden af Maret vare Niels Kaas, Jørgen Roſenkrands og flere af Rigets hojeſte Embedsmend famlebe paa Koldinghus. Peder Hegelund aflagde et Beſog hos bem juſt paa en Tid, ba. Bebel var bleven faa farlig ſyg, at Mygtet fagde, han var bøb. Da ubraabte Niels Kaas: Hvad. flal ber nu blive af Saros Gortfættelje? Ja, fagbe Jørgen. Rofenfrands, bet er meget
378 Det lærde Tiderum. » Siftørie.
at bellage, at dette gavnlige og for Feodrelandet særefukse Arbejde ſaaledes ſtal afbrydee 3 December) ſtrev Hegelund Vedel til, og fortalte ham, hvillen hoj Pris alle ſatte paa ham, ogdet Laudets ypperſte og cedleſte Mend Deolige Yttringer kunde ille blive uden Ondflydelſe paa hans Des flatning at ſtrive ſit Fodrelands Hiſtorie, dog gad ham intet Løfte derom forendai forſte Halvdel af Aaret 1578.3Sati fil han, ved Kougebrey af 10.Ouni, Lofte paa Hiſtorio⸗ grafen Hans Svaniugs Præfatiir ved Ribe Domlirle nefter hans Afgaug, dog ſaa; athvio det var det forſte, der blev ledigt, ſtulde en anden have bet, ſom allerede havde faret Løfte derpaa, smendBebel, ſtulde bas forſorges mede det neeſte. Forinden ſtulde han forſt hiemſoges af en ſtor Gjienvordighed Gan (havde 1576 Arolovet fig med Hans Svanings Datter Martine; og iholdt Bryllup . med hende. i Ribe dem 80 Guul 1677. Nogle Uger efter førte "han, hende. med fig”. til Sj beuhavn, men: hans: Glode var kort. Da han med fin ange Huſftru næfte Aar i Slutningen. af. Juli: beſogte Miben, tiden Ban: ſamme Dag fom de anlom angreben af / en hitſig Feber og døbe Dagen: efter fan halvſhttende Max: gummel. ;Vebelg Benner: føgte at opmuntre ham ved at meddele ham ialleflage hiſtoriſte Suger ng: Mindesmoerler, men hans ftore Sorg fremlyfer af. hang Brev: til ben davcerende longelige Sekretcet, Urilo, Hvitfelb… 1, Jeg: fortæres, ſtriver hau, af ben bittrefte Sorg, og feer mig: forgjævdes om eftev: nøgen Troſtuden naarv jeg vender Tanken bort; fra denne vor Elendes Fods fæfigelighen stil: Beſtuelſen af det evige din: Studeringer) bev, forhen: vare! min: højefte Løft; rore mig mu lidet, ogs van du hos augn vilde bu; fee, hdoxledes "mine 'Mufer: førge S famme: Sar. overgav han ſimidlertid fix maaſteetidligere forfattede batinſte Afhandling om den danſte Hiſtorieſtrivning (Commetntarius: ée sscribendå: historia Danica). tib Miela
Anders Gøtenføn Dedelt 3 Sv9
[dal og havbde flere hiſtoriſte, Ronologiſter ogs: ſproglige Ar⸗ bejder for, af hville det vigtigſte var Udgaven af Adam frå Bremens Ristoria: ecclesiastica. " En gammel;Pergaments⸗ leder deraf havde han faret "fra Hloftabibkothelet:4 Sorø, men Forfatteren henete man" ikkenniiDer fandts Inn: (HG gyndelfesbogſtavet af hans Navn, og”: at! han bar Lammniik VBremen; 060 Sammenligning met :Gelmold' uw fandt Bebel, hwem vet dar, og udgav dette vigtige Skvift (15790; 5 Ur gaden; ber. hører til. de 'fjeldne Bøger; Vilomfſtebſen sære et' levende Minde: out Unglverente hiſtwriſte enes og Gærddom;. . :.…. I OUT due Hu Ginn ipod
rr Endelig "funde Vedel (1582) "bx" ham Auguft 1679 babe faget ubetinget Løfte paa Gvaningt Bodlatuv eft bennes Død, fihtte til Nibe," "Sar havde: | (1590) tro⸗ lovet fig mæ Mette Hansdatter, en Datter df Biffopper/i Nibe ; i Hans: Laugefen, der var en Svigerſoönaf Hads Tavſen: Kongen gav ham Tilladelſe til at" tiltræde: et Ka⸗ nonikat 1. Ribe, og han fil et yverligere Tillæg: faa: to: dar. Han / holdt Bryllup i Ribe i Anguft 1591; hano Spiger⸗ fiber. overlod ham en Gaard 1: Sfålegaben: paa bet; faar baldte Liliebierg, Saalebes Dar vet. verdslige. ordnet; dg nu: er det ſmukt at: fee, hvorledes hau med ſtedſe tiltagende Iver ſorberedte fig og hengav fig dl ſin aaudige Gjerning; Maalet for hang Liv, GOjenſtanden for: alle hans Tanfer: Ligefonr' Suhm foreſtilkeden ſig ſeld Vanſtelighebverne ved at ſtribe ben: danſte Hiſtorie, ſaubedes ſogke Vedel ogfaas sat Hare: for: fig odd det var 'hans; havde at igjøre, Den nhsauforte latinffe Afhandliug overſatte hans paa Danſt (Om ben dauſte Hiſtorie at. beftrind) ; ſom om han: derved vilde! viſe,at Mebersmaalet ſtulde væve "det: Cprog:… han diſde btuge. Han udviklede heri, nævmeft uden Tvibdl' for fig: ſelver Hvorledes: Hiftorieftriveren: forſt maa: udbaſte fin
uyyto INDJÆLdES udi Hiſtorien, 9. f bet fart, hvorledes han beffjæftiged arbejder, og ſtedſe vandt faftere Fodfœſ lige Betragtning over Dijtorieftrivni; Korografien. Sin Dygtighed i dem bed et Kort over Island med en kort Wegener, si næften et Var Aarhundre det bedſte Kort over denne markelige £ ban ; fin Opmærtfombev Paa de fyre Bigtighed, bvilfet bar en ganſte ny og Os ille uden Forargelſe for ſine San af, betragte Saxo med kritiſte Hit. tagender oplhſes før en Del ved nogle ef hyilke bes. ene. er utrykt (Methodus historiam Danicam), ben anden, ſom Kaas Mbgivet i Slesvig (Oratio de.c regni, Paciæ. 1684). Denne ſaakaldte Vrudſtylle af et ſtorre ethnografiſt Vært dels ved fine ny Anſtuelſer, dels ved hvorledes hans Mod Doger under 9:
—2
Hubers Sorenſen Bebel. 381
be paa ſamme Øjenftand, Fedrelandets Hiftorie; og Bebel fralægger fig udtrylkelig (i Brevet til Hvitfeld) at han flulbe have faaet fine Samlinger til Danmarks Hiſtorie af Svaning. Endelig fif han efter Svanings Død (ben 20 Geptember 1584) ben faa længe forventede Prælatur, ber ſiden i en fang Aarrelle blev betragtet fom den kongelige Hiſtoriografs faſte Beſolding; men en Udnævnelfe til Hi— ftoriograf findes bog iffe, i bet mindſte haves ingen Beſtalling. Flere Gange havde han føgt om Underſtottelſe og Biftand til Nejfer i Landet. Det opnaaedes iffe. Han gjorde der⸗ for et Forføg paa egen Haand. I Begyndelſen af Juni 1586 brog han fra Nibe, og i Slutningen af famme Maaned var han paa Uranienborg hos Tyge Brahe, juſt paa den Tid, ba Dronning Sophie aflagte et Beføg der. Bed Bordet gjorde Tyge Brahe Dronningen opmærffom paa, at Bedel havde famlet gamle danſte Viſer; Dronningen bad ham om bem, og bette blev Anledningen til ben merkelige Samling af Kjcempeviſer, fom Vedel ſiden udgav. Han opholdt fig ogſaa i Skaane, og indhentede iblandt andet Oplysninger om Malmø. Efter at være fommen hjem i Auguſt, brevverlebe han ydermere med be Mænd, han havde føgt Oplysninger hos, og fuldendte 1587 en almindelig danſt Kronologi, ſamt be danſte Kongers Genealogi. Prøver deraf meddelte han bag fin Ligpræbifen over Fres berif ben Anden, ſom han holvt i Nibe, men udgav i Kjøbenhavn under fit Ophold ber 1588. Han tog nemlig dertil, for: under MWindreaarsregieringen at faa Tilladelſe til at gjennemrejfe Landet, og indgav fin. Beglering derom til Jørgen Roſeukrands; uden fongelig Underſtottelſe kunde han naturligvis ingen Udgang faa 'til Arliverne. I denne Begjering omtaler han Vigtigheden af en almindelig Lands⸗ beſtrivelſe ſom Judledning til Hiſtorien, og Hvor godt
382 Det færde Fiber (Hiftotie.
det var' med” egne Øjnenatihade»feet>'de] mærfeligerStebery" famt hvor fornødent det var ſat opſoge ogbenhjtte be Di⸗ plomer og andre Gftørretiiinger der euduu⸗ tunde finesse) Efter fuldendt Reife bilde han dargive en almindelig Tavle og uogle andre mindre Tavler paa) hvert Laud og Ror· D for fig (et danſt⸗ Atlas )3 mg! endelig haabede ham jargon trent paa et Aars Tit, sat fuldende ſin Hiſtorie Og effterdi⸗ yttrer ·¶ han/ mange »forlænges! efter Hiſterien ref vens Part mene, at jeg er forelangfom dernied/ vilde jeg gierne at be beſindede hva der horer til at ſtrive en fuldlommen (fulde ftændig) Hiſtorie ſom af ingen Mand paa noget Spragner tilforn beſtreven, ſom det udi Sandhed haver fig med vor Kronnike, udi hvillen megen Vanſtelighed med Marat beregue og maunge andre drabelige hojvigtige Sthller ſorefalde, ſom ille funne: faa: haſteligen overfares, men bør med god Be⸗ ſindighed at indfores udi Hiſtorien, ſom bet fig bør, faa vet? fibfte kan jvare til det førte, og bet førfte komme over. et meb bet ſidſte.! Sin Begjering opnaaede han; han fifitonges: ligt Pasboxd (af 16 Juli 1588). til en Rejſe pan et” Mars igjennem ;Rigeti og' Fyrſtendommet Slesvig Holſten,n foratn opføge hiftorifte: Dolumenter. Rejſen varede henimod to Mary" han; enbte ben: ind: %:Maret: 1590. Hvor ſtort Udbyttet Hads været ,: Tan ilke med "Silferhed beftemmed; men bet ſvarere⸗ ile til fang Forventning, og, iffej at tale; om Reiſers Laug⸗⸗ fomfjed: og Befvcerligheder paa: be Tiber Chun omtaler felv hvorledes hau 1588 borlos maatte blive liggende paa Kal- lundborg Slot hos Hat Holgerſen), lagdes der ham adſtil⸗ lige andre Vauſteligheder i. Vejen. Naar han ſenere talten derom, ſagde han: „jeg maatte næppe ftedes. ind paa Ka⸗ pitlet at fee deres Brevlifter, end ſige faa noget ud af demzu bet er Kloſterforſtanderne vel vitterligt.” "Han ſamlede imid⸗ lertid iffe blot Diplomer, men optog: tillige allehaande Ud⸗
Anders Soreuſen Bebel. 15 388:
mevdinger,: før at: beftemuie Stedernes Bolhøjbe 5: Afftande, os desk .Gfter- fin Hiemlomſt ffrew Vedel ben mbførbige'Fors tale tififir Kronnike, -og gik, font han hade, foreſat fig, sover: til ·den endelige Udarbeidelſe af fit Berk. Forarbejderae våresetidte; Arbeldet ſelv/ var forhaanden. At bet, fom han: ograndre mende, ſtulde endes paa et Hav eller. 107: var em" fangvinf Forpentning. Naar han fane. paa ſine Samlinger⸗ Tunde bette Haab ftaa for: ham; hvo hat ilke firagi Beghudelfen feet fin Gjerning ſom fuldendt; og i dette Aaudeſhu, ider udvider Sjælen, vundet Kraft. til at fuldføre. bem: Men bette: Hach maatte ſnart tage af, naat:han gif ind i' Hiſtoriens enkelte Wangfoldigheder. Der laa Anftøbsftene ,. der Sten før Sten maatte ryddes af Bejen; og felv ben Taule, at han: flælbe flynbe: fig, maatte finfe ham. . Derhos maa han alles rede: veb. denne Tid. have mærfet Bagtalelſens Tand gnave: præ fig, ſtjondt der iffe bør tillægges: hans HYttringer mere Vægt end. ber ligger i bem. Der udkom næften intet Skrift pag denne Tid, uden at Forfatteren i Fortalen Hager over og. veœrger fig imod Bagtalere og. Skumlere; men Bebel maatte: mere eud nogen anden bære udſat for falſte Domme; hon. fob i fin: Tid ſom en Abnormitet. For hele: ben. lærde Bevden var dette danſte Veſen en foragtelig Ting ;:og for dem, ber gave fig af med Modersmaalet, var utter bet hes venfte:Væjen en Forargelſe. Han maatte. ſaaledes høre Dadel fra'begge Sider. Han ſtod heri over fin Tid, og juſt derfor ſtal han hedres. Ordene i hans Fortale, ber ingenlande maa udlægges fom et Bevis paa, at han. troede fig beluret af Fjender, og derfor intet udgav, maa forklares efter ben Gammenhæng, hvori de ſtaa. , Denne usle Skrive fyge, figer han, denne hiſtorieſtrivende Pobel foragter jeg; jeg er omgiven af ſerſindede og avindſyge Menneſter, ſom nok ville komme frem, og paa mig forny deres Mynt, efter⸗
384 Det lærde Tidsrum. Hiftorie,
fom der nuomſtunder intet er ſaa ret ſagt eller faa vel gjort, at bet jo ved Klaffertunger flamferes og vanrhgtes“. Netop ven ſidſte Øttring forelommer hos alle; og Sammenhængen, hvori hang Ord ſtaa, viſer, at han: iffe. ventebe ſig andet end Anfalv, forbi han mu Tom. med» disſe Fabler, med bette Træværk, og iffe med aandelige Sange. — Imidlertid ſtred Arbejdet fremad; hvad der er os levnet deraf, beviſer det. Medens han ſaaledes ille i noget Dieblit tabte fit Maal af Øje, beſorgede ham; andre Arbejder udgivne, der længe havde været forberedte. Et Familieanliggende gav ham Anledning til at udgive Synningii i, forrige; Tidsrum omtalte mærke værbige Sfrift om be filoſofiſte Studiers Fornodenhed for Theologen (1591). … Det er. ben. førfte Bog, ber "blev tryft i hang eget Bogtrykkeri, til hvis Oprettelfe han for mogle Mar ſiden Havde faaet Privilegium. Han havbe fin egen Bogtrylker, Hans Brun. Dronning Sophie min» bebe ham om.be gamle danſte Bifer, han havde lovet bende; Han gav hende bem nu, iffe i en Afſtrift, men i en trykt Bog, hvilfet jo var langt fømmeligere; og denne Udgave af Kjcempeviſerne, ber urfom i Midten af famme Mar, var, hvad ber end fan indvendes imod ben, bet førfte i fit Slags, var nof til at bevare hans Navn, faa længe danſt Sprog og danſte Gange ere til. Ingen af disſe Sfrifter lunde være nogen væfenlig Hindring for $rønnifens Fremme. Om han ogſaa ſtrax havde begyndt Udgivelſen deraf, bet vilde heller iffe have hjulpet. Det var iffe hans Opjættelfe eller Sen⸗ brægtighed, ber var ben rette og ſande Hovedgrund til hang Fald. Sagen var ligefrem, at Hofgunſten havde vendt fig, at ber var en anden, ber fulde have hans Beſtilling. De hiſtoriſte Kjenbsgjerninger lægge det for Dagen. Regjeringen i Chriftian ben Fjerdes Mindreaarighed er intet Glandspunkt i vor Hiſtorie. De regjerende Herrer ſynes at have haft
Anders Sorenſen Vedel: 385
fvage Øjne; be Lys, ber ben Gang brændte i flar Lue i Literaturen, ſtare bem i Øjnene. Cnny Generation fteg op, og ben gamle maatte vige. Tyge Brahe blev tilſideſat, og tænfte allerede 1591 paa at forlade fit Fædreland; ham ſtod hele Europa aaben. Det kunde iffe være Tilfældet med en Mand, fom Vebel, ber havde fin Rod, fin Bært alene i Fcedrelandet. Hans Frimobigheb var, ligeſom Tyge Brahes Stolthed, maaſtee gaaet vel vidt, og bet er ille ufandfynligt, at ben unge Konge ogſaa var bleven indtaget imod ham. 9 fin Ligtale over Frederif ben Anden havde fan ſom en højere Herres Tjener aabenlyſt og for alle forftaaelig om⸗ talt Aarſagen til hang Livs Forfortelfe (ved Drif), „ſom næppe nogen anden ſtulde have gjort”. Hans Ord vare: „Hans Naade var altid af Naturen i fig felv en før, karſt, tibig Mand, og iffe nogen Tid, bet man veeb af at fige, haft nogen ſynderlig ſtor Krankhed, faa hans Naade gif dermed til Sengeleje. — Man mener vel, at derſom H. N. kunde haft Aarſag, for fremmede Forſters og udlendiſtke Le— gaters og andre fine gobe Mænds baglige Omgjængelfe, at holde fig fra den alminbelig ſtadelig Drik, ſom nu over al Verden, iblandt Førfter og Adel og ben menige Mand altfor meget gjængs er, da ſyntes for menneftelige Øjne og Tanfer, at H. N. kunde levet mangen god Dag fænger. Men bette er nu forgjæves at diſputere om. Doden vil Have en Aarſag.“ At en ſaadan Yttring maatte berøre Kon⸗ gens Omgivelfe og fortørne felve ben unge Konge, er øjen« fynligt. Men t alt Fald ſtod ber em anden Mand frem ſom Vedels Medbejler, ligeſom Vedel i fin Tid var ſtaaet frem mod ben gamle Svaning; og et haardt Slag ramte ben Mand, ber ubenfor fit Fæbreland intet havde, hvortil han lunde hælde fit Hoved, hvorved han kunde vederlvcege fin Mand, og fom var fit Modersmaals Prydelſe. Niels 25
386 Det larde DiderumOiddrie.
Krag, ber ligeledes var fodt i Ribe, og var em Slægtnitig af Beder Hegelund, havde ſtüderet i Wittenberg og var ved et" franſt Univerſitet 1888Bleven doctor” juris efter ſin Hjemlomſt blev han 1589 udnevnt· til extraordinær Pro⸗ fesfor i Hiſtorien/ 192 til Profi detgreſte Sprog» Da han t næfte Mar fretv vffeuligt Ereude "blev fentt) ti Stor land, fatte han fig bed ſin raſte Feerde imod Bothwell, sn benne vilde bryde sinn i Kongens Veerelſe i megen Gunſt hos Kong Jalobz og vandt megen Auſeelſe hos Kongens lærbe Mænd," ifær' hos Petrus Junius. 9) Begyndeljemsaf Aaret" 1598 kom denne til Danmatiymøg kom vofte formen med Niels Krag vg Venuſinusr De talte engang” om Buda nans Skotlauds Hiſtorie og bes Fejl) ham habde begaaet, naar "ham berorte danſte /og morſte Sager; men det tunde undſtyldes, ba be Danſte felv havde været jan forſommelitze "fat ſtrive veres Lands Hiſtorie. Petrus Junius Ytirede, at berfor burde de tvende danſte Mænb, der jørfelv havbe Evner og Kundſtaber dertil, tage fig deraf, men kſcerhen⸗ veudte han fig til Krag. De regjerende Herrer: fil Kund⸗ ſtab om bende Samtale, og Krag blev udſeet dertil. Naar man: nu betragter, hvorledes denne Sag blev bragte pan Bane, faa tænfer jeg bet ver tydeligt, hvor lidet bet kunbe Have nyitet, om Bebel end havde udgivet fin. Hiſtorieznſhan unde dog ille være den rette: Mand, thi til. hvad Nytte tunde en danſt Hiſtorie i Modersmaalet være for: de frem⸗ mede Lærde; de kunde jo iffe læfje ben, Bedel havde dog endnu en Beſthtter, Kausleren Niels Kaas, men hansbøbe ben 29 Juni: 15945: vg famme Dag udgik ber et. Kongebud til Adelen i Danmarfiog Norge, ſiden til de andre Stænber, at be ſtulde meddele &rag hvilfe Dokumenter og Antikviteter ber hos bem maatte findes, efterbi han havde paataget ſig bet Hværv at ſtrive vor. danſte Hiſtorie og vore Lougers
unter si Sorenſen Badel. 7 887
Bedrift, Sſaa at, vi, ſaavel form andre Nationer, kunde have en ordenlig Hiftorie og Krønnike; "Bebel føgte at; værge fig. Han aejſte tid; Kjøbenhavn. di3ukss. ben AGde war ſhan paa Slottet, men her forlyndte Hritfeld og Fris ham den Veſluuning der var: tagen? eudnu et Aar / maatte han nyde den Preelatur, der var tillagt ham, naar⸗han lovede ai meddele / Rrag· de Altſtyller;han· havde; ſamlet, Niels Kaas / blev begravet den · 288de; "Bebel: bivadnebe: digbegjængelfen:, ;og meppe bar han dommen vel udenfor Sjøbenhavng. Borte; føren Krag, den Bite fil: fin Beſtalling.nS Følge bem: ſtulde han: førft forfatte Chriftian den Tredies jog Fredrik den Andens Hiſtorie (Grunden fees let); derpaa flulbe han / beghnde med ben ældre” Hiſtorie fra Kong Frode len fat, Orden hog fupplere og fortfætte Saro zualt paa Latin, — Dette. Arbejde fulde: være færdigt pan ſex Mar'seller om muligt" før. Derhos fil han Lofte pan en Prolatur i⸗NRibennn Vedel kunde fovubfee fin Stjebne. Hans Svigerfader. Biſtoppen, dode Auguſt 15043 "ba ſogte hate" Bifpebømmet:- Preſterne ſamledes til Valget, men RigBraabet: ſendte bem Befaling at vælge: Wefter Frands: Nielſen, Leftor:i Theologien i Roeb⸗ Tilde; han undſlog fig. Efter flere Forhandlinger fil endelig Peder Hegelund med 'flere Vræfter: Befaling: wet ånbfinbe: fig i Kjobenhavn; og - her: beftemte Rigsräadet ; Hegelund til Biſtop -1595… Vedel fif derimod i: Foraaret 1595 Befaling fra Rigsraadet at udlevere -aft. hvad han: havde modtaget af Niels: Kaas eller ſeld famlet''pag fir Rejſe. ;-Forgjæves gjorde han Modforeſtilliuger i Breve til. Lensmanden paa Riberhus, Valdemar Parsberg, og hans Velhnder Albert Fris. „Det han "Havde. faaet af Niels Kaas og i Kloft- rene, yttrede han. iblandt andet, var lidet eller intet; bet meſte han befab var famlet veb hans egen Læsning. Og bet, mente han, var jo hans virkelige Ejendom; ben Danne⸗ 25%
388 Det, lærde Tidorum. Siftorie.
mand Niels Krag burde bog, ille forlange ;hans, Sven," Et endnu ſtarpere Kongebud Taf 21 Maj, paabod, at Ud⸗ leveringen ſtulde ſtee, ille blot af Vedels, men, egſaa af Svanings Samlinger. Afleveringen beghndte Aarsdagen efter Niels Kaaſes Død, og den forſte varede i ſire Mag— neder. Krag fil. dernceſt, den 8 Juli, Brev paa Vedels Prelatur, rejſte ſeld til Ribe, lod fit Songebrenslæfe i Ka⸗ pitlet, og. modtog» ſeld den anden Aflevering, Ved denne Lejlighed afpresſede han Bebel endnu nicerleligere Samlinger til den nyere Hiſtoriez og endda havde han, ille faaet not Der udgift. et endnu ſtarpere Kongebud den 18.Oltoher, mt Vedel ſtulde aflevere; hvad han endnu havde til Kongens Sefretær. Sigvard, Ved. Til ham, maotte han da afgive fine egne. fuldftændige Udarbejdelſer, endog Planen. tål,;bet hele Vœrl. Dybt bøjebe han fig under, ben. mægtige. Haand, ber havde lagt fig paa ham. Ilke uden Bevægelfe; fan man læfe "Slutningen af; den Beretning. Han, indſendte om Af-⸗ Ieveringeu: hvorledes han haaber, at be trylte Hijtorjes bøger, ſom Han i tredive Aar havde ſamlet og kigbt, ſor fine egne. Penge, vilde man dog ille begiere af ham; fle desmindre flal hang ganſte Liberi ſtaa hans naadigſte Herre Prins og hans Naades tilforordnede Regjeringsraad, gabet fare, og paa bet underdanigſte meddeles, om. be heraf. noget begiere; ſamt med hvillen Ængftelighed han frygter for,,at enduu en. ellex auden beſtreven Lap Papir ſtulde habe und⸗ gaaet hang Opmcerkſonhed. „Disſe forſtrevue Dolumenten, figer, han, exe de Dolumenter, Breve pg. Handel, fom jeg her udi Riget haver ;i min Tid kunnet ſamle og. opſage med hvis ſom jeg ſely ſtrevet haver, og nu overqntvordet fra. mig; efter. kongelig Majeſtcets Befaling, og ille med min Bidſtab haver. noget - ſaadant ydermere i min Verre fag fandt hjælpe mig Gubi fHimmerig! uden hois prentet; Srøne
Anders Sorenſen Bebel. 389
nifer jeg haver i mit Liberi, og hvis jeg haver nogen beholden Øjenpart af den Del, jeg Haver antvordet fra mig. Findes ber nogen ringe Ting, enten Vers, Digt, Viſer, Regiſtere eller faabant andet, ſom fan bog have em føje Ting paa fig og fan være henlagt mig uvitterligt iblandt mine Bøger, vil jeg gjerne bet mevbele ben Danne⸗ mand D. Niels Krag, faafnart jeg bet finder.”
Det er i Korthed Indholdet af Vedels litercere Liv i femten Mar indtil hans Fald (1580—1595). Han var ba 54 Yar gammel, og levede endnu i tyve Aar. Nogle Aar af denne Tid havde han tilbragt pan Rejfer, adſtillig Tid paa Brevverlinger, ben mefte i fin Studereſtne; alle til eet Ojemed. Da han havde overfat Sagv, uͤndſlog han ſig forſt for at forfatte en fuldſtendig Danmarks Hiſtorie ſom en Øjerning, ber overſteg hang Kræfter. Efter at have gjort abftillige Samlinger, fattede han Iveen levende for Øje, og faae ben ligeſom virfeliggjort for fig. I Fantafien maa alt hvab ftort er være til, før bet fan ubføres. Han talte derfor derom ſom noget, ber fnart var eller kunde Blive færdigt. Men til Jværffættelfen kreevedes Forarbejder, Samling af Stof, ber hidtil var ubearbejdet. Han erhværv« ede bet. Der var fun eet Forarbejde, Saxo, og bet endda fun for en ganffe fort Tid, thi over Halvdelen af Saxo maatte underkaſtes en giennemgribende Kritik. Alt bet laa i Bedels Plan, og han begyndte paa Udforelſen. Hele Vartier beraf vare i bet mindſte færdige, ba Regieringen paa een Gang berøvede ham alle hans Arbejbes Frugter. Hvad han havde udarbejdet og hvad han kunde have udarbejdet, bet lader fig vanſtelig afgjøre; thi alle hans hiftoriffe Sam⸗ Tinger bleve ſplittede ab til alle Sider. Af bet, fom han maatte af meb, og fom han ſilkert nodig vilde af med, hang egne Udarbejdelſer, ben almindelige Kronologi, Svend Tves
390 Det larbe Tisrumviſtorie.
ſticege Hiſtorir ag" Fotlſeettelſen daf Saro til Chriftopher den Anden, er kun Svend Tveſtfcegs Bedrifter filligemer Fore talen til den danſte Kroönnile fenere ubgivet (af "SVN Lane] rentſen, 1705. Möogel fine" radon frit An ad
Om Bebels · te Lebeaar ER lildet betjendt Heil havde miftet fit Maalebg FEDTET DE Kender "ds nogle⸗ at han fil WRresobtejdning/ men det prinder fig pha] pha Beretning af en Prerſteſon "fra Siſerbeknder ſiger, at hau Blev indfat·i fine forrige Berbigheber (itzmitatihus fræse] og kriumferede Boe fine REB Ej tere Hehelunde Kalender vidner derimod/ ſaahelfom alle andre Omnſtcendigheder· ¶ Bebel beholdt fit Kanbnitkat men⸗Préelaturen 70 folk Hari habbe miſtet, fik han ilte mk) SE Hand ingen Beſtalliugz havbe fon" Hiſtbrivzraf/ſaa behobede man if at "tage den fra Huth; abuudfckitenhactnihten relvenilte lBeſtilling!! vie se habe været latrebligt efternal matt "håbve tåger” affe Htitis Samlinger fl fan” Han blev flere Gange!valgt HER vcerge gg eg beh fin Alder⸗bpeibꝰ at Ble Kapfttets Genide) BE bteͤbberlete fed "flere Leerbe, Fork" Tyge Greb Engllenbertn Cumbeit; uden Tort” famleberog abardejdebe hhan bzfaa ibgeten· Etkenvernes Hiftorie vg Bibrag' tit Klamarkrigen; ett” ham oudgavintttbinere. o Dte får hans ſtrevne Samlinger bleer ſplittede dd) Bun af ve gatile Folkeviſer blev⸗ ber bevaaret er! DEL) "hobe Werte Gjøe ubgav bei fuürſtel Batt (Tragicn 1637). Bebel ibpbe ben 13 Februar 1616;-$ Huſtru⸗ 1633. "ga eftetlob fre Dottre bg ſet Sonmer, ber "Hade tir kaltig Efterſſcegt, fom enbnil Atter er bød: romted 5% VEL SDEDTTE LENE
"Ste Bebels Skrifter aunbt et optihtig og cetlig Guwbs- ſtygt 7 vſtriften øver haus Biblĩothet "Begyndte red 37 Deb åt "Miisis 'Sacer est hit ”Iochs;"vg endte Faa" Bebraſt meb: nennielohitũ feolantꝰ tk Der br Hud ebinbelig0 gJrflte
Anders Sørenfen Vebel. + 394: religiøje. Meuinger, hælbebe han: tif. Rielg Hemmingſens Ans, flueffen.…. De, Firfelige Feſtdage iagttog han nøje, og afholpt figs: ds; Faſtetiden fra: Kjodſpiſer; og. bet, er; et. Familieſagn, ber iffe modſiges af; Tidsaanden, at han Langfuebgg; ing, fine: Bør, iab 4 fit Studerelanumer, os piffebe bent. meb Rig ail Blods,ellexr, Jom Wegener ſmullere ſiger, feb. bens iſin kaiſtelige Mibljærheb, fornemme, ben. Hybflettebe;Breljers Lidalſex. Kanniferne i. Ribe ſagde pm ham: Bi, fave ,.s Senior, her ser frak iog gudfthatig, Hpg og Angbfnålh,, der giexne gabner fin milde, Han for, ſygeog, fattiag. iMehe megneffer.,; men. ogſaa haendheper Sandhed, tør pel. ſtga paa. Retten og ſige Nej. fox Uret. Ct. lignende Pidneshhrd giver. Bertel; Kaudſen ham: yed hans Dod, ihet, Bro Paulus. Martinjug..i Lund. .(Senex. fuit;, ingenj alacri:, sine ſueq aut fraude, pietatis amaps ;. virtutis. vidus et. conslans. culior el longiore vita dignus omhyggelig fom i Livet var, hau i at.føge, og hæp' Sendho i videnſtabelige Underſogelſer. Fornden ſine hiſtoriſte Stue bier; og. til deres Fremme par han, ogſaa opnyerffom, paa ſproglige Oplysninger, og paa nogle. fanbanne Semærtninger ſtrev han: intet ex ubetydeligt, intet, maa overſezs. (oide⸗ pHÆæQOV ,,… osv. rægapgorgteav). Denue Afverling med Arbejde laldte han: at give fig. til Hvile. . Hans Hiertes Eufoldighed udtaler fig, endelig/i hans Sprag; beh. en elſtelig Noturlighed og Simpelhed, ped gr, Æroftplpigheb,. ber J —5 fig fif Kraft ag Oajhed. rr rr FTil ret at bedomme Vedels Foxtieneſter af whiler ann en er der nodvendigt at fee ham i alle, hang Omgivelſer; det fortrinlige. vil. ba, hæve fig frem, .ag,; Manglerne træbe til- bage, forbi be, vare mubgaaelige.. Gant. ftørfte Fortjenefte et hans danſte Sind og hang, Qjærligheb til Mobersmaalet. Deri overgaar han. alle fine Samtidigg. Men. i, fig lelv
392 Det lærde Tidorum. Hiftorie.
ftaar hang Sprog: løg y Stil under Chriſtiern Pederſens. Det danſte Sprog. havde lenge ligget brak, iſcer i hiſtoriſt Henfeende, en ſtor Del deraf var odelagt, næfjten tabt, og Vedel ſtulde nu finde eller; ſtabe Udtryk for sen; Hel Del Foreſtillinger og Ting/ ſom ingenvhavbde. Med al ſin Kicr⸗ Lighed maatte han da hildes i de Suarer, ſom Satin og Tyſt og Tidens Vidtloftighed lagde pPaa hamp ſom paa alle. Dog er den Roes heller ille vinge, at voere den ferſte i ſin Samtid." Den Om, hdormed hau forberedte: ſig til og vilde: anvende på fin Hiſtories Udarbejdelſe, har jeg allerede føgt at oplhſe.Hau var ille heri langſommere, end! han maatte vere, end bet lidet behaudlede Stof krebede. Det var en alvorlig, dybſtudig loleriſt Mand, der maaſtee behøvede Tid for at faa. Bugt med BVanſteligheder men Fan havbe ogſaa disſe for fig. Det var iffe Stylverber han vilde frembringe; han foragtede „denne hiſtorieſtcivende Pobel“. Levuniugerne af haus lingviftifte Arbejder. oplyſe vs Dit bet Savn han følte paa Sprogarbejder; Han. ſamlede iolandſte Ord, danſte forældede Ord, ſogte at "forklare beres Oprindelfe, opteguede Egennavne, QRunealfabeter:;, Rune⸗ indſtrifter; han havde ille aft dette, hau vilde have tilveje⸗ Fragt bet; hois han havde kunnet. Det foreſdcevede ham, at Kundſtab "i: det islaudſte Sprog var nodvendig, for. nogen ⸗ lunde heldig at komme igiennem ben gamle Hiftoriey; men Hvorledes ſtalde han: hiſtoriſt kunne anvende et Studien, ber førft 'fenere blev. til. Det hiſtoriſte Stofs Ktilder møre enten ubekjendte eller: utilgieengelige eller ubearbejbebes Han udgav jo ſelv førft Adam fra Bremen. Modersmaaletj ſom bet da var, bar vanſtkeligt at behandle. Krag, derſtrev paa Latin, i et Sprog, ſom bet var let at behandle, g vmn Begivenheder, hois Stof: var. ket tilgjængeligt, anvendte otte Aar tilat ndarbejde de førfte ſexten Har: af Chriſtian⸗ aen
Anders Sorenſen Vedel. 203
Tredies Regjering; og lom Heller /illke videre. Saa hjert det end vilde have været 06, for bet dauſte Sprogs. Slkhld at. have ejet/ i bet mindſte ſtorre Dele af: Fædrelandets Hi⸗ ſtorie bearbejdede af: Vedel med ben: inderlige Kjærlighed til flajGjerning, ſom han overait lægger; for Dagen, ſaa kunine viadog Tet 'fljørne; at: denne; Gjerningniſcern dvitift, Sens fænve:' maatte blive. meget. ufulbfommer,fels naar fan nertmeve ſig den nyeve Did. : At han endøgrunber gunflige bre Omftændighuber nogenſinde vilde hate fulbført Fit Veerk, er Het ſaubſynligt. Han vilde ille fave fuldført det, forbi Haw:ttfe lunde, fordi ingen pat ben Tid⸗kunde bet, fordi et Arbejde efter den Plan, ber. førefvævede Han; ille kunde ftembringes, hvetken i: femten eller tyve Hav, fordi det. var sem Umulighed. favbe fan fuldført bet umulige, ja, faa havde Han'I Sandhed været en ſtor Mand; men en tro Sjæl var Vedel, en ſtor Mand. var han ikle. Deter moget andet. Han beſad ilke den Uafhæengigheds⸗ og Frihedsfvlelfe, uden Bvilfe en Hiſtorieſtriver iffe fan. virfe; Dev var noget for⸗ Ingt i. Tiden, han delte vens Broſt og var ikke hævet over bens Fordom. Den ljendte lidet til det Liv, fom kommer indeufra og indenfra Holdes vedlige, ag! uden hvilet. intet ſtort Vcerl fan frembringez. Min bet wilde bog. være ubilligt at bebrejde ham det mere endede andre Forfattere. 'Jvelig er det iffe dem, ber paa egen. Haand, äf en uimod⸗ ſtaaelig indre Drift fatte: Ideer og føge Midler til at ud⸗ føre: bem; bet er be høje: Patroner, ber have opforbret bem til alt hvad be gjøre; bet er under: beres Binget. de th, for at finde Fremgang for'beres Gjerning ;:og maar Gunften flyver "Bort, faa: er bet»tillige: forbi med Arbejdets Fremme. Bed Niels Kaaſes Døv var Vedels Virkſomhed lammet. Detn har været lagt Bedel til. Laſt, at han altfor Tet ved andre mindre Arbejder lod fig afdrage fra fin egenlige
394 Det lcerde Tidorum. diſtorie.
Livsgjerming; men⸗ for denne kunde det ingen veſenlig Hine bring være, atnhanviffe umdſlog ſig for Liveto nermeſte Krav: Denne ſtore Mening omhaus Lerddom og Talenter⸗ hedder det, giorde Folfytilbøjelige til at foreleegge ham de forunderligſte Opgaver. Hans /hoie Patroner forlangte big præbiféner Digte Epitafier mo desl.,ja fan vidt gil beds med de Ting ;»fom man troede vatumnerforbve! af ham ads Kongen felv tilſendte ham vent Sild |af forunderligt Uofeenbe og” forlangte haus Betcenluing derover· Han ſtulde haver haft: Kraft til at unddrage fig ſligt MOg hvorfot det Barer flige Ting, fom for hin Tid vare ſaa vigtige for. vor Smag ting; nogen virfeligsFørftyrving nog kunde ham unddrage fig) verfra 2: "Noget "hørte til, hane borgerlige Stillinge ni Naar en anſeelig Mand, en god / Ben dode, maatte han faar itte flvive, kt Ligvers / over Ham? Sommeligheden krovedendet.¶ Naar. Dromningen forlangte, Folleviſer, ſtulbe fan: faa laxe være at give fig; af. med dem? Og kunde hann fafte ren Sild bort, ſom hans Konge ſendte fam, og. ſom⸗atte re Lærde i Bevægelfe neeſten Hele Eutopa over? Dieſe Silda- Biftorier ere hderligere Beviſer paa Tidens ejendommelige Smag. Holberg fortæller pda fin Made, at: ben: Albalby Blev fanget en Sid i Dreſundaf uſeedvanlig Størrelfe mg færegen Slabniug; thi ben havde et Hoved ſom et Menneſtes og pan! Jafen en Rrone ſom en Munkekrone, vg dens Kleder af Shjcel vare daunede ſom en: Munlkekaabe, faa man ſlalde tnle, at Munkene, der efter Reformationen ille fandt eres Regning: ved at vcere pan Landet, "havde ſogt Voxgerſtab i Havel blandt be ſtaanſte Sild. Kongen lod. denne Fiſt Begravet Kjøbenhavn, og fendte: en Afridsning af: bem tål Kejſer Cartii Spanien. Frederik den "Anden var i deune Henſeende ilke bedre oplyſt end Chriſtian den Tredie.Vedels Sild er eñ afi beste, ber. bleve: fangede svøb Kyſten/ af
Anders Socenſen Bebel. 395:
Norge⸗ 1587.) Slarpfynede Foll unde pan: kens EAhjceh· lNreſe Bogftaver, og udbragte det Ord tincemini Disfe Silb blevenforte ned til Kjøbenhavn, og; ba Ktongenuvät ovresi; Oylland, ſendte oderutil hamu!⸗ Da ihan / ſaat ben med Ond · ſtriften, blegnede fan ogrudbrob ⸗· Ded bethder· min reiler min Kones Dode (qui, derrore rpereulsus .stafim, palleseity et profett i: Hoe:ostentum vel; iel uxorig mørs æsthii Denbleod ogſaaſendte til "HE færde Brofesforerst iRojted men: ingen kunbe ret uubtyder ibn. Nøgle mente; bet var Varſel for: Fifteriernes Aftagelſs, santres fon Krig/ mob! Tyrferne, og andre; at / Domuedatz vav forhannben.:: Bebel ſelb -figerit' fla Ligprtediken iovevri Fyeberifi denn Andenzni Slutningen af Førfte Def; Hvor Hair: opforbrer til Ponitenſe: „Den inderlige Sild, ſomblev fangen i Møtge og fendt hid itili8vug. Maj. til Hatterſleff um udi· Deceubri Money (Anno 1587) fibftr forfeven:; og pc. Mi lodemigeſWDeunc til Honde: flitte, er uden Tdivl om fynverlig, Brevbrageve, med den Krone! og". be gamle Gottiſte Bogſtave for herpas endnu ſynes, man vel ſtee, forubeni sandet. "fremtfarne iD tødhingy at Fiftene' I Havet ſtulle? fattes og⸗ forfvinde ;foin Gad truer hos Profeten“. Det var ham gm ligefan kraftig Opfordring til Bov og) Bebring'; form BEsbregm, fon sbet Barnver! .bfev' føbt; . Obenfe',, ube alle Ærme. 'øg Benen, og deolige Varsler," ſom han ; juft ved famme Lejlighed oms tall "Da Kongen ille faudtſig tilfrebeftiltet ved ber For⸗ Having; manga ham, fendie han Bad, om overalt i To land, om nogen: funbe fortoffe dioſe Karalterer, tilligemed bem pan Jer anden Sild, ſom div: fanget ſamme Dag“ og Bragt til Kongen af:en Borget i Marftranbs»i Øen: franfte Geſandt, Kongen 'af Navurras Geſandt, ſogte efter. Kongeus Befaling Oplysning derom i Paris, og daulylledesn vet endelig” et ſocermerſt Franſtmand, „efter tre Dages Faſte
396 Det færde Tidorum. Diſtorie.
øg ivrige Bønner til Gut og hans Son“, at leſe Ibs ſtrifterne: Paa den ene Sild ſtode Vici flumini vervum, paa ben auden: Wai veri poeuti, poculi, poculi (bet. ſidſte udtryft ved em, tre, Gange gientaget Figur af et Beger). 14 —
Til at oplhſe Vedels hiſtoriſte Færd) tjener ogſaa haus Udgivelſe af Kempeviſerne. Man" finder” ham ogſaa her omgivet af ,Fiovorne Menneſter“, der paa Har vilbe forny deres Mynt“. Det afholdt ham iffe fra at. nbgive bem." Det han frygtede, for, og bet var tildieſe ingen ugrunbet Frygt, var, at disſe Viſers Udgivelſe vilde ; blive udlagt fom et Forſog paanat fortrænge Guds Ord og at ſeette dem iſteden for "hellige Pſalmer? Det er velgiorende for Bedels Minde, naar man ret fætter fig ind i, iblandt hvilke Menneſter han levede. Men bet er ogſaa veberfvægende at. fee hvad ber ved. disſe Viſer fortryllede ham; bet var, iffe det, ber. fœngſlede bem, ber fang Pſalmer. Det var. den vidunderlige Poeſi, ber var i dem, at maar man. bem ilkun leſer, ba bragé be med Magten et Menneſtes Tanker fra al anden Ulyſt og Melanfoli, iffe at tale om den fubtilige og ſode Melodi, ſom be fjunges med.” Med Hen« fyn. dertil var hang Behandling halv tro, omtrent ſom ved Overſcettelſen af Saxo. „Ligervis, figer han, ſom vi have funden bem for os, faa levere vi bem fra os igjen. Men er her noget rettet og forbedret, enten paa Rimen eller 4 anden Maade, med ben ringe Fortegnelfe ſom er lagttil hver Vife, det fan være en føje Ting, og Meningen er bog bleven ben, fom var tilforn.” Ingenlunde ville vi ba gaa i Rette med ham, fordi hang Behandling ille ſvarer til vore Foreftillinger. Selve hans Fejl viſe Attraa efter Sandhed og Skjonhed.
Anders Sorenſen Vedel. 397
See om Vedel, Cimbr. liter, 2, 904. Zwerg, 6.484. Nyerup om Giftorieffr. S. G8,. Paludans Magazin for Lidende 1, 35. P, R. Thorup, Bidrag til Kundſtab om de Mænd, ſom ere udgangne frø Ribe Caihedrafftole. Ribe 1824. &. 82. Sammes Efterretninger angaaende Bhen Ribe. Syvende Saml. 1889. med Gtundtegning af Ribe, Terpager, Ripæ Cimbrice S. 541. 654. Dån, Bibl. 9, 266. D. Mag. 2; 174, 185.241. BidebSimonfen,. Saml. til Elvedgaards Hiſt. 3, 65. Di Pfalmedigtn. Forfatterne 1, 21. o. fl. Men nærmeft er ovenſtaaende j. alt det faktifte et, ofte. ord⸗ tet, Uddrag af Wegeners Hiſtoriſte Efterretninger om A. S. Vedel, anden Udg. Da et Omrids af denne · Mands Liv og Virkſonihed er en væfenlig Del af Literaturens Giſtorie, Hvem ſtulde jeg bø heller følge, end ben hiftoriffe Forfatter, der, ligeſom Walter Stott paa fir Bis, har udpresſet Pomeranſen indtil den ſidſte Draabe. J Anftuelfen af Vedels Fald har jeg. derimod ikke kunnet følge We⸗ gener, Naar han antager, at Vedels Sendrægtighed, „denne evige Opſattelſe, og at han flet intet lod udkomme af fin Hiftorie, ganſke vift var den rette og egenlige Hovedgrund til hans Fald”, fan fores tom dette mig iffe at være en tro Opfatning af Forholdene; hvor⸗ imod J. Mollers Ord, at „Vedel havde tabt Gofmendenes Gunft og kunde derfor iffe længer være Rigehiſtoriograf“, netop: udtrykte det, ſom altid havde ftanet for mig. I Dverensftemmelfe dermed har jeg forføgt at. ſtildre Vedels Stilling; thi der ber og ſtal ifte uden afgjorende Grunde falde end iffe den mindſte Skygge paa nogen brav Mands Minte. Til Vedels Karafteriftif: Wegener S. 214. 248. 227. Bertilli Canuti Epistolæ selectæ, S. 363. Vedels Sprog: J. Badens Skoleprogrammer: Symbola åd augeridas lin guæ. vernaculæ copias e Saronis Grammatici interpretatione da- Dica, Hafa. 1780. 4.. J Fortalen ſiger han om Vedel: eujus sermo purus, proprius, alque ut illo lewpore venustus et ele- gans, mira quoque narralionis svavitate lectores adeo delinet et moratur, ut ne quidem qui possint ad latinum Saxonem recur- rere vellent, Derpaa det ovenfor anførte. J. Moller, Jeſper Btochmands Levnet, S. 251. Udfigt over Ven gejftlige Veltalenhed t Nyt theolog. Bibl. 20,254. Da J. L. Geiberge Udfigt over den danſte ſtjonne Literatur iffe er i Boghandelen, meddeles hane Mening med Henfyn til den Plade Vedel indtager i Literaturen: Danſt Lis
898 Det lærde Divsrnm. Diftorie.
teratur fan antages at beghnde med Vedels Overſattelſe af Caro 1575, Det er. bet. forſte Mationafdærh, hoormed Sproget fot en Tid faſtholdtes paa et beſtemt Udbiklingspunkt. Bele dets daværende MNigdom "benyttedes og opbevatedes deri, hvotimod Vedels Samuing af Folleromancer ſnarere varet! Arkiv for det forbigangne Bedels Digte ere ubethdelige zo ille den / ſtjenne Litefatir ,»memLiteraturenlkt | Almindtlighed begynder med ham. Wedels Danſt er ſimpti kraft ⸗ fuld,/tjcrnefuld·Den tyſte Indflydelſe ſtandſedes ved Chriſtiern Pedetſen, men ifær ved VedelDet var de forſte, der harde Stik Om Vedels Skrifter henwiſer jeg til deres udforlige Duntale hos Wegener. Nappe behover jeg at nævne den vidt udbredte, iſct ved Cand. J. Levins Fottjenefte 1315 46 udkomat nørlldgave af Dvetſœttelſen af "Sar Forholdet imellem Originalen · og Ouer⸗ ſattelſen kunde give Anledning UK ce) interesſant Betragtniug: For Post Hosgen, Livienst leſer han⸗ heldig: Post hos Ger· Lavlcus for altum equum: album equum, en Leſemaade, ſom Jr Grimm Har: optaget, o; f. v. … Derimod fæfer han endnu sirtvallimos” agros for Krivallinos, d f. v. Det. Sted hos Saro, hvor der tales om iDfføret til Frø" Fråbloth> Sveones vocant, er hos Bebel: blecet fif: den Affgud/ Fts, ſom de Suenſke falde Blod, 0: ſ. 4" FJ. Oratio pPinegyricd oblaia "Frederico El: Haſo. 1580. ..4;: forefomttet, Bladet B;; det: mærfelige Eted: Pertingit .fructus huius Boatitudicus mom ad .Tylenser tantum, guns Telemarchios :essé réputøs in Noruegiay.sed ipsos quoque Åslandos. ni " Om "Methodus "seu ratio scribendi bistoriam Darieat fre Wegener S. 103. 131. Om Commentarius de scribenda: histø= rav Dadioa· ſſt· Si 102. 269. . Ryerup udgas der 1787, hær mærmeft med Henſyn stil head der kunde have meſt Interesſo ved Suhms Udnævnelfe til "Diftoriografs efter baardſtriſtet er dend gidet af C.E. Secher. rt asbest Om Bedels øvrige: Haandſtrifter fre Wegemer 6.79.) 804 83—84.- 218 fgg. 256 fgg. 258. Om Planen til og Udfortlſen af Hans danſte Hiftorie, G. 140. 172. 223 fog. De: linguiftifte Samlinger S. 227—228. (jf. Sibbern S. 161. Nova literaria maris Balthici 1698 6. 247.) i Adjunkt King i Ribe har i Bladet Fædrelandet ſer 1854; Nr. 54, meddelt Oplysninger om Et hidtil ubekjendt Strift øf
Anders Sorenſen Vedel.. 899
Bedel, memlig::en- Dberfættelfe af fyr Pfalmer af Petrarcha · (Titelen mangfer), Prentet i Kbh. af Andrea Gutteruip. Fortalemser ſtrwen i Kjøbenhavn: 6. Eoffrins Dag 1577… Prover deraf ere meddelte. Dverføttelfar.er i Profa. Dette Skrift findes i. Kongens Bibl. i Gieltuſtjernes Samling i em ſenere Udgave: Siu Gudelige Penitende Pſalmer, Som ere ſtreffne aff der heplærde oc naffnkundige, Fren- disco Peirareha Florenuno, mére end for tu hundrede Har: forleden, mit vdi Paffucdominet: Ru nylige; forbanffet Anno M. P. XCIIl. Ci famme Bind ſomt Jacob Mattſon Kiobenhaffns den LI: Penis tentz Pſalme. Bibliothefsasfift. Peterſen har cjort "mig" opmær font derpaa).
Iblandt Vedels andre Skrifter bemarkes med Genſhn til: Sprog og Behandling iſar hans Ni Pradikener: Den XCPſalme: Moſes Guds Mands Bøn (etc.) M. D. XCII. See: Wegener S. 53. 189. JTilegnelſen til Had Holgersſon omtales Vedels Deheld paa Kal⸗ lundborg Slot.
Om Sildene: Tillagget til wedele Sigpræditen over Frederik ten Anden, 1588, hvor det i Kronologien under 1587 hedder: „En Sild met ſeldſame Bogftaffue paa, bleff tagen i Norge, oc førd til Songdig Maieftat." Holbergs Danm. Gift. (Udv. Skrifter 16, 431). ” Pontoppid:-Unnal. 3, 509. Schlegels Gange 1, 67. 130. Nyerups. Excerprer i Athene 1, 422; Munkeſilden eller Sildemunken, Somunken faldet, der ogfansorktales i Busfæi Relatien om en Havs mand (Bangs Saml. 1, 532), har: Prof. Steenſtrup oplyſt at: sære en Blakſprutte (fre hans Afh. i Steenſtrups Danſt Maanedſtrift Januar 1855). - Udførlig handles der om den Sild; "der blev ſendt Bebel, i følgende Skrift: Dirinorum characterum- halgeum drarum, in liltore Nortvregico, Anno 1587 eaptarum vera lectio ab om- nibus hvevsque ignorata, Nec non prophetiea explicatio, anno qvidem superiore scripta, nunc primum vere in lucem edita. In qva præcipua fert omnia prædicuntur, quæ ad annum vsque 1628. in totlo orbe terrarum ſutura sunt, Aatipante - Franco Christi servo avtore. Anno 1591. 4. Uden Zryffefted. Under TZulegnelſen til den udvalgte Fyrfte Chriſtian den Fjerde: Colingæ 30 Nouembris 1590. Forfatteren maatte flygte fra Paris, kom endelig til Danmark, og forfattede fit Skrift i Kjøbenhavn. Om Indſtrifternes Læsning figer han, efter at have omtalt fin Forbes
400 Det lærte Tiderum. Siſtorie.
redelfe dertil: Tertia igitun ieiunij; die vigesima Septembris mouo stilo anni 1588 nocte media aperlis mentis oeulis per somminm legi characteres, quos frater = salis appositå in suo librø ex⸗ presserat, — (Bed denne nejagtige Angivelſe maa man ·iwiſt aarlig tænfe pan en lignende fra bore” Dage af Runamoindſtriften. ). Skriftet findes i. Hielmſtjernet Sunset €1458,14.) Eibbern omtaler det S. 141, ' mint bent Amu dwrrig Define Sildeſtrift —* atabeſt jaftige · de Lerde og Adelen Chriſten Ferring trfin Skriffuerkunſt ESGO fortalen at· der var Skrift paa en Sild. der blev fangen bMiteſund 1614den bø ſendt til Leusmanden Preben Gyldenſtiern ſom den ſtrar lod afmale og mange got Folbytilftide" (hau har et Teeſnit af den) og han Har felv haft én anden Sild i Gerndeder blev fangen · Orteſund 1618, med Skrift paa begge Sider; pad dem ene med rode Bogſtaver.
At ber, ſtulde udgaa Mænd fra Vedels hiſtoriſte Slole, er, efter alle de Forholde vi mu have lært at kjende, lidet ſandſhnligt. De maatte i alt Fald føges i hans nærmefte Krebs. Men felv ber opdage vi næppe andre, end Jane Svigerſon, Gode Lauribfen, Ægidius Laurentii — i Ribe 1568, Reftor i Ribe 1596, Erkedegn veb Kapitlet; 1605, + 1627), ber bøg iffe har opnaaet noget hiſtoriſt Navn. Hans Cfterretninger om Kalmarkrigen ere mere em Samling, end en Bearbejdelſe.
Andre Mænd gave fig paa egen Haand af med ttilnbre Arbejder i Modersmaalet, blandt hvilke be mærfeligfte en e: Morten Pederſen, Alban (f. i Grenaa 1536, S6beb i Sorg, Preſt i Roeskilde, + 1596), ver forfattede Abſalons Herkomſt (1589), og Chriſten Lauridſen Linveb (i fin Ungdom en af Dronning Dorotheas Sangere, ſiden Preeſt i Bergens Stift), ber atter overfatte Carions Verdenshiſtorie (1595) nærmeft efter Herm. Bonni latinſte Overſcettelſe. 3 Haandſtrift henligger Hans Mogenſens (Præft til Gjene nerup i Sfaane, ſiden Biffop i Throndhjem) Overfættelfe af
Morten Peberfen. 401
Philip de Comines' Memoirer, ber tillige ſom et Sprogs vært i bet mindſte tilbels burde ubgives; bet er fra 1574.
Gode Lauridfen: P. R. Thorup, Hiftoriffe Efterretninger om Ribe Cathedralſtole. 1846. S. 88. Ny D. Mag. 2, 9.
Horten Pederſen: Biſtops Abſolons De Her Eſbern Snaris Gerrekomſt oe Adelige Stamme: Deſligeſte Sore Cloſters forſte &Fundat oc Fundatores. Sammenſereffuen met fid aff Morten Pederſon, den 50. Abbet -i Gore Cloſter (det 412. Mar, efter Gore. Cloſter bleff Funderit,) oe nu Soguepreſt til Roſtilde Dom⸗ tirde, Auno Domini 1572 (etc. ete.) Kbh. 1589. 4. Tilegnet Kapittelsherrerne til Roſtild og Lunde Domkirker. „Jeg troer, at ſamme hans (Abſalons) Geneslogj oc for" Sore Cioſters funda- tion met andet ſaadant, ſom her antegnet er, ingen ſtede ere bes fereffne, vden hvis Jeg for nogle Aar ſiden metdelte den fromme SGoyhlarde Mand M. Anders Veyle, fom vor Saxonem da, ſaadan fom den nu findis, lod vdgaa paa vort danſte Tungemaal. Bilde Jeg derfor ogſaa lade dette tryde paa Danſte for andre Velbyrdige ve fromme Foldis Skyld, ſom Latinen ide forftaar, oc lenge her effter haffue ftundet, oc dette tit oc offte aff mig baade i deris ſeriffuelſe oc ſamtale, begæret.” Skriftet, der er vigtigt for Perſonal⸗ hiſtorien, har illuminerede Kobbere over de adelige Vaabener.
Chr. Laur. Linved: Cronica Johannis Carionis. Hvor vdi findis beſtreffuen Tiden oc Marene, oc huad der vdi ſteet er fra Verdſens beghndelſe (etc.) Forbedret aff Philippa Melanthone. Oc nu npligen vdfet paa Danffe, oc forbedret aff Phi Scriffter aff Chriſten Lauritzon Linued, Guds Ords Tienere vdi Vig i Sogn vdi Bergenhuſſ Stiet i Norge. Igennemlaſt, Corrigiret oc Prentet i Klobenhaffn, aff Laureng Benedicht. Vic, Ros. 1595. 4.
Hans Mogenſens Dverfættelfe af Comines findes i Haandffrift i Stofholm, fee Molbech i Giſt. Tideftr. 4, 133. Et Baandſtrift paa det Kgl. Bibl. indeholder fun Kong Ludvig den Ellevtes Hiftorie. Et fredie var i det hiftoriffe Arkiv under Ordenskapitlet, erhværvet ved Prof. Beder, nu i Gehejmearkivet; det indeholder baade Ludvig ten Ellevtes og Carl den Ottendes SHiftorie, men Begyndelfen mangler og Slutningen af Regifteret.
402 Det larde Tidorum. Hiftørie.
Hvad Vedel ille lunde naa ad ber langſomme Granſt⸗ nings Vej udforte Danmarls Rigékansler, Arild Hoitfeld, paa en nemmere Maade. Han gav" ſin Hiſtorie Harbogs- formen, og ſatte den iſcer ſanumen af Dolunienter, for han funde lade. fine. Skrivere afſtrive, Arild Hvit feld ail Oddersberg (f. 1549 paa Bergenhus, hvor haus Fader, Chriſtopher Hvitfeld til Berredsgaard bar · Befalinge mand) rejſte i fin Ungdom efter Adelens Slik udenlands,og ſteg ſiden i Statstjeneſten fra Sefrefær til Rigsraad 1586 og Rigsfansler 1595 (7 1600).Han beghndte med Udgivelſe af ældre Love og hiſtoriſte Arbejder, og haus hiſtoriſte Hoved⸗ vært maa ligeledes betragtes mere fom em Samliug eud eu pragmatiſt Bearbejdelſe. Som Rigets Kausler havde han Adgang til Arkivet, og kunde derved erholde mange vigtige Alktſtykker. Disſe indſtjod han imellem hvad han kunde ſamle af andre Kilder, og ordnede bet hele kronologiſt. Saalebes flabte han et ftort Værk, ber, fine mangfoldige Mangler uagtet, næften maa anſees for et Underverk: Danmarfs Riges Kronike ſamt Biſpekroniken (1595—1604).… Sin Virkſomhed fuldendte han med Udgaven af inoth (3602). Medens han felv i be faa Aar, ba han forfattede de olden⸗ borgſte Kongers Hiſtorie, tillige hyppig blev brugt i Stats⸗ fager, lov han fine Haandſtrivere ubføre Afffrifterne af be mangfoldige vigtige Altſtylker, ber endnu gjøre hang Skrift til et uundværligt Arliv for vor Hiſtorie, uagtet Udforelſen paa mange Steder er unsjagtig. Meget af Hiſtorien ſelv har han vel ogſaa ladet andre uddrage af de latinſte Kilder, og faa ſelv ordnet bet kronologiſt. Ved at vælge en ſaadan Fremgangsmaabe kunde han i faa fort Tid fee fit Værk fuldendt. Ordenen deri paalagbe ham heller iffe nogen Tvang. Han ſamlede førft be oldenborgſte Kongers Hiſtorie i omvendt Orden: Forſt udgav han Chriſtian ben Tredies
Arild Dvitfeld. 403
Hiſtorie (1595; Tilegnelſen er ſtreven ben. 8 Oltober, i famme Maaned, ſom Vedel i Sigvard Becks Overværelfe afleverede fine ſidſte Altſtykker og Skrifter); han gjorde bet af Taknemmelighede før deune Kouges Velgjerninger mob hans Forfæbre, og for derved, at tilegge og tilritze“ andre, at be efter denne. hans Anvioning vilde: hoermere forfare og unberføge denne Konges Gjerninger og Bebrift'y"' og ſiden paa Latine en mere ſirlig og fuldkommen Hiſtorie om ham lade fomme. for Dagen. Derpaa fulgte. Chriſtian ben Audens Hiſtorie (1596), thi hau Havde ſat fig foret fin Roligheb, ſiden har var fommen: fra den' Baglige Hoftjeneſte, og ved hans ringe Helbred, at forbinde og -fætte tilrette hvad han paa abffillige Tider havde ſamlet. Frederik den Førftes Hiſtorie (1597) og Chriftian den Forſtes (1599) ubgav han efter at han var kommen at bo paa Dragsholm Slot (1597) ubi bebre Ro end han havde tilforn. Ligeſaa bar han fig ab med Fortiden; han begyndte iffe. forfra, men med Knud ben Sjette, fortſatte Saxo i tre Bind (1600, 1601, 1603) og gav faa (1603) Hiſtorien fra Dan til: Knud "den Sjette. Kirkens Hiſtorie eller Biſpekroniken fluttede det hele (1604). Gfter pan denne Maabe at have fuldendt fit. Sredéløb eller Omlob, foretog han uden Tvivl Frederik ben Andens His ftorie, ſom han iffe fil uvgivet. Ved Behandlingen af ben ælbre Hiftorie var han, efter hang egne Ord, blot Samler. „Udi den ſidſte (bet vil fige, ben forſte) Part at ſammen⸗ fætte, figer han, er mig hænbtes bet, ſom times Skippere og Styrmend, at, naar ve fejle paa ubeljendte Steber, maa be løbe varlige, indtage og fætte paa deres Sejl, løbe paa Lob og Kvintin, at de iffe ſtulle fomme paa Grund og farlige Steder: faa haver jeg og her maat gjort. Jeg haver her fulgt hvad jeg haver fundet for mig 408 Authores, intet af mit tilfat eller tillægget.” Derover er 26*
404 Det lærve Tidsrum.” Hiftorie.
ba ſamme Vært mere kontraheret end de antre) Sare har han iffe fulgt i alt, kun⸗i det, ſom troligt var vil nogen læje Fabel og Æventyr; fan maahan ſoge dem paa andre Steder. Dette oplyſer nokſom, "hvor forſtjellig Hoitfelds Hiſtorie er fra Vedels Plaue Ligeledes ſtaarrhans Breve, vidtløftige Sprogder⸗ er» fuldtid fremmede og underlige Oro, langt tilbage for Bedels;men for Hoidtfeld var i Folge hans Formaal, Sproget ogſaa en ren Bitingr»N, Jeg agter føje om Stilen, figevi hair) Sandhed hadere helleroilke megen Ords Brydning og ESmylle behoff/men beſtaar· alene ved Simpelhedeog figrfelogysimplex enim veritatia e⸗t mario, ut dieitur.“ Men denne Simpelhed vers juſt beſtaar M8- turlighed, har han ingenlunde met vopna ſaaſnart han felv meddeler nogen Betcenkning, oderfylder fan Stier are Gynonymer og Øjentagelfer,: I Anſtuelfer et Abelsenanden Hvitfeld og ven borgerlige Bedel naturligvis himmelridt for⸗ fljellige; Hoitfeldeer ligrſom en aftrylt Typer af en gaͤnmel ægte Adelsmand, der ſeer alting fra denne Starte Sins- punft, og ingen Anelſe har om Follefrihed. HOvorfral Hoti⸗ feld har hentet fit Stof, fan for en ſter Del ſees af haus Skrift; men. hvor. meget eller lidet han har benyttet kndres tidligere Udarbejdelſet finder jeg ikke fuldftcendig oplys Wen Tvivl har hau benhttet flere mæften udenAfvigelfenn Hrad ueforelſen angaar, fan ber fur t "fan Titfæbse. finte in Gammenligning Sted med andre. Gram har anftillet an ſaadan imellem Hvitfelds Behaudling af Chriſtian den Trevies Hiſtorie og Krags: Krag er fort og tydelig, Hvitfeld: falder befværlig ved unyttig Vidtloftighed; Krag er udforlig, Hot feld bryder af i Utide; Krag er rig, Hvitfeld mager; Hvit-⸗ feld, fom dog havde Adgang til alt i Kongens Arkiv, forbis gaar næften veb hvert Aar mange betydelige Ting. Smidlertid er en ftor Mængde Diplomer og Cfterretninger reddede fra
Arild Hvitfelv. 405
Undergang i Hvitfelds Kronnike; "ben er Frugten af mange Mars flittige. Samling: og af em levende Kjerlighed til Fæbres landet. „Mange fremmede Nationer, figev: Hvitfeld, have længe foryentet, / at nogen ſtulde ogſaa lade vore dauſte His ſtorier fonane. før Dagen, for, åt Udleendiuger kunde vide hvab.-der imidlertid er forhandlet, og. ſteesudi doette Rige; mew; ingen / har dem /ſligt Arbejde turdt underſtandet at fore⸗ tage, en Part: ledige og tomme par Dolumenter, Breve, Aunaler, en ſiller Kronologi og: hvis ſom "hører til at ſtrive en Hiſtorie, andre velſindede og Atilvogne“ dertil, men. ube⸗ lvemme til at ſtrive, herom og; blattebe for politiſt Judicium. Jeg haver udaf lang: Forfarenhed og Brug til Hove:tilvejes Bragt adſtillige Dekumenter, ſom hos Riget hunde findes ; beéligefte udi langſommelige Tider fantlet hos Kapitle, Adelen og andre her i Riget, baade indenlands og udenlands, mange Dokumenter og meget, ſom hører til en Hiſtorie at ſtrive, oppalt dertil af naturlig Lyſt og af Kjærlighed til mit Foderne⸗ Tand, ſom Gub haver os alle-indgivet, thi vi ille ere føbte, fom Plato mærfeligen figer, os ſeld til Gavn, men ere en Del pligtige vor Faderneland, en Del vore Venner. Med ftor Møde og Umage haver jeg. brudt Iſen for andre, og felv gjørt: chronologiam temporum og Hiſtorien.“ Og hvad han minder Kongen om gienſige vi til Nutiden: bet er et Arbejde „af en fvag ſtrobelig Mand, udarbejdet til Hove”. Vaa bette Trin ſtod den danſte Hiſtorieſtrivning i Moders⸗ maalet; det gialdt forſt om, og det er jo meget naturligt, at faa ſamlet faa mange Kjendegierninger ſom muligt, lige meget hvem ber forhen havde optegnet eller ſogt at bearbejde bem.
A. Hvitfed: Hofman, 1, 14. Wolffs Hift. Ordb. 7, 229 ». fl. Schlegels Slange 2, 247. 249. 291. Gram i Fortalen til Krag, S. 62. Sibberns Dom om Gvitfeld: Chronicon (etc.) tanta congessit diligentia, fide et gidadndsba, judicioque adeo accu-=
406 Det lærde Tidsrum. Hiftorie.
rato conscripsit ar disposuit, ut lieet erroribus chironologicis et mnemonicis haud gareaty Jocum ymibilominus. «principem (inter. monumenta Daniæ, historica. et. mole et ,præstantia, ſacile hacte= nus (1716) tueatur., Her betragtes, hans, Vært ſom en fe Udarbejdelfe. „J Vedels" Samlinger findes, et Brudftnffe Des marts SHiftorie fra 1241—1982; "Sang" Evenin anfees ”for' dor⸗ fatter; Vedel bar ſtrebet Rettelſer vg Tillag dertil?” Sammientigner man det med Svitfelds Eril Plodpenning ſaa finder] man hele Stht⸗ fer ordret overensſtemmende, og Afpigelſen beſtaar meſt i, at Gvit= feld har indſtudt Aliſptter SBegener, Giſt, Eire om Bebel; S. 222, Her hentydes fil en mere. fammenftytfet. Adarbejdelfe. Brugen af tabte Kilder og Meddelelſe af Attſigtter fynes at være Hovedfortjeneften. En itd forllg Kritik er onftetig. Flenborgeen Andreas Kellinghuſen taler inet latinſt Haandſtrift, fom Worsaae har Bragt med-fra Dublin, om flere Saaudſkrifter deriblandt vm Fre⸗ derik den Andene Kronike af Hoitfeld, men han, frygter den er taht“ Wegener ſſt. S. 221— 22. jf. om Kellinghuſen Cimpbr, lit. 1; ,290. Blandt danſte Gaandfkriftet i Stokholm findes (efter Molbe Gift. Tidsſtr. 4, 139) Manuffriptet til Hvitfelds Sconife af al EN ſtian den Anden med Forfatterens egenhærivige Rettetgét” og Lilleg.
Ekrifter: Udgaver af Andrew Sundnis leg. provine. Seite Hafn, 1590: 4, Norſte Hirdſttac, tidfat pan Danſt. Küh. 1594. 4. (Nyerups Giſt. ftat..Gfildr. 2, 185). Jens Mortenſens Worſke Krenike. Kbh. 1594, lnothus. Hafa, 1602, HEELET
Danmarckis Rigis Kronicke. Kbh. 1595—1604.. 40 Tommer. 4. Senere Udg. Kbh. 1650. 2 Tomer. fol, Om. Udgaverne, og Fejlene, ifær i Folioudgaven, findes en Del Bemarkninger. aj iadorph og Langebek i Lürdorphiana S. 118—134. '
Fra Modersmaalet vendte Hiſtorieſtrivningen tilbage til Latinen. Hint forføgte af og til at gjøre fig gjældende, men bet lylkedes iffe. Det vil fljønnes af følgende Udfigt over be fongelige Hiſtoriografer, hvem bet nærmeft paalaa at famle til eg at udarbejde Landets Hiſtorie.
Vedel var Frederif ben Andens Hiſtoriograf; Chriftian ben Fjerde havde, alt i alt, iffe færre enb otte, men
Diſtoriografer. Mielé Krag. 407
Mængben giør bet iffe. Niels Pederſen Krag var bleven Vedels Efterfolger, og nu ſtulde Hiſtorieſtrivningen gaa for fig. Derover forfømte han fine afabemiffe Forretninger. Hans Kolleger knurrede, forſt i Smug, faa aabenbart; til⸗ ſidſt lode de ham i Konſiſtorio hore, at han forſomte ſit Embede, og bebrejdede Rektor, at han ſaa længe havde feet igjennem Fingre dermed: Krag ſvarede, at bet var em anben Sag meb ham, end méd be anbre, han havde fuldt Arbejde meb fin Hiftorie, og forreften var bet ham en (et Sag at ubvirfe en kongelig Tilladelſe til bet, ſom be faa uartig lobe ham høre, Det gjorde han ogſaa. Et Konge brev af 16 Oftober 1595 paalagbe Profesſorerne, naar Krag var i et offenligt rende eller havde anden For retning, at varetage hang Embede ved Univerfitetet. Dette kongelige Reſtript ophcevede ben akademiſte Lov. Hvad Profesſores iffe før havde været vrede, faa bleve be nu. Der blev en Brummen i ben lærde Kube. De vilde have Sagen for Rigets Raab, og ivrig var iſer Iver Stub, ber, fom Gram figer, var en lærd, men tillige en ſtivſindet Mand, hvilfet iffe var nogen god Egenſtab i be Dage. Rektor havde ondt veb at ſtille bem tilfrerg, faa at be faldt tilføje. Krag fif fin Villie; hver Gang han forlob Byen maatte en anden Profesſor lefe for ham. Han drog forſt over til Skaane, for at raadfore fig med ben lærde Biſtop Magnus Matthiæ; og at han med Alvor og Omhu gav fig til fin Øjerning, er ber ingen Grund til at tvivle om. Men netop hans bipfomatifte Dygtighed var en betydelig Hindring for hans hiſtoriſte Virkſomhed. Han blev hyppig brugt til Geſandtſtaber; 1597 blev Han ſendt til Polen, 1598—99 til England, 1600 til Kongresſen i Embden, 1601 atter til Polen. Overalt vifte han fig ſom en fuldendt Hofmand, hvilfet man maa ftille fig levende for Øje, for
408 Det færve Tidsrum. Diftørie.
at giennemſtue hans Forhold til den jævne, troſtyldige, ærlige Vebel, Medens hau berovede denne Judtomſter og Ære, forſtod han med Finhedn at ſige Bedels VBeu⸗ Dyge Brahe Smiger, ver kunde tages for Spot. 13 England holdt Har) i. Dronning Eliſabethsn og Parlamentets Ner⸗ værelje en Oration og ſendte Dronningen den med en Tul⸗ ſtrift, Hvori han ophojede heudes Ynbe og Dejlighed ſom om har "havde talt· til en Ungmo z Droumingen "dansen Gang en gammel Pige, jeg tror paa 66 Man Geſandt⸗ ſtabets Ojemed opnaaede Han ilter liner Kø Grad Eliſa⸗ beths Yndeſtz hun løv ham kalde, giorde Undſtylduing ſor fin flette Latin, ſtjemtede med ham, gav ham em” højere Rang, end ve engelſte Herrer vilde tilſtaa hatit) og forærede ham ved Afſteden "én prægtig . Guldtkſcede. Da han 60, var kommen hjem fra' Polen, bled han Univerfiteters' Rektor, ved Fvilfen. Leflighed, Ham: til 'Wre, Kong! Chriſtian ben Fjerve fets) hans Brober Wirif og en Mori Del laf Sige raadet og andre høje. Herrer vare tilftedev. 9 Sluttingen af Aaret døve: Forſtanderen For Sorø: Aludemi, Hano Sk Telfen, og dette Embebe, det vcerdigſte ogfordelagtigſte, ſom nogen ſtuderet Mand, der ilke var af Adel,“ Bande erholbe", ſit an Krag, for at han i Roligher finde: fuldeude fin Hiſtorie. Men det var: ilke Guds Billie,” Han mar næppe kommen til Ro før han døde, allerede i; Maj 1602. Gan Havde taget Arbejdet fra Bedel, vor Herre) støg; fn ham fra Arbejbet, og ſaaledes blev ber intet af Dannntke Hiſtorie. Han fil fun de førfte forten til fytten Hari "af Chriſtian ben Tredies Regjering (1533—1550) ubdarbejbet, og be fer Mar, i hvilfe' han ſtulde have fuldendt det Hele, fra ben ældfte Tid indtil Frederik den Andens Dod, ſtrakte itte til. Det vilde være urimeligt, at lægge ham bet til Laft. Hvo ber vil paaſtaa, figer Gram, at han burde
Piftoriografer. Niels Krag. 409
have holdt fit Løfte, at han, fine andre Forretninger uagtet, burde have gjort mere, han fælder en altfor Marp Dom over en, andens Flid, og maa. i: fornuftige: Folls Øjne an⸗ ſees for En, ber-iffe.:veed hvad det er at frise em ged Hiſtorie, seller endnu ille har ſaaet Indſigt i, hvillen Flid og Umage der mas: anberdes derpag, bhig: der flal fomme noget godt og xetſlaffent / ud deraßhaMDette Forſvar for Krag er det hdermere for. Vedel. Gram ag. Holberg bes rømme begge ſtrags Latin, Gram tillige hane Kjærlighed til Sandhad, Men Halberg! er mere, gvantfernde, Krage Hiſiorie, bemerler fan, er udført udi en god fatinft Stil, men det er oagſaa alt hyad man derom. fan ſige.Den figner mere en Lobſang, end en upartiſt Hiſtorie. Guftan den dorſte Havde ille altid Uret, og, hans Gierninger blive dog idelig. fværtede, Det er Hart, at vor Autor fører: fig mere op fom en Advokat end ſom en⸗Hiſtoxieſtriver. Moftillige ſmaa og lidet magtpaaliggende Ting-sere- vidtløftigere- uds førte, men vigtige Ting ere Fun lofelig omtalte eller gauſte forglemte, Reformationen i Kirlen· vg Univerſitetets Stif⸗ telſe blive ille nævnte, men, disſe tvende Voſter ere bøg be ftørfte Sirater udi denne Konges Hiſtorie.nn Heller iffe be Konftitutioner, fom:ere gjorte udi Fyrſtendommerae, Slesvigs Holſtens Deling, item ben navnkundige Forening. <(unio et commuuio), ſom fiben. Haver givet Auledning "tik ſaa ftore Tviftigheder. og uden hvilfen ben paafolgende Hiſtorie iffe fan. forſtaas. Det hele ſtere Volumen burde have ſaadan Titel: En Samling af abflillige Disfertationer, hvoriblandt findes et Fragmentum af Chriftian ben Tredies Hiſtorie ved Krag, Det er ille alt Guld, ſom glimrer. Herved maa bog bemerkes, at Krag iffe fil fit Arbejde fuldført, iffe kunde lægge ben fibfte Haand derpaa, og at bet Holberg bedemmer er bet hele Verk. Stephanins fortfatte Krag
410 Det færde Tidsrum. Hiftørie.
indtil Chriftian den Tredies Død; bet var egenlig Meur⸗ ſius, ſom Stephanius vilde fortſette, men da begge brøbe af paa ſamme Sted, faa ſlutter Stephanii Fortſcettelſe ſig ligeſaa godt til Krags Arbejde, og er —— —— udgivet af Gram renid sove
Krags Efterfolger ſom kongelig sande dar —— (eller Fens) Jakobſen Benufinus, ſaa laldet efter ſin Fodee Hven. Fra Preſt til Helliggejſtes Kirleblev hans faldet til Prof. ved 7 Univerfitetet , søg "Blev 1602 efter Krags Dod prof. eloquentiæ et · hislorariuin ſamt · fongelig> Hiſtoriograf⸗ og fif ſom ſaadan / Kongebrev paa Delanatet ä Ribe. Efter at have ledſaget Chriſtian den Fjerde fil England ſom ⸗ Hi⸗ ſtoricus, blev han 1607 Forſtander i Soro, A608. Dette Forſtanderſtab ſhnes at: have været dødeligt for) Hiſtorie⸗ ſtriverne. Det var en lærd" og. ſtarpſindig Mand, ber! bes gynbte at anvende en ftrængere hiſtoriſt Kritik, og berfor af Stephanius blev. fat imellem Saxomasliges; men han for⸗ dybede ſig fåa meget i Oldſager og gamle Fabler at han— flet iffe fom til at ſtrive nogen Hiſtorie. Gan var for fin, Samtid en Art Vidunder, og man tillagde han Trolbdoms⸗ Funfter. :I/fin Ungdom, hedder bet hos Reſen, fil. han en Ring, hvori der var en ond Aand, ber hjalp ham til: at Blive Prof. i Kjobenhavn og Forjtander i Sorø; hvorn han. end kaſtede den hen, felv' i Havet, følte den ulykkelige Manb, ben altid igjen paa fin Finger. Og hans Endeligt var dere efter; han blev funden kvalt i Brønden i Sorø.
Det laver til, at Norge ogſaa ved denne Tib havde fin egen Hiſtoriograf; thi hvorledes kunde ellers Knud Urne efter Henrik Hoyers Død 1617 efter fongelig Befaling tage hang , mange og vigtige” Haandſtrifter, vedklommende Norges Hiftorie, i fin Baretægt, og aflevere bem pan Liberiet (Univerſitetsbibliotheket). Det danſte Hiſtoriografembede ſtod
Diſtoriografer. Claus Lyftanver. 411
derimod i en Del Aar ledigt, indtil Clans Chriftopherſen Lyſkander fif bet; han var en Skaaning (f. omtr. 1557 i Vram), var Bræft i Herfogle og; 1616 . tillige. kongelig Hiftoriograf, :+: 1628. Sin hiſtoriſte Smag vifte han bed flere rimede hiſtoriſte Arbejder, og han gjorde. 4; fu danſte Kongers Slægtebog (1622). et. nyt, : men: misfylfet,: Forſog paa atter at'anvenbe Modersinaalet. Jeg" vil ikke lægge nøgen Sten til bem; ver allexede ere kaſtebe paa ham. Gram ſtrev i fit Eremplar, at bet bar.ensaf/bde flettefte Bøger han fjenbte (librorum; qui unquam iu ve historica prodierunt, si non: pessimus, certe ex pessimis), og. Suhm yttrer, at alt Hvad Dumdriſtighed og :Uvidenheb fan tilveje bringe er—deri forenet. - De harmes begge…dver, at han fulgte be Gullandſte Kronniker og andre Fabler. Der findes bog hos Lyſtander, hvor upaalidelig han ent er; navnlig i hans Bidrag til ben danſte Literaturhiſtorie (de seriptoribus Danicis), Cfterretninger der kunne benyttes ; der ubtaler fig endog hift og her en levende. Kjærlighed. .til Feedrelandets Hiftorie, og hans Afmagt tjener til at: væfte en højere Paa⸗ ſtjonnelſe af Vedel.
Paa famme Tid havde Danmark en anden Diftoriograf ubenfor Landet, ber, medens Lyffander ſtrev hjemme paa Danſt, ſtulde ſtrive for Fremmede paa Latin. Johan Iſakſen Pontanus (f. 1571 i Helfingør, hvor hans Faber, en Hollænber, var hollandſt Konſul) havde førft gaaet i Skole i Helfingør, ſiden i Amſterdam, ſtuderede i Franeker og Leiden, og var i tre Aar hos Thge Brahe paa Hven. Gan havde i flere Mar været Prof. i Hiſtorien ved Gym⸗ nafiet i Harderwyck, ba Kansleren Chriftian Fris 1618 an« befalede ham ſom danſt Hiftoriograf, men han vendte tilbage til Harderwyck, hvor han bøbe 1640. Hans Historia Danica er ſtreven paa gob Latin, Indholdet er taget af Hvitfeld, faa
412 Det larde Tiderum. Hiftorie.
at han iffe uden Grunde er faldet Hvitfeldius' Latinus, søg ſom Fremmed, funde han-ille opfatte vor Oldtids Ejen⸗ dommeligheder, men maaſtee han juſt derfor giorde vor Hiſtorie mere tilgjængelig for Fremmede. yHæbretyblev han dog ogſaa hos os, og der Fannilfe velsfiges noget ſtorre til hans Ære, end. det beljendte Bersz fo .CEMIN mhge
Pontanus, Danøss, Trojanos seripait Uomerus, [|
Magnus hic est. Græcis, major at,ille Gothis. .
Eiter Lyſtanders Dod ble, HansiStephanitsynber var Forſtauder i, Sorø, Hiſtor iograf, mmen han var allerede va en Mand paa 0 Aar og: dode lort efter· Saa thede man alter til en Fremmed, Bohn Meur ſius (Ef. 1570 1610 Prof. i. Leiden) varren mf Hollands beromte Filologer, ſom Chriſtian den Fjerde, tildels for iffe at ſtaa tilbage før Guſtaf Adolph, 1625 laldte til Prof. i Hiſtoxien i Sorø, hvor hau dode 1639; Foruden Udgaven af. Elnoth (1631) ſtred han en, Historia DPauica, der ingen Værd; far vi fig felv, men ſom Gram ferſhnede med Anmerkniuger. Disſe viſe paa een: Gang: bet; mangelfulde ved: Meurſii Arheide æg Grams ilke juſt ſmagfulde Lerddom; thi hvad kan pære urimeligere, end at flripe gode, fortræffelige, ypperlige Fur mærfninger til en flet Bog iſteden for felv at ſtrive en god Hiſtorieforſteren (andre læfe ille deslige Bøger). er nu nadt til at-læfe Tingen to Gange, førft det flette oppe i — fan bet gode nede i Anmærfningerne.
Endelig fremſtod en Maud, Stephan Hanſen PR phanius (Søn af nysnævnte fans St., f. i Kjøbenhavn 1599) ber vel iffe ſom felvftænbig Hiſtorieſtriver, men ſom Udgiver af Svend Aageſen og Garo har udedelige Fortjenefter af vor Hiſtorie. Han deponerede fra Herlufsholm, og blev efter en Udenlandsrejſe 1624 Reftor i Slangerup. Derpaa rejfte han atter udenlands, og var allerede nu beftjæftiget
Hiftoriografer. Stephan Stephanius. 413
med Gazo. Han havde, kort for Meurſil Dod, 1639, ba Han blev Prof. t "Hiftorien i Sorø ; "faaet: Beftalling paa at følge efter haut ſom Hiſtoriograf; men "ert. forløben- Tyfter, figer man, habde nær' døbet afi med Gabebet.Efter en utrættelig ;Bitfomfjed! i: ti Aut; med Udgaven: af · Svend Magefen (1642), af Saro (1644; Anmortkniager til Sapo (1645) og Fortfættelfe af ·Chriſtran · den Zrebies Hiftorie, bøbe han Altfot tiblig 1660, "Øg" eflerlad et flirt" Bibliothek og en⸗ Del Haandſtrifter, der af hans Enter Thalla Sta⸗ phens⸗, efter ven Vnderhanblintz med: Magaus Dutei /bleve folgte til Grev be la Gardie og: førte til SverrigeChriſtian ben Tredies Hiſtorie blev udgivet afn hansSvanin g ben Yngre: (Provſt paa Samas, 3670), Borfaltereri" HE Chro- nologia' danica. ; ” %
Dette var, naar man tere" femit; øger: med, Chris ſtian ben Fjerdes otte Hifforiogtafer, ligeſaa mange, figer Vedel-Simonſen; fom hans. fterniænd' flderi havde. Den følgenve Tid havde andre Anſtuelſer. Stephänil Bibliothelk og Haanvſtriſter git til Soerrignmen tit Lytte, vedbliver Nyerup, fil: manen Hiſtoriograf, deri hoerken behøvede Bis bliotheler eller Arliver, hverken Botzer eller Haanbſtrifter.“ Det var den latinſte Digter Vitus Bering ogſaa kalbet Orosius Annilo (f. i Viborg 1617, hobr hans Fader var Borgemeſter). Han rejſte udenlanbs 1639, og Blev ved fit latinſte Digt om bet Oſterrigſte Hus 416481. faa anſeet, at Rejferen tilbød ham et Adelsbrev; 1650-blev han Brof. i Hiſtorien i Sorø og fongelig Hiftoriograf; Har forlod imid⸗ lertid Sorø 1652, og drog over til'Sfaane, for paa Sfaberfø Gaard at arbejde i Ro paa Danmarks Hiſtorie. Da Skaane Blev afftaaet til Sverrig, vendte han tilbage til Kjøbenhavn 1661, og gif ind fom Asſesſor i Kammerkollegiet og i Højefte« ret. + 1675. Hans hiſtoriſte Skrifter (Obsidio Hafniensis
414 Det lærde Tidsrum. Diſtorie.
og Florus Danicus)” bleve ”førft udgivne» efter hans Døb: Ved Siden af Vering virkede en Thſter, Simon Paullis Søn Jakob Henrit Paulli (ablet Rofenfdild), ber 1664 blev Prof. i Hifforien i. Sorø og af Bartholin falbes fonges lig Hiſtoriograf, men han brugtes i Geſandtſtaber, og, ubgav fun Stridoſtrifter mod Ulfeld og Hauiborgerne⸗Endelig blev Ole Vorms Son, Billum Vormr(f A633.4704) kongelig Bibliothelar og Hiſtoriograf 1078, men han har fun efterladt fig” mindre Arbeſder. Efter Vorm fulgte Chri ftian Reiter (f. 1665, + 1736), ber blev fongelig Si ftoriograf 1705, men ved Slutningen af Tidsrummet traadte over i juridiſte Embeder, og mere er beljendt af ſit Biblie⸗ thel og Bekoſtningen af Torfci Norſte Hiſtorie end af egne Slrifter.
Om disſe Mænd, iſar de latinſte Forfattere, hewwiſer jeg til de bekjendte Kilder, og tilføjer fun nogle Bemarkninger. i
N. Krag: Foruden Kilderne hos Nyerup, Wegener Hiſt. Efterr. om Vebel, &. 200. Kongebrevet 1595, &. 220. Tyge Brahes Brev til Vedel i Din: Bibl. 3, 188. Efter Nyerups Lex. bled Krag Forftander i Sors 1598, men efter Vorm 1601. Gram om Krags Hiſt. i den danſte Overſ. Fortalen S. 46. 61. og om dens Fortfættelfe S. 102. Holbergs Dom i hans Cpiftler, den 328 og ifær den 419 Cpiftel. Den danffe Overf. af Krags Annaler. Kbh. 1776—79. 4. er af Jakob Orslef, Anmarkningerne og Korrekturen beførget af Sandvig. Gerved fan tillige bemarkes det Gaandſekrift af Chriftian den Tredies Hiſtorie, fom heri er benyttet og ſom oms tales S. 5. Et Haandffrift i fol. af Nic. Kragii Annalium liber findes i Stokholm (efter Molbech i Hiſt. Tidsftr. 4, 139).
JF. J. Venuſinus: Wegener, Hiſt. Efterr. om Vedel, S. 221. Pontoppid. Annal. 3, 582. Gram i Fortalen til Krag, &. 13. 47. Suhm, Krit. Hift. 2, 821. Reſen (Atlas) i Dån. Bibl. 3, 27. Dabhls Cfterretninger om Frederifsborg Stole. Program 1836. S. 18.
De bistoria, Hafn. 1604. 4, er fun Theſes; og De fabulay
Viftoriografer. 415
quæ pro historia sæpissime venditatur. Haſa. 1605. 4. fandt jeg ille. ' É Gaandſtrifter i Stokholm: En danſt Krønike pan Rim; en hiſtoriſt Viſe om Kalmars Indtagelfe; Om Goern, m. m. (See Molbech i Giſt. Titeftr. 4, 138). Den Hveenfte Kronike paa Danſt er aftrykt i Svend Grundtvigs Gamle Folfebifer, 1, 36.
6. Boher: Vedels Simonfen, Rationalhiſt. Indichn. S. 113.
C. Ch. Lyſtander: Gans Anfættelfe ſom Giſtoriograf i Slægtes bogen, Fortalen S. XXII. D. Digtet. Hift,.2,,194 Gram i Fortalen til Krag, S. 48. 52; og hos Shånau, Lærde Fruentim⸗ mer, S. 893. Suhm om Vanſtelighederne ved at ſtrive den danſte Sif. &. 42.
Rimede hiſt. Arbejder: Gronlands Kronike. Kbh. 1608. Chriſtian den Fjerdes calmarſte Triumph. Kbf. 1611. 4. Chriſtian den Fentes Udvælgelfess og Ghldingehiſt. Kbh. 1623. 4.
Synopsis bistoriarum Danicarum (etc) Forfatted vdi De Danſte Kongers Slectebog Saa meget mand aff Gamle oc Sands ferdige Danske, Cimberske, Gothiske, Italianske, Hispanske, Frantzoske, Engelske, Scotske, Longobardiske, Normanniske, Polske, Tiuiske, Saxiske, Frisiske etc. Historier, Antiquiteter oe Documenter haffuer at forfare (etc) . Kbh. 1622. fol. Af Dette Skrift, fom nu fagtens fun faa tage i Haanden, henfætter jeg fom Prøve paa hans Stil et Par Sætninger. Af Fortalen: De det er ſom viiß Mand haffuer ſagt; At et vel forordnet oc flores rendis Kongerige er vden en Historico, lige ſom et faafteligt ot vel vdſtafferet Billede vden liff oc malende: Thi det haffuer vel en practig oc ſtadtzelig anfeelfe: Men naar mand vil vide, huem det er, eller huorledis det er fommet til fine mange fmyder oc herlighed, da kand det (Som en død ftod oc ſten) huercken male, tale eller gisre nos gen rede for fig, oc bliffuer derforre ide andet end en død oc fors glemmelige malning. Slutningen: Morosos et mordicos calumnia- tores (ſom inted er til maade oc mynſtrer alle ting, oc kand ide fette deris eget daarlige Sind til rette) lader man fig inted angaa; sic fuit, sic est, sic erit. Det er Verdens viiß, at huem der bygger hof vejen, bekommer mange Oyne oc mynſtre Meftere, der iblant lader Zoilus oe Apelles Gudere fig gierne finde: Men er nod at tedis Gud oc got Fold.
416 Det lærde Tiderum. Hiftørie.
Lyſtander omtaler fine Arbejder i de to Breve, ſom findes i Jac. Ulfeldii Legatio Moscovitica. Francof. 1627, 4.
I. I. Pontanus: Den i hans Rerum Daniearum Historia indførte Chorographiea Daniæ descriplio er forſynet med Sorter. Med Henfyn hertil fan bemærfes, at han den 14 Febr. 1622 fil Brev at fuldbringe fin Danſte Hiftorie og bringe Kongen den, famt Den 10 Auguſt 1622 at beførge ny Sokort med Danfte Ravne. ¶ Dieſe Breve findes, efter Conf. Wegeners Meddelelſe, i Sallandſte Tegnelſer, Rv. XXII. Føl. 15 og 90). Og at Regieringen vedblev at Benvende fin Opmarkſomhed paa Korter, fees af det Pas, ſom Job. Laurenberg fif den 10 Maj 1639 at omrejſe ber i Riget, en Carta eller Landtafle derefter at fade ſtikke. J Synderlighed ville mk, att Preſterne ſtulle føre hannem paa alle de Kirketaarne hand det begierer.“ (Eigeſaa Sall. Regift. XX. Fol. 76).
J. Meurfius: Om hans Forhold til Svaning og Krag fæ Gram i Fortalen til Krag S. 50 og Behrman i Fortalen til Chris ſtian den Andens Hiſt.
Grams Tanfer om hans Hiftories Værd maa man laſe i For⸗ talen til Meursii Opera omnia. ed. Jo, Lamius. Florentiæ 1741. fol. S. viii, i Grams Brev til Lamius: Erat sine controversia vir magnus et eruditus in primis Jo, noster Meursius, sed in regni nostri historia, quam jussu regis scribendam suscepit, plane hospes, Quid ergo fecit? Compilavit decessorum svorem scrinia — — Friderici I, vero res gestas condere nemo tum temporis adgressus erat, præter Arnoldum Witſeldium, Danica usum lingua, quam neutiquam intelligebat Meursius, (ete.) Den ſmukt udftyrede Udgave med Grams koſtelige Anmarkninger i famme Varks 9 Tome. Florentiæ 1746. er forfynet med Kobbere over Mynter, Ornamenta Archiepiscopi Absalonis og Kort over Danmark.
St. Stephanius: Stephanii Levnet i Grams Fortale til Krag S. 104, og om hans Fortfættelfe af Krag S. 102. Gan ſtrev til Vorm 1642: Nescio sane qvod astrum Germanis (antam felicitatem hac tempestate temperet et afflet, Danis in imo sub- sellio relictis. (Vormii Epist. 1, 239). Joſt Gøg fil Br at udnævne ham til Histor, Reg. iftedenfor Meurſius den 5 Robb. 1639, og de Højlærde i Kbh. fil Brev om Dofumenter, han ſtulde
Oiſtorlografer. 417
have til Rigens Hiftorie at beſtrive, den 20 Nvbr. f. A. (Sall. Tegnelſer XXVI. Fol. 505. 520 b. Meddelt af Conferenceraad Wegener.) Om hans Bibliothek og Gaandſtrifter findes Oplysninger af Molbech i Athene 6, 538 og Fortegnelfe over Haandſtrifterne i Stokholm i Hift. Tideſtr. 4, 137; om Salget ifær i et Brev fra Klemming i Stokholm til Werlauff (den 24 Dec. 1850). Da dette Brev fun er trykt i faa Exemplarer (KalsRasmuéfen har meddelt mig det), meddeles ſom Uddrag deraf: Dronning Chriſtine befalede Magnus Durél at fjøbe Bibliothelet ; hun vilde iffe gaa højere end til 2000 Rdr., funde han faa det for ringere, ſtulde han. Enken, der var i ſtark Betryk for Penge, folgte ham Bibliotheket for 1700 Rdr. og en Kiſte Haandffrifter for 200 Rdr. Forhand⸗ Tingen derom varede over et Mar (1651—52). J Begyndelfen af Aaret 1652 fil han Bibliotheket i 10 ſtore Kiſter og den med Manuftripter. Gofmeſteren paa Sors, Fall Gje, og te Højlærde der føgte at forhindre Salget, da de iffe vilde af med Bibliotheket. Det åhre budne migh åtskillige iutefinter, men iagh år gladb iagh har alt hår i mine klor, ſtriver han fra Helſingor den 13 Febr. 1652 til Grev Magnus Gabriel de la Gardie. Da „det ſchreffne teh“ (Manuftripterne) allerede var fendt bort, kom Gof⸗ meſteren til Enken, og „regjerede ilde“ med bende, men , førend nogen aff dem her paa Steden feule faa et Blad deraff, ſtriver hun, føre ſchulle ieg brende det i Iden“. Grev de la Gardie var den virfes lige Kjøber. Klemming meddeler Fortegnelfe paa Gaandſtrifterne i Uppfala; om Caro findes der iffe noget.
Forloberne for Udgaven af Sarg ere ret artige Smaaarbejder. Bovedvarket er nokſom betjendt.
V. Bering: Bille Hehbergs Golbergiana, Fortalen, Bladet i 2.
Fortuna Austriace domus ete. Argent. et Patav. 1648. fol. var iffe paa det Kongel. Bibl. Obsidio Hafniensis 1676. 4. med Kobbere og Kort, og Florus Danicus. Othiniæ 1698. fra Kingos Bogtryfferi, ere begge udførlige hiſtoriſte Arbejder. Den fidfte gaar fra Song Dan til Chriftopher af Bajern. Det var efter Ordre han beffrev Krigen med Sverrig (Duvalls Brev fra 1662 i P. V. Beders Saml. til Danm. Hift. under Frederik den Tredie 1, 276). Under Navn af Orosius Annilo udgav han fin Diss, de bello Dano-Anglico. Parisiis uten Mar. 4, om hin
27
418 Det larde Tidorum. diſtorie
berygtede Begivenhed i Bergens Havn, med en temmelig: lang Ands Tedning om Englands og Danmarks Forhold,
V. Vorm: Nova liter, maris Balth. 1704. &. 275. Wer⸗ lauffs Bibliothelshiſt &. 63.
Ved Siden af Hiſtoriograferne httrede det hiſtoriſte Liv fig ogſaa hos anbre i det rommerſte Tungemaal;, men det er næppe muligt i, be Skrifter, rfomstilfælbige Ouſtendig · heder fremfaldte, at opdage; nøgen ledende Traad, nogen indre Sammenheng. De maa derfor overlades til den lerde Hiſtorieforſtning, og jeg ſtal kun gjøre opmcerkſom paa nogle Retninger. De latinſte Digtere, fandt fig ogſaa tiltrukne af Hiſtorien, ſom Vejthov og Paullini. De unge Mend, der rejſte udenlands, holdt Taler. og Diſputatſer ved fremmede Univerſiteter, hvilfe undertiden med HGenfym til emnets Valg funne være mærkelige; f. Cr. Biſtop Brochmands Søn Chriftian Brochmands Oralio de causis detrimemi Imperii Romani. Adelen, ber ſiden virkede i høje Embeder, beftjæf« tigede fig gjerne tidligere med Hiſtorien, ſom ben vidtbereiſte Rigskansler Jakob Ulfeld til Ulfeldsholm, ber i Haaud⸗ ſtrift efterlod fit Compendium historiæ regum Daniæ; og Gehejmeraad Otto Skeel. De endnu brugelige latinſte Ligtaler tilføre naturligvis ogſaa Hiftorien;- ”Nærmeft maatte be hiſtoriſte Profesſorer have været, men deres Virkſomhed har meſt været praktiſt; mærfes kunne bog. i Kjøbenhavn Peder Sporman (1635—60), Johannes Birkerod (1699—1720); i Sorø Laurids Bording (1652), Rasmus Hanſen Brochmand (1654—60), og ven juridiſte Prof. Henrik Ernſt (1635—60). Ogſaa nogle af Diſputatſerne og lignende Skrifter her hjemme Tunne være merkelige ved deres Æmne, ſom Rasmus Hanſen Brochmands De historiæ legitimæ notis, Sebaftian Lauren⸗ bergs de America priscis cognita, Mogens Hoſums de
Reiſeboger. 419
templo Kippingensi in Falſtria. Nogle gave fig af med Saxo, ſom Henrit Hjerrild, eller med Danmarks Oldtid, ſom Søren Ljunge og Frederik Lysholm; eller med de nordiſte Folk udenfor Norden, ſom Chriſtian Aarsleb (Cimbria Romæ reconciliata), hvis undertrhite Ristoria Frederici secundi er et af Tidens mærfeligfte Fenomener; eller be fandt, ſom Teit Bilde (Titus Bulichius, Oratio de regno Daniæ), at man ligeſaa vel burde holde en koblale over Danmark, ſom over andre Lande.
Foruden ben egenlige Hiſtorieſtrivning opftob en anden Fornøbenfeb. De hyppige Udenlandsrejſer frævede Bes ftrivelfer over be Lande, ber ifær bleve beføgte. Disſe Beſtrivelſer gif efterhaanden over fra bet latinſte Sprog til be nyere. Pontanus havde allerede udgivet et Skrift over Frankerig, ber ben Gang maa have tildraget fig al- mindelig Opmerkſomhed (Itinerariom Galliæ Narbonensis cum universæ fere Galliæ descriptione philologica et po- litica. 1606), og i ſproglig Henſeende endnu fan benyttes ; han meddeler nemlig beri en Samling af be galliffe Orb, ber forekomme hos be klasſiſte Skribenter, og anftiller Be⸗ tragtninger derober. Peder Eiſenberg ſtrev for to af Caſper Markdaners Sønner, ber ſtulde rejſe til Frankerig, fin Reiſebuchlein 1623, og tog tillige England med, hvis be ſtulde fomme derhen; i bette Strift finder man, foruden Rejſerouten, Stævdernes Afſtande, Merkeligheder o. desl., faa ben er iffe uvigtig til at oplyſe Tilſtanden paa ben Tid. Ogſaa Rejferne udenfor Europa maatte naturligvis tilbrage fig almindelig Opmerkſomhed, f. Cr. Rigsraaden Henrik Rantzau til Roſenvolds Reiſebuch 1669 eller Dagbog over hang Rejfe til Jeruſalem, Cairo og Cons ftantinopel.
De hiſtoriſt⸗geografiſte Strifter i Modersmaalet om«
27
420 Det Tærde Tidsrum. Hiftorie.
trent imellem 1600—60 vidne endnuu mindre end be latinſte om nogen planmædfig Virtſomhed. De fleſte ere fremfomne mere af en buntel Folletraug, end af nogen viberiffabelig Anſtuelſe. Deſto mærfeligere er det, åt der, iffe længe efter Forføgene i Landets egen Hiſtorie, 1633 gade en al⸗ mindelig Verdensbeſtrivelſe af Hans Nanſen f. Flene borg 1598), ber uden færd Danuelſe ved ſine Handelerejſer formodentlig blev opmertſom paa et ſaadaut Strifte Big« tighed, og efterat have nedſat fig i Kjøbenhavn méblagve bet i Modersmaalet, eudnu førend han 1639 blev Raadmand; benne udmerkede Mands ſenere Deltagelſe ĩ Sonverathis tetens Indforelſe er nokſom betjendt. Skriftet, ſom Han Tod gjennemfee af Longomontanus, indeholder tillige aſtronomiſt⸗ fyſiſte Betragtninger, og fortjener faa meget mere af frem⸗ brages paa ny, ſom det ſynes at henføre til de forglemte og henlagte Sager. Andre Sfrifter fremkaldtes ved Tids⸗ Begivenheder, ſom ben af Jonas Carifſius (+ 1619) gwne Beretning om Chriftian ben Fjerbes Rejſe omkring be norſte Kyſter 1599; men ifær Sfrifterne om be under Chriftian ben Fjerde foretagne Opdagelſesreiſer: Ove Gjevdes' til Oſtindien, hvis Efterretninger forſt fenere ere komne for Lyſet, og Bejffriveljen over Nordmanden Jens Munke Rejſe, ber udkom 1624. Ved Kjøbenhavns Belejting de Befjendte og hyppig benyttede Sfrifter af Anders Hjørs ring, Præft til Vartov (Lejrkrands 1660, og Lejrpofiti 1661), og Henrik Wallensbek, Kapellan til Holmens Kirke (Diarium 1660), ſaavelſom mindre Beretninger af Johan Monrad 0. fl. Samt Peder Witts Dagbog fra 1700. Endelig funne hertil henføres politiſte Strifter, Cfterretninger, Breve o. desl. af Herluf Trolle, Johau Fris, Chriften Steel, Chriſtopher Parsberg, Fred. Gabel v. fl. ſamt ſelde Chriftian ben Fjerdes Almanalker og Breve.
Danſte hiſtoriſte Strifter. 421
Den frugtbare Niels Helvad har i ſine brogede Skrifter optaget allehaande Samlinger, f. Ex. i Calendario- graphia 1618 (danſte Helgener, Reformationen, Biſpegodſet o.desſl.) og i Encolpodium 1634 (danſte Kirler, Herreder, Kongehiſtorie o. desl.). Ligeſaa Hans Hanjen Sons ning (Øfterlandfte Beſtrivelſe 1641; Taxtebog 1647 eller Ubreguing paa Lanbgilbe). Men mærkelige ere ifær: Jens Lauridſen Bolf, Boghandler (Danmarks Riges Lov 1654) og Nordmanden Arent Berntſen, Byffriver og Raad⸗ mand i Kjøbenhavn (Danmarks og Norges frugtbare Her⸗ lighed 1656). En almindelig Geografi udkom endelig t Heurik Oveſen Pfluges Danſte Pillegrim 1707.
Da ben Gullandſte Krønnife 1683 af Hans Nielſen Strelov (f. i Visby, Præft og Superintendent paa Gul Tand), ſtiondt merkelig i fit Slags, tun er en Udvidelſe af hin berygtede Hypothes, faa bliver der af egenlig hiſto⸗ riſte Arbejber fun faa at nævne, ſom be af Boghandleren eng Sørenfen Nor-Nisſum udgivne Smaagarbejder (1645—60); Kongernes Stamtavler og Billeder af Erik Olſen Torm (Prof. i Mathematikken, Stiftsprovft, + 1667), og af Boghandleren Jørgen Holft med danſte Vers af Søren Terfelfen, o. desl.
Forſt efter en lang Hvile vaagner endelig en Fortfætter af Hvitfeld, Peber Reſen (Søn af Biſtop Hans Hanfen Reſen og Sonneſon af Hans Povelſen Reſen, f. i Kjoben⸗ havn 1625, doctor juris i Padua, 1664 Borgemeſter og 1672 Preſident i Kjøbenhavn, adlet 1680, + 1688). Denne ogſaa af Oldforſtningen meget fortjente Mand udgav, til dels efter Hvitfelds Haandſtrift, Frederil ben Andens Kro⸗ nike 1680, et Skrift, ber rigtignok er blottet for kritiſt Behandling, og med famme Udforlighed fortæller alle Hof⸗ fefter, ſom Slaget ved Svarteraa, men desuagtet ved fin
422 Det lærve Tivørum. Diſtorie
Udforlighed og Trohjertighed leenge har været: og vel endnu er en Moro for mange. Af Reſens Beſtrivelſe over Dau— mart (Atlas Danicus) udtom fin Kobberne; af Striftet ſels ere kun Brudſthller trykte.
Endelig hører Niels Slange (f. 1657 i Sioteiſ hvor hans Fader, den fra. Rigsdagen 1660 betjendie Veder Villadſen, var Bræft; 1681 Sefretær + Dauſte Kancelli, ITM Asſesſor i Kaneellilollegiet og. Højefteret) adlet, + 1737) til benne Tid ver ſin Hiſtorie oin Regleringsſoraudringen 16605 men hans Chriftian ben Fjerdes Hiſtorie, fuldendt af Gram, falder i ben neſte, den Holbergſte Tidsalder.
Jakob Ulfeld der yngre "Hofman, 2,296, Schonau S. 282 Hans Compendium" (og Westpiislen 3) 4867 Paa Danſt ofre P. Rothe, 17652. 34.
Peder Eiſenberg: Itinerarium Galliæ et Anglie Reiſebüch-⸗ lein. Darinn die Reiſe in Franckreich undt Engellandt vnd was am den Vornembſten Ohrtern Dieſer Beyden Loͤblichen Königreichen Denck-⸗ wuͤrdiges zu ſehen beſchtieben iſt. Lipzigk 1023. Tilegnet Caſpar Marddaner, Hauptmann auff Coldinghauſen. England er dog kan ganſte fort behandlet, faa man vel deraf tør ſlutte, at man” ende iffe gik dybt ind i Landet, men kun gjorde en Udflugt over: Kanalen.
Genrik Rantzau: Cimbr. liter, 1, 526. Dero Kån." Mag. Friderici Tertii Reichraths Herrn Heinrich Rantzowen, Rittern, Gerrn gu Schöneweidt, Magaard, Mågelfier, Roſenwold, Jens -Gaard etå Reiſebuch auff Jerufalem, Cairo in Ægypten "und Conſtantinopell. Sph. 1669. 4. Dagbog fra Februar 1623, hvori det mærfdligfte er Beftrivelfen over Stederne i Jeruſalem og Cairo, ſamt Vora⸗ miderne.
Hans Nanſen: Cimbr. liter. 1, 457. Bernhard; Mohmann, de illustribus in republica literaria viris Flensburgo oriendis, 6, 15. 0. fl. Compendium Cosmographicum. Det er: En fort Beſtriffvelſe ofver den gandſte Verden, Hvor vdi Formeldis om Himmelen, Soel oc Maane, ſampt de andre Planeter ot Stierner, deris Bevægelfe og Lob, fan oc de fire Elementer huis der vdi er befattet, Jorden met fine mange Kongeriger Lande oc fornemſte Stader.
Danffe hiſtoriſte Sfrifter. 423
Difligefte om Sisen oc Sisfarten, ſampt Stiernernis oc Solens Declination, met andre Vijdſtaber der til tienlig. Saa oc en liden Gronofogia om det fornemfte ſom i Verden fig haffuer tildraget. Paa ny igiennemſeet oc forbedret. Kbh. 1638. 1646, De førfte Udgaver, Kbh. 1633. 1635. har jeg iffe ſeet. De hyppige Oplag vife, hvor meget Bogen har været fæft. Der gaar en ſmuk gudelig Tone igjennem Skriftet. Et Par mindre Stykker maa give Læferen en Foreftilling om Gtilen :
(Ved de fire Elementer). Ilden er det sffoerfte oc lattiſte Clement, Thi det fom er læt, vil gierne være ofven, er hed oc tør Matur, dog Heeden mieft, Thi Ilden ev det heediſte Clement. Om vel flint den ID ſom wi dagligen bruger, er en læt oc fubtiil ting, faa er den dog ide det Clement, Thi den Ild er ide lutter reen, mens haffuer en tilſet Materie, nemlig Lufften ſom opholder det, Men Ildens rette Clement er gantſte reen oc ſubtil vden nogen Tils fættelfe, at den er gantfte dørgfictig, foruden nogen Farffue.
(Ved Torden og Lynild). Tordenſlaget ſteer før end Liunilden, enddog at Liunilden ſees før af of end vi høre flaget, thi Skyerne faar endelig formedelſt Tordenen at riffuis fra hin anden, før end Liunilden kand komme der igiennem, men at Liunilden fees før end Torden høris, det volder at Siunen i flige Sager er meget flarper end Hørelfen, Thi naar du ftaar vdi en ſtou, oc feer en hugge eller bande fangt fra, da fer du førft at hand flaar eller hugger til, mens fiden der effter hører du førjt-Liuden ſom Ørfen gifver, lige faa kand du fee Liunilden ſtrax i det Oyheblick det ſteer vdi, mens Tordens Bulder kommer fiden igiennem Luften til din Horelſe.
Jonas Garifius (Navnet af Kariſe i Salland): Schlegels Samml. 1, 4 St.
Dve Gjedde: Schlegels Samml. 1, 2—3 Gt.
Jens Munk: Navigatio Septentrionalis. Det er: Relation Eller Beſcriffuelſe, om Seyglads oe Reyſe, paa denne Nordveſtiſke Passage, fom nu kaldis Nova Dania: Igiennem Fretum Christian at Opføge (ete.) Met Bemelding om alle Circumstantier, Curs, Kaaſe og Tilfald (etc.) aff Jens Munk paa Gen oc Hiemfarten met flid Observeret Oc paa Kong. Majeſt. Naadigſte Behaug vdi Tryck Publiceret. Kbh. 1624, 4. Anden Gang og med hans Levnet formeret. Kbb. 1723. 8.
424 Det lærde Tidsrum. Hiftorie.
Foruden de beljendte Sfrifter "om - Kjøbenhavns. Belejring bes markes: Grundelig oe Sandfardig / Beretning Om den General Storm Eller Attaque, Svenſten giorde om Natten mellem den, 10. oc 14. Februarij, til den Kongelig Resideniz Stad Klobenhaffn (ete. ) Abh. 1660. 4. Thi beraf Fan man fee, hvorveverføldt rige ſproget da allerede var med fremmede Ord, ſom communieerey|-passere,, mainti- nere, soustinere, assistire, repousire,'pconfusiomy combat, sproæ= sentz, animering, søldatesque, eſſeet. vietorie — udi conspect ( Paaſhn) * ſ. v·
Peder Witt, 8. 8. Minist. Candidat; Guds Vognborg Om Dend Kongelig —— Danſte Flode Og Kongle Reſidentz⸗ Sted Kiobenhafn (etc) "Kbh. uden Aar. Tilegnet Ferdinand Wilhelm, Hertug til Bårtenberg og Theck, Kiebenhafn den 30 » Norembr, Anno 1700. J derfølgende:Dplag 17871091 1742 fer Tilegnelſen udeladt: … Dagbogen) gaar frø 25 April til 16 September 1700. Geri omtales: Bombarderingen der 21 Juli Mpfordring til Studen⸗ terne i Auguſt, deres Inddeling i 5 Kompagnier og deres Faner; Løfte om Frihed. for Bønderne fra Vaarnedſtab, hvis de fig imod Fienden mandelig udvifte; Freden til Travendal den 24 Mugu. 5
Gans Ganfen Skonning: Geographia histeriea - orientalis. Det er Auſtillige Oſterſte Landis oe Ders met deß Folckis Be⸗ ſtriffvelſe: Remligen Tyrders, Joders, Grakers, Eghpters, Jodla⸗ ners, Perſianers oc andre flere Landſtabers underlige Sæder, Tro, Ke⸗ Tigion, Lower oc felfom Lands Mancer. Aff betrode 06: fornemme Geographicis Autoribus med Fijd tilhobe ſamlit, de i Daeſten publicerit (etc,) Aarhus 1641. 4. En ganſte kuriss Gamling.
Jens Lauridſen Wolf: Encomion Regni Daniæ. Det er Dan⸗ mardes Riges Lof (ete. etc.) Kbh. 1654. 4. Tilegnet Frederik den Tredie, hvem han fortæller Verdens fyv Underværfer. Ikke blot en Beftrivelfe over Danmark, dets Stader, Slotte, o. ſ. v. men en Skatkiſte af allehaande Fortællinger om Kroninger, Hefftuefpil, Mommerier, 0, desi. mr,
Arent Berntfen: Danmardis oc Norgis Fructbar Herlighed (etc. etc.) Kbh. 1656. 4. Tilegnet Frederif den Tredie og Dens marks hojviſe Raad. Ikke blot Beffrivelfe, men tillige den. vigtigfte Kilde til Kundſtab om Jordegods, Markeſtjel, Gartkorns Beregning, Maal og Vægt, o.f.v. Det er derfor tillige en vigtig Sprogkilde.
Danſte hiſtoriſte Strifter. 425
Genrif Oveſen Pfluge: Den Danſte Pillegrim, Eller en AL mindelig Geographift Og der hos fort Historift Beftrivelfe Over Den hele Befiendte Verden (etc.) af vitberomte og velberejſte Mænds Skrifter fampt egen liden Erfarenhed — Gammendraget af Senrich Dvefen Øflug. Kbh. 1707. 4. Han var Fowalter for Grubbes⸗ holms og Norholms Gaarder og Gods. J et Vers til ham, under Fortalen og under hans Portræt hedder han Pfluge
Hans Nielſen Streloo Suthelender, Sognepreſt til Wald oc Houffgren Sogner paa Guthiland, Cronica Guthilandorum, Den Guthilandiſte Cronica (ete.) Kbh. 1633. 4; Tilegnet Chriſtian den Fjerde. - $an omtaler fine Forgjængere og Hjælpere, Nicolaus Petweus, Niels Skabow, Glotsftriver i Jens Bildes Tid, Super⸗ intendenten David Billefeld, der ſendte hvad han havde fundet til Roftod til D. David Chytraus, Detlef Hold, Fald Lyfte, o. fl. Kronologiſt gaar Skriftet til 1627. S. 168 findes Stedet om Gullændernes Spotvifer over Valdemar Atterdag og om Mies Guldfmed.
Jens Sorenſen Nor⸗Niſſum, Boghandler i Roeskilde: En fort Danſte Krønide (erc.) Kbh. 1645 og oftere. Da M. Erit Dluf⸗ fon, Prof. i Kbh., for en fort Tid firm Har fadet udgaa vores danſte Kongers Effigier, med det mærfeligfte under hoer Konge ved Dag og Tid, faa har han fulgt hans Regning, og derhos føgt hos Hvitfeld hvad ham fyntes nytteligſt at være, „paa det at en huer kunde haffue ſamme liden Skrifft dehendig Hos fig at kaſte op effter“. Stephanii Fortale er ſtreven i Sorse den 18 Juli 1646.
En hiſtoriſte Beſtriffoelſe om en Ercebiſtop udi Lund ſom hede GG. Jens Grand (ete.) Anden Gang tilhaabe ſamlet og til trycken bes fodret. Kbh. 1650. Samt Catalogus Eller Regiſter paa Biftopp. i Roesk. fra den førfte til vor Tid. SKbå. 1649. Han tænfte, man funde vel i Fremtiden „en Giſtories Beſtriffvelſe (ammendrage” om Roestilde By. Men hans Bolig brændte i Ildebranden den 7 Julij 1647, faa han fan iffe fade tryffe ftore Bøger.
En fort Beftrivelfe over de førfte Kirker. Kbh. 1660 og den af ham udgivne mebicinffe Traftat En liden Vandtaffle (om alles flags Bande, efter Alfabetet) Kb. 1641. ere mindre betydelige. Overhovedet er det fun Smaaſtrifter, ſom han tænkte at tjene fig in Skilling ved.
426 Det lærte” Tiderum. Hiftorie.
Peder Hanſen Reſen: Foruden Kilderne hos Ryerup ſee Nherup, Univerſitetet, S. 1800 Sit Bibliothel teſtamenterede han fil Um⸗ verfitetsbibl. Sec Bibliotheca regiæ Academiæ Hafniensi; donata, Havn, 1685, 4. med bens Levnet af ham felv, … Frederik den Andens Krønife. Kbh. 1680. fol. Atlas Davicus. Hafa. 1677. fol. See Kofod Anders Saml. St. 2, 718; og om det deraf udgivne fee Nyerup,
Herved bemærkes, at flere 'Saandffelfter i Srotfolm, mi, Ehbatrs⸗ krigen vedkommende, anfores af Rolbech ØE Sine", jag
Sun fordi de ere paa Danft, anføres: En liden Tyrdifte Kø nicke om Threns Herfomft, beghndelſe "oe Regemente/ De om de otte Tyrckiſte Konger, oc deris forſte Kehſer (ett IN AF gode Scribentere tilſammen draget oe: fordanſtet/ Aff Erlend Nielſen Staaning (Orlandus Nicolaus Schanus), Guds) Orde Tiener til Lyby oc Jebiert Kircker i- Salling», Kbh: 1616. Tilegnet Brødrene Hans Lyde til Krabbisholm, Iffuer og Axel Lyde til Eſtier. Gvad der af den almindelige Hiftorie den Gang iſar beftjæftigede Folk var Tyrken og Paven. — Cric Tileman (Lieutenant paa 'Fæftninger Chriftiansburg), En liden enfoldig Beretning om det Landſtab Svinea etc.) Kbh. 1697. — En liden og fort Dog gruelig Hiftotie Om de ſidſte Kriger, ſom af den Tartariſte Nation er ført imod Sinen⸗ ferne; førft paa Latin fammenfat af cu Jesuviter, ved Rafn. Map- tino Marlinio, fiden Paa det Danffe Sprog overfat af Gøfren Ludvigføn Lem (Lem) Berga-Norvego. Kbh. 1700. Tile gnetfen og Fortalen ere fulde af latinſte og franſte Ord; og Stilen bøj travende, f. Cr. „Tager til tacke med dette mit førfte Hanegal, oc træder ide paa min forſte studeringers Ympe med muffornøjede Fodder.“ rele
Endelig henvendes Opmarkſomheden paa andre endnu ilke uds givne Haandſtrifter, ſom Eleonore Chriſtine Ulfelds Heltinders Pryd, Den forſte Part, ſtreven da hun borde paa Maribo Kloſter, og indes holdende, efter et Forfvar for Kvinden, adſtillige Heltinders Hiſtorie i en temmelig broget Blanding; Journal over Prinds Jørgens Rejfe af Chriſten Lodberg (1663, Prof. i Hiſtorien i Sors, Biſtop i Ribe, + 1693) 0. lign.
Norſte Hiftorie. 427
Norge fil ogſaa fin Hiſtoriograf, Arnold de Fine (f. i Gelfingborg 1614, Rektor i Bergen, 1672 Biftop i Thronbbhjem, + fjamme Aar), der 1671 blev Biceſuperinten⸗ bent i Throndhijem, for at kunne fulbende fin norſte Hiftorie. Han havde beffjæftiget fig dermed i tolv Aar, uden at bringe bet til videre end Samlinger, og bet endda fun til. Olaf Trygveſens Tiv. Arnoldus de Fine, ſagde Griffenfeld, scripsit librum sine fine. . Gan fan betragtes ſom en For⸗ lober for Torfæué, thi han vilde overjætte Snorre paa Latin, Da han hyldede ben Gullandſte Hypotheſe o. desl., nbeflager man iffe Tabet af hang Samlinger.”
Formedelſt Forbindelfen imellem Rigerne beftjæftigebe nogle Danſte fig ogſaa med Norges Beſtrivelſe, ſom Bog« handleren Jens Lauridſen Volf (1651), og bets Hiſtorie, fom Jens Mortenſen Pilt (f. i Skaane, Amauuenſis hos Hvitfeld, Rektor i Herlufsholm, Præft i Slangerup, F 1595). Lucas Debes (f. i Stubbekjobing 1623, Preſt og Reftor i Thorshavn, + 1676) gav fin Beſtrivelſe over Færøerne (1673). Men ifær vifte indføbte Nordmænd allerede nu ben levende Kjærlighed til deres Lands Topo- grafi og Hiftorie, ber i be følgende Aarhundreder beſtandig har tiltaget. Foruden latinſte topografiſte Skrifter fan ifær bemarkes en Norges Beftrivelfe af Abſalon Pederſen Beyer (Reftor i Bergen, Præft paa Bergenhus, + omtr. 1574) og de beftandig vorende Arbejder af Brodrene Mel— chior Ramus og Jonas Ramus (1682 Preſt paa Norder⸗ houg i Ringerige, gift med ben fjæffe Anna Kolbjornſen, + 1718), hvis Norvegia antiqva et ethnica (1689. 4.) fenere af ham felv blev overſat og forøget.
Det eldſte Forſog man kjender paa en Overſettelſe af Heimskringla er endnu utryft, nemlig Beghndelſen bertil af Laurids Hanſen, Bonde paa Kongsgaarden Skough.
428 Det larde Tiderum, Hiftorie.
Peder Clanfen; Undalinus EGf. 1545 i Egerſund, 1566 Praſt til Undal, Kannik ved Stavanger Domtirfe og Provſt over Liſtelen, + 1623) efterlod deriniod ille Blot ren Be— ſtrivelſe ober Norge, ber endnu har Værd, men tillige fin efter ben norſte Statholder Axel Gyldenſtjernes Begjering forfattede Overſcettelſe af Snorre, hvilfe forſt bleve, udgidne efter haus Dode Sſin Dverjættelje er: han, omtreut ſom Vevel, mere Omſtriver end Overſcetter z paa mange Steder gav han et Udtogz ligeſem Vedel” udelsd han de gamle Slaldes Vers.
Arnold de Finer" Slagten, Zwerg S. 474. Sommelius 2, 407. Om hans Arbejder Werlauff i Ny D. Mag. 3, 414
Jens Laurigføn Wolff -Bogfører:. ;Norrigia illustrata Eller Norges med fine Underliggende Lande og Ders (Færs, Island og Grønland) Korte og Sandfardige Beſtrifvelſe. Under Tilegnelfen 1651,
Jens Mortenſen: Norſte Kongers Kronicke oc bedrifft, indtil vnge Kong Haagens Tid (et.) Vdſet aff gammel Norſte paa Danſte. Kbh. 1594. Efter Fortalen (Slangerup 1594) fil han denne Norſte Kronicke af Arild Hvitfeld, da han „vaar hes hannom, nogen tid fiden, for omgengelſis fyld, vdi tieniſte.“ Den begynder form Anglingaſaga, og er Uddrag af Snorre, forſtjelligt fra. Peder Clauſens.
Lucas Jakobſen Debes: Færoæ et Færoa reserata Det er Færsernis oc Færsefte Indbyggeris Beſtrifvelſe (ett.) Kbh. 1673. Baade hiſtoriſt og beffrivende. Det fidfte Affnit, Om Spøgelfe oe Satans AUnfectelfe, indeholder Bidrag til Overtroens Hiftorie.
Laurids Ganfen: Werlauff om Ole Vorms Fortjenefter, i Nord. Tideſtr. for Oidk. 1, 349. Haandffriftet Arnæ-Magn. Nr. 98. fol.
Meder Clauſen: Vorms Fortale til Norſte Kongers Kronile. Vormii Epist. 1, 314. 317. 380. Fortalen til Folioudgaven af Seimskringla. Werlauff om Ole Vorms Fortjenefter &. 347.
Snorre Sturleſons Norſte Kongers Chronica. Vdſat paa Danfte aff G. Peder Clausſon, fordum Sognepræſt i Vndal (etc.) Abh. 1633. 4. Tilegnet Chriftopher Wrne til Aasmarck af De Vorm, der udgav den med to Tillæg, det ene af Peder Clauſen,
Rorfle Hiftorife Sfrifter. 429
det andet en Fortfættelfe, meſt efter Hvitfeld. Samt: Rorriges De Omliggende Ders fandfærdige Beſeriffuelſe (etc.) Kb. 1632. 4.
Gaandſtriftet til Norges Beſtrivelſe blev af Biffop Wegner i Stavanger fendt til Kansleren Chriſtian Fris, af hvem Forlæggeren fil det. Vorm maa have haft Del i Udgivelfen. At derme af Wegner nedſendte Norges Beftrivelfe iffe var af ham, har Rordahl oplhſt i Æt Non-Ens, i Minerva, Februar 1788, S. 186.
Peder Clauſen Har ligeledes forfattet den forſte fyfiſte Beftris velfe over Rorge (singularis physica) eller rettere Beſtrivelſe over norſte Landdyr, Fiſte og Fugle Haandſtriftet blev ſendt til Vorm; Han efterlod det i fit Dedsbo; Bartholin tog det derfra til fin Gaard Hagefted, hvor det brændre med hans Bibliothel. (Sibbern 6. 344. Erik Pontoppidans Glossarium Norvagicum, dortalen S. 24).
Uddrag af Snorre paa Latin er Norwegia monarchica et christiana, auctore Christiano Jacobi Lårn (Orn). Ex Msc. edita. Tychopoli 1712, .
Norſt Korografi fortfattes af Ivar Leganger (+ 1702) 0. a. (fee Jesſens Morge); og naturhiftorifte Beſtrivelſer f. Er. af Dis derif Bring (Naturæ admirator falder han flg) i Prodromus & Norvegia sive Descriptio Loufodiæ. Amstel. 1683, ifær diſte og Fugle.
Chriſten Staphenſen Bang (den Gang Soguepræft i Romme⸗ dal paa Øedmarfen) udgav Descriptio Civitatis Christianensis, Ded er: Christiania Stadsbeftrifuelfe (etc.) Prentet i Ghriftiania aff Balentin Kuhn, 1651. 4. De faa hiſtoriſte og beſtrivende Bemarkninger drukne i et Hav af gudelig Snak, thi Bogen, en fvær Kvart, fulde egenlig have været „en liden Præfation udi en af hans Catechetifte Bøger.”
Mærkelig er derimod, ſom en rig Samling og ſom Kilde til Holbergs Bergens Beffrivelfe, Edvard Edvardſens (1663 Kon⸗ rektor i Bergen, + 1694) Haandffrijt, GL Kgl. Saml. Mr. 992. fol.
Jonas Ramus: Nori regnum hoc est Norvegia antiqva et eihniea. Christianiæ 1689. 4. Jfær om Rorges aldſte Hiftorie fra Nor til Harald Haarfager. — Rorriges Beſtrivelſe (etc.) Kb. 4. (1715). Indholdet ifær hiſtoriſt. — En almindelig Kronologi er: Guds Riige blandt Verdens Riger, Udi en fort Extract af Kircke⸗
Ditnorbit Sprog”og Ritcrature Borm Zorbintelfe med Thorlat Stu, Runolf Jouſen, Magnug Olafſen og (Povel Hallſen.) Forholdet til Sverri Piftorieftrivning fortſat: Kongelige Thormod Torfæug. UPolitifte Tiden iMed Hiſtorieſtrivningen ſtaar C Dorbiadelſe, og dennes Fremgang aff Del af Kundſtaben om det gamle n Vibeuſtabofags forſte Morgenrobe, bette Tidsrum, maa derfor kaſte nog ſtorieſtrivnlugens Tilſtand. Selv var mørte; og bevfor maatte ben eldſte Hiſ Dem udgik ilte fra Norden felv; "de: medSverriz/ ja ſelo med Norge, for om 38landft før tinge, Den dannede ſelvſttenvigt Fag ;" Naturens Studium ſaget Havde eibnu ilte ſtilt ſig fra hin der ſaurlede paa Antikviteter, Havde 4 kabinet; det fom forſt ſatte dem i Be ſtabens laveſte Drivefjeder, Nysgierrigh
Olvgranfiningens Begpudelfe. 431
og ſaae ifær paa Naturens Banffabninger, ber felv for Lægerne havde noget tiltræffende. Og ligeſaa lidet ſom be unde læfe Naturens Runer, begribe, hvorfor en Komet vifte fig paa Himlen eller hvorfor en Kalv blev føbt med to Hoveder, ligeſaa lidet kunde de tolfe bet gamle Nordens Guder. Næften alt maatte gaa ud paa at famle; lutter Enteltheder maatte ber førft til; faa eller ingen kunde for⸗ binde bem, altſaa heller ikle forſtaa bem. Men berfor: flal vor Ærbøbigheb iffe være mindre for be Mænd, ſom gif ad de ubetraadte Beje og brode ny Baner der, hvor vi nu gaa med Tryghed.
Den forſte Begynbelje til Oldgranſtning har maaſtee taget Vejen fra Holften til Sønderjylland og derfra til bet øvrige Danmark. I bet mindſte gjorde. ben lerde Henril Rantzau (f 1599) bet førfte Forſog paa at udgive Runes monumenter, en Tegning af Jellingehoje og ben ene Ind⸗ ſtrift. Slesvigeren Paulus Cypræus (Kupferſchmidt, Prof. ved Gymnaſiet i Slesvig, + 1609) omtaler be gamle Danſtes Begravelſesmaader og beffriver Udgravningerne af Høje ven Slesvig 15d4 og 1588, famt Danevirke og Mine besmærferne ved Jellinge. Herman Chytræus (f. i Skaane, RNeftor i Halmſtad) foretog 1598 en Fodrejſe i Skaane, Halland og Bleking, for at ſamle Mindesmerker. Uden Tvivl have ogſaa nogle af Bræfterne, ſom Maurids Højer i Jellinge og Thorbern Hafebard i Lund, famt en og anden Befalingsmand, fom Iver Bartholin paa Ringſted Kloſter, enten felv ſamlet eller beffyttet de tilværende Old⸗ tidsminder. Hiſtorieſtriverne, ifær de, der fordybede fig i ben eldſte Hiſtorie, kunde iffe heller undgaa at berøre bette Studium, ſom be iffe kunde gjennemtrænge. Vedel taler om Vimminghojſtenen (Vedmanshojſtenen), ſom han nøjere vilde beffrive i Danmarks Beſtrivelſe, og i hans
rum paa dens Mage i Jæmteland Varianter):
Tral ſtal fange Magt,
og Edlinge blive forag
Kirker ſtulle blive til F
Gerremand ſtulle blive ;
og Præfter til Bender,
og Bønder til Vidunder
Danſt ſtal fange Tyſtes
men væ big, Danmarf, |
Dg end ſtaar Stenen i)
Osſaa Hvitfeld taler i fin Fortale Gravhøje, Offerhojenes Retning n Gravhøjenes fra Syd mod Nord, £ ben fenere Brendalder, ja meddele phanius meddelte Vorm det bekjendte
Benantius Dortunatus, ſom Vorm ben egenlige Staber af bet nordiſte Ben, der blandt alle fine Samtidige i bet ſtore, er Ole Vorm. — ningen beghudt med Upplænberen Job
rn -
Die Berm, 433
gang til be Store, hans Forbinbelfer med Lærbe gave ham Lejlighev til at tilfredeſtille fin Yadlingetilbojeligheb. Men vi ftøbe tillige her, ſom overalt, paa be fornemme Ves ynderes mægtige Baavirfning; han lagde fig efter bereg Opmuntring (instinctu et rogatu majorum) efter nordiſte Olbſager. 9 bet han ſels begyndte at forſte, opmuntrede han tillige andre. Han brevverfebe med Bertel &nubfen Aquilonius (1619—30), ber ogſaa lagde fig efter Mutes Tæsning, og beklagede at ber manglebe gotifte Typer i alle Bogtryklerier. Efter deres Opmuntring foretog Laurids Asſerous (f. i Staane, Preeſt i Bleking) en Rejſe i Selland, for at ſamle Indſtrifter. Vorm var ben førfte Opmuntrer dertil. Frugten var en Samling, ber udkom 1621, men ber er ingen Runeindſtrifter deriblandt, og hvor tinge Kundſtaben var viſer Tillægget bertil, et Brev fra Aquilonius til Vorm. Det famme fljønnes af Aquilonii Breve, hvori han ſtriver til Borm om Tryggeveldeſtenen og Sellingeftenene; paa ben ene leſer han: Harald Konge bygget Kirke Kapel (etc.). Vorm fif nu tillige Regjeringens Unberftøttelfe; ber udgik 1622 kongelig Befaling til Biſtop⸗ perne i Danmark og Norge, at be Gejftlige ſtulde indſende Beretninger om Oldfager. Saadanne inbfom fra 16283—26, hville han fiben benyttede. Bertel Kuudſen foretog efter fongelig Befaling en antikvariſt Rejſe i Skaane, Bleking og Halland. Det blev ogſaa paalagt Vorm felv at gjøre en runologiſt Rejſe i Fedrelandet, men „den blev næppe foretagen i nogen betydelig Udſtrekning.“ Endelig begyndte han igjennem Presfen at meddele Frugterne af alle dieſe dorarbejder. Chriftian Fris til Kragerup havde meddelt ham en gammel danſt Kalender, flreven med Runer paa VPergament, fra et Bibliothek i Jylland. Dette Fund frem⸗ kaldte hans ældfte antifvariffe Skrift (Fasti Danici 1626). 28
uucoj, otte Aar efter Tryggeveldeſ Aar udkom hans Runer, et theoretiſt S med et Tillæg om ven aldſte nordiſte nica Literatura antiquissima), ber have været færdig. Ogſaa hans ful Forklaring over danſte Runeindftrifter ſynes allerede at have været udarbej forſt elleve Mar efter fom for Lyfet (1€ tillige ben 1641 udgivne Afhandling cornu aureo), ber blev mobtaget mi Gfter hans Mening var bet fra Song Dage, og Figurerne vare moralſte Prof. juris i Sorø, Henrik Ernſt, bet. var vendiſt. Det fremkaldte en bem. Vorm fanbt bet uforſtammet iffe ſtulde være danſt. Ligeledes + Mindesmeerker, ifær de tvende meb 9 vælter, fom findes i Runehaandſtrift (Regum Daniæ series duplex et limit Sveciam descriptio, 1642), og fluttet
CIVET MEE
Ole Vorm. 435
at opvife, og ſom endnu beſtandig maa raabfpørges ſom den ældfte Kilde. Forſte Bog indeholder en Art Karaftes riſtik af Mindesmerkerne og Oplysninger om gamle Slikke, fom Kongevalget, o. desl., ſamt Beffrivelfer over Lejre og Danevirke. Det er endda iffe ilde. De fem andre Bøger indeholde felve Runeindſtrifterne med hiſtoriſte Oplysninger og bereg Læsning, i aft 139. Ved hvert af be danſte Landſtaber forudſtikkter han en Udſigt over Steberne, ifær laant af Hans Lyſtander. De hiftorifte Efterretninger, hvor upaalidelige be end monne være, ere uundværlige. Ind⸗ ſtrifterne fom ben ældfte Læsning ere ligeledes vigtige, og endnu undertiden meget oplyſende. Men Forflaringerne felv ere ofte mislytfebe, ſtundum flette, abſurde. Det kunde iffe være anderledes. Tegningerne fif Vorm fra anbre, ber fjelben befabe ben fornodne Kundſtab, og han maatte idelig fee med andres Øjne. ØGjætninger tilfredsſtillede ham iffe (non conjecturis acqviescimus, ftriver han til Reuther, sed literatam reqvirimus expositionem), men ſelv funde han fom ven, ber maatte bryde Vejen, iffe beſidde be fornodne Kundſtaber, og fra andre kunde han iffe heller faa gode Oplysninger. gIslcenderne, ſom han ifær havde ventet fig herlige Bibrag af, gave ham ingen; nogle af bem tilſtode oprigtig bereg Ukyndighed, andre holdt det tilbage, fom be vidſte, for ilke at blive misteenkte for Trolddom; ben lærde Arngrim Jonfen kaldte felv alt bet han kunde faa af hans Landsmend om Runefager for Sfygge og Røg; og naar Vorm raabførte fig med ham om Rammruner, faa maatte han tilſtaa, at han felv fun kunde tale om bem ſom eu Blind" om Farverne (ut cæcus de colore);. det er vel heller iffe blot Smiger eller Beſtedenhed, naar han beder Vorm ilke at vente Oplysninger af ham, ſom beri er blindere end Muldvarpe (a me talpis cæciore). Naar 28"
WunetmDtrifter, og fiden Arngrim
ingen paa den hele O, af hvem
Oplysning. Bures Bemærfninger t ber var Stinføge imellem begge 3 undgik fan alle Henſyn til be fven fig alene til be danſte og norffe, ft Overenéftemmelfen imellem alle tre 9 Geller iffe om Skriftens Hiſtorie ha Har doreftilling; Vorm anſaae Rur Bogſtrift, og Runeafſtriften af Saar beraf. Nordens Hiſtorie var i fine lidet bearbejdet, at ber let maatte ubjemlede Gjætninger; og ben Tilb⸗ oderalt at finde hiſtoriſte Verſoner, meget mere ſom ben endnu iffe ganft lede maatte den; naar f. Cr. Ordet u Stroftenen blev til Navnet Thord, og tit en Thord Thott, Stamfader for & Magnnſens Dom over Borms og ha: forklaringer: ,De Monumenter, ſom
Ole Vorm. 437
Videnſtaben, forfvinder nogenſinde fporløs og unyttig for Literaturen, hverken Tyge Brahes eller Ole Vorms. Efter⸗ flægten ſtal indſee deres Fejl, men paaſtjonne deres For⸗ tjeneſte. Vilhelm Lange ſtriver fra Leiden 1649 til Borm: Vore Forfæbre ſorgede ſom Rommerne for Hiſtoriens Efter⸗ mæle; vi derimod, ber faa vel forſtaa alle fremmede Sprog, kunne hverken læfe eller forjtaa vor Fedreneſtrift. Du, ypper⸗ lige Mand, har reddet vort Fæbrelande og vore Forfæbres Hæver fra Undergang. Alle burde rejfe Støtter for big og bringe big Krandſe og andre Gaver.
Vorms Runeſamling blev haandſtriftlig fortſat af Jo⸗ han Berntſen Meier (f. i Haderslev, Informator for Bring Ulrik, 1640—45 Reftor i Ribe, 1650 Konrektor ved Gymnaſiet i Bordesholm, f omtr. 1660), ber ellers er betjendt ſom latinſt Digter.
Vormii Epistolæ. Nyerup, Giſt. ſtat. Skildr. 4, 21. 80. men ifær Werlauff, Den nordiffe Urdæologis Hiſtorie indtil Ole Vorms id, i Stand. Literat. Selſt. Sr. 1807, iſte B. og Samme, Ole Vorms Fortjenefter af det nordiffe Oldſtudium, i Nord. Tidsſtr. for Oldkynd. 1 B. 2 6. Ueber die Runenmuͤnzen i Schlegels Samml. zur Dån. Geſch. 2, 2, 16.
German Chyhtraus: Hermanni Cbytræi Wejani Monumenta præcipua, quæ in Schania, Hallandia et Blekingia inveniuntur, Observata et cum historica brevi enarratione illustrata 1598, i Sven Bring, Monumenta Scanensia, S. 278. (Om Baandſtriftet Rerum Danicarum opusculum, Rolbech, Haandſtr. i Stofholm i Gift. Tideftr. 4, 138).
Ole Vorm: Brevverlingen med Bertel Knudſen i Vormii Epist. 1, 41-51. Vorm omtaler Bureus og tabella illa Svetica S. 46. 48. Laurentii Asseroi Inscriptionum Selandicarum Daniæ Anti- grapha. In fine adjuncta Bert. Canuti De Monumentis antiquis Epistola (ſtrevet 1618). Haſn. 1621. Tilegnet Chriftian Fris til Kragerup. Lædereæ 15 Octobr. 1621. Bertel Knudſen ſkriver (Vormii Epist. 1, 43) til Vorm: Nomen et laudes tuas in
quod haberi a nostratibus potest de I 297) og dette befræftes af den hele Bre
De her benyttede Bemarkninger om hos Berlauff, Om Vorms Fortjenejter, 333. 203. 312, 293. Arne Magnu Saml. 3, 110. Vorms Samlinger, den, talen til Vormii Epist. S. XXVIII. 0. Musei Vormiani initia et incrementa,) lyeninger om hans Skrifter, fee ifær om der Havde givet Bidrag dertil; og hans eg Qrvantos fecerim sumptus in hisce co effari non audeo; sed qvid inde comm pessum ibunt omnia (1, 500). (Bl ogſaa Dr. Dietrich Helwig, der i Regiſter Øm Trykningen af Skrifter Brevverlinge milller i Vormii Epist. 2, 768 0. f. v.
Johan Meier: Moller, Cimbr. liter
329, * N. Thorup, Hiſt. Efterr. om! S. 103.
Foruden Runefortolkningen beſtja allehaaude andre Oldſager uden derom vare med at udgrave Høje, ſom Pet
Peder Vinſtrup. Bartholinerne. Matthias Schacht. 439
ſtande, men ogſaa Danmarks Navn og bets Wlbe, Julen 9. desl. Vorm havbe fremkaldt en Bevægelfe, ber udbredte fig i mange Stromme uden at forene fig til nogen plans mesſig, til eet Maal ſigtende Virkſomhed.
Det 1639 fundne Guldhorn beftjæftigeve Biſtoppen Peder Pederſen Vinſtrup, ber i et latinſt Digt i ele— giffe Vers gav en Forflaring over Figurerne derpaa; be forklares zumxæåg om Danmarks Tilſtand og den fvenffe Krig; ſamt Preſten i Roesfilbe og Provſt i Sommeherred, Enevold Nielfen Randulff, ber i famme Aar (1644) ubgav en lærd Afhandling, om Horn og Guld, med Fi— gurernes Forklaring, Hornets Xlde, Brug, o. f. v. for enbelig at lande i Danmarks Ælbe. Begge give, efter Vorm, en hiſtoriſt Beretning om Fundet.
Ved Samling af danſte Mynter, ifær jyſte og fynſte, lagde Hans Mule (f. i Odenſe 1605) et Grundlag til dette Studium, ber forſt blev udgivet efter hang Dod (1669).
Blandt be øvrige Forfattere bemærkes iſcer Bartho« linerne: Thomas Bartholin, ben berømte Anatom (de armillis, præsertim Danorum. 1647), ber tillige meddelte ben førjte Runemynt (en Gulemynt funden i Selland); Tho— mas Bartholin den Yngre, ber dels ubgav nogle hiſtoriſte Afhandlinger (de Longobardis, 1676; de Holigero Dano, 1677), dels fit berømte antikvariſte Skriſt om de Danſtes Foragt for Doden (Antiquitatum Danicarum etc. libri tres, 1689), ber i mange Tider var en Tilflugt for dem, ber føgte Oplysning om Nordens gamle Poeſi 0. desl. Hans Søn Thomas Bartholin gav en temmelig fprænglærd Afhandling (de Danici regni nomine, 1710).
Under trange Kaar virkede af indre Lyft i flere Ret— ninger Matthias Henrikſen Schacht, f. ben 29 April 1660, bimitteret til Univerſitetet 1678. Han beføgte Riel,
Ierteminde, men tillige Muſikus fo: holm, i begge Stillinger lige flittig ; tilbringe Natten med Muſik, forſomte om Dagen; og han fandt endda $ arbejde Efterretninger, uden Tvivl mærkelige mufifaljte Forfattere, tilbe: eller Muſilſtole, men ogſaa at lebe ef bem, at ftubere Literaturhiſtorie, o. leves, ſom en fenere vrovſt udtryt Blden, end han behøvede”, At han Han pønfede paa, er let forklarligt; for ſin Tid godt. Geller ikle fom 1 Kaar, hvorunder han virfebe, lad engang falde hang Navn tilbage; fe om lærde Kvinder i Danmark, vil be: De flittige Birkeroder høre fren parrene Hans Birkerod (1699 Vri og Sens Birkerod (bøb ſom Biftop Dakob Birkerod (ber brufnede 16£ Birkerod (bøb ſom Biftop i Aalbo
Birleroderne. Otto Sperling. 441
bodighed for”; hans Afhandling om Aarſagen til vore Old⸗ fagers Undergang (1701) indeholder tillige Oplysninger til danſte Skrifters Sfjæbne.
Fremdeles høre hertil Iver Hertz holm (f. 1635, + 1693), men ifær Otto Sperling den Yngre (f. i Chris ftiania 1634). Som fpæbt Barn fom han mev fin Faber til Danmark, og blev opbraget i Kjøbenhavn, men han ſtuderede ſiden i Helmſtädt. Da Faderen 1652 maatte forlabe Dans mark, belte Sonnen formobenlig hans Stjæbne; 1655 var Han Informator for en Søn af Guftav Wrangel, Stats holder i Svenſt Pommern; 1658 rejfte han, og blev efter fin Gjemfomft Informator for Corfits Ulfeldts yngfte Søn. Gan føgte Griffenfelds Gunſt, blev 1674 doctor juris i Siel, og rejfte atter udenlands ſom Hovmeſter for en von Buchwalds Sønner 1681. 3 Varig ordnede han Colberts Bogſamling, og fif derfor en aarlig Penſion indtil Colberts Dod to Aar efter. Endelig blev han 1687 Asſesſor i ben Glülſtadſte Overret, og 1690 faldet til Kjøbenhavn, hvor han 1692 blev anfat ſom Profesſor ved bet ny Ridderlige Alademi. Fra bet afgif han 1698, men blev atter anfat fra 1701 til 1710, ba Ufavdemiet blev ophævet. Efter mange Øjen« vordigheder paa fine fibfte Dage dode han i en høj Alder 1715. Til hans ſidſte Ophold i Kjøbenhavn høre hans vig⸗ tigſte Skrifter, ber dels ere hiſtoriſte, dels arfæologifte, dels afhaudle Myntvæfenet (ſom Teslameutum Absalonis; de nomine Konning; de nomine et festo Jul; de numo Sve- cico per errorem Sevenensibus adscripto), men ſom albrig bleve ordnede til noget fammenhængende Hele, og han efter⸗ lod derhos Haandſtrifter, „et Ocean af Lerddom“, ber venter paa en ordnende Haand. Mærfelig er han ders hos for ben Hare Indſigt, han vandt og udtalte, om bet islandſte Sprogs Vigtighed for ben nordiſte Hiſtorie.
442 Det færde Tidsrum. Oflvfynbigbed.
Treſindstyve Aar gammel lagde han fig efter bet, thi ban forudſaae, hvilfe Frugter bette Studium engang vilde falde for Lyfet. (1692 ſtrev han: — in Islandieis pérdiscendis me nunc totum esse Historiæ causa, Fructus aliquando apparebit, et miraberis, ex gelido axe, ex insula. tam remola, veritatem repeli, tanquam ex puteo Demoecriti.)
Endelig have Terpagerne: Peber Terpager og hans Søn Laurids Terpager, hvis literere Virlſomhed fort⸗ fættes i den Holbergſte Tidsalder, dels ved Optegnelſer af Indſtrifter, dels ved arfæologifte Afhandlinger, allerede nu givet Bidrag til Oldkyndigheden.
P. P. Binftrup: Cornicen Danicus seu Carmen de aures cornu in Cimbria invento 1639 (éte, etc.) Raptim eonseripeit ille qui ad cæleste mokerevuæ tendit Per Portam Witæ a servatore Jesu commendatum. (1644). fol, Med Afbildning. Vorm figer derom: Episc. Lundensis Winstrupius, qui quamvis stridula quandoque canat avena, huic tamen tempestati haud incongrua quædam protulisse videtur, (Vormii Epist, 2, 887.) See ogſaa Werlauffs Indledning til Grams Afh. om det 1734 fundne Guldhorn, i Annal. for nord. Oldk. 1853. &. 145.
Digtet fandt ftrar en Overfætter i Peder Hermanſen: Den danſte Hornblæfer (etc.) Forſt ſtreffuet paa Latine med en Ziirlig oc herlig Stijl udi Martij Maanedt 1644. AF en Belbefiendt oc Vijtberomt Hohlerd Mand, ſom beftreff fit Naffn med Frelſerens Ord, ſom findis Matth. 7. v. 13. 14. Men effter manges begie⸗ ring fortoldet, oc vdfat Paa Danſte Tungemaal af en Gom Paa Herren Haaber vdi famme Aar 1644. 4. Overſattelſen er ilke fuldt faa firlig og herlig, og vifer hvor langt Modersmaalet ſtod tilbage i fin poetiſte Form. Den begynder med
Mit Sind mig nu tildrifuer at blæfe i et Horn,
Mens de andre blas Allarm, et faare lidet korn.
Det er ey et Gyrde Horn, Konger thi det epde,
Naar de, udi gammel Tjd vilde føre Feyde.
Om Skruen (der blev tilfat) hedder det:
Artæologiſte Strifter. 443
Men huorfor en Guld⸗Skrue bleff ſtrax giort til vort Gorn, Guilcken det en haffde før, den Tjd det var forlorn?
De huorfor prydes Skruen med Prindzens ſtore Naffn, Ridt i Rigens Krone ftion, oc huad er der aff Gaffn? Mon det betyde ſtal at Riget ſtal forsgis?
Det fand jeg eh fige om det ſtulde forſogis.
Danmard har en behoff Forøgelfe, Forbedring,
Det noyes med fig felff, har nock i fin Befuæring:
Det er et mactigt Rige, behoffuer ey Tilfæt,
Det er aff re, Herlighed, offuer maade mæt.
E. N. Randulf: Tuba Danica, hoc est dissertatio theo= logica de aureo cornu in Cimbria invento (etc.) Havn, 1644, fol, Vorm ffriver til Forfatteren: At a rege aliquo Christiano elaboratum ut credam hoc cornu nondum mihi persuadere valeo. (Vormii Epist. 2, 887).
$. Mule: Bibliotheca Muleniana. Hafn. 1670. 4. hvori ogfaa Th. Bariholini Oratio in obitum Joh. Mulenii. Haſn. 1669. 4.
Th. Bartholin: Variæ antiquitates Daniæ i Acta medica 2, 97, deriblandt Nummus aureus med Afbildning og Forklaring over Runeindſtriften. (Suhm, Danm. Hift. 4, 569, anfører den fom den førfte.)
M. $. Schacht: Hans Levnet i Nova liter. maris Balthici 1702, &. 82. Cm denne Mande Fodeſted herſter der en beſhn⸗ derlig Forvirring, om det var Biborg i Jylland eller Biborg i Fins Tand eller Visby paa Gulland? Hjersing de claris Viburgensibus 6. 9 forfafter Pontoppidans og Vorms Beretning, at han var født i vort Viborg, da Thura ved 1660 iffe har nogen Genrik Schacht ſom Reftor; han falder Faderen Rector scholæ Viburgensis et designatus Gothlandiæ episcopus, og mener, at det var Biborg i Finland; af ſamme Mening var Casparus Lund, Pastor Ståfrin- gensis. I Præftearfivet i Kjerteminde findes et Baandſtrift af Provſt Nikolai Seidelin Bøgh, Sognepræft i Kjerteminde fra 1746 til 1778, der, fom man fan fee af Nyerup, ogſaa havde flere Jern i Ilden end han behøvede. Hvad han har optegnet om Schacht er
yan, ſom ban dog er den beromteſte 5; endnu hans Skilderi i min Stue, bve fommerne”, Har noget Wenneſte tankt
De mange utrykte Strifter, Schach liter, maris Balth. 1698, &. 186. haves fun Uddrag deraf: af hans Bra hans Schediasma de eruditis mulierib; 209; af hans Observatio de ansere nato, ſſt. 1700, S. 253; og endelig antiquitatibus quibusdam e tumulis Cartemundam et vicina loca effossis, f Aftegning. Deriblandt er en Kniv, hvo han fæfer: Fur borur blota.
J Baandſtrift haves hans Musicus ningen af Mffnittet om Danft Sprog. Storicarum de Gronlandia Collectanea fol. 775. 4.
Flere af Birkerodernes Strifter om marie Balthici: Th. Birkerod for Ware Siftop Jens Sirferod 1699 &. 81; og Elephantino 1705, &. 116. Som Crer den Gang gif til, fan man tage Joh, B quisitiones antiquitatum Patriæ Daniæ g 171R 4 —… mm —
Dmnordik Sprog. 445
O. Sperling den Yngre: Foruden Moller, Cimbr. liter. 2, 849 ogſaa Wolffs Hiſt. Ordbog 10, 351. Werlauff, Efterretninger om det Kgl. Bibl 6. 78. 82. om ham og hans Haandſtrifter. Echlegels Samml. zur Dån. Geſch. 2, 2, 20.
Gom Exempel paa Udbyttet af Laurids Terpagers Afhandlinger henwiſer jeg til den fun 20 Gider ftore eller rettere lille Diss. de sacris veterum Danorum vigiliis. Hafn. 1705. 4. hvor man faar en De at vide om Julen, der har Navn af Julius Cæfar eller af et Hjul eller det ſtulde nok ſtrives Jol, Glædens Tid, at jøgle, det er ludere; ſamt Hvorledes den holdtes. De vigiliis festi circumcis, Christi hedder det, at der holdtes Gilder, med Bin, ſom kaldtes potus S. Jani, og deraf kommer vel den endnu paa mange Steder herſtende Skik at fende hinanden Vinum Hippocrati= cum, quod vern. dicimus Luttendrant; ogſaa om den Stik at flyde Nytaar ind. Ligeſaa om Legene og andre Sfiffe paa Helligtrekongert Dag 0. ſ. v. — Prodromus Asylographiæ Danicæ (etc.) Havn, 1706. 4. eller om Barfreder, det er Frifteder i Kirker, Kloſtere, Borge, et vift Gus i Byerne og paa Landet, indeholder Bevisfteder.
Der gives naturligvis flere fpecielle Ting, ſom iffe her ere oms talte; ſom Skrifter om Myntvæfenet (f. Er. af Jens Goppener), Kunſtſager, o. desl.
Oldkyndighedens Tilſtand, navnlig Runeindſtrifternes Forklaring, vidner om en ſtor Ukyndighed i bet gamle Sprog. Derfor maatte der odes faa megen Tid og Flid og fan mange Befoftninger anvendes, førend man kunde fomme til Bevidſthed om, at denne Sprogkundſtab var nodvendig og maatte erhværves. Men Hvorfra og hvorledes? Beghn⸗ delſen maatte ſtee ved en fornyet Kundſtab om bet gamle geland. Det var hartad blevet et ubefjendt Land for 38- Tænderne felv. Kun meget faa iolandſte Studenter vare hjemme i deres Fodelands Sprog og Literatur. Deres Studeringers hojeſte Maal var et Preſtekald, og naar de Tom hjem, fandt de fun liden Opforbring for fig til at
"
verosug jordel, iffe videnſtabe arbejdere „eo fine, at han ti Befordring”; Maguus Cflaffer Interesſe for ben eddiſte Litera i Færd med ben af Fojelighed „det var ilfe andet, ſtrev han ſom bet iffe var verdt at fpil maatte jo adlyde fin Øvrighed, i bet” (meræ ibi nugæ et min dantur horæ, nisi magistratui animos delectandi ministerium &
Kundſtaben om bet gamle £ gamle islandſte Literaturs Reſtau Vidalinernes Stamfaver (f. 15 hvoraf Tilnavnet Vidalin). Han verfitet 1585, og opholdt fig de: Rektor i Holum og tillige Præ modtage Biſpeembedet, og bød ubgav efterhaanden Efterretning (1593—1643: Brevis commentari
e
Arngrim Jonſen. 447
Arngrim om Oplysninger til bet gamle Sprog, og be traadte i en levende Brevvexling med hinanden (fra 1626 til Arns grims Dod); og i over tyve Aar gif Arngrim ſaaledes Vorm tilhaande med at flaffe ham Haandſtrifter og Ops lysninger, faa at Vorm felv figer, at han ved Arngrims Dod næften tabte Lyften .til bette Studium. Det var ogſaa Arngrim, ber gav Vorm bet Haandſtrift af Snorres Edda, ber endnu er befjendt under Navn af bet Vormſte (codex Vormianus), og fom ingen af be ISlænbere, ber ba vare i Kjøbenhavn, kunde forſtaa. Maaſtee ber ved Siden af benne Mand ogſaa bør” nævnes Bonden Bjørn Jonſen paa Gaarden Sfardéaa (f. 1574, + 1656), hvis Annal⸗ famling (fra 1400 til 1646) maatte bibrage til at væffe Opmerrkſomheden for Landets Hiſtorie.
Endnu tidligere begyndte Vorms Brevverling med Bi= flop Thorlak Skuleſen, ben islandſte Bibeloverſcetter (f. 1597, + 1666). Han brevverlede nemlig endnu førend han blev Biffop med Krag og Vorm (fra 1622 indtil Vorms Død), og meddelte benne iblandt andet de førfte Underſogelſer om ben islandſte Poeſi.
Med Brynjulf Svendfen (f. 1605, 1632 Konrektor i Roeskilde, 1639 Biſtop i Sfalholt; + 1675) havde Vorm allerede ſtaaet i Forbindelſe, medens Brynjulf opholdt fig i Danmark; efter Arngrims Dod brevverlebe han ifær med ham, og fif af ham Oplysninger til Saxo, fom bleve bes nyttede af Stephanius, til Runologien o. desl. Men ifær Blev Brynjulf en Befordrer af den islandſte Literatur ved Oppdagelſen af bet Haandſtrift af Sæmunds Edda, fom han fendte ned til Kong Frederik den Tredie, og ſom endnu bærer hang Navn (LL, lupus loricatus). Øen Plan man havde, at Falbe ham til Danmark ſom Hiſtoriograf efter
448 Det lærde Tiddrum. Sfbnorbig.
Stephanii Dod, ſtrandede paa hans Afflag, men han deb ⸗ blev at nedſende Haandſtrifter
De Solendere, ber opholdt fig i Danmart, virfeve fremdeles ven af udgive be forſte Forføg til ſproglige Hjælper midler, og beghudte Udgivelſen af gamle islandſte Skrifter, ijær Edda. Til dem høre iſer: Runolf Jonfew comtr. 1644 Reftor i Holum; 1649 drog han til Kjebenhavn, og blev Magifter; ſom Reltor i Chriſtiauſtad i Staane 4 i Peſten 1654), Udgiver: af den forſte islandſle Sproglære (1651) eller rettere” de førfte Begyndelſesgrunde dertil og fun omfattende Formleren, naturligvis ven meget ufuld⸗ lommen Stiffelje… Dette Forſog, ſom han kaldte det nyefte Crecentissima), bevarede i mange Tider fit Navn, thi efter bet ubfom ingen trykt islandſt Grammatik før Vejfebningen af Raſt 1811. Magnus Olafſen (f. 1573, 1621 Rektor I Oolum, 1622 Preſt i Lanfaas; + 1636), ber dels gav en Overfættelfe af Snorres Edda, ſom Reſen berryttebe, bels en Afhandling om ben islandfle Poeſt, men ifær er mærtelig ved fin Gamling til em ielandſt Ordbog, ber forſt fenere blev ubgivet af Borm (1650). Det var, efter Wer⸗ lauffs Bemærkninger, ilke Henſigten at levere en fufoflænbig Orbog; det var en Samling af de ſjeldneſte Udtryf i Bets øg Brofa; enfelte Artifler ere endog faa ubførlige, at de kunne anfees for antitvariffe Exkurſer. Det er en Gær egenhed, at alle islandſte Ord ere tryfte med Muner, i Følge Borms Formening, at bet dar ben gamle Bogſtrift. Gud⸗ mund Anderſen, Gudmundus Andreæ, var ben førfte Bearbejver af de eddiſte Digte, og tillige mærkelig ved fin Stjcebne. Det var en fattig Bondeſon fra Mibfjord, ber gif i Holum Stole; men da han iffe havde Raad ti at rejſe til Kjøbenhavn, levede han fom Bonde, og ernære fin Moder, ber var Enke. Imiblertid fortfatte han fine
Gudmund Anderſen. 449
Studeringer paa egen Haand, og forfattede en Afhandling om Polygami eller rettere, om bet var tilladt en gift Mand at holde en Medhuſtru; han beſvarede dette Spørgsmaal med Ja, og fandt bet iffe forbudet, Hverken i bet gamle Teſtamente eller det ny. Det var vift aldrig faldet ham ind, at ville have to Koner, ba han funde have Bryderi nok meb cen, men han vilde øve fin Lærbbom, og mebbelte anbre fit Haandſtrift. Det var en farlig Sag; han blev inbjtævnet for Stordommen og domt; Biſtoppen Thorlak Stulefen angav Skriftet for Stiftamtmanden Henrik Bielke, ber lod Gudmund fængfle, og førte ham med fig til Kioben⸗ havn, hvor den arme Synder blev fat i Blaataarn paa " Slottet. Ubekjendt, fattig, uden nogen Velynder, ber kunde tage fig af ham, blev han ſiddende hen nogen Tid, uden at hang Sag blev tagen for, men han havde bog faaet Lov til at gaa nogenlunde frit om i Taarnet. En Nat gif han noget omfring og betragtede be tindrende Stjerner, men for at fee Himlen endnu nøjere, ftrafte fan fig fan langt udb, at han tabte Ligevægten og ftyrtebe ned. Uden at være kommen til Skade var han falden i Nærheden af be kongelige Borns Rammer, og ba han hverfen kjendte Vej eller Sti i Slottet, føgte han den førfte den bebfte Dør, for at finde nogen, ber kunde hjælpe ham tilbage igjen til fit Fængfel. Midt om Natten fom han ſaaledes ind i Barnefammeret; Kvinderne oploftede et Forferdelſes⸗ ſtrig, da be fane en daarlig Hævt Mand, ber talte et ube⸗ tjendt Sprog (thi han kunde den Gang hverken Tyft eller Danſt); be gjorde Anffrig, og Fangevogteren førte ham endelig tilbage til Taarnet. Neſte Dag hørte Kong Fre derik noget om ben Støj, ber havde været om Natten, lod Gudmund bringe for fig, og lod ham fortælle fin Sfjæbne. Det var hans Lyffe. Kongen tog fig af Sagen. Han lod 29
mev LVU af Carl Guſtaf beſtikket F 1663). Det theologiſte Fakultet
og erklærede, at Gudmund ingen & Kongen; han blev frigivet, blev St Patroner ved fin Flid og Lerddom, og Ole Vorm. Vorm havte allere ba han ellers vilde være omfommen en af hang Landsmænd paa Isla fendte ham igiennem Vorm 1649 Vs Alt vendte fig ſaaledes til bet bei 1650, men faa Aar efter dode han
lom iffe til felv at udgive noget, 1 Gavamaalj bleve udgivne af Nefer islandſte Ordbog (1683). Den va denne Slags, og derved blev bet ir ubfom 1814.
I Sverrig var Oldforſtning frem Gabriel de la Gardie og be lærde £ Nubbed. Opmerkſomheden paa Isla ved Stephanii Haandſtrifter og SJørge
But i e
==
Forholdet til Sverrig. 451
ham til Viſings Skole og berfra til Univerfitetet i Uppfala, og opbrog ſaaledes en islandſt Tolk for be fvenfte Lærde. 1661 blev han fendt til Island for at ſamle Haandſtrifter, og fom tilbage med et rigt Bytte. Flere af hang Landsmænd tyede ligeledes til Sverrig, hvor be fandt mere Unberftøttelfe og Paaſtjonnelſe. Gudmund Olafſen kom til Kjøbenhavn 1668, hvor Grev Gyllenftjerne var for at hente Carl ben Ellevtes Brud; han fil ogſaa Iélænderen derover 1681. Gudmunds Broder, Helge Olafſen, kom til Stockholm 1682, og blev næfte Aar ſendt til Island, for at hente Haandſtrifter. Jon Eggertſen, ber 1680 rejfte til Kjøbenhavn, beføgte ſiden fin Landsmand, Gudmund Olafſen, i Stokholm, og blev mis— tænkt for at have ført gamle islandſte Haandſtrifter over med fig; da han fom tilbage, blev han fat i Blaataarn, og maatte ſidde der i tre Aar, indtil han ved ben fvenffe Mis niſters Mægling blev fri, og han rejfte faa til Sverrig. Flere JIslænbdere opholdt fig i Stokholm; og Tingen gif faa vidt, at „ſvenſte Magnater pan Carl ben Ellevtes Tid lobe deres Børn lære Islandſt ſom et Sprog, der kunde udbrede Lys over be gamle fvenffe Love.” Den ſidſte, ber paa denne Tid var anfat ved Antikvitets⸗Arkivet, var Guds mund Gubmunbfen (f 1697). Den Jver, ber ſaaledes vifte fig i Sverrig, bevægede iffe ben banffe Regjering til at bes forbre ben, men til at udſtede et Forbud mod Udforſel af islandſte Haandſtrifter til Sverrig. Chriſtian den Femte ſendte 1685 Befaling til Landfogden paa Island, Chris ſtopher Heidman, at ſamle log nedſende Haanbffrifter, og paalagde ham, alvorlig at paaſee, „at aldeles ingen ſtrevne Hiſtorier eller andre deslige Traftater om Landet vorder derfra til Fremmede forhandlede eller udførte.” Hvad ſtal man tænfe om bet? Danſte Haanbffrifter kunde fælges til
99%
føsne smuterpres regius var en isle aren Crifjen (+ 1659), ver bog Svartes Hiſtorie paa Latin. Den
var Bertel Bartholin, en Søn af & t 1690), men han gav fig fun
Den næfte. interpres regius var bi ſtriver Torfæus, ver hvem Olbforfi fig til den latinſte Hiſtorieſtrivning.
Thormodus Torfæus (f. 1636 paa fra. Besfeftab), Hvis Slægt nedſte tormfen den Rige (f omtr. 1430),
Manden i Guldbringeſhoſel, en vel tilſidſt blev. dømt fra. Embede og ri holt Stole, og blev dimitteret 1654 Univerfitet formedelſt Beften var ft Student, 1655. Da han 1657 havd flats; rejfte. ban hiem. Naſte So atter: fejle til. Kjobenhavn, men Sl Krigen med Sverrig lobe ind til Chꝛ bragte Vinteren i Norge, Om For«
Thormov Torfæné. 453
Eftermand af Stiftamtmanden paa Island, Henrik Bjelte, og ben fongelige Jægermefter, Johan Diepholt, der havde Indflydelſe til Hove. Kong Frederif ben Tretie anfatte Ham 1660 med 300 Ror., fri Bolig paa Slottet og andre Fordele. Kongen førte felv Opfigt med Arbejdet, kom jævnlig paa Torfæi Studerekammer, lod fig forelægge hvad ber bar udarbejdet, og gav felv mundlig Befaling, hvad ber ſtulde foretages. 1662 blev han ſendt til Island, for at forffaffe endnu flere Hjælpemivfer, og kom atter ned om Hoſten. Udbyttet af hans Overfættelfesarbejbe er en Ræfte Foliobind paa bet Kgl. Bibliothef. Ved benne Tid fattede Han ogſaa Ideen til ben ſaakaldte islandſte Hypothes, ber opſtiller en danſt Kongeræfte forſtjellig fra Saxos. Engang yttrede han for en af Miniſtrene, at man af Islændernes gamle Sfrifter kunde bevife, at Dan iffe var den førfte danſte Konge, men Skjold. Dette Kjætteri, at ville afvige fra Saro, forebragte Minifteren Kongen, ber befalede Tors fæus at udarbejde et Sfrift derom. Det blev bog førft fuldendt 1663, og 1664 overleveret Kongen, ber modtog bet med Velbehag. Det gjorde ogſaa, felv medens bet endnu var utryft, Opfigt i ben lærde Verden. Det var en ny Lærebygning. De gamle Konger bleve fatte af og ny indſatte. Et Udtog deraf blev ogfaa overfat paa Danſt (af Frands Miffelfen Ugilt). Torfæné Havde imidlertid ogfaa fine Misundere; be mente, at man kunde fpare hang Befolbing ved at give ham et andet Embede. Han blev derfor 1664 Kammererer (Oppebærer af be fongelige Jud⸗ Fomfter) i Stavanger Stift; og næfte Aar giftede han fig med Enken efter Forvalteren paa Udſten Kloſter Iver Nielſen Lem, Anne Hansdatter, fæbvanlig faldet Stange land, efter en Gaard i Karmſund, fom hun ejeve (41695). Embedet gav ham iffe ftørre Indtægter, men mange For⸗
ned til Kjøbenhavn, og blev 1667
fuldendte nu Dverfættelfen af Gra ben Tredies Død 1670 blev han c uden Embedoſtilling fra 1670 til 1 indtraf ben ulykkelige Begivenhed,
Har af hané Liv. Han rejfte nem gaaende en Arveſag, ſtrandede paa og maatte ved Overfarten fra Aarl vel var ligeſaa farlig ſom fra Kal mebelft ſteerl Storm med fit Følge tilbragt et Bar Dage uden Spiſe Havn paa Samss. Der var flere en af bem gjorde allehaande Optoje i Kammeret, hvor Torfceus ſelvande mu kunde myrde bem, hvis han vil flygtede Torfæus ind i et andet $ Manden i Huſet (ſom bet ſynes),
og løb indb paa Torfceus, ber med til fin Kaarde, ſom han havde lag og faarebe Manden bøbeligt. Han bl
Tbormod Torfaus. 455
fandt, at Gjerningen iffe havde været Nøbværge, men ba Drabsmanden, fom ben falder en Perſon veb Navn Thors mund Torfvefon, iffe havde haft animum occidendi, meget mere føgt Fred, var bet for haardt at ftraffe ham pan Livet; ben mente, at han burde ſtaa aabenbar Sfrifte, og betale 100 Daler til Helliggejſtes Kirle. Kongen ſtadfceſtede bet. Torfæué maatte ba, henimod ben Tid ba han vilde forlade Kjøbenhavn, i Oltober 1673 ſtaa aabenbar Skrifte, men efter Biſtop Vandals Tilladelſe flete det ude i Chris ſtianshavns Kirle. Uagtet al ben Mildhed, hvormed Tors fæus blev behandlet, berøvede denne Sag ham bog alt Mob til at henvende fig til Kongen om nogen Befordring til Fremme for videnſtabelige Arbejder. Forſt 1682 fattede han atter Mod, og tog til Kjobenhavn; efter indgiven An⸗ føgning fif han ben 23 September 1682 Beſtalling ſom Hiſtoriograf for Norge med en Beſolding af 600 Ror., og fort efter Rang med professores ordinarii, hvilket Lürdorf næften imod hans Billie af egen Drift udvirkede. Han fit tillige Lov til at tage be islandſte Antikviteter paa begge be tjobenhavnſte Bibliotheker med fig til Afbenyttelſe. De bleve førft leverede tilbage 1704. I bette Aar beføgte Kongen ham, og tilbragte en Nat i hans Hus. Ved denne Leilighed vifte han Kongen Haandſtriftet til fit Hovedværf, Norges Hiſtorie. Imidlertid fandt man, at ogſaa han ars bejdede for langſomt, og formindſtede hang Indtægter med 200 Ror., naar han intet leverede; ja engang beſtemtes endog, at Kongen herefter ingen Løn vilde give ham, men fun en Gave, maar han enten forevifte et færdigt Sfrift eller udgav noget. Betragter man imidlertid NRæffen af hang udgivne Sfrifter (De rebus gestis Færvensium, 1695; Historia Orcadum, 1697; Series regum Daniæ, 1702; Vin- landia antiqua, 1705; Gronlandia antiqua, 1706; Historia
mener umuve han flg anden Gan
CHistoria rerum Norvegicarum) i bøde ben 31 Januar 1719. Sim Latin; fit Balgfprog paa Greſt m
daodavsiv, Blandt Torfæi Haandſtrivere uss· uyc,.
EF Torſai Slrifter, der, for fin: den Dag i Dag nceſten fom. Kildeſ aß den lerde Hiſtoriler, lide af Mar fladbe, ban: hente ben. Gan famled at drofte. Da: hans Venuer giorde meget fabelagtige han optog, fade ;1 af ſin Gjerning. forſvinde. Det er v Bitølnger derom, ; Set Brev fil Ba faq omtrent 40 alt det er Fable iſcernn dette Aarhundrede; holbe: ber] hans Rant, og ndſlette alt det, fom bela Slulde alt ub, faa havde gicves.Hiſtorien blev-ilfe fulbftænt
Tune mer
Tbormod Torfæné. 457
i det fjortende Sekulum. Da bliver min Hiftorie kun liden. Gaa gaar ogſaa bet hele om Nor og Gorr og alle be Slægt« regiſtre Pokler i Vold. Jeg fan førive hvad jeg finder for mig, og enhver maa tro deraf faa meget fom Han vil. Men til at kasſere alt dette behøves en egen Afhandling ex pro- fesso. Derved bliver ogſaa et ftort Staar i Gare. Og overalt, jeg fan altid. førfvare mig med Diodorus Siculus, fom ogfan haver ſtrevet historism mythicami" "' Hvad vilbe benne Mand have fagt, hvis nvgen habde gjort ham op⸗ merkſom paa, at Saxos forſte Bøger ere'uipthiffe? Han havde en god Tro til ham. I et Bred til Arne Magnus- fen fra Aaret 1692 ſtriver Han: Amloda Gaga er vel ej ftor; bog ftaar ber, at han er ſpanſt, bet maa vel være forffrevet: for danft. Men det er med den, ſom med alle Fabler, at loea rerum gestarum ere iffe beſtemte. Sazo haver formobenlig haft bedre Kundſtab derom. Jeg tror ham ogſaa bedre om Asmund Berferfabana, at han er føbt paa Hedemarken i Norge, og Asvit i Bigen, end i Tarta= riet” (etec.) Den Gramſte Kritik var endun ilke kommen til Verden. Men med Henſyn til det hele ville vi holde os til den ligefaa billige fom grantſeende Holbergs Dom, ber rigtig nok noget blev' paavirket ved Forholdet til Høyer: Holberg indrommer, at der i Torfæi Norſte Hiftorie er mange Ting, ber iffe interesſere en Leſer, og berfor ingen Sted burde have i Kongernes Hiſtorie. De Notſte og: Jes kenberne have overgaaet alle Nationer' i at ſtride og antegne alt uden Forſtjel. Holberg holder heller ikle af Torfæi ſtore Lettroenhed; mauge af de anførte Miraller og Jærtegn burde været ubeladte. Men med alt: bet holder han Torfei ſtore Krønnite. for en af. be. anſeeligſte og prægtigfte Hiſtorier, fom nogen Tid er fommen for Lyfet. Den fortjener med al Rette at laldes et tredive Aars Værk og at anſees for
458 Det lærde Thoérum. diſtorie.
et Arbejde, ber ubforbrer mere end cen Mands Krefter. Hvis noget Strift er originalt, faa er bette bet, thi bet er grundet paa utallige Manuſtripter, forfattede ſaavel i ſolut Stil, fom paa Vers, af Sfribentere, ſom meſtendels have været øjenfynlige Vidner til bet, fom de have antegnet. Og ſaaſom alt (alle Kilderne) er ſtrevet paa bet gamle nordiſte Sprog, ſom nu omſtunder ingen uden Islænbere. forſtaar, faa fan man fige, at ingen uden Torfeus i "begge Riger kunde forfærbige ſaadant Skrift. En flor Lyffe for Publico var, at Mutor naaede en” fan hoj Alder; thi ellers Havde bet ej funnet blive færdigt, helſt fom bet er forfattet. udi firlig Latin, hvillet borttager megen Tid.
Med ſamme Billighed for Øje ville vi fee tilbage pan hele ben latinſte Hiſtorieſtrivning, ber i Torfæus naaede fin Hojde, for plubfelig at dale.
Den tredie antiquarius regius var Iélænderen Hannes eller Jon Thorleiffen (1681; + 1682), ber 1679 havde fuldendt en Samling islandſte Ordſprog, fom omtales i Fortalen til Peder Syvs. Den fjerde og ſidſte var den veb Kirkehiſtorien omtalte Thomas Thomeſen Bartholin.
Werlauff, Oluf Vorms Fortjenefter, S. 340. 354. Samme om Arne Magnusſen, i Mord. Tideftrift for Oldkynd. 3, 53. 87. 89. 93. Vedel⸗Simonſen, Nationalhiſt. Indledningen S. 16. Magnus Olaffens Ittring i Vormii Epist. 1, 358. Jolandere i Gverrig: Sv. fornskriftsållsk. årsmåte 1847, S. 3. Forbudet mod islandſte Gaandſtrifters Udforſel: Werlauff, om Arne Magnus⸗ ſen, S. 92. 94.
Arngrim Jonſen: Brevverlingen med Vorm i Vormii Epist. 1, 293. Vorm ſtriver om Arngrim 1650: sed, eo extineto, periit etiam apud me harum Antiquitatum ardor (Vormii Epist. 2, 1102). Grams Fortale til Krag, S. 17.
Om codex Vormianus fee Vormii Epist. 1,166. 301. Paa forſte Sted figer Vorm: Edda non facile habetur, difficilius in-
Thormod Torfæus. 459
telligitur. Velustissimum in membranis exaratum exemplar, quod apud me vidisti, ab Arngrimo habeo; sed ab ipsis Islan- dis, hic degentibus, non. intelligitur.
Bjørn paa Skardsaa: Finn Magnufen i Gronlands Mindess marker 1, 79. Det vil maaſtee forekomme nogle befynderligt, at en Bonde gav fig af med flige Ting, men vi have hos 06 et lig⸗ nende Exempel: Bonden Peder Lauridfen Dørftjet (f. 1630, + 1707) i Vendſysſel, hvis Diplomafſkrifter, hvoraf nogle findes i Gebejmes arfivet, og hvis Breve til Biſtop Birferod i Aalborg, hvoraf Myerup har meddelt Uddrag, vidne om en ufædvanlig Kjærlighed til Hiftorien. Svend Grundtvig har gjort mig opmærffom paa, hvorledes denne Mand, ſtjondt han iffe kjendte Edda, har bevaret jyſte Traditioner om eddiſte Foreftillinger.
Thorlaf Skuleſen: F. Johannæi Hist. ecel. Isl. 3, 715. Brevvexling med Vorm i Vormii Epist. 1, 95,
Brynjulf Gvendfen: F. Johanoæi Hist. eccl. 3, 602. Vorms Ler. 2, 453 (hans Færdighed i Graſt). Brevvexling med Vorm i Vormii Epist, 2, 1036. Conjectanea in Saxonem, Vormii Epist. 2, 1053. Observationes in Danicam literaturam Ol. Vormii ſſt. 6. 1056.
Om Eddaerne og den islandffe Poefi maa handles i den gamle nordiſte Literaturs Hiſtorie. Om Runolf Jonſens, Magnus Olaf⸗ ſens og Gudmund Anderſens Skrifter fre Fortalen til Raſts Vej⸗ ledning til det isl. Sprog, 1811. S. XXXIV. XXXVIII. Werlauff i Annal. for nord. Oldk. 1853, &. 344. 347. Af Runolf Jonſen haves, foruden Recentissima antiquissimæ linguæ Septentrionalis incunabula, id est Grammaticæ Islandice Rudimenta. Haſo. 1651. 4. (hvoraf Univerfitetsbibl. ejer to Exemplarer, det ene med tilſtrevne Anmærfninger) tillige: Lingvæ Septentrionalis elementa tribus assertionibus adstrueia. Hafn, 1651. 4. ſom indeholder 1) at det gamle iolandſte Sprog er det ſamme fom det ny; 2) en Afhandling om Runerne; 3) at Samund Frode har indført de punfterte Runer.
Com Tillæg til Runologien bemærkes derhos den førft nu uds komne Afh. af P. Sejdelin om Bent Bildes Runeffrift fra 1547, i Annal. for nord. Old. 1854, &. 206.
Magnus Olafſen: Brevverling med Vorm, Vormii Epist. 1, 351.
øg Separataſtryttet deraf: Thormod Ti John Erichſen. Kbh. 1788. En Del i Jon Loptſons Enkomiaſt. Kbh. 178 Arnæ-Magn. Nr. 282-285. fol. € Torfeus, dels topografiffe om Norge, de Breve til ham i Arnæ-Magn. %r. 251 Hafn, 1778. 4. &. 410. Berlauffs £ sågur. 1848. 1, XXVIII, Derhos on Breve hos Erichſen i Separataftrhkket S foran Separataftrykket. Werlauffs Efti nusſen i Rord. Tidsſtr. for Oldk. 3, eccl, 3, 572. Solbergs Epiſtlet, Epiſt. Series Dynastarum et Regum Dår ointrhkt Titel Universi Septentrionis A 4705. 4.' Torfæana, udg. af Suhm. Pan Danſt af Frands Milkelſen Ugilt 1684 (Deichmanns Brev til Suhm i Gu Om Historia rerum Norvegicarum fol. ſee Werlauffs Bibliothekshiſt. S. 74, Jon Thorleifſen: Werlauff om Arne Ger ved Slutningen af Giſtorien be flittige enfelt udkomme politiſte Efterretnin Toft, f. Ex Rouigrad det ſtore Befaſtel Tidende Cete.d bh 4504 4 man.
Dang Sprog. 461
15, -Dang Sprog. Modersmaalets Stilling; Povel Colbing. Peber Syv. Rasmus Bartholin, Søren Lintrup. Sprogforſt⸗ ning: Etymologiſte Underſogelſer: Peder Vandal. Bertel Knud⸗ ſen. Tortild Baden. Hans Nyſted. Peder Vinslsv. Ordbøger: Jon Turſen. Matthias Pors. Povel Colding, 0. fl.; Matthias Moth. Chrifſten Jenfen. Sproglarer: Erik Pontoppidan. Peder Syv. Henrit Øerner, o. f. Danſt Stil: Daus Ryftev. Sprogets Tilſtand: Det forældede: Lovſproget, Ordſprog og Kjæmpevifer; bet almindelige Sprog. Literaturens diſtorie. Proføvier: Hans Miffelfen Ravn, Søren Povelſen Jubidær, v. fl. (Muſitten: Matthias Schacht).
Modersmaalets Stilling var iffe heldig. Den fore gaaende Skildring har allerede lagt bet for Dagen. Res formationen havde Faldt bet til Live, men den. færde Theologi ſtjod bet fra fig; Videnſtaben forfmaaebe bet, og be Forføg, ber gjordes paa at anbringe det i ben, vare enten forte og forbigaaende eller uheldige. Forſt maatte bet ftaa tilbage for Latinen; ſiden maatte bet bugne under Indflydelſen af be nyere Sprog. Der behøvedes allehaande gunſtige Om⸗ ſtendigheder, for at give bet Mæle, perſonlig Gunſt til Hove eller hos Magthaverne, og fun under ben mægtige Adels beſthttende Vinger kunde bet gjøre fig gjældende. Det ſtjod op, nu hiſt og nu her, ſom en vild Urt, uden Dyrk ning og uden Pleje, Men benne bets fortryfte Tilſtand føltes; idelige Klager over dets Tilſideſcttelſe, og Bemeerk⸗ ninger om dets Dygtighed til at træde ind i be levende Sprogs Nætfe, mangle iffe, og gjentage fig idelig. Heller iffe var ber nogen Tid, ba jo Kjærligheben til Moberss maalet gjennem enkelte Mænd httrede fig i Øjerning. Selv under alle Hine ugunftige Omftænbigheber have vi bog (for at benytte Pſalmedigtningens Ord) „en uafbrudt Ræffe af Mænd, der i fortrinlig Grab kunne figes at have værnet
serrvv, T 1637, Søren Poveljen, F 1703, pg ere da naaede til Ve terup.” Heller iffe kunde be my Europa blive uden Virkning paa Statsmendene. Virkede de end he Moversmaalets Brug i de højere : tillige enfelte tænffomme og fævrel mertſomhed paa deres eget Sprog, bet dyrke det og bruge det. Kur tales til hele Follet. Gejſtligheden at lade Follet beltage i Kirkens Anli firew. fin Erflæring om Huguenotte BVaubal fin Bog om ben calvinffe denten Matthias Moth var grunddai forte Regjering almægtige Griffenfel Dannelſe, Statsklogt og Kundſtab Sprog overgik alle andre. Medens lang Aarrelle, ifær i gudelig Retni henvendte endelig enkelte Mænd fig ſiſte Sprog til Betenkning over M
—ERE
Modersmaalets Stilling. 463
Klager. Vi ville iffe dvæle ved alle; men vælge exempelvis to, begge Sproggranſtere, af hvilfe ben ene paa Latin, ben anden paa Danſt, have udtalt hvad ber rørte og maatte røre fig i alles Hjerter. I Fortalen til Dictionarium Her- lovianum udbryder Povel Jenſen Colding allerede 1626: „J Sandhed, I gjøre Fæbrelandet Uret! Hvad findes ber da i bet latinſte Sprog eller i noget andet, ber jo ligeſaa bekvemt fan udtrykkes paa Danſt? (Mangle vi Ord for vore egne og hjemlige Ting? og har Naturen ſtabt 08 ſtumme ſom Fiſte? Og be fremmede Ting, have be ba ftørre Ejen⸗ dommelighed og Stjønhed end vore egne?" Og i fine Be— tænfninger over bet cimbriffe Sprog figer Peder Syv 1663: „Nogle maaſtee mene, at ber var vel andet, i bet latinſte og græffe Sprog, hvorpaa jeg heller burde at anvende Tiden; men mig bør jo førft at vide mit Federneland og dets Sprog nogen %re. Enddog man flal beflitte fig paa be bebfte Sprog, bet hebraiſte, græfte og latinſte, hvillet hør be Lærde til, faa og paa bet franſte, vælffe, hvilfet de i Synderlighed ſtulle gjøre, ſom ville rejfe eller omgaas med mange: far bør bet dog enhver at vide fit Federneland ben Skyldighed og lade fee fin Flid udi fin Moders Maal til Grunde at forſtaa og med Vindſtibelighed at forbedre; i Henſeende, at ve, fom anvende ftor Umage paa fremmede Sprog, mer lade fit eget ligge og foragte bet, ere be Husholdere iffe ulige, ſom med fin egen Sfabe ere omhyggelige at vide og beftiffe fremmed Handtering, men i deres eget ere be blinde og uagtfomme; enten at Menneſtene kjedes ved fit eget og have Lyſt til fremmed, eller og forbi be ere begjerlige efter at vide for meget og berfor glemme fig felv. Man vil heller vide mange Ting, end faa vel; man vil være Mefter i fremmede Sprog, og haver iffe endnu lært fit eget; vi foragte os felv, og derfor foragtes.“ Endnu mærfeligere er
Tor maven TIL Den falſte go faa om Nodvendigheden og Ga Dyrkning og ben JIndflydelſe d kets Opbragelfe og Liv; bet 1 ber maa Ubdvifles; vi ſtulle ba men hæbre bet, og blive lykkeli turen har givet 08 felv. Forſt vi benytte Hvad Naturen har ftræfter til, maa man ty til & fræver bet, Fornuften byder bet, Den, ber agter fremmede Sprog fig ligeſaa daarlig ad, ſom den, Middagen, naar Solen ſtinner, l og tænder Lys for at fee. Move Naturen og fuget ind med Moder Bverfen ver Studering eller Ku vaagen, men bet er givet enhver Belgjerning af Naturen og lære Den almindelige Forfjærlighed for | end en ſtyg Bane og en falft x
Manet rs
Moderemaalets Stilling. 465
liges Frygt, til at ſtandſe ben vilde Glæbe, til at under⸗ tryfte Lidenffaber og Brede. Og faa langt, fom vi kunne følge Hiſtorien, fra Ende til anden, finde vi aldrig, at Brugen af Modersmaalet har manglet. Det gielder her iffe blot om de Lærde, men ogſaa om Almuen. Det er: iffe nok med disſe græffe og latinſte Sfrifter, ſom be Lærde maa kjende; alles og de Enkeltes Tarv maa haves for Øje, iffe alene ve Lerdes, men ogſaa menig Mands, iffe enkelte Stænders, men hele Fædrelandets; ingen fan und⸗ tages fra ben almindelige Længfel efter et Lyffeligt Liv. Hvis nogen (over eder Visdommens Skatte, ville eders Gjæle da iffe attraa bem? Mange hige derefter. Hvis nogen tilfiger eder Rigdom, vil ben iffe være eder kjcer⸗ fommen? Alle feer jeg lytte derpaa. I ønffe at nogen ſtal tilbyde eder Heder? Alle komme I løbende. Men jeg lover eder baade Visdom og Rigdom og Hader og Ære, jeg lover eder alle et roſomt Liv, naar Modersmaalet byrfes med Alvor, naar 3 i Fedrenes Sprog meddele hvad ber fører til ben hojeſte Dyb, naar I iffe ſelv fvigte. Lediggang og Fattigbom ere be vigtigfte Aarſager til Sta⸗ ternes Undergang, men be kunne iffe udryddes paa nogen bedre Maabe, end ven Modersmaalets Dyrkning. Slulle vi vende vor Hu til Fremmede, medens vi lade vore egne Medborgere henfalde til Orkesloshed? Skulle vi viſe Utak⸗ nemmelighed imod vort eget Land, medens vi unde Frem⸗ mede Del i vore Goder og meddele bem vore Oppdagelſer? Nej, ved at tjene vort Fædreland, gavne vi netop Viden⸗ flaben og ben hele Verden. Thi hvad ber hidtil alene har været be Lerdes Sag, bet flal ba blive alles; hvad ber Hidtil havde Bærd ved fin Sjeldenhed, bet flal ftige i Pris ved bets almindelige Nytte; hvad ber hidtil iffe kunde vindes ved nogle faa Lærde, bet flal iffe blive liggende, ſtjult og 30
I]
|. Tort SMUVE IULLETE 0 Stand til at gjøre den rette Det er en almindelig menneſtel Naturen, og at vælte fig egen alle Folfeflag møbe vi bet felvfe belfen have be befværet fig or Fattigdom og Uformuenhed, me have de ſiden bragt det til Rig at det mere er Menneſtenes bærer Stylben. Alt ufædvantig lende, ifær i Sproget; men vet fig, og de, ber have faa ſtor € felv uden videre deraf efterhaant 30 nyere noget er, deſto rigtige blive; af anbreg Fejlgreb hente 1 bor egen Eftertanke 5 og ber er; hvorved vort Sprog fan Blive ri greſte, ber gjælbe for be rigeſte. ben Eiendommelighed, at det egn
fætninger, en Fordel, fom mang: de maa th fif fram. nm. “
Modersmaalets Stilling. 467
eget! [aber 06 holde be fremmede Orb i Ære, naar vi fun iffe med dem befmitte vort eget Sprogs Renhed! Greken⸗ land, hvis ftore Mænd Cfterflægten fylder faa meget, ſtal paa enhver Maade lovpriſes; Rommerne ſtulle beholde ben ftore Berommelſe, at have gavnet ved ypperlige Sfrifter ; Franſtmendene flulle altid nybe Æren for, at be have førft forføgt at overfætte be gamle latinfte Forfattere i deres Sprog; og Jtalienerne, Hvis Flid og BVindſtibelighed for« tjene den ſtorſte Roes, maa gaa forud for alle anbre! Det være langt fra 08 at ville nægte noget Folk, ber ved ny Opfindelſer har indlagt fig Verdens Berommelſe, ben fortjente Heder; men imellem Lovprisninger over bem vil ber tilvisſe ogſaa blive en Plads for vor Ære, naar vi førge for, at vi iffe ere be enefte, ber forfømme bereg Modersmaal. Derfor beder og befværger jeg alle gode Mænd og Fedrelandets Benner at lægge fig bet paa Hjerte, hvor mange og ſtore Goder ber gaa tabte for Fædrelandet, naar Modersmaalet ringeagtes, og hvor vigtigt bet er, at Kunſter og Videnſtaber behandles i Fedreneſproget, lige ſom Fedrelandet allerede Har feet og med Taknemmelighed paaffjønner, at bet er fleet med bet, ſom vedkommer vor Frelſes Sag, og meget andet, fom allerede længe har været udgivet i Modersmaalet. Kjærlighed til Fædrelandet, Sam⸗ fvem med Venner, vore Nermeſtes Fornodenheder befværge eder, at I iffe forholde eders Medborgere hvad ber ved eders Arbejde, Beftræbelfer og Forføg er vundet. Længe not have vi tyet til Fremmede, lab 08 nu ſelv bringe til Virkelighed hvad ber er forføgt af andre! Lab 08 bruge Nas turené Gaver og veb vor Øjerning vife, at vi iffe ſtaa til- bage! — Det kunde være artigt at vide, hvilfen Virkning denne Tale har gjort i be Lerdes Kreds; men, ſaavidt der vides, findes ber iffe noget Spor beraf, og Latinen vedblev go
ur mave, en vig Tr uendelig ſejg. Slagene få ben modſtridige Masſe en findes der dog paa, at ganſte dode til Jorden, elle hos enlelte Mend fremlaldt Livet hvad ber for hin Tale Lintrup, den i faa mang Lintrup, en af Holbergs La i Bergen 1702 havde lagt S fleſte Urbejver, femten Aar
mier, lærde LKollegier, Biblio Mend, nhlig udgivne Skrifter Opdagelſer o. desl. men det Næppe længer end til næfte Son
Ronikrse …
Modersmaalets Stilling. 469
tifftaa, lebe under Tidens Tryk, og bet gif bem ilke bebre hos os end i anbre Lande. Sprogforfferne vare ilde farne. Ka⸗ tholicismen havde Fvalt ten gamle Literatur, Reformismen i fit andet Stadium havde helft feet, at end iffe bens Lev⸗ ninger kom for Dagen. Afrevne fra bet gamle Sprog manglede Forfferne, be faa ber vare, ethvert Tilknytnings⸗ punft for deres Forſtning. Skoler vare ber ingen af uden Latinffoler, bet var ber førget for; og naar ber endelig i bem lertes noget Danſt, faa var bet en tarvelig Begynbelfe. De maatte hente Sproget ub af Bøgerne, ſom derhos vare fjelone, men Hvorledes bet var fommet ind i bem, vidſte be itfe; eller be maatte hente bet ud af Folkets Mund (felv havde be aldrig lært bet), men Almuens Tale var ofte ufor⸗ Harlig, thi ben havde jnft fin Rod i bet gamle. Saaledes indtraf bet Fenomen, ber ellers kunde tyftes beſynderligt, at bet lærte Sprogs Dyrkning fremkaldte Modersmaalets lerde Behandling, at denne maatte fremmes derved, at lingua latina fif en prof. eloquentiæ (et Fenomen, ber fenere gien⸗ toges under Jakob Baben) og at Kjøbenhavns Univerfitet fif en prof. poéseos, ber faa endelig ogſaa tog den danſte Poeſi under fine Vinger. En alminbelig videnſtabelig Sprog⸗ Betragtning maatte gaa forud, førend ber kunde tenkes paa Modersmaalets grammatiffe Sammenhæng; og naar Op« merkſomheden for benne var vaft, maatte be førfte Forſtere nodvendig føre ben hen til bet enefte be fjenbte. Den førfte Behandling af danſt Sproglære bærer ogſaa tydelige Bræg af denne fin Oprindelſe. Den handlebde om Modersmaalet paa Latin, og bevægebe fig helſt indenfor latinſte Sprogs fenomener. Det falder mig iffe ind at dadle ben; ben fulgte ben enefte Vej, ber var banet; og var ben i meget faa langt tilbage, faa maa Grunden for ftørfte Delen føges i felve Filologiens flette Tilſtand. Det klasfiſte Studium,
ø
mer er Derfor rimeligt, at herſtende Stof der var at be og ſaa komme vi atter til Tid maalets herſtende Stof var d alt, ftaar ben religiøje Udvitt bens Stitfelfe og dens Form med ben fproglige. Er Tro trøje, faa bevæger Sproget f indffrænfebe Kreds; er Troen faa følger Sproget med i all gelſer. Naar Troen er bunde ſporger om Forftand eller Fo kunne fremkalde ny Foreſtilling Ideer ? Menneſtets Natur er a enefte Opvæffelfe fun har en idel Sætninger, ber ſtulle tages for ere, huſtes ſom be ere, og ove uforandrede, lige ufattelige, faa ben mangler Stof til en fri Ber højere aandigt Liv. Filoſofi og 9
Modersmaalets Stilling. 471
paa fine Sfjend, og bliver uartigt, fom hin forfaldne Sas tirifer, thi at ſpoge med Anſtand har ingen lært bet; bet taler fun om at angre Synder, ſom maaſtee ingen har bes gaaet; og ſtal bet endelig engang tenke felv, filofofere, faa have vi jo feet, hvorledes bet vrænger Mund og gebærber fig. Men maar bet nu virkelig forholder fig faa, at ben herſtende, af hin Tid ſelvfrembragte Del af danſt Literatur var Andagtsboger i alle mulige Former, ben ene mere ſmag⸗ løs end ben anden, var uendelige Pſalmer med bet ſamme Stof, var endnu uendeligere Ligpræbifener, hvori Bibelſprog ere dragne paa Snor fom en reformeret Roſenkrands; lidt Hiſtorie til en Afverling, ligeſaa tør og uden nogen felv« opløftende Tanke; og en Poeſi, der udenfor gubeligt Indhold næften overalt ſank ned til den raa Form; hvorfra ſtulde ba Sproget hente Nering og Fylde, Styrke og Flugt? Saa— ledes ſtod bet til under hin gamle danſte Adel, før Ene— voldsmagten brod dens Stamtræer itu; med en i Sandhed agtværbig Kjærlighed fremmede ben Modersmaalet, men ben kunde iffe fremme bet uden paa fin Maabe; ben kunde iffe føre bet op af hin dybe Brønd, hvori ben felv fab og kiggede Stjerner, fun paa en lille Strimmel af Himlen, fun en ringe Del af Herrens Bærfer og underfulde Gierninger. Kun hvad ber oplofter Tanfen og udvider Hjertet falder Sprogets fljulte Kræfter til Live. Derefter, omtrent ved 1660, indtræve forandrede Forhold. De politiſte antage en ny Skilkelſe. Ved Rigsdagen møbe Stænderne, Bonde⸗ ſtanden undtagen, og Borgeren taler med i Modersmaalet om Landets Anliggender; men bette, ſom man ſtulde vente, alt overſtraalende Blaalys blev fnart fluffet ub. Iſteden for den beftjermende Adel, hvis Grunddannelſe var mode tagen igjennem Latinen, men fom bog i fine bedſte Mænd bevarede fit danſte Sind, traadte en ny Abdel eller borgerlige
472 Det lærde Tidsrum. Den Sprog.
Mæcenater, ber fulgte med Europas begyndende 1lbuiilllng igjennem be nyere Sprog. Som Følge: deraf foælles Gør tineng Herrebømme, men bet franffe Sprog "indtager: hen aabne Plads, iffe bet gamle Modersmaal. Bed Afſtaacſſen af Skaane og de andre Laudſtaber paa hin Side: af Sauuut formindſtedes bet dauſſe Sprogriges Omfang. "Dem -fiblle Begivenhed, fljøndt oftere omtalt, man ogfea her henøsies formedelſt dens Følger, Det danſte Sprog blev. mt ink firænfet til Øerne og Nørrejylland, og alt Daab. forfvanbt om en vedvarende ſproglig Forbindelfe - med Skaaue her dannede Overgangsleddet imellem be. ſtreugere Dialekter smed Nord og be blødere pas be danſte Der. Den enfle: Ses giering fane dybere end ben banffe; ben vilde ilke blot. er hværve disſe Lande, men ogfaa tilegne fig bem; den aulagbe juft derfor et nyt Univerfitet i Lund, og indførte, uden Barmhiertighed, ſvenſt Sprog i Kirke og Skole. Der for⸗ løb næppe et halvt hundrede Aar, førend denne Forvandling var fulbendt og bet forhenværende danſte Skriftſprog oms byttet med det fvenffe; imedens Danmark paa ben anden Side, uben at mærke Uraad eller i det mindſte uden et rande Bob derpaa, ſaae bet højtyffe trænge ind og fortrænge bet danſte Sprog i dets eldgamle Enemerker i Sonder⸗ jylland. Fra denne Tid af miſtede Danmark fit Fobfæfte i Norden. Fra nu af vil og maa det beſtandig tabe. 3 ben Traktat, hvorved Skaane blev afftanet, laa allerebe, ſom jeg forhen har ſlaget paa, Tabet af Norge, og i Norges Tab laa, at Danmark, for lidet til at være nok, vilde og ſtulde blive en Fællesftat med Tyſtland. Naar man tager Bægten af ben ene Vegtſtaal, maa den anden nøbvenbig ſlaa over til ben mobfatte Side. Men jeg foregriber her Tiden; vi ſtulle efterhaanden fee det altfammen Tomme. Norges Tab droges i Langdrag ved de politiffe Omftændige
Modersmaalets Stilling. 473
heder, og imidlertid forſinkede bet, ber i fig felv maatte anfees for en Fordærvelfe for Modersmaalet, ben overs vælbenbe franſte Indflydelſe, Indvirkningen fra Tyftlanb, iſcer i alle højere Kredſe og hos be Lærde. Det er vans fleligt at fige, naar denne franffe Indflydelſe egenlig tog fin Begynbdelfe; den var hos 08 ælbgammel og havde i Grunden albrig hørt op. Parisklerfene afloſtes af Læger og Statés mænd; og hele den europæiffe Udvikling maatte nodvendig føre 08 med fig; Tyſtland var ben endnu tidligere under⸗ given. Ludvig ben Fjortendes Tidsalder gjorde det franſte Sprog til Europas Tungemaal. Frederil ben Tretie var endnu Latiner og Chriftian ben Femte nærmeft tyſt; men udenom bem dannede fig en ftor Kreds af ben franffe Lis teraturé Tilhængere. Den gamle Adel Havde Holdt paa Modersmaalet; ben ny fværmebe iffe derfor, og brød fig kun lidet om Sprogrenhed. Før rejfte ben Lærde ub, og fom hjem fom en belæsfet Bi med Latin, nu med Franſt; ben rige Borgerføn begyndte allerede at fætte en re i at have glemt fit Modersmaal; hos alle dem, ber reve fig løg fra ben gamle Orthodoxi, var ben videnſtabelige Dannelſe allerede naturaliſtiſt, og kunde Fun erhværves igjennem bet Sprog, hvori den var nedlagt; et Sprog, ſom vort, hvori ber aldrig havde været filofoferet, ſtulde have haft uover⸗ vindelige Vanſteligheder med at gjengive ben. Det er ſaa⸗ ledes iffe Holberg, der inbførte Franſt i Modersmaalet; bet var før ham; allerede ved 1640 (Wichmann 1644) møbe vi Klager berover, og ved 1700 finde vi Bøgerne overfyldte dermed. Hvad ber paa een Gang, ligefom et nyt Kilde⸗ væld, fpringer op i Literaturen, maa naturligvis længe før i adſpredte Aarer have haft fit fljulte Løb. Endelig var venne Indflydelſe af en ſaadan Beſtaffenhed, at bet maatte være let og belvemt at give efter for ben. Havde bet været
474 Det lærde Tiderum. Danft Sprog
Modersmaalets grammatiffe Form, ber ſtulde omfliftes; far Havde bet været em ganſte anben Sag; bet funbe ille fle uden Modersmaalets Undergang. Men nu var bet Tum nogle Ord, ver fulde ombyttes. En ſtor Mængde gode gamle danſte Ord liendte man fig iffe mere ved, og di Have ogſaa nu næften ganfte glemtidem, enten fordi Gienſtandene, hvortil be hørte, bleve fatte til Side, eller fordi Maaben at tænke paa ganſte havde forandret ſig. Hvad: var na turligere, naar man vandt ben uh Tenlemaade igjennem et fremmed Sprog, end at benytte de fremmede Ord, ligeſom SHaanvværferen gjør med fit Rebſtabz og naar den latiuſte Dannelſe ſtod i ven nærmejte Forbindelſe med be romanfte Sprog, fan vare vi ſom gode Latinere jo ogſaa halve Ro— manere, og fulgte, maar Latinen endelig ſtulde opgives; det fom [aa ben og vor hidtilvcerende Dannelfe nærmeft. Alle Huller i Ordforraadet maatte altſaa af fig felv ftoppes med franſte Ord; ved Tabet af det gamle Sprog var ber op⸗ ſtaaet en Tomhed, ber maatte udfyldes. At tænfe ſeld var faa befværligt. Netop en lignende Overgang maatte fenere indtreede. Da Latinen endelig havde maattet opgive fit Overherredomme, ba bet franſte Veſen var blevet til em Parodi, ba bet germanſte Sprog udviklede fig og overtog berf videnſtabelige Dannelfe, faa laa bet 06 endnu nærmere, øg faa gif vi over til bet. At vende tilbage til bet gamle var i fig felv ugjørligt, og lykkedes forſt og kunde fun fættes i Vaerk ved, tilbelg og med de fornøbne Genfyn, at Falbe Oldtiden felv tilbage i Folkets Bevidſthed.
Dette er omtrent Gangen, ligeſom Hovedtanken, i vort Sprogs Ubdvifling. Bi ſtulle nu i bet enfelte betragte Des gyndelſen Dertil, ben Maade, hvorpaa bet lærde Tidsrum ab Forſtningens Vej i forſtjellige Retninger forføgte at op⸗ lyſe Modersmaalet. Sprogforſtningen kom efterhaanden til
— —
Sprogforſtning. Torkild Baben. 475
Bevidſthed, men den manglede naturligvis Klarhed, og ledtes næften alene af et dunkelt Inſtinkt. Om bet danſte Sprogs Oprindelſe kunde man næppe gjøre fig nogen tydelig Fore⸗ ſtilling, ba Kundſtaben om bet gamle Sprog var ingen eller faare ringe; og man maatte allerede føle fig nogenlunde tilfredéftillet, naar man kunde føre Modersmaalet tilbage til Hebraiſt, Greſt og Latin. At udlede bet af Hebraiſt var ben eldſte, meget yndede, Foreftilling, og adſtillige Mænd, blandt andre Peder Vandal i Magftrup (1651) tilfatte deres Sprogfræfter med at finde Lighed imellem nogle hundrede hebraiffe og danſte Ord. Da bet Sprog, fom vor Herre talte med vore førfte Forældre i Paradis, blev anfeet ſom Moder til alle Tungemaal, maatte ber ogſaa i vort findes Levninger deraf. Bertel Knudſen Aquilonius ans ſtillede udførlige Underſogelſer om bet danſte Sprogs Lighed med Græff og Latin; men disſe Afhandlinger ere fun mær« kelige, fordi man af bem feer, at enfelte Forffere iagttoge Ligheden, ſtjondt be iffe vare i Stand til at forflare ben. Deres fornemſte Vejledning var Ordenes Bogſtavlighed; og bet er allerede meget, at ber iagttages en Bogſtavovergaug ſom Aſpirationen og 8 (ds og Salt). Rimeligvis er bette ben førfte Anelfe om Sprogenes Naturlove, men bet varede længe, førend disſe Forſog bleve fortſatte. Meſt befjendt iblandt disſe Forffere er Torkild Baben (f. 1668 i Hers⸗ løv i Skaane, hvor hans Faber Jakob Baben var Præft; Rektor i Holbek, + 1732). Han ſammenlignede Moders« maalet med bet latinſte Sprog i et Sfrift (Roma danica 1699), ſom ,, maatte finde en gunſtig Modtagelſe, forbi Op- jtillingen af en Mengde Ligheder imellem bet ſimple, lidet agtede Modersmaal og bet hæbrebe Rommerſprog havde noget overraſtende og mere end morende; bet fvarebde til Tidens Lyft at finde Sprogharmonier.“ Men Behanblingen
476 Det lætte TRéram… Den Sprog.
er uden Kriti. Det gaar meft nd paa at finde Doerecns ftemmelfer i Vendinger og Talemaanber, ſaaſom: et gåbt Hover, i (for) alle Folls Øjne, en god Def, et opg Sind, 0. desl.; men hverken tænker Har pad; at vioſe Til maader ere faa naturlige, at de findes i alle Sprog, belber ifte bemærker han, at en god Del "af bem han anfører tie frem ere indfomne i Modersmaalet fra Latinen, og HE gs rindelig høre bet til. Lignende Sprogunderføgeljer beſtſceſ tigede Hans Olufſen Nyſted, Sohannes Olsides -Nespølk tanus (f. i Throndhjem; 1691 Rektorei Horſens, 16600 Bræft, + 1740), men hang Arbejder, der fun ere Stam⸗ linger, bleve ikke trykte. En Blanding af hiſtoriſte sg ſprog⸗ lige Bemerkninger findes hos Beder Vinslov (f. IVinsloo i Skaane 1636, Konrektor i Odenſe, Bræft til Frue Kirke: i Odenſe, fenere i Præftø, + 1705), der ogſaa ſamlede til et Lexicon Scanicum.
Til den danſte Ordbogs Oplysning maa man en Tib lang hente Stoffet fra de latinſte Ordbøger og ben i dem tilføjede danſte Overſettelſe. Til be tidligfte Arbejder af benne Slags, af Chriftiern Pederſen og Henrik Smith, flutter fig Jon Turſens Vocabularium latiuo-danieum (1561) med Fortale af Niels Hemmingſen, der allerede ev omtalt i forrige Tidsrum, tilligemed Tillægget dertil, ber indeholder nogle faa Bidrag til bet danſte Lovfprog. Til be fenere høre iſer: Matthias Pors, hvis Nomenklatur, fom han udgav paa fin Udenlandsrejſe (1594), bog fun " åndefolder Subftantiver, ordnede efter Betydningen, og et danſt Ordregiſter. Derimod haves betydelige Ordbøger af ben bekjendte Skolemand, Forfatteren til den danſte Kirke⸗ hiſtorie, ſom foran er nævnet, Povel Jenſen Colding (f. i Kolding 1581; 1605 Rektor i Aalborg, 1608 Præft til Vindinge i Sælland, 1622 til Herlufsholm), hvis Ety-
Drobøger. Matthias Moth. 477
mologicum latinum (1622) er et latinſt⸗danſt Lexikon, ber ſom faabant indeholder en ſtor Rigdom af danſte Ord og Udtryk; og hvis Dictionarium Herlovianum (1626) er ben forſte danſt⸗latinſte Ordbog. Peder Syvs Ven, Laurids Kol (fr. Lars Kol paa Rosnes) ſtal have ſamlet et danſt⸗ latinſt Lexilon, ligeſom Peder Syv beghndte at udgive et ſaadant. Og endelig ere be øvrige, for Latinens Skyld ud⸗ givne Skoleboger ligeleves danſte Sproglilder, ſom be af Hiſtorieſtriveren Stephanius og af Hans Rhode (f. paa Als 1625; 1660 Konreltor i Odenſe, 1661 i Aarhus, + 1679).
Den førfte, ber udkaſtede Planen til og tildels udar⸗ bejdede en fuldſteendig Ordbog over det danſte Sprog, var ben ſom Velynder og Beforbrer af al danſt Videnſtabelighed betjendte Stormand, Matthias Moth, en Søn. af Livs lægen Povel Moth og Broder til Sophie. Amalie Moth, ber 1677 blev Grevinde af Samsø; (f. fom der menes i Odenſe efter 1642, adlet 1679, 1684 Overfefretær i bet danſte Kancelli, afſtediget ftrar efter Chriftian ben Femtes Død 1699, + 1719). Han begpudte, unter fine vigtige offenlige Forretninger, at famle til fin Ordbog 1680, og arbejdede felv; 1697 havde han ubfaftet fin Plan: hvert Ord ſtulde gives med latinſt Overfættelfe, og Ordbogen ſtulde tillige omfatte Provincialismer. Dertil vilbe han have Bibrag fra alle Dele af Landet, hvilfe hane Stilling Let kunde forftaffe ham. Efter fin Afſtedigelſe føgte han at udføre Arbejbet næften alene; men ber blev fun trykt et Bar Folioſider ſom Prove. Samlingen af hans Haanudſtrift, den Gang 60 Foliobind, ber 1753 af Arvingerne blev følgt til Kongen, henſtod i Gehejmearkivet indtil ben 1784 blev af« leveret til det Kgl. Bibliothek. I fin Skrivemaade var
ſamlet, fom han felv figer, udaſ ſom udaf adſtillige gamle Norſte
Adſtillige ælbre grammatiſt været til paa Latin, men inge Peder Syv nævner ſom Forfatte Kol, Stephen Spodsbjerg. Den matif, ligeledes paa Latin, er a ban ben Eldre (Grammatica d: gudfrygtige Bræjt og Biſtop, for har han tilegnet Prins Chriſtia at nu efter Souverainitetens In! Sprog at dyrkes omhyggeligere man af Fortalen, ber er ſtreve allerede var forfattet for tyve Ac nemſeet og forøget. Nihil enim summatum esse potest. 3 andi matiffer (han anfører af dem €& bør iffe ſtaa tilbage; ogſaa bet gantias. At dyrke og brive fremn men vort eget bør iffe forfømme
Sproglære. Erik Pontoppidan. 479
Ger er det rætte maal, vor tales Rorderſtjerne Og pennens Ratteſnoer. Gvad fattes nu vort ſprog Til dets fuldlommenhed? En rigtig Glofebog. Bel an, fornemme Ven, fom har af egen hjerne Udartet dette førft, bliv ved, giv føden Kjerne Af haarden nød, du æj med fremmed Kalv og plog Gar pløged, men her til varſt cene Mefter klog, Gar baned væjen førft, dig følge vi faa gjerne. Dend ſtoere Kejſer Karl førft lærde fligt de Tydfte, Men vor Pontoppidan føreev dette for de Iydffe, (Saa faldes Cimbrer nu) vel op, kom bid Danſt mand, Kom Gote, Norſt og lær at tale ræt og ſtrive. Men Erik arerig!) og Stoer her for ſtal blive, Gaa længe Danſten pen og tunge røres kand.
Som bet førite fuldſtendige Forſog af denne Art, ber vovede fig frem for Lyſet, fortjener dette Skrift alle danſte Sproglerdes Opmærffomfer. Det gaar naturligvis ifær ud paa at iagttage de almindeligſte Fenomener og nogene lunde at ordne bem; men Ordningen er meſt mekaniſt, og fun bet ydre, meft i Øjne faldende ved Fenomenerne kunde Forfatteren fjende, iffe deres indre Grund. Det beftaar af flere Afdelinger: Observationes orthographicæ, hvorunder hører Cognatio literarum; Observationes etymologicæ eller Formlæren; og Observationes syntacticæ. Det forſte Af« fnit ifær er behandlet med en vig Lerddom; derunder fore ftaar han iffe blot ben egenlige Retſtrivning, men afhandler tillige Lydenes Slegtſtab, og benytter dertil Sammenlig« ning med andre Sprog, Hebraiſt og Finſt og Islandſt paa ben ene Side, Tyſt og andre nyere paa ben anden. Det forftaar fig, at han har benyttet latinſte og græfte For= fattere: Priſcianus, Lactantius, Plato. Sammenligningen er iffe giennemgribende, føger fun Overensſtemmelſe imellem
1) Etieus, Eraricus Procop. Hist. Got, I. 8.
480 Det lærte Thøram. Dank Sprog.
enlelte Fenomener, men allerede denne Jagttagelje er mæ kelig nok. Viſt nok vife flere Bemærkninger, hville veflenbe og uflare Foreſtilliuger man havde om Retſtrivniugen, f. Ga om bet underſtottende e (e brevissimam, quod ojtjesime sono effertur), Hvortil enbog henføres Ord fom Bue, Due, Skrue; Selvlydeforboblingen gaar enheg vdidere enb- za Men paa ben anden Side har han mange ſunde Bemærk ninger, udſprungne af em nfilbet og af Banen'uaffængig Naturlighed. Han flifler f. Er. Selvlyden I og Meblyben Jod, og bruger til ben ſidſte det latinſte ftore J, bet dauſte Tille j havde man; og ſtriver iffe blot jeg, jager, men ogfer Bjerg, hjort. Ved Tvelydene bemærker han allerede, at: em Del maa udtages berfra og ſtrives med j og d: lav, Sion, Navle, og ligeſaa Maj, Kejſer, ej, nej. Meget Flygtig be⸗ mærler han, at bet hyppig anvendte haffuer, leffuer o. ſ. v. ſom nogle endog gjorde til et Treſtavelſesord (Haf-fuser) er urigtigt, hvor almindelig end Brugen var; thi det, ſom her udtales, er Medlyden v og iffe Selvlyden nm, og f efler ff er irreptitium (han ſtaar faaledes lige ven Brugens Op⸗ rindelſe, ben dobbelte Betegnelfe af bet gamle f og bet ny 5). „Germanice dicitur haben, loben, inde mutato b in v est haver, lover.” Men, vebbliver han, herved er endnu at bemærke, quod v in f Euphoniæ gratia inierdum mutatur, ut dicatur et scribatur Haft pro havt ab haver, ſtrift pro ſtrivt à ſtriver, brift pro brivt å briver, gift, tilgift, pro givt, lifligt pro livligt å liv. Om ø bemærter han, at nogle anfee bet for en Tvelyb, ſammenſat af o øg €, men bet lyder iffe fom oe, og maa med famme Ret henføres til de enfelte Selvlybe fom 4. Brugen af ſmaa Bogftaver i Navneords Beghndelſe hylder han naturligvis; men han vil ogſaa have Stavelfernes naturlige Afdeling iagttaget, ſom Mand⸗en, Preſt⸗e, Fife, ung⸗e, ſtreng⸗ere,
Sproglære. Erik Pontoppidan. 481
ſtund- um o. ſ. o. Derhos forefomme abflillige andre Ves mærfninger, ſom at ickun er fammentruffet af iffe uden; at o forandres til e i alſtens, for als⸗kjons, o. desl. Han har endog et eget, men meget kort, Afſnit om Betoningen; et længere derimod om Bogſtavernes Slegtſtab, ſom yttrer ſig derved at de gaa over til hinanden. Overgangene ere her iagttagne ſom Fenomener, endog be ſjeldnere, fom fra a til ⸗ (Hane, Høne; t. nackend, nagen, nøgen), men bet forſtaar fig, at de iffe ere nøjagtig flilte ad, men blandede fammen, Omlyd og Aflyb imellem hinanden. Herunder indfatter han tillige Overgange fra andre Sprog, ifær fra Greſt og Latin, til Danſt og fra Tyſt til Danſt: „borg vel borrig est a græco mwgyog, turris; bæk est a græco vocabulo any, fons; ag contracte qe, jonice et æolice Bne, latine ver, danice Baar.” Altſaa har han allerede bes mærfet Fralyden (bie Lautverſchiebung), hvis Opdagelſe og videnſtabelige Udvifling ellers med rette tillægges Jacob Grimm. Ja, han har iffe været langt fra, iffe blot loſelig at have iagttaget ben, men at have feet dens Regelrethed; f. Cr. ben regelrette Overgang fra c til h: ,,cornu, quod ex hebræo pp, peperit Germanis et Danis Horn; calamus, culmus dedit Germanis et nobis alm; cutis, Haut, Hud; collum, Hals; caput, Haupt, Hoved.” Paa lignende Maade har han Overgangene I, t, d; ꝙ, f, b, p, o. ſ. v. Kun berveb, at han blander Crempler af allehaande Sprog imellem hinanden, iſteden for at tage Hver Klasſe for fig, har han hindret fig felv fra at fee ind i den hele Theori, ligeſaa vidunderlig og beunbringsværbig, ſom be himmelſte Loves. I ben anden Afdeling, Obserrationes etymologicæ, har Han blanbet to Ting: ben egenlige Formlære og Orddan⸗ nelſen, og har berfor heller iffe kunnet fyldeſtgiore nogen af bem. Til Formlære havde han fun ben latinſte ſom For⸗ st
482 Det lærte Thtram: Da⸗k Sprog.
billede; hvor bet berfor gielder sat at oplyfe”bet givne Fenomen af ben gamle Bøjning, ber flaar bet let fejl fot ham. Gt træffende Erempel berpaa er deth maar hau be merker, at ber er Intetfjønsord, fom i: Gjeformen tåge Fællesfjønnets Artiltel til fig, fom Dyrene, Faarens, Sufiiss pro Dyrets, Faarets, Huſets, idque propter-&uptromismi ut videtur. Man feer, hvilken! Flid han: far gjort: fig at forfiffre fig om Fenomenets Birfelighed; i Tilløggets hår fører han nemlig en ſtor Mængde Exempler af: ber dauſte Bibeloverſæettelſer: Gjufens "Faber, - Korſens Død, "Life Forſte, Ordens Gjorere, Huſens Herte, Tiſtamentens ri" Lammens Sang, -Rjøvfens Sande; Menniſtens Søn ; Dar nens Faber, Brøbene Forraad, Landſens Gode, Aarfens Beghndelſe, Dyrens Billede, Haffens Sand, Legemens Læs,” Hjertens Glæve, o. fl. Det var nu alleſammen Intethjons⸗ ord, ber i Cjeformen havde ⸗-ens eller -fen8, og bet maatte føre ham paa ben Forklaring, at bet ene Kjøn var gaaet over til bet andet, en Fejltagelſe, ſom han da ilke er -ene om Kjonnet er fam tre Slags: 1) polycænum: en, ben; men han bemærker dog, at nogle Ord have han, andre hun; altſaa at Kjonnene ilke ere ganfte faldne ſammen i Fellestjon. Man ſiger han om Hat, Kjep, Stol, Vogn, Fod, Ild, Ovn, Beb, lignum (vidr), Brand, Sko, Sø, Skov, Sten o.f.v. Wen hun om en Hue, Bog, Dør, Mark, Strand, Vind (vindr; her maa Udtrylkket: hun blæfer have vildledt ham), Bro, Bog o. f. 5. 2) neutrum: et, bet. 3) commune, og derunder regner han Tillægsord, fom ere ens, fomtræt, faldet. Han bemærfer, at Kjørmene afvige i Dialefterne; Sællænbderne og Jyderne fige en Sav, Fynboerne et Sav; og at man ligeledes finder: en og et Steb, en og et Taar, Brugen og Bruget, en og et Cpiftel, en og et Tempel. Og derom mener han, at Brugen hos
Syroglære. Erik Pontoppidan. 483
be mere dannede Sællænbere bor foretrælfes. De udfor⸗ lige Regler for Kjonnet efter Endelſen har han uden Tvivl "lært af be tyſte Grammatilker; næften ved hver Regel findes halv fan mange Undtagelſer. Blandt de Ord, han anfører, er Grippe (ancilla). : Gan veed ogſaa, at Kjynnet forandrer ſig efter Bethdningen: en og. et Ark, Egg, Sold, Som, Nod, ealamitas og .bos';. hoilket bog un er lutter Tilfældighed. Som Nabneords Bøjning antager fam fun een, nemlig: Cjeformens, og betragter faa færftift Flertals⸗ bannelfen, ſom han oplyſer med mange Erempler; men alting er ham her gauſte mekaniſt, da han ilke har nogel ledende Princip, og ingen Bevidſthed Har om -Rjørmetd Sammen⸗ hæng med Bojningen. Uden videre Oplysning anfører ham berfor Flertal paa sn, ſon Øjen, Oren. Heruuder har han indført et meget interesſant Afſnit om vanffe Steds⸗ navnes Oprindelſe. Ved Gierningsordene har han ingen Bevidſthed om be egenlige Boiningsmaader og deres Sam⸗ menhæng; han antager to: Activa og RNeutra paa sr, Pas⸗ ſiva pan -6. Treſtavelſesdatiderne paa sebejere ham be regel⸗ rette, og uregelrette ere altfaa 1) be, ſom udelade e, ſom flyer, flyde; hører, horde; tœnke, tænfte; og 2) de med cen Stavelſe, ſom kommer, kom, ſamt faabanne ſom ftræfter, ſtralte. Her kommer fang Ubefjendtffab med bet gamle Sprog ret tilfyne; og heller. iffe fan han oplyfe Former ſom jeg gif, vi ginge; jeg fprang, vi ſprunge; ja, han ans tager endog, at bet hebber: jeg green, vi grinede; jeg treen, vi trinede, o. f.v. Former, ſom gaf, ſtat, ſtaa for ham fom blotte Uregelretheber. Men hang Bemærfninger ere bog mangen Gang rigtige og vejledende, fordi han Fjender regelrette Former, ber nu ere forfvuribne, og forbi ben davcerende Brug, uden Bevidſthed om Oprindelſen,
Havde bevaret hvad ber laa denne nærmeft, ſaaſom „ded 3"
484 Det lærde Tidérum. Dan Gprog.
Haver vel lylket fig, alias bed haver vel lylleſt, for; &nillet han anfører Birgitte Thott& Seneca - ſom Hjemmels; subst Haver billigen ſjuntiſt Plaloni; hannem at ave: fattigt Sne ords ljus“. 3 Observatiosmes syntaolicæ: findeq allereden ea lille danſt Syntar, ber for ben Tid er al Sire -vørk, sØ8 beri indblander han adſtillige audre -Demærlpinger;: font Forſtjellen imellem. to og. tu, tree/ og tri; Tillægsfornner paa -eé (ſom jeg er. begierendis), Naturudtryk far Dyreres Stemme (ſom Oren bøger, Koen røber, ; Kreften: ſtronnen Kragen gulper, Revmen faver) 9::besl« Endelig ude helder Slutningen af Bogen en Samling af danſte Kanſterdmer rigtig nok nu tage fig underlig ub, men ere Vevis pansret Nodvendigheden beraf føltes ſtrax ba Forſtningen vengnehes Crempler ere: litera vocalis, ſelblydendis Bogſtav ( Selviid), litera cousonans, medlydendis Bogſtav (Medlyd), hypben, Binde⸗ſtreg, circumllexus, en Teddel fom en Huusgavl, artieulus, Sfeloerb, nomen, Navnord, verbum, Tidexd, genus, Slavg, genus neutrum, Hverfenflgvg, 'æasculiomer, Hanſlavg, numerus singularis, Sær-tal, pluralis, Mær-tal, casus, Endelſe⸗fald, nominativus, Nevne-⸗endelſe-fald, ge- nilivus, SÆjesenbdelfe-fald, dativus, Give⸗endelſe-fald, acou- sativus, Anflagesendelfe-fald eller Sage⸗endelſe-⸗fald, abla> tivus, Tagesenbelfe-fald, comparatio, Forligning, positirus, Grunbtrin, comparativus, Mellemtrin, superlativus, Over⸗ trin, pronomina demonstrativa, Auviisningse For-Navnord. Skulle nu flere forbindes, faa fremfommer undertiden ku⸗ riøje Udtryk, ſom decliaatie nominum postpositivum ;øtti= culum sibi affisum non habentium, be —— Bøjelfe; fom iffe have bagſat Sfel-oerd.
Allerede hos Pontoppidan finder man noget Vefjendts flab med Edda og be islandſte Ordbøger. Oldgranſtningen befordrede Sprogforſtningen. Det blev efterhaanden mere
Sproglære. Peder Syv. 485
og mere levende for Sprogmendene, at ben, ber vil fri til Datteren og vinde hendes Hu, gjør vel i at gjøre fig bes fjendt med Moderens hele Færd og Sindelag; derved vil han endnu bedre fomme til at fjende Datterens ejendomme« lige Noder eller Unober. Til ve Mænd, fom bette fores fvævede, og ſom overhovedet til fit Modersmaals Oplys⸗ ning ſamlede alle be Hjælpemidler, ber ben Gang kunde haves, hører ifær Peder Syv, fom man berfor iffe uden Grund har faldt ben danſte Sprogforſtnings Faber. Peber Pederſen Syv eller Siuf, Petrus Septimius (f. i Landsbyen Syv ved Roeskilde, hvor hans Faber var Feſte⸗ Bonde, i Marts eller April 1631; gif i Roeskilde Stole, bimitteret 1653, blev Hører veb Kjøbenhavns Stole, 1658 Reftor i Neftveb, 1664 af Fru Ide Lunge til Valdbygaard kaldet til Preſt i Helleſted eller Helſted i Stevnsherred, + ben 18 Februar 1702) fif, efter Udgivelſen af den førfte Samling af Danſte Orbfprog (1682), den 15 Maj 1688 Titel af philologus (regius) lingvæ danicæ, „en ganſte egen Titel, fom ingen har baaret Hverken før eller ſiden“, og hvormed ber ſiden blev forbundet en aarlig Venfion af 100 Ror. Han var Antifvar, Sproggranſter, Literator, Kunſtdommer, endog Digter, og beftjæftigebe fig med alt Hvad ber vedkom Sproget, Bogſtaverne og Runerne, Nets ftrivningen, Etymologien, Formlæren, Ordbogen, Stilen. Hvad han i disſe Retninger har frembragt er rigtig nok fun bet førfte Anlæg, fun Anelſer; hverken i Kundſtab eller i Smag ragebe han højt frem over fin Tid; men hane ſunde Sands, hans famlende Flid, hang utrættelige Kjærs lighed til Modersmaalets Frembringelſer og hang forſtende Mand vil gjøre hane Navn uforglemmeligt. Nogle Betænf- ninger over bet cimbrifte Sprog (1663) ſtrev han i Neſtved „blandt be mange og møjfommelige Skoleforhindringer“.
486 Det lerde Tidørum. Dan Sprog.
Det er en almindelig Sproghunftiefter ber DibsSr punft, og ben indeholbet derfor tiffige: Oplhonkager Al S> raturen og Peefin, jaJom Dilleg- tried DELI af" Fals egne poetiffe Forføgi Fortaltn vifer, Huller Forigecha han var fat-t, i det han wil ſteive on Modirvmarcles, åg ben uUndſeelſe, hvormed ham træder; freni mr Eder dg Begyndelfe; Han fætter vøg "Forterne, ze han forføger er noget agt) men Frygten. fle 'såt Had rel Nettor) ſtalde ſhnes 10 nåtføns at aigte Alchivatei hieacic i ve llasſiſte Sprog bevæger” Hank bel? tititdeligat tere dem. „Ham burvej fo førftet vide Flo / Faderuclaub vig vech Sprog nogen ra: Enuiled⸗ hadoi ſatſi taauge Ferie lak bemceldte Sprogey, iab /det'vav Bedre:at afftaffo notzteaf· be Bøger, end at ſtrive flere; be flere(fleſte) Strenge jo fine Bøger af de. forrige, de "give dem - 'alenefte; Jet mt Mavn, eller, maar be ville gjøre vet gort, foraudre ve Ordene og Orbdeuen, men tale intet om dem, af Woitte ve have laant fit.” Ved Retſtrivningen beſtred han iſer Banens Sudflydelſe: „Dette maa man altid: høre: - fag gjøreive anbre; faa ſtrive de; faa .er. Sfiffen. Men er Vantn imeb Fornuften, da er (ben) mere en Uſed end Sced, mure en Bildfarelſe end Videnſtab.“ Om Sprogenes Udvilling og Sammenhæng giver han en Del indlebende Betragtninger: Det ælbfte er det Adamiſte eller Hebralſte; hvorfor eu af de Lærde haver ſagt, at vi alle tale eet Sprog, det Hebraiſte, bøg forandret. Til bet Cimbriſte hører bet: danſte, ſwenſle, norſte, tyſte 0. a. fl. Han holder for, at- be Venber ( Sla⸗ verne) havde i Grunden eet: Sprog - met de Cimbrer og Tyſte. Det Latinfle er. fattigere paa - Ord end de'andre; bet Greſte er rigt. Det Cimbriſte, formedelft - Meengen (Mængben) af Enſtavelſesord og ben (for de andre) ube⸗ tjendte Forandring og herlige Maade at fætte Ordene til⸗
Sproglære. Peder Gyv. 487
fammen, hvormed bet giver Græffen intet efter, kunde nok meb fin egen Rigdom være fornøjet og. med ſtorſte Fer⸗ dighed finde be belvemmeligſte Navne til alting, om det vilde ret og vidſte at bruge ben. Det Cimbriffe Sprog er et af de ælbite, herlommende fra Babel; „hvor de bablede, fablede og famblede paa Ordene“. . Det ældgamle eimbriſte Sprog kommer mere overens med det hebraiſte, end bet greſte og latinſte, og er: derfor ældre end disſe. Man ſtal hide, at førend Odin Tom i dieſe Lande, havde vort. Sprog ftørre Lighed meb bet hebraiſte end fiber Sprogblandingen bar giort, at, bet danſte -og ſvenſte Sprog have mere til⸗ fælles mød bet ipfle, men de Norſte og i Synderlighed be gsolænder, ſom ere længft borte fra Fremmede og have liden Samkvem med dem, have; bet gamle Sprog allerretteſt, have, bevaret bet cimbriffe Sprog uden Beblandelſe, For⸗ andring eller Forvendelſe. Man fan ille nægte, at vort Maal jo haver laant nogle Ord af. det greſte og latiuſte, f. Ex. Tempel, Kirke, Skole, Hvilfe eve indførte. med ben kriſtelige Tro; men hvo. ber vil ſige, at Neſe, Fader, Fiſt, Foll ere fomne afte latinſte Naſus, Pater, Piſcis, Volgus, han maa og. fige, at de Cimbrer vidſte iffe at. ncevne deres Næfe,; Fader, Fiſt, og vare iffe Foll, men Umelende, førend det. latinſte Maal opfom;. hoiffet tilſammen er uri⸗ meligt. De Perſer fomme overens med,be Tyſte, iffe alene i Seder, men endog ubi Sproget; bet Parthiſte eller Pers file Sprog. haver Lighed meget med det græffe og tyſte: Faber, . Moder, Baand, Broder o. ſ. v. nævne be ligeſom vi. Det Engelſte Sprog er beblandet iffe alene af bet cimbriffe, men endog af bet latinſte og franſoſte, og de engelſte Bøger, ſom ere flrevne -for 2 eller 300 Aar, ere næften i Sariſte Sprog, Der figes af Lyftighed, at ber Sprogene bleve. uddelte, komme (fom) be Engelſte noget
488 Det larde Tibørum, Danſt Sprog.
forſilde, og maatte derfor af ale aubre⸗laau hogetri Gel er bet meft med bet eimbriſte bentængets efterfene ise sflalle veri iffe alene Sloſer, men: eudog Mankerkinitalored ¶ Talemaader) iffe ulige mey ut Sprog ntudooge Matceriu at udſige bem er auderledes. Ender, bet Fend Neriagyrnet om bet cimbriſte Sproge rette Ophaf og Beghuvella fifelgetslle hør 08 Danſte tif (thi vi villedønne niaaneligen strøs fedo), da bør bet og ingenlunde 'be'Tyfte for gane adttilegitidig bet, fom nogle af dem gjøre. !: Bed Vedvinmelſcacaf reo· genes Lighed raader han til Maabehålbs Bim maa ſitte a tenle, at be Ord, ſom have nogen Lighed med Fur Syng, endeligen ſtulle være konme iderag, md men fla agtesbih⸗ e" (benne) Regel: intet Dvd hører egentligt” il bed Speog, hvor iffe findes retmæsſig Aarſage“ bertik. En giver fæ, at Homerus haver ſtrevet Tyſt, en anden at hans Stilrer Hebraiſt, ja hvorfor iffe og Meriſt (Merikauſt) og; Rotvcelſt. Det cimbrifte (dauſte) Sprogs Uddyrkelſe ligger Ham meget paa Hjerte:. Havde man fun mogle visfe Regler, Hvortil man kunde henføre Orbene, og iſer en Mavne=. ellev Gllofe= bog (Ordbog) over alle „Udſprungsord“ (Stamord) og be, fom af bennem komme. Men bet ſtulde ndfræve Mere end et Menneſtes Arbeide. Der ere gjorte franſte Ørammas tilfer paa Danſt og Svenſt, men vort eget Sprog ville de iffe til. Ydermere flulbe man og, det neſte (næfte) muligt var, ſtrive mange og gode Bøger i bette Sprog, Hvor= udi be Tyſte paa nogen Tib have merkeligen tiltaget. Det fornemfte i bette er, at alting er klart og let at fatte, hvilfet man og fan naa udi en flet og uſirlig Tale; men flal man vælge iblandt (imellem) to Ting, 400. vil iffe Heller age i en god Vogn end gaa i Dref. og Grus med ftor Bejværlighen? Hvem vil ilke heller høre og læfe bet, ſom artigt er ſammenſat, end bet ſom humper, ſtoder og
Syroglære. Peter Syv. 491
t iffe, men han har dog tænkt over Fenomenerne, felv ar han ikke fan finde ud af dem: f. Cx. jeg forundrer g, Hvi de Cimbrer tælle ti, elleve, tolv, tretten, og ikke iſteden eenten, toten, treten. Elleve er kanſtee af een, v af fo, mer er bog ſidſt i faa forvirrede, at man ikke ed hvorledes dermed „ſider“ tilſammen. End er og dette berligt i vort Sprog, at Trebive og Fyrretyve faa kaldes, f. v. Men ifjær anvender han det gamle Sprog til at lyfe enkelte Ord ;. ofte med Held … ſaaſom: Danevirke af k. ttfandfle Ord virke, bet er Bold; Enebærtræ af isl. zer; Dimmeluge maaſtee af dimmer, Morkhed; Smideſiner, nen, ;bet ev Uffe, et ſtaauſt Ord (isl. sindr); Kindel⸗ fe af, bet gamle cimbriffe Ord kindel, det er Lyvs (Lyo); nenbag. af løve og to, thi be Gamle og vi endnu da helft tetiøg; babe: 06; Stakarl, ſaaſom ſtav⸗bare, fordi han uger, Staven. Men ofte løber han ogſaa ſurr i det, f. Er. Mawigt, af en ond Vægt, fom duer lidt (isl. vætt); jrrn, det er Huſet tro (for Husfrue); Husbond, bet er sfeté: Baand, ſom binder og holder tilfemmen i Hufet; nbdbeg, Sohntag, at man da ffal forſone fine Synder. ser: Han bemærfer, at man ogſaa fan udlede vore Ord af mimede Sprog, tilføjer han: Dog ſtal man fee til, at m ikke gior alt for meget deraf, faa vet bliver til Gjeck⸗ By: f.x. Landslnægt af lancea, fom rettere fan kaldes sfom Laundſens Knægt, thi han tjener og ſtal forfvare nhet. Escomanni, Cflemænd, faa falder Berderhagen de auſte, fordi de førte itfe længer Krig: i Saren end mens »Bande Mad i EAſten.
z Den danſte Sprogkunſt (1685) er den forſte Sprogs» re paa. Danſt. Thi efterat det havde behaget Kongen ib et naadigt Øje at fee til hang ringe Nemmes Flid i et Feœdernelands Sprog og antaget ham til at være
490 Det lævee Fidørum. Danf-Øpreg.
Saa fan baade Kornet og Bogen gros i som mi nod pa Slet bra fan intet 8 sit mf AM omvd sønn
jen naar der er al ; Copa Fan min nå indl —— AL Her fjetes g fremmer * — mvaogti 393 Men holbte dod alm Danft Barr +07 Fo ala Det er hwert Rige: Mre flet, 5 .n'773 asdslrnad dsaa Ret ſette ſit Sprog, paa Bomer;E imam 1 unm au ses fo. MAD od rr mo et La g Bøgftav« og Siavelcerrn "har Hast iffeTadet flys føde] aeg Brugen, men tæntt. felt; ligeſom Vontopytdan ; dg elblige end denne: Det'fynes ittenat dl habe Avelyvbeuvv Bagftrie Behov; æ' et. næppe jen Tielydendk, ag deli fanme tr ab nite om oe ($) og andre: fandarne. "Langt inadreericel iel anbre af det Slags Toetydende; thi. j. er en. Medlydende vg ingen Selolydende, og imellem j og ter „et ſtort Forſthelv, enbbog' faa agte det, Det ſamme ſtal man:og dide om 3 øg u. Om Stavelſernes Fraſtillelſe er bette at mærter Medlydende flulle følge be foregaaende og ille de efterfølgende Selvlydende, anderledes end i andre Sprog ſæedvanligt er; hvilket kommer deraf, at de fleſte Ord ere hos vs af et een⸗ ſtavelſes Grundord. Saa at man berfor ſtal Have Ordenes Herkomſt i Agt; og ligeſom de ſettes ſammen, jaa ſtulle de og ſtilles av, f. Cr. elſt-eligen, Ev⸗angelium. "Thi, det er forbi, eftervi, Ti, bet er 10; dog vi iffe ellers bruge; H. pag ſaadan Maneer, og gjordes derfor "lidet her fornøden De fremmede Ord, ſom ere blevne danſte eller agtes for dauſte, ſtal ffrives fuldkommeligen med danſte Bogſtave. Gaa lunne vi og paa det fojeligſte danne dem efter vort Sprog, i Synberlighed i Endelſen, hvorover be bekomme ftørre Sir⸗ lighed; thi have be ligeſom foret Borgerffab hos os, faa nmue" (maa) de og være famme Ret undergivne. Nogen gjennemført grammatiſt Anvendelſe af bet gamle Sprog Har
Sproglere. Peder Spv. 491
han iffe, men fan har bog tænft over Fenomenerne, ſeld naar han iffe fan finde ud af bem: f. Et. feg forundrer mig, hvi de Cimbrer tælle ti, elleve, tolv, "tretten; og iffe ber iſteden eenten, toten, treten. Elleve er. lanſte⸗ af een, tolv af to, men er dog ſidſt i faa. forvirrede gr at man ifte veed hvorledes dermed „ſider“ ailſammen.End fræog bette underligt i vort Sprog; at Tredive og Fytrethve faa laldes, o. ſ. v. Men ifær anvender han bet gamle Sprog til at oplyfe ienfelte Ord: ofte men Held, faajsm 3;;"Denevirke af bet. islandſte Ord vine, det er Bold ;;ionehærtræ af. tel ejner; Dimmeluge: maaflee af bimnaær, Morkhes; Smidefiner, CGiner, peter Aſte, et ſtaauſt Otd fiskevande), Kindel⸗ mesſe af; bet gamle cimbriſte Ord findel, det exLyn (296); Loverdag af føve.og. tp, thi be: Gamle; ogs vi<endnu; ba. helſt løve: og- bade: 06; Stalarl, ſaaſomſtav-hare, fordi ban bruger, Staven. Men ofte løber han ogfan ſurx i, bet, f. Cz. Boſswigt, af en ond Vægt, … ſom duer lidt (isl. vætt); Huſtru, bet er Hufet tro (for: Husfrue); Dubbond, det ser Huſets Baand, ſom binder : og holper: tilſammen i Huſet; Søndag, Sohntag, at man da ſtal forſene fine, Shuder, SRaar han bemerker, at man ogſaa fan udlede voxe Ord af fremmede. Sprog ,: tilføjer han: Dog flal man ſee til, at man iffe'gjør alt for meget deraf, ſaa bet bliver til Gjæls lexi, f. Er. Bandéfnægt af lancea,- ſom rettere ſaa kaldes ſaaſom Lanbfens "Knægt, thi. han tjener og. ffal:: forſyare Landet. .Escomanni, Eſtemcend, faa. falber Verderhagen de Danffe, forbi: ve førte iffe længer Aig” i Eern end mene be hayde Dab i Eſten.
Den danſte Sprogkunſt (1685) er ten fønfte. Sprogs lære paa Danſt. Thi efterat det. havde behaget Kongen meb et naadigt Øje at fee til. hans ringe Nemmes Flid i vort Fævernelands Sprog og antaget ham til at være
492 Det lærte Tibérum. Dank Sprog.
Philologus Danicæ lingvæ, burde bet ham at. begperbe af (med) bet førfte, nemlig af Sprogkunſten, ſom han au under be Kongelige og Prinſelige Hojheders Navne og -Forfonr lader fomme for Lyfet ſom en Forlyftning ;,t Eders Hoj⸗ heders de tyngre“ Stuberiuger, fan og ſom et Bitmesbledy om Kicerligheden til Fœdernelandet og dets gamle: Nørre Helteſprog (fordum Faldet Zotnamal og Runamal), il hvillet be Fremmebe endogſaa, udi at oplede Herkemſtog Udtydning paa deres Ord, ofte: have Henſeende, Omiſit Foretagende yttrer Han: Der ville vel nogle ſige: det han lærer vide vi ſelb. Hvo ſtalde ej kunne fia Moders Maal? Det er fandt nok om nogle, men iffe om alle, at de rig⸗ tigt, vel og firligen vide at bruge. det. Og lab være, at Han viſer det, fom er be flefte vitterligt, fan veed man ofte noget, men ej engang agter berpaa eller veed at man veeb bet. Saaledes erindrer han kun om bet jom be felv vide. Ingen beffylber han for fin Vildfarelſe, men vil iftun falde enhver til Frihed fra ben onde Banes Ty ranni; vil og ingen paatrænge bette. Enhver blive fun veb det, fom hannem behager, bog ej at laſte det andet, ſom ret og rigtigt er, om det end hannem mishager. Hvad gjælver bet, at mange ere ſamtydige i Uret? Haver ben onde Bane inbført noget i vort Sprog, ba ffal bet ved gode „Lover“ foraudres. Bi ville iffe fare vild, fordi mange gjøre vet, eller følge ve flefte og gaa efter Crempler, men efter Regle og Fornuften. Fortalen flutter han med Runekapitlet: Gejll fa er kvad, hejll fa er fann, Rjøtte fa er nam, hejller theirs hlyddu. Gan bruger danſte Kunſtord, ſom Selvlydende, Medlydende, Skelord (Artiftel), Endelſefald (Kaſus), Tidord (Verbum), Middelord (Participium), og for at be kunne forſtaas, giver han bem paa Latine, bog ej mere end een Gang. Derimod
Sproglære. Henri! Gerner. 493
figer han gauſte naivt: „Sommeſteds gives. en ganſte Mes ning paa Latine, at ben bes bebre fan forſtaas.“ Naar man feer efter hvad bet ba fan være, fan ſynes bet for os at. være meget ſimple Ting; ſaaſom Præsens et imperfecium verborum mono-syllabicorum assumunt t vel at in secunda persona; Adjeetiva Neutra flunt sæpe adverbia, Reliqua Adjectiva' assumunt en. J.øvrigt er Sprøgfæren ſelv tem« melig fort, og „Tilhenget“ om Skriverigtighed, hvori han beſtrider Gerner, .udgjør mæften bet halve af Bogen.
Betænfningerne inteholde allerede flere fmaa Ordfam⸗ linger, og han famlebe tillige til en danſt⸗latinſt Ordbog, hvoraf fun en Prøve udkom (1692). Fortegnelſer over gamle danſte Sfrifter findes ligeledes i Betenkningerne, men han vilde have udført bet i ben ſaakaldte Danſte Bog⸗ lade, hvoraf en Del ſenere er udgivet. Men fan bet end vcere tvivlſomt, om alle disſe Forføg ville have filfret ham et varigt Navn, faa har han vundet det ved Udgivelſen af Danſte Ordſprog (1682. — og ef Danſle Kjæmpe« vifer (1695).
Peder Syvs Medbejler var vreſten BSictere, Hen⸗ rit Gerner, dels ved fin Orthografi (1679), dels ved fin kortfattede Sproglere (1690); og han lægger ille blot i Retſtrivningen mange ſunde Foreftillinger for Dagen, men befjæmper tillige med. Held Brugen af de fremmebe franffe Ord, ber allerede nu havde. taget Overhaand. Han figer Blanbt andet (i Fortalen til Orthografien): , Mange Syge tunde fnart hjælpes, derſom de vilde hjælpe: fig ſelv, thi en Del foragte Lægen og lade Saaret faa Overhaand, og en Del vil. felv være Læger, -enbbog de det ilke forftaar; en Del ere faa bevante med Sjugbommen, at be flatter Siugdommen fjærere end Helbreden, da. bet bog er bedre for ben Sjuge at være karſt, og det er fortræbeligt for be
494 Det lærde Tidsrum. Dang Sprog.
Karſte at omgaas be Singe og bem hvis Saar lugte ilde: En Del Betlere fvøber: Klude om beres Saar, og em Del: om hel Gud, at de kan vinde en Gavez men hvad er bog ſaadant andet, end iblandt be Hæberlige foragteligt,- og, naar bet bliver. aabenbaret, for be. Berdslige ftreaf⸗ værdigt. Dette er dog albrig: fas: ondt, og lader? albrige faa ilbe, fom naar et Tungemaal, ber -i fig feks er prægtig,: formedelſt ,,VBanactighed" med: Kluderi og fremmede: Bilofer overfprænges , hvopudi be Danſte og Tyſte hid til Dage haver ladet fig meget: forføre, et tænkende paa, hvor: ſpodſte be Franſte, Spanſte og Italiener er deroder,= aft':be: ſtulde indføre noget fremmed Ord i deres Tale.“ Det: vilde: blee: en latterlig Ting for bem, om be ſtulde leſe et: frauſt Brev: med banffe eller tyſte Gloſer formenget. Og bet maa end være vel faa latterligt, naar vi udi bet danſte Maal inde føre franſte Gloſer, thi mange baade bruger og læfer dem, men aldeles iffe forftaa bem.” Derpaa anfører han den rommerſte Lov, at ingen af Regjeringens Sendebud ſtulde fvare nogen Græfer uden paa Latine, ffjøndt de forſtod og talte Greſt, en Sammenligning, ber ligefrem maatte føre til ben Tanke, at denne hyppige Brug af fremmede Ord er en naturlig Følge og et foleflart Bevis paa et Folks Afmægtighed og Underordning under et andet. Han lod bet heller iffe blive ved Ord alene, men meddelte en For- tegnelfe paa fremmede Ord, fom vi fan untvære, og ſom bør at udelukkes, med de danſte, der kunne fættes ifteden. Det var altſammen Ord talte i Orken. J fin Sproglere (Epitome philologiæ Danicæ), ber tillige indeholder en fort Syntax og udforligere Bemærfninger om Verfefunften, taler han med Varme om Forbedringen af Modersmaalets Behandling: „Vi maa lægge alle forindbildede Meninger tilſide; alle vrange Meninger og Baner, faa vidt muligt
Dank Gil. dans Rygen. 495
er, afflaffe; lab hver Province fin: Mundart (Sprogart) beholde; intet af fremmede Sprog indføre, uden" bet ſom allerede Borgerret hos 08 erlauget haber; og ba beghnde af raa Rod og udholde til det ſidſte.“ Nemlig fra Under⸗ visningen i Slolerne. J Korthed betragter han derpaa bet gamle Sprog, Dialefterne; —— Ord; men ile dorſter fan han ilke lignes med Syb.
Disſe Meend have ved "Tteritalffe eller. er. geammatifaffte Forføg vundet et Mavn i Literaturen. Andre, blantt hovilke Ole Borg er en af be mærfeligfte, have i Forbigaaende berørt danſt Sprogkundſtab; og ber gives envelig adſtillige, fom ved enfefte Sfrifter, der nn ere forglemte, ogfaa i fin Tid have givet beres Stjcrv. Dertil høre: ben ved fine Diſputatſers Mangfolbighed befiendte Hans Been (f 1708), Erik Olſen Maréløv (Betænfninger om Skriverigtigheden, 1650), famt anbre Forfattere til Sproglærer ti andre Sprog, hvis Udbytte bog er lidet.
Endelig gav den nysnævnte Hans Olfen Ryfted ved Indgangen til ben Holbergſte Tidsalder et Forfjøg. om den banffe Stil (Lægmande Talefunft. 1708), bet forſte uden Tvivl, og, faa vibt jeg veed, iffe omtalt af nogen; briftigt i fin. Tanke, ſnurrigt i fin Udforelſe, men en rig Kilde af danſte Ord og Talemaader.
Molbech, det danſke Skriftſprogs Udvikling I Myt hiſt. Tdeſer. 1 Bd. 2 £. 1847. D. Pſalmedigtn. i Kingos Levnet, S. 56. P. I. Colding, Dictionarium Herlovianum, i Fortalen, ſiger blandt andet, om dem, der nedfætte Modersmaalet: Homines, mehercle, in patriam injurii nimis! Quid enim est in lingva Latina aut
*alia, quod non æque commode exprimi potest Danica? Num- quid res familiares et domesticæ suis carent notis, aut nos mu- tos ereavit natura pisces? Et in exoticis, ubi earundem pro- prietas et elegantia major quam in domestica? — Et sicubi aliud forte uno aut altero exemplo minus succedat, possumus
496 Det færde Tivdram, Dark Sprog.
nos talionis regula defendere, prolalis in medium Denicis,-qæ nec ulla Lalinitas pari. orationis gralia assequi: poseit, Deli catulos itaque istos bomines per communem -patriam. pørgee ipsammet eorum æstimationem aro ef -oblestor,-abstingsat. åatis orationum scrupis, ne vel de imperitia lingvarum vel de 'ingenil levitate et ostentatione a cordalis viris habeeniar iefames; sem tiantque ac loquantur modestius de lingva palzis, qam..nee -sa= tiquitate, nec originis splendore, nec: sermonisycepia aC:grer prietate, nec pronuncialionis inlegriiate, suavjlale, graviigte, addo nec terrarum amplitudine ulli cedit, .Omnes ali gentes certatim exornandæ, quæque suæ lingvræ, incembunt. Cur :mo= bis non eadem cura ac par studium? — P. Sys Setenfuinger, Fortalen og S. 5. Erasmi Bartholini De naluræ mirabilibus Quæetiones ea demicæ. Hafn. 1664, 4. Den ellevte deri De studie lagsæ Danicæ, holdt 1657. UWidrag findes ogſaa Hos Molbech .og i Clauſens Tale Om Danmarks Univerfitet ſom nordiſt Gojſtole. Den hele Tale burde ſarſtilt aftrykkes med danſt Overſattelſe. Jeg maa lade mig nøje med at afſtrive et Par Steder, for at valle Læferens Lyft til det hele: Primum igitur oporiet iis frui, quibus nos natura donavit; quæ cum non suffecerint, tum demum ad ez= lerna confugiendum est. id ipsa natura permillit, id ratio svadet, id consveludo recepit. Unde is, qui peregrinas lingvas majoris facit, quam propriam, non magis a stultilia vindicabi- tur, quam qui visus acumine ex volo pollens, meridie, sole lucente, fenestras occluserit, aique candelam accenderit ut videat. Quid est autem aliud lingva Vernacula, nisi is sermo, quem a paiura ipsa accepimus et cum lacte materno hausimus; quem non studio, non arle, non labore, non vigiliis tenemus, sed qui unicuique est proprius; quem naturæ beneficio possidemus, et quasi ludendo addidiscimus (6. 148). — Neque enim sine Pairii sermonis usu quicquam commodé præstari polest, vel ad usum vilæ vel ad oblectationem necessarium. Sine illo, nec . quæ ignoramus discere, nec quæ scimus alios docere possumus. hoc cohortamur, hoc persvademus, hoc consolamur aſſſietos, hoc deducimus perterritos a limore, hoc gestientes comprimimus, hoc cupiditates iracundiasque restingvimus, Et quoad longis=
Sprogftrifter. 497
sime nobis permittunt historiarum monumenta respicere, inde usque repetentes, videbimus nulli unquam defvisse usum ver= naculi sermonis, (6. 149). — Non sufåcit, omnia ea Græcis Latinisque literis conseripia extare, ut a doctis ignorari non possint, sed omnium et singulorum necessitatibus subveniendum; non dvelorem tantum, sed et plebis, non quorundam, sed uni- versæ patrie commodum procurandum; neque ullus hic excipi potest a communi desiderio beate vivendi. (&. 150). — Nam sapientiæ qui promitieret thesauros, restrisne animis placeret? multi eam appetiverunt. Divitias qui sponderet, nonne rem gratissimam faceret? omnes arrigere aures video. Honores vultis vobis offerri? accurritis. Ego vero et sapientiam et di- vitias et honores et gloriam, vobisque omnibus animum tran- quillum polliceor, modå seriò excolatur lingra vernacula; modd patrio sermone tradalis ea quibus ad summum perduei virtus possit, quam natura in vobis inchoavit; postremo, modd ipsi non defueritis, (6. 151).
Dm Lintrups Societas indagantium fee Nova liter, maris Balth. 1705, S. 177. 1706, &. 52. Cimbria liter. 1, 346. Zwerg, S. 788. Nyerup, Univerfitetet, &. 248. Beckman, Hist. Communit. &. 98.
Catalogus CCC. Vocabulorum (ete.) Det er En Fortegnelfe Paa 300. Danffe Ord oc Glofer, Som ide alleeniſte komme offuer⸗ eens med det hellige Ebræiffe Tungemaal, men endog haffue deraff deris oprindelfe og beghndelſe. Alle dennem ſom haffue lyſt oc Hiærlighed til det hellige Hebræiffe Sprog, oc voris Danſt Faderne⸗ lands Tungemaal, til Billie oc Tienifte ſammen ſtreffuit. Aff Peder I. Bandal, Jeſu Chriſti Tiener, til Magftrup oe Jegerup Kircker, Vdi Hadersleff HussLæfn. Schleßwig tryckt, Anno 1651. Paa Autoris egen Bekoſtning, fit Danſte Fæderneland til Mre oe Ties niſte. 4to.
Anbefalingen af Joh. Svaningius SS. Theol. Doct. et in Regia Academ. Haſn. P, P. finder Bogen vigtig ogſaa for Moders⸗ maalets fyld. Qvo enim quæris lingva propias ad Ebræam accedit, eo magis reliquis merito præstare videtur, Nogle far Exempler maa oplyſe hans etymologiſte Færd: Abadh, periit, at forderffoe, deraff kommer en Abe eller Tobe ſom forderffver fin Sag.
8
498 Det lærde Tibsyem, Dank! Sprog.
— Abal significat.Jagere.et ,perdere, at .førge før. der Fingofom er Borte, inde Danicum Abi, Gel, 'thi- det. Che drænes diß, er Aarſag til al forg or bedreffudfe, des til hale eiſo mnå ſtee voris Forfadre haffve giffoet, dette Ton let Ren. rr sal gutta pellucida, egel, Gusegel. ſom fenger ved bags > Age gan, Crater, Phiala, en kand, begger,…cu. ſtaelt ſer· påneped — Eden, basis, fulcrum, Grundvol, deraff kommer⸗ Bd 3 ocht mad oc Gpife er ligefom det naturlige Veffnitzo Acawol· ocſtytte Buorfaare det Danſke Ordeſprock (yder, jeg vil ligge sen ged Gjeumdd vol, førind jeg dricker, det er, jeg vil æde.vel. + Bøhay sibilst viperæ, en Effve blat, eder. oe forgifft. — Or signiser tinde) inde at orre, thi de fom ere oplinſte vdi Gud løbe ſig østrig noye, med den deel, Gud dennem monne gifføs oe beffære. ++ Zaep by årasci, inde at faffe fom en orme, der frøer med, NAcaden ã naar den er vrad. — Ciph, cavum, inde æt kiffve, ſam man bær Fiſt vdi — Majim, aquæ, inde Maje, eller eng; "fot Tiger lawt ved vandet (Made).
Bertel Knudfen: De danicæ linguæ cum græca mistione diatribe. Ob novum scribendi genus auihore spernente amt negligente producta per C. Aq. Portuæ (Ilaſniæ) 1640. og De danicæ linguæ cum latina mixtione, Portuæ 1641. Samlede i Liberti Aliquonii Interludia et diatribæ. Portuæ 1644. fan ſammenſtiller f. Cr. ayxvåg, ankel, ayxvga, anker, ægøn, som, Bavvn, baun, zuyn, kone, æg, haf, pan et andet Sted falt, o. f. v. og bemarker, at græffe Ord i hundrede Bis ere danfte.
Tortild Baden: Roma danica sive Harmonia et affinitas linguæ danicæ cum lingua latina. Hafn. 1699. En nt Udgave af T. Baden. Hafniæ 1834 gav Anledning til en Fejde med Dver⸗ lærer, nu Prof. Dabl; fre dennes Aftvungne Bemærfninger til Roma danica. Kbh. 1834. 4. hvori Bogen tillige er bedømt.
Hans Ryſteds Haandſtrift paa det Kgl. Bibl. Athena cim- brica vel Cimbria græca nonnunquam ab Hebero adminieulata eller Det græfte og cimbriffe Soſterſprog ſommeſteds af Geber uns derſtottet og hielpet, Ry Kgl Saml. Nr. 482. fol. Samt Col- lectanea etymologica de lingua danica, fit. Nr. 484. fol. Det førfte findes ogſaa paa Univerfitetsbibl. Heri forefommer en ſtor DÅ danſte Ord, ordnede efter Alfabetet, med deres ille altid heldige Gtys
Sprogkrifter. 499
mologi, f. Cr. at aarke, aͤexeco; og en Rengde Talemaader jævns førte med græffe og latinſte, Lighed i Sammenſatninger, o. desl. ſom ojentjeneſte, op Fæduodådssa, ordkrig, Aoromæybæ, lvindehader, psovyuvne. Gaandſtriftet omtales af Pontoppidan i Fortalen til hané Glossarium Norvagicum S. 14, ſaavelſom dets paatænkte Udgivelfe ved Falfter, hvorom han henvifer til dennes Cogitat. phi- lolog. &. 85. (See ogſaa Dahls Aftvemgre Bemærtn. S. 53.)
Peder Vinslev: Spicilegium Arctoum, Haſn. 1695. og Farrago Arcioa 8. oogitationes de Taciti Tanfona et Sturlæi Tanfæ aliisque Danicam historiam et linguam spectantibus. Hafn, 1704, See om ham og disſe Skrifter Sand, Lit. Selft, Skr. 1815, S. 139. 145, 151. Om hans Lexicon Scanicum fee Nova liter. maris Batih. 1704, &. 384.
Om Orbbøgerne fee Rolbech om de danffe Ordbogsarbejder, i Ny D. Mag. Ste D. Da dette Afſnit ber er behandlet med fan ſtor Udførlighed og Omhu, har jeg foran kunnet lade mig nøje med en fort Overfigt.
Matthias Pors: De nomenclaluris romanis, recens Danice factis, pari Græcaram recensione libri IV. Francof. 1594. 408 Molbech, S. 241. Det er latinſte Ord med danſt Overfættelfe, ordnede efter Betydningen; f. Cr. larva, Reegrime, Gam; ratio, Skel, Fornufft; antiæ, Gili Lande; vultus, Anled; majålis, Galt, sucula, Gylt; coriina, Farffuefedel, Lydgryde; vidua, Vidue, Ende, o. lign. Dobbeltord af tyſt og nordiſt Oprindelſe.
Povel Golding: Etymologicam latinum (ete,) addita etiam danica interpretatione, in usum patriæ juvenlutis. Rosiochj 1622. fot. og Dictionarium Ilerlovianum desumptum ex Etymo- logico latino. Hafn. 1626. See om dioſe Skrifter Molbech S. 243, og Werlauff i Annal. for nord. Oldk. 1853, &. 348. For⸗ talen til Etymologicum oplyſer, at han allerede for fjørten Aar fiden arbejdede derpaa i Aalborg. Ordenen er alfabetiff, men tillige etymologiſt, da de afledte Ord ſtaa under Stammen. Exempler paa danſte Ord ere: acer, dapper (meb den rette Overgangeform) z ægritudo, And (Befymring); under flagellum: Rytæn, Sommer⸗ tæn, palmes tenerior ex anniculis sarmentis enatus (isl. teinn); arundo, Roer, item Medevoll; balbus, Vaalmundet, Lefp, Stam; calcatus paries, Kalket Vag eller Dynnedet (1. tinden) o. ſ. v.
82
500 Det lærde Tiaørum,… Dani Sprog.
Laurids Kol ſtal fave famlet. et feteret AE Roſtgaards Papirer hes Molbech, S. 244. 0 flat 12
Guppig udgaves. tif Skolebrug —* Ramentinborr,: for Hadriapi Junii Nomenclator. Kh. 1608, 16105 Ios Eitcho rius: Nomenclator Jatino danicus, Hafn, 363498. Nomanelte toris latino-danici pars aliera,/ quæ Værba. omninm,coæjygatige num exhibet, Hafa. 1638, «fans Shode: Compnii; prbig pjgtes danico-latino-germapicus. Hafn. 1672. . ſea Molbed, M 243..
Til dette Slags Skrifter hører en latinftsdenft. Ordfortaamrlfe i Gjelmftjernes Samling (2049. 8.), fom, Molbech allerede har ane ført: Vocahvlotym variorvm expositio atgre colleclig, AR liacra Svetica, ad iogenium Puerarum Jusandum, opdige væjgari cum eorum Danica interpretatione. Diligenter ag. Adeliler ;enstigaje Hafniæ 1576. (Med Bogtryktermærket M -V .(Matthias.;Winitog) 1530.) — Ved Slutningen: Fromme Læfere- her haffuer du deu føje Baag Bdfat oe Fordanſtedt aff Suenſte fattige. ſimpel Børn til hielp, findis her nogid ſom ide faa ræt er Fordanſtedt aff Suen⸗ ſten da anamme bet dog for gode, De forbædre det huor du. fandt. (etc.). Deri findes: ſaties Anlede, vultus Anſicte; saliva, Rege eller fpøt; phalanx, Konde fom er emellom ledemod paa fingreng; viscera, Indelffuet, exta Indelffuer; Recaluaster, Flenffallit; te- masmus, Garde (Hardke] den ſom ide kand haffue fit mag; sup- parum, Vennicke; rica, Huiffuel; bulla, Spang; balibeus, Spenger Belte; inſurnibulum, Griſle at fette Brød i ognen med; .solium, Pald; cubiculum Slaape kammer; verticulum, Rindel; crista, Reylebuſt; torax, Traae; hasla, Glauen; pelta, Bedlere; specula, Kure taarn; incus, Smede ſtedz gårges, Hol; fidicula, Feyle, liden gie eller ſtrenge (eg; gubernacslum, Styre; virtzulium, Telning ſom rinner op aff roden, riſſtarz procerus, Ret rag.
Matthias Moth: udførlig hos Molbech, S. 247. Werlauffe Bibliotbefsbijt. S. 221. Torfæus httrer i Torfæana, at med. Unds tagelfe af det kongelige Hus var ber intet Menneffe i Verden hen elftede højere end Moth. (Brev til Arne Magnusſen i Torfeſens Levnet af Erichſen, S. 161.) Holberg (Dauſte Stat, 3 Udg. 6. 185) taler om Moths og Roſtgaards Ordbøger, og tilføjer: Udi Reſenii Bibliothek findes et danſt Lexicon eiymologieum, ſammen- ſtrevet af den berømmelige ſallandſte Biftop H. P. Nefen, in ſolio
Svrogkrifter. 501
nogle Mar før hans Ded, item et Danſt-⸗latinſt Lexikon in 410, Det førfte er uden Toivl' det, ſom Thura (Idea &. 310) falder Lexicon etymologieum lingvæ danicæ. - Disfe Gaandſkrifter oms tales ogfan i Søren Lintrups Fortale til Chr. Falſters Supple= mentum finguæ lafinæ. " Flensb. 1717, ſaavel ſom andre hertil hørende Arbejder? Peder Binsløvs Dictionariom Scanicam og Pat- tjcula Lexici Daviei, indeholdende L til P; Petøi Warnidalini Ca- talogus 300 rocabulorum "Danicoram ex Ebiæa originem du- centiam; og et ftort Vatk, form Th. Broder Birkerod atbejdede paa, de origine ſinguæ Danicæ eusgqae cum Ebræs et atiis orientalibus convenientia.
Chriften Jenſen: Den Norſte Dictionarium Etler Gloſebog, Vdi huilcken indeholdis mange Noͤrſte Gloſet oc daglige Tale, dte ſtiige Redſtaber, Fuglis og Fiſtes, faa oc Dinrs Raffne, ſom i Norge findis oc kaldis. Item Bondens Seyerserck (Sejerverk) oe Aumanach, ſom kaldis Primſtafven med fine Characteribus oc for⸗ Haring. lle dem udi Danmarck oc Norge, ſom haffue lyſt at vide det Rorſte Lande Vjs og Maal, til en loſtig tjde fordrift oe Kund⸗ ſtab, Cottigerit og forfattet. Ved C. J. S. P. A. Kbh. 1646. J Fortalen tilegner han den „alle gode Norbagger, ſom ere mine Flere Landmend.“ Unter den: Chriſten Jenføn Guds Ovds Tiener til Aſtevoſld. Omtalt i Pontoppidans Grammatica danica, S. 54, øg i Biſtop Pontoppidans Glossarium Norvagicum, Fortalen S. 20. Foran ſtaar Primftaven med dens Sommerſide og Vinterſide, Tegnene paa den 'og deres Forklaring. Derefter Sloſebogen. Fol⸗ gende maa tjene til Crempler: Aabrhen, kaldis ſtindſyg, sive den der har den Sotteſhge. — vie, kaldis den blode Dynd pan Baffſens Bond, i Strommer og Rarbacker. Vnde avie bon, er den grund, ſom ſaadan er. — Affdegning, ſiges: Naar det be⸗ thnder at Øyme. — Avll kaldis Jid iSmie, Vnde Ablſtein kaldis den Steen Vinden af Belgene blafis giennem tender Ilden. — MIL kaldis det inderſte røde veed udi it Fortræ, huilcket ide raadner ve forfuler fan ſnart ſom geiten, sive det hderſte. — Baer Paldis grene aff Fyrtræ, alias Furtræ, sive Furreloff, ſom giffuis Smaller til Føde om Vinteren (etc.). — Brun kaldis em "Kant sive Giorne. Vnde. Naar mand feer Himmelen i Synder eller noer tydne, oc at fee ud til at Sne eller Regne, da ſiges det: Hand hengie
vuue piuue Ju 1 mate, 1. e. dioe ſaa ſa kaldis en Handfang pan en Kande sive € oc jerngreffuer i Gryder, sive Kialer ( tænkt pan ved Forklaringen af Guldhornin omme ofner ern sive flige fig, Hine Du eft rette Mand. — Gyten sive Sprog, k bene, sizræir Vſnedig. — Jockel/ kaldis fraſt Ichſer under Draaber, oc Dorffvaldo Kangelbaldis em Quiſt, ſom mange Itera l iden) grad. Klaſe. Eaaſom 3 Sange. Rangle, alias aole om en ting? Ee⸗oler Im gaat Bær; naar hand raaber ugan hand venter Regn, taaber hand Va · Mard fok fnart. vær ii vatn sive Vand.
Fimfoldig/fommenfagt,.Fladbrsd med Oſt⸗ Angis undertiden ſor et ſlag under Øret” h tteiter: laldis jen. flet. Sar, paa hehe Dield, mande kand fee vijt i Martken— Seſtelio, tie Vade Gi Mate Mand;
NAeina taldia et fon fig vel Med, ve fer
nvelmut forforget, vien Noere ſeg er den Dar meget oe. de noget, lige ſom mænd ſemurbliffuer frembaaret enten 'for Maalti mand effter Bondens Mile moiter far Man
Sprogſtriſter. bos
ud. Paa huilde lunder Baade opſettis oc udfettis, maar man vil færis. 0. f. v.
De ældre pan Latin ſtrevne Grammatitter og deres gorfattere nævner Peder Syv i Fortalen til fin Sprogkunſt, og figer om dem: malle paa Latine, ſom de felv Have. viiſt mig."
Grif Pontoppidan: Grammalica danica, Hafn, 1668: De er underligt af Nyerup, et han figer, Bogen er pan Danſt. I Fortalen og &. 325 omtaler fan to andre Bærfer, med hvilfe' han vilde oplyſe det danſte Sprog, nemlig en Phosphorus -philologicas og et Vocabularium Danico-rhythmicum. Det førfte: Phosphori philologici Danicam linguam illustraturi Amarygma, der omtales i Fortalen til. Danffe Digte. Hiſt. 2 D. S. XVI, findes paa det Kgl. Bibl. i Thortfte Saendſtr. Nr. 1505. 4.
Peer Go: D. Digtet. Sigt. 3, 95. "Fr Barfod, Peder Sho, i Roſenhoffs Juuſtrerede Almanak for 1856, &. 77, med pos: Portræt i Træfnit. Chriſtian der Femtes Beftalling for Gr. Peder Siuf, at være Philologus lingvæ Danicæ, item om Provſte⸗ embedes og Skifters Forſtaanſel og Privilegium paa Bøger at lade tryfte, Hafn. d. 15. Maij. 1683, findes i Gehejmearfivet, Sallandſte Regiſtre, 1683—84, Folio 194, Mr. 33. nemlig: C5, &. A. 8. at Bi allen. haver beſtikket og forordnet, faa og hermed beſtikker og forordner Gr. Peder Sluf, Sognepræft til Gelleſted Menighed i Gteynsherred her udi. vort Land Salland, til at være Philol. linguæ Danicæ, og paa det hand udi fit forehavende Arbejde med Bøger til Trykken af fade ubdgan ej yffulle” vorde hindret, have Bi allern. forundt hannem, at han for Ørovfteembede, om det hannem kunde tilfalde, faa sg for at overvære paa Skifter, maa aldeles "herefter fri være, "Dog. alligevel med Provſterne "overalt udi Samkvem nyde Gang. og Sade, fan'og være udi de Privilegier delagtig, fom Provs ſterne enten allrrede meddelte' ere eller Bi dennem herefter allern. meddelendes vorder. Og haver Bi derforuden allern. Bevilget, at de Bøger. han udi Trykken agter at fade udgaa (naar de efter Vores allernaadigſte førhen udgangne Forordning paa fine tilborlige Steder førft ev tenſurtrede) maa trykkes og forhandles, med den Frihed, at ej nogen derefter maa underſtaa fig, her udi Vorrs Migér og Lande dennem at. eftertrykke seller: imod Hans Billie føde oplægge. (For Afſtrift heraf takter jeg C. E. Sejer). Syvs Skrifter i Nova liter,
504 Det lerde Siden. Dank Sprog.
maris Baltb, 1703, (..58.… Sengen: Gorterup udtales & fit gg vers hans Fortjenefte foaledes: Ark Sy har i de banſte Grunde filtet ou faa gjæb en Perleſtat i Han Ruſten habee af vor egen Ælinge biſtet og Dorren bejfig for det danſte Sprog opladt. NEN Nogle Betenlaivget sm. det-Ginbrife-Cipragudes SL: "Syge.
St. 1663. …. Førtegpelfo,::hae: :danffe: Bøger finden, 5588; 1181. 118. 140. 7 i, mn Anno
… Den danffe Siprøgs Snit fler, Gramtatica Gant set tilgang om dette Øprogs Skrive⸗rigtighed CstcJ-.RbH. 11685. ;:FSFørtalie omtaler han ogſaa fine Forgjængere, og iblandt den den Ba DD. Erasmus Bariholinpstt sf hertige! Zvectat: de studie Tiogvæ Bavicæ. mr vine
”. PG. Hpceve pag en danft og- fatinfE Ordbog item Specimen lexjei Jatigo-danici. Kbh. 1692, J den danſk⸗ latinſte Del er tun Bogſtavet A fuldftændigt og endda meget ufuldkomment. Gans Samlinger til en danft Ordbog fom i Frederik Roſtgaards Eje (Nova liter, maris Baltb. 1703, .6. 58), og i Hjelmftjernes Gamling (Kr. 1062, 4.) findes „De to Blade, ſom Frederik Roſt⸗ gaard lod trylle, ſom en Prøve af Peder Gyvs Danſte Ordbog. in Theairo Sheldoniano. 1694." Det er Beghndelſen af Bogs ſtavet A, danſt med latinſt Dverfættelfe.
Den danſte Boglade i Gaandſtrift paa Univerfi' tetobibl. Rost- gardiana, Nr. 151. 4. (Wegeners Efterretn. om Vedel, S. 87), hworaf der findes et Uddrag i Suhms Saml. 1, 2,809. 5.
Genrik Gerner: Orthographia Danica Eller Det Danſke Sproke Ekriffverictighed: Item En fort undervjßning om det Engelſke Sprocks pronunciauon Saa oc Atſtillige fremmede Ord ſom udd dauſt Skriffning usnedvendig oc Sprodet til Foraet brugis, Forklaring. Kbh. 1679. Exempler pas fremmede Ord, ſom kunde ombyttes med. denffe, ere: accord, fordrag, forligelſemaal, forening; vat aecordere, at dagtinges, ſordrages; det accorderer, det: ſtemmer 3: tommer ofver æens; aſſront, forhaandfe; alliance, forening; alarm, uroe, ſplid, ſtrid, fopm, pr. til ſtrids (til.Vaaben); ambasiådenr, ſendebud ; suarnisony borgelehe, 2; befætning; guarantere, ſorſickre ;
Ebreckerin. 505
guerre, frigen, ut prisoniers de guerre, fanger paa krigs⸗ maneer (SKrigsfanger) 0. ſ. v.
Epitome Philologiæ Danicæ Eller: Et fort Begrib paa det beſte oc gjrligfte Danſte Sprocks Lyſt oc Artighed renſed Det mefte mucligt var Fra de ældgamlis Grofhed, Fra de flerfte Mundarters Gaardhed, Fra fremmede Sprods Gloſer, oc Fra andre ſtore Vild⸗ farelfer (etc) Kbh. 1690.
Naar Bord (de causis diversitatis linguarum) udvikler den forftjellige Opfatning af Naturudtrykkene og Sptogblandingen ved Folfevandringer og Naboſtab, faa berører han tillige Modersmaalet, og anfører f. Er. danſte Ord, der ikke ere af tyſt Oprindelſe, ſom Barm, Bord, Stive, Vindue, Kniv, Jern, Kvinde, Dronning, Mad, MI, Stjæg, Væg, 0. f. v.
Gans Ben: Blandt hans mangfoldige Difputatfer og Theſes findes ogſaa et og andet vedkommende danſt Sprog. F. Ex. de voce danica Dannemand, non virum præcise Danum sed homi- nem probum et modestum significante. (Nova liter. maris Balih. 1704, €. 55.)
Erik Olfen Marslev: Johannis Amosi Comenii Vestibulum ante auream linguarom januam structum Cum analysi elymo= logicå et cum versione Danica Erici Olavii Marslovii, Acees- serunt Quædam orthograpbiæ Danicæ ebservationes. Hafa. 1678. Ryerup angiver iffe denne Udgave, der findes baade i Kong⸗ eng Bibl. og i Univerfitetsbibl., men, en ældre, Soræ 1650 og en yngre, Hafn. 1696. Det er latinſte SGæminger med danſk Overs fættelfe. Men det markeligſte ved Bogen er Tillægget, fom er paa Danſt: Nogle Betænfninger og Regle om Skrive⸗Rictigheden udi det Danſte Sprog. Det hedder deri: Mand ſtal ſtrive haver, fever, itte hafsver eller hafsfuser (etc.) Mand ſtal gisre forſtjel imellem et haart og blet B, og imellem et haart og blet G, og funde Der fettes en Prik elder Tegn til at betyde ded haarde B og G, hwilket fagnes udi vore Trykkeriet. Blandt Ord med haardt g ans føres Byg, Myg, ſyg porcus semicastratus, hvillet fidfte da er det underlige Ord (Syd), der forekommer hos Peder Palladius. Ordene deler han ſaaledes: Mand⸗en, Hænder, Spandse, Fingser, iffe Man ⸗den (etc.) Geri ere ogſaa danſte Kunſtord.
Peder Anderſen Ryborg udgav em latinſt Donat paa Danſt,
506 Det lærde Tierika: Bank Sprog.
fom han ogſaa Falder En Faft Grund Baade udlytet Dane] ſa oc Latinſte Tungemaal. $64. 1684. , sr ad mods 193
Jørgen Jenſen Stibe,. Georgies Johuneis: Ripsnald, år ad giver flere latinftsdenfte Lærebøger, 'fom' Grammatiea: mider lstinds danica og Syntaxis Latino-Dames. Hafa. "170692. -ritNdneds clator Syntacticus Latino=Dasnitus, Hafa. 1708, ber: tr rå Bo latinſt⸗danſt Ordbog.
Af Jean Reutner don Såfehberg; Forige hØspitåin under det Weſterleenſte Regement i Notge, Haves eti ubferlig "rift Sproglere: Cen nye forbedrit Toft Erammatica, tilet Sprog⸗ Konſt (etc.) fremſtillet Udi det Danffe Tangemaal. Kol. 17005 FI Fortalen ſiger han til Læferen: Gold mig til Gode, om Jeg "nogle af mine Betænkninger om Ekriverigtigheden det Vent ai — — herudi fremfsrer; Kierligheden til bet Danſte Ebroz — * bragt o ſhaten mig til det, ſom giort er!
H. O. Nyſted: Rhetoriea laica et pagana Détꝰ ér Læg Måndå Tale-Kunst og Bondens Veltalenhed, Forfatted af en, som elsker vort Fæderne-Sprogs Held Øg Nethed og heeder Hans Oluf- sån Nysted. 866. 1708. (Kg. Bibl.) Rhetorica laica et pa- gana. Det er Lægs Mands Tale⸗Kunſt (ett.) Forfatted af (ete.) Hans Oluvssån Neopolilan. Kbh. 1727. (Univerſitetsbibl.) Fors talen afhandler førft vort Sprogs Lighed i Talebrug med amme; Hebraisme, Hellenisme, Latinisme; derpaa grammatiſke Figurer, ſom Metatheſis: Ang eller Agn, at avre eller rave, Bornkopper eller Bornpokker, Glam eller Galm (clamor), et Skru (norſt Skruv) eller et Skur (pergula), et Vidne eller et Vinde (testis); Anti⸗ ptoſis: det var mig, men iffe dig; contradietio in adjecto: et Guld⸗ horn, en Kackel⸗Ovn, et Rivjern og et Strygjern af Mesſing, fun ev forbandet ſnuk; voces hybridæ: Salhund, Marfvin, Veſperkoſt (af salum, mare, vespera), en Talfoged (proprie Talea inspeos tor) 0. f. v. Af Bogen felv (efter anden Udgave) maa følgende dens Begyndelſe tjene til røve:
Tale:Kunſt er en Færdighed i at holde en Tale, hvormed man hos de Paahsrende forhverver fig Troværdighed.
En Tale beftaner fornemmeligen af tre Parter, Cligefom og Treſet Danſk Loſen) nemlig Indgang, Indhold, Slem ning. Om disfe tra Parter mane ber ille tenfis, at hvad font
evrogſtriter. 507
de tu cents om, det kommer ikke den tredie ved, efterſom der imellem dem alle tre bør væve den Eening og Sammenhæng, at Hvad fom kortelig fremfættis i den førfte Part, ſom heder Ind⸗ gang, det ydermere og med flere Ord maldis om-å den anden Part, fom heder Judhold, hvortil den tredie Part, fom * Slutning, lægger fin Fisal og figen Amen. kf
Indgang aabner Dør og Øre.
Naar mand noget vil fremføre.
Indhold figer Sagen frem, , , re
Slutning ender og gaaer hiem. i …
Ale disſe tre Parter" fpøris og befindie endobſaa i den aller enfoldigſte Bondes Tale. For ”Exempel. En Bondemand beſtiller hos Praſten en Lig⸗Pradilen over ſin df d mde unge Sen, og upbryder ſaaledis. ER
Ordelird i Hufet,og god * min, gøde Gale Gerger! Jeg bar et par Ord at tale med" Cder, og vil unde Eder en Dalers Penge. At Manden i denne, fin Talis Indgang nævner det Ord Daler, derved. forbereder ban fin Præftes, Gemyht og Øre til Ugt« paagivelſe, og ſaaledes retter fig efter WBG Regel
Indhold. *
Bor SErre hår taget min lille Son fra mig, og PÆN efterſom
ban var en kien Dreng og et. vittigt Barn, der kunde laſe baade i Catechismo og i Evangeli-Bog, da vil jeg vel;: at I for Penge og for gøde Ord vil pradile fit over ham. For Eders Umag los ver jeg, (b) ſom billigt er, at give Eder en trind Cron⸗Daler, og derhos beder, at jeg til at fane Eder betalt maa have Tid og Dag indtil det førftfommende MidelssMarded .er- forbi, thi (0) derſom jeg mu ſtrax paa "denne Tid i .Gommerens MUnfang ſtulde fælle min Koe, for at. faae nogle. Stillingen - til Cder. og Degnen, da baade var jeg af med min Melfning. & dette: Sommeflsb,-' fanog maatte fælle mig til Ekade c. Ger befindis den Oratarift Bonde i denne fin. Talis Indhold at - bruge flinke Beviisninger,
ſtens 3;
2alesfun det Ord ſamler og
Lvoriedis B orſtrift, j det ———— betyder igientager det meeſte og f Tale er behageli,
ang, ſaaog hår g anden Gang.
Om den, fom verdas har ſige ſaaledis
i FE Spø (Spa) nof Vodmel ; beele ty Timer, Der
Oprogfirifter. 500
BremersTønde, er fan tyk og pumped, fom der var tre Gvejs fer inden i dig. Der vankede MÅ og Mad over en Skov Cover en lav Sko?). Der er ingen Ende paa hans Artighed, Skalckbed &c. Saa mange Bøger, Knapnaale, Skopinde &c. fom der er Ender i rt Les Goe. Han lyger Stocke og Steene af ftæd, fortæller undertiden faa ftor en Løgn, at mand i den kand hænge en Bul⸗Oxe. Magen til denne Quinde, fan gode Æbler fom disſe &c. findes ep i Chriſtenheden. . Det gier jeg iffe, om Du end vilde love mig Solen til Maanen. Gan fortiener, ſamler, hår og eher Penge ſom Græs. En liden Hiftorie.
Én Gascon (castigatius diceretur fortå Vascon) i hvis Paahsr blev med Forundring og Berommelſe talt om en andens Mandhaftighed og Stridsbarhed, fagde af Misundelſe, at ſaadant noget var iffe faa højt at undre over: Thi fagde han, de Senge⸗ Klader, hvorpaa jeg ligger hver Nat, er alleſammen ftoppede med idel Knebelbarter, bvilfe jeg af de Perſoner, ſom er faldne for min Haand, hår tilhaabeſamlet.
Saaledes bliver Bogen ved at gjennemgaa alle Talen Figurer med Exempler til Oplysning; og men finder her Ravne paa Goj⸗ tider, Ordſprog, Talemaader o. ſ. v. F. €r. under Synecdoche Totius: Pare⸗Berthel og Muſt⸗Mickel og GaassMorten; under Syn= eedoehe Generis: han fom i Gravens Tid, Smal fans, giere Knud af fig, hvo kand vide Per Bedkers Lykke; under Synecdoche Materiæ: at liebe og æde ficted eller timfed Brød; under Sar⸗ kasme: at gifte fig med en Reebſlaaers Dotter, ban har et Svin i Tøgr og Viber i Salt; under Metaphora: det vil ej flyde for ham, vil ej flyde Spaan for ham, Blod er aldrig faa tyndt, det er jo dog tyckere end Band, Mude bryder Steen, naar ID og Blaar fommer ſammen, da byt! Morgengaven ligger i Buggen, at gaae til Sengs med Hønen og ſtaae op med Soen, Flæftet æder Kaalen, at legge fin Frende i fin Pung, at blæfe et Ord i Veggen, de Tyſte hår uden Tvil en Strudſis Mave; ſamt Gaader, form Tubeen tog Trebeen og flog til Fiirbeen; under Paronomasia: Bverfen at bide eller at flide, han er vant ved at bytte og kytte hans Uvenner maatte falde ham graa og lade ham gas, at haabe
for Morten i Kjoge, nu feer det fe an da, lad gaae for bovendal. Be følgende Kompliment for Bonden: figer, jeg Herfter over eder alle; me for eder alle; naar en Præft figer, da kand Bonden fige, jeg føder eder Gom et Bidrag til fprogfige Ur endelig bemærtes: Chriſten Ferrings Tractat om den Edele og Gederlige melfe og Roeß: Oc om hendis rette Gellige Strifft oc Lærde Mendes Bogg Dragen Aff Chriſten Chriftenfføn So, 1627. Han meddeler deri nogle, if Skriftens Opfindelfe, den forſte Brug teri o. dest., hoillet der var det æfdfte Kuziefiteter. &. 89 findes Abgari Bre 6. 160 handler han om Troltfolt; S Gug og Sting. (Efriftet omtales i €
Naar man fra be theoretiſte Sprogets. virkelige Tilſtand, hvora ſtendigt og fvagt Billede, faa ere at affonbre fra hinanden —
ovſyroget. 511
fig tilfjende, men hvor gammel Form og ifær en betydelig Del af bet. gamle Ordforraad "enten fuldftænbdig- eller fun paa visfe Maader ere bevarede, faa at de afte i et-og alt end ilke af ben daverende Slægt kunde forſtaas uden Forklaring. bil
Da Lovſproget udgjør ligeſom et Tungemaal for fig. have bets Forandringer nærmeft fun Interesſe for Lovlyn⸗ bige, men felv hos bem fynes bet iffe.at have valt megen Opmærffomfed. I bet mindſte Have vi om Lovenes Hi⸗ ſtorie ftore værdifulde Værfer, medens Fun enkelte Afhand⸗ linger have givet fig af med Sproget, og nærmeft med Henſhn til bet gamle, fom bet væfenlige Grunblag. For⸗ andringerne ere heller iffe faa ftore, og Indflydelſen paa bet almindelige Sprog faa liden, at Sproggranffere overs hovebet have fundet mindre Anledning til at betragte dem. De beſtaa ifær i, at det gamle Ord, ber for bet mefte beholdes, forandres efter be ſedvanlige Overgangélove, og hvis bet tylles meget forældet, fættes bet ny ſom For= Haring ved Giben; forælbebe grammatilalſte Former holde fig naturligvis her leugſt, men ombyttes ogſaa ofte med ny; Konſtruktionen nærmer fig næften altid til ben gamle, Derved fremkommer en ſtundum paafaldende Blanding af gammelt og nyt.
For at anftueliggjøre dette henfættes nogle Sætninger af Jyſte Lov efter Kofod Anders Udgave og Udgaven af 1590, Hvori, ſom det hedder, Danſten er forbedret: æn vilde hvar man orves at sit eghet ok latæ men nytæ jafneth, tha tbyrftæ men ekki logh vilh; men vilde huer Mand orffuis eller nohes met fit egit, oc lade andre nyde Jeffnit, da torde mand ide Low vrd. — våre ei logh å landæ, tha hafthæ then mest ther mest måtæ gripæ; vaare ey Lotv i Lande, da haffde huer meft, der meft maatte (kunde) gribe. — til huar by å meth reet fyure veghe at gange, the ther af areld have tilganget, oc (hem må engi man spille eth mene;
DT lyve æt Hu al bonden tapæth ær han skildugh at væræ angær æflær vitnæ, tha væræ ban vith ikki at; faar Mand anden nogit at eller Foruæd, oc kommer Id vdi d andre Bondens Kaaſte, oc Vidne ere met bans, Da er hand fyldig at v føde fig nohye eller orffuis met Vidne naffn i Kion, at hand gielde hannem for Hans fyld.
Under Ordſprogoliteraturen mere end der ſtrengt taget hore linger findes der Sætninger, di egenlig at være bet. Begreberne ſtemte, og ere bet tildels endnu, GSentens), Wundheld og Talemaa dede imellem hinanden, og bet £ alle enkelte Tilfælde at brage em 7 bem, Sedvanlig finder man derfor Ordſprog henfort alle deslige korte en eller anden almindelig Tanke oa
m… ..
Ordſpros. 513
Ian ille blot være en moralſt, men ogſaa en Livserfaring, en Jagttagelſe af visſe Livsforholbe, af visſe Karalterer o. desl.; ben poetiffe Indflæbning fan tilſidſt indffrænfe fig til ben ybre Form, ber mangen Gang fan forvandle em ſimpel Tanfe til et almindeligt fyndigt Ordſprog, og Sæts ningen nærmer fig ba Tankeſproget. Tankeſproget er nemlig en Lærbom, men uden poetiſt Form. Mange Bælfe ſmaa gjøre en ftor Ma er ſaaledes et Ordſprog, thi det er en Lig⸗ nelſe. Den befjendte Lovfætning: Med Lov ſtal man Land Bygge, har intet andet poetiff, end ben ybre Form (Rim⸗ ftavene), og et blot Tanfefprog er: Lær bin Søn at ars bejde, ellers lærer bu ham at ftjæle. Af ſamme Mening er gamle Søren Povelſen, ber i fin Danſte Proſodi under Metaforen figer: „Til denne tropum henføre alle Danfte Ordſprog, fordi udi hvert Sprog er en forborgen Lignelſe.“ Tag bet poetiſte bort, faa hører Ordſproget op. Poeſien deri er faa mangfoldig, fom overalt hvor ben fommer tilfyne; fnart giver ben træffende Naturbilleder, ſom: Ingen gjør Ild faa nederlig, at jo Røgen ftaar i Vejret; fnart et Billede af Dyrenes Verden: Naar Krybben er tom, bides Heſtene; fnart af Planternes: Staffet Hør giver fang Traad; fnart allehaande andre Jagttagelſer med moralſt Auvendelſe: Tom Gæt fan iffe holde fig felv oppe, o. ſ.fr. Mundheld tages vel ogſaa undertiden i ſamme Betydning ſom Ordſprog, fordi man tit tager dette i Munden; men i fig felv betyder Mundheld fun Ord, Udtryk, Talemaaber, fom en eller anden Perſon tit bruger, og ved alle Lejligheder anbringer. Breſemanns Forklaring er uden Tvivl urigtig. Han angiver Forſtjellen ſaaledes: „Ordſprog ere almindelig bekjendte Sætninger, ber give en eller anden Lerdom, grundet paa Erfaringer; Mundheld derimod figurlige Talemaaber, ber ille have til Henſigt at belære, men blot adverbialiter bes 88
514 Det lærde Tihøram… Danft Sprog.
tegne en eller anden Omftænbighed. : Saaledes. er f. Er. at plutfe Haar af ben Slaldede, blot; et Mundheld; et Ord⸗ ſprog bliver bet derimod, maar bet forandres til: Det: er vanſteligt, at pluffe Haar af ben Slaldede. Gt Mundhelb er: At Fjøbe Katten i Sellen, men et Ordſprog: Mau Tjøber ej gjerne Katten i Sellen. Et Mundheld er: ;Xt fætte Ræven til at vogte Gjæs, men et Ordſprog: Det ex ej gobt, at fætte Ræven til at vogte Gjæs.” Enhver: fear heraf fee, hvilfen nem Sag bet er at forvandle et. Mund⸗ held til et Ordſprog. Men. Tingen er, at disſe Cremplér ille ere Mundheld, heller iffe Ordſprog, men Talemaåber, ordſprogelige Talemaader. Talemaaden bliver juſt orde ſprogelig derved, at ber er noget poetiſt i Udtryllet, em Lignelſe, noget billedligt deri. Ethvert nogenlunde dannet Sprog har en uendelig Mengde af ſlige Talemaader; jo flere, jo mere poetiſt Ratur ber er i Follet. De tjene derfor faare meget til at oplyſe Sproget, ligeſom Ord⸗ ſprogene ſelb. F. Cx. bet nysanforte at fjøbe Katten i Seelken; at have noget (en Ræv) bag Øret; at være bet femte Hjul til en Vogn; at bære Kappen paa begge Sfulbre; at have et godt Mundleder (t. Maulleder); at ſpidſe fin Neſe efter noget; at fætte En Kniven paa Struben; at tage Fod i Haand eller at tage Benene paa Naffen; at fætte en Vind for noget; at ſidde med Livet i Haanden; eller naar man iſtedenfor: tidlig oppe, figer: før Fanden faaer Sko paa; iſtedenfor at noget varer fort: fra Høns fløj op til be fløj ned. Nogle ere faa træffende og let forftaaelige, at de give Talen noget ret pikant, anbre ligge langt fra Oprindelſen og maa læres ligeſom andre fjerne Grundord i Sproget. Juſt berfør er deres be og oprindelige Hjem af yderſte Vigtighed, og bet er ſtor Skade, at vi næppe kunne angive, hvilke ber ere vore egne,
Orvvss. 6
og hvilte ber ere ælbre end 1700. Det gaar. næften lige⸗ fan med Ordſprogene felv. Der burde over begge gives et udkaſt til deres Hiftorie ved under eet at ſamle bem, ber høre. til famme Tidsalder; be mythiſte f. Cr. hvori Loke, Thor og andre Gubdevæfener forefomme, ſom: Der fif Loke møget at bøbe fine Burxer med, hvilfet figes, naar Garn eller fligt er blevet: uredt; Bar ej Torben, lagde Trolde Berden øde; Mimmerdug, o. fi v. famt Hentydninger til Sætter og Dværge med be dertil hørende Folkeſagn, fom: Det var et Spring af en Lerovn (408 Holberg: Det var et Spring af et Bryggerkar). Ligeſaa Middelalderens: Naar Træl trives, Æbdeling fordrives; Herrelss Brydje fanger vel Husbonde; Der vanter iffe Flæft til Hovdrenge; vet nopløfelige Munfeløfte i: Der er ingen viet ſammen uden Munken og hans Kappe; Præfternes ugifte Stand i: Jugen Fjender Vræften bebre end Dejen; Gilderne og Sammenſtuddene bertil: At bære ondt Malt til Gilde (at bagvaſte); Latinens udbredte Gerrevbømme: Vaare Løgn Latine, ba vaare ber mange lærde Foll; Logu og Latin gaar Verden omfring ; Lobedegnene: Degne og Duer gjør ſtidne Stuer. Ligeſaa be, der udgaa fra Middelalderens Helgene, og antyde Aarets Løb, dets Merkedage, Veirliget o. desl., ſom: Bodel med Botten tager halve Nytten (af Mælfningen); Marie Magdalene fætter Humle paa Tene (isl, teinn); og Maanedernes Skudsmaal, ſom: April er albrig faa hvas, hun giver jo Løv og Gras. Nogle ere hiſtoriſte og ſtylde visſe Begivenheder og Perſoner deres Oprindelſe, ſom: Det ſtaar aabent ſom Jørgen Lylkes Bung; Det flyder, ſa' Valle, ſom for ſpede Kalve; Rider i Rad, ſa' Oluf Daa til fine Hofmend, han havde fun to. Slige opſtaa vel ben Dag i Dag, og ere da færdeles merle⸗
lige, Hvis be virkelig have deres Ørund i Folfet, ſom: sv
ben tyvende; Doden er haard at g han druknede Aalen; At dele fit $ Gtige Mænd (ved Ovenfe; be folgt op; jf. Mythen om Tjaéfes Sønner) Form maa fomme i Betragtning
finde Sted af bem, ber i denne fe Til de meft karalteriſtiſte høre da de talende; og give os lyslevende em fl eniGcene, De ere, ſom bekjendt, tilde nordiſte Forbilleder, ſom hine af Gt 39:202). .'-Fanden er her meget p ogſaa mange andre Perſoner af alle! Handlingen er ſom ofteſt greben me ev det ogſaa un en Ordleg, et Ordſi Bigtj: fa Fanden til Kalſvieren; Det fæ Fanden, han ſleg Øjet ud paa: « Qruenober, ſa' gal Ane, hun flæ ftenenj Det ſtal fmage af noget; fa paa fit: Saad; Hvem der nu laa, "man Sengeficellen; Jeg: 'fjenver nd
Ordſprog. 517
Sommet i Lommen ;. Frænbe er Freude værft, ſa' Ræven, Han lob for de røbe Hunde; Det er en Overgang, ſa' Ræven, de flaaede ham; . Peder, ſa' Gaaſen, jeg ager, Ræven lob med hende ab Skoven; Vee big, fan fort du eft, fa? Gryden til Lerpotten; Det har intet pan fig, ſa' Pigen, hun føbte et Barn: Mange af disſe ere blevne ufuldſtcendige og ligeſom afflidte ved: at gaa igjennem Folle⸗ munde; f. Gr. Lylken ser bedre end Forſtanden, fuld⸗ ftændig:- Lyffen er bedre end Forftanden, fa? Manden, Han laſtede en Sten efter en- fund og rammede fin Stif« moder (Holbergs Moralſte Tanker); Man gjør hvad man lan, hvor tit hører man iffe bet, fuldftænbig: Man gjør hyad man fan, fa? Barnet, bet gjorde i Vuggen. Mange ere kun Ordſpil, ſom: Alting har en Ende, uden Polſen, den har tø; Smaa Gryder har ogſaa Dren; En gran Gaas er altid bedre end to hvide (Stillinger). Ofte ſtilles tre; endog. fer Ting ſammen: Rog, Regn og ond Kvinde (tre onde Ting -i et Hus); Byg i Blade, Fole i Stabe, Kvinde i Gade (flad ej roſes for tidlig).
Odbad ber giver Ordfproget ve er i Almindelighed utabeligt, og holder fig under alle Sprogets Forandringer. Dertil hører: Rimet, enten Bogſtavrimet, ſom: Mætter Mave i. Maben. vælger; eller Euderimet, ſom: Knaſt i hver Aſt (i Gegelunvs. Suſanna: Knart i hver Art) og Fæt i hver St. Forælbede Konſtrultioner, hvorved: det: ber ſtal ud⸗ hæves faar Vegt, fom Mange Bæffe og fmaa iftedenfor Mange og ſmaa Bæffe. Oprindelige Bogftavformer og fenere tabte eller omſtiftede grammatitalfte Former, ſom: Det tommer op i Tø, Mand fjæler i Gnø, hvor Snø viſer hen til ben ældfte danſte Form Snør, ifte Gnær; Naar Mus (iffe Muſen) er mæt, er Melet beſt; Den Falſtes Lyffe gaar fnart i Style (Flertal for Styller); Bedre er
318 Det lærde Thøram. Dauſft Sprog.
tagd end tarveløft mælt. Tillige har en ſtor Mængee gamle Ord holdt fig, iſer naav be ikle unde ombytte
uden at udflette Ordſprogets Form, f. Cr. 47 En Brand fan ikke længe brende — En Kone fan ille længe ſende (isl. senna); 1.)
Han giver tysſer (to Gange), ber giver i Trang; Tro bær Traa (isl. prå) i Leg; Mangen bygger Hus og er forſt udfus; Den er iffe flab, ſom Flædie byder; Starre og Gekke lyndes vel; Fugle med eng Fedre ſavnes gjeræes Fattig Mands Kjcede (isl. kæti) har mange Ulede-:(isl. blæti). Ved ſaadanne feer bet farligt ud for Ordſproget, naar Forklareren iffe kjender det gamle Sprog; Des Rodes be Parthenay overjætter bette: La chaine d'un pauvre homme a bien des chainons rompus, ligefom han overs fætter at bede (jage) Ulven ved demander quelque chose au loup. Jmidlertid bliver Ordſproget ogſaa ſtundum for⸗ drejet, fordi ſelve be Indfodte ikke længer forſtaa det: Som gaar for Sagn have vi gjort til Der gaar Syn for Sagen, og man maa da igjennem Syv eller andre lade fig føre tilbage til det oprindelige: Syn er Sage rigeft, hos Syv: sjén er sogu rikari.") Samlingerne henvife til en lignende Tankegang ſom ben, der gaar igjennem bet hele Tidsrum. Det Bibelffe og det Klasſiſke gjør fig førft gjældende, indtil det Folkelige bryder igjennem, faa at Ordſprog af danſte Skrifter og fra Folfets levende Tale blive den vigtigfte Øjenftand for Samlerens Omhu. Til Peder Laales forhen omtalte og Eliſabeth Krabbes forgaaede Samlinger flutter fig Peder
1) J Thoraren Loptunges Togdrapa om Knud ben Store (Rkr. 2, 298): E , var of sjån sågu slåks rikari.
Sjæmpeviferned prog. 519
Hegelunde Bibelſte Ordſprog og Stjønne Sprog af be fyv Viſe (1588). Derefter ſamledes Blandinger af Lud⸗ vig Poud i Fragſtylker og Ordſprog (1611), og af Bog⸗ handleren Nornisſum i Aandelige og verdslige Ordſprog (1657) 0. fl. Endelig greb Beder Syv, vejledet af fin Sands for bet gamle, Tingen fra ben rette Gibe, og gav en Monſterſamling i fine Almindelige Danffe Ordſprog og forte Lærbomme. Abſtillige Samlinger henligge endnu t Haandſtrift.
Under Kicempeviſer indbefattes ogſaa mere, end ber ligger i Ordet, nemlig hele. den trabitionelle Folleviſe. Nogle almindelige Bemeerkninger ere meddelte ver Middel⸗ alberen, faa at her fun er Tale om Sproget og ben Plads, ſom disfe Viſer indtage i Sprogubviflingen. Og ba fan ber vel iffe være Tvivl om, at deres Ulver i Almindelighed er langt højere end be ælvfte Haandſtrifters, men ben Sprogform, hvori be haves, er iffe ben oprindelige, De Have gjennemgaaet flere Ræffer af Tidsrum, og iffe blot bet, be have ofte gjennemgaaet flere Dialefter, førend be endelig bleve ligeſom ſtaaende faft i Skrift. I beres Sprogs form vifer fig berfor et lignende Fenomen fom: i Lovenes. Med Henfyn til alt bet, ſom man ellers gjør til Særfjende for Sprogeté Tidsrum (hele Lyblærens Bygning), høre de til bette; men meb Genfyn til enkelte Sprogformer og en⸗ Telte Ord høre be til alle be foregaaende. Hele Sprogets herſtende Form, Klang og Tone er ben nærværende Tids, men mibt i ben og under ben møber man lutter Øjen» ganger fra forrige Tider. Bebel har allerede gjort denne Bemerkning, ber ligger faa nær: Derſom ber, figer han, ingen anden Marfag var til at læfe bisfe gamle poetiſte Digte, faa var denne ene nok: „for Sprogets Skyld, bet er, for be herlige gamle dauſte Gloſer og Ord, for hin
520 Det lærde Tiporum. Dauft Sprog.
ftjønne Sprog og runde Tale, ſom findes udi vieſs gænie Bifer paa ben bedſte Manere; bil nøgen bet. forføge., han tage fig en af be ny Digte, fom nu om Stirder -gjøres, og ligne bem med en anden af bisfe forbums Digte, ba flal man i Sandhed forfare, at bet er. ligefom Dag iføa Nat; nu ftaar og ingen anden Stedé til at finde ſaadanue dauſte Ord, Sprog (Udtryk og Talemaaber), undtagen Fals gamle Ord man fan have af vore danſte Lodbøger og nogle faa gamle Skrifter, ſom iffe ret mange findes her I Riget.” Men imedens Lovſproget kun indſtreenker fig til. ex. fnæver Kreds, udbreder Viſernes fig til be flefte tænder og til næften alle Livsforholde; og bet trænger ie mere til. noget Bevis, at ingen i et og alt fan forſtaa disſe Bifer uden ben nøjefte Iudfigt bet gamle Sprog. Da nu ingen paa ben Tid kunde beſidde denne Kundſtab, hverken de abelige Damer og andre, der opſtreve Viſerne, eller, i det mindfte Inn i ringe Grab, Udgiverne Vebel og Syv, faa fan det ufe undre nogen, at den Stiffelfe, Hvori vi have dem, ogſaa med Henſyn til Sproget, er faa yderſt ufuldkommen. Retſtrivningen gaar ſtundum i Haandſtrifterne til en Yder. lighed, der albrig drives fan vidt i trykte Skrifter, og ingen Agt fortjener; f. Cr. i Karen Brahes:
Hyrmdis kiortteell war aff boocke ſtheennd,
hynndis kaabe aff floffuell bllaa: haar haffde hun ſom ſpuonddenn gwld, imellom hyndis haarre luo. Imen ieg ridder ſtelleff ieenne;
af Sten Billes: | Tii danntzett udtt, oc thii dantzett inndtt, oc huer medtt kierriiſte finne (etc.)
Langt værre er det endnu, naar ben urimelige Bogſtavering og anden BVanfynbdighed forſtyrrer ſelve Sprogformerne,
Det almindelige Sprog. 521
naar ber f. Cr. ſtrives lieb for løb, trind for ren, og utallige lignende. Ifte desmindre er ber fan meget bevaret, at ben gamle Sprogform endnu er gjentjenbelig nof, bet vil fige, man fan i de allerfleſte Tilfælde tilbagelalde be middelalderlige Former, hvor forvanſtede de end monne være; fom tu, try (to, tre i Jntetfjønnet), i eller e (jo), tjeld (Telt), i gen (i gegn), favn (Sagn), øven (asgua, Øjne), hove (haugar, Høje), Sanden (sandr,. Sandet), himte (heimta, hente), ftinfe, ſtauk, be ſtunke, o. ſ. v. og ligeledes be gamle Ord, hvig rette Hiem er Middelalderen, ſom Ord uden be fenere Forftavelfer: at tælle (fortælle), at ſomme (forfømme), at hværve (erhværve), at hage (behage); Ord med meget forældet Betydning, fom bet (for at, bat), bet (for ber, ſom i Svenſt), bo (berede), fvælte (bø); ſamt ben ftore Ordſtare, ber nu er forfvunden af Skriftſproget og i bet bojeſte fun findes i Dialelterne, fom Linde (Bælte), Sved (Blod), Kind (Barn), ſtire (dobe), ſide eller febe (sida); og færegne Talemaaber, fom under Ø Cover Land) o. ſ. v. Ved alt bette vil ben ftore Mængde Barianter af ſamme Wife blive et uforligneligt Hjælpe middel; fom i Hagbardeviſen: flyngenbe, ſleffuende, ſlefuet, fynen. Men denne Underføgelfe, ber nof er en Sprog⸗ mands Opmeerkſomhed værb, fan iffe bringes tilende, førend Svend Grundtvigs Udgave er fuldendt.
Det almindelige Sprog, om jeg faa maa kalde bet i Movfætning til be foregaaende, forlode vi i forrige Tids rum udſat for en ftært Indflydelſe af Dialekterne paa ben ene Give, af Tyften paa den anden, men bet fandtes bog i det mindſte hos een Forfatter i em uſcedvanlig Renhed. Denne Udvikling flal nu fortættes, og henimod Tids« rummets Glutning maa man vente at fee den affluttet, at finde et Sprog, der har uddanuet fig faa bidt, at frugtbare
3522 Det lære Tidbrum:: Sanfi Sprog.
Skribenter kunde finde et bekvemt Nedſtab for: ſig, vet vg prøvet, ſlebet og flarpt. Imiblertib anſeer mar Bebel: for Repræfentant for bette Tibsrums Sprog, ligejom Chrifliern Pederſen for bet forriges, fljøndt begge virle i Deghubelfer af Tidsrummene, ben fibfte bog endnu ſom Bibeloverjætter i Slutningen af fit, Bebel derimod hverken felv 'virfenbe 210 over fit Tidsrums Mibte, heller iffe efterladende fig. nogen: Gfterfølger, der kunde beſtemme Sprogformen i bens Slut⸗ ning, thi Beder Syvs Sfrifter ere mere forflende ed mb øvende. Dette giver Sprogbetragtningen en: færegen. Stiß⸗ ling. Man friftes til at blive hængende ved Vedel, og vat gjøre ham til mere, end han virkelig var. At antæge, . et han i en Overfættelfe af Saxo, ber bog fun var et mede ffrænfet ZÆmne, flulde have ubtømt bet baværende Sprogs» forraad, maa tykkes underligt, naar det betenkes hvilfe mange og tildels ulige ftørre Sfrifter der fyldte Literas turen; og at den tyſte Indbflydelfe hørte op mev ham, er endnu urimeligere, ba han felv led under ben, og ben efter hans Tid blev endnu fordærveligere, juſt fordi ben iffe længer ſtak faa ffarpt af imod god Danfi, fom før, men føgte at fmælte ſammen dermed. Naar man imidlertid iffe gaar ud alene fra Vebel og iffe gjør ham til fin Ledeftjerne, faa vil Sprogets Larakteriſtik have fine ſtore Vanſteligheder, juft fordt bet ingen Karakter har, men fører: Betragteren om paa alle mulige Veje, Gærftræder og Biveje, uden noget beftemt Maal og uden nogen Udſigt til at naa bet. Hvabd man i Almindeligheb om dette Tidsrum fan fige er fun bet, at bet efterhaanden (od det gamle mere og mere falde," for efterhaanden at optage det ny, og ſom Følge heraf indeholder næften alt hvad Sproget funde mægte, gamle Former endnu vedvarende, men ligefan ofte blandede med ny, og ligeſaa Ordforraadet, gammelt og nyt imellem hin⸗
Det afttinbelige Gprøg… > 523
anden, hjemligt og fremmed. Undertiden maa man forftam Jsfanvft for at kunne fatte Ordet og dets Form, under⸗ tiden ere begge ramtyſte. Ofte er Ordets Bethoning, ſom bet ſynes, felvinblagt deri, afvigende ſaavel fra bet forrige Sprog, fom fra bet følgende, ſtundum faa tilſhneladende felvgjort, at man af ben hele Sammenheng man tænfe fig til hvad bet ſtal ſige. Hvad der kom ub af denne Forvir⸗ ring, ber, om end halvbevidſt, bog ligeſom alt i Berden havde fit Djemed, var bette: at man, grammatlkalſt, ved efterhaanden at lade bet ælbre Sprogs Særegenheber falve gav Sproget omtrent fin nærværende 'grammatifalfte Sti kelſe, forkaſtede hvad vi mm heller iffe forftaa, og bevarede hvad ogſaa vi nu anfee for befvemmejt; og at man, lexilalſt, veb at opgive en ftor Del ældre Ord, ber nu næften iffe mere kunde forſtaas uden til Forklaring at have bet ny veb Giben, fandt en Tomhed for fig, ber aabnede endun mere Indgangen for be fremmebe Sprog. Attraaende Hoveb⸗ formaalet for al Anvendelſe af Sproget: at blive forſtaaet, gif man en Øjenvej til Maalet. Temmelig vis pan, at bet franfte Ord blev forſtaaet af alle Dannede, efterdi bet, bviffet man vel maa forubfætte, allerede var blevet alminde⸗ ligt i daglig Tale, undgik man af videre Ulejlighed ved at Bruge bet; og ber bannebe fig: faalebes til Slutning en ligeſom ny Sprogart, ben franff-banffe, hvis Betragtning bet er bebft at ubfætte indtil den Holbergſte Tibealber, hvori den naaede fin Højde. ' Sprogtilſtanden forud har lun været Gjenſtand for fan Underføgelfer, og nærmeft fun med Heuſhn til Bedet, nemlig ben -ælbre Orbfamling af.I. Baben og ben my af C. E. Secher. Det lod næften ſom om ingen vilde gaa ind derpaa, forbi ber lom faa lidet ud deraf. Denne Kundſtab er vel ogſaa vigtigere. for Granſteren, end for
524 Det lære Esrum: Dan Sprog.
ben, ber har Anvendelſen beraf for Dje. Grad. ber menig fremſtaar under Forvirring maa underkaftes en ſtreng Kritil, førend det fan bruget, og Udbyttet kau i:bdet hele Jigejen let, men filtrere og bedre, hentes fra ben føregaaende Tids Hvad ber i bette Tibsrum kom frem, men ilke lunde .holbe fig, fordi bet iffe ſtod i Harmoni med fine Omgidelfen, ar næften at betragte fom en bøb Sat, ſom et Fund, ber. fa gleder Oldforſteren, fordi det udfylder en Aabning Rune flaben om bet hele. Hvad ber derimod lom frem Ugefoms fra ny af, for at afhjælpe en og anden Mangel, det fejebes ligeſom bort af ben Holbergſte Tidsalder. De Bemærl, ninger, fom her meddeles, have derfor fun, nærmejt.: til Henſigt at tydeliggjøre og tildels begrunde hvad ber opens for er fagt om Sprogtilftanden i dette Tidsrum. Retſtrivningen var i ben ſtorſte Forvirring, omtrent fom den altid maa være, hvor den ftaar paa Vendepunlktet til em ny Overgang, der eudnu ilke er fleet. Mindet om bet gamle varede ved, Tanken ont det ny blev til; begge forenede fig og dannede en Overfyldning af Bogſtaver (ſom fv) til at udtryffe be fimplejte Lyd. Reformer paatenktes tidlig, men ænfedes i lang Tid ille. Jafob Madſen fra Aarhus (1586) og Svendborgeren Iver Stub (1592) anbefalede Adſtillelſen af og j, men Bogtrylkerierne vilde iffe følge med; Peder Syv gjentog det, og havde, ſaavel ſom Pout⸗ oppidan, mange ſunde Anſtuelſer, der gif ud paa at vende tilbage til den fimple Natur; han fatte fig endog imod Brugen, hvor ben, imod Naturen, vilde afvige fra det gamle. „Bogtrykkerne, figer han, fætte ogſaa Subſtantiva med ftore Bogſtaver foran, hvilfet er ufornødent.” Naar han ivrede imod de fremmede overflødige Bogftaver, faa havde det i det mindfte til Følge, at man efterkom det ved Sprogets egne, og f. Cr. for haffue fom ud af bet med
Det afminvelige Sprog. 525
ver fimple Sfrivemaabe have, for bend og dendne hialp fig med ben og denne, 0. f. fr. Selvlybsbetegneljen naaede allerede hos Pontoppidan fit Maal: Fordobliug og: under⸗ ftøttenve e. Men iffe faa ſjelden endda far Retſtrivningen, ſom nærmere vev Kilden, angivet Oprindelfen, ber fenere glemtes, ſom felligs (fællevs, fælles: felligs Bo, felligs Op⸗ rindelſe). Syv vaklede imellem Skrivemaader ſom rigtig eller riktig, men indførte og (for of), hvilket omtrent Havde fejret ved 1700, ſaavel ſom agter o. lign.
Lybfyftemets Behandling fremfaldte uden Tvivl nogle af be ftørfte Vanſteligheder, og gav Sfriften faa broget et Udſeende; iſcer Selvlydenes, hvis vallende Udtale fun faa kunde opfatte med Silkerhed, og endnu færre giengide med tilfoarende Tegn. Der maa have været en ftor Kamp imellem enfelte Sefvlyve og Tvelybe, førend Udtalen bes fæftede fig, f. Cx. imellem a og æ, e og ei. Man finder Hyppig Bedræegeri og bebrage afverlende med hinanden; Lelighed (Lejlighev), Belelighed (Beſtaffenhed) o. desl., ja endog Kiulinger (Kyllinger), Geislinger (Geslinger) o. mang⸗ folv. lign. Man vil derfor ilke undre fig over, at finde ægte gamle Selblydsformer, ſom traade (træde), imellem be nyere. Wen felv med be ellers fafte Medlyde er det ſamme Tilfælbet; de komme frem i deres eldſie Form, ſom drybe (bryppe), eller omverle, ſom orrje og ørfvis (nøjes), Spurg og Spurre, Spegel og Speyel, bapper (med en i Grunden rigtig Overgang for tapper), modſommelig og bemøje, o. ſ. 5. Alt er fom i' Overgang. .
Det gamle Kjøn bevarede fig. længe, ſom Sanden, denne ftore Siun, medens bet ny tillige gjorde fig gieldende.
Bøjningslæren, ber intet faft Havde at holde fig til, optog hvad den fandt for fig, nu i Tulen, nu i et fremmed Strift. Nævneformen. f. Er. var ofte dobbelt, fom en Mars
526 Det lævde Tiderum. Dauft Sprog.
fag (af isl. stk) og en Aarſage (af toft Gale). CGjefsen var fnart gammel, - ſnart uden Merke, fnart med titjet hané eller deres. Flertallenes Overgangelove vallede, fer at mange, ofte mere regelret, daunedes paa sæ," fon. fiber fil ser, ſom Kjortle (Kjoler), andre, ſom ſiden ſik ⸗e, Harbe cer, ſom Love og Lover, Grave sg Graver; og be ægte gamle Flertal, ſom Dotter (for Dottre), Hoffuit (for: Her veder) ere ilfe ualmindelige. Datider blandedes imellem hinanden: ſom miſte og miſtede, kravde og krevede, Wingbde og tvang. Den betingende Maade varede ved, indtil man endelig fandt ben overfløbig. Biordene endtes i Flæng paa se og sen, og nogle gamle Former, ſom hvort, bare eubun levende. Alt er ogſaa her i Overgang, og bet hele fer broget ud. Men felv af denne Forvirring lader fig ud⸗ brage nøgen Lærdom. Det er i det mindfte ſtundum faldet mig ind, om den overdrevne ſtrenge Regelrethed, hvortil vi veb at lære be klasſiſte Sprog ere blevne vante, og hvor⸗ ved vi ſtundum fpænde Sproget ſom i et Snørliv og fors flyde en Del af dets umaadelige Rigdom, virfelig bør hyldes, og om ber iffe var mere Natur i at labe Sproget bevæge fig med ftørre Frihed indenfor en vig Kreds af lige gyldige Former. Digteren gjør det, men alle ere jo Digte ere i deres Modersmaal, alle, der ej ere Trælle af Bed⸗ tægt, af Skik og Brug og be fnæverhjertede Grammatikeres færlige Nykker. Skal Skriftſproget ſom Kunſtſprog da als deles fornægte Naturen, eller fun beriges af tyſt Filoſofi og franſte Romaner? Ligger Almuens Tale med fine gamle Former og ille lige faa nær? — Adſtillige Ord gjorbe fig gjældende i en Betydning, fom vi nu have forffudt, fordi ben fun vilde forvirre; ſom at læfe (ſamle), overvinde (overbevife), ombære (undvære). Andre nordiffe eller aldeles naturaliſerede (ſom at forme, konfirmere) gik efterhaanden
"Det almindelige Sprog . 527
af Glemme, og forfvanbt endelig af-Sproget. Man ſeer bet tfær, dels af Fornodenheden af. at ;fætte det ny ved Given, ſom: dermed lod han fig „orrie og nohe“, dels af be For⸗ Haringer, ſom Sproglærerne faubt bet nodvendigt at give, hos Peder Syv f. Cr. over Ord ſom Bide (Straf), Vant (Mangel), Anled (Anſigt), forn (gammel), jæve (tvivle), vanbdfygtig . (vatterfottig), ja endog eſte (fordre), times (hendes, af Time, Tid); og Gerner anfører ligefrem, fore Ord, ber ej maa bruges: Fore (Færd), trosſer (tre Gange) 9. lign. Imidlertid have bøg nogle af disſe gamle Ord Bjulpet fig igjennem" lige inbtil nu, fom Slutningen af ſanddru, og ere blevne uforgjængelige Vidner om vort Sprogs Oprindelſe. Men imedens disſe gamle Kongemcend maatte fortrælfe, kom ber en Del: forløbne tyſte, ifær plat⸗ tyſte Ordfnægte, ber dels indbragtes af Forfatterne, dels uden Tvivl ogſaa havde bereg Gang hos Almnen, ſom Ort (Stev, Flert. Orte og Orter), Underſted (Forſtjel), Be— ſmidſighed (Underfundighed), Sku⸗esſen (Skueretter), be⸗ ſtuffet (bedraget), møytte og opſtutzige (Krigsfolk), grysſe c(hilſe), befatte (forſtaa), beſtede (nbnævne), vute (raſe), be⸗ træbe (træffe), formaa (formelde, befræfte), fortogre (for⸗ finte), o. desl. Alle deslige Vanſtabninger bleve atter for⸗ brevne af be franſte Ariftofrater, ber faa for en Tid bes holdt Ordet; men ogſaa nogle af hine frybe endnu omfring i Krogene. Natur og Sandhed gives undertiden i Bar tiernes Bold; bet gaar med Ord fom med Rigsdagsmeend.
For endelig endnu mere at anftueliggjere Sprogets Tilftand, meddeles nogle Sætninger af forſtjellig Slags.
(Vedel, Septem sap. Græciæ): Dennem, ſom paa det heigeſte opftigede, er det gaaet ligeuiiß ſom det gaar ſtibbrudne Fold udi en flor Gtorm oe Buær. Raar ſom Skibet vdi det vilde Gaff driffues af en flyffuende Storm oc de fom inden Skibeborde ere,
528 Det lærde Tidérum, Danſt Sprog.
gere deris flid, af de mue bliſſ bheſen, om muligt Bend: Ste
indtil ſaalenge at Skibet flies or Res, it "fol fra.dnk::
oc da griber huer til fit bord, et. holde flg sp
veldige ftore bylger oc driffne fan omfring, indtil pas Bets Rherligi
gernis mangfoldighed fla dem fra uragget É
omfomme (etc. Vegener &. 51). ' ruge (Af Vedels Bigtale over Johan Frit, 1572). Sefige-.
Friis, mifte fine Forældre der hand vaar endmn fanme
É 1 (i 3
hannem forlode fine Foraldre fas tilige, dog 1 det kaaſtelige Clenodie, de antuordede hannem. Irhetede Gad, - dydig oc from, oc lagde god flid "paa Boplige lonſter, font vaar formanede der til aff fine Foreldre. — Hand heffuer oc tid ſpared fig ſeiff, eller villet begære forloff fra Goffer⸗tieiſt, da man haffde hannem bæft behoff, men indtil fin dødedeg wfortraede⸗ figen, i Orloge faa vel ſom vdi Frede tid oc uden Lands fan vel ſom hiemme, ladet paa kiende, at han faa det rettelig gierne alting maatte gaa vel til. — Oc hand flattede denne Philippi Bog fan høpt, at hand haffuer fagd til mange, Der fom jeg vifte mig ide flere at bekomme af dette flau, da vilde jeg ide ombære denne for Ti tufind Daler.
(Anders Midjelfen Golding, Tuende Chriſtelige Klenodier. 1595). Valerius Max. ftriffuer at der haffuer verit en Forſtandig oe ſtarp⸗ findig Konge, huilden der hand annamede den Kongelige Krone, førend hand fette den paa fit Hoffuit, da ſtod hand lenge oc helt den i fin Haand, oc gaff flittelig act paa den ſamme, oc brød fan vd met faadane Ord: O huad er dette mere en æddel end en Lydfalig Prydelſe: Oc der ſom nogen gaffue ret act paa sc førs ſtode huor ftor Omſorg, Fare oc Elendighed ber Hos henger, oc den laa kaſt paa Jorden, da flulde hand ide ville bøye fig, oc. tage ende op. — Tenck nu met big ſelff huor megen Graad der haffæer verit i Fordom tid, oc endnu er under diſſe Tag: De der ſtal bliffue i den effterfølgendis Tid: Oc lad aff at begræde det gantſte Menneſtelige flectis wlhcke, lige fom det vaare alt din egen. — Legg mt det fom Gud vdkraffuer aff dig, pan Rætferdighebfens Bert, met dit gantſte Leffnit paa den anden fide der imod. Gefde mm det Menniſtelige Slect verit GBds Low herigt oe lydigt, oc ide
Det almindelige (Sprog. "529
faldit der fra, da vaare det aldelis lhckſaligt, oe fulde icke raadue ve foruifne ſom Eble oc Blomſter: Men det er affuigit aff Beghn⸗ delſen. — Om end flisnt it Aſen fordis i en Lowe hud, oe vilde vere en Lewe, faa røber dog hané fange Dern hannom. — Endog Træne om Vinteren fiunis wfructſommelige, ia døde, dog naar Vinteren er forloben værmer Golen met fin tilfommelfe, Jorden oc Træerne, at de bliffue grøne igen oc bere Fruct. — Lige ſom en Krigsmand er kisn oc frimodig til Kri, naar hand er omfæt met mange fterde Landsknecte, ſom ide lade hannom offuerfaldis oe for⸗ derffuis: fan ere Guds Engle ſtickede omkring off, oe beſterme oſſ at vi funde mandelige oc ridderlige bliffue beftandige i allehonde Fare.
(Hvitfeld, Fortalen til Frederik den Førfte. 1597): De Alli⸗ geuell at — ſamme Regimente haffuer værit Lideligt oc Tolligt, Loug oc Rett er handheffuit, Fredt, Enighedt oc Endreetighed er bes holden baade Indenlandts oc met Wolendiſte, At wi ide haffue Gud nockſom at Betacke for huis wellſtandt wi haffue ſiddit vdi, Fri for Opror oc wduortis Fiender, Saa haffue ligeuell Vnderſaat⸗ terne, wi ſelff, oc de, faſt lengre heden feet oc forlangit effter en Goyere — Sardelis haffue wi forlengit aff Eders Mahtt: ſelff at motte Regieris. — Eders Naade Fattis inted paa Gaffuer, eller dyder, ſom hører til Regimente, Indfødt godhed, Fornufft, Fors ftand, Mandom, Mode, Arbede, Geſſellighed, Forſuegenhed og andre ſaadanne dyder, huilcke ieg ide alle vil Opregne, at ide ſtal ſiunis, Jeg fmigrer. — (Fortalen til Chriſtian den Forſte. 1599): Der⸗ faare er Øffrighed forſt indfat for, at de ſtulde ſticke deris Vnder⸗ faatte, oc dennem fig vnder deris Gerredomme giffuet haffuer, Low, Ret, oc dennem beſtytte oc beſterme for Offueruold, deris Ankomſt er ide for, at de flulle føre Pract, Prall, Stat, Men for Low oc Ret ſtyld, oe fortrengde Menniſter at hielpe til Rette, Dog mange BSerrer (dis verre,) mu ide veed andet, end de ere født til den re, ide for anden Aarſage ſthyld. — (Fortalen til Chriſtian den Enden. 1596): Den Optuetelfe hialp intet paa hannem, ſiden hand vdi Fremuerten, fri Billig, fætte al Gude Fryet oc gode Seder tils bage. — Det vaar en ftor Grumhed, ide at kunde mættis met deris Død, Ligeruis ſom Deden ide burde at være den fidfte Plage Menniſten her vdi Verden kunde tillomme, Men end da vute oc greſſe paa de dodis Kroppe oc Been. — Den Wenighed kom nogers
24
580 Det lærte Tderem. Dent Bprog.
ledis til Ende, om Affſteden ellers haſſde bleſſen heder i" Rane haffde ladit forflæde tu Bodle vdi Dratanter Slednkig. i "Gl Sale falt hannom Klenligen ot Spotiſte. — Hand. vader Hodne ve Fireſtudden. — De hans Gontrafey et herinen faſt Sadigit. nam Den Bleyte, ſom wi falder Vesicala fellis. — (Folteubyeven 1050) Boghandlerens Fortale): Kongelige Qvatiteter "st Dydwe n⸗a sag flig Aarſag hafver jeg Eders Majeftetis vnderdanigfte Tierac ber tendt mig pan, huorlunde Jeg kunde fade erffinne mli Tac acc⸗ lighed — Huildet Song Salomon vel eractede — Des "Fee i almindelig fig belanger, at vi intet her mad tale om'deld Extra ordinarie oc ſerdeelis ſom Gud Salomon effter HE ulk med bes gaffde. — (Goitfelde Fortale): vi derfor Indre "dis "Helle ge flor Mangel oe Deſect — andre fade dem ilde Sefalte,»foter dan feri Saxo hand tracterer — fuldendt oc complerit — divalgelede oe udgangne paa Tryck — andre haffve castrerit oc forkortet Man tialem. — (Af Bogen): Den Chriſten Religion, ſom efftirfalde den Gedenſte, haffver alle de Ceremonier udfluct, fordylget oe nederlagd. ſom da brugtis. — Huer Gud haffde fine færdelis Præfte — fan lenge Præfterne vilde — Rolff, eller Roe faldet, for hans Hoed⸗ hed fyld, at hand vaar voren ſom Stag oc høje Træ, Mur⸗ meftere fætte op til Huuß, huorpaa de gisre Lad oe Lætter, at spm ſtige. — Da de Danſtis tilfommelfe rhetedis i Landet; ſamlede or fambore diffe to Konger dennem — Der de fornamme, at ingen Raad vaar til at undfomme, toge de Sind oe Mod til. fg — or huilcke offverblefve, maatte være udi deris Fienders minde de villie
(Ehriſti Efterfolgelſe. 1626): Paa det jeg ide fulde fiunie der met at traa effter nogen Forering — fra Eders Foraldre ber (ned) arffuet — da ſiuntis mig nyttigt at være, der ſom bogen ct bleffue vdſat paa vort Danfte maal — til at fordadige min Semi vittighed met — dog veed jeg vel, at trettedrue Hoffueder ide lade fig her met nøye — du haffuer felff megen bred, ſom andre mas omdrage met dig — til it Effterbilde oc Crempel — ja hand er altid fted i Angiſt, ſom føger liſenhed oe effterladenhed — den haffuer got at ride (fare), fom Guds Naade bærer — ſtore Kraffter oc Dygder — du maat aft være ſaadan ſteffning (Stjæbne) vnder⸗ giffuen — denne tids pinactighed er ide værd at forverbe den Glæde "ve Gerlighed, ſom ſtal obenbaris i of -— der ſom du end me
Det almindelige Sprog. 5831
S. Povel haffde været vndruckt i den tredie Gimmel — huo ſom forfader fig paa mig, den lader jeg ide gan arindeſloſt fra mig — vocte dig vel, at du ide holder for tæt paa din Begæring — at man holder gode Auſlag oc Begæring i Tewele (i Tøjle) — et legge der vind paa — du flalt ide end finde en aff de allerleckerſke, ſom haffuer jo nogen genvordighed — at huer mand maatte gan paa dig oc traade dig ſom Skarnet, der ligger paa Gaden — heller elendig oc fattig, end hpper oc rig — min Son, du maat ide være vaanden der ved, om end nogen meener eller melder noget ont om dig — eft du indvortis from, da tør du ide acte huer flue Ord — der er en heller faa lonlig en ſted, ſom kand hæle mig — at angre ve tue fig met ydmyghed — lød mig faa tom en liden ftund, at jeg begræder min Synd — Kierlighed vaager, oc naar den ſoffner, da foffuer den ide — See, der fom mand vilde fige alt det onde paa dig, ſom nogit Mennifte kunde allerarrigften dicte, huad flade unde du haffue der aff, om du lodft det gaa for offuer, oc actede det ide ved en Skeffue — Naturen vil gierne haffue noget ſmuct oe feldfamt, ot gruer for det ſom vaagt oc grobt er.
(Kingos Ligtale over Jakob Birkerod. 1691): Man græder billigen over en god Mand maar hand doer, thi hand vaar umiftelig, dog ber mand holde Maade i Graaden, fordi hand doer vel, thi da er hand jo Ugrædelig. Solen wmorkedes paa Gimmelen, og Egyp⸗ terne vaar Leve⸗Keede, de flåde iffe op i tre Dage. Busbonden er Soolen paa GuussHimmelen, daler hand i fin Død og formorkes, da er LevesLynfet og Lyſten borte, og vi reyſer os ille faa lat igien. — Enten vi pufte 06 op, eller tænke viit at flyve, faa felde vi dog omfider de ſtore Suinge⸗Feyre og vor Aſte findes i Grav⸗ Krogen. — Kiende paa en god Mand er iffe Nafnet faa juſt. Gom en er, faa burde hand vel kaldes, mens iffe fom En kaldes, Gr hand derfore ſtrax. Titular⸗-Bogen er ilke altid dend rette NafnesBog. Der er Underſkeed imellem at faldes oc være det mand kaldes. — Det fler vel, at Forældre gisre ald deres Fliid ders til, ved Tugt at føre Dyden frem i Slegten, kand dog iffe opnaa deris ynſte og Dye⸗Merd hos alle. En kand arte fig der effter, en anden udarter. Ploujernet riiſter Jorden at Saden kand ſaaes, og med det famme oppløpes Ormen og Oldenborren imod Agermandens eller Bondens Tante, ſom fiden fordærver Saden. Siden faldet ere
ETU
532 Det færde Tidørain Deam Sprog.
vi ſom Boxet, Linne og Ledenyge tå at "fuge inde Sjulfens 6 lede. men, ſom Flinten, ſaa hærdede, at enntanne' Dybe. tt,
Stammen. — En Mand maa være ſaa kleg for” Gant: DU, fle han hverken udi fin hver Degé Slædning, og Bigerger fin Religion, fan at Atheiſten og Statiſten deltes muder "enige, da fordærver dend førfte dend ſidſte, og flig em Stander Fan Lumpen Blandings⸗Art, ſom Fodderne paa Billedet, der frækt ser Fald pan. Guds Frøgt er Biledons Begyndelfe. —
og Indeſter, og iffe Jord⸗drotter eller Selfegere, ben - Gud deg gjort 08. Bi fomme i Verden form et Herberg, itt⸗ Pillegrime bar mange Huus undervehs men ingenſtede blsmene.
Ordſprogeliteraturen omhandles udførlig af Nyerup '& Foelelin til Peder Syos kjernefulde Ordfprog, 1807, og af Relbech i Som talen til Danſte Ordfprog, Tankeſprog og Rimfprog, 1850. — Derhos Brefemann, Danſte Ordfprog og Mundheld, 1843. Gorm Povelſen Judicher, Prosodia Danica, S. 238. Pontoppidans Annal. 3, 553 (Mimmerduga). Refens Atlas i Din. Bibl. 2, 45 (Folfefagnet til Det var et Spring af en Lerovn). Terpager, Ripæ Cimbricæ, S. 429. G. 2. Baden, Bidrag til Sadernes Hiftorke, i Minerva Oktober 1802, &. 36. Jakob Birkerod (De Stige Mænd, hos Nyerup S. LXIX). Ordet at lyndes forflarer Gram i et af fine Breve (Hift. Tidsfør. 4, 283).
Foruden de af andre anførte fremmede Skrifter, der kunne tjene til Oplysning, bemærkes: Mone's Quellen und Forſchungen zur Geſch der deutſchen Literatur 1 B. 1 Abth. S. 186: Afſnittet Zur Eite⸗ ratur und Geſchichte der Sprichwoͤrter. Von der Sagen, Germania 6, 96: Beiſpiels-Sprichwoͤrter (de med: fa" den og den).
Kilderne felv ere to Slags, dels Samlinger, hvis Forfettere havde til Genſigt at famle og paa en eller anden Maade af ordne
Ordſprog og Talemaader, dels andre Skrifter, hvori de lejlighedsvis forekomme, og hvis Forfattere iffe vilde ſamle, men bruge og anvende dem, De fidfte Kilder fade fig naturligvis iffe angive, de Ordſprog jo lejlighedsvis kunne forefomme i ethvert Skrift, men de ere dog ifær hyppige i gamle Pſalmer, Folkedigte og Skueſpil.
Meder Hegelund: A B C aff Bibelſte Ordſprock, det er, be kortiſte, lettiſte oc brugeligfte Sprock aff Bibelen efter A B Cfaar
Ordfprogſamlinger. 533
Bem. P. H. R. (Under Tilegnelfen Peder Hegelund) Slesvigae 1588. Formeeret oc Forbedret, P. H. R. Kbh. 1627. jf. D. Digtet. Gift. 2, 25. — Tilegnet Ulbret Friſes til Garaldskier's Dottre. Efter Ordſprogene følger hiſtoriſte Efterretninger om de danſte Konger fra Chriftian den Forſte. Derpaa (i den anden Udgave) Sepiem Sapientes "Græciæ, der er omtalt foran under Filoſofien. Sauit Arithmologiea Joachimi Camerarij. Bogen flutter med en andægtig Ben.
Af Johan Egenov fra Hadersfev's Gode Gjæftebud af Salo⸗ mons Ordſprog, ſom Titelen lyder hos Nyerup, kunde man maaſtee vente fig et godt Maaltid; men det er et Andagteſtrift, en Traktat over Ordfp. 15 Kap. v. 15, og hedder: Kort Forklaring oc Chris ſtelig Forfarenhed aff Konning Salomons Ordſprock. (:) It got mod er it ideligt Gieſtebud (etc.) Kbh. 1629. (Univerſitetsbibl.).
Ludvig Jenſen Pouch: Problemata et Proverbia moralia. Det er, Ryttige oc artige Fragſthcker oc Ordſprog, ved forſtandige gienfuar vdlagde oc forflarede. L. P. J. 8. R. Item de Siu Viſe Meſters i Gracia ſtone Sprog oc Sentenger, Prentet i Kisbenhaffn. 1611. Auden Udgave: Problemata (etc.), meget nottige at laſe. Item De Siu Viſe Meſters (etc.). Prentet i Kiobenhaffn aff Georgio Bantſch, 1624. Paa Jens Lauritzſſen W. Bogforers Bekoſtning . Nyerup i Fortalen til Peder Syvs kjarnefulde Ordſprog tillægger Hegelund Bogen, men har ſiden felv rettet Fejlen under Pouch i Literaturlexilonnet. Derimod anføres den i Nyerups Literaturlexikon ogſaa under Boghandleren Wolf, fom om det var en anden Bog. Den begynder med Spørgsmaal, hvorpaa følge lange Gvar, f. Ex. Raar er Guds Hjælp næft? Hvo er god? Fra Mo. 40 forekomme derimellem adſtillige danſte Ordfprog, ſom: Mand flal ide haffue to Tunger i en Mund; Bedre er tynt ØU end tom Staal; Act kommer ide alt i Pung (det gaar ikke altid ſom man vil; ogſaa i Hans Steges Cleopatra, 5 Alt, 7 Scene) o. fl. Under Ro. 120 findes Ordet at flege (ſledſte, det er ſlegſte). Nr. 122: Buorledis er mand nu i Verden antagen oc had? Guar. Lige fom mand er flyd oc klad. Nr. 140: Guilcken gaffue er bet? Suar. Den der giffuis ſtrax, oe ide den der vdloffuis til en anden tid, thi den maa mand fliude en hud Kiep effter. Mand pleyer at fige, een Ful i haande, er bedre end to i Skowen. — De fige oc, det
Fald paa. Guds grygt er Biisooms OD! og Indeſter, og iffe Jord-drotter eller gjort os. Bi fomme i Verden ſom et $ Pillegrime bar mange Huus underveys mer Ordſprogeliteraturen omhandles udfør til Peder Shos Fjærnefulde Ordfprog, 180
talen til Danfte Didſprog, Tankeſprog Derhos Breſemann, Danfte Ordfprog og ! Povelſen Judicher, Prosodia Danica, ( Annal. 3, 553 (Mimmerdugg). Reſens A (Foltefagnet til Det var et Spring af en $ Cimbrice, S. 429. G. 2. Baden, Bit i Minerva Oftober 1802, &. 36. 3 Mand, hos Nyerup S. XIX). Ordet i et af fine Breve (Hiſt. Tidsftr. 4, 288 Foruden de af andre anførte fremmet
til Oplysning, bemarkes: Mone's Quellen der deutſchen Literatur 1B. 1 Abth. S. ratur und Geſchichte der Sprichwoͤrter. 9 6; 06: Beiſpiels⸗Sprichwoͤrter (de med: Ailderne felv ere to Slags, dels € havde til Genſigt at ſamle og paa em el Ordſprog og Talemaader, dels andre eh
kamrene nn his Tarfattere iffe hifde fa
Ordſprogſamlinger. 533
Bem. P. H. R. (Unter Tilegnelſen Peder Hegelund) Slesvigae 1588. Formeeret oc Forbedret, P. H. R. Kbh. 1627. jf. D. Digtet. Gift. 2, 25. — Tilegnet Albret Frifes til Garaldekier's Dottre. Efter Ordſprogene følger hiſtoriſte Efterretninger om de danſte Konger fra Chriſtian den Forſte. Derpaa (i den anden Udgave) Septem Sapientes Græciæ, der er omtalt foran under Filoſofien. amt Aritbmologica Joacbimi Camerarij. Bogen flutter med en andægtig Ben.
Af Johan Egenov fra Haderslev's Gode Gjæftebud af Salo⸗ mons Ordfprog, ſom Titelen lyder hos Nyerup, kunde man maaſtee vente fig et godt Maaltid; men det er et Andagteſtrift, en Traktat over Ordſp. 15 Kap. v. 15, og hedder: Kort Forklaring oc Chris ſtelig Forfarenhed aff Konning Salomons Ordſprock. (:) It got mod er it ideligt Gieſtebud (etc.) Kbh. 1629. (Univerſitetsbibl.).
Ludvig Jenſen Pouch: Problemata et Proverbia moralia. Det er, Nyttige oc artige Fragſtycker oc Ordſprog, ved forſtandige gienfuar vdlagde oc forklarede. L. P. J. S. R. Item de Siu Viſe Mefters i Gracia ſtone Sprog oe Sententer. Prentet i Kisbenhaffn. 1611. Anden Udgave: Problemata (etc.), meget nottige at laſe. Item De Siu Viſe Mefters (etc.). Prentet i Kiobenhaffn aff Georgio Gantſch, 1624. Paa Jens Lauritzſſen W. Bogforers Befoftning. NRyerup i Fortalen til Peder Syvs kjarnefulde Ordſprog tillægger Gegelund Bogen, men har ſiden felv rettet Fejlen under Pouch i Literaturlexilonnet. Derimod anføres den i Nyerups Literaturlexikon ogſaa under Boghandleren Wolf, ſom om det var en anden Bog. Den begynder med Spørgsmaal, hvorpaa følge lange Gvar, f. Gr. Naar er Guds Hjælp næft? Hvo er god? Fra Ro. 40 forekomme derimellem adſtillige danſte Ordſprog, ſom: Mand ſtal ide haffue to Tunger i en Mund; Bedre er tynt Oll end tom Skaal; Act kommer ide alt i Pung (det gaar iffe altid ſom man vil; ogſaa i Hans Steges Cleopatra, 5 Alt, 7 Scene) o. fl. Under Ro. 120 findes Ordet at flege (ſledſte, det er ſlegſte). Nr. 122: Buorledis er mand nu i Verden antagen oc hed? Suar. Lige fom mand er flyd oc Hæd. Nr. 140: Guilcken gaffue er beſt? Suar. Den der giffuis ſtrax, oe ide den der vdloffuis til en anden tid, thi den mag mand fliude en huid Kiep effter, Mand pleyher at ſige, ten Ful i haande, er bedre end to i Skowen. — De fige oc, det
534 Det lærde Tidsrum. Dank Sprog.
er bedre en Spurg i hende end en Trane i Skowen. Derpaa følger flere problemata med ganſte forte Svar, og fan Effterfølger nogle Danſte Spraag, effter Alphabetet, hwillet er den egenlige Ordſprogz⸗ ſamling; ved nogle gives Forklaring. Med et nyt Titelblad bes ghnder: Septem Sapientes Græciæ. Blandt Drdſpregene fore⸗ komme:
Alle baade hielper, ſagde Soen hun greb it Myg. — Anbad loſſ Mand, er handelsſſ, Thi Redſtabet glor glerningen. — Alting forkerer fig, vden den vide ende af Goſen, den bliffuer altid offuerſt. — Alekant Bin tal god Latin. — Brade Mand er beſt. — Det er gaat at haffue Bifpen til Moderbroder. — Det krogis orlig, god Krog ſtal bliffue. — Fitting haffuer tabt fin tellebaſſe (uden For⸗ Haring). — Hand ſtal være ſpaa, hin anden ſtal klaa. — Guo der tager Barnet ved Haanden, hand tager Moderen ved Hiertet. — Sengen er Quindernis pradicke ſtol, Gardine prædiden. (Flere i Nyerups Fortale til Sy.)
Om Matras, Proverbes fee Nyerup i Fortalen til Syd, 6. XXXI
Jens Sorenſen Norniſſum: En liden Tids s fordriff aff Aande⸗ flige oc Verdſlige Ordfprog (etc.) Kbh. 1662. J Fortalen ſiger han: at han fiden Anno 1633 har befordret adſtillige ſmaa Bøger til Trykken, i Synderlighed ſiden Anno 1636, da han flettede fra Kbh. til Roeskilde; 1647 den 7 Juli fed han ſtor Skade i Roes⸗ kilde af Ildebrand. Det forſte ABC er Ordſprog af Bibelen, det andet ABE verdslige Ordſprog, begge ordnede alfabetiſt efter Be⸗ ghndelſen. Det fidfte udgjer næppe 5 Blade.
Gertil fan ogſaa henføres Hans Jenſen Alan, Catena Metho= dica Salamonis, Det er: Salomon adſprecdt, ſamblet aff hans Ordſprocker, Prædider, oc Hohſang. Effter Joseph Hals Metho- dum. udi Tre Gudelige Konſter. fom ere
1, Ethica, Leffnits oc Saders 1 Regel
2. Politica Regierings oc Efter⸗
3. Oeconomica Suußholdnings) retning. Kbh. 1667. Det Engelſte af Joſeph Hall er lagt til Grund, men Ordningen er af Alan. Bogen er tilegnet Frederik den Tredie og Sophia Amalia, og Tilegnelſen viſer det allerede da herſtende højs travende Sprog; han falder Univerfitetet et „Eenebertræ“, der gaff
Ordſprogſamlinger. 535
ham „ſin Skugge“; „Skyggen fødgiorde” hans Rolighed, „oc under⸗ vijßning i Portene opfødde hans u⸗moede Studeringer“ etc. etc.
Peder Syv: Aldmindelige Danfte Ordfproge og forte Lerdomme med Foregaaende Underviifning om dennem. Samt Efterfolgende Tilbæng af nogle fære, ſom fordum have væred oc endeel endnu ere brugelige underffedeligen i disſe Tre Nordiſte Riger (ete.) Kbh. 1682. Tilegnet Jens Juel til Vorgaard, Frederik Krag og Fre⸗ derik Gerſtorf med en Tilegnelſe paa Islandſt, ſom ſlutter med:
Rita hafi eg latit bad a gamla Danſta tungo hia fornum Ordskvidum med efterlæti of truleil P. 6. Slutningen er islandſte, norffe og fvenffe Ordſprog med danſt Overs fættelfe; famt de gamle Ord med Forklaring, Begge Samlinger forenede: Aldmindelige Danſte Ord⸗Sproge og forte Lardommes Forſte og anden Deel (etc.) Og derforuden Rets og Rettergangs Regler og Sproge (etc.) Kbh. 1688. Tilegnet Chriftian den Femte. Gan boede langt fra Bogtrykferiet, faa at de islandſte ille ere heldig aftryfte; f. Ex. Morgeru dags avgu; Alt er betra er ein umfan; thied veit ef thyr (i Rettelferne Thryr) vita, Alt er bedre det cen ved. Almuen veed det ſom 3 vide. — Ordſprogene ere ordnede alfabetiſt efter Hovedordet og Indholdet.
J Søren Povelfens Proſodi findes adffillige Ordſprog 6.233. 238. og iſer 242. Deriblandt nogle mærkelige, fom Der er Nodde hos Bedefaft, det er, Det efterhaanden fortæres ſom det avles; Binter, lægger Loft paa Vandet; Det ſtaar ilke til Hund, naar Hors flal dø; Gammel Skalk var aldrig god Pilegrim, 0. ſ. v.
De haandſtrevne Gamlinger omtales udførlig hos Molbech S. XLVI; deriblandt Anders Vedels autographum og Peder Syvs Paralipomena de proverbiis. Blandt dem udtegner jeg nogle af Farrago et synopsis rerum, gestorum, apophtegmatum senten= tiarumque aliquot memorabilium, per Paulum Enualdium Ec- elessiasten Gamioſtensem Anno 1607 (Thottſte Samling Nr. 1509. 4): Stadet er Bordags glede. Drne vdklecker ide Due vnger. Gom nocd roder, Gaa røder oc Rompeling. Bouff volder halff drømme. Der hører vid til vaande. Der hører flerde ben
536 Det lærde Tihetum. Dank Sprog.
Hi at bære guode dage Gand væder Jf der toeſtig er Verde ſtaar ide ved Stage bunden. Gungrig maffue er lige ſem S. Jer⸗ gens tønde. Det er it Dut faar (om ep gidder bære fin fæl Det er en flem Øeft ſom eh gidder bære fin Sedel. Sierig Quern maall allehonde Korn. Gamle venner oe gamle veje Pleher ingen at bedrehe
Om Anders Jenſen Bredfjærs danſte Ordførog i hans trykie Caro, 1602, fee Lurdorphiana S. 115. Udbyttet er ille betydeligt.
Da Ordfprogmes GrunNag vel fan anſers for omtrent et være affluttet med dette Tidsrum og de følgende Samlinger for ſterſte Delen gjentage de ældre, vil jeg ber kortelig henviſe til Samlinger efter 1700, Hvoref de vigtigfte ogſaa omtales hes Ryes
J Povel Juls Et lyffaligt Liv (1721) ere en Del Sentenſer lagte til Grund for de udwarede Vers.
Msenfte Mundheld 1735. Af Jomfrulands Pligtige Tienere. Reſt Sentenſer.
Pontoppidans Onde Ordſprog ſom fordærve gode Sæder igjen⸗ drevne af Guds Ord. 1739. Nyerup anfører dem alle. Det er naturligvis et Produkt af en misforftaget Fromhed. Det fljæve, Der ſynes at ligge i Ordfproget, er en Følge af det fljæve i felve Livet, ſom Ordſproget gjengiver. Hver er Tyv i fin Ræring er ingen Opmuntring til at ftjæle, men fun Udtalelfe af en almindelig Livserfaring.
J Holbergs Moralfte Tanker 1744 forefomme henved 40, S. 82. 33. 60. 61. 69. 92. 98. 100. 103. 104. 170. 171. 190. 192. 201. 218. 230. 277. 284. 329. 350. 352. 402. 435. 489. 504. 543. 544. 546. 594.
(Des Rodes de Parthenah) Ordbog over danfte Ordſprog paa Franſt overfatte. Kbh. 1757. 4. Nyerup og Molbech have anført adſtillige andre Exempler paa de pudſige Fejltagelſer, ſom S. 83: Borger og Buur dem fliller fun en Muur, L'emprunt et la prison etc. S. 146: De hænge ſammen ſom WÆrteholm, les isles prts de Bornholm; &. 556: Et Trold kiws (fyfer) iffe et andet, Un sorcier n'en baise pas un autre. Der er flere endnu; f. Ex. S. 53: Bedre er Bonde af Langhalm end ingen, Un lien de ro- sea vaut mieux que manquer du lien. 6. 38: Raar du faar
Gpyrogftrifter. " 587
arvet Det jeg har pløjet, faar du vide hvad jeg har døjet, Lorsque tu hériteras du champ que j'ai labouré, tu scauras ce que j'ai enduré (Franſtmanden har læft harvet paa fin Vis), o. ſ. v.
Hedegaards Ordkvader 1776. Juridiſte af Lovene og Sade⸗ regler.
En Samling findes i Kjsbenhavns Aftenpoft for 1782, Rr. 7. 9. 10. 11. 12, 13. 14, 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 25. 26. 27. 29.
Lundby har efter et Gaandſktrift meddelt 400 i Jris og Hebe, November 1796.
Liebenberg giver en kritiſt Bearbejdelfe af vore Ordfprog i Borgervennen for 1794, Mr. 51—54. 1795, Rr. 3. Prøve hos Nyerup i Fortalen til €yv.
J Luxdorphii Carmina 1775 findes S. 122: Proverbia Danica Latine reddita, f. Er.
Muscosus haud fit, sæpius motus, lapis. Vos me, ubicunque lubet, jacitote; hoc deprecor unum, (Lutra ait) in medias ne jaciatis aquas.
Rahbel anvender en ſtor Mængde i Danſte Tilſtuer 1798 Kr. 76. 77. 41806. Rr. 53. 54. 100. 101. jf. Meyer i Ugentlige Tillæg til Adresſckontoirets Efterretn. 1767.
Nyere Gamlinger haves af I. $. Smidth (1822, Bogftavet ), Grundtvig, Fenger o. fl.
Sproget i Pfalmedigtningen bør naturligvis ftilles ved Siden af de forrige; der findes i den ligeſaa blandede Former og Ord, ſom ſtob (ſtabte), Orte (Steder). See Ordfamlingen i D. Pſalmed.
Om Retſtrivningen fee Nyerup, Det danſte Sprogs Retſtriv⸗ ningstheorier. Kbh. 1805.
Hvorledes de klasſiſte Sprogs Retſtrivning førte til Anvendelſe paa Modersmaalet, ſees af et ypperligt file Skrift af Jacobus Matthiæ Arhusiensis: De literis libri duo. Qrorum priore Na- tiva pronunciatio asseritur, Posieriore Sophistica confutatur. Basileæ. 1586. Tilegnet Kansleren Niels Kaas. Smuft taler ban om, hvorlunde Guds Gerlighed aabenbarer fig i Naturen, men ifær i Menneſtets Legemes Dannelfe, dets Tale og Taleredffaber. Nam in parvis sæpe rebus plus est artis, qram in magnis. J Fors
538 Det lærte Sihérum., Dasfi Gprog.
talen gjør han Rede for Ettiftets Auledniag, nemlig: bent Brtjefs, tigelfe med Latin, Sraſt og Gebreiſt. Ea enim occarionn pram cepia omnia eaxum trium lingvarum Grammalica, eam alia, ium etiam de literis, diligeotius expendere ot iater ae conferre copor tus sum, Unde animadverti vulgarem: literarpm. dectrinam ho» mimum mi arbitrio qvam, najoræ. præscripio. instjiutam eaae Diphthongi etiam docirjnam,, in lingva Græca ,et. Lalinp, inyen»
Animadverti etiam tum ad literas ipsas, tum ad lingva emne recte et facile discondas magnopere ulile et necegsarigm esse? ut doctrina aliqra lileraram ompibys lingvis communis .extarets
Eam avtem nullam -veram et .congtaniem; esse. possp:. pisi. 62 ipsa nature, omnibus hominibus- et gentibus -comænni ,. dæseri= batur. an fandt imidlertid iffe noget Skrift derom, der tilfeeds ⸗ ftilede Bam. Sange beſtjaftigede han fig da med at komm efter den naturlige Daunelſe af Lydene. Hoc ergo naturæ artificium hoe scripio explicare, et inde veram, nativam, perspicuam, ſa- cilem et omnibus lingvis communem, literarum doctrinam de- scribere et publice proponere studui. Haſniæ 1 Augusti 1585. Bogen felv handler ifær om Latinen, men medtager. ogfan de mpere prog og Modersmaalet. Gan betragter Lydens Dannelſe, efter Taleredſtabernes Natur, deres Inddeling, og de enkelte Bogſtaver med mange Eteter af klasſiſte Forfattere til- Oplysning. S. 84 handler han De j in lingva Danica, og medtager her den jyſte Udtale: Ante vocalem ut Jact venatio, Jeg qvercus — Et con- sona præcedenté, ut Sjel smegma, ljer argilla — Post vocalem, ut maj frondes festæ vel verbenæ, måj locus palustris — Atque haetenus de Je, (Gaa gammel er derme Benævnelfe for Fod, ſom Raft har: optaget) 6: 177: De diphthongo ex vitiosa scripliane nats. S. 183 findes den fimple Sætning, at enhver Vokal danner en Stavelſe: Quod autem nulla vocalis cum vocali in eadem syllaba proſerri possit: ex vera literarum docirina patet: vo- calis enim toto ore et certo oris iolius habitu et forma pro- fertur. Os avtem non potest uno tempore nisi unum habitom indaere- et sustinere. Ac proinde non nisi unam vocalem ano tempore proferre (ete. etc.)
Mindre original og fun handlende om Latinen er: De orthov.
Literaturens Piftorie. 539
graphia orationis eruditæ et latinæ, Theses disputandæ — pro- side M. Ivaro Stubbæo, prof. pædagog. Respondente Lagone Christiano Ripensi. Hafn, 1592, 4, Gan befjæmper blandt andet Jakob Madſens Skrivemaade ejjus etc. Men han hylder Udtalens Lov, og dadler dem, ber ſtrive Bogſtaver, ſom iffe udtales, quod tamen in sua lingva communiter faciunt Galli, Scoti et Angli. Hvorfor tager han iffe fine fjære Landemend mød, der den Gang ſtulde have havt Vanſtelighed ved at gjøre Regnftab for ethvert unpts tigt Bogftav, de have ſtrevet.
Brugen af ſtore Beghndelſesbogſtaver i Subftantiver var endnu Fun i ſin Beghndelſe, baade i tryfte Bøger og Breve (fee f. Cr. Brevene i Bircherods Dagboger 1692, &. 249).
Nogle Bemærfninger om Chriſtian den Fjerdes Retſkrivning findes i Schlegels Samml. 2, 2, 75.
En Underføgelfe, der vel fortjente en færegen Monografi, er den om de plattyſte Ord, der ere indkomne i Sproget i forrige og nærværende Tidsrum. Mange af dem anſee vi nu iffe for tyfte, fordi de ikke ere hejthſte; f. Er. Knappenaal (en Maal med Knap eller Hoved, iol. håfudprjénn), platt. Knöpnatel (jf. Matthefons Philologiſches Trefefpiel. Hamburg 1752. Vorbericht).
Gamle Ord: Gyvs Betankninger, S. 84. Gerners Epitome, 6. 27, jf. de gamle Ord, der forklares i Fortalen til Bordings Poetiſte Skrifter. En rig Kilde, ogfan til Beghndelſen af dette Tidsrum, er Molbechs Danſt Glosſarium
Med Opmerkſomheden paa Sproget vaftes tillige In« teresſen for Literaturens Hiftorie, men Meddelelſen fom i Almindelighed iffe ud over Latinen, og næften alle Sfrifter bvælebde veb bet ber førft maatte vindes: hiſtoriſte Med⸗ velelfer om Forfattere og Bøger. Da ber allerede har været Lejlighed nof til at omtale bisfe litercerhiſioriſte Kil-⸗ ber, maa bet her være nok at nævne be vigtigfte Forfattere: Flensborgeren Johannes Møller (f. 1661, fra 1685 Lerer, 1701 Reltor ved Flensborg Skole, + 1725), Al⸗ bert og Thomaé Bartholin, Rasmus Binding, Vender og Laurids Terpager, Thomas Broder
340 Det lærte Tem. Desfk Sprog.
Birkerod, Soren Lintrup, eo. A. De erne uuenen Tidender ere ogſaa forhen omtalte. …… É”,
J. Meller: De vita et scriptis Johannis MofferiFlensbår« gensis, udgivet af hans Sonner. - Slesvici 1734, * v Soil Fortale til Cimbria literats… . + J
Søder Kerpøger (amlibe cm Ænsfat, Den. fulde, SDN den danſte Boglade (Birdjerods Dagbsger &. 210). vi
Soren Lintrup: Desværre ere de flefte af denne ypperfige Mands Strifter forgaaede, mange Afhandlinger, der oplhſte Literatütens ens telte Grene, ifær Teologien og Filoſofien. Derhos Vindiciæ no- minis Danici, seu Famå Dånorum literaria conira obirectetores exteros, ſtreven 1695; og Oratio de felieitate ae præfogativa seculi 17, literaria. anno 1696 cum fasces Rectorales capesse= rem, recitata. De omtales S. 38 og 48 i Beliqviæ, incendii Bergensis ultimi (etc.) Hafn, 1704. 4.
Boghandelens og Bogtrykkeriernes Tilftand maa være Bjenftand for m Ronografi. Som et utrhkt, iffe umærkeligt, Bis Drag bemærkes, at der endnu holdtes Boglader i Kirkerne: Joach. Moltke fil Bevilling at holde en offenlig Boglade udi vor Frue SKirfe i Kjøbenhavn, og at handle med , uforargelige aufsburgifæe, Theologiſche od) Philoſophiſche Materier“, faa og Skolebeget. Hafn, 8 Decbr. 1628. (Sall. Regift. XVIII. 370. Meddelt af Con⸗ ferenceraad SBegener).
Til de danſte Sprogarbejder flutte fig de danſte Bros fobier, dels ved de Sproglevninger, ber hiſt og her oms tales, dels ved Bemærkninger, ber berøre grammatiſte Regler, Sprogets Renhed o. desl. De tjene derhos ſom JZudledning til Poeſien. Den nærmefte Anledning til bem udgik fra to Gider, De gamle klasſiſte Berfearter vare en Gjenftand endog for Sfoleundervigning; man prøvede paa at efterligne dem. 3 be danſte Pſalmer fandt man Fod⸗ maalet uordenligt, faa meget mere fom mange vare overe fatte, og man føgte i bet mindſte at gjøre bem ligeſaa regelrette fom de tyſte. De førfte Forſog paa Efterligniug
Danſte Proſodier. 541
af klaoſiſte Fodmaal mislyffebes aldeles. Den førfte, der prøvebe paa at ſtrive danſte Hexametre, flal have været Bertel Knudſen Aquilonius. Da han vilde danne bem efter ben latinſte Proſodis Regler, og altſaa anſaae Bofi« tion for almengylbig, faldt ve noget underlig ub, og ved Anvendelſen af ben fri Ordſtilling blev bet endnu værre. F. Er. bette Hexameter:
Jeg vil | al Mis | trøft og | Fortvivl | elfe be | grave og bette elegiſte Vers:
Gud mange | Aar dig | giv", lad | fan med | Salighed | aft du Nu fan | i no | gen | dine be | gjere Da | ge. Pſalmernes Fodmaal naaebe ved Enden af Tidsrummet em ſtorre Regelrethed.
Den ældfte bekjendte Forfatter er Niels Olſen Hal— veg (1566 RNeftor i Roeslilde, 1574 Forſtander for Duer brodre Kloſter, + 1583), men af hans paa Latin ſtrevne Poetil er fun et Var danſte Vers bevarede hos hans Efter⸗ følger, Preſten til Befterhæfinge i Fyn, Peder Jenſen (f 1641), af hvis paa Latin ſtrevne Haandſtrift, ber i fin Tid tilhørte bet danſte Selffab, Nyerup har meddelt et Uddrag. Den fortræffelige Sfolemand Hans Mik— kelſen Ravn, Corvinus, (f. i Fævejle ved Koldingfiord, Hører i Herlufsholm, Reftor i Slagelfe, Præft i Selland, f 1663) lærte, fom Nyerup ſiger, Folk at fynge -(i Hepta- chordum 1646) og at rime (i Rhythmologia 1649). Det førfte af disſe Skrifter er iſer vigtigt og i mange Hen—⸗ ſeender tiltræffende. Det er en Mufif- eller rettere en Sangſtole, Slutningen en muſilalſt Theori, alt, paa be indſtroede Steber nær, paa Latin. Hvad ber bevægede ham til at drage Mufiffen frem, ſom be Lerdeſte end iffe havde brømt om, var ifær hang fordums Lærer, M. Jafob Ves derſen Spjelderup, Reftor i Herlufsholm, og be Slagelfe
542 Det lærde Bidérum. Dank Sprog.
Saugere. Biffop Brochmand vifte" ham megen Guuft · i Hed · Infsholm, og befordrede ham: til Slagelſe Skole, hvor Sluk ningen af Bogen er ſtreven 1646: Gan: gietmemgacx Mas fitfens Hiſtorie, ſom han. beghader fra Gam og ve, fon mer endelig til Tacitné og de nordiſte Sljalber, ; til. Sares Gange, til Kjæmpeviferne (fre Strofer anføres af Sangehe Sagt) og meddeler Gfterretninger. om -bamffe Muſilelſtere, ligefra Biſtop Gjger i Nibe: (1141). til hans egen ib. Blandt bem, ber ex fundamento have ſtuevet om Muoſſklen, høre M. Hans Stephauius, Faber til Oiſtorieſtriveren, men han har intet udgidet, og M. Hans Sveft, Melton: i: Kjøbenhavn, ber har efterladt et Haandſtrift, men ogſas udgivet en lille Bog (Pæan danicus. 1619). Da. hak giver ben Regel, at alle be Gamles Sange, ſaavel geijſt⸗ Lige ſom verdslige, flal ſtanderes efter Fødder, Spondcer (Jamber) eller Daltyler, og iffe ved at tælle Stavelſernes Autal, maatte han fomme i ftor Forlegenhed med viel· merne, hvilfet fees af følgende Grempler:
Xu | mmifte Gud 7 I Simme | rig Bere | Lo de Pris | for al fin | node. Paa | Jorden er | fommen ftor | Glæde og | Fred Men | niftene | maa vel | glædes der | ved. Af hans Rhythmologi udkom et Uddrag 1649, ber ifær gaar ub paa at ordne Verfemaalet i Pſalmerne.
Den førfte udførlige Proſodi paa Danſt er af Gøren Povelſen Gottlænder eller Inbidær (f. 1599 paa Gulland paa Gaarden Dommerarv, hvoraf hang Tilnavn Judichcer, 1627 Reftor i Vordingborg, 1637 Præft i Slan« gerup, f 1668). fan udgav en fortere Ertralt af Rimes Tonften (1650), men hans udførlige Danſte Nimefunft ud⸗ Tom førft efter hans Døb (1671). 3 Fortalen, ſom hau
” Danfle Proſodier. 543
ſeld har ſtrevet den 15 Maj 1668, ſamme Har fom han bøbe, giver han Oplysning om fig felv og fine Arbejder. Hans Faver, Povel Severinfen, Preeſt paa Gulland, fang gjerne Hjemme i fit Hus tyſte Sange, foregivendes bem rettere efter Melodien at være gjorte end be danſte. Dette valte allerede Sønnens Opmærffomheb, medens han ſom en liden Dreng gik i Visby Sfole; men endnu mere efter⸗ tænfte fan det, medens han gif i Roeskilde og Kjobenhavns Stoler; og allermeft medens Han fiuderede i Konigsberg og anbre tyſte Stæber, ſamt gjennemfæfte adſtillige tyſte og hollandſte Nim. Da han var Skolemeſter i Oringborgs Skole, komponerede han undertiden danſte Gange og andre Nim, og øvede fine Diſciple veri, efter Kunſten, hviltet meget befaldt Biſtoppen D. Hans Reſen ben Eldre, naar han i Stolen viſiterede. Ogſaa bu han havde aftaffet 1635 og begivet fig til Akademiet, for at uddanne fig in Hebræis og Mathematicis, var han ofte i Biſtoppens Omgjengelfe. Som Sognepræft i Slangerup korrigerede han, efter D. Jeſper Brochmands Begjering, 1641 nogle Pſalmer, hvor⸗ efter Kongl. Maj. Kapelmeſter, S. Jakob Orn, ſtulde udſcette den ganſte Pſalmebog med fire Stemmer og Ge— neralbas. F be to næfte Mar korrigerede han derpaa alle Sangene i ben forbedrede Pſalmebog, og tænfte at lade fin ftore Proſodi udgaa med bem; men efter nogles Begjering udgav han forſt em Synopsis. Og efterdi ben korrigerede danſte Pſalmebog iffe blev efterfpurgt og for Befoftnings Styld trfe haſtig blev trykt, faa forbedrede han nu fin ſtore Proſodi. Han ſtrev den paa Danſt, „paa bet han vort Modersmaal bismere ære kunde, pan hvilfet, ligeſaa vel fom paa Latine, om be allerfubtiligfte Ting ſtrives fan.” Men nogen Vanſtelighed gjorde jo rigtig nok „Termini dechnici eller Kunſtgloſer, faa vel fom anbre dybtydende
br"
544 Det lærde Tiosrum. "Dart Sprog. I
Ord“, ſom iffe tilforn paa Danfle ge ere. Sin Euer⸗ lighed og Omhu for Moderomaalet yttrer Han: por : flere Steder. J-førfte Part førfte Kapitel handler han sem: 1 og ſirlig Danſte. „Vi ville herefter, ſiger Ham; intet feane fra Athenienſerne eller /betle af Romanerne ; vi, ville derpaa arbejde, at vi funne alle græfte og: latiuſte Orn;: zenbog Terwinos technicos eller · Quuſtgloſer par Denfle tet. over⸗ ſette.“ "Hvo ſit eget. Modersmaal ilke hoit agter, ſiger Han et andet Sted, han burde med raadne Sig af hans Fævernelant' af udjages, og aldrig /burde han fee mærbig at agtes, at han en Danſt ſtulde kaldes. Thidet er; ſes prægtigt, at bet i nogle. Styller de allerypperligſte Tunge ⸗ maal overgaar. Fordi vi have flere Monosyllabas eller ſer ⸗ ſtavelſes Ord, end .Græferue og Latinerne, derfor. wide meb Korthed overgaa. Jtem, fordi" der fiudes Hos: os vlsſe og entydige Meninger nieſten i alle Ord, og ifte fitidende, ſom ofte hos Hebrxerne er at erfare, verfør 7 di Alarhed og Vloher LL: .“ Mobersmaale 2 le Sammenfætninger oplyſes ed. mange Erempler⸗ deriblaudt nøgle, ſom man ſtulde tro vare gammelnordiſte, men fom Han uden Zstol har dannet efter tyft Smag Den Dialett ſom Skriftſhroget. nermeſt følger, er i. hans Tanker ben ſcellandſte: Der ſtali alle gode danſle Bers bruges ben danſte Stil, ſom heri Stedlaudi iblandt de Lære” Btugelig er og vore dänſte Bøger med trylles.“
De Forantringer eller Freinſtridt, ber fremdeles kunde giores i Poeſiens hore Behandling paa en Tid; va man faa godt ſom ingen Foreſtilling havde om ve gamle nordiſte Fodmaal, og Efterligningen af be klasſiſte mislhlkedes, ind⸗ ſtrenke fig næften til Efterligninger af be nyere Sprog. Foruden be allerede gjængfe Knyttelvers eller Knuderin (versus leonini sen rhopalici), føgte man et efterligne
Danfte Profodier. 545
italienſte Triner, Seftiner, o. ſ. v., franffe Rondeauer eller Ringeldigt, Sonnetter eller Klingedigt, o. ſ. v. men ifær toge Alexandrinerne Overhaand eller en Sammenfmæltning af bem og Hexametre.
Foruden de af Peder Shu og Henrif Gerner meddelte Bemærfninger fortjener endelig bet af Matth. Schacht efterladte Haandſtrift (Den danſte Sangmeſter, 1687) at omtales. Den indeholder nemlig paa Latin en Fortegnelfe paa muſikalſte Forfattere, blandt hvilfe Forfatterne til danſte Pſalmemelodier ere os be vigtigfte; og paa Danſt en uds førlig Fremftilling af Sangkunſten, der maa indeholde vigs tige Bidrag til vor Muſiks Hiftorie.
Dette Affnit, hvis Udbytte er faa ringe, har jeg behandlet ganfle fort, da de danffe Proſodier ere udførlig omtalte af Ryerup i D. Digtek. Hiſt., Fortalen til 2 Del, og af Rahbel i Fortalen til 4 D. jf. Thortſens Metrik 2, 106. 153. 211. 216. 270. 288. 0. fl. Gt.
Bertel Knudſen: J Liberti Aliqvonii Interludia et diatribæ. Portuæ 1641. findes ogfaa hans Ad poeticam Danicam deductio, hvori der tillige er noget Grammatiſt, men det vigtigfte er hans egne Efterligninger S. 39 og om Troper S. 63. Nyerup har allerede anført Exempler paa de førfte, faa en liden Prøve fan her være nok:
Båre det her mig let, Vers at påfinde met art, oc J vort Mål en gang nogen ny Emuched ophente. Viſte oc fåledis Tad at fortiene, foruden
Spot (fom fig altid dog did vil gierne tilholde
Com nogit, der er ide gemént tilforne, begyndis) etc.
Af Meder Syvs Betænkninger S. 102 om Poeteri feer man omtrent, hvorledes Udviklingen gif for fig. Her findes Bertel Knude ſens elegiſte Vers S. 122.
$. M. Ravn: Præcepta componendi. Soræ 1644. mangler i det Kgl. Bibliothek. Heptachordum Danicum seu Nova Solfi- eatio (ete.) cui accessit Logistica Harmonica, musicæ theorethicæ vera et firma præstruens fundamenta (ctc.). Hafniæ 1646. 4.
35
544 Det lærde høre. set Sprog. I
Dvb", fon. itfe tilføre paa Denfterghud ersnis indere lighed og Omhu- for Mederemadlst =ipitners fonden Åre Steder. O. forſte Bart. førfterLapitek Bonditeshen es ver og firlig Danſte. „Vi ville herefter, ſigerhac, huenn loane fra Athenienfernea ieller / betle · ak Romdhetne svine terpaa arbejde, af:viifunke alle ;græfte ogisfatigftes au⸗aadea Termincs leelniaoa· uller Nuuſtgloſer pa Deuſte et eva⸗ ſette.“ Hoonſit / eget Maderomaal iltoiheit agter; han et andet Steb.hau burdel med image; anahn barns Sedernelaudẽ fr. adjages . og · aldrigaburde Hans fans naua at: agtes, at hansen; Dent ſlalesni chinr garden prægtigt, at bet i nogleDtylker de Alevpperligſte unge maal overgaar. Forbi, bå have, flere Monosyllakes,aler færs ſtavelſes Ord, and⸗Grcelerne / og Latmerne berfar: miribem med Korthed overgaa Sterh, fordi: ver findes Jos: * Safe dg enthdigel Veninger naſten alle Or, "og ſom ofte hos
dg”, heiteg. Moder em pg — 2* Sammenfæjnis ii⸗ red, mange. Creuplene besiblankt nogle, ſom man fludbeStro vake :gammelnordifle; men; få han uden Doivl huir vannet efter tykt Smag: "Di / Dialert, ſom Slriftſyroget naxmieſt. følger, ari. hand, Tanker ben ſellandſte: MDer fab i alle gode dauſte Bits bruges ben danſte Stil, ſom hert Scedlaudi tone bal ære Btugelig er og vore daͤnſte Bøger med trytfes.
De Fotanbringer eller Freinſttidt, ber fremdeles kunde sjøres i Poeſiens ybre Behanbling paa en Tid, va man faa godt ſom ingen Foreſtilling havde om'be gamle norviftke Fodmaal, og Efterligningen af de klasſiſte mislyllebes, inde flrænfe fig næften til Efterligninger af be nyere Sprog. Foruden de allerede gjængfe K|nyttelvers eller Knuderim (versus levnini sen rhopalici), føgte man mt efterligne
Danſte Proſodier. 545
italienſte Triner, Seftiner, o. f. v., franſte Rondeauer eller Ringeldigt, Sonnetter eller Klingedigt, o. f.v., men iſcer toge Alexandrinerne Overhaand eller en Sammenſmeltning af dem og Hexametre.
Foruden be af Peder Syv og Henrif Gerner meddelte Bemærfninger fortjener endelig det af Matth. Schacht efterladte Haandſtrift (Den danſte Sangmeſter, 1687) at omtales. Den indeholder nemlig paa Latin en Fortegnelfe paa mufifalfte Forfattere, blandt hville Forfatterne til banffe Pſalmemelodier ere os be vigtigfte; og paa Danſt en ud⸗ førlig Fremftilling af Sangkunſten, ber maa indeholde vig⸗ tige Bidrag til vor Mufifs Hiſtorie.
Dette Affnit, hvis Udbytte er fan ringe, har jeg behandlet ganfte fort, da de danfte Proſodier ere udførlig omtalte af Ryerup i D. Digtet. Hiſt., Fortalen til 2 Del, og af Rahbek i Fortalen til 4 D. jf. Thortſens Metrik 2, 106, 153. 211. 216. 270. 288. o. fl. St.
Bertel Knudſen: J Liberti Aliqvonii Interludia et diatribæ, Portuæ 1641. findes ogſaa hans Ad poeticam Danicam deductio, hvori der tillige er noget Grammatiſt, men det vigtigfte er hans egne Efterligninger S. 39 og om Troper S. 63. Rhyerup har allerede anført Exempler paa de førfte, faa en liden Prøve fan fjer være nof:
Vare det her mig let, Vers at pafinde met art, oc J vort Mål en gang nogen ny Smuched ophente. Viſte oc fåledis Tad at fortiene, foruden
Spot (fom fig altid dog did vil gierne tilholde
Com nogit, der er ide gemént tilforne, beghndis) etc.
Af Meder Syhvs Betænkninger S. 102 om Poeteri feer man omtrent, hvorledes Udviflingen gik for fig. Her findes Bertel Knude ſens elegifte Vers S. 122.
6. M. Ravn: Præcepta componendi, Soræ 1644. mangler i det Kgl. Bibliothek. Heptachordum Danicum seu Nova Solfi- eatio (etc.) eui accessit Logistica Harmonica, musicæ theorethies vera et firma præsiruens fundamenta (ete.). Hafniæ 1646. 4.
85
X Det færdes Benn. ER Sprog.
Filtoret Ahe iſten ʒ Somers; DE touoo⸗:di ar ens argemikmtn dd ris politisk do vuai poco vin varitu igelsbnde indad) — BØRSTER], 1 aciꝰcado qᷣncon⸗jibuav hoacocrcedao oqũasnii anus Nomiooamcarceritꝛ AMON il ANNE] echccuit iu banderne ao omtcmo⸗ aod: vapiealiavmtj. d.maua då IngBiieulgdri, ristet gnister vreaiiaun ond names Altid civetee hen Eangleacrtte duliq Naaqordachos Garoice vx/ecerꝭ barbitum Gatkebret, 0. ſ. v. SKjempiiferfelstdereeprergåmte bage ningerne kaldte dem 33 Elvericum, at ftemme en Ehzgdanb ·
Gan giver (S. 180)" 1 frei —J —
tlaring 4 [9 KÅR: Motetter, BOSGnE, v ng b i en Tønde, 0. f.
brevissima.
——
Smodi accenligs es,
debent — conlinepty non — årgumenta lily pro= positionem principalern vel alidm iccicm argumenti cireum= Søn rEetol)er, Foruden · det · Merup allertde har —— — der · i danne Big edflillige. andre; artige; Zing ff GUF aone lygiea igxjosersau. Buebaerlea ſEter Auguſt · Bachnorn Prof. Bam tatb·ra).idie ·Buclte⸗dlccqcdie / Datieb Art oder Paluicu Brann] jamẽ pole (Arriamd / Diterid. af Bern): anførgt hans Sul iS ickheroen Cod ert iantham Cjauq bogun). ure 1 nn ms åt -ien up. Mottſender ;Prosudia Deniga Ellexi Deaffe Mimi i s rbciatterdic. ren grundrittig, Hadevniifningig sus ali:det. (omuens fomeoden pt wide, som. dend · ritte Maade ot Mancerjug. gode, de ſtickeer lig, Donſta Verthneller⸗ Rin mk gågre. Med Oteguter, Fouklaringer,) Enucplern GEſtettaufkninger ve Maufindalſerc; Khh. ka ordren] Efterlewetſtie Betejning: leget: Chriſtian De / Fenute neon Chane Tote Imelia/cOm:dauſt· GOpuog G..108. 199,7; fm Da Cacuumen⸗ ſatpingat dexwiinda om den⸗ gomte zuendiltg Poeſic DO ftrimingenn 383017, Derſomnogen Hide jen, Danſt. Digter Duchaſtaba fonmrafrifeg der kunde maid dend folde s.6en. Giernthryder, Wierte⸗a / ting. Bandejod, Eyndefoder, Manmdader, Fredaborah rer Sefnsei gifvar. Sargehringet, iPœugeiiu fi» Pꝛuigatomuien, Getgeder Fonauive⸗⸗ ſpilder, Kſummerſacdrer, Acutodfeerz Sammerhofvid,nNeodeſtiftra⸗
OD VORE uken 1 BAY
Batnefinbrjs Vendſtabe mes Enten )Eindrhiiniic, Bee flæbenj Pactebryden) i rachetſtiftte. Rstupblæfer/oGrtief puder; Stud pvalende, Nabaunund ·Pleadrdoeſe Siaddevtaſto · Amichrofver Saren ⸗ pande Natderaufſe / Maoieblſſer / Lydemoder, Hoh ſtraaler Arumſprgrt⸗ Stoe talend/ Suntigtfode;” Urrhierlizen Sunthelss/ Weenbinverin De· ander faadantinſaauviidj dond vveenel· Danfken det taal⸗ kakd/ ood iſtglffter duadaionem:boſt⸗ ſtiderynuoumingenoin Ezentſt abrdet ·deſtrijde l finne Mit dẽtte. givet haner rumme Aber ¶ Som uCrmnpet fan hane sg un tan t Stumilngociucevi . nere sad
gs minisvl og, md 1131: ren, re ret fortere TALER J
Fra bon det ler Jeg, 299, — "San, intet dr igt CLAN OM fee fl gjøre fan, , ) (Al fer belt fler det, fom. res af byer, Mand. J om m aarlig Kano" blandt foer meget Han ØR * gen Havrin —9* et — hun vanter, polit SÅ & mig, angaar, ig agter det —D
form ammer Mubicqø'Dinivds eller - Danſte: Sangmifter —8 Sider · lob.) Tillæg · Avibrum Mibicoruca lcea⸗⸗ ialuus. BY firer Futter (ate). Med Gengosu Povtvet · vg / Vaaben: Tilegiciſem Mt · Aingorer wunder Dahata lex i Musædid: —0 tets fire Goveddele ere paa Danſe Om Elu⸗nekonſten One tee) M-idiſte Mrs agtelse: tiltberiige bong : On · Comiposi· tionen; oq · huad Wo Vdd: ſovncacaclig· ſtuibtagisnni agt; Guobl ais ! mad oftes Nodernon J æren for: Malulaiunen, Pal ege tele: General "Baås Mdi l alcaicen paa æt Ciateornellet· OrtuVerc (Baandſttiftet · ihoreilv. Orgtin iſt· Bebggeeen hans jeg! aft? tir: — neuiſð; det:vnialot ogfan it Oeidergo Thomas: Ainho⸗ SiT36. tante denied Forfattere nain: dn su fsruden "Mer; der findes host oroiausl. Idhaanes Atuusmanx Aandelig Singer” $497:41620.7 Danſte: Pfalier ev. Melodier· "Johann .Sctråder, > Mogistir q6øridamvCapillæ Hog ig: Hafniemsisj uren hand — ſitlonor· ere vej ndadone. — i Sorsnas;. dpustalsåt muulvur. veligatin ip uod insoribin Bufii catiffeftarsfpil. Pr) derici" GR, Hstrs-1695. dn Mas. Kitteliag 85.
—
Så
Arias scripsit in fol. — Laurentius Schråder scripsit laudem Musicæ, Haſn. 1639. vid. Alb. Bartholin. De seriptoribus Dan. p. m. 97. — Magnus Petri, Danus, opus Musicum condidit cum inscriplione Pratum spirituale, continens Missas et Psalmos con- svelos in Ecclesiis canepttls dl 3 663 pe? (ogfaa hos Nyerup). Efter den Maade, hvorpaa aler om fans Kraft, ſtulde man tro, at det af Bern pda nen fif; ondlede om Muſik, men det er iffe Tilfældet, Pæan Danicus — resolutione regii Sym- boli: Regna firmat pieias (etc,). 1619. 4. ey e ling om Danmatks og, Saks: i Å —7 — —72 den —* Vieutomſt fra —— vebirane Sajfersigjemnens
REELT
Det lærde Tidsrum. Danft Gpreg.
G97 kvdmig FELT OLA
fod meta) 17916,
FRE
st 197 tag . mit livall sis nun
EGEN SES LEA
anibnet hanne mbunle -
HELLE mil
gigh letlte Wüinen —W ——— "Bera! (nag —— — Amingorinde Diftöriſte og" beſtrivende Digte: (Jatob Madſen. Kis- bendavn, Henrit Gerner, Pener:: Gom). Eiterligainger al den ældre Poeſi (Rimkronniken, Dodedandſen, Kiempebogen, Danes virteviſen). Gudelig Digtning: Feſtviſer, Overfættelfer af det gamle Teftamente, Pſalmer, Mesſiader (Jens Madſen Gettorv. Thomas Villumſen. Hang Chriſtenſen Sthen. Frederik Brandt). Naturdigte (Samuel Bugge. Hieronimus Juftefen Ranch). Overs gang til verdélig Digtning (Jens Sten Seheſted. Dorthe Engels breftédatter, Peder Daſs). Verdoligt Cvos (Povel Peverfen).
Verdolig Lyrik (Peder Syv. Søren Terkelſen). Satire (Soren Hanſen Tvilling. Hans Laurenberg. Hans Hanſen Skonning. Matthias Vorm. Jakob Vorm). dolkeboger.
Videnſtaben bringer Fenomenerne til Bevidſthed, men Kunſten ſtaber. Ideen ifører fig fit Legeme, ber iffe er andet end ben virfeliggjorte Idee. Poeſien i Særdeleshed, Øjerningen, Væfenet i al Kunſt, fatter i ben virfelige Verden den ideale, og denne bliver ved Digterens Begejft« ring virkeliggjort i Ordet. Det er et Maal, ber iffe fan vindes ved Forſtning og Abftraftion, men, paa famme Maade ſom Videnſtaben fuldender fig, fun ved en byb indre Bevegelſe i Sjælen, fun ved en Stromning af Sje— lens etheriſte Kræfter, ber antændes ved en Gniſt ovenfra, og fandfeliggjort lyſer for alle, for ben hele Menneſtehed i fin Idee, for bet færegne Folk tillige i fit Sprog. Derfor gaar Poeſiens Udvikling uafladelig Haand i Haand med Follkets, og udgior netop dens Fuldendelſe.
550 Det læns BRemE 1 Dån ftp oe.
randen msi betontery· hvilben Tang foiendlig Au· vt Rare inaret onendii ſhoie ſtiltingen rok Porſienen Bafen ve lommen til Slærhed gu hvoledes man fr afuintren zit· sder til Naturens 1Cftertigning! og werſrar cuali bener' Oboaliferinz⸗ font hvorledes bet fiidyrtilsi ·andrei Lande, faa vil mari dif en / Tid,it ;hoilfen; Sproget ført fluldertoame ill Bevisſchev om fig ſelo iffe vente; smidet sendt Brudſtolteri avledoicf gaſtinktet, der aldrigdor zi Forſogel ver hoer: Bang deuven Byndteren. hᷣejeve ᷓ lugt.õ· finn flog meet vB ikgtrne] uenige lunne hede ben hifrge'Rropin Allt forwdile Frouvſerranger nmutzlede: iOvillen Poafin ſtulde· aaun· vrl verde afi er ol ber: næffen · handeriglemt! eg ſelxc vg fine Minvitynng itevede / ille af · Naturensi⸗ men rafsfæmmevelgdlte nog Lierne Efterligning; der harde afflaaret fig fjeld fru: Fil poetlſte Udvifling ved at fornægte Naturens Herlighed; "hor vikler Digtekunſts Hyper „Momſt, Aun var til. ſom afrevne Made
der hawoe frafagt ' pg hivetn Livets Inberlighed "bort: før” tegiſte SMæring før bewl nueurgivnie Lehũt ven” aundige "Biler" ri" havtt Sti
—* men en fikreget near So Brede dinen⸗ unden begejftneibebrubn bem hellige? 11 Derfor finde 4 2 wil
it fmagføjt;, hoqriſ der i Slutningen, ni Tihørvrymet, futter da en døgts Bøjtegende og ſvulſtig Digtningy: ;fom: ean gelge laß Ind flybetfen fa Syven, Odyllen bliverplunw og "ver Høje fil: Bombaft.Mealutte vesmuvreerbet ein Stive hit
none i Abaatlighen 1 004
alle HB TE Feraidenac Missing eheber (bis fe Rjølfenmøsbinger) tt findeenkoltenllaxe Berlerp nit venne wnaede · Proſa net wede enkelten Saraalet ahnbet · tvtger 4855] Ogl Hor meget vinendihedrvea. minn smag ſege lauge uven sats RNudej noget er der aag, ſom pi · mode oderalts ben iaberligel Skeel lighed; stil Mohersutaalet yt sner Hvis Tilſiveſcettolſe⸗ inetup Digterne, ijærtubgyder beres 1Ølager og de hade' je: meft Grund dextil; ren idelige · Bengſel vefter: et fcobrelanvſt Ub⸗ viklingen ber flak omfette det hete! Foll, alle Sttender intil den rarelbaarne Vounden dent uforgiengelige 'Overbevdisning] akser, ficbedte, Moderamaala xxf noget, ſoui filtaler: Folbet pan sen ganſtenaudeni Maade; seiv hoitteioutheint / anvet Taugemoal⸗ paa/ Morden⸗ niiaai⸗/ vinde vi da: utler Lighed stihibem; om bi nyd, sfljøde fif Sie, ifpiirge Hare Af mes
Sl SAV vanftel gt, at
von⸗ ——e— bvet! Mobertimateis werbele en ar vil Oplysmengli Ingen vil optage ben ise a fad Bible, Øjertenk runer: hører Præg af den Tid⸗nde høre; "til Nevlel Bidmgpnn, i Borteden Hil, fir Digt Nesbthon 1644, ſom ;han-dile egnede Dit, 8 Braby fif, Raghrhohm. taler med, i — andre ole fe” Docter, de
ailin ol Kåde” itte "andel," en J nerbe! haffubl iacht RER Eg føle, "meget" windie ffmet HAB Ettifnehferne de⸗ Ordena rant "be tere Oeſanblilz bet rat befløger at aff fon! mange: ffønne Sense: ſen Danmar folie eß Siger åter gh pe — NH atiler gavou⸗e Ghica⸗nſ 13 —D— — men meere haj er fylt J mile sed, BRA er vin fem —* ve lg BUN EAR DE After SES ar vei År É allet rute nr datid Kblkæt. 7 eg fejede at apgsmegen Aosden nogen· vind ber / waa, fludte.: Set utan vpragis md Horn; fade, fondet ny, hender miuh Det mask haſter mig, tk Reſin
aa at man
KYLE TUSE
552 Det Lerde Aidorum. a Dauſft Poeſi.
at den flid: fom jeg ber: paa nvenderii hurde⸗ jeg at·brugeti: aoget victigere oc ſtorre. MG: Genre Quduhuad and væve: victigero:· oc ſtorre end at føge det huor ved. Gemerne baſte ve Federnelauds gode kand forfremis.“ — ESaren Terkelſen .figer .L Foctalen til Aſtreæx Sjungedor:: „Er nu: ide: Alting ſaa⸗lige effier Kunſten, ſom ieg det gierne ynſtte, da brian, åt: jeg. giffher mig intet: md for nogen Pot; heffver ej heller udi vort :Øprog "enten Profodi eller Orthographi at gaa effter, fan fom mant:udi. andre Lande vel haffver. Min Anſte er derfor dagligen, at Lor MGErre vilde opsæde nogle goede Hoffveder, ſom maatte beghnde at legge Haunden paa vort goede ældgammel Hoffurd⸗Eprog forend det flet gaar til grunde. Bi vide jo viſt nock, nt de TyMle od andre hafve dexis Meal od) Sprog aff vort; men nu udarbeide och forbedre de "deris: ſaaltdis, at det fugert offvergaar bende det Grodſte od Latijnſte: Men" vi derimod lade vort. aandſte ligge od) forgaa; fad ieg frycter, at vort Danſke Sprog onmiſider vorder ſaaledis omvendt od lorandret, at det bliffuer intet Danſke miere.“
Til at oplyſe ben banffe Poeſis Udvikling tjener, ifær net tilbørlige: Henſyu til ben klasſiſtes Indflydelſe, ber alles rede foran er berørt, ſamt til den tyſte og nederlandſte Poeſis Tilſtand; den nordtyſtes Fremſtridt og Forvildelſer gientage fig i ben banfte, Tun noget fenere. .
| Fonden i de almindelige Skrifter om den tyſte Poeſ findes der, udførlige, Oplysninger hertil i F. W. Barthold's Geſchichte der Fruchtbringenden Geſellſchaft, ſtiftet 1617, ophørt 1680, hvormed fan ſammenlignes G. Krauſe's Der Fruchtbringenden Geſelſchaft Alteſter Erbſchrein. Tilſtanden er' deir fame fort hos 08: Digtet LK rimet · Plev ogjſan den Bang - woverſrelig meget, men ibvilken ſtor fedrelandſt· Begiveshed,… hwilken my Tante ; brilken friſt kijgl Folelſe kunde aplin⸗ Disterens Bryſt an Det. : dlefte. Aimeri i det. meſt over Jagter o. tel. ev neſten ALE Hvad der mægted, ” medens de fromme Cjæle finte deres Hvile TMeformiattånskåthuntletete Bange. Og Aarſagerne ete de famme.“ Bärthold figer S. YT. i Begyndelſen af Affnittet Die deutſche Reimkunſt uar 1617 Fine" free "egene
rt Soren hiiniidelithed7 1553
Dichttanſt ſchöͤpft mad: trfũlltiſichnnwie ·aus tinem Bornéy: aus dem Geſaumtleben/ des: Wolls, undnjer nachhem.daſſelbe in · Etaat und irche, in Kunſt und Wiſſenſchaft, in Gitte. und Geſelligkeit, im. Ge⸗ mitøj und Sprache, ſich heſtaltet hat, ift der Musdrad in der Poeſie. Aber” in. welcher Duͤdte und Erſtorbenheit trat ¶ dad deutſche Volks⸗ leben ins 16 Jahrhundert¶ Die erwaͤrmende Vorſtellung Vatetland und Gemeinſtaat war: untergegangtuz jeder fond ſein Vaterland nur in der kirchlichen Bekenntnißverwandſchaft; die Glaubenseinigkeit der Båter erloſchen in Sebtenhaß, theologiſcher Erboſtheit und polis tiſcher Berechnungz die: urſpruͤngliche Kunſt austeartet in Klein⸗ meiſterei und Nochäffung ftemder Mufter; die Wiſſenſcheft. in uns fruchtbare Pedamerie oder flingenden Prunk; die Gitte in Völlerei oder leeres Gezierz de Geſelligkeit dervornehmt oder verſpießbuͤrgert ; das Gemuͤth verſunken in Kaiiechtoſinn und Gemrinheit, erſtarrt und erhaͤttet unter der Zucht zelotiſcher Sittenprediger, als. der Todfeind natårlider Regung, 'erfåtie mir daͤmoniſchen Voturtheilen und Teufels⸗ furcht, verſehrt oder angeſteckt oder erkrankt. durch alamodiſchen Un⸗ tugenden und after; die Sprache ein trüber, ſchmuhiger Strom, traͤgfließend, "du Etande die unſauberheit aud zuſtoßen, nieder⸗ zuſchlagen.“Etitke det mad hos 08," tun ſom alt Oienſin føagere og bøger, 4 menn rare fk. ma
FREETARER Da ber allerebe haves. Svemftillinger efter. Fibejølgen. af
vor Poeſis Hiſtorie fra denne Tid i tvende for alle til⸗ gjængtfige Verber·, den banſte Digtelunſts Hiſtorie og den danſte ſalſnedig ning ſet jeg ved niange Forfattere vil jeg, forføge at give en
big 8 be. poetijte, SWmnuer, eres Vehandling, . og - beritilfige- optagede mindre beljenete. Forfattere, for færflilt at turné Dvæls: bed! dertrende vigtigfte…" if Sumins gives
or førte; ver; DA vede fin uoyerſeelige SMængbe maa tildrage fig. Dpmœrkſomheden, er, ligejom ved ben latinſte
584 Det lærde Sikem i Danſt Poeſi.
Poeſt FLejugher ddigtene hpoxtil Negiweaederni damer livet, dermvber den Vcervea: Famifietrebſo mebſegaeve · Tynd overflodig Auledning. Dioſen Vers nun eier, ſom Moden fræveder te" varenfonf⸗Nytaͤnrdonſter af tildvendig Hylding af Pattonen "flå Binvebtebe Sen Op e Aſomhed imod Vennen, ö. KEE v.; 73 indtage dk ſürt Hm tilfog i be fførre Digtning og PVorfalierne Fie "od: ner lige vare nodte til at. lave deni trylle, ihi ve ku: fir —X nzigen
hun nod 53151 forvanſtede Afftrifter. "Selv en ſiakkeis Beg funbe,, jom på vide, iffe komme til Verden upen. en ælfe SE AS as og Anbefalinger i gamle3,9g ybere Sprogz og efter at Modersmaalet havde; begentt:et opløfte fit; Haved, ogfaa i bet. Mange, ber efleren ifferiere'ibeffentte”-fom Digtere, gave her deres Slfærv "tt bet alminbelige Gicctebud, ſom Bonderne naar de ſtulle til Gilde. neforelfen bærer aldeles Preget af Poeſiens Suſttttziir⸗ Tembed AR Svulſt af— loſe hinanden. mme on men
Lejlighedsdigtere vare alle. Til de mindre beljendtg høre: Svend Jenſen Trellufsburg i Halland, 11625; . J. A. Echonvig 1633; Rasmus Pederfen Havn" 16409; Peder. Slaudianus .'ller Clauſen, 1671; Jens ra fem, 4682 (Suhms Ny Eaml. 3, 289); Daniel Ramus, 1709. . rr vg
Et Par Exempler paa Ernagen ve ik ere nof. Under Dorthe Engelbrektsdatters Portræt ſatte Thomas Kutgo! mir tt 272
Hvo vil forundre'flg, at Artighed oge re 1"
J dette Anfigt ſig'villaͤde ſynlig vere? 5
At Sindighed den ſeer af disſe Djenſtene 2 At Kvindens Skjaldiepen fortjener? Läurbtergüene? Hun Dorothea ér Vel er Guds egen? Gave, niſ Juſt paa et Engltxiit BD! Bål man twec have?
SEAKSELIEE ENGE DE HERDER IEEE LER
Og for at den lærde Venn finde: have: godt:af be, overfatte Rek⸗
BOL nciligherevca. dr] 12 SE
toiiutt/ Bolhirg) abob Rn fed, bet pa Orehui an dede Fosfat Tolmeftebe se, Minga mid Mext/ detdeghndeꝝ ſasledacc · mail me oe live ale faa ed im jane Penne ye nissen fi run Adi dit SRivorbfal sl Solen skr bedrhphe on mo das rer Rd. Au rytter big sån gnimer ai pt — Heren fb DR, ftenrftioe, Gin. sn dom (gige — ——— as Rat kals in —— KAI AR) —12 pen — Ø) Be)
re he and Cognepr Ten 9 UD: A p — ii 48 m Rolf, fulde 290 anbefale
— —— Rd ed" — — — ga lin omme Mi oaia mos 23 Dj HÆRE Mædelunou i Tornilstsdme ga I mign , Roch dtijren dunze Ble ren und luner ne sorri molerne ſtedſt myren 791, ogurle — .199 mt et J — All —— wynd sd sdng
en; al] I mn mmm (; ale, uͤbſtaa Sl ik Ki
won ng byge od" 4 lig mio fn 15971
Dem elſter hand fom egne Børn, uangnig ol De fremmer dem til befte:
re ind nett focſogtidilſorn. smed
¶mSvad! Ebolen (då gede 1 padde nm
Vecduvei“ aflangt) fattigt! Deng mdk summer
JEDderiftilsDinde) nidafundenj 170 ans, Vor
De aftalte om i Dynd oe Sarn, 207 summt hin
m Str il mål Aon vB m Streldeg e til, Mynden —8 ENT) mk y
Os Bogen up) LYS ri MIR wisnind 2) witin nt, sanne mn map. ILA —æe—, Y . 2 At tyjne der, nagnenſt see Alhromnnet iv ou Som FRE eee name sm4 2 De finner deko, obraſt sags 138 ron eter denvem ASERERAS småni 18 At deris Mod aer Ade KDE mon md end Sow FRR tionen øn » ng fug Den ſtore Roes er flidder ſladr Bit timen De ſpinter, borsd for logeks0 5510) md to 19) 2
HERE MANG
FRELO)
F KLek
556 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
"Det feffnet jer et: ſlabbetatz M ä— AF drander Socel oc Cahn: ν j igi Oe all den Pract er tiummerdat F
Wed Rammons ſtolie biuſen lette) enn nj ai Ahafv, Bartholins. Den femtende Aprilis Dauſte ——
og Semit Bornemanns Nytagrtonſte til Griffenfeld, begge" in fol z findes i Gieimſtjernes Samling, men dg Bier fe afffteddr "the af den Elags. orne 1L
Det ſelſtabelige tiv anse —* fn Boel. D iffe var nogen let Sag at faa en got Sein teſeng Drikkeviſe, og hojroſtet Sang vel heler ilie fømmede fig for hin Tids Adſtadighed fad morebe Selſtabet få, naar den forſte legemlige Appetit dar ftittet, uden Gang og Kauitz med, at rime pag. ſtaaende Bob, ifærejter at bet i dreanttig var blevet Mode at gjøre Impromtuer. Hvis nogen, da røbede Fordighed i at rime, ja, hvis ver endog: 4 å hang: Rim var en eller anden lykkelig Tante eller i Udtrykket en heltig Vending, med hvilken Ferundriug ſgae itfe ba Sel: ffabet paa ham, og hvilken Beundring kunde Yan Ma ikke vente fig endog længe efter. Vt: flutte bet med Grund af en bekjendt, ofte gjentagen, Anekdete, ſom' bi ogſaa her behøve, fordi den oplyſer fan meget: hvorledes nemlig ben fejrede Digterinde Dorthe Eugelbreltébater, pan, et Beſog i Kjøbenhavn omtrent 1670, var i Selſtab hos Hojeſterets⸗ asſesſor Scholler, tilligemed Kingo, altfan i en of. Landets højere Selſtabskredſe; og da nu Raven fom til Kingo, der ſad ved Siden af hende, ſagde han: | Jeg havde rimet nær, men vidſte itke hvad, For Mefterinden mig faa nær ved Armen fad; . hvorpaa hun ſtrax ſvarede:
O magelos Poet! Du fald mig ikke faa; At Du en Nefter er, al Verden fljønner paa.
*5 (al UJDTILI
SÅ
Fru Tran Recent rigs 5-2 567
Disſe to Impromtuer, ſiger: Nyerup, gik fra Muñd til Mund igjennem et helt Aarhunbrede, dg" ottegnedes i alle Memo⸗ randaboger. Saa nojſeimn var Man. ” Den" "Gejften kom iffe altid indenfra. 'ven hehobede en ſoniig öjenſland, ſom den hinde” gaa ud fra; Derfor opfandt nian, eller eftérlignebe, de. ſaakaldie Leverrim, for hvis Styld. ber. ba. maatte være Lever paa Bordet. Hvo ver da ilke ſelv kunde finde paa noget, tyede uden Toivl til en Samling, ligeſom til et Kon⸗ verſationslerikon, og hvor tarvelig denne Poeſt var, feer man allerbedſt af den.
Galffandet Haundrede artige ii Om Severne: Svortetis mand med ſor Lyſt oe Kortvil, baade Geiſtlig oc Verſlig om Lever artig fand. rime, udi adſtillige ærlige Colaber, Samavem oc Gieſtebud. Ruͤ nihlige trykt paa Danſtke, meget Lyſtig oc tortbillig. Kbh. 1689 og Kb. 1697 (begge i Gjelmſtjernes Samling). De deles iGejſt⸗ lige Æg Bert flige, ſom Titelen lover. veſui⸗ ere Er.
. V
Den Sover of de en Sonn⸗ ide: er for, DD ”ARennifte Peten Eynden og dig bor (etc)!
J Dem Lever er ide aff en Abor, SNEEN . Sofus; bl forklaret. pga.det Bierg Tabor.
Demme Ledet nionne meget liden være · Gude Ord: vi altid ſtuld' elſte oc ære. |"
dd år) ' !
Beyer du eft | en n liden Sem, i J Gubs ESon bleff fodi i Bethlehem. ora
oa TRA Eger IJ Ure i (IEEE be JU .. . DELE EEEE Porta. Sever du eft ide aff en Sulen. ETERN LESLIE Chriſtus LØ i Jerufalem paa et en
Denne —— "æde —— LEFRERE? Chriſtus for Menniſtens Skyld lod fig fode.
Og i deslige Rim: fandt: Fromheden ikke noget forargellgt. De verdslige ere ſnart fattige; ſnart Aoget nergaacide; (om
8 Det lærde Bidbønim DER Poe.
sir om oven du aft ickt aff en Ben] HunchaZ 560) ju liv 204195 i fe på små saft Al mlrS homogen Wang im sr ar ie, af LN, BT 36100 spnm 1Mird) para > Vertfnß Me ygn ——* (2 må: 1 gilshir MINE Å je Hg Fe LDS VU LLE 1123 en sol 14 — — ele godt minn me epe palm mf > m3 å nød Denne Lever er ſtjor oc ide ſeh. il Noesce tj J Berden findis mangen Hanrch. ( ipsum. FU ÆLTEl USKEVS Lever, du er ide abb i BA mmatg, 722 Bi rjme det allerbettz of, fønd,, ——
33 i HRM Vorſtab⸗ le
KLA
Mener SPeligføn * den — —** Dør: de. des Madrignne) Mm u ine Amwtonn uemen fc
Fole éspiil a" charmé fe min; mn du tendre, diles'
og fe dl til hendes et. portræt; da MRaateuil havde * —* Cnan. erindrer, at fyn. var Øg):
Naueuil· en taiaann mon Tinage - Aide som. grå dirim signale le pouwir; z, .… Je hais mes:geux: daps mon mireir, , Je les zime dar .son ouyrage,,
Heti er "dog er artig Venblug, medens” dk" meſt beunbrede hos 66 - lægge en forundtrlig Fattigdom: for "Dagen: "Endnu. rt: Eremnpel⸗
ap MhuBholbningetærssrnt 13 Søg
derpaa vil vi lade Thchonius fardecle nosn Bai tet iHemraf en vis ftor Herre og Hofmand pan rfejfordig.Belig Aonp'Chofian den demtes Forgemaf proponeret Salig Dr. Kingo, om og vort danſte Eprog (hoilket mange holde FT far one fra tt, —— det dog virkelig ev under en god Fabrin) kimibe yde MEE —* "net Rim det forte tyſte Om: Glückſelig iſſ, ber Das pergiſt, mak, cnidt zu ånden i ye (Pest, Ms. Galle BAR efter. byt, Zolent, han i den — ØPoefi ufignelig befad, vifte fin Færdighed med det Rim ex tempore spe; |] sed oe on me mn mn mm smueni — am mine f Byffalig er den Mand, Der glemmer Hed doithatn mm ud savn Hvad han bd Jil mt ut vt
Der har atskibe veret —* ont ail Tags: dann⸗ An ag ra mnerz "nå:
Digtet BDortit, sf 1888, Anahrammets Reſtauurdr 1 rattelk; i dg) Tydfferen Froben, + 1612, der behandlede Theorien i "et eget Bær) og hvorledes det tilſidſt bl il en f i Mani, tk VEN får das Studium der neuere: 37
ollie "Hungiveljer
Huſets Gjerning lan uden v forvandle ſig til Poeſi, 'men ben fonomi, ber fun belærer f. Erl naar bet! breden bedſte Stlalid, naar Koetne fælbe; o. desl., hvorledes man ſtal opføre fig hoblſt, b. deöl., mua være meget naivt udfort, naar mon i, Poeſiaus Hiſtoxie ſtal bvæle længe derved Omidlertid hørte ogſaa den til Dagens Fornodenhed. Bieber" er aldrig ſau tyndt, ht vet jo er tylkere end Band, og Fromheben var Aldrig faa" ſtoͤr, at denne Berdens Moder bleva. glemte over; den anden. Henril Gerners! Heſiod tar hert æn Mynſterbog.Ellers forbandt
P am
560 Det lærte Tioerum. Denfk Poef.
man beélige Husholdningsrim med Pſalmebogen, for at menig Wand kunde have alt bet fornødne paa eet Sted.
Maaſkee hertil fan henføres følgende Læredigt: Joris Tarpei Custos Til Lifve restilueret; Ciler den Tamme Gaaß Af Sim Krop, Duun og Vinger, Og fornemmeligen af den Nafnfundige Pen commenderet af Mogens Wingard. Kbh. 1696. (144 Sider). 3. J. Bircherod ſiger i fin Approbation, at dend, ſaavel for fine mette Vers, fom for dend berømmelige Nytte og Brug Gaafen med fine Krop, Duun og Fedre i Verden har ſtaffet, og ideligen ſtaffer, til mangis Gafn og Lyſt, til tryden befodris.“ Anmarkninger ops lyfe Gaaſens Naturbiſtorie. Af en af dem 6. 69 fer man, at » Det Indſte Vaaben er ef got gammel Madefad“; jf. Nyerup, Dvers tro etc. i Dagen for 1825, Rr. 21.
Exempel paa de egenlige Okonomibsger Fan være Rasmus Hanfen Reravii Oeconomia Eller Vnderuiſning Huorledis en Huss fader ſtal flige fig (efter Matheſius) Kh. (1569). D. Digtet. Hiſt. 1, 282. Citer Nyerup ogfaa i Jens Lauridfen Wolfs Pſalmebog (ſom iffe fandtes paa Kgl. Bibl.) En god Huftru anprifes f. Cr. fom den
Der fit Huf varer rettelig,
Giør ide en Byrenderſke aff fig«
Cr ey knuburen, mut oc ſtrunck,
De ey baffuer ftedfe i ermet en mund (ete.)
Et ulige frugtbarere Æmne er Hiſtorien, og ufor⸗ gjængelige hiftoriffe Digte kunde have opftaaet i en fan ftjæbnefvanger Tid, naar Evnen havde fvaret til Billien. Begivenhederne i bet fongelige Hus kunde vel iffe fremkalde andet end Lejlighedsdigte; men hine ftore og ſejerrige Krige og ben Hæber, ber omgav Danebrog, burde have frem= Faldt nogen Begejftring; hine Trængfler, hvorved Fædre landet bragtes fin Undergang nær, burde have fundet Ud— tryf for den Sorg, ber boede i Hjertet. Men faavel de mindre, ſom be ftørre, felv de af Henrik Gerner, af
Diſtoriſte Digte. 661
Kingo, 0. fl. kunne vel have hiſtoriſte Merkeligheder, ſom Poeſi ere de, paa nogle enkelte Steder nær, trivielle eller opſtruede. De beffrivende Digte, ber gjerne fremkaldtes af Digterens Kjærlighed til Stedet, mangle ligeledes ben Hiertelighed, der ſtulde have givet bem nogen Ynbe. Og be ftørre og minbre hiſtoriſte Rimcyfler tabe fig i en Snak— ſomhed, ſom ingen nu fan udholde, eller i en Torhed, ſom ingen nu vil kalde Poeſi. Ikke desmindre maa man antage, at nogle af be mindre Vifer have været Folfevifer, pasſende til Tidens Dannelſe. Melodierne bertil toges ofte af Pſal⸗ merne. En Del af disſe Sange vare vel endog, i Mangel af Avifer, et Slags Poſtefterretninger, og Forløbere for en Merkurius i Alexandriner.
Naar man vil have Exempel paa noget ret trivielt, fan man læfe Gerolden Claus de Vales Rejſe (D. Mag. 1, 273; efter nogle af Lyſtander), eller Margrete Veſtenies Levnet (D. Mag. 6, 27). Af de andre Forfattere bemærkes: Niels Bredal (Viſen om Chris ftian den Tredies Ded, i Syvs Kjæmpevifer). — Rasmus Reravius (D. Digtet. Hiſt. 1, 284). — Claus Berg, Viſe om Sophie Juls Levnet. Kbh. 1585. fandt jeg iffe. — Ole Pederſen Kongſted ¶ D. Digtet. Hift. 2, 86). — Jakob Rasmusſen Malms, 1588. — Mate Cørenfen, 1589. — Elſebe Brokkenhus (Bangs Samlinger, 5—6 Gt.). — Siftorieftriveren Lyftander (D. Digte. Hift. 2, 194). — Jens Madfen Gettorp: For vore Cfterfommere en Sang under den Tone: Af Højheden oprunden er, om den lange Rejfe til Oftindien, deſtineret til Offve Geddis og Jfr. Dorothe Wrnis Bryllup i Helfinger den 1 Sept. 1622. 4. (Ogſaa bag Jeſu Chrifti Pines og Deds Giſt.). — Niels Saxtrup (Naſtovs Belejring 1659). — Valter Foldmar 1660. — Jakob Andereſen Scheffer, Raadmand i Mys borg: Fynſte Skakſpil ererceret paa Fredrifs Dag den 14 November 1660 (Nyerup og Rasmusfens Udvalg 1, 79. D. Digtet. Hiſt. 3, 290); Skakſpil figter til den foenfte Feldmarſtalls Navn; Mes lodien maa have været yndet, da den ofte blev brugt. — Claus Bang, faldet Dorus, Lejlighedédigter 1670—83 (D. Digtet. Hift.
86
962 Det lærde Tier." Dank Poefi.
3, 272. Klage over FtederikbenTrebles Ddr eds Mampe⸗ vifer). — Jens Pederſen, 10700 Nova Hen hide. 1703, &. 60, hoor Puder Tetpigirk Skuifler dnfådee ;>>flhdes iblandt delt: Danieum carmen påhekviteul sd eorhiteh Oh o- nem Dietericam Schack "Hav 71675 MP et pkt MIN 3 8. fom ej ſtaar hos Serup. — Claudia (iht g te Ko Ntzerrp): Lykonſtning til Chriſtianum quintinn "over Rie us Sejbe 1877. Alexandriner i Kingos Maneer; vigtig i hiſtoriſt Henfende. Samt Det fradrague Forheeng for: Jakob⸗ Buncans Forremingiꝰ pre Halmſtedſte Tog 1676. (Findes i en Kvttfamlingtvør efte Vers, 4 B., paa unleeiutenviei.). .Pebet laudſanis eller Elauſen 16886. FREDE dir nen SL LNS Ford Benrik Gernéri Chriſtan ben —— og tr feste (D. Digtet. Hift. 3, 154). Efter at have talt: Vm Pants righed til at forevige Bedrifter, figer han i Fortalen: , Jeg ſom en fattig Mand opreyſer hans Kgl. Maj. Pyramlee af og" pia Papir, tj af faa flor Pris ſom Marmor Piller: men af disbebre Sierte og variger, ſom jeg mener, end enten Staal eller Alabaſt;69 falder faa fin Ilias „dette lidet Evigheds Efrift” ; men der et, desvarre, fun rimet Proſa. J Fortalerne findes idelige BSemihdninget Til Ho⸗ mer og Herodot, og ved ſamme Lejlighed overfætter han ogſaa ose af Homer, f. Ex. af Odyeſeen: SEE ANGEL HEUER ERE:
SØSLAG —*
Ulysses dobbelt ce bekled med friet Purpur Tepperi NFL GE Med Heffter aff det rede Guld han demem om ſig -Bræppers i" Med Smyhcker er de vel befet, udpyndtet oc bardyret
Der paa er ingen Umag fpart, all Ting 'er vel 'beftgret= For paa hans Fodebiad man: feer én Jact⸗Hümd flarpii-Stune, Som mod den ſtelffvend⸗pletted⸗Hind fit gab ſlaar opat grine Men der paa undrer hver Mand ſig, at ſom de vare gierde Ikkun ud aff det bare Guld, da dog der kunde vorde
Saa Liffve⸗ligt it Arbeyd aff, at Hunden Hinden fiuntis Ut qvæle; oc at Hindens Fod at flye for Hunden kiendtis.
Ved Vismars Indtagelfe findes Hentydning til den nordiſke Mys thologi:
ng mitose nm 2
sa Asiatigch Fona ARE liden. sats llkate, Asgardeleks, der hand chotunde Bujdøisge 11. sån ⸗Ela. atihnad bad, Barn søffie; ae rfin Katt,
ea fremu hand; affudet Doff wild ære Brink att Her ifindis oa. jſen. Kata, Fra Kriat Maneer. ſaa aldet.l orig art Mur ) Oc; Tab ur bog den. cx. icen /Veldet fetp, søn att, sidan keder, mumni did Tin ar MS sms Fhrdnd nr pine orme rom 1 omme tØitebet, om, Fadyelandaiaxlihedii. Den sonarer Zliae Big. GilhsdnAbBen im 5 mdr. 050 pr 3. tur AARS RIE DN tøvende hiſſariſke Dioſe ere¶ kun mærfelige - før Sprogets Sfyld: Det Gamle og Ry Cimberland (støj; 16844 J. Anxedning· aft Cheiian den Frat: otte bien kemi til Sie ——— Er .
pine: serbere bla: førke ſom sf arbit halprbefladnandand med Sutss og nomſooter ki Hvor femme —— FAM BBB”, På —E
rer hodonaFeznpece. ket) ni ud satsen billig eiu til — $. Jens Juul Tyffeligen med Floden fra det Rygiffe Tog i Sædemaaneden bjems konnme. Uden / Jareunrzon Bufemes, Bog ms n. ——— Paa tre Zetczzaten cuutba "is
Dog je. rå fn PR flis Honey. aade Bf un Bens fløg detderfox hen i; Bejy: on fire; i Bayd, i
- Dej: uden begge. flags ſom dos ch fremue kandz. Thi Vind .9g, Bend. oå hialp. Den. fagnen, fom mig. mindes, Er denda at naarfemheldſt · paa Helgen bloa mon findes
En Myrgenftjeme, Har«: Planeterne. forgea, ;. ,, .…
De maa fig paffe bort, og fund" ej længre ſtaa. » Jeg tænft alligevel, ſligt hos: ej deert at ſade. O gekkelig Spaadom, ſom er fun Drom oc Flede (etc.)
see
564 Det lærde Tipgrum… Danſt Poef.
Ahaſverus Bartholin (D. Digtet, Hilker 3). RIE rr Bats thias Vorm 1671 (Wielande Saml. 6, 137.) —=:- Laurids Com; mer, 1685. — Peter Børgefen, 1708. — Criftign Prier, 1709; og Jens Colding (Sekrands 1715). høre, rttet til. - Pet, mødte Alte rums hiſtoriſte Rimere. gh yt:
Jorgen Pederſen Hegelund, Eognepreft mi Mi dtunber udoev Zvente Nye Sange. Den Forſte, Kortelig heſtrifuer den mnkelige oc bedrofvelige Judlands Saa vel ſom flere Lampers Tilſiand qe Leilighed udi denne Krigstid (etc) 3629. Ren denne BVife, beg ſtriver i fine tyve Etrofer ingenting, .og er fun. mærkelig, od Stedet den er fra.
Til te lokale Digtninger høre: Mikkel Wogenſen: "Threnglogia Numdalensis Eller Numdal end derpaa (ete.) Kbb. 1627. 4. en Klageſang over den ſtore Havsned og Soſkade i Numdals Ben 1625, med latinſte Anmarkninger. — Hans Mortenfen Maſchius (fra Bergen, Praſt i Sondfjord): Norvegia religiosa (etc.) Norrigz Gudelig Tildreven beſeer og beklager ſit Herrens Huus, den forfaldne Kirke i Trundhiem (etc.) Chriſtiania 1661. fol. med Afbildning af Domkirken. I Cremplaret i Hjelmſtjernes Samling. er tilſtrevet to af Griffenfelds latinffe Vers til Munkholm. — Claus Hanfen Gantzius (Gaas): Cen Klage⸗Dicht Offver det Tilfald i Bergens Huus Lehn paa Sundmoer d, 6 Febr. 1679. Kbh. 1681. (En Viſe om et Sneftred med Melodi). — Roland Knudſen (Jomfru⸗ land). — Laurids Kol: Encomium over Ringſted (D. Digtet. Hiſt. 3, 105). — Bertel Wichmand (Præft i Særslev i Fyn): Bar- tholi Bartholini Wiehmanni Nesbhholm Eller Om Sindſens Ros lighed. Sorse 1644. 4. (i Alexandriner). — Jakob Olufſen Abild: Skjoldenesholms forte Beſtriffvelſe. ſol. — Mads Roſtock: Den gamle Kjobſtad Ribe (D. Digtek. Hiſt. 3, 274). — Mikkel Hanſen Jernſtieg: Amagerlands Beſtrivelſe (Bangs Samlinger 4, 537); Roeskilde Domkirke fom den var at fee 1685 (Nyerups Program Biblia Pauperum). — Ole Judicher (Bremerholm. Kbh. 1695. fol.) — Lars Nielfen Randrup (Præft i Randers, + 1707): Randers Mard, det er Randers Stads Drifters Beffrivelfe etc. (Nyerup og Rasmusfens Udvalg 2, 257). — Jens Synberg (Præft i Visby i Thy. Mangler hos Nyerup): Tvende Enfoldige Compositier, To Sange, da Visby Praſtegaards eneſte Ladehus
Dinoritte Dige.” 563
bianbte 1673: "Til" "sb" UF pøj ent optunden er. Yntelig
Elias Raur! res" og” TABLE til Bolſtebro med Blftorlfre Wihnartuiig. Orkafe 1687. Anført hos Rherup. — Bettie” BAGES —— Kbh. 1705.
[debranden i
et? HE kvt” eee biſtribenbern Siſtot ſte Nimehtt 3 S. Vedel: Fius Kara fe de gerntfiger, fra Atpojtterd. kid indtil dette SALO, "Bigte, GL 17204, og eg — i Sietnſtſeche Eamfing. har 6 været en Fa⸗ mitteg Bede foræreké Vet til ſin Sboget Peder Sion (?) 1571; Mkdea fria MS. Låg. 4500 "il" Seuérinys Åndreé Ripensis, ze Rat Satdbfen, Wit J— Vde: Jodelrenite, til — J den hellige Ecirt, de Fole on or vdi Mim Pors i od (SM lie, "Hiltrætfende Rimtronnike.
Etyferne, &. . 44). — Mitel Lux Evange Evangelij Sjus i m indtil Luthers
6 ifte 1614).
S ohſog hoht tide Erin ingerin fil Veidenhiſtorien, fee "ar Pilt Satobfen Briſt Det Hærfværpiggte af Giſtorien fra Chri FOA Ingrid”, "SKK, 71703, "4 (Nova liter. maris Bali. 1703, (CA 20. For hvert Cefulir 4" Anier Alexandriner med Anm.)
vs Rigeledes til Fal landeze Hide, f. Cr. Peder Chriſtenſen Marebed: Theatrum. regum Danorum. Det er Danſte Kongers Epyeyl ct Etuetpit ( Cete.). Kbh. 1661. 1662. Tilegnet Erik Krag til Bramming, hans Husfrue Fru Bibefe Roſenkrands og deres Børn. Et Vers for hver Konge fra Dan til Frederif den Tredie. — Hans Jakobſen Spjelderup, Danmarckis Kongers Rijm⸗-Stock (etc.) Kbh. 1676. Han har fem Konger i hvert Vers.
Til ve hiſtoriſte Digte fnytter fig et hiſtoriſt-ſatiriſt,
366 DRV SR dne ANER.
ben ſtorſte Digtning Ha veleſe VE Aurhiindrebe Wer hm er en Cverfættelfe, men midt elf —** Behanb⸗ ling er af. ſamme, Vigtighed Jam em Friginal; uenige flotſte: Ridder Devidn Lindſagis: Five 1bøgenssom Monas af FORE Maal vovelfat paa: Lane af⸗ Alndero Roberrſouo og af Latine paa danſte Rim af Jakob "DELEN RYG BE RS havn (Kbh. 15914, fter På fire, MRonaxhjer eller Ubfigt over Verdenskiftorige; følges, flerg, Diete: .Sindſay's Drøm, en Papegøjes Teftamente og Klagemaal, Kardinalen David: Vetshir' Frigor og" HERE Edt, "Begråvetie over Dronning Magbekenes Vpvluntzhkelte Phirtier?heEin goi⸗ talen til Lindſars Ore erd ilid ubl zbeſt.rilSſt get Serfyn i vor Literatur,“en få flor” Dtzmintognbeĩ fri Skotland; mener mat "dk denbanſterrglnfesfe! Krat gbi⸗ mæfing met Kong Faͤkob ben Sfltte 1585 HE Hade" gwet Anlebning; David Linbſay Hade bphoͤldt! fig Sjøbti had; hvor hans Landsmand Mae— More var Ptoͤfesfor; Nibrelis Robertſomn ſtüberrde invgen Tid ved Kjobenhtivns Ulilberfilet nøjere Oplysning er ilke bekjendt. . T 56 D. Digtek. Hiſt. ig gg: Zwerg S. 600. Nyerup under Robertſon. Arrebo og Bording i Molbechs Hiſt: tblegmpår, Saml 3 H. S. 338. Bogen haves i Aniverſitetsbibl det Exemplar, der findes i Hjelmſtjernes Samling, er defekt. Som Prepe —A jeg Sltningen af det Sted con Moders⸗
maalet, Fol. 13. øge tree. ν— garaad de seng
Thi holder ieg det fremmede. maal og Tunge/⸗
Mand uden forſtand kand laſe og Huygen 2,7
Naar man end allerbeft haffuer, pet..lært,. ,<
En Knappenaal er, def dog eh vært; grov
Paa Høptider høris,.Guangelim,: 40.0. 19
Ickun ſom en roſt eller en drum, din: E
Men huad Preſten fiunger eller figer faa,
Der ff kand Alnmien intet” forftaag "OTTE NET T 3:
Lljerlahhes FAR Rs Bred 6
unt med, puctt, FADERS PAR 163) Fote Fh; sanne 3, den, Ben Å Berit, ingen, man sly * Idurdili Bog; gb raB — viede” Frank En * bedeſſe/well franmedeg aen dk udførlige: Beſditdolſe tjener; og fa så gt, obinſer WBG benli en ſtore SHangde, somlerDst og
tet paa Sy Og; * n⸗ hen. ſorftumdht jæbrelaudffe Digtning enduu on ⸗ em..; Rirufvønnjeg. len fælt og affreben.,, Døbebandfem sjenføbteg;, om gb, iffe, fuſdt. jaa barnlig; font før. Kamle iglanpfle — ler ifæn. af, Peber. Syv. og Chris
neg fremlaldte Efterligninger, fnart af fromme Præftemænd, ſom Erik Pontvppibdäan⸗ > Din vſtie ¶ Bahmoot af· ſit Øje? 7 Det Har Ekin o / bragte Frem, Stort "Lyd" bak dt fotmodel⸗ Bor Gol gikntd om Miedagdtid/ En anden Gol fig tede Kid Det danſte or til gøbe; ”
fnart af ubefjendte Digtere,
£
er endnu. mere føste at nærme
568 Det færde: Tinrun..MDanft Pueſi.
fig Kjæmpevifetonen. nn: 2abeniiir Haandſtrift henliggende Samling af hiſtoriſte Viſer, dem ſaakalvte Kræ mp ebæg, ber banner et merkeligt ¶ Nellerzled iimelleu verrgakarenEſainde⸗ viſe og Sorterupe elteſauge, kraf fytfelig 3 j "entette "Strofer ben rette Tone. ir uern — asped
7. Er. Begimdelfen af: Agnese —— Bife: 7.
Agner hand riber tid" "Dinfengen8” gaard Dankongens: Eyſter at feſte 8
Com guld fan flintier hans krußede faar, Cont! IR ſaa ſpiller hané helt,”
Hand haffnet med fig de Kiemper faa tere
Som brugte dagligt deris hoffverck, un Nu tegnet det tel af" ziivo
Og Begyndelſen af Ranild Jonſens Big: He
Her Rand hand filer paa Giortsted gaard, Hand horde de ſtrandbolger brufet, Ce hannem vaar voxet far guult et haar, Det vilde hand oc haffue kruſet: W Farer fact, giffuer act alt paa enden. ,: Men fremfor alt bærer Dannevirke-Viſen, fonr Peder Syv fik af Gr. Laurids Kok, „en flittig og vel forfaren Mand i vore gamle Sager“, Vidne om, at Mindet om Fortids Aand endnu kunde vakke Begejftring for.
ES HEE år 6!
fe
Danmark, dejligt Vang og Vænge, Luft med Bølgen blaa,
Karen Skrams Danfle Rimfrenife, der tildels —* den samle, findes i Haandſkrift i Stokholm. (Hiſt. Tidsſtr. 4; 136).
En Efterligning af Dodedandſen, hvori Døden taler til alle Etænder og minder dem om deres Forgjængelighed er Typus Om- nium Morientium Det er: Alle Memiſtis dødelig Affmaling, Net dette liffuis wſtadighed (etc.) aff Nelaus Poffuelſſon Neſted. P.V. K. S. Kbh. 1622. 4. Med nogle Træfnit. Han begynder med en Formaning i Proſa, hvorpaa følger et Vers. F. Cr.
my ØR et gin. mf: der kældre seg. 80
såuskrilnd Farra ES tatøme) snarere tie 1.7 Rag, Fit: sone aff. an falls det fta dig; røg hyle yndig par høpene,; AbE Hirren bøfler; — forftut ; denne, Slect, pag. hoil⸗
; dn em ør vred. herren, Io lø — * g.
erne ae —— fenge NER ſtal gisre Zions Dotters Hoffuit ſtallede. Sug opſtolpit Haar paa choffaedit faar: > Faqr der eme ſtaldet Pang is sg" der din Perls Gnor;: ſaart hey me for, n… Bøggis - du. i Dedſens baanda · Din ftiffue- Sali, mina: holde daß Naar Deden paa dem vil · picke⸗ Dine prickede Sko, vilt du det zro, Gielpe ma) Doden ide, Denne Dodedands, der udgier 34 Blade Samling i ſamme Bind, ſamme Forfatters Suspirium Eller En Inderlig ve Dyb⸗Hierte Suck fetc.) "for bor" Maddige Herre oc Konning, Vdvaalde Pring"-de Rigens - Raad," At huiß ved dennem paa tilkommende Hette Dag i: Kiobenhaffn den 17 Juntj Raadſlaaes (etc.) maatte fommé' Guds keillge Raft fil Ære (ett .) . Kbh. 1622. "4." "der: Pak tjene: til Exeiapel paa "den Tibs Kirkebonner. Peder Ehws Soreføttelfer: af. gamje Digte findes i hans Kjæmpes viſer, Qi dre, heldig er Bildur Danskum. Det er Den danſte BIDE (ler Saarte" Præsenterende Én gamle Kiempe Viſe om danſte Mand ”tappetbed ve itercenige gierninger ; dielet aff Regner Lodbrog (etc.) AF Chriften Bern ſon BBiborg. | 1652." 4. Exr⸗ emplaret i Gielmſtjernes Samling . er. væften. oploſt. See Nyerups Forelæsning: Bildur Danſtut ¶ Danſſum anſeer han for en Trytfejl) en Bogruin, i Minerva, Juni 1819. Det er en Overſattelſe af Krekumsl med Oplysninger a —— Sem vprn henſatter jeg et t Pax Erofrn dl > . . AR: Bugge med an, Nu vil vi fh ſpare Aff BSierneſtal WGaat Ol at Thylle De Galſen' at ſthlle 7 "JF. Othine Cal:
ST. Det lærde Tinpranq DEDE Poeſi.
LITT , Dilremndnsæøte 1173914 20: 917) ogillsiftrej BIDE SE, — — Inde somt mid mat 70—80g
TERE » Dg, yil jeg, fyre m ling us3nro%g org Ads nflyge min, Xørft. slit 11599109 4540 strad
nj Zat BYTE FEE i Sotimttint on— ds
4 ui TO jeg HK SR molnk, 420 nuxn rr eter Hidtil Gadd), suolsiS urt igau avſi Hand ilader mig ale Tor ogs gin rer ner aeg I2l ånd ga
RL mr ber —A— amn I 333550) i, tede vr eg —28* li. jørlenmod 137 vji Mit: Liff mm ædes] 10 43 323113j 2 32132 "ou 3 Leer. deg føre Fratz ore gere 2 JENTIHHSKE Pors stitene stamme , Sjampebogen, Baandſtrift Pas, Univerfi itgtsbibliotheet. See Rherup i Liunges Literatyrs, Kunjts og "Theater blab, Ade i rug Ste. 99—31. Viſerne ere forſhnede med lange" Simstitte Dblekafierl· og eve ſilv liendelig brede og langtrukne. Efter RMerup har! — levet omtrent ved Midten af; det 17 Aarhundrede eller heuimode ve Sluhjung, ſnareſt det. ſidſte; men alle Formodninger om hyem det kanvare ere fun loſe Gjætninger, Det er ligeledes uviſt. om, DE figtes til dette Haandſtrift j Konſiſtorii Erkigring 1719 —— Udgivelfen af Peder Syvs Kjampeviſer eller Tillæg dertil, af be j ntaafte trykkes og Kjærnpevifebogen formeres paa ny.“ —E aeſeides Aatbog 1802, 6. 62): It. Barfod udgiver det så.)
Flat ÆLLLENPUJER: re; så:
—*9
irens Sovebæmne var, im idlerkid den gudelige "Digte ning, den Boefi, ber „ſom Pasſionsblomſten er, udſprungen af Kriſti Blod”. Foruden Arrebo pg Kingo gape ;næften alle Digtere fig af med ben i allehagude Former, og der er noget ſmult og opbøyggeligt i, at benne gudelige Stemning giennemtræenger alt, at Gudbevidſtheden udfylder Lipet og derfor dets Billede Poeſien. Men, het bliver derned vanftes ligt, hartad umuligt, at drage flarpe Greendſer imellem be
ap Sacelig Dizuiag⸗roi 12 SKE
forſtjellige Arter; Digterne fjenttenbermilig og bet gubelige gaar fom hin røbe Traad feftr Aaſnnta vãr verdslige.
Fra Fortiden gif en State ott der oprindelig horte Middelalderen til, Fe FS —R bte noget KIR Ek Herredomme, fortfattes i Mopgemaghet: ;hine game. eis fange ved Julen, Helligtrefonger,,; Meipifse, o. desl., ber iſer ubgif fra Sfolen. Glere Rehtoxerigremmebde ved disſe Smaadigte Smagen for Gnigreg Muſik hos deres Lærlinge og hos Folfet, blandt FE ge An dofen Gettorp (Reftor i Landskrone, fil iver — att fl hd etljungby i Skaane) tfær bør bemærfes ; Sangene jø fo, mag bebganmes alene efter beres Øjemed, be ere ber fizyp le, mhartgis enfoldige.
Dernæft have Overfættelfør ;edlen,Omffrivninger af be mejt poctiffe Bøger i bet gamle Fejtamente bet hele Tids⸗ rug ighemehi i Siittenne —9 — Re bling i en Siags Omirignit — hon mag HUN FR Cr Odenſe/ Leltar j.heologien dr Lante,,t A6OR) »fnart enkelte: af disſo falmer: jen nægter: inendelig :…Mængheg Seremice Begrerdelfenaß Vertel Wichman⸗VProföten/ Jonke af” stn s Meveſlet Soettn ts mit Hee war ud bet fal
(Bræft i after), 1648, Jver Brint (f. i Balbershoug i Betgens ·Silft; getopraſt:hrceſt SR Liubenhavn, 471488), 741605)” Fører NT He. "Det inicerkeltgſte feb vieſeForſyg ode Melobler veriebfage nioglel af bek. I» Mangfolbigvrꝰ Libetiglven gibelige SGelbbigtnig gea be rinebe Obltftzierndver fem hellige⸗Srifftsgnvhholb, yes Forfattere De Re SEK evne” re rn øse Er på" eh inere Porte VIST ſaniiniufülle "bei biberfte / For⸗ trelling· unber vlbfe Stzibpuͤnkber! fom Pebet DERE lunab
372 Det færde FSI OVRE Poeſi.
i Nogle Rviribelfe;/ 16507" od det ſcuinn ARB) · nihur· Skriftſtederne ſaͤnmen⸗ ; Itihſon!! us um non 573 Rathel fin Ble 'dilter' feet TY ek SF suuni m97 ma Giorde ſig! Ning] fatte fig! offden fab. anet, lift omdlns7 3 Ja,: Randent kuuſt od Hånd rte de Hass i7 SEE reb Suintelift hafa ſetuingan nde⸗ girls, i 503 Derfra hævede: Ditztmingenꝰ Ht ter garde re *og Huspſalme, hvortil ver gabesiVidriz! fa ender ut aanbelige Sange, der fra⸗ forſtzallige Nelikiger ilter ſiullere fig fainmen ĩ mdr sg" førte ERE "ytrer dl ALLE feren (Mesſſader).“ ER Péturelig Ret grene hvem ver findes ” ndfotlide Efretremiugẽtle Dir STUEN ning; høre Bertil: Peder Hegelunvo; Hans!Chriftenſer Skheit (157B. 15088. 1592); Niels Zenfen sbiyꝛiabvert Hanfelt Helſinger; Niels Lantibſen Atchanter 610077 "Bette LL derſen (omtr. 1608); Hans Henrikfen "Hang Proüſt på Samso 1611); Sien Jenſen Bille tomt. i sig Ran (Præft i Malmo, 1615); Niels Serra 6 1); · Ehri⸗ ſten Thomeſen Seheſted'og Motte Kofentrantg ; Cheitobher Auguſt Critjen (16244? Sans Povelfen Reſen. Imellen Arrebo og Kingö vg derefter: Mabs Bredel Vieble (1682); Holger Roſenkrands (168); Niels! Mikfelfer Aalborg (1647); Fefver Raemusſen Brochmand; Sereun Povelſen Gotfænber? Anders Beberfen Romborf; Peder Matthisſen Ofdid (1648); Axel Hanſen 116637; Peder Oluffen Svrgning (16687; öErit Erikſen Pontoppidan; Frederik Brandt (1674); Johan Bruns: mand (1670. 1687); Jens Pederſen Bergendal (1676); Pe— der Moller; Holger Paulli; Diderik Grubbe (1680); Jeſper Rasmusſen Rachlov (1684); Elias Eſtildſen Naur (1687); Niels Anderſen Bybjerg (Urbimontanus); Søren Jonæfen (1693); Niels Chriſtenſen Arctander, o. fl. Blandt disſe Forfattere ere ifær to, ber hidtil vare lidet agtede, i den
mor mMudelig DÅB rr 3,3 574.
D.Pſfalmsdigtning. HEP Bette, blenge bragne-fren ,… pg de ere næften be enefte, ſom vi her; nor bet. iſle gichlderx alene om ben jævne Pfalmetonf, men, om, ft Roeſi, Junne tage Henſhn til: Hans Khriſtenfe t Aller. Sthenius (f. i Roeslilde I544 eller: tidligene) blev sorittren£ 1565 Refs tor i Helfingør, dg forenebe fo8.1500: met bette fit Embede et, Kapellani, hvorhos, han, fom bet. ebber, 7 med Rugdommen ſtulde til Aftenſaug ſynge Diſtayt; 1583.:blen: han. Sogne- prœſt i Malmø, var han, endnu var I603; naar han døbes vides ille. Han vgr frugtbar, pan, Boxu, byaraf fan havde ferten, og paa Digte, og indtager en hæderlig Plade blaudt Pſalmedigterne. „Uden Spørgemaal, hedder bet i D. Pſalme⸗ digtuning, por han ben, heldigſte i hele bet ſezteude Aarhun- drede; ingen: pan; hang Tid og fga efter, ham forſtode at ftemme fine aanbefige, Bifer i ben troffylbige, inderlige Tone, ber. var, Tidsalderen eller maaſtee rettere er Folfet egen; ogſaa hang; Opverſcettelſer (f. Ex. Af Hojheden oprunden gr) ere, iffe. en. Rimſmeds ſſlaviſte Overfættelje af Ordene, men en fri.og tit flydende Øjengivelfe af Faulfen.", Frede rik Brandt (f...1632 paa Al6, hoor Hané Faber vor Præfi) havde ſtuderet i Frankfurt, Leipzig og Wittenberg, men. blev 1658 Præjt i Svindinge i Fyn, og 1676.i Nyfjøbing paa Falſter, og var derhos tyſt Slotspræft hos Enledronning Sophie Amalie, .f. 1691. Han overfatte: Kiugos Morgen⸗ og Aftenpjalmer paa Tyſt, og digtede og ſtrev ifær, i. dette Sprog. Hans Sange ftobe engang.i megen. Anſeelſe, au⸗ ſaaes for. „ſtioune, velllingende, aandrige og meget gudelige“; Holberg, ver ingen Ynder var af gudelig Poeſi, taler paa fin Bis om hans „Viſer, ſom ſiunges med Fiol i begge Paradiſer.“ Medens Pſalmen enten gientog omtrent paa ſamme Vis og med en ydinyg Forundring hine vidunderlige Begivenheder i den hellige Hiſtorie, hvor
Ye
min
Det lærde CRerlingsi! DAR Poeſi.
Fadeten kodes afi ugiftot BOR sag 125250 Daatter undfangers fn ede Brober, 11 S Tjen ene, set herſdeude Bid. 113% —— mo
$) Tree: KL NON Qilsixajid dom på
KKR o ts
—* re —J——
f.
See dog vpy Fm fle Dje! Di 305. —5 hid Naeraa i snirnit 727; ane far?
mere gå ge En ap — Hilsang uñ 1341 12 AN
KR
mu” 1,9 DN l, 11491" kk ⸗ 533140 1931. If —* nziis ver, o Øre, favet bru bru
Jorden fjeldg, Babel hiv pir din mg
Ugt dig (elv Bjert ”bedfe, Dar 10
Du af dehgt Bllfmægtet de så nyt 1903 FNS " I" sl HE: * eller med from Jubel fryder ſig ved Forføsningen: sem Sjunger, at def giver Klang Tori 14 Og i Luften yder, SEE * LT Jeſus med fin. PÆGNIRL9P VENDE yl Skyer gjennembryder.. . —* Sjunger med Bafuncts Rs” 70 mr Leger nu paa Zimler z u mrs Israel har han forlaſt, Bi i Glæde, primlerz j.. og over den gjenvundte Himmel: 7 SN" i" Synden og al erdens Bee "].
Skjules med min Jordes Bler,
Saa, nadt Nim Baflin fla iige, Jeg af Gräven glad mag føringe, Og'da, Fefa, følge digc
Lige op ad Himmerig;
8.
og medens den ogſaa billedlig, men med ſimple og beſtedne Billeder, taler til Fantaſien:
inn GelignDiacig⸗ral 142 575
Naar jeg hetanter Betis. Eid, og Atund/ uñ Som geg af Banff 10 Mit Gijere ſig ger! fan mongelundnj2 Som Borgene; Dagen, Aon share pil. seler Hang ð lå Gub:
HEN olim. orm Fag fr, f ØM EEI ERE: ER sig sm
—* br den Sbor eg —* må må For Naring de mane: flet Intet fvides
ENN
ſaa giver Sthen fin gudeligt KAN A af Kjempe⸗ viſen, og fmælter derved ganfte ve bejlig Fortib og Mau⸗ ſammen:
Main pons
Jeg gif mig lå Føfent, Zunh, ; Jes agted be, Din å Ren der mo mg (enes Rn, 7 Den jeg då efter monne lede; neger, Get gåt vsdert lodret ren far olie
Den ljuſe Dag Fotgangen vri in miu 5 Og Natten hun hænge 'o8 ' O Jeſu Chrifte; dre: tær,
eller
Lad 06 ej gjøre det digtet" Ej heller i Sorgen, masxe. Glæde os Gud i eller … : Jeg ſtod pig 1op an .Mohenſtundo Jeg klaged min Sorg fag, mangelen Sorgen var i min fu , for; Synper mi Der ſtod en Engel og lhbbe derpaa; Du arme Cynder, hvi Klager du dig fan? Sorgen var i min Gu for Synder mine.
576 Det lærde Tidsrum. Danft Poeſi.
Næppe fan man heller vente nogen fljønnere elegiſt Strofe end den Evaldſte Beghndelſe til Brandts Sorgelvad over Henning Valfendorf til Glorup:
Hvi ſtaar Jeruſalem ſaa ſorgelig nedbeiet? Og Sarons Herlighed, ſom var ſaa klar ophøjet, Hvi morknes den fan ſaare, Og lægges faft i Stev? Ya, Zions Datters Taare De ſtaa ſom Dugg paa Lov.
Erindringsrim over Bibelen, „Vers, ſiger Ryerup, faa Gud fig maa forbarme“, af Jens Bjelle: Epitome Biblica efter Sum⸗ marier offver Bibelen. Kbh. 1633. 4. (D. Digt. Hiſt. 3, 9.); af Ove Nimtoft: Breviarium theologico-rythmicum Det er. Kort Summariſte Rijm offuer den Hellige Bibel. Aarhus 1637. 4. (D. Digtet. Hiſt. 3, 13). Saaſom:
Jorden var flet øde ce tom Guds Mand offr Vandet fuefuet, Saa ſtabt' Gud Verden vijd oc rom, Saa den er ferdig bleffuet.
See i svrigt om de Cvangeliffe Rimſtokke D. Pfalmedigtn. i Pſalme⸗ hiſt. 2, XXV.
Peder Hegelund: Artes astusque muliebres. Nogle Qvinde⸗ Lift, Loff oc Laſt, Alleeniſte udaff den hellige Bibel: Vdtegnit udi Sangpijß aff Peder Hegelund, fordum Skolemeſter udi Ribe. Run hab' id) doch einmal erlebt Ne Stund etc. Nu igien paa Ry prens tet, Aar 1650. (Ogſaa bag Sfuefpillet Suſanna. D. Digtet. Hiſt. 2, 20).
Gudelige Feftfange: Genethliacon Jesv, Servatori sacrum. Scholæ Ripensi præscriptum, Quo Tyrones etiam anniversarios Christi natales sie primulum et religiose concelebrant. Auctore Matthia Pors. Slesvice 1589. 4. er en danſt Juleſang:
Blandt Juda Førfter, Song Davids By Den ringſt flalt du ep vaere (etc.)
mnGudelig Bitzining 877
J det⸗ Exemplar, dernftabesrd.. Efelinſtjrineb/ Samlinne og” ſom · Pors felv / har joravet Sen af Diftlpline di Melodick ſWeden! til. 5 Dr
Jens Madſen Gettorp: Bar,” 1 Frb Shift Mua oc Dods Hiftorie vdi Rijm befatted Item Nogle aff Davids Pfalmer, vnder adffillige Moder⸗mitnGutfryetighedeliwffüelſer iiſtillede etc.) Kbh. 1623474. Indortalen oplyſer hamn Alarfagen / R jåE han uds fatte Jeſu Chriſti Pines søg! DedsnViſtorepan Sapphiſte Rim: Ham var betroet Skolehjeneſte i mæple;Mab (2 Landsfrone); om Faſten, ſom man veed, »fortlares”:delme-Giftorieraf Pradikeſtolen. Nu vilde han om Ontdagen i.Men) pro txt, ſjunge den ſamme Part med fine Skoleborn, undertiden quatuor, undertiden sex voei- bud, ſom ſamme Dig af Phabitanten bléks søkeft dg" fotkkaret Saa var og Stik, at de duSkolbn oiniAftenen, "førend den banlttbiedet, ſung be ſauumeVets fr cek Sicuihle Sød al retten, oglenb ſom ilke alle kunde ffaades ĩKltkin og" der fuld] Lærige Foſten vrede. + rad! denandbe Rime erenanlangenwesnſüün häblt Stolehenefſtt ogſaa givet ham Anledning tilbe at ſtiibeThrevet var etik I Landsfrone, at hvert Aar p⸗ (ſom man falder det), af collegis og alle Difcipler É: vare Borgerne der fammej iche mej 9 Csn, de bevifte den Are, vilde d mmelige igjen imod dannn danſte ob: font, om: for: fer; Dar Gom. hon mu vidſte meget Folk altid at komme tilftede, hvor ſaadant fleev vilde han Majgrevernes,Forælare til, Oxe, og Folde til Umderpisning, Ehi did Tommer synbertidere de. for xelugleinwer at igan tik Kirkm), fade for: Forſamlingen nogle Mim,…opløfe af. den ſom Krandſen havde paa: Og gav. ham. Marſag det cforſte Aar 1618 dertil den bes hagelige Fred, ſom Guddem forleute. — Nogle "af: hans Venner har i forgangne Aar begjeret af ham, at han vilde udſkrive for dem ſamme Rim, men det vilde væve: Ham: noget befværligt, thi Gud veed, at den haver nok at gjøre, ſom ſtal være baade Præft og Bonde; de har da. bedet. bam at lade dem prente. — Den hele Samling af mangehaande andre Rim har iøvrigt ingen poetiſt Værd.
Hertil henhsre: adſtillige Julepſalmer, f. Er. Peder Krabbes Smaa Børns Julefang (Pſalmedigtn. Nr. 423); Helligtrefongers Viſer, f. Er. den i Nyerup og Rasmusfens Udvalg 1, 278; Skoles
87
578 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi.
peblingernes Sang fft. 1, 267 (D. Pfalmedigtn. 1, 457,- mærkelig ved fine Ordſprog), 1, 282; Bryllupsfangen, ſom Diſciplene i Her⸗ lufsholms Skole fang ved Bryllupper, fit. 2, 243; Kolding Skoles Majmaanedsſang, fit. 2, 247; den hos Terpager i Ripæ Timbricæ, S. 723: Hil dig du Dannerfonning kold, fra 1577, jf. Ryerup, Skolerne S. 56—57. Rimeligvis have ogſaa Dandſe været les fagete med Sang. Der omtales en Tranedands, ſom Skolens Pers ſoner dandfede ude paa Engene ved Heflet, et Parti ſtaaendes paa de andres Axeler (Roſtock om Ribe. Wegeners Efterretn. om Vebel, S. 20.)
Nyerup anfører af Søren Kjelſen: Traktat om det Julevers: En Oxe og Aſen derhos ftod. Kbh. 1643; jeg har ikke fundet den.
Lverfættelfer af det gamle Teſtamente: Thomas Villumfen : D. Digtet. Hijt. 2, 102. Ved Titelen tilføjes: paa danffe Rim efter Lobwaſſers Melodier. Bidrag til en danſt Pfalmebiftorie, D. Pſalmedigtn. 2, XXIV, yttrer om Bogen: Disfe bladleſe Skygger fan være ret markelige i Literaturbiſtorien, men blev aldrig hjemme hos Folket. — Af enkelte Davids Pſalmer haves der desuden ads ſtillige Overfættelfer, fom af X. X. C., def er Niels Nielſen Col: ding: En fort oc renfoldig VMeggelfe, offuer den LIL. Palme. Kbb. 1566. 12. — Screffuit i Roſtild den 12 Juni 1566. J Slut» ningen findes Pſalmen paa Him. — Oluf Lauridſen Trunthiem: Mizmor. Eller den XCIV Davids Pſalme (etc.) Kbh. 1636. Indeholder Pſalmen paa Vers med nogle forte Bemærkninger. — Jens Sorenſen Bergendal, Davids Prophetiſte Harpe⸗Leegs Forſte Chor (etc.) Kbh. 1695. (De forſte 42 Pſalmer).
Berthel Wichman: Jeremie Begradelſe eller Jammers vijfer. Poẽtiſt vdſatt. Soroee 1645. 4. Det er fire Jammersviſer og Seremiæ Bon i Alexandriner.
Rasmus Rofing: Den Gradende Jeremias og Siungende Sas lomon (etc.) Kbh. 1696, med en Nytaarsgave af tretten Pſalmer. Afdelt i Sange.
Soren Jonæfen: Den Prophet Jonas udi Danſte Vers fors fattet. Kbh. 1680. .4. I Alerandriner, men lidet heldig. Be⸗ gyndelſen er:
Gudelig Digtning. 579
Der Ninos bafde fig ſaa dybt i Syndſens Sole Judvelted, at bun ſelff eg meere kunde føle,
Os ſandſe, at hun var aff Lafter fuul og fort
v Gnart ſiuncket ned indtil den fvoblet-Pjnesport (ete.)
Senrik Gyldenſtiernes Ehrach er omtalt. &. 31.
Laurids Pederſen Thura: Canticum Canticorum Salamonis etc. D. Digtek. Hiſt. 3, 21. Da. der her findes Prøv: paa de regelrette rimede Viſer, vil. jeg formedelft. Sfriftets Sjeldenhed til⸗ foje en anden af de urimede:
Buuden.
See min Kieriſt er huid og rod, Eu Fendrick, raadr for Lif oc. Død. Com fijut Guld hang Hofuet er, Haarfoderne er” kruſede,
Glimmer ſom Rafnefedre.
fans Ohen ſom Ducehen,
Com er altid hos Vandbecken, Toede i Meld oc renfet,
Sidde faa, ſmuckt i fuld Anſict: Syet er Speil for Hiertet.
Hans Kindbeen ſom Bied med Vrter, De Apoteckers Budicker, Hans Læber ſom Lilier, Der dryppe nock Nyrrhe, ſom oc Er gangbar fie ſteder.
Laur. Vidſted: D. Digtet. Hiſt. 3, 22.
Iver Brink: Bruudgommens og Brudens Jeſu Chriſti Og Gans Kirkis Aandelige Kiærligheds Sange; Det er Salomons Høje Gang (etc.) Kbh. (under Tilegnelſen 1695). Tilegnet de Evan⸗ geliſte Chriftne til London. Afdelt i Sange. Forſt gives Ind⸗ holdet i Profa, faa Sangen. F. Cr.
s7
580 Det lærde Tidsrum. Danfi Poefi.
Jeg fagde, jeg vil nu opſtaa Behænte Og led” i hver en Stadens Vraa, Sa rende Guds Menighed Baad” op og need, Hver Gad' og Etræde, fom jeg ved Til ende.
Jeg med langt ſtorre Fyrighed Da vilde Opføge ham, mit Hiertis Meed, Livs Kilde; Mens af! jeg var Nok fnyg og fnar, Dog alt mit Arbeid anlagt var Kun ilde.
Jørgen Urjin: Salomons Hoyſang (etc.) Udg. af hans Son 1740. 4. Bojſangen i Alcxandriner.
Ogſaa en Digterinde prøvede fine Kræfter; nemlig Eliſabeth Pedersdatter Heeboe: Aandelig BrudesHarmonie (etc.) Uddragen af Kong Salomons Hoy-Sang (etc.) med Et lidet Tilgift ſammen⸗ ſtrefven af cen Ende Paa Det enfoldigfte. Uden Tid og Sted (aps proberet 1689). Hver Sang med en proſaiſt Indledning. Med Digterindens Portræt og et net Kobber foreftillende Brudgommen og Bruden, der kysſes.
Ulige heldigere er følgende Efterligning af Kjæmpevifetonen: En god quindis Beffriffuelfe, af Salamonis Ordſprocks ſidſte Capittel, vdfæt paa Rim, aff Lauritz Jensſon, Sognepreſt i Bal par Gul⸗ land, oc tilfereffuet, Erlig oc Velbyrdig Quinde, Fru Hilleborrig til Juelſtow, Salige Emmicke Kaaſis Effterleffuerſte. Sin gunftige Frue. Oc ſiungis met de Noder, ſom Falquor Lomandsſons Viſe. Pren⸗ tet Aar 1616. Udgjør 23 Strofer. F. Cr.
J Huem ſom Lycken vil ſtande bi, En dydelig QOvinde at fange,
Hun er langt bedre ieg fige vil, End koſtelig Perler oc mange,
Gudelig Digtning. 581
Vel hannem der flig en Quinde til Ecte maa finde. —
Gun omgaas gierne met Hør oc Vld, AF Roden paa Tenen at fpinde, Gendis Hænder er' altid aff Arbeyd fuld, Der met hun Penninge kand vinde. Bel hannem der flig en quinde til Ecte maa finde. —
De Fattige reder hun fin Haand, Baade Cpife oc Almiffe runde, Saa be for Gud oc Menniſte kand, Hende roſe i allen ſtunde. Vel hannem der flig en Quinde til Ecte maa finde.
Om den gudelige Digtning og navnlig Pſalmedigtningen, dens Forhold til Fortiden, Udvikling og Behandling. fee det kritiſte Hovedvark i Denne Del af Literaturen, Dr. A. G. Rudelbach Om Pfalmeliteras turen, Kbh. 1856, ifær fra &. 262. (Da jeg iffe har kunnet bes nytte dette Skrift, maa jeg faa meget mere henvife Læferen dertil.)
Hans Chr. Sthen: Lyschander de scriptor. Dan. i Weſt⸗ phalens Monum. 3, 470. D. Digtet. Hiſt. 2, 83. D. Pfalmes digtn. Forf. 1, 26. og i Pſalmehiſt. 2, XXIV. XXVII. Rudelbach om Pſalmeliteraturen, &. 292. 302, 307. Facobfen om Stuefpils forfattere i Hiſt. Tidsſtr. 5, 529.
En liden Vandre⸗Bog: Indeholdendis atffillige ſmucke Boner ve troſtelige Sange, med nøgle nyttige Ljfs⸗Regle, i artige Rim bes fattede (ete.) Componerede oc ſtrefne aff Hans Chriftenføn Sthenio Roeschild. Chriftiania 1659. Aflang Format. Heri findes den gamle Dagvife og flere ſmukke Pſalmer, fom ere aftryfte i D. Pſalmedigtn. Blandt andre Ting: En liden Chriſtelig Betractelfe paa min Fødfelsdag fom er den 25 Nov. ætalis 44; Dver de otte Børn, fom han fatte Vers over i Helſingor 40 80.
Lyckens Hiul. En kaart Vnderuiſning, om Lyckens wſtadighed, ve Berdens løb, Screffuit oc giort, aff Sans Chriſtenſon 8. Ro- schildense, Guds Ore Tienere vdi Helſinger. Fortunam reue-
— Item, den 91 Daudas Pſalme, fætte oc fordanſkede aff Bans vdi Gelſingor, 1578, Keb. til Glorup. (Udgivet i Peſtent
Irederik Brandt: Cimbr. D. Pfalmedigtn. Forf. 1, 48,
6. 339, Som Øræft i, Fon Friederich Brandt, der døde, paa (etc) In Daͤniſcher Sprache vi gehren, ins Teutſche uͤbergeſehet, zu Svenning bej Glorup, Kpb. 1 lig Forandring af Dauids Dry Friederich Branner, > Tilforn pr ptentet· i Niobe kfn. (Uden Si er er Urvikting i Reb fa "opera
Dgſaa hans Proſa er brav. D Pfalmer. Den førfte er: vil
den Cal. Belb. Gere Øemling a
Fander og Ønfte, aff habåede!
opſat, og tilftrefvet hang Vo jacdl
garetha Blomme, Anno 1656.
nedbøjet etc.) Samt: Tilgift £
blandt: Verdena Mistanke
Gudelig Digtning. Mesfiaber. 583
Minutiæ piarum cogitationum). Kbh. 1681. 82, Lyſtſtoven er dels allegorifte, dels afhandlende Betragtninger i Proſa, ſom: Morgen⸗ redens Binger, Jomfruen Patientia, Dudaim, Urim oc Thummim, o. ſ. v. ulige artigere end de lignende af Chriften Ferring. Et Hundrede Sprog og Vers er Epigrammer over gudelige Ting, forte paa Latin og faa omſtrevne paa Dauſt.
Nyerup anfører af ham: Marspiter Leucoreus. Holmis 1655, 4. fom jeg iffe har fundet. Zwerg, &. 739, anfører Die Nordiſche Perle oder Regierungs Hiftorie der Königinn Margarethe; Beller iffe den findes, og i Cimbr. liter. tvivles der om, at den er kommen ud. Zwerg anfører ogſaa Brandts Bonneſuk ſom Haandſkr. i Karen Brahes Bibl. S. 158.
Mesfiader: Jens Gettorps forhen nævnte Jefu Chrifti Pines og Dods Hiſtorie i ſapphiſte Vers er meget jevn; ſaaſom
Jeg vil din Hiftori, min Broder fiere,
Jeſu Chrift, opregne: Du mig regære!
Naderen; din Pijne oe Dod tillige, Bil ieg fremfige.
Gellet iffe er der didere ved: En trøftelig ny Sang om Jeſu Chriſti allerhelligſte Pine ve Død, Saa oc ærefuld Opſtandelſe (ete.) af Niels Jeſpersſon Skowboe Aalb. Kbh. 1613. 4. (ſom jeg iffe finder 608 Nyerup), uden at man deraf fan ſamle nogle gamle Ord. Saaſom
J Haven der Adam Budet brod, Met Krop oc Siel field i Guds vred'.
J Caiphæ Hub, den ypperſte Preſt, Vilde hand ſtaae puſt oe ſtore Kindheſt.
Langt højere ſigtede derimod Elias Eſtildſen Naur (f. 1650 i Naur Præftegagrd i Ribe Stift, opfedt hos fin Morbroder, Præften i Viſſenberg, Hans Naur, dimitteret 1672, blev 1674 Hører ved Odenſe Stole, 1687 Rektor, 1691 Prof. ved Gymnaſiet, efter⸗ haanden i Graſt, Theologi og Hebraiſt, + 1728) en from, guds hengiven og uegenuhttig Mand, der fom Kingos Samtidige og Sams
mms uven rageſt æde og uadle Udtene,
var eller ingen giordes han ingenlunde været) bliver latterligt, 3. &
Jeg raat o Frelſer at jeg mi i Troen |
Blandt hang Digtninger i det mindſte to Gange , Art Mesſiade med indftrø, et Sorgeſpil. Kingo har, Dertil, Bjennemlæft det og 1 Derpaag: Jeſu Ord til Diſe
O vaager, beder, a i Friftelfe! Gvor fm forknuſes i en Ga Det er jø ſtrobeli
om Gethfemane :
Gudelig Digtning. Meoſiader. 585
der Blomſter vare nok for Sjale⸗Vunder⸗Vee fan plukkes; men hvo vil dem ſamle eller fee? See der er ftened Grus, fom Blode⸗Draaber drikker, ſom Jeſus foeder ud, ja byler, flager, bitter; al Verden fover deg, og nep en Draabe vil med Gjælen fliffe op, og bukke fig dertil. D Verden! Verden! hvad! hvad er du Synd-⸗forhardet! (etc.)
Ved Peders Nægtelfe :
Den knebre⸗nebbed Stord ſamt Traner, Duer, Svaler, de faft til Mennefter med LæresTunger taler, ved den beftemte Tid, ſom de juft komme paa, at Folk, mens Tiden er, flal og til Herren gaa. J det den horned Stud bedſt Ejermanden fjender, ſluk⸗ored Aſen til fin Herres Stald og vender, for Avne, Klapning og for visfen Ho og Straa, Da læres Folk til Gud for Sjale-Mad at gaa. Saa mindes Peder af den kamme⸗kroned Hane, at han var løbet fra fin Herres Jeſu Fane; en Hanes Kykkle⸗Gy og klejnlig Gale⸗Roſt erindrer Peder om fit Synde⸗Fald og Broſt.
Naar han ret vil gjøre Indtryk, bliver han væmmelig; f. Cr. i Beftrivelfen over den Dede i Graven:
De fire Fjelle fan ej vore Lemmer klemme,
Naar Ejælen iffun er i Jefu Haand og Gjemme; ſom Paulus Landet naaer oppaa fin Flyde⸗Fjel, faa vi den Himmelhavn, hvor det flal gan os vel.
Kan af Uhumſthed end de Orme⸗Klaſer fødes
og vrimle i min Skrot, de ſtal omfider dødes, naar intet for dem er foruden Ben og Rad,
Da fulter de ihjel, og faar ej Smule Mad. Fuld ſtakked Tid de fan fig med min Vadſte lafte, for de henfalder i mit Etov og mulded Aſte;
faa jeg flet intet dog fan mifte udaf mit,
naar jeg er allermeſt omædt og orme⸗bidt (etc.)
588 Det lærde Tidérum. Danff Poeſi.
Eet Barn een FADER haffve maae, det kand dig en fallere, At Verden håer een FADER da, det maa du conſirmere.
Hos Nyerup mangler ogſaa Henrik Taulov, hvis Syv Gange ſyo aandelige Pſalmer og ligefaa mange Hierteful i danſke Eos netter, og det menneſkelige Levnetssbeffrivelfe med adffillige galante Viſer paa de rarefte Melvdier nævnes i Nova liter. maris Balth. 1704, S. 384, og altfaa maa have været til.
Fra ben gudelige Poefi fan man tænfe fig Overgangen til den verdslige paa flere Maader. Det gamle Teftamentes hiftoriffe Bøger fremkaldte flere hiſtoriſte Viſer eller Rim— kronniker, om Joſef, Ruth, Cfther, o. f. v. der, naar man undtager Grundtonen, fan betragtes fom verdslige Digte. En anden Maade var Forbindelfen af et ethiſt Formaal med Allegorien, fom Hans Tavfen allerede havde anvendt. Niels Helvad f. Er. binder fin Roſenkrands ſammen af Bibel: fprog og Vers af Davids Pſalmer: førft Bøjelen og Urter til at beſmykke ben med, af Bibelfprog, faa nogle Roſer af Davids Urtehave, faa „nogle fføne, røde, dubbelte Roſer, af Sions Urtehave udſprungne“; derefter „nogle dubelte og enfoldige Roſer af adſtillige Farve, af Herrens Paradis til: ſammendragne“; og af Bibelfprog fra begge Teſtamenter flynger han derpaa ,,ben gyldne Snor om denne Roſen— krands“, alt oplyſt med ſmukke Figurer. En trevie Maade er Digterens Betragtning af Naturen, næften altid for i ben at finde Stof for en ethiſt Lærdom. J fin Ihukommelſe af Menniſkens Alder, fom han gjennemguar efter be tolv Maaneder, finder f. Cr. ſamme Forfatter overalt Ligheder imellem Dyrets og Menneſtets Liv.
Om Maj f. Cr. finger han:
Naar Solen gaar til Hvile Imod den forte Nat,
Nattergalen mon ile At komme frem fan brat.
Gudelig "Digtning. 587
i Malie,” 1637; Rasmus Svendſen 1643 Chriſten Lauridſen Munk, 1644; Jens Ganſen Trige, 16475 Elias Poulfen: i: Skaane, 1652; Erik Bredal, 1664; Jens Poulſen Malmo; Sophie Bilde, 1678; Ludvig Pontoppidan, (Juleglæde, i Alexandriner), 1680; Chriften Vibhe, 1684; Peder Lellinge, 1685. 1698; Eliſabeth Heeboe, 1687; Laurids Gommer, 1687; Ofe Höflund, 1088; Hans Pederſen Ors⸗ bjerg, 1688; Daniel Vinther ;"3688; Hans (hos Nyerup Anders) Hanfen Bernhoft (Et Guds Barns Forlyſtende Fornojelſe udi ſin Gud. Kbh. 1703. er Pſatmierover Kriſtendommens Hovedjtytter. Bor Herres Jeſu Chriſti Pines ög Dets Giſtorie Sangviis. Kbh. 1703, er en Slags Mesſiade i Pſalmer, inddelt i Akter. Under Fortalen 1688. Nova liter; maris Balth. 1704. &. 84.) Anton Mufæus 1691; Peder Rielſtül! Kfoge, 1693; Niels Jenſen Lyſtrup, 1693; Samuel Olfen Bem 5 ¶ Dend flungende Tirs s Fordrif Eller Korſets Frugt); Jvet' Brink (EnChriſtens Tande s Tønle, med Imprimatur fra 16953; Rorten Rhode, omtr. 1699; Niels Jakobſen Min 4703; vem Garbve, 1707; Soren Lolk eller Lollik: Calighede Vandrebog, after. Kardinal Bona, i 162 Oder, 1708 (pD. "Digtet. Gift. 4, 77) og ſammes ældre Bearbejder Jens Burchard, Sognebraſt i Tranberg paa Samse, 1679, hos Nyerup Jens Borbardfen; , Anders Jenſen Borch, 17009. Hvad jeg af bisfe har feet er uden Bøf. GBos Nyerup mangler: Chriſtopher Jenſen Kaalund,” af. hvem ter haves? daſtalauns finde Eller Jesu Passions Code Tanfer (dte), af "den, fom etter, fit Haab til Chrifti IJeſu Komme £bh,. 1680. 4.” %f Jens. Biiterons Inwrimatur ſees Forfatterens Re
GBuad Sandet traad ber ſpindes fat,” mu vi om daſte mindes, Paa ſindets runde Meglesboldt hvad ranger ſtal opvintes,
Det lærer 'Chriftue; fom vel vecd voriifierte ve vor Tander, Naat hård med Drdets Sammer⸗ſlag paa Hiertes Døre Bander, De gifver 08' at ponſe paa ſiu Ord paa Kortzet talet
J Hvile Hand os ligeſom vor Skabning båer affmalet,
Hand fører os forft til Gemht, at Sud hand er vor FADER Com hafforr; Sfabt, oe dahnet os, hand 08 da en forlader: See ickun til Nalurens Bog, det førfte blad ſtal viife,
Det ingen ting er aff fig ſelff; Men ſtaber fin maa Priife;
588 Det lærde Tidsrum. Danfi Poef.
Eet Barn cen FADER haffve maade, det kand dig ey fallere, Ut Verden håer een FADER da, det maa du confrmere.
Hos Nyerup mangler ogſaa Henrik Taulov, hvis Syo Gange ſyo aandelige Pfalmer og ligeſaa mange Hierteſuk i danſke So⸗ netter, og det menneffelige Levnetssbeffrivelfe med adflillige galante Viſer paa de rarefte Melodier nævnes i Nova liter, maris Balth. 1704, &. 384, og altfaa maa have været til.
Fra ben gudelige Poefi fan man tænfe fig Overgangen til den verdslige paa flere Maader. Det gamle Teſtamentes hiſtoriſte Bøger fremkaldte flere hiſtoriſte Vifer eller Rim⸗ kronniker, om Joſef, Ruth, Eſther, o. f. v. der, naar man undtager Grundtonen, fan betragtes ſom verdslige Digte. En anden Maade var Forbindelfen af et ethiſt Formaal med Allegorien, ſom Hans Tavſen allerede havde anvendt. Riels Helvad f. Er. binder fin Roſenkrands ſammen af Bibel- fprog og Vers af Davids Pſalmer: førft Bøjelen og Urter til at beſmykke den med, af Bibelſprog, faa nogle Roſer af Davids Urtehave, faa „nogle fføne, røde, dubbelte Rofer, af Sions Urtehave udſprungne“; derefter ,, nogle dubelte og enfoldige Roſer af abffillige Farve, af Herrens Paradis til- ſammendragne“; og af Bibelfprog fra begge Teftamenter flynger han derpaa ,,ben gyldne Snor om denne Roſen— Frands", alt oplyſt med fmuffe Figurer. En tredie Maade er Digterens Betragtning af Naturen, næften altid for i ben at finde Stof for en ethiſt Lærdom. I fin Ihukommelſe af Menniſkens Alder, ſom han gjennemguar efter de tolv Maaneder, finder f. Cr. ſamme Forfatter overalt Ligheder imellem Dyrets og Menneſtets Liv.
Om Maj f. Cr. ſynger han:
Naar Solen gaar til Hvile Imod den forte Nat,
Nattergalen mon ile At komme frem fan brat.
Verdolig Digtning. 589
Jauch, jauch, bun da mon fjunge Alt med fin Stemme ſtark, Taf Gud med Hjerte og Tunge, Det er hang Guddomsvark.
Saa mon du dig og rejfe J dine Blomſters Aar, Med Flid der at udkejſe, Til Tredive du naar;
Unge Jomfruer mange,
Til dem du ſtynder dig, Blandt Fruentimmer ganger, Com kvidrer ſodelig.
Denne Sammenſtilling gjordes ogſaa til udelulkende Gjen⸗ ſtand, fom i Samuel Bugge's (f. 1605, Præft i Norge, f 1663) Ethica christiana, om Fugles og Dyrs Natur, 1663, ber beftaar af fire rimede Linier om hvert Dyr, med en Afbildning.
F. Cr. Frøen. Et Duchus lignes dit Hjerte og Sind, Den ene flyver ud og den anden ind; Gaa fan du iffe nøjes med cen af dem, Du elffer, men vilt have fire eller fem.
Bigefaa i Dramatiferen Hieronimus Juftefen Rand's Fugleviſe.
F. Cr. Gin Ugle ſidder i Mork og Mur, Om Natten flyver han ud paa Lur, Lyſet fan han ej lide; Den hader Lyfet, ilde har gjort, Om Dagen bliver det vel ſpurt, Naar Golen oprinder faa vide.
Skaden er en Skvalderpoſe, Hende fan jeg iffe meget roſe, Gun har Bagvaſters Sind,
590 Det lærde Tiderum. Danfk Poeſi.
J ærlige Folkes re at hakke, Paa hver Mands Ryg at prakke og makle, Her ſtaanes ej Mand eller Kvint'.
FEEr
Rimeligvis Har bet Brubftytte, der er bevaret få wabne Rhythmologi: keg 18: mm ER TUN Bremfens Bud fon! red” + Gaard, Tranen trær pan Tronitten.
Ud ſtod Fluen vel fvøbt i Maar, | 3 Born ig å Brit 7 00 13 md,
I * I og lignende adſpredte Levringer gaa nært rf af et eller flere ftørre Dyredigte...
Blandet og broget, gudelig Øg verdslig, — ros mantiſt, ſtundum ſatiriſt, altid. bred, orbrig, uendelig frak fom eller bugnende af Cvulft, bliver Poeſien efter at ben tyſte Indflydelſe har gjort fig gjælfvende. Til disſe, ſenere Digtere høre ifær: |
Jens Sten Seheſted (Sjenneſt), en uægte Søn af Hannibal Schejted (f. i Kjøbenhavn), ber ved fit Gifter⸗ maal med Mette Sophie Parsberg 1679 blev Cjer. af Selle— bjerg Gaard i Fyn, hvor han døde ſom Oberſtlieutnant 1698 (ſom det hedder, 55 Aar gammel). Det var en meget. frugt⸗ bar Poet, der af ſin Samtid ſtilledes ved Siden af Kingo, ja, han var en ført Digter, mene de (posset de illo revera dici: poéta nascitur, non fit). Fyns Berommelſe fan vel endnu gotte en Fynbo; hang øvrige Digte give Bidrag til Sæbernes Skildring.
Dorthe Engelbrektsdatter (f. i Bergen 1635, hvor hendes Fader var Rektor) blev i fit fyttende Aar gift med Præften i Bergen, Ambroſius Hardenbech, og opnaaede en høj Alder (jf 1716). Som Huftru, Moder og from Danne:s kvinde omtaleg hun med Hævder af fin Samtid, og ſom
Verdolig Digtning. 591
Digterinde vandt hun et fejret Ravn, hyillet iffe alene bes kreftes ved be mange revers, ber ſtiledes til hende, men ogſaa ved be mange Oplag af hendes gubelige Digte. Da hun (1685) lod fit Taareoffer udgaa, hæbrebe ind hende med et Vers, ber begynder med
Gaar nu, gaar hen, I ni beromteſte Gudinder, At bukle eder dybt for en af Nordens Kvinder.
Men ben Herlighed er for længft visnet; Hendes jevne bis belſte Sange ere uden Begejſtring og hendes Lejlighedsvers, ver ſtulle være muntre eller endog fatirifte, ere fmagføfe. Større poetiffe Anlæg, end denne Rimerinde, og en langt ejendommeligere Natur beſad Nordmanden Peber Dafs, „Manden med bet herlige Remme og gode naturlige Anlæg, hvis Poeſier udmarke fig ved flydende og let Verſi⸗ fifation, og med Rette fortjene den Anfeelſe, be tim over i hundrede Aar have ſtaaet i, iſer hos Almuen, baade i Dans markt og Norge". Af ſtotſt Slægt var Han for Norges AL mue omtrent hvad Kingo var for Danmarks højere Kredſe. Faderen Peder Don Daſs forlob omtrent 1630 fit Fæbres Tand Skotland formedelſt be religiøfe Uroligheder under Carl Stuart, nedſatte fig i Bergen, og blev ſiden ved Giftermaal Ejer af en Gaard i Helgelands Fogderi. Peder Daſs (f. 1647) var fun fyv Mar gammel, ba hang Faber bøbe og efterlod fin Enke i trange Kaar; han kom ba til fin Mofter, ber var gift med Preſten Arctander, og gif i Bergens Stole; ved Univerfitetet opholdt han fig kun et Bar Aar (1666—68), og maatte ſormedelſt Fattigbom vende tilbage til Norge. 1672 blev han Kapellan, 1681 Sognepræft til Ranens Præftegjeld, og 1695 til Alſtahoug (f 1708). Det var en i fit Kald utrættelig Bræftemand og en livlig Mand, ber albrig manglede et godt Svar. Han verlede Rimbreve
592 Det lærde Tidéram. Danff Pork.
med Dorthe Engefbreftsbatter, og var vidt befjendt før fine Sange, fljøndt be forſt bleve trøfte efter hans Dø. Bed deres brede Snakſomhed, ved Valget ål biheifte Riuner fanbling, ved deres lokale Faren vg — muntre Ind⸗ fald, ved deres hiſt og. her: aArige Beſtrivelfet. egnede be fig ganſte til Almuens Tarv. ie es ν
Det ſtorre Epos forekommer i tre Retninger . audeligt ſom Mesſiade, heroiſt alvorligt, og ſom Catire… Det alvor⸗ lige heroiſte Epos blev førft. til i Tidgrummete Slutning. Hos Seheſted paa Selleberg opholdt, ſig nogen Tid Povel Pederſen, faldet Philedor, ſom man. for Reſten fun tjender lidet til, men ſom ved at efterligne. ben. tyſte Smag i det ſtore bragte ben. Tids romantifte Boefi til bet hoielte. Hans Kjerligheds Endrings⸗ og Undringsſpeil foreſtillet udi den ſpanſte Herremand Don Pedro af Granadas Levnet, blev forfattet 1690—1698, gif i Grams Studenterdage ſom Haand⸗ ſtrift om iblandt Studenterne med en Fortale af. Seheſted, og blev, da det omſider blev tryft (1724), med Begjerlighed fjøbt og leſt. Dette Epos er- vigtigt med Henſyn til Be⸗ dommelſen af Kingos poetiſte Stif, og fordi Holberg" i For: talen til fine Forvandlinger, i Beder Paars og uhen Tvivl flere Steder har det og dets Mager for Øje, naar han lader Solen "ftaa' op paa Tyſt. 3. Schlegel dømmer iffe umildt Serom: En poetiſk Fortælling, Tiger Hair, af en fyrig Poet, der har udſmylkket en Fabel, han ikke har op⸗ fundet. Hans Vers have en Inde (Lirblichteit) og under⸗ tiden et Eftertryk, ber iffe er at kaſte Vrag paa. Men Solen misbruger han til allehaande hojtravende Ting, og bliver latterlig.” Schlegel anfører flere Steder, for at bes fræfte fin Dom; deriblandt Skildringen af Xtnas Luer:
Verdslig Digtning. Peder Syv. 593
Gan faae paa vilden Fjord en røgbeblandet Lue, Der ftaf af Landet op fom af en Gelvedgrue,
Gan hørte Dunner Lyd, forfærdelige Skrald,
Af ERtna foded Krop, ſom Verden ftod paa Fald. Kom faa paa Landet ind, og faae, hvor Funker fløje Blandt den opmulmed' Koalm, der ſtjuler Solens Øje,
Hvor Bjergets Hule Hals Ildſtromme ſphtted ud,
Og ftrøde Landet om med fmæltet Sten og Grud.
Efter ligeſom at have udtømt fig i gudelige Æmner, vendte Lyrikken fig fremdeles til fremmede Mønftre, og efter⸗ lignede bem i andre Retninger. Til Idyllen førte allerede be forhen omtalte Overſettelſer af klasſiſte Ecloger; tyſte og hollandſte Digtere indførte Leredigtet, Epigrammet, Elſtovs⸗ fange og andre Viſer. Peder Syv forføgte allerede flere af disſe Retninger; „han er ben eldſte danſte Epigrammatiſt, og ben forſte danſte originale Bukoliker“. Scedvanlig har man over Sproggranfferen glemt Digteren, men han ind⸗ tager bog ſom Poet en iffe ringe Plads. Nogle Crempler maa derfor oplyſe hang Smag.
Jeg kom til Chloris og vild” hende venligt gryeſe;
Jeg fagde: ſtjonne mes, o at jeg maa dig kyeſe! Hun vild" og ſagde nej; hun ſtrabed' og ſtod ſtil. Gjet hvad hun tænfer, naar hun vil, og ikke vil.
Tank paa opftandelfen, naar ſolen fro opſtaar, Dg paa din undergang, naar dend til hvile gaar.
Andet fynes, andet være,
Andet gjør' og andet lære, Andet meen” og andet tale, Aldting falſtt med farve male, Aldting lov' og aldting hage, Aldting tank' og aldting mage Til fit gavn blant ond' og gode, Det er nu politiſt mode.
594 Det geme / Fidus, Dark Fort.
Og aldrig lwiled' udin dem. nd of, Jeg tidt mit eget ligge fod, i il andres · Gdon jeg" færdig gedde” Naar mine”bymænde born vel * Stud” efter fveg i" marfen gaa, i So tidt, ſo fidt de five vilk, ej eenit dennem var ret ſnild! Jeg lærde dennent gång ret” Dg fagte: Her, gaa. het, øjets, . De faar ag geder dr (Det er dem beſt) paa⸗ dierge wpznn [LC Det andet famon ladgen nød 5 J dalen/ der ser greßgeng fred: i: Jeg færde: dem godt handelen sn Til ajerning, hund det var for. ſlav. Jeg fiendte dem det vejrlig. og -. Naar de ſtuld' uud med deris log, Naar det var godt å færde ita Naar mand fuld” pm e poden ſpe Nu kommer regnen grodefild,
Nu ſoolſtin, nu dend ſviend uld. Jeg viifte dem Tangs' hen paa rad Hvad tegn, ſom paa rimſtokken fad. De læft? og ref, hwad prent de. faa." 7 Hver ſpendebog · de kunde fane; + Hi De vidſt' at gemeniblade grantz Det var min lyſt og ret fikant Det fom mig for fo født fo født,
Com bergefiſt, naar dend er blødt,
Kand fmage vel med løg og- fmør
Samt peber. Ga, hvor godt det gjør! Com Gpifefommen paa det faad,
Gom hyedckag' og vildebraad.
—
Berhslig Digtning: Peber" Syv. 595
Gar. Aal inter deg fan lange su anders 2 Det træ, fo velfom øren bred!
Det træ, dend: dblhbugne flok” Faa hid! o o en ulige sket
Eylv.
Gar. Ja, da rhoidar⸗ fuge fa: Skaf fuldt op, jeg "der: hafve må Hol biir,todak for: favdltere, I: Skaf peng' sg gelt in meßn⸗kvarteers; Skaf ſtaf durhundt, du: fem und birw, Sonſt flaltu ſtam been faannint lø; Hej fat ſtaf pywo du nhbraſt, Det dobry er, dui faar "vil
Eylb.
3 Stan, Saliter, Zyls Jeg er bergjft, ej.
Har. O broder det er goder Polſt Og Thdſt, jamoget og Katolft Det ſtood vig mangen daler flet, ” For jeg faa: meget. lærde reg 0 sn.
KlingesVers. Til en Gierig.
En karrig⸗ gierig filts er ſels fin egen fange; Hand ſtieler felv fit goods og bøjer bjertet fit Til Midas gyldne ſtraf, hav meget og bog lidt.
J Tryghed frygter fig, i freden er hand bange;
88"
596 Det bleve Kasser: ang te
Jo meer hand haver, jo hants!meer vil2overlange ; Hand er fin bodel ſelv5hans hulesntav' er lvit For maden, enddog brube der efter raaber tidt.
O rett' Eriſichton! o'flirensgdftig bange!
died muerrd 136 O arme pengepug'! o drage paa det guld,
Som dosr udaf dend ſobt ber" hider FALLS S fuld. Du tænfer, hører heldſt Her lig wink, klank, klorum.
i on mk, 4 mo myD Du anden Evchlio, du Mammons xget barn, Det guld, dend gule joord;;det foly Idet blanke ffarn, Du elffer over aldt; buer. "plaget: big Stultorum!
Brollups⸗ digi Theitwaamden ng
Dend folde norden vind med. bagt og free , tegeygt, Nu bort er blomfter sprang, dend Nite fig formerer
Dend vaar og ſommer br, bå boſtes befte tiid
Undvigen er, igien er fråften loben hid.” Dend fool gaar nederligt, Og üuͤnder bafken ſtrider; Slet varmen borter ſig, nu fad i næfen bider,
Nu Bundens flæg af riim er heſet, hændern? er”
Og valne, dog hand vel de tr par vanter bær. Mand fand nu ikke fee paa agren” uürter ”brate, Hvert dyvr, for lyſtigt, er nu ſom nlagt ideale ;
Ej mere Sylvius pan Galatræ ſtiod
Kand foffve, ftræffende ſig langs: i engen bled. De hyrder hver og een, og de byrdindet bolde Forlade flet dend lund, ej - findes i de volde,
Bag ovnen flae de telt, hport hen ej naar dend kuld;
Der byttes mangt et kys; Dvert er ſaa gladefuld. Hvem kand og hitte nu de rofer deiligt vrede; 7 Samt nelfer, tuliper? Vong, Hawe, marker øde, Dend ſtov har fælded löbv;dei grees er⸗ vider” het,"
Til 06 dend horde En er kommen nu ltzien Cet.)
Kom, vær ſnat. kom Amor hiid, Venus blid, fi re re gryder: eder. dende tiid. 0 ae arte 3
Berbølig Digtning. Soren Zerlelſen. 507
npymennkolte: 1 ni Som mon: volder.
ur Alting, fø hen i smid tud e dead, fr …
sm | er kommen nu til by.
frak 4 ne. væv, : : Nu Tegær, For for hver dl Lod
ile børme Vor Beubgolm |
Det pr den, afporlig mand, og den lærde Ebregranſter, ſom vi ber ſee, ſnart fpøgende fnavt, —8 Erotiker. Goilken For⸗ ſtjel fra vore Dage!
Langt frugtbarere var Bordings Forgjænger Søren Terfelfen, om hvis Levnet man bog iffe veed mere, end
598 De ·Dibsrua:u DER Peuce
at han var en danſt Mand, war Summertjente" "Bos Chriftian ben Fierde, berefter (16387) Lotber i Lyiftab ( Glückſtad) og dode før 1661;-fåmt i "bar Medlem af
Riſt's Svaneorden u! laßon Ban overſatte ben franſte Roman Yftreg Urik, Marquis be Valromey, og. udgap bg: at-bet Bifald. hen
vandt tog han Anledning stik. at udgivede -beri:-inbftuøshe Gange færftilt, hville han derpaa forøgede nied Dwerſcttelſer af andre Digtere, ifær af…Sshan. Rift. sg Gabriel Boigt« länder. Denne Samfing kaldes Aftree Sfungechor (Lyfftad 1648), og han ſiger i Fortalen, ſammenſanket en Del af de verdglige i: Kkohe Viſeboger; nogle ere ham af go Beuner. med! elte. ogrendnu hos os ubefjendte; Johan Rift har ijær gjort ham ſtor Befordring, faavel med Viſer, fom med Melodier. Han efterlod i Haandſtrift baade Slutningen af venne. Samling og mange andre. Naturligvis kunne AMelovierne have bidraget meget til ben Indeſt, ſom enfelte af Hans: Bifer Tom i og i lang Tid bevarede. Til be yndede Hørte følgente; hvoraf Inds holdet og nogle Strofer meddeles -fonr Prøve : . Det er faerligt dar Piget ere for ANaſt⸗Viſe. Babr. Bost. Fillis ſadadl en Skohte, rn Koridon blaſt' i fin Flohte Tb. Gisſet ved Den Mare Strand, Saa heht, af EC) iii F Och fit Roer tj. miere rørte; | SÅ dreff Stonten pag Fillis, dene ie kunde Faa fin Baaberigicu frå Gtunde, Endog hun nock bruzte fig; » Och fig giorde ſtber Umage Fick hun dend bog ej tilbage; ; Derfor drabet hunni Wirtper anig⸗l
BetdeligiiDigtnings,r Seren Zertelfin. 8599
Aoriden ſtocd beg derGrene, li: iv: ig loe ged fig ene. r) 1:
” ae dr iyd paa Syrdens Flot GE "da glemt af vår fin SST Saar hiem nirelit· Be ri
dit, Diger iiue J om faa" gierne frigte ville ber udi fin egen Skoht: Vater Jvell eders Slam] i
Om. F.vill€ ide: Dandfe 5 se ornvin Efter Unger s Svendens Fre Dernæft udgav "haniDuftis' Natteflage, ber uven Fvivl er bet, meft qrigingle⸗ afhang, Digte, fljøndt han til Slutningen
ſom Prove.
3 faa få Dafnis tændt Ald hans Hiorded Ingen Eofn Bos baiuiem bilde boe Intet loed fig høre med fir Spil Fæ oc Huude:tångdei alle. ſtill Alle Fugle vare fom:d Do Uden voris lille; Mattergali sr" Der om Nat! unger fødelig,.; Hand loed der / ot Fiftigt here. fg.
00
Eenligheden hannem Huanden bød:
— pngeft Ciftofs
Ebdt pige; artig" unge Mir,
Doetlerde Aderum.. DM Bi Porr
Daft da: dend" blege Mankerfag . Opp i Luften. ſaa ;bebvafoed- ftaa. 5% Bed hans Lius oc Sfinn, hand ſtiue id,
EF SRentifte gt fre harm. fe"
4 me
Gand- begyndt” · at Mage bort, fine: 5 Norden: oc ej langt fra: fillersd) Der for Slottet · been et far faft,: Meget fænger”, eud et Steerier fat: Hvor man) bøj: oc mange Spir ſe Earen ude idel: Vellhſt tere Guldet brammer der si hobetal Inden for den:ſtore Konger Bal; rs: & Diuren' ogſaa, ftore med de fmga" i Seer man ter i mange dlocke gan; Savgen fatt é Monfter meget ;bold,: Trindt omkring med gronne Stofv' oc Vold, Ved et Gierd' oc i faa morck em Vraa, Hvor oc Maanen ham ej rånite-paa.…
Der fad Dafnis fuld: af. Kiarlighed, Fuld af Harm oc Sorrig mangeled. Her udøjte hand fin Klag? oe Ned,
Galathea, dejlig, flin de gitd,
Aarſas til det forſte følte; Baand, Com mit Hierte gaf udi din Haand, 5.
Der du (mig. til meget ſtoer BØD
Eoderend dend ſedeſt · Eucer · dre Sod i Snack, og ſed udi din Sang
Sedi Vaſen, ſod udi din Gang.
Verdelig ÆG ning Øre drtilſen. "801
Sod, (omen ”fontkfietijde) ute? dis / Bun E Atter ftet me: ofoemudalle und Al ' KK
— Ehirkum, — FS ſom noge dy
iD. Cfunbum fører, end pi 9 t Ghe 9— Stundum jefnet end om Vaterpas Standen bib ſour nogen hallen Tir. Stundum tamme. end ſom noget Devi Etundumi bieſt· om Dalde før! en hver, : Stundum iføder!en& ſom ⸗Gonniret. br: Stunduin venlig,» fonten. liden Hund, Stundum ſtolt for Gafftetvd Fri gras” Stundum ſyldt,ſom Ebbem EAN Stundum ſicker · føde meget gede" Etundums glædelig,” dur Altid, forms, Ich det sejsgierne vd Altid mig. til 1Zrade;: til. Nod ve" Bun, Aitid: mig iniod /ed Mund ;ø6 · Vua Altid: imod udg ſaa nieget / ſtieu
Endelig har han landſte Digter,
Da disſe Svgrjæftelfer, ildelz est; hoc lolaliſerede, faa indeholde be hiſt og- ber Remantningerrder oplyſe Til⸗ ftanben i Danmartz· Minder bet Sann for: ddede Aleran⸗
i ig af ben hol⸗
da optogne is Lifsreturen, hører tildels til denne Fidise beh fine Ouetſcettelſer af Cat; han vil blive omtalt i: Holbergs Tidsalder, 75
Medens ben gtechuedeLyrit mautik fil for at tilfreves
— oem 1687—
6092 Det færde Tiderum. Ond Poeſt:
ftile ben ftore Trang. til mſikalſt Sang 7 iobfton Dee, ogſau i Tidsrummets fidfte Galodel hjemlige vetdelige Bifer! "blant hvilfe ve ifær .ere. mærfefige;: ver udgtt ſfräStendernes Fosl held og flilvre. Bondens .Forfanings "Com Sremyler Fame nævnes: Griffenfelds Drikkeviſe, iſom ban: fle hæve bigtetse fine Studenterdage, men: ifæriDen tlagende: Bonde: og Babes fogedviſen. De danne Overgangen til Batirens ti 22722222
Satiren bar inde foregauende Digtninger hift dg: ev forekommen fom Iflcet, uren den 'viſte fig! ogſtia fon sen fees ſteendig Bæv, dels i ſatiriſte Viſer, delg i de eginligti Se tirer og endelig ſom Epos. Dens: Elde Ban næppe angle. Perſonlige Nidoviſer, ver maaſtee ſtylde den olduobrdiſte Lyſd til Niddigtning fin Oprindelſe, ere meget gumlezf. Er. ben; ſom Mefter Jakob Nielſen digtede om: VBiſtop Nels How 1586, hvorfor han blev affat: og hentettet. Den ſenere vebblev at være perſonlig, ”og taber daſen ſtor Del af ſin Ziltræfning, Forbi vi ilke forftaa' ben, eg fun hiſt og her funne ane ben forborgne Mening. Den almindelige -giver: derimod rigtige Bidrag til Særvernes Hiſtorir. De vigtige Forfattere ere:
Soren Hanfen Tvilling (fongelig Sanger, 1634 Degn pan. Kronborg), der ogſaa'har udgivet et. Pligtanker (1626), ſom ligner alle deslige gudelige "Rim, aabnebe: Digtevbanen efter. Arreboi en my Retning ved ſin ſatiriſte Viſe Quid taa? eller: Hvad kommer det dig: ved (1634), ber endun i Nyerups Barndom' blev: fangen af. Bondernéi' Fyn og paa ben Tib, da man Turde: fotſtaa alle — ninger be deri, maa have: bæret koſtelig. —552
Den foran ſom Mathematiler og ſaünſt Saneiter om⸗ talte Hans Willumfen Laurenberg eller Laurembergeud⸗ gav i fine ælbre Dage plattyſte Satirer (Beer Scherzgedichte) ber omtrent paa ſamme Tid udkom pua Danſt (FlreSkjeuite⸗
Berdøtig Digfningun Haus Lauwenderg. 603
digte 16524" Hvo dere Hd råder ibn pr er ubetjenbt. 9 deres ·platthſte Stiffelje høre; be, iſcey fuvm edett Sprogets Nalvetet, til en<af, ve mærkeligſte⸗ Irembringelferĩ den⸗ thſte Poeſis Hiſtorie ag Formedeht Vnd holdetu ville/ bel five blive omtalte ved. Hobberge: GaticenimitirT sobre 1
rang penfen.Øtankingti Gferbai Stbaaneß vp⸗ rettede omtrent ;164 st Bogtryitert i/ Narhus 7 og iblevivms trent: 1617, Klobler web Damlirken; ſormedelft Forſommelſe i ſit · Embeda aſſat/ 16411,natter inbfat 1649, 1661) bgean aſtetiſte Skrifter, oghitreds helv then iſit gangsti Satire/ optrykte, Beder / Laabe, od onexhovebeti ſiniPresſo⸗vflittig gad) og: Bley; 1648 diltadt; fordi: hatirumberftod. ſig · aiſtrykle Bøger og: Baffvilersifom. ille af he Høtlærber Bard reninerebøji'hart forbanvi Didalti mediſSatire denigubelige Berberis Børne Klagemaalẽ imod: hennarme Juſtitia 541648) 4 og refterlignebe endelig deinela Foſs iv ſitiſatiriſte EGpos Kattenes deetter⸗ gang; med Hundene (1060). firere i Knittewersraſeſt £ 34. Rapjtler nelker, SØnge ,rog ferfymet;ligefom hint, med⸗ moreljle Betragtninger i. Proje if vid ber senge rom, hvad ber fortælles, at bette Digt indeholder Stiflrritr.paé. Skonniugs Apindsmand, Biſkoppen · NAarhus Morten Madſen Lejel og hans: Familie. 1fanidan bette Migt· maaſtee chave haft vogen n Mmondaanedel, Dnterese, forben its Loſere, ſom / hadde Noglenndertil, og fomit Vorfattereas Dodsmaabẽ fane en) heemende Nemeſiqn/ nigiennem ket Gul han Don⸗ lrlens Taern, ihnorfta / Alolleven pil haver fert Forargelfen⸗ i. Mipegaarden⸗n ſunrtede hem klaret efter nat Cfriftet var. udkommet nev og braf ſmHalsRu æn Digdet, fan enn tere Monlelighent man man rbogn ide smimbfte vide, at det· er reg, vat Het rille ſlal gaa noge ſonii Mandein, ben: efter Titelen fatte Ret iblandet / Raejaridiſte Sttiftern Det er illartotlets migs Atfiuder nogeni Buiftnaf Bid beriger
604 Det lærte Tidsrum.: Danſt: Poeſt.
imod er det ofte plat, groft, gement; og Vet eſt prisfente deri er maaſtee Slutningen: Finis mutoeria, no mnaktii Det var bet forſte originale Epos, en'fax ynkelig Betgyn belfe, at ben næfte' Sflægtfølge vel kunde kofte: Bus: Paa benne hjemlige Sfarnagtighev… os: met GT artig Matthias Vorm, en Son af Oluf Vorm⸗f.1636) og ſom efter en lang Udenlandsrejſe 1667 bleb Vræfinent:i Ribe, 1681 Asſesſor i Hojeſte Ret, og for: Uvecdoms Svaghed 1700 afſted Præſidentembebetei Ribé til für Søn Caſten Vorm (f 1707) blev i ſin: Tid anfet: før en iaf ve heldigſte Digtere, men. gav fig. ifær fun: af hed 'Lejlighesdsi vers, hørente til Hofpoefien, "hvorved "han bandt 'Frevent ben Tredies Yndeſt. Han hører Hertil: formedelft »toenbe moralſk⸗ſatiriſte Digte (Hofmands Spejl og Ris tit Hver Mands Rumpe), der have lidet at fige. : Jakob Vorm if. i Kirfehelfitget Sælland, hvor hans Gader var Præft, 1642; Farfaderen Havde været Præft-t Nykjobing i Coréherrcd) hører ikke til den berømte Bormffe Slægt. Allerede i fin Ungdom udmarkede fan: fig: ved føri trinlige Evner og ufævvanlig Læjelyft, men tillige ved fin Spottelyſt. Fra Slagelſe Skole blev han dimitteret . 1663; og tog efter tre Aars Forløb theologiſt Atteſtats; udmærkede fig ved fine Diſputatſer, tildels derved at han ſtuüderede Cars teſius, og vandt ved fine latinſte Prodikener og Skriftet Jus regium vocandi pasthres Frederik den Tretics:Yndeft, faa at. han fik Løfte paa det theologiſte vektorat i Viborg.Men Tiden traf ud, og han maatte 1671 tage til Takke med Reftoratet i Slangerup. J ve fer Mar, han: forefted:.det, begyndte han allerede at udſprede ſine Satirer.Biſtop Bagger var kommen hjem, dar pur ung bleven "Difftop. i Sællandb 1675, og bød ham ſaaledes en velkommen Shive. Ligefaa Griffenfeld (Studiosus lamentans 1674-75.). Bed
Bera lig Digtringi⸗·Klkob Vorm 603
fis: Siifmnaners Giftermaal: med. Kiugo hayde han fanet, denne tili Stiffader, og bunde heller ille herrdh Fig; GEn uy Rime⸗ kunſt)4 Dieſe Satirer eller rettere ;Pujtvikler, thi han øf af. Byſual og: allehnande nrene Kilder, ſpredtes om; ligeſom andre Digte paa denne Tid, anynhme, og hanmvedkjendte ſigi dem. file; Mterat hån endelig var: blever Brræft i Biborg 1677;:brøv Unejret løs si; Stolene paarſin Mavnløshen rev ban wolitiſte: Satirer i⸗Versrog Prafa ( Hopalogium regium pod Varg; ldola Jerobonmi ogVislo Abrahand i Proſa)], i ihvilke, han; anfaldt Köngens hojtbetrorde Mend mg endrilke flaanede Majeſtchten.n: Bediſen Heitidelighed hos Biſſoppen, Soren Gbiden der var giftmed en⸗Soſter til, Grevinden af Samsonpa blev her ayver Bordetumdbragt, en. Skaol forude Tøngelige Born; Vortz vilde ilke/drille den,ſiogtkaldte dem med et uhæberligt Ravn, ; Ba. udgifter: Veafaling et til⸗ tele ham for: hans Satixer, Der blev :anftiftet: Qusunder⸗ føgelfe, ;og. Borm;,gan fripoſtig. Fiſkalen alle, Nøglerne, for ut han kunde ſoge Hufet igjennem; ;fele maatte han⸗blive ſiddende i: fin: Studereſtol, thi: næjte Dag flulbe hen predike. Øer fandtes ingen: Og :næfte Dag:præbilgde "hast; den ube⸗ finvige; ben. dumdriſtige, over 1 -Mofeb, 315 Men Rathel havde taget: de Afguders Billeder og. lagt. deun. uuber, Kamelens Kleve, .og. fed paardem. Strarſtyndte Fiſtalennſig ud ;ef Kirken, Isd; Vorms Sinberkammer iagbue ;iings fandt inen forborgen Skuffe under Scedet i. hans Gtol Sativer så Mængde. Hvilken Foxfordelſe for Vorm, ber var ligeſag feig og umandig i: Modgasg, fom;.opevmobig.j: Lyle: Gan. bley ſman ſuſpen⸗ deret; og ;Pragt: til Kaſtellet, i Kjiobenhavn; gen: 2650nuar 1681: blev; hån. udſtedt af Gojſtligheden og overgivet: til: ben perdslige Ret, dor domte ham fra Xre, Lin: og Gods, Hvis Kingo, ſom Vorm anraubte i'et Berg, har bidraget til Dom⸗ mens Formilvelfe ,. jan led han fønnet med Haun. I fit
606 Det færde. Tiderum. VDamfl Poeſt
Fængfel, med Doden for Dje/ ſtted Vormublu⸗ Parodier eller de meſt krybenbe Bonſtrifter. Eudelng vleb der befalet, at han ſtulde ſendes bort med. ber følte etib, ter gik til Trangvebar (i April 1681), e ber aL han have „omvendt mange Hedninger ag "ble Fortet fin Betyder pe¶t bhatt 1693). Det eneſte Lysſtjeer, der falder over Deline Manbe Liv, er den Ljedighed nog”; Hetigkwenhedn ans! Huſtta bar for ham. Af haus / Eatirer · hkne nl lan mevdels ea Brudſtylker. ss. 307 sings sg ιι msg . om it qB faa ST Tad DU 33 At == zyentang 43 5 aan fro um uni usm redive Solppenge fæl .3 Fre" KO "Mk . ILititt Inle så Mer fat ni ert" wvieſt — HELENES KEJSSETSES Magaẽ man "Hilde ſnart en —** ADSL RU SE Fuld. af Guld, af Solv, af Peuge ner 2 Gud, lad det:sej; vare Jøngel D 4200 1:
Kirkenoglen ündertiden I" ** Gænger ved et Toſe⸗Laattt75 ..3 10, eders Søger Baand ved SØEN, 5 3. 7 7
, Bæltehænges paa et Faar.7
En Stomagers 1) Eyl og Riſper
Aan nu gjøre Præfter, Biſper.
Af Satireu Kingos Kalot. (imod Kingos EnR): Jeg veed en Kalot, En Gejſtlig at. bære, han nylig har faat, ,GHur ſidder paa, Toppen hans Hoved far faſt, Ban kan den for ingen aftage med Haſt, Sun varmer hans Pande, det gjør ham faa godt, At bære Kalot. Han er jo en Mand, Er kommen fra Bonde i ypperlig Stand,
1) Schumacher, Griffenfeld.
Verolis Agtoasdollebeger. 60%
Gawlig har: denne Tid: Bentet; flor, Del af fin poenſte. Naring af. Romaner og Follebogen Per: uden ĩ Tvivl ogſaa have været læfte i de højere Kredſe. Det er neftenluter Overfættelfer, hvis Originaler henhore til en tibligere 2 Ziv, men fom nu førft hos 08 træde ind i Likerali iffe altid muligt, at beſt længe været til i Haand sed fen, og mange ereArtzite j bette Sar" ESyhilles Spaadom Blev overſat af Millel Pederſen I606. Tilde hiſtoriſt⸗ romantiſte høre ifær: Perfeneber. (rimet) sverfal”af Tyſt af en Nordmand, Henrik Chriſtenſen 44560).. Doctor Fauft (den eldſte bekjendte Udgave: 1588), overſat af Tyſt, og i fin Tid meget læft i:flere Udgaver (1074. 1685. 1707). Griſeldis, af Toft (1597). Leiſer Octavianus (formod. 1597). Song Apollon Ty Lauriiis Kronike (rimet, 1689), o. fl.” Ar moraliferende, ſom Unge Karles og Drenges Spejl (1571)... Eller Samliuger af allehaande Hiftorier til Lærdom og; Tidéforbriv, ſom Claus Porſes -Ledneté ;Compas (16013). Eller idet er fremmede højtravenbe Romaner, ſom Carcel de Amor eller Kjcerligheds Fengſel (1636). Aiter ”anbre 'ere allehaande Satirer, ihſlige Paafund og Lojer faafom Til Ugelfpeit (før 1571); Samtale imellem vor Herre, og Sancte Peder (rimet, 1597); Vater Bolle Pæirfens Munkeprædiken (ven 1700?); Finkeridderen (1703), fom Holberg er faa vred paa, o. fl. Xventyr af nordiſt Oprindelſe maa allerede fra
608 Det lærde: Tidérum. ;: Danſt Poeſi.
be celdfte Tiber have vandret fra MNuud til Mund, uden at være opſtrevne; nu kom andre fra Syberi; mindre tilteteltende i Indhold og Form; og forjoge be ældre fit Almuens tavere Kredſe. (Fortunatus" Vang og Duſtehat 1664; Slytten Bryde 1710). Robinſonaderne beghnhte men vetes Tet je Blomſtringstid falder .i næeſte Tiderum.
Om de hiſtoriſße Viſer over hine af bet gamle" Settamenke, fee D. Pſalmedigtn. i Plafmebift. 2 xxxn.“ N. Helvad: Coronuia rosea ie dvaderis et er re Wes droffuede Hierters og Bodlerdige Ehndetes Roſenkran "850. 1616. 4. En Andagtsbog, tilegnet Fru Petronelle Oyldenftierne, gJakob Roſenkrandſes til Kierſtrup og, Axreſtav, 8 hendes Dottre.
Samuel Bugge: Eibiea christiana, Kbh. 1663. 4., giver ogſaa Oplysninger om Tidens Tilſtand f. Cr. F
Krabben. Du haver taget dig for en Enkẽe at ”fæjte, Lad hende fare, bet ſtal være dit Bedſte;
Hvem nogen fæfter fig for en Gaard, Det angrer hannen inden Dag og Nar.
Hieron. Juftefen Rand: Giesfing, 3, 68. D. Digtet. Hiſt. 2, 41. Fugleviſen Blev trykt efter hans Dod 1617 og oftere Den ev aftrykt i Nyerup og Rasmusſens udvalg 1, 444.
Brudſthkket i Ravns Rhythmokogi.' D. Digtet. Sig. 2, XXVI. (if. Nyerup og Rasmusſens Udvalg, 2, 104). Dermed fan jævnferes andre Viſer, ſom larnebtyllupdet· i "Kragelund fra Beghndelſen af det ſyttende Aurbundrede i Nyerup og NRasmus ſens Udvalg 2; 97. Ogſaa horer heri! Lhkkebogen, Som ér en kyſtig Selſtabs Bog met mange Lyſtige od Dehlige Rhim, be om atſtillige ſlags Fugle oc Diur, ärtig afftegnede (etce.). Kbdh. uden Mar. 4. Til hver Dyretegning er et Vers paa fire Linier, og paa Titelbladet er en Engel; der kan drejes om og pege: paa et Dyrenavn.
Alle deslige Dyredigte fortjene en ſtorre Opmarkſomhed, end der hidtil har veret hdet dem. De gaa igjen hos nyere Digtere, uden at man faa lige veed, hvorfra de ere komne. Enhver vil f. Cr. ved
1.7 i Berbélig Digtning… 7 609
Sammel Bugges Dunet fomme til r nt tænke pan Baageſene Mein Deng: ift ;mie sin, Taubenhaus, og ved, Brudſtyktet om, Broufen, pan Poyel Møllers beti⸗ wignelize Digt, Torbiſten os · Ilen
liter. maris baſimi
sit. Poéta ingeniosisåtik et Belgi Øm hans udgivne Digte. og mange anbre, der ilke bleve” rfte, acmiens tyren adls ét Tecta, "bebber Pet: jus egan-
! ide dog den fynfte' Bonde For Fem, Jeg hat Darintatt ved Det ev bam vel at undez. Thi han er from og jeg: Sør fælger fart, for Den, Rug, form, ynperlig et. ”grodt v itte findes tlintet (ete.)
werait Sie iute abh 1677, N Saml. 2, 103 og i- Bangs, Saul. 2, 2, 3; i der Hopfnerfte Sami, 1, 22. D. Pſalnied Mr. 437—430. etc.
Dorthe Engelbreftebatfer:…D. Digtet. Gil, 3, 31%; te Reen⸗ berge Poetiſte Etrifter, 2 419.- ESchoͤnar 14886. Pſalme⸗ diatn.¶ dork. i, 49. jf sr. ;Banfobas Rordiſt Høeftrift 4887, Nr. 28.0g Artikles am. Ambroſum Stuh i Fædrelandet, Desember 1846. Eiter Tidens Skik blev, hendes. Marr, anagrmmungsiferet, fu Cr.: Af, der er, det ev, os laggt horte · EScheſteds Sannek, fil hende, „den adle, konſtoplyſte og dydfundk omae ;Matrane",..1684,,.0g hendes. Svar findes: i Rahbeks Læsning st: blaudede Gys: gt, 5213 de ere at ligne med hendes og Kingos Impromtuer i det bre, Et Chriſteligt Valet fra. Verden, og. Bængfel efter Himmelen, Andraget for Gierternis Randſager, Det ſiore Verdens Lius. -K64. 1698. 4. er i Alexandriner. KAD
39
610 Det lærde' Tidérunt, Dani Poeſi.
Peder Daſs: D. Digtek. Hifi 3 VÆ. VD Pfdlincdigin Forf. 2, 351. Daſe'es Lednet af Gahs Morten SGomtnike 4 Foriuték til Albert Chriſtian Daft'es Udgabe af Nordſands Troniger.“ "So 1763. . Det. bændte fig Jephta den Gileads' Maid? ev Saftchkt. 3 Nyerup og Rasmusſensd Advalg' 4; 15. "DD. Pſallnebigec Br: 14 Den norſte Dalvife i RØerup og Rabmusſens Udbbal. -£, 331: Ruth, Eſther og Judith ere "felvftæntige Behandlinger, iein for Tange frygter jeg, til at man nu. bil Jøfe dens i nn anes
Povel Pederſen: Povel Pederſen et Bloragril Danmasks pot Literatur, iMinerva, Auguſt 1785776. 33 DD) grev. gg 202. Hjorte Brev til Nordahl i Bd ran SIDER ag] Schlegels Der Fremde, Re. 3927 finer dunk sadler ridR
Peder Syv: Digtfamlingen: Than Bettiſikitiages vole" bet Tr briffe Sprog. ¶D. Digtet. Giſt. 35 093) FE anden ag nt
Soren Terkelſen: Cimbria ſiter. XR 889.Di Digtek! SD 3, 25. At han dede for April 1661 ſees af Oer' Zoͤhan Aiſtia Paeſion⸗Vjſer. Fordanſtede, oc effter bore bekiendte Danſte Kircken Melodier indrettede, aff S. T. S. (ete.) hu effter den El. Sms Bed til Trycken forfærdiget aff Hans Hohbedrefvede Effterkeffverſte 4661 den 10 Apr. Kohe. Tilegnet Gr. Jergen Roſenkrands Hf Kieldgaard, Boefmeſter i Soro. Under fit Erevers taler Dif Bros ckenhus om Forf: Severin Terdelfer; forrige Sal. Ccic. ) "Christiani Qvarti forordnede Cammer Tiener de ſiden“ Velbetrorde Tolder i tidl Glyckſtad. Ved Bogen finder jeg ellers intet mærkeligt, med mindre nogen ſkulde have Lyſt til at leſe det ſidſte Digt: Klingende Tacke⸗ vers (em Somiet til Jeſus Chriſtus). — Roman'i Proſa!““n Dend Hyrdinde Aſtrea ved H. Honor: aff Urfe forte Frantzorſt deftreffuen (ete.) RNunyligen fordanſtet (ete.) aff Sindet. Tager. Tijt. "TH Lyſt. Ein Tijd. Lyckſtad 1045. Aflang Rodeformat. 1646 ligeſaa. Med nydelige Kobbere. Begge Cremplarer (i Hjelmſtjernes Saml. 1078 - 79. 4.) ere defekte. Smagen i den franſke Original og dens mange Affedninger har Boileau perſifleret i ſin Dialog Les heros de roman (Ocuvres de Boileau avec des éclaircissemens historiques. A la Hayc 1729. t. 4.) — Aſtree Siunge-Choer. Eller Allehaande artige od) Inftige ny Verdſlige Viſer, med deris Melodier. af 8. T. S. Forfte til Tredie Snees. Lyckſtad 1648. 1653. Aflang Format. (jf. Nyerup og Rasmusſens Udvalg 2,
Be Vexdsligi Digninge 614
MναN Sezxi ogſag: GrundeGiftermaal, Det ert Bet forſte Bygllugs Beſtrifvetſe, ſom!o blaf holdet 1udi Paradiis iviellun? Wam oc Eva:(cit.) Briibar RA. Cab. Pac Dart" udfærdiget af EMNE Khoei Doende Qyinber Am sax Mand Det! erxt Jarobs Giffteyneaal Fa ect Rede Gar Gimhriſtfogeſtillt aj; E. J. Gir Skar 165318bh, Gielwſtjernes Can 1836. 8 æn gode prittinen Dalle, Miat terKkmatf Mfpvex:ſn hojte elſtte Galathee Ubeſtandighedi,» Tillige: beffrifpenge Bunde verdens onto: SFoxtrim xfver Mio hſtedr Fobeet. Af Geladeo neUpi ræt gader Hundentijm / Frentat. SW Si myte, ageltge Bændes Loingt Oclgeermandensaſt. M.D (Mortis Hpitz) Kohr Kvh. 1656. (Aflang Format). De hojeſtepriſeligſte ædle Cimbriſte Faexe MSyrder 86; Onrdindex, Fenitilleg, op :afpergifves--Hæne exnjoldige Dafnißes Natteklage Aff. Deigr. ydmyge si tro flittige Hardes rand; Celadom.iEſ jehmſt jeeneg Sanfs11840 dB) . Negge⸗ Digter, hans eget æg Æiterliguingon, Fra fpentdei seet ſamlet/ Digr; hue Slutning er Randlipeto RAR i Rabbe hr Ro Digtekſ Hiſt. R, 53bemarker⸗ at Sarteruptillggher Bord. Wichmand. Oyexſottelſen/ af Martin Opitz Lyhne, Feldlchens . encbefſenkelig, Hmſſfæendighed“ pg Er Sude DF. aAngang quoa lofe" 4,7 ptterup hur Ret, Bertel: Biga mann harzgone riatigendungtidljgere, gci Originalens Vexſeznaab opret dette, Digt.) Aaxhiijj Opal: Aguerlgifnuts Bos Fordanſtat Fxlig 09, BWelpyhydig rue, en Yam. BR, Site Brahes: ail Neabhe ho il re oq Iyſter Banner Mperſptt⸗lſtitilligemed; et. ”Digh,r ſigen (ede. . Alexandyinen, til Fei Margte;zt Hrahes, Bioxn Wifeldstil Mallerod NRapnſdag/udes bog. tat foxhen,anforte: Bartholi, Bar- tholini iehnoni, Reqbybolzu, Gøree 1644. 45 1—,, 3 n Ehriſte⸗ lige Hua sut Gollandfte ſi3erderbyſtreffen, Affe ken Hors WEDele 1 Ridder Herr, Jaboh Fatz HqgFordanſſet aff iF werin Iczckelſen, Far⸗ dum, Foller udi; Glyckſtadt· Fortieret, me Kagher ⸗ Plader. Kbh. 1674. 4. RFoadrelandets (Dawnarts; Berommilſe ⸗ findes S146. Naar Havedyrkning anbefales Kvinden, priſes ſom Mønter E. 720 Jomfru, Mette. Gygße. 0. 2
Vi have ogſaa ſelv kunnet frembringe deslige halv alvorlige, halv ſtjemtſomme Laredigte, eller hvad man flal falde dem, ſaaſom: Kierligheds Kierlighed, Det er Gudelige ve lyſtige Betenckninger om
39"
612 Det lærde, Tibsmm. Danff Peeſi.
alle ſlauge Kierlighed (etc) ef Claus Jenfon Weaamdbierg Sognepræſt i Radſted Bi, Lotland. Kbh. 16549. 34. Disſe baeren opbyagelige eller iyſtige Rim ere i formue: werſch⸗ fem: forſte · Beg af Arrebos Hergemeron: "++ BØRSEN UDE 7*
Menniſter ere de faa, ſom tieitigheb rettelig. tiende,” Ferre de være jo. maa, fom. Kierlighed rictig anvende.
Et Kapitel deri bandler om Ordet Kjeetzbets Emologi.
ft
En Efterligning af: Terlelſens Byrdedigte eee vel: S Did Sammenſkrefven aff Virgilii Bucolieis, Om Gallo xc hans fieriſte Lvcori, hvilden hon forſt falder Galateam ; vr: hendis -Falfifed mod hannem (etc) Prentet 1650. Ejunges ligefom: Daphnis. gid -fer nogle Dage. Cr 52 Strofer. (Ojelmſtjernes Saml. 1834. - 8.)
Griffenfelds Drikkeviſe i Rnerip og Rasmusſens Udvalg, 2;- 78. Rusticus queribundus eler Den klagende Bonde af cm ellers ube⸗ kjendt Niels Hanſen H., trykt 1668 og meget. oftere, aftrykt ſſt. 1, 235 og i Ryerups Hiſt ſtat Skildring 1, 428. Ladefogedviſen 1700, Ryerups Hiſt. ſtat. Skildr. 1, 437.
Folkeviſen efterlignede ogſaa den gamle Kjæmpevije, f. Exc Drude og Jeppe, i Nyerup eg Rasmusſens Udvalg, 2, 29.
En Samling af ældte og nyere Viſer findes i Hjelmitjernes Saml. 1353. 8.
Satiren i Almindelighed: Rahbek om vor poetiſte Sawess Li⸗ teratur, i Minerva, 1794. 1797.
Jakob Nielſen: Pontoppid. Amal. 3, 504. Holbergs Danm. Hiſt. (Udv. Ekr. 17, 172). Kolderup-⸗Roſenvinge i D. Nag. 3R. 3 B. 3 H. S. 175 (Hypotheſer om den Sten, ſom ban deſtyldte Biſpen for at bave ſtjaalet).
Søren Tvilling: D. Digtek. Hiſt. 3, 1. Viſen er aftrykt i Nyerup og Rasmusſens Udvalg 1, 162, on TT
Hans Laurenberg: D. Digte. Hiſt. 3, 84, Af den danſte Overſettelſe findes fun et Exemplar i Kuren Brabes Bibl, Det bør altſaa udgives. Prøver findes ogſaa i. Rahbbeks Danſte Tilftuer 1800, Nr. 56, nemlig Indledningen celler, ſom den kaldes, Indholdet, og et Emile af det andet: Skjemtedigt, om alamodiſt Klædedragt. Roſenkranz, Allgemeine Grſch. der Poeſie, I, 308 yttrer fig ſaaledes
VWerdslig Digtning. - - 613
om' de plattøfte: Satirers Varde/ Selten ift es einem” Deutfchen ges Tungen mit : foldem Ernſt der". Auffaſſung eine "folde Geiterteit der Form zu · verbindon ·Eauremterg richtete ſich beſondero gegen dle das mals fo ſehr eingeriſſene Muslånderei in Sprache und Gitte; um den Contraſt deg Dqutſe it dem Fremden deſto fuͤblbatet zu machen, ſchrieb er —— nite ſcine Satiren: De beer olde bes roende Echerjgedi⸗ fe) Nie iſſt der Alexandriner iuſtiger etklungen als in dieſem naivt Dialxkt, Per. eine heſtaͤudige Ironie ſeiuer ſteif⸗ zirlichen Gedehntheit ausmacht Ogſaa Roux-Ferrand, 6, 397 roſer disſe Satirer imod Gallomanien "inde nwhet og deres "details pleinis "de ga | bs anni mn » Fot at "gøve] Læferen: ett —8* henſætter fejn Thgavernt og. et" Fort Prove? Meer Schortz Sedichte. 1" Van dir MinſchenIwittem Maudel und Manceren:“ 11. Van Al⸗ modiſcher KlbersDvadst. ii", Man: vermengder Sprake, und Titeln. IV. Ban Poëzte und Rynigedichten. - In Nedderdüdlſch gerimen dörch Sans BBilmfen” L,: Soft. (07 PLaurenberg Roſtochitnſis. Gedrücket im Jaht 165204 Cone forrige med tilføjet Motto: Kåp my und lig my, Röwt My ſo friff' my; Edder id: derhale dy. Gedruͤcket im Jaht 16931 ror Forrige, Ret: eenem — fete.)" Vedrůcker
De —* tho Wenon, de olde anti . EWinneda ſick gar/ offt, bud. kbnnen nbchudol: mveten, Dat, do fe wehren junck veri åben, vnd noch Ueen, De. fie Kleine fo bøden do geſthnen tris Bly sole rer "de geit dos afoknne netter,
Des andern Dages froherſo kamipt få" balde wedder; So deit de Kleder Form: wen fe ewwasigewahrt, Eo · moetſe undergabn ben kiempt eine audvet Art, De wahrt den od nicht "fang, men is ſe ock bald uöde. So bredt Bero hervör dyd als den Morgentöde, » Når de wechwiken moet de duͤſtre ſhhwarte Nacht: De affgelechte Form werd wedder upgtbracht.
Ved denne Lejlighed bemerkes Maleren Carl van Mander's Lauwer- erants voor alle Lieſſhehbers des Loffwaerden Snuyfftocbacks.
614 Det lerde Tlaecanie“Vailft Poeſi.
Wien: Tid og Et”. VCobenti "3665" Sænker” tt fade FRK: uden Mar, hwsti der findes vanſt⸗ ere il et at Rn" ELSE RET ll Bordimg. (Begge Udgabér I Bjemſtjernes ane i gunmnk 29 Ghins Hanſen Ekonniug efter tanniner. df 69, —*8 S. 86: Zwirg.S ES dt Viſtohpen SØER ae og Herremanben "SR Grubbe. "arr vedtoenl aatu, 2, 70. 8219 406 'r27 herude 1538! 189. 196. Man ſeer Bell, dt Årre Smedie ne md Ad beleve Dplnwening. bold han Var fa aichen bre forinden Me 1641 finer "ben, at Min fot nogle Marſtdend Havel fabrt ere at oprette et Bogtrhlketi, og Bande bøfad fuaet Priviſeglu pda "al trille AirkeGradualenzi1885 fit "fan mn fie Konforter Bebilm at anlceage en Pabitmolle Han incal værk deb · 165*0 ift as Så alle Kiokkerne vrlngete” for Hand Haufln otat dk orker MEE DE Bois den Hans Hårfeli'Clorhing, tie 18aJ hijerbe: ſin lSbrgereh (€. 330) er bem; LB får han febrer Hyttgdard! vehnVtiar Clan | Ro ruge FL op per: 22 Som Exempel paa hans aſtetiſte Stifter nebier jeg era om Penitenſe, ſtreven „udi den bedrbfforlig Fat fald mdt" Judland Mar 1644' og FZortalen bet: Rag 9— du fore ſoffver.⸗ DAarkü⸗ 1044. 4. 1 FUEN Den wegudellge ot ſrbiriae Woertete Bork Ragmäcie Wert gang ve Beſkyldninger, "imod ter arie Fit m, "oe "Fe hørte Sandheb.“ Aarhus 1648. 4. ” Aller” og EUT SS Sta * Digtet. Giſt) SED Kattenis Rattergange med Bundene EVE key men 6. Skomning Induoner vd Maris" Narhus 650.14 :Niegnet Meffert Sefcid til Ref. "Care haner kſenbr bet onbe fordeerventge Verden ud en: (anafånmetår Mid, tidl dber 72 Aurt fa Der rende Mogle gamle Vrd⸗kan maͤn · da finde hev/ "Tot aff imive hængt ekrgt og Gpreen. i Uddrag iD] Digtet." "Gik "inn bet DD SRattiad' Bom” Cimbe Bend, 4016; rs vine. Siſt 3; 101. Haner DIK in Tottſte Guland fee R HR; 3523, "4884 598, AL Kallſten⸗ Cam: Rest, æg net es men dine onen *51 Jakob Bort; Ponoßpit Ennuhnud, 666 Vdrms!Lcunckex Odin/ Wolffsr Forn, Maria 7 Full Jog? NRevtuider 187, "lærde Titender for 1746, 011, ere. UD ng] ag
Å
— Berdolig Diatning 1 57 633
Heihergs Kingo, Sar204. - Bern. Proces i HBehejmearkivet, 7 Ponts oypidqn vog Odin Polff ſigt, at han, vax Beftor så Elagelſe, Vorm og Nyerup i Slangerup, Vorme Satirgr,- gm, ; Øøjffenfeld, Hades. Gr, Pr Rotho, ; Griffenfelds, ; Hepnet: Studiggus: dapgenfans;,47. 83; Sibyhe Spagdom om Rordens Antidrift 1.97 ;;; Gudspg. Belial enc 1,..1053:99 eftev Bviffenfelgg: Fald Poatgeriptum tratjeum. 2,5. 353 femt Stugiosus relamentens; radivinps 2,168 og zndeig, Kyllens Ubeſtandigkeds Speil 2, 473, Fouys Poeſier og Bidragitil hane Lennet -findeg: desuden ij adſtillige Haandſtrifter; fn, i Den, Thottſte Symling $1,71523; 4, (Rejjactik, Ufopis i. Proſo, m. mIndlag for Konſiſtorium eller, Forſpgr, for hans; Egtirer,: dat, Kaſtellet den Janvar 126843hans Dam den 24 Febr.);MRx⸗ 4584. 4. En un Rimehunſt 04 1,1 p. I. Nr. 1525. 44, Cher. Jaldes han. Retor: i Gbangexup I. Vr. IGBBM.P; "re 4528 4. Fax, Berden, fan vel: LyllengecUheſtandighede pel) onnflOApperlige Oplysninger om
Vormh Lenet og Elgitter findfs mn É Mrof- M.Bamwieriche Sm Kingos Forfatterſtab til Pſalmen: Far, Berden, far vel, i Nordif —— — IS9ØS ν omme tet ) fund
at, Sielmſtiernes Sgmil 12943. 8. >: findes. * — pøsartig dien Kaldig Ønternes Wieſtebud etc.) Beltrevet pag; Franſoſt og dennem til Tieneſte paa Danſke udſat, ſom fig derudi ville forlyſtel Khb.d 6u8. (Mm ala; rCaryt-r, En -Fortælfelfe, Hvorledis DE væls dioe Jupiter VO, ln Gel ante, Morcurius Lader. indbyder Alle Guderne tik en 5 Hyrde.s Feng. rf fat T. S. Æbh. 16983: (Parodi $ Alexandriner). Der findes ingen Bort. hos Ryerup hyis Navn: fag (vre til disfe Fophogſtaper., em engen ι
Hin Satirana Meden, ——e— —* Lac.) od — —5— Bogtrytlrriet magle, Har after den Sebiornemut Madames , KaageeBogs Pøbligatipn sd FOR rirÅuiom, af, magle or henført; til denne Bid, (få. Minerva: d797, JanuaxS; 5488, Marta S. 344. Juli S. 39. D. Digtek. Sifte 42314,; og lom au Bia anes Kogebog tillige Nora liter, ;marignBalthe 4794, 0/88.
20 Ponraner ag Folregen 3; Myerzwpir har i Ahmindelig Motſtabat læsning, 1816, givet en fan udførlig Frmnſtibingai Dens af Literaturen…atrdeg de, enteltan Skriften/ fan ghenvife ert mr. Gauſt: Den⸗ ſe ſtzbefjeudte Udgape LAB beften dem aldſte tuſte Udgaye Srpatf 1587) høgtvægt I arm Brates SBibl⸗ Bye
616 Det lærde Tibéram, Danſt Poeſi.
rups Morſkabel. S. 183. og.. Appendix dertii 5:34. okrepyd. Annal. 3, 830. Om OQOyprindeiſen og: Ubredelſa fer ZDer Datter Fauſt von Heinrich Heine. $amburg;; 1851... 10 or Siri delſen føres tilbage til en gammel angelſaxiſt dramatie Vehandling af Legenden cm Theophilus pan Sitilien; ſom er: :Myftertimr: Grarks den paa Theatret i Franukerig af Ttoubadouren Nutebvcacf We atkr benpttedes af den engelſte Digter Matiow, ſom dermet forbandt. kt tyfte Saan. E. 57 om Folkebogerne vg densUdboredelſe. ges os, fortæller Peder Syo i ſin danſte Boglade, forledtes Skomageren i Odenſe Chriſten Pederſen af Fauſtso Crempeb::til: at forſtrive fig til Djævelen med fir eget Blod, boorfor han: i Følge: Det Weologiſte Fakultets Betænfning (1635) blev henrettet; og "Profesfores vnſtede, ligeſom ſiden ved Werthers Leiden, at deslige: Bager: maatte afſtaffet
Til disſe Skrifter hører ogſaa: En Hiſtotrie om Seifer Aler⸗ andri, Konge i Macedonien, Fedſel, Leffnit (ete.) Nu ferſt af Tydſten woͤſat aff Peder Pederſeon Galthen. Anno 1584. Tilegnet Chriſtian den Fjerde. Wandkiffue 1584. Haandſtrift i Stokholm (Hit. Tideſtr. 4, 104); og Haandſtrift blandt te Magneanſte, Pr. 190, fol, (Nverup, Morſkabslesn. S. 48).
Vnge Karlis cc Drengis Speiel (ete.) Vngdommen til gode, vdſet pan Danffe, af Raſmus Hansſen (Reravins). Kbb. 1571. Tilegnet Bjorn Anderſens Sonner til Stenalt. Denne Bog vaa Tyſt antwwordede Poffuel Knuffleck, „Bogeforer et Bogebindre“ i Ly⸗ bek ham for 8 Mar ſiden, da ban korrigerede Lutberi Huspoſtil for ham, fom Hr. Peder Tidemand fordanſtede. LDverjættelfen tog Bog: føreren med fil Lybek, indtil nu i Sommer han var i Kjobenhavn, da han antvordede ham len igjen, at han den ſtulde overſce og lade komme til renten. (Vare ſaaledes inſte Boghandlere Forlæggere til Skrifter, Der tryktes i Kjobenhavn?). Ryerup, Morſtabslæsn. S. 208.
Carcel de Amor: Nyerups Morſkabsl. S. 119. Den tyſte Overſæetters Navn er i Udgaven af 1636: Kbeuffſteiner.
Till Ugelſpeil eller Uglſpil: Nyerups Morftabst. S. 211. 267. See J. M. Lappenbergs Udgave af Dr. Thomas Murners Ulen- spiegel. Leipzig 1854. (eftev den aldſte trykte Udgave; Strasburg 1519). É
En gammeldags Mundes Prædiden Om Hyrden, Faarene og
i, Anders. Arrebo. 617
Reguſtabet, Holden af der; færde: Mund: Pater Volle ' Pæirfen. udi Jarlov. De Lofthjavende” til: villie .overfat af hey yt ban hey — Aftrykt i Nyerups Morſtabslesn. Gis: 278. Finkeridderen: Nyerups Morſtabsl. S. 236. item, fon ; hRyernp: ifte anfører, ar: En Hiſtorie og ;Legende,. Om den drabelige og vits forfarne: Sidder. Hex MPolitarpo ef Kyrlarisfa, ; form: Caldis Finckeridderen, hoorledis band halftredie hindret Aar . førend: hand blef fon, igiermem reyſte mange Lande; og faae vieget underlig Tingeſt: pg. paa det ſipſte blef funden af en Moder liggendis for Døden, blef vptagen og fod. pas. ny. gien. Ørentet Aax',1703. Samt: Her "efter. følger en ſtien og yſtig Hiſtorie; om en gammel: Bondemand og hans Con med deris: Aſen. Jordanſtket af Helvadero (Den bes kjendte Anekdote rimet). Og: ends 'en ubethdelig Viſe. (Gjelm⸗ ſtjernes Saml, 1932. 8.). Samme 1708.… : -
17. De ſtorſte lyriſte Digtere: Anders Arrebo. Twomas Kingo. Anders Bording. a
| Wllerede af. ben foregagende. Ubfigt er bet klart, at den . banffe Poeſiſ for Holberg har gieunemlobet en vid Kreds, og ſtiondt vet fortrinlige ikke ſtaar i noget Forhold til Mengden, lov der fig maaſkee dog gjøre et Udvalg af enten virkelig poetiffe eller i det mindſte ſproglige Markeligheder. Hver for fig. ville de forſte næppe efterlade noget betydeligt Ind» tryf, men ſammenſtillede kunde de maaſtee dog vekle en Foreſtilling om, at der var ingen Tid i Danmark, da poetiſt Stemning ganſte var vegen fra Folket. Dette vil ydermere befræftes , naar dertil fojes de tre Digtere, ſom alle have anſeet for denne jag vpperſte og man dertil i Tanken føjer Jørgen Sorlzrup der allerede nu beghndte ſom ſa⸗ tiriſt Polemikey, men hvis Heltedigte falde indenfor neſte Tidsrum.
Anders Chriſtenſen Arobo eller Arrebo (f. den 2
018 Det lærte Tidsrum "Dang Poeſi.
Jannar 1587.i Mroctjicbitg,:: hupr: HB Faber: car Pueſ gjorde .tiblig -Lykfe; Han tog? Magiftergraden 610,1 xg: bled allereve- i faumme ; Por, ti ſit Aur, .Slotprœſtui- Bæfte Aar udgah han fit: forfte Irhfte Digte Relatioir mar riflen ben Fierdes Sejervdinbing:i Smaaland, sægi bermæeft z s Bønged lig Digt. over Drouming.: Anna. Catharitke! falige! Fredfatt (1612), i hoilke Lejlighebadigte han nilereder vifte nittdbvanlige poetiſte Anleg. .1616. blev: han Sognepræſi: til Rifbiai :Sirfe i Kjebenhayn, og Aaret efter, &. fit, 30::%ar, NDiſtopi Toros hjem. San fom dewp 1618, medent Peſten trafebe Bergen eg begyudte ſin Odelceggelſe i ;huoybhjemsrog' udg: Dis cember:- Peftpulver, form af alle Gudo Bør bruges: ban (1618), en Bøns' og Bebepfulmes: ; S$yénet. af Lykken; mg og med poetiſt Stemning, iagttog har: ile Sen: Auftanb, der ſommede fig for hang Stilling. J be to førte Aar, medens Claus Daa var Lensmand, gif bet imiblerzio⸗ godt; men med hans Eftermand, Tage Thott, tom han. Å Strid og fil i ham cn arrig Fjende. Nogle. Bonder Hangehe ver utilbørlig Merfart af Biſtoppen, men begge Sager havde Lensmanden fremkaldt og be gif ham imod, hvorover han naturſiavis blev krenket. Og Biſtoppen var endda mere tid uforfigtig. VBed Gilber lod han fit Lune raade, „var, form" bet hebder; tffe Bange for at flaa Trommen til om Dante," vandfebe ſelv med, og fang fine Viſer i Folkeviſernes Tore, uden noje af veje fine Udtryk. Det blev forebragt Lensmanden, hang Avindsmand, og Rygter om hang Uſgedelighed bleve ſpredte ud blandt Folk. : . Da. den fædvantige.: Fremſtilling ilffe er ganffe nøjagtig,” ſtjonbt "hans egen Son hat meddelt ben, vil bet være nodvendigt af ”gibe Uvdrag df henne Sag, fan meget mere, ſom derved oplyſes, hHoprlepes, man endnu den Gang i Norge efterlignede Kjempepiſen: noften ſom i gamle Dage paa Islanb. Bed et Bryllup paa Hefrie var en ſor⸗
BEGÆR: (LSE IT TET SEL STE Sen 619
buntfen Byfvged i Throntchium, Pewato Leiuttivſemza form ſideiun bled affat,vtilteresrog ir fan ufe dorpda nibfpreste:et nærgkaendes Riggte Sm, Biſtobveni hvorlobes/ humn. hadde ande fetigæjørnentjensegljungeS en! Tetfævbigi Bijørdertiig sings råt hugusFavbtisfers 1 bom ligge uht on skinker) Det fofk var Bagnaffelfejs:|Bifteppin Haven sorgen dan var lol ing Har ·Dag⸗ i · det ker fra⸗ ſit/ Quierſ b NAne Unbet= lſteberi gift diem, hvbruder,ieftir hamle idyl Sæbe; vareſiflere Bengt pifat figipaau Ounten. af rånæring, wori⸗der⸗ laa cto·ſtvinder/ vaugael bgttut med bet i. flere Wenneſters:Meorvcvalſendecgil ain / agind GÅ akten ang var ben et Gine par Oſterlnat (Hog ſſogberu · Artebo betla· gebe ſig / iver in at/ Modvindeniifle· taldze: lægge ſiz, hoorfor Værten big ført med) dei: iin: auiuui Miranda e dur 57 2 mr hor Bem vand mt pt sd,
Hov out on P urt” in trag, —— bund moti
vad [" ALL! mont Hire fn rer cb, SFB Akon manier fanbe Fært Af hin- merne afspi, REP 5 FA. 5 IRA sfagezet. (toft Papir, 50 har herhag,, nogle, ſpogchhe. hderha os; Gæren rafter Hr. Andexs Huſt, pgacatelendeta ø fang, hem for se lo, san mit aun go or KASERNE: HUSS SEE SGU frede” Sånn, ”Hansil omit on 5 N orme mee aanginde på dmnmddnis. mM un Ut orbifte ſaalcdes nel og Anch 1mrdd de n55 Øg for Gord på (Porr, Wind-ſaftennuu MNut: mt sun NDfnſdelige Fan 1p8 BAR sgidusasen 3707 ; 3 und, ekte Nott Zehnað piu Mrgeluud mo] orm dog umog imo fat Grenfog armani opr i pin nt ma rs DRE hi afs ifange dez Baal i Broe, nog o5"
ry
UDINESE IE,
620 Det lærte Tidsrum. "Dank Poeſi.
Ni dennem ville packaſte. saas sd 0 Te De adelige Praſter og de rige
Peder Vaurinfen var ogſag her tilſtede, og om ham ſtrev han : 342
Meder Lauribſen ſiger Triaken godNat,, 5 Sag drager han ad Bjiugnen, i gr gru 0" Han haver den Tontetap j fin Øef, .… . 7; Der Ol monne i hang als flugne. .4 De adeliae Drankere og de rige. ” NEN
såe
(4Å
| 2 * 04
Wen ra Arrebos Huſtru yttrede fin Waefornofetfe bermet, kaſtede Biſtoppen Papiret paa Ilden. Imidlertid künde an vel have fært Forfigjtighed for en anden Gang; men ved et Bryllup paa Sted kaſtede han fin Samarie, teg- Trommen fra Trommeſlageren og begyndte at flaa Dante, drak St. Bentes (Venedikts) Minde, dandſede eg ſang Viſer dertil, fom Og Dyrene ville vi bede, ja kyoſede et Var af Kvin— derne. En fan letſindig Adfæerd bidrog til at Befræfte te enenu ffammeligere Logne, ſom Peder Lauridſen udbredte om ham, faa at Arrebo felv tilſidſt faae fig nodt til at" for— fange Underſogelſe af de urfprerte Rygter: Lensmanden fil Befaling at ineftævire Sagen imellem dem for Retten ; omen hans Fjenders Beſtyldninger vare ublu; og ta Sager ſtulde for og Vidner afbores for Byretten i November 1621, gav denne ham ifte Medhold i Vidnernes Afhorelſe, hvorfor ban angreb bem med nergagende Talemaader og Stjælvéerd Skal vet gaa faa tif, faa gid ingen ærlig Want maa komme for Throndhjems Met, og: In feer man nok, hvor hun vider ub), og endelig undveg han Retten. Derved forvorrede han felv fin Sag. Den blev indftævnet for Rigsdagen i Bergen ben 31 Juli 1622, Hver Kongen felv var tilſtede med Rigens Raad og be tre andre norſke BViffopper. Han blev domt
ir. tm diederg Aurebß.. 621
fra fit Embede, formedelſt fine Letjcerdigheds Bedrifter“; „Fagter og Geberder, der; ere imod den Hoviſthed og XEr⸗ barhed, ſom en Superintendent og Biſtop bør at følge, og aldeles intet meb fane" Kalb zemees“. Derhos "fordi han havde undvigt Retten og ftjældet paa Byens Ret med anden adſtillig Trodſighed; ſamt df en Preſt, Hr. Jørgen Mars ſtrand, var indſtevnet, fordi han i et Selſtab havde ſagt om hans Fæftemø, at” LEJ ſtulde fee til; hun ilke fif to trinde Gider at løbe af medi,” Baad” meré end een Maade havde Arrebo ſaaledes fat al Sonimelighed til Side; hvad ber tas ler for ham ey imidlertid ille blot hans egen Forfiffring, men ogfaa ben "almindelige: Mening, at ber „ingen grov Erces“ var begaget, og at bet ſiden gif hans Fjender ilde, fordi be havre gjort Uret. Om Tage Thott fortælles, at han gif tilſidſt om og tiggede paa Krohuſene i, Kjøbenhavn. Arrebo fik mu et otium triste; han begav fig til Malmø, og fuldendte fin Cverjættelfe .af Kong Davids Pſalter (1623. Auden Udgave med Noder 1627. og oftere). Han tilegnede ben norſte Gejftligheb. ven,, og Principalaarfagen til dens Udgivelſe var, at han „jo førre jo bedre chriſteligen kunde beprecere alt hvis Ung: eller Gammel af hans Converfation nogen Tiv eller Sted med Ord eller. Gjerninger kunde offen« beret være”, Cnfelte af disſe Pſalmer bleve fnart Kirkeſange og optagne i Kingos Pſalmebog; men ifær i Norge gjorde be megen Lykke. „En ftor Del af- læge Mænd i Norge, figer hans Søn, ere fan kyndige og verferebe i bem, ſom vi ere bet hos os i vore. danſte Pſalmer“. Han .attraaebe Preſtelald, og fil af Chriſtiau den Fjerde et Benaadnings⸗ brev, af 25 Auguſt 1625, gt. han maaßte fag et Bondekald, maar han lovlig blev faldet bertil; i September ſamme Aar blev han. kaldet af Borgemeſter og Raad i. Malmø, men bet Blev iffe bevilget, hvorimob Kongen tillod, at han ,, maatte
622 Det lærve Zidarimn Danſt Poef.
kaldes til en af be gemene: Rjøbftæber;, ner: ſom de ile. bagt formeget Lyft til Klammer“; 99k hon, fageblev valgt til Præft i Vorbingborgarlaghe Rougem ingen Hindringer i Bejen. Her levede ham hersårFred: og; Boy agtet og elffet af fin Menighed, og arbejvevejitsent Må DP paa fit Hoved⸗ vært: Hexacmeron iriy tiniunch. ckincuun Sirbeꝛs forſte Uges
” sølle sd
fer Dages prægtige sg; mægti fie Øje ertinger, ber forſt rum Tid efter blev udgivet af hans RL: eden Anderſen Arøbo, Sogrepræſt til, Rebbebid og Bihirgd di i…ladanduin SEKT 1661. 4.). Gan dode ben 7 Marts 1637, 50 Aar gammel.
Rahbek kalder Irtt reb: Be Pen Fauſte 8 ber, ikke uden Grund. vt Nagtel —— nøfer, (9 Rons Tid førte med fig, (Sprogete,, Cgenhedern vraner, årg ; Matørligvis iffe bertil), udmærferihas fig fremfoxalle Samtidige vib naturlig Enfolvighed, og ér bend Bram" og" Soutſt, ſom hans Efterlommere fatte lag megen Fris paa; [om ugar han. om, Chriſtian den dierte [puger : ur > FEER
FORT 5 Den tredig, Maji fljen, ... Der Sroͤben ſtod ſaa aten,“ HERE Rejſer din "Kong" eg erit TODT, For Calmar tan med ste, i * Lod der ſin Heſie fpringe, F i . 9J Hver blinked Ane) hr Klinger” Eee
mn É” i Sam nm - ==
eller ved Dronning Anne Catharmes per "
Jeg fane to dejlig Rofct ftåa 3 Paa Forſtelige Rode, 5
Af fonglig Stam ſom Lillen Blaa Bær Roſen ſod og mode.
Af forſtlig Oviſt, jeg ſiger viſt, Udſpringe Roſer baade,
Er plantet i den rige Chriſt Og dugget med hans Naade.
smurt rillødere Arrebo.
Der i Raadetr vandre kau Se) der Usndelige⸗ . Pe ise ſtgat vag ren id,
tters Fade ſidder
gg ſintke —* Eyndfend bragt Bane, I" Blandt deres FEE Gade SD og Ret fane >" Men sal Am:Gu til:Gertens. Lop' her fat," J
ng. tuner dewea ibagde Dag og Nat 5
faa fører enher lab" ble er set 3 hol Proſa. Ja, naar man ved Siden år od
D Herre Gud! di Mit Raab Val Dit Anſigt ds for Forborge; Herre Bøj dine Øren, Naar jeg paafalder, Bønhor, mig nagdelise! —
Com Efyggen foer min? Dage hen,… Som Græs, der Dog trøfter, dette mig igj: Mm. , OD Herre! diue Dage Blive fan faſt til. evig Tid, Og din Gukommelſe faa blid Skal faft og altid vare.
ſtiller Kingos:
624 Det lærde Tidérum. Danff Poeſi.
O Herre! hør min Jammersben, Og lad mit Haab dog for dig fomme ind! Skjul ej dit Anſigt for din Son Oppaa hans Trængfels Dag, men vend dit Sind! Boj Øret ned, naar jeg dig raaber paa, Skynd dig, benher mig, at jeg Hjælp fan faa! —
Som Skyggen mod den Aftenſtund,
Saa mine Dag” er nær ved Undergang; Com visſen Urt i Marl og Lund,
Saa mifter jeg min Kraft og Aandefang. Men, Gud! du fidder faft, i hvor der gaar, Fra Slægt til Slægt dit Minde evig ftaar;
faa maa det være et aldeles fordærvet Gemht, der iffe fan føle Forffjellen imellem ben gudelige Sang, der er fimpel og fyndig ſom Folfefangen, og Pſalmen, ber fornem fætter Fyldekalk iſteden for det naturlige Udtryk. Men ikke alene bet, at Arrebo i Natur og Santhet ſtundum endog gaar foran Kingo, hjemler ham Navn af den danſte Poeſis Faber ; bet tillægges ham ifær fordi han i Hexaemeron forføgte en ny Poefi, fordt hun havde en Anelſe om en anden Art Digt» ning, end Folkeviſen og Pſalmen, fordi han havde en poetiſt Fornemmelſe af Guds Aande, der gaar igjennem hele Ver- ben, og i enkelte lykkelige Djeblikke gav den fit fulde Udtryk. Dette Digt vil derfor hog ben nuværende Slægt, ber finder Glede i at tilbagefalde gamle Minder, vinde ben Paaffjøns nelfe, fom en lang Fortid nægtede ham. Dets Æmne er meget tidlig blevet bearbejdet i den kriſtne Kirke; en græft Digter, Georg Pifidas, har allerede behandlet det; ligeledes en Spanier Dracontius fra det femte Aarhundrede (Hexaé- meron sive de opere sex dierum et creatione mundi); vor Anders Suneſen behandlede bet i Middelalderen paa fin Vis. Men Arrebog nærmefte Mynſter er den franſte Digter,
Anders Arrebo. 625
Guillaume be Saluſte, Seigneur du Bartas, ber, fors uden veb en Mængbe anbre tildels ſtorre Digte, i fin Tid vandt en iffe ufortjent' Berommelſe ved fit Digt om Verdens Stabelſe (La premiér sepmaine), fom han fortfatte indtil Opſtandelſen (Lå sech zepiuaine). Kansleren Chriſtian Fris til Kragerup opmuntrebe Arrebo til nat give bet danſte Sprog og Poeſi Anſeelſe vedeſin rigflydende, Aare og poetiſte Vena“, og laante ham, blandt andre Boger, ogſaa ben vidt⸗ beromte Bartas' Striſter; og da vidfte han iffe bedre end at ſjunge og rime om Etabelſens ſtore Underverk; og ſaa—⸗ ledes bleve bide hetoiße Vers og Herrerim de allerforſte og eldſte paa vort danſte Sprog, i hvilfe han [yffeligen Haver æmuleres…og efterfulgt den italienſte Alexaudrum og ven: frantgøffe Bartaſium; men Doden forefom ham, at han ille fif, det upgivet.“ Derxhos „paafandt han bet danſte Hexameter eller homelende Rim, - hvilfet M. Doh. Cor⸗ vinus 4, fin Rhyihmologia Danica, (cap. 6, S. 97) meget bexommer og af;igranjore benævner Åroeénsianum.” . $ bette ſaglaldier danſte Herxameter er Fortalen, ſom er hang egen, os:den · forſte Sang: af. Digtet; f. Cx. om Lyfet: +
k Lifliger Djentroſt, o Sandheds fljønnefte Moder,
Phoaphori føde Roſt, og: nærmeft;.Cuglenes Broder.
1 Prøgtig Darii Sol og da. Spligambis: faa herlig,
; Ærter. du au, gf. Stol, Du, Kvinde tugtig og ærlig,
. errens Daatter den ferſte
os Bjnk, 9 Sarbeber gerſee
eve, i Alerandri r uden Rim i Midten,
og med lutter lvindelige Enderim uden Afverling med mand⸗
lige.. 3 Begyndelſen overſatte han eller efterlignede, Holdt
fig nærmere til Bibelſprog og Kommentarer over Moſes,
ligeſom hang Original, og bliver derved nødvendig endnu
mere proſaiſt end denne, polemiferer baade fortere og
40
626 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
mindre poetiſt end Bartas, thi den religiøfe Polemik kunde ingenlunde blive faa fyndig hos Nordboen, ſom hos Frauſt⸗ manden, ber levede midt i dens Stjiod. Tankerne ere ogſaa for det meſte tagne af Bartas, ja enkelte ſtore Partier lige⸗ frem overſatte; enkelte Lignelfer, der vel tyktes ham for briftige, f. Er. ved Skabelſen den om Bjørnen, ber former ben udannede Masſe en la lechant, har han ogſaa forbis gaaet. Men alt fom han ſtred frem vaagnede mere og mere hang egen poetiſte Aand, og han hævede fig til en mere ſelvſteendig Digtning. Flere af Dagenes Indledninger ere forffjellige fra Originalens, Ordenen er ikke heller den famme, og nogle Skildringer af Naturen i Norden ere ganffe originale. Men felv gjennem Overſettelſen og Efter⸗ ligningen fan man ret godt paa mange Steder flimte ben originale Digter, og ved at ftille ham ſammen med hans Samtid overtyde fig om, at man virkelig her for førfte Gang har et hjemligt Udtryk af verdslig Poeſi i en enkelt Retning, Den naturbetragtende. J Arrebo begynder allerede Tullin.
Dette Digts Sfjæbne var ikke heldig. Det faa utrykt i fire og tyve Aar efter Forfatterens Død, og ta bet kom frem, var en anden Smag bleven Mode; folfeligt var bet ikke, og Fun for enkelte fun bet have været noget overs rajfente, noget fortryllende; thi aldrig havde de før feet fligt i i Medersmaalet. Som Skik var, blev vet, da bet førfte og fidfte Gang kom ud, forſynet med adſtillige Hæs dersvers; man berommede ,, hang opbyggelige Mevitationer, hans fyndige, ja runde og rige, føde og Hare Stil og Tale, hans kunſtige, grundige, yndelige og vellhdende Rim”; og Bording ifær blev begejftret ved hang Minde; men fenere Kunſtdommere ere ham iffe nær fua hulde. Gram fores træffer Bording; før Bording er ber iffe forefommet ham
Aaters Arrebo. 627
noget taaleligt, noget, ber er værdt at kaſte Øje paa; Arrebos Arbejde er iffe noget Bevis derimod, thi bet er ingen Original, men paa nogle faa Foranbriuger nær rent igjennem en Overfættelfe af Bartas. Han har altſaa iffe fammenlignet bem. 3. E. Schlegel erfjender Mangfoldig- heden og Rigdommen i hang Beſtrivelſer, ben Ild og Mand, ber hører til at være manges Forgjænger; men raaber til, heller at begynde med ben fidfte end med ben førfte Bog, thi Begyndelfen er fun et theologiſt Sfrift paa Vers, Tænger hen bliver bet et virfeligt Digt. Siden ben Tid har Arrebo uden Tvivl hvilet, indtil den danſte Digtekunſts Hiftorie paa ny vafte hans Minde. Faa af be Nulevende have læft ham.
Følgende Prøve er taget af Beffrivelfen over Fuglene:
Med rivend' Høgebær, med Falken blaa og hvide,
Med Glenten ſtadelig, ſom ſvinger over Lide,
Med Ravn og Mavneflægt vor Mufa ej vil prange,
Som flet betagen er af liflig' Fugleklange.
Jeg feer af fugtigt Vand, fom tykke Bier opfløje,
Det vilde Sangeri, fom flinger i det høje,
Adſtillig af Color, af Storhed ligemaade,
For Pilen luftefar, behandige, ja kaade.
See Svalen vendelet, den drejer op og neder,
Nu fvirer om og om, fin Sommerviſe kvader,
Betanker kvidrende, hvor hun vil bo og bygge,
Ja Unger fin" opklakk' indtil de blive flygge.
Stor Kunſt med liden Magt det ringe Kreature
Beteer i Reden fin, fom og i runde Bure!
Dyndputſen idelig hun af og til beføger,
Og deraf Hufet fit fra Dag til Dag forøger,
Til hun det hvæller flet, og Vinduer ej flere
End eet umuret ſtaar, faa ftort bun felv fan være.
Naar Huſet er beredt, bun tænfer paa en Dyne,
Gvad Dun og fedderblødt hun faar paa Mark i Sjune i 40" —
Der føre tireti, tir, tir, man horer vide,
Sig arter finder ned, mod Jorden zirlig finger, Adieu, adieu, adieu, Di, Di, valete ſynger,
Og iffe hører op, fra Munken vier Ljuſe
Til Højten ſamled er, Ægidii Nat vil fryſe;
Og deri Priſen tær for hver en Fugl paa Kvifte, Der maa til Maaned Tid fit fede Stemme miſte.
Følgende er af Beſkrivelſen over Dørene:
Du Reinsdjur morkegraa paa Fjeldefam og Tinde, Du hjortetaffet Heſt for baardfer Lappefinne, Du blev en mægtig Pris blandt Djur i folde Lande, Paa fneetaft Finne⸗Kirki) mod iiskold Zemble Strand Hvad har den husvild Finn, om du ham ifte kladde ? Hvem ſtuld' hans Liv fra Ded pan Fjelderyggen redde vor faadan foiend' Kuld betager Klipper alle, At Vand i Højden kaſt halv Js fan nederfalde; Din tyk⸗korthaaret Hud er da hans Hat og Hue, Naar han paa Skien gaar i Jagt med Pil og Bue. Du eft hans Brakker varm, hans Skindſtak, fnævre Tr
Anders Arrebo. 629
Du eſt hans Solv og Guld, hoo Datter ſin vil faſte, Da eft du Ko og So, og Brudflat end den bedſte.
Vil Fjeldmand Nabo næft fort vejs ov'r hundret Mile Beſog' i andet Lejr, fan Rein ſom Fuglen ile,
Og for en Kyrris!) let , try blaa“?) hver Dag oprende, Og dermed femte Dag vel ſnart Lyftrejfen ende. —
O Djur, o ædle Djur, du nyMig Rein, du tamme,
Men Snee er nordenfjelds du i min Digt ſtal bramme. Den vilde Reinsdjur Hov, paa norſte Bjergelide,
Du maat for overgaa. Jeg feer ved højre Side
Det Elsdjur taabeligt, fer Aln' udt fin Længe,
Med brede ſtakked' Horn den Granſkov gjennemtrænge. — See der den fnedig Ræv, hvor gaar han Buff om anden! See ten flarpfigtig Los, Maar, Sabel, efterhaanden !
J ſtyhoj Grannetvp let Egernet opfpringer,
Den graadig Odder fed fig der i Hylſter ftinger. —
Cimbr. liter. 1,93. D. Digtet. Hiſt. 2, 209. D. Pſalme⸗ digtn. Forf. 1, 38. Om Davids Pfalter 2, XXV. HRudelbad, Om Pfalmeliteraturen, S&. 311. Pontoppid. Ann. 3, 200, 730. G. Schonnings Beretning om hans Affættelfe, i Norſte Videnſt. Selſt. Efr. i det 19 Aarh. 1 Bd. S. 245. (I Følge den har Gaardføriveren Mads Pederſen ikke haft noget med denne Sag at gjøre; et Bevis paa, hvor uefterrettelige felv nærliggende Beretninger funne være). Vorms Brev til Arrebo i Vormii Epist, 1, 55 (hvor Aaret 1624 er en Trykfejl for 1621). Chriſtian den Fjerdes Brev til Kansleren Chriſtian Fris i Molbechs Chriſtian den Fjerdes Breve 1, 208 med Anm. Sonnens Fortale til Torcular Christi. Arrebo og Bording i Molbechs Hijt. biogr. Samlinger, 3 H. S. 344, Georg Piſidas omtales i D. Digtet. Hiſt. 2, 261. Dracontius i Velasquez, Geſch. der ſpaniſchen Dichtkunſt, uberf. von Dieze, S. 21. Af Bartas er benyttet: Les oeuvres de G. de Saluste, Seigneur
du Bartas. Derniére edition. Au Paris. 1611. fol. Om Tos
bias Hübners tyffe Overſattelſe fee Barthold, Die frugtbringende
1) En liden Slade, gjort ſom en Baad, han fidder i. 2) Hvert „blaa“ ſtattes for 7 norſte Mile, vidt over dauſte.
630 Det lærde Tidsrum. Danfk Poef.
Geſellſchaft, S. 121. Hagvin Spegel, ſiden Erkebiſtop i Uppſal, bearbejdede Winet paa Svenſt i Gude Werck od Hwila 1685. J. E. Schlegel, Der Fremde Nr. 30. Baade Vorm og Ryerup anføre to Udgaver af Hexaemeron, 1641 og 1661. 4. Det maa da være en Fejltagelſe. Blandt Mreverfene er Raovns mærkeligt, da han deri omtaler Hr. Mikkel, Rimkrsnniken, Reinefe Foſs, og fenere Digtere. JF Liunges Maanedsſtrift Hertha, 2 D. 1827 findes Prøver af ældre danſte Digtere, deriblandt æf Arrebo's Pfalter.
Andre Skrifter af Arrebo, udgivne af hans Sen: Torcular Christi eller Jeſu Chriſti Pjnis, Dods oc Begraffoelfis Hiſtoria, befattet udi femten Pradickener (etc.) Kbh. 1670. 4. Ossa Redi- viva Det er Den underbarlige, hoytroſtelige ot aandrige Siun om de førre døde Been, ſom Propheten Ezechiel paa: en aaben Mord hafver feet liggende (etc.) Udi XV. Prædidener (etc.) Kbh. 1681. 4. De have intet færegent.
Til at oplyſe Forholdet mellem Bartas og Arrebo, ogſaa naar denne overſatter, maa tjene en fort Prove af begge:
Bartas i La sepmaine S. 287.
Mais en quc] membre humain luisent plus de merveilles Qu' és conduits tortuenx des iumelles oreilles, Portieres de l'esprit, escvules de nos corps,
Vrais iuges des accens, huiszieres des thresors
Dont Dieu nous enrichit, lors que dans son escole Ses saints Amhassadeurs nous portent sa parole? Et d' autant que tout Son semble tousiours monter, Le Tout-puissant voulut les oreilles planter
Au haut du hastiment, ainsi qu'en deux garites, Coquillant leurs canaux, si que les voix conduites Par les ohliques plis de ces deux limacons, Tousiours de plus en plus en allongent leurs sons: Comme Vair de la trompe ou de la saquebute
Dure plus que celuy qui passe par la flute:
Ou tout ainsi qu'vn bruit s'estend par les destours D'vn escartè vallon, ou court auec le cours
D'vn fleuue serpentant, ou rompu, sc redouble. Passant entre les dents de quelque roche double.
Anders Arrebo. 631
Ce qwil fit d'autre part afin qu'vn rude bruit Trauersant å droit. fil Pyn et l'autre conduit, Nestourdist le cerveau, ains envoyast plus molles
Par ce courbé Dedale å Vesprit nos paroles:
Tout ainsi que le Gers qui coule tortueux,
Par le riche Armaignac, n'est tant impetueux
Que le Dou, qui sautant de montagne en montagne Fend d'vn cours presque droit de Tarbe la campagne.
Hos Arrebo S. 257 (iffe af de heldigſte Steder): Men i hvad Legems Lem ſtal cen vel fre oc høre, Saa mangt et Under ſom i et par Folfesøre?
Den Aands Dørsvæcter troo, den trofaſt Liifs Skild⸗vacter, Al Liudens Dommer beſt beffytter vel oc acter,
Ofvr al den geiftlig Sfat, der Gud os med forærer, Naar hand fit hellig? Ord ved fine Tienre lærer.
De efterdi hver Klang opſtiiger ſtedſ' i været,
Da haer Gud Øret oc en faadan plats foræret, Som tvende Liudeshul paa Legems tinding' bøje! Bemuſtlende de rør, faa Liuden fig kand føje
Sig gjennem piiben flef, alt efter haanden meere,
At Liuten kunde faa ſmuct langſom op⸗paſſere.
Ret ſom et Krum⸗horns Skald, oc liud i Sacke⸗piibe, End udi Piibe ret, ſtal længere forblifve:
Com ocſaa raabet højt faa viit ej kand forſpredis
J platte jæfne mark, ſom naar det buct⸗omledis:
En Elf der vinder Skaft oc om en Klippe kruuſer, De høris længer vejs end ret⸗flodt⸗ vand det ſuuſer. Det viifer Nider-Elf, hoos Trundhiem udriverer, Med krummer Aaſe⸗buct det Skeen Elf firmerer. Det haer oc Herren giort at Liuden ſtark i Øre, Skuld' ide Hiernen fvag, fordofve, flade gisre,
Om øret var gerad. Thi er ved gange krumme Den ftærfe Tone fvædt, maae fact til Sindet komme.
Til Sammenligning med Spegel henfætter jeg, efter Udgaven af Guds Werck od) Hwila. Stockh. 1705. 4. S. 197, det Sted
om Læren:
war vivieere Dav Sang end Bartas felv:
La gentille alouetto Tire lire a lire, et Vers la voldte de ci Vire, et desire dire,
For at fætte den rett at betragte hans Efterligneꝛ
Bryd af, ſluk Lyſet ud I Morgen tidlig op ti
med det Forfæt, figer hang 4
Men hang Studereljus Og tændte ham et Ljus
Det ufuldendte Vark blev opt biemb (f. 1642, Præft i Sogne i Nørrejylland, fiden hvis Heptaemerinon, eller Gyi Til st cv —
Claus Anderſen Thronhjem. 633
Store Cimber⸗Lands Monarch, Naade⸗Himlens klare Stierne,
Du Guds Fryctis Skrjn og Arck, Dyde⸗Soel og Vißdoms Kierne, Dappre Helt for alle Helter, hoh berømt aff Mandoms Drifft, Jeg mig for din Fod nedvelter, og dig fliender dette Scrifft.
Dernæft er der en meget lærd og højtravende Fortale: Af den vande rige Skrifftens Brynd, oc de ftifrindende Schilo Vande, haffver jeg aabnit mig Canaler og Vandrender til at beghde min Pen, da jeg fid i Sinde, dette mit Heptaemerinon (etc) at ſamle oc fammens ſtriffve. Og dette Digt paa 298 Cider er fun førfte Del; den anden Tractat, om det evige Livs glædelige Rolighed, ogſaa paa Alexandrinſte Rim, var færdig til Tryffen, men ham „paagick for megen Befoftning paa en Tjd dem begge at lade trode, og Læferen det vjtlofftige Systema Poéticum paa en Tid at kiobe“. Begyndelfen af Digtet [yder faa:
Hvorlunde Mactens Gud den vide Verdens Bygning J førften dannede, ved Ord og Overffygning
Det er O! Arøboe afpenflit ved din Pen,
Men til Guds HvjleDag jeg mig vil vende hen.
Jeg har med Aroboe al Verden omfringsagit, Omſeglet Ocean, omfvæfvit Himle⸗tagit, Jeg vaar i Ormens Hul, i ſumpig Fiſte⸗Hus, Dg af Guds Undersværf draf mig Forundrings Rus.
Mig Larden Aroboe Haandsledde allevegne,
At ſtue hvad der vaar i Maanens under⸗egne, Jeg megit ſield⸗ſynt ſaae paa Gras-beklædde Tofft, Men mere da jeg kom til Stiernesfulde Lofft.
Jo meer i Skabningen min Skaber jeg paagabte, Jo mere min Fornufft fin ufle Vjßdom tabte (etc.)
Han fører os om til alle Gedninger, f. Cr. til Rommerne S. 100: Derneſt bleff Romerne Hellenernis Goer⸗Unge (etc.),
igjennem Joraeliternes Hiftorie og hele Verden rundt. Randen er opfyldt med lærde Anmarkninger, deriblandt S. 138, at Theologia
634 Det lærde Tidsrum. Danfk Poef.
og Ethica blive Herſterinder over Phyſitam; og meddeler (hvad der maaſtee er det mærfeligfte ved Bogen) Uddrag af en ftor Mængde Rejſebeſkrivelſer, der for en ſtor Deel vel nu ere übeljendte.
Medens Arrebo fun er lidet befjendt har Kingos Minde vebligeholdt fig i en vid Kreds, ba han greb ſterkere ind i Kirkens Liv; og hang Levnet har været Gjenftand for en faa uvførlig Behandling, at vi her fun behøve at meddele Hovedtrælfene deraf, ifær forfaavidt de oplyſe hans Digte. Hans Slægt var fra Skotland. Hans Bedſtefader, Thomas Kingo, kom til Danmark (imellem 1586—90) og blev Chris ftian den Fjerde Tapetmager; han boede i Helfingør, hvor Kong Jakob den Sjette beføgte ham 1590. Hans Syn, Hans Kingo, født i Krill i Skotland 1586, var en fattig Cilfevæver i Slangerup, gift med Karen Sorensdatter. Deres Søn Thomas Kingo (f. i Slangerup den 15 Des
cember 1634) gif førjt i Latinſtolen i Slangerup, Hvor Mag. Hans Aalborg var Rektor, ſiden i Frederiksborg, hvor han var i Huſet hos Rektoren, den bekjendte Literærs hijtorifer Albert Bartholin. Tyve Aar gammel fom han til Univerfitetet 1654, og tog theologiſt Atteſtats 1658, famme Aar fom Krigen med Sverrig udbrød. Han forlod Kjøbenhavn, og tilbragte Krigsaarene ſom Huslærer, ifær hog Fru Lene Rud til Vedbygaard, med hvis Børn han tillige undtrvifte nogle Sønner af Karſten Atke, Ejer af Møragergaard og VDverinfpeftør over Rentemeſter Henrik Møllers Gaarde, til hvilfe hørte Sebygaard ved Tisſo. Opholdet i denne Egn og Minder berfra fremkaldte nogle af Kingos førfte Digte: Sæbygaards Koklage; et Vinter: ſtykke: Nævetud og Knud herud; ſamt Karſten Atkes Afſted fra Loveherred. Efter tre Aars Forløb blev han 1661 Per: ſonelkapellan hos Preſten til Kirkehelſinge og Drøgfelbjerg og Provſt i Leveherred, Peder Jakobſen Vorm. 3 denne
Thomas Kingo. 635
Stilling blev han i ſyv ar inbtil 1668; og lod fit førfte Digt tryffe: Scebygaards Kollage (uden Tid og Sten, i Følge Overſtriften forfattet 1665). Efter Søren Povelſen Gott« Tænbers Dod 1668 blev han Preſt i Slangerup, og giftede fig med Vorms Enke. „Thi ba Vorms Eftermand, Hr. Frands (Konig) var kommen, alkorderede Kingo med ham paa En—⸗ kens Vegne (iſteden for Enkepenſion) om en Sum Penge for hendes hele Liv (een Gang for alle); og ba Afforden var fluttet, bab Han Hr. Frands at trolove ham med Enten.” Saaledes fif han noget at fætte Bo med, men hang endnu temmelig unge Kone bøde noget over et halvt Mar efter; og efter nogle Mars Forløb giftede han fig anden Gang med en Forvalters Enke. Medens Kingo var i Slangerup vandt han allerede ſtor Berømmelfe fom Digter og Gunſt til Hove. Griffenfeld, ber altid var opmærffom paa dyg⸗ tige Mænd, maatte fnart bemærfe Kingos ualmindelige Gaver, og uben Tvivl fandt han, om iffe ſtrax hos Kongen felv, i bet mindſte i hang Omgivelſe andre mægtige Vel— yndere. Bi have feet, at be Forbringer, ber gjordes til en Digter, iffe vare ſtore. Til denne Tid høre flere af hans Lejlighedsdigte, hvori han vifte fine Velyndere ben ſtyldige Opmerkſomhed: Troſteſtriftet til Griffenfeld ved hans Kones, Catharine Nanſens Død (1672), og et Nyt⸗ aarsonſte; Sørgebigtet ved Peder Reetzes Dod (1674) o. fl.; men iſcer udgav han en Næffe hiftorijt-patriotifte Digte, fmigrende for Kongen eller for Griffenfeld: Krone— borgs Bejfrivelfe (1672), Samsøs Beſtrivelſe, tilegnet Griffenfeld, Øens Beſidder (1675), Chrijtian ben Femtes Ledingstog 1675 og to Anhange vertil (1676—77). Hvad ber imidlertid fremfor alt maatte begrunve hang Digternavn og fremme hang Lyffe, var hang aandelige Digte. Alles rede 1674 ubfom førfte Part af hang Aandelige Sjungechor,
636 Det lærde Tidsrum. Dang Poef.
i hvis Tilegnelfe til Kongen (St. Hang Dag 1673) Han httrer: „Maa bet behage Eders Kongelige Majeſt., ſom tilforne i ſaa ftor Naade haver optaget nogle faa af mine forrige Rimſtrifter, at vende fremdeles et naadigt Øje til bette mit ringe Arbejde, ſtal jeg derved opegges at anvende al mulig Flid til iffe alene den anden Part, men ogſaa flere af mit Sjunge-Chor at forfærbdige; jaa vi og her i Danmark, faavel fom be Thſte og andre Lands-Folk (af hvilfe vi hverfen have behov at laane eller udi Rimekunſten det ringefte at eftergive) kunne have Pſalmer og Sange til Gudfrygtigheds daglige Ovelſer, ſom iffe ere taad og ude laant af deres. Thi be Danſtes Aand er dog ikke faa fattig og forknyt, at den jo fan ftige ligefaa højt mod Him⸗ melen, ſom andres, alligevel at ben ikke bliver ført paa fremmede og ublæntiffe Vinger.” Kingo var felv muſikalſt, hvorfor Matthias Schacht ogſaa flutter fin Lifte over danſte Muſikkyndige med ham, og han lod med fit Sjungechor følge Melodier, tildels laante fra verdslige Sange, vel endog, ſom ber menes, fra ſtotſke Folkemelodier. Han yttrer derom til Leſeren: „Lad det ej være big underligt og urimeligt, at jeg haver fat disſe aandelige Morgen- og Aftenfange, tilligemed ben hellige og højopljufte Long Das vids Ponitenſepſalmer under Melodier, ſom ellers af mange fjunges med forfængelig Ord; jeg haver dermed villet gjort be velklingende og behagelige Melodier fan meget mere himmelſke og bit Sind (om det big befalder) desmere ans bægtigt, at om bu fan lade big undertiden befalde, for en Melodies Artigheds Skyld, at gjerne anhore en Sang om Sodoma, bu meget mere, om bu eft et ret Guds Barn, fulde lave big behage, under ſelvſamme Melodie, at høre en Sang om Zion. Jeg veed vel, at ber iffe faa ſtal lade fig finde, ſom bette mit ringe Arbejdes fpæve Fofter ſtal
Thomas Kingo. 637
ville udkviſte, fordi det iffe er overflæbt med be gamle og brugelige Kirke-Sanges Toner, men herudi haver jeg iffe vidſt at gjøre mig nogens fær Tanker til en Lov; beſhnder⸗ lig fordi jeg finder vore Forfæbre, ſom haver bigtet og fammenfat vore Kirke-Pſalmer, at have brugt ben Frihed, at be iffe haver bundet fig til en, to eller flere, men frit taget allehaande Melodier, endogſaa af lyſtige og verdslige Toner, ſom mere end nok er bevisligt. Vil nogen fige, at Materien for Melodiens Vanſteligheds Skyld iffe vel ſtal kunne leres, ba er bet fun Ord-Nisſer til at kjuſe Børn med. Tiden og Brugen lærer alting. En retſindige og Billig dommende Læfere vil fortolle det, ſom hang Guds— Kjærlighed er; men et vringel-vuren og færfindet Hoved vil forflare bet, fom hang Sind og Sæver er”. Biſtop Vandal, paa hvem ogſaa Kingo beraaber fig, anbefalede bette Sjunge—⸗ chor fom „gejſtrige og bejlige Morgen- og Aftenſange“, og bet ſtemmede aabenbar med Tidens Tarv og Trang. Iſteden for be for ſtorſte Delen lange og vandede Overfættelfer og Omſtrivninger af tyffe Pſalmer, ſom næften hver Dag kom frem, fif man nu Sange, hvori der aandede en dybere kri⸗ ftelig Folelſe, end ben, ber kunde velkes ved fold Gientagelſe af kolde Lerdomme, og be vare derhos oprindelig danſte. Ogſaa uden Henfyn til verdslig Anbefaling maatte faa uſcd⸗ vanlige Gaver bane Kingo Vejen til Biſpeſtolen. 1677 blev han Biſtop i Fyn; Griffenfeld var falven 1676, og han Falder Griffenfelds Efterfolger, Rigskansleren Grev Alefeld, fin mægtige Befordere. I ve forſte Mar have be biſpelige Forretninger rimeligvis optaget en ſtor Del af hans Tid; men enbelig ubfom anden Part af Aandelig Sjungechor (1681), hvori han overgif alt hvad ber af oprindelig banft aandelig Poeſi hidtil var til. Heri findes nemlig be ufor⸗ gjængelige Pſalmer:
638 Det lærde Tidérum. Danf Poeſi.
Sorrig og Glade de vandre tilhobe, Lykke, Ulykke, de gange paa Had, Medgang og Modgang hin anden anraabe, Solſtin og Skyer de følges og ad. Jorderigs Guld Er prægtig Muld; Himlen er ene af Salighed fuld;
og hin gribende Afſted med Verden, ber ilke blot har hus fvalet ben doende Kriſten, men endog fulgt den paa Vejen, ber bilde bøbe fig ſelv:
Far, Verden, Far vel! Jeg kjedes nu længer af være din Tral; De Byrder, ſom du mig har boltet oppaa, Dem hvifter jeg fra mig og vil dem forfmaa; Jeg river mig los, og jeg fjedes nu ved Forfangelighed.
Hvad er det dog alt, Com Verden opfminfer med faver Geſtalt? Det er jo kun Skygger og ſtinnende Glar, Det er jo fun Bobler og ſtrattende Kar, Det er jo fun Iſe⸗ſtrog, Skarn og Fortred, gorfængelighed.
Heri gav han ogſaa ben angrende Synder Ord, der løftede ham op til Himmeriges Rige:
Klæd mig derfor af min Dille, Klæd mig af min Lyjtes am, Klæd mig af al Ondſkabs-Grille, Klæd mig af al Lajt og Skam, Klæd mig af al Hovmods Pragt, Had, Havngjerrighed, Foragt, Klæd mig af al Satans Dragt!
Klæd mig i din Aand og Glæde! Klæd mig i min Jefu Tro! (etc.);
Thomaé Kingo. 639
og vifte ham Forløferen, hos Guds højre Haand og i Teſta⸗ mentets Baand ben ſamme:
Der er han udi Glæden fød Her er han i velfigned Brød; Der er han i fin res Kraft, Øer i Vindruens figned Saft.
Denne Samling, efter hvis Fremfomft bet var umuligt at Poeſi kunde ubdø i Danmark, tilegnede han med hiertelige Ord, ſom allerede forhen er anført, Dronning Charlotte Amalie (ben 1 September 1681) med Hentybninger til bem, ber maaffee i 30 Aar havde æbt Fæbrelantets Brod, uden at ville lære 30 danſte Ord; til dem, ber indbildte fig, at bet var et Vadmels Sprog, fom be iffe gab taget paa deres Silketunger; til vort gamle danſte Sprogs Skjcebne, at bet ſtal agtes haant om af dem, ſom vi agter højt om. At han berveb har bet tyſte Hofparti for Øje, ſom ſtyrtede Griffen—⸗ feld, og nu havde Kongens Øre, fan ber næppe være Tvivl om; Kingo kunde iffe hnde bem, og Hofgunſten vendte fig ogſaa imod ham, faa at bet fun maa have været be høje Gejftlige, Biffop Hans Bagger og Kongens Konfesſionarius, Peder Jeſperſen, af hvem han kunde vente nogen Beſthttelſe, der imidlertid ingenlunde kunde være faa kraftig, fom i Griffenfelds Dage. Maaſtee man heraf fan forflare fig ben vexlende Gunft og Ugunft, ber blev ham til Del. 1682 blev han Doctor theologiæ bullatus, ber nu iffe var noget ufæbvanligt; og i bet følgende Mar 1683, i Hvilfet bet blev ham overbraget at famle en ny Pſalmebog, „imod hang Tanke og Begjering" ophøjet i Adelſtanden, hvilket heller iffe under benne Konge var noget Serſyn. fang Vaaben, en Halvmaane med tre Stjerner og berover en Pegaſus, ſigtede til hans Digterkald. Det kirkelige Foretagende, ber
640 Det lærde Tidsrum. Danft Poeſi.
blev ham overdraget, medforte derimod megen Ulempe. Dem Uorden og Ulighed i Kirkeſangen, der havde herſtet hidtil, ba hvo ber vilde kunde udgive Pſalmeboger, onſtedes af: hjulpne. Men Kingo vilde ilke blot ſamle, men ogfaa ud⸗ give Pſalmebogen; ben engelffe Foretagelſessand var over ham. Det krevede ſtore Forberedelſer, men lovede ogſaa megen Vinding. Han fif fongeligt Privilegium. derpaa; alles rede 1680 havde han forffrevet Typer fra Lybef, og anlagde et Bogtrykkeri i Biſpegaarden; Ejby Mølle ſtulde være Papirsmolle. Efter fer Aars Forløb udkom den forordnede Pſalmebog, bog fun Vinterparten (Odenſe 1689); neſte Aar en mindre Udgave; be ſtemme ikke ganffe overens, Af 267 Pſalmer vare 136 ny og af Kingo ſeld, Reſten dels gamle, der vare forbedrede, dels nyaf andre Forfattere. Skjondt kun den førfte Halvdel var udkommen, udgik ber dog en kongelig Forordning, hvorved Kingo fik Eneret til Udgivelſen i 20 Aar, og det befaledes, at denne Pſalmebog ſtulde indføres i Kirkerne, og hver Sognekirke i Danmark anftaffe et Cremplar og betale bet med 6 Mark Danſte. Det var en for ben Tid ublu Pris. Næppe en Maaned efter at denne Forordning var tinglæft rundt om i Lanbet, blev den tilbagekaldt. Der fortælleg, at Frederik Gersdorf, ber iffe kunde lide Kingo og havde fit fri Sprog hos Kongen, en Dag foreflog Hans Majeftæt tre ny Privilegier: et for ham felv paa en ny Katechismus, et for Grev Reventlow paa en Abcde, og et for Gyldenløve paa en Davids Pfalter, med Paabud til alle Kirker og Skoler, at de fulde fjøbe bem; faa vilde de alle tre ſnart komme ud af deres Gield. Saa udkom bet fongelige Reffript af 22 Februar 1690, hvorved Kingos Privilegium blev erklæret ugyldigt. Faa Dage efter, den 4 Marts, fil han rigtignok Rang meb virkelige Juſtitsraader, men bet var et daarligt Plaſter for
Thomas Kingo. 641
et faa dybt Saar; ifær ba man arbejdede paa at fratage Ham bet hele Gværv, ogſaa bet at famile Pſalmebogen. Præften til Roeslilde Domtirfe, Søren Jonæfen, Udgiveren af Jonæ Vrofeti, fif 1691 Befaling at udarbejde en Kirkes pſalmebog; han indſendte fin Samling 1693, men ben blev heller iffe antaget. Kingo udtalte fin Krenkelſe og fin Troſt 1694 i bet befjendte:
Gak, hudeflettet Bog, du tør vel Plaſter finde Og rene Sjæle, fom vil dine Saar forbinde.
Samme Aar bøbe Kingos anden Huſtru, ber i 23 Aar havde belt Be og Bel med ham (ben 19 Maj 1694); og han gif=« tede fig tredie Gang med Birgitte Balslev, en Datter af ven afdøde Dr. med. Balslev, Asſesſor i Kancelliet og Herre til Fraugdegaard, af hvilfen Kingo ſaaledes blev Cjer. Hun var 30 Aar gammel, han 60; han elſtede hende allerede forud, ſagde man, og holdt Bryllup med hende endnu før Aaret var ube (ben 19 December 1694). Det bragte mange til at ryſte paa Hovedet; hvorfor ogſaa Jafob Birkerod figer: „om deres Forlovelſe og Giftermaal kunde meget ſiges“; meget er ber da blevet ſagt. Nogen Erſtatning fif han i Pſalmeſagen, ba ber 1696 blev nedſat en Kommisſion til at udarbejde en my fuldkommen Pſalmebog, bet vil fige, baade til Kirkebrug og til Husandagt. Kommisſionen begjerebe en Del Exem⸗ plarer af Kingos Vinterpart; der var altſaa Haab om, at hans Arbejde endnu funde komme til Nytte; han rejfte til Kjøbenhavn, for perfonlig at tale fin Sag. J Begyndelſen af næfte Aar var førfte Del af ben fuldkomne Pſalmebog (Kirkepſalmerne) færdig, og den blev ſendt ham i Haand⸗ ſtrift. En ſtor Del af hans Pſalmer vare rigtignok forbi« gaaede beri; men han fif Cneret paa ti Aar til at lade trylle og fælge, ſaavel denne Pſalmebog, fom en Gradual, 41
642 Det lærte Tidsrum. Dang Poeſi.
af hvilke hver Hovedkirke i begge Niger fulde anftæffe et Cremplar. De udfom i Odenſe 1699; og Pſalmebogen, ber ſaakaldte Kingos Pſalmebog, ber altſaa iffe var af: ham og med Uret bærer hans Navn, blev indfort i alle Landets Kirker ved Begyndelſen af bet ny Aarhundrede. Den anden Del (Huspſalmerne) fif han ved Juletider 1608 med Be— faling at lade den trykke paa ſamme Villaar ſom forſte; men derpaa maa han ikke have gaaet ind, da ben førft bled udgivet længer hen (af Lauerentfen 1703). Da Sagen for ledes var endt, gav han fin Vinterpart eu anden Titel: Ea ny Kirkepſalmebog, lod den indbinde, og ſendte den ül Sjøb. ſteederne for at uddeles til fattige Børn.
Under denne Pſalmeſag og be Byrder eller Strivigbjever, ſom Biſpeembedet førte med fig, digtede han ogſaa adfktillige Lejlighedsvers: Geburtsdagſtykke til Chriftian ben Femtes Fodſelsdag 1683; ben ſejlende Venus, i Anledning af Kron⸗ prinſens Giftermaal; ba Skibet Bring Frederif løb af Banes ftoften 1686; Tanker over Skibbruddet ved Soleſand 1690; %Wreminde over Caſper Schöller; Trøjtebrev til Niels Jule Ente 1697 o. fl. Hang fidſte Digt er formodenlig det han firev til Roſtgaards Bryllup 1703.
Alderen begyndte at virfe paa Kingos hidtil kraftige Sundhed; han led meget af Stenſmerter. Under et Ophold i Kjøbenhavn i Foraaret 1702 toge be faa ftærft til, at han efter fin Hjemfomft fjelden kunde forlade fit Hus og for bet mefte maatte holde Sengen. Hang Skriftefader, Made Roftod, beſogte ham flittig, og , fandt ham altid fuld af Aandens rige Trøjt.” „Naar han blev erindret om Syg⸗ dommens Heftighed og Dodens Bitterhed, fagde han, at han „fandt (følte) bog iffe faa meget ondt; det kunde jo iffe gaa af uden Smerte og Strid, førend de to Fjære Venner, Sjæl og Legeme, ſtiltes ad, hvilket hver retfindig Jeſu Difcipel
Thomas Kingo. 643
og god Stridsmand taalmodelig ved Guds Naade bør at live.” Dagen før han dede udbrod han, i det han vaagnede op af en fort Slummer: Herre Gud, i Morgen faa vi en dejlig Muſik at høre. Og vet flete faa, ogſaa herneden; han bøbe blidt og ſtille Sondag Morgen, ben 14 Oftober 1703, medens Kirkens Klokker kaldte Menigheden til Hoj⸗ mesſe. Liget blev biſat i St. Knuds Kirke ben 29 Novems ber, og Biffop Deichman fra Viborg, ber havde været Stifts⸗ provft i Odenſe under ham, holdt den Ligprævifen, ber endnu Haves. Liget blev ført til Fraugde Kirke. Kingo havde in⸗ gen Børn; Slægten dalede igjen.
Det er gaaet Kingo ſom Young; begge ſtildrede i ftærfe Billeder Livets Afmagt, begge beſtyldes for overdreven Kjærs lighed til venne Berdens Goder. Young, ber hengav fit Gods til Evangellets Udbredelſe, bebrejdede man Gjerrighed, og han, hvis Klager over Verdens Forfengelighed (Natte⸗ tanker) have gjenlydt til alle Tider, var af Naturen for« fængelig og elſtede ren til fin Dod. Om Kingo paaftaar man, at han var myndig, ja nogle ere nær veb at fige, at bet ber brev ham var fun Begjerlighed efter re og Penge. Hans Myndighed flal have vift fig i hans Embedsnidkjcerhed imob Bræfterne, i hang Stridigheder med Stiftamtmanden Vinterfeld, med Stiftsprovſten Jørgen Karſtens 0. fl. Men vifte han Myndighed, faa maa man ogſaa tilſtaa, at ben var fornoden; ben Maabe, hvorpaa nogle Præfter tale om ham, røber fun bereg egen Raahed; og i alle de Stridigheder, ſom vi Fjende noget nøjere til, havde han Retten paa fin Side. Om Jørgen Karſtens var Trabiticnen endnu levende i min Barndom; ben var ham ftærf imod. At Kingo yn⸗ dede en ſtor Virkekreds, er Hart nof; han havde ftærfe Evner; at han med Glæbe ſaae fin Velſtand vore, er rimeligt, thi han brugte meget, forbi han vilde ubrette meget. Ja, han
Lig
644 Det lærde Tidsrum. Danfi Poeſi.
maa jo have elffet verdsligt Gode, worledes kunde her ellers have ſunget faa gribende om Rigdoms Forfængefigher? han maa jo have følt Hormoden bruſe i: fit Hjerte, hworledet ſtulde han ellerg have kunnet fnufe ben, ligtfom Hans Meſtir knuſede Slangené Hoved; han maa jo have elftet: Verden, for ret at kunne gjennemtrænges af dens Tomhed. Deich man vidner, at havde Gud fyldt hans Kilder, faa fod bar bem ogſaa udflyde til andre; han aad iffe fit [Brød alene, men lod ogſaa de Faderløfe æbe beraf, og han lod' ingen gaa utroſtet fra fig. Der er ogfaa bevaret fljønne Træf om hang Uegennyttighed og BVelgjørenfev. Det: mitvft paalide⸗ lige af alt er enfoldige Samtidiges Dom vver Digtere, ſon de ikke kunne fatte.
En Mands Overlegenhed viſer ſig deri, at han paa een Gang horer fin Tid til og ſtaar udenfor den, over den. Naar man anvender det paa Kingo, faa vil vel ingen tvivle om, at han var hele fin Samtid overlegen, men fleve ville Dog mene, og de have ubtalt bet ſtarpt, at han er iffe en Digter for og. For ret at Innne nyde hang Digte, ben Kraft og Hojhed, fom be førfte Gang have bragt. til Follets Bevidſthed, uden at ſaares af deres tilſhneladende eler virfes lige Mangler, er ver viſtnok ogſaa avffillige Ting at betænte og at fætte fig ud over. Det betænfe iffe alle. Al Be— gyndelfe gaar i det brede, Kunſten er kort og fyndig; Han behøver undertiden mange Ord, førend han finder bet rette, men hvor uendelig højt ftaar han iffe heri over fin Samtid. Hans Levetid falder ind i en Periode, hvor højtravenbe Svulſt var bleven Mode, hvor Hoffmanswaldau og Lohen⸗ ftein bleve beundreve; bet maa nødvenbig haves for Øje, naar man ſtal paaſtjonne Maadeholdet i hans verdslige Digte. Denne Tid kjendte hverken Vid eller Smag; maa man iffe da forundre fig ever, hvorfra han har faaet faa
Thomas &ingo. 645
meget af bem, ſom han virkelig beſidder. Bil nogen tage et helt Digt af ham, og fræve, at bet ſtal være godt? nej langtfra; bet er nok, at ber findes noget beri, fom er ſand Poeſi, fom ben Gang var mageloſt. „Et godt Sted hos en Poet, figer 3. E. Schlegel, er ben bedſte Forbøn for et flet.” Og fremfor alt maa enhver, ber vil læfe Kingo, være hjemme i hans Sprog, og ilfe lade fig ftræmme af bet, der iffe Tunde være anderledes. Der var endnu ilfe braget ungen ſiller Grendſe imellem edle og uæble Udtryk; hvad ber for os er uæbdelt var bet maaſtee iffe ben Gang, i bet mindfte iffe i den Grad. Edle og ucedle Udtryk ad⸗ ſtilles forſt ved Selſtabets Udvifling; man fan ligne denne Udvikling med Bondens Sprog og bet bannebe Selſtabs eller hvad man kunde kalde Naturſprog og Kulturſprog. J Natur⸗ ſproget ere alle Ord gode, og hver Ting nævnes med fit rette Navn;' i bet daunede Selſtab forviſes visſe Begreber, og ſtulle be berores, faa føger man et andet Ubtryf. Her er bet nu baufteligt at finde Grænbfen imellem Plumphed og fljær Natur, imellem Kultur og Snærperi. Men unægtelig fan man iffe bebrejbe Digteren, at hans Ord ftøbe 06, naar be ilfe havde noget ſtodende for hang Samtid. Nogle Ord (fom at patte for bie) findes hos mange ſamtidige Digtere. San Digteren gjøre for, at Sprog og Kultur have under⸗ gaaet en faa ſtor Foranbring? Naar man lefſer et ſvenſt Digt, hvilfe ucedle Udtryk (f. Cr. at fnøfte) fan man ifte ber møbe, men be ere fun uæbdle for 08, indtil vi have giennemtrængt Sproget. Fremmede Ord gjøre undertiden formedelſt deres Velflang eller udtryksfulde Betydning en fortræffelig Virkning, men denne gaar iffe blot tabt, men Indtryllet af vet, ber før var højt, bliver komiſt, naar bet fremmede Ord er funfet ned til ben baglige Tale. Da Kingo ſtrev, ſtrommede be fremmede Ord ind, og be bleve
646 Det lærde Tidsrum. Danſt Poef.
endnu fejrede fom enhver nykommen Gjæft. Cr det Digs terens Skyld, at de nu have tabt deres Glands? Digteren dannede ny Ord, Hvortil der endnu intet Udtryf fandtes, bet var fornodent; mange af dem ere iffe gagede igjennem, ben følgende Tid har ladet dem falde; berfor ftøbe de os nu, men deri er Digteren uden Brøbe. "Mange. ældre Ord vare endnu gjængfe, i bet mindſte iffe faa foreldede, at jo enhver med nogen poetiſt Dannelſe forftod bem; vi forftaa bem ikke, ffal Digteren nu undgjelde for vor Uvidenhed? Vi forudſcette altſaa, at ben der læfer Kinges Digte for⸗ ftaar det Sprog, hvori be ere ſtrevne, og iſteden for ethvert uæbelt Ord tænfer fig et ædelt, faa førft fan. det. bedømmes, hvad Poeſi ber findes i hans Digt. Men naar der ſaaledes ydes Digterens Minde al den Billighed, han har Krav pan, vil ber endda, felv i hang gudelige Sange, findes Steder nok, hvor Udtryffet virkelig maa forekomme 08 ſaa uævelt, at Tanken lider derved, og fun Mangel af en dannet Smag funde fremfalde det. F. Cr. naar han i Nær forfagt, men beg ilfe fortabt figer: HE
Hjalpelos er flet min Haand, Jeg af Graad er hæs og hikker.
At hulfe og at hiffe har Sproget bog nok aldrig blantet ſammen. Derimod har han aldeles Sproget paa fin. Side, naar han bruger Ordformer og Ord, fom i det gamle Sprog have bereg rette Hjemmel, og bet er vor. Skyld, maar di iffe forſtaa ham; naar han f. Cx. faa Sandſer rimer: hvor jeg lidet andſer (anfer), eller ſynger: —
Da forſte Sol randt op og over Verden ſmiled',
eller
Thomas Kingo. 647
Dg naar at Øjet fig igjen med Bjerget dælder
Dg fig med Agtſomhed langs ned ad Baflen hælder, Der har Natur og Kunſt en dejlig Have fat, Og gjort et Paradis hos ſtinden Tornefrat;
eller
Mens ſom at Folfefind begyndte mer at hvege
Dg Konſter grandere paa deres Spil at lege. —
Da rejftes Vold og Værn hos Havets mægtig Stromme
Thi Snid og Underfund da havde lært at fvomme.
Et Bevis "paa Kingos Digterevne ere hang Billeder; be fomme ham imøbe overalt, ſtundum i ſaadan Mængbe og faa uforvarende, at han falber over bem. Naar han fan har grebet bem, endog flere paa een Gang, faa veed han iffe at værge fig for dem; de forfølge ham og han bem, indtil han endelig faar bem flaaet ihjel. De have været udſatte for en ftreng Kriti. „Han traver højt, figer 3. E. Schlegel, og fynfer faa dybt ned.” Det er ben Lohenſteinſte Smag. „Han ftøber i Trompeten med fuld Mund og uds ſpilede Kinder, hang levende Indbildningskraft indgiver ham af og til prægtige Tanker, men endnu oftere fun en prægtig Klang, og midt imellem be æblefte Toner blander han under⸗ tiben en Slang, fom cm han blæfte i et Vægterhorn.” Som Exempel berpaa anfører han Beſtrivelſen over Vismars Be— lejring ;i'ber beghnder met Kaninen og enber med Kugel⸗ ſpringdauds og Tordenffralb; ſom Møvfætning bertil bet Berømte Ster vm Bonden:
em linen, iuu ged i i mange Yar og Dege, Der ingen værdiges engang i Gaand at tage,
Hans kniuehvasſe Kant og gniſterige Krop
Endog blandt FTruffetræ fig. felv -ej tænder op;
Men vil man hannem fun mod Jern og Staalet bruge, Man hundred” Funker da ſtal af ham ſtod' og fnuge; a⸗
648 Det lærde Tiderum. Danſt Poef.
Han vifer da fin Kraft, at om ban flides. en,
Han er dog ever, mens der noget. er. igjen⸗ . Saa, faa din Bondeſon, om end - hans flette Kote
Den ſtjuler Hjertet og hans knogelfeere Hofte, i Giv hannem fun Gevær, før bam i Marken en, 7 Han tør fig bilde ind, bene Elægt er d Kong Dan. ”
For at give Læferen en tybelig toreſtilling om Sofpoefiens Beffaffenhed og om Kingos Skrivemaade overhovedet, bil jeg hertil føje en ordret Gjengivelfe- af det Sted Hoſianna (ber i D. Digtek. Hiſt. kun nævnes); Hvor han ligner Kongen med Solen og Dronningen med Maanen ; |
Der træder Solen frem med Prunk oc KORGE foore Strax falder Idmyghed paa baade ſmaa oe Adore,
De Stierne⸗blink oc braſt forblegned ſpebis ind
Til Kongen vender fig oc faar et andet Sind.
J hvert et Himmel⸗Tegn hand Frihed har af løbe, Hand kiorer frydig frem oc bruger flur ſin Sosbe,
Trotz nogen figer nen, oc hindrer hånt en Food,
En Skorpionen felf tør Stærten vende meod!
Saa mangt et Naade: blus oc Himmel⸗gunſtig Øre Hand pleyer til fit Foll i midler tid at bene,
Hans Majeſtatiſt Bryſt er Sirkelfuldt af Magt,
J hver en Straale er en Krafftig virkning lagt. Hand oſer Lius oc Lyſt paa alle Stierne⸗flokke, Hand bulter offte fig til Jordens vaade Sokke,
De ſtikker (fliffer?) QOvegnings Krafft i hendis folde Bryſt,
Naar Vinter⸗Voldsmand hår forkrenked hend' oc kryſt. J Luften gisr han reent, naar Storm oc ſtridig Vinde Opfværmer mægtelig med Skyer graa oe blinde,
Hand gior fig mellem⸗Mand oc lader Verden fee
At ingen maa fee fuurt naar hand vil ene lee.
J Havets dybe Vom hand tiit fin Spiir nedſtikker, De udi Fiſte⸗ſal en Skaale nat opdrikker, Saa lofftis Safften op om Thronens gyldne Ring De oſis fiden ud til alle tørftig Ting.
Om
Thomas Ringo. 649
Kort fagt: Ihdor Haud er, da er Gand ſelff en Gerre Udi fit Regiment, oe intet dog difværre, -
At Band i alle Ting -hår rigtig Øy' oc Agt,
Ja priifelig oc vel kand bruge Herrens. Magt.
De naar hans Throne sgang' mod: Afften monne helde
De hand ſtal ſtiule lit fix Gimmedligiffne Belde,
Strax træder i hans Sted hans dehlig DRONNING frem Med allehonde: pragt! daa Gimlens vide hiem.
Ey mindre Eydighed / end før 'er de paa færde,
Boor EStierne pynter. fig og ſthader at omgerde Med glæde MARENS Stoel, og hyor dend gieſte vil Da byder hver” fin Tro oc trygge Tienniſt til.
Lad Affes farved Skh paa bendis Anſigt ride,
Lad Etorm oc ſtort Veht: kun hefftig om fig ſlide, Adſtadig og. ſaa jefnt dend fig dog giennemſtiar, De faar ſin Ville frem, end naar dend ſpadiſt er.
J hendis Herredom er naade, Roe og Hvile,
Hun tør ad urpe ſelf vel haanlig fre. oc ſwile,
Hun elle Chreatur fra Arbehd løfer af, Gun er de mattis Lif og Rette ſtode⸗Etaf.
Gun vandrer mangen Mat ce hører Verden brumle,
De høordan: Menniften..i Mørk oc Daarſtab tumle, Hun feer pel mangen- gang et -gifftig..Stiernesftudd, Dog hende gior det ry det allermindſte brudd.
Hun holder alt fit Goff oc Friheds Regimente
J Rigtighed oc Gang til Gimlen ſelff vil hente,
Sin anden bedre frem, at fage Spiir i Haand NO lige HimmelRæt oc føde friheds Baand.
San gaar det Aar til Aar, oc ingen Skiffte kiendis
J det Regierings Par, der. under dem fun vendis Det dødelige Kra, ſom ftiger op oc ned,
De ellers intet ſelf af. flet. Foraudring veed.
Kingos verdslige Digte ere dels alvorlige, dels ſtjem⸗ tende; i de alvorlige ere Hiſtorie og Patriotisme bet frem« herſtende; deres Fyſiognomi fjende vi. I -be ſtjemtende mangler Lune, ben fine Jrowi og alle deslige for hine ſie ⸗
Og ej Hvor ma Som | Er dog e Raar &
Eller endnu Bedre:
Der Frede Udaf T Og Bonde Og var Og hver fi Fra øret Og Lo 4: For Ude
Carſten Atkes Afſted har Forlober for vore fenere
Mig tyffes, Som fort Med tuſinda
Thomaé Singo. 651
Thi øften for der rejfer op Og fig mod Etyen holder
Den æltes gamle Skove⸗Top, Hvis Sindals grønne Folder
Dg Grene⸗Vaxt gjør flig en Pral J Luftens nedrig Beje,
Gom ben var groct til Gimmel⸗Sal Dg EtjernesLoft at feje. Der fan man fee fin Lyft oppaa Den danſke Diure⸗Konning, Den kronet Hjort, i Duggen gan Med fin betaffet Dronning. Der er den briffesrumpet Raa, Den kaade Buftes Føjte;
Der feer man Lures Niftel gaa Gos Raviſen fin Tøjte;
Der fidder under Buft og Læ Den hjerte s tippet Hare,
Der feer man ned og op i Træ De ſnare Egern fare.
Der hører. man foruden Tal SlovsÆnglene at ſjunge,
Com levend gjør den Love⸗Sal Med himmetsftemmed Tunge.
J Buften har Naturen fat Sit Apothek og Kjokken,
Der groder Jorden ſlig en Skat, Den keydderige Froken,
Ut hvor man ſcer, faa er der fhldt J alle Hum og Gange,
Med Urte⸗Desmer ſmuk forgyldt Oppaa de grønne Stange. Vil man igjen af Skoven gaa Som hen fig bjergesbuffer, Dg Ennemarket ned paa ſtraa
For Djureshave lukker;
652 Det lærte Tidsrum. Danſt Poeſi.
Da ret pan Bjergets Ridder⸗Held Der feer man Karpen fpringe Forinden funftig Demnings Vald Og Bjergetse hule Bringe. Naar Bjerget da fin ſandig Fod J Enge⸗Sletten fleder Og ſtjuler ſaa fin grundig Rod, Da dejlig Tisſo meder, Og ſmiler ad fin gemte Ven Med fin Chriſtalle Læbe, :…. Og lar fin Solve⸗Side hen Om Skoven pdmyg ſocbez Saa midt ud af hans klare Bryſt En liden Aare rinder, Som gjør en Cs med ſtorſte Loft, Der fnart er cirkel⸗trinder (0. f. v.)
Og det er den famme Mand, der beghnder Den fejlende Venus ſaaledes:
Bind op dit forte Slor ved Solv⸗Dagſtjærens Hoved, Du ſabel⸗ (ſobel⸗) brune Vat, nof har nu Verden ſovet, Frem, Morgenrøde, frem, og Purpur⸗Teppet hæng, Mens Solen den ſtaar op fra din fafraned Seng.
Som epigrammatiſt Digter var Kingo meget frugtbar; man henventte fig uten Tvivl ofte til ham, eg var nøjfom. Han bevæger fig heljt i Antitheſer; Spidſen er gjerne noget ſtump, men undertiden rammer han deg fra bet fjerne.
F. Er. Opſtrift paa et Anker, ſom i den heftige Storm var Kongens Frelfe.
Gud holdt paa mig, og jeg holdt Chriftian den Femte, Der en fortvilet Storm i ØftersEs ham klemte; To Rigers Liv og Død paa to Jern⸗Hager laa, Jeg derfor ævig her flal til et Minde ſtaa.
Thomas Ringo. 653
Paa en vis Herres Speremaal, hvortil Snustobak duede. Min Ven, ſpor mig ej ad, Hvortil den Salke⸗Mad Dg Lugte⸗Etov mon bue; Den er af vife Mænd For Hjernen dygtig kjend, Thi ofte har de Sme.
Ogſaa ſom lyriſt Viſedigter vandt Kingo et udbredt Navn, iſcer ved Chryſillis, da mit Verdens Guld, ſom man i fin Tid, ſiger Nyerup, gjerde fuldt faa meget af, ſom i vor Tiv af Rungſteds Lytfalighed, og ved Hyrden til fin Hyrdinde, eller, fon bet ogſaa kaldes, Kingo til fin Frue.
Da iffe blot Viſen; men ogſaa Stroferne ere lange, maa det være nof, attanføre ar Strofe af den førfte; Gyrden har fundet fin Gyrdinde, Aftenen er henrunden og Natten falder paa:
Naat EtjernesTæppet da blev: lagt Og hver en Flod blev fuld Af ſtjerneſtukket Guld,
Og GBhrden ſine Faat faa fagt J Aftenføalen drev Os Spor i Duggen ſtrev,
Du da med Git af Sted, Faar⸗ dlokken du tafde tit, ODg beſaae "tor og Smaa. Gimme s Falkel blusfed frit;
Stjerne⸗ Rubinen Har
fin i dit Mælfes Kar,
Og Perfes Duggen faldt Paa Haar og alt.
Philar, den trofaſt Hund,
Dpvarted al den Stund, Gjorden forſhnet blev,
Dg Ulven drev.
654 Det lærde Tidsrum. Danſt Poefl.
Af Hyrden til fin Hyrdinde meddeler jeg Begyndelſen og Slut⸗ ningen, da der gives faa faa originale Digte af denne Slags, og vi her finde Kingo felv ſom Elſter:
Candida hviler i bjertesfjær Gjemme, Com Diamanten indfluttet i Gud; Candida har i mit Hjerte fin Hjemme, Og fom en Perle i Steven fordult. Veneris Son, Dejlig og ſtjsn, Gjør det faaledes, min Tante faar Bøn.
Sod er dog Skyggen for Manden paa Veje, Duftelig Hvile for Storm under Træ; Barnet i Vuggen har ſovne⸗ſod Leje, Venſtab gisr Møje, men Bryſtet gjør Læ. Vintræ med Stang Gjør Drue⸗Fang. Yndig og dejlig er Candide Gang.
See mig naar Vaaren taer ſommergron Trøje, Luften afkaſter fit iſegraa Skjort, Himlen med Skyer beſmyhket til nøje, Mulden med grønne Jordklade iført, Fuglen gaar ben, Taer fig en Ven, Ene jeg, Candida, ſidder igjen.
Seer jeg til Floder og bolgeblaa Flammer, Hver af Indbyggerne leger med fin; Seer jeg til Dyrenes lovkladte Kammer, En tager denne, en anden taer hin. Jeg feer vel til Paa artig Cpil, Ak jeg i Buffen maa ligge dog ftil.
(Saa kommer Candida ud af Elſtovens Telte.)
. . Thomas Kingo. 655
Klar ſom Demanten var Stjæret af Øje, Hvid ſom Criſtallen ver dejligfte Kind; Cutferfød Tale mit Hjerte mon bøje, Andige Fagter betragter mit Sind. Gjerteljer Gavn J Bennefavn, Udi mit Hjerte begraves dit Navn.
Thi paa din Tale ev himmelſod Melfte, Midt paa din Læbe er Roſe og Rips, Mt du din Tjener af Øjertet vil elfte, Kan jeg vel flue af Bryſtets Hvid Gips. O Hjertes Mø, For dig at de Gjerne jeg vilde i ſalte⸗blaa Ss.
Gimmel⸗blaa Hvelning har Stjerner ej flere, End du har Dyder, min Dufte, min Raa; Hvad vif din Tjener da mere begjere, End dig at nyde og engang at faa? Venus, ſnart fom, Luk op din Bom, Flh mig i Candidæ Hjerte lidt Rom.
Lad mig nu vare din Tjener i Tanke, Candida, ene mit fjærefte Maal, Jeg igjen venlig vil Steven opſanke Efter min Venniſtes raſte Fod⸗Saal. Kjærefte Del, Eiſtelig Sjæl! Andigſte Duffe, af Hjertet Far vel!
Kingos aanbelige Sange, thi med bem maa naturligvis enhver Betragtning af hans Digtervirkſomhed fluttes, ere dels enkelte Pſalmer for Kirken, dels Pſalmechkler, dele aandelige Sange for Huſet. Om dem ere alle enige, at de
Fag
656 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
overgan t Kraft og Højhed alt hvad der hidtil af denne Art Digtning var til i Modersmaalet. ,,De have et uforgjænges ligt Liv i fig, forbi de ere fremgagede af en ſtridende og troende Kriſtens virkelige Liv.” „Kingo flabte en ejenbommes lig Kirfemesfiade, ber med alle fine fvage Gider iffe blot vil ihnkommes, men glæbe og oplive danſte Krifine, naar Klopſtocks Skolemesſiade har været længe glemt hos be Tyſte.“ „De fjorten Hverdags-Materier, hvor Himlen og Jorden, Kirken og Kongeborgen med ſamt det lille venlige Skovhus ſpejle fig i Inbføen uden anden Forfljel, end ben mattere eller ſterkere Belvening af Morgen⸗ og Aften⸗Roden, maa være nok til at gjøre en Stjald udødelig.”
, Mægtig, dyb jeg hører runge, Gamle Barde! i din Sang Kirkeklokkens Malmertunge, Nordens Davidsharpeklang.“
„Hor, hvor fedt dog Kingo leger! — Naar hans Harpeflag dig fvoæger, Naar fig løsne Stovets Baand, Naar du rejfer højt af By
Paa den klare Toneſtyh,
Tenk da paa, hvor mange Sjale, Com nu for Guds Throne knale, Kvagedes faa mangen Gang
Ved den ſamme Harpeklang!“
Naar man læfer Kingos Fortaler, mærfer man ſtrax, at der ogſaa her er en himmelvid Forffjel fra de andres Proſa. Han fætter fine Ord paa en egen Maade, og fpringer pludſelig ind i et Billeve, hvor ingen venter noget, og hans Ord ere iffe fremmede, men danſte. Han vilde ogfaa ſom Profaifer funne have fremkaldt en ſtor Forbedring, maaffee
Thomas Kingo. 657
endog have ſtandſet bet ellerg uftanbfelige Indbrud af Frans flen, hvis han havde virfet paa denne Maade. ,, Denne Predileſtol, bette Tempel, denne Sfole, figer Deichman, Tan bære Vidne, at han talede vel. Hans Hjerte var fuldt af Tro, hang Ord fuldt af Kraft.” Men det levende Ord er fom Vinden; naar vet har fat Sindet i Bevegelſe, har oplivet Aaſhnet og grebet Hjertet, ſaa er det allerede langt borte. Selv. om hundrede: høre det, tuſende ſtulle fornemme og bevare bet, før bet Fan giennemryſte et Folk. Vi fee berfor i Literaturen ingen Virkning af hang Veltalenhed. Det enefte proſaiſte Sfrift af Kingo er hans Ligtale over Jakob Birkerod; man gjenfjenver ham deri, i be hyppige og ftærfe Billeder, ber iffe ere bange for at gan ned i de bybe Toner; men Formen er uheldig. Ligtalernes Tid nær= mede fig fin Ende; og Vejen til det ny Aarhundredes Kultur gif iffe igjennem Kirken.
Pontoppid. Annal 4, 110. 615. Nova literar, is Bal- thici, 1704, &, 220, (Det hedder her, at Kingo førft gif i Stole i Aalborg, en Fejltagelfe, der formodenlig er fremkommen deraf, at Reftoren i Slangerup hed Aalborg .) Deichmans Ligtale over Kingo. Odenſe 1704. fol. med Kingos Portræt. Fortalen og Levnetslobet S. 70, D. Atl. 2, 422. Blochs Fynſte Gejſtl. 1, 151. Farftrup og Axelſens Dagbog, S. 243. D. Digtet. Hiſt. 3, 170. (hvor Fodſelsaaret 1643 er en Trykfejl). D. Pſalmed. Forf. 1, 55. Kingos Levnet af Provſt A. C. 8. Heiberg. Odenſe 1852. Birche⸗ rods Dagbøger ved Molbech (fee Regiſteret). Wedel⸗Simonſens Saml. til Elbedgaards Hiſt. 2, 23 (Birgitte Balslev). 3, 53 ¶ Degnen Hans Kingo, jf. Heiberg, S. 219). Jatob Bircherods Familieefterretninger i Kallſte Haandſtr. Mr. 130. fol., efter Med⸗ delelſe af Prof. Kall-Rasmuéfen, jf. Heiberg, &. 217. Om Tabet af Kingos Portræt, fom fandtes i Odenſe Gymnaſium, Benrichſen, Bidrag til Odenſe Cathedralſtoles Hiſt. Program 1846, &. 43. Odin Wolff figer i Jafob Vorms Levnet, at Kingo ved fit forſte Giftermaal blev befoogret med Griffenfeld; derom vides intet. I. E.
42
638 Det lærde Tibsrum. Danſt Poeſi.
Schlegels Der Fremte, Nr. 38—39. E. G. Vieth's Udgave af Kingos Aanderige Morgen⸗ og Aftenpſalmer, med Brandts iyfle og Roſes latinſte Overſ. Sors 1768. Modeformat. Kingos Aandelige Sjunge⸗Chor. Kbb. 1785. P. A. Fenger's Udgave af Kingos Pſalmer og aandelige Sange, 1827, med Kingos Portrat og Vaaben, ſamt Grundtvigs Anmældelfe i Theologiſt Maanedſtrift, April 1828, og Anmaldelſen i Maanedseſtrift for Literatut, 1, 19, Bøor der platte i Sproget fremhæves. M. Hammerich og G. Rote, Kingos Aande⸗ lige Sjunge⸗Chor. 1856. Om Kingos Digt til Roſtgaards Bryllup. Dån. Bibl. 6, 538. Grundtvig, Roskilde⸗Riim, 1814, &. 143. 146. Ingemann, Ved Thomas Kingos Grav, i Krosſings Fylla, 1821. Om Ringe ſom Pſalmedigter: Rudelbach om Pfalmeliteraturen, S. —329.
Der er tilſtrekkelig førget for Udgaver af Kingos aandelige Digte, medens man msjfommelig maa opføge de verdslige, dele i Originaludgaver (tildels, ſom Sabygaards Koklage, trhkte i Dette Lar), ſom ere ſtore Sjeldenheder, dels i forældede Samlinger, der ſtundum ere næften ulæfelige, dels i Haandſtrifter; og dog ere disfe Digte ikke blot vigtige Bidrag til vor Poeſis, men ogſaa til vort Sprogs Siftorie. (Man finder f. Cr. hos ham at funde om, der tjener til at oplyſe Grimnismaals pytr Pund, Floden ber omgiver Valhal.) En fuldſtendig Udgave, i bvillen jeg belſt tenler mig alt det for⸗ ældede og ſmagloſe re, ſom fun forftyrrer Indtrykket, og ved enhver Digter er noget uvæfenligt og tilfældigt, kaſtet bort, men aft det poetiſſe og ſproglige Indre bevaret, en fuldſtendig Udgave af gamle Kingo er uden Tviol noget af. det førte, ſom vi ſtylde vor Fortid, os ſelv og Cfterflægten.
Af Kingos Chryſillis findes en Del Stroſer i Nyemp og Rasmusſens Udvalg, 2, 38. Thomas Kingo til. fin Frue findes i Lirdorphs Saml. 4 B. og i Thotiſte Haandſtr. Rr. 1528. 4. Chryſillis og en Del haandſkrevne Vers, den ſejlende Venus og flere trykte, paa Univerfitetsbibl. iRoſthaarts Saml. Re. 152. fol: jf. Heiberg, S. 165. .
Om Arrebo eller Kingo er Forf. til Vegiererfent Cifte blot
de kjobenhavnſte, men de danffe) er endnu iffe opfyft (Ryerup og Rasmusſens Udvalg 1, 297).
Anders Bording. 659
Kingo har iffe ſtrevet Fortale til Samuel Ilds Overſ. af Arndt's Sande Chriſtendom, men, tilligemed Jens Birkerod, givet den fin Anbefaling eller Samthkke til Trykken, at Overfætteren bar hiulpet til at drage vor neſten i fidfte Blus liggende Chriſtendom af fin Uffe, tage Skiallene fra vore Landmends Oyhen, Faares flæderne fra Ulvene, Rægrimen og Efabilfenhovedet fra Hyklere, ſom im Sand Chriſten Kirke leve ſom usfande Chriſtne.“ (1682.)
Kingo omtales ogfaa af Engelstoft, Odenſe Sognehiſt. (Nyt Giſt. Tidsftr. 6, 75. 87.)
Blandt bette Tidsrums verdslige Digtere er ben meft anfete Anders Bording, ber endog efter en temmelig almindelig Mening fordunklede alle de foregaaende. Hang Fader, Chriſten Bording, var Livlæge hos Prins Chriſtian (den Femte), blev 1613 Stiftélæge i Ribe og var Ærfedegn i Kapitlet (f 1640). Sonnen (f. i Ribe 1619) gif i Ribe Stole (1626—1637) og lagde fig ved Univerfitetet ifær efter ben latinſte Poefi. "I et Var Mar var han Guslærer for nogle adelige Jomfruer paa Brusgaard i Jylland, og digtede for bem (1647) fin Julejang ;
Hinen med fire lette Vingtt.
Derefter opholdt hen fig. hos fin. Brober, Laurids Bording, der egſaa var. Poet, i Uldborg Bræftegaard, og blev fnart befjenbt formedelſt ſine latinſte og danſte Digte; 1653 tog han Magiſtergraden i Sorø; og hans Mavnfunvighed bevæg.be Hr. Tage Thott kig Ertksholm til at indbyde Ham HI fig. Her lebebe hån" pe fit Ven, Mag. Vitus Bering, til Thotts Dod (1658). Saa begav han fig. til Kiobenhavn, hvor han i Krigene Fid fr Nee, og ſtuffet i fine: Haab om en ,Anfæt« telſe ſtrev fine Forhaabnings⸗ og Forhalingsgriller; endelig Blev han, 1667 ,Seltonvi Theologien i Ribe. Til dette Embede hørte. :Præftefaldet i Befter» Vetfted;..men da han ingen Øvelje havde i at præbife, maatte han dertil holde en anden; a2
660 Det lærde Tiderum. Danſt Pocfi.
og blev ſnart kjed af fin Stilling. Da han gtter var kommen til Kjøbenhavn, fif han. Befaling af Frederik ben. Tredie at ubgive ben ældfte banjfe politiſte Tidende, Den danſte Wers kurius, ſom han af egen Tilbojelighed og i Følge den gamle Regel, at Poeſi gaar forud for Proſa, forfattede paa Vers. For dette Arbejde nød han indtil fin Dyb, (1677) en. Penficn af Regjeringen. Han blev begravet i Nikolai Kirke.
Bordings talrige Digte bleve forſt ſamlede og udgivne efter hans Dod af Frederik Roftgaard og Peder Terpager (Bordings Poetiſte Skrifter, 1735. 4.) " Den førfte Del indeholder rebigte, Lykonſtninger, Brudevers, Ligvers, Bindebreve, Epigrammer, Aandelige Gange, tildels Over⸗ fættelfer af Davids Pfalmer, og Verdslige Viſer: Elſtovs⸗ fange, Drikkeviſer, for en ſtor Del Cverfætteljer efter Opitz, Rift og Voigtländer. Det er én broget Blanding; thi Ud— giverne, bemærfer Gram, vilde iffe tillade at gjøre et delec- tum af hang Poeſier, men vilde have optaget Ribbel og Krat, ſaavel hvad han ſtrev over en Kokſog en Vortner og til en Fruerpige, for at faa hende med fig i Gyldenlund (Char— (ottenlunv), ſom hvad han med Flid og Betænkning frembar til ftore Herrer; bigfe gove Mend faa derfor tage paa deres Kappe hvad Bording derved taber udaf ſin ellers velfortjente Eſtime. Den anden Del indeholder Danſte Merkurius, rimede Relationer om hvad ber var ſkeet hver Maaned fra 1666 til 1677. Skjondt ber i denne rimede Tidende findes enkelte artige Steder og Tivsffilbringer,” ſtulde man tro, at Bording iffe kunde have ſtrevet den, hvis han virfelig var Digter; men den Lethed, hvormed han rimede, fortrylleve alle, og han blev anfeet for den førjte og bedſte. J ham var Maalet nanet, og man ventede faa godt ſom alvrig at fee hang Mage. Terpager .hædrevres formedelſt Udgaven af Bording:
Anders Bording. 661
Restituens orbi primum, quæ sparserat olim
Carmina Bordingius nulli cessurus Homero. Vilhelm Helt ſtiller ham ligeledes ved Siden af Homer; begge kunde flumre:
Jeg vecd dog meget vel, Homerus felv fan flumre;
Vor danſte Bording med fan undertiden bumre. Fred. Roſtgaard taler om „den ſtore danſte Poet Audreas Bording, hvis Lige Danmark aldrig ſaae for hans Tid, og vel næppeligen ſtal fan at fee efter hannem," og tilføjer: „Jeg haver iblandt mine ſtrevne Boger adſtillige af ben falig Mands Vers, ftreven med hans egen Haand, fom paa mangfolvige Steder ere faa tit forandrede, at ingen ſtulde tro bet, om han iffe felv faae bet, at fandan en ftor Mand ſtulde have haft faa megen Umage, førend hang Vers kom i de rette Kleder.“ Neenberg udhever hang Ferdighed:
Siig, gode Bording, flig mig dog, vo lærte "dig at ſtrive?
At fpænde hvert et Ord i Aag Til Rim der funde blive?
Naar jeg dig feer faa meſterlig Din Digt at ſammenbinde,
Jeg flutte maa, at Rimet dig Vil ret med Forfæt finde.
Det big fan let fra Pennen gaar, Du digter ej faa fage,
Dig jo et Ord tilrede ſtaar Og tage vil fin Mage.
Selv Holberg
feer en Hoben Ttoſt i Brandtes Viſer, Gt Blad i Bordings Vers mod" alle dem ban priſer.
Gram ophøjer ham endelig over alle andre Poeter, forbi han 1) var færd og vidſte fine studia humaniora og poétas
662 Det lærde Tidsrum. Danf Poeſi.
antiquos til Punft og Priffe; og fordi han 2) havde mere copiam lingvæ vocum et phrasium lingvæ Danicæ end be andre. Dog er bet iffe alene Tungemaal og Ord, iffe heller blotte Rim, hvoraf en Poet flal dommes, men for⸗ nemmelig Vidſtab, vel og artigen at indrette enhver Slags Digt, at fætte den i fin vette "Form, efter Naturens og Kunſtens Regler, til at gjøre den behørige Virkning paa Folks Hjerter. Af den Grund holder han Bording for den førfte danſte Digter, da Aroboes herlige Verk om Skabelſen, ſtjondt ogſaa han forſtod fit Haandværk tilgavns, ifær i hans fidfte Aar, iffe blev nok udpoleret af Autors ſidſte Haand, og forſt fom for Lyfet 1661, ba Bording allerede var paa fit fejrejte. EH Denne Digterhæbder ſpinder betydelig ind, naar man af Digteren fræver mere end lette Berg, nogen Begejjtring og Bid. Da liber Bording unver alle fin Tirs Mangler. Han formaar fjelven ſelv at undfange den poetiſte Tanke, vg er berfor heldigſt, naar den er ham givet; og felv ba falder Rimene ham faa lette, fordi han bruger mange Ord til at fige et og det famme. Derved blive hang gudelige Digte trivielle F. Cr. i Juleſangen: Eja, kommer og beffuer, Kommer, Born og gamle Mænd, Sommer, Kvinder og Jomfruer, Seer det Bam, Gud har 08 fend ! Seer hvad Nyt Gud her paa Jorden Skabte mod Naturens Orden, At en Jomfru Moder var Og blev dog en Jomfru Élar.
Digter Sang og ſtjonne Viſer, Dette Barn til Fryd og Ro,
Og med Simeon beviſer Eder i hans Fodſel fro!
Anders Bording. 663
Favner, klapper, kysſer, dysſer,
Vugger, laller, kysſer, tysſer, Siunger, at det lille Nor Faar fin Sovn og lidet ror.
Heller iffe fan jeg finte, fom Gram mener, at hans Poeſi vinder ved at være til eller om ftore Herrer. Uden Dybve løfter han fin Folelſe op i Hyperboler; fom naar han forlanger hele Bæltet til Graaden over Joachim Gerss dorfs Dod:
Gold ſtille med dit ſalte Vand, O ftride Bælt, hold ftille! Du tørt ej føge fremmed Strand, Dig bruge vi felv ville. Gaa mangen Flod til Havet du Ret aldrig fan udrede, Os jo behøves flere nu Til modelig at græde.
Derſom Manden, figer I. E. Schlegel, altid regner faa rigelig hvad han behøver, hele Bæltet til Taarer, faa vil han vel derved [abe Arvingerne forſtaa, at han til at ſtrive Ligverfet har brugt for nogle Tuſende Daler Blæk; og han onſter med Rette, at Bording mere havde befymret fig om Menneſtenes Gemytter, end om beres Fodſels⸗ og Dodsdage. Blandt hang ſtjemtſomme Digte har man anſeet Forhaab« nings⸗ og Forhalings-Griller for bet bedſte; men ogſaa deri er bet fun enfelte Steder, ſom vi nu kunne finde noget Fynd i, fon:
Bil nogen Kræmmer borge mig Groft Klæde til en Hue, For jeg bersmmes højelig Af ædel Mand og Frue?
664 Det lærde Tiderum. Danſk Poef.
Nej, Dandfen ej med rode Sko lene fan udføres, ; 7 Der hører andet til end BGo, Naar Plogen ret. ftaf tjære,
eller Slutningen af Studenters Renere:
Om jeg fun tre Ting. nu [ra 143, Da faar jeg Gladlens Tone⸗ Begpndelfen dertil er Kaa, Det er Kald, Kiortel, Kone.
JF fine Viſer overgaar han i det mindſte ilfle Terkelſen. Der er ſaaledes næppe mere end tø Ting, der nu ville give Borving noget Værd. Det ene. er hans Kierlighed til Modersmaalet og den Vinding, det fan høfte af hans Sfrifter; han elffede bet og ivrede for dets Renhed:
Jeg ſtal anvende Flid og Kunſt, Mit Fadern'maal at ære,
At det fan vidt, fom jeg formaar, Udbredes ſkal og fremmes,
Og ej, fom nu i mange Aar Er ſteet, udyrket glemmes.
Lad være man det ei fun faa Com Thſtk og Bollandſt bryde,
Det dog fin artig Held fan faa Og vel faa artig lyde.
En ſallandſt Gaas med Flugten fin Sig jo faa højt fan fvinge
Com en af Amftel eller Rhin; Bort Maal er ej fan ringe.
En Danſtk er ej faa dum og flet, Har ej faa tyk en Tunge,
Han jo paa fin Maneer faa let Som andre Foll fan fjunge. —
Anders Bording. 665
Det er, o danſte Mand, ukvemisg Dig fremmed: Ord at laanen“ Fra Tybren, Seine, Rhin og. Tems Og faa dit Sprog: fothaane. En slatter Stjern og dejlig Hud EN vot iꝛf ſig fee bepchiee T Men fmintes den for meget ud, Då ”rhiites den og tydes. Bor Moterdmaal, ſaa fremt du dů Deri yt fjorde, mægtig, Af fin Natur ér jo for fig Eaa liflig, rig og prægtig, At ingen Tertil betie tor urlendiſt Glands og Smmkke, "Gom. bende ſaa vanheldig gjør, At hun ej tør opdylfes
Det andet er hang Lethed. Medens de andre ſlide fig og Sproget fordcervet, for at finde paa. Rim og at faa Ordene til at hænge fammen, rimer han fom om bet var hans Natur. Dette Fremffribt maatte jo ogſaa engang giøres, at bet kunde ſtaa fom et afgjørende Bevis paa Sprogets Kræfter. Det havde man iffe vidſt eller følt faa levende før; alting var gaaet trægt og tungt.
Bordings Død blev et ftort Tab for den banffe Mer— furiug. Den ſtulde fortfættes, og det blev overdraget Hof⸗ poeten, ben forhen nævnte Ahaſv. Bartholin (en Preſteſon fra Højby i Odsherred); men fan flilte fig fan flet derved, at Merkurius, ſom Sorterup figer, faldt i Sfarnet og forſvandt.
D. Digtet. Hift. 3, 49. 109. D. Pfalmedigtn. Forf. 1, 47. Bordings Levnet af Peder Terpager foran hans Poetiſte Skrifter. Meder Vinſtrups Ligtale over Tage Thott. 1666. 4. Odin Wolff i Morgenpoſten 1792, Mr. 51. Thorup, Bidrag til Kundſtab om Mænd, fom ere udgangne fra Ribe Cathedralſtole. Ribe 1824.
666 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
S. 9. (han anfører ſom Bordings Fodſelsdag den 21 Famuar, de andre have Februar). Arrebo og Bording i Molbechs Hiſt. biograph. Saml. 3 $. S. 357. revers til Terpager foran Ripæ Cim- bricæ. Helts Poetiſte Skrifter, S. 186. Reenberg i fit Digt Forfamling paa Parnas. Fr. Roſtgaard i Smaa Erindrings⸗ pofter om danffe Vers, Minerva, Yuli 1790. Grams Brev til Brev Chriſtian Rantzau i O. Wolffa Journal 1810, S. 204. jf. J. Moller, Mnemoſyne 4, 153. SF. E. Schlegel, Der Fremde, Nr. 38. Rahbek, D. Tilſtuer, 1 Xarg. 2. B. 1791, Kr. 54. Bordings Scutum Gynæcosophias eller Lærde Kvinders Forfoar (Poet. Skr. 1, 1) fan fammenlignes med Holbergs over ſamme Wmne. Sarſtkilt udfom Den Cimbriffe Nordens Taare. 1670. Kbh. fol. I Wielands Samling, $. B. tillægges Bording Students ernes meget Ondt og fildig Godt; men Forfatteren maa have været en Fynbo, da han ſynger:
Thi jeg mig havde ædet fat (mæt) Af Sallands Pandetkage;
Min Attraa var til Fynſte Grød, Didhen jeg mig ftrar lifter,
Thi Fodejorden er dog ſod, Naar alting ud er friftet.
Den Ordfamling, fom Gram har meddelt i Bordings Poet. Skr., tjener dels til at opinje, hvilke gamle Ord man paa Grams Tid anſaae for faa foreldede, at de behovede Forklaring; ſom Adelhob, Edeling, brad, deden og heden, deert (digert), dierf, Forhverf (Er⸗ hværv), Glam, Herreſtjold, hvinſur, Jamling, Kæde, Kolf, Leding, Mude, Styld, Time og at times, vaabendjærf, Vedermod, Ukvemsord; man feer deraf, at Eprogflatte ogſaa en Tid lang kunne ligge ſtjulte og derpaa atter komme for Dagens Lys, thi i det mindſte en Del af disſe Ord ere nu almindelig bekjendte; dels findes deri adſtillige Ord eller Ordformer, der nu ere forfommdne; fom at kyde (Landſtads Norſke Follevifer 2, 177: at kyte, oldnord. kyla, lives, Thelem. ſtryde, pralc), kykker (lig tvil, hvoraf Kvigſolv, Kvegfand), at ſtarve eller flærve (flikke, bode; Peder Syvs Ordſprog: ffærffue der det braft, øge der det flap) o. fl.
Dramaet. i 667
18. Den bramatiffe Poeſi. Dramaets Overgang fra Latinen til Modersmaalet, fra gejftligt til verdoligt. Hans Chriftenſen Sthen. Peder Jenfen Hegelund. Hieronimus Juftes fen Rang. Peder Thøgerfen. Hang Thomfen Stege. Anders Kieldſen Thybo. Jens Kieldſen. Erik Pontoppidan. Mogens Steel. Jens Chriſtenſen Lønborg.
Den dramatiſte Poeſi, ſom Poeſiens Fuldendelſe, ſom Poeſien i Forbindelſe med Kunſten, fræver en betydelig Kultur⸗ udvilling, og er berfor ligeſom en Gradeſtok for et Folts Dannelſe. Enhver ftor dramatiſt Digter er paa een Gang et Produft af fit Folk og af Menneſteheden; Nationaliteten er i ham udodelig; han foreviger fit Land og fit Folk. Af Shakeſpeare feer man allereve, at England er og maatte Blive ben oprindelige Grundkilde til hele ben ny europæiffe Kultur; han kunde iffe blive til uden i bette Land, og i bet Land, hvor han blev til, maatte fodes Mænd, ver i filo— fofiff-vivenffabelig Retning gave Europa fin Udvifling.
Hvor fattige ere iffe vi, og hvor langt tilbage ere iffe be Folf ber omgive os! Tyjfland opdrog os i vor Borne— lærdom; Frankerig og Italien lærte og Muſik og Sang og Dands; men om tragiſt Idee og om lomiſt Vid havde vi endnu ingen Anelſe. Vor Dramatiks Karafterijtif for denne Tiv er fort: naar ben vilde være rørende, Blev ben komiſt; naar ben vilde være komiſt, blev ben grov. Imidlertid gjorde vi dog visſe Fremſtridt. For at faa en Overſigt over bem kan man betragte Stuefpillet, dels med Henfyn til be Steder, hvor det opførtes: i Skolerne, ved Hoffet og for menig Mand; dels med Henfyn til Stoffet og dets Behand⸗ Ting: Overgangen fra bet gejjtlige Skueſpil til bet verds⸗ lige, og Overgangen fra Latinen til Modersmalet. For—⸗ fatterne og deres Forſog ere allereve af flittige Samlere,
668 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi.
Vandal, Nyerup, Rahbek, Jacobſen, Overſtou, faa udførlig behandlede, at vi ogſaa her kunne indſtrenke os til en fort Udſigt.
At der i de lærte Skoler og ved Univerfitetet opførtes Skueſpil til Øvelfe, have vi afferede feet i forrige Tidsrum; be vare paa Latin (at nogle af bem, ber ba opførteg, vare paa Danſt, er fun en los Mening). Det varede ved, og man beghndte at opføre danſte. De Vivnesbyrd, ber haves derem, ere følgende: J Fundatjen for Kommunitetet for» ordnes, at Eleemosynarii ftrag, naar nogen af Terentii fabulæ er udleſt, ffulle den publice agtre efter Theologorum og Rectoris Villie og Befaling. Thura fortæller, at Frederik ben Anden 1574 med fin Søn Chrijtian var i Viborg, hvor Diſciplene ſpillede Suſanna for ham, og Kongen gav derfor Skolen 30 Læfter Korn. Den Suſanna, ver blev opfort, var Betuleji latinſte. Hvor meget man, i det mindſte i nogle Skoler, lagre Vind paa disſe Ovelſer, fees af Skolelovene, f. E Viborgs fra 1575, hvori det paalægges alle, ikke blot at hjælpe til med Opforelſen af Theatret, men ogſaa at fpille med: Inter exercitia non postremum locum actio fabularum latinarum obtinet, quæ qvando exhibendæ sunt, omnes commensales non solum ad theatri exstructionem, sed et fabularum actionem sub mulcta semidenarii adsint. Natur- ligvis, thi bet var en Sprogovelſe, hvori alle maatte deltage. Men at man nu ogfaa, til liden Glade for i vet mindſte nogle af Reftorerne, havde begyndt at opføre danſte Stue: fpil i Skolerne, fees af Kjøbenhavns Skolelove fra 1573, hvori Reftor forbyder bem: omnes licitationes et mercationes, exhibitiones fabularum, præsertim Danicarum. Naar man har begyndt dermed ere vi iffe I Stand til at angive. Den tits ligfte Angivelſe er 1565; derpaa har Lyften til Skueſpil ijær
Dramaet. 669
tiltaget efter Freden med Sverrig 1571, hvilfet Hegelund antyder i Prologen.til fin danſte Sufanna:
Vi have holdt ftille udi lang Tid Med Leg og Loft, Og haft. derimod noget andet til Id Og været tyſt. Nu fatte vi førft dig, evige Gud Cetc.) og ba Hegelund 1576 med bette Stuefpil havde givet et faa godt Exempel, blev bet uden Tvivl efterlignet hiſt eg her, hyppigere end vi nu vine. Overgangen var nu fuldendt; Skolediſciplene ſpillede iffe mere for at øve fig i Latinen, men for af more alle.
Stuefpillene til Hove begyndte ogſaa paa Latin, og be Spillende vare Profesſorer og Studenter; 1577 opførte be ved en Prinſes Fodſel Goliaths Fald og Den kyſte Suſannas opdagede Uſtyldighed. Siden holdt man, ſom under Chriſtian ben Fierde, ſtore Optoge, hvori Kongen, Fyrſter og Adelige beltøge, men de vare vel ſtumme. Eller man ſpillede Wirth⸗ ſchaft, hvori Kongen og Dronningen foreftilleve Vært og Vertinde, medens alle Øjæfterne vare Fremmede fra alle Verdens og maaſtee Fantafiens Kanter. Eller man opførte ved felve Hoffet Operaer og Operetter; indtil Chrijtian ben Femte paa Amalienborg indrettede bet Operahus, rer 1689 brændte ved Opforelſen af Peter Anton Burchards Der vere einigte Götterſtreit. Disſe Sfuefpil have for os fun liden Interesſe, thi Modersmaalet, naar bet kom med, var heri Stifbarn. Blandt Hofdigterne bemærke vi beg Hans Laus renberg, ber i det mindſte to Gange (1635 og 1655) big= tede tyſte Hofſtueſpil, hvoraf bet ene var bie Geſchichte Arions. Her ere vi ba fomne alveleg ud baade fra Kirke og Stole og over i den fantaftiffe Mythe.
Ulige vigtigere vilde bet være, hvis bet kunde oplyſes,
670 Det lærde Tidsrum. Danſt Poefi.
hvilfe fremmede Sfuefpiltrupper ber tidligſt vandrede ind i Landet, og fpillede for Almuen, og hvilken Indflydelſe te have haft til at fremkalde Cfterligninger i i Modersmaalet. De have været engelſte, nederlandſte og tyſte. Omrejſende ſaa⸗ kaldte engelſte Skueſpillere omtales ved 1600 i Thyſtland, ved bet ſaxiſte Hof, i Prag, Berlin, Nüurnberg. Paa det ſidſte Sted opførte de 1612 ,ſchöne zum Theil unbekannte Comödien und Trauerfpiele mit lieblicher Mufik und allerlei wunderlichen wälſchen Tänzen.“ Hos os er Helſingor ben Kjobſtad, ber, efter de Efterretninger ber haves, tidligſt blev beføgt af fremmede Trupper. Lyſten til Skueſpil maatte opſtaa og næres i benne By, hvor faa mange Fremmede ſtrommede ſammen. Da Orgelmeſteren i Helfingør var bød 1578, forffrev man fra Huſum en anden, ved Navn Cajus Smediken, faldet Cajus Organiſt, der i næfte Aar 1579 agerede „en tyſt Spil.” Og 1585 legte be Engelſte i Raad⸗ husgaarden med et faa ftærk Tillob, at Folk rev Planke— værket ned („red bet neder“). Denne af Jacobfen meddelte Efterretning oplyfer, at der længe før Shakſpeares Død maa have været en engelſt Stuefpillertrup i Helfingør, og man turde maaffee falde paa, at bette kunde ftaa i Forbins belfe med, at den engelſte Digter juſt henlægger Scenen i Hamlet til benne.By (Elsenor). Men ;begværre ftaar' denne Efterretning ganſte ene og afreven fra alle anbre hiſtoriſtke Oplysninger. Tyſte og nedexlandſte Trupper gjæftede Kjsben⸗ havn; allerede i Begyndelſen af: det: ſhttende Aurhundrede ſogte tyſte Studenter om Konfiſtoriums .Tillabetje nl at opføre Skueſpil (plattyſte). De ſenere Trupper, ber ftaa i nærmere Forbindelſe med. Skueſpillet paa Holbergs Tid, ſtulle, forſaavidt be oplyſe noget i. Siteratirren , omtales ved denne.
Endnu længe før de Engelſte, efter hvad ber vides,
Dramaet. fans Chr. Sthen. 671
legte i Helfingør, opførtes ber i denne By danſte Sfuefpil. Hans Chriftenfen Sthen opførte ſaadanne fra 1565 til 1574, ved Nytaar, Faſtelavn og Pinſe, med fine Sfolebørn, dels paa Raadhuſet, dels paa Kirkegaarden. Af hans Skue⸗ ſpil nevnes ingen; men Jacobſen har, ved at ſammenligne hans Lærebigt, Lykkens Hjul, hvortil endnu fan føjes hans Udtryk i Ligtalen over Mette Ulfstand, bragt bet til al den Vished, ber om flige Ting fan haves, at han er Forfatter til Slueſpillet Kortvendiug, ber fun er til i Haandſtrift. Det hedder Kortt wendingh Super Illud Terentij Omnium rerum vicissitudo; og laldtes fan efter Hovedperſonen, ber, hver Gang en Perſon har talt, fommer og vender alting om, gjør ten Rige fattig og omvenbt. I Grunden er vet bog iffe noget Sfuefpil met fremſtridende Handling, men en Slags moralft Digt i Monologer. Dog er bet aabenbart, at bet var beftemt til Opførelfe, Fortaleren figer nemlig:
J erlige Fold her ſamblede ere
Bille i nogen ſtundt tilſtede vere,
Dr giffue oſs lhude, od) vere ſtille
Noget euentht vij ether ſige ville: Com soll. (Hall vere en. vnderligh tingh buore, verdens lob, hun løbber omkring
Ben Enten af forſte Akt er der en Sang med Dands; Nøber'til ben ſtaur bag i' Bogen; efter anden Alt atter en gledelig Biſe. En af. dem begynder med: Nu laber 08 dandfe og. lvxede.· Der: brugtes. Koſtumer; efter at Kort⸗ venbig har forlhndt, at fan. mu: vil forvende Perſonerne, hedder bet: Hic mutant agenfes suas vestes clam spectato- ribus, sic ut comes recipiat.vestes Equitis aurati, Canoni- cus scriba, Monachus capeliam;, Sacrificus scholastici et sic de aliis juxta ordinem; og faa give fig naturligvis be, ber ere blevne ringere, hvorimod be hovere, hvis Kaar ere
672 Det færde Tiderum. Dang Poeſi.
blevne bedre. Krigsmanden taler Plattyſt. Kortvending holder en lang Tale til Tilhørerne; og faa figer Epilogus:
F gode fold i haffue nu hortt Paa thenne Leg ind ente,
At alltinng er omſckiffthellig giortt De gud fanndt allting mende (ettc.)
Hvo der vil gjennemlæfe bette Digt, iffe for at gaa paa Jagt efter gamle danſte Ord, men i den Tanke at faa en ceſthetiſt Nydelſe, maa forud forfyne fig med en god Taal— modighed.
Om Soren Scriffuer veed man, at han overſatte Georg Rollenhagens Leg om Abrahams Liv og Levnet, men denne Overſettelſe er ilke mere til. Og da denne Mand uden Tvivl er ben ſamme ſom Søren &jær, Paludanus, Borge— meſter i Kolding, ſaa har han ogſaa overſat Walters Nabal, ſom heller ikke findes. Den forſte, der giver os en Fore— ſtilling om den Tids dramatiſte Kunſt, er da den allerede flere Gange omtalte Peder Jenſen Hegelund Ef. den 9 Juni 1542 i Ribe, hvor hans Fader var Borgemeſter), en Jævnaldrende af Vedel, hvem han fulgte med til Univers fitetet 1561. Rektoren i Ribe Dang Zhomæfen, ber brugte ham fom Hører i tre Aar, førend han kom til Univerfitetet, har uden Tvivl haft megen Indflydelſe paa hans Dannelfe. Han rejfte udenlands, og opholdt fig i Leipzig paa ſamme Tid ſom Tyge Brahe; vendte derpaa, efter fin Velynder Niels Hemmingſens Anmodning tilbage til. Kjøbenhavn, for med hang Søn at tiltræde en ny Udenlandſsrejſe i tre Aar. Han blev, ligeſom Vedel, Magiſter i Wittenberg (1568). 1569 blev han Rektor ved Ribe Stole, og ved ſamme Tid fom Vedel flyttede til Ribe, 1580 Lektor i Theologien og Sognepræjt til Veſter-Vedſted; 1588 blev han Svugnepræft
Dramaet. Peder Hegelund. 673
til Domkirken og Provſt; 1595 Biffop, og bøde to Aar før Bebel (den 18 Februar 1614). Som Rekltor blev han Skueſpildigter; og opførte allerede 1572 danſte Sfuefpil. Den latinſte Suſanna af Xyſtus Betulejus eller Betulius (Sixtus Birch, Rektor i Augsburg), udkommen Augustæ Vindelicorum 1537, blev opført paa Kjobenhavns Slot i Anledning af Dronningens Kirkegang efter Prins Chriſtian (den Fjerdeg) Fodſel 1577 af Profesſorer og Studenter; og Hendes „F. N. [od fig den da vel befalde“. Dette bes vægebde Hegelund til at tage den „for Hænder udigjen paa ny Stavn at overſee og forbedre den”, efterdi han forrige Aar havde ageret den i Nibe, og ,, gjorde den da, efter ſom hang ringe Forftand og Tid kunde give fig, paa danſte Rim”. Gan tilegnede Dronningen den i Auguſt 1577. Opforelſen i Ribe flete ven St. Hansdags Tider paa den Kirkegaard øftenfor Domkirken faldet Palladsjord, hvorefter disſe Fores ftillinger fif Navn af Palladslege, ved hvilfe det undertiden gif noget broget til. Til fin Overfættelfe føjede han et andet nyt i originalt) Digt: Calumnia seu Diabola personata, Bagtale eller Klafferi, ſom lønligen eller aabenbarlig uds ligger (udlægger), fører og forvender altingeft til bet vorſte, nogerlunde udſtafferet efter hendes Art og Forſtyldning“. Dette Tillæg, der neſten er af ligeſaa ftort Omfang ſom Stykket, blev under Opfsrelſen indffudt imellem 4 Aftg 6 og 7 Scene, og indført for efter det tragiffe at fætte lidt Liv igjen i Folf; men for fin Vidtloftigheds Slyld er bet i Bogen tryft bagved. Her er Calumnia ogſaa afbilbet; hun fører beſtandig Ordet og hendes Beſtrivelſe er iffe ueffen. Stykket felv er i fem After. For at fætte Tilffuerne ind i Handlingen begynder det med en Prolog af Hegelund; der⸗ pan komme alle Perſoner paa een Gang frem, med Pros logus og Epilogus tilfammen 40, fordelte i flere Hobe; en 43
674 Det lærde Tidérum. Dang Poef.
ung Dreng træber frem, fortæller paa Vers Indholdet, peger med en Stav paa hver Perſon, og forklarer hvad han fore ftiler. Saa gaa de alle ud igjen, og Styffet begynder. Det er iffe blot Overfættelje, men hiſt og her forandret efter Tidens Lejlighed. Skarpretteren f. Cr. taler Danſt, men hans Svend Tyſt. Adſtillige Udtryk minde om danſte Ord⸗ fprog; her finder man ogſaa bet bekjendte:
Der Dorren vaar luct, oe Liufet fluct, Snart bleff hand glemt, der vde var luct.
Sproget er i bet hele merkvcerdig danſt. Sceneforandring har iffe fundet Sted; men Opførelfen var iffe uden Nes præfentation. Man feer Kongen paa fin Throne, Daniel omringet af Folket, Suſanne omgivet af fin Slægt. Der: hos findes der Kor af Folket i ſaffiſte Vers. Enkelte Steder vilde, naar de ikke vare fan brede, heller iffe være uden Skjonhed, f. Cx. bet, hvor Suſanne (Fol. 12) taler med fine Piger om Naturens Skjonhed. Ler gjøres endog For: føg paa at udtrykke Lidenffaben, men desværre falde de for og i det komiſte. Overſetteren havde Tanken, men Sproget vilde iffe give ben. Da Monologer jo ſtulle være Prove⸗ ftenen paa det ret tragiſte, ville vi tage noget af Stytfets Begynbelfe, hvor den ene af Suſannes Clffere, en gammel Raadsherre, Sedechias Presbyter, er „vdi Haffuen“ alene og „klager ved fig ſelff offuer ſin wbequemme Gælne oc wtidige Kerlighed“ til den dejlige Suſanne. Slutningen af denne Monolog lyver faa:
Den ſtoniſte Qvinde J Buſit hiſſ inde, Hun baris mig faar, Ihuort ieg gaar. En Krig oc Aarlog i mit hierte,
Dramaet. Peder Degelund. 675
Retter oc Dage, Gior mig ſtor plage: Wren oc Kærlighed met ſtor ſmerte
De ſlaa allarm,
Mig til ftor harm. De gøre tilhobe faa mangtit fted: Men ren hoff mig er moren død. Naar ren meen den ſtaar vel faft, Kærlighed fniger fig ind met haft, Voldforer mig hen, lige ſom en Fange, Gør mig (veed neppelig huorfaar) bange, Den ene mig lader, den anden mig tager, , Der aff er ieg baade tynd oc mager: Jeg brender, Jeg brender, O gode Lyde, Naar ſtal ieg brat denne ID vdflyde? Jeg vil: Jeg vil ide: Jeg vil fadet være: Jeg fand ide, mod min hiertens Begære. O mig gamle Ged oc Flane: O tu ſtone Suſanne, Suſane.
Der blev ben Gang ſpillet tre Dage i Rad, ſaa Skueſpillerne maa have angrebet fig; nemlig be tre Stylker: Jephtæ Løfte, Abrahams Liv og Levnet af Søren Sfriver, og Suſanna, alle tre Overfættelfer. Det fees ogſaa af Epilogen: Epilo- gus generalis trium dramatum, Beflutning oc Endtale paa Try Lege, ſom bleffue Legte vdi Ribe, Anno 1576, hvori bet hebber:
Bi haffue i try dage mu været Herrer, Ja (fandingen at fige) vel eders Rarrer. Naar vi nu vort Regiment nedligge, Gaffue fomme lidet, ſomme maa tigge.
Og af ſamme Epilog lærer man, at Byens Indvaanere have hjulpet til at forſyne Garderoben; thi ſtrax derpaa hedder bet:
as·
676 Det lærde Tidérum. Dang Poef.
Dog liguel alle dem, ſom disfe dage, Met vore Perſoner haffde wmage, Dennem at vdklade oc ftaffære: Vide wi ſynderlig Tad oc ære.
Der tillægges Hegelund endnu fem andre Slkueſpil, lige: leves over bibelffe Æmner (Abraham er maaftee bet af Søren Sfriver); be brændte med Reſens Bibliothek 1728.
Flere Reftorer have i Tidens Løb med deres Sfoles bifciple opført Skueſpil, hvoraf naturligvis iffe følger, at be have været bramatiffe Forfattere. Iblandt dem nævnes Albert Hanſen, Søn af Biffoppen Hans Albertſen, Rektor i Selfingør 1576—81; han agerede med fine Perſoner (Dis fciple) en SHiftorie 1580. Wen ven førfte original danſte Forfatter (thi Hegelunds Calumnia er bog Fun et Mellem⸗ fpil) er Hieronimus Juſteſen Rand, Forfatteren til Fugleviſen. Af ham haves tre Stykker, Hver i fin Art: Kong Salomons Hylding, Samſons Fængjel og Karrig Niding. Kong Salomons Holding, en ny lyſtig og nyttig Komedie, blev forfattet i Anledning af Chriſtian den Fjerdes Hylding i Viborg, og blev opført, i Kong Frederik ben Antené, Dronningens, Rigsraadets og Adelens Nærværelfe, paa Ny— torvet, der før havde været en Kirkegaard, men nu var blevet brolagt, i Viborg ben 15 Juni 1584, og udgivet 1585. Anledningen fortæller han felv i Tilegnelſen til Kongen: Paa ben ene Side overvejede han denne herlige Hiſtorie, hvor frugtbare ben er, og befandt, at ben bod fig felv til cen Comæbiebigt med fine Behøringe; paa ben anden Side hørte han de gledelige Tidende om Hertug Chriſtians Hyld⸗ ing, og tog fig da for at ſamle den, dermed at forære (hæbre) Hans Naade og forlhſte i denne hellige Beftilling. Og faa, efter Kansleren Niels Kaaſes og Superintendenten M. Peder Togerſens Befaling, antvordede han den hen i
Dramaet. Hieronimus Rand. 677
Stolen, at vor Skolemeſter, højlærde Mand, M. Peder Høg, ben agere ſtulde. Det Bifald ben vandt bevægebe ham nu til at lade ben komme Kongen ved Tryk tilheende. I bette forſte originale Drama, ſom Forfatteren viſtnok har ud— arbejdet „met ſtor vmag oc hoffuit brede”, venter vel ingen Plan eller Karalterſtildring o. desl., men bet er danſt og Forfatteren hynder danſte Benævneljer. Blandt Perſonerne ere Abiſay, Kong Davids Sengejomfru, Kongens Børng Tuctemefter, og Bebudere (Herolder). For at friſte lidt paa ben kjedſommelige Handling, har han inbført en Nar, ber hedder Krage, hvis Spøg, efter vore Foreftillinger, er plump, og ber naturligvis heller iffe bryder fig bet mindſte om hvor Scenen er, men blaudt anbet figer: Gin Viborg Stald begonder at prale. Lop, Lop, Haſenkoph — Her” Iſegrim, Herre ruſte fil, Huad ſtal det vere for it fpil. Som Sfuefpil er bet iffe værdt at betragte videre. Intet er i fig felv kjedeligere end at lade fig fortælle Indholdet af et Skueſpil, ydermere naar bet er faa hult fom i bette; men ber findes en hel Del, ſtundum underlige, gamle danſte Ord og adſtillige Ordſprog, ſaaſom: Den kroger ſnart god krog ſtal bliffue. — Naar tuenne hunde tager til ramſſ, Vacker gaar fore, men ſnill løber gamſſ, med den Randbemærfning: Vader gaar for fnille. En fmorder wogen gaar let aff fted, En villige hund er god i bred. — Deſſ ftiller vand, deſſ dyber grund, Lader ide en huer ftrar vide eders rund. — Man pleir at ſige, ſom Mand er Klæd, Saa er Mand oc antagen oc had, med den Randbemarkning: had ſom klad.
678 Det lærde Tidsrum. Daufk Poeſi.
Naar koppen er aff, kand gaaſen eh fede. — Knart i huer art, fæt i huer æt. —
Er det ide bedre i visfe end i vente?
At haffue felff end læde oc fente?
J Adonias Fortvivlelfe:
Band ſlap mig af heffte, hand flad fig i ſtiul. Saa fant faa hand en Bammende diul
og til Narren: Pad dig du aſtloſſe Krage vnge.
Enbelig anvendes allerede her lyriſt Poeſi, et „Engle oc Planeter Chor" i faffiſte Vers (4 Alt 7 Scene), faa ber har allerede ben Gang rørt fig i ham hvad der brød ub i Samſons Fængfel, den førfte danſte Opera, og bet en tra⸗ gift: En yndelig Tragedie om ben bræfflige ftærde krigs— hældt Samſon. Der ſiges, at ben ffal være udkommen i Forfatterens levende Live 1599, men det vil nof fun fige, at han vilde have udgivet den. Werlauff har nemlig oplyft af Acta consist. Oktober 1598, at han da indfendte en Ko⸗ medie (hvad den hed, nævnes iffe) med Begjering at ben maatte approberes til Trykken, og Rektor lovede at fee den igjennem; men ver blev fvaret ham, at Profesſorerne havde andet at beftille, end at læfe Komedier. (De comedia M. Hieronimi respondendum, Professores occupatos aliis curis gravioribus). Efter hang Død blev den udgivet, men faldt juft iffe i de bedſte Hænder; ben haves udgivet af Dang Sfonning i Aarhus 1633. Den er i fem After. Af Pro- logen feer man, at ber iblandt Tilftuerne var Adel: adel og uæbdel jeg her Fan finde; at ven blev opført af Skolen: dermed gjør J vor Sfole en Xre; formodenlig ved Pinfe, ba: alting glæder fig mod Sommeren. Ogſaa i den findes nogle mærfelige Talemaader og Ordſprog, ſom
Dejglig oc ſmuck med blanden Stierne (Pande) —
Dramaet. Hieronimus Rand. 679
Bi funde ham gribe i Skisgens næft — " At Han ej faar der af en don —
For porten ſlaa vi ftang og ſtraa. —
Der er Lyſte paa huer flags Skind.
Men ulige mærfeligere er den ved fin æfthetiffe Form. Lige— fom den forrige er den iffe blot helt igjennem rimet, men kortere Vers afverle med længere ſom i en italienſt Opera, og ber indſtydes Sange og Bifer. J anden Alt anden Scene ſynger Abiabel med indvortes Glæde; i femte Scene canunt puellæ medens be binde Samſon; Bifen om Smeden: Vulkan og Venus har afverlende Omfvæb:
Soff vel mit Hierte, Soff uden Smerte. — Soff nu mit Hierte, Soff nu i Smerte;
og atter puellæ canunt inter ligandum, og det en tyſt Sang:
Venus du und dein find fein alle beide blind etc.)
Ligefaa i tredie Aft, fjerde Scene: puellæ concinunt: Ad Venus med din kraft (etc.)
Og endelig ſynges i Møllen flere Møllevifer:
Den Møller fætter de Sæde i ring (etc.) Lykken maa lignes ved Hiul oc Quærn (etc.) Kør om, før om til Saklen er tom (etc.)
Narren Krage muntrer ogſaa her Tilbørerne. Da Samſon har aabenbaret Dalila, at hans Styrke ligger i hang Haar, og ender med
Nu hænger mit liv paa tungen din,
680 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
figer Krage:
Det hænger paa en ſtrobelig Krog Den Sksge var den Herre for blog. Samſon du var en Herre kiel,
Nu er du ligefom jeg en Gel. Skulde jeg være ene i denne Ret, Daß kann nicht ſein, unfern fint dren.
J disſe Stykker ſtal Ranch ſelv have ſpillet med og over: taget Narrens Rolle ſom den vanſteligſte; i det forſte til megen Moro for Prinſen. Det moerkeligſte Stykke af denne Forfatter er endelig Karrig Niding, efter et laant Emne, men med folfelig Behandling, den forſte danffe Folkekomedie i den lavere komiſte Smag. Den ældfte nu befjendte Ud⸗ gave er fra 1709, men ben ffal allerede være udkommen i Aarhus 1633, og blev oftere tryft „i dette Aar”.
Wed denne Forfatter, der forføgte fig ſom tragiſt, lys riſt og komiſt Skueſpildigter, og i fin Tid maa have bes ſiddet en ſtor Navnkundighed, fee vi ba denne Digtearts Fuldendelſe i bet fertende Aarhundrede. Næeppe friſtes man til, med Rahbek, i disſe Digtere at fee den bedre Smags Morgenrode, der under Chriftian den Fjerdes fidfte Res gieringsaar og end mere under Frederif ben Tredie blev formorket af Uvejrsſtyer. Snarere maa man fande hvad han paa et andet Sted udtaler, at Forfatterne næften ſamt— lige vare Mænd, ſom iffe alene Ariſtoteles' Poetik, men ogſaa Græfenlands og Latium herligfte Mønftre, endog, om man faa maa fige, ex officio vare nøje befjendte; Mend, ber tildels med ualmindelig Aand forenede ualmindelig Crus bition; men med al deres Kundſtab til og deres Højagtelfe for de Gamles Meſtervoerker vare dog de Tyſtes Faſtnachts⸗ fpiele og Sfvledramaer det Mønfter de havde for Øje. Des reg klasſiſte Dannelfe havde de lært fom en Lektie, men den
Dramaet. Hans Stege. 681
var iffe gaaet ind i deres Sind. Af deres Styffer lære vi, hvilke Sfolemeftere be maa have været og hvilfen Slægt be fendte ub i Verden. Kun igjennem ven religiøfe Folelſes Opvæffelfe kunde danſt Poeſi bane fig Vej og bevares. Aldrig havde dramatiſt Poeſi fit Hjem i Norden. Det gamle Norden tjendte den ikke. Kun Sydens Varme kunde ubflæffe ben.
Man ſtulde tro, at de gamle klasſiſte Monſtre maatte have indbudet disſe Mænd til Overfættelfe og Efterligning; men beraf findes fun faa Spor. En haandſtreven Overs fættelfe af Terentſes Eunuchus paa danſte Berg omtrent fra 1600 brænbte i Slotsbranden med bet Vandalſte Bibliothek.
Der ſpores ingen fjendelig Fremgang i bet næfte Aar— hundrede; man vedblev at overfætte, og be faa danſte Ori— ginaler ligne be foregaaende. Peder Thøgerfen (1608 BVræft til St. Mortens Kirke i Randers, f" 1634) (od, medens han var Neftor, Komedier opføre af Difciplene 1607 ; han falder fig ludimoderator, og ber opførtes i Maj Kome— bier tre Dage efter hinanden. Det er iffe uſandſynligt, at man har bentttet ældre danſte Stylfer, ſom Nabal. I en Samling af flere Skueſpil tillægges ham Comedia de mundo et paupere eller Verden og ben Fattige, der antages for original, men er plat og plump. Cn Bonde deri og hang Kone har man fammenlignet med Jæppe paa Bjerget. Jørgen Jenſen, Medtjener, uværdig, i Guds Ord i Faaborg, ſtrev 1607 en Komedie, Kong Salomons Dom, ber blev opført af Odenſe Skoles Diſciple ver Hertug Chris ſtians Hylding 1610. Mere vides iffe derom. Hang Thomſen Stege, Prefſt til Fanefjord paa Møn, behand» lede et klasſiſt %&mne, og bet ſynes virkelig, at han benyttede be gamle hiſtoriſte Efterretninger til deraf at flabe — en danſt Tragebie. 3 faa Fald er hang Tragedie Cleopatra, ber ubfom 1609, et mærkværdigt Stylke Arbejde, en Tragedie
682 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi.
med romantiffe Sange, netop ſom nu; og det er vel verdt at fee, hvorledes han bærer fig ab med at ſtildre Kjærlighed, Sorg og Bellyft : J forſte Akt, niende Scene, finger Cleopatra ved Bjæftebudet en Bife: En Hiort faa ieg faſt fpringe, Saa hohyt paa gronnen Vold, Sorgen fund" ham ey tuinge, Thi hand vaar friſt oc bold (etc.) Da hun bar endt fin Viſe, figer Antonius: Potz felten, en aff forſt' Anfict Skal nogen forſtaa denne Dict. Thi maa den hen i taaget fare, Vort Gieftebud wi tage vare. Cleopatra i maa forftaa, Ut ieg en god Rus haffuer paa.
J tredie Akt, ſyvende Scene, figer Antonius til Cleopatra: God dag min Pus, min [ilde Sat, Huordan er det met eder fat? Hui fættiås Haanden onder Kind? Jeg troer at de krybe ind. Cleopatra,
Jeg ide veed
Met god Beſteed, Huordan der fig met mig monn' haffue, Jeg troer mand maa mig fnart begraffue (etc.)
Ligeledes maa man tilſtaa, at Digteren gjør ligeſaa ftærfe Fordringer til Tilſtuerens Fantaſi, om ikle ftærfere, end Shafefpeare:
J førfte Akt, anden Scene, fender Antonius fin Tjener Dellius fra Tarſus i Cilicien til Cleopatra; og fan begynder tredie Scene:
Dellius. Cleopatra. Dellius. At reyſe nu er hoyheſte tid Til Alexandriam med flid,
Dramaet. Erit Pontoppidan. 683
Min Gerris ærind at fremſla
For Dronningen Cleopatra.
Nu feer ieg Staden Gud ſtee ære, Gom ieg ſoger met ſtor begiære. De feer ieg at Cleopatra
Vd aff fin Gaffue monne gaa. Jeg gaar til hendis Majeſtet,
De hilfer den met Admyghed. Velfart oc Lyd” i alle maade Anſter ieg altid eders Maade.
Cleopatra. Jeg ynſter dig det ſamm' igien, Lad mig forftaa min fiere Ven, Huor fra du eft? Guad det betyder At du med SHilfen mig bepryder? (ete.).
De følgende Forfattere vedbleve at behandle bibelſte %Wmmer med famme kjedſommelige Brede og plumpe Lojer, ſom be forrige; og bet fønner iffe Umagen at bvæle fænger ved bem. Der er fun cen Nyhed at bemærke. Stole fomebierne fremtræde nu i en, biftnof ældre, Anvendelſe, i bet be af Skolediſciple bleve opførte, iffe blot ved Konge⸗ huſets, men ogſaa ved andre anfeelige Mænds Højtideligheder. Af Anders Kjeldſen Tybo (fører i Bergen, 1601 Preſt i Chriſtianſands Stift) haves Abſalons Hiftorie i fem After, 1618. Jens Kjeldſen, Reftor i Ribe 1623—30, gav Joſefs Hiftorie i fem After ven Biſtop Jerſins Bryllup 1630, men den er iffe tryft; Erik Pontoppidan ligeſaa Tobice Giftefærd til Flemming Ulfeldse Bryllup 1635, en fri Bearbejdelſe efter Cornelii Sconæi latinſte Tobæus, med Tilføjelfe af en Nar, faldet Brynke. Styffet fan altid være mærfeligt for Mandens Skyld, fom hane „forſte Forſog paa Forfatterbanen,“ men er ligeſaa daarligt ſom Reſten.
Derpaa mode vi en Adelsmand ſom Dramatiker:
meme gen altid Derfom J bluis ey 1 Saa feer i dendne N O Maane fiør e
Lad dine Veſte et fag Stierne haſter Forkorter ikke ſaa min Jeg agter eh dend Mo anden Morgenſtiern
O Judith ftaa fun du Du kanſt foruden Soel
Ved Slutningen af Sa lomedier med bibelſte %mne: Sloleperſoner fik den Ere, ove), men fun enkeltvis, 9 ben forandrede Smag og ben Sang, fom de fremmede indſt Ubbrebte, ogfaa i Folkets fave
ftenfen Lønborg (f. i Ove F 17001 ur.
Dramaet. Mogens Skeel. Jens Lonborg. 685
fig i en Del fententiøfe Rim og Moraler. Begge ere ind⸗ rettebe paa ſamme Vis, og lave til at være Originaler.
Exempel paa en Monolog er anden Akt, førfte Scene. Suſanne i Haven.
Deylig er den blide Sommer, Enten mand i Marken fommer Eller mand i Haven gaar: Alting frydis, Fugle ſiunger Med Konſt føde Floyhte⸗Tunger, Nattergalen Triller ſlaar, Ovaget ſpiller udi Marke, Fiſte ſpiller udi Parke, Træer blomſtris, Grasſet groer; Urter Haabe⸗ tal oprinder Oyne Fryd og Glæde finder, Skionbed allevegne boer. Denne ftore Gommers Varme Gisrer 06 dog nogen Harme, Thi den er us lidelig: Solens Lue s hede Straaler Det forvolder, at jeg taaler Nep et Kladebon paa mig. Dog min Have dette lindrer (etc.)
Om Skueſpil paa Kommunitetet Beckman, Communitatis regiæ Hayn, hist. S. 22, der henvifer til Schlegel (Nachricht von dem Zuſtande des Dån. Theaters gegen das Ende des 16 Jahrh. i hans Dverf. af Slange), Thura, Reſen, Vandal, 0. fl. Terents blev i Kommunitetet forelæft og publice opført. See ogſaa Holberg i Danm. Gift. (Udv. Sfr. 17, 178) og i den 392 Epiſtel. — Stedet hos Thura, Idea hist. liter. &. 77: Anno 1574 ſactum est, ut rex clementissimus Fridericus Secundus cum ſilio suo hereditario Christiano scholam inviseret; quibus præsentibus discipuli et literati Viburgenses Comædiam Susannæ agebant, cujus voluptate captus rex pienfissimus (tet var ogſaa en From⸗ hede SØvelfe), svasu M. Hieronymi pastoris Viburgensis, viginti
686 Det lærde Tidérum. Danſt Poeſi.
lastarum, ut vocant, frumentarios reditus scholæ donavit, ufide etiam nunc aluntur discipuli. At det var den latinſte Suſanna, der opførtes, og iffe den danſte, fom Nyerup førft antog (Skolerne, S. 59) fe Ryerup i D. Digtet. Hiſt. 2, 16. — Leges scho- lastice Viburgenses 1575 hos RNyerup, Skolerne, S. 58. 62. Kjsbenhavns Skolelove i Olai Theophili Paræneses 1573, ff. S. 20. 62. ,
Pontoppidan fortæller, hvorledes Profesforerne in corpore fom til Hove, men det tildrog dem nogle unge Adelsmænds Nid, ſom ved Johan Skovgaards Bryllup paa Slottet 1574 fil nogle Skjel⸗ mer til at fljære Klederne i Stykler paa Profesforernes Ryg. Tre Aar efter opførte Profesforerne tilligemed nogle af Etudenterne de to ovennævnte bibelſte Hiſtorier. Pontoppid. Annal. 3, 41. 440. 461. Thura, Idea &. 72. 77. Refen, Frederif den Andens Kron. S. 307. 0. fe — Om de gamle Karncvalsfefters Overgang til Jahrmaͤrkte, Wirthſchaft 0. desl. findes Oplysninger i Stephan Ar: teaga's Geſch. der italiånifden Oper, von I. N. Forkell. Leipzig 1789. Wirthſchaft beffrives der, (efter Menetrier, Des represen- tations en musique anciennes et modernes) 1, 298: Diefer Be⸗ ſchreibung zufolge verkleidete fid eine Geſellſchaft von Perſonen in Birth, Wirthinn, Knecht und Magd, und die übrigen in Gäſte von allerlei Stand und Nation. So wie die verſchiedenen Perſonen nad einander auftraten, wurden paffende Unterredungen gehalten und das zwiſchen gefungen, gefpielt und getangt. Im Jahr 1670 wurde gu Munden ein foldjer Feft gefeyert, melder an Pracht und Koſtbarkeit außerordentlich geweſen ſeyn ſoll. Der Fürſt und die Fürſtinn ſpielten ſelbſt mit, und die übrigen Rollen waren ſaͤmmtlich mit den angeſe⸗ henften Standesperſonen beſetzt. Die Gåfte waren von vierzig ver; ſchiedenen Nationen, alle in Nationaltrachten gekleidet, die theils Soldaten, theils Pilgrimme, Hirten, Jaͤger, Gårtner, Bauern und Båuerinnen vor: ftellten. etc. — De af Overſtou, Den danſte Skueplads, 1,106—7 anførte Hofſtueſpil findes i Hjelmſtjernes Samling: Maſquarada die Wald⸗ luft (etc.) Im Walde beym Koͤnigl. Schloß Friedrichsburg aller⸗ unterthånigft fürgeſtellet im Jahr 1663. fol. Sproget er iyſt; imellem Sangene er der ingen Sammenhang; her findes allerede ſom Bonde og Bondekone: Hans und Gretchen. Ligeſaa Der Lobwuͤrdige Cadmus (etc.) In Deutſche durch Ad. Fried. Werner, und darauff
Dramaet. 687
in Welſche Reimen von Hirolamo Pignani; in die Mufic aber ges ſetzet, und mittelft vi. muſikaliſchen Aufzuͤgen repræſentiret durch Seiner Kånigl. Mayſt. Capelmeiſter Caſpar Förſter. im Jahre 1663. fol. Fårfter kaldes, ſom man feer, iffe Capellan, men Capelmeiſter. — Gee ogſaa Overſtou 1, 75 om Gelvaderi tyſte Tragedie, der blev ageret 1618. — Om Laurenbergs Skueſpil, fee Overſtou 1, 86. Die Geſch. Arions. Cph. 1655. 4. anføres hos Nyerup. — Nyerup anfører ogſaa Johan Tånger, Der Dianens Jagd s Geheim⸗ niſſe 1682. 1686.
Om engelfte Stuefpillere i Tyſtland, fre Barthold, Geſch. der Fruchtbringenden Geſellſchaft, &. 30. 48. Eichendorff, Zur Geſch. des Dramas. Leipz. 1854. &. 30. Om de tyffe Studenter fee Werlauff, Antegnelſer til Holbergs Lyftfpil 1, 190. Overſtou, 1, 80. J. Meller, Brochmands Levnet i Hiſt. Kalender 3, 241.
Om Ctuefpil i Helfinger og Hans Chr. Sthen: Jacobſen om ESkueſpil og Stuefpilforf. i Gift. Tidsftr. 5, 524—525. 527 Anm. 533. 534. 502. SKortvending i Arnæ-Magn. Nr. 808. 4. Prøs ver hos Jacobſen S. 504 og i D. Digtet. Hift. 2, 108. Overs ftou, 1, 41.
Soren Skriver: Epilogen til Hegelunds Suſanna, jf. Jacobſen S. 518. og Uddrag af Gegelunds Almanakker (i P. N. Thorups Giſtoriſte Efterretninger om Ribe Cathedralſtole. Ribe 1846 i Ars tiflen om Hegelund): 1578 exhibuimus Nabalem, Comoediam sa- cram Rodolphi Gvaltheri Tigurini, danica redditam a Severino Paludano, Cons. Colding.
Peder Hegelund: Pontoppid. Annal. 3, 153. Terpaser, Ripæ Cimbrice, S. 360. P. N. Thorup, SHiftoriffe Efterretnin⸗ ger om Ribe Cathedralſtole. Ribe 1846. S. 79. Werlauff, Sophia af Meklenborg, i Hiſt. Tideſtr. 3, 48 (om Opførelfen af den latinſte Gufanna). P. T. Vandal, Efterretning om danſte Skueſpil i (de Gyldendalfte) Nye originale Skueſpil. 1776. 1 D. D. Digtet. Hiſt. 2, 8. D. Pjalmedigtn. Forf. 1, 25. Dverſtou 1, 50. At han, for Suſanna blev digtet, opførte danſte Skueſpil, fees af hans egen Optegnelfe (hos Giesfing 3, 68) til 16 Juni 1572: exhibuimus Larzari a Christo resuscitati Comoediam da- nice. Zitelen er: Srsanna Comicotragædia. En merdelig leeg. vdtagen aff Bibelen vdaff Daniels Hiftori, om den ærlig Quindes
688 Det lærde Tidsrum. Danſt Poeſi.
Suſannæ Kyſtkhed oc vnderlig befrielſe: Allehaande Stater oc beſyn⸗ derlig ærlige Quindfolck, Lyſtig ve nyttig af læfe: vdgiord i Danſte Rhim aff Peder Jenſſen Hegelund, Scholemeſter vdi Ribe. Er Psalm. 2. 37. 39. Impius stridet: Dominus videt et ridet. Prentet i Kiobenbhaffn aff Mag Wingaard 1578. 4. I Tilegnelfen til Dronning Sophie figer ban: Denne ſamme Leg, met andre, bleff nu fort forleden agerit paa Latine vdi eders F. N. Kircke⸗ gangs hentid paa Kiobenhaffns Slaat: Oc E. F. R. lod fig den da vel befalde. Derfaar ieg ogſaa ftrar tog mig den for hender vdigen paa nyſtaffn at offuerfee oc forbedre, effterdi ieg haffde vdi fiurd ageret den her vii E. F. N. kobſted Nibe, oc giorde den da, effter fom min ringe Forſtand oc Tid kunde giffue fig, paa Danſte Rim (etc.) Ribe 1577 den xii dag Augusti. — Thorup anfører blandt de Stykker, der opførtes i Hegelunds Reftorat 1571—78 efter Hegelunds Almanakker: den 28 Juni 1576 Susannam danice; og efter Tingbogen 1576 et Vidneforher, at Hans Bardftiær paa Et. Hansdag „efter at Palladslegen var aflagt”, det er endt, overs faldt Diſciplen Niels Anderſen, og ramte ham med Hammeren af en Oxe, ſom han kaſtede efter ham. J den latinffe Fortale taler Hegelund om Behandlingen: Kjærlighed til Modersmaalet havde bevæget ham til dette Foretagende. Hoc dum pro nostro modulo horis subcisivis conarer: libertatem usurpavi a præscripto autoris non- nunquam discedendi aut illud amplificandi immutandiqve, dum ad nostri seculi mores et homines paullo vellem adducere istud propius. — Quin et de gestibus et habitu quarundam perso- narum obiter commonefactiunculam unam aut alteram inserui: adagia etiam gentis nostræ et scile dicta, qualia a Mimis et larvatis illis personis acclamari possunt, alicubi aspersi. Filum tamen inuentionis, ipsius Poéctæ Latini — tum et nomina Per- sonarum ab ipso indita retinui: unam aut alteram fere mutam adjeci: solam tyv <dhæZodÅnv seu Calumniam nimis quam (qua- lis quidem illa est) vocalem et obstreperam introduxi: idque ideo, ut Epitasin jam ad tristiciam et luctum plane conversam festivitate aliqua et punctionibus illa erigeret excitaretque. — Hanc itaque opellam conatus nostri (qui neque ingenio neque otio abundamus) quam patriæ linguæ primulum damus: can- didus lector et actor æqui bonique consulat.
Dramaet. 689
Hvor fri Overfættelfen er og at det gribende tragiffe tilhører ham, fres ved Sammenligning med Originalen. Monologen, der aabner Sthkket, hvoraf det ovenanførte fun er en Del, lyder faa:
Hev, cæcus ignis ardet imo pectore, Miserum me amor uæsanus urit. Aestuat Medulla flagrans, uulnus est in uiscere, En, totus ardeo miser Cupidinis
Telo, Nisi hæc mulier medebitur mihi, Spes nulla tantum posse leniri malum, Finisque flammis nullus insanis erit? Miror magis quomodo hoc seni fiat mihi, Non ausus sum cælum intueri, et sydera, Erumpit oculis ignis, et lapsæ genæ Lucem recusant, nil idem dubio placet, Ariusque uarie iactat incertus dolor.
Albert Hanſen: Jacobſen S. 518. 528.
Hieronimus Juftus eller Juftefen Rand: D. Digtet. Hiſt. 2, 27, 69. Vandal i Nye originale Skueſpil 1, 23. 33. Giesfing, 3, 68—69. Watftiær, Poetiſt Skueplads, S. 142. Jacobſen, 6. 519. Overſtou, 1, 56. K. Salomons Hylding (etc. etc.) Kbh. 1585. 4. (Univerfitetsbibl.). Ikke at tale om Ord, ſom nys mere, de fæde flyde, en cnifte tytel, wreck' oc heffne, mere oc ide minde (mindre), bliffue fraa (komme fig, blive karſt), findes her ogſaa:
Ved long omſlag, oc ſtone Parabel,
Betacte fprod, oc ſelſyne Fabel —
Hui feer i dog faa fæmodig vd?
Hui falder fød oc rønder hud? —
Huad er vi andet en hallende tre? —
Skulde Joab oc hand, de gamle ſteffle,
Den vnge herre faa offuer teffle. —
Thi mange er falſt' i biert oc hou,
Der bygges fan mange trysſe (tryſte) brou. —
J flulle oc for cters broder flæge (ſlegſte),
Om i bemerder, at de ville hvæge. —
Hand taar ide effter riget hibe,
Guem veed huor verden kand fig ſtribe. — 4
690 Det lærde Tidsrum. Dang Poeſi.
Vi dride der paa fan god en ruſſ, .
De ſpeler der hoſſ bode zinck oe duſſ. —
Verden er fuld met ſualder oc. fog,
Com moe i Soel, ſom damp og røg. —
Bud giffu' off at findis lydig' se horſum,
J Hiertet tro, met hænder gorſum Saniſons fængfel det er En ynckelig Tragedie om den dræfflige ſteærcke krigsheldt Samſon (ett.) Componerit oc ſammen ſtreffuen af S. affgangen i Herren M. Hieronhmo Juftføn (etc.) Prentet vdi Aars hus bos Hans Hanſon Skonning. 1633. 4. (Univerfitetsbibl. I Hjelmftjernes Samling findes en fenere Udgave. Aarhus 1646. 4.) Werlauff, Blandede Bidrag til nordiſt Hiſt. og Literatur, i Athene 2, 225 - 226. — Karrig Riding, det er En lyſtig Leg eller Cos moecdie, om en fulten og karrig Hoßbonde, og hans Huſtru: Hvor⸗ ledis hand af Cult og Nidſthed, er dragen af Bye med Noglene til Mad ce DU fra hende og hans fattige ſmaa Børn og Hubs Fold: Men hvad for Uleylighed der udefver foraarſagis, formedelſt den Staadere Jeppe Stald, udvifer Comoedien her ydermere. Af M. H. J. Kbh. 1709. og Trykt i dette Mar. (I Hjelmjtjernes Samling). Indhold og Prøver i D. Digtet. Hiſt, og hos Jacobſen.
Terentſes Eunuchus: At Overſattelſen er forfattet t Ribe, fTutter Vandal af de Ord der ſtaa foran: Xotæ quædam ex prælectioni- bus publicis M. Ægidii Laurentii in Schola Ripensi obiter ex- cerptæ. Han blev Rektor i Ribe 1596, og Erkedegn i Domkapitlet 1605; yngre er Haandſtriftet næppe. Udførlige Prøver af Over⸗ færtelfen bogs Vandal i Fortalen til Nye originale Skueſpil, 1778. 2. D. jf. D. Digtet. Hift. 2, 122. — Om Opførelfen af Plauti Aulularia fee D. Digtet. Hift. 2. 128. n
Peder Thøgerfen: D. Digtet. Hiſt. 2,, 123. Dverffou 1, 69. Haandſtriftet findes i Gl. Kong. Saml. Nr. 794. fol. Heri bes markes ogſaa: J den lattinſte Leeg (Plauti Aulularia, hvorom der fiden ftaar, at den blev opført) Bleff indforrt trende flags ordener, Som Dantzindis fremginge. Forſt Aarens fire Tider, Vaar, Som⸗ mer, Hoſt, Vinter (hver med ſit Vers, og Morio giver ſin Beſyv med). Actus V Scena VIII Indfordis den anden Selſtab (Herz kules og Omphale). Den tridie Aarden var te fire Verſens Alder (ete.) — Ved Samſons Fengſell af Hieron. Fuftefen ſtaar Aaret 1599.
Dramaet. 691
Jørgen Jenſen: D. Digtet. Hiſt. 2, 153.
Hans Thomfen Stege: D. Digtet. 2, 153. Vandal i Fors talen til Nye originale Stuefpil 2 D. Titelen falder noget Tang, men det faar iffe bjælpe: Cleopatra Eller En Giſtoriſt Tragoedia, om den ſidſte Dronning i Eghpten, ved naffn Cleopatra Oc M. Antonio, en Romerſt Keyſer, Huor hefftig kierlighed de haffue hafft til buer andre, at de haffue offuergiffuet de ting, deris gode Naffn kunde flcet til forfremmelfe, oc leffuet i Druckenſtab, Horeri, Gof⸗ færdighed, oc andre Lafter, Gud til ſtor fortørnelfe, dennem ſelff til wlycke oc fordommelſe, oc antre, beſynderlige off, i denne Verdens Alderdom, til atuarſel oc paamindelſe, at bliffue vife aff deris flade, ved en fand Poenitentz oc omuendelfe til Gud i Naadens tid. Sams flet oc pan Danſte Rijm vdſat, Aff Hans Thomiſſon, Stege. Ja- cobi IV. Staar mod Dieffuelen (ett.) Kbh. 1609. (I Hjelms ſtjernes Samling og Univerſitetsbibl.). Den er tilegnet Fru Elis fabeth Sophia, Hans Lindenovs Husfrue, til Gavns, og her figer han (Bladet d 2): Haffuer derfor paataget mig denne effterfolgendis Giſtorie om Cleopatra — at transfundere aff Latine paa Danffe tim, dog i flig form oc flid ſamlet, at den bequemmelig kand ageris eller legis, oe effrer nogle gode venners raad ladet den vdgaa (ete.). Gan roſer derpaa Fru Eliſabeth Sophia, og ligner hende med den fromme og dygdrige Octavia, men afbryder derpaa fig felv: Men huad figer ieg? Guad er det at ieg ſom er ringe, oc ide ſtaar vel foruaret met veltalenbeds Aarer, at ieg paa en gammel ſtuude vil fare vd paa E. V. dyads oc fromheds ftore Haff, ſom ide lettelig kand offuerfaris til gaffns pan denne tid. — Nyerup flutter af hans Attring, at han har kompileret Hiſtorien udaf de gamle latinſke Autores, at han iffe har overfat nogen Tragedie, men ſelv deraf formet vor danſte; hvilfet befræftes af. det førfte revers af Petrus Nicol. Gælstrupius,. der begynder ſaaledes:
Laus sua quenque manet veterum, retulere ſeroces Qui tragicis homines isse redisse modis. Laus tua teque manet, soless mutare cothurnis Doctå Ægyptiacos qui facis arte pedes. Quique peregrino reseras idiomate elausa, Ut patrio resonent hæc monumenta fore. Mr
692 Det lærde Tidsrum. Dani Poeſi.
J Samtalen mellem Dellius og Cleopatra figer Dellius om hende:
Sin Ord hun legger paa det trent
Som et velftemmet Inſtrument. Overffou 1, 74 anfører af ſamme Forfatter: Iſaks Gifter: maal, trykt 1622, men hverfen nævnt af Vandal, Nyerup eller Rabbek, heller iffe hos Vorm. Den Hjemmel, ber haves, er, efter Prof. Overſtous Meddelelfe, en Opgivelfe af Forftander Bord, ſom ejede nogle Blade af Begyndelſen; men, efter. Meddelelſe af Cancellir. Fabricius, bar Bord) iffe antegnet dette Strift i fir Exemplar af Nyerups Lexicon.
Anders Tybo: D. Digtet. Hiſt. 2, 154. Overſtou 1, 75. Abſalon, Historia sacra (etc.). Kbh. 1618. (I SHjelmftjernes Samling).
Jens Kjeldſen: D. Digtek. Hiſt. 2, 159. Thorup, Hit. Ef⸗ terretninger om Ribe Cathedralſtole 1846, S. 96. Udtog hos Vandal, 2 D.
Erik Pontoppidan: D. Digtek. Hiſt. 2, 160. Overſtou, 1, 76. Juva Jova. Den Gudfryctige Tobic Gifftefær (etc. etc. fee D. Digtet. Kbh. 1635. (Defekt Eremplar i Hjelmſtjernes Saml.)
Mogens Skeel: Martini Opitii Danſttalende Judith Udſatt aff Mogens Skeel. Kbh. 1666. 4. (Gjelmſtiernes Saml.). Bagved findes nogle Sange af Chriſten Aagaard med Noder. Kbh. 1666. 4. Sangene ev der iffe noget ved.
En danſk Komedie til Hove, Overſtou, 4, 118.
Jens Chriftenfen Lonborg: Overſtou 1, 77. Tvende Bidbliſke Hiftorier om Suſanna og den Forlorne Con, UN en lyſtig Sam: tale Rim⸗viis befattede, og ſom Comocdier anrettede af Jens Chri: ftenfen Lønborg. Kbh. 1724. findes i Univerſitetsbibl.; Approba⸗ tionen af Joh. Bircherod. Jani til., der roſer „elarissimi authoris Fliid og naturlig Gave til Danſte Rime-Konſt“ er fra Aaret 1700, og at Bogen er udkommen i dette Aar fees ydermere af Anmaldel⸗ fen i Nova liter. maris Baltb. 1700, S. 333. — S. 10 og oftere forekommer Udtrykket: den gamle Krandt. Overhovedet man det ikke glemmes, at alle disfe gamle Stuefpil, der i aſthetiſt Hen: feende cre faa ringe, ere vigtige Sprogkilder, og i det mindſte Derfor atter bør drages frem for Lyſet.
693
Tilbageblik og Fremblik.
Bi ſtaa nu ved Midten af Literaturens Hiſtorie. Vi have endt dens førfte Afdelinger, Katholicismen og Refor⸗ mismen; vi have feet bem fpire, udvikle fig og ftørfne. Og
ligeſom Aarringene i Treets Stamme lære Forſtmanden at tjende, „hvorledes Lovſmylket har været, ſundt eller ſygt, og hvilfe Trængfler Træet har gienuemgaaget“, ſaaledes ere vi i Stand til, i ben affluttede Literatur at flue Folkets aanbige Liv. Katholicismen banner een Aarring, Refor« mismen en anden. Hvad ber nu femmer er en anden Sfab« ning, ligeſom be forrige ubgaaet fra fremmed Indflydelſe, men blandet med Folkets Ejendommelighed paa en ganſte anden Maade og i ganffe andre Forholde. Det er en ny Tin, der endnu iffe er fuldendt.
Vaa bette Vendepunkt er bet vigtigt, at ſtille fig det afflutteve ret for Øje, thi bet ftaar i en ſtarp Mobfætning til bet følgende, at betænfe, hvorfra bet gif udb og hvorhen bet er fommet, for at bemærfe hvor meget ber i ben fol⸗ gende Tid maatte overvindes. Naar bet maa antages, at et Folls Dannelſe giver fig tilfjende i tre Ting, i Hiſtorie, Filoſofi og Poeſi, disſe Ord tagne i bereg videſte Betydning, nemlig ſom Jagttagelſe af Fenomenerne i Menneſtet og i Naturen, ſom Underſogelſe om deres bybere Grund og Sams menhæng, og fom bereg Gienfodelſe i Idealet, faa maa vi tilftaa, at vet forløbne Tidsrum iffe har bragt 08 didhen, hvor vi ønffe at komme. Ligeſaa lidet fan bet tilfredsſtille bem, ſem mene, at Kulturens Fremſtridt beftaar i, at Iud⸗
694 Det lærde Tibérum.
figten i Guds Væfen og Udfigten over hang Gjerninger be: ftandig udvide fig, at begge de hojeſte Yttringer af Menneſte⸗ aanden, der gjennemtrænges af Guds Aand, Kriſtendommen (Gud ſom Alles Fader) og Bidenſtaben (Sud fom al Zil- værelfes Ophav) forene fig i bet Formaal, at ophæve enhver Foreſtilling, der bornerer og nebværbiger Gudsideen. Det var en fnæver Verdensanſtuelſe, der gav dette Tidsrum fit ejendommelige Præg, fin Begrendsning. Det var Tro, en dod Tro, Autoritet. Af denne Grundtauke og vens flarpt begrendſede Anvendelſe udfpringer alt. "I venne Tro paa ben overleverede Bogſtav mangler bet befrugtende, oplivende og bevægenbe Element. Alting gives, intet erhværves, iffe engang Saligheden. For denne Slægt er bet jodiſte Folfs Hiſtorie hele Menneſtehedens Hiſtorie. Cen lever i Moſes og Profeterne, i Kong Salomon og Jeſus Syrad, og fætter fit Liv til i vem. Den lever i en uafbrudt indbildt Fejde med Djævelen, Tyrken og Paven; og bærer et brændende Had til fine nærmefte kriſtne Brodre, be Reformerte. 3 ben ophojede hebraiſte Poeſi feer ben fun Lerdomme; i Li— vets Aabenbarelfer fun en" barſt Gubs Optugtningsmidler. „Gud, hedder ret, hanbler ſom en klog Husfader, ver har megen koſtelig og ædel Bin; naar han gaar ben og lægger fig til Søvng, og hans Børn vriffe jaa meget. af ben gode Vin, at be blive drukne deraf, og Faderen, naar han igjen opſtaar, bliver bet vaer, faa gjør han .et Ris, og kviſter Børnene ffarpt dermed”. Denne Tro er faa vidunderlig vid, at ben fan rumme hele Coertroen i fig] og faa. vtl den altid være, naar Hiſtoriens Poeſi forvandles tif.en før og mono⸗ ton Bogſtavſtrift. Raar et Barn. fødes med Falbeler paa Hovedet, faa er bet en Advarſel imod ſyndige Moder. Paa en Sild fan man læfe Herrens Straffedomme. Ja, naar der fortælles (Paulli, Maanedlige Efterretninger 1673),
Tilbageblit og &remblit. 695
at et Menneſte, til Straf for fine Synder, paa Hovedet nær, ret legemlig, blev forvandlet til en Hund, faa findes ilke engang bet utroligt. Vilde derimod nogen fige til denne Slægt: al Hiftorie er Trabition, men poetift Tradition er ingen Hiſtorie, fan vilde ben have anſeet ben Skriftfortolk- ning, fom deraf følger, for en Ugudelighed, for et Indſtud af Satan. Raar vi ſaaledes overalt have feet ben hænge fig faſt ved en enarmet Vegtſtang, forgjæves ſogende efter noget, ber fan give ben Svingfraft, faa begribe vi tillige dens Opfattelſe af Statené og Kirkens Idee, bens totale Mangel af Filoſofi uden ſom materiel Griben af trivielle Tanteformer, bens blot mefanifte Tilegnelſe af Klasficiteten, ber gaar ſaa vidt, at ben fan forarges af hedenſte Gudes navne i hedenſte Sfrifter, bens næften overalt ſmagloſe Giengivelſe af ål Poeſi, ſaavel Oldtidens fom Livets, og endelig deus Afrivning fra fin egen Fortid, af hvis Minder ben fun har bevaret - nogle halvforglemte forvanſtede Sagn og nogle: ynkelig mishandlede Viſer. Hvortil maatte denne Tanhkeſtilſtand føre? … Til en Inhumanitet, ber giver fig til⸗ fjende i ftive og raa Gæber, i be borgerlige Forhold, i de lavere Klasſers Stilling, og iſer i Krigerſtanden, uren Tvivl bet raaejte Prodult, ſom Inhumaniteten har avlet paa Jor⸗ ben. Pex .bet- forftaar fig: hvad ber berøver disſe Billeder noget af deres Morke er ben Bemærfning, at bet, fom vi her have, gjengivet, er Totaliteten; over ben ſtaar Inbivis bualiteten i mange enkelte udmerkede Mænd, ber til en ans ben Tid og-unber:anbre Omgivelſer vilde have udviklet fig paa en…ganfle anden Vis; og ben Tanfe, at denne Tros⸗ form uden. Tvivl. var nodvendig for ben ftore Grundſtamme af Follet, nanv:ben ſtulde bære fine Trængfler; en Udvidelſe af Tanken vilde håbe krevet em Lettelſe af Byrderne, ſom ingen af Magthaverne vilde eller kunde gaa ind paa, og ben
696 Det lærde Tidsrum.
filtre Overbevisning, at f. Cr. Bonden i Følge Guds Billie var fodt til et Trælleliv, gav ham en Hengivenhed og Til: fredshed med fin Stilling, fom det mindſte Opſping af Ligheds⸗ og Frihedsideer ganſte vilde have berøvet ham. Der ligger noget beroligende i Begræntsning. Begrændsning af alt og i alt, felv det ubetydelige, ſom Dragten, er juſt denne Tids meft fremtrædende Særfjende. Udvidelfen vil komme, men ogſaa ben vil føre fin Kamp og fin Strid med fig. 3 Følge ben Naturlov, at der ingen Stilftand gives, hverken aandelig eller legemlig, fee vi ogſaa, at ter allerede nu yt⸗ trer fig en dobbelt Trang, en Trang til Folteubvifling og en Trang til Selvtænfning. Hin kommer tiljyne i ben bes ftandig fremſtridende Agtelfe for Modersmaalet og i ven ivrige oppaagnende Dyrkning af Nordens gamle Sprog og Fortidens Minder; denne i Videnſtaben, der nu førfte Gang fom fri Tænfning fafter fit Lys ind i de Lerdes Kredſe. Forſt føge de den op udenlands, i Montpellier og Pavia; fan drage de ben indenfor Landets Grændfer, men forſtudt ber ffyller den i to mægtige Strømme til Behmen og til Italien, ſom Himlens og Jordens Anatomi, medens Dyrets og Menneſtets er en fælles eurcpæift Beſiddelſſe. Hjemme ſonderlemmes Sproget. Grammatik er jo heller iffe andet end Anatomi. Det er rigtignok fun Videnſtabens førjte Morgengry. Deng Gang er langfom, og ydmyg dens Fard. Det er tilhobe Fun de forſte Skridt paa ben uendelige Vej: Opdagelſen af Naturens Love, fom ben ene Side af Guds Aabenbarelſe, det uomtviſtelige.
Naar bet forløbne Tidsrum ikke har tilfredsjtillet os, naar Videnſtaben i det fun begynder at fpire, naar ben re— ligisſe Stilſtand iffe fan vare vet, fua vende vi og med en vig Forventning, med en vig ængftelig Ure, til det folgende. Sfulle de neſte hundrede Aar gjøre vor Attraa fyldejt?
Tilbageblit og dremblit. 697
Tænder ben neſte Slægt et Lys, i hvilfet vi trygge kunne vandre? Bil ben vinde Sandheden, eller vil ben, ligeſom hin blev tilbage, maaffee gaa ub over ben? Det ſidſte er at vente. Naar Menneſtet har faaet nok af Tro, er blevet mæt af Overtro, hvorefter vil bet da hige, uden at faa nok af Vantro? Perpendiklen fvinger; naar ben ſtaar ftille, er bet Døben. Men uaar Kriſtendommen, „ſom er Berdens Lys", iffe fan komme tilfyne igjennem Vantroens matflebne Glar, hvad ba? Skal maaſtee Mennefteflægten, og vi med ben, frelſes og igjenføbes paa en anden Maade? Skal ben Trælbom, ber hvilede paa ben, i Tenkning, i borgerlig Stilling, i Familiens Skjod, paa Skolens Vænfe og i Hoj⸗ ſtolens Sale, ſtal ven afløfes af Mennefte-Friheb, af Borger« Lighed, af Lys i Tanke og Renhed i Daad? Eller er ben Morgenrøbe, ber oprinder, fun et Vejrlys, ber fører os ub i Egennyttens, i Nihilismens Moſer? Er ben Ild, ber tændes, fun fremfommen ved Rivning af Træ paa Træ, uden bet lette Tønder, der fan holde ven i Live? Skal Ordbram og Svulft fordunkle Sanbheben, ligeſom i ven blomſterſtrodte Præediken, fra hvilfen vi ønfte 08 tilbage til Niels Hemmingſens Ro og Klarhed? Skal Folkeſtribentens trivielle og hule Tirader gjøre c8 kolde om Hjertet, fom be træagtige Pſalmetoner, fra hvilfe vi maa ty til Kingo, for at Hjertets Fibrer kunne røres? Vi vide bet iffe. Ingen har givet 08 nøgen Stilbring deraf. Vi have endnu noget at gjøre, at erobre o$ felv. Men hver meget vrangt og fljævt og vanartigt der end ſtal komme os imode, bet vide vi, at ber vil komme noget, ber ganſte anderledes end før ſtal fætte vore inderſte Tænfefræfter i Bevegelſe, ſtal kalde Fantaſi og Vid til Live, ſtal væffe vore dybeſte Folelſer, og vife 08 hen til be hojeſte Formaal.
Saa vil ogſaa beraf følge, at Literaturens Hiſtorie ilke
698 Det færde Tidsrum. Tilbageblik og Fremblit.
vil fjøre hen ab fin foreſtrevne Bane faa tungt belæsfet ſom ben hidtil maatte. Hidtil maatte mangfoldige literære Enkelt⸗ heber drages frem, ſom vare lidet befjendte, og paa denne Samling af Materialier gives ber ingen Ende. Nu vil vet være nok at antyde hvad alle fuune finde. Trælleng Slir og Mandens fri Virkſomhed kunne ikke længer drage i Aag ſammen, og de behøve bet iffe. Indholdets ſtorre Fylde vil ogjaa foræble Formen. Wen tillige, og bet er en Bemaerk⸗ ning, ber paa een Gang nedſlaar og oplofter, tillige vil Vanſteligheden af Literaturens hiftoriffe Behandling tage til, thi nu kommer ben rette Grundighed, iffe Talletg, men Tankens. Hvo vil tenke paa, at flilbre vor Literatur i fin ny Udvikling uden at have vundet nogenlunde Far, iffe blot Kundſtab, men Indfigt i ten almindelige europæiffe Litera— turg, men bet er en aarlang Øjerning. Hvo fan vente, at kunne fremftille Tiren, dens Maal og dens Midler, dens Fortrin og dens Broſt, hvis han ikke fri og frejdig, ene med Gud for Øje og uden Menneſtefrygt, har løft for fig felv be Grundſporgsmaal, ber bevæge Verden, har levet fig ind i bet, ſom ingen Omffliftelfe lider, fljøndt ingen vil bilde fig ind, udelukkende at have taget bette Liv i Beſiddelſe. Nej ingenlunde. Frihedens Luftning vil kalde alle til Virk— ſomhed, og enhver enfelt Stemme er fun ct Opraab til alle. Men naar bet ffeer, naar engang Literatureng Hiſtorie, ikke blot dens Yderverker, men dens indre Veſen, bliver Alles Sag, faa vil ogſaa ben blive et væfenligt Middel til at bes fordre Folkets Dannelfe, ved igjennem den ny Tid, der er Nutidens Forgaard, at lade bet flue fig felv.
699
Rettelſer og Tillæg.
Middelalderen. S. 33. Bed Eſtild bemærfes hans Plan- etus de slatu regni. Daniæ.
S. 34. Prøver af Anders Suneſens Mexaémeron og Anm. dertil ere meddelte af Dr. P. Ch. Kierkegaard i Jllgen's Zeitſchr. fir die hiſt. Theol. 1833. Rudelbach har allerede anført det.
S. 101. Om Lægen Nicolaus senior fee ogſaa Gram i Vis denſt. Selſt. Str. ældfte Sami. 4, 267.
S. 111. Til at oplyſe Sproget i Norge fan bemarkes Erke⸗ Biffoppen i Throndhjem Aslak Bolt (f omtr. 1450), hvis Breve findes i Ry D. Mag. 1 D.
S. 125. Den af Laalands Vilkaar meddelte Prøve er naturs Tigvis valgt med Henſhn til Sproget og de deri forelommende Ord⸗ former. '
S. 129. Til Jon Pteſt tilføjes ſom Anm. det tyſte rimede Brudftyffe Bom Prieſter Johann, hos Haupt und Hoffmann, Alt⸗ deutſche Wälder 1, 308. J Uppfal blev holdt en Diſputats sub præsidio Jacobi .Arrhenii De restituto Prester Chan. 1700. (Nova liter, maris Balth. 1704, &, 340).
&. 130. Anm. Et Exemplar af Rimkronniken fra 1495, ganffe ſom vort, men finuttere;” Findes Paa Drottningholm. ¶ Reddelt af Cand. Brandt)
S. 144. Om Alani: Materia quædam brevis sed deuota de psalterio precelse ac intemerate semper virgiuis Marie 1498. Impressa (ac bene correcta) in Christianissimo regno Swecie, fee Lackmanni Annal. typograph. selecia quædam capita, S. 25.
9. 157. Anm. Til Strifter om Literaturens Undergang tils føjes: Dreyer, Monumenta Anecdota. Lubecæ et Altonæ 1760. 4. Uffnittet De fatis rei diplomatice Cimbricæ.
S. 191. Anmarkningen udflettes. Men det hele Afſnit om Kjæmpeviferne maa desuden omarbejdes.
700 Nettelfer og Tillæg.
S. 202. Tillæg til S. 40. føjes til Membranbladene af Earo: Om de af Prof. Kall⸗Rasmusſen fundne Brudſtyhkler fee hans Strift: Om to nølig fundne Fragmenter af en Codex af Caro. Kbh. 1855. 4.
Neformationstiden. S. 21. nederſt tilføjes: William and Mary Howitt, The literature and romance of northern Europe: constituting a complete history of the literature of Sweden, Denmark, Norway and Iceland. London 1852. To Dele. Overs gangen fra den islandſte Literatur dannes ved Folleſagn og Bifer i Norden, navnlig Kjæmpeviferne 1, 296; Overgang fra Middelalderen til den nyere Literatur dannes med Arrebo, Bording, Kingo, 1, 322; derpaa afhandles Literaturen til den nyeſte Tid indtil 2, 241, boor den ſvenſte Literatur begynder. Dette Sfrift vidner om en nøje Kundſtab til den nordiſte Literatur, og er formodenlig det forſte, der med nogen Fuldftændighed fører Fremmede ind i den. Meſt udførlig bebandler det den ſtjsnne Literatur og meddeler af den overfatte Prøver. (Ekriftet findes nu i Univerſitetabibl. ſom Gave fra en af vor Literatur meget fortjent danſt Mand, Hr. F. S. Bang i London).
S. 40 i Anm. bemarkes ogſaa Nyerup, Hr. Peders Erxcerpt⸗ bog i Ribe (Minerva, Octob. 1787).
S. 41. Quinti Horacii Flacci epistolarum liber (primus). åinpressum Lipizk per Melchior Lotter. 1507. 4. (i Hjelm: ftjernes Samling, i ſamme Bind fom Olai Theophili Paræneses) er endnu trykt med gotiſte Bogſtaver.
S. 44. overſt. Om det Pergamentshaandſtrift af gudeligt Inde hold, der havde tilhørt Dronning Chriftine, fee Kall-Kasmusſens Anm. til Lage Urnes Teftament i D. Mag. 3 R. 3 B. 3 £$. S. 242.
S. 50. Anm. 1. fan tilføjes: Morten Borup og hans Dis fciple, efter Tauber, i Minerva, November 1817. . 62. Lin. 12, læg: fan at Modellerne vel endog tilſidſt toges. . 68. Lin. 10. for 1532 læg 1536. . 78. Lin. 23, læg: Niels eller Claus. . 96. Lin. 9. De natali Domini et salvaloris nostri Jesv Christi Carmen Johannis Håvni Ripensis Dani, pro strena novi anni, dicatum nobili iuueni Joanni Oxo ex Dania. Mittebergæ 1550. 4. findes i Hjelmſtjernes Samling.
S. 116. Lin. 16 læg: indtil jeg fandt Peder Litles Vidnesbyrd.
ANG
Rettelfer og Tillæg. 701
S. 120. At Chriftiern Pederfen er Forf. til den danfte Kro⸗ nife i GL. Kgl. Saml. 828. fol. fee Dr. Fr. Gammerich, Danmark under de nordiſte Rigers Forening 2, 205. 209.
S. 163. Ved Povel Cliefen tilføjes: Paludan⸗Müͤller, Grevens Fejde, 1, 112. 114.
6. 182, Sagnet om Hans Tavfens Fader Tage, at han fredede Jern af Torvejord (Myrejern), hvorfor Bønderne, der troede at det gif til med Fandens Kunſter, floge ham ihjel, fee Vedels Simonſen, Odenſe Byes Hiſt. 3, 73.
6. 194. Til Tavfens literere Arbejder: Mefter Hans Taufen, Euperintendent udi Riber Stigt haver nu ladet berette for 08, hvor⸗ ledes at han haver transfererit og udſat Bibbelen paa Danfte, og agter med det allerførfte af lade den prente og udgaa udi Tryk og lade den fælge fer udi Riget menige Mand til Bedfte (etc.) Ribe Fredagen næft efter Søndagen Letare 1543. (Regiſter over Lans dene, Nr. 4, &. 382).
S. 195. Blandt Kilderne til Hans Tavfen tilføjes: Paludan⸗ Miller, Grevens Fejde, 1, 110.
6. 196. Lin. 13 læs: Jeppe eller Jakob Nielſen; og Lin. 14: Hans eller Jens Fynbo.
S. 204. in. 10. Peder Lauridfen var Carmelitermunk. Chron. Skibyense &. 583: ordine Carmelitarum. (eddelt af Student PaludansMiiller).
S. 209 nederft. Paa Kongens Bibl. haves nu: En Sermon huorledis mand ſtal berede fin hv til døden. Marts Lutther. For⸗ danſtet aff Chriſtiern Schrockk. S. M. D. xxx viij. — Prentet i Kiobmenhaffuen, aff Hans Wiingaard den Ottende dag vdi Septem⸗ bri M. D. xxx viij. Den flutter med et Rim: Døden til Læferen (med Træfnit).
S. 211. Til de der anførte Skrifter hører ogſaa: Chriftelige Sporsmaal. En Chriſtelig liden Bog, der vdi findis mange gode Raad for vnge Fold. Vddragen aff den Hellige Skrifft, meſt aff Salomonſſ od) Jeſu Siracſſ Bøger. Prentet i Kisbenhaffn, hoſſ Hans Vingaard. (Efter en Bemarkning foran ev den tryft 1533. Gjelmftjernes Saml. 69 8.)
S. 277—278. Ved Hans Gaas tilføjes: J. 2. Rohmann,
702 Nettelfer og Tillæg.
Bemærfninger om Hans Gaas, i For Literatur og Kritik, 3, 97. 269. (Rohmann mener, at han iffe var Prior i. Svendborg.)
S. 279. Anm. 2. Zacharias Fafobfen, Kong Sanfes Kronike, findes i Karen Brahes Bibl. See Dr. Fr. Sammerid, Danm. under de nordiffe Rigers Forening, 2, 207.
S. 282. Til Herman Veigere: Chriſtian den Tredies Brev til Univerfitetet, at German Weher til Trykning af fin Overfættelfe af Melancht. Loc, com. maatte faa 100 Ris Papir, af det, ſom Kongen havde i Univerfitetet, Halvdelen gratis. Og naar Bogen var trykt, ſtulde Dr. Peder fee om dén funde udgaa. (Tegnelſer over alle Lande. IV, 544, b. Meddelt af Conferenceraad Wegener). Gan var Raadmand i Kiebenhavn, var tilftede paa Modet i Hams borg 1336; blev to Gange under Kjøbenhavns Belejring ſendt til Nederlandene om Hjælp, og fan paa disfe Rejfer være bleven bekjendt med Reineke Fofs. (PaludansMuller, Grevens Fejde, 2, 219— 290. 319.)
Det lærde Tidsrum. S. 8. Lin. Y fra neden, (æå 1645.
S. 11. Lin. 6 fra neden. Conferenceraad Werlauff bemarker, at der ved Praſtekongen næppe betegnedes Frederik den Anden, men Chrijtian den Tredie, ſom dede paa Koldinghus. Anckdoten er viſt⸗ nok upaalidelig; den tiltraf mig, fordi den antyder, at der var flere Præjtefonger end Chriſtian den Tredie.
S. 32. Lin. 14. Sperlings Haandſtr. om lærde Kvinder maa føges iblandt hans Haandſtrifter paa det Kal. Bibl.
S. 37 nederſt. At danffe Studerende beføgte Polen, fees af et Skrift i Hjelmſtjernes Samling: Assertiones ex uniuersa phi- losophia, quas in Lycæo Brvnoritano defendit Gulhielmus Cor- vinus Danus. Brunori, 4. (Mangler hos Ryerup.)
S. 57. Lin. 15—16 (æg: Dluf Gorm, f. 1757 (ikke 1756), + 1830. (Erslew.)
S. 69. Lin. 16. Der har jeg nok baft Steno formeget i Hovedet, ſiden jeg funde falde paa, at de fulde gisre faa meget af ham. „De Gejſtliges Conference i Kolding 1674 var foranlediget ved Projektet om Prins Georgs Valg til Konge i Polen“. (Efter denne Oplysning, ſom Werlauff har meddelt mig, bliver altfaa dette Sted at forandre).
ES. 73. sverft. Skriftet Matthæus Fuder eller Richter gaar
Rettelſer og Tillæg. 703
ud. „Ban var Prof. i Jena, og dette Skrift vedkommer iffe den danſte Literatur. Bogtrykkeren hed Zimmermann, men af det Navn har der ingen været i Kjøbenhavn.” Conferenceraad Werlauff talfer jeg færdeles for denne Oplysning. Men hvad fan det være for et Coppenhagen i Tyftland, hvor der trykledes Bøger?
S. 81. £in. 14 las: Fanatiferne.
6. 129. Lin. 11. Blandt Forf. i Ethik tilføjes Genrik Ernſt.
S. 137. in. 12 fra neden tilføjes: Joh. Bruosmanni Apo- logia ecelesiæ Lutheranæ contra quasdam Jacobi Benigni Bo- suetti (etc) calumnias. Hafn. 1694.
6. 139. in. 4 fra neden tilføjes: Foruden de ældre: P. Gelstrupii Trifolium politicam, og Nicolai Petræi Aruelæsii (sic) Encbiridium politicum,
6. 140. Lin. 5 fra nøden. Til Strifterne imod Thomaſius hører ogſaa: Abgenöthigtes Geſpräch von dem Bande der Religion und Societåt, worinnen D. Masii Interesse principum (ete.) Ge⸗ gen eines neulichen Seribenten Ernſthaffte Gedancken verthådiget wird, Verfaſſet von Petro Schipping. Th. C. 1689. (Hjelmftjernes Saml.). — Etriden omtales ogſaa af Fred. Snedorf, Saml. Sfr. 2, 111.
€. 141. Lin. 6 tilføjes: Petri Eisenbergii Dani Speculum vitæ humanæ. In quo miseriæ et calamitates vitæ humanæ ob oculos ponuntur et communia eiusdem vilia seu depravati mo- res taxantur. Lipsiæ 1614.
S. 154. nederft. At det iffe blot var i Kjøbenhavn Folk bes hevede at valkes under Prædifen, men at Forordningen uden Tvivl blev fat i Vark hele Landet over, fees af de Efterretninger, der haves fra Aarhus. Aaret efter at Forordningen var udfommen, 1646, fil ,,Calcanten (Bælgetræderen) for han haver Infpeftion til dem ſom fover under Pradiken i Domkirken“ 4 Dir. Ligeſaa 1647. 1648 fif Jens Lasſen, „der gaar med Kjæppen i Domkirken“ 10 Mark. 1649 betalt Jens Lasſen „for fin Umage med de Sovende under Pradiken at opvæffe” 1, Aars Len 2!/, Eldir. etc. (Dr. Hiberg, Aktſthkler ang. Aarhus 2, 189.)
S. 169. nederft, kunde blandt Overfættelfer bemærfes: Den Sellige Augustini Hand Bog Om Chriſti Beſtuelſe. Item Siælens tenlige Samtale med Gud. Ofverſatte af Hans Olufſon (hos Ryes rup uden Grund Olſon). Kbh. 1681. med Kobbere.
104 Retielſer og Tillæg.
S. 171. nederſt. Blandt Kilderne til Henrik Gerners Levnet tilføjes: Farftrup og Arelfens Dagbog, S. 238.
S. 174. sverft. Blandt Kilderne til Peder Vandal tilfejes: P. N. Thorup, Blandede Efterretninger ang. Ribe Cathedralſtole. Ottende Fortjættelfe 1837. S. 71.
S. 183—184. Til Erik Pontoppidan, hvis Ravn ſtulde have været udmærfet, fan bemærtes hans, hverfen af Vorm eller. Nyerup anførte, Levnet: Vita Erici Bricii Pontoppidani Præsulis Nidro- siensis, uden Tid og Sted. a Gjelmftjernes Samling). Han døde den 12 Juli
S. 197. Lin. 10 fra neden (æg: I og 4 D. (om Befættelfen i Thifted 4, 347.)
S. 223. Lin. 2. Udtrykket er ille korrekt. Det var natur: ligvis ikke ſelve Univerſitetets Bibl. Ste Kilden i Cimbr. liter. 3, me
223. Lin. 2'fra neden, læg: 14 Der. (Age Brahes Fedſeha, er angivet efter Cimbr. liter. 2, 103 og Tyge Brahes egen Angivelfe, men der menes den 14 og ikke den 13. See D. Mag. 2, 172. Etudent Paludan: Muller takker jeg for Denne Rettelſe).
S. 235. Lin. 11. læg: Aggeréhus. en ene Axel har trukket den anden efter ſig).
236. Lin 19. las: og udvirkede hans Anjættdie ved Uni: verſitetet. Men' ogſaa den følgende Kansler, Chtiſtian Fris fil Kro⸗ gerup, var hans Velynder. (Han nævner dem beage; def var 1620 han ſtrev, da den fidfte var Kansler. Kilden er Astronomia Da- nica. Vigikis et opera Christiani Longomontani. Amsterodami 1622. 4. Tilegnelfen til Chriſtian den Fjerde).
S. 244. Blandt de aſtronomiſte Skrifter kan ogſaa bemærkes en Diſputats fra Borchs Kollegium af Maturinus Gastanæus. Spe- cimen Uranographiæ Gnomonicæ. 1695. 96. 4.- fom endnu ans befaler Tyge Brahe imod Copernicus: Terra centrum universi est immobile, circa quod sol movetur.
S. 249 nederſt. Af Student Paludan · Miller har jeg faaet en af Dverlærer Krag i Odenſe meddelt Fortegnelſe og Uddrag af en Samling danffe Almanakker. Den aldſte er af Helvaderus 1598, Prentet i Sleßwig. Den for 1685 af Hans Raft, math.
Rettelſer og Tillæg. 705
stud., bærer førfte Gang Rundetaarn. J den for 1687 af Caften Bagge findes førfte Gang det Kgl. Privilegium af 18 Aug. 1685. J Felge Forordningen af 28 Mov. 1699 fil Februar Maaned i Aaret 1700 fun 18 Dage, fan mange Mennefter maa have miftet Deres Fodſelsdag. Men i svrigt maa jeg henvife dem, der interesſere fig for denne Art Literatur, til Samlingen ſelv.
6. 270. sverft. Der kunde maaſtee ogſaa bemærfes Bartholin de latere Christi, jf. Vormii Epist, 2, 995.
6. 273. nederft. At Ole Bord iffe, fom nogle angive, blev dimitteret fra Kolding, men fra Ribe, fees ogſaa af P. N. Thorup, Bidrag til Kundſtab om de Mænd, fom ere udgangne fra Ribe Cathe⸗ dralſtole. Ribe 1824. S. 7.
6. 274. in. 16—20 gaar ud. (Borde Rejfejournal i Ry Kgl. Gaandſtriftſaml. er benyttet af Werlauff i Afh. om Borro, Minerva, Januar 1817, €. 17.)
S. 274. nederft. Niels Steenſon Hauniensis, Student fra Kjøbenhavns Skole 1656, var iblandt de Studerende, der deltoge i Kjøbenhavns Forfoar (6. Rørdam, De danſte og norſte Studenters Deeltagelſe i Kjøbenhavns Forfoar mod Kari Guſtav, S. 159.)
S. 281. in. 6—7. Stenos Formand Maccioni døde 1677, efter F. Bed, Den romerſte Propagandas nordiffe Misfion, i Steens ſtrups Danſt Maanedeftr. Januar 1856. S. 74.
6. 282 og 290. Stenos Overgang til den katholſte Kirke omtales ogſaa i Leibnitzes Theodicee (Tentamina Theodicææ. Fran- cof. et Lips. 1739. 8. 100.) Efter at have talt om Auguſtins illud Tolle, lege, vedbliver Leibnig: Nicolaus Steno, Danus, vir minime malus, Episcopus titularis Titianopolitanus et Vicarius, quem vocant, Aposlolicus Hannoveræ locorumque confinium — nobis simile quid sibi contigisse reſerebat. — Narrabat ergo nobis, ad eligendam Ecelesiæ Romanæ partem magno sibi inei- tamento fuisse vocem matronæ cujusdam, Florentiæ sibi e ſe- nestra inclamantis: ne perge, qua tendis, Domine, alteri viæ insiste! Perculit me (ita nobis inquiebat) vox ista, quia tunc Religioni meditandæ intentus eram. Sciebat Matrona quæri a Stenone hominem in ea domo, quam ipsa habitabat, cumque aberrare via cerneret, eum amici sui conclave edocere volebat. — J em dertil føjet Anmærfning hedder det om Steno: In itinere
45
106 Rettelſer og Tillæg.
Italico A. 1675 sacra Romana: amplexes, missis studiis anato- micis, totum se. Theolegiæ dedit. A papa Innocentio Xl. ad vulgandas Anatom. inventiones.:compulsus est. Obiit Severini A. 1686 d. 10 Nov. .annos natas unum. et sexzaginta. V. Otium Hannov. p. 97. Bibliotheksasſiſtent Peterſen der har gjort mig opmærljom paa dette Sted; har. ſiden meddelt mig følgende: Stedet findes i Leibnitii Opera. omnia, ed. . Duiens, Genevæ 1768. 1, 189; og Leibnitz fagev.i fine Skrifter paa mange Steder Hen⸗ ſyn til Stenos videnſtabelige Underføgelfer; hworom fan efterfees Indices til nysanforte Udgave af hans Verker, T. H. et VI. Eee ogſaa om Leibnitzes Forhold til Steno G. C. Guhraur, Gottfr. Wilh. Frehberr von Leibnitz. Gine Biographie. Breslau 1842, S. 193. — Buffon, Der. holdt pan Bibelens :Lære om ESyndfloden, kritiſerer i fin Histoire neturcde générale et particulière. Paris 1749. 1, 198 Stenos geologiſte Lære 1'Bogen de solido intra solidem elc. Til de nhede Forfattere, der med Beremmelſe anføre dette Skrift, hører ogfaa P. Flourens, De la longérilé humaine et de la quantité de. vic sur; le globe. 3me edit. Paris 1856, S. 203. Oplysninger om Stene og: Vinslov findes i Correspon- dance inédite de Mabilløn et de. Montfaucon avec Italie, par Valcry. Paris 1847. 3, 255. 258. 259. 272. — Foruden de tvende. (6. 291) anførte" egénhændige Brede fra Steno til Grævius, er paa Bet ſtore: Kgl Bibl. ſenere⸗fundet et didtlsftigere Brev fra ham tår O. Borch, uden: Tid og'Sted,;t bvilfer Stend takker Bud, fordi ban har-fort ham':til den kamolſte Kirke, beder for. ſin afdøde Slagt og Venner extra ecclesiam, haabende at de in hora mortis kunne håve erholdt: abselalioner; og upfordrende til gienſidig Tole⸗ rance imellem Katholiller og Lutheraner. J flere: Udraab prifer ban dernæft for Bord Katholiciemenso Herlighed, takler ham for meddelt Underretning om head: ber hos ham pasferer; og meddeler ham Cars dinal Leopold de Medicis Ded. JGehejme⸗Arkivet findes to egen⸗ hændige Breve. fra Cteno. til Briffenfeld > Det ene paa Danſt fra Florence den 26 April 4672, hvori han takker Griffenfåd for den af bam bog Kongen udvirfete Indbydelfe (Sæll. Reg. 13 Febr. 1672), hvilket ſaaledes ganſte ſtemmer med Angivelſen ovenfor (S. 279) at han i Maj 1672 forlod Italien; det andet paa Franſt, Copenh. 26 de May 1674, Hvori han gjennem Griffenfeld
Rettelſer og Tillæg. 707
udbeder ſig Tilladelſe af Kongen til paa nogen Tid at vende til⸗ bage til Italien, for i Folge tidligere Lofte at vere Lærer i Natur⸗ filoſofien for Storhertugen af Toſtanas Son, og for endnu dueligere at furme vende tilbage, naar Kongen engang maatte behage at falde ham. Tilladelſen blev given, og Ordren fra Kongen til at udftede Paoſet, hvorom han i fit Brev havde bedet, er af 4. Juli 1674; dette ftemmer altſaa ogſaa med Angivelſen ovenfør (S. 280 nederſt), at han kom tilbage til Florenz 4674. Unter 8 Jen. 1684 findes endelig: Ordre fra Kongen til at udſtede Pas for. Steno for at fomme tilbage til Danmark og rejfe der, fnilfet fan, ſaavidt vides, ilke har benpttet.-
S. 329. nederſt. Blandt de latinſte Digtere kunde tilføjes: Anders. Jakob(en Skerbek, Praſt i Skerbek 1598. San brugte et danſt Eymbolum. (Cimbr. liter, 583. jf. Wezeners Efterret⸗ ninger om Vedel, S. 208.)
S. 330. Lin. 8. Bed Anders Bremer beolſes til Somme- lus, 4, 343. Mk cam mer MM gu S. 367. Lin. 11. tilføjes: Og: ifær med: HSenfyn "til den Pris tiſte Behandling J. Moller, Udlakk til den danffe GHiſtoriographies Giſtorie fra de aldſte Tider mdtil Gram, i Skandin. Liter. Selſt. etr. 1809. sl sb evt 6. 416. Lin. FR Gita; im df mf. 8: diem n meddelt Be⸗ markning bar Navnet Pontanus fanune Betydning : ſom llelaingo- ronus, lwilket oplyſes ved det Sted, for: fan taler: om Helles= pontus Danicus, i Recon 'Dankcanan. Hist Amstelod. 1634, 6. 726. rt føl 16. 449. 2: 8V. udflettes FN re an —8 det, S. 495: "sterft. "i Her bunde tillige ;bavejbæret. Anfart det Sted af Gerner, S. 15, om Sproget t.Almindebigikd i: „Naturen, ſom Gud haver. ſkabt · og prydet, er i alle fine .Gjermiriger underlig, men naar Konſten Tommer til Katten, da bliver der mere; yndelig. Man udgraver "Jern, Kobber, Soto; Guld af; Bjengene, og det er under⸗ ligt, baade af det der voxer, fan. og hobrdan Det udſindes, men naar man renfer det ene- fra det andet, det fine fra det grove, og after igien udarbejder af det fine det konſtrige, da er det, yndeligt; thi Gud haver givet Belfignelfen i den førfte, men forundt Forſtanden hoe den ſidſte. Saa er det med Tungemaalene.“ „Det gamle og
708 Rettelſer og Tillæg.
grove maa faaledes udarbejdes, at hoerken Alderdom eller Ungdom ſtulle fjendes derpaa, men alting ſtaa ſom i en fuldkommen ſtyrkelig Alder.“
S. 537. Lin. 23 gjeres tillige opmærffom paa J. Aaſen's Samling af Norſte Ordſprog. Chriſtiania 1856. og Bemarknin⸗ gerne i Fortalen.